Robert Enke: Et alt for kort liv

Af Torsten Brix

2017-08-24
Robert Enke: Et alt for kort liv

I dag ville Robert Enke have været blevet 40 år - derfor genposter Indkast.dk et kapitel fra den meget anmelderroste bog om den tyske landsholdsmålmand, der begik selvmord.

Robert Enke opfandt kyssemaskinen. Han sad på parketgulvet i Jörg Neblungs hus i Köln og løftede agentens etårige datter Milla op i luften med en robots staccatoagtige bevægelser.

”Jeg er kyssemaskinen,” sagde han til sit gudbarn, mens han i ryk løftede barnet op, indtil det var på højde med hans ansigt. Der fuldendte maskinen så sin opgave med et smækkys på kinderne.

Jörg betragtede dem og tænkte på, hvor godt Robert så ud. Han havde en hvid sommerskjorte på, der stod godt til hans solbrune hud. Han havde afbrudt sin ferie i Lissabon for at spille en velgørenhedskamp i Tyskland.

”Igen?” spurgte han Milla, og så gik kyssemaskinen knirkende i gang på ny.

Der gik en måned, før Jörg atter så Robert. Det var med billederne af den veloplagte kyssemaskine på nethinden, at han i juli tog til Kärnten i det sydlige Østrig, hvor Hannover 96 forberedte sig på den nye sæson. Der fandt han en mut og reserveret målmand.

”Jeg ved ikke, hvad der er galt. Jeg har følt mig træt hele dagen.”

”Det er helt normalt, Robbi. Du bliver jo også ældre.”

Han ville blive 32 om et par uger. Jörg prøvede det bedste, han havde lært, men der kom ikke gang i samtalen. De hang fast i professionelle emner: forsikringsdækningen ved tab af erhvervsevne, René Adler og det tilbagevendende emne om, hvorvidt Hannover skulle spille med en eller to angribere.

”I den her sæson kommer vi til at kæmpe for at undgå nedrykning,” profeterede Robert.

I løbet af de seneste sæsoner havde klubben brugt millioner på spillere, der hverken havde forstærket holdet eller tilført det mere humør. Nu var der ikke flere penge til forstærkninger, og rutinerede Michael Tarnat, en af grundlæggerne af Kabine Zwei, havde efter knap 500 førsteholdskampe for en håndfuld topklubber tilmed indstillet karrieren. Det var måske de dårlige perspektiver for Hannover, der gik Robert på, tænkte Jörg.

”Jeg er bare så træt hele tiden,” sagde Robert til Teresa i telefonen.

”Du er jo altid træt, når I er på træningslejr.”

Hanno Balitsch lagde mærke til, hvordan Robert ofte trak sig tilbage til sit værelse om eftermiddagen, når de andre blev på hotellets terrasse for at genfortælle de anekdoter, de alle kendte til bevidstløshed. For eksempel den om hvordan de havde rullet holdlederen Mille i æg og fjer. Vittighederne og fodboldsnakken med holdkammeraterne havde altid været dagens bedste stunder for Robert, der tit gik forrest ved at imitere comedyserien Stromberg.

Men nu var det, som om Robert ikke længere var en del af holdet. Selv ikke under træningen. Han trænede meget alene sammen med målmandstræneren Jörg Sievers. VM-sæsonen var begyndt, og han arbejdede hårdt med sit spil. Men han kunne ikke forstå, hvorfor det var så svært at komme ud af sengen om morgenen.

”Ferien var også så stresset,” fortalte han Marco, da han ringede til ham fra hotelværelset.

Marco spekulerede over, hvordan i alverden ferien kunne have været stresset. Robert havde jo fortalt, hvor positivt alting tegnede sig, da de først på ferien havde mødtes i Rheinlandet.

”De sidste to uger i Lissabon fik jeg ikke slappet ordentligt af. Min bror var der, og vi skændtes. Der løb syge hunde rundt på ejendommen, som skulle til dyrlægen, og så gik der en dag med det. På grund af huset skulle vi hele tiden forholde os til diverse håndværkere.”

Udmattelsen sad stadig i ham, da han kom hjem fra træningslejren. Han prøvede at ignorere den.

Andreas Köpke besøgte ham til træningen i Hannover. Dagen før havde han været sammen med Tim Wiese i Bremen. Med et år til VM-slutrunden gav Köpke give sine målmænd nogle ting, de kunne arbejde med for at forbedre deres spil. Han havde fyldt en DVD med scener fra forskellige kampe for at understrege sin opfattelse af den perfekte målmand. En passage med Chelseas målmand Petr Čech var særlig interessant for Robert. Når der kom indlæg, stod Čech midt i målet og ofte et par meter foran mållinjen; Robert stod meget tættere på den nærmeste stolpe og på mållinjen.

”Når du står midt i, kan du også plukke de indlæg ned, der var tiltænkt angriberne ved bageste stolpe, eller dem, der ligger midt i straffesparksfeltet. Indlæg, som du ellers aldrig ville nå ud til,” forklarede Köpke. Álvaro Iglesias, 2. divisionsmålmanden fra Tenerife, havde sagt præcis det samme til ham fem år tidligere. Nu da Tysklands målmandstræner også sagde det, afprøvede han Cechs koncept under den daglige træning i Hannover.

Han var anspændt, da han den 2. august tog hul på sæsonen med en pokalkamp mod Eintracht Trier fra Regionalliga West. Han tænkte, at det var helt normalt. Men nu begyndte det igen.
Mosel Stadion i Trier havde lave tribuner med lyseblå bølgeblikstage. Der var ikke engang udsolgt. Hannover var foran 1-0 ved pausen, og med lidt held havde udeholdet scoret både to og tre mål mere i løbet af de første 45 minutter. Trier fandt styrke i, at holdet ikke var mere bagud. Hjemmeholdet havde stadig alt at spille for. Inspireret af deres gode øjeblikke i projektørlyset rakte holdet fra den fjerdebedste tyske række ud efter sensationen.
Et indlæg sejlede ind på kanten af det lille felt foran Robert. Han så Triers Martin Wagner sprinte efter bolden og drønede med spredte arme ud for at gøre målet mindre. Men Wagner havde allerede udlignet. Ingen drager en målmand til ansvar for sådan en scoring – bortset fra målmanden selv. Han var kommet for sent ud. Fire minutter senere var stillingen pludselig 2-1. I forvirringen over udligningen havde Hannover-forsvaret ladet to Trier-angribere være alene med Robert Enke.

Det var ikke til at komme udenom. Trier, et hold fra tysk fodbolds 4. division, havde udviklet sig til et nyt Novelda for Robert. Kampens forløb var nøjagtig det samme. Selv ned i sekundet for scoringerne. Det havde kun akademisk interesse, at Trier vandt 3-1, hvor Novelda i sin tid havde vundet 3-2.

Sæsonen var blot en kamp gammel. Alligevel havde Hannover allerede mistet troen på, at tingene kunne ende godt for dem. Sommeren igennem havde spillerne og Dieter Hecking arbejdet hårdt for at overbevise sig selv og hinanden om, at man sammen kunne finde ud af det. Men nederlaget blotlagde på ny frustrationerne, der havde luret under overfladen. Systemet med en defensiv midtbanespiller og to angribere fungerede ikke. De hang ikke sammen som hold længere. Hvornår ville klubben omsider befri dem for træneren? Samarbejdet med spillerne må også have været ren tortur for Hecking.

Et mylder af tanker rumsterede i Roberts hoved. Igen og igen nåede han frem til samme konklusion: Intet ville lykkes. De sorte tanker formerede sig og gjorde hans hoved tungt som bly. Pludselig stod det klart for ham, hvad der havde været på vej i ham siden juli.

Han skrev sine aftaler ind i en dagbog med muldvarpeskind. Om onsdag den 5. august 2009 skrev han: 10 og 15.30 træning. Umiddelbart efter tilføjede han: For øjeblikket er det utrolig svært at være positiv. Det ramte mig ret hurtigt og uventet. Snakkede med Terri og fortalte hende om mit behov for at åbne op. Men jeg ved, det er umuligt.

Hvorfor nu, tænke han. Den første kliniske depression havde ramt ham i 2003, da han som misforstået målmand havde følt sig værdiløs i FC Barcelona. Denne gang var der ingen lighedstegn. Han fandt aldrig selv frem til et svar på, hvorfor de mørke tanker vendte tilbage den sommer. Ingen andre vil nogensinde være i stand til at give ham det.

En række ting tyngede ham naturligvis. Presset for at være fejlfri i sit livs sæson, hvor han skulle manifestere sig som Tysklands nummer et, var enormt fra ham selv og mange gange større fra medierne. Den anspændte situation i Hannover, hvor han som anfører var fanget som en lus mellem to negle, sled også på nerverne. Ingen glemmer nogensinde et barns død, så Lara lå som en skygge over alt, selv om han gennem de seneste to år havde lært at leve med det så godt, som han nu kunne. Måske var det alene reaktionen efter Laras død, der bragte mørket tilbage.
Men det er også muligt, at hans anden kliniske depression blev fremkaldt af noget helt andet. Måske en mindre ting, som hverken Robert, hans psykiater eller andre kunne have peget på. Depressioner følger ikke et mønster. Et menneske, der er disponeret for sygdommen, kan sandsynligvis klare ekstremt stressede situationer uden problemer. Til gengæld kan en almindelig, dagligdags episode slå vedkommende helt ud af kurs.
Han mente, at han vidste, hvad der skulle til. Han måtte tidligt op om morgenen, skifte Leilas ble og helst ikke hænge for længe over morgenmaden. Og så skulle han til træning. Begyndte han nu dagen efter et fast skema, hvis han nu udførte tingene i rækkefølge, så ville angsten ikke få så meget plads i hans hoved. Det afgørende var morgenen. Han vågnede og var angst for dagen. Blev han i sengen så meget som et minut længere, ville angsten tage ham som gidsel.

Hanno Balitsch forstod det ikke. Robert bed konstant sig selv i læben, og han var stort set holdt op med at sige noget. Selv når de sammen luntede fra træningsanlægget til omklædningsrummene, virkede han underligt fraværende. Hans blik var ufokuseret. Han så lige igennem sine holdkammerater.

Efter træningen beholdt markspillerne deres støvler med plasticknopper på, mens de joggede de få hundrede meter tilbage til omklædningsrummene. Målmændene, der brugte lange aluminiumsknopper, skiftede støvlerne ud med løbesko. Hanno udnyttede øjeblikket, da Robert knælede for at skifte sko.

”Forlader du den synkende skude, Robert?”

”Hvad mener du?”

Hanno havde spekuleret over, hvad der mon gik hans ven på. Og så var han kommet i tanke om noget, Robert for nylig havde betroet ham: Han var måske på vej til Schalke 04, hvis Bayern München ellers kunne lokke Schalkes målmand, Manuel Neuer, til det sydtyske før næste sæson. Schalkes træner, Felix Magath, havde på et tidspunkt sendt en føler ud til Robert.

”Næh, der er ikke gang i noget,” sagde Robert.

”Men et eller andet har fået dig ned med nakken.”

”Ja, men jeg kan ikke fortælle om det lige nu.”

”Okay.”

Hanno spurgte ikke om mere. Han og Robert havde et venskab med klare grænser. For eksempel talte de aldrig om personlige forhold.

”Det brød Robert sig ikke om. Det ville have gjort ham utilpas, hvis jeg havde fortalt om personlige problemer derhjemme,” sagde Hanno Balitsch.

De fulgtes tavse ad til omklædningsrummene. Den eneste lyd var Hannos fodboldstøvler, der klaprede mod parkeringspladsens asfalt.

”For fanden, Hanno har fået mistanke om et eller andet,” sagde Robert til Teresa, da han kom hjem.

Om eftermiddagen kastede han sig over praktiske opgaver for at vise, at han stadig havde styr på tingene. Han gjorde jacuzzien ren. Han fik det nu ikke mærkbart bedre. Så blev han vred: Hvorfor skulle det også gøre tingene bedre, at han rensede jacuzzien? Hvordan skulle noget nogensinde blive bedre?

Teresa tænkte højt, mens de spiste. Måske de skulle involvere nogen i, hvordan han havde det? I det mindste deres bedste venner, så han ikke konstant behøvede at spille skuespil.
Før træning dagen efter spurgte han Hanno, om han havde tid et øjeblik.

”Har du nogensinde gjort dig erfaringer med depression?”

”Næh,” svarede Hanno og regnede med, at en eller anden i Roberts familie måtte lide af sygdommen.

”Jeg har alvorlige problemer med det.”

Hanno Balitsch kendte til sygdommen som de fleste andre. Men da han på vejen hjem kom til at spekulere over, hvad der kendetegner sygdommen, kunne han ikke komme i tanke om noget som helst.
Hanno købte bogen My Black Dog af Matthew Johnstone. Det er en lille billedbog om en ung mand, der bliver forfulgt af en sort hund. Når den sorte hund dukker op, mister den unge mand lysten til alt. Han kan ikke koncentrere sig, han kan ikke spise noget – han er slet og ret bange for den sorte hund. Han skammer sig så meget over sin angst, at han ikke fortæller nogen om hunden. Det gør kun det hele værre.

”At lyve om noget følelsesmæssigt sluger al ens energi,” siger manden i billedbogen. Bogens undertitel er 'Hvordan jeg fik min depression i snor.'

”Nu forstår jeg lidt af, hvad Robs går igennem,” sagde Hanno til Teresa.

Hun bad ham om at holde øje med sin mand. Det var vigtigt, at hans tanker ikke gik på strejftogt under træningen, at han ikke lod sig opsluge af de mørke tanker.

”Hvis du lægger mærke til, at han giver slip, så giv ham et los i røven.”

”Teresa, uanset hvor gerne jeg så end ville, kan jeg altså ikke gå til anføreren foran alle og enhver.”

”Okay, men så skub ham i det mindste i den rigtige retning.”

Hanno Balitsch betragter én med et fast blik i de klare øjne. Han er overbevist om, at livets udfordringer bedst klares lige på og hårdt, selv om den kompromisløse indstilling har givet ham problemer undervejs i karrieren. Han holdt op med at tale med Bild-reporterne, efter at han følte, de havde behandlet ham unfair. Efterfølgende var det stensikkert, at han blev sablet ned i karakterskalaen, hvis han spillede under niveau. Men sådan måtte det være.

Robert beundrede Hannos ukomplicerede tilgang til tingene, men den forvirrede ham også.

”Hanno kan være meget irriterende for både træneren og sine holdkammerater, men også for vores modstandere,” sagde han engang. De havde fundet ud af det lige med det samme.

”Når det kom til fodbold, så mente Robs og jeg ofte det samme,” siger Hanno og smiler.
”Som regel udtrykte vi det dog vidt forskelligt. Jeg var nok for ligefrem. Jeg sagde ting til både sportsdirektøren og træneren, som jeg nok ikke skulle have sagt. Robs kunne sige de samme ting, men når ordene kom ud af hans mund, lød de diplomatiske, ja nærmest acceptable.”

Det var underligt for Hanno pludselig at skulle rose redninger, han tidligere havde syntes var helt almindelige. Men han levede op til sit løfte til Teresa. Han overtalte Robert til et slag bordtennis efter træningen, og han inviterede ham på frokost. På et tidspunkt ringede Roberts mobil, da han var på vej på restaurant med Hanno. Det var Teresa.

”Jeg er på vej ud til frokost, sagde Robert.

”Er du alene?”

”Bare rolig. Din førerhund sidder ved siden af mig.”

Ugen efter nederlaget i Trier kørte Robert og holdet med InterCity Express til Berlin til sæsonens første Bundesliga-kamp. Som altid på togturene sad han og gennemgik sin fanpost ved siden af Tommy Westphal. ”Han er et vanedyr,” tænkte Tommy. Robert var så ufattelig træt, at han var bange for, at brevene skulle falde ud af hånden på ham.

Hannover tabte 1-0 til Hertha Berlin. Han havde gættet – nej, han havde vidst – at intet mere ville fungere. Hjemme i Köln så Jörg Neblung kampen på tv og tænkte det modsatte.

”Det er da utrolig, som Robert spiller. Og så i hans tilstand!”

Med et kvarter igen spærrede forsvarsspillerne for hans udsyn, og derfor så han først Raffael de Araújos skud fra distancen, da det med retning mod mål fløj over hovederne på dem. Alligevel lykkedes det ham med fingerspidserne at vippe brasilianerens forsøg uden om stolpen. Kom han i vejen for skud som det, kunne hans depression ikke være særlig fremskreden, tænkte Jörg. Han ville sige til Robert, at hans redning havde været fantastisk.
Robert kom ham i forkøbet med sit opkald.

”Jeg kan ikke føle noget længere,” sagde han ærligt. ”Ingen nerver, ingen glæde, intet. Jeg stod derude, og jeg var fuldstændig ligeglad.”

Noget kunne han dog føle. Nemlig tilstedeværelsen af den sorte hund. Han trak baseballkasketten ned i panden og besøgte Dr. Stroscher. For anden gang i sit liv havde han brug for antidepressiv medicin. Han var fast besluttet på, at han ville have den samme medicin, som havde hjulpet ham i 2003. Medicinen fandtes nu i en nyere og mere effektiv udgave. Det kunne kun gå for langsomt med at mærke virkningen.

Den 16. august var han og Teresa inviteret over til Wilkes – deres datter fyldte seks år. Vejret var til fest i haven. Han følte sig totalt smadret. Gæsterne forventede, at han talte til dem, men hvordan kunne han? Han troede ikke, han kunne konversere normalt. Han lagde sig i en liggestol og lod, som om han sov.

”Hvor er det sødt. Han føler sig så meget hjemme her, at han bare lægger sig og tager en lur,” tænkte Uli Wilke.

Teresa derimod var ved at miste tålmodigheden. Hun vidste, at han bagefter ville bebrejde sig selv, fordi han ikke engang kunne opføre sig normalt til en børnefødselsdag. Det var depressionens fælde: Først frarøvede den ham evnen til at gøre de mest almindelige ting, siden trak bevidstheden, om at han ikke magtede dem, ham blot længere ind i sygdommen.
Hun lagde sin hånd på hans skulder. Han strakte sig og gjorde, som om han vågnede.

”Kom, lad os spille tennis.”

Hun tvang en ketsjer i hånden på ham. Han skulle slå til bolden, og hun ville med Leila på armen prøve at ramme den. Hun ville ikke risikere, at barnet begyndte at græde, så snart hun satte hende ned. Det magtede hun ikke oven i alt det andet.

Sabine Wilke undrede sig over, hvorfor Teresa altid svarede på Roberts vegne. Hvorfor hun talte til ham, som var han et lille barn:

”Kom nu, Robbi, tag da et stykke kage, du elsker kage.”

Det krævede en kæmpe indsats af ham at tage stilling til, om han helst ville have blommetærte eller ostelagkage. Han følte sig kronisk overmatchet i selv de mindste dagligdagsting. Alligevel formåede han at navigere sig gennem hverdagen: Han trænede, han smilede til fødselsdagsfesten, han spillede sin rolle. Uanset hvor mange kræfter, det sugede ud af ham, var det bedre at gøre et eller andet i stedet for at overgive sig til trætheden og tage en lur. For så kom tankerne.

Han fik øje på tre uåbnede breve på sit kontor. Det gav ham følelsen af, at stedet var på randen af kaos.

”Jeg kan ikke engang holde styr på mine papirer, jeg kan intet længere,” tænkte han. ”Det er alligevel for sent. Jeg har allerede gjort alt forkert.”

Der er kun en knivsæg mellem behovet for at få et skub og faren for at blive skubbet ud af kurs. Hans arbejde i Hannover 96 udviklede sig til et ekstraordinært nervepres for ham. Selv for en kernesund professionel ville det have været en stor mundfuld. Klubpræsidenten Martin Kind og sportsdirektøren Jörg Schmadtke overtalte Hecking til, at det vist var bedst for alle parter, hvis han trak sig tilbage. Det fromme ønske om at begynde på en frisk efter spændingerne året før havde vist sig illusorisk blot to kampe inde i den nye sæson. Det var den 19. august – samme uge som Robert ikke kunne bestemme sig for hvilken kage, han skulle vælge til børnefødselsdagen. Nu skulle han foran rullende kameraer forholde sig til fyringen af Hecking, og som anfører forventedes det, at han hjalp den nye træner, Andreas Bergmann, på plads. Samtidig havde han skyldfølelse. Han syntes, at de som hold havde et medansvar for placeringen i Bundesligaen.

Da Hannover vandt den første kamp under Bergmann med 2-0, blev der festet i omklædningsrummene i Nürnberg, som havde klubben netop undgået nedrykning. Robert var der ikke. Han stillede op til en stribe tv-interviews. Han nåede først i omklædningsrummet en lille halv time efter slutfløjtet.
Hanno Balitsch vidste, hvor stor en præstation det havde været for Robert at stå ansigt til ansigt med så mange reportere.

”Hr. Kuhnt, det er ikke i orden, at Robs skal stille op til så mange interviews. Han kan jo ikke være med, når vi fejrer sejren. Vi bliver nødt til at deles om interviewene,” sagde han til Hannovers presseansvarlige.

Ingen havde mistanke om noget. Den presseansvarlige tænkte, at Hannos indvending var forståelig. Det var vigtigt for holdmoralen, at de alle fejrede sejren sammen.

Det var, som om der altid fandtes en logisk forklaring på Roberts ændrede adfærd. Tommy Westphal undrede sig over, at Robert pludselig sagde nej til at deltage i velgørenhedsaktiviteter. Noget, han ellers havde brugt meget tid på tidligere. Men det er selvfølgelig fordi, han vil være mere hjemme hos sin lille datter, sagde Tommy til sig selv.

Robert fortalte gradvist Hanno alt om den sorte hund på de lange busture til udekampene. De kunne sludre uden frygt for at blive overhørt, for på et professionelt fodboldhold anno 2009 sad mindst tre fjerdedele af spillerne med hovedtelefoner på, så de kunne følge med i musik, film eller spil. Så var spillerne jo også fri for at tale med hinanden.

Robert fortalte Hanno om sin flugt fra Lissabon. Om Novelda, Frank de Boer og Istanbul. Depressionen dræber alle positive følelser, forklarede han Hanno.

”Pludseligt slår det dig, at alt er nytteløst, håbløst.”

Det var, som om adgangen til hans hjerne var snævret ind til en tynd kanal, der kun tillod det negative at passere. Raske forstod sjældent omfanget af depressionen, fordi de ikke forstod, at det var en sygdom. Folk undrede sig over, hvorfor han så alt i et negativt lys. Hvorfor kunne han ikke bare tage sig sammen?
De forstod ikke, at han var magtesløs over for sortsynet. Han kunne ikke længere kontrollere det. Hans hjerne havde ændret sig. Hjernelapperne i hovedet var som blokerede. Han havde svært ved at koncentrere sig om stort set alt. Men han talte langvarigt og detaljeret om sin sygdom.

Han fik det mildest talt ikke bedre. Han begyndte at græde på sin 32-års fødselsdag, den 24. august, da hans søster Anja ringede. Over for andre gratulanter – eksempelvis Torsten Ziegner, barndomsvennen fra Jena – spillede han problemfrit rollen som den cool målmand – ”Jeg skal bare blive ved med at spille godt, så bliver jeg nummer et til VM,” sagde han til sin gamle kammerat.
Da hans mor ønskede ham tillykke, spurgte han ligefremt: ”Mor, har du nogensinde lidt af depression?”

”Nej, det har jeg ikke. Jeg har været meget ked af det, men ikke depressiv, nej.”

I dag tænker Gisela, om han mon havde forventet, at hun ville stille ham et modspørgsmål. Om han i virkeligheden søgte en anledning til at tale om sine udflugter til afgrunden? Eller havde han ganske enkelt ønsket at finde ud af, om han havde arvet sygdommen fra hende? Den dag magtede hun ikke at gå længere ind i emnet.
Siden snakkede hun kun i telefon med Teresa. Han ville ikke tale med nogen. Han havde brug for ro og rutiner for at genfinde sin ligevægt, sagde han. Familien accepterede hans ønske. De ville jo gerne hjælpe.

Wilkes-parret havde købt en terrassevarmer til ham i fødselsdagsgave, fordi han holdt så meget af at sidde på terrassen indtil sent om aftenen. Men det var nok bedst, at de ikke kom med gaven lige nu, sagde Teresa.

”Ellers bliver det bare endnu en ting, der står og fylder. Han er i forvejen godt oppe at køre over ting, der står rundt om.”

Nu havde hun informeret alle deres venner fra nabolaget.

”Opfør jer bare normalt,” sagde hun til Wilkes.

”Men det gjorde jeg ikke,” indrømmer Uli. ”Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle opføre mig. Jeg var totalt stiv og kejtet.”

På Laras fødselsdag – det var en uge efter hans egen – gik han om morgenen sammen med Teresa hen på kirkegården, hvor de slap en hvid ballon løs. Han svedte af nervøsitet. Han skulle med InterCity til Köln 15.31. Han skulle med landsholdet i træningslejr i ti dage. Hvordan skulle han komme igennem det? Hvordan kunne han tilbringe hele ti dage op og ned af sine holdkammerater, uden at afsløre sig selv? Alt var slut, hvis det slap ud, at han led af depression.

”Robbi følte sig muret inde. Han havde to store drømme: at spille VM og at springe ud som depressiv. Han vidste, at det var umuligt at få begge drømme opfyldt. Det ene ville udelukke det andet. Han følte, at uanset hvad han så gjorde, kunne han ikke klatre over muren,” siger Marco Villa.

Den dag skrev Robert blot en enkelt sætning i sin muldvarpeskindsdagbog:

31. august 2009: Det var en kamp, men Terri overtalte mig til at tage til Köln.

Spillerne ankom til landsholdets træningslejr mandag. De hang ud i hotellobbyen, eftersom de endnu ikke havde fået noget program. For Robert kom den første test allerede den første aften. Den tyske spillerforening, VdV, havde valgt ham til årets hold 2008-09 og efterfølgende inviteret ham med til prisuddelingen. Han måtte styrke sig med opkvikkende medicin for at klare sig gennem festlighederne.

En minibus fragtede ham og to andre landsholdsspillere til Brauhaus ved hovedbanegården, hvor ceremonien skulle finde sted. De blev modtaget af Tim Jürgens, stedfortrædende chefredaktør for 11 Freunde, fodboldmagasinet der stod bag aftenens arrangement sammen med spillerforeningen. Jürgens vidste, at Robert syntes om hans magasin. Målmanden havde tidligere givet to meget åbenhjertige interviews til 11 Freunde. Så hvorfor kvitterede Robert mon så koldt for velkomsten, tænkte Jürgens. Det virkede end ikke, som om Robert ænsede ham.
Det høje loft i Brauhaus kastede gæsternes stemmer tilbage i hallen. Fodboldfolket var i deres rette element. Nogle Bundesliga-spillere fra Bochum og Köln snakkede med tidligere spillere og agenter. Flere gange afbrød Jörg Neblung sine samtaler for at se, hvordan det gik med Robert.

Heldigvis var han målmand, så han fik sin pris først. Han havde jeans og en brun fløjlsjakke på. Mange syntes, at hans ansigt så udmagret ud. Der var stadig en brummen af stemmer fra bagerst i lokalet, da han gik op på scenen. Forretningsføreren fra den tyske divisionsforening holdt en kedelig tale. Da han rakte mikrofonen til Robert, stivnede Jörg.

Nogle blandt publikum syntes, at Robert så forlegen ud. Andre mente derimod, at hans takketale havde været elegant underspillet, fordi forretningsføreren før ham netop havde været så tør. Jörg tænkte, at hans ven gav en forestilling, der var en Oscar værd. Han smilede endda! Jörg var hurtig og tog et billede med sin mobiltelefon, som han øjeblikkeligt sendte til Teresa. ”Du fatter ikke, hvor godt din mand tager sig ud her,” skrev han.
En time senere hentede bussen atter spillerne. Tim Jürgens skyndte sig til døren.

”Endnu engang mange tak fordi du kom. Det ville have været en trist aften uden dig,” sagde han til Robert. Målmanden gav Jürgens hånden og gik tavst videre uden at se på aftenens vært.

”Hold kæft, de flyver da gennem rummet i specialfremstillede UFO'er, lige så snart de kommer på landsholdet, når selv en mand som Robert Enke kan opføre sig sådan,” tænkte Jürgens ved sig selv.

I det sekund han kom ned fra scenen, havde Robert atter mistet al sin styrke. Da han forlod Brauhaus, var han ude af stand til at forholde sig til uventede situationer.

Senere lå han i sin seng. Pillerne forhindrede ham i at falde i søvn. Han vendte og drejede sig. Han var udmattet og samtidig lysvågen, alene i mørket. Det gjorde ham til et let bytte for de mørke tanker. Hvordan skulle han finde kræfterne til at træne i morgen? Der stod springtest på programmet. Landstrænerteamet ville få resultaterne sort på hvidt, og så ville det stå lysende klart for dem, at han var et vrag. En skygge af sig selv. Men hvordan skulle han nogensinde komme i ordentlig form igen, hvis han ikke trænede i morgen?

Da han vågnede næste morgen, havde han ikke engang sovet to timer. Han skulle bare op, det var det vigtigste. Men når han stak hovedet ud, ville han kun blive mødt af udfordringer, krav og forventninger, han ikke kun opfylde. Han var kun i sikkerhed i sin seng. I rummets mørke bag forhæng og gardiner.
Mobilen gav lyd. Det var Teresa.

”Jeg har ikke lukket et øje. Nu ligger jeg bare her og glor på vækkeuret og kan ikke engang komme ud af sengen.”

”Robbi, nu står du op. Jeg ringer igen om fem minutter. Så har du trukket gardinerne fra og været i bad.”

Fem minutter senere. ”Nå?”

”Jeg har klaret det. Tak.”

Teresa informerede Jörg. ”Åh Gud, og han er med landsholdet i så lang tid!”. Jörg skyndte sig til hotellet.

Teresa havde givet ham nummeret på værelset, så han tog elevatoren op uden at henvende sig i receptionen. Han bankede på. Robert ville ikke lukke ham ind. Jörg kunne ikke bare råbe ”Robbi, så luk dog op!” eftersom de andre spillere boede dør om dør med Robert. Han gik nedenunder og bad receptionisten om at ringe op. Robert tog røret, fordi han så, det var et internt opkald. Han var bange for, at det kunne være nogen fra fodboldforbundet.

”Jeg kommer ned,” lovede han Jörg. Jörg ventede forgæves. Han ringede igen.

”Jeg kan umuligt gennemføre springtesten i dag. Alle vil kunne se, at mine ben er som tændstikker.”

Jörg vidste, at Robert var i god fysisk form. Men han erkendte samtidig, at det hverken var tiden eller stedet, hvor han skulle prøve at tale det sorte i Roberts hjerne væk.

”Okay, sig til holdlægen, at du ryster. At du har haft koldsved hele natten, og at du har det ad Pommern til.” Hvilket var sandt.
Holdlægen sagde, at han hellere måtte springe over træningen. Han ville tage en blodprøve for at se, om han havde fanget en virus. Robert gik i seng igen. Han førte dagbog, som han også havde gjort under sin første depression. At skrive tankerne ned hjalp ham til at holde styr på dem. Men han overkom sjældent mere end en sætning eller to.

1. september 2009. Tilbragte halvdelen af dagen i sengen, indtil Terri overtalte mig til at stå op. Giv ikke op!

Landstræneren regnede stadig med, at Robert var med fra start i VM-kvalifikationskampen mod Aserbajdsjan, der afsluttede træningslejren. I løbet af sommeren havde Joachim Löw overraskende bestemt sig for, at Robert skulle stå i de tre resterende kvalifikationskampe.

”Da alle mindst ventede det, gik vi ud og sagde offentligt, at han skulle være vores nummer et i efterårets afgørende kampe. Det er den største tillidserklæring, du kan give en målmand,” siger Andreas Köpke.

Robert havde ikke vist tegn på ustabilitet, og han lignede det sikreste valg. Men Löw og hans målmandstræner havde ikke kun set på deres målmænd i aktion, de havde også betragtet deres opførsel. Löw mente, at det ville være godt for både Robert og René Adler at tage brodden af konkurrencen mellem dem ved at træffe en klar afgørelse. At begge målmænd trivedes bedst med problemfrie liv, var den væsentligste årsag til så hurtigt som muligt at få ordnet sagen.

Blodprøven viste ikke tegn på problemer. Der var ingen lægelig grund til, at Robert ikke skulle kunne stå på mål i løbet af en uge. Kampen mod Aserbajdsjan var tillige i Hannover, Roberts hjemby. Det kunne han ikke gå glip af.

Han følte sig nu stadig slatten, sagde Robert. På træningslejrens tredje dag klarede han blot to lette træningspas for sig selv. På hotellet så han et par af U21-landsholdsspillerne, der var i Köln for at spille venskabskamp. Blandt dem genkendte han en høj, tynd knægt med målmandshandsker og skarpt skåret pandehår. Han gik direkte over til ham.

Normalt hilser tyske fodboldspillere på hinanden med et højt, klaskende håndtryk. Robert havde imidlertid bevaret sin portugisiske vane med at give et knus til folk, han syntes om. Spontant fik han lyst til at give et knus til Sven Ulreich på hotellet i Köln. Det var halvandet år siden, han havde trøstet den unge mand. Siden havde Ulreich etableret sig på U21-landsholdet, og næste sommer var han udset til at skulle fylde hullet efter Jens Lehmann i VfB Stuttgart. De snakkede sammen et par minutter. Mod slutningen af samtalen sagde Ulreich: ”Hvis ikke vi ses inden, så held og lykke under VM.”

Robert, der ellers for en stund syntes at have glemt sin depression, sank pludseligt ind i sig selv igen.

”Ja, lad os se, om vi nogensinde ses igen,” sagde han fraværende til sidst. En underlig måde at sige farvel på, tænkte Svend Ulreich, da de var gået hver til sit.

1. september 2009. Sov ikke. Intet giver mening. Jeg har svært ved at koncentrere mig. Tænker på S.

Han kunne ikke længere styre den sorte hund. Om aftenen satte han sig ved middagsbordet sammen med René Adler og Per Mertesacker. Det fjerde medlem af kliken, Christoph Metzelder, var ikke længere i landsholdstruppen. René og Per indledte en samtale, men ”at få Robbi til at sige noget, var som at trække tænder ud,” siger René. ”Han sad der som en robot. Det var ikke Robbi.”

Han kunne ikke længere overskue at deltage i en almindelig samtale. Det eneste, han tænkte på, var at komme tilbage til hotelværelset – hans beskyttelsesrum – så hurtigt som muligt.
Men det var ikke slut med hans pligter endnu. Spillerne skulle deltage i et PR-arrangement for Mercedes. Han blev placeret i en cabriolet, hvor der skulle tages billeder af ham.

”Hvor lang tid tager det? Hvad handler det om?” spurgte han.
René ventede, indtil han så sit snit til at trække Per Mertesacker til side. ”Hvad er der galt med Robbi? Han sejler rundt som et spøgelse,” sagde han. De gik ud fra, at han stadig led af efterveerne af virussen. ”Det må stå rigtig skidt til med ham og hans koldsved, eller hvad det nu er.”

Det var sådan, han gennemlevede dagene med landsholdssamlingen. Og for hver dag blev han dårligere. Kampen mod Aserbajdsjan kom nærmere. Det samme gjorde forventningerne om, at han skulle spille med i den.
Om lørdagen, fire dage før kampen, havde holdet en friaften. Jörg fik en aftale med Valentin Markser.

Robert og Markser havde ikke set hinanden længe. Efter Laras død var han kørt forbi Markser, når han havde besøgt Jörg i Köln. Denne gang var der ikke tale om en almindelig konsultation. Markser skulle hjælpe ham med at træffe en beslutning. Han skulle senest næste dag, eller dagen efter, fortælle Löw, om han ville spille i Hannover, eller om han ville forlade holdet.

Psykiateren gennemgik plan A med ham. Robert skulle fortælle holdlægen om sine vedvarende symptomer: koldsveden og søvnløsheden. Han skulle sige, at han gerne ville tjekkes af sin egen læge i Hannover, og at han derfor blev nødt til at forlade landsholdslejren. Markser prøvede at skitsere for Robert, hvad det ville betyde for ham, hvis han afskrev kampen i Hannover. Derefter diskuterede de plan B. Den gik ud på, at Robert skulle fortsætte på holdet og klare sig gennem kampen. Den aften skrev han: 6. september 2009. Jeg var ikke ærlig i snakken med Valentin.

Han havde prøvet at underspille sin sygdom over for psykiateren. Han holdt ubevidst fast i løgnen om, at alt var i orden. Selv over for manden, der ellers skulle hjælpe ham. Han forstod det ikke engang selv.

Efter mødet med Markser kørte han ud i natten i bilen, han havde lånt af det tyske fodboldforbund. Teresa prøvede adskillige gange at komme igennem til ham. Ved 22.30-tiden tog han omsider sin telefon.

”Jeg er på vej i parkeringskælderen på hotellet.”

”Okay? Jeg er glad for, at samtalen med Valentin Markser varede så længe.”

”Det gjorde den ikke.”

”Hvor har du så været så længe?”

”Jeg kørte rundt i byen.”

”Robbi, hvorfor gjorde du det?”

”Det gjorde jeg bare.”

”Fortæl mig, hvorfor du kørte rundt i byen.”

”Jeg kiggede efter steder, hvor jeg kunne slå mig selv ihjel.”

”Jamen, er du da vanvittig?”

Det lykkedes ham at tale hende til ro. Det havde bare været et skørt indfald. Det var gået over igen. Derefter tog han elevatoren op til sit værelse, åbnede døren til balkonen, gik hen til rækværket og forestillede sig, hvordan det ville være at springe.

Søndag morgen opsøgte han holdlægen, Tim Meyer, og satte plan A i værk. Joachim Löw forklarede sportspressen, at Robert Enke ikke ville tage del i kampen mod Aserbajdsjan på grund af en ”en generel infektion.” Holdlægen kunne ikke komme det nærmere. Han havde hverken fundet virus eller noget bakterielt.

Den vage formulering gav anledning til spekulationer. Emnet i tiden var svineinfluenzaen. Havde Robert Enke måske raget det til sig? Sportsjournalisterne indledte deres reportager med sætninger som ”Beretningen om Robert Enke er et non-stop drama.” Hver gang det så ud til, at han omsider havde etableret sig som Tysklands nummer et, blev han ramt af et mærkværdigt uheld.
Trænerteamet bag landsholdet var klar over problemet.

”Vi snakkede om det. Først håndrodsknoglen og nu virussen. Robert blev ramt af uheldet, hver gang der lurede en stor kamp,” siger Andreas Köpke.

”Da Tim Meyer sagde, at Roberts blodprøve var i orden, undrede vi os. Lå problemet måske i hans hoved?”

Köpke selv var stort set sluppet uskadt gennem sin egen karriere. Men da han skulle stå i en kamp mod Georgien i sin hjemby Nürnberg, forstrakte han dagen før en muskel i sin læg. Han er sikker på, at hans krop dengang bevilgede sig selv en timeout på grund af det usædvanlige pres.

”Men et brud på håndrodsknoglen, når du går ud for at bokse bolden væk, det kan altså ikke skyldes noget i dit hoved. Det kunne vi simpelthen ikke forestille os.”

Virussen forblev en gåde. Trænerne bad Hans-Dieter Hermann om råd. Han var holdets sportspsykolog. Han talte med Robert. Ud fra symptomerne - udmattelse og søvnløshed uden en infektion - kunne man godt få den tanke, at han led af depression, sagde Hermann til Robert.

Depression, hold nu op! Han var lige blevet far, han var lykkelig, svarede Robert gemytligt. Hermann rapporterede til trænerne, at han ikke kunne pege på noget usædvanligt. Trænerne lod det være ved det. Robert Enke var ganske enkelt bare umanerlig uheldig.

Han blev kørt hjem til Empede. Han havde ikke barberet sig, han havde hverken styrken eller lysten til det. Han betragtede sig selv. Han havde trukket sig. Han havde fejlet.

”Robbi, der er en ting, du skal love mig,” sagde Teresa, da de var blevet alene i huset. Han så modvilligt på hende.

”Jeg er klar over, at depressionen får alt til at se sort ud lige nu, men du bliver nødt til at kæmpe imod. Vi kæmper alle sammen med dig. Du kan ikke bare stå på en balkon og så springe.”

”Men alt er så ligegyldigt.”

”Robbi, du må love mig, at du ikke slår dig selv ihjel!”

”Det lover jeg.” Hun så ham i øjnene, og han holdt hendes blik fast.

”Kunne du bare overtage mit hoved i en halv time, ville du vide, hvorfor jeg bliver vanvittig,” sagde han. Det lød som et tilbud om forsoning.

Et ønske om at dø er en del af sygdomsbilledet. For Robert havde det aldrig været så intenst som den lørdag aften. Depressionen var langt kraftigere end i 2003. Han havde troet, at han ved at trække sig fra kampen i Hannover ville mindske presset. Men den kendsgerning, at han havde trukket sig, udløste blot et endnu større pres. Han var mislykkedes.

Jörg Neblung afbrød sin ferie på Mallorca for at besøge Robert og Teresa. De sad som så ofte før på de orange stole i køkkenet og gennemgik Roberts muligheder. Skulle han lyve sig skadet og i al hemmelighed gå i terapi? Skulle han fortælle offentligheden om sin sygdom og blive indlagt på en klinik for at få behandling?
Uanset hvad de foreslog, så havde Robert en forklaring på, hvorfor det ikke ville gå. Udelukkende at fokusere på det nytteløse var også en del af sygdommen. Teresa og Jörg havde i virkeligheden svært ved at modsige ham. Det var, som om løsningsforslagene blot udløste yderligere problemer.

Han var et talent på vej til at blive glemt, da han seks år tidligere havde sagt op i Fenerbahce. Nu var han nummer et i målmændenes land. Tog han sig en pause for at gå i terapi, eller lod han sig indlægge på en klinik, ville han ikke kunne holde det hemmeligt. Og så kunne han godt glemme alt om VM. Og hvad ville der ske efter terapien? Efter indlæggelsen? Ville han være stærk nok til at klare et comeback som 'Den Depressive' i mediernes spotlight? Ville han blive bitter, hvis han blev nødt til helt at opgive fodbolden?

Ved samtalens slutning var de tilbage ved udgangspunktet. Den bedste løsning var at blive ved med at lege skjul og fortsætte behandlingen hos Dr. Stroscher. Den antidepressive medicin måtte da begynde at virke på et tidspunkt! Da de havde fulgt Robert i seng, standsede Jörg og Teresa op i hallen.

”Hvad laver du?” spurgte Teresa. Jörg stillede en stor porcelænslysestage op foran døren til soveværelset.

”Det er bare, hvis han nu skulle finde på at stikke af for at gøre noget fjollet. Så falder han over lysestagen, og så hører vi ham.”
Valentin Markser havde fortalt dem, at selvmordstanker i sig selv ikke burde give anledning til panik. Men de skulle være på vagt, og samtidig måtte de ikke styre ham for meget. Det kunne styrke følelsen af hjælpeløshed, og det ville blot drive ham længere ind i depressionen. Lysestagen blev ødelagt morgenen efter. Teresa havde glemt den og faldt over den.

Valentin Markser var vant til, at folk løj for ham. Det skete tit, at depressive underspillede deres sygdom i et forsøg på at beskytte sig selv. Robert Enke havde ikke været en undtagelse den lørdag aften i Köln. Netop det havde understreget alvoren i sygdommen for ham. Men Robert blev behandlet af en kollega, og derfor kunne han ikke involvere sig. Han kunne blot advare ham. Da Marco Villa mandag aften som sædvanligt talte med Markser, fornemmede han mellem linjerne, at der skulle tages affære her og nu. Han ringede til Jörg.

”Jörg, vi kan ikke lade det fortsætte sådan her. Hvis fodbold er så tung en byrde for Robbi, bliver vi nødt til at befri ham for den.”

”Teresa og jeg har allerede talt med ham om det adskillige gange. Men han vil under ingen omstændigheder ind på en klinik, for han vil ikke miste fodbolden.”

”Bliver han nødt til at opgive spillet, kommer han over det. Han finder noget andet at beskæftige sig med. Han kan gå ind i hoteldrift, eller hvad ved jeg. Det vigtigste lige nu er ikke hans karriere. Det er at finde en vej ud af depressionen.”

”Men hvis han dropper ud af fodbolden, bliver han virkelig syg.”

For første gang skændtes hans bedste venner om ham.
Marco var i Italien, og han ville ikke ringe til Robert, for det ville blot stresse ham yderligere. Jörg havde efterladt sin kone i Köln med deres lille datter og var flyttet ind i huset i Empede for at støtte Teresa. Marco og Jörg delte den samme fortvivlelse. De havde hverken evnerne eller retten til at træffe beslutninger om Roberts liv. Alligevel var det præcist, hvad situationen så ud til at kræve af dem og Teresa.

Han sad i haven og græd. Teresa løb hen til ham. ”Robbi, hvad er der?”

”Jeg vil ikke dø. Jeg vil tilbage til Lissabon.” LISBOA! skrev han i sin sorte bog den aften.

En eftermiddag bad Jörg ham om at komme ned i vaskekælderen. Jörg slukkede lyset. Rummet var uden vinduer, så det var mørkt.

”Det her er din situation lige nu. Prøv nu at føl dig frem langs væggene til døren. Det er den sti, du skal følge. Vi bygger væggene for dig, men du skal selv gå,” sagde Jörg. Han havde forestillet sig, at Robert i bogstaveligste forstand ville se lyset, hvis han fandt frem til døren og åbnede den.

Dr. Stroscher syntes, at det var en glimrende idé, da Jörg senere fortalte ham om det. Robert gik imidlertid ikke hen til døren, han søgte kontakten. Han tændte og råbte som et andet spøgelse ”Bøh!” Så åbnede han døren. ”Og hvad ser jeg bag døren? Mit kontor. Det gør mig virkelig nedtrykt.”

I kortere perioder – om aftenen kunne det nogle gange være timer af gangen - virkede det, som om han af uforklarlige grunde var fri for sygdommen. I næste øjeblik kunne han så atter blive opslugt af mørket.

Han formåede endda at selvtræne en lille smule. Tyskland havde slået Aserbajdsjan med 4-0, og det var atter blevet hverdag i Bundesligaen. Reporterne overværede dagligt Hannovers træning, hvor de omhyggeligt noterede, hvem der ikke trænede. Og de fraværende var bedst tjent med at have en god forklaring. Et ødelagt korsbånd, for eksempel, eller en overrevet sene.
Robert trænede måske nok let for sig selv, men der var stadig ingen forklaring på hans afbud til landsholdet. I aviserne var den ”almindelige virus” blevet til en ”gådefuld viral sygdom” og endelig en ”mystisk virus.” Der var fornyet pres på Robert. Hvornår ville han omsider forklare, hvad der i virkeligheden gik for sig?

Han havde fortalt Tim Meyer, at han ville lade sig undersøge af en læge i Hannover. På den måde kunne han dokumentere, at han var blevet testet, ellers ville han miste troværdighed. Og det var da heller ikke umuligt, at han havde en virus. Udmattelse om sommeren havde plaget ham, før han blev ramt af depression. Måske det ene påvirkede det andet? Måske havde hans fysiske udmattelse svækket ham så meget, at hans psykologiske sårbarhed var vendt tilbage?

Hannovers klublæge sendte ham til hjerteundersøgelse i et center på stadion. Lægen, der undersøgte ham, var overrasket over, at hans hjerterytme reagerede på belastningen med forsinkelse. Det var ikke normalt. Lægen vidste ikke, at Robert tog antidepressiv medicin, der sløvede hans reaktioner.

Han blev henvist til en hjertespecialist på Agnes Karll hospitalet. Jörg tog med ham. Specialisten sagde, at han ville tage en blodprøve og en prøve af urinen. Men hvad nu hvis de fandt spor af den medicin, han tog? Da specialisten gik ud for at se til en anden patient, vendte Robert sig mod Jörg. ”Vi skal bare ud herfra.”

Da hjertespecialisten kom tilbage, sagde Jörg, at Robert ikke ville afgive endnu en blodprøve. De tog jo blodprøver på hvert eneste sygehus, og han kunne ikke miste så meget blod. Han var jo sportsmand. Specialisten så forbløffet ud, da de gik.

”Der er mystik omkring Enke,” skrev aviserne. Der var stadig ikke nogen forklaring på hans mærkelige, virale sygdom.
Uden at ville det havde Robert tilladt begivenhederne at hvirvle ham ind i den næste, onde cirkel. Nu var han pisket til at fremlægge bevis for en virus, der formentlig ikke fandtes.
”Jeg vil ikke være med til det mere,” råbte han derhjemme.
Da Teresa forsigtigt spurgte, om det mon ikke var bedre at fortælle om sygdommen og gå i behandling, råbte han: ”Jeg vil aldrig på klinik.”

I stedet for opsøgte han en specialist i flåtbid i Langenhagen, og han tog ind på Tropeninstitut i Hamborg, hvor man er specialister i tropesygdomme. For fjerde gang på ti dage måtte han afgive blod. Nu fandt lægerne faktisk noget. Klublægen kunne fortælle, at han led af en campylobactor-infektion i tarmen. Bakterien gav diarre og svækkede kroppen. Det var ikke en infektion, der fik en fodboldspiller til at holde pause i adskillige uger. Men han håbede, at ingen ville stille alt for kritiske spørgsmål.

Jörg var lige så begejstret for bakterien, som han ville have været for en Bundesliga-sejr til Hannover 96. Endelig havde Robert fået en legitim anledning til at trække sig fra offentligheden i en periode uden at sætte sin VM-drøm over styr.

”Enke ude af kvalifikationskampene,” skrev aviserne den 18. september. Den konstant uheldige målmand blev nu nødt til at holde et par ugers pause på grund af en tarminfektion, der netop var blevet diagnosticeret. René Adler ville være på mål i de resterende kvalifikationskampe, og derfor ville han naturligvis også være favorit til jobbet i den efterfølgende VM-slutrunde.

Afbuddet til VM-kvalifikationskampen i Hannover og årsdagen for Laras død havde været alt for meget for Robert, sagde Jörg til Hannover 96's sportsdirektør, Jörg Schmadtke. Robert havde brug for en pause.

”Hvis det hjælper, er han velkommen til at rejse til Portugal i et par uger,” foreslog Schmadtke.

Samme dag fulgtes Robert med Jörg til Köln. Han ville i behandling hos Valentin Markser igen. Han håbede, at tingene ville flaske sig som i 2003.

Den aften så han fredagens Bundesliga-kamp – Schalke mod Wolfsburg – sammen med Markser og Jörg. De spiste pizza og drak øl. Kunne ikke nyde det, skrev Robert i sin sorte bog. Han så Markser hver dag. Han fik besked på at løbe, det var godt for hovedet. Robert løb og mindede sig selv om, hvor meget han hadede det. Jörg lagde et program for at holde ham beskæftiget. Han skulle hente aviserne og morgenbrødet hver morgen. Om eftermiddagen skulle han i skoven med Milla. Jörg fik Robert til at skubbe klapvognen op ad bakken. Han skulle anstrenge sig, så han fik fornemmelsen af at have præsteret noget.

Det var på det tidspunkt, jeg pludselig fik en sms fra Robert. Han svarede normalt på sms næsten øjeblikkeligt, men hen over de seneste uger havde han ikke haft overskud til det. Nu undskyldte han for sin tavshed og fortalte om sygdommen: ”Jeg skulle mene, at det her giver stof til endnu et godt kapitel i vores bog. Kærlig hilsen, Robinho.”

Når vi var i godt humør, kaldte vi hinanden Ronninho og Robinho til minde om det fælles ophold i Barcelona og Barcelona-idolet Ronaldinho. Hvor kom lige sprækken af godt humør fra midt i depressionen? Hvor fandt han overskuddet til at se sygdommen som et kapitel i bogen? Han og Jörg klippede hækken i haven. Bagefter havde jeg det lidt bedre, skrev han.

Det var tydeligt, at depressionen denne gang var anderledes kraftfuld end i 2003. Efter en uge i Köln måtte han absolut tilbage til Teresa i Empede i en fart.

”Jeg er nødt til at gå rundt med den baseballkasket i Köln konstant. Men jeg vil ikke skjule mig mere.”

Efter en dag i Empede overmandede rastløsheden fra Köln ham atter: Han kunne ikke blive i Empede. I virkeligheden havde han ikke lyst til at være nogen steder.

24. september 2009. Besluttede at tage tilbage til Köln. Det er sindssygt! Fire dage senere kørte han tilbage til Empede. Han havde lyst til at træne igen, han skulle spille fodbold igen. Ind imellem fik han den slags opture. Pludselig vendte hans kampånd tilbage, og så ville han på sekunder indhente alt, hvad han i måneder var gået glip af. Modsat tidligere visnede hans virketrang denne gang ikke efter få minutter.

Valentin Markser havde givet ham nye antidepressiver.
Robert aftalte med sin psykiater, at de kunne fortsætte samtaleterapien mellem hjemmet i Empede og Köln – nu skulle de tale sammen tre gange om dagen.

Tirsdag den 29. september var han atter tilbage på træningsbanen for Hannover 96. Hanno Balitsch gav ham et knus. ”Det er fedt, at du er her igen,” sagde Tommy Westphal. Og angsten var væk. Angsten for at blive opdaget. For ikke at være god nok. Angsten for en helt almindelig samtale med sine holdkammerater. Den var forduftet.

”Jeg tror, jeg har det lidt bedre,” sagde han, da han kom hjem.
Næste morgen vågnede han og steg ud af sengen. Og stoppede brat op. Var det at stå op virkelig så nemt? Hvordan havde han båret sig ad med det?

Han ringede til Andreas Köpke, da han kom hjem fra træning. Han ville bare lige sige, at han var begyndt at træne igen. Han var stadig ikke 100 procent klar, det sagde sig selv, og der ville gå et stykke tid, før han var tilbage i målet. Hvor lang tid vidste han ikke, men han var i gang igen. Det var bare det, han ville sige.
Så gik han ind på børneværelset og gav sig til at lege med Leila.
Næste morgen serverede han kaffe på sengen for Teresa.

30. september. 2009. Det lysner! Jeg går hånd i hånd med livet igen.

Han havde klaret det. De havde klaret det. Teresa havde svært ved at tro det, men hun var overstadig. Hun havde levet med hans depression i to måneder. Hun havde skullet udholde indfaldene og uretfærdighederne fra et deprimeret menneske. Hun havde gjort sig umage for at reagere overbærende på hans endeløse klager – selv når hendes tålmodighed for længst var brugt op. Videnskabelige undersøgelser dokumenterede, at skilsmisseprocenten blandt par, hvor den ene led af depression, var ni gange højere end ellers. Og nu så det ud til, at de overlevede endnu engang.

At købe roser havde dog mindet ham om, at sygdommen stadig ulmede. Da blomsterhandleren spurgte, hvor mange roser han skulle have, havde han ikke kunnet svare. Tre eller seks? Det hamrede rundt i hovedet på ham. Tre eller seks? Han anede ikke, hvor lang tid der gik, før han panisk sagde: ”Tre, tak.”

Men om morgenen den femte dag havde han ikke lyst til at træne. Han havde en aftale med den fysiske træner i gymnastiksalen. Holdet var på hotel, SC Freiburg ventede samme eftermiddag. Han ringede til Edward Kowalzuk. Han droppede nok træningen her til formiddag, han havde det ikke så godt. Hvilket ifølge den fysiske træner var helt i orden. Man modsagde ikke Robert Enke i Hannover.

Det var en test, sagde han til sig selv, for at se, hvordan det gik, hvis hans dag ikke var lagt i faste rammer fra start til slut.
Da han om eftermiddagen var på vej til stadion, undrede han sig over, hvorfor han dog ikke var taget til træning om formiddagen. Hvordan skal jeg nogensinde blive en god målmand igen, hvis jeg ikke passer min træning? Nu er det for sent – jeg trænede ikke, og nu kan jeg aldrig indhente det.

På stadion gik han ind i omklædningsrummet for at ønske holdet held og lykke. Han stak også hovedet ind i behandlingsrummet. Noget var anderledes. Hans billede på væggen var væk. En af fysioterapeuterne havde hængt en plakat med reservemålmanden Florian Fromlowitz hen over hans billede. Det var bare en lille gestus for at støtte den unge mand før eftermiddagens vanskelige udfordring. Robert forlod rummet uden at sige noget.

Han satte sig ud på tribunen. Der var god tid til kampstart. Han brugte kampprogrammet som skjold for at forhindre, at nogen talte til ham. Han bladrede og stoppede ved satiretegningen. Fromlowitz var skildret som en menneskelig mur foran et mål.
Hvad handlede det nu om? Havde de da totalt afskrevet ham? Mente alle måske lige pludselig, at Fromlowitz var førstemålmanden?

Hannover vandt 5-2. Fromlowitz spillede fornuftigt. Robert tolkede tilskuernes hyldest af den unge reserve som en hån mod ham. Havde ingen brug for ham mere? Havde de allerede glemt ham? Var han et fjæs fra fortiden, som man bare kunne hænge en plakat hen over?
Hjemme i Empede prøvede Teresa at berolige ham med en portion logik. Det var da helt forståeligt, at fysioterapeuterne prøvede at bygge den unge andenkeeper op. Det havde ikke noget med Robert at gøre. Ingen i eller omkring Hannover så Fromlowitz som en rival til ham. Så snart han var tilbage, ville han få sin plads igen.

”Du har ret,” sagde han. Men den bratte bevægelse, da han vendte sig bort, fortalte Teresa, at hun ikke længere kunne nå ham med logik.

Hun håbede, at tingene ville være bedre næste morgen. Måske havde han bare haft en dårlig dag?

Når Teresa gennem årene var vågnet om søndagen, fornemmede hun flygtigt usikkerheden, indtil hun huskede, hvad der var sket dagen før. Havde de vundet? Eller tabt? Svaret ville være afgørende for deres søndag sammen. Nu flød ubehaget atter gennem hende. Men denne gang med et twist. Hvordan ville Roberts humør være, når han vågnede?

Han havde det ikke dårligt. Men han havde det heller ikke godt.
De følgende dage skete det flere gange, at han nægtede at stå op om morgenen. Teresa løj for at få ham ud af sengen. ”Jeg har virkelig ondt i maven. Gider du ikke se efter Leila i 10 minutter?”
Han kæmpede sig gennem dagene, men en angst var atter dukket op. Den grundlæggende angst. Angsten for at al angst ville vende tilbage.

Lørdagen efter tog han til Köln for at se Valentin Markser. Det var fast rutine på stort set alle fridage. Der var Rusland mod Tyskland på tv. Der var gået næsten et år siden den første kamp, hvor han i optakten brækkede håndrodsknoglen. Atter var han bænket foran fjernsynet. Atter spillede René Adler fremragende. Atter skamroste kommentatoren René. Med 1-0 sejren kvalificerede Tyskland sig til det VM i Sydafrika, der skulle være hans karrieres højdepunkt. Tv-billederne viste et jublende tysk mandskab med næverne i luften. Robert havde det, som om holdkammeraternes jublende knytnæver ramte ham i ansigtet. Fire dage senere trak han sig fra et træningspas.

Han sank tilbage i fortiden. Han kunne ikke få de fire, fem gode dage sent i september ud af hovedet. Hvorfor havde han pludselig følt sig i live igen? Og væsentligere: Hvorfor var sygdommen så vendt tilbage igen? Hvad havde han gjort forkert, så mørket atter havde kunnet overraske ham?

”Det er slut, Terri. Jeg havde chancen for at komme ud af det, og jeg ødelagde det.”

”Robbi, forestil dig, at du flyttede til Lissabon uden at have taget et sprogkursus først. Du ville da aldrig sige, at det var for sent, og at du aldrig ville få lært portugisisk.”

”Fremragende eksempel.”

”Det er da ikke slut! Du fik det bedre en overgang. Det er bare tegn på, at du snart får det meget bedre.”

Hun var begyndt at tage med ham til træning. Ofte. Det vigtigste var, at han ikke følte sig ensom. Han måtte først og fremmest overlades så lidt som muligt til sig selv.

Målmandstræneren kørte sine tre målmænd gennem vridemaskinen en efter en. Teresa stod på sidelinjen ud for målet. Pensionisterne, der dagligt overværede træningen, stod nærmere midterlinjen. Træneren halvflugtede bolden mod målets øverste venstre hjørne. Så snart Robert havde reddet, skulle han på benene og op i højre hjørne for at hente den næste bold. Tre gentagelser. Og så var det Fromlowitz' tur. Hun sparkede resolut til reklameskiltene, når Robert i sin pause mistede koncentrationen og begyndte at hænge med hovedet. Han mere fornemmede lyden end hørte den. Han så over mod hende. Hun knyttede næverne. Koncentrer dig! Kæmp!

Efter to dage ringede sportsjournalisterne til Jörg. Hvorfor var fru Enke begyndt at følge træningerne?

Efter det turde hun ikke komme mere. Men hun blev ved med at køre ham, fordi hun ikke ville overlade ham til hans egne tanker på den 30 minutter lange tur mellem hjemmet og stadion. Mens han trænede, gik hun nogle gange på museum. Andre gange ventede hun i bilen, indtil han var færdig. Der kunne godt gå et par timer.
Det var ikke slut med det. Han skulle også beskæftiges om eftermiddagen. Der måtte ikke være stunder, hvor han kunne gruble. Hun overtalte ham til at tage med hende og Leila i zoo. Der overværede han et 10-årigt barn skændes med sine forældre. Det gav ham angst for fremtiden. ”Hvordan skal vi klare det med huset, hundene og Leila, når hun bliver stor?” Om aftenen gav hun ham en illustreret bog om Hannover-området. ”Vælg et sted, hvor vi kan tage på udflugt,” sagde hun. Bogen lå i dagevis uåbnet ved siden af Roberts seng. Og så blev den ædt af en af hundene.

16. oktober 2009. Holdet tager til Frankfurt, og jeg tror aldrig, jeg bliver i stand til at tage med dem igen. Det var hans humør, da han fik en sms fra Teresa. Hans mor var på vej. Som resten af familien havde også Gisela Enke fulgt hans opfordring om at holde sig væk. I hendes familie blev den slags reservation betragtet som gode manerer. Men nu havde en mor fået nok. Hun havde hverken talt med eller set sin syge søn i næsten to måneder. Hun gav ganske enkelt Teresa besked på at sige, at hun var på vej. Ikke for hans skyld, men for Leila. ”Jeg har lyst til at se mit barnebarn.”

Roberts mor sad allerede i køkkenet, da han næste aften kom hjem fra træning. En følelse i ham var intakt: Hans mor fik ham til at slappe af. Sådan havde det altid været, selv om han ikke altid havde været lige vild med hendes besøg. Hun åbnede en flaske rødvin, og han drak endda et glas sammen med hende. Der var noget formelt over deres samtale. Hun fornemmede, at der var noget, hun ikke skulle tage fat på. Men han gjorde sig den ulejlighed at tale med hende, hvilket var mere end han gjorde i forhold til de fleste. Han fortalte hende endda lidt om omfanget af sygdommen. Da de omsider rejste sig fra bordet, var klokken halv elleve. Han havde ikke været så sent oppe i ugevis.

Næste morgen gav hans mor ham et knus. ”Det er dejligt, at du er her,” sagde han og kørte til træning. Da han kom tilbage, var det, som om den foregående aften aldrig havde fundet sted.

”Kunne du tænke dig en espresso?” spurgte Teresa efter frokosten.

”Nej.”

”Men du plejer altid at få en espresso.”

”Men ikke nu.” Han ville straffe sig selv. Han fortjente ingen gode øjeblikke. Aftenen før havde han endda nydt et glas vin, så nu måtte straffen være så meget hårdere.
Hans mor fortalte hans far om besøget.

”Jeg når ikke igennem til ham,” sagde Dirk Enke.

”Så gør som jeg. Bare tag af sted.”

”Nej, jeg vil ikke trænge mig på. Han er voksen. Jeg må respektere, hvis han ikke ønsker at se mig.”

Det endte dog med, at hans far fandt en måde at omgå sin tilbageholdenhed. Hans svigersøn havde købt en ny bil, og den skulle hentes på VW-fabrikken i Hannover. Det kunne han da gøre, sagde Dirk Enke. Nu var han alligevel i nabolaget, så var det okay, hvis han kiggede forbi, spurgte han Teresa på telefonen. Hun hentede ham på banegården. Robert åbnede og bød ham velkommen: ”Du er heldig med at finde mig i live.” Han gjorde intet for at skjule sin irritation over besøget.

”Har du i det hele taget læst Sorte Hund?” spurgte hans far, da de sad ved køkkenbordet.

”Selvfølgelig.”

”Hvor tit?”

”Jeg gider ikke den her snak. Jeg går i seng,” sagde Robert og rejste sig. Klokken var knapt halv 10.

”Så vi snakkes ved i morgen?”

”Vi snakkes ikke ved i morgen.” Han var allerede på vej ud af køkkenet.

Dirk Enke havde ikke brug for hjælp fra en psykoterapeut for at konstatere, at depressionen ikke havde efterladt hans søn med ret meget af sin oprindelige personlighed.

Robert forvirrede en gang imellem sine holdkammerater i Hannover 96. Tommy Westphal fik mærkelige sms'er fra ham. ”Hvornår træner vi i morgen?” ”Hvornår skal vi være i seng før kampen?” Hvorfor spurgte han om det? Han vidste jo det hele. En type som Robert glemte ikke den slags.

Arnold Brugging havde efterhånden spillet sammen med Robert i over tre år. Det slog ham, at Robert næste ikke viste nogen form for følelser under træningen.

”Er alt i orden, Robert?”

”Ja, fint, alt er okay.”



Magasin-artikler
Jagten på Premier League-titlen
Indkast.dk har slået ned på nogle af datoerne i denne sæson…
3-4 November
Manchester City-point: 26
Liverpool-point: 26
Kommentar: Liverpool og Arsenal spillede uafgjort, mens Manchester City slog Southampton.


8 december
Manchester City-point: 41
Liverpool-point: 42
Kommentar: Liverpool slog Bournemouth, imens Manchester City tabte til Chelsea.


22-26 december
Manchester City-point: 44
Liverpool-point: 48
Kommentar: Manchester City tabte til bade Crystal Palace og Leicester.


3. Januar
Manchester City-point: 50
Liverpool-point: 54
Kommentar: Liverpool tabte til Manchester City og mistede dermed muligheden for at få et syvpoints forspring.


29-30 januar
Manchester City-point: 56
Liverpool-point: 61
Kommentar: Manchester City tabte til Newcastle, men Liverpool missede igen chancen for at lave et syvpointsforspring efter kampen imod Leicester.


3. marts
Manchester City-point: 71
Liverpool-point: 70
Kommentar: Liverpool spillede målløst imod Everton, mens City besejrede Bournemouth.



Kigger man på de resterende kampe og fjerner de hold, som både Manchester City og Liverpool skal møde, ser de resterende kampe således ud:

Manchester City
- Watford
- Crystal Palace
- Manchester United
- Leicester
- Brighton

Liverpool
- Southampton
- Chelsea
- Huddersfield
- Newcastle
- Wolverhampton.
Læs hele artiklen
Craven Catastrophe
Indkast.dk har kigget nærmere på, hvordan det er gået for Fulham, siden de rykkede op i Premier League – og tidslinjen ser meget skidt ud. Gad vide hvordan det ender?
August 2018
Selvom Fulham havde brugt næsten en milliard kroner på nye spillere, startede de sæsonen med 0-2-hjemmenederlag til Crystal Palace.


Oktober 2018
Til højlydt utilfredshed fra hjemmebanepublikummet forlod London-holdet banen efter nok et stort nederlag. Denne gang til Bournemouth…


November 2018
”Jeg er en god manager”, forsøgte Slavisa Jokanovic at overbevise medier om efter 0-1-nederlaget til Huddersfield.


November 2018
Jokanovic lykkedes ikke med sin overbevisning, og han blev fyret efter 0-2-nederlaget til Liverpool. Claudio Ranieri overtog jobbet og fik en drømmestart med en sejr over nedrykningsrivalerne fra Southampton.


December 2018
Ranieri var rasende på Aboubakar Kamara, efter han havde taget – og misbrugt – et straffespark, som det ellers var aftalt, at Aleksandar Mitrovic skulle have taget i kampen imod Huddersfield.


Januar 2019
Kamara fik karantæne i Fulham og forlod klubben på en låneaftale – efter en voldsom episode på træningsbanen.


Januar 2019
Fulham led et ydmygende nederlag på hjemmebane til League Two-holdet Oldham i FA Cuppen.


Februar 2019
Nederlag kom i strid strøm… Efter syv nederlag ud af otte Premier League-kampe blev Ranieri fyret. I stedet bliver Scott Parker den sportslig ansvarlige.


Blot 106 dage var Ranieri hos Fulham, inden han blev sendt på ”arbejdsformidlingen”. Blot seks managere i Premier Leagues historie har været kortere tid i deres job, inden de blev fyret… men som Daily Mails roste fodboldskribent Martin Samuel skrev:

- Ranieri DOES know what he's doing – Fulham don't…

Det kan være svært at være uenige. Med ni spillerunder igen har London-holdet ti point op til Southampton – lige over nedrykningsstregen.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Pierre-Emerick Aubameyang – Sort Panter
Hurtigere end Usain Bolt, ballademager med store disciplinære problemer, nyrig afrikaner med ekstremt forbrug… dette er blot nogle af betegnelserne, som er blevet påhæftet den 29-årige angriber fra Gabon.
Pierre-Emerick Aubameyang har oplevet det umenneskelige at brænde et altafgørende straffespark i et London-derby mellem Arsenal og Tottenham, og det var endda i overtiden. Men i de efterfølgende kampe viste den afrikanske angriber, at han er skabt af noget helt specielt, for kort tid efter fik Arsenal nok et straffespark imod nogle rivaler – nemlig Manchester United, og Aubameyang tøvede ikke med at gå til bolden og score til 2-0.

Fire dage senere var Arsenal nok engang presset, da Rennes var foran med 3-1 inden returmødet i London. Nok engang slog Aubameyang til med to mål og en assists i 3-0-sejren, men at han var kampafgørende, lå næsten i kortene inden ankomsten til Arsenal. Han opnåede 141 mål i 212 kampe i Dortmund fra ankomsten i 2013, indtil han i de sidste timer af januars transfervindue i 2018 blev rekordindkøbt af Arsenal, men hvem er denne afrikanske angriber ellers?

Aubameyangs fodboldeventyr startede i 1995, da han første gang betrådte grønsværen i den lille franske klub ASL L'Huisserie Football, hvor han tog hul på fodboldkarrieren. Herefter gik turen til OGC Nice, Stade Lavallois, FC Rouen og SC Bastia, inden hans karriere som juniorspiller for alvor tog fart. Aubameyang sluttede sig til AC Milans ungdomsrækker i januar 2007.

I august 2007 var han en del af det hold, som tilkæmpede sig en flot fjerdeplads i den såkaldte Champions Youth Cup, som blev afholdt i Malaysia. Her leverede Aubameyang så solide præstationer, at han tiltrak sig international opmærksomhed. Han scorede således mod hver eneste modstander, som AC Milan mødte på grønsværen, og det blev til syv mål i seks kampe.

Afrikanerens første sæson som professionel fodboldspiller var sæsonen 2008/09, hvor han var udlejet til Dijon FCO. Meningen var, at Aubameyang skulle få førsteholdserfaring, hvilket han så sandelig fik. Han spillede således 34 ligakampe, hvori det blev til otte mål og to assists. Den dengang 18-årige Aubameyang blev ydermere nævnt i magasinet World Soccers talentsektion.

Sæsonen i Dijon som lejesvend blev altså en succes for Aubameyang. Herefter blev han udlejet til Lille OSC og AS Monaco, hvor han dog ikke oplevede samme succes. Efter seks måneder i Monaco blev Aubameyang udlejet til Saint-Etienne, hvor han på ny oplevede stor succes.

Succesen i Saint-Etienne var endda så stor, at Ligue1-klubben i december 2011 hentede Aubameyang på en permanent aftale. Han scorede sit første hattrick for klubben to måneder senere og endte faktisk som Ligue1-topscorer i den sæson.

Sæsonen 2012/13 bliver betegnet som Aubameyangs gennembrudssæson. Han tilkæmpede sig ganske vist ”kun” en andenplads på topscorerlisten i Ligue1, men til gengæld blev han kåret til African Player of the Year.

Aubameyang blev præsenteret i Borussia Dortmund den 4. juli 2013. Her kom han dog til at stå i skyggen af Robert Lewandowski i Dortmund-angrebet, hvilket kom til udtryk på Bundesligaens topscorerliste for 2013/14-sæsonen, hvor Aubameyang sluttede under både Lewandowski og Marco Reus.

Lewandowski sluttede sig til Bayern München, inden sæsonen 2014/15 blev sparket i gang. Aubameyangs anden sæson i Dortmund-trøjen bød på 16 mål, hvilket gav ham rollen som Dortmund-topscorer. De 16 træffere var dog ikke nok til at sikre ham topscorertitlen i Bundesligaen, men fjerdepladsen på topscorerlisten betød, at han nærmede sig. Sæsonen 2015/16 bød på 25 mål i sæsonens 34 kampe, men det var kun nok til andenpladsen på topscorerlisten, da Lewandowski scorede 30 mål i Bayern München-trøjen.

Man kan argumentere for, at 2016/17-sæsonen var den bedste sæson nogensinde for Aubameyang. Han vandt topscorertitlen for næsen af Lewandowski, som for anden sæson i træk præsterede hele 30 træffere i 34 kampe. Aubameyang havde scoret 29 mål i sæsonen, inden den allersidste spillerunde gik i gang. Her var Werder Bremen på besøg i Dortmund, hvilket endte med en 4-3-sejr til værterne. Dortmunds superhelt fandt vej til netmaskerne to gange i den allersidste kamp, mens Lewandowski ikke formåede at finde vej til netmaskerne i Bayern Münchens 4-1-sejr over Augsburg, og inden skiftet til Arsenal havde angriberen lavet 13 mål for Dortmund, mens det har knebet lidt mere på landsholdet.

Aubameyang blev inviteret til at spille for Italiens U19-landshold, da han havde overstået den succesfulde sæson som lejesvend i Dijon, men den franskfødte angriber med rødder i Gabon valgte dog det franske U21-landshold, som han debuterede for i februar 2009.

I marts 2009 blev Aubameyang imidlertid udtaget til det gabonesiske landshold, som han siden har repræsenteret. Gabon var vært for African Cup of Nations i 2017, hvilket dog hverken medførte en sejr eller en finaleplads. Til gengæld er Aubameyang alle tiders topscorer på det gabonesiske landshold. Nok tal - nu mere om ”The bad boy” .


Superhelten Aubameyang
Halloween var lige om hjørnet i oktober 2012, da Aubameyang tilsyneladende tog forskud på glæderne. Han havde netop scoret det første mål i kampen mellem Saint-Etienne og Stade Rennais, da han løb om bag målet og fandt en taske. Frem fra tasken tog han en Spiderman-maske, som han iførte sig for at fejre sin scoring. Dog var Aubameyang ikke den første spiller i verden, som fejrede en scoring på den måde. Den tidligere Newcastle-midtbanespiller Jonas Gutierrez havde således en Spiderman-maske gemt i shortsene, som kom frem, da han scorede mod Barnsley i 2010. Det blev til gengæld langtfra den sidste gang, at Aubameyang iførte sig en maske på grønsværen.

Aubameyang stjal endnu en gang rampelyset med en maske, da han var havnet i Dortmund og de stod overfor Bayern München i DFL-Supercuppen i 2014. Den nye holdkammerat - Henrikh Mkhitaryan - bragte Dortmund foran efter 23 minutters spil, inden Aubameyang også kom på måltavlen efter godt en times spil. Herefter fandt han en Spiderman-maske i den ene sok, som han tog på hovedet foran de knap 80.000 tilskuere på Signal Iduna Park.

Spiderman blev erstattet af Batman i det såkaldte Ruhr-derby mellem Dortmund og Schalke i februar 2015. Aubameyang bragte BVB foran efter 78 minutters spil, hvorefter han tog en Batman-maske på hovedet, mens hans holdkammerat Marco Reus fulgte trop og også tog en maske på – en Robin-maske. Maske-episoden fra Ruhr-derbyet, hvor Aubameyang og Reus tydeligvis havde forberedt en fælles jubel, kunne have set vanvittig dumt ud, hvis Dortmund havde smidt føringen på gulvet, men derbyet endte 3-0 til Dortmund.

Aubameyang iførte sig for fjerde gang i karrieren en maske på grønsværen, da Schalke tog imod Dortmund til endnu et Ruhr-derby. Aubameyang bragte Dortmund foran i anden halvleg, hvilket altså fik ham til at tage endnu en maske på, men der var ugler i mosen denne gang. Der var således tale om en speciel maske, som var en tilslutning til den såkaldte Nike-kampagne ”The Masked Finisher”. Aubameyang er personligt sponsoreret af Nike, mens Dortmund får deres spilledragter fra Puma, som oven i købet også er aktionærer i Bundesliga-klubben. Denne kontrovers fik Dortmund-direktøren Hans-Joachim Watzke til at tale med store ord:

- Denne opførsel er uværdig for sådan en stor virksomhed. Det kan ikke passe, at vi skal kæmpe for Nike og deres økonomiske interesser på denne måde. Vores partner er Puma, udtalte Hans-Joachim Watzke til det tyske medie Bild.

Den daværende Dortmund-træner Thomas Tuchel var også overrasket over sin angribers opførsel. Han var dog ikke overrasket over, at hans angriber endnu en gang tog en maske på, da han skulle fejre sin scoring, men derimod over den kontroversielle maske, som var et endegyldigt bevis på, at Aubameyang havde tilsluttet sig en Nike-kampagne iført en Puma-spillertrøje.

- Vi havde forventet en efterfølger til Batman/Spiderman-jubelscenen, men det var ikke tilfældet, hvilket gør det hele en anelse vanskeligere, lød det fra Thomas Tuchel.


”No Auba – No Party”
Den sidstnævnte maske-eskapade resulterede i, at Aubameyang blev idømt en bøde på omkring 375.000 kroner, men det er langt fra eneste gang, der har været ballade med Aubameyang. Angriberen er blevet påhæftet ”No Auba – No Party”, da han er lidt af en festabe med hurtige biler, specielle hårpragter, manglende disciplin samt ekstremt dyrt designertøj, som han selv producerer. Han har blandt andet lavet tøjserien ”PEA17” samt baseballcap-mærket ”New Era”, som kom i Dortmund-farverne sort og gult – måske skal det i fremtiden være hvidt og rødt?

Tøjet var et af problemerne for Aubameyang i Dortmund, da arbejderklubbens fans slet ikke kun genkende levemåden fra Gabon-angriberen. Ugelønnen på omkring 1,5 million kroner i Dortmund er blev brugt på mange vanvittige ting, som da han mødte op til kamp med et par grønne Nike-sko med 4.000 små Swarkoski krystaller på til en samlet pris på over 25.000 kroner.

Dette kom samtidigt med, at han sagde til journalister, at han ønskede at skifte til Real Madrid eller PSG, hvilket de meget loyale Dortmund-fans havde svært ved at acceptere. Desuden er han gentagende gange udeblevet fra træningen – blandt andet for at deltage i en reklamefilm for Red Bull, og han blev også udelukket til en Champions League-kamp imod Sporting Lissabon, da han 48 timer før var blevet filmet til et pool-party i det nordlige Italien. Han blev også udelukket fra truppen til en kamp imod Stuttgart, da han kort tid forinden var taget til Barcelona for at besøge den gamle holdkammerat – Ousmane Dembélé. Dortmund kaldte det ”disciplinære problemer”, og dem har der været mange af.

Disse havde - ifølge bulletinerne - gjort, at holdkammeraterne tog afstand til Aubameyang i Dortmund, og til sidst fik sportsdirektør Michael Zorc samt træner Peter Stoger simpelthen nok af deres ellers så målfarlige angriber – og måske blev andre klubber også bange for at hente ”problembarnet”.

Flere gange havde Real Madrid vist deres interesse, men trods deres sportslige krise så slog ”Los Blancos” ikke til. Tidligere har den spanske avis AS skrevet, at Real Madrid var villige til at betale i omegnen af 520 millioner kroner samt sende deres daværende angriber Álvaro Morata til Dortmund, hvis Aubameyang til gengæld blev sendt den modsatte vej, men det blev afvist af Dortmund, selvom Aubameyangs mor, Margarita Crespo, tidligere har udtalt:

- Han (Pierre-Emerick Aubameyang, red) lovede sin bedstefar, at han ville komme til at spille for Real Madrid, og lige siden han var et lille barn, snakkede han altid om Real Madrid - ikke Barcelona.

Pierre-Emerick Aubameyang endte ikke i Real Madrid, og måske findes forklaringen på, at angriberen ikke blev købt af Real Madrid i ordvalget fra Dortmund-legenden Matthias Sammer. Han har sagt, at Arsenal havde købt ”Et råddent æble”, og at angriberens egoistiske og respektløse opførsel næppe vil ændre sig.

Den samme tilgang har flere eksperter taget, efter Aubameyang efter den flotte sejr over Rennes tog en ny maske på – denne gang som ”Black Panther”. Handlingen kostede en advarsel, og dermed tilsidesatte angriberen holdets bedste for egen vindings og egos skyld.

- Jeg havde brug for en maske, der repræsenterer mig. Det er en sort panter, og i Afrika bliver Gabon kaldt for ”Gabons pantere”. Så dette repræsenterer mig…
Læs hele artiklen
Zinedine Zidane – El RenaZZido
Real Madrids nye træner måtte meget igennem, inden han for første gang endte som cheftræner i ”Konge-klubben”. Nu er ”ZZ” tilbage i klubben, som han har oplevet så meget med… jah han har faktisk tillid fra ”Madridismo”.
I slutningen af marts 2015 var der prominente gæster ved Bayern Münchens træningsanlæg på Sabener Strasse, så da spillerne efter træningen ville vise deres respekt og hilse på deres gæster, gik de blot forbi – uden at hilse – på verdensmesteren Claude Makélélé og den tidligere Bayern München-spiller Willy Sagnol for at få fat i deres mobiltelefoner, så de kunne blive fotograferet… sammen med Zinedine Zidane.

Gæsterne var i München som et led i deres UEFA Pro-Licence træneruddannelse, og de skulle overvære tre træninger – men spillerne var svært imponeret over besøget af fodboldlegenden Zidane, fortalte Dante, der tydeligvis var blevet ”star-struked” af det franske besøg.

Et par måneder senere berettede Zidane på Instagram, at han havde bestået træner-uddannelsen, og dermed var vejen banet for en stor trænerkarriere, som ellers startede med flere bump. Først turde Real Madrid-præsident Florentino Pérez ikke satse på ”ZZ”, og i stedet blev Rafa Benitez hentet til klubben, mens Zidane fortsatte med at træne Castilla – Real Madrids andethold. Men blot en håndfuld måneder senere blev franskmanden præsenteret som afløseren for den meget upopulære chef-træner Benitez, der næsten stod i Zidanes skygge.

Trods den føromtalte afvisning, så fik Pérez et ønske opfyldt, da Zidane blev cheftræner, for præsidenten ønskede i den grad, at Bernabéu skulle have en klublegende som træner. En træner som havde stor tillid fra ”Madridismo”. Pérez fik hvad han ønskede, men Real Madrid fik også fået en gigantisk personlighed med et meget hidsigt temperament. Hele 14 røde kort blev det til i den aktive karriere for Zidane, som har afstamning fra Algeriet, hvorfra forældrene Smail og Malika stammer.


Luder og lommetyve
Zidane er dog født og opvokset i Marseille-forstaden La Castellane, som er voldsomt præget af høj arbejdsløshed, narko-handel og meget prostitution. Midt i dette voksede Zidane op og spillede fodbold omkring Place Tartane sammen med hans brødre. Her blev han spottet af talentspejderen Jean Varraud, da han var fjorten år. Varraud har siden sagt, at han blev meget fascineret af Zidane, der nærmest ”talte” med bolden.

Zidane debuterede for Caen som 17-årig, men da Caen rykkede ned i 1992, var kursen lagt for et skifte til Bordeaux. I de efterfølgende år var den rødvinskendte by med i kampen om det franske mesterskab. I august 1994 fik Zidane, som følge af det gode spil, sin landsholdsdebut mod Tjekkiet. Den unge stjerne blev indskiftet og lavede to mål, herefter sammenlignede de franske medier straks ham med den franske superstjerne Michel Platini.

Sammenligningen med Platini fik ekstra næring, da Zidane i 1996 skriftede til Juventus, hvor Platini også spillede i sin storhedstid. Efter en sæson i serie A, hvor han vænnede sig til det hårde spil, vandt ”Den Gamle Dame” VM for klubhold over River Plate samt mesterskabet i både 1997 og 1998.

På landsholdet havde den sympatiske spiller også succes i denne periode. Efter Frankrig havde tabt EM-semifinalen i 1996 til Tjekkiet, kom verdensmesterskabet i 1998 på hjemmebanen. På landsholdet havde Zidane de to klubkammerater fra Arsenal – Patrick Vieira og Emmanuel Petit – bag sig, og de gav med deres oprydningsarbejde perfekte arbejdsbetingelser for Zidane. På trods af sin relative store krop spillede han som en rigtig ”10'er” med oplæg til mange mål. Derudover var han en sand frisparksspecialist, hvilket han flere gange viste i Juventus-tiden, men da han kom til Real Madrid var han ikke længere så kendt for denne evne, da skiftet satte ham ”bag i rækkerne” efter David Beckham og Roberto Carlos.

Tilbage til slutrunden 1998, for her kom en af hans skyggesider frem, da han blev udvist i en gruppekamp mod Saudi Arabien for en stempling. Det gjorde, at han sad ude indtil kvartfinalen, men efter den franske drømmefinale var alt om hans dumhed glemt og han blev udnævnt til Europas og Verdens bedste spiller i 1998.

Herefter var det svært at gå andet end ned af bakke, og det gjorde det. Zidanes dårlige knæ gjorde, at han skulle opereres og hans manglende storform kunne aflæses på resultaterne for Juventus. De sluttede på sjettepladsen i ligaen, og blev slået tidligt ud af Champions League. Derefter kom den dramatiske sæsonafslutning i 1999, hvor Lazio overhalede Juventus på sidste spilledag. Men igen skulle det gode spil på landsholdet bane vejen for et klubskifte for Zidane. I kvartfinalen ved EM 2000 demonstrerede han fornem frisparksteknik, da han scorede mod Spanien. Efter det flotte comeback i finalen mod Italien blev Frankrig de første verdensmestre, som vandt EM - ikke mindst på grund af smukt offensivt spil af Zidane, som også blev kåret til turneringens bedste spiller. Det var ikke den eneste kåring. Han blev for anden gang på bare tre år kåret til verdens bedste fodboldspiller i år 2003.


Ikke meget plads i pokalskabet
På landsholdet havde han opnået alt – men på klubniveau manglende han en Champions League-guldmedalje. Han havde tabt to finaler, og i efteråret 2000 røg de overraskende ud i første gruppespil. Derudover tabte de igen ”Scedettoen” på sidste spilledag, denne gang til Roma. På trods af det blev Zidane kåret til årets spiller i Italien. Det blev hans sidste hæder i Italien, for i september 2001 blev han verdens dyreste spiller, da Real Madrid købte ham for mere en det tidobbelte af, hvad Juventus havde givet for ham - omkring 550 millioner kroner.

Den første sæson i kongeklubben blev noget drilsk for Zidane, for skader forhindrede ham i at spille, og hovedstadsklubben sluttede på en skuffende 3. plads. Til gengæld fik han sin velfortjente Champions League-medalje. I finalen mod Leverkusen var stillingen 1-1, da Zidane med en fænomenal flugtning gav klubben deres niende Europa Cup-sejr. Dermed var ringen sluttet, og der manglede ikke flere medaljer i pokalskabet.

Alt indenfor klub og landsholdsfodbold var opnået, og derfor måtte det endnu en gang gå ned af bakke. En skade satte Zidane – ligesom hans oplagte afløser Robert Pires – ud af spillet til VM 2002. Zidane spillede ikke de første to kampe, og da tredje kamp var imod Danmark, måtte Frankrig tage de første fly hjem fra Japan og Sydkorea. Efter den skuffende slutrunde kom en opløftende sæson for Real Madrid, som sikrede sig deres 29. mesterskab i sidste spillerunde. Den efterfølgende sæson, som sluttede i 2004, var en skuffende sæson for Bernabeus helte, for de vandt ingenting. Igen gik det derimod godt for det franske landshold. Efter en suveræn præstation i kvalifikationen var det hele gjort klar til en finaleplads, indtil de uhyre defensive grækere satte en stopper for den franske fremmarch i semifinalen.

Efter at være fyldt 30 år bestemte ”Zizou” sig for et landsholdsstop, men det blev ikke langvarigt, da landstræneren Raymond Domenech fik overtalt den intelligente kunstner til at tage en slutrunde mere, som blev den sidste den internationale fodboldverden så til den store profil. ”Mave-pumperen” fik den gode kommentator Carsten Werge til at råbe direkte på TV, at Zidane var en idiot, og i den efterfølgende tid var det en general holdning, selvom det kom efter at usympatiske Marco Materazzi havde provokeret Zidane på det groveste.


Fra La Castallane til Madrid
Igennem hele livet har Zidane ikke glemt sine rødder. La Castallane er hjemsted for mange nordafrikanske immigranter i Marseille. Et hårdt miljø, som også var udsat for de voldsomme uroligheder i efteråret 2005, hvor dele af Frankrig var i undtagelsestilstand. Zidane har stadigvæk kontakt til sine gamle venner og trods den store popularitet hævder de, at han ikke har forandret sig. Derudover støtter han som FN-ambassadør projekter, som skal hjælpe med at udrydde fattigdom, og efter den aktive karriere sluttede har han spillet og investeret mange penge i fodbold-projekter fra Schweiz til Bangladesh.

Desuden har Zidane siden karrierestoppet levet lidt som en nomade – dog med base i Madrid, hvor han også i 2009 blev udnævnt som rådgiver for præsident Pérez, og et år senere afløste han selveste Jorde Valdano som sportsdirektør. Zidane skulle være bindeled mellem Jose Mourinhos førstehold og Pérez. Trods jobforfremmelsen kunne Zidane ikke holde sig væk fra Real Madrids daglige træning.

I 2012 endte det dog med en skilsmisse mellem Mourinho og Zidane, hvilket den spanske sportsavis Sport mente skyldtes, at Zidane ikke ønskede at være en del af Mourinhos verbale krige mod alt og alle. Zidane endte som ungdomstræner, men i 2013 blev han assisent for Carlo Ancelotti for efterfølgende at blive teknisk ansvarlig for klubbens andethold. Santiago Sánchez skulle være den ansvarlige på holdet, men alle tv-billeder viste, at Zidane var træneren for klubbens andethold.

Sergunda B-holdet måtte Zidane ikke være førstetræner for, da hans licens ikke var på plads, så på trods af at fodboldikonet har vundet alt, så måtte han ikke træne Real Madrids andethold. Mange var utilfredse med disse regler, og Zidane fik endda opbakning fra rivalen – Johan Cruyff.

Avisen L'Equipe skrev på forsiden ”Lad nu Zidane gøre sit arbejde”, men det spanske fodboldforbund var af en anden opfattelse, og de gav træneren tre måneders karantæne. Zidane kaldte den spanske forbundspræsident Miguel Angel Galan for ”misundelig”, mens modparten kaldte Zidane for ”arrogant”.

Om Zidane er arrogant eller bare bedre end de fleste andre skal være usagt, men faktum er, at han som aktiv var et forbillede for en hel fodboldgeneration – og nu igen skal han træne et af verdens største klubhold. Et job som han næsten var selvskrevet til… for han har tidligere sagt:

- Store dele af min karriere kan jeg takke Pérez for… nu vil jeg som træner give tilbage til ham.

Ligeså præcist i spyttet var den legendariske Bordeaux-træner Marcelo Bielsa, da han kaldte Zidane for ”et levende fodbold-monument”. Store ord og nu skal Zidane forsøge at leve op til dette, og hovedpersonen har selv sagt om trænergerningen:

- Jeg vil gerne have, at folk siger: ”Hvad Zidane gjorde som træner… ikke dårligt, ikke dårligt”.


Zidane blev genfødt
Dårlig var den første Real Madrid-periode i hvert fald ikke. Zidane overtog i starten af 2016 og vandt hurtigt det første ”El Clasico” som træner for ”Konge-klubben”. Denne bedrift var ikke klaret, siden Bernd Schuster gjorde det i 2007. Kort tid herefter vandt Real Madrid det eftertragtede Champions League-trofæ, og dermed blev Zidane den blot syvende træner til at vinde pokalen både som spiller og træner. Det blev fuldt op i 2017 og 2018, hvor Real Madrid vandt den store pokal efter finalesejre over Juventus og Liverpool. Derudover blev det også til et spansk mesterskab i 2017 med tre points forspring ned til rivalerne fra Barcelona.

Med de tre Champions League-pokaler i armene og efter 149 kampe – med 104 sejre - valgte Zidane til alles overraskelse at forlade Real Madrid i sommeren 2018. Ligeså overraskende var det, at han blot 284 dage senere valgte at påtage sig jobbet, som Julen Lopetegui og Santiago Solari ikke kunne magte.

På det tidspunkt var Real Madrid i en forfærdelig forfatning, da de indenfor en uge var slået ud af Copa del Rey og Champions League – samt havde udspillet deres chance om mesterskabet. Udover de dårlige resultater skreg truppen på afsavnet af Ronaldo samt en foryngelse, og Pérez skulle ifølge bulletinerne have lovet Zidane en masse penge til at skabe denne.

Da nyheden om Zidane ramte fodboldverdenen, kom der pludselig voldsom fokus på et barndomsbillede af Eden Hazard fra 1998, hvor den lille belgier sidder i en fransk landsholdstrøje med et navn på ryggen… Zidane!

Måske bliver Hazard spilleren, som Zidane vil bygge det kommende Real Madrid-hold op omkring. Zidane satser i hvert fald hele butikken. Han risikerer at miste den legende-status, som han har fortjent i Real Madrid – både som spiller og træner – og det ligner en kamp, som han næsten ikke kan vinde. Det kræver noget helt specielt, og måske forventer han også dette. På pressemødet ved udnævnelsen blev han spurgt, om han ville foretrække Neymar eller Kylian Mbappé, hvortil han tørt svarede:

- Hvorfor ikke dem begge?

Zidane var meget utilfreds i sommer, da han forlod klubben, efter Ronaldo var solgt og han ikke kunne blive lovet en værdig afløser. Dette må være ændret nu. Pérez har formentlig frigivet en masse penge, som Zidane kan bruge på blandt andet en angriber fra øverste hylde.

I de sidste ti måneder, hvor Zidane ikke har været træner for Real Madrid, har han boet tæt på deres træningsanlæg, hvor blandt andet hans børn – Theo og Elyaz – træner, og hans tredje søn Luca er for tiden tredjevalget i målet for Real Madrids førsteholdstrup.

Hvis Hazard skal ind i truppen, kan det giver problemer i fremtiden for Gareth Bale. Han deltog ikke i afskedsreceptionen for Zidane, da han forlod klubben i sommer. De to har et meget betændt forhold, hvilket ikke mindst skyldes, at waliseren ikke fik meget spilletid af Zidane. Ved udnævnelsen af Zidane var Bale i gang med at spille ”La Liga-spillernes golftur” altså samtidigt med, at en påvirket klubpræsident Pérez sagde:

- Med dig, Zidane, har vi vundet ni trofæer. For os er du den bedste træner i verden. Vi er stolte over, at du er her. Tak for din loyalitet…. Velkommen hjem!

Næste dag havde den spanske sportsavis Mundo en forside med skriften ”El RenaZZido” med henvisning til Zidanes initialer og det spanske ord ”El Renacido”, som kan oversættes med ”Den genfødte”…

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Kan City vinde Quadruple?
Truppen hos Manchester City er “Four”-midabel, men det kan de økonomiske problemer også blive for den nyrige klub.
Lige efter Manchester City havde vundet Carabao Cup-finalen over Chelsea, var kampen et samtaleemne i et omklædningsrum, hvor jeres skrivekarl var til stede. Til de andre i lokalets store overraskelse sagde undertegnet:

- Jeg tror sgu, at Manchester City vinder Quadruple…

Straks kiggede mange af mine holdkammerater på mig med åben mund, som de havde set et spøgelse. Men er det så urealistisk, som det måske lyder? Kan Manchester City ikke vinde de resterende tre pokaler - hvor realistisk er det egentligt?


Det engelske mesterskab
Kigger man nærmere på det engelske mesterskab for tiden, så har det i 2018/19-sæsonen udviklet sig til et parløb imellem City og Liverpool, og kigger man nærmere på stillingen i denne duel, har City en klar fordel.

Pep Guardiolas tropper er nemlig langt mere formstærke, end Jürgen Klopps er for tiden. Den 29. december havde Liverpool ti points forspring til City, efter Liverpool havde spillet 20 kampe og City 19. Dette forspring er for tiden nu minimeret til, at dem, der spiller først, har førstepladsen, og vinder City den kamp, som de har til gode, så har de ét point mere end Liverpool.

Kampprogrammet for de to hold har stort set samme sværhedsgrad, så mesterskabskampen skal nok blive lige, men formen for City må alarmere de Liverpool-fans, der i den grad savner et mesterskab. Derudover har City en langt bedre trup, end Liverpool har, hvilket også kan blive udslagsgivende i afslutningen på sæsonen. De sidste fire år har City vundet liga-klubben tre gange, hvilket giver et klart billede af et hold, der har de bedste reserver, da det ofte er dem, der kommer i kamp i den turnering, som City altså har vundet i denne sæson.


FA Cuppen
Vinder City også FA Cuppen? Ja… er det oplagte svar. For hvem af de resterende hold skulle besejre City? Brighton venter i semifinalen, og vinderen af Watford eller Wolverhampton bliver den anden finalemodstander.

City var godt nok presset i kvartfinalen imod Swansea, som City vandt 3-2. MEN… kigger man på statistikkerne fra kampen, fortæller det altså historien om stor dominans til Guardiolas tropper. Hele 68 % af tiden havde City bolden, Swansea havde to afslutninger indenfor Edersons målramme og de gik begge ind. Såhh… Det ligner en FA Cup-titel til Manchester City.


Champions League
Ligeså sikker er Champions League-trofæet dog ikke, da modstanden er af en helt anden kaliber. City skal nok besejre Tottenham, men så venter Juventus formentlig i semifinalen, mens Barcelona eller Liverpool sandsynligvis venter i finalen.

MEN… glem nu ikke i dette, at Citys sidste Champions League-kamp endte med en 0-7-lussing til Schalke04 i en kamp, hvor så stærke spillere som Nicolas Otamendi, Fernandinho, Kevin De Bruyne, John Stones og Riyad Mahrez end ikke kom i kamp. Som tidligere nævnt er City-truppen helt unik – måske verdens bedste fodboldtrup, men den har heller ikke været billig.


Indkøbsfest
Fornyelig lavede Indkast.dk en udregning over hvor mange penge, de forskellige klubber havde brugt, siden Mauricio Pochettino kom til Premier League.

Manchester City havde netto brugt 4.900.000.000 kroner, mens Tottenham har brugt 230.000.000. Det er to forskellige verdner, men alligevel skal London-holdet op imod City i mesterskabskampen samt to gange i Champions League.

Siden 2009 har Sheik Mansour haft kontrol over Manchester City, men siden er der også kommet en ”Quadruple” af økonomiske problemer, som kan få gigantisk betydning for klubben.


1. UEFA er den største trussel imod Manchester City i forhold til Financial Fair Play-reglerne, der startede i 2013. Ifølge disse må en klub kun have et underskud på 400 millioner kroner i to år eller maksimalt 280 millioner kroner i gennemsnit i tre regnskaber. Begge dele skulle være et problem for City, og det kan resultere i en udelukkelse fra Champions League-turneringen, som ville give store økonomiske og sportslige problemer i fremtiden.

2. Premier League er i gang med at undersøge tre ting i forbindelse med Manchester City. Det skulle være om ulovlig anskaffelse af akademi-spillere, ulovlige treparts ejerskaber samt økonomiske uoverensstemmelser. Alle tre ting kan give point-straf. Ifølge Der Spiegel findes der mails, der beviser, at Jadon Sanchos agent – Emeka Obasi - modtog næsten to millioner kroner af City, inden han skiftede fra Watford som 14-årig. Dette er ulovligt. Kunne dette være årsagen til, at den engelske spiller noget overraskende havnede hos Dortmund?

3. FA har ligesom Premier League gjort det klart, at de kigger nærmere på ”Sancho-historien”. Skulle Manchester City blive dømt i denne sag, vil FA formentligt forbyde Manchester City at hente akademi-spillere. Men FA vil med stor sandsynlig ligge så tæt op ad den afgørelse, som Premier League træffer i denne sag.

4. FIFA er i gang med en undersøgelse af Manchester Citys samarbejde med danske FC Nordsjælland omkring treparts ejerskaber. Tidligere har FIFA givet transfer-karantæne for en meget lignede sag, men Chelsea har appelleret dommen.


Så selvom Manchester City måske står overfor en mulig stor sportslig triumf, bliver de kraftigt undersøgt af de fire store magtfaktorer i engelsk fodbold – FIFA, UEFA, Premier League og FA.

Mange af Citys problemer er kommet, efter Der Spiegel i ”Football Leaks” skulle have fået indsigt i nogle af fodboldens skyggesider, og her skulle der være dukket belastende materiale op om Manchester City samt andre nyrige klubber som Paris SG og Chelsea. Nu må fremtiden vise, hvordan City kommer til at se ud – både på og udenfor banen.


Læs hele lederen
Mystikken om Mesut

Der er noget galt i relationen mellem Özil og Emery. Hvad det præcist går ud på, ved nok kun de to hovedpersoner, men Indkast.dk ser her på en række forhold, som kan ramme problematikken lidt ind.
Det er svært at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen om Mesut Özil. Henover vinterprogrammet har man gang på gang spejdet efter den elegante tysker i Arsenals startopstilling. Uanset om man har haft de stærkeste briller på, har det oftest været forgæves, og som udenforstående virker hele situationen omkring tidligere sæsoners assistskonge helt og aldeles uforståelig. På et år er Özil rykket fra at være helt uundværlig til nogle gange at stå nederst på listen over mulige indskiftere.


Özil var Wengers opfindelse
Det er tydeligt, at Özil ikke er Emerys mand, men en overlevering fra Wengers tid. Der kan ske meget på et år. I januar 2018 røg Alexis Sánchez til Manchester, og alle sejl blev sat ind på en forlængelse med Özil. Var det ikke lykkedes, ville hele verden have grint af Arsenal og Wenger. At holde på Özil var et signal om, at Arsenal stadig ville kæmpe med i toppen.

Historien om Özil har i alle årene været, at han var vejen til flere mål og mere kreativitet oppe foran. Spol fx tilbage til august 2013, hvor Arsenal hentede ham i Madrid. Her var det de etablerede frontangribere anført af Ronaldo, der var i oprør. Hvem skulle nu lægge boldene til rette for dem? De var fortørnede over at miste den mand, der som oftest havde sidste fod på bolden inden selve afslutningen. Nu hvor Arsenal i Aubameyang og Lacazette faktisk har to deciderede afsluttere upfront, er det derfor svært at se, hvorfor Özil ikke skulle kunne bidrage, også selvom han ikke defensivt, fysisk og aggressivt er den store åbenbaring. De opgaver burde kunne varetages af andre spillere som Torreira, Xhaka og Guendouzi.



Emery mere til Banega-typer
Når den offensive midtbane skal besættes, ser Emery ud til at sværge mere til typer som Ever Banega, som i januar blev sat i forbindelse med klubben. Typer, som ikke kun er envejsspillere, men som bidrager i begge retninger. Kreative og chanceskabende, men mere komplette arbejdstyper, muskelmænd og kynikere på bekostning af den lette, elegante og fremadrettede boldomgang, som Özil repræsenterer. Altså mere allround end spidskompetence. Selvom kritikken af Özils manglende arbejdsindsats nogle gange virker hyklerisk, fordi han faktisk løber mere end de fleste, ser vi her alligevel en afgørende forskel mellem Wenger og Emery. Og måske en forklaring på, hvorfor Özil kommer i klemme. Hvor Wenger var romantikeren, er Emery mere kynisk. Bevares - begge vil underholde og vinde, men der tegner sig et billede af, at de vil gøre det med forskellige typer - og dermed desværre også et billede af, at Özil ikke er Emerys kop te.

Emery forlanger ganske enkelt mere rugbrød i indsatsen. Og måske er "stjernespillere" i det hele taget ikke noget for Emery. Spanieren fik aldrig den forventede succes med stjerneparaden i PSG. Så stjerner er måske bare ikke ham - men hvad så med Aubameyang og Lacazette? I hvert fald Lacazette har nogle gange set noget sammenbidt ud i forbindelse med nogle udskiftninger. Om det bunder i utilfredshed over udskiftningen eller egen indsats, er vanskelig at vurdere, men tilfreds ser han ikke ud, når Emery hiver ham ud. “The Gunners” må dog ikke håbe, at der er flere "stjerner", der ender som marginalspillere, da deres kontrakter er en kæmpe belastning for Arsenals økonomi.


Økonomisk dødvægt
Özil er Arsenals højest lønnede spiller, så hvis han ikke bruges, er hans kontrakt naturligvis en belastning. Jublen var stor hos fanskaren, da han forlængede sidste år, men kontrakten er lige nu ren dødvægt i en økonomi, der i den grad begrænser Emery i at gennemføre sit forehavende i Arsenal. Meldinger kort før jul om, at klubben ikke var i stand til at købe, men kun leje spillere, har sendt chockbølger gennem fanskaren.

Men også her ser vi måske en forskel mellem Wenger og Emery. Hvor sidstnævnte melder det ud og siger offentligt, at han arbejder med hænderne bundet på ryggen, ville Wenger have bidt det i sig og rost den nuværende trup. Ofte med spot til følge, men franskmanden stillede sig selv op som den primære skydeskive, mens Emery ser ud til at dirigere kritikken over mod klubbens ejere. Wenger kom ofte til at fremstå naiv og utroværdig, men en del af historien er også, at han altid beskyttede sin arbejdsgiver, klubbens ejere. Den ambition ser Emery ikke ud til at dele. Derfor ser tingene anderledes ud nu, og derfor bliver debatten i højere grad ført i offentligheden.

Det er således åbenlyst for alle, at situationen omkring Özil er uholdbar, og presset frem mod sommerens transfercirkus øges. Det virker tåbeligt at holde på dyre spillere, som trænerne ikke vil bruge, og i takt med, at Özil spiller endnu mindre, falder hans markedsværdi yderligere. Dermed er der startet en ond cirkel, som ikke forbedrer klubbens situation og mulighederne for at tilpasse spillerstaben. Det er i den grad utilfredsstillende, og når det hele så pakkes ind i søforklaringer, samtidig med at resultaterne bliver svingende, begynder frustrationerne at brede sig hos fanskaren.



Er han skadet, syg eller …
I hele december og januar har Özils fravær været pakket ind i mere eller mindre troværdige forklaringer om skader, sygdom og taktiske overvejelser. Hvad der er realiteter, ved kun trænerstaben, men det ser mere og mere ud til, at det hele fungerer som et røgslør over dybereliggende problemer. Problemer, som man i bund og grund ikke ønsker at spekulere over, fordi det meget vel kan betyde et farvel til Özil. Selvom den elegante tysker i den grad deler vandene og kan være som nat og dag, så er han også en spiller, som når han spiller op til sit bedste, hører til i den absolutte verdenselite.

Kritikerne vil hævde, at det sker for sjældent, og ofte kun mod middelmådige modstandere. Uanset hvad, er det en kendsgerning, at Özil havde en væsentlig andel i den ubrudte række på 22 kampe i efteråret, som gav Emery en rigtig fornem start i Arsenal. Så noget bibringer tyskeren med, og derfor er en løsning på situationen påkrævet.


Tryghed, tryghed, tryghed
Arsenals spillerstab, og dermed Özils tilstedeværelse i truppen, kan jo ikke komme som nogen overraskelse for Emery. Det var ligesom en del af jobbeskrivelsen, at man skal samarbejde med Özil. På den parameter har Emery altså fejlet.

Det er muligt, at det at arbejde med tyskeren i det daglige har været en overraskelse, men hver enkelt spiller er forskellig fysisk, psykisk og mentalt, og det bør afspejles i mandskabsplejen. Og har man læst Özils bog, er han nok ikke den mest oplagte repræsentant for den machokultur, der præger den internationale fodboldverden. Dertil er han ganske enkelt et for sensitivt og følsomt gemyt. Vist kan han håndtere konkurrence og en skideballe i ny og næ, men han søger tilsyneladende noget mere for at føle sig værdsat og tryg.

Oveni turbulensen med ny manager, ny spillestil og nye rutiner har tyskeren også været en tur igennem mediemøllen ovenpå et mislykket tysk VM-forsvar. Ikke helt rimeligt blev han næsten ene mand gjort til syndebuk for indsatsen, som ramte Tyskland som et chok. Han må selvfølgelig tage sin del af ansvaret, men ud af en hel trup kan han ikke pålægges hele skylden for den tyske fiasko.

Stormen tog også voldsomt til i styrke på baggrund af en billed-seance med den tyrkiske præsident og en efterfølgende debat i Tyskland. Tankerne har således været mange steder, og det har selvfølgelig påvirket ham. Nu er stormen taget af i styrke, og med et rygte om et giftermål, senere på året med en tidligere Miss Turkey, er der håb om, at Özil kan få den ro og balance, der er så vigtig for ham - først og fremmest som person - men også som fodboldspiller. Er Emery samtidig villig til at gå Özil i møde, kan den tillid og tryghed, som tyskeren søgte med skiftet væk fra Real Madrid, måske genskabes.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Vilde scener: Se Zenit-fans oplyse vejen Arsenal-spillere tager stoffer Artikel ikon Vanvittige Boca Juniors Artikel ikon Alternativ forældrehjælp Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 50: Bedste managere nogensinde Top 15: Flest gule kort denne PL-sæson Artikel ikon Top 19: Bedste PL-frisparksskytter Artikel ikon Top 6: Zidanes transfermål Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Ajax - Danskernes klub: Jan Mølby Özil - fra skudlinjen Artikel ikon Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Artikel ikon Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Top 50: Bedste managere nogensinde Otte managere - på fem år Artikel ikon Toon-army Artikel ikon Top 7: Topscorere i Brighton Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Tirsdagens engelske rygter Zidane vil hente United-stjerne Artikel ikon Inter-profil er stadig eftertragtet Artikel ikon Barcelona øjner talent Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Christian Pulisic Artikel ikon Vidste du om ... Ole Gunnar Solskjær Artikel ikon Vidste du om ... Mario Gomez Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Mané er i topform Rejsesyge Chelsea Artikel ikon Premier League - Statistik Artikel ikon Mané – The mean man Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Startopstillinger: Horsens - Brøndby Optakt: Man. City - Schalke 04 Artikel ikon Optakt: Bayern München - Liverpool Artikel ikon Optakt: Barcelona - Lyon Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Horsens - Brøndby Startopstillinger: Bayern - Liverpool Artikel ikon Startopstillinger: Arsenal - Man. Utd Artikel ikon Sådan starter CL-kampene Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon De blå sejrede i Milan-derby Chelsea misser vigtig sejr Artikel ikon Wilczek stråler i Brøndby-sejr Artikel ikon Liverpool vinder sent mod Fulham Artikel ikon Se flere