Hjem til Fodbold

Af Torsten Brix

2017-02-17
Hjem til Fodbold

Indkast.dk bringer her et kapitel fra Thomas Gravsgaards aktuelle bog.

Her lugter af olie. Men det er på en tør, støvet, næsten brændt måde, fordi bremseklodserne udsender så meget varme, når de tæmmer vognene. Der er også en metallisk underdunst af ozon fra den elektricitet, der driver togene. Dét her er duften af London Underground. Og duften af frihed.

Jeg er 15 år, snart 16, og føler mig for en stund voksen. Også selv om det var min mors og ikke mit eget forslag, at jeg skulle tage en tur rundt i undergrunden alene.

Det er kun et par år siden, at jeg første gang tog 113'eren alene fra Skovby helt ind til midtbyen. Altså ikke bare midtbyen i Galten, men i selveste Aarhus. Jeg kan stadig huske følelsen af at eje hele verden, i hvert fald den del af verden, der bredte sig langs busruten fra kommunegrænsen forbi Harlev, kollektivet ved Lyngbygård Å, Årslev kirke – de åbne markers sidste bastion – og herefter Brabrands jernbaner og Gellerups boligblokke inden det komplette kaos fra Ydre Ringvej og ind.

Men det her er større. Dette er ikke stoppestedet ved Restaurant Lillering Skov i det lille, usle skovbryn, hvor mennesker og kragekolonien i trætoppene på hver deres måde skider på naturen. Det er derimod Earls Court, porten til The Tube og udgangspunkt for min første udenlandske ekspedition på egen hånd. Jeg har to timer, inden jeg skal være tilbage på hotellet.

Vi er herovre med min mors storesøster og min fætter, Peter. Egentlig ville jeg ikke have haft noget imod, at han var med mig nu her på perronen på Piccadilly Line, en tung elevatortur under District Line oppe på jordens overflade. Vi ser hinanden meget sjældent, men falder altid hurtigt ind i et behageligt fællesskab, bygget op om vores interesse for musik og for ikke at skulle høre vores mødre knævre hele tiden.

Men lige nu ville han hellere blive på værelset med høretelefoner på end med den lidt yngre og noget mere nørdede fætter på rundtur i dybet. Hellere The Clash i ørerne end mig, der højtideligt ville fortælle navnet på hver eneste station og beskrive dens geografiske placering, som om det var mig, der havde konstrueret hele den engelske hovedstads offentlige transportsystem. Jeg kan ikke bebrejde ham. Ikke kun min mor snakker måske lidt for meget.

For et par uger siden fik et par af mine venner tilsyneladende nok. Vi var hjemme ved Bjørn. En Europa Cup-kamp kørte på fjernsynet inde på hans værelse. Han og Kim var midt i en passioneret diskussion om amerikansk basketball. Pludselig bekendtgjorde jeg, at jeg altså en dag godt kunne tænke mig at rejse rundt i det vestlige Irland. Deres samtale ophørte brat og blev afløst af et iskoldt og uhyggeligt veltimet “Nå” fra Kim og et efterfølgende latteranfald fra Bjørn. Siden har jeg helst villet se dem på tomandshånd, så jeg ikke risikerer at afbryde noget, som jeg ikke er en del af.

Det kører heller ikke så godt med Nørre for tiden. Han er et år ældre end mig og begyndte i gymnasiet sidste sommer. Han har ellers været min bedste ven den forgangne vinter og trodser da også stadig indimellem min fars utilfredse grynten over dørklokken for at se Tipslørdag sammen med mig. Men meget af tiden bruger han nu på at fortælle mig, hvor irriterende jeg altså er, når jeg nynner eller laver trommelyde med munden, og at jeg enten skal skaffe ham med til nogle flere fester i vores årgang eller selv blive hjemme fra dem og hænge ud med ham i stedet. Når kampene kører på skærmen, er han endda nogle gange begyndt at afkræve mig et svar på, hvem jeg holder med, blot så han kan vælge det modsatte hold. Når ‘hans' hold så scorer, er der noget hånende over hans jubel.

For fanden, hvor er det svært. Jeg har hele tiden en fornemmelse af, at både Kim, Bjørn og Nørre egentlig gerne vil væresammen med mig, men at de foretrækker en anden version af mig, end den jeg er. Nogle gange virker det, som om de vil hjælpe mig. Med min tøjstil. Mit valg af deo. Mit hår. Mine bumser. Andre gange er det, som om de mest har lyst til at vise mig, at de har opgivet mig.

Måske er det derfor, at jeg slapper sådan af sammen med min fætter. Han kender mig ikke godt nok til at blive frustreret over mig. Det næste tog presser en boble af lummervarme frem inde fra den mørke hvælving ved den fjerneste ende af platformen. Jeg stiger ombord, trykker play på min walkman, og London Beats ‘I've been thinking about you' sætter i gang samtidig med vognen.

Første stop er Gloucester Road. Jeg står af og hopper over på et tog på District Line, som kommer et øjeblik efter på samme perron. Jeg kunne lige så godt have taget det fra Earls Court. Men denne tur handler ikke om at være effektiv. Den handler om at skifte tog, når det passer mig, og køre derhen, hvor det passer mig. Thomas uden tøjler.

Sloane Square, Victoria, St. James's Park, Westminster og Embankment suser forbi. Jeg sidder med mit London-kort på skødet og følger med. Jeg købte det for tre år siden i en boghandel i Aarhus. Ikke fordi jeg skulle bruge det til noget. Men jeg skulle bestemt heller ikke bruge hverken Milano, Bochum, Oslo eller nogen af de 45 andre europæiske bykort, som jeg de seneste seks år har brugt alle mine lommepenge på, til noget. Da jeg sidste sommer på vej hjem fra sommerferie i Schweiz havde punget ud for et kort over Oldenburg på en tysk tankstation, behøvede jeg ingen spydige bemærkninger fra nogen venner for at nå frem til en erkendelse af, at det måske var på tide fremover at investere i noget andet. For eksempel deodoranter, der rent faktisk gør en forskel, eller tøj til mere end kr. 99,95.

Alligevel er det min søsters røde Y-jakke, som jeg har på lige nu. Alle de stilfulde drenge derhjemme, anført af Kim, har den noget mere maskuline sorte. Men jeg har stadig aldrig selv brugt en eneste krone på tøj. Så under jakken har jeg en spraglet, men behagelig sweater på, som jeg ved, at i hvert fald én af pigerne fra klassen finder direkte afskyelig. Det har hun uden omsvøb fortalt mig, og jeg formoder, at hun udtalte sig på det tavse flertals vegne.

Heldigvis er det svært at begå de helt store fejl i valg af jeans og basketstøvler. Her føler jeg mig o.k. tilpas. Men håret er en udfordring, tænker jeg, da mit spejlbillede dukker op i den modsatte rude i kupeen, efter at vi har forladt lysene på Tower Hill Station, og der nu kun er lamper indenfor i vognen. Jeg lader stadig min mor klippe det, ligesom jeg lader hende købe mit tøj, og hun er ikke særlig modtagelig over for mit ønske om kortere hår i siderne og længere i nakken.

Problemet med siderne løser jeg ved hver morgen at lime håret fast til siderne af mit hoved med en håndfuld af min søsters stinkende, violette gelé, som det også er lykkedes mig at smugle med til London. Men resten er noget rod. Det ligner et mindre, loddent pattedyr, nok mest en gnaver, der har lagt sig til at dø på min isse. Og i mine armhuler gør Jockey-spraydåsen fra Brugsen ikke den store gavn. Suk. Der er meget, jeg er nødt til at gøre anderledes. Men i det mindste er det sgu sejt at se sig selv sidde her i vognen, mens den rumler afsted under en af verdens største byer.

Vi er nået til Bromley-by-Bow. Ét stop mere, og vi er ved West Ham. Navnet på en fodboldklub hjælper også på mit humør. Svend Gehrs was also here. Jeg står af, stiger op fra undergrunden og giver mig til at lede efter deres stadion, som kortet desværre ikke kan hjælpe mig med.

Jeg har to flugtveje, når spejlbilledet derhjemme er blevet for grimt; når Nørre har skældt for meget ud; når endnu en af mine flammer har valgt Kim – musik og fodbold. Musikken finder jeg på mit værelse med anlæggets volumenknap vredet helt rundt, så min mor, far eller storesøster ofte braser ind og vil have mig til at skrue ned, fordi de kan høre det helt nede i den anden ende af huset, selv om jeg har høretelefoner på.

Der har i mange år været heavy metal på det anlæg, men lige for tiden forsøger jeg at nøjes med rockmusik. Der er lidt for meget Oldenburg-kort over metal. Der er i hvert fald ingen andre i min årgang, der hører det. I stedet har jeg mixet et bånd med Bon Jovi, Pretty Maids, Gary Moore og Alice Cooper som sætliste til sidste skoledag, hvor jeg skal fremføre en koncert på scenen i hallen for hele Skovbyskolen med mit band. Problemet er bare, at jeg ikke har noget band og i øvrigt heller ikke kan spille nogen instrumenter, bortset fra ‘An der schönen blauen Donau' på klaver. Samt at pigernes hysteriske skrig, jubelbrølene fra den tætpakkede sal, tilbedelsen fra alle i min hverdag og koncerten som sådan bare er en fantasi. Som så meget andet.

Fodboldflugten går til de engelske kampe i Tipslørdag, selv om Serie A på TV 2 søndag eftermiddag egentlig byder på bedre bold og bedre stemning. Hele ugen sigter mod lørdag kl. 16. Selv fredagens fester handler bare om at fordrive ventetiden. Og det er lige meget, hvem der spiller. Om det er altdominerende Liverpool, røvkedelige Arsenal, udsultede Manchester United, nuttede Wimbledon, Coventry med de sjældne siddepladser bag mål, de spændende oprykkere fra Leeds eller Lars Elstrups Luton.

Det starter for alvor lørdag morgen. Nørre og jeg mødes på vores cykler ude på vejen, min sportstaske omhyggeligt anbragt på bagagebæreren, hans skødesløst slynget hen over ryggen. Han er vild og temperamentsfuld, og han ser så sydlandsk ud, at den lokale landsbyracist en ellers fredelig eftermiddag sidste forår på boldbanen ved Brugsen truede med at slå ham ihjel.

“Jeg hader perkere!” råbte den vrede, knivviftende arier, hvorpå Nørre væltede hans verdensbillede omkuld ved at bekendtgøre, at hans mor faktisk hedder Ulla og hans far Mogens.

“Jeg er lige så dansk som dig,” argumenterede han roligt.

Men normalt er han ikke rolig. Han taler højt, råber, når han er vred, smider med sine sko, når han laver en fejl på banen. Han kan ikke deltage i noget uden at ville vinde for enhver pris, og når det ikke lykkes, ryger der ting rundt i luften. Da han stadig gik på skolen, smadrede han en dag gymnastiklærerens badmintonketsjer i raseri. Læreren var holdleder på badmintonlandsholdet, og ketsjeren var ikke lige sådan en, der var købt nede i Ea Sport i Galten.

Efter at han startede i gymnasiet, er han tit ekstra irritabel lørdag morgen, fordi de drikker igennem om fredagen. Hans sorte hår hænger ned over panden og de søvndrukne, dunkle øjne, og jeg bliver med det samme bange for at sige noget forkert. Men så kommer jeg i tanke om, at dét her også for ham er den bedste stund på ugen, og at vi måske i dag kan komme til at heppe på det samme hold. Vi har det hele foran os: halvanden times indendørs fodbold, så en tur over til bageren og købe træstammer, og så tilbage i hallen og se juniorerne spille, mens vi snakker om damer og om, hvem der var sammen med hvem til hvilken fest i aftes – et samtaleemne, der i øvrigt med deprimerende sikkerhed handler om alle andre end mig.

Hvis vejret er godt, flytter vi nogle gange spillet udendørs bagefter og dræber et par ekstra timer, inden Tommy Troelsen fyrer den første vidunderligt dårlige vittighed af kl. 15 på mit 14-tommers SHARP-tv. Midt på vinteren sænker mørket sig udenfor allerede, mens den første time forløber med skisport fra udlandet og halsport fra Danmark. Og så, lidt i fire, er Svend Gehrs eller Niels Chr. Niels-Christiansen klar fra England.

Uanset om det bare er mig og Nørre, eller om Kim eller Bjørn også er med, er vi i hvert fald de næste to timer som regel verdens bedste venner. Ingen spydigheder fra Kim, ingen drillerier fra Bjørn og ingen raseriudbrud fra Nørre – kun påtaget jubel, når der bliver scoret mod mit udkårne hold på dagen. Lørdag eftermiddag er det tidspunkt, hvor jeg tvivler mindst på, om jeg er god nok. Efter at vi fik videomaskine forrige efterår, er jeg begyndt at optage alle de scoringer, jeg kan komme til. Jeg er allerede oppe på syv VHS-bånd, og de mange mål bliver ved med at have den samme effekt, uanset hvornår på ugen jeg sætter dem på. Det er som at tage beroligende medicin.

Jeg finder ikke Upton Park. Men det vigtigste er, at jeg nåede herud. “Jeg tog alene ud til West Ham,” vil jeg fortælle dem derhjemme. Kim vil sige “Nå” på en oprigtigt interesseret måde. Og for en gangs skyld vil Nørre måske betragte mig som andet end en tøsedreng.

Der er gået halvanden time. Det er tid til at vende om. Tilbage på hotellet finder jeg Peter i et opholdsrum ved siden af receptionen. Der er både et fjernsyn og en bogreol, men det er jukeboksen, han har sat i gang.

“Hvad hører du?” spørger jeg og synker ned i en stol så dyb, at det føles, som om min røv hænger lige over Piccadilly Line. Jeg kan mærke trætheden dunke under den døde gnaver. Indre billeder fra gårsdagens og nattens rejse maler sig selv på indersiden af mine øjenlåg: vores fodboldkamp med en tom øldåse på en rasteplads ved Bremen, de endeløse, skærende lamperæk- ker langs de hollandske motorveje, Rotterdams flammende raffinaderier, den vuggende søvn på færgen fra Hoek til Harwich.

“Noget gammelt Queen. Der er ikke rigtig noget nyt,” svarer han på sin sønderjyske dialekt, der lyder, som om han altid tager en lille smule pis på mig. Både han og hans to storebrødre har lært mig meget om musik. De har lært mig at identificere bassen i et nummer ved at spille Kim Wildes ‘Love Blonde' for mig. Og den ældste har en elektrisk guitar, som han indimellem lader mig prøve, når vi besøger dem i Sønderborg. Men de kan ikke sige noget til mig, uden at jeg mistænker dem for at fnise ad mig bag min ryg. Jeg er faktisk stadig i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er bass med i ‘Love Blonde'. Men de skælder mig i det mindste aldrig ud.

“Kan jeg vælge den næste?” spørger jeg, mens jeg allerede bladrer igennem udvalget. Det er lutter vinylsingler. Der er in- gen heavy metal, men til gengæld er det gratis. Og pludselig er der en fuldtræffer.

“Tjek den her ud.”

Jeg trykker play. Et symfoniorkester spiller ‘An der schönen blauen Donau'. Min mor ville være stolt af mit valg. Men så afbryder den uforsonende lyd af en trykknaptelefon strygerharmonien, og hårde, elektriske trommer sætter østrigske Falco i gang med ‘Vienna Calling'.

“Den er da noget gammel, hva'?” konstaterer Peter.

“Sgu da ikke ældre end det, du sad og hørte,” griner jeg.

Jeg ved, at den er fra 1985 eller 1986. Jeg kan mærke på et
nummer, når det er fra midtfirserne. For det gør mig altid glad. Specielt når der er et element af Italo-synthesizer inde over. Det minder mig om barndom, kør-selv-ferier i Italien og en tid, hvor jeg ikke følte mig så forkert. Og hvor det var Argentina og ikke Vesttyskland, der var verdensmestre. Jeg når at høre den to gange, inden vores mødre dukker op. Deres stemmer tripper frem fra receptionen lang tid før deres fødder.

“Skruer du ikke lige ned, Thomas? Der bor altså også andre her på hotellet,” lyder det forudsigeligt fra min mor. Vi har ellers ikke set en eneste anden gæst her endnu.

Men da vi kommer tilbage efter en solid omgang indisk buffet i nabogaden, er hotellet som forandret. Der er latter, højlydt snak og tilløb til fællessang. Væggene i receptionen er dækket med irske flag. Der stinker af sved og cigaretrøg. Så kommer jeg i tanke om, at der er England-Irland på Wembley i aften. EM-kvalifikation.

Man kan diskutere, hvor megen substans der er i vores mød- res talestrøm, men når det handler om at skabe kontakt, og specielt til irere, er ævl en effektiv brobygger. Min mor og min moster har allerede taget plads ved et bord med to mænd i fyrrerne, inden Peter og jeg så meget som har spottet, at der var tomme stole.

“What's the craic, ladies?”

Den ene ser sydeuropæisk ud med mørkt hår og overskæg. Det er Nørre om et kvart århundrede, bortset fra det høje humør. Den anden kunne være englænder med gråt hår og bleg hud, men det ville han nok ikke bryde sig om at få at vide. De er begge klædt i lyse skjorter, slips og 30 centimeter høje hatte i hjemlandets farver.

“How goes the battle, boys? Fancy a drink?”

Peter og jeg kigger spørgende på vores mødre.

“I skal da bare sige ja, hvis I har lyst til en øl,” siger min mor.

“Ja, I skal da bare sige ja,” kvidrer min moster smilende.

Hendes sønderjysk er knap så drillende som sønnernes. Hun lyder altid, som om hun er i overdådigt humør, og alting kan lade sig gøre.

Vi sætter os ned. Mick og Des, hedder de. Jeg er ikke helt på hjemmebane med sproget endnu. Ved terminsprøven for et par måneder siden fik jeg godt nok 9 i skriftlig engelsk, men jeg har svært ved at få det til at hænge sammen mundtligt.

“Where in Ireland are you from?” forsøger jeg mig og håber på, at de ikke er fra det vestlige Irland. Det vil gøre det her en smule sværere at fortælle om til Kim og Bjørn.

“Dublin, son,” svarer sydeuropæeren med dybt, dansk u.

Jeg er glad for, at de har pyntet sig selv og receptionen med grønt, hvidt og orange, for jeg ville ikke have fanget deres dialekt. For et år siden, på skitur i Norge med 8. klasse, gik jeg over til et bord fyldt med engelsktalende mænd og fortalte dem om lodtrækningen til Englands EM-kvalifikationsgruppe. En af dem kvitterede ved at vende sig om og med underspillet foragt spørge, hvem Skotland havde trukket.

“Excuse me. Where did you say that you are from?” spørger min mor. Jeg bliver altid stolt af hende, når hun taler tysk, som hun underviser i. På engelsk er vi mere jævnbyrdige. Og jeg har modsat hende faktisk fanget, at de er fra hovedstaden.

“Dublin. Capital of Ireland. Lots of people don't know it,” svarer Mick høfligt, inden han og Des bryder ud i skraldende latter. Det samme gør vi. Min mor er god til at grine ad sig selv. Jeg ville ønske, at jeg havde arvet den egenskab fra hende.

En tjener kommer med seks store glas øl. To af dem er uden håndtag og ligner missiler til indvortes brug. Jeg bliver nervøs og rækker ud efter den beroligende hank på et af de andre. De minder mig mere om noget, som jeg kender, men er sta- dig ubehageligt store. Det er svært nok for mig at drikke en 33 cl flaskeøl. Jeg kan faktisk overhovedet ikke lide øl. Min mor foreslog tidligere på vinteren, at jeg kunne få nogle tomme dåser med til festerne og bare lade som om, jeg drak. Hun har afkodet, at der er et vist gruppepres under opsejling hjemme i Skovby.

Nu sidder jeg så med noget, irerne kalder en pint i et glas, hvor ethvert levn vil blive afsløret. Heldigvis ser Peter også betuttet ud, selv om han er et år ældre end mig. Han nyder måske heller ikke festerne derhjemme.

Snakken drejer sig hurtigt og naturligt ind på formålet med deres ophold: fodbold. Nu kører det. Jeg husker alle detaljer fra det irske landsholds pludselige opstigning til den europæiske elite i løbet af de seneste fem år: Ray Houghtons hovedstødsmål, der fældede arvefjenden England i Stuttgart under EM 1988, Ronnie Whelans væltespark mod Sovjetunionen i Hannover i samme turnering, Kevin Sheedys hammer af en udligning mod englænderne ved VM sidste sommer og David O'Learys afgørende straffespark mod Rumænien, der sendte Irland i kvartfinalen mod værtsnationen Italien.

Mick og Des var til alle kampene. Og de forudser, at kampen i aften bliver lige så stor. De skal op mod de engelske naboer, der hærgede deres hjemland i århundreder, inden de trak sig ud i røgskyerne fra IRA's bomber og attentater og efterlod en ø delt i to i evig konflikt med sig selv og den tidligere overherre. På vej herover fortalte min mor, at der for kun en måned siden blev dræbt én og såret 38, da IRA detonerede en sprængladning på Victoria Station få stop nede ad District Line, og at de et par uger forinden forsøgte at dræbe premierminister John Major med fire granater i hans baghave. Akkurat som opgørene i Stuttgart og sidste sommer i Cagliari er det altså et højbetændt møde, ladet med politiske undertoner.

Men det helt store, fortæller Mick og Des, er, at kampen skal spilles på Wembley. Hvor Bobby Moore hævede VM-pokalen i 1966. Hvor de kongelige hvert år i maj uddeler verdens ældste klubtrofæ, The FA Cup, 39 trappetrin over the hallowed turf, den hellige bane. Wembley, hvor Irland aldrig har vundet.

“Hvis vi slår dem i aften, vil det være den største aften nogensinde for Irland,” siger Des. Jeg kigger på mit ølglas. Det er tomt. Jeg giver mig selv et mentalt klap på skulderen.

“I skulle tage og komme med os derud,” foreslår Mick, nu kun henvendt til min fætter og mig.

“I kan sikkert godt få fat i en billet derude. Jeg kan også lige låne telefonen i receptionen og ringe rundt til nogle af de andre, der er med herovre. Jeg har nogle numre på deres hoteller. Og det kunne jo være, at nogle af dem allerede har fået for mange pints,” siger han uden at grine.

Han rejser sig. Jeg kigger på Peter og så på vores mødre. De griner heller ikke længere.

“Jeg kunne virkelig godt tænke mig at komme med. Det er verdens mest berømte stadion, og det er åbenbart en kæmpe kamp,” lægger jeg ud.

“Jeg ved godt nok ikke, Thomas.”

“Tror du, at det er noget for dig, Peter?” spørger min moster.

Hun er lidt i klemme, for ganske vist er Peter et år ældre end mig, men hvis han får lov, bliver min mor også nødt til at give mig lov.

“Det kunne da være meget sjovt. De gør jo ikke noget, dem her,” svarer han.

Des smiler imødekommende, som om han forstår, hvad vi siger.

“Okay,” siger min mor. “Hvis I kan få nogle billetter, så I kan stå sammen med dem, må du gerne tage med.”

Min puls stiger, og Jockey-deodoranten får en smule vanskeligere ved at gøre sit i forvejen utaknemmelige arbejde.

“Sejt!”

Mick kommer tilbage.

“Nu skal I høre. Jeg kan godt skaffe jer to billetter. Men de
koster altså 70 pund stykket. Og så er det sammen med de engelske fans. Nogle, jeg kender, har købt billetter til det forkerte afsnit, og de vil gerne af med dem igen.”

Allerede ved tallet 70 ved jeg, at chancen er forpasset.

“Det synes jeg ikke lyder som en særlig god idé. Så er det bedre, at vi tager en tur derud i morgen og får en rundvisning, hvis du meget gerne vil se det stadion,” siger min mor forsigtigt. Mit hjerte synker ned på sin vante plads igen. Jeg ved, at hun har ret. Jeg har heller ikke selv lyst til at stå mellem 70.000 hooligans, der vil have hævn for bomberne. Men hvor kunne det have været stort at tage med Mick og Des derud. Jeg har aldrig været på andre stadioner end Aarhus Stadion. England-Irland på Wembley. Det ville alle sgu gerne have hørt om på tirsdag i 9. klassernes alrum i lilla blok på Skovbyskolen. For en gangs skyld ville jeg have været interessant uden at være den mindste smule underlig.

London Underground er ikke så fascinerende som i går. Når man først én gang har gjort noget helt uden sine forældre, bliver det aldrig igen sejt at gøre det sammen med dem. Lugten fra dybet giver hovedpine, bremseklodserne skærer i trommehinden, og der er alt for mange mennesker på alt for lidt plads.

Jeg er irriteret. Irland og deres tusindvis af fans havde en stor aften på Wembley i går, hvor de fik 1-1 og var klart bedst. Foran fjernsynet i jukeboksrummet havde Peter og jeg siddet med en klar fornemmelse af at gå glip af en oplevelse for livet. Specielt da Niall Quinn sneg sig bag om den engelske forsvarslinje og snittede udligningen ind bag David Seaman.

Det er ikke noget, vi sidder og snakker om. Men vores mødre kan godt regne det ud. Ellers ville de ikke sidde her med os på Circle Line mod uret på vej til et fodboldstadion.

På Baker Street skifter vi over på Metropolitan Line mod Uxbridge. Ved Finchley Road bliver underground til overground. Omkring os flader Londons nordvestlige forstæder ud. Formiddagens solskin afslører fodboldens efterladenskaber på de forbisusende stationer: tomme ølflasker, dåser og chipsposer.

Jeg bliver næsten altid inviteret med til festerne derhjemme, fordi jeg er en god brobygger mellem pigerne og mine fodboldkammerater, men nu begynder jeg at forstå, hvordan Nørre har det, når han ikke har været med. På Wembley Park står vi af. For enden af en lang, fuldstændig snorlige og jævnt opstigende vej ser vi stadion: de to hvide tårne på hver deres side af rampen, der hæver vejen det sidste stykke op.

De mange eksotiske vinduesbuer over hovedindgangen, der giver bygningen et arabisk touch. Flagene, der blafrer fra taget, Union Jack øverst af alle fra toppen af det højre tvillingetårn. Og floder af affald, som er ved at blive fejet sammen til et ocean.
Snakken går mellem søstrene, mens vi traver op mod arenaen. Peter og jeg går tavst på hver side af dem. Det er svært at komme til, men jeg har heller ikke så meget at sige. Jeg kan ikke sætte ord på, hvordan jeg har det. Jeg er glad for at se Wembley, sært opmuntret ved tanken om, at lige dér, inde bag muren, indtraf så mange af de øjeblikke, jeg gemmer derhjemme på videobånd: Allan Simonsens straffespark i 1983, Norman Whitesides curler for Manchester United mod Everton i FA Cup-finalen i 1985, Keith Houchens flyvende hovedstød i Coventrys chokerende triumf to år senere, de jublende baneinvasioner forrige år, da Liverpool og Everton spillede uden hegn rundt om banen få uger efter Hillsborough-katastrofen oppe i Sheffield. Niall Quinns udligning i aftes. Suk.

Fortrydelsen skyller ind over mig og tager mig med. Vi skulle ikke være taget herud i dag. Det er ydmygende at blive trøstet på denne måde af min mor. At skulle nøjes. Sådan har det været hele mit liv:

Nej, Thomas. Den er for dyr. Men den dér er på tilbud.

Thomas, du kan ikke spille angriber. Men vi mangler en venstre back. I virkeligheden ser du ikke godt ud, og du kan ikke spille guitar. Men tag nogle høretelefoner på, så kan du få lov til at forestille dig, hvordan det er at være populær.

Der er ingen rundvisning i dag, finder vi ud af. Der var jo kamp i aftes, forklarer en af gadefejerne foran indgangen. Det gør ingen forskel for mig. Skaden er sket.

Fra toppen af trapperne foran Wembley Park Station vender jeg mig om og kaster et sidste blik op mod fodboldkatedralen. En dag bliver det min tur, tænker jeg. En dag vil jeg stå her igen. Med mine bedste venner. Måske endda med en kæreste, når pigerne en dag opdager, at mine venner rent faktisk er begyndt at respektere mig. Med en billet til den store fest.

“Mind the gap,” skratter en højttaler i det fjerne.

Bare rolig. Lige nu har jeg slet ikke øje for andet end tomheden.
Men i toget tilbage mod Baker Street opdager jeg igen mig selv i ruden. Stadig med mit kiksede hår, min søsters jakke og hængende mundvige. Men der er noget i mit blik, som jeg ikke kunne se i går i undergrunden. Noget fast, noget beslutsomt, noget uvant: et løfte til mig selv.



Bogen er udgivet af People'sPress. Den er 253 sider og koster 199,95 kroner.



Magasin-artikler
Jagten på Premier League-titlen
Indkast.dk har slået ned på nogle af datoerne i denne sæson…
3-4 November
Manchester City-point: 26
Liverpool-point: 26
Kommentar: Liverpool og Arsenal spillede uafgjort, mens Manchester City slog Southampton.


8 december
Manchester City-point: 41
Liverpool-point: 42
Kommentar: Liverpool slog Bournemouth, imens Manchester City tabte til Chelsea.


22-26 december
Manchester City-point: 44
Liverpool-point: 48
Kommentar: Manchester City tabte til bade Crystal Palace og Leicester.


3. Januar
Manchester City-point: 50
Liverpool-point: 54
Kommentar: Liverpool tabte til Manchester City og mistede dermed muligheden for at få et syvpoints forspring.


29-30 januar
Manchester City-point: 56
Liverpool-point: 61
Kommentar: Manchester City tabte til Newcastle, men Liverpool missede igen chancen for at lave et syvpointsforspring efter kampen imod Leicester.


3. marts
Manchester City-point: 71
Liverpool-point: 70
Kommentar: Liverpool spillede målløst imod Everton, mens City besejrede Bournemouth.



Kigger man på de resterende kampe og fjerner de hold, som både Manchester City og Liverpool skal møde, ser de resterende kampe således ud:

Manchester City
- Watford
- Crystal Palace
- Manchester United
- Leicester
- Brighton

Liverpool
- Southampton
- Chelsea
- Huddersfield
- Newcastle
- Wolverhampton.
Læs hele artiklen
Craven Catastrophe
Indkast.dk har kigget nærmere på, hvordan det er gået for Fulham, siden de rykkede op i Premier League – og tidslinjen ser meget skidt ud. Gad vide hvordan det ender?
August 2018
Selvom Fulham havde brugt næsten en milliard kroner på nye spillere, startede de sæsonen med 0-2-hjemmenederlag til Crystal Palace.


Oktober 2018
Til højlydt utilfredshed fra hjemmebanepublikummet forlod London-holdet banen efter nok et stort nederlag. Denne gang til Bournemouth…


November 2018
”Jeg er en god manager”, forsøgte Slavisa Jokanovic at overbevise medier om efter 0-1-nederlaget til Huddersfield.


November 2018
Jokanovic lykkedes ikke med sin overbevisning, og han blev fyret efter 0-2-nederlaget til Liverpool. Claudio Ranieri overtog jobbet og fik en drømmestart med en sejr over nedrykningsrivalerne fra Southampton.


December 2018
Ranieri var rasende på Aboubakar Kamara, efter han havde taget – og misbrugt – et straffespark, som det ellers var aftalt, at Aleksandar Mitrovic skulle have taget i kampen imod Huddersfield.


Januar 2019
Kamara fik karantæne i Fulham og forlod klubben på en låneaftale – efter en voldsom episode på træningsbanen.


Januar 2019
Fulham led et ydmygende nederlag på hjemmebane til League Two-holdet Oldham i FA Cuppen.


Februar 2019
Nederlag kom i strid strøm… Efter syv nederlag ud af otte Premier League-kampe blev Ranieri fyret. I stedet bliver Scott Parker den sportslig ansvarlige.


Blot 106 dage var Ranieri hos Fulham, inden han blev sendt på ”arbejdsformidlingen”. Blot seks managere i Premier Leagues historie har været kortere tid i deres job, inden de blev fyret… men som Daily Mails roste fodboldskribent Martin Samuel skrev:

- Ranieri DOES know what he's doing – Fulham don't…

Det kan være svært at være uenige. Med ni spillerunder igen har London-holdet ti point op til Southampton – lige over nedrykningsstregen.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Pierre-Emerick Aubameyang – Sort Panter
Hurtigere end Usain Bolt, ballademager med store disciplinære problemer, nyrig afrikaner med ekstremt forbrug… dette er blot nogle af betegnelserne, som er blevet påhæftet den 29-årige angriber fra Gabon.
Pierre-Emerick Aubameyang har oplevet det umenneskelige at brænde et altafgørende straffespark i et London-derby mellem Arsenal og Tottenham, og det var endda i overtiden. Men i de efterfølgende kampe viste den afrikanske angriber, at han er skabt af noget helt specielt, for kort tid efter fik Arsenal nok et straffespark imod nogle rivaler – nemlig Manchester United, og Aubameyang tøvede ikke med at gå til bolden og score til 2-0.

Fire dage senere var Arsenal nok engang presset, da Rennes var foran med 3-1 inden returmødet i London. Nok engang slog Aubameyang til med to mål og en assists i 3-0-sejren, men at han var kampafgørende, lå næsten i kortene inden ankomsten til Arsenal. Han opnåede 141 mål i 212 kampe i Dortmund fra ankomsten i 2013, indtil han i de sidste timer af januars transfervindue i 2018 blev rekordindkøbt af Arsenal, men hvem er denne afrikanske angriber ellers?

Aubameyangs fodboldeventyr startede i 1995, da han første gang betrådte grønsværen i den lille franske klub ASL L'Huisserie Football, hvor han tog hul på fodboldkarrieren. Herefter gik turen til OGC Nice, Stade Lavallois, FC Rouen og SC Bastia, inden hans karriere som juniorspiller for alvor tog fart. Aubameyang sluttede sig til AC Milans ungdomsrækker i januar 2007.

I august 2007 var han en del af det hold, som tilkæmpede sig en flot fjerdeplads i den såkaldte Champions Youth Cup, som blev afholdt i Malaysia. Her leverede Aubameyang så solide præstationer, at han tiltrak sig international opmærksomhed. Han scorede således mod hver eneste modstander, som AC Milan mødte på grønsværen, og det blev til syv mål i seks kampe.

Afrikanerens første sæson som professionel fodboldspiller var sæsonen 2008/09, hvor han var udlejet til Dijon FCO. Meningen var, at Aubameyang skulle få førsteholdserfaring, hvilket han så sandelig fik. Han spillede således 34 ligakampe, hvori det blev til otte mål og to assists. Den dengang 18-årige Aubameyang blev ydermere nævnt i magasinet World Soccers talentsektion.

Sæsonen i Dijon som lejesvend blev altså en succes for Aubameyang. Herefter blev han udlejet til Lille OSC og AS Monaco, hvor han dog ikke oplevede samme succes. Efter seks måneder i Monaco blev Aubameyang udlejet til Saint-Etienne, hvor han på ny oplevede stor succes.

Succesen i Saint-Etienne var endda så stor, at Ligue1-klubben i december 2011 hentede Aubameyang på en permanent aftale. Han scorede sit første hattrick for klubben to måneder senere og endte faktisk som Ligue1-topscorer i den sæson.

Sæsonen 2012/13 bliver betegnet som Aubameyangs gennembrudssæson. Han tilkæmpede sig ganske vist ”kun” en andenplads på topscorerlisten i Ligue1, men til gengæld blev han kåret til African Player of the Year.

Aubameyang blev præsenteret i Borussia Dortmund den 4. juli 2013. Her kom han dog til at stå i skyggen af Robert Lewandowski i Dortmund-angrebet, hvilket kom til udtryk på Bundesligaens topscorerliste for 2013/14-sæsonen, hvor Aubameyang sluttede under både Lewandowski og Marco Reus.

Lewandowski sluttede sig til Bayern München, inden sæsonen 2014/15 blev sparket i gang. Aubameyangs anden sæson i Dortmund-trøjen bød på 16 mål, hvilket gav ham rollen som Dortmund-topscorer. De 16 træffere var dog ikke nok til at sikre ham topscorertitlen i Bundesligaen, men fjerdepladsen på topscorerlisten betød, at han nærmede sig. Sæsonen 2015/16 bød på 25 mål i sæsonens 34 kampe, men det var kun nok til andenpladsen på topscorerlisten, da Lewandowski scorede 30 mål i Bayern München-trøjen.

Man kan argumentere for, at 2016/17-sæsonen var den bedste sæson nogensinde for Aubameyang. Han vandt topscorertitlen for næsen af Lewandowski, som for anden sæson i træk præsterede hele 30 træffere i 34 kampe. Aubameyang havde scoret 29 mål i sæsonen, inden den allersidste spillerunde gik i gang. Her var Werder Bremen på besøg i Dortmund, hvilket endte med en 4-3-sejr til værterne. Dortmunds superhelt fandt vej til netmaskerne to gange i den allersidste kamp, mens Lewandowski ikke formåede at finde vej til netmaskerne i Bayern Münchens 4-1-sejr over Augsburg, og inden skiftet til Arsenal havde angriberen lavet 13 mål for Dortmund, mens det har knebet lidt mere på landsholdet.

Aubameyang blev inviteret til at spille for Italiens U19-landshold, da han havde overstået den succesfulde sæson som lejesvend i Dijon, men den franskfødte angriber med rødder i Gabon valgte dog det franske U21-landshold, som han debuterede for i februar 2009.

I marts 2009 blev Aubameyang imidlertid udtaget til det gabonesiske landshold, som han siden har repræsenteret. Gabon var vært for African Cup of Nations i 2017, hvilket dog hverken medførte en sejr eller en finaleplads. Til gengæld er Aubameyang alle tiders topscorer på det gabonesiske landshold. Nok tal - nu mere om ”The bad boy” .


Superhelten Aubameyang
Halloween var lige om hjørnet i oktober 2012, da Aubameyang tilsyneladende tog forskud på glæderne. Han havde netop scoret det første mål i kampen mellem Saint-Etienne og Stade Rennais, da han løb om bag målet og fandt en taske. Frem fra tasken tog han en Spiderman-maske, som han iførte sig for at fejre sin scoring. Dog var Aubameyang ikke den første spiller i verden, som fejrede en scoring på den måde. Den tidligere Newcastle-midtbanespiller Jonas Gutierrez havde således en Spiderman-maske gemt i shortsene, som kom frem, da han scorede mod Barnsley i 2010. Det blev til gengæld langtfra den sidste gang, at Aubameyang iførte sig en maske på grønsværen.

Aubameyang stjal endnu en gang rampelyset med en maske, da han var havnet i Dortmund og de stod overfor Bayern München i DFL-Supercuppen i 2014. Den nye holdkammerat - Henrikh Mkhitaryan - bragte Dortmund foran efter 23 minutters spil, inden Aubameyang også kom på måltavlen efter godt en times spil. Herefter fandt han en Spiderman-maske i den ene sok, som han tog på hovedet foran de knap 80.000 tilskuere på Signal Iduna Park.

Spiderman blev erstattet af Batman i det såkaldte Ruhr-derby mellem Dortmund og Schalke i februar 2015. Aubameyang bragte BVB foran efter 78 minutters spil, hvorefter han tog en Batman-maske på hovedet, mens hans holdkammerat Marco Reus fulgte trop og også tog en maske på – en Robin-maske. Maske-episoden fra Ruhr-derbyet, hvor Aubameyang og Reus tydeligvis havde forberedt en fælles jubel, kunne have set vanvittig dumt ud, hvis Dortmund havde smidt føringen på gulvet, men derbyet endte 3-0 til Dortmund.

Aubameyang iførte sig for fjerde gang i karrieren en maske på grønsværen, da Schalke tog imod Dortmund til endnu et Ruhr-derby. Aubameyang bragte Dortmund foran i anden halvleg, hvilket altså fik ham til at tage endnu en maske på, men der var ugler i mosen denne gang. Der var således tale om en speciel maske, som var en tilslutning til den såkaldte Nike-kampagne ”The Masked Finisher”. Aubameyang er personligt sponsoreret af Nike, mens Dortmund får deres spilledragter fra Puma, som oven i købet også er aktionærer i Bundesliga-klubben. Denne kontrovers fik Dortmund-direktøren Hans-Joachim Watzke til at tale med store ord:

- Denne opførsel er uværdig for sådan en stor virksomhed. Det kan ikke passe, at vi skal kæmpe for Nike og deres økonomiske interesser på denne måde. Vores partner er Puma, udtalte Hans-Joachim Watzke til det tyske medie Bild.

Den daværende Dortmund-træner Thomas Tuchel var også overrasket over sin angribers opførsel. Han var dog ikke overrasket over, at hans angriber endnu en gang tog en maske på, da han skulle fejre sin scoring, men derimod over den kontroversielle maske, som var et endegyldigt bevis på, at Aubameyang havde tilsluttet sig en Nike-kampagne iført en Puma-spillertrøje.

- Vi havde forventet en efterfølger til Batman/Spiderman-jubelscenen, men det var ikke tilfældet, hvilket gør det hele en anelse vanskeligere, lød det fra Thomas Tuchel.


”No Auba – No Party”
Den sidstnævnte maske-eskapade resulterede i, at Aubameyang blev idømt en bøde på omkring 375.000 kroner, men det er langt fra eneste gang, der har været ballade med Aubameyang. Angriberen er blevet påhæftet ”No Auba – No Party”, da han er lidt af en festabe med hurtige biler, specielle hårpragter, manglende disciplin samt ekstremt dyrt designertøj, som han selv producerer. Han har blandt andet lavet tøjserien ”PEA17” samt baseballcap-mærket ”New Era”, som kom i Dortmund-farverne sort og gult – måske skal det i fremtiden være hvidt og rødt?

Tøjet var et af problemerne for Aubameyang i Dortmund, da arbejderklubbens fans slet ikke kun genkende levemåden fra Gabon-angriberen. Ugelønnen på omkring 1,5 million kroner i Dortmund er blev brugt på mange vanvittige ting, som da han mødte op til kamp med et par grønne Nike-sko med 4.000 små Swarkoski krystaller på til en samlet pris på over 25.000 kroner.

Dette kom samtidigt med, at han sagde til journalister, at han ønskede at skifte til Real Madrid eller PSG, hvilket de meget loyale Dortmund-fans havde svært ved at acceptere. Desuden er han gentagende gange udeblevet fra træningen – blandt andet for at deltage i en reklamefilm for Red Bull, og han blev også udelukket til en Champions League-kamp imod Sporting Lissabon, da han 48 timer før var blevet filmet til et pool-party i det nordlige Italien. Han blev også udelukket fra truppen til en kamp imod Stuttgart, da han kort tid forinden var taget til Barcelona for at besøge den gamle holdkammerat – Ousmane Dembélé. Dortmund kaldte det ”disciplinære problemer”, og dem har der været mange af.

Disse havde - ifølge bulletinerne - gjort, at holdkammeraterne tog afstand til Aubameyang i Dortmund, og til sidst fik sportsdirektør Michael Zorc samt træner Peter Stoger simpelthen nok af deres ellers så målfarlige angriber – og måske blev andre klubber også bange for at hente ”problembarnet”.

Flere gange havde Real Madrid vist deres interesse, men trods deres sportslige krise så slog ”Los Blancos” ikke til. Tidligere har den spanske avis AS skrevet, at Real Madrid var villige til at betale i omegnen af 520 millioner kroner samt sende deres daværende angriber Álvaro Morata til Dortmund, hvis Aubameyang til gengæld blev sendt den modsatte vej, men det blev afvist af Dortmund, selvom Aubameyangs mor, Margarita Crespo, tidligere har udtalt:

- Han (Pierre-Emerick Aubameyang, red) lovede sin bedstefar, at han ville komme til at spille for Real Madrid, og lige siden han var et lille barn, snakkede han altid om Real Madrid - ikke Barcelona.

Pierre-Emerick Aubameyang endte ikke i Real Madrid, og måske findes forklaringen på, at angriberen ikke blev købt af Real Madrid i ordvalget fra Dortmund-legenden Matthias Sammer. Han har sagt, at Arsenal havde købt ”Et råddent æble”, og at angriberens egoistiske og respektløse opførsel næppe vil ændre sig.

Den samme tilgang har flere eksperter taget, efter Aubameyang efter den flotte sejr over Rennes tog en ny maske på – denne gang som ”Black Panther”. Handlingen kostede en advarsel, og dermed tilsidesatte angriberen holdets bedste for egen vindings og egos skyld.

- Jeg havde brug for en maske, der repræsenterer mig. Det er en sort panter, og i Afrika bliver Gabon kaldt for ”Gabons pantere”. Så dette repræsenterer mig…
Læs hele artiklen
Zinedine Zidane – El RenaZZido
Real Madrids nye træner måtte meget igennem, inden han for første gang endte som cheftræner i ”Konge-klubben”. Nu er ”ZZ” tilbage i klubben, som han har oplevet så meget med… jah han har faktisk tillid fra ”Madridismo”.
I slutningen af marts 2015 var der prominente gæster ved Bayern Münchens træningsanlæg på Sabener Strasse, så da spillerne efter træningen ville vise deres respekt og hilse på deres gæster, gik de blot forbi – uden at hilse – på verdensmesteren Claude Makélélé og den tidligere Bayern München-spiller Willy Sagnol for at få fat i deres mobiltelefoner, så de kunne blive fotograferet… sammen med Zinedine Zidane.

Gæsterne var i München som et led i deres UEFA Pro-Licence træneruddannelse, og de skulle overvære tre træninger – men spillerne var svært imponeret over besøget af fodboldlegenden Zidane, fortalte Dante, der tydeligvis var blevet ”star-struked” af det franske besøg.

Et par måneder senere berettede Zidane på Instagram, at han havde bestået træner-uddannelsen, og dermed var vejen banet for en stor trænerkarriere, som ellers startede med flere bump. Først turde Real Madrid-præsident Florentino Pérez ikke satse på ”ZZ”, og i stedet blev Rafa Benitez hentet til klubben, mens Zidane fortsatte med at træne Castilla – Real Madrids andethold. Men blot en håndfuld måneder senere blev franskmanden præsenteret som afløseren for den meget upopulære chef-træner Benitez, der næsten stod i Zidanes skygge.

Trods den føromtalte afvisning, så fik Pérez et ønske opfyldt, da Zidane blev cheftræner, for præsidenten ønskede i den grad, at Bernabéu skulle have en klublegende som træner. En træner som havde stor tillid fra ”Madridismo”. Pérez fik hvad han ønskede, men Real Madrid fik også fået en gigantisk personlighed med et meget hidsigt temperament. Hele 14 røde kort blev det til i den aktive karriere for Zidane, som har afstamning fra Algeriet, hvorfra forældrene Smail og Malika stammer.


Luder og lommetyve
Zidane er dog født og opvokset i Marseille-forstaden La Castellane, som er voldsomt præget af høj arbejdsløshed, narko-handel og meget prostitution. Midt i dette voksede Zidane op og spillede fodbold omkring Place Tartane sammen med hans brødre. Her blev han spottet af talentspejderen Jean Varraud, da han var fjorten år. Varraud har siden sagt, at han blev meget fascineret af Zidane, der nærmest ”talte” med bolden.

Zidane debuterede for Caen som 17-årig, men da Caen rykkede ned i 1992, var kursen lagt for et skifte til Bordeaux. I de efterfølgende år var den rødvinskendte by med i kampen om det franske mesterskab. I august 1994 fik Zidane, som følge af det gode spil, sin landsholdsdebut mod Tjekkiet. Den unge stjerne blev indskiftet og lavede to mål, herefter sammenlignede de franske medier straks ham med den franske superstjerne Michel Platini.

Sammenligningen med Platini fik ekstra næring, da Zidane i 1996 skriftede til Juventus, hvor Platini også spillede i sin storhedstid. Efter en sæson i serie A, hvor han vænnede sig til det hårde spil, vandt ”Den Gamle Dame” VM for klubhold over River Plate samt mesterskabet i både 1997 og 1998.

På landsholdet havde den sympatiske spiller også succes i denne periode. Efter Frankrig havde tabt EM-semifinalen i 1996 til Tjekkiet, kom verdensmesterskabet i 1998 på hjemmebanen. På landsholdet havde Zidane de to klubkammerater fra Arsenal – Patrick Vieira og Emmanuel Petit – bag sig, og de gav med deres oprydningsarbejde perfekte arbejdsbetingelser for Zidane. På trods af sin relative store krop spillede han som en rigtig ”10'er” med oplæg til mange mål. Derudover var han en sand frisparksspecialist, hvilket han flere gange viste i Juventus-tiden, men da han kom til Real Madrid var han ikke længere så kendt for denne evne, da skiftet satte ham ”bag i rækkerne” efter David Beckham og Roberto Carlos.

Tilbage til slutrunden 1998, for her kom en af hans skyggesider frem, da han blev udvist i en gruppekamp mod Saudi Arabien for en stempling. Det gjorde, at han sad ude indtil kvartfinalen, men efter den franske drømmefinale var alt om hans dumhed glemt og han blev udnævnt til Europas og Verdens bedste spiller i 1998.

Herefter var det svært at gå andet end ned af bakke, og det gjorde det. Zidanes dårlige knæ gjorde, at han skulle opereres og hans manglende storform kunne aflæses på resultaterne for Juventus. De sluttede på sjettepladsen i ligaen, og blev slået tidligt ud af Champions League. Derefter kom den dramatiske sæsonafslutning i 1999, hvor Lazio overhalede Juventus på sidste spilledag. Men igen skulle det gode spil på landsholdet bane vejen for et klubskifte for Zidane. I kvartfinalen ved EM 2000 demonstrerede han fornem frisparksteknik, da han scorede mod Spanien. Efter det flotte comeback i finalen mod Italien blev Frankrig de første verdensmestre, som vandt EM - ikke mindst på grund af smukt offensivt spil af Zidane, som også blev kåret til turneringens bedste spiller. Det var ikke den eneste kåring. Han blev for anden gang på bare tre år kåret til verdens bedste fodboldspiller i år 2003.


Ikke meget plads i pokalskabet
På landsholdet havde han opnået alt – men på klubniveau manglende han en Champions League-guldmedalje. Han havde tabt to finaler, og i efteråret 2000 røg de overraskende ud i første gruppespil. Derudover tabte de igen ”Scedettoen” på sidste spilledag, denne gang til Roma. På trods af det blev Zidane kåret til årets spiller i Italien. Det blev hans sidste hæder i Italien, for i september 2001 blev han verdens dyreste spiller, da Real Madrid købte ham for mere en det tidobbelte af, hvad Juventus havde givet for ham - omkring 550 millioner kroner.

Den første sæson i kongeklubben blev noget drilsk for Zidane, for skader forhindrede ham i at spille, og hovedstadsklubben sluttede på en skuffende 3. plads. Til gengæld fik han sin velfortjente Champions League-medalje. I finalen mod Leverkusen var stillingen 1-1, da Zidane med en fænomenal flugtning gav klubben deres niende Europa Cup-sejr. Dermed var ringen sluttet, og der manglede ikke flere medaljer i pokalskabet.

Alt indenfor klub og landsholdsfodbold var opnået, og derfor måtte det endnu en gang gå ned af bakke. En skade satte Zidane – ligesom hans oplagte afløser Robert Pires – ud af spillet til VM 2002. Zidane spillede ikke de første to kampe, og da tredje kamp var imod Danmark, måtte Frankrig tage de første fly hjem fra Japan og Sydkorea. Efter den skuffende slutrunde kom en opløftende sæson for Real Madrid, som sikrede sig deres 29. mesterskab i sidste spillerunde. Den efterfølgende sæson, som sluttede i 2004, var en skuffende sæson for Bernabeus helte, for de vandt ingenting. Igen gik det derimod godt for det franske landshold. Efter en suveræn præstation i kvalifikationen var det hele gjort klar til en finaleplads, indtil de uhyre defensive grækere satte en stopper for den franske fremmarch i semifinalen.

Efter at være fyldt 30 år bestemte ”Zizou” sig for et landsholdsstop, men det blev ikke langvarigt, da landstræneren Raymond Domenech fik overtalt den intelligente kunstner til at tage en slutrunde mere, som blev den sidste den internationale fodboldverden så til den store profil. ”Mave-pumperen” fik den gode kommentator Carsten Werge til at råbe direkte på TV, at Zidane var en idiot, og i den efterfølgende tid var det en general holdning, selvom det kom efter at usympatiske Marco Materazzi havde provokeret Zidane på det groveste.


Fra La Castallane til Madrid
Igennem hele livet har Zidane ikke glemt sine rødder. La Castallane er hjemsted for mange nordafrikanske immigranter i Marseille. Et hårdt miljø, som også var udsat for de voldsomme uroligheder i efteråret 2005, hvor dele af Frankrig var i undtagelsestilstand. Zidane har stadigvæk kontakt til sine gamle venner og trods den store popularitet hævder de, at han ikke har forandret sig. Derudover støtter han som FN-ambassadør projekter, som skal hjælpe med at udrydde fattigdom, og efter den aktive karriere sluttede har han spillet og investeret mange penge i fodbold-projekter fra Schweiz til Bangladesh.

Desuden har Zidane siden karrierestoppet levet lidt som en nomade – dog med base i Madrid, hvor han også i 2009 blev udnævnt som rådgiver for præsident Pérez, og et år senere afløste han selveste Jorde Valdano som sportsdirektør. Zidane skulle være bindeled mellem Jose Mourinhos førstehold og Pérez. Trods jobforfremmelsen kunne Zidane ikke holde sig væk fra Real Madrids daglige træning.

I 2012 endte det dog med en skilsmisse mellem Mourinho og Zidane, hvilket den spanske sportsavis Sport mente skyldtes, at Zidane ikke ønskede at være en del af Mourinhos verbale krige mod alt og alle. Zidane endte som ungdomstræner, men i 2013 blev han assisent for Carlo Ancelotti for efterfølgende at blive teknisk ansvarlig for klubbens andethold. Santiago Sánchez skulle være den ansvarlige på holdet, men alle tv-billeder viste, at Zidane var træneren for klubbens andethold.

Sergunda B-holdet måtte Zidane ikke være førstetræner for, da hans licens ikke var på plads, så på trods af at fodboldikonet har vundet alt, så måtte han ikke træne Real Madrids andethold. Mange var utilfredse med disse regler, og Zidane fik endda opbakning fra rivalen – Johan Cruyff.

Avisen L'Equipe skrev på forsiden ”Lad nu Zidane gøre sit arbejde”, men det spanske fodboldforbund var af en anden opfattelse, og de gav træneren tre måneders karantæne. Zidane kaldte den spanske forbundspræsident Miguel Angel Galan for ”misundelig”, mens modparten kaldte Zidane for ”arrogant”.

Om Zidane er arrogant eller bare bedre end de fleste andre skal være usagt, men faktum er, at han som aktiv var et forbillede for en hel fodboldgeneration – og nu igen skal han træne et af verdens største klubhold. Et job som han næsten var selvskrevet til… for han har tidligere sagt:

- Store dele af min karriere kan jeg takke Pérez for… nu vil jeg som træner give tilbage til ham.

Ligeså præcist i spyttet var den legendariske Bordeaux-træner Marcelo Bielsa, da han kaldte Zidane for ”et levende fodbold-monument”. Store ord og nu skal Zidane forsøge at leve op til dette, og hovedpersonen har selv sagt om trænergerningen:

- Jeg vil gerne have, at folk siger: ”Hvad Zidane gjorde som træner… ikke dårligt, ikke dårligt”.


Zidane blev genfødt
Dårlig var den første Real Madrid-periode i hvert fald ikke. Zidane overtog i starten af 2016 og vandt hurtigt det første ”El Clasico” som træner for ”Konge-klubben”. Denne bedrift var ikke klaret, siden Bernd Schuster gjorde det i 2007. Kort tid herefter vandt Real Madrid det eftertragtede Champions League-trofæ, og dermed blev Zidane den blot syvende træner til at vinde pokalen både som spiller og træner. Det blev fuldt op i 2017 og 2018, hvor Real Madrid vandt den store pokal efter finalesejre over Juventus og Liverpool. Derudover blev det også til et spansk mesterskab i 2017 med tre points forspring ned til rivalerne fra Barcelona.

Med de tre Champions League-pokaler i armene og efter 149 kampe – med 104 sejre - valgte Zidane til alles overraskelse at forlade Real Madrid i sommeren 2018. Ligeså overraskende var det, at han blot 284 dage senere valgte at påtage sig jobbet, som Julen Lopetegui og Santiago Solari ikke kunne magte.

På det tidspunkt var Real Madrid i en forfærdelig forfatning, da de indenfor en uge var slået ud af Copa del Rey og Champions League – samt havde udspillet deres chance om mesterskabet. Udover de dårlige resultater skreg truppen på afsavnet af Ronaldo samt en foryngelse, og Pérez skulle ifølge bulletinerne have lovet Zidane en masse penge til at skabe denne.

Da nyheden om Zidane ramte fodboldverdenen, kom der pludselig voldsom fokus på et barndomsbillede af Eden Hazard fra 1998, hvor den lille belgier sidder i en fransk landsholdstrøje med et navn på ryggen… Zidane!

Måske bliver Hazard spilleren, som Zidane vil bygge det kommende Real Madrid-hold op omkring. Zidane satser i hvert fald hele butikken. Han risikerer at miste den legende-status, som han har fortjent i Real Madrid – både som spiller og træner – og det ligner en kamp, som han næsten ikke kan vinde. Det kræver noget helt specielt, og måske forventer han også dette. På pressemødet ved udnævnelsen blev han spurgt, om han ville foretrække Neymar eller Kylian Mbappé, hvortil han tørt svarede:

- Hvorfor ikke dem begge?

Zidane var meget utilfreds i sommer, da han forlod klubben, efter Ronaldo var solgt og han ikke kunne blive lovet en værdig afløser. Dette må være ændret nu. Pérez har formentlig frigivet en masse penge, som Zidane kan bruge på blandt andet en angriber fra øverste hylde.

I de sidste ti måneder, hvor Zidane ikke har været træner for Real Madrid, har han boet tæt på deres træningsanlæg, hvor blandt andet hans børn – Theo og Elyaz – træner, og hans tredje søn Luca er for tiden tredjevalget i målet for Real Madrids førsteholdstrup.

Hvis Hazard skal ind i truppen, kan det giver problemer i fremtiden for Gareth Bale. Han deltog ikke i afskedsreceptionen for Zidane, da han forlod klubben i sommer. De to har et meget betændt forhold, hvilket ikke mindst skyldes, at waliseren ikke fik meget spilletid af Zidane. Ved udnævnelsen af Zidane var Bale i gang med at spille ”La Liga-spillernes golftur” altså samtidigt med, at en påvirket klubpræsident Pérez sagde:

- Med dig, Zidane, har vi vundet ni trofæer. For os er du den bedste træner i verden. Vi er stolte over, at du er her. Tak for din loyalitet…. Velkommen hjem!

Næste dag havde den spanske sportsavis Mundo en forside med skriften ”El RenaZZido” med henvisning til Zidanes initialer og det spanske ord ”El Renacido”, som kan oversættes med ”Den genfødte”…

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Kan City vinde Quadruple?
Truppen hos Manchester City er “Four”-midabel, men det kan de økonomiske problemer også blive for den nyrige klub.
Lige efter Manchester City havde vundet Carabao Cup-finalen over Chelsea, var kampen et samtaleemne i et omklædningsrum, hvor jeres skrivekarl var til stede. Til de andre i lokalets store overraskelse sagde undertegnet:

- Jeg tror sgu, at Manchester City vinder Quadruple…

Straks kiggede mange af mine holdkammerater på mig med åben mund, som de havde set et spøgelse. Men er det så urealistisk, som det måske lyder? Kan Manchester City ikke vinde de resterende tre pokaler - hvor realistisk er det egentligt?


Det engelske mesterskab
Kigger man nærmere på det engelske mesterskab for tiden, så har det i 2018/19-sæsonen udviklet sig til et parløb imellem City og Liverpool, og kigger man nærmere på stillingen i denne duel, har City en klar fordel.

Pep Guardiolas tropper er nemlig langt mere formstærke, end Jürgen Klopps er for tiden. Den 29. december havde Liverpool ti points forspring til City, efter Liverpool havde spillet 20 kampe og City 19. Dette forspring er for tiden nu minimeret til, at dem, der spiller først, har førstepladsen, og vinder City den kamp, som de har til gode, så har de ét point mere end Liverpool.

Kampprogrammet for de to hold har stort set samme sværhedsgrad, så mesterskabskampen skal nok blive lige, men formen for City må alarmere de Liverpool-fans, der i den grad savner et mesterskab. Derudover har City en langt bedre trup, end Liverpool har, hvilket også kan blive udslagsgivende i afslutningen på sæsonen. De sidste fire år har City vundet liga-klubben tre gange, hvilket giver et klart billede af et hold, der har de bedste reserver, da det ofte er dem, der kommer i kamp i den turnering, som City altså har vundet i denne sæson.


FA Cuppen
Vinder City også FA Cuppen? Ja… er det oplagte svar. For hvem af de resterende hold skulle besejre City? Brighton venter i semifinalen, og vinderen af Watford eller Wolverhampton bliver den anden finalemodstander.

City var godt nok presset i kvartfinalen imod Swansea, som City vandt 3-2. MEN… kigger man på statistikkerne fra kampen, fortæller det altså historien om stor dominans til Guardiolas tropper. Hele 68 % af tiden havde City bolden, Swansea havde to afslutninger indenfor Edersons målramme og de gik begge ind. Såhh… Det ligner en FA Cup-titel til Manchester City.


Champions League
Ligeså sikker er Champions League-trofæet dog ikke, da modstanden er af en helt anden kaliber. City skal nok besejre Tottenham, men så venter Juventus formentlig i semifinalen, mens Barcelona eller Liverpool sandsynligvis venter i finalen.

MEN… glem nu ikke i dette, at Citys sidste Champions League-kamp endte med en 0-7-lussing til Schalke04 i en kamp, hvor så stærke spillere som Nicolas Otamendi, Fernandinho, Kevin De Bruyne, John Stones og Riyad Mahrez end ikke kom i kamp. Som tidligere nævnt er City-truppen helt unik – måske verdens bedste fodboldtrup, men den har heller ikke været billig.


Indkøbsfest
Fornyelig lavede Indkast.dk en udregning over hvor mange penge, de forskellige klubber havde brugt, siden Mauricio Pochettino kom til Premier League.

Manchester City havde netto brugt 4.900.000.000 kroner, mens Tottenham har brugt 230.000.000. Det er to forskellige verdner, men alligevel skal London-holdet op imod City i mesterskabskampen samt to gange i Champions League.

Siden 2009 har Sheik Mansour haft kontrol over Manchester City, men siden er der også kommet en ”Quadruple” af økonomiske problemer, som kan få gigantisk betydning for klubben.


1. UEFA er den største trussel imod Manchester City i forhold til Financial Fair Play-reglerne, der startede i 2013. Ifølge disse må en klub kun have et underskud på 400 millioner kroner i to år eller maksimalt 280 millioner kroner i gennemsnit i tre regnskaber. Begge dele skulle være et problem for City, og det kan resultere i en udelukkelse fra Champions League-turneringen, som ville give store økonomiske og sportslige problemer i fremtiden.

2. Premier League er i gang med at undersøge tre ting i forbindelse med Manchester City. Det skulle være om ulovlig anskaffelse af akademi-spillere, ulovlige treparts ejerskaber samt økonomiske uoverensstemmelser. Alle tre ting kan give point-straf. Ifølge Der Spiegel findes der mails, der beviser, at Jadon Sanchos agent – Emeka Obasi - modtog næsten to millioner kroner af City, inden han skiftede fra Watford som 14-årig. Dette er ulovligt. Kunne dette være årsagen til, at den engelske spiller noget overraskende havnede hos Dortmund?

3. FA har ligesom Premier League gjort det klart, at de kigger nærmere på ”Sancho-historien”. Skulle Manchester City blive dømt i denne sag, vil FA formentligt forbyde Manchester City at hente akademi-spillere. Men FA vil med stor sandsynlig ligge så tæt op ad den afgørelse, som Premier League træffer i denne sag.

4. FIFA er i gang med en undersøgelse af Manchester Citys samarbejde med danske FC Nordsjælland omkring treparts ejerskaber. Tidligere har FIFA givet transfer-karantæne for en meget lignede sag, men Chelsea har appelleret dommen.


Så selvom Manchester City måske står overfor en mulig stor sportslig triumf, bliver de kraftigt undersøgt af de fire store magtfaktorer i engelsk fodbold – FIFA, UEFA, Premier League og FA.

Mange af Citys problemer er kommet, efter Der Spiegel i ”Football Leaks” skulle have fået indsigt i nogle af fodboldens skyggesider, og her skulle der være dukket belastende materiale op om Manchester City samt andre nyrige klubber som Paris SG og Chelsea. Nu må fremtiden vise, hvordan City kommer til at se ud – både på og udenfor banen.


Læs hele lederen
Mystikken om Mesut

Der er noget galt i relationen mellem Özil og Emery. Hvad det præcist går ud på, ved nok kun de to hovedpersoner, men Indkast.dk ser her på en række forhold, som kan ramme problematikken lidt ind.
Det er svært at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen om Mesut Özil. Henover vinterprogrammet har man gang på gang spejdet efter den elegante tysker i Arsenals startopstilling. Uanset om man har haft de stærkeste briller på, har det oftest været forgæves, og som udenforstående virker hele situationen omkring tidligere sæsoners assistskonge helt og aldeles uforståelig. På et år er Özil rykket fra at være helt uundværlig til nogle gange at stå nederst på listen over mulige indskiftere.


Özil var Wengers opfindelse
Det er tydeligt, at Özil ikke er Emerys mand, men en overlevering fra Wengers tid. Der kan ske meget på et år. I januar 2018 røg Alexis Sánchez til Manchester, og alle sejl blev sat ind på en forlængelse med Özil. Var det ikke lykkedes, ville hele verden have grint af Arsenal og Wenger. At holde på Özil var et signal om, at Arsenal stadig ville kæmpe med i toppen.

Historien om Özil har i alle årene været, at han var vejen til flere mål og mere kreativitet oppe foran. Spol fx tilbage til august 2013, hvor Arsenal hentede ham i Madrid. Her var det de etablerede frontangribere anført af Ronaldo, der var i oprør. Hvem skulle nu lægge boldene til rette for dem? De var fortørnede over at miste den mand, der som oftest havde sidste fod på bolden inden selve afslutningen. Nu hvor Arsenal i Aubameyang og Lacazette faktisk har to deciderede afsluttere upfront, er det derfor svært at se, hvorfor Özil ikke skulle kunne bidrage, også selvom han ikke defensivt, fysisk og aggressivt er den store åbenbaring. De opgaver burde kunne varetages af andre spillere som Torreira, Xhaka og Guendouzi.



Emery mere til Banega-typer
Når den offensive midtbane skal besættes, ser Emery ud til at sværge mere til typer som Ever Banega, som i januar blev sat i forbindelse med klubben. Typer, som ikke kun er envejsspillere, men som bidrager i begge retninger. Kreative og chanceskabende, men mere komplette arbejdstyper, muskelmænd og kynikere på bekostning af den lette, elegante og fremadrettede boldomgang, som Özil repræsenterer. Altså mere allround end spidskompetence. Selvom kritikken af Özils manglende arbejdsindsats nogle gange virker hyklerisk, fordi han faktisk løber mere end de fleste, ser vi her alligevel en afgørende forskel mellem Wenger og Emery. Og måske en forklaring på, hvorfor Özil kommer i klemme. Hvor Wenger var romantikeren, er Emery mere kynisk. Bevares - begge vil underholde og vinde, men der tegner sig et billede af, at de vil gøre det med forskellige typer - og dermed desværre også et billede af, at Özil ikke er Emerys kop te.

Emery forlanger ganske enkelt mere rugbrød i indsatsen. Og måske er "stjernespillere" i det hele taget ikke noget for Emery. Spanieren fik aldrig den forventede succes med stjerneparaden i PSG. Så stjerner er måske bare ikke ham - men hvad så med Aubameyang og Lacazette? I hvert fald Lacazette har nogle gange set noget sammenbidt ud i forbindelse med nogle udskiftninger. Om det bunder i utilfredshed over udskiftningen eller egen indsats, er vanskelig at vurdere, men tilfreds ser han ikke ud, når Emery hiver ham ud. “The Gunners” må dog ikke håbe, at der er flere "stjerner", der ender som marginalspillere, da deres kontrakter er en kæmpe belastning for Arsenals økonomi.


Økonomisk dødvægt
Özil er Arsenals højest lønnede spiller, så hvis han ikke bruges, er hans kontrakt naturligvis en belastning. Jublen var stor hos fanskaren, da han forlængede sidste år, men kontrakten er lige nu ren dødvægt i en økonomi, der i den grad begrænser Emery i at gennemføre sit forehavende i Arsenal. Meldinger kort før jul om, at klubben ikke var i stand til at købe, men kun leje spillere, har sendt chockbølger gennem fanskaren.

Men også her ser vi måske en forskel mellem Wenger og Emery. Hvor sidstnævnte melder det ud og siger offentligt, at han arbejder med hænderne bundet på ryggen, ville Wenger have bidt det i sig og rost den nuværende trup. Ofte med spot til følge, men franskmanden stillede sig selv op som den primære skydeskive, mens Emery ser ud til at dirigere kritikken over mod klubbens ejere. Wenger kom ofte til at fremstå naiv og utroværdig, men en del af historien er også, at han altid beskyttede sin arbejdsgiver, klubbens ejere. Den ambition ser Emery ikke ud til at dele. Derfor ser tingene anderledes ud nu, og derfor bliver debatten i højere grad ført i offentligheden.

Det er således åbenlyst for alle, at situationen omkring Özil er uholdbar, og presset frem mod sommerens transfercirkus øges. Det virker tåbeligt at holde på dyre spillere, som trænerne ikke vil bruge, og i takt med, at Özil spiller endnu mindre, falder hans markedsværdi yderligere. Dermed er der startet en ond cirkel, som ikke forbedrer klubbens situation og mulighederne for at tilpasse spillerstaben. Det er i den grad utilfredsstillende, og når det hele så pakkes ind i søforklaringer, samtidig med at resultaterne bliver svingende, begynder frustrationerne at brede sig hos fanskaren.



Er han skadet, syg eller …
I hele december og januar har Özils fravær været pakket ind i mere eller mindre troværdige forklaringer om skader, sygdom og taktiske overvejelser. Hvad der er realiteter, ved kun trænerstaben, men det ser mere og mere ud til, at det hele fungerer som et røgslør over dybereliggende problemer. Problemer, som man i bund og grund ikke ønsker at spekulere over, fordi det meget vel kan betyde et farvel til Özil. Selvom den elegante tysker i den grad deler vandene og kan være som nat og dag, så er han også en spiller, som når han spiller op til sit bedste, hører til i den absolutte verdenselite.

Kritikerne vil hævde, at det sker for sjældent, og ofte kun mod middelmådige modstandere. Uanset hvad, er det en kendsgerning, at Özil havde en væsentlig andel i den ubrudte række på 22 kampe i efteråret, som gav Emery en rigtig fornem start i Arsenal. Så noget bibringer tyskeren med, og derfor er en løsning på situationen påkrævet.


Tryghed, tryghed, tryghed
Arsenals spillerstab, og dermed Özils tilstedeværelse i truppen, kan jo ikke komme som nogen overraskelse for Emery. Det var ligesom en del af jobbeskrivelsen, at man skal samarbejde med Özil. På den parameter har Emery altså fejlet.

Det er muligt, at det at arbejde med tyskeren i det daglige har været en overraskelse, men hver enkelt spiller er forskellig fysisk, psykisk og mentalt, og det bør afspejles i mandskabsplejen. Og har man læst Özils bog, er han nok ikke den mest oplagte repræsentant for den machokultur, der præger den internationale fodboldverden. Dertil er han ganske enkelt et for sensitivt og følsomt gemyt. Vist kan han håndtere konkurrence og en skideballe i ny og næ, men han søger tilsyneladende noget mere for at føle sig værdsat og tryg.

Oveni turbulensen med ny manager, ny spillestil og nye rutiner har tyskeren også været en tur igennem mediemøllen ovenpå et mislykket tysk VM-forsvar. Ikke helt rimeligt blev han næsten ene mand gjort til syndebuk for indsatsen, som ramte Tyskland som et chok. Han må selvfølgelig tage sin del af ansvaret, men ud af en hel trup kan han ikke pålægges hele skylden for den tyske fiasko.

Stormen tog også voldsomt til i styrke på baggrund af en billed-seance med den tyrkiske præsident og en efterfølgende debat i Tyskland. Tankerne har således været mange steder, og det har selvfølgelig påvirket ham. Nu er stormen taget af i styrke, og med et rygte om et giftermål, senere på året med en tidligere Miss Turkey, er der håb om, at Özil kan få den ro og balance, der er så vigtig for ham - først og fremmest som person - men også som fodboldspiller. Er Emery samtidig villig til at gå Özil i møde, kan den tillid og tryghed, som tyskeren søgte med skiftet væk fra Real Madrid, måske genskabes.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Vilde scener: Se Zenit-fans oplyse vejen Arsenal-spillere tager stoffer Artikel ikon Vanvittige Boca Juniors Artikel ikon Alternativ forældrehjælp Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Torres sender støtte til Liverpool Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: PL-headere Top 25: Kontraktudløb næste år Artikel ikon Top 10: Europas MVPs Artikel ikon Top-10: De valgte Real over Barça Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Ajax - Danskernes klub: Jan Mølby Özil - fra skudlinjen Artikel ikon Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Artikel ikon Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Top 10: Flest landskampe som 24-årig Top 50: Bedste managere nogensinde Artikel ikon Otte managere - på fem år Artikel ikon Toon-army Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Bliver han verdens dyreste? Hvor skal Skriniar hen? Artikel ikon Barcelona-præsident på vej til Ajax Artikel ikon Real Madrid jagter 17-årigt talent Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Christian Pulisic Artikel ikon Vidste du om ... Ole Gunnar Solskjær Artikel ikon Vidste du om ... Mario Gomez Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Top 10: Flest landskampe som 24-årig Sánchez vs. Mané Artikel ikon Burnleys jævne form Artikel ikon Mané er i topform Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Startopstillinger: Horsens - Brøndby Optakt: Man. City - Schalke 04 Artikel ikon Optakt: Bayern München - Liverpool Artikel ikon Optakt: Barcelona - Lyon Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Horsens - Brøndby Startopstillinger: Bayern - Liverpool Artikel ikon Startopstillinger: Arsenal - Man. Utd Artikel ikon Sådan starter CL-kampene Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Hazard slog til i belgisk sejr Skuffende dansk resultat i Kosovo Artikel ikon De blå sejrede i Milan-derby Artikel ikon Chelsea misser vigtig sejr Artikel ikon Se flere