Torres kan være væk til sommer
Af Simon Danneskiold-Samsøe10. apr 2011 kl. 12:43
En kilde i Chelsea siger, at Roman Abramovich allerede har fået nok af sin spanske superstjerne.
Det er ikke mere end et par måneder siden, at Fernando Torres kontroversielt skiftede fra Liverpool til Chelsea for et rekordbeløb. Men opholdet på Stamford Bridge har været alt andet end en succes for den spanske angriber. På trods af få opløftende momenter i spillet, så er det blevet til nul mål, og oftest ligner Torres en mand uden ret meget selvtillid.
Nu kan det så allerede være slut for Torres på Stamford Bridge – i hvert fald, hvis man skal tro den engelske avis' Mail on Sundays anonyme kilde. Kilden, som skulle være en Chelsea-insider, siger:
- Jeg ved ejeren ikke er tilfreds med sin investering. Han kan endda finde på at sælge Torres til sommer på trods af, at han lige har købt ham, siger altså den anonyme kilde. Hvor meget hold der er i det udsagn kan være svært at vide, mens det er ret nemt at fastslå, at Torres langtfra har været sine penge værd. Endnu i hvert fald.