Hjem til Fodbold

Af Torsten Brix

2017-02-17
Hjem til Fodbold

Indkast.dk bringer her et kapitel fra Thomas Gravsgaards aktuelle bog.

Her lugter af olie. Men det er på en tør, støvet, næsten brændt måde, fordi bremseklodserne udsender så meget varme, når de tæmmer vognene. Der er også en metallisk underdunst af ozon fra den elektricitet, der driver togene. Dét her er duften af London Underground. Og duften af frihed.

Jeg er 15 år, snart 16, og føler mig for en stund voksen. Også selv om det var min mors og ikke mit eget forslag, at jeg skulle tage en tur rundt i undergrunden alene.

Det er kun et par år siden, at jeg første gang tog 113'eren alene fra Skovby helt ind til midtbyen. Altså ikke bare midtbyen i Galten, men i selveste Aarhus. Jeg kan stadig huske følelsen af at eje hele verden, i hvert fald den del af verden, der bredte sig langs busruten fra kommunegrænsen forbi Harlev, kollektivet ved Lyngbygård Å, Årslev kirke – de åbne markers sidste bastion – og herefter Brabrands jernbaner og Gellerups boligblokke inden det komplette kaos fra Ydre Ringvej og ind.

Men det her er større. Dette er ikke stoppestedet ved Restaurant Lillering Skov i det lille, usle skovbryn, hvor mennesker og kragekolonien i trætoppene på hver deres måde skider på naturen. Det er derimod Earls Court, porten til The Tube og udgangspunkt for min første udenlandske ekspedition på egen hånd. Jeg har to timer, inden jeg skal være tilbage på hotellet.

Vi er herovre med min mors storesøster og min fætter, Peter. Egentlig ville jeg ikke have haft noget imod, at han var med mig nu her på perronen på Piccadilly Line, en tung elevatortur under District Line oppe på jordens overflade. Vi ser hinanden meget sjældent, men falder altid hurtigt ind i et behageligt fællesskab, bygget op om vores interesse for musik og for ikke at skulle høre vores mødre knævre hele tiden.

Men lige nu ville han hellere blive på værelset med høretelefoner på end med den lidt yngre og noget mere nørdede fætter på rundtur i dybet. Hellere The Clash i ørerne end mig, der højtideligt ville fortælle navnet på hver eneste station og beskrive dens geografiske placering, som om det var mig, der havde konstrueret hele den engelske hovedstads offentlige transportsystem. Jeg kan ikke bebrejde ham. Ikke kun min mor snakker måske lidt for meget.

For et par uger siden fik et par af mine venner tilsyneladende nok. Vi var hjemme ved Bjørn. En Europa Cup-kamp kørte på fjernsynet inde på hans værelse. Han og Kim var midt i en passioneret diskussion om amerikansk basketball. Pludselig bekendtgjorde jeg, at jeg altså en dag godt kunne tænke mig at rejse rundt i det vestlige Irland. Deres samtale ophørte brat og blev afløst af et iskoldt og uhyggeligt veltimet “Nå” fra Kim og et efterfølgende latteranfald fra Bjørn. Siden har jeg helst villet se dem på tomandshånd, så jeg ikke risikerer at afbryde noget, som jeg ikke er en del af.

Det kører heller ikke så godt med Nørre for tiden. Han er et år ældre end mig og begyndte i gymnasiet sidste sommer. Han har ellers været min bedste ven den forgangne vinter og trodser da også stadig indimellem min fars utilfredse grynten over dørklokken for at se Tipslørdag sammen med mig. Men meget af tiden bruger han nu på at fortælle mig, hvor irriterende jeg altså er, når jeg nynner eller laver trommelyde med munden, og at jeg enten skal skaffe ham med til nogle flere fester i vores årgang eller selv blive hjemme fra dem og hænge ud med ham i stedet. Når kampene kører på skærmen, er han endda nogle gange begyndt at afkræve mig et svar på, hvem jeg holder med, blot så han kan vælge det modsatte hold. Når ‘hans' hold så scorer, er der noget hånende over hans jubel.

For fanden, hvor er det svært. Jeg har hele tiden en fornemmelse af, at både Kim, Bjørn og Nørre egentlig gerne vil væresammen med mig, men at de foretrækker en anden version af mig, end den jeg er. Nogle gange virker det, som om de vil hjælpe mig. Med min tøjstil. Mit valg af deo. Mit hår. Mine bumser. Andre gange er det, som om de mest har lyst til at vise mig, at de har opgivet mig.

Måske er det derfor, at jeg slapper sådan af sammen med min fætter. Han kender mig ikke godt nok til at blive frustreret over mig. Det næste tog presser en boble af lummervarme frem inde fra den mørke hvælving ved den fjerneste ende af platformen. Jeg stiger ombord, trykker play på min walkman, og London Beats ‘I've been thinking about you' sætter i gang samtidig med vognen.

Første stop er Gloucester Road. Jeg står af og hopper over på et tog på District Line, som kommer et øjeblik efter på samme perron. Jeg kunne lige så godt have taget det fra Earls Court. Men denne tur handler ikke om at være effektiv. Den handler om at skifte tog, når det passer mig, og køre derhen, hvor det passer mig. Thomas uden tøjler.

Sloane Square, Victoria, St. James's Park, Westminster og Embankment suser forbi. Jeg sidder med mit London-kort på skødet og følger med. Jeg købte det for tre år siden i en boghandel i Aarhus. Ikke fordi jeg skulle bruge det til noget. Men jeg skulle bestemt heller ikke bruge hverken Milano, Bochum, Oslo eller nogen af de 45 andre europæiske bykort, som jeg de seneste seks år har brugt alle mine lommepenge på, til noget. Da jeg sidste sommer på vej hjem fra sommerferie i Schweiz havde punget ud for et kort over Oldenburg på en tysk tankstation, behøvede jeg ingen spydige bemærkninger fra nogen venner for at nå frem til en erkendelse af, at det måske var på tide fremover at investere i noget andet. For eksempel deodoranter, der rent faktisk gør en forskel, eller tøj til mere end kr. 99,95.

Alligevel er det min søsters røde Y-jakke, som jeg har på lige nu. Alle de stilfulde drenge derhjemme, anført af Kim, har den noget mere maskuline sorte. Men jeg har stadig aldrig selv brugt en eneste krone på tøj. Så under jakken har jeg en spraglet, men behagelig sweater på, som jeg ved, at i hvert fald én af pigerne fra klassen finder direkte afskyelig. Det har hun uden omsvøb fortalt mig, og jeg formoder, at hun udtalte sig på det tavse flertals vegne.

Heldigvis er det svært at begå de helt store fejl i valg af jeans og basketstøvler. Her føler jeg mig o.k. tilpas. Men håret er en udfordring, tænker jeg, da mit spejlbillede dukker op i den modsatte rude i kupeen, efter at vi har forladt lysene på Tower Hill Station, og der nu kun er lamper indenfor i vognen. Jeg lader stadig min mor klippe det, ligesom jeg lader hende købe mit tøj, og hun er ikke særlig modtagelig over for mit ønske om kortere hår i siderne og længere i nakken.

Problemet med siderne løser jeg ved hver morgen at lime håret fast til siderne af mit hoved med en håndfuld af min søsters stinkende, violette gelé, som det også er lykkedes mig at smugle med til London. Men resten er noget rod. Det ligner et mindre, loddent pattedyr, nok mest en gnaver, der har lagt sig til at dø på min isse. Og i mine armhuler gør Jockey-spraydåsen fra Brugsen ikke den store gavn. Suk. Der er meget, jeg er nødt til at gøre anderledes. Men i det mindste er det sgu sejt at se sig selv sidde her i vognen, mens den rumler afsted under en af verdens største byer.

Vi er nået til Bromley-by-Bow. Ét stop mere, og vi er ved West Ham. Navnet på en fodboldklub hjælper også på mit humør. Svend Gehrs was also here. Jeg står af, stiger op fra undergrunden og giver mig til at lede efter deres stadion, som kortet desværre ikke kan hjælpe mig med.

Jeg har to flugtveje, når spejlbilledet derhjemme er blevet for grimt; når Nørre har skældt for meget ud; når endnu en af mine flammer har valgt Kim – musik og fodbold. Musikken finder jeg på mit værelse med anlæggets volumenknap vredet helt rundt, så min mor, far eller storesøster ofte braser ind og vil have mig til at skrue ned, fordi de kan høre det helt nede i den anden ende af huset, selv om jeg har høretelefoner på.

Der har i mange år været heavy metal på det anlæg, men lige for tiden forsøger jeg at nøjes med rockmusik. Der er lidt for meget Oldenburg-kort over metal. Der er i hvert fald ingen andre i min årgang, der hører det. I stedet har jeg mixet et bånd med Bon Jovi, Pretty Maids, Gary Moore og Alice Cooper som sætliste til sidste skoledag, hvor jeg skal fremføre en koncert på scenen i hallen for hele Skovbyskolen med mit band. Problemet er bare, at jeg ikke har noget band og i øvrigt heller ikke kan spille nogen instrumenter, bortset fra ‘An der schönen blauen Donau' på klaver. Samt at pigernes hysteriske skrig, jubelbrølene fra den tætpakkede sal, tilbedelsen fra alle i min hverdag og koncerten som sådan bare er en fantasi. Som så meget andet.

Fodboldflugten går til de engelske kampe i Tipslørdag, selv om Serie A på TV 2 søndag eftermiddag egentlig byder på bedre bold og bedre stemning. Hele ugen sigter mod lørdag kl. 16. Selv fredagens fester handler bare om at fordrive ventetiden. Og det er lige meget, hvem der spiller. Om det er altdominerende Liverpool, røvkedelige Arsenal, udsultede Manchester United, nuttede Wimbledon, Coventry med de sjældne siddepladser bag mål, de spændende oprykkere fra Leeds eller Lars Elstrups Luton.

Det starter for alvor lørdag morgen. Nørre og jeg mødes på vores cykler ude på vejen, min sportstaske omhyggeligt anbragt på bagagebæreren, hans skødesløst slynget hen over ryggen. Han er vild og temperamentsfuld, og han ser så sydlandsk ud, at den lokale landsbyracist en ellers fredelig eftermiddag sidste forår på boldbanen ved Brugsen truede med at slå ham ihjel.

“Jeg hader perkere!” råbte den vrede, knivviftende arier, hvorpå Nørre væltede hans verdensbillede omkuld ved at bekendtgøre, at hans mor faktisk hedder Ulla og hans far Mogens.

“Jeg er lige så dansk som dig,” argumenterede han roligt.

Men normalt er han ikke rolig. Han taler højt, råber, når han er vred, smider med sine sko, når han laver en fejl på banen. Han kan ikke deltage i noget uden at ville vinde for enhver pris, og når det ikke lykkes, ryger der ting rundt i luften. Da han stadig gik på skolen, smadrede han en dag gymnastiklærerens badmintonketsjer i raseri. Læreren var holdleder på badmintonlandsholdet, og ketsjeren var ikke lige sådan en, der var købt nede i Ea Sport i Galten.

Efter at han startede i gymnasiet, er han tit ekstra irritabel lørdag morgen, fordi de drikker igennem om fredagen. Hans sorte hår hænger ned over panden og de søvndrukne, dunkle øjne, og jeg bliver med det samme bange for at sige noget forkert. Men så kommer jeg i tanke om, at dét her også for ham er den bedste stund på ugen, og at vi måske i dag kan komme til at heppe på det samme hold. Vi har det hele foran os: halvanden times indendørs fodbold, så en tur over til bageren og købe træstammer, og så tilbage i hallen og se juniorerne spille, mens vi snakker om damer og om, hvem der var sammen med hvem til hvilken fest i aftes – et samtaleemne, der i øvrigt med deprimerende sikkerhed handler om alle andre end mig.

Hvis vejret er godt, flytter vi nogle gange spillet udendørs bagefter og dræber et par ekstra timer, inden Tommy Troelsen fyrer den første vidunderligt dårlige vittighed af kl. 15 på mit 14-tommers SHARP-tv. Midt på vinteren sænker mørket sig udenfor allerede, mens den første time forløber med skisport fra udlandet og halsport fra Danmark. Og så, lidt i fire, er Svend Gehrs eller Niels Chr. Niels-Christiansen klar fra England.

Uanset om det bare er mig og Nørre, eller om Kim eller Bjørn også er med, er vi i hvert fald de næste to timer som regel verdens bedste venner. Ingen spydigheder fra Kim, ingen drillerier fra Bjørn og ingen raseriudbrud fra Nørre – kun påtaget jubel, når der bliver scoret mod mit udkårne hold på dagen. Lørdag eftermiddag er det tidspunkt, hvor jeg tvivler mindst på, om jeg er god nok. Efter at vi fik videomaskine forrige efterår, er jeg begyndt at optage alle de scoringer, jeg kan komme til. Jeg er allerede oppe på syv VHS-bånd, og de mange mål bliver ved med at have den samme effekt, uanset hvornår på ugen jeg sætter dem på. Det er som at tage beroligende medicin.

Jeg finder ikke Upton Park. Men det vigtigste er, at jeg nåede herud. “Jeg tog alene ud til West Ham,” vil jeg fortælle dem derhjemme. Kim vil sige “Nå” på en oprigtigt interesseret måde. Og for en gangs skyld vil Nørre måske betragte mig som andet end en tøsedreng.

Der er gået halvanden time. Det er tid til at vende om. Tilbage på hotellet finder jeg Peter i et opholdsrum ved siden af receptionen. Der er både et fjernsyn og en bogreol, men det er jukeboksen, han har sat i gang.

“Hvad hører du?” spørger jeg og synker ned i en stol så dyb, at det føles, som om min røv hænger lige over Piccadilly Line. Jeg kan mærke trætheden dunke under den døde gnaver. Indre billeder fra gårsdagens og nattens rejse maler sig selv på indersiden af mine øjenlåg: vores fodboldkamp med en tom øldåse på en rasteplads ved Bremen, de endeløse, skærende lamperæk- ker langs de hollandske motorveje, Rotterdams flammende raffinaderier, den vuggende søvn på færgen fra Hoek til Harwich.

“Noget gammelt Queen. Der er ikke rigtig noget nyt,” svarer han på sin sønderjyske dialekt, der lyder, som om han altid tager en lille smule pis på mig. Både han og hans to storebrødre har lært mig meget om musik. De har lært mig at identificere bassen i et nummer ved at spille Kim Wildes ‘Love Blonde' for mig. Og den ældste har en elektrisk guitar, som han indimellem lader mig prøve, når vi besøger dem i Sønderborg. Men de kan ikke sige noget til mig, uden at jeg mistænker dem for at fnise ad mig bag min ryg. Jeg er faktisk stadig i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er bass med i ‘Love Blonde'. Men de skælder mig i det mindste aldrig ud.

“Kan jeg vælge den næste?” spørger jeg, mens jeg allerede bladrer igennem udvalget. Det er lutter vinylsingler. Der er in- gen heavy metal, men til gengæld er det gratis. Og pludselig er der en fuldtræffer.

“Tjek den her ud.”

Jeg trykker play. Et symfoniorkester spiller ‘An der schönen blauen Donau'. Min mor ville være stolt af mit valg. Men så afbryder den uforsonende lyd af en trykknaptelefon strygerharmonien, og hårde, elektriske trommer sætter østrigske Falco i gang med ‘Vienna Calling'.

“Den er da noget gammel, hva'?” konstaterer Peter.

“Sgu da ikke ældre end det, du sad og hørte,” griner jeg.

Jeg ved, at den er fra 1985 eller 1986. Jeg kan mærke på et
nummer, når det er fra midtfirserne. For det gør mig altid glad. Specielt når der er et element af Italo-synthesizer inde over. Det minder mig om barndom, kør-selv-ferier i Italien og en tid, hvor jeg ikke følte mig så forkert. Og hvor det var Argentina og ikke Vesttyskland, der var verdensmestre. Jeg når at høre den to gange, inden vores mødre dukker op. Deres stemmer tripper frem fra receptionen lang tid før deres fødder.

“Skruer du ikke lige ned, Thomas? Der bor altså også andre her på hotellet,” lyder det forudsigeligt fra min mor. Vi har ellers ikke set en eneste anden gæst her endnu.

Men da vi kommer tilbage efter en solid omgang indisk buffet i nabogaden, er hotellet som forandret. Der er latter, højlydt snak og tilløb til fællessang. Væggene i receptionen er dækket med irske flag. Der stinker af sved og cigaretrøg. Så kommer jeg i tanke om, at der er England-Irland på Wembley i aften. EM-kvalifikation.

Man kan diskutere, hvor megen substans der er i vores mød- res talestrøm, men når det handler om at skabe kontakt, og specielt til irere, er ævl en effektiv brobygger. Min mor og min moster har allerede taget plads ved et bord med to mænd i fyrrerne, inden Peter og jeg så meget som har spottet, at der var tomme stole.

“What's the craic, ladies?”

Den ene ser sydeuropæisk ud med mørkt hår og overskæg. Det er Nørre om et kvart århundrede, bortset fra det høje humør. Den anden kunne være englænder med gråt hår og bleg hud, men det ville han nok ikke bryde sig om at få at vide. De er begge klædt i lyse skjorter, slips og 30 centimeter høje hatte i hjemlandets farver.

“How goes the battle, boys? Fancy a drink?”

Peter og jeg kigger spørgende på vores mødre.

“I skal da bare sige ja, hvis I har lyst til en øl,” siger min mor.

“Ja, I skal da bare sige ja,” kvidrer min moster smilende.

Hendes sønderjysk er knap så drillende som sønnernes. Hun lyder altid, som om hun er i overdådigt humør, og alting kan lade sig gøre.

Vi sætter os ned. Mick og Des, hedder de. Jeg er ikke helt på hjemmebane med sproget endnu. Ved terminsprøven for et par måneder siden fik jeg godt nok 9 i skriftlig engelsk, men jeg har svært ved at få det til at hænge sammen mundtligt.

“Where in Ireland are you from?” forsøger jeg mig og håber på, at de ikke er fra det vestlige Irland. Det vil gøre det her en smule sværere at fortælle om til Kim og Bjørn.

“Dublin, son,” svarer sydeuropæeren med dybt, dansk u.

Jeg er glad for, at de har pyntet sig selv og receptionen med grønt, hvidt og orange, for jeg ville ikke have fanget deres dialekt. For et år siden, på skitur i Norge med 8. klasse, gik jeg over til et bord fyldt med engelsktalende mænd og fortalte dem om lodtrækningen til Englands EM-kvalifikationsgruppe. En af dem kvitterede ved at vende sig om og med underspillet foragt spørge, hvem Skotland havde trukket.

“Excuse me. Where did you say that you are from?” spørger min mor. Jeg bliver altid stolt af hende, når hun taler tysk, som hun underviser i. På engelsk er vi mere jævnbyrdige. Og jeg har modsat hende faktisk fanget, at de er fra hovedstaden.

“Dublin. Capital of Ireland. Lots of people don't know it,” svarer Mick høfligt, inden han og Des bryder ud i skraldende latter. Det samme gør vi. Min mor er god til at grine ad sig selv. Jeg ville ønske, at jeg havde arvet den egenskab fra hende.

En tjener kommer med seks store glas øl. To af dem er uden håndtag og ligner missiler til indvortes brug. Jeg bliver nervøs og rækker ud efter den beroligende hank på et af de andre. De minder mig mere om noget, som jeg kender, men er sta- dig ubehageligt store. Det er svært nok for mig at drikke en 33 cl flaskeøl. Jeg kan faktisk overhovedet ikke lide øl. Min mor foreslog tidligere på vinteren, at jeg kunne få nogle tomme dåser med til festerne og bare lade som om, jeg drak. Hun har afkodet, at der er et vist gruppepres under opsejling hjemme i Skovby.

Nu sidder jeg så med noget, irerne kalder en pint i et glas, hvor ethvert levn vil blive afsløret. Heldigvis ser Peter også betuttet ud, selv om han er et år ældre end mig. Han nyder måske heller ikke festerne derhjemme.

Snakken drejer sig hurtigt og naturligt ind på formålet med deres ophold: fodbold. Nu kører det. Jeg husker alle detaljer fra det irske landsholds pludselige opstigning til den europæiske elite i løbet af de seneste fem år: Ray Houghtons hovedstødsmål, der fældede arvefjenden England i Stuttgart under EM 1988, Ronnie Whelans væltespark mod Sovjetunionen i Hannover i samme turnering, Kevin Sheedys hammer af en udligning mod englænderne ved VM sidste sommer og David O'Learys afgørende straffespark mod Rumænien, der sendte Irland i kvartfinalen mod værtsnationen Italien.

Mick og Des var til alle kampene. Og de forudser, at kampen i aften bliver lige så stor. De skal op mod de engelske naboer, der hærgede deres hjemland i århundreder, inden de trak sig ud i røgskyerne fra IRA's bomber og attentater og efterlod en ø delt i to i evig konflikt med sig selv og den tidligere overherre. På vej herover fortalte min mor, at der for kun en måned siden blev dræbt én og såret 38, da IRA detonerede en sprængladning på Victoria Station få stop nede ad District Line, og at de et par uger forinden forsøgte at dræbe premierminister John Major med fire granater i hans baghave. Akkurat som opgørene i Stuttgart og sidste sommer i Cagliari er det altså et højbetændt møde, ladet med politiske undertoner.

Men det helt store, fortæller Mick og Des, er, at kampen skal spilles på Wembley. Hvor Bobby Moore hævede VM-pokalen i 1966. Hvor de kongelige hvert år i maj uddeler verdens ældste klubtrofæ, The FA Cup, 39 trappetrin over the hallowed turf, den hellige bane. Wembley, hvor Irland aldrig har vundet.

“Hvis vi slår dem i aften, vil det være den største aften nogensinde for Irland,” siger Des. Jeg kigger på mit ølglas. Det er tomt. Jeg giver mig selv et mentalt klap på skulderen.

“I skulle tage og komme med os derud,” foreslår Mick, nu kun henvendt til min fætter og mig.

“I kan sikkert godt få fat i en billet derude. Jeg kan også lige låne telefonen i receptionen og ringe rundt til nogle af de andre, der er med herovre. Jeg har nogle numre på deres hoteller. Og det kunne jo være, at nogle af dem allerede har fået for mange pints,” siger han uden at grine.

Han rejser sig. Jeg kigger på Peter og så på vores mødre. De griner heller ikke længere.

“Jeg kunne virkelig godt tænke mig at komme med. Det er verdens mest berømte stadion, og det er åbenbart en kæmpe kamp,” lægger jeg ud.

“Jeg ved godt nok ikke, Thomas.”

“Tror du, at det er noget for dig, Peter?” spørger min moster.

Hun er lidt i klemme, for ganske vist er Peter et år ældre end mig, men hvis han får lov, bliver min mor også nødt til at give mig lov.

“Det kunne da være meget sjovt. De gør jo ikke noget, dem her,” svarer han.

Des smiler imødekommende, som om han forstår, hvad vi siger.

“Okay,” siger min mor. “Hvis I kan få nogle billetter, så I kan stå sammen med dem, må du gerne tage med.”

Min puls stiger, og Jockey-deodoranten får en smule vanskeligere ved at gøre sit i forvejen utaknemmelige arbejde.

“Sejt!”

Mick kommer tilbage.

“Nu skal I høre. Jeg kan godt skaffe jer to billetter. Men de
koster altså 70 pund stykket. Og så er det sammen med de engelske fans. Nogle, jeg kender, har købt billetter til det forkerte afsnit, og de vil gerne af med dem igen.”

Allerede ved tallet 70 ved jeg, at chancen er forpasset.

“Det synes jeg ikke lyder som en særlig god idé. Så er det bedre, at vi tager en tur derud i morgen og får en rundvisning, hvis du meget gerne vil se det stadion,” siger min mor forsigtigt. Mit hjerte synker ned på sin vante plads igen. Jeg ved, at hun har ret. Jeg har heller ikke selv lyst til at stå mellem 70.000 hooligans, der vil have hævn for bomberne. Men hvor kunne det have været stort at tage med Mick og Des derud. Jeg har aldrig været på andre stadioner end Aarhus Stadion. England-Irland på Wembley. Det ville alle sgu gerne have hørt om på tirsdag i 9. klassernes alrum i lilla blok på Skovbyskolen. For en gangs skyld ville jeg have været interessant uden at være den mindste smule underlig.

London Underground er ikke så fascinerende som i går. Når man først én gang har gjort noget helt uden sine forældre, bliver det aldrig igen sejt at gøre det sammen med dem. Lugten fra dybet giver hovedpine, bremseklodserne skærer i trommehinden, og der er alt for mange mennesker på alt for lidt plads.

Jeg er irriteret. Irland og deres tusindvis af fans havde en stor aften på Wembley i går, hvor de fik 1-1 og var klart bedst. Foran fjernsynet i jukeboksrummet havde Peter og jeg siddet med en klar fornemmelse af at gå glip af en oplevelse for livet. Specielt da Niall Quinn sneg sig bag om den engelske forsvarslinje og snittede udligningen ind bag David Seaman.

Det er ikke noget, vi sidder og snakker om. Men vores mødre kan godt regne det ud. Ellers ville de ikke sidde her med os på Circle Line mod uret på vej til et fodboldstadion.

På Baker Street skifter vi over på Metropolitan Line mod Uxbridge. Ved Finchley Road bliver underground til overground. Omkring os flader Londons nordvestlige forstæder ud. Formiddagens solskin afslører fodboldens efterladenskaber på de forbisusende stationer: tomme ølflasker, dåser og chipsposer.

Jeg bliver næsten altid inviteret med til festerne derhjemme, fordi jeg er en god brobygger mellem pigerne og mine fodboldkammerater, men nu begynder jeg at forstå, hvordan Nørre har det, når han ikke har været med. På Wembley Park står vi af. For enden af en lang, fuldstændig snorlige og jævnt opstigende vej ser vi stadion: de to hvide tårne på hver deres side af rampen, der hæver vejen det sidste stykke op.

De mange eksotiske vinduesbuer over hovedindgangen, der giver bygningen et arabisk touch. Flagene, der blafrer fra taget, Union Jack øverst af alle fra toppen af det højre tvillingetårn. Og floder af affald, som er ved at blive fejet sammen til et ocean.
Snakken går mellem søstrene, mens vi traver op mod arenaen. Peter og jeg går tavst på hver side af dem. Det er svært at komme til, men jeg har heller ikke så meget at sige. Jeg kan ikke sætte ord på, hvordan jeg har det. Jeg er glad for at se Wembley, sært opmuntret ved tanken om, at lige dér, inde bag muren, indtraf så mange af de øjeblikke, jeg gemmer derhjemme på videobånd: Allan Simonsens straffespark i 1983, Norman Whitesides curler for Manchester United mod Everton i FA Cup-finalen i 1985, Keith Houchens flyvende hovedstød i Coventrys chokerende triumf to år senere, de jublende baneinvasioner forrige år, da Liverpool og Everton spillede uden hegn rundt om banen få uger efter Hillsborough-katastrofen oppe i Sheffield. Niall Quinns udligning i aftes. Suk.

Fortrydelsen skyller ind over mig og tager mig med. Vi skulle ikke være taget herud i dag. Det er ydmygende at blive trøstet på denne måde af min mor. At skulle nøjes. Sådan har det været hele mit liv:

Nej, Thomas. Den er for dyr. Men den dér er på tilbud.

Thomas, du kan ikke spille angriber. Men vi mangler en venstre back. I virkeligheden ser du ikke godt ud, og du kan ikke spille guitar. Men tag nogle høretelefoner på, så kan du få lov til at forestille dig, hvordan det er at være populær.

Der er ingen rundvisning i dag, finder vi ud af. Der var jo kamp i aftes, forklarer en af gadefejerne foran indgangen. Det gør ingen forskel for mig. Skaden er sket.

Fra toppen af trapperne foran Wembley Park Station vender jeg mig om og kaster et sidste blik op mod fodboldkatedralen. En dag bliver det min tur, tænker jeg. En dag vil jeg stå her igen. Med mine bedste venner. Måske endda med en kæreste, når pigerne en dag opdager, at mine venner rent faktisk er begyndt at respektere mig. Med en billet til den store fest.

“Mind the gap,” skratter en højttaler i det fjerne.

Bare rolig. Lige nu har jeg slet ikke øje for andet end tomheden.
Men i toget tilbage mod Baker Street opdager jeg igen mig selv i ruden. Stadig med mit kiksede hår, min søsters jakke og hængende mundvige. Men der er noget i mit blik, som jeg ikke kunne se i går i undergrunden. Noget fast, noget beslutsomt, noget uvant: et løfte til mig selv.



Bogen er udgivet af People'sPress. Den er 253 sider og koster 199,95 kroner.



Optakter
Torsdag d. 22/2, kl. 19:00
Atlético Madrid - FC København
Tilskuere i Superligaen

Fanmagneten Hammarby IF

Klubberne har taget tilskuerne for givet

SIF-boss: Faciliteter kan være løsningen

SL-status: Tilskuerne bliver stadig væk

Magasin-artikler
Wigan – City: 1-0 … igen
To forskellige fodboldklubber og verdner mødtes på DW Stadium, og resultatet blev det samme som i 2013. Væk var de ildelugtende toiletter, komiske presseforhold og klubkontoret i campingvognen, da Pep Guardiolas tropper gæstede Wigan.
Sergio Agüero, Ilkay Gundogan, Leroy Sane, Fernandinho, John Stones, Kyle Walker, Kevin De Bruyne, David og Bernardo Silva samt rekordindkøbet Aymeric Laporte var blot nogle af de Manchester City-spillere, der mandag aften ikke kunne besejre Wigan fra den tredjebedste engelske fodboldrække. City tabte med 0-1, hvilket ikke var første gang.

FA Cup-finalen i 2013 gav samme resultat i Wigans favør imod et voldsomt City-mandskab. Det samme kan man vel sige om opgøret i februar 2018, hvor en af de største fodboldoverraskelser i nyere tid fandt sted. For City har i denne sæson fjernet alt modstand – men Wigan fra den tredje bedste række vandt alligevel over dem.

Kigger man tilbage i historiebøgerne, så går en af historierne fra finalen i 2013 på, at den daværende stenrige klubejer Dave Whelan stod i en herretøjsbutik i London og afviste at betale omkring 3.000 kroner for en ny strikketrøje, som han skulle have på til kampen. Han valgte at tage sin gamle på – og det frembragte held – måske havde Whelan også trøjen på til kampen i 2018?

I Whelans hjem skulle der være 81 store fotografier rundt omkring i huset fra finalesejren, som kom i hus på en speciel måde. Ifølge assistent-træneren Graeme Jones så valgte manager Martínez at ændre taktik dagen før kampen, og han bad spillerne om at træne ti minutter dagen før. Her skulle spillerne øve ti angrebsåbninger - og ifølge Jones var det nøglen til den overraskende sejr.

I 2018-udgaven blev backen Fabian Delph udvist, mens det var Pablo Zabaleta i 2013. Den meget stærke Zabaleta fik to advarsler for frispark på den purunge Callum McManaman, der på det tidspunkt boede hjemme hos sin mor. Inden knægten gik i seng, hang han FA Cup-medaljen op på væggen i barndomsværelset, hvor han som knægt havde ligget og drømt om at vinde FA Cuppen. Medaljen skulle stadigvæk hænge på værelset, men det er langt fra den eneste komiske historie om den specielle fodboldklub – Wigan Athletic.


Lugt af pis og masser af fuglelort
I starten af 1990'erne spillede Wigan Athletic i de laveste engelske divisioner, og havde et stadion – Springfield Park – der var berygtet af alle de forkerte grunde. Omkring fodboldbanen var der grundet dårlige og uløselige sanitære forhold en konstant stank af urin, hvilket der blev gjort meget grin med – ligesom deres næsten komiske presseforhold.

Journalisterne blev nemlig placeret i et anlagt drivhus, som det hævdes ikke ”at have været gjort rent i 50 år”, og derfor var der kun få steder, at man faktisk kunne se ud igennem ruderne, der bl.a. var meget ramt af fuglelort. Derudover var der kun plads til en lille håndfuld journalister, og forholdene var ikke meget bedre på klubbens kontor, der var i en nærliggende campingvogn.

Historien om Wigans kontor i campingvognen for under 30 år siden giver jo næsten grotesk billede, når de nærliggende og senere Premier League-konkurrenter er klubber som de to Liverpool-klubber samt Manchester City og United. Dette ”Wigan-billede” bliver endnu flottere, når det viser sig, at ”The Latics” har voldsom opbakning i lokalområdet. For fem år siden viste en undersøgelse nemlig, at det er ikke er Everton, Liverpool, Manchester City eller United, der har den største opbakning – i gennemsnit af tilskuerne - under 16 år. Det har Wigan Athletic!

De flotte tal giver jo lyse udsigter over DW Stadion, der tidligere hed JJB Stadion, men forholdene er også ændret fra det føromtalte Springfield Park. I 1999 stod 80 % af tilskuerne op på en græsvold omkring stadion, men alt dette fik en klublegende ændret. Navnet er Dave Whelan!


Fra røven af 3. Divison
I sæsonen 1993/94 tabte Wigan 12 kampe i træk og lå i ”røven af 3. Division”, hvilket kostede manager Kenny Swain jobbet. I stedet blev den tidligere spiller Graham Barrow ansat, og tyve år efter var han - stadigvæk - tilknyttet førsteholdets træner-team. På det førnævnte tidspunkt havde klubben ifølge datidens bulletiner kun to spillere på det niveau, som holdet spillede på, men føromtalte Whelan ændrede alt. Som spiller blev Whelan kendt for at brække begge ben i FA Cup-finalen i 1960, men sidenhen er han blevet berømt for opbygningen af et storhold, der endte i Premier League. Han ændrede klubbens stadion, spilletrup og med et smittede humør samt hårdt arbejde startede genopbygningen af klubben.

På en kold februar aften i 1995 mødtes Whelan med 350 af klubbens loyale fans, og på det tidspunkt lovede klubejeren, at holdet ville være i Premier League inden ti år. Det frembragte jubel hos fansene men også komiske kommentarer fra konkurrenterne, men disse blæste Whelan på. Præcis ti år senere var holdet i Premier League, og Whelan holdt dermed sit løfte, hvilket blev gjort med hårdt arbejde og det rigtige hjerte – samt meget humor og manager Paul Jewell, der også kunne levere alt dette.

Aston Villa var et tophold på dette tidspunkt og havde flere engelske landsholdsspillere i truppen. Deres daværende manager David O'Leary sagde efter oprykningen til Wigan-kollegaen Paul Jewell:

- Tillykke med oprykningen. Jeg håber, at I bliver i rækken!

Svaret fra Jewell kom prompte med et smil på læben:

- Tak… det håber jeg også, at I gør!

Manager Jewell var Whelans påfund, og igennem seks år stod klubbens tidligere lille angriber for det hårde slid frem mod Premier League. Det startede ellers rigtigt dårligt for Jewell efter ansættelsen i 2001. I september var holdet placeret i bunden efter et 1-5-nederlag til Wrexham, men Whelan gav Jewell ind til den efterfølgende jul til få dem i top 6. Det lykkedes… de var faktisk placeret på førstepladsen med ti points forspring den efterfølgende jul, og eventyret op mod Premier League kunne begynde. Forinden havde Whelan haft Jewells til jobsamtale, hvor den daværende 74-årige bestyrelsesformand skulle have sagt:

- Der er blevet sagt en masse pis om mig, men alt, hvad jeg forlanger af mine managers, er, at de arbejder røven ud af bukserne.

Det gjorde Jewell, og i 2005 rykkede holdet op i Premier League med spillere som Jimmy Bullard, Arjan de Zeeuw, Jason Robers og Nathan Ellington. I Jewell havde Wigan et unikt øje for at spotte talenter i lavere rækker. Pascal Chimbonda blev hentet i den næstbedste franske fodboldrække og senere kåret til den bedste højreback i Premier League. Antonio Valencia kom til Nordengland fra Recreativo og blev senere solgt meget dyrt til mægtige Manchester United. Før disse var de ”Three Amigos” kommet til klubben. De tre spanske spillere var den senere manager Roberto Mantinez, Isidro Diaz og Jesus Seba, hvilket fik den humoristiske klub til tørt at konstatere: Jesus is a Wiganer!

Inden Mantinez fik manager-jobbet havde Steve Bruce været manager i klubben, og han ”fandt” også nogle billige spillere til at supplere truppen med. Wilson Palacios og Maynor Figueroa kom fra Honduras, mens ukendte James McCarthy kom fra Hamilton.

Mange af disse spillere var ukendte ved ankomsten til Wigan, og sådan er historikken i klubben, hvilket gør det svært at vurdere deres trup inden en sæsonstart. Igennem flere sæsoner har de ikke været levnet mange chancer, men alligevel er de endt med at imponere – blandt andet deres sæsoner i Premier League. John Cross fra The Daily Mirror har tidligere sagt om Wigans chancer i Premier League:

- Wigan minder om Coventry fra tiden i slutningen af 80'erne og starten af 90'erne. Et hold, der i flere år kæmper mod nedrykningen. År efter år trodser de tyngdekraften. De kan ikke blive ved med at tabe spillere og i stedet hente nye, uprøvede spillere, som de har gjort og er sluppet afsted med.

Efter klubben havde overlevet en af deres dramatiske nedrykningskampe sagde klublegenden Whelan til BBC:

- Det er ikke pengene, vi glæder os over nu. Det er at blive i Premier League.

Wigan-ejeren havde brugt over 100 millioner kroner på klubben, som han købte for 8 millioner kroner. I 2007 solgte den aldrende Whelan aktier i JJB Sports for 2,5 milliard kroner, og han skal ikke have masser af penge, når han dør – har Whelan tidligere slået fast:

- For mange mennesker tager penge med graven, og det har jeg ikke nogen plan om. I forhold til Wigan og min investering har det været det hele værd, når man har set klubben vokse fra de nederste divisionsrækker til Premier League. Skulle vi rykke ned i den kommende sæson, kan vi stadigvæk sige, at ”Vi gjorde det!”


Magien kom tilbage
Den 7. maj 2012 vandt Wigan 1-0 over Blackburn og reddede sig dermed i sidste spillerunde en sæson mere i Premier League, men året efter sluttede festen. Tre dage efter de havde vundet FA Cup-finalen, rykkede de ud af Premier League.

Men ingen kunne tage deres triumf fra dem. Den næsten 100 år gamle klub havde vundet deres første store trofæ – nogensinde – og så ved at vinde 1-0 over naboerne, de stenrige samt kraftigt oprustende fra Manchester City.

I den efterfølgende sæson blev succes-manageren Martínez sendt til Everton. Samtidig gav Whelan bestyrelsesposten til barnebarnet David Sharpe, hvorved de to mænd bag Wigan-magien var væk. På seks år har der været seks managere i Wigan – uden den store succes.

Den fik Paul Cook mandag aften, da Wigan formåede at vinde over Manchester City i FA Cuppen – igen. Pep Guardiolas tropper havde forinden vundet 23 ud af deres 27 Premier League-kampe, og de sparede ikke på deres kræfter. Der var masser af kvalitet i det hold, som Guardiola sendte på banen på DW Stadium. Et sted hvor der tidligere har lugtet voldsomt af urin, hvor presserummet var et drivhus overbeskidt med fuglelort og hvor klubkontoret var en gammel campingvogn. Alt mellem de to klubber var forskelligt – bortset fra resultatet. Wigan vandt igen med 1-0…

Læs hele artiklen
Preston North End - Absolute rubbish
Indkast.dk rejste til det nordlige England og fandt det ægte engelske fodbold i den triste by – Preston.
- Rough day today…

Sådan lyder det fra manden, der kommer ud fra det overbrækkede toilet på baren ”The Sumners”. Vi er tæt på Deepdale stadium, hvor Preston North End(PNE) om et par timer skal møde Hull i Englands næstbedste fodboldrække, men vi er også et sted, hvor fodbolden har en speciel betydning.

Arbejdsløsheden er rekordhøj i denne del af England, og hele området er ligeså deprimerende og trist - som vejret. Preston ligger 50 km nord for Liverpool og Manchester i et område, der tidligere har haft meget mere industri og masser af handler samt vækst. Nu er gaderne fyldt med triste og faldefærdige bygninger, og på hvert et hjørne er der enten et værtshus eller en bookmaker. Vi kommer til byen fra den legendariske M6-motorvej og passerer både Anfield Road og Goodison Park, som ligger overraskende tæt på hinanden, men vi kommer også forbi meget elendighed. Det er her, at den engelske fodbold findes i den reneste form. Her støtter man det lokale hold og ikke andre, hvilket David Nielsen forleden udtrykte på en speciel måde i Jyllands-Posten:

- Der er en grund til, at den engelske kultur er så stærk. Hvis du kommer fra Shrewsbury, så holder du med Shrewsbury. Så holder du ikke med Arsenal. Så snart Liverpool vinder en kamp, vælter det ind med danskere, der jubler "Yes, mand, vi vandt i dag". Så føler de sig som en del af noget, der ligger langt, langt væk. Vi er ikke en fodboldnation.

England er en fodboldnation og især i de fattige samt udsatte områder langt væk fra London som i Preston. Her er kærligheden til fodbolden stor, og man støtter de lokale drenge, selvom de er ”absolute rubbish”, som den helfulde mand bag os råber efter spillerne, efter vi har sat os på de meget kolde sæder på Deepdale.

Det går ellers godt for Preston North End for tiden. De er placeret tæt på de meget attraktive Playoff-kampe, og de vinder også opgøret over Hull, selvom det tidligere Premier League-hold havde flere erfarne spillere, herunder den svenske landsholdsspiller Sebastian Larsson, Fraiser Campbell og den tidligere Tottenham-spiller Michael Dawson. Sidstnævnte deltog ikke i kampen pga. en skade, slog manager Alex Neil fast efter opgøret, selvom flere af de engelske aviser mente, at Dawson var skuffet over, at han ikke fik lov at skifte til Nottingham Forest i det netop overståede transfervindue.

Modsat Hull har PNE ikke så mange aldrende stjerner på holdet, og end ikke salget af Jordan Hugill til West Ham for tæt på 100 millioner kroner virker til at have påvirket holdet. I stedet havde Greg Cunningham fået pladsen, og han scorede kampens første mål – naturligvis med hovedet efter et hjørnespark. For kampen foregik på ”anden sal”, og min rejsefælde var ikke bleg for tørt at konstatere efter en af kampens mange høje bolde, at ”det er spillet”. Sådan spiller man store dele af Championship-kampene, og de er ikke blege for at tage del i nogle af de mange hårde luftdueller.

Vi sidder på Sir Tom Finney Stand, som er opkaldt efter klublegenden, der imellem 1946 og 1960 spillede 433 kampe for klubben og scorede 187 mål. Kort tid efter den lokalfødte knægt Finney stoppede, rykkede PNE ud af den bedste engelske fodboldrække, hvor de ikke har været siden – men nu nærmer de sig.


Fra Invincibles til jokes
Udover Finney er der også mange andre kendte fodboldnavne, der har været i klubben som Bill Shankly, David Moyes, Sam Allardyce, Sir Bobby Charlton, David Healy og Nugent. Flere af disse navne finder vi indgraveret i fliserne tæt på det legendariske springvand – The Tom Finney Splash – foran stadion.

Omkring stadion er det som tidligere nævnt trist, lidt fantasiløst men også meget engelsk. Det var spillet på banen også, og holdkortet viste med al tydelighed, at truppen er besat af spillere fra Wales, Irland, Skotland og naturligvis England. De engelske dyder bliver passet og plejet – imens man opfører sig ordentligt, når ”The Lilywhites” spiller. Her bliver man ikke kropsvisiteret, inden man kommer ind på stadion, fordi der er en stærk tiltro til, at man ikke kaster med flasker eller andet. Ved det obligatoriske toiletbesøg i pausen ser jeg, at flere har medbragte termokander til kampen, hvilket ikke ville være tilladt mange steder i Europa, da det jo også kan fungere som kasteskødts. Sådan noget sker ikke i Preston North End. For her er klubben ens familie, og hvem ønsker at skade den?

PNE er en af verdens ældste fodboldklubber, og for over 100 år siden blev de ”Invincibles”, da de gik igennem en sæson uden nederlag, men siden dengang er der sket meget, og der er rigtig mange vittigheder, som tidligere har gjort klubben lidt til grin. En af disse handler om en PNE-fan, der går forbi en galeanstalt med et PNE-halstørklæde på, og han falder i snak med en indsat på den modsatte side af væggen. Fanen spørger efter lidt småsnak medfangen, om han også holder med PNE, hvortil han svarer: ”Ser det ikke ud til, at jeg har nok problemer?”.

Kampen mellem PNE og Hull var et møde imellem to klubber fra Lancashire og Yorkshire, hvilket er to egne, der historisk set hader hinanden, men trods dette forløb alt omkring kampen stille og roligt – bortset fra på pubben ”The Sumners”, hvor de sikkert stadigvæk er ved at gøre rent… jah… ellers er de ikke!

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Pierre-Emerick Aubameyang – råddent æble
Hurtigere end Usain Bolt, ballademager med store disciplinære problemer, nyrig afrikaner med ekstremt forbrug… dette er blot nogle af betegnelserne, som er blevet påhæftet den 28-årige angriber fra Gabon.
141 mål i 212 kampe… det var hvad Pierre-Emerick Aubameyang opnåede i Dortmund, fra ankomsten i 2013 til han i de sidste timer af januars transfervindue i 2018 blev rekordindkøbt af Arsenal, men hvem er denne afrikanske angriber?

Aubameyangs fodboldeventyr startede i 1995, da han første gang betrådte grønsværen i den lille franske klub ASL L'Huisserie Football, hvor han tog hul på fodboldkarrieren. Herefter gik turen til OGC Nice, Stade Lavallois, FC Rouen og SC Bastia, inden hans karriere som juniorspiller for alvor tog fart.

Aubameyang sluttede sig til AC Milans ungdomsrækker i januar 2007. I august 2007 var han en del af det hold, som tilkæmpede sig en flot fjerdeplads i den såkaldte Champions Youth Cup, som blev afholdt i Malaysia. Her leverede Aubameyang så solide præstationer, at han tiltrak sig international opmærksomhed. Han scorede således mod hver eneste modstander, som AC Milan mødte på grønsværen, og det blev til syv mål i seks kampe.

Afrikanerens første sæson som professionel fodboldspiller var sæsonen 2008/09, hvor han var udlejet til Dijon FCO. Meningen var, at Aubameyang skulle få førsteholdserfaring, hvilket han så sandelig fik. Han spillede således 34 ligakampe, hvori det blev til otte mål og to assists. Den dengang 18-årige Aubameyang blev ydermere nævnt i magasinet World Soccers talentsektion.

Sæsonen i Dijon som lejesvend blev altså en succes for Aubameyang. Herefter blev han udlejet til Lille OSC og AS Monaco, hvor han dog ikke oplevede samme succes. Efter seks måneder i Monaco blev Aubameyang udlejet til Saint-Etienne, hvor han på ny oplevede stor succes. Succesen i Saint-Etienne var endda så stor, at Ligue 1-klubben i december 2011 hentede Aubameyang på en permanent aftale. Han scorede sit første hattrick for klubben to måneder senere og endte faktisk som Ligue 1-topscorer i den sæson.

Sæsonen 2012/13 bliver betegnet som Aubameyangs gennembrudssæson. Han tilkæmpede sig ganske vist ”kun” en andenplads på topscorerlisten i Ligue 1, men til gengæld blev han kåret til African Player of the Year.
Aubameyang blev præsenteret i Borussia Dortmund den 4. juli 2013. Her kom han dog til at stå i skyggen af Robert Lewandowski i Dortmund-angrebet, hvilket kom til udtryk på Bundesligaens topscorerliste for 2013/14-sæsonen, hvor Aubameyang sluttede under både Lewandowski og Marco Reus.

Lewandowski sluttede sig til Bayern München, inden sæsonen 2014/15 blev sparket i gang. Aubameyangs anden sæson i Dortmund-trøjen bød på 16 mål, hvilket gav ham rollen som Dortmund-topscorer. De 16 træffere var dog ikke nok til at sikre ham topscorertitlen i Bundesligaen, men fjerdepladsen på topscorerlisten betød, at han nærmede sig. Sæsonen 2015/16 bød på 25 mål i sæsonens 34 kampe, men det var kun nok til andenpladsen på topscorerlisten, da Lewandowski scorede 30 mål i Bayern München-trøjen.

Man kan argumentere for, at 2016/17-sæsonen var den bedste sæson nogensinde for Aubameyang. Han vandt topscorertitlen for næsen af Lewandowski, som for anden sæson i træk præsterede hele 30 træffere i 34 kampe.

Aubameyang havde scoret 29 mål i sæsonen, inden den allersidste spillerunde gik i gang. Her var Werder Bremen på besøg i Dortmund, hvilket endte med en 4-3-sejr til værterne. Dortmunds superhelt fandt vej til netmaskerne to gange i den allersidste kamp, mens Lewandowski ikke formåede at finde vej til netmaskerne i Bayern Münchens 4-1-sejr over Augsburg, og inden skiftet til Arsenal havde angriberen lavet 13 mål for Dortmund, mens det har knebet lidt mere på landsholdet.

Aubameyang blev inviteret til at spille for Italiens U19-landshold, da han havde overstået den succesfulde sæson som lejesvend i Dijon, men den franskfødte angriber med rødder i Gabon valgte dog det franske U21-landshold, som han debuterede for i februar 2009.

I marts 2009 blev Aubameyang imidlertid udtaget til det gabonesiske landshold, som han siden har repræsenteret. Gabon var vært for African Cup of Nations i 2017, hvilket dog hverken medførte en sejr eller en finaleplads. Til gengæld er Aubameyang alle tiders topscorer på det gabonesiske landshold. Nok tal - nu mere om ”The bad boy” .


Superhelten Aubameyang
Halloween var lige om hjørnet i oktober 2012, da Aubameyang tilsyneladende tog forskud på glæderne. Han havde netop scoret det første mål i kampen mellem Saint-Etienne og Stade Rennais, da han løb om bag målet og fandt en taske. Frem fra tasken tog han en Spiderman-maske, som han iførte sig for at fejre sin scoring. Dog var Aubameyang ikke den første spiller i verden, som fejrede en scoring på den måde. Den tidligere Newcastle-midtbanespiller Jonas Gutierrez havde således en Spiderman-maske gemt i shortsene, som kom frem, da han scorede mod Barnsley i 2010. Det blev til gengæld langtfra den sidste gang, at Aubameyang iførte sig en maske på grønsværen.

Aubameyang stjal endnu en gang rampelyset med en maske, da han var havnet i Dortmund og de stod overfor Bayern München i DFL-Supercuppen i 2014. Den nye holdkammerat - Henrikh Mkhitaryan - bragte Dortmund foran efter 23 minutters spil, inden Aubameyang også kom på måltavlen efter godt en times spil. Herefter fandt han en Spider Man-maske i den ene sok, som han tog på hovedet foran de knap 80.000 tilskuere på Signal Iduna Park.

Spiderman blev erstattet af Batman i det såkaldte Ruhr-derby mellem Dortmund og Schalke i februar 2015. Aubameyang bragte BVB foran efter 78 minutters spil, hvorefter han tog en Batman-maske på hovedet, mens hans holdkammerat Marco Reus fulgte trop og også tog en maske på – en Robin-maske. Maske-episoden fra Ruhr-derbyet, hvor Aubameyang og Reus tydeligvis havde forberedt en fælles jubel, kunne have set vanvittig dumt ud, hvis Dortmund havde smidt føringen på gulvet, men derbyet endte 3-0 til Dortmund.

Aubameyang iførte sig for fjerde gang i karrieren en maske på grønsværen, da Schalke tog imod Dortmund til endnu et Ruhr-derby. Aubameyang bragte Dortmund foran i anden halvleg, hvilket altså fik ham til at tage endnu en maske på, men der var ugler i mosen denne gang. Der var således tale om en speciel maske, som var en tilslutning til den såkaldte Nike-kampagne ”The Masked Finisher”. Aubameyang er personligt sponsoreret af Nike, mens Dortmund får deres spilledragter fra Puma, som oven i købet også er aktionærer i Bundesliga-klubben. Denne kontrovers fik Dortmund-direktøren Hans-Joachim Watzke til at tale med store ord:

- Denne opførsel er uværdig for sådan en stor virksomhed. Det kan ikke passe, at vi skal kæmpe for Nike og deres økonomiske interesser på denne måde. Vores partner er Puma, udtalte Hans-Joachim Watzke til det tyske medie Bild.

Den daværende Dortmund-træner Thomas Tuchel var også overrasket over sin angribers opførsel. Han var dog ikke overrasket over, at hans angriber endnu en gang tog en maske på, da han skulle fejre sin scoring, men derimod over den kontroversielle maske, som var et endegyldigt bevis på, at Aubameyang havde tilsluttet sig en Nike-kampagne iført en Puma-spillertrøje.

- Vi havde forventet en efterfølger til Batman/Spiderman-jubelscenen, men det var ikke tilfældet, hvilket gør det hele en anelse vanskeligere, lød det fra Thomas Tuchel.


”No Auba – No Party”
Den seneste maske-eskapade resulterede i, at Aubameyang blev idømt en bøde på omkring 375.000 kroner, men det er langt fra eneste gang, der har været ballade med Aubameyang. Angriberen er blevet påhæftet ”No Auba – No Party”, da han er lidt af en festabe med hurtige biler, specielle hårpragter, manglende disciplin samt ekstremt dyrt designertøj, som han selv producerer. Han har blandt andet lavet tøjserien ”PEA17” samt baseballcap-mærket ”New Era”, som kom i Dortmund-farverne sort og gult – måske skal det i fremtiden være hvidt og rødt?

Tøjet har været et af problemerne for Aubameyang i Dortmund, da arbejderklubbens fans slet ikke kun genkende levemåden fra Gabon-angriberen. Ugelønnen på omkring 1,5 million kroner i Dortmund er blevet brugt på mange vanvittige ting, som da han mødte op til kamp med et par grønne Nike-sko med 4.000 små Swarkoski krystaller på til en samlet pris på over 25.000 kroner.

Dette kom samtidigt med, at han sagde til journalister, at han ønskede at skifte til Real Madrid eller PSG, hvilket de meget loyale Dortmund-fans har haft svært ved at acceptere. Desuden er han gentagende gange udeblevet fra træningen – blandt andet for at deltage i en reklamefilm for Red Bull, og i sidste sæson blev han ikke udtaget til en Champions League-kamp imod Sporting Lissabon, da han 48 timer før var blevet filmet til et pool-party i det nordlige Italien. Han blev også udelukket fra truppen til sidste sæsons kamp imod Stuttgart, da han kort tid forinden var taget til Barcelona for at besøge den gamle holdkammerat – Ousmane Dembélé. Dortmund kaldte det ”disciplinære problemer”, og dem har der været mange af.

Dette har - ifølge bulletinerne - gjort, at holdkammeraterne har taget afstand til Aubameyang, og til sidst fik sportsdirektør Michael Zorc samt træner Peter Stoger simpelthen nok af deres ellers så målfarlige angriber – og måske blev andre klubber også bange for at hente ”problembarnet”.

Flere gange har Real Madrid vist deres interesse, men trods deres sportslige krise så slog ”Los Blancos” ikke til. Tidligere har den spanske avis AS skrevet, at Real Madrid var villige til at betale i omegnen af 520 millioner kroner samt sende deres daværende angriber Álvaro Morata til Dortmund, hvis Aubameyang til gengæld blev sendt den modsatte vej, men det blev afvist af Dortmund, selvom Aubameyangs mor, Margarita Crespo, tidligere har udtalt:

- Han (Pierre-Emerick Aubameyang, red) lovede sin bedstefar, at han ville komme til at spille for Real Madrid, og lige siden han var et lille barn, snakkede han altid om Real Madrid - ikke Barcelona.

Pierre-Emerick Aubameyang endte ikke i Real Madrid og måske findes forklaringen på, at angriberen ikke blev købt af Real Madrid i ordvalget fra Dortmund-legenden Matthias Sammer. Han har sagt, at Arsenal har købt ”Et råddent æble”, og at angriberens egoistiske og respektløse opførsel næppe vil ændre sig.

Det må fremtiden vise, men mål det kan den hurtige Aubameyang lave.


Læs hele artiklen
Nicklas Bendtner – 30 år
”Lord Bendtner” er to gange blevet anholdt for at lave hærværk, og han har fået en bøde på 842.000 kroner for at køre spirituskørsel – men nu er det hele vendt, og den 30-årige ”Bendtner is back”.
Den 16. januar 1988 blev en af Danmarks vel nok mest selvtillidsfulde mænd født. Hvis man som læser er i tvivl om, hvem denne herre er, er der tale om Nicklas Bendtner. En spiller, som mange både i Danmark og i verden elsker at hade – og det er ikke så mærkeligt.

I Jantelovens hjemland er angriberen nemlig ikke bange for at iscenesætte sig selv og har desuden aldrig været det.
Allerede i ungdomsårene viste han flere tegn på, at han er en ener og formentlig altid vil være det. Han har nemlig aldrig haft nogle fodboldspillere som idoler. Næ, i stedet var hans idol tegneseriefiguren Batman – en figur der, trods svære odds altid klarede sig, og vigtigst af alt - klarede sig selv. Batman-sammenligningen er ikke helt af vejen, for selv om fodbold er en kollektiv sport, betyder det ikke, at ”Lord”, som han så yndefuldt bliver kaldt, ikke kan formå at flytte fokus over på sig selv. At det nu engang er sådan, kunne allerede ses tidligt i Bendtners karriere. Angriberens træner i KB, Jonnie Larsen, var nemlig på besøg i Arsenal og har tidligere overfor Tipsbladet beskrevet, hvad han så.

- Han var 18 og spillede en U/19-kamp mod Southampton, som ikke havde tabt en kamp i et helt år. Arsenal var bagud 1-0, og fem minutter før tid udlignede Nicklas. Arsenals spillere var helt vilde, og de løb over i hjørnet, hvor Nicklas fejrede det. I overtiden scorede Arsenal så til 2-1, og alle løb over i hjørnet igen – på nær Nicklas, som bare løb op mod midten. Det er typisk Nicklas, når det ikke er ham selv, der er i centrum. Der svinede jeg ham til og sagde, at han skulle være lidt mere en holdspiller. Jeg ved det godt Jonnie, sagde han, men han var lidt skuffet over, at han ikke blev matchvinder. Han er ikke en ond fyr, men det er nok det billede, folk har af ham. At han er lidt egoistisk…

Og påstanden er ikke helt skæv, hvis man blot lytter til nogle af de talrige andre anekdoter fra ungdomsårene. Som eksempel herpå beskrives det i bogen 'Big Bendtner' af Kurt Lassen, at han allerede som ung vidste, at han var for god til Danmark og Superligaen.

- Mens jeg var i KB, vidste jeg hele vejen, at jeg ikke skulle skrive kontrakt med FCK, men at jeg skulle videre.

Denne selvtillid har fulgt skarpretteren sidenhen, men som i så mange andre tilfælde er der en logisk grund til de høje tanker om sig selv.


Det startede på Amager – med mange mål
Bendtner startede som kun fireårig i Amager-klubben Tårnby Boldklub. Her spillede han i seks år, inden talentet rakte til den større og mere ambitiøse klub KB. Her blev historien gentaget. Bendtner tørnede nemlig også ud for københavnerne i seks år og med stor succes. Han var flere af sine konkurrenter overlegne, dels på grund af sin højde og dels på grund af sit åbenlyse talent. Det betød, at Arsenal hentede den dengang kun 16-årige dansker til London. Herfra tog karrieren for alvor fart. Faktisk imponerede skarpretteren manager Arsène Wenger så meget, at han kun et år efter sin ankomst til klubben debuterede for førsteholdet. Det skete i en Ligacup-kamp mod Sunderland i en alder af blot 17 år.

Året efter blev Bendtner udtaget som absolut yngste mand til Danmarks U-21-landshold forud for slutrunden i Portugal. I selvsamme turnering scorede Bendtner to mål mod Spanien - i sin debut vel at mærke. Senere samme år debuterede han for Danmarks bedste mandskab. Debuten faldt i en kamp mod Polen, og som for U-21-landsholdet tegnede han sig for en scoring. Ti måneder senere tilspillede han sig, efter et ophold i Birmingham, en kontraktforlængelse i Arsenal, og som om året ikke skulle være godt nok allerede, scorede han minsandten også sit første mål i Champions League i 7-0-slagtningen af Slavia Prag.

Herefter begyndte det dog at vakle mere for Bendtner. Holdkammeraterne begyndte at blive irriterede over hans store selvtilfredshed, og selv om han scorede regelmæssigt, formåede han at tiltrække negativ omtale i medierne. Det skete blandt andet efter en uheldig bytur, hvor han blev fotograferet med bukserne nede, et biluheld og røster fra landsholdslejren om, at han havde svært ved at indordne sig landsholdets regler og dermed hierarki. Det blandede mediebillede har fulgt angriberen lige siden. Efter nogle år med både strålende og forfærdeligt spil i Arsenal - og en guldrandet kontraktforlængelse til 2014 - valgte ”B52” at skifte til en lejeaftale hos midterholdet Sunderland.

Tiden i den langt mere stille nordengelske by, Sunderland, blev som tiden i Arsenal, en blandet pose bolsjer. Han startede godt, havde en mindre god periode og sluttede så godt igen. Sæsonen blev dog overskygget af flere uheldige episoder – blandt andet en sag om en fartbøde samt en sag danskeren senere blev frikendt i, hvor han sammen med anfører Lee Cattermole skulle have udøvet hærværk på adskillelige biler.


Masser af fest, damer og problemer
Udover alt balladen har Bendtner også været jagtet af mange journalister fra de mere kulørte blade, hvilket ikke mindst skyldtes ægteskabet – og barnet – som han fik med den tidligere baronesse Caroline Fleming. Dette forhold sluttede i 2011, og siden har Bendtner blandt andet været kæreste et par år med den voldsomt eksponerede skuespiller Julie Zangenberg. I denne periode var Bendtners karriere på det laveste. Dårlige ophold hos Juventus, Wolfsburg og Nottingham Forest gjorde, at han på klubholdene over en periode på fem år blot lavede fem mål – og nok engang var i overskrifterne af alle de forkerte grunde.

Da han kørte imod ensretningen på Gl. Strand i København med en promille på 1,75, mistede han også store dele af den sympati, der havde været for ham i den danske befolkning, og der var heller ikke meget forståelse hos Wolfsburg, da Bendtner – efter han blot havde lavet tre mål på to år – lagde et billede op på Instagram med sig selv i sin Mercedes på vej til træning i Wolfsburg, der er VW's hjemby. Bilfirmaet og storsponsoren i klubben betragtede dette som en provokation. Derfor endte han i Nottingham uden den store succes, og derefter endnu et skridt ned af karrierestigen med skiftet til Rosenborg, hvorved karriereforløbet kom til at hedde: Juventus, Wolfsburg, Nottingham Forest og Rosenborg. I Norge er Bendtner faldet til ro, og han skulle ifølge sig selv elske landets natur på sine lange gå- og fisketure.

- Jeg tror, at folk har et meget fejlagtigt syn på mig generelt. De tror, at de hele handler om byture og natteliv. Men når jeg har været hjemme (i Danmark, red.), har jeg altid taget ud i mit sommerhus. Jeg har altid elsket naturen, så for mig er der ikke noget nyt i det. Nu er der bare mere naturliv end så meget andet. Jeg nyder kontrasten. Det er dejligt. Vi er en del fra holdet, som fisker sammen.

Sådan sagde Bendtner til VG, men det var ikke et billede, som klubkammeraten i Rosenborg - Mike Jensen – kunne genkende efter formfremgangen.

- Nicklas er blevet stærkere fysisk, og selvtilliden er vokset siden landskampene i september… men han har altså ikke fanget en eneste fisk endnu, sagde Mike Jensen i efteråret.

Om det var naturen eller de høje priser på alkohol skal være usagt, men Rosenborg og Bendtner blev et godt match. Danskeren blev topscorer, kåret til ”Årets profil” af spillerforeningen og var stærkt medvirkende til, at Rosenborg vandt mesterskabet. Bendtner var nok en gang klar i spyttet på de sociale medier, hvor han efter den norske triumf skrev:

- Jeg sidder her og tænker på, hvordan jeg skal beskrive min sæson. Det er vel første gang i min karriere, hvor alting er gået, som jeg havde håbet og planlagt. Ja, det er faktisk første gang, hvor jeg ikke skal tænke på andet end at nyde øjeblikket og forberede mig på de næste udfordringer. At jeg er kommet så langt, siden jeg tegnede kontrakt med Rosenborg i marts, skylder jeg en stor tak til klubben for - til mit hold, til mine trænere, til fansene og alle andre bag kulisserne.

En langt mere ydmyg Bendtner takkede omkring sig og var langt fra den egoistiske version, som Arsenal-psykologen, Jacques Crevoisier, beskrev tidligere i hans karriere til det svenske fodboldmagasin Offside. Crevoisier havde lavet en 'Selvoplevet kompetence-test' – altså hvor god Bendtner opfattede sig selv til at være. Bendtners test sprængte skalaen. På en skala, der gik op til 9, formåede Nicklas Bendtner at få 10.

Nu fylder ”Fest-aben” 30 år, hvilket ikke er meget, når man tænker på, hvad han allerede har oplevet og hvilken udvikling han har gennemlevet. Måske er han ved at blive voksen?
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Havde Mourinho fortjent en ny kontrakt?
Forleden valgte Manchester United at forlænge kontrakten med Jose Mourinho, men har han virkelig gjort sig berettiget til dette?
Jose Mourinho har godt nok vundet to trofæer i Manchester United, men det var Liga cuppen og Europa League. Derudover har han sikret klubben plads blandt de sidste 16 i Champions League, men sidstnævnte var altså i en gruppe med Basel, CSKA Moskva og Benfica. Desuden har Mourinho fuldstændig tabt kampen om det engelske mesterskab til rivalerne fra City, der er 16 point foran, og på transfermarkedet har Mourinho lavet store fejl. De dyrtindkøbte sommerindkøb - Romelu Lukaku og Victor Lindelöf - må efterhånden betegnes som deciderede skuffelser, og de har haft store problemer med at finde sig til rette på United-holdet. Så er det samlet set så godt med Mourinho i United?

Netop United-holdet eller idealopstillingen har været svær at spotte med Mourinho, hvilket måske også skyldes, at det har været svært at finde spillestillen, og til tider har Manchester-holdet spillet mere defensivt og med langt mindre boldbesiddelse, end United-fansene har ønsket sig. Især imod de andre Top 6-hold har Mourinho spillet meget defensivt, og det har virket til, at han slet ikke har ønsket at angribe modstanderen. Dette har gjort, at sæsonens ni topkampe, indtil nu blot har givet én sejr. Derudover har Mourinhos meget udskældte plan B med at sparke lange bolde imod den ofte indskiftede Fellaini mødt stor kritik. Publikum har simpelthen ønsket sig mere af ”The special One”.

Midt i dette står det faktum, at dyrtindkøbte Henrikh Mkhitaryan slet ikke har kunne falde til under Mourinho, og han blev som bekendt byttet til Alexis Sánchez i Arsenal. Et godt bytte for United, men også dyrt, da det kun var United, der ønskede at opfylde sydamerikanerens høje lønkrav.


Skidt mandskabsbehandling?
Udover Mkhitaryan er Mourinho mislykkedes med de dyrtindkøbte Luke Shaw og Paul Pogba – og dermed kan de komme på listen over spillere, der ikke kunne præstere i United-trøjen, der kan være så svær at udfylde. Spørg bare Schweinsteiger, Depay, Schneiderlin, Valdes, Falcao og Di Maria blot for at nævne nogen indenfor de sidste tre sæsoner.

Pogba spiller ikke meget for tiden, og det virker til, at Mourinho ikke kan finde ud af, hvilken rolle franskmanden skal have på Uniteds midtbane? Pogba kostede 750 millioner kroner og er stadigvæk det største indkøb i Uniteds historie, men indtil nu har han ikke levet op til den store købspris, for skal han være 6'er, 8'er eller 10'er for United? Prisen og forventningerne til Pogba gjorde, at mange United-fans sikkert gerne ville have set franskmanden længere fremme på banen, men sådan er det ikke gået.


Bedre end van Gaal – men hvor meget?
Omkring juletid 2015 var overskrifterne i de engelske aviser ”Boring, Boring Manchester United”, da Louis van Gaals mandskab igennem et par måneder blot havde tilspillet sig syv afslutninger indenfor modstanderen målrammen og United-holdet havde spillet med flest baglæns afleveringer i Premier League samt flest afleveringer for at skabe deres chancer. Det var triste tal, som er blevet bedre under Mourinho, men ikke helt nok – mener jeres skrivekarl.

Mange United-fans vil sikkert rase, når de læser disse linjer, men undertegnet har blot store – faktisk megastore - forventninger til United og Mourinho. Disse bliver ikke indfriet for tiden. Mange spillere på holdet har ikke niveau til at spille for United, og klubben skal være glade for, at ”fax'en” drillede, da David De Gea var meget tæt på at skifte til Real Madrid. Den spanske målmand er en af verdens – hvis ikke verdens – bedste målmænd, og han har været kampafgørende masser af gange i Mourinho-tiden. De Gea har et internationalt snit fra den øverste hylde, og hvor mange andre har det i den nuværende Manchester United-trup? Spørgsmålet kunne også være… har Mourinho et internationalt snit udover det sædvanlige, som må være kravet for at være manager i en af verdens største fodboldklubber?

I 2016 slog Mourinho fast, at hans liv var forfærdeligt på et hotelværelse i Manchester, men her 15 måneder senere bor han stadigvæk på Lowry Hotel – hvorfor har han ikke købt et hus at bo i? - er han overhovedet faldet til i Manchester?

På det seneste har Manchester United spillet flere kampe med meget lav boldbesiddelse, og fornyelig tilspillede Arsenal over 30 afslutninger imod Manchester United - som godt nok vandt kampen. Derudover har United siden nederlaget til City spillet ti Premier League-kampe, hvor de har tabt til Newcastle og spillet uafgjort med Southampton og Burnley. Det er ikke resultater, der rimer på Manchester United – og slet ikke hvis man kigger tilbage på tiden med Sir Alex Ferguson.

Nu står de overfor store opgaver med Champions League og Premier League-kampe, hvor en udekamp imod Crystal Palace venter samt to kampe imod Chelsea og Liverpool indenfor de næste tre kampe. Gad vide, om de to hjemmekampe imod rivalerne fra toppen også bliver med en ”parkeret bus” på Old Trafford?

Mourinho-historikken taler for sig selv, og jeg har været begejstret for ham og underholdningsværdien. Den anerledes tankegang, siden han – på Old Trafford – lavede sin legendariske jubelscene som Porto-træner, har ofte begejstret mig, men er han ved at miste lidt af magien og vil der opstå mere kritik af ham, hvis han går igennem denne sæson som Manchester United-manager uden at vinde et trofæ?

Det nuværende United-hold ligner ikke en Champions League-vinder, så Mourinho skal måske sætte sin lid til FA Cuppen, for det engelske mesterskab er meget langt væk, og kigger man på det nuværende City-hold, er de andre Premier League-hold ikke i nærheden. Så nok engang er Mourinho langt bagefter rivalen Pep Guardiola… men trods dette, de dårlige indkøb, den manglende mandskabsbehandling og den til tider kedelige spillestil, så fik den kontroversielle manager en kontraktforlængelse! Fremtiden vil vise om han havde fortjent denne…
Læs hele lederen
Hvad sker der - og skal sker i Real?
Indkast.dk har kigget nærmere på den formsvage kongeklub… blandt andet på stillingen, træner Zidane, de manglende mål, problemet Ronaldo, nederlaget til Leganes samt lidt om fremtiden.
Stillingen i La Liga
1. Barcelona – 57 point
2. Atletico Madrid - 46 point
3. Valencia – 40 point
4. Real Madrid – 38 point

Smertefuld læsning som jo pt. er det altoverskyggende problem. Hullet på 19 point til rivalerne fra Barcelona er gigantisk og er vel ikke bare et hul – men næsten en kløft. Prøv at overveje hvad der var sket, hvis der var Barcelona, der var bagefter med 19 point med tanke på salget af Neymar. Et andet tankeeksperiment er også meget rammende. Real Madrid er lige nu præcis ligeså tæt på nedrykningsstregen, som de er på Barcelona. I den forbindelse var det naturligvis skidt, at de kort før jul tabte 0-3 til Barcelona på hjemmebane.

Tænk sig hvis Real Madrid ikke skulle kvalificere sig til Champions League… de skulle jo helst ikke ende som Arsenal – altså uden for Top4.


Otte er ikke nok
Ikke en eneste Real Madrid-spiller har scoret mere end otte La Liga-mål i denne sæson – altså efter deres 21 kampe. På den spanske topscorerliste har Real Madrid ikke en eneste spiller blandt de øverste ti, og den centrale angriber Karim Benzema har lavet to mål.

Topscoreren er ikke overraskende Cristiano Ronaldo med de otte mål. Han har lavet et mål for hvert 188 minutter. Til sammenligning har Barcelonas centrale midtbanespiller Paulinho blot brugt 149 minutter og den evige rival – Lionel Messi – 98 minutter pr. mål, og glem nu ikke, at Ronaldo er Real Madrids topscorer, så otte mål er ikke nok.


Zero from Zizou
Hvis ikke Ronaldo har hovedrollen i Real Madrids krise, så har træner Zinedine Zidane. Den tidligere så anerkendte træner og klublegende virker fuldstændig ideforladt, en smule opgivende og handlingslammet. Hvorfor, at ”Kongeklubben” ikke handlede voldsomt i det netop overståede transfervindue, er en stor gåde, og måske havde Zidane slet ikke gjort sig overvejelser om dette. Længe har Pierre-Emerick Ambeyang været rygtet til Real Madrid, men alligevel endte han i Arsenal, som ikke betalte ret meget for angriberen sammenlignet med, hvad den spanske hovedstadsklub plejer at købe spillere for.

Men ikke kun på transfermarkedet har Zidane været passiv. Han fortsætter med at vælge de samme underpræsterende spillere og skifter sjældent ud, før der er spillet 70 minutter af kampene. Det er ikke godt, og den dobbelte Champions League-vinder lever i den grad på disse meritter.


Leganes
For fire år siden var Leganes placeret i den tredjebedste spanske fodboldrække, men alligevel sendte de Real Madrid ud af den spanske pokalturnering, selvom Zidane blandt andet brugte spillere med fodboldklingende efternavne som Asensio, Varane, Kovavic, Modrić, Isco, Ramos og Benzema.

Leganes har plads til 12.000 tilskuere, og mange af disse vil næppe glemme det historiske resultat med det første.


Problemet Ronaldo
Som tidligere nævnt er Ronaldo i gang med den værste sæson i tolv år, og hans mål pr. kamp er støt faldet siden 2014/15-sæsonen. Fortsætter Ronaldo dette, vil hans eftermæle blive forringet meget i Real Madrid, men tør de sælge ham i Madrid?

Et af problemerne med Ronaldo er en efterhånden belastende dåbsattest, men også hans magt i Real Madrid. Ifølge spanske medier har Ronaldo været med til at bestemme, hvem der skal købes og hentes til klubben. Så kan man vist ikke have mere magt?

Netop indkøbene har ikke været for gode på det seneste. Sommerens indkøb – Theo Hernández og Dani Ceballos – har næsten ikke spillet i denne sæson.


Fremtiden
Redningen eller vendepunktet for Real Madrid på den korte bane kan blive i Champions League, men problemet i den forbindelse er blot, at modstanderen er formstærke PSG. Stiller man de to hold op imod hinanden, så ligner det absolut ikke en samlet sejr til Real Madrid.

På den lidt længere bane virker det for tiden ikke til, at Zidane har den store fremtid i klubben, men hvem skal så afløse ham? Tottenhams argentinske manager Mauricio Pochettino eller træneren fra Serie A-overraskende tophold Napoli – Maurizio Sarri - kunne være muligheder, men et trænerskifte gør det ikke alene. Der skal købes ind… meget stort ind og gerne fra England.

Kunne man hente et par stykker fra trioen - Harry Kane, Eden Hazard og David De Gea – ville det være solide forstærkninger, men om disse spillere overhovedet er til salg, er jo en anden snak. Helt sikkert er det dog, at det ikke bliver let at rejse Real Madrid igen.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon 20 vanvittige mål Teaser: Afgørende dag i Manchester Artikel ikon Giroud de specielle måls mester? Artikel ikon 100 Arsenal-mål for Giroud – Se dem her Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold i Bundesligaen - runde 23 7.200.000 vs. 3.170.000.000: 1-0 Artikel ikon Leipzig bygger rygerum til Sarri Artikel ikon Ugens hold fra Serie A - runde 25 Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Ugens hold i Bundesligaen - runde 23 Top 10: Verdensstjerner uden et CL-trofæ Artikel ikon Top 10: Mest lovende U20-spillere Artikel ikon Top 10: Mest scorende hold Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Crystal Palace - Arsenal Spil: Manchester City - Tottenham Artikel ikon Spil: Randers - FC Midtjylland Artikel ikon Spil: Manchester-derby Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Messi mod Ronaldo Carlo Ancelotti - mit spil Artikel ikon Robert Enke: Et alt for kort liv Artikel ikon Hjem til Fodbold Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Top 10: Verdensstjerner uden et CL-trofæ Transfer-overblik: Premier League Artikel ikon Transfer-overblik: Bundesligaen Artikel ikon Storforbrugeren Pep Guardiola Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Torsdagens engelske rygter Bliver Serie A forstærket? Artikel ikon Onsdagens engelske rygter Artikel ikon Tirsdagens engelske rygter Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Alexandre Lacazette
Vidste du om ... Cristian Ziege Artikel ikon Vidste du om ... Vinicus Junior Artikel ikon Vidste du om ... Kasper Dolberg Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Statistik: Ronaldo vs. Messi Pogba in numbers Artikel ikon Liverpools trio løfter holdet Artikel ikon Champions League-statistik Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Atlético Madrid - FC København Optakt: Bayern München - Besiktas Artikel ikon Optakt: Sevilla - Man. United Artikel ikon Optakt: Chelsea - Barcelona Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Shakhtar - Roma Startopstillinger: Sevilla - Man. Utd Artikel ikon Startopstillinger: Bayern - Besiktas Artikel ikon Startopstillinger: Chelsea - Barcelona Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Shakhtar - Roma: CL når det er bedst Sevilla og United delte i porten Artikel ikon Bayern tromlede over Besiktas' ti mand Artikel ikon Messi sikrede uafgjort efter fejl af AC Artikel ikon Se flere