Barrys tid i Premier League

Af Daniel Brix

2017-09-23
Barrys tid i Premier League

På søndag spiller Gareth Barry måske sin 633. Premier League-kamp, hvilket gør, at han overhaler Ryan Giggs på listen over flest Premier League-kampe. Se mere statistik her!

Top 10: Flest gule kort i Premier League
1. Gareth Barry - 119
2. Wayne Rooney - 100
3. Lee Bowyer - 99
3. Kevin Davies - 99
5. Paul Scholes - 97
6. Scott Parker - 92
7. Robbie Savage - 89
8. Lee Cattermole - 88
9. George Boateng - 85
9. Kevin Nolan - 85


Top 10: Flest Premier League-kampe
1. Gareth Barry - 632
2. Ryan Giggs - 632
3. Frank Lampard - 609
4. David James - 572
5. Gary Speed - 535
6. Emile Heskey - 516
7. Mark Schwarzer - 514
8. Jamie Carragher - 508
9. Phil Neville - 505
10. Rio Ferdinand - 504
Steven Gerrard - 504

I hans 632 kampe har han spillet:
365 i Aston Villa
132 i Manchester City
131 i Everton
4 i West Brom


Minutter spillet
Aston Villa: 31.051
Manchester City: 10.837
Everton: 10.623
West Bromwich: 360
I alt: 52.871


Mål
Aston Villa: 41
Manchester City: 6
Everton: 5
West Bromwich: 0
I alt: 52


Assists
Aston Villa: 41
Manchester City: 14
Everton: 8
West Bromwich: 0
I alt: 63


Sejre
Aston Villa: 130
Manchester City: 77
Everton: 53
West Bromwich: 1
I alt: 261


Uafgjorte
Aston Villa: 116
Manchester City: 30
Everton: 37
West Bromwich: 2
I alt: 185


Nederlag
Aston Villa: 119
Manchester City: 25
Everton: 41
West Bromwich: 1
I alt: 186


Sejrsprocent
Aston Villa: 36%
Manchester City: 58%
Everton: 40%
West Bromwich: 25%
I alt: 41%



Kalendergaven
1. december
Firing Koeman to Fireman Sam
2. december
Historier om trøje-numre
3. december
Indisk vokseværk
4. december
Zé Roberto – 24 år på grønsværen
5. december
Drengedrømmen lever!
6. december
Davinson Sánchez – Monster eller Baresi
7. december
Shakhtar – olie og brasiliansk kærlighed
8. december
Ivan Rakitić - I Prosinečkis fodspor
9. december
Kevin De Bruyne – kasseret af Mourinho
10. december
Ilden José og isen Pep mødes – igen
11. december
Napoli – tilbage til toppen
12. december
Året der ændrede Premier League
13. december
Jann-Fiete Arp – Det tyske angrebshåb
14. december
Isco skulle have vundet Ballon d'Or
15. december
Alex Iwobi – Kanu eller Okocha?
Magasin-artikler
Året der ændrede Premier League
For tiden tager Manchester City gigantiske skridt imod et historisk engelsk mesterskab, men hvordan startede denne gigantiske udvikling. Indkast.dk går tilbage i tiden – til 2007… hvor den blå del af Manchester var præget af kaos og manglende penge.
Da Manchester City for ti år siden holdt deres julefrokost, var det en klub i rivende udvikling. Den svenske manager Sven Göran Eriksson var rundhåndet til festen og startede med at bestille drinks til de over 100 deltagere fra Citys praktiske personale. Indholdet var den meget dyre champagne – Crital, som kan koste over 10.000 kroner flasken.

Året var som nævnt 2007, og der var kommet nye tider i Manchester City, hvis klubs økonomi tidligere ikke havde indikeret noget der mindede om dyre champagner, men der var også kommet nye folk til klubben og med en ny stil. Den tidligere thailandske minister – Thaksin Shinawatra – havde købt klubben for godt 750 millioner kroner, og efterfølgende startede en rekordhøj indkøbsperiode, som er fortsat indtil i dag.

Den sommer i 2007 blev der brugt omkring 650 millioner kroner – hvilket var sindssygt mange penge dengang – på spillere som Vedran Corluka, Rolando Bianchi, Elano, Valeri Bojinov, Benjani, Martin Petrov og Gelson Ferdnandes. Til sammenligning havde City brugt omkring 20 millioner kroner på markspillere i sæsonen før overtagelsen. Så City-revolutionen blev sat i gang på dramatisk vis, og det var også til at se i kampene, da turneringen startede. Manchester City vandt ni af deres første 14 kampe – blandt andet over rivalerne fra Manchester United, og til den føromtalte julefrokost på Aurora Hotel skulle Eriksson havde sagt:

- Thaksin siger, at jeg også får 500 millioner kroner til indkøb i januars transfer-vindue.

Senere viste det sig, at det slet ikke var tilfældet, og i marts 2008 blev den svenske manager fyret, hvilket frembragte voldsomme reaktioner fra spillertruppen. Klubejeren Shinawatra var under et voldsomt pres, da han ikke kunne frigive sin personlige formue på næsten otte milliarder kroner. Formuen var fastfrosset, efter han blandt meget andet blev anklaget for korruption i Thailand.

City blev pludselig presset, men den tidligere ejer og bestyrelsesformand John Wardle hjalp til, og klubben klarede presset indtil sommerpausen, hvor Sheik Mansour var klar til at overtage.


Oasis afviste – og det startede vanvittig periode
Inden da var klubben udsat for en vanvittig periode med den thailandske ejer. I sommeren 2007, hvor Shinawatra mødtes med City-personalet for første gang, skulle han have sagt:

- Hvis en hund ikke gør, så er det fint. Hvis en hund gør, så skal man skyde den.

Personalet skulle have kigget på hinanden og ikke anet, om de skulle grine, græde eller være bange for deres nye ejer. Historikken omkring Shinawatra gjorde nok, at de skulle være bange. For Shinawatra er en kontroversiel mand, som er blevet beskyldt for mange ubehagelige ting i Thailand, men han havde, hvad City manglede: Penge.

Klubben var på daværende tidspunkt så presset økonomisk, at de endda henvendte sig til City-fanen Noel Gallagher, der skulle have afvist at hjælpe klubben med følgende begrundelse.

- Jeg har alt for travlt med at lave B-sider til mine plader, var svaret fra Oasis-sangeren.

Så selvom Amnesty International advarede imod Shinawatra, valgte City-ledelsen, at klubben skulle overtages af den 58-årige thailænder med den brogede fortid, og som intet anede om fodbold. Efter en City-kamp så bestyrelsesmedlemmet Sasin Monvoisin Liverpool-spillerne ”afjogge”, hvortil Shinawatra spurgte, om de skulle spille endnu en kamp.

Ifølge Daily Mail skulle klubejerens uvidenhed flere andre gange have givet pinlige scener, som da klubben ikke længere måtte spille i deres normale udebanetrøjer, da farven på trøjen frembragte uheld – mente man i Thailand. Ritualerne fra ejerens hjemland blev også bragt til Nordengland, ligesom nogle helt uduelig spillere blev sendt til.

Tre spillere kom fra Thailand, men blev udlånt til schweiziske og belgiske klubber, hvor de til sammen endte med at spille seks kampe, og Nashar Akram kom pludseligt fra Saudi Arabien – han var en uge hos City.

Alt var kaos og spillerne begyndte også at opføre sig underligt. Corluka stod stolt frem og fortalte om, hvordan han var kæderyger og om hvordan han havde fået fem fartbøder af samme ”stær-kassen”, fordi han troede, at billederne blev taget af paparazzi-fotografer. Derudover havde tyske Dietmar Hamann udviklet ludomani, men klubbens mest vanvittige var dog Stephen Ireland. Den irske knægt opdigtede to dødsfald i sin familie for at kunne slippe for at spille landskampe, og han bad også klubben om at finde en, der kunne tage et kørekort for ham.


Schmeichel som pauseklovn
I februar 2008 vandt City med 2-1 på Old Trafford, og dermed slog de Manchester United for anden gang i sæsonen, hvilket var første gang siden 1970, hvor City vandt ”The Double” og efter Uniteds tragiske ulykke i München. Trods disse sejre var der masser af uro i City, for Thaksins penge var stadigvæk fastfrosset i Thailand, og spillerne fik kun løn, fordi den tidligere ejer Wardle betalte den.

Efter Manchester-derbyet vandt City blot en af syv kampe, og Eriksson blev fyret, samtidigt med, at Kasper Schmeichel blev sendt til Thailand for at underholde til en fødselsdag i Shinawatras familie. Her blev den danske reserve-keeper tvangsindlagt til at høre på klubejerens forfærdelige karaoke-sang. Det er episoder som denne og fyringen af Eriksson, der fik spillerne til at miste enhver respekt for ledelsen. City-fansene sendte også klare hilsner til klubejeren ved at omskrive teksten i Pink Floyd-klassikeren ”Another Brick in the Wall” til:

- Oy… Thaksin, leave our Sven alone.

Balladen fortsatte, og til sæsonens sidste kamp måtte anfører Richard Dunne sige til klubejeren, at truppen ikke ønskede at spille imod Middlesbrough. Dette blev heldigvis ikke ført ud i livet, men de endte med at tabe med vanvittige 1-8 efter de ellers havde haft bolden ligeså meget som ”Boro”.


Fra 1-8 til verdens rigeste klub – på en sommer
I løbet af den efterfølgende sommer blev Manchester City verdens rigeste fodboldklub med Sheik Mansours overtagelse – gad vide, hvor City havde været, hvis det ikke var sket - eller hvis ikke Shinawatra havde købt klubben et år tidligere?

Shinawatra tjente 900 millioner kroner på salget af Manchester City, og han lever nu med et pas fra Montenegro og bor i seks vidt forskellige lande, og den tidligere ejer John Wardle har fået sine penge tilbage. Han har i øvrigt et lille rum på East Stand på Etihad Stadium, hvorfra han ser alle Citys hjemmekampe, hvilket han betaler for… en stille og afrettet mand, som reddede den klub, han elsker så højt, da behovet kom det år, der ændrede Premier League.

Læs hele artiklen
Shakhtar – olie og brasiliansk kærlighed
I Champions League gruppe F kom en solid overraskelse, da nyrige ukrainere vandt over formstærke Manchester City og fik tolv point i den hårde gruppe. Indkast.dk har kigget nærmere på det ukrainske storhold.
Olie har startet krige, skabt misundelse og dumheder – som da en halvstiv dansk udenrigsminister forærede Norge store mængder - eller givet fodboldklubber et voldsomt løft, som det er tilfældet med ukrainske Shakhtar Donetsk. Her har olie-kongen Rinat Akhmetov brugt en formue på at skabe et storhold, hvilket er lykkedes ret godt – hvilket de seneste resultater i Champions League bevidner.

For da ukrainerne besejrede historisk stærke Manchester City med 2-1 sikrede de sig videre deltagelse fra den stærke pulje med Napoli og Feyenoord. Også blev kampen end ikke spillet på det imponerende Metalist stadium, som har været ude for en meget dyr renovering. Dette har tidligere fået tildelt fem stjerner af UEFA, og har blandt andet et ungdomsakademi med plads til over 3.000 børn som blot en del af et imponerende træningsanlæg.

Samtidigt med denne voldsomme stadionudvidelse for den ukrainske klub, så væltede der ind med især brasilianske spiller i klubbens trup. Første brasilianer kom til klubben i 2002, og det har sidenhen startet en stærk forbindelse mellem den sydamerikanske fodboldverden og den østlige del af Ukraine.

Omtalen af de brasilianske talenter i Shakhtar Donetsk blev først rigtig synlig for fodboldeuropa, da den daværende italienske landsholdshold-angriber Cristiano Lucarelli skiftede til den ukrainske storklub, og efterfølgende vandt holdet mesterskabet to år i træk og fjernede dermed selveste Dynamo Kiev fra den fodboldtrone, som de ellers havde siddet på gennem mange år.


Fra John Hughes til Akhmetov
Shakhtar Donetsk blev dannet i 1869 af den walisiske forretningsmand John Hughes, der dengang byggede masser af stålværker i området, og det er ikke langt fra den måde, som den nuværende pengemand Akhmetov har tjent sine enorme formuer. Således er Akhmetov af Forbes Magazine blevet kåret til verdens 214. rigeste mand. Nu lyder det måske ikke af meget, men det er det – og Akhmetov er også klart Ukraines rigeste mand.

Den kun 51-årige Akhmetov er som mange andre rigmænd på de kanter blevet beskyldt for at deltage i organiseret kriminalitet, men han er ikke dømt for noget. Meget på denne egn handler om penge, og det har også været bevæggrundene for de mange spillere, der er taget den lange rejse til Ukraine. Allerede da den italienske angriber Lucarelli i 2007 skiftede til klubben, blev det gjort klart, at her var der økonomiske midler, der ikke rimede på noget fra den ukrainske befolkning. Således fik Lucarelli stillet et privatfly til rådighed, hvis hans kone skulle få for meget hjemve og gerne ville en sviptur til Italien. Udover denne luksus er forholdene også i orden – bortset fra vejret, men det kan Akhmetovs penge næppe ændre for klubben.



Pengene har givet resultater
Siden 2002 er det blevet til ni nationale mesterskaber, fem pokaltitler og et enkelt Europa League-trofæ, så investeringerne har båret frugt. Klubben kan dog godt beskyldes for at føre en besynderlig forretningsmodel.

Holdets defensiv består af østeuropæiske spillere, mens offensiven er tegnet af mange sydamerikanere - med underlige kontraktforhold. De fleste af de sidstnævnte spillere ejer klubben nemlig ikke, men i stedet ejer investorerne store dele af rettighederne over disse spillere, og kritikere mener også at vide, at disse pengemænd ofte har indflydelse på, hvilke spillere der får spilletid på holdet. Dette hævdes at være årsagen til, at holdet i senere år ikke har præsteret som tidligere i den hjemlige turnering. De vandt blandt andet ikke det ukrainske mesterskab i 2014/15 og 2015/16-sæsonerne, hvilket er meget uvant på de breddegrader. De fem sæsoner før det blev de mestre og forklaringen er måske ligetil.

For modsat tidligere så har det ukrainske storhold forholdt sig meget roligt i sommerens transfervindue og har kun hentet nogle unge spillere på lejeaftaler, men på trods af dette har de stadigvæk hele otte brasilianske spillere i deres Champions League-trup – samt et par kroater og argentinere. Så samlet set så mangler Donetsk-holdet ikke det store. Men spillerne har ikke det niveau som klubben tidligere har haft med brasilianske spillere som Willian, Luiz Adriano og Fernandinho. Nutidens stjerner er anføreren og veteranen Darijo Srna samt den argentinske angriber – Facundo Ferreyra, så der er sket en udvikling for det brasiliansk-inspirerede "olie-hold" fra Ukraine.

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Alex Iwobi – Kanu eller Okocha?
Indkast.dk kigger nærmere på Arsenal-spilleren, der får masser af spilletid, selvom London-holdet har en stjernespækket offensiv.
Da Arsenal i slutningen af november 2017 måtte undvære Mesut Özil i Premier League-kampen mod Burnley, valgte Arsène Wenger ikke at starte med Olivier Giroud eller Danny Welbeck, men i stedet den unge Alex Iwobi. Men hvem er denne afrikaner?

Den 3. maj 1996 blev Alex Iwobi født i Nigerias hovedstad, og her boede han de første otte måneder af sit liv. Herefter flyttede han og familien til London – for blandt andet at komme tættere på sin legendariske onkel… Jay-Jay Okocha.

Okocha prøvede blandt andet at lære Iwobi sine kendte Okocha-flick også kendt som ”Rainbow flick”. Som ni-årig spillede Alex Iwobi sin første kamp for Arsenal, men efter nogle år i klubben begyndte den 13-årige Iwobi at føle sig usikker på sig selv, hvilket førte til, at London-klubben blev usikre på, om det var dem, der var problemet.

Det var det ikke, men efter en lidt hektisk teenagerperiode tog karrieren fart for afrikaneren. Iwobis første udtagelse til Arsenals førstehold var den 25. september 2013. Kampen var i FA-Cuppen, men han var taget med forgæves, for han sad på bænken hele kampen.

Kampen tog sted på ”The Hawthorns” – altså West Bromwichs stadion. Kampen sluttede 1-1, men Arsenal vandt senere 4-3 i straffesparkskonkurrencen. Nogle år efter kom han for første gang på banen i Premier League. Han blev indskiftet på højre kant og blev byttet med selveste Mesut Özil i det 90. minut. Kampen var mod Swansea, og Arsenal vandt 3-0. I en af sine første kampe startede Iwobi inde på venstre kanten mod Barcelona, og her spillede han overfor en af verdens bedste forsvarsspillere, nemlig Dani Alves.

- Da jeg fandt ud af at jeg skulle spille i mod Barcelona, fik jeg af vide, at det skulle være en hemmelighed. Jeg ved ikke, hvordan jeg gjorde det, men jeg bevarede hemmeligheden. Jeg ville have, at alle skulle høre det, siger Iwobi til FourFourTwo og fortsætter:

- Følelserne var vanvittig store. Da vi spillede, kunne jeg ikke høre noget, men lige før kampen kunne jeg høre, at fansene råbte 'Messi, Messi, Messi'. Jeg blev udskiftet midt i kampen, så jeg sluttede kampen på bænken. Da kampen var færdig, løb jeg ind på banen for at bytte trøje med spillerne, men fik aldrig en af modstandernes trøjer. Måske i fremtiden at der er andre, der vil jagte Iwobis trøje - en kopi af Kanu eller Okocha. Der er flere sammenfald med den ranglede Kanu... de spillede begge i angrebet for Arsenal og er fra Nigeria.

I VM-kvalifikationen til VM2018 sendte den 21-årige afrikaner Nigeria til turneringen i Rusland. Han scorer efter en meget lige kamp imod Zambia i det 73. Minut, hvilket var kampens eneste mål. Efterfølgende spillede Nigeria mod Argentina, hvor at Iwobi scorede to mål. Kampen mod Argentina endte 4-2 efter at Argentina var foran 2-0, og en ny afrikansk stjerne var født.
Læs hele artiklen
Kevin De Bruyne – kasseret af Mourinho
Masser af ros til De Bruyne som Jose Mourinho ikke kunne bruge i Chelsea – det var en fejl…
- Kevin er klart Premier Leagues bedste lige nu. Manchester City er Premier Leagues bedste hold, og Kevin er en vigtig spiller i Guardiolas system…

Sådan sagde en anden af Premier Leagues største profiler – Eden Hazard – i efteråret 2017, efter Pep Guardiolas mandskab havde startet Premier League-sæsonen rekordgodt. Men hvem er den stille belgier, som bare vokser, når han går ind på en fodboldbane?

Da den anerkendte engelske journalist Sam Wallace i 2015 besøgte Manchester City-træningsanlægget Jean-Claude van Damme, var det en meget genert ung mand, der mødte op, og han var end ikke den mest kendte belgier i presserummet. Det var Vincent Kompany – sådan er det ikke længere.

Inden De Bruyne var kommet til Manchester City for omkring 500 millioner kroner, var han blevet kåret til årets spiller i Tyskland. Den gode form overførte han straks til Premier League, og dermed steg hans markedsværdi også. Efter blot to år i Premier League var De Bruynes værdi steget til det dobbelt – ifølge CIES Football Observatory – og han blev vurderet til at koste over en milliard kroner.


Hellere Willian og Andre Schürrle
Det sker efter, at Chelsea og Jose Mourinho kasserede ham i januar 2014. I stedet startede den succesbelagte periode med masser af ros og anerkendelse hos tyske Wolfsburg. Før dette returnerede han i sommeren 2013 tilbage til London efter en låneperiode hos Werder Bremen, og på det tidspunkt bød den daværende Dortmund-træner Jürgen Klopp på De Bruyne. Den nuværende Liverpool-manager ville have, at De Bruyne skulle afløse Mario Götze, som var blevet solgt til Bayern München, men sådan gik det som bekendt ikke.

De Bruyne kom tilbage til Chelsea samtidig med, at klubben havde styrket sig på den offensive midtbane med Willian og Andre Schürrle. De blev de foretrukne fremfor De Bruyne, hvilket sidenhen må betragtes som en stor fejl af Mourinho. Seks måneder og blot ni kampe senere rejste De Bruyne væk fra London, men uden at smække med døren. Han har sidenhen sagt, at kasseringen af Mourinho har været med til at forme ham til den spiller, han er i dag.


Guardiola er stolt
Som 14-årig forlod De Bruyne barndomshjemmet i Drongen for at udvikle sig hos Ghent, og tiden var ligeså ensom, som da han boede i London og kæresten Michele gjorde studiet færdig hjemme i Belgien - men tiden i London formede ham til den spiller han er i dag.

Fra 2012 og tre år frem lavede De Bruyne 35 assists og 23 mål i Bundesligaen, og det åbnede op for det store skifte til Premier League – og Manchester City, men også til Pep Guardiola. Den tidligere Barcelona-træner har fået sat skik på belgieren, og han har været med til at forme ham til en af verdens bedste midtbanespillere på en unik midtbane, som eksperten Morten Bruun mener, er helt unik og kan sammenlignes med midtbanen i selveste Barcelona.

- Xavi, Iniesta og Sergio Busquets. To af verdens mest sublime teknikere og en mere fysisk type, der i øvrigt også kunne spille fodbold. I dag har City det samme med Fernandinho på den bagerste midtbane og med duoen David Silva og Kevin de Bruyne lige foran. Jeg vil kalde det verdens p.t. bedste midtbane i skarp konkurrence med Real Madrids.

I efteråret var der også statistikker, der bakker op om Morten Bruuns påstand. For siden ankomsten til Manchester City er der ikke nogen, der har lavet ligeså mange assists som ham i de fem største ligaer. I de første 72 Premier League-kampe lavede han 33 assists, og det fik manager Guardiola til at sige til Marca:

- De Bruyne er en af de bedste spillere, jeg har set i mit liv, for han kan gøre absolut hvad som helst. Han er en topspiller af allerhøjeste kvalitet. Han er en stabil gut med og meget professionel. Han elsker at spille fodbold, det er det, han lever for. Vi er meget stolte af og glade for at have ham hos os.
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Isco skulle have vundet Ballon d'Or
Cristiano Ronaldo løb igen i år med endnu en Ballon d'Or foran blandt andet sin spanske holdkammerat Isco, men var det også fortjent?
Torsdag den 7. december løb Cristiano Ronaldo igen i år med endnu en Ballon d'Or, en forventet og velfortjent sejr mener mange, men var det alligevel så fortjent, som mange vælger at påstå? Det er noget, vi har valgt at kigge nærmere på her på Indkast-redaktionen.

Hvis man skulle se bort fra Real Madrids portugisiske superstjerne, ville mange pege på Lionel Messi, Neymar eller Gianluigi Buffon som gode bud på en vinder af den gyldne bold.

En mand, som vi mener er blevet særligt overset i dette års Ballon d'Or-afstemning, er Real Madrids spanske kreatør Isco Alarcón, som sammen med Ronaldo også spillede en stor rolle i madrilenernes succesfulde 2016-17-sæson.

Isco sluttede blot som nummer 12 i afstemningen, noget som virker helt uhørt, når man tænker på, hvor stor en rolle han spillede på det Real-hold, som tog hele Europa med storm. Isco gav Real en hel ny dimension i spillet, og det var tydeligt at se hvilken forskel, der var på madrilenernes offensivspil, når han var på banen, og når han ikke var. Det kom særligt til udtryk, da Real Madrid slog Manchester United med 2-1 i august i den europæiske Super Cup. Her var Real en klasse bedre end United, indtil Isco blev skiftet ud med små tyve minutter igen, hvor United derefter så overtog kampen. Isco var manden bag 2-0-målet, som han lavede i en sand opspilsperle.

Han var jo egentlig kun påtænkt som en midlertidig erstatning for Gareth Bale i startopstillingen, da waliseren blev skadet i starten af året. Han gik dog ind og tog alle med storm ved at gribe dirigentstokken og give Real-holdet en ny dimension i deres spil.

Nu var det jo Ronaldo, som løb med den ikoniske guldbold, og det var nok ikke så meget på grund af den underholdning, han kunne give fansene, men nok mere på grund af de vitale mål han lavede i knockoutfasen i Champions League. Det er også værd at huske, at vi i denne sæson og det sidste halve år ikke har set ham fra hans stærkeste side. Grunden til, at vi så mener, at lige præcis Isco skulle have vundet Ballon d'Or er fordi, at han er den spiller, som har været den mest kreative og vigtige i offensiven på et hold, som gik hen og vandt både det spanske mesterskab og Champions League.

Det er ikke kun for "Los Blancos", at den 25-årige midtbanespiller har brilleret. Også for det spanske landshold, har han været helt forrygende. Han har i dette kalenderår været Spaniens ubestridte bedste spiller med fem mål, to af dem i en kamp mod Italien, hvor han nærmest på egen hånd skillede Buffon og co. ad. Han satte blandt andet Buffon på plads med et mål på direkte frispark.

Med både masser af mål, assist og ikke mindst mærkværdig underholdning i form af gudesmuk boldbehandling er der god grundlag for, at dette års Ballon d'Or skulle have gået til Isco efter hans absolut bedste kalendarår i karrieren.
Læs hele lederen
Ilden José og isen Pep mødes – igen
Fodboldens svar på John McEnroe og Bjørn Borg står for den sportslige fodboldfremtid i Manchester – Indkast.dk har gravet ned i deres historik, som er ganske underholdende.
Lørdag den 10. september 2016 blev et skelsættende tidspunkt i international fodbold, for nok et kapitel blev skrevet til had/kærlighedsforholdet imellem Jose Mourinho og Pep Guardiola. Her stod de to tidligere venner overfor hinanden, som træner for hver sin Manchester-klub. Tyve år forinden var de begge i Barcelona som assistent-træner og midtbanestyrmand. Denne periode betragtes som en af klubbens bedste, og der var stærke bånd i et solidt venskab, men sidenhen er der løbet meget vand i åen.

Mourinho-tiden med store armbevægelser i Real Madrid overfor den meget kontrollerede og mere rolige Guardiola i Barcelona viste al andet end næstekærlighed, og nu kommer nok et kapitel. For de to succesbelagte trænere er landet i hver sin Manchester-klub, og dermed står de igen overfor hinanden i et opgør imellem to meget rivaliserende klubber – hvilket næppe bliver kønt.

Mourinho har tidligere haft for vane at køre et grimt, men underholdende medie-stunt, mens Guardiola har kæmpet voldsomt med ikke at lade sig rive med - på de mange provokationer fra Mourinho, som fx i august 2013 hvor den daværende Chelsea-manager sagde følgende efter UEFA's Super Cup:

- Hver gang jeg spiller imod Pep, ender vi med at være 10 mand på banen. Er det en regel, som UEFA har lavet?

Tilbage i april 2011 slog Mourinho fast, at Guardiola blot havde vundet et Champions League-trofæ og understregede, at det skete efter, hvad han selv kaldte ”Skandalen på Stamford Bridge”, hvor Pepe blev udvist. Samtidig mente portugiseren, at den spanske træner – igen – havde fået dommerhjælp, og at Guardiola endda havde kritiseret dommeren for de korrekte beslutninger, som han havde truffet.

Til dette svarede den daværende Barcelona-træner, at Mourinho var bossen i presserummet på Bernabéu, og fortsatte det sådan, ville det ændre deres venskab, som ville udvikle sig til blot et bekendtskab.


McEnroe vs. Borg
Udefra set virker det til, at venskabet er slut imellem de to store forskelligheder, som kan sammenlignes med John McEnroe og Bjørn Borg. Imellem 1978 og 1981 mødtes de to tennislegender 14 gange, men det var mere end blot tenniskampe. Det var et opgør imellem to vidt forskellige mennesketyper – som dengang blev beskrevet som ”Ild og Is”. I nutidens fodboldopgør er Mourinho ilden, mens Guardiola er isen.

Den internationalt anerkendte fodboldjournalist Sid Lowe har i sin bog om rivaliseringen imellem Barcelona og Real Madrid beskrevet opgøret imellem de to trænere. Heri hævder den veloplyste Lowe, at Mourinho indså, at hans største chance for at slå Barcelona var ved at komme ind under huden på Guardiola samt skabe en krig imellem dem – hvor alle våben var tilladt. En krig mellem to typer trænere, men også mellem to forskellige klubber, hvor Barcelona var den talentskabende og Real Madrid den dyrtindkøbene.

Denne ”krig” kulminerede i august 2011, hvor Mourinho prikkede Guardiola-assistenten Tito Vilanova i øjet, efter Marcelo havde sparket Barcelona-spilleren Cesc Fàbregas midt over lige foran udskiftningsbænkene. Dette skete i en periode, hvor Barça var sportslige overlegne i forhold til ”Konge-klubben”, og hvor Mourinho var desperat for at gøre alt for at slå Barcelonas flotte spil i stykker.

Efterfølgende vandt Barcelona med 6-2 på Bernabéu, hvilket nok engang frembragte en hård kommentar fra Mourinho, da han mente, at Guardiola måske ”en dag” ville vinde det spanske mesterskab på ærlig vis. Samtidigt slog Mourinho fast, at han mindede meget om Guardiola, hvortil den spanske træner tørt svarede igen:

- Hvis det er rigtigt, så vil jeg lave om på min adfærd.

Det er langt fra den eneste gang, at udtalelserne har været skarpe imellem de to rivaler. I september 2014 sagde Mourinho til El Confidencial om Guardiolas hårpagt:

- Når man elsker, hvad man laver, så mister man ikke sit hår. Guardiola er skaldet. Han elsker ikke fodbold…

Eller i maj 2015 hvor Mourinho, som nyslået engelsk mester med Chelsea, sendte en klar hilsen til Guardiola i Bayern München.

- Jeg er nok ikke den smarteste, når jeg skal vælge klubber og turneringer, som disse klubber spiller i. Jeg kunne let have valgt nogle klubber, hvor det var meget lettere at blive national mester.


Masser af gnister
Samlet set har forholdet imellem de to trænere ikke været pænt, men meget underholdende og ofte med Mourinho i skurkerollen. Derudover virker det også til, at Mourinho har følt sig undertrykt af Guardiola – måske med en anelse af misundelse!

På Mourinhos daværende kontor ved Real Madrid-træningsbanen Valdebebas havde han en papfigur af sig selv, hvor han jubler. Måske ikke så underligt, men vel en smule pudsigt, at situationen var fra hans tid i Inter. Situationen var fra 2010 efter Champions League-semifinalen. Ikke fra tiden i Real Madrid eller triumfen i finalen… men fra semifinalen, hvor Inter slog – jah… gæt engang - Guardiolas Barcelona.

De to kamphaner mødte hinanden 11 gange i ”El Classico”, hvilket gav fem sejre til Guardiola og blot to til Mourinho – samt fire uafgjorte. Alene i 2010/11-sæsonen var der fire ”El Classico”, og i samtlige kampe fik Real Madrid udvist en spiller – så der har været dramatiske kampe.

Næsten samtidigt med dette blev Zlatan Ibrahimović kasseret af Guardiola i Barcelona. Nu er han også i Manchester og sikkert meget klar til mødet med City og hans bøddel, men fokus i kampen vil være mødet mellem Mourinho og Guardiola… to tidligere venner!

I maj 1997 vandt Barcelona den europæiske cup-finale over PSG. Efter sejren og midt i jublen stod to mænd på midten af banen og omfavnende hinanden – hjælpetræneren Jose Mourinho og styrmanden Pep Guardiola. Da den spanske tv-station Cadena Ser mange år senere viste dette billede til Mourinho, erkendte han:

- Jeg har selv et billede af vores omfavnelse… vi var tætte venner!

I 2000 forlod Mourinho det smukke Catalonien og Barcelona, men otte år senere mødtes han med Barca-bosserne Txiki Begiristain og Marc Ingla i Lissabon. På det møde skulle Mourinho have sagt, at hvis han skulle være træner i Barcelona, ville han gøre B-holdstræneren Guardiola til sin assistent, men Mourinho endte aldrig hos det catalonske storhold. I stedet blev Guardiola - til manges overraskelse - forfremmet til cheftræner.

I Graham Hunters bog ”Barca – skabelse af verdens bedste fodboldhold” siger Ingia, at Mourinho blev rasende, da han blev fravalgt til fordel for Guardiola – hvilket måske kan være starten på den dårlige kemi imellem de to venner.

Om balladen mellem de to trænere har den store italienske træner Arrigo Sacchi sagt, at det kan være svært at have ”to Piccasso'er” i samme tidsalder. Nu skal de krydse klinger – eller pensler - i Manchester!
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Teaser: Afgørende dag i Manchester Giroud de specielle måls mester? Artikel ikon 100 Arsenal-mål for Giroud – Se dem her Artikel ikon Vanvittigt mål af Sigurdsson Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Bundesligaen - runde 16 Ugens hold fra Serie A - runde 16 Artikel ikon Ugens hold fra Bundesligaen - runde 15 Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Ugens hold fra Bundesligaen - runde 16 Top 10: Dyreste målmænd Artikel ikon Top 10: Højest lønnede City-spillere Artikel ikon Top 10: Flest tilskuere i Superligaen Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Randers - FC Midtjylland Spil: Manchester-derby Artikel ikon Spil: Valencia - Celta Vigo Artikel ikon Spil: Juventus - Inter Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Carlo Ancelotti - mit spil Robert Enke: Et alt for kort liv Artikel ikon Hjem til Fodbold Artikel ikon - En tikkende bombe Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Dansk fodboldlegende er død Fire klubber – fem britiske managere Artikel ikon Liverpool vs. Chelsea = drama Artikel ikon Tidligere VM-vindere som ikke kom med Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Roma inde i kampen om Vidal Fredagens engelske rygter Artikel ikon Inter satser på billigt transfervindue Artikel ikon Torsdagens engelske rygter Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Alexandre Lacazette
Vidste du om ... Cristian Ziege Artikel ikon Vidste du om ... Vinicus Junior Artikel ikon Vidste du om ... Kasper Dolberg Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon A City to be proud of... Top 6: Mindst bold på Old Trafford Artikel ikon Oli GUNNER Solskjær Artikel ikon United vs. City Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Randers - Midtjylland Optakt: OB - Silkeborg Artikel ikon Optakt: Brøndby - AGF Artikel ikon Optakt: AaB - FC København Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Sevilla – Levante Startopstillinger: Gladbach – HSV Artikel ikon Startopstillinger: HTFC - Chelsea Artikel ikon Startopstillinger: Burnley - Stoke Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon West Ham driller igen et tophold Bayern vandt snævert - Schalke ny nr. 2 Artikel ikon Chelsea sejrede sikkert mod Huddersfield Artikel ikon Barnes sikrede Burnley sejren til sidst Artikel ikon Se flere