Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp

Af Torsten Brix

2018-05-26
Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp

Indkast.dk bringer et kapitel fra den nye bog om Jurgen Klopp "Fuld fart frem".

Det er en smuk sommerdag i Liverpool, og i den traditionsrige arbejderklub nydes den slags bedst på spillernes terrasse, der strækker sig hele vejen langs træningsfaciliteterne, Melwood, fra Jürgen Klopps kommandocenter med flot udsigt over bugten i det ene hjørne, forbi spisesalen helt til den anden ende, hvor klubbens kostvejleder Mona Nemmer og fitnesschefen Andreas Kornmayer har kontorer bag glasfacaden.

Det er slet ikke til at mærke på den dovne eftermiddagsstemning, stilheden på den forladte træningsbane og Jordan Hendersons latter fra bordet ved siden af, at Liverpool om tre dage skal spille en knald-eller-fald-kamp mod Southampton. Der er pres på for at slutte på fjerdepladsen, og kampen skal vindes. Adam Lallana ligner en turist på sin første feriedag, som han smilende misser mod solen. Om han så byttede sin flaske med mineralvand ud med en lyserød cocktail med papirparaply, kunne han ganske enkelt ikke se mere afslappet ud.

Samtalen handler om, hvor svært det er at spille Klopps form for fodbold, men midtbanespilleren fra landsholdet formidler ikke sine og holdets lidelser særlig godt. Det er der en simpel grund til: han finder nemlig nydelse i smerten.

“Jeg var afsted til en landskamp, da Klopp blev ansat den 9. oktober 2015, og jeg kan huske, hvordan jeg ikke kunne vente på at komme tilbage,” siger han. “Jeg slog hans historie op og undersøgte, hvordan hans hold havde spillet. Jeg så ordet gegenpressing alle vegne. Genpres. ‘Heavy metal-stil.' Og fra den allerførste dag, og den første kamp mod Tottenham, var det en meget fysisk krævende måde at spille på. Men du tager det til dig. Det er en udfordring at komme i bedre form. Det er man nødt til for at kunne klare det. Nogle gange skæver jeg til Coutinho og alt hans hårde arbejde. Han erobrer mange bolde, og han har stadig evnen til at sætte en mand af og hamre kuglen op i hjørnet.”

Motion og motivation kommer af det samme latinske ord. Det
ene kan ikke eksistere uden det andet. Klopps allerførste budskab til Liverpools fans – at de skulle ændre sig ‘fra tvivlere til troende' – blev gentaget over for spillerne på Melwood forud for det første træningspas.

“Han talte meget om, at holdet skulle tro på sig selv og ikke være bange for nogen modstander,” husker Lallana. “Han havde tydeligvis selv den selvtillid og udstrålede troen på, at han er en dygtig manager. Du kunne mærke det, så snart han kom ind ad døren. Og jeg tror, det automatisk forplanter sig til hans spillere.”

Før tyskeren kunne begynde at arbejde med spillernes fysik, måtte han ind i hovederne på dem. Der var ingen ide i at gå med i det offentlige hylekor, der kritiserede forsvarsspillerne hårdt og talte om manglende kvalitet til at spille med i toppen. Klopp måtte i stedet arbejde med den trup, han havde til rådighed, og tale deres styrker op. Hans tilgang var at understrege, at det er indsatsen snarere end evnerne, der skaber gode præstationer. Lallana:

“Han sagde: ‘Arbejd hårdt for mig.' Det er det eneste, han kræver. Han kan leve med fejltagelser, og han kan leve med dårlige kampe. ‘Arbejd hårdt for mig og giv mig alt.' Han er overbevist om, at det i sidste ende fører til tekniske færdigheder og kvalitet. Det er det, chefen har tilført mig lige siden kampen mod Tottenham.”

To måneder inde i sæsonen 2015-16 var der hverken plads i kalenderen til ekstra fitnessøvelser eller til at øve det nye presspil. Der var således ikke mulighed for Klopps berygtede dobbelte træningspas, der af eksperter blev kritiseret for at være for krævende og give bagslag, da holdet fik et par muskelskader efter jul. Ad hoc-indførelsen af presspil nødvendiggjorde et stort engagement over hele linjen.

“Det er noget, man som hold tager hinanden i ed på,” siger assistenttræner og chefscout Peter Krawietz. “Det er en social kontrakt. Man aftaler: ‘Yes, det gør vi sammen.' Det nytter ikke noget, at den enkelte gør det alene. Han kan gøre det en gang, og han kan gøre det igen, men så vil han vende sig om og sige:

‘Hvor er alle I andre? Rend mig i røven, hele bundtet. Jeg løber, til jeg segner, og så står I bare der og nyder udsigten.' Det er derfor, der er brug for en bindende aftale mellem alle på holdet:

‘Vi gør det her sammen. Så snart vi mister bolden på den sidste tredjedel, forsøger vi at erobre den tilbage.' Der er et hav af fordele i at gøre sådan. Du bryder modstanderens angreb. Måske kan du fange dem i det øjeblik, de forbereder et angreb og går i position til det. Måske er venstre back på vej frem ad banen. Og så sparer du energi på den måde. Hvis du trækker dig tilbage med otte mand for at forhindre et kontraangreb, skal de otte mand løbe hver 80 meter – det er 640 meter i alt.

Alternativet er, at du spiller velorganiseret gegenpressing på det rette tidspunkt og med den rette intensitet, og så er det kun tre-fire spillere, der løber fem-ti hurtige meter. Det er derfor, det ikke handler så meget om dine ben, men om dit hoved. På et tidspunkt når man dertil, hvor man bliver udmattet. Så skal man blive ved. Holde hovedet højt og arbejde metodisk videre. Det tager sin tid at få hamret det ind i spillerne. Der findes forskellige metoder og øvelser til at træne det. En af dem er videoanalyse:

‘Se her, det her hold er meget kompakt, og spillerne er frygtelig vanskelige at komme forbi, men de er sårbare i præcis det øjeblik, hvor vi erobrer bolden tilbage fra dem.' Den pointe prøvede vi at få til at sidde fast. Når du kan gøre det, og gøre det ordentligt, sparer du også holdet for at løbe en masse meter.”

Lallana, som havde prøvet et lignende system under Mauricio Pochettino i Southampton, oplever, at kollektive aktioner giver en god følelse, der fejer utilfredsheden af banen: “Mentalt er det meget krævende, men når de ti andre gutter alle sammen arbejder på samme måde, så bliver det let. Du nyder at føle smerten, fordi alle de andre også føler den. Du vil blive ved at kæmpe for din holdkammerat. Det gør ondt på ham, det gør ondt på dig, men det er okay. Det er det, manageren kan lide at se – det er sådan, han er. Af og til jubler han over tacklinger, som om der blev scoret. Fordi han ved, det gør ondt.” Han tilføjer, at Klopps spillestil ikke levner plads til afvigere og egoister, som ikke vil indordne sig under kollektivet. “Måske kan du bære en enkelt spiller frem, men han har ikke lyst til at spille på den måde. Det fungerer ikke.”

Hvor vanskeligt var det for Klopp og hans folk at få spillerne til at tænke og spille på den måde? Krawietz overvejer spørgsmålet et øjeblik: “Jeg mener, at det hold, vi overtog, var fuldt ud parat til forandring,” siger han. “De var klar og villige til at prøve noget nyt. De vidste, at der var en grund til, at det ikke var gået så godt tidligere, og at vi stod der nu i rødt og sort træningstøj. Vi kunne mærke det fra første færd. De ville gerne forstå det, vi forsøgte at fylde på dem.” Det skortede ikke på vilje, så udfordringen var i begyndelsen sprogbarrieren. Holdets taktiske hjerne, Zeljko Buvac, var i begyndelsen ikke meget for at tale engelsk, så Klopp oversatte for ham. “Mange gange, mest når han var vred, sagde Klopp: ‘For helvede, hvor ville jeg ønske, jeg kunne tale tysk til jer,'” griner Lallana. “Hans engelsk er faktisk fremragende. Jeg forstår alt, hvad han prøver at sige. Men han er til tider frustreret over det.”

“Jeg fjumrer rundt på mit dårlige engelsk, og holdet lytter,”
sagde Klopp med typisk selvkritik i et interview med det tyske magasin Focus efter en måned på posten. “Alle i klubben tager det i stiv arm og er ivrige efter at udvikle sig, og vi tager den tid, det tager at gøre det ordentligt.” Han havde det så sjovt og arbejdede så hårdt, at han ikke rigtig havde tid til at værdsætte sit held endnu, afslørede han: “Det er selvfølgelig gået lidt hen over hovederne på os, men der har da været øjeblikke, hvor man tænkte: ‘Hvor er det fedt at være træner for Liverpool.' Jeg troede aldrig, jeg skulle ende her.”

Ikke desto mindre tog det et stykke tid, før de forskellige fodboldkulturer gik op i en højere enhed på træningsbanen. “Det var uundgåeligt med enkelte misforståelser,” siger Krawietz. “Alle kaster deres tyve års fodbolderfaring ind i puljen. Du tror så, at alle taler om det samme, men til sidst går det op for dig, at man tænker på to vidt forskellige ting.”

I trænerstabens fortolkning er det strengt forbudt at fælde modstanderen, når man spiller presspil og tackler. Så snart der bliver begået et frispark, har holdets indsats for at erobre bolden været spildt. Men sådan var det ikke i den allerførste taktiske øvelse, som var tænkt som en gang let træning.

Liverpoolspillerne fløj vildt ind i tacklingerne i den tro, at det gjaldt om at bryde modstanderens opbyggende spil med alle tænkelige midler. Klopp var nødt til at afbryde dem og bede dem holde lidt igen. Krawietz husker episoden med et tilfredst smil: “Det var dejligt at se, at drengene var helt klar til at føre de nye ideer ud i livet og ofre sig fuldstændig for sagen. Det gjorde livet meget lettere for os.”

Lallana siger, at spillerne sætter pris på managerens ‘ærlighed':
“Han kan give dig en skideballe, og han kan rose dig til skyerne. Også krammene er virkelig ægte. Han fortæller dig, når han er tilfreds med dig. Han fortæller dig, når han er utilfreds med dig. Han er bare ærlig, troværdig, lige ud af posen. Han kan ikke skjule sine følelser, vel? Hvis der er noget, han gerne vil sige, så siger han det før eller siden. Han siger, at han kan være din ven, men ikke din bedste ven, fordi han en gang imellem er nødt til at have vanskelige samtaler med dig:”

Den belgiske angriber Christian Benteke havde for eksempel noget vanskeligt ved at tilpasse sig holdets nye stil. Klopp indså hurtigt, at den 190 centimeter høje forward ikke egnede sig så godt til en højenergisk spillestil med genpres. Han foretrak i stedet Divock Origi og den tidligere Hoffenheim-angriber Roberto Firmino som falsk 9'er. Klopp og Benteke fandt aldrig rigtig hinanden. Tyskeren havde for mange år siden besluttet med sig selv, at det er nytteløst at forklare en spiller, hvorfor han ikke er udtaget, og at han ikke kan gøre andet end at fortælle ham, hvilke områder han kan forbedre sig spillemæssigt på. Men Benteke kunne ikke forstå trænerens tavshed på det felt, når han nu havde været så ivrig efter at få ham til Borussia Dortmund et par år tidligere. Klopp havde mødt den tidligere Aston Villa-angriber på et hotel i Tyskland og talt entusiastisk om udsigterne til at arbejde sammen og ovenikøbet efterfølgende sendt ham et par sms'er. Men skiftet var aldrig blevet til noget.

Klopp var i øvrigt, ligesom sine kolleger Antonio Conte og José Mourinho, flittig med sine sms'er. Den dag, Dortmund skulle spille selveste Champions League-finalen, sendte han en besked til Kevin De Bruyne, der dengang spillede i Chelsea, og fortalte, hvor meget han glædede sig til at træne belgieren i Dortmund i 2013-14. Det planlagte skifte blev dog i sidste ende afblæst af Chelsea.

Benteke, der kom ind fra bænken på Stamford Bridge, scorede Liverpools tredje mål og sikrede en 3-1-sejr over Chelsea – Klopps første sejr i ligaen efter to uafgjorte (0-0 på Tottenhams bane og 1-1 mod Southampton) og derudover en frustrerende 1-1-kamp i hans debut på hjemmebane mod russiske Rubin Kazan i Europa League og en sejr på 1-0 over Bournemouth i Liga Cuppen. Sejren over Mourinhos mestre i det vestlige London kom i stand på klogt udført kontrafodbold, og den var et afgørende tegn på de hurtige fremskridt. Måske var den massive hype på sportskanaler og avisernes sportssider, siden Klopp var kommet til Merseyside, alligevel på sin plads, når det kom til stykket?

“Kan I vinde ligaen?” spurgte en reporter Klopp efter slutsignalet. “Er du vanvittig?” snappede han forbløffet tilbage. “Til at begynde med troede jeg, at jeg havde misforstået spørgsmålet. Jeg har været her i tre uger. Sidst, Liverpool overhovedet vandt en kamp, var jeg stadig på ferie.” Senere blev han i spillertunnelen bombarderet med spørgsmål om, hvem Liverpool var på jagt efter i transfervinduet til januar og deres chancer for at kvalificere sig til Champions League. På det tidspunkt lå de på ottendepladsen. “Utålmodigheden er ufattelig,” sagde han. “De vil gerne vide, om vi slutter på fjerdepladsen,” råbte han til dommer Mark Clattenburg.

“Velkommen til England,” svarede han tørt.

Klopps tur i privatfly fra Tyskland til Liverpool var blevet fulgt på internet af 35.500 Liverpool-fans, inden klubben indlogerede ham på et boutique-hotel i Hope Street forud for den officielle præsentation af ham. Den kraftige symbolik var ikke tilfældig: I de fleste fans' hoveder var sveberen ikke bare den nye træner, men personificeringen af drømmene om, at Liverpool endelig kom ud af dødvandet som midterhold og fandt tilbage til fordums storhed.

“Valget af ham føles så instinktivt rigtigt, fordi den 48-åriges store personlighed øjeblikkeligt vil skære igennem det meste af den tavshed og fortabthed, som har hvilet over Anfield, siden klubben i 2014 var tæt på at vinde mesterskabet, og sikre, at volumen fra nu af bliver skruet helt op på 10,” skrev The Guardian. Den tidligere Liverpool-spiller Mark Lawrenson, som normalt ikke viser de store følelser, spåede, at Klopp ville “bringe begejstringen tilbage til Anfield”. Med sin “kæmpestore personlighed og sit 1.000 megawatt-smil kan han sælge billetter,” tilføjede Lawrenson under en pause i optagelserne til Liverpools internetkanal lfc.tv i et højhus i byens centrum. “Folk håber, at han kan bringe de gode, gamle dage tilbage. Det har i sig selv en værdi.”

Der findes intet andet fodboldland, hvor man tror så meget på, at en manager kan ændre holdets resultater, som England. Og takket være Bill Shankley er Liverpool den by, der tror allermest på det. Klubbens storhedstid og den langt mere problemfyldte nutid, hvor de har været tvunget til at jagte deres rigere rivaler, har skabt et ustabilt klima, der har svinget faretruende mellem overdrevne forventninger og dyb depression. Mange potentielle frelsere har været igennem svingdøren uden at finde sig til rette på den vanskelige post.

Ved præsentationen fremstod Klopp fuldstændig afslappet, klædt i mørke jeans, sort blazer og Chelsea-støvler. Han mente godt, han kunne tilføre klubben energi og få hjulene i gang, men han erkendte også, hvor vanskelig udfordringen var: “Vi skal ikke slæbe rundt med 20 kilo historie på ryggen,” advarede han, ligesom klubben heller ikke skulle begræde sit forholdsvis begrænsede budget. “Vi skal ikke tænke på penge, kun på fodbold.” Amen.

Han tilføjede, at Liverpools situation slet ikke var så dårlig: “Det er et godt tidspunkt til at gennemføre ændringer og begynde forfra.” Han lovede, at “fodbold med speederen i bund” ville skabe maksimal passion på stadion og var samtidig omhyggelig med at underspille sin egen betydning. Han var hverken “en klovn” eller “et geni”, “bedrevidende” eller “en drømmer”, indrømmede han åbent, før han leverede sin punchline: “Jeg er bare en ganske almindelig mand fra Schwarzwald. Jeg er The Normal One.” Der rejste sig et latterbrøl. Det kræver en god del selvsikkerhed at erklære foran verdenspressen før sin første dag i en stor stilling, at man bare er ganske almindelig. Det mindede Süddeutsche Zeitung om den berømte scene i Monty Pythons Life of Brian, hvor hovedpersonen forgæves forsøger at overbevise en gruppe disciple om, at han overhovedet ikke er deres beundring værdig.

“Kun den sande Messias benægter sin egen guddommelighed,” udbryder en kvinde. Liverpool indså hurtigt det markedsføringsmæssige potentiale i den nye styrmand. ‘The Normal One' blev meget passende gjort til et varemærke, og Liverpool producerede et overflødighedshorn af officiel merchandise, der bar det slogan. Liverpool-chefen Mike Gordon var ikke overrasket over den store hype omkring Klopp som ny cheftræner:

“Jürgen Klopp og Liverpool FC er i sandhed et guddommeligt match. Vores fans er dybt passionerede, de har forstand på fodbold, og de har stærke følelser for klubben. Derfor forstod de straks, at denne mand var som født til at stå i spidsen for det, der betyder så meget for dem. Selv om jeg bliver ved at sige, at Jürgen er langt mere indhold end form, så er hans fremtoning alligevel meget overbevisende. Det kan alle vist være enige om. Det er ikke overraskende, at folket omgående tog ham til sig helt uden forbehold. Det begyndte allerede på den første pressekonference. Og det er noget af det mest forudsigelige, der er sket indtil nu.”

Gordon forudså over for LFC's presseafdeling, at de i den nye manager ville få ‘en Ferrari.' Også Kenny Dalglish spåede, at det ville blive spændende: “Jeg har lige hørt Klopps pressekonference, og han lyder meget, meget overbevisende,” sagde den forhenværende træner. “Jeg tror, fansene skal spænde sikkerhedsbæltet og nyde turen, for jeg er sikker på, at de kommer til at elske ham.”

Klopps bekendte fra Tyskland, der kom til Liverpool for at besøge ham i hans første sæson i England, bemærkede, at alle på Anfield og Melwood gladelig åbnede døre for dem, så snart de fortalte, at de var kommet for at mødes med manageren.

Tvreporter Martin Quast sad en dag på Klopps kontor og ventede på et kort interview, og han kunne allerede høre sin vens latter give genlyd ned ad gangene: “Jeg kiggede ud og så Liverpool-ansatte, der alle løb rundt med store smil på læberne. Og selvfølgelig er Kloppo der sammen med dem, laver sjov og får dem til at føle sig godt tilpas. Den åbenhed er hans stil. Jeg kan huske, at i hans hjem i Mainz stod dørene til de forskellige lejligheder i ejendommen altid åbne, og hans overbo kom bare forbi til morgenmad. Han elsker simpelt hen at have mennesker omkring sig.” Han er så åben, at det er ham, folk på Melwood kommer til med deres problemer og bekymringer. Mindst en af de ansatte hos Liverpool har for eksempel brugt Klopp som rådgiver omkring sine problemer i parforholdet.

Da sveberen kom til Liverpool, var det målmanden Simon Mignolet, der stod for at organisere de forskellige sammenkomster og holdbegivenheder. Klopp opsøgte ham og sagde, at det ville der blive meget mere af i de kommende måneder: “Vi er ét hold og én stor familie,” erklærede den nye manager. Klopp gjorde det klart, at den grundregel ikke bare gjaldt spillerne, men hele personalet. Han lærte sig navnene på alle Melwoods 80 ansatte og samlede dem alle i spisesalen sammen med spillerne, mens han forklarede, at truppen og de ansatte havde ‘et ansvar' for at hjælpe hinanden til at præstere deres bedste.

Klopp mente også, at publikum på stadion havde en vigtig rolle at spille, men det var ikke noget, han udtrykte krav eller forventninger om. I Mainz og Dortmund havde han ofte set, hvordan energien fra stadion hjalp spillerne til at præstere mere, men Anfield var faldet af på den som heksekedel. I Klopps første nederlag som Liverpool-træner, 1-2 til Crystal Palace i november 2015, forlod store dele af publikum stadion otte minutter før tid. “Jeg følte mig ret alene i det øjeblik,” sagde han bagefter, tydeligt skuffet over, at publikum havde kapituleret for tidligt. Men som nytilkommen indvandrer var han nødt til at passe på ikke at give publikum ansvaret for det dårlige resultat. Fansenes reaktion var en forståelig, stiltiende demonstration af deres forventninger: Han og holdet havde en pligt til at spille seværdig fodbold, der kunne give løfter om succes lige indtil sidste fløjt, erkendte han: “Det må være vores ansvar, at ingen har lyst til at forlade stadion så meget som et minut før tid, fordi alt stadig kan ske,” sagde Klopp. “Det skal vi vise publikum, og det gjorde vi ikke.”

I den næste ligakamp på Manchester Citys stadion, The Etihad, fandt Liverpool sig straks langt bedre til rette. Klopps hold pillede det usikre City-forsvar fra hinanden, og sejren på 4-1 gav håb om, at lykken var ved at vende. Halvandet år senere mener Lallana, at den tur ad M62-motorvejen til Manchester førte til “den bedste kamp” under Klopp indtil videre. “Jeg nød det virkelig. Det var en rigtig holdindsats,” siger han.

Det efterfølgende møde med samme modstander i Liga Cupfinalen blev dog knap så stor en nydelse for Lallana og resten af holdet. Liverpool kom flot tilbage og fik udlignet til 1-1 på Wembley mod et City-mandskab med større individuelle kvaliteter, men de tabte straffesparkskonkurrencen efter en forlænget spilletid uden yderligere scoringer. “Vi er i kulkælderen, men nu må vi rejse os. Kun fjolser bliver liggende på gulvet og venter på det næste nederlag,” sagde Klopp. Hans frustration over, at det glippede for ham at hente det første stykke sølvtøj i England, blev dulmet af bevidstheden om, at Liverpool havde kæmpet heroisk, da kræfterne var ved at slippe op.

I ligaen havde de imidlertid svært ved at finde stabiliteten.
Store sejre blev fulgt op af uafgjorte kampe og nederlag til mindre modstandere i et skræmmende mønster, der skulle blive alt for velkendt. Et halvt år efter, at Klopp havde overtaget roret i Merseyside, rodede holdet stadig rundt et godt stykke fra de placeringer, der giver adgang til de europæiske turneringer.
“Jürgen har gjort mange ting rigtigt,” sagde Steve McManaman i april 2016 til Süddeutsche Zeitung. “Han er meget populær, selv blandt fans af andre klubber. I det seneste par måneder er mange fans af Manchester United, Arsenal og Chelsea kommet hen til mig og har sagt: ‘Bare han var vores manager.' Han er meget karismatisk, han siger de rigtige ting, og folk elsker hans stil på sidelinjen. Jürgen har vundet fansenes tillid. De tror på ham. Men i forhold til resultater mangler der tydeligvis noget stabilitet. Jürgens hold har ikke bredde og kvalitet til at levere fem-seks virkelig gode kampe i træk.”

Stod det lidt sløjt til med fremskridtet målt på point, kunne det til gengæld måles i decibel. De entusiastiske fans på The Kop var begyndt at lægge tvivlen til side og finde den fælles stemme frem igen efter næsten et helt tiår uden et afgørende trofæ. Midt i december scorede den belgiske angriber Divock Origi til 2-2 kort før tid i hjemmekampen mod West Bromwich og sikrede på dramatisk vis Liverpool et point. Klopp stillede med spillerne foran stadion efter kampen for at vise sin og holdets taknemmelighed over, at fansene var blevet til det sidste for at bakke holdet op. “I aften var stemningen den bedste, siden jeg kom til,” sagde han. “Selvfølgelig er folk skuffede, men det lod de sig ikke mærke med over for os. Fansene kunne godt se, at drengene prøvede alt og spillede fodbold.” Ikke overraskende blev den udmelding visse steder udlagt som overdreven begejstring over et middelmådigt resultat mod en middelmådig modstander, men Klopp var ligeglad med, hvad folk uden for klubben mente. I hans egen optik var hans hyldest til spillerne intelligent fanpleje, der skulle minde fodboldfolket om, hvor stor magt de har til at påvirke resultatet. Den, der sår vind, høster storm. Og der var ikke langt til høst.

I Europa Leagues ottendedelsfinaler trak Liverpool arvefjenden Manchester United. Den europæiske andenrangsturnering, der ellers havde været betragtet som en uvelkommen trøstpræmie for hold, der sluttede udenfor top fire, gav den endelige vinder adgang til Champions League ad bagdøren og – næsten endnu vigtigere – en chance for at ødelægge Uniteds sæson. Anfield sitrede af spænding, stemningen passede til en stor europæisk kamp, og det hjalp hjemmeholdet til en flot 2-0-sejr i det første opgør. Returkampen blev kørt køligt og kontrolleret hjem med 1-1 på Old Trafford, og Liverpool var videre til kvartfinalerne. Klopp kendte den næste modstander ganske godt. Det var Borussia Dortmund.

“Disse to kampe var i den grad en udfordring for os begge – og for vores venskab,” siger Borussias direktør Hans-Joachim Watzke, tydeligt lettet over, at saxofonisten i hotellobbyen i Marbella endelig er færdig med sit potpourri over Kenny G's største hits. “Vi var nødt til at gøre nogle ting, vi normalt ikke ville have gjort.” Watzke havde indtrængende bedt spillerne om at “være klar til kamp og ikke kram” forud for den følelsesladede genforening med deres tidligere træner. “Han er ude på at slagte vores hold og vores fans med venlighed som våben,” advarede BVB-bossen. “Men det er ikke vores ven Kloppo, vi skal spille mod. Vi skal være klar til en hård fight.”

Watzke understreger, at han ikke sagde noget respektløst: “Jeg sagde kun: ‘De her kampe skal ikke gøres til en Jürgen Kloppfestival.' Jeg havde hørt, at han var lidt småfornærmet over det, og jeg kunne tydeligt se på den måde, hans familie hilste på mig på forud for returkampen i Liverpool, at han i den grad havde taget det ilde op. Det generede ham også, at det virkede.” Det virkede dog kun til en vis grænse, hvilket Watzke blankt erkender. Publikum på Signal Iduna Park var klar til kamp, men spillerne havde svært ved at forholde sig til, at Klopp sad på modstanderens bænk. “I en normal kamp ville vi slå dem,” siger Watzke. “Men det var ikke en almindelig kamp. Holdet var helt hæmmet i begyndelsen, og i hele første halvleg var det tydeligt, at vi manglede bid. Det havde sikkert været værre endnu, hvis jeg ikke på forhånd havde advaret både spillerne og folk omkring klubben.”

Klopp kunne ikke skjule, at han også var berørt af at vende tilbage til Westfalen. “Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at alle de begivenheder ikke slog benene en smule væk under mig,” sagde han efter kampen, der endte 1-1. Den iskolde facade, han havde vist dagen forinden, var, indrømmede han nu, netop en facade: “Jeg vil da hellere være her end i Nordkorea,” havde han spøgefuldt sagt op til kampen. “Men jeg tror ikke, det vil påvirke mig særligt følelsesmæssigt. Vi klæder om og går ud og spiller kampen. Og det er så det.”

Dortmund havde andre ting at slås med. De havde spillet fremragende hidtil i sæsonen, men Thomas Tuchels tropper kom først i gang langt inde i 2. halvleg. Liverpool kunne rejse hjem med fordel af et vigtigt udebanemål efter slutresultatet 1-1. “Det kommer til at syde på Anfield,” advarede Klopp.

Konkurrencemennesket i ham havde sat den følelsesmæssige forbindelse til hans forhenværende fæller ud af spillet for en stund. “Jeg stødte på ham udenfor omklædningsrummene – de ligger tæt på hinanden på Anfield – og ønskede ham ‘god kamp',” siger BVB's holdleder Fritz Lünschermann. “Han svarede: ‘Hør her, dit røvhul. Jeg ønsker ikke en god kamp. Jeg vil bare vinde.'”

Lige fra begyndelsen var det Dortmund, der pressede Liverpool.
Bundesligamandskabets mange dybdeløb på den sidste tredjedel af banen overrumplede fuldstændig holdet fra Merseyside, der stod på flade fødder og kom bagud 0-2 i løbet af blot ni minutter. Premier League-mandskabet skulle score tre mål for at gå videre mod et klart bedre hold. Kampen var forbi.
Men sådan så Klopp ikke på det. I omklædningsrummet i pausen viste han sit hold klip fra tre Liverpool-angreb, der var tæt på at bære frugt, og forsikrede dem om, at der ville komme flere chancer.

Han mindede også spillerne om, at deres klub var i stand til at vinde i de mest umulige situationer, og nævnte det vildeste comeback i historien, Liverpools sejr over AC Milan i Champions League-finalen i Istanbul i 2005, hvor de var bagud 3-0 ved pausen. “Han sagde, at vi skulle gå ud og skabe noget, vi kunne fortælle vores børnebørn om engang,” siger Origi.
Den belgiske angribers scoring kort efter pausen bragte håbet tilbage, men Dortmund slog til og vandt kampen for anden gang efter 57 minutter, da Marco Reus sendte bolden i nettet efter endnu et flot angreb. 3-1, og Liverpool så slagne ud. Anfield var klar til at se det uundgåelige i øjnene.

Men der var stadig én mand, klædt helt i hvidt, som nægtede at acceptere nederlaget. Klopp siger, at han både kunne “lugte, høre og mærke sensationen.” Han opildnede publikum til at støtte holdet og fik vendt den truende håbløshed til trods. “Det virkede, som om han havde skiftet sig selv ind som 12.-mand, for det var ham, som motiverede både spillere og fans og satte dem i gang,” skrev Die Welt.

“Han skabte et inferno fra sidelinjen. Det er han god til,” siger Watzke. “Det er helt fair at bruge publikum imod os. Set i retrospekt, var det jo hans opgave, nøjagtig som det havde været min opgave i den første kamp. Men det var alligevel mærkeligt for os. Jeg har sjældent set noget lignende, jeg mener, det var meget dramatisk.” Også Norbert Dickel følte sig på en eller anden måde såret over, at Klopp vendte stadion imod dem: “Jeg brød mig ikke om, at han piskede publikumsstemningen op på den måde,” siger den tidligere BVB-angriber. “Det var professionelt, set fra hans side. I hans øjne gjorde han det rigtige, men sådan havde vi det ikke. Det kunne han godt have undladt. Jeg ved, at han aldrig vil indrømme det. Og jeg er heller ikke vred på ham mere.”

Midt i 2. halvleg reducerede Philippe Coutinho til 2-3, og Liverpool manglede nu kun to mål. Tyskerne spillede fortsat fremragende og var teknisk set klart bedre end hjemmeholdet. Men det var en af de aftener, hvor støjen på Anfield bliver et stærkt våben, og hvor modstanderen stivner i projektørlyset. En uforklarlig kraft svævede ind over stadion og førte kampen ind i en drømmeverden – eller mareridtsverden. Det afhang af, hvem man holdt med. “Vi var ved at skide i bukserne,” fortalte Mats Hummels senere. Dortmund var så rystet, at “forskellige dele af holdet spillede helt forskellige systemer.”

I samme øjeblik Mamadou Sakho headede udligningen ind 12 minutter før tid, vidste Watzke, at det var forbi: “I det øjeblik indstillede jeg mig på at tabe,” siger han. “Vi ved kun alt for godt, hvor megen kraft Jürgen kunne generere på sidelinjen. Det er ikke nogen tilfældighed, at vi i hans tid scorede mange mål i de sidste minutter. Mod Malaga var han den eneste på hele stadion, der troede på, at vi stadig kunne nå det, og det gjorde vi. Da det blev 3-3, var det kun et spørgsmål om tid, før de ville score igen. Og hele stadion ...” Han færdiggør ikke sætningen, men bliver overvældet af en blanding af gru og beundring. “Karl-Heinz Riedle og Nuri Şahin havde begge spillet for Liverpool, og de fortalte mig, at de aldrig havde set noget lignende. Den stemning var unik. Og det var Jürgen, der skabte den.”

Dejan Lovren frembragte miraklet to minutter inde i overtiden. Klopp kunne til at begynde med ikke tro, at bolden faktisk var over mållinjen. Da kampen blev fløjtet af, og Liverpool havde vundet, råbte hele stadion taktfast hans navn igen og igen. “Den tyske manager forlod arenaen som en gladiator på vej ud af Colosseum efter at have slagtet et stort monster,” skrev The Independent. Hans sønderknuste modstander, Tuchel, kunne slet ikke forlige sig med resultatet: “Jeg kan ikke forklare det, for der findes ingen logisk forklaring. Kampen blev vundet på følelser,” sagde han, mens han stirrede tomt frem for sig i dyb skuffelse. Ulig den erfarne mirakelmager, Klopp, havde han ikke kunnet forudse det inferno, der ventede ham. Han kunne simpelt hen ikke forestille sig, at begivenhederne kunne tage en så ulogisk drejning. Og han savnede midlerne til at gøre noget ved det.

“Det var et af de værste nederlag i mine 12 år i Dortmund,” siger Watzke. “Ikke på grund af Jürgen – i sidste ende undte jeg ham det faktisk. Næh, det var, fordi vi var så tæt på at vinde et internationalt trofæ. Jeg tror faktisk, vi kunne have vundet det. Vi blev selvfølgelig slået ud i Liverpool, men jeg føler faktisk, vi tabte slaget allerede i Dortmund.” Han tilføjer, at det tog en måned, før hans forhold til den tidligere Borussia-træner var genetableret. “Jeg tror aldrig, jeg kommer til at opleve noget lignende. Men vores venskab er stærkt nok til at kunne klare det.”

“Jeg ved, at det måske lyder mærkeligt, men hvis jeg skal være helt ærlig, så syntes jeg, han fortjente det,” siger den tidligere BVB-midtbanespiller Ilkay Gündoğan, der nu spiller i Manchester City. “Selv om vi blev slået ud, og det gjorde virkelig ondt, glædede jeg mig på hans vegne.” Lünschermann havde også bemærket, at spillerne rent ubevidst var Klopp venligt stemt:

“Hans tidligere spillere føler stadig et stærkt følelsesmæssigt bånd til ham. Det så man, da Sven Bender var ovre at give ham en highfive under opvarmningen. Det behagede vist ikke alle. Men jeg forstår det godt.”

Liverpools ejere, FSG, var nu overbevist. I april forelagde de Klopp og hans folk et tilbud om at forlænge kontrakten til 2022. “Når du har en mand med Jürgens kvaliteter indenfor dørene, giver det rigtig god mening at sikre sig den person i lang tid fremover,” erklærede medejer af FSG John Henry, bestyrelsesformand Tom Werner og præsident Mike Gordon, efter at aftalen var underskrevet i juli. “Det ville være uansvarligt ikke at gøre det.” Til gengæld for bestyrelsens tillid lovede Klopp klubben evig loyalitet: “Jeg skifter aldrig til en anden klub i Premier League,” forsikrede han de amerikanske ejere.

FSG og trænerstaben var enige om, at det i de sidste to måneder af sæsonen var bedre at fokusere holdets begrænsede ressourcer på at vinde Europa League. Liverpool forsøgte naturligvis stadig at avancere i ligaen, men hovedvægten lå tydeligvis på at forsøge at vinde finalen i Basel.
Villarreal blev fejet relativt let til side i semifinalen, men de forsvarende mestre Sevilla var straks hårdere at bide skeer med. Unai Emerys hold lod sig ikke anfægte af Daniel Sturridges fremragende føringsmål med ydersiden efter 35 minutter. Efter pausen leverede de et fremragende comeback med tre scoringer og vandt trofæet for tredje gang i træk.

Når Krawietz ser tilbage på nederlaget, forklarer han Liverpools kollaps i 2. halvleg med “en blanding af fysisk udmattelse og en mental klump i halsen” – det sidste via Kevin Gameiros udligning blot et minut efter pausen. “Vi savnede stabilitet. Første halvleg var o.k. uden at være fremragende. Set i bakspejlet mener jeg, at perioden lige efter pausen var Sevillas sidste chance. De greb den med kløgt. De udnyttede momentum og fik vendt billedet. Vi var mentalt forberedt på, at de ville spille deres chance, og at vi ville få chancer på kontraangreb, så planen, da vi førte 1-0 ved pausen, var at holde stillingen og vente på, at de mistede troen på det. Men de gav bolden op, og kort efter lå den i nettet. De sagde: hurra. Vi tænkte: aargh. Vi kunne ikke komme igen efter den dukkert, og fysisk havde vi heller ikke mere tilbage i tanken.”

“Jeg har selv prøvet det, så jeg ved, hvor svært det er at vinde et europæisk trofæ,” siger den tidligere Liverpool-forsvarer Jamie Carragher. “Det var derfor, det var så stor en skuffelse at tabe finalen. Men man tænker tilbage på vejen til finalen og de legendariske aftener, vi oplevede: Manchester, Villarreal. Og især selvfølgelig Borussia Dortmund ...”

Glade minder kan ikke helt fylde den tomme plads i trofæskabet. Men hvis du er heldig, bliver de hos dig for evigt – præcis som pokalen ville have gjort.



Optakter
Lørdag d. 18/8, kl. 18:30
Chelsea - Arsenal
Magasin-artikler
Transferkampen: Klopp vs. Mourinho
Jürgen Klopp og Jose Mourinho er rivaler i Premier League såvel som på transfermarkedet. Her ser vi på, hvor meget de to managers har brugt på transfers i tidens løb.
- Andre klubber kan gå ud, bruge mange penge og få spillere i verdensklasse. (…) Jeg vil gøre det anderledes. Jeg ville endda gøre det anderledes, hvis jeg kunne bruge den slags penge.

Sådan sagde Liverpool-manager Jürgen Klopp i sommeren 2016, da Manchester City og Manchester United havde købt henholdsvis John Stones og Paul Pogba. John Stones kostede dengang Manchester City i omegnen af 415 millioner kroner, hvilket gjorde ham til den dyreste forsvarsspiller, der nogensinde var blevet handlet. Der er dog løbet meget vand i åen, siden den tyske manager understregede, at han ikke ville bruge mange penge, selvom han så havde dem.

Et år senere var det således Jürgen Klopp og Liverpool, som overgik Manchester City og blev ejere af den dyreste forsvarsspiller, der til dato er blevet handlet. Virgil van Dijk blev således købt i Southampton for omkring 580 millioner kroner.

Herefter gik der et år, før Jürgen Klopp og Liverpool blev ejere af den dyreste målmand, der nogensinde var blevet handlet. I det netop overståede engelske transfervindue betalte Jürgen Klopp og Liverpool omkring 465 millioner kroner for AS Romas brasilianske landsholdsmålmand, Alisson Becker. Rekorden for at have købt den dyreste målmand nogensinde blev dog overgået i samme transfervindue, da Chelsea købte Kepa Arrizabalaga i Athletic Bilbao for i underkanten af 600 millioner kroner.

Jürgen Klopps fejde med Jose Mourinho

Der er en naturlig rivalisering mellem Jürgen Klopp og Jose Mourinho, fordi de står i spidsen for hver deres topklub i Premier League. Rivaliseringen kommer også til udtryk på transferfronten, hvor de to managers fra tid til anden har langet ud efter hinanden. I forbindelse med det netop overståede var det dog Jürgen Klopp, der måtte stå på mål for det meste.

Jürgen Klopp købte fire spillere i løbet af sommerens transfervindue: Alisson Becker, Naby Keïta, Fabinho og Xherdan Shaqiri. I alt betalte Liverpool 1,35 milliard for de fire sommerforstærkninger, mens Jose Mourinho og Manchester United har brugt en hel del mindre – faktisk under halvt så meget. ”The Red Devils” købte tre spillere i løbet af sommerens transfervindue: Fred, Diogo Dalot og målmanden Lee Grant. De tre sommerforstærkninger har kostet Manchester United i overkanten af 615 millioner kroner.

- Andre klubber, som vi konkurrerer med, er rigtig stærke. Enten har de allerede fantastiske hold og trupper såsom Chelsea, Tottenham, Manchester City. Andre klubber investerer massivt som for eksempel Liverpool, der køber alt og alle.

Sådan sagde Jose Mourinho i 11. time af det engelske transfervindue. Han opfordrede samtidig ledelsen i Manchester United til at forstærke truppen, inden sæsonen blev sparket i gang, ellers ville Manchester-klubben ifølge den portugisiske manager gå en svær sæson i møde. En af disse forstærkninger var ifølge rygterne Atlético Madrids forsvarsgeneral Diego Godin, men denne transfer løb ud i sandet, inden transfervinduet smækkede i. Meget kunne derfor tyde på, at Manchester United har taget hul på en svær sæson.

Forbrug alt i alt

Jürgen Klopp overtog manager-rollen i Liverpool i oktober 2015, mens Jose Mourinho blev præsenteret som ny Manchester United-manager i maj 2016. Hvis man ser på, hvor meget de to klubber har brugt siden maj 2016, så har Liverpool ganske vist brugt mest. I den forbindelse kan man dog have in mente, at Manchester United fik både Alexis Sánchez og Zlatan Ibrahimović kvit og frit.

Liverpool har i alt brugt 3,445 milliarder kroner siden sommeren 2016. Manchester United har derimod brugt 3,285 milliarder kroner siden sommeren 2016. Liverpools forspring på 160 millioner kroner bliver dog udvisket, når man ser på, hvor meget de to klubber har tjent på transfers siden 2016. Liverpool har solgt spillere for 2,425 milliarder kroner siden sommeren 2016, mens Manchester United i samme periode har solgt spillere for knap 715 millioner kroner. Udregningen betyder, at Liverpool har haft et nettoforbrug på 1,020 milliard kroner siden sommeren 2016, mens Manchester Uniteds nettoforbrug i samme periode beløber sig til 2,570 milliard.

Kilder: Sky Sports, Transfermarkt, Mirror, Guardian og Standard.
Læs hele artiklen
What a United STATE-ment?
Træningsturen til USA blev åbningen på en masse ballade med Jose Mourinho, efter den kontroversielle manager stortset var utilfreds med alt i klubben. Utilfredsheden kom frem, efter han netop har underskrevet en kontrakt og startet den tredje sæson, som den hotelboende portugiser ofte har haft så svært ved.
- Som træner handler det om, at jeg koncentrerer mig om de spillere, der er, for det er den gode gruppe af spillere, jeg har nu. Jeg skal have det maksimale ud af de spillere, jeg har nu, og det får jeg ikke, hvis de har en træner, der render og udtaler sig i krogene om, at han kunne tænke sig nogle andre end dem. Så det bliver ikke tilfældet…

Dette var ordene fra AGF-træner David Nielsen til Jyllands-Posten stortset samtidigt med, at Manchester United-manageren Jose Mourinho fyldte de internationale aviser med sin utilfredshed med United-truppen. Umiddelbart har AGF og Manchester United ikke meget med hinanden at gøre, men alligevel er jobbene ens i forhold til den omtalte mandskabsbehandling – og det spin som det virker til, at Mourinho leverer i stor stil.

United-manageren var nemlig meget utilfreds med, at ledelsen i klubben ikke var lykkedes med nogle af de fem spillere, som han tidligere på året har sat på sin ønskeseddel til sommerens transfervindue. Samtidig sendte han fra klubbens træningstur i USA en krystalklar hilsen til arbejdet med at skabe egne talenter.

- På denne træningstur har vi kun få spillere med – og så en masse børn. Så kvaliteten er ikke god, og mange af disse spillere vil ikke være en del af vores trup, når turneringen starter den 9. august. Vores U/23-hold er rykket ned, og det fortæller vel det hele om kvaliteten, sagde spydige Mourinho.

Dermed gik han i den modsatte grøft end tre af hans rivaler, som på det seneste har rost ungdomsarbejdet i deres Premier League-klub:

- Vores akademi kan være meget stolt over vores unge spillere. De opfører sig helt fantastisk og præsterer også derefter. (Tottenhams Mauricio Pochettino)

- Alle vores unge spillere er i god form i denne sommer, hvilket skærper konkurrencen på holdet. (Liverpools Jürgen Kloop)

- Det er en fornøjelse at arbejde med de unge spillere, der har været med omkring førsteholdet i denne sommer. De har så meget fodboldsult, og jeg ønsker at takke dem og hele personalet. (Pep Guardiola)

Nu skal man nok ikke lægge så meget i, at Mourinho opfører sig anderledes end de tre kollegaer – det har han gjort mange gange før i karrieren. Men når han har lavet lignende ballade, har han altid endt med et brud – og måske dette også kan være tilfældet denne gang?



Den mystiske tredje sæson
Siden Mourinho slog igennem på den internationale trænerside, har han døjet meget i tredje sæson, som han netop skal til og i gang med i United. I starten af den tredje sæson i Chelsea i 2007 blev han uvenner med klubejer Roman Abramovich – blandt andet om brugen af Andriy Shevchenko – men han var også i direkte magtkamp med danske Frank Arnesen.

Efter et par sæsoner var den også gal i Real Madrid, hvor Mourinho var blevet uvenner med publikumsynglingen Sergio Ramos og anføreren Iker Casilias. Derudover kritiserede han offentligt talismanen Cristiano Ronaldo og prikkede Barcelona-assistenten Tito Villanova helt upassende i øjet. Dette sammen med en masse utilfredshed med dommere og journalister og deres påståede favorisering af Barcelona fyldte meget i medierne, og det endte med en fyring i 2013. Herefter vendte han tilbage til Chelsea, hvor han blev fyret i den tredje sæson, efter de blot havde hentet 11 point i de første 12 kampe og han havde kaldt holdets profiler – Diego Costa, Eden Hazard og Cesc Fàbregas – for ”Chelsea-rotter”, som han ikke kunne stole på.

Der er altså en klar tendens til, at Mourinho har problemer i den tredje sæson, hvor han ofte ender i ballade med ledelsen i klubben samt med flere af spillerne, og det har også været tilfældet i denne sæson i United. Det skal sættes sammen med, at United fik en skidt afrunding på sidste sæson, hvor de godt nok fik en plads blandt de sidste 16 i Champions League, men det var i en gruppe med Basel, CSKA Moskva, Benfica – så det efterfølgende nederlag til Sevilla kom til at gøre ondt på den kontroversielle manager. Ikke mindst fordi spillestilen slet ikke var værdig til storholdet Manchester United.


Spiller Mourinhos United som United?
Til tider har Manchester-holdet spillet mere defensivt og med langt mindre boldbesiddelse, end United-fansene har ønsket sig. Især var United defensiv imod de andre Top 6-hold i sidste sæson, og det virkede til, at Mourinho slet ikke havde ønsket at angribe modstanderen. Dette gjorde, at sidste sæsons ti topkampe blot gav to sejre.

Meget bedre er det ikke gået i denne pre-season, hvor der især har været to smertefulde nederlag. Det første var til MLS-bundholdet San Jose Earthquarkes samt 1-4-lussingen til rivalerne fra Liverpool. Samlet set over hele sommeren har United ikke præsteret ret meget offensivt – ligesom i kampene imod de andre tophold fra sidste sæson, og det fik Kloop til at sende en klar hilsen. Efter nederlaget til Bayern München skrev Liverpool-manageren på Facebook:

- 90 min, 1 shot, 0 on target

Dette blev efterfulgt af flere grinesmileys fra Kloop, hvis fodboldfilosofi er en helt anden, og netop filosofien kan blive Mourinhos store problem. For det er også en helt anden filosofi, der er i Manchester United – end den Mourinhos tropper viser for tiden. I klubben ønskes Mourinhos spillestil ikke – og slet ikke hvis han ikke vinder noget. Meget bedre bliver situationen jo ikke, når han kritiserer store dele af klubbens DNA – deres talentudvikling.

For United har skabt ”The Busby Babes” og ”The Class of 92”, men det virker ikke til, at Mourinho har samme opfattelse, som klubben har omkring talentudvikling. Han ønsker, at der skal købes langt flere stjerner til Old Trafford. Mourinho er også lykkedes med – mange steder - at overbevise folk om, at der ikke er blevet købt ret meget indtil nu. Det er forkert.

For siden Mourinhos ankomst i 2016 har kun de voldsomt oprustende naboer fra City brugt flere penge – netto - på nye spillere. Problemet er blot, at flere af Mourinhos indkøb har været skuffelser som Henrikh Mkhitaryan og Victor Lindelöf – mens det fortsat er uvist, om Romelu Lukaku og Eric Bailly kan ende på samme hylde. Meget bedre bliver det naturligvis ikke af, at Mourinho i sommer har indkøbt Diogo Dalot, der er skadet og ikke kommer i kamp før til efteråret. United købte spillere i sommerens transfervindue for 600 millioner kroner, men åbenbart ikke nogen fra Mourinhos ønskeseddel. Hvor efterlader dette Mourinho?


Vil Mourinho gerne have en masser ”Sign on fee”
Kigger man yderligere i historiebøgerne, er der en ikke særlig human kendsgerning – for kan alt dette handle om penge fra Mourinhos side? Flere gange i karrieren – både i Chelsea og Real Madrid - havde han, kort tid inden, at han forlod klubben, underskrevet en ny kontrakt, som han fik mange penge for at underskrive, og kort tid efter fyringen fik han mange penge for at underskrive med en ny klub. Denne konspirationsteori får jo ikke mindre næring af, at Mourinho i foråret underskrev en ny kontrakt med Manchester United.

Dertil skal man lægge, at Mourinho i 2016 slog fast, at hans liv var forfærdeligt på et hotelværelse i Manchester. Her et par år senere bor han stadigvæk på Lowry Hotel – hvorfor har han ikke købt et hus at bo i? Er han overhovedet faldet til i Manchester?

I hvert fald mener han, at spillerne omkring Alexis Sánchez ikke var gode nok i USA, at talentarbejdet er dårligt i klubben, at der mangler indkøb af de ønskede spillere, at anføreren Antonio Valencia ikke er i form, at Anthony Martial ønsker at tilbringe for meget tid med sit nyfødte barn og at hans trup var alt for ung imod Liverpool – selvom startopstillingen for United var ældst i den kamp. Nu skal klubformanden Ed Woodward efter samråd med de profitsøgende ejere fra Glazer-familien forsøge at gøre Mourinho glad, hvilket ikke er let for ”What a United STATEment”.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Alisson – Verdens dyreste målmand
Er den brasilianske keeper Liverpools næste ”Flying Pig”?
I forbindelse med ”Merseyside-derby” i 2015 valgte BBC at interviewe tilfældige ældre folk på gaden, og spurgte dem, om de kunne huske den legendariske kamp på Goodison Park i 1967.

- Huske det? Jeg spillede i den kamp, var svaret fra Tommy Lawrence, da han blev spurgt.

”The Flying Pig”, som den legendariske Liverpool-målmand Lawrence blev kaldt, spillede en vigtig rolle på mesterholdet fra 1963/44 og 65/66, men døde desværre for kort tid siden, men gad vide hvad den tidligere målmand ville have sagt til, at Liverpool har købt Alison Ramses Becker i Roma for 600 millioner kroner.

Lawrence spillede i en tid, hvor målmændene ikke var særlig højt værdsat – sådan er det ikke længere. Men dette er også et billede på fodboldens vanvittige udvikling. En anden Liverpool-legende Ray Clemence kostede 160.000 kroner, og for blot 11 år siden slog Sunderland den britiske målmandsrekord ved at købe Craig Gordon af Hearts for 75 millioner kroner.

De 600 millioner kroner er hysterisk mange penge for en målmand, der for tre måneder siden som Roma-spiller lod Liverpool lave syv mål i de to Champions League-semifinaler, men netop denne turnering blev helt afgørende for, at den brasilianske keeper havnede i Nordengland.

For var det ikke for Loris Karius vanvittige drop i finale-nederlaget til Real Madrid, så er det ikke sikkert, at Jürgen Kloop havde ønsket at bruge så mange penge på en ny målmand, efter manageren i samme transfer-vindue havde brugt store summer på Naby Keita, Fabinho og Xherdan Shaqiri.

Ingen af de syv mål, som Liverpool scorede i de føromtalte semifinaler, var drop af Alisson, men omvendt var han heller ikke tæt på at tage nogle af afslutningerne, og han lignede i de kampe ikke verdens dyreste. På trods af det er han førstevalget på det brasilianske landshold foran Manchester Citys højtprofilerede Ederson, som har stået rigtig stærkt i Premier League. Netop Ederson blev i sommeren 2017 verdens dyreste målmand, da han skiftede fra Benfica til City, men kun for halvdelen af Alissons pris.

At verdens to dyreste målmænd skulle komme fra Brasilien, er næsten naturstridigt, da den fodboldglade nation ikke har særlig stolte traditioner på den position af banen. Ikke mange taler om målmændene fra VM-vinderne fra 1970 og 1982 – men de sidste 25 år har der været en opadgående kurve for niveauet. Claudio Taffarel var stærk i 1994, og senere nåede både Nelson Dida og Julio Cesar at vinde Champions League.


Sex-symbolet elsker at spille guitar og drikke the
Alisson er trådt ud af Taffarel, Dida og Cesars skygge. Dette er sket ved, at han de sidste par år har truet Gianluigi Buffon om pladsen som den bedste Serie A-keeper. Alisson kom til Roma i sommeren 2016 for 50 millioner kroner – altså under en tiendedel af hvad Liverpool betalte for ham. Forinden havde han fået debut på det brasilianske landshold samt vundet priser med forskellige brasilianske ungdomslandshold.

I 2017/18 spillede Alisson rigtig godt for Roma, der forinden havde set Francesco Totti og Mohamed Salah stoppe i den italienske hovedstadsklub. Netop sidstnævnte og den gamle holdkammerat Salah skulle have overtalt Alisson til at tage til Liverpool, selvom Roma endte op i den føromtalte Champions League-semifinale for første gang siden 1984. 2017/18 blev gennembrudssæsonen for Alisson, og specielt i kampene imod Atlético Madrid og Napoli viste han høj klasse, men også flere gange stor fysisk styrke – som kan blive altafgørende i Premier League for den 193 cm høje keeper. Derudover har Alisson flere gange vist, at teknikken med de brasilianske fødderne ikke fejler noget.

Privat er Alisson en meget sky person, og han tilbringer det meste af sin fritid med at spille guitar, drikke the og være sammen med sin kone, der er doktor, og deres datter. Til SportsWeek har han tidligere sagt:

- Min kone blev i Brasilien for at gøre sine studier færdige. Og hvis jeg bliver skadet, er det altså bedre at være gift med en doktor end en model.

I Brasilien har Alisson udviklet sig til at være lidt af et sex-symbol, hvilket han også kommenterede på:

- Efter en landskamp tog alle spillerne på en restaurant, hvor der var en masse kvinder, der forsøgte at komme i nærheden af os. Et par stykker af dem jagtede nærmest mig, men det fik min kone blokkeret.

Så umiddelbart skal Anfield ikke starte med at kalde Alisson for ”Flying PIG”…

Læs hele artiklen
Cristiano Ronaldo – Større end Juventus
Knægten fra Funchal er blevet et af verdens mest kendte ansigter, men det har også en pris. Læs mere om Ronaldos vanvittige liv i overhalingsbanen, hvor basale ting ikke er gældende mere – ligesom målet i Torino, hvor den daværende Real Madrid-spiller næsten ophævede tyngdeloven… Nu skal han blive gammel hos ”den gamle dame”.
Selvom mange sikkert vil huske tilbage på dommer Michael Olivers kontroversielle straffesparkskendelse, når de tænker tilbage på de meget underholdende Champions League kvartfinaler imellem Juventus og Real Madrid, så må man altså ikke glemme, at Cristiano Ronaldo i det første opgør scorede et historisk flot mål på saksespark. Udregninger har vist, at superstjernen ramte bolden hele 2,3 meter oppe i luften og hans meget veltrænede krop var 1,4 meter vandret over jorden – da han ramte bolden helt perfekt. Efterfølgende har Jyllands-Postens sportsredaktør kaldt målet for ”Ronaldos adelsmærke i Torino”, da det i fremtiden vil blive vist meget, når den 33-årige Ronaldo skal vurderes, og derfor blev sommerens gigantiske klubskifte fra Real Madrid til netop Juventus endnu større – om muligt.

Flere medier har kaldt klubskiftet for det største i dette årti, men det er ikke Juventus, der er årsagen til dette – det er simpelthen superstjernen Ronaldo. Her følger nogle tal til, hvorfor Ronaldo er så gigantisk en spiller, og hvorfor klubskiftet derfor bliver det:

Followers på Instagram
Cristiano Ronaldo: 135 millioner
Juventus: 11 millioner

Champions League-titler
Cristiano Ronaldo: 5
Juventus: 2

Champions League siden 2007
Cristiano Ronaldo: 119
Juventus: 102

Så man kan sige, at Juventus ikke købte Ronaldo, men at Ronaldo valgte at skifte til Juventus. Det er heller ikke kun i Jyllands-Posten, hvor Ronaldos mål har fået ros. Han fik det faktisk også i kampen, for på Allianz stadium klappede de italienske fans også af udeholdets nr. 7, og Rubén Jiménez skrev i sportsavisen fra Barcelona - Marca:

- Nu kan Cristiano Ronaldo pensionere sig. Ligesom Maradona, Messi og brasilianerne Ronaldo og Ronaldinho oplevede Real Madrids nummer syv, at modstanderholdets tilhængere klappede af ham i en kamp. Den slags huskes, og derfor vil dette mål til eftertiden være et af de mest definerende for Cristiano Ronaldos karriere. På samme måde som ikoniske mål har været det for andre.


33 billeder og tre slurker the
Kort tid inden klubskiftet til Juventus og det unikke mål fik mange mennesker et grotesk indblik i Ronaldos liv. For en fotograf fulgte superstjernen på et - for mange mennesker - ganske almindeligt cafe-besøg... bare ikke for superstjernen Ronaldo.

Selvom Ronaldo gjorde alt for at komme så beskedent og anonymt ind på cafeen som muligt, nåede han blot lige at bestille en kop the, inden billede-helvede brød løs. Indenfor ganske få minutter var Ronaldo blevet fotograferet 33 gange med forskellige cafegæster og -ansatte. Derudover forsøgte alle at få en lille snak med ham – eller rettere – en lille ”bid” af ham. Dette må være grotesk opslidende, men Ronaldo havde tid og overskud til alle, selvom han faktisk ikke nåede at drikke andet end tre slurker af den efterhånden kolde the.

Den video har kørt meget på de sociale medier og kom efter sidste sommers historie fra Ronaldos yacht. De spanske aviser var meget overraskede over, at Lionel Messi og Cristiano Ronaldo holdt sommerferie tæt på hinanden, da de begge havde placeret deres lejede luksusyacht et stykke fra Ibizas pulserende strande. Men end ikke midt ude på middelhavet kunne de to superstjerner få lov at holde lidt ferie, for da historien kom frem begyndte fans at tage svømmeturen på et par kilometer ud til skibene.

Netop de to har igennem de senere år udviklet en rivalisering for at blive verdens bedste fodboldspiller, og i den forbindelse er de også blevet to af verdens mest kendte ansigter, som ikke kan drikke en kop the på en cafe eller være flere kilometer ude på havet – i fred.


Fra Funchal til forfølgelse ved Ibiza
Ronaldos liv startede også på en ø. For han blev født i byen Funchal, som er de portugisiske Madeira-øers største by. Fodbold-stjernes fodboldkarriere startede i amatør-klubben Andorinha, og få år efter rejste Ronaldo videre til CD Nacional, som er et af de største hold på Madeira. Som 16-årig tegnede Sporting Lissabon kontrakt med unge Ronaldo og herfra gik turen videre til Manchester United, hvor han seks år senere brød transferrekorden med sit skifte til Real Madrid.

Cristiano Ronaldo har udviklet sig fra at være et kæmpe talent til en spiller af absolut verdensklasse – for klubhold, men i den grad også for Portugal. Til VM2014 sikrede han nærmest egenhændigt Portugals kvalifikation, da han med et hattrick mod Sverige, skaffede Portugal en plads ved VM på bekostning af vores gulblusede naboer. Kampene mod Sverige illustrerede meget godt, hvorfor Portugal ikke aldrig skal afskrives, til trods for at deres generelle spillermateriale ikke er af samme kvalitet som slutrundens favoritter. I Cristiano Ronaldo har Portugal nemlig et våben, som i den grad er i stand til at afgøre en kamp på egen hånd. Han er på ingen måde typen, der tager kontrol over kampene, men han afgør dem gang på gang.

Ronaldo har længe været en profil på det portugisiske landshold, som han nåede EM-finalen med i 2004. Portugal, der også var værtsnation, tabte dog knebent til Grækenland, og en ung Cristiano Ronaldo blev med tårerne trillende ned af kinderne et symbol på nationens skuffelse.

Skuffelsen var dog glemt til EM2016, hvor Portugal endte som vinder med talismanden - Ronaldo. I kvalifikationen lavede han fem mål og var helt kampafgørende flere gange. Blandt andet i semifinalen mod Wales, hvor han blev den første spiller nogensinde til at komme i den tredje EM-semifinale. Her blev han både målscorer og oplægger, men finalen blev ødelagt efter et sammenstød med Dimitri Payet. Portugal vandt som bekendt EM2016 efter et mål i den forlængede spilletid af Eder, og dermed kunne anfører Ronaldo løfte pokalen. Ronaldo var på Europas top, men det kunne have set helt anderledes ud. Ronaldo har tidligere fortalt denne pudsige historie:

- Jeg vil gerne takke min ven Albert Fantrau for min succes. Vi spillede sammen i en ungdomsklub, og da repræsentanterne fra Sporting Lissabon ankom, sagde de, at den, der scorede flest mål ville få en plads på deres akademi. Vi vandt kampen 3-0. Jeg scorede det første mål og Albert scorede det andet. Det tredje mål efterlod alle måbende. Albert var alene med målmanden, og jeg løb ved siden af ham. Han rundede målmanden og skulle bare sparke bolden ind i det tomme bur. Men han afleverede bolden til mig, og jeg scorede. Jeg kom ind på akademiet, og efter kampen spurgte jeg ham, hvorfor han havde afleveret bolden, hvortil han svarede: Du er bedre end mig…

Albert har senere bekræftet over for journalister, at historien er sand, og fortalte også, at hans fodboldkarriere aldrig var blevet til noget, og at han nu var arbejdsløs. Journalisterne spurgte manden, hvor det store hus og hans flotte bil kom fra, hvortil Albert smilede og svarede:

- Det er fra Cristiano…

Cristiano – ham de klapper af i Torino, og som de også kommer til at klappe af i fremtiden, men den femdobbelte Ballor d'Or-vinder skiftede for omkring 700 millioner kroner, selvom han blevet 33 år. Juventus har dog stolte traditioner med spillere i karrierens efterår.

Så da Ronaldo satte fødderne på den italienske jord i Caselle-lufthavnen – stort set samtidig med at VM-finalen startede - fik det Tuttosport til at kalde det en ”Ekstra Terrestrial”, om den overjordiske person, der havde betrådt italiensk jord – efter han havde vundet Champions League fire gange med Real Madrid – men hvorfor dette klubskifte?

- Jeg ønsker at skabe historie med Juventus. Normalt tager spillere på min alder til Qatar og Kina… med al respekt for det, så minder dette ikke meget om det, så jeg er meget taknemlig over, at Juventus har givet mig denne mulighed.

Men det er ikke hvem som helst, der kommer til Juventus. Hele 450 mål har han scoret siden 2009/10, hvilket blot er fire mindre end alle de nuværende Juventus-angribere tilsammen. Disse angribere kommer i fremtiden til at stå i skyggen af Ronaldo, selvom der er tale om spillere som Gonzalo Higuaín, Mario Mandžukić, Paulo Dybala og Douglas Costa.

Indenfor de første 24 timer efter klubskiftet havde Juventus solgt 520.000 spilletrøjer med Ronaldo – på ryggen! Disse koster ca. 100 Euro pr. styk, så det første døgn blev der solgt Ronaldo-trøjer for over 400.000.000 kroner, og allerede indenfor den første uge havde Juventus omsat på trøjesalg, hvad der svarede til Ronaldos købssum. På samme tid havde ”Den Gamle Dame” fået over en million flere Twitter-followers.

Så Juventus har hentet en af verdens største ”Showman”, men også en af de dyreste. Ugelønnen til Ronaldo lyder på 4.500.000 kroner de næste fire år, men er han det værd taget alderen i betragtning?

I forbindelse med skiftet fik Ronaldo lavet en kropsanalyse, der viste, at han fysisk ikke er 33 år - men 22 år. Desuden satte han til VM2018 rekorden for højste hastighed i sprint. Derudover er han en ualmindelig erfaren spiller, som kommer til Juventus og napper ”7-tallet” fra Juan Cuadrado.

Ronaldo var faktisk tæt på tidligere i karrieren at få en Juventus-trøje over hovedet. I 2002 forsøgte Torino-klubben at lave en byttehandel med Sporting Lissabon. Ronaldo skulle til Juventus, men handlen gik i vasken, da Marcelo Salas ikke ønskede at tage turen til Portugal.

16 år senere kom klubskiftet for den 33-årige Ronaldo, der var formstærk op til skiftet. Fra slutningen af januar og indtil midten af maj lavede han 28 mål – blandt andet mål imod Atlético Madrid og Barcelona i Spanien, men også et hattrick imod Spanien til VM, et imod PSG og et imod netop Juventus. Derudover lavede han et unikt saksesparksmål imod Gianluigi Buffon, hvilket gav stående ovationer i Torino – sikkert ikke de sidste…

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Derfor glæder Indkast sig til ny sæson
Redaktionen har samlet nogle indtryk… og stillet nogle spørgsmål.
- Leverer Niko Kovac i Bayern München?


- Vender Morten "Duncan" Rasmussen tilbage til Superligaen?


- Får vi en afgørende Thomas Delaney at se i Dortmund?


- Hvor længe kan FCK holde på Viktor Fischer?


- Kan Vejle finde sig til rette i Superligaen efter mange års fravær?


- Ny Arsenal-æra… kan Unai Emery efterfølge Arsène Wenger?


- Kan de oprustende Milano-hold true Juventus i Serie A?


- Ryan Sessognon i Premier League – bliver han i Fulham?


- Buffon i Paris. Var det nogle år for sent?


- Får Brøndby deres guld?


- Løfter Gareth Bale sit niveau, når CR7 ikke længere er i Madrid?


- Pierre-Emerick Aubameyang scorede 10 mål i 13 Premier League-kampe i sidste sæson. Kan han gøre noget, der minder om dette?


- Riyad Mahrez i Manchester City… på den offensive midtbane råder Pep Guardiola i forvejen over Bernando Silva, Kevin De Bruyne, David Silva, Leroy Sane og Raheem Sterling. Hvem bliver ”Sorte Per”?


- Everton har hentet den meget spændende Richarlison. Bliver han endnu bedre efter skiftet væk fra Watford?


- Frank Lampard som manager i Derby og Steven Gerrard i Glasgow Rangers. Har de managerpotentiale?


- Real Madrid-fansene har ventet flere år på, at Vinicius Junior kom til Madrid – hvad kan han egentligt?


- Mikkel Qvist og de lange indkast. Får Horsens' meterkaster annulleret et mål, fordi han kaster kuglen direkte i nettet?


- Gamle Ronaldo hos ”Den gamle Dame”. Kun to spillere har scoret over 30 mål i de sidste 59 Serie A-sæsoner. Ronaldo har gjort det seks ud af de otte sæsoner i Real Madrid. Kan han gøre det igen?


- Der kommer et nyt ”White Hart Lane”. Er det derfor, at Tottenham er så stille på transfermarkedet?


- Bliver det sæsonen, hvor PSG slår igennem i Champions League?


- Hvem skal Real Madrid købe som afløser for Ronaldo? Bliver det Hazard, Mbappé eller Neymar? Eller skal den nuværende trup udfylde hullet?


- Philippe Coutinho i Barcelona. Får brasilianeren Barca-fansene til at glemme Iniesta for en stund?


- Hvordan klarer den blot 22-årige Thomas Lemar sig i galehuset Atlético Madrid?


- Naby Keita har fået nr. 8 i Liverpool. Kommer han til at minde om Steven Gerrard?


- Har Alisson virkelig kvaliteterne til at være verdens dyreste målmand. Han kostede Liverpool dobbelt så meget, som Manchester City i sidste sæson betalte for Ederson, som på daværende tidspunkt var verdens dyreste målmand. Er han pengene værd?


- Er der fire mestre blandt disse seks: Bayern München, FCK, PSG, Manchester City, Juventus og Barcelona?
Læs hele lederen
Özil og Erdogan – mere end et billede
Mesut Özil er blevet genstand for hidsig debat efter landsholdsstop og beskyldninger om racisme efter et meget omtalt billede fra et hotel i London.
Kort efter VM i Rusland meddelte Mesut Özil, at han stoppede på det tyske landshold, og samtidigt kom den elegante playmaker med nogle hårde statements:

- Bernd Holzhauer (tysk politiker, red.) kaldte mig en gedeknepper og Werner Steer (teaterchef, red.) bad mig pisse hjem til Anatolien. Jeg vil slet ikke komme ind på de mange hademails, truende telefonopkald og alt det, der er skrevet på de sociale medier. Det er med et tungt hjerte og efter stor overvejelse, at jeg ikke længere vil spille for Tyskland. På grund af de seneste begivenheder har jeg en følelse af at opleve racisme og stor mangel på respekt.

Samtidigt slog Özil fast, at overstående udmeldinger ikke var et hak bedre end den tyske fan, der efter kampen mod Sverige råbte:

”Özil, pis af, din skide tyrkerso!'

Derudover skulle Arsenal-spilleren efter sit tyske exit have oplevet, at der kom flere hårde udtalelser, og det fik Özil til at slå fast:

- Jeg er immigrant, når vi taber, og tysker, når vi vinder.

For at komme dybere ned i balladen omkring Özil er der to meget afgørende elementer. For det første valgte han at mødes med den meget udskældte tyrkiske præsident Erdogan midt i dennes meget kritisable valgkamp. Dette var torskedumt af Özil og blev næsten synonymet med den historisk ringe VM-slutrunde af de regerende verdensmestre, der sluttede sidst i deres gruppe efter Sydkorea, Sverige og Mexico. Netop billedet med Erdogan rammer ned i det andet vigtige for at forstå situationen.

Fornyelig udsendte Özil sin selvbiografi, som pudsigt nok hedder ”I Skudlinjen”, og i denne beretter han åbenhjertigt om, hvordan det er at opvokse i et tyrkisk hjem i Tyskland, om hvordan han stort set kun talte tysk i de få timer, hvor det var på skemaet i skolen, og hvordan han har to hjerter: et tysk og et tyrkisk. Samlet set giver bogen og beretningen et klart billede af mislykket integration i Tyskland. Efter billedet med Erdogan har det i Tyskland fået Özil til at blive et offer for mange racistiske – og helt latterlige - kommentarer, som den Bayern München-præsident Uli Hoeness kom med:

– Mesut Özil spiller som lort. Han vandt sidst en nærkamp før VM i 2014, og han har kun strålet mod San Marino – godt han stopper på landsholdet. Der er endnu ingen, der har fået den idé at spørge til det sportslige, og nu kan han gemme sig bekvemt bag den Erdogan-historie. Det er noget svineri. Han har jo spillet elendigt i flere år.


Bedre med Michael end Mesut
Udmeldingen fra Uli Hoeness kom kort tid efter, at han har afsonet 21 måneder af en dom for skattesvindel, og efter Özil havde spillet 92 landskampe for Tyskland siden debuten i 2010. Men angriberen med de tyrkiske rødder har også mødt opbakning i forhold til sit stop på landsholdet og beskyldningerne om racisme. I den føromtalte selvbiografi fortæller Özil blandt andet om, hvordan det ville have været lettere at være fodboldspiller i Tyskland, hvis han i stedet for Mesut havde heddet Michael. Om dette har Tysklands socialdemokratiske justitsminister, Katarina Barley, skrevet på Twitter:

- Det er alarmerende, når en stor tysk fodboldspiller som Mesut Özil ikke længere føler sig ønsket i sit land og ikke føler sig respekteret af det tyske fodboldforbund på grund af racisme.

Özil var meget i tvivl om, hvorvidt han skulle vælge at spille på det tyrkiske eller det tyske landshold, men kort tid efter han havde scoret et ret afgørende mål for Tyskland imod netop Tyrkiet, kom forbundskansler Angela Merkel i omklædningsrummet og lykkeønskede en halvnøgen Özil. Efter landsholdsexiten takkede Merkel for indsatsen på landsholdet og gav opbakning til Özil - ligesom der ikke så overraskende var fra Erdogan:

- En sådan racistisk behandling af en ung mand, som har givet alt til det tyske landshold, på grund af hans religiøse overbevisning er uacceptabel ... hans erklæring er fuldstændig patriotisk, jeg kysser hans øjne.


"Imam Beckenbauer”
Nu er Erdogan jo også en stor del af denne historie, eftersom han inviterede Özil til at besøge ham på et hotelværelse i London, hvor det berømte billede blev taget, men historien har i den grad også historisk karakter.

Igennem mange år har der været et betændt forhold imellem Tyrkiet/Tyskland, og Özil er blevet brugt som en brik i dette fjendskab. I 2010 sagde Merkel, at Özil var et eksempel på, at ”Islam hører til Tyskland", og seks år senere – og langt værre – valgte det tyske parlament, Forbundsdagen, at vedtage en erklæring om at kalde fordrivelsen af armeniere, der i 1915 kostede over 1 million mennesker livet, et folkemord.

Erdogan er internationalt blevet kritiseret for sit afslappede forhold til menneskerettigheder, demokrati, ytringsfrihed samt voldsomme fængsling af enkelte erhverv i Tyrkiet. Den tyske kritik af Erdogans fremgangsmåde fik ham til at hævde:

- Forholdene i Tyrkiet er ikke anderledes, end nazisternes var.

Pudsigt nok var Erdogan i begyndelsen af 1970'erne selv en solid Istanbul-angriber med kælenavnet ”Imam Beckenbauer” efter den legendariske tysker - Franz Beckenbauer. Udover dette sammenfald står UEFA overfor at skulle afgøre, hvor EM-slutrunden 2024 skal afvikles, og igen lidt pudsigt er de to kandidater - Tyskland og Tyrkiet, hvilket falder samtidigt med, at det europæiske fodboldforbund igennem noget tid har arbejdet lidt med sloganet ”No to Racism”. Så denne sag har rigtig mange vinkler.

Men har Özil været udsat for racisme – og i givet fald – hvor meget? Viceformand i det tyske parlament for partiet ”De Grønne” Claudia Roth sagde på radiostationen Deutschlandsfunk:

- Vi oplever en hård tid i vores land med racisme, antisemitisme og sexisme i samfundet. Det største sportsforbund i verden må vise ansigt og reagere på stemningen i landet ved at tage ansvar.

Det kommer UEFA eller FIFA næppe til, hvilket skyldes, at Ergogans vanvittige reaktion efter det mislykkede kupforsøg imod præsidenten for et par år siden samt at Özil var meget hidsig i retorikken, da han kritiserede den tyske forbundspræsident – Reinhard Grindel. Men Özil har startet en europæisk debat, der blandt andet fik Romelu Lukaku til tasterne.

- Når tingene går godt på det belgiske landshold, bliver jeg beskrevet i medierne som belgiske Romelu Lukaku. Når tingene ikke går så godt, bliver jeg beskrevet som Romelu Lukaku – angriberen med rødder i Congo, skrev Lukaku på Twitter, hvor holdkammeraten Hector Bellerin også kom med en bredside:

- Det er helt urealistisk, hvor meget han har gjort for sit land, og så bliver han behandlet med så lidt respekt. Godt at du står op imod denne behandling.

Siden ankomsten til Premier League i 2013 har ingen spillere lavet flere assists eller skabt flere chancer end Özil, og trods dette har han ikke virket til at være særlig glad for England og London.

Således benytter han enhver lejlighed til at komme til Istanbul, hvor kæresten – Amine Guise – bor. Så der er tale om en tysker, der levet luksuslivet i London og som ikke vil spille på landsholdet mere efter en historisk ringe VM-slutrunde. Tredjegenerations indvandreren fra Gelsenkirchen har været udsat for racisme, efter han blev fotograferet med en præsident, der blæser på basale menneskerettigheder. Ja – historien er meget kompleks og kommer samtidig med, at sommerens politiske gyserduel i Tyskland har stået imellem kansler Merkel og hendes indenrigsminister Horst Seehofer.

Duellen har handlet om muligheden for at afvise asylansøgere ved grænsen og det gør sammen med meget mere, at der er tale om langt mere end blot et billede.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Vanvittig aktion af Rooney i MLS Teaser: Premier League er tilbage! Artikel ikon VM-abstinenser? Se alle 48 mål her Artikel ikon Džeko: Mine bedste mål i CL Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Selv Messi ville ikke kunne stoppe det Det dyreste indkøbte PL-hold Artikel ikon Fra VM til GPS-stemme Artikel ikon Tidligere Barça-stjerne står uden klub Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Flest afleveringer i PL-åbning Top 20: Længstsiddende PL-managere Artikel ikon Top 10: Sommerens dyreste PL-indkøb Artikel ikon Top 15: Største FC Nordsjælland-handler Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Özil - fra skudlinjen Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Artikel ikon Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Anmeldelse: Fodboldholdet Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Chelsea-managere siden 2004 Hvordan klarer PL-oprykkere sig? Artikel ikon De sidste ti VM-finaler Artikel ikon VM: Bayern repræsenteret ti gange i træk Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Medie: Juventus vil forlænge nu! Medie: PL-keeper til Napoli Artikel ikon Officielt: Bundesliga-forsvarer til PSG Artikel ikon Medie: Italiensk oprykker handler i Kina Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Lionel Messi Artikel ikon Vidste du om ... Cristiano Ronaldo Artikel ikon Vidste du om ... Joe Cole Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Hvem bliver topscorer? Agüero jagter Rush & co. Artikel ikon Otte PL-debutanter - i målet Artikel ikon Emerys hullede defensiv Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Chelsea - Arsenal Optakt: Frankrig - Kroatien Artikel ikon Optakt: Kroatien - England Artikel ikon Optakt: Frankrig - Belgien Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Real – Atlético Startopstillinger: Randers - AGF Artikel ikon Startopstillinger: Arsenal - Man. City Artikel ikon Startopstillinger: FCK - Brøndby Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Atlético vinder Madrid-derby i Super Cup Esbjerg slog tandløse SønderjyskE Artikel ikon Ter Stegen tog straffe i Barça-triumf Artikel ikon Bayern tog Super Cup'en i suveræn stil Artikel ikon Se flere