Hjem til Fodbold

Af Torsten Brix

2017-02-17
Hjem til Fodbold

Indkast.dk bringer her et kapitel fra Thomas Gravsgaards aktuelle bog.

Her lugter af olie. Men det er på en tør, støvet, næsten brændt måde, fordi bremseklodserne udsender så meget varme, når de tæmmer vognene. Der er også en metallisk underdunst af ozon fra den elektricitet, der driver togene. Dét her er duften af London Underground. Og duften af frihed.

Jeg er 15 år, snart 16, og føler mig for en stund voksen. Også selv om det var min mors og ikke mit eget forslag, at jeg skulle tage en tur rundt i undergrunden alene.

Det er kun et par år siden, at jeg første gang tog 113'eren alene fra Skovby helt ind til midtbyen. Altså ikke bare midtbyen i Galten, men i selveste Aarhus. Jeg kan stadig huske følelsen af at eje hele verden, i hvert fald den del af verden, der bredte sig langs busruten fra kommunegrænsen forbi Harlev, kollektivet ved Lyngbygård Å, Årslev kirke – de åbne markers sidste bastion – og herefter Brabrands jernbaner og Gellerups boligblokke inden det komplette kaos fra Ydre Ringvej og ind.

Men det her er større. Dette er ikke stoppestedet ved Restaurant Lillering Skov i det lille, usle skovbryn, hvor mennesker og kragekolonien i trætoppene på hver deres måde skider på naturen. Det er derimod Earls Court, porten til The Tube og udgangspunkt for min første udenlandske ekspedition på egen hånd. Jeg har to timer, inden jeg skal være tilbage på hotellet.

Vi er herovre med min mors storesøster og min fætter, Peter. Egentlig ville jeg ikke have haft noget imod, at han var med mig nu her på perronen på Piccadilly Line, en tung elevatortur under District Line oppe på jordens overflade. Vi ser hinanden meget sjældent, men falder altid hurtigt ind i et behageligt fællesskab, bygget op om vores interesse for musik og for ikke at skulle høre vores mødre knævre hele tiden.

Men lige nu ville han hellere blive på værelset med høretelefoner på end med den lidt yngre og noget mere nørdede fætter på rundtur i dybet. Hellere The Clash i ørerne end mig, der højtideligt ville fortælle navnet på hver eneste station og beskrive dens geografiske placering, som om det var mig, der havde konstrueret hele den engelske hovedstads offentlige transportsystem. Jeg kan ikke bebrejde ham. Ikke kun min mor snakker måske lidt for meget.

For et par uger siden fik et par af mine venner tilsyneladende nok. Vi var hjemme ved Bjørn. En Europa Cup-kamp kørte på fjernsynet inde på hans værelse. Han og Kim var midt i en passioneret diskussion om amerikansk basketball. Pludselig bekendtgjorde jeg, at jeg altså en dag godt kunne tænke mig at rejse rundt i det vestlige Irland. Deres samtale ophørte brat og blev afløst af et iskoldt og uhyggeligt veltimet “Nå” fra Kim og et efterfølgende latteranfald fra Bjørn. Siden har jeg helst villet se dem på tomandshånd, så jeg ikke risikerer at afbryde noget, som jeg ikke er en del af.

Det kører heller ikke så godt med Nørre for tiden. Han er et år ældre end mig og begyndte i gymnasiet sidste sommer. Han har ellers været min bedste ven den forgangne vinter og trodser da også stadig indimellem min fars utilfredse grynten over dørklokken for at se Tipslørdag sammen med mig. Men meget af tiden bruger han nu på at fortælle mig, hvor irriterende jeg altså er, når jeg nynner eller laver trommelyde med munden, og at jeg enten skal skaffe ham med til nogle flere fester i vores årgang eller selv blive hjemme fra dem og hænge ud med ham i stedet. Når kampene kører på skærmen, er han endda nogle gange begyndt at afkræve mig et svar på, hvem jeg holder med, blot så han kan vælge det modsatte hold. Når ‘hans' hold så scorer, er der noget hånende over hans jubel.

For fanden, hvor er det svært. Jeg har hele tiden en fornemmelse af, at både Kim, Bjørn og Nørre egentlig gerne vil væresammen med mig, men at de foretrækker en anden version af mig, end den jeg er. Nogle gange virker det, som om de vil hjælpe mig. Med min tøjstil. Mit valg af deo. Mit hår. Mine bumser. Andre gange er det, som om de mest har lyst til at vise mig, at de har opgivet mig.

Måske er det derfor, at jeg slapper sådan af sammen med min fætter. Han kender mig ikke godt nok til at blive frustreret over mig. Det næste tog presser en boble af lummervarme frem inde fra den mørke hvælving ved den fjerneste ende af platformen. Jeg stiger ombord, trykker play på min walkman, og London Beats ‘I've been thinking about you' sætter i gang samtidig med vognen.

Første stop er Gloucester Road. Jeg står af og hopper over på et tog på District Line, som kommer et øjeblik efter på samme perron. Jeg kunne lige så godt have taget det fra Earls Court. Men denne tur handler ikke om at være effektiv. Den handler om at skifte tog, når det passer mig, og køre derhen, hvor det passer mig. Thomas uden tøjler.

Sloane Square, Victoria, St. James's Park, Westminster og Embankment suser forbi. Jeg sidder med mit London-kort på skødet og følger med. Jeg købte det for tre år siden i en boghandel i Aarhus. Ikke fordi jeg skulle bruge det til noget. Men jeg skulle bestemt heller ikke bruge hverken Milano, Bochum, Oslo eller nogen af de 45 andre europæiske bykort, som jeg de seneste seks år har brugt alle mine lommepenge på, til noget. Da jeg sidste sommer på vej hjem fra sommerferie i Schweiz havde punget ud for et kort over Oldenburg på en tysk tankstation, behøvede jeg ingen spydige bemærkninger fra nogen venner for at nå frem til en erkendelse af, at det måske var på tide fremover at investere i noget andet. For eksempel deodoranter, der rent faktisk gør en forskel, eller tøj til mere end kr. 99,95.

Alligevel er det min søsters røde Y-jakke, som jeg har på lige nu. Alle de stilfulde drenge derhjemme, anført af Kim, har den noget mere maskuline sorte. Men jeg har stadig aldrig selv brugt en eneste krone på tøj. Så under jakken har jeg en spraglet, men behagelig sweater på, som jeg ved, at i hvert fald én af pigerne fra klassen finder direkte afskyelig. Det har hun uden omsvøb fortalt mig, og jeg formoder, at hun udtalte sig på det tavse flertals vegne.

Heldigvis er det svært at begå de helt store fejl i valg af jeans og basketstøvler. Her føler jeg mig o.k. tilpas. Men håret er en udfordring, tænker jeg, da mit spejlbillede dukker op i den modsatte rude i kupeen, efter at vi har forladt lysene på Tower Hill Station, og der nu kun er lamper indenfor i vognen. Jeg lader stadig min mor klippe det, ligesom jeg lader hende købe mit tøj, og hun er ikke særlig modtagelig over for mit ønske om kortere hår i siderne og længere i nakken.

Problemet med siderne løser jeg ved hver morgen at lime håret fast til siderne af mit hoved med en håndfuld af min søsters stinkende, violette gelé, som det også er lykkedes mig at smugle med til London. Men resten er noget rod. Det ligner et mindre, loddent pattedyr, nok mest en gnaver, der har lagt sig til at dø på min isse. Og i mine armhuler gør Jockey-spraydåsen fra Brugsen ikke den store gavn. Suk. Der er meget, jeg er nødt til at gøre anderledes. Men i det mindste er det sgu sejt at se sig selv sidde her i vognen, mens den rumler afsted under en af verdens største byer.

Vi er nået til Bromley-by-Bow. Ét stop mere, og vi er ved West Ham. Navnet på en fodboldklub hjælper også på mit humør. Svend Gehrs was also here. Jeg står af, stiger op fra undergrunden og giver mig til at lede efter deres stadion, som kortet desværre ikke kan hjælpe mig med.

Jeg har to flugtveje, når spejlbilledet derhjemme er blevet for grimt; når Nørre har skældt for meget ud; når endnu en af mine flammer har valgt Kim – musik og fodbold. Musikken finder jeg på mit værelse med anlæggets volumenknap vredet helt rundt, så min mor, far eller storesøster ofte braser ind og vil have mig til at skrue ned, fordi de kan høre det helt nede i den anden ende af huset, selv om jeg har høretelefoner på.

Der har i mange år været heavy metal på det anlæg, men lige for tiden forsøger jeg at nøjes med rockmusik. Der er lidt for meget Oldenburg-kort over metal. Der er i hvert fald ingen andre i min årgang, der hører det. I stedet har jeg mixet et bånd med Bon Jovi, Pretty Maids, Gary Moore og Alice Cooper som sætliste til sidste skoledag, hvor jeg skal fremføre en koncert på scenen i hallen for hele Skovbyskolen med mit band. Problemet er bare, at jeg ikke har noget band og i øvrigt heller ikke kan spille nogen instrumenter, bortset fra ‘An der schönen blauen Donau' på klaver. Samt at pigernes hysteriske skrig, jubelbrølene fra den tætpakkede sal, tilbedelsen fra alle i min hverdag og koncerten som sådan bare er en fantasi. Som så meget andet.

Fodboldflugten går til de engelske kampe i Tipslørdag, selv om Serie A på TV 2 søndag eftermiddag egentlig byder på bedre bold og bedre stemning. Hele ugen sigter mod lørdag kl. 16. Selv fredagens fester handler bare om at fordrive ventetiden. Og det er lige meget, hvem der spiller. Om det er altdominerende Liverpool, røvkedelige Arsenal, udsultede Manchester United, nuttede Wimbledon, Coventry med de sjældne siddepladser bag mål, de spændende oprykkere fra Leeds eller Lars Elstrups Luton.

Det starter for alvor lørdag morgen. Nørre og jeg mødes på vores cykler ude på vejen, min sportstaske omhyggeligt anbragt på bagagebæreren, hans skødesløst slynget hen over ryggen. Han er vild og temperamentsfuld, og han ser så sydlandsk ud, at den lokale landsbyracist en ellers fredelig eftermiddag sidste forår på boldbanen ved Brugsen truede med at slå ham ihjel.

“Jeg hader perkere!” råbte den vrede, knivviftende arier, hvorpå Nørre væltede hans verdensbillede omkuld ved at bekendtgøre, at hans mor faktisk hedder Ulla og hans far Mogens.

“Jeg er lige så dansk som dig,” argumenterede han roligt.

Men normalt er han ikke rolig. Han taler højt, råber, når han er vred, smider med sine sko, når han laver en fejl på banen. Han kan ikke deltage i noget uden at ville vinde for enhver pris, og når det ikke lykkes, ryger der ting rundt i luften. Da han stadig gik på skolen, smadrede han en dag gymnastiklærerens badmintonketsjer i raseri. Læreren var holdleder på badmintonlandsholdet, og ketsjeren var ikke lige sådan en, der var købt nede i Ea Sport i Galten.

Efter at han startede i gymnasiet, er han tit ekstra irritabel lørdag morgen, fordi de drikker igennem om fredagen. Hans sorte hår hænger ned over panden og de søvndrukne, dunkle øjne, og jeg bliver med det samme bange for at sige noget forkert. Men så kommer jeg i tanke om, at dét her også for ham er den bedste stund på ugen, og at vi måske i dag kan komme til at heppe på det samme hold. Vi har det hele foran os: halvanden times indendørs fodbold, så en tur over til bageren og købe træstammer, og så tilbage i hallen og se juniorerne spille, mens vi snakker om damer og om, hvem der var sammen med hvem til hvilken fest i aftes – et samtaleemne, der i øvrigt med deprimerende sikkerhed handler om alle andre end mig.

Hvis vejret er godt, flytter vi nogle gange spillet udendørs bagefter og dræber et par ekstra timer, inden Tommy Troelsen fyrer den første vidunderligt dårlige vittighed af kl. 15 på mit 14-tommers SHARP-tv. Midt på vinteren sænker mørket sig udenfor allerede, mens den første time forløber med skisport fra udlandet og halsport fra Danmark. Og så, lidt i fire, er Svend Gehrs eller Niels Chr. Niels-Christiansen klar fra England.

Uanset om det bare er mig og Nørre, eller om Kim eller Bjørn også er med, er vi i hvert fald de næste to timer som regel verdens bedste venner. Ingen spydigheder fra Kim, ingen drillerier fra Bjørn og ingen raseriudbrud fra Nørre – kun påtaget jubel, når der bliver scoret mod mit udkårne hold på dagen. Lørdag eftermiddag er det tidspunkt, hvor jeg tvivler mindst på, om jeg er god nok. Efter at vi fik videomaskine forrige efterår, er jeg begyndt at optage alle de scoringer, jeg kan komme til. Jeg er allerede oppe på syv VHS-bånd, og de mange mål bliver ved med at have den samme effekt, uanset hvornår på ugen jeg sætter dem på. Det er som at tage beroligende medicin.

Jeg finder ikke Upton Park. Men det vigtigste er, at jeg nåede herud. “Jeg tog alene ud til West Ham,” vil jeg fortælle dem derhjemme. Kim vil sige “Nå” på en oprigtigt interesseret måde. Og for en gangs skyld vil Nørre måske betragte mig som andet end en tøsedreng.

Der er gået halvanden time. Det er tid til at vende om. Tilbage på hotellet finder jeg Peter i et opholdsrum ved siden af receptionen. Der er både et fjernsyn og en bogreol, men det er jukeboksen, han har sat i gang.

“Hvad hører du?” spørger jeg og synker ned i en stol så dyb, at det føles, som om min røv hænger lige over Piccadilly Line. Jeg kan mærke trætheden dunke under den døde gnaver. Indre billeder fra gårsdagens og nattens rejse maler sig selv på indersiden af mine øjenlåg: vores fodboldkamp med en tom øldåse på en rasteplads ved Bremen, de endeløse, skærende lamperæk- ker langs de hollandske motorveje, Rotterdams flammende raffinaderier, den vuggende søvn på færgen fra Hoek til Harwich.

“Noget gammelt Queen. Der er ikke rigtig noget nyt,” svarer han på sin sønderjyske dialekt, der lyder, som om han altid tager en lille smule pis på mig. Både han og hans to storebrødre har lært mig meget om musik. De har lært mig at identificere bassen i et nummer ved at spille Kim Wildes ‘Love Blonde' for mig. Og den ældste har en elektrisk guitar, som han indimellem lader mig prøve, når vi besøger dem i Sønderborg. Men de kan ikke sige noget til mig, uden at jeg mistænker dem for at fnise ad mig bag min ryg. Jeg er faktisk stadig i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er bass med i ‘Love Blonde'. Men de skælder mig i det mindste aldrig ud.

“Kan jeg vælge den næste?” spørger jeg, mens jeg allerede bladrer igennem udvalget. Det er lutter vinylsingler. Der er in- gen heavy metal, men til gengæld er det gratis. Og pludselig er der en fuldtræffer.

“Tjek den her ud.”

Jeg trykker play. Et symfoniorkester spiller ‘An der schönen blauen Donau'. Min mor ville være stolt af mit valg. Men så afbryder den uforsonende lyd af en trykknaptelefon strygerharmonien, og hårde, elektriske trommer sætter østrigske Falco i gang med ‘Vienna Calling'.

“Den er da noget gammel, hva'?” konstaterer Peter.

“Sgu da ikke ældre end det, du sad og hørte,” griner jeg.

Jeg ved, at den er fra 1985 eller 1986. Jeg kan mærke på et
nummer, når det er fra midtfirserne. For det gør mig altid glad. Specielt når der er et element af Italo-synthesizer inde over. Det minder mig om barndom, kør-selv-ferier i Italien og en tid, hvor jeg ikke følte mig så forkert. Og hvor det var Argentina og ikke Vesttyskland, der var verdensmestre. Jeg når at høre den to gange, inden vores mødre dukker op. Deres stemmer tripper frem fra receptionen lang tid før deres fødder.

“Skruer du ikke lige ned, Thomas? Der bor altså også andre her på hotellet,” lyder det forudsigeligt fra min mor. Vi har ellers ikke set en eneste anden gæst her endnu.

Men da vi kommer tilbage efter en solid omgang indisk buffet i nabogaden, er hotellet som forandret. Der er latter, højlydt snak og tilløb til fællessang. Væggene i receptionen er dækket med irske flag. Der stinker af sved og cigaretrøg. Så kommer jeg i tanke om, at der er England-Irland på Wembley i aften. EM-kvalifikation.

Man kan diskutere, hvor megen substans der er i vores mød- res talestrøm, men når det handler om at skabe kontakt, og specielt til irere, er ævl en effektiv brobygger. Min mor og min moster har allerede taget plads ved et bord med to mænd i fyrrerne, inden Peter og jeg så meget som har spottet, at der var tomme stole.

“What's the craic, ladies?”

Den ene ser sydeuropæisk ud med mørkt hår og overskæg. Det er Nørre om et kvart århundrede, bortset fra det høje humør. Den anden kunne være englænder med gråt hår og bleg hud, men det ville han nok ikke bryde sig om at få at vide. De er begge klædt i lyse skjorter, slips og 30 centimeter høje hatte i hjemlandets farver.

“How goes the battle, boys? Fancy a drink?”

Peter og jeg kigger spørgende på vores mødre.

“I skal da bare sige ja, hvis I har lyst til en øl,” siger min mor.

“Ja, I skal da bare sige ja,” kvidrer min moster smilende.

Hendes sønderjysk er knap så drillende som sønnernes. Hun lyder altid, som om hun er i overdådigt humør, og alting kan lade sig gøre.

Vi sætter os ned. Mick og Des, hedder de. Jeg er ikke helt på hjemmebane med sproget endnu. Ved terminsprøven for et par måneder siden fik jeg godt nok 9 i skriftlig engelsk, men jeg har svært ved at få det til at hænge sammen mundtligt.

“Where in Ireland are you from?” forsøger jeg mig og håber på, at de ikke er fra det vestlige Irland. Det vil gøre det her en smule sværere at fortælle om til Kim og Bjørn.

“Dublin, son,” svarer sydeuropæeren med dybt, dansk u.

Jeg er glad for, at de har pyntet sig selv og receptionen med grønt, hvidt og orange, for jeg ville ikke have fanget deres dialekt. For et år siden, på skitur i Norge med 8. klasse, gik jeg over til et bord fyldt med engelsktalende mænd og fortalte dem om lodtrækningen til Englands EM-kvalifikationsgruppe. En af dem kvitterede ved at vende sig om og med underspillet foragt spørge, hvem Skotland havde trukket.

“Excuse me. Where did you say that you are from?” spørger min mor. Jeg bliver altid stolt af hende, når hun taler tysk, som hun underviser i. På engelsk er vi mere jævnbyrdige. Og jeg har modsat hende faktisk fanget, at de er fra hovedstaden.

“Dublin. Capital of Ireland. Lots of people don't know it,” svarer Mick høfligt, inden han og Des bryder ud i skraldende latter. Det samme gør vi. Min mor er god til at grine ad sig selv. Jeg ville ønske, at jeg havde arvet den egenskab fra hende.

En tjener kommer med seks store glas øl. To af dem er uden håndtag og ligner missiler til indvortes brug. Jeg bliver nervøs og rækker ud efter den beroligende hank på et af de andre. De minder mig mere om noget, som jeg kender, men er sta- dig ubehageligt store. Det er svært nok for mig at drikke en 33 cl flaskeøl. Jeg kan faktisk overhovedet ikke lide øl. Min mor foreslog tidligere på vinteren, at jeg kunne få nogle tomme dåser med til festerne og bare lade som om, jeg drak. Hun har afkodet, at der er et vist gruppepres under opsejling hjemme i Skovby.

Nu sidder jeg så med noget, irerne kalder en pint i et glas, hvor ethvert levn vil blive afsløret. Heldigvis ser Peter også betuttet ud, selv om han er et år ældre end mig. Han nyder måske heller ikke festerne derhjemme.

Snakken drejer sig hurtigt og naturligt ind på formålet med deres ophold: fodbold. Nu kører det. Jeg husker alle detaljer fra det irske landsholds pludselige opstigning til den europæiske elite i løbet af de seneste fem år: Ray Houghtons hovedstødsmål, der fældede arvefjenden England i Stuttgart under EM 1988, Ronnie Whelans væltespark mod Sovjetunionen i Hannover i samme turnering, Kevin Sheedys hammer af en udligning mod englænderne ved VM sidste sommer og David O'Learys afgørende straffespark mod Rumænien, der sendte Irland i kvartfinalen mod værtsnationen Italien.

Mick og Des var til alle kampene. Og de forudser, at kampen i aften bliver lige så stor. De skal op mod de engelske naboer, der hærgede deres hjemland i århundreder, inden de trak sig ud i røgskyerne fra IRA's bomber og attentater og efterlod en ø delt i to i evig konflikt med sig selv og den tidligere overherre. På vej herover fortalte min mor, at der for kun en måned siden blev dræbt én og såret 38, da IRA detonerede en sprængladning på Victoria Station få stop nede ad District Line, og at de et par uger forinden forsøgte at dræbe premierminister John Major med fire granater i hans baghave. Akkurat som opgørene i Stuttgart og sidste sommer i Cagliari er det altså et højbetændt møde, ladet med politiske undertoner.

Men det helt store, fortæller Mick og Des, er, at kampen skal spilles på Wembley. Hvor Bobby Moore hævede VM-pokalen i 1966. Hvor de kongelige hvert år i maj uddeler verdens ældste klubtrofæ, The FA Cup, 39 trappetrin over the hallowed turf, den hellige bane. Wembley, hvor Irland aldrig har vundet.

“Hvis vi slår dem i aften, vil det være den største aften nogensinde for Irland,” siger Des. Jeg kigger på mit ølglas. Det er tomt. Jeg giver mig selv et mentalt klap på skulderen.

“I skulle tage og komme med os derud,” foreslår Mick, nu kun henvendt til min fætter og mig.

“I kan sikkert godt få fat i en billet derude. Jeg kan også lige låne telefonen i receptionen og ringe rundt til nogle af de andre, der er med herovre. Jeg har nogle numre på deres hoteller. Og det kunne jo være, at nogle af dem allerede har fået for mange pints,” siger han uden at grine.

Han rejser sig. Jeg kigger på Peter og så på vores mødre. De griner heller ikke længere.

“Jeg kunne virkelig godt tænke mig at komme med. Det er verdens mest berømte stadion, og det er åbenbart en kæmpe kamp,” lægger jeg ud.

“Jeg ved godt nok ikke, Thomas.”

“Tror du, at det er noget for dig, Peter?” spørger min moster.

Hun er lidt i klemme, for ganske vist er Peter et år ældre end mig, men hvis han får lov, bliver min mor også nødt til at give mig lov.

“Det kunne da være meget sjovt. De gør jo ikke noget, dem her,” svarer han.

Des smiler imødekommende, som om han forstår, hvad vi siger.

“Okay,” siger min mor. “Hvis I kan få nogle billetter, så I kan stå sammen med dem, må du gerne tage med.”

Min puls stiger, og Jockey-deodoranten får en smule vanskeligere ved at gøre sit i forvejen utaknemmelige arbejde.

“Sejt!”

Mick kommer tilbage.

“Nu skal I høre. Jeg kan godt skaffe jer to billetter. Men de
koster altså 70 pund stykket. Og så er det sammen med de engelske fans. Nogle, jeg kender, har købt billetter til det forkerte afsnit, og de vil gerne af med dem igen.”

Allerede ved tallet 70 ved jeg, at chancen er forpasset.

“Det synes jeg ikke lyder som en særlig god idé. Så er det bedre, at vi tager en tur derud i morgen og får en rundvisning, hvis du meget gerne vil se det stadion,” siger min mor forsigtigt. Mit hjerte synker ned på sin vante plads igen. Jeg ved, at hun har ret. Jeg har heller ikke selv lyst til at stå mellem 70.000 hooligans, der vil have hævn for bomberne. Men hvor kunne det have været stort at tage med Mick og Des derud. Jeg har aldrig været på andre stadioner end Aarhus Stadion. England-Irland på Wembley. Det ville alle sgu gerne have hørt om på tirsdag i 9. klassernes alrum i lilla blok på Skovbyskolen. For en gangs skyld ville jeg have været interessant uden at være den mindste smule underlig.

London Underground er ikke så fascinerende som i går. Når man først én gang har gjort noget helt uden sine forældre, bliver det aldrig igen sejt at gøre det sammen med dem. Lugten fra dybet giver hovedpine, bremseklodserne skærer i trommehinden, og der er alt for mange mennesker på alt for lidt plads.

Jeg er irriteret. Irland og deres tusindvis af fans havde en stor aften på Wembley i går, hvor de fik 1-1 og var klart bedst. Foran fjernsynet i jukeboksrummet havde Peter og jeg siddet med en klar fornemmelse af at gå glip af en oplevelse for livet. Specielt da Niall Quinn sneg sig bag om den engelske forsvarslinje og snittede udligningen ind bag David Seaman.

Det er ikke noget, vi sidder og snakker om. Men vores mødre kan godt regne det ud. Ellers ville de ikke sidde her med os på Circle Line mod uret på vej til et fodboldstadion.

På Baker Street skifter vi over på Metropolitan Line mod Uxbridge. Ved Finchley Road bliver underground til overground. Omkring os flader Londons nordvestlige forstæder ud. Formiddagens solskin afslører fodboldens efterladenskaber på de forbisusende stationer: tomme ølflasker, dåser og chipsposer.

Jeg bliver næsten altid inviteret med til festerne derhjemme, fordi jeg er en god brobygger mellem pigerne og mine fodboldkammerater, men nu begynder jeg at forstå, hvordan Nørre har det, når han ikke har været med. På Wembley Park står vi af. For enden af en lang, fuldstændig snorlige og jævnt opstigende vej ser vi stadion: de to hvide tårne på hver deres side af rampen, der hæver vejen det sidste stykke op.

De mange eksotiske vinduesbuer over hovedindgangen, der giver bygningen et arabisk touch. Flagene, der blafrer fra taget, Union Jack øverst af alle fra toppen af det højre tvillingetårn. Og floder af affald, som er ved at blive fejet sammen til et ocean.
Snakken går mellem søstrene, mens vi traver op mod arenaen. Peter og jeg går tavst på hver side af dem. Det er svært at komme til, men jeg har heller ikke så meget at sige. Jeg kan ikke sætte ord på, hvordan jeg har det. Jeg er glad for at se Wembley, sært opmuntret ved tanken om, at lige dér, inde bag muren, indtraf så mange af de øjeblikke, jeg gemmer derhjemme på videobånd: Allan Simonsens straffespark i 1983, Norman Whitesides curler for Manchester United mod Everton i FA Cup-finalen i 1985, Keith Houchens flyvende hovedstød i Coventrys chokerende triumf to år senere, de jublende baneinvasioner forrige år, da Liverpool og Everton spillede uden hegn rundt om banen få uger efter Hillsborough-katastrofen oppe i Sheffield. Niall Quinns udligning i aftes. Suk.

Fortrydelsen skyller ind over mig og tager mig med. Vi skulle ikke være taget herud i dag. Det er ydmygende at blive trøstet på denne måde af min mor. At skulle nøjes. Sådan har det været hele mit liv:

Nej, Thomas. Den er for dyr. Men den dér er på tilbud.

Thomas, du kan ikke spille angriber. Men vi mangler en venstre back. I virkeligheden ser du ikke godt ud, og du kan ikke spille guitar. Men tag nogle høretelefoner på, så kan du få lov til at forestille dig, hvordan det er at være populær.

Der er ingen rundvisning i dag, finder vi ud af. Der var jo kamp i aftes, forklarer en af gadefejerne foran indgangen. Det gør ingen forskel for mig. Skaden er sket.

Fra toppen af trapperne foran Wembley Park Station vender jeg mig om og kaster et sidste blik op mod fodboldkatedralen. En dag bliver det min tur, tænker jeg. En dag vil jeg stå her igen. Med mine bedste venner. Måske endda med en kæreste, når pigerne en dag opdager, at mine venner rent faktisk er begyndt at respektere mig. Med en billet til den store fest.

“Mind the gap,” skratter en højttaler i det fjerne.

Bare rolig. Lige nu har jeg slet ikke øje for andet end tomheden.
Men i toget tilbage mod Baker Street opdager jeg igen mig selv i ruden. Stadig med mit kiksede hår, min søsters jakke og hængende mundvige. Men der er noget i mit blik, som jeg ikke kunne se i går i undergrunden. Noget fast, noget beslutsomt, noget uvant: et løfte til mig selv.



Bogen er udgivet af People'sPress. Den er 253 sider og koster 199,95 kroner.



Optakter
Tirsdag d. 11/12, kl. 21:00
Barcelona - Tottenham
Tirsdag d. 11/12, kl. 21:00
Røde Stjerne - Paris SG
Tirsdag d. 11/12, kl. 21:00
Liverpool - Napoli
Tirsdag d. 11/12, kl. 21:00
AS Monaco - Dortmund
Onsdag d. 12/12, kl. 18:55
Real Madrid - CSKA Moskva
Onsdag d. 12/12, kl. 21:00
Valencia - Man. United
Onsdag d. 12/12, kl. 21:00
Young Boys - Juventus
Podcast

Podcast - Millioner i suppen

Podcast - Newcastle Special

Podcast - City og prisen for succes

Podcast - Juventus, storhed og CL-jagt

Podcast - Lopeteguis fald fra tinderne

Podcast - El Clásico nedtakt

Podcast - Cristiano med bæmund

Podcast - Ledelse, magt og Mourinho

Podcast - Landsholdskonflikt

Podcast - Status efter sommeren 2018

Podcast - 10 forudsigelser for 2018/2019

Podcast - United, Jose og klasse-mangel

Magasin-artikler
Ajax' fremtid er sikret
Det hollandske storhold - Ajax - har otte talenter, som skiller sig ud af mængden for tiden - med en dansker iblandt. Se mere her.
Andre Onana, 22-årig målmand
Han blev født i Cameroun, men tog til Barcelona som 13-årig. Herefter tog han videre til Ajax i 2015, og her har han snart spillet 100 kampe for førsteholdet. Både Barcelona og Tottenham har vist interesse for Onana.


Max Wöber, 20-årig forsvarspiller
Østrigeren tog til Ajax fra Rapid Vienna i 2017. Han har kæmpet med at skulle fylde potentialet som nuværende Tottenham-spiller Davinson Sánchez havde, men Wöber er begyndt at udvikle sig, som De Ligts defensive partner.


Matthijs de Ligt, 19-årig forsvarsspiller
Havde sin senior-debut for Holland i 2017, efter at have spillet to kampe i Eredivisie for Ajax, som han skrev under med som 9-årig. Nu har han spillet 11 kampe, og er vurderet til at være et af de største forsvarstalenter lige nu. Klubber som Bayern München og Barcelona er interesserede i ham.


Noussair Mazraoui, 21-årig forsvarspiller
Højre-backen er født i Holland, men han har valgt at spille for Marokkos landshold ligesom holdkammeraten Hakim Ziyech. Ronald Koeman har prøvet at overtale talenterne til at spille for Holland i stedet.


Donny van de Beek, 21-årig midtbanespiller
Endnu et stort lokalt talent… Van de Beek startede på Ajax' D-hold, men fik sin debut på førsteholdet i 2015 som 18-årig. Han afviste et tilbud fra Roma i sommer fordi, at han føler sig godt tilpas på den offensive midtbane i Ajax - med 11 mål i sidste sæson.


Ryan Gravenberch, 16-årig midtbanespiller
Den første modtager af Abdelhak Nouri-trofæet, som bliver givet ud til den bedste spiller i akademiet. I september slog han Clarence Seedorfs rekord, som den yngste spiller til at spille en Eredivisie-kamp, da han blot 16 år og 130 dage gammel.


David Neres, 21-årig angriber
Han flyttede til Ajax i januar 2017 fra Sao Paulo og kom næsten direkte ind på førsteholdet i Ajax. Neres foretrækker at blive placeret på højre kant. Brasilianeren har scoret 14 liga-mål i sidste sæson. Han har vækket interesse i Dortmund og Manchester United, selvom han forlængede sin kontrakt i september.


Kasper Dolberg, 21-årig angriber
Danske Kasper er blevet sammenlignet med legenden Dennis Bergkamp pga. hans kyniske temperament. Dolberg har haft svære tider i Ajax i sidste sæson efter at spillet i Europa League-finalen i 2017 imod Manchester United, men han er ved at komme tilbage i sin gode form.


Frenkie de Jong, 21-årig midtbanespiller
Stortalentet tog til Ajax i 2015 og har spillet 34 kampe for førsteholdet og fire kampe for A-landsholdet. Frenkie er blevet sammenlignet med lidt af hvert fx. Rijkaard, Gullit og Cruyff. Ingen ved hvad han skal spille, fordi at han er så komplet og kan det hele.
Læs hele artiklen
2-1… AND YOU FUCKED IT UP!
Seks mål, rødt kort, to straffespark og masser af andet ballade både på og udenfor banen, da de to rivaler fra Nordlondon mødtes. Indkast var tilstede, da det forvandlede Arsenal, som Dr. Jekyll and Mr. Hyde, besejrede ”Spurs”.
2-1… AND YOU FUCKED IT UP! 2-1… AND YOU FUCKED IT UP! 2-1… AND YOU FUCKED IT UP!

Sådan lyder det fra en håndfuld syngende mænd på det næsten sterile men overpissede lokum på pubben Tollington Arms en lille time efter, at Arsenal har besejret rivalerne fra Tottenham på det nærliggende Emirates Stadium. Arsenal vandt 4-2, men de var nede med 1-2 – indtil Tottenham smed det hele væk.

På pubben er stemningen næsten elektrisk. Der er plads til omkring 500 mennesker, men på Arsenals kampdage er der ofte det dobbelte – og der bliver drukket øl… masser af øl. For som på mange engelske pubber er der masser af forskellige øl, og efter kampen talte min rejsefælde på et tidspunkt, at der løb øl fra 30 haner – på samme tid.

Denne feststemning er startet, da gæsterne – som kun er Arsenal-fans med billetter til kampen – har oplevet nye standarder fra deres elskede klub. Sejren over ”Spurs” gjorde, at Arsenal ikke havde tabt i de seneste 19 kampe, og afskeden med den højtelskende Arsène Wenger syntes at være kommet på det helt rigtige tidspunkt, hvis ikke den måske skulle være kommet lidt før. Snakken på Tollington Arms handler i hvert fald ikke om afsavnet til den franske manager, men mere om den spanske afløser – Unai Emary, og hvad han har tilføjet til London-holdet.


He comes from Uruguay, He's only Five foot high!
Specielt den lille midtbanespiller Lucas Torreira har været den store positive overraskelse i denne sæson. Efter kampen slog den tidligere Arsenal-legende Martin Keown fast, at Torreira var den bedste defensive midtbanespiller for Arsenal siden den franske verdensmester - Patrick Vieira. Franskmanden havde omkring årtusindeskifte en gigantisk betydning for Arsenal og det succesbelagte franske landshold, og når han spillede for Arsenal, sang fansene:

- Vieira ooohhh… Vieira ooohhh… He comes from Senegal, He plays for Arsenal…

På Tollington Arms og udover Emirates hylder Arsenal-fansene nu den lille Torreira på samme melodi.

- Torreira ooohhh! Torreira ooohhh! He comes from Uruguay, He's only Five foot high!

Det arbejde på midtbanen, som Torreira har gjort, har banet vejen og skabt chancer til Alexandre Lacazette og Premier League-topscorer Pierre-Emerick Aubameyang. Netop den gabon-fødte Aubameyang er også det store samtaleemne inden og efter kampen omkring det forholdsvis nye stadion. For på de sidste ti afslutninger, hvor angriberen har ramt indenfor modstanderens målramme, er det endt med mål i alle ti tilfælde… Efter opgøret mod Tottenham var der gået 99 dage, siden sidste gang en målmand havde en redning på en Aubameyang-afslutning, hvilket var den tidligere Arsenal-keeper Lukasz Fabianski.

I Tottenham-opgøret skulle Aubameyang dog opleve en racistisk hændelse, da en Tottenham-fan kastede en bananskrald imod Arsenal-angriberen, men det er langt fra den eneste gang, hvor der er ballade med tilskuerne. For imens, at vi indtager vores ”Stadion-platte” inden kampen, bliver der antændt ”rødt røg”. Der opstår tumultlignede situationer og fansene hopper og skriger ”RED ARMY”… ”RED ARMY”… ”RED ARMY”…


Hårdtslående statement
På banen stod spillerne også højt i tændingen, og da Eric Dier scorede til 2-1, løb han ud imod Arsenal-fansene med en pegefinger foran munden, hvilket skabte en smule ballade. Sådan skal det også være på en rigtig ”Derby day” – inden opgøret mellem Arsenal og Tottenham var der et andet London-opgør mellem Chelsea og Fulham, og senere spillede Liverpool imod Everton.

Arsenal vandt dette derby, hvilket sikkert har startet en masse drømme om Champions League-pladser, da klubben tidligere har døjet meget, når de har spillet imod andre Top 6-hold, men drømmene om noget større hænger også sammen med, at ”The Gunners” var uden flere profiler som den langtidsskadede anfører Laurent Koscielny og kreatøren Mesut Özil. Så Arsenal satte i den grad et statement, der var ligeså hårdtslående, som de to sværvægtsboksere Deotay Wilder og Tyson Fury, der samme aften tævede løs på hinanden.

Statementet kom også, efter Emery har skabt ændringer mange steder i klubben. I kantinen er sukker næsten blevet bandlyst, hvorved spillerne ikke kan få deres normale juice, sodavand eller energidrik. På banen har der været mere energi og Arsenal-spillerne har løbet længere i kampene end tidligere. Derudover har der været store udskiftninger på holdet. For tiden er offensiven flyvende, hvilket sker efter Olivier Giroud og Alexis Sánchez – der begge scorede omkring 100 Arsenalmål – har forladt London-holdet.


Dr. Jekyll and Mr. Hyde
Så for tiden er historien om Arsenal en stor omvæltning ligesom i ”Dr. Jekyll and Mr. Hyde”, hvilket giver forhåbninger om, at Arsenal igen kan slutte over Tottenham, så ”den røde del af London” igen kan fejre ”Saint Totteringhams Day”.

Arsenal-fansene har siden 1996 fejret den dag, hvor det var givet, at de ville slutte foran lokalrivalerne fra Tottenham. Denne dag har de kunne fejre 20 gange, men sidste år gik den ikke længere.

Med sejren over Tottenham overhalede Arsenal rivalerne i stillingen, så måske kan de igen få deres ”Saint Totteringhams Day” i den første sæson med manager Unai Emery - det vil helt sikkert glæde mændene på toiletterne på pubben Tollington Arms…
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Jadon Sancho – New SANsation
Efter en tur i Dortmunds museum med sportsdirektør Michael Zorc var en ung englænder overbevidst om, at han i fremtiden gerne vil spille foran ”Den gule mur”.
I forbindelse med Nation League-kampene i efteråret var de engelske aviser totalt i begejstring over foryngelsen af ”Three Lions”. Masser af hysterik omkring spillere som Phil Foden, Reiss Nelson, Ryan Sessegnon, Trent Alexander-Arnold – men størst fokus var der dog på Jadon Sancho. Indkast.dk har kigget nærmere på denne unge knægt, for hvem er han?

Den engelske landstræner Gareth Southgate var en stor del af det engelske hold til EM2000, som var med til at give et af de mest vanvittige pulje-resultater til en EM-slutrunde, for England og Tyskland gik ikke videre fra gruppe A, som Portugal vandt foran Rumænien. Denne fodboldskæbne ramte henover England og den nyfødte Jadon Sancho, der lige var blevet født i London.

Hans forældre var kommet til den engelske hovedstad fra Trinadad & Tobaco, og deres søn - Sancho - blev den første Millennium-fødte spiller til at blive indkaldt til det engelske landshold. Han var på daværende tidspunkt blot 18 år, men forinden havde han faktisk været meget igennem. Manchester City-manager Pep Guardiola kasserede ham i City efter han havde spillet ungdomsfodbold hos Watford. Hos City gik han på akademi med spillere som Phil Foden og Brahim Diaz, og for 17 måneder siden var han med City på deres ”Pre-season-tour”. Men eftersom Guardiola ikke kunne garantere ham noget, der mindede om førsteholdsfodbold, ville han ikke underskrive en kontrakt med City. Dette fik Sancho til at lave et overraskende skifte til Dortmund.


Ung målscorer i Champions League
Dortmund har givet Sancho masser af spilletid, og det er resulteret i en masse assists – både i Bundesligaen og Champions League. Netop spilletiden fra sidstnævnte var grunden til, at Sancho blev udtaget til det engelske landshold, slog træner Gareth Southgate fast ved udtagelsen. Derudover indtager Dortmund en overraskende førsteplads i den bedste tyske fodboldrække, og denne præstation har Sancho mange aktier i.

I Champions League blev Sancho den anden yngste englænder til at score i turneringen, og få dage efter var Sancho den mest eftertragtede ”autograf”, da Dortmund inviterede 1.200 fans til åben træning. Populariteten kom, efter Sancho var blevet indskiftet i Champions League-sejren over Atlético Madrid, hvor Dortmund overraskende vandt med 4-0. Dette var det største nederlag i europæiske kampe for det spanske hovedstadshold i ni år, og efter blot nogle få minutter på banen scorede Sancho et af målene.

Sejren var ikke bare historisk stor. Den kom også i hus med et meget ungt Dortmund-hold samt med mange spillere, der havde fået deres fodboldopdragelse i klubben – som Reus, Götze, Pulisic og den unge dansker Jakob Bruun Larsen. Af andre unge kan nævnes den 20-årige Achraf Hakimi, der er udlånt fra Real Madrid og Dan-Axel Zagadou på 19 år, der kom til klubben fra PSG næsten på samme tid, som Sancho ankom.

Så Sancho er blevet en vigtig brik på et meget ungt Dortmund-hold, som er startet sæsonen på flotteste vis, hvilket sker blot 17 måneder efter, at tyskerne hentede ham hos de engelske mestre for blot 75 millioner kroner. Siden er markedsværdien på Sancho næsten tidoblet, og han har underskrevet en ny kontrakt, som binder ham til Dortmund indtil 2022.

Ved kontaktunderskrivelsen blev parterne endvidere enige om, at Sancho skulle starte på intens tysk undervisning, for den blot 18-årige knægt er efterladt meget alene i en del af Tyskland med masser af industri.

I dette område er der enormt had mellem arbejderklubberne Dortmund og Schalke04, når de spiller deres ”Ruhr-derby. Udgaven i efteråret 2018 endte med en sejr på 2-1 til Dortmund efter danske Thomas Delaney bragte Dortmund foran og hjemmeholdet på VELTINS stadion fik udlignet på et straffespark ved den aldrende Daniel Caligiuri. Men matchvinden blev Sancho, da han iskold scorede til 2-1 efter godt samspil med Raphaël Guerreiro og straks trillede tårrene ned kinderne på det engelske fodboldtalent, som efterfølgende skrev på Twitter:

- Jeg synes, at det var en helt fantastisk følelse at score det afgørende mål i det store derby. Personligt har det været en meget hård uge for mig, og jeg har dedikeret målet til min bedstemor. Vi ses snart, min engel!

Tidligere har Dortmund haft succes med at forme ”fodbold-engeler” som Hummels, Gundogan, Mkhitaryan, Aubameyang og Dembélé. Nu gælder det Jadon Sancho – The New SANsation…
Læs hele artiklen
Matteo Guendouzi - en stjerne i svøb
På trods af sine blot 19 år og totale mangel erfaring på topniveau har Matteo Guendouzi taget hele den rød-hvide del af London med storm. Indkast.dk stiller skarpt på den unge rekrut.
Det helt store omdrejningspunkt for diskussioner omkring Arsenal denne sommer var naturligvis den uundgåelige afgang af Arsène Wenger som manager og Unai Emerys tilgang som ny ‘head coach' for holdet.

I skyggen af dette kom der en ny og ung franskmand til London-klubben. Matteo Guendouzi kom til Arsenal fra Lorient i den næstbedste franske række, og var uden tvivl den tilgang, som skabte mindst røre blandt fansene. Paradoksalt nok et klassisk Wenger-indkøb, så kom Guendouzi til klubben fra Ligue 2's ukendthed uden nogen egentlig erfaring med fodbold på topniveau. Imens de andre tilgange har været mere eller mindre etablerede, velkendte ansigter og tiltænkt en direkte plads i førsteholdstruppen, så var den sidste tilføjelse til truppen umiddelbart øremærket til fremtiden.

Midtbanespilleren kom til klubben i starten af juli og fik sin debut blot nogle få dage senere imod Boreham Wood. Han var også med på flyet til Singapore, hvor han startede den første kamp i pre-season turneringen imod Atlético Madrid. Han gjorde sig ikke umiddelbart positivt bemærket i den kamp, men efter 5-1-sejren imod Paris SG var han manden på alles læber. Han havde taget kontrol over kampen, som en garvet og rutineret midtbanespiller ville gøre det og pludseligt havde han fået folk til at få øjnene op for ham. Flere gode præstationer efterfulgte og da Arsenal skulle åbne sæsonen imod Manchester City, så var den unge franskmand i startopstillingen.


En stor personlighed
Guendouzi startede som helt ung i Paris Saint Germains ungdomsakademi, men blev vejet og fundet for let som 14-årig, hvorefter han tog til Lorient. Ifølge hans trænere i Lorient vidste de lynhurtigt, at denne knægt ikke bare var hvem som helst. Loic Fery, Lorients præsident, beskrev i et interview med The Independent, at han allerede som helt ung altid spillede med hovedet oppe og altid gik forrest. Uanset hvilket niveau han spillede på, så var han altid en leder og bærende kraft på holdet efter få kampe.

Fery talte om Guendouzis enorme personlighed og dedikation til spillet, som også blev belønnet med en professionel kontrakt med klubben allerede som 17-årig. Med sådan nogle karakteristika følger der som regel også nogle problemer. Han kom ind og fik spilletid for Lorient som blot 17-årig, men på trods af nogle gode kampe medførte et trænerskifte en betydelig nedgang i spilletid for den ellers lovende spiller. Et rygtet udfald med træneren førte til flere måneder uden spilletid, men også en uvurderlig træningsmentalitet. Fery beskriver, at Guendouzi ville ‘være rasende når træningen var slut efter to timer og blive ude på banerne og træne videre'.

I slutningen af sidste sæson begyndte de allerstørste klubber i Europa at melde deres interesse. Juventus var de første til at henvende sig, men siden fulgte både Borussia Dortmund og hans gamle klub PSG – men da Arsenal meldte deres ankomst, så var der ingen tvivl. Pudsigt nok havde både Emery og Sven Mislintat haft øje på ham, da de var i henholdsvis PSG og Dortmund, og med Arsenals ry for at udvikle unge franske verdensstjerner, så valgte Guendouzi Arsenal.


Ilddåb
Debuten i Premier League var, ikke overraskende, et tydeligt og stort skridt opad for Matteo. Dog var det ligeså tydeligt, at denne 19-årige knægt uden erfaring på topniveau tilgik opgaven med mod, karakter og frygtløshed. Han gemte sig aldrig, han var altid klar på at modtage bolden og tog mere end sin del ansvar.

Hans teknik, afleveringsevner og drive er ligeså store styrker og han var absolut et positivt diskussionsemne, trods nederlaget. I sæsonens anden kamp på Stamford Bridge var han endnu mere fremtrædende og mange vil mene, at han var en af Arsenals bedste på dagen. Siden er det blevet til spilletid i 11 af Arsenals første 14 Premier League, og der har været solide præstationer. Så hvad er der i vente for Arsenals nyeste skud på stammen? Dette kan fremtiden kun afgøre for Matteo Guendouzi - en stjerne i svøb…
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Er racismen kommet tilbage i fodbolden?
Lederen skriver: Debatten i Danmark om flygtninge er blevet meget hårdere i retorikken, hvilket også er flyttet ud på de danske fodboldstadions.
Under Premier League-topkampen mellem Chelsea og Manchester City hævdede City-spilleren og den engelske landsholdsspiller Raheem Sterling, at han blev udsat for racistiske tilråb. Situationen stammede fra det tidspunkt, hvor det vedhæftede billede er taget, og siden har Chelsea slået fast, at de vil undersøge sagen nærmere.

- Vi er klar over, at en video cirkulerer online, hvor det hævdes, at der bliver råbt racistiske udtalelser mod en spiller på Stamford Bridge stadion lørdag. Vi vil gennemgå videomaterialet for at afgøre, hvorvidt en lovovertrædelse er sket, skulle Chelsea ifølge Ritzau have meldt ud.

Men er det nu også så galt? Er der måske nogle læsere, der tænker… jah – det er meget alvorligt at komme med racistiske udtalelser eller råb imod andre. Problemerne i den forbindelse er blot, at det fremkommer oftere og oftere på fodboldstadions. Er man en flittig stadionbesøger, kan man ofte høre racistiske ytringer, og det må siges at være et stigende problem. Men hvordan og hvorfor er der kommet mere racisme omkring fodboldkampe?


Bananskrald, Cyrille Regis og Okore
Igennem mange år har UEFA forsøgt med kampagner at sige ”No to racism”, men i året, hvor en fodboldforkæmper for ”mørke spillere” Cyrille Regis døde, er problemet ikke blevet mindre. I forrige spillerunde blev der smidt en bananskald efter Arsenal-spilleren Pierre-Emerick Aubameyang, hvilket der også tidligere er blevet gjort på Aalborg-stadion. Her har den tidligere landsholdsspiller Jores Okore tidligere beskyldt dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt for at være racist.

Så racisme er ikke blevet ”sparket ud” af fodbolden, og alene i sidste sæson blev der indgivet 520 rapporter om racisme i engelsk fodbold, hvilket var betydelig mere end den forgangne sæson – så tallene dokumenterer en stigning.

Så imens den politiske linje rundt om i Europa bliver mere og mere fremmedfjendsk, så er dette også kommet ud på de europæiske fodboldstadions. Kan dette stigende problem i vores hjemmelige andedam skyldes, at de højreorienterede partier ønsker grænsekontrol og at sende flygtninge ud på øen Lindholm. Altså er debatten i Danmark om flygtninge blevet hårdere i retorikken, og er den flyttet ud på de danske fodboldstadions. Der findes masser af eksempler på dette – ikke blot i Danmark, men også i Serie A, hvor mange af hovedstadsklubben Lazios fans skulle være fascister – ligesom mange nynazister er begyndt at dukke op på især svenske og tyske stadions.

Dette er alvorligt, og der skal naturligvis handles meget kraftigt på dette, sådan at Raheem Sterling – som den ene dag er en helt på det engelske landshold – men den næste blev lagt for had, fordi han besidder et unikt talent, tager en anden fodboldtrøje på og dermed bliver modstander til ens favorithold. Kigger man nærmere på billederne fra hændelsen, er det tydeligt, at der ikke er tale om drengestreger, men derimod midaldrende Chelsea-fans, som ellers ikke har et specielt belastet renommé i England.


Nordjysk folkesanger og det barske England
Den folkekære Niels Hausgaard har engang sagt, at ting ikke bliver mere rigtige, selvom man siger dem mange gange. Gad vide, om disse Chelsea-fans hver weekend står og råber racistiske udtryk efter modstandernes farvede spillere, og de mange gentagelser ender op med – i deres verden – at legalisere det.

Ian Wright – som selv har været en mørk spiller i den bedste engelske fodboldrække – frygter, at kulturen fra 1970 og 80'erne er på vej tilbage. I engelsk fodbold har der altid været masser af følelser, raseri og højspænding. Derudover er England et ”barskt” land, hvilket også kan påvirke de hårde udmeldinger, og noget kunne også tyde på, at episoden ikke er unik.

For der var ingen reaktion fra tilskuerne omkring de råbende fans, og tv-billeder viste endvidere, at en sort sikkerhedsvagt grinte af de racistiske tilråb, som man ikke behøver at være mundaflæser for at forstå. Der var mange, der forsøgte at mundaflæse i 2011, da Manchester United-spilleren Patrice Evra beskyldte Liverpools Luis Suárez for racisme. Efter episoden med Sterling spurgte Evra på Twitter:

- Hvordan kan dette ske i 2018?

Meget rammende spørgsmål ligesom Cyrille Regis kommentar, da han tørt slog fast:

- Lad mig aldrig komme ned på deres niveau.

Men hvad skal man gøre for at stoppe dette? Tidligere har det været nævnt, at personalet omkring fodboldkampene i langt større grad skulle reagere, hvis de hørte nogle racistiske råb. Det har ikke været praktiseret og er næppe løsningen, men hvad er så?

Den eneste løsning er ualmindelig svær, men sådan er det ofte med livets store dilemmaer. Løsningen er en holdningsændring, for fodbolden afspejler samfundet, og så længe Europa bliver mere højreorienteret, så vil stemningen på de europæiske stadions også blive det…
Læs hele lederen
Super Campeón i Superclasico
Indkast.dk kigger nærmere på ”Verdens største fodboldkamp”…
Inden det første opgør i Libertadores-finalen 2018 blev de to modstandere enige om noget underligt… De to hold ønskede, at når de to kampe skulle spilles, var det uden udebanetilskuere. Altså kun hjemmeholdets tilskuere til afslutningen på turneringen, der svarer til Champions League. Årsagen til, at holdene blev enige om, at kampene skulle spilles uden modstandernes tilskuere, var ligetil – kampen stod nemlig imellem Boca Juniors og River Plate...

Opgøret imellem de to Buenos Aires-klubber er blevet omdøbt til ”Superclasico”, og den er mange gange blevet kåret til den mest forhadte fodboldkamp i verden, hvilket ikke siger så lidt. For pak bare Olympiaskos vs. Panathinakos, Dortmund vs. Schalke, Milan vs. Inter, Celtic vs. Rangers, Flamengo vs. Fluminese eller Barcelona vs. Real Madrid væk. Det argentinske opgør er størst… og smid deroveni, at de i 2018 spillede om det eftertragtede Libertadores-trofæ, så der er tale om et opgør uden nogen sammenligning – og opgørene levede også op til dette.

Aldrig før i turneringens 58 år har de to rivaler mødt hinanden i finalen, så kampen var et opgør om langt mere end fodbold. Kampene lagde gaderne øde i Buenos Aires jah… faktisk i hele Argentina og endda i store dele af Sydamerika. Hele 2.000 forskellige medier har forsøgt at komme ind til kampene, selvom der end ikke er plads til en tiendedel.

Op til kampene var der gigantiske forventninger om et stort drama, og det hele blev historisk grotesk samt vanvittigt. For dårligt vejr, en bombaderet bus, tåregas og glasskår afholdt spillerne fra at kunne deltage. Derudover flyttede opgøret verdensdel - til Madrid. Her sikrede River Plate sig en historisk 3-1-sejr, og dermed kunne de rejse sig efter den triste nedrykning i 2011.


Los Milonrois faldt sammen
Pudsigt nok blev begge klubber skabt af italienske immigranter, men ellers har de ikke ret meget tilfælles. For tidligt i klubhistorien flyttede River Plate til et langt mere økonomisk attraktivt område af storbyen, og derfor har de fået øgenavnet ”Los Milonrios” – millionærene...

River Plate har også det største stadion – El Monumental – der har plads til 25.000 mere end på Boca Juniors La Bomboenra, hvor der ”kun” kan være 50.000. Men River har været helt nede ved vende.

I sommeren 2011 rykkede de ud af den bedste argentinske fodboldrække for første gang i 110 år. Dette frembragte voldsomme reaktioner, hvor blandt andet 25 betjente blev hårdt såret. Dette skal naturligvis ses i lyset af, at River Plate-fansene er en helt anden støbning end mange andre, og at klubben har stolte og mange traditioner. Som da de i 1950'erne havde 13 mand udtaget til det argentinske landshold – altså deres udskiftningsspillere var bedre end resten.


Gallardo blev til ”El Muneco”
I forhold til den meget berømte nedrykning skulle klubbens præsident have beskyttelse af flere livvagter i døgndrift i de efterfølgende år, selvom der i 2013 startede voldsomme ændringer i klubben. Rodolfo D'Onofrio blev valgt til præsident og store dele af den sportslige sektor blev uddelt til klublegenderne – Enzo Francesoli og Norberto Alonso. Derudover blev Marcelo Gallardo udnævnt til træner, og sidenhen er han blevet kaldet ”Rivers Pep Guardiola”.

Derudover fik Gallardo øgenavnet ”El Muneco”, der kan oversættes med klubbens kransekagefigur, da han blandt andet har levet hele livet i River Plate. Han voksede op på klubbens akademi, var med i alle sejrene i 90'erne og udviklede sig meget som træner blandt andet lidt i samme stil med sin tidligere holdkammerater og nuværende Atlético Madrid-træner Diego Simeone.

På bare fire år gik River fra nedrykning til at blive sydamerikanske mestre, og de efterfølgende fem sæsoner vandt de flere trofæer, end de havde gjort tyve år forinden. Så revolutionen af klubben, som Marcelo Gallardo havde lavet, hjalp. Der blev indført tre g'er – ganar, gustar og golear, som kan oversættes med sejr, glæde og lave mange mål.

Dette har bragt dem fra nedrykning til finalen imod Boca Juniors, men ikke uden ballade, som da Superclasico-opgøret blev afbrudt, da Boca-fansene smed peberspray på River Plate-spillerne. Efterfølgende var flere af spillerne i lange behandlinger, og Boca blev taberdømt.


En kamp man skal opleve, inden man dør…
I forhold til trofæer har River Plate også et lille overtag, da de har vundet 36 argentinske mesterskaber, hvilket er tre mere end Boca Juniors. Tre gange tidligere har de to hold mødt hinanden i Libertadores, men altså aldrig i finalen. Omkring årtusindeskiftet slog Boca rivalerne i kvartfinalen, hvilket også gentog sig fire år senere efter straffesparkskonkurrence. I 2015 mødte holdene hinanden i gruppespillet.

I den nuværende trup har Boca Juniors flere argentinske spillere med fortid i Europa som Fernando Gago, Carlos Tévez og Mauro Zarata – men det er langt fra de eneste store fodboldnavne, der har været i klubben. Diego Maradona og Riquelme har fået store dele af deres fodboldopdragelse hos Boca Juniors, som af mange betragtes som ”arbejderklubben” i den argentinske storby overfor de mere velhavende - fra River Plate.

Boca-fansene bliver kaldt for ”Los Xeneizes”, da klubben blev skabt af immigranter fra Genoa, og de har et rygte om at være lidt mere vilde og helhjertede end River Plate-fansene. Der findes også flest Boca-fans… blandt andet den kendte Mary Esher Duffau, som der tidligere har været lavet en film om, og da den 74-årige dame døde i 2008, var der et minuts stilhed inden deres kamp imod Cruzeiro. Filmen om Mary Esher Duffau handlede om hendes hårde liv blandt andet som Boca-fan. Gad vide, hvordan hun ville have oplevet Superclasico 2018? Da Boca Juniors med to mand i undertal ramte stolpen i overtiden ved stillingen 2-1 til River.

Tidligere har den engelske avis The Observer slået fast, at det at se kampen imellem Boca og River var nr. 1 på listen over 50 sportskampe, som man skal opleve, inden man dør… Dette mente de ca. 2.000 fans, der var rejst til Madrid for at overvære kampen, selvom de ikke havde fået fri fra arbejde. De måtte se den fodboldkamp – dette Superclasico, som, mange mener, var den største fodboldkamp nogensinde.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Arsenal-spillere tager stoffer Vanvittige Boca Juniors Artikel ikon Alternativ forældrehjælp Artikel ikon Wenger afviser AC Milan Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon AGF-offensiv < våde tændstikker Ugens hold fra Premier League Artikel ikon - Paul Pogba er en myte Artikel ikon Ferdinand med sjov Arsenal-anekdote Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Det bedste sommerkøb i PL Top 20: Bedste spillere i 2018 Artikel ikon Top 20 - Flest PL-ændringer Artikel ikon Top 10: Flest PL-mål Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Ajax - Danskernes klub: Jan Mølby Özil - fra skudlinjen Artikel ikon Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Artikel ikon Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon City 2008 vs. 2018 Historisk PL-topstrid Artikel ikon Liverpool - perfekt start Artikel ikon Uniteds 500 målscorere Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Medie: Fàbregas til Milan, hvis… Ajax-stjernes far tror på Barca-skifte Artikel ikon Mandagens engelske rygter Artikel ikon PL-gigant jagter gratis franskmand Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Mario Gomez
Vidste du om ... Gareth Bale Artikel ikon Vidste du om ... Kylian Mbappé Artikel ikon Vidste du om ... Lionel Messi Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Senest alle Serie A-hold gik videre Ti PL-profiler købt for under 100 mio. Artikel ikon Dårligste United-start i mange år Artikel ikon ”The Gunners” på jagt Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: AS Monaco - Dortmund Optakt: Liverpool - Napoli Artikel ikon Optakt: Røde Stjerne - Paris SG Artikel ikon Optakt: Real Madrid - CSKA Moskva Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: FCN - AGF Startopstillinger: Newcastle - Wolves Artikel ikon Startopstillinger: FCK – Esbjerg Artikel ikon Startopstillinger: FCM - OB Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Nordsjælland tog sejren i uskønt opgør River slår Boca i Superclásico-finale Artikel ikon Skov og N'Doye nedlagde Esbjerg Artikel ikon Høj intensitet i kronjysk triumf Artikel ikon Se flere