Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp

Af Torsten Brix

2018-05-26
Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp

Indkast.dk bringer et kapitel fra den nye bog om Jurgen Klopp "Fuld fart frem".

Det er en smuk sommerdag i Liverpool, og i den traditionsrige arbejderklub nydes den slags bedst på spillernes terrasse, der strækker sig hele vejen langs træningsfaciliteterne, Melwood, fra Jürgen Klopps kommandocenter med flot udsigt over bugten i det ene hjørne, forbi spisesalen helt til den anden ende, hvor klubbens kostvejleder Mona Nemmer og fitnesschefen Andreas Kornmayer har kontorer bag glasfacaden.

Det er slet ikke til at mærke på den dovne eftermiddagsstemning, stilheden på den forladte træningsbane og Jordan Hendersons latter fra bordet ved siden af, at Liverpool om tre dage skal spille en knald-eller-fald-kamp mod Southampton. Der er pres på for at slutte på fjerdepladsen, og kampen skal vindes. Adam Lallana ligner en turist på sin første feriedag, som han smilende misser mod solen. Om han så byttede sin flaske med mineralvand ud med en lyserød cocktail med papirparaply, kunne han ganske enkelt ikke se mere afslappet ud.

Samtalen handler om, hvor svært det er at spille Klopps form for fodbold, men midtbanespilleren fra landsholdet formidler ikke sine og holdets lidelser særlig godt. Det er der en simpel grund til: han finder nemlig nydelse i smerten.

“Jeg var afsted til en landskamp, da Klopp blev ansat den 9. oktober 2015, og jeg kan huske, hvordan jeg ikke kunne vente på at komme tilbage,” siger han. “Jeg slog hans historie op og undersøgte, hvordan hans hold havde spillet. Jeg så ordet gegenpressing alle vegne. Genpres. ‘Heavy metal-stil.' Og fra den allerførste dag, og den første kamp mod Tottenham, var det en meget fysisk krævende måde at spille på. Men du tager det til dig. Det er en udfordring at komme i bedre form. Det er man nødt til for at kunne klare det. Nogle gange skæver jeg til Coutinho og alt hans hårde arbejde. Han erobrer mange bolde, og han har stadig evnen til at sætte en mand af og hamre kuglen op i hjørnet.”

Motion og motivation kommer af det samme latinske ord. Det
ene kan ikke eksistere uden det andet. Klopps allerførste budskab til Liverpools fans – at de skulle ændre sig ‘fra tvivlere til troende' – blev gentaget over for spillerne på Melwood forud for det første træningspas.

“Han talte meget om, at holdet skulle tro på sig selv og ikke være bange for nogen modstander,” husker Lallana. “Han havde tydeligvis selv den selvtillid og udstrålede troen på, at han er en dygtig manager. Du kunne mærke det, så snart han kom ind ad døren. Og jeg tror, det automatisk forplanter sig til hans spillere.”

Før tyskeren kunne begynde at arbejde med spillernes fysik, måtte han ind i hovederne på dem. Der var ingen ide i at gå med i det offentlige hylekor, der kritiserede forsvarsspillerne hårdt og talte om manglende kvalitet til at spille med i toppen. Klopp måtte i stedet arbejde med den trup, han havde til rådighed, og tale deres styrker op. Hans tilgang var at understrege, at det er indsatsen snarere end evnerne, der skaber gode præstationer. Lallana:

“Han sagde: ‘Arbejd hårdt for mig.' Det er det eneste, han kræver. Han kan leve med fejltagelser, og han kan leve med dårlige kampe. ‘Arbejd hårdt for mig og giv mig alt.' Han er overbevist om, at det i sidste ende fører til tekniske færdigheder og kvalitet. Det er det, chefen har tilført mig lige siden kampen mod Tottenham.”

To måneder inde i sæsonen 2015-16 var der hverken plads i kalenderen til ekstra fitnessøvelser eller til at øve det nye presspil. Der var således ikke mulighed for Klopps berygtede dobbelte træningspas, der af eksperter blev kritiseret for at være for krævende og give bagslag, da holdet fik et par muskelskader efter jul. Ad hoc-indførelsen af presspil nødvendiggjorde et stort engagement over hele linjen.

“Det er noget, man som hold tager hinanden i ed på,” siger assistenttræner og chefscout Peter Krawietz. “Det er en social kontrakt. Man aftaler: ‘Yes, det gør vi sammen.' Det nytter ikke noget, at den enkelte gør det alene. Han kan gøre det en gang, og han kan gøre det igen, men så vil han vende sig om og sige:

‘Hvor er alle I andre? Rend mig i røven, hele bundtet. Jeg løber, til jeg segner, og så står I bare der og nyder udsigten.' Det er derfor, der er brug for en bindende aftale mellem alle på holdet:

‘Vi gør det her sammen. Så snart vi mister bolden på den sidste tredjedel, forsøger vi at erobre den tilbage.' Der er et hav af fordele i at gøre sådan. Du bryder modstanderens angreb. Måske kan du fange dem i det øjeblik, de forbereder et angreb og går i position til det. Måske er venstre back på vej frem ad banen. Og så sparer du energi på den måde. Hvis du trækker dig tilbage med otte mand for at forhindre et kontraangreb, skal de otte mand løbe hver 80 meter – det er 640 meter i alt.

Alternativet er, at du spiller velorganiseret gegenpressing på det rette tidspunkt og med den rette intensitet, og så er det kun tre-fire spillere, der løber fem-ti hurtige meter. Det er derfor, det ikke handler så meget om dine ben, men om dit hoved. På et tidspunkt når man dertil, hvor man bliver udmattet. Så skal man blive ved. Holde hovedet højt og arbejde metodisk videre. Det tager sin tid at få hamret det ind i spillerne. Der findes forskellige metoder og øvelser til at træne det. En af dem er videoanalyse:

‘Se her, det her hold er meget kompakt, og spillerne er frygtelig vanskelige at komme forbi, men de er sårbare i præcis det øjeblik, hvor vi erobrer bolden tilbage fra dem.' Den pointe prøvede vi at få til at sidde fast. Når du kan gøre det, og gøre det ordentligt, sparer du også holdet for at løbe en masse meter.”

Lallana, som havde prøvet et lignende system under Mauricio Pochettino i Southampton, oplever, at kollektive aktioner giver en god følelse, der fejer utilfredsheden af banen: “Mentalt er det meget krævende, men når de ti andre gutter alle sammen arbejder på samme måde, så bliver det let. Du nyder at føle smerten, fordi alle de andre også føler den. Du vil blive ved at kæmpe for din holdkammerat. Det gør ondt på ham, det gør ondt på dig, men det er okay. Det er det, manageren kan lide at se – det er sådan, han er. Af og til jubler han over tacklinger, som om der blev scoret. Fordi han ved, det gør ondt.” Han tilføjer, at Klopps spillestil ikke levner plads til afvigere og egoister, som ikke vil indordne sig under kollektivet. “Måske kan du bære en enkelt spiller frem, men han har ikke lyst til at spille på den måde. Det fungerer ikke.”

Hvor vanskeligt var det for Klopp og hans folk at få spillerne til at tænke og spille på den måde? Krawietz overvejer spørgsmålet et øjeblik: “Jeg mener, at det hold, vi overtog, var fuldt ud parat til forandring,” siger han. “De var klar og villige til at prøve noget nyt. De vidste, at der var en grund til, at det ikke var gået så godt tidligere, og at vi stod der nu i rødt og sort træningstøj. Vi kunne mærke det fra første færd. De ville gerne forstå det, vi forsøgte at fylde på dem.” Det skortede ikke på vilje, så udfordringen var i begyndelsen sprogbarrieren. Holdets taktiske hjerne, Zeljko Buvac, var i begyndelsen ikke meget for at tale engelsk, så Klopp oversatte for ham. “Mange gange, mest når han var vred, sagde Klopp: ‘For helvede, hvor ville jeg ønske, jeg kunne tale tysk til jer,'” griner Lallana. “Hans engelsk er faktisk fremragende. Jeg forstår alt, hvad han prøver at sige. Men han er til tider frustreret over det.”

“Jeg fjumrer rundt på mit dårlige engelsk, og holdet lytter,”
sagde Klopp med typisk selvkritik i et interview med det tyske magasin Focus efter en måned på posten. “Alle i klubben tager det i stiv arm og er ivrige efter at udvikle sig, og vi tager den tid, det tager at gøre det ordentligt.” Han havde det så sjovt og arbejdede så hårdt, at han ikke rigtig havde tid til at værdsætte sit held endnu, afslørede han: “Det er selvfølgelig gået lidt hen over hovederne på os, men der har da været øjeblikke, hvor man tænkte: ‘Hvor er det fedt at være træner for Liverpool.' Jeg troede aldrig, jeg skulle ende her.”

Ikke desto mindre tog det et stykke tid, før de forskellige fodboldkulturer gik op i en højere enhed på træningsbanen. “Det var uundgåeligt med enkelte misforståelser,” siger Krawietz. “Alle kaster deres tyve års fodbolderfaring ind i puljen. Du tror så, at alle taler om det samme, men til sidst går det op for dig, at man tænker på to vidt forskellige ting.”

I trænerstabens fortolkning er det strengt forbudt at fælde modstanderen, når man spiller presspil og tackler. Så snart der bliver begået et frispark, har holdets indsats for at erobre bolden været spildt. Men sådan var det ikke i den allerførste taktiske øvelse, som var tænkt som en gang let træning.

Liverpoolspillerne fløj vildt ind i tacklingerne i den tro, at det gjaldt om at bryde modstanderens opbyggende spil med alle tænkelige midler. Klopp var nødt til at afbryde dem og bede dem holde lidt igen. Krawietz husker episoden med et tilfredst smil: “Det var dejligt at se, at drengene var helt klar til at føre de nye ideer ud i livet og ofre sig fuldstændig for sagen. Det gjorde livet meget lettere for os.”

Lallana siger, at spillerne sætter pris på managerens ‘ærlighed':
“Han kan give dig en skideballe, og han kan rose dig til skyerne. Også krammene er virkelig ægte. Han fortæller dig, når han er tilfreds med dig. Han fortæller dig, når han er utilfreds med dig. Han er bare ærlig, troværdig, lige ud af posen. Han kan ikke skjule sine følelser, vel? Hvis der er noget, han gerne vil sige, så siger han det før eller siden. Han siger, at han kan være din ven, men ikke din bedste ven, fordi han en gang imellem er nødt til at have vanskelige samtaler med dig:”

Den belgiske angriber Christian Benteke havde for eksempel noget vanskeligt ved at tilpasse sig holdets nye stil. Klopp indså hurtigt, at den 190 centimeter høje forward ikke egnede sig så godt til en højenergisk spillestil med genpres. Han foretrak i stedet Divock Origi og den tidligere Hoffenheim-angriber Roberto Firmino som falsk 9'er. Klopp og Benteke fandt aldrig rigtig hinanden. Tyskeren havde for mange år siden besluttet med sig selv, at det er nytteløst at forklare en spiller, hvorfor han ikke er udtaget, og at han ikke kan gøre andet end at fortælle ham, hvilke områder han kan forbedre sig spillemæssigt på. Men Benteke kunne ikke forstå trænerens tavshed på det felt, når han nu havde været så ivrig efter at få ham til Borussia Dortmund et par år tidligere. Klopp havde mødt den tidligere Aston Villa-angriber på et hotel i Tyskland og talt entusiastisk om udsigterne til at arbejde sammen og ovenikøbet efterfølgende sendt ham et par sms'er. Men skiftet var aldrig blevet til noget.

Klopp var i øvrigt, ligesom sine kolleger Antonio Conte og José Mourinho, flittig med sine sms'er. Den dag, Dortmund skulle spille selveste Champions League-finalen, sendte han en besked til Kevin De Bruyne, der dengang spillede i Chelsea, og fortalte, hvor meget han glædede sig til at træne belgieren i Dortmund i 2013-14. Det planlagte skifte blev dog i sidste ende afblæst af Chelsea.

Benteke, der kom ind fra bænken på Stamford Bridge, scorede Liverpools tredje mål og sikrede en 3-1-sejr over Chelsea – Klopps første sejr i ligaen efter to uafgjorte (0-0 på Tottenhams bane og 1-1 mod Southampton) og derudover en frustrerende 1-1-kamp i hans debut på hjemmebane mod russiske Rubin Kazan i Europa League og en sejr på 1-0 over Bournemouth i Liga Cuppen. Sejren over Mourinhos mestre i det vestlige London kom i stand på klogt udført kontrafodbold, og den var et afgørende tegn på de hurtige fremskridt. Måske var den massive hype på sportskanaler og avisernes sportssider, siden Klopp var kommet til Merseyside, alligevel på sin plads, når det kom til stykket?

“Kan I vinde ligaen?” spurgte en reporter Klopp efter slutsignalet. “Er du vanvittig?” snappede han forbløffet tilbage. “Til at begynde med troede jeg, at jeg havde misforstået spørgsmålet. Jeg har været her i tre uger. Sidst, Liverpool overhovedet vandt en kamp, var jeg stadig på ferie.” Senere blev han i spillertunnelen bombarderet med spørgsmål om, hvem Liverpool var på jagt efter i transfervinduet til januar og deres chancer for at kvalificere sig til Champions League. På det tidspunkt lå de på ottendepladsen. “Utålmodigheden er ufattelig,” sagde han. “De vil gerne vide, om vi slutter på fjerdepladsen,” råbte han til dommer Mark Clattenburg.

“Velkommen til England,” svarede han tørt.

Klopps tur i privatfly fra Tyskland til Liverpool var blevet fulgt på internet af 35.500 Liverpool-fans, inden klubben indlogerede ham på et boutique-hotel i Hope Street forud for den officielle præsentation af ham. Den kraftige symbolik var ikke tilfældig: I de fleste fans' hoveder var sveberen ikke bare den nye træner, men personificeringen af drømmene om, at Liverpool endelig kom ud af dødvandet som midterhold og fandt tilbage til fordums storhed.

“Valget af ham føles så instinktivt rigtigt, fordi den 48-åriges store personlighed øjeblikkeligt vil skære igennem det meste af den tavshed og fortabthed, som har hvilet over Anfield, siden klubben i 2014 var tæt på at vinde mesterskabet, og sikre, at volumen fra nu af bliver skruet helt op på 10,” skrev The Guardian. Den tidligere Liverpool-spiller Mark Lawrenson, som normalt ikke viser de store følelser, spåede, at Klopp ville “bringe begejstringen tilbage til Anfield”. Med sin “kæmpestore personlighed og sit 1.000 megawatt-smil kan han sælge billetter,” tilføjede Lawrenson under en pause i optagelserne til Liverpools internetkanal lfc.tv i et højhus i byens centrum. “Folk håber, at han kan bringe de gode, gamle dage tilbage. Det har i sig selv en værdi.”

Der findes intet andet fodboldland, hvor man tror så meget på, at en manager kan ændre holdets resultater, som England. Og takket være Bill Shankley er Liverpool den by, der tror allermest på det. Klubbens storhedstid og den langt mere problemfyldte nutid, hvor de har været tvunget til at jagte deres rigere rivaler, har skabt et ustabilt klima, der har svinget faretruende mellem overdrevne forventninger og dyb depression. Mange potentielle frelsere har været igennem svingdøren uden at finde sig til rette på den vanskelige post.

Ved præsentationen fremstod Klopp fuldstændig afslappet, klædt i mørke jeans, sort blazer og Chelsea-støvler. Han mente godt, han kunne tilføre klubben energi og få hjulene i gang, men han erkendte også, hvor vanskelig udfordringen var: “Vi skal ikke slæbe rundt med 20 kilo historie på ryggen,” advarede han, ligesom klubben heller ikke skulle begræde sit forholdsvis begrænsede budget. “Vi skal ikke tænke på penge, kun på fodbold.” Amen.

Han tilføjede, at Liverpools situation slet ikke var så dårlig: “Det er et godt tidspunkt til at gennemføre ændringer og begynde forfra.” Han lovede, at “fodbold med speederen i bund” ville skabe maksimal passion på stadion og var samtidig omhyggelig med at underspille sin egen betydning. Han var hverken “en klovn” eller “et geni”, “bedrevidende” eller “en drømmer”, indrømmede han åbent, før han leverede sin punchline: “Jeg er bare en ganske almindelig mand fra Schwarzwald. Jeg er The Normal One.” Der rejste sig et latterbrøl. Det kræver en god del selvsikkerhed at erklære foran verdenspressen før sin første dag i en stor stilling, at man bare er ganske almindelig. Det mindede Süddeutsche Zeitung om den berømte scene i Monty Pythons Life of Brian, hvor hovedpersonen forgæves forsøger at overbevise en gruppe disciple om, at han overhovedet ikke er deres beundring værdig.

“Kun den sande Messias benægter sin egen guddommelighed,” udbryder en kvinde. Liverpool indså hurtigt det markedsføringsmæssige potentiale i den nye styrmand. ‘The Normal One' blev meget passende gjort til et varemærke, og Liverpool producerede et overflødighedshorn af officiel merchandise, der bar det slogan. Liverpool-chefen Mike Gordon var ikke overrasket over den store hype omkring Klopp som ny cheftræner:

“Jürgen Klopp og Liverpool FC er i sandhed et guddommeligt match. Vores fans er dybt passionerede, de har forstand på fodbold, og de har stærke følelser for klubben. Derfor forstod de straks, at denne mand var som født til at stå i spidsen for det, der betyder så meget for dem. Selv om jeg bliver ved at sige, at Jürgen er langt mere indhold end form, så er hans fremtoning alligevel meget overbevisende. Det kan alle vist være enige om. Det er ikke overraskende, at folket omgående tog ham til sig helt uden forbehold. Det begyndte allerede på den første pressekonference. Og det er noget af det mest forudsigelige, der er sket indtil nu.”

Gordon forudså over for LFC's presseafdeling, at de i den nye manager ville få ‘en Ferrari.' Også Kenny Dalglish spåede, at det ville blive spændende: “Jeg har lige hørt Klopps pressekonference, og han lyder meget, meget overbevisende,” sagde den forhenværende træner. “Jeg tror, fansene skal spænde sikkerhedsbæltet og nyde turen, for jeg er sikker på, at de kommer til at elske ham.”

Klopps bekendte fra Tyskland, der kom til Liverpool for at besøge ham i hans første sæson i England, bemærkede, at alle på Anfield og Melwood gladelig åbnede døre for dem, så snart de fortalte, at de var kommet for at mødes med manageren.

Tvreporter Martin Quast sad en dag på Klopps kontor og ventede på et kort interview, og han kunne allerede høre sin vens latter give genlyd ned ad gangene: “Jeg kiggede ud og så Liverpool-ansatte, der alle løb rundt med store smil på læberne. Og selvfølgelig er Kloppo der sammen med dem, laver sjov og får dem til at føle sig godt tilpas. Den åbenhed er hans stil. Jeg kan huske, at i hans hjem i Mainz stod dørene til de forskellige lejligheder i ejendommen altid åbne, og hans overbo kom bare forbi til morgenmad. Han elsker simpelt hen at have mennesker omkring sig.” Han er så åben, at det er ham, folk på Melwood kommer til med deres problemer og bekymringer. Mindst en af de ansatte hos Liverpool har for eksempel brugt Klopp som rådgiver omkring sine problemer i parforholdet.

Da sveberen kom til Liverpool, var det målmanden Simon Mignolet, der stod for at organisere de forskellige sammenkomster og holdbegivenheder. Klopp opsøgte ham og sagde, at det ville der blive meget mere af i de kommende måneder: “Vi er ét hold og én stor familie,” erklærede den nye manager. Klopp gjorde det klart, at den grundregel ikke bare gjaldt spillerne, men hele personalet. Han lærte sig navnene på alle Melwoods 80 ansatte og samlede dem alle i spisesalen sammen med spillerne, mens han forklarede, at truppen og de ansatte havde ‘et ansvar' for at hjælpe hinanden til at præstere deres bedste.

Klopp mente også, at publikum på stadion havde en vigtig rolle at spille, men det var ikke noget, han udtrykte krav eller forventninger om. I Mainz og Dortmund havde han ofte set, hvordan energien fra stadion hjalp spillerne til at præstere mere, men Anfield var faldet af på den som heksekedel. I Klopps første nederlag som Liverpool-træner, 1-2 til Crystal Palace i november 2015, forlod store dele af publikum stadion otte minutter før tid. “Jeg følte mig ret alene i det øjeblik,” sagde han bagefter, tydeligt skuffet over, at publikum havde kapituleret for tidligt. Men som nytilkommen indvandrer var han nødt til at passe på ikke at give publikum ansvaret for det dårlige resultat. Fansenes reaktion var en forståelig, stiltiende demonstration af deres forventninger: Han og holdet havde en pligt til at spille seværdig fodbold, der kunne give løfter om succes lige indtil sidste fløjt, erkendte han: “Det må være vores ansvar, at ingen har lyst til at forlade stadion så meget som et minut før tid, fordi alt stadig kan ske,” sagde Klopp. “Det skal vi vise publikum, og det gjorde vi ikke.”

I den næste ligakamp på Manchester Citys stadion, The Etihad, fandt Liverpool sig straks langt bedre til rette. Klopps hold pillede det usikre City-forsvar fra hinanden, og sejren på 4-1 gav håb om, at lykken var ved at vende. Halvandet år senere mener Lallana, at den tur ad M62-motorvejen til Manchester førte til “den bedste kamp” under Klopp indtil videre. “Jeg nød det virkelig. Det var en rigtig holdindsats,” siger han.

Det efterfølgende møde med samme modstander i Liga Cupfinalen blev dog knap så stor en nydelse for Lallana og resten af holdet. Liverpool kom flot tilbage og fik udlignet til 1-1 på Wembley mod et City-mandskab med større individuelle kvaliteter, men de tabte straffesparkskonkurrencen efter en forlænget spilletid uden yderligere scoringer. “Vi er i kulkælderen, men nu må vi rejse os. Kun fjolser bliver liggende på gulvet og venter på det næste nederlag,” sagde Klopp. Hans frustration over, at det glippede for ham at hente det første stykke sølvtøj i England, blev dulmet af bevidstheden om, at Liverpool havde kæmpet heroisk, da kræfterne var ved at slippe op.

I ligaen havde de imidlertid svært ved at finde stabiliteten.
Store sejre blev fulgt op af uafgjorte kampe og nederlag til mindre modstandere i et skræmmende mønster, der skulle blive alt for velkendt. Et halvt år efter, at Klopp havde overtaget roret i Merseyside, rodede holdet stadig rundt et godt stykke fra de placeringer, der giver adgang til de europæiske turneringer.
“Jürgen har gjort mange ting rigtigt,” sagde Steve McManaman i april 2016 til Süddeutsche Zeitung. “Han er meget populær, selv blandt fans af andre klubber. I det seneste par måneder er mange fans af Manchester United, Arsenal og Chelsea kommet hen til mig og har sagt: ‘Bare han var vores manager.' Han er meget karismatisk, han siger de rigtige ting, og folk elsker hans stil på sidelinjen. Jürgen har vundet fansenes tillid. De tror på ham. Men i forhold til resultater mangler der tydeligvis noget stabilitet. Jürgens hold har ikke bredde og kvalitet til at levere fem-seks virkelig gode kampe i træk.”

Stod det lidt sløjt til med fremskridtet målt på point, kunne det til gengæld måles i decibel. De entusiastiske fans på The Kop var begyndt at lægge tvivlen til side og finde den fælles stemme frem igen efter næsten et helt tiår uden et afgørende trofæ. Midt i december scorede den belgiske angriber Divock Origi til 2-2 kort før tid i hjemmekampen mod West Bromwich og sikrede på dramatisk vis Liverpool et point. Klopp stillede med spillerne foran stadion efter kampen for at vise sin og holdets taknemmelighed over, at fansene var blevet til det sidste for at bakke holdet op. “I aften var stemningen den bedste, siden jeg kom til,” sagde han. “Selvfølgelig er folk skuffede, men det lod de sig ikke mærke med over for os. Fansene kunne godt se, at drengene prøvede alt og spillede fodbold.” Ikke overraskende blev den udmelding visse steder udlagt som overdreven begejstring over et middelmådigt resultat mod en middelmådig modstander, men Klopp var ligeglad med, hvad folk uden for klubben mente. I hans egen optik var hans hyldest til spillerne intelligent fanpleje, der skulle minde fodboldfolket om, hvor stor magt de har til at påvirke resultatet. Den, der sår vind, høster storm. Og der var ikke langt til høst.

I Europa Leagues ottendedelsfinaler trak Liverpool arvefjenden Manchester United. Den europæiske andenrangsturnering, der ellers havde været betragtet som en uvelkommen trøstpræmie for hold, der sluttede udenfor top fire, gav den endelige vinder adgang til Champions League ad bagdøren og – næsten endnu vigtigere – en chance for at ødelægge Uniteds sæson. Anfield sitrede af spænding, stemningen passede til en stor europæisk kamp, og det hjalp hjemmeholdet til en flot 2-0-sejr i det første opgør. Returkampen blev kørt køligt og kontrolleret hjem med 1-1 på Old Trafford, og Liverpool var videre til kvartfinalerne. Klopp kendte den næste modstander ganske godt. Det var Borussia Dortmund.

“Disse to kampe var i den grad en udfordring for os begge – og for vores venskab,” siger Borussias direktør Hans-Joachim Watzke, tydeligt lettet over, at saxofonisten i hotellobbyen i Marbella endelig er færdig med sit potpourri over Kenny G's største hits. “Vi var nødt til at gøre nogle ting, vi normalt ikke ville have gjort.” Watzke havde indtrængende bedt spillerne om at “være klar til kamp og ikke kram” forud for den følelsesladede genforening med deres tidligere træner. “Han er ude på at slagte vores hold og vores fans med venlighed som våben,” advarede BVB-bossen. “Men det er ikke vores ven Kloppo, vi skal spille mod. Vi skal være klar til en hård fight.”

Watzke understreger, at han ikke sagde noget respektløst: “Jeg sagde kun: ‘De her kampe skal ikke gøres til en Jürgen Kloppfestival.' Jeg havde hørt, at han var lidt småfornærmet over det, og jeg kunne tydeligt se på den måde, hans familie hilste på mig på forud for returkampen i Liverpool, at han i den grad havde taget det ilde op. Det generede ham også, at det virkede.” Det virkede dog kun til en vis grænse, hvilket Watzke blankt erkender. Publikum på Signal Iduna Park var klar til kamp, men spillerne havde svært ved at forholde sig til, at Klopp sad på modstanderens bænk. “I en normal kamp ville vi slå dem,” siger Watzke. “Men det var ikke en almindelig kamp. Holdet var helt hæmmet i begyndelsen, og i hele første halvleg var det tydeligt, at vi manglede bid. Det havde sikkert været værre endnu, hvis jeg ikke på forhånd havde advaret både spillerne og folk omkring klubben.”

Klopp kunne ikke skjule, at han også var berørt af at vende tilbage til Westfalen. “Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at alle de begivenheder ikke slog benene en smule væk under mig,” sagde han efter kampen, der endte 1-1. Den iskolde facade, han havde vist dagen forinden, var, indrømmede han nu, netop en facade: “Jeg vil da hellere være her end i Nordkorea,” havde han spøgefuldt sagt op til kampen. “Men jeg tror ikke, det vil påvirke mig særligt følelsesmæssigt. Vi klæder om og går ud og spiller kampen. Og det er så det.”

Dortmund havde andre ting at slås med. De havde spillet fremragende hidtil i sæsonen, men Thomas Tuchels tropper kom først i gang langt inde i 2. halvleg. Liverpool kunne rejse hjem med fordel af et vigtigt udebanemål efter slutresultatet 1-1. “Det kommer til at syde på Anfield,” advarede Klopp.

Konkurrencemennesket i ham havde sat den følelsesmæssige forbindelse til hans forhenværende fæller ud af spillet for en stund. “Jeg stødte på ham udenfor omklædningsrummene – de ligger tæt på hinanden på Anfield – og ønskede ham ‘god kamp',” siger BVB's holdleder Fritz Lünschermann. “Han svarede: ‘Hør her, dit røvhul. Jeg ønsker ikke en god kamp. Jeg vil bare vinde.'”

Lige fra begyndelsen var det Dortmund, der pressede Liverpool.
Bundesligamandskabets mange dybdeløb på den sidste tredjedel af banen overrumplede fuldstændig holdet fra Merseyside, der stod på flade fødder og kom bagud 0-2 i løbet af blot ni minutter. Premier League-mandskabet skulle score tre mål for at gå videre mod et klart bedre hold. Kampen var forbi.
Men sådan så Klopp ikke på det. I omklædningsrummet i pausen viste han sit hold klip fra tre Liverpool-angreb, der var tæt på at bære frugt, og forsikrede dem om, at der ville komme flere chancer.

Han mindede også spillerne om, at deres klub var i stand til at vinde i de mest umulige situationer, og nævnte det vildeste comeback i historien, Liverpools sejr over AC Milan i Champions League-finalen i Istanbul i 2005, hvor de var bagud 3-0 ved pausen. “Han sagde, at vi skulle gå ud og skabe noget, vi kunne fortælle vores børnebørn om engang,” siger Origi.
Den belgiske angribers scoring kort efter pausen bragte håbet tilbage, men Dortmund slog til og vandt kampen for anden gang efter 57 minutter, da Marco Reus sendte bolden i nettet efter endnu et flot angreb. 3-1, og Liverpool så slagne ud. Anfield var klar til at se det uundgåelige i øjnene.

Men der var stadig én mand, klædt helt i hvidt, som nægtede at acceptere nederlaget. Klopp siger, at han både kunne “lugte, høre og mærke sensationen.” Han opildnede publikum til at støtte holdet og fik vendt den truende håbløshed til trods. “Det virkede, som om han havde skiftet sig selv ind som 12.-mand, for det var ham, som motiverede både spillere og fans og satte dem i gang,” skrev Die Welt.

“Han skabte et inferno fra sidelinjen. Det er han god til,” siger Watzke. “Det er helt fair at bruge publikum imod os. Set i retrospekt, var det jo hans opgave, nøjagtig som det havde været min opgave i den første kamp. Men det var alligevel mærkeligt for os. Jeg har sjældent set noget lignende, jeg mener, det var meget dramatisk.” Også Norbert Dickel følte sig på en eller anden måde såret over, at Klopp vendte stadion imod dem: “Jeg brød mig ikke om, at han piskede publikumsstemningen op på den måde,” siger den tidligere BVB-angriber. “Det var professionelt, set fra hans side. I hans øjne gjorde han det rigtige, men sådan havde vi det ikke. Det kunne han godt have undladt. Jeg ved, at han aldrig vil indrømme det. Og jeg er heller ikke vred på ham mere.”

Midt i 2. halvleg reducerede Philippe Coutinho til 2-3, og Liverpool manglede nu kun to mål. Tyskerne spillede fortsat fremragende og var teknisk set klart bedre end hjemmeholdet. Men det var en af de aftener, hvor støjen på Anfield bliver et stærkt våben, og hvor modstanderen stivner i projektørlyset. En uforklarlig kraft svævede ind over stadion og førte kampen ind i en drømmeverden – eller mareridtsverden. Det afhang af, hvem man holdt med. “Vi var ved at skide i bukserne,” fortalte Mats Hummels senere. Dortmund var så rystet, at “forskellige dele af holdet spillede helt forskellige systemer.”

I samme øjeblik Mamadou Sakho headede udligningen ind 12 minutter før tid, vidste Watzke, at det var forbi: “I det øjeblik indstillede jeg mig på at tabe,” siger han. “Vi ved kun alt for godt, hvor megen kraft Jürgen kunne generere på sidelinjen. Det er ikke nogen tilfældighed, at vi i hans tid scorede mange mål i de sidste minutter. Mod Malaga var han den eneste på hele stadion, der troede på, at vi stadig kunne nå det, og det gjorde vi. Da det blev 3-3, var det kun et spørgsmål om tid, før de ville score igen. Og hele stadion ...” Han færdiggør ikke sætningen, men bliver overvældet af en blanding af gru og beundring. “Karl-Heinz Riedle og Nuri Şahin havde begge spillet for Liverpool, og de fortalte mig, at de aldrig havde set noget lignende. Den stemning var unik. Og det var Jürgen, der skabte den.”

Dejan Lovren frembragte miraklet to minutter inde i overtiden. Klopp kunne til at begynde med ikke tro, at bolden faktisk var over mållinjen. Da kampen blev fløjtet af, og Liverpool havde vundet, råbte hele stadion taktfast hans navn igen og igen. “Den tyske manager forlod arenaen som en gladiator på vej ud af Colosseum efter at have slagtet et stort monster,” skrev The Independent. Hans sønderknuste modstander, Tuchel, kunne slet ikke forlige sig med resultatet: “Jeg kan ikke forklare det, for der findes ingen logisk forklaring. Kampen blev vundet på følelser,” sagde han, mens han stirrede tomt frem for sig i dyb skuffelse. Ulig den erfarne mirakelmager, Klopp, havde han ikke kunnet forudse det inferno, der ventede ham. Han kunne simpelt hen ikke forestille sig, at begivenhederne kunne tage en så ulogisk drejning. Og han savnede midlerne til at gøre noget ved det.

“Det var et af de værste nederlag i mine 12 år i Dortmund,” siger Watzke. “Ikke på grund af Jürgen – i sidste ende undte jeg ham det faktisk. Næh, det var, fordi vi var så tæt på at vinde et internationalt trofæ. Jeg tror faktisk, vi kunne have vundet det. Vi blev selvfølgelig slået ud i Liverpool, men jeg føler faktisk, vi tabte slaget allerede i Dortmund.” Han tilføjer, at det tog en måned, før hans forhold til den tidligere Borussia-træner var genetableret. “Jeg tror aldrig, jeg kommer til at opleve noget lignende. Men vores venskab er stærkt nok til at kunne klare det.”

“Jeg ved, at det måske lyder mærkeligt, men hvis jeg skal være helt ærlig, så syntes jeg, han fortjente det,” siger den tidligere BVB-midtbanespiller Ilkay Gündoğan, der nu spiller i Manchester City. “Selv om vi blev slået ud, og det gjorde virkelig ondt, glædede jeg mig på hans vegne.” Lünschermann havde også bemærket, at spillerne rent ubevidst var Klopp venligt stemt:

“Hans tidligere spillere føler stadig et stærkt følelsesmæssigt bånd til ham. Det så man, da Sven Bender var ovre at give ham en highfive under opvarmningen. Det behagede vist ikke alle. Men jeg forstår det godt.”

Liverpools ejere, FSG, var nu overbevist. I april forelagde de Klopp og hans folk et tilbud om at forlænge kontrakten til 2022. “Når du har en mand med Jürgens kvaliteter indenfor dørene, giver det rigtig god mening at sikre sig den person i lang tid fremover,” erklærede medejer af FSG John Henry, bestyrelsesformand Tom Werner og præsident Mike Gordon, efter at aftalen var underskrevet i juli. “Det ville være uansvarligt ikke at gøre det.” Til gengæld for bestyrelsens tillid lovede Klopp klubben evig loyalitet: “Jeg skifter aldrig til en anden klub i Premier League,” forsikrede han de amerikanske ejere.

FSG og trænerstaben var enige om, at det i de sidste to måneder af sæsonen var bedre at fokusere holdets begrænsede ressourcer på at vinde Europa League. Liverpool forsøgte naturligvis stadig at avancere i ligaen, men hovedvægten lå tydeligvis på at forsøge at vinde finalen i Basel.
Villarreal blev fejet relativt let til side i semifinalen, men de forsvarende mestre Sevilla var straks hårdere at bide skeer med. Unai Emerys hold lod sig ikke anfægte af Daniel Sturridges fremragende føringsmål med ydersiden efter 35 minutter. Efter pausen leverede de et fremragende comeback med tre scoringer og vandt trofæet for tredje gang i træk.

Når Krawietz ser tilbage på nederlaget, forklarer han Liverpools kollaps i 2. halvleg med “en blanding af fysisk udmattelse og en mental klump i halsen” – det sidste via Kevin Gameiros udligning blot et minut efter pausen. “Vi savnede stabilitet. Første halvleg var o.k. uden at være fremragende. Set i bakspejlet mener jeg, at perioden lige efter pausen var Sevillas sidste chance. De greb den med kløgt. De udnyttede momentum og fik vendt billedet. Vi var mentalt forberedt på, at de ville spille deres chance, og at vi ville få chancer på kontraangreb, så planen, da vi førte 1-0 ved pausen, var at holde stillingen og vente på, at de mistede troen på det. Men de gav bolden op, og kort efter lå den i nettet. De sagde: hurra. Vi tænkte: aargh. Vi kunne ikke komme igen efter den dukkert, og fysisk havde vi heller ikke mere tilbage i tanken.”

“Jeg har selv prøvet det, så jeg ved, hvor svært det er at vinde et europæisk trofæ,” siger den tidligere Liverpool-forsvarer Jamie Carragher. “Det var derfor, det var så stor en skuffelse at tabe finalen. Men man tænker tilbage på vejen til finalen og de legendariske aftener, vi oplevede: Manchester, Villarreal. Og især selvfølgelig Borussia Dortmund ...”

Glade minder kan ikke helt fylde den tomme plads i trofæskabet. Men hvis du er heldig, bliver de hos dig for evigt – præcis som pokalen ville have gjort.



Optakter
Tirsdag d. 23/10, kl. 21:00
Man. United - Juventus
Tirsdag d. 23/10, kl. 21:00
Shakhtar D. - Man. City
Onsdag d. 24/10, kl. 18:55
PSV - Tottenham
Onsdag d. 24/10, kl. 21:00
Dortmund - Atlético Madrid
Onsdag d. 24/10, kl. 21:00
Barcelona - Internazionale
Podcast

Podcast - Cristiano med bæmund

Podcast - Ledelse, magt og Mourinho

Podcast - Landsholdskonflikt

Podcast - Status efter sommeren 2018

Podcast - 10 forudsigelser for 2018/2019

Podcast - United, Jose og klasse-mangel

Podcast - N'Doye, Kabongo og Superliga

Podcast - Ronaldo, Lemar og Hazard

Podcast - Den kolde langside

Podcast - det smukke spil/store følelser

Podcast - VM, krig og kokain

Podcast - Delaney's skifte til Dortmund

Podcast - VM-optakt del 2

Ronaldos sex-skandale

Om Ronaldo: Den største #MeToo-skandale?

- Ronaldo er blevet svækket allerede nu

Ronaldo-advokat: Anklagerne er falske

Podcast - Cristiano med bæmund

Ronaldo om voldtægtsanklager: Fake news

El Clásico - efterår 2018

Marcelo vil også væk

10 trænere der kan erstatte Lopetegui

Rakitić: Vi skal tage os sammen

Messi misser El Clasico

Ekspert om krisen - i Barça og Real

Real Madrid-træner: Jeg har opbakning

El Clasico gjort til højrisiko-kamp

Barca-spillere vil have Pogba

REAL-trouble

Fire La Liga-kampe = Tre Barcelona-point

Magasin-artikler
Flamengo vs. Fluminense eller Fla-Flu
Indkast.dk kigger nærmere på et af verdens mest rivaliserende fodboldopgør…
Den 14. oktober 2018 vil store del af Brasilien stå helt stille, for da bliver opgøret med de to Rio de Janeiro-rivaler Flamengo og Fluminense spillet omkring midnat dansk tid. Det er opgør, som i hjemlandet hedder ”Classico das Multidoes” eller blot ”Fla-Flu”, og som har en lang tradition.

Fluminese blev grundlagt i 1902 af den rige del af Rio de Janeiro, men godt ti år senere forlod det meste af holdet klubben efter en uenighed med bestyrelsen for at starte Flamengo – siden har der været en benhård rivalisering.

Siden har Flamengo og Fluminese vundet masser af brasilianske trofæer, så de har i den grad været med til at påvirke brasiliansk fodbold. Flamengo har ikke bare vundet flest mesterskaber – de betragtes også af mange som den største af hovedstadsklubberne. De er f.eks. aldrig rykket ud af den bedste brasilianske fodboldrække, hvilket blot fire andre hold har præsteret. Fluminese var i 1999 helt nede i den tredjebedste række.


Romario, Diego og Paqueta
Kigger man i historiebøgerne, har der været nogle gigantiske møder imellem de to rivaler. Som i 1941 hvor kampen blev omdøbt til ”Fla-Flu da Lagoa” med klar henvisning til Fluminense-spillernes behov for at sparke bolden væk – jah helt ned til den nærmeste Lagoa (som kan oversættet med sø), efter deres målmand havde brækket kravebenet og de ikke havde en erstatning med. De sidste seks spilleminutter af kampen skulle have taget over 30 minutter, og derefter blev ”Flu” kronet som mestre.

Det mest kendte opgør er dog opgøret lige før julen i 1963, hvor hele 194.603 tilskuere var til kampen på det legendariske stadion – Maracana. Ældre læsere kan måske også huske kampen i 1986, hvor Zico scorede fire mål i 4-1-sejren til Flamengo, eller da ”Flu” blev mestre i 1995, efter de var nede med 0-2 til netop Flamengo, inden Renato Gaucho lukkede med et sent mål 3-2, der sikrede Fluminese mesterskabet.

Netop Gaucho er en af få store spillere, der har spillet for begge klubber i nyere tid. Af andre kan man nævne Mario Zagallo, Edinho, Carlos Alberto og selveste Romario.

På det nuværende hold har Flamengo blandt andet den tidligere Valencia-keeper Diego Alves, den meget omrejste Paolo Guerrero, Diego med fortid i Juventus og Werder Bremen samt den ombejlede Lucas Paqueta og colombianeren Gustavo Cuellar. Hos Fluminese er der lidt længere imellem de genkendelige ”europæiske” navne – men det er ligegyldigt, når opgøret Fla-Flu starter på selveste Maracana…
Læs hele artiklen
Europa League – hold øje med
Redaktionen på Indkast.dk har fundet nogle spændende spillere at kigge på "om torsdagen"...
Marc Bartra – Real Betis
Den tidligere Barcelona-spiller er tilbage i Spanien efter en meget skadesplaget periode hos Dortmund. Kan forsvarsspilleren løfte Real Betis?


Amadou Haidara – Red Bull Salzburg
Er blevet omtalt som ”den næste Naby Keita”. Tottenham og Chelsea har indledt jagten på den 20-årige hårdtarbejdende midtbanespiller fra Mali. Haidara har kontrakt med østrigerne de næste fire år, men måske kan han bruge Europa League som udstillingsvindue til at komme til en af de største europæiske klubber.


Viktor Claesson – Krasnodar
Den svenske kantspiller eller offensive midtbanespiller er slået helt igennem i Rusland, efter han forlod Elfsborg i 2015. Han blev i sidste sæson kåret til den bedste spiller i Krasnodar.


Dimitri Payet – Marseille
Den elegante midtbanespiller kan blive en af de allerstørste spillere i denne Europa League-sæson. Hans elegante spillestil skal nok komme til sin ret ”om torsdagen”.


Julian Brandt - Bayer Leverkusen
Det er ganske rart, at ikke alle tyske talenter ender hos Bayern München. Den venstre kantspiller har flere gange afvist de sydtyske giganter, så nu kan vi andre glædes over ham i Europa League.


Alessio Romagnoli – Milan
Blev hentet hos Roma i 2015 og har taget Milano med storm. Her bliver han sammenlignet med klublegenden og den nyslåede leder Paolo Maldini. Den kølige måde at føre bolden frem og bevare roen er varemærker for begge spillere.


Lucas Torreira – Arsenal
I mangel på spilletid i Premier League kan den 22-årige defensive midtbanespiller fra Uruguay måske få en masse spilletid i Europa League og vise nogle af de gode takter, som han også viste under VM.


Andreas Christensen – Chelsea
Kunne man forestille sig, at den danske VM-spiller ville få lidt spilletid for London-klubben af samme årsag som Torreira?


Sergej Milinković-Savić - Lazio
På trods af tilbud fra mere prominente adresser, er den høje serber blevet i Lazio. Han er 23 år, og står på tærsklen til sit helt store internationale gennembrud.


Callum Hudson-Odoi - Chelsea
Måske bliver det til spilletid for den 17-årige englænder i Europa League. Så enormt spændende ud i optakten til sæsonen, og Sarri har valgt ikke at sende ham ud på lån. Hurtig og udfordrende. Den engelske Mbappe?


Steven Gerrard - Rangers
Liverpool-legenden har overtaget trænerposten i Rangers. Relativt uprøvet og Europa League i første sæson. Bliver det Zidane eller Neville?


Sander Berge - Genk
Vi fik et lille indblik i, hvad den 20-årige nordmand kan, da Genk ekspederede Brøndby ud. Spiller med stor autoritet og ro på trods af sin unge alder.


Ismaila Sarr - Stade Rennais
Den lynhurtige senegaleser har allerede repræsenteret sit land 17 gange i en alder af 20 år. Har mange af de samme færdigheder som landsmanden Sadio Mané.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Gylfi Sigurdsson – Manchester United-fan
Holdspilleren er ved at udvikle sig til en Premier League-profil – samt en nationalhelt på Island.
Den 24. oktober 2015 blev der skrevet et lille kapitel i Premier Leagues historiebøger. På Villa Park var hjemmeholdet lige kommet foran med 1-0, da en meget atypisk islænding gik til et frispark fem/syv meter udenfor Aston Villas målfeltet, og modsat mange andre sportsudøvere fra vulkanøen blev frisparket ikke sparket med stor fysisk kraft, men med præcision og finfølelse ind bag en sagesløs Brad Guzan.

Kampen endte med, at Swansea vandt 2-1 efter et mål af hver af Ayew-brødrene. Det sjældne udfald, at to brødre fra Ghana ender med at score for hvert sit hold i en Premier League-kamp samt, at Villa-nederlaget kostede manager Tim Sherwood jobbet, fyldte i de efterfølgende dage de engelske aviser. Dette er måske ikke helt rimeligt – for havde det ikke været for det flotte frisparksmål af en Swansea-spiller, havde kampen helt sikkert fået et andet udfald… målet blev scoret af Gylfi Sigurdsson.

Selvsamme aviser blev dog fyldt med overskrifter om Sigurdsson, efter midtbanespilleren blev matchvinder på Anfield i walisernes sejr på 3-2 i starten af 2017. Islændingen bevarede fatningen, da Simon Mignolet kom flyvende ud imod den lidt løse bold, som Sigurdsson sikkert sparkede ind. Samme kølighed havde Swansea-profilen kort tid efter, da han på flotteste vis udlignede direkte på frispark imod selveste Manchester United. I starten af oktober 2018 blev han matchvinder for den ny klub – Everton.

Liverpool-klubben var i overtal imod Leicester, da Sigurdsson vendte midt på modstanderens banehalvdel inden han scorede et af de flotteste langskudsmål indtil nu i sæsonen. Dermed flere kapitler til Sigurdssons Premier League eventyr, for den islandske midtbanespiller udlever en livsdrøm.

Først var han med til at kvalificere Island til EM, hvor vulkanøen blandt andet ”klappede” England – og de blev en af fodboldens succeshistorier i 2016. Så Sigurdsson fulgte stærkt op på drømmesæsonen 2014/15, hvor han lavede syv Premier League-mål og hele ti assists i blot 32 kampe for Swansea. Derudover oplevede Sigurdsson det unikke i at score det afgørende mål på Old Trafford - som han dermed har gjort to sæsoner i træk, hvilket må være noget specielt.

Sigurdsson har nemlig hele livet været stor fan af Manchester United, så da han den 16. august 2014 scorede og lavede en assists i 2-1-sejren, som gav Louis van Gaal en mareridtsstart på Old Trafford, var det noget helt specielt for Sigurdsson. Efterfølgende har han fortalt om, hvordan hans telefon nærmest brød sammen med venlige SMS'er efter kampen, og efter kampen blev han også fotograferet sammen med sit helt store idol – golfspilleren Rory McIlroy, der lige havde vundet en stor turnering ved Bridgesone og var blevet fremrykket til verdens bedste.

Sådanne dage har Sigurdsson ikke oplevet mange af i England, men ikke nok med det. For i starten af 2016 scorede Sigurdsson igen på Old Trafford, da Swansea god nok tabte 1-2...


Fra røven af 4. Division til Premier League
Som 15-årig ankom Sigurdsson til Reading, og han har oplevet meget trist i engelsk fodbold, da han har spillet i de fire øverste fodboldrækker med alt, hvad det indebærer. Når han kigger tilbage på tiden som knægt i England, fremkommer der dog ofte et smil, når han begejstret beretter om at komme til et land, der havde græs på fodboldbanerne og ikke konstant regnvejr eller bidende kulde.

Det var selveste Brendan Rodgers, der var manager i Reading, og sidenhen blev de to faktisk genforenet i Swansea, da Rodgers lejede Sigurdsson i Hoffenheim. I 2012 afviste midtbanespilleren dog den daværende Liverpool-manager for i stedet at tage til Tottenham. Her tilbragte han to gode sæsoner, og derfor var det en smule underligt, at den rige London-klub valgte at sælge ham til Swansea for blot 80 millioner kroner.

I Swansea fortsatte formfremgangen allerede fra den føromtalte første kamp på Old Trafford, og han fandt sig straks til rette på midtbanen - sammen med Jonjo Shelvey, som var blevet kasseret i Liverpool af Rodgers. De to udviklede et unikt samarbejde, selvom Sigurdsson faktisk ikke havde meget til overs for Shelvey, da han ankom til klubben, men spillet på banen udviklede et venskab imellem de to.


Ligeså mange mål som Sneijder, Robben og van Persie – til sammen
I maj 2010 fik Sigurdsson en unik debut på det islandske landshold, da han både lagde op til et mål samt scorede et mål ved en af sine spidskompetencer – nemlig frispark. På denne måde lavede han flere mål i den føromtalte EM-kvalifikation. Her var Island ikke levnet mange chancer for at hente én af de to første pladser i gruppe A, hvor Tjekkiet, Tyrkiet og Holland også var placeret.

Holland blev som bekendt sorteper, efter Island havde chokstartet i gruppen. Efter tre kampe havde de ni point og en samlet målscore på 8-0, selvom de havde mødt Tyrkiet, Letland og Holland. Senere i kvalifikationen blev Tyrkiet og Holland slået igen – hvilket ikke mindst skyldtes den helt store talisman - Gylfi Sigurdsson.

Hele seks mål lavede han i kvalifikationskampe eller det samme som Wesley Sneijder, Arjen Robben og Robin van Persie – til sammen. Lilleputnationen Island havde narret de store fodboldnationer, og selvom der blot var 11.607 tilskuere i gennemsnit til Islands hjemmekampe, oplevede spillerne en gigantisk opbakning fra den sportsglade ø. Landstræner Lars Lagerback sagde i jubelscenerne efter kvalifikationen om Sigurdsson:

- Han er den spiller, som jeg nogensinde har arbejdet sammen med, der er den største holdspiller…

Denne nationale holdspiller var i sommer landet i den hårde VM-gruppen med Argentina, Nigeria og finalisterne Kroatien. Det endte kun med ét point og dermed slutte slutrunden tidligt for Sigurdsson. Island lavede to mål i de tre kampe og naturligvis kom Sigurdsson på måltavlen efter en dødbold. Han har tidligere scoret meget afgørende mål – på både Anfield og flere gange på Old Trafford. Tænk sig at gøre det som kæmpe Manchester United-fan…
Læs hele artiklen
Luka Modrić – Verdens bedste
Den lille ”10'er” blev den største… efter en meget trist opvækst.
Efter godt 80 minutters spil af gruppekampen til VM2018 mellem Kroatien og Argentina var sydamerikanerne voldsomt pressede til at score et mål, da modstanderen Luka Modrić modtog bolden et par meter udenfor målfeltet.

Kroatien førte på daværende tidspunkt med 1-0, så Argentina havde brug for et mål. Men i stedet for Lionel Messi blev det en anden anfører på 171 cm med 10-tallet på ryggen, der drev gæk med et par modstandere, inden han flot scorede til... ikke 1-1 men 2-0. Total ydmygelse af Argentina… manden med 10-tallet var Luka Modrić.

Efterfølgende blev Modrić kåret til turneringens bedste spiller, og den 24. september 2018 vil han nok heller aldrig glemme, for her blev han kåret til ”Verdens bedste fodboldspiller”. I takketalen sendte han en særlig tak til den tidligere kroatiske landsholdsanfører Zvonimir Boban og 1998-landsholdet, der vandt VM-bronze i Frankrig. Dengang var Modrić en knægt på et dusin år. Indkast.dk har kigget nærmere på ham.


Soldater-penge startede karrieren
Modrić blev født i 1985 i Jugoslavien. Hans barndom faldt sammen med den kroatiske uafhængighedskrig, og som seks-årig blev hele familien nødt til at flygte fra hjemmet. Han boede med sin familie på et hotel, men begyndte at spille fodbold. Da hans far kom hjem fra hæren, brugte han de få penge familien havde, på at melde Luka ind i det lokale sportsakademi.

Herefter skrev han en kontrakt med Dinamo Zagreb som 17-årig i 2002. Efter en sæson med Zagrebs ungdomshold, blev han lejet ud til den bosniske klub Zrinjski Mostar. Mens han spillede her, blev han kåret til ”Årets Spiller” i ligaen - alder kun 18 år. Ligaen er kendt for at være hård og fysisk, og det var her hans alsidige spillestil, begyndte at udvikle sig.

Året efter blev han igen lånt ud. Denne gang til Inter Zapresic i Kroatien. Han hjalp dem til en andenplads i ligaen, og til en billet til UEFA Cup-kvalifikation. Han blev derudover kåret til ”Årets Unge Fodboldhåb”, og så var det slut med at blive lånt ud.


28 point ned til nr. 2
I 2005 vendte han tilbage til Dinamo Zagreb, og hans indflydelse her er ikke til at tage fejl af. Han spillede 112 kampe mellem 2005 og 2008, og alle tre år vandt holdet den kroatiske liga samt to pokalturneringer. I 2008 vandt de endda med 28 point ned til nummer to!

Modric hjalp desuden holdet til at spille sig i gruppespillet i UEFA-cuppen i 2007, hvor de dog ikke kom videre fra. I hans sidste hjemmekamp for Dinamo Zagreb modtog han stående bifald, og fansene holdt bannere med støttende meddelelser.

2008 var året hvor en af hans drømme kom til virkelighed, nemlig at komme til at spille i Premier League. Tottenham havde sprængt transferbudgettet for at få råd til den lille kroat. Omkring 150 millioner danske kroner kostede han for Juande Ramos, men han brugte Modrić noget overraskende på den defensiv midtbane, og fik derfor ikke det optimale ud af ham. Med Harry Redknapps ankomst blev Modrić rykket længere frem og spillede på sin mere vante offensive midtbaneplads.

Sæsonen efter, altså i 2009-10, lykkedes det "Spurs" at spille sig til en fjerdeplads i Premier League, og derved sikre sig adgang til kvalifikationen til Champions League. Holdet begyndte at blive bygget op omkring Modrić, og det gav resultater. På trods af at han sad ude i fire måneder med et brækket ben var hans indflydelse enorm. Tottenham gav ham en ny seksårig kontrakt i slutningen af sæsonen.

I 2010-2011 sæsonen skulle han for første gang spille Champions League. Selvom Gareth Bale stjal meget af rampelyset, vil man vide, at Modrić havde en finger med i spillet ved størstedelen af Tottenhams chancer. Det lykkedes Tottenham at spille sig helt til ottendedelsfinalen, hvor de dog måtte se sig slået af et stærkt Real Madrid-hold.


Masser af pokaler i Real Madrid
Kort tid efter skiftede Modrić til netop Real Madrid for godt 300 millioner kroner. Trods den store indkøbssum fik Modrić i begyndelsen ikke meget spilletid, da den centrale midtbane for ”Konge-klubben” blev varetaget af Xabi Alonso, Sami Khedira og Mesut Özil.

Sidenhen har Modrić dog ikke kigget sig tilbage, og han har vundet en plads i Real Madrids startopstilling samt et hav af trofæer. Blandt andet fire Champions League-pokaler af de sidste fem. Perioden i Real Madrid har ellers været præget af mange trænere blandt andet Jose Mourinho, Carlo Ancelotti, Rafael Benitez og Zinedine Zidane.

Store personligheder som har det tilfælles, at de alle var begejstrede for deres kroatiske midtbanespiller, og da James Rodríguez smuttede til Bayern München, fik Modrić den flotte hvide trøje med ”10-tallet” på ryggen. Samme nummer som Modrić havde på – da han på argentinsk maner scorede til 2-0… foran Lionel Messi, og som sikkert var stærkt medvirkende til at han blev Luka Modrić – Verdens bedste…
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
REAL-trouble
Syv timer uden mål, fire kampe uden sejr og nr. 5 i La Liga… krisen ulmer i ”Konge-klubben”.
Tidligere i disse linjer har Indkast.dk skrevet om Fire La Liga-kampe = Tre Barcelona-point hvori man blandt andet kunne læse:

I Barcelona skal træner Valverde dog være meget glad for, at de indtager andenpladsen samt at både Atlético Madrid og rivalerne fra Real Madrid er placeret under dem. For de 15 point i otte kampe er alt andet end imponerede i Barcelona, men ikke en katastrofe. Det havde det været, hvis Real Madrid havde haft 22 point…

”Lederen” handler om de mange udskiftninger, der har været i startopstillingen for Barcelona i denne sæson, men det er de langt fra alene om. Begge hovedstadshold – Atlético og Real – har haft masser af udskiftninger.

Den nye Real Madrid-træner Julen Lopetegui er kommet under voldsomme beskydninger, efter de ikke har scoret i syv timer, ikke har vundet fire kampe og ligger nr. 5 i La Liga – måske skyldes deres ringe resultater en masse ændringer i startopstillingerne? Her følger deres startopstilling til Champions League-sejren over Roma og de efterfølgende kampe:


Real Madrid – Roma: 3-0




Real Madrid – Espanyol: 1-0
Fem nye i startopstillingen




Sevilla – Real Madrid: 3-0
To nye i startopstillingen




Real Madrid – Atlético Madrid: 0-0
En ny i startopstillingen




CSKA Moskva – Real Madrid: 1-0
Fire nye i startopstillingen




Deportivo – Real Madrid: 1-0
Fem nye i startopstillingen



Så de sidste fire kampe imod Sevilla, Atlético Madrid, CSKA Moskva og Deportivo har ikke givet nogen sejr og ingen mål – men også 12 nye spillere i startopstillingerne.

409 minutter uden mål og ”BBA” med Bale, Benzema og Asensio har ikke svaret igen på den tillid, som Lopetegui har vist dem. Syv gange ud af 11 har trioen været Lopenteguis foretrukne angrebsduo, men derudover virker verdens bedste fodboldspiller – Luka Modrić – lidt ”metaltræt” efter sommerens VM-slutrunde… ligesom flere andre holdkammerater.

Det er utvivlsomt årsagen til, at den nye Real Madrid-træner har roteret så meget. Alt dette skulle gerne være ændret om to spillerunder, hvor Real Madrid skal gæste rivalerne på Camp Nou – som pudsigt nok – også har haft en svingende sæsonstart efter mange udskiftninger.

Læs hele lederen
Fire La Liga-kampe = Tre Barcelona-point
Indkast.dk kigger nærmere på det catalonske storhold, hvor der har været mange udskiftninger - og hvor skal Coutinho egentligt spille?
Dette var startopstillingen i Barcelonas solide 4-0-sejr over PSV i Champions League.




Siden er det gået voldsomt ned af bakke i den catalonske storklub. Men kan en del af forklaringen være, at der til de efterfølgende kampe har været alt for mange udskiftninger. Her følger startopstillingerne:


Barcelona – Girona: 2-2
(Fire nye i startopstillingen)




Leganes – Barcelona: 2-1
(Seks nye i startopstillingen)




Barcelona – Athletic: 1-1
(Fem nye i startopstillingen)




Tottenham – Barcelona: 2-4
(Tre nye i startopstillingen)




Valencia – Barcelona: 1-1
(En ny i startopstillingen)




Kigger man bort fra de solide sejre i Champions League har Barcelona altså blot hentet tre La Liga-point i deres sidste fire kampe imod Girona, Leganes, Athletic og Valencia. Til disse kampe har træner Ernesto Valverde lavet hele 16 udskiftninger i startopstillingerne – altså fire i gennemsnit til hver kamp.

En af årsagerne er åbenlyst at skåne nogle af holdets VM-stjerner, inden den lange hårde sæson venter – og desuden kan skader også være en del af forklaringen på et par af udskiftningerne i startopstillingerne.

MEN… der er heller ingen tvivl om, at Valverde ikke har helt styr på, hvordan Barcelona skal starte – og hvor han skal placere alle de store stjerner. Værst er det med Coutinho, der har spillet mange forskellige steder i den traditionelle 4-3-3-formation, og det virker ikke til, at Barcelona-træneren har bestemt sig for, om Coutinho skal være central midtbanespiller eller kantspiller. Det samme gør sig faktisk gældende for landsmanden Arthur.

I Valverdes første 11 officielle kampe for Barcelona har han vist, at han ønsker at spille offensivt fodbold, som er et krav på Camp Nou, og der er næppe nogen tvivl om, at hans idealopstilling er meget tæt på denne:




Som nævnt er der fortsat tvivl om, hvor Coutinho skal spille i Barcelona – og derudover er det lidt usikkert, hvem der skal spille højrebacken samt i det central forsvar med klubikonet Piqué.

Såfremt, at ovenstående er idealopstillingen for Valverde, betyder det, at bænken vil bestå af Jasper Cillesen, Clement Lenglet, Thomas Vermaelen, Arturo Vidal, Rafinha, Sergio Roberto, Malcom og Munir.

Dette er utvivlsomt den stærkeste bænk i Barcelona i mange år, men måske også det største problem. For i de fire kampe med blot tre La Liga-point har der været masser af spilletid til reserverne, og det virker til at have kostet – men mon ikke, at det bliver anderledes til de kommende kampe og efter en lang landskampspause.

I Barcelona skal træner Valverde dog være meget glad for, at de indtager andenpladsen samt at både Atlético Madrid og rivalerne fra Real Madrid er placeret under dem. For de 15 point i otte kampe er alt andet end imponerede i Barcelona, men ikke en katastrofe. Det havde det været, hvis Real Madrid havde haft 22 point… og så havde de mange udskiftninger i startopstillingen samt nyindkøbet Coutinhos mange positioner været til endnu større debat…
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Verdens værste selvmål Premier Leagues bedste mål? Artikel ikon Fem Sergio Agüero-mål Artikel ikon Hund afbrød kamp Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Mourinhos flotte comeback-stats i United Artikel ikon Sarri med sjov Klopp-anekdote Artikel ikon Messis liv bliver lavet til et show Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Premier League-målræve Top 10: Monaco-salg Artikel ikon Top 25: Bedste FIFA 19-spillere Artikel ikon Top 20: Største Ajax-salg nogensinde Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Özil - fra skudlinjen Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Artikel ikon Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Anmeldelse: Fodboldholdet Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Historisk PL-topstrid Liverpool - perfekt start Artikel ikon Uniteds 500 målscorere Artikel ikon Bedste PL-start siden 1908 Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Barcelona jagter unge argentinere Tirsdagens engelske rygter Artikel ikon Marcelo vil også væk Artikel ikon Rygte: Zlatan kan blive Real-spiller Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Mario Gomez
Vidste du om ... Gareth Bale Artikel ikon Vidste du om ... Kylian Mbappé Artikel ikon Vidste du om ... Lionel Messi Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Dortmund-duo mest effektive i Europa Statistik: Så kampafgørende er Icardi Artikel ikon Englands nye sydkyst-konger Artikel ikon Før derbyet: 7 Inter-statistikker Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Dortmund - Atlético Madrid Optakt: Shakhtar D. - Man. City Artikel ikon Optakt: Man. United - Juventus Artikel ikon Optakt: Barcelona - Inter Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Barcelona - Sevilla Startopstillinger: Chelsea - Man. Utd Artikel ikon Startopstillinger: Frankrig - Tyskland Artikel ikon Startopstillinger: Danmark - Østrig Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon 7-up til Arsenal Sassuolo-point på svær udebane Artikel ikon Underholdende pointdeling i Brøndby Artikel ikon Icardi sikrede derby-sejr i sidste minut Artikel ikon Se flere