Hjem til Fodbold

Af Torsten Brix

2017-02-17
Hjem til Fodbold

Indkast.dk bringer her et kapitel fra Thomas Gravsgaards aktuelle bog.

Her lugter af olie. Men det er på en tør, støvet, næsten brændt måde, fordi bremseklodserne udsender så meget varme, når de tæmmer vognene. Der er også en metallisk underdunst af ozon fra den elektricitet, der driver togene. Dét her er duften af London Underground. Og duften af frihed.

Jeg er 15 år, snart 16, og føler mig for en stund voksen. Også selv om det var min mors og ikke mit eget forslag, at jeg skulle tage en tur rundt i undergrunden alene.

Det er kun et par år siden, at jeg første gang tog 113'eren alene fra Skovby helt ind til midtbyen. Altså ikke bare midtbyen i Galten, men i selveste Aarhus. Jeg kan stadig huske følelsen af at eje hele verden, i hvert fald den del af verden, der bredte sig langs busruten fra kommunegrænsen forbi Harlev, kollektivet ved Lyngbygård Å, Årslev kirke – de åbne markers sidste bastion – og herefter Brabrands jernbaner og Gellerups boligblokke inden det komplette kaos fra Ydre Ringvej og ind.

Men det her er større. Dette er ikke stoppestedet ved Restaurant Lillering Skov i det lille, usle skovbryn, hvor mennesker og kragekolonien i trætoppene på hver deres måde skider på naturen. Det er derimod Earls Court, porten til The Tube og udgangspunkt for min første udenlandske ekspedition på egen hånd. Jeg har to timer, inden jeg skal være tilbage på hotellet.

Vi er herovre med min mors storesøster og min fætter, Peter. Egentlig ville jeg ikke have haft noget imod, at han var med mig nu her på perronen på Piccadilly Line, en tung elevatortur under District Line oppe på jordens overflade. Vi ser hinanden meget sjældent, men falder altid hurtigt ind i et behageligt fællesskab, bygget op om vores interesse for musik og for ikke at skulle høre vores mødre knævre hele tiden.

Men lige nu ville han hellere blive på værelset med høretelefoner på end med den lidt yngre og noget mere nørdede fætter på rundtur i dybet. Hellere The Clash i ørerne end mig, der højtideligt ville fortælle navnet på hver eneste station og beskrive dens geografiske placering, som om det var mig, der havde konstrueret hele den engelske hovedstads offentlige transportsystem. Jeg kan ikke bebrejde ham. Ikke kun min mor snakker måske lidt for meget.

For et par uger siden fik et par af mine venner tilsyneladende nok. Vi var hjemme ved Bjørn. En Europa Cup-kamp kørte på fjernsynet inde på hans værelse. Han og Kim var midt i en passioneret diskussion om amerikansk basketball. Pludselig bekendtgjorde jeg, at jeg altså en dag godt kunne tænke mig at rejse rundt i det vestlige Irland. Deres samtale ophørte brat og blev afløst af et iskoldt og uhyggeligt veltimet “Nå” fra Kim og et efterfølgende latteranfald fra Bjørn. Siden har jeg helst villet se dem på tomandshånd, så jeg ikke risikerer at afbryde noget, som jeg ikke er en del af.

Det kører heller ikke så godt med Nørre for tiden. Han er et år ældre end mig og begyndte i gymnasiet sidste sommer. Han har ellers været min bedste ven den forgangne vinter og trodser da også stadig indimellem min fars utilfredse grynten over dørklokken for at se Tipslørdag sammen med mig. Men meget af tiden bruger han nu på at fortælle mig, hvor irriterende jeg altså er, når jeg nynner eller laver trommelyde med munden, og at jeg enten skal skaffe ham med til nogle flere fester i vores årgang eller selv blive hjemme fra dem og hænge ud med ham i stedet. Når kampene kører på skærmen, er han endda nogle gange begyndt at afkræve mig et svar på, hvem jeg holder med, blot så han kan vælge det modsatte hold. Når ‘hans' hold så scorer, er der noget hånende over hans jubel.

For fanden, hvor er det svært. Jeg har hele tiden en fornemmelse af, at både Kim, Bjørn og Nørre egentlig gerne vil væresammen med mig, men at de foretrækker en anden version af mig, end den jeg er. Nogle gange virker det, som om de vil hjælpe mig. Med min tøjstil. Mit valg af deo. Mit hår. Mine bumser. Andre gange er det, som om de mest har lyst til at vise mig, at de har opgivet mig.

Måske er det derfor, at jeg slapper sådan af sammen med min fætter. Han kender mig ikke godt nok til at blive frustreret over mig. Det næste tog presser en boble af lummervarme frem inde fra den mørke hvælving ved den fjerneste ende af platformen. Jeg stiger ombord, trykker play på min walkman, og London Beats ‘I've been thinking about you' sætter i gang samtidig med vognen.

Første stop er Gloucester Road. Jeg står af og hopper over på et tog på District Line, som kommer et øjeblik efter på samme perron. Jeg kunne lige så godt have taget det fra Earls Court. Men denne tur handler ikke om at være effektiv. Den handler om at skifte tog, når det passer mig, og køre derhen, hvor det passer mig. Thomas uden tøjler.

Sloane Square, Victoria, St. James's Park, Westminster og Embankment suser forbi. Jeg sidder med mit London-kort på skødet og følger med. Jeg købte det for tre år siden i en boghandel i Aarhus. Ikke fordi jeg skulle bruge det til noget. Men jeg skulle bestemt heller ikke bruge hverken Milano, Bochum, Oslo eller nogen af de 45 andre europæiske bykort, som jeg de seneste seks år har brugt alle mine lommepenge på, til noget. Da jeg sidste sommer på vej hjem fra sommerferie i Schweiz havde punget ud for et kort over Oldenburg på en tysk tankstation, behøvede jeg ingen spydige bemærkninger fra nogen venner for at nå frem til en erkendelse af, at det måske var på tide fremover at investere i noget andet. For eksempel deodoranter, der rent faktisk gør en forskel, eller tøj til mere end kr. 99,95.

Alligevel er det min søsters røde Y-jakke, som jeg har på lige nu. Alle de stilfulde drenge derhjemme, anført af Kim, har den noget mere maskuline sorte. Men jeg har stadig aldrig selv brugt en eneste krone på tøj. Så under jakken har jeg en spraglet, men behagelig sweater på, som jeg ved, at i hvert fald én af pigerne fra klassen finder direkte afskyelig. Det har hun uden omsvøb fortalt mig, og jeg formoder, at hun udtalte sig på det tavse flertals vegne.

Heldigvis er det svært at begå de helt store fejl i valg af jeans og basketstøvler. Her føler jeg mig o.k. tilpas. Men håret er en udfordring, tænker jeg, da mit spejlbillede dukker op i den modsatte rude i kupeen, efter at vi har forladt lysene på Tower Hill Station, og der nu kun er lamper indenfor i vognen. Jeg lader stadig min mor klippe det, ligesom jeg lader hende købe mit tøj, og hun er ikke særlig modtagelig over for mit ønske om kortere hår i siderne og længere i nakken.

Problemet med siderne løser jeg ved hver morgen at lime håret fast til siderne af mit hoved med en håndfuld af min søsters stinkende, violette gelé, som det også er lykkedes mig at smugle med til London. Men resten er noget rod. Det ligner et mindre, loddent pattedyr, nok mest en gnaver, der har lagt sig til at dø på min isse. Og i mine armhuler gør Jockey-spraydåsen fra Brugsen ikke den store gavn. Suk. Der er meget, jeg er nødt til at gøre anderledes. Men i det mindste er det sgu sejt at se sig selv sidde her i vognen, mens den rumler afsted under en af verdens største byer.

Vi er nået til Bromley-by-Bow. Ét stop mere, og vi er ved West Ham. Navnet på en fodboldklub hjælper også på mit humør. Svend Gehrs was also here. Jeg står af, stiger op fra undergrunden og giver mig til at lede efter deres stadion, som kortet desværre ikke kan hjælpe mig med.

Jeg har to flugtveje, når spejlbilledet derhjemme er blevet for grimt; når Nørre har skældt for meget ud; når endnu en af mine flammer har valgt Kim – musik og fodbold. Musikken finder jeg på mit værelse med anlæggets volumenknap vredet helt rundt, så min mor, far eller storesøster ofte braser ind og vil have mig til at skrue ned, fordi de kan høre det helt nede i den anden ende af huset, selv om jeg har høretelefoner på.

Der har i mange år været heavy metal på det anlæg, men lige for tiden forsøger jeg at nøjes med rockmusik. Der er lidt for meget Oldenburg-kort over metal. Der er i hvert fald ingen andre i min årgang, der hører det. I stedet har jeg mixet et bånd med Bon Jovi, Pretty Maids, Gary Moore og Alice Cooper som sætliste til sidste skoledag, hvor jeg skal fremføre en koncert på scenen i hallen for hele Skovbyskolen med mit band. Problemet er bare, at jeg ikke har noget band og i øvrigt heller ikke kan spille nogen instrumenter, bortset fra ‘An der schönen blauen Donau' på klaver. Samt at pigernes hysteriske skrig, jubelbrølene fra den tætpakkede sal, tilbedelsen fra alle i min hverdag og koncerten som sådan bare er en fantasi. Som så meget andet.

Fodboldflugten går til de engelske kampe i Tipslørdag, selv om Serie A på TV 2 søndag eftermiddag egentlig byder på bedre bold og bedre stemning. Hele ugen sigter mod lørdag kl. 16. Selv fredagens fester handler bare om at fordrive ventetiden. Og det er lige meget, hvem der spiller. Om det er altdominerende Liverpool, røvkedelige Arsenal, udsultede Manchester United, nuttede Wimbledon, Coventry med de sjældne siddepladser bag mål, de spændende oprykkere fra Leeds eller Lars Elstrups Luton.

Det starter for alvor lørdag morgen. Nørre og jeg mødes på vores cykler ude på vejen, min sportstaske omhyggeligt anbragt på bagagebæreren, hans skødesløst slynget hen over ryggen. Han er vild og temperamentsfuld, og han ser så sydlandsk ud, at den lokale landsbyracist en ellers fredelig eftermiddag sidste forår på boldbanen ved Brugsen truede med at slå ham ihjel.

“Jeg hader perkere!” råbte den vrede, knivviftende arier, hvorpå Nørre væltede hans verdensbillede omkuld ved at bekendtgøre, at hans mor faktisk hedder Ulla og hans far Mogens.

“Jeg er lige så dansk som dig,” argumenterede han roligt.

Men normalt er han ikke rolig. Han taler højt, råber, når han er vred, smider med sine sko, når han laver en fejl på banen. Han kan ikke deltage i noget uden at ville vinde for enhver pris, og når det ikke lykkes, ryger der ting rundt i luften. Da han stadig gik på skolen, smadrede han en dag gymnastiklærerens badmintonketsjer i raseri. Læreren var holdleder på badmintonlandsholdet, og ketsjeren var ikke lige sådan en, der var købt nede i Ea Sport i Galten.

Efter at han startede i gymnasiet, er han tit ekstra irritabel lørdag morgen, fordi de drikker igennem om fredagen. Hans sorte hår hænger ned over panden og de søvndrukne, dunkle øjne, og jeg bliver med det samme bange for at sige noget forkert. Men så kommer jeg i tanke om, at dét her også for ham er den bedste stund på ugen, og at vi måske i dag kan komme til at heppe på det samme hold. Vi har det hele foran os: halvanden times indendørs fodbold, så en tur over til bageren og købe træstammer, og så tilbage i hallen og se juniorerne spille, mens vi snakker om damer og om, hvem der var sammen med hvem til hvilken fest i aftes – et samtaleemne, der i øvrigt med deprimerende sikkerhed handler om alle andre end mig.

Hvis vejret er godt, flytter vi nogle gange spillet udendørs bagefter og dræber et par ekstra timer, inden Tommy Troelsen fyrer den første vidunderligt dårlige vittighed af kl. 15 på mit 14-tommers SHARP-tv. Midt på vinteren sænker mørket sig udenfor allerede, mens den første time forløber med skisport fra udlandet og halsport fra Danmark. Og så, lidt i fire, er Svend Gehrs eller Niels Chr. Niels-Christiansen klar fra England.

Uanset om det bare er mig og Nørre, eller om Kim eller Bjørn også er med, er vi i hvert fald de næste to timer som regel verdens bedste venner. Ingen spydigheder fra Kim, ingen drillerier fra Bjørn og ingen raseriudbrud fra Nørre – kun påtaget jubel, når der bliver scoret mod mit udkårne hold på dagen. Lørdag eftermiddag er det tidspunkt, hvor jeg tvivler mindst på, om jeg er god nok. Efter at vi fik videomaskine forrige efterår, er jeg begyndt at optage alle de scoringer, jeg kan komme til. Jeg er allerede oppe på syv VHS-bånd, og de mange mål bliver ved med at have den samme effekt, uanset hvornår på ugen jeg sætter dem på. Det er som at tage beroligende medicin.

Jeg finder ikke Upton Park. Men det vigtigste er, at jeg nåede herud. “Jeg tog alene ud til West Ham,” vil jeg fortælle dem derhjemme. Kim vil sige “Nå” på en oprigtigt interesseret måde. Og for en gangs skyld vil Nørre måske betragte mig som andet end en tøsedreng.

Der er gået halvanden time. Det er tid til at vende om. Tilbage på hotellet finder jeg Peter i et opholdsrum ved siden af receptionen. Der er både et fjernsyn og en bogreol, men det er jukeboksen, han har sat i gang.

“Hvad hører du?” spørger jeg og synker ned i en stol så dyb, at det føles, som om min røv hænger lige over Piccadilly Line. Jeg kan mærke trætheden dunke under den døde gnaver. Indre billeder fra gårsdagens og nattens rejse maler sig selv på indersiden af mine øjenlåg: vores fodboldkamp med en tom øldåse på en rasteplads ved Bremen, de endeløse, skærende lamperæk- ker langs de hollandske motorveje, Rotterdams flammende raffinaderier, den vuggende søvn på færgen fra Hoek til Harwich.

“Noget gammelt Queen. Der er ikke rigtig noget nyt,” svarer han på sin sønderjyske dialekt, der lyder, som om han altid tager en lille smule pis på mig. Både han og hans to storebrødre har lært mig meget om musik. De har lært mig at identificere bassen i et nummer ved at spille Kim Wildes ‘Love Blonde' for mig. Og den ældste har en elektrisk guitar, som han indimellem lader mig prøve, når vi besøger dem i Sønderborg. Men de kan ikke sige noget til mig, uden at jeg mistænker dem for at fnise ad mig bag min ryg. Jeg er faktisk stadig i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er bass med i ‘Love Blonde'. Men de skælder mig i det mindste aldrig ud.

“Kan jeg vælge den næste?” spørger jeg, mens jeg allerede bladrer igennem udvalget. Det er lutter vinylsingler. Der er in- gen heavy metal, men til gengæld er det gratis. Og pludselig er der en fuldtræffer.

“Tjek den her ud.”

Jeg trykker play. Et symfoniorkester spiller ‘An der schönen blauen Donau'. Min mor ville være stolt af mit valg. Men så afbryder den uforsonende lyd af en trykknaptelefon strygerharmonien, og hårde, elektriske trommer sætter østrigske Falco i gang med ‘Vienna Calling'.

“Den er da noget gammel, hva'?” konstaterer Peter.

“Sgu da ikke ældre end det, du sad og hørte,” griner jeg.

Jeg ved, at den er fra 1985 eller 1986. Jeg kan mærke på et
nummer, når det er fra midtfirserne. For det gør mig altid glad. Specielt når der er et element af Italo-synthesizer inde over. Det minder mig om barndom, kør-selv-ferier i Italien og en tid, hvor jeg ikke følte mig så forkert. Og hvor det var Argentina og ikke Vesttyskland, der var verdensmestre. Jeg når at høre den to gange, inden vores mødre dukker op. Deres stemmer tripper frem fra receptionen lang tid før deres fødder.

“Skruer du ikke lige ned, Thomas? Der bor altså også andre her på hotellet,” lyder det forudsigeligt fra min mor. Vi har ellers ikke set en eneste anden gæst her endnu.

Men da vi kommer tilbage efter en solid omgang indisk buffet i nabogaden, er hotellet som forandret. Der er latter, højlydt snak og tilløb til fællessang. Væggene i receptionen er dækket med irske flag. Der stinker af sved og cigaretrøg. Så kommer jeg i tanke om, at der er England-Irland på Wembley i aften. EM-kvalifikation.

Man kan diskutere, hvor megen substans der er i vores mød- res talestrøm, men når det handler om at skabe kontakt, og specielt til irere, er ævl en effektiv brobygger. Min mor og min moster har allerede taget plads ved et bord med to mænd i fyrrerne, inden Peter og jeg så meget som har spottet, at der var tomme stole.

“What's the craic, ladies?”

Den ene ser sydeuropæisk ud med mørkt hår og overskæg. Det er Nørre om et kvart århundrede, bortset fra det høje humør. Den anden kunne være englænder med gråt hår og bleg hud, men det ville han nok ikke bryde sig om at få at vide. De er begge klædt i lyse skjorter, slips og 30 centimeter høje hatte i hjemlandets farver.

“How goes the battle, boys? Fancy a drink?”

Peter og jeg kigger spørgende på vores mødre.

“I skal da bare sige ja, hvis I har lyst til en øl,” siger min mor.

“Ja, I skal da bare sige ja,” kvidrer min moster smilende.

Hendes sønderjysk er knap så drillende som sønnernes. Hun lyder altid, som om hun er i overdådigt humør, og alting kan lade sig gøre.

Vi sætter os ned. Mick og Des, hedder de. Jeg er ikke helt på hjemmebane med sproget endnu. Ved terminsprøven for et par måneder siden fik jeg godt nok 9 i skriftlig engelsk, men jeg har svært ved at få det til at hænge sammen mundtligt.

“Where in Ireland are you from?” forsøger jeg mig og håber på, at de ikke er fra det vestlige Irland. Det vil gøre det her en smule sværere at fortælle om til Kim og Bjørn.

“Dublin, son,” svarer sydeuropæeren med dybt, dansk u.

Jeg er glad for, at de har pyntet sig selv og receptionen med grønt, hvidt og orange, for jeg ville ikke have fanget deres dialekt. For et år siden, på skitur i Norge med 8. klasse, gik jeg over til et bord fyldt med engelsktalende mænd og fortalte dem om lodtrækningen til Englands EM-kvalifikationsgruppe. En af dem kvitterede ved at vende sig om og med underspillet foragt spørge, hvem Skotland havde trukket.

“Excuse me. Where did you say that you are from?” spørger min mor. Jeg bliver altid stolt af hende, når hun taler tysk, som hun underviser i. På engelsk er vi mere jævnbyrdige. Og jeg har modsat hende faktisk fanget, at de er fra hovedstaden.

“Dublin. Capital of Ireland. Lots of people don't know it,” svarer Mick høfligt, inden han og Des bryder ud i skraldende latter. Det samme gør vi. Min mor er god til at grine ad sig selv. Jeg ville ønske, at jeg havde arvet den egenskab fra hende.

En tjener kommer med seks store glas øl. To af dem er uden håndtag og ligner missiler til indvortes brug. Jeg bliver nervøs og rækker ud efter den beroligende hank på et af de andre. De minder mig mere om noget, som jeg kender, men er sta- dig ubehageligt store. Det er svært nok for mig at drikke en 33 cl flaskeøl. Jeg kan faktisk overhovedet ikke lide øl. Min mor foreslog tidligere på vinteren, at jeg kunne få nogle tomme dåser med til festerne og bare lade som om, jeg drak. Hun har afkodet, at der er et vist gruppepres under opsejling hjemme i Skovby.

Nu sidder jeg så med noget, irerne kalder en pint i et glas, hvor ethvert levn vil blive afsløret. Heldigvis ser Peter også betuttet ud, selv om han er et år ældre end mig. Han nyder måske heller ikke festerne derhjemme.

Snakken drejer sig hurtigt og naturligt ind på formålet med deres ophold: fodbold. Nu kører det. Jeg husker alle detaljer fra det irske landsholds pludselige opstigning til den europæiske elite i løbet af de seneste fem år: Ray Houghtons hovedstødsmål, der fældede arvefjenden England i Stuttgart under EM 1988, Ronnie Whelans væltespark mod Sovjetunionen i Hannover i samme turnering, Kevin Sheedys hammer af en udligning mod englænderne ved VM sidste sommer og David O'Learys afgørende straffespark mod Rumænien, der sendte Irland i kvartfinalen mod værtsnationen Italien.

Mick og Des var til alle kampene. Og de forudser, at kampen i aften bliver lige så stor. De skal op mod de engelske naboer, der hærgede deres hjemland i århundreder, inden de trak sig ud i røgskyerne fra IRA's bomber og attentater og efterlod en ø delt i to i evig konflikt med sig selv og den tidligere overherre. På vej herover fortalte min mor, at der for kun en måned siden blev dræbt én og såret 38, da IRA detonerede en sprængladning på Victoria Station få stop nede ad District Line, og at de et par uger forinden forsøgte at dræbe premierminister John Major med fire granater i hans baghave. Akkurat som opgørene i Stuttgart og sidste sommer i Cagliari er det altså et højbetændt møde, ladet med politiske undertoner.

Men det helt store, fortæller Mick og Des, er, at kampen skal spilles på Wembley. Hvor Bobby Moore hævede VM-pokalen i 1966. Hvor de kongelige hvert år i maj uddeler verdens ældste klubtrofæ, The FA Cup, 39 trappetrin over the hallowed turf, den hellige bane. Wembley, hvor Irland aldrig har vundet.

“Hvis vi slår dem i aften, vil det være den største aften nogensinde for Irland,” siger Des. Jeg kigger på mit ølglas. Det er tomt. Jeg giver mig selv et mentalt klap på skulderen.

“I skulle tage og komme med os derud,” foreslår Mick, nu kun henvendt til min fætter og mig.

“I kan sikkert godt få fat i en billet derude. Jeg kan også lige låne telefonen i receptionen og ringe rundt til nogle af de andre, der er med herovre. Jeg har nogle numre på deres hoteller. Og det kunne jo være, at nogle af dem allerede har fået for mange pints,” siger han uden at grine.

Han rejser sig. Jeg kigger på Peter og så på vores mødre. De griner heller ikke længere.

“Jeg kunne virkelig godt tænke mig at komme med. Det er verdens mest berømte stadion, og det er åbenbart en kæmpe kamp,” lægger jeg ud.

“Jeg ved godt nok ikke, Thomas.”

“Tror du, at det er noget for dig, Peter?” spørger min moster.

Hun er lidt i klemme, for ganske vist er Peter et år ældre end mig, men hvis han får lov, bliver min mor også nødt til at give mig lov.

“Det kunne da være meget sjovt. De gør jo ikke noget, dem her,” svarer han.

Des smiler imødekommende, som om han forstår, hvad vi siger.

“Okay,” siger min mor. “Hvis I kan få nogle billetter, så I kan stå sammen med dem, må du gerne tage med.”

Min puls stiger, og Jockey-deodoranten får en smule vanskeligere ved at gøre sit i forvejen utaknemmelige arbejde.

“Sejt!”

Mick kommer tilbage.

“Nu skal I høre. Jeg kan godt skaffe jer to billetter. Men de
koster altså 70 pund stykket. Og så er det sammen med de engelske fans. Nogle, jeg kender, har købt billetter til det forkerte afsnit, og de vil gerne af med dem igen.”

Allerede ved tallet 70 ved jeg, at chancen er forpasset.

“Det synes jeg ikke lyder som en særlig god idé. Så er det bedre, at vi tager en tur derud i morgen og får en rundvisning, hvis du meget gerne vil se det stadion,” siger min mor forsigtigt. Mit hjerte synker ned på sin vante plads igen. Jeg ved, at hun har ret. Jeg har heller ikke selv lyst til at stå mellem 70.000 hooligans, der vil have hævn for bomberne. Men hvor kunne det have været stort at tage med Mick og Des derud. Jeg har aldrig været på andre stadioner end Aarhus Stadion. England-Irland på Wembley. Det ville alle sgu gerne have hørt om på tirsdag i 9. klassernes alrum i lilla blok på Skovbyskolen. For en gangs skyld ville jeg have været interessant uden at være den mindste smule underlig.

London Underground er ikke så fascinerende som i går. Når man først én gang har gjort noget helt uden sine forældre, bliver det aldrig igen sejt at gøre det sammen med dem. Lugten fra dybet giver hovedpine, bremseklodserne skærer i trommehinden, og der er alt for mange mennesker på alt for lidt plads.

Jeg er irriteret. Irland og deres tusindvis af fans havde en stor aften på Wembley i går, hvor de fik 1-1 og var klart bedst. Foran fjernsynet i jukeboksrummet havde Peter og jeg siddet med en klar fornemmelse af at gå glip af en oplevelse for livet. Specielt da Niall Quinn sneg sig bag om den engelske forsvarslinje og snittede udligningen ind bag David Seaman.

Det er ikke noget, vi sidder og snakker om. Men vores mødre kan godt regne det ud. Ellers ville de ikke sidde her med os på Circle Line mod uret på vej til et fodboldstadion.

På Baker Street skifter vi over på Metropolitan Line mod Uxbridge. Ved Finchley Road bliver underground til overground. Omkring os flader Londons nordvestlige forstæder ud. Formiddagens solskin afslører fodboldens efterladenskaber på de forbisusende stationer: tomme ølflasker, dåser og chipsposer.

Jeg bliver næsten altid inviteret med til festerne derhjemme, fordi jeg er en god brobygger mellem pigerne og mine fodboldkammerater, men nu begynder jeg at forstå, hvordan Nørre har det, når han ikke har været med. På Wembley Park står vi af. For enden af en lang, fuldstændig snorlige og jævnt opstigende vej ser vi stadion: de to hvide tårne på hver deres side af rampen, der hæver vejen det sidste stykke op.

De mange eksotiske vinduesbuer over hovedindgangen, der giver bygningen et arabisk touch. Flagene, der blafrer fra taget, Union Jack øverst af alle fra toppen af det højre tvillingetårn. Og floder af affald, som er ved at blive fejet sammen til et ocean.
Snakken går mellem søstrene, mens vi traver op mod arenaen. Peter og jeg går tavst på hver side af dem. Det er svært at komme til, men jeg har heller ikke så meget at sige. Jeg kan ikke sætte ord på, hvordan jeg har det. Jeg er glad for at se Wembley, sært opmuntret ved tanken om, at lige dér, inde bag muren, indtraf så mange af de øjeblikke, jeg gemmer derhjemme på videobånd: Allan Simonsens straffespark i 1983, Norman Whitesides curler for Manchester United mod Everton i FA Cup-finalen i 1985, Keith Houchens flyvende hovedstød i Coventrys chokerende triumf to år senere, de jublende baneinvasioner forrige år, da Liverpool og Everton spillede uden hegn rundt om banen få uger efter Hillsborough-katastrofen oppe i Sheffield. Niall Quinns udligning i aftes. Suk.

Fortrydelsen skyller ind over mig og tager mig med. Vi skulle ikke være taget herud i dag. Det er ydmygende at blive trøstet på denne måde af min mor. At skulle nøjes. Sådan har det været hele mit liv:

Nej, Thomas. Den er for dyr. Men den dér er på tilbud.

Thomas, du kan ikke spille angriber. Men vi mangler en venstre back. I virkeligheden ser du ikke godt ud, og du kan ikke spille guitar. Men tag nogle høretelefoner på, så kan du få lov til at forestille dig, hvordan det er at være populær.

Der er ingen rundvisning i dag, finder vi ud af. Der var jo kamp i aftes, forklarer en af gadefejerne foran indgangen. Det gør ingen forskel for mig. Skaden er sket.

Fra toppen af trapperne foran Wembley Park Station vender jeg mig om og kaster et sidste blik op mod fodboldkatedralen. En dag bliver det min tur, tænker jeg. En dag vil jeg stå her igen. Med mine bedste venner. Måske endda med en kæreste, når pigerne en dag opdager, at mine venner rent faktisk er begyndt at respektere mig. Med en billet til den store fest.

“Mind the gap,” skratter en højttaler i det fjerne.

Bare rolig. Lige nu har jeg slet ikke øje for andet end tomheden.
Men i toget tilbage mod Baker Street opdager jeg igen mig selv i ruden. Stadig med mit kiksede hår, min søsters jakke og hængende mundvige. Men der er noget i mit blik, som jeg ikke kunne se i går i undergrunden. Noget fast, noget beslutsomt, noget uvant: et løfte til mig selv.



Bogen er udgivet af People'sPress. Den er 253 sider og koster 199,95 kroner.



Podcast

Podcast - Landsholdskonflikt

Podcast - Status efter sommeren 2018

Podcast - 10 forudsigelser for 2018/2019

Podcast - United, Jose og klasse-mangel

Podcast - N'Doye, Kabongo og Superliga

Podcast - Ronaldo, Lemar og Hazard

Podcast - Den kolde langside

Podcast - det smukke spil/store følelser

Podcast - VM, krig og kokain

Podcast - Delaney's skifte til Dortmund

Podcast - VM-optakt del 2

Podcast - VM optakt del 1

Podcast - mesterskabskampen

Magasin-artikler
Europa League – hold øje med
Redaktionen på Indkast.dk har fundet nogle spændende spillere at kigge på "om torsdagen"...
Marc Bartra – Real Betis
Den tidligere Barcelona-spiller er tilbage i Spanien efter en meget skadesplaget periode hos Dortmund. Kan forsvarsspilleren løfte Real Betis?


Amadou Haidara – Red Bull Salzburg
Er blevet omtalt som ”den næste Naby Keita”. Tottenham og Chelsea har indledt jagten på den 20-årige hårdtarbejdende midtbanespiller fra Mali. Haidara har kontrakt med østrigerne de næste fire år, men måske kan han bruge Europa League som udstillingsvindue til at komme til en af de største europæiske klubber.


Viktor Claesson – Krasnodar
Den svenske kantspiller eller offensive midtbanespiller er slået helt igennem i Rusland, efter han forlod Elfsborg i 2015. Han blev i sidste sæson kåret til den bedste spiller i Krasnodar.


Dimitri Payet – Marseille
Den elegante midtbanespiller kan blive en af de allerstørste spillere i denne Europa League-sæson. Hans elegante spillestil skal nok komme til sin ret ”om torsdagen”.


Julian Brandt - Bayer Leverkusen
Det er ganske rart, at ikke alle tyske talenter ender hos Bayern München. Den venstre kantspiller har flere gange afvist de sydtyske giganter, så nu kan vi andre glædes over ham i Europa League.


Alessio Romagnoli – Milan
Blev hentet hos Roma i 2015 og har taget Milano med storm. Her bliver han sammenlignet med klublegenden og den nyslåede leder Paolo Maldini. Den kølige måde at føre bolden frem og bevare roen er varemærker for begge spillere.


Lucas Torreira – Arsenal
I mangel på spilletid i Premier League kan den 22-årige defensive midtbanespiller fra Uruguay måske få en masse spilletid i Europa League og vise nogle af de gode takter, som han også viste under VM.


Andreas Christensen – Chelsea
Kunne man forestille sig, at den danske VM-spiller ville få lidt spilletid for London-klubben af samme årsag som Torreira?


Sergej Milinković-Savić - Lazio
På trods af tilbud fra mere prominente adresser, er den høje serber blevet i Lazio. Han er 23 år, og står på tærsklen til sit helt store internationale gennembrud.


Callum Hudson-Odoi - Chelsea
Måske bliver det til spilletid for den 17-årige englænder i Europa League. Så enormt spændende ud i optakten til sæsonen, og Sarri har valgt ikke at sende ham ud på lån. Hurtig og udfordrende. Den engelske Mbappe?


Steven Gerrard - Rangers
Liverpool-legenden har overtaget trænerposten i Rangers. Relativt uprøvet og Europa League i første sæson. Bliver det Zidane eller Neville?


Sander Berge - Genk
Vi fik et lille indblik i, hvad den 20-årige nordmand kan, da Genk ekspederede Brøndby ud. Spiller med stor autoritet og ro på trods af sin unge alder.


Ismaila Sarr - Stade Rennais
Den lynhurtige senegaleser har allerede repræsenteret sit land 17 gange i en alder af 20 år. Har mange af de samme færdigheder som landsmanden Sadio Mané.
Læs hele artiklen
Bari – Passionen skal bestå
Denne sommer blev Bari erklæret konkurs eftersom, at klubben ikke kunne finansiere deltagelse i Serie B.
Mange triste Bari-tilhængere har efter, at det blev officielt, at klubben i denne sæson spiller Serie D-fodbold lagt videoer og billeder op på sociale medier med tårer i øjnene. Mange tilhængere mente, at det var utænkeligt, at den skæbne der har ramt 153 italienske klubber siden 2003, også kunne ramme deres klub. Nemlig en konkurs.

I 2014 solgte Matarrese-familien klubben efter tre generationer som ejere af Apuliens stolteste fodboldklub. En af dem der investerede penge i klubben, var tidligere dommer Gianluca Paparesta. Han investerede over 30 mio. kroner i klubben. Paparesta kommer selv fra byen, så han ved om nogen, hvor meget stoltheden omkring klubben betyder for byens folk i det fattige Syditalien. I 2016 kunne Paparesta så løfte sløret for en rig investor, der var klar til at hjælpe Bari tilbage til Serie A. Den malaysiske rigmand Noordin Ahmad overtog 50% af klubben samtidig med, at den tidligere medejer Cosmo Giancaspro blev sat ind som ny præsident. Overtagelsen betød, at Paparesta beholdt sin andel og Giancaspro havde fuld kontrol over klubben efter, at den malaysiske investor forsvandt.

Det blev det negative vendepunkt for traditionsklubben i syd. Atmosfæren skiftede omkring klubben. Et forslag omkring stadion-renovationer blev skudt ned, da Bari-borgmester Antonio Decaro ikke ønskede at bruge skattepengene på renoveringen. Allerede på dette tidspunkt var der lavvande i klubkassen. Klubben blev tilbudt at lave en langsigtet handleplan på renoveringen, men med mangel på økonomiske midler måtte planen lægges til side, og Baris hjemmebane San Nicola, også kaldet ”Spaceship”, der kan huse tredje flest tilskuere i landet, kun overgået af Stadio Olimpico i Rom og San Siro i Milano, måtte stå hen og forblev i dårlig tilstand, ligesom Baris økonomi. Man vil måske fristes til at spørge, hvorfor Baris hjemmebane har så stor kapacitet sammenlignet med andre hjemmebaner rundt om i Italien. Grunden til størrelsen er, at man i forbindelse med VM-slutrunden i 1990 i Italien var nødt til at kunne huse flere tilskuere. Derfor var Bari blandt de udvalgte byer til de dengang nye super-arenaer sammen med blandt andre Milano og Torino. Efter slutrunden havde klubben dog svært ved at fylde den store hjemmebane, en skæbne der også overgik Juventus og deres ikoniske hjemmebane Delle Alpi i Torino. Delle Alpi blev for år siden erstattet af Juventus Stadium, hvor der er plads til væsentligt færre, men en hjemmebane som klubben kan fylde.

I 2014 spillede Bari Serie B-playoff mod Latina, og i den anledning var der 50.000 mennesker på stadion. I 2016 da klubben spillede om oprykning til Serie A mod Novara kunne man kun lokke 20.000 mennesker på stadion. Efter kampen mod Novara fortalte byens borgmester til et italiensk medie:

- En dag af nederlag, som brænder tusinde gange mere end et nederlag på banen.

I januar 2018 begyndte der stille og roligt at florere rygter omkring, at lønningerne i klubben ikke blev betalt, og i marts blev det så officielt, at klubben har en gæld på 199 mio. kroner, og med ingen mulige midler eller investorer til at gribe klubben, var der kun et håb. Oprykning. Klubben var tidligere på sæsonen blevet fratrukket to point, da klubbens økonomiske problemer ikke blev overset af det italienske fodboldforbund (FIGC). Det betød, at klubben fik en hårdere modstander i form af Cittadella i kvartfinalen i oprykningsspillet. Klubben røg ud af oprykningsspillet til netop Cittadella, og fra den dag i start juni kunne Bari-tilhængerne blot holde vejret og håbe på et økonomisk mirakel. Samme måned blev hjemmebanens vand lukket, da man havde ubetalte vandregninger på 45.000 kroner. Samtidig skulle klubben finde over 30 mio. kroner til ubetalte lønninger og registrering til Serie B-sæsonen 2018/2019.

Bari var mere presset end nogensinde før, rent økonomiske, og klubben gik på jagt efter en kapitalindsprøjtning fra en ny ejer. Den Syditalienske klub var i samtaler med Leeds United-ejeren Andrea Radrizzani, men det hele kollapsede. Samtidig blev ejeren Giancaspro undersøgt for økonomiske uregelmæssigheder. Undersøgelserne betød, at Giancaspro forlod klubben, som nu stod uden ejer og i dyb gæld.

I juli måned stillede byens borgmester Decaro sig op og talte til klubben og byen. 4000 tilhængere mødte op på Baris gamle hjemmebane Stadio della Vittoria, der er væsentligt mindre end San Nicola, for at høre ordene. Borgmesteren fortalte til de fremmødte, at han ville kæmpe for at klubben ikke blev tvangsnedrykket til Serie D, men blot Serie C på baggrund af Baris sportslige kulturarv. Det blev dog ikke aktuelt for den apuliske stolthed. Flere tilhængere har efterfølgende udtrykt deres skuffelse og vrede over den dårlige ledelse, de mener klubben har været under. En enkel tilhænger beskriver, at en klub der kan sende 50.000 mennesker til en playoff-kamp fortjener bedre ledelse, end tilfældet har været.

En livslang Bari-tilhænger ved navn Alfred Ricci fortæller til The Guardian:

- Når du slår hanen (klubbens logo, red) ihjel, når du skærer hovedet af den, lever den videre et stykke tid. Bari dør aldrig. Menneskerne i Bari dør aldrig. Genopstandelsen starter fra Serie D. Vi vil være der med vores tørklæder, syngende, hyldende, i dag, i går og for evigt de hvide og røde farver.

Bari vil selvfølgelig kigge på de modeller, både Napoli og Fiorentina har gjort brug af, efter de blev erklæret konkurs. Begge hold er nu etablerede tophold i Serie A. Det er en langsigtet plan, men en økonomisk sikker plan.

I fremtiden vil der altså for Bari være nye spillere, en ny hjemmebane, nye ejere og nye modstandere. Men ånden, passionen og drømmen om toppen af italiensk fodbold lever videre i havnebyen, der ligger på hælen i støvle-landet.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Luka Modrić – Verdens bedste
Den lille ”10'er” blev den største… efter en meget trist opvækst.
Efter godt 80 minutters spil af gruppekampen til VM2018 mellem Kroatien og Argentina var sydamerikanerne voldsomt pressede til at score et mål, da modstanderen Luka Modrić modtog bolden et par meter udenfor målfeltet.

Kroatien førte på daværende tidspunkt med 1-0, så Argentina havde brug for et mål. Men i stedet for Lionel Messi blev det en anden anfører på 171 cm med 10-tallet på ryggen, der drev gæk med et par modstandere, inden han flot scorede til... ikke 1-1 men 2-0. Total ydmygelse af Argentina… manden med 10-tallet var Luka Modrić.

Efterfølgende blev Modrić kåret til turneringens bedste spiller, og den 24. september 2018 vil han nok heller aldrig glemme, for her blev han kåret til ”Verdens bedste fodboldspiller”. I takketalen sendte han en særlig tak til den tidligere kroatiske landsholdsanfører Zvonimir Boban og 1998-landsholdet, der vandt VM-bronze i Frankrig. Dengang var Modrić en knægt på et dusin år. Indkast.dk har kigget nærmere på ham.


Soldater-penge startede karrieren
Modrić blev født i 1985 i Jugoslavien. Hans barndom faldt sammen med den kroatiske uafhængighedskrig, og som seks-årig blev hele familien nødt til at flygte fra hjemmet. Han boede med sin familie på et hotel, men begyndte at spille fodbold. Da hans far kom hjem fra hæren, brugte han de få penge familien havde, på at melde Luka ind i det lokale sportsakademi.

Herefter skrev han en kontrakt med Dinamo Zagreb som 17-årig i 2002. Efter en sæson med Zagrebs ungdomshold, blev han lejet ud til den bosniske klub Zrinjski Mostar. Mens han spillede her, blev han kåret til ”Årets Spiller” i ligaen - alder kun 18 år. Ligaen er kendt for at være hård og fysisk, og det var her hans alsidige spillestil, begyndte at udvikle sig.

Året efter blev han igen lånt ud. Denne gang til Inter Zapresic i Kroatien. Han hjalp dem til en andenplads i ligaen, og til en billet til UEFA Cup-kvalifikation. Han blev derudover kåret til ”Årets Unge Fodboldhåb”, og så var det slut med at blive lånt ud.


28 point ned til nr. 2
I 2005 vendte han tilbage til Dinamo Zagreb, og hans indflydelse her er ikke til at tage fejl af. Han spillede 112 kampe mellem 2005 og 2008, og alle tre år vandt holdet den kroatiske liga samt to pokalturneringer. I 2008 vandt de endda med 28 point ned til nummer to!

Modric hjalp desuden holdet til at spille sig i gruppespillet i UEFA-cuppen i 2007, hvor de dog ikke kom videre fra. I hans sidste hjemmekamp for Dinamo Zagreb modtog han stående bifald, og fansene holdt bannere med støttende meddelelser.

2008 var året hvor en af hans drømme kom til virkelighed, nemlig at komme til at spille i Premier League. Tottenham havde sprængt transferbudgettet for at få råd til den lille kroat. Omkring 150 millioner danske kroner kostede han for Juande Ramos, men han brugte Modrić noget overraskende på den defensiv midtbane, og fik derfor ikke det optimale ud af ham. Med Harry Redknapps ankomst blev Modrić rykket længere frem og spillede på sin mere vante offensive midtbaneplads.

Sæsonen efter, altså i 2009-10, lykkedes det "Spurs" at spille sig til en fjerdeplads i Premier League, og derved sikre sig adgang til kvalifikationen til Champions League. Holdet begyndte at blive bygget op omkring Modrić, og det gav resultater. På trods af at han sad ude i fire måneder med et brækket ben var hans indflydelse enorm. Tottenham gav ham en ny seksårig kontrakt i slutningen af sæsonen.

I 2010-2011 sæsonen skulle han for første gang spille Champions League. Selvom Gareth Bale stjal meget af rampelyset, vil man vide, at Modrić havde en finger med i spillet ved størstedelen af Tottenhams chancer. Det lykkedes Tottenham at spille sig helt til ottendedelsfinalen, hvor de dog måtte se sig slået af et stærkt Real Madrid-hold.


Masser af pokaler i Real Madrid
Kort tid efter skiftede Modrić til netop Real Madrid for godt 300 millioner kroner. Trods den store indkøbssum fik Modrić i begyndelsen ikke meget spilletid, da den centrale midtbane for ”Konge-klubben” blev varetaget af Xabi Alonso, Sami Khedira og Mesut Özil.

Sidenhen har Modrić dog ikke kigget sig tilbage, og han har vundet en plads i Real Madrids startopstilling samt et hav af trofæer. Blandt andet fire Champions League-pokaler af de sidste fem. Perioden i Real Madrid har ellers været præget af mange trænere blandt andet Jose Mourinho, Carlo Ancelotti, Rafael Benitez og Zinedine Zidane.

Store personligheder som har det tilfælles, at de alle var begejstrede for deres kroatiske midtbanespiller, og da James Rodríguez smuttede til Bayern München, fik Modrić den flotte hvide trøje med ”10-tallet” på ryggen. Samme nummer som Modrić havde på – da han på argentinsk maner scorede til 2-0… foran Lionel Messi, og som sikkert var stærkt medvirkende til at han blev Luka Modrić – Verdens bedste…
Læs hele artiklen
Lucas Andersen – bolddreng for Ronaldo
”Den fortabte søn” er vendt hjem – til Aalborg. Det virker til, at han jagter glæden ved fodbold igen, og den skal nok komme på Hornevej. Sådan virkede det i hvert fald, da Indkast.dk mødte AaB's nye nr. 10.
Blot 16 år og 174 dage var Lucas Andersen, da han i starten af marts 2011 fik debut på AaB's Superligahold. Han blev dermed den yngste spiller nogensinde til at optræde for det nordjyske fodboldflagskib, og den daværende sportsdirektør Lynge Jakobsen omtalte ham straks i positive vendinger. Den folkekære sportsdirektør kaldte ham blandt andet for ”det største salgsobjekt siden Jesper Grønkjær”.

Lucas Andersen blev også – blot lidt mere end et år senere – solgt til Ajax i sommeren 2012, hvor han stødte til en klub med en flok andre danskere. Den 185 cm høje nordjyde bliver også lidt stolt og løfter skuldrene lidt, når han skal huske tilbage på tiden i Amsterdam.

- Da jeg tager til Ajax, er jeg lige blevet 18 år, men jeg træner med førsteholdet. Jeg spiller dog mest kampene på Jong Ajax. I den efterfølgende sæson bliver det til mere spilletid for førsteholdet, og jeg bliver blandt andet indskiftet en del gange, mens jeg den tredje sæson stortset starter inde i hver kamp. Det var virkelig en lærerig periode og helt fantastisk udviklingsmæssigt. Mit nuværende niveau skyldes i høj grad alt det, jeg lærte i Ajax.

- Men desværre får jeg en sygdomsperiode, og i en klub som Ajax så kan man meget let miste sin plads, hvis man er ude af holdet i en periode, og det skete for mig. Derudover havde klubben vundet mesterskabet flere år i træk inden denne sæson, men det gjorde vi ikke i denne. Jeg havde lige forlænget min kontrakt, men PSV blev mestre og sammenlagt kommer jeg ”lidt ud i kulden”. På det tidspunkt ville jeg gerne spille en masse kampe og det kunne de ikke love, så jeg tog på udlån.

Den danske offensive midtbanespiller tog til WillemII, hvor han stortset spillede alle sæsonens kampe, og hans mål var blandt andet meget afgørende for, at klubben ikke rykkede ud.

- Jeg havde en meget vigtig rolle på holdet, og jeg laver blandt andet to hattrick, som er meget afgørende for, at vi ikke rykkede ud. Jeg var glad og fungerede godt på holdet og var meget tilfreds, efter jeg endte med at lave ti mål og seks assists. WillemII er ikke en storklub, og de ville rigtig gerne, at jeg blev i klubben, men træneren røg til Heerenveen, og der skete en masse i klubben. Jeg viste under mit ophold, at jeg havde niveauet til noget større, så jeg ville gerne videre og præstere i en større klub.


Skidt klubhop til Grasshopper
I sommeren 2016 blev knægten, der startede fodboldopdragelsen i Aalborg Freja, solgt til Zürich-klubben Grasshopper, men ”hoppet” til dem blev aldrig helt godt. Den danske kantspiller startede stortset næsten i alle deres kampe, men ansigtsudtrykket på Lucas Andersen ændrer sig, når snakken falder på tiden i Schweiz.

- Grasshopper var et spændende projekt, som der var gigantiske forventninger til. Jeg fik ikke helt indfriet de forventninger, der var til mig, og klubben indfriede heller ikke dem, som jeg havde til den. Det blev sgu lidt… noget rod. Jeg fik lyst til at komme væk, efter jeg havde mistet spilleglæden.

- Jeg vågnede op en dag og havde ikke længere samme lyst til at komme på træningsbanen, så jeg mistede vel glæden ved fodbold, og det ender med at være årsagen til, jeg gerne ville væk. Det virker også til, at klubben gerne ville af med mig, for denne sæson og sommerens træninger viste, at klubben ikke længere ønskede at bruge mig så meget som i de første to sæsoner. Jeg synes simpelthen, at mine rivaler får rigtig, rigtig mange chancer, og jeg kommer slet ikke ind. Jeg tænker ofte: ”hvad fanden foregår der”. Selvom jeg flere gange bliver indskiftet og gør det godt, så starter jeg ude i næste kamp. Jeg har ikke ondt at sige om træneren, men han roste mig ekstremt meget, men jeg spillede bare ikke. Så lysten gik nedad, og jeg begyndte ikke at kunne kende mig selv på banen. Jeg orkede ikke at lave flere klubhop og havde et stort behov for at finde mig selv igen, og det vidste jeg, at jeg kunne i AaB.


En ung mand vender hjem
Grasshopper ejer stadigvæk Lucas Andersen, men meget tyder på, at AaB udløser den købsaftale, som de har med schweizerne efter den etårige lejeaftale, som de har indgået med ”den fortabte søn”. Så efter seks år i udlandet er den unge mand, der lige er fyldt 24 år, vendt tilbage til Limfjordens vande.

Returen til det nordjyske er blevet mødt med stor begejstring, og man kunne næsten mærke på den ellers altid så velovervejede sportsdirektør Allan Gaarde, at noget stort var i støbeskeen, da nordjyderne solgte VM-deltageren Edison Flores og den hårdtarbejdende angriber Jannik Pohl. På det tidspunkt vidste Gaarde godt, at de et par dage senere kunne præsentere Lucas Andersen, og det er også en signing, som træner Morten Wieghorst virker glad for, da Indkast.dk møder ham:

- Lucas er godt nok en god spiller, der kan bruges på mange forskellige positioner. Han er teknisk stærk, og han kan forhåbentlig være med at sætte vores spil op, for selvom han ikke er ret gammel, har han masser af rutine. Han har ofte en vision, som kan løfte holdet, fordi han er så god til at spille i de mellemrum, der er på modstanderens hold. Han har ofte en meget afgørende fod med i målene, men han laver også de 7-8 mål i løbet af sæsonen, som kan blive meget afgørende.

Første mål for anden gang i AaB-trøjen kom i storsejren over Hobro, og efterfølgende løb Lucas Andersen straks ud til de mange udebanefans i lokalopgøret. Det lignede kærlighed ved første blik, for AaB-fansene havde ikke glemt klubbens yngste spiller nogensinde – ligesom han er den yngste danske landsholdspiller nogensinde – men han er også bare en glad dreng, der forlod Aalborg tidligt og kom tilbage for at finde glæde ved fodbold igen. En glæde som han tidligere har vist, da han var bolddreng til AaB's kampe - blandt andet foran mægtige Manchester United.

- Jeg er bolddreng i kampen mellem Manchester United og AaB i Champions League. På daværende tidspunkt spillede jeg på AaB's U/15-hold, men var også bolddreng en gang imellem på stadion. Jeg smuglede min telefon med ind til kampen for at se, om jeg kan tage nogle billede af Ronaldo. Jeg var helt begejstret for at møde ham, men det blev endnu mere fantastik to år senere, for da er det mig, der får lov at spille på banen, beretter nordjyden, inden han med et stort smil slår fast:

- Jeg er på vej imod min bedste fodboldalder, og den skal kickstartes her i Aalborg…

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Bendtner – skal man grine eller græde?
Hvornår stopper det? - har Danmark fået en Paul Gascoigne?
Natten til søndag den 9. september kan meget vel indeholde nogle af de mest afgørende minutter for Nicklas Bendtners liv. For selvom den danske angriber med en fortid i så store fodboldklubber som Arsenal, Juventus og Wolfsburg har oplevet store ting både på klubplan og på landsholdet, så vil hans eftermægle måske komme til at handle om al balladen udenfor banen.

Måske er dette eftermægle ikke så langt væk. For meget peger i retning af, at Nicklas Bendtner var årsagen til, at en taxachauffør brækkede kæben lørdag nat. Selvom den danske fodboldspiller ikke er dømt, så er der efterhånden mange indicier, og anklagemyndigheden har slået fast, at der bliver rejst tiltale imod Bendtner. Ender dette med en dom, har den danske landstræner Åge Hareide allerede slået fast:

– Det er helt utænkeligt, at en dømt voldsmand kan spille på det danske landshold.

Så en straf vil altså med stor sandsynlig sætte en stopper for Bendtners landsholdskarriere, men hvad med klubkarrieren? Næsten komisk er det, at Bendtners norske klub Rosenborg allerede en gang tidligere har haft en vanvittig dansk angriber, der begik en voldelig handling.

Nicki Bille blev sigtet for at bide en kvindelig betjent i armen, men inden dommen blev afsagt, nåede han at spille flere kampe for Rosenborg, og han lavede endda nogle mål – blandt andet i kampen imod Brann få timer efter hændelsen. Men seks dage efter, at Bille fik sin dom for ”Vold imod tjenestemand”, solgte Rosenborg angriberen til Evian.


Hvem vil have en ballademager?
Skulle Bendtner få en dom, kunne en afsked meget vel også blive hændelsesforløbet for Bendtner, der ikke ubetinget er populær i Norge. Den anerkendte fodboldskribent fra Dagbladet – Morten Pedersen – har tidligere slået fast, at Rosenborg ville fremstå bedre, hvis Bendtner ikke var i klubben.

- Nicklas Bendtner har stået øverst på transfer-listen længe. Allerede den 29. maj skrev jeg i disse linjer, at klubben ønskede at planlægge danskerens afsked. Men en skade op til VM satte en stopper for dette. For tiden så tjener Bendtner mere, end han leverer, og han er ikke på Lerkendal i næste sæson. Hvis RBK kommer til at bestemme, er han der heller ikke til efteråret. Nicklas Bendtner gør ikke Rosenborg bedre. Snarere tværtimod. Han bruges som venstrekant til at gøre Birger Meling bedre – ellers så gør Bendtner, som det passer ham.

Disse linjer blev skrevet inden weekendens ballade. Den norske kritik vil i fremtiden blive massiv imod Bendtner, og weekendens episode gør ham næppe lettere at sælge, for hvem vil købe eller overtage den aldrende angriber?

De tidligere klubber – Arsenal, Juventus og Wolfsburg – er nok ikke interesserede, men kunne danskeren måske finde sig til rette i en af de mindre klubber i den næstbedste engelske fodboldrække, tage en tur til sydeuropæiske lande som Grækenland eller Tyrkiet eller måske er det bedre at komme langt væk for Bendtner? Til USA eller den nyrige kinesiske liga.

Alt dette forudsætter en udrejsetrang, for man kan vel ikke udelukke, at Bendtner vender tilbage til København og FCK, hvis hovedstadsklubben tror på, at den festlige mand på 30 år kan falde lidt til ro. Bendtner har tidligere slået fast, at han elsker at gå i byen, og at han håber på, at han kunne fortsætte med dette, indtil han bliver 50 år. Han virker ikke at blive træt af byturene og den ballade, som han har med at tiltrække sig på disse.

- Som da han i Arsenal-tiden var skidefuld foran natklubben Boujis i London og tabte bukserne, og kort tid efter totalt smadrede han sin Aston Martin, da han kørte over 160 km/t i den.

- Som da han sammen med holdkammeraten i Sunderland Lee Cattermole udførte hærværk på en række parkede biler.

- Som da han blev taget en promille på 1,75 i blodet og kørte i den forkerte retning på den ensrettede Gammel Strand i indre København.

- Som da han kastede et glas efter en taxa foran ”Kostbar”.

- Som da han nok engang var i problemer med en taxachauffør, hvis bil en halvnøgen Bendtner valgte at piske med sit bælte.

Udover alt denne ballade så har der været masser af andet ”rod” med Bendtner, som da han valgte at vise sine sponsorerede underbukser til EM2012, eller da han mødte op i en stor Mercedes hos Wolfsburg, hvis hovedsponsor er Volkswagen. Eller da han grinte under mindehøjtideligheden for Gary Speed, der netop havde begået selvmord eller eller…

Så Bendtner døjede med at finde en grimasse, der kunne passe, men det er vel også meget rammende for omgivelsernes syn på Bendtner for tiden. For selvom mange græder over det åbenlyse spild af talent, griner andre over det selvsamme.

Omvendt så er der mange af disse mennesker – blandt andet jeres skrivekarl – der ønskede, at det var den langt mere selvsikre Bendtner, der skulle have taget Danmarks sidste og altafgørende VM-straffespark imod Kroatien i stedet usikre og selvtillidsforladte Nicolaj Jørgensen. Alt dette er historie nu, hvilket pessimister også mener, at Bendtners fodboldkarriere kan være. Måske sluttede den efter nok en våd tur på natklubben Lusso – og nogle efterfølgende meget afgørende nattetimer…

Læs hele lederen
Danmarks største fodboldfarce
Dansk fodbold er bombet tilbage til stenalderen – og de griner af os i udlandet… få det nu stoppet.
- Hvis skyld er dette? Og hvad mener du om det?

Disse to spørgsmål har jeg fået et utal af gange den sidste uge om kendsgerningen, at Danmark stiller op med ”Røven af 2. Division” til landskampen imod Slovakiet. Hvad skal man svare? Hvem er de skyldige… Indkast.dk prøver at sætte og finde forklaringer på den største fodboldfarce i Danmarks historien…

PENGE… dette er, hvad krisen handler om. Selvom alt i denne sag er meget komplekst, kan der ikke være to meninger om, hvad bundlinjen af problemet er. Det handler om, at spillerne vil have flere penge – måske igennem mere lempelige rettigheder sådan, at de kan få mere ud af deres sponsoraftaler eller muligheden for fælles at alliere sig og stå stærkere fælles overfor DBU.

Dette har tilsyneladende været vigtigere end at spille i den røde landskampstrøje, og det er her, at kæden hopper af for rigtig mange danskere. For hvordan kan de meget velhavende fodboldsspillere bede om mere, som f.eks. Christian Eriksen, der tidligere på ugen har sagt følgende til Ekstra Bladet:

– Vi har set, at DBU forsøger at fortælle en historie om os spillere, at vi er grådige og skal tænke på andet end vores egen pengepung. Jamen, det er da os spillere, der hvert år spiller et kæmpestort millionoverskud hjem til DBU… DBU fortæller gerne i medierne, at nu skal vi også se på sammenhold, fællesskab og solidaritet – som om vi er helt ligeglade med helheden. Det er underligt at se DBU helt glemme, at alle de penge, de kan bruge på projekter med børn og breddefodbold jo faktisk kommer fra de resultater, som vi på landsholdet præsterer. Det behøver DBU såmænd ikke takke os for at gøre, for vi er stolte over at kunne hjælpe helheden i dansk fodbold, men det er lavt at male et falsk billede af os som skurke.

Sådan sagde Eriksen, da konflikten var på det højeste – men lad os nu lige slå fast, at Christian Eriksen for tiden høster en ugeløn i Tottenham på omkring en million kroner. Den tager vi lige igen – altså en årsløn på ca. 50 millioner kroner.

Alene kendskabet til denne løn gør, at langt de fleste danskere sikkert mener, at DBU's penge ikke burde gives til disse i forvejen stenrige fodboldspillere, men i stedet bruges på at forbedre forholdene for alle i dansk fodbold. En vigtig pointe – måske en af de mest afgørende og meget hemmeligholdte – er, hvad andre landshold gør. De engelske landsholdsspillere vælger f.eks. ikke at modtage deres løn fra det engelske fodboldforbund.

Alle spillernes landsholdsløn går til vedgørende formål som ”The Bobby More Fund for Cancer”, Wellchild og Help Harry. Og ikke nok med, at spillerne giver deres løn til disse organisationer, flere af spillerne hjælper også organisationerne. På lørdag skal det engelske landshold spille imod Spanien, og til den kamp er Tottenham-spillerne Danny Rose, Kieran Trippier, Dele Alli, Eric Dier og Harry Kane udtaget – alle holdkammerater med Christian Eriksen.

Flere af disse spillere får ikke den løn af klubben, som danskeren gør, men alligevel vælger de altså at betragte det at spille på landsholdet som en gigantisk ære og gør det endnu smukkere ved at donere deres løn videre til dem, der har mere brug for det.

Så kære Christian Eriksen… I kommer altså til at fremstå som grådige. Ikke kun i forhold til dine holdkammerater, men også når man kigger på de landshold, som vi normalt sammenligner os med. I Holland modtager landsholdsspillerne kun løn, når de kvalificerer sig til en slutrunde – hvilket også er tilfældet i Tyskland. Altså de får ingen løn for at spille kvalifikations- eller venskabskampe. For disse spillere er der sikkert andre ting, der tæller. Her er drømmen om at spille på landsholdet vægtet højere end penge, hvilket de danske spillere har valgt ikke at gøre - i samarbejde med Spillerforeningen, der har fået alt for meget magt de senere år.


Et år var ikke nok – til at blive enige
Det virker til, at kvindelandsholdet har fortrudt den magt, som de har givet til Spillerforeningen. DBU og kvindelandsholdet havde stortset en lignede konflikt for et år siden, hvilken endte med et skrivebordsnederlag på 0-3 efter en aflyst kamp imod Sverige. Det nederlag bider nu kvindelandsholdet i halen, så de måske ikke kvalificerer sig til deres kommende slutrunde. Deres store profil Nadia Nadim har tidligere slået fast, at hvis ikke de to parter kunne forhandle og nærme sig, så skulle de fjernes fra deres post.

Allerede ved kvinderens konflikt kom det frem, at herrelandsholdet kunne havne i samme situation om et år. Altså har Spillerforeningens formand Mads Øland haft et år til at lande denne aftale, uden det er lykkedes. Alene dette bør diskvalificere ham som forhandler – hvilket Nadim vist også mener. Derudover er den anden part… DBU naturligvis også skyldig i, at situationen har udviklet sig, som den har.

DBU's elitechef Kim Hallberg undskyldte på pressemødet og kaldte det for ”en sort dag”, hvilket næsten er en underdrivelse. Kigger man i Europas største sportsaviser, er historien næsten den sammen – nemlig, at det danske landshold er taget til Slovakiet-kampen med en flot futsal-spillere, fordi sommerens VM-deltagere vil have mere i løn.

Flere steder bliver det fremstillet komisk, men sagens alvorlig kan blive meget alvorlig for DBU. For hvad nu hvis UEFA – der ofte er koldere end jordbæris - vælger at give strafpoint til det danske landshold i EM-kvalifikationen, og det danske landshold dermed ikke kvalificerer sig til slutrunden?

Konsekvenserne af dette vil være gigantiske, og derfor er det ganske besynderligt, at DBU ikke accepterede spillernes tilbud om at forlænge den eksisterende aftale med en måned, så der var endnu mere tid til at indgå en aftale og ikke ende i denne groteske situation.

Så begge parter er skyldige i denne sag. Mest vigtigt er at slå fast, at landsholdsudtagelser ikke er ansætteforhold – men en æressag, som langt de flest i Danmark drømmer om at prøve. Tidligere har DBU afvist at være arbejdsgiver for spillerne, hvilket i bund og grund handler om ansvar. Dette var også tilfældet for pigerne, som endte op med en ”neutralitetsaftale”.

Hele tankegangen om, at DBU er arbejdsgiver for landsholdsspillerne, giver ingen mening, da de jo er ansat i klubberne. Netop dette har flere eksperter – ifølge Jyllands-Posten – gjort til konfliktens hårdknude. Altså at DBU ikke vil være arbejdsgiver og at spillerne dermed mister deres ret til at have en forening.

Såfremt de ikke har en forening, kan de blive anklaget for karteldannelse og bryde konkurrenceloven samt miste retten til at lave kollektive aftaler. Men disse kollektive aftaler handler ofte om én ting, hvilket tager os tilbage til starten af artiklen – nemlig PENGE!

At deltage på landsholdet skulle efter min vurdering gøres ganske frivilligt, da det ikke er spillernes levebrød. De må meget gerne flyve på førsteklasse, have deres egen kok med til slutrunderne, de bedste behandlere og trænere samt alt andet for at forbedre deres præstationer, men penge det mangler de ikke – så stop jagten på dem og stop så den fodboldfarce – NU!
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Real Madrids nye stadion Trippier og Walker om FIFA-rating Artikel ikon Tre år siden: Lewandowski-målamok Artikel ikon Vanvittig aktion af Rooney i MLS Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Det nye Liverpool Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Fransk Champions League-hold Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 20: Største Ajax-salg nogensinde Top 12: Uniteds målrige forsvarsspillere Artikel ikon Top 5: Største køb og salg Artikel ikon Top 6: Flest redninger i Premier League Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Özil - fra skudlinjen Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Artikel ikon Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Anmeldelse: Fodboldholdet Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Liverpool - perfekt start Uniteds 500 målscorere Artikel ikon Bedste PL-start siden 1908 Artikel ikon Ni managere på seks år Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Medie: Beckham vil genforenes med Zidane Søndagens engelske rygter Artikel ikon Yannick Carrasco på blokken i Arsenal Artikel ikon Zlatan i muligt Malmö comeback? Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Mario Gomez
Vidste du om ... Gareth Bale Artikel ikon Vidste du om ... Kylian Mbappé Artikel ikon Vidste du om ... Lionel Messi Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Uniteds 500 målscorere Fra 161 til 693 minutter pr. Sanchez-mål Artikel ikon Stats: Leno vs. Čech Artikel ikon Liverpool vs. PSG - angrebskampen Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: SønderjyskE - Midtjylland Optakt: Vejle - Esbjerg Artikel ikon Optakt: Barcelona - PSV Artikel ikon Optakt: Liverpool - Paris SG Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstilling: OB - Horsens Startopstillinger: Arsenal - Everton Artikel ikon Startopstilling: SønderjyskE - FCM Artikel ikon Startopstillinger: Real Madrid - Roma Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Pinlig United-indsats i Carabao-Cuppen Kontroversiel VAR-scoring i Inter-sejr Artikel ikon Kontrolleret City-sejr i Oxford Artikel ikon OB tog tiltrængt sejr i uskøn affære Artikel ikon Se flere