Newcastle vandt på drømmestart
Af Rasmus Højmark Ravn25. mar 2012 kl. 19:33
Papiss Cisse blev dobbelt målscorer, da Newcastle hentede alle tre point på udebane mod West Bromwich.
Newcastle kunne med tre point i søndagens kamp mod West Bromwich spille sig op på siden af Chelsea på femtepladsen i Premier League, og missionen lykkedes for ”The Magpies”, der på to hurtige scoringer i kampens begyndelse grundlagde den endelige 3-1-sejr.
Efter blot seks minutter kunne Papiss Cisse bringe sig på tavlen, da han sendte bolden ind bag hjemmeholdets keeper Ben Foster, og Newcastle skulle kun bruge yderligere seks minutter på at fordoble føringen. En af kampens store oplevelser Hatem Ben Arfa satte sidste fod på et flot Newcastle-angreb og cementerede dermed gæsternes drømmestart.
Slemt blev til værre for West Bromwich ti minutter før første halvlegs afslutning, da Cisse endnu engang fandt netmaskerne bag Foster, og så kunne Newcastle gå til pause med en solid føring.
Shane Long bragte en smule spænding tilbage i opgøret, da han efter få minutters spil i anden halvleg udnyttede en misforståelse mellem Tim Krul og Mike Williamson i Newcastle-defensiven og reducerede. Men nærmere kom West Bromwich ikke, og Newcastle kunne dermed trække sig sejrrigt ud af opgøret.
West Bromwich – Newcastle 1-3 (0-3)
0-1: Papiss Cisse (6.)
0-2: Hatem Ben Arfa (12.)
0-3: Papiss Cisse (34.)
1-3: Shane Long (53.)
