Hjem til Fodbold

Af Torsten Brix

2017-02-17
Hjem til Fodbold

Indkast.dk bringer her et kapitel fra Thomas Gravsgaards aktuelle bog.

Her lugter af olie. Men det er på en tør, støvet, næsten brændt måde, fordi bremseklodserne udsender så meget varme, når de tæmmer vognene. Der er også en metallisk underdunst af ozon fra den elektricitet, der driver togene. Dét her er duften af London Underground. Og duften af frihed.

Jeg er 15 år, snart 16, og føler mig for en stund voksen. Også selv om det var min mors og ikke mit eget forslag, at jeg skulle tage en tur rundt i undergrunden alene.

Det er kun et par år siden, at jeg første gang tog 113'eren alene fra Skovby helt ind til midtbyen. Altså ikke bare midtbyen i Galten, men i selveste Aarhus. Jeg kan stadig huske følelsen af at eje hele verden, i hvert fald den del af verden, der bredte sig langs busruten fra kommunegrænsen forbi Harlev, kollektivet ved Lyngbygård Å, Årslev kirke – de åbne markers sidste bastion – og herefter Brabrands jernbaner og Gellerups boligblokke inden det komplette kaos fra Ydre Ringvej og ind.

Men det her er større. Dette er ikke stoppestedet ved Restaurant Lillering Skov i det lille, usle skovbryn, hvor mennesker og kragekolonien i trætoppene på hver deres måde skider på naturen. Det er derimod Earls Court, porten til The Tube og udgangspunkt for min første udenlandske ekspedition på egen hånd. Jeg har to timer, inden jeg skal være tilbage på hotellet.

Vi er herovre med min mors storesøster og min fætter, Peter. Egentlig ville jeg ikke have haft noget imod, at han var med mig nu her på perronen på Piccadilly Line, en tung elevatortur under District Line oppe på jordens overflade. Vi ser hinanden meget sjældent, men falder altid hurtigt ind i et behageligt fællesskab, bygget op om vores interesse for musik og for ikke at skulle høre vores mødre knævre hele tiden.

Men lige nu ville han hellere blive på værelset med høretelefoner på end med den lidt yngre og noget mere nørdede fætter på rundtur i dybet. Hellere The Clash i ørerne end mig, der højtideligt ville fortælle navnet på hver eneste station og beskrive dens geografiske placering, som om det var mig, der havde konstrueret hele den engelske hovedstads offentlige transportsystem. Jeg kan ikke bebrejde ham. Ikke kun min mor snakker måske lidt for meget.

For et par uger siden fik et par af mine venner tilsyneladende nok. Vi var hjemme ved Bjørn. En Europa Cup-kamp kørte på fjernsynet inde på hans værelse. Han og Kim var midt i en passioneret diskussion om amerikansk basketball. Pludselig bekendtgjorde jeg, at jeg altså en dag godt kunne tænke mig at rejse rundt i det vestlige Irland. Deres samtale ophørte brat og blev afløst af et iskoldt og uhyggeligt veltimet “Nå” fra Kim og et efterfølgende latteranfald fra Bjørn. Siden har jeg helst villet se dem på tomandshånd, så jeg ikke risikerer at afbryde noget, som jeg ikke er en del af.

Det kører heller ikke så godt med Nørre for tiden. Han er et år ældre end mig og begyndte i gymnasiet sidste sommer. Han har ellers været min bedste ven den forgangne vinter og trodser da også stadig indimellem min fars utilfredse grynten over dørklokken for at se Tipslørdag sammen med mig. Men meget af tiden bruger han nu på at fortælle mig, hvor irriterende jeg altså er, når jeg nynner eller laver trommelyde med munden, og at jeg enten skal skaffe ham med til nogle flere fester i vores årgang eller selv blive hjemme fra dem og hænge ud med ham i stedet. Når kampene kører på skærmen, er han endda nogle gange begyndt at afkræve mig et svar på, hvem jeg holder med, blot så han kan vælge det modsatte hold. Når ‘hans' hold så scorer, er der noget hånende over hans jubel.

For fanden, hvor er det svært. Jeg har hele tiden en fornemmelse af, at både Kim, Bjørn og Nørre egentlig gerne vil væresammen med mig, men at de foretrækker en anden version af mig, end den jeg er. Nogle gange virker det, som om de vil hjælpe mig. Med min tøjstil. Mit valg af deo. Mit hår. Mine bumser. Andre gange er det, som om de mest har lyst til at vise mig, at de har opgivet mig.

Måske er det derfor, at jeg slapper sådan af sammen med min fætter. Han kender mig ikke godt nok til at blive frustreret over mig. Det næste tog presser en boble af lummervarme frem inde fra den mørke hvælving ved den fjerneste ende af platformen. Jeg stiger ombord, trykker play på min walkman, og London Beats ‘I've been thinking about you' sætter i gang samtidig med vognen.

Første stop er Gloucester Road. Jeg står af og hopper over på et tog på District Line, som kommer et øjeblik efter på samme perron. Jeg kunne lige så godt have taget det fra Earls Court. Men denne tur handler ikke om at være effektiv. Den handler om at skifte tog, når det passer mig, og køre derhen, hvor det passer mig. Thomas uden tøjler.

Sloane Square, Victoria, St. James's Park, Westminster og Embankment suser forbi. Jeg sidder med mit London-kort på skødet og følger med. Jeg købte det for tre år siden i en boghandel i Aarhus. Ikke fordi jeg skulle bruge det til noget. Men jeg skulle bestemt heller ikke bruge hverken Milano, Bochum, Oslo eller nogen af de 45 andre europæiske bykort, som jeg de seneste seks år har brugt alle mine lommepenge på, til noget. Da jeg sidste sommer på vej hjem fra sommerferie i Schweiz havde punget ud for et kort over Oldenburg på en tysk tankstation, behøvede jeg ingen spydige bemærkninger fra nogen venner for at nå frem til en erkendelse af, at det måske var på tide fremover at investere i noget andet. For eksempel deodoranter, der rent faktisk gør en forskel, eller tøj til mere end kr. 99,95.

Alligevel er det min søsters røde Y-jakke, som jeg har på lige nu. Alle de stilfulde drenge derhjemme, anført af Kim, har den noget mere maskuline sorte. Men jeg har stadig aldrig selv brugt en eneste krone på tøj. Så under jakken har jeg en spraglet, men behagelig sweater på, som jeg ved, at i hvert fald én af pigerne fra klassen finder direkte afskyelig. Det har hun uden omsvøb fortalt mig, og jeg formoder, at hun udtalte sig på det tavse flertals vegne.

Heldigvis er det svært at begå de helt store fejl i valg af jeans og basketstøvler. Her føler jeg mig o.k. tilpas. Men håret er en udfordring, tænker jeg, da mit spejlbillede dukker op i den modsatte rude i kupeen, efter at vi har forladt lysene på Tower Hill Station, og der nu kun er lamper indenfor i vognen. Jeg lader stadig min mor klippe det, ligesom jeg lader hende købe mit tøj, og hun er ikke særlig modtagelig over for mit ønske om kortere hår i siderne og længere i nakken.

Problemet med siderne løser jeg ved hver morgen at lime håret fast til siderne af mit hoved med en håndfuld af min søsters stinkende, violette gelé, som det også er lykkedes mig at smugle med til London. Men resten er noget rod. Det ligner et mindre, loddent pattedyr, nok mest en gnaver, der har lagt sig til at dø på min isse. Og i mine armhuler gør Jockey-spraydåsen fra Brugsen ikke den store gavn. Suk. Der er meget, jeg er nødt til at gøre anderledes. Men i det mindste er det sgu sejt at se sig selv sidde her i vognen, mens den rumler afsted under en af verdens største byer.

Vi er nået til Bromley-by-Bow. Ét stop mere, og vi er ved West Ham. Navnet på en fodboldklub hjælper også på mit humør. Svend Gehrs was also here. Jeg står af, stiger op fra undergrunden og giver mig til at lede efter deres stadion, som kortet desværre ikke kan hjælpe mig med.

Jeg har to flugtveje, når spejlbilledet derhjemme er blevet for grimt; når Nørre har skældt for meget ud; når endnu en af mine flammer har valgt Kim – musik og fodbold. Musikken finder jeg på mit værelse med anlæggets volumenknap vredet helt rundt, så min mor, far eller storesøster ofte braser ind og vil have mig til at skrue ned, fordi de kan høre det helt nede i den anden ende af huset, selv om jeg har høretelefoner på.

Der har i mange år været heavy metal på det anlæg, men lige for tiden forsøger jeg at nøjes med rockmusik. Der er lidt for meget Oldenburg-kort over metal. Der er i hvert fald ingen andre i min årgang, der hører det. I stedet har jeg mixet et bånd med Bon Jovi, Pretty Maids, Gary Moore og Alice Cooper som sætliste til sidste skoledag, hvor jeg skal fremføre en koncert på scenen i hallen for hele Skovbyskolen med mit band. Problemet er bare, at jeg ikke har noget band og i øvrigt heller ikke kan spille nogen instrumenter, bortset fra ‘An der schönen blauen Donau' på klaver. Samt at pigernes hysteriske skrig, jubelbrølene fra den tætpakkede sal, tilbedelsen fra alle i min hverdag og koncerten som sådan bare er en fantasi. Som så meget andet.

Fodboldflugten går til de engelske kampe i Tipslørdag, selv om Serie A på TV 2 søndag eftermiddag egentlig byder på bedre bold og bedre stemning. Hele ugen sigter mod lørdag kl. 16. Selv fredagens fester handler bare om at fordrive ventetiden. Og det er lige meget, hvem der spiller. Om det er altdominerende Liverpool, røvkedelige Arsenal, udsultede Manchester United, nuttede Wimbledon, Coventry med de sjældne siddepladser bag mål, de spændende oprykkere fra Leeds eller Lars Elstrups Luton.

Det starter for alvor lørdag morgen. Nørre og jeg mødes på vores cykler ude på vejen, min sportstaske omhyggeligt anbragt på bagagebæreren, hans skødesløst slynget hen over ryggen. Han er vild og temperamentsfuld, og han ser så sydlandsk ud, at den lokale landsbyracist en ellers fredelig eftermiddag sidste forår på boldbanen ved Brugsen truede med at slå ham ihjel.

“Jeg hader perkere!” råbte den vrede, knivviftende arier, hvorpå Nørre væltede hans verdensbillede omkuld ved at bekendtgøre, at hans mor faktisk hedder Ulla og hans far Mogens.

“Jeg er lige så dansk som dig,” argumenterede han roligt.

Men normalt er han ikke rolig. Han taler højt, råber, når han er vred, smider med sine sko, når han laver en fejl på banen. Han kan ikke deltage i noget uden at ville vinde for enhver pris, og når det ikke lykkes, ryger der ting rundt i luften. Da han stadig gik på skolen, smadrede han en dag gymnastiklærerens badmintonketsjer i raseri. Læreren var holdleder på badmintonlandsholdet, og ketsjeren var ikke lige sådan en, der var købt nede i Ea Sport i Galten.

Efter at han startede i gymnasiet, er han tit ekstra irritabel lørdag morgen, fordi de drikker igennem om fredagen. Hans sorte hår hænger ned over panden og de søvndrukne, dunkle øjne, og jeg bliver med det samme bange for at sige noget forkert. Men så kommer jeg i tanke om, at dét her også for ham er den bedste stund på ugen, og at vi måske i dag kan komme til at heppe på det samme hold. Vi har det hele foran os: halvanden times indendørs fodbold, så en tur over til bageren og købe træstammer, og så tilbage i hallen og se juniorerne spille, mens vi snakker om damer og om, hvem der var sammen med hvem til hvilken fest i aftes – et samtaleemne, der i øvrigt med deprimerende sikkerhed handler om alle andre end mig.

Hvis vejret er godt, flytter vi nogle gange spillet udendørs bagefter og dræber et par ekstra timer, inden Tommy Troelsen fyrer den første vidunderligt dårlige vittighed af kl. 15 på mit 14-tommers SHARP-tv. Midt på vinteren sænker mørket sig udenfor allerede, mens den første time forløber med skisport fra udlandet og halsport fra Danmark. Og så, lidt i fire, er Svend Gehrs eller Niels Chr. Niels-Christiansen klar fra England.

Uanset om det bare er mig og Nørre, eller om Kim eller Bjørn også er med, er vi i hvert fald de næste to timer som regel verdens bedste venner. Ingen spydigheder fra Kim, ingen drillerier fra Bjørn og ingen raseriudbrud fra Nørre – kun påtaget jubel, når der bliver scoret mod mit udkårne hold på dagen. Lørdag eftermiddag er det tidspunkt, hvor jeg tvivler mindst på, om jeg er god nok. Efter at vi fik videomaskine forrige efterår, er jeg begyndt at optage alle de scoringer, jeg kan komme til. Jeg er allerede oppe på syv VHS-bånd, og de mange mål bliver ved med at have den samme effekt, uanset hvornår på ugen jeg sætter dem på. Det er som at tage beroligende medicin.

Jeg finder ikke Upton Park. Men det vigtigste er, at jeg nåede herud. “Jeg tog alene ud til West Ham,” vil jeg fortælle dem derhjemme. Kim vil sige “Nå” på en oprigtigt interesseret måde. Og for en gangs skyld vil Nørre måske betragte mig som andet end en tøsedreng.

Der er gået halvanden time. Det er tid til at vende om. Tilbage på hotellet finder jeg Peter i et opholdsrum ved siden af receptionen. Der er både et fjernsyn og en bogreol, men det er jukeboksen, han har sat i gang.

“Hvad hører du?” spørger jeg og synker ned i en stol så dyb, at det føles, som om min røv hænger lige over Piccadilly Line. Jeg kan mærke trætheden dunke under den døde gnaver. Indre billeder fra gårsdagens og nattens rejse maler sig selv på indersiden af mine øjenlåg: vores fodboldkamp med en tom øldåse på en rasteplads ved Bremen, de endeløse, skærende lamperæk- ker langs de hollandske motorveje, Rotterdams flammende raffinaderier, den vuggende søvn på færgen fra Hoek til Harwich.

“Noget gammelt Queen. Der er ikke rigtig noget nyt,” svarer han på sin sønderjyske dialekt, der lyder, som om han altid tager en lille smule pis på mig. Både han og hans to storebrødre har lært mig meget om musik. De har lært mig at identificere bassen i et nummer ved at spille Kim Wildes ‘Love Blonde' for mig. Og den ældste har en elektrisk guitar, som han indimellem lader mig prøve, når vi besøger dem i Sønderborg. Men de kan ikke sige noget til mig, uden at jeg mistænker dem for at fnise ad mig bag min ryg. Jeg er faktisk stadig i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er bass med i ‘Love Blonde'. Men de skælder mig i det mindste aldrig ud.

“Kan jeg vælge den næste?” spørger jeg, mens jeg allerede bladrer igennem udvalget. Det er lutter vinylsingler. Der er in- gen heavy metal, men til gengæld er det gratis. Og pludselig er der en fuldtræffer.

“Tjek den her ud.”

Jeg trykker play. Et symfoniorkester spiller ‘An der schönen blauen Donau'. Min mor ville være stolt af mit valg. Men så afbryder den uforsonende lyd af en trykknaptelefon strygerharmonien, og hårde, elektriske trommer sætter østrigske Falco i gang med ‘Vienna Calling'.

“Den er da noget gammel, hva'?” konstaterer Peter.

“Sgu da ikke ældre end det, du sad og hørte,” griner jeg.

Jeg ved, at den er fra 1985 eller 1986. Jeg kan mærke på et
nummer, når det er fra midtfirserne. For det gør mig altid glad. Specielt når der er et element af Italo-synthesizer inde over. Det minder mig om barndom, kør-selv-ferier i Italien og en tid, hvor jeg ikke følte mig så forkert. Og hvor det var Argentina og ikke Vesttyskland, der var verdensmestre. Jeg når at høre den to gange, inden vores mødre dukker op. Deres stemmer tripper frem fra receptionen lang tid før deres fødder.

“Skruer du ikke lige ned, Thomas? Der bor altså også andre her på hotellet,” lyder det forudsigeligt fra min mor. Vi har ellers ikke set en eneste anden gæst her endnu.

Men da vi kommer tilbage efter en solid omgang indisk buffet i nabogaden, er hotellet som forandret. Der er latter, højlydt snak og tilløb til fællessang. Væggene i receptionen er dækket med irske flag. Der stinker af sved og cigaretrøg. Så kommer jeg i tanke om, at der er England-Irland på Wembley i aften. EM-kvalifikation.

Man kan diskutere, hvor megen substans der er i vores mød- res talestrøm, men når det handler om at skabe kontakt, og specielt til irere, er ævl en effektiv brobygger. Min mor og min moster har allerede taget plads ved et bord med to mænd i fyrrerne, inden Peter og jeg så meget som har spottet, at der var tomme stole.

“What's the craic, ladies?”

Den ene ser sydeuropæisk ud med mørkt hår og overskæg. Det er Nørre om et kvart århundrede, bortset fra det høje humør. Den anden kunne være englænder med gråt hår og bleg hud, men det ville han nok ikke bryde sig om at få at vide. De er begge klædt i lyse skjorter, slips og 30 centimeter høje hatte i hjemlandets farver.

“How goes the battle, boys? Fancy a drink?”

Peter og jeg kigger spørgende på vores mødre.

“I skal da bare sige ja, hvis I har lyst til en øl,” siger min mor.

“Ja, I skal da bare sige ja,” kvidrer min moster smilende.

Hendes sønderjysk er knap så drillende som sønnernes. Hun lyder altid, som om hun er i overdådigt humør, og alting kan lade sig gøre.

Vi sætter os ned. Mick og Des, hedder de. Jeg er ikke helt på hjemmebane med sproget endnu. Ved terminsprøven for et par måneder siden fik jeg godt nok 9 i skriftlig engelsk, men jeg har svært ved at få det til at hænge sammen mundtligt.

“Where in Ireland are you from?” forsøger jeg mig og håber på, at de ikke er fra det vestlige Irland. Det vil gøre det her en smule sværere at fortælle om til Kim og Bjørn.

“Dublin, son,” svarer sydeuropæeren med dybt, dansk u.

Jeg er glad for, at de har pyntet sig selv og receptionen med grønt, hvidt og orange, for jeg ville ikke have fanget deres dialekt. For et år siden, på skitur i Norge med 8. klasse, gik jeg over til et bord fyldt med engelsktalende mænd og fortalte dem om lodtrækningen til Englands EM-kvalifikationsgruppe. En af dem kvitterede ved at vende sig om og med underspillet foragt spørge, hvem Skotland havde trukket.

“Excuse me. Where did you say that you are from?” spørger min mor. Jeg bliver altid stolt af hende, når hun taler tysk, som hun underviser i. På engelsk er vi mere jævnbyrdige. Og jeg har modsat hende faktisk fanget, at de er fra hovedstaden.

“Dublin. Capital of Ireland. Lots of people don't know it,” svarer Mick høfligt, inden han og Des bryder ud i skraldende latter. Det samme gør vi. Min mor er god til at grine ad sig selv. Jeg ville ønske, at jeg havde arvet den egenskab fra hende.

En tjener kommer med seks store glas øl. To af dem er uden håndtag og ligner missiler til indvortes brug. Jeg bliver nervøs og rækker ud efter den beroligende hank på et af de andre. De minder mig mere om noget, som jeg kender, men er sta- dig ubehageligt store. Det er svært nok for mig at drikke en 33 cl flaskeøl. Jeg kan faktisk overhovedet ikke lide øl. Min mor foreslog tidligere på vinteren, at jeg kunne få nogle tomme dåser med til festerne og bare lade som om, jeg drak. Hun har afkodet, at der er et vist gruppepres under opsejling hjemme i Skovby.

Nu sidder jeg så med noget, irerne kalder en pint i et glas, hvor ethvert levn vil blive afsløret. Heldigvis ser Peter også betuttet ud, selv om han er et år ældre end mig. Han nyder måske heller ikke festerne derhjemme.

Snakken drejer sig hurtigt og naturligt ind på formålet med deres ophold: fodbold. Nu kører det. Jeg husker alle detaljer fra det irske landsholds pludselige opstigning til den europæiske elite i løbet af de seneste fem år: Ray Houghtons hovedstødsmål, der fældede arvefjenden England i Stuttgart under EM 1988, Ronnie Whelans væltespark mod Sovjetunionen i Hannover i samme turnering, Kevin Sheedys hammer af en udligning mod englænderne ved VM sidste sommer og David O'Learys afgørende straffespark mod Rumænien, der sendte Irland i kvartfinalen mod værtsnationen Italien.

Mick og Des var til alle kampene. Og de forudser, at kampen i aften bliver lige så stor. De skal op mod de engelske naboer, der hærgede deres hjemland i århundreder, inden de trak sig ud i røgskyerne fra IRA's bomber og attentater og efterlod en ø delt i to i evig konflikt med sig selv og den tidligere overherre. På vej herover fortalte min mor, at der for kun en måned siden blev dræbt én og såret 38, da IRA detonerede en sprængladning på Victoria Station få stop nede ad District Line, og at de et par uger forinden forsøgte at dræbe premierminister John Major med fire granater i hans baghave. Akkurat som opgørene i Stuttgart og sidste sommer i Cagliari er det altså et højbetændt møde, ladet med politiske undertoner.

Men det helt store, fortæller Mick og Des, er, at kampen skal spilles på Wembley. Hvor Bobby Moore hævede VM-pokalen i 1966. Hvor de kongelige hvert år i maj uddeler verdens ældste klubtrofæ, The FA Cup, 39 trappetrin over the hallowed turf, den hellige bane. Wembley, hvor Irland aldrig har vundet.

“Hvis vi slår dem i aften, vil det være den største aften nogensinde for Irland,” siger Des. Jeg kigger på mit ølglas. Det er tomt. Jeg giver mig selv et mentalt klap på skulderen.

“I skulle tage og komme med os derud,” foreslår Mick, nu kun henvendt til min fætter og mig.

“I kan sikkert godt få fat i en billet derude. Jeg kan også lige låne telefonen i receptionen og ringe rundt til nogle af de andre, der er med herovre. Jeg har nogle numre på deres hoteller. Og det kunne jo være, at nogle af dem allerede har fået for mange pints,” siger han uden at grine.

Han rejser sig. Jeg kigger på Peter og så på vores mødre. De griner heller ikke længere.

“Jeg kunne virkelig godt tænke mig at komme med. Det er verdens mest berømte stadion, og det er åbenbart en kæmpe kamp,” lægger jeg ud.

“Jeg ved godt nok ikke, Thomas.”

“Tror du, at det er noget for dig, Peter?” spørger min moster.

Hun er lidt i klemme, for ganske vist er Peter et år ældre end mig, men hvis han får lov, bliver min mor også nødt til at give mig lov.

“Det kunne da være meget sjovt. De gør jo ikke noget, dem her,” svarer han.

Des smiler imødekommende, som om han forstår, hvad vi siger.

“Okay,” siger min mor. “Hvis I kan få nogle billetter, så I kan stå sammen med dem, må du gerne tage med.”

Min puls stiger, og Jockey-deodoranten får en smule vanskeligere ved at gøre sit i forvejen utaknemmelige arbejde.

“Sejt!”

Mick kommer tilbage.

“Nu skal I høre. Jeg kan godt skaffe jer to billetter. Men de
koster altså 70 pund stykket. Og så er det sammen med de engelske fans. Nogle, jeg kender, har købt billetter til det forkerte afsnit, og de vil gerne af med dem igen.”

Allerede ved tallet 70 ved jeg, at chancen er forpasset.

“Det synes jeg ikke lyder som en særlig god idé. Så er det bedre, at vi tager en tur derud i morgen og får en rundvisning, hvis du meget gerne vil se det stadion,” siger min mor forsigtigt. Mit hjerte synker ned på sin vante plads igen. Jeg ved, at hun har ret. Jeg har heller ikke selv lyst til at stå mellem 70.000 hooligans, der vil have hævn for bomberne. Men hvor kunne det have været stort at tage med Mick og Des derud. Jeg har aldrig været på andre stadioner end Aarhus Stadion. England-Irland på Wembley. Det ville alle sgu gerne have hørt om på tirsdag i 9. klassernes alrum i lilla blok på Skovbyskolen. For en gangs skyld ville jeg have været interessant uden at være den mindste smule underlig.

London Underground er ikke så fascinerende som i går. Når man først én gang har gjort noget helt uden sine forældre, bliver det aldrig igen sejt at gøre det sammen med dem. Lugten fra dybet giver hovedpine, bremseklodserne skærer i trommehinden, og der er alt for mange mennesker på alt for lidt plads.

Jeg er irriteret. Irland og deres tusindvis af fans havde en stor aften på Wembley i går, hvor de fik 1-1 og var klart bedst. Foran fjernsynet i jukeboksrummet havde Peter og jeg siddet med en klar fornemmelse af at gå glip af en oplevelse for livet. Specielt da Niall Quinn sneg sig bag om den engelske forsvarslinje og snittede udligningen ind bag David Seaman.

Det er ikke noget, vi sidder og snakker om. Men vores mødre kan godt regne det ud. Ellers ville de ikke sidde her med os på Circle Line mod uret på vej til et fodboldstadion.

På Baker Street skifter vi over på Metropolitan Line mod Uxbridge. Ved Finchley Road bliver underground til overground. Omkring os flader Londons nordvestlige forstæder ud. Formiddagens solskin afslører fodboldens efterladenskaber på de forbisusende stationer: tomme ølflasker, dåser og chipsposer.

Jeg bliver næsten altid inviteret med til festerne derhjemme, fordi jeg er en god brobygger mellem pigerne og mine fodboldkammerater, men nu begynder jeg at forstå, hvordan Nørre har det, når han ikke har været med. På Wembley Park står vi af. For enden af en lang, fuldstændig snorlige og jævnt opstigende vej ser vi stadion: de to hvide tårne på hver deres side af rampen, der hæver vejen det sidste stykke op.

De mange eksotiske vinduesbuer over hovedindgangen, der giver bygningen et arabisk touch. Flagene, der blafrer fra taget, Union Jack øverst af alle fra toppen af det højre tvillingetårn. Og floder af affald, som er ved at blive fejet sammen til et ocean.
Snakken går mellem søstrene, mens vi traver op mod arenaen. Peter og jeg går tavst på hver side af dem. Det er svært at komme til, men jeg har heller ikke så meget at sige. Jeg kan ikke sætte ord på, hvordan jeg har det. Jeg er glad for at se Wembley, sært opmuntret ved tanken om, at lige dér, inde bag muren, indtraf så mange af de øjeblikke, jeg gemmer derhjemme på videobånd: Allan Simonsens straffespark i 1983, Norman Whitesides curler for Manchester United mod Everton i FA Cup-finalen i 1985, Keith Houchens flyvende hovedstød i Coventrys chokerende triumf to år senere, de jublende baneinvasioner forrige år, da Liverpool og Everton spillede uden hegn rundt om banen få uger efter Hillsborough-katastrofen oppe i Sheffield. Niall Quinns udligning i aftes. Suk.

Fortrydelsen skyller ind over mig og tager mig med. Vi skulle ikke være taget herud i dag. Det er ydmygende at blive trøstet på denne måde af min mor. At skulle nøjes. Sådan har det været hele mit liv:

Nej, Thomas. Den er for dyr. Men den dér er på tilbud.

Thomas, du kan ikke spille angriber. Men vi mangler en venstre back. I virkeligheden ser du ikke godt ud, og du kan ikke spille guitar. Men tag nogle høretelefoner på, så kan du få lov til at forestille dig, hvordan det er at være populær.

Der er ingen rundvisning i dag, finder vi ud af. Der var jo kamp i aftes, forklarer en af gadefejerne foran indgangen. Det gør ingen forskel for mig. Skaden er sket.

Fra toppen af trapperne foran Wembley Park Station vender jeg mig om og kaster et sidste blik op mod fodboldkatedralen. En dag bliver det min tur, tænker jeg. En dag vil jeg stå her igen. Med mine bedste venner. Måske endda med en kæreste, når pigerne en dag opdager, at mine venner rent faktisk er begyndt at respektere mig. Med en billet til den store fest.

“Mind the gap,” skratter en højttaler i det fjerne.

Bare rolig. Lige nu har jeg slet ikke øje for andet end tomheden.
Men i toget tilbage mod Baker Street opdager jeg igen mig selv i ruden. Stadig med mit kiksede hår, min søsters jakke og hængende mundvige. Men der er noget i mit blik, som jeg ikke kunne se i går i undergrunden. Noget fast, noget beslutsomt, noget uvant: et løfte til mig selv.



Bogen er udgivet af People'sPress. Den er 253 sider og koster 199,95 kroner.



Kalendergaven
1. december
Firing Koeman to Fireman Sam
2. december
Historier om trøje-numre
3. december
Indisk vokseværk
4. december
Zé Roberto – 24 år på grønsværen
5. december
Drengedrømmen lever!
6. december
Davinson Sánchez – Monster eller Baresi
7. december
Shakhtar – olie og brasiliansk kærlighed
8. december
Ivan Rakitić - I Prosinečkis fodspor
9. december
Kevin De Bruyne – kasseret af Mourinho
10. december
Ilden José og isen Pep mødes – igen
11. december
Napoli – tilbage til toppen
12. december
Året der ændrede Premier League
13. december
Jann-Fiete Arp – Det tyske angrebshåb
14. december
Isco skulle have vundet Ballon d'Or
15. december
Alex Iwobi – Kanu eller Okocha?
16. december
Eden Hazard - Belgiens stjernespiller
17. december
Kasper Dolberg – Danmarks fodboldfremtid
Magasin-artikler
Året der ændrede Premier League
For tiden tager Manchester City gigantiske skridt imod et historisk engelsk mesterskab, men hvordan startede denne gigantiske udvikling. Indkast.dk går tilbage i tiden – til 2007… hvor den blå del af Manchester var præget af kaos og manglende penge.
Da Manchester City for ti år siden holdt deres julefrokost, var det en klub i rivende udvikling. Den svenske manager Sven Göran Eriksson var rundhåndet til festen og startede med at bestille drinks til de over 100 deltagere fra Citys praktiske personale. Indholdet var den meget dyre champagne – Crital, som kan koste over 10.000 kroner flasken.

Året var som nævnt 2007, og der var kommet nye tider i Manchester City, hvis klubs økonomi tidligere ikke havde indikeret noget der mindede om dyre champagner, men der var også kommet nye folk til klubben og med en ny stil. Den tidligere thailandske minister – Thaksin Shinawatra – havde købt klubben for godt 750 millioner kroner, og efterfølgende startede en rekordhøj indkøbsperiode, som er fortsat indtil i dag.

Den sommer i 2007 blev der brugt omkring 650 millioner kroner – hvilket var sindssygt mange penge dengang – på spillere som Vedran Corluka, Rolando Bianchi, Elano, Valeri Bojinov, Benjani, Martin Petrov og Gelson Ferdnandes. Til sammenligning havde City brugt omkring 20 millioner kroner på markspillere i sæsonen før overtagelsen. Så City-revolutionen blev sat i gang på dramatisk vis, og det var også til at se i kampene, da turneringen startede. Manchester City vandt ni af deres første 14 kampe – blandt andet over rivalerne fra Manchester United, og til den føromtalte julefrokost på Aurora Hotel skulle Eriksson havde sagt:

- Thaksin siger, at jeg også får 500 millioner kroner til indkøb i januars transfer-vindue.

Senere viste det sig, at det slet ikke var tilfældet, og i marts 2008 blev den svenske manager fyret, hvilket frembragte voldsomme reaktioner fra spillertruppen. Klubejeren Shinawatra var under et voldsomt pres, da han ikke kunne frigive sin personlige formue på næsten otte milliarder kroner. Formuen var fastfrosset, efter han blandt meget andet blev anklaget for korruption i Thailand.

City blev pludselig presset, men den tidligere ejer og bestyrelsesformand John Wardle hjalp til, og klubben klarede presset indtil sommerpausen, hvor Sheik Mansour var klar til at overtage.


Oasis afviste – og det startede vanvittig periode
Inden da var klubben udsat for en vanvittig periode med den thailandske ejer. I sommeren 2007, hvor Shinawatra mødtes med City-personalet for første gang, skulle han have sagt:

- Hvis en hund ikke gør, så er det fint. Hvis en hund gør, så skal man skyde den.

Personalet skulle have kigget på hinanden og ikke anet, om de skulle grine, græde eller være bange for deres nye ejer. Historikken omkring Shinawatra gjorde nok, at de skulle være bange. For Shinawatra er en kontroversiel mand, som er blevet beskyldt for mange ubehagelige ting i Thailand, men han havde, hvad City manglede: Penge.

Klubben var på daværende tidspunkt så presset økonomisk, at de endda henvendte sig til City-fanen Noel Gallagher, der skulle have afvist at hjælpe klubben med følgende begrundelse.

- Jeg har alt for travlt med at lave B-sider til mine plader, var svaret fra Oasis-sangeren.

Så selvom Amnesty International advarede imod Shinawatra, valgte City-ledelsen, at klubben skulle overtages af den 58-årige thailænder med den brogede fortid, og som intet anede om fodbold. Efter en City-kamp så bestyrelsesmedlemmet Sasin Monvoisin Liverpool-spillerne ”afjogge”, hvortil Shinawatra spurgte, om de skulle spille endnu en kamp.

Ifølge Daily Mail skulle klubejerens uvidenhed flere andre gange have givet pinlige scener, som da klubben ikke længere måtte spille i deres normale udebanetrøjer, da farven på trøjen frembragte uheld – mente man i Thailand. Ritualerne fra ejerens hjemland blev også bragt til Nordengland, ligesom nogle helt uduelig spillere blev sendt til.

Tre spillere kom fra Thailand, men blev udlånt til schweiziske og belgiske klubber, hvor de til sammen endte med at spille seks kampe, og Nashar Akram kom pludseligt fra Saudi Arabien – han var en uge hos City.

Alt var kaos og spillerne begyndte også at opføre sig underligt. Corluka stod stolt frem og fortalte om, hvordan han var kæderyger og om hvordan han havde fået fem fartbøder af samme ”stær-kassen”, fordi han troede, at billederne blev taget af paparazzi-fotografer. Derudover havde tyske Dietmar Hamann udviklet ludomani, men klubbens mest vanvittige var dog Stephen Ireland. Den irske knægt opdigtede to dødsfald i sin familie for at kunne slippe for at spille landskampe, og han bad også klubben om at finde en, der kunne tage et kørekort for ham.


Schmeichel som pauseklovn
I februar 2008 vandt City med 2-1 på Old Trafford, og dermed slog de Manchester United for anden gang i sæsonen, hvilket var første gang siden 1970, hvor City vandt ”The Double” og efter Uniteds tragiske ulykke i München. Trods disse sejre var der masser af uro i City, for Thaksins penge var stadigvæk fastfrosset i Thailand, og spillerne fik kun løn, fordi den tidligere ejer Wardle betalte den.

Efter Manchester-derbyet vandt City blot en af syv kampe, og Eriksson blev fyret, samtidigt med, at Kasper Schmeichel blev sendt til Thailand for at underholde til en fødselsdag i Shinawatras familie. Her blev den danske reserve-keeper tvangsindlagt til at høre på klubejerens forfærdelige karaoke-sang. Det er episoder som denne og fyringen af Eriksson, der fik spillerne til at miste enhver respekt for ledelsen. City-fansene sendte også klare hilsner til klubejeren ved at omskrive teksten i Pink Floyd-klassikeren ”Another Brick in the Wall” til:

- Oy… Thaksin, leave our Sven alone.

Balladen fortsatte, og til sæsonens sidste kamp måtte anfører Richard Dunne sige til klubejeren, at truppen ikke ønskede at spille imod Middlesbrough. Dette blev heldigvis ikke ført ud i livet, men de endte med at tabe med vanvittige 1-8 efter de ellers havde haft bolden ligeså meget som ”Boro”.


Fra 1-8 til verdens rigeste klub – på en sommer
I løbet af den efterfølgende sommer blev Manchester City verdens rigeste fodboldklub med Sheik Mansours overtagelse – gad vide, hvor City havde været, hvis det ikke var sket - eller hvis ikke Shinawatra havde købt klubben et år tidligere?

Shinawatra tjente 900 millioner kroner på salget af Manchester City, og han lever nu med et pas fra Montenegro og bor i seks vidt forskellige lande, og den tidligere ejer John Wardle har fået sine penge tilbage. Han har i øvrigt et lille rum på East Stand på Etihad Stadium, hvorfra han ser alle Citys hjemmekampe, hvilket han betaler for… en stille og afrettet mand, som reddede den klub, han elsker så højt, da behovet kom det år, der ændrede Premier League.

Læs hele artiklen
Shakhtar – olie og brasiliansk kærlighed
I Champions League gruppe F kom en solid overraskelse, da nyrige ukrainere vandt over formstærke Manchester City og fik tolv point i den hårde gruppe. Indkast.dk har kigget nærmere på det ukrainske storhold.
Olie har startet krige, skabt misundelse og dumheder – som da en halvstiv dansk udenrigsminister forærede Norge store mængder - eller givet fodboldklubber et voldsomt løft, som det er tilfældet med ukrainske Shakhtar Donetsk. Her har olie-kongen Rinat Akhmetov brugt en formue på at skabe et storhold, hvilket er lykkedes ret godt – hvilket de seneste resultater i Champions League bevidner.

For da ukrainerne besejrede historisk stærke Manchester City med 2-1 sikrede de sig videre deltagelse fra den stærke pulje med Napoli og Feyenoord. Også blev kampen end ikke spillet på det imponerende Metalist stadium, som har været ude for en meget dyr renovering. Dette har tidligere fået tildelt fem stjerner af UEFA, og har blandt andet et ungdomsakademi med plads til over 3.000 børn som blot en del af et imponerende træningsanlæg.

Samtidigt med denne voldsomme stadionudvidelse for den ukrainske klub, så væltede der ind med især brasilianske spiller i klubbens trup. Første brasilianer kom til klubben i 2002, og det har sidenhen startet en stærk forbindelse mellem den sydamerikanske fodboldverden og den østlige del af Ukraine.

Omtalen af de brasilianske talenter i Shakhtar Donetsk blev først rigtig synlig for fodboldeuropa, da den daværende italienske landsholdshold-angriber Cristiano Lucarelli skiftede til den ukrainske storklub, og efterfølgende vandt holdet mesterskabet to år i træk og fjernede dermed selveste Dynamo Kiev fra den fodboldtrone, som de ellers havde siddet på gennem mange år.


Fra John Hughes til Akhmetov
Shakhtar Donetsk blev dannet i 1869 af den walisiske forretningsmand John Hughes, der dengang byggede masser af stålværker i området, og det er ikke langt fra den måde, som den nuværende pengemand Akhmetov har tjent sine enorme formuer. Således er Akhmetov af Forbes Magazine blevet kåret til verdens 214. rigeste mand. Nu lyder det måske ikke af meget, men det er det – og Akhmetov er også klart Ukraines rigeste mand.

Den kun 51-årige Akhmetov er som mange andre rigmænd på de kanter blevet beskyldt for at deltage i organiseret kriminalitet, men han er ikke dømt for noget. Meget på denne egn handler om penge, og det har også været bevæggrundene for de mange spillere, der er taget den lange rejse til Ukraine. Allerede da den italienske angriber Lucarelli i 2007 skiftede til klubben, blev det gjort klart, at her var der økonomiske midler, der ikke rimede på noget fra den ukrainske befolkning. Således fik Lucarelli stillet et privatfly til rådighed, hvis hans kone skulle få for meget hjemve og gerne ville en sviptur til Italien. Udover denne luksus er forholdene også i orden – bortset fra vejret, men det kan Akhmetovs penge næppe ændre for klubben.



Pengene har givet resultater
Siden 2002 er det blevet til ni nationale mesterskaber, fem pokaltitler og et enkelt Europa League-trofæ, så investeringerne har båret frugt. Klubben kan dog godt beskyldes for at føre en besynderlig forretningsmodel.

Holdets defensiv består af østeuropæiske spillere, mens offensiven er tegnet af mange sydamerikanere - med underlige kontraktforhold. De fleste af de sidstnævnte spillere ejer klubben nemlig ikke, men i stedet ejer investorerne store dele af rettighederne over disse spillere, og kritikere mener også at vide, at disse pengemænd ofte har indflydelse på, hvilke spillere der får spilletid på holdet. Dette hævdes at være årsagen til, at holdet i senere år ikke har præsteret som tidligere i den hjemlige turnering. De vandt blandt andet ikke det ukrainske mesterskab i 2014/15 og 2015/16-sæsonerne, hvilket er meget uvant på de breddegrader. De fem sæsoner før det blev de mestre og forklaringen er måske ligetil.

For modsat tidligere så har det ukrainske storhold forholdt sig meget roligt i sommerens transfervindue og har kun hentet nogle unge spillere på lejeaftaler, men på trods af dette har de stadigvæk hele otte brasilianske spillere i deres Champions League-trup – samt et par kroater og argentinere. Så samlet set så mangler Donetsk-holdet ikke det store. Men spillerne har ikke det niveau som klubben tidligere har haft med brasilianske spillere som Willian, Luiz Adriano og Fernandinho. Nutidens stjerner er anføreren og veteranen Darijo Srna samt den argentinske angriber – Facundo Ferreyra, så der er sket en udvikling for det brasiliansk-inspirerede "olie-hold" fra Ukraine.

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Kasper Dolberg – Danmarks fodboldfremtid
Dagens kalendergave er et miniportræt af Kasper Dolberg, der har haft et helt igennem fantastisk 2017.
- Jeg synes stadig, at jeg har meget at give i Æresdivisionen endnu, og så har jeg det godt og er glad for at være i Ajax.

Sådan sagde Kasper Dolberg til BT tilbage i august efter en sæson, hvor den unge dansker fik sit absolutte gennembrud på den europæiske fodboldscene, nåede Europa League-finalen med Ajax og ovenikøbet fik scoret sit første A-landsholdsmål. Og selvom bejlerne igennem transfervinduet var mange, så valgte Dolberg alligevel at forblive i Holland, hvor talentet fortsat skal videreudvikles hos en af Europas mest anerkendte talentudviklingsklubber.

Talentudviklingen er nemlig i top hos Ajax, og hollænderne har igennem årtier skabt spillere, der tilhører den absolutte elite. Dennis Bergkamp, Frank De Boer, Clarence Seedorf og Wesley Sneijder er alle Ajax-produkter, mens det samme er tilfældet for Dolbergs danske kollega Christian Eriksen, der nyder stor succes i Premier League hos Tottenham.

Og Dolbergs talent er utvivlsomt. I maj blev han kåret til årets talent i Ajax, men alligevel bevarer danskeren en solid jordforbindelse:

- Det har sådan generelt været en god sæson for mig. Jeg havde nogle kampe, hvor det var sværere, end det var i begyndelsen, men jeg lærte meget i den periode, og i de sidste kampe har jeg scoret flere mål, og jeg har spillet mere, som jeg gerne vil. Overordnet set har det været fint, fortalte Dolberg ved den lejlighed.

Om den solide jordforbindelse stammer tilbage fra de trygge rammer i Silkeborg, hvor Dolberg voksede op og kæmpede sig vejen op til førsteholdet hos byens fodboldhold, er uvist, men det er så afgjort en kæmpe styrke hos Dolberg.

Angriberen er helt sin egen, og formår han at lave en ordentlig karriereplanlægning, hvor det næste skridt først tages, når tid er, så kan han blive en af de største angribere i dansk fodboldhistorie. Det var helt sikkert et godt valg for ham at blive i Ajax, og det er også selvom dette efterår ikke har været en dans på roser. Det hører med til historien, at det ikke blot er Dolberg, der havde det svært i begyndelsen af sæsonen, men derimod hele Ajax-mandskabet. Det har den nye cheftræner, Marcel Keizer, og resten af holdet dog formået at ændre på i de sidste par måneder, hvor det unge Ajax-mandskab har vundet otte af ti ligakampe. I de kampe har Dolberg været på pletten fire gange, og han har ovenikøbet startet inde i de seneste syv af dem.

I eftermiddag venter den sidste ligakamp i år, når Ajax møder AZ Alkmaar på udebane. Dolberg & co. kan med en sejr holde juleferie på andenpladsen med fem point op til PSV Eindhoven på førstepladsen.

Kasper Dolberg per 17/12/2017:
Silkeborg IF: 3 kampe – 0 mål og 0 assists
Ajax Amsterdam: 70 kampe – 30 mål og 10 assists
Landsholdet: 4 kampe – 1 mål og 0 assists
Læs hele artiklen
Eden Hazard - Belgiens stjernespiller
Chelsea har en stjernespiller i belgieren Eden Hazard, som de er afhængige af, men som de angiveligt snart må vinke farvel til i London-klubben.
Dagens artikel i Indkast.dks kalendergave er en profil-artikel om den belgiske landsholdsspiller Eden Hazard, der er anerkendt i hele fodboldverdenen for sine skarpe driblinger og gode teknik, men hvor startede det hele egentlig henne? Og hvad bringer fremtiden? Det giver denne artikel dig et indblik i.

Opvokset i en fodboldfamilie
Han er søn til en mor, der spillede på højeste niveau i belgisk kvindefodbold. Hendes navn er Carine Hazard og måtte stoppe med fodbolden, da hun blev gravid med Eden Hazard. Hans far, Thierry Hazard, spillede i landets næstbedste række, så at deres søn skulle blive fodboldspiller kom ganske naturligt. Det tog da heller ikke mange år for den lille Hazard at finde ud af, at det var fodboldspiller, han ville være. Allerede som fireårig startede han således med at dagdrømme om store stadions og ellevilde tilskuere, der ville gøre alt for at få superstjernens autograf. De første bolde blev sparket for hjembyens klub, Royal Stade Brainois, og efter et par år hos 2. divisionsklubben Tubize, hvor Hazard spillede på ungdomskontrakt, stod den franske storklub med det modsigende navn, Lille, klar med en kontrakt til den på daværende tidspunkt 14-årige boldkunstner. De første to år i det franske, hvor Hazard tog springet og flyttede væk hjemmefra, foregik på klubbens sportscollege. Herefter underskrev Eden Hazard en professionel kontrakt på tre år med klubben, der skulle vise sig at blive et springbræt til den allerstørste fodboldscene. Først gjaldt det dog fem sæsoner i Lille, hvor den ene sæson overgik den anden, og det hele kulminerede i 2011, hvor klubben vandt både den franske pokalturnering samt det franske mesterskab. Selv samme sæson blev belgieren som den yngste spiller nogensinde kåret til årets spiller i Frankrig, og den bedrift gentog han i øvrigt igen året efter, hvilket helt sikkert havde indvirkning på Chelseas beslutning om at hente den lille tekniker til Stamford Bridge.

Skiftet til Chelsea
Efter mange gode år og gode præstationer i franske Lille, så var det tid til at prøve noget nyt - og her kom engelske Chelsea ind i billedet i 2012 med en flot kontrakt. Det var et tilbud, som Lille ikke kunne takke nej til. London-klubben købte ham for 300 millioner kroner. Da den lille tekniker kom til den blå del af London havde de sæsonen forinden vundet Champions League. I hans første sæson i klubben blev det til ni mål i Premier League. Sæsonen efter blev han topscorer i klubben med 14 mål i den bedste engelsk række, hvilket kastet prisen som årets spiller af sig. Han er nu i gang med sæson nummer seks, hvor han indtil videre har vundet følgende titler: to engelsker mesterskaber, en gang pokalvinder og et Europa League-trofæ. Han er også kåret som månedens spiller to gange. Med det belgiske landshold har han deltaget til VM-slutrunden 2014 i Brasilien samt til EM-slutrunden 2016 i Frankrig. Og til sommer næste år skal han til VM i Rusland.

Statistik
Har du lidt tal på hvordan Eden Hazard har klaret sig i Premier League siden skiftet fra fransk fodbold.

Mål:
62

Mål per kamp:
0,33

Mål på hovedet:
4

Højre fod:
43

Venstre fod:
15

Mål på straffespark:
12

Fremtiden?
I den forgangne sæson viste Hazard endnu engang et skræmmende højt niveau, hvor han blev engelsk mester med Chelsea. Mesterskabssæsonen bød på 16 mål i 36 kampe. Han står i skrivende stund noteret for 188 kampe i Premier League, hvor det blevet til 62 mål og 37 assists. Der har dog så sent som tidligere i denne måned været rygter om et skifte på vej væk fra London-klubben. Det var det spanske medie Diario Gol, der skrev, at Real Madrid-træner, Zinedine Zidane, har fået tilladelse til at hente Eden Hazard til den spanske hovedstad, da den franske træner er en stor beundre af Chelsea-spilleren. Kontakten skulle efter sigende have stået på længe. Hans kontraktforhandlinger med Chelsea er også gået i stå, selv om han er blevet tilbudt 2,5 millioner kroner i ugeløn. Så måske fremtiden for den belgiske stjerne er i Real Madrid? Hazard har da også selv tidligere udtalt, at det ville være en drøm at spille under Zidane. Hans mulighed for at vinde en Ballon d'Or-titel i fremtiden er også tilstede uanset om han er at finde i Chelsea eller ej.
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Isco skulle have vundet Ballon d'Or
Cristiano Ronaldo løb igen i år med endnu en Ballon d'Or foran blandt andet sin spanske holdkammerat Isco, men var det også fortjent?
Torsdag den 7. december løb Cristiano Ronaldo igen i år med endnu en Ballon d'Or, en forventet og velfortjent sejr mener mange, men var det alligevel så fortjent, som mange vælger at påstå? Det er noget, vi har valgt at kigge nærmere på her på Indkast-redaktionen.

Hvis man skulle se bort fra Real Madrids portugisiske superstjerne, ville mange pege på Lionel Messi, Neymar eller Gianluigi Buffon som gode bud på en vinder af den gyldne bold.

En mand, som vi mener er blevet særligt overset i dette års Ballon d'Or-afstemning, er Real Madrids spanske kreatør Isco Alarcón, som sammen med Ronaldo også spillede en stor rolle i madrilenernes succesfulde 2016-17-sæson.

Isco sluttede blot som nummer 12 i afstemningen, noget som virker helt uhørt, når man tænker på, hvor stor en rolle han spillede på det Real-hold, som tog hele Europa med storm. Isco gav Real en hel ny dimension i spillet, og det var tydeligt at se hvilken forskel, der var på madrilenernes offensivspil, når han var på banen, og når han ikke var. Det kom særligt til udtryk, da Real Madrid slog Manchester United med 2-1 i august i den europæiske Super Cup. Her var Real en klasse bedre end United, indtil Isco blev skiftet ud med små tyve minutter igen, hvor United derefter så overtog kampen. Isco var manden bag 2-0-målet, som han lavede i en sand opspilsperle.

Han var jo egentlig kun påtænkt som en midlertidig erstatning for Gareth Bale i startopstillingen, da waliseren blev skadet i starten af året. Han gik dog ind og tog alle med storm ved at gribe dirigentstokken og give Real-holdet en ny dimension i deres spil.

Nu var det jo Ronaldo, som løb med den ikoniske guldbold, og det var nok ikke så meget på grund af den underholdning, han kunne give fansene, men nok mere på grund af de vitale mål han lavede i knockoutfasen i Champions League. Det er også værd at huske, at vi i denne sæson og det sidste halve år ikke har set ham fra hans stærkeste side. Grunden til, at vi så mener, at lige præcis Isco skulle have vundet Ballon d'Or er fordi, at han er den spiller, som har været den mest kreative og vigtige i offensiven på et hold, som gik hen og vandt både det spanske mesterskab og Champions League.

Det er ikke kun for "Los Blancos", at den 25-årige midtbanespiller har brilleret. Også for det spanske landshold, har han været helt forrygende. Han har i dette kalenderår været Spaniens ubestridte bedste spiller med fem mål, to af dem i en kamp mod Italien, hvor han nærmest på egen hånd skillede Buffon og co. ad. Han satte blandt andet Buffon på plads med et mål på direkte frispark.

Med både masser af mål, assist og ikke mindst mærkværdig underholdning i form af gudesmuk boldbehandling er der god grundlag for, at dette års Ballon d'Or skulle have gået til Isco efter hans absolut bedste kalendarår i karrieren.
Læs hele lederen
Ilden José og isen Pep mødes – igen
Fodboldens svar på John McEnroe og Bjørn Borg står for den sportslige fodboldfremtid i Manchester – Indkast.dk har gravet ned i deres historik, som er ganske underholdende.
Lørdag den 10. september 2016 blev et skelsættende tidspunkt i international fodbold, for nok et kapitel blev skrevet til had/kærlighedsforholdet imellem Jose Mourinho og Pep Guardiola. Her stod de to tidligere venner overfor hinanden, som træner for hver sin Manchester-klub. Tyve år forinden var de begge i Barcelona som assistent-træner og midtbanestyrmand. Denne periode betragtes som en af klubbens bedste, og der var stærke bånd i et solidt venskab, men sidenhen er der løbet meget vand i åen.

Mourinho-tiden med store armbevægelser i Real Madrid overfor den meget kontrollerede og mere rolige Guardiola i Barcelona viste al andet end næstekærlighed, og nu kommer nok et kapitel. For de to succesbelagte trænere er landet i hver sin Manchester-klub, og dermed står de igen overfor hinanden i et opgør imellem to meget rivaliserende klubber – hvilket næppe bliver kønt.

Mourinho har tidligere haft for vane at køre et grimt, men underholdende medie-stunt, mens Guardiola har kæmpet voldsomt med ikke at lade sig rive med - på de mange provokationer fra Mourinho, som fx i august 2013 hvor den daværende Chelsea-manager sagde følgende efter UEFA's Super Cup:

- Hver gang jeg spiller imod Pep, ender vi med at være 10 mand på banen. Er det en regel, som UEFA har lavet?

Tilbage i april 2011 slog Mourinho fast, at Guardiola blot havde vundet et Champions League-trofæ og understregede, at det skete efter, hvad han selv kaldte ”Skandalen på Stamford Bridge”, hvor Pepe blev udvist. Samtidig mente portugiseren, at den spanske træner – igen – havde fået dommerhjælp, og at Guardiola endda havde kritiseret dommeren for de korrekte beslutninger, som han havde truffet.

Til dette svarede den daværende Barcelona-træner, at Mourinho var bossen i presserummet på Bernabéu, og fortsatte det sådan, ville det ændre deres venskab, som ville udvikle sig til blot et bekendtskab.


McEnroe vs. Borg
Udefra set virker det til, at venskabet er slut imellem de to store forskelligheder, som kan sammenlignes med John McEnroe og Bjørn Borg. Imellem 1978 og 1981 mødtes de to tennislegender 14 gange, men det var mere end blot tenniskampe. Det var et opgør imellem to vidt forskellige mennesketyper – som dengang blev beskrevet som ”Ild og Is”. I nutidens fodboldopgør er Mourinho ilden, mens Guardiola er isen.

Den internationalt anerkendte fodboldjournalist Sid Lowe har i sin bog om rivaliseringen imellem Barcelona og Real Madrid beskrevet opgøret imellem de to trænere. Heri hævder den veloplyste Lowe, at Mourinho indså, at hans største chance for at slå Barcelona var ved at komme ind under huden på Guardiola samt skabe en krig imellem dem – hvor alle våben var tilladt. En krig mellem to typer trænere, men også mellem to forskellige klubber, hvor Barcelona var den talentskabende og Real Madrid den dyrtindkøbene.

Denne ”krig” kulminerede i august 2011, hvor Mourinho prikkede Guardiola-assistenten Tito Vilanova i øjet, efter Marcelo havde sparket Barcelona-spilleren Cesc Fàbregas midt over lige foran udskiftningsbænkene. Dette skete i en periode, hvor Barça var sportslige overlegne i forhold til ”Konge-klubben”, og hvor Mourinho var desperat for at gøre alt for at slå Barcelonas flotte spil i stykker.

Efterfølgende vandt Barcelona med 6-2 på Bernabéu, hvilket nok engang frembragte en hård kommentar fra Mourinho, da han mente, at Guardiola måske ”en dag” ville vinde det spanske mesterskab på ærlig vis. Samtidigt slog Mourinho fast, at han mindede meget om Guardiola, hvortil den spanske træner tørt svarede igen:

- Hvis det er rigtigt, så vil jeg lave om på min adfærd.

Det er langt fra den eneste gang, at udtalelserne har været skarpe imellem de to rivaler. I september 2014 sagde Mourinho til El Confidencial om Guardiolas hårpagt:

- Når man elsker, hvad man laver, så mister man ikke sit hår. Guardiola er skaldet. Han elsker ikke fodbold…

Eller i maj 2015 hvor Mourinho, som nyslået engelsk mester med Chelsea, sendte en klar hilsen til Guardiola i Bayern München.

- Jeg er nok ikke den smarteste, når jeg skal vælge klubber og turneringer, som disse klubber spiller i. Jeg kunne let have valgt nogle klubber, hvor det var meget lettere at blive national mester.


Masser af gnister
Samlet set har forholdet imellem de to trænere ikke været pænt, men meget underholdende og ofte med Mourinho i skurkerollen. Derudover virker det også til, at Mourinho har følt sig undertrykt af Guardiola – måske med en anelse af misundelse!

På Mourinhos daværende kontor ved Real Madrid-træningsbanen Valdebebas havde han en papfigur af sig selv, hvor han jubler. Måske ikke så underligt, men vel en smule pudsigt, at situationen var fra hans tid i Inter. Situationen var fra 2010 efter Champions League-semifinalen. Ikke fra tiden i Real Madrid eller triumfen i finalen… men fra semifinalen, hvor Inter slog – jah… gæt engang - Guardiolas Barcelona.

De to kamphaner mødte hinanden 11 gange i ”El Classico”, hvilket gav fem sejre til Guardiola og blot to til Mourinho – samt fire uafgjorte. Alene i 2010/11-sæsonen var der fire ”El Classico”, og i samtlige kampe fik Real Madrid udvist en spiller – så der har været dramatiske kampe.

Næsten samtidigt med dette blev Zlatan Ibrahimović kasseret af Guardiola i Barcelona. Nu er han også i Manchester og sikkert meget klar til mødet med City og hans bøddel, men fokus i kampen vil være mødet mellem Mourinho og Guardiola… to tidligere venner!

I maj 1997 vandt Barcelona den europæiske cup-finale over PSG. Efter sejren og midt i jublen stod to mænd på midten af banen og omfavnende hinanden – hjælpetræneren Jose Mourinho og styrmanden Pep Guardiola. Da den spanske tv-station Cadena Ser mange år senere viste dette billede til Mourinho, erkendte han:

- Jeg har selv et billede af vores omfavnelse… vi var tætte venner!

I 2000 forlod Mourinho det smukke Catalonien og Barcelona, men otte år senere mødtes han med Barca-bosserne Txiki Begiristain og Marc Ingla i Lissabon. På det møde skulle Mourinho have sagt, at hvis han skulle være træner i Barcelona, ville han gøre B-holdstræneren Guardiola til sin assistent, men Mourinho endte aldrig hos det catalonske storhold. I stedet blev Guardiola - til manges overraskelse - forfremmet til cheftræner.

I Graham Hunters bog ”Barca – skabelse af verdens bedste fodboldhold” siger Ingia, at Mourinho blev rasende, da han blev fravalgt til fordel for Guardiola – hvilket måske kan være starten på den dårlige kemi imellem de to venner.

Om balladen mellem de to trænere har den store italienske træner Arrigo Sacchi sagt, at det kan være svært at have ”to Piccasso'er” i samme tidsalder. Nu skal de krydse klinger – eller pensler - i Manchester!
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Teaser: Afgørende dag i Manchester Giroud de specielle måls mester? Artikel ikon 100 Arsenal-mål for Giroud – Se dem her Artikel ikon Vanvittigt mål af Sigurdsson Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Bundesligaen - runde 16 Ugens hold fra Serie A - runde 16 Artikel ikon Ugens hold fra Bundesligaen - runde 15 Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 7: Spillere med flest trofæer Top 20: Bedst lønnede hold Artikel ikon Top 5: Frispark i Premier League Artikel ikon Top 12: PL's offside-konger Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Manchester City - Tottenham Spil: Randers - FC Midtjylland Artikel ikon Spil: Manchester-derby Artikel ikon Spil: Valencia - Celta Vigo Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Carlo Ancelotti - mit spil Robert Enke: Et alt for kort liv Artikel ikon Hjem til Fodbold Artikel ikon - En tikkende bombe Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Dansk fodboldlegende er død Fire klubber – fem britiske managere Artikel ikon Liverpool vs. Chelsea = drama Artikel ikon Tidligere VM-vindere som ikke kom med Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Medie: Mourinho vil have Real-kroat Avis: Ukrainere vil hente FCK-stjerne Artikel ikon Valencia er interesseret i Joao Mario Artikel ikon Lørdagens engelske rygter Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Alexandre Lacazette
Vidste du om ... Cristian Ziege Artikel ikon Vidste du om ... Vinicus Junior Artikel ikon Vidste du om ... Kasper Dolberg Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon A City to be proud of... Top 6: Mindst bold på Old Trafford Artikel ikon Oli GUNNER Solskjær Artikel ikon United vs. City Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Randers - Midtjylland Optakt: OB - Silkeborg Artikel ikon Optakt: Brøndby - AGF Artikel ikon Optakt: AaB - FC København Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Arsenal – Newcastle Startopstillinger: Sevilla – Levante Artikel ikon Startopstillinger: Gladbach – HSV Artikel ikon Startopstillinger: HTFC - Chelsea Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Özil sikrede tiltrængt Arsenal-sejr Levante forpurrede Sevilla-festen Artikel ikon Gladbach og Vestergaard sænkede HSV Artikel ikon West Ham driller igen et tophold Artikel ikon Se flere