Carlo Ancelotti - mit spil

Af Torsten Brix

2017-11-09
Carlo Ancelotti - mit spil

Indkast.dk bringer her et kapitel fra "Mit spil"- det handler om Chelsea.

Chelsea viste interesse for mig allerede i 2008, hvor vi afholdt to møder, et i Paris og et i Genève. Posten som manager ville snart blive ledig, da José Mourinhos afløser, Avram Grant, selv snart skulle afløses.

Behovet for at holde møderne hemmelige betød, at det hele fik et lidt komisk skær. Ikke mindst fordi forestillingen om, at man kunne holde et møde mellem to personer som Roman Abramovitj og mig hemmeligt, blev undermineret få timer efter vores møde i Paris, da Adriano Galliani ringede til mig for at spørge, hvordan mødet var gået.

Dengang fik jeg ikke jobbet, fordi ejeren foretrak Luiz Felipe Scolari frem for mig, angiveligt på grund af mit dårlige engelsk. Det viste sig, at Scolari ikke var løsningen for Chelsea, da han blev fyret i begyndelsen af 2009. Guus Hiddink blev ansat som en nødløsning for resten af sæsonen, og så var jeg pludselig tilbage i ligningen. Hele interviewprocessen blev gentaget med nye 'hemmelige' møder med Abramovitj og hans folk. I februar 2009 havde jeg og min assistent, Bruno Demichelis, en række møder med Chelseas sportsdirektør, Mike Forde, over en seks ugers periode.

Som noget nyt for mig gennemgik vi på møderne nøgleområder som Chelseas vision, klubbens arbejdsgange, nøglemålsætninger, brugen af data, præstationsmodeller, håndtering af de store spillere samt de betingelser, jeg mente var nødvendige for at få succes med Chelsea. Mike udspurgte mig tilbundsgående om alle de emner og mere til. Forløbet var meget intenst og anderledes end noget, jeg havde oplevet med andre klubber. I marts 2009 sagde jeg ja til at komme og begynde i juni. Da jeg havde skrevet under, forklarede Mike mig, hvordan staben er sammensat, hvordan Premier League fungerer, Chelseas rekrutteringspolitik og ejerens forventninger – selv om de ting allerede var gjort helt tydelige for mig.

Chelsea indkvarterede mig og Bruno i Holland, hvor vi gennem- førte et intensivt otte ugers sprogkursus i engelsk fra klokken otte om morgen til klokken otte om aftenen. Hvis sproget havde været et tema sidste gang, så var jeg fast besluttet på, at det ikke skulle være det denne gang. Jeg vil gerne betragtes som en god studerende, så jeg var flittig.

Kort efter min tiltræden holdt jeg min første pressekonference i Chelsea og talte engelsk foran mere end to hundrede journalister. Jeg var selvfølgelig meget nervøs, men også glad.
Omklædningsrummet i Chelsea havde mange stærke personligheder, og jeg er overbevist om, at min succes i min karriere hjalp mig i begyndelsen. Når du kommer til en klub efter at have vundet Champions League to gange, får du meget respekt fra spillerne – men kun i begyndelsen.

Hvedebrødsdagene med spillerne varer aldrig ret lang tid, for efter kort tid begynder de at kigge på dig og spørge sig selv: Hvad kan han gøre for mig?

Jeg ændrede ikke strukturen i den daglige træning. Spillerne følte sig tilpas med den måde, det foregik på, så det virkede rigtigt at holde fast i det. Vi ændrede dog spillestilen, og det hjalp på en anden måde, fordi spillerne skulle koncentrere sig om at lære systemet at kende, og det motiverer altid de bedste spillere. Selvfølgelig var vi nødt til at ændre holdets spillestil, fordi ejeren ville have noget nyt. Det kom jeg til at opleve igen, da jeg senere kom til Real Madrid. Ved et af de første møder, jeg havde med Roman Abramovitj, gjorde han det klart, hvad han ville have.

»Jeg vil finde en manager, der giver mit hold en identitet, for når jeg ser Chelsea, ser jeg ikke nogen identitet. Når jeg ser Barcelona eller Manchester United, så kan jeg se en identitet i holdet. Det kan jeg ikke, når jeg ser Chelsea spille.«

Så vi ændrede spillestilen. Vi spillede med mere boldbesiddelse. Der er næppe nogen bedre måde at sikre boldbesiddelsen på end med en spiller som Milans Andrea Pirlo, så vi prøvede at få fat i ham, men det kunne ikke lade sig gøre. I begyndelsen spillede jeg med Michael Essien på den position. Han tilpassede sig og blev en af de bedste spillere på den plads.

Begyndelsen af min tid i Chelsea var fantastisk. Jeg overtog holdet inden sæsonoptakten i USA, hvor vi vandt hver eneste kamp. Mine ideer, tanker og tilgang så ud til at blive vel modtaget af spillerne. Vi indledte sæsonen rigtig godt og vandt fjorten af de første seksten kampe, fordelt på alle turneringer. Men selv da var der tegn på, at relationerne til ejeren måske ville blive besværlige.

Midt i en glimrende stime af kampe tabte vi 1-3 til Wigan. I mit hoved var det blot en enkelt smutter, noget der sker i fodbold, men Abramovitj kom ind på træningsanlægget den næste morgen og krævede en forklaring. Jeg burde have genkendt det som mit første røde flag. Det var nyt for mig med den type ejer – selv ikke Berlusconi havde været så krævende.

Da vi nåede til december, lå vi nummer to i Premier League og havde vundet vores gruppe i Champions League. Så trak vi Inter – og selvfølgelig José Mourinho – i ottendedelsfinalen, og omgående mærkede vi presset og forventningerne, selv om der var over to måneder til kampene.

Vi indledte 2010 stærkt i FA Cuppen, men i februar blev jeg ramt af to lynnedslag, der kom til at skade min relation til Abramovitj markant. Først tabte vi 2-4 hjemme til Manchester City, hvilket var skidt, fordi vi blev udspillet og udmanøvreret taktisk. Abramovitj indkaldte til et møde næste morgen klokken ni og ville vide, hvad der var gået galt. Abramovitj er aldrig glad, når holdet taber i et såkaldt 'lynnnedslag' – nederlag, som han mener ikke burde kunne finde sted for Chelsea.

Det andet, og værre, lynnedslag var vores udebanenederlag til Inter i den første runde af vores Champions League ottendedels- finale.

Da vi tabte igen til Inter i returkampen, 0-1 på hjemmebane, blev jeg for første gang udfordret af medierne. Nu var hvedebrødsdagene helt sikkert for længst forbi. Næste dag stillede Abramovitj sig op foran truppen og krævede svar. Det var endnu en episode, der lærte mig, hvordan jeg skal håndtere en anderledes type præsident. Jeg undlod igen at konfrontere aggressivitet med aggressivitet. Det er ikke min stil. Jeg foretrækker at gennemtænke tingene i svære situationer og forholde mig køligt og objektivt til problemerne.

Da Mourinhos Inter endte med at vinde Champions League – et mål han ikke havde været i stand til at opnå i sin tid i Chelsea – var det ikke godt for mig. Måske var det begyndelsen til enden, et stort, rødt flag.

Vi var ude af Champions League, men jeg opfordrede spillerne til at sætte sig et nyt mål. Vi skulle vinde the double med ligaen og FA Cuppen for første gang i Chelseas historie. Jeg viste dem en tabel, der illustrerede vores vej til bedriften og forklarede dem, at i det tyvende århundrede var der kun fire hold, der havde vundet the double, og i det enogtyvende århundrede var der kun ét hold. Vi ville blive det første hold i otte år, siden Arsenal i 2002. Det blev vores nye mission.

Sådan en situation handler om at opbygge et stærkt sammenhold. Spillerne vidste, at ejeren var efter mig, og de følte, at de havde svigtet mig. De følte, at de skyldte mig noget, og de svarede igen på bedste vis.

Vi vandt rigtig mange kampe og mange storsejre – vi scorede mange mål – og i den sidste kamp i sæsonen slog vi Wigan 8-0 og vandt ligaen. En uge efter vandt vi FA Cup-finalen over Portsmouth og sikrede os the double.

Ganske usædvanligt blev jeg ikke tilbudt en forlængelse af min treårige kontrakt efter finalen. Det blev slet ikke drøftet. Det var alt sammen noget, der indikerede endnu et rødt flag for mig.
Der var flere bekymrende ting på vej. Der kom ingen store navne
ind i løbet af sommerpausen, og flere af de ældre spillere, som Michael Ballack, blev ikke tilbudt en ny kontrakt.

Jeg blev bedt om at tage fem unge akademispillere ind i truppen på femogtyve spillere, hvilket jeg gjorde. Vi vandt den første kamp i den nye sæson 6-0, men jeg fik alligevel besked om at troppe op ved Abramovitjs hus samme aften for at få en irettesættelse for præstationen. Endnu et rødt flag – og efter blot én kamp i sæsonen.

Vi fortsatte den gode start og lå i toppen, indtil vi havde en dårlig måned i november. Vi tabte 0-2 til Liverpool, og min assistent Ray Wilkins blev fyret fire dage senere. Endnu en lærestreg.

Jeg kunne have kæmpet hårdere, men jeg vidste, at beslutningen var truffet. Michael Emenalo, klubbens chef for analyse af modstanderne, blev gjort til assistenttræner, og jeg skulle præsentere ham for spillertruppen. Især de engelske spillere var ikke tilfredse med den måde, tingene var foregået på.

Jeg blev overrasket, da klubben skiftede Ray Wilkins ud. Det blev ikke drøftet med mig først. I mit første år i klubben var Ray selvfølgelig vigtig på grund af sproget – han talte italiensk – og for spillerne var han en god mand at have i nærheden.

I mit andet år i klubben kunne jeg begå mig uden ham, selv om jeg bestemt ikke ønskede det. Klubben havde truffet sin beslutning. Ray var allerede væk. Da Abramovitj besluttede at gøre Emenalo til assistenttræner – min assistent – sagde jeg til klubben, at jeg ikke havde brug for endnu en assistent. Jeg havde allerede Paul Clement og Bruno Demichelis, og tilsammen havde vi det hele dækket af.

Jeg havde ikke noget personligt problem med Emenalo, men han var ikke tilpas i sin nye rolle. Han var ikke vant til at være assistent- træner – hans erfaring var inden for analyse af modstanderen – men alligevel gav klubben ham rollen. Han følte sig åbenlyst ikke tilpas foran spillerne, for de kendte ham fra hans tid i en anden funktion, ikke i denne nye rolle.

I januar 2011 skrev klubben kontrakt med to markante navne – Fernando Torres fra Liverpool og David Luiz fra Benfica – og det løftede moralen, men ikke længe. Desværre var Torres ikke længere på toppen efter en skadesperiode i Liverpool.

I april spillede vi mod Manchester United i kvartfinalen i Cham- pions League og havde en følelse af, at vi var nødt til at vinde for at redde vores sæson. Aftenen før returkampen talte Abramovitj til spillerne og sagde til dem, at de skulle vinde, for ellers ville der blive lavet ændringer på holdet. Under fire øjne understregede han kampens betydning for mig.

»Hvis vi taber, skal du ikke bekymre dig om at møde op på jobbet næste dag.«

Jeg vidste ikke, om han mente det. Vi tabte, og jeg mødte op på arbejde, selv om jeg følte mig som en færdig mand. Jeg burde nok have konfronteret ejeren, men det virkede formålsløst. I sæsonens sidste kamp tabte vi 0-1 ude til Everton. Jeg har hørt, at direktøren var på vej væk fra stadion i sin bil, da han fik opkaldet:

»Vend om og fortæl Carlo, at han er fyret.«

Jeg formoder, at logikken var, at der ikke var nogen grund til at vente og sige det til mig senere. I det mindste gav det mig muligheden for at sige farvel til spillerne og staben, inden de tog på ferie. Da holdet kom tilbage til London samme aften, tog de ældste spillere – Didier Drogba, John Terry, Frank Lampard og de øvrige – mig med ud at spise og få et par drinks. Det havde jeg aldrig oplevet før i min karriere. Jeg tror, jeg var værdsat. Min tid i Chelsea fulgte et velkendt forløb. Vi leverede en fantastisk liga og pokal-double i den første sæson og spillede den stil, ejeren ønskede, selv om der – når jeg kigger tilbage på det i dag – var de røde flag, jeg nævnte, jeg havde overset.

I den anden sæson vidste jeg, enden var nær, flere måneder inden det var tilfældet, ligesom det senere blev tilfældet i Madrid. Rygterne florerede om, at jeg foretrak de engelske spillere frem for de øvrige – at de var mine yndlinge. Men det var ikke rigtigt, at jeg favoriserede dem. Jeg havde en fantastisk relation til de engelske spillere, fordi de var meget professionelle og skabte energien på holdet. Når tingene for alvor strammede til, var de virkelig gode på banen.

Relationen til ejeren var derimod ikke så god. Når et samarbejde går i stykker, er der små detaljer, der tilsammen løber op. Der var fyringen og udskiftningen af Ray Wilkins, og Abramovitj begyndte også at sige, at jeg foretrak visse spillere. Måske var han hoppet på rygterne om, at jeg favoriserede nogle af dem. Jeg sagde til ham, at det ikke passede. Det gjorde jeg helt klart for ham. Det er vigtigt, at præsidenter og trænere kan være ærlige over for hinanden.

Måske var det med favoriseringen en undskyldning for Abramovitj. Jeg tror, den væsentligste årsag til, at han skilte sig af med mig, var, at han mente, min ledelse af holdet var forkert. Han følte, at jeg var for flink over for spillerne, og han blev overbevist om, at det skabte problemer i gruppen. Han forsøgte at overbevise mig om, at jeg skulle være stærkere, hårdere og strengere over for spillerne, selv om al min erfaring havde lært mig det modsatte.

Jeg havde hørt det før, og jeg har hørt det siden, men han tog fejl. De tager alle fejl. Jeg ændrer ikke min personlighed. De ansætter mig på grund af min evne til at skabe ro i en klub ved at bygge et sammenhold med spillerne, hvilket er en af mine største styrker. Så kommer der et tidspunkt, hvor det ikke længere er den fremgangsmåde, de ønsker, og der begynder samarbejdet at gå galt – ikke med spillerne, men med ejerne. De ansætter mig til at være flink og rolig over for spillerne, og når så de første tegn på problemer viser sig, så er det nøjagtig de karaktertræk hos mig, der er problemet.

Jeg ved, at hvis jeg vinder, er det, fordi jeg er rolig. Og tilsvarende, hvis jeg taber, er det, fordi jeg er rolig. Hvordan kan begge dele gælde? Det er et paradoks, men jeg var fanget af det i Chelsea. Måske er det en naturlig cyklus for managere generelt, at årsagen til, at de bliver ansat i første omgang, med tiden bliver det, der gør, at de bliver fyret. Eller måske er det den eneste forklaring på Ancelotti-forløbet. Jeg ved, at jeg ikke kan ændre min personlighed, så måske kan jeg ikke ændre mit forløb. Det eneste, jeg kan sige med sikkerhed, er, at jeg var meget skuffet over at skulle forlade Stamford Bridge.



Fodboldens største rivaler

Superclasico

Hadets kamp i Istanbul

Flamengo vs. Fluminense eller Fla-Flu

Magasin-artikler
Superclasico
Indkast.dk kigger nærmere på ”Verdens største fodboldkamp”…
Inden det første opgør i Libertadores-finalen 2018 blev de to modstandere enige om noget underligt… De to hold ønskede, at når de to kampe skulle spilles, var det uden udebanetilskuere. Altså kun hjemmeholdets tilskuere til afslutningen på turneringen, der svarer til Champions League. Årsagen til, at holdene blev enige om, at kampene skulle spilles uden modstandernes tilskuere, var ligetil – kampen stod nemlig imellem Boca Juniors og River Plate...

Opgøret imellem de to Buenos Aires-klubber er blevet omdøbt til ”Superclasico”, og den er mange gange blevet kåret til den mest forhadte fodboldkamp i verden, hvilket ikke siger så lidt. For pak bare Olympiaskos vs. Panathinakos, Dortmund vs. Schalke, Milan vs. Inter, Celtic vs. Rangers, Flamengo vs. Fluminese eller Barcelona vs. Real Madrid væk – det argentinske opgør er størst… og smid deroveni, at de i 2018 spillede om det eftertragtede Libertadores-trofæ, så er der tale om et opgør uden nogen sammenligning.

Aldrig før i turneringens 58-årige har de to rivaler mødt hinanden i finalen, så kampen er et opgør om langt mere end fodbold. Kampene vil lægge gaderne øde i Buenos Aires jah… faktisk i hele Argentina og endda i store dele af Sydamerika. Hele 2.000 forskellige medier har forsøgt at komme ind til kampene, selvom der end ikke er plads til en tiendedel.


Los Milonrois faldt sammen
Pudsigt nok blev begge klubber skabt af italienske immigranter, men ellers har de ikke ret meget tilfælles. For tidligt i klubhistorien flyttede River Plate til et langt mere økonomisk attraktivt område af storbyen, og derfor har de fået øgenavnet ”Los Milonrios” – millionærene...

River Plate har også det største stadion – El Monumental – der har plads til 25.000 mere end på Boca Juniors La Bomboenra, hvor der ”kun” kan være 50.000. Men River har været helt nede ved vende.

I sommeren 2011 rykkede de ud af den bedste argentinske fodboldrække for første gang i 110 år. Dette frembragte voldsomme reaktioner, hvor blandt andet 25 betjente blev hårdt såret. Dette skal naturligvis ses i lyset af, at River Plate-fansene er en helt anden støbning end mange andre, og at klubben har stolte og mange traditioner. Som da de i 1950'erne havde 13 mand udtaget til det argentinske landshold – altså deres udskiftningsspillere var bedre end resten.


Gallardo blev til ”El Muneco”
I forhold til den meget berømte nedrykning skulle klubbens præsident have beskyttelse af flere livvagter i døgndrift i de efterfølgende år, selvom der i 2013 startede voldsomme ændringer i klubben. Rodolfo D'Onofrio blev valgt til præsident og store dele af den sportslige sektor blev uddelt til klublegenderne – Enzo Francesoli og Norberto Alonso. Derudover blev Marcelo Gallardo udnævnt til træner, og sidenhen er han blevet kaldet ”Rivers Pep Guardiola”.

Derudover fik Gallardo øgenavnet ”El Muneco”, der kan oversættes med klubbens kransekagefigur, da han blandt andet har levet hele livet i River Plate. Han voksede op på klubbens akademi, var med i alle sejrene i 90'erne og udviklede sig meget som træner blandt andet lidt i samme stil med sin tidligere holdkammerater og nuværende Atlético Madrid-træner Diego Simeone.

På bare fire år gik River fra nedrykning til at blive sydamerikanske mestre, og de efterfølgende fem sæsoner vandt de flere trofæer, end de havde gjort tyve år forinden. Så revolutionen af klubben, som Marcelo Gallardo havde lavet, hjalp. Der blev indført tre g'er – ganar, gustar og golear, som kan oversættes med sejr, glæde og lave mange mål.

Dette har bragt dem fra nedrykning til finalen imod Boca Juniors, men ikke uden ballade, som da Superclasico-opgøret blev afbrudt, da Boca-fansene smed peberspray på River Plate-spillerne. Efterfølgende var flere af spillerne i lange behandlinger, og Boca blev taberdømt.


En kamp man skal opleve, inden man dør…
I forhold til trofæer har River Plate også et lille overtag, da de har vundet 36 argentinske mesterskaber, hvilket er tre mere end Boca Juniors. Tre gange tidligere har de to hold mødt hinanden i Libertadores, men altså aldrig i finalen. Omkring årtusindeskiftet slog Boca rivalerne i kvartfinalen, hvilket også gentog sig fire år senere efter straffesparkskonkurrence. I 2015 mødte holdene hinanden i gruppespillet.

I den nuværende trup har Boca Juniors flere argentinske spillere med fortid i Europa som Fernando Gago, Carlos Tévez og Mauro Zarata – men det er langt fra de eneste store fodboldnavne, der har været i klubben. Diego Maradona og Riquelme har fået store dele af deres fodboldopdragelse hos Boca Juniors, som af mange betragtes som ”arbejderklubben” i den argentinske storby overfor de mere velhavende - fra River Plate.

Boca-fansene bliver kaldt for ”Los Xeneizes”, da klubben blev skabt af immigranter fra Genoa, og de har et rygte om at være lidt mere vilde og helhjertede end River Plate-fansene. Der findes også flest Boca-fans… blandt andet den kendte Mary Esher Duffau, som der tidligere har været lavet en film om, og da den 74-årige dame døde i 2008, var der et minuts stilhed inden deres kamp imod Cruzeiro. Filmen om Mary Esher Duffau handlede om hendes hårde liv blandt andet som Boca-fan. Gad vide, hvordan hun ville have oplevet Superclasico 2018?

Tidligere har den engelske avis The Observer slået fast, at det at se kampen imellem Boca og River var nr. 1 på listen over 50 sportskampe, som man skal opleve, inden man dør…

Læs hele artiklen
Hadets kamp i Istanbul
Indkast.dk har kigget nærmere på et af de mest forhadte opgør i fodboldverdenen. Kampen har næsten en tradition for vold, provokationer og masser ballade – både på og udenfor banen.
Fredag aften blev der spillet en af de mest vanvittige fodboldkampe i verden imellem rivalerne – Galatasaray og Fenerhahce. Tidligere har de to tyrkiske klubber spillet nogle meget dramatiske opgør – versionen i efteråret 2018 var ingen undtagelse.

Kort efter kampen uddelte dommer Firat Aydinus tre røde kort efter gigantisk ballade efter opgøret, som sluttede 2-2. Lige efter kampen var fløjtet af, startede der en voldsom ballade, og over 30 spillere og trænere deltog i tumulten på banen. Se noget af den her:



Galatasarays Badou Ndiaye og Fenerbahce-spillerne Jailson og Roberto Soldado fik et rødt kort og står til lange karantæner, men det var langt fra eneste gang, at Istanbul-derbyet har været dramatisk.

Kort efter årtusindeskiftet vandt Fenerbahce med hele 6-0 over Galatasaray, selvom holdets store profil – argentinske Arial Ortega – var blevet udvist, og i underlal fik Fenerbahce lavet tre mål. Kort tid efter spillede holdene 2-2 på Galatasarays hjemmebane i en kamp, hvor var 71.334 tilskuere til kampen, hvilket stadigvæk er tilskuerrekord i tyrkisk fodbold. Værste opgør var dog i 1934, hvor kampen blev afbrudt, efter der havde været et voldsomt slagsmål imellem spillerne. Siden det opgør har der været et gigantisk had imellem klubberne.


Flaget i midtercirklen
Fredagens kamp var møde nr. 388 imellem de to rivaler, som ”Fener” har vundet flest af… hele 146 gange, mens Galatasaray har vundet 123 kampe. Det er faktisk lidt underligt, da Galatasaray af mange bliver betragtet som den største klub. Det er de også, hvis man kigger i den nuværende stilling i tyrkisk fodbold.

Galatasaray blev grundlagt i 1905 af studenter, og det belærte har i nogle perioder været hæftet ved ”Gala”, mens Fenerbahce ofte bliver drillet med deres tilknytning til det asiatiske Tyrkiet. En ting har de to klubberne dog til fælles… de vinder ofte det tyrkiske mesterskab. Den tyrkiske Super Lig har kun haft fem forskellige vindere, som er fordelt således:

Galatasaray: 21
Fenerbahce: 19
Besiktas: 15
Trabzonspor: 6
Bursaspor: 1

Udover flest mesterskaber så har Galatasaray også vundet en europæisk titel, da de vandt UEFA-cuppen i år 2000 – i København over Arsenal.

Fire år før den triumf kom der en af de mere bizarre hændelser i hadet imellem de to klubber, da Galatasaray-træner Graeme Souness løb ind på Fenerbahces hjemmebane – Sukru Saracoglu – og plantede et Galatasaray-flag i midtercirklen.

Skottens provokation skabte voldsom ballade blandt tilskuerne og delte befolkningen i Istanbul. Enten var Souness en helt eller en ærkerival. Præcis samme følelse som mange havde efter fredagens opgør på Türk Telekom Stadium…

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Wayne Rooney – Goodbye Wembley
”Roospect” kan være overskriften efter ”Three Lions-legenden” Wayne Rooney stoppede efter 120 kampe på det engelske landshold.
Den 24. oktober 1985 – altså for lidt over 33 år siden – blev der i Liverpool-bydelen Croteth født en lille dreng, som sidenhen skulle vise sig at blive en international fodboldspiller, som alle drengene drømte om i disse fattige gader, men kun ganske få opnår. Det har Wayne Mark Rooney gjort, og den engelske angriber har været meget igennem i det relative korte liv – for at opnå denne succes.

Rooney blev kendt i hele England, da han i en alder af blot 16 år scorede et fantastisk sejrsmål for Everton mod Arsenal. Den unge vidunderdreng var dengang den yngste spiller, som havde scoret i Premier League. Rekorden blev senere slået, men ingen i England var i det øjeblik et sekund i tvivl om, at den unge knægt ville gå en stor fremtid i møde.

Den daværende Everton-spiller fortsatte sin unikke udvikling, og den unge angriber vandt blandt andet BBC's pris som årets yngste sportspersonlighed. Kort tid efter blev Evertons guldfugl hentet af Manchester United foran snuden på Newcastle United. En dengang 18-årig Rooney blev hentet for et rekordbeløb, som lød på 300 mio. kroner.

Selvom det var et vanvittigt beløb for en så ung spiller, så betalte manden af irsk afstamning tilbage med flotte præstationer i Manchester United-trøjen. Debutsæsonen for Manchester United var mere end godkendt. I sin debutkamp lavede det unge stjernefrø hattrick og lagde op til et mål mod Fenerbahçe i Champions League. Den kompetente angriber scorede 17 mål i 43 optrædener i sin første sæson og blev kåret til årets yngste spiller i Premier League.


Overskrifter om rødt kort, lukrativ kontrakt, ludere og hårtransplantation
Rooney har næsten vundet alt, hvad der er værd at vinde på klubplan. Blandt andet har han vundet Premier League fem gange, Champions League, verdensmesterskaberne for klubhold, Carling Cuppen og Community Shield. Derudover vil han i United blive husket for et unikt saksesparksmål imod rivalerne fra City og for at slå Sir Bobby Charltons målrekord, men der har også været skyggesider...

Den iltre englænder blev blandt andet udvist i VM-kvartfinalen mod Portugal efter stemplingen på Ricardo Carvalho. Den daværende portugisiske klubkammerat, Cristiano Ronaldo, var stærkt medvirkende til at påvirke dommeren efter hændelsen, men begge spillere var på talefod igen efter VM. Disse to spillere var nemlig sidenhen arkitekterne bag Manchester Uniteds tre efterfølgende mesterskaber, men efter Ronaldos skifte til Real Madrid har Rooney – og Manchester United ikke helt været på samme niveau – og angriberen har været i overskrifterne af alt for mange andre grunde.

Engelske medier opdagede, at Rooney var sin kone utro med en luder og efterfølgende ønskede den 1,78 m høje englænder at forlade Old Trafford pga. manglende ambitioner og indkøb. Sidstnævnte gjorde, at han endte med at underskrive en lukrativ femårig aftale med United, som gjorde ham til Premier Leagues daværende næstbedst betalte spiller - kun overgået af Manchester Citys midtbanespiller Yaya Touré.

Historier som disse har de engelske aviser elsket, og Rooney har til tider været jagtet bytte for sladderaviserne, som da de gik meget op i, at han havde fået lavet en hårtransplantation, da han ellers ikke ville have meget hår på toppen – hvilket ikke passede til de store reklame-aftaler.


Bedre end Shearer og Henry
Præstationerne på banen har de senere år heller ikke gjort det lettere for Rooneys markedsføringsafdeling, men han har også spillet mange forskellige positioner, hvilket eksempelvis har påvirket antallet af mål, som Rooney har lavet. I United gik antallet af mål fra at lave 17 til 12 og 8 til 5 mål og hans scoringsprocenter faldt fra 21 til 12 % og 144 minutter pr. mål til 308.

Omvendt så viste statistikkerne da Rooney blev 30 år, at ingen tidligere havde lavet flere mål i Premier Leagues historie end Rooney indtil de var blevet 30 år – hverken Alan Shearer eller Thierry Henry. Derudover slog Rooney som tidligere nævnt Sir Bobby Charltons rekord, da han blev den mest scorende spiller på det engelske landshold – men ikke nok med det. Han slog jo også Charltons klubrekord på 250 United-mål. At opnå 250 kampe for United er en stor bedrift, men at lave 250 mål står nærmest ikke til at slå.

I 2010 var Rooney millimeter fra at skifte til rivalerne fra City, hvilket mange af Manchester Uniteds største fans aldrig tilgav ham, så var det lettere for dem at acceptere, at angriberen skiftede til Everton. Ikke mindst fordi Rooney på det tidspunkt havde spillet sig ud af Jose Mourinhos idealopstilling på Old Trafford, hvorved valget på Everton måske ikke er så underligt.


Everton-pyjamas som kaptajn for Manchester United
Ved præsentationen i Everton overraskende Rooney nemlig den engelske presse, da han hudløst ærligt fortalte om sin livslange kærlighed for Everton og blandt andet om, hvordan han som Manchester United-anfører havde sovet i en Everton-pyjamas. Rooney valgte sin nye klub med hjertet og afviste dermed de gigantiske løntilbud, der skulle have været fra flere kinesiske klubber efter de 13 år i Manchester United. Første gang Rooney var i Everton blev det til 17 mål i 77 kampe, og efter et af disse mål viste han i jubelscenen den legendariske undertrøje med skriften ”Once a blue – always a blue”.

Evertons bestyrelsesformand Bill Kenwright var vild med ideen om at hente Rooney tilbage til klubben og fik ifølge bulletinerne også overtalt den daværende manager - Ronald Koeman. 31 kampe og 10 mål senere var Rooney i MLS-klubben D.C. United, hvor han fra starten imponerede meget, men Rooney vil blive husket for de 599 United-kampe, og for at vende tilbage til Everton, for klubhjertet har aldrig fejler ikke noget. Rooneys søn – Kai – og hans far er gigantiske Everton-fans, for jah… ”Once a blue – always a blue”…

Samme Kai var – sammen med brødrene Klay, Cass, Kit, FA-formanden Greg Clarke og Harry Kane - også med på banen efter venskabskampen mod USA. Den engelske landstræner Gareth Southgate havde givet Rooney en sidste landskamp, og en meget påvirket og følelsesladet Rooney fik sagt:

- Det var stort at være tilbage på Wembley foran hjemmebanetilskuerne, som gav mig en unik modtagelse. Det er meget stort øjeblik, som jeg vil huske og nyde. Først og fremmest har det været dejligt at være sammen med de andre spillere i de seneste dage, men denne aften har været dejlig. Det var en god måde at afslutte min landsholdskarriere på. Jeg synes, gutterne spillede fantastisk. Desværre fik jeg ikke selv scoret, men det her er alligevel noget, jeg vil huske i lang tid.

15 år og ni måneder forinden havde Rooney spillet sin første landskamp for ”Three Lions”, som han havde været talisman for i ti år. En rigtig holdspiller stoppede og han fik den store ære, som han havde fortjent, så han kunne viske…. Goodbye Wembley!
Læs hele artiklen
Jacob Bruun-Larsen - fremtidens mand
Efter et lejeophold i Stuttgart uden meget spilletid, var der mange der tvivlede på Jacob Bruun-Larsens fremtid i Dortmund. Den unge dansker har dog lukket munden på kritikerne denne sæson.
I en alder af blot 16 år skiftede Jacob Bruun-Larsen fra Lyngby til Dortmund. Kantspilleren blev i sin tid regnet som et stort talent, og i Dortmund har man altid regnet med, at den unge dansker ville slå igennem på klubbens førstehold.

På Dortmunds ungdomshold gik det da også strygende efter ankomsten, hvor Bruun-Larsen bombede mål ind for klubbens U19-hold. Dog blev det ikke til mange minutter for Dortmunds Bundesliga-mandskab, hvorfor Bruun-Larsen i januar 2018 blev udlejet til Stuttgart, hvor man satsede på, at danskeren kunne få spilletid og værdifuld erfaring med sig.

Den halve sæson i Stuttgart blev ikke som man havde kunnet håbe, og det kun blev til fire optrædener og én startplads i den bedste tyske række. I mellemtiden ansatte Dortmund Lucien Favre som deres nye træner, og det blev vendepunktet for Bruun-Larsen. Favre er kendt for at give unge spillere chancen, og Bruun Larsen er sammen med bl.a. Jadon Sancho en af de unge spillere, som træneren har givet chancen i år.

Her har den 20-årige dansker formået at gribe chancen, da han har scoret og lagt op til mål i både Bundesligaen og Champions League. Bruun-Larsen ser ud til at have en lys fremtid foran sig, hvis han formår at holde sig indenfor varmen i Dortmund, som lige nu ligger nummer et i den bedste tyske række.

Bundesliga.com har i øvrigt sammenlignet Bruun-Larsen med ingen ringere end Marco Reus, da begge spillere er gode med bolden, har fart, målnæse og er effektive all-round-spillere. Om Jacob Bruun-Larsen bliver lige så god som Reus vil tiden vise, men banen er hvert fald kridtet op for den unge dansker.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Ilden José og isen Pep mødes – igen
Fodboldens svar på John McEnroe og Bjørn Borg står overfor hinanden i en mesterskabsafgørende kamp i Manchester. Indkast.dk har gravet ned i deres historik, som er ganske underholdende.
Lørdag den 10. september 2016 blev et skelsættende tidspunkt i international fodbold, for nok et kapitel blev skrevet til had/kærlighedsforholdet imellem Jose Mourinho og Pep Guardiola. Her stod de to tidligere venner overfor hinanden, som træner for hver sin Manchester-klub.

Tyve år forinden var de begge i Barcelona som assistent-træner og midtbanestyrmand. Denne periode betragtes som en af klubbens bedste, og der var stærke bånd i et solidt venskab, men sidenhen er der løbet meget vand igennem åen.

Mourinho-tiden med store armbevægelser i Real Madrid overfor den meget kontrollerede og mere rolige Guardiola i Barcelona viste al andet end næstekærlighed. Mourinho har tidligere haft for vane at køre et grimt, men underholdende medie-stunt, mens Guardiola har kæmpet voldsomt med ikke at lade sig rive med - på de mange provokationer fra Mourinho, som fx i august 2013 hvor den daværende Chelsea-manager sagde følgende efter UEFA's Super Cup:

- Hver gang jeg spiller imod Pep, ender vi med at være 10 mand på banen. Er det en regel, som UEFA har lavet?

Tilbage i april 2011 slog Mourinho fast, at Guardiola blot havde vundet et Champions League-trofæ og understregede, at det skete efter, hvad han selv kaldte ”Skandalen på Stamford Bridge”, hvor Pepe blev udvist. Samtidig mente portugiseren, at den spanske træner – igen – havde fået dommerhjælp, og at Guardiola endda havde kritiseret dommeren for de korrekte beslutninger, som han havde truffet.

Til dette svarede den daværende Barcelona-træner, at Mourinho var bossen i presserummet på Bernabéu, og fortsatte det sådan, ville det ændre deres venskab, som ville udvikle sig til blot et bekendtskab.


McEnroe vs. Borg
Udefra set virker det til, at venskabet er slut imellem de to store forskelligheder, som kan sammenlignes med John McEnroe og Bjørn Borg. Imellem 1978 og 1981 mødtes de to tennislegender 14 gange, men det var mere end blot tenniskampe. Det var et opgør imellem to vidt forskellige mennesketyper – som dengang blev beskrevet som ”Ild og Is”. I nutidens fodboldopgør er Mourinho ilden, mens Guardiola er isen.

Den internationalt anerkendte fodboldjournalist Sid Lowe har i sin bog om rivaliseringen imellem Barcelona og Real Madrid beskrevet opgøret imellem de to trænere. Heri hævder den veloplyste Lowe, at Mourinho indså, at hans største chance for at slå Barcelona var ved at komme ind under huden på Guardiola samt skabe en krig imellem dem – hvor alle våben var tilladt. En krig mellem to typer trænere, men også mellem to forskellige klubber, hvor Barcelona var den talentskabende og Real Madrid den dyrtindkøbene.

Denne ”krig” kulminerede i august 2011, hvor Mourinho prikkede Guardiola-assistenten Tito Vilanova i øjet, efter Marcelo havde sparket den daværende Barcelona-spiller Cesc Fàbregas midt over lige foran udskiftningsbænkene. Dette skete i en periode, hvor Barça var sportslige overlegne i forhold til ”Konge-klubben”, og hvor Mourinho var desperat for at gøre alt for at slå Barcelonas flotte spil i stykker.

Efterfølgende vandt Barcelona med 6-2 på Bernabéu, hvilket nok engang frembragte en hård kommentar fra Mourinho, da han mente, at Guardiola måske ”en dag” ville vinde det spanske mesterskab på ærlig vis. Samtidigt slog Mourinho fast, at han mindede meget om Guardiola, hvortil den spanske træner tørt svarede igen:

- Hvis det er rigtigt, så vil jeg lave om på min adfærd.

Det er langt fra den eneste gang, at udtalelserne har været skarpe imellem de to rivaler. I september 2014 sagde Mourinho til El Confidencial om Guardiolas hårpagt:

- Når man elsker, hvad man laver, så mister man ikke sit hår. Guardiola er skaldet. Han elsker ikke fodbold…

Eller i maj 2015 hvor Mourinho, som nyslået engelsk mester med Chelsea, sendte en klar hilsen til Guardiola i Bayern München.

- Jeg er nok ikke den smarteste, når jeg skal vælge klubber og turneringer, som disse klubber spiller i. Jeg kunne let have valgt nogle klubber, hvor det var meget lettere at blive national mester.


Masser af gnister
Samlet set har forholdet imellem de to trænere ikke været pænt, men meget underholdende og ofte med Mourinho i skurkerollen. Derudover virker det også til, at Mourinho har følt sig undertrykt af Guardiola – måske med en anelse af misundelse!

På Mourinhos daværende kontor ved Real Madrid-træningsbanen Valdebebas havde han en papfigur af sig selv, hvor han jubler. Måske ikke så underligt, men vel en smule pudsigt, at situationen var fra hans tid i Inter. Situationen var fra 2010 efter Champions League-semifinalen. Ikke fra tiden i Real Madrid eller triumfen i finalen… men fra semifinalen, hvor Inter slog – jah… gæt engang - Guardiolas Barcelona.

De to kamphaner mødte hinanden 11 gange i ”El Classico”, hvilket gav fem sejre til Guardiola og blot to til Mourinho – samt fire uafgjorte. Alene i 2010/11-sæsonen var der fire ”El Classico”, og i samtlige kampe fik Real Madrid udvist en spiller – så der har været dramatiske kampe imellem Mourinho og Guardiola… to tidligere venner!

I maj 1997 vandt Barcelona den europæiske cup-finale over PSG. Efter sejren og midt i jublen stod to mænd på midten af banen og omfavnende hinanden – hjælpetræneren Jose Mourinho og styrmanden Pep Guardiola. Da den spanske tv-station Cadena Ser mange år senere viste dette billede til Mourinho, erkendte han:

- Jeg har selv et billede af vores omfavnelse… vi var tætte venner!

I 2000 forlod Mourinho det smukke Catalonien og Barcelona, men otte år senere mødtes han med Barca-bosserne Txiki Begiristain og Marc Ingla i Lissabon. På det møde skulle Mourinho have sagt, at hvis han skulle være træner i Barcelona, ville han gøre B-holdstræneren Guardiola til sin assistent, men Mourinho endte aldrig hos det catalonske storhold. I stedet blev Guardiola - til manges overraskelse - forfremmet til cheftræner.

I Graham Hunters bog ”Barca – skabelse af verdens bedste fodboldhold” siger Ingia, at Mourinho blev rasende, da han blev fravalgt til fordel for Guardiola – hvilket måske kan være starten på den dårlige kemi imellem de to venner.

Om balladen mellem de to trænere har den store italienske træner Arrigo Sacchi sagt, at det kan være svært at have ”to Piccasso'er” i samme tidsalder. Nu skal de krydse klinger – eller pensler - i Manchester!
Læs hele lederen
Red man walking
“The Special One” er blevet til “The Special none”… efter Glazer ikke har hentet de spillere, som Jose Mourinho ønskede!
Efter Manchester Uniteds meget skuffende hjemmebanenederlag til Juventus, sagde Jose Mourinho, at hvis der skulle spilles bedre fodbold på Old Trafford, skulle der hentes nogle dyrere spillere til Manchester United. Den pressede manager storroste ved samme lejlighed det centrale italienske forsvar med Leonardo Bonucci og Giorgio Chiellini samt slog fast, at det var sådanne nogle dyre verdensklasse-spillere, som Manchester United havde brug for…

Den udtalelse har sidenhen runget noget hult, for Bonucci kom til ”Den gamle Dame” for 120 millioner kroner, mens Chiellini kostede Juventus 35 millioner kroner – altså 155 millioner kroner tilsammen.

Sidenhen har Bonucci godt nok været en smuttur i Milano, men faktum er, at Juventus-forsvaret til kampen på Old Trafford – til sammen - ikke har kostet andet end halvdalen af, hvad Mourinho har betalt for Eric Bailly eller Victor Lindelöf.

Det er godt nok længe siden, at Bonucci og Chiellini blev købt til Juventus – men måske er lidt tålmodighed netop, hvad Manchester United har brug for i denne pressede tid. Som Indkast.dk tidligere har været ind på, så har Jose Mourinho brugt 12 forskellige forsvarsspillere i de ni første Premier League-kampe. Se dem her.

Leicester
Forsvar: Darmian, Bailly, Lindelof, Shaw
Resultat: 2-1

Brighton
Forsvar: Young, Bailly, Lindelof, Shaw
Resultat: 2-3

Tottenham
Forsvar: Herrera, Smalling, Jones
Resultat: 0-3

Burnley
Forsvar: Valencia, Smalling, Lindelof, Shaw
Resultat: 2-0

Watford
Forsvar: Valencia, Smalling, Lindelof, Young
Resultat: 2-1

Wolves
Forsvar: Valencia, Smalling, Lindelof, Shaw
Resultat: 1-1

West Ham
Forsvar: McTominay, Smalling, Lindelof
Resultat: 1-3

Newcastle
Forsvar i første halvleg: Young, Smalling, Bailly, Shaw
Forsvar i anden halvleg: Smalling, Pogba, Matić
Resultat: 3-2

Chelsea
Forsvar: Young, Smalling, Lindelof, Shaw
Resultat: 2-2

De mange omskiftninger i defensiven har langt fra givet de ønskede resultater, og selvom Mourinho – i flere kampe – har spillet ganske defensivt, har Manchester United lukket mange mål ind. Dette giver blot endnu mere nærring til den hidsige debat, der var henover sommeren, hvor Mourinho ikke fik sit transferønske med Leicesters Harry Magurie opfyldt.

Mourinho skulle have afleveret fem transferønsker tidligt på året, men ifølge bulletinerne fra England skulle ingen af disse være blevet opfyldt, og det trækker en direkte linje til Manchester Uniteds ejere… Glazer-familien. For imens Mourinho har raset over de manglende indkøb, har ”The Glazer boys” trukket gigantiske summer ud af Manchester United.

Manchester United har en gæld på 4.500 millioner kroner, hvilket koster klubben over 220 millioner kroner om året i renter, men på trods af dette har børnene i Glazer-familien udbetalt over 200 millioner kroner til sig selv – alene i sidste regnskab. United forøger deres omsætning storset hver sæson, men alligevel så falder gælden ikke – og Mourinho er utilfreds med de manglende penge til indkøb af nye spillere. Dette er årsagen til, at man kan læse bannere til Uniteds kampe som ”Love United – hate Glazer”.

Så Mourinho har ikke fået sine ønsker opfyldt, og flere gange siden ankomsten i maj 2016 er han endt med ikke at få de spillere, som han har ønsket – og flere af spillerne, som han har fået, er endt som skuffelser…

Eric Bailly fra Villarreal for 280 millioner kroner
Afrikaneren har haft gigantiske udsving i sine præstationer for United, men Mourinho har også behandlet ham underligt, som da manageren slog fast, at grunden til, at Bailly ikke spillede. var, at han ikke skulle til VM og derfor ikke kæmpede for en VM-billet.

Zlatan Ibrahimović fra PSG på fri transfer
Svenskeren gjorde det ualmindelig godt i Manchester United, hvor han lavede 28 mål i 52 kampe, inden en drilsk knæskade stoppede det hele.

Henrikh Mkhitaryan fra Dortmund for 280 millioner kroner
Lige inden, at armeneren skiftede til Manchester United, var han blevet kåret til ”Årets spiller i Bundesligaen”, men allerede i debutkampen var kantspilleren upopulær hos Mourinho, der udskiftede ham i pausen af opgøret imod Manchester City. Det blev aldrig helt godt, og han endte med at blive en del af handlen, der sendte Alexis Sánchez til Manchester United.

Paul Pogba fra Juventus for 750 millioner kroner
Franskmanden skulle være stjernespilleren på Mourinhos Manchester United, men er aldrig blevet det – ikke mindst fordi det ikke virker til, at franskmanden har fået en defineret rolle. For er han 6'er, 8'er eller 10'er? Derudover blev det også udstillet til sommerens VM-slutrunde, at Pogba kunne lave præstationer for det franske landshold, som han ikke havde vist endnu for Manchester United.

Victor Lindelöf fra Benfica for 280 millioner kroner
Han har været inde og ude af startopstillingen for Manchester United og har langt fra bevist sig god nok til at være en del af holdet, der skulle løfte United ud af deres dødvande. Victor blev hentet til Uniteds centrale forsvar i sommer, efter det var mislykkedes med at hente Jérôme Boateng, Harry Maguire og Diego Godín.

Romelu Lukaku fra Everton til 650 millioner kroner
Han scorede 27 mål i debut-sæsonens 51 kampe, hvilket må siges at være bestået, men siden er det gået ned af bakke. En af årsagerne til dette skyldes, at Mourinhos defensive tilgang ikke har skabt ret mange chancer, som den store og hurtige belgier kunne afslutte på.

Nemanja Matić fra Chelsea for 350 millioner kroner
Måske Mourinhos bedste signing i hård konkurrence med Ibrahimović. Serberen arbejder stenhårdt i det skjulte, men prøv at tænke på, hvilken forfatning United kunne have været i, hvis ikke Matić havde været gaderingsspiller for Mourinho.

Alexis Sánchez fra Arsenal i en byttehandel med Mkhitaryan
Inden skiftet til Manchester United havde Sánchez en formnedgang hos Arsenal, og mange troede sikkert, at det skyldtes al balladen om den manglende kontraktforlængelse. Det viste sig, at Sánchez var faldet ned i et hul, som han i øjeblikket kæmper med at komme op fra. Premier Leagues suverænt højst lønnede spiller kom ikke til VM, og i denne sæson har han kun lavet ét mål, hvilket kan gøre, at han snart mister sin plads i Manchester Uniteds idealopstilling, hvis han ikke allerede har gjort det.

Diogo Dalot fra Porto for 170 millioner kroner
Han er svær at bedømme, da han kom til Manchester United med knæproblemer og næsten ikke har spillet endnu.

Fred fra Shakhtar Donetsk for 420 millioner kroner
Trods den store indkøbspris har Fred næsten heller ikke spillet for Manchester United endnu, og dermed kommer han på listen over store Mourinhos sommer-indkøb, der ikke har fået ret mange chancer fra starten af den efterfølgende sæson. Året før var Lindelöf på listen og sæsonen før var det Mkhitaryan.

Lee Grant fra Stoke for 10 millioner kroner
Den 35-årige er indkøbt som reserve-målmand, og han har kun spillet lidt i Carabao cuppen.

Så Mourinho er sur over de manglende indkøb i Manchester United, men han har selv brugt 3.190.000.000 kroner på nye spillere, og det er gjort med mange forskellige niveauer. Et par af 11 spillerne er rene hits, men der er godt nok også rene flops. Derfor var det nok bedst for Manchester United-manageren at holde en lavere profil i forhold til transferindkøbene i Manchester United.

For det lyder næsten patetisk, når man hører Mourinho udtale sig om manglende indkøb, når han er bossen i en af verdens rigeste fodboldklubber og han har brugt over tre milliard kroner i de sidste fem transfervinduer. I den periode har Manchester United netto brugt 2.700 millioner kroner. Til sammenligning har Manchester United-konkurrenterne brugt følgende netto-tal i samme periode:

Tottenham: 250 millioner kroner
Liverpool: 1.000 millioner kroner
Arsenal: 1.200 millioner kroner
Chelsea: 2.100 millioner kroner
Manchester City: 3.400 millioner kroner

Så kun stenrige City har brugt mere netto end Mourinho… og derfor er det vel ikke en undskyldning for den pressede Mourinho.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Van Dijk trøster dommer Wenger afviser AC Milan Artikel ikon Verdens værste selvmål Artikel ikon Premier Leagues bedste mål? Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Det gratis hold Wenger åbner op om lynlåsproblemer Artikel ikon Forkert mail skyld i manglende udtagelse Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 20: Point i PLs historie Top 10: Mest sandsynlige PL-handler Artikel ikon Top 3: Milan-målmagere de seneste 10 år Artikel ikon Top 10: Største trøjesponsorater Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Ajax - Danskernes klub: Jan Mølby Özil - fra skudlinjen Artikel ikon Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Artikel ikon Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon City 2008 vs. 2018 Historisk PL-topstrid Artikel ikon Liverpool - perfekt start Artikel ikon Uniteds 500 målscorere Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Lazio-chef åbner op for profil exit Medie: Klopp vil ikke have Barça-spiller Artikel ikon Pellegrini-agent afviser United-rygter Artikel ikon Real jagter Eriksen og Rashford Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Mario Gomez
Vidste du om ... Gareth Bale Artikel ikon Vidste du om ... Kylian Mbappé Artikel ikon Vidste du om ... Lionel Messi Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Talismanen Christian Eriksen Statistik: Alpin Messi – i PL Artikel ikon Wayne Rooneys vidunderlige statistikker Artikel ikon Statistik - Gennemhullet hos Jokanovic Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Man. City - Man. United Optakt: Atlético Madrid - Dortmund Artikel ikon Optakt: Røde Stjerne - Liverpool Artikel ikon Optakt: Tottenham - PSV Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Arsenal - Sporting Startopstillinger: Slavia Prague - FCK Artikel ikon Startopstilling: Inter - FC Barcelona Artikel ikon Startopstillinger: Vejle - Horsens Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Danmark kunne ikke nedbryde irsk mur N'Doye redder FCK mod AaB Artikel ikon Hobro slog Vendsyssel i bund-gyser Artikel ikon Nr. 17 for Unai Emery Artikel ikon Se flere