Målmagerne

Af Torsten Brix

2016-12-16
Målmagerne

Indkast.dk bringer et uddrag fra den nye bog om Superligaen - her kommer fire spillere med en helt speciel evne til at score mange mål.

Søren Frederiksen
335 Superligakampe | 139 mål


Med sine 139 mål er Søren Frederiksen den mest scorende spiller i Super­ligaens historie. Fire gange har han scoret hattrick. Ikke en eneste gang har han scoret på straffespark. Den 180 cm. høje angriber er født og op­vokset i Frederikshavn, men fik sin debut i Superligaen for Viborg FF, da 219 han den 1. august 1993 startede inde mod Ikast fS og naturligvis scorede i 3­1 sejren. Søren Frederiksen spillede hele sin karriere i den danske Superliga og stoppede efter 13 sæsoner i Viborg, hvor det hele var begyndt.

- Jeg er stolt over at være den mest scorende. Jeg er glad for at have bidraget, og jeg ser det som et tegn på, at jeg har gjort noget rigtigt i min karriere. Det viser også, at man kommer langt på vilje og humør, for jeg var ikke typen, der kunne noget på egen hånd – ikke en skid kunne jeg. Jo, jeg var god til at læse spillet, jeg havde et godt spark og en næse for mål, men jeg brændte også en masse chancer og jeg løb rigtig mange gange i offside – rigtig mange.

- Når jeg lå på sofaen og ladede op til kampene, drømte jeg om at score mål. Også i drømmene var jeg god. Hvis jeg i perioder var nede i en bølgedal og ikke lavede så mange mål, så satte jeg en video med mine scoringer på, og det var god medicin for mig. Mål har altid virket for mig. Det har altid været noget særligt for mig at score på de store arenaer mod Brøndby og FC København, og jeg har været så heldig og dygtig at score en masse mål mod især Brøndby, der på det tidspunkt havde nogle virkelig stærke forsvarsspillere som Uche Okechukwu og Marc Rieper. Det har altid været noget særligt.

- Det var min store drøm at komme til udlandet, og jeg var også rigtig tæt på. Der var masser af agenter og kigge på mig, men ofte endte det med, at de alligevel ikke mente, at jeg var bedre end ham, de havde i forvejen. Jeg kunne være kommet til en af de store klubber i Israel og have tjent rigtig mange penge, men på det tidspunkt stod min kone og jeg og skulle have vores første barn, og vi vidste ikke rigtigt, om Israel var det rigtige land for os på det tidspunkt, så det blev et nej tak.

- Min kone Malene og jeg blev gift i straffesparksfeltet på Viborg Stadion. Hun er den bedste scoring, jeg har lavet. Hun var ikke så meget til det med at gå op ad kirkegulvet, og vi havde været til mange gode fester i loungen, så vi fik borgmesteren til at vie os inde på banen. Det, var vi enige om, ville passe os godt.

- Siden jeg begyndte, er spillet blevet meget hurtigere og fysisk hårdere. Det foregår i et meget højere tempo, og spillerne i dag er mere fit, end 220 vi var dengang. Jeg kunne godt løbe rundt med to-tre kilo for meget på kroppen i mine sidste år. I dag står alle snorlige og passer på deres kroppe. Jeg forsøgte nu også at passe på mig selv og spise ordentligt, og jeg er gået glip af mange fester. 20-, 25-, 30-års fødselsdage. Bryllupper. Jeg har meldt afbud, selvom jeg godt kunne være kommet og så være gået hjem igen kl. 22, men der har jeg valgt at sige »nej, jeg bliver hjemme. Det er mit arbejde, og jeg skal være forberedt.

- Trøje nummer 22 er blevet fredet i Viborg, efter jeg stoppede med at spille, men jeg kunne godt give den videre til en bestemt person: Min søn. Han har talent, og han har været på tur med U16-landsholdet, men hvad det bliver til på længere sigt, ved jeg ikke. Man skal passe på, hvad man siger om sin egen søn. Til ham siger jeg, at en god fodboldspiller er en glad fodboldspiller, og jeg har sagt til ham, at det kræver hårdt arbejde at nå langt. Hvis han gør det og en dag debuterer for Viborg, så vil det være stort for mig at se ham i nummer 22.



Peter Møller
310 Superligakampe | 135 mål

AaB havde scoringsproblemer, da Poul Erik Andreasen i 1990 valgte at rykke den 18­årige Peter Møller op i truppen. Så var det løst. Den 190 centimeter høje frederikshavner viste hurtigt sit gode venstreben frem og er med 18 scoringer før hans 20­års fødselsdag stadig den mest scorende teenager i Superligaen. Peter Møller er blandt de forholdsvis få spillere, der har optrådt for både FC København og Brøndby, og da han efter en rundtur til PSV, Oviedo og Fulham i 2001 vendte hjem til FCK, tog fansene ikke godt i mod ham. Mange nægtede at tage hans navn i deres mund og omtalte ham blot som »Nr. 32«. Med årene blev han accepteret og øge­ navnet var for længst blevet til et kælenavn, da han efter 14 sæsoner i Superligaen indstillede sin karriere i 2005.

- På et tidspunkt ringede jeg til Søren Frederiksen fra omklædningsrummet i FC København. Jeg var kommet tættere på hans scoringsrekord og var kun otte-ni mål fra at nå den, så jeg ringede til ham og sagde »Jeg går forbi dig!« »Nej, nej, nej,« råbte han. »Jeg håber, du bliver skadet,« og så grinede vi selvfølgelig alle sammen.

- Jeg gik ikke forbi ham, men mere betød det heller ikke. Det var mest for sjov. Hvis rekorden i sig selv havde været ekstremt vigtig, var jeg jo fortsat. Jeg holder fast i, at jeg med seks titler er den mest vindende spiller i Superligaens historie med seks titler. Tre for Brøndby, selvom jeg kun spillede tre kampe i den ene sæson, inden jeg skiftede til PSV, og tre titler med FC København.

- Skal jeg være ærlig, har jeg ikke fået den kredit i AaB og Brøndby, som jeg måske fortjente, fordi jeg forlod klubberne og sluttede et andet sted. AaB var en lang optur, efter at Poul Eriksen Andreasen hev mig op som 18-årig og viste mig tillid. Det samme var det egentlig i Brøndby, hvor Per Bjerregaard og Ebbe Skovdal hentede mig, og jeg er stadig den, der har scoret flest Europa Cup-mål i Brøndby (11, red.). Men jeg ved godt, at der er fans, der hader eller har hadet mig i både Brøndby og FC København, fordi jeg har spillet for begge klubber. Det har jeg det helt fint med. For mig har det vigtigste altid været, at jeg har været vellidt af spillere og trænere i de klubber, jeg har spillet i.

- Det kunne være, man skulle prøve at undersøge, hvorfor det er jyder, der scorer flest mål. Jeg har ikke tænkt over det inden, men det hører måske med til det at score mål, at man har en vis ydmyghed. På den anden side skal man også bevare sin selvtillid, så det handler om at finde en balance. Om at være i vater. Ikke være for højt oppe over sig selv, men heller ikke være for langt nede.

- Jeg siger altid, at det at score mål, er noget, man er født til. Jeg var komplet umulig på mange andre måder, men det med at lave mål, er en egenskab, jeg er født med. Når jeg havde set Preben Elkjær score et mål, var det ned i baghaven og lave det samme. Det var det eneste fokus, jeg havde, og selv når jeg ser Champions League i dag, og min søn siger »det var et nemt mål,« så siger jeg »ja, men det var et mål.

- Det har altid været vigtigt for mig at komme i blindsiden på forsvareren, så han ikke kunne se mig, og så skulle jeg helst komme i fart. I og med, at min teknik var så elendig, brugte jeg min fysisk og det psykologiske meget. Jeg kunne godt lide at kyse min modstander ved at gå hårdt til ham, og jeg har sikkert også sagt en masse dumt gennem årene, men jeg vil godt lige minde om, at trods al den snak om høje albuer, og hvad ved jeg, så har jeg altså kun fået et rødt kort i 310 kampe. Men ja, jeg gik til den, og jeg var bare en så dårlig fodboldspiller, at jeg måtte kompensere med noget andet. Indtil jeg mødte William Kvist, prøvede jeg altid at være den, der var i bedst form i truppen.

- Jeg har fået meget ud af min karriere. Jeg prøvede heldigvis også at komme til udlandet, selvom det ikke var nogen succes. Jeg tolkede det som, at mit niveau ikke var til mere end Superligaen. Det kunne da godt være, jeg kunne have fået en længere karriere i Tyskland – hvem ved – men i bund og grund kunne jeg godt se, at Ruud van Nistelrooy i PSV og Luís Saha i Fulham havde et lag mere, end jeg havde. Det var nok ikke tilfældigt, at de kom til Manchester United.



Steffen Højer
339 Superligakampe | 124 mål

Steffen Højer er den eneste, der har vundet topscorertitlen i Superliga­en tre gange. Første gang i sin første hele sæson, efter at han var blevet hentet til OB for at afløse en anden Superliga­topscorer, Kasper Dalgas, anden gang sæsonen efter, og tredje gang da han vendte hjem til Viborg, hvor han havde boet under hele sit ophold i OB. Steffen Højer er født og opvokset i Viborg, hvor han både startede og sluttede sin aktive karriere. Udover sine topscorertitler nåede han at vinde Danmarksmesterskabet med AaB i 1999, og fik sin eneste landskamp i Bo Johanssons debut mod Sverige i 1996.

- Jeg var 29 år, før jeg var voksen nok til at sige, at jeg ville spille angriber. På grund af min størrelse er jeg gennem hele karrieren blevet flyttet rundt på banen, og jeg har spillet lige så meget på midtbanen som i angrebet. Det har jeg altid været lidt ærgerlig over, for mål betød meget for mig. I AaB spillede jeg sammen med Søren Frederiksen og Frank Strandli, der begge var dygtige angribere, så jeg blev enten flyttet ud på kanten eller længere ned på midtbanen. Det betød på den ene side, at jeg kun sad på bænken tre gange i to et halvt år, men på den anden side at jeg ikke altid var 100 procent tilfreds. Jeg brokkede mig ikke, for jeg var glad for at spille. Men jeg ville bare helst spille på toppen. Da jeg vendte tilbage til Viborg, så de mig heller ikke altid som angriber, så jeg blev brugt mange andre steder på banen, og det var en af årsagerne til, at jeg skiftede til OB.

- Jeg scorede i min første kamp hjemme på Odense stadion mod FC København. Der var uddelt gratis billetter, så tribunerne var fyldt, og jeg spillede sammen med Mwabe Miti, der var en fantastisk angriber. Der var en helt særlig atmosfære. Et par minutter før pausen kommer bolden ind over, og jeg lobber den over målmanden og i mål. Bagefter smider jeg trøjen og løber ud og fejrer det med publikum. Det var ellers ikke noget, jeg plejede at gøre, men det mål var stort for mig.

- Fysisk havde jeg ikke det bedste værktøj. Jeg var hverken stærk eller hurtig, og jeg var egentlig heller ikke ret god til at komme til chancer, men jeg var utroligt god til at score på dem jeg fik. Jeg trænede også mine afslutninger rigtig meget. Det var jeg nødt til. Hvis jeg ikke havde scoret i en kamp, trænede jeg, til den sad der. Jeg kunne sætte mig for at sparke bolden ind i sidenettet ti gange, og hvis det kun lykkedes de første ni, måtte jeg starte forfra.

- Efter mine to første sæsoner i Viborg fik jeg muligheden for at komme til udlandet og havde været i Spanien for at kigge på forholdene i U.E. Lleida. Jeg havde også tilbud fra Celta Vigo og Valladolid, men jeg syntes, det var for stort et spring for mig, fordi jeg kun havde været halvtidsprofessionel i Viborg, så i stedet skiftede jeg til AaB og fik en fuldtidskontrakt der. Min tanke var, at hvis jeg gjorde det godt, ville tilbuddet sikkert komme igen. Det gjorde det også, og da jeg i 1999 skiftede til Brescia efter to et halvt år i AaB, var det faktisk rigtig gennemtænkt i forhold til klubbens niveau og muligheden for spilletid. Jeg skrev under tre måneder inden skiftet blev gennemført, og desværre nåede jeg i den periode at smadre
alt inde i mit ene knæ.

- Jeg kom ikke til at spille en eneste førsteholdskamp for Brescia, men da jeg endelig var ved at komme tilbage fra min skade, var jeg med i en træningskamp mod FC Midtjylland, og efter den kom Ove Pedersen hen og spurgte mig, om ikke jeg ville komme hjem og spille for dem. Jeg fik ni kampe og var med til at rykke dem op i Superligaen. Da jeg vendte tilbage til Brescia, havde de hentet Roberto Baggio til min position. Så skiftede jeg tilbage til Viborg.

- Det er en blanding af tilfældigheder og følelsen af, at det var »min klub,« at jeg altid vendte tilbage til Viborg. Jeg begyndte karrieren der, jeg var der i midten af min karriere, og jeg sluttede der. Det var vigtigt for mig, at jeg kom tilbage til Viborg og sluttede af, mens jeg stadig havde noget at byde på, selvom jeg havde det fantastisk i OB. Jeg ville gerne give noget tilbage, og samtidig lå det i kortene, at jeg kunne komme til at arbejde med klubbens talenter, når jeg en dag skulle stoppe med at spille selv. Det var det rigtige sted at stoppe.



Heine Fernandez
326 Superligakampe | 126 mål

Heine Fernandez blev i 1999 ligatopscorer med 23 sæsonmål for Viborg FF. Året efter var han med til at sikre klubben dens første fjerdeplads og en pokaltitel. Allerede i 1994 havde han været med til at vinde Danmarks ­mesterskabet for Silkeborg – en titel som han genvandt i 2001, da han var skiftet til FC København. Heine Fernandez var kendt som en kompromis­løs angriber, der altid stod det rigtige sted og var iskold i sine afslutnin­ger. Uden for banen sagde han ofte sin mening og insisterede på at holde fast i smøgerne trods jobbet som professionel fodboldspiller.

- Det lå lige for, at jeg skulle være angriber. Da jeg var otte år og spillede for Borup, vandt vi 36-0 over Hobro 2, og jeg scorede 20 mål. Egentlig gik jeg ikke så meget op i, hvor mange jeg scorede, men min stedfar havde talt målene og fortalte mig det bagefter. Og han gik i virkeligheden mest op i, at jeg også skulle huske at spille mine holdkammerater – det gjorde jeg ikke. Alle har altid fortalt mig, at jeg mindede om Preben Elkjær. Det er jeg stolt over, for han er for mig den største spiller i dansk fodbold.

- Jeg havde noget af den samme kompromisløshed og den der målnæse, der er så svær at forklare. Jeg nåede også at have ham som træner i Silkeborg. Det var ikke den store succes, og vi kom op at skændes hele tiden. Vi havde det samme temperament. Når han trænede med, glemte han nogle gange, at han ikke længere var spiller, og han gik hårdt til den. Så mente jeg åbenbart, at jeg var mand for at forklare ham, hvordan tingene hang sammen.

- Efter jeg er blevet ældre, har jeg indset, at det ikke altid har været det smarteste for min karriere, at jeg altid har skullet sige min mening. Omvendt må jeg jo have ramt noget, når folk er blevet så sure over det, og jeg er aldrig blevet kaldt ind for at stå skoleret for nogen. Engang fik jeg en bøde på 80.000 kroner for at kritisere vores træner i FC København, Kent Karlsson, efter han havde sat mig af i returkampen mod Lazio, hvor jeg havde scoret sejrsmålet i den første kamp. Der ramte jeg eddermame noget, for truppen var jo nærmest i oprør. Efter at være røget ud til Lazio i Champions League-kvalen, skulle vi møde FK Obilic. Vi vandt samlet 4-2, og jeg scorede alle fire mål og fyldte Parken. Så syntes Don Ø, det var uretfærdigt, at jeg skulle betale bøden og annullerede den. Det kan man da kalde konsekvens.

- Danmarksmesterskabet med Silkeborg står som noget af det største for mig, og da vi siden skulle ud og spille i Europa mod alle dem, man havde set i fjernsynet, gik det op for mig, hvorfor det egentlig var vi spillede. Siden prøvede jeg jo også at spille mod Lazio, Dortmund og Ajax, og der stod jeg over for noget af de bedste spillere i Europa; Mihajlovic, Nesta og så videre. Det var lidt underligt. Ikke at se dem i virkeligheden, men at konstatere, at så gode var de jo heller ikke. Jo, de var da gode, men de var jo ikke 100 mio. kr. mere værd end mig. Det kunne ikke være inde i mit jyske hoved.

- Dengang jeg stadig spillede, følte jeg ikke, at fodbolden betød så meget. Jeg gik rundt med det der smil på læben over, at de betalte mig penge for at spille. Det ville jeg jo have gjort alligevel. Jeg var ikke så ambitiøs, og det var nok også grunden til, at jeg aldrig kom til udlandet. Det fortryder jeg i dag – udelukkende på grund af de penge, jeg kunne have tjent. Jeg har aldrig sat min agent efter at kigge efter klubber til mig eller den slags, men jeg fik engang et tilbud fra den næstbedste engelske række. Det kunne jeg bare ikke overskue på det tidspunkt. Jeg var blevet far i en tidlig alder og havde tre børn. Det passede bare ikke på det tidspunkt.

- Når jeg scorede, og vi vandt, havde jeg den der lykkefølelse helt indtil næste weekend. Lige så slemt var det, når vi tabte, eller jeg havde brændt en stor chance. Det kunne godt sidde indtil tirsdag eller onsdag, før det var ude af systemet. Helt galt var det, når jeg var skadet. Så var jeg sur og ikke til at være i nærheden af. Det var især mine knæ, den var gal med. Tre gange rev jeg mine inderste ledbånd over, og en gang røg menisken også. Dengang var det moderne at fjerne den helt. Når jeg i dag vågner om morgenen, bilder jeg mig ind, at jeg godt kan mærke, at den mangler.



Magasin-artikler
Det kasserede franske landshold
En trup helt uden Varane, Martial, Coman, Lacazette og Benzema.
Dette er den trup, som den franske landstræner Didier Deschamps har udtaget til de to kommende landskampe imod Luxembourg og Spanien.

Målmænd:
Hugo Lloris (Tottenham)
Benoît Costil (Rennes)
Alphonse Areola (PSG)

Forsvar:
Layvin Kurzawa (PSG)
Benjamin Mendy (AS Monaco)
Laurent Koscielny (Arsenal)
Adil Rami (Sevilla)
Samuel Umtiti (FC Barcelona)
Presnel Kimpembe (PSG)
Bacary Sagna (Manchester City)
Djibril Sidibé (AS Monaco)

Midtbane:
Blaise Matuidi (PSG)
N'Golo Kanté (Chelsea FC)
Adrien Rabiot (PSG)
Paul Pogba (Manchester United)
Dimitri Payet (Marseille)
Corentin Tolisso (Lyon)

Angreb:
Olivier Giroud (Arsenal)
Ousmane Dembélé (Dortmund)
Antoine Griezmann (Atletico Madrid)
Thomas Lemar (AS Monaco)
Kevin Gameiro (Atletico Madrid)
Kylian Mbappé (AS Monaco)
Florian Thauvin (Marseille)


Umiddelbart en meget stærk trup, men niveauet bliver helt grotesk, når man ser på, hvilket hold man kunne lave af spillere, som ikke er udtaget – se blot her:

Målmand:
Steve Mandanda (Crystal Palace)

Forsvar:
Lucas Digne (Barcelona)
Mamadou Sakho (Crystal Palace)
Raphael Varane (Real Madrid)
Sebastien Corchia (Lille)

Midtbane:
Anthony Martial (Manchester United)
Morgen Schneiderlin (Everton)
Steven N'Zonzi (Sevilla)
Kingsley Coman (Bayern München)

Angreb:
Alexandre Lacazette (Lyon)
Karim Benzema (Real Madrid)


På bænken kunne være Yohan Cabaye, Andre-Pierre Gignac, Geofffrey Kondogbia, Aymeric Laporte, Tiemoeu Bakayoko, Patrice Evra, Eliaquim Mangala, Moussa Sissoko og Nabil Fekir.

Gad vide, hvor mange af disse spillere der ville være på holdet i Luxembourg, som er Frankrig næste modstander. Flere af spillerne er skadet eller har formnedgang, men den samlede tilstandsrapport af det franske landshold er uhyggelig stærk.
Læs hele artiklen
FCK spiller for Danmarks koefficient
Når FC København i morgen, torsdag, tager imod Ajax Amsterdam i Europa League, er det ikke kun for egen vindings skyld. Hele fodbolddanmark kan få gavn af mere succes til hovedstadsholdet.
Foruden videre avancement til kvartfinalerne i Europa League står der også ære, penge og hæder på spil i morgen, når hollandske Ajax Amsterdam skal forsøge at gøre livet surt for FC København i Telia Parken. Og så står der også yderst vigtige koefficientliste-point på spil.

Danmark havde fra begyndelsen af sæsonen fire hold med i kvalifikationsrunderne til henholdsvis Europa- og Champions League. Her nåede SønderjyskE, Brøndby og FC Midtjylland alle til den afgørende runde i Europa League inden gruppespillet. Fælles for de tre klubber var, at de måtte strække våben lige inden målstregen og glemme drømmen om et europæisk gruppespil i denne sæson.

Særligt sønderjyderne var dog tæt på at klare skærene, da de efter at have spillet 0-0 hjemme kom foran med 2-0 i Tjekkiet mod Sparta Prag. Desværre for SønderjyskE og dansk klubfodbold præsterede tjekkerne et stort comeback og vandt med 3-2 på et mål i de døende minutter.

De mange sejre og uafgjorte resultater, inden holdene blev slået ud, var dog ikke helt forgæves. De var med til, at Danmark i begyndelsen af sæsonen indtog 1.-pladsen på UEFA's koefficientrangliste for indeværende sæson. Den placering blev selvfølgelig også hjulpet på vej af FC Københavns vellykkede kvalifikation til Champions League.

Danmark er dog ikke overraskende siden dumpet ned fra duksepladsen, men man skal faktisk ikke langt ned ad listen for at finde flaget med de røde og hvide farver. Således har dansk klubfodbold skrabet nok point sammen til en foreløbig 10.-plads for sæsonen.

Foran Danmark ligger store nationer som Spanien, Tyskland, England, Italien, Frankrig, Belgien, Rusland, Tyrkiet og Portugal. Under Danmark ligger der også store nationer samt lande, som vi godt kan sammenligne os med: Østrig (11), Holland (12), Grækenland (14), Tjekkiet (16), Ukraine (17), Kroatien (18), Skotland (19), Schweiz (20), Rumænien (24), Sverige (27) og Norge (38).

For dem, der gerne vil have et dansk hold direkte med i Champions League, er det gode nyheder. For at være sikker på et hold i den fornemmeste turnering kræver det en placering som minimum nummer 12, og Danmark ligger p.t. nummer 18 på den samlede rangliste, som tæller indeværende sæson plus de fire foregående. De gode nyheder udspiller sig i, at Danmark lige nu skraber flere point sammen end mange af de lande, vi skal overhale på vejen til 12.-pladsen.

Her er det lande som Rumænien, Kroatien, Østrig, Grækenland, Holland og Schweiz, vi skal holde øje med. De ligger som nævnt alle under os i indeværende sæson, og det bliver heller ikke dårligere af, at holdene fra Rumænien, Kroatien, Østrig og Schweiz har udspillet deres rolle i denne sæsons europæiske turneringer.

De to sidste lande, Grækenland og Holland, har ligesom Danmark et enkelt hold tilbage. Den sidste græske repræsentant er Olympiakos, der er oppe imod Besiktas i Europa Leagues ottendedelsfinale. Og så ville skæbnen altså, at Hollands og Danmarks to sidste deltagere – FCK og Ajax – trak hinanden.

Går FCK samlet videre mod Ajax, samtidig med at tyrkerne ekspederer grækerne ud, så kan FCK og Danmark tage yderligere store skridt i kampen om at nå den eftertragtede 12.-plads.

Danmark har lige nu 23.500 point på den samlede 18.-plads, mens Schweiz, der sidder på 12.-pladsen, har 32.075 point. Der er dermed næppe tale om, at Danmark kan komme i betragtning til 12.-pladsen efter denne sæson, men vi kan tage et godt skridt på vejen.

Point-systemet for koefficientlisten
2 point for en sejr
1 point for en uafgjort
(Pointene bliver dog halveret i kvalifikationsrunden)

Herudover er der point for at nå til knockout-faserne af de to europæiske turneringer – og efterfølgende et point for hver gang, et hold går videre.

Slutteligt er der også fire point at hente ved kvalifikation til Champions League-gruppespillet plus fire yderligere point, når et hold når til 1/8-finalen.

Det er desuden landets samlede koefficient i de seneste fem sæsoner, der er gældende for, hvilken placering det ligger på. Her tæller især 14/15-sæsonen ned for dansk fodbold, da det kun blev til 2.900 point. Til sammenligning har de danske klubber skrabet 8.000 point sammen i denne sæson, og det kan gå hen at blive til meget mere, hvis FCK formår at knække Ajax.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Ledere
Verdens dårligste landshold
Syv lande deler den flatterende placering som nummer 205 på FIFA/Coca-Cola World Ranking-listen, og dem har Indkast valgt at se nærmere på.
Landsholdspausen er for mange fodboldfans et forstyrrende element i en fodboldgal hverdag – ingen mandagskampe i de hjemlige ligaer, ingen Champions League eller Europa League og ingen midtuge-runde. Man farer forvirret rundt i tv-guiden og leder desperat efter en fodboldkamp, men alle stationer er tørlagte, og det bedste alternativ er en kamp i 2. Bundesliga mellem Würzburger Kickers og Sandhausen – så den ser man.

Efter et par dage i sand desperation begynder landskampene at trille ind over skærmen, og humøret stiger gradvist som dagene skrider frem. Man glæder sig som et lille barn til, at ens yndlingslandshold skal spille, og man håber som altid på en sejr.

Hvor det danske landshold efterhånden står med kniven for struben, hvis de vil kvalificere sig til VM i Rusland i 2018, er det ikke nær så slemt som i visse andre lande. Danmark falder gradvist på FIFAs rangliste og indtager i øjeblikket en plads som nummer 48 (den dårligste placering længe, red.), men vi kan altid glæde os over, at vi ikke ligger nummer 205, som er den laveste placering på listen.

Syv landshold deler den tvivlsomme glæde ved at være ”verdens dårligste landshold”, og dem har vi tænkt os at se nærmere på i dag. På den måde kan Indkast være med til at bringe lidt glæde ind hos de mange fodboldfans, der forgæves har zappet efter en vigtig fodboldkamp de seneste tre aftener.

Lad os komme i gang…

Anguilla
Siger Ryan Liddie dig noget? Klinger navnet Adonijah Richardson? Hvad med den talentfulde Kayini Brooks?
Nej?

Disse tre herrer er fremtrædende spillere på en af verdens dårligste landshold, Anguilla, som er en lille gruppe af øer i det caribiske hav. Befolkningstallet er på lidt over 13.000, og når størstedelen af dem er glade for vandsport, efterlader det ikke meget til udviklingen af fodboldlandsholdet.

Den klejne fodboldnation, med delfiner i logoet, har ikke vundet en kamp siden 2010, hvor de besejrede de franske naboer fra Saint-Martin med 2-1 i de caribiske mesterskaber. Anguilla er selv en gammel britisk koloni, så der tales engelsk på gader og stræder, og når snakken kommer til landsholdet, er det nok ikke de pæneste gloser, der kommer ud af folks munde. Eller måske er det?

Ambitionsniveauet kan ikke være skyhøjt for en af verdens dårligste landshold, som i 2016 tabte de to kampe, de var med i. Begge var kvalifikationskampe til Gold Cup, og efter nederlag på 0-7 til Guyana og 0-4 til Puerto Rico kvalificerer de sig nok ikke til den turnering.

Bahamas
Nordvest for Anguilla finder vi et andet landshold, der heller aldrig rigtig har fundet rytmen. Bahamas er væsentlig større end mange af de andre caribiske øer, men på trods af at være en østat bestående af 700 øer, spiller fodbold ingen væsentlig rolle i dagligdagen. Nationalsporten er cricket, og interessen for fodbold synes at være noget nær ikkeeksisterende.

Det største problem ved Bahamas' fodboldlandshold er nok, at de sjældent spiller fodboldkampe. De har ikke spillet siden 2015, hvor de tabte to opgør mod Bermuda med henholdsvis 0-5 og 0-3, og de deltager ikke i andet end kvalifikation til verdensmesterskaberne. Andre turneringer har ganske enkelt ikke deres interesse.

Og det forstår man vel egentlig godt – de har ikke scoret siden 2008, hvor de spillede 2-2 mod de Britiske Jomfruøer.

Djibouti
Vi forlader Caribien for denne omgang, og tager et smut til det østlige Afrika, hvor vi finder en landetrio, der tilmeld er naboer, som også roder rundt som nummer 205 på listen.

Det første af dem er Djibouti, som var i ilden i går. Her mødte de Sydsudan i den første kvalifikationsrunde til næste års afrikanske mesterskaber, og generelt er det et landshold, der altid starter fra bunden. Kampen vandt de med 2-0, så måske kan de vaske prædikatet af sig, når FIFA næste gang offentliggør verdensranglisten.

I 1977 blev Djibouti en selvstændig stat, og de har aldrig prøvet at spille et mesterskab – af den ene eller anden slags. Med et befolkningstal på omkring 850.000 har landet dog et væsentlig potentiale, da fodbolden også karakteres som nationalsport i landet.

Med det rette sats på talentudvikling og lidt mere held i resultaterne ser vi dem måske kravle op som nummer 200 i 2017. Modsat Bahamas spiller de kampe hvert år, men eftersom de tabte fire ud af fire i 2016, kan vi stadig tillade os at kalde dem for ”verdens værste landshold”.

Eritrea
Lidt nord for Djibouti finder vi Eritrea, som er den fjerde repræsentant på listen – og de kæmper med helt andre problemer end de ovenstående. På trods af et højt befolkningstal på over seks millioner leverer de sjældent på banen. I enkelte tilfælde frembringer de en sejr – som i 2009 mod Somalia (næste land på listen), hvor de vandt 3-1, men der er langt mellem snapsene.

Det største problem er dog landets sociale tilstand. Menneskerettighederne er blandt de ringeste i verden, så en betydelig del af befolkningen ønsker at forlade landet – deriblandt landsholdsspillere. Når landsholdet rejser på udebane, flygter mange af spillerne og søger asyl i det land, de skal spille i. Den seneste sag er fra 2015/2016, hvor ti spillere forsvandt i Botswana, men også i 2013 flygtede ni spillere og landstræneren i Kenya. I kan forestille jer de mildest talt besværlige arbejdsforhold for fodboldforbundet.

Somalia
Det sidste afrikanske land på listen er Somalia, der ligger syd for Djibouti og Eritrea, og problemet i Somalia er såre simpelt. Det østafrikanske land har været i kontinuerlig borgerkrig siden starten af 1990'erne, og det har sat sine aftryk på flere niveauer. Problemerne mellem forskellige klaner og manglende styre har efterladt landet i ruiner, og på trods af at der kan spottes lys for enden af tunnelen, er det imponerende, at Somalia overhovedet har haft tid og overskud til at spille fodbold.

De spiller heller ikke mange kampe, og dem de stiller op til, skal alle sammen spilles i udlandet. De er blot registreret for to kampe i de seneste tre år, og de har ikke vundet en kamp siden 2008.

På den lange bane er der potentiale i Somalia, da befolkningstallet er på over tolv millioner, men det kommer til at tage lang tid i et land, der kæmper en evigtvarende borgerkrig, og desuden har store problemer med pirateri.

Gibraltar
Herhjemme er Gibraltar lidt mere velkendt end de andre lande i bunden af FIFAs rangliste. Flere af os har måske endda besøgt det lille engelsktalende land i det sydlige Spanien og fået stjålet en ting eller to af aberne på det bjerg, der udgør en stor del af det samlede areal i Gibraltar.

I 2015 blev staten godkendt af både UEFA og FIFA til at spille kvalifikationsturneringer, og dermed kunne eventyret starte. Førhen var de hyppige deltagere ved ø-mesterskaberne, hvor modstanderne var lande som Jersey-øerne, Rhodos, Shetlandsøerne, Isle of Man og Isle of Wight. Gibraltar vandt turneringen i 2007, men hverdagen er en anden nu, hvor de er oppe imod Europas giganter hvert år.

De debuterede i kvalifikationen til EM 2016, og her slog de rekorden for at lukke flest mål ind. I ti kampe indkasserede de 56 mål, hvilket var tre mål mere end den hidtidige rekord, der var blevet sat af San Marino.

På trods af de mange store nederlag, går det fremad for Gibraltar, der lykkes med at score et mål i ny og næ. De har ligeledes spillet et par venskabskampe uafgjort, og kan de med små skridt begynde at hente resultater i betydningsfulde kampe, kan de vaske titlen som ”verdens dårligste landshold” af sig.

Tonga
Vi slutter listen af hos det oceaniske land Tonga, der består af 177 mindre øer, hvor kun en femtedel af dem er beboede. Tongas problem kan sammenlignes med Bahamas – de interesserer sig ikke rigtig for fodbold – og landet kan i højere grad karakteriseres som en rugby-nation.

De spillede ingen kampe i 2016, men året forinden præsterede de alligevel at spille hele fire kampe. De endte selvfølgelig i nederlag til fremragende fodboldnationer (ironi kan forekomme) som Fiji, Amerikansk Samoa og Samoa. I kampen mod Amerikansk Samoa lykkedes det dem at score et mål.

Deres største nederlag nogensinde stammer fra 2001, hvor de tabte med hele 0-22 til Australien. Det ligner et land, der ikke rigtig gider fodbold, så derfor kan man godt regne med, at de kommer til at være sidst på listen i mange år fremover.
Læs hele lederen
Luís Enriques sidste genistreg ?
Luís Enrique meddelte allerede i går, at han takker af som Barca-træner til sommer. Måske for at tænde en sidste ild i sit hold.
Så skete det. Det uundgåelige, det forventede. Efter gårsdagens 6-1-udradering af Sporting Gijón rygtedes det, at Luís Enrique havde meddelt sine spillere, at han stopper som træner i FC Barcelona til sommer. På pressemødet efter kampen bekræftede han så selv rygtet. Han trækker stikket til sommer, umiddelbart for at tage et sabbatår.

Det kommer på ingen måde som en overraskelse, at Luís Enrique stopper som træner for FC Barcelona. Det har ligget i kortene længe, også længe inden 4-0-nederlaget til PSG, der selvfølgelig fik jungletrommerne til at rumle. Men sandheden er, at Luís Enrique er træt. Barcelona-jobbet slider på én, som de færreste, undertegnede inklusiv, kan forestille sig. Man har aldrig ro, og man kan ikke tillade sig selv de mindste fejl, inden man bliver beskudt fra alle sider. Der skal hele tiden være fremgang. Det var også ordene fra Pep Guardiola, inden han med samme forklaring trak stikket efter fire sæsoner. Det var måske én sæson for sent, og Luís Enrique når da også ”kun” tre år i sædet.

Tidligere blev Frank Rijkaard også for længe på Camp Nou. Han bragte Barcelona tilbage på landkortet med Champions League-triumfen i 2006 og flere spanske mesterskaber, efter Barcelona i første halvdel af 00'erne havde famlet i blinde. Men han trak den en tand for længe med Deco og Ronaldinho, og til sidst måtte en ung Guardiola træde til og ruske op i truppen.

Så nej. Det er på ingen måde en overraskelse, at Luís Enrique trækker stikket nu. Han er en mand, der overvejer tingene meget grundigt, og som dybest set ikke har behovet for at være i rampelyset. Det, der derimod har overrasket medier og eksperter, er timingen i offentliggørelsen. Midt i sæsonen. Efter en 6-1-sejr, lige mens Barça er ved at have fat i førstepladsen i ligaen, efter at have været sakket agterud bag Real Madrid i en lang periode.

Så hvorfor kommer Luís Enrique med meldingen nu?

Præsidenten Josep Bartemeu er kommet med den sædvanlige parole om, at ”Luis Enrique skal have ro til at styre holdet resten af sæsonen, så derfor giver vi en afklaring nu”. Det er uden tvivl en del af sandheden, men jeg tror næppe, det er hverken hele sandheden eller den vigtigste del af den.

Noget andet ligger bag. Intentionen om at forlade skuden i tide, i modsætning til nogle af hans navnkyndige og ligeledes succesfulde forgængere, er én af dem. En anden er forholdet til truppen såvel som medierne.

På det seneste har stemningen om Luís Enrique været ganske ophedet i de spanske medier, og selvom Gerard Piqué i sidste måned var ude med en fuld støtteerklæring til sin træner, har spillerne været bemærkelsesværdigt stille omkring hans afgang siden offentliggørelsen i går. Alt i alt er der klare indikationer på, at Luís Enrique ikke har det allerbedste forhold til truppen.

Spillerne har ifølge de spanske medier været forundrede over visse af hans beslutninger, blandt andet beslutningen om at holde fast i Sergi Roberto på højre back, ligesom hans manglende kommunikation med de spillere, som har befundet sig langt væk fra spilletid i længere perioder, har skabt en negativ stemning i omklædningsrummet. Og der er jo som bekendt sjældent røg uden ild, selvom det ikke behøver at være et oprørsk flammehav.

Og jeg mener netop, det må være dette, der er hovedårsagen bag hans tidlige, i nogles øjne for tidlige, udmelding. Og vi skal ikke længere tilbage end sidste sæson for at finde en eventuel inspirationskilde.

Her sad Manuel Pellegrini stadig i trænersædet i Manchester City. Her var der også forlydender om, at truppen havde mistet tilliden til chileneren, samtidig med at jungletrommerne rumlede løs om Guardiolas nært forestående ansættelse. Også den blev meldt tidligt. Og fra det tidspunkt synes sympatien at vende. Spillerne så pludselig ud til at kæmpe for træneren, og det ledte Manchester City til den bedste europæiske præstation i klubbens historie med en semifinaleplads i Champions League.

Men ikke kun spillernes syn på Pellegrini så ud til at ændre sig. Også mediernes. Pludselig havde man travlt med at huske på, hvad Pellegrini faktisk havde opnået i City. Man havde sympati for den forsmåede chilener, der var ved at blive kørt ud på et sidespor til fordel for et af fodboldens største trænernavne.

Og mens den primære reaktion fra de spanske medier har været spekulationer om, hvem der er den kommende træner, har netop denne forudsigelige nekrolog-om-den-levende-mekanisme også vist sig allerede i dag. I en klumme i dagens udgave af Mundo Deportivo hylder avisens direktør Santi Nolla nemlig Luís Enrique som én af de største trænere i fodbolden:

- Dårlige nyheder for Barça. Luís Enrique er en excellent træner, en af de største, og at han forlader truppen, svækker klubben. Træneren har været ærlig, han har kommunikeret i tilstrækkelig god tid til at klubben kan planlægge et nyt projekt med den samme base. Luís Enrique har aldrig bedraget nogen, han har altid været sammenhængende med en stærk personlighed og en direkte stil. Man må forstå det. Han er også udtømt, lyder det i indledningen af Nollas klumme under overskriften ”En af de store”.

Det var ikke ligefrem sådan det lød, da Barcelona for blot et par uger siden blev tromlet over af PSG.

Luis Enriques timing, beslutningen om at sige farvel, inden det sidste kapitel er skrevet, kan vise sig at blive en sidste (lile) genistreg fra Luís Enrique. Fremprovokerer det en lignende reaktion hos Barca-spillerne som hos City-spillerne i sidste sæson? I så fald kan holdet vinde La Liga og Copa del Rey. Og hvem ved… om to uger står PSG på menuen, når 4-0-nederlaget skal vendes på Camp Nou. Chancerne er små, de er minimale, men kommer Barcelona i absolut topform, ved vi også, at det på den ene eller anden måde kan lade sig gøre. Uanset hvad, vil det efter forløbet i denne sæson være en kæmpe bedrift, kan han hente den spanske double hjem.

Og det er netop i det lys, jeg mener, vi skal se Luís Enriques tilbagetræden. Det er ikke blot af respekt over for ledelsen, så de kan bruge det næste halve år på at tænke sig grundigt om i forhold til den kommende træner. Det er ikke bare for at få arbejdsro, for det får han selvfølgelig aldrig i FC Barcelona, uanset hvad præsidenten siger. Det er derimod et forsøg på at tænde en sidste ild i sit hold, i sit projekt, og det er et forsøg på at samle holdet omkring sig til en sidste kraftanstrengelse, så de også i hans tredje og sidste sæson kan levere store bedrifter. Så han i stedet for at efterlade en hullet skude, overlader en velfungerende, flydende skonnert til Sampaoli, Valverde, Wenger, Morten Olsen – eller hvem end der kommer til at føre arbejdet videre i den catalanske storklub.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Årets afbrænder fra Argentina Top-10: De bedste mål fra Cruyff Artikel ikon Depay laver en ”Beckham” Artikel ikon Skidt målmandsspil koster Ajax Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Islandsk læge: Babyboom 9 måneder derpå James har fået Colombia på nakken Artikel ikon Bendtner enig med legende: Flot karl Artikel ikon Fans sendte anti-Roma breve til Anderson Artikel ikon Flere pudsigheder

Toplister

Artikel ikon Top 12: Største transfer-mål til sommer Top 10: Flest landskampsmål Artikel ikon Top 10: Udsolgte stadions i denne sæson Artikel ikon Top 15: PL-topscorere med hovedet Artikel ikon Flere toplister

Lederen

Artikel ikon Verdens dårligste landshold Luís Enriques sidste genistreg ? Artikel ikon Fra Champions til Championship ? Artikel ikon The Young Ones – from Goodison Artikel ikon Flere ledere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Flere bøger

Profilen

Artikel ikon Mike Jensen – Kongen af Rosenborg Romelu Lukaku – ny Karim eller Costa? Artikel ikon Donnarumma - Det største målmandstalent Artikel ikon Steven N'Zonzi - som Vieira og Busquets Artikel ikon Flere profiler

Rygter

Artikel ikon Sampdoria: For tidligt at tale om Schick Onsdagens engelske rygter Artikel ikon Chelsea favoritter til at gafle van Dijk Artikel ikon Liverpool vil gå all-in til sommer Artikel ikon Flere rygter

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Lucas Moura
Vidste du om ... Dirk Kuyt Artikel ikon Vidste du om ... Vitolo Artikel ikon Vidste du om ... Neymar Jr. Artikel ikon Flere

Statistik

Artikel ikon Top 10: Flest landskampsmål Status: Premier League i 2017 Artikel ikon Zlatan vs. Griezmann Artikel ikon Mål og kort i ALKA Superliga Artikel ikon Flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Rumænien - Danmark Optakt: Italien - Albanien Artikel ikon Optakt: Viborg FF - AaB Artikel ikon Optakt: Silkeborg IF - FC København Artikel ikon Flere optakter

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Danmark - England Startopstillinger: Montenegro – Polen Artikel ikon Startopstillinger: Nordirland – Norge Artikel ikon Startopstillinger: Rumænien - Danmark Artikel ikon Flere startopstillinger

Kampreferater

Artikel ikon Spanien dukkede Frankrig i testkamp Italien forværrede Hollands krise Artikel ikon Loftus-Cheek splittede Danmark ad Artikel ikon Frisparksperle grundlagde polsk sejr Artikel ikon Flere kampreferater