Lynge: Holder næsten N'Doye helt væk
Af Kresten Mosbæk5. mar 2012 kl. 12:14
Lynge Jacobsen var over for Indkast.dk imponeret over sit nye makkerpar i AaB's midterforsvar, Lasse Nielsen og Kenneth Emil Petersen.
Efter gårsdagens kamp var AaB's sportsdirektør, Lynge Jacobsen, ikke meget for at snakke om dramaet uden for banen. I stedet fik han lov at til at snakke om hjemmeholdets defensive præstation og specielt det nye makkerpar i bagkæden, Lasse Nielsen og Kenneth Emil Petersen. Nordjyden var bestemt tilfreds med sine drenge.
- I første halvleg kan jeg ikke huske, at FCK har en afslutning, der er farlig. Midt i halvlegen kommer vi til at stå lidt for lavt, og jeg synes faktisk, det er fortjent, vi får uafgjort, siger Lynge Jacobsen, der ikke er bekymret for savnet af Kjetil Wæhler, til Indkast.dk,
- Nej, det har vi ikke været. Hvis man skal være bekymret i den her branche, skal man finde noget andet, for man kan se spøgelser altid. Men jeg synes, de gjorde det godt, og de holder N'Doye – på nær ved scoringen – helt væk, og han er trods altså den farligste på græsset derinde, slutter AaB-ikonet.
Lynge Jacobsen skældte efter kampen desuden ud på store dele af FCK's fanskare, som han kaldte for 'mestre i idioti.'
Dramaet i Aalborg endte 1-1. Dame N'Doye scorede kort før tid, men dybt inde i overtiden fik Nicklas Helenius udlignet.
