
Wozniackis hjerte
banker for Liverpool
Af Steen Malmqvist
Caroline Wozniacki holder med The Reds og håber at kunne heppe på dem på onsdag i det nordlige London.
Når Arsenal med danske Nicklas Bendtner på onsdag møder Liverpool hjemme på The Emirates i Premier League, så kan det meget vel være med den danske tennis-stjerne, Caroline Wozniacki, heppende på lægterne.
Wozniacki har nemlig et rigtigt godt øje til Liverpool, og da tennis-darlingen på tirsdag alligevel drager til London i forbindelse med en fotoshoot, så satser hun på at overvære Premier League-braget mellem de to storklubber dagen efter.
- Jeg rejser til London på tirsdag, hvor jeg skal lave et fotoshoot for Adidas. Jeg håber, jeg kan komme over og se Arsenal - Liverpool spille onsdag aften. Det kunne være sjovt at se Bendtner i aktion mod mit yndlingshold. Jeg tror, det bliver en rigtig god kamp, så håber rigtig meget på, at det kan lade sig gøre at komme ind og se den, skriver Wozniacki på sin blog på tv2.dk.

