Carlo Ancelotti - mit spil

Af Torsten Brix

2017-11-09
Carlo Ancelotti - mit spil

Indkast.dk bringer her et kapitel fra "Mit spil"- det handler om Chelsea.

Chelsea viste interesse for mig allerede i 2008, hvor vi afholdt to møder, et i Paris og et i Genève. Posten som manager ville snart blive ledig, da José Mourinhos afløser, Avram Grant, selv snart skulle afløses.

Behovet for at holde møderne hemmelige betød, at det hele fik et lidt komisk skær. Ikke mindst fordi forestillingen om, at man kunne holde et møde mellem to personer som Roman Abramovitj og mig hemmeligt, blev undermineret få timer efter vores møde i Paris, da Adriano Galliani ringede til mig for at spørge, hvordan mødet var gået.

Dengang fik jeg ikke jobbet, fordi ejeren foretrak Luiz Felipe Scolari frem for mig, angiveligt på grund af mit dårlige engelsk. Det viste sig, at Scolari ikke var løsningen for Chelsea, da han blev fyret i begyndelsen af 2009. Guus Hiddink blev ansat som en nødløsning for resten af sæsonen, og så var jeg pludselig tilbage i ligningen. Hele interviewprocessen blev gentaget med nye 'hemmelige' møder med Abramovitj og hans folk. I februar 2009 havde jeg og min assistent, Bruno Demichelis, en række møder med Chelseas sportsdirektør, Mike Forde, over en seks ugers periode.

Som noget nyt for mig gennemgik vi på møderne nøgleområder som Chelseas vision, klubbens arbejdsgange, nøglemålsætninger, brugen af data, præstationsmodeller, håndtering af de store spillere samt de betingelser, jeg mente var nødvendige for at få succes med Chelsea. Mike udspurgte mig tilbundsgående om alle de emner og mere til. Forløbet var meget intenst og anderledes end noget, jeg havde oplevet med andre klubber. I marts 2009 sagde jeg ja til at komme og begynde i juni. Da jeg havde skrevet under, forklarede Mike mig, hvordan staben er sammensat, hvordan Premier League fungerer, Chelseas rekrutteringspolitik og ejerens forventninger – selv om de ting allerede var gjort helt tydelige for mig.

Chelsea indkvarterede mig og Bruno i Holland, hvor vi gennem- førte et intensivt otte ugers sprogkursus i engelsk fra klokken otte om morgen til klokken otte om aftenen. Hvis sproget havde været et tema sidste gang, så var jeg fast besluttet på, at det ikke skulle være det denne gang. Jeg vil gerne betragtes som en god studerende, så jeg var flittig.

Kort efter min tiltræden holdt jeg min første pressekonference i Chelsea og talte engelsk foran mere end to hundrede journalister. Jeg var selvfølgelig meget nervøs, men også glad.
Omklædningsrummet i Chelsea havde mange stærke personligheder, og jeg er overbevist om, at min succes i min karriere hjalp mig i begyndelsen. Når du kommer til en klub efter at have vundet Champions League to gange, får du meget respekt fra spillerne – men kun i begyndelsen.

Hvedebrødsdagene med spillerne varer aldrig ret lang tid, for efter kort tid begynder de at kigge på dig og spørge sig selv: Hvad kan han gøre for mig?

Jeg ændrede ikke strukturen i den daglige træning. Spillerne følte sig tilpas med den måde, det foregik på, så det virkede rigtigt at holde fast i det. Vi ændrede dog spillestilen, og det hjalp på en anden måde, fordi spillerne skulle koncentrere sig om at lære systemet at kende, og det motiverer altid de bedste spillere. Selvfølgelig var vi nødt til at ændre holdets spillestil, fordi ejeren ville have noget nyt. Det kom jeg til at opleve igen, da jeg senere kom til Real Madrid. Ved et af de første møder, jeg havde med Roman Abramovitj, gjorde han det klart, hvad han ville have.

»Jeg vil finde en manager, der giver mit hold en identitet, for når jeg ser Chelsea, ser jeg ikke nogen identitet. Når jeg ser Barcelona eller Manchester United, så kan jeg se en identitet i holdet. Det kan jeg ikke, når jeg ser Chelsea spille.«

Så vi ændrede spillestilen. Vi spillede med mere boldbesiddelse. Der er næppe nogen bedre måde at sikre boldbesiddelsen på end med en spiller som Milans Andrea Pirlo, så vi prøvede at få fat i ham, men det kunne ikke lade sig gøre. I begyndelsen spillede jeg med Michael Essien på den position. Han tilpassede sig og blev en af de bedste spillere på den plads.

Begyndelsen af min tid i Chelsea var fantastisk. Jeg overtog holdet inden sæsonoptakten i USA, hvor vi vandt hver eneste kamp. Mine ideer, tanker og tilgang så ud til at blive vel modtaget af spillerne. Vi indledte sæsonen rigtig godt og vandt fjorten af de første seksten kampe, fordelt på alle turneringer. Men selv da var der tegn på, at relationerne til ejeren måske ville blive besværlige.

Midt i en glimrende stime af kampe tabte vi 1-3 til Wigan. I mit hoved var det blot en enkelt smutter, noget der sker i fodbold, men Abramovitj kom ind på træningsanlægget den næste morgen og krævede en forklaring. Jeg burde have genkendt det som mit første røde flag. Det var nyt for mig med den type ejer – selv ikke Berlusconi havde været så krævende.

Da vi nåede til december, lå vi nummer to i Premier League og havde vundet vores gruppe i Champions League. Så trak vi Inter – og selvfølgelig José Mourinho – i ottendedelsfinalen, og omgående mærkede vi presset og forventningerne, selv om der var over to måneder til kampene.

Vi indledte 2010 stærkt i FA Cuppen, men i februar blev jeg ramt af to lynnedslag, der kom til at skade min relation til Abramovitj markant. Først tabte vi 2-4 hjemme til Manchester City, hvilket var skidt, fordi vi blev udspillet og udmanøvreret taktisk. Abramovitj indkaldte til et møde næste morgen klokken ni og ville vide, hvad der var gået galt. Abramovitj er aldrig glad, når holdet taber i et såkaldt 'lynnnedslag' – nederlag, som han mener ikke burde kunne finde sted for Chelsea.

Det andet, og værre, lynnedslag var vores udebanenederlag til Inter i den første runde af vores Champions League ottendedels- finale.

Da vi tabte igen til Inter i returkampen, 0-1 på hjemmebane, blev jeg for første gang udfordret af medierne. Nu var hvedebrødsdagene helt sikkert for længst forbi. Næste dag stillede Abramovitj sig op foran truppen og krævede svar. Det var endnu en episode, der lærte mig, hvordan jeg skal håndtere en anderledes type præsident. Jeg undlod igen at konfrontere aggressivitet med aggressivitet. Det er ikke min stil. Jeg foretrækker at gennemtænke tingene i svære situationer og forholde mig køligt og objektivt til problemerne.

Da Mourinhos Inter endte med at vinde Champions League – et mål han ikke havde været i stand til at opnå i sin tid i Chelsea – var det ikke godt for mig. Måske var det begyndelsen til enden, et stort, rødt flag.

Vi var ude af Champions League, men jeg opfordrede spillerne til at sætte sig et nyt mål. Vi skulle vinde the double med ligaen og FA Cuppen for første gang i Chelseas historie. Jeg viste dem en tabel, der illustrerede vores vej til bedriften og forklarede dem, at i det tyvende århundrede var der kun fire hold, der havde vundet the double, og i det enogtyvende århundrede var der kun ét hold. Vi ville blive det første hold i otte år, siden Arsenal i 2002. Det blev vores nye mission.

Sådan en situation handler om at opbygge et stærkt sammenhold. Spillerne vidste, at ejeren var efter mig, og de følte, at de havde svigtet mig. De følte, at de skyldte mig noget, og de svarede igen på bedste vis.

Vi vandt rigtig mange kampe og mange storsejre – vi scorede mange mål – og i den sidste kamp i sæsonen slog vi Wigan 8-0 og vandt ligaen. En uge efter vandt vi FA Cup-finalen over Portsmouth og sikrede os the double.

Ganske usædvanligt blev jeg ikke tilbudt en forlængelse af min treårige kontrakt efter finalen. Det blev slet ikke drøftet. Det var alt sammen noget, der indikerede endnu et rødt flag for mig.
Der var flere bekymrende ting på vej. Der kom ingen store navne
ind i løbet af sommerpausen, og flere af de ældre spillere, som Michael Ballack, blev ikke tilbudt en ny kontrakt.

Jeg blev bedt om at tage fem unge akademispillere ind i truppen på femogtyve spillere, hvilket jeg gjorde. Vi vandt den første kamp i den nye sæson 6-0, men jeg fik alligevel besked om at troppe op ved Abramovitjs hus samme aften for at få en irettesættelse for præstationen. Endnu et rødt flag – og efter blot én kamp i sæsonen.

Vi fortsatte den gode start og lå i toppen, indtil vi havde en dårlig måned i november. Vi tabte 0-2 til Liverpool, og min assistent Ray Wilkins blev fyret fire dage senere. Endnu en lærestreg.

Jeg kunne have kæmpet hårdere, men jeg vidste, at beslutningen var truffet. Michael Emenalo, klubbens chef for analyse af modstanderne, blev gjort til assistenttræner, og jeg skulle præsentere ham for spillertruppen. Især de engelske spillere var ikke tilfredse med den måde, tingene var foregået på.

Jeg blev overrasket, da klubben skiftede Ray Wilkins ud. Det blev ikke drøftet med mig først. I mit første år i klubben var Ray selvfølgelig vigtig på grund af sproget – han talte italiensk – og for spillerne var han en god mand at have i nærheden.

I mit andet år i klubben kunne jeg begå mig uden ham, selv om jeg bestemt ikke ønskede det. Klubben havde truffet sin beslutning. Ray var allerede væk. Da Abramovitj besluttede at gøre Emenalo til assistenttræner – min assistent – sagde jeg til klubben, at jeg ikke havde brug for endnu en assistent. Jeg havde allerede Paul Clement og Bruno Demichelis, og tilsammen havde vi det hele dækket af.

Jeg havde ikke noget personligt problem med Emenalo, men han var ikke tilpas i sin nye rolle. Han var ikke vant til at være assistent- træner – hans erfaring var inden for analyse af modstanderen – men alligevel gav klubben ham rollen. Han følte sig åbenlyst ikke tilpas foran spillerne, for de kendte ham fra hans tid i en anden funktion, ikke i denne nye rolle.

I januar 2011 skrev klubben kontrakt med to markante navne – Fernando Torres fra Liverpool og David Luiz fra Benfica – og det løftede moralen, men ikke længe. Desværre var Torres ikke længere på toppen efter en skadesperiode i Liverpool.

I april spillede vi mod Manchester United i kvartfinalen i Cham- pions League og havde en følelse af, at vi var nødt til at vinde for at redde vores sæson. Aftenen før returkampen talte Abramovitj til spillerne og sagde til dem, at de skulle vinde, for ellers ville der blive lavet ændringer på holdet. Under fire øjne understregede han kampens betydning for mig.

»Hvis vi taber, skal du ikke bekymre dig om at møde op på jobbet næste dag.«

Jeg vidste ikke, om han mente det. Vi tabte, og jeg mødte op på arbejde, selv om jeg følte mig som en færdig mand. Jeg burde nok have konfronteret ejeren, men det virkede formålsløst. I sæsonens sidste kamp tabte vi 0-1 ude til Everton. Jeg har hørt, at direktøren var på vej væk fra stadion i sin bil, da han fik opkaldet:

»Vend om og fortæl Carlo, at han er fyret.«

Jeg formoder, at logikken var, at der ikke var nogen grund til at vente og sige det til mig senere. I det mindste gav det mig muligheden for at sige farvel til spillerne og staben, inden de tog på ferie. Da holdet kom tilbage til London samme aften, tog de ældste spillere – Didier Drogba, John Terry, Frank Lampard og de øvrige – mig med ud at spise og få et par drinks. Det havde jeg aldrig oplevet før i min karriere. Jeg tror, jeg var værdsat. Min tid i Chelsea fulgte et velkendt forløb. Vi leverede en fantastisk liga og pokal-double i den første sæson og spillede den stil, ejeren ønskede, selv om der – når jeg kigger tilbage på det i dag – var de røde flag, jeg nævnte, jeg havde overset.

I den anden sæson vidste jeg, enden var nær, flere måneder inden det var tilfældet, ligesom det senere blev tilfældet i Madrid. Rygterne florerede om, at jeg foretrak de engelske spillere frem for de øvrige – at de var mine yndlinge. Men det var ikke rigtigt, at jeg favoriserede dem. Jeg havde en fantastisk relation til de engelske spillere, fordi de var meget professionelle og skabte energien på holdet. Når tingene for alvor strammede til, var de virkelig gode på banen.

Relationen til ejeren var derimod ikke så god. Når et samarbejde går i stykker, er der små detaljer, der tilsammen løber op. Der var fyringen og udskiftningen af Ray Wilkins, og Abramovitj begyndte også at sige, at jeg foretrak visse spillere. Måske var han hoppet på rygterne om, at jeg favoriserede nogle af dem. Jeg sagde til ham, at det ikke passede. Det gjorde jeg helt klart for ham. Det er vigtigt, at præsidenter og trænere kan være ærlige over for hinanden.

Måske var det med favoriseringen en undskyldning for Abramovitj. Jeg tror, den væsentligste årsag til, at han skilte sig af med mig, var, at han mente, min ledelse af holdet var forkert. Han følte, at jeg var for flink over for spillerne, og han blev overbevist om, at det skabte problemer i gruppen. Han forsøgte at overbevise mig om, at jeg skulle være stærkere, hårdere og strengere over for spillerne, selv om al min erfaring havde lært mig det modsatte.

Jeg havde hørt det før, og jeg har hørt det siden, men han tog fejl. De tager alle fejl. Jeg ændrer ikke min personlighed. De ansætter mig på grund af min evne til at skabe ro i en klub ved at bygge et sammenhold med spillerne, hvilket er en af mine største styrker. Så kommer der et tidspunkt, hvor det ikke længere er den fremgangsmåde, de ønsker, og der begynder samarbejdet at gå galt – ikke med spillerne, men med ejerne. De ansætter mig til at være flink og rolig over for spillerne, og når så de første tegn på problemer viser sig, så er det nøjagtig de karaktertræk hos mig, der er problemet.

Jeg ved, at hvis jeg vinder, er det, fordi jeg er rolig. Og tilsvarende, hvis jeg taber, er det, fordi jeg er rolig. Hvordan kan begge dele gælde? Det er et paradoks, men jeg var fanget af det i Chelsea. Måske er det en naturlig cyklus for managere generelt, at årsagen til, at de bliver ansat i første omgang, med tiden bliver det, der gør, at de bliver fyret. Eller måske er det den eneste forklaring på Ancelotti-forløbet. Jeg ved, at jeg ikke kan ændre min personlighed, så måske kan jeg ikke ændre mit forløb. Det eneste, jeg kan sige med sikkerhed, er, at jeg var meget skuffet over at skulle forlade Stamford Bridge.



Magasin-artikler
Transfer-kabalen: Higuaín til Chelsea?
Medie beretter, at Gonzalo Higuains agent lige nu er i London for at mødes med Chelsea og diskutere mulighederne for en byttehandel. Indkast belyser samtidig mulighederne i en sådan handel.
The Evening Standard mener at vide, at den Juventus-ejede Milan-angriber Gonzalo Higuains bror og agent Nicolas lige nu er i London for at mødes med Chelsea og snakke mulighederne for en byttehandel, der sender Chelsea-angriberen Álvaro Morata til AC Milan. Morata har været ønsket i Milano-klubben de seneste to somre. I går skrev engelske The Sun samme rygte.

Ifølge mediet vil en sådan handel løse to problemer. Chelsea-manager Maurizio Sarri får den angriber, han har ønsket sig. Samtidig kender han Higuaín fra sin tid i Napoli, hvor argentineren under Sarri satte Serie A-rekord med 36 mål i 34 kampe i en sæson. Den anden vej vil Milan også være tilfredse. Milaneserne får Morata, som klubben flere gange har ønsket.

Morata har vist, at han kan lave mål i Serie A under sin tid i Juventus. Spanieren selv ønsker angiveligt også et skifte væk fra Premier League, hvor hans tilværelse i store dele af tiden har været et mareridt. For Morata er det kun blevet til 24 mål i 72 kampe. I denne sæson har Morata nettet ca. hver anden kamp i snit.

Den 31-årige argentiner har kæmpet for at finde fodfæste i Milano. Før nytår fik Higuaín dog brudt sin negative stime på ni kampe uden mål for Milan, da han blev match-vinder hjemme på San Siro mod SPAL. Senest har også Milan-direktøren Leonardo langet ud efter Higuaín offentligt, og derfor virker en handel essentiel for alle parter.

Mulighederne i handlen

Lige nu har Milan lejet Higuaín i Juventus i hele sæsonen. En handel mellem de to vil overdrage Higuaín til Chelsea nu, hvis Chelsea sender Morata den anden vej. Samtidig vil Milan betale Juventus deres 268 mio. kroner for Higuaín efter denne sæson.

En anden mulighed er, at Milan sender Higuaín tilbage til Juventus nu. Så kan Torino-klubben sende ham til Chelsea for angiveligt 373 mio. kroner. Den mulige handel vil dog betyde, at Milan står tilbage uden noget. Eller gør de?

Hvis en sådan aftale stables på benene vil Milan dog forlange Juventus-talentet Moise Kean gratis. Grunden til Milan vil kunne slippe afsted med en sådan aftale skyldes, at klubben har betalt Juve 134 mio. kroner for lånet af Higuaín. Milaneserne mener derfor, at Kean dækker rest-beløbet tilstrækkeligt af, så klubberne begge får noget ud af en handel.

Den tredje mulighed er, at milaneserne sender Higuaín til Chelsea resten af sæsonen, og London-klubben så fjerner en del af det beløb, som Milans købsoption på Chelsea-lejesvenden Tiemoué Bakayoko lyder på. Lige nu lyder købsoptionen på 261 mio. kroner. Derfor kan Milan forsøge at fjerne 67 mio. kroner af det beløb, så klubben får franskmanden billigere, som virker uønsket i Chelsea.

Samtidig vil Chelsea så skulle slippe Morata til Milan, og så betaler Milan efter sæsonen rest-beløbet for Higuain-handlen til Juventus. I en sådan handel vil alle tre klubber, få det de ønsker. Milan får rabat på Bakayoko samt en angriber i Álvaro Morata, Chelsea får den angriber, som manager Sarri har skreget efter hele efteråret, og Juventus slipper af med Higuaín, og har stadig fået 403 mio. kroner for den 31-årige argentiner.

Den sidste mulighed er, at Higuaín tager til Chelsea, og London-klubben overtager Milans aftale med Juventus, Torino-klubben sender Kean til Milan, Chelsea sender Morata til spanske Sevilla, hvor den Milan-ejede angriber André Silva løber rundt, og laver mål, og Sevilla så sender Silva tilbage til Milan, og derfor ikke aktiverer købsoptionen, de har på portugiseren.

Hvis en sådan handel skal gå igennem, skal spanske Sevilla og Chelsea dog blive enige om en overgangssum for Morata. Det kunne muligvis være samme beløb, som Sevilla skulle betale Milan efter denne sæson for Silva.
Læs hele artiklen
“Special One” blev til “Special None”
Trods massive indkøb blev Jose Mourinho aldrig en succes på Old Trafford. Nok engang stopper den kontroversielle manager i den tredje sæson hos en storklub, og han efterlader en klub i kaos med et hav af kontraktudløbende spillere, intern ballade og en rekorddårlig sæsonstart.
Weekendens ydmygende nederlag til Liverpool blev den berømte dråbe for ledelsen i Manchester United, og den kontroversielle manager Jose Mourinho blev smidt ud af Old Trafford på røv og albuer, og er han i tvivl om, hvorfor han blev fyret, kan han bare se på nogle af disse statistikker/påstande:

- United er 11 point fra en Champions League-plads.

- Mourinho er uvenner med næsten alt og alle…

- Spillernes niveau er dalende ligesom resultaterne.

- 17 Premier League-kampe inde i Premier League-sæsonen er Manchester United 19 point efter førerholdet Liverpool.

- Ikke siden 1990 har Manchester United haft en dårligere sæsonstart.

- Kigger man yderligere på stillingen, vil man se, at Manchester Uniteds målforskel er NUL.


Dette er de hårde facts, som Manchester United-ledelsen måtte forholde sig til, da de skulle afgøre, om Mourinho skulle fortsætte i klubben. Men er det kun den kontroversielle managers skyld?

Ikke alle pile peger på Mourinho, for ejerne i Glazer-familien har også virket til at være meget mere interesserede i trække flere penge ud af klubben end at forbedre tilstanden, der har vist en nedadgående formkurve, siden Sir Alex Ferguson forlod klubben. Desuden virker det åbenlyst, at bestyrelsesformanden Ed Woodward - med en fortid i investeringsbranchen – ikke har nok kendskab til at drive en af verdens største fodboldklubber. Så Glazer-familien og Woodward bærer et ansvar, men ikke noget der minder om Mourinhos.


Måltørke og hullet forsvar trods store indkøb og lønninger
Efter Manchester Uniteds meget skuffende hjemmebanenederlag til Juventus, sagde Jose Mourinho, at hvis der skulle spilles bedre fodbold på Old Trafford, skulle der hentes nogle dyrere spillere til Manchester United. Den pressede manager storroste ved samme lejlighed det centrale italienske forsvar med Leonardo Bonucci og Giorgio Chiellini samt slog fast, at det var sådanne nogle dyre verdensklasse-spillere, som Manchester United havde brug for… Den udtalelse har sidenhen runget noget hult, for Bonucci kom til ”Den gamle Dame” for 120 millioner kroner, mens Chiellini kostede Juventus 35 millioner kroner – altså 155 millioner kroner tilsammen.

Dette beløb har Mourinho brugt tyvedobbelt på nye spillere i de sidste tre transfer-sæsoner, men mange af disse spillere er deciderede skuffelser, som f.eks. Henrikh Mkhitaryan, Victor Lindelöf, Alexis Sánchez og Fred.

I weekendens topkamp imod Liverpool tabte Manchester United skudstatistikken med 35-6, men på trods af den tandløse offensive præstation så klubbens rekordindkøb-indkøb Paul Pogba hele kampen fra bænken, hvor franskmanden har siddet meget på det sidste - ligesom Fred og Romelu Lukaku – og de tre bænkevarmere har Mourinho betalt tæt på to milliarder kroner for.

Så selvom Mourinho har haft travlt med at fortælle, at han ikke har fået de spillere, som han har ønsket sig, så har han brugt store summer på nye spillere – de slog bare ikke til. I den periode, hvor Mourinho har været i Manchester United, er der kun et Premier League-hold, der netto har brugt flere penge – nemlig Manchester City. I de sidste fem transfervinduer har United brugt netto flere penge på at forstærke truppen end Tottenham, Liverpool og Arsenal har gjort tilsammen.

Udover de store indkøb har Mourinho også brugt godt i Manchester Uniteds lønbudget – blandt andet til de transferfrie spillere – Zlatan Ibrahimović og Alexis Sanchez. Så Mourinho har været et dyrt bekendtskab i Manchester, hvor det næsten virker til, at han aldrig faldt til. I 2016 slog Mourinho fast, at hans liv var forfærdeligt og at han boede på et hotelværelse i Manchester. Opholdet i Manchester boede Mourinho på Lowry Hotel, men hvorfor købte han ikke et hus at bo i? Nåede han overhovedet at falde til i Manchester?


”Boring, Boring Manchester United”
Omkring juletid 2015 var overskrifterne i de engelske aviser ”Boring, Boring Manchester United”, da Louis van Gaals mandskab igennem et par måneder blot havde tilspillet sig syv afslutninger indenfor modstanderens målramme, og United-holdet havde spillet med flest baglæns afleveringer i Premier League samt flest afleveringer for at skabe deres chancer. Det var triste tal, som ikke blev meget bedre med Mourinho som manager.

Mourinho fik aldrig lavet en offensiv spillestil hos Manchester United. Hans indstilling til kampene var ofte meget defensiv, hvilket strider imod klubbens DNA, og når holdet kom bagud, iværksatte Mourinho den meget udskældte plan B med at sparke lange bolde imod den ofte indskiftede Marouane Fellaini. Manchester United-fansene havde simpelthen ønsket sig mere af ”The special One”, der i stedet blev til den ”The special None”.

Det nuværende United-hold ligner simpelthen ikke et vinderhold, og kigger man på det nuværende City-hold, så er Mourinho nok engang langt bagefter rivalen Pep Guardiola… men trods dette, de dårlige indkøb, den manglende mandskabsbehandling og den ofte kedelige spillestil, så fik den kontroversielle manager en kontraktforlængelse i sin anden sæson i klubben samt en masse penge for at underskrive. Dermed gentog sig et klart mønster for Mourinho fra tiden i Inter, Real Madrid, to gange i Chelsea og nu hos Manchester United.

Nemlig at han overtager en klub på vej i krise, han forbedrer straks deres resultater, bruger masser af penge på spillere – ofte nogle spillere han tidligere har arbejdet med. I anden sæson underskriver han en kontraktforlængelse, og herefter begynder balladen at ulme, og den vokser, indtil Mourinho bliver fyret i den tredje sæson.

Der er et påfaldende sammenfald i dette, og man kan ikke lade være med at tænke, at de mange kontraktunderskrivelser med nogle af verdens største fodboldklubber har gjort Mourinho til en meget velhavende mand, og at han har tænkt i dette. Altså at han nogen gange selv har ønsket at blive fyret i klubber for at kunne komme et andet sted hen og score nogle store ”Sign on fees”.

Af underlig ballade kan man nævne, at han gjorde Eva Carneiro til verdens mest kendte fysioterapeut, da hun tilså en Chelsea-spiller på et upassende tidspunkt eller da han i Real Madrid offentligt blev uvenner med klublegenderne Sergio Ramos og Iker Casillas eller da han i sommer blev tosset over, at Anthony Martial gerne ville se sit nyfødte barn eller da han sagde, at Chelsea-spillerne havde forrådt ham. Masser af ballade, som vi journalister har elsket at berette om, men omvendt har Mourinho også opbrugt sin kvote af tåbeligheder. Når man dertil lægger dårlige indkøb, en destruktiv og kedelig spillestil samt en rekorddårlig sæsonstart, så har man en fyring på trapperne. Derudover har Sky Sports-eksperten Gary Lineker også en god pointe i sit tweet kort efter Mourinho-fyringen.

- Jeg kan godt forestille mig, at fyringen også handler om at forsøge at stoppe den masseflugt af spillere, der kan komme i næste måned (hvor mange af Manchester United-spillere med kontraktudløb til sommer kan begynde at forhandle med andre klubber, red.).

Godt nok har mange af de nuværende spillere på holdet ikke niveauet til at spille for United, og klubben skal være glade for, at ”fax'en” drillede, da David De Gea var meget tæt på at skifte til Real Madrid. Den spanske målmand er en af verdens – hvis ikke verdens – bedste målmænd, og han har været kampafgørende masser af gange i Mourinho-tiden, og han står blandt andet overfor kontraktudløb til sommer sammen med spillere som Anthony Martial, Ander Herrera, Juan Mata, Phil Jones, Ashley Young, Andreas Pereira, Luke Shaw, Matteo Darmian og Antonio Valencia. Mange af disse spillere kan United godt undvære i startopstillingen, men det vil ramme truppen hårdt.

Især hvis De Gea smutter. Han har et internationalt snit fra den øverste hylde, og hvor mange andre har det i den nuværende Manchester United-trup? Spørgsmålet kunne også være… Har Mourinho et internationalt snit udover det sædvanlige, som må være kravet for at være manager i en af verdens største fodboldklubber? For er “The Special One” blevet til “ The Special None”?
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
David de Gea – Den spanske mur
Her følger et portræt af en spanier, der er vokset med opgaven på Old Trafford.
Talentet voksede sig stort i Atlético
David de Gea er, hvad man kalder for en ægte madrilener. Han er født og opvokset i den spanske hovedstad, og allerede som 13-årig var lykken gjort, da han her fik lov til at forsvare byens farver med en ungdomskontrakt i Atlético Madrid. De Gea gjorde det så godt i klubbens ungdomsrækker, at en debut på førsteholdet efterhånden var uundgåelig. Debuten kom i 2009, og til trods for sin unge alder, så slog de Gea igennem med raketfart. Han stod blændende, hvilket hurtigt resulterede i hæder. I 2009/10-sæsonen spillede de Gea en afgørende rolle, da Atlético Madrid vandt Europa League og den europæiske Super Cup. Ingen var længere i tvivl om, at der fandtes et helt unikt målmandstalent i den spanske hovedstad.

Svær start i United
Rygterne om de Geas enorme talent spredte sig straks til resten af Europa, hvor flere storklubber begyndte at stå i kø med en kontrakt. Efter et bud på næsten 200 millioner kroner var det Manchester United, der i sommeren 2011 endte med at trække det længste strå. Meningen med handlen stod ganske klar. De Gea var blevet købt ind som langtidserstatning for Edwin van der Sar, der netop havde lagt støvlerne på hylden. Det skulle dog langt fra vise sig at blive nogen nem opgave at følge i fodsporene på den legendariske hollænder. I hvert fald blev det i de Geas første sæson i United tydeligt for enhver, at der var lang vej endnu, inden han ville blive klar til at udfylde den enorme arv, som van der Sar havde efterladt sig på Old Trafford. Flere usikre præstationer satte sig på rygraden af den unge spanier, hvorfor den daværende United-manager Sir Alex Ferguson undervejs i sæsonen valgte at sætte danske Anders Lindegaard ind imellem stolperne.

Nu en af verdens bedste målmænd
Der var på alle måder tale om en svær debutsæson for de Gea i United, men som det rigtigt nok hedder sig, så må man først lære at kravle, før man kan gå. Spanierens debutsæson var derfor en del af en større læringsproces, som han siden da har lagt bag sig - ikke mindst takket være Uniteds tidligere målmandstræner Eric Steele, der indtil 2013 var at finde i den røde del af Manchester. Noget af det første som Steele forsøgte at ændre på, var de Geas livsstil.

- Hans første seks måneder var forfærdelige. Et problem var, at han kun vejede 70 kilo. Vi arbejdede med ham både på og uden for banen. Vi ændrede blandt andet på hans livsstil, udtaler Steele ifølge Tipsbladet og fortsætter:

- Han sov to-tre gange om dagen, og han spiste sit hovedmåltid sent om aftenen. Han spiste for mange tacos, så vi tvang nærmest protein-drik i ham efter hver træning. Vi satte ham til at løfte vægte, og det hadede han, Det bruger de ikke så meget i Spanien, men vi måtte opbygge hans styrke.

Noget tyder på, at en ændring af livsstilen var lige, hvad de Gea havde brug for med henblik på at få fuldendt sit talent. I 2012/13-sæsonen kronede han en række flotte præstationer med at få handskerne på Premier League-trofæet, og derefter er det kun gået en vej for spanieren – nemlig opad. De Gea har i fire ud af de sidste fem sæsoner vundet prisen som årets spiller i United, og mon ikke, at han også er storfavorit til at løbe med titlen i indeværende sæson? Han er i hvert fald ikke blevet blevet dårligere med årene. Det måtte Tottenham Hotspur sande i søndagens 0-1-nederlag til United, hvor de Gea leverede hele 11 redninger i anden halvleg. Det var en fænomenal indsats fra den spanske mur, der nu kan kalde sig selv for en af verdens bedste målmænd.
Læs hele artiklen
Cesc Fàbregas - fab way to say goodbye
Efter mere end 500 kampe i England forlader Cesc Fàbregas den blå del af London, og den pizzakastende midtbanespiller vil blive savnet.
Francesc "Cesc" Fàbregas blev født d. 4. maj 1987 i Vilassar de Mar. Han blev opdraget i en FC Barcelona-familie, og der skulle heller ikke gå lang tid, før han fik sin debut som tilskuer på Camp Nou.

Allerede da Cesc var blot ni måneder gammel, kom han ind til kamp. Det skulle vise sig, at blive langt fra sidste gang, Fàbregas skulle vise sig frem på dette stadion.

Det var nemlig tydeligt for alle, der bare havde lidt forstand på fodbold, at Francesc Fábregas havde et helt særligt fodboldtalent.

Han gjorde komet-karriere på Barcelonas ungdomshold, hvor han startede ud som defensiv midtbanespiller. Til sidst blev hans offensive kvaliteter dog så lysende klare, da han blev ved med at score mål for ungdomsholdet, at han blev rykket længere frem på banen.

Trods et åbenlyst talent havde Fàbregas lang vej til førsteholdet hos FC Barcelona på daværende tidspunkt.

Det kom Arsenal og Arséne Wenger til at nyde godt af.

Cirka 1100 kilometer nord for Barcelona sad Wenger og havde øje på Barcelonas unge stortalent. Arsène Wenger tog kontakt til Cesc og hans forældre, for at høre om de havde lyst til at snakke om et skifte til det nordlige London.

Der var ingen tvivl hos Cesc eller hans forældre. De tog til London, og den 11. september 2003 kunne Fàbregas kalde sig for Arsenal-spiller.

Han skulle heller ikke bruge lang tid på at overbevise Wenger om, at han skulle være en del af førsteholdstruppen.


Blot 16 år gammel og 177 dage gammel
Fabregas fik allerede debut på Arsenals førstehold godt en måned senere - d. 28. oktober 2003 - mod Rotherham United i Carling Cuppen.

Fàbregas var ikke særligt gammel på daværende tidspunkt, og med sine 16 år og 177 dage blev han den yngste spiller, der nogensinde havde optrådt på Arsenals førstehold.

Succesen var uundgåelig for den unge spanske komet. Allerede i sin første sæson hos Arsenal fik han også en smagsprøve på, hvordan det fungerede, når Arsenal var af sted i Europa.

I Champions League skulle Arsenal en tur til Spanien, hvor Celta Vigo lagde græs til. Arsenal vandt kampen 2-3 på mål af Edu og Robert Pires med Cesc siddende på bænken hele kampen igennem.

Med det in mente var der næppe mange Arsenal-fans, der i 2004 havde forventet, at Fàbregas skulle blive en fast del af Arsenal-holdet.

Men vejen blev banet som følge af skader hos flere af de etablerede spillere.

Derfor kom Arsenals nummer 15 til at spille hele 34 kampe for førsteholdstruppen i denne sæson - heriblandt var han med til at vinde FA Cuppen over Manchester United.


Tog over for Patrick Vieira
FA Cup-finalen endte 0-0 mellem de to engelske storklubber, og da de ikke kunne afgøre kampen i ekstra tid, måtte Arsenals Patrick Vieira afgøre kampen i straffesparkskonkurrencen. Netop det spark af Patrick Vieira blev hans sidste i Arsenal, og det betød, at unge Fàbregas nu måtte tage mere ansvar på banen, da han var udset af Wenger, som afløseren for Vieira.

Cesc overtog ikke bare Vieiras plads på holdet, men også hans rygnummer - Nummer 4.

Fàbregas blev derfor på flere måder Vieiras direkte arvtager. Den 28/03-2006 vendte Vieira tilbage til Highbury, da han og Juventus havde trukket Arsenal i Champions Leagues kvartfinaler.

Kampen blev på mange måder symbolsk for de to spilleres videre karrierer. Fàbregas spillede en vanvittig god kamp med et mål og en assists til Thierry Henry, men derudover “ejede” Fàbregas kampen. En verdensstjerne var blevet født.

Det gjorde den allerede populære Cesc mere populær end nogensinde før.

Pizzagate
Den 24. oktober 2004 endte Arsenals ubesejrede periode, da man tabte 2-0 til Manchester United på Old Trafford.

Sir Alex Ferguson og Arsène Wenger var efter kampen kommet heftigt op at skændes, da Wenger mente, at Manchester United-angriber Wayne Rooney havde filmet sig til et straffespark.

Under det meget voldsomme skænderi mellem de to managere udspillede sig et scenarie, der i dag er kendt som “Pizza-gate”. Her blev et stykke pizza kastet gennem spillertunnellen og ramte plet.

Den tidligere Arsenal-back Ashley Cole har beskrevet hændelsen i sin selvbiografi:

- Pludselig kom der et stykke pizza flyvende over mit hoved og ramte Ferguson lige i ansigtet. Vi måbede alle, da det gled ned over de berømte træk og videre ned over hans pæne sorte jakkesæt, fortæller Ashley Cole.

Der er aldrig rigtig blevet kastet lys over, hvem der kastede det meget berømte pizza-stykke, men alle medier pegede på, at det var Fàbregas, der kastede pizza-stykket efter den rasende skotte.

I det engelske underholdsningsprogrammet "A League of Their Own" med James Corden afslørede Cesc Fàbregas flere år efter episoden, at han var manden bag det flyvende pizzastykke. Klippet kan findes på youtube.

Den spanske transfersaga

På banen blev den vævre midtbanespillers betydning for Arsenal mere og mere bemærkelsesværdig. Han var begyndt at lave rigtigt mange assists, og fansene elskede ham mere og mere for hver dag der gik. Den 24. november 2008 blev han gjort til anfører for Arsenal, da Arsène Wenger havde fjernet anførerbindet fra franske William Gallas arm.

Det udviklede historien mellem Arsenal og Cesc Fàbregas til en kærlighedshistorie. Kærligheden mellem Arsenal og Fàbregas var indiskutabel, men den lille spanier havde et ønske om at komme tilbage til Catalonien og bevise sit værd på det hold, han blev fundet for let til.

I ethvert transfervindue blev Fàbregas rygtet tilbage til Spanien, og FC Barcelona gjorde til sidst alt, hvad der stod i deres magt for at hente Fàbregas hjem. Transfersagaen havde stået på i så mange transfervinduer, at Arsenals fans til sidst blevet så provokeret, at man til enhver kamp råbte:

- WE'VE GOT CESC Fàbregas, WE'VE GOT CESC FABREGAS!

Det var en måde at signalere overfor FC Barcelona, at man virkelig ikke ville af med den lille spanier, og i denne periode var der et umenneskeligt pres på Fàbregas. Alligevel leverede han altid godt spil på banen.

I slutningen af transfersagaen blev sagen endda også politisk. Borgmesteren af Fàbregas hjemby Vilassar de Mar mente, at Fàbregas blev holdt som gidsel i Arsenal, da “The Gunners” ikke havde lyst til at slippe sin anfører.

- Vi vil alle have, at Cesc kommer hjem til Barcelona, fordi lige nu bliver han holdt som gidsel i Arsenal. Hvis Arsenal virkelig er de gentlemen, som de siger, de er, så bør de også opføre sig sådan.

Et skifte virkede mere og mere uundgåeligt, og efter syv år i Arsenal meddelte Wenger til Arsenals bestyrelse, at klubben skulle acceptere buddet og sende Fàbregas til Barcelona.

Men det var ikke med glæde, at Wenger sendte sin kaptajn af sted. Men salget kan have været nødvendigt, fordi Arsenal økonomisk havde svære kår efter byggeriet af det nye Emirates Stadium, der også kom til at betyde salg af andre Arsenal-stjerner.

Fabregas nåede at spille 303 kampe for Arsenal i alle turneringer og score 57 mål. Han elskede livet i London og Arsenal højt, men problemet var, at han elskede Barcelona højere. Den spanske landsholdsspiller vendte hjem til et Barcelona-hold, hvor han havde spillet ungdomsfodbold med Lionel Messi og Gerard Piqué, men også tilbage til klubben, som han tabte Champions League-finalen i 2006 til, men det var hurtigt glemt.

For i 2010 blev Spanien verdensmestre med Fàbregas som oplægger i finalen - omringet af holdkammerater fra Barcelona, der gerne ville have den blot 175 cm. høje midtbanespiller til Spanien. Det skete i august 2011, da Barcelona sendte 230 millioner kroner til London.


Ville væk fra Barcelona
I den første sæson i Barcelona blev Real Madrid spanske mestre – efter flere år med Barcelona-dominans.

Fàbregas startede 23 La Liga-kampe, men scorede trods dette hele ni mål og lavede otte assists, og det udløste naturligvis en EM-billet.

I Spaniens åbningskamp til EM-2012 startede Fàbregas med 10-tallet på ryggen, som den centrale angriber i den spanske 4-3-3 formation.

Den blot 25-årige og 69 kilo tunge spiller svigtede ikke. Fàbregas reddede nemlig et meget vigtigt point mod Italien, og dermed heppede alle – også fansene i Madrid – på Fàbregas, der var vendt hjem til Barcelona.

Men af uklare årsager ønskede Fàbregas at komme væk fra Barcelona i sommeren 2014 efter han havde spillet små hundrede førsteholdskampe.

Klausuler i Fàbregas kontrakt gjorde, at Arsenal havde forkøbsret, hvis midtbanespilleren ville tilbage til Premier League, men det afviste Wenger at benytte sig af, da Arsenal havde masser af midtbanespillere, så i stedet endte den 27-årige Cesc i Chelsea.

Fàbregas vendte 'hjem' til London og til hård konkurrence på Chelsea-midtbanen blandt andet fra Willian, Oscar, Ramires, Mikel, André Schürrle, Eden Hazard og Matić.

Fàbregas fik dog afvist alt konkurrence og fik i starten masser af spilletid for Chelsea, som han har opnået 198 kampe for. Men det kan meget vel være sidste gang, Fàbregas har optrådt i den blå Chelsea-trøje, for da der manglende få minutter af FA Cup-opgøret mod Nottingham Forest den 5. januar 2019 forlod en grædende Fàbregas banen, for at den 31-årige spanier kunne bytte med N'Golo Kante.

504 kampe blev det til i England – men også to Premier League-titler, en liga-cup, to FA Cup-pokaler og en Community Shield-sejr.

Rygtemøllen har altid gode vilkår i januar-måned, og rygterne lyder, at fremtiden for Fàbregas bliver i franske AS Monaco, hvor hans gamle holdkammerat fra Arsenal-tiden, Thierry Henry, er blevet manager.

Begge spillere var desuden til stede, da Cesc Fàbregas blev til verdenskendte pizzakaster.
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Hvad der kommer til at ske i 2019?
Redaktionen på Indkast.dk kommer her med nogle af mine bud…
1. Manchester City bliver straffet af UEFA for deres ulovlige økonomiske indsprøjtninger og bliver blandt andet udelukket fra Champions League.

2. Lionel Messi stopper på det argentinske landshold. Enten inden eller lige efter Copa América til sommer.

3. Vejles Allan Sousa får flere røde kort, end han laver mål i foråret.

4. FCN sælger Andreas Olsen.

5. Ronaldo bliver topscorer i Serie A-sæsonen 2018/19.

6. VAR bliver en succes i Premier League.

7. De tidligere Premier League-klubber Portsmouth og Sunderland får noget tiltrængt succes.

8. Christian Eriksen får et drømmeskifte til Barcelona

9. Traditionsrige Leeds vender tilbage til Premier League.

10. Skandalebelagte Blackpool får en ny ejer.

11. Nicki Bille kommer i overskrifterne af de forkerte grunde.

12. Ajax kommer til at sælge voldsomt ud – nok engang – på deres hold, og spillere som Matthijs De Ligt og Frenkie De Jong forlader klubben for gigantiske summer.

13. Arsène Wenger bliver igen træner.

14. Liverpool vinder et trofæ.

15. Real Madrid slutter historisk langt fra Barcelona.

16. Alexander Zoringer bliver fyret i Brøndby.

17. FIFA bestemmer sig for at udvide VM-slutrunden til 48 hold.

18. Inter sælger Mauro Icardi for mange penge…

19. Bournemouth sælger Callum Wilson.

20. Palermo vender tilbage til Serie A.

21. Eden Hazard skifter til Real Madrid, som også henter David De Gea i Manchester United.

22. Manchester United kvalificerer sig ikke til Champions League, og på trods af rimelig gode resultater fortsætter Ole Gunnar Solskjær ikke i klubben. I stedet kommer der et af Europas største trænernavne til klubben.

23. Lionel Messi og Luis Suárez slutter på de to øverste pladser på La Ligas topscorer-liste.

24. Jose Mourinho bliver træner for en underpræsterende klub.

25. Niko Kovac bliver fyret i Bayern München, selvom de bliver en del af en uhyggelig spændende kamp om det tyske mesterskab.

26. Newcastle skifter ejer.

27. Huddersfield, Fulham og Cardiff rykker ud af Premier League.

28. Vendsyssel rykker ud af Superligaen.

29. Isco kommer til Premier League.

30. Arjen Robben stopper i Bayern München til sommer og tager derefter til MLS.

31. Robert Skov bliver solgt for det største beløb i Superligaen i nyere tid hvis ikke det største nogensinde.
Læs hele lederen
2018 - sådan husker Indkast.dk det
Redaktionen har samlet nogle minder...
- Mohamed Salahs mange mål.

- Tottenham brugte ingen penge i transfervinduet.

- Alexander Zoringers latterlige opførelse.

- At Steven Gerrard og Frank Lampard blev managere.

- Neymars film til VM.

- Adios Andres Iniesta.

- Den skandalebelagte og tåbelige Nicki Bille.

- Özil og Erdogang.

- Det gigantiske talent Andreas Skov Olsen.

- Monaco… som solgte et storhold.

- Arsenal vs. Tottenham: 4-2

- Jose Mourinhos vanvittige tredje sæson i United.

- Kjartan Finnbogasons mål, der kostede Brøndby guldet.

- Ronaldos skifte til Juventus.

- FCM's overraskende mesterskab.

- Den voldelige Nicklas Bendtner.

- Landsholdskonflikten.

- Lopeteguis fald i Real Madrid.

- Gareth Bales flotte mål i Champions League-finalen.

- Nicolai Jørgensens straffespark.

- Arsène Wenger sagde ”Au Revoir”.

- VAR

- Kroatiens overraskende plads i VM-finalen.

- Robert Skovs op- og nedture med et gyldent venstreben.

- Manchester Citys vanvittige styrke i Premier League.

- Kylian Mbappé brød igennem på verdensscenen.

- Superclasico i Madrid.

- Efter flere års dominans af Messi og Ronaldo blev Luka Modrić verdens bedste.

- For første gang i syv år holder Bayern München ikke julepause på førstepladsen i Bundesligaen.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Arsenal-spillere tager stoffer Vanvittige Boca Juniors Artikel ikon Alternativ forældrehjælp Artikel ikon Wenger afviser AC Milan Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ederson afslører hemmelighed bag udspark Ugens hold fra Premier League Artikel ikon - Nosser og bevare roen Artikel ikon Campbells landsholdskammerater Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 12: Flest redninger i en PL-kamp Top 15: Minutter pr. mål Artikel ikon Top 10: Største forskel i FA Cuppen Artikel ikon Top 10: Januar-transfermål Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Ajax - Danskernes klub: Jan Mølby Özil - fra skudlinjen Artikel ikon Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Artikel ikon Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Nr. 1 juleaften – hvordan sluttede det? Solskjær og United-målene Artikel ikon City 2008 vs. 2018 Artikel ikon Historisk PL-topstrid Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Medie: Eriksen nærmer sig Madrid-skifte Chelsea overvejer Hazard-salg Artikel ikon Kineser-klubber jagter West Ham-profil Artikel ikon Gerrard jagter tidligere holdkammerat Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Christian Pulisic
Vidste du om ... Ole Gunnar Solskjær Artikel ikon Vidste du om ... Mario Gomez Artikel ikon Vidste du om ... Gareth Bale Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Liverpools solide defensiv De Gea vs. Schmeichel vs. van der Sar Artikel ikon Krise - hos Isco og Coutinho Artikel ikon Klopps gode sæsonstart Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Tottenham - Man. United Optakt: Liverpool - Arsenal Artikel ikon Optakt: Liverpool - Newcastle Artikel ikon Optakt: Leicester - Man. City Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Tottenham - United Startopstilling: West Ham - Arsenal Artikel ikon Startopstillinger: Tottenham - Chelsea Artikel ikon Startopstillinger: Man City - Liverpool Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon City hænger på Liverpool Messi mål nr. 400 sænkede Eibar Artikel ikon De Gea sikrede United sejren på Wembley Artikel ikon Krisen afblæst hos PL-hold Artikel ikon Se flere