Hillsborough - Katastrofen - del 2

Af Torsten Brix

2016-04-28
Hillsborough - Katastrofen - del 2

Indkast.dk genposter nok en artikler fra Hillsborough-ulykken. Her bringes en stribe barske øjenvidneberetninger fra kaoset, som fulgte umiddelbart efter kampens afbrydelse kl. 15.06.

Folk begyndte på dette tidspunkt at dø, fordi der på politiets ordre var blevet lukket for mange mennesker ind af yderportene på én gang, og fordi der ikke var andre synlige indgange til selve tribunen end den tunnel som førte direkte ned til bur 3 og 4. Der var intet personale eller politi til at lukke området af og lede folk til de stadig halvtomme bure i hjørnerne.

Til gengæld var der masser af politifolk nede foran tribunen, hvor det høje hegn sikrede at fansene ikke umiddelbart kunne få adgang til banen. Luften var fyldt med skrig og desperation, hvordan kunne man fra politiets side overhovedet tro at det var hooliganisme?

En politibetjent kunne se at folk blev mast op ad hegnet nede ved banen, og der blev råbt fra fansene indenfor at de skulle åbne portene. Han prøvede at få kontakt med kontrolrummet via sin radio, og spurgte om porten kunne åbnes. Han modtog intet svar. Han fortalte senere: ”Lyden var forfærdelig og folk skreg, en anderledes slags skrig og jeg åbnede porten helt. Jeg så mennesker som blev presset ind mod hegnet som var ved at blive blå i hovederne. Jeg sendte en ny radiobesked. ”Dette er alvorligt. Folk er ved at dø hernede.” Jeg forsøgte at trække folk ud igennem porten men de var fuldstændig låst fast. Kvinden [omtalt tidligere]…var ved at få en mørk farve i hovedet og jeg gestikulerede for at få folk tilbage men blev spyttet på og nogen råbte ”Fuck off, copper”.

Efter at politichefen David Duckenfield havde beordret yderporten åbnet - som tidligere omtalt - havde han ifølge eget udsagn holdt øje med bevægelser og besværligheder i menneskemængden, og fra hvor han stod ”så han ikke at der var en tæthed”. Han fortsatte: ”Jeg havde holdt øje med Leppings Lane og jeg havde ikke set nogen indikation på noget som fik mig til at tænke at der var noget unormalt i gang…tribunen syntes i orden.” En chokerende bemærkning fra en mand som stod placeret nærmest lige oven over de omtalte tribuneafsnit.

Duckenfield regnede med at der var personale indenfor til at guide fans til de tomme tribuneafsnit. Endnu et tegn på at han slet ikke var klar til så stor en begivenhed som en FA Cup semifinale, og han kunne tilsyneladende heller ikke se at de centrale afsnit var fyldt til mere end bristepunktet. Heller ikke til trods for at han selv bagefter fortalte Lord Taylor at han havde observeret folk klatre over hegnet ind til de omkringliggende afsnit. Da han kiggede ned, så han en port blive åbnet nede ved selve banen, og et par personer komme ud på arealet mellem banen og tribunen. Han troede nu at det var folk der bare udnyttede en mulighed for at komme tættere på banen. Han troede det var starten på en decideret invasion af banen, en 'pitch invasion'. Det var dette budskab som nåede frem til de øvrige politibetjente omkring Leppings Lane. De fik besked på at de skulle komme ned til banen, men de var slet ikke klar på at håndtere en katastrofe. De troede de skulle holde øje med ballade. De troede der var tale om hooliganisme.

Det var et frygteligt syn der mødte dem. I afsnit 3 var en bunke af mennesker 10-12 meter tilbage fra det forreste hegn. En af politifolkene sagde bagefter at han troede at de var faldet efter at presset var blevet lettet og at de derfor nu ville rejse sig op. Det gjorde de ikke. En anden vurderede at der var tale om godt 50 mennesker ”flettet sammen” i bunken. ”De var livløse, deres øjne uklare…andre klagede sig, andre som var fanget af legemsdele skreg efter hjælp.” Bunken syntes at være ”6 eller 7 [mennesker] høj.

Det var umuligt at komme til at få folk ud, uden at træde på de mange mennesker, og det var umuligt at se, hvem der var døde og hvem der stadig var i live og hvem der ville overleve. Det var simpelt hen et spørgsmål om held. Duckenfield var på dette tidspunkt ude af i stand til at give en præcis forklaring på, hvad der skete, udover at en mulig invasion af banen havde resulteret i at kampen var blevet stoppet (af politiet). Dette på trods af at han altså var placeret umiddelbart ovenover Leppings Lane tribunen i hjørnet. Han havde uforstyrret udsyn over hele situationen.

Ikke længe efter kl. 15.15 ankom Graham Kelly og Glen Kirton fra det engelske fodboldforbund i kontrolboksen. Også Graham Mackrell fra Sheffield Wednesdays bestyrelse var til stede. Duckenfield fortalte dem at Liverpool fans havde stormet yderport, og skabt et pres ind på stadion, ned igennem tunnelen og oveni de folk som allerede befandt sig i de centrale afsnit. De første frø til hvad der senere blev en kamp for retfærdighed blev her lagt af en løgnagtig og yderst inkompetent politichef. Hvis han på dette tidspunkt havde haft den anstændighed at fortælle sandheden om, hvad der netop var foregået, ja så kan det sagtens være at jeg ikke sad og skrev dette i dag.

Graham Kelly talte umiddelbart efter til den samlede presse og i god tro gengav han Duckenfields løgn. Indenfor få minutter blev det bragt verden over. Der havde fundet en stor katastrofe sted – og det var Liverpool fansenes skyld!

Denne version af begivenhederne skulle senere vise sig uhyre vanskelig at fjerne fra folks bevidsthed. Det er faktisk ganske nemt at argumentere for at det endnu ikke er lykkedes, især når man i forbindelse med sidste sæsons kvartfinaler mod Juventus i flere af de skrevne medier herhjemme kunne læse en opremsning af de største episoder med hooliganisme i 70'erne og 80'erne og se Hillsborough nævnt. Duckenfield fik større indflydelse på mange menneskers liv end han nok havde forestillet sig, da han takkede ja til at efterfølge Brian Mole som leder af begivenheden Liverpool-Nottingham F 15. april 1989.

Pludselig var banen forvandlet til en scene fra en krigsfilm. En slagmark med massevis af mennesker rendende frem og tilbage med døde og livløse kroppe. Mange blev placeret på banen, nogle båret på reklamebannere. David Hughes fortæller om scenerne:

- Jeg bemærkede en St. John's Ambulance-hjælper, en dreng måske omkring 12 år gammel, som stod ved siden af banen foran os, og han skreg hysterisk. Han var til kampen for at give førstehjælp til fans hvis nødvendigt, men intet i hans træning kunne forberede ham på dette. En anden af St. John's-hjælperen, en pige på omkring 17 skreg til ham ‘gør noget for at hjælpe dem'. Det er en scene, jeg aldrig vil glemme.”

Politichefen Bernard Murray, der var sendt ned på banen for at undersøge, hvad der var galt, bad straks om at få tilkaldt massevis af ambulancer. Senere blev der også anmodet om hydraulisk klippeudstyr til at klippe hegnet op, men udenfor vidste politiet ikke, hvad der foregik indenfor, og man fortalte derfor personalet med dette udstyr, at det var der ikke behov for.

En sportshal ved siden af stadion blev i hast oprettet som midlertidigt lighus, men alt var stadig kaos. Forsøg på genoplivninger foregik alle steder. En læge bekræftede siden, at han erklærede 20 dødsfald i hallen omkring klokken kvart i fire. Der blev givet ordre til, at ligene skulle blive i sportshallen indtil de var blevet fotograferet og identificeret.

Indenfor den første time ankom 88 personer til Northern General hospitalet. 11 blev erklæret døde ved ankomsten, 56 blev indlagt og 21 behandlet og udskrevet. På Hallamshire ankom 71. Én var død ved ankomsten, 25 blev indlagt, og 45 behandlet og udskrevet. Prioritering var vigtig; det handlede om at redde liv. Ligene blev returneret til sportshallen ved stadion.
En ungdomsklub tæt på Hammerton Road politistationen blev åbnet til at huse pårørende og overlevende, som stadig ventede på at høre nyt om venner og familiemedlemmer. Da embedsmanden for ligsyn ved kontroversielle dødsfald, Stefan Popper, som havde givet ordren til at benytte hallen som midlertidigt lighus ankom, autoriserede han straks, at der blev taget blodprøver af samtlige døde for at fastslå alkoholpromillen. På trods af at mange af ofrene var meget unge, fik samtlige taget prøven.

Men hvorfor? Det var aldrig sket ved tidligere katastrofesituationer i Storbritannien. Der var intet, som retfærdiggjorde denne påtrængende handling, men den antog at ofrene havde været fulde og derfor kunne have bidraget til egen og andres død. Den garanterede, at beskyldninger om fuldskab ville forblive i fokus, hvilket sårede pårørende, da de følte at offentliggørelsen af ofrenes navne udelukkende ville medvirke til at bringe skam over deres liv.

Pårørende, som ankom til hallen for at få svar på, om deres pårørende var blandt ofrene, blev interviewet – eller snarere forhørt – af politi omkring deres handlinger i løbet af dagen. Samtalerne handlede om alkohol, off-license butikker (der sælger øl) og supermarkeder, og folk blev spurgt, om de havde drukket inden kampen og om de havde set andre drikke meget eller opføre sig dårligt. Det var typisk disse områder, politiet var interesseret i, for at “opbygge et billede af hele dagen”.

Undersøgelser blandt ofrenes familier viste bagefter, at de alle følte, at den behandling, de fik i hallen, var rystende dårlig. Kun én familie ad gangen blev lukket ind i hallen, men først efter at have kigget samlingen af fotografier af uidentificerede lig igennem.

Én kvinde fortalte, at de blev ført ind i hallen, hvor hendes søn, James Delaney, lå på en vogn i en pose med nummeret 33 udenpå. De bøjede sig ned for at kysse James og snakke til ham, og da de rejste sig op, forsøgte en politibetjent at føre dem ud, helt ud af hallen. Moderen sagde, at holdningen var, at nu havde vi identificeret nummer 33, så nu kunne vi bare gå. James' forældre tryglede om at få lov til at blive hos deres søn, men det blev afslået.

Margaret Aspinall, hvis søn James var blandt ofrene, ankom sammen med sin mand næste dag til Medico-Legal Centeret, men fik kun lov at se James igennem glas. “Jeg sagde, jeg ville have ham med hjem, men de sagde, at han ikke tilhørte mig. Han tilhørte embedslægen, det var den mest forfærdelige ting at tvinge en mor igennem.”

En chef fra Sheffields ambulance-service udtalte siden kritik af proceduren omkring identifikationen af ofre. “Vi var tvunget til at stå og lytte til identifikationen af over 60 mennesker. Skrigene og gråden kunne høres overalt. Det var forfærdeligt og noget jeg aldrig vil glemme,” sagde han.

Politikommissær Addis som stod for proceduren sagde bagefter, at den efter omstændighederne var korrekt, og at den fungerede godt. Han sagde: “Klokken halv fem om morgenen var 74 af de [på det tidspunkt] 94 lig blevet identificeret. Dette var førsteklasses. ”De resterende blev flyttet til Medico-Legal Centre, hvor de kunne blive identificeret senere. En time senere var alle ligene blevet overført.

Det var en procedure, som tilgodeså politiets behov for pragmatisk og professionel håndtering. Phil Scraton skriver i sin bog Hillsborough The Truth videre, at proceduren behandlede pårørende som objekter på et samlebånd. Ved hvert stadie af processen blev de nægtet basale rettigheder og behov.

Ambulance-chefen udtalte: “Det var fuldstændig unødvendigt, at folk skulle gennemgå den lidelse, præsentationen af et lig til identifikation er et tidspunkt for de nærmeste at komme overens med et chok, det er en meget vigtig del af sørgeprocessen, ligene skulle præsenteres rene, vaskede, håret i orden, med værdighed på en menneskelig facon, ikke i en ligpose.”

Historierne er næsten lige så mange som ofrene, men alle beskriver de en horribel dag og nat for de efterladte familier, men helvede var på ingen måde overstået for familierne. I dagene derefter berettede officielle kilder om, hvordan tusindvis af Liverpool fans var ankommet fem minutter inden kick-off. Jacques Georges, UEFA's præsident, kom med stødende kommentarer, som sammenlignede Liverpools fans med vilde dyr. Adskillige aviser rapporterede, hvordan Liverpools fans havde tvunget sig adgang til stadion.

Den 18. april – tre dage efter – skrev Sheffield Star at bøller havde angrebet ambulancefolk og urineret på politifolk, som forsøgte genoplivning. Irvine Patrick, et lokalt medlem af parlamentet udtalte på ITV, at han havde talt med politifolk, som fortalte, at de var blevet angrebet, sparket og slået.

Dagen efter gik morgenaviserne i krig. The Suns forside lød “THE TRUTH: Nogle fans stjal fra lommerne af ofrene; nogle fans urinerede på modige politifolk; nogle fans tævede politibetjent under genoplivningsforsøg”. Det kom senere frem, at Kelvin Mac-Kenzie, avisens redaktør, oprindeligt ville have brugt overskriften “YOU SCUM”. Flere andre aviser havde lignende historier, men ikke så brutale som dem nævnt her. Taylor rapporten, som senere blev sat i værk for at undersøge katastrofen, tilbageviste samtlige disse beskyldninger. Ikke et eneste vidne (ud af flere tusinde) havde bekræftet beskyldningerne, og Taylor kritiserede samtidig de, som kom med dem, og de som viderebragte dem. Lord Taylor sagde, at de havde været bedre tjent med at tie stille.

Men på det tidspunkt var aviserne ligeglade. Beskyldningerne blev i det store hele stående, og det blev et kendt “faktum”, at Liverpool fans slog deres egne ihjel. En mor til et af ofrene udtalte om situationen: “Vi opdagede hurtigt, at vi ikke kun var i en kamp for retfærdighed for de, som døde, men også for at rense dem og de fans, som overlevede.”


Indkast.dk takker Liverpools danske fanklub for deres medvirken til disse artikler.



Optakter
Optakt 28/5 - 13:00
AC Horsens - Esbjerg FB
Optakt 28/5 - 16:00
FC København - SønderjyskE
Optakt 28/5 - 16:00
FC Midtjylland - Lyngby BK
Optakt 28/5 - 16:00
Brøndby IF - FC Nordsjælland
Optakt 28/5 - 18:00
AGF - Viborg FF
Optakt 29/5 - 19:00
Randers FC - OB
Magasin-artikler
Big Sam – rykker aldrig ud
Indkast.dk har kigget nærmere på den populære manager, som stoppede så pludseligt i Crystal Palace.
I 488 Premier League-kampe har Sam Allardyce været ansvarlig for 6 forskellige PL-klubber. Han har været manager for i alt otte hold – Blackpool, Notts County, Bolton, Newcastle, Blackburn, West Ham, Sunderland og Crystal Palace.

Forleden sluttede denne lange karriere pga. personlige omstændigheder, og dermed var ”Big Sam” blot manager i Crystal Palace i 151 dage. Perioden gav 24 kampe, hvor halvdelen blev tabt og ni blev vundne.

Den 26-årige manager-karriere sluttede dermed brat, og det skulle ikke handle om uenigheder med formanden Steve Parish om manglende indkøb eller lignende. Allardyce har selv givet følgende forklaring til sit pludselige stop:

- På nogle måder har dette været en svær beslutning, men på andre har det været den letteste beslutning i hele verden. Jeg vil gerne takke Steve Parish for at give mig chancen til at forbedre mit renomme efter, hvad der skete, da jeg var Englands landstræner.

Hvad disse personlige årsager, så skulle være for Allardyce er fortsat uklart, men den iltre manager har slået fast, at han gerne vil tilbringe noget mere tid med familien – og især sine børnebørn.

62-årige Allardyce skulle ved opsigelsen have frasagt sig en lukrativ fratrædelsesordning, men han fik dog 20 millioner kroner for sikre Crystal Palaces forblivelse i Premier League, hvilket Allardyce er en sand mester til.

Allardyce er aldrig rykket ud af Premier League, selvom han mange gange har trænet mindre hold med små budgetter. Så den populære manager efterlader et gigantisk hul hos Palace, der har haft syv managere på syv år, og Allardyce har faktisk klaret sig ganske pænt.

Sam Allardyce – 24 kampe: 37,5 % vundne kampe
Alan Pardew – 35 kampe: 40,3 % vundne kampe
Neil Warnock – 17 kampe: 17,5 % vundne kampe
Tony Pulis – 28 kampe: 42,6 % vundne kampe
Ian Holloway – 46 kampe: 30,3 % vundne kampe
Dongle Freedman – 90 kampe: 35,5 % vundne kampe
George Burley – 25 kampe: 28,0 % vundne kampe

Ifølge bulletinerne fra London skulle Allardyce betale mange penge til Palace, såfremt manageren skulle finde et andet job indenfor de næste to år – så det kan næsten ikke være årsagen.

Rygterne går simpelthen på, at Allardyce ønsker at forlade Premier League ”på toppen”, og det gør han… Allardyce overtog Palace ved juletid – mens de indtog 17.-pladsen i Premier League, og holdet havde ikke vundet i 11 kampe.

Allardyces kone – Lynne – er blevet boende i familiens hus i Bolton, selvom ægteparret også har haft en lejlighed i London. Den bliver ikke brugt i fremtiden, da Allardyce ikke kommer til at opfylde den kontrakt, som han havde indtil 2019… og dermed skal Palace på jagt efter en ny manager – måske en som Allardyce, der aldrig rykker ud af Premier League.

Læs hele artiklen
Blackburn – den hovedløse kylling
Ingen penge, ingen håb og nok en nedrykning for Premier League-mestrene fra 1995. Alt er gået galt – men hvorfor?
Søndag skete det ubærlige for Blackburn… de rykkede ned i League One på den mindst mulige margin, og klublegenden Jack Walker må virkelig vende sig i sin grav. Det var forretningsmanden, der stod bag klubbens historie periode fra 1992-95, hvor klubben blandt andet to gange slog den engelske transferrekord med købene af de farlige angribere Alan Shearer og Chris Sutton – samt vandt det engelske mesterskab.

I 1980'erne spillede Blackburn i den tredjebedste fodboldrække i England, og det er det, som de nu vender tilbage til på den værste måde. Klubben er simpelthen blevet kørt i sænk af den såkaldte ”Venky Group” – samt en masse uduelige personer omkring dem.

Den indiske kyllingproducent købte klubben i 2010, og siden har den lignet en hovedløs kylling. På ledelsesgangen har der været utrolig mange udskiftninger efter et økonomisk kaos og manglende spillerindkøb – hvilket blot er nogle af problemerne. Et billede på dette fik fansene til sidste weekends hjemmekamp, hvor Ewood Park ikke var blevet gjort ren siden hjemmekampen imod Aston Villa. Rengøringspersonalet var simpelthen blevet fyret…

Klubben skylder i øjeblikket omkring 900 millioner kroner væk. Et helt hysterisk tal taget i betragtning, at klubben er rykket i League One, men gælden er også femdoblet efter overtagelsen i 2010. De stakkels Blackburn-fans har opgivet håbet og er begyndt at blive væk fra kampene på det stemningsforladte station, hvor klubbens anfører igennem 13 år – Jason Lowe – forgæves har forsøgt at løfte det sportslige niveau.


Blackburn og Real Madrid
For at sætte det hele lidt i perspektiv, så vandt Blackburn Premier League i 1995. Samme år blev Juventus/Fiorentina, Dortmund og Real Madrid mestre i deres ligaer. Tænk sig, hvis de i næste sæson skulle spille imod hold som Arezzo, Renate, Como, RW Erfurt, Wehen, Aalen eller Mirandes. Såfremt Blackburn har et hold til den kommende sæson, vil de skulle op imod hold som Rochdale, Northampton og Bury. Trist historie – som i bund og grund handler om, at en fodboldklub – et mesterhold - blev bygget op og efterfølgende ødelagt.

Efter mesterskabet i 1995 gik der ikke mere end fire sæsoner, før de rykkede ned i Championsship. Med Graeme Souness som manager vendte de tilbage til Premier League omkring årtusindeskiftet og slog også Tottenham i Liga Cup-finalen i 2002, og i 2007 kom de i FA Cup-semfinalen for anden gang på tre år. Herefter kom Venky ind, og alt gik ned af bakke. En sæson senere og klubben var igen i Championsship, som de så rykkede ud af i weekenden.

Det er 37 år siden, at Lancashire-klubben sidste gang var i den tredjebedste fodboldrække, og denne gang er det med Tony Mowbray som manager, men han har ikke meget skyld i nedturen. Mowbray kom i februar til en klub fyldt med spillere, der enten var på låneaftaler eller kommet på en fri transfer. Mowbray afløste Owen Coyle, som gik den samme vej som Sam Allardyce, Steve Kean, Henning Berg, Michael Appleton, Gary Bowyer og Paul Lambert havde gjort på under de syv år, som Venky har været i klubben.


Solgt for 300.000.000 – købt for 2.000.000
På sidste spillerunde var Blackburn dog tæt på miraklet, da de vandt kampen – hvilket de ikke havde gjort i de sidste syv kampe før den. I disse kampe har de blot lavet to mål, men i weekenden lavede de tre mål, men det var ikke nok. Kigger man nærmere på sæsonen, har Blackburn smidt vanvittige 16 point i de sidste 12 minutter af kampene… og 11 af disse er tabt i de sidste fire minutter af kampene.

Holdet har manglet rutine i slutminutterne, hvilket ikke er så mærkeligt, når spillere som Hanley, Duffy, Gestede, Rhodes, Marshall og Cairney – alle er blevet solgt indenfor de sidste to sæsoner. Samlet salgspris på 300 millioner kroner og eneste erstatning, som har kostet noget for Blackburn i overgangssum, er forsvarsspilleren Derrick Williams, som kostede to millioner kroner i sommerpausen.

Imens har ejerne gemt sig i Indien, og den nye manager Mowbray har faktisk aldrig mødt dem, men dog talt i telefon med dem et par gange. Nu rejser Mowbray til Indien for at få en afklaring om sin og klubbens fremtid. Fansene vil have klubben tilbage, og på Ewood Park har der den seneste tid været et banner med en klar hilsen til klubejerne:

- We want our Rovers back!


Fans bestemte over Facebook
Om familien bag Venky har brudt loven, handlet uforsvarligt, udøvet magtmisbrugt eller andet ulovligt skal være usagt, men sikkert er det, at de betalte agenten bag købet af Ruben Rochina fra Barcelona det tredobbelte i agenthonorar end, hvad købsprisen var, og at den blot 24-årige Vineeth Raos blev ansat til at stå for køb og salg af nye spillere til klubben. Uden netværk og nogen erfaring blev han smidt for Premier League-løverne og for at gøre noget, begyndte han at skrive med fansene på Facebook om, hvilke spillere de gerne ville have til klubben.

I en længere korrespondance fra sommeren 2011 udviste flere Blackburn-fans utilfredshed med angriberen Benjani Mwaruwrani – fire dage senere blev han løst fra sin kontrakt. Midt i dette kaos valgte formanden for klubben John Williams at trække sig sammen med de to bestyrelsesmedlemmer Tom Finn og Martin Goldman. Denne trio havde i ti år forinden sørget for, at klubben kunne holde sig i Premier League med få midler – herefter kom balladen.

På søndag er det 22 år siden, at Blackburn blev engelske mestre, men maj 1995 virker godt nok som længe siden på Ewood Park. 50 % af Premier Leagues vindere – Manchester City, Leicester og nu Blackburn har spillet i den tredjebedste række, men for sidstnævnte gælder det om at ændre udviklingen nu, hvis den hovedløse klub igen skal rejse sig – for man har ødelagt et mesterhold.

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
N'Golo Kante – den dobbelte mester
Midtbaneslideren er gået fra den niende bedste fodboldrække for seks år siden – til toppen af poppen. Klasse fornægter sig ikke, men talentspejderne lagde ellers ikke mærke til slideren.
Da Chelsea blev engelske mestre i 2016/17, blev N'Golo Kante den første spiller i Premier League - siden landsmanden Eric Cantona - til at vinde det engelske mesterskab med to forskellige klubber.

Ligesom ved Cantonas bedrift var der tale om en franskmand, der efter store præstationer havde påvirket to forskellige mesterhold – dog på vidt forskellig måde. Fælles er dog, at de begge har høstet stor ros, som da legenden Frank Lampard fornyelig kaldte Kante for verdens bedste midtbanespiller.

PFA og de engelske journalister var heller ikke i tvivl, da de skulle udnævne årets bedste spiller i Premier League anno 2016/17. Prisen har ellers ikke for vane at blive uddelt til midtbanespillere. Blot fem gange er det sket historien, men sjældent har det været mere fortjent.

Tidligere har Steven Gerrard, Roy Keane, Peter Reid, John Wark og Terry McDermott modtaget prisen i dens 43-årige historie, men hvordan er Kante havnet med denne flotte hæder ?


Ikke god nok til Clairefontaine
Spillere som Thierry Henry, Nicolas Anelka, Louis Saha, William Gallas, Blaise Matuidi, Oliver Giroud og Mehdi Benatia har fået deres fodboldopdragelse på den franske talentfabrik Clairefontaine, men det har Kante ikke… for midtbanespilleren blev afvist – ligesom han også blev af Paris Saint-Germain, Rennes og Loirent.

For blot seks år siden og da Kante var 19 år, spillede han således i den niende bedste fodboldrække i Frankrig. Forinden havde Kante gået på Jeunesse Sportive de Suresnes, hvor rektoren Pierre Villa indrømmer:

- Ingen troede, at Kante kunne udvikle sig, som han har gjort.


Har fattigdom skabt talentet?
Kante er opvokset i forstanderne til Paris, efter hans forældre var kommet til landet fra Mali i begyndelsen af 1980'erne, og Chelsea-spilleren har ikke glemt sine rødder samt de fattige kår fra opvæksten – med otte søskende i den lille lejlighed.

Nutidens fighteregenskaber er måske plantet i barndommen, hvor Kante – ifølge Ville – skulle kæmpe for alt. Allerede som 11-årig mistede midtbaneslideren sin far, så på sidelinjen i ungdomsårene kom der sjældent kommentarer fra Kantes forældre, og faktisk var det hans ældste søster, der tog sig af ham. På trods af den manglende opbakning trænede den lille Kante med de spillere, der var et år ældre. Her spillede han med en meget stor disciplin og udviste venlighed samt vidste sig som en meget høflig og harmonisk ung mand.

Dette var dog ikke noget, som talentspejderne lagde mærke til. De jagtede de elegante og målrige offensive spillere – så ikke mange lagde mærke til den lille hårdtarbejdende midtbanespiller. Arbejdsradiussen fejlede dog ikke noget, og til en tre km løbekonkurrence med over 100 børn i mange forskellige aldre var Kante en klar vinder.


Fundet af Steve Walsh
Efter korte ophold som seniorspiller i Boulouge og Caen endte Kante i Leicester, efter talentspejderen Steve Walsh – nu i Everton – havde fundet ham. I Leicester blev han en vigtig brik i den historiske mesterskabssæson, efter han havde afløst den meget populære Esteban Cambiasso. Den argentinske legende var sæsonen før blevet kåret til årets spiller i klubben, men han ønskede ikke at forlænge kontrakten, da hans uven - Claudio Ranieri - blev manager. De nåede vist ikke at savne Cambiasso for afløseren var endnu bedre.

Successen i Leicester – og senere i Chelsea – har dog ikke ændret Kante. Han kører ikke rundt i en Ferrari, har ingen vanvittige frisurer eller diamantøreringe – det skulle slet ikke interessere den afbalancerede franskmand.

I Boulouge tog Kante sin scooter til træning, mens han for tiden kører rundt i en brugt Mini Cooper. Når Kante får mindre regninger på denne, skulle det irritere den Mali-fødte slider. Dette er helt modsat for de fleste af de andre Premier League-spillere.

Sådan en tilgang ville sikkert passe meget godt til Arsène Wenger i Arsenal, men Chelsea overbød London-rivalerne, og Leicester mistede deres ”anonyme” profil. Det havde Chelseas tekniske direktør – Michael Emenalo – ikke glemt, da Kante skulle tildeles prisen som årets spiller. Emenalo jokede med, at Chelsea skulle sende en buket blomster til Leicester – for den afballancerede mester.

I Chelseas mesterskabssæson har kun Southampton-spilleren Oriol Romelu haft en højere succesrate for afleveringer for en midtbanespiller, men Kante er den spiller, der har vundet flest tacklinger og bolderobringer.

For et år siden sagde Sir Alex Ferguson, at Kante var Premier Leagues bedste spiller. Et år senere er det endnu svære at være uenig i den fodbold-pensionerede skottes udmelding, og glem nu ikke hvem der i tidernes morgen hentede føromtalte Cantona til Manchester United – en anden dobbelt mester.
Læs hele artiklen
Aubameyang – Superhelten fra Dortmund
Aubameyang er en sand superhelt. Han har ved flere lejligheder iført sig superheltemasker, når et mål skulle fejres med manér. Det er dog ikke kun de kontroversielle jubelscener, som har givet ham tilnavnet Superhelten fra Dortmund. Aubameyang er også en gudsbenådet angriber...
Pierre-Emerick Aubameyangs fodboldeventyr startede i 1995, da han første gang betrådte grønsværen i den lille franske klub ASL L'Huisserie Football, hvor han tog hul på fodboldkarrieren som juniorspiller. Herefter gik turen til OGC Nice, Stade Lavallois, FC Rouen og SC Bastia, inden hans karriere som juniorspiller for alvor tog fart.

Aubameyang sluttede sig til AC Milans ungdomsrækker i januar 2007. I august 2007 var han en del af det hold, som tilkæmpede sig en flot fjerdeplads i den såkaldte Champions Youth Cup, som blev afholdt i Malaysia. Her leverede Aubameyang så solide præstationer, at han tiltrak sig international opmærksomhed. Han scorede således mod hver eneste modstander, som AC Milan mødte på grønsværen. Det blev til syv mål i seks kampe for Aubameyang.

Aubameyangs første sæson som professionel fodboldspiller var sæsonen 2008/09, hvor han var udlejet til Dijon FCO. Meningen var, at Aubameyang skulle have førsteholdserfaring, hvilket han så sandelig fik. Han spillede således 34 ligakampe, hvori det blev til otte mål og to assists. Den dengang 18-årige Aubameyang blev ydermere nævnt i magasinet World Soccers talentsektion.

Sæsonen i Dijon som lejesvend blev altså en succes for Aubameyang. Herefter blev han udlejet til Lille OSC og AS Monaco, hvor han dog ikke oplevede samme succes. Efter seks måneder i Monaco blev Aubameyang udlejet til Saint-Etienne, hvor han på ny oplevede stor succes. Succesen i Saint-Etienne var endda så stor, at Ligue 1-klubben i december 2011 hentede Aubameyang på en permanent aftale. Han scorede sit første hattrick for klubben to måneder senere og endte faktisk som Ligue 1-topscorer i den sæson.

Sæsonen 2012/13 bliver betegnet som Aubameyangs gennembrudssæson. Han tilkæmpede sig ganske vist ”kun” en andenplads på topscorerlisten i Ligue 1, men til gengæld blev han kåret til African Player of the Year. Aubameyang blev præsenteret i Borussia Dortmund den 4. juli 2013. Han kom dog til at stå i skyggen af Robert Lewandowski i Dortmund-angrebet, hvilket kom til udtryk på Bundesligaens topscorerliste for 2013/14-sæsonen, hvor Aubameyang sluttede under både Lewandowski og Marco Reus.

Robert Lewandowski sluttede sig til Bayern München, inden sæsonen 2014/15 blev sparket i gang. Aubameyangs anden sæson i Dortmund-trøjen bød på 16 mål, hvilket gav ham rollen som Dortmund-topscorer. De 16 træffere var dog ikke nok til at sikre ham topscorertitlen i Bundesligaen, men fjerdepladsen på topscorerlisten betød, at han nærmede sig. Sæsonen 2015/16 bød på 25 mål i sæsonens 34 kampe, men det var kun nok til andenpladsen på topscorerlisten. Robert Lewandowski scorede 30 mål i Bayern München-trøjen.

Man kan argumentere for, at den netop overståede 2016/17-sæson har været den bedste sæson nogensinde for Aubameyang. Han vandt topscorertitlen for næsen af Lewandowski, som for anden sæson i træk præsterede hele 30 træffere i 34 kampe. Aubameyang havde scoret 29 mål i sæsonen, inden den allersidste spillerunde gik i gang. Her var Werder Bremen på besøg i Dortmund, hvilket endte med en 4-3-sejr til værterne. Dortmunds superhelt fandt vej til netmaskerne to gange i den allersidste kamp, mens Lewandowski ikke formåede at finde vej til netmaskerne i Bayern Münchens 4-1-sejr over Augsburg.

Aubameyang blev inviteret til at spille for Italiens U19-landshold, da han havde overstået den succesfulde sæson som lejesvend i Dijon. Den franskfødte angriber med rødder i Gabon valgte dog det franske U21-landshold, som han debuterede for i februar 2009. I marts 2009 blev Aubameyang imidlertid udtaget til det gabonesiske landshold, som han siden har repræsenteret. Han står på nuværende tidspunkt noteret for mere end 50 gabonesiske landskampe, hvilket også indbefatter Gabons OL-eventyr i 2012. Gabon var vært for Africa Cup og Nations i 2017, hvilket dog hverken medførte en sejr eller en finaleplads. Til gengæld er Aubameyang alle tiders topscorer på det gabonesiske landshold.

Superhelten Aubameyang

Halloween var lige om hjørnet i oktober 2012, da Aubameyang tilsyneladende tog forskud på glæderne. Han havde netop scoret det første mål i kampen mellem Saint-Etienne og Stade Rennais, da han løb om bag målet og fandt en taske. Heri fandt han en Spiderman-maske, som han iførte sig for at fejre sin scoring. Aubameyang var ikke den første spiller i verden, som fejrede en scoring på den måde. Den tidligere Newcastle-midtbanespiller Jonas Gutierrez havde således en Spiderman-maske gemt i shortsene, som kom frem, da han scorede mod Barnsley i 2010. Det blev til gengæld langtfra den sidste gang, at Aubameyang iførte sig en maske på grønsværen.

Aubameyang stjal endnu en gang rampelyset med en maske, da han var havnet i Borussia Dortmund og de stod over for Bayern München i DFL-Supercuppen i 2014. Henrikh Mkhitaryan bragte Borussia Dortmund foran efter 23 minutters spil, inden Aubameyang også kom på måltavlen efter godt en times spil. Herefter fandt han en Spider Man-maske i den ene sok, som han tog på hovedet foran de knap 80.000 tilskuere på Signal Iduna Park.

Spiderman blev erstattet af Batman i det såkaldte Ruhr-derby mellem Dortmund og Schalke i februar 2015. Aubameyang bragte BVB foran efter 78 minutters spil, hvorefter han tog en Batman-maske på hovedet, mens hans holdkammerat Marco Reus fulgte trop og også tog en maske på – en Robin-maske. Maske-episoden fra Ruhr-derbyet, hvor Aubameyang og Reus tydeligvis havde forberedt en fælles jubel, kunne have set vanvittig dumt ud, hvis Dortmund havde smidt føringen på gulvet, men derbyet endte 3-0 til Dortmund.

Aubameyang iførte sig for fjerde gang i karrieren en maske på grønsværen, da Schalke tog imod Dortmund til endnu et Ruhr-derby. Aubameyang bragte Dortmund foran i anden halvleg, hvilket altså fik ham til at tage endnu en maske på, men der var ugler i mosen denne gang. Der var således tale om en speciel maske, som var en tilslutning til den såkaldte Nike-kampagne ”The Masked Finisher”. Aubameyang er personligt sponsoreret af Nike, mens Dortmund får deres spilledragter fra Puma, som oven i købet også er aktionærer i Bundesliga-klubben. Denne kontrovers fik Dortmund-direktøren Hans-Joachim Watzke til at tale med store ord.

- Denne opførsel er uværdig for sådan en stor virksomhed. Det kan ikke passe, at vi skal kæmpe for Nike og deres øknomiske interesser på denne måde. Vores partner er Puma, udtalte Hans-Joachim Watzke til Bild.

Dortmund-træneren Thomas Tuchel var også overrasket over sin angribers opførsel. Han var dog ikke overrasket over, at hans angriber endnu en gang tog en maske på, da han skulle fejre sin scoring. Han var derimod overrasket over den kontroversielle maske, som var et endegyldigt bevis på, at Aubameyang havde tilsluttet sig en Nike-kampagne iført en Puma-spillertrøje.

- Vi havde forventet en efterfølger til Batman/Spiderman-jubelscenen, men det var ikke tilfældet, hvilket gør det hele en anelse vanskeligere.

Denne seneste maske-eskapade resulterede i, at Aubameyang blev idømt en bøde på omkring 375.000 kroner.

Hvad kommer fremtiden til at byde på?

Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at Aubameyang i forvejen havde mange bejlere, inden han kunne lade sig kåre som Bundesliga-topscorer. Nu kunne meget dog tyde på, at Aubameyang bliver et af de absolut hotteste transferemner, når sommerens transfervindue åbner. Her er en række bud på, hvor Aubameyang kan tænkes at havne, hvis han ikke bliver i Dortmund.

Real Madrid: Det har flere gange været på tale, at Aubameyang skal til Real Madrid, når han er færdig i Borussia Dortmund. Det bliver dog uden tvivl en dyr fornøjelse for ”Los Blancos”, hvis de vil gøre alvor af interessen. Den spanske avis AS skrev inden den netop overståede sæson, at Real Madrid dengang var villige til at betale i omegnen af 520 millioner kroner samt sende Álvaro Morata til Dordmund, hvis Aubameyang til gengæld blev sendt den modsatte vej.

Bundesliga-topscoreren nærer efter sigende selv et ønske om at komme til Real Madrid. Hans mor har således udtalt, at Bundesliga-topscoreren har lovet sin bedstefar, at han en skønne dag skal tørne ud for Real Madrid.

- Han lovede sin bedstefar, at han ville komme til at spille for Real Madrid, og lige siden han var et lille barn, snakkede han altid om Real Madrid - ikke Barcelona, udtalte Aubameyangs mor, Margarita Crespo, til El Laguero.

Manchester-klubberne: Både Manchester United og Manchester City er ifølge rygterne stærkt interesserede i Pierre-Emerick Aubameyang. Manchester City vil efter sigende gå all in i kampen om den målfarlige Dortmund-angriber, hvis Sergio Agüero smutter til sommer, hvilket der også er blevet snakket om på rygtebørsen. Manchester United meldte sig også på banen i kampen om Aubameyang, da de ledende kræfter hos ”De Røde Djævle” bad om et personligt møde med guldfuglen fra Gabon. Aubameyang har dog allerede holdt et møde med en anden europæisk storklub.

Paris Saint-Germain: Den franske hovedstadsklub er tilsyneladende den klub, som er tættest på Aubameyang. The Sun har således skrevet, at den såkaldte fodbolddirektør i Paris Saint-Germain, den hollandske legende Patrick Kluivert, allerede har holdt et personligt møde med Aubameyang. Her blev det efter sigende gjort klart, at PSG skal hoste op med godt og vel 510 millioner kroner, hvis Borussia Dortmund skal sende Aubameyang til den franske hovedstad.

Tianjin Quanjin: Det seneste bud på en destination for Aubameyang er den pengestærke kinesiske klub Tianjin Quanjin, som efter sigende også er interesserede i Diego Costa. Den engelske avis Metro skriver således, at den pengestærke klub har sendt et tilbud til Dortmund, som både Aubameyang og Borussia Dortmund kan få særdeles svært ved at sige nej til.

Tianjin Quanjin skulle således være parate til at betale BVB i omegnen af 600 millioner kroner, hvis de indvilliger i at sende Aubameyang til Kina. Tilbuddet kan også være svært at sige nej til for Aubameyang, som efter sigende bliver tilbudt en årsløn på hele 375 millioner kroner, hvilket altså svarer til knap en million kroner om dagen, 43.000 kroner i timen, knap 700 kroner i minuttet og knap 10 kroner hvert eneste sekund.
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Campeónes – Campeónes - Campeónes
Indkast.dk var til stede, da Real Madrid blev mestre på det stemningsfyldte La Roseleda, hvor personalet dog viste sig fra en knap så smuk en side.
Da der var spillet 66 minutter af sidste La Liga-spillerunde på La Roseleda, rejste samtlige tilskuere sig og klappede for at ære den 178 centimeter høje midtbanespiller, som indtil da havde været kampens bedste. På Real Madrids stjernemandskab havde den elegante Isco overskygget store fodboldnavne som Sergio Ramos, Cristiano Ronaldo og Karim Benzema. Ikke blot udeholdets fans fra ”Kongeklubben”, men også Málagas hjemmepublikum ønskede at sende en flot hilsen til deres tidligere profil, som skulle udskiftes med hovedstadsholdets modsætning – nemlig skuffelsen James Rodríguez.

Forinden og efter blot et par minutters spil havde Isco ellers gjort det onde ved Málaga, da han fornemt satte Ronaldo op, så han kunne score kampens første mål. Dette var stærkt medvirkende til, at Real Madrid kom meget tættere på det mesterskab, som de har hungret efter i den sidste håndfuld år. Målet gav Real Madrid den mest ønskelige start, selvom Málaga flere gange i løbet af kampen truede Real Madrids usympatiske keeper - Keylor Navas.

Fem år tidligere havde den populære Isco scoret i samme opgør, men for Málaga, hvilket er den eneste hjemmesejr til sydkystholdet over Real Madrid i dette årtusinde eller i de sidste 14 forsøg.

Så Isco og Ronaldo skabte den drømmestart, som Real Madrid havde håbet på, men Málaga svarede godt igen. Sidstnævnte var dermed med til at fjerne meget af den mistillid, der havde været op til kampen til Málaga-træneren Michel - med 404 førsteholdskampe for Real Madrid. Málaga svarede, som tidligere nævnt, flot igen, og derudover kunne Barcelona ikke ønske sig mere af Real Madrids modstander. La Roseleda er slet ikke det letteste sted at spille som udehold. Ti hjemmesejre er det blevet til for Málaga i denne sæson – men blot to på udebane. Tilskuerne er fire år i træk blevet kåret til de bedste hjemmefans i La Liga, og det kunne også mærkes på denne flotte sommeraften.

Om man havde sympati for Real Madrid eller Malaga – eller Barcelona – ændrede ikke ved, at der var noget magisk ved denne aften. Blandt tilskuerne med deres mange lommeradioer kunne man mærke, når der kom gode og især dårlige meldinger fra Camp Nou, og dem var der flere af – som Eibars to føringsmål eller Lionel Messis misbrugte straffespark.

Stemningen op til kampen var dog alt andet end idyllisk og rolig omkring den store ”gate 27”. Den blev nemlig lukket, hvilket frembragte stort pres på indgangen ved siden af. Her gik systemet for sæsonkortsholderne ned, og det skabte kaos samt tumultlignende tilstande med stort pres og mange lange køer på især gate 29. Derudover havde masser af tilskuere tilsyneladende billetter til de samme pladser, så alt op til kampen var rent spansk kaos, og som den ansvarlige for vores transport til kampen sagde: ”La Roseleda har plads til 29.000 tilskuere, men i aften lukker de sikkert mere end 30.000 ind”.

Man skulle tro, at det var løgn, men det var det ikke… Til højre fra os sad tilskuerne på trappen, og bag os stod en masse tilskuere – uden det lignede, at de havde billet. Gad vide, hvordan de var kommet ind til kampen – altså til en kamp, hvor der ifølge rygterne var billetter til over 5000 kroner på det sorte marked.

Vores billetter havde den tidligere danske landsholds- og Málaga-spiller Kris Stadsgaard været behjælpelig med at skaffe, og forinden var han også ganske informativ om sin periode i klubben. Han fortalte om den høje løn, som lige pludselig udeblev, men også om den store trænerprofil Manuel Pellegrini samt målet, som forsvarsspilleren lavede imod netop Real Madrid. Alt dette gjorde han på Casa Danesa, som er La Peña de Dinamarcas - Malagas danske fanklub - opholdsted.

Inden kampen nåede vi også lige at smage lidt spansk tapas på Meson Los Robles de Leon. Baren ligger lige overfor La Roseleda og derimellem findes et hav af gadesælgere, som leverer mange af de lokale nødder, som mange spiser inde på stadion. For mad og fodbold hører sammen i Spanien.

Tidligere har jeg overværet et ”El Clasico” fra en af de bagerste rækker på Santiago Bernabéu. Her fandt min ukendte sidemakker midt under kampen både en stor køkkenkniv, pølse og ost frem. Herefter blev der ellers – til min store overraskelse – delt gavmildt ud til de nærmeste. Meget anderledes forhold i forhold til for eksempel de engelske stadions, hvor man næsten ikke må have en ekstra jakke med…

På La Roseleda var der denne aften ikke brug for en ekstra jakke, men til gengæld kunne man godt uddele en masse sympati imod den jakkesætsklædte Zinedine Zidane, som har udviklet sig til lidt af en succestræner for Real Madrid.

Zidane overtog trænersædet i Real Madrid i januar 2016 efter skuffelsen Rafael Benítez, og siden har franskmanden forbedret det eftermæle, som sluttede hans aktive karriere med skandalen i VM-finalen.

Real Madrids mesterskab er kommet i hus, efter Zidane har frigivet spillerne og givet dem masser af tillid samt slækket på de taktiske forpligtigelser. Disse tiltag virker til at have udløst en masse energi i truppen, og den ellers så sky Zidane har også selv virket langt mere åben som person, efter han har fået rollen som træner.

Flere af de ældre spillere har fået pauser, imens nye spillere som Casemiro og Isco har vokset sig ind på holdet. Da kampen imod Málaga var slut, og den spanske mester var fundet, hang navnet ”Isco” over den efterhånden lyserøde spanske himmel.

40 dage forinden havde Barcelona tabt på samme græstæppe, og det endte med at blive mesterskabsafgørende. Derfor kunne Real Madrid-fansene gjalde udover det proppede stadion: Campeónes – Campeónes - Campeónes!!
Læs hele lederen
Bastia 1905 – Frankrigs skygge
I øjeblikket er Bastia i bunden af fransk fodbold, og deres fans opfører sig også som en flok tabere… men de har noget med 5. maj.
Til 1. maj-møderne i Frankrig var der i år historisk meget ballade. Optøjerne kom fra nationens venstrefløjs-ekstremister, som var utilfredse med, at Frankrigs præsidentvalg er en kamp imellem den indvandrekritiske Marine Le Pen og Emmanuel Macron fra det franske socialistparti – som for mange unge franskmænd er et valg imellem pest eller kolera.

Utilfredsheden startede store demonstrationer under sloganet NuitDesBarricades – altså barrikadernes nat, som også er kommet ind på de franske fodboldstations. Til opgøret imellem Lyon og Bastia entrede en gruppe af hjemmeholdets ultrafans – Bastia 1905 – banen og gik til angreb på udeholdets spillere, inden kampen blev afbrudt. Lyon-spillerne er dog langt fra de eneste, som har oplevet de hardcore hooligans.

I åbningskampen blev Lucas Moura ramt af en genstand, da PSG-spilleren skulle sparke et hjørnespark, og derudover blev Nice-angriberen Mario Balotelli udsat for racistiske tilråb. Men det har ikke altid været sådan for bundholdet i Lique1.


Platini vs. Milla
I 1977-78 vandt Bastia UEFA-Cuppen, efter de havde slået klubber som Sportlng Lissabon, Newcastle og Torino, inden PSV blev besejret i finalen. Tre år senere vandt de den franske pokalfinale efter en sejr over Saint-Etienne, der blandt andet havde legendariske Michel Platini. For Bastia var målscoreren en anden legende – nemlig Roger Milla fra Cameroun.

Efterfølgende kom der dog en mindre klub-tragedie, da 18 af klubbens fans døde i 1992 efter en tribune kollapsede på hjemmebanen. Ikke siden dengang har Bastia spillet en kamp den 5. maj.

I nyere tid har kendskabet til Bastia dog ændret sig – væk fra det sportslige. De er blevet et symbol på kampen imod ”La metropole” – altså et opgør imod Europas storbyer samt mange andre politiske holdninger, som er en anelse ekstreme. Efter terrorangrebene i Paris i 2015 mødte Bastia deres rivaler fra GFC Ajaccio, og til kampen blev der vist et stort banner med skriften ”Ripuate in Pace”, som kan oversættes med ”Hvil i Fred” samtidig med, at den franske nationalmelodi blev spillet. En fin gestus, men under hele seancen piftede medlemmer fra ”Bastia 1905”.

Holdets manglende indkøb, dårlige præstationer og udsigt til nedrykning har ikke gjort balladen mindre. ”Bastia 1905” er ikke de eneste ballademagere i fransk fodbold, men de betragtes af mange som de værste – især med tanke på klubbens størrelse.

Angrebet på Lyon-spillerne er blot et af mange billeder på dette, og det skete på trods af en enorm opstramning i de senere år, hvor der er kommet hårde straffe til uromagerne i klubberne og langt større brug af tv-optagelser. Men det virker til, at det kommer for sent i kampen imod de hardcore fans fra ”Bastia 1905” – Frankrigs skygge.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Hjulsagers fremragende scoring - Fest i en uge, hvis vi vandt Scudetto Artikel ikon VILDT: Politiet skyder mod fans i derby Artikel ikon Usportslige Verratti Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon - Han vil være en pornostjerne! Sánchez står registreret som BM-spiller! Artikel ikon Ugens hold fra Serie A – runde 37 Artikel ikon - Æsel skal synge tre gange inden kamp Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon AaB og FCN i toppen af fornem liste Top 20: Verdens bedste forsvarsspillere Artikel ikon Top 10: Hurtigste scorede PL-spillere Artikel ikon Top 13: Dårligste AaB-trænere Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: United vinder med et enkelt mål Spil: Dortmund vinder Artikel ikon Spil: Real Madrid får solid pokalhævn Artikel ikon Spil: United parkerer bussen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Tilbageblik: Ajax-holdet, der gik itu Fem skarpe om Agüeros mesterskabsscoring Artikel ikon De største fodboldlegender – Zidane Artikel ikon De orange danskere Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Medie: Mou giver modsvar United øjner gammel transferflamme Artikel ikon Fredagens engelske rygter Artikel ikon Torsdagens engelske rygter Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Peter Crouch Artikel ikon Vidste du om ... Jamie Vardy Artikel ikon Vidste du om ... Lucas Moura Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Statistik: Wayne Rooney Ni managere – på fem år Artikel ikon Vejen til Stockholm: Manchester United Artikel ikon Vejen til Stockholm: Ajax Amsterdam Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: AC Horsens - Esbjerg FB Optakt: Randers FC - OB Artikel ikon Optakt: Brøndby IF - FC Nordsjælland Artikel ikon Optakt: AGF - Viborg FF Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: FCK – Brøndby Startopstillinger: Ajax – Man Utd Artikel ikon Startopstillinger: Pescara - Palermo Artikel ikon Startopstillinger: VFF - AGF Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon United vinder Europa League Pescara sejrede i kamp mellem nedrykkere Artikel ikon Dramatisk remis i Viborg Artikel ikon Real Madrid snupper mesterskabet Artikel ikon Se flere