Hjem til Fodbold

Af Torsten Brix

2017-02-17
Hjem til Fodbold

Indkast.dk bringer her et kapitel fra Thomas Gravsgaards aktuelle bog.

Her lugter af olie. Men det er på en tør, støvet, næsten brændt måde, fordi bremseklodserne udsender så meget varme, når de tæmmer vognene. Der er også en metallisk underdunst af ozon fra den elektricitet, der driver togene. Dét her er duften af London Underground. Og duften af frihed.

Jeg er 15 år, snart 16, og føler mig for en stund voksen. Også selv om det var min mors og ikke mit eget forslag, at jeg skulle tage en tur rundt i undergrunden alene.

Det er kun et par år siden, at jeg første gang tog 113'eren alene fra Skovby helt ind til midtbyen. Altså ikke bare midtbyen i Galten, men i selveste Aarhus. Jeg kan stadig huske følelsen af at eje hele verden, i hvert fald den del af verden, der bredte sig langs busruten fra kommunegrænsen forbi Harlev, kollektivet ved Lyngbygård Å, Årslev kirke – de åbne markers sidste bastion – og herefter Brabrands jernbaner og Gellerups boligblokke inden det komplette kaos fra Ydre Ringvej og ind.

Men det her er større. Dette er ikke stoppestedet ved Restaurant Lillering Skov i det lille, usle skovbryn, hvor mennesker og kragekolonien i trætoppene på hver deres måde skider på naturen. Det er derimod Earls Court, porten til The Tube og udgangspunkt for min første udenlandske ekspedition på egen hånd. Jeg har to timer, inden jeg skal være tilbage på hotellet.

Vi er herovre med min mors storesøster og min fætter, Peter. Egentlig ville jeg ikke have haft noget imod, at han var med mig nu her på perronen på Piccadilly Line, en tung elevatortur under District Line oppe på jordens overflade. Vi ser hinanden meget sjældent, men falder altid hurtigt ind i et behageligt fællesskab, bygget op om vores interesse for musik og for ikke at skulle høre vores mødre knævre hele tiden.

Men lige nu ville han hellere blive på værelset med høretelefoner på end med den lidt yngre og noget mere nørdede fætter på rundtur i dybet. Hellere The Clash i ørerne end mig, der højtideligt ville fortælle navnet på hver eneste station og beskrive dens geografiske placering, som om det var mig, der havde konstrueret hele den engelske hovedstads offentlige transportsystem. Jeg kan ikke bebrejde ham. Ikke kun min mor snakker måske lidt for meget.

For et par uger siden fik et par af mine venner tilsyneladende nok. Vi var hjemme ved Bjørn. En Europa Cup-kamp kørte på fjernsynet inde på hans værelse. Han og Kim var midt i en passioneret diskussion om amerikansk basketball. Pludselig bekendtgjorde jeg, at jeg altså en dag godt kunne tænke mig at rejse rundt i det vestlige Irland. Deres samtale ophørte brat og blev afløst af et iskoldt og uhyggeligt veltimet “Nå” fra Kim og et efterfølgende latteranfald fra Bjørn. Siden har jeg helst villet se dem på tomandshånd, så jeg ikke risikerer at afbryde noget, som jeg ikke er en del af.

Det kører heller ikke så godt med Nørre for tiden. Han er et år ældre end mig og begyndte i gymnasiet sidste sommer. Han har ellers været min bedste ven den forgangne vinter og trodser da også stadig indimellem min fars utilfredse grynten over dørklokken for at se Tipslørdag sammen med mig. Men meget af tiden bruger han nu på at fortælle mig, hvor irriterende jeg altså er, når jeg nynner eller laver trommelyde med munden, og at jeg enten skal skaffe ham med til nogle flere fester i vores årgang eller selv blive hjemme fra dem og hænge ud med ham i stedet. Når kampene kører på skærmen, er han endda nogle gange begyndt at afkræve mig et svar på, hvem jeg holder med, blot så han kan vælge det modsatte hold. Når ‘hans' hold så scorer, er der noget hånende over hans jubel.

For fanden, hvor er det svært. Jeg har hele tiden en fornemmelse af, at både Kim, Bjørn og Nørre egentlig gerne vil væresammen med mig, men at de foretrækker en anden version af mig, end den jeg er. Nogle gange virker det, som om de vil hjælpe mig. Med min tøjstil. Mit valg af deo. Mit hår. Mine bumser. Andre gange er det, som om de mest har lyst til at vise mig, at de har opgivet mig.

Måske er det derfor, at jeg slapper sådan af sammen med min fætter. Han kender mig ikke godt nok til at blive frustreret over mig. Det næste tog presser en boble af lummervarme frem inde fra den mørke hvælving ved den fjerneste ende af platformen. Jeg stiger ombord, trykker play på min walkman, og London Beats ‘I've been thinking about you' sætter i gang samtidig med vognen.

Første stop er Gloucester Road. Jeg står af og hopper over på et tog på District Line, som kommer et øjeblik efter på samme perron. Jeg kunne lige så godt have taget det fra Earls Court. Men denne tur handler ikke om at være effektiv. Den handler om at skifte tog, når det passer mig, og køre derhen, hvor det passer mig. Thomas uden tøjler.

Sloane Square, Victoria, St. James's Park, Westminster og Embankment suser forbi. Jeg sidder med mit London-kort på skødet og følger med. Jeg købte det for tre år siden i en boghandel i Aarhus. Ikke fordi jeg skulle bruge det til noget. Men jeg skulle bestemt heller ikke bruge hverken Milano, Bochum, Oslo eller nogen af de 45 andre europæiske bykort, som jeg de seneste seks år har brugt alle mine lommepenge på, til noget. Da jeg sidste sommer på vej hjem fra sommerferie i Schweiz havde punget ud for et kort over Oldenburg på en tysk tankstation, behøvede jeg ingen spydige bemærkninger fra nogen venner for at nå frem til en erkendelse af, at det måske var på tide fremover at investere i noget andet. For eksempel deodoranter, der rent faktisk gør en forskel, eller tøj til mere end kr. 99,95.

Alligevel er det min søsters røde Y-jakke, som jeg har på lige nu. Alle de stilfulde drenge derhjemme, anført af Kim, har den noget mere maskuline sorte. Men jeg har stadig aldrig selv brugt en eneste krone på tøj. Så under jakken har jeg en spraglet, men behagelig sweater på, som jeg ved, at i hvert fald én af pigerne fra klassen finder direkte afskyelig. Det har hun uden omsvøb fortalt mig, og jeg formoder, at hun udtalte sig på det tavse flertals vegne.

Heldigvis er det svært at begå de helt store fejl i valg af jeans og basketstøvler. Her føler jeg mig o.k. tilpas. Men håret er en udfordring, tænker jeg, da mit spejlbillede dukker op i den modsatte rude i kupeen, efter at vi har forladt lysene på Tower Hill Station, og der nu kun er lamper indenfor i vognen. Jeg lader stadig min mor klippe det, ligesom jeg lader hende købe mit tøj, og hun er ikke særlig modtagelig over for mit ønske om kortere hår i siderne og længere i nakken.

Problemet med siderne løser jeg ved hver morgen at lime håret fast til siderne af mit hoved med en håndfuld af min søsters stinkende, violette gelé, som det også er lykkedes mig at smugle med til London. Men resten er noget rod. Det ligner et mindre, loddent pattedyr, nok mest en gnaver, der har lagt sig til at dø på min isse. Og i mine armhuler gør Jockey-spraydåsen fra Brugsen ikke den store gavn. Suk. Der er meget, jeg er nødt til at gøre anderledes. Men i det mindste er det sgu sejt at se sig selv sidde her i vognen, mens den rumler afsted under en af verdens største byer.

Vi er nået til Bromley-by-Bow. Ét stop mere, og vi er ved West Ham. Navnet på en fodboldklub hjælper også på mit humør. Svend Gehrs was also here. Jeg står af, stiger op fra undergrunden og giver mig til at lede efter deres stadion, som kortet desværre ikke kan hjælpe mig med.

Jeg har to flugtveje, når spejlbilledet derhjemme er blevet for grimt; når Nørre har skældt for meget ud; når endnu en af mine flammer har valgt Kim – musik og fodbold. Musikken finder jeg på mit værelse med anlæggets volumenknap vredet helt rundt, så min mor, far eller storesøster ofte braser ind og vil have mig til at skrue ned, fordi de kan høre det helt nede i den anden ende af huset, selv om jeg har høretelefoner på.

Der har i mange år været heavy metal på det anlæg, men lige for tiden forsøger jeg at nøjes med rockmusik. Der er lidt for meget Oldenburg-kort over metal. Der er i hvert fald ingen andre i min årgang, der hører det. I stedet har jeg mixet et bånd med Bon Jovi, Pretty Maids, Gary Moore og Alice Cooper som sætliste til sidste skoledag, hvor jeg skal fremføre en koncert på scenen i hallen for hele Skovbyskolen med mit band. Problemet er bare, at jeg ikke har noget band og i øvrigt heller ikke kan spille nogen instrumenter, bortset fra ‘An der schönen blauen Donau' på klaver. Samt at pigernes hysteriske skrig, jubelbrølene fra den tætpakkede sal, tilbedelsen fra alle i min hverdag og koncerten som sådan bare er en fantasi. Som så meget andet.

Fodboldflugten går til de engelske kampe i Tipslørdag, selv om Serie A på TV 2 søndag eftermiddag egentlig byder på bedre bold og bedre stemning. Hele ugen sigter mod lørdag kl. 16. Selv fredagens fester handler bare om at fordrive ventetiden. Og det er lige meget, hvem der spiller. Om det er altdominerende Liverpool, røvkedelige Arsenal, udsultede Manchester United, nuttede Wimbledon, Coventry med de sjældne siddepladser bag mål, de spændende oprykkere fra Leeds eller Lars Elstrups Luton.

Det starter for alvor lørdag morgen. Nørre og jeg mødes på vores cykler ude på vejen, min sportstaske omhyggeligt anbragt på bagagebæreren, hans skødesløst slynget hen over ryggen. Han er vild og temperamentsfuld, og han ser så sydlandsk ud, at den lokale landsbyracist en ellers fredelig eftermiddag sidste forår på boldbanen ved Brugsen truede med at slå ham ihjel.

“Jeg hader perkere!” råbte den vrede, knivviftende arier, hvorpå Nørre væltede hans verdensbillede omkuld ved at bekendtgøre, at hans mor faktisk hedder Ulla og hans far Mogens.

“Jeg er lige så dansk som dig,” argumenterede han roligt.

Men normalt er han ikke rolig. Han taler højt, råber, når han er vred, smider med sine sko, når han laver en fejl på banen. Han kan ikke deltage i noget uden at ville vinde for enhver pris, og når det ikke lykkes, ryger der ting rundt i luften. Da han stadig gik på skolen, smadrede han en dag gymnastiklærerens badmintonketsjer i raseri. Læreren var holdleder på badmintonlandsholdet, og ketsjeren var ikke lige sådan en, der var købt nede i Ea Sport i Galten.

Efter at han startede i gymnasiet, er han tit ekstra irritabel lørdag morgen, fordi de drikker igennem om fredagen. Hans sorte hår hænger ned over panden og de søvndrukne, dunkle øjne, og jeg bliver med det samme bange for at sige noget forkert. Men så kommer jeg i tanke om, at dét her også for ham er den bedste stund på ugen, og at vi måske i dag kan komme til at heppe på det samme hold. Vi har det hele foran os: halvanden times indendørs fodbold, så en tur over til bageren og købe træstammer, og så tilbage i hallen og se juniorerne spille, mens vi snakker om damer og om, hvem der var sammen med hvem til hvilken fest i aftes – et samtaleemne, der i øvrigt med deprimerende sikkerhed handler om alle andre end mig.

Hvis vejret er godt, flytter vi nogle gange spillet udendørs bagefter og dræber et par ekstra timer, inden Tommy Troelsen fyrer den første vidunderligt dårlige vittighed af kl. 15 på mit 14-tommers SHARP-tv. Midt på vinteren sænker mørket sig udenfor allerede, mens den første time forløber med skisport fra udlandet og halsport fra Danmark. Og så, lidt i fire, er Svend Gehrs eller Niels Chr. Niels-Christiansen klar fra England.

Uanset om det bare er mig og Nørre, eller om Kim eller Bjørn også er med, er vi i hvert fald de næste to timer som regel verdens bedste venner. Ingen spydigheder fra Kim, ingen drillerier fra Bjørn og ingen raseriudbrud fra Nørre – kun påtaget jubel, når der bliver scoret mod mit udkårne hold på dagen. Lørdag eftermiddag er det tidspunkt, hvor jeg tvivler mindst på, om jeg er god nok. Efter at vi fik videomaskine forrige efterår, er jeg begyndt at optage alle de scoringer, jeg kan komme til. Jeg er allerede oppe på syv VHS-bånd, og de mange mål bliver ved med at have den samme effekt, uanset hvornår på ugen jeg sætter dem på. Det er som at tage beroligende medicin.

Jeg finder ikke Upton Park. Men det vigtigste er, at jeg nåede herud. “Jeg tog alene ud til West Ham,” vil jeg fortælle dem derhjemme. Kim vil sige “Nå” på en oprigtigt interesseret måde. Og for en gangs skyld vil Nørre måske betragte mig som andet end en tøsedreng.

Der er gået halvanden time. Det er tid til at vende om. Tilbage på hotellet finder jeg Peter i et opholdsrum ved siden af receptionen. Der er både et fjernsyn og en bogreol, men det er jukeboksen, han har sat i gang.

“Hvad hører du?” spørger jeg og synker ned i en stol så dyb, at det føles, som om min røv hænger lige over Piccadilly Line. Jeg kan mærke trætheden dunke under den døde gnaver. Indre billeder fra gårsdagens og nattens rejse maler sig selv på indersiden af mine øjenlåg: vores fodboldkamp med en tom øldåse på en rasteplads ved Bremen, de endeløse, skærende lamperæk- ker langs de hollandske motorveje, Rotterdams flammende raffinaderier, den vuggende søvn på færgen fra Hoek til Harwich.

“Noget gammelt Queen. Der er ikke rigtig noget nyt,” svarer han på sin sønderjyske dialekt, der lyder, som om han altid tager en lille smule pis på mig. Både han og hans to storebrødre har lært mig meget om musik. De har lært mig at identificere bassen i et nummer ved at spille Kim Wildes ‘Love Blonde' for mig. Og den ældste har en elektrisk guitar, som han indimellem lader mig prøve, når vi besøger dem i Sønderborg. Men de kan ikke sige noget til mig, uden at jeg mistænker dem for at fnise ad mig bag min ryg. Jeg er faktisk stadig i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er bass med i ‘Love Blonde'. Men de skælder mig i det mindste aldrig ud.

“Kan jeg vælge den næste?” spørger jeg, mens jeg allerede bladrer igennem udvalget. Det er lutter vinylsingler. Der er in- gen heavy metal, men til gengæld er det gratis. Og pludselig er der en fuldtræffer.

“Tjek den her ud.”

Jeg trykker play. Et symfoniorkester spiller ‘An der schönen blauen Donau'. Min mor ville være stolt af mit valg. Men så afbryder den uforsonende lyd af en trykknaptelefon strygerharmonien, og hårde, elektriske trommer sætter østrigske Falco i gang med ‘Vienna Calling'.

“Den er da noget gammel, hva'?” konstaterer Peter.

“Sgu da ikke ældre end det, du sad og hørte,” griner jeg.

Jeg ved, at den er fra 1985 eller 1986. Jeg kan mærke på et
nummer, når det er fra midtfirserne. For det gør mig altid glad. Specielt når der er et element af Italo-synthesizer inde over. Det minder mig om barndom, kør-selv-ferier i Italien og en tid, hvor jeg ikke følte mig så forkert. Og hvor det var Argentina og ikke Vesttyskland, der var verdensmestre. Jeg når at høre den to gange, inden vores mødre dukker op. Deres stemmer tripper frem fra receptionen lang tid før deres fødder.

“Skruer du ikke lige ned, Thomas? Der bor altså også andre her på hotellet,” lyder det forudsigeligt fra min mor. Vi har ellers ikke set en eneste anden gæst her endnu.

Men da vi kommer tilbage efter en solid omgang indisk buffet i nabogaden, er hotellet som forandret. Der er latter, højlydt snak og tilløb til fællessang. Væggene i receptionen er dækket med irske flag. Der stinker af sved og cigaretrøg. Så kommer jeg i tanke om, at der er England-Irland på Wembley i aften. EM-kvalifikation.

Man kan diskutere, hvor megen substans der er i vores mød- res talestrøm, men når det handler om at skabe kontakt, og specielt til irere, er ævl en effektiv brobygger. Min mor og min moster har allerede taget plads ved et bord med to mænd i fyrrerne, inden Peter og jeg så meget som har spottet, at der var tomme stole.

“What's the craic, ladies?”

Den ene ser sydeuropæisk ud med mørkt hår og overskæg. Det er Nørre om et kvart århundrede, bortset fra det høje humør. Den anden kunne være englænder med gråt hår og bleg hud, men det ville han nok ikke bryde sig om at få at vide. De er begge klædt i lyse skjorter, slips og 30 centimeter høje hatte i hjemlandets farver.

“How goes the battle, boys? Fancy a drink?”

Peter og jeg kigger spørgende på vores mødre.

“I skal da bare sige ja, hvis I har lyst til en øl,” siger min mor.

“Ja, I skal da bare sige ja,” kvidrer min moster smilende.

Hendes sønderjysk er knap så drillende som sønnernes. Hun lyder altid, som om hun er i overdådigt humør, og alting kan lade sig gøre.

Vi sætter os ned. Mick og Des, hedder de. Jeg er ikke helt på hjemmebane med sproget endnu. Ved terminsprøven for et par måneder siden fik jeg godt nok 9 i skriftlig engelsk, men jeg har svært ved at få det til at hænge sammen mundtligt.

“Where in Ireland are you from?” forsøger jeg mig og håber på, at de ikke er fra det vestlige Irland. Det vil gøre det her en smule sværere at fortælle om til Kim og Bjørn.

“Dublin, son,” svarer sydeuropæeren med dybt, dansk u.

Jeg er glad for, at de har pyntet sig selv og receptionen med grønt, hvidt og orange, for jeg ville ikke have fanget deres dialekt. For et år siden, på skitur i Norge med 8. klasse, gik jeg over til et bord fyldt med engelsktalende mænd og fortalte dem om lodtrækningen til Englands EM-kvalifikationsgruppe. En af dem kvitterede ved at vende sig om og med underspillet foragt spørge, hvem Skotland havde trukket.

“Excuse me. Where did you say that you are from?” spørger min mor. Jeg bliver altid stolt af hende, når hun taler tysk, som hun underviser i. På engelsk er vi mere jævnbyrdige. Og jeg har modsat hende faktisk fanget, at de er fra hovedstaden.

“Dublin. Capital of Ireland. Lots of people don't know it,” svarer Mick høfligt, inden han og Des bryder ud i skraldende latter. Det samme gør vi. Min mor er god til at grine ad sig selv. Jeg ville ønske, at jeg havde arvet den egenskab fra hende.

En tjener kommer med seks store glas øl. To af dem er uden håndtag og ligner missiler til indvortes brug. Jeg bliver nervøs og rækker ud efter den beroligende hank på et af de andre. De minder mig mere om noget, som jeg kender, men er sta- dig ubehageligt store. Det er svært nok for mig at drikke en 33 cl flaskeøl. Jeg kan faktisk overhovedet ikke lide øl. Min mor foreslog tidligere på vinteren, at jeg kunne få nogle tomme dåser med til festerne og bare lade som om, jeg drak. Hun har afkodet, at der er et vist gruppepres under opsejling hjemme i Skovby.

Nu sidder jeg så med noget, irerne kalder en pint i et glas, hvor ethvert levn vil blive afsløret. Heldigvis ser Peter også betuttet ud, selv om han er et år ældre end mig. Han nyder måske heller ikke festerne derhjemme.

Snakken drejer sig hurtigt og naturligt ind på formålet med deres ophold: fodbold. Nu kører det. Jeg husker alle detaljer fra det irske landsholds pludselige opstigning til den europæiske elite i løbet af de seneste fem år: Ray Houghtons hovedstødsmål, der fældede arvefjenden England i Stuttgart under EM 1988, Ronnie Whelans væltespark mod Sovjetunionen i Hannover i samme turnering, Kevin Sheedys hammer af en udligning mod englænderne ved VM sidste sommer og David O'Learys afgørende straffespark mod Rumænien, der sendte Irland i kvartfinalen mod værtsnationen Italien.

Mick og Des var til alle kampene. Og de forudser, at kampen i aften bliver lige så stor. De skal op mod de engelske naboer, der hærgede deres hjemland i århundreder, inden de trak sig ud i røgskyerne fra IRA's bomber og attentater og efterlod en ø delt i to i evig konflikt med sig selv og den tidligere overherre. På vej herover fortalte min mor, at der for kun en måned siden blev dræbt én og såret 38, da IRA detonerede en sprængladning på Victoria Station få stop nede ad District Line, og at de et par uger forinden forsøgte at dræbe premierminister John Major med fire granater i hans baghave. Akkurat som opgørene i Stuttgart og sidste sommer i Cagliari er det altså et højbetændt møde, ladet med politiske undertoner.

Men det helt store, fortæller Mick og Des, er, at kampen skal spilles på Wembley. Hvor Bobby Moore hævede VM-pokalen i 1966. Hvor de kongelige hvert år i maj uddeler verdens ældste klubtrofæ, The FA Cup, 39 trappetrin over the hallowed turf, den hellige bane. Wembley, hvor Irland aldrig har vundet.

“Hvis vi slår dem i aften, vil det være den største aften nogensinde for Irland,” siger Des. Jeg kigger på mit ølglas. Det er tomt. Jeg giver mig selv et mentalt klap på skulderen.

“I skulle tage og komme med os derud,” foreslår Mick, nu kun henvendt til min fætter og mig.

“I kan sikkert godt få fat i en billet derude. Jeg kan også lige låne telefonen i receptionen og ringe rundt til nogle af de andre, der er med herovre. Jeg har nogle numre på deres hoteller. Og det kunne jo være, at nogle af dem allerede har fået for mange pints,” siger han uden at grine.

Han rejser sig. Jeg kigger på Peter og så på vores mødre. De griner heller ikke længere.

“Jeg kunne virkelig godt tænke mig at komme med. Det er verdens mest berømte stadion, og det er åbenbart en kæmpe kamp,” lægger jeg ud.

“Jeg ved godt nok ikke, Thomas.”

“Tror du, at det er noget for dig, Peter?” spørger min moster.

Hun er lidt i klemme, for ganske vist er Peter et år ældre end mig, men hvis han får lov, bliver min mor også nødt til at give mig lov.

“Det kunne da være meget sjovt. De gør jo ikke noget, dem her,” svarer han.

Des smiler imødekommende, som om han forstår, hvad vi siger.

“Okay,” siger min mor. “Hvis I kan få nogle billetter, så I kan stå sammen med dem, må du gerne tage med.”

Min puls stiger, og Jockey-deodoranten får en smule vanskeligere ved at gøre sit i forvejen utaknemmelige arbejde.

“Sejt!”

Mick kommer tilbage.

“Nu skal I høre. Jeg kan godt skaffe jer to billetter. Men de
koster altså 70 pund stykket. Og så er det sammen med de engelske fans. Nogle, jeg kender, har købt billetter til det forkerte afsnit, og de vil gerne af med dem igen.”

Allerede ved tallet 70 ved jeg, at chancen er forpasset.

“Det synes jeg ikke lyder som en særlig god idé. Så er det bedre, at vi tager en tur derud i morgen og får en rundvisning, hvis du meget gerne vil se det stadion,” siger min mor forsigtigt. Mit hjerte synker ned på sin vante plads igen. Jeg ved, at hun har ret. Jeg har heller ikke selv lyst til at stå mellem 70.000 hooligans, der vil have hævn for bomberne. Men hvor kunne det have været stort at tage med Mick og Des derud. Jeg har aldrig været på andre stadioner end Aarhus Stadion. England-Irland på Wembley. Det ville alle sgu gerne have hørt om på tirsdag i 9. klassernes alrum i lilla blok på Skovbyskolen. For en gangs skyld ville jeg have været interessant uden at være den mindste smule underlig.

London Underground er ikke så fascinerende som i går. Når man først én gang har gjort noget helt uden sine forældre, bliver det aldrig igen sejt at gøre det sammen med dem. Lugten fra dybet giver hovedpine, bremseklodserne skærer i trommehinden, og der er alt for mange mennesker på alt for lidt plads.

Jeg er irriteret. Irland og deres tusindvis af fans havde en stor aften på Wembley i går, hvor de fik 1-1 og var klart bedst. Foran fjernsynet i jukeboksrummet havde Peter og jeg siddet med en klar fornemmelse af at gå glip af en oplevelse for livet. Specielt da Niall Quinn sneg sig bag om den engelske forsvarslinje og snittede udligningen ind bag David Seaman.

Det er ikke noget, vi sidder og snakker om. Men vores mødre kan godt regne det ud. Ellers ville de ikke sidde her med os på Circle Line mod uret på vej til et fodboldstadion.

På Baker Street skifter vi over på Metropolitan Line mod Uxbridge. Ved Finchley Road bliver underground til overground. Omkring os flader Londons nordvestlige forstæder ud. Formiddagens solskin afslører fodboldens efterladenskaber på de forbisusende stationer: tomme ølflasker, dåser og chipsposer.

Jeg bliver næsten altid inviteret med til festerne derhjemme, fordi jeg er en god brobygger mellem pigerne og mine fodboldkammerater, men nu begynder jeg at forstå, hvordan Nørre har det, når han ikke har været med. På Wembley Park står vi af. For enden af en lang, fuldstændig snorlige og jævnt opstigende vej ser vi stadion: de to hvide tårne på hver deres side af rampen, der hæver vejen det sidste stykke op.

De mange eksotiske vinduesbuer over hovedindgangen, der giver bygningen et arabisk touch. Flagene, der blafrer fra taget, Union Jack øverst af alle fra toppen af det højre tvillingetårn. Og floder af affald, som er ved at blive fejet sammen til et ocean.
Snakken går mellem søstrene, mens vi traver op mod arenaen. Peter og jeg går tavst på hver side af dem. Det er svært at komme til, men jeg har heller ikke så meget at sige. Jeg kan ikke sætte ord på, hvordan jeg har det. Jeg er glad for at se Wembley, sært opmuntret ved tanken om, at lige dér, inde bag muren, indtraf så mange af de øjeblikke, jeg gemmer derhjemme på videobånd: Allan Simonsens straffespark i 1983, Norman Whitesides curler for Manchester United mod Everton i FA Cup-finalen i 1985, Keith Houchens flyvende hovedstød i Coventrys chokerende triumf to år senere, de jublende baneinvasioner forrige år, da Liverpool og Everton spillede uden hegn rundt om banen få uger efter Hillsborough-katastrofen oppe i Sheffield. Niall Quinns udligning i aftes. Suk.

Fortrydelsen skyller ind over mig og tager mig med. Vi skulle ikke være taget herud i dag. Det er ydmygende at blive trøstet på denne måde af min mor. At skulle nøjes. Sådan har det været hele mit liv:

Nej, Thomas. Den er for dyr. Men den dér er på tilbud.

Thomas, du kan ikke spille angriber. Men vi mangler en venstre back. I virkeligheden ser du ikke godt ud, og du kan ikke spille guitar. Men tag nogle høretelefoner på, så kan du få lov til at forestille dig, hvordan det er at være populær.

Der er ingen rundvisning i dag, finder vi ud af. Der var jo kamp i aftes, forklarer en af gadefejerne foran indgangen. Det gør ingen forskel for mig. Skaden er sket.

Fra toppen af trapperne foran Wembley Park Station vender jeg mig om og kaster et sidste blik op mod fodboldkatedralen. En dag bliver det min tur, tænker jeg. En dag vil jeg stå her igen. Med mine bedste venner. Måske endda med en kæreste, når pigerne en dag opdager, at mine venner rent faktisk er begyndt at respektere mig. Med en billet til den store fest.

“Mind the gap,” skratter en højttaler i det fjerne.

Bare rolig. Lige nu har jeg slet ikke øje for andet end tomheden.
Men i toget tilbage mod Baker Street opdager jeg igen mig selv i ruden. Stadig med mit kiksede hår, min søsters jakke og hængende mundvige. Men der er noget i mit blik, som jeg ikke kunne se i går i undergrunden. Noget fast, noget beslutsomt, noget uvant: et løfte til mig selv.



Bogen er udgivet af People'sPress. Den er 253 sider og koster 199,95 kroner.



Magasin-artikler
- ON EST EN FINAL!

Indkast.dk tog til grænselandet mellem Belgien og Frankrig for at opleve stemningen i forbindelse med VM-semifinalen… vi blev ikke skuffet.
Fire drenge løber ned af den halvtomme hovedgade i den nordfranske havneby Fort Mahon-Plage… få sekunder forinden har dommeren med det fodboldklingende navn - Andres Ismael Cunha Soca – omkring 3.000 kilometer derfra fløjtet for sidste gang, og med 1-0-sejren var VM-finalepladserne sikret Frankrig, hvilket frembragte drengenes jubelsang:

- ON EST EN FINAL!
- ON EST EN FINAL!
- ON EST EN FINAL!

Indenfor et par minutter opstår fænomenet ”menneskemylder”, men hvor kommer de mange mennesker fra? Midt i dette står Indkast.dk's skrivekarl, som oplever, hvordan den relativt lille by indenfor få minutter går fra øde til overbefolket. En ganske – næsten chokerende – oplevelse for en neutral.

Her er ellers ikke mange neutrale… for belgierne, som indtager dette område hver sommer, forsvinder hurtigt på denne sommeraften, så det er ikke de ferierende belgiere, der fylder i gadebilledet, men til gengæld de lokale franskmænd, der kører igennem byen i overfyldte biler med hornet i bund imod stranden og de værthuse, der findes der. De fejrer deres mulighed for at vinde VM-trofæet – ligesom de gjorde på hjemmebane i 1998. Dengang var holdet sammensat af meget forskellige typer i truppen – ligesom versionen tyve år senere, som havde den nuværende træner Didier Deschamps som anfører.

Kvaliteten af truppen var slående – ligesom nu. Tænk blot på de spillere, som den franske landstræner ikke har udtaget… Barcelonas Lucas Digne, Alexandre Lacazette, Anthony Martial, Dimitri Payet og Karim Benzema. Eller hvad med den farlige Atlético Madrid-angriber Kevin Gameiro eller PSG-backen Layvin Kurzawa?


Forskellige kvalifikationer og en burgerspisende Hazard
Skræmmende styrke som af forskellige årsager ikke er udtaget til den franske VM-trup, men alligevel er der en enorm kvalitet. I flere tilfælde har Deschamps ønsket at satse på ungdommen, og således var den franske startopstilling hele tre år yngre end den belgiske i den altafgørende semifinale. Udover dette virker det også til, at landstræneren for ”Les Bleus” har formået – modsat mange andre trænere – at få Paul Pogba til at lyse og ikke suge energi ud af holdet, som Manchester United-spilleren skal styre på midtbanen.

Derudover har Deschamps været vidt omkring for at finde sit VM-hold. Hele 30 forskellige spillere var med i de ti kvalifikationskampe, og der var noget rysten på hånden. Blot Serbien og Island har således hentet færre point end Frankrig i VM-kvalifikationen, men alt dette er glemt denne aften i Fort Mahon-Plage.

Hos Belgien var der derimod ikke meget rysten på hånden i kvalifikationen. Efter blot fire kampe havde de en målscorer på 21-1. Trods dette har der været en smule ballade i den belgiske trup – som der plejer. Landsholdet har haft tradition for at være opdelt i en flamsk og en fransktalende gruppe, hvilket også har været tilfældet i denne slutrunde.

Derudover har holdet ualmindelig mange store stjerner, der alle ønsker at lyse, og det har ikke altid været let, som da Eden Hazard i en tidligere kvalifikation efter en tidlig udskiftning forlod stadion for at sætte sig i sin bil og spise en burger, imens holdkammeraterne stadigvæk spillede. Men Hazard er omvendt også blot en af ualmindeligt mange gigantiske talenter for tiden – jah… næsten en gylden generation.

Til VM2018 blev de dog ikke forgyldt, hvilket næsten også ville være naturstridigt for landet med blot 11 millioner indbyggere, men at det skulle være Frankrig, der skulle sætte en stopper for dette er næsten ubærlig for de belgiske fans i Nordfrankrig.

For lige siden den franske revolution har nabolandene flere gange været i krig, og Frankrig har flere gange været fortaler for, at Belgien skulle deles imellem Holland og Frankrig. Det er ikke sket, og derfor var fodboldkampen ikke blot en kamp om en VM-finalebillet, men meget mere. Det tænkte de fire drenge på hovedgaden dog ikke på – de konstaterede blot en ting: ON EST EN FINAL!

Læs hele artiklen
Fra sort til hvid - for de rød/sorte
Fremtiden ser lys ud for AC Milan – eller gør den? Indkast.dk rejste til modebyen for at finde svaret…
”I Fantastici 4 – Il Nuovo Milan”…

Sådan var overskriften i den italienske sportsavis - Corriere delle Sport – op til AC Milans hjemmekamp mod nedrykningstruede Hellas Verona. Overskriften henviser til, at AC Milan med kvarten Giacomo Bonaventura, Leonardo Bonucci, Franck Kessie og Hakan Calhanoulu havde fire forskellige og meget afgørende typer. Avisen døbte dem altmuligmanden, lederen, giganten og fantasten…

Min rejsefælde og jeg havde dog næsten ikke sat – eller rettere stillet - os på det stemningsfyldte Curva Sud, før de omkringstående havde gjort det klart, at Suso og især den blot 20-årige angriber Patrick Cutrone også har en stor betydning for dette Milan-hold. Sidstnævnte scorede kampens andet mål i hjemmeholdets 4-1-sejr, og den unge mand på min venstre side slog kontant fast om Cutrone: ”Han er Milans fremtid”. Men hvordan ser denne fremtid egentlig ud?

Efter snart syv år med italienske mesterskaber til Juventus begyndte AC Milan at røre på sig sidste forår. Den nye kinesiske ejer Li Youghong blev fotograferet ved klubovertagelsen sammen med den aldrende klubejer Silvio Berlusconi – men siden overtagelsen har der været alt for meget kaos.

Hurtigt efter overtagelsen placerede den italienske presse skår i glæden i forhold til den nye kinesiske ejer Li Youghong, der overtog klubben, efter kontroversielle Silvio Berlusconi havde været klubejer i mere end tre årtier.


Hvem skal eje AC Milan?
Midt i overdragelsen sagde AC Milan-eksperten Alberto Costa direkte på italiensk tv, at han havde stor tvivl omkring den forestående klubovertagelse. Han mente simpelthen ikke, at den kinesiske rigmand havde nok ressourcer til at rette Milano-holdet op igen.

Senere kom det frem, at det ikke var Youghong, der skulle overtage klubben, men derimod investeringsselskabet Sino-Europe Sports Investment fra Hong Kong. De skulle betale for overtagelsen, men herefter fulgte en masse kaos, som vist passer meget godt på Berlusconi.

For pludselig skulle den kinesiske regering også være en del af den noget sammensatte investorkreds, og midt i dette meldte Li Youghong ud, at for at overtage AC Milan ville det koste omkring de syv milliarder kroner – blandt andet for at betale klubbens store gæld.

Kort tid inden overtagelsen måtte Youghong låne de godt tre milliarder kroner hos det amerikanske firma – Elliott Management. Dette lån skulle ifølge kilder til Reuters have en gastronomisk rente på 11,5 %. Risikoen ved dette skal man nok ikke undervurdere, og der findes mange skrækeksempler på kinesere, der ejer fodboldklubber i Europa. Hos Aston Villa gik det ikke som forventet med Tony Xia fra Recon Group, og klubben står næsten i ”l…” til halsen, mens det også er tvivlsomt, hvordan det ender med Zhang Jindong, der ejer næsten 70 % af AC Milans rivaler fra Inter. For i hjemlandet Kina har regeringen iværksat en opstamning for disse gigantiske summer, som bliver placeret langt fra Beijing, og det skulle være grunden til, at Li Yonghong pludselig blev nødt til at optage flere højrisiko lån forskellige steder i verden – og dette kan ende med at få enorm betydning for AC Milans fremtid.


Ligner ikke en bestyrelse - for en fodboldklub
For at en investering som denne skulle blive rentabel, forventer flere eksperter, at investorerne i AC Milan også vil investere i andre ting i den italienske modeby - som ejendomme og en masse nye butikker. Udvælgelsen til bestyrelsen indikerer også dette. Kun et medlem havde en fortid fra fodboldens verden - nemlig Marco Fassone. Forretningsmanden Bo Lu kommer fra en kapitalfond og Xu Renshuo er tidligere entreprenør, mens der – udover Fassone - er kommet tre italiener med. Marco Patuano kommer fra et italiensk teleselskab, Roberto Cappelli er advokat og Paolo Scaroni har været hos et oliefirma.

Samlet set er det forretningsfolk, som har gigantisk mange penge, men dem kan der også blive brug for, hvis AC Milan skal tilbage til den europæisk top, men vil bestyrelsesmedlemmerne også investere i klubben?

AC Milan spiller en massiv rolle i italiensk fodbold og er også en del af den nationale stolthed, men denne kan godt lide et knæk. For opfattelsen og historien om Milans nye ejer har en skyggeside. Som Donald Trump tidligere har sagt, så findes der ”alternative facts”, og det kan også blive tilfældet ved denne overtagelse – for hvem kommer egentlig til at eje klubben og hvad er deres intention? I forbindelse med klubovertagelsen sagde Berlusconi:

- Denne overdragelse sker både med smerte og store følelser, men samtidigt også med den anerkendelse, at en familie ikke længere kan drive en fodboldklub, da der skal langt større kræfter til.

Det er nu snart syv år siden, at Milano-holdet sidst har vundet det italienske mesterskab, men kan de fortsætter med at opruste truppen efter de har fået styr på økonomien – kan de komme til at true usårlige Juventus. I sidste regnskabsår skulle AC Milan have haft et underskud på 800 millioner kroner, så der venter en stor opgave – både på og udenfor San Siro - og meget er fortsat italiensk kaos.


Verdens ældste erhverv og Serie B
På stadion var der også italiensk kaos, men også en underlig stemning af usikkerhed på fremtiden – for dette nye hold som skal præstere nu. Opbakningen fejlede dog ikke noget for de næsten 50.000 tilskuere til kampen. De sendte klare hilsner til Inter-fansene med håb om en god fremtid for deres mødre indenfor verdens ældste erhverv og Hellas Verona fik også en humorrisk hilsen med på vejen med held og lykke i næste sæson, nu hvor de skal spille om lørdagen. I Italien er der en tradition for, at de fleste Serie B-kampe spilles om lørdagen, mens Serie A primært spilles om søndagen.

Tjeneren Giulio Cupello på det gode spisested Parma & co., som ligger imellem vores hotel Ritter og den kendte restaurantsgade Via Fiori Chiari, holder netop med Inter. Her spiste vi fantastisk mad dagen inden kampen, og hurtigt faldt jeg i snak med den jurastuderende Giulio, som viste sig at have en unik fodboldindsigt. Han forstod dog ikke, hvorfor jeg ikke hellere ville se søndagens kamp, hvor Inter endte med at slå Udinese med 4-0. Han blev dog helt flakkende i øjnene, da snakken faldt på sæsonens sidste kamp mellem Inter og Lazio. En kamp som meget vel kan ende med en direkte duel om Champions League-pladsen til næste sæson. Den kamp skal Inter vinde for at hævne samme opgør fra 2001/02, hvor Lazio – også i sidste spillerunde – tog mesterskabet fra Inter ved at vinde 4-2. Resultatet betyd, at Inter i stedet sluttede på tredjepladsen og dermed ikke på en Champions League-givende position.


Kan uprøvede Gattuso sende AC Milan i Champions League?
I forhold til det sportslige på San Siro var der også et kæmpe skridt imellem Hellas Verona og AC Milan. Hjemmeholdet så faktisk ganske harmoniske ud, men sådan startede sæsonen ikke. Sommerens indkøb på omkring 1,5 milliard kroner kunne træner Vincenzo Montella ikke udnytte, og i november blev han fyret. I stedet blev Gennaro Gattuso ansat efter en meget blandet trænerkarriere. I slutningen af den aktive karriere var han spillende assistent-træner i schweiziske FC Sion, inden han blev fyret i Maurizio Zamparinis galehus på Sicilien. Herefter opsagde han kontrakten med Kreta-klubben OFI efter økonomiske problemer – ligesom i Pisa.

Så Gattuso var en lottokupon i AC Milan, og den udløste ikke nogen gevinst til at starte med. Oprykkerne Benevento fik i Gattusos debutkamp som Milan-træner deres første Serie A-point, men siden er det gået helt anderledes – og i kampen mod Hellas Verona kunne man næsten fornemme, hvad Gattuso har bidraget med. Flere gange i løbet af kampen kom en spiller på sidelinjen for at klappe den meget medlevende træner i hænderne. Gattuso ligner som træner den gigantiske fighter, som han var som spiller. Han spillede hele 467 officielle kampe for Milano-klubben – alle med et gigantisk klubhjerte for klubben fra 1899. ”Vinderen” Gattuso har ifølge Tipsbladet sagt:

- Det er nyttesløst fortsat at tale om Gattuso som spiller. Ånden og attituden til aldrig at give op er blevet hos mig. Jeg vil aldrig tabe; end ikke når jeg spiller bordfodbold mod min søn. Den er der altid. Men jeg har taget en uddannelse for at blive træner, og de forærede mig ikke min licens. Man kan ikke kun forberede sig på kampe kun med hjerte og vilje. Man skal også arbejde på den fysiske form og den tekniske og taktiske forberedelse.

Vildskaben og vindermentaliteten er også blevet indplantet på det nuværende AC Milan-hold. For i næsten 80 dage tabte de ikke – inden Arsenal mødte dem i Europa League. Den gode periode sendte Milan op imod de europæiske pladser, og dermed var Gattuso lykkedes med det, som andre tidligere spillere fra AC Milan – som Clarence Seedorf eller Filippo Inzaghi – ikke var lykkedes med. Nemlig at få succes som både spiller og træner i klubben. Måske fordi Gattuso havde indført den tiltalende spillestil med masse af hjerte – men måske også fordi, at han er et helt specielt menneske.

Tidligere på året kom det frem, at Gattuso som Milan-spiller inden en vigtig Champions League-kamp mod Manchester United spiste en snegl, fordi holdkammeraterne ikke troede på, at ”Rino” turde. Sammenlagt fik han 15.000 euro for at gøre det, og han gav straks pengene til holdets fire fysiske trænere. Derudover har Andrea Pirlo i selvbiografien ”Penso quindi gioco” om Gattuso skrevet:

- Han er ikke bogstavernes mand, en dygtig orator eller medlem af Accademia della Crusca [en forening der søger at bevare det italienske sprog, red.].

Men han beskriver også, hvordan han og Daniele De Rossi tømte en skumslukker ud over Gattuso i forbindelse med en VM-kvalifikationskamp til VM 2010, hvor Gattuso ikke var taget med holdkammeraterne i byen. Samlet set har Pirlo dog stor respekt for Gattuso, og han har endvidere skrevet:

- Man har brug for støtter som ham i et omklædningsrum. Kroppe bliver ældre, men karisma ældes ikke. Man løber mindre, men ens personlighed betyder mere. ”Rinos” ord var lov i Milan, og alle nye spillere var klar over, at hvis de lavede en fejl, var det første, de skulle gøre, at forklare sig til ham. Alene at have den viden reducerede drastisk mulighederne for, at folk fuckede op. Sådan var det dengang, hvilket står meget godt i tråd med dette citat fra træneren Gattuso:

- Mit arbejde er at være spillernes mareridt frem til slutningen af sæsonen. Jeg forventede ingenting, da jeg ankom, jeg vidste bare, at jeg havde fået udleveret en varm kartoffel. Jeg kan lide at lide. Jeg nyder ikke ting, der er for nemme, så jeg valgte Milan, fordi det er mit hjem. Jeg bar denne trøje i 14 år; den er en del af mig. At arbejde her er vidunderligt, og vi må se, hvordan det ender, skulle Gattuso have sagt ifølge Tipsbladet.

På San Siro bliver klubbens gamle legender – som Gattuso – hyldet, og de fleste af fansenes trøjer har et ”10-tal” på ryggen. Et nummer som Andrea Pirlo blandt andet har spillet med siden årstusindeskiftet sammen med store fodboldnavne som Rui Costa, Clarence Seedorf, Rivaldo, Kaká og Ronaldinho.

Nutidens 10'er er Hakan Calhanoglu, som er en del af ”I Fantastici 4 – Il Nuovo Milan” – altså det nye Milan. Den økonomiske situation i klubben gør dog, at det kan være svært at vurdere om fremtiden er sort eller hvid for den rød/sorte del af smukke Milano.


Indkast.dk's tur til Milano blev sponsoreret af Travelsense

Vil du i øvrigt gerne skrives op til AC Milans kampe næste sæson, så kan man gøre det her
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Kylian Mbappé – den næste Pelé?
Knægten er smuttet fra forstadsbyen Bondy til verdens største fodboldscene og er nu blevet guldbelagt af de mange penge fra Qatar…
For tre somre siden ønskede Kylian Mbappés mor, at han skulle færdiggøre sin eksamen, da hun ville være sikker på, at knægten ikke stoppede sin skoleudvikling. 24 måneder senere underskrev den franske angriber en kontrakt med PSG, som gør, at han næppe behøver at lave noget arbejdsmæssigt eller uddannelsesmæssigt, som han ikke har lyst til – resten af livet.

Dette blev efterfulgt af VM2018, hvor fodboldkometen lyste helt op, og Mbappé blev den kun anden teenager i VM-historien, der scorede i en finale - den første var Pelé… i 1958.
Mbappé var ikke engang født, da Frankrig vandt deres VM-guld i 1998, men alligevel udviste han masser af overskud, som da han gav ”high five” til en af baneløberne fra ”Pussy Riot”, der ville gøre opmærksom på Vladimir Putins politiske uretfærdigheder i Rusland, og da Mbappé senere i kampen scorede, lukkede han samtidig alt håbet fra de ellers så comeback-stærke kroater. Dermed kunne Mbappé kysse den 6,1 kilo tunge VM-pokal, som et bevis på den store fodboldbedrift for den unge franskmand, og kort efter finalen blev han kåret til VM-turneringens bedste unge spiller.

De mange millioner
Bekymringen fra Kylians mor – Fayze, der faktisk var en ganske solid håndboldspiller – er nok forsvundet i forhold til knægtens fremtid. Han er sikret økonomisk, da den 19-årige er blevet forgyldt af de ualmindelig mange millioner, som Qatar Sports Investments har smidt ind i den franske hovedstadsklub PSG. ”Verdens dyreste teenager” har indtil videre vist sig at være alle pengene værd, for selvom gennembruddet for Mbappé er gået uhørt hurtigt, har han slået til.

For efter blot at have spillet på ”det højeste niveau” i seks måneder blev han én af de mest hypede angribere i verden efter en tid i Monaco, som har været drømmeagtig. Fornyelig blev Mbappé spurgt om, hvilke europæiske storklubber der havde forsøgt at lokke ham, og han svarede knastørt: ”Dem alle… ”.

At det så netop blev PSG, er måske ikke så underligt, da de har det største økonomiske råderum. Derudover er knægten også født og opvokset i Paris, og hans far er en stor PSG-fan. Så selvom Mbappé gerne ville udvikle sig under Arsenals daværende franske manager - Arsène Wenger - som han også holdt møder med, så er det ikke så underligt, at han havnede i PSG. Klubben måtte godt nok bøje de såkaldte UEFAs Financial Fair Play-regler og starte med at leje angrebskometen, inden de i denne sommer kunne købe ham.

Mbappé vendte tilbage til Paris efter en opvækst i den nordlige forstadsby Bondy. Hans forældre kom dertil fra Cameroun, og faderen er stadigvæk træner i den klub, hvor sønnen startede sin fodboldkarriere som seksårig. Superstjernen besøger stadigvæk ofte barndomsklubben, hvor han faktisk er prototypen på deres klub-slogan ”Hos os er alt muligt!”.


Slog Thierry Henrys rekorder
Byernes by – Paris - er gigantisk, men på trods af dette er der blot en stor fodboldklub, og dermed holder alle i forstadsbyerne, herunder Bondy, med ”Byens hold”. Men det betyder ikke, at Mbappé ikke har været interesseret i andre klubber. Som 11-årig var han til prøvetræning i Chelsea, og ved den lejlighed fik han et specielt forhold til klubben, som han fik en trøje med hjem fra. På ryggen var et 10-tal samt skriften ”Kylian”, efter han havde brugt den i en træningskamp for deres U12-hold. Han udgjorde angrebet med Abraham, som Chelsea tidligere har udlånt til Swansea, og bag ved dem spillede franskmanden Jeremie Boga, som stadigvæk er i London-klubben.

Efter kampen mødtes han med flere af førsteholdsspillerne – som Didier Drogba og Florent Malouda – hvilket frembragte et ønske om en gang at spille for Chelsea, men kort tid herefter stod klubberne nærmest i kø for at sikre sig det unikke talent.

Kylian mødtes også med det store idol og den daværende Real Madrid-træner Zinedine Zidane, men de blev afvist ligesom klubber som Manchester United, Bayern München og Liverpool. På det tidspunkt var han blot 15 år. I stedet tog han to år på det anerkendte fodboldakademi Clairefontaine og valgte efterfølgende at spille for Monaco.

I december 2015 – hvor han var 16 år og 347 dage - blev Mbappé den yngste førsteholdsspiller i Monaco nogensinde, da han slog Thierry Henrys rekord. Få uger senere blev han også den yngste målscorer i klubbens historie – igen ved at slå Henrys rekord. Kort tid efter kom Arsenal også ind i jagten på stortalentet, hvilket fik klublegenden Henry til at skrive følgende på Twitter:

- Jeg ville gøre meget kriminelt for at få Kylian Mbappé til at spille i Arsenal…

Mbappé blev dog lidt længere i Monaco, som han højst overraskende var med til at gøre til franske mestre foran storfavoritterne fra netop PSG, men fyrstedømmet kom også i samme sæson i Champions League-semifinalen. I den store turnering lavede Mbappé masser af mål og blev samtidig med dette udtaget til det franske landshold, hvor der er så mange dygtige angribere. Derudover væltede superlativerne ned over Mbappé, der blandt andet blev sammenlignet med selveste Pelé. Denne sammenligning blev ikke mindre efter VM-finalen i 2018. Noget af en omvæltning for knægten… så hans far trak ham til side og sagde til den velovervejede unge mand.

- Husk dine rødder!

Hvortil Mbappé skulle have svaret:

- Jeg ved, hvor jeg kommer fra, men jeg ved også, hvor jeg vil hen…

Læs hele artiklen
Rodrygo - fundet på gaden
Indkast.dk tager et kig på den kommende Real Madrid-kantspiller Rodrygo Góes, som har taget Brasilien med storm.
Rodrygo er en fremtidens spiller, som kan utrolig mange ting trods sin unge alder. Det eneste, brasilianeren mangler ifølge mange eksperter og fans i Brasilien, er fysisk styrke. Noget, som Rodrygo også kom ind på, da han blev den yngste spiller nogensinde til at score i Copa Libertadores (17 år, 2 måneder og 6 dage, red.) tilbage i marts 2018:

- Jeg prøvede at løbe så hurtigt så muligt, for jeg ved, de er stærkere, end jeg er, så jo hurtigere, jeg løb, jo sværere var det for dem at følge med.

Det var et mål, hvor Rodrygo modtog bolden på midten af banen og med sin høje fart med bolden ved fødderne løb fra to Nacional-spillere, inden han alene igennem med sit kolde venstreben sparkede bolden under den fremstormende keeper.

Men ser man bort fra den 17-årige kantspillers måske eneste svaghed, er listen over kvaliteter noget nær endeløs:

Han har et godt drev med bolden og en god føling med den. Han er lynhurtig. Med og uden bold. Han tager initiativ og er villig til at gå ned i banen for at samle bolden op og sætte spillet i gang med en pasning eller dribling.

Han tager også gerne dybdeløb for sine medspillere på fløjen startende fra siden, men også fra centrale positioner, så han kan modtage bolden i bevægelse.

Han slår gode indlæg. Han får det til at se nemt ud at sætte en mand af. Han har et vist overskud i sine driblinger og bevægelser og lader sig ikke kue af, at han ikke lykkes én eller to gange med sine driblinger. Han er akrobatisk og kan lave en tæmning og dribling i stort set én og samme bevægelse.

Modstanderholdene i den brasilianske Serie A er allerede begyndt at frygte ham, siden mange brasilianske hold vælger at have to mand omkring ham, når han har bolden. Mange modstanderhold er allerede begyndt at begå grove frispark på ham, hvilket meget fint indikerer, hvilket niveau Rodrygo er på.

Rodrygo har en unik balance, som fint kommer til udtryk, når han prøver at lave en stepover, mens han er i løb, og han bare står helt snorlige, som om det er den mest normale bevægelse i verden. Hvor de fleste andre ville vælte, bliver Rodrygo stående og ligner et solidt dansk bøgetræ, der er urokkeligt.

Han er ikke lige så god med sit venstreben, som han er med sit højre, men han kan godt bruge sit venstreben. Både til afslutninger og driblinger.

Rodrygo kan modtage bolden med en spiller i ryggen, tæmme den lynhurtigt og så endnu hurtigere prikke bolden forbi sin modspiller og så - med sin fart - glide let forbi modspilleren.

Rodrygo er en teknisk begavet spiller, som let kan tæmme en diagonalbold i høj fart, som var det ingenting.

Men historien om den kommende Real Madrid-spiller starter ikke i Santos. Den starter på gaden i Osasco, der ligger 20 kilometer vest for Sao Paulo.

Rodrygo spiller fodbold på gaden = stor fremtid

Futsal-træner for Osasco André Luis Alves da Silva var blæst halvt bagover, da han første gang så Rodrygo spille golzinho, der er en brasiliansk form for gadefodbold med små mål og uden målmænd. Rodrygo var seks år gammel, men spillede med spillere, der var 9-11 år gamle.

Og futsal-træneren husker særligt to ting fra dengang, han så Rodrygo spille:

- Først husker jeg, hvor lille han var i forhold til de andre drenge, og dernæst husker jeg, hvor god boldkontrol han havde, siger futsal-træneren til Globo Esporte.

Da træneren så Rodrygo, handlede han prompte: Han overbeviste Rodrygos forældre om at starte til futsal i Osasco, hvor han på ny skulle spille med spillere, der var ældre end ham. Som 6-årig spillede han med meget ældre spillere end ham selv. Nøjagtig som i dag i Santos.

Rodrygo gjorde det svært for André Luis Alves da Silva at træne den 6-årige dreng, fordi han aldrig spillede bolden. Men det var der en god grund til.

- I nogle kampe driblede han tre eller fire spillere. Der var ingen grund til, at jeg bad ham om at spille bolden, for når han så scorede, kiggede han på mig og sagde: "Du beder mig om at spille bolden, men jeg løser kampen for dig." Jeg kunne ikke rigtigt gøre noget, siger Silva.

Rodrygos talent blev for stort til futsal-holdet, og han skiftede til Santos. Igen viste Rodrygo, at han var lidt for god til sine jævnaldrende, da han aldrig nåede at spille på junior-niveau: Han røg direkte op på førsteholdet. Og resten er historie.

Rodrygos opvækst og personlighed

Rodrygo har nogle støttende forældre, som tror på ham og hans fodboldpotentiale. Rodrygos far, Erick Góes, var selv professionel fodboldspiller og spillede blandt andre for Ceará og andre mindre mandskaber i Brasilien. Han fortsatte sin karriere, da hans søn blev født, men valgte at indstille den og tage hånd om sin søns karriere.

Rodrygo kunne meget nemt have mistet jordforbindelsen, men det har han endnu ikke gjort. I interviews fremstår Rodrygo ydmyg og lidt sky, men han har det godt socialt i skolen og med holdkammeraterne.

Han går stadig på gymnasiet, hvor han er på et aftenhold. I den føromtalte kamp mod Nacional missede han skole, da kampene i Libertadores spilles om aftenen, hvilket fik ham til at skrive følgende på Twitter efter opgøret, hvor han scorede:

- Undskyld, lærere, men jeg missede skolen af gode grunde. :D

I skolen siger hans gymnasiekammerater, at det føles normalt at have ham, og de tænker ikke over, at han er stort fodboldtalent. De roser ham for hans evner i skolen. Rodrygo går i samme klasse som sin jævnaldrende holdkammerat Yuri Alberto, som har fået kampe på Santos' førstehold, men ikke er en registreret del af førsteholdstruppen.

Presset og forbilledet

Rodrygo skrev allerede som 11-årig under på en sponsorkontrakt med Nike. Til sammenligning var Neymar 13 år, da han skrev under med Nike første gang. Og netop Neymar er Rodrygos forbillede. Neymar, som også tidligere har spillet for Santos.

Sammenligningerne med Neymar har der været mange af, men dem har Rodrygo viftet bort.

- Mange taler om, at jeg er den nye Neymar, men jeg fortsætter med at spille mit spil og arbejder på samme måde som før, og så tror jeg, jeg nok skal havne på det niveau, når jeg er klar til det.

Det store pres og de mange sammenligninger har fået Rodrygos agent Nick Arcuri til at udtale, at det for hans klient er vigtigt, at han har det sjovt.

- Han har potentialet til at blive verdensklasse og starte inde på et stort hold i Europa. Men vi er enige om, at det for Rodrygo handler om at have det sjovt og udvikle sig naturligt. Han skal nyde at spille fodbold, og så kommer alt det andet helt naturligt.

Hans erklærede mål er at blive verdens bedste fodboldspiller, hvilket familien sagde, da han var 12 år gammel i et interview til Spor TV. Fem år senere sagde Rodrygo, at han da meget gerne ville blive verdens bedste spiller, men først handlede det om at etablere sig på den professionelle scene.

Skiftet til Real Madrid

Både Barcelona og Real Madrid ville have Rodrygo. Faktisk var det "Blaugrana", der havde det første bud accepteret på brasilianeren, men Real overbød catalanerne. Den 15. juni blev Rodrygos skifte til Real Madrid officielt. Rodrygo skifter til "Los blancos" næste sommer.

Rodrygo skiftede den 15. juni til Real Madrid for omkring 335 millioner kroner. Talentet skifter dog først til Real Madrid næste sommer i en aftale, der på mange måder minder om den, landsmanden Vinicius Junior skrev under på.

Selv siger Rodrygo, at han ikke tænker særlig meget på Real Madrid:

- Jeg er meget glad for, at jeg skal spille for Real Madrid, men jeg er fokuseret på Santos og tænker ikke så meget på Real Madrid, hvor jeg først skal spille om et år. Jeg kan begynde at tænke på Real til den tid, men lige nu fokuserer jeg på Santos, siger Rodrygo ifølge AS.

Rodrygos træner Jair Ventura gør ikke sit for at fjerne presset fra kantspilleren, da han siger, at man altid forventer meget af den talentfulde kantspiller.

- Vi forventer altid af Rodrygo, at han gør noget magisk for os, har Ventura sagt ifølge AS.

Og når det kommer til, hvad man forventer om Rodrygos karriere, er træneren ikke i tvivl:

- Vi regner med, at han bliver en stor stjerne en dag.
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
VM 2018 - sådan vil Indkast.dk huske det
Sådan vil redaktionen på Indkast.dk huske sommerens fest i Rusland.
- Batshuayi, der skyder sig selv i hovedet via stolpen ved fejring af mål.

- Få europæiske tilskuere, men masser fra andre verdensdele.

- Mange mål efter standardsituationer.

- Jesse Lingards flotte mål imod Panama.

- Putin fik opbygget en storartet turnering.

- Frankrigs unge vinderhold.

- At Danmark var involveret i VM's eneste 0-0-kamp.

- Manglende klasse for nogle af holdene… som Panama.

- At Belgien havde hele ti forskellige målscorere.

- At frygten for mange holigans i Rusland heldigvis ikke holdt stik.

- De mange straffespark.

- At fodboldtilstanden ikke er så skidt på det engelske landshold.

- England kun scorede tre af sine mål i åbent spil.

- NeymAV.

- At England endelig vandt en straffesparkskonkurrence.

- Raphael Varane… en meget undervurderet spiller.

- Brasiliens taktiske sejr over Belgien.

- VAR.. er kommet for at blive. TAK!

- Manuel Neuers episke dribletur imod Sydkorea.

- Mbappé scorede i VM-finalen, hvilket kun én teenager har gjort før… Pelé.

- At Frankrig scorede 11 af deres 14 mål i knockoutfasen - imponerende!

- Fire europæiske hold i semifinalerne, selvom Holland og Italien ikke deltog samt tidlig exit til Spanien og Tyskland.

- De mange selvmål. Mario Mandžukić scorede det første nogensinde i en finale.

- Ekstrem høje klasse af Luka Modrić, der næsten egenhændigt spillede Kroatien i finalen.

- At det danske landshold ikke kun består af Christian Eriksen. Kasper Schmeichel var den målmand i hele turneringen med den højeste redningsprocent… på hele 89,5%.

- Hvorfor skulle Nicklas Bendtner ikke have taget Danmarks sidste straffespark i stedet for Nicolai Jørgensen.

- At Sverige skulle have haft Zlatan med til VM. Kun et enkelt af svenskernes fem mål blev scoret af en angriber.

- At Danmark var det eneste hold, som Frankrig ikke kunne vinde over på deres vej til VM-guldet.

- At Rusland ikke blev den kæmpe skuffelse, som ellers alle havde regnet med. Rusland var det lavest rangerede landshold til VM, men nåede alligevel frem til kvartfinalen.

- At Sverige kom i kvartfinalen ved VM og var det hold, der lukkede færrest mål ind målt på antal kampe.

- Tysklands… sammenbrud efter deres manglende evne til at score mål. Hele 72 afslutninger gav 2 mål.
Læs hele lederen
Der Untergang
Der er ”Löwfald” i Tyskland efter historisk ringe VM-slutrunde for de regerende mestre, der oplevede Germexit. For "How Löw can you go"...
I de kommende år vil der masser af gange blive vist tv-billeder af Manuel Neuers deroute langt oppe på sydkoreanernes banehalvdel, hvorefter den ellers så respekterede målmand mister bolden til de hurtige asiater – der både er hurtigere på benene med også i handling.

0-2 til Tyskland, og de var ude af VM2018 efter gruppespillet, hvilket den fodboldstolte nation aldrig tidligere har prøvet, men hvorfor gik det så galt? Indkast.dk har kradset lidt i det tyske sår…


Hvor er Lahm, Klose og Schweinsteiger?
Siden Tyskland kvalificerede sig til VM2018, har de spillet ti kampe, men har kun vundet to, og den ene af disse var den heldige sejr imod Sverige, hvor undertals tyskerne skulle langt ind i overtiden for at få sejrmålet af Toni Kroos. Den anden sejr var imod Saudi Arabien… Dette giver et krystalklart billede af et tysk landshold i dybt krise, men hvad er galt?

For tiden mangler Tyskland tre ting i forhold til VM-triumfen i 2014 – og det er Phillip Lahm, Mirolav Klose og Bastian Schweinsteiger. Det tyske hold har manglet Lahms lederskab og anførerens magiske evne til at gøre de andre på holdet bedre, men i den grad også Schweinsteiger, som på daværende tidspunkt var en af Europas bedste defensive midtbanespillere. Han kunne beskytte det tyske mål og samtidig lukke ned for modstandernes forsøg på kontraangreb på en midtbane, hvor de fleste af spillerne var offensivt indstillet. Derudover og måske det største afsavn… Mirolav Klose med de rekordmange VM-mål.

Den blot 22-årige Timo Werner har slet ikke kunne udfylde hullet efter Klose. Werner er talentfuld, men chancer og dermed målene er udeblevet. Ikke mindst fordi den offensive styrmand – Mesut Özil – har haft en af sine ”nedslåede” perioder. Denne er kommet, efter Özil har et helt vanvittigt behov for at blande sig i den tyrkiske valgkamp, og glem nu ikke, at den tyske landstræner Joachim Löw valgte ikke at udtage en af Premier Leagues bedste spillere - Leroy Sane – til slutrunden. Dette – og meget andet - vil landstræneren sikkert få hug for i de næste dage i den tyske presse. De var allerede nådesløse i timerne efter fiaskoen:


– Ude! Men vi havde heller ikke fortjent mere. Det her er den største skandale i den tyske VM- historie. Nederlaget til Sydkorea er en pinlig afslutning på et katastrofalt gruppespil. Det er et mareridt. Verdensmestrene fra 2014 er detroniserede efter bare tre kampe (Bild)

- Landsholdet skulle kun bruge et enkelt mål mod lille Sydkorea for at spille sig videre. I stedet skabte det den største tyske fiasko i VM- historien (Die Welt)

- Historisk! Tyskland har fejlet miserabelt ved VM i Rusland i sin mission om at forsvare titlen ved at ryge ud allerede i gruppespillet. (Kicker)

Fodboldlegenden Gary Lineker var ikke sen til at omskrive sit legendariske fodboldcitat til i stedet at lyde:

- Fodbold er et simpelt spil. 22 mand jagter en bold i 90 minutter, og til sidst er det ikke længere Tyskland som vinder. Nu er min version overladt til historien…

Den fremtidige historie er dog ikke kun negativ for tyskerne. Udover Sane findes der tyske talenter som Niklas Sule, Julian Brandt og Joshua Kimmich, der sammen med følgende spillere i slutningen af tyverne Mats Hummels, Jerome Boateng, Thomas Müller, Toni Kroos og Özil kan forme landsholdet i fremtiden, så den tyske kansler Angela Merkel ikke skal komme med negative reaktioner. Det gjorde hun efter den tyske fodboldderoute i Rusland, og kort tid efter drillede Nigel Farage – manden bag den engelske Brexit – ved at sige:

- Tyskland er ude af VM… Germexit.

Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon VM-abstinenser? Se alle 48 mål her Džeko: Mine bedste mål i CL Artikel ikon Teaser: FA Cup-finale Artikel ikon TV: Mulig straf efter grinagtigt ‘dive' Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Dansker på VM-flophold hos fransk avis Årets VM-hold Artikel ikon VM: Bayern repræsenteret ti gange i træk Artikel ikon Klubber med flest VM-spillere tilbage Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Bedste 10'ere til VM Sommerens 10 dyreste teenagers Artikel ikon Top 10: Kontraktfrie spillere Artikel ikon Overblik: Store trænere uden klub Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Anmeldelse: Fodboldholdet Artikel ikon Messi mod Ronaldo Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon De sidste ti VM-finaler VM: Bayern repræsenteret ti gange i træk Artikel ikon Overblik: Landsholdsstop efter VM 2018 Artikel ikon Stakkels Tyskland Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Medier: Roma accepterer Liverpool-bud Bild: Leipzig vil købe Lookman Artikel ikon Onsdagens engelske rygter Artikel ikon Avis: Kalinic til Atlético Madrid Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Lionel Messi Artikel ikon Vidste du om ... Cristiano Ronaldo Artikel ikon Vidste du om ... Joe Cole Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Englands VM i tal De endelige VM-statistikker Artikel ikon Top 10: Sommerens dyreste BL-handler Artikel ikon VM: Bayern repræsenteret ti gange i træk Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Vida: Jeg vil gerne sige undskyld Optakt: Frankrig - Kroatien Artikel ikon Optakt: Kroatien - England Artikel ikon Optakt: Frankrig - Belgien Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: VM-finalen Startopstillinger: Belgien - England Artikel ikon Startopstillinger: Kroatien - England Artikel ikon Startopstillinger: Frankrig – Belgien Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Debutant-scoring i sikker Brøndby-sejr Debutant-Delac bliver helt mod FCK Artikel ikon Kyniske franskmænd tog VM-guldet Artikel ikon Belgien sikrer sig bronze Artikel ikon Se flere