Carlo Ancelotti - mit spil

Af Torsten Brix

2017-11-09
Carlo Ancelotti - mit spil

Indkast.dk bringer her et kapitel fra "Mit spil"- det handler om Chelsea.

Chelsea viste interesse for mig allerede i 2008, hvor vi afholdt to møder, et i Paris og et i Genève. Posten som manager ville snart blive ledig, da José Mourinhos afløser, Avram Grant, selv snart skulle afløses.

Behovet for at holde møderne hemmelige betød, at det hele fik et lidt komisk skær. Ikke mindst fordi forestillingen om, at man kunne holde et møde mellem to personer som Roman Abramovitj og mig hemmeligt, blev undermineret få timer efter vores møde i Paris, da Adriano Galliani ringede til mig for at spørge, hvordan mødet var gået.

Dengang fik jeg ikke jobbet, fordi ejeren foretrak Luiz Felipe Scolari frem for mig, angiveligt på grund af mit dårlige engelsk. Det viste sig, at Scolari ikke var løsningen for Chelsea, da han blev fyret i begyndelsen af 2009. Guus Hiddink blev ansat som en nødløsning for resten af sæsonen, og så var jeg pludselig tilbage i ligningen. Hele interviewprocessen blev gentaget med nye 'hemmelige' møder med Abramovitj og hans folk. I februar 2009 havde jeg og min assistent, Bruno Demichelis, en række møder med Chelseas sportsdirektør, Mike Forde, over en seks ugers periode.

Som noget nyt for mig gennemgik vi på møderne nøgleområder som Chelseas vision, klubbens arbejdsgange, nøglemålsætninger, brugen af data, præstationsmodeller, håndtering af de store spillere samt de betingelser, jeg mente var nødvendige for at få succes med Chelsea. Mike udspurgte mig tilbundsgående om alle de emner og mere til. Forløbet var meget intenst og anderledes end noget, jeg havde oplevet med andre klubber. I marts 2009 sagde jeg ja til at komme og begynde i juni. Da jeg havde skrevet under, forklarede Mike mig, hvordan staben er sammensat, hvordan Premier League fungerer, Chelseas rekrutteringspolitik og ejerens forventninger – selv om de ting allerede var gjort helt tydelige for mig.

Chelsea indkvarterede mig og Bruno i Holland, hvor vi gennem- førte et intensivt otte ugers sprogkursus i engelsk fra klokken otte om morgen til klokken otte om aftenen. Hvis sproget havde været et tema sidste gang, så var jeg fast besluttet på, at det ikke skulle være det denne gang. Jeg vil gerne betragtes som en god studerende, så jeg var flittig.

Kort efter min tiltræden holdt jeg min første pressekonference i Chelsea og talte engelsk foran mere end to hundrede journalister. Jeg var selvfølgelig meget nervøs, men også glad.
Omklædningsrummet i Chelsea havde mange stærke personligheder, og jeg er overbevist om, at min succes i min karriere hjalp mig i begyndelsen. Når du kommer til en klub efter at have vundet Champions League to gange, får du meget respekt fra spillerne – men kun i begyndelsen.

Hvedebrødsdagene med spillerne varer aldrig ret lang tid, for efter kort tid begynder de at kigge på dig og spørge sig selv: Hvad kan han gøre for mig?

Jeg ændrede ikke strukturen i den daglige træning. Spillerne følte sig tilpas med den måde, det foregik på, så det virkede rigtigt at holde fast i det. Vi ændrede dog spillestilen, og det hjalp på en anden måde, fordi spillerne skulle koncentrere sig om at lære systemet at kende, og det motiverer altid de bedste spillere. Selvfølgelig var vi nødt til at ændre holdets spillestil, fordi ejeren ville have noget nyt. Det kom jeg til at opleve igen, da jeg senere kom til Real Madrid. Ved et af de første møder, jeg havde med Roman Abramovitj, gjorde han det klart, hvad han ville have.

»Jeg vil finde en manager, der giver mit hold en identitet, for når jeg ser Chelsea, ser jeg ikke nogen identitet. Når jeg ser Barcelona eller Manchester United, så kan jeg se en identitet i holdet. Det kan jeg ikke, når jeg ser Chelsea spille.«

Så vi ændrede spillestilen. Vi spillede med mere boldbesiddelse. Der er næppe nogen bedre måde at sikre boldbesiddelsen på end med en spiller som Milans Andrea Pirlo, så vi prøvede at få fat i ham, men det kunne ikke lade sig gøre. I begyndelsen spillede jeg med Michael Essien på den position. Han tilpassede sig og blev en af de bedste spillere på den plads.

Begyndelsen af min tid i Chelsea var fantastisk. Jeg overtog holdet inden sæsonoptakten i USA, hvor vi vandt hver eneste kamp. Mine ideer, tanker og tilgang så ud til at blive vel modtaget af spillerne. Vi indledte sæsonen rigtig godt og vandt fjorten af de første seksten kampe, fordelt på alle turneringer. Men selv da var der tegn på, at relationerne til ejeren måske ville blive besværlige.

Midt i en glimrende stime af kampe tabte vi 1-3 til Wigan. I mit hoved var det blot en enkelt smutter, noget der sker i fodbold, men Abramovitj kom ind på træningsanlægget den næste morgen og krævede en forklaring. Jeg burde have genkendt det som mit første røde flag. Det var nyt for mig med den type ejer – selv ikke Berlusconi havde været så krævende.

Da vi nåede til december, lå vi nummer to i Premier League og havde vundet vores gruppe i Champions League. Så trak vi Inter – og selvfølgelig José Mourinho – i ottendedelsfinalen, og omgående mærkede vi presset og forventningerne, selv om der var over to måneder til kampene.

Vi indledte 2010 stærkt i FA Cuppen, men i februar blev jeg ramt af to lynnedslag, der kom til at skade min relation til Abramovitj markant. Først tabte vi 2-4 hjemme til Manchester City, hvilket var skidt, fordi vi blev udspillet og udmanøvreret taktisk. Abramovitj indkaldte til et møde næste morgen klokken ni og ville vide, hvad der var gået galt. Abramovitj er aldrig glad, når holdet taber i et såkaldt 'lynnnedslag' – nederlag, som han mener ikke burde kunne finde sted for Chelsea.

Det andet, og værre, lynnedslag var vores udebanenederlag til Inter i den første runde af vores Champions League ottendedels- finale.

Da vi tabte igen til Inter i returkampen, 0-1 på hjemmebane, blev jeg for første gang udfordret af medierne. Nu var hvedebrødsdagene helt sikkert for længst forbi. Næste dag stillede Abramovitj sig op foran truppen og krævede svar. Det var endnu en episode, der lærte mig, hvordan jeg skal håndtere en anderledes type præsident. Jeg undlod igen at konfrontere aggressivitet med aggressivitet. Det er ikke min stil. Jeg foretrækker at gennemtænke tingene i svære situationer og forholde mig køligt og objektivt til problemerne.

Da Mourinhos Inter endte med at vinde Champions League – et mål han ikke havde været i stand til at opnå i sin tid i Chelsea – var det ikke godt for mig. Måske var det begyndelsen til enden, et stort, rødt flag.

Vi var ude af Champions League, men jeg opfordrede spillerne til at sætte sig et nyt mål. Vi skulle vinde the double med ligaen og FA Cuppen for første gang i Chelseas historie. Jeg viste dem en tabel, der illustrerede vores vej til bedriften og forklarede dem, at i det tyvende århundrede var der kun fire hold, der havde vundet the double, og i det enogtyvende århundrede var der kun ét hold. Vi ville blive det første hold i otte år, siden Arsenal i 2002. Det blev vores nye mission.

Sådan en situation handler om at opbygge et stærkt sammenhold. Spillerne vidste, at ejeren var efter mig, og de følte, at de havde svigtet mig. De følte, at de skyldte mig noget, og de svarede igen på bedste vis.

Vi vandt rigtig mange kampe og mange storsejre – vi scorede mange mål – og i den sidste kamp i sæsonen slog vi Wigan 8-0 og vandt ligaen. En uge efter vandt vi FA Cup-finalen over Portsmouth og sikrede os the double.

Ganske usædvanligt blev jeg ikke tilbudt en forlængelse af min treårige kontrakt efter finalen. Det blev slet ikke drøftet. Det var alt sammen noget, der indikerede endnu et rødt flag for mig.
Der var flere bekymrende ting på vej. Der kom ingen store navne
ind i løbet af sommerpausen, og flere af de ældre spillere, som Michael Ballack, blev ikke tilbudt en ny kontrakt.

Jeg blev bedt om at tage fem unge akademispillere ind i truppen på femogtyve spillere, hvilket jeg gjorde. Vi vandt den første kamp i den nye sæson 6-0, men jeg fik alligevel besked om at troppe op ved Abramovitjs hus samme aften for at få en irettesættelse for præstationen. Endnu et rødt flag – og efter blot én kamp i sæsonen.

Vi fortsatte den gode start og lå i toppen, indtil vi havde en dårlig måned i november. Vi tabte 0-2 til Liverpool, og min assistent Ray Wilkins blev fyret fire dage senere. Endnu en lærestreg.

Jeg kunne have kæmpet hårdere, men jeg vidste, at beslutningen var truffet. Michael Emenalo, klubbens chef for analyse af modstanderne, blev gjort til assistenttræner, og jeg skulle præsentere ham for spillertruppen. Især de engelske spillere var ikke tilfredse med den måde, tingene var foregået på.

Jeg blev overrasket, da klubben skiftede Ray Wilkins ud. Det blev ikke drøftet med mig først. I mit første år i klubben var Ray selvfølgelig vigtig på grund af sproget – han talte italiensk – og for spillerne var han en god mand at have i nærheden.

I mit andet år i klubben kunne jeg begå mig uden ham, selv om jeg bestemt ikke ønskede det. Klubben havde truffet sin beslutning. Ray var allerede væk. Da Abramovitj besluttede at gøre Emenalo til assistenttræner – min assistent – sagde jeg til klubben, at jeg ikke havde brug for endnu en assistent. Jeg havde allerede Paul Clement og Bruno Demichelis, og tilsammen havde vi det hele dækket af.

Jeg havde ikke noget personligt problem med Emenalo, men han var ikke tilpas i sin nye rolle. Han var ikke vant til at være assistent- træner – hans erfaring var inden for analyse af modstanderen – men alligevel gav klubben ham rollen. Han følte sig åbenlyst ikke tilpas foran spillerne, for de kendte ham fra hans tid i en anden funktion, ikke i denne nye rolle.

I januar 2011 skrev klubben kontrakt med to markante navne – Fernando Torres fra Liverpool og David Luiz fra Benfica – og det løftede moralen, men ikke længe. Desværre var Torres ikke længere på toppen efter en skadesperiode i Liverpool.

I april spillede vi mod Manchester United i kvartfinalen i Cham- pions League og havde en følelse af, at vi var nødt til at vinde for at redde vores sæson. Aftenen før returkampen talte Abramovitj til spillerne og sagde til dem, at de skulle vinde, for ellers ville der blive lavet ændringer på holdet. Under fire øjne understregede han kampens betydning for mig.

»Hvis vi taber, skal du ikke bekymre dig om at møde op på jobbet næste dag.«

Jeg vidste ikke, om han mente det. Vi tabte, og jeg mødte op på arbejde, selv om jeg følte mig som en færdig mand. Jeg burde nok have konfronteret ejeren, men det virkede formålsløst. I sæsonens sidste kamp tabte vi 0-1 ude til Everton. Jeg har hørt, at direktøren var på vej væk fra stadion i sin bil, da han fik opkaldet:

»Vend om og fortæl Carlo, at han er fyret.«

Jeg formoder, at logikken var, at der ikke var nogen grund til at vente og sige det til mig senere. I det mindste gav det mig muligheden for at sige farvel til spillerne og staben, inden de tog på ferie. Da holdet kom tilbage til London samme aften, tog de ældste spillere – Didier Drogba, John Terry, Frank Lampard og de øvrige – mig med ud at spise og få et par drinks. Det havde jeg aldrig oplevet før i min karriere. Jeg tror, jeg var værdsat. Min tid i Chelsea fulgte et velkendt forløb. Vi leverede en fantastisk liga og pokal-double i den første sæson og spillede den stil, ejeren ønskede, selv om der – når jeg kigger tilbage på det i dag – var de røde flag, jeg nævnte, jeg havde overset.

I den anden sæson vidste jeg, enden var nær, flere måneder inden det var tilfældet, ligesom det senere blev tilfældet i Madrid. Rygterne florerede om, at jeg foretrak de engelske spillere frem for de øvrige – at de var mine yndlinge. Men det var ikke rigtigt, at jeg favoriserede dem. Jeg havde en fantastisk relation til de engelske spillere, fordi de var meget professionelle og skabte energien på holdet. Når tingene for alvor strammede til, var de virkelig gode på banen.

Relationen til ejeren var derimod ikke så god. Når et samarbejde går i stykker, er der små detaljer, der tilsammen løber op. Der var fyringen og udskiftningen af Ray Wilkins, og Abramovitj begyndte også at sige, at jeg foretrak visse spillere. Måske var han hoppet på rygterne om, at jeg favoriserede nogle af dem. Jeg sagde til ham, at det ikke passede. Det gjorde jeg helt klart for ham. Det er vigtigt, at præsidenter og trænere kan være ærlige over for hinanden.

Måske var det med favoriseringen en undskyldning for Abramovitj. Jeg tror, den væsentligste årsag til, at han skilte sig af med mig, var, at han mente, min ledelse af holdet var forkert. Han følte, at jeg var for flink over for spillerne, og han blev overbevist om, at det skabte problemer i gruppen. Han forsøgte at overbevise mig om, at jeg skulle være stærkere, hårdere og strengere over for spillerne, selv om al min erfaring havde lært mig det modsatte.

Jeg havde hørt det før, og jeg har hørt det siden, men han tog fejl. De tager alle fejl. Jeg ændrer ikke min personlighed. De ansætter mig på grund af min evne til at skabe ro i en klub ved at bygge et sammenhold med spillerne, hvilket er en af mine største styrker. Så kommer der et tidspunkt, hvor det ikke længere er den fremgangsmåde, de ønsker, og der begynder samarbejdet at gå galt – ikke med spillerne, men med ejerne. De ansætter mig til at være flink og rolig over for spillerne, og når så de første tegn på problemer viser sig, så er det nøjagtig de karaktertræk hos mig, der er problemet.

Jeg ved, at hvis jeg vinder, er det, fordi jeg er rolig. Og tilsvarende, hvis jeg taber, er det, fordi jeg er rolig. Hvordan kan begge dele gælde? Det er et paradoks, men jeg var fanget af det i Chelsea. Måske er det en naturlig cyklus for managere generelt, at årsagen til, at de bliver ansat i første omgang, med tiden bliver det, der gør, at de bliver fyret. Eller måske er det den eneste forklaring på Ancelotti-forløbet. Jeg ved, at jeg ikke kan ændre min personlighed, så måske kan jeg ikke ændre mit forløb. Det eneste, jeg kan sige med sikkerhed, er, at jeg var meget skuffet over at skulle forlade Stamford Bridge.



Optakter
Tirsdag d. 11/12, kl. 21:00
Barcelona - Tottenham
Tirsdag d. 11/12, kl. 21:00
Barcelona - Tottenham
Onsdag d. 12/12, kl. 21:00
Valencia - Man. United
Podcast

Podcast - Millioner i suppen

Podcast - Newcastle Special

Podcast - City og prisen for succes

Podcast - Juventus, storhed og CL-jagt

Podcast - Lopeteguis fald fra tinderne

Podcast - El Clásico nedtakt

Podcast - Cristiano med bæmund

Podcast - Ledelse, magt og Mourinho

Podcast - Landsholdskonflikt

Podcast - Status efter sommeren 2018

Podcast - 10 forudsigelser for 2018/2019

Podcast - United, Jose og klasse-mangel

Magasin-artikler
Ajax' fremtid er sikret
Det hollandske storhold - Ajax - har otte talenter, som skiller sig ud af mængden for tiden - med en dansker iblandt. Se mere her.
Andre Onana, 22-årig målmand
Han blev født i Cameroun, men tog til Barcelona som 13-årig. Herefter tog han videre til Ajax i 2015, og her har han snart spillet 100 kampe for førsteholdet. Både Barcelona og Tottenham har vist interesse for Onana.


Max Wöber, 20-årig forsvarspiller
Østrigeren tog til Ajax fra Rapid Vienna i 2017. Han har kæmpet med at skulle fylde potentialet som nuværende Tottenham-spiller Davinson Sánchez havde, men Wöber er begyndt at udvikle sig, som De Ligts defensive partner.


Matthijs de Ligt, 19-årig forsvarsspiller
Havde sin senior-debut for Holland i 2017, efter at have spillet to kampe i Eredivisie for Ajax, som han skrev under med som 9-årig. Nu har han spillet 11 kampe, og er vurderet til at være et af de største forsvarstalenter lige nu. Klubber som Bayern München og Barcelona er interesserede i ham.


Noussair Mazraoui, 21-årig forsvarspiller
Højre-backen er født i Holland, men han har valgt at spille for Marokkos landshold ligesom holdkammeraten Hakim Ziyech. Ronald Koeman har prøvet at overtale talenterne til at spille for Holland i stedet.


Donny van de Beek, 21-årig midtbanespiller
Endnu et stort lokalt talent… Van de Beek startede på Ajax' D-hold, men fik sin debut på førsteholdet i 2015 som 18-årig. Han afviste et tilbud fra Roma i sommer fordi, at han føler sig godt tilpas på den offensive midtbane i Ajax - med 11 mål i sidste sæson.


Ryan Gravenberch, 16-årig midtbanespiller
Den første modtager af Abdelhak Nouri-trofæet, som bliver givet ud til den bedste spiller i akademiet. I september slog han Clarence Seedorfs rekord, som den yngste spiller til at spille en Eredivisie-kamp, da han blot 16 år og 130 dage gammel.


David Neres, 21-årig angriber
Han flyttede til Ajax i januar 2017 fra Sao Paulo og kom næsten direkte ind på førsteholdet i Ajax. Neres foretrækker at blive placeret på højre kant. Brasilianeren har scoret 14 liga-mål i sidste sæson. Han har vækket interesse i Dortmund og Manchester United, selvom han forlængede sin kontrakt i september.


Kasper Dolberg, 21-årig angriber
Danske Kasper er blevet sammenlignet med legenden Dennis Bergkamp pga. hans kyniske temperament. Dolberg har haft svære tider i Ajax i sidste sæson efter at spillet i Europa League-finalen i 2017 imod Manchester United, men han er ved at komme tilbage i sin gode form.


Frenkie de Jong, 21-årig midtbanespiller
Stortalentet tog til Ajax i 2015 og har spillet 34 kampe for førsteholdet og fire kampe for A-landsholdet. Frenkie er blevet sammenlignet med lidt af hvert fx. Rijkaard, Gullit og Cruyff. Ingen ved hvad han skal spille, fordi at han er så komplet og kan det hele.
Læs hele artiklen
2-1… AND YOU FUCKED IT UP!
Seks mål, rødt kort, to straffespark og masser af andet ballade både på og udenfor banen, da de to rivaler fra Nordlondon mødtes. Indkast var tilstede, da det forvandlede Arsenal, som Dr. Jekyll and Mr. Hyde, besejrede ”Spurs”.
2-1… AND YOU FUCKED IT UP! 2-1… AND YOU FUCKED IT UP! 2-1… AND YOU FUCKED IT UP!

Sådan lyder det fra en håndfuld syngende mænd på det næsten sterile men overpissede lokum på pubben Tollington Arms en lille time efter, at Arsenal har besejret rivalerne fra Tottenham på det nærliggende Emirates Stadium. Arsenal vandt 4-2, men de var nede med 1-2 – indtil Tottenham smed det hele væk.

På pubben er stemningen næsten elektrisk. Der er plads til omkring 500 mennesker, men på Arsenals kampdage er der ofte det dobbelte – og der bliver drukket øl… masser af øl. For som på mange engelske pubber er der masser af forskellige øl, og efter kampen talte min rejsefælde på et tidspunkt, at der løb øl fra 30 haner – på samme tid.

Denne feststemning er startet, da gæsterne – som kun er Arsenal-fans med billetter til kampen – har oplevet nye standarder fra deres elskede klub. Sejren over ”Spurs” gjorde, at Arsenal ikke havde tabt i de seneste 19 kampe, og afskeden med den højtelskende Arsène Wenger syntes at være kommet på det helt rigtige tidspunkt, hvis ikke den måske skulle være kommet lidt før. Snakken på Tollington Arms handler i hvert fald ikke om afsavnet til den franske manager, men mere om den spanske afløser – Unai Emary, og hvad han har tilføjet til London-holdet.


He comes from Uruguay, He's only Five foot high!
Specielt den lille midtbanespiller Lucas Torreira har været den store positive overraskelse i denne sæson. Efter kampen slog den tidligere Arsenal-legende Martin Keown fast, at Torreira var den bedste defensive midtbanespiller for Arsenal siden den franske verdensmester - Patrick Vieira. Franskmanden havde omkring årtusindeskifte en gigantisk betydning for Arsenal og det succesbelagte franske landshold, og når han spillede for Arsenal, sang fansene:

- Vieira ooohhh… Vieira ooohhh… He comes from Senegal, He plays for Arsenal…

På Tollington Arms og udover Emirates hylder Arsenal-fansene nu den lille Torreira på samme melodi.

- Torreira ooohhh! Torreira ooohhh! He comes from Uruguay, He's only Five foot high!

Det arbejde på midtbanen, som Torreira har gjort, har banet vejen og skabt chancer til Alexandre Lacazette og Premier League-topscorer Pierre-Emerick Aubameyang. Netop den gabon-fødte Aubameyang er også det store samtaleemne inden og efter kampen omkring det forholdsvis nye stadion. For på de sidste ti afslutninger, hvor angriberen har ramt indenfor modstanderens målramme, er det endt med mål i alle ti tilfælde… Efter opgøret mod Tottenham var der gået 99 dage, siden sidste gang en målmand havde en redning på en Aubameyang-afslutning, hvilket var den tidligere Arsenal-keeper Lukasz Fabianski.

I Tottenham-opgøret skulle Aubameyang dog opleve en racistisk hændelse, da en Tottenham-fan kastede en bananskrald imod Arsenal-angriberen, men det er langt fra den eneste gang, hvor der er ballade med tilskuerne. For imens, at vi indtager vores ”Stadion-platte” inden kampen, bliver der antændt ”rødt røg”. Der opstår tumultlignede situationer og fansene hopper og skriger ”RED ARMY”… ”RED ARMY”… ”RED ARMY”…


Hårdtslående statement
På banen stod spillerne også højt i tændingen, og da Eric Dier scorede til 2-1, løb han ud imod Arsenal-fansene med en pegefinger foran munden, hvilket skabte en smule ballade. Sådan skal det også være på en rigtig ”Derby day” – inden opgøret mellem Arsenal og Tottenham var der et andet London-opgør mellem Chelsea og Fulham, og senere spillede Liverpool imod Everton.

Arsenal vandt dette derby, hvilket sikkert har startet en masse drømme om Champions League-pladser, da klubben tidligere har døjet meget, når de har spillet imod andre Top 6-hold, men drømmene om noget større hænger også sammen med, at ”The Gunners” var uden flere profiler som den langtidsskadede anfører Laurent Koscielny og kreatøren Mesut Özil. Så Arsenal satte i den grad et statement, der var ligeså hårdtslående, som de to sværvægtsboksere Deotay Wilder og Tyson Fury, der samme aften tævede løs på hinanden.

Statementet kom også, efter Emery har skabt ændringer mange steder i klubben. I kantinen er sukker næsten blevet bandlyst, hvorved spillerne ikke kan få deres normale juice, sodavand eller energidrik. På banen har der været mere energi og Arsenal-spillerne har løbet længere i kampene end tidligere. Derudover har der været store udskiftninger på holdet. For tiden er offensiven flyvende, hvilket sker efter Olivier Giroud og Alexis Sánchez – der begge scorede omkring 100 Arsenalmål – har forladt London-holdet.


Dr. Jekyll and Mr. Hyde
Så for tiden er historien om Arsenal en stor omvæltning ligesom i ”Dr. Jekyll and Mr. Hyde”, hvilket giver forhåbninger om, at Arsenal igen kan slutte over Tottenham, så ”den røde del af London” igen kan fejre ”Saint Totteringhams Day”.

Arsenal-fansene har siden 1996 fejret den dag, hvor det var givet, at de ville slutte foran lokalrivalerne fra Tottenham. Denne dag har de kunne fejre 20 gange, men sidste år gik den ikke længere.

Med sejren over Tottenham overhalede Arsenal rivalerne i stillingen, så måske kan de igen få deres ”Saint Totteringhams Day” i den første sæson med manager Unai Emery - det vil helt sikkert glæde mændene på toiletterne på pubben Tollington Arms…
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Jadon Sancho – New SANsation
Efter en tur i Dortmunds museum med sportsdirektør Michael Zorc var en ung englænder overbevidst om, at han i fremtiden gerne vil spille foran ”Den gule mur”.
I forbindelse med Nation League-kampene i efteråret var de engelske aviser totalt i begejstring over foryngelsen af ”Three Lions”. Masser af hysterik omkring spillere som Phil Foden, Reiss Nelson, Ryan Sessegnon, Trent Alexander-Arnold – men størst fokus var der dog på Jadon Sancho. Indkast.dk har kigget nærmere på denne unge knægt, for hvem er han?

Den engelske landstræner Gareth Southgate var en stor del af det engelske hold til EM2000, som var med til at give et af de mest vanvittige pulje-resultater til en EM-slutrunde, for England og Tyskland gik ikke videre fra gruppe A, som Portugal vandt foran Rumænien. Denne fodboldskæbne ramte henover England og den nyfødte Jadon Sancho, der lige var blevet født i London.

Hans forældre var kommet til den engelske hovedstad fra Trinadad & Tobaco, og deres søn - Sancho - blev den første Millennium-fødte spiller til at blive indkaldt til det engelske landshold. Han var på daværende tidspunkt blot 18 år, men forinden havde han faktisk været meget igennem. Manchester City-manager Pep Guardiola kasserede ham i City efter han havde spillet ungdomsfodbold hos Watford. Hos City gik han på akademi med spillere som Phil Foden og Brahim Diaz, og for 17 måneder siden var han med City på deres ”Pre-season-tour”. Men eftersom Guardiola ikke kunne garantere ham noget, der mindede om førsteholdsfodbold, ville han ikke underskrive en kontrakt med City. Dette fik Sancho til at lave et overraskende skifte til Dortmund.


Ung målscorer i Champions League
Dortmund har givet Sancho masser af spilletid, og det er resulteret i en masse assists – både i Bundesligaen og Champions League. Netop spilletiden fra sidstnævnte var grunden til, at Sancho blev udtaget til det engelske landshold, slog træner Gareth Southgate fast ved udtagelsen. Derudover indtager Dortmund en overraskende førsteplads i den bedste tyske fodboldrække, og denne præstation har Sancho mange aktier i.

I Champions League blev Sancho den anden yngste englænder til at score i turneringen, og få dage efter var Sancho den mest eftertragtede ”autograf”, da Dortmund inviterede 1.200 fans til åben træning. Populariteten kom, efter Sancho var blevet indskiftet i Champions League-sejren over Atlético Madrid, hvor Dortmund overraskende vandt med 4-0. Dette var det største nederlag i europæiske kampe for det spanske hovedstadshold i ni år, og efter blot nogle få minutter på banen scorede Sancho et af målene.

Sejren var ikke bare historisk stor. Den kom også i hus med et meget ungt Dortmund-hold samt med mange spillere, der havde fået deres fodboldopdragelse i klubben – som Reus, Götze, Pulisic og den unge dansker Jakob Bruun Larsen. Af andre unge kan nævnes den 20-årige Achraf Hakimi, der er udlånt fra Real Madrid og Dan-Axel Zagadou på 19 år, der kom til klubben fra PSG næsten på samme tid, som Sancho ankom.

Så Sancho er blevet en vigtig brik på et meget ungt Dortmund-hold, som er startet sæsonen på flotteste vis, hvilket sker blot 17 måneder efter, at tyskerne hentede ham hos de engelske mestre for blot 75 millioner kroner. Siden er markedsværdien på Sancho næsten tidoblet, og han har underskrevet en ny kontrakt, som binder ham til Dortmund indtil 2022.

Ved kontaktunderskrivelsen blev parterne endvidere enige om, at Sancho skulle starte på intens tysk undervisning, for den blot 18-årige knægt er efterladt meget alene i en del af Tyskland med masser af industri.

I dette område er der enormt had mellem arbejderklubberne Dortmund og Schalke04, når de spiller deres ”Ruhr-derby. Udgaven i efteråret 2018 endte med en sejr på 2-1 til Dortmund efter danske Thomas Delaney bragte Dortmund foran og hjemmeholdet på VELTINS stadion fik udlignet på et straffespark ved den aldrende Daniel Caligiuri. Men matchvinden blev Sancho, da han iskold scorede til 2-1 efter godt samspil med Raphaël Guerreiro og straks trillede tårrene ned kinderne på det engelske fodboldtalent, som efterfølgende skrev på Twitter:

- Jeg synes, at det var en helt fantastisk følelse at score det afgørende mål i det store derby. Personligt har det været en meget hård uge for mig, og jeg har dedikeret målet til min bedstemor. Vi ses snart, min engel!

Tidligere har Dortmund haft succes med at forme ”fodbold-engeler” som Hummels, Gundogan, Mkhitaryan, Aubameyang og Dembélé. Nu gælder det Jadon Sancho – The New SANsation…
Læs hele artiklen
Matteo Guendouzi - en stjerne i svøb
På trods af sine blot 19 år og totale mangel erfaring på topniveau har Matteo Guendouzi taget hele den rød-hvide del af London med storm. Indkast.dk stiller skarpt på den unge rekrut.
Det helt store omdrejningspunkt for diskussioner omkring Arsenal denne sommer var naturligvis den uundgåelige afgang af Arsène Wenger som manager og Unai Emerys tilgang som ny ‘head coach' for holdet.

I skyggen af dette kom der en ny og ung franskmand til London-klubben. Matteo Guendouzi kom til Arsenal fra Lorient i den næstbedste franske række, og var uden tvivl den tilgang, som skabte mindst røre blandt fansene. Paradoksalt nok et klassisk Wenger-indkøb, så kom Guendouzi til klubben fra Ligue 2's ukendthed uden nogen egentlig erfaring med fodbold på topniveau. Imens de andre tilgange har været mere eller mindre etablerede, velkendte ansigter og tiltænkt en direkte plads i førsteholdstruppen, så var den sidste tilføjelse til truppen umiddelbart øremærket til fremtiden.

Midtbanespilleren kom til klubben i starten af juli og fik sin debut blot nogle få dage senere imod Boreham Wood. Han var også med på flyet til Singapore, hvor han startede den første kamp i pre-season turneringen imod Atlético Madrid. Han gjorde sig ikke umiddelbart positivt bemærket i den kamp, men efter 5-1-sejren imod Paris SG var han manden på alles læber. Han havde taget kontrol over kampen, som en garvet og rutineret midtbanespiller ville gøre det og pludseligt havde han fået folk til at få øjnene op for ham. Flere gode præstationer efterfulgte og da Arsenal skulle åbne sæsonen imod Manchester City, så var den unge franskmand i startopstillingen.


En stor personlighed
Guendouzi startede som helt ung i Paris Saint Germains ungdomsakademi, men blev vejet og fundet for let som 14-årig, hvorefter han tog til Lorient. Ifølge hans trænere i Lorient vidste de lynhurtigt, at denne knægt ikke bare var hvem som helst. Loic Fery, Lorients præsident, beskrev i et interview med The Independent, at han allerede som helt ung altid spillede med hovedet oppe og altid gik forrest. Uanset hvilket niveau han spillede på, så var han altid en leder og bærende kraft på holdet efter få kampe.

Fery talte om Guendouzis enorme personlighed og dedikation til spillet, som også blev belønnet med en professionel kontrakt med klubben allerede som 17-årig. Med sådan nogle karakteristika følger der som regel også nogle problemer. Han kom ind og fik spilletid for Lorient som blot 17-årig, men på trods af nogle gode kampe medførte et trænerskifte en betydelig nedgang i spilletid for den ellers lovende spiller. Et rygtet udfald med træneren førte til flere måneder uden spilletid, men også en uvurderlig træningsmentalitet. Fery beskriver, at Guendouzi ville ‘være rasende når træningen var slut efter to timer og blive ude på banerne og træne videre'.

I slutningen af sidste sæson begyndte de allerstørste klubber i Europa at melde deres interesse. Juventus var de første til at henvende sig, men siden fulgte både Borussia Dortmund og hans gamle klub PSG – men da Arsenal meldte deres ankomst, så var der ingen tvivl. Pudsigt nok havde både Emery og Sven Mislintat haft øje på ham, da de var i henholdsvis PSG og Dortmund, og med Arsenals ry for at udvikle unge franske verdensstjerner, så valgte Guendouzi Arsenal.


Ilddåb
Debuten i Premier League var, ikke overraskende, et tydeligt og stort skridt opad for Matteo. Dog var det ligeså tydeligt, at denne 19-årige knægt uden erfaring på topniveau tilgik opgaven med mod, karakter og frygtløshed. Han gemte sig aldrig, han var altid klar på at modtage bolden og tog mere end sin del ansvar.

Hans teknik, afleveringsevner og drive er ligeså store styrker og han var absolut et positivt diskussionsemne, trods nederlaget. I sæsonens anden kamp på Stamford Bridge var han endnu mere fremtrædende og mange vil mene, at han var en af Arsenals bedste på dagen. Siden er det blevet til spilletid i 11 af Arsenals første 14 Premier League, og der har været solide præstationer. Så hvad er der i vente for Arsenals nyeste skud på stammen? Dette kan fremtiden kun afgøre for Matteo Guendouzi - en stjerne i svøb…
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Super Campeón i Superclasico
Indkast.dk kigger nærmere på ”Verdens største fodboldkamp”…
Inden det første opgør i Libertadores-finalen 2018 blev de to modstandere enige om noget underligt… De to hold ønskede, at når de to kampe skulle spilles, var det uden udebanetilskuere. Altså kun hjemmeholdets tilskuere til afslutningen på turneringen, der svarer til Champions League. Årsagen til, at holdene blev enige om, at kampene skulle spilles uden modstandernes tilskuere, var ligetil – kampen stod nemlig imellem Boca Juniors og River Plate...

Opgøret imellem de to Buenos Aires-klubber er blevet omdøbt til ”Superclasico”, og den er mange gange blevet kåret til den mest forhadte fodboldkamp i verden, hvilket ikke siger så lidt. For pak bare Olympiaskos vs. Panathinakos, Dortmund vs. Schalke, Milan vs. Inter, Celtic vs. Rangers, Flamengo vs. Fluminese eller Barcelona vs. Real Madrid væk. Det argentinske opgør er størst… og smid deroveni, at de i 2018 spillede om det eftertragtede Libertadores-trofæ, så der er tale om et opgør uden nogen sammenligning – og opgørene levede også op til dette.

Aldrig før i turneringens 58 år har de to rivaler mødt hinanden i finalen, så kampen var et opgør om langt mere end fodbold. Kampene lagde gaderne øde i Buenos Aires jah… faktisk i hele Argentina og endda i store dele af Sydamerika. Hele 2.000 forskellige medier har forsøgt at komme ind til kampene, selvom der end ikke er plads til en tiendedel.

Op til kampene var der gigantiske forventninger om et stort drama, og det hele blev historisk grotesk samt vanvittigt. For dårligt vejr, en bombaderet bus, tåregas og glasskår afholdt spillerne fra at kunne deltage. Derudover flyttede opgøret verdensdel - til Madrid. Her sikrede River Plate sig en historisk 3-1-sejr, og dermed kunne de rejse sig efter den triste nedrykning i 2011.


Los Milonrois faldt sammen
Pudsigt nok blev begge klubber skabt af italienske immigranter, men ellers har de ikke ret meget tilfælles. For tidligt i klubhistorien flyttede River Plate til et langt mere økonomisk attraktivt område af storbyen, og derfor har de fået øgenavnet ”Los Milonrios” – millionærene...

River Plate har også det største stadion – El Monumental – der har plads til 25.000 mere end på Boca Juniors La Bomboenra, hvor der ”kun” kan være 50.000. Men River har været helt nede ved vende.

I sommeren 2011 rykkede de ud af den bedste argentinske fodboldrække for første gang i 110 år. Dette frembragte voldsomme reaktioner, hvor blandt andet 25 betjente blev hårdt såret. Dette skal naturligvis ses i lyset af, at River Plate-fansene er en helt anden støbning end mange andre, og at klubben har stolte og mange traditioner. Som da de i 1950'erne havde 13 mand udtaget til det argentinske landshold – altså deres udskiftningsspillere var bedre end resten.


Gallardo blev til ”El Muneco”
I forhold til den meget berømte nedrykning skulle klubbens præsident have beskyttelse af flere livvagter i døgndrift i de efterfølgende år, selvom der i 2013 startede voldsomme ændringer i klubben. Rodolfo D'Onofrio blev valgt til præsident og store dele af den sportslige sektor blev uddelt til klublegenderne – Enzo Francesoli og Norberto Alonso. Derudover blev Marcelo Gallardo udnævnt til træner, og sidenhen er han blevet kaldet ”Rivers Pep Guardiola”.

Derudover fik Gallardo øgenavnet ”El Muneco”, der kan oversættes med klubbens kransekagefigur, da han blandt andet har levet hele livet i River Plate. Han voksede op på klubbens akademi, var med i alle sejrene i 90'erne og udviklede sig meget som træner blandt andet lidt i samme stil med sin tidligere holdkammerater og nuværende Atlético Madrid-træner Diego Simeone.

På bare fire år gik River fra nedrykning til at blive sydamerikanske mestre, og de efterfølgende fem sæsoner vandt de flere trofæer, end de havde gjort tyve år forinden. Så revolutionen af klubben, som Marcelo Gallardo havde lavet, hjalp. Der blev indført tre g'er – ganar, gustar og golear, som kan oversættes med sejr, glæde og lave mange mål.

Dette har bragt dem fra nedrykning til finalen imod Boca Juniors, men ikke uden ballade, som da Superclasico-opgøret blev afbrudt, da Boca-fansene smed peberspray på River Plate-spillerne. Efterfølgende var flere af spillerne i lange behandlinger, og Boca blev taberdømt.


En kamp man skal opleve, inden man dør…
I forhold til trofæer har River Plate også et lille overtag, da de har vundet 36 argentinske mesterskaber, hvilket er tre mere end Boca Juniors. Tre gange tidligere har de to hold mødt hinanden i Libertadores, men altså aldrig i finalen. Omkring årtusindeskiftet slog Boca rivalerne i kvartfinalen, hvilket også gentog sig fire år senere efter straffesparkskonkurrence. I 2015 mødte holdene hinanden i gruppespillet.

I den nuværende trup har Boca Juniors flere argentinske spillere med fortid i Europa som Fernando Gago, Carlos Tévez og Mauro Zarata – men det er langt fra de eneste store fodboldnavne, der har været i klubben. Diego Maradona og Riquelme har fået store dele af deres fodboldopdragelse hos Boca Juniors, som af mange betragtes som ”arbejderklubben” i den argentinske storby overfor de mere velhavende - fra River Plate.

Boca-fansene bliver kaldt for ”Los Xeneizes”, da klubben blev skabt af immigranter fra Genoa, og de har et rygte om at være lidt mere vilde og helhjertede end River Plate-fansene. Der findes også flest Boca-fans… blandt andet den kendte Mary Esher Duffau, som der tidligere har været lavet en film om, og da den 74-årige dame døde i 2008, var der et minuts stilhed inden deres kamp imod Cruzeiro. Filmen om Mary Esher Duffau handlede om hendes hårde liv blandt andet som Boca-fan. Gad vide, hvordan hun ville have oplevet Superclasico 2018? Da Boca Juniors med to mand i undertal ramte stolpen i overtiden ved stillingen 2-1 til River.

Tidligere har den engelske avis The Observer slået fast, at det at se kampen imellem Boca og River var nr. 1 på listen over 50 sportskampe, som man skal opleve, inden man dør… Dette mente de ca. 2.000 fans, der var rejst til Madrid for at overvære kampen, selvom de ikke havde fået fri fra arbejde. De måtte se den fodboldkamp – dette Superclasico, som, mange mener, var den største fodboldkamp nogensinde.
Læs hele lederen
Ilden José og isen Pep mødes – igen
Fodboldens svar på John McEnroe og Bjørn Borg står overfor hinanden i en mesterskabsafgørende kamp i Manchester. Indkast.dk har gravet ned i deres historik, som er ganske underholdende.
Lørdag den 10. september 2016 blev et skelsættende tidspunkt i international fodbold, for nok et kapitel blev skrevet til had/kærlighedsforholdet imellem Jose Mourinho og Pep Guardiola. Her stod de to tidligere venner overfor hinanden, som træner for hver sin Manchester-klub.

Tyve år forinden var de begge i Barcelona som assistent-træner og midtbanestyrmand. Denne periode betragtes som en af klubbens bedste, og der var stærke bånd i et solidt venskab, men sidenhen er der løbet meget vand igennem åen.

Mourinho-tiden med store armbevægelser i Real Madrid overfor den meget kontrollerede og mere rolige Guardiola i Barcelona viste al andet end næstekærlighed. Mourinho har tidligere haft for vane at køre et grimt, men underholdende medie-stunt, mens Guardiola har kæmpet voldsomt med ikke at lade sig rive med - på de mange provokationer fra Mourinho, som fx i august 2013 hvor den daværende Chelsea-manager sagde følgende efter UEFA's Super Cup:

- Hver gang jeg spiller imod Pep, ender vi med at være 10 mand på banen. Er det en regel, som UEFA har lavet?

Tilbage i april 2011 slog Mourinho fast, at Guardiola blot havde vundet et Champions League-trofæ og understregede, at det skete efter, hvad han selv kaldte ”Skandalen på Stamford Bridge”, hvor Pepe blev udvist. Samtidig mente portugiseren, at den spanske træner – igen – havde fået dommerhjælp, og at Guardiola endda havde kritiseret dommeren for de korrekte beslutninger, som han havde truffet.

Til dette svarede den daværende Barcelona-træner, at Mourinho var bossen i presserummet på Bernabéu, og fortsatte det sådan, ville det ændre deres venskab, som ville udvikle sig til blot et bekendtskab.


McEnroe vs. Borg
Udefra set virker det til, at venskabet er slut imellem de to store forskelligheder, som kan sammenlignes med John McEnroe og Bjørn Borg. Imellem 1978 og 1981 mødtes de to tennislegender 14 gange, men det var mere end blot tenniskampe. Det var et opgør imellem to vidt forskellige mennesketyper – som dengang blev beskrevet som ”Ild og Is”. I nutidens fodboldopgør er Mourinho ilden, mens Guardiola er isen.

Den internationalt anerkendte fodboldjournalist Sid Lowe har i sin bog om rivaliseringen imellem Barcelona og Real Madrid beskrevet opgøret imellem de to trænere. Heri hævder den veloplyste Lowe, at Mourinho indså, at hans største chance for at slå Barcelona var ved at komme ind under huden på Guardiola samt skabe en krig imellem dem – hvor alle våben var tilladt. En krig mellem to typer trænere, men også mellem to forskellige klubber, hvor Barcelona var den talentskabende og Real Madrid den dyrtindkøbene.

Denne ”krig” kulminerede i august 2011, hvor Mourinho prikkede Guardiola-assistenten Tito Vilanova i øjet, efter Marcelo havde sparket den daværende Barcelona-spiller Cesc Fàbregas midt over lige foran udskiftningsbænkene. Dette skete i en periode, hvor Barça var sportslige overlegne i forhold til ”Konge-klubben”, og hvor Mourinho var desperat for at gøre alt for at slå Barcelonas flotte spil i stykker.

Efterfølgende vandt Barcelona med 6-2 på Bernabéu, hvilket nok engang frembragte en hård kommentar fra Mourinho, da han mente, at Guardiola måske ”en dag” ville vinde det spanske mesterskab på ærlig vis. Samtidigt slog Mourinho fast, at han mindede meget om Guardiola, hvortil den spanske træner tørt svarede igen:

- Hvis det er rigtigt, så vil jeg lave om på min adfærd.

Det er langt fra den eneste gang, at udtalelserne har været skarpe imellem de to rivaler. I september 2014 sagde Mourinho til El Confidencial om Guardiolas hårpagt:

- Når man elsker, hvad man laver, så mister man ikke sit hår. Guardiola er skaldet. Han elsker ikke fodbold…

Eller i maj 2015 hvor Mourinho, som nyslået engelsk mester med Chelsea, sendte en klar hilsen til Guardiola i Bayern München.

- Jeg er nok ikke den smarteste, når jeg skal vælge klubber og turneringer, som disse klubber spiller i. Jeg kunne let have valgt nogle klubber, hvor det var meget lettere at blive national mester.


Masser af gnister
Samlet set har forholdet imellem de to trænere ikke været pænt, men meget underholdende og ofte med Mourinho i skurkerollen. Derudover virker det også til, at Mourinho har følt sig undertrykt af Guardiola – måske med en anelse af misundelse!

På Mourinhos daværende kontor ved Real Madrid-træningsbanen Valdebebas havde han en papfigur af sig selv, hvor han jubler. Måske ikke så underligt, men vel en smule pudsigt, at situationen var fra hans tid i Inter. Situationen var fra 2010 efter Champions League-semifinalen. Ikke fra tiden i Real Madrid eller triumfen i finalen… men fra semifinalen, hvor Inter slog – jah… gæt engang - Guardiolas Barcelona.

De to kamphaner mødte hinanden 11 gange i ”El Classico”, hvilket gav fem sejre til Guardiola og blot to til Mourinho – samt fire uafgjorte. Alene i 2010/11-sæsonen var der fire ”El Classico”, og i samtlige kampe fik Real Madrid udvist en spiller – så der har været dramatiske kampe imellem Mourinho og Guardiola… to tidligere venner!

I maj 1997 vandt Barcelona den europæiske cup-finale over PSG. Efter sejren og midt i jublen stod to mænd på midten af banen og omfavnende hinanden – hjælpetræneren Jose Mourinho og styrmanden Pep Guardiola. Da den spanske tv-station Cadena Ser mange år senere viste dette billede til Mourinho, erkendte han:

- Jeg har selv et billede af vores omfavnelse… vi var tætte venner!

I 2000 forlod Mourinho det smukke Catalonien og Barcelona, men otte år senere mødtes han med Barca-bosserne Txiki Begiristain og Marc Ingla i Lissabon. På det møde skulle Mourinho have sagt, at hvis han skulle være træner i Barcelona, ville han gøre B-holdstræneren Guardiola til sin assistent, men Mourinho endte aldrig hos det catalonske storhold. I stedet blev Guardiola - til manges overraskelse - forfremmet til cheftræner.

I Graham Hunters bog ”Barca – skabelse af verdens bedste fodboldhold” siger Ingia, at Mourinho blev rasende, da han blev fravalgt til fordel for Guardiola – hvilket måske kan være starten på den dårlige kemi imellem de to venner.

Om balladen mellem de to trænere har den store italienske træner Arrigo Sacchi sagt, at det kan være svært at have ”to Piccasso'er” i samme tidsalder. Nu skal de krydse klinger – eller pensler - i Manchester!
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Arsenal-spillere tager stoffer Vanvittige Boca Juniors Artikel ikon Alternativ forældrehjælp Artikel ikon Wenger afviser AC Milan Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon AGF-offensiv < våde tændstikker Ugens hold fra Premier League Artikel ikon - Paul Pogba er en myte Artikel ikon Ferdinand med sjov Arsenal-anekdote Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 20: Bedste spillere i 2018 Top 20 - Flest PL-ændringer Artikel ikon Top 10: Flest PL-mål Artikel ikon Top 10: Mest værdifulde trupper Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Ajax - Danskernes klub: Jan Mølby Özil - fra skudlinjen Artikel ikon Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Artikel ikon Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon City 2008 vs. 2018 Historisk PL-topstrid Artikel ikon Liverpool - perfekt start Artikel ikon Uniteds 500 målscorere Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Ajax-stjernes far tror på Barca-skifte Mandagens engelske rygter Artikel ikon PL-gigant jagter gratis franskmand Artikel ikon Koulibaly for dyr til United Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Mario Gomez
Vidste du om ... Gareth Bale Artikel ikon Vidste du om ... Kylian Mbappé Artikel ikon Vidste du om ... Lionel Messi Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Ti PL-profiler købt for under 100 mio. Dårligste United-start i mange år Artikel ikon ”The Gunners” på jagt Artikel ikon Statistik: Flest Ballon D'Or-triumfer Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Barcelona - Tottenham Optakt: Barcelona - Tottenham Artikel ikon Optakt: Valencia - Man. United Artikel ikon Overblik: Weekendens fem brag Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: FCN - AGF Startopstillinger: Newcastle - Wolves Artikel ikon Startopstillinger: FCK – Esbjerg Artikel ikon Startopstillinger: FCM - OB Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon River slår Boca i Superclásico-finale Skov og N'Doye nedlagde Esbjerg Artikel ikon Høj intensitet i kronjysk triumf Artikel ikon United tog sjælden storsejr Artikel ikon Se flere