Robert Enke: Et alt for kort liv

Af Torsten Brix

2017-08-24
Robert Enke: Et alt for kort liv

I dag ville Robert Enke have været blevet 40 år - derfor genposter Indkast.dk et kapitel fra den meget anmelderroste bog om den tyske landsholdsmålmand, der begik selvmord.

Robert Enke opfandt kyssemaskinen. Han sad på parketgulvet i Jörg Neblungs hus i Köln og løftede agentens etårige datter Milla op i luften med en robots staccatoagtige bevægelser.

”Jeg er kyssemaskinen,” sagde han til sit gudbarn, mens han i ryk løftede barnet op, indtil det var på højde med hans ansigt. Der fuldendte maskinen så sin opgave med et smækkys på kinderne.

Jörg betragtede dem og tænkte på, hvor godt Robert så ud. Han havde en hvid sommerskjorte på, der stod godt til hans solbrune hud. Han havde afbrudt sin ferie i Lissabon for at spille en velgørenhedskamp i Tyskland.

”Igen?” spurgte han Milla, og så gik kyssemaskinen knirkende i gang på ny.

Der gik en måned, før Jörg atter så Robert. Det var med billederne af den veloplagte kyssemaskine på nethinden, at han i juli tog til Kärnten i det sydlige Østrig, hvor Hannover 96 forberedte sig på den nye sæson. Der fandt han en mut og reserveret målmand.

”Jeg ved ikke, hvad der er galt. Jeg har følt mig træt hele dagen.”

”Det er helt normalt, Robbi. Du bliver jo også ældre.”

Han ville blive 32 om et par uger. Jörg prøvede det bedste, han havde lært, men der kom ikke gang i samtalen. De hang fast i professionelle emner: forsikringsdækningen ved tab af erhvervsevne, René Adler og det tilbagevendende emne om, hvorvidt Hannover skulle spille med en eller to angribere.

”I den her sæson kommer vi til at kæmpe for at undgå nedrykning,” profeterede Robert.

I løbet af de seneste sæsoner havde klubben brugt millioner på spillere, der hverken havde forstærket holdet eller tilført det mere humør. Nu var der ikke flere penge til forstærkninger, og rutinerede Michael Tarnat, en af grundlæggerne af Kabine Zwei, havde efter knap 500 førsteholdskampe for en håndfuld topklubber tilmed indstillet karrieren. Det var måske de dårlige perspektiver for Hannover, der gik Robert på, tænkte Jörg.

”Jeg er bare så træt hele tiden,” sagde Robert til Teresa i telefonen.

”Du er jo altid træt, når I er på træningslejr.”

Hanno Balitsch lagde mærke til, hvordan Robert ofte trak sig tilbage til sit værelse om eftermiddagen, når de andre blev på hotellets terrasse for at genfortælle de anekdoter, de alle kendte til bevidstløshed. For eksempel den om hvordan de havde rullet holdlederen Mille i æg og fjer. Vittighederne og fodboldsnakken med holdkammeraterne havde altid været dagens bedste stunder for Robert, der tit gik forrest ved at imitere comedyserien Stromberg.

Men nu var det, som om Robert ikke længere var en del af holdet. Selv ikke under træningen. Han trænede meget alene sammen med målmandstræneren Jörg Sievers. VM-sæsonen var begyndt, og han arbejdede hårdt med sit spil. Men han kunne ikke forstå, hvorfor det var så svært at komme ud af sengen om morgenen.

”Ferien var også så stresset,” fortalte han Marco, da han ringede til ham fra hotelværelset.

Marco spekulerede over, hvordan i alverden ferien kunne have været stresset. Robert havde jo fortalt, hvor positivt alting tegnede sig, da de først på ferien havde mødtes i Rheinlandet.

”De sidste to uger i Lissabon fik jeg ikke slappet ordentligt af. Min bror var der, og vi skændtes. Der løb syge hunde rundt på ejendommen, som skulle til dyrlægen, og så gik der en dag med det. På grund af huset skulle vi hele tiden forholde os til diverse håndværkere.”

Udmattelsen sad stadig i ham, da han kom hjem fra træningslejren. Han prøvede at ignorere den.

Andreas Köpke besøgte ham til træningen i Hannover. Dagen før havde han været sammen med Tim Wiese i Bremen. Med et år til VM-slutrunden gav Köpke give sine målmænd nogle ting, de kunne arbejde med for at forbedre deres spil. Han havde fyldt en DVD med scener fra forskellige kampe for at understrege sin opfattelse af den perfekte målmand. En passage med Chelseas målmand Petr Čech var særlig interessant for Robert. Når der kom indlæg, stod Čech midt i målet og ofte et par meter foran mållinjen; Robert stod meget tættere på den nærmeste stolpe og på mållinjen.

”Når du står midt i, kan du også plukke de indlæg ned, der var tiltænkt angriberne ved bageste stolpe, eller dem, der ligger midt i straffesparksfeltet. Indlæg, som du ellers aldrig ville nå ud til,” forklarede Köpke. Álvaro Iglesias, 2. divisionsmålmanden fra Tenerife, havde sagt præcis det samme til ham fem år tidligere. Nu da Tysklands målmandstræner også sagde det, afprøvede han Cechs koncept under den daglige træning i Hannover.

Han var anspændt, da han den 2. august tog hul på sæsonen med en pokalkamp mod Eintracht Trier fra Regionalliga West. Han tænkte, at det var helt normalt. Men nu begyndte det igen.
Mosel Stadion i Trier havde lave tribuner med lyseblå bølgeblikstage. Der var ikke engang udsolgt. Hannover var foran 1-0 ved pausen, og med lidt held havde udeholdet scoret både to og tre mål mere i løbet af de første 45 minutter. Trier fandt styrke i, at holdet ikke var mere bagud. Hjemmeholdet havde stadig alt at spille for. Inspireret af deres gode øjeblikke i projektørlyset rakte holdet fra den fjerdebedste tyske række ud efter sensationen.
Et indlæg sejlede ind på kanten af det lille felt foran Robert. Han så Triers Martin Wagner sprinte efter bolden og drønede med spredte arme ud for at gøre målet mindre. Men Wagner havde allerede udlignet. Ingen drager en målmand til ansvar for sådan en scoring – bortset fra målmanden selv. Han var kommet for sent ud. Fire minutter senere var stillingen pludselig 2-1. I forvirringen over udligningen havde Hannover-forsvaret ladet to Trier-angribere være alene med Robert Enke.

Det var ikke til at komme udenom. Trier, et hold fra tysk fodbolds 4. division, havde udviklet sig til et nyt Novelda for Robert. Kampens forløb var nøjagtig det samme. Selv ned i sekundet for scoringerne. Det havde kun akademisk interesse, at Trier vandt 3-1, hvor Novelda i sin tid havde vundet 3-2.

Sæsonen var blot en kamp gammel. Alligevel havde Hannover allerede mistet troen på, at tingene kunne ende godt for dem. Sommeren igennem havde spillerne og Dieter Hecking arbejdet hårdt for at overbevise sig selv og hinanden om, at man sammen kunne finde ud af det. Men nederlaget blotlagde på ny frustrationerne, der havde luret under overfladen. Systemet med en defensiv midtbanespiller og to angribere fungerede ikke. De hang ikke sammen som hold længere. Hvornår ville klubben omsider befri dem for træneren? Samarbejdet med spillerne må også have været ren tortur for Hecking.

Et mylder af tanker rumsterede i Roberts hoved. Igen og igen nåede han frem til samme konklusion: Intet ville lykkes. De sorte tanker formerede sig og gjorde hans hoved tungt som bly. Pludselig stod det klart for ham, hvad der havde været på vej i ham siden juli.

Han skrev sine aftaler ind i en dagbog med muldvarpeskind. Om onsdag den 5. august 2009 skrev han: 10 og 15.30 træning. Umiddelbart efter tilføjede han: For øjeblikket er det utrolig svært at være positiv. Det ramte mig ret hurtigt og uventet. Snakkede med Terri og fortalte hende om mit behov for at åbne op. Men jeg ved, det er umuligt.

Hvorfor nu, tænke han. Den første kliniske depression havde ramt ham i 2003, da han som misforstået målmand havde følt sig værdiløs i FC Barcelona. Denne gang var der ingen lighedstegn. Han fandt aldrig selv frem til et svar på, hvorfor de mørke tanker vendte tilbage den sommer. Ingen andre vil nogensinde være i stand til at give ham det.

En række ting tyngede ham naturligvis. Presset for at være fejlfri i sit livs sæson, hvor han skulle manifestere sig som Tysklands nummer et, var enormt fra ham selv og mange gange større fra medierne. Den anspændte situation i Hannover, hvor han som anfører var fanget som en lus mellem to negle, sled også på nerverne. Ingen glemmer nogensinde et barns død, så Lara lå som en skygge over alt, selv om han gennem de seneste to år havde lært at leve med det så godt, som han nu kunne. Måske var det alene reaktionen efter Laras død, der bragte mørket tilbage.
Men det er også muligt, at hans anden kliniske depression blev fremkaldt af noget helt andet. Måske en mindre ting, som hverken Robert, hans psykiater eller andre kunne have peget på. Depressioner følger ikke et mønster. Et menneske, der er disponeret for sygdommen, kan sandsynligvis klare ekstremt stressede situationer uden problemer. Til gengæld kan en almindelig, dagligdags episode slå vedkommende helt ud af kurs.
Han mente, at han vidste, hvad der skulle til. Han måtte tidligt op om morgenen, skifte Leilas ble og helst ikke hænge for længe over morgenmaden. Og så skulle han til træning. Begyndte han nu dagen efter et fast skema, hvis han nu udførte tingene i rækkefølge, så ville angsten ikke få så meget plads i hans hoved. Det afgørende var morgenen. Han vågnede og var angst for dagen. Blev han i sengen så meget som et minut længere, ville angsten tage ham som gidsel.

Hanno Balitsch forstod det ikke. Robert bed konstant sig selv i læben, og han var stort set holdt op med at sige noget. Selv når de sammen luntede fra træningsanlægget til omklædningsrummene, virkede han underligt fraværende. Hans blik var ufokuseret. Han så lige igennem sine holdkammerater.

Efter træningen beholdt markspillerne deres støvler med plasticknopper på, mens de joggede de få hundrede meter tilbage til omklædningsrummene. Målmændene, der brugte lange aluminiumsknopper, skiftede støvlerne ud med løbesko. Hanno udnyttede øjeblikket, da Robert knælede for at skifte sko.

”Forlader du den synkende skude, Robert?”

”Hvad mener du?”

Hanno havde spekuleret over, hvad der mon gik hans ven på. Og så var han kommet i tanke om noget, Robert for nylig havde betroet ham: Han var måske på vej til Schalke 04, hvis Bayern München ellers kunne lokke Schalkes målmand, Manuel Neuer, til det sydtyske før næste sæson. Schalkes træner, Felix Magath, havde på et tidspunkt sendt en føler ud til Robert.

”Næh, der er ikke gang i noget,” sagde Robert.

”Men et eller andet har fået dig ned med nakken.”

”Ja, men jeg kan ikke fortælle om det lige nu.”

”Okay.”

Hanno spurgte ikke om mere. Han og Robert havde et venskab med klare grænser. For eksempel talte de aldrig om personlige forhold.

”Det brød Robert sig ikke om. Det ville have gjort ham utilpas, hvis jeg havde fortalt om personlige problemer derhjemme,” sagde Hanno Balitsch.

De fulgtes tavse ad til omklædningsrummene. Den eneste lyd var Hannos fodboldstøvler, der klaprede mod parkeringspladsens asfalt.

”For fanden, Hanno har fået mistanke om et eller andet,” sagde Robert til Teresa, da han kom hjem.

Om eftermiddagen kastede han sig over praktiske opgaver for at vise, at han stadig havde styr på tingene. Han gjorde jacuzzien ren. Han fik det nu ikke mærkbart bedre. Så blev han vred: Hvorfor skulle det også gøre tingene bedre, at han rensede jacuzzien? Hvordan skulle noget nogensinde blive bedre?

Teresa tænkte højt, mens de spiste. Måske de skulle involvere nogen i, hvordan han havde det? I det mindste deres bedste venner, så han ikke konstant behøvede at spille skuespil.
Før træning dagen efter spurgte han Hanno, om han havde tid et øjeblik.

”Har du nogensinde gjort dig erfaringer med depression?”

”Næh,” svarede Hanno og regnede med, at en eller anden i Roberts familie måtte lide af sygdommen.

”Jeg har alvorlige problemer med det.”

Hanno Balitsch kendte til sygdommen som de fleste andre. Men da han på vejen hjem kom til at spekulere over, hvad der kendetegner sygdommen, kunne han ikke komme i tanke om noget som helst.
Hanno købte bogen My Black Dog af Matthew Johnstone. Det er en lille billedbog om en ung mand, der bliver forfulgt af en sort hund. Når den sorte hund dukker op, mister den unge mand lysten til alt. Han kan ikke koncentrere sig, han kan ikke spise noget – han er slet og ret bange for den sorte hund. Han skammer sig så meget over sin angst, at han ikke fortæller nogen om hunden. Det gør kun det hele værre.

”At lyve om noget følelsesmæssigt sluger al ens energi,” siger manden i billedbogen. Bogens undertitel er 'Hvordan jeg fik min depression i snor.'

”Nu forstår jeg lidt af, hvad Robs går igennem,” sagde Hanno til Teresa.

Hun bad ham om at holde øje med sin mand. Det var vigtigt, at hans tanker ikke gik på strejftogt under træningen, at han ikke lod sig opsluge af de mørke tanker.

”Hvis du lægger mærke til, at han giver slip, så giv ham et los i røven.”

”Teresa, uanset hvor gerne jeg så end ville, kan jeg altså ikke gå til anføreren foran alle og enhver.”

”Okay, men så skub ham i det mindste i den rigtige retning.”

Hanno Balitsch betragter én med et fast blik i de klare øjne. Han er overbevist om, at livets udfordringer bedst klares lige på og hårdt, selv om den kompromisløse indstilling har givet ham problemer undervejs i karrieren. Han holdt op med at tale med Bild-reporterne, efter at han følte, de havde behandlet ham unfair. Efterfølgende var det stensikkert, at han blev sablet ned i karakterskalaen, hvis han spillede under niveau. Men sådan måtte det være.

Robert beundrede Hannos ukomplicerede tilgang til tingene, men den forvirrede ham også.

”Hanno kan være meget irriterende for både træneren og sine holdkammerater, men også for vores modstandere,” sagde han engang. De havde fundet ud af det lige med det samme.

”Når det kom til fodbold, så mente Robs og jeg ofte det samme,” siger Hanno og smiler.
”Som regel udtrykte vi det dog vidt forskelligt. Jeg var nok for ligefrem. Jeg sagde ting til både sportsdirektøren og træneren, som jeg nok ikke skulle have sagt. Robs kunne sige de samme ting, men når ordene kom ud af hans mund, lød de diplomatiske, ja nærmest acceptable.”

Det var underligt for Hanno pludselig at skulle rose redninger, han tidligere havde syntes var helt almindelige. Men han levede op til sit løfte til Teresa. Han overtalte Robert til et slag bordtennis efter træningen, og han inviterede ham på frokost. På et tidspunkt ringede Roberts mobil, da han var på vej på restaurant med Hanno. Det var Teresa.

”Jeg er på vej ud til frokost, sagde Robert.

”Er du alene?”

”Bare rolig. Din førerhund sidder ved siden af mig.”

Ugen efter nederlaget i Trier kørte Robert og holdet med InterCity Express til Berlin til sæsonens første Bundesliga-kamp. Som altid på togturene sad han og gennemgik sin fanpost ved siden af Tommy Westphal. ”Han er et vanedyr,” tænkte Tommy. Robert var så ufattelig træt, at han var bange for, at brevene skulle falde ud af hånden på ham.

Hannover tabte 1-0 til Hertha Berlin. Han havde gættet – nej, han havde vidst – at intet mere ville fungere. Hjemme i Köln så Jörg Neblung kampen på tv og tænkte det modsatte.

”Det er da utrolig, som Robert spiller. Og så i hans tilstand!”

Med et kvarter igen spærrede forsvarsspillerne for hans udsyn, og derfor så han først Raffael de Araújos skud fra distancen, da det med retning mod mål fløj over hovederne på dem. Alligevel lykkedes det ham med fingerspidserne at vippe brasilianerens forsøg uden om stolpen. Kom han i vejen for skud som det, kunne hans depression ikke være særlig fremskreden, tænkte Jörg. Han ville sige til Robert, at hans redning havde været fantastisk.
Robert kom ham i forkøbet med sit opkald.

”Jeg kan ikke føle noget længere,” sagde han ærligt. ”Ingen nerver, ingen glæde, intet. Jeg stod derude, og jeg var fuldstændig ligeglad.”

Noget kunne han dog føle. Nemlig tilstedeværelsen af den sorte hund. Han trak baseballkasketten ned i panden og besøgte Dr. Stroscher. For anden gang i sit liv havde han brug for antidepressiv medicin. Han var fast besluttet på, at han ville have den samme medicin, som havde hjulpet ham i 2003. Medicinen fandtes nu i en nyere og mere effektiv udgave. Det kunne kun gå for langsomt med at mærke virkningen.

Den 16. august var han og Teresa inviteret over til Wilkes – deres datter fyldte seks år. Vejret var til fest i haven. Han følte sig totalt smadret. Gæsterne forventede, at han talte til dem, men hvordan kunne han? Han troede ikke, han kunne konversere normalt. Han lagde sig i en liggestol og lod, som om han sov.

”Hvor er det sødt. Han føler sig så meget hjemme her, at han bare lægger sig og tager en lur,” tænkte Uli Wilke.

Teresa derimod var ved at miste tålmodigheden. Hun vidste, at han bagefter ville bebrejde sig selv, fordi han ikke engang kunne opføre sig normalt til en børnefødselsdag. Det var depressionens fælde: Først frarøvede den ham evnen til at gøre de mest almindelige ting, siden trak bevidstheden, om at han ikke magtede dem, ham blot længere ind i sygdommen.
Hun lagde sin hånd på hans skulder. Han strakte sig og gjorde, som om han vågnede.

”Kom, lad os spille tennis.”

Hun tvang en ketsjer i hånden på ham. Han skulle slå til bolden, og hun ville med Leila på armen prøve at ramme den. Hun ville ikke risikere, at barnet begyndte at græde, så snart hun satte hende ned. Det magtede hun ikke oven i alt det andet.

Sabine Wilke undrede sig over, hvorfor Teresa altid svarede på Roberts vegne. Hvorfor hun talte til ham, som var han et lille barn:

”Kom nu, Robbi, tag da et stykke kage, du elsker kage.”

Det krævede en kæmpe indsats af ham at tage stilling til, om han helst ville have blommetærte eller ostelagkage. Han følte sig kronisk overmatchet i selv de mindste dagligdagsting. Alligevel formåede han at navigere sig gennem hverdagen: Han trænede, han smilede til fødselsdagsfesten, han spillede sin rolle. Uanset hvor mange kræfter, det sugede ud af ham, var det bedre at gøre et eller andet i stedet for at overgive sig til trætheden og tage en lur. For så kom tankerne.

Han fik øje på tre uåbnede breve på sit kontor. Det gav ham følelsen af, at stedet var på randen af kaos.

”Jeg kan ikke engang holde styr på mine papirer, jeg kan intet længere,” tænkte han. ”Det er alligevel for sent. Jeg har allerede gjort alt forkert.”

Der er kun en knivsæg mellem behovet for at få et skub og faren for at blive skubbet ud af kurs. Hans arbejde i Hannover 96 udviklede sig til et ekstraordinært nervepres for ham. Selv for en kernesund professionel ville det have været en stor mundfuld. Klubpræsidenten Martin Kind og sportsdirektøren Jörg Schmadtke overtalte Hecking til, at det vist var bedst for alle parter, hvis han trak sig tilbage. Det fromme ønske om at begynde på en frisk efter spændingerne året før havde vist sig illusorisk blot to kampe inde i den nye sæson. Det var den 19. august – samme uge som Robert ikke kunne bestemme sig for hvilken kage, han skulle vælge til børnefødselsdagen. Nu skulle han foran rullende kameraer forholde sig til fyringen af Hecking, og som anfører forventedes det, at han hjalp den nye træner, Andreas Bergmann, på plads. Samtidig havde han skyldfølelse. Han syntes, at de som hold havde et medansvar for placeringen i Bundesligaen.

Da Hannover vandt den første kamp under Bergmann med 2-0, blev der festet i omklædningsrummene i Nürnberg, som havde klubben netop undgået nedrykning. Robert var der ikke. Han stillede op til en stribe tv-interviews. Han nåede først i omklædningsrummet en lille halv time efter slutfløjtet.
Hanno Balitsch vidste, hvor stor en præstation det havde været for Robert at stå ansigt til ansigt med så mange reportere.

”Hr. Kuhnt, det er ikke i orden, at Robs skal stille op til så mange interviews. Han kan jo ikke være med, når vi fejrer sejren. Vi bliver nødt til at deles om interviewene,” sagde han til Hannovers presseansvarlige.

Ingen havde mistanke om noget. Den presseansvarlige tænkte, at Hannos indvending var forståelig. Det var vigtigt for holdmoralen, at de alle fejrede sejren sammen.

Det var, som om der altid fandtes en logisk forklaring på Roberts ændrede adfærd. Tommy Westphal undrede sig over, at Robert pludselig sagde nej til at deltage i velgørenhedsaktiviteter. Noget, han ellers havde brugt meget tid på tidligere. Men det er selvfølgelig fordi, han vil være mere hjemme hos sin lille datter, sagde Tommy til sig selv.

Robert fortalte gradvist Hanno alt om den sorte hund på de lange busture til udekampene. De kunne sludre uden frygt for at blive overhørt, for på et professionelt fodboldhold anno 2009 sad mindst tre fjerdedele af spillerne med hovedtelefoner på, så de kunne følge med i musik, film eller spil. Så var spillerne jo også fri for at tale med hinanden.

Robert fortalte Hanno om sin flugt fra Lissabon. Om Novelda, Frank de Boer og Istanbul. Depressionen dræber alle positive følelser, forklarede han Hanno.

”Pludseligt slår det dig, at alt er nytteløst, håbløst.”

Det var, som om adgangen til hans hjerne var snævret ind til en tynd kanal, der kun tillod det negative at passere. Raske forstod sjældent omfanget af depressionen, fordi de ikke forstod, at det var en sygdom. Folk undrede sig over, hvorfor han så alt i et negativt lys. Hvorfor kunne han ikke bare tage sig sammen?
De forstod ikke, at han var magtesløs over for sortsynet. Han kunne ikke længere kontrollere det. Hans hjerne havde ændret sig. Hjernelapperne i hovedet var som blokerede. Han havde svært ved at koncentrere sig om stort set alt. Men han talte langvarigt og detaljeret om sin sygdom.

Han fik det mildest talt ikke bedre. Han begyndte at græde på sin 32-års fødselsdag, den 24. august, da hans søster Anja ringede. Over for andre gratulanter – eksempelvis Torsten Ziegner, barndomsvennen fra Jena – spillede han problemfrit rollen som den cool målmand – ”Jeg skal bare blive ved med at spille godt, så bliver jeg nummer et til VM,” sagde han til sin gamle kammerat.
Da hans mor ønskede ham tillykke, spurgte han ligefremt: ”Mor, har du nogensinde lidt af depression?”

”Nej, det har jeg ikke. Jeg har været meget ked af det, men ikke depressiv, nej.”

I dag tænker Gisela, om han mon havde forventet, at hun ville stille ham et modspørgsmål. Om han i virkeligheden søgte en anledning til at tale om sine udflugter til afgrunden? Eller havde han ganske enkelt ønsket at finde ud af, om han havde arvet sygdommen fra hende? Den dag magtede hun ikke at gå længere ind i emnet.
Siden snakkede hun kun i telefon med Teresa. Han ville ikke tale med nogen. Han havde brug for ro og rutiner for at genfinde sin ligevægt, sagde han. Familien accepterede hans ønske. De ville jo gerne hjælpe.

Wilkes-parret havde købt en terrassevarmer til ham i fødselsdagsgave, fordi han holdt så meget af at sidde på terrassen indtil sent om aftenen. Men det var nok bedst, at de ikke kom med gaven lige nu, sagde Teresa.

”Ellers bliver det bare endnu en ting, der står og fylder. Han er i forvejen godt oppe at køre over ting, der står rundt om.”

Nu havde hun informeret alle deres venner fra nabolaget.

”Opfør jer bare normalt,” sagde hun til Wilkes.

”Men det gjorde jeg ikke,” indrømmer Uli. ”Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle opføre mig. Jeg var totalt stiv og kejtet.”

På Laras fødselsdag – det var en uge efter hans egen – gik han om morgenen sammen med Teresa hen på kirkegården, hvor de slap en hvid ballon løs. Han svedte af nervøsitet. Han skulle med InterCity til Köln 15.31. Han skulle med landsholdet i træningslejr i ti dage. Hvordan skulle han komme igennem det? Hvordan kunne han tilbringe hele ti dage op og ned af sine holdkammerater, uden at afsløre sig selv? Alt var slut, hvis det slap ud, at han led af depression.

”Robbi følte sig muret inde. Han havde to store drømme: at spille VM og at springe ud som depressiv. Han vidste, at det var umuligt at få begge drømme opfyldt. Det ene ville udelukke det andet. Han følte, at uanset hvad han så gjorde, kunne han ikke klatre over muren,” siger Marco Villa.

Den dag skrev Robert blot en enkelt sætning i sin muldvarpeskindsdagbog:

31. august 2009: Det var en kamp, men Terri overtalte mig til at tage til Köln.

Spillerne ankom til landsholdets træningslejr mandag. De hang ud i hotellobbyen, eftersom de endnu ikke havde fået noget program. For Robert kom den første test allerede den første aften. Den tyske spillerforening, VdV, havde valgt ham til årets hold 2008-09 og efterfølgende inviteret ham med til prisuddelingen. Han måtte styrke sig med opkvikkende medicin for at klare sig gennem festlighederne.

En minibus fragtede ham og to andre landsholdsspillere til Brauhaus ved hovedbanegården, hvor ceremonien skulle finde sted. De blev modtaget af Tim Jürgens, stedfortrædende chefredaktør for 11 Freunde, fodboldmagasinet der stod bag aftenens arrangement sammen med spillerforeningen. Jürgens vidste, at Robert syntes om hans magasin. Målmanden havde tidligere givet to meget åbenhjertige interviews til 11 Freunde. Så hvorfor kvitterede Robert mon så koldt for velkomsten, tænkte Jürgens. Det virkede end ikke, som om Robert ænsede ham.
Det høje loft i Brauhaus kastede gæsternes stemmer tilbage i hallen. Fodboldfolket var i deres rette element. Nogle Bundesliga-spillere fra Bochum og Köln snakkede med tidligere spillere og agenter. Flere gange afbrød Jörg Neblung sine samtaler for at se, hvordan det gik med Robert.

Heldigvis var han målmand, så han fik sin pris først. Han havde jeans og en brun fløjlsjakke på. Mange syntes, at hans ansigt så udmagret ud. Der var stadig en brummen af stemmer fra bagerst i lokalet, da han gik op på scenen. Forretningsføreren fra den tyske divisionsforening holdt en kedelig tale. Da han rakte mikrofonen til Robert, stivnede Jörg.

Nogle blandt publikum syntes, at Robert så forlegen ud. Andre mente derimod, at hans takketale havde været elegant underspillet, fordi forretningsføreren før ham netop havde været så tør. Jörg tænkte, at hans ven gav en forestilling, der var en Oscar værd. Han smilede endda! Jörg var hurtig og tog et billede med sin mobiltelefon, som han øjeblikkeligt sendte til Teresa. ”Du fatter ikke, hvor godt din mand tager sig ud her,” skrev han.
En time senere hentede bussen atter spillerne. Tim Jürgens skyndte sig til døren.

”Endnu engang mange tak fordi du kom. Det ville have været en trist aften uden dig,” sagde han til Robert. Målmanden gav Jürgens hånden og gik tavst videre uden at se på aftenens vært.

”Hold kæft, de flyver da gennem rummet i specialfremstillede UFO'er, lige så snart de kommer på landsholdet, når selv en mand som Robert Enke kan opføre sig sådan,” tænkte Jürgens ved sig selv.

I det sekund han kom ned fra scenen, havde Robert atter mistet al sin styrke. Da han forlod Brauhaus, var han ude af stand til at forholde sig til uventede situationer.

Senere lå han i sin seng. Pillerne forhindrede ham i at falde i søvn. Han vendte og drejede sig. Han var udmattet og samtidig lysvågen, alene i mørket. Det gjorde ham til et let bytte for de mørke tanker. Hvordan skulle han finde kræfterne til at træne i morgen? Der stod springtest på programmet. Landstrænerteamet ville få resultaterne sort på hvidt, og så ville det stå lysende klart for dem, at han var et vrag. En skygge af sig selv. Men hvordan skulle han nogensinde komme i ordentlig form igen, hvis han ikke trænede i morgen?

Da han vågnede næste morgen, havde han ikke engang sovet to timer. Han skulle bare op, det var det vigtigste. Men når han stak hovedet ud, ville han kun blive mødt af udfordringer, krav og forventninger, han ikke kun opfylde. Han var kun i sikkerhed i sin seng. I rummets mørke bag forhæng og gardiner.
Mobilen gav lyd. Det var Teresa.

”Jeg har ikke lukket et øje. Nu ligger jeg bare her og glor på vækkeuret og kan ikke engang komme ud af sengen.”

”Robbi, nu står du op. Jeg ringer igen om fem minutter. Så har du trukket gardinerne fra og været i bad.”

Fem minutter senere. ”Nå?”

”Jeg har klaret det. Tak.”

Teresa informerede Jörg. ”Åh Gud, og han er med landsholdet i så lang tid!”. Jörg skyndte sig til hotellet.

Teresa havde givet ham nummeret på værelset, så han tog elevatoren op uden at henvende sig i receptionen. Han bankede på. Robert ville ikke lukke ham ind. Jörg kunne ikke bare råbe ”Robbi, så luk dog op!” eftersom de andre spillere boede dør om dør med Robert. Han gik nedenunder og bad receptionisten om at ringe op. Robert tog røret, fordi han så, det var et internt opkald. Han var bange for, at det kunne være nogen fra fodboldforbundet.

”Jeg kommer ned,” lovede han Jörg. Jörg ventede forgæves. Han ringede igen.

”Jeg kan umuligt gennemføre springtesten i dag. Alle vil kunne se, at mine ben er som tændstikker.”

Jörg vidste, at Robert var i god fysisk form. Men han erkendte samtidig, at det hverken var tiden eller stedet, hvor han skulle prøve at tale det sorte i Roberts hjerne væk.

”Okay, sig til holdlægen, at du ryster. At du har haft koldsved hele natten, og at du har det ad Pommern til.” Hvilket var sandt.
Holdlægen sagde, at han hellere måtte springe over træningen. Han ville tage en blodprøve for at se, om han havde fanget en virus. Robert gik i seng igen. Han førte dagbog, som han også havde gjort under sin første depression. At skrive tankerne ned hjalp ham til at holde styr på dem. Men han overkom sjældent mere end en sætning eller to.

1. september 2009. Tilbragte halvdelen af dagen i sengen, indtil Terri overtalte mig til at stå op. Giv ikke op!

Landstræneren regnede stadig med, at Robert var med fra start i VM-kvalifikationskampen mod Aserbajdsjan, der afsluttede træningslejren. I løbet af sommeren havde Joachim Löw overraskende bestemt sig for, at Robert skulle stå i de tre resterende kvalifikationskampe.

”Da alle mindst ventede det, gik vi ud og sagde offentligt, at han skulle være vores nummer et i efterårets afgørende kampe. Det er den største tillidserklæring, du kan give en målmand,” siger Andreas Köpke.

Robert havde ikke vist tegn på ustabilitet, og han lignede det sikreste valg. Men Löw og hans målmandstræner havde ikke kun set på deres målmænd i aktion, de havde også betragtet deres opførsel. Löw mente, at det ville være godt for både Robert og René Adler at tage brodden af konkurrencen mellem dem ved at træffe en klar afgørelse. At begge målmænd trivedes bedst med problemfrie liv, var den væsentligste årsag til så hurtigt som muligt at få ordnet sagen.

Blodprøven viste ikke tegn på problemer. Der var ingen lægelig grund til, at Robert ikke skulle kunne stå på mål i løbet af en uge. Kampen mod Aserbajdsjan var tillige i Hannover, Roberts hjemby. Det kunne han ikke gå glip af.

Han følte sig nu stadig slatten, sagde Robert. På træningslejrens tredje dag klarede han blot to lette træningspas for sig selv. På hotellet så han et par af U21-landsholdsspillerne, der var i Köln for at spille venskabskamp. Blandt dem genkendte han en høj, tynd knægt med målmandshandsker og skarpt skåret pandehår. Han gik direkte over til ham.

Normalt hilser tyske fodboldspillere på hinanden med et højt, klaskende håndtryk. Robert havde imidlertid bevaret sin portugisiske vane med at give et knus til folk, han syntes om. Spontant fik han lyst til at give et knus til Sven Ulreich på hotellet i Köln. Det var halvandet år siden, han havde trøstet den unge mand. Siden havde Ulreich etableret sig på U21-landsholdet, og næste sommer var han udset til at skulle fylde hullet efter Jens Lehmann i VfB Stuttgart. De snakkede sammen et par minutter. Mod slutningen af samtalen sagde Ulreich: ”Hvis ikke vi ses inden, så held og lykke under VM.”

Robert, der ellers for en stund syntes at have glemt sin depression, sank pludseligt ind i sig selv igen.

”Ja, lad os se, om vi nogensinde ses igen,” sagde han fraværende til sidst. En underlig måde at sige farvel på, tænkte Svend Ulreich, da de var gået hver til sit.

1. september 2009. Sov ikke. Intet giver mening. Jeg har svært ved at koncentrere mig. Tænker på S.

Han kunne ikke længere styre den sorte hund. Om aftenen satte han sig ved middagsbordet sammen med René Adler og Per Mertesacker. Det fjerde medlem af kliken, Christoph Metzelder, var ikke længere i landsholdstruppen. René og Per indledte en samtale, men ”at få Robbi til at sige noget, var som at trække tænder ud,” siger René. ”Han sad der som en robot. Det var ikke Robbi.”

Han kunne ikke længere overskue at deltage i en almindelig samtale. Det eneste, han tænkte på, var at komme tilbage til hotelværelset – hans beskyttelsesrum – så hurtigt som muligt.
Men det var ikke slut med hans pligter endnu. Spillerne skulle deltage i et PR-arrangement for Mercedes. Han blev placeret i en cabriolet, hvor der skulle tages billeder af ham.

”Hvor lang tid tager det? Hvad handler det om?” spurgte han.
René ventede, indtil han så sit snit til at trække Per Mertesacker til side. ”Hvad er der galt med Robbi? Han sejler rundt som et spøgelse,” sagde han. De gik ud fra, at han stadig led af efterveerne af virussen. ”Det må stå rigtig skidt til med ham og hans koldsved, eller hvad det nu er.”

Det var sådan, han gennemlevede dagene med landsholdssamlingen. Og for hver dag blev han dårligere. Kampen mod Aserbajdsjan kom nærmere. Det samme gjorde forventningerne om, at han skulle spille med i den.
Om lørdagen, fire dage før kampen, havde holdet en friaften. Jörg fik en aftale med Valentin Markser.

Robert og Markser havde ikke set hinanden længe. Efter Laras død var han kørt forbi Markser, når han havde besøgt Jörg i Köln. Denne gang var der ikke tale om en almindelig konsultation. Markser skulle hjælpe ham med at træffe en beslutning. Han skulle senest næste dag, eller dagen efter, fortælle Löw, om han ville spille i Hannover, eller om han ville forlade holdet.

Psykiateren gennemgik plan A med ham. Robert skulle fortælle holdlægen om sine vedvarende symptomer: koldsveden og søvnløsheden. Han skulle sige, at han gerne ville tjekkes af sin egen læge i Hannover, og at han derfor blev nødt til at forlade landsholdslejren. Markser prøvede at skitsere for Robert, hvad det ville betyde for ham, hvis han afskrev kampen i Hannover. Derefter diskuterede de plan B. Den gik ud på, at Robert skulle fortsætte på holdet og klare sig gennem kampen. Den aften skrev han: 6. september 2009. Jeg var ikke ærlig i snakken med Valentin.

Han havde prøvet at underspille sin sygdom over for psykiateren. Han holdt ubevidst fast i løgnen om, at alt var i orden. Selv over for manden, der ellers skulle hjælpe ham. Han forstod det ikke engang selv.

Efter mødet med Markser kørte han ud i natten i bilen, han havde lånt af det tyske fodboldforbund. Teresa prøvede adskillige gange at komme igennem til ham. Ved 22.30-tiden tog han omsider sin telefon.

”Jeg er på vej i parkeringskælderen på hotellet.”

”Okay? Jeg er glad for, at samtalen med Valentin Markser varede så længe.”

”Det gjorde den ikke.”

”Hvor har du så været så længe?”

”Jeg kørte rundt i byen.”

”Robbi, hvorfor gjorde du det?”

”Det gjorde jeg bare.”

”Fortæl mig, hvorfor du kørte rundt i byen.”

”Jeg kiggede efter steder, hvor jeg kunne slå mig selv ihjel.”

”Jamen, er du da vanvittig?”

Det lykkedes ham at tale hende til ro. Det havde bare været et skørt indfald. Det var gået over igen. Derefter tog han elevatoren op til sit værelse, åbnede døren til balkonen, gik hen til rækværket og forestillede sig, hvordan det ville være at springe.

Søndag morgen opsøgte han holdlægen, Tim Meyer, og satte plan A i værk. Joachim Löw forklarede sportspressen, at Robert Enke ikke ville tage del i kampen mod Aserbajdsjan på grund af en ”en generel infektion.” Holdlægen kunne ikke komme det nærmere. Han havde hverken fundet virus eller noget bakterielt.

Den vage formulering gav anledning til spekulationer. Emnet i tiden var svineinfluenzaen. Havde Robert Enke måske raget det til sig? Sportsjournalisterne indledte deres reportager med sætninger som ”Beretningen om Robert Enke er et non-stop drama.” Hver gang det så ud til, at han omsider havde etableret sig som Tysklands nummer et, blev han ramt af et mærkværdigt uheld.
Trænerteamet bag landsholdet var klar over problemet.

”Vi snakkede om det. Først håndrodsknoglen og nu virussen. Robert blev ramt af uheldet, hver gang der lurede en stor kamp,” siger Andreas Köpke.

”Da Tim Meyer sagde, at Roberts blodprøve var i orden, undrede vi os. Lå problemet måske i hans hoved?”

Köpke selv var stort set sluppet uskadt gennem sin egen karriere. Men da han skulle stå i en kamp mod Georgien i sin hjemby Nürnberg, forstrakte han dagen før en muskel i sin læg. Han er sikker på, at hans krop dengang bevilgede sig selv en timeout på grund af det usædvanlige pres.

”Men et brud på håndrodsknoglen, når du går ud for at bokse bolden væk, det kan altså ikke skyldes noget i dit hoved. Det kunne vi simpelthen ikke forestille os.”

Virussen forblev en gåde. Trænerne bad Hans-Dieter Hermann om råd. Han var holdets sportspsykolog. Han talte med Robert. Ud fra symptomerne - udmattelse og søvnløshed uden en infektion - kunne man godt få den tanke, at han led af depression, sagde Hermann til Robert.

Depression, hold nu op! Han var lige blevet far, han var lykkelig, svarede Robert gemytligt. Hermann rapporterede til trænerne, at han ikke kunne pege på noget usædvanligt. Trænerne lod det være ved det. Robert Enke var ganske enkelt bare umanerlig uheldig.

Han blev kørt hjem til Empede. Han havde ikke barberet sig, han havde hverken styrken eller lysten til det. Han betragtede sig selv. Han havde trukket sig. Han havde fejlet.

”Robbi, der er en ting, du skal love mig,” sagde Teresa, da de var blevet alene i huset. Han så modvilligt på hende.

”Jeg er klar over, at depressionen får alt til at se sort ud lige nu, men du bliver nødt til at kæmpe imod. Vi kæmper alle sammen med dig. Du kan ikke bare stå på en balkon og så springe.”

”Men alt er så ligegyldigt.”

”Robbi, du må love mig, at du ikke slår dig selv ihjel!”

”Det lover jeg.” Hun så ham i øjnene, og han holdt hendes blik fast.

”Kunne du bare overtage mit hoved i en halv time, ville du vide, hvorfor jeg bliver vanvittig,” sagde han. Det lød som et tilbud om forsoning.

Et ønske om at dø er en del af sygdomsbilledet. For Robert havde det aldrig været så intenst som den lørdag aften. Depressionen var langt kraftigere end i 2003. Han havde troet, at han ved at trække sig fra kampen i Hannover ville mindske presset. Men den kendsgerning, at han havde trukket sig, udløste blot et endnu større pres. Han var mislykkedes.

Jörg Neblung afbrød sin ferie på Mallorca for at besøge Robert og Teresa. De sad som så ofte før på de orange stole i køkkenet og gennemgik Roberts muligheder. Skulle han lyve sig skadet og i al hemmelighed gå i terapi? Skulle han fortælle offentligheden om sin sygdom og blive indlagt på en klinik for at få behandling?
Uanset hvad de foreslog, så havde Robert en forklaring på, hvorfor det ikke ville gå. Udelukkende at fokusere på det nytteløse var også en del af sygdommen. Teresa og Jörg havde i virkeligheden svært ved at modsige ham. Det var, som om løsningsforslagene blot udløste yderligere problemer.

Han var et talent på vej til at blive glemt, da han seks år tidligere havde sagt op i Fenerbahce. Nu var han nummer et i målmændenes land. Tog han sig en pause for at gå i terapi, eller lod han sig indlægge på en klinik, ville han ikke kunne holde det hemmeligt. Og så kunne han godt glemme alt om VM. Og hvad ville der ske efter terapien? Efter indlæggelsen? Ville han være stærk nok til at klare et comeback som 'Den Depressive' i mediernes spotlight? Ville han blive bitter, hvis han blev nødt til helt at opgive fodbolden?

Ved samtalens slutning var de tilbage ved udgangspunktet. Den bedste løsning var at blive ved med at lege skjul og fortsætte behandlingen hos Dr. Stroscher. Den antidepressive medicin måtte da begynde at virke på et tidspunkt! Da de havde fulgt Robert i seng, standsede Jörg og Teresa op i hallen.

”Hvad laver du?” spurgte Teresa. Jörg stillede en stor porcelænslysestage op foran døren til soveværelset.

”Det er bare, hvis han nu skulle finde på at stikke af for at gøre noget fjollet. Så falder han over lysestagen, og så hører vi ham.”
Valentin Markser havde fortalt dem, at selvmordstanker i sig selv ikke burde give anledning til panik. Men de skulle være på vagt, og samtidig måtte de ikke styre ham for meget. Det kunne styrke følelsen af hjælpeløshed, og det ville blot drive ham længere ind i depressionen. Lysestagen blev ødelagt morgenen efter. Teresa havde glemt den og faldt over den.

Valentin Markser var vant til, at folk løj for ham. Det skete tit, at depressive underspillede deres sygdom i et forsøg på at beskytte sig selv. Robert Enke havde ikke været en undtagelse den lørdag aften i Köln. Netop det havde understreget alvoren i sygdommen for ham. Men Robert blev behandlet af en kollega, og derfor kunne han ikke involvere sig. Han kunne blot advare ham. Da Marco Villa mandag aften som sædvanligt talte med Markser, fornemmede han mellem linjerne, at der skulle tages affære her og nu. Han ringede til Jörg.

”Jörg, vi kan ikke lade det fortsætte sådan her. Hvis fodbold er så tung en byrde for Robbi, bliver vi nødt til at befri ham for den.”

”Teresa og jeg har allerede talt med ham om det adskillige gange. Men han vil under ingen omstændigheder ind på en klinik, for han vil ikke miste fodbolden.”

”Bliver han nødt til at opgive spillet, kommer han over det. Han finder noget andet at beskæftige sig med. Han kan gå ind i hoteldrift, eller hvad ved jeg. Det vigtigste lige nu er ikke hans karriere. Det er at finde en vej ud af depressionen.”

”Men hvis han dropper ud af fodbolden, bliver han virkelig syg.”

For første gang skændtes hans bedste venner om ham.
Marco var i Italien, og han ville ikke ringe til Robert, for det ville blot stresse ham yderligere. Jörg havde efterladt sin kone i Köln med deres lille datter og var flyttet ind i huset i Empede for at støtte Teresa. Marco og Jörg delte den samme fortvivlelse. De havde hverken evnerne eller retten til at træffe beslutninger om Roberts liv. Alligevel var det præcist, hvad situationen så ud til at kræve af dem og Teresa.

Han sad i haven og græd. Teresa løb hen til ham. ”Robbi, hvad er der?”

”Jeg vil ikke dø. Jeg vil tilbage til Lissabon.” LISBOA! skrev han i sin sorte bog den aften.

En eftermiddag bad Jörg ham om at komme ned i vaskekælderen. Jörg slukkede lyset. Rummet var uden vinduer, så det var mørkt.

”Det her er din situation lige nu. Prøv nu at føl dig frem langs væggene til døren. Det er den sti, du skal følge. Vi bygger væggene for dig, men du skal selv gå,” sagde Jörg. Han havde forestillet sig, at Robert i bogstaveligste forstand ville se lyset, hvis han fandt frem til døren og åbnede den.

Dr. Stroscher syntes, at det var en glimrende idé, da Jörg senere fortalte ham om det. Robert gik imidlertid ikke hen til døren, han søgte kontakten. Han tændte og råbte som et andet spøgelse ”Bøh!” Så åbnede han døren. ”Og hvad ser jeg bag døren? Mit kontor. Det gør mig virkelig nedtrykt.”

I kortere perioder – om aftenen kunne det nogle gange være timer af gangen - virkede det, som om han af uforklarlige grunde var fri for sygdommen. I næste øjeblik kunne han så atter blive opslugt af mørket.

Han formåede endda at selvtræne en lille smule. Tyskland havde slået Aserbajdsjan med 4-0, og det var atter blevet hverdag i Bundesligaen. Reporterne overværede dagligt Hannovers træning, hvor de omhyggeligt noterede, hvem der ikke trænede. Og de fraværende var bedst tjent med at have en god forklaring. Et ødelagt korsbånd, for eksempel, eller en overrevet sene.
Robert trænede måske nok let for sig selv, men der var stadig ingen forklaring på hans afbud til landsholdet. I aviserne var den ”almindelige virus” blevet til en ”gådefuld viral sygdom” og endelig en ”mystisk virus.” Der var fornyet pres på Robert. Hvornår ville han omsider forklare, hvad der i virkeligheden gik for sig?

Han havde fortalt Tim Meyer, at han ville lade sig undersøge af en læge i Hannover. På den måde kunne han dokumentere, at han var blevet testet, ellers ville han miste troværdighed. Og det var da heller ikke umuligt, at han havde en virus. Udmattelse om sommeren havde plaget ham, før han blev ramt af depression. Måske det ene påvirkede det andet? Måske havde hans fysiske udmattelse svækket ham så meget, at hans psykologiske sårbarhed var vendt tilbage?

Hannovers klublæge sendte ham til hjerteundersøgelse i et center på stadion. Lægen, der undersøgte ham, var overrasket over, at hans hjerterytme reagerede på belastningen med forsinkelse. Det var ikke normalt. Lægen vidste ikke, at Robert tog antidepressiv medicin, der sløvede hans reaktioner.

Han blev henvist til en hjertespecialist på Agnes Karll hospitalet. Jörg tog med ham. Specialisten sagde, at han ville tage en blodprøve og en prøve af urinen. Men hvad nu hvis de fandt spor af den medicin, han tog? Da specialisten gik ud for at se til en anden patient, vendte Robert sig mod Jörg. ”Vi skal bare ud herfra.”

Da hjertespecialisten kom tilbage, sagde Jörg, at Robert ikke ville afgive endnu en blodprøve. De tog jo blodprøver på hvert eneste sygehus, og han kunne ikke miste så meget blod. Han var jo sportsmand. Specialisten så forbløffet ud, da de gik.

”Der er mystik omkring Enke,” skrev aviserne. Der var stadig ikke nogen forklaring på hans mærkelige, virale sygdom.
Uden at ville det havde Robert tilladt begivenhederne at hvirvle ham ind i den næste, onde cirkel. Nu var han pisket til at fremlægge bevis for en virus, der formentlig ikke fandtes.
”Jeg vil ikke være med til det mere,” råbte han derhjemme.
Da Teresa forsigtigt spurgte, om det mon ikke var bedre at fortælle om sygdommen og gå i behandling, råbte han: ”Jeg vil aldrig på klinik.”

I stedet for opsøgte han en specialist i flåtbid i Langenhagen, og han tog ind på Tropeninstitut i Hamborg, hvor man er specialister i tropesygdomme. For fjerde gang på ti dage måtte han afgive blod. Nu fandt lægerne faktisk noget. Klublægen kunne fortælle, at han led af en campylobactor-infektion i tarmen. Bakterien gav diarre og svækkede kroppen. Det var ikke en infektion, der fik en fodboldspiller til at holde pause i adskillige uger. Men han håbede, at ingen ville stille alt for kritiske spørgsmål.

Jörg var lige så begejstret for bakterien, som han ville have været for en Bundesliga-sejr til Hannover 96. Endelig havde Robert fået en legitim anledning til at trække sig fra offentligheden i en periode uden at sætte sin VM-drøm over styr.

”Enke ude af kvalifikationskampene,” skrev aviserne den 18. september. Den konstant uheldige målmand blev nu nødt til at holde et par ugers pause på grund af en tarminfektion, der netop var blevet diagnosticeret. René Adler ville være på mål i de resterende kvalifikationskampe, og derfor ville han naturligvis også være favorit til jobbet i den efterfølgende VM-slutrunde.

Afbuddet til VM-kvalifikationskampen i Hannover og årsdagen for Laras død havde været alt for meget for Robert, sagde Jörg til Hannover 96's sportsdirektør, Jörg Schmadtke. Robert havde brug for en pause.

”Hvis det hjælper, er han velkommen til at rejse til Portugal i et par uger,” foreslog Schmadtke.

Samme dag fulgtes Robert med Jörg til Köln. Han ville i behandling hos Valentin Markser igen. Han håbede, at tingene ville flaske sig som i 2003.

Den aften så han fredagens Bundesliga-kamp – Schalke mod Wolfsburg – sammen med Markser og Jörg. De spiste pizza og drak øl. Kunne ikke nyde det, skrev Robert i sin sorte bog. Han så Markser hver dag. Han fik besked på at løbe, det var godt for hovedet. Robert løb og mindede sig selv om, hvor meget han hadede det. Jörg lagde et program for at holde ham beskæftiget. Han skulle hente aviserne og morgenbrødet hver morgen. Om eftermiddagen skulle han i skoven med Milla. Jörg fik Robert til at skubbe klapvognen op ad bakken. Han skulle anstrenge sig, så han fik fornemmelsen af at have præsteret noget.

Det var på det tidspunkt, jeg pludselig fik en sms fra Robert. Han svarede normalt på sms næsten øjeblikkeligt, men hen over de seneste uger havde han ikke haft overskud til det. Nu undskyldte han for sin tavshed og fortalte om sygdommen: ”Jeg skulle mene, at det her giver stof til endnu et godt kapitel i vores bog. Kærlig hilsen, Robinho.”

Når vi var i godt humør, kaldte vi hinanden Ronninho og Robinho til minde om det fælles ophold i Barcelona og Barcelona-idolet Ronaldinho. Hvor kom lige sprækken af godt humør fra midt i depressionen? Hvor fandt han overskuddet til at se sygdommen som et kapitel i bogen? Han og Jörg klippede hækken i haven. Bagefter havde jeg det lidt bedre, skrev han.

Det var tydeligt, at depressionen denne gang var anderledes kraftfuld end i 2003. Efter en uge i Köln måtte han absolut tilbage til Teresa i Empede i en fart.

”Jeg er nødt til at gå rundt med den baseballkasket i Köln konstant. Men jeg vil ikke skjule mig mere.”

Efter en dag i Empede overmandede rastløsheden fra Köln ham atter: Han kunne ikke blive i Empede. I virkeligheden havde han ikke lyst til at være nogen steder.

24. september 2009. Besluttede at tage tilbage til Köln. Det er sindssygt! Fire dage senere kørte han tilbage til Empede. Han havde lyst til at træne igen, han skulle spille fodbold igen. Ind imellem fik han den slags opture. Pludselig vendte hans kampånd tilbage, og så ville han på sekunder indhente alt, hvad han i måneder var gået glip af. Modsat tidligere visnede hans virketrang denne gang ikke efter få minutter.

Valentin Markser havde givet ham nye antidepressiver.
Robert aftalte med sin psykiater, at de kunne fortsætte samtaleterapien mellem hjemmet i Empede og Köln – nu skulle de tale sammen tre gange om dagen.

Tirsdag den 29. september var han atter tilbage på træningsbanen for Hannover 96. Hanno Balitsch gav ham et knus. ”Det er fedt, at du er her igen,” sagde Tommy Westphal. Og angsten var væk. Angsten for at blive opdaget. For ikke at være god nok. Angsten for en helt almindelig samtale med sine holdkammerater. Den var forduftet.

”Jeg tror, jeg har det lidt bedre,” sagde han, da han kom hjem.
Næste morgen vågnede han og steg ud af sengen. Og stoppede brat op. Var det at stå op virkelig så nemt? Hvordan havde han båret sig ad med det?

Han ringede til Andreas Köpke, da han kom hjem fra træning. Han ville bare lige sige, at han var begyndt at træne igen. Han var stadig ikke 100 procent klar, det sagde sig selv, og der ville gå et stykke tid, før han var tilbage i målet. Hvor lang tid vidste han ikke, men han var i gang igen. Det var bare det, han ville sige.
Så gik han ind på børneværelset og gav sig til at lege med Leila.
Næste morgen serverede han kaffe på sengen for Teresa.

30. september. 2009. Det lysner! Jeg går hånd i hånd med livet igen.

Han havde klaret det. De havde klaret det. Teresa havde svært ved at tro det, men hun var overstadig. Hun havde levet med hans depression i to måneder. Hun havde skullet udholde indfaldene og uretfærdighederne fra et deprimeret menneske. Hun havde gjort sig umage for at reagere overbærende på hans endeløse klager – selv når hendes tålmodighed for længst var brugt op. Videnskabelige undersøgelser dokumenterede, at skilsmisseprocenten blandt par, hvor den ene led af depression, var ni gange højere end ellers. Og nu så det ud til, at de overlevede endnu engang.

At købe roser havde dog mindet ham om, at sygdommen stadig ulmede. Da blomsterhandleren spurgte, hvor mange roser han skulle have, havde han ikke kunnet svare. Tre eller seks? Det hamrede rundt i hovedet på ham. Tre eller seks? Han anede ikke, hvor lang tid der gik, før han panisk sagde: ”Tre, tak.”

Men om morgenen den femte dag havde han ikke lyst til at træne. Han havde en aftale med den fysiske træner i gymnastiksalen. Holdet var på hotel, SC Freiburg ventede samme eftermiddag. Han ringede til Edward Kowalzuk. Han droppede nok træningen her til formiddag, han havde det ikke så godt. Hvilket ifølge den fysiske træner var helt i orden. Man modsagde ikke Robert Enke i Hannover.

Det var en test, sagde han til sig selv, for at se, hvordan det gik, hvis hans dag ikke var lagt i faste rammer fra start til slut.
Da han om eftermiddagen var på vej til stadion, undrede han sig over, hvorfor han dog ikke var taget til træning om formiddagen. Hvordan skal jeg nogensinde blive en god målmand igen, hvis jeg ikke passer min træning? Nu er det for sent – jeg trænede ikke, og nu kan jeg aldrig indhente det.

På stadion gik han ind i omklædningsrummet for at ønske holdet held og lykke. Han stak også hovedet ind i behandlingsrummet. Noget var anderledes. Hans billede på væggen var væk. En af fysioterapeuterne havde hængt en plakat med reservemålmanden Florian Fromlowitz hen over hans billede. Det var bare en lille gestus for at støtte den unge mand før eftermiddagens vanskelige udfordring. Robert forlod rummet uden at sige noget.

Han satte sig ud på tribunen. Der var god tid til kampstart. Han brugte kampprogrammet som skjold for at forhindre, at nogen talte til ham. Han bladrede og stoppede ved satiretegningen. Fromlowitz var skildret som en menneskelig mur foran et mål.
Hvad handlede det nu om? Havde de da totalt afskrevet ham? Mente alle måske lige pludselig, at Fromlowitz var førstemålmanden?

Hannover vandt 5-2. Fromlowitz spillede fornuftigt. Robert tolkede tilskuernes hyldest af den unge reserve som en hån mod ham. Havde ingen brug for ham mere? Havde de allerede glemt ham? Var han et fjæs fra fortiden, som man bare kunne hænge en plakat hen over?
Hjemme i Empede prøvede Teresa at berolige ham med en portion logik. Det var da helt forståeligt, at fysioterapeuterne prøvede at bygge den unge andenkeeper op. Det havde ikke noget med Robert at gøre. Ingen i eller omkring Hannover så Fromlowitz som en rival til ham. Så snart han var tilbage, ville han få sin plads igen.

”Du har ret,” sagde han. Men den bratte bevægelse, da han vendte sig bort, fortalte Teresa, at hun ikke længere kunne nå ham med logik.

Hun håbede, at tingene ville være bedre næste morgen. Måske havde han bare haft en dårlig dag?

Når Teresa gennem årene var vågnet om søndagen, fornemmede hun flygtigt usikkerheden, indtil hun huskede, hvad der var sket dagen før. Havde de vundet? Eller tabt? Svaret ville være afgørende for deres søndag sammen. Nu flød ubehaget atter gennem hende. Men denne gang med et twist. Hvordan ville Roberts humør være, når han vågnede?

Han havde det ikke dårligt. Men han havde det heller ikke godt.
De følgende dage skete det flere gange, at han nægtede at stå op om morgenen. Teresa løj for at få ham ud af sengen. ”Jeg har virkelig ondt i maven. Gider du ikke se efter Leila i 10 minutter?”
Han kæmpede sig gennem dagene, men en angst var atter dukket op. Den grundlæggende angst. Angsten for at al angst ville vende tilbage.

Lørdagen efter tog han til Köln for at se Valentin Markser. Det var fast rutine på stort set alle fridage. Der var Rusland mod Tyskland på tv. Der var gået næsten et år siden den første kamp, hvor han i optakten brækkede håndrodsknoglen. Atter var han bænket foran fjernsynet. Atter spillede René Adler fremragende. Atter skamroste kommentatoren René. Med 1-0 sejren kvalificerede Tyskland sig til det VM i Sydafrika, der skulle være hans karrieres højdepunkt. Tv-billederne viste et jublende tysk mandskab med næverne i luften. Robert havde det, som om holdkammeraternes jublende knytnæver ramte ham i ansigtet. Fire dage senere trak han sig fra et træningspas.

Han sank tilbage i fortiden. Han kunne ikke få de fire, fem gode dage sent i september ud af hovedet. Hvorfor havde han pludselig følt sig i live igen? Og væsentligere: Hvorfor var sygdommen så vendt tilbage igen? Hvad havde han gjort forkert, så mørket atter havde kunnet overraske ham?

”Det er slut, Terri. Jeg havde chancen for at komme ud af det, og jeg ødelagde det.”

”Robbi, forestil dig, at du flyttede til Lissabon uden at have taget et sprogkursus først. Du ville da aldrig sige, at det var for sent, og at du aldrig ville få lært portugisisk.”

”Fremragende eksempel.”

”Det er da ikke slut! Du fik det bedre en overgang. Det er bare tegn på, at du snart får det meget bedre.”

Hun var begyndt at tage med ham til træning. Ofte. Det vigtigste var, at han ikke følte sig ensom. Han måtte først og fremmest overlades så lidt som muligt til sig selv.

Målmandstræneren kørte sine tre målmænd gennem vridemaskinen en efter en. Teresa stod på sidelinjen ud for målet. Pensionisterne, der dagligt overværede træningen, stod nærmere midterlinjen. Træneren halvflugtede bolden mod målets øverste venstre hjørne. Så snart Robert havde reddet, skulle han på benene og op i højre hjørne for at hente den næste bold. Tre gentagelser. Og så var det Fromlowitz' tur. Hun sparkede resolut til reklameskiltene, når Robert i sin pause mistede koncentrationen og begyndte at hænge med hovedet. Han mere fornemmede lyden end hørte den. Han så over mod hende. Hun knyttede næverne. Koncentrer dig! Kæmp!

Efter to dage ringede sportsjournalisterne til Jörg. Hvorfor var fru Enke begyndt at følge træningerne?

Efter det turde hun ikke komme mere. Men hun blev ved med at køre ham, fordi hun ikke ville overlade ham til hans egne tanker på den 30 minutter lange tur mellem hjemmet og stadion. Mens han trænede, gik hun nogle gange på museum. Andre gange ventede hun i bilen, indtil han var færdig. Der kunne godt gå et par timer.
Det var ikke slut med det. Han skulle også beskæftiges om eftermiddagen. Der måtte ikke være stunder, hvor han kunne gruble. Hun overtalte ham til at tage med hende og Leila i zoo. Der overværede han et 10-årigt barn skændes med sine forældre. Det gav ham angst for fremtiden. ”Hvordan skal vi klare det med huset, hundene og Leila, når hun bliver stor?” Om aftenen gav hun ham en illustreret bog om Hannover-området. ”Vælg et sted, hvor vi kan tage på udflugt,” sagde hun. Bogen lå i dagevis uåbnet ved siden af Roberts seng. Og så blev den ædt af en af hundene.

16. oktober 2009. Holdet tager til Frankfurt, og jeg tror aldrig, jeg bliver i stand til at tage med dem igen. Det var hans humør, da han fik en sms fra Teresa. Hans mor var på vej. Som resten af familien havde også Gisela Enke fulgt hans opfordring om at holde sig væk. I hendes familie blev den slags reservation betragtet som gode manerer. Men nu havde en mor fået nok. Hun havde hverken talt med eller set sin syge søn i næsten to måneder. Hun gav ganske enkelt Teresa besked på at sige, at hun var på vej. Ikke for hans skyld, men for Leila. ”Jeg har lyst til at se mit barnebarn.”

Roberts mor sad allerede i køkkenet, da han næste aften kom hjem fra træning. En følelse i ham var intakt: Hans mor fik ham til at slappe af. Sådan havde det altid været, selv om han ikke altid havde været lige vild med hendes besøg. Hun åbnede en flaske rødvin, og han drak endda et glas sammen med hende. Der var noget formelt over deres samtale. Hun fornemmede, at der var noget, hun ikke skulle tage fat på. Men han gjorde sig den ulejlighed at tale med hende, hvilket var mere end han gjorde i forhold til de fleste. Han fortalte hende endda lidt om omfanget af sygdommen. Da de omsider rejste sig fra bordet, var klokken halv elleve. Han havde ikke været så sent oppe i ugevis.

Næste morgen gav hans mor ham et knus. ”Det er dejligt, at du er her,” sagde han og kørte til træning. Da han kom tilbage, var det, som om den foregående aften aldrig havde fundet sted.

”Kunne du tænke dig en espresso?” spurgte Teresa efter frokosten.

”Nej.”

”Men du plejer altid at få en espresso.”

”Men ikke nu.” Han ville straffe sig selv. Han fortjente ingen gode øjeblikke. Aftenen før havde han endda nydt et glas vin, så nu måtte straffen være så meget hårdere.
Hans mor fortalte hans far om besøget.

”Jeg når ikke igennem til ham,” sagde Dirk Enke.

”Så gør som jeg. Bare tag af sted.”

”Nej, jeg vil ikke trænge mig på. Han er voksen. Jeg må respektere, hvis han ikke ønsker at se mig.”

Det endte dog med, at hans far fandt en måde at omgå sin tilbageholdenhed. Hans svigersøn havde købt en ny bil, og den skulle hentes på VW-fabrikken i Hannover. Det kunne han da gøre, sagde Dirk Enke. Nu var han alligevel i nabolaget, så var det okay, hvis han kiggede forbi, spurgte han Teresa på telefonen. Hun hentede ham på banegården. Robert åbnede og bød ham velkommen: ”Du er heldig med at finde mig i live.” Han gjorde intet for at skjule sin irritation over besøget.

”Har du i det hele taget læst Sorte Hund?” spurgte hans far, da de sad ved køkkenbordet.

”Selvfølgelig.”

”Hvor tit?”

”Jeg gider ikke den her snak. Jeg går i seng,” sagde Robert og rejste sig. Klokken var knapt halv 10.

”Så vi snakkes ved i morgen?”

”Vi snakkes ikke ved i morgen.” Han var allerede på vej ud af køkkenet.

Dirk Enke havde ikke brug for hjælp fra en psykoterapeut for at konstatere, at depressionen ikke havde efterladt hans søn med ret meget af sin oprindelige personlighed.

Robert forvirrede en gang imellem sine holdkammerater i Hannover 96. Tommy Westphal fik mærkelige sms'er fra ham. ”Hvornår træner vi i morgen?” ”Hvornår skal vi være i seng før kampen?” Hvorfor spurgte han om det? Han vidste jo det hele. En type som Robert glemte ikke den slags.

Arnold Brugging havde efterhånden spillet sammen med Robert i over tre år. Det slog ham, at Robert næste ikke viste nogen form for følelser under træningen.

”Er alt i orden, Robert?”

”Ja, fint, alt er okay.”



Magasin-artikler
Jack is back
Arsenal-slideren er tilbage i den røde trøje, efter han har været ”To hell and Jack”.
Ikke siden 2014/15-sæsonen har Jack Wishere spillet en hel fodboldkamp for Arsenal. I gårsdagens kamp imod FC Köln kom den 25-årige slider på banen, og han lignede en mand, der har været alt for meget skadet. Indkast har kigget på skadeshistorikken for Arsenal-”10'eren”.

2008/09
Spillede minutter: 286
Mål: 1
Assist: 1


2009/10
Spillede minutter: 1.436
Mål: 1
Assist: 1


2010/11
Spillede minutter: 3.819
Mål: 2
Assist: 9


2011/12
Spillede minutter: 0
Mål: 0
Assist: 0


2012/13
Spillede minutter: 2.308
Mål: 2
Assist: 4


2013/14
Spillede minutter: 2.505
Mål: 5
Assist: 4


2014/15
Spillede minutter: 1.270
Mål: 2
Assist: 3


2015/16
Spillede minutter: 141
Mål: 0
Assist: 0


2016/17
Spillede minutter: 2.053
Mål: 0
Assist: 2


I alt har Wilshere mistet 167 kampe på grund af skader de sidste seks år, hvilket næsten er 28 kampe per sæson. Her følger en gennemgang af de steder på kroppen, hvor det har været værst for englænderen.


August 2011
66 kampe - højre ankel
Wilsheres værste skade, som han fik i landskampen imod Schweiz og som endte med at koste ham hele 2011/12-sæsonen samt EM2012. Han vendte først tilbage i oktober 2012.


Marts 2013 + november 2014
34 kampe - venstre ankel
I foråret 2013 blev han skadet imod Tottenham og var ude i fire kampe. Han blev efterfølgende opereret for samme skade. I efteråret 2014 blev han skadet efter et sammenstød med Manchester Uniteds Paddy McNair og var ude i seks uger.


Marts 2014
12 kampe - venstre fod
Efter et sammenstød med Daniel Agger blev Wilshere skadet i et dusin kampe, men blev udtaget til VM i 2014.


August 2015 + april 2017
55 kampe - venstre skinneben
Det meste af 2015/16-sæsonen blev ødelagt efter en skade i en træningskamp i pre-season. Wilshere var ude indtil april. I april 2017 blev han skadet igen i en kampe imod Tottenham, hvilket satte en stopper for hans låneophold hos Bournemouth, og den gjorde, at han var ude indtil kampen imod FC Köln.

Under opholdet i Bournemouth slog manager Eddie Howe fast, at han var meget begejstret for Wilshere – lige indtil skaden kom i april efter sammenstødet med Harry Kane, men skaderne er måske begyndt at påvirke Arsenal-spilleren endnu mere. I august blev han udvist i U/23-kampen mod Manchester City, efter han havde modtaget en hård tackling.

Værst for Wilshere er dog, at de mange skader har gjort, at Wenger har slået fast, at franskmanden er interesseret i at sælge Wilshere. Manageren har tidligere sagt:

- På dette tidspunkt i Wilsheres karriere skal han spille hver gang … det kan jeg ikke garantere ham!

Men hvor skal Wilshere så skifte til? Den nye Crystal Palace-manager Roy Hodgson har et godt øje til Wilshere. Da Hodgson var engelsk landstræner, var det kun Joe Hart, Wayne Rooney, Gary Cahill, James Milner og Danny Welbeck, som han udtog flere gange end Wilshere og det på trods af alle skaderne. Hele 29 gange valgte Hodgson at udtage Wilshere, så der er en stærk forbindelse. Måske kan en låneaftale være løsningen for ”Jack is back” …
Læs hele artiklen
Storsælgende Monaco
Det lille fyrstedømme har ikke ret mange fodboldtilskuere, men skattefordele og mange penge fra Dmitri Rybolovlev giver en anden ”atmosfære” i den oprustende klub – som nu er begyndt at sælge spillere for historisk mange penge.
- Det er ganske vanvittigt, hvad jeg skal læse i avisen om Monaco og PSG.

Sådan sagde Lyon-præsidenten Michel Aulas tilbage i 2013 om den vanvittige transfer-udvikling, der var kommet i fransk fodbold. Nu havde Lyon i årene før udtalelsen ikke været blege for at smide omkring 200 millioner kroner efter spillere som Yoann Gourcuff, Sonny Anderson, Lisandro Lopez eller Michel Bastos - efter klubben har tjent godt på salg af spillere som Michael Essien og Karim Benzema, som Lyon fik omkring 300 millioner kroner for, men dette er intet imod den udvikling der har været de senere år. Så gad vide hvad Aulas tænker nu?

For først hentede Monaco spillere som den ombejlede Falcao, der blev hentet i Atlético Madrid for 500 millioner kroner, men også James Rodríguez og Joao Moutinho, der tilsammen har kostet 600 millioner kroner - i Porto – for længe siden. Det er en håndfuld år siden… men i sommerens transfer-vindue var udviklingen ændret. I stedet for store indkøb - så solgte de spillere som:

Abdou Diallo – til Mainz for 40 millioner kroner
Benjamin Mendy – 450 millioner kroner
Bernardo Silva – 400 millioner kroner
Tiemoue Bakayolo – 300 millioner kroner
Kylian Mbappé – udlejet, men solgt for 1.400 millioner kroner
Nabil Dirar – 30 millioner kroner
Valere Germain – 55 millioner kroner
Allan Saint-Maximin – solgt til Nice for 80 millioner kroner

Sommerudsalget har altså givet 2.755.000.000 kroner til Monaco, hvilket har taget klubben til et helt andet niveau, for ikke mange klubber har nogensinde oplevet så stor en økonomisk indsprøjtning, og glem nu ikke de sidste års transfervinduer, hvor disse spillere er solgt:

Anthony Martial – 450 millioner kroner
Geoffrey Kondogbia – 270 millioner kroner
Layvin Kurzawa – 200 millioner kroner
Aymen Abdennour – 180 millioner kroner
Yannick Carrasco – 140 millioner kroner
James Rodriquez – 550 millioner kroner

I alt 1.790 millioner kroner, så den sidste håndfuld år har Monaco solgt spillere for 4.545.000.000 kroner. På trods af de sidstnævnte salg, så vandt Monaco i sommer deres første franske mesterskab i 17 år, så lederne har i den grad været nogle meget solide fodboldkøbmand – vel verdens bedste. Dette skulle være skabt ud fra en tretrins-strategi.

1. De vil simpelthen finde de mest lovende talenter.
De skulle have scouts til at dække alt fra de bedste U/12-rækker til de bedste ligaer i alle europæiske og sydamerikanske turneringer. Derudover har de fuldstændig styr over de store talentmasser i fransk fodbold. Blot for at nævne to spillere er Carrasco og Martial blevet hentet hos andre franske klubber, ligesom Mbappé blev for blot fire år siden. Seneste skud på stammen er den 14-årige Hannabal Mejbri, der valgte at tage til Monaco i stedet for PSG, Arsenal og Manchester-klubberne, som også jagtede talentet. Udover Mejbri har Monaco i sommerpausen også hentet de unge talenter og meget spændende spillere – Youri Tielemans og Keita Balde.

2. Spillerne skal have udviklingsmuligheder og dermed spilletid i Ligue1, som passer godt til talentudvikling. Det fysiske er ikke i højsædet, da der er mere fokus til teknikken, og derfor blomstrer mange spillere i fransk fodbold og i særdeleshed i Monaco. Naturligvis er træner Leonardo Jardim også i den grad en vigtig og unik brik i dette spil. Han formår at fjerne alt presset fra disse unge spillere og udvikle dem til rene diamanter.

3. Deres spillere ender ofte i rene budkrige. Flere Premier League-klubber ønskede at forstærke sig på venstre back i sommerens transfervindue, og derfor blev Benjamin Mendy en meget attraktiv spiller. Men Monaco formåede at få flere klubber til at byde hinanden op, således at Manchester City endte med at købe en meget dyr forsvarsspiller, hvilket også skete i forbindelse med salget af Mbappé, Bakayoko og Thomas Lemar.

Sidstnævnte valgte Monaco ikke at sælge, men markedsværdien skulle ligge imellem 7-800 millioner kroner. Ret godt for en spiller som Monaco købte for 30 millioner kroner for to år siden.
Som tidligere nævnt så står fyrstedømmet ikke skidt til på trods af de føromtalte gigantiske salg, og der er faktisk mange spillere, der er meget salgsbare. Udover føromtalte Lemar ser Jorge, Rony Lopes og Adama Diakhaby meget spændende ud, så Monaco er klar til næste salgsrunde.


Verdensstjerner spiller for få tilskuere
Gad vide om klubejer Dmitri Rybolovlev, der skulle være god for omkring 80.000.000.000 kroner, havde spotte blot nogle af de muligheder, da han investerede i klubben. Den russiske ejer lovede, da han overtog holdet i bunden af Lique 2, at han over en fireårig periode ville bruge omkring en milliard kroner. Det gjorde han… men i guder hvor har spillersalgene tilbagebetalt på dette. Godt med nogle transfer-indtægter for der er næppe kommet det helt store ind i Monacos klubkasse i entreindtægter.

For på Stade Louis II er der kun plads til 18.250 tilskuere, og trods det lave antal er arenaen ofte halvtomt. Da Monaco rykkede op – i den bedste franske fodboldrække – var der blot 8.058 tilskuere til den afgørende kamp imod Le Mans, hvilket løftede gennemsnittet fra 2012/13-sæson op til blot 5.295. Sæsonen 2010/11, hvor holdet var i den bedste fodboldrække, var der kun 6.752 tilskuere i gennemsnit, hvilket svarer til en af de mindre Superliga-klubber, men de få tilskuere betyder åbenbart ikke så meget for de mange nye stjerner, der gerne vil til klubben. Tidligere har Carlos Tévez sagt:

- Alle fodboldsspillere i verden vil gerne til Monaco for tiden.

Største argument i dette kan jo ikke være andet end penge, og dem er der mange af – og de er endda også meget lavt beskattet. For i Monaco er skatteprocenten komisk lav, hvilket gør, at Falcao skulle få 110 millioner kroner i årsløn – efter skat! De attraktive skatteprocenter har Monaco tidligere brugt til at hente profiler som Gleen Hoddle, George Weah, Lillian Thuram, Jürgen Klinsmann og Fernando Morientes til Middelhavsbyen, men forholdene kan stå til at blive ændret – om end det er lidt svært at gennemskue. For den tidligere præsident Francois Hollande ønskede at give ”højere skatter til de rige”, hvilket gav fodboldklubben i Monaco en gigantisk fordel.

I fyrstedømmet bor der blot 35.000, hvor mange lever i skattefrihed, og ikke ret mange mangler det helt store, og denne lave beskatning har givet fodboldklubben – Monaco – store fordele. Det har blandt andet medvirket til, at de fleste klubber har vedtaget en regel gældende fra 2014, hvor alle Lique1-klubberne skal være bosat i Frankrig – og dermed ikke i Monaco, som er verdens næstmindste land. For at Monaco fortsat kunne være med i den franske liga, blev der afviklet et afklarende møde, men fra dette udvandrede Rybolovlev, og sidenhen er der ikke fundet en løsning.

Rybolovlev er langt fra den eneste urimelig rige russer, der har købt sig ind i en europæisk fodboldklub for sidenhen at lave monsterindkøb, men nu er han også kendt for gigantiske salg. Mest kendte er naturligvis Chelseas Roman Abramovich, men Rybolovlev er faktisk endnu rigere end Chelsea-ejeren. Han mangler i hvert fald ikke indkøbslyst – hverken til fodboldholdet eller i privaten. Da Rybolovlevs 22-årige datter – Yekaterina – skulle flytte til New York, og farmand var behjælpelig med en ny bopæl. Det endte med en penthouselejlighed i Central Park West til en købssum imellem 450-500.000.000 kroner altså næsten samme pris som Benjamin Mendy, Bernardo Silva, Anthony Martial og James Rodriquez blev solgt for… for slet ikke at tale om Kylian Mbappé.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Anderson – Wonderkid som forsvandt
Indkast.dk har lavet en kronologisk gennemgang af den nuværende 29-årige Andersons karriere, som er gledet den forkerte vej i de senere år.
Anderson Luís De Abreu Oliveira blev født den 13. april i 1988 i Porto Alegre i den sydlige del af Brasilien. Anderson var knap nok kommet op af vuggen før han fik fodbolden for fødderne og i en alder af bare fem år, begyndte den lille brasilianer at spille fodbold i byens stolthed Grêmio.

Den hurtige og teknisk stærke midtbanespiller begyndte for alvor at gøre indtryk 1999, hvor han blev indlemmet i juniortruppen i den brasilianske klub og trænerne i det sydbrasilianske vidste godt, at de havde fået fat i et ungt stjernefrø. I 2004 stod en ung Anderson klar på sidelinjen til at løbe ind på Rio Grande do Sul, hvor 51.000 forventningsfulde tilskuere ventede på den offensive midtbanespiller, men de fik ikke meget for pengene.

Sølle fem kampe og en enkelt scoring blev det til for den dengang 16-årige brasilianer i sin første sæson som professionel i brasiliansk fodbold. En sæson som i denne omgang også blev den sidste. I april 2005 var Anderson en del af den brasilianske trup, som skulle forsvare nationen under det sydamerikanske U17-mesterskab. I oktober samme år, modtog han titlen som den bedste spiller under VM for U17-hold; Adidas Golden Ball. Et stortalent var trådt ind på den store fodboldscene, og de europæiske storklubber fik for alvor øjnene op for den lille vævre Anderson, som i november scorede det drømmemål, som endelig sendte ham til Europa. I januar 2006 tog det hele for alvor form.

FC Porto har altid haft et godt øje til sydamerikanske spillere, og nu havde den portugisiske storklub kastet sin kærlighed på Anderson, som indenfor kort tid godt kunne begynde at indstille sig på en tilværelse som professionel i Portugal og Europa. Anderson forlod således millionbyen Porto Alegre til fordel for Porto i det nordlige Portugal, men det blev ikke til fast spilletid lige fra starten i den portugisiske storklub.

Anderson skulle vende sig til tilværelsen i Europa, og denne tilvænningsperiode gik hurtigt for stortalentet. Den 5. marts 2006 fik han således sin debut i den portugisiske liga, og han blev dermed en del af det Porto-hold, som sikrede sig mesterskabet i sæsonen 2005/2006 og dermed sikrede sig kvalifikation til Champions League.

Sæsonen 2006/2007 blev den store gennembrudssæson for den nu 19-årige brasilianer, og Anderson smagte for første gang på den absolutte top indenfor fodbolden, med sin debut i Champions League imod CSKA Moskva. Anderson var ved at vise hvilken spiller han var, men alligevel blev det kun til godt 19 kampe i løbet af sæsonen. Et brækket ben ødelagde slutningen af sæsonen for det brasilianske wonderkid. Men på trods af skaden så havde flere storklubber fået øjnene op for den unge midtbanespiller.

Barcelona havde i en periode haft et godt øje til Anderson, som af mange blev sammenlignet med sin landsmand Ronaldinho. De har begge fået deres fodboldopdragelse i Grêmio og minder i spillestil om hinanden, og catalanerne ønskede at de to sydamerikanere spillede på samme hold, men sådan blev det ikke. Til manges store overraskelse blev det de dengang nykårede engelske mestre fra Manchester United, som løb med den driblestærke brasilianer.

30. maj 2007 – kort tid efter han var blevet kåret til ”Wonderkid” - bekræftede Manchester United på sin hjemmeside, at den 19-årige offensive midtbanespiller var blevet hentet i FC Porto for godt 170 millioner kroner, den 2. juli underskrev Anderson en fem-årig aftale med ”De Røde Djævle”.

Anderson fik kort tid herefter sin debut på det brasilianske landshold, og midtbanespilleren har da også allerede fået mange rosende ord med på vejen, blandt andet fra en tidligere verdensmester.

- Alt tyder på, at han bliver en ægte superstjerne. Det er ikke engang til diskussion, udtaler den tidligere brasilianske landsholdsspiller og landstræner Mario Zagallo.

Sådan gik det ikke… tiden i Manchester blev blandet, men brasilianeren blev i klubben i over syv år. Han fik smidt Wayne Rooneys nr. 8 på ryggen og blev også kaldt frem til straffesparkskonkurrencen i Champions League-finalen i 2008.

I sommeren 2009 fik Anderson scoret sit første mål for Manchester United, da de mødte Boca Juniors i Audi Cup, men målet blev mere husket for, at turneringen hed Audi Cup, for ikke lang tid efter kom Anderson voldsomt galt afsted i sin brændende Audi.

Hændelsen fik konsekvenser for Andersons tid på Old Trafford, for efterfølgende dalende han i niveau, og skaderne begyndte at vælte ned over den lille sydamerikaner. Derudover viste David Moyes ikke den store tillid til Anderson, og det blev ikke meget bedre under Louis van Gaal, så han blev også påvirket af den historisk dårlig periode i Manchester United.

Dette åbnede op for en låneperiode i Fiorentina, men det blev heller ikke den store succes. Blot syv kampe blev det til i Italien, hvor af disse var tre af dem som startede på bænken, og dermed var det tilbage til Manchester, hvor han end ikke var en del af den 25 mand store trup, der blev sendt til USA som optakt til 2014/15-sæsonen. Blot to kampe blev det til i det efterår for United, og den ene af disse var 0-4-lussingen til Milton Keynes Dons. Nedturen for Anderson var på det højeste, og derfor var klubskiftet til Internacional i januar 2015 en solid løsning.

Hos Internacional har der også været mange hump på vejen, som da Anderson missede et straffespark i debutkampen imod Cruzerio, men værst har været de alt for mange røde kort, efter han er vendt tilbage til hjemlandet. Desuden er han blevet truet af klubbens fans, så dybt at falde for Anderson - The Wonderkid.


Læs hele artiklen
Kylian Mbappé – Prinsen af Paris
Knægten er smuttet fra forstadsbyen Bondy for at slå alle Thierry Henrys Monaco-rekorder, og han er nu blevet guldbelagt af de mange penge fra Qatar…
For to somre siden ønskede Kylian Mbappes mor, at han skulle færdiggøre sin eksamen, da hun ville være sikker på, at knægten ikke stoppede sin skoleudvikling. 24 måneder senere underskrev den franske angriber en kontrakt med PSG, som gør, at han næppe behøver at lave noget arbejdsmæssigt eller uddannelsesmæssigt, som han ikke har lyst til – resten af livet. Den 18-årige er nemlig blevet forgyldt af de ualmindeligt mange millioner, som Qatar Sports Investments har smidt ind i den franske hovedstadsklub.

Så bekymringen fra Kylians mor – Fayze, der faktisk var en ganske solid håndboldspiller – er nok forsvundet i forhold til knægtens fremtid. Han er sikret økonomisk, så nu må fremtiden vise, hvordan denne ”verdens dyreste teenager” vil klare sig med alle de skyggesider, der følger med den tilværelse, som han aktuelt bliver sat sammen med.

For gennembruddet for Mbappé er gået uhørt hurtigt. Efter blot at have spillet på ”det højeste niveau” i seks måneder er han blevet én af de mest hypede angribere i verden efter en tid i Monaco, som har været drømmeagtig. Fornyelig blev Mbappé spurgt om, hvilke europæiske storklubber der havde forsøgt at lokke ham, og han svarede knastørt: ”Dem alle… ”.

At det så netop blev PSG, er måske ikke så underligt, da de er dem med det største økonomiske råderum. Derudover er knægten også født og opvokset i Paris, og hans far er en stor PSG-fan. Så selvom Mbappé gerne ville udvikle sig under Arsenals franske manager Arsène Wenger, som han også holdt møder med, så er det ikke så underligt, at han havnede i PSG. Klubben måtte godt nok bøje de såkaldte UEFAs Financial Fair Play-regler og starte med at leje angrebskometen, inden de køber ham næste sommer.

Mbappe vender tilbage til Paris, men næppe den nordlige forstadsby Bondy, som han voksede op i. Hans forældre kom hertil fra Cameroun, og faderen er stadigvæk træner i den klub, hvor sønnen startede sin fodboldkarriere som seksårig. Superstjernen besøger stadigvæk ofte barndomsklubben, hvor han faktisk er prototypen på deres klub-slogan ”Hos os er alt muligt!”.


Slog Thierry Henrys rekorder
Byernes by – Paris - er gigantisk, men på trods af dette er der blot en stor fodboldklub, og dermed holder alle i forstadsbyerne som Bondy med ”Byens hold”. Men det betyder ikke, at Mbappé ikke har været interesseret i andre klubber. Som 11-årig var han til prøvetræning i Chelsea, og ved den lejlighed fik han et specielt forhold til klubben, som han fik en trøje med hjem fra. På ryggen var et 10-tal samt skriften ”Kylian”, og han havde brugt den i en træningskamp for deres U12-hold. Han udgjorde angrebet med Abraham, som Chelsea netop har udlånt til Swansea, og bag ved dem spillede franskmanden Jeremie Boga, som stadigvæk er i London-klubben.

Efter kampen mødtes han med flere af førsteholdsspillerne – som Didier Drogba og Florent Malouda – hvilket frembragte et ønske om en gang at spille for Chelsea, men kort tid herefter stod klubberne nærmest i kø for at sikre sig det unikke talent.

Kylian mødtes også med det store idol og Real Madrid-træner Zinedine Zidane, men de blev afvist ligesom klubber som Manchester United, Bayern München og Liverpool. På det tidspunkt var han blot 15 år. I stedet tog han to år på det anerkendte fodboldakademi Clairefontaine og valgte efterfølgende at spille for Monaco.

I december 2015 – hvor han var 16 år og 347 dage - blev Mbappé den yngste førsteholdsspiller nogensinde, da han slog Thierry Henrys rekord. Få uger senere blev han også den yngste målscorer i klubbens historie – igen ved at slå Henrys rekord. Kort tid efter kom Arsenal også ind i jagten på stortalentet, hvilket fik klublegenden Henry til at skrive følgende på Twitter:

- Jeg ville gøre meget kriminelt for at få Kylian Mbappé til at spille i Arsenal…

Mbappe blev dog lidt længere i Monaco, som han højst overraskende var med til at gøre til franske mestre foran storfavoritterne fra netop PSG, men fyrstedømmet kom også i samme sæson i Champions League-semifinalen. I den store turnering lavede Mbappé masser af mål og blev samtidig med dette udtaget til det franske landshold, hvor der er så mange dygtige angribere. Derudover væltede superlativerne ned over Mbappé, der blandt andet blev sammenlignet med selveste Pelé, og glem nu ikke, at han stadigvæk blot er 18 år og nærmest var ukendt for et år siden. Noget af en omvæltning for knægten… så hans far trak ham til side og sagde til den velovervejede unge mand.

- Husk dine rødder!

Hvortil Mbappé skulle have svaret:

- Jeg ved, hvor jeg kommer fra, men jeg ved også, hvor jeg vil hen…


Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
No points, no goals = no future…
Krisen kradser voldsomt hos Crystal Palace, fordi revolutionen udeblev.
4-23 lød skudstatistikken i Crystal Palaces favør i Premier League-opgøret imellem Burnley og London-holdet. Alligevel endte den daværende manager Frank De Boer med at tabe kampen og dermed også miste jobbet som manager for ”The Eagles” efter blot at have haft ansvaret i sølle fire kampe.

Hollænderen blev dermed suverænt den hurtigst fyrede manager i Premier League, men måske er det ikke så underligt, for det angrebslystne mandskab havde spillet fire kampe, der ikke havde givet point på trods af, at de var kommet til forholdsvis mange chancer.

London-holdet råder over gode offensive kort som blandt andet Christian Benteke, Ruben Loftus-Cheek, Wilfried Zaha, Connor Wickham og Andros Townsend. Ingen af disse fik scoret i de første fire kampe og heller ikke i Roy Hodgsons debut-kamp, som de endte med at tabe 0-1 til Southampton.

Så krisen kradser… ikke mindst fordi de næste tre modstandere er de to Manchester-hold - City og United – på udebane inden Chelsea gæster Selhurst Park. Det er vel ikke urealistisk, at Crystal Palace i midten af oktober – eller efter sæsonens første otte Premier League-kampe - kan have nul point og dermed have noget af et spring op til den anden side af nedrykningsstregen, men hvordan er det gået så galt?


De værste i 93 år
Nederlaget til Burnley gjorde, at Crystal Palace fik den dårligste liga-start i 93 år i den bedste engelske fodbold. Sidste gang var i 1924, hvor Preston North End heller ikke fik point og lavede mål i de første fire kampe, og det er altså et hold som sidste sæson – med Sam Allardyce - besejrede hold som Arsenal, Liverpool og Chelsea.

Nu skal den tidligere engelske landstræner Hodgson ændre dette, og det er helt afgørende i forhold til, hvad der tidligere er gået galt. For De Boer havde ingen erfaring fra Premier League – hvilket afløseren i den grad har. Derudover har den nye manager masser af tillid fra fansene og ved, hvordan man skal tackle den hungrende engelske presse – alt dette anede De Boer ikke nok om, og derudover virkede det også til, at han ønskede at spille som Ajax i Crystal Palace, hvilket slet ikke kunne lade sig gøre.

Nu er Hodgson på plads, og til hans første pressemøde slog han fast, at han i løbet af de næste par måneder næppe får skabt ”en tre eller fire spillere på Messis eller Ronaldos niveau”, men han lovede masser af hårdt arbejde og masser af lidelser – før tingene var vendt i klubben. Ved præsentationen af De Boer sagde bestyrelsesformand Steve Parish:

- Vi har haft 37 managere på vores ønskeseddel, men vores største ønske var Frank de Boer. Vi har været blandt de tre ringeste hjemmehold i to sæsoner nu, så før eller siden ville dette få store konsekvenser for os. Derfor har vi brug for en revolution.

”The Eagles” spillede i sidste sæson nogle mærkelige kampe, som de endte med at tabe trods stor boldovertag. Imod Sunderland og Burnley havde Palace bolden omkring 64% af tiden. Alligevel endte de med at tabe med henholdsvis 0-4 og 0-2. Næsten samme tendens var i nederlagene til West Brom, Burnley og Bournemouth. Derudover havde klubben også en forfærdelig periode under Alan Pardew. Fra midt i oktober og indtil Alan Pardew blev fyret, spillede Crystal Palace ti kampe, som slet ikke gav nok point – se blot her:

15/10 - Everton: 1-1
22/10 - West Ham: 0-1
29/10 - Leicester: 1-3
5/11 – Burnley: 2-3
19/11 – Manchester City: 1-2
26/11 – Swansea: 4-5
3/12 – Southampton: 3-0
10/12 – Hull: 3-3
14/12 – Manchester United: 1-2
17/12 – Chelsea: 0-1

Selvfølgelig et forholdsvis hårdt program, men det laver ikke om på det faktum, at Crystal Palace hentede fire point i ti kampe. Især defensiven var skidt for Palace, der blot havde lavet et ”Clean Sheet” på det tidspunkt i denne sæsonen – hvilket var det laveste i Premier League. Nu kan historien måske gentage sig. Kunne Palace ende med at have fire point efter ti kampe i denne sæson?


Kan Hodgson gøre det igen?
Sam Allardyce blev ansat efter Pardew, og han sendte klubben væk fra nedrykningsstregen, men opsigelsen i sommer fra den populære manager efterlod et gigantisk hul hos Palace, som De Boer slet ikke kunne udfylde. Han fik ikke overført DNA'en fra Ajax med det højt tekniske niveau og dominerende fodbold i et meget taktisk system, som til tider også er frigjort… Så den ønskede revolution kom ikke på Selhurst Park, for no points, no goals = no future…

Det er ellers ikke skottet på chancer. De sidste to kampe har de haft 37 afslutninger, men altså ikke lavet nogle mål. Af de 23 afslutninger fra Burnley-kampen var alle inde i målfeltet, så der er plads til forbedring! men måske kommer de under Hodgson. Da den populære manager kom til WBA i 2011/12, vandt de ikke i deres første tre kampe, og da han tog til Fulham i 2007/08 vandt de ikke i deres første syv kampe, men begge hold endte med – ikke – at rykke ud.

Læs hele lederen
Første VM siden 1970 – uden Argentina?
Kun en formkrise hos Chile gør, at Lionel Messi & co. indtager en plads, som kan give en VM-plads i Rusland. Det sker, selvom den fodboldglade nation har offensive kort som Angel Di Maria, Sergio Agüero, Paulo Dybala, Gonzalo Higuaín og Lionel Messi.
Inden for det sidste år har Argentina spillet ni VM-kvalifikationskampe, hvilket har givet to sejre, selvom de blandt andet har spillet imod Peru og Paraguay samt bundholdene Bolivia, og Venezuela. Sidstnævnte har de endda mødt to gange, men med to kampe tilbage af kvalifikationen indtager Argentina en femteplads i Conmebol. Denne placering holder de kun, fordi Chile har spillet elendigt de to sidste kampe, hvor Alexis Sánchez & co. tabte til både Paraguay og højtliggende Bolivia.

Så Argentinas talisman Lionel Messi sender sorte skyer ind over den fodboldglade nation, der har store problemer med korruption og økonomisk kaos i den nationale liga. Kigger man på den aktuelle stilling i Commebol, så kan Argentina ende op med en Play off-kamp imod New Zealand – ikke et skræk eksempel, men det kan vel gå værre end det?

Argentina har blot hentet 24 point i 16 kampe, og de indtager femtepladsen i Commebol, så det kan gå helt galt for den fodboldtossede nation, og går det galt vil alle pege på troldmanden Messi, selvom holdet har klaret sig langt bedre med Messi på holdet har statistikker vist, men at Argentina har så store problemer uden den 170 cm høje angriber er jo vanvittigt når de blandt andet har offensive spillere som Angel Di Maria, Ezequiel Lavezzi, Sergio Agüero, Paulo Dybala og Gonzalo Higuaín.


Messi – uden de helt store landsholdstriumfer
De mange store navne på det argentinske landshold kan – og har måske også været - et problem, for Argentina har udviklet sig til et dårligt VM slutrunde-hold. Siden triumfen i 1986 og finalen i 1990 har resultaterne være dårlige – bortset fra finalepladsen i 2014.

I 1998, 2006 og 2010 blev det blot til kvartfinaler, og i 2002 kom de end ikke videre fra gruppespillet. Skulle det ikke lykkes at komme til VM2018, vil den nuværende 29-årige Messi næppe komme til at blive husket for ret meget godt – med landsholdet. Han vil blive et synonym på en skidt periode for det argentinske landshold.

Disse resultater fik ”La Nacion” tidligere på året til at skrive, at end ikke under tiden med Diego Maradona er det gået så skidt for landsholdet. For præcis otte år siden – altså i 2009 – tabte Argentina nemlig med 1-6 til Bolivia, hvilket var deres største nederlag i 60 år. Det efterlod dem med blot 19 point efter 12 kampe, men trods dette kvalificerede de sig til den efterfølgende VM-slutrunde.

Kampene hos højtbeliggende Bolivia er altid blevet debatteret meget – for er det sportsligt rimeligt at spille i højderne, hvor modstanderne har problemer med iltoptagelsen? I den forbindelse må man ikke glemme, at Argentinas rivaler i toppen af stillingen - Peru, Colombia og Uruguay – alle har vundet i Bolivia. Men Argentinas nederlag i Bolivia har sendt sorte skyer indover argentinsk fodbold, der i forvejen er en smule ramt.


Korruption og finansielt kaos
Udover landsholdet så står den nationale liga også i ”l…” til halsen. De allerstørste af de nuværende problemer med argentinsk fodbold startede i 2015, da Mauricio Macris regering stoppede den såkaldte ”Futbol Para Todos” (FPT), som blev iværksat af Cristina Kirchner. FPT var kraftigt forbundet med en tidligere regering, som forvaltede tv-aftalen for den argentinske liga igennem tv-selskabet TSC. Sammen skulle de sikre, at tv-pengene kom til klubberne, som i mange tilfælde har en katastrofal økonomi – det kom de aldrig.

Kirchner var naturligvis ikke tilfreds med ændringen og de mange nye ”live-kampe”, og det har udviklet et kaos, som den engelske avis The Guardian forleden sammenlignede med ”Juntaen i 1976”. Den 24. februar 2017 fremlagde FPT, hvad de mente at have til gode, alt imens spillerforeningen – som repræsenterer de mange medlemmer, der ikke har fået løn længe – varslede strejke som en forlængelse af sæsonstarten, der allerede er forskudt flere gange. Rent kaos samt et gigantiske pres på Messi.

For Messi er under et gigantisk pres, hvilket episoden med linjevogteren fra kampen imod Chile også dokumenterer. Den normalt så stille Barcelona-stjerne skulle have sagt ”La Concha de tu Madre”, som er nogle knap så pæne ord om linjevogteren Emerson Augusto do Carvalhos mor. Dermed en lille skyggeside hos den femdobbelte Ballor d'Or-vinder, som ellers har fået et omdømme af at være ”enhver svigermors drøm”. Selv om han har levet et liv under voldsomt pres – blandt nogle af verdens største stjerner - har han sjældent trådt ved siden af.


Tørstige Messi
En af mine personlige favorit-historier om Messi udspillede sig, da Pep Guardiola havde sin første sæson som træner i Barcelona. Messi afbrød et taktikmøde, da han var tørstig og forlod omklædningsrummet for at finde en sodavand. Da han kom tilbage, sagde Pep, at Messi ikke skulle drikke sukkervandet inden kampen. Da der blev stille i omklædningsrummet igen, kunne alle høre en dåse blive åbnet og en superstjerne drak – fordi det passende ham…

Messis liv har været omfattet af regler og pres, som man slet ikke kan sætte sig ind i… Skulle Argentina ikke komme til VM2018, vil skylden blive påhæftet en person – hvilket er helt urimeligt, da resultaterne, som tidligere nævnt, har været værst, når Messi ikke har deltaget.

Netop Messis position har været nævnt som en mulig grund til Argentina deroute, for skulle VM-turneringen i Rusland blive uden Messi, Agüero, Higuaín og Di Maria – vil det næsten være en helt absurd tanke – en tanke om spilleres manglende præstationer… måske i skyggen af Messi.

Men når de kriseramte – grundet mangel på point - Argentina end ikke kan vinde over Venezuela på River Plates hjemmebane i Buenos Aires, så peger det altså ikke i den rigtige retning. Kampen sluttede 1-1, efter ingen én af de mange dygtige argentinske angribere fik scoret. Deres enlige mål var et selvmål af Venezuela-forsvarsspilleren med det flotte navn: Rolf Gunther Feltscher Martínez.

Det argentinske fodboldforbund skal ikke beskyldes for ikke at handle i den resultatmæssige krise, da den tidligere Sevilla-træner Jorge Sampaoli i april blev den tredje træner for det argentinske landshold i denne kvalifikation.

Forud venter to kampe imod Peru og Ecuador… skulle de ikke give det ønskede resultat, vil det give ballade for gad vide, hvad der sker, hvis Argentina og Messi ikke kommer til VM2018?
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Vanvittigt mål af Sigurdsson Vanvittige Shelvey Artikel ikon Klinsmann junior fra angriber til keeper Artikel ikon Ny Horsens-keeper har mål i støvlerne Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon På Anfield med hårlak Skihop = ligesom at lave mål Artikel ikon Atalanta på hjemmebane... eller hvad? Artikel ikon Ugens hold fra Serie A - runde 3 Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Stjerner - som er gratis i 2018 Top 10: Bayerns mest populære på medier Artikel ikon Top 8: Flest PL-mål af ikke-europæer Artikel ikon Top 20: De største trøjebaskere Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil på fodbold vokser Vind mere - på betting Artikel ikon Bookmaker: Dette hold vinder PL Artikel ikon Spil: Hvem vinder finalen? Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Robert Enke: Et alt for kort liv Hjem til Fodbold Artikel ikon - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Farvel til John Motson Hurtigst fyrede managere Artikel ikon Første nederlag siden Cannavaro Artikel ikon XI: De dyreste Manchester United-indkøb Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Tirsdagens engelske rygter Avis: Atlético med sidste bud på Costa Artikel ikon Mandagens engelske rygter Artikel ikon Søndagens engelske rygter Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Peter Crouch Artikel ikon Vidste du om ... Jamie Vardy Artikel ikon Vidste du om ... Lucas Moura Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Andy Carroll i West Ham Rooney vs. Lukaku Artikel ikon Tottenhams topscorere Artikel ikon PSG vs. Manchester City Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: FC Midtjylland - Hobro IK Optakt: SønderjyskE - AC Horsens Artikel ikon Optakt: Chelsea - Arsenal Artikel ikon Optakt: Brøndby IF - AaB Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Espanyol - Celta Vigo Startopstillinger: Man Utd - Everton Artikel ikon Startopstillinger: FCH - FCK Artikel ikon Startopstillinger: Chelsea - Arsenal Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Leicester sikrede sig sejr mod Liverpool James strålede i ny Bayern-sejr Artikel ikon Valencia tromlede henover Malaga Artikel ikon Sisto scorede forgæves i Celta-nederlag Artikel ikon Se flere