Fergie: Smalling forstod valget
Af Kresten Mosbæk8. apr 2011 kl. 21:56
Sir Alex Ferguson foretrak i onsdagens Champions League-brag den rutinerede Rio Ferdinand fremfor den unge, formstærke Chris Smalling.
Manchester United-manager Sir Alex Ferguson indrømmer nu, at det var svært at fortælle Chris Smalling, at Rio Ferdinand skulle erstatte ham i onsdagens Champions League-opgør mod Chelsea.
- Det var forfærdeligt for mig at forklare til Chris Smalling, at han ikke skulle spille på trods af den måde, han har spillet for os denne sæson, udtaler Ferguson ifølge Goal.com
- Han (Smalling, red.) forstod det. Han er en del af truppen, og han vil ikke blive glemt. Men det Rios erfaring, er det ikke? Han er så sikker. Han taler til spillerne, fortsætter Fergie.
United-legenden fastslår samtidig, at Ferdinand, der havde været ude i to måneder med skade forud for kampen, ikke blev presset til at spille.
- Min eneste gambling var, hvis han ikke var helt klar - om vi havde snakket ham ind i det. Det var ikke tilfældet. Han kom til mig og sagde, han var klar. Det var gode nyheder, afslutter Ferguson.
Beslutningen fortryder United-manageren næppe – det nordengelske storhold rejste hjem fra London med en skadefri Rio Ferdinand og en 1-0-sejr i bagagen.
