Hjem til Fodbold

Af Torsten Brix

2017-02-17
Hjem til Fodbold

Indkast.dk bringer her et kapitel fra Thomas Gravsgaards aktuelle bog.

Her lugter af olie. Men det er på en tør, støvet, næsten brændt måde, fordi bremseklodserne udsender så meget varme, når de tæmmer vognene. Der er også en metallisk underdunst af ozon fra den elektricitet, der driver togene. Dét her er duften af London Underground. Og duften af frihed.

Jeg er 15 år, snart 16, og føler mig for en stund voksen. Også selv om det var min mors og ikke mit eget forslag, at jeg skulle tage en tur rundt i undergrunden alene.

Det er kun et par år siden, at jeg første gang tog 113'eren alene fra Skovby helt ind til midtbyen. Altså ikke bare midtbyen i Galten, men i selveste Aarhus. Jeg kan stadig huske følelsen af at eje hele verden, i hvert fald den del af verden, der bredte sig langs busruten fra kommunegrænsen forbi Harlev, kollektivet ved Lyngbygård Å, Årslev kirke – de åbne markers sidste bastion – og herefter Brabrands jernbaner og Gellerups boligblokke inden det komplette kaos fra Ydre Ringvej og ind.

Men det her er større. Dette er ikke stoppestedet ved Restaurant Lillering Skov i det lille, usle skovbryn, hvor mennesker og kragekolonien i trætoppene på hver deres måde skider på naturen. Det er derimod Earls Court, porten til The Tube og udgangspunkt for min første udenlandske ekspedition på egen hånd. Jeg har to timer, inden jeg skal være tilbage på hotellet.

Vi er herovre med min mors storesøster og min fætter, Peter. Egentlig ville jeg ikke have haft noget imod, at han var med mig nu her på perronen på Piccadilly Line, en tung elevatortur under District Line oppe på jordens overflade. Vi ser hinanden meget sjældent, men falder altid hurtigt ind i et behageligt fællesskab, bygget op om vores interesse for musik og for ikke at skulle høre vores mødre knævre hele tiden.

Men lige nu ville han hellere blive på værelset med høretelefoner på end med den lidt yngre og noget mere nørdede fætter på rundtur i dybet. Hellere The Clash i ørerne end mig, der højtideligt ville fortælle navnet på hver eneste station og beskrive dens geografiske placering, som om det var mig, der havde konstrueret hele den engelske hovedstads offentlige transportsystem. Jeg kan ikke bebrejde ham. Ikke kun min mor snakker måske lidt for meget.

For et par uger siden fik et par af mine venner tilsyneladende nok. Vi var hjemme ved Bjørn. En Europa Cup-kamp kørte på fjernsynet inde på hans værelse. Han og Kim var midt i en passioneret diskussion om amerikansk basketball. Pludselig bekendtgjorde jeg, at jeg altså en dag godt kunne tænke mig at rejse rundt i det vestlige Irland. Deres samtale ophørte brat og blev afløst af et iskoldt og uhyggeligt veltimet “Nå” fra Kim og et efterfølgende latteranfald fra Bjørn. Siden har jeg helst villet se dem på tomandshånd, så jeg ikke risikerer at afbryde noget, som jeg ikke er en del af.

Det kører heller ikke så godt med Nørre for tiden. Han er et år ældre end mig og begyndte i gymnasiet sidste sommer. Han har ellers været min bedste ven den forgangne vinter og trodser da også stadig indimellem min fars utilfredse grynten over dørklokken for at se Tipslørdag sammen med mig. Men meget af tiden bruger han nu på at fortælle mig, hvor irriterende jeg altså er, når jeg nynner eller laver trommelyde med munden, og at jeg enten skal skaffe ham med til nogle flere fester i vores årgang eller selv blive hjemme fra dem og hænge ud med ham i stedet. Når kampene kører på skærmen, er han endda nogle gange begyndt at afkræve mig et svar på, hvem jeg holder med, blot så han kan vælge det modsatte hold. Når ‘hans' hold så scorer, er der noget hånende over hans jubel.

For fanden, hvor er det svært. Jeg har hele tiden en fornemmelse af, at både Kim, Bjørn og Nørre egentlig gerne vil væresammen med mig, men at de foretrækker en anden version af mig, end den jeg er. Nogle gange virker det, som om de vil hjælpe mig. Med min tøjstil. Mit valg af deo. Mit hår. Mine bumser. Andre gange er det, som om de mest har lyst til at vise mig, at de har opgivet mig.

Måske er det derfor, at jeg slapper sådan af sammen med min fætter. Han kender mig ikke godt nok til at blive frustreret over mig. Det næste tog presser en boble af lummervarme frem inde fra den mørke hvælving ved den fjerneste ende af platformen. Jeg stiger ombord, trykker play på min walkman, og London Beats ‘I've been thinking about you' sætter i gang samtidig med vognen.

Første stop er Gloucester Road. Jeg står af og hopper over på et tog på District Line, som kommer et øjeblik efter på samme perron. Jeg kunne lige så godt have taget det fra Earls Court. Men denne tur handler ikke om at være effektiv. Den handler om at skifte tog, når det passer mig, og køre derhen, hvor det passer mig. Thomas uden tøjler.

Sloane Square, Victoria, St. James's Park, Westminster og Embankment suser forbi. Jeg sidder med mit London-kort på skødet og følger med. Jeg købte det for tre år siden i en boghandel i Aarhus. Ikke fordi jeg skulle bruge det til noget. Men jeg skulle bestemt heller ikke bruge hverken Milano, Bochum, Oslo eller nogen af de 45 andre europæiske bykort, som jeg de seneste seks år har brugt alle mine lommepenge på, til noget. Da jeg sidste sommer på vej hjem fra sommerferie i Schweiz havde punget ud for et kort over Oldenburg på en tysk tankstation, behøvede jeg ingen spydige bemærkninger fra nogen venner for at nå frem til en erkendelse af, at det måske var på tide fremover at investere i noget andet. For eksempel deodoranter, der rent faktisk gør en forskel, eller tøj til mere end kr. 99,95.

Alligevel er det min søsters røde Y-jakke, som jeg har på lige nu. Alle de stilfulde drenge derhjemme, anført af Kim, har den noget mere maskuline sorte. Men jeg har stadig aldrig selv brugt en eneste krone på tøj. Så under jakken har jeg en spraglet, men behagelig sweater på, som jeg ved, at i hvert fald én af pigerne fra klassen finder direkte afskyelig. Det har hun uden omsvøb fortalt mig, og jeg formoder, at hun udtalte sig på det tavse flertals vegne.

Heldigvis er det svært at begå de helt store fejl i valg af jeans og basketstøvler. Her føler jeg mig o.k. tilpas. Men håret er en udfordring, tænker jeg, da mit spejlbillede dukker op i den modsatte rude i kupeen, efter at vi har forladt lysene på Tower Hill Station, og der nu kun er lamper indenfor i vognen. Jeg lader stadig min mor klippe det, ligesom jeg lader hende købe mit tøj, og hun er ikke særlig modtagelig over for mit ønske om kortere hår i siderne og længere i nakken.

Problemet med siderne løser jeg ved hver morgen at lime håret fast til siderne af mit hoved med en håndfuld af min søsters stinkende, violette gelé, som det også er lykkedes mig at smugle med til London. Men resten er noget rod. Det ligner et mindre, loddent pattedyr, nok mest en gnaver, der har lagt sig til at dø på min isse. Og i mine armhuler gør Jockey-spraydåsen fra Brugsen ikke den store gavn. Suk. Der er meget, jeg er nødt til at gøre anderledes. Men i det mindste er det sgu sejt at se sig selv sidde her i vognen, mens den rumler afsted under en af verdens største byer.

Vi er nået til Bromley-by-Bow. Ét stop mere, og vi er ved West Ham. Navnet på en fodboldklub hjælper også på mit humør. Svend Gehrs was also here. Jeg står af, stiger op fra undergrunden og giver mig til at lede efter deres stadion, som kortet desværre ikke kan hjælpe mig med.

Jeg har to flugtveje, når spejlbilledet derhjemme er blevet for grimt; når Nørre har skældt for meget ud; når endnu en af mine flammer har valgt Kim – musik og fodbold. Musikken finder jeg på mit værelse med anlæggets volumenknap vredet helt rundt, så min mor, far eller storesøster ofte braser ind og vil have mig til at skrue ned, fordi de kan høre det helt nede i den anden ende af huset, selv om jeg har høretelefoner på.

Der har i mange år været heavy metal på det anlæg, men lige for tiden forsøger jeg at nøjes med rockmusik. Der er lidt for meget Oldenburg-kort over metal. Der er i hvert fald ingen andre i min årgang, der hører det. I stedet har jeg mixet et bånd med Bon Jovi, Pretty Maids, Gary Moore og Alice Cooper som sætliste til sidste skoledag, hvor jeg skal fremføre en koncert på scenen i hallen for hele Skovbyskolen med mit band. Problemet er bare, at jeg ikke har noget band og i øvrigt heller ikke kan spille nogen instrumenter, bortset fra ‘An der schönen blauen Donau' på klaver. Samt at pigernes hysteriske skrig, jubelbrølene fra den tætpakkede sal, tilbedelsen fra alle i min hverdag og koncerten som sådan bare er en fantasi. Som så meget andet.

Fodboldflugten går til de engelske kampe i Tipslørdag, selv om Serie A på TV 2 søndag eftermiddag egentlig byder på bedre bold og bedre stemning. Hele ugen sigter mod lørdag kl. 16. Selv fredagens fester handler bare om at fordrive ventetiden. Og det er lige meget, hvem der spiller. Om det er altdominerende Liverpool, røvkedelige Arsenal, udsultede Manchester United, nuttede Wimbledon, Coventry med de sjældne siddepladser bag mål, de spændende oprykkere fra Leeds eller Lars Elstrups Luton.

Det starter for alvor lørdag morgen. Nørre og jeg mødes på vores cykler ude på vejen, min sportstaske omhyggeligt anbragt på bagagebæreren, hans skødesløst slynget hen over ryggen. Han er vild og temperamentsfuld, og han ser så sydlandsk ud, at den lokale landsbyracist en ellers fredelig eftermiddag sidste forår på boldbanen ved Brugsen truede med at slå ham ihjel.

“Jeg hader perkere!” råbte den vrede, knivviftende arier, hvorpå Nørre væltede hans verdensbillede omkuld ved at bekendtgøre, at hans mor faktisk hedder Ulla og hans far Mogens.

“Jeg er lige så dansk som dig,” argumenterede han roligt.

Men normalt er han ikke rolig. Han taler højt, råber, når han er vred, smider med sine sko, når han laver en fejl på banen. Han kan ikke deltage i noget uden at ville vinde for enhver pris, og når det ikke lykkes, ryger der ting rundt i luften. Da han stadig gik på skolen, smadrede han en dag gymnastiklærerens badmintonketsjer i raseri. Læreren var holdleder på badmintonlandsholdet, og ketsjeren var ikke lige sådan en, der var købt nede i Ea Sport i Galten.

Efter at han startede i gymnasiet, er han tit ekstra irritabel lørdag morgen, fordi de drikker igennem om fredagen. Hans sorte hår hænger ned over panden og de søvndrukne, dunkle øjne, og jeg bliver med det samme bange for at sige noget forkert. Men så kommer jeg i tanke om, at dét her også for ham er den bedste stund på ugen, og at vi måske i dag kan komme til at heppe på det samme hold. Vi har det hele foran os: halvanden times indendørs fodbold, så en tur over til bageren og købe træstammer, og så tilbage i hallen og se juniorerne spille, mens vi snakker om damer og om, hvem der var sammen med hvem til hvilken fest i aftes – et samtaleemne, der i øvrigt med deprimerende sikkerhed handler om alle andre end mig.

Hvis vejret er godt, flytter vi nogle gange spillet udendørs bagefter og dræber et par ekstra timer, inden Tommy Troelsen fyrer den første vidunderligt dårlige vittighed af kl. 15 på mit 14-tommers SHARP-tv. Midt på vinteren sænker mørket sig udenfor allerede, mens den første time forløber med skisport fra udlandet og halsport fra Danmark. Og så, lidt i fire, er Svend Gehrs eller Niels Chr. Niels-Christiansen klar fra England.

Uanset om det bare er mig og Nørre, eller om Kim eller Bjørn også er med, er vi i hvert fald de næste to timer som regel verdens bedste venner. Ingen spydigheder fra Kim, ingen drillerier fra Bjørn og ingen raseriudbrud fra Nørre – kun påtaget jubel, når der bliver scoret mod mit udkårne hold på dagen. Lørdag eftermiddag er det tidspunkt, hvor jeg tvivler mindst på, om jeg er god nok. Efter at vi fik videomaskine forrige efterår, er jeg begyndt at optage alle de scoringer, jeg kan komme til. Jeg er allerede oppe på syv VHS-bånd, og de mange mål bliver ved med at have den samme effekt, uanset hvornår på ugen jeg sætter dem på. Det er som at tage beroligende medicin.

Jeg finder ikke Upton Park. Men det vigtigste er, at jeg nåede herud. “Jeg tog alene ud til West Ham,” vil jeg fortælle dem derhjemme. Kim vil sige “Nå” på en oprigtigt interesseret måde. Og for en gangs skyld vil Nørre måske betragte mig som andet end en tøsedreng.

Der er gået halvanden time. Det er tid til at vende om. Tilbage på hotellet finder jeg Peter i et opholdsrum ved siden af receptionen. Der er både et fjernsyn og en bogreol, men det er jukeboksen, han har sat i gang.

“Hvad hører du?” spørger jeg og synker ned i en stol så dyb, at det føles, som om min røv hænger lige over Piccadilly Line. Jeg kan mærke trætheden dunke under den døde gnaver. Indre billeder fra gårsdagens og nattens rejse maler sig selv på indersiden af mine øjenlåg: vores fodboldkamp med en tom øldåse på en rasteplads ved Bremen, de endeløse, skærende lamperæk- ker langs de hollandske motorveje, Rotterdams flammende raffinaderier, den vuggende søvn på færgen fra Hoek til Harwich.

“Noget gammelt Queen. Der er ikke rigtig noget nyt,” svarer han på sin sønderjyske dialekt, der lyder, som om han altid tager en lille smule pis på mig. Både han og hans to storebrødre har lært mig meget om musik. De har lært mig at identificere bassen i et nummer ved at spille Kim Wildes ‘Love Blonde' for mig. Og den ældste har en elektrisk guitar, som han indimellem lader mig prøve, når vi besøger dem i Sønderborg. Men de kan ikke sige noget til mig, uden at jeg mistænker dem for at fnise ad mig bag min ryg. Jeg er faktisk stadig i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er bass med i ‘Love Blonde'. Men de skælder mig i det mindste aldrig ud.

“Kan jeg vælge den næste?” spørger jeg, mens jeg allerede bladrer igennem udvalget. Det er lutter vinylsingler. Der er in- gen heavy metal, men til gengæld er det gratis. Og pludselig er der en fuldtræffer.

“Tjek den her ud.”

Jeg trykker play. Et symfoniorkester spiller ‘An der schönen blauen Donau'. Min mor ville være stolt af mit valg. Men så afbryder den uforsonende lyd af en trykknaptelefon strygerharmonien, og hårde, elektriske trommer sætter østrigske Falco i gang med ‘Vienna Calling'.

“Den er da noget gammel, hva'?” konstaterer Peter.

“Sgu da ikke ældre end det, du sad og hørte,” griner jeg.

Jeg ved, at den er fra 1985 eller 1986. Jeg kan mærke på et
nummer, når det er fra midtfirserne. For det gør mig altid glad. Specielt når der er et element af Italo-synthesizer inde over. Det minder mig om barndom, kør-selv-ferier i Italien og en tid, hvor jeg ikke følte mig så forkert. Og hvor det var Argentina og ikke Vesttyskland, der var verdensmestre. Jeg når at høre den to gange, inden vores mødre dukker op. Deres stemmer tripper frem fra receptionen lang tid før deres fødder.

“Skruer du ikke lige ned, Thomas? Der bor altså også andre her på hotellet,” lyder det forudsigeligt fra min mor. Vi har ellers ikke set en eneste anden gæst her endnu.

Men da vi kommer tilbage efter en solid omgang indisk buffet i nabogaden, er hotellet som forandret. Der er latter, højlydt snak og tilløb til fællessang. Væggene i receptionen er dækket med irske flag. Der stinker af sved og cigaretrøg. Så kommer jeg i tanke om, at der er England-Irland på Wembley i aften. EM-kvalifikation.

Man kan diskutere, hvor megen substans der er i vores mød- res talestrøm, men når det handler om at skabe kontakt, og specielt til irere, er ævl en effektiv brobygger. Min mor og min moster har allerede taget plads ved et bord med to mænd i fyrrerne, inden Peter og jeg så meget som har spottet, at der var tomme stole.

“What's the craic, ladies?”

Den ene ser sydeuropæisk ud med mørkt hår og overskæg. Det er Nørre om et kvart århundrede, bortset fra det høje humør. Den anden kunne være englænder med gråt hår og bleg hud, men det ville han nok ikke bryde sig om at få at vide. De er begge klædt i lyse skjorter, slips og 30 centimeter høje hatte i hjemlandets farver.

“How goes the battle, boys? Fancy a drink?”

Peter og jeg kigger spørgende på vores mødre.

“I skal da bare sige ja, hvis I har lyst til en øl,” siger min mor.

“Ja, I skal da bare sige ja,” kvidrer min moster smilende.

Hendes sønderjysk er knap så drillende som sønnernes. Hun lyder altid, som om hun er i overdådigt humør, og alting kan lade sig gøre.

Vi sætter os ned. Mick og Des, hedder de. Jeg er ikke helt på hjemmebane med sproget endnu. Ved terminsprøven for et par måneder siden fik jeg godt nok 9 i skriftlig engelsk, men jeg har svært ved at få det til at hænge sammen mundtligt.

“Where in Ireland are you from?” forsøger jeg mig og håber på, at de ikke er fra det vestlige Irland. Det vil gøre det her en smule sværere at fortælle om til Kim og Bjørn.

“Dublin, son,” svarer sydeuropæeren med dybt, dansk u.

Jeg er glad for, at de har pyntet sig selv og receptionen med grønt, hvidt og orange, for jeg ville ikke have fanget deres dialekt. For et år siden, på skitur i Norge med 8. klasse, gik jeg over til et bord fyldt med engelsktalende mænd og fortalte dem om lodtrækningen til Englands EM-kvalifikationsgruppe. En af dem kvitterede ved at vende sig om og med underspillet foragt spørge, hvem Skotland havde trukket.

“Excuse me. Where did you say that you are from?” spørger min mor. Jeg bliver altid stolt af hende, når hun taler tysk, som hun underviser i. På engelsk er vi mere jævnbyrdige. Og jeg har modsat hende faktisk fanget, at de er fra hovedstaden.

“Dublin. Capital of Ireland. Lots of people don't know it,” svarer Mick høfligt, inden han og Des bryder ud i skraldende latter. Det samme gør vi. Min mor er god til at grine ad sig selv. Jeg ville ønske, at jeg havde arvet den egenskab fra hende.

En tjener kommer med seks store glas øl. To af dem er uden håndtag og ligner missiler til indvortes brug. Jeg bliver nervøs og rækker ud efter den beroligende hank på et af de andre. De minder mig mere om noget, som jeg kender, men er sta- dig ubehageligt store. Det er svært nok for mig at drikke en 33 cl flaskeøl. Jeg kan faktisk overhovedet ikke lide øl. Min mor foreslog tidligere på vinteren, at jeg kunne få nogle tomme dåser med til festerne og bare lade som om, jeg drak. Hun har afkodet, at der er et vist gruppepres under opsejling hjemme i Skovby.

Nu sidder jeg så med noget, irerne kalder en pint i et glas, hvor ethvert levn vil blive afsløret. Heldigvis ser Peter også betuttet ud, selv om han er et år ældre end mig. Han nyder måske heller ikke festerne derhjemme.

Snakken drejer sig hurtigt og naturligt ind på formålet med deres ophold: fodbold. Nu kører det. Jeg husker alle detaljer fra det irske landsholds pludselige opstigning til den europæiske elite i løbet af de seneste fem år: Ray Houghtons hovedstødsmål, der fældede arvefjenden England i Stuttgart under EM 1988, Ronnie Whelans væltespark mod Sovjetunionen i Hannover i samme turnering, Kevin Sheedys hammer af en udligning mod englænderne ved VM sidste sommer og David O'Learys afgørende straffespark mod Rumænien, der sendte Irland i kvartfinalen mod værtsnationen Italien.

Mick og Des var til alle kampene. Og de forudser, at kampen i aften bliver lige så stor. De skal op mod de engelske naboer, der hærgede deres hjemland i århundreder, inden de trak sig ud i røgskyerne fra IRA's bomber og attentater og efterlod en ø delt i to i evig konflikt med sig selv og den tidligere overherre. På vej herover fortalte min mor, at der for kun en måned siden blev dræbt én og såret 38, da IRA detonerede en sprængladning på Victoria Station få stop nede ad District Line, og at de et par uger forinden forsøgte at dræbe premierminister John Major med fire granater i hans baghave. Akkurat som opgørene i Stuttgart og sidste sommer i Cagliari er det altså et højbetændt møde, ladet med politiske undertoner.

Men det helt store, fortæller Mick og Des, er, at kampen skal spilles på Wembley. Hvor Bobby Moore hævede VM-pokalen i 1966. Hvor de kongelige hvert år i maj uddeler verdens ældste klubtrofæ, The FA Cup, 39 trappetrin over the hallowed turf, den hellige bane. Wembley, hvor Irland aldrig har vundet.

“Hvis vi slår dem i aften, vil det være den største aften nogensinde for Irland,” siger Des. Jeg kigger på mit ølglas. Det er tomt. Jeg giver mig selv et mentalt klap på skulderen.

“I skulle tage og komme med os derud,” foreslår Mick, nu kun henvendt til min fætter og mig.

“I kan sikkert godt få fat i en billet derude. Jeg kan også lige låne telefonen i receptionen og ringe rundt til nogle af de andre, der er med herovre. Jeg har nogle numre på deres hoteller. Og det kunne jo være, at nogle af dem allerede har fået for mange pints,” siger han uden at grine.

Han rejser sig. Jeg kigger på Peter og så på vores mødre. De griner heller ikke længere.

“Jeg kunne virkelig godt tænke mig at komme med. Det er verdens mest berømte stadion, og det er åbenbart en kæmpe kamp,” lægger jeg ud.

“Jeg ved godt nok ikke, Thomas.”

“Tror du, at det er noget for dig, Peter?” spørger min moster.

Hun er lidt i klemme, for ganske vist er Peter et år ældre end mig, men hvis han får lov, bliver min mor også nødt til at give mig lov.

“Det kunne da være meget sjovt. De gør jo ikke noget, dem her,” svarer han.

Des smiler imødekommende, som om han forstår, hvad vi siger.

“Okay,” siger min mor. “Hvis I kan få nogle billetter, så I kan stå sammen med dem, må du gerne tage med.”

Min puls stiger, og Jockey-deodoranten får en smule vanskeligere ved at gøre sit i forvejen utaknemmelige arbejde.

“Sejt!”

Mick kommer tilbage.

“Nu skal I høre. Jeg kan godt skaffe jer to billetter. Men de
koster altså 70 pund stykket. Og så er det sammen med de engelske fans. Nogle, jeg kender, har købt billetter til det forkerte afsnit, og de vil gerne af med dem igen.”

Allerede ved tallet 70 ved jeg, at chancen er forpasset.

“Det synes jeg ikke lyder som en særlig god idé. Så er det bedre, at vi tager en tur derud i morgen og får en rundvisning, hvis du meget gerne vil se det stadion,” siger min mor forsigtigt. Mit hjerte synker ned på sin vante plads igen. Jeg ved, at hun har ret. Jeg har heller ikke selv lyst til at stå mellem 70.000 hooligans, der vil have hævn for bomberne. Men hvor kunne det have været stort at tage med Mick og Des derud. Jeg har aldrig været på andre stadioner end Aarhus Stadion. England-Irland på Wembley. Det ville alle sgu gerne have hørt om på tirsdag i 9. klassernes alrum i lilla blok på Skovbyskolen. For en gangs skyld ville jeg have været interessant uden at være den mindste smule underlig.

London Underground er ikke så fascinerende som i går. Når man først én gang har gjort noget helt uden sine forældre, bliver det aldrig igen sejt at gøre det sammen med dem. Lugten fra dybet giver hovedpine, bremseklodserne skærer i trommehinden, og der er alt for mange mennesker på alt for lidt plads.

Jeg er irriteret. Irland og deres tusindvis af fans havde en stor aften på Wembley i går, hvor de fik 1-1 og var klart bedst. Foran fjernsynet i jukeboksrummet havde Peter og jeg siddet med en klar fornemmelse af at gå glip af en oplevelse for livet. Specielt da Niall Quinn sneg sig bag om den engelske forsvarslinje og snittede udligningen ind bag David Seaman.

Det er ikke noget, vi sidder og snakker om. Men vores mødre kan godt regne det ud. Ellers ville de ikke sidde her med os på Circle Line mod uret på vej til et fodboldstadion.

På Baker Street skifter vi over på Metropolitan Line mod Uxbridge. Ved Finchley Road bliver underground til overground. Omkring os flader Londons nordvestlige forstæder ud. Formiddagens solskin afslører fodboldens efterladenskaber på de forbisusende stationer: tomme ølflasker, dåser og chipsposer.

Jeg bliver næsten altid inviteret med til festerne derhjemme, fordi jeg er en god brobygger mellem pigerne og mine fodboldkammerater, men nu begynder jeg at forstå, hvordan Nørre har det, når han ikke har været med. På Wembley Park står vi af. For enden af en lang, fuldstændig snorlige og jævnt opstigende vej ser vi stadion: de to hvide tårne på hver deres side af rampen, der hæver vejen det sidste stykke op.

De mange eksotiske vinduesbuer over hovedindgangen, der giver bygningen et arabisk touch. Flagene, der blafrer fra taget, Union Jack øverst af alle fra toppen af det højre tvillingetårn. Og floder af affald, som er ved at blive fejet sammen til et ocean.
Snakken går mellem søstrene, mens vi traver op mod arenaen. Peter og jeg går tavst på hver side af dem. Det er svært at komme til, men jeg har heller ikke så meget at sige. Jeg kan ikke sætte ord på, hvordan jeg har det. Jeg er glad for at se Wembley, sært opmuntret ved tanken om, at lige dér, inde bag muren, indtraf så mange af de øjeblikke, jeg gemmer derhjemme på videobånd: Allan Simonsens straffespark i 1983, Norman Whitesides curler for Manchester United mod Everton i FA Cup-finalen i 1985, Keith Houchens flyvende hovedstød i Coventrys chokerende triumf to år senere, de jublende baneinvasioner forrige år, da Liverpool og Everton spillede uden hegn rundt om banen få uger efter Hillsborough-katastrofen oppe i Sheffield. Niall Quinns udligning i aftes. Suk.

Fortrydelsen skyller ind over mig og tager mig med. Vi skulle ikke være taget herud i dag. Det er ydmygende at blive trøstet på denne måde af min mor. At skulle nøjes. Sådan har det været hele mit liv:

Nej, Thomas. Den er for dyr. Men den dér er på tilbud.

Thomas, du kan ikke spille angriber. Men vi mangler en venstre back. I virkeligheden ser du ikke godt ud, og du kan ikke spille guitar. Men tag nogle høretelefoner på, så kan du få lov til at forestille dig, hvordan det er at være populær.

Der er ingen rundvisning i dag, finder vi ud af. Der var jo kamp i aftes, forklarer en af gadefejerne foran indgangen. Det gør ingen forskel for mig. Skaden er sket.

Fra toppen af trapperne foran Wembley Park Station vender jeg mig om og kaster et sidste blik op mod fodboldkatedralen. En dag bliver det min tur, tænker jeg. En dag vil jeg stå her igen. Med mine bedste venner. Måske endda med en kæreste, når pigerne en dag opdager, at mine venner rent faktisk er begyndt at respektere mig. Med en billet til den store fest.

“Mind the gap,” skratter en højttaler i det fjerne.

Bare rolig. Lige nu har jeg slet ikke øje for andet end tomheden.
Men i toget tilbage mod Baker Street opdager jeg igen mig selv i ruden. Stadig med mit kiksede hår, min søsters jakke og hængende mundvige. Men der er noget i mit blik, som jeg ikke kunne se i går i undergrunden. Noget fast, noget beslutsomt, noget uvant: et løfte til mig selv.



Bogen er udgivet af People'sPress. Den er 253 sider og koster 199,95 kroner.



Magasin-artikler
Overblik - Serie A
Indkast.dk har kigget nærmere på de nye Serie A-spillere, og hvilken betydning de har for idealopstillingerne. Især Milan har mange nye ansigter.
Atalanta (3-4-3)
Berisha
Toloi, Caldara, Masiello
Castagne, De Roon, Freuler, Spinazzola
Ilicic, Petagna, Gomez


Benevento (4-4-2)
Belec
Letizia, Lucioni, Costa, Di Chiara
Chibsah, Cataldi, Viola, D' Allesandro
Ceravolo, Coda


Bologna (4-2-3-1)
Mirante
Torosidis, Gonzalez, De Maio, Masina
Taider, Poli
Palacio, Di Francesco, Verdi
Destro


Cagliari (4-3-1-2)
Cragno
Padoin, Pisacane, Andreolli, Miangue
Barella, Cigarini, Ionita
Joao Pedro
Sau, Farias


Chievo (4-3-1-2)
Sorrentino
Depaoli, Dainelli, Cesar, Gobbi
Castro, Radovanovic, Hetemaj
Birsa
Pucciarelli, Inglese


Crotone (4-4-2)
Cordaz
Faraoni, Ceccherini, Cabrera, Martella
Rohden, Izco, Mandragora, Nalini
Trotta, Budimir


Fiorentina (4-2-3-1)
Sportiello
Gaspar, Vitor Hugo, Astori, Olivera
Badelj, Veretout
Chiesa, Eysseric, Benassi
Simeone



Genoa (3-4-1-2)
Perin
Biraschi, Zukanovic, Zukanovic
Lazovic, Veloso, Bertolacci, Laxalt
Pandev, Lapadula, Centurion


Inter (4-2-3-1)
Handanovic
Cancelo, Skriniar, Miranda, Dalbert
Gagliardini, Vecino
Candreva, Valero, Perisic
Icardi


Juventus (4-3-3)
Buffon
De Sciglio, Benatia, Chiellini, Alex Sandro
Khedira, Pjanic, Matuidi
D. Costa, Higuaín, Dybala,


Lazio (3-5-2)
Strakosha
Radu, De Vrij, Wallace
Basta, Milinkovic, L. Leiva, Parolo, Lulic
Immobile, Anderson


Milan (3-5-2)
Donnarumma
Musacchio, Bonucci, Romagnoli
Conti, Kessie, Biglia, Calhanoglu, R. Rodriguez
Kalinic, A. Silva


Napoli (4-3-3)
Reina
Hysaj, Albiol, Koulibaly, Ghoulam
Allan, Jorginho, Hamsik
Callejon, Mertens, Insigne


Roma (4-3-3)
Alisson
Peres, Manolas, Moreno, Korarov
Nainggolan, De Rossi, Strootman
Defrel, Džeko, Perotti


Sampdoria (4-3-1-2)
Puggioni
Sala, Silvestre, Regini, Murru
Barreto, Torreira, Linetty
Ramirez
Caprari, Quagliarella


Sassuolo (4-3-3)
Consigli
Lirola, Acerbi, Cannervaro, Peluso
Duncan, Magnanelli, Missiroli
Berardi, Falcinelli, Politano


Spal (3-5-2)
Meret
Oikonomou, Vicari, Felipe
Lazzari, Grassi, Viviani, Mora, Konate
Paloschi, Floccari


Torino (4-2-3-1)
Sirigu
Zappacosta, Lyanco, N'Koulou, Barreca
Rincon, Baselli
Jago Falque, Ljajic, Berenguer
Belotti


Udinese (4-4-2)
Scuffet
Widmer, Danilo, Samir, Pezzella
De Paul, Behrami, Fofana, Jankto
Bajic, Lasagna


Verona (4-3-3)
Nicolas
Romulo, Heurtaux, Caceres, Souprayen
B. Zuculini, Fossati, Bessa
Cerci, Pazzini, Verde
Læs hele artiklen
Leeds United - Savnet på den store scene
Leeds United er en af de gamle kæmper i engelsk fodbold. Indkast.dk stiller skarpt på op- og nedturene i den traditionsrige klub.
Leeds United indgår ikke længere som en del af debatten, når nutidens unge fodboldelskere går rundt og diskuterer, hvilke engelske klubber der er de største. Det er på alle måder en skam, da ”The Peacocks” faktisk er i besiddelse af en helt unik fodboldfortid, som de fleste andre klubber ville misunde.

Don Revie og de gyldne årtier
Historien om Leeds startede tilbage i 1919, hvor klubben blev grundlagt. Klubben startede sin spæde fodboldrejse med på skiftevis at rykke op og ud af Englands bedste fodboldrække. Den tendens fik dog en brat afslutning, da Don Revie blev ansat som manager i 1961.

I løbet af de næste 13 år tog han Leeds til hidtil usete højder i engelsk fodbold. Klubben formåede år efter år at kæmpe med om det engelske mesterskab, og selvom det ”kun” blev til to af slagsen, så var der ikke længere nogen tvivl om, at Leeds havde manifesteret sig som en af giganterne på den engelske fodboldscene.

Fyringen, der gik over i historiebøgerne
Da Don Revie i 1974 forlod Elland Road til fordel for et job som engelsk landstræner, var det op til den unge, men meget talentfulde Brian Clough at løfte arven. Revie havde sjovt nok selv anbefalet en ansættelse af klub-veteranen Johnny Giles som sin efterfølger, men det forslag blev stemt ned. Leeds-ledelsen havde fået smag for succes og pegede derfor på Clough, der to år tidligere havde formået at levere århundredets overraskelse ved at føre Derby County til det engelske mesterskab.

I juli 1974 skete det så. Brian Clough blev ansat som ny Leeds-manager. Men selvom alt nu umiddelbart så ud til at være guld og grønne skove, så var det langt fra tilfældet. Clough var kommet til en klub, hvor spillerne i den grad savnede hverdagen under Don Revie. Profiler som Billy Bremner og Peter Lorimer begyndte hurtigt at gå forrest i kampen om at få smidt den nye manager på porten, og deres mission lykkedes til sidst. Blot 44 dage efter sin ansættelse blev Clough fyret fra manager-posten på Elland Road. Det var en fyring, der gik over i historiebøgerne, ikke bare som en af de hurtigste nogensinde, men også på grund af omstændighederne.

Clough selv mødte pressen med følgende ord efter fyringen:

- Det er en sørgelig dag for Leeds United, og det er en sørgelig dag for fodbold.

Fra genoprejsning til League One
Fyringen af Brian Clough startede i årene efter en større grad af negativitet rettet mod Leeds, og det var noget, som ikke kun gik ud over klubbens indre linjer. Den sportslige succes udeblev også. Vi skulle helt frem til starten af 1990'erne, inden der igen kom gang i den traditionsrige fodboldklub. Mesterskabstriumfen i 1992 blev startskuddet til en ny spændende æra på Elland Road. De næste ti år cementerede Leeds deres position i toppen af engelsk fodbold, og klubben kom tilmed tæt på europæisk hæder, da det i 2001 blev til en semifinale i Champions League.

Bedst som Leeds igen havde fået dele af storhedsidealet fra tidligere tilbage i klubben, begyndte det finansielle spøgelse langsomt, men sikkert at spøge. Den daværende bestyrelsesformand, Peter Rigsdale, bragte over de næste par sæsoner klubben i så store gældsproblemer, at det var nødvendigt med flere store spillersalg, heriblandt af Rio Ferdinand og Jonathan Woodgate. De to røg til henholdsvis Manchester United og Newcastle United.

Den finansielle situation gik også ud over præstationerne på grønsværen. Første katastrofe indtraf i 2003/2004-sæsonen, da Leeds rykkede ud af Premier League. Klubben forsøgte i de efterfølgende sæsoner at satse på et hurtigt comeback. Det kom dog aldrig, og i 2007 kulminerede et sandt fodboldkaos så med endnu en nedrykning. Leeds befandt sig for første gang nogensinde i Englands tredje bedste fodboldrække i form af League One.

Dansk islæt på Elland Road – Nu skal Leeds tilbage i Premier League
Leeds endte med at tilbringe tre år i League One, inden man i 2010 sikrede sig en tiltrængt oprykning til The Championship. Syv år senere er Leeds dog stadig at finde i Englands næstbedste fodboldrække. Nu er det så blevet op til en dansk-spanier at bringe den historierige klub tilbage i Premier League.

Thomas Christiansen blev tidligere på sommeren udnævnt som ny manager på Elland Road. Det skete oven på et par succesfulde sæsoner i cypriotisk fodbold, hvor han senest fik lov til at stå i spidsen for danskerdræberne APOEL Nicosia. Spændende bliver det at se, hvorvidt han kan videreføre de gode resultater fra APOEL til Leeds. Forventningerne er i hvert fald høje i England, hvor "The Peacocks" er savnet på den store scene.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
James Rodríguez – se lo Curra
Indkast.dk har kigget nærmere på ”den næste Valderrama”, der blev kasseret i Real Madrid – og nu skal han spille for Bayern München.
Efter Real Madrids Champions League-kamp imod Basel i efteråret 2014 havde forsiden af den spanske sportsavis “AS” et billede af den nye Real Madrid-spiller James Rodríguez med overskriften “James – se lo Curra”, som betyder “Arbejdsmanden James”. Forsiden kom efter Real Madrid havde vundet med 5-1 over Basel og James i den kamp var meget arbejdsvillig, hvilket avisen blandt andet brugte antal meter som Real Madrid-spillerne bevægede sig – som dokumentation for. Se listen her:

1. Kroos – 11.411 meter
2. James Rodríguez – 11.283 meter
3. Pepe – 10.623 meter
4. Bale – 10.622 meter
5. Nacho – 10.620 meter
6. Marcelo – 10.040 meter
7. Ronaldo – 9.155 meter

Rodriguez fik dermed sendt et klar signal til Real Madrid-fansene… nemlig, at han godt kunne spille fodbold i ”Kansas”, hvilket nok var tiltrængt, da kongeklubben ikke havde fået den ønskede start på sæsonen, og dette ofte går ud over klubbens nyeste spillere. Dette var sikkert helt bevist af James David Rodríguez Rubio – eller bare James Rodríguez – der ellers har haft travlt med at slå fast, at han ikke er blevet opkaldt efter superhelten; James Bond, men måske i stedet en arbejdshelt.

Real Madrid ”10'eren” kom til den spanske hovedstad efter en VM-slutrunde, hvor han i Colombias første fire kampe havde lavet hele fem mål, hvilket var nok til at sende det kokain- og kaffe-fyldte land i VM-slutrundens kvartfinale – for første gang nogensinde. Den bedrift blev sikret, da Rodríguez elegant brysttæmmede bolden og i samme bevægelse flugtede bolden imod Uruguay – meget flot ind. Det var målet til 1-0, men kampen sluttede 2-0 efter nok et mål af… Rodríguez.

Dermed blev det krystalklart, hvorfor Monaco sendte så mange penge til Porto for den elegante offensive midtbanespiller. I Porto havde Rodríguez lavet 25 mål i 63 kampe, hvilket havde åbnet for skiftet til den nyrige klub fra Monaco, hvor den daværende træner – Claudio Ranieri – ikke var bleg for at foretage det store indkøb, men da Real Madrid først viste deres interesse kunne end ikke Monaco holder på deres guldfugl.


Hæder – og landsholdskarriere
Rodriguez startede karrieren hos Envigado, hvor han spillede både som ungdomsspiller og i de første seniorår. I 2008 skiftede han til Banfield i Argentina, hvor han det første år vandt det argentinske mesterskab. I Portugal blev det også til masser af hæder, for i 2012 blev Rodríguez kåret til ”Årets spiller” i den portugisiske liga, og to sæsoner i træk blev han udtaget til ”Årets hold i Portugal”.

Den 11. oktober 2011 fik Rodríguez debut på landsholdet i et opgør mod Bolivia, og siden er det gået stærkt på landsholdet. I Commebol-kvalifikationen til VM2014 var Rodríguez den spiller, der producerede flest chancer – hele 43. Det er præstationer som disse, der har frembragt stor ros fra landets fodbold-legende Carlos Valderrama, der besidder landskampsrekorden på 111 kampe. Den står måske for forfald, for da Rodríguez var 22 år havde han allerede spillet 24 landskampe for Colombia, og den hårrige Valderrama kom med følgende beskrivelse af fodbold-talentet.

- Længe har Colombia ledt efter den næste Carlos Valderrama… det har de nu langt om længe fundet. Rodríguez bliver Colombias næste stjerne… ikke kun lige nu, men også de næste ti år, sagde selvsamme Valderrama, mens hovedpersonen tog det hele med sindsro:

- Jeg er ikke meget for sammenligninger… jeg er mig selv, og det samme var Valderrama som fodboldspiller.

Inden VM-slutrunden gik der et sus igennem fodbold-verdenen, da colombianske Falcao måtte melde fra, men ”den næste Valderrama” tog over for den fodboldglade nation. Den store VM-rolle gav Rodríguez en gigantisk kontrakt i Real Madrid, men det blev aldrig godt i ”Kongeklubben” for arbejdsmanden. Rodríguez nåede at spille 111 kampe, score 36 mål og levere 41 assists i sine tre sæsoner i Madrid – men det er ikke godt nok for en ny angriber i denne klub. Derfor blev den 26-årige colombianer overraskende nok sendt til stjernespækkede Bayern München på en to-årig lejeaftale eller måske var det ikke så overraskende?


Skilsmisse bag klubskifte?
James Rodríguez blev i 2011 gift med volleyballspilleren og den gudesmukke Daniela Ospina, som i øvrigt er søster til Arsenals målmand - David Ospina. Men nu skal de skilles, og den officielle begrundelse er, at det har vist sig svært at forene ægteskabet og to sportslige karrierer, især efter Rodríguez skal flytte til Bayern. Ifølge Marca er den reelle årsag dog, at James har haft en lang affære med den russiske fitness-model Helga Lovekaty og derfor nærmest flygter fra Madrid. Hovedpersonen havde også fundet de rosende ord frem, da han skulle beskrive klubskiftet:

- Bayern München er ligeså stor en klub som Real Madrid, hvis ikke større. Jeg har altid haft stor respekt for Bayern, og da jeg overvejede mit skifte til München, kiggede jeg på truppen og tænkte, at der er ligeså mange stjerne her, som der er i Real (Madrid, red.), og kvaliteten er nøjagtig den samme, sagde James og fortsatte om Bayerns italienske træner Carlo Ancelotti:

- Vi har ikke arbejdet sammen i de sidste par år, men vi har selvfølgelig holdt kontakten ved lige. Det hjalp mig meget (med at tage beslutningen, red.), og jeg savnede 'Mister' (Ancelotti, red.) som træner. Vi har et fantastisk forhold, det er sjovt at arbejde med Carlo, og jeg er glad for, at vi er genforenet.

Tyskerne har muligheden for at udnytte en købsoption i lejeaftalen, hvis Ancelotti bliver tilfreds med James. Sidst de to arbejdede sammen i Real Madrid, blev det til 17 mål og 18 assists i 46 kampe – er det nok i Bayern ? I Real Madrid fik colombianeren aldrig rigtig en fast plads i idealopstillingen. Om det lykkes i Tyskland, må fremtiden vise for arbejdsmanden ”se lo Curra”…
Læs hele artiklen
Romelu Lukaku - Mourinhos bæst
Som knægt skulle den belgiske angriber medbringe pas til kampene, da modstanderne ikke troede på hans alder. Sidenhen har han vist, at talentet bød på mere end fysikken, og nu venter Old Trafford samt Jose Mourinho, som tidligere har kasseret ham.
- Vi taler altid om Everton-holdene fra 1980'erne og 1970'erne, og det var godt, men vi vil have fansene til at tale om nu. Sagt med al respekt, men du vil også gerne huskes. Man vil ikke bare huskes for at score mål, men også for at vinde trofæer. Du skal tænke på, hvordan denne klub er vokset og har forbedret sig, men hvilke spillere vil den hente, så du kan kæmpe med om de store trofæer?

Sådan lød den overraskende udmelding fra Romelu Lukaku kort tid inden han skiftede til Manchester United. Den store belgiske angriber ville væk fra Everton for at tage til en større klub. Skuffelsen og arrigheden lyste på det efterfølgende pressemøde ud af manager Ronald Koeman, der skulle forholde sig til, at Everton-profilen såede tvivl om klubbens ambitionsniveau. Lukaku sagde blandt andet også:

- Everton er en fodboldklub med en stor historie. Men i stedet for at leve i fortiden må du tænke fremad. Nogle gange snakker jeg med Vincent Kompany, som var i Manchester City, da det hele skete (nye, rige ejere kom til, red.). Han sagde: ”Rom, en sommer skete det bare og boom, boom, boom, boom.. Robinho kom til, en anden kom til, en tredje kom til.” Derefter kritiserede alle dem, men til sidst vandt de liga-titler, FA-cups og Liga-cups. Jeg kender ikke til bestyrelsens plan, men der er nogle spillere, jeg ved, at klubben kunne have fået fat i, men det gjorde de ikke, og disse spillere er i denne liga. Jeg nævner ingen navne, men de gør det alle godt.

De hårde udmeldinger fra Lukaku skal ses i lyset af, at angriberen ønsker at blive verdens bedste fodboldspiller, hvilket vil kræve et klubskifte – og det åbnede for skiftet til Manchester United, som sendte den kasserede Wayne Rooney den anden vej – på næsten samme tid, men hvordan kom skiftet egentlig i hus ?


Afløser for Rooney og Ibrahimović
Midt på New York's Fifth Avenue mens hans hænder var fyldt med indkøbsposer ringede Lukakus mobiltelefon og i den anden ende blev der sagt ”Det er Jose Mourinho”. Det var midt i juni 2017 og efter den kontroversielle manager har talt lidt skulle den store belgiske angriber have sagt med tør stemme ”OK, boss”.

Et opkald var nok, så var 24-årige Lukaku overbevist og dermed afviste han Chelsea, som mange ellers havde forventet han ville skifte til. I stedet endte han med at afløse Rooney og Zlatan Ibrahimović på Old Trafford, men forinden var der sket en masse i den unge mands liv.


Fra udskældt til La Gazzetta og tidlige 50 mål
I slutningen af november 2015 kunne Lukaku åbne den store italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport og se, at han var kommet på ugens bedste europæiske hold. Den store belgier skulle danne angrebet med offensive spillere som Neymar og rivalen fra Liverpool – den formstærke Coutinho. Noget af en omvæltning for Lukaku, der tidligere havde været voldsomt udskældt og kritiseret, men to mål imod Aston Villa gav den flotte anerkendelse. Målene gjorde også, at Lukaku rundende 50 Premier League-mål i en alder af blot 22 år, seks måneder og otte dage.

Disse 50 mål i den engelske fodboldrække var dermed kommet i en yngre alder end spillere som Cristiano Ronaldo, Andy Cole, Chris Sutton, Robbie Keane og Alan Shearer – men ikke nok med, at Lukaku har lavet disse mange mål i en ung alder – og han havde også spillet på et ungt Everton-hold, hvor mange af profilerne bliver solgt.

Et af de føromtalt mål imod Villa kom, efter fire Everton-spillere satte det op flot. Tilsammen havde de blot en gennemsnitsalder på 21 år - nemlig John Stones, Gerard Deulofeu og Ross Barkley inden Lukaku afsluttede, hvilket gav et tydeligt billede af en gylden fremtid på Goodison Park, men samtidigt også deres største problem. For både Stones og Deulofeu er ikke længere i klubben – ligesom Lukaku. Everton har stadigvæk et ungt og meget talentfyldt hold, men de kommer til at sælge nogle af deres bedste spillere. Det er Evertons problem og blev dermed også Lukakus.


Græd på Stamford Bridge
Romelu Menama Lukakus talent kunne allerede ses fra barnsben. Som U/13-spiller formåede han at score hele 76 mål på en enkelt sæson, hvilket Anderlecht opdagede, og dermed var skiftet til storklubben banet. I Anderlecht gik der ikke mange år, før Lukaku viste, hvilket unikt talent han var. Som blot 16-årig blev han en fast del af førsteholdet og scorede hele 15 mål i sin første sæson, hvilket rakte til at blive topscorer i den bedste belgiske række. Året efter fulgte han flot op og scorede 16 mål i ligaen.

De flotte præstationer betød, at flere storklubber ville hente den unge og meget stærke målmaskine, men det blev Chelsea, der løb med Lukaku, hvilket passede angriberen perfekt. Chelsea var nemlig Lukakus drømmeklub, og på en skolevideo kan man se en meget ung Lukaku med tårer i øjnene på Stamford Bridge love, at næste gang, hvor man ville se ham græde, var, når han selv spillede på dette stadion. Lukakus barndomsønske blev en realitet, da han skiftede til Chelsea i 2011 - bare 18 år gammel.

Chelsea gav Lukaku en femårig kontrakt, men opholdet i London-klubben blev aldrig en succes. Den 10. august 2012 blev han udlejet til West Bromwich, hvor han lavede flotte 17 mål i 35 kampe, hvilket genskabte interessen for ham – bare ikke hos Chelsea - og den daværende manager Jose Mourinho.


Kloning af van Persie, Rooney, Defoe, Drogba og Henry
Efter et par kampe i starten af sæsonen 2013/14 blev Lukaku igen udlejet – denne gang til Everton. Ligesom i WBA blev lejeopholdet en succes. I sommeren 2014 blev Lukaku solgt permanent fra Chelsea til Everton for en pris svarende til omkring en kvart milliard kroner. En høj købspris men markedsprisen er sidenhen steget for angriberen, der tidligere har udtalt, at han gerne ville være en kloning mellem spillere som Robin van Persie, Rooney, Defoe, Drogba og endelig Thierry Henry.

Lukaku drømmer om at tage alt det bedste fra de angribere og putte i sin egen krop, som van Persies placeringsevne, Rooneys allround-spil, Defoes afslutninger, Drogbas spil som target-man og endelig den frygt forsvaret udviser, når de ser Henry løbe med bolden.

I sommeren 2017 skiftede Lukaku til Manchester United for 625 millioner kroner, og dermed kom angriberen tættere på drømmen om at blive den perfekte angriber. ”Bæstet”, som Lukaku blev kaldt som knægt, fik dermed vist, at det fysiske overskud fra ungdomsårene ikke kun var årsagen til de mange mål. Han havde mange andre talenter. Det hele startede på en stille villavej i Wintam, der ligger tæt på Antwerp. Herfra blev Lukaku kørt til Rupel Boom for at spille fodbold, men det gjorde forældrene kun i fire år, indtil familiens bil gik i stykker, hvorefter han var nødt til at vende tilbage og spille i Wintam.

Da han var seks år, spillede han i størrelse 39, og hans ungdomstræner og postbuddet Erwin Wosky har tidligere fortalt, at deres modstandere beskyldte dem for at snyde med Lukakus alder, hvorfor de måtte medbringe hans pas til holdets kampe. Da Lukaku debuterede på det belgiske landshold, genkendte angriberen i øvrigt ungdomstræneren på tilskuerpladserne – og han gav efter kampen kamptrøjen til Wosky, for Lukaku har ikke glemt sine rødder.

Anderlechts tekniske direktør Jean Kindermans har tidligere beskrevet, hvordan de i klubben opdagede, at Lukakus største evne ikke var hans unikke fysiske overskud eller at han kunne afslutte med begge ben. Derimod var hans gigantiske ønske om at blive bedre – noget helt unikt.

Det var også Kindermans, der gav Lukaku sin første professionelle kontrakt. Han havde indgået aftalen med angriberens far, som faktisk også selv havde været professionel fodboldspiller. Efter de var nået til enighed, havde faren kun et ønske, hvilket var, at sønnen ikke så, hvad der stod i kontrakten. Så Lukaku skrev under uden at ane, hvad han skrev under på. Senere vendte han i øvrigt tilbage til Anderlecht og gav gode råd til deres ungdomsspillere.

Lukaku kunne tale med mange af de unge spillere på den internationalt anerkendte skole – der blandt andet også har uddannet Adnan Januzaj og Youri Tielemans - da han taler seks sprog, og spillerne kan virkelig se op ham. I en sæson lavede Lukaku 186 mål, selvom han spillede med drenge, der var to år ældre end ham.

Nu gælder det Manchester United for Lukaku… men angriberen har vist, at han kan lave Premier League-mål. Nu skal ”Bæstet” lave målene for Manchester United og Jose Mourinho, som tidligere har kasseret ham.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
46 ting - som Indkast.dk håber på
På redaktionen har Indkast.dk diskuteret den kommende sæson, og hvad vi gerne vil have, der sker. Læs mere her:
1. John Terry får en god sæson i Aston Villa.

2. At David Luiz bliver klippet.

3. Isco får en endnu større rolle i Real Madrid.

4. Jürgen Klopp og Liverpool vinder et stort trofæ.

5. At det sportslige niveau stiger endnu mere i fransk fodbold.

6. At et af de engelske hold vinder Champions League igen.

7. FCN fortsætter deres talentudvikling.

8. Hårdprøvede Leeds vender tilbage til Premier League.

9. Flere tilskuere til Superliga-kampene.

10. Gianluigi Buffon lukker fodboldkarrieren ned… med et bang.

11. Viborg ikke falder helt sammen.

12. Bo Henriksen og David Nielsen ikke ændrer deres medlevende trænerstil og verbale udbrud.

13. At Pep Guardiola gør alle de offensive kort tilfredse og holdet kommer til at imponere alle i år.

14. Tottenham kan holde på deres spillere og blive en fast del af Premier League-toppen.

15. Det kunne være godt, hvis Atlético Madrid ikke skal møde Real Madrid i Champions League.

16. Glasgow Rangers og Celtic kommer tættere på hinanden sportsligt.

17. Newcastle kommer tilbage til Premier League i flot stil.

18. At det danske landshold får noget tiltrængt succes, og naturligvis kvalificere sig til VM-slutrunden.

19. Gary Lineker fortsætter med sine unikke tweets.

20. Spændingen i mesterskabskampene forbliver længere f.eks. sådan at Bayern München, Juventus og FCK ikke er mestre mange runder før afslutningen.

21. Kasper Dolberg fortsætter sin unikke udvikling.

22. Galehuset AGF fortsætter.

23. At der bliver opført en statue af Lynge Jakobsen midt i Aalborg.

24. Christian Eriksen kommer til at spille på samme niveau på landsholdet, som han har gjort de sidste sæsoner i Tottenham.

25. Valverde og Barcelona bliver en god cocktail.

26. At de rigeste klubber ikke nødvendigvis vinder alle pokalerne.

27. Vejle vender tilbage til Superligaen.

28. AGF endelig kvalificerer sig til Europa.

29. Hooligans der kommer for at slås bliver hjemme.

30. Paul Onuachu bliver dansk statsborger.

31. De resterende "New Firms" vil blive husket for spillet på banen.

32. Helsingør laver en "Hobro".

33. At vi får en dansk topscorer i Æresdivisionen.

34. AC Milan kommer tilbage til fordumsstyrke.

35. De spanske hold får lidt tiltrængt konkurrence i Europa.

36. Kenneth Zohore fortsætter den gode stil, så vi endelig får en dansk målsluger i Premier League.

37. La Liga-danskerne fortsætter med at bane vejen for flere gennem gode præstationer.

38. Neymar får en stor sæson i PSG.

39. Bendtner får flere minutter på banen end på bænken.

40. Traditionsklubben Valencia "vender tilbage".

41. Michael Krohn-Dehli bliver Pichichi.

42. Dommerne slår hårdere ned på film i alle ligaer.

43. Brentford rykker i Premier League.

44. Troels Bech deler mere ud af sine talegaver.

45. At de danske fans får øjnene op for noget andet end Premier League.

46. Kent Nielsen tager bukser på.
Læs hele lederen
Mourinhos mønster gentager sig…
Holder dette, bliver Manchester United mester i den kommende sæson.
Indkast.dk har kigget dybt ned i Jose Mourinhos karriere, og historien fra de sidste 15 år gentager sig – på en næsten skræmmende måde. Med indkøbet af Nemanja Matić fortsætter Mourinho en stil, som ikke afviger ret meget… Se blot her:


Overtager en klub på vej i krise eller midt i en mindre krise
Porto fra 2002-04:
Da han kom til klubben i januar, var de lige blevet slået ud af pokalturneringen, og holdet var blot på femtepladsen i ligaen.

Chelsea fra 2004-07:
Mourinho afløste Claudio Ranieri, efter klubben var sluttet på andenpladsen, men også efter den skuffende Champions League-exit til Monaco.

Inter fra 2008-10:
Roberto Mancini havde sikret klubben mesterskabet, men de led også et trist overraskende Champions League-stop.

Real Madrid fra 2010-13:
Sæsonen forinden sluttede ”Konge-klubben” blot på andenpladsen og var end ikke blandt de sidste 16 i Champions League – derudover havde Real Madrid også lige tabt til lilleputholdet Alcorcon i den spanske pokalturnering.

Chelsea fra 2013-15
Forinden var London-holdet sluttet på tredjepladsen, men igen kom han til en klub, der havde skuffet forinden i Champions League.

Manchester United fra 2016:
Sluttede sæsonen før på en femteplads med Louis van Gaal som manager.



Forbedrer straks klubbens resultater
Porto fra 2002-04:
Mourinho vandt 11 af de første 15 ligakampe.

Chelsea fra 2004-07:
Første sæson vandt holdet mesterskabet med 95 point.

Inter fra 2008-10:
Mourinho vandt i første sæson det italienske mesterskab og kom i Champions League-kvartfinalen.

Real Madrid fra 2010-13:
Sluttede kun på andenpladsen i La Liga, men vandt den spanske pokaltitel og kom i Champions League semifinalen.

Chelsea fra 2013-15
Sluttede på tredjepladsen, men kom også i Champions League-semifinalen.

Manchester United fra 2016:
Havde en skuffende sæson i Premier League, men vandt Europa League, og den triumf gav en plads i Champions League.



Bruger mange penge på en angriber
Porto fra 2002-04:
Den succesbelagte Derlei kom til klubben fra Uniao de Leiria.

Chelsea fra 2004-07:
Didier Drogba kom fra Marseille

Inter fra 2008-10:
Diego Milito og Samuel Eto'o blev hentet til klubben.

Real Madrid fra 2010-13:
Hentede Mesut Özil i Werder Bremen.

Chelsea fra 2013-15
Købte Diego Costa i Atlético Madrid.

Manchester United fra 2016:
Romelu Lukaku blev hentet i Everton.



Henter spillere, som han tidligere har arbejdet med
Porto fra 2002-04:
Føromtalte Derlei og Nuno Valente havde Mourinho trænet i Leiria. Derudover ankom Maniche og Edgaras Jankaukas fra Mourinhos tidligere klub - Benfica.

Chelsea fra 2004-07:
Ricardo Carvalho og Paulo Ferreira kom fra Porto – samt Maniche på lån fra Dynamo Moskva

Inter fra 2008-10:
Hernan Crespo blev hentet i Chelsea.

Real Madrid fra 2010-13:
Carvalho kom fra Chelsea, hvor Michael Essien blev lånt.

Chelsea fra 2013-15
Eto'o kom fra Anzhi og Drogba fra Galatasaray.

Manchester United fra 2016:
Zlatan Ibrahimović og Nemaja Matić kom begge til Mourinhos hold.



Vinder mesterskabet i anden sæson
Porto fra 2002-04:
Vandt med 86 point… hele 11 mere end rivalerne fra Benfica.

Chelsea fra 2004-07:
Vandt med 91 point… hele otte points afstand.

Inter fra 2008-10:
Vandt den historiske ”Treble” i sin anden sæson i klubben.

Real Madrid fra 2010-13:
Vandt La Liga efter fire års pause.

Chelsea fra 2013-15
Vandt med tre spillerunder igen.

Manchester United fra 2016:
?



Kort tid efter mesterskabet begynder det at ulme lidt
Porto fra 2002-04:
Mourinho begyndte at tale om større klubber, og at han havde store ambitioner.

Chelsea fra 2004-07:
Ifølge rygterne var der intern ballade mellem Mourinho og Frank Arnesen.

Inter fra 2008-10:
Talte offentligt om et muligt skifte til Real Madrid.

Real Madrid fra 2010-13:
Mourinho blev uvenner med klublegenderne Sergio Ramos og Iker Casillas.

Chelsea fra 2013-15
Pludselig blev Eva Carneiro gjort til verdens mest kendte fysioterapeut, da hun tilså en Chelsea-spiller på et upassende tidspunkt for Mourinho.

Manchester United fra 2016:
?



Forlader klubben efter ballade
Porto fra 2002-04:
Vandt Champions League med klubben, men Porto protesterede over Chelseas ulovlige kontakt til Mourinho.

Chelsea fra 2004-07:
Forlod London i september 2007 efter uenighed med klubben, selvom de vandt FA og Liga-cuppen sæsonen før.

Inter fra 2008-10:
Forlod Inter og de fik en rekordstor kompensation af Real Madrid.

Real Madrid fra 2010-13:
Mourinho forlod Real Madrid efter tre år i klubben, som han selv beskrev som den værste periode i sit liv.

Chelsea fra 2013-15
Forlod klubben, efter han havde sagt, at spillerne havde ”forrådt” ham.

Manchester United fra 2016:
?
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Vanvittige Shelvey Klinsmann junior fra angriber til keeper Artikel ikon Ny Horsens-keeper har mål i støvlerne Artikel ikon Vanvittigt frispark Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Usain Bolt skal spille for United! XI: West Hams bedste siden 2000 Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Artikel ikon My perfect Xl - Bastian Schweinsteiger Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 15: Spillere som La Liga vil savne Top 5: Yngste Liverpool-målscorere Artikel ikon Top 10: Dyreste Barca-indkøb Artikel ikon Top 10: Mest målfarlige i PL Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Vind mere - på betting Bookmaker: Dette hold vinder PL Artikel ikon Spil: Hvem vinder finalen? Artikel ikon Spil: United vinder med et enkelt mål Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon XI: De dyreste Manchester United-indkøb Barcelona Legends vs. United Legends Artikel ikon Hvad skete der med 2009-holdene? Artikel ikon Et lille mirakel – i miraklet Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Medie: Her er Klopps Coutinho-erstatning Medie: Mbappé millimeter fra PSG Artikel ikon Medie: AaB tæt på ny angriber Artikel ikon Lørdagens engelske rygter Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Peter Crouch Artikel ikon Vidste du om ... Jamie Vardy Artikel ikon Vidste du om ... Lucas Moura Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon AaB - siden 17. april Så er det nu – Klopp … Artikel ikon Kan Kane ikke? Artikel ikon Top 10: Mest målfarlige i PL Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: FC Nordsjælland - FC Helsingør Optakt: Hobro IK - Lyngby BK Artikel ikon Optakt: FC København – SønderjyskE Artikel ikon Optakt: OB - FC Midtjylland Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Liverpool - Palace Startopstillinger: Swansea – United Artikel ikon Startopstillinger: Bayern – Leverkusen Artikel ikon Startopstillinger: Randers – Silkeborg Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Ny storsejr til United Bayern sikkert fra land i Bundesligaen Artikel ikon Randers-krisen forsatte mod Silkeborg Artikel ikon Nulløsning mellem Horsens og AaB Artikel ikon Se flere