VM 2018 - Danmarks bedste VM-dækning

Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp

Af Torsten Brix

2018-05-26
Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp

Indkast.dk bringer et kapitel fra den nye bog om Jurgen Klopp "Fuld fart frem".

Det er en smuk sommerdag i Liverpool, og i den traditionsrige arbejderklub nydes den slags bedst på spillernes terrasse, der strækker sig hele vejen langs træningsfaciliteterne, Melwood, fra Jürgen Klopps kommandocenter med flot udsigt over bugten i det ene hjørne, forbi spisesalen helt til den anden ende, hvor klubbens kostvejleder Mona Nemmer og fitnesschefen Andreas Kornmayer har kontorer bag glasfacaden.

Det er slet ikke til at mærke på den dovne eftermiddagsstemning, stilheden på den forladte træningsbane og Jordan Hendersons latter fra bordet ved siden af, at Liverpool om tre dage skal spille en knald-eller-fald-kamp mod Southampton. Der er pres på for at slutte på fjerdepladsen, og kampen skal vindes. Adam Lallana ligner en turist på sin første feriedag, som han smilende misser mod solen. Om han så byttede sin flaske med mineralvand ud med en lyserød cocktail med papirparaply, kunne han ganske enkelt ikke se mere afslappet ud.

Samtalen handler om, hvor svært det er at spille Klopps form for fodbold, men midtbanespilleren fra landsholdet formidler ikke sine og holdets lidelser særlig godt. Det er der en simpel grund til: han finder nemlig nydelse i smerten.

“Jeg var afsted til en landskamp, da Klopp blev ansat den 9. oktober 2015, og jeg kan huske, hvordan jeg ikke kunne vente på at komme tilbage,” siger han. “Jeg slog hans historie op og undersøgte, hvordan hans hold havde spillet. Jeg så ordet gegenpressing alle vegne. Genpres. ‘Heavy metal-stil.' Og fra den allerførste dag, og den første kamp mod Tottenham, var det en meget fysisk krævende måde at spille på. Men du tager det til dig. Det er en udfordring at komme i bedre form. Det er man nødt til for at kunne klare det. Nogle gange skæver jeg til Coutinho og alt hans hårde arbejde. Han erobrer mange bolde, og han har stadig evnen til at sætte en mand af og hamre kuglen op i hjørnet.”

Motion og motivation kommer af det samme latinske ord. Det
ene kan ikke eksistere uden det andet. Klopps allerførste budskab til Liverpools fans – at de skulle ændre sig ‘fra tvivlere til troende' – blev gentaget over for spillerne på Melwood forud for det første træningspas.

“Han talte meget om, at holdet skulle tro på sig selv og ikke være bange for nogen modstander,” husker Lallana. “Han havde tydeligvis selv den selvtillid og udstrålede troen på, at han er en dygtig manager. Du kunne mærke det, så snart han kom ind ad døren. Og jeg tror, det automatisk forplanter sig til hans spillere.”

Før tyskeren kunne begynde at arbejde med spillernes fysik, måtte han ind i hovederne på dem. Der var ingen ide i at gå med i det offentlige hylekor, der kritiserede forsvarsspillerne hårdt og talte om manglende kvalitet til at spille med i toppen. Klopp måtte i stedet arbejde med den trup, han havde til rådighed, og tale deres styrker op. Hans tilgang var at understrege, at det er indsatsen snarere end evnerne, der skaber gode præstationer. Lallana:

“Han sagde: ‘Arbejd hårdt for mig.' Det er det eneste, han kræver. Han kan leve med fejltagelser, og han kan leve med dårlige kampe. ‘Arbejd hårdt for mig og giv mig alt.' Han er overbevist om, at det i sidste ende fører til tekniske færdigheder og kvalitet. Det er det, chefen har tilført mig lige siden kampen mod Tottenham.”

To måneder inde i sæsonen 2015-16 var der hverken plads i kalenderen til ekstra fitnessøvelser eller til at øve det nye presspil. Der var således ikke mulighed for Klopps berygtede dobbelte træningspas, der af eksperter blev kritiseret for at være for krævende og give bagslag, da holdet fik et par muskelskader efter jul. Ad hoc-indførelsen af presspil nødvendiggjorde et stort engagement over hele linjen.

“Det er noget, man som hold tager hinanden i ed på,” siger assistenttræner og chefscout Peter Krawietz. “Det er en social kontrakt. Man aftaler: ‘Yes, det gør vi sammen.' Det nytter ikke noget, at den enkelte gør det alene. Han kan gøre det en gang, og han kan gøre det igen, men så vil han vende sig om og sige:

‘Hvor er alle I andre? Rend mig i røven, hele bundtet. Jeg løber, til jeg segner, og så står I bare der og nyder udsigten.' Det er derfor, der er brug for en bindende aftale mellem alle på holdet:

‘Vi gør det her sammen. Så snart vi mister bolden på den sidste tredjedel, forsøger vi at erobre den tilbage.' Der er et hav af fordele i at gøre sådan. Du bryder modstanderens angreb. Måske kan du fange dem i det øjeblik, de forbereder et angreb og går i position til det. Måske er venstre back på vej frem ad banen. Og så sparer du energi på den måde. Hvis du trækker dig tilbage med otte mand for at forhindre et kontraangreb, skal de otte mand løbe hver 80 meter – det er 640 meter i alt.

Alternativet er, at du spiller velorganiseret gegenpressing på det rette tidspunkt og med den rette intensitet, og så er det kun tre-fire spillere, der løber fem-ti hurtige meter. Det er derfor, det ikke handler så meget om dine ben, men om dit hoved. På et tidspunkt når man dertil, hvor man bliver udmattet. Så skal man blive ved. Holde hovedet højt og arbejde metodisk videre. Det tager sin tid at få hamret det ind i spillerne. Der findes forskellige metoder og øvelser til at træne det. En af dem er videoanalyse:

‘Se her, det her hold er meget kompakt, og spillerne er frygtelig vanskelige at komme forbi, men de er sårbare i præcis det øjeblik, hvor vi erobrer bolden tilbage fra dem.' Den pointe prøvede vi at få til at sidde fast. Når du kan gøre det, og gøre det ordentligt, sparer du også holdet for at løbe en masse meter.”

Lallana, som havde prøvet et lignende system under Mauricio Pochettino i Southampton, oplever, at kollektive aktioner giver en god følelse, der fejer utilfredsheden af banen: “Mentalt er det meget krævende, men når de ti andre gutter alle sammen arbejder på samme måde, så bliver det let. Du nyder at føle smerten, fordi alle de andre også føler den. Du vil blive ved at kæmpe for din holdkammerat. Det gør ondt på ham, det gør ondt på dig, men det er okay. Det er det, manageren kan lide at se – det er sådan, han er. Af og til jubler han over tacklinger, som om der blev scoret. Fordi han ved, det gør ondt.” Han tilføjer, at Klopps spillestil ikke levner plads til afvigere og egoister, som ikke vil indordne sig under kollektivet. “Måske kan du bære en enkelt spiller frem, men han har ikke lyst til at spille på den måde. Det fungerer ikke.”

Hvor vanskeligt var det for Klopp og hans folk at få spillerne til at tænke og spille på den måde? Krawietz overvejer spørgsmålet et øjeblik: “Jeg mener, at det hold, vi overtog, var fuldt ud parat til forandring,” siger han. “De var klar og villige til at prøve noget nyt. De vidste, at der var en grund til, at det ikke var gået så godt tidligere, og at vi stod der nu i rødt og sort træningstøj. Vi kunne mærke det fra første færd. De ville gerne forstå det, vi forsøgte at fylde på dem.” Det skortede ikke på vilje, så udfordringen var i begyndelsen sprogbarrieren. Holdets taktiske hjerne, Zeljko Buvac, var i begyndelsen ikke meget for at tale engelsk, så Klopp oversatte for ham. “Mange gange, mest når han var vred, sagde Klopp: ‘For helvede, hvor ville jeg ønske, jeg kunne tale tysk til jer,'” griner Lallana. “Hans engelsk er faktisk fremragende. Jeg forstår alt, hvad han prøver at sige. Men han er til tider frustreret over det.”

“Jeg fjumrer rundt på mit dårlige engelsk, og holdet lytter,”
sagde Klopp med typisk selvkritik i et interview med det tyske magasin Focus efter en måned på posten. “Alle i klubben tager det i stiv arm og er ivrige efter at udvikle sig, og vi tager den tid, det tager at gøre det ordentligt.” Han havde det så sjovt og arbejdede så hårdt, at han ikke rigtig havde tid til at værdsætte sit held endnu, afslørede han: “Det er selvfølgelig gået lidt hen over hovederne på os, men der har da været øjeblikke, hvor man tænkte: ‘Hvor er det fedt at være træner for Liverpool.' Jeg troede aldrig, jeg skulle ende her.”

Ikke desto mindre tog det et stykke tid, før de forskellige fodboldkulturer gik op i en højere enhed på træningsbanen. “Det var uundgåeligt med enkelte misforståelser,” siger Krawietz. “Alle kaster deres tyve års fodbolderfaring ind i puljen. Du tror så, at alle taler om det samme, men til sidst går det op for dig, at man tænker på to vidt forskellige ting.”

I trænerstabens fortolkning er det strengt forbudt at fælde modstanderen, når man spiller presspil og tackler. Så snart der bliver begået et frispark, har holdets indsats for at erobre bolden været spildt. Men sådan var det ikke i den allerførste taktiske øvelse, som var tænkt som en gang let træning.

Liverpoolspillerne fløj vildt ind i tacklingerne i den tro, at det gjaldt om at bryde modstanderens opbyggende spil med alle tænkelige midler. Klopp var nødt til at afbryde dem og bede dem holde lidt igen. Krawietz husker episoden med et tilfredst smil: “Det var dejligt at se, at drengene var helt klar til at føre de nye ideer ud i livet og ofre sig fuldstændig for sagen. Det gjorde livet meget lettere for os.”

Lallana siger, at spillerne sætter pris på managerens ‘ærlighed':
“Han kan give dig en skideballe, og han kan rose dig til skyerne. Også krammene er virkelig ægte. Han fortæller dig, når han er tilfreds med dig. Han fortæller dig, når han er utilfreds med dig. Han er bare ærlig, troværdig, lige ud af posen. Han kan ikke skjule sine følelser, vel? Hvis der er noget, han gerne vil sige, så siger han det før eller siden. Han siger, at han kan være din ven, men ikke din bedste ven, fordi han en gang imellem er nødt til at have vanskelige samtaler med dig:”

Den belgiske angriber Christian Benteke havde for eksempel noget vanskeligt ved at tilpasse sig holdets nye stil. Klopp indså hurtigt, at den 190 centimeter høje forward ikke egnede sig så godt til en højenergisk spillestil med genpres. Han foretrak i stedet Divock Origi og den tidligere Hoffenheim-angriber Roberto Firmino som falsk 9'er. Klopp og Benteke fandt aldrig rigtig hinanden. Tyskeren havde for mange år siden besluttet med sig selv, at det er nytteløst at forklare en spiller, hvorfor han ikke er udtaget, og at han ikke kan gøre andet end at fortælle ham, hvilke områder han kan forbedre sig spillemæssigt på. Men Benteke kunne ikke forstå trænerens tavshed på det felt, når han nu havde været så ivrig efter at få ham til Borussia Dortmund et par år tidligere. Klopp havde mødt den tidligere Aston Villa-angriber på et hotel i Tyskland og talt entusiastisk om udsigterne til at arbejde sammen og ovenikøbet efterfølgende sendt ham et par sms'er. Men skiftet var aldrig blevet til noget.

Klopp var i øvrigt, ligesom sine kolleger Antonio Conte og José Mourinho, flittig med sine sms'er. Den dag, Dortmund skulle spille selveste Champions League-finalen, sendte han en besked til Kevin De Bruyne, der dengang spillede i Chelsea, og fortalte, hvor meget han glædede sig til at træne belgieren i Dortmund i 2013-14. Det planlagte skifte blev dog i sidste ende afblæst af Chelsea.

Benteke, der kom ind fra bænken på Stamford Bridge, scorede Liverpools tredje mål og sikrede en 3-1-sejr over Chelsea – Klopps første sejr i ligaen efter to uafgjorte (0-0 på Tottenhams bane og 1-1 mod Southampton) og derudover en frustrerende 1-1-kamp i hans debut på hjemmebane mod russiske Rubin Kazan i Europa League og en sejr på 1-0 over Bournemouth i Liga Cuppen. Sejren over Mourinhos mestre i det vestlige London kom i stand på klogt udført kontrafodbold, og den var et afgørende tegn på de hurtige fremskridt. Måske var den massive hype på sportskanaler og avisernes sportssider, siden Klopp var kommet til Merseyside, alligevel på sin plads, når det kom til stykket?

“Kan I vinde ligaen?” spurgte en reporter Klopp efter slutsignalet. “Er du vanvittig?” snappede han forbløffet tilbage. “Til at begynde med troede jeg, at jeg havde misforstået spørgsmålet. Jeg har været her i tre uger. Sidst, Liverpool overhovedet vandt en kamp, var jeg stadig på ferie.” Senere blev han i spillertunnelen bombarderet med spørgsmål om, hvem Liverpool var på jagt efter i transfervinduet til januar og deres chancer for at kvalificere sig til Champions League. På det tidspunkt lå de på ottendepladsen. “Utålmodigheden er ufattelig,” sagde han. “De vil gerne vide, om vi slutter på fjerdepladsen,” råbte han til dommer Mark Clattenburg.

“Velkommen til England,” svarede han tørt.

Klopps tur i privatfly fra Tyskland til Liverpool var blevet fulgt på internet af 35.500 Liverpool-fans, inden klubben indlogerede ham på et boutique-hotel i Hope Street forud for den officielle præsentation af ham. Den kraftige symbolik var ikke tilfældig: I de fleste fans' hoveder var sveberen ikke bare den nye træner, men personificeringen af drømmene om, at Liverpool endelig kom ud af dødvandet som midterhold og fandt tilbage til fordums storhed.

“Valget af ham føles så instinktivt rigtigt, fordi den 48-åriges store personlighed øjeblikkeligt vil skære igennem det meste af den tavshed og fortabthed, som har hvilet over Anfield, siden klubben i 2014 var tæt på at vinde mesterskabet, og sikre, at volumen fra nu af bliver skruet helt op på 10,” skrev The Guardian. Den tidligere Liverpool-spiller Mark Lawrenson, som normalt ikke viser de store følelser, spåede, at Klopp ville “bringe begejstringen tilbage til Anfield”. Med sin “kæmpestore personlighed og sit 1.000 megawatt-smil kan han sælge billetter,” tilføjede Lawrenson under en pause i optagelserne til Liverpools internetkanal lfc.tv i et højhus i byens centrum. “Folk håber, at han kan bringe de gode, gamle dage tilbage. Det har i sig selv en værdi.”

Der findes intet andet fodboldland, hvor man tror så meget på, at en manager kan ændre holdets resultater, som England. Og takket være Bill Shankley er Liverpool den by, der tror allermest på det. Klubbens storhedstid og den langt mere problemfyldte nutid, hvor de har været tvunget til at jagte deres rigere rivaler, har skabt et ustabilt klima, der har svinget faretruende mellem overdrevne forventninger og dyb depression. Mange potentielle frelsere har været igennem svingdøren uden at finde sig til rette på den vanskelige post.

Ved præsentationen fremstod Klopp fuldstændig afslappet, klædt i mørke jeans, sort blazer og Chelsea-støvler. Han mente godt, han kunne tilføre klubben energi og få hjulene i gang, men han erkendte også, hvor vanskelig udfordringen var: “Vi skal ikke slæbe rundt med 20 kilo historie på ryggen,” advarede han, ligesom klubben heller ikke skulle begræde sit forholdsvis begrænsede budget. “Vi skal ikke tænke på penge, kun på fodbold.” Amen.

Han tilføjede, at Liverpools situation slet ikke var så dårlig: “Det er et godt tidspunkt til at gennemføre ændringer og begynde forfra.” Han lovede, at “fodbold med speederen i bund” ville skabe maksimal passion på stadion og var samtidig omhyggelig med at underspille sin egen betydning. Han var hverken “en klovn” eller “et geni”, “bedrevidende” eller “en drømmer”, indrømmede han åbent, før han leverede sin punchline: “Jeg er bare en ganske almindelig mand fra Schwarzwald. Jeg er The Normal One.” Der rejste sig et latterbrøl. Det kræver en god del selvsikkerhed at erklære foran verdenspressen før sin første dag i en stor stilling, at man bare er ganske almindelig. Det mindede Süddeutsche Zeitung om den berømte scene i Monty Pythons Life of Brian, hvor hovedpersonen forgæves forsøger at overbevise en gruppe disciple om, at han overhovedet ikke er deres beundring værdig.

“Kun den sande Messias benægter sin egen guddommelighed,” udbryder en kvinde. Liverpool indså hurtigt det markedsføringsmæssige potentiale i den nye styrmand. ‘The Normal One' blev meget passende gjort til et varemærke, og Liverpool producerede et overflødighedshorn af officiel merchandise, der bar det slogan. Liverpool-chefen Mike Gordon var ikke overrasket over den store hype omkring Klopp som ny cheftræner:

“Jürgen Klopp og Liverpool FC er i sandhed et guddommeligt match. Vores fans er dybt passionerede, de har forstand på fodbold, og de har stærke følelser for klubben. Derfor forstod de straks, at denne mand var som født til at stå i spidsen for det, der betyder så meget for dem. Selv om jeg bliver ved at sige, at Jürgen er langt mere indhold end form, så er hans fremtoning alligevel meget overbevisende. Det kan alle vist være enige om. Det er ikke overraskende, at folket omgående tog ham til sig helt uden forbehold. Det begyndte allerede på den første pressekonference. Og det er noget af det mest forudsigelige, der er sket indtil nu.”

Gordon forudså over for LFC's presseafdeling, at de i den nye manager ville få ‘en Ferrari.' Også Kenny Dalglish spåede, at det ville blive spændende: “Jeg har lige hørt Klopps pressekonference, og han lyder meget, meget overbevisende,” sagde den forhenværende træner. “Jeg tror, fansene skal spænde sikkerhedsbæltet og nyde turen, for jeg er sikker på, at de kommer til at elske ham.”

Klopps bekendte fra Tyskland, der kom til Liverpool for at besøge ham i hans første sæson i England, bemærkede, at alle på Anfield og Melwood gladelig åbnede døre for dem, så snart de fortalte, at de var kommet for at mødes med manageren.

Tvreporter Martin Quast sad en dag på Klopps kontor og ventede på et kort interview, og han kunne allerede høre sin vens latter give genlyd ned ad gangene: “Jeg kiggede ud og så Liverpool-ansatte, der alle løb rundt med store smil på læberne. Og selvfølgelig er Kloppo der sammen med dem, laver sjov og får dem til at føle sig godt tilpas. Den åbenhed er hans stil. Jeg kan huske, at i hans hjem i Mainz stod dørene til de forskellige lejligheder i ejendommen altid åbne, og hans overbo kom bare forbi til morgenmad. Han elsker simpelt hen at have mennesker omkring sig.” Han er så åben, at det er ham, folk på Melwood kommer til med deres problemer og bekymringer. Mindst en af de ansatte hos Liverpool har for eksempel brugt Klopp som rådgiver omkring sine problemer i parforholdet.

Da sveberen kom til Liverpool, var det målmanden Simon Mignolet, der stod for at organisere de forskellige sammenkomster og holdbegivenheder. Klopp opsøgte ham og sagde, at det ville der blive meget mere af i de kommende måneder: “Vi er ét hold og én stor familie,” erklærede den nye manager. Klopp gjorde det klart, at den grundregel ikke bare gjaldt spillerne, men hele personalet. Han lærte sig navnene på alle Melwoods 80 ansatte og samlede dem alle i spisesalen sammen med spillerne, mens han forklarede, at truppen og de ansatte havde ‘et ansvar' for at hjælpe hinanden til at præstere deres bedste.

Klopp mente også, at publikum på stadion havde en vigtig rolle at spille, men det var ikke noget, han udtrykte krav eller forventninger om. I Mainz og Dortmund havde han ofte set, hvordan energien fra stadion hjalp spillerne til at præstere mere, men Anfield var faldet af på den som heksekedel. I Klopps første nederlag som Liverpool-træner, 1-2 til Crystal Palace i november 2015, forlod store dele af publikum stadion otte minutter før tid. “Jeg følte mig ret alene i det øjeblik,” sagde han bagefter, tydeligt skuffet over, at publikum havde kapituleret for tidligt. Men som nytilkommen indvandrer var han nødt til at passe på ikke at give publikum ansvaret for det dårlige resultat. Fansenes reaktion var en forståelig, stiltiende demonstration af deres forventninger: Han og holdet havde en pligt til at spille seværdig fodbold, der kunne give løfter om succes lige indtil sidste fløjt, erkendte han: “Det må være vores ansvar, at ingen har lyst til at forlade stadion så meget som et minut før tid, fordi alt stadig kan ske,” sagde Klopp. “Det skal vi vise publikum, og det gjorde vi ikke.”

I den næste ligakamp på Manchester Citys stadion, The Etihad, fandt Liverpool sig straks langt bedre til rette. Klopps hold pillede det usikre City-forsvar fra hinanden, og sejren på 4-1 gav håb om, at lykken var ved at vende. Halvandet år senere mener Lallana, at den tur ad M62-motorvejen til Manchester førte til “den bedste kamp” under Klopp indtil videre. “Jeg nød det virkelig. Det var en rigtig holdindsats,” siger han.

Det efterfølgende møde med samme modstander i Liga Cupfinalen blev dog knap så stor en nydelse for Lallana og resten af holdet. Liverpool kom flot tilbage og fik udlignet til 1-1 på Wembley mod et City-mandskab med større individuelle kvaliteter, men de tabte straffesparkskonkurrencen efter en forlænget spilletid uden yderligere scoringer. “Vi er i kulkælderen, men nu må vi rejse os. Kun fjolser bliver liggende på gulvet og venter på det næste nederlag,” sagde Klopp. Hans frustration over, at det glippede for ham at hente det første stykke sølvtøj i England, blev dulmet af bevidstheden om, at Liverpool havde kæmpet heroisk, da kræfterne var ved at slippe op.

I ligaen havde de imidlertid svært ved at finde stabiliteten.
Store sejre blev fulgt op af uafgjorte kampe og nederlag til mindre modstandere i et skræmmende mønster, der skulle blive alt for velkendt. Et halvt år efter, at Klopp havde overtaget roret i Merseyside, rodede holdet stadig rundt et godt stykke fra de placeringer, der giver adgang til de europæiske turneringer.
“Jürgen har gjort mange ting rigtigt,” sagde Steve McManaman i april 2016 til Süddeutsche Zeitung. “Han er meget populær, selv blandt fans af andre klubber. I det seneste par måneder er mange fans af Manchester United, Arsenal og Chelsea kommet hen til mig og har sagt: ‘Bare han var vores manager.' Han er meget karismatisk, han siger de rigtige ting, og folk elsker hans stil på sidelinjen. Jürgen har vundet fansenes tillid. De tror på ham. Men i forhold til resultater mangler der tydeligvis noget stabilitet. Jürgens hold har ikke bredde og kvalitet til at levere fem-seks virkelig gode kampe i træk.”

Stod det lidt sløjt til med fremskridtet målt på point, kunne det til gengæld måles i decibel. De entusiastiske fans på The Kop var begyndt at lægge tvivlen til side og finde den fælles stemme frem igen efter næsten et helt tiår uden et afgørende trofæ. Midt i december scorede den belgiske angriber Divock Origi til 2-2 kort før tid i hjemmekampen mod West Bromwich og sikrede på dramatisk vis Liverpool et point. Klopp stillede med spillerne foran stadion efter kampen for at vise sin og holdets taknemmelighed over, at fansene var blevet til det sidste for at bakke holdet op. “I aften var stemningen den bedste, siden jeg kom til,” sagde han. “Selvfølgelig er folk skuffede, men det lod de sig ikke mærke med over for os. Fansene kunne godt se, at drengene prøvede alt og spillede fodbold.” Ikke overraskende blev den udmelding visse steder udlagt som overdreven begejstring over et middelmådigt resultat mod en middelmådig modstander, men Klopp var ligeglad med, hvad folk uden for klubben mente. I hans egen optik var hans hyldest til spillerne intelligent fanpleje, der skulle minde fodboldfolket om, hvor stor magt de har til at påvirke resultatet. Den, der sår vind, høster storm. Og der var ikke langt til høst.

I Europa Leagues ottendedelsfinaler trak Liverpool arvefjenden Manchester United. Den europæiske andenrangsturnering, der ellers havde været betragtet som en uvelkommen trøstpræmie for hold, der sluttede udenfor top fire, gav den endelige vinder adgang til Champions League ad bagdøren og – næsten endnu vigtigere – en chance for at ødelægge Uniteds sæson. Anfield sitrede af spænding, stemningen passede til en stor europæisk kamp, og det hjalp hjemmeholdet til en flot 2-0-sejr i det første opgør. Returkampen blev kørt køligt og kontrolleret hjem med 1-1 på Old Trafford, og Liverpool var videre til kvartfinalerne. Klopp kendte den næste modstander ganske godt. Det var Borussia Dortmund.

“Disse to kampe var i den grad en udfordring for os begge – og for vores venskab,” siger Borussias direktør Hans-Joachim Watzke, tydeligt lettet over, at saxofonisten i hotellobbyen i Marbella endelig er færdig med sit potpourri over Kenny G's største hits. “Vi var nødt til at gøre nogle ting, vi normalt ikke ville have gjort.” Watzke havde indtrængende bedt spillerne om at “være klar til kamp og ikke kram” forud for den følelsesladede genforening med deres tidligere træner. “Han er ude på at slagte vores hold og vores fans med venlighed som våben,” advarede BVB-bossen. “Men det er ikke vores ven Kloppo, vi skal spille mod. Vi skal være klar til en hård fight.”

Watzke understreger, at han ikke sagde noget respektløst: “Jeg sagde kun: ‘De her kampe skal ikke gøres til en Jürgen Kloppfestival.' Jeg havde hørt, at han var lidt småfornærmet over det, og jeg kunne tydeligt se på den måde, hans familie hilste på mig på forud for returkampen i Liverpool, at han i den grad havde taget det ilde op. Det generede ham også, at det virkede.” Det virkede dog kun til en vis grænse, hvilket Watzke blankt erkender. Publikum på Signal Iduna Park var klar til kamp, men spillerne havde svært ved at forholde sig til, at Klopp sad på modstanderens bænk. “I en normal kamp ville vi slå dem,” siger Watzke. “Men det var ikke en almindelig kamp. Holdet var helt hæmmet i begyndelsen, og i hele første halvleg var det tydeligt, at vi manglede bid. Det havde sikkert været værre endnu, hvis jeg ikke på forhånd havde advaret både spillerne og folk omkring klubben.”

Klopp kunne ikke skjule, at han også var berørt af at vende tilbage til Westfalen. “Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at alle de begivenheder ikke slog benene en smule væk under mig,” sagde han efter kampen, der endte 1-1. Den iskolde facade, han havde vist dagen forinden, var, indrømmede han nu, netop en facade: “Jeg vil da hellere være her end i Nordkorea,” havde han spøgefuldt sagt op til kampen. “Men jeg tror ikke, det vil påvirke mig særligt følelsesmæssigt. Vi klæder om og går ud og spiller kampen. Og det er så det.”

Dortmund havde andre ting at slås med. De havde spillet fremragende hidtil i sæsonen, men Thomas Tuchels tropper kom først i gang langt inde i 2. halvleg. Liverpool kunne rejse hjem med fordel af et vigtigt udebanemål efter slutresultatet 1-1. “Det kommer til at syde på Anfield,” advarede Klopp.

Konkurrencemennesket i ham havde sat den følelsesmæssige forbindelse til hans forhenværende fæller ud af spillet for en stund. “Jeg stødte på ham udenfor omklædningsrummene – de ligger tæt på hinanden på Anfield – og ønskede ham ‘god kamp',” siger BVB's holdleder Fritz Lünschermann. “Han svarede: ‘Hør her, dit røvhul. Jeg ønsker ikke en god kamp. Jeg vil bare vinde.'”

Lige fra begyndelsen var det Dortmund, der pressede Liverpool.
Bundesligamandskabets mange dybdeløb på den sidste tredjedel af banen overrumplede fuldstændig holdet fra Merseyside, der stod på flade fødder og kom bagud 0-2 i løbet af blot ni minutter. Premier League-mandskabet skulle score tre mål for at gå videre mod et klart bedre hold. Kampen var forbi.
Men sådan så Klopp ikke på det. I omklædningsrummet i pausen viste han sit hold klip fra tre Liverpool-angreb, der var tæt på at bære frugt, og forsikrede dem om, at der ville komme flere chancer.

Han mindede også spillerne om, at deres klub var i stand til at vinde i de mest umulige situationer, og nævnte det vildeste comeback i historien, Liverpools sejr over AC Milan i Champions League-finalen i Istanbul i 2005, hvor de var bagud 3-0 ved pausen. “Han sagde, at vi skulle gå ud og skabe noget, vi kunne fortælle vores børnebørn om engang,” siger Origi.
Den belgiske angribers scoring kort efter pausen bragte håbet tilbage, men Dortmund slog til og vandt kampen for anden gang efter 57 minutter, da Marco Reus sendte bolden i nettet efter endnu et flot angreb. 3-1, og Liverpool så slagne ud. Anfield var klar til at se det uundgåelige i øjnene.

Men der var stadig én mand, klædt helt i hvidt, som nægtede at acceptere nederlaget. Klopp siger, at han både kunne “lugte, høre og mærke sensationen.” Han opildnede publikum til at støtte holdet og fik vendt den truende håbløshed til trods. “Det virkede, som om han havde skiftet sig selv ind som 12.-mand, for det var ham, som motiverede både spillere og fans og satte dem i gang,” skrev Die Welt.

“Han skabte et inferno fra sidelinjen. Det er han god til,” siger Watzke. “Det er helt fair at bruge publikum imod os. Set i retrospekt, var det jo hans opgave, nøjagtig som det havde været min opgave i den første kamp. Men det var alligevel mærkeligt for os. Jeg har sjældent set noget lignende, jeg mener, det var meget dramatisk.” Også Norbert Dickel følte sig på en eller anden måde såret over, at Klopp vendte stadion imod dem: “Jeg brød mig ikke om, at han piskede publikumsstemningen op på den måde,” siger den tidligere BVB-angriber. “Det var professionelt, set fra hans side. I hans øjne gjorde han det rigtige, men sådan havde vi det ikke. Det kunne han godt have undladt. Jeg ved, at han aldrig vil indrømme det. Og jeg er heller ikke vred på ham mere.”

Midt i 2. halvleg reducerede Philippe Coutinho til 2-3, og Liverpool manglede nu kun to mål. Tyskerne spillede fortsat fremragende og var teknisk set klart bedre end hjemmeholdet. Men det var en af de aftener, hvor støjen på Anfield bliver et stærkt våben, og hvor modstanderen stivner i projektørlyset. En uforklarlig kraft svævede ind over stadion og førte kampen ind i en drømmeverden – eller mareridtsverden. Det afhang af, hvem man holdt med. “Vi var ved at skide i bukserne,” fortalte Mats Hummels senere. Dortmund var så rystet, at “forskellige dele af holdet spillede helt forskellige systemer.”

I samme øjeblik Mamadou Sakho headede udligningen ind 12 minutter før tid, vidste Watzke, at det var forbi: “I det øjeblik indstillede jeg mig på at tabe,” siger han. “Vi ved kun alt for godt, hvor megen kraft Jürgen kunne generere på sidelinjen. Det er ikke nogen tilfældighed, at vi i hans tid scorede mange mål i de sidste minutter. Mod Malaga var han den eneste på hele stadion, der troede på, at vi stadig kunne nå det, og det gjorde vi. Da det blev 3-3, var det kun et spørgsmål om tid, før de ville score igen. Og hele stadion ...” Han færdiggør ikke sætningen, men bliver overvældet af en blanding af gru og beundring. “Karl-Heinz Riedle og Nuri Şahin havde begge spillet for Liverpool, og de fortalte mig, at de aldrig havde set noget lignende. Den stemning var unik. Og det var Jürgen, der skabte den.”

Dejan Lovren frembragte miraklet to minutter inde i overtiden. Klopp kunne til at begynde med ikke tro, at bolden faktisk var over mållinjen. Da kampen blev fløjtet af, og Liverpool havde vundet, råbte hele stadion taktfast hans navn igen og igen. “Den tyske manager forlod arenaen som en gladiator på vej ud af Colosseum efter at have slagtet et stort monster,” skrev The Independent. Hans sønderknuste modstander, Tuchel, kunne slet ikke forlige sig med resultatet: “Jeg kan ikke forklare det, for der findes ingen logisk forklaring. Kampen blev vundet på følelser,” sagde han, mens han stirrede tomt frem for sig i dyb skuffelse. Ulig den erfarne mirakelmager, Klopp, havde han ikke kunnet forudse det inferno, der ventede ham. Han kunne simpelt hen ikke forestille sig, at begivenhederne kunne tage en så ulogisk drejning. Og han savnede midlerne til at gøre noget ved det.

“Det var et af de værste nederlag i mine 12 år i Dortmund,” siger Watzke. “Ikke på grund af Jürgen – i sidste ende undte jeg ham det faktisk. Næh, det var, fordi vi var så tæt på at vinde et internationalt trofæ. Jeg tror faktisk, vi kunne have vundet det. Vi blev selvfølgelig slået ud i Liverpool, men jeg føler faktisk, vi tabte slaget allerede i Dortmund.” Han tilføjer, at det tog en måned, før hans forhold til den tidligere Borussia-træner var genetableret. “Jeg tror aldrig, jeg kommer til at opleve noget lignende. Men vores venskab er stærkt nok til at kunne klare det.”

“Jeg ved, at det måske lyder mærkeligt, men hvis jeg skal være helt ærlig, så syntes jeg, han fortjente det,” siger den tidligere BVB-midtbanespiller Ilkay Gündoğan, der nu spiller i Manchester City. “Selv om vi blev slået ud, og det gjorde virkelig ondt, glædede jeg mig på hans vegne.” Lünschermann havde også bemærket, at spillerne rent ubevidst var Klopp venligt stemt:

“Hans tidligere spillere føler stadig et stærkt følelsesmæssigt bånd til ham. Det så man, da Sven Bender var ovre at give ham en highfive under opvarmningen. Det behagede vist ikke alle. Men jeg forstår det godt.”

Liverpools ejere, FSG, var nu overbevist. I april forelagde de Klopp og hans folk et tilbud om at forlænge kontrakten til 2022. “Når du har en mand med Jürgens kvaliteter indenfor dørene, giver det rigtig god mening at sikre sig den person i lang tid fremover,” erklærede medejer af FSG John Henry, bestyrelsesformand Tom Werner og præsident Mike Gordon, efter at aftalen var underskrevet i juli. “Det ville være uansvarligt ikke at gøre det.” Til gengæld for bestyrelsens tillid lovede Klopp klubben evig loyalitet: “Jeg skifter aldrig til en anden klub i Premier League,” forsikrede han de amerikanske ejere.

FSG og trænerstaben var enige om, at det i de sidste to måneder af sæsonen var bedre at fokusere holdets begrænsede ressourcer på at vinde Europa League. Liverpool forsøgte naturligvis stadig at avancere i ligaen, men hovedvægten lå tydeligvis på at forsøge at vinde finalen i Basel.
Villarreal blev fejet relativt let til side i semifinalen, men de forsvarende mestre Sevilla var straks hårdere at bide skeer med. Unai Emerys hold lod sig ikke anfægte af Daniel Sturridges fremragende føringsmål med ydersiden efter 35 minutter. Efter pausen leverede de et fremragende comeback med tre scoringer og vandt trofæet for tredje gang i træk.

Når Krawietz ser tilbage på nederlaget, forklarer han Liverpools kollaps i 2. halvleg med “en blanding af fysisk udmattelse og en mental klump i halsen” – det sidste via Kevin Gameiros udligning blot et minut efter pausen. “Vi savnede stabilitet. Første halvleg var o.k. uden at være fremragende. Set i bakspejlet mener jeg, at perioden lige efter pausen var Sevillas sidste chance. De greb den med kløgt. De udnyttede momentum og fik vendt billedet. Vi var mentalt forberedt på, at de ville spille deres chance, og at vi ville få chancer på kontraangreb, så planen, da vi førte 1-0 ved pausen, var at holde stillingen og vente på, at de mistede troen på det. Men de gav bolden op, og kort efter lå den i nettet. De sagde: hurra. Vi tænkte: aargh. Vi kunne ikke komme igen efter den dukkert, og fysisk havde vi heller ikke mere tilbage i tanken.”

“Jeg har selv prøvet det, så jeg ved, hvor svært det er at vinde et europæisk trofæ,” siger den tidligere Liverpool-forsvarer Jamie Carragher. “Det var derfor, det var så stor en skuffelse at tabe finalen. Men man tænker tilbage på vejen til finalen og de legendariske aftener, vi oplevede: Manchester, Villarreal. Og især selvfølgelig Borussia Dortmund ...”

Glade minder kan ikke helt fylde den tomme plads i trofæskabet. Men hvis du er heldig, bliver de hos dig for evigt – præcis som pokalen ville have gjort.



Magasin-artikler
Fra sort til hvid - for de rød/sorte
Fremtiden ser lys ud for AC Milan – eller gør den? Indkast.dk rejste til modebyen for at finde svaret…
”I Fantastici 4 – Il Nuovo Milan”…

Sådan var overskriften i den italienske sportsavis - Corriere delle Sport – op til AC Milans hjemmekamp mod nedrykningstruede Hellas Verona. Overskriften henviser til, at AC Milan med kvarten Giacomo Bonaventura, Leonardo Bonucci, Franck Kessie og Hakan Calhanoulu havde fire forskellige og meget afgørende typer. Avisen døbte dem altmuligmanden, lederen, giganten og fantasten…

Min rejsefælde og jeg havde dog næsten ikke sat – eller rettere stillet - os på det stemningsfyldte Curva Sud, før de omkringstående havde gjort det klart, at Suso og især den blot 20-årige angriber Patrick Cutrone også har en stor betydning for dette Milan-hold. Sidstnævnte scorede kampens andet mål i hjemmeholdets 4-1-sejr, og den unge mand på min venstre side slog kontant fast om Cutrone: ”Han er Milans fremtid”. Men hvordan ser denne fremtid egentlig ud?

Efter snart syv år med italienske mesterskaber til Juventus begyndte AC Milan at røre på sig sidste forår. Den nye kinesiske ejer Li Youghong blev fotograferet ved klubovertagelsen sammen med den aldrende klubejer Silvio Berlusconi – men siden overtagelsen har der været alt for meget kaos.

Hurtigt efter overtagelsen placerede den italienske presse skår i glæden i forhold til den nye kinesiske ejer Li Youghong, der overtog klubben, efter kontroversielle Silvio Berlusconi havde været klubejer i mere end tre årtier.


Hvem skal eje AC Milan?
Midt i overdragelsen sagde AC Milan-eksperten Alberto Costa direkte på italiensk tv, at han havde stor tvivl omkring den forestående klubovertagelse. Han mente simpelthen ikke, at den kinesiske rigmand havde nok ressourcer til at rette Milano-holdet op igen.

Senere kom det frem, at det ikke var Youghong, der skulle overtage klubben, men derimod investeringsselskabet Sino-Europe Sports Investment fra Hong Kong. De skulle betale for overtagelsen, men herefter fulgte en masse kaos, som vist passer meget godt på Berlusconi.

For pludselig skulle den kinesiske regering også være en del af den noget sammensatte investorkreds, og midt i dette meldte Li Youghong ud, at for at overtage AC Milan ville det koste omkring de syv milliarder kroner – blandt andet for at betale klubbens store gæld.

Kort tid inden overtagelsen måtte Youghong låne de godt tre milliarder kroner hos det amerikanske firma – Elliott Management. Dette lån skulle ifølge kilder til Reuters have en gastronomisk rente på 11,5 %. Risikoen ved dette skal man nok ikke undervurdere, og der findes mange skrækeksempler på kinesere, der ejer fodboldklubber i Europa. Hos Aston Villa gik det ikke som forventet med Tony Xia fra Recon Group, og klubben står næsten i ”l…” til halsen, mens det også er tvivlsomt, hvordan det ender med Zhang Jindong, der ejer næsten 70 % af AC Milans rivaler fra Inter. For i hjemlandet Kina har regeringen iværksat en opstamning for disse gigantiske summer, som bliver placeret langt fra Beijing, og det skulle være grunden til, at Li Yonghong pludselig blev nødt til at optage flere højrisiko lån forskellige steder i verden – og dette kan ende med at få enorm betydning for AC Milans fremtid.


Ligner ikke en bestyrelse - for en fodboldklub
For at en investering som denne skulle blive rentabel, forventer flere eksperter, at investorerne i AC Milan også vil investere i andre ting i den italienske modeby - som ejendomme og en masse nye butikker. Udvælgelsen til bestyrelsen indikerer også dette. Kun et medlem havde en fortid fra fodboldens verden - nemlig Marco Fassone. Forretningsmanden Bo Lu kommer fra en kapitalfond og Xu Renshuo er tidligere entreprenør, mens der – udover Fassone - er kommet tre italiener med. Marco Patuano kommer fra et italiensk teleselskab, Roberto Cappelli er advokat og Paolo Scaroni har været hos et oliefirma.

Samlet set er det forretningsfolk, som har gigantisk mange penge, men dem kan der også blive brug for, hvis AC Milan skal tilbage til den europæisk top, men vil bestyrelsesmedlemmerne også investere i klubben?

AC Milan spiller en massiv rolle i italiensk fodbold og er også en del af den nationale stolthed, men denne kan godt lide et knæk. For opfattelsen og historien om Milans nye ejer har en skyggeside. Som Donald Trump tidligere har sagt, så findes der ”alternative facts”, og det kan også blive tilfældet ved denne overtagelse – for hvem kommer egentlig til at eje klubben og hvad er deres intention? I forbindelse med klubovertagelsen sagde Berlusconi:

- Denne overdragelse sker både med smerte og store følelser, men samtidigt også med den anerkendelse, at en familie ikke længere kan drive en fodboldklub, da der skal langt større kræfter til.

Det er nu snart syv år siden, at Milano-holdet sidst har vundet det italienske mesterskab, men kan de fortsætter med at opruste truppen efter de har fået styr på økonomien – kan de komme til at true usårlige Juventus. I sidste regnskabsår skulle AC Milan have haft et underskud på 800 millioner kroner, så der venter en stor opgave – både på og udenfor San Siro - og meget er fortsat italiensk kaos.


Verdens ældste erhverv og Serie B
På stadion var der også italiensk kaos, men også en underlig stemning af usikkerhed på fremtiden – for dette nye hold som skal præstere nu. Opbakningen fejlede dog ikke noget for de næsten 50.000 tilskuere til kampen. De sendte klare hilsner til Inter-fansene med håb om en god fremtid for deres mødre indenfor verdens ældste erhverv og Hellas Verona fik også en humorrisk hilsen med på vejen med held og lykke i næste sæson, nu hvor de skal spille om lørdagen. I Italien er der en tradition for, at de fleste Serie B-kampe spilles om lørdagen, mens Serie A primært spilles om søndagen.

Tjeneren Giulio Cupello på det gode spisested Parma & co., som ligger imellem vores hotel Ritter og den kendte restaurantsgade Via Fiori Chiari, holder netop med Inter. Her spiste vi fantastisk mad dagen inden kampen, og hurtigt faldt jeg i snak med den jurastuderende Giulio, som viste sig at have en unik fodboldindsigt. Han forstod dog ikke, hvorfor jeg ikke hellere ville se søndagens kamp, hvor Inter endte med at slå Udinese med 4-0. Han blev dog helt flakkende i øjnene, da snakken faldt på sæsonens sidste kamp mellem Inter og Lazio. En kamp som meget vel kan ende med en direkte duel om Champions League-pladsen til næste sæson. Den kamp skal Inter vinde for at hævne samme opgør fra 2001/02, hvor Lazio – også i sidste spillerunde – tog mesterskabet fra Inter ved at vinde 4-2. Resultatet betyd, at Inter i stedet sluttede på tredjepladsen og dermed ikke på en Champions League-givende position.


Kan uprøvede Gattuso sende AC Milan i Champions League?
I forhold til det sportslige på San Siro var der også et kæmpe skridt imellem Hellas Verona og AC Milan. Hjemmeholdet så faktisk ganske harmoniske ud, men sådan startede sæsonen ikke. Sommerens indkøb på omkring 1,5 milliard kroner kunne træner Vincenzo Montella ikke udnytte, og i november blev han fyret. I stedet blev Gennaro Gattuso ansat efter en meget blandet trænerkarriere. I slutningen af den aktive karriere var han spillende assistent-træner i schweiziske FC Sion, inden han blev fyret i Maurizio Zamparinis galehus på Sicilien. Herefter opsagde han kontrakten med Kreta-klubben OFI efter økonomiske problemer – ligesom i Pisa.

Så Gattuso var en lottokupon i AC Milan, og den udløste ikke nogen gevinst til at starte med. Oprykkerne Benevento fik i Gattusos debutkamp som Milan-træner deres første Serie A-point, men siden er det gået helt anderledes – og i kampen mod Hellas Verona kunne man næsten fornemme, hvad Gattuso har bidraget med. Flere gange i løbet af kampen kom en spiller på sidelinjen for at klappe den meget medlevende træner i hænderne. Gattuso ligner som træner den gigantiske fighter, som han var som spiller. Han spillede hele 467 officielle kampe for Milano-klubben – alle med et gigantisk klubhjerte for klubben fra 1899. ”Vinderen” Gattuso har ifølge Tipsbladet sagt:

- Det er nyttesløst fortsat at tale om Gattuso som spiller. Ånden og attituden til aldrig at give op er blevet hos mig. Jeg vil aldrig tabe; end ikke når jeg spiller bordfodbold mod min søn. Den er der altid. Men jeg har taget en uddannelse for at blive træner, og de forærede mig ikke min licens. Man kan ikke kun forberede sig på kampe kun med hjerte og vilje. Man skal også arbejde på den fysiske form og den tekniske og taktiske forberedelse.

Vildskaben og vindermentaliteten er også blevet indplantet på det nuværende AC Milan-hold. For i næsten 80 dage tabte de ikke – inden Arsenal mødte dem i Europa League. Den gode periode sendte Milan op imod de europæiske pladser, og dermed var Gattuso lykkedes med det, som andre tidligere spillere fra AC Milan – som Clarence Seedorf eller Filippo Inzaghi – ikke var lykkedes med. Nemlig at få succes som både spiller og træner i klubben. Måske fordi Gattuso havde indført den tiltalende spillestil med masse af hjerte – men måske også fordi, at han er et helt specielt menneske.

Tidligere på året kom det frem, at Gattuso som Milan-spiller inden en vigtig Champions League-kamp mod Manchester United spiste en snegl, fordi holdkammeraterne ikke troede på, at ”Rino” turde. Sammenlagt fik han 15.000 euro for at gøre det, og han gav straks pengene til holdets fire fysiske trænere. Derudover har Andrea Pirlo i selvbiografien ”Penso quindi gioco” om Gattuso skrevet:

- Han er ikke bogstavernes mand, en dygtig orator eller medlem af Accademia della Crusca [en forening der søger at bevare det italienske sprog, red.].

Men han beskriver også, hvordan han og Daniele De Rossi tømte en skumslukker ud over Gattuso i forbindelse med en VM-kvalifikationskamp til VM 2010, hvor Gattuso ikke var taget med holdkammeraterne i byen. Samlet set har Pirlo dog stor respekt for Gattuso, og han har endvidere skrevet:

- Man har brug for støtter som ham i et omklædningsrum. Kroppe bliver ældre, men karisma ældes ikke. Man løber mindre, men ens personlighed betyder mere. ”Rinos” ord var lov i Milan, og alle nye spillere var klar over, at hvis de lavede en fejl, var det første, de skulle gøre, at forklare sig til ham. Alene at have den viden reducerede drastisk mulighederne for, at folk fuckede op. Sådan var det dengang, hvilket står meget godt i tråd med dette citat fra træneren Gattuso:

- Mit arbejde er at være spillernes mareridt frem til slutningen af sæsonen. Jeg forventede ingenting, da jeg ankom, jeg vidste bare, at jeg havde fået udleveret en varm kartoffel. Jeg kan lide at lide. Jeg nyder ikke ting, der er for nemme, så jeg valgte Milan, fordi det er mit hjem. Jeg bar denne trøje i 14 år; den er en del af mig. At arbejde her er vidunderligt, og vi må se, hvordan det ender, skulle Gattuso have sagt ifølge Tipsbladet.

På San Siro bliver klubbens gamle legender – som Gattuso – hyldet, og de fleste af fansenes trøjer har et ”10-tal” på ryggen. Et nummer som Andrea Pirlo blandt andet har spillet med siden årstusindeskiftet sammen med store fodboldnavne som Rui Costa, Clarence Seedorf, Rivaldo, Kaká og Ronaldinho.

Nutidens 10'er er Hakan Calhanoglu, som er en del af ”I Fantastici 4 – Il Nuovo Milan” – altså det nye Milan. Den økonomiske situation i klubben gør dog, at det kan være svært at vurdere om fremtiden er sort eller hvid for den rød/sorte del af smukke Milano.


Indkast.dk's tur til Milano blev sponsoreret af Travelsense

Vil du i øvrigt gerne skrives op til AC Milans kampe næste sæson, så kan man gøre det her
Læs hele artiklen
Wolverhampton – Genrejsning på Molineux
Der er opsejling til noget stort i Wolverhampton Wanderers. Indkast.dk stiller skarpt på Premier Leagues rige oprykkere.
I lørdags sikrede Wolverhampton Wanderers sig en velfortjent oprykning til Premier League, og derfor er klubben fra West Midlands kommet på alles læber i England. Dette scenarie lå ellers ikke ligefrem i kortene, hvis vi spoler fem år tilbage i tiden. Her nåede Wolverhampton et historisk lavpunkt ved at rykke ned i League One. Nedrykningen til Englands tredje bedste fodboldrække var kulminationen på klubbens største identitetskrise siden de glade 1950'ere, hvor det blev til hele tre mesterskaber. I dag er smilene dog igen vendt tilbage på Molineux, og det er takket været en hel del milliarder fra Kina.

Enorme ambitioner
I juli 2016 blev Wolverhampton overtaget af den kinesiske investeringsgruppe ved navn Fosun Group, som bliver ledet af mangemilliardæren Guo Guangchang. Han er den 34. rigeste mand i Kina, hvor han desuden går for at være en entusiastisk forretningsmand. Så da chancen for at genrejse en af Englands mest traditionsrige klubber tilbød sig for to år siden, var den simpelthen for god til at sige nej til.

Der er i takt med overtagelsen blevet sat helt nye ambitioner for fremtiden i Wolverhampton. Dem valgte klubbens bestyrelsesformand Jeff Shi at løfte sløret for i november 2017.

- Der eksisterer en plan for de næste 10 år. Det er selvfølgelig en bedrift i sig selv at være en lille Premier League-klub, men det er ikke vores mål. Vi vil opbygge et stærkt hold, sagde Shi til Daily Mirror og fortsatte:

- Det er ikke sådan, at vi er i gang med at bygge et hus, der kun lige opfylder kravene for at være i Premier League. Vi bygger ikke et hus, men et gods!

Vil spille med transfermusklerne
Som resultat af det nye høje ambitionsniveau har også transferstrategien på Molineux gennemgået en omfattende forvandling. Wolverhampton var i årene før overtagelsen presset til at hente spillere fra de nederste hylder, men det er ikke længere tilfældet – tværtimod. Klubben spillede allerede med transfermusklerne i sidste sommer, hvor Ruben Neves blev hentet i FC Porto for den nette sum af 154 millioner kroner. Der var året forinden også snak om at hente Anderson Talisca i Benfica, men han valgte i sidste ende at skifte til Besiktas.

Til sommer venter endnu et opsigtsvækkende transfervindue for Wolverhampton. Klubben kommer uden tvivl til at forstærke sig heftigt forud for sin tilbagevenden til Premier League, og mon ikke, at der i den forbindelse kommer et enkelt eller to store navne op af hatten. Det er i hvert fald ikke manglen på penge, som skulle kunne forhindre dette i at ske.

Noget stort under opsejling
Det skal i de kommende år blive spændende at følge Wolverhamptons udvikling. Hvis den fortsætter i samme tempo som nu, så tyder noget på, at klubben inden for en overskuelig fremtid kan etablere sig selv i Premier Leagues top-10, eller måske endda endnu højere. Rammerne er i hvert fald til det.

Foruden en masse milliarder, så råder klubben også over en manager, der indtil nu har formået at få det absolut bedste ud af en i forvejen profilbesat spillertrup. Nuno Espírito Santo er da heller ikke, hvilken som helst mand at have på sidelinjen. Han har tidligere stået i spidsen for prominente klubber som Valencia og FC Porto, og selvom jobbet på Molineux er det mest udfordrende, kan han meget vel blive manden til at tage Wolverhampton ind i en ny stor æra. Men selv, hvis det ikke skulle blive ham, der får den rolle, skal en anden nok få den. Den orangeklædte klub er nemlig under genrejsning.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Luka Modrić - Den kroatiske 10'er
Real Madrid-spilleren er en del af en unik midtbane på det kroatiske landshold, og så har han 10-tallet på ryggen.
Efter godt 80 minutters spil af gruppekampen til VM2018 mellem Kroatien og Argentina var sydamerikanerne voldsomt pressede til at score et mål, da Luka Modrić modtog bolden et par meter udenfor målfeltet. Kroatien førte på daværende tidspunkt med 1-0, så Argentina havde brug for et mål. Men i stedet for Lionel Messi blev det en anden anfører på 171 cm med 10-tallet på ryggen, der drev gæk med et par modstandere, inden han flot scorede til... ikke 1-1 men 2-0. Total ydmygelse af Argentina… manden med 10-tallet var Luka Modrić, som Indkast.dk har kigget nærmere på.

Modrić blev født i 1985 i Jugoslavien. Hans barndom faldt sammen med den kroatiske uafhængighedskrig, og som seks-årig blev hele familien nødt til at flygte fra hjemmet. Han boede med sin familie på et hotel, men begyndte at spille fodbold. Da hans far kom hjem fra hæren, brugte han de få penge familien havde, på at melde Luka ind i det lokale sportsakademi. Efter at have vist noget talent, skrev han en kontrakt med Dinamo Zagreb som 17-årig i 2002.

Efter en sæson med Zagrebs ungdomshold, blev han lejet ud til den bosniske klub Zrinjski Mostar. Mens han spillede her, blev han kåret til ”Årets Spiller” i ligaen - alder kun 18 år. Ligaen er kendt for at være hård og fysisk, og det var her hans alsidige spillestil, begyndte at udvikle sig.

Året efter blev han igen lånt ud. Denne gang til Inter Zapresic i Kroatien. Han hjalp dem til en andenplads i ligaen, og til en billet til UEFA Cup-kvalifikation. Han blev derudover kåret til ”Årets Unge Fodboldhåb”, og så var det slut med at blive lånt ud.


28 point ned til nr. 2
I 2005 vendte han tilbage til Dinamo Zagreb, og hans indflydelse her er ikke til at tage fejl af. Han spillede 112 kampe mellem 2005 og 2008, og alle tre år vandt holdet den kroatiske liga samt to pokal-turneringer. I 2008 vandt de endda med 28 point ned til nummer to!

Modric hjalp desuden holdet til at spille sig i gruppespillet i UEFA-cuppen i 2007, hvor de dog ikke kom videre fra. I hans sidste hjemmekamp for Dinamo Zagreb modtog han stående bifald, og fansene holdt bannere med støttende meddelelser.

2008 var året hvor en af hans drømme kom til virkelighed, nemlig at komme til at spille i Premier League. Tottenham havde sprængt transferbudgettet for at få råd til den lille kroat. Omkring 150 millioner danske kroner kostede han for Juande Ramos, men han brugte Modrić noget overraskende på den defensiv midtbane, og fik derfor ikke det optimale ud af ham. Med Harry Redknapps ankomst blev Modrić rykket længere frem og spillede på sin mere vante offensive midtbaneplads.

Sæsonen efter, altså i 2009-10, lykkedes det "Spurs" at spille sig til en fjerdeplads i Premier League, og derved sikre sig adgang til kvalifikationen til Champions League. Holdet begyndte at blive bygget op omkring Modrić, og det gav resultater. På trods af at han sad ude i fire måneder med et brækket ben var hans indflydelse enorm. Tottenham gav ham en ny seksårig kontrakt i slutningen af sæsonen.

I 2010-2011 sæsonen skulle han for første gang spille Champions League. Selvom Gareth Bale stjal meget af rampelyset, vil man vide, at Modrić havde en finger med i spillet ved størstedelen af Tottenhams chancer. Det lykkedes Tottenham at spille sig helt til ottendedelsfinalen, hvor de dog måtte se sig slået af et stærkt Real Madrid-hold.


Masser af pokaler i Real Madrid
Kort tid efter skiftede Modrić til netop Real Madrid for godt 300 millioner kroner. Trods den store indkøbssum fik Modrić i begyndelsen ikke meget spilletid, da den centrale midtbane for ”Konge-klubben” blev varetaget af Xabi Alonso, Sami Khedira og Mesut Özil.

Sidenhen har Modrić dog ikke kigget sig tilbage, og han har vundet en plads i Real Madrids startopstilling samt et hav af trofæer. Blandt andet fire Champions League-pokaler af de sidste fem. Perioden i Real Madrid har ellers været præget af mange trænere blandt andet Jose Mourinho, Carlo Ancelotti, Rafael Benitez og Zinedine Zidane.

Store personligheder som har det tilfælles, at de alle var begejstrede for deres kroatiske midtbanespiller, og da James Rodríguez smuttede til Bayern München, fik Modrić den flotte hvide trøje med ”10-tallet” på ryggen. Samme nummer som Modrić havde på – da han på argentinsk maner scorede til 2-0… foran Lionel Messi.
Læs hele artiklen
Tim Cahill - Den boksende veteran
Midtbanespilleren Tim Cahill er muligvis Australiens største profil nogensinde, men han er nu blevet 38 år, så der mangler lidt til hidsige midtbanemotor.
Timothy Filiga Cahill – bedre kendt som Tim Cahill – er en stor stjerne på det australske landshold, og det har han været i en lang årrække efterhånden. Han har således været fast mand på landsholdet siden sin debut i 2004. Debuten kom i en relativ sen alder, og det har en helt fornuftig forklaring. Han havde nemlig spillet to landskampe for Samoas U/20-landshold i 1994, og da FIFAs regler dengang betød, at man var låst til et landshold, hvis man havde spillet U-landskampe andre hold, var Tim Cahill dermed låst til det lille landshold.

I 2004 blev reglerne dog ændret, og dermed kunne Tim Cahill stille op for både Samoa og Australien, men også England og Irland, da hans bedsteforældre er irske og han havde fået engelsk statsborgerskab. På trods af tilnærmelser fra det irske fodboldforbund, valgte Tim Cahill dog at spille for Australien, og det har de nok ikke fortrudt siden.


Stjerne i Premier League
Tim Cahill blev hentet til England af kult London-klub Millwall i 1997, og i 1998 fik han debut for førsteholdet. Dette var starten på et succesfuldt ophold i London-klubben, og i løbet af de næste seks år spillede Tim Cahill 249 kampe - med 56 mål til følge. Hans sidste kamp for klubben var i øvrigt FA Cup-finalen mod Manchester United i 2004.

Efter sommerpausen i 2004 valgte Everton at købe Tim Cahill i Millwall, hvilket mange Everton-fans sent vil glemme. Cahill endte nemlig som topscorer for klubben i sin første sæson, og han blev også kåret til ”Årets Spiller” af fansene. Hans efterfølgende sæsoner i klubben blev blandede, men det var på grund af skader. Når Cahill var klar, var han den største stjerne på Everton-mandskabet og en stor stjerne i Premier League.

Alting har dog en ende. Efter otte år som Everton-spiller takkede Tim Cahill af og valgte at prøve noget helt nyt. Han skiftede til New York Red Bulls i MLS, hvor han blev holdkammerat med Thierry Henry. Her spillede han i tre sæsoner, inden han vendte ”hjem” til Melbourne efter et ophold i kinesisk fodbold – eller rettere – hjem til Millwall. For her i 2018 har han igen spillet i London-klubben trods den fremskredne alder, og derudover er han fortsat på landsholdet.


Landsholdet – og noget med et hjørneflag
Tim Cahill fik, som tidligere nævnt, først debut på landsholdet i 2004, hvilket også er en af grundene til, at han ”kun” er oppe på 104 landskampe indtil videre.

Cahill har dog deltaget i mange turneringer med det australske landshold: OL i 2004, Confederations Cup i 2005, Asian Cup i 2007 og 2011 samt VM i 2006, 2010, 2014 og 2018. Man må dermed sige, at 38-årige Tim Cahill er en erfaren herre, når det gælder landsholdsfodbold.

I disse 104 kampe er det blevet til hele 50 mål, og dermed har han bokset lidt på hjørneflaget 50 gange. Cahills signaturfejring af mål er nemlig at løbe ud til hjørneflaget og bokse til det, og det har altid medbragt stor publikumsjubel.

Tim Cahill er en klar profil på det australske landshold, men det er nok også sidste gang, at den 38-årige offensive midtbanespiller optræder for Australien til et VM, så man må derfor formode, at han vil give alt for at sætte et flot sidste aftryk på sin VM-karriere.
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Brasilien – og de fem VM-trofæer
Indkast.dk har kigget nærmere på den samba– og fodboldelskende nation.
Når man er skrivekarl i linjer som disse, så bliver man ofte spurgt om, hvem man tror, der kommer til at vinde de største fodboldturneringer. Dette handler oftest om Champions League, men spørgsmålet forekommer hyppigere, når de store nationale turneringer starter – som til VM.

Svaret er dog det samme som til Champions League… det er ualmindelig svært at gætte på en vinder, mens det er meget lettere at gætte tre hold rigtige ud af de fire semifinalister. Dette skyldes, at flere af topholdene i disse turneringer er meget – som rigtig meget - tætte på hinanden i niveau. Sådan er det også til VM2018, men skal jeg gætte på en vinder bliver mit bud… Brasilien. Kigger man nærmere på holdets idealopstilling, kunne dette være meget tæt på:



Høj klasse over hele banen, men under en slutrunde som denne skal man ofte finde store svar på holdenes niveau på bænken. Ud fra ovenstående startopstilling vil disse spillere være på bænken:

- Ederson (En af Premier Leagues bedste målmænd)
- Filipe Luis (Stærk back fra Diego Costas Atlético Madrid)
- Douglas Costa (Driblestærk ”Dåseåbner” fra Juventus)
- Roberto Firmino (15 mål for Champions League-finalisterne fra Liverpool)

Linjen i startopstillingen for Brasilien er skabt af et central forsvar fra PSG og en stærk midtbane fra Barcelona krydret med nogle af de bedste spillere fra europæisk klubfodbold – ren klasse i den flotteste form.

En af turneringens største profiler – Neymar - skal løfte holdet, og når Brasilien tidligere har vundet VM, har de altid haft en unik angriber med. Som i 1958 hvor den blot 18-årige Pelé scorede seks mål og var stærkt medvirkende til, at Brasilien vandt VM for første gang. Se deres idealopstilling her:




Pele var dog blot en af de fire angribere, som Brasilien spillede med. De andre var trioen – Garrincha, Vava og Zagalo. De har alle tre levet lidt i skyggen af Pelé. Det til trods, så blev angrebet døbt ”de fantastisk fire” – med parrallerne til nutidens kvartet med Coutinho, Willian, Jesus og Neymar er åbenlyse.

Kvarteten fra 1958 var også den foretrukne fire år senere, da Brasilien vandt VM-trofæet i Chile. I angrebet var der lidt spilletid til Amarildo, mens midterforsvaret var udskiftet med Mauro og Zozimo. Ellers var holdet stort set det samme.

Otte år senere… til VM-1970 var der udskiftet betydeligt, men systemet var stadigvæk denne offensive 4-2-4-formation, da Brasilien vandt deres tredje VM-trofæ ud af fire mulige. Pelé var stadigvæk med i angrebet på holdet med nye profiler som Jaizinho, Tostao, Rivelino og Gerson.




De brasilianske verdensmestre fra 1994 spillede også en fortolkning af den klassiske 4-4-2-formation med to offensive midtbanespillere bag de to hurtige angribere – Bebeto og Romario. Angriberne var lynhurtige, men på hver sin måde. Romário kunne sætte en forsvarsspiller af på 5-7 meter, mens den mindre Bebeto løb stærkere over lidt længere strækninger.

Fælles for dem begge gjaldt dog, at de var lynende målfarlige – ligesom frisparksspecialisten Branco med den tordnende venstreben. Holdets anfører var den efterfølgende landstræner Dunga, der som aktiv var en utrættelig midtbanespiller, som gjorde, at holdets mange offensive kræfter kunne udfolde sig.

Udover de mange offensive kræfter var holdet også begunstiget af en god målmand, som tidligere brasilianske landshold ikke havde været. I Taffarel havde verdensmestrene fra 1994 en sikker sidste skanse på holdet – med kongen var Romario…





Var Romário den ene konge hos VM-mestrene fra 1994 var der tre konger hos mestrene fra 2002. De tre ”r'er” – Ronaldinho, Rivaldo og Ronaldo – kunne få selv de stærkeste forsvarsspillere til at tvivle på egne evner.





Derudover havde holdet også en ny venstreback med en ”tolden-støvle”. 2002-vinderens svar på Branco hed Roberto Carlos, der havde de vildeste benmuskler, hvilket hans spark også viste. Carlos var ganske målfarlig, men var også rykket lidt længere frem på banen i 3-4-2-1-formationen. På den anden wingback spillede den utrættelige anfører Cafu.

Fire backen-kæden var blevet til tre mand, men det gjorde ikke så meget, for den benhårde Lúcio dækkede næsten op for to mand… Et helt unikt hold - ligesom holdet i 2018 er. Spørgsmålet er blot… bliver det til sjette VM-titel i løbet af den næste måned?
Læs hele lederen
- Hvem sejrer i Tyrkiet?
Det er en gyser for alle pengene i den bedste tyrkiske række, hvor fire hold kæmper om mesterskabstitlen.
Tager man et blik over de europæiske ligaer står Manchester City, Barcelona og Paris Saint-Germain til at blive mestre i den hjemlige liga, mens Bayern München allerede har vundet den tyske Bundesliga. Sådan spiller klaveret dog ikke i Tyrkiet, hvor der i øjeblikket er fire kandidater til at vinde den tyrkiske Süper Lig. Der resterer 6 runder i den bedste tyrkiske række.

Istanbul Basaksehir er til at finde på 1. pladsen med 59 point. Abdullah Avcis mandskab har spillet formidabelt i denne sæson, og der var nok ikke mange, der havde troet, at Basaksehir ville lege med i mesterskabskampen ved sæsonens start. 4-2-3-1-formationen fungerer glimrende for Avci. På holdkortet er der enkelte spillere, der har været dominerende. Lad os se nærmere på disse:

Der er ingen tvivl om, at bosniske Edin Visca har været holdets trumfkort. Man kan også kalde den 28-årige midtbanespiller for assistkongen, da bosnieren har fundet holdkammeraterne hele 14 gange. Den gamle kending Emmanuel Adebayor optræder også for Basaksehir, og han er suverænt holdets målkonge med 12 kasser i igangværende sæson. Der er ingen tvivl om, at hvis det tyrkiske mesterskab skal havne hos Avci og co., skal disse to herrer spille til deres bedste. Avcis aggressive spil har givet pote, men holdet skal passe på. Istanbul-klubben har nemlig flest spillere, der er blevet sendt tidligt i bad, og alle mand skal være på banen i de 90. minutter, hvis mesterskabet skal havne hos Istanbul Basaksehir for første gang i klubbens historie.

To point længere nedad stien er traditionsklubben Galatasaray, der har vundet mesterskabet hele 20 gange. Fatih Terims mandskab spiller også bold af øverste skuffe og er uhyggelige på eget græs. ”Aslanlar” har hentet hele 40 point på Türk Telekom Arena – de har vundet 13/14 kampe på denne græsplæne. Tager vi et kig på holdkortet, er der selvfølgelige nogle spillere, der er de ledende figurer. Indkast.dk ser nærmere på disse profiler:

Franske Bafétimbi Gomis har haft gang i støvlerne og topper suverænt topscorerlisten i Tyrkiet. Franskmanden står noteret for 26 kasser – fire mere end Burak Yilmaz fra Trabzonspor. Gomis har været godt støttet af midtbaneduoen Garry Rodrigues og Younes Belhanda, der har stået kompakt og været drivkraften på midtbanen. I Gala-buret har Fernando Muslera reddet holdet flere gange, og keeperen har gjort et godt stykke arbejde mellem stængerne. Muslera er en af de bedste keepere i Tyrkiet – hans ti clean sheets (samme som Besiktas og Fenerbahces keepere) taler for sig selv. Den store udfordring for Terims mandskab ligger i kampene på fremmed græs. Gala har blot hentet 17 point på udebane – mindst af de fire tophold. Hvis det 21. mesterskab skal havne på Türk Telekom Arena, må traditionsklubben ændre deres taktik på fremmed græs.

De forsvarende mestre fra Besiktas er blot ét enkelt point bag Gala. Der er ingen tvivl om, at Senol Günes' drenge har gjort et godt stykke arbejde. Efter Champions League-exitet har holdet haft fokus på den hjemlige liga. Selvom holdet flere gange har været bagud, har Günes' mandskab kæmpet til de sidste og kan sagtens gå under betegnelsen comeback-kings - Besiktas har nemlig hentet hele 54 point i de sidste 45 minutter. Lad os tage et kig på profilerne:

Günes har ikke foretaget de store ændringer, eftersom holdet vandt det tyrkiske mesterskab i forrige sæson. Günes er kendt for at skifte formation, da han har en bred trup og mange spillere at vælge mellem. Dog har 4-2-3-1-formationen vist sig at være den mest optimale. Frontspillerne Anderson Talisca og Vagner Love har været målmaskinerne for Istanbul-klubben. De har scoret henholdsvis 13 og 12 mål i denne sæson. Disse to herrer skal fortsætte denne stime, hvis holdet skal genvinde mesterskabet. En anden nøglefigur er keeperen Fabricio, der har stået bedst mellem stængerne i Tyrkiet. Den 30-årige keeper har blot lukket 24 mål ind, hvilket gør ham til Tyrkiets bedste keeper. Sammen med Muslera står Fabricio også noteret for 10 clean sheets. Ricardo Quaresma er også en nøglefigur for holdet, men den portugisiske landsholdsspiller har ikke spillet op til sit bedste. Han har dog stadig tid til at vise, hvorfor han er en god fodboldspiller. Det har været en lang sæson for Besiktas, da de også har haft travlt på den europæiske scene. Holdet vandt suverænt Gruppe G i verdens bedste klubturnering, men blev senere slået ud af Bayern München. Det kan tænkes, at truppen har mange kilometer i benene – derfor Günes måske har roteret så meget. Nu er det altså nu. Slutfasen. Er trætheden ved at nærme sig, eller kan spillerne fortsat holde det høje niveau? Tiden må vise.

Rosinen i pølseenden, Fenerbahce, ligger i øjeblikket på fjerdepladsen og forfølger Besiktas. Der er to points forskel. Fener er jokeren i dette mesterskabsspillet - et hold, der er bedre end deres nuværende placering. Dog er trænersædet begyndt at gløde på Sükrü Saracoglu Stadio, hvor Aykut Kocaman sidder. Kocaman har ikke vundet det tyrkiske mesterskab siden hans ankomst fra Konyaspor, og vinder Fener ikke mesterskabet i år, kan han være en færdig mand i Istanbul. I en klub som Fenerbahce er mesterskabet en selvfølge, og Kocaman har været en omtalt herre i de tyrkiske medier. Presset er på Kocaman. Lad os tage et kig på hans holdkort:

En af nøglespillerne er Giuliano, der har haft meget at se til i denne sæson. 13 gange har angriberen fundet frem til netmaskerne, og man kunne godt savne flere mål fra partneren Roberto Soldado, der blot står noteret for seks mål. Kocaman foretrækker at spille med to angribere, så Soldado skal til at finde frem til netmaskerne, hvis mesterskabet skal havne i Fenerbahce for 20. gang. En anden profil er kantspilleren Nabil Driar, der har spillet suverænt på midtbanen. Ikke nok med det flotte spil har han også fundet holdkammeraterne syv gange. Men vi mangler lige at nævne en mand. Hvem? Det er Volkan Demirel. Den erfarne keeper er en af de vigtigste brikker på holdet, og hans tilstedeværelse kan være altafgørende for Fenerbahces mesterskabschancer. Ikke nok med hans 10 clean sheets er han også en vigtig brik i det defensive aspekt af Feners fodboldfilosofi. Som sagt er Fenerbahce jokeren i dette mesterskabsspil, og de kan slå til. Når som helst. Hvor som helst.

Lige en lille slutbemærkning: Galatasaray har spillet en kamp mindre end de andre hold. Gala mangler at møde bundproppen Genclerbirligi. Vinder Fatih Terims mandskab denne kamp, står de med 60 point og kommer til at ligge nummer 1. Dog har Gala er meget svært program, da de mangler at møde både Istanbul Basaksehir og Besiktas.

Det er ren gyserfilm i Tyrkiet i øjeblikket, og det bliver spændende at se, hvem der bliver tyrkiske sampiyon.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Džeko: Mine bedste mål i CL Teaser: FA Cup-finale Artikel ikon TV: Mulig straf efter grinagtigt ‘dive' Artikel ikon Vanddrikkende keeper koster bizart mål Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Fra FC Roskilde - til Messi - Bytter gerne alle trofæer for VM-guld! Artikel ikon Det bedste VM-hold Artikel ikon Casillias – bedste spanske XI Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Mest scorende landsholdspillere Top 10: Topscorere i landsholdsfodbold Artikel ikon Top 32: VM-Powerranking Artikel ikon Top 5: Hurtigste VM-mål Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Anmeldelse: Fodboldholdet Artikel ikon Messi mod Ronaldo Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Lev Jasjin - Historiens bedste målmand Sådan gik det guldvinderen fire år efter Artikel ikon Top 5: Hurtigste VM-mål Artikel ikon VM uden røde kort Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Agent: Candreva forlænger med Inter Roma og Inter følger Yacine Brahimi Artikel ikon Cancelo til Juventus i næste uge Artikel ikon Fredagens engelske rygter Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Lionel Messi
Vidste du om ... Cristiano Ronaldo Artikel ikon Vidste du om ... Joe Cole Artikel ikon Vidste du om ... Lee Bowyer Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Umotiverede Messi Masser af straffespark til VM2018 Artikel ikon England skal satse på hjørnespark Artikel ikon Walker - højreback eller midterforsvarer Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Lyngby BK - Vendsyssel FF Optakt: Esbjerg fB - Silkeborg IF Artikel ikon Optakt: Real Madrid - Liverpool Artikel ikon Optakt: FCK - AGF Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Argentina - Kroatien Startopstillinger: Iran - Spanien Artikel ikon VM – Forventede startopstillinger 3.0 Artikel ikon Startopstillinger: Colombia - Japan Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Musa slukkede den islandske vulkan Stort målmandsdrop i argentinsk nedtur Artikel ikon Frankrig vinder – Peru ude Artikel ikon Kludemål af Costa redder Spanien Artikel ikon Se flere