La Liga-chefens drøm om Premier League

Af Jonas Knudsen

2018-09-12
La Liga-chefens drøm om Premier League

Javier Tebas balancerer mellem at være en kontroversiel, politisk skikkelse, som higer efter kommerciel succes for La Liga for enhver pris, og at være de svage klubbers beskytter i en globaliseret fodboldverden.

Javier Tebas. Navnet er efterhånden velkendt for dem, der følger den spanske liga eller bare europæisk fodbold i det hele taget en lille smule. Præsident for LFP, det spanske ligaforbund Liga de Fútbol Profesional, kontroversiel politisk skikkelse og foregangsmand i økonomisk kontrol af de spanske klubber indadtil og ekspansion udadtil.

For nylig kom han for alvor i vælten i alverdens medier. Det gjorde han, da La Liga underskrev den kontroversielle aftale med det amerikanske firma bag Relevent, som står bag sommerturneringen International Champions Cup, om at visse La Liga-kampe i en periode på femten år frem i tiden skal afvikles i USA eller Canada.

Konstruktionen er velkendt den anden vej rundt, hvor både amerikansk fodbold og snart også baseball afvikler kampe i London til glæde for europæiske fans, men at en af de mest traditionsrige europæiske turneringer går samme vej, medførte alligevel en massiv mediebevågenhed. Ja, så meget at selv DR's Deadline så det relevant at behandle et emne omhandlende den bedste spanske fodboldrække.

I Spanien har de dog længst vænnet sig til, at Javier Tebas og LFP kommer med bulder og brag og indtager dagsordenen. I denne artikel dykker jeg ned i manden Javier Tebas og hans drøm om at gøre La Liga til en økonomisk og brandmæssig spiller, der i lighed med resultaterne på banen kan kæmpe med Premier League om indtægter og markedsandele.

Økonomisk stabilitet og retfærdighed
- Vi er overbeviste om, at La Liga bliver mere konkurrencedygtig, fordi klubberne vil skulle stoppe med at sætte en del af deres indtægter af til at betale renter og afvikle gæld for i stedet bruge dem på at investere i talent og baneforhold, som er det, vi har brug for. De to største klubber skal fortsætte med at være førende, og det vi skal gøre, er at vokse sammen med dem hen ad vejen.

Sådan sagde Javier Tebas i 2013 til RTVE, efter han tiltrådte som præsident for LFP. Allerede inden da var forandringens vinde allerede på vej ind over spansk fodbold, og Tebas selv havde også som vicepræsident i selvsamme forbund spillet sin rolle i udviklingen af den storstilede plan om økonomisk kontrol og en centralisering af tv-rettighederne, der nu udrullede sig over de spanske klubber. Faktisk havde han allerede i starten af 00'erne, som vicepræsident i Deportivo Alavés og formand for G30-klubberne (de 30 økonomisk set mindste spanske professionelle fodboldklubber), kæmpet i frontlinjen for en mere ligelig fordeling af tv-indtægterne.

Den økonomiske kontrol, LFP dengang nedlagde over de spanske klubber, skal ses som en direkte forlængelse af UEFA's Financial Fair Play, om hvilken effekten og gavnligheden for de mindre europæiske klubber stadig står til debat. Den debat skyldes blandt andet, at Financial Fair Play reagerer bagudrettet, hvilket reelt set tillader klubber at gøre som det passer dem, og så kan de tage kampen med UEFA bagefter. En kamp Tebas synes, de store klubber vinder alt for nemt. Javier Tebas har kritiseret FFP voldsomt, blandt andet med kraftig kritik af de arabiskejede klubber PSG og Manchester City, som begge har truet Tebas med sagsanlæg pga. hans antydninger om, at de omgås reglerne for tredjepartsinvesteringer, men slipper afsted med det pga. Financial Fair Plays svagheder.

I LFP's økonomiske kontrol af de spanske klubber foregår kontrollen derfor forud. Det vil sige, at klubberne skal fremlægge og dokumentere de forventede udgifter og indtægter inden sæsonerne, og på baggrund af det fastsættes et lønloft, som ved overskridelse medfører straffe med alt fra bøder til tvangsnedrykning, en tvivlsom ære som tilfaldt Elche i 2015.

Det kræver et enormt arbejde fra klubbernes side, og derfor har den økonomiske kontrol heller ikke været lige populær hos alle klubberne, særligt dem, der har været i uføre, naturligvis. Men her fem år senere kan Tebas og LFP alligevel se tilbage på et succesfuldt forløb, i hvert fald når man snakker om økonomien i La Liga, og Tebas ville nok også mene, at resultaterne i de europæiske turneringer taler hans sag, men det er en anden diskussion. Ifølge deres egne tal er antallet af klager over manglende lønudbetalinger fra spillere gået fra 153 til blot en enkelt i 2017. I samme periode er den offentlige gæld i klubberne i La Liga og Segunda División gået fra €650 millioner til €96 millioner.

Samtidig begynder man rent faktisk at kunne se Tebas' plan, at de spanske klubbers indtægter gerne skulle gå til investering i baneforhold, faciliteter og gode fodboldhold, gå i opfyldelse. Flere klubber renoverer stadions, flere klubber kan nu rent faktisk betale spillersummer eller i det mindste tilbyde spillere permanente kontrakter, der lever op til mindstelønningerne.

Det kan tillægges den økonomiske kontrol, men det kan også tillægges et af Javier Tebas' andre initiativer: Det centraliserede salg af rettigheder og forsøget på at ensarte La Liga som brand.

For at skabe brandmæssig værdi for den spanske liga har Tebas for eksempel indført mantraet om, at man skal kunne genkende en La Liga-kamp inden for tre minutter udelukkende på baggrund af billederne, grafikken, stadionernes udtryk og produktionen af tv-billederne.

Spidercams, Intel 360 graders gengivelser og ensartet produktion har forbedret brandet, og gjort det muligt at sælge. Opgaven med at sælge audiovisuelle rettigheder til fodboldkampe er nemlig Tebas' speciale, og noget han har arbejdet med siden 90'erne. Som præsident for La Liga har han sørget for at få centraliseret salget af rettighederne, noget han aldrig lykkes med i kampen mod FC Barcelona, Real Madrid og de andre storklubber, dengang han var formand for G30.

Nu fik han endelig skovlen under de store, og med et centraliseret salg af rettighederne har han både øget den samlede indtjening og fordelingsnøglen, så de store klubber ikke bare sidder på det hele. I stedet er alle sikret en vis grundindtjening for tv-rettighederne, mens resten fordeles af forskellige aspekter som for eksempel placering i tabellen og antal tilskuere på hjemmebanen.

Succesen er til at tag at føle på. La Liga-klubbernes samlede indtægter er ifølge Expansión fra 2011 steget fra €2,1 milliarder til i 2017 €3,4 milliarder. Isolerer man tv-indtægterne er tallet i samme periode fordoblet fra €0,7 milliarder til €1,4 milliarder. Imponerende resultater på bundlinjen, som selvfølgelig også skal ses i lyset af, at man i mellemtiden er gået ud af en finanskrise og ind i en vækstperiode.

Alligevel står tallene som et overordentligt solidt resultat for Javier Tebas! Men hvorfor er han så ikke en populær og samlende figur for La Liga?

Forretningsmand, jurist og rapkæftet politiker
En af forklaringerne skal findes i Javier Tebas karakter og ikke mindst fortid. Inden han i 90'erne med præsidentskabet i hjembyens klub og nuværende La Liga-underdog Huesca trådte ind i fodboldverdenen, flirtede han nemlig med det politiske miljø, og ikke hvilket som helst af slagsen.

I starten af firserne, som ung jurastuderende, var han nemlig medlem af Fuerza Nueva. For de, der ikke er velbevandrede i spansk politik og historie, så var Fuerza Nueva en udløber af Francos falangistiske parti, som styrede Spanien under det facistiske diktatur fra 1939 til 1976. Fuerza Nueva ønskede at bevare den strengt traditionalistiske og autoritære linje, og under transitionen fra diktatur til demokrati i sluthalvfjerdserne og startfirserne deltog de blandt andet i angreb på generalstrejker og poliske møder.

Javier Tebas fortryder ikke sin fortid i det falangistiske parti, tværtimod står han stadig for de samme politiske synspunkter, hvoraf han fremhæver arg modstand af abort, en katolsk livsførelse og en streng, spansk nationalisme.

- Jeg tænker stadig det samme som for 20 år siden. Men jeg er ikke ekstremt højredrejet. I de fleste tilfælde, har jeg stadig de samme holdninger, som da jeg var medi Fuerza Nueva. Det der sker, er, at folk ikke ved, hvad Fuerza Nueva var. Men jeg er ikke ekstremt højredrejet, ej heller voldelig. Hvis ekstremt højredrejet er at forsvare Spanien som enhed, livet og en katolsk mening med livet, så tilhører jeg den gruppe. Og jeg forsvarer fortsat det samme, på det punkt har jeg ikke ændret mig.

Kritikere påstår, at hans politiske standpunkt påvirker hans virke. Sandt er det da også, at han har hyret flere politikere affilieret med det nu tidligere regeringsparti Partido Popular, hvilket der som sådan ikke er noget i vejen med. Senest kom det dog frem, at han har forsøgt at headhunte tidligere minister for administration af territoriale anliggender, Roberto Bermudéz de Castro til LFP's organisation. Bermudéz de Castro blev særligt berømt for sin rolle i den politiske krise omkring den catalanske selvstændighedsafstemning i oktober 2017. Her var det ham, der helt håndgribeligt udøvede artikel 155 i den spanske forfatning, hvilket satte den catalansk regionale regering og det catalanske parlaments magt ud af spillet i kølvandet på den catalanske uafhængighedsafstemning.

Det skal yderligere ses i lyset af, at netop Tebas selv var meget åbenmundet i tiden omkring den catalanske krise. Hvor andre politikere og sportsfolk i hovedreglen afstod fra at tage stilling til, hvilke implikationer en eventuel catalansk uafhængighed ville få for de catalanske fodboldklubbers mulighed for at spille i den spanske liga, var han ganske klar i mæglet.

- Først og fremmest er det umuligt, at selvstændigheden måtte komme, for Spanien har en retsstat, der bør overtrumfe. Alt, hvad der siden er sket, med folk i fængsel, har ikke overrasket mig, det var det logiske udfald. Vi, som er dedikeret til den juridiske verden, vidste, at der ikke var anden udvej. Hvis en begår ulovligheder, ender man, hvor man skal ende. Vi har altid forsvaret, at Sportsloven er meget klart i denne henseende, og at det ikke er muligt for catalanske hold at spille uden for La Liga, selv hvis vi tillod dem det.

Kombineret med det faktum, at Tebas også er offentligt erklæret Real Madrid-fan, er han selvsagt ikke på god fod med alle catalanere, i særdelshed dem, der holder med FC Barcelona. Gerard Piqués berømte, anklagende pegefinger op mod netop Javier Tebas efter et uafgjort resultat mod Villarreal, hvor dommeren ikke havde hjulpet FC Barcelona, skal netop ses i lyset af frustrationerne over disse udtalelser.

Hverken Tebas eller hans organisation påsætter dommerne, så principielt var gestussen fra Piqué tom, men principiel var den frem for alt..

Nazister og homoseksuelle
Som præsident for La Liga var det et udtryk for en usædvanlig lyst til at blande sig i politiske anliggender, og alle mulige og umulige andre sager. Traditionelt har præsidentembedet i LFP ikke været larmende, og også på den front repræsenterer Tebas en ny stil.

Flere gange har han bragt sig i unåde hos både klubber og fans. Den ene gang endte FC Barcelona med at lægge afstand til Tebas, efter han havde udtalt sig om FC Barcelona-spillernes opførsel i en kamp på Mestalla. Her var jublende Barça-spillere blevet ramt af en vandflaske, og da LFP udstangede bøden til Valencia, understregede Tebas, at ”sådan noget vil man ikke se”, men samtidig tog han afstand fra spillernes ageren. Spillerne, som havde jublet, måske lidt hoverende, men den slags sker nu ganske ofte i intense opgør mellem ligarivaler.

En anden gang var sagen mere alvorlig. Rayo Vallecano-fansene, som er notorisk kendt for deres venstreorienterede aktivisme, demonstrerede i 2016 mod indkøbet af den ukrainske angriber Roman Zozulya. Han var blevet set på et billede med en ukrainsk ultrahøjreorganisation, og det brød de Rayo-fansene sig selvsagt ikke om. Så voldsomt blev presset på Zozulya og klubbens ledelse, at de måtte skille sig af med ham, inden han overhovedet nåede at spille.

Det fik Javier Tebas til at reagere ved at stævne 17 Rayo Vallecano-fans, en beslutning, der trak politiske spor:

- Tebas er gået for vidt. Han har en personlig modvilje mod folket fra Vallecas for deres ideologi, og det som Rayo Vallecanos fans repræsenterer, som ligger meget fjernt fra hans måde at tænke på, lød det således fra Miguel Ardanuy fra det politiske parti Podemos i Madrid.

Javier Tebas svar til ham og til Rayo-fansene var resolut:

- I Rayo ønsker de ikke nazister, hvad så hvis der i morgen er et andet hold, som ikke ønsker homoseksuelle?

Som en mand, der har forsøgt at gå i spidsen af en kampagne for højere tolerance på tribunerne – en kampagne der indledtes, da Depotivo-fanen kendt som Jimmy blev slået ihjel i optakten til en udekamp mod Atlético i 2014 – klinger sådan en kommentar, der, utilsigtet eller ej, sidestiller nazisme med homoseksualitet, ikke godt. Særligt ikke når man har hans politiske fortid klar i bevidstheden, hvilket Rayo-fansene utvivlsomt har.

Økonomisk globalisator og sheikens værste fjende?
Men for klubberne i La Liga vejer Tebas' politiske profil altså ikke højest. Det gør ønsket om at forbedre de spanske fodboldforretninger, der for de flestes vedkommende har lidt i mange år.

Og dermed kommer vi tilbage til det, der har bragt Tebas i offentlighedens søgelys verden over den seneste tid. Ønsket om at skabe finansiel stabilitet i Spanien blev nemlig fulgt af en gulerod til de selvsamme klubber, som er blevet ”ramt” af LFP's krav om økonomisk ansvarlighed, nemlig øgede indtægter til gavn for især klubberne i midten og bunden af La Liga samt i Segunda División. Som nævnt, har hans økonomiske kontrol og det centraliserede salg af tv-rettigheder faktisk vist sig som en umiddelbar succes. Derfor er han også en ganske populær herre i en stor del af de mindre klubber.

Da Serie A for nyligt forsøgte at headhunte ham, satte klubberne sig således sammen for at blive enige om en lønstigning til Tebas, noget et klart flertal støttede op om, med undtagelse af blandt andet Real Madrid, som stadig ikke har tilgivet Tebas, at han frarøvede dem retten til selv at sælge deres tv-rettigheder samt hans undersøgelse af ulovlig stats-/ regionsstøtte til klubberne, som blandt andet involverede Real Madrid.

En af de klubber, der støttede op om Tebas var sjovt nok Rayo Vallecano (og deri ligger en af forklaringerne på, hvorfor Rayo og klubbens fans også befinder sig i en konstant konflikt). De ligesom mange andre klubber ser en vej ud af konstante gældsspekulationer og flirten med konkurs, som har været et aktuelt tema i en lang, lang række spanske klubber i det nye årtusinde.

- Vi skaber afdelinger i mange lande, mens vi har tilrettelægt visse kampe efter nye markeder som Asien og USA. Vores mål er at nærme os Premier League, et forgangseksempel, når det kommer til fodbold som sport og forestilling

Så klar er målsætningen fra Tebas' side, og han er villig til at gå langt for at nå sit mål. Men fans og senest også spillerne mener, at denne konstante higen efter vækst og nye indtjeninger koster deres oplevelse.

Først vil han have dem til at spille på andre tidspunkter, for Espanyol-fansenes vedkommende ofte mandag aften, noget de har demonstreret højlydt imod.

Så vil han straffe klubberne for ikke at have fyldt tribunerne. I det hele taget, men særligt i kameravinklen, så man kan finpudse produktet for fjernseerne. Det er blandt andet gået hårdt ud over Celta Vigo, som har kameraudstyret installeret på den mest populære tribunen hvorfor resten af stadion forekommer halvtomt.

Så tvinger han mere eller mindre klubberne til at leje en flok saudiarabiske spillere, som ikke er i nærheden af at have niveau til at spille i den bedste række, i bytte for saudiarabiske sponsorkroner.

Og sidst men ikke mindst vil han nu spille kampe i USA. De næste 15 år, mindst én kamp om året. I første omgang har han lovet, at maksimalt én kamp om sæsonen vil rykkes til USA de første fem år, og at det er frivilligt for klubberne at deltage. Det har så vist sig, at flere af de små klubber gerne ofrer en hjemmekamp for en tur til USA, og alt peger nu på, at det bliver Girona – FC Barcelona i januar måned, der kommer til at blive spillet i Miami.

Og selvfølgelig har Rayo også meldt sig, hvilket måske kan have noget at gøre med, at deres hjemmebane alligevel er lukket for tiden.

Som kompensation kan Girona-fansene i øvrigt vælge at få tilbagebetalt 40% af deres allerede købte sæsonkort (det mest populære valg ifølge Mundo Deportivo), rejse gratis til Miami på LFP's regning (maks. plads til 1500 tilskuere) eller få en fribillet til udekampen mod FC Barcelona (maks. 5000 stks.). Det har fået en fælles front af fans og spillere til at stå op imod Tebas, som de mener handler henover hovedet på dem, hen over hovedet på det rigtige fodboldspanien, den hvor det lokale hold betyder mere end alt i verden, og hvor man spiser en bocadillo på stadion lørdag aften, inden man tager hjem eller videre ud i byen for at nyde det sene aftensmåltid.

På den anden side forsvarer Tebas en mere jordnær og økonomisk organisk struktur i fodbolden. Det gør han for eksempel ved at arbejde imod tredjeparter i form af rigmænds pludselige indtrængen i klubber som en imagemæssig, politisk eller forretningsdrevet strategi. Det har Peter Lim i Valencia mærket på sin egen krop, da han grundet den økonomiske kontrol, hvor der skal være ligevægt mellem indtægter og udgifter, ikke blot har kunne give Valencia-fansene gaver i form af dyre spillere.

Tebas ser gerne, at UEFA håndterer medlemsklubberne overalt i Europa på samme måde og med hård hånd slår ned på rigmænd, der leger fodboldbosser:

- Det er ikke en personlig kamp, tag ikke fejl, det er en kamp, som europæisk fodbold må imødegå, og jeg skubber på. Når der kommer penge ind i en hvilken som helst økonomisk sektor, skaber det inflation og forårsager, at virksomheder forsvinder, for det er et fiktivt marked. Lad mig komme med et radikalt eksempel: Jeg er multimillionær, og i morgen bygger jeg en forretning ved siden af Carrefour og kalder den Tebasfour, fordi jeg ikke ønsker, at nogen skal betale for kylling eller mælk, for jeg er en rigmand, og jeg vil have, at man anerkender min internationale politiske strategi… Hvad gør jeg? Jeg angriber Carrefour, fordi de arbejder inden for en struktur markeret af efterspørgsel og udbud, og her kommer så en fyr, der er rig og kan forære det hele bort, lød det tidligere i år fra Tebas i El Debate de Hoy, inden han fortsatte:

- Det er, hvad der sker med sheikerne, og hvad der skete med Abramovic i sin tid. Aktuelt har vi to hold i Europa, som er meget farlige i den henseende, PSG og Manchester City. Man ser, hvordan de benytter sig af kneb. Der kommer til at ske ét af to: Enten agerer UEFA, eller også er jeg nødt til at gå til EU. Jeg har allerede sagt, at jeg vil gøre det, hvis ikke UEFA gør noget, og jeg forventer, at de gør noget, for fodboldmarkedet er globalt, talentet er globalt og så kommer der disse sheiker, som det skete med Neymar, og siger ”ham tager jeg”, det er lige meget, hvad han koster.

Dette citat er der formentlig mange fodboldfans, der godt kan vinde sympati for. Også spanske. I en verden, hvor fodbolden i højere og højere grad fjerner sig fra ”almindelige menneskers hverdag” og fra de lokalt forankrede klubber, forsøger Tebas at trække i modsatte retning. På den ene side. På den anden side trækker han netop spansk fodbold længere og længere over i en globaliseret markedsstrategi, og deri er komplekset, der gør Tebas til en omdiskuteret skikkelse.

Kan han lykkes med at skabe en global økonomi omkring La Liga uden at miste alt det, der netop giver La Liga værdi for kernefølgerne, først og fremmest de spanske fans selv, som kommer på stadion og er med til at løfte oplevelsen af spansk fodbold, noget Tebas jo netop også anerkende i sin strategi? Når man tænder for La Liga på tv'et er det ikke blot det bedste fodboldspil i verden, det er også omgivelserne, stadion, fans, pibekoncerter, pres på dommerne og optændte gemytter på tribunerne, man vil se.

Kan det overføres til et NFL-stadion i Miami? Og vil spanierne med tiden acceptere, at deres elskede La Liga bliver kidnappet til USA? Og kan romantiske fodboldfans se sig selv forsvaret mod overinflation og ultraglobalisering af en mand med en fortid i en fascistoid politisk fraktion?

Forandringer i så grundlæggende strukturer som de europæiske fodboldligaer, som i Spaniens tid går langt længere tilbage end landets demokratiske, politiske institutioner, kræver tid og tilvænning, så tiden må vise, om Tebas er forud for udviklingen i en konservativ verden, eller om han har fået indviklet sig i en på forhånd tabt kamp mod de grundlæggende kulturbærere i spansk fodbold.

Denne artikel er bragt i samarbejde med Hay Liga, det nye hjemsted for fans af La Liga.



Magasin-artikler
Superclasico
Indkast.dk kigger nærmere på ”Verdens største fodboldkamp”…
Inden det første opgør i Libertadores-finalen 2018 blev de to modstandere enige om noget underligt… De to hold ønskede, at når de to kampe skulle spilles, var det uden udebanetilskuere. Altså kun hjemmeholdets tilskuere til afslutningen på turneringen, der svarer til Champions League. Årsagen til, at holdene blev enige om, at kampene skulle spilles uden modstandernes tilskuere, var ligetil – kampen stod nemlig imellem Boca Juniors og River Plate...

Opgøret imellem de to Buenos Aires-klubber er blevet omdøbt til ”Superclasico”, og den er mange gange blevet kåret til den mest forhadte fodboldkamp i verden, hvilket ikke siger så lidt. For pak bare Olympiaskos vs. Panathinakos, Dortmund vs. Schalke, Milan vs. Inter, Celtic vs. Rangers, Flamengo vs. Fluminese eller Barcelona vs. Real Madrid væk – det argentinske opgør er størst… og smid deroveni, at de i 2018 spillede om det eftertragtede Libertadores-trofæ, så er der tale om et opgør uden nogen sammenligning.

Aldrig før i turneringens 58-årige har de to rivaler mødt hinanden i finalen, så kampen er et opgør om langt mere end fodbold. Kampene vil lægge gaderne øde i Buenos Aires jah… faktisk i hele Argentina og endda i store dele af Sydamerika. Hele 2.000 forskellige medier har forsøgt at komme ind til kampene, selvom der end ikke er plads til en tiendedel.


Los Milonrois faldt sammen
Pudsigt nok blev begge klubber skabt af italienske immigranter, men ellers har de ikke ret meget tilfælles. For tidligt i klubhistorien flyttede River Plate til et langt mere økonomisk attraktivt område af storbyen, og derfor har de fået øgenavnet ”Los Milonrios” – millionærene...

River Plate har også det største stadion – El Monumental – der har plads til 25.000 mere end på Boca Juniors La Bomboenra, hvor der ”kun” kan være 50.000. Men River har været helt nede ved vende.

I sommeren 2011 rykkede de ud af den bedste argentinske fodboldrække for første gang i 110 år. Dette frembragte voldsomme reaktioner, hvor blandt andet 25 betjente blev hårdt såret. Dette skal naturligvis ses i lyset af, at River Plate-fansene er en helt anden støbning end mange andre, og at klubben har stolte og mange traditioner. Som da de i 1950'erne havde 13 mand udtaget til det argentinske landshold – altså deres udskiftningsspillere var bedre end resten.


Gallardo blev til ”El Muneco”
I forhold til den meget berømte nedrykning skulle klubbens præsident have beskyttelse af flere livvagter i døgndrift i de efterfølgende år, selvom der i 2013 startede voldsomme ændringer i klubben. Rodolfo D'Onofrio blev valgt til præsident og store dele af den sportslige sektor blev uddelt til klublegenderne – Enzo Francesoli og Norberto Alonso. Derudover blev Marcelo Gallardo udnævnt til træner, og sidenhen er han blevet kaldet ”Rivers Pep Guardiola”.

Derudover fik Gallardo øgenavnet ”El Muneco”, der kan oversættes med klubbens kransekagefigur, da han blandt andet har levet hele livet i River Plate. Han voksede op på klubbens akademi, var med i alle sejrene i 90'erne og udviklede sig meget som træner blandt andet lidt i samme stil med sin tidligere holdkammerater og nuværende Atlético Madrid-træner Diego Simeone.

På bare fire år gik River fra nedrykning til at blive sydamerikanske mestre, og de efterfølgende fem sæsoner vandt de flere trofæer, end de havde gjort tyve år forinden. Så revolutionen af klubben, som Marcelo Gallardo havde lavet, hjalp. Der blev indført tre g'er – ganar, gustar og golear, som kan oversættes med sejr, glæde og lave mange mål.

Dette har bragt dem fra nedrykning til finalen imod Boca Juniors, men ikke uden ballade, som da Superclasico-opgøret blev afbrudt, da Boca-fansene smed peberspray på River Plate-spillerne. Efterfølgende var flere af spillerne i lange behandlinger, og Boca blev taberdømt.


En kamp man skal opleve, inden man dør…
I forhold til trofæer har River Plate også et lille overtag, da de har vundet 36 argentinske mesterskaber, hvilket er tre mere end Boca Juniors. Tre gange tidligere har de to hold mødt hinanden i Libertadores, men altså aldrig i finalen. Omkring årtusindeskiftet slog Boca rivalerne i kvartfinalen, hvilket også gentog sig fire år senere efter straffesparkskonkurrence. I 2015 mødte holdene hinanden i gruppespillet.

I den nuværende trup har Boca Juniors flere argentinske spillere med fortid i Europa som Fernando Gago, Carlos Tévez og Mauro Zarata – men det er langt fra de eneste store fodboldnavne, der har været i klubben. Diego Maradona og Riquelme har fået store dele af deres fodboldopdragelse hos Boca Juniors, som af mange betragtes som ”arbejderklubben” i den argentinske storby overfor de mere velhavende - fra River Plate.

Boca-fansene bliver kaldt for ”Los Xeneizes”, da klubben blev skabt af immigranter fra Genoa, og de har et rygte om at være lidt mere vilde og helhjertede end River Plate-fansene. Der findes også flest Boca-fans… blandt andet den kendte Mary Esher Duffau, som der tidligere har været lavet en film om, og da den 74-årige dame døde i 2008, var der et minuts stilhed inden deres kamp imod Cruzeiro. Filmen om Mary Esher Duffau handlede om hendes hårde liv blandt andet som Boca-fan. Gad vide, hvordan hun ville have oplevet Superclasico 2018?

Tidligere har den engelske avis The Observer slået fast, at det at se kampen imellem Boca og River var nr. 1 på listen over 50 sportskampe, som man skal opleve, inden man dør…

Læs hele artiklen
Hadets kamp i Istanbul
Indkast.dk har kigget nærmere på et af de mest forhadte opgør i fodboldverdenen. Kampen har næsten en tradition for vold, provokationer og masser ballade – både på og udenfor banen.
Fredag aften blev der spillet en af de mest vanvittige fodboldkampe i verden imellem rivalerne – Galatasaray og Fenerhahce. Tidligere har de to tyrkiske klubber spillet nogle meget dramatiske opgør – versionen i efteråret 2018 var ingen undtagelse.

Kort efter kampen uddelte dommer Firat Aydinus tre røde kort efter gigantisk ballade efter opgøret, som sluttede 2-2. Lige efter kampen var fløjtet af, startede der en voldsom ballade, og over 30 spillere og trænere deltog i tumulten på banen. Se noget af den her:



Galatasarays Badou Ndiaye og Fenerbahce-spillerne Jailson og Roberto Soldado fik et rødt kort og står til lange karantæner, men det var langt fra eneste gang, at Istanbul-derbyet har været dramatisk.

Kort efter årtusindeskiftet vandt Fenerbahce med hele 6-0 over Galatasaray, selvom holdets store profil – argentinske Arial Ortega – var blevet udvist, og i underlal fik Fenerbahce lavet tre mål. Kort tid efter spillede holdene 2-2 på Galatasarays hjemmebane i en kamp, hvor var 71.334 tilskuere til kampen, hvilket stadigvæk er tilskuerrekord i tyrkisk fodbold. Værste opgør var dog i 1934, hvor kampen blev afbrudt, efter der havde været et voldsomt slagsmål imellem spillerne. Siden det opgør har der været et gigantisk had imellem klubberne.


Flaget i midtercirklen
Fredagens kamp var møde nr. 388 imellem de to rivaler, som ”Fener” har vundet flest af… hele 146 gange, mens Galatasaray har vundet 123 kampe. Det er faktisk lidt underligt, da Galatasaray af mange bliver betragtet som den største klub. Det er de også, hvis man kigger i den nuværende stilling i tyrkisk fodbold.

Galatasaray blev grundlagt i 1905 af studenter, og det belærte har i nogle perioder været hæftet ved ”Gala”, mens Fenerbahce ofte bliver drillet med deres tilknytning til det asiatiske Tyrkiet. En ting har de to klubberne dog til fælles… de vinder ofte det tyrkiske mesterskab. Den tyrkiske Super Lig har kun haft fem forskellige vindere, som er fordelt således:

Galatasaray: 21
Fenerbahce: 19
Besiktas: 15
Trabzonspor: 6
Bursaspor: 1

Udover flest mesterskaber så har Galatasaray også vundet en europæisk titel, da de vandt UEFA-cuppen i år 2000 – i København over Arsenal.

Fire år før den triumf kom der en af de mere bizarre hændelser i hadet imellem de to klubber, da Galatasaray-træner Graeme Souness løb ind på Fenerbahces hjemmebane – Sukru Saracoglu – og plantede et Galatasaray-flag i midtercirklen.

Skottens provokation skabte voldsom ballade blandt tilskuerne og delte befolkningen i Istanbul. Enten var Souness en helt eller en ærkerival. Præcis samme følelse som mange havde efter fredagens opgør på Türk Telekom Stadium…

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Jacob Bruun-Larsen - fremtidens mand
Efter et lejeophold i Stuttgart uden meget spilletid, var der mange der tvivlede på Jacob Bruun-Larsens fremtid i Dortmund. Den unge dansker har dog lukket munden på kritikerne denne sæson.
I en alder af blot 16 år skiftede Jacob Bruun-Larsen fra Lyngby til Dortmund. Kantspilleren blev i sin tid regnet som et stort talent, og i Dortmund har man altid regnet med, at den unge dansker ville slå igennem på klubbens førstehold.

På Dortmunds ungdomshold gik det da også strygende efter ankomsten, hvor Bruun-Larsen bombede mål ind for klubbens U19-hold. Dog blev det ikke til mange minutter for Dortmunds Bundesliga-mandskab, hvorfor Bruun-Larsen i januar 2018 blev udlejet til Stuttgart, hvor man satsede på, at danskeren kunne få spilletid og værdifuld erfaring med sig.

Den halve sæson i Stuttgart blev ikke som man havde kunnet håbe, og det kun blev til fire optrædener og én startplads i den bedste tyske række. I mellemtiden ansatte Dortmund Lucien Favre som deres nye træner, og det blev vendepunktet for Bruun-Larsen. Favre er kendt for at give unge spillere chancen, og Bruun Larsen er sammen med bl.a. Jadon Sancho en af de unge spillere, som træneren har givet chancen i år.

Her har den 20-årige dansker formået at gribe chancen, da han har scoret og lagt op til mål i både Bundesligaen og Champions League. Bruun-Larsen ser ud til at have en lys fremtid foran sig, hvis han formår at holde sig indenfor varmen i Dortmund, som lige nu ligger nummer et i den bedste tyske række.

Bundesliga.com har i øvrigt sammenlignet Bruun-Larsen med ingen ringere end Marco Reus, da begge spillere er gode med bolden, har fart, målnæse og er effektive all-round-spillere. Om Jacob Bruun-Larsen bliver lige så god som Reus vil tiden vise, men banen er hvert fald kridtet op for den unge dansker.

Læs hele artiklen
Paco Alcacer - fra flop til top
Paco Alcácer scorer mål på samlebånd for Dortmund, og er lige nu på toppen af sin karriere. Succesen udeblev dog i Barcelona, og spørgsmålet er, hvorfor spanieren nu lige pludselig viser storform?
FC Barcelona hentede tilbage i 2016 Paco Alcácer fra ligakonkurrenterne Valencia. Barcelona havde hele det transfervindue ledt efter en angriber, der ville acceptere rollen som reserve for den stærke MSN-trio, der var i klubben på daværende tidspunkt. Efter en lang kamp og med en lang række navne i kikkerten faldt valget på Paco Alcácer, der på daværende tidspunkt var anfører i Valencia og havde scoret 13 mål i den foregående La Liga sæson.

Paco accepterede hurtigt rollen som reserve-angriber. Han skulle bruges som et alternativ til MSN-trioen, når de havde brug for en pause eller var skadet. Derfor var det også beskedent med succes Paco fik i sin første sæson for Barcelona, netop fordi MSN-trioen var altdominerende. Messi, Suárez og Neymar bombede over 100 mål tilsammen i Pacos første sæson i Barcelona, og derfor var der ikke mange chancer, som han fik i Barcelona-angrebet.


I Suárez' skygge
Efter Neymars noget overraskende skifte til PSG i sommeren 2017, samt en Luis Suárez ude af form, jamen så stod døren lige pludselig åben for mere spilletid til Paco Alcácer. Men angriberen formåede aldrig for alvor at gribe chancen. Først og fremmest fordi, at han altid befandt dig i Luis Suaréz' skygge.

Selvom Suárez ikke altid viste storform, så var han altid foran Paco i køen. Han er vigtig for Messi. Deres samarbejde og venskab på og udenfor banen, er utrolig vigtig for deres indbyrdes relationer på banen. Derfor blev Paco oftest skiftet ind i anden halvleg, men han fik aldrig rigtig gang i målscoringen. Suárez fik mere og mere spilletid, på trods af dårlig form og scoringskrise, og det lukkede nærmest helt ned for Pacos chancer for at slå igennem i den catalanske storklub.

I slutningen af sin Barcelona-karriere var Paco 5. eller 6. valg i angrebet. Når Suárez eller Messi skulle spares, blev der kigget andre veje end Paco. Op til starten af denne sæson blev Munir også foretrukket fremfor Alcácer, og det blev til sidst for meget for Paco, der efter 15 mål i 50 kampe for Barcelona, søgte nye græsgange. Målene og succesen udeblev i Barcelona, hvorfra Alcácer aldrig for alvor greb chancen, og derfor kan beskrives som et flop.


En ny chance
Den 25-årige spanske angriber, Paco Alcácer, blev i de sidste dage af sommerens transfervindue udlejet fra FC Barcelona til Dortmund i den tyske Bundesliga. Her har spanieren fået en ny chance for at bevise sig værd.

Succesen og tilliden er da også kommet i Dortmund, hvorfra spanieren har scoret mål på samlebånd for den tyske traditionsklub, hvilket har gjort ham til én af Europas varmeste angribere for øjeblikket. Succesen i Dortmund kastede også for nyligt en udtagelse til det spanske landshold af sig, og spanieren kvitterede for tilliden ved at score tre mål i to kampe for det spanske landshold.

Paco har dermed fundet fodbold lykken i Dortmund. En lykke han ikke fandt i Barcelona. Spanieren må nok erkende, at skiftet til Barcelona var på for høj en hylde og hans manglende niveau fra en rigtig storklub var udslagsgivende for, at succesen ikke kom i Barcelona.

Paco befinder sig derfor nu på sin rigtige hylde i Dortmund, der er en stor klub efter tyske standarder, men ikke på samme måde som FC Barcelona.

Derfor er Paco Alcácer også lige nu på toppen af sin karriere, og med sin forholdsvis unge alder, har han helt klart stadig potentialet til at blive en dygtig angriber, hvis bare han får muligheden. En mulighed han ikke fik i Barça, og derfor blev et flop.

Spørgsmålet er nu bare om Barcelona kommer til at fortryde at de lod ham gå, når nu han viser, at får han tilliden, jamen så leverer han.
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Ilden José og isen Pep mødes – igen
Fodboldens svar på John McEnroe og Bjørn Borg står overfor hinanden i en mesterskabsafgørende kamp i Manchester. Indkast.dk har gravet ned i deres historik, som er ganske underholdende.
Lørdag den 10. september 2016 blev et skelsættende tidspunkt i international fodbold, for nok et kapitel blev skrevet til had/kærlighedsforholdet imellem Jose Mourinho og Pep Guardiola. Her stod de to tidligere venner overfor hinanden, som træner for hver sin Manchester-klub.

Tyve år forinden var de begge i Barcelona som assistent-træner og midtbanestyrmand. Denne periode betragtes som en af klubbens bedste, og der var stærke bånd i et solidt venskab, men sidenhen er der løbet meget vand igennem åen.

Mourinho-tiden med store armbevægelser i Real Madrid overfor den meget kontrollerede og mere rolige Guardiola i Barcelona viste al andet end næstekærlighed. Mourinho har tidligere haft for vane at køre et grimt, men underholdende medie-stunt, mens Guardiola har kæmpet voldsomt med ikke at lade sig rive med - på de mange provokationer fra Mourinho, som fx i august 2013 hvor den daværende Chelsea-manager sagde følgende efter UEFA's Super Cup:

- Hver gang jeg spiller imod Pep, ender vi med at være 10 mand på banen. Er det en regel, som UEFA har lavet?

Tilbage i april 2011 slog Mourinho fast, at Guardiola blot havde vundet et Champions League-trofæ og understregede, at det skete efter, hvad han selv kaldte ”Skandalen på Stamford Bridge”, hvor Pepe blev udvist. Samtidig mente portugiseren, at den spanske træner – igen – havde fået dommerhjælp, og at Guardiola endda havde kritiseret dommeren for de korrekte beslutninger, som han havde truffet.

Til dette svarede den daværende Barcelona-træner, at Mourinho var bossen i presserummet på Bernabéu, og fortsatte det sådan, ville det ændre deres venskab, som ville udvikle sig til blot et bekendtskab.


McEnroe vs. Borg
Udefra set virker det til, at venskabet er slut imellem de to store forskelligheder, som kan sammenlignes med John McEnroe og Bjørn Borg. Imellem 1978 og 1981 mødtes de to tennislegender 14 gange, men det var mere end blot tenniskampe. Det var et opgør imellem to vidt forskellige mennesketyper – som dengang blev beskrevet som ”Ild og Is”. I nutidens fodboldopgør er Mourinho ilden, mens Guardiola er isen.

Den internationalt anerkendte fodboldjournalist Sid Lowe har i sin bog om rivaliseringen imellem Barcelona og Real Madrid beskrevet opgøret imellem de to trænere. Heri hævder den veloplyste Lowe, at Mourinho indså, at hans største chance for at slå Barcelona var ved at komme ind under huden på Guardiola samt skabe en krig imellem dem – hvor alle våben var tilladt. En krig mellem to typer trænere, men også mellem to forskellige klubber, hvor Barcelona var den talentskabende og Real Madrid den dyrtindkøbene.

Denne ”krig” kulminerede i august 2011, hvor Mourinho prikkede Guardiola-assistenten Tito Vilanova i øjet, efter Marcelo havde sparket den daværende Barcelona-spiller Cesc Fàbregas midt over lige foran udskiftningsbænkene. Dette skete i en periode, hvor Barça var sportslige overlegne i forhold til ”Konge-klubben”, og hvor Mourinho var desperat for at gøre alt for at slå Barcelonas flotte spil i stykker.

Efterfølgende vandt Barcelona med 6-2 på Bernabéu, hvilket nok engang frembragte en hård kommentar fra Mourinho, da han mente, at Guardiola måske ”en dag” ville vinde det spanske mesterskab på ærlig vis. Samtidigt slog Mourinho fast, at han mindede meget om Guardiola, hvortil den spanske træner tørt svarede igen:

- Hvis det er rigtigt, så vil jeg lave om på min adfærd.

Det er langt fra den eneste gang, at udtalelserne har været skarpe imellem de to rivaler. I september 2014 sagde Mourinho til El Confidencial om Guardiolas hårpagt:

- Når man elsker, hvad man laver, så mister man ikke sit hår. Guardiola er skaldet. Han elsker ikke fodbold…

Eller i maj 2015 hvor Mourinho, som nyslået engelsk mester med Chelsea, sendte en klar hilsen til Guardiola i Bayern München.

- Jeg er nok ikke den smarteste, når jeg skal vælge klubber og turneringer, som disse klubber spiller i. Jeg kunne let have valgt nogle klubber, hvor det var meget lettere at blive national mester.


Masser af gnister
Samlet set har forholdet imellem de to trænere ikke været pænt, men meget underholdende og ofte med Mourinho i skurkerollen. Derudover virker det også til, at Mourinho har følt sig undertrykt af Guardiola – måske med en anelse af misundelse!

På Mourinhos daværende kontor ved Real Madrid-træningsbanen Valdebebas havde han en papfigur af sig selv, hvor han jubler. Måske ikke så underligt, men vel en smule pudsigt, at situationen var fra hans tid i Inter. Situationen var fra 2010 efter Champions League-semifinalen. Ikke fra tiden i Real Madrid eller triumfen i finalen… men fra semifinalen, hvor Inter slog – jah… gæt engang - Guardiolas Barcelona.

De to kamphaner mødte hinanden 11 gange i ”El Classico”, hvilket gav fem sejre til Guardiola og blot to til Mourinho – samt fire uafgjorte. Alene i 2010/11-sæsonen var der fire ”El Classico”, og i samtlige kampe fik Real Madrid udvist en spiller – så der har været dramatiske kampe imellem Mourinho og Guardiola… to tidligere venner!

I maj 1997 vandt Barcelona den europæiske cup-finale over PSG. Efter sejren og midt i jublen stod to mænd på midten af banen og omfavnende hinanden – hjælpetræneren Jose Mourinho og styrmanden Pep Guardiola. Da den spanske tv-station Cadena Ser mange år senere viste dette billede til Mourinho, erkendte han:

- Jeg har selv et billede af vores omfavnelse… vi var tætte venner!

I 2000 forlod Mourinho det smukke Catalonien og Barcelona, men otte år senere mødtes han med Barca-bosserne Txiki Begiristain og Marc Ingla i Lissabon. På det møde skulle Mourinho have sagt, at hvis han skulle være træner i Barcelona, ville han gøre B-holdstræneren Guardiola til sin assistent, men Mourinho endte aldrig hos det catalonske storhold. I stedet blev Guardiola - til manges overraskelse - forfremmet til cheftræner.

I Graham Hunters bog ”Barca – skabelse af verdens bedste fodboldhold” siger Ingia, at Mourinho blev rasende, da han blev fravalgt til fordel for Guardiola – hvilket måske kan være starten på den dårlige kemi imellem de to venner.

Om balladen mellem de to trænere har den store italienske træner Arrigo Sacchi sagt, at det kan være svært at have ”to Piccasso'er” i samme tidsalder. Nu skal de krydse klinger – eller pensler - i Manchester!
Læs hele lederen
Red man walking
“The Special One” er blevet til “The Special none”… efter Glazer ikke har hentet de spillere, som Jose Mourinho ønskede!
Efter Manchester Uniteds meget skuffende hjemmebanenederlag til Juventus, sagde Jose Mourinho, at hvis der skulle spilles bedre fodbold på Old Trafford, skulle der hentes nogle dyrere spillere til Manchester United. Den pressede manager storroste ved samme lejlighed det centrale italienske forsvar med Leonardo Bonucci og Giorgio Chiellini samt slog fast, at det var sådanne nogle dyre verdensklasse-spillere, som Manchester United havde brug for…

Den udtalelse har sidenhen runget noget hult, for Bonucci kom til ”Den gamle Dame” for 120 millioner kroner, mens Chiellini kostede Juventus 35 millioner kroner – altså 155 millioner kroner tilsammen.

Sidenhen har Bonucci godt nok været en smuttur i Milano, men faktum er, at Juventus-forsvaret til kampen på Old Trafford – til sammen - ikke har kostet andet end halvdalen af, hvad Mourinho har betalt for Eric Bailly eller Victor Lindelöf.

Det er godt nok længe siden, at Bonucci og Chiellini blev købt til Juventus – men måske er lidt tålmodighed netop, hvad Manchester United har brug for i denne pressede tid. Som Indkast.dk tidligere har været ind på, så har Jose Mourinho brugt 12 forskellige forsvarsspillere i de ni første Premier League-kampe. Se dem her.

Leicester
Forsvar: Darmian, Bailly, Lindelof, Shaw
Resultat: 2-1

Brighton
Forsvar: Young, Bailly, Lindelof, Shaw
Resultat: 2-3

Tottenham
Forsvar: Herrera, Smalling, Jones
Resultat: 0-3

Burnley
Forsvar: Valencia, Smalling, Lindelof, Shaw
Resultat: 2-0

Watford
Forsvar: Valencia, Smalling, Lindelof, Young
Resultat: 2-1

Wolves
Forsvar: Valencia, Smalling, Lindelof, Shaw
Resultat: 1-1

West Ham
Forsvar: McTominay, Smalling, Lindelof
Resultat: 1-3

Newcastle
Forsvar i første halvleg: Young, Smalling, Bailly, Shaw
Forsvar i anden halvleg: Smalling, Pogba, Matić
Resultat: 3-2

Chelsea
Forsvar: Young, Smalling, Lindelof, Shaw
Resultat: 2-2

De mange omskiftninger i defensiven har langt fra givet de ønskede resultater, og selvom Mourinho – i flere kampe – har spillet ganske defensivt, har Manchester United lukket mange mål ind. Dette giver blot endnu mere nærring til den hidsige debat, der var henover sommeren, hvor Mourinho ikke fik sit transferønske med Leicesters Harry Magurie opfyldt.

Mourinho skulle have afleveret fem transferønsker tidligt på året, men ifølge bulletinerne fra England skulle ingen af disse være blevet opfyldt, og det trækker en direkte linje til Manchester Uniteds ejere… Glazer-familien. For imens Mourinho har raset over de manglende indkøb, har ”The Glazer boys” trukket gigantiske summer ud af Manchester United.

Manchester United har en gæld på 4.500 millioner kroner, hvilket koster klubben over 220 millioner kroner om året i renter, men på trods af dette har børnene i Glazer-familien udbetalt over 200 millioner kroner til sig selv – alene i sidste regnskab. United forøger deres omsætning storset hver sæson, men alligevel så falder gælden ikke – og Mourinho er utilfreds med de manglende penge til indkøb af nye spillere. Dette er årsagen til, at man kan læse bannere til Uniteds kampe som ”Love United – hate Glazer”.

Så Mourinho har ikke fået sine ønsker opfyldt, og flere gange siden ankomsten i maj 2016 er han endt med ikke at få de spillere, som han har ønsket – og flere af spillerne, som han har fået, er endt som skuffelser…

Eric Bailly fra Villarreal for 280 millioner kroner
Afrikaneren har haft gigantiske udsving i sine præstationer for United, men Mourinho har også behandlet ham underligt, som da manageren slog fast, at grunden til, at Bailly ikke spillede. var, at han ikke skulle til VM og derfor ikke kæmpede for en VM-billet.

Zlatan Ibrahimović fra PSG på fri transfer
Svenskeren gjorde det ualmindelig godt i Manchester United, hvor han lavede 28 mål i 52 kampe, inden en drilsk knæskade stoppede det hele.

Henrikh Mkhitaryan fra Dortmund for 280 millioner kroner
Lige inden, at armeneren skiftede til Manchester United, var han blevet kåret til ”Årets spiller i Bundesligaen”, men allerede i debutkampen var kantspilleren upopulær hos Mourinho, der udskiftede ham i pausen af opgøret imod Manchester City. Det blev aldrig helt godt, og han endte med at blive en del af handlen, der sendte Alexis Sánchez til Manchester United.

Paul Pogba fra Juventus for 750 millioner kroner
Franskmanden skulle være stjernespilleren på Mourinhos Manchester United, men er aldrig blevet det – ikke mindst fordi det ikke virker til, at franskmanden har fået en defineret rolle. For er han 6'er, 8'er eller 10'er? Derudover blev det også udstillet til sommerens VM-slutrunde, at Pogba kunne lave præstationer for det franske landshold, som han ikke havde vist endnu for Manchester United.

Victor Lindelöf fra Benfica for 280 millioner kroner
Han har været inde og ude af startopstillingen for Manchester United og har langt fra bevist sig god nok til at være en del af holdet, der skulle løfte United ud af deres dødvande. Victor blev hentet til Uniteds centrale forsvar i sommer, efter det var mislykkedes med at hente Jérôme Boateng, Harry Maguire og Diego Godín.

Romelu Lukaku fra Everton til 650 millioner kroner
Han scorede 27 mål i debut-sæsonens 51 kampe, hvilket må siges at være bestået, men siden er det gået ned af bakke. En af årsagerne til dette skyldes, at Mourinhos defensive tilgang ikke har skabt ret mange chancer, som den store og hurtige belgier kunne afslutte på.

Nemanja Matić fra Chelsea for 350 millioner kroner
Måske Mourinhos bedste signing i hård konkurrence med Ibrahimović. Serberen arbejder stenhårdt i det skjulte, men prøv at tænke på, hvilken forfatning United kunne have været i, hvis ikke Matić havde været gaderingsspiller for Mourinho.

Alexis Sánchez fra Arsenal i en byttehandel med Mkhitaryan
Inden skiftet til Manchester United havde Sánchez en formnedgang hos Arsenal, og mange troede sikkert, at det skyldtes al balladen om den manglende kontraktforlængelse. Det viste sig, at Sánchez var faldet ned i et hul, som han i øjeblikket kæmper med at komme op fra. Premier Leagues suverænt højst lønnede spiller kom ikke til VM, og i denne sæson har han kun lavet ét mål, hvilket kan gøre, at han snart mister sin plads i Manchester Uniteds idealopstilling, hvis han ikke allerede har gjort det.

Diogo Dalot fra Porto for 170 millioner kroner
Han er svær at bedømme, da han kom til Manchester United med knæproblemer og næsten ikke har spillet endnu.

Fred fra Shakhtar Donetsk for 420 millioner kroner
Trods den store indkøbspris har Fred næsten heller ikke spillet for Manchester United endnu, og dermed kommer han på listen over store Mourinhos sommer-indkøb, der ikke har fået ret mange chancer fra starten af den efterfølgende sæson. Året før var Lindelöf på listen og sæsonen før var det Mkhitaryan.

Lee Grant fra Stoke for 10 millioner kroner
Den 35-årige er indkøbt som reserve-målmand, og han har kun spillet lidt i Carabao cuppen.

Så Mourinho er sur over de manglende indkøb i Manchester United, men han har selv brugt 3.190.000.000 kroner på nye spillere, og det er gjort med mange forskellige niveauer. Et par af 11 spillerne er rene hits, men der er godt nok også rene flops. Derfor var det nok bedst for Manchester United-manageren at holde en lavere profil i forhold til transferindkøbene i Manchester United.

For det lyder næsten patetisk, når man hører Mourinho udtale sig om manglende indkøb, når han er bossen i en af verdens rigeste fodboldklubber og han har brugt over tre milliard kroner i de sidste fem transfervinduer. I den periode har Manchester United netto brugt 2.700 millioner kroner. Til sammenligning har Manchester United-konkurrenterne brugt følgende netto-tal i samme periode:

Tottenham: 250 millioner kroner
Liverpool: 1.000 millioner kroner
Arsenal: 1.200 millioner kroner
Chelsea: 2.100 millioner kroner
Manchester City: 3.400 millioner kroner

Så kun stenrige City har brugt mere netto end Mourinho… og derfor er det vel ikke en undskyldning for den pressede Mourinho.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Wenger afviser AC Milan Verdens værste selvmål Artikel ikon Premier Leagues bedste mål? Artikel ikon Fem Sergio Agüero-mål Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Forkert mail skyld i manglende udtagelse Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Eto'o: Jeg håber Salah husker den dag Artikel ikon Månedens hold Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 3: Milan-målmagere de seneste 10 år Top 10: Største trøjesponsorater Artikel ikon Top 10: Premier League-topscorer Artikel ikon Top 10: Dyreste Juventus-handler Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Ajax - Danskernes klub: Jan Mølby Özil - fra skudlinjen Artikel ikon Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Artikel ikon Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon City 2008 vs. 2018 Historisk PL-topstrid Artikel ikon Liverpool - perfekt start Artikel ikon Uniteds 500 målscorere Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Valencia på jagt i FCK? Torsdagens engelske rygter Artikel ikon Medier: Roma efter Young Artikel ikon Suso: Glad i Milan men… Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Mario Gomez
Vidste du om ... Gareth Bale Artikel ikon Vidste du om ... Kylian Mbappé Artikel ikon Vidste du om ... Lionel Messi Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Talismanen Christian Eriksen Statistik: Alpin Messi – i PL Artikel ikon Wayne Rooneys vidunderlige statistikker Artikel ikon Statistik - Gennemhullet hos Jokanovic Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Man. City - Man. United Optakt: Atlético Madrid - Dortmund Artikel ikon Optakt: Røde Stjerne - Liverpool Artikel ikon Optakt: Tottenham - PSV Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Arsenal - Sporting Startopstillinger: Slavia Prague - FCK Artikel ikon Startopstilling: Inter - FC Barcelona Artikel ikon Startopstillinger: Vejle - Horsens Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon N'Doye redder FCK mod AaB Hobro slog Vendsyssel i bund-gyser Artikel ikon Nr. 17 for Unai Emery Artikel ikon FCK fik point i rodet nullert Artikel ikon Se flere