
Manchester
maste modløse Milan
Af Thomas Joseph Bansø
Ensidig kamp på Old Trafford gav forventet sejr til Manchester United mod skuffende Milan.
Der var lagt op til gedigent mestermøde med 10 Champions League-trofæer tilsammen, da Manchester United og AC Milan mødtes i den anden Champions League-ottendedelsfinale på Old Trafford efter 3-2 til englænderne i første opgør i Italien.
Kampen startede i højt tempo med hjemmeholdet i teten, og Wayne Rooney – hvem ellers – havde første afslutning efter bare to minutter. Selv gamle Gary Neville afsluttede inden for de første ti minutter, og så lå det lige til højrebenet, at Neville lagde bolden ind i panden på Rooney efter 12 minutter, og så var der kasse.
Italienerne forsøgte at komme tilbage i opgøret, og det var lagt på skuldrene af brasilianske Ronaldinho, som sled og slæbte i hele første omgang. Men den langhårede troldmand blev i den grad solgt af sine uinspirerede holdkammerater. Dermed skulle De Røde Djævle ikke bruge meget krudt på at holde føringen resten af halvlegen, som blev en ualmindelig kedelig omgang.
Anden halvleg startede dog med et brag, da Wayne Rooney endnu engang var på spil. Blot et minut var der spillet, da Nani fra venstre slog et indlæg, som den brandvarme englænder kunne sætte ind. Og et lille kvarter senere var det for alvor ”mojn” Milan, da lille Ji-Sung Park blev spillet fri af Paul Scholes i højre side af feltet, hvorefter han placerede kuglen i det lange hjørne.
Så var det tid til endnu en gave til hjemmeholdet, da den hjemvendte søn David Beckham blev skiftet ind for Milan til øresønderrivende jubel. Den elegante midtbanemand kunne dog som ventet ikke rokke en tøddel ved Manchesters dominans, men han nåede dog at afslutte flot på en helflugter, som Edwin van der Sar fik fistet over.
Med lidt mere koncentration i afslutningerne kunne Manchester have vredet den sidste spaghetti ud af milaneserne, men de nøjedes med et hovedstødsmål af Fletcher få minutter før tid og går dermed sikkert videre med imponerende 7-2 sammenlagt.
Manchester United – AC Milan: 4-0 (1-0)
1-0: Wayne Rooney (12)
2-0: Wayne Rooney (46)
3-0: Ji-Sung Park (59)
4-0: Darren Fletcher (87)
Dommer: Massimo Busacca, Schweiz

