Barca-boss ser frem til Chelseaopgør
Af Rene Lyng Ryom17. apr 2012 kl. 19:29
Barcelonas sportsdirektør, Andoni Zubizarreta, glæder sig til kampen mod Chelsea, og han fryder sig ligefrem over den hårde uge, der venter Barca-mandskabet.
Som alle andre fodboldelskere verden over, ser FC Barcelonas sportsdirektør, Andoni Zubizarreta, frem til Champions League-semifinalen mod engelske Chelsea.
- At komme tilbage til London minder os om nogle fantastiske kampe. Der er episke og historiske elementer, hvilket er dejligt, men det, der virkelig tæller, er, at det er Champions League-semifinalen. Det ville have været det sammen, hvis vi havde spillet i Lissabon, siger Andoni Zubizarreta til klubbens hjemmeside.
Barcelona går en hård og ikke mindst afgørende uge i møde, da de inden for de næste syv dage får klarhed over deres videre færd i både Champions League og La Liga. Lørdag møder de ærkerivalerne fra Real Madrid, og skal Barcelona gøre sig nogle forhåbninger om at vinde mesterskabet, skal katalanerne have tre point. Om en uge gælder det returopgøret mod Chelsea.
- At spille for alting på kun en uge, er det bedste, der findes. Vi kan ikke lide at spille meningsløse kampe sidst på sæsonen. Dette er en afgørende uge takket være alt det, vi har gjort siden den 18. juli. Vi har bygget op lige siden vi tabte til United i Miami under sæsonoptakten, siger Zubizarreta.

Mere om Champions League semifinaler 2012: