- En tikkende bombe

Af Torsten Brix

2017-01-16
- En tikkende bombe

Indkast.dk bringer her et kapitel fra bogen "Joey Barton - No Nonsense".

Tommy-enarm havde åbenlyse psykiske problemer, men han virkede såmænd harmløs nok. Han boede i en lejlighed med udsigt over skolens område hvor vi spillede fodbold, og han jagtede tit de børn der kastede sten mod hans vinduer. Han arbejdede sig gerne op til et voldsomt raseri, men gav hurtigt op.

Hans rigtige navn var Leo Gavan. I roligere øjeblikke så vi ham hænge ud ved tømrerforretningen og vinbutikken nær boligkomplekset. Han hævdede at han spillede for Real Madrid, og at han var den bedste enarmede målmand i verden, men at han ikke kunne vende tilbage til Spanien fordi han var bange for at flyve.

Han var som en tidsindstillet bombe. På en kold søndag morgen i februar 1996 havde han ikke taget sin ordinerede medicin for skizofreni. En gruppe knægte knuste en af hans ruder og søgte ly på et nærliggende fladt tag da han gik bersærk. I ophidselse over at han var fysisk ude af stand til at nå dem, vendte han tilbage til sin lejlighed, slog sine møbler i stykker og kastede dem ned på gaden. Derefter lagde han sig på lur ved vinduet bagest i sin lejlighed. Da hans plageånder klatrede ned, greb han en udskæringskniv og optog forfølgelsen af dem.

Da de nåede den lokale blomsterpark hvor vi plejede at spille fodbold på græsplænen når de gamle ikke spillede bowling, spredtes de for alle vinde. Gavan trængte Lee Kinch – en knægt der ikke havde været involveret i balladen – op i en krog i en have og stak ham én gang, lige gennem hjertet. Han var 14 år gammel og døde øjeblikkelig. Jeg opholdt mig i fritidscenteret da en knægt kom hen og fortalte om hvad der var sket. Vi begav os naturligvis hen til gerningsstedet for at stå og måbe og indsamle sladder. Det virkede uvirkeligt. Lee var en populær dreng i skolen og boede tæt ved min ven Mash. Vi deltog alle i hans begravelse – som var helt forfærdelig.

Et politisk stormvejr brød løs over fejlene og manglerne i byrådets behandlingsprogram, og Gavan blev tvangsindlagt i henhold til Mental Health Act. To år senere blev han anset for egnet til at erklære sig skyldig i manddrab* på grund af mindsket ansvar og vendte tilbage til overvågning på fuld tid. Livet gik videre selv om det stadig vilkårligt blev revet bort fra tid til anden. En anden dreng, broderen til en pige der gik en klasse under mig i skolen, hængte sig selv i et træ. Der gik flere dage før nogen sørgede for at rebet blev fjernet, så det blev en makaber turistattraktion for teenagere der kedede sig.

Børn er perverse, ikke sandt? Noget tilsvarende skete da Sean Catlin, endnu en skolekammerat, blev mast til døde. Han havde en leg hvor han hoppede om bord på en bus der var i bevægelse, men en dag forregnede han sig, mistede grebet og faldt fremover, ned under baghjulene. Det varede flere uger før blodpletterne var forsvundet fra gaden.

Jeg kunne aldrig få øje på fordelene ved sådan en leg, men vi blev ved med at foretage os dumme ting, helt uvidende om farerne. Vi fortsatte som normalt med at dyste om ikke at være en kylling ved at løbe tværs over kørebanen på den nærliggende motorvej M62. Politiet fangede os og smed os i en celle for at afskrække os. De tvang os også til at gå hjem fra Huyton Village, men de kunne godt have sparet sig.

Selv hverdagsaktiviteter såsom et spil golf på en kommunal golfbane i Widnes med Frankie Lacken og John Neil, en anden ven, kunne potentielt udvikle sig til det rene kaos. En lokal bande forlangte at få udleveret vores køller og gik til angreb på os. De fik dog mere end de havde regnet med under det efterfølgende slagsmål, da Frankie slog deres leder, en ældre mand på omkring de 30 ved navn Colin, i hovedet med et 7-jern.

De flygtede, rædselsslagne over den øjeblikkelige og intensive vold. Vi opførte os som undvegne fanger og undlod at tage med offentlige transportmidler eller en taxa eftersom vi var smurt ind i blod. Vi tog hen på en lokal skadestue hvor vi så Colin blive behandlet på en lille enestue. Han opdagede ikke vores tilstedeværelse, og han virkede ikke som typen der kunne finde på at alarmere strisserne, men vi besluttede os alligevel for ikke at blive for at få vores hænder og ansigter syet. Frankie var mere bekymret over de uoprettelige skader på hans 7-jern, hans favoritkølle. Han gav ofte tabet af denne kølle skylden når jeg senere vandt over ham i golf.

Der var en underlig normalitet over vores vanvittige opførsel. Vi plejede at pisse de lokale heroinmisbrugere af ved at foretage raids mod deres narkobuler i de blændede lejligheder oven over butikkerne. De forsøgte at jagte os gennem tagskægget og hullerne i husmurene, så vi klatrede ganske enkelt op på taget og ventede til de gav op. Vi hviskede så de ikke fandt ud af at vi var i nærheden, men det begyndte hurtigt at kede os. Vi bankede huller i lofterne og smed mur- sten efter dem for at hidse dem op. Vores flugtruter, rottegange gennem gamle lofter, var bælgmørke, men vi fandt vej igennem dem ved hjælp af teenage-telepati.

Hver efterladt bygning var et eventyr, fuld af overraskelser. En gammel seng eller et farvet sæt gardiner som vi kunne bruge til at indhegne vores lejr med, var én ting. Topmoderne overvågningsudstyr – opdaget ved et tilfælde på et tilstødende loft, var en helt anden sag. Vi tog ét kig på kameraerne og optageudstyret og besluttede at de større drenges omtanke var påkrævet.

De undersøgte byttet og fandt hurtigt ud af at vi var faldet over en hemmelig politiovervågning af en velkendt narkohandler der drev sit forretningsimperium fra et lidet indtagende endehus over for den forladte bygning.

Der blev ikke sagt noget, men et par dage senere huggede vi nogle skejser fra en mellemmand. De større drenge fik flere penge end os, men vores andel rakte til nyt fodboldudstyr, et hemmeligt lager af samlemærker med fodboldspillere og en ekstra billet til en Everton-kamp. Som vi så det, var der tale om en forbrydelse uden offer. Politiet kunne rende og skide.

Det var en foruroligende tid. Jeg led slemt af akne da jeg kom i puberteten. Jeg var ekstremt følsom over for krænkelser og paranoid over at vise antydningen af frygt. Den del af min hjerne der automatisk ansporede mig til anarkistisk, ulogisk og selvdestruktiv adfærd, var stadig aktiv. Folk undgik mig fordi jeg simpelthen ikke var risikoen værd.

Strukturen i mit liv var i fare for at blive revet i stykker. På den ene side tog vi regelmæssigt på ferie i Portugal, mor og far skændtes sjældent når vi var inden for hørevidde, og det var tydeligt at de elskede os. På den anden side blev belastningen mere og mere tydelig. Far var meget yngre end mor. Han havde lyst til at gå i byen med drengene og tog tit på drukture i weekenden.

Mor tilkaldte en babysitter til at tage sig af os fordi vores halvsøstre var flyttet hjemmefra, og sluttede sig til ham på pubben hvad enten han brød sig om det eller ej. Som voksen kan jeg godt rationalisere mig frem til hvorfor hun handlede sådan. Hun var bange for at miste ham og var vred over sin manglende frihed. Dette var virkeligheden, ikke en eller anden du-kan-få-det-hele-fantasi fra Daily Mail. Men da jeg var barn, forstærkede det min fornemmelse af tomhed.

Jeg havde brug for en moderlig indflydelse og fandt den hos min farmor. Det var hende der lavede søndagsstegen, vaskede vores tøj og sørgede for at vi kom i bad og passede vores sengetider. Det generede hende ikke at indføre udgangsforbud efter klokken 19 eller at gøre mig forlegen ved at hive mig hjem når der var optræk til ballade. Hun lod vores onklers alt for store T-shirts gå i arv fordi hun ikke havde råd til pyjamas. Hun var en klippe.

Jeg hadede søndag morgen når mine forældre forsøgte at sove rusen ud. Jeg hadede de drukkammerater der lå henslængt på sofaen hvor de var dejset omkuld. Jeg blev træt af at rode rundt i fars bukser efter småmønter så jeg kunne betale min billet og købe slik og en sodavand efter søndagskampen. Jeg havde ikke noget imod at løbe hen til kampen, for udholdenhed var mit hemmelige våben, men jeg ville gerne være blevet kørt hjem efter kampen, noget som de andre drenge tog for givet.

Jeg følte at jeg var i vejen. Da far en dag kom hjem fra endnu en druktur og opdagede at hans tøj var klippet i strimler og nogle få af hans ejendele var proppet i tre sorte affaldssække og smidt ud i forhaven, var der kun én ting at gøre. Der havde tidligere været skænderier, som når mor nægtede at lukke ham ind over dørtærsklen, men denne gang var det slut. Jeg lukkede ham i stilhed ind gennem glasskydedørene ud til baghaven så han kunne hente hvad han kunne bære, og kort efter sluttede jeg mig til ham hos farmor.

Der er ikke rigtig nogen vinder i sådan en situation. Andrew var virkelig nært knyttet til mor, så far blev med det samme gjort til den store antikrist. Mors mistanke blev bekræftet da en ny kvinde kort efter trådte ind på scenen. Det bebrejdede jeg far i nogen tid, men jeg besluttede hurtigt at livet var for kort til den slags. Som kvinde forstod farmor omfanget af svig, men som mor var hendes kærlighed ubrydelig.

Mor var temmelig ilter, men hun forstod farmors spilleregler. Aldrig – ALDRIG – blive uvenner med dit eget kød og blod. Farmor var villig til at hjælpe med børnepasning, men hun forventede også at der blev trukket en grænse under de hidtil uset anspændte forhold. Hendes opgave var at skabe stabile rammer, og hun forstod hvor fun- damental fodbold var for min fremtid.

Jeg stod ved en korsvej. Narkoen flød overalt i boligkomplekset, og jeg var ikke dum. Fars generation var på skræmmende billig kokain. Der gik historier om baner der blev linet op på pubberne og sniffet til private fester. På en fredag aften kunne jeg enten gå ned i parken for at blive høj sammen med skolekammerater der i al hast var ved at gå fra hash til syretabletter, eller jeg kunne nøjes med det adrenalinkick der fulgte med konkurrencesport.

Jeg var så heldig at jeg ikke kunne lide smagen af hård spiritus. Far tilbød mig min første pint da jeg var 15 år gammel, men jeg rørte ikke alkohol før min 17-års fødselsdag da min onkel Tom tog mig med til diskoteket Natterjacks på Roby Road i Huyton. At tylle varm og sød cider fra plastikflasker på et vindblæst busstoppested var ikke det jeg opfattede som at have det sjovt.
I en periode var jeg fanget i krydsilden mellem ønsket om at være en del af den gamle bande, lave ballade, have det sjovt og få nye ven- ner og ønsket om at skabe mig en karriere inden for fodbold. Fjernsynet ved siden af den buldrende kaminild i farmors stue blev min vejleder og bodyguard.

Jeg var et barn af VM-slutrunden i Italien i 1990, af Roger Millas elegante lambadadans og af Gazzas fortvivlede tårer. Uskarpe billeder fra den walisisk-sprogede tv-station S4C gav mig mulighed for at studere de italienske konger – Ancelotti, Baggio, Baresi og Maldini. Derefter skiftede Gazza til Lazio, og Channel 4 begyndte at sende ugentlige opvisninger med Batistuta, Donadoni osv.

Jeg blev forelsket under VM i USA i 1994. Gheorghe Hagi blev kaldt ”Karpaternes Maradona”, men han var i en helt anden klasse end det dopede geni med de vilde øjne der blev sendt hjem i vanære*. Rumæneren var lille, men han var fantastisk til at dække sin bold, og han behandlede den med stil. Et af målene fra den rumænske 3-2- sejr over Argentina i ottendedelsfinalen har lige siden været ætset ind i min hukommelse. Hagi modtager bolden tæt på midterlinjen ude i højre side på sin egen banehalvdel. Han udspiller fire modstandere med en enkelt aflevering og spurter straks i position for at modtage returafleveringen. Der er varmt, indelukket og hektisk inde i Rose Bowl i Pasadena, men alligevel fryser Hagi tiden fast. Han ryk- ker ind i banen og spiller Ilie Dumitrescu fri til en let scoring med en aflevering der snyder tre forsvarsspillere. Wow. Senere scorer Hagi selv et mål, med sin ”forkerte” fod, men intet slår denne aktion.

Jeg ville bare være ham. Jeg elskede hans arrogance og den måde hvorpå han organiserede muren for sin målmand når modstanderne fik frispark, eller ignorerede holdkammeraterne når de ville tage et indkast i stedet for ham. Jeg rullede mine fodboldstrømper ned og bandt hvid tape omkring toppen af dem for at ære ham, og i seks måneder tiggede jeg om at få et par Lotto Stadio-fodboldstøvler magen til hans. Jeg havde lyst til at græde da jeg pludselig voksede ud af dem.

Gazza fascinerede mig fordi jeg sympatiserede med hans rastløshed og hans slet skjulte ulykkelighed. Min horisont blev udvidet på grund af spillet og dets iboende disciplin, men jeg var splittet mellem flid og ubesindighed. Den mørke side af min personlighed lå stort set i dvale, men den var aldrig langt fra overfladen. Den truede indimellem alt hvad jeg havde kært.
Jeg var som en tikkende bombe.

Jeg rodede mig ud i unødvendige slagsmål til træningen i Everton, som et barn der tester grænserne for sine forældres kærlighed. Dystre humørsvingninger kom over mig uden grund og uden varsel. Jeg spillede godt i Milk Cup for ungdomshold i Nordirland, men skaffede mig alverdens problemer på halsen da jeg kylede et sæt lånte golf-køller ud over en klippeskrænt og ud i havet.

Jeg kunne ærlig talt ikke forklare hvorfor jeg gjorde det. Jeg var det lille barn der stak sine fingre ind i stikkontakten for at se panikken og bekymringen i de voksnes ansigter, men alligevel bar man over med mig. Fodboldklubber har deres egen moralkodeks, der formes af formålstjenlighed snarere end etiske standarder, og mit talent blev anset for vigtigere end min umodenhed. Jeg ville vokse fra det.

Trænerne opfordrede mig til at tage den mere med ro og sagde at det nogle gange var bedre at vende den anden kind til i stedet for at kæmpe mod hele verden. De vidste sandsynligvis at de talte for døve øren, men på denne måde havde vi alle æren i behold.

Der blev lagt mærke til mig. Efter en kamp en søndag morgen introducerede en velkendt skikkelse sig. Han spurgte hvordan det gik hos Everton, og antydede at han kunne skaffe mig en plads hos Liverpools akademi. Jeg kunne ikke tro det. Jeg var ved at blive shanghajet af Steve Heighway, den tidligere Liverpool-wing, der var ved at opbygge et ry som en af fodboldens dygtigste talentspejdere.

Det var et smukt scenarie, af den gamle skole. Steves kone arbejdede på Seel Road Comprehensive School og fik nogle af mine venner der til at lægge et godt ord ind. Jeg vidste at jeg kunne lære meget af Steve, men jeg vidste også at det ultimative forræderi aldrig ville blive tilladt. Om ikke andet var Steve ihærdig, og han ringede hjem til os flere gange, lige indtil far tog telefonen. Steve nåede dårlig nok at forklare hvor imponeret han var over mig, før han blev afbrudt. ”Nej, nej, nej og atter nej,” udbrød far. ”Vi holder med Everton, kammerat.”

Derpå lagde far røret på. Færdigt arbejde. Familiens ære var blevet beskyttet. På overfladen gik tingene glat. Selv om udviklingscoaches fordømmer en resultatorienteret tilgang, havde mit hold fra Bellefield* været ubesejret i to sæsoner. Jeg burde have været smart nok til at se advarselsskiltene da Neil Dewsnip blev hyret til at lede akademiet, eftersom han stod for alt hvad jeg afskyede.

Han havde en begrænset erfaring som træner og var en glat politisk operatør. Men det der virkelig irriterede mig, var hans fundamentalistiske tilgang til spillet. Han var kraftens, fysikkens, størrelsens og styrkens discipel. Han var besat af tanken om små spillere der blev fravristet bolden, og koncentrerede sig om at udvikle store, velbalancerede spillere der kunne holde på bolden.

Det stod hurtigt klart at han mente at jeg var for lille – ironisk nok den samme skavank som engang truede med at bremse karrieren for Steven Gerrard, hans stjerneelev da han var idrætslærer på Cardinal Heenan Catholic High School i West Derby. Det eneste jeg kunne gøre, var at vise at jeg havde nosser, arbejde hårdt og afsløre hvor åndssvag hans fordom var.
Beslutninger blev truffet helt vilkårligt. Leighton Baines dumpede for eksempel til to prøvetræninger hos os – en dyr fejl – han blev senere købt i Wigan for 60 millioner kroner. Men der spredte sig et rygte om at jeg var én blandt ni Everton-spillere der var i betragtning til FA's National School of Excellence på Lilleshall. Det her var stort.

Lilleshall, et tidligere herresæde der lå på en 12.000 ha stor grund i Shropshire, var fodboldens svar på Hogwarts. I to år var det hjem for landets 16 bedste fodboldspillere i alderen 14 til 16. Idéen var enkel, for enkel skulle det vise sig. Lad de bedste træne med de bedste. Overvæld dem med fodbold. Uddan dem til at blive landsholds-spillere. Men træningens niveau levede ikke op til ambitionerne – den viste sig at være overstyret og middelmådig.

Det vidste vi ikke da udvælgelsesprocessen startede i Stockport County. Alle topklubberne i det nordvestlige England var repræsenteret: Evertons udvalgte, der talte Phil Jagielka og Bradley Orr, skulle prøve kræfter med de mest lovende drenge fra Manchester United, Liverpool, Blackburn og Manchester City. Det her var lige min form for udfordring – enhver var sig selv nærmest.

Bedømmerne inddelte os i to grupper, og jeg fik flygtigt at vide at jeg skulle spille højre back. Hvis det var et trick for at se om jeg ville begynde at surmule, virkede det ikke. I spillertunnellen før kampen kiggede jeg rundt på de andre og så de afslørende tegn på indre uro – hurtig vejrtrækning og flaksende øjne. Jeg havde dem lige hvor jeg ville have dem.

Jeg har altid haft en sjette sans der fortæller mig hvornår jeg kommer til at spille godt. Den giver mig selvtillid og får mig til at slappe af. Jo vigtigere begivenheden er, og jo mere der står på spil, des bedre spiller jeg. Efter første halvleg havde jeg gjort det så godt at jeg blev rykket frem til min foretrukne plads på den centrale midtbane. Jeg var en af de tre drenge fra Everton der gik videre til næste fase.

I min anden testkamp spillede jeg på en helt tredje position. De satte mig til at spille i angrebet selv om jeg var den klart mindste af alle drengene. De to centerhalfbacks der skulle spille over for mig, to store, sløve padder fra Midlands, kunne ikke lade være med at grine smørret, men deres smil forsvandt da jeg lavede hattrick. Så var spillet i gang. Jeg var Evertons repræsentant i finalen.

Endnu en gang lærte jeg at livet er uretfærdigt. Min alsidighed var et handikap, for nu konkurrerede jeg om en plads på holdet mod specialister der spillede på de positioner de havde spillet på hele deres liv. Jeg blev bedt om at spille på endnu en ny position, som venstre midtbane, og selv om jeg følte at jeg klarede mig udmærket, vidste jeg at jeg ikke ville overleve udvælgelsesprocessen.

Ikke færre end 234 drenge slap igennem nåleøjet på Lilleshall i de 15 år hvor stedet fungerede, lige indtil Howard Wilson åbnede Pandoras æske ved at annoncere etableringen af et klubbaseret akademi-system. Nogle nåede hele vejen til tops, heriblandt Michael Owen, Sol Campbell, Nick Barmby og Jermain Defoe, men de fleste blev hurtigt tabt for spillet.

En dreng der var lidt tættere på mig familiemæssigt, brugte det som en dannende oplevelse. Tom Culshaw, min halvfætter, spillede for det engelske U16-hold og nåede så langt som at blive anfører for Liverpools reservehold før han valgte at forfølge en karriere inden for træning og coaching. Han er nær ven med Steven Gerrard og er i dag leder af Liverpools U13-akademi.

På trods af hvad mænd som Dewsnip, der arbejdede i 17 år hos Everton før han blev træner for det engelske fodboldforbunds forskellige ungdomshold, påstår, er ungdomsarbejde ikke en eksakt videnskab. Bob Paisley sagde at de første to meter bliver overvundet inde i hovedet på en topspiller. På samme måde overvindes de vigtigste få centimeter mellem ørerne på en ungdomsspiller.

Derfor skammede jeg mig ikke over at vende tilbage til Bellefield som en spiller der lige netop ikke var blevet udtaget. Jeg blev optaget i systemet som en almindelig skoledreng, selv om rektor nær havde nægtet at give sin velsignelse da jeg havde kaldt en lærer for en gammel heks. Mine holdkammerater respekterede mig, og jeg var villig til at gøre hvad der var nødvendigt for at blive en bedre fodbold-spiller.

Jeg hadede at tabe, selv i terrænløb i skolen hvor jeg udmattede den bedste løber, en høj, udholdende fyr ved navn Neil Kearns, ved simpelthen at nægte at give op. Jeg løb lige i røven af ham mens jeg talte til ham: ”Ligegyldigt hvad der sker, så venter jeg bare, kammerat.” Det fik ham til at flippe så meget ud at han forsøgte sig med et desperat sprint, før han brændte ud og gav op.

Jeg så mig omkring i Everton og vidste at der var alt for mange Neil Kearns. De var større naturtalenter end mig. Deres kroppe var mere modne og veludviklede. Men de kunne ikke lide når det gjorde ondt. De havde ikke min kærlighed til lidet lovende odds. Jeg kunne lide en tackling hvor mine odds var 30 mod 70. De veg tilbage fra en sådan tackling for at skåne sig selv til en senere lejlighed.

Det fik jeg nu ikke meget ud af. Et par måneder senere blev far og farmor indkaldt til det sædvanlige evalueringsmøde ved sæsonens afslutning i en skurvogn på træningsanlægget. Dewsnip havde tidligere givet Phil Jagielka løbepas og var i gang med systematisk at meje sig igennem hele truppen, og han holdt ikke på formerne. ”Han er færdig i Everton,” sagde han. ”Jeg beklager, men sådan er det.”

Jeg var i gang med at spille Championship Manager i mit soveværelse da farfar tog telefonen i køkkenet. ”Joe, din farmor vil tale med dig,” råbte han. Jeg gik ind i hendes soveværelse på den anden side af trappeafsatsen, lagde mig på gulvet og tog telefonen. ”Hør her, min dreng,” sagde hun, ”de siger at de vil droppe dig.”

”Hold hovedet højt, for jeg er den slags kvinde du kan slå ned én gang, men ikke to. Hvis folk vil ignorere mig eller skændes med mig, giver jeg dem ikke muligheden for at gøre det to gange. Der er ingen der er bedre end dig. Det kan godt være at de bor i et større hus og har flere penge, men ingen er bedre end dig.”

Der gik nogen tid før hendes ord sank ind, for jeg følte det som om al luften var blevet trampet ud af mig. Jeg hulkede da jeg lagde røret på, fordi jeg forsøgte at få mit liv til at give mening. Jeg var magtesløs over for at mor og far var ved at gå fra hinanden. Jeg kunne intet stille op over for puberteten eller mit forsøg på at tilpasse mig i skolen. Men hvis jeg blev afvist af en fodboldklub, kunne jeg da for helvede kontrollere det ...

Tankerne fór rundt i hovedet på mig, og fighteren i mig lod også høre fra sig. Ved du hvad, de tager fejl. Alle de studievejledere der smilede overbærende da du sagde at du ville være fodboldspiller, og bad dig om at være realistisk. Træneren der vragede dig fordi du ikke er bygget som et stort skideskur af mursten. Han tager også fejl.

Fuck dem.

Du er ikke et offer. De kan ikke knække dig. De får dig ikke til at tigge. Det kan godt være at din baggrund kommer til at koste dig dyrt engang i fremtiden, for grænsen mellem aggression og selvhævdelse er udflydende, men lige nu er ejendomskomplekset dit fristed. Hvilken ret har de til at dræbe din drøm?

Deres system stinker. Alt for mange akademier er fyldt med bitre og vrede trænere der mener at det er under deres værdighed at beskæftige sig med U12-spillere. De vil have de biler, de penge og den anerkendelse der følger med når man har med førsteholdet at gøre. De kan ikke komme sig over at de aldrig klarede den.

Du kan give op ligesom så mange gør, eller du kan råbe og skrige og slås. Du er sent udviklet. Du bliver bedre hver dag. Ingen, overhovedet ingen, vil det her lige så meget som dig. Du kommer til at presse det her ned over hovederne på dem. Hold op med at have ondt af dig selv. Tør øjnene, mand dig for helvede op og kom videre.

Farfars koldblodige reaktion da jeg kom ned i køkkenet – ”Du må bare til at arbejde hårdt, hvad?” – var lige hvad jeg trængte til. Det var bare endnu en forhindring der skulle overvindes, endnu et tilbageslag der skulle tages hånd om. Nogen kommer snart til fornuft, gør de ikke?

Der går en time. Telefonen ringer igen. Det er Barry Poynton, træneren der forlod Everton lige før Dewsnip ankom. Han er leder af rekrutteringsafdelingen hos Manchester Citys akademi. Han vil have mig til at komme til en prøvetræning. Han siger alle de rigtige ting, finder den rette balance mellem mild overraskelse over at jeg er blevet vraget, og en udfordring af min konkurrencementalitet.

Far og jeg modtager flere af den slags opringninger i løbet af det næste døgns tid. Preston North End kan lide hvad de har set. Det samme kan Leeds United. På daværende tidspunkt spillede City i The Championship, men det føltes rigtigt at skifte til Barry. Han var den første der reagerede og så en mulighed i min dårlige nyhed. Lad os se det i øjnene: Han havde også en stærk interesse i at bevise at Everton havde taget fejl.

Det var ikke noget eventyr. Det er det aldrig med mig, vel? Jeg sloges virkelig for det i mine første to et halvt år hos City. Jeg hadede at pendle, afhængigt af trafikken tog det en time hver vej. Frankie Bunn, en af trænerne, var særlig god mod mig, men jeg mindede om hovedpersonen i filmen En ny dag truer. De andre trænere brød sig ikke om mig. For lille, sagde de. For lille ...

Hvis du har en fysisk ulempe i en sport hvor man skal være stærk og hurtig, er du nødt til at udvikle alternative muligheder. Jeg duer ikke til akademiernes tiki-taka-fodbold. Mit blod skal koge, og mine sanser skal være skarpe. Jeg er en spiller med flossede kanter. Ingen vil nogensinde beskrive mig som ren og pæn, nyvasket og strøget. Jeg er nødt til at svine mig til.
Jim Cassell var den eneste der så noget i mig. Da hans spillerkarriere i Bury blev standset af en knæskade, blev han scout, og senere udviklede han en træners øje og så ud over det indlysende. Han var ikke helt klar over hvad han havde fået fingre i, men han fornemmede at jeg hellere ville spille gratis end give op. Noget uhåndgribeligt, noget uforklarligt for dem der ikke forstår at fodbold handler om mennesker, sagde ham at han skulle give mig en sidste chance.

”Alt i mig siger at vi er nødt til at skille os af med dig, Joe,” sagde han til mig. ”Det ser ikke ud til at du bliver stor nok. Du kommer aldrig til at have den speed der vil være nødvendig på det øverste niveau. Men du har noget i dine øjne. Jeg kan ikke sætte min finger på det. Det kan jeg godt lide. Du har seks måneder til at vise mig noget, ellers er du ude.”

I det mindste var Cass åben og oprigtig. Jeg var stadig overbevist om at jeg ville klare det, men jeg værdsatte hans ærlighed. Jeg respekterede ham på grund af hans retskafne karakter og hans erfaring som fodboldspiller. I fodbold er der mange falske og dobbeltmoralske karriereryttere der er fulde af lort. Han fortalte mig hvordan det forholdt sig – og stadig forholder sig. Stram dig an, ellers er det ud af klappen.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke tænkte på at vælge sidstnævnte løsning. Min første indskydelse var at skifte til et godt, halvprofessionelt hold som Marine, Bootle eller Southport for at genopbygge mit renommé. Jeg tilbragte en uge som tagdækker i sommerferien og flåede mine hænder til blods ved at slæbe teglsten op ad stigerne før jeg flygtede ind i varevognen og svor at jeg aldrig ville vende tilbage. Jeg havde 10 GCSE-point*, men de var ikke mere værd end et spejdermærke.

Far stod stejlt på at jeg skulle udnytte min resterende tid hos City. Han var ikke til faderlige floskler, men han var god til at sætte tingene i det rette perspektiv. ”Du må lære at håndtere skuffelser, for dem får du mange af i livet,” sagde han. ”Bliv der. Brug deres fitnessrum. Brug det til din fordel. Til sidst går det op for dem hvad du er i stand til. I det mindste får du løn. Du får penge for at holde dig i form.”

Jeg fik den fyrstelige sum af 72 £ om ugen, og jeg forstod hvor meget fodbold betød for min far. Han kunne helt klart være blevet professionel, men han manglede den der fuck dig-mentalitet som man skal have. Jeg har set ham være ekstremt konkurrenceminded og gå langt over stregen, men han ville sikkert have haft lyst til at dele en øl med den modstander som han under kampen truede med at slå ihjel.

Han frygtede at et urgammelt arbejderklassedrama var ved at udfolde sig. Boligkomplekser som St John er i al væsentlighed som ulåste celler. Den lange vej til friheden er farlig og fuld af faldgruber. Det er fristende at acceptere sin skæbne som værende forudbestemt og bukke under for vreden, frustrationen og samfundets forventninger.

General Certificate of Secondary Education: et anerkendt pointsystem der angiver en elevs uddannelsesmæssige kvalifikation. Alle mine kammerater var på druk, jagtede piger eller tog stoffer. Mange var ved at afslutte deres læretid som kriminelle. Hvis jeg havde været svagere rent mentalt, havde jeg været fortabt. I det miljø har man ikke brug for at indsende et cv, men det blev gjort meget klart for mig at jeg hurtigt ville stige i graderne i det lokale narkokartel. Den gældende sats for en succesfuld dealer på daværende tidspunkt var flere tusind pund om ugen – i rede kontanter, forstås.

Far kendte alternativet lige så godt som jeg gjorde. Han arbejdede på skiftehold i Irland seks uger ad gangen, og når han havde fri i to uger, ledsagede han mig på sin cykel når jeg løb mine 12 kilometer lange træningsture. Han satte mig til at lave ti shuttle run-tests på volden ved siden af M62. Høje knæløftninger, armbøjninger, brændende lunger. No pain, no gain.

Det var en Liverpool-udgave af Rocky hvor min spurt gennem St Johns barrikaderede slumkvarter svarede til Rockys triumferende løb op ad de 72 trin til Museum of Art i Philadelphia.

Nu begynder jeg at flyve ...



Kalendergaven
1. december
Firing Koeman to Fireman Sam
2. december
Historier om trøje-numre
3. december
Indisk vokseværk
4. december
Zé Roberto – 24 år på grønsværen
5. december
Drengedrømmen lever!
6. december
Davinson Sánchez – Monster eller Baresi
7. december
Shakhtar – olie og brasiliansk kærlighed
8. december
Ivan Rakitić - I Prosinečkis fodspor
9. december
Kevin De Bruyne – kasseret af Mourinho
10. december
Ilden José og isen Pep mødes – igen
11. december
Napoli – tilbage til toppen
12. december
Året der ændrede Premier League
13. december
Jann-Fiete Arp – Det tyske angrebshåb
14. december
Isco skulle have vundet Ballon d'Or
15. december
Alex Iwobi – Kanu eller Okocha?
16. december
Eden Hazard - Belgiens stjernespiller
17. december
Kasper Dolberg – Danmarks fodboldfremtid
Magasin-artikler
Året der ændrede Premier League
For tiden tager Manchester City gigantiske skridt imod et historisk engelsk mesterskab, men hvordan startede denne gigantiske udvikling. Indkast.dk går tilbage i tiden – til 2007… hvor den blå del af Manchester var præget af kaos og manglende penge.
Da Manchester City for ti år siden holdt deres julefrokost, var det en klub i rivende udvikling. Den svenske manager Sven Göran Eriksson var rundhåndet til festen og startede med at bestille drinks til de over 100 deltagere fra Citys praktiske personale. Indholdet var den meget dyre champagne – Crital, som kan koste over 10.000 kroner flasken.

Året var som nævnt 2007, og der var kommet nye tider i Manchester City, hvis klubs økonomi tidligere ikke havde indikeret noget der mindede om dyre champagner, men der var også kommet nye folk til klubben og med en ny stil. Den tidligere thailandske minister – Thaksin Shinawatra – havde købt klubben for godt 750 millioner kroner, og efterfølgende startede en rekordhøj indkøbsperiode, som er fortsat indtil i dag.

Den sommer i 2007 blev der brugt omkring 650 millioner kroner – hvilket var sindssygt mange penge dengang – på spillere som Vedran Corluka, Rolando Bianchi, Elano, Valeri Bojinov, Benjani, Martin Petrov og Gelson Ferdnandes. Til sammenligning havde City brugt omkring 20 millioner kroner på markspillere i sæsonen før overtagelsen. Så City-revolutionen blev sat i gang på dramatisk vis, og det var også til at se i kampene, da turneringen startede. Manchester City vandt ni af deres første 14 kampe – blandt andet over rivalerne fra Manchester United, og til den føromtalte julefrokost på Aurora Hotel skulle Eriksson havde sagt:

- Thaksin siger, at jeg også får 500 millioner kroner til indkøb i januars transfer-vindue.

Senere viste det sig, at det slet ikke var tilfældet, og i marts 2008 blev den svenske manager fyret, hvilket frembragte voldsomme reaktioner fra spillertruppen. Klubejeren Shinawatra var under et voldsomt pres, da han ikke kunne frigive sin personlige formue på næsten otte milliarder kroner. Formuen var fastfrosset, efter han blandt meget andet blev anklaget for korruption i Thailand.

City blev pludselig presset, men den tidligere ejer og bestyrelsesformand John Wardle hjalp til, og klubben klarede presset indtil sommerpausen, hvor Sheik Mansour var klar til at overtage.


Oasis afviste – og det startede vanvittig periode
Inden da var klubben udsat for en vanvittig periode med den thailandske ejer. I sommeren 2007, hvor Shinawatra mødtes med City-personalet for første gang, skulle han have sagt:

- Hvis en hund ikke gør, så er det fint. Hvis en hund gør, så skal man skyde den.

Personalet skulle have kigget på hinanden og ikke anet, om de skulle grine, græde eller være bange for deres nye ejer. Historikken omkring Shinawatra gjorde nok, at de skulle være bange. For Shinawatra er en kontroversiel mand, som er blevet beskyldt for mange ubehagelige ting i Thailand, men han havde, hvad City manglede: Penge.

Klubben var på daværende tidspunkt så presset økonomisk, at de endda henvendte sig til City-fanen Noel Gallagher, der skulle have afvist at hjælpe klubben med følgende begrundelse.

- Jeg har alt for travlt med at lave B-sider til mine plader, var svaret fra Oasis-sangeren.

Så selvom Amnesty International advarede imod Shinawatra, valgte City-ledelsen, at klubben skulle overtages af den 58-årige thailænder med den brogede fortid, og som intet anede om fodbold. Efter en City-kamp så bestyrelsesmedlemmet Sasin Monvoisin Liverpool-spillerne ”afjogge”, hvortil Shinawatra spurgte, om de skulle spille endnu en kamp.

Ifølge Daily Mail skulle klubejerens uvidenhed flere andre gange have givet pinlige scener, som da klubben ikke længere måtte spille i deres normale udebanetrøjer, da farven på trøjen frembragte uheld – mente man i Thailand. Ritualerne fra ejerens hjemland blev også bragt til Nordengland, ligesom nogle helt uduelig spillere blev sendt til.

Tre spillere kom fra Thailand, men blev udlånt til schweiziske og belgiske klubber, hvor de til sammen endte med at spille seks kampe, og Nashar Akram kom pludseligt fra Saudi Arabien – han var en uge hos City.

Alt var kaos og spillerne begyndte også at opføre sig underligt. Corluka stod stolt frem og fortalte om, hvordan han var kæderyger og om hvordan han havde fået fem fartbøder af samme ”stær-kassen”, fordi han troede, at billederne blev taget af paparazzi-fotografer. Derudover havde tyske Dietmar Hamann udviklet ludomani, men klubbens mest vanvittige var dog Stephen Ireland. Den irske knægt opdigtede to dødsfald i sin familie for at kunne slippe for at spille landskampe, og han bad også klubben om at finde en, der kunne tage et kørekort for ham.


Schmeichel som pauseklovn
I februar 2008 vandt City med 2-1 på Old Trafford, og dermed slog de Manchester United for anden gang i sæsonen, hvilket var første gang siden 1970, hvor City vandt ”The Double” og efter Uniteds tragiske ulykke i München. Trods disse sejre var der masser af uro i City, for Thaksins penge var stadigvæk fastfrosset i Thailand, og spillerne fik kun løn, fordi den tidligere ejer Wardle betalte den.

Efter Manchester-derbyet vandt City blot en af syv kampe, og Eriksson blev fyret, samtidigt med, at Kasper Schmeichel blev sendt til Thailand for at underholde til en fødselsdag i Shinawatras familie. Her blev den danske reserve-keeper tvangsindlagt til at høre på klubejerens forfærdelige karaoke-sang. Det er episoder som denne og fyringen af Eriksson, der fik spillerne til at miste enhver respekt for ledelsen. City-fansene sendte også klare hilsner til klubejeren ved at omskrive teksten i Pink Floyd-klassikeren ”Another Brick in the Wall” til:

- Oy… Thaksin, leave our Sven alone.

Balladen fortsatte, og til sæsonens sidste kamp måtte anfører Richard Dunne sige til klubejeren, at truppen ikke ønskede at spille imod Middlesbrough. Dette blev heldigvis ikke ført ud i livet, men de endte med at tabe med vanvittige 1-8 efter de ellers havde haft bolden ligeså meget som ”Boro”.


Fra 1-8 til verdens rigeste klub – på en sommer
I løbet af den efterfølgende sommer blev Manchester City verdens rigeste fodboldklub med Sheik Mansours overtagelse – gad vide, hvor City havde været, hvis det ikke var sket - eller hvis ikke Shinawatra havde købt klubben et år tidligere?

Shinawatra tjente 900 millioner kroner på salget af Manchester City, og han lever nu med et pas fra Montenegro og bor i seks vidt forskellige lande, og den tidligere ejer John Wardle har fået sine penge tilbage. Han har i øvrigt et lille rum på East Stand på Etihad Stadium, hvorfra han ser alle Citys hjemmekampe, hvilket han betaler for… en stille og afrettet mand, som reddede den klub, han elsker så højt, da behovet kom det år, der ændrede Premier League.

Læs hele artiklen
Shakhtar – olie og brasiliansk kærlighed
I Champions League gruppe F kom en solid overraskelse, da nyrige ukrainere vandt over formstærke Manchester City og fik tolv point i den hårde gruppe. Indkast.dk har kigget nærmere på det ukrainske storhold.
Olie har startet krige, skabt misundelse og dumheder – som da en halvstiv dansk udenrigsminister forærede Norge store mængder - eller givet fodboldklubber et voldsomt løft, som det er tilfældet med ukrainske Shakhtar Donetsk. Her har olie-kongen Rinat Akhmetov brugt en formue på at skabe et storhold, hvilket er lykkedes ret godt – hvilket de seneste resultater i Champions League bevidner.

For da ukrainerne besejrede historisk stærke Manchester City med 2-1 sikrede de sig videre deltagelse fra den stærke pulje med Napoli og Feyenoord. Også blev kampen end ikke spillet på det imponerende Metalist stadium, som har været ude for en meget dyr renovering. Dette har tidligere fået tildelt fem stjerner af UEFA, og har blandt andet et ungdomsakademi med plads til over 3.000 børn som blot en del af et imponerende træningsanlæg.

Samtidigt med denne voldsomme stadionudvidelse for den ukrainske klub, så væltede der ind med især brasilianske spiller i klubbens trup. Første brasilianer kom til klubben i 2002, og det har sidenhen startet en stærk forbindelse mellem den sydamerikanske fodboldverden og den østlige del af Ukraine.

Omtalen af de brasilianske talenter i Shakhtar Donetsk blev først rigtig synlig for fodboldeuropa, da den daværende italienske landsholdshold-angriber Cristiano Lucarelli skiftede til den ukrainske storklub, og efterfølgende vandt holdet mesterskabet to år i træk og fjernede dermed selveste Dynamo Kiev fra den fodboldtrone, som de ellers havde siddet på gennem mange år.


Fra John Hughes til Akhmetov
Shakhtar Donetsk blev dannet i 1869 af den walisiske forretningsmand John Hughes, der dengang byggede masser af stålværker i området, og det er ikke langt fra den måde, som den nuværende pengemand Akhmetov har tjent sine enorme formuer. Således er Akhmetov af Forbes Magazine blevet kåret til verdens 214. rigeste mand. Nu lyder det måske ikke af meget, men det er det – og Akhmetov er også klart Ukraines rigeste mand.

Den kun 51-årige Akhmetov er som mange andre rigmænd på de kanter blevet beskyldt for at deltage i organiseret kriminalitet, men han er ikke dømt for noget. Meget på denne egn handler om penge, og det har også været bevæggrundene for de mange spillere, der er taget den lange rejse til Ukraine. Allerede da den italienske angriber Lucarelli i 2007 skiftede til klubben, blev det gjort klart, at her var der økonomiske midler, der ikke rimede på noget fra den ukrainske befolkning. Således fik Lucarelli stillet et privatfly til rådighed, hvis hans kone skulle få for meget hjemve og gerne ville en sviptur til Italien. Udover denne luksus er forholdene også i orden – bortset fra vejret, men det kan Akhmetovs penge næppe ændre for klubben.



Pengene har givet resultater
Siden 2002 er det blevet til ni nationale mesterskaber, fem pokaltitler og et enkelt Europa League-trofæ, så investeringerne har båret frugt. Klubben kan dog godt beskyldes for at føre en besynderlig forretningsmodel.

Holdets defensiv består af østeuropæiske spillere, mens offensiven er tegnet af mange sydamerikanere - med underlige kontraktforhold. De fleste af de sidstnævnte spillere ejer klubben nemlig ikke, men i stedet ejer investorerne store dele af rettighederne over disse spillere, og kritikere mener også at vide, at disse pengemænd ofte har indflydelse på, hvilke spillere der får spilletid på holdet. Dette hævdes at være årsagen til, at holdet i senere år ikke har præsteret som tidligere i den hjemlige turnering. De vandt blandt andet ikke det ukrainske mesterskab i 2014/15 og 2015/16-sæsonerne, hvilket er meget uvant på de breddegrader. De fem sæsoner før det blev de mestre og forklaringen er måske ligetil.

For modsat tidligere så har det ukrainske storhold forholdt sig meget roligt i sommerens transfervindue og har kun hentet nogle unge spillere på lejeaftaler, men på trods af dette har de stadigvæk hele otte brasilianske spillere i deres Champions League-trup – samt et par kroater og argentinere. Så samlet set så mangler Donetsk-holdet ikke det store. Men spillerne har ikke det niveau som klubben tidligere har haft med brasilianske spillere som Willian, Luiz Adriano og Fernandinho. Nutidens stjerner er anføreren og veteranen Darijo Srna samt den argentinske angriber – Facundo Ferreyra, så der er sket en udvikling for det brasiliansk-inspirerede "olie-hold" fra Ukraine.

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Kasper Dolberg – Danmarks fodboldfremtid
Dagens kalendergave er et miniportræt af Kasper Dolberg, der har haft et helt igennem fantastisk 2017.
- Jeg synes stadig, at jeg har meget at give i Æresdivisionen endnu, og så har jeg det godt og er glad for at være i Ajax.

Sådan sagde Kasper Dolberg til BT tilbage i august efter en sæson, hvor den unge dansker fik sit absolutte gennembrud på den europæiske fodboldscene, nåede Europa League-finalen med Ajax og ovenikøbet fik scoret sit første A-landsholdsmål. Og selvom bejlerne igennem transfervinduet var mange, så valgte Dolberg alligevel at forblive i Holland, hvor talentet fortsat skal videreudvikles hos en af Europas mest anerkendte talentudviklingsklubber.

Talentudviklingen er nemlig i top hos Ajax, og hollænderne har igennem årtier skabt spillere, der tilhører den absolutte elite. Dennis Bergkamp, Frank De Boer, Clarence Seedorf og Wesley Sneijder er alle Ajax-produkter, mens det samme er tilfældet for Dolbergs danske kollega Christian Eriksen, der nyder stor succes i Premier League hos Tottenham.

Og Dolbergs talent er utvivlsomt. I maj blev han kåret til årets talent i Ajax, men alligevel bevarer danskeren en solid jordforbindelse:

- Det har sådan generelt været en god sæson for mig. Jeg havde nogle kampe, hvor det var sværere, end det var i begyndelsen, men jeg lærte meget i den periode, og i de sidste kampe har jeg scoret flere mål, og jeg har spillet mere, som jeg gerne vil. Overordnet set har det været fint, fortalte Dolberg ved den lejlighed.

Om den solide jordforbindelse stammer tilbage fra de trygge rammer i Silkeborg, hvor Dolberg voksede op og kæmpede sig vejen op til førsteholdet hos byens fodboldhold, er uvist, men det er så afgjort en kæmpe styrke hos Dolberg.

Angriberen er helt sin egen, og formår han at lave en ordentlig karriereplanlægning, hvor det næste skridt først tages, når tid er, så kan han blive en af de største angribere i dansk fodboldhistorie. Det var helt sikkert et godt valg for ham at blive i Ajax, og det er også selvom dette efterår ikke har været en dans på roser. Det hører med til historien, at det ikke blot er Dolberg, der havde det svært i begyndelsen af sæsonen, men derimod hele Ajax-mandskabet. Det har den nye cheftræner, Marcel Keizer, og resten af holdet dog formået at ændre på i de sidste par måneder, hvor det unge Ajax-mandskab har vundet otte af ti ligakampe. I de kampe har Dolberg været på pletten fire gange, og han har ovenikøbet startet inde i de seneste syv af dem.

I eftermiddag venter den sidste ligakamp i år, når Ajax møder AZ Alkmaar på udebane. Dolberg & co. kan med en sejr holde juleferie på andenpladsen med fem point op til PSV Eindhoven på førstepladsen.

Kasper Dolberg per 17/12/2017:
Silkeborg IF: 3 kampe – 0 mål og 0 assists
Ajax Amsterdam: 70 kampe – 30 mål og 10 assists
Landsholdet: 4 kampe – 1 mål og 0 assists
Læs hele artiklen
Eden Hazard - Belgiens stjernespiller
Chelsea har en stjernespiller i belgieren Eden Hazard, som de er afhængige af, men som de angiveligt snart må vinke farvel til i London-klubben.
Dagens artikel i Indkast.dks kalendergave er en profil-artikel om den belgiske landsholdsspiller Eden Hazard, der er anerkendt i hele fodboldverdenen for sine skarpe driblinger og gode teknik, men hvor startede det hele egentlig henne? Og hvad bringer fremtiden? Det giver denne artikel dig et indblik i.

Opvokset i en fodboldfamilie
Han er søn til en mor, der spillede på højeste niveau i belgisk kvindefodbold. Hendes navn er Carine Hazard og måtte stoppe med fodbolden, da hun blev gravid med Eden Hazard. Hans far, Thierry Hazard, spillede i landets næstbedste række, så at deres søn skulle blive fodboldspiller kom ganske naturligt. Det tog da heller ikke mange år for den lille Hazard at finde ud af, at det var fodboldspiller, han ville være. Allerede som fireårig startede han således med at dagdrømme om store stadions og ellevilde tilskuere, der ville gøre alt for at få superstjernens autograf. De første bolde blev sparket for hjembyens klub, Royal Stade Brainois, og efter et par år hos 2. divisionsklubben Tubize, hvor Hazard spillede på ungdomskontrakt, stod den franske storklub med det modsigende navn, Lille, klar med en kontrakt til den på daværende tidspunkt 14-årige boldkunstner. De første to år i det franske, hvor Hazard tog springet og flyttede væk hjemmefra, foregik på klubbens sportscollege. Herefter underskrev Eden Hazard en professionel kontrakt på tre år med klubben, der skulle vise sig at blive et springbræt til den allerstørste fodboldscene. Først gjaldt det dog fem sæsoner i Lille, hvor den ene sæson overgik den anden, og det hele kulminerede i 2011, hvor klubben vandt både den franske pokalturnering samt det franske mesterskab. Selv samme sæson blev belgieren som den yngste spiller nogensinde kåret til årets spiller i Frankrig, og den bedrift gentog han i øvrigt igen året efter, hvilket helt sikkert havde indvirkning på Chelseas beslutning om at hente den lille tekniker til Stamford Bridge.

Skiftet til Chelsea
Efter mange gode år og gode præstationer i franske Lille, så var det tid til at prøve noget nyt - og her kom engelske Chelsea ind i billedet i 2012 med en flot kontrakt. Det var et tilbud, som Lille ikke kunne takke nej til. London-klubben købte ham for 300 millioner kroner. Da den lille tekniker kom til den blå del af London havde de sæsonen forinden vundet Champions League. I hans første sæson i klubben blev det til ni mål i Premier League. Sæsonen efter blev han topscorer i klubben med 14 mål i den bedste engelsk række, hvilket kastet prisen som årets spiller af sig. Han er nu i gang med sæson nummer seks, hvor han indtil videre har vundet følgende titler: to engelsker mesterskaber, en gang pokalvinder og et Europa League-trofæ. Han er også kåret som månedens spiller to gange. Med det belgiske landshold har han deltaget til VM-slutrunden 2014 i Brasilien samt til EM-slutrunden 2016 i Frankrig. Og til sommer næste år skal han til VM i Rusland.

Statistik
Har du lidt tal på hvordan Eden Hazard har klaret sig i Premier League siden skiftet fra fransk fodbold.

Mål:
62

Mål per kamp:
0,33

Mål på hovedet:
4

Højre fod:
43

Venstre fod:
15

Mål på straffespark:
12

Fremtiden?
I den forgangne sæson viste Hazard endnu engang et skræmmende højt niveau, hvor han blev engelsk mester med Chelsea. Mesterskabssæsonen bød på 16 mål i 36 kampe. Han står i skrivende stund noteret for 188 kampe i Premier League, hvor det blevet til 62 mål og 37 assists. Der har dog så sent som tidligere i denne måned været rygter om et skifte på vej væk fra London-klubben. Det var det spanske medie Diario Gol, der skrev, at Real Madrid-træner, Zinedine Zidane, har fået tilladelse til at hente Eden Hazard til den spanske hovedstad, da den franske træner er en stor beundre af Chelsea-spilleren. Kontakten skulle efter sigende have stået på længe. Hans kontraktforhandlinger med Chelsea er også gået i stå, selv om han er blevet tilbudt 2,5 millioner kroner i ugeløn. Så måske fremtiden for den belgiske stjerne er i Real Madrid? Hazard har da også selv tidligere udtalt, at det ville være en drøm at spille under Zidane. Hans mulighed for at vinde en Ballon d'Or-titel i fremtiden er også tilstede uanset om han er at finde i Chelsea eller ej.
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Isco skulle have vundet Ballon d'Or
Cristiano Ronaldo løb igen i år med endnu en Ballon d'Or foran blandt andet sin spanske holdkammerat Isco, men var det også fortjent?
Torsdag den 7. december løb Cristiano Ronaldo igen i år med endnu en Ballon d'Or, en forventet og velfortjent sejr mener mange, men var det alligevel så fortjent, som mange vælger at påstå? Det er noget, vi har valgt at kigge nærmere på her på Indkast-redaktionen.

Hvis man skulle se bort fra Real Madrids portugisiske superstjerne, ville mange pege på Lionel Messi, Neymar eller Gianluigi Buffon som gode bud på en vinder af den gyldne bold.

En mand, som vi mener er blevet særligt overset i dette års Ballon d'Or-afstemning, er Real Madrids spanske kreatør Isco Alarcón, som sammen med Ronaldo også spillede en stor rolle i madrilenernes succesfulde 2016-17-sæson.

Isco sluttede blot som nummer 12 i afstemningen, noget som virker helt uhørt, når man tænker på, hvor stor en rolle han spillede på det Real-hold, som tog hele Europa med storm. Isco gav Real en hel ny dimension i spillet, og det var tydeligt at se hvilken forskel, der var på madrilenernes offensivspil, når han var på banen, og når han ikke var. Det kom særligt til udtryk, da Real Madrid slog Manchester United med 2-1 i august i den europæiske Super Cup. Her var Real en klasse bedre end United, indtil Isco blev skiftet ud med små tyve minutter igen, hvor United derefter så overtog kampen. Isco var manden bag 2-0-målet, som han lavede i en sand opspilsperle.

Han var jo egentlig kun påtænkt som en midlertidig erstatning for Gareth Bale i startopstillingen, da waliseren blev skadet i starten af året. Han gik dog ind og tog alle med storm ved at gribe dirigentstokken og give Real-holdet en ny dimension i deres spil.

Nu var det jo Ronaldo, som løb med den ikoniske guldbold, og det var nok ikke så meget på grund af den underholdning, han kunne give fansene, men nok mere på grund af de vitale mål han lavede i knockoutfasen i Champions League. Det er også værd at huske, at vi i denne sæson og det sidste halve år ikke har set ham fra hans stærkeste side. Grunden til, at vi så mener, at lige præcis Isco skulle have vundet Ballon d'Or er fordi, at han er den spiller, som har været den mest kreative og vigtige i offensiven på et hold, som gik hen og vandt både det spanske mesterskab og Champions League.

Det er ikke kun for "Los Blancos", at den 25-årige midtbanespiller har brilleret. Også for det spanske landshold, har han været helt forrygende. Han har i dette kalenderår været Spaniens ubestridte bedste spiller med fem mål, to af dem i en kamp mod Italien, hvor han nærmest på egen hånd skillede Buffon og co. ad. Han satte blandt andet Buffon på plads med et mål på direkte frispark.

Med både masser af mål, assist og ikke mindst mærkværdig underholdning i form af gudesmuk boldbehandling er der god grundlag for, at dette års Ballon d'Or skulle have gået til Isco efter hans absolut bedste kalendarår i karrieren.
Læs hele lederen
Ilden José og isen Pep mødes – igen
Fodboldens svar på John McEnroe og Bjørn Borg står for den sportslige fodboldfremtid i Manchester – Indkast.dk har gravet ned i deres historik, som er ganske underholdende.
Lørdag den 10. september 2016 blev et skelsættende tidspunkt i international fodbold, for nok et kapitel blev skrevet til had/kærlighedsforholdet imellem Jose Mourinho og Pep Guardiola. Her stod de to tidligere venner overfor hinanden, som træner for hver sin Manchester-klub. Tyve år forinden var de begge i Barcelona som assistent-træner og midtbanestyrmand. Denne periode betragtes som en af klubbens bedste, og der var stærke bånd i et solidt venskab, men sidenhen er der løbet meget vand i åen.

Mourinho-tiden med store armbevægelser i Real Madrid overfor den meget kontrollerede og mere rolige Guardiola i Barcelona viste al andet end næstekærlighed, og nu kommer nok et kapitel. For de to succesbelagte trænere er landet i hver sin Manchester-klub, og dermed står de igen overfor hinanden i et opgør imellem to meget rivaliserende klubber – hvilket næppe bliver kønt.

Mourinho har tidligere haft for vane at køre et grimt, men underholdende medie-stunt, mens Guardiola har kæmpet voldsomt med ikke at lade sig rive med - på de mange provokationer fra Mourinho, som fx i august 2013 hvor den daværende Chelsea-manager sagde følgende efter UEFA's Super Cup:

- Hver gang jeg spiller imod Pep, ender vi med at være 10 mand på banen. Er det en regel, som UEFA har lavet?

Tilbage i april 2011 slog Mourinho fast, at Guardiola blot havde vundet et Champions League-trofæ og understregede, at det skete efter, hvad han selv kaldte ”Skandalen på Stamford Bridge”, hvor Pepe blev udvist. Samtidig mente portugiseren, at den spanske træner – igen – havde fået dommerhjælp, og at Guardiola endda havde kritiseret dommeren for de korrekte beslutninger, som han havde truffet.

Til dette svarede den daværende Barcelona-træner, at Mourinho var bossen i presserummet på Bernabéu, og fortsatte det sådan, ville det ændre deres venskab, som ville udvikle sig til blot et bekendtskab.


McEnroe vs. Borg
Udefra set virker det til, at venskabet er slut imellem de to store forskelligheder, som kan sammenlignes med John McEnroe og Bjørn Borg. Imellem 1978 og 1981 mødtes de to tennislegender 14 gange, men det var mere end blot tenniskampe. Det var et opgør imellem to vidt forskellige mennesketyper – som dengang blev beskrevet som ”Ild og Is”. I nutidens fodboldopgør er Mourinho ilden, mens Guardiola er isen.

Den internationalt anerkendte fodboldjournalist Sid Lowe har i sin bog om rivaliseringen imellem Barcelona og Real Madrid beskrevet opgøret imellem de to trænere. Heri hævder den veloplyste Lowe, at Mourinho indså, at hans største chance for at slå Barcelona var ved at komme ind under huden på Guardiola samt skabe en krig imellem dem – hvor alle våben var tilladt. En krig mellem to typer trænere, men også mellem to forskellige klubber, hvor Barcelona var den talentskabende og Real Madrid den dyrtindkøbene.

Denne ”krig” kulminerede i august 2011, hvor Mourinho prikkede Guardiola-assistenten Tito Vilanova i øjet, efter Marcelo havde sparket Barcelona-spilleren Cesc Fàbregas midt over lige foran udskiftningsbænkene. Dette skete i en periode, hvor Barça var sportslige overlegne i forhold til ”Konge-klubben”, og hvor Mourinho var desperat for at gøre alt for at slå Barcelonas flotte spil i stykker.

Efterfølgende vandt Barcelona med 6-2 på Bernabéu, hvilket nok engang frembragte en hård kommentar fra Mourinho, da han mente, at Guardiola måske ”en dag” ville vinde det spanske mesterskab på ærlig vis. Samtidigt slog Mourinho fast, at han mindede meget om Guardiola, hvortil den spanske træner tørt svarede igen:

- Hvis det er rigtigt, så vil jeg lave om på min adfærd.

Det er langt fra den eneste gang, at udtalelserne har været skarpe imellem de to rivaler. I september 2014 sagde Mourinho til El Confidencial om Guardiolas hårpagt:

- Når man elsker, hvad man laver, så mister man ikke sit hår. Guardiola er skaldet. Han elsker ikke fodbold…

Eller i maj 2015 hvor Mourinho, som nyslået engelsk mester med Chelsea, sendte en klar hilsen til Guardiola i Bayern München.

- Jeg er nok ikke den smarteste, når jeg skal vælge klubber og turneringer, som disse klubber spiller i. Jeg kunne let have valgt nogle klubber, hvor det var meget lettere at blive national mester.


Masser af gnister
Samlet set har forholdet imellem de to trænere ikke været pænt, men meget underholdende og ofte med Mourinho i skurkerollen. Derudover virker det også til, at Mourinho har følt sig undertrykt af Guardiola – måske med en anelse af misundelse!

På Mourinhos daværende kontor ved Real Madrid-træningsbanen Valdebebas havde han en papfigur af sig selv, hvor han jubler. Måske ikke så underligt, men vel en smule pudsigt, at situationen var fra hans tid i Inter. Situationen var fra 2010 efter Champions League-semifinalen. Ikke fra tiden i Real Madrid eller triumfen i finalen… men fra semifinalen, hvor Inter slog – jah… gæt engang - Guardiolas Barcelona.

De to kamphaner mødte hinanden 11 gange i ”El Classico”, hvilket gav fem sejre til Guardiola og blot to til Mourinho – samt fire uafgjorte. Alene i 2010/11-sæsonen var der fire ”El Classico”, og i samtlige kampe fik Real Madrid udvist en spiller – så der har været dramatiske kampe.

Næsten samtidigt med dette blev Zlatan Ibrahimović kasseret af Guardiola i Barcelona. Nu er han også i Manchester og sikkert meget klar til mødet med City og hans bøddel, men fokus i kampen vil være mødet mellem Mourinho og Guardiola… to tidligere venner!

I maj 1997 vandt Barcelona den europæiske cup-finale over PSG. Efter sejren og midt i jublen stod to mænd på midten af banen og omfavnende hinanden – hjælpetræneren Jose Mourinho og styrmanden Pep Guardiola. Da den spanske tv-station Cadena Ser mange år senere viste dette billede til Mourinho, erkendte han:

- Jeg har selv et billede af vores omfavnelse… vi var tætte venner!

I 2000 forlod Mourinho det smukke Catalonien og Barcelona, men otte år senere mødtes han med Barca-bosserne Txiki Begiristain og Marc Ingla i Lissabon. På det møde skulle Mourinho have sagt, at hvis han skulle være træner i Barcelona, ville han gøre B-holdstræneren Guardiola til sin assistent, men Mourinho endte aldrig hos det catalonske storhold. I stedet blev Guardiola - til manges overraskelse - forfremmet til cheftræner.

I Graham Hunters bog ”Barca – skabelse af verdens bedste fodboldhold” siger Ingia, at Mourinho blev rasende, da han blev fravalgt til fordel for Guardiola – hvilket måske kan være starten på den dårlige kemi imellem de to venner.

Om balladen mellem de to trænere har den store italienske træner Arrigo Sacchi sagt, at det kan være svært at have ”to Piccasso'er” i samme tidsalder. Nu skal de krydse klinger – eller pensler - i Manchester!
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Teaser: Afgørende dag i Manchester Giroud de specielle måls mester? Artikel ikon 100 Arsenal-mål for Giroud – Se dem her Artikel ikon Vanvittigt mål af Sigurdsson Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Bundesligaen - runde 16 Ugens hold fra Serie A - runde 16 Artikel ikon Ugens hold fra Bundesligaen - runde 15 Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 7: Spillere med flest trofæer Top 20: Bedst lønnede hold Artikel ikon Top 5: Frispark i Premier League Artikel ikon Top 12: PL's offside-konger Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Manchester City - Tottenham Spil: Randers - FC Midtjylland Artikel ikon Spil: Manchester-derby Artikel ikon Spil: Valencia - Celta Vigo Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Carlo Ancelotti - mit spil Robert Enke: Et alt for kort liv Artikel ikon Hjem til Fodbold Artikel ikon - En tikkende bombe Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Dansk fodboldlegende er død Fire klubber – fem britiske managere Artikel ikon Liverpool vs. Chelsea = drama Artikel ikon Tidligere VM-vindere som ikke kom med Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Medie: Mourinho vil have Real-kroat Avis: Ukrainere vil hente FCK-stjerne Artikel ikon Valencia er interesseret i Joao Mario Artikel ikon Lørdagens engelske rygter Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Alexandre Lacazette
Vidste du om ... Cristian Ziege Artikel ikon Vidste du om ... Vinicus Junior Artikel ikon Vidste du om ... Kasper Dolberg Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon A City to be proud of... Top 6: Mindst bold på Old Trafford Artikel ikon Oli GUNNER Solskjær Artikel ikon United vs. City Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Randers - Midtjylland Optakt: OB - Silkeborg Artikel ikon Optakt: Brøndby - AGF Artikel ikon Optakt: AaB - FC København Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Arsenal – Newcastle Startopstillinger: Sevilla – Levante Artikel ikon Startopstillinger: Gladbach – HSV Artikel ikon Startopstillinger: HTFC - Chelsea Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Özil sikrede tiltrængt Arsenal-sejr Levante forpurrede Sevilla-festen Artikel ikon Gladbach og Vestergaard sænkede HSV Artikel ikon West Ham driller igen et tophold Artikel ikon Se flere