Antoine Griezmann – en rigtig ”asencia”

Af Torsten Brix

2017-08-25
Antoine Griezmann – en rigtig ”asencia”

Den meget ombejlede angriber valgte at blive hos Atlético Madrid og i særdeleshed hos træner Diego Simeone, som den franske angriber har et helt specielt forhold til – ligesom Zinedine Zidanes shorts.

En af sommerens helt store transfersagaer – og der har været mange – har været Antoine Griezmanns mulige skifte til Manchester United, men, imens rygterne gik allerhøjst, kom der en overraskende udmelding fra Atlético Madrid.

Griezmann havde underskrevet en forlængelse af kontrakten med den spanske hovedstadsklub. En aftale som skulle sikre den franske angriber en ugeløn omkring de 1,8 million kroner, men også løse et problem for ”Los Colchoneros”. For klubben havde af FIFA fået en transfer-karantæne pga. ulovligt forsøg på at sikre sig talenter på under 18 år, og derfor ville Atlético Madrid ikke kunne købe en ny afløser for Griezmann, hvis han blev solgt. Efter den overraskende kontraktunderskrivelse sagde Griezmann til FourFourTwo:

- Atletico er min familie… vi har gennemlevet meget, men vi skal altid være sammen. Jeg har valgt at blive i klubben pga. transferkarantænen, fordi klubben nu har mere brug for mig end nogensinde før, og jeg føler, at jeg er nødt til at blive. Det ville være tarveligt at forlade klubben, og jeg ville ikke have været den samme person, som jeg er i dag, hvis jeg havde forladt klubben på det tidspunkt. Jeg har alt for meget respekt for denne klub og folkene omkring den til at forlade den på nuværende tidspunkt.

I en periode, hvor spillerne i den grad tilsidesætter klubfølelse og sportslige ambitioner på bekostning af en økonomisk gevinst, så træder Griezmann i den totalt modsatte grøft, hvilket spanierne kalder for ”Esencia”. Men Griezmann har også været meget igennem for at nå hertil, og måske af den grund føler han for dem, som har hjulpet ham.


Vejet for let – bogstaveligt talt
Da Didier Deschamps valgte at udtage Antoine Griezmann til at repræsentere Frankrig ved VM i Brasilien, var det ikke en overraskelse, hvis man havde set ham spille for Real Sociedad. Rundt om i Frankrig var der dog nok nogle talentspejdere og sportsdirektører, der sad med lidt røde ører. Tilbage i 2005 var Griezmann nemlig rundt omkring i flere forskellige franske klubber - deriblandt nogle af de mest traditionsrige af slagsen - for at spille sig til en ungdomskontrakt. Men uanset hvor han tog hen, vejede de ham og fandt ham bogstaveligt talt for let. De anså nemlig hans ringe størrelse og fysik for at være en hindring for hans potentiale, og derfor var der ikke en eneste fransk klub, der ville tage chancen med ham.

Heldigvis for Griezmann havde baskiske Real Sociedad dog en spejder ude til en træningskamp, hvor han under et af disse prøveophold repræsenterede Montpellier i en kamp mod Paris SG. Real Sociedad-udsendingen Eric Olhats så straks potentialet, og de valgte derfor straks at tilbyde den 13-årige knægt fra Mason en ungdomskontrakt, som hans forældre accepterede til Griezmanns store glæde.


Zinedine Zidanes shorts og gennembrud på Anoeta
Beslutningen om at tage til Real Sociedad, som traditionelt er dygtige talentarbejdere, fortryder Griezmann med garanti ikke. For det første fik han mulighed for som ungdomsspiller at jagte Zinedine Zidane, der var på besøg på Anoeta med Real Madrid, og sikre sig sin drømmesouvenir; et par af den elegante franskmands brugte spillershorts, som den dag i dag pryder Griezmanns væg ved siden af Messi, Iniesta og Falcaos trøjer.

Vigtigst af alt fik han tilliden til at udvikle sig på højst mulige niveau. Som 18-årig blev han i forsæsonen 2009 indlemmet i førsteholdstruppen, der skulle sikre Real Sociedad et hurtigt comeback til den bedste spanske fodboldrække. Efter debuten mod Rayo Vallecano i Copa del Rey gik det kun en vej, og Griezmann endte med at få 30 optrædener og score seks mål, da Real Sociedad vandt Liga Adelante og dermed vendte tilbage til La Liga.

I 2012 var Antoine Griezmann en del af det franske U21-landshold, som skulle kvalificere Frankrig til EM. Det havde de gjort fint, da de spillede sig frem til en overkommelig playoff-duel mod Norge. Her blev den første kamp planmæssigt vundet 1-0. Men efter den kamp viste ungdommens kådhed sig hos de unge franskmand, og sammen med Chris Mavinga, Wissam Ben Yedder, Yann M'Vila og Mbaye Niang tog Griezmann fra Le Havre, hvor kampen var blevet spillet, til Paris for at fejre den smalle sejr.

Tre dage senere tabte Frankrig så 5-3 i Norge, og hele den franske medieverden rettede opmærksomheden mod de fem uvorne knægte, der tilsyneladende ikke havde taget kampene alvorligt. De blev senere tildelt en karantæne fra al fransk landsholdsfodbold i et år - et kæmpe slag for den unge Griezmann med ambitioner om at repræsentere Frankrigs A-landshold. Talentspejderen, der i sin tid bragte Griezmann til San Sebastián, husker da også, hvor sønderknust Griezmann var.

- Der var tårer i hans øjne, men vi lod ham forstå, at han måtte acceptere, at han havde begået en kæmpe fejl, og at vi ikke ville appellere karantænen, udtalte Eric Olhats French Football Weekly.

Griezmann lyttede til Olhats råd om at acceptere sin straf, og det fik ham til at ændre sin tilgang til det at være professionel fodboldspiller.

- Fra da af forstod jeg, at jeg måtte føre en professionel livsstil. At jeg ikke kunne opføre mig som nogen andre unge på min alder, siger Griezmann om episoden.

Herefter må man i den grad også sige, at det gik hurtigt for franskmanden. I sæsonen 2012/2013 var han en af de absolutte profiler på Philip Montaniers mandskab, som sikrede Real Sociedad adgang til Champions League for første gang siden 2003/2004-sæsonen. Undervejs bidrog Griezmann med 11 scoringer, og i den efterfølgende sæson nettede han 16 gange - i begge tilfælde kun en enkelt sæsonkasse færre end landsmanden Karim Benzema. Og i debutsæsonen i Atlético overgik han sågar sin feterede landsmand i antal scoringer, da han, side om side med Neymar og Carlos Bacca, kun blev overgået af Cristiano Ronaldo og Lionel Messi.


VM og skridtet til den øverste klubhylde
Den fremragende form i Griezmanns sidste sæson for Real Sociedad sikrede ham ganske naturligt debut på det franske landshold, da Didier Deschamps i marts 2014 udtog ham til testkampene frem mod VM i Brasilien.

På Vicente Calderón gik det ikke gået helt gnidningsfrit for Griezmann i begyndelsen, og selvom hans fysik efterhånden er yderst veludviklet, havde han det svært med at tilpasse sig Diego Simeones spillestil i starten. I løbet af efteråret formåede han dog at finde takterne fra Real Sociedad – og mere til. I efterårets sidste kamp på den svære udebane mod hans tidligere ærkerivaler Athletic Bilbao, blev han for alvor afgørende.

Bagud 1-0 ved pausen scorede Griezmann et fænomenalt hattrick, og derfra så han sig ikke tilbage over skulderen. Først blev han med kåringen til årets åbenbaring i fransk fodbold i 2014, en titel han overtog fra Paul Pogba, endelig accepteret fuldt ud i fransk fodbold. Og på klubplan endte den første sæson i Atlético, som nævnt, med et fremragende personligt resultat med sine 22 scoringer, hvilket er fortsat i de efterfølgende sæsoner, hvor han har lavet omkring 20 liga-mål.

Så det er derfor absolut ikke for ingenting, at Antoine Griezmann har fået tilnavnet 'Le Petit Prince' (Den Lille Prins), og mon ikke prinsen en dag bliver til konge i Frankrig? Han er i hvert fald ved at blive en af de allerstørste-helte i Atlético Madrid… et loyalt og flot væsen – jah… Esencia!



Magasin-artikler
Jack is back
Arsenal-slideren er tilbage i den røde trøje, efter han har været ”To hell and Jack”.
Ikke siden 2014/15-sæsonen har Jack Wishere spillet en hel fodboldkamp for Arsenal. I gårsdagens kamp imod FC Köln kom den 25-årige slider på banen, og han lignede en mand, der har været alt for meget skadet. Indkast har kigget på skadeshistorikken for Arsenal-”10'eren”.

2008/09
Spillede minutter: 286
Mål: 1
Assist: 1


2009/10
Spillede minutter: 1.436
Mål: 1
Assist: 1


2010/11
Spillede minutter: 3.819
Mål: 2
Assist: 9


2011/12
Spillede minutter: 0
Mål: 0
Assist: 0


2012/13
Spillede minutter: 2.308
Mål: 2
Assist: 4


2013/14
Spillede minutter: 2.505
Mål: 5
Assist: 4


2014/15
Spillede minutter: 1.270
Mål: 2
Assist: 3


2015/16
Spillede minutter: 141
Mål: 0
Assist: 0


2016/17
Spillede minutter: 2.053
Mål: 0
Assist: 2


I alt har Wilshere mistet 167 kampe på grund af skader de sidste seks år, hvilket næsten er 28 kampe per sæson. Her følger en gennemgang af de steder på kroppen, hvor det har været værst for englænderen.


August 2011
66 kampe - højre ankel
Wilsheres værste skade, som han fik i landskampen imod Schweiz og som endte med at koste ham hele 2011/12-sæsonen samt EM2012. Han vendte først tilbage i oktober 2012.


Marts 2013 + november 2014
34 kampe - venstre ankel
I foråret 2013 blev han skadet imod Tottenham og var ude i fire kampe. Han blev efterfølgende opereret for samme skade. I efteråret 2014 blev han skadet efter et sammenstød med Manchester Uniteds Paddy McNair og var ude i seks uger.


Marts 2014
12 kampe - venstre fod
Efter et sammenstød med Daniel Agger blev Wilshere skadet i et dusin kampe, men blev udtaget til VM i 2014.


August 2015 + april 2017
55 kampe - venstre skinneben
Det meste af 2015/16-sæsonen blev ødelagt efter en skade i en træningskamp i pre-season. Wilshere var ude indtil april. I april 2017 blev han skadet igen i en kampe imod Tottenham, hvilket satte en stopper for hans låneophold hos Bournemouth, og den gjorde, at han var ude indtil kampen imod FC Köln.

Under opholdet i Bournemouth slog manager Eddie Howe fast, at han var meget begejstret for Wilshere – lige indtil skaden kom i april efter sammenstødet med Harry Kane, men skaderne er måske begyndt at påvirke Arsenal-spilleren endnu mere. I august blev han udvist i U/23-kampen mod Manchester City, efter han havde modtaget en hård tackling.

Værst for Wilshere er dog, at de mange skader har gjort, at Wenger har slået fast, at franskmanden er interesseret i at sælge Wilshere. Manageren har tidligere sagt:

- På dette tidspunkt i Wilsheres karriere skal han spille hver gang … det kan jeg ikke garantere ham!

Men hvor skal Wilshere så skifte til? Den nye Crystal Palace-manager Roy Hodgson har et godt øje til Wilshere. Da Hodgson var engelsk landstræner, var det kun Joe Hart, Wayne Rooney, Gary Cahill, James Milner og Danny Welbeck, som han udtog flere gange end Wilshere og det på trods af alle skaderne. Hele 29 gange valgte Hodgson at udtage Wilshere, så der er en stærk forbindelse. Måske kan en låneaftale være løsningen for ”Jack is back” …
Læs hele artiklen
Storsælgende Monaco
Det lille fyrstedømme har ikke ret mange fodboldtilskuere, men skattefordele og mange penge fra Dmitri Rybolovlev giver en anden ”atmosfære” i den oprustende klub – som nu er begyndt at sælge spillere for historisk mange penge.
- Det er ganske vanvittigt, hvad jeg skal læse i avisen om Monaco og PSG.

Sådan sagde Lyon-præsidenten Michel Aulas tilbage i 2013 om den vanvittige transfer-udvikling, der var kommet i fransk fodbold. Nu havde Lyon i årene før udtalelsen ikke været blege for at smide omkring 200 millioner kroner efter spillere som Yoann Gourcuff, Sonny Anderson, Lisandro Lopez eller Michel Bastos - efter klubben har tjent godt på salg af spillere som Michael Essien og Karim Benzema, som Lyon fik omkring 300 millioner kroner for, men dette er intet imod den udvikling der har været de senere år. Så gad vide hvad Aulas tænker nu?

For først hentede Monaco spillere som den ombejlede Falcao, der blev hentet i Atlético Madrid for 500 millioner kroner, men også James Rodríguez og Joao Moutinho, der tilsammen har kostet 600 millioner kroner - i Porto – for længe siden. Det er en håndfuld år siden… men i sommerens transfer-vindue var udviklingen ændret. I stedet for store indkøb - så solgte de spillere som:

Abdou Diallo – til Mainz for 40 millioner kroner
Benjamin Mendy – 450 millioner kroner
Bernardo Silva – 400 millioner kroner
Tiemoue Bakayolo – 300 millioner kroner
Kylian Mbappé – udlejet, men solgt for 1.400 millioner kroner
Nabil Dirar – 30 millioner kroner
Valere Germain – 55 millioner kroner
Allan Saint-Maximin – solgt til Nice for 80 millioner kroner

Sommerudsalget har altså givet 2.755.000.000 kroner til Monaco, hvilket har taget klubben til et helt andet niveau, for ikke mange klubber har nogensinde oplevet så stor en økonomisk indsprøjtning, og glem nu ikke de sidste års transfervinduer, hvor disse spillere er solgt:

Anthony Martial – 450 millioner kroner
Geoffrey Kondogbia – 270 millioner kroner
Layvin Kurzawa – 200 millioner kroner
Aymen Abdennour – 180 millioner kroner
Yannick Carrasco – 140 millioner kroner
James Rodriquez – 550 millioner kroner

I alt 1.790 millioner kroner, så den sidste håndfuld år har Monaco solgt spillere for 4.545.000.000 kroner. På trods af de sidstnævnte salg, så vandt Monaco i sommer deres første franske mesterskab i 17 år, så lederne har i den grad været nogle meget solide fodboldkøbmand – vel verdens bedste. Dette skulle være skabt ud fra en tretrins-strategi.

1. De vil simpelthen finde de mest lovende talenter.
De skulle have scouts til at dække alt fra de bedste U/12-rækker til de bedste ligaer i alle europæiske og sydamerikanske turneringer. Derudover har de fuldstændig styr over de store talentmasser i fransk fodbold. Blot for at nævne to spillere er Carrasco og Martial blevet hentet hos andre franske klubber, ligesom Mbappé blev for blot fire år siden. Seneste skud på stammen er den 14-årige Hannabal Mejbri, der valgte at tage til Monaco i stedet for PSG, Arsenal og Manchester-klubberne, som også jagtede talentet. Udover Mejbri har Monaco i sommerpausen også hentet de unge talenter og meget spændende spillere – Youri Tielemans og Keita Balde.

2. Spillerne skal have udviklingsmuligheder og dermed spilletid i Ligue1, som passer godt til talentudvikling. Det fysiske er ikke i højsædet, da der er mere fokus til teknikken, og derfor blomstrer mange spillere i fransk fodbold og i særdeleshed i Monaco. Naturligvis er træner Leonardo Jardim også i den grad en vigtig og unik brik i dette spil. Han formår at fjerne alt presset fra disse unge spillere og udvikle dem til rene diamanter.

3. Deres spillere ender ofte i rene budkrige. Flere Premier League-klubber ønskede at forstærke sig på venstre back i sommerens transfervindue, og derfor blev Benjamin Mendy en meget attraktiv spiller. Men Monaco formåede at få flere klubber til at byde hinanden op, således at Manchester City endte med at købe en meget dyr forsvarsspiller, hvilket også skete i forbindelse med salget af Mbappé, Bakayoko og Thomas Lemar.

Sidstnævnte valgte Monaco ikke at sælge, men markedsværdien skulle ligge imellem 7-800 millioner kroner. Ret godt for en spiller som Monaco købte for 30 millioner kroner for to år siden.
Som tidligere nævnt så står fyrstedømmet ikke skidt til på trods af de føromtalte gigantiske salg, og der er faktisk mange spillere, der er meget salgsbare. Udover føromtalte Lemar ser Jorge, Rony Lopes og Adama Diakhaby meget spændende ud, så Monaco er klar til næste salgsrunde.


Verdensstjerner spiller for få tilskuere
Gad vide om klubejer Dmitri Rybolovlev, der skulle være god for omkring 80.000.000.000 kroner, havde spotte blot nogle af de muligheder, da han investerede i klubben. Den russiske ejer lovede, da han overtog holdet i bunden af Lique 2, at han over en fireårig periode ville bruge omkring en milliard kroner. Det gjorde han… men i guder hvor har spillersalgene tilbagebetalt på dette. Godt med nogle transfer-indtægter for der er næppe kommet det helt store ind i Monacos klubkasse i entreindtægter.

For på Stade Louis II er der kun plads til 18.250 tilskuere, og trods det lave antal er arenaen ofte halvtomt. Da Monaco rykkede op – i den bedste franske fodboldrække – var der blot 8.058 tilskuere til den afgørende kamp imod Le Mans, hvilket løftede gennemsnittet fra 2012/13-sæson op til blot 5.295. Sæsonen 2010/11, hvor holdet var i den bedste fodboldrække, var der kun 6.752 tilskuere i gennemsnit, hvilket svarer til en af de mindre Superliga-klubber, men de få tilskuere betyder åbenbart ikke så meget for de mange nye stjerner, der gerne vil til klubben. Tidligere har Carlos Tévez sagt:

- Alle fodboldsspillere i verden vil gerne til Monaco for tiden.

Største argument i dette kan jo ikke være andet end penge, og dem er der mange af – og de er endda også meget lavt beskattet. For i Monaco er skatteprocenten komisk lav, hvilket gør, at Falcao skulle få 110 millioner kroner i årsløn – efter skat! De attraktive skatteprocenter har Monaco tidligere brugt til at hente profiler som Gleen Hoddle, George Weah, Lillian Thuram, Jürgen Klinsmann og Fernando Morientes til Middelhavsbyen, men forholdene kan stå til at blive ændret – om end det er lidt svært at gennemskue. For den tidligere præsident Francois Hollande ønskede at give ”højere skatter til de rige”, hvilket gav fodboldklubben i Monaco en gigantisk fordel.

I fyrstedømmet bor der blot 35.000, hvor mange lever i skattefrihed, og ikke ret mange mangler det helt store, og denne lave beskatning har givet fodboldklubben – Monaco – store fordele. Det har blandt andet medvirket til, at de fleste klubber har vedtaget en regel gældende fra 2014, hvor alle Lique1-klubberne skal være bosat i Frankrig – og dermed ikke i Monaco, som er verdens næstmindste land. For at Monaco fortsat kunne være med i den franske liga, blev der afviklet et afklarende møde, men fra dette udvandrede Rybolovlev, og sidenhen er der ikke fundet en løsning.

Rybolovlev er langt fra den eneste urimelig rige russer, der har købt sig ind i en europæisk fodboldklub for sidenhen at lave monsterindkøb, men nu er han også kendt for gigantiske salg. Mest kendte er naturligvis Chelseas Roman Abramovich, men Rybolovlev er faktisk endnu rigere end Chelsea-ejeren. Han mangler i hvert fald ikke indkøbslyst – hverken til fodboldholdet eller i privaten. Da Rybolovlevs 22-årige datter – Yekaterina – skulle flytte til New York, og farmand var behjælpelig med en ny bopæl. Det endte med en penthouselejlighed i Central Park West til en købssum imellem 450-500.000.000 kroner altså næsten samme pris som Benjamin Mendy, Bernardo Silva, Anthony Martial og James Rodriquez blev solgt for… for slet ikke at tale om Kylian Mbappé.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Anderson – Wonderkid som forsvandt
Indkast.dk har lavet en kronologisk gennemgang af den nuværende 29-årige Andersons karriere, som er gledet den forkerte vej i de senere år.
Anderson Luís De Abreu Oliveira blev født den 13. april i 1988 i Porto Alegre i den sydlige del af Brasilien. Anderson var knap nok kommet op af vuggen før han fik fodbolden for fødderne og i en alder af bare fem år, begyndte den lille brasilianer at spille fodbold i byens stolthed Grêmio.

Den hurtige og teknisk stærke midtbanespiller begyndte for alvor at gøre indtryk 1999, hvor han blev indlemmet i juniortruppen i den brasilianske klub og trænerne i det sydbrasilianske vidste godt, at de havde fået fat i et ungt stjernefrø. I 2004 stod en ung Anderson klar på sidelinjen til at løbe ind på Rio Grande do Sul, hvor 51.000 forventningsfulde tilskuere ventede på den offensive midtbanespiller, men de fik ikke meget for pengene.

Sølle fem kampe og en enkelt scoring blev det til for den dengang 16-årige brasilianer i sin første sæson som professionel i brasiliansk fodbold. En sæson som i denne omgang også blev den sidste. I april 2005 var Anderson en del af den brasilianske trup, som skulle forsvare nationen under det sydamerikanske U17-mesterskab. I oktober samme år, modtog han titlen som den bedste spiller under VM for U17-hold; Adidas Golden Ball. Et stortalent var trådt ind på den store fodboldscene, og de europæiske storklubber fik for alvor øjnene op for den lille vævre Anderson, som i november scorede det drømmemål, som endelig sendte ham til Europa. I januar 2006 tog det hele for alvor form.

FC Porto har altid haft et godt øje til sydamerikanske spillere, og nu havde den portugisiske storklub kastet sin kærlighed på Anderson, som indenfor kort tid godt kunne begynde at indstille sig på en tilværelse som professionel i Portugal og Europa. Anderson forlod således millionbyen Porto Alegre til fordel for Porto i det nordlige Portugal, men det blev ikke til fast spilletid lige fra starten i den portugisiske storklub.

Anderson skulle vende sig til tilværelsen i Europa, og denne tilvænningsperiode gik hurtigt for stortalentet. Den 5. marts 2006 fik han således sin debut i den portugisiske liga, og han blev dermed en del af det Porto-hold, som sikrede sig mesterskabet i sæsonen 2005/2006 og dermed sikrede sig kvalifikation til Champions League.

Sæsonen 2006/2007 blev den store gennembrudssæson for den nu 19-årige brasilianer, og Anderson smagte for første gang på den absolutte top indenfor fodbolden, med sin debut i Champions League imod CSKA Moskva. Anderson var ved at vise hvilken spiller han var, men alligevel blev det kun til godt 19 kampe i løbet af sæsonen. Et brækket ben ødelagde slutningen af sæsonen for det brasilianske wonderkid. Men på trods af skaden så havde flere storklubber fået øjnene op for den unge midtbanespiller.

Barcelona havde i en periode haft et godt øje til Anderson, som af mange blev sammenlignet med sin landsmand Ronaldinho. De har begge fået deres fodboldopdragelse i Grêmio og minder i spillestil om hinanden, og catalanerne ønskede at de to sydamerikanere spillede på samme hold, men sådan blev det ikke. Til manges store overraskelse blev det de dengang nykårede engelske mestre fra Manchester United, som løb med den driblestærke brasilianer.

30. maj 2007 – kort tid efter han var blevet kåret til ”Wonderkid” - bekræftede Manchester United på sin hjemmeside, at den 19-årige offensive midtbanespiller var blevet hentet i FC Porto for godt 170 millioner kroner, den 2. juli underskrev Anderson en fem-årig aftale med ”De Røde Djævle”.

Anderson fik kort tid herefter sin debut på det brasilianske landshold, og midtbanespilleren har da også allerede fået mange rosende ord med på vejen, blandt andet fra en tidligere verdensmester.

- Alt tyder på, at han bliver en ægte superstjerne. Det er ikke engang til diskussion, udtaler den tidligere brasilianske landsholdsspiller og landstræner Mario Zagallo.

Sådan gik det ikke… tiden i Manchester blev blandet, men brasilianeren blev i klubben i over syv år. Han fik smidt Wayne Rooneys nr. 8 på ryggen og blev også kaldt frem til straffesparkskonkurrencen i Champions League-finalen i 2008.

I sommeren 2009 fik Anderson scoret sit første mål for Manchester United, da de mødte Boca Juniors i Audi Cup, men målet blev mere husket for, at turneringen hed Audi Cup, for ikke lang tid efter kom Anderson voldsomt galt afsted i sin brændende Audi.

Hændelsen fik konsekvenser for Andersons tid på Old Trafford, for efterfølgende dalende han i niveau, og skaderne begyndte at vælte ned over den lille sydamerikaner. Derudover viste David Moyes ikke den store tillid til Anderson, og det blev ikke meget bedre under Louis van Gaal, så han blev også påvirket af den historisk dårlig periode i Manchester United.

Dette åbnede op for en låneperiode i Fiorentina, men det blev heller ikke den store succes. Blot syv kampe blev det til i Italien, hvor af disse var tre af dem som startede på bænken, og dermed var det tilbage til Manchester, hvor han end ikke var en del af den 25 mand store trup, der blev sendt til USA som optakt til 2014/15-sæsonen. Blot to kampe blev det til i det efterår for United, og den ene af disse var 0-4-lussingen til Milton Keynes Dons. Nedturen for Anderson var på det højeste, og derfor var klubskiftet til Internacional i januar 2015 en solid løsning.

Hos Internacional har der også været mange hump på vejen, som da Anderson missede et straffespark i debutkampen imod Cruzerio, men værst har været de alt for mange røde kort, efter han er vendt tilbage til hjemlandet. Desuden er han blevet truet af klubbens fans, så dybt at falde for Anderson - The Wonderkid.


Læs hele artiklen
Kylian Mbappé – Prinsen af Paris
Knægten er smuttet fra forstadsbyen Bondy for at slå alle Thierry Henrys Monaco-rekorder, og han er nu blevet guldbelagt af de mange penge fra Qatar…
For to somre siden ønskede Kylian Mbappes mor, at han skulle færdiggøre sin eksamen, da hun ville være sikker på, at knægten ikke stoppede sin skoleudvikling. 24 måneder senere underskrev den franske angriber en kontrakt med PSG, som gør, at han næppe behøver at lave noget arbejdsmæssigt eller uddannelsesmæssigt, som han ikke har lyst til – resten af livet. Den 18-årige er nemlig blevet forgyldt af de ualmindeligt mange millioner, som Qatar Sports Investments har smidt ind i den franske hovedstadsklub.

Så bekymringen fra Kylians mor – Fayze, der faktisk var en ganske solid håndboldspiller – er nok forsvundet i forhold til knægtens fremtid. Han er sikret økonomisk, så nu må fremtiden vise, hvordan denne ”verdens dyreste teenager” vil klare sig med alle de skyggesider, der følger med den tilværelse, som han aktuelt bliver sat sammen med.

For gennembruddet for Mbappé er gået uhørt hurtigt. Efter blot at have spillet på ”det højeste niveau” i seks måneder er han blevet én af de mest hypede angribere i verden efter en tid i Monaco, som har været drømmeagtig. Fornyelig blev Mbappé spurgt om, hvilke europæiske storklubber der havde forsøgt at lokke ham, og han svarede knastørt: ”Dem alle… ”.

At det så netop blev PSG, er måske ikke så underligt, da de er dem med det største økonomiske råderum. Derudover er knægten også født og opvokset i Paris, og hans far er en stor PSG-fan. Så selvom Mbappé gerne ville udvikle sig under Arsenals franske manager Arsène Wenger, som han også holdt møder med, så er det ikke så underligt, at han havnede i PSG. Klubben måtte godt nok bøje de såkaldte UEFAs Financial Fair Play-regler og starte med at leje angrebskometen, inden de køber ham næste sommer.

Mbappe vender tilbage til Paris, men næppe den nordlige forstadsby Bondy, som han voksede op i. Hans forældre kom hertil fra Cameroun, og faderen er stadigvæk træner i den klub, hvor sønnen startede sin fodboldkarriere som seksårig. Superstjernen besøger stadigvæk ofte barndomsklubben, hvor han faktisk er prototypen på deres klub-slogan ”Hos os er alt muligt!”.


Slog Thierry Henrys rekorder
Byernes by – Paris - er gigantisk, men på trods af dette er der blot en stor fodboldklub, og dermed holder alle i forstadsbyerne som Bondy med ”Byens hold”. Men det betyder ikke, at Mbappé ikke har været interesseret i andre klubber. Som 11-årig var han til prøvetræning i Chelsea, og ved den lejlighed fik han et specielt forhold til klubben, som han fik en trøje med hjem fra. På ryggen var et 10-tal samt skriften ”Kylian”, og han havde brugt den i en træningskamp for deres U12-hold. Han udgjorde angrebet med Abraham, som Chelsea netop har udlånt til Swansea, og bag ved dem spillede franskmanden Jeremie Boga, som stadigvæk er i London-klubben.

Efter kampen mødtes han med flere af førsteholdsspillerne – som Didier Drogba og Florent Malouda – hvilket frembragte et ønske om en gang at spille for Chelsea, men kort tid herefter stod klubberne nærmest i kø for at sikre sig det unikke talent.

Kylian mødtes også med det store idol og Real Madrid-træner Zinedine Zidane, men de blev afvist ligesom klubber som Manchester United, Bayern München og Liverpool. På det tidspunkt var han blot 15 år. I stedet tog han to år på det anerkendte fodboldakademi Clairefontaine og valgte efterfølgende at spille for Monaco.

I december 2015 – hvor han var 16 år og 347 dage - blev Mbappé den yngste førsteholdsspiller nogensinde, da han slog Thierry Henrys rekord. Få uger senere blev han også den yngste målscorer i klubbens historie – igen ved at slå Henrys rekord. Kort tid efter kom Arsenal også ind i jagten på stortalentet, hvilket fik klublegenden Henry til at skrive følgende på Twitter:

- Jeg ville gøre meget kriminelt for at få Kylian Mbappé til at spille i Arsenal…

Mbappe blev dog lidt længere i Monaco, som han højst overraskende var med til at gøre til franske mestre foran storfavoritterne fra netop PSG, men fyrstedømmet kom også i samme sæson i Champions League-semifinalen. I den store turnering lavede Mbappé masser af mål og blev samtidig med dette udtaget til det franske landshold, hvor der er så mange dygtige angribere. Derudover væltede superlativerne ned over Mbappé, der blandt andet blev sammenlignet med selveste Pelé, og glem nu ikke, at han stadigvæk blot er 18 år og nærmest var ukendt for et år siden. Noget af en omvæltning for knægten… så hans far trak ham til side og sagde til den velovervejede unge mand.

- Husk dine rødder!

Hvortil Mbappé skulle have svaret:

- Jeg ved, hvor jeg kommer fra, men jeg ved også, hvor jeg vil hen…


Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
No points, no goals = no future…
Krisen kradser voldsomt hos Crystal Palace, fordi revolutionen udeblev.
4-23 lød skudstatistikken i Crystal Palaces favør i Premier League-opgøret imellem Burnley og London-holdet. Alligevel endte den daværende manager Frank De Boer med at tabe kampen og dermed også miste jobbet som manager for ”The Eagles” efter blot at have haft ansvaret i sølle fire kampe.

Hollænderen blev dermed suverænt den hurtigst fyrede manager i Premier League, men måske er det ikke så underligt, for det angrebslystne mandskab havde spillet fire kampe, der ikke havde givet point på trods af, at de var kommet til forholdsvis mange chancer.

London-holdet råder over gode offensive kort som blandt andet Christian Benteke, Ruben Loftus-Cheek, Wilfried Zaha, Connor Wickham og Andros Townsend. Ingen af disse fik scoret i de første fire kampe og heller ikke i Roy Hodgsons debut-kamp, som de endte med at tabe 0-1 til Southampton.

Så krisen kradser… ikke mindst fordi de næste tre modstandere er de to Manchester-hold - City og United – på udebane inden Chelsea gæster Selhurst Park. Det er vel ikke urealistisk, at Crystal Palace i midten af oktober – eller efter sæsonens første otte Premier League-kampe - kan have nul point og dermed have noget af et spring op til den anden side af nedrykningsstregen, men hvordan er det gået så galt?


De værste i 93 år
Nederlaget til Burnley gjorde, at Crystal Palace fik den dårligste liga-start i 93 år i den bedste engelske fodbold. Sidste gang var i 1924, hvor Preston North End heller ikke fik point og lavede mål i de første fire kampe, og det er altså et hold som sidste sæson – med Sam Allardyce - besejrede hold som Arsenal, Liverpool og Chelsea.

Nu skal den tidligere engelske landstræner Hodgson ændre dette, og det er helt afgørende i forhold til, hvad der tidligere er gået galt. For De Boer havde ingen erfaring fra Premier League – hvilket afløseren i den grad har. Derudover har den nye manager masser af tillid fra fansene og ved, hvordan man skal tackle den hungrende engelske presse – alt dette anede De Boer ikke nok om, og derudover virkede det også til, at han ønskede at spille som Ajax i Crystal Palace, hvilket slet ikke kunne lade sig gøre.

Nu er Hodgson på plads, og til hans første pressemøde slog han fast, at han i løbet af de næste par måneder næppe får skabt ”en tre eller fire spillere på Messis eller Ronaldos niveau”, men han lovede masser af hårdt arbejde og masser af lidelser – før tingene var vendt i klubben. Ved præsentationen af De Boer sagde bestyrelsesformand Steve Parish:

- Vi har haft 37 managere på vores ønskeseddel, men vores største ønske var Frank de Boer. Vi har været blandt de tre ringeste hjemmehold i to sæsoner nu, så før eller siden ville dette få store konsekvenser for os. Derfor har vi brug for en revolution.

”The Eagles” spillede i sidste sæson nogle mærkelige kampe, som de endte med at tabe trods stor boldovertag. Imod Sunderland og Burnley havde Palace bolden omkring 64% af tiden. Alligevel endte de med at tabe med henholdsvis 0-4 og 0-2. Næsten samme tendens var i nederlagene til West Brom, Burnley og Bournemouth. Derudover havde klubben også en forfærdelig periode under Alan Pardew. Fra midt i oktober og indtil Alan Pardew blev fyret, spillede Crystal Palace ti kampe, som slet ikke gav nok point – se blot her:

15/10 - Everton: 1-1
22/10 - West Ham: 0-1
29/10 - Leicester: 1-3
5/11 – Burnley: 2-3
19/11 – Manchester City: 1-2
26/11 – Swansea: 4-5
3/12 – Southampton: 3-0
10/12 – Hull: 3-3
14/12 – Manchester United: 1-2
17/12 – Chelsea: 0-1

Selvfølgelig et forholdsvis hårdt program, men det laver ikke om på det faktum, at Crystal Palace hentede fire point i ti kampe. Især defensiven var skidt for Palace, der blot havde lavet et ”Clean Sheet” på det tidspunkt i denne sæsonen – hvilket var det laveste i Premier League. Nu kan historien måske gentage sig. Kunne Palace ende med at have fire point efter ti kampe i denne sæson?


Kan Hodgson gøre det igen?
Sam Allardyce blev ansat efter Pardew, og han sendte klubben væk fra nedrykningsstregen, men opsigelsen i sommer fra den populære manager efterlod et gigantisk hul hos Palace, som De Boer slet ikke kunne udfylde. Han fik ikke overført DNA'en fra Ajax med det højt tekniske niveau og dominerende fodbold i et meget taktisk system, som til tider også er frigjort… Så den ønskede revolution kom ikke på Selhurst Park, for no points, no goals = no future…

Det er ellers ikke skottet på chancer. De sidste to kampe har de haft 37 afslutninger, men altså ikke lavet nogle mål. Af de 23 afslutninger fra Burnley-kampen var alle inde i målfeltet, så der er plads til forbedring! men måske kommer de under Hodgson. Da den populære manager kom til WBA i 2011/12, vandt de ikke i deres første tre kampe, og da han tog til Fulham i 2007/08 vandt de ikke i deres første syv kampe, men begge hold endte med – ikke – at rykke ud.

Læs hele lederen
Første VM siden 1970 – uden Argentina?
Kun en formkrise hos Chile gør, at Lionel Messi & co. indtager en plads, som kan give en VM-plads i Rusland. Det sker, selvom den fodboldglade nation har offensive kort som Angel Di Maria, Sergio Agüero, Paulo Dybala, Gonzalo Higuaín og Lionel Messi.
Inden for det sidste år har Argentina spillet ni VM-kvalifikationskampe, hvilket har givet to sejre, selvom de blandt andet har spillet imod Peru og Paraguay samt bundholdene Bolivia, og Venezuela. Sidstnævnte har de endda mødt to gange, men med to kampe tilbage af kvalifikationen indtager Argentina en femteplads i Conmebol. Denne placering holder de kun, fordi Chile har spillet elendigt de to sidste kampe, hvor Alexis Sánchez & co. tabte til både Paraguay og højtliggende Bolivia.

Så Argentinas talisman Lionel Messi sender sorte skyer ind over den fodboldglade nation, der har store problemer med korruption og økonomisk kaos i den nationale liga. Kigger man på den aktuelle stilling i Commebol, så kan Argentina ende op med en Play off-kamp imod New Zealand – ikke et skræk eksempel, men det kan vel gå værre end det?

Argentina har blot hentet 24 point i 16 kampe, og de indtager femtepladsen i Commebol, så det kan gå helt galt for den fodboldtossede nation, og går det galt vil alle pege på troldmanden Messi, selvom holdet har klaret sig langt bedre med Messi på holdet har statistikker vist, men at Argentina har så store problemer uden den 170 cm høje angriber er jo vanvittigt når de blandt andet har offensive spillere som Angel Di Maria, Ezequiel Lavezzi, Sergio Agüero, Paulo Dybala og Gonzalo Higuaín.


Messi – uden de helt store landsholdstriumfer
De mange store navne på det argentinske landshold kan – og har måske også været - et problem, for Argentina har udviklet sig til et dårligt VM slutrunde-hold. Siden triumfen i 1986 og finalen i 1990 har resultaterne være dårlige – bortset fra finalepladsen i 2014.

I 1998, 2006 og 2010 blev det blot til kvartfinaler, og i 2002 kom de end ikke videre fra gruppespillet. Skulle det ikke lykkes at komme til VM2018, vil den nuværende 29-årige Messi næppe komme til at blive husket for ret meget godt – med landsholdet. Han vil blive et synonym på en skidt periode for det argentinske landshold.

Disse resultater fik ”La Nacion” tidligere på året til at skrive, at end ikke under tiden med Diego Maradona er det gået så skidt for landsholdet. For præcis otte år siden – altså i 2009 – tabte Argentina nemlig med 1-6 til Bolivia, hvilket var deres største nederlag i 60 år. Det efterlod dem med blot 19 point efter 12 kampe, men trods dette kvalificerede de sig til den efterfølgende VM-slutrunde.

Kampene hos højtbeliggende Bolivia er altid blevet debatteret meget – for er det sportsligt rimeligt at spille i højderne, hvor modstanderne har problemer med iltoptagelsen? I den forbindelse må man ikke glemme, at Argentinas rivaler i toppen af stillingen - Peru, Colombia og Uruguay – alle har vundet i Bolivia. Men Argentinas nederlag i Bolivia har sendt sorte skyer indover argentinsk fodbold, der i forvejen er en smule ramt.


Korruption og finansielt kaos
Udover landsholdet så står den nationale liga også i ”l…” til halsen. De allerstørste af de nuværende problemer med argentinsk fodbold startede i 2015, da Mauricio Macris regering stoppede den såkaldte ”Futbol Para Todos” (FPT), som blev iværksat af Cristina Kirchner. FPT var kraftigt forbundet med en tidligere regering, som forvaltede tv-aftalen for den argentinske liga igennem tv-selskabet TSC. Sammen skulle de sikre, at tv-pengene kom til klubberne, som i mange tilfælde har en katastrofal økonomi – det kom de aldrig.

Kirchner var naturligvis ikke tilfreds med ændringen og de mange nye ”live-kampe”, og det har udviklet et kaos, som den engelske avis The Guardian forleden sammenlignede med ”Juntaen i 1976”. Den 24. februar 2017 fremlagde FPT, hvad de mente at have til gode, alt imens spillerforeningen – som repræsenterer de mange medlemmer, der ikke har fået løn længe – varslede strejke som en forlængelse af sæsonstarten, der allerede er forskudt flere gange. Rent kaos samt et gigantiske pres på Messi.

For Messi er under et gigantisk pres, hvilket episoden med linjevogteren fra kampen imod Chile også dokumenterer. Den normalt så stille Barcelona-stjerne skulle have sagt ”La Concha de tu Madre”, som er nogle knap så pæne ord om linjevogteren Emerson Augusto do Carvalhos mor. Dermed en lille skyggeside hos den femdobbelte Ballor d'Or-vinder, som ellers har fået et omdømme af at være ”enhver svigermors drøm”. Selv om han har levet et liv under voldsomt pres – blandt nogle af verdens største stjerner - har han sjældent trådt ved siden af.


Tørstige Messi
En af mine personlige favorit-historier om Messi udspillede sig, da Pep Guardiola havde sin første sæson som træner i Barcelona. Messi afbrød et taktikmøde, da han var tørstig og forlod omklædningsrummet for at finde en sodavand. Da han kom tilbage, sagde Pep, at Messi ikke skulle drikke sukkervandet inden kampen. Da der blev stille i omklædningsrummet igen, kunne alle høre en dåse blive åbnet og en superstjerne drak – fordi det passende ham…

Messis liv har været omfattet af regler og pres, som man slet ikke kan sætte sig ind i… Skulle Argentina ikke komme til VM2018, vil skylden blive påhæftet en person – hvilket er helt urimeligt, da resultaterne, som tidligere nævnt, har været værst, når Messi ikke har deltaget.

Netop Messis position har været nævnt som en mulig grund til Argentina deroute, for skulle VM-turneringen i Rusland blive uden Messi, Agüero, Higuaín og Di Maria – vil det næsten være en helt absurd tanke – en tanke om spilleres manglende præstationer… måske i skyggen af Messi.

Men når de kriseramte – grundet mangel på point - Argentina end ikke kan vinde over Venezuela på River Plates hjemmebane i Buenos Aires, så peger det altså ikke i den rigtige retning. Kampen sluttede 1-1, efter ingen én af de mange dygtige argentinske angribere fik scoret. Deres enlige mål var et selvmål af Venezuela-forsvarsspilleren med det flotte navn: Rolf Gunther Feltscher Martínez.

Det argentinske fodboldforbund skal ikke beskyldes for ikke at handle i den resultatmæssige krise, da den tidligere Sevilla-træner Jorge Sampaoli i april blev den tredje træner for det argentinske landshold i denne kvalifikation.

Forud venter to kampe imod Peru og Ecuador… skulle de ikke give det ønskede resultat, vil det give ballade for gad vide, hvad der sker, hvis Argentina og Messi ikke kommer til VM2018?
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Vanvittigt mål af Sigurdsson Vanvittige Shelvey Artikel ikon Klinsmann junior fra angriber til keeper Artikel ikon Ny Horsens-keeper har mål i støvlerne Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon På Anfield med hårlak Skihop = ligesom at lave mål Artikel ikon Atalanta på hjemmebane... eller hvad? Artikel ikon Ugens hold fra Serie A - runde 3 Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Stjerner - som er gratis i 2018 Top 10: Bayerns mest populære på medier Artikel ikon Top 8: Flest PL-mål af ikke-europæer Artikel ikon Top 20: De største trøjebaskere Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil på fodbold vokser Vind mere - på betting Artikel ikon Bookmaker: Dette hold vinder PL Artikel ikon Spil: Hvem vinder finalen? Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Robert Enke: Et alt for kort liv Hjem til Fodbold Artikel ikon - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Farvel til John Motson Hurtigst fyrede managere Artikel ikon Første nederlag siden Cannavaro Artikel ikon XI: De dyreste Manchester United-indkøb Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Tirsdagens engelske rygter Avis: Atlético med sidste bud på Costa Artikel ikon Mandagens engelske rygter Artikel ikon Søndagens engelske rygter Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Peter Crouch Artikel ikon Vidste du om ... Jamie Vardy Artikel ikon Vidste du om ... Lucas Moura Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Andy Carroll i West Ham Rooney vs. Lukaku Artikel ikon Tottenhams topscorere Artikel ikon PSG vs. Manchester City Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: FC Midtjylland - Hobro IK Optakt: SønderjyskE - AC Horsens Artikel ikon Optakt: Chelsea - Arsenal Artikel ikon Optakt: Brøndby IF - AaB Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Espanyol - Celta Vigo Startopstillinger: Man Utd - Everton Artikel ikon Startopstillinger: FCH - FCK Artikel ikon Startopstillinger: Chelsea - Arsenal Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Leicester sikrede sig sejr mod Liverpool James strålede i ny Bayern-sejr Artikel ikon Valencia tromlede henover Malaga Artikel ikon Sisto scorede forgæves i Celta-nederlag Artikel ikon Se flere