Ibrahimović er rasende
Af Stefan Weichert4. apr 2012 kl. 08:31
Zlatan Ibrahimović er alt andet end tilfreds med Barcelonas andet straffespark, da de slog AC Milan 3-1.
AC Milan skulle i går aftes forsøge at slå Barcelona ud af dette års Champions League, men i stedet vandt Barça 3-1. I kampen fik Barcelona tildelt to straffespark af dommer Björn Kuipers, og det er Zlatan Ibrahimović bestemt ikke tilfreds med.
Ved et hjørnespark havde Alessandro Nesta fat i Sergio Busquets trøje, og det blev til et straffespark, men det forstår den svenske stjernespiller intet af.
- Hvordan kan han give sådan et straffespark? Når han dømte det, burde jeg også have haft et. Spillet handler ikke om manden i grønt, så det ærgrer mig meget. Jeg forstår ikke at han dømte straffespark, når bolden end ikke var i spil, sagde Ibrahimović til Mediaset.
- Det virker som om, at UEFA ønsker to bestemte hold i Champions League-finalen. Nu forstår jeg hvordan Mourinho har det hver gang han gæster Camp Nou, fortalte Zlatan videre.
Barcelona er videre med 3-1 samlet, efter at det første opgør endte 0-0.