Top 25: Premier Leagues bedste handler

Af Kasper Clausen

2017-07-20
Top 25: Premier Leagues bedste handler

Her følger en top 25 af de allerbedste handler nogensinde lavet i den engelske Premier League.

Denne sommer har været præget af en lang række store og dyre handler, men der er stadig lang vej igen før afslutningen af transfervinduet.

I anledningen af det åbne vindue har Mirror valgt at lave en top 25 over de bedste handler nogensinde lavet i den engelske Premier League. Listen er ikke lavet ud fra en bestemt rækkefølge, så navnene kommer vilkårligt.

Eric Cantona: Til Manchester United fra Leeds i 1992 (ti millioner kroner)
Manchester United har uden tvivl været den dominerende kraft i Premier League siden navneændringen, og de startede deres dominans ved at snuppe franskmanden fra deres rivaler – som også var mestre – for en slik i 1992.

Han endte med at vinde fire titler, og han opnåede legendestatus på Old Trafford.

Patrick Vieira: Til Arsenal fra AC Milan i 1996 (29 millioner kroner)
Arsene Wenger var endnu ikke styrmanden i Arsenal i sommeren 1996, men man kan ane hans fingeraftryk overalt på denne handel, som sendte en 20-årig Vieira til Highbury, hvor han ville dominere midtbanen i et årti.

Han var uden tvivl verdens bedste midtbanespiller i en periode, der strakte sig over årtusindskiftet.

Gary McCallister: Til Liverpool fra Coventry i 2000 (fri transfer)
Folk løftede deres øjenbryn, da Liverpool-manager Gerard Houllier hentede en 35-årig McCallister til Anfield i 2000, men det viste sig at være en fremragende handel.

Skotten endte med at hjælpe til i udviklingen af en ung Steven Gerrard, og han var en vital del af holdet, der i 2000/01 vandt Liga Cuppen, FA Cuppen, UEFA Cuppen, og som endte i topfire.

Frank Lampard: Til Chelsea fra West Ham i 2001 (92 millioner kroner)
Utroligt nok var der folk, der tvivlede på Lampard, og der var en del, da Chelsea brugte 92 millioner kroner for hans evner i 2001.

Han ville bruge tiden i Chelsea til at blive klubbens mest scorende spiller nogensinde, 3x engelsk mester, og han vandt Champions League.

Lucas Radebe: Til Leeds fra Kaizer Chiefs i 1994 (2,1 millioner kroner)
Den store sydafrikaner kom til Leeds som ukendt i 1994, men 11 år senere forlod han klubben som en legende.

Han var som skåret ud af granit, og midterforsvareren var en fan-favorit på Elland Road, hvor han endda afviste et skifte til Manchester United.

Christophe Dugarry: Til Birmingham fra Bordeaux i 2003 (På en lejeaftale)
Birmingham City var i store problemer i den sidste halvdel af 2002/03-sæsonen, inden at verdensmesteren kom til som en af de tre musketerer.

Hans mål bragte dem fra nedrykningszonen til en 13. plads, men han var ikke i stand til at levere det samme niveau, da han gjorde skiftet permanent.

Seamus Coleman: Til Everton fra Sligo Rovers i 2009 (505.000 kroner)
Everton har nok aldrig brugt 505.000 kroner bedre end på Seamus Coleman. Højre-backens ankomst var meget undervurderet i januar 2009, og han endte på leje i Blackpool, inden han slog sit navn fast på Merseyside.

Han er en nådesløs angribende backen, som har vist sig at være noget af et røverkøb.

Juninho: Til Middlesbrough fra Sao Paulo i 1995 (40 millioner kroner)
Han havde tre perioder på Teeside, men det er den magi, som Juninho medbragte i hans første periode, som er mest af interesse.

Brasilianeren virkede som om, at han havde magi i støvlerne, og hans tårer efter Boros nedrykning fastslog hans status som klublegende.

Sami Hyppiä: Til Liverpool fra Willem II i 1999 (22 millioner kroner)
Han blev kaldt 'Sami hvem?' da han kom til Liverpool fra hollandske Willem II i 1999, men den store finne ville ende med at tjene The Reds i 10 år, hvor han spillede en stor rolle i holdets sejr i Champions League i 2005.

Han var en stor og stærk centerforsvarer, og hans samarbejde med Jamie Carragher har uden tvivl været det bedste midterforsvarer i Liverpool siden starten på Premier League.

Vincent Kompany: Til Manchester City fra Hamburger SV i 2008 (50 millioner kroner)
Dette køb var næsten tyveri ved højlys dag. Kompany kom til City, mens mange mente, at hans bedste position var på den defensive midtbane, men han ville ende med at levere en stærk tilstedeværelse i centerforsvaret, hvor han var med til at vinde titler.

N'Golo Kante: Til Leicester fra Caen i 2015 (47 millioner kroner)
Han var manden, som gjorde Leicesters mirakel mulige. Kante kom til klubben som en ukendt midtbanespiller, der havde haft sin gang i fransk fodbold, hvor han startede med at dominere.

Med hans skifte til Chelsea forrige sommer har franskmanden nu vundet to engelske mesterskaber i træk.

Kevin Campbell: Til Everton fra Trabzonspor i 1999 (På en lejeaftale)
Everton kæmpede for at undgå nedrykning i 1998/99-sæsonen, men ankomsten af Campbell fra tyrkisk fodbold viste sig at være lige, hvad der var brug for.

Han scorede ni mål i otte kampe, inden han skiftede permanent til The Blues den følgende sommer.

Cristiano Ronaldo: Til Manchester United fra Sporting Lissabon i 2003 (103 millioner kroner)
Da Manchester United skulle møde Sporting Lissabon i en venskabskamp i 2003, kan den engelske klub vel ikke have vist, hvad de ville ende med at opdage.

En teenager ved navn Cristiano Ronaldo var så god mod Alex Ferguson og co., at de bare måtte købe ham, og resten kan ses i Uniteds klubhistorie.

Thierry Henry: Til Arsenal fra Juventus i 1999 (92 millioner kroner)
Han var en gang en kant med problemer i Juventus, men Henry blev håndplukket af Arsène Wenger, og han endte med at opnå legendestatus i Arsenal.

Franskmanden er klubbens mest scorende spiller nogensinde, og han har i dag en statue foran stadion af sig selv.

Pablo Zabaleta: Til Manchester City fra Espanyol i 2008 (54 millioner kroner)
På trods af alle de millioner som City har brugt, er det nok handlerne i 2008, hvor Zabaleta og Kompany blev købt, som har vist sig at være de bedste.

Han var en fan-favorit, og han nåede at vinde to ligatitler, inden han forlod klubben til fordel for West Ham denne sommer.

Dennis Bergkamp: Til Arsenal fra Inter i 1995 (63 millioner kroner)
Wenger er selvfølgelig manden, der får æren for at have ændret klubbens måde at tænke, spille og agere på, men på mange måder var Bergkamp allerede i gang med den ændring forud for franskmandens overtagelse.

Han ankom et år før Wenger, og han ville ende med at sætte de standarter, som alle de andre måtte leve op til.

Gianfranco Zola: Til Chelsea fra Parma i 1996 (38 millioner kroner)
Meget af det man kan sige om Bergkamp i Arsenal, kan man også sige om Zola, der gav Chelsea en del glamour, da han ankom til klubben.

Selvom han ankom forud for klubbens mest succesfulde tid, er hans legende sikret.

Philippe Coutinho: Til Liverpool fra Inter i 2013 (71 millioner kroner)
Denne handel ligner mere og mere et rent tyveri for hvert år, der går, og indkøbet af Coutinho sammen med Sturridge var uden tvivl de bedste handler, som Brendan Rodgers lavede i Liverpool.

Brasilianeren er blomstret til at være holdets helt store stjerne i dag, og hvis de solgte ham, så ville de nok tjene op mod ti gange så meget, som de betalte for ham.

Claude Makélélé: Til Chelsea fra Real Madrid i 2003 (141 millioner kroner)
I blandt mange nye indkøb i sommeren 2003 var Claude Makélélé nok den bedste.

Han var en fremragende midtbanespiller, og han redefinerede pladsen som defensiv midtbanespiller i hans første sæson, hvor han spillede under Claudio Ranieri, hvorefter han endte med at vinde gentagne titler under Jose Mourinho.

Kolo Touré: Til Arsenal fra ASEC Mimosas i 2002 (1,6 millioner kroner)
Efter en bemærkelsesværdig prøvetræning blev Kolo Touré hente for 1,6 millioner kroner, og det var i den grad godt givet ud.

Han var et vitalt medlem af The Invincibles-truppen i 2003/04, inden han senere endte med at spille for Manchester City og Liverpool.

Ole Gunnar Solskjær: Til Manchester United fra Molde i 1996 (13 millioner kroner)
En helt var han på Old Trafford på grund af hans egenskaber som super-sub, men rovdyret fra Norge ankom i 1996 under meget lidt opmærksomhed.

Han scorede 159 mål for United med det mest kendte værende målet i Champions League-finalen i 1999.

Sergio Agüero: Til Manchester City fra Atlético Madrid i 2011 (319 millioner kroner)
Ja, han var dyr, men City var i gang med at købe deres vej til toppen i 2011, da de hentede den argentinske angriber.

Han endte med at score det fantastiske mål, der sikrede dem et mesterskab i hans første sæson, og han vandt ligaen igen to år senere.

Roy Keane: Til Manchester United fra Nottingham Forest i 1993 (31 millioner kroner)
Det var den gang britisk rekord, og ireren Keane blev en vigtig del af Fergusons mandskab, da han ankom fra Nottingham Forest.

Den kamplystne midtbanespiller tog ingen fanger med hans to kvaliteter, passion og drive, hvilket viste sig at være altafgørende for Uniteds succes.

Jay-Jay Okocha: Til Bolton fra PSG i 2002 (Fri transfer)
På et tidspunkt hvor Bolton kun hentede erfarne spillere og internationale superstjerner, var Okocha den bedste.

Nigerianerens tricks og mål underholdte, da hans mandskab aldrig nærmede sig nedrykning i hans tid i klubben.

Paolo Di Canio: Til West Ham fra Sheffield Wednesday i 1999 (13 millioner kroner)
Harry Redknapp tog en chance, da han hentede den kontroversielle italiener i 1999 efter, at hans skub til en dommer havde haft en afgørende rolle i hans farvel til Wednesday.

The Hammers blev belønnet med nogle strålende præstationer, som hans mål mod Wimbledon i marts 2000 der var blandt Premier Leagues bedste nogensinde.



Optakter
Lørdag d. 21/10, kl. 15:30
Silkeborg - SønderjyskE
Lørdag d. 21/10, kl. 16:00
Man. City - Burnley
Søndag d. 22/10, kl. 12:00
Hobro - Nordsjælland
Søndag d. 22/10, kl. 14:00
Lyngby - OB
Søndag d. 22/10, kl. 18:00
FC København - AGF
Mandag d. 23/10, kl. 19:00
Randers - AaB
Magasin-artikler
Premier League - Tilbageblik af Indkast
Redaktionen har kigget tilbage på nogle af de største øjeblikke i den store fodboldturnering – synes du, at vi mangler nogle?
- Balotelli med trøjeskriften ”Why Always me”.

- Rooneys mål imod Manchester City.

- Patrick Vieira og Roy Keanes mangeårige feud.

- United vs. Arsenal: 8-2.

- Badebolden foran Pepe Reina.

- Yeboahs vanvittige mål for Leeds.

- Da Gerrard gled.

- Kannibalen Suárez.

- Beckhams mål fra egen banehalvdel.

- Manglende håndtryk fra Anton Ferdinand og Patrice Evra.

- Henrys solo-mål imod Tottenham.

- Philippe Alberts geniale tjip.

- Da Di Canio skubbede til dommeren.

- Roy Keanes stempling som kostede Hålands karriere.

- Keegans udbrud som Newcastle-manager.

- The special one.

- Leeds op… og nedtur.

- Bergkamps mål imod Newcastle.

- Cantonas Kong Fu-spark imod en tilskuer.

- The Invicibles.

- Leicester og Blackburns mesterskaber.

- Agüerooooooo!

- Da de to holdkammerater fra Newcastle…Lee Bowyer og Kieron Dyer… begyndte at slås under en kamp.

- Indskiftede Kanus hattrick imod Chelsea, hvor det sidste mål nærmest var umuligt.

- Thomas Sørensen reddede Alan Shearers straffe i Tyne-Wear Derbys 82. minut i 2000 og sikrede Sunderland en 2-1-sejr på St. James Park.

- Da Hull var nede 0-4 mod City ved pausen, og Hull-manager Phil Brown i pausen valgte at skælde spillerne ud midt på banen foran tilskuerne.

- Peter Crouchs vanvidsmål mod Manchester City, hvor han loppede bolden op til sig selv og helflugtede bolden op i krydset

- Newcastles comeback imod Arsenal. Kampen sluttede 4-4, efter London-holdet havde ført 4-0.

- Van Persies vanvidsmål af et langskud, der sikrede United det historiske 20. mesterskab.

- Cantonas arrogante jubelscene efter han havde tjippet bolden over målmanden.

- Da Chelsea i 2010 på imponerende vis formåede at score hele 103 mål og blot lukkede 32 mål ind.

- Brian Deanes hovedstødsmål mod Manchester United den 15. august 1992, hvilket var det første mål i Premier League.
Læs hele artiklen
Shakhtar – olie og brasiliansk kærlighed
I Champions League gruppe F skal Manchester Citys klubejer Sheikh Mansour bin Zayed al-Nahyan op imod en anden oliegigant - Rinat Akhmetov.
Olie har startet krige, skabt misundelse og dumheder – som da en halvstiv dansk statsminister forærede Norge store mængder - eller givet fodboldklubber et voldsomt løft, som det er tilfældet med ukrainske Shakhtar Donetsk. Her har olie-kongen Rinat Akhmetov brugt en formue på at skabe et storhold, hvilket er lykkedes ret godt – men de senere er det gået lidt ned af bakken.

Når der i denne Champions League-sæson skal spilles fodbold på Shakhtar Donetsks hjemmebane bliver det på et dyrt renoverede stadion, der tidligere har fået tildelt fem stjerner af UEFA, og som blandt andet havde et ungdomsakademi med plads til over 3.000 børn som blot en del af et imponerende træningsanlæg.

Samtidigt med denne voldsomme stadionudvidelse for den ukrainske klub, så væltede der ind med især brasilianske spiller i klubbens trup. Første brasilianer kom til klubben i 2002, og det har sidenhen startet en stærk forbindelse mellem den sydamerikanske fodboldverden og den østlige del af Ukraine.

Omtalen af de brasilianske talenter i Shakhtar Donetsk blev først rigtig synlig for fodboldeuropa, da den daværende italienske landsholdshold-angriber Cristiano Lucarelli skiftede til den ukrainske storklub, og efterfølgende vandt holdet mesterskabet to år i træk og fjernede dermed selveste Dynamo Kiev fra den fodboldtrone, som de ellers havde siddet på gennem mange år.


Fra John Hughes til Akhmetov
Shakhtar Donetsk blev dannet i 1869 af den walisiske forretningsmand John Hughes, der dengang byggede masser af stålværker i området, og det er ikke langt fra den måde, som den nuværende pengemand Akhmetov har tjent sine enorme formuer. Således er Akhmetov af Forbes Magazine blevet kåret til verdens 214. rigeste mand. Nu lyder det måske ikke af meget, men det er det – og Akhmetov er også klart Ukraines rigeste mand.

Den kun 51-årige Akhmetov er som mange andre rigmænd på de kanter blevet beskyldt for at deltage i organiseret kriminalitet, men han er ikke dømt for noget. Meget på denne egn handler om penge, og det har også været bevæggrundene for de mange spillere, der er taget den lange rejse til Ukraine. Allerede da den italienske angriber Lucarelli i 2007 skiftede til klubben, blev det gjort klart, at her var der økonomiske midler, der ikke rimede på noget fra den ukrainske befolkning. Således fik Lucarelli stillet et privatfly til rådighed, hvis hans kone skulle få for meget hjemve og gerne ville en sviptur til Italien. Udover denne luksus er forholdene også i orden – bortset fra vejret, men det kan Akhmetovs penge næppe ændre for klubben.


Pengene har givet resultater
Siden 2002 er det blevet til ni nationale mesterskaber, fem pokaltitler og et enkelt Europa League-trofæ, så investeringerne har båret frugt. Klubben kan dog godt beskyldes for at føre en besynderlig forretningsmodel.

Holdets defensiv består af østeuropæiske spillere, mens offensiven er tegnet af mange sydamerikanere - med underlige kontraktforhold. De fleste af de sidstnævnte spillere ejer klubben nemlig ikke, men i stedet ejer investorerne store dele af rettighederne over disse spillere, og kritikere mener også at vide, at disse pengemænd ofte har indflydelse på, hvilke spillere der får spilletid på holdet. Dette hævdes at være årsagen til, at holdet i senere år ikke har præsteret som tidligere i den hjemlige turnering. De vandt blandt andet ikke det ukrainske mesterskab i 2014/15 og 2015/16-sæsonerne, hvilket er meget uvant på de breddegrader. De fem sæsoner før det blev de mestre og forklaringen er måske ligetil.

For modsat tidligere så har det ukrainske storhold forholdt sig meget roligt i sommerens transfervindue og har kun hentet nogle unge spillere på lejeaftaler, men på trods af dette har de stadigvæk hele otte brasilianske spillere i deres Champions League-trup – samt et par kroater og argentinere. Så samlet set så mangler Donetsk-holdet ikke det store. Men spillerne har ikke det niveau som klubben tidligere har haft med brasilianske spillere som Willian, Luiz Adriano og Fernandinho. Nutidens stjerner er anføreren og veteranen Darijo Srna samt den argentinske angriber – Facundo Ferreyra, så der er sket en udvikling for det brasiliansk-inspirerede "olie-hold" fra Ukraine.

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Edinson Cavani – bevaret hemmelighed
Sydamerikaner var træt af Ibrahimović' skygge og nu er han kommet i en og to nye skygger – eller hva'?
Da Edinson Cavani i 2007 skiftede til Palermo, beskrev den italienske avis, La Gazzetta dello Sport, den uruguayanske landsholdsspiller som ”Sydamerikas bedstbevarede hemmelighed”. Via en unik periode i Napoli havnede den langhårede angriber i Paris, hvor han først var lidt i “skyggen” af superstjernen Zlatan Ibrahimović og nu kommer til at stå i Neymars skygge, men hvem er denne Cavani?

Edinson Roberto Cavani Gómez er født og opvokset i den uruguayanske by Salto, som er landets næststørste by med godt 105.000 indbyggere. Byen ligger klods op ad Argentina, og det er kun floden Rio Uruguay, der adskiller Salto fra den argentinske by Concordia, som er godt og vel 1,2 kilometers svømmetur væk. Kuriøst nok er Luís Suárez fra selvsamme by, og de to dygtige angribere danner i dag en farlig frontduo på ”La Celeste”-holdet.

Ligesom Suárez har Cavanis karriere også været lidt blandet samt præget af lidt kontroverser. For tiden bliver Cavani sat i forbindelse med mange klubber, da han er ikke helt fungere sammen med den nytilkomne Neymar. Der er åbenlyse kontroverser mellem de to dyrtindkøbte angribere – ligesom det var imellem Ibrahimović og Cavani. Datidens træner Laurent Blanc benægtede dette. Selv den ellers så lidt “sladderagtige” L'Équipe har beskrevet forholdet mellem de to angribere som meget køligt, og de to profiler spiller simpelthen ikke hinanden på banen. I en kamp imod Evian i januar 2015 var de to offensive spillere sammen om et mål, hvor Cavani scorede på Ibrahimović' oplæg, men efterfølgende var der ingen fælles jubelscene – jo fra hele holdet bortset fra den svenske primadonna. Inden den første CL-kvartfinale imod Chelsea tog Cavani dog bladet fra munden og fortalte om de frustrationer, som han havde været igennem siden skiftet fra Napoli, men som tidligere nævnt var det ikke første gang, at Cavani var hovedperson i uheldige episoder.


Var ”Cosa Nostra”-mafiaen bag klubskiftet til rivalerne?
Cavani kom i 2007 til Palermo efter en enkelt sæson for barndomsklubben, Danubio, i den hjemlige liga. Det var ikke blot i ligaen, at han satte sit aftryk med ni scoringer, men også på U20-landsholdet scorede han 10 mål i 14 optrædener. På trods af massiv interesse fra klubber som Juventus og AC Milan var det i sidste ende den sicilianske Serie A-klub Palermo, der løb med angriberens signatur, men hvorfor pokker valgte Palermo at sende Cavani til rivalerne fra Napoli – og så endda på en lejeaftale. Mange medier har antydet, at denne beslutning blev taget af ”Cosa Nostra”-mafiaen.

For fem år før Cavani kom til Napoli, var klubben i Italiens tredjebedste række - Serie C, og efter opturen til Serie A gav Cavani klubben endnu et løft. Det har givet den målfarlige angriber kultstatus blandt Napolis tilhængere, og flere af dem sammenlignede målmageren med den argentinske legende, Diego Maradona, der spillede i klubben fra 1984 til 1991. Sammenligningen skyldes ikke, at ”El Matadors” spillestil minder om Maradonas, men fordi han var ved at blive en lige så stor helt.

- Det er jeg beæret over. Napolis historie er i høj grad bygget op omkring perioden med Maradona. Det har ikke været nemt at være Napoli-fan de seneste 20 år. Men nu er denne klub, der har så stærke rødder i italiensk fodbold tilbage på toppen, hvor den hører til. Napoli har oplevet mange negative ting som by - som kriminalitet og fattigdom - og jeg vil elske at give byen en mulighed for at være glad og have noget virkelig at kunne være stolt af. Den gode ting ved fodbold er, at den forener mennesker og skaber en masse gode følelser, sagde Cavani, imens han var i Napoli, og samtidig begrundende han Palermos beslutning om at udleje ham:

- Jeg ved ikke, om der gik noget galt, men da Napoli kom med tilbuddet, så blev jeg stolt, fordi det er en klub med stort potentiale. Palermo ville først ikke lade mig gå, men jeg tror, at de blev nødt til det på grund af de økonomiske udsigter, og fordi jeg gerne ville. Jeg havde mange gode år i Palermo, hvor jeg lærte at spille i Serie A, så jeg skylder dem meget, men nu er jeg her, og det er der, mit fokus er…

På samme tid lavede Cavani pudsigt nok flere mål i Serie A, end Zlatan Ibrahimović gjorde, så der er nogle lighedspunkter mellem de to angribere. De er begge meget interesserede i jagt, og går begge på riffeljagt i deres hjemland, som dog ligger på hver sin side af jorden. Af forskelligheder er Cavani meget religiøs, hvilket man vist ikke kan sige om Ibrahimović.


Jesus loves me
"El Matador" blev hurtigt venner med målmanden Rubinho, da den brasilianske keeper kom til ”Rosanero” i 2009/2010. Cavani har tidligere sagt, at de havde en ”kemi fra starten”, og at de ”læste biblen sammen”. Cavani har altid været religiøs, men angriberen beretter, at mødet med Rubinho gjorde ham endnu mere troende. Man ser ofte den nu 30-årige løfte sine fingre mod himlen, når han scorer, og han har fortalt, at han ikke tror, at han ville have været en stor fodboldspiller i dag, hvis ikke han var venlig over for folk og holdt fast i sin personlighed.

- Jeg har altid følt, at det vigtigste er, at man er sig selv - en ægte person - og først efter det kriterium er opfyldt, kan du blive en god fodboldspiller. Hvis ikke jeg havde min tro, og jeg ikke havde mine værdier til at vise respekt over for andre, ville jeg aldrig have været en topprofessionel fodboldspiller, har Cavani tidligere udtalt til World Soccer.

Edinson Cavani er medlem af den brasilianske gruppe ”Athletes For Christ”, hvor man blandt andet også finder Kaká og Hernanes. Det er heller ikke et sjældent syn, at ”El Matador” hiver op i sin trøje efter en målscoring for at vise påskriften ”Jesus loves me”.

I den første sæson hos ”Rosanero” var der dog ikke mange jubelscener, men det kom, da Amauri skiftede til Juventus i den efterfølgende sæson - sæsonen 2008/2009. Salget af brasilianeren gjorde, at Cavani spillede i angrebet sammen med Fabrizio Miccoli. I de to sæsoner 2008/2009 og 2009/2010 formåede Cavani at score 30 mål i 74 kampe. Det åbnede op for skiftet til Napoli, hvor han lavede vanvittige 107 mål i 138 kampe, inden han i sommeren 2013 skiftede fra Syditaliens største hold til PSG for 481 millioner kroner, hvilket var den største transfersum nogensinde, som et fransk hold havde betalt for en spiller.


Balladen med Neymar
Perioden i Paris har været blandet – men samlet set flot, men tidens overskrifter handler om balladen med Neymar og om hvem der skal tage PSG's frispark og straffespark. Sammenstødet mellem de to stjerner fik yderligere krydderi, da flere troværdige spanske medier hævdede, at Neymar havde krævet, at Cavani skulle sælges.

Voldsom ballade omkring et hold, som ellers var i voldsom sportslig fremgang, men kun en af stjernerne kan få deres vilje – altså tage de omtalte dødbolde. Udover ballade med Neymar har Cavani været med i masser af ballade – også i Paris. Som da han fik et rødt kort efter en jubelscene i en kamp imod Lens.

Cavani har målmaskinen – Gabriel Batistuta som sit helt store idol. Han var verdenskendt, hvilket Cavani også er blevet, efter han har været ”Sydamerikas bedst bevarede hemmelighed”.
Læs hele artiklen
Francesco Totti – 41 år
Romas Stadio Olimpico er arkitektonisk inspireret af Colosseum – og her fandt holdets tidligere gladiator - Totti - mod og inspiration til et langt fodboldliv … i samme klub. En helt unik bedrift af Totti, som fylder 41 år i dag.
Efter 24 år i Roma-trøjen bestemte Francesco Totti sig for, at han i sommer stoppede karrieren. 18 forskellige trænere havde Totti haft i Roma, og siden 1994/95 havde han scoret i alle sæsoner. Det er blevet til over 250 Serie A-mål og 92 assists. Som 22-årig blev han den yngste anfører i Serie A's historie, så det var en loyal legende - men også en stor familiefar - der stoppede i sommer.

Da Totti scorede sit mål nr. 300 i alle turneringer for Roma, fejrede han det på flotteste vis. For da han scorede imod Sassuolo, løb han straks hen imod sin familie og gav en klar hilsen med tre fingre for at markere de 300 Roma-mål, som han havde lavet. Efter målet var de to børn Christian - der er optaget på Romas fodboldakademi - og datteren Chanel hurtigt blevet iført hvide t-shirts med skiften ”Grazie Papa”.

Imellem det omtalte mål og angriberens første Roma-mål gik der 7.686 dage og dermed nok et krystalklart billede af Tottis klubloyalitet, som ellers er en stor mangelvarer i moderne fodbold. På hylden over spillere med ekstrem loyalitet findes Xavi og Ryan Giggs – men til forskel fra Totti har de to tilbragt de mange år hos storvindende klubber. Det har Totti ikke gjort, hvilket gør hans bedrifter endnu mere unik.

Totti har været i verdensklasse, men ikke vundet ret meget med sit klubhold. Kærligheden til klubben har været i særklasse, og når sådan en klublegende eksempelvis kysser klublogoet på brystet, giver det respekt blandt alle – blandt andet den daværende Roma-træneren Rudi Garcia.

- 300 mål for samme klub er et utroligt antal, men det er også ualmindelig hårdt at spille som 39-årig, har Roma-træneren tidligere sagt.

23 år tidligere fik den blot 16-årige Totti sin Roma-debut efter man allerede fra barnsben kunne man se talentet hos angriberen, og i konkurrence med Milan fik Roma den unge Totti til at underskrive en kontrakt som 13-årig - Efter sigende efter hans mor Fiorella hellere så sin dreng spille for familiens favoritklub - AS Roma. Sådan blev det, og igennem mange af disse år har Totti endda båret anførerbindet.

Karrieren tog for alvor fart i midten af 90'erne, hvor han blandt andet var med til at vinde EM for U-21, og fra 97/98-sæsonen og indtil 2011/12 var der blot en sæson, hvor Totti ikke mindst lavede ti Serie A-mål. Pudsigt nok har han lavet flest imod sin gode kammerat – Juventus-keeperen Gigi Buffon, og dermed også lavet mange mål i afgørende kampe. Juventus og Roma har været mesterskabsrivaler i mange år, men Romas problem blev, at deres spillemæssige bedste periode faldt i en periode, hvor ”Den gamle Dame” havde en skræmmende styrke og blandt andet var i tre Champion League-finaler i træk.

Tottis høje niveau gjorde, at Real Madrid – og den indkøbslystne Fiorentino Pérez – i 2004 stenhårdt forsøgte at hente Roma-angriberen som den næste ”Galacatico”, efter Luís Figo, Zinedine Zidane, Ronaldo og David Beckham var kommet til. Totti ønskede dog ikke at skifte klub, selvom han afslørerede, at han var smigret. Han slog samtidigt fast, at det ville være større for ham at vinde et mesterskab med Roma end at vinde ti med Juventus eller Real Madrid.


Lamaen – der blev til ballademager
Midt i alle de flotte præstationer må man ikke glemme, at Totti også havde en skyggeside – f.eks. fik han over ti røde kort i Serie A, hvilket er mere end midtbaneslideren Daniele De Rossi og glem nu ikke, at det var ”Lama'en Totti”, der sendte en spytklat i hovedet på Christian Poulsen til EM 2004, og kort tid efter stemplede han brutalt en liggende Carsten Remelow i brystet. En handling som Leverkusen-træner Augenthaler kaldte for et ”mordforsøg”. Senere i samme sæson fik han en lang karantænedom for at slå og sparke en Siena-spiller samt efter en udvisning mod Livorno – og derudover skubbede an sin personlige træner og nære ven - Scala. Disse handlinger forsvandt dog ikke med alderen, for i næstsidste spillerunde i 2013 sendte han en albue i hovedet på sin tidligere holdkammerat Philippe Mexes.

Udover disse mange dårlige historier har Totti også et andet kedeligt omdømme i Italien for at være en smule underbegavet – altså en uintelligent kunstner. Således er der f.eks. udgivet en bog med vittigheder om Roma-spilleren, hvori mange af vittighederne handler om angriberens dumhed. Hovedpersonen gav midlertidig lov til, at bogen skulle trykkes såfremt, at hele overskuddet gik til Unicef. Sådan blev det, og bogen blev en stor succes – for udenfor banen er Totti også en megastjerne. Tottis bryllup blev transmitteret fire timer direkte i tv og hans biografi solgte 150.000 eksemplarer indenfor de første par dage.


Nutidens gladiator
Mod slutningen af karrieren var han stadigvæk – trods sin fremskredne alder – en stor stjerne på Roma-holdet, selvom stjernen lyser mindre. Men han har været med til at sætte nye standarder, for han blev den første ”falske 9'er”, da Spalletti ville have den italienske hovedstadsklub til at spille 4-6-0, og derudover har han scoret på nogle meget spektakulære straffespark. Mange fodboldinteresserede forbinder sikkert Totti med hans tjip med bolden under straffesparkskonkurrencen i semifinale til EM2000… en sådan bedrift kommer fra fodboldspillere, som kan være kølige i selv de mest pressede situationer – ligesom datidens romerske gladiatorer.

Langt inde i Roms gamle bydel kan man finde Piazza del Fico og også den glimrende restaurant Da Francesco. Når man træder derind, er man ikke i tvivl om kærligheden til mad – men også til AS Roma og FRANCESCO Totti – den nulevende gladiator. Ikke langt derfra finder man et af verdens syv vidundere – Colosseum – hvor gladiatorerne helt tilbage før Kristi fødsel kæmpede nogle dødelige kampe. Nordvest derfra er Romas Stadio Olimpico, som er arkitektonisk inspireret af Colosseum, hvor Totti igennem et helt fodboldliv slog sine folder med en tatovering på højre arm, som gav ham mod og inspiration til hårdt arbejde… tatoveringen er et billede - af en gladiator.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Irland – godt eller skidt?
Det danske landsholds VM-skæbne bliver afgjort på ”den grønne ø”, hvor Åge Hareides tropper vil møde en modstander og stemning, som de næppe har stået overfor mange gange før.
- Det er fuldstændig lige meget, hvilket hold vi trækker op af hatten. I playoff-kampe er alle hold gode. Vi har hverken en ønskemodstander eller et hold, vi ikke vil trække…

Sådan sagde assistent-træner Jon Dahl Tomasson op til tirsdagens lodtrækning til Playoff-kampene, hvor Danmark trak Irland og ikke Nordirland eller de frygtede Sverige, men er det så en god lodtrækning for det danske hold?

Det kan umiddelbart være oplagt at sige, at det er en super lodtrækning – for kan Danmark ikke slå et hold som Irland, så er vi heller ikke gode nok til en VM-slutrunde… dette kunne være en holdning, som mange har, men pas nu på. For Irland er en farlig størrelse. Deres idealopstilling kunne meget vel være:

Randolph
Coleman, Duffy, Clark, Ward
Hendrick, Meyler, Arter
Brady, Long, McClean

Det er ikke de store fodboldnavne eller klubber, som de repræsenterer, men pas nu igen på – for den største modstand, som det danske hold vil møde – skal ikke findes i fodboldevner, men derimod i indstilling, og her er det irske hold måske blandt verdens bedste, og når Åge Hareides tropper slutter i Dublin, vil det blive ekstremt. Her dækker udtrykket med ”sidste blodsdråbe” end ikke… og må jeg lige minde om, at Irland blot tabte én af deres ti kvalifikationskampe og sluttede med at vinde over EM-overraskelsen fra Wales.

Irland spiller klassisk 4-4-2, men i den grad også klassisk britisk – på den hårde måde. De er givetvis noget bedre end Nordirland og har et hold stort set kun med spillere fra Premier League. Det er godt nok fra mindre hold som Burnley og Bournemouth, men netop her spiller de… jah klassisk britisk!

Op til lodtrækningen slog Premier League-eksperten Morten Bruun også fast, at han var lidt bekymret i forhold til netop modstanderen fra Irland. Ifølge B.T. så mener Bruun:

- Umiddelbart vil de fleste danskere nok foretrække at få en modstander fra de britiske øer, og det er en holdning, jeg deler. Samtidig med at jeg dog godt vil advare om, at det næppe bliver nemt. Jeg følger en del af de irske og nordirske landsholdsspillere i deres hverdag i Premier League, og jeg vil godt slå fast, at der er tale om nogle krigere, der kender deres strategi på slagmarken og deres våben ned til mindste detalje. Der er mange ligheder mellem holdene, for de er begge to båret af en enorm vilje og en bevidsthed om, at kollektivet er deres trumf. Hvis man skal karakterisere de to holds spillemåde, ligger deres stil også tæt op ad hinanden. Man kunne faktisk kalde det West Bromwich eller Burnley hældt på 'landsholds-flasker', for det er præcis som at se disse to hold spille. Ingen af de irske hold bekymrer sig om at have bolden mest, de spiller meget direkte, de er stærke i hovedspillet, og de er besat med løbestærke spillere, der kæmper for sagen. Hele vejen rundt. Der er ikke antydningen af en luksusspiller på nogen af de to hold. Faktisk kommer halvdelen af de Premier League-spillere, der var i kamp for Irland mod Wales og for Nordirland mod Norge, netop fra enten West Bromwich eller Burnley. Og det er ikke en tilfældighed, for de to landes managere lægger vægt på præcis de samme dyder som Tony Pulis i West Bromwich og Sean Dyche i Burnley.

Modsat Bruun så har en anden ekspert – DR's Andreas Kraul - beskrevet kampe imod Irland med Danmark som store favoritter.

- Jeg er umiddelbart glad. Irland er et ærligt fodboldhold, der knokler for sagen. Men hvis man kigger på deres spillere, så er det ikke topniveau i forhold til, hvad vi kunne have trukket. Så mulighederne er rigtig gode. Danmark bør være forholdsvis store favoritter til at gå videre.

Indkast.dk vil også mene, at Danmark er favoritter, men nok heller ikke mere end det, og indkast.dk vil gerne advare imod at slutte imod de fysisk stærke Premier League-krigere i Dublin i en kamp, hvor de grønblusede irere vil fighte på en måde, som slet ikke ligger i det danske hold – eller som den danske trup har noget modsvar til.

Men lad os for alt i verden håbe, at der torsdag den 14. november omkring kl. 22.30 vil være fest i det danske omklædningsrum, hvor spillerne vil fejre, at de skal til VM i stedet for at slikke deres fodboldsår efter en kamp imod en meget fysisk hård modstander.
Læs hele lederen
Mes que un club
Indkast.dk er taget til Spanien – eller rettere – til Catalonien for at finde ”fodboldsvar” på den konflikt, som egnen er ramt af i øjeblikket, og inden weekendens kamp imod Atlético Madrid…
- Jeg kan ikke tale om det… det er alt for tæt på!

Sådan siger receptionisten, da vores snak helt naturligt falder på det catalonske valg om mulig uafhængighed fra Spanien. Følelserne i hele det skønne Catalonien er påvirket af, hvordan den spanske regering har nedtonet og bekæmpet valget. Men hvad handler det hele om, og kan det få nogle konsekvenser for en af verdens største fodboldklubber – FC Barcelona. Indkast.dk er taget til Spanien for et finde svar på konflikten med de andre mange følelser, men også politiske undertoner samt relationer til fodbold…


Historien bag historien i historisk perspektiv
Da den spanske konge Felipe VI forleden kom med en klar politisk tale, sendte han ikke bare en klar kritik imod Catalonien og han satte samtidigt også sin egen krone – endnu mere yderligt og satsede voldsomt. For monarkiet i Spanien har det historisk svært, hvilket ikke mindst skyldes, at landet er fyldt med områder, der ønsker alt andet end en spansk konge. Så Felipe satsede med at komme med klare udmeldinger, men det er langt fra første gang, at han har gjort dette siden kroningen i 2014.

Dette er jo helt modsat end i f.eks. Danmark, hvor monarkerne skal forholde sig politisk neutrale, men måske er Felipe bramfri grundet sagens alvor. For i talen tirsdag aften på direkte tv rettede han voldsomme angreb imod den catalanske regerings ledere, og han fordømte også deres planer om løsrivelse. Ifølge kongen havde de udvist ”en helt uacceptabel mangel på loyalitet”, og spillede hasard med landets økonomi. Men denne manglende loyalitet vil catalonierne blæse på – størstedelen af dem, som stemte, ønskede ikke at have en forbindelse til Spanien – overhovedet.

Spanske medier hævder, at Kong Felipe var i lokalet, da hans far i 1978 ringede rundt til landets garnisoner for at få opbakning og dermed forhindre og lykkes med at stoppe det militærkup, som ulmede.

Den lille knægt var dengang – og skulle stadigvæk være det – en glødende fodboldfan, og han er blandt andet æresmedlem hos Atlético Madrid. Netop relationerne imellem de spanske hovedstadshold og de catalonske fodboldhold har fået enorm betydning i krisen, og derfor er det hele aktuelt på et fodboldsite som Indkast.dk, hvis læseren skulle undre sig over spaltepladsen i disse linjer.

For konflikten kan ramme FC Barcelona, der sidste søndag – på valgdagen - måtte spille deres La Liga-kamp uden tilskuere. Ikke mange kan forestille sig, at selvom Catalonien skulle blive erklæret for selvstændig, at det skulle gøre, at den store fodboldklub ikke fortsat skulle spille i La Liga. Skulle dette ske, ville Barcelona kunne fortsætte i La Liga ligesom walisiske hold spiller i Premier League eller fyrstedømmet Monaco deltager i Lique1.

Også al snak om et catalonsk landshold med mange tidligere spanske landsholdsspillere til officielle kampe eller kvalifikationer er næppe realistisk i nærmeste fremtid. Så det spanske landshold vil f.eks. i fremtiden bestå af et centralt forsvar med Gerard Piqué og Sergio Ramos, selvom de begge er meget aktive i konflikten. Piqué skrev inden valget på Twitter:

- Jeg er og føler mig som en catalonier, og i dag er jeg stolt af det catalanske folk. Vi er ikke en minoritet. Vi er ikke de onde, vi ønsker bare en afstemning…

Det fik Real Madrid-forsvarsspilleren Sergio Ramos til under den spanske landsholdssamling til kampen imod Albanien at sige om kollegaen Piqué.

– Piqués tweet var ikke den bedste ting at gøre, hvis han ikke vil buhes ad. Alle er frie til at sige, hvad de vil, selv om jeg som anfører altid er optaget af atmosfæren i truppen, og Piqué vidste, hvad han gjorde. Måske var det ikke det rigtige tidspunkt at gøre det på, og det hjælper ikke særlig meget…


Mere ballade til kommende opgør
Det mangeårige had op til ”El Clasico” har og vil utvivlsomt blive en stor del af konflikten fremafrettet – så her kommer fodboldvinklen ind… nok engang. Under tirsdagens store generalstrejke deltog flere af FC Barcelona-spillerne samt flere fodboldklubber i Catalonien, men især Barcelona har gigantisk betydning i krisen. Opgørene imod Real Madrid betragter mange catalonierne som et direkte angreb imod den spanske konge, og det vil næppe blive mindre i de næste opgør.

I forhold til de forventelige store udbrud af uroligheder er der heldigvis længe til næste ”El Clasico”, men på trods af dette bliver der næppe julefred, når opgøret skal spilles lillejuleaften. Dog må man ikke glemme, at Barcelonas næste kamp er imod Atlético Madrid. Balladen vil formentlig blive mindre, da kampen spilles i den spanske hovedstad.

Som tidligere nævnt er mange af dem, som ønsker uafhængigheden, også store fans af FC Barcelona, og det piner dem, at Real Madrid er ved at overhale dem i den indbyrdes kamp, som catalonierne i de senere år ellers har ført.

Real Madrids triumfer i Champions League piner dem i Barcelona, men også udviklingen der sker. For efter Zinedine Zidanes ankomst har ”Konge-klubben” ikke købt så voldsomt ind, men i stedet lykkedes med unge spanske spillere – noget som har været Barcelonas varemærke i størstedelen af dette årtusinde.

De senere år har Real Madrids transferregnskab således næsten ballanceret – blandt andet efter salg af spillere som Jese, Álvaro Morata og Danilo. Sommeren 2014 var sidste gang, at de indkøbte stort, da James Rodrigues kom fra Monaco, men han er end ikke længere i klubben, da han som bekendt i sommer blev sendt til Bayern München på en lang lejeaftale.

I perioden, hvor Real Madrid har været passive, har Barcelona indkøbt meget dyre spillere som Luis Suárez og Ousmane Dembélé, hvilket piner den catalonske selvopfattelse, forklarer den meget fodboldkyndige receptionist. Så linjerne er trukket op til ballade – både på og udenfor banen.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Giroud de specielle måls mester? 100 Arsenal-mål for Giroud – Se dem her Artikel ikon Vanvittigt mål af Sigurdsson Artikel ikon Vanvittige Shelvey Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Serie A - runde 8 Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Stærk trup – af ikke VM-deltagere Artikel ikon Peter Crouch får Guiness Verdensrekord Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Topscorere i denne sæson Top 10: Bedst betalte managere i PL Artikel ikon Top 10: Hurtigste i Premier League Artikel ikon Top 10: Flest kampe for Serie A-hold Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Kneben United-sejr på Anfield Spil: Qarabag - AS Roma Artikel ikon Spil på fodbold vokser Artikel ikon Vind mere - på betting Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Robert Enke: Et alt for kort liv Hjem til Fodbold Artikel ikon - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon 'En rigtig Jesper Olsen' Premier League - Tilbageblik af Indkast Artikel ikon PL-klubbernes all-time topscorere Artikel ikon Efter 1.399 klub-kampe er det slut Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Valverde vil sende disse spillere videre Fredagens engelske rygter Artikel ikon Torsdagens engelske rygter Artikel ikon Onsdagens engelske rygter Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kasper Dolberg
Vidste du om ... Rafael Artikel ikon Vidste du om ... Kylian Mbappé Artikel ikon Vidste du om ... Peter Crouch Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Derfor blev Shakespeare fyret Champions League-statistik Artikel ikon Parkerer Mourinho bussen mod Top 6-hold? Artikel ikon Mourinho i United = 4-0 Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Randers - AaB Optakt: Man. City - Burnley Artikel ikon Optakt: Silkeborg - SønderjyskE Artikel ikon Optakt: FC København - AGF Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Red Star - Arsenal Startopstillinger: CSKA Moskva - Basel Artikel ikon Startopstillinger: Benfica - Man. Utd Artikel ikon Startopstillinger: Anderlecht - PSG Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Midtjylland vinder i målrig fredagskamp FCK fik vigtigt point i uskønt opgør Artikel ikon Flot Giroud-mål sænker Røde Stjerne Artikel ikon Juventus kom sig over chokstart Artikel ikon Se flere