Valencia ude efter Betis-profil
Af Niels Henrik Hofma2. aug 2009 kl. 17:34
Den spanske topklub Valencia CF har set sig lun på Betis-spilleren Achille Emana.
Ifølge den spanske avis Diario de Sevilla er Valencia ude efter Betis-spilleren Emana. Valencia-træner Unai Emery har længe været en beundrer af den camerounske landsholdsspiller, og nu da Sevilla-klubben er rykket ud af den bedst spanske række, er et skifte ikke utænkeligt.
’Los Che’ skulle være villig til at betale små 40 millioner kroner for Betis-spilleren plus spilleren Ignacio Gonzalez. Der er dog ikke uanede økonomiske ressourcer i den tidligere spanske topklub, så et køb af Emana kan afhænge af spillersalg. Længe har de to profiler David Villa og David Silva været rygtet væk til diverse topklubber i Europa. Hvis én af disse bliver solgt, vil det betyde, at Valencia får flere muskler at spille med i transfervinduet. Muskler, som måske skal bruges til at signere muskelmanden Achille Emana.
Den camerounske landsholdsspiller kom til Betis fra Toulouse sidste sommer for 50 millioner kroner, og har sæsonen igennem været en af de bærende kræfter på et ellers tandløst Betis-hold. Emana scorede således ni gange i 28 kampe for Sevilla-klubben i sidste sæson.
