La Liga-chefens drøm om Premier League

Af Jonas Knudsen

2018-09-12
La Liga-chefens drøm om Premier League

Javier Tebas balancerer mellem at være en kontroversiel, politisk skikkelse, som higer efter kommerciel succes for La Liga for enhver pris, og at være de svage klubbers beskytter i en globaliseret fodboldverden.

Javier Tebas. Navnet er efterhånden velkendt for dem, der følger den spanske liga eller bare europæisk fodbold i det hele taget en lille smule. Præsident for LFP, det spanske ligaforbund Liga de Fútbol Profesional, kontroversiel politisk skikkelse og foregangsmand i økonomisk kontrol af de spanske klubber indadtil og ekspansion udadtil.

For nylig kom han for alvor i vælten i alverdens medier. Det gjorde han, da La Liga underskrev den kontroversielle aftale med det amerikanske firma bag Relevent, som står bag sommerturneringen International Champions Cup, om at visse La Liga-kampe i en periode på femten år frem i tiden skal afvikles i USA eller Canada.

Konstruktionen er velkendt den anden vej rundt, hvor både amerikansk fodbold og snart også baseball afvikler kampe i London til glæde for europæiske fans, men at en af de mest traditionsrige europæiske turneringer går samme vej, medførte alligevel en massiv mediebevågenhed. Ja, så meget at selv DR's Deadline så det relevant at behandle et emne omhandlende den bedste spanske fodboldrække.

I Spanien har de dog længst vænnet sig til, at Javier Tebas og LFP kommer med bulder og brag og indtager dagsordenen. I denne artikel dykker jeg ned i manden Javier Tebas og hans drøm om at gøre La Liga til en økonomisk og brandmæssig spiller, der i lighed med resultaterne på banen kan kæmpe med Premier League om indtægter og markedsandele.

Økonomisk stabilitet og retfærdighed
- Vi er overbeviste om, at La Liga bliver mere konkurrencedygtig, fordi klubberne vil skulle stoppe med at sætte en del af deres indtægter af til at betale renter og afvikle gæld for i stedet bruge dem på at investere i talent og baneforhold, som er det, vi har brug for. De to største klubber skal fortsætte med at være førende, og det vi skal gøre, er at vokse sammen med dem hen ad vejen.

Sådan sagde Javier Tebas i 2013 til RTVE, efter han tiltrådte som præsident for LFP. Allerede inden da var forandringens vinde allerede på vej ind over spansk fodbold, og Tebas selv havde også som vicepræsident i selvsamme forbund spillet sin rolle i udviklingen af den storstilede plan om økonomisk kontrol og en centralisering af tv-rettighederne, der nu udrullede sig over de spanske klubber. Faktisk havde han allerede i starten af 00'erne, som vicepræsident i Deportivo Alavés og formand for G30-klubberne (de 30 økonomisk set mindste spanske professionelle fodboldklubber), kæmpet i frontlinjen for en mere ligelig fordeling af tv-indtægterne.

Den økonomiske kontrol, LFP dengang nedlagde over de spanske klubber, skal ses som en direkte forlængelse af UEFA's Financial Fair Play, om hvilken effekten og gavnligheden for de mindre europæiske klubber stadig står til debat. Den debat skyldes blandt andet, at Financial Fair Play reagerer bagudrettet, hvilket reelt set tillader klubber at gøre som det passer dem, og så kan de tage kampen med UEFA bagefter. En kamp Tebas synes, de store klubber vinder alt for nemt. Javier Tebas har kritiseret FFP voldsomt, blandt andet med kraftig kritik af de arabiskejede klubber PSG og Manchester City, som begge har truet Tebas med sagsanlæg pga. hans antydninger om, at de omgås reglerne for tredjepartsinvesteringer, men slipper afsted med det pga. Financial Fair Plays svagheder.

I LFP's økonomiske kontrol af de spanske klubber foregår kontrollen derfor forud. Det vil sige, at klubberne skal fremlægge og dokumentere de forventede udgifter og indtægter inden sæsonerne, og på baggrund af det fastsættes et lønloft, som ved overskridelse medfører straffe med alt fra bøder til tvangsnedrykning, en tvivlsom ære som tilfaldt Elche i 2015.

Det kræver et enormt arbejde fra klubbernes side, og derfor har den økonomiske kontrol heller ikke været lige populær hos alle klubberne, særligt dem, der har været i uføre, naturligvis. Men her fem år senere kan Tebas og LFP alligevel se tilbage på et succesfuldt forløb, i hvert fald når man snakker om økonomien i La Liga, og Tebas ville nok også mene, at resultaterne i de europæiske turneringer taler hans sag, men det er en anden diskussion. Ifølge deres egne tal er antallet af klager over manglende lønudbetalinger fra spillere gået fra 153 til blot en enkelt i 2017. I samme periode er den offentlige gæld i klubberne i La Liga og Segunda División gået fra €650 millioner til €96 millioner.

Samtidig begynder man rent faktisk at kunne se Tebas' plan, at de spanske klubbers indtægter gerne skulle gå til investering i baneforhold, faciliteter og gode fodboldhold, gå i opfyldelse. Flere klubber renoverer stadions, flere klubber kan nu rent faktisk betale spillersummer eller i det mindste tilbyde spillere permanente kontrakter, der lever op til mindstelønningerne.

Det kan tillægges den økonomiske kontrol, men det kan også tillægges et af Javier Tebas' andre initiativer: Det centraliserede salg af rettigheder og forsøget på at ensarte La Liga som brand.

For at skabe brandmæssig værdi for den spanske liga har Tebas for eksempel indført mantraet om, at man skal kunne genkende en La Liga-kamp inden for tre minutter udelukkende på baggrund af billederne, grafikken, stadionernes udtryk og produktionen af tv-billederne.

Spidercams, Intel 360 graders gengivelser og ensartet produktion har forbedret brandet, og gjort det muligt at sælge. Opgaven med at sælge audiovisuelle rettigheder til fodboldkampe er nemlig Tebas' speciale, og noget han har arbejdet med siden 90'erne. Som præsident for La Liga har han sørget for at få centraliseret salget af rettighederne, noget han aldrig lykkes med i kampen mod FC Barcelona, Real Madrid og de andre storklubber, dengang han var formand for G30.

Nu fik han endelig skovlen under de store, og med et centraliseret salg af rettighederne har han både øget den samlede indtjening og fordelingsnøglen, så de store klubber ikke bare sidder på det hele. I stedet er alle sikret en vis grundindtjening for tv-rettighederne, mens resten fordeles af forskellige aspekter som for eksempel placering i tabellen og antal tilskuere på hjemmebanen.

Succesen er til at tag at føle på. La Liga-klubbernes samlede indtægter er ifølge Expansión fra 2011 steget fra €2,1 milliarder til i 2017 €3,4 milliarder. Isolerer man tv-indtægterne er tallet i samme periode fordoblet fra €0,7 milliarder til €1,4 milliarder. Imponerende resultater på bundlinjen, som selvfølgelig også skal ses i lyset af, at man i mellemtiden er gået ud af en finanskrise og ind i en vækstperiode.

Alligevel står tallene som et overordentligt solidt resultat for Javier Tebas! Men hvorfor er han så ikke en populær og samlende figur for La Liga?

Forretningsmand, jurist og rapkæftet politiker
En af forklaringerne skal findes i Javier Tebas karakter og ikke mindst fortid. Inden han i 90'erne med præsidentskabet i hjembyens klub og nuværende La Liga-underdog Huesca trådte ind i fodboldverdenen, flirtede han nemlig med det politiske miljø, og ikke hvilket som helst af slagsen.

I starten af firserne, som ung jurastuderende, var han nemlig medlem af Fuerza Nueva. For de, der ikke er velbevandrede i spansk politik og historie, så var Fuerza Nueva en udløber af Francos falangistiske parti, som styrede Spanien under det facistiske diktatur fra 1939 til 1976. Fuerza Nueva ønskede at bevare den strengt traditionalistiske og autoritære linje, og under transitionen fra diktatur til demokrati i sluthalvfjerdserne og startfirserne deltog de blandt andet i angreb på generalstrejker og poliske møder.

Javier Tebas fortryder ikke sin fortid i det falangistiske parti, tværtimod står han stadig for de samme politiske synspunkter, hvoraf han fremhæver arg modstand af abort, en katolsk livsførelse og en streng, spansk nationalisme.

- Jeg tænker stadig det samme som for 20 år siden. Men jeg er ikke ekstremt højredrejet. I de fleste tilfælde, har jeg stadig de samme holdninger, som da jeg var medi Fuerza Nueva. Det der sker, er, at folk ikke ved, hvad Fuerza Nueva var. Men jeg er ikke ekstremt højredrejet, ej heller voldelig. Hvis ekstremt højredrejet er at forsvare Spanien som enhed, livet og en katolsk mening med livet, så tilhører jeg den gruppe. Og jeg forsvarer fortsat det samme, på det punkt har jeg ikke ændret mig.

Kritikere påstår, at hans politiske standpunkt påvirker hans virke. Sandt er det da også, at han har hyret flere politikere affilieret med det nu tidligere regeringsparti Partido Popular, hvilket der som sådan ikke er noget i vejen med. Senest kom det dog frem, at han har forsøgt at headhunte tidligere minister for administration af territoriale anliggender, Roberto Bermudéz de Castro til LFP's organisation. Bermudéz de Castro blev særligt berømt for sin rolle i den politiske krise omkring den catalanske selvstændighedsafstemning i oktober 2017. Her var det ham, der helt håndgribeligt udøvede artikel 155 i den spanske forfatning, hvilket satte den catalansk regionale regering og det catalanske parlaments magt ud af spillet i kølvandet på den catalanske uafhængighedsafstemning.

Det skal yderligere ses i lyset af, at netop Tebas selv var meget åbenmundet i tiden omkring den catalanske krise. Hvor andre politikere og sportsfolk i hovedreglen afstod fra at tage stilling til, hvilke implikationer en eventuel catalansk uafhængighed ville få for de catalanske fodboldklubbers mulighed for at spille i den spanske liga, var han ganske klar i mæglet.

- Først og fremmest er det umuligt, at selvstændigheden måtte komme, for Spanien har en retsstat, der bør overtrumfe. Alt, hvad der siden er sket, med folk i fængsel, har ikke overrasket mig, det var det logiske udfald. Vi, som er dedikeret til den juridiske verden, vidste, at der ikke var anden udvej. Hvis en begår ulovligheder, ender man, hvor man skal ende. Vi har altid forsvaret, at Sportsloven er meget klart i denne henseende, og at det ikke er muligt for catalanske hold at spille uden for La Liga, selv hvis vi tillod dem det.

Kombineret med det faktum, at Tebas også er offentligt erklæret Real Madrid-fan, er han selvsagt ikke på god fod med alle catalanere, i særdelshed dem, der holder med FC Barcelona. Gerard Piqués berømte, anklagende pegefinger op mod netop Javier Tebas efter et uafgjort resultat mod Villarreal, hvor dommeren ikke havde hjulpet FC Barcelona, skal netop ses i lyset af frustrationerne over disse udtalelser.

Hverken Tebas eller hans organisation påsætter dommerne, så principielt var gestussen fra Piqué tom, men principiel var den frem for alt..

Nazister og homoseksuelle
Som præsident for La Liga var det et udtryk for en usædvanlig lyst til at blande sig i politiske anliggender, og alle mulige og umulige andre sager. Traditionelt har præsidentembedet i LFP ikke været larmende, og også på den front repræsenterer Tebas en ny stil.

Flere gange har han bragt sig i unåde hos både klubber og fans. Den ene gang endte FC Barcelona med at lægge afstand til Tebas, efter han havde udtalt sig om FC Barcelona-spillernes opførsel i en kamp på Mestalla. Her var jublende Barça-spillere blevet ramt af en vandflaske, og da LFP udstangede bøden til Valencia, understregede Tebas, at ”sådan noget vil man ikke se”, men samtidig tog han afstand fra spillernes ageren. Spillerne, som havde jublet, måske lidt hoverende, men den slags sker nu ganske ofte i intense opgør mellem ligarivaler.

En anden gang var sagen mere alvorlig. Rayo Vallecano-fansene, som er notorisk kendt for deres venstreorienterede aktivisme, demonstrerede i 2016 mod indkøbet af den ukrainske angriber Roman Zozulya. Han var blevet set på et billede med en ukrainsk ultrahøjreorganisation, og det brød de Rayo-fansene sig selvsagt ikke om. Så voldsomt blev presset på Zozulya og klubbens ledelse, at de måtte skille sig af med ham, inden han overhovedet nåede at spille.

Det fik Javier Tebas til at reagere ved at stævne 17 Rayo Vallecano-fans, en beslutning, der trak politiske spor:

- Tebas er gået for vidt. Han har en personlig modvilje mod folket fra Vallecas for deres ideologi, og det som Rayo Vallecanos fans repræsenterer, som ligger meget fjernt fra hans måde at tænke på, lød det således fra Miguel Ardanuy fra det politiske parti Podemos i Madrid.

Javier Tebas svar til ham og til Rayo-fansene var resolut:

- I Rayo ønsker de ikke nazister, hvad så hvis der i morgen er et andet hold, som ikke ønsker homoseksuelle?

Som en mand, der har forsøgt at gå i spidsen af en kampagne for højere tolerance på tribunerne – en kampagne der indledtes, da Depotivo-fanen kendt som Jimmy blev slået ihjel i optakten til en udekamp mod Atlético i 2014 – klinger sådan en kommentar, der, utilsigtet eller ej, sidestiller nazisme med homoseksualitet, ikke godt. Særligt ikke når man har hans politiske fortid klar i bevidstheden, hvilket Rayo-fansene utvivlsomt har.

Økonomisk globalisator og sheikens værste fjende?
Men for klubberne i La Liga vejer Tebas' politiske profil altså ikke højest. Det gør ønsket om at forbedre de spanske fodboldforretninger, der for de flestes vedkommende har lidt i mange år.

Og dermed kommer vi tilbage til det, der har bragt Tebas i offentlighedens søgelys verden over den seneste tid. Ønsket om at skabe finansiel stabilitet i Spanien blev nemlig fulgt af en gulerod til de selvsamme klubber, som er blevet ”ramt” af LFP's krav om økonomisk ansvarlighed, nemlig øgede indtægter til gavn for især klubberne i midten og bunden af La Liga samt i Segunda División. Som nævnt, har hans økonomiske kontrol og det centraliserede salg af tv-rettigheder faktisk vist sig som en umiddelbar succes. Derfor er han også en ganske populær herre i en stor del af de mindre klubber.

Da Serie A for nyligt forsøgte at headhunte ham, satte klubberne sig således sammen for at blive enige om en lønstigning til Tebas, noget et klart flertal støttede op om, med undtagelse af blandt andet Real Madrid, som stadig ikke har tilgivet Tebas, at han frarøvede dem retten til selv at sælge deres tv-rettigheder samt hans undersøgelse af ulovlig stats-/ regionsstøtte til klubberne, som blandt andet involverede Real Madrid.

En af de klubber, der støttede op om Tebas var sjovt nok Rayo Vallecano (og deri ligger en af forklaringerne på, hvorfor Rayo og klubbens fans også befinder sig i en konstant konflikt). De ligesom mange andre klubber ser en vej ud af konstante gældsspekulationer og flirten med konkurs, som har været et aktuelt tema i en lang, lang række spanske klubber i det nye årtusinde.

- Vi skaber afdelinger i mange lande, mens vi har tilrettelægt visse kampe efter nye markeder som Asien og USA. Vores mål er at nærme os Premier League, et forgangseksempel, når det kommer til fodbold som sport og forestilling

Så klar er målsætningen fra Tebas' side, og han er villig til at gå langt for at nå sit mål. Men fans og senest også spillerne mener, at denne konstante higen efter vækst og nye indtjeninger koster deres oplevelse.

Først vil han have dem til at spille på andre tidspunkter, for Espanyol-fansenes vedkommende ofte mandag aften, noget de har demonstreret højlydt imod.

Så vil han straffe klubberne for ikke at have fyldt tribunerne. I det hele taget, men særligt i kameravinklen, så man kan finpudse produktet for fjernseerne. Det er blandt andet gået hårdt ud over Celta Vigo, som har kameraudstyret installeret på den mest populære tribunen hvorfor resten af stadion forekommer halvtomt.

Så tvinger han mere eller mindre klubberne til at leje en flok saudiarabiske spillere, som ikke er i nærheden af at have niveau til at spille i den bedste række, i bytte for saudiarabiske sponsorkroner.

Og sidst men ikke mindst vil han nu spille kampe i USA. De næste 15 år, mindst én kamp om året. I første omgang har han lovet, at maksimalt én kamp om sæsonen vil rykkes til USA de første fem år, og at det er frivilligt for klubberne at deltage. Det har så vist sig, at flere af de små klubber gerne ofrer en hjemmekamp for en tur til USA, og alt peger nu på, at det bliver Girona – FC Barcelona i januar måned, der kommer til at blive spillet i Miami.

Og selvfølgelig har Rayo også meldt sig, hvilket måske kan have noget at gøre med, at deres hjemmebane alligevel er lukket for tiden.

Som kompensation kan Girona-fansene i øvrigt vælge at få tilbagebetalt 40% af deres allerede købte sæsonkort (det mest populære valg ifølge Mundo Deportivo), rejse gratis til Miami på LFP's regning (maks. plads til 1500 tilskuere) eller få en fribillet til udekampen mod FC Barcelona (maks. 5000 stks.). Det har fået en fælles front af fans og spillere til at stå op imod Tebas, som de mener handler henover hovedet på dem, hen over hovedet på det rigtige fodboldspanien, den hvor det lokale hold betyder mere end alt i verden, og hvor man spiser en bocadillo på stadion lørdag aften, inden man tager hjem eller videre ud i byen for at nyde det sene aftensmåltid.

På den anden side forsvarer Tebas en mere jordnær og økonomisk organisk struktur i fodbolden. Det gør han for eksempel ved at arbejde imod tredjeparter i form af rigmænds pludselige indtrængen i klubber som en imagemæssig, politisk eller forretningsdrevet strategi. Det har Peter Lim i Valencia mærket på sin egen krop, da han grundet den økonomiske kontrol, hvor der skal være ligevægt mellem indtægter og udgifter, ikke blot har kunne give Valencia-fansene gaver i form af dyre spillere.

Tebas ser gerne, at UEFA håndterer medlemsklubberne overalt i Europa på samme måde og med hård hånd slår ned på rigmænd, der leger fodboldbosser:

- Det er ikke en personlig kamp, tag ikke fejl, det er en kamp, som europæisk fodbold må imødegå, og jeg skubber på. Når der kommer penge ind i en hvilken som helst økonomisk sektor, skaber det inflation og forårsager, at virksomheder forsvinder, for det er et fiktivt marked. Lad mig komme med et radikalt eksempel: Jeg er multimillionær, og i morgen bygger jeg en forretning ved siden af Carrefour og kalder den Tebasfour, fordi jeg ikke ønsker, at nogen skal betale for kylling eller mælk, for jeg er en rigmand, og jeg vil have, at man anerkender min internationale politiske strategi… Hvad gør jeg? Jeg angriber Carrefour, fordi de arbejder inden for en struktur markeret af efterspørgsel og udbud, og her kommer så en fyr, der er rig og kan forære det hele bort, lød det tidligere i år fra Tebas i El Debate de Hoy, inden han fortsatte:

- Det er, hvad der sker med sheikerne, og hvad der skete med Abramovic i sin tid. Aktuelt har vi to hold i Europa, som er meget farlige i den henseende, PSG og Manchester City. Man ser, hvordan de benytter sig af kneb. Der kommer til at ske ét af to: Enten agerer UEFA, eller også er jeg nødt til at gå til EU. Jeg har allerede sagt, at jeg vil gøre det, hvis ikke UEFA gør noget, og jeg forventer, at de gør noget, for fodboldmarkedet er globalt, talentet er globalt og så kommer der disse sheiker, som det skete med Neymar, og siger ”ham tager jeg”, det er lige meget, hvad han koster.

Dette citat er der formentlig mange fodboldfans, der godt kan vinde sympati for. Også spanske. I en verden, hvor fodbolden i højere og højere grad fjerner sig fra ”almindelige menneskers hverdag” og fra de lokalt forankrede klubber, forsøger Tebas at trække i modsatte retning. På den ene side. På den anden side trækker han netop spansk fodbold længere og længere over i en globaliseret markedsstrategi, og deri er komplekset, der gør Tebas til en omdiskuteret skikkelse.

Kan han lykkes med at skabe en global økonomi omkring La Liga uden at miste alt det, der netop giver La Liga værdi for kernefølgerne, først og fremmest de spanske fans selv, som kommer på stadion og er med til at løfte oplevelsen af spansk fodbold, noget Tebas jo netop også anerkende i sin strategi? Når man tænder for La Liga på tv'et er det ikke blot det bedste fodboldspil i verden, det er også omgivelserne, stadion, fans, pibekoncerter, pres på dommerne og optændte gemytter på tribunerne, man vil se.

Kan det overføres til et NFL-stadion i Miami? Og vil spanierne med tiden acceptere, at deres elskede La Liga bliver kidnappet til USA? Og kan romantiske fodboldfans se sig selv forsvaret mod overinflation og ultraglobalisering af en mand med en fortid i en fascistoid politisk fraktion?

Forandringer i så grundlæggende strukturer som de europæiske fodboldligaer, som i Spaniens tid går langt længere tilbage end landets demokratiske, politiske institutioner, kræver tid og tilvænning, så tiden må vise, om Tebas er forud for udviklingen i en konservativ verden, eller om han har fået indviklet sig i en på forhånd tabt kamp mod de grundlæggende kulturbærere i spansk fodbold.

Denne artikel er bragt i samarbejde med Hay Liga, det nye hjemsted for fans af La Liga.



Optakter
Søndag d. 23/9, kl. 12:00
SønderjyskE - Midtjylland
Podcast

Podcast - Landsholdskonflikt

Podcast - Status efter sommeren 2018

Podcast - 10 forudsigelser for 2018/2019

Podcast - United, Jose og klasse-mangel

Podcast - N'Doye, Kabongo og Superliga

Podcast - Ronaldo, Lemar og Hazard

Podcast - Den kolde langside

Podcast - det smukke spil/store følelser

Podcast - VM, krig og kokain

Podcast - Delaney's skifte til Dortmund

Podcast - VM-optakt del 2

Podcast - VM optakt del 1

Podcast - mesterskabskampen

Magasin-artikler
Europa League – hold øje med
Redaktionen på Indkast.dk har fundet nogle spændende spillere at kigge på "om torsdagen"...
Marc Bartra – Real Betis
Den tidligere Barcelona-spiller er tilbage i Spanien efter en meget skadesplaget periode hos Dortmund. Kan forsvarsspilleren løfte Real Betis?


Amadou Haidara – Red Bull Salzburg
Er blevet omtalt som ”den næste Naby Keita”. Tottenham og Chelsea har indledt jagten på den 20-årige hårdtarbejdende midtbanespiller fra Mali. Haidara har kontrakt med østrigerne de næste fire år, men måske kan han bruge Europa League som udstillingsvindue til at komme til en af de største europæiske klubber.


Viktor Claesson – Krasnodar
Den svenske kantspiller eller offensive midtbanespiller er slået helt igennem i Rusland, efter han forlod Elfsborg i 2015. Han blev i sidste sæson kåret til den bedste spiller i Krasnodar.


Dimitri Payet – Marseille
Den elegante midtbanespiller kan blive en af de allerstørste spillere i denne Europa League-sæson. Hans elegante spillestil skal nok komme til sin ret ”om torsdagen”.


Julian Brandt - Bayer Leverkusen
Det er ganske rart, at ikke alle tyske talenter ender hos Bayern München. Den venstre kantspiller har flere gange afvist de sydtyske giganter, så nu kan vi andre glædes over ham i Europa League.


Alessio Romagnoli – Milan
Blev hentet hos Roma i 2015 og har taget Milano med storm. Her bliver han sammenlignet med klublegenden og den nyslåede leder Paolo Maldini. Den kølige måde at føre bolden frem og bevare roen er varemærker for begge spillere.


Lucas Torreira – Arsenal
I mangel på spilletid i Premier League kan den 22-årige defensive midtbanespiller fra Uruguay måske få en masse spilletid i Europa League og vise nogle af de gode takter, som han også viste under VM.


Andreas Christensen – Chelsea
Kunne man forestille sig, at den danske VM-spiller ville få lidt spilletid for London-klubben af samme årsag som Torreira?


Sergej Milinković-Savić - Lazio
På trods af tilbud fra mere prominente adresser, er den høje serber blevet i Lazio. Han er 23 år, og står på tærsklen til sit helt store internationale gennembrud.


Callum Hudson-Odoi - Chelsea
Måske bliver det til spilletid for den 17-årige englænder i Europa League. Så enormt spændende ud i optakten til sæsonen, og Sarri har valgt ikke at sende ham ud på lån. Hurtig og udfordrende. Den engelske Mbappe?


Steven Gerrard - Rangers
Liverpool-legenden har overtaget trænerposten i Rangers. Relativt uprøvet og Europa League i første sæson. Bliver det Zidane eller Neville?


Sander Berge - Genk
Vi fik et lille indblik i, hvad den 20-årige nordmand kan, da Genk ekspederede Brøndby ud. Spiller med stor autoritet og ro på trods af sin unge alder.


Ismaila Sarr - Stade Rennais
Den lynhurtige senegaleser har allerede repræsenteret sit land 17 gange i en alder af 20 år. Har mange af de samme færdigheder som landsmanden Sadio Mané.
Læs hele artiklen
Bari – Passionen skal bestå
Denne sommer blev Bari erklæret konkurs eftersom, at klubben ikke kunne finansiere deltagelse i Serie B.
Mange triste Bari-tilhængere har efter, at det blev officielt, at klubben i denne sæson spiller Serie D-fodbold lagt videoer og billeder op på sociale medier med tårer i øjnene. Mange tilhængere mente, at det var utænkeligt, at den skæbne der har ramt 153 italienske klubber siden 2003, også kunne ramme deres klub. Nemlig en konkurs.

I 2014 solgte Matarrese-familien klubben efter tre generationer som ejere af Apuliens stolteste fodboldklub. En af dem der investerede penge i klubben, var tidligere dommer Gianluca Paparesta. Han investerede over 30 mio. kroner i klubben. Paparesta kommer selv fra byen, så han ved om nogen, hvor meget stoltheden omkring klubben betyder for byens folk i det fattige Syditalien. I 2016 kunne Paparesta så løfte sløret for en rig investor, der var klar til at hjælpe Bari tilbage til Serie A. Den malaysiske rigmand Noordin Ahmad overtog 50% af klubben samtidig med, at den tidligere medejer Cosmo Giancaspro blev sat ind som ny præsident. Overtagelsen betød, at Paparesta beholdt sin andel og Giancaspro havde fuld kontrol over klubben efter, at den malaysiske investor forsvandt.

Det blev det negative vendepunkt for traditionsklubben i syd. Atmosfæren skiftede omkring klubben. Et forslag omkring stadion-renovationer blev skudt ned, da Bari-borgmester Antonio Decaro ikke ønskede at bruge skattepengene på renoveringen. Allerede på dette tidspunkt var der lavvande i klubkassen. Klubben blev tilbudt at lave en langsigtet handleplan på renoveringen, men med mangel på økonomiske midler måtte planen lægges til side, og Baris hjemmebane San Nicola, også kaldet ”Spaceship”, der kan huse tredje flest tilskuere i landet, kun overgået af Stadio Olimpico i Rom og San Siro i Milano, måtte stå hen og forblev i dårlig tilstand, ligesom Baris økonomi. Man vil måske fristes til at spørge, hvorfor Baris hjemmebane har så stor kapacitet sammenlignet med andre hjemmebaner rundt om i Italien. Grunden til størrelsen er, at man i forbindelse med VM-slutrunden i 1990 i Italien var nødt til at kunne huse flere tilskuere. Derfor var Bari blandt de udvalgte byer til de dengang nye super-arenaer sammen med blandt andre Milano og Torino. Efter slutrunden havde klubben dog svært ved at fylde den store hjemmebane, en skæbne der også overgik Juventus og deres ikoniske hjemmebane Delle Alpi i Torino. Delle Alpi blev for år siden erstattet af Juventus Stadium, hvor der er plads til væsentligt færre, men en hjemmebane som klubben kan fylde.

I 2014 spillede Bari Serie B-playoff mod Latina, og i den anledning var der 50.000 mennesker på stadion. I 2016 da klubben spillede om oprykning til Serie A mod Novara kunne man kun lokke 20.000 mennesker på stadion. Efter kampen mod Novara fortalte byens borgmester til et italiensk medie:

- En dag af nederlag, som brænder tusinde gange mere end et nederlag på banen.

I januar 2018 begyndte der stille og roligt at florere rygter omkring, at lønningerne i klubben ikke blev betalt, og i marts blev det så officielt, at klubben har en gæld på 199 mio. kroner, og med ingen mulige midler eller investorer til at gribe klubben, var der kun et håb. Oprykning. Klubben var tidligere på sæsonen blevet fratrukket to point, da klubbens økonomiske problemer ikke blev overset af det italienske fodboldforbund (FIGC). Det betød, at klubben fik en hårdere modstander i form af Cittadella i kvartfinalen i oprykningsspillet. Klubben røg ud af oprykningsspillet til netop Cittadella, og fra den dag i start juni kunne Bari-tilhængerne blot holde vejret og håbe på et økonomisk mirakel. Samme måned blev hjemmebanens vand lukket, da man havde ubetalte vandregninger på 45.000 kroner. Samtidig skulle klubben finde over 30 mio. kroner til ubetalte lønninger og registrering til Serie B-sæsonen 2018/2019.

Bari var mere presset end nogensinde før, rent økonomiske, og klubben gik på jagt efter en kapitalindsprøjtning fra en ny ejer. Den Syditalienske klub var i samtaler med Leeds United-ejeren Andrea Radrizzani, men det hele kollapsede. Samtidig blev ejeren Giancaspro undersøgt for økonomiske uregelmæssigheder. Undersøgelserne betød, at Giancaspro forlod klubben, som nu stod uden ejer og i dyb gæld.

I juli måned stillede byens borgmester Decaro sig op og talte til klubben og byen. 4000 tilhængere mødte op på Baris gamle hjemmebane Stadio della Vittoria, der er væsentligt mindre end San Nicola, for at høre ordene. Borgmesteren fortalte til de fremmødte, at han ville kæmpe for at klubben ikke blev tvangsnedrykket til Serie D, men blot Serie C på baggrund af Baris sportslige kulturarv. Det blev dog ikke aktuelt for den apuliske stolthed. Flere tilhængere har efterfølgende udtrykt deres skuffelse og vrede over den dårlige ledelse, de mener klubben har været under. En enkel tilhænger beskriver, at en klub der kan sende 50.000 mennesker til en playoff-kamp fortjener bedre ledelse, end tilfældet har været.

En livslang Bari-tilhænger ved navn Alfred Ricci fortæller til The Guardian:

- Når du slår hanen (klubbens logo, red) ihjel, når du skærer hovedet af den, lever den videre et stykke tid. Bari dør aldrig. Menneskerne i Bari dør aldrig. Genopstandelsen starter fra Serie D. Vi vil være der med vores tørklæder, syngende, hyldende, i dag, i går og for evigt de hvide og røde farver.

Bari vil selvfølgelig kigge på de modeller, både Napoli og Fiorentina har gjort brug af, efter de blev erklæret konkurs. Begge hold er nu etablerede tophold i Serie A. Det er en langsigtet plan, men en økonomisk sikker plan.

I fremtiden vil der altså for Bari være nye spillere, en ny hjemmebane, nye ejere og nye modstandere. Men ånden, passionen og drømmen om toppen af italiensk fodbold lever videre i havnebyen, der ligger på hælen i støvle-landet.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Bernd Leno – i klub med Lehmann og Čech
Er han den nye nummer 1 eller en back-up for Petr Cech? Spørgsmålet er stadig åbent, men Leno har vist gode takter og håber at være med til at bringe London-klubben tilbage i toppen af europæisk fodbold.
I midten af juni 2018 brugte Arsenal omkring 200 millioner på at hente Bernd Leno til klubben. Tyskeren kom fra Bayer Leverkusen, hvor han har spillet i syv år og med mere end 230 kampe for klubben, er han trods de 26 år allerede en erfaren målmand. Det fremhævede cheftræner Unai Emery også i forbindelse med skiftet:

- Vi er meget glade for, at Bernd Leno skifter til os. Han er en målmand med høj kvalitet og erfaring. Han har præsteret på højeste niveau og har været en fast mand i målet hos Leverkusen i Bundesligaen i de seneste syv år. Vi er meget glade for, at Bernd har valgt Arsenal, og vi ser frem til at arbejde med ham i pre-season, sagde han til Arsenal.com.


Et nyt kapitel
For Bernd Leno var skiftet på alle måder et nyt kapitel. Både for ham selv og for klubben med Unai Emery ved roret. De to talte sammen inden skiftet, hvor Emery gjorde det klart, at han synes, tyskeren er dygtig, og Leno er stolt over skiftet.

- For mig er det en drøm at spille i Arsenal. Det er klubbens historie, fansene og kvaliteten af holdet og klubben, som gjorde, at jeg gerne ville skifte. Jeg vil hjælpe holdet med at komme tilbage til Champions League og vinde trofæer. Arsenal hører til i Champions League, sagde den tyske målmand i forbindelse med skiftet.

Indtil videre trives han også godt i klubben. Det fortalte han til Arsenal.com i august:

- Det er rigtig godt. Jeg er stolt af at være en del af Arsenal, og holdet er meget søde, trænerne er gode, og det er sjovt at være her. Vi er som en familie. Vi har store spillere med store personligheder, men jeg synes, at atmosfæren er god. Det har faktisk overrasket mig lidt, hvor nemt det har været at komme ind på holdet.


Blev målmand ved et tilfælde
Bernd Leno er vokset op i Stuttgart og husker sin første kamp på stadion, hvor Stuttgart spillede mod Bremen. Han var med sine forældre og bror inde og se kampen, og her startede drømmen om at blive professionel fodboldspiller, og som han siger:

- 15 år efter har jeg skrevet under med Arsenal. Jeg udlever min drøm.

Som barn var hans forbilleder Iker Casillas, og i Stuttgart begejstrede Timo Hildebrand og Jens Lehmann ham.

- Jeg så mange af Jens Lehmanns træningssessioner for at lære fra ham. Jeg havde nogle træninger med ham, da jeg var 16-17 år. Han var meget koncentreret og professionel, og det er den mentalitet, man skal have som professionel målmand, fortæller Bernd Leno.

Det var først, da han var 9-10 år, at han vidste, han skulle være målmand. Indtil da havde Bernd Leno spillet på midtbanen, og det var lidt et tilfælde, han endte i målet:

- Der var en målmand fra klubben, som ikke kom til en kamp, og jeg stod derfor på mål. Jeg var god og har ikke været ude af målet siden, fortæller han til Arsenal.com.

Da Bernd Leno var 19 år gammel fik han Champions League-debut for Bayer Leverkusen. Her stod han overfor Petr Čech, som nu er hans holdkammerat i Arsenal.

- Efter kampen sagde han til mig, at det havde været en god kamp for mig, og han var glad på mine vegne. Det er syv år siden, og nu er vi holdkammerater – det er vildt!


Fakta:
Bernd Leno
Født: 4. marts 1992
Højde: 190 cm
Nationalitet: Tyskland
Position: Målmand
Tidligere klubber: Stuttgart og Bayer Leverkusen
Læs hele artiklen
Douglas Costa – hurtig lama
Juventus' brasilianske kantspiller står til lang karantæne efter en underlig – og ulækker – episode. Costa har blot spillet i fire klubber, og i de to seneste er han blevet upopulær!
Efter en sæson på udlån fra Bayern München blev Douglas Costa i sommer hentet til Juventus på en permanent aftale. Men efter blot fire kampe kom den 28-årige brasilianer i store problemer, da han gav en mindre skalle til Sassuolo-spilleren Federico De Francesco, og værre var det faktisk, at Costa efterfølgende spyttede modstanderen i hovedet.

Kampen stod ellers til at blive husket for, at Cristiano Ronaldo fik lavet sit første mål for Juventus, inden Costa lavede sin meget usympatiske handling, som også mødte hård kritik fra Juventus-træner Massimiliano Allegri efter kampen. Hvem er denne Costa – Indkast har gravet lidt i historien om den letbenede og lille brasilianer.

Hurtigt videre fra Gremio
Douglas Costa de Souza er født den 14. september 1990 i Sapucaia do Sul i Brasilien. Costa spillede som helt ung i Novo Hamburgo, og i en alder af blot 11 år skiftede Costa til Gremio i det østlige Brasilien. Efter at have spillet seks år hos Gremios ungdomshold fik den vævre kantspiller debut for førsteholdet, og efter at have scoret i sin allerførste kamp var der ingen tvivl om, at den unge offensivspiller havde talent.

I 2009 blev mægtige Manchester United rygtet tæt på det unge talent, og Costa blev af flere brasilianere kaldt ”den nye Ronaldinho”. Gremio ville dog ikke sælge deres mest profileret spiller, og United var, ifølge rygterne, ikke villige til at betale frikøbsklausulen på 220 millioner kroner for en spiller, der endnu ikke havde spillet 20 seniorkampe.

Costa fortsatte derfor karrieren i Gremio, men i januar 2010 kom ukrainske Shakhtar Donetsk på banen med et bud. Buddet på blot 60 millioner kroner blev accepteret af Gremio, der var i økonomiske problemer, men samtidig var der flere klausuler i handlen, der afhang af Costas succes i Europa.


Trofæ på trofæ i Shakhtar
Douglas Costa tilsluttede sig en klan af brasilianere i Shakhtar, da både Luiz Adriano, Jadson, Willian, Ilsinho, Fernandinho og Alex Teixeira slog sine folder hos den ukrainske storklub. De mange brasilianere var måske grunden til, at Costa ikke havde så svært ved at tilpasse sig livet i det kolde Ukraine, og i sin første halvsæson scorede kantspilleren fem mål i 13 ligakampe, mens Shakhtar også vandt mesterskabet.

Der er ingen tvivl om, at Costa ramte en gylden tid hos Shakhtar, og i sin anden sæson hos de ukrainske mestre scorede den tidligere Gremio-spiller fem kasser og lagde op til syv. Brasilianerne slog virkelig igennem hos Mircea Lucescus mandskab, og Luiz Adriano, nyindkøbte Eduardo, Jadson og Alex Teixeira var altdominerende i offensiven sammen med Costa, og der var ingen tvivl om, at klubben havde skudt papegøjen med hensyn til det billige indkøb af Costa halvandet år tidligere.

Tredje sæson blev endnu en succes for Costa, der endnu engang vandt mesterskabet og pokalturneringen, men brasilianeren var knap så dominerende, da det blot blev til seks scoringer og tre oplæg, der var dog ingen tvivl om Costas kvaliteter i den ukrainske klub. Det blev i alt til fem en halv sæson i Shakhtar, og Costa vandt det ukrainske mesterskab samtlige år, lige bortset fra den sidste sæson i klubben. Pokalturneringen blev også vundet tre gange.


Landsholdsdebut og nye udfordringer
Selvom Costa nød stor succes hos klubholdet, så lod landsholdsudtagelsen vente på sig, og først i november 2014 fik han sin debut for Dungas mandskab. Siden er det blevet til 30 kampe for landsholdet med tre mål til følge, og i skrivende stund spiller Costa fast for Brasilien.

Successen hos Shakhtar blev da heller ikke forbigået. Costa kunne i årenes løb se stjerner som Willian, Henrikh Mkhitaryan og Fernandinho skifte til nogle af Europas allerstørste klubber, og den 1. juli 2015 var det så Costas tur til at skifte Shakhtar ud med større himmelstrøg, hvor Bayern München blev destinationen. Costa har senere afsløret, at Chelsea også var ude efter den lynhurtige kantspiller, men den 25-årige brasilianer valgte sydtyskerne, da han mente, at mulighederne var bedre hos Pep Guardiolas mandskab.

Costa tog i den grad også Bayern og Bundesligaen med storm efter der i de første 14 liga-kampe var blevet til to scoringer og hele ni oplæg. Nyindkøbet viste sig at være en fuldgod erstatning for den skadesplaget Franck Ribery. Bayern endte med at betale 220 millioner kroner for den teknisk stærke offensivspiller. Præcis det beløb Manchester United ikke betalte den dag i 2009.

I Bayern havde Costa overtaget nr. 11 fra Xherdan Shaqiri, men han var indkøbt som en erstatning for aldrende Arjen Robben og Ribery, når de skulle trække sig. Problemet var blot, at Costa efter en god debutsæson ikke fik så meget spilletid under Carlo Ancelotti, der havde afløst Pep Guardiola.

Ancelotti ville hellere bruge Ribery, og det gjorde sammen med mindre skader til Costa, at han viste sin utilfredshed – i pressen. Bayern-præsidenten Uli Hoeneß blev tosset over dette og anklagede Costa for at forsøge at score en bedre kontrakt. Masser af ballade og midt i dette hævdede Costa, at der var interesse for ham fra mange andre store europæiske klubber.

Costa smækkede med døren i Bayern og tog til Torino, hvor Juventus var klar med en lejekontrakt. Derfor blev han udlånt og købt i sommerpausen. Men den permanente aftale var altså ikke gældende i mere end fire kampe, før Costa kom i gigantiske problemer med sit mundvand. Se hele episoden og hans gode præstationer i kampen inden – her:




Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Bendtner – skal man grine eller græde?
Hvornår stopper det? - har Danmark fået en Paul Gascoigne?
Natten til søndag den 9. september kan meget vel indeholde nogle af de mest afgørende minutter for Nicklas Bendtners liv. For selvom den danske angriber med en fortid i så store fodboldklubber som Arsenal, Juventus og Wolfsburg har oplevet store ting både på klubplan og på landsholdet, så vil hans eftermægle måske komme til at handle om al balladen udenfor banen.

Måske er dette eftermægle ikke så langt væk. For meget peger i retning af, at Nicklas Bendtner var årsagen til, at en taxachauffør brækkede kæben lørdag nat. Selvom den danske fodboldspiller ikke er dømt, så er der efterhånden mange indicier, og anklagemyndigheden har slået fast, at der bliver rejst tiltale imod Bendtner. Ender dette med en dom, har den danske landstræner Åge Hareide allerede slået fast:

– Det er helt utænkeligt, at en dømt voldsmand kan spille på det danske landshold.

Så en straf vil altså med stor sandsynlig sætte en stopper for Bendtners landsholdskarriere, men hvad med klubkarrieren? Næsten komisk er det, at Bendtners norske klub Rosenborg allerede en gang tidligere har haft en vanvittig dansk angriber, der begik en voldelig handling.

Nicki Bille blev sigtet for at bide en kvindelig betjent i armen, men inden dommen blev afsagt, nåede han at spille flere kampe for Rosenborg, og han lavede endda nogle mål – blandt andet i kampen imod Brann få timer efter hændelsen. Men seks dage efter, at Bille fik sin dom for ”Vold imod tjenestemand”, solgte Rosenborg angriberen til Evian.


Hvem vil have en ballademager?
Skulle Bendtner få en dom, kunne en afsked meget vel også blive hændelsesforløbet for Bendtner, der ikke ubetinget er populær i Norge. Den anerkendte fodboldskribent fra Dagbladet – Morten Pedersen – har tidligere slået fast, at Rosenborg ville fremstå bedre, hvis Bendtner ikke var i klubben.

- Nicklas Bendtner har stået øverst på transfer-listen længe. Allerede den 29. maj skrev jeg i disse linjer, at klubben ønskede at planlægge danskerens afsked. Men en skade op til VM satte en stopper for dette. For tiden så tjener Bendtner mere, end han leverer, og han er ikke på Lerkendal i næste sæson. Hvis RBK kommer til at bestemme, er han der heller ikke til efteråret. Nicklas Bendtner gør ikke Rosenborg bedre. Snarere tværtimod. Han bruges som venstrekant til at gøre Birger Meling bedre – ellers så gør Bendtner, som det passer ham.

Disse linjer blev skrevet inden weekendens ballade. Den norske kritik vil i fremtiden blive massiv imod Bendtner, og weekendens episode gør ham næppe lettere at sælge, for hvem vil købe eller overtage den aldrende angriber?

De tidligere klubber – Arsenal, Juventus og Wolfsburg – er nok ikke interesserede, men kunne danskeren måske finde sig til rette i en af de mindre klubber i den næstbedste engelske fodboldrække, tage en tur til sydeuropæiske lande som Grækenland eller Tyrkiet eller måske er det bedre at komme langt væk for Bendtner? Til USA eller den nyrige kinesiske liga.

Alt dette forudsætter en udrejsetrang, for man kan vel ikke udelukke, at Bendtner vender tilbage til København og FCK, hvis hovedstadsklubben tror på, at den festlige mand på 30 år kan falde lidt til ro. Bendtner har tidligere slået fast, at han elsker at gå i byen, og at han håber på, at han kunne fortsætte med dette, indtil han bliver 50 år. Han virker ikke at blive træt af byturene og den ballade, som han har med at tiltrække sig på disse.

- Som da han i Arsenal-tiden var skidefuld foran natklubben Boujis i London og tabte bukserne, og kort tid efter totalt smadrede han sin Aston Martin, da han kørte over 160 km/t i den.

- Som da han sammen med holdkammeraten i Sunderland Lee Cattermole udførte hærværk på en række parkede biler.

- Som da han blev taget en promille på 1,75 i blodet og kørte i den forkerte retning på den ensrettede Gammel Strand i indre København.

- Som da han kastede et glas efter en taxa foran ”Kostbar”.

- Som da han nok engang var i problemer med en taxachauffør, hvis bil en halvnøgen Bendtner valgte at piske med sit bælte.

Udover alt denne ballade så har der været masser af andet ”rod” med Bendtner, som da han valgte at vise sine sponsorerede underbukser til EM2012, eller da han mødte op i en stor Mercedes hos Wolfsburg, hvis hovedsponsor er Volkswagen. Eller da han grinte under mindehøjtideligheden for Gary Speed, der netop havde begået selvmord eller eller…

Så Bendtner døjede med at finde en grimasse, der kunne passe, men det er vel også meget rammende for omgivelsernes syn på Bendtner for tiden. For selvom mange græder over det åbenlyse spild af talent, griner andre over det selvsamme.

Omvendt så er der mange af disse mennesker – blandt andet jeres skrivekarl – der ønskede, at det var den langt mere selvsikre Bendtner, der skulle have taget Danmarks sidste og altafgørende VM-straffespark imod Kroatien i stedet usikre og selvtillidsforladte Nicolaj Jørgensen. Alt dette er historie nu, hvilket pessimister også mener, at Bendtners fodboldkarriere kan være. Måske sluttede den efter nok en våd tur på natklubben Lusso – og nogle efterfølgende meget afgørende nattetimer…

Læs hele lederen
Danmarks største fodboldfarce
Dansk fodbold er bombet tilbage til stenalderen – og de griner af os i udlandet… få det nu stoppet.
- Hvis skyld er dette? Og hvad mener du om det?

Disse to spørgsmål har jeg fået et utal af gange den sidste uge om kendsgerningen, at Danmark stiller op med ”Røven af 2. Division” til landskampen imod Slovakiet. Hvad skal man svare? Hvem er de skyldige… Indkast.dk prøver at sætte og finde forklaringer på den største fodboldfarce i Danmarks historien…

PENGE… dette er, hvad krisen handler om. Selvom alt i denne sag er meget komplekst, kan der ikke være to meninger om, hvad bundlinjen af problemet er. Det handler om, at spillerne vil have flere penge – måske igennem mere lempelige rettigheder sådan, at de kan få mere ud af deres sponsoraftaler eller muligheden for fælles at alliere sig og stå stærkere fælles overfor DBU.

Dette har tilsyneladende været vigtigere end at spille i den røde landskampstrøje, og det er her, at kæden hopper af for rigtig mange danskere. For hvordan kan de meget velhavende fodboldsspillere bede om mere, som f.eks. Christian Eriksen, der tidligere på ugen har sagt følgende til Ekstra Bladet:

– Vi har set, at DBU forsøger at fortælle en historie om os spillere, at vi er grådige og skal tænke på andet end vores egen pengepung. Jamen, det er da os spillere, der hvert år spiller et kæmpestort millionoverskud hjem til DBU… DBU fortæller gerne i medierne, at nu skal vi også se på sammenhold, fællesskab og solidaritet – som om vi er helt ligeglade med helheden. Det er underligt at se DBU helt glemme, at alle de penge, de kan bruge på projekter med børn og breddefodbold jo faktisk kommer fra de resultater, som vi på landsholdet præsterer. Det behøver DBU såmænd ikke takke os for at gøre, for vi er stolte over at kunne hjælpe helheden i dansk fodbold, men det er lavt at male et falsk billede af os som skurke.

Sådan sagde Eriksen, da konflikten var på det højeste – men lad os nu lige slå fast, at Christian Eriksen for tiden høster en ugeløn i Tottenham på omkring en million kroner. Den tager vi lige igen – altså en årsløn på ca. 50 millioner kroner.

Alene kendskabet til denne løn gør, at langt de fleste danskere sikkert mener, at DBU's penge ikke burde gives til disse i forvejen stenrige fodboldspillere, men i stedet bruges på at forbedre forholdene for alle i dansk fodbold. En vigtig pointe – måske en af de mest afgørende og meget hemmeligholdte – er, hvad andre landshold gør. De engelske landsholdsspillere vælger f.eks. ikke at modtage deres løn fra det engelske fodboldforbund.

Alle spillernes landsholdsløn går til vedgørende formål som ”The Bobby More Fund for Cancer”, Wellchild og Help Harry. Og ikke nok med, at spillerne giver deres løn til disse organisationer, flere af spillerne hjælper også organisationerne. På lørdag skal det engelske landshold spille imod Spanien, og til den kamp er Tottenham-spillerne Danny Rose, Kieran Trippier, Dele Alli, Eric Dier og Harry Kane udtaget – alle holdkammerater med Christian Eriksen.

Flere af disse spillere får ikke den løn af klubben, som danskeren gør, men alligevel vælger de altså at betragte det at spille på landsholdet som en gigantisk ære og gør det endnu smukkere ved at donere deres løn videre til dem, der har mere brug for det.

Så kære Christian Eriksen… I kommer altså til at fremstå som grådige. Ikke kun i forhold til dine holdkammerater, men også når man kigger på de landshold, som vi normalt sammenligner os med. I Holland modtager landsholdsspillerne kun løn, når de kvalificerer sig til en slutrunde – hvilket også er tilfældet i Tyskland. Altså de får ingen løn for at spille kvalifikations- eller venskabskampe. For disse spillere er der sikkert andre ting, der tæller. Her er drømmen om at spille på landsholdet vægtet højere end penge, hvilket de danske spillere har valgt ikke at gøre - i samarbejde med Spillerforeningen, der har fået alt for meget magt de senere år.


Et år var ikke nok – til at blive enige
Det virker til, at kvindelandsholdet har fortrudt den magt, som de har givet til Spillerforeningen. DBU og kvindelandsholdet havde stortset en lignede konflikt for et år siden, hvilken endte med et skrivebordsnederlag på 0-3 efter en aflyst kamp imod Sverige. Det nederlag bider nu kvindelandsholdet i halen, så de måske ikke kvalificerer sig til deres kommende slutrunde. Deres store profil Nadia Nadim har tidligere slået fast, at hvis ikke de to parter kunne forhandle og nærme sig, så skulle de fjernes fra deres post.

Allerede ved kvinderens konflikt kom det frem, at herrelandsholdet kunne havne i samme situation om et år. Altså har Spillerforeningens formand Mads Øland haft et år til at lande denne aftale, uden det er lykkedes. Alene dette bør diskvalificere ham som forhandler – hvilket Nadim vist også mener. Derudover er den anden part… DBU naturligvis også skyldig i, at situationen har udviklet sig, som den har.

DBU's elitechef Kim Hallberg undskyldte på pressemødet og kaldte det for ”en sort dag”, hvilket næsten er en underdrivelse. Kigger man i Europas største sportsaviser, er historien næsten den sammen – nemlig, at det danske landshold er taget til Slovakiet-kampen med en flot futsal-spillere, fordi sommerens VM-deltagere vil have mere i løn.

Flere steder bliver det fremstillet komisk, men sagens alvorlig kan blive meget alvorlig for DBU. For hvad nu hvis UEFA – der ofte er koldere end jordbæris - vælger at give strafpoint til det danske landshold i EM-kvalifikationen, og det danske landshold dermed ikke kvalificerer sig til slutrunden?

Konsekvenserne af dette vil være gigantiske, og derfor er det ganske besynderligt, at DBU ikke accepterede spillernes tilbud om at forlænge den eksisterende aftale med en måned, så der var endnu mere tid til at indgå en aftale og ikke ende i denne groteske situation.

Så begge parter er skyldige i denne sag. Mest vigtigt er at slå fast, at landsholdsudtagelser ikke er ansætteforhold – men en æressag, som langt de flest i Danmark drømmer om at prøve. Tidligere har DBU afvist at være arbejdsgiver for spillerne, hvilket i bund og grund handler om ansvar. Dette var også tilfældet for pigerne, som endte op med en ”neutralitetsaftale”.

Hele tankegangen om, at DBU er arbejdsgiver for landsholdsspillerne, giver ingen mening, da de jo er ansat i klubberne. Netop dette har flere eksperter – ifølge Jyllands-Posten – gjort til konfliktens hårdknude. Altså at DBU ikke vil være arbejdsgiver og at spillerne dermed mister deres ret til at have en forening.

Såfremt de ikke har en forening, kan de blive anklaget for karteldannelse og bryde konkurrenceloven samt miste retten til at lave kollektive aftaler. Men disse kollektive aftaler handler ofte om én ting, hvilket tager os tilbage til starten af artiklen – nemlig PENGE!

At deltage på landsholdet skulle efter min vurdering gøres ganske frivilligt, da det ikke er spillernes levebrød. De må meget gerne flyve på førsteklasse, have deres egen kok med til slutrunderne, de bedste behandlere og trænere samt alt andet for at forbedre deres præstationer, men penge det mangler de ikke – så stop jagten på dem og stop så den fodboldfarce – NU!
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Tre år siden: Lewandowski-målamok Vanvittig aktion af Rooney i MLS Artikel ikon Teaser: Premier League er tilbage! Artikel ikon VM-abstinenser? Se alle 48 mål her Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Fransk Champions League-hold Artikel ikon Det gratis hold Artikel ikon Ugens hold fra Serie A - runde 3 Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 20: Største Ajax-salg nogensinde Top 12: Uniteds målrige forsvarsspillere Artikel ikon Top 5: Største køb og salg Artikel ikon Top 6: Flest redninger i Premier League Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Özil - fra skudlinjen Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Artikel ikon Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Anmeldelse: Fodboldholdet Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Bedste PL-start siden 1908 Ni managere på seks år Artikel ikon VM1986 – hvem var det? Artikel ikon 32 Ferguson-drenge er blevet managere Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Yannick Carrasco på blokken i Arsenal Zlatan i muligt Malmö comeback? Artikel ikon Besiktas vil have Chelsea-angriber Artikel ikon Medie: Thiago Silva vil væk Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Mario Gomez
Vidste du om ... Gareth Bale Artikel ikon Vidste du om ... Kylian Mbappé Artikel ikon Vidste du om ... Lionel Messi Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Stats: Leno vs. Čech Liverpool vs. PSG - angrebskampen Artikel ikon Så er den gal igen - med Wilshere Artikel ikon Har Kane VM-tømmermænd? Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: SønderjyskE - Midtjylland Optakt: Vejle - Esbjerg Artikel ikon Optakt: Barcelona - PSV Artikel ikon Optakt: Liverpool - Paris SG Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Real Madrid - Roma Startopstillinger: Young Boys - United Artikel ikon Startopstillinger: Monaco - Atlético Artikel ikon Startopstillinger: Liverpool - PSG Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Shaqiri stjal showet i Liverpool-sejr Redder redder Randers-opgør Artikel ikon Ulvene driller Mourinho Artikel ikon Alavés brillerer med tredje sejr i træk Artikel ikon Se flere