Robert Enke: Et alt for kort liv

Af Torsten Brix

2017-08-24
Robert Enke: Et alt for kort liv

I dag ville Robert Enke have været blevet 40 år - derfor genposter Indkast.dk et kapitel fra den meget anmelderroste bog om den tyske landsholdsmålmand, der begik selvmord.

Robert Enke opfandt kyssemaskinen. Han sad på parketgulvet i Jörg Neblungs hus i Köln og løftede agentens etårige datter Milla op i luften med en robots staccatoagtige bevægelser.

”Jeg er kyssemaskinen,” sagde han til sit gudbarn, mens han i ryk løftede barnet op, indtil det var på højde med hans ansigt. Der fuldendte maskinen så sin opgave med et smækkys på kinderne.

Jörg betragtede dem og tænkte på, hvor godt Robert så ud. Han havde en hvid sommerskjorte på, der stod godt til hans solbrune hud. Han havde afbrudt sin ferie i Lissabon for at spille en velgørenhedskamp i Tyskland.

”Igen?” spurgte han Milla, og så gik kyssemaskinen knirkende i gang på ny.

Der gik en måned, før Jörg atter så Robert. Det var med billederne af den veloplagte kyssemaskine på nethinden, at han i juli tog til Kärnten i det sydlige Østrig, hvor Hannover 96 forberedte sig på den nye sæson. Der fandt han en mut og reserveret målmand.

”Jeg ved ikke, hvad der er galt. Jeg har følt mig træt hele dagen.”

”Det er helt normalt, Robbi. Du bliver jo også ældre.”

Han ville blive 32 om et par uger. Jörg prøvede det bedste, han havde lært, men der kom ikke gang i samtalen. De hang fast i professionelle emner: forsikringsdækningen ved tab af erhvervsevne, René Adler og det tilbagevendende emne om, hvorvidt Hannover skulle spille med en eller to angribere.

”I den her sæson kommer vi til at kæmpe for at undgå nedrykning,” profeterede Robert.

I løbet af de seneste sæsoner havde klubben brugt millioner på spillere, der hverken havde forstærket holdet eller tilført det mere humør. Nu var der ikke flere penge til forstærkninger, og rutinerede Michael Tarnat, en af grundlæggerne af Kabine Zwei, havde efter knap 500 førsteholdskampe for en håndfuld topklubber tilmed indstillet karrieren. Det var måske de dårlige perspektiver for Hannover, der gik Robert på, tænkte Jörg.

”Jeg er bare så træt hele tiden,” sagde Robert til Teresa i telefonen.

”Du er jo altid træt, når I er på træningslejr.”

Hanno Balitsch lagde mærke til, hvordan Robert ofte trak sig tilbage til sit værelse om eftermiddagen, når de andre blev på hotellets terrasse for at genfortælle de anekdoter, de alle kendte til bevidstløshed. For eksempel den om hvordan de havde rullet holdlederen Mille i æg og fjer. Vittighederne og fodboldsnakken med holdkammeraterne havde altid været dagens bedste stunder for Robert, der tit gik forrest ved at imitere comedyserien Stromberg.

Men nu var det, som om Robert ikke længere var en del af holdet. Selv ikke under træningen. Han trænede meget alene sammen med målmandstræneren Jörg Sievers. VM-sæsonen var begyndt, og han arbejdede hårdt med sit spil. Men han kunne ikke forstå, hvorfor det var så svært at komme ud af sengen om morgenen.

”Ferien var også så stresset,” fortalte han Marco, da han ringede til ham fra hotelværelset.

Marco spekulerede over, hvordan i alverden ferien kunne have været stresset. Robert havde jo fortalt, hvor positivt alting tegnede sig, da de først på ferien havde mødtes i Rheinlandet.

”De sidste to uger i Lissabon fik jeg ikke slappet ordentligt af. Min bror var der, og vi skændtes. Der løb syge hunde rundt på ejendommen, som skulle til dyrlægen, og så gik der en dag med det. På grund af huset skulle vi hele tiden forholde os til diverse håndværkere.”

Udmattelsen sad stadig i ham, da han kom hjem fra træningslejren. Han prøvede at ignorere den.

Andreas Köpke besøgte ham til træningen i Hannover. Dagen før havde han været sammen med Tim Wiese i Bremen. Med et år til VM-slutrunden gav Köpke give sine målmænd nogle ting, de kunne arbejde med for at forbedre deres spil. Han havde fyldt en DVD med scener fra forskellige kampe for at understrege sin opfattelse af den perfekte målmand. En passage med Chelseas målmand Petr Čech var særlig interessant for Robert. Når der kom indlæg, stod Čech midt i målet og ofte et par meter foran mållinjen; Robert stod meget tættere på den nærmeste stolpe og på mållinjen.

”Når du står midt i, kan du også plukke de indlæg ned, der var tiltænkt angriberne ved bageste stolpe, eller dem, der ligger midt i straffesparksfeltet. Indlæg, som du ellers aldrig ville nå ud til,” forklarede Köpke. Álvaro Iglesias, 2. divisionsmålmanden fra Tenerife, havde sagt præcis det samme til ham fem år tidligere. Nu da Tysklands målmandstræner også sagde det, afprøvede han Cechs koncept under den daglige træning i Hannover.

Han var anspændt, da han den 2. august tog hul på sæsonen med en pokalkamp mod Eintracht Trier fra Regionalliga West. Han tænkte, at det var helt normalt. Men nu begyndte det igen.
Mosel Stadion i Trier havde lave tribuner med lyseblå bølgeblikstage. Der var ikke engang udsolgt. Hannover var foran 1-0 ved pausen, og med lidt held havde udeholdet scoret både to og tre mål mere i løbet af de første 45 minutter. Trier fandt styrke i, at holdet ikke var mere bagud. Hjemmeholdet havde stadig alt at spille for. Inspireret af deres gode øjeblikke i projektørlyset rakte holdet fra den fjerdebedste tyske række ud efter sensationen.
Et indlæg sejlede ind på kanten af det lille felt foran Robert. Han så Triers Martin Wagner sprinte efter bolden og drønede med spredte arme ud for at gøre målet mindre. Men Wagner havde allerede udlignet. Ingen drager en målmand til ansvar for sådan en scoring – bortset fra målmanden selv. Han var kommet for sent ud. Fire minutter senere var stillingen pludselig 2-1. I forvirringen over udligningen havde Hannover-forsvaret ladet to Trier-angribere være alene med Robert Enke.

Det var ikke til at komme udenom. Trier, et hold fra tysk fodbolds 4. division, havde udviklet sig til et nyt Novelda for Robert. Kampens forløb var nøjagtig det samme. Selv ned i sekundet for scoringerne. Det havde kun akademisk interesse, at Trier vandt 3-1, hvor Novelda i sin tid havde vundet 3-2.

Sæsonen var blot en kamp gammel. Alligevel havde Hannover allerede mistet troen på, at tingene kunne ende godt for dem. Sommeren igennem havde spillerne og Dieter Hecking arbejdet hårdt for at overbevise sig selv og hinanden om, at man sammen kunne finde ud af det. Men nederlaget blotlagde på ny frustrationerne, der havde luret under overfladen. Systemet med en defensiv midtbanespiller og to angribere fungerede ikke. De hang ikke sammen som hold længere. Hvornår ville klubben omsider befri dem for træneren? Samarbejdet med spillerne må også have været ren tortur for Hecking.

Et mylder af tanker rumsterede i Roberts hoved. Igen og igen nåede han frem til samme konklusion: Intet ville lykkes. De sorte tanker formerede sig og gjorde hans hoved tungt som bly. Pludselig stod det klart for ham, hvad der havde været på vej i ham siden juli.

Han skrev sine aftaler ind i en dagbog med muldvarpeskind. Om onsdag den 5. august 2009 skrev han: 10 og 15.30 træning. Umiddelbart efter tilføjede han: For øjeblikket er det utrolig svært at være positiv. Det ramte mig ret hurtigt og uventet. Snakkede med Terri og fortalte hende om mit behov for at åbne op. Men jeg ved, det er umuligt.

Hvorfor nu, tænke han. Den første kliniske depression havde ramt ham i 2003, da han som misforstået målmand havde følt sig værdiløs i FC Barcelona. Denne gang var der ingen lighedstegn. Han fandt aldrig selv frem til et svar på, hvorfor de mørke tanker vendte tilbage den sommer. Ingen andre vil nogensinde være i stand til at give ham det.

En række ting tyngede ham naturligvis. Presset for at være fejlfri i sit livs sæson, hvor han skulle manifestere sig som Tysklands nummer et, var enormt fra ham selv og mange gange større fra medierne. Den anspændte situation i Hannover, hvor han som anfører var fanget som en lus mellem to negle, sled også på nerverne. Ingen glemmer nogensinde et barns død, så Lara lå som en skygge over alt, selv om han gennem de seneste to år havde lært at leve med det så godt, som han nu kunne. Måske var det alene reaktionen efter Laras død, der bragte mørket tilbage.
Men det er også muligt, at hans anden kliniske depression blev fremkaldt af noget helt andet. Måske en mindre ting, som hverken Robert, hans psykiater eller andre kunne have peget på. Depressioner følger ikke et mønster. Et menneske, der er disponeret for sygdommen, kan sandsynligvis klare ekstremt stressede situationer uden problemer. Til gengæld kan en almindelig, dagligdags episode slå vedkommende helt ud af kurs.
Han mente, at han vidste, hvad der skulle til. Han måtte tidligt op om morgenen, skifte Leilas ble og helst ikke hænge for længe over morgenmaden. Og så skulle han til træning. Begyndte han nu dagen efter et fast skema, hvis han nu udførte tingene i rækkefølge, så ville angsten ikke få så meget plads i hans hoved. Det afgørende var morgenen. Han vågnede og var angst for dagen. Blev han i sengen så meget som et minut længere, ville angsten tage ham som gidsel.

Hanno Balitsch forstod det ikke. Robert bed konstant sig selv i læben, og han var stort set holdt op med at sige noget. Selv når de sammen luntede fra træningsanlægget til omklædningsrummene, virkede han underligt fraværende. Hans blik var ufokuseret. Han så lige igennem sine holdkammerater.

Efter træningen beholdt markspillerne deres støvler med plasticknopper på, mens de joggede de få hundrede meter tilbage til omklædningsrummene. Målmændene, der brugte lange aluminiumsknopper, skiftede støvlerne ud med løbesko. Hanno udnyttede øjeblikket, da Robert knælede for at skifte sko.

”Forlader du den synkende skude, Robert?”

”Hvad mener du?”

Hanno havde spekuleret over, hvad der mon gik hans ven på. Og så var han kommet i tanke om noget, Robert for nylig havde betroet ham: Han var måske på vej til Schalke 04, hvis Bayern München ellers kunne lokke Schalkes målmand, Manuel Neuer, til det sydtyske før næste sæson. Schalkes træner, Felix Magath, havde på et tidspunkt sendt en føler ud til Robert.

”Næh, der er ikke gang i noget,” sagde Robert.

”Men et eller andet har fået dig ned med nakken.”

”Ja, men jeg kan ikke fortælle om det lige nu.”

”Okay.”

Hanno spurgte ikke om mere. Han og Robert havde et venskab med klare grænser. For eksempel talte de aldrig om personlige forhold.

”Det brød Robert sig ikke om. Det ville have gjort ham utilpas, hvis jeg havde fortalt om personlige problemer derhjemme,” sagde Hanno Balitsch.

De fulgtes tavse ad til omklædningsrummene. Den eneste lyd var Hannos fodboldstøvler, der klaprede mod parkeringspladsens asfalt.

”For fanden, Hanno har fået mistanke om et eller andet,” sagde Robert til Teresa, da han kom hjem.

Om eftermiddagen kastede han sig over praktiske opgaver for at vise, at han stadig havde styr på tingene. Han gjorde jacuzzien ren. Han fik det nu ikke mærkbart bedre. Så blev han vred: Hvorfor skulle det også gøre tingene bedre, at han rensede jacuzzien? Hvordan skulle noget nogensinde blive bedre?

Teresa tænkte højt, mens de spiste. Måske de skulle involvere nogen i, hvordan han havde det? I det mindste deres bedste venner, så han ikke konstant behøvede at spille skuespil.
Før træning dagen efter spurgte han Hanno, om han havde tid et øjeblik.

”Har du nogensinde gjort dig erfaringer med depression?”

”Næh,” svarede Hanno og regnede med, at en eller anden i Roberts familie måtte lide af sygdommen.

”Jeg har alvorlige problemer med det.”

Hanno Balitsch kendte til sygdommen som de fleste andre. Men da han på vejen hjem kom til at spekulere over, hvad der kendetegner sygdommen, kunne han ikke komme i tanke om noget som helst.
Hanno købte bogen My Black Dog af Matthew Johnstone. Det er en lille billedbog om en ung mand, der bliver forfulgt af en sort hund. Når den sorte hund dukker op, mister den unge mand lysten til alt. Han kan ikke koncentrere sig, han kan ikke spise noget – han er slet og ret bange for den sorte hund. Han skammer sig så meget over sin angst, at han ikke fortæller nogen om hunden. Det gør kun det hele værre.

”At lyve om noget følelsesmæssigt sluger al ens energi,” siger manden i billedbogen. Bogens undertitel er 'Hvordan jeg fik min depression i snor.'

”Nu forstår jeg lidt af, hvad Robs går igennem,” sagde Hanno til Teresa.

Hun bad ham om at holde øje med sin mand. Det var vigtigt, at hans tanker ikke gik på strejftogt under træningen, at han ikke lod sig opsluge af de mørke tanker.

”Hvis du lægger mærke til, at han giver slip, så giv ham et los i røven.”

”Teresa, uanset hvor gerne jeg så end ville, kan jeg altså ikke gå til anføreren foran alle og enhver.”

”Okay, men så skub ham i det mindste i den rigtige retning.”

Hanno Balitsch betragter én med et fast blik i de klare øjne. Han er overbevist om, at livets udfordringer bedst klares lige på og hårdt, selv om den kompromisløse indstilling har givet ham problemer undervejs i karrieren. Han holdt op med at tale med Bild-reporterne, efter at han følte, de havde behandlet ham unfair. Efterfølgende var det stensikkert, at han blev sablet ned i karakterskalaen, hvis han spillede under niveau. Men sådan måtte det være.

Robert beundrede Hannos ukomplicerede tilgang til tingene, men den forvirrede ham også.

”Hanno kan være meget irriterende for både træneren og sine holdkammerater, men også for vores modstandere,” sagde han engang. De havde fundet ud af det lige med det samme.

”Når det kom til fodbold, så mente Robs og jeg ofte det samme,” siger Hanno og smiler.
”Som regel udtrykte vi det dog vidt forskelligt. Jeg var nok for ligefrem. Jeg sagde ting til både sportsdirektøren og træneren, som jeg nok ikke skulle have sagt. Robs kunne sige de samme ting, men når ordene kom ud af hans mund, lød de diplomatiske, ja nærmest acceptable.”

Det var underligt for Hanno pludselig at skulle rose redninger, han tidligere havde syntes var helt almindelige. Men han levede op til sit løfte til Teresa. Han overtalte Robert til et slag bordtennis efter træningen, og han inviterede ham på frokost. På et tidspunkt ringede Roberts mobil, da han var på vej på restaurant med Hanno. Det var Teresa.

”Jeg er på vej ud til frokost, sagde Robert.

”Er du alene?”

”Bare rolig. Din førerhund sidder ved siden af mig.”

Ugen efter nederlaget i Trier kørte Robert og holdet med InterCity Express til Berlin til sæsonens første Bundesliga-kamp. Som altid på togturene sad han og gennemgik sin fanpost ved siden af Tommy Westphal. ”Han er et vanedyr,” tænkte Tommy. Robert var så ufattelig træt, at han var bange for, at brevene skulle falde ud af hånden på ham.

Hannover tabte 1-0 til Hertha Berlin. Han havde gættet – nej, han havde vidst – at intet mere ville fungere. Hjemme i Köln så Jörg Neblung kampen på tv og tænkte det modsatte.

”Det er da utrolig, som Robert spiller. Og så i hans tilstand!”

Med et kvarter igen spærrede forsvarsspillerne for hans udsyn, og derfor så han først Raffael de Araújos skud fra distancen, da det med retning mod mål fløj over hovederne på dem. Alligevel lykkedes det ham med fingerspidserne at vippe brasilianerens forsøg uden om stolpen. Kom han i vejen for skud som det, kunne hans depression ikke være særlig fremskreden, tænkte Jörg. Han ville sige til Robert, at hans redning havde været fantastisk.
Robert kom ham i forkøbet med sit opkald.

”Jeg kan ikke føle noget længere,” sagde han ærligt. ”Ingen nerver, ingen glæde, intet. Jeg stod derude, og jeg var fuldstændig ligeglad.”

Noget kunne han dog føle. Nemlig tilstedeværelsen af den sorte hund. Han trak baseballkasketten ned i panden og besøgte Dr. Stroscher. For anden gang i sit liv havde han brug for antidepressiv medicin. Han var fast besluttet på, at han ville have den samme medicin, som havde hjulpet ham i 2003. Medicinen fandtes nu i en nyere og mere effektiv udgave. Det kunne kun gå for langsomt med at mærke virkningen.

Den 16. august var han og Teresa inviteret over til Wilkes – deres datter fyldte seks år. Vejret var til fest i haven. Han følte sig totalt smadret. Gæsterne forventede, at han talte til dem, men hvordan kunne han? Han troede ikke, han kunne konversere normalt. Han lagde sig i en liggestol og lod, som om han sov.

”Hvor er det sødt. Han føler sig så meget hjemme her, at han bare lægger sig og tager en lur,” tænkte Uli Wilke.

Teresa derimod var ved at miste tålmodigheden. Hun vidste, at han bagefter ville bebrejde sig selv, fordi han ikke engang kunne opføre sig normalt til en børnefødselsdag. Det var depressionens fælde: Først frarøvede den ham evnen til at gøre de mest almindelige ting, siden trak bevidstheden, om at han ikke magtede dem, ham blot længere ind i sygdommen.
Hun lagde sin hånd på hans skulder. Han strakte sig og gjorde, som om han vågnede.

”Kom, lad os spille tennis.”

Hun tvang en ketsjer i hånden på ham. Han skulle slå til bolden, og hun ville med Leila på armen prøve at ramme den. Hun ville ikke risikere, at barnet begyndte at græde, så snart hun satte hende ned. Det magtede hun ikke oven i alt det andet.

Sabine Wilke undrede sig over, hvorfor Teresa altid svarede på Roberts vegne. Hvorfor hun talte til ham, som var han et lille barn:

”Kom nu, Robbi, tag da et stykke kage, du elsker kage.”

Det krævede en kæmpe indsats af ham at tage stilling til, om han helst ville have blommetærte eller ostelagkage. Han følte sig kronisk overmatchet i selv de mindste dagligdagsting. Alligevel formåede han at navigere sig gennem hverdagen: Han trænede, han smilede til fødselsdagsfesten, han spillede sin rolle. Uanset hvor mange kræfter, det sugede ud af ham, var det bedre at gøre et eller andet i stedet for at overgive sig til trætheden og tage en lur. For så kom tankerne.

Han fik øje på tre uåbnede breve på sit kontor. Det gav ham følelsen af, at stedet var på randen af kaos.

”Jeg kan ikke engang holde styr på mine papirer, jeg kan intet længere,” tænkte han. ”Det er alligevel for sent. Jeg har allerede gjort alt forkert.”

Der er kun en knivsæg mellem behovet for at få et skub og faren for at blive skubbet ud af kurs. Hans arbejde i Hannover 96 udviklede sig til et ekstraordinært nervepres for ham. Selv for en kernesund professionel ville det have været en stor mundfuld. Klubpræsidenten Martin Kind og sportsdirektøren Jörg Schmadtke overtalte Hecking til, at det vist var bedst for alle parter, hvis han trak sig tilbage. Det fromme ønske om at begynde på en frisk efter spændingerne året før havde vist sig illusorisk blot to kampe inde i den nye sæson. Det var den 19. august – samme uge som Robert ikke kunne bestemme sig for hvilken kage, han skulle vælge til børnefødselsdagen. Nu skulle han foran rullende kameraer forholde sig til fyringen af Hecking, og som anfører forventedes det, at han hjalp den nye træner, Andreas Bergmann, på plads. Samtidig havde han skyldfølelse. Han syntes, at de som hold havde et medansvar for placeringen i Bundesligaen.

Da Hannover vandt den første kamp under Bergmann med 2-0, blev der festet i omklædningsrummene i Nürnberg, som havde klubben netop undgået nedrykning. Robert var der ikke. Han stillede op til en stribe tv-interviews. Han nåede først i omklædningsrummet en lille halv time efter slutfløjtet.
Hanno Balitsch vidste, hvor stor en præstation det havde været for Robert at stå ansigt til ansigt med så mange reportere.

”Hr. Kuhnt, det er ikke i orden, at Robs skal stille op til så mange interviews. Han kan jo ikke være med, når vi fejrer sejren. Vi bliver nødt til at deles om interviewene,” sagde han til Hannovers presseansvarlige.

Ingen havde mistanke om noget. Den presseansvarlige tænkte, at Hannos indvending var forståelig. Det var vigtigt for holdmoralen, at de alle fejrede sejren sammen.

Det var, som om der altid fandtes en logisk forklaring på Roberts ændrede adfærd. Tommy Westphal undrede sig over, at Robert pludselig sagde nej til at deltage i velgørenhedsaktiviteter. Noget, han ellers havde brugt meget tid på tidligere. Men det er selvfølgelig fordi, han vil være mere hjemme hos sin lille datter, sagde Tommy til sig selv.

Robert fortalte gradvist Hanno alt om den sorte hund på de lange busture til udekampene. De kunne sludre uden frygt for at blive overhørt, for på et professionelt fodboldhold anno 2009 sad mindst tre fjerdedele af spillerne med hovedtelefoner på, så de kunne følge med i musik, film eller spil. Så var spillerne jo også fri for at tale med hinanden.

Robert fortalte Hanno om sin flugt fra Lissabon. Om Novelda, Frank de Boer og Istanbul. Depressionen dræber alle positive følelser, forklarede han Hanno.

”Pludseligt slår det dig, at alt er nytteløst, håbløst.”

Det var, som om adgangen til hans hjerne var snævret ind til en tynd kanal, der kun tillod det negative at passere. Raske forstod sjældent omfanget af depressionen, fordi de ikke forstod, at det var en sygdom. Folk undrede sig over, hvorfor han så alt i et negativt lys. Hvorfor kunne han ikke bare tage sig sammen?
De forstod ikke, at han var magtesløs over for sortsynet. Han kunne ikke længere kontrollere det. Hans hjerne havde ændret sig. Hjernelapperne i hovedet var som blokerede. Han havde svært ved at koncentrere sig om stort set alt. Men han talte langvarigt og detaljeret om sin sygdom.

Han fik det mildest talt ikke bedre. Han begyndte at græde på sin 32-års fødselsdag, den 24. august, da hans søster Anja ringede. Over for andre gratulanter – eksempelvis Torsten Ziegner, barndomsvennen fra Jena – spillede han problemfrit rollen som den cool målmand – ”Jeg skal bare blive ved med at spille godt, så bliver jeg nummer et til VM,” sagde han til sin gamle kammerat.
Da hans mor ønskede ham tillykke, spurgte han ligefremt: ”Mor, har du nogensinde lidt af depression?”

”Nej, det har jeg ikke. Jeg har været meget ked af det, men ikke depressiv, nej.”

I dag tænker Gisela, om han mon havde forventet, at hun ville stille ham et modspørgsmål. Om han i virkeligheden søgte en anledning til at tale om sine udflugter til afgrunden? Eller havde han ganske enkelt ønsket at finde ud af, om han havde arvet sygdommen fra hende? Den dag magtede hun ikke at gå længere ind i emnet.
Siden snakkede hun kun i telefon med Teresa. Han ville ikke tale med nogen. Han havde brug for ro og rutiner for at genfinde sin ligevægt, sagde han. Familien accepterede hans ønske. De ville jo gerne hjælpe.

Wilkes-parret havde købt en terrassevarmer til ham i fødselsdagsgave, fordi han holdt så meget af at sidde på terrassen indtil sent om aftenen. Men det var nok bedst, at de ikke kom med gaven lige nu, sagde Teresa.

”Ellers bliver det bare endnu en ting, der står og fylder. Han er i forvejen godt oppe at køre over ting, der står rundt om.”

Nu havde hun informeret alle deres venner fra nabolaget.

”Opfør jer bare normalt,” sagde hun til Wilkes.

”Men det gjorde jeg ikke,” indrømmer Uli. ”Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle opføre mig. Jeg var totalt stiv og kejtet.”

På Laras fødselsdag – det var en uge efter hans egen – gik han om morgenen sammen med Teresa hen på kirkegården, hvor de slap en hvid ballon løs. Han svedte af nervøsitet. Han skulle med InterCity til Köln 15.31. Han skulle med landsholdet i træningslejr i ti dage. Hvordan skulle han komme igennem det? Hvordan kunne han tilbringe hele ti dage op og ned af sine holdkammerater, uden at afsløre sig selv? Alt var slut, hvis det slap ud, at han led af depression.

”Robbi følte sig muret inde. Han havde to store drømme: at spille VM og at springe ud som depressiv. Han vidste, at det var umuligt at få begge drømme opfyldt. Det ene ville udelukke det andet. Han følte, at uanset hvad han så gjorde, kunne han ikke klatre over muren,” siger Marco Villa.

Den dag skrev Robert blot en enkelt sætning i sin muldvarpeskindsdagbog:

31. august 2009: Det var en kamp, men Terri overtalte mig til at tage til Köln.

Spillerne ankom til landsholdets træningslejr mandag. De hang ud i hotellobbyen, eftersom de endnu ikke havde fået noget program. For Robert kom den første test allerede den første aften. Den tyske spillerforening, VdV, havde valgt ham til årets hold 2008-09 og efterfølgende inviteret ham med til prisuddelingen. Han måtte styrke sig med opkvikkende medicin for at klare sig gennem festlighederne.

En minibus fragtede ham og to andre landsholdsspillere til Brauhaus ved hovedbanegården, hvor ceremonien skulle finde sted. De blev modtaget af Tim Jürgens, stedfortrædende chefredaktør for 11 Freunde, fodboldmagasinet der stod bag aftenens arrangement sammen med spillerforeningen. Jürgens vidste, at Robert syntes om hans magasin. Målmanden havde tidligere givet to meget åbenhjertige interviews til 11 Freunde. Så hvorfor kvitterede Robert mon så koldt for velkomsten, tænkte Jürgens. Det virkede end ikke, som om Robert ænsede ham.
Det høje loft i Brauhaus kastede gæsternes stemmer tilbage i hallen. Fodboldfolket var i deres rette element. Nogle Bundesliga-spillere fra Bochum og Köln snakkede med tidligere spillere og agenter. Flere gange afbrød Jörg Neblung sine samtaler for at se, hvordan det gik med Robert.

Heldigvis var han målmand, så han fik sin pris først. Han havde jeans og en brun fløjlsjakke på. Mange syntes, at hans ansigt så udmagret ud. Der var stadig en brummen af stemmer fra bagerst i lokalet, da han gik op på scenen. Forretningsføreren fra den tyske divisionsforening holdt en kedelig tale. Da han rakte mikrofonen til Robert, stivnede Jörg.

Nogle blandt publikum syntes, at Robert så forlegen ud. Andre mente derimod, at hans takketale havde været elegant underspillet, fordi forretningsføreren før ham netop havde været så tør. Jörg tænkte, at hans ven gav en forestilling, der var en Oscar værd. Han smilede endda! Jörg var hurtig og tog et billede med sin mobiltelefon, som han øjeblikkeligt sendte til Teresa. ”Du fatter ikke, hvor godt din mand tager sig ud her,” skrev han.
En time senere hentede bussen atter spillerne. Tim Jürgens skyndte sig til døren.

”Endnu engang mange tak fordi du kom. Det ville have været en trist aften uden dig,” sagde han til Robert. Målmanden gav Jürgens hånden og gik tavst videre uden at se på aftenens vært.

”Hold kæft, de flyver da gennem rummet i specialfremstillede UFO'er, lige så snart de kommer på landsholdet, når selv en mand som Robert Enke kan opføre sig sådan,” tænkte Jürgens ved sig selv.

I det sekund han kom ned fra scenen, havde Robert atter mistet al sin styrke. Da han forlod Brauhaus, var han ude af stand til at forholde sig til uventede situationer.

Senere lå han i sin seng. Pillerne forhindrede ham i at falde i søvn. Han vendte og drejede sig. Han var udmattet og samtidig lysvågen, alene i mørket. Det gjorde ham til et let bytte for de mørke tanker. Hvordan skulle han finde kræfterne til at træne i morgen? Der stod springtest på programmet. Landstrænerteamet ville få resultaterne sort på hvidt, og så ville det stå lysende klart for dem, at han var et vrag. En skygge af sig selv. Men hvordan skulle han nogensinde komme i ordentlig form igen, hvis han ikke trænede i morgen?

Da han vågnede næste morgen, havde han ikke engang sovet to timer. Han skulle bare op, det var det vigtigste. Men når han stak hovedet ud, ville han kun blive mødt af udfordringer, krav og forventninger, han ikke kun opfylde. Han var kun i sikkerhed i sin seng. I rummets mørke bag forhæng og gardiner.
Mobilen gav lyd. Det var Teresa.

”Jeg har ikke lukket et øje. Nu ligger jeg bare her og glor på vækkeuret og kan ikke engang komme ud af sengen.”

”Robbi, nu står du op. Jeg ringer igen om fem minutter. Så har du trukket gardinerne fra og været i bad.”

Fem minutter senere. ”Nå?”

”Jeg har klaret det. Tak.”

Teresa informerede Jörg. ”Åh Gud, og han er med landsholdet i så lang tid!”. Jörg skyndte sig til hotellet.

Teresa havde givet ham nummeret på værelset, så han tog elevatoren op uden at henvende sig i receptionen. Han bankede på. Robert ville ikke lukke ham ind. Jörg kunne ikke bare råbe ”Robbi, så luk dog op!” eftersom de andre spillere boede dør om dør med Robert. Han gik nedenunder og bad receptionisten om at ringe op. Robert tog røret, fordi han så, det var et internt opkald. Han var bange for, at det kunne være nogen fra fodboldforbundet.

”Jeg kommer ned,” lovede han Jörg. Jörg ventede forgæves. Han ringede igen.

”Jeg kan umuligt gennemføre springtesten i dag. Alle vil kunne se, at mine ben er som tændstikker.”

Jörg vidste, at Robert var i god fysisk form. Men han erkendte samtidig, at det hverken var tiden eller stedet, hvor han skulle prøve at tale det sorte i Roberts hjerne væk.

”Okay, sig til holdlægen, at du ryster. At du har haft koldsved hele natten, og at du har det ad Pommern til.” Hvilket var sandt.
Holdlægen sagde, at han hellere måtte springe over træningen. Han ville tage en blodprøve for at se, om han havde fanget en virus. Robert gik i seng igen. Han førte dagbog, som han også havde gjort under sin første depression. At skrive tankerne ned hjalp ham til at holde styr på dem. Men han overkom sjældent mere end en sætning eller to.

1. september 2009. Tilbragte halvdelen af dagen i sengen, indtil Terri overtalte mig til at stå op. Giv ikke op!

Landstræneren regnede stadig med, at Robert var med fra start i VM-kvalifikationskampen mod Aserbajdsjan, der afsluttede træningslejren. I løbet af sommeren havde Joachim Löw overraskende bestemt sig for, at Robert skulle stå i de tre resterende kvalifikationskampe.

”Da alle mindst ventede det, gik vi ud og sagde offentligt, at han skulle være vores nummer et i efterårets afgørende kampe. Det er den største tillidserklæring, du kan give en målmand,” siger Andreas Köpke.

Robert havde ikke vist tegn på ustabilitet, og han lignede det sikreste valg. Men Löw og hans målmandstræner havde ikke kun set på deres målmænd i aktion, de havde også betragtet deres opførsel. Löw mente, at det ville være godt for både Robert og René Adler at tage brodden af konkurrencen mellem dem ved at træffe en klar afgørelse. At begge målmænd trivedes bedst med problemfrie liv, var den væsentligste årsag til så hurtigt som muligt at få ordnet sagen.

Blodprøven viste ikke tegn på problemer. Der var ingen lægelig grund til, at Robert ikke skulle kunne stå på mål i løbet af en uge. Kampen mod Aserbajdsjan var tillige i Hannover, Roberts hjemby. Det kunne han ikke gå glip af.

Han følte sig nu stadig slatten, sagde Robert. På træningslejrens tredje dag klarede han blot to lette træningspas for sig selv. På hotellet så han et par af U21-landsholdsspillerne, der var i Köln for at spille venskabskamp. Blandt dem genkendte han en høj, tynd knægt med målmandshandsker og skarpt skåret pandehår. Han gik direkte over til ham.

Normalt hilser tyske fodboldspillere på hinanden med et højt, klaskende håndtryk. Robert havde imidlertid bevaret sin portugisiske vane med at give et knus til folk, han syntes om. Spontant fik han lyst til at give et knus til Sven Ulreich på hotellet i Köln. Det var halvandet år siden, han havde trøstet den unge mand. Siden havde Ulreich etableret sig på U21-landsholdet, og næste sommer var han udset til at skulle fylde hullet efter Jens Lehmann i VfB Stuttgart. De snakkede sammen et par minutter. Mod slutningen af samtalen sagde Ulreich: ”Hvis ikke vi ses inden, så held og lykke under VM.”

Robert, der ellers for en stund syntes at have glemt sin depression, sank pludseligt ind i sig selv igen.

”Ja, lad os se, om vi nogensinde ses igen,” sagde han fraværende til sidst. En underlig måde at sige farvel på, tænkte Svend Ulreich, da de var gået hver til sit.

1. september 2009. Sov ikke. Intet giver mening. Jeg har svært ved at koncentrere mig. Tænker på S.

Han kunne ikke længere styre den sorte hund. Om aftenen satte han sig ved middagsbordet sammen med René Adler og Per Mertesacker. Det fjerde medlem af kliken, Christoph Metzelder, var ikke længere i landsholdstruppen. René og Per indledte en samtale, men ”at få Robbi til at sige noget, var som at trække tænder ud,” siger René. ”Han sad der som en robot. Det var ikke Robbi.”

Han kunne ikke længere overskue at deltage i en almindelig samtale. Det eneste, han tænkte på, var at komme tilbage til hotelværelset – hans beskyttelsesrum – så hurtigt som muligt.
Men det var ikke slut med hans pligter endnu. Spillerne skulle deltage i et PR-arrangement for Mercedes. Han blev placeret i en cabriolet, hvor der skulle tages billeder af ham.

”Hvor lang tid tager det? Hvad handler det om?” spurgte han.
René ventede, indtil han så sit snit til at trække Per Mertesacker til side. ”Hvad er der galt med Robbi? Han sejler rundt som et spøgelse,” sagde han. De gik ud fra, at han stadig led af efterveerne af virussen. ”Det må stå rigtig skidt til med ham og hans koldsved, eller hvad det nu er.”

Det var sådan, han gennemlevede dagene med landsholdssamlingen. Og for hver dag blev han dårligere. Kampen mod Aserbajdsjan kom nærmere. Det samme gjorde forventningerne om, at han skulle spille med i den.
Om lørdagen, fire dage før kampen, havde holdet en friaften. Jörg fik en aftale med Valentin Markser.

Robert og Markser havde ikke set hinanden længe. Efter Laras død var han kørt forbi Markser, når han havde besøgt Jörg i Köln. Denne gang var der ikke tale om en almindelig konsultation. Markser skulle hjælpe ham med at træffe en beslutning. Han skulle senest næste dag, eller dagen efter, fortælle Löw, om han ville spille i Hannover, eller om han ville forlade holdet.

Psykiateren gennemgik plan A med ham. Robert skulle fortælle holdlægen om sine vedvarende symptomer: koldsveden og søvnløsheden. Han skulle sige, at han gerne ville tjekkes af sin egen læge i Hannover, og at han derfor blev nødt til at forlade landsholdslejren. Markser prøvede at skitsere for Robert, hvad det ville betyde for ham, hvis han afskrev kampen i Hannover. Derefter diskuterede de plan B. Den gik ud på, at Robert skulle fortsætte på holdet og klare sig gennem kampen. Den aften skrev han: 6. september 2009. Jeg var ikke ærlig i snakken med Valentin.

Han havde prøvet at underspille sin sygdom over for psykiateren. Han holdt ubevidst fast i løgnen om, at alt var i orden. Selv over for manden, der ellers skulle hjælpe ham. Han forstod det ikke engang selv.

Efter mødet med Markser kørte han ud i natten i bilen, han havde lånt af det tyske fodboldforbund. Teresa prøvede adskillige gange at komme igennem til ham. Ved 22.30-tiden tog han omsider sin telefon.

”Jeg er på vej i parkeringskælderen på hotellet.”

”Okay? Jeg er glad for, at samtalen med Valentin Markser varede så længe.”

”Det gjorde den ikke.”

”Hvor har du så været så længe?”

”Jeg kørte rundt i byen.”

”Robbi, hvorfor gjorde du det?”

”Det gjorde jeg bare.”

”Fortæl mig, hvorfor du kørte rundt i byen.”

”Jeg kiggede efter steder, hvor jeg kunne slå mig selv ihjel.”

”Jamen, er du da vanvittig?”

Det lykkedes ham at tale hende til ro. Det havde bare været et skørt indfald. Det var gået over igen. Derefter tog han elevatoren op til sit værelse, åbnede døren til balkonen, gik hen til rækværket og forestillede sig, hvordan det ville være at springe.

Søndag morgen opsøgte han holdlægen, Tim Meyer, og satte plan A i værk. Joachim Löw forklarede sportspressen, at Robert Enke ikke ville tage del i kampen mod Aserbajdsjan på grund af en ”en generel infektion.” Holdlægen kunne ikke komme det nærmere. Han havde hverken fundet virus eller noget bakterielt.

Den vage formulering gav anledning til spekulationer. Emnet i tiden var svineinfluenzaen. Havde Robert Enke måske raget det til sig? Sportsjournalisterne indledte deres reportager med sætninger som ”Beretningen om Robert Enke er et non-stop drama.” Hver gang det så ud til, at han omsider havde etableret sig som Tysklands nummer et, blev han ramt af et mærkværdigt uheld.
Trænerteamet bag landsholdet var klar over problemet.

”Vi snakkede om det. Først håndrodsknoglen og nu virussen. Robert blev ramt af uheldet, hver gang der lurede en stor kamp,” siger Andreas Köpke.

”Da Tim Meyer sagde, at Roberts blodprøve var i orden, undrede vi os. Lå problemet måske i hans hoved?”

Köpke selv var stort set sluppet uskadt gennem sin egen karriere. Men da han skulle stå i en kamp mod Georgien i sin hjemby Nürnberg, forstrakte han dagen før en muskel i sin læg. Han er sikker på, at hans krop dengang bevilgede sig selv en timeout på grund af det usædvanlige pres.

”Men et brud på håndrodsknoglen, når du går ud for at bokse bolden væk, det kan altså ikke skyldes noget i dit hoved. Det kunne vi simpelthen ikke forestille os.”

Virussen forblev en gåde. Trænerne bad Hans-Dieter Hermann om råd. Han var holdets sportspsykolog. Han talte med Robert. Ud fra symptomerne - udmattelse og søvnløshed uden en infektion - kunne man godt få den tanke, at han led af depression, sagde Hermann til Robert.

Depression, hold nu op! Han var lige blevet far, han var lykkelig, svarede Robert gemytligt. Hermann rapporterede til trænerne, at han ikke kunne pege på noget usædvanligt. Trænerne lod det være ved det. Robert Enke var ganske enkelt bare umanerlig uheldig.

Han blev kørt hjem til Empede. Han havde ikke barberet sig, han havde hverken styrken eller lysten til det. Han betragtede sig selv. Han havde trukket sig. Han havde fejlet.

”Robbi, der er en ting, du skal love mig,” sagde Teresa, da de var blevet alene i huset. Han så modvilligt på hende.

”Jeg er klar over, at depressionen får alt til at se sort ud lige nu, men du bliver nødt til at kæmpe imod. Vi kæmper alle sammen med dig. Du kan ikke bare stå på en balkon og så springe.”

”Men alt er så ligegyldigt.”

”Robbi, du må love mig, at du ikke slår dig selv ihjel!”

”Det lover jeg.” Hun så ham i øjnene, og han holdt hendes blik fast.

”Kunne du bare overtage mit hoved i en halv time, ville du vide, hvorfor jeg bliver vanvittig,” sagde han. Det lød som et tilbud om forsoning.

Et ønske om at dø er en del af sygdomsbilledet. For Robert havde det aldrig været så intenst som den lørdag aften. Depressionen var langt kraftigere end i 2003. Han havde troet, at han ved at trække sig fra kampen i Hannover ville mindske presset. Men den kendsgerning, at han havde trukket sig, udløste blot et endnu større pres. Han var mislykkedes.

Jörg Neblung afbrød sin ferie på Mallorca for at besøge Robert og Teresa. De sad som så ofte før på de orange stole i køkkenet og gennemgik Roberts muligheder. Skulle han lyve sig skadet og i al hemmelighed gå i terapi? Skulle han fortælle offentligheden om sin sygdom og blive indlagt på en klinik for at få behandling?
Uanset hvad de foreslog, så havde Robert en forklaring på, hvorfor det ikke ville gå. Udelukkende at fokusere på det nytteløse var også en del af sygdommen. Teresa og Jörg havde i virkeligheden svært ved at modsige ham. Det var, som om løsningsforslagene blot udløste yderligere problemer.

Han var et talent på vej til at blive glemt, da han seks år tidligere havde sagt op i Fenerbahce. Nu var han nummer et i målmændenes land. Tog han sig en pause for at gå i terapi, eller lod han sig indlægge på en klinik, ville han ikke kunne holde det hemmeligt. Og så kunne han godt glemme alt om VM. Og hvad ville der ske efter terapien? Efter indlæggelsen? Ville han være stærk nok til at klare et comeback som 'Den Depressive' i mediernes spotlight? Ville han blive bitter, hvis han blev nødt til helt at opgive fodbolden?

Ved samtalens slutning var de tilbage ved udgangspunktet. Den bedste løsning var at blive ved med at lege skjul og fortsætte behandlingen hos Dr. Stroscher. Den antidepressive medicin måtte da begynde at virke på et tidspunkt! Da de havde fulgt Robert i seng, standsede Jörg og Teresa op i hallen.

”Hvad laver du?” spurgte Teresa. Jörg stillede en stor porcelænslysestage op foran døren til soveværelset.

”Det er bare, hvis han nu skulle finde på at stikke af for at gøre noget fjollet. Så falder han over lysestagen, og så hører vi ham.”
Valentin Markser havde fortalt dem, at selvmordstanker i sig selv ikke burde give anledning til panik. Men de skulle være på vagt, og samtidig måtte de ikke styre ham for meget. Det kunne styrke følelsen af hjælpeløshed, og det ville blot drive ham længere ind i depressionen. Lysestagen blev ødelagt morgenen efter. Teresa havde glemt den og faldt over den.

Valentin Markser var vant til, at folk løj for ham. Det skete tit, at depressive underspillede deres sygdom i et forsøg på at beskytte sig selv. Robert Enke havde ikke været en undtagelse den lørdag aften i Köln. Netop det havde understreget alvoren i sygdommen for ham. Men Robert blev behandlet af en kollega, og derfor kunne han ikke involvere sig. Han kunne blot advare ham. Da Marco Villa mandag aften som sædvanligt talte med Markser, fornemmede han mellem linjerne, at der skulle tages affære her og nu. Han ringede til Jörg.

”Jörg, vi kan ikke lade det fortsætte sådan her. Hvis fodbold er så tung en byrde for Robbi, bliver vi nødt til at befri ham for den.”

”Teresa og jeg har allerede talt med ham om det adskillige gange. Men han vil under ingen omstændigheder ind på en klinik, for han vil ikke miste fodbolden.”

”Bliver han nødt til at opgive spillet, kommer han over det. Han finder noget andet at beskæftige sig med. Han kan gå ind i hoteldrift, eller hvad ved jeg. Det vigtigste lige nu er ikke hans karriere. Det er at finde en vej ud af depressionen.”

”Men hvis han dropper ud af fodbolden, bliver han virkelig syg.”

For første gang skændtes hans bedste venner om ham.
Marco var i Italien, og han ville ikke ringe til Robert, for det ville blot stresse ham yderligere. Jörg havde efterladt sin kone i Köln med deres lille datter og var flyttet ind i huset i Empede for at støtte Teresa. Marco og Jörg delte den samme fortvivlelse. De havde hverken evnerne eller retten til at træffe beslutninger om Roberts liv. Alligevel var det præcist, hvad situationen så ud til at kræve af dem og Teresa.

Han sad i haven og græd. Teresa løb hen til ham. ”Robbi, hvad er der?”

”Jeg vil ikke dø. Jeg vil tilbage til Lissabon.” LISBOA! skrev han i sin sorte bog den aften.

En eftermiddag bad Jörg ham om at komme ned i vaskekælderen. Jörg slukkede lyset. Rummet var uden vinduer, så det var mørkt.

”Det her er din situation lige nu. Prøv nu at føl dig frem langs væggene til døren. Det er den sti, du skal følge. Vi bygger væggene for dig, men du skal selv gå,” sagde Jörg. Han havde forestillet sig, at Robert i bogstaveligste forstand ville se lyset, hvis han fandt frem til døren og åbnede den.

Dr. Stroscher syntes, at det var en glimrende idé, da Jörg senere fortalte ham om det. Robert gik imidlertid ikke hen til døren, han søgte kontakten. Han tændte og råbte som et andet spøgelse ”Bøh!” Så åbnede han døren. ”Og hvad ser jeg bag døren? Mit kontor. Det gør mig virkelig nedtrykt.”

I kortere perioder – om aftenen kunne det nogle gange være timer af gangen - virkede det, som om han af uforklarlige grunde var fri for sygdommen. I næste øjeblik kunne han så atter blive opslugt af mørket.

Han formåede endda at selvtræne en lille smule. Tyskland havde slået Aserbajdsjan med 4-0, og det var atter blevet hverdag i Bundesligaen. Reporterne overværede dagligt Hannovers træning, hvor de omhyggeligt noterede, hvem der ikke trænede. Og de fraværende var bedst tjent med at have en god forklaring. Et ødelagt korsbånd, for eksempel, eller en overrevet sene.
Robert trænede måske nok let for sig selv, men der var stadig ingen forklaring på hans afbud til landsholdet. I aviserne var den ”almindelige virus” blevet til en ”gådefuld viral sygdom” og endelig en ”mystisk virus.” Der var fornyet pres på Robert. Hvornår ville han omsider forklare, hvad der i virkeligheden gik for sig?

Han havde fortalt Tim Meyer, at han ville lade sig undersøge af en læge i Hannover. På den måde kunne han dokumentere, at han var blevet testet, ellers ville han miste troværdighed. Og det var da heller ikke umuligt, at han havde en virus. Udmattelse om sommeren havde plaget ham, før han blev ramt af depression. Måske det ene påvirkede det andet? Måske havde hans fysiske udmattelse svækket ham så meget, at hans psykologiske sårbarhed var vendt tilbage?

Hannovers klublæge sendte ham til hjerteundersøgelse i et center på stadion. Lægen, der undersøgte ham, var overrasket over, at hans hjerterytme reagerede på belastningen med forsinkelse. Det var ikke normalt. Lægen vidste ikke, at Robert tog antidepressiv medicin, der sløvede hans reaktioner.

Han blev henvist til en hjertespecialist på Agnes Karll hospitalet. Jörg tog med ham. Specialisten sagde, at han ville tage en blodprøve og en prøve af urinen. Men hvad nu hvis de fandt spor af den medicin, han tog? Da specialisten gik ud for at se til en anden patient, vendte Robert sig mod Jörg. ”Vi skal bare ud herfra.”

Da hjertespecialisten kom tilbage, sagde Jörg, at Robert ikke ville afgive endnu en blodprøve. De tog jo blodprøver på hvert eneste sygehus, og han kunne ikke miste så meget blod. Han var jo sportsmand. Specialisten så forbløffet ud, da de gik.

”Der er mystik omkring Enke,” skrev aviserne. Der var stadig ikke nogen forklaring på hans mærkelige, virale sygdom.
Uden at ville det havde Robert tilladt begivenhederne at hvirvle ham ind i den næste, onde cirkel. Nu var han pisket til at fremlægge bevis for en virus, der formentlig ikke fandtes.
”Jeg vil ikke være med til det mere,” råbte han derhjemme.
Da Teresa forsigtigt spurgte, om det mon ikke var bedre at fortælle om sygdommen og gå i behandling, råbte han: ”Jeg vil aldrig på klinik.”

I stedet for opsøgte han en specialist i flåtbid i Langenhagen, og han tog ind på Tropeninstitut i Hamborg, hvor man er specialister i tropesygdomme. For fjerde gang på ti dage måtte han afgive blod. Nu fandt lægerne faktisk noget. Klublægen kunne fortælle, at han led af en campylobactor-infektion i tarmen. Bakterien gav diarre og svækkede kroppen. Det var ikke en infektion, der fik en fodboldspiller til at holde pause i adskillige uger. Men han håbede, at ingen ville stille alt for kritiske spørgsmål.

Jörg var lige så begejstret for bakterien, som han ville have været for en Bundesliga-sejr til Hannover 96. Endelig havde Robert fået en legitim anledning til at trække sig fra offentligheden i en periode uden at sætte sin VM-drøm over styr.

”Enke ude af kvalifikationskampene,” skrev aviserne den 18. september. Den konstant uheldige målmand blev nu nødt til at holde et par ugers pause på grund af en tarminfektion, der netop var blevet diagnosticeret. René Adler ville være på mål i de resterende kvalifikationskampe, og derfor ville han naturligvis også være favorit til jobbet i den efterfølgende VM-slutrunde.

Afbuddet til VM-kvalifikationskampen i Hannover og årsdagen for Laras død havde været alt for meget for Robert, sagde Jörg til Hannover 96's sportsdirektør, Jörg Schmadtke. Robert havde brug for en pause.

”Hvis det hjælper, er han velkommen til at rejse til Portugal i et par uger,” foreslog Schmadtke.

Samme dag fulgtes Robert med Jörg til Köln. Han ville i behandling hos Valentin Markser igen. Han håbede, at tingene ville flaske sig som i 2003.

Den aften så han fredagens Bundesliga-kamp – Schalke mod Wolfsburg – sammen med Markser og Jörg. De spiste pizza og drak øl. Kunne ikke nyde det, skrev Robert i sin sorte bog. Han så Markser hver dag. Han fik besked på at løbe, det var godt for hovedet. Robert løb og mindede sig selv om, hvor meget han hadede det. Jörg lagde et program for at holde ham beskæftiget. Han skulle hente aviserne og morgenbrødet hver morgen. Om eftermiddagen skulle han i skoven med Milla. Jörg fik Robert til at skubbe klapvognen op ad bakken. Han skulle anstrenge sig, så han fik fornemmelsen af at have præsteret noget.

Det var på det tidspunkt, jeg pludselig fik en sms fra Robert. Han svarede normalt på sms næsten øjeblikkeligt, men hen over de seneste uger havde han ikke haft overskud til det. Nu undskyldte han for sin tavshed og fortalte om sygdommen: ”Jeg skulle mene, at det her giver stof til endnu et godt kapitel i vores bog. Kærlig hilsen, Robinho.”

Når vi var i godt humør, kaldte vi hinanden Ronninho og Robinho til minde om det fælles ophold i Barcelona og Barcelona-idolet Ronaldinho. Hvor kom lige sprækken af godt humør fra midt i depressionen? Hvor fandt han overskuddet til at se sygdommen som et kapitel i bogen? Han og Jörg klippede hækken i haven. Bagefter havde jeg det lidt bedre, skrev han.

Det var tydeligt, at depressionen denne gang var anderledes kraftfuld end i 2003. Efter en uge i Köln måtte han absolut tilbage til Teresa i Empede i en fart.

”Jeg er nødt til at gå rundt med den baseballkasket i Köln konstant. Men jeg vil ikke skjule mig mere.”

Efter en dag i Empede overmandede rastløsheden fra Köln ham atter: Han kunne ikke blive i Empede. I virkeligheden havde han ikke lyst til at være nogen steder.

24. september 2009. Besluttede at tage tilbage til Köln. Det er sindssygt! Fire dage senere kørte han tilbage til Empede. Han havde lyst til at træne igen, han skulle spille fodbold igen. Ind imellem fik han den slags opture. Pludselig vendte hans kampånd tilbage, og så ville han på sekunder indhente alt, hvad han i måneder var gået glip af. Modsat tidligere visnede hans virketrang denne gang ikke efter få minutter.

Valentin Markser havde givet ham nye antidepressiver.
Robert aftalte med sin psykiater, at de kunne fortsætte samtaleterapien mellem hjemmet i Empede og Köln – nu skulle de tale sammen tre gange om dagen.

Tirsdag den 29. september var han atter tilbage på træningsbanen for Hannover 96. Hanno Balitsch gav ham et knus. ”Det er fedt, at du er her igen,” sagde Tommy Westphal. Og angsten var væk. Angsten for at blive opdaget. For ikke at være god nok. Angsten for en helt almindelig samtale med sine holdkammerater. Den var forduftet.

”Jeg tror, jeg har det lidt bedre,” sagde han, da han kom hjem.
Næste morgen vågnede han og steg ud af sengen. Og stoppede brat op. Var det at stå op virkelig så nemt? Hvordan havde han båret sig ad med det?

Han ringede til Andreas Köpke, da han kom hjem fra træning. Han ville bare lige sige, at han var begyndt at træne igen. Han var stadig ikke 100 procent klar, det sagde sig selv, og der ville gå et stykke tid, før han var tilbage i målet. Hvor lang tid vidste han ikke, men han var i gang igen. Det var bare det, han ville sige.
Så gik han ind på børneværelset og gav sig til at lege med Leila.
Næste morgen serverede han kaffe på sengen for Teresa.

30. september. 2009. Det lysner! Jeg går hånd i hånd med livet igen.

Han havde klaret det. De havde klaret det. Teresa havde svært ved at tro det, men hun var overstadig. Hun havde levet med hans depression i to måneder. Hun havde skullet udholde indfaldene og uretfærdighederne fra et deprimeret menneske. Hun havde gjort sig umage for at reagere overbærende på hans endeløse klager – selv når hendes tålmodighed for længst var brugt op. Videnskabelige undersøgelser dokumenterede, at skilsmisseprocenten blandt par, hvor den ene led af depression, var ni gange højere end ellers. Og nu så det ud til, at de overlevede endnu engang.

At købe roser havde dog mindet ham om, at sygdommen stadig ulmede. Da blomsterhandleren spurgte, hvor mange roser han skulle have, havde han ikke kunnet svare. Tre eller seks? Det hamrede rundt i hovedet på ham. Tre eller seks? Han anede ikke, hvor lang tid der gik, før han panisk sagde: ”Tre, tak.”

Men om morgenen den femte dag havde han ikke lyst til at træne. Han havde en aftale med den fysiske træner i gymnastiksalen. Holdet var på hotel, SC Freiburg ventede samme eftermiddag. Han ringede til Edward Kowalzuk. Han droppede nok træningen her til formiddag, han havde det ikke så godt. Hvilket ifølge den fysiske træner var helt i orden. Man modsagde ikke Robert Enke i Hannover.

Det var en test, sagde han til sig selv, for at se, hvordan det gik, hvis hans dag ikke var lagt i faste rammer fra start til slut.
Da han om eftermiddagen var på vej til stadion, undrede han sig over, hvorfor han dog ikke var taget til træning om formiddagen. Hvordan skal jeg nogensinde blive en god målmand igen, hvis jeg ikke passer min træning? Nu er det for sent – jeg trænede ikke, og nu kan jeg aldrig indhente det.

På stadion gik han ind i omklædningsrummet for at ønske holdet held og lykke. Han stak også hovedet ind i behandlingsrummet. Noget var anderledes. Hans billede på væggen var væk. En af fysioterapeuterne havde hængt en plakat med reservemålmanden Florian Fromlowitz hen over hans billede. Det var bare en lille gestus for at støtte den unge mand før eftermiddagens vanskelige udfordring. Robert forlod rummet uden at sige noget.

Han satte sig ud på tribunen. Der var god tid til kampstart. Han brugte kampprogrammet som skjold for at forhindre, at nogen talte til ham. Han bladrede og stoppede ved satiretegningen. Fromlowitz var skildret som en menneskelig mur foran et mål.
Hvad handlede det nu om? Havde de da totalt afskrevet ham? Mente alle måske lige pludselig, at Fromlowitz var førstemålmanden?

Hannover vandt 5-2. Fromlowitz spillede fornuftigt. Robert tolkede tilskuernes hyldest af den unge reserve som en hån mod ham. Havde ingen brug for ham mere? Havde de allerede glemt ham? Var han et fjæs fra fortiden, som man bare kunne hænge en plakat hen over?
Hjemme i Empede prøvede Teresa at berolige ham med en portion logik. Det var da helt forståeligt, at fysioterapeuterne prøvede at bygge den unge andenkeeper op. Det havde ikke noget med Robert at gøre. Ingen i eller omkring Hannover så Fromlowitz som en rival til ham. Så snart han var tilbage, ville han få sin plads igen.

”Du har ret,” sagde han. Men den bratte bevægelse, da han vendte sig bort, fortalte Teresa, at hun ikke længere kunne nå ham med logik.

Hun håbede, at tingene ville være bedre næste morgen. Måske havde han bare haft en dårlig dag?

Når Teresa gennem årene var vågnet om søndagen, fornemmede hun flygtigt usikkerheden, indtil hun huskede, hvad der var sket dagen før. Havde de vundet? Eller tabt? Svaret ville være afgørende for deres søndag sammen. Nu flød ubehaget atter gennem hende. Men denne gang med et twist. Hvordan ville Roberts humør være, når han vågnede?

Han havde det ikke dårligt. Men han havde det heller ikke godt.
De følgende dage skete det flere gange, at han nægtede at stå op om morgenen. Teresa løj for at få ham ud af sengen. ”Jeg har virkelig ondt i maven. Gider du ikke se efter Leila i 10 minutter?”
Han kæmpede sig gennem dagene, men en angst var atter dukket op. Den grundlæggende angst. Angsten for at al angst ville vende tilbage.

Lørdagen efter tog han til Köln for at se Valentin Markser. Det var fast rutine på stort set alle fridage. Der var Rusland mod Tyskland på tv. Der var gået næsten et år siden den første kamp, hvor han i optakten brækkede håndrodsknoglen. Atter var han bænket foran fjernsynet. Atter spillede René Adler fremragende. Atter skamroste kommentatoren René. Med 1-0 sejren kvalificerede Tyskland sig til det VM i Sydafrika, der skulle være hans karrieres højdepunkt. Tv-billederne viste et jublende tysk mandskab med næverne i luften. Robert havde det, som om holdkammeraternes jublende knytnæver ramte ham i ansigtet. Fire dage senere trak han sig fra et træningspas.

Han sank tilbage i fortiden. Han kunne ikke få de fire, fem gode dage sent i september ud af hovedet. Hvorfor havde han pludselig følt sig i live igen? Og væsentligere: Hvorfor var sygdommen så vendt tilbage igen? Hvad havde han gjort forkert, så mørket atter havde kunnet overraske ham?

”Det er slut, Terri. Jeg havde chancen for at komme ud af det, og jeg ødelagde det.”

”Robbi, forestil dig, at du flyttede til Lissabon uden at have taget et sprogkursus først. Du ville da aldrig sige, at det var for sent, og at du aldrig ville få lært portugisisk.”

”Fremragende eksempel.”

”Det er da ikke slut! Du fik det bedre en overgang. Det er bare tegn på, at du snart får det meget bedre.”

Hun var begyndt at tage med ham til træning. Ofte. Det vigtigste var, at han ikke følte sig ensom. Han måtte først og fremmest overlades så lidt som muligt til sig selv.

Målmandstræneren kørte sine tre målmænd gennem vridemaskinen en efter en. Teresa stod på sidelinjen ud for målet. Pensionisterne, der dagligt overværede træningen, stod nærmere midterlinjen. Træneren halvflugtede bolden mod målets øverste venstre hjørne. Så snart Robert havde reddet, skulle han på benene og op i højre hjørne for at hente den næste bold. Tre gentagelser. Og så var det Fromlowitz' tur. Hun sparkede resolut til reklameskiltene, når Robert i sin pause mistede koncentrationen og begyndte at hænge med hovedet. Han mere fornemmede lyden end hørte den. Han så over mod hende. Hun knyttede næverne. Koncentrer dig! Kæmp!

Efter to dage ringede sportsjournalisterne til Jörg. Hvorfor var fru Enke begyndt at følge træningerne?

Efter det turde hun ikke komme mere. Men hun blev ved med at køre ham, fordi hun ikke ville overlade ham til hans egne tanker på den 30 minutter lange tur mellem hjemmet og stadion. Mens han trænede, gik hun nogle gange på museum. Andre gange ventede hun i bilen, indtil han var færdig. Der kunne godt gå et par timer.
Det var ikke slut med det. Han skulle også beskæftiges om eftermiddagen. Der måtte ikke være stunder, hvor han kunne gruble. Hun overtalte ham til at tage med hende og Leila i zoo. Der overværede han et 10-årigt barn skændes med sine forældre. Det gav ham angst for fremtiden. ”Hvordan skal vi klare det med huset, hundene og Leila, når hun bliver stor?” Om aftenen gav hun ham en illustreret bog om Hannover-området. ”Vælg et sted, hvor vi kan tage på udflugt,” sagde hun. Bogen lå i dagevis uåbnet ved siden af Roberts seng. Og så blev den ædt af en af hundene.

16. oktober 2009. Holdet tager til Frankfurt, og jeg tror aldrig, jeg bliver i stand til at tage med dem igen. Det var hans humør, da han fik en sms fra Teresa. Hans mor var på vej. Som resten af familien havde også Gisela Enke fulgt hans opfordring om at holde sig væk. I hendes familie blev den slags reservation betragtet som gode manerer. Men nu havde en mor fået nok. Hun havde hverken talt med eller set sin syge søn i næsten to måneder. Hun gav ganske enkelt Teresa besked på at sige, at hun var på vej. Ikke for hans skyld, men for Leila. ”Jeg har lyst til at se mit barnebarn.”

Roberts mor sad allerede i køkkenet, da han næste aften kom hjem fra træning. En følelse i ham var intakt: Hans mor fik ham til at slappe af. Sådan havde det altid været, selv om han ikke altid havde været lige vild med hendes besøg. Hun åbnede en flaske rødvin, og han drak endda et glas sammen med hende. Der var noget formelt over deres samtale. Hun fornemmede, at der var noget, hun ikke skulle tage fat på. Men han gjorde sig den ulejlighed at tale med hende, hvilket var mere end han gjorde i forhold til de fleste. Han fortalte hende endda lidt om omfanget af sygdommen. Da de omsider rejste sig fra bordet, var klokken halv elleve. Han havde ikke været så sent oppe i ugevis.

Næste morgen gav hans mor ham et knus. ”Det er dejligt, at du er her,” sagde han og kørte til træning. Da han kom tilbage, var det, som om den foregående aften aldrig havde fundet sted.

”Kunne du tænke dig en espresso?” spurgte Teresa efter frokosten.

”Nej.”

”Men du plejer altid at få en espresso.”

”Men ikke nu.” Han ville straffe sig selv. Han fortjente ingen gode øjeblikke. Aftenen før havde han endda nydt et glas vin, så nu måtte straffen være så meget hårdere.
Hans mor fortalte hans far om besøget.

”Jeg når ikke igennem til ham,” sagde Dirk Enke.

”Så gør som jeg. Bare tag af sted.”

”Nej, jeg vil ikke trænge mig på. Han er voksen. Jeg må respektere, hvis han ikke ønsker at se mig.”

Det endte dog med, at hans far fandt en måde at omgå sin tilbageholdenhed. Hans svigersøn havde købt en ny bil, og den skulle hentes på VW-fabrikken i Hannover. Det kunne han da gøre, sagde Dirk Enke. Nu var han alligevel i nabolaget, så var det okay, hvis han kiggede forbi, spurgte han Teresa på telefonen. Hun hentede ham på banegården. Robert åbnede og bød ham velkommen: ”Du er heldig med at finde mig i live.” Han gjorde intet for at skjule sin irritation over besøget.

”Har du i det hele taget læst Sorte Hund?” spurgte hans far, da de sad ved køkkenbordet.

”Selvfølgelig.”

”Hvor tit?”

”Jeg gider ikke den her snak. Jeg går i seng,” sagde Robert og rejste sig. Klokken var knapt halv 10.

”Så vi snakkes ved i morgen?”

”Vi snakkes ikke ved i morgen.” Han var allerede på vej ud af køkkenet.

Dirk Enke havde ikke brug for hjælp fra en psykoterapeut for at konstatere, at depressionen ikke havde efterladt hans søn med ret meget af sin oprindelige personlighed.

Robert forvirrede en gang imellem sine holdkammerater i Hannover 96. Tommy Westphal fik mærkelige sms'er fra ham. ”Hvornår træner vi i morgen?” ”Hvornår skal vi være i seng før kampen?” Hvorfor spurgte han om det? Han vidste jo det hele. En type som Robert glemte ikke den slags.

Arnold Brugging havde efterhånden spillet sammen med Robert i over tre år. Det slog ham, at Robert næste ikke viste nogen form for følelser under træningen.

”Er alt i orden, Robert?”

”Ja, fint, alt er okay.”



Magasin-artikler
- ON EST EN FINAL!

Indkast.dk tog til grænselandet mellem Belgien og Frankrig for at opleve stemningen i forbindelse med VM-semifinalen… vi blev ikke skuffet.
Fire drenge løber ned af den halvtomme hovedgade i den nordfranske havneby Fort Mahon-Plage… få sekunder forinden har dommeren med det fodboldklingende navn - Andres Ismael Cunha Soca – omkring 3.000 kilometer derfra fløjtet for sidste gang, og med 1-0-sejren var VM-finalepladserne sikret Frankrig, hvilket frembragte drengenes jubelsang:

- ON EST EN FINAL!
- ON EST EN FINAL!
- ON EST EN FINAL!

Indenfor et par minutter opstår fænomenet ”menneskemylder”, men hvor kommer de mange mennesker fra? Midt i dette står Indkast.dk's skrivekarl, som oplever, hvordan den relativt lille by indenfor få minutter går fra øde til overbefolket. En ganske – næsten chokerende – oplevelse for en neutral.

Her er ellers ikke mange neutrale… for belgierne, som indtager dette område hver sommer, forsvinder hurtigt på denne sommeraften, så det er ikke de ferierende belgiere, der fylder i gadebilledet, men til gengæld de lokale franskmænd, der kører igennem byen i overfyldte biler med hornet i bund imod stranden og de værthuse, der findes der. De fejrer deres mulighed for at vinde VM-trofæet – ligesom de gjorde på hjemmebane i 1998. Dengang var holdet sammensat af meget forskellige typer i truppen – ligesom versionen tyve år senere, som havde den nuværende træner Didier Deschamps som anfører.

Kvaliteten af truppen var slående – ligesom nu. Tænk blot på de spillere, som den franske landstræner ikke har udtaget… Barcelonas Lucas Digne, Alexandre Lacazette, Anthony Martial, Dimitri Payet og Karim Benzema. Eller hvad med den farlige Atlético Madrid-angriber Kevin Gameiro eller PSG-backen Layvin Kurzawa?


Forskellige kvalifikationer og en burgerspisende Hazard
Skræmmende styrke som af forskellige årsager ikke er udtaget til den franske VM-trup, men alligevel er der en enorm kvalitet. I flere tilfælde har Deschamps ønsket at satse på ungdommen, og således var den franske startopstilling hele tre år yngre end den belgiske i den altafgørende semifinale. Udover dette virker det også til, at landstræneren for ”Les Bleus” har formået – modsat mange andre trænere – at få Paul Pogba til at lyse og ikke suge energi ud af holdet, som Manchester United-spilleren skal styre på midtbanen.

Derudover har Deschamps været vidt omkring for at finde sit VM-hold. Hele 30 forskellige spillere var med i de ti kvalifikationskampe, og der var noget rysten på hånden. Blot Serbien og Island har således hentet færre point end Frankrig i VM-kvalifikationen, men alt dette er glemt denne aften i Fort Mahon-Plage.

Hos Belgien var der derimod ikke meget rysten på hånden i kvalifikationen. Efter blot fire kampe havde de en målscorer på 21-1. Trods dette har der været en smule ballade i den belgiske trup – som der plejer. Landsholdet har haft tradition for at være opdelt i en flamsk og en fransktalende gruppe, hvilket også har været tilfældet i denne slutrunde.

Derudover har holdet ualmindelig mange store stjerner, der alle ønsker at lyse, og det har ikke altid været let, som da Eden Hazard i en tidligere kvalifikation efter en tidlig udskiftning forlod stadion for at sætte sig i sin bil og spise en burger, imens holdkammeraterne stadigvæk spillede. Men Hazard er omvendt også blot en af ualmindeligt mange gigantiske talenter for tiden – jah… næsten en gylden generation.

Til VM2018 blev de dog ikke forgyldt, hvilket næsten også ville være naturstridigt for landet med blot 11 millioner indbyggere, men at det skulle være Frankrig, der skulle sætte en stopper for dette er næsten ubærlig for de belgiske fans i Nordfrankrig.

For lige siden den franske revolution har nabolandene flere gange været i krig, og Frankrig har flere gange været fortaler for, at Belgien skulle deles imellem Holland og Frankrig. Det er ikke sket, og derfor var fodboldkampen ikke blot en kamp om en VM-finalebillet, men meget mere. Det tænkte de fire drenge på hovedgaden dog ikke på – de konstaterede blot en ting: ON EST EN FINAL!

Læs hele artiklen
Fra sort til hvid - for de rød/sorte
Fremtiden ser lys ud for AC Milan – eller gør den? Indkast.dk rejste til modebyen for at finde svaret…
”I Fantastici 4 – Il Nuovo Milan”…

Sådan var overskriften i den italienske sportsavis - Corriere delle Sport – op til AC Milans hjemmekamp mod nedrykningstruede Hellas Verona. Overskriften henviser til, at AC Milan med kvarten Giacomo Bonaventura, Leonardo Bonucci, Franck Kessie og Hakan Calhanoulu havde fire forskellige og meget afgørende typer. Avisen døbte dem altmuligmanden, lederen, giganten og fantasten…

Min rejsefælde og jeg havde dog næsten ikke sat – eller rettere stillet - os på det stemningsfyldte Curva Sud, før de omkringstående havde gjort det klart, at Suso og især den blot 20-årige angriber Patrick Cutrone også har en stor betydning for dette Milan-hold. Sidstnævnte scorede kampens andet mål i hjemmeholdets 4-1-sejr, og den unge mand på min venstre side slog kontant fast om Cutrone: ”Han er Milans fremtid”. Men hvordan ser denne fremtid egentlig ud?

Efter snart syv år med italienske mesterskaber til Juventus begyndte AC Milan at røre på sig sidste forår. Den nye kinesiske ejer Li Youghong blev fotograferet ved klubovertagelsen sammen med den aldrende klubejer Silvio Berlusconi – men siden overtagelsen har der været alt for meget kaos.

Hurtigt efter overtagelsen placerede den italienske presse skår i glæden i forhold til den nye kinesiske ejer Li Youghong, der overtog klubben, efter kontroversielle Silvio Berlusconi havde været klubejer i mere end tre årtier.


Hvem skal eje AC Milan?
Midt i overdragelsen sagde AC Milan-eksperten Alberto Costa direkte på italiensk tv, at han havde stor tvivl omkring den forestående klubovertagelse. Han mente simpelthen ikke, at den kinesiske rigmand havde nok ressourcer til at rette Milano-holdet op igen.

Senere kom det frem, at det ikke var Youghong, der skulle overtage klubben, men derimod investeringsselskabet Sino-Europe Sports Investment fra Hong Kong. De skulle betale for overtagelsen, men herefter fulgte en masse kaos, som vist passer meget godt på Berlusconi.

For pludselig skulle den kinesiske regering også være en del af den noget sammensatte investorkreds, og midt i dette meldte Li Youghong ud, at for at overtage AC Milan ville det koste omkring de syv milliarder kroner – blandt andet for at betale klubbens store gæld.

Kort tid inden overtagelsen måtte Youghong låne de godt tre milliarder kroner hos det amerikanske firma – Elliott Management. Dette lån skulle ifølge kilder til Reuters have en gastronomisk rente på 11,5 %. Risikoen ved dette skal man nok ikke undervurdere, og der findes mange skrækeksempler på kinesere, der ejer fodboldklubber i Europa. Hos Aston Villa gik det ikke som forventet med Tony Xia fra Recon Group, og klubben står næsten i ”l…” til halsen, mens det også er tvivlsomt, hvordan det ender med Zhang Jindong, der ejer næsten 70 % af AC Milans rivaler fra Inter. For i hjemlandet Kina har regeringen iværksat en opstamning for disse gigantiske summer, som bliver placeret langt fra Beijing, og det skulle være grunden til, at Li Yonghong pludselig blev nødt til at optage flere højrisiko lån forskellige steder i verden – og dette kan ende med at få enorm betydning for AC Milans fremtid.


Ligner ikke en bestyrelse - for en fodboldklub
For at en investering som denne skulle blive rentabel, forventer flere eksperter, at investorerne i AC Milan også vil investere i andre ting i den italienske modeby - som ejendomme og en masse nye butikker. Udvælgelsen til bestyrelsen indikerer også dette. Kun et medlem havde en fortid fra fodboldens verden - nemlig Marco Fassone. Forretningsmanden Bo Lu kommer fra en kapitalfond og Xu Renshuo er tidligere entreprenør, mens der – udover Fassone - er kommet tre italiener med. Marco Patuano kommer fra et italiensk teleselskab, Roberto Cappelli er advokat og Paolo Scaroni har været hos et oliefirma.

Samlet set er det forretningsfolk, som har gigantisk mange penge, men dem kan der også blive brug for, hvis AC Milan skal tilbage til den europæisk top, men vil bestyrelsesmedlemmerne også investere i klubben?

AC Milan spiller en massiv rolle i italiensk fodbold og er også en del af den nationale stolthed, men denne kan godt lide et knæk. For opfattelsen og historien om Milans nye ejer har en skyggeside. Som Donald Trump tidligere har sagt, så findes der ”alternative facts”, og det kan også blive tilfældet ved denne overtagelse – for hvem kommer egentlig til at eje klubben og hvad er deres intention? I forbindelse med klubovertagelsen sagde Berlusconi:

- Denne overdragelse sker både med smerte og store følelser, men samtidigt også med den anerkendelse, at en familie ikke længere kan drive en fodboldklub, da der skal langt større kræfter til.

Det er nu snart syv år siden, at Milano-holdet sidst har vundet det italienske mesterskab, men kan de fortsætter med at opruste truppen efter de har fået styr på økonomien – kan de komme til at true usårlige Juventus. I sidste regnskabsår skulle AC Milan have haft et underskud på 800 millioner kroner, så der venter en stor opgave – både på og udenfor San Siro - og meget er fortsat italiensk kaos.


Verdens ældste erhverv og Serie B
På stadion var der også italiensk kaos, men også en underlig stemning af usikkerhed på fremtiden – for dette nye hold som skal præstere nu. Opbakningen fejlede dog ikke noget for de næsten 50.000 tilskuere til kampen. De sendte klare hilsner til Inter-fansene med håb om en god fremtid for deres mødre indenfor verdens ældste erhverv og Hellas Verona fik også en humorrisk hilsen med på vejen med held og lykke i næste sæson, nu hvor de skal spille om lørdagen. I Italien er der en tradition for, at de fleste Serie B-kampe spilles om lørdagen, mens Serie A primært spilles om søndagen.

Tjeneren Giulio Cupello på det gode spisested Parma & co., som ligger imellem vores hotel Ritter og den kendte restaurantsgade Via Fiori Chiari, holder netop med Inter. Her spiste vi fantastisk mad dagen inden kampen, og hurtigt faldt jeg i snak med den jurastuderende Giulio, som viste sig at have en unik fodboldindsigt. Han forstod dog ikke, hvorfor jeg ikke hellere ville se søndagens kamp, hvor Inter endte med at slå Udinese med 4-0. Han blev dog helt flakkende i øjnene, da snakken faldt på sæsonens sidste kamp mellem Inter og Lazio. En kamp som meget vel kan ende med en direkte duel om Champions League-pladsen til næste sæson. Den kamp skal Inter vinde for at hævne samme opgør fra 2001/02, hvor Lazio – også i sidste spillerunde – tog mesterskabet fra Inter ved at vinde 4-2. Resultatet betyd, at Inter i stedet sluttede på tredjepladsen og dermed ikke på en Champions League-givende position.


Kan uprøvede Gattuso sende AC Milan i Champions League?
I forhold til det sportslige på San Siro var der også et kæmpe skridt imellem Hellas Verona og AC Milan. Hjemmeholdet så faktisk ganske harmoniske ud, men sådan startede sæsonen ikke. Sommerens indkøb på omkring 1,5 milliard kroner kunne træner Vincenzo Montella ikke udnytte, og i november blev han fyret. I stedet blev Gennaro Gattuso ansat efter en meget blandet trænerkarriere. I slutningen af den aktive karriere var han spillende assistent-træner i schweiziske FC Sion, inden han blev fyret i Maurizio Zamparinis galehus på Sicilien. Herefter opsagde han kontrakten med Kreta-klubben OFI efter økonomiske problemer – ligesom i Pisa.

Så Gattuso var en lottokupon i AC Milan, og den udløste ikke nogen gevinst til at starte med. Oprykkerne Benevento fik i Gattusos debutkamp som Milan-træner deres første Serie A-point, men siden er det gået helt anderledes – og i kampen mod Hellas Verona kunne man næsten fornemme, hvad Gattuso har bidraget med. Flere gange i løbet af kampen kom en spiller på sidelinjen for at klappe den meget medlevende træner i hænderne. Gattuso ligner som træner den gigantiske fighter, som han var som spiller. Han spillede hele 467 officielle kampe for Milano-klubben – alle med et gigantisk klubhjerte for klubben fra 1899. ”Vinderen” Gattuso har ifølge Tipsbladet sagt:

- Det er nyttesløst fortsat at tale om Gattuso som spiller. Ånden og attituden til aldrig at give op er blevet hos mig. Jeg vil aldrig tabe; end ikke når jeg spiller bordfodbold mod min søn. Den er der altid. Men jeg har taget en uddannelse for at blive træner, og de forærede mig ikke min licens. Man kan ikke kun forberede sig på kampe kun med hjerte og vilje. Man skal også arbejde på den fysiske form og den tekniske og taktiske forberedelse.

Vildskaben og vindermentaliteten er også blevet indplantet på det nuværende AC Milan-hold. For i næsten 80 dage tabte de ikke – inden Arsenal mødte dem i Europa League. Den gode periode sendte Milan op imod de europæiske pladser, og dermed var Gattuso lykkedes med det, som andre tidligere spillere fra AC Milan – som Clarence Seedorf eller Filippo Inzaghi – ikke var lykkedes med. Nemlig at få succes som både spiller og træner i klubben. Måske fordi Gattuso havde indført den tiltalende spillestil med masse af hjerte – men måske også fordi, at han er et helt specielt menneske.

Tidligere på året kom det frem, at Gattuso som Milan-spiller inden en vigtig Champions League-kamp mod Manchester United spiste en snegl, fordi holdkammeraterne ikke troede på, at ”Rino” turde. Sammenlagt fik han 15.000 euro for at gøre det, og han gav straks pengene til holdets fire fysiske trænere. Derudover har Andrea Pirlo i selvbiografien ”Penso quindi gioco” om Gattuso skrevet:

- Han er ikke bogstavernes mand, en dygtig orator eller medlem af Accademia della Crusca [en forening der søger at bevare det italienske sprog, red.].

Men han beskriver også, hvordan han og Daniele De Rossi tømte en skumslukker ud over Gattuso i forbindelse med en VM-kvalifikationskamp til VM 2010, hvor Gattuso ikke var taget med holdkammeraterne i byen. Samlet set har Pirlo dog stor respekt for Gattuso, og han har endvidere skrevet:

- Man har brug for støtter som ham i et omklædningsrum. Kroppe bliver ældre, men karisma ældes ikke. Man løber mindre, men ens personlighed betyder mere. ”Rinos” ord var lov i Milan, og alle nye spillere var klar over, at hvis de lavede en fejl, var det første, de skulle gøre, at forklare sig til ham. Alene at have den viden reducerede drastisk mulighederne for, at folk fuckede op. Sådan var det dengang, hvilket står meget godt i tråd med dette citat fra træneren Gattuso:

- Mit arbejde er at være spillernes mareridt frem til slutningen af sæsonen. Jeg forventede ingenting, da jeg ankom, jeg vidste bare, at jeg havde fået udleveret en varm kartoffel. Jeg kan lide at lide. Jeg nyder ikke ting, der er for nemme, så jeg valgte Milan, fordi det er mit hjem. Jeg bar denne trøje i 14 år; den er en del af mig. At arbejde her er vidunderligt, og vi må se, hvordan det ender, skulle Gattuso have sagt ifølge Tipsbladet.

På San Siro bliver klubbens gamle legender – som Gattuso – hyldet, og de fleste af fansenes trøjer har et ”10-tal” på ryggen. Et nummer som Andrea Pirlo blandt andet har spillet med siden årstusindeskiftet sammen med store fodboldnavne som Rui Costa, Clarence Seedorf, Rivaldo, Kaká og Ronaldinho.

Nutidens 10'er er Hakan Calhanoglu, som er en del af ”I Fantastici 4 – Il Nuovo Milan” – altså det nye Milan. Den økonomiske situation i klubben gør dog, at det kan være svært at vurdere om fremtiden er sort eller hvid for den rød/sorte del af smukke Milano.


Indkast.dk's tur til Milano blev sponsoreret af Travelsense

Vil du i øvrigt gerne skrives op til AC Milans kampe næste sæson, så kan man gøre det her
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Kylian Mbappé – den næste Pelé?
Knægten er smuttet fra forstadsbyen Bondy til verdens største fodboldscene og er nu blevet guldbelagt af de mange penge fra Qatar…
For tre somre siden ønskede Kylian Mbappés mor, at han skulle færdiggøre sin eksamen, da hun ville være sikker på, at knægten ikke stoppede sin skoleudvikling. 24 måneder senere underskrev den franske angriber en kontrakt med PSG, som gør, at han næppe behøver at lave noget arbejdsmæssigt eller uddannelsesmæssigt, som han ikke har lyst til – resten af livet.

Dette blev efterfulgt af VM2018, hvor fodboldkometen lyste helt op, og Mbappé blev den kun anden teenager i VM-historien, der scorede i en finale - den første var Pelé… i 1958.
Mbappé var ikke engang født, da Frankrig vandt deres VM-guld i 1998, men alligevel udviste han masser af overskud, som da han gav ”high five” til en af baneløberne fra ”Pussy Riot”, der ville gøre opmærksom på Vladimir Putins politiske uretfærdigheder i Rusland, og da Mbappé senere i kampen scorede, lukkede han samtidig alt håbet fra de ellers så comeback-stærke kroater. Dermed kunne Mbappé kysse den 6,1 kilo tunge VM-pokal, som et bevis på den store fodboldbedrift for den unge franskmand, og kort efter finalen blev han kåret til VM-turneringens bedste unge spiller.

De mange millioner
Bekymringen fra Kylians mor – Fayze, der faktisk var en ganske solid håndboldspiller – er nok forsvundet i forhold til knægtens fremtid. Han er sikret økonomisk, da den 19-årige er blevet forgyldt af de ualmindelig mange millioner, som Qatar Sports Investments har smidt ind i den franske hovedstadsklub PSG. ”Verdens dyreste teenager” har indtil videre vist sig at være alle pengene værd, for selvom gennembruddet for Mbappé er gået uhørt hurtigt, har han slået til.

For efter blot at have spillet på ”det højeste niveau” i seks måneder blev han én af de mest hypede angribere i verden efter en tid i Monaco, som har været drømmeagtig. Fornyelig blev Mbappé spurgt om, hvilke europæiske storklubber der havde forsøgt at lokke ham, og han svarede knastørt: ”Dem alle… ”.

At det så netop blev PSG, er måske ikke så underligt, da de har det største økonomiske råderum. Derudover er knægten også født og opvokset i Paris, og hans far er en stor PSG-fan. Så selvom Mbappé gerne ville udvikle sig under Arsenals daværende franske manager - Arsène Wenger - som han også holdt møder med, så er det ikke så underligt, at han havnede i PSG. Klubben måtte godt nok bøje de såkaldte UEFAs Financial Fair Play-regler og starte med at leje angrebskometen, inden de i denne sommer kunne købe ham.

Mbappé vendte tilbage til Paris efter en opvækst i den nordlige forstadsby Bondy. Hans forældre kom dertil fra Cameroun, og faderen er stadigvæk træner i den klub, hvor sønnen startede sin fodboldkarriere som seksårig. Superstjernen besøger stadigvæk ofte barndomsklubben, hvor han faktisk er prototypen på deres klub-slogan ”Hos os er alt muligt!”.


Slog Thierry Henrys rekorder
Byernes by – Paris - er gigantisk, men på trods af dette er der blot en stor fodboldklub, og dermed holder alle i forstadsbyerne, herunder Bondy, med ”Byens hold”. Men det betyder ikke, at Mbappé ikke har været interesseret i andre klubber. Som 11-årig var han til prøvetræning i Chelsea, og ved den lejlighed fik han et specielt forhold til klubben, som han fik en trøje med hjem fra. På ryggen var et 10-tal samt skriften ”Kylian”, efter han havde brugt den i en træningskamp for deres U12-hold. Han udgjorde angrebet med Abraham, som Chelsea tidligere har udlånt til Swansea, og bag ved dem spillede franskmanden Jeremie Boga, som stadigvæk er i London-klubben.

Efter kampen mødtes han med flere af førsteholdsspillerne – som Didier Drogba og Florent Malouda – hvilket frembragte et ønske om en gang at spille for Chelsea, men kort tid herefter stod klubberne nærmest i kø for at sikre sig det unikke talent.

Kylian mødtes også med det store idol og den daværende Real Madrid-træner Zinedine Zidane, men de blev afvist ligesom klubber som Manchester United, Bayern München og Liverpool. På det tidspunkt var han blot 15 år. I stedet tog han to år på det anerkendte fodboldakademi Clairefontaine og valgte efterfølgende at spille for Monaco.

I december 2015 – hvor han var 16 år og 347 dage - blev Mbappé den yngste førsteholdsspiller i Monaco nogensinde, da han slog Thierry Henrys rekord. Få uger senere blev han også den yngste målscorer i klubbens historie – igen ved at slå Henrys rekord. Kort tid efter kom Arsenal også ind i jagten på stortalentet, hvilket fik klublegenden Henry til at skrive følgende på Twitter:

- Jeg ville gøre meget kriminelt for at få Kylian Mbappé til at spille i Arsenal…

Mbappé blev dog lidt længere i Monaco, som han højst overraskende var med til at gøre til franske mestre foran storfavoritterne fra netop PSG, men fyrstedømmet kom også i samme sæson i Champions League-semifinalen. I den store turnering lavede Mbappé masser af mål og blev samtidig med dette udtaget til det franske landshold, hvor der er så mange dygtige angribere. Derudover væltede superlativerne ned over Mbappé, der blandt andet blev sammenlignet med selveste Pelé. Denne sammenligning blev ikke mindre efter VM-finalen i 2018. Noget af en omvæltning for knægten… så hans far trak ham til side og sagde til den velovervejede unge mand.

- Husk dine rødder!

Hvortil Mbappé skulle have svaret:

- Jeg ved, hvor jeg kommer fra, men jeg ved også, hvor jeg vil hen…

Læs hele artiklen
Rodrygo - fundet på gaden
Indkast.dk tager et kig på den kommende Real Madrid-kantspiller Rodrygo Góes, som har taget Brasilien med storm.
Rodrygo er en fremtidens spiller, som kan utrolig mange ting trods sin unge alder. Det eneste, brasilianeren mangler ifølge mange eksperter og fans i Brasilien, er fysisk styrke. Noget, som Rodrygo også kom ind på, da han blev den yngste spiller nogensinde til at score i Copa Libertadores (17 år, 2 måneder og 6 dage, red.) tilbage i marts 2018:

- Jeg prøvede at løbe så hurtigt så muligt, for jeg ved, de er stærkere, end jeg er, så jo hurtigere, jeg løb, jo sværere var det for dem at følge med.

Det var et mål, hvor Rodrygo modtog bolden på midten af banen og med sin høje fart med bolden ved fødderne løb fra to Nacional-spillere, inden han alene igennem med sit kolde venstreben sparkede bolden under den fremstormende keeper.

Men ser man bort fra den 17-årige kantspillers måske eneste svaghed, er listen over kvaliteter noget nær endeløs:

Han har et godt drev med bolden og en god føling med den. Han er lynhurtig. Med og uden bold. Han tager initiativ og er villig til at gå ned i banen for at samle bolden op og sætte spillet i gang med en pasning eller dribling.

Han tager også gerne dybdeløb for sine medspillere på fløjen startende fra siden, men også fra centrale positioner, så han kan modtage bolden i bevægelse.

Han slår gode indlæg. Han får det til at se nemt ud at sætte en mand af. Han har et vist overskud i sine driblinger og bevægelser og lader sig ikke kue af, at han ikke lykkes én eller to gange med sine driblinger. Han er akrobatisk og kan lave en tæmning og dribling i stort set én og samme bevægelse.

Modstanderholdene i den brasilianske Serie A er allerede begyndt at frygte ham, siden mange brasilianske hold vælger at have to mand omkring ham, når han har bolden. Mange modstanderhold er allerede begyndt at begå grove frispark på ham, hvilket meget fint indikerer, hvilket niveau Rodrygo er på.

Rodrygo har en unik balance, som fint kommer til udtryk, når han prøver at lave en stepover, mens han er i løb, og han bare står helt snorlige, som om det er den mest normale bevægelse i verden. Hvor de fleste andre ville vælte, bliver Rodrygo stående og ligner et solidt dansk bøgetræ, der er urokkeligt.

Han er ikke lige så god med sit venstreben, som han er med sit højre, men han kan godt bruge sit venstreben. Både til afslutninger og driblinger.

Rodrygo kan modtage bolden med en spiller i ryggen, tæmme den lynhurtigt og så endnu hurtigere prikke bolden forbi sin modspiller og så - med sin fart - glide let forbi modspilleren.

Rodrygo er en teknisk begavet spiller, som let kan tæmme en diagonalbold i høj fart, som var det ingenting.

Men historien om den kommende Real Madrid-spiller starter ikke i Santos. Den starter på gaden i Osasco, der ligger 20 kilometer vest for Sao Paulo.

Rodrygo spiller fodbold på gaden = stor fremtid

Futsal-træner for Osasco André Luis Alves da Silva var blæst halvt bagover, da han første gang så Rodrygo spille golzinho, der er en brasiliansk form for gadefodbold med små mål og uden målmænd. Rodrygo var seks år gammel, men spillede med spillere, der var 9-11 år gamle.

Og futsal-træneren husker særligt to ting fra dengang, han så Rodrygo spille:

- Først husker jeg, hvor lille han var i forhold til de andre drenge, og dernæst husker jeg, hvor god boldkontrol han havde, siger futsal-træneren til Globo Esporte.

Da træneren så Rodrygo, handlede han prompte: Han overbeviste Rodrygos forældre om at starte til futsal i Osasco, hvor han på ny skulle spille med spillere, der var ældre end ham. Som 6-årig spillede han med meget ældre spillere end ham selv. Nøjagtig som i dag i Santos.

Rodrygo gjorde det svært for André Luis Alves da Silva at træne den 6-årige dreng, fordi han aldrig spillede bolden. Men det var der en god grund til.

- I nogle kampe driblede han tre eller fire spillere. Der var ingen grund til, at jeg bad ham om at spille bolden, for når han så scorede, kiggede han på mig og sagde: "Du beder mig om at spille bolden, men jeg løser kampen for dig." Jeg kunne ikke rigtigt gøre noget, siger Silva.

Rodrygos talent blev for stort til futsal-holdet, og han skiftede til Santos. Igen viste Rodrygo, at han var lidt for god til sine jævnaldrende, da han aldrig nåede at spille på junior-niveau: Han røg direkte op på førsteholdet. Og resten er historie.

Rodrygos opvækst og personlighed

Rodrygo har nogle støttende forældre, som tror på ham og hans fodboldpotentiale. Rodrygos far, Erick Góes, var selv professionel fodboldspiller og spillede blandt andre for Ceará og andre mindre mandskaber i Brasilien. Han fortsatte sin karriere, da hans søn blev født, men valgte at indstille den og tage hånd om sin søns karriere.

Rodrygo kunne meget nemt have mistet jordforbindelsen, men det har han endnu ikke gjort. I interviews fremstår Rodrygo ydmyg og lidt sky, men han har det godt socialt i skolen og med holdkammeraterne.

Han går stadig på gymnasiet, hvor han er på et aftenhold. I den føromtalte kamp mod Nacional missede han skole, da kampene i Libertadores spilles om aftenen, hvilket fik ham til at skrive følgende på Twitter efter opgøret, hvor han scorede:

- Undskyld, lærere, men jeg missede skolen af gode grunde. :D

I skolen siger hans gymnasiekammerater, at det føles normalt at have ham, og de tænker ikke over, at han er stort fodboldtalent. De roser ham for hans evner i skolen. Rodrygo går i samme klasse som sin jævnaldrende holdkammerat Yuri Alberto, som har fået kampe på Santos' førstehold, men ikke er en registreret del af førsteholdstruppen.

Presset og forbilledet

Rodrygo skrev allerede som 11-årig under på en sponsorkontrakt med Nike. Til sammenligning var Neymar 13 år, da han skrev under med Nike første gang. Og netop Neymar er Rodrygos forbillede. Neymar, som også tidligere har spillet for Santos.

Sammenligningerne med Neymar har der været mange af, men dem har Rodrygo viftet bort.

- Mange taler om, at jeg er den nye Neymar, men jeg fortsætter med at spille mit spil og arbejder på samme måde som før, og så tror jeg, jeg nok skal havne på det niveau, når jeg er klar til det.

Det store pres og de mange sammenligninger har fået Rodrygos agent Nick Arcuri til at udtale, at det for hans klient er vigtigt, at han har det sjovt.

- Han har potentialet til at blive verdensklasse og starte inde på et stort hold i Europa. Men vi er enige om, at det for Rodrygo handler om at have det sjovt og udvikle sig naturligt. Han skal nyde at spille fodbold, og så kommer alt det andet helt naturligt.

Hans erklærede mål er at blive verdens bedste fodboldspiller, hvilket familien sagde, da han var 12 år gammel i et interview til Spor TV. Fem år senere sagde Rodrygo, at han da meget gerne ville blive verdens bedste spiller, men først handlede det om at etablere sig på den professionelle scene.

Skiftet til Real Madrid

Både Barcelona og Real Madrid ville have Rodrygo. Faktisk var det "Blaugrana", der havde det første bud accepteret på brasilianeren, men Real overbød catalanerne. Den 15. juni blev Rodrygos skifte til Real Madrid officielt. Rodrygo skifter til "Los blancos" næste sommer.

Rodrygo skiftede den 15. juni til Real Madrid for omkring 335 millioner kroner. Talentet skifter dog først til Real Madrid næste sommer i en aftale, der på mange måder minder om den, landsmanden Vinicius Junior skrev under på.

Selv siger Rodrygo, at han ikke tænker særlig meget på Real Madrid:

- Jeg er meget glad for, at jeg skal spille for Real Madrid, men jeg er fokuseret på Santos og tænker ikke så meget på Real Madrid, hvor jeg først skal spille om et år. Jeg kan begynde at tænke på Real til den tid, men lige nu fokuserer jeg på Santos, siger Rodrygo ifølge AS.

Rodrygos træner Jair Ventura gør ikke sit for at fjerne presset fra kantspilleren, da han siger, at man altid forventer meget af den talentfulde kantspiller.

- Vi forventer altid af Rodrygo, at han gør noget magisk for os, har Ventura sagt ifølge AS.

Og når det kommer til, hvad man forventer om Rodrygos karriere, er træneren ikke i tvivl:

- Vi regner med, at han bliver en stor stjerne en dag.
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
VM 2018 - sådan vil Indkast.dk huske det
Sådan vil redaktionen på Indkast.dk huske sommerens fest i Rusland.
- Batshuayi, der skyder sig selv i hovedet via stolpen ved fejring af mål.

- Få europæiske tilskuere, men masser fra andre verdensdele.

- Mange mål efter standardsituationer.

- Jesse Lingards flotte mål imod Panama.

- Putin fik opbygget en storartet turnering.

- Frankrigs unge vinderhold.

- At Danmark var involveret i VM's eneste 0-0-kamp.

- Manglende klasse for nogle af holdene… som Panama.

- At Belgien havde hele ti forskellige målscorere.

- At frygten for mange holigans i Rusland heldigvis ikke holdt stik.

- De mange straffespark.

- At fodboldtilstanden ikke er så skidt på det engelske landshold.

- England kun scorede tre af sine mål i åbent spil.

- NeymAV.

- At England endelig vandt en straffesparkskonkurrence.

- Raphael Varane… en meget undervurderet spiller.

- Brasiliens taktiske sejr over Belgien.

- VAR.. er kommet for at blive. TAK!

- Manuel Neuers episke dribletur imod Sydkorea.

- Mbappé scorede i VM-finalen, hvilket kun én teenager har gjort før… Pelé.

- At Frankrig scorede 11 af deres 14 mål i knockoutfasen - imponerende!

- Fire europæiske hold i semifinalerne, selvom Holland og Italien ikke deltog samt tidlig exit til Spanien og Tyskland.

- De mange selvmål. Mario Mandžukić scorede det første nogensinde i en finale.

- Ekstrem høje klasse af Luka Modrić, der næsten egenhændigt spillede Kroatien i finalen.

- At det danske landshold ikke kun består af Christian Eriksen. Kasper Schmeichel var den målmand i hele turneringen med den højeste redningsprocent… på hele 89,5%.

- Hvorfor skulle Nicklas Bendtner ikke have taget Danmarks sidste straffespark i stedet for Nicolai Jørgensen.

- At Sverige skulle have haft Zlatan med til VM. Kun et enkelt af svenskernes fem mål blev scoret af en angriber.

- At Danmark var det eneste hold, som Frankrig ikke kunne vinde over på deres vej til VM-guldet.

- At Rusland ikke blev den kæmpe skuffelse, som ellers alle havde regnet med. Rusland var det lavest rangerede landshold til VM, men nåede alligevel frem til kvartfinalen.

- At Sverige kom i kvartfinalen ved VM og var det hold, der lukkede færrest mål ind målt på antal kampe.

- Tysklands… sammenbrud efter deres manglende evne til at score mål. Hele 72 afslutninger gav 2 mål.
Læs hele lederen
Der Untergang
Der er ”Löwfald” i Tyskland efter historisk ringe VM-slutrunde for de regerende mestre, der oplevede Germexit. For "How Löw can you go"...
I de kommende år vil der masser af gange blive vist tv-billeder af Manuel Neuers deroute langt oppe på sydkoreanernes banehalvdel, hvorefter den ellers så respekterede målmand mister bolden til de hurtige asiater – der både er hurtigere på benene med også i handling.

0-2 til Tyskland, og de var ude af VM2018 efter gruppespillet, hvilket den fodboldstolte nation aldrig tidligere har prøvet, men hvorfor gik det så galt? Indkast.dk har kradset lidt i det tyske sår…


Hvor er Lahm, Klose og Schweinsteiger?
Siden Tyskland kvalificerede sig til VM2018, har de spillet ti kampe, men har kun vundet to, og den ene af disse var den heldige sejr imod Sverige, hvor undertals tyskerne skulle langt ind i overtiden for at få sejrmålet af Toni Kroos. Den anden sejr var imod Saudi Arabien… Dette giver et krystalklart billede af et tysk landshold i dybt krise, men hvad er galt?

For tiden mangler Tyskland tre ting i forhold til VM-triumfen i 2014 – og det er Phillip Lahm, Mirolav Klose og Bastian Schweinsteiger. Det tyske hold har manglet Lahms lederskab og anførerens magiske evne til at gøre de andre på holdet bedre, men i den grad også Schweinsteiger, som på daværende tidspunkt var en af Europas bedste defensive midtbanespillere. Han kunne beskytte det tyske mål og samtidig lukke ned for modstandernes forsøg på kontraangreb på en midtbane, hvor de fleste af spillerne var offensivt indstillet. Derudover og måske det største afsavn… Mirolav Klose med de rekordmange VM-mål.

Den blot 22-årige Timo Werner har slet ikke kunne udfylde hullet efter Klose. Werner er talentfuld, men chancer og dermed målene er udeblevet. Ikke mindst fordi den offensive styrmand – Mesut Özil – har haft en af sine ”nedslåede” perioder. Denne er kommet, efter Özil har et helt vanvittigt behov for at blande sig i den tyrkiske valgkamp, og glem nu ikke, at den tyske landstræner Joachim Löw valgte ikke at udtage en af Premier Leagues bedste spillere - Leroy Sane – til slutrunden. Dette – og meget andet - vil landstræneren sikkert få hug for i de næste dage i den tyske presse. De var allerede nådesløse i timerne efter fiaskoen:


– Ude! Men vi havde heller ikke fortjent mere. Det her er den største skandale i den tyske VM- historie. Nederlaget til Sydkorea er en pinlig afslutning på et katastrofalt gruppespil. Det er et mareridt. Verdensmestrene fra 2014 er detroniserede efter bare tre kampe (Bild)

- Landsholdet skulle kun bruge et enkelt mål mod lille Sydkorea for at spille sig videre. I stedet skabte det den største tyske fiasko i VM- historien (Die Welt)

- Historisk! Tyskland har fejlet miserabelt ved VM i Rusland i sin mission om at forsvare titlen ved at ryge ud allerede i gruppespillet. (Kicker)

Fodboldlegenden Gary Lineker var ikke sen til at omskrive sit legendariske fodboldcitat til i stedet at lyde:

- Fodbold er et simpelt spil. 22 mand jagter en bold i 90 minutter, og til sidst er det ikke længere Tyskland som vinder. Nu er min version overladt til historien…

Den fremtidige historie er dog ikke kun negativ for tyskerne. Udover Sane findes der tyske talenter som Niklas Sule, Julian Brandt og Joshua Kimmich, der sammen med følgende spillere i slutningen af tyverne Mats Hummels, Jerome Boateng, Thomas Müller, Toni Kroos og Özil kan forme landsholdet i fremtiden, så den tyske kansler Angela Merkel ikke skal komme med negative reaktioner. Det gjorde hun efter den tyske fodboldderoute i Rusland, og kort tid efter drillede Nigel Farage – manden bag den engelske Brexit – ved at sige:

- Tyskland er ude af VM… Germexit.

Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon VM-abstinenser? Se alle 48 mål her Džeko: Mine bedste mål i CL Artikel ikon Teaser: FA Cup-finale Artikel ikon TV: Mulig straf efter grinagtigt ‘dive' Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Dansker på VM-flophold hos fransk avis Årets VM-hold Artikel ikon VM: Bayern repræsenteret ti gange i træk Artikel ikon Klubber med flest VM-spillere tilbage Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Bedste 10'ere til VM Sommerens 10 dyreste teenagers Artikel ikon Top 10: Kontraktfrie spillere Artikel ikon Overblik: Store trænere uden klub Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Anmeldelse: Fodboldholdet Artikel ikon Messi mod Ronaldo Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon De sidste ti VM-finaler VM: Bayern repræsenteret ti gange i træk Artikel ikon Overblik: Landsholdsstop efter VM 2018 Artikel ikon Stakkels Tyskland Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Medier: Roma accepterer Liverpool-bud Bild: Leipzig vil købe Lookman Artikel ikon Onsdagens engelske rygter Artikel ikon Avis: Kalinic til Atlético Madrid Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Lionel Messi Artikel ikon Vidste du om ... Cristiano Ronaldo Artikel ikon Vidste du om ... Joe Cole Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Englands VM i tal De endelige VM-statistikker Artikel ikon Top 10: Sommerens dyreste BL-handler Artikel ikon VM: Bayern repræsenteret ti gange i træk Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Vida: Jeg vil gerne sige undskyld Optakt: Frankrig - Kroatien Artikel ikon Optakt: Kroatien - England Artikel ikon Optakt: Frankrig - Belgien Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: VM-finalen Startopstillinger: Belgien - England Artikel ikon Startopstillinger: Kroatien - England Artikel ikon Startopstillinger: Frankrig – Belgien Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Debutant-scoring i sikker Brøndby-sejr Debutant-Delac bliver helt mod FCK Artikel ikon Kyniske franskmænd tog VM-guldet Artikel ikon Belgien sikrer sig bronze Artikel ikon Se flere