Robert Enke: Et alt for kort liv

Af Torsten Brix

2017-08-24
Robert Enke: Et alt for kort liv

I dag ville Robert Enke have været blevet 40 år - derfor genposter Indkast.dk et kapitel fra den meget anmelderroste bog om den tyske landsholdsmålmand, der begik selvmord.

Robert Enke opfandt kyssemaskinen. Han sad på parketgulvet i Jörg Neblungs hus i Köln og løftede agentens etårige datter Milla op i luften med en robots staccatoagtige bevægelser.

”Jeg er kyssemaskinen,” sagde han til sit gudbarn, mens han i ryk løftede barnet op, indtil det var på højde med hans ansigt. Der fuldendte maskinen så sin opgave med et smækkys på kinderne.

Jörg betragtede dem og tænkte på, hvor godt Robert så ud. Han havde en hvid sommerskjorte på, der stod godt til hans solbrune hud. Han havde afbrudt sin ferie i Lissabon for at spille en velgørenhedskamp i Tyskland.

”Igen?” spurgte han Milla, og så gik kyssemaskinen knirkende i gang på ny.

Der gik en måned, før Jörg atter så Robert. Det var med billederne af den veloplagte kyssemaskine på nethinden, at han i juli tog til Kärnten i det sydlige Østrig, hvor Hannover 96 forberedte sig på den nye sæson. Der fandt han en mut og reserveret målmand.

”Jeg ved ikke, hvad der er galt. Jeg har følt mig træt hele dagen.”

”Det er helt normalt, Robbi. Du bliver jo også ældre.”

Han ville blive 32 om et par uger. Jörg prøvede det bedste, han havde lært, men der kom ikke gang i samtalen. De hang fast i professionelle emner: forsikringsdækningen ved tab af erhvervsevne, René Adler og det tilbagevendende emne om, hvorvidt Hannover skulle spille med en eller to angribere.

”I den her sæson kommer vi til at kæmpe for at undgå nedrykning,” profeterede Robert.

I løbet af de seneste sæsoner havde klubben brugt millioner på spillere, der hverken havde forstærket holdet eller tilført det mere humør. Nu var der ikke flere penge til forstærkninger, og rutinerede Michael Tarnat, en af grundlæggerne af Kabine Zwei, havde efter knap 500 førsteholdskampe for en håndfuld topklubber tilmed indstillet karrieren. Det var måske de dårlige perspektiver for Hannover, der gik Robert på, tænkte Jörg.

”Jeg er bare så træt hele tiden,” sagde Robert til Teresa i telefonen.

”Du er jo altid træt, når I er på træningslejr.”

Hanno Balitsch lagde mærke til, hvordan Robert ofte trak sig tilbage til sit værelse om eftermiddagen, når de andre blev på hotellets terrasse for at genfortælle de anekdoter, de alle kendte til bevidstløshed. For eksempel den om hvordan de havde rullet holdlederen Mille i æg og fjer. Vittighederne og fodboldsnakken med holdkammeraterne havde altid været dagens bedste stunder for Robert, der tit gik forrest ved at imitere comedyserien Stromberg.

Men nu var det, som om Robert ikke længere var en del af holdet. Selv ikke under træningen. Han trænede meget alene sammen med målmandstræneren Jörg Sievers. VM-sæsonen var begyndt, og han arbejdede hårdt med sit spil. Men han kunne ikke forstå, hvorfor det var så svært at komme ud af sengen om morgenen.

”Ferien var også så stresset,” fortalte han Marco, da han ringede til ham fra hotelværelset.

Marco spekulerede over, hvordan i alverden ferien kunne have været stresset. Robert havde jo fortalt, hvor positivt alting tegnede sig, da de først på ferien havde mødtes i Rheinlandet.

”De sidste to uger i Lissabon fik jeg ikke slappet ordentligt af. Min bror var der, og vi skændtes. Der løb syge hunde rundt på ejendommen, som skulle til dyrlægen, og så gik der en dag med det. På grund af huset skulle vi hele tiden forholde os til diverse håndværkere.”

Udmattelsen sad stadig i ham, da han kom hjem fra træningslejren. Han prøvede at ignorere den.

Andreas Köpke besøgte ham til træningen i Hannover. Dagen før havde han været sammen med Tim Wiese i Bremen. Med et år til VM-slutrunden gav Köpke give sine målmænd nogle ting, de kunne arbejde med for at forbedre deres spil. Han havde fyldt en DVD med scener fra forskellige kampe for at understrege sin opfattelse af den perfekte målmand. En passage med Chelseas målmand Petr Čech var særlig interessant for Robert. Når der kom indlæg, stod Čech midt i målet og ofte et par meter foran mållinjen; Robert stod meget tættere på den nærmeste stolpe og på mållinjen.

”Når du står midt i, kan du også plukke de indlæg ned, der var tiltænkt angriberne ved bageste stolpe, eller dem, der ligger midt i straffesparksfeltet. Indlæg, som du ellers aldrig ville nå ud til,” forklarede Köpke. Álvaro Iglesias, 2. divisionsmålmanden fra Tenerife, havde sagt præcis det samme til ham fem år tidligere. Nu da Tysklands målmandstræner også sagde det, afprøvede han Cechs koncept under den daglige træning i Hannover.

Han var anspændt, da han den 2. august tog hul på sæsonen med en pokalkamp mod Eintracht Trier fra Regionalliga West. Han tænkte, at det var helt normalt. Men nu begyndte det igen.
Mosel Stadion i Trier havde lave tribuner med lyseblå bølgeblikstage. Der var ikke engang udsolgt. Hannover var foran 1-0 ved pausen, og med lidt held havde udeholdet scoret både to og tre mål mere i løbet af de første 45 minutter. Trier fandt styrke i, at holdet ikke var mere bagud. Hjemmeholdet havde stadig alt at spille for. Inspireret af deres gode øjeblikke i projektørlyset rakte holdet fra den fjerdebedste tyske række ud efter sensationen.
Et indlæg sejlede ind på kanten af det lille felt foran Robert. Han så Triers Martin Wagner sprinte efter bolden og drønede med spredte arme ud for at gøre målet mindre. Men Wagner havde allerede udlignet. Ingen drager en målmand til ansvar for sådan en scoring – bortset fra målmanden selv. Han var kommet for sent ud. Fire minutter senere var stillingen pludselig 2-1. I forvirringen over udligningen havde Hannover-forsvaret ladet to Trier-angribere være alene med Robert Enke.

Det var ikke til at komme udenom. Trier, et hold fra tysk fodbolds 4. division, havde udviklet sig til et nyt Novelda for Robert. Kampens forløb var nøjagtig det samme. Selv ned i sekundet for scoringerne. Det havde kun akademisk interesse, at Trier vandt 3-1, hvor Novelda i sin tid havde vundet 3-2.

Sæsonen var blot en kamp gammel. Alligevel havde Hannover allerede mistet troen på, at tingene kunne ende godt for dem. Sommeren igennem havde spillerne og Dieter Hecking arbejdet hårdt for at overbevise sig selv og hinanden om, at man sammen kunne finde ud af det. Men nederlaget blotlagde på ny frustrationerne, der havde luret under overfladen. Systemet med en defensiv midtbanespiller og to angribere fungerede ikke. De hang ikke sammen som hold længere. Hvornår ville klubben omsider befri dem for træneren? Samarbejdet med spillerne må også have været ren tortur for Hecking.

Et mylder af tanker rumsterede i Roberts hoved. Igen og igen nåede han frem til samme konklusion: Intet ville lykkes. De sorte tanker formerede sig og gjorde hans hoved tungt som bly. Pludselig stod det klart for ham, hvad der havde været på vej i ham siden juli.

Han skrev sine aftaler ind i en dagbog med muldvarpeskind. Om onsdag den 5. august 2009 skrev han: 10 og 15.30 træning. Umiddelbart efter tilføjede han: For øjeblikket er det utrolig svært at være positiv. Det ramte mig ret hurtigt og uventet. Snakkede med Terri og fortalte hende om mit behov for at åbne op. Men jeg ved, det er umuligt.

Hvorfor nu, tænke han. Den første kliniske depression havde ramt ham i 2003, da han som misforstået målmand havde følt sig værdiløs i FC Barcelona. Denne gang var der ingen lighedstegn. Han fandt aldrig selv frem til et svar på, hvorfor de mørke tanker vendte tilbage den sommer. Ingen andre vil nogensinde være i stand til at give ham det.

En række ting tyngede ham naturligvis. Presset for at være fejlfri i sit livs sæson, hvor han skulle manifestere sig som Tysklands nummer et, var enormt fra ham selv og mange gange større fra medierne. Den anspændte situation i Hannover, hvor han som anfører var fanget som en lus mellem to negle, sled også på nerverne. Ingen glemmer nogensinde et barns død, så Lara lå som en skygge over alt, selv om han gennem de seneste to år havde lært at leve med det så godt, som han nu kunne. Måske var det alene reaktionen efter Laras død, der bragte mørket tilbage.
Men det er også muligt, at hans anden kliniske depression blev fremkaldt af noget helt andet. Måske en mindre ting, som hverken Robert, hans psykiater eller andre kunne have peget på. Depressioner følger ikke et mønster. Et menneske, der er disponeret for sygdommen, kan sandsynligvis klare ekstremt stressede situationer uden problemer. Til gengæld kan en almindelig, dagligdags episode slå vedkommende helt ud af kurs.
Han mente, at han vidste, hvad der skulle til. Han måtte tidligt op om morgenen, skifte Leilas ble og helst ikke hænge for længe over morgenmaden. Og så skulle han til træning. Begyndte han nu dagen efter et fast skema, hvis han nu udførte tingene i rækkefølge, så ville angsten ikke få så meget plads i hans hoved. Det afgørende var morgenen. Han vågnede og var angst for dagen. Blev han i sengen så meget som et minut længere, ville angsten tage ham som gidsel.

Hanno Balitsch forstod det ikke. Robert bed konstant sig selv i læben, og han var stort set holdt op med at sige noget. Selv når de sammen luntede fra træningsanlægget til omklædningsrummene, virkede han underligt fraværende. Hans blik var ufokuseret. Han så lige igennem sine holdkammerater.

Efter træningen beholdt markspillerne deres støvler med plasticknopper på, mens de joggede de få hundrede meter tilbage til omklædningsrummene. Målmændene, der brugte lange aluminiumsknopper, skiftede støvlerne ud med løbesko. Hanno udnyttede øjeblikket, da Robert knælede for at skifte sko.

”Forlader du den synkende skude, Robert?”

”Hvad mener du?”

Hanno havde spekuleret over, hvad der mon gik hans ven på. Og så var han kommet i tanke om noget, Robert for nylig havde betroet ham: Han var måske på vej til Schalke 04, hvis Bayern München ellers kunne lokke Schalkes målmand, Manuel Neuer, til det sydtyske før næste sæson. Schalkes træner, Felix Magath, havde på et tidspunkt sendt en føler ud til Robert.

”Næh, der er ikke gang i noget,” sagde Robert.

”Men et eller andet har fået dig ned med nakken.”

”Ja, men jeg kan ikke fortælle om det lige nu.”

”Okay.”

Hanno spurgte ikke om mere. Han og Robert havde et venskab med klare grænser. For eksempel talte de aldrig om personlige forhold.

”Det brød Robert sig ikke om. Det ville have gjort ham utilpas, hvis jeg havde fortalt om personlige problemer derhjemme,” sagde Hanno Balitsch.

De fulgtes tavse ad til omklædningsrummene. Den eneste lyd var Hannos fodboldstøvler, der klaprede mod parkeringspladsens asfalt.

”For fanden, Hanno har fået mistanke om et eller andet,” sagde Robert til Teresa, da han kom hjem.

Om eftermiddagen kastede han sig over praktiske opgaver for at vise, at han stadig havde styr på tingene. Han gjorde jacuzzien ren. Han fik det nu ikke mærkbart bedre. Så blev han vred: Hvorfor skulle det også gøre tingene bedre, at han rensede jacuzzien? Hvordan skulle noget nogensinde blive bedre?

Teresa tænkte højt, mens de spiste. Måske de skulle involvere nogen i, hvordan han havde det? I det mindste deres bedste venner, så han ikke konstant behøvede at spille skuespil.
Før træning dagen efter spurgte han Hanno, om han havde tid et øjeblik.

”Har du nogensinde gjort dig erfaringer med depression?”

”Næh,” svarede Hanno og regnede med, at en eller anden i Roberts familie måtte lide af sygdommen.

”Jeg har alvorlige problemer med det.”

Hanno Balitsch kendte til sygdommen som de fleste andre. Men da han på vejen hjem kom til at spekulere over, hvad der kendetegner sygdommen, kunne han ikke komme i tanke om noget som helst.
Hanno købte bogen My Black Dog af Matthew Johnstone. Det er en lille billedbog om en ung mand, der bliver forfulgt af en sort hund. Når den sorte hund dukker op, mister den unge mand lysten til alt. Han kan ikke koncentrere sig, han kan ikke spise noget – han er slet og ret bange for den sorte hund. Han skammer sig så meget over sin angst, at han ikke fortæller nogen om hunden. Det gør kun det hele værre.

”At lyve om noget følelsesmæssigt sluger al ens energi,” siger manden i billedbogen. Bogens undertitel er 'Hvordan jeg fik min depression i snor.'

”Nu forstår jeg lidt af, hvad Robs går igennem,” sagde Hanno til Teresa.

Hun bad ham om at holde øje med sin mand. Det var vigtigt, at hans tanker ikke gik på strejftogt under træningen, at han ikke lod sig opsluge af de mørke tanker.

”Hvis du lægger mærke til, at han giver slip, så giv ham et los i røven.”

”Teresa, uanset hvor gerne jeg så end ville, kan jeg altså ikke gå til anføreren foran alle og enhver.”

”Okay, men så skub ham i det mindste i den rigtige retning.”

Hanno Balitsch betragter én med et fast blik i de klare øjne. Han er overbevist om, at livets udfordringer bedst klares lige på og hårdt, selv om den kompromisløse indstilling har givet ham problemer undervejs i karrieren. Han holdt op med at tale med Bild-reporterne, efter at han følte, de havde behandlet ham unfair. Efterfølgende var det stensikkert, at han blev sablet ned i karakterskalaen, hvis han spillede under niveau. Men sådan måtte det være.

Robert beundrede Hannos ukomplicerede tilgang til tingene, men den forvirrede ham også.

”Hanno kan være meget irriterende for både træneren og sine holdkammerater, men også for vores modstandere,” sagde han engang. De havde fundet ud af det lige med det samme.

”Når det kom til fodbold, så mente Robs og jeg ofte det samme,” siger Hanno og smiler.
”Som regel udtrykte vi det dog vidt forskelligt. Jeg var nok for ligefrem. Jeg sagde ting til både sportsdirektøren og træneren, som jeg nok ikke skulle have sagt. Robs kunne sige de samme ting, men når ordene kom ud af hans mund, lød de diplomatiske, ja nærmest acceptable.”

Det var underligt for Hanno pludselig at skulle rose redninger, han tidligere havde syntes var helt almindelige. Men han levede op til sit løfte til Teresa. Han overtalte Robert til et slag bordtennis efter træningen, og han inviterede ham på frokost. På et tidspunkt ringede Roberts mobil, da han var på vej på restaurant med Hanno. Det var Teresa.

”Jeg er på vej ud til frokost, sagde Robert.

”Er du alene?”

”Bare rolig. Din førerhund sidder ved siden af mig.”

Ugen efter nederlaget i Trier kørte Robert og holdet med InterCity Express til Berlin til sæsonens første Bundesliga-kamp. Som altid på togturene sad han og gennemgik sin fanpost ved siden af Tommy Westphal. ”Han er et vanedyr,” tænkte Tommy. Robert var så ufattelig træt, at han var bange for, at brevene skulle falde ud af hånden på ham.

Hannover tabte 1-0 til Hertha Berlin. Han havde gættet – nej, han havde vidst – at intet mere ville fungere. Hjemme i Köln så Jörg Neblung kampen på tv og tænkte det modsatte.

”Det er da utrolig, som Robert spiller. Og så i hans tilstand!”

Med et kvarter igen spærrede forsvarsspillerne for hans udsyn, og derfor så han først Raffael de Araújos skud fra distancen, da det med retning mod mål fløj over hovederne på dem. Alligevel lykkedes det ham med fingerspidserne at vippe brasilianerens forsøg uden om stolpen. Kom han i vejen for skud som det, kunne hans depression ikke være særlig fremskreden, tænkte Jörg. Han ville sige til Robert, at hans redning havde været fantastisk.
Robert kom ham i forkøbet med sit opkald.

”Jeg kan ikke føle noget længere,” sagde han ærligt. ”Ingen nerver, ingen glæde, intet. Jeg stod derude, og jeg var fuldstændig ligeglad.”

Noget kunne han dog føle. Nemlig tilstedeværelsen af den sorte hund. Han trak baseballkasketten ned i panden og besøgte Dr. Stroscher. For anden gang i sit liv havde han brug for antidepressiv medicin. Han var fast besluttet på, at han ville have den samme medicin, som havde hjulpet ham i 2003. Medicinen fandtes nu i en nyere og mere effektiv udgave. Det kunne kun gå for langsomt med at mærke virkningen.

Den 16. august var han og Teresa inviteret over til Wilkes – deres datter fyldte seks år. Vejret var til fest i haven. Han følte sig totalt smadret. Gæsterne forventede, at han talte til dem, men hvordan kunne han? Han troede ikke, han kunne konversere normalt. Han lagde sig i en liggestol og lod, som om han sov.

”Hvor er det sødt. Han føler sig så meget hjemme her, at han bare lægger sig og tager en lur,” tænkte Uli Wilke.

Teresa derimod var ved at miste tålmodigheden. Hun vidste, at han bagefter ville bebrejde sig selv, fordi han ikke engang kunne opføre sig normalt til en børnefødselsdag. Det var depressionens fælde: Først frarøvede den ham evnen til at gøre de mest almindelige ting, siden trak bevidstheden, om at han ikke magtede dem, ham blot længere ind i sygdommen.
Hun lagde sin hånd på hans skulder. Han strakte sig og gjorde, som om han vågnede.

”Kom, lad os spille tennis.”

Hun tvang en ketsjer i hånden på ham. Han skulle slå til bolden, og hun ville med Leila på armen prøve at ramme den. Hun ville ikke risikere, at barnet begyndte at græde, så snart hun satte hende ned. Det magtede hun ikke oven i alt det andet.

Sabine Wilke undrede sig over, hvorfor Teresa altid svarede på Roberts vegne. Hvorfor hun talte til ham, som var han et lille barn:

”Kom nu, Robbi, tag da et stykke kage, du elsker kage.”

Det krævede en kæmpe indsats af ham at tage stilling til, om han helst ville have blommetærte eller ostelagkage. Han følte sig kronisk overmatchet i selv de mindste dagligdagsting. Alligevel formåede han at navigere sig gennem hverdagen: Han trænede, han smilede til fødselsdagsfesten, han spillede sin rolle. Uanset hvor mange kræfter, det sugede ud af ham, var det bedre at gøre et eller andet i stedet for at overgive sig til trætheden og tage en lur. For så kom tankerne.

Han fik øje på tre uåbnede breve på sit kontor. Det gav ham følelsen af, at stedet var på randen af kaos.

”Jeg kan ikke engang holde styr på mine papirer, jeg kan intet længere,” tænkte han. ”Det er alligevel for sent. Jeg har allerede gjort alt forkert.”

Der er kun en knivsæg mellem behovet for at få et skub og faren for at blive skubbet ud af kurs. Hans arbejde i Hannover 96 udviklede sig til et ekstraordinært nervepres for ham. Selv for en kernesund professionel ville det have været en stor mundfuld. Klubpræsidenten Martin Kind og sportsdirektøren Jörg Schmadtke overtalte Hecking til, at det vist var bedst for alle parter, hvis han trak sig tilbage. Det fromme ønske om at begynde på en frisk efter spændingerne året før havde vist sig illusorisk blot to kampe inde i den nye sæson. Det var den 19. august – samme uge som Robert ikke kunne bestemme sig for hvilken kage, han skulle vælge til børnefødselsdagen. Nu skulle han foran rullende kameraer forholde sig til fyringen af Hecking, og som anfører forventedes det, at han hjalp den nye træner, Andreas Bergmann, på plads. Samtidig havde han skyldfølelse. Han syntes, at de som hold havde et medansvar for placeringen i Bundesligaen.

Da Hannover vandt den første kamp under Bergmann med 2-0, blev der festet i omklædningsrummene i Nürnberg, som havde klubben netop undgået nedrykning. Robert var der ikke. Han stillede op til en stribe tv-interviews. Han nåede først i omklædningsrummet en lille halv time efter slutfløjtet.
Hanno Balitsch vidste, hvor stor en præstation det havde været for Robert at stå ansigt til ansigt med så mange reportere.

”Hr. Kuhnt, det er ikke i orden, at Robs skal stille op til så mange interviews. Han kan jo ikke være med, når vi fejrer sejren. Vi bliver nødt til at deles om interviewene,” sagde han til Hannovers presseansvarlige.

Ingen havde mistanke om noget. Den presseansvarlige tænkte, at Hannos indvending var forståelig. Det var vigtigt for holdmoralen, at de alle fejrede sejren sammen.

Det var, som om der altid fandtes en logisk forklaring på Roberts ændrede adfærd. Tommy Westphal undrede sig over, at Robert pludselig sagde nej til at deltage i velgørenhedsaktiviteter. Noget, han ellers havde brugt meget tid på tidligere. Men det er selvfølgelig fordi, han vil være mere hjemme hos sin lille datter, sagde Tommy til sig selv.

Robert fortalte gradvist Hanno alt om den sorte hund på de lange busture til udekampene. De kunne sludre uden frygt for at blive overhørt, for på et professionelt fodboldhold anno 2009 sad mindst tre fjerdedele af spillerne med hovedtelefoner på, så de kunne følge med i musik, film eller spil. Så var spillerne jo også fri for at tale med hinanden.

Robert fortalte Hanno om sin flugt fra Lissabon. Om Novelda, Frank de Boer og Istanbul. Depressionen dræber alle positive følelser, forklarede han Hanno.

”Pludseligt slår det dig, at alt er nytteløst, håbløst.”

Det var, som om adgangen til hans hjerne var snævret ind til en tynd kanal, der kun tillod det negative at passere. Raske forstod sjældent omfanget af depressionen, fordi de ikke forstod, at det var en sygdom. Folk undrede sig over, hvorfor han så alt i et negativt lys. Hvorfor kunne han ikke bare tage sig sammen?
De forstod ikke, at han var magtesløs over for sortsynet. Han kunne ikke længere kontrollere det. Hans hjerne havde ændret sig. Hjernelapperne i hovedet var som blokerede. Han havde svært ved at koncentrere sig om stort set alt. Men han talte langvarigt og detaljeret om sin sygdom.

Han fik det mildest talt ikke bedre. Han begyndte at græde på sin 32-års fødselsdag, den 24. august, da hans søster Anja ringede. Over for andre gratulanter – eksempelvis Torsten Ziegner, barndomsvennen fra Jena – spillede han problemfrit rollen som den cool målmand – ”Jeg skal bare blive ved med at spille godt, så bliver jeg nummer et til VM,” sagde han til sin gamle kammerat.
Da hans mor ønskede ham tillykke, spurgte han ligefremt: ”Mor, har du nogensinde lidt af depression?”

”Nej, det har jeg ikke. Jeg har været meget ked af det, men ikke depressiv, nej.”

I dag tænker Gisela, om han mon havde forventet, at hun ville stille ham et modspørgsmål. Om han i virkeligheden søgte en anledning til at tale om sine udflugter til afgrunden? Eller havde han ganske enkelt ønsket at finde ud af, om han havde arvet sygdommen fra hende? Den dag magtede hun ikke at gå længere ind i emnet.
Siden snakkede hun kun i telefon med Teresa. Han ville ikke tale med nogen. Han havde brug for ro og rutiner for at genfinde sin ligevægt, sagde han. Familien accepterede hans ønske. De ville jo gerne hjælpe.

Wilkes-parret havde købt en terrassevarmer til ham i fødselsdagsgave, fordi han holdt så meget af at sidde på terrassen indtil sent om aftenen. Men det var nok bedst, at de ikke kom med gaven lige nu, sagde Teresa.

”Ellers bliver det bare endnu en ting, der står og fylder. Han er i forvejen godt oppe at køre over ting, der står rundt om.”

Nu havde hun informeret alle deres venner fra nabolaget.

”Opfør jer bare normalt,” sagde hun til Wilkes.

”Men det gjorde jeg ikke,” indrømmer Uli. ”Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle opføre mig. Jeg var totalt stiv og kejtet.”

På Laras fødselsdag – det var en uge efter hans egen – gik han om morgenen sammen med Teresa hen på kirkegården, hvor de slap en hvid ballon løs. Han svedte af nervøsitet. Han skulle med InterCity til Köln 15.31. Han skulle med landsholdet i træningslejr i ti dage. Hvordan skulle han komme igennem det? Hvordan kunne han tilbringe hele ti dage op og ned af sine holdkammerater, uden at afsløre sig selv? Alt var slut, hvis det slap ud, at han led af depression.

”Robbi følte sig muret inde. Han havde to store drømme: at spille VM og at springe ud som depressiv. Han vidste, at det var umuligt at få begge drømme opfyldt. Det ene ville udelukke det andet. Han følte, at uanset hvad han så gjorde, kunne han ikke klatre over muren,” siger Marco Villa.

Den dag skrev Robert blot en enkelt sætning i sin muldvarpeskindsdagbog:

31. august 2009: Det var en kamp, men Terri overtalte mig til at tage til Köln.

Spillerne ankom til landsholdets træningslejr mandag. De hang ud i hotellobbyen, eftersom de endnu ikke havde fået noget program. For Robert kom den første test allerede den første aften. Den tyske spillerforening, VdV, havde valgt ham til årets hold 2008-09 og efterfølgende inviteret ham med til prisuddelingen. Han måtte styrke sig med opkvikkende medicin for at klare sig gennem festlighederne.

En minibus fragtede ham og to andre landsholdsspillere til Brauhaus ved hovedbanegården, hvor ceremonien skulle finde sted. De blev modtaget af Tim Jürgens, stedfortrædende chefredaktør for 11 Freunde, fodboldmagasinet der stod bag aftenens arrangement sammen med spillerforeningen. Jürgens vidste, at Robert syntes om hans magasin. Målmanden havde tidligere givet to meget åbenhjertige interviews til 11 Freunde. Så hvorfor kvitterede Robert mon så koldt for velkomsten, tænkte Jürgens. Det virkede end ikke, som om Robert ænsede ham.
Det høje loft i Brauhaus kastede gæsternes stemmer tilbage i hallen. Fodboldfolket var i deres rette element. Nogle Bundesliga-spillere fra Bochum og Köln snakkede med tidligere spillere og agenter. Flere gange afbrød Jörg Neblung sine samtaler for at se, hvordan det gik med Robert.

Heldigvis var han målmand, så han fik sin pris først. Han havde jeans og en brun fløjlsjakke på. Mange syntes, at hans ansigt så udmagret ud. Der var stadig en brummen af stemmer fra bagerst i lokalet, da han gik op på scenen. Forretningsføreren fra den tyske divisionsforening holdt en kedelig tale. Da han rakte mikrofonen til Robert, stivnede Jörg.

Nogle blandt publikum syntes, at Robert så forlegen ud. Andre mente derimod, at hans takketale havde været elegant underspillet, fordi forretningsføreren før ham netop havde været så tør. Jörg tænkte, at hans ven gav en forestilling, der var en Oscar værd. Han smilede endda! Jörg var hurtig og tog et billede med sin mobiltelefon, som han øjeblikkeligt sendte til Teresa. ”Du fatter ikke, hvor godt din mand tager sig ud her,” skrev han.
En time senere hentede bussen atter spillerne. Tim Jürgens skyndte sig til døren.

”Endnu engang mange tak fordi du kom. Det ville have været en trist aften uden dig,” sagde han til Robert. Målmanden gav Jürgens hånden og gik tavst videre uden at se på aftenens vært.

”Hold kæft, de flyver da gennem rummet i specialfremstillede UFO'er, lige så snart de kommer på landsholdet, når selv en mand som Robert Enke kan opføre sig sådan,” tænkte Jürgens ved sig selv.

I det sekund han kom ned fra scenen, havde Robert atter mistet al sin styrke. Da han forlod Brauhaus, var han ude af stand til at forholde sig til uventede situationer.

Senere lå han i sin seng. Pillerne forhindrede ham i at falde i søvn. Han vendte og drejede sig. Han var udmattet og samtidig lysvågen, alene i mørket. Det gjorde ham til et let bytte for de mørke tanker. Hvordan skulle han finde kræfterne til at træne i morgen? Der stod springtest på programmet. Landstrænerteamet ville få resultaterne sort på hvidt, og så ville det stå lysende klart for dem, at han var et vrag. En skygge af sig selv. Men hvordan skulle han nogensinde komme i ordentlig form igen, hvis han ikke trænede i morgen?

Da han vågnede næste morgen, havde han ikke engang sovet to timer. Han skulle bare op, det var det vigtigste. Men når han stak hovedet ud, ville han kun blive mødt af udfordringer, krav og forventninger, han ikke kun opfylde. Han var kun i sikkerhed i sin seng. I rummets mørke bag forhæng og gardiner.
Mobilen gav lyd. Det var Teresa.

”Jeg har ikke lukket et øje. Nu ligger jeg bare her og glor på vækkeuret og kan ikke engang komme ud af sengen.”

”Robbi, nu står du op. Jeg ringer igen om fem minutter. Så har du trukket gardinerne fra og været i bad.”

Fem minutter senere. ”Nå?”

”Jeg har klaret det. Tak.”

Teresa informerede Jörg. ”Åh Gud, og han er med landsholdet i så lang tid!”. Jörg skyndte sig til hotellet.

Teresa havde givet ham nummeret på værelset, så han tog elevatoren op uden at henvende sig i receptionen. Han bankede på. Robert ville ikke lukke ham ind. Jörg kunne ikke bare råbe ”Robbi, så luk dog op!” eftersom de andre spillere boede dør om dør med Robert. Han gik nedenunder og bad receptionisten om at ringe op. Robert tog røret, fordi han så, det var et internt opkald. Han var bange for, at det kunne være nogen fra fodboldforbundet.

”Jeg kommer ned,” lovede han Jörg. Jörg ventede forgæves. Han ringede igen.

”Jeg kan umuligt gennemføre springtesten i dag. Alle vil kunne se, at mine ben er som tændstikker.”

Jörg vidste, at Robert var i god fysisk form. Men han erkendte samtidig, at det hverken var tiden eller stedet, hvor han skulle prøve at tale det sorte i Roberts hjerne væk.

”Okay, sig til holdlægen, at du ryster. At du har haft koldsved hele natten, og at du har det ad Pommern til.” Hvilket var sandt.
Holdlægen sagde, at han hellere måtte springe over træningen. Han ville tage en blodprøve for at se, om han havde fanget en virus. Robert gik i seng igen. Han førte dagbog, som han også havde gjort under sin første depression. At skrive tankerne ned hjalp ham til at holde styr på dem. Men han overkom sjældent mere end en sætning eller to.

1. september 2009. Tilbragte halvdelen af dagen i sengen, indtil Terri overtalte mig til at stå op. Giv ikke op!

Landstræneren regnede stadig med, at Robert var med fra start i VM-kvalifikationskampen mod Aserbajdsjan, der afsluttede træningslejren. I løbet af sommeren havde Joachim Löw overraskende bestemt sig for, at Robert skulle stå i de tre resterende kvalifikationskampe.

”Da alle mindst ventede det, gik vi ud og sagde offentligt, at han skulle være vores nummer et i efterårets afgørende kampe. Det er den største tillidserklæring, du kan give en målmand,” siger Andreas Köpke.

Robert havde ikke vist tegn på ustabilitet, og han lignede det sikreste valg. Men Löw og hans målmandstræner havde ikke kun set på deres målmænd i aktion, de havde også betragtet deres opførsel. Löw mente, at det ville være godt for både Robert og René Adler at tage brodden af konkurrencen mellem dem ved at træffe en klar afgørelse. At begge målmænd trivedes bedst med problemfrie liv, var den væsentligste årsag til så hurtigt som muligt at få ordnet sagen.

Blodprøven viste ikke tegn på problemer. Der var ingen lægelig grund til, at Robert ikke skulle kunne stå på mål i løbet af en uge. Kampen mod Aserbajdsjan var tillige i Hannover, Roberts hjemby. Det kunne han ikke gå glip af.

Han følte sig nu stadig slatten, sagde Robert. På træningslejrens tredje dag klarede han blot to lette træningspas for sig selv. På hotellet så han et par af U21-landsholdsspillerne, der var i Köln for at spille venskabskamp. Blandt dem genkendte han en høj, tynd knægt med målmandshandsker og skarpt skåret pandehår. Han gik direkte over til ham.

Normalt hilser tyske fodboldspillere på hinanden med et højt, klaskende håndtryk. Robert havde imidlertid bevaret sin portugisiske vane med at give et knus til folk, han syntes om. Spontant fik han lyst til at give et knus til Sven Ulreich på hotellet i Köln. Det var halvandet år siden, han havde trøstet den unge mand. Siden havde Ulreich etableret sig på U21-landsholdet, og næste sommer var han udset til at skulle fylde hullet efter Jens Lehmann i VfB Stuttgart. De snakkede sammen et par minutter. Mod slutningen af samtalen sagde Ulreich: ”Hvis ikke vi ses inden, så held og lykke under VM.”

Robert, der ellers for en stund syntes at have glemt sin depression, sank pludseligt ind i sig selv igen.

”Ja, lad os se, om vi nogensinde ses igen,” sagde han fraværende til sidst. En underlig måde at sige farvel på, tænkte Svend Ulreich, da de var gået hver til sit.

1. september 2009. Sov ikke. Intet giver mening. Jeg har svært ved at koncentrere mig. Tænker på S.

Han kunne ikke længere styre den sorte hund. Om aftenen satte han sig ved middagsbordet sammen med René Adler og Per Mertesacker. Det fjerde medlem af kliken, Christoph Metzelder, var ikke længere i landsholdstruppen. René og Per indledte en samtale, men ”at få Robbi til at sige noget, var som at trække tænder ud,” siger René. ”Han sad der som en robot. Det var ikke Robbi.”

Han kunne ikke længere overskue at deltage i en almindelig samtale. Det eneste, han tænkte på, var at komme tilbage til hotelværelset – hans beskyttelsesrum – så hurtigt som muligt.
Men det var ikke slut med hans pligter endnu. Spillerne skulle deltage i et PR-arrangement for Mercedes. Han blev placeret i en cabriolet, hvor der skulle tages billeder af ham.

”Hvor lang tid tager det? Hvad handler det om?” spurgte han.
René ventede, indtil han så sit snit til at trække Per Mertesacker til side. ”Hvad er der galt med Robbi? Han sejler rundt som et spøgelse,” sagde han. De gik ud fra, at han stadig led af efterveerne af virussen. ”Det må stå rigtig skidt til med ham og hans koldsved, eller hvad det nu er.”

Det var sådan, han gennemlevede dagene med landsholdssamlingen. Og for hver dag blev han dårligere. Kampen mod Aserbajdsjan kom nærmere. Det samme gjorde forventningerne om, at han skulle spille med i den.
Om lørdagen, fire dage før kampen, havde holdet en friaften. Jörg fik en aftale med Valentin Markser.

Robert og Markser havde ikke set hinanden længe. Efter Laras død var han kørt forbi Markser, når han havde besøgt Jörg i Köln. Denne gang var der ikke tale om en almindelig konsultation. Markser skulle hjælpe ham med at træffe en beslutning. Han skulle senest næste dag, eller dagen efter, fortælle Löw, om han ville spille i Hannover, eller om han ville forlade holdet.

Psykiateren gennemgik plan A med ham. Robert skulle fortælle holdlægen om sine vedvarende symptomer: koldsveden og søvnløsheden. Han skulle sige, at han gerne ville tjekkes af sin egen læge i Hannover, og at han derfor blev nødt til at forlade landsholdslejren. Markser prøvede at skitsere for Robert, hvad det ville betyde for ham, hvis han afskrev kampen i Hannover. Derefter diskuterede de plan B. Den gik ud på, at Robert skulle fortsætte på holdet og klare sig gennem kampen. Den aften skrev han: 6. september 2009. Jeg var ikke ærlig i snakken med Valentin.

Han havde prøvet at underspille sin sygdom over for psykiateren. Han holdt ubevidst fast i løgnen om, at alt var i orden. Selv over for manden, der ellers skulle hjælpe ham. Han forstod det ikke engang selv.

Efter mødet med Markser kørte han ud i natten i bilen, han havde lånt af det tyske fodboldforbund. Teresa prøvede adskillige gange at komme igennem til ham. Ved 22.30-tiden tog han omsider sin telefon.

”Jeg er på vej i parkeringskælderen på hotellet.”

”Okay? Jeg er glad for, at samtalen med Valentin Markser varede så længe.”

”Det gjorde den ikke.”

”Hvor har du så været så længe?”

”Jeg kørte rundt i byen.”

”Robbi, hvorfor gjorde du det?”

”Det gjorde jeg bare.”

”Fortæl mig, hvorfor du kørte rundt i byen.”

”Jeg kiggede efter steder, hvor jeg kunne slå mig selv ihjel.”

”Jamen, er du da vanvittig?”

Det lykkedes ham at tale hende til ro. Det havde bare været et skørt indfald. Det var gået over igen. Derefter tog han elevatoren op til sit værelse, åbnede døren til balkonen, gik hen til rækværket og forestillede sig, hvordan det ville være at springe.

Søndag morgen opsøgte han holdlægen, Tim Meyer, og satte plan A i værk. Joachim Löw forklarede sportspressen, at Robert Enke ikke ville tage del i kampen mod Aserbajdsjan på grund af en ”en generel infektion.” Holdlægen kunne ikke komme det nærmere. Han havde hverken fundet virus eller noget bakterielt.

Den vage formulering gav anledning til spekulationer. Emnet i tiden var svineinfluenzaen. Havde Robert Enke måske raget det til sig? Sportsjournalisterne indledte deres reportager med sætninger som ”Beretningen om Robert Enke er et non-stop drama.” Hver gang det så ud til, at han omsider havde etableret sig som Tysklands nummer et, blev han ramt af et mærkværdigt uheld.
Trænerteamet bag landsholdet var klar over problemet.

”Vi snakkede om det. Først håndrodsknoglen og nu virussen. Robert blev ramt af uheldet, hver gang der lurede en stor kamp,” siger Andreas Köpke.

”Da Tim Meyer sagde, at Roberts blodprøve var i orden, undrede vi os. Lå problemet måske i hans hoved?”

Köpke selv var stort set sluppet uskadt gennem sin egen karriere. Men da han skulle stå i en kamp mod Georgien i sin hjemby Nürnberg, forstrakte han dagen før en muskel i sin læg. Han er sikker på, at hans krop dengang bevilgede sig selv en timeout på grund af det usædvanlige pres.

”Men et brud på håndrodsknoglen, når du går ud for at bokse bolden væk, det kan altså ikke skyldes noget i dit hoved. Det kunne vi simpelthen ikke forestille os.”

Virussen forblev en gåde. Trænerne bad Hans-Dieter Hermann om råd. Han var holdets sportspsykolog. Han talte med Robert. Ud fra symptomerne - udmattelse og søvnløshed uden en infektion - kunne man godt få den tanke, at han led af depression, sagde Hermann til Robert.

Depression, hold nu op! Han var lige blevet far, han var lykkelig, svarede Robert gemytligt. Hermann rapporterede til trænerne, at han ikke kunne pege på noget usædvanligt. Trænerne lod det være ved det. Robert Enke var ganske enkelt bare umanerlig uheldig.

Han blev kørt hjem til Empede. Han havde ikke barberet sig, han havde hverken styrken eller lysten til det. Han betragtede sig selv. Han havde trukket sig. Han havde fejlet.

”Robbi, der er en ting, du skal love mig,” sagde Teresa, da de var blevet alene i huset. Han så modvilligt på hende.

”Jeg er klar over, at depressionen får alt til at se sort ud lige nu, men du bliver nødt til at kæmpe imod. Vi kæmper alle sammen med dig. Du kan ikke bare stå på en balkon og så springe.”

”Men alt er så ligegyldigt.”

”Robbi, du må love mig, at du ikke slår dig selv ihjel!”

”Det lover jeg.” Hun så ham i øjnene, og han holdt hendes blik fast.

”Kunne du bare overtage mit hoved i en halv time, ville du vide, hvorfor jeg bliver vanvittig,” sagde han. Det lød som et tilbud om forsoning.

Et ønske om at dø er en del af sygdomsbilledet. For Robert havde det aldrig været så intenst som den lørdag aften. Depressionen var langt kraftigere end i 2003. Han havde troet, at han ved at trække sig fra kampen i Hannover ville mindske presset. Men den kendsgerning, at han havde trukket sig, udløste blot et endnu større pres. Han var mislykkedes.

Jörg Neblung afbrød sin ferie på Mallorca for at besøge Robert og Teresa. De sad som så ofte før på de orange stole i køkkenet og gennemgik Roberts muligheder. Skulle han lyve sig skadet og i al hemmelighed gå i terapi? Skulle han fortælle offentligheden om sin sygdom og blive indlagt på en klinik for at få behandling?
Uanset hvad de foreslog, så havde Robert en forklaring på, hvorfor det ikke ville gå. Udelukkende at fokusere på det nytteløse var også en del af sygdommen. Teresa og Jörg havde i virkeligheden svært ved at modsige ham. Det var, som om løsningsforslagene blot udløste yderligere problemer.

Han var et talent på vej til at blive glemt, da han seks år tidligere havde sagt op i Fenerbahce. Nu var han nummer et i målmændenes land. Tog han sig en pause for at gå i terapi, eller lod han sig indlægge på en klinik, ville han ikke kunne holde det hemmeligt. Og så kunne han godt glemme alt om VM. Og hvad ville der ske efter terapien? Efter indlæggelsen? Ville han være stærk nok til at klare et comeback som 'Den Depressive' i mediernes spotlight? Ville han blive bitter, hvis han blev nødt til helt at opgive fodbolden?

Ved samtalens slutning var de tilbage ved udgangspunktet. Den bedste løsning var at blive ved med at lege skjul og fortsætte behandlingen hos Dr. Stroscher. Den antidepressive medicin måtte da begynde at virke på et tidspunkt! Da de havde fulgt Robert i seng, standsede Jörg og Teresa op i hallen.

”Hvad laver du?” spurgte Teresa. Jörg stillede en stor porcelænslysestage op foran døren til soveværelset.

”Det er bare, hvis han nu skulle finde på at stikke af for at gøre noget fjollet. Så falder han over lysestagen, og så hører vi ham.”
Valentin Markser havde fortalt dem, at selvmordstanker i sig selv ikke burde give anledning til panik. Men de skulle være på vagt, og samtidig måtte de ikke styre ham for meget. Det kunne styrke følelsen af hjælpeløshed, og det ville blot drive ham længere ind i depressionen. Lysestagen blev ødelagt morgenen efter. Teresa havde glemt den og faldt over den.

Valentin Markser var vant til, at folk løj for ham. Det skete tit, at depressive underspillede deres sygdom i et forsøg på at beskytte sig selv. Robert Enke havde ikke været en undtagelse den lørdag aften i Köln. Netop det havde understreget alvoren i sygdommen for ham. Men Robert blev behandlet af en kollega, og derfor kunne han ikke involvere sig. Han kunne blot advare ham. Da Marco Villa mandag aften som sædvanligt talte med Markser, fornemmede han mellem linjerne, at der skulle tages affære her og nu. Han ringede til Jörg.

”Jörg, vi kan ikke lade det fortsætte sådan her. Hvis fodbold er så tung en byrde for Robbi, bliver vi nødt til at befri ham for den.”

”Teresa og jeg har allerede talt med ham om det adskillige gange. Men han vil under ingen omstændigheder ind på en klinik, for han vil ikke miste fodbolden.”

”Bliver han nødt til at opgive spillet, kommer han over det. Han finder noget andet at beskæftige sig med. Han kan gå ind i hoteldrift, eller hvad ved jeg. Det vigtigste lige nu er ikke hans karriere. Det er at finde en vej ud af depressionen.”

”Men hvis han dropper ud af fodbolden, bliver han virkelig syg.”

For første gang skændtes hans bedste venner om ham.
Marco var i Italien, og han ville ikke ringe til Robert, for det ville blot stresse ham yderligere. Jörg havde efterladt sin kone i Köln med deres lille datter og var flyttet ind i huset i Empede for at støtte Teresa. Marco og Jörg delte den samme fortvivlelse. De havde hverken evnerne eller retten til at træffe beslutninger om Roberts liv. Alligevel var det præcist, hvad situationen så ud til at kræve af dem og Teresa.

Han sad i haven og græd. Teresa løb hen til ham. ”Robbi, hvad er der?”

”Jeg vil ikke dø. Jeg vil tilbage til Lissabon.” LISBOA! skrev han i sin sorte bog den aften.

En eftermiddag bad Jörg ham om at komme ned i vaskekælderen. Jörg slukkede lyset. Rummet var uden vinduer, så det var mørkt.

”Det her er din situation lige nu. Prøv nu at føl dig frem langs væggene til døren. Det er den sti, du skal følge. Vi bygger væggene for dig, men du skal selv gå,” sagde Jörg. Han havde forestillet sig, at Robert i bogstaveligste forstand ville se lyset, hvis han fandt frem til døren og åbnede den.

Dr. Stroscher syntes, at det var en glimrende idé, da Jörg senere fortalte ham om det. Robert gik imidlertid ikke hen til døren, han søgte kontakten. Han tændte og råbte som et andet spøgelse ”Bøh!” Så åbnede han døren. ”Og hvad ser jeg bag døren? Mit kontor. Det gør mig virkelig nedtrykt.”

I kortere perioder – om aftenen kunne det nogle gange være timer af gangen - virkede det, som om han af uforklarlige grunde var fri for sygdommen. I næste øjeblik kunne han så atter blive opslugt af mørket.

Han formåede endda at selvtræne en lille smule. Tyskland havde slået Aserbajdsjan med 4-0, og det var atter blevet hverdag i Bundesligaen. Reporterne overværede dagligt Hannovers træning, hvor de omhyggeligt noterede, hvem der ikke trænede. Og de fraværende var bedst tjent med at have en god forklaring. Et ødelagt korsbånd, for eksempel, eller en overrevet sene.
Robert trænede måske nok let for sig selv, men der var stadig ingen forklaring på hans afbud til landsholdet. I aviserne var den ”almindelige virus” blevet til en ”gådefuld viral sygdom” og endelig en ”mystisk virus.” Der var fornyet pres på Robert. Hvornår ville han omsider forklare, hvad der i virkeligheden gik for sig?

Han havde fortalt Tim Meyer, at han ville lade sig undersøge af en læge i Hannover. På den måde kunne han dokumentere, at han var blevet testet, ellers ville han miste troværdighed. Og det var da heller ikke umuligt, at han havde en virus. Udmattelse om sommeren havde plaget ham, før han blev ramt af depression. Måske det ene påvirkede det andet? Måske havde hans fysiske udmattelse svækket ham så meget, at hans psykologiske sårbarhed var vendt tilbage?

Hannovers klublæge sendte ham til hjerteundersøgelse i et center på stadion. Lægen, der undersøgte ham, var overrasket over, at hans hjerterytme reagerede på belastningen med forsinkelse. Det var ikke normalt. Lægen vidste ikke, at Robert tog antidepressiv medicin, der sløvede hans reaktioner.

Han blev henvist til en hjertespecialist på Agnes Karll hospitalet. Jörg tog med ham. Specialisten sagde, at han ville tage en blodprøve og en prøve af urinen. Men hvad nu hvis de fandt spor af den medicin, han tog? Da specialisten gik ud for at se til en anden patient, vendte Robert sig mod Jörg. ”Vi skal bare ud herfra.”

Da hjertespecialisten kom tilbage, sagde Jörg, at Robert ikke ville afgive endnu en blodprøve. De tog jo blodprøver på hvert eneste sygehus, og han kunne ikke miste så meget blod. Han var jo sportsmand. Specialisten så forbløffet ud, da de gik.

”Der er mystik omkring Enke,” skrev aviserne. Der var stadig ikke nogen forklaring på hans mærkelige, virale sygdom.
Uden at ville det havde Robert tilladt begivenhederne at hvirvle ham ind i den næste, onde cirkel. Nu var han pisket til at fremlægge bevis for en virus, der formentlig ikke fandtes.
”Jeg vil ikke være med til det mere,” råbte han derhjemme.
Da Teresa forsigtigt spurgte, om det mon ikke var bedre at fortælle om sygdommen og gå i behandling, råbte han: ”Jeg vil aldrig på klinik.”

I stedet for opsøgte han en specialist i flåtbid i Langenhagen, og han tog ind på Tropeninstitut i Hamborg, hvor man er specialister i tropesygdomme. For fjerde gang på ti dage måtte han afgive blod. Nu fandt lægerne faktisk noget. Klublægen kunne fortælle, at han led af en campylobactor-infektion i tarmen. Bakterien gav diarre og svækkede kroppen. Det var ikke en infektion, der fik en fodboldspiller til at holde pause i adskillige uger. Men han håbede, at ingen ville stille alt for kritiske spørgsmål.

Jörg var lige så begejstret for bakterien, som han ville have været for en Bundesliga-sejr til Hannover 96. Endelig havde Robert fået en legitim anledning til at trække sig fra offentligheden i en periode uden at sætte sin VM-drøm over styr.

”Enke ude af kvalifikationskampene,” skrev aviserne den 18. september. Den konstant uheldige målmand blev nu nødt til at holde et par ugers pause på grund af en tarminfektion, der netop var blevet diagnosticeret. René Adler ville være på mål i de resterende kvalifikationskampe, og derfor ville han naturligvis også være favorit til jobbet i den efterfølgende VM-slutrunde.

Afbuddet til VM-kvalifikationskampen i Hannover og årsdagen for Laras død havde været alt for meget for Robert, sagde Jörg til Hannover 96's sportsdirektør, Jörg Schmadtke. Robert havde brug for en pause.

”Hvis det hjælper, er han velkommen til at rejse til Portugal i et par uger,” foreslog Schmadtke.

Samme dag fulgtes Robert med Jörg til Köln. Han ville i behandling hos Valentin Markser igen. Han håbede, at tingene ville flaske sig som i 2003.

Den aften så han fredagens Bundesliga-kamp – Schalke mod Wolfsburg – sammen med Markser og Jörg. De spiste pizza og drak øl. Kunne ikke nyde det, skrev Robert i sin sorte bog. Han så Markser hver dag. Han fik besked på at løbe, det var godt for hovedet. Robert løb og mindede sig selv om, hvor meget han hadede det. Jörg lagde et program for at holde ham beskæftiget. Han skulle hente aviserne og morgenbrødet hver morgen. Om eftermiddagen skulle han i skoven med Milla. Jörg fik Robert til at skubbe klapvognen op ad bakken. Han skulle anstrenge sig, så han fik fornemmelsen af at have præsteret noget.

Det var på det tidspunkt, jeg pludselig fik en sms fra Robert. Han svarede normalt på sms næsten øjeblikkeligt, men hen over de seneste uger havde han ikke haft overskud til det. Nu undskyldte han for sin tavshed og fortalte om sygdommen: ”Jeg skulle mene, at det her giver stof til endnu et godt kapitel i vores bog. Kærlig hilsen, Robinho.”

Når vi var i godt humør, kaldte vi hinanden Ronninho og Robinho til minde om det fælles ophold i Barcelona og Barcelona-idolet Ronaldinho. Hvor kom lige sprækken af godt humør fra midt i depressionen? Hvor fandt han overskuddet til at se sygdommen som et kapitel i bogen? Han og Jörg klippede hækken i haven. Bagefter havde jeg det lidt bedre, skrev han.

Det var tydeligt, at depressionen denne gang var anderledes kraftfuld end i 2003. Efter en uge i Köln måtte han absolut tilbage til Teresa i Empede i en fart.

”Jeg er nødt til at gå rundt med den baseballkasket i Köln konstant. Men jeg vil ikke skjule mig mere.”

Efter en dag i Empede overmandede rastløsheden fra Köln ham atter: Han kunne ikke blive i Empede. I virkeligheden havde han ikke lyst til at være nogen steder.

24. september 2009. Besluttede at tage tilbage til Köln. Det er sindssygt! Fire dage senere kørte han tilbage til Empede. Han havde lyst til at træne igen, han skulle spille fodbold igen. Ind imellem fik han den slags opture. Pludselig vendte hans kampånd tilbage, og så ville han på sekunder indhente alt, hvad han i måneder var gået glip af. Modsat tidligere visnede hans virketrang denne gang ikke efter få minutter.

Valentin Markser havde givet ham nye antidepressiver.
Robert aftalte med sin psykiater, at de kunne fortsætte samtaleterapien mellem hjemmet i Empede og Köln – nu skulle de tale sammen tre gange om dagen.

Tirsdag den 29. september var han atter tilbage på træningsbanen for Hannover 96. Hanno Balitsch gav ham et knus. ”Det er fedt, at du er her igen,” sagde Tommy Westphal. Og angsten var væk. Angsten for at blive opdaget. For ikke at være god nok. Angsten for en helt almindelig samtale med sine holdkammerater. Den var forduftet.

”Jeg tror, jeg har det lidt bedre,” sagde han, da han kom hjem.
Næste morgen vågnede han og steg ud af sengen. Og stoppede brat op. Var det at stå op virkelig så nemt? Hvordan havde han båret sig ad med det?

Han ringede til Andreas Köpke, da han kom hjem fra træning. Han ville bare lige sige, at han var begyndt at træne igen. Han var stadig ikke 100 procent klar, det sagde sig selv, og der ville gå et stykke tid, før han var tilbage i målet. Hvor lang tid vidste han ikke, men han var i gang igen. Det var bare det, han ville sige.
Så gik han ind på børneværelset og gav sig til at lege med Leila.
Næste morgen serverede han kaffe på sengen for Teresa.

30. september. 2009. Det lysner! Jeg går hånd i hånd med livet igen.

Han havde klaret det. De havde klaret det. Teresa havde svært ved at tro det, men hun var overstadig. Hun havde levet med hans depression i to måneder. Hun havde skullet udholde indfaldene og uretfærdighederne fra et deprimeret menneske. Hun havde gjort sig umage for at reagere overbærende på hans endeløse klager – selv når hendes tålmodighed for længst var brugt op. Videnskabelige undersøgelser dokumenterede, at skilsmisseprocenten blandt par, hvor den ene led af depression, var ni gange højere end ellers. Og nu så det ud til, at de overlevede endnu engang.

At købe roser havde dog mindet ham om, at sygdommen stadig ulmede. Da blomsterhandleren spurgte, hvor mange roser han skulle have, havde han ikke kunnet svare. Tre eller seks? Det hamrede rundt i hovedet på ham. Tre eller seks? Han anede ikke, hvor lang tid der gik, før han panisk sagde: ”Tre, tak.”

Men om morgenen den femte dag havde han ikke lyst til at træne. Han havde en aftale med den fysiske træner i gymnastiksalen. Holdet var på hotel, SC Freiburg ventede samme eftermiddag. Han ringede til Edward Kowalzuk. Han droppede nok træningen her til formiddag, han havde det ikke så godt. Hvilket ifølge den fysiske træner var helt i orden. Man modsagde ikke Robert Enke i Hannover.

Det var en test, sagde han til sig selv, for at se, hvordan det gik, hvis hans dag ikke var lagt i faste rammer fra start til slut.
Da han om eftermiddagen var på vej til stadion, undrede han sig over, hvorfor han dog ikke var taget til træning om formiddagen. Hvordan skal jeg nogensinde blive en god målmand igen, hvis jeg ikke passer min træning? Nu er det for sent – jeg trænede ikke, og nu kan jeg aldrig indhente det.

På stadion gik han ind i omklædningsrummet for at ønske holdet held og lykke. Han stak også hovedet ind i behandlingsrummet. Noget var anderledes. Hans billede på væggen var væk. En af fysioterapeuterne havde hængt en plakat med reservemålmanden Florian Fromlowitz hen over hans billede. Det var bare en lille gestus for at støtte den unge mand før eftermiddagens vanskelige udfordring. Robert forlod rummet uden at sige noget.

Han satte sig ud på tribunen. Der var god tid til kampstart. Han brugte kampprogrammet som skjold for at forhindre, at nogen talte til ham. Han bladrede og stoppede ved satiretegningen. Fromlowitz var skildret som en menneskelig mur foran et mål.
Hvad handlede det nu om? Havde de da totalt afskrevet ham? Mente alle måske lige pludselig, at Fromlowitz var førstemålmanden?

Hannover vandt 5-2. Fromlowitz spillede fornuftigt. Robert tolkede tilskuernes hyldest af den unge reserve som en hån mod ham. Havde ingen brug for ham mere? Havde de allerede glemt ham? Var han et fjæs fra fortiden, som man bare kunne hænge en plakat hen over?
Hjemme i Empede prøvede Teresa at berolige ham med en portion logik. Det var da helt forståeligt, at fysioterapeuterne prøvede at bygge den unge andenkeeper op. Det havde ikke noget med Robert at gøre. Ingen i eller omkring Hannover så Fromlowitz som en rival til ham. Så snart han var tilbage, ville han få sin plads igen.

”Du har ret,” sagde han. Men den bratte bevægelse, da han vendte sig bort, fortalte Teresa, at hun ikke længere kunne nå ham med logik.

Hun håbede, at tingene ville være bedre næste morgen. Måske havde han bare haft en dårlig dag?

Når Teresa gennem årene var vågnet om søndagen, fornemmede hun flygtigt usikkerheden, indtil hun huskede, hvad der var sket dagen før. Havde de vundet? Eller tabt? Svaret ville være afgørende for deres søndag sammen. Nu flød ubehaget atter gennem hende. Men denne gang med et twist. Hvordan ville Roberts humør være, når han vågnede?

Han havde det ikke dårligt. Men han havde det heller ikke godt.
De følgende dage skete det flere gange, at han nægtede at stå op om morgenen. Teresa løj for at få ham ud af sengen. ”Jeg har virkelig ondt i maven. Gider du ikke se efter Leila i 10 minutter?”
Han kæmpede sig gennem dagene, men en angst var atter dukket op. Den grundlæggende angst. Angsten for at al angst ville vende tilbage.

Lørdagen efter tog han til Köln for at se Valentin Markser. Det var fast rutine på stort set alle fridage. Der var Rusland mod Tyskland på tv. Der var gået næsten et år siden den første kamp, hvor han i optakten brækkede håndrodsknoglen. Atter var han bænket foran fjernsynet. Atter spillede René Adler fremragende. Atter skamroste kommentatoren René. Med 1-0 sejren kvalificerede Tyskland sig til det VM i Sydafrika, der skulle være hans karrieres højdepunkt. Tv-billederne viste et jublende tysk mandskab med næverne i luften. Robert havde det, som om holdkammeraternes jublende knytnæver ramte ham i ansigtet. Fire dage senere trak han sig fra et træningspas.

Han sank tilbage i fortiden. Han kunne ikke få de fire, fem gode dage sent i september ud af hovedet. Hvorfor havde han pludselig følt sig i live igen? Og væsentligere: Hvorfor var sygdommen så vendt tilbage igen? Hvad havde han gjort forkert, så mørket atter havde kunnet overraske ham?

”Det er slut, Terri. Jeg havde chancen for at komme ud af det, og jeg ødelagde det.”

”Robbi, forestil dig, at du flyttede til Lissabon uden at have taget et sprogkursus først. Du ville da aldrig sige, at det var for sent, og at du aldrig ville få lært portugisisk.”

”Fremragende eksempel.”

”Det er da ikke slut! Du fik det bedre en overgang. Det er bare tegn på, at du snart får det meget bedre.”

Hun var begyndt at tage med ham til træning. Ofte. Det vigtigste var, at han ikke følte sig ensom. Han måtte først og fremmest overlades så lidt som muligt til sig selv.

Målmandstræneren kørte sine tre målmænd gennem vridemaskinen en efter en. Teresa stod på sidelinjen ud for målet. Pensionisterne, der dagligt overværede træningen, stod nærmere midterlinjen. Træneren halvflugtede bolden mod målets øverste venstre hjørne. Så snart Robert havde reddet, skulle han på benene og op i højre hjørne for at hente den næste bold. Tre gentagelser. Og så var det Fromlowitz' tur. Hun sparkede resolut til reklameskiltene, når Robert i sin pause mistede koncentrationen og begyndte at hænge med hovedet. Han mere fornemmede lyden end hørte den. Han så over mod hende. Hun knyttede næverne. Koncentrer dig! Kæmp!

Efter to dage ringede sportsjournalisterne til Jörg. Hvorfor var fru Enke begyndt at følge træningerne?

Efter det turde hun ikke komme mere. Men hun blev ved med at køre ham, fordi hun ikke ville overlade ham til hans egne tanker på den 30 minutter lange tur mellem hjemmet og stadion. Mens han trænede, gik hun nogle gange på museum. Andre gange ventede hun i bilen, indtil han var færdig. Der kunne godt gå et par timer.
Det var ikke slut med det. Han skulle også beskæftiges om eftermiddagen. Der måtte ikke være stunder, hvor han kunne gruble. Hun overtalte ham til at tage med hende og Leila i zoo. Der overværede han et 10-årigt barn skændes med sine forældre. Det gav ham angst for fremtiden. ”Hvordan skal vi klare det med huset, hundene og Leila, når hun bliver stor?” Om aftenen gav hun ham en illustreret bog om Hannover-området. ”Vælg et sted, hvor vi kan tage på udflugt,” sagde hun. Bogen lå i dagevis uåbnet ved siden af Roberts seng. Og så blev den ædt af en af hundene.

16. oktober 2009. Holdet tager til Frankfurt, og jeg tror aldrig, jeg bliver i stand til at tage med dem igen. Det var hans humør, da han fik en sms fra Teresa. Hans mor var på vej. Som resten af familien havde også Gisela Enke fulgt hans opfordring om at holde sig væk. I hendes familie blev den slags reservation betragtet som gode manerer. Men nu havde en mor fået nok. Hun havde hverken talt med eller set sin syge søn i næsten to måneder. Hun gav ganske enkelt Teresa besked på at sige, at hun var på vej. Ikke for hans skyld, men for Leila. ”Jeg har lyst til at se mit barnebarn.”

Roberts mor sad allerede i køkkenet, da han næste aften kom hjem fra træning. En følelse i ham var intakt: Hans mor fik ham til at slappe af. Sådan havde det altid været, selv om han ikke altid havde været lige vild med hendes besøg. Hun åbnede en flaske rødvin, og han drak endda et glas sammen med hende. Der var noget formelt over deres samtale. Hun fornemmede, at der var noget, hun ikke skulle tage fat på. Men han gjorde sig den ulejlighed at tale med hende, hvilket var mere end han gjorde i forhold til de fleste. Han fortalte hende endda lidt om omfanget af sygdommen. Da de omsider rejste sig fra bordet, var klokken halv elleve. Han havde ikke været så sent oppe i ugevis.

Næste morgen gav hans mor ham et knus. ”Det er dejligt, at du er her,” sagde han og kørte til træning. Da han kom tilbage, var det, som om den foregående aften aldrig havde fundet sted.

”Kunne du tænke dig en espresso?” spurgte Teresa efter frokosten.

”Nej.”

”Men du plejer altid at få en espresso.”

”Men ikke nu.” Han ville straffe sig selv. Han fortjente ingen gode øjeblikke. Aftenen før havde han endda nydt et glas vin, så nu måtte straffen være så meget hårdere.
Hans mor fortalte hans far om besøget.

”Jeg når ikke igennem til ham,” sagde Dirk Enke.

”Så gør som jeg. Bare tag af sted.”

”Nej, jeg vil ikke trænge mig på. Han er voksen. Jeg må respektere, hvis han ikke ønsker at se mig.”

Det endte dog med, at hans far fandt en måde at omgå sin tilbageholdenhed. Hans svigersøn havde købt en ny bil, og den skulle hentes på VW-fabrikken i Hannover. Det kunne han da gøre, sagde Dirk Enke. Nu var han alligevel i nabolaget, så var det okay, hvis han kiggede forbi, spurgte han Teresa på telefonen. Hun hentede ham på banegården. Robert åbnede og bød ham velkommen: ”Du er heldig med at finde mig i live.” Han gjorde intet for at skjule sin irritation over besøget.

”Har du i det hele taget læst Sorte Hund?” spurgte hans far, da de sad ved køkkenbordet.

”Selvfølgelig.”

”Hvor tit?”

”Jeg gider ikke den her snak. Jeg går i seng,” sagde Robert og rejste sig. Klokken var knapt halv 10.

”Så vi snakkes ved i morgen?”

”Vi snakkes ikke ved i morgen.” Han var allerede på vej ud af køkkenet.

Dirk Enke havde ikke brug for hjælp fra en psykoterapeut for at konstatere, at depressionen ikke havde efterladt hans søn med ret meget af sin oprindelige personlighed.

Robert forvirrede en gang imellem sine holdkammerater i Hannover 96. Tommy Westphal fik mærkelige sms'er fra ham. ”Hvornår træner vi i morgen?” ”Hvornår skal vi være i seng før kampen?” Hvorfor spurgte han om det? Han vidste jo det hele. En type som Robert glemte ikke den slags.

Arnold Brugging havde efterhånden spillet sammen med Robert i over tre år. Det slog ham, at Robert næste ikke viste nogen form for følelser under træningen.

”Er alt i orden, Robert?”

”Ja, fint, alt er okay.”



Optakter
Fredag d. 24/11, kl. 19:00
Randers - SønderjyskE
Lørdag d. 25/11, kl. 16:00
Helsingør - AaB
Søndag d. 26/11, kl. 12:00
Nordsjælland - Horsens
Søndag d. 26/11, kl. 16:00
FC København - Lyngby
Søndag d. 26/11, kl. 18:00
Silkeborg - Brøndby
Mandag d. 27/11, kl. 19:00
Midtjylland - AGF
Magasin-artikler
Ikke mere PL - til storrygende advokat
Den kontroversielle Slaven Bilic er færdig i West Ham, og han vil blive savnet i Premier League – for der er ingen, der minder om det guitarspillede sprog-geni.
Doneil Henry, Lewis Page, Alex Pike, Kyle Knoyle, Modibo Maíga, Josh Cullen, Elliot Lee og Nofn Noln... dette var nogle af de forholdsvis ukendte spillere, som den netop fyrede West Ham-manager Slaven Bilic valgte at bringe i spil i Europa League-kampen imod rumænske Astra Giurglu - tilbage i 2015.

Ikke overraskende røg West Ham ud af Europa League, men den nyudråbte manager Bilic var iskold. Han ville prioritere Premier League, men nederlaget gjorde også, at Bilic-karrieren i West Ham startede under pres efter den europæiske deroute – allerede inden hans første kamp i Premier League. Nu er det slut, for efter en dramatisk start på karrieren og en flot 7. plads er Bilic 16 måneder senere fyret i Premier League-klubben, hvor han ellers havde været et hot navn.

Siden Bilic, som kroatisk landstræner i 2007 på Wembley, stod bag det engelske landsholds EM-skuffelse, har han været et hot navn i verdens hårdeste fodboldturnering. Inden ankomsten i West Ham var Bilic også vidt omkring, men fælles for det hele – så vandt han meget. Se blot denne historik med sejrsprocenter:

Hajduk Split (2001-02): 64,7%
Kroatisk U-21: 55,5%
Kroatien: 64,6%
Lokomotiv Moskva: 40,6%
Besiktas: 53,3%

Nu forlader han West Ham, efter han har præsteret følgende i de sidste sæsoner:

2015/16: 51 kampe - 43,1%
2016/17: 46 kampe – 32,6%
2017/18: 14 kampe – 35,7%

Efter successæsonen i 2015/16, hvor West Ham fik deres højeste placering siden 2002, ”røg” den storrygende Bilic – på porten.

Bilic blev inden skiftet sat i forbindelse med andre klubber som Sunderland, Everton og QPR efter den famøse aften for ca. ti år siden, men det endte med at blive West Ham, og dermed var det Bilic, der fik den store opgave om at få ”The Hammers” til at falde til på det olympiske stadion, da sæsonen 2016-17 startede, men det gik slet ikke.

For London Stadium endte med at blive den største brik i fyringen af Bilic. 24 hjemmekampe blev det til, med flere nederlag end sejre og en samlet minus-score på 26-41. Det så ikke godt ud for den meget specielle kroat.


44 smøger, advokat, sprog-geni og guitar
Bilic kunne ved ansættelsen ligne et sikkert valg for West Ham, men når man er kontroversiel, har historien vist, at det kan have den omvendte effekt, hvis resultaterne ikke flasker sig. Således er Bilic ikke bleg for at fremvise sit rockband, hvor han spiller guitar, eller stolt berette om, at han ryger 44 smøger om dagen, og den kulørte personlighed byder på meget mere. Bilic kan tale flere sprog og samtidigt med, at han var professionel fodboldspiller, læste han jura.

Så Bilic er en meget sammensat personlighed, og man skal ikke glemme, at West Ham op til ansættelsen af Bilic blev sat i forbindelse med trænere som Jürgen Klopp, Carlo Ancelotti, Unai Emery, Michael Laudrup, Marcelo Bielsa og David Moyes. Sidstnævnte ender med at blive hans afløser.

Eftermælet af Bilic i West Ham bliver blandet, men det er langt fra første gang, at han deler vandene, som da han som spiller rejste til New York – på en dagstur – for at høre Guns N' Roses eller i Everton, hvor han ikke brød sig om spillernes alkohol-indtag under manager Howard Kendall – jah… eller for hans rolle, da Laurent Blanc fik det røde kort i VM semi-finalen 1998. Den kroatiske forsvarsspiller filmede tydeligvis, og dermed kom den franske VM-anfører ikke til at spille i VM-finalen pga. den usympatiske handling af Bilic.

Vild historie… ligesom meget andet omkring Bilic, der i øvrigt næsten lige er blevet skilt, og sammen med en ny kvinde allerede har fået en seks måneder gammel datter – så der sker noget i Bilic' liv, og det gjorde der også i West Ham… Nu venter Moyes i West Ham. Kigger man nærmere på hans sejrprocenter i de sidste to klubber, hvor han har været, er det næsten latterligt:

Real Sociedad (2014/15): 42 kamp – 28,6%
Sunderland (2016/17: 43 kampe – 18,6%

Men Moyes kommer med masser af god erfaring fra tiden i Everton og Manchester United, og så er han en helt anden type end Bilic. Men hvem er ikke det?
Læs hele artiklen
Kan Mourinho ikke parkere bussen?
Få chancer og mål har givet dårlige resultater, når Jose Mourinho har mødt hård modstand – på udebane.
Swansea, West Ham, Everton og Crystal Palace har alle tabt med 4-0 til Manchester United i denne sæson, men siden langgaberen på Anfield er det gået ned af bakke for Jose Mourinhos mandskab – især i offensiven og på udebane.

Manchester United har ellers mange offensive spillere i truppen, og flere af disse startede sæsonen som lyn og torden. Kampprogrammet startede også moderat for Mourinhos tropper, men sidenhen har de mødt større modstand. I disse kampe har Manchester United haft et meget defensivt udtryk, og det har langt fra givet de ønskede resultater.

Men der er ikke noget nyt i, at Mourinho ikke gør det godt imod de andre tophold på udebane. Ikke siden januar 2015 har Mourinho vundet på fremmed græs over et andet Top 6-hold. De elleve kampe har givet seks nederlag og fem uafgjorte kampe. Se kampene her:

Chelsea
2015
Januar – Tottenham: 3-5
April – Arsenal: 0-0
August - Manchester City: 0-3
November – Tottenham: 0-0

Manchester United
2016
Oktober – Liverpool: 0-0
Oktober – Chelsea: 0-4

2017
April – Manchester City: 0-0
Maj – Arsenal: 0-2
Maj – Tottenham: 1-2
Oktober – Liverpool: 0-0
November – Chelsea: 0-1

Bemærk, at de fem uafgjorte kampe alle er sluttet målløse, og at Mourinhos mandskab blot har scoret i to af de elleve kampe.

I starten af december skal Manchester United en tur til London for at møde Arsenal. Måske stiller Mourinho forsigtigt op til den kamp, og gad vide, hvordan de angriber den efterfølgende kamp, når de skal op imod formstærke Manchester City.

I de to topkampe i denne sæson har den ellers så målfarlige Romelu Lukaku været meget isoleret i angrebet og er slet ikke blevet serviceret så meget af holdets midtbanespillere som tidligere – men er løsningen på trapperne?

Med de manglende udebanemål så holder Mourinho sikkert et ekstra godt øje med de skadede Paul Pogba og Zlatan Ibrahimović. Med deres tilbagekomst kan det også være, at Mourinhos taktik vil være lidt mere offensiv – selvom de sidste års taktik har vist noget andet, når Mourinho har ”parkeret bussen” i udekampene imod de andre Top 6-hold.

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Christian Eriksen – beskedne stjerne
Den selvudslettende kunstner blev den helt store danske VM-helt i kvalifikationen, hvilket frembragte meget ros til knægten fra Middelfart.
Med tre mål blev Christian Eriksen den helt store årsag til, at Danmark kvalificerede sig til VM2018. Den 25-årige dansker skulle langt hen i landsholdskarrieren, før det helt store gennembrud kom nationalt og noget senere end på klubplan, men hvordan startede det hele?

Som helt ung spillede Eriksen fodbold i sin lokale klub i Middelfart på Fyn. Der skulle ikke gå mange år før han blev efterspurgt af både OB og FC Midtjylland, sådan som danske storklubber altid er på udkig efter spillere, der kan indbringe både sportslig og økonomisk succes. OB var de heldige vindere af Christian Eriksens talent.

Et talent der var med til at føre det der dengang hed ”1. års Drenge” i OB frem til det danske mesterskab, men her stoppede det så også for Christian Eriksens danske eventyr. Talentet var for stort og han kunne som 16-årig nærmest vælge og vrage på alle hylder af europæiske topklubber. Barcelona, Chelsea og AC Milan var blandt de største, der havde snøren ude efter ham, men han valgte Ajax. En klub med et renomme for en fantastisk talentudvikling. Med rette. AZ Alkmaar og Feyenoord blev afvist af Eriksen.

At Christian Eriksen var en efterspurgt herre på OBs træningsanlæg – Ådalen – var tydeligt. OB var i 2008 i besiddelse af den daværende topscorer i Superligaen – Baye Djiby Fall – da en fornem herre på besøg - Danny Blind - der på daværende tidspunkt var sportsdirektør i Ajax. Mange troede at Danny Blind skulle kigge på Djiby Fall, som afløser for den daværende Ajax-angriber - Luís Suárez. Det var slet ikke tilfældet. Han kiggede nemlig på Christian Eriksen, der allerede som 16-årig jævnligt trænede med i OBs førstehold. Danny Blind var ikke i tvivl. De ville gerne have Christian Eriksen. En million euro og Danmarks største talent siden Michael Laudrup var nu deres.


Kunne ikke lide engelsk fodbold
Inden turen gik til Ajax havde Aston Villa også snøren ude efter Christian Eriksen. Det var ren nonsens for Eriksen dengang. For som han sagde: ”Jeg kan ikke lide engelsk fodbold”. Teknisk fodbold har nemlig altid været Christian Eriksens element. Teknisk fodbold og Ajax har da også altid hængt sammen som hånd i handske. Udviklingen skulle nu tage fart – og han skulle som bekendt også komme til England.

Før var der dog en tid på Ajax' U19-hold, men ikke længe. Christian Eriksen skulle nemlig hurtig vise sig at brænde så meget igennem, at Ajax' daværende træner Martin Jol gav ham en tidlig debut på førsteholdet. Allerede i en alder af 17 år fik han sin debut for Ajax' førstehold i en udekamp mod NAC Breda og efterfølgende var Christian Eriksen limet til Amsterdam-holdets holdkort hver uge, hvor specielt Frank de Boer havde et specielt godt øje til Christian Eriksens kvaliteter. Frank de Boer var manden, der trænede Christian Eriksen på Ajax' ungdomshold og danskeren havde et unikt forhold til de Boer.

- Han var min ungdomstræner, og den største indflydelse på min karriere. Ham som virkelig satte mig i gang. Som barn var min favoritspiller Fransesco Totti, og da jeg voksede op var min rollemodel Michael Laudrup. Men Frank de Boer er den mand, som har forbedret mig mest som fodboldspiller, udtalte Christian Eriksen til World Soccer.

Christian Eriksen fik også en stor påvirkning på successen i Ajax, for det er blevet til tre hollandske mesterskaber og et pokalmesterskab på fem år i Ajax. I de første 158 kampe blev det til 30 mål og 62 assists. Udover det så bidrog han med et enormt løbepensum, på trods af at hans kvaliteter ligger i det offensive. Meritter som ikke gik ubemærket hen i det store fodbold-Europa.

- Jeg synes, at et skifte til Manchester City sidste år ville have været for tidligt for mig. Jeg havde det godt i Ajax, og har det stadig godt her. Jeg har ikke en klub, som jeg har kastet mit hjerte over, hvis jeg skal væk fra Ajax. Jeg er åben for hvad, der sker. Jeg tænker ikke på nogle bestemte lande, så som England, Spanien eller Tyskland. Jeg vil selvfølgelig gerne til en stor klub, som kæmper med om Champions League. Det vil selvfølgelig være det optimale, men jeg vil skifte dertil hvor jeg har lysten til at spille fodbold, sagde Christian Eriksen til World Soccer.


Salg af Bale åbnede for skiftet til London
I sommeren 2013 lavede Tottenham en rekordhandel, da Gareth Bale blev solgt til Real Madrid, og for de mange penge kom der syv nye spillere til Tottenham. Erik Lamela, Roberto Soldado, Paulinho, Etienne Capoue, Vlad Chriches, Nacer Chadli og… Christian Eriksen. De seks andre end danskeren må samlet set betegnes som en stor skuffelse, og havde det ikke været for Eriksen, havde det været tæt på en katastrofe.

Siden skiftet til London-klubben er Eriksen i store perioder blevet kritiseret for ikke at præstere godt nok på det danske landshold sammenlignet med spillet for Tottenham, og indtil afslutningen af VM-kvalifikationen 2018 kunne man slet ikke genkende Eriksens præstationer på landsholdet – sammenlignet med det høje niveau fra Premier League.

Dertil kan der være flere forklaringer, men et par stykker af dem kunne være, at den meget forsigtige Eriksen ikke fungerede særlig godt under landstræner Morten Olsen, der havde en meget “tysk” ledelsesstil og var alt andet end kammeratlig – som stilen virker til at være under den succesfulde Åge Hareide. Derudover har Eriksen utvivlsomt også levet godt af holdkammeraterne hos formstærke Tottenham. De har medvirket til hans succes, når de har foretaget de nødvendige løb for, at Eriksens spil kunne udfolde sig. Samtidig begyndte Eriksen på landsholdet at ligne Michael Laudrup mere og mere.

Begge havde holdkammerater på landsholdet, som ikke helt forstod deres spil og en landstræner, som de ikke fungerede godt sammen med. Alt dette skete, imens deres klubkarriere var på det højeste og meget succesbelagt. Daværende landstræner Morten Olsen sagde i 2014 om Christian Eriksens indsats efter kampen imod Portugal.

- Med de kampe han har spillet, skal han styre kampen, og det gør han ikke. Derfor må vi kritisere ham. Det må han leve med…

Men Olsens kritik gik sikkert lige i hjertet på den generte og til tider selvudslettende Eriksen. Præstationerne var dårligere for Eriksen under Morten Olsen, og hans første 50 landskampe var ikke gode, mens de næste 25 satte en helt anden standard.

Hareide var tiltrådt, og da Danmark i Irland kvalificerede sig til VM i Rusland, blev Christian Eriksen udråbt til ”Kong Christian”, og han var i den grad talismanen for Danmark i den præstation. Holdkammeraten Kasper Schmeichel og mange eksperter mente, at Eriksen havde verdensklasse, men den positive kritik tog hovedpersonen nok engang med sindsro.

- Det er op til andre, om de vil kalde mig for en verdensstjerne. Det har ikke noget med mig at gøre. Jeg kalder ikke mig selv en verdensstjerne. Jeg er stadig bare Christian fra Middelfart, selv om jeg har lavet tre mål mod Irland. Så er jeg den samme…

Så modsat mange af de andre verdensstjerner, som Christian Eriksen bliver sammenlignet med – så er han en beskeden verdensstjerne…
Læs hele artiklen
David Moyes – skotsk fighter skal rejses
Den nye West Ham-manager er på jagt efter oprejsning efter meget skuffende perioder hos Sunderland, Real Sociedad og Manchester United - hvor han blev en dårlig kopi af Sir Alex Ferguson.
- Mr. David Moyes is probably a fine example to everybody in government of stability and making the right decisions for the long term.

Sådan sagde den engelske sportsminister Andy Burnham om den skotske fodboldmanager David Moyes, da han påtog sig én af verdens sværeste manageropgaver – nemlig at afløse legenden Sir Alex Ferguson i Manchester United. Men at det netop skulle blive Moyes, var måske ikke så tilfældigt, som det først lød, da Manchester United kom med den officielle udmelding. For ønskede “De Røde Djævle” at finde en mand, som mindede om Sir Alex - så valgte de rigtigt.

Udover at begge managere er skotter, har de faktisk også en fælles baggrund, som har været med til at præge dem til de personer, som de er i dag. Her spiller den tidligere så ukendte fodboldklub – Drumchapel Amateurs – og navnet Douglas Smith en stor rolle.

Både Ferguson og Moyes har fået en del af deres opdragelse i klubben, og det har i den grad været med til at påvirke dem. Den fineste amatør-klub i Skotland har nemlig stolte traditioner, men også stor fokus på streng disciplin, som begge de skotske managere har udvist i gennem karrieren. Udover disciplinen har de også – hos Drumchapel – fået deres aggression, passion og vilje til sejr i de specielle opgivelser.

Moyes har blot taget nogle længere skridt end Ferguson for at finde sejrene, og der har faktisk til tider været flere nedture end opture. Efter udnævnelse som West Ham-manager er det nu tid til en succesoplevelse for Moyes efter meget dårlige perioder hos Sunderland og Real Sociedad – men hvordan ser det ud, hvis man går lidt længere tilbage i tiden?


Fattig barndom i Glasgow
David Moyes blev født i Bearsden, hvilket er én af de fattigste forstæder til Glasgow. Hans mor arbejdede i en tøjbutik og David senior tjente lidt i den lokale tømmerhandel. I disse Glasgow-gader var det utilgiveligt at ende op med at spille for rivalerne fra Celtic, men trods dette… endte Moyes op med netop at gøre det, da han som bare 17-årig fik en kontrakt med den skotske storklub.

Moyes spillede i Celtic indtil 1983, hvor han lavede et meget overraskende skifte til Cambridge United, og derefter fulgte der en forfærdelig tid. I de efterfølgende ni sæsoner oplevede Moyes at rykke ned hele fire gange, da han spillede for klubber som Bristol, Shrewsbury og Dumfermline.

Nedturen gav grobund til den person, som den iltre skotte er i dag, for allerede da han var i midten af tyverne, begyndte han at interessere sig for træningsmetoder. Dog ikke ud fra en ambition om at blive Premier League-manager, men mere bare for altid at blive bedre, har hans tidligere holdkammerat Ross Jack fortalt.

I Shrewsbury var han tæt på at blive ansat som assistent til den tidligere Manchester-spiller Mickey Thomas, men det endte i vasken, da Thomas ikke ønskede at være manager i klubben alligevel, og i stedet endte Moyes tilbage i Skotland, hvor han som 30-årig kom til Hamilton. I hjemlandet blev det til endnu en skuffelse, men så startede opturen, da han skiftede til Presten North End.

I 1995 var selveste David Beckham udlejet til Presten North End, og superstjernen har fortalt i sin biografi om mødet med Moyes:

- Moyes var sådan en spiller, der sprang ned i alle tacklinger. Han råbte hele tiden og fik alle sine holdkammerater til at ydre deres bedste for at vinde kampene. Alle kunne se, at David en dag ville blive manager.

Beckham tog som bekendt til Old Trafford – ligesom Moyes skulle gøre 18 år senere. Dette sker efter at forholdet mellem Presten North End, Moyes og Manchester United var startet meget tidligere. Da Eric Cantona fik en lang karantæne - for sit vanvittige spark på en Crystal Palace-fan – spillede United flere træningskampe imod Presten, for at franskmanden skulle holdes i form, og her fik Moyes flere gange ansvaret for Presten. Selvom der var tale om træningskampe i en afslappet stemning, stillede Moyes store krav til Presten-spillerne, og det var medvirkende til, at han senere blev manager i klubben. Dette blev starten til et samarbejde mellem Presten og Manchester United, som handlende mest om lejeaftaler og mange træningskampe.

I 1996 rykkede Presten op i 3. Division med Moyes som et stor aktiv på banen, men da klubben et par år senere gjorde den populære manager Gary Peters til chef for klubbens akademi, blev Moyes manager, selvom selveste Ian Rush også var i spil til jobbet. Moyes afværgede en truende nedrykning, og året efter var Presten i play-offs og to år efter rykkede de op.

Dette blev bemærket hos større klubber som Nottingham Forrest og Sheffield Wednesday, men dette ønskede Moyes ikke. Han blev i Presten, også da Sir Alex Ferguson ønskede ham som assistent, da Brian Kidd rejste til Blackburn. I 2001 var Presten rykket helt op i toppen af ”The Championsship”, men de tabte playoff-kampen til Bolton – dog skulle Premier League snart komme til Moyes. Evertons viceformand Bill Benwright har fortalt, at det tog ham kun 30 sekunder at afgøre, at Moyes skulle blive deres nye manager i foråret 2002.


You have got red hair, but we don't care
Tiden i Everton var unik, selvom der også har været nedture, men hele elleve år i samme Premier League-klub gør Moyes' præstation til noget helt specielt, hvilket fansenes begejstring stadigvæk også bevidner, når det lyder udover Goodison Park:

- Davie Moyes! Davie Moyes! Davie Davie Davie Moyes!
You have got red hair, but we don't care
Davie Davie Moyes!

Tilstanden i Everton blev også voldsom forbedret under Moyes, selvom den skotske manager aldrig vandt noget med ”The Toffees”. Truppen, som Moyes overtog, var aldrende, og den økonomiske situation var meget presset, men trods dette var Moyes i klubben i mange år. Tidligere har Moyes sagt, at når Everton sluttede på en 13. plads i Premier League, var det en god sæson – sådan er det ikke længere.

I 2002/03 sluttede Everton på 7. plads - blandt andet med en ung Wayne Rooney på holdet - efter holdet igennem foråret faktisk var placeret højere oppe i stillingen, og på den sidste kampdag missede Everton muligheden for at spille europæisk fodbold, men den efterfølgende sæson var der ballade i klubben – og klubben sluttede lige over nedrykningsstregen.

Sæsonens sidste kamp endte med et ydmygende 1-5-nederlag til Manchester City, og holdet sluttede kun lige over nedrykningsstregen. Moyes havde også mistet ”omklædningsrummet”, efter han havde haft et opgør med holdets anfører Duncan Ferguson, og derudover var der også gnidninger mellem Rooney og Moyes. Disse blev afsluttet i sommerpausen, da Rooney blev solgt til Manchester United for klubrekorden på 250 millioner kroner.

Trods salget fik Moyes ikke mange penge til at købe ind for i den efterfølgende sæson, men alligevel endte Everton på en flot fjerdeplads. Senere blev der i stedet brugt 130 millioner kroner på at etablere træningsanlægget – Finch Farm, der åbnede i foråret 2007. Men kan Moyes godt agere på transfermarkedet?


Blandende transfer-bolsjer
I Everton-tiden formåede Moyes at hente spillere fra mindre markeder som det belgiske, det irske og det græske, og flere gange på en snedig vis. Joseph Yobo og Mikel Arteta blev f.eks. hentet på låneaftaler, sådan at Moyes kunne kigge dem an, inden han købte dem. Arteta endte med at koste Everton sølle 20 millioner kroner – ligesom den målfarlige midtbanekollega Tim Cahill gjorde. Af andre gode handler kan nævnes Marcus Bent, der kun kostede fem millioner kroner, Steven Pienaar der kostede 20 millioner kroner samt Maroane Fellaini – som blot kostede 140 millioner kroner, da han ankom til Goodison Park.

Naturligvis har der også været dårlige indkøb af Moyes i Everton, som Richard ”Wrong” Wright, James Beattie og især Per Krøldrup, der faktisk kostede hele 45 millioner kroner. Navne som Andy van der Meyde og Steven Naismith faldt også igennem i Everton, og Moyes kaldte blandt andet van der Meyde for ”værdiløs”.

Trods de dårlige indkøb skabte Moyes fremdrift i Everton. De ti år, før han kom til klubben, sluttede de gennemsnitlig på en 14. plads, mens Moyes-årene gav en solid 7. plads i gennemsnit, men det blev ikke til nogen trofæer, og der har været mange skuffelser i FA-cuppen.

I 2009 slog Everton tre hold fra ”Top 6” ud af FA-cuppen, inden de tabte til Chelsea i finalen, og i 2012 endte det også med en skuffelse, da rivalerne fra Liverpool vandt semifinalen over ”The Blues”.

I Premier League havde Moyes fine placeringer som i 2004/05-sæsonen, hvor klubben sluttede på en fjerdeplads, men det helt store problem for tiden i Everton var kampene imod de største hold i rækken. Han fik aldrig en udebanesejr over hverken Arsenal, Chelsea, Liverpool eller Manchester United – men det skyldes ikke, at han ikke kunne ”tænde” spillerne. Moyes har nemlig også et ry for at være en ”hårtørre” i omklædningsrummet, men peptalkene har ikke givet de ønskede resultater på det seneste.

I kalenderåret 2016 og 17 havde Moyes den sidste periode af tiden hos Real Sociedad og 43 kampe for Sunderland. Samlet set 54 kampe, hvilket gav blot en sejrsprocent på 18, så han er taget til West Ham for at finde genoprejsning.

For siden at den engelske sportsminister Andy Burnham kom med de rosende ord til den nykårede Manchester United-manager er det gået ned af bakke for den modig skotte.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Kan Moyes og West Ham redde hinanden?
Når David Moyes på søndag sætter sig tilrette på West Hams udskiftningsbænk til udekampen mod Watford, er det velvidende, at han er nødt til at skabe resultater i en fart. Moyes skal redde West Hams sæson, men bestemt også få sin egen karriere på rette spor igen.
Den ellers blandt fansene så populære Slaven Bilic har i lang tid været ”dead man walking” i West Ham. Efter nederlaget til Liverpool mistede klubbens ejere endegyldigt troen på, at kroaten var den rigtige mand i spidsen for "The Hammers."

Da en ny manager skulle findes, faldt valget på den 54-årige David Moyes, der senest styrede Sunderland ned i The Championship. Moyes blev kun tilbudt en kontrakt frem til afslutningen af indeværende sæson, så han er under voldsomt tidspres og skal levere resultater i en fart, hvis han vil gøre sig forhåbninger om at få den kontrakt forlænget.

Slaven Bilic fik en fremragende start i West Ham. Fansene var blevet trætte af forgængeren Sam Allardyce og især den spillestil, han stod for, så de tog imod Bilic med åbne arme. Bilic kvitterede med flotte resultater i sin første sæson, der bød på sejre over blandt andre Liverpool, Manchester City, Chelsea, Arsenal, Tottenham samt ikke mindst Manchester United i den allersidste kamp på Upton Park.

Op til den følgende sæson flyttede West Ham væk fra de trygge rammer omkring Green Street og ud til et trist industrikvarter i nærheden af den gamle landsby Stratford. Klubben havde lavet en økonomisk meget lukrativ aftale med London om at leje byens olympiske stadion og solgte hurtigt over 50.000 sæsonkort. Fremtiden så aldeles glimrende ud, men rent sportsligt er det dog langt fra blevet den succes, som klubben havde håbet på. Resultaterne udeblev, og fansenes tålmodighed med de to ejere er mildest talt ved at være opbrugt.

Mange af fansene føler, at flytningen skete henover hovederne på dem og savner de trygge rammer omkring det gamle stadion. En stor del af fansene mener, at ejerne ved starten af hver transfervindue lover dem verdensklassespillere for ved slutningen af vinduet i stedet leje spillere fra væsentlig lavere hylder og siden trække store summer ud af klubben og ned i egne lommer.

I nuværende sæson er det gået fortsat støt ned ad bakke for West Ham. Klubben leverede ellers et forholdsvis fornuftigt transfervindue, men da London Stadium i starten af sæsonen skulle bruges til VM i atletik, startede West Ham sæsonen med tre udekampe, som alle blev tabt. Siden er det blevet til blot to sejre, og da rygterne samtidig gik på, at Bilic havde tabt omklædningsrummet, ikke kunne motivere spillerne og få dem i tilstrækkelig i form, så var fyringen den logiske konsekvens.

Nu er det Moyes, der står i spidsen for West Ham. Han har fået følgeskab af den gamle landsholdsback Stuart ”Psycho” Pearce samt Alan Irvine og Billy McKinlay som assistenter. Den kvartet bliver - modsat Bilic - nok ikke beskyldt for at være for blød over for spillerne, og Moyes udtalte da også om spillerne på sit første pressemøde:

- Stram op, ellers du ryger på bænken. Løb, eller du ryger på bænken. Jeg har travlt, og det burde de også have.

Klubbens topscorer fra sidste sæson Michael Antonio udtalte til BT Sport Football om træningen under Moyes:

- Træningen er intens og anderledes, men jeg ser gode ting.

På søndag bliver vi en smule klogere på, om der er sket positive forandringer, men svaret på, om Moyes og West Ham kan redde hinanden blæser fortsat i vinden - nøjagtig som de berømte sæbebobler, der er en fast bestanddel af West Ham-kampe på London Stadium.
Læs hele lederen
Liverpools hullede defensiv
Indkast.dk har kigget Jürgen Kloops forsvar efter i sømmene, og det ser ikke godt ud…
I gårsdagen udgave af de engelske aviser havde Philippe Coutinho travlt med at forsvare Liverpools forsvar, og den ombejlede brasilianer slår fast, at det er hele holdet, der deltager i det defensive arbejde.

Nuvel skal alle deltage i forsvarsspillet, men mange af målene imod Liverpool er lavet efter store personlige fejl. Derudover er det i den grad på udebane. I de fem udebanekampe har Jürgen Kloops defensiv lukket 15 mål ind – mens der blot er scoret én gang imod dem på Anfield Road. Selvom de har gjort det fint på hjemmebanen, har de haft den værste defensiv siden 1964 efter ni turneringskampe.

Fem mål imod Manchester City og fire i weekendens Tottenham-kamp har naturligvis være dyre i ”regnskabet”. Klub-legenden Graeme Souness er nådesløs i kritikken og hævder, at holdet ikke har en defensiv profil, ingen organisation og i den grad mangler en styrmand. Souness mener også, at Dejan Lovren i weekendens kamp var alt for venlig overfor Harry Kane.

Spørgsmålet er, om Liverpool mangler kvaliteten i forsvaret. Umiddelbart virker det ikke til, at det har samme niveau som deres rivaler i toppen af Premier League, men de mangler ikke pengene til at skaffe dem. Således har Liverpool det fjerde største lønbudget i Premier League, men de er klart det hold, som har lukket flest mål ind i denne sæson – kriseramte Crystal Palace har endda lukket færre mål ind.

På målmandsposten har Simon Mignolet og især Loris Karius været meget udskældt, og måske kunne Virgil van Dijk i sommerens transfer-vindue have skabt noget tiltrængt ro og selvtillid til defensiven, men det fejlede, og det gjorde Liverpool-ledelsen i den grad også. For denne havde slet ikke en plan B klar, da indkøbet af Southampton-spilleren tidligt i forløbet begyndte at trække i langdrag.

Liverpool har forsømt at forstærke sig betydeligt i defensiven modsat flere af de andre tophold. De fik slet ikke købt den centrale forsvarsspiller og målmand, som de manglende, og det betaler de dyre lærepenge for nu.

Klopp har været ansvarlig for Liverpool i 77 kampe, og i dem har de blot holdt ”Clean Sheets” i 29,8% af kampene, hvilket er langt fra forgængerne Rodgers og Benitez. Derudover er Klopp også den eneste i trioen, som har en sejrsprocent under 50%. Dette skal ændres – gerne med den ”Klopp-effekt”, som har været gemt væk i en alt for lang periode.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Giroud de specielle måls mester? 100 Arsenal-mål for Giroud – Se dem her Artikel ikon Vanvittigt mål af Sigurdsson Artikel ikon Vanvittige Shelvey Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Serie A - runde 13 Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Tidligere medspiller: Gravesen var sær Artikel ikon Fejl hos Fellaini Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 8: Bedste West Brom-managere Ugens hold fra Bundesligaen - runde 12 Artikel ikon Ugens hold fra Superligaen - runde 16 Artikel ikon Top 10: Flest PL-indskiftninger Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Sevilla - Liverpool Spil: AS Roma - Lazio Artikel ikon Spil: Italien - Sverige Artikel ikon Spil: Kneben United-sejr på Anfield Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Carlo Ancelotti - mit spil Robert Enke: Et alt for kort liv Artikel ikon Hjem til Fodbold Artikel ikon - En tikkende bombe Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Tidligere VM-vindere som ikke kom med Diego Maradona - Stjernen fra villavejen Artikel ikon 'En rigtig Jesper Olsen' Artikel ikon Premier League - Tilbageblik af Indkast Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Fredagens engelske rygter Rygte: Fem spillere er ønsket i Madrid Artikel ikon Torsdagens engelske rygter Artikel ikon PSG tilbyder United-spiller kontrakt Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Alexandre Lacazette
Vidste du om ... Cristian Ziege Artikel ikon Vidste du om ... Vinicus Junior Artikel ikon Vidste du om ... Kasper Dolberg Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Top 8: Bedste West Brom-managere Top 10: Flest PL-indskiftninger Artikel ikon Champions League-statistik Artikel ikon West Hams defensive problemer Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Randers - SønderjyskE Optakt: FC København - Lyngby Artikel ikon Optakt: FC Helsingør – AaB Artikel ikon Optakt: Silkeborg - Brøndby Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: FC Köln - Arsenal Startopstillinger: Sporting – Olympiacos Artikel ikon Startopstillinger: Anderlecht - Bayern M Artikel ikon Startopstillinger: PSG - Celtic Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Cornelius og Atalanta vinder på Goodison Nederlag til FCK i Moskva Artikel ikon Arsenal-reserver taber i Tyskland Artikel ikon Atlético Madrid vinder terræn mod Roma Artikel ikon Se flere