Hjem til Fodbold

Af Torsten Brix

2017-02-17
Hjem til Fodbold

Indkast.dk bringer her et kapitel fra Thomas Gravsgaards aktuelle bog.

Her lugter af olie. Men det er på en tør, støvet, næsten brændt måde, fordi bremseklodserne udsender så meget varme, når de tæmmer vognene. Der er også en metallisk underdunst af ozon fra den elektricitet, der driver togene. Dét her er duften af London Underground. Og duften af frihed.

Jeg er 15 år, snart 16, og føler mig for en stund voksen. Også selv om det var min mors og ikke mit eget forslag, at jeg skulle tage en tur rundt i undergrunden alene.

Det er kun et par år siden, at jeg første gang tog 113'eren alene fra Skovby helt ind til midtbyen. Altså ikke bare midtbyen i Galten, men i selveste Aarhus. Jeg kan stadig huske følelsen af at eje hele verden, i hvert fald den del af verden, der bredte sig langs busruten fra kommunegrænsen forbi Harlev, kollektivet ved Lyngbygård Å, Årslev kirke – de åbne markers sidste bastion – og herefter Brabrands jernbaner og Gellerups boligblokke inden det komplette kaos fra Ydre Ringvej og ind.

Men det her er større. Dette er ikke stoppestedet ved Restaurant Lillering Skov i det lille, usle skovbryn, hvor mennesker og kragekolonien i trætoppene på hver deres måde skider på naturen. Det er derimod Earls Court, porten til The Tube og udgangspunkt for min første udenlandske ekspedition på egen hånd. Jeg har to timer, inden jeg skal være tilbage på hotellet.

Vi er herovre med min mors storesøster og min fætter, Peter. Egentlig ville jeg ikke have haft noget imod, at han var med mig nu her på perronen på Piccadilly Line, en tung elevatortur under District Line oppe på jordens overflade. Vi ser hinanden meget sjældent, men falder altid hurtigt ind i et behageligt fællesskab, bygget op om vores interesse for musik og for ikke at skulle høre vores mødre knævre hele tiden.

Men lige nu ville han hellere blive på værelset med høretelefoner på end med den lidt yngre og noget mere nørdede fætter på rundtur i dybet. Hellere The Clash i ørerne end mig, der højtideligt ville fortælle navnet på hver eneste station og beskrive dens geografiske placering, som om det var mig, der havde konstrueret hele den engelske hovedstads offentlige transportsystem. Jeg kan ikke bebrejde ham. Ikke kun min mor snakker måske lidt for meget.

For et par uger siden fik et par af mine venner tilsyneladende nok. Vi var hjemme ved Bjørn. En Europa Cup-kamp kørte på fjernsynet inde på hans værelse. Han og Kim var midt i en passioneret diskussion om amerikansk basketball. Pludselig bekendtgjorde jeg, at jeg altså en dag godt kunne tænke mig at rejse rundt i det vestlige Irland. Deres samtale ophørte brat og blev afløst af et iskoldt og uhyggeligt veltimet “Nå” fra Kim og et efterfølgende latteranfald fra Bjørn. Siden har jeg helst villet se dem på tomandshånd, så jeg ikke risikerer at afbryde noget, som jeg ikke er en del af.

Det kører heller ikke så godt med Nørre for tiden. Han er et år ældre end mig og begyndte i gymnasiet sidste sommer. Han har ellers været min bedste ven den forgangne vinter og trodser da også stadig indimellem min fars utilfredse grynten over dørklokken for at se Tipslørdag sammen med mig. Men meget af tiden bruger han nu på at fortælle mig, hvor irriterende jeg altså er, når jeg nynner eller laver trommelyde med munden, og at jeg enten skal skaffe ham med til nogle flere fester i vores årgang eller selv blive hjemme fra dem og hænge ud med ham i stedet. Når kampene kører på skærmen, er han endda nogle gange begyndt at afkræve mig et svar på, hvem jeg holder med, blot så han kan vælge det modsatte hold. Når ‘hans' hold så scorer, er der noget hånende over hans jubel.

For fanden, hvor er det svært. Jeg har hele tiden en fornemmelse af, at både Kim, Bjørn og Nørre egentlig gerne vil væresammen med mig, men at de foretrækker en anden version af mig, end den jeg er. Nogle gange virker det, som om de vil hjælpe mig. Med min tøjstil. Mit valg af deo. Mit hår. Mine bumser. Andre gange er det, som om de mest har lyst til at vise mig, at de har opgivet mig.

Måske er det derfor, at jeg slapper sådan af sammen med min fætter. Han kender mig ikke godt nok til at blive frustreret over mig. Det næste tog presser en boble af lummervarme frem inde fra den mørke hvælving ved den fjerneste ende af platformen. Jeg stiger ombord, trykker play på min walkman, og London Beats ‘I've been thinking about you' sætter i gang samtidig med vognen.

Første stop er Gloucester Road. Jeg står af og hopper over på et tog på District Line, som kommer et øjeblik efter på samme perron. Jeg kunne lige så godt have taget det fra Earls Court. Men denne tur handler ikke om at være effektiv. Den handler om at skifte tog, når det passer mig, og køre derhen, hvor det passer mig. Thomas uden tøjler.

Sloane Square, Victoria, St. James's Park, Westminster og Embankment suser forbi. Jeg sidder med mit London-kort på skødet og følger med. Jeg købte det for tre år siden i en boghandel i Aarhus. Ikke fordi jeg skulle bruge det til noget. Men jeg skulle bestemt heller ikke bruge hverken Milano, Bochum, Oslo eller nogen af de 45 andre europæiske bykort, som jeg de seneste seks år har brugt alle mine lommepenge på, til noget. Da jeg sidste sommer på vej hjem fra sommerferie i Schweiz havde punget ud for et kort over Oldenburg på en tysk tankstation, behøvede jeg ingen spydige bemærkninger fra nogen venner for at nå frem til en erkendelse af, at det måske var på tide fremover at investere i noget andet. For eksempel deodoranter, der rent faktisk gør en forskel, eller tøj til mere end kr. 99,95.

Alligevel er det min søsters røde Y-jakke, som jeg har på lige nu. Alle de stilfulde drenge derhjemme, anført af Kim, har den noget mere maskuline sorte. Men jeg har stadig aldrig selv brugt en eneste krone på tøj. Så under jakken har jeg en spraglet, men behagelig sweater på, som jeg ved, at i hvert fald én af pigerne fra klassen finder direkte afskyelig. Det har hun uden omsvøb fortalt mig, og jeg formoder, at hun udtalte sig på det tavse flertals vegne.

Heldigvis er det svært at begå de helt store fejl i valg af jeans og basketstøvler. Her føler jeg mig o.k. tilpas. Men håret er en udfordring, tænker jeg, da mit spejlbillede dukker op i den modsatte rude i kupeen, efter at vi har forladt lysene på Tower Hill Station, og der nu kun er lamper indenfor i vognen. Jeg lader stadig min mor klippe det, ligesom jeg lader hende købe mit tøj, og hun er ikke særlig modtagelig over for mit ønske om kortere hår i siderne og længere i nakken.

Problemet med siderne løser jeg ved hver morgen at lime håret fast til siderne af mit hoved med en håndfuld af min søsters stinkende, violette gelé, som det også er lykkedes mig at smugle med til London. Men resten er noget rod. Det ligner et mindre, loddent pattedyr, nok mest en gnaver, der har lagt sig til at dø på min isse. Og i mine armhuler gør Jockey-spraydåsen fra Brugsen ikke den store gavn. Suk. Der er meget, jeg er nødt til at gøre anderledes. Men i det mindste er det sgu sejt at se sig selv sidde her i vognen, mens den rumler afsted under en af verdens største byer.

Vi er nået til Bromley-by-Bow. Ét stop mere, og vi er ved West Ham. Navnet på en fodboldklub hjælper også på mit humør. Svend Gehrs was also here. Jeg står af, stiger op fra undergrunden og giver mig til at lede efter deres stadion, som kortet desværre ikke kan hjælpe mig med.

Jeg har to flugtveje, når spejlbilledet derhjemme er blevet for grimt; når Nørre har skældt for meget ud; når endnu en af mine flammer har valgt Kim – musik og fodbold. Musikken finder jeg på mit værelse med anlæggets volumenknap vredet helt rundt, så min mor, far eller storesøster ofte braser ind og vil have mig til at skrue ned, fordi de kan høre det helt nede i den anden ende af huset, selv om jeg har høretelefoner på.

Der har i mange år været heavy metal på det anlæg, men lige for tiden forsøger jeg at nøjes med rockmusik. Der er lidt for meget Oldenburg-kort over metal. Der er i hvert fald ingen andre i min årgang, der hører det. I stedet har jeg mixet et bånd med Bon Jovi, Pretty Maids, Gary Moore og Alice Cooper som sætliste til sidste skoledag, hvor jeg skal fremføre en koncert på scenen i hallen for hele Skovbyskolen med mit band. Problemet er bare, at jeg ikke har noget band og i øvrigt heller ikke kan spille nogen instrumenter, bortset fra ‘An der schönen blauen Donau' på klaver. Samt at pigernes hysteriske skrig, jubelbrølene fra den tætpakkede sal, tilbedelsen fra alle i min hverdag og koncerten som sådan bare er en fantasi. Som så meget andet.

Fodboldflugten går til de engelske kampe i Tipslørdag, selv om Serie A på TV 2 søndag eftermiddag egentlig byder på bedre bold og bedre stemning. Hele ugen sigter mod lørdag kl. 16. Selv fredagens fester handler bare om at fordrive ventetiden. Og det er lige meget, hvem der spiller. Om det er altdominerende Liverpool, røvkedelige Arsenal, udsultede Manchester United, nuttede Wimbledon, Coventry med de sjældne siddepladser bag mål, de spændende oprykkere fra Leeds eller Lars Elstrups Luton.

Det starter for alvor lørdag morgen. Nørre og jeg mødes på vores cykler ude på vejen, min sportstaske omhyggeligt anbragt på bagagebæreren, hans skødesløst slynget hen over ryggen. Han er vild og temperamentsfuld, og han ser så sydlandsk ud, at den lokale landsbyracist en ellers fredelig eftermiddag sidste forår på boldbanen ved Brugsen truede med at slå ham ihjel.

“Jeg hader perkere!” råbte den vrede, knivviftende arier, hvorpå Nørre væltede hans verdensbillede omkuld ved at bekendtgøre, at hans mor faktisk hedder Ulla og hans far Mogens.

“Jeg er lige så dansk som dig,” argumenterede han roligt.

Men normalt er han ikke rolig. Han taler højt, råber, når han er vred, smider med sine sko, når han laver en fejl på banen. Han kan ikke deltage i noget uden at ville vinde for enhver pris, og når det ikke lykkes, ryger der ting rundt i luften. Da han stadig gik på skolen, smadrede han en dag gymnastiklærerens badmintonketsjer i raseri. Læreren var holdleder på badmintonlandsholdet, og ketsjeren var ikke lige sådan en, der var købt nede i Ea Sport i Galten.

Efter at han startede i gymnasiet, er han tit ekstra irritabel lørdag morgen, fordi de drikker igennem om fredagen. Hans sorte hår hænger ned over panden og de søvndrukne, dunkle øjne, og jeg bliver med det samme bange for at sige noget forkert. Men så kommer jeg i tanke om, at dét her også for ham er den bedste stund på ugen, og at vi måske i dag kan komme til at heppe på det samme hold. Vi har det hele foran os: halvanden times indendørs fodbold, så en tur over til bageren og købe træstammer, og så tilbage i hallen og se juniorerne spille, mens vi snakker om damer og om, hvem der var sammen med hvem til hvilken fest i aftes – et samtaleemne, der i øvrigt med deprimerende sikkerhed handler om alle andre end mig.

Hvis vejret er godt, flytter vi nogle gange spillet udendørs bagefter og dræber et par ekstra timer, inden Tommy Troelsen fyrer den første vidunderligt dårlige vittighed af kl. 15 på mit 14-tommers SHARP-tv. Midt på vinteren sænker mørket sig udenfor allerede, mens den første time forløber med skisport fra udlandet og halsport fra Danmark. Og så, lidt i fire, er Svend Gehrs eller Niels Chr. Niels-Christiansen klar fra England.

Uanset om det bare er mig og Nørre, eller om Kim eller Bjørn også er med, er vi i hvert fald de næste to timer som regel verdens bedste venner. Ingen spydigheder fra Kim, ingen drillerier fra Bjørn og ingen raseriudbrud fra Nørre – kun påtaget jubel, når der bliver scoret mod mit udkårne hold på dagen. Lørdag eftermiddag er det tidspunkt, hvor jeg tvivler mindst på, om jeg er god nok. Efter at vi fik videomaskine forrige efterår, er jeg begyndt at optage alle de scoringer, jeg kan komme til. Jeg er allerede oppe på syv VHS-bånd, og de mange mål bliver ved med at have den samme effekt, uanset hvornår på ugen jeg sætter dem på. Det er som at tage beroligende medicin.

Jeg finder ikke Upton Park. Men det vigtigste er, at jeg nåede herud. “Jeg tog alene ud til West Ham,” vil jeg fortælle dem derhjemme. Kim vil sige “Nå” på en oprigtigt interesseret måde. Og for en gangs skyld vil Nørre måske betragte mig som andet end en tøsedreng.

Der er gået halvanden time. Det er tid til at vende om. Tilbage på hotellet finder jeg Peter i et opholdsrum ved siden af receptionen. Der er både et fjernsyn og en bogreol, men det er jukeboksen, han har sat i gang.

“Hvad hører du?” spørger jeg og synker ned i en stol så dyb, at det føles, som om min røv hænger lige over Piccadilly Line. Jeg kan mærke trætheden dunke under den døde gnaver. Indre billeder fra gårsdagens og nattens rejse maler sig selv på indersiden af mine øjenlåg: vores fodboldkamp med en tom øldåse på en rasteplads ved Bremen, de endeløse, skærende lamperæk- ker langs de hollandske motorveje, Rotterdams flammende raffinaderier, den vuggende søvn på færgen fra Hoek til Harwich.

“Noget gammelt Queen. Der er ikke rigtig noget nyt,” svarer han på sin sønderjyske dialekt, der lyder, som om han altid tager en lille smule pis på mig. Både han og hans to storebrødre har lært mig meget om musik. De har lært mig at identificere bassen i et nummer ved at spille Kim Wildes ‘Love Blonde' for mig. Og den ældste har en elektrisk guitar, som han indimellem lader mig prøve, når vi besøger dem i Sønderborg. Men de kan ikke sige noget til mig, uden at jeg mistænker dem for at fnise ad mig bag min ryg. Jeg er faktisk stadig i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er bass med i ‘Love Blonde'. Men de skælder mig i det mindste aldrig ud.

“Kan jeg vælge den næste?” spørger jeg, mens jeg allerede bladrer igennem udvalget. Det er lutter vinylsingler. Der er in- gen heavy metal, men til gengæld er det gratis. Og pludselig er der en fuldtræffer.

“Tjek den her ud.”

Jeg trykker play. Et symfoniorkester spiller ‘An der schönen blauen Donau'. Min mor ville være stolt af mit valg. Men så afbryder den uforsonende lyd af en trykknaptelefon strygerharmonien, og hårde, elektriske trommer sætter østrigske Falco i gang med ‘Vienna Calling'.

“Den er da noget gammel, hva'?” konstaterer Peter.

“Sgu da ikke ældre end det, du sad og hørte,” griner jeg.

Jeg ved, at den er fra 1985 eller 1986. Jeg kan mærke på et
nummer, når det er fra midtfirserne. For det gør mig altid glad. Specielt når der er et element af Italo-synthesizer inde over. Det minder mig om barndom, kør-selv-ferier i Italien og en tid, hvor jeg ikke følte mig så forkert. Og hvor det var Argentina og ikke Vesttyskland, der var verdensmestre. Jeg når at høre den to gange, inden vores mødre dukker op. Deres stemmer tripper frem fra receptionen lang tid før deres fødder.

“Skruer du ikke lige ned, Thomas? Der bor altså også andre her på hotellet,” lyder det forudsigeligt fra min mor. Vi har ellers ikke set en eneste anden gæst her endnu.

Men da vi kommer tilbage efter en solid omgang indisk buffet i nabogaden, er hotellet som forandret. Der er latter, højlydt snak og tilløb til fællessang. Væggene i receptionen er dækket med irske flag. Der stinker af sved og cigaretrøg. Så kommer jeg i tanke om, at der er England-Irland på Wembley i aften. EM-kvalifikation.

Man kan diskutere, hvor megen substans der er i vores mød- res talestrøm, men når det handler om at skabe kontakt, og specielt til irere, er ævl en effektiv brobygger. Min mor og min moster har allerede taget plads ved et bord med to mænd i fyrrerne, inden Peter og jeg så meget som har spottet, at der var tomme stole.

“What's the craic, ladies?”

Den ene ser sydeuropæisk ud med mørkt hår og overskæg. Det er Nørre om et kvart århundrede, bortset fra det høje humør. Den anden kunne være englænder med gråt hår og bleg hud, men det ville han nok ikke bryde sig om at få at vide. De er begge klædt i lyse skjorter, slips og 30 centimeter høje hatte i hjemlandets farver.

“How goes the battle, boys? Fancy a drink?”

Peter og jeg kigger spørgende på vores mødre.

“I skal da bare sige ja, hvis I har lyst til en øl,” siger min mor.

“Ja, I skal da bare sige ja,” kvidrer min moster smilende.

Hendes sønderjysk er knap så drillende som sønnernes. Hun lyder altid, som om hun er i overdådigt humør, og alting kan lade sig gøre.

Vi sætter os ned. Mick og Des, hedder de. Jeg er ikke helt på hjemmebane med sproget endnu. Ved terminsprøven for et par måneder siden fik jeg godt nok 9 i skriftlig engelsk, men jeg har svært ved at få det til at hænge sammen mundtligt.

“Where in Ireland are you from?” forsøger jeg mig og håber på, at de ikke er fra det vestlige Irland. Det vil gøre det her en smule sværere at fortælle om til Kim og Bjørn.

“Dublin, son,” svarer sydeuropæeren med dybt, dansk u.

Jeg er glad for, at de har pyntet sig selv og receptionen med grønt, hvidt og orange, for jeg ville ikke have fanget deres dialekt. For et år siden, på skitur i Norge med 8. klasse, gik jeg over til et bord fyldt med engelsktalende mænd og fortalte dem om lodtrækningen til Englands EM-kvalifikationsgruppe. En af dem kvitterede ved at vende sig om og med underspillet foragt spørge, hvem Skotland havde trukket.

“Excuse me. Where did you say that you are from?” spørger min mor. Jeg bliver altid stolt af hende, når hun taler tysk, som hun underviser i. På engelsk er vi mere jævnbyrdige. Og jeg har modsat hende faktisk fanget, at de er fra hovedstaden.

“Dublin. Capital of Ireland. Lots of people don't know it,” svarer Mick høfligt, inden han og Des bryder ud i skraldende latter. Det samme gør vi. Min mor er god til at grine ad sig selv. Jeg ville ønske, at jeg havde arvet den egenskab fra hende.

En tjener kommer med seks store glas øl. To af dem er uden håndtag og ligner missiler til indvortes brug. Jeg bliver nervøs og rækker ud efter den beroligende hank på et af de andre. De minder mig mere om noget, som jeg kender, men er sta- dig ubehageligt store. Det er svært nok for mig at drikke en 33 cl flaskeøl. Jeg kan faktisk overhovedet ikke lide øl. Min mor foreslog tidligere på vinteren, at jeg kunne få nogle tomme dåser med til festerne og bare lade som om, jeg drak. Hun har afkodet, at der er et vist gruppepres under opsejling hjemme i Skovby.

Nu sidder jeg så med noget, irerne kalder en pint i et glas, hvor ethvert levn vil blive afsløret. Heldigvis ser Peter også betuttet ud, selv om han er et år ældre end mig. Han nyder måske heller ikke festerne derhjemme.

Snakken drejer sig hurtigt og naturligt ind på formålet med deres ophold: fodbold. Nu kører det. Jeg husker alle detaljer fra det irske landsholds pludselige opstigning til den europæiske elite i løbet af de seneste fem år: Ray Houghtons hovedstødsmål, der fældede arvefjenden England i Stuttgart under EM 1988, Ronnie Whelans væltespark mod Sovjetunionen i Hannover i samme turnering, Kevin Sheedys hammer af en udligning mod englænderne ved VM sidste sommer og David O'Learys afgørende straffespark mod Rumænien, der sendte Irland i kvartfinalen mod værtsnationen Italien.

Mick og Des var til alle kampene. Og de forudser, at kampen i aften bliver lige så stor. De skal op mod de engelske naboer, der hærgede deres hjemland i århundreder, inden de trak sig ud i røgskyerne fra IRA's bomber og attentater og efterlod en ø delt i to i evig konflikt med sig selv og den tidligere overherre. På vej herover fortalte min mor, at der for kun en måned siden blev dræbt én og såret 38, da IRA detonerede en sprængladning på Victoria Station få stop nede ad District Line, og at de et par uger forinden forsøgte at dræbe premierminister John Major med fire granater i hans baghave. Akkurat som opgørene i Stuttgart og sidste sommer i Cagliari er det altså et højbetændt møde, ladet med politiske undertoner.

Men det helt store, fortæller Mick og Des, er, at kampen skal spilles på Wembley. Hvor Bobby Moore hævede VM-pokalen i 1966. Hvor de kongelige hvert år i maj uddeler verdens ældste klubtrofæ, The FA Cup, 39 trappetrin over the hallowed turf, den hellige bane. Wembley, hvor Irland aldrig har vundet.

“Hvis vi slår dem i aften, vil det være den største aften nogensinde for Irland,” siger Des. Jeg kigger på mit ølglas. Det er tomt. Jeg giver mig selv et mentalt klap på skulderen.

“I skulle tage og komme med os derud,” foreslår Mick, nu kun henvendt til min fætter og mig.

“I kan sikkert godt få fat i en billet derude. Jeg kan også lige låne telefonen i receptionen og ringe rundt til nogle af de andre, der er med herovre. Jeg har nogle numre på deres hoteller. Og det kunne jo være, at nogle af dem allerede har fået for mange pints,” siger han uden at grine.

Han rejser sig. Jeg kigger på Peter og så på vores mødre. De griner heller ikke længere.

“Jeg kunne virkelig godt tænke mig at komme med. Det er verdens mest berømte stadion, og det er åbenbart en kæmpe kamp,” lægger jeg ud.

“Jeg ved godt nok ikke, Thomas.”

“Tror du, at det er noget for dig, Peter?” spørger min moster.

Hun er lidt i klemme, for ganske vist er Peter et år ældre end mig, men hvis han får lov, bliver min mor også nødt til at give mig lov.

“Det kunne da være meget sjovt. De gør jo ikke noget, dem her,” svarer han.

Des smiler imødekommende, som om han forstår, hvad vi siger.

“Okay,” siger min mor. “Hvis I kan få nogle billetter, så I kan stå sammen med dem, må du gerne tage med.”

Min puls stiger, og Jockey-deodoranten får en smule vanskeligere ved at gøre sit i forvejen utaknemmelige arbejde.

“Sejt!”

Mick kommer tilbage.

“Nu skal I høre. Jeg kan godt skaffe jer to billetter. Men de
koster altså 70 pund stykket. Og så er det sammen med de engelske fans. Nogle, jeg kender, har købt billetter til det forkerte afsnit, og de vil gerne af med dem igen.”

Allerede ved tallet 70 ved jeg, at chancen er forpasset.

“Det synes jeg ikke lyder som en særlig god idé. Så er det bedre, at vi tager en tur derud i morgen og får en rundvisning, hvis du meget gerne vil se det stadion,” siger min mor forsigtigt. Mit hjerte synker ned på sin vante plads igen. Jeg ved, at hun har ret. Jeg har heller ikke selv lyst til at stå mellem 70.000 hooligans, der vil have hævn for bomberne. Men hvor kunne det have været stort at tage med Mick og Des derud. Jeg har aldrig været på andre stadioner end Aarhus Stadion. England-Irland på Wembley. Det ville alle sgu gerne have hørt om på tirsdag i 9. klassernes alrum i lilla blok på Skovbyskolen. For en gangs skyld ville jeg have været interessant uden at være den mindste smule underlig.

London Underground er ikke så fascinerende som i går. Når man først én gang har gjort noget helt uden sine forældre, bliver det aldrig igen sejt at gøre det sammen med dem. Lugten fra dybet giver hovedpine, bremseklodserne skærer i trommehinden, og der er alt for mange mennesker på alt for lidt plads.

Jeg er irriteret. Irland og deres tusindvis af fans havde en stor aften på Wembley i går, hvor de fik 1-1 og var klart bedst. Foran fjernsynet i jukeboksrummet havde Peter og jeg siddet med en klar fornemmelse af at gå glip af en oplevelse for livet. Specielt da Niall Quinn sneg sig bag om den engelske forsvarslinje og snittede udligningen ind bag David Seaman.

Det er ikke noget, vi sidder og snakker om. Men vores mødre kan godt regne det ud. Ellers ville de ikke sidde her med os på Circle Line mod uret på vej til et fodboldstadion.

På Baker Street skifter vi over på Metropolitan Line mod Uxbridge. Ved Finchley Road bliver underground til overground. Omkring os flader Londons nordvestlige forstæder ud. Formiddagens solskin afslører fodboldens efterladenskaber på de forbisusende stationer: tomme ølflasker, dåser og chipsposer.

Jeg bliver næsten altid inviteret med til festerne derhjemme, fordi jeg er en god brobygger mellem pigerne og mine fodboldkammerater, men nu begynder jeg at forstå, hvordan Nørre har det, når han ikke har været med. På Wembley Park står vi af. For enden af en lang, fuldstændig snorlige og jævnt opstigende vej ser vi stadion: de to hvide tårne på hver deres side af rampen, der hæver vejen det sidste stykke op.

De mange eksotiske vinduesbuer over hovedindgangen, der giver bygningen et arabisk touch. Flagene, der blafrer fra taget, Union Jack øverst af alle fra toppen af det højre tvillingetårn. Og floder af affald, som er ved at blive fejet sammen til et ocean.
Snakken går mellem søstrene, mens vi traver op mod arenaen. Peter og jeg går tavst på hver side af dem. Det er svært at komme til, men jeg har heller ikke så meget at sige. Jeg kan ikke sætte ord på, hvordan jeg har det. Jeg er glad for at se Wembley, sært opmuntret ved tanken om, at lige dér, inde bag muren, indtraf så mange af de øjeblikke, jeg gemmer derhjemme på videobånd: Allan Simonsens straffespark i 1983, Norman Whitesides curler for Manchester United mod Everton i FA Cup-finalen i 1985, Keith Houchens flyvende hovedstød i Coventrys chokerende triumf to år senere, de jublende baneinvasioner forrige år, da Liverpool og Everton spillede uden hegn rundt om banen få uger efter Hillsborough-katastrofen oppe i Sheffield. Niall Quinns udligning i aftes. Suk.

Fortrydelsen skyller ind over mig og tager mig med. Vi skulle ikke være taget herud i dag. Det er ydmygende at blive trøstet på denne måde af min mor. At skulle nøjes. Sådan har det været hele mit liv:

Nej, Thomas. Den er for dyr. Men den dér er på tilbud.

Thomas, du kan ikke spille angriber. Men vi mangler en venstre back. I virkeligheden ser du ikke godt ud, og du kan ikke spille guitar. Men tag nogle høretelefoner på, så kan du få lov til at forestille dig, hvordan det er at være populær.

Der er ingen rundvisning i dag, finder vi ud af. Der var jo kamp i aftes, forklarer en af gadefejerne foran indgangen. Det gør ingen forskel for mig. Skaden er sket.

Fra toppen af trapperne foran Wembley Park Station vender jeg mig om og kaster et sidste blik op mod fodboldkatedralen. En dag bliver det min tur, tænker jeg. En dag vil jeg stå her igen. Med mine bedste venner. Måske endda med en kæreste, når pigerne en dag opdager, at mine venner rent faktisk er begyndt at respektere mig. Med en billet til den store fest.

“Mind the gap,” skratter en højttaler i det fjerne.

Bare rolig. Lige nu har jeg slet ikke øje for andet end tomheden.
Men i toget tilbage mod Baker Street opdager jeg igen mig selv i ruden. Stadig med mit kiksede hår, min søsters jakke og hængende mundvige. Men der er noget i mit blik, som jeg ikke kunne se i går i undergrunden. Noget fast, noget beslutsomt, noget uvant: et løfte til mig selv.



Bogen er udgivet af People'sPress. Den er 253 sider og koster 199,95 kroner.



Magasin-artikler
Det kasserede franske landshold
En trup helt uden Varane, Martial, Coman, Lacazette og Benzema.
Dette er den trup, som den franske landstræner Didier Deschamps har udtaget til de to kommende landskampe imod Luxembourg og Spanien.

Målmænd:
Hugo Lloris (Tottenham)
Benoît Costil (Rennes)
Alphonse Areola (PSG)

Forsvar:
Layvin Kurzawa (PSG)
Benjamin Mendy (AS Monaco)
Laurent Koscielny (Arsenal)
Adil Rami (Sevilla)
Samuel Umtiti (FC Barcelona)
Presnel Kimpembe (PSG)
Bacary Sagna (Manchester City)
Djibril Sidibé (AS Monaco)

Midtbane:
Blaise Matuidi (PSG)
N'Golo Kanté (Chelsea FC)
Adrien Rabiot (PSG)
Paul Pogba (Manchester United)
Dimitri Payet (Marseille)
Corentin Tolisso (Lyon)

Angreb:
Olivier Giroud (Arsenal)
Ousmane Dembélé (Dortmund)
Antoine Griezmann (Atletico Madrid)
Thomas Lemar (AS Monaco)
Kevin Gameiro (Atletico Madrid)
Kylian Mbappé (AS Monaco)
Florian Thauvin (Marseille)


Umiddelbart en meget stærk trup, men niveauet bliver helt grotesk, når man ser på, hvilket hold man kunne lave af spillere, som ikke er udtaget – se blot her:

Målmand:
Steve Mandanda (Crystal Palace)

Forsvar:
Lucas Digne (Barcelona)
Mamadou Sakho (Crystal Palace)
Raphael Varane (Real Madrid)
Sebastien Corchia (Lille)

Midtbane:
Anthony Martial (Manchester United)
Morgen Schneiderlin (Everton)
Steven N'Zonzi (Sevilla)
Kingsley Coman (Bayern München)

Angreb:
Alexandre Lacazette (Lyon)
Karim Benzema (Real Madrid)


På bænken kunne være Yohan Cabaye, Andre-Pierre Gignac, Geofffrey Kondogbia, Aymeric Laporte, Tiemoeu Bakayoko, Patrice Evra, Eliaquim Mangala, Moussa Sissoko og Nabil Fekir.

Gad vide, hvor mange af disse spillere der ville være på holdet i Luxembourg, som er Frankrig næste modstander. Flere af spillerne er skadet eller har formnedgang, men den samlede tilstandsrapport af det franske landshold er uhyggelig stærk.
Læs hele artiklen
FCK spiller for Danmarks koefficient
Når FC København i morgen, torsdag, tager imod Ajax Amsterdam i Europa League, er det ikke kun for egen vindings skyld. Hele fodbolddanmark kan få gavn af mere succes til hovedstadsholdet.
Foruden videre avancement til kvartfinalerne i Europa League står der også ære, penge og hæder på spil i morgen, når hollandske Ajax Amsterdam skal forsøge at gøre livet surt for FC København i Telia Parken. Og så står der også yderst vigtige koefficientliste-point på spil.

Danmark havde fra begyndelsen af sæsonen fire hold med i kvalifikationsrunderne til henholdsvis Europa- og Champions League. Her nåede SønderjyskE, Brøndby og FC Midtjylland alle til den afgørende runde i Europa League inden gruppespillet. Fælles for de tre klubber var, at de måtte strække våben lige inden målstregen og glemme drømmen om et europæisk gruppespil i denne sæson.

Særligt sønderjyderne var dog tæt på at klare skærene, da de efter at have spillet 0-0 hjemme kom foran med 2-0 i Tjekkiet mod Sparta Prag. Desværre for SønderjyskE og dansk klubfodbold præsterede tjekkerne et stort comeback og vandt med 3-2 på et mål i de døende minutter.

De mange sejre og uafgjorte resultater, inden holdene blev slået ud, var dog ikke helt forgæves. De var med til, at Danmark i begyndelsen af sæsonen indtog 1.-pladsen på UEFA's koefficientrangliste for indeværende sæson. Den placering blev selvfølgelig også hjulpet på vej af FC Københavns vellykkede kvalifikation til Champions League.

Danmark er dog ikke overraskende siden dumpet ned fra duksepladsen, men man skal faktisk ikke langt ned ad listen for at finde flaget med de røde og hvide farver. Således har dansk klubfodbold skrabet nok point sammen til en foreløbig 10.-plads for sæsonen.

Foran Danmark ligger store nationer som Spanien, Tyskland, England, Italien, Frankrig, Belgien, Rusland, Tyrkiet og Portugal. Under Danmark ligger der også store nationer samt lande, som vi godt kan sammenligne os med: Østrig (11), Holland (12), Grækenland (14), Tjekkiet (16), Ukraine (17), Kroatien (18), Skotland (19), Schweiz (20), Rumænien (24), Sverige (27) og Norge (38).

For dem, der gerne vil have et dansk hold direkte med i Champions League, er det gode nyheder. For at være sikker på et hold i den fornemmeste turnering kræver det en placering som minimum nummer 12, og Danmark ligger p.t. nummer 18 på den samlede rangliste, som tæller indeværende sæson plus de fire foregående. De gode nyheder udspiller sig i, at Danmark lige nu skraber flere point sammen end mange af de lande, vi skal overhale på vejen til 12.-pladsen.

Her er det lande som Rumænien, Kroatien, Østrig, Grækenland, Holland og Schweiz, vi skal holde øje med. De ligger som nævnt alle under os i indeværende sæson, og det bliver heller ikke dårligere af, at holdene fra Rumænien, Kroatien, Østrig og Schweiz har udspillet deres rolle i denne sæsons europæiske turneringer.

De to sidste lande, Grækenland og Holland, har ligesom Danmark et enkelt hold tilbage. Den sidste græske repræsentant er Olympiakos, der er oppe imod Besiktas i Europa Leagues ottendedelsfinale. Og så ville skæbnen altså, at Hollands og Danmarks to sidste deltagere – FCK og Ajax – trak hinanden.

Går FCK samlet videre mod Ajax, samtidig med at tyrkerne ekspederer grækerne ud, så kan FCK og Danmark tage yderligere store skridt i kampen om at nå den eftertragtede 12.-plads.

Danmark har lige nu 23.500 point på den samlede 18.-plads, mens Schweiz, der sidder på 12.-pladsen, har 32.075 point. Der er dermed næppe tale om, at Danmark kan komme i betragtning til 12.-pladsen efter denne sæson, men vi kan tage et godt skridt på vejen.

Point-systemet for koefficientlisten
2 point for en sejr
1 point for en uafgjort
(Pointene bliver dog halveret i kvalifikationsrunden)

Herudover er der point for at nå til knockout-faserne af de to europæiske turneringer – og efterfølgende et point for hver gang, et hold går videre.

Slutteligt er der også fire point at hente ved kvalifikation til Champions League-gruppespillet plus fire yderligere point, når et hold når til 1/8-finalen.

Det er desuden landets samlede koefficient i de seneste fem sæsoner, der er gældende for, hvilken placering det ligger på. Her tæller især 14/15-sæsonen ned for dansk fodbold, da det kun blev til 2.900 point. Til sammenligning har de danske klubber skrabet 8.000 point sammen i denne sæson, og det kan gå hen at blive til meget mere, hvis FCK formår at knække Ajax.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Ledere
Verdens dårligste landshold
Syv lande deler den flatterende placering som nummer 205 på FIFA/Coca-Cola World Ranking-listen, og dem har Indkast valgt at se nærmere på.
Landsholdspausen er for mange fodboldfans et forstyrrende element i en fodboldgal hverdag – ingen mandagskampe i de hjemlige ligaer, ingen Champions League eller Europa League og ingen midtuge-runde. Man farer forvirret rundt i tv-guiden og leder desperat efter en fodboldkamp, men alle stationer er tørlagte, og det bedste alternativ er en kamp i 2. Bundesliga mellem Würzburger Kickers og Sandhausen – så den ser man.

Efter et par dage i sand desperation begynder landskampene at trille ind over skærmen, og humøret stiger gradvist som dagene skrider frem. Man glæder sig som et lille barn til, at ens yndlingslandshold skal spille, og man håber som altid på en sejr.

Hvor det danske landshold efterhånden står med kniven for struben, hvis de vil kvalificere sig til VM i Rusland i 2018, er det ikke nær så slemt som i visse andre lande. Danmark falder gradvist på FIFAs rangliste og indtager i øjeblikket en plads som nummer 48 (den dårligste placering længe, red.), men vi kan altid glæde os over, at vi ikke ligger nummer 205, som er den laveste placering på listen.

Syv landshold deler den tvivlsomme glæde ved at være ”verdens dårligste landshold”, og dem har vi tænkt os at se nærmere på i dag. På den måde kan Indkast være med til at bringe lidt glæde ind hos de mange fodboldfans, der forgæves har zappet efter en vigtig fodboldkamp de seneste tre aftener.

Lad os komme i gang…

Anguilla
Siger Ryan Liddie dig noget? Klinger navnet Adonijah Richardson? Hvad med den talentfulde Kayini Brooks?
Nej?

Disse tre herrer er fremtrædende spillere på en af verdens dårligste landshold, Anguilla, som er en lille gruppe af øer i det caribiske hav. Befolkningstallet er på lidt over 13.000, og når størstedelen af dem er glade for vandsport, efterlader det ikke meget til udviklingen af fodboldlandsholdet.

Den klejne fodboldnation, med delfiner i logoet, har ikke vundet en kamp siden 2010, hvor de besejrede de franske naboer fra Saint-Martin med 2-1 i de caribiske mesterskaber. Anguilla er selv en gammel britisk koloni, så der tales engelsk på gader og stræder, og når snakken kommer til landsholdet, er det nok ikke de pæneste gloser, der kommer ud af folks munde. Eller måske er det?

Ambitionsniveauet kan ikke være skyhøjt for en af verdens dårligste landshold, som i 2016 tabte de to kampe, de var med i. Begge var kvalifikationskampe til Gold Cup, og efter nederlag på 0-7 til Guyana og 0-4 til Puerto Rico kvalificerer de sig nok ikke til den turnering.

Bahamas
Nordvest for Anguilla finder vi et andet landshold, der heller aldrig rigtig har fundet rytmen. Bahamas er væsentlig større end mange af de andre caribiske øer, men på trods af at være en østat bestående af 700 øer, spiller fodbold ingen væsentlig rolle i dagligdagen. Nationalsporten er cricket, og interessen for fodbold synes at være noget nær ikkeeksisterende.

Det største problem ved Bahamas' fodboldlandshold er nok, at de sjældent spiller fodboldkampe. De har ikke spillet siden 2015, hvor de tabte to opgør mod Bermuda med henholdsvis 0-5 og 0-3, og de deltager ikke i andet end kvalifikation til verdensmesterskaberne. Andre turneringer har ganske enkelt ikke deres interesse.

Og det forstår man vel egentlig godt – de har ikke scoret siden 2008, hvor de spillede 2-2 mod de Britiske Jomfruøer.

Djibouti
Vi forlader Caribien for denne omgang, og tager et smut til det østlige Afrika, hvor vi finder en landetrio, der tilmeld er naboer, som også roder rundt som nummer 205 på listen.

Det første af dem er Djibouti, som var i ilden i går. Her mødte de Sydsudan i den første kvalifikationsrunde til næste års afrikanske mesterskaber, og generelt er det et landshold, der altid starter fra bunden. Kampen vandt de med 2-0, så måske kan de vaske prædikatet af sig, når FIFA næste gang offentliggør verdensranglisten.

I 1977 blev Djibouti en selvstændig stat, og de har aldrig prøvet at spille et mesterskab – af den ene eller anden slags. Med et befolkningstal på omkring 850.000 har landet dog et væsentlig potentiale, da fodbolden også karakteres som nationalsport i landet.

Med det rette sats på talentudvikling og lidt mere held i resultaterne ser vi dem måske kravle op som nummer 200 i 2017. Modsat Bahamas spiller de kampe hvert år, men eftersom de tabte fire ud af fire i 2016, kan vi stadig tillade os at kalde dem for ”verdens værste landshold”.

Eritrea
Lidt nord for Djibouti finder vi Eritrea, som er den fjerde repræsentant på listen – og de kæmper med helt andre problemer end de ovenstående. På trods af et højt befolkningstal på over seks millioner leverer de sjældent på banen. I enkelte tilfælde frembringer de en sejr – som i 2009 mod Somalia (næste land på listen), hvor de vandt 3-1, men der er langt mellem snapsene.

Det største problem er dog landets sociale tilstand. Menneskerettighederne er blandt de ringeste i verden, så en betydelig del af befolkningen ønsker at forlade landet – deriblandt landsholdsspillere. Når landsholdet rejser på udebane, flygter mange af spillerne og søger asyl i det land, de skal spille i. Den seneste sag er fra 2015/2016, hvor ti spillere forsvandt i Botswana, men også i 2013 flygtede ni spillere og landstræneren i Kenya. I kan forestille jer de mildest talt besværlige arbejdsforhold for fodboldforbundet.

Somalia
Det sidste afrikanske land på listen er Somalia, der ligger syd for Djibouti og Eritrea, og problemet i Somalia er såre simpelt. Det østafrikanske land har været i kontinuerlig borgerkrig siden starten af 1990'erne, og det har sat sine aftryk på flere niveauer. Problemerne mellem forskellige klaner og manglende styre har efterladt landet i ruiner, og på trods af at der kan spottes lys for enden af tunnelen, er det imponerende, at Somalia overhovedet har haft tid og overskud til at spille fodbold.

De spiller heller ikke mange kampe, og dem de stiller op til, skal alle sammen spilles i udlandet. De er blot registreret for to kampe i de seneste tre år, og de har ikke vundet en kamp siden 2008.

På den lange bane er der potentiale i Somalia, da befolkningstallet er på over tolv millioner, men det kommer til at tage lang tid i et land, der kæmper en evigtvarende borgerkrig, og desuden har store problemer med pirateri.

Gibraltar
Herhjemme er Gibraltar lidt mere velkendt end de andre lande i bunden af FIFAs rangliste. Flere af os har måske endda besøgt det lille engelsktalende land i det sydlige Spanien og fået stjålet en ting eller to af aberne på det bjerg, der udgør en stor del af det samlede areal i Gibraltar.

I 2015 blev staten godkendt af både UEFA og FIFA til at spille kvalifikationsturneringer, og dermed kunne eventyret starte. Førhen var de hyppige deltagere ved ø-mesterskaberne, hvor modstanderne var lande som Jersey-øerne, Rhodos, Shetlandsøerne, Isle of Man og Isle of Wight. Gibraltar vandt turneringen i 2007, men hverdagen er en anden nu, hvor de er oppe imod Europas giganter hvert år.

De debuterede i kvalifikationen til EM 2016, og her slog de rekorden for at lukke flest mål ind. I ti kampe indkasserede de 56 mål, hvilket var tre mål mere end den hidtidige rekord, der var blevet sat af San Marino.

På trods af de mange store nederlag, går det fremad for Gibraltar, der lykkes med at score et mål i ny og næ. De har ligeledes spillet et par venskabskampe uafgjort, og kan de med små skridt begynde at hente resultater i betydningsfulde kampe, kan de vaske titlen som ”verdens dårligste landshold” af sig.

Tonga
Vi slutter listen af hos det oceaniske land Tonga, der består af 177 mindre øer, hvor kun en femtedel af dem er beboede. Tongas problem kan sammenlignes med Bahamas – de interesserer sig ikke rigtig for fodbold – og landet kan i højere grad karakteriseres som en rugby-nation.

De spillede ingen kampe i 2016, men året forinden præsterede de alligevel at spille hele fire kampe. De endte selvfølgelig i nederlag til fremragende fodboldnationer (ironi kan forekomme) som Fiji, Amerikansk Samoa og Samoa. I kampen mod Amerikansk Samoa lykkedes det dem at score et mål.

Deres største nederlag nogensinde stammer fra 2001, hvor de tabte med hele 0-22 til Australien. Det ligner et land, der ikke rigtig gider fodbold, så derfor kan man godt regne med, at de kommer til at være sidst på listen i mange år fremover.
Læs hele lederen
Luís Enriques sidste genistreg ?
Luís Enrique meddelte allerede i går, at han takker af som Barca-træner til sommer. Måske for at tænde en sidste ild i sit hold.
Så skete det. Det uundgåelige, det forventede. Efter gårsdagens 6-1-udradering af Sporting Gijón rygtedes det, at Luís Enrique havde meddelt sine spillere, at han stopper som træner i FC Barcelona til sommer. På pressemødet efter kampen bekræftede han så selv rygtet. Han trækker stikket til sommer, umiddelbart for at tage et sabbatår.

Det kommer på ingen måde som en overraskelse, at Luís Enrique stopper som træner for FC Barcelona. Det har ligget i kortene længe, også længe inden 4-0-nederlaget til PSG, der selvfølgelig fik jungletrommerne til at rumle. Men sandheden er, at Luís Enrique er træt. Barcelona-jobbet slider på én, som de færreste, undertegnede inklusiv, kan forestille sig. Man har aldrig ro, og man kan ikke tillade sig selv de mindste fejl, inden man bliver beskudt fra alle sider. Der skal hele tiden være fremgang. Det var også ordene fra Pep Guardiola, inden han med samme forklaring trak stikket efter fire sæsoner. Det var måske én sæson for sent, og Luís Enrique når da også ”kun” tre år i sædet.

Tidligere blev Frank Rijkaard også for længe på Camp Nou. Han bragte Barcelona tilbage på landkortet med Champions League-triumfen i 2006 og flere spanske mesterskaber, efter Barcelona i første halvdel af 00'erne havde famlet i blinde. Men han trak den en tand for længe med Deco og Ronaldinho, og til sidst måtte en ung Guardiola træde til og ruske op i truppen.

Så nej. Det er på ingen måde en overraskelse, at Luís Enrique trækker stikket nu. Han er en mand, der overvejer tingene meget grundigt, og som dybest set ikke har behovet for at være i rampelyset. Det, der derimod har overrasket medier og eksperter, er timingen i offentliggørelsen. Midt i sæsonen. Efter en 6-1-sejr, lige mens Barça er ved at have fat i førstepladsen i ligaen, efter at have været sakket agterud bag Real Madrid i en lang periode.

Så hvorfor kommer Luís Enrique med meldingen nu?

Præsidenten Josep Bartemeu er kommet med den sædvanlige parole om, at ”Luis Enrique skal have ro til at styre holdet resten af sæsonen, så derfor giver vi en afklaring nu”. Det er uden tvivl en del af sandheden, men jeg tror næppe, det er hverken hele sandheden eller den vigtigste del af den.

Noget andet ligger bag. Intentionen om at forlade skuden i tide, i modsætning til nogle af hans navnkyndige og ligeledes succesfulde forgængere, er én af dem. En anden er forholdet til truppen såvel som medierne.

På det seneste har stemningen om Luís Enrique været ganske ophedet i de spanske medier, og selvom Gerard Piqué i sidste måned var ude med en fuld støtteerklæring til sin træner, har spillerne været bemærkelsesværdigt stille omkring hans afgang siden offentliggørelsen i går. Alt i alt er der klare indikationer på, at Luís Enrique ikke har det allerbedste forhold til truppen.

Spillerne har ifølge de spanske medier været forundrede over visse af hans beslutninger, blandt andet beslutningen om at holde fast i Sergi Roberto på højre back, ligesom hans manglende kommunikation med de spillere, som har befundet sig langt væk fra spilletid i længere perioder, har skabt en negativ stemning i omklædningsrummet. Og der er jo som bekendt sjældent røg uden ild, selvom det ikke behøver at være et oprørsk flammehav.

Og jeg mener netop, det må være dette, der er hovedårsagen bag hans tidlige, i nogles øjne for tidlige, udmelding. Og vi skal ikke længere tilbage end sidste sæson for at finde en eventuel inspirationskilde.

Her sad Manuel Pellegrini stadig i trænersædet i Manchester City. Her var der også forlydender om, at truppen havde mistet tilliden til chileneren, samtidig med at jungletrommerne rumlede løs om Guardiolas nært forestående ansættelse. Også den blev meldt tidligt. Og fra det tidspunkt synes sympatien at vende. Spillerne så pludselig ud til at kæmpe for træneren, og det ledte Manchester City til den bedste europæiske præstation i klubbens historie med en semifinaleplads i Champions League.

Men ikke kun spillernes syn på Pellegrini så ud til at ændre sig. Også mediernes. Pludselig havde man travlt med at huske på, hvad Pellegrini faktisk havde opnået i City. Man havde sympati for den forsmåede chilener, der var ved at blive kørt ud på et sidespor til fordel for et af fodboldens største trænernavne.

Og mens den primære reaktion fra de spanske medier har været spekulationer om, hvem der er den kommende træner, har netop denne forudsigelige nekrolog-om-den-levende-mekanisme også vist sig allerede i dag. I en klumme i dagens udgave af Mundo Deportivo hylder avisens direktør Santi Nolla nemlig Luís Enrique som én af de største trænere i fodbolden:

- Dårlige nyheder for Barça. Luís Enrique er en excellent træner, en af de største, og at han forlader truppen, svækker klubben. Træneren har været ærlig, han har kommunikeret i tilstrækkelig god tid til at klubben kan planlægge et nyt projekt med den samme base. Luís Enrique har aldrig bedraget nogen, han har altid været sammenhængende med en stærk personlighed og en direkte stil. Man må forstå det. Han er også udtømt, lyder det i indledningen af Nollas klumme under overskriften ”En af de store”.

Det var ikke ligefrem sådan det lød, da Barcelona for blot et par uger siden blev tromlet over af PSG.

Luis Enriques timing, beslutningen om at sige farvel, inden det sidste kapitel er skrevet, kan vise sig at blive en sidste (lile) genistreg fra Luís Enrique. Fremprovokerer det en lignende reaktion hos Barca-spillerne som hos City-spillerne i sidste sæson? I så fald kan holdet vinde La Liga og Copa del Rey. Og hvem ved… om to uger står PSG på menuen, når 4-0-nederlaget skal vendes på Camp Nou. Chancerne er små, de er minimale, men kommer Barcelona i absolut topform, ved vi også, at det på den ene eller anden måde kan lade sig gøre. Uanset hvad, vil det efter forløbet i denne sæson være en kæmpe bedrift, kan han hente den spanske double hjem.

Og det er netop i det lys, jeg mener, vi skal se Luís Enriques tilbagetræden. Det er ikke blot af respekt over for ledelsen, så de kan bruge det næste halve år på at tænke sig grundigt om i forhold til den kommende træner. Det er ikke bare for at få arbejdsro, for det får han selvfølgelig aldrig i FC Barcelona, uanset hvad præsidenten siger. Det er derimod et forsøg på at tænde en sidste ild i sit hold, i sit projekt, og det er et forsøg på at samle holdet omkring sig til en sidste kraftanstrengelse, så de også i hans tredje og sidste sæson kan levere store bedrifter. Så han i stedet for at efterlade en hullet skude, overlader en velfungerende, flydende skonnert til Sampaoli, Valverde, Wenger, Morten Olsen – eller hvem end der kommer til at føre arbejdet videre i den catalanske storklub.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Årets afbrænder fra Argentina Top-10: De bedste mål fra Cruyff Artikel ikon Depay laver en ”Beckham” Artikel ikon Skidt målmandsspil koster Ajax Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon James har fået Colombia på nakken Bendtner enig med legende: Flot karl Artikel ikon Fans sendte anti-Roma breve til Anderson Artikel ikon Nederlag = En tur på malerfabrik Artikel ikon Flere pudsigheder

Toplister

Artikel ikon Top 10: Udsolgte stadions i denne sæson Top 15: PL-topscorere med hovedet Artikel ikon Top 10: Målfarlige midtbanespillere i PL Artikel ikon Top 6 blandt PL-tophold Artikel ikon Flere toplister

Lederen

Artikel ikon Verdens dårligste landshold Luís Enriques sidste genistreg ? Artikel ikon Fra Champions til Championship ? Artikel ikon The Young Ones – from Goodison Artikel ikon Flere ledere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Flere bøger

Profilen

Artikel ikon Romelu Lukaku – ny Karim eller Costa? Donnarumma - Det største målmandstalent Artikel ikon Steven N'Zonzi - som Vieira og Busquets Artikel ikon Saido Berahino – Den utrolige historie Artikel ikon Flere profiler

Rygter

Artikel ikon Sanchez til Bayern München? Tirsdagens engelske rygter Artikel ikon Villarreal forsøger at lokke Celta-chef Artikel ikon Monchi millimeter fra Roma Artikel ikon Flere rygter

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Lucas Moura
Vidste du om ... Dirk Kuyt Artikel ikon Vidste du om ... Vitolo Artikel ikon Vidste du om ... Neymar Jr. Artikel ikon Flere

Statistik

Artikel ikon Mål og kort i ALKA Superliga 5 angribere der scorer mindre end Ramos Artikel ikon Kedelig rekord rammer Osasuna-spiller Artikel ikon Kan Tottenham undvære Kane ? Artikel ikon Flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Rumænien - Danmark Optakt: Italien - Albanien Artikel ikon Optakt: Viborg FF - AaB Artikel ikon Optakt: Silkeborg IF - FC København Artikel ikon Flere optakter

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Danmark - England Startopstillinger: Montenegro – Polen Artikel ikon Startopstillinger: Nordirland – Norge Artikel ikon Startopstillinger: Rumænien - Danmark Artikel ikon Flere startopstillinger

Kampreferater

Artikel ikon Loftus-Cheek splittede Danmark ad Frisparksperle grundlagde polsk sejr Artikel ikon Endnu et nederlag til nordmændene Artikel ikon Rumænien – Danmark endte i nulløsning Artikel ikon Flere kampreferater