Joe Hart er tændt
Af Kristian Nielsen22. apr 2012 kl. 21:45
City har nu kun tre point op til United forud for Manchester-derbyet.
United smed en hjemmesejr over Everton væk og måtte nøjes med et point, og samtidig vandt City ude over Wolves, hvilket mindsker hullet mellem de to byrivaler til kun tre point. City-målmand Joe Hart er glad for at være med i titelræset igen.
- Vi er meget fokuserede på at afslutte en rigtig god sæson, og vi har givet os en rigtig god chance her, siger han til Sky Sports 1HD.
- Oddsene er langt bedre, end de var tidligere på dagen. Vi er tændte, vi føler os klar og vi hamrer mål ind.
Også manager Mancini var glad efter den overståede ligarunde og udtalte, at City har fået en ny chance i kampen om det engelske mesterskab. City og United tørner sammen på Etihad Stadium mandag den 30. april.