Hjem til Fodbold

Af Torsten Brix

2017-02-17
Hjem til Fodbold

Indkast.dk bringer her et kapitel fra Thomas Gravsgaards aktuelle bog.

Her lugter af olie. Men det er på en tør, støvet, næsten brændt måde, fordi bremseklodserne udsender så meget varme, når de tæmmer vognene. Der er også en metallisk underdunst af ozon fra den elektricitet, der driver togene. Dét her er duften af London Underground. Og duften af frihed.

Jeg er 15 år, snart 16, og føler mig for en stund voksen. Også selv om det var min mors og ikke mit eget forslag, at jeg skulle tage en tur rundt i undergrunden alene.

Det er kun et par år siden, at jeg første gang tog 113'eren alene fra Skovby helt ind til midtbyen. Altså ikke bare midtbyen i Galten, men i selveste Aarhus. Jeg kan stadig huske følelsen af at eje hele verden, i hvert fald den del af verden, der bredte sig langs busruten fra kommunegrænsen forbi Harlev, kollektivet ved Lyngbygård Å, Årslev kirke – de åbne markers sidste bastion – og herefter Brabrands jernbaner og Gellerups boligblokke inden det komplette kaos fra Ydre Ringvej og ind.

Men det her er større. Dette er ikke stoppestedet ved Restaurant Lillering Skov i det lille, usle skovbryn, hvor mennesker og kragekolonien i trætoppene på hver deres måde skider på naturen. Det er derimod Earls Court, porten til The Tube og udgangspunkt for min første udenlandske ekspedition på egen hånd. Jeg har to timer, inden jeg skal være tilbage på hotellet.

Vi er herovre med min mors storesøster og min fætter, Peter. Egentlig ville jeg ikke have haft noget imod, at han var med mig nu her på perronen på Piccadilly Line, en tung elevatortur under District Line oppe på jordens overflade. Vi ser hinanden meget sjældent, men falder altid hurtigt ind i et behageligt fællesskab, bygget op om vores interesse for musik og for ikke at skulle høre vores mødre knævre hele tiden.

Men lige nu ville han hellere blive på værelset med høretelefoner på end med den lidt yngre og noget mere nørdede fætter på rundtur i dybet. Hellere The Clash i ørerne end mig, der højtideligt ville fortælle navnet på hver eneste station og beskrive dens geografiske placering, som om det var mig, der havde konstrueret hele den engelske hovedstads offentlige transportsystem. Jeg kan ikke bebrejde ham. Ikke kun min mor snakker måske lidt for meget.

For et par uger siden fik et par af mine venner tilsyneladende nok. Vi var hjemme ved Bjørn. En Europa Cup-kamp kørte på fjernsynet inde på hans værelse. Han og Kim var midt i en passioneret diskussion om amerikansk basketball. Pludselig bekendtgjorde jeg, at jeg altså en dag godt kunne tænke mig at rejse rundt i det vestlige Irland. Deres samtale ophørte brat og blev afløst af et iskoldt og uhyggeligt veltimet “Nå” fra Kim og et efterfølgende latteranfald fra Bjørn. Siden har jeg helst villet se dem på tomandshånd, så jeg ikke risikerer at afbryde noget, som jeg ikke er en del af.

Det kører heller ikke så godt med Nørre for tiden. Han er et år ældre end mig og begyndte i gymnasiet sidste sommer. Han har ellers været min bedste ven den forgangne vinter og trodser da også stadig indimellem min fars utilfredse grynten over dørklokken for at se Tipslørdag sammen med mig. Men meget af tiden bruger han nu på at fortælle mig, hvor irriterende jeg altså er, når jeg nynner eller laver trommelyde med munden, og at jeg enten skal skaffe ham med til nogle flere fester i vores årgang eller selv blive hjemme fra dem og hænge ud med ham i stedet. Når kampene kører på skærmen, er han endda nogle gange begyndt at afkræve mig et svar på, hvem jeg holder med, blot så han kan vælge det modsatte hold. Når ‘hans' hold så scorer, er der noget hånende over hans jubel.

For fanden, hvor er det svært. Jeg har hele tiden en fornemmelse af, at både Kim, Bjørn og Nørre egentlig gerne vil væresammen med mig, men at de foretrækker en anden version af mig, end den jeg er. Nogle gange virker det, som om de vil hjælpe mig. Med min tøjstil. Mit valg af deo. Mit hår. Mine bumser. Andre gange er det, som om de mest har lyst til at vise mig, at de har opgivet mig.

Måske er det derfor, at jeg slapper sådan af sammen med min fætter. Han kender mig ikke godt nok til at blive frustreret over mig. Det næste tog presser en boble af lummervarme frem inde fra den mørke hvælving ved den fjerneste ende af platformen. Jeg stiger ombord, trykker play på min walkman, og London Beats ‘I've been thinking about you' sætter i gang samtidig med vognen.

Første stop er Gloucester Road. Jeg står af og hopper over på et tog på District Line, som kommer et øjeblik efter på samme perron. Jeg kunne lige så godt have taget det fra Earls Court. Men denne tur handler ikke om at være effektiv. Den handler om at skifte tog, når det passer mig, og køre derhen, hvor det passer mig. Thomas uden tøjler.

Sloane Square, Victoria, St. James's Park, Westminster og Embankment suser forbi. Jeg sidder med mit London-kort på skødet og følger med. Jeg købte det for tre år siden i en boghandel i Aarhus. Ikke fordi jeg skulle bruge det til noget. Men jeg skulle bestemt heller ikke bruge hverken Milano, Bochum, Oslo eller nogen af de 45 andre europæiske bykort, som jeg de seneste seks år har brugt alle mine lommepenge på, til noget. Da jeg sidste sommer på vej hjem fra sommerferie i Schweiz havde punget ud for et kort over Oldenburg på en tysk tankstation, behøvede jeg ingen spydige bemærkninger fra nogen venner for at nå frem til en erkendelse af, at det måske var på tide fremover at investere i noget andet. For eksempel deodoranter, der rent faktisk gør en forskel, eller tøj til mere end kr. 99,95.

Alligevel er det min søsters røde Y-jakke, som jeg har på lige nu. Alle de stilfulde drenge derhjemme, anført af Kim, har den noget mere maskuline sorte. Men jeg har stadig aldrig selv brugt en eneste krone på tøj. Så under jakken har jeg en spraglet, men behagelig sweater på, som jeg ved, at i hvert fald én af pigerne fra klassen finder direkte afskyelig. Det har hun uden omsvøb fortalt mig, og jeg formoder, at hun udtalte sig på det tavse flertals vegne.

Heldigvis er det svært at begå de helt store fejl i valg af jeans og basketstøvler. Her føler jeg mig o.k. tilpas. Men håret er en udfordring, tænker jeg, da mit spejlbillede dukker op i den modsatte rude i kupeen, efter at vi har forladt lysene på Tower Hill Station, og der nu kun er lamper indenfor i vognen. Jeg lader stadig min mor klippe det, ligesom jeg lader hende købe mit tøj, og hun er ikke særlig modtagelig over for mit ønske om kortere hår i siderne og længere i nakken.

Problemet med siderne løser jeg ved hver morgen at lime håret fast til siderne af mit hoved med en håndfuld af min søsters stinkende, violette gelé, som det også er lykkedes mig at smugle med til London. Men resten er noget rod. Det ligner et mindre, loddent pattedyr, nok mest en gnaver, der har lagt sig til at dø på min isse. Og i mine armhuler gør Jockey-spraydåsen fra Brugsen ikke den store gavn. Suk. Der er meget, jeg er nødt til at gøre anderledes. Men i det mindste er det sgu sejt at se sig selv sidde her i vognen, mens den rumler afsted under en af verdens største byer.

Vi er nået til Bromley-by-Bow. Ét stop mere, og vi er ved West Ham. Navnet på en fodboldklub hjælper også på mit humør. Svend Gehrs was also here. Jeg står af, stiger op fra undergrunden og giver mig til at lede efter deres stadion, som kortet desværre ikke kan hjælpe mig med.

Jeg har to flugtveje, når spejlbilledet derhjemme er blevet for grimt; når Nørre har skældt for meget ud; når endnu en af mine flammer har valgt Kim – musik og fodbold. Musikken finder jeg på mit værelse med anlæggets volumenknap vredet helt rundt, så min mor, far eller storesøster ofte braser ind og vil have mig til at skrue ned, fordi de kan høre det helt nede i den anden ende af huset, selv om jeg har høretelefoner på.

Der har i mange år været heavy metal på det anlæg, men lige for tiden forsøger jeg at nøjes med rockmusik. Der er lidt for meget Oldenburg-kort over metal. Der er i hvert fald ingen andre i min årgang, der hører det. I stedet har jeg mixet et bånd med Bon Jovi, Pretty Maids, Gary Moore og Alice Cooper som sætliste til sidste skoledag, hvor jeg skal fremføre en koncert på scenen i hallen for hele Skovbyskolen med mit band. Problemet er bare, at jeg ikke har noget band og i øvrigt heller ikke kan spille nogen instrumenter, bortset fra ‘An der schönen blauen Donau' på klaver. Samt at pigernes hysteriske skrig, jubelbrølene fra den tætpakkede sal, tilbedelsen fra alle i min hverdag og koncerten som sådan bare er en fantasi. Som så meget andet.

Fodboldflugten går til de engelske kampe i Tipslørdag, selv om Serie A på TV 2 søndag eftermiddag egentlig byder på bedre bold og bedre stemning. Hele ugen sigter mod lørdag kl. 16. Selv fredagens fester handler bare om at fordrive ventetiden. Og det er lige meget, hvem der spiller. Om det er altdominerende Liverpool, røvkedelige Arsenal, udsultede Manchester United, nuttede Wimbledon, Coventry med de sjældne siddepladser bag mål, de spændende oprykkere fra Leeds eller Lars Elstrups Luton.

Det starter for alvor lørdag morgen. Nørre og jeg mødes på vores cykler ude på vejen, min sportstaske omhyggeligt anbragt på bagagebæreren, hans skødesløst slynget hen over ryggen. Han er vild og temperamentsfuld, og han ser så sydlandsk ud, at den lokale landsbyracist en ellers fredelig eftermiddag sidste forår på boldbanen ved Brugsen truede med at slå ham ihjel.

“Jeg hader perkere!” råbte den vrede, knivviftende arier, hvorpå Nørre væltede hans verdensbillede omkuld ved at bekendtgøre, at hans mor faktisk hedder Ulla og hans far Mogens.

“Jeg er lige så dansk som dig,” argumenterede han roligt.

Men normalt er han ikke rolig. Han taler højt, råber, når han er vred, smider med sine sko, når han laver en fejl på banen. Han kan ikke deltage i noget uden at ville vinde for enhver pris, og når det ikke lykkes, ryger der ting rundt i luften. Da han stadig gik på skolen, smadrede han en dag gymnastiklærerens badmintonketsjer i raseri. Læreren var holdleder på badmintonlandsholdet, og ketsjeren var ikke lige sådan en, der var købt nede i Ea Sport i Galten.

Efter at han startede i gymnasiet, er han tit ekstra irritabel lørdag morgen, fordi de drikker igennem om fredagen. Hans sorte hår hænger ned over panden og de søvndrukne, dunkle øjne, og jeg bliver med det samme bange for at sige noget forkert. Men så kommer jeg i tanke om, at dét her også for ham er den bedste stund på ugen, og at vi måske i dag kan komme til at heppe på det samme hold. Vi har det hele foran os: halvanden times indendørs fodbold, så en tur over til bageren og købe træstammer, og så tilbage i hallen og se juniorerne spille, mens vi snakker om damer og om, hvem der var sammen med hvem til hvilken fest i aftes – et samtaleemne, der i øvrigt med deprimerende sikkerhed handler om alle andre end mig.

Hvis vejret er godt, flytter vi nogle gange spillet udendørs bagefter og dræber et par ekstra timer, inden Tommy Troelsen fyrer den første vidunderligt dårlige vittighed af kl. 15 på mit 14-tommers SHARP-tv. Midt på vinteren sænker mørket sig udenfor allerede, mens den første time forløber med skisport fra udlandet og halsport fra Danmark. Og så, lidt i fire, er Svend Gehrs eller Niels Chr. Niels-Christiansen klar fra England.

Uanset om det bare er mig og Nørre, eller om Kim eller Bjørn også er med, er vi i hvert fald de næste to timer som regel verdens bedste venner. Ingen spydigheder fra Kim, ingen drillerier fra Bjørn og ingen raseriudbrud fra Nørre – kun påtaget jubel, når der bliver scoret mod mit udkårne hold på dagen. Lørdag eftermiddag er det tidspunkt, hvor jeg tvivler mindst på, om jeg er god nok. Efter at vi fik videomaskine forrige efterår, er jeg begyndt at optage alle de scoringer, jeg kan komme til. Jeg er allerede oppe på syv VHS-bånd, og de mange mål bliver ved med at have den samme effekt, uanset hvornår på ugen jeg sætter dem på. Det er som at tage beroligende medicin.

Jeg finder ikke Upton Park. Men det vigtigste er, at jeg nåede herud. “Jeg tog alene ud til West Ham,” vil jeg fortælle dem derhjemme. Kim vil sige “Nå” på en oprigtigt interesseret måde. Og for en gangs skyld vil Nørre måske betragte mig som andet end en tøsedreng.

Der er gået halvanden time. Det er tid til at vende om. Tilbage på hotellet finder jeg Peter i et opholdsrum ved siden af receptionen. Der er både et fjernsyn og en bogreol, men det er jukeboksen, han har sat i gang.

“Hvad hører du?” spørger jeg og synker ned i en stol så dyb, at det føles, som om min røv hænger lige over Piccadilly Line. Jeg kan mærke trætheden dunke under den døde gnaver. Indre billeder fra gårsdagens og nattens rejse maler sig selv på indersiden af mine øjenlåg: vores fodboldkamp med en tom øldåse på en rasteplads ved Bremen, de endeløse, skærende lamperæk- ker langs de hollandske motorveje, Rotterdams flammende raffinaderier, den vuggende søvn på færgen fra Hoek til Harwich.

“Noget gammelt Queen. Der er ikke rigtig noget nyt,” svarer han på sin sønderjyske dialekt, der lyder, som om han altid tager en lille smule pis på mig. Både han og hans to storebrødre har lært mig meget om musik. De har lært mig at identificere bassen i et nummer ved at spille Kim Wildes ‘Love Blonde' for mig. Og den ældste har en elektrisk guitar, som han indimellem lader mig prøve, når vi besøger dem i Sønderborg. Men de kan ikke sige noget til mig, uden at jeg mistænker dem for at fnise ad mig bag min ryg. Jeg er faktisk stadig i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er bass med i ‘Love Blonde'. Men de skælder mig i det mindste aldrig ud.

“Kan jeg vælge den næste?” spørger jeg, mens jeg allerede bladrer igennem udvalget. Det er lutter vinylsingler. Der er in- gen heavy metal, men til gengæld er det gratis. Og pludselig er der en fuldtræffer.

“Tjek den her ud.”

Jeg trykker play. Et symfoniorkester spiller ‘An der schönen blauen Donau'. Min mor ville være stolt af mit valg. Men så afbryder den uforsonende lyd af en trykknaptelefon strygerharmonien, og hårde, elektriske trommer sætter østrigske Falco i gang med ‘Vienna Calling'.

“Den er da noget gammel, hva'?” konstaterer Peter.

“Sgu da ikke ældre end det, du sad og hørte,” griner jeg.

Jeg ved, at den er fra 1985 eller 1986. Jeg kan mærke på et
nummer, når det er fra midtfirserne. For det gør mig altid glad. Specielt når der er et element af Italo-synthesizer inde over. Det minder mig om barndom, kør-selv-ferier i Italien og en tid, hvor jeg ikke følte mig så forkert. Og hvor det var Argentina og ikke Vesttyskland, der var verdensmestre. Jeg når at høre den to gange, inden vores mødre dukker op. Deres stemmer tripper frem fra receptionen lang tid før deres fødder.

“Skruer du ikke lige ned, Thomas? Der bor altså også andre her på hotellet,” lyder det forudsigeligt fra min mor. Vi har ellers ikke set en eneste anden gæst her endnu.

Men da vi kommer tilbage efter en solid omgang indisk buffet i nabogaden, er hotellet som forandret. Der er latter, højlydt snak og tilløb til fællessang. Væggene i receptionen er dækket med irske flag. Der stinker af sved og cigaretrøg. Så kommer jeg i tanke om, at der er England-Irland på Wembley i aften. EM-kvalifikation.

Man kan diskutere, hvor megen substans der er i vores mød- res talestrøm, men når det handler om at skabe kontakt, og specielt til irere, er ævl en effektiv brobygger. Min mor og min moster har allerede taget plads ved et bord med to mænd i fyrrerne, inden Peter og jeg så meget som har spottet, at der var tomme stole.

“What's the craic, ladies?”

Den ene ser sydeuropæisk ud med mørkt hår og overskæg. Det er Nørre om et kvart århundrede, bortset fra det høje humør. Den anden kunne være englænder med gråt hår og bleg hud, men det ville han nok ikke bryde sig om at få at vide. De er begge klædt i lyse skjorter, slips og 30 centimeter høje hatte i hjemlandets farver.

“How goes the battle, boys? Fancy a drink?”

Peter og jeg kigger spørgende på vores mødre.

“I skal da bare sige ja, hvis I har lyst til en øl,” siger min mor.

“Ja, I skal da bare sige ja,” kvidrer min moster smilende.

Hendes sønderjysk er knap så drillende som sønnernes. Hun lyder altid, som om hun er i overdådigt humør, og alting kan lade sig gøre.

Vi sætter os ned. Mick og Des, hedder de. Jeg er ikke helt på hjemmebane med sproget endnu. Ved terminsprøven for et par måneder siden fik jeg godt nok 9 i skriftlig engelsk, men jeg har svært ved at få det til at hænge sammen mundtligt.

“Where in Ireland are you from?” forsøger jeg mig og håber på, at de ikke er fra det vestlige Irland. Det vil gøre det her en smule sværere at fortælle om til Kim og Bjørn.

“Dublin, son,” svarer sydeuropæeren med dybt, dansk u.

Jeg er glad for, at de har pyntet sig selv og receptionen med grønt, hvidt og orange, for jeg ville ikke have fanget deres dialekt. For et år siden, på skitur i Norge med 8. klasse, gik jeg over til et bord fyldt med engelsktalende mænd og fortalte dem om lodtrækningen til Englands EM-kvalifikationsgruppe. En af dem kvitterede ved at vende sig om og med underspillet foragt spørge, hvem Skotland havde trukket.

“Excuse me. Where did you say that you are from?” spørger min mor. Jeg bliver altid stolt af hende, når hun taler tysk, som hun underviser i. På engelsk er vi mere jævnbyrdige. Og jeg har modsat hende faktisk fanget, at de er fra hovedstaden.

“Dublin. Capital of Ireland. Lots of people don't know it,” svarer Mick høfligt, inden han og Des bryder ud i skraldende latter. Det samme gør vi. Min mor er god til at grine ad sig selv. Jeg ville ønske, at jeg havde arvet den egenskab fra hende.

En tjener kommer med seks store glas øl. To af dem er uden håndtag og ligner missiler til indvortes brug. Jeg bliver nervøs og rækker ud efter den beroligende hank på et af de andre. De minder mig mere om noget, som jeg kender, men er sta- dig ubehageligt store. Det er svært nok for mig at drikke en 33 cl flaskeøl. Jeg kan faktisk overhovedet ikke lide øl. Min mor foreslog tidligere på vinteren, at jeg kunne få nogle tomme dåser med til festerne og bare lade som om, jeg drak. Hun har afkodet, at der er et vist gruppepres under opsejling hjemme i Skovby.

Nu sidder jeg så med noget, irerne kalder en pint i et glas, hvor ethvert levn vil blive afsløret. Heldigvis ser Peter også betuttet ud, selv om han er et år ældre end mig. Han nyder måske heller ikke festerne derhjemme.

Snakken drejer sig hurtigt og naturligt ind på formålet med deres ophold: fodbold. Nu kører det. Jeg husker alle detaljer fra det irske landsholds pludselige opstigning til den europæiske elite i løbet af de seneste fem år: Ray Houghtons hovedstødsmål, der fældede arvefjenden England i Stuttgart under EM 1988, Ronnie Whelans væltespark mod Sovjetunionen i Hannover i samme turnering, Kevin Sheedys hammer af en udligning mod englænderne ved VM sidste sommer og David O'Learys afgørende straffespark mod Rumænien, der sendte Irland i kvartfinalen mod værtsnationen Italien.

Mick og Des var til alle kampene. Og de forudser, at kampen i aften bliver lige så stor. De skal op mod de engelske naboer, der hærgede deres hjemland i århundreder, inden de trak sig ud i røgskyerne fra IRA's bomber og attentater og efterlod en ø delt i to i evig konflikt med sig selv og den tidligere overherre. På vej herover fortalte min mor, at der for kun en måned siden blev dræbt én og såret 38, da IRA detonerede en sprængladning på Victoria Station få stop nede ad District Line, og at de et par uger forinden forsøgte at dræbe premierminister John Major med fire granater i hans baghave. Akkurat som opgørene i Stuttgart og sidste sommer i Cagliari er det altså et højbetændt møde, ladet med politiske undertoner.

Men det helt store, fortæller Mick og Des, er, at kampen skal spilles på Wembley. Hvor Bobby Moore hævede VM-pokalen i 1966. Hvor de kongelige hvert år i maj uddeler verdens ældste klubtrofæ, The FA Cup, 39 trappetrin over the hallowed turf, den hellige bane. Wembley, hvor Irland aldrig har vundet.

“Hvis vi slår dem i aften, vil det være den største aften nogensinde for Irland,” siger Des. Jeg kigger på mit ølglas. Det er tomt. Jeg giver mig selv et mentalt klap på skulderen.

“I skulle tage og komme med os derud,” foreslår Mick, nu kun henvendt til min fætter og mig.

“I kan sikkert godt få fat i en billet derude. Jeg kan også lige låne telefonen i receptionen og ringe rundt til nogle af de andre, der er med herovre. Jeg har nogle numre på deres hoteller. Og det kunne jo være, at nogle af dem allerede har fået for mange pints,” siger han uden at grine.

Han rejser sig. Jeg kigger på Peter og så på vores mødre. De griner heller ikke længere.

“Jeg kunne virkelig godt tænke mig at komme med. Det er verdens mest berømte stadion, og det er åbenbart en kæmpe kamp,” lægger jeg ud.

“Jeg ved godt nok ikke, Thomas.”

“Tror du, at det er noget for dig, Peter?” spørger min moster.

Hun er lidt i klemme, for ganske vist er Peter et år ældre end mig, men hvis han får lov, bliver min mor også nødt til at give mig lov.

“Det kunne da være meget sjovt. De gør jo ikke noget, dem her,” svarer han.

Des smiler imødekommende, som om han forstår, hvad vi siger.

“Okay,” siger min mor. “Hvis I kan få nogle billetter, så I kan stå sammen med dem, må du gerne tage med.”

Min puls stiger, og Jockey-deodoranten får en smule vanskeligere ved at gøre sit i forvejen utaknemmelige arbejde.

“Sejt!”

Mick kommer tilbage.

“Nu skal I høre. Jeg kan godt skaffe jer to billetter. Men de
koster altså 70 pund stykket. Og så er det sammen med de engelske fans. Nogle, jeg kender, har købt billetter til det forkerte afsnit, og de vil gerne af med dem igen.”

Allerede ved tallet 70 ved jeg, at chancen er forpasset.

“Det synes jeg ikke lyder som en særlig god idé. Så er det bedre, at vi tager en tur derud i morgen og får en rundvisning, hvis du meget gerne vil se det stadion,” siger min mor forsigtigt. Mit hjerte synker ned på sin vante plads igen. Jeg ved, at hun har ret. Jeg har heller ikke selv lyst til at stå mellem 70.000 hooligans, der vil have hævn for bomberne. Men hvor kunne det have været stort at tage med Mick og Des derud. Jeg har aldrig været på andre stadioner end Aarhus Stadion. England-Irland på Wembley. Det ville alle sgu gerne have hørt om på tirsdag i 9. klassernes alrum i lilla blok på Skovbyskolen. For en gangs skyld ville jeg have været interessant uden at være den mindste smule underlig.

London Underground er ikke så fascinerende som i går. Når man først én gang har gjort noget helt uden sine forældre, bliver det aldrig igen sejt at gøre det sammen med dem. Lugten fra dybet giver hovedpine, bremseklodserne skærer i trommehinden, og der er alt for mange mennesker på alt for lidt plads.

Jeg er irriteret. Irland og deres tusindvis af fans havde en stor aften på Wembley i går, hvor de fik 1-1 og var klart bedst. Foran fjernsynet i jukeboksrummet havde Peter og jeg siddet med en klar fornemmelse af at gå glip af en oplevelse for livet. Specielt da Niall Quinn sneg sig bag om den engelske forsvarslinje og snittede udligningen ind bag David Seaman.

Det er ikke noget, vi sidder og snakker om. Men vores mødre kan godt regne det ud. Ellers ville de ikke sidde her med os på Circle Line mod uret på vej til et fodboldstadion.

På Baker Street skifter vi over på Metropolitan Line mod Uxbridge. Ved Finchley Road bliver underground til overground. Omkring os flader Londons nordvestlige forstæder ud. Formiddagens solskin afslører fodboldens efterladenskaber på de forbisusende stationer: tomme ølflasker, dåser og chipsposer.

Jeg bliver næsten altid inviteret med til festerne derhjemme, fordi jeg er en god brobygger mellem pigerne og mine fodboldkammerater, men nu begynder jeg at forstå, hvordan Nørre har det, når han ikke har været med. På Wembley Park står vi af. For enden af en lang, fuldstændig snorlige og jævnt opstigende vej ser vi stadion: de to hvide tårne på hver deres side af rampen, der hæver vejen det sidste stykke op.

De mange eksotiske vinduesbuer over hovedindgangen, der giver bygningen et arabisk touch. Flagene, der blafrer fra taget, Union Jack øverst af alle fra toppen af det højre tvillingetårn. Og floder af affald, som er ved at blive fejet sammen til et ocean.
Snakken går mellem søstrene, mens vi traver op mod arenaen. Peter og jeg går tavst på hver side af dem. Det er svært at komme til, men jeg har heller ikke så meget at sige. Jeg kan ikke sætte ord på, hvordan jeg har det. Jeg er glad for at se Wembley, sært opmuntret ved tanken om, at lige dér, inde bag muren, indtraf så mange af de øjeblikke, jeg gemmer derhjemme på videobånd: Allan Simonsens straffespark i 1983, Norman Whitesides curler for Manchester United mod Everton i FA Cup-finalen i 1985, Keith Houchens flyvende hovedstød i Coventrys chokerende triumf to år senere, de jublende baneinvasioner forrige år, da Liverpool og Everton spillede uden hegn rundt om banen få uger efter Hillsborough-katastrofen oppe i Sheffield. Niall Quinns udligning i aftes. Suk.

Fortrydelsen skyller ind over mig og tager mig med. Vi skulle ikke være taget herud i dag. Det er ydmygende at blive trøstet på denne måde af min mor. At skulle nøjes. Sådan har det været hele mit liv:

Nej, Thomas. Den er for dyr. Men den dér er på tilbud.

Thomas, du kan ikke spille angriber. Men vi mangler en venstre back. I virkeligheden ser du ikke godt ud, og du kan ikke spille guitar. Men tag nogle høretelefoner på, så kan du få lov til at forestille dig, hvordan det er at være populær.

Der er ingen rundvisning i dag, finder vi ud af. Der var jo kamp i aftes, forklarer en af gadefejerne foran indgangen. Det gør ingen forskel for mig. Skaden er sket.

Fra toppen af trapperne foran Wembley Park Station vender jeg mig om og kaster et sidste blik op mod fodboldkatedralen. En dag bliver det min tur, tænker jeg. En dag vil jeg stå her igen. Med mine bedste venner. Måske endda med en kæreste, når pigerne en dag opdager, at mine venner rent faktisk er begyndt at respektere mig. Med en billet til den store fest.

“Mind the gap,” skratter en højttaler i det fjerne.

Bare rolig. Lige nu har jeg slet ikke øje for andet end tomheden.
Men i toget tilbage mod Baker Street opdager jeg igen mig selv i ruden. Stadig med mit kiksede hår, min søsters jakke og hængende mundvige. Men der er noget i mit blik, som jeg ikke kunne se i går i undergrunden. Noget fast, noget beslutsomt, noget uvant: et løfte til mig selv.



Bogen er udgivet af People'sPress. Den er 253 sider og koster 199,95 kroner.



Optakter
Optakt 26/2 - 13:00
AaB - Silkeborg IF
Optakt 26/2 - 16:00
FC Nordsjælland - FC København
Optakt 26/2 - 18:00
SønderjyskE - Brøndby IF
Optakt 27/2 - 19:00
Viborg FF - AGF
Magasin-artikler
Champions League – de sidste 16
Indkast.dk har kigget på de kommende kampe…
Bayern München vs. Arsenal
Kommentar:
Ti gange tidligere har de to hold mødt hinanden, men blot fem gange har tyskerne vundet. Oplevelsen er sikkert en anden for Arsenal-fansene, der betragter det tyske storhold som deres værste europæiske fjende henover de seneste år.

Sådan går det:
Mon ikke Carlo Ancelotti nok en gang viser sin store erfaring fra ”cup-kampe”, sådan at Bayern München nok engang sætter en stopper for Arsenals videre deltagelse. Bayerns sidste 15 hjemme-kampe i Champions League har givet 15 sejre.

Kampene spilles: 15/2 og 7/3



Real Madrid vs. Napoli
Kommentar:
I de sidste 20 år har Real Madrid været 20 gange i ”Knockout-kampene”, og deres stærke idealopstilling ser god ud. ”Kongeklubben” er næsten i stærkeste opstilling, så der venter en stor opgave for Napoli, som pudsigt nok har to kasserede Real Madrid-spillere - Raúl Albiol og Jose Callejon - i deres idealopstilling.

Sådan går det:
De regerende mestre er klare favoritter, selvom den anden kamp spilles i Italien, hvor stemningen nok skal blive helt elektrisk. Mon ikke Real Madrid sætter tingene på plads på Santiago Bernabéu.

Kampene spilles: 15/2 og 7/3


Benfica vs. Dortmund
Kommentar:
To af Europas mest angrebsivrige hold mødes i dette opgør, men det er også to hold, som ikke klarer sig særlig godt for tiden i deres hjemmelige ligaer. Begge har dog været meget solide i deres europæiske kampe.

Sådan går det:
Dortmund går samlet videre, men kan få det svært imod Benfica, der faktisk er meget defensivt stærke. De to hold har ikke mødt hinanden i 53 år, men måske kan kampene går hen og blive historiske.

Kampene spilles:
14/2 og 8/3



Manchester City vs. Monaco
Kommentar:
Pep Guardiola er ved at få mere styr på Manchester-holdets defensiv, men det kan også blive nødvendigt, da Monaco – en smule overraskende – er et af de stærkeste offensive hold i denne sæson. Efter 25 spillerunder i den franske liga har Monaco en plus målscorer på 52 mål. En smule overraskende at den kasserede Manchester United og Chelsea-angriber Radamel Falcao gør det så godt.

Sådan går det:
Monaco har vundet deres sidste tre kampe imod engelske hold, men mon ikke Manchester City samlet går videre fra disse kampe.

Kampene spilles:
21/2 og 15/3.



Porto vs. Juventus
Kommentar:
Ingen ønsker at møde Juventus for tiden, og ”den gamle dame” betragtes som en af turneringens outsidere. Det går rigtig godt i Serie A, og derudover har klubben mange store profiler, som nyindkøbet Gonzalo Higuaín.

Sådan går det:
Porto er iblandt de sidste 16 i Champions League for syvende gang indenfor ti år, men trods dette forventer Indkast.dk, at Juventus går videre.

Kampene spilles:
22/2 og 14/3.



Bayern Leverkusen vs. Atlético Madrid
Kommentar:
Tyskerne har gjort det rigtig godt under træner Roger Schmidt, men de får problemer overfor den stærke spanske hovedstadsklub og Diego Simeone. Atlético har været i to af de sidste tre Champions League-finaler, men for tiden kniber det lidt i ligaen.

Sådan går det:
Atletico Madrid har vundet samlet de sidste fire gange, hvor de har været i ”Knockout-kampene”, og det gør de også denne gang.

Kampene spilles:
22/2 og 15/3.



PSG vs. Barcelona
Kommentar:
Dette er på papiret – i stærk konkurrence med Bayern München vs. Arsenal – det største møde. Det franske hovedstadshold vil så gerne vinde Champions League, men de kan få det meget svært overfor Barcelonas imponerende offensiv.

Sådan går det:
PSG har blot tabt en af de sidste 42 europæiske hjemmekampe, men selvom Unai Emery er lidt af en ”Cup-specialist”, så går Barcelona samlet videre.

Kampene spilles:
14/2 og 8/3.



Sevilla vs. Leicester
Kommentar:
Umiddelbart kunne det måske ligne en 50/50-kamp, men tag nu ikke fejl af Sevilla. De sidste tre år har spanierne vundet Europa League, og det går også rigtig godt i La Liga. Modsat går det rigtig dårligt for Leicester, der har startet 2017 i værste mareridtsstil.

Sådan går det:
Fire gange har Leicester mødt et spansk hold, men aldrig vundet. Omvendt har Sevilla tre gange været i ”Knockout-kampene”, men deres chancer for videre deltagelse er store i denne omgang, da Leicester er meget usikre i forhold til, hvilke spillere der skal spille samt i hvilken formation. Mesterskabsholdet er kriseramt, og det udnytter Sevilla.

Kampene spilles:
22/2 og 14/3.



Vil du se stjernerne i aktion, kan sefodbold.dk hjælpe dig. Her finder du fodbold fra hele verden inklusiv den spanske La Liga, Serie A eller du kan følge de danske drenge i Æresdivisionen.
Læs hele artiklen
Fergie-time
Indkast.dk har kigget nærmere på målene, som er faldet sent i Premier League-kampene, og der tegner sig et klart billede…
Selvom det er længe siden, at Sir Alex Ferguson forlod Manchester United, så kan klubben stadigvæk lave mål sent i kampene – som var en af klubbens varemærker, da den iltre skotte var i klubben.

For da Wayne Rooney slog Sir Bobby Charltons klubrekord med det sene overtidsmål imod Stoke, gjorde udligningen, at Manchester United blev det næstbedste hold til at sikre point i de sidste ti minutter af kampene i denne sæson.


BBC-undersøgelse beviste ikke noget
I 2012 lavede BBC en undersøgelse af begrebet ”Fergie-time”, og den viste, at Manchester United havde 4 minutter og 37 sekunders overtid i gennemsnit, når de var bagud – mens de blot havde 3 minutter og 18 sekunder, hvis de var foran. Undersøgelsen faldt dog lidt til jorden, da det også viste sig, at de andre tophold havde lignende forhold.

United har dog ikke kun vundet, men også mistet mange point i kampenes afslutninger i denne sæson. Der er faktisk scoret seks gange imod dem i de sidste ti minutter – hvilket sammenlagt har kostet syv point. Havde de haft disse point, ville de have delt andenpladsen i Premier League med deres rivaler fra Arsenal.

Så samlet set har Jose Mourinho ikke formået at sætte samme triumf på – som Sir Alex Ferguson gjorde, og slet ikke når man sammenligner med de andre storhold fra Premier League.

Straffesparksscoringen af Alexis Sanchez sent i kampen imod Burnley gjorde, at Arsenal har hentet hele ti point i kampenes sidste ti minutter indtil nu i sæsonen, og derfor er de klart Premier Leagues bedste ”afsluttere”. De har lavet hele tolv mål og har blot tabt et enkelt point efter Evertons mål til 2-1 på Goodison Park.

Netop på Goodison kom Ronald Koeman til i sommer som afløser for Roberto Martinez. Den nye hollandske manager slog straks fast, at Everton-spillerne kun var på 70% af deres maximale ydeevne, og han startede straks en hård fysisk træning, hvilket virker til at have fungeret. Som tidligere nævnt så vandt Everton over Arsenal efter en sen scoring – ligesom de også gjorde imod Crystal Palace.


Hvem er bedst ?
Mest suveræne i defensiven i de sidste ti minutter af kampene er ikke overraskende Premier Leagues tophold – Chelsea. Antonio Contes mandskab har ikke lukket mål ind i de første 22 kampe, mens de har lavet otte mål, hvilket har sikret dem fem point.

Det placerer Chelsea på andenpladsen et point foran Tottenham og Everton, der begge blot har lukket to mål ind i kampenes afslutning. Ingen af disse har kostet point for Mauricio Pochettinos mandskab.

I den anden ende af tabellen har Hull lukket 11 mål ind i de sidste ti minutter af kampene, hvilket har kostet seks point. Så tendensen er klar - og måske ikke så overraskende... nemlig at topholdene er bedst til at afslutte kampene. Her følger de seks øverste hold og deres præstationer i ”Fergie Time” – altså de sidste ti minutter.


Chelsea
Scorede mål: 8
Scorede mål imod: 0
Scorede mål i sidste sæson: 9
Scorede mål imod i sidste sæson: 11

Arsenal
Scorede mål: 12
Scorede mål imod: 3
Scorede mål i sidste sæson: 7
Scorede mål imod i sidste sæson: 6

Tottenham
Scorede mål: 8
Scorede mål imod: 2
Scorede mål i sidste sæson: 10
Scorede mål imod i sidste sæson: 8

Manchester United
Scorede mål: 8
Scorede mål imod: 6
Scorede mål i sidste sæson: 6
Scorede mål imod i sidste sæson: 12

Liverpool
Scorede mål: 5
Scorede mål imod: 4
Scorede mål i sidste sæson: 9
Scorede mål imod i sidste sæson: 12

Manchester City
Scorede mål: 10
Scorede mål imod: 3
Scorede mål i sidste sæson: 13
Scorede mål imod i sidste sæson: 4

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Ledere
Fra Champions til Championship ?
Kan Leicester ende med at lave en ”Herfølge”? Indkast.dk har kigget succeshistorien om Kasper Schmeichel & Co. efter i sømmene, og det ser ikke for godt ud…
I en periode, hvor fodbolden bliver mere og mere styret af penge, har Leicesters succes simpelthen ramt lige midt i mange fodboldelskeres hjerter…

Sådan skrev Indkast.dk i disse linjer, efter Leicester i sommer meget overraskende havde vundet det engelske fodbold-mesterskab. Mesterskabet kom i hus, efter de havde vundet syv gange med en spinkel 1-0 sejr, men samlet set blev mange af kampene virkelig vundet med ”Kansas-tøj” på – samt med en smule held. Nu er situationen helt anderledes…

Efter 24 spillerunder i Premier League er Leicester blot to point fra bundholdet Sunderland, og endnu værre er det, at mesterholdet er det PL-hold, der klart har klaret sig dårligst i 2017, så holdet er på vej imod nedrykningspladserne…

Midt i dette står Leicester-ledelsen overfor et stort dilemma, for skal de afbryde samarbejdet med den succesbelagte Claudio Ranieri inden Champions League-kampene imod Sevilla, og er det den rigtige beslutning forud for klubbens største kampe og samtidigt med, at holdet befinder sig i en sportslig krise.

Ifølge bulletinerne fra England så skulle Ranieri have haft møder med klubbens formand Vichai Srivaddhanaprabha, og her skulle den thailandske mangemillionær have vist den italienske manager tillid. Men eksisterer den også, hvis holdet kommer under nedrykningsstregen efter weekendens kamp imod bundrivalerne fra Swansea? - og hvordan er det gået så galt ?


Wonderful Copenhagen
Da Leicester gæstede FC København i starten af november, ændrede Ranieri to timer inden kampstart til en 3-4-3 formation, som så blev ændret igen i løbet af kampen, og et kaos som dette er langt fra eneste gang i denne sæson.

Op til Southampton tævede Leicester i slutningen af januar, havde den italienske manager ændret midtbaneformationen til at spille med en diamant. Dette var blot blev trænet et par gange forinden, og spillerne har flere gange virket usikre i denne sæson. Derudover er stemningen også ændret…

I mesterskabssæsonen spillede Ranieri stort set med de samme spillere hver gang, hvilket står i stor kontrast til balladen i weekenden på Old Trafford. Her blev Shinji Okazaki og Ahmed Musa hevet ud i pausen af Ranieri – i en ren impulsbeslutning, hvilket truppen skulle have ytret sin utilfredshed med efterfølgende. Så indenfor kort tid har Ranieri lavet om på formationen flere gange. Derudover er der ofte flere udskiftningerne i holdets idealopstilling. Dette lagt sammen med meget dårlige resultater, giver ofte skabelonen til en fyreseddel.

Denne uro står i skrigende kontrast til måden, som Ranieri opførte sig på i sidste sæson. 4-4-2 formationen blev leveret hver gang, og N'Golo Kante sugede boldene til sig på midtbanen. Franskmanden var den mest bolderobrende spiller i Premier League og Jamie Vardy var den mest træfsikre. Nu er Kante væk… Vardy og Riyad Mahrez er ikke til at genkende. Vardy lavede 18 mål i sidste sæson efter 24 kampe – i år har han lavet 5, men Leicester har også lavet 20 mål mindre samt lukket 15 mål mere ind – så statistikker dokumenterer også holdets placering. Som afløser for Kante blev Wilfred Ndidi indkøbt, men den 20-årige afrikaner har – bortset fra FA Cupkampen imod Derby - endnu ikke vist noget, der minder om den stærke franskmand.

Ikke siden 1938 er de regerende mestre rykket ud af den bedste engelske fodboldrække. Dengang var det Manchester City, men måske kommer Leicester til at slå rekorden – skulle det ske, vil der være mange årsager.

En af de mere unævnte handler om de forpligtelser, der er forbundet med at være engelsk mester. I stedet for at holde sommerferie blev de meget trætte Leicester-spillere sendt til Thailand efter klubejerens ønske, og sidenhen har de rejst rundt for at spille Champions League. Det giver ikke rejsefeber og fjerner heller ikke fokus, men det kan kampe i Los Angeles imod PSG, at møde Barcelona i Stockholm eller spille Community Shield imod Manchester United gøre. Dette er normalt for klubber som Arsenal, Manchester City eller Chelsea – men Leicester har ikke været gearet til dette, hvilket resultaterne har vist.


Hvorfor Moss ?
Meget kan blive ændret på søndag, når Leicester skal møde Swansea. Kampens dommer er i øvrigt Jon Moss, som ikke har dømt Leicester siden april, hvor han udviste Jamie Vardy samt gav et kontroversielt straffespark til West Ham. Det virker til, at FA's dommerpåsættere har sovet i timen.

Kampen kan give Leicester det boost, som holdet i den grad mangler. Sidste sæson levede de af selvtillid, hvilket de totalt mangler i dag. Derudover overpræsterede holdet utvivlsomt også i sidste sæson. Ranieris føromtalte idealopstilling blev fundet i en trup med masser af gratis spillere som Schwarzer, Schlupp, Fuchs og Albrighton. Derudover havde ingen af sæsonens profiler som Danny Drinkwater, Vardy og Mahrez kostet over 20 millioner kroner.

Tilsammen kostede Leicester-truppen under 500 millioner kroner, hvilket f.eks. er mindre end, hvad Manchester City betalte for Kevin De Bruyne, men trods dette vandt de det eftertragtede trofæ. I den forbindelse skal man ikke glemme, at Leicester i sæsonen op til mesterskabet overlevede meget overraskende, efter de – med Nigel Pearson – vandt syv af ni kampe.

Nu er ”Rævene” jagtet bytte og nedrykningsstregen bider klubben i halen… for det kan ende med, at de laver en ”Herfølge” – altså går fra Champions til Championship …

Læs hele lederen
The Young Ones – from Goodison
Everton har vist tillid til nogle meget store talenter – og fremtiden ser lys ud på Goodison Park.
Da Everton i weekenden tæskede kraftigt oprustede Manchester City med 4-0, var Evertons gennemsnitsalder næsten tre år yngre. Det lyder måske ikke af så meget – men det er det i den grad. Dette forekom selvom Everton startede med de aldrende Ashley Williams, Gareth Barry og Leighton Baines. For Everton-manager Ronald Koeman gav spilletid til de to 18-årige Tom Davies og Ademola Lookman, der begge kvitterede for tilliden med et mål.

Lookman og Davies er dog ikke de eneste talenter, der er på vej frem i Everton. Indkast.dk har kigget nærmere på truppen fra den blå del af Liverpool og fundet disse spændende fem unge spillere.


Tom Davies – defensiv midtbane
Debut: 16/4-16, da han var 17 år og 292 dage.
Søndagens mål var helt unikt og viste mange af de færdigheder, som han besidder. Davies er opvokset i Everton og har et ”stort” hjerte. Imponerede at han blot er 18 år. Han ligner en fremtidsløsning, som afløser for 35-årige Gareth Barry.


Ademola Lookman – angriber/kantspiller
Debut: 15/1-17, da han var 19 år og 69 dage
Han er kommet til Everton fra League One-klubben Charlton Athletic for en pris, der kan ende med 100 millioner kroner. Dette er afhængig af præstationerne, men et mål efter fire minutter i debuten imod Manchester City skabte en unik start.


Mason Holgate - forsvarsspiller
Debut: 13/8-16, da han var 19 år og 295 dage
Da Everton i sommer solgte John Stones til Manchester City for omkring 500 millioner kroner, endte de med at hente en kopi - som afløser. Forsvarsspilleren Holgate kom til Everton fra Barnsley, ligesom Stones havde gjort. Den 20-årige har siden spillet ni kampe under Ronald Koeman og har høstet store roser.


Kieran Dowell – Midtbanespiller
Debut: 11/12-14, da han var 17 år og 62 dage
Den tidligere Everton-manager Roberto Martinez havde store forventninger til den kreative midtbanespiller. Helt samme holdning har Koeman ikke haft til den 19-årige, som for tiden spiller mest på klubbens U-23 hold.


Dominic Calvert Lewin - Angriber
Debut: 13/12-16, da han var 19 år og 272 dage
Den unge angriber blev købt i Sheffield United for små 15 millioner kroner, og trods den unge alder og lave indkøbspris har han allerede spillet for Everton imod storklubber som Arsenal og rivalerne fra Liverpool. Han blev dog ankel-skadet, da han skulle starte sin første Everton-kamp og er ude indtil marts.


Disse unge spillere kan være med til at forme Everton i fremtiden, og glem nu ikke at Ross Barkley og Romelu Lukaku blot er 23 år samt at nyindkøbet Morgan Schneiderlin er 27 år – ligesom Enner Valencia og Yannick Bolasie.

Så Everton-fremtiden ser lys ud – men også meget engelsk ud. Klubben er klart det hold, der i denne sæson har givet spilletid i Premier League til flest engelske spillere under 21 år.


Gjorde grin med Yaya Touré
Klubben skal have ros for at give unge spillere chancen, men i den grad også for at vinde 4-0 over Manchester City. Kampen var den blot tredje Premier League-start for Tom Davies, og han har været meget i overskrifterne siden. For målet til 3-0 var et rent svendestykke, hvor han viste sig at være helt frygtløs.

Først førte han bolden frem – næsten fra egen målfelt – og midt på banen satte han ”kraftværket” Yaya Touré af med en smart hældribling. Senere kom den store afrikaner flyvende imod Davies, der dog bevarede fatningen. Han afsluttede meget fræk og selvsikkert med et elegant tjip.

Måske blev en stjerne ”født” i det sekund, men ikke blot en spiller. For Davies er nevø til Evertons mesterskabsvinder – Alan Whittle, så Davies er virkelig en af de lokale drenge, der efterhånden bliver mere og mere sjældne i internationalt fodbold.

Tidligere har Koeman sagt, at Davies, Lewin, Kieran Dowell og Jonjoe Kenny ikke var klar til Premier League-fodbold – men mon ikke at den hollandske manager har ændret holdning til nogle af spillere efter den seneste tids bedrifter.

Spillerne virker i hvert fald til at holde begge ben på jorden. Efter den imponerede sejr over City talte flere medier med Davies, som blev spurgt om, hvordan denne unikke bedrift og gennembrud skulle fejres.

- Jeg regner med at tage hjem til min far og mor for at se, hvad de laver…

Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Offeret: Veltman har undskyldt Sevilla med smuk hyldest til Krohn-Dehli Artikel ikon Maskeret Rivaldo mod Barca-fans Artikel ikon Riera raser efter nederlag til Sevilla Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Van der Vaart var med i seneste HSV-sejr Agent: Jeg skærer tungen af ham Artikel ikon Svensk målmaskine overgår Messi og CR7 Artikel ikon Dømt for uetisk frisure Artikel ikon Flere pudsigheder

Toplister

Artikel ikon Top 30: Fremtidens stjerner Top 20: Lande med flest udlændinge Artikel ikon Top 5: Assistkongerne i Champions League Artikel ikon Top 10: Wengers potentielle afløsere Artikel ikon Flere toplister

Lederen

Artikel ikon Fra Champions til Championship ? The Young Ones – from Goodison Artikel ikon Bravo ? Artikel ikon Bilic vs. Payet Artikel ikon Flere ledere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Flere bøger

Profilen

Artikel ikon Arjen Robben – sejrsvant og ballademager Sergio Ramos – i klub 500 Artikel ikon Antonio Conte – King Conte Artikel ikon Wayne Rooney – 250 and still running Artikel ikon Flere profiler

Rygter

Artikel ikon Lørdagens engelske rygter Tidligere City-manager afviser Leicester Artikel ikon Fredagens engelske rygter Artikel ikon Cazorla kan misse resten af sæsonen Artikel ikon Flere rygter

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Neymar Jr.
Vidste du om ... Gareth Southgate Artikel ikon Vidste du om ... Diego Maradona Artikel ikon Vidste du om ... Filippo Inzaghi Artikel ikon Flere

Statistik

Artikel ikon Alt om Randers FC – FC Midtjylland: 0-2 Alt om AC Horsens - OB Artikel ikon Alt om Randers FC – FC Midtjylland Artikel ikon Alt om Lyngby BK – Esbjerg fB Artikel ikon Flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: SønderjyskE - Brøndby IF Optakt: Viborg FF - AGF Artikel ikon Optakt: Randers FC - FC Midtjylland Artikel ikon Optakt: AC Horsens - OB Artikel ikon Flere optakter

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Alaves – Valencia Startopstillinger: Shakhtar - Celta Vigo Artikel ikon Startopstillinger: Tottenham - Gent Artikel ikon Startopstillinger: FCK - Ludogorets Artikel ikon Flere startopstillinger

Kampreferater

Artikel ikon Alaves bag flot comeback 'Ulvene' et skridt nærmere top seks Artikel ikon Tynd straffekendelse bag Celta-triumf Artikel ikon Alli så rødt - Tottenham ude af Europa Artikel ikon Flere kampreferater