VM 2018 - Danmarks bedste VM-dækning

Everton-køb på plads indenfor 48 timer

Af Kasper Clausen

2017-06-18
Everton-køb på plads indenfor 48 timer

Den engelske Premier League-klub har netop hentet en ny keeper, og nu kan en ny angriber være på plads.

Sandro Ramirez har haft en fremragende første sæson hos La Liga-klubben Malaga, efter han forlod FC Barcelona i jagten på mere spilletid.

I den forgangne sæson scorede angriberen 16 gange i alle turneringer, hvilket har medbragt en masse interesse for den spanske U-21-landsholdsspiller. Tidligere på sommeren var han meldt tæt på Atlético Madrid, men nu ser det ud til, at han skal til England, det skriver AS, Marca og Sky.

Alle tre medier skriver, at den 21-årige angriber har gennemgået et lægetjek i Everton, som han har bestået, og det ventes, at et skifte bliver offentliggjort indenfor de kommende 48 timer.

Sandro Ramirez fik 31 kampe i den forgangne sæson, hvor han som tidligere skrevet scorede 16 gange. Derudover leverede han også fem oplæg.



Magasin-artikler
Fra sort til hvid - for de rød/sorte
Fremtiden ser lys ud for AC Milan – eller gør den? Indkast.dk rejste til modebyen for at finde svaret…
”I Fantastici 4 – Il Nuovo Milan”…

Sådan var overskriften i den italienske sportsavis - Corriere delle Sport – op til AC Milans hjemmekamp mod nedrykningstruede Hellas Verona. Overskriften henviser til, at AC Milan med kvarten Giacomo Bonaventura, Leonardo Bonucci, Franck Kessie og Hakan Calhanoulu havde fire forskellige og meget afgørende typer. Avisen døbte dem altmuligmanden, lederen, giganten og fantasten…

Min rejsefælde og jeg havde dog næsten ikke sat – eller rettere stillet - os på det stemningsfyldte Curva Sud, før de omkringstående havde gjort det klart, at Suso og især den blot 20-årige angriber Patrick Cutrone også har en stor betydning for dette Milan-hold. Sidstnævnte scorede kampens andet mål i hjemmeholdets 4-1-sejr, og den unge mand på min venstre side slog kontant fast om Cutrone: ”Han er Milans fremtid”. Men hvordan ser denne fremtid egentlig ud?

Efter snart syv år med italienske mesterskaber til Juventus begyndte AC Milan at røre på sig sidste forår. Den nye kinesiske ejer Li Youghong blev fotograferet ved klubovertagelsen sammen med den aldrende klubejer Silvio Berlusconi – men siden overtagelsen har der været alt for meget kaos.

Hurtigt efter overtagelsen placerede den italienske presse skår i glæden i forhold til den nye kinesiske ejer Li Youghong, der overtog klubben, efter kontroversielle Silvio Berlusconi havde været klubejer i mere end tre årtier.


Hvem skal eje AC Milan?
Midt i overdragelsen sagde AC Milan-eksperten Alberto Costa direkte på italiensk tv, at han havde stor tvivl omkring den forestående klubovertagelse. Han mente simpelthen ikke, at den kinesiske rigmand havde nok ressourcer til at rette Milano-holdet op igen.

Senere kom det frem, at det ikke var Youghong, der skulle overtage klubben, men derimod investeringsselskabet Sino-Europe Sports Investment fra Hong Kong. De skulle betale for overtagelsen, men herefter fulgte en masse kaos, som vist passer meget godt på Berlusconi.

For pludselig skulle den kinesiske regering også være en del af den noget sammensatte investorkreds, og midt i dette meldte Li Youghong ud, at for at overtage AC Milan ville det koste omkring de syv milliarder kroner – blandt andet for at betale klubbens store gæld.

Kort tid inden overtagelsen måtte Youghong låne de godt tre milliarder kroner hos det amerikanske firma – Elliott Management. Dette lån skulle ifølge kilder til Reuters have en gastronomisk rente på 11,5 %. Risikoen ved dette skal man nok ikke undervurdere, og der findes mange skrækeksempler på kinesere, der ejer fodboldklubber i Europa. Hos Aston Villa gik det ikke som forventet med Tony Xia fra Recon Group, og klubben står næsten i ”l…” til halsen, mens det også er tvivlsomt, hvordan det ender med Zhang Jindong, der ejer næsten 70 % af AC Milans rivaler fra Inter. For i hjemlandet Kina har regeringen iværksat en opstamning for disse gigantiske summer, som bliver placeret langt fra Beijing, og det skulle være grunden til, at Li Yonghong pludselig blev nødt til at optage flere højrisiko lån forskellige steder i verden – og dette kan ende med at få enorm betydning for AC Milans fremtid.


Ligner ikke en bestyrelse - for en fodboldklub
For at en investering som denne skulle blive rentabel, forventer flere eksperter, at investorerne i AC Milan også vil investere i andre ting i den italienske modeby - som ejendomme og en masse nye butikker. Udvælgelsen til bestyrelsen indikerer også dette. Kun et medlem havde en fortid fra fodboldens verden - nemlig Marco Fassone. Forretningsmanden Bo Lu kommer fra en kapitalfond og Xu Renshuo er tidligere entreprenør, mens der – udover Fassone - er kommet tre italiener med. Marco Patuano kommer fra et italiensk teleselskab, Roberto Cappelli er advokat og Paolo Scaroni har været hos et oliefirma.

Samlet set er det forretningsfolk, som har gigantisk mange penge, men dem kan der også blive brug for, hvis AC Milan skal tilbage til den europæisk top, men vil bestyrelsesmedlemmerne også investere i klubben?

AC Milan spiller en massiv rolle i italiensk fodbold og er også en del af den nationale stolthed, men denne kan godt lide et knæk. For opfattelsen og historien om Milans nye ejer har en skyggeside. Som Donald Trump tidligere har sagt, så findes der ”alternative facts”, og det kan også blive tilfældet ved denne overtagelse – for hvem kommer egentlig til at eje klubben og hvad er deres intention? I forbindelse med klubovertagelsen sagde Berlusconi:

- Denne overdragelse sker både med smerte og store følelser, men samtidigt også med den anerkendelse, at en familie ikke længere kan drive en fodboldklub, da der skal langt større kræfter til.

Det er nu snart syv år siden, at Milano-holdet sidst har vundet det italienske mesterskab, men kan de fortsætter med at opruste truppen efter de har fået styr på økonomien – kan de komme til at true usårlige Juventus. I sidste regnskabsår skulle AC Milan have haft et underskud på 800 millioner kroner, så der venter en stor opgave – både på og udenfor San Siro - og meget er fortsat italiensk kaos.


Verdens ældste erhverv og Serie B
På stadion var der også italiensk kaos, men også en underlig stemning af usikkerhed på fremtiden – for dette nye hold som skal præstere nu. Opbakningen fejlede dog ikke noget for de næsten 50.000 tilskuere til kampen. De sendte klare hilsner til Inter-fansene med håb om en god fremtid for deres mødre indenfor verdens ældste erhverv og Hellas Verona fik også en humorrisk hilsen med på vejen med held og lykke i næste sæson, nu hvor de skal spille om lørdagen. I Italien er der en tradition for, at de fleste Serie B-kampe spilles om lørdagen, mens Serie A primært spilles om søndagen.

Tjeneren Giulio Cupello på det gode spisested Parma & co., som ligger imellem vores hotel Ritter og den kendte restaurantsgade Via Fiori Chiari, holder netop med Inter. Her spiste vi fantastisk mad dagen inden kampen, og hurtigt faldt jeg i snak med den jurastuderende Giulio, som viste sig at have en unik fodboldindsigt. Han forstod dog ikke, hvorfor jeg ikke hellere ville se søndagens kamp, hvor Inter endte med at slå Udinese med 4-0. Han blev dog helt flakkende i øjnene, da snakken faldt på sæsonens sidste kamp mellem Inter og Lazio. En kamp som meget vel kan ende med en direkte duel om Champions League-pladsen til næste sæson. Den kamp skal Inter vinde for at hævne samme opgør fra 2001/02, hvor Lazio – også i sidste spillerunde – tog mesterskabet fra Inter ved at vinde 4-2. Resultatet betyd, at Inter i stedet sluttede på tredjepladsen og dermed ikke på en Champions League-givende position.


Kan uprøvede Gattuso sende AC Milan i Champions League?
I forhold til det sportslige på San Siro var der også et kæmpe skridt imellem Hellas Verona og AC Milan. Hjemmeholdet så faktisk ganske harmoniske ud, men sådan startede sæsonen ikke. Sommerens indkøb på omkring 1,5 milliard kroner kunne træner Vincenzo Montella ikke udnytte, og i november blev han fyret. I stedet blev Gennaro Gattuso ansat efter en meget blandet trænerkarriere. I slutningen af den aktive karriere var han spillende assistent-træner i schweiziske FC Sion, inden han blev fyret i Maurizio Zamparinis galehus på Sicilien. Herefter opsagde han kontrakten med Kreta-klubben OFI efter økonomiske problemer – ligesom i Pisa.

Så Gattuso var en lottokupon i AC Milan, og den udløste ikke nogen gevinst til at starte med. Oprykkerne Benevento fik i Gattusos debutkamp som Milan-træner deres første Serie A-point, men siden er det gået helt anderledes – og i kampen mod Hellas Verona kunne man næsten fornemme, hvad Gattuso har bidraget med. Flere gange i løbet af kampen kom en spiller på sidelinjen for at klappe den meget medlevende træner i hænderne. Gattuso ligner som træner den gigantiske fighter, som han var som spiller. Han spillede hele 467 officielle kampe for Milano-klubben – alle med et gigantisk klubhjerte for klubben fra 1899. ”Vinderen” Gattuso har ifølge Tipsbladet sagt:

- Det er nyttesløst fortsat at tale om Gattuso som spiller. Ånden og attituden til aldrig at give op er blevet hos mig. Jeg vil aldrig tabe; end ikke når jeg spiller bordfodbold mod min søn. Den er der altid. Men jeg har taget en uddannelse for at blive træner, og de forærede mig ikke min licens. Man kan ikke kun forberede sig på kampe kun med hjerte og vilje. Man skal også arbejde på den fysiske form og den tekniske og taktiske forberedelse.

Vildskaben og vindermentaliteten er også blevet indplantet på det nuværende AC Milan-hold. For i næsten 80 dage tabte de ikke – inden Arsenal mødte dem i Europa League. Den gode periode sendte Milan op imod de europæiske pladser, og dermed var Gattuso lykkedes med det, som andre tidligere spillere fra AC Milan – som Clarence Seedorf eller Filippo Inzaghi – ikke var lykkedes med. Nemlig at få succes som både spiller og træner i klubben. Måske fordi Gattuso havde indført den tiltalende spillestil med masse af hjerte – men måske også fordi, at han er et helt specielt menneske.

Tidligere på året kom det frem, at Gattuso som Milan-spiller inden en vigtig Champions League-kamp mod Manchester United spiste en snegl, fordi holdkammeraterne ikke troede på, at ”Rino” turde. Sammenlagt fik han 15.000 euro for at gøre det, og han gav straks pengene til holdets fire fysiske trænere. Derudover har Andrea Pirlo i selvbiografien ”Penso quindi gioco” om Gattuso skrevet:

- Han er ikke bogstavernes mand, en dygtig orator eller medlem af Accademia della Crusca [en forening der søger at bevare det italienske sprog, red.].

Men han beskriver også, hvordan han og Daniele De Rossi tømte en skumslukker ud over Gattuso i forbindelse med en VM-kvalifikationskamp til VM 2010, hvor Gattuso ikke var taget med holdkammeraterne i byen. Samlet set har Pirlo dog stor respekt for Gattuso, og han har endvidere skrevet:

- Man har brug for støtter som ham i et omklædningsrum. Kroppe bliver ældre, men karisma ældes ikke. Man løber mindre, men ens personlighed betyder mere. ”Rinos” ord var lov i Milan, og alle nye spillere var klar over, at hvis de lavede en fejl, var det første, de skulle gøre, at forklare sig til ham. Alene at have den viden reducerede drastisk mulighederne for, at folk fuckede op. Sådan var det dengang, hvilket står meget godt i tråd med dette citat fra træneren Gattuso:

- Mit arbejde er at være spillernes mareridt frem til slutningen af sæsonen. Jeg forventede ingenting, da jeg ankom, jeg vidste bare, at jeg havde fået udleveret en varm kartoffel. Jeg kan lide at lide. Jeg nyder ikke ting, der er for nemme, så jeg valgte Milan, fordi det er mit hjem. Jeg bar denne trøje i 14 år; den er en del af mig. At arbejde her er vidunderligt, og vi må se, hvordan det ender, skulle Gattuso have sagt ifølge Tipsbladet.

På San Siro bliver klubbens gamle legender – som Gattuso – hyldet, og de fleste af fansenes trøjer har et ”10-tal” på ryggen. Et nummer som Andrea Pirlo blandt andet har spillet med siden årstusindeskiftet sammen med store fodboldnavne som Rui Costa, Clarence Seedorf, Rivaldo, Kaká og Ronaldinho.

Nutidens 10'er er Hakan Calhanoglu, som er en del af ”I Fantastici 4 – Il Nuovo Milan” – altså det nye Milan. Den økonomiske situation i klubben gør dog, at det kan være svært at vurdere om fremtiden er sort eller hvid for den rød/sorte del af smukke Milano.


Indkast.dk's tur til Milano blev sponsoreret af Travelsense

Vil du i øvrigt gerne skrives op til AC Milans kampe næste sæson, så kan man gøre det her
Læs hele artiklen
Wolverhampton – Genrejsning på Molineux
Der er opsejling til noget stort i Wolverhampton Wanderers. Indkast.dk stiller skarpt på Premier Leagues rige oprykkere.
I lørdags sikrede Wolverhampton Wanderers sig en velfortjent oprykning til Premier League, og derfor er klubben fra West Midlands kommet på alles læber i England. Dette scenarie lå ellers ikke ligefrem i kortene, hvis vi spoler fem år tilbage i tiden. Her nåede Wolverhampton et historisk lavpunkt ved at rykke ned i League One. Nedrykningen til Englands tredje bedste fodboldrække var kulminationen på klubbens største identitetskrise siden de glade 1950'ere, hvor det blev til hele tre mesterskaber. I dag er smilene dog igen vendt tilbage på Molineux, og det er takket været en hel del milliarder fra Kina.

Enorme ambitioner
I juli 2016 blev Wolverhampton overtaget af den kinesiske investeringsgruppe ved navn Fosun Group, som bliver ledet af mangemilliardæren Guo Guangchang. Han er den 34. rigeste mand i Kina, hvor han desuden går for at være en entusiastisk forretningsmand. Så da chancen for at genrejse en af Englands mest traditionsrige klubber tilbød sig for to år siden, var den simpelthen for god til at sige nej til.

Der er i takt med overtagelsen blevet sat helt nye ambitioner for fremtiden i Wolverhampton. Dem valgte klubbens bestyrelsesformand Jeff Shi at løfte sløret for i november 2017.

- Der eksisterer en plan for de næste 10 år. Det er selvfølgelig en bedrift i sig selv at være en lille Premier League-klub, men det er ikke vores mål. Vi vil opbygge et stærkt hold, sagde Shi til Daily Mirror og fortsatte:

- Det er ikke sådan, at vi er i gang med at bygge et hus, der kun lige opfylder kravene for at være i Premier League. Vi bygger ikke et hus, men et gods!

Vil spille med transfermusklerne
Som resultat af det nye høje ambitionsniveau har også transferstrategien på Molineux gennemgået en omfattende forvandling. Wolverhampton var i årene før overtagelsen presset til at hente spillere fra de nederste hylder, men det er ikke længere tilfældet – tværtimod. Klubben spillede allerede med transfermusklerne i sidste sommer, hvor Ruben Neves blev hentet i FC Porto for den nette sum af 154 millioner kroner. Der var året forinden også snak om at hente Anderson Talisca i Benfica, men han valgte i sidste ende at skifte til Besiktas.

Til sommer venter endnu et opsigtsvækkende transfervindue for Wolverhampton. Klubben kommer uden tvivl til at forstærke sig heftigt forud for sin tilbagevenden til Premier League, og mon ikke, at der i den forbindelse kommer et enkelt eller to store navne op af hatten. Det er i hvert fald ikke manglen på penge, som skulle kunne forhindre dette i at ske.

Noget stort under opsejling
Det skal i de kommende år blive spændende at følge Wolverhamptons udvikling. Hvis den fortsætter i samme tempo som nu, så tyder noget på, at klubben inden for en overskuelig fremtid kan etablere sig selv i Premier Leagues top-10, eller måske endda endnu højere. Rammerne er i hvert fald til det.

Foruden en masse milliarder, så råder klubben også over en manager, der indtil nu har formået at få det absolut bedste ud af en i forvejen profilbesat spillertrup. Nuno Espírito Santo er da heller ikke, hvilken som helst mand at have på sidelinjen. Han har tidligere stået i spidsen for prominente klubber som Valencia og FC Porto, og selvom jobbet på Molineux er det mest udfordrende, kan han meget vel blive manden til at tage Wolverhampton ind i en ny stor æra. Men selv, hvis det ikke skulle blive ham, der får den rolle, skal en anden nok få den. Den orangeklædte klub er nemlig under genrejsning.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Granit Xhaka - Kompromisløs stjerne
Arsenals Granit Xhaka er en hårdt arbejdende midtbanespiller, der passer som fod i hose til det engelske spil.
Granit Xhaka er måske ikke et navn, som man nævner blandt de største midtbanestjerner i Europa, men schweizeren er på vej derop. Det er der ingen tvivl om.

Bedre end Shaqiri
Xhaka er født den 27. September 1992 af Kosovo-albanske forældre, men inden Granit og storebroren Taulant blev født, flyttede parret til Schweiz. Forældrenes albanske pas har blandt andet resulteret i, at Xhaka-brødrene ikke tørner ud for de samme landshold. Granit skal med Schweiz til EM, mens Taulant er udtaget til Albaniens trup.

Granit Xhaka er et produkt af Basels ungdomshold, hvor også Xherdan Shaqiri og Yann Sommer stammer fra. Faktisk blev Xhaka af den tidligere Basel-træner Thorsten Fink kaldt det største talent i Schweiz:

- Xherdan Shaqiri er det største talent i Schweiz (…) efter Granit Xhaka, sagde Fink ifølge Goal.com for fire år siden, da Xhaka blot var 19 år.

Ligeledes har Schweiz' tidligere landstræner, Ottmar Hitzfeld, omtalt Xhaka som ”den unge Schweinsteiger.” Roserne af Xhaka er mange og store, og den iltre midtbanespiller har da efterhånden også bevist, at der er hold i dem.

Gennembruddet i Gladbach
Xhaka nåede faktisk kun at spille to sæsoner i FC Basel, hvor han vandt det schweiziske mesterskab i begge tilfælde. I anden omgang blev det endda til ”The Double.”

Det hurtige gennembrud resulterede i, at han blot nåede at optræde 67 gange for barndomsklubbens førstehold, inden han blev solgt til Borussia Mönchengladbach, der gav ca. 60 millioner kroner for den unge midtbanespiller.

Første sæson endte med et enkelt mål, og nyindkøbet fik alt i alt 33 kampe, hvoraf 22 af dem var i Bundesligaen. Makkerskabet med Håvard Nordtveit voksede dog kamp for kamp. De første fem runder resulterede da også i fire gule kort, og det var dermed tydeligt, at Gladbach havde fået en ægte fighter i maskinrummet.

Sæsonen efter var Xhaka fast mand hos et Gladbach-mandskab, der under Lucien Favre var gået fra nedrykningskandidat til pludselig at ligne et kommende tophold i Bundesligaen. Endnu engang sugede Xhaka kortene til sig som en magnet, da det blev til hele ti ostemadder og en enkelt udvisning. Fra spillerunde to til fem fik Xhaka gult kort i samtlige kampe, og det betød, at han allerede i syvende spillerunde måtte sidde over med karantæne. Det var dog utvivlsomt, at Xhaka var uundværlig trods de mange kort. Han spillede ikke svinsk på nogen måde, men han trak sig heller ikke fra en god duel. En ægte kæmper.

Den store optur - og nyt eventyr
I sæsonen 2014/15 var en stor optur for Gladbach. Xhaka og co. endte på tredjepladsen efter en imponerende sæson. Midtbanedynamoen var central figur, da han spillede i alt 30 kampe, og det var kun på grund af karantæne og skader, at han ikke spillede samtlige kampe for ”Die Fohlen.” I den sæson endte han på 14 gule kort og to røde.

Den netop overståede sæson blev Xhakas sidste for Gladbach, da Arsenal endte med at købe den schweiziske profil fri. Han sluttede af hos tyskerne med en fjerdeplads, og i den afsluttende sæson fik han tilmed sit første direkte røde kort.

Eventyret i England har indtil videre været en lidt blandet fornøjelse for Xhaka. Han er stort set fast mand på Arsenals midtbane, men det har ikke været uden kritik, at schweizeren har bidt sig fast på holdet. I den netop overståede sæson spillede han 48 kampe i alle turneringer for 'The Gunners,' og han er derfor på vej til at blive en uundværlig spiller på London-mandskabet - på trods af kritikken.

Xhaka har spillet på alle ungdomslandshold i Schweiz, og for A-landsholdet har han spillet 63 kampe. Han var meget i tvivl om, om han skulle vælge det albanske landshold, men da Schweiz viste mere interesse for ham, endte han med at vælge alpelandet. Han debuterede mod England i 2011 i kvalifikationen til EM 2012. Han var med landet til VM i 2014, og EM 2016 i Frankrig, mens han i en alder af 25 allerede spiller sin anden VM-slutrunde, når det går løs i Rusland. Men langt fra det sidste, for Granit Xhaka er på vej mod stjernerne.
Læs hele artiklen
Son – Sydkoreas profil
Son Heung-min har gennem flere år vist en opadgående kurve – nu gælder det VM.
Son Heung-min, bedre kendt bare som Son, var en del af FC Seouls U18-hold, da han besluttede sig for, at han ville være professionel fodboldspiller. Det gjorde han, da han som bolddreng ved FC Seouls hjemmekampen så den nyslåede Crystal Palace-spiller Lee Chung-Young spille for klubben i hjembyen, en oplevelse Son dog aldrig skulle få. Han valgte nemlig i stedet at tage imod et tilbud om at komme til Hamburger SV i en ung alder.

Fra han var 16 år tørnede han ud for Bundesliga-klubbens ungdomshold, og her præsterede han så fornemt, at han på sin 18-års fødselsdag kunne skrive under på en professionel kontrakt. Og det var en god beslutning af HSV, der med den beslutning sikrede sig en bevægelig, teknisk velfunderet og afslutningsstærk angrebsspiller, der både kan agere topangriber og hængende angriber. Han viste da også forholdsvist hurtigt, at han havde hvad der skulle til for at begå sig i den stærke tyske liga.

I hans første to år blev det til en pæn del optrædener, ligesom han formåede at nette forholdsvist meget, hans unge alder i taget i betragtning. Men det var først i sæsonen 2012/2013, at man for alvor skulle begynde at lægge mærke til ham. Her spillede han en vigtig rolle på det nordtyske mandskab, og da sæsonen sluttede kunne Son kigge tilbage på en sæson, der havde budt på 12 scoringer i 33 optrædener. Det bragte ham samtidig ind i klubben af asiater, der har scoret et tocifret antal mål i én af de tre store ligaer (La Liga, Bundesliga og Premier League), som, Son inklusiv, kun tæller fire.

Det målgennemsnit var nok til at vække opmærksomhed lidt længere oppe i tabellen, og derfor var Bayer Leverkusen ikke sene til at slå til, da Son gerne ville prøve sig af i toppen af Bundesligaen. 75 millioner kroner måtte de smide på bordet for at overtale HSV til at slippe den dengang 20-årige sydkoreaner. 12 mål og syv oplæg blev det til i debutsæsonen i Leverkusen - absolut godkendte tal for en 21-årig angriber i Bundesligaen. Efterfølgende blev det til 11 scoringer, ligesom han markerede sig flot i Leverkusens godkendte Champions League-kampagne, der lige så vel kunne have endt med mere, efter man fik presset Atlético Madrid ud i straffesparkskonkurrence - en disciplin spanierne viste sig stærkest i.

Disse præstationer åbnede op for skiftet til Tottenham. London-klubben tredoblede hvad Leverkusen havde betalt HSV og dermed blev angriberen dyreste spiller fra Asien – nogensinde. Han har dog vist sig at være pengene værd. I de sidste to Premier League-sæsoner er det blevet til tocifret antal PL-mål og han har været en stor del af fremgangen i Tottenham.


Broget landsholdskarriere
Den opadgående kurve på klubplan har dog ikke kunne overføres til landsholdet. Selvom han står noteret for 67 kampe og 21 mål, hvilket jo som sådan er et pænt tal for en 25-årig, har forholdet til forbundet ikke altid været lige godt.

Da han for alvor var ved at få sit gennembrud i Bundesligaen, var hans far og agent nemlig ude og anmode om, at landstrænerne ville se bort fra ham i nogle kampe, så Son kunne fokuserer 100% på at hjælpe sin tyske klub. Det fornærmede landstræneren, der nægtede at adlyde denne ordre. Derudover afviste Son også at deltage i OL i London 2012, så han kunne fokusere på at slå igennem i HSV, hvilket jo som nævnt også skete. Og selvom disse udmeldinger omkring landsholdet måske ikke virker som det mest sympatiske, giver det også et billede af en meget målrettet mand.


En ny type sydkoreaner
Udover at han åbenlyst har talentet til at bære Sydkorea fremad - og måske også Tottenham - er der også noget andet, der er værd at bemærke, når snakken falder på denne Son Heung-min. Når man ser Sydkorea spille har man nemlig traditionelt været vidne til et mandskab, der lever på ting som løbevillighed, fælleskab og disciplin.

Det er også den type sydkoreanske spillere, der for det meste har haft deres gang i de europæiske ligaer. Med den tidligere Manchester United-spiller Park Ji-Sung som det mest lysende eksempel. Det er ikke for at tage noget fra Parks karriere, som på alle måder har været beundringsværdig, men han blev ikke kendt på grund af sine ekvilibristiske udfoldelser med læderkuglen.

Her kommer Son dog med noget ekstra. Han besidder nemlig ikke kun de klassiske sydkoreanske kvaliteter. Han har nemlig en fremragende teknik, som han blandt andet bruger til at skabe plads for sig selv og sine holdkammerater, mens han også kan udfordre forsvarsspillere direkte med sit hurtige fodskifte. På den måde har Son bragt sig selv på banen som galleonsfigur for en ny sydkoreansk generation, der skal bringe spillet op på næste niveau.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Brasilien – og de fem VM-trofæer
Indkast.dk har kigget nærmere på den samba– og fodboldelskende nation.
Når man er skrivekarl i linjer som disse, så bliver man ofte spurgt om, hvem man tror, der kommer til at vinde de største fodboldturneringer. Dette handler oftest om Champions League, men spørgsmålet forekommer hyppigere, når de store nationale turneringer starter – som til VM.

Svaret er dog det samme som til Champions League… det er ualmindelig svært at gætte på en vinder, mens det er meget lettere at gætte tre hold rigtige ud af de fire semifinalister. Dette skyldes, at flere af topholdene i disse turneringer er meget – som rigtig meget - tætte på hinanden i niveau. Sådan er det også til VM2018, men skal jeg gætte på en vinder bliver mit bud… Brasilien. Kigger man nærmere på holdets idealopstilling, kunne dette være meget tæt på:



Høj klasse over hele banen, men under en slutrunde som denne skal man ofte finde store svar på holdenes niveau på bænken. Ud fra ovenstående startopstilling vil disse spillere være på bænken:

- Ederson (En af Premier Leagues bedste målmænd)
- Filipe Luis (Stærk back fra Diego Costas Atlético Madrid)
- Douglas Costa (Driblestærk ”Dåseåbner” fra Juventus)
- Roberto Firmino (15 mål for Champions League-finalisterne fra Liverpool)

Linjen i startopstillingen for Brasilien er skabt af et central forsvar fra PSG og en stærk midtbane fra Barcelona krydret med nogle af de bedste spillere fra europæisk klubfodbold – ren klasse i den flotteste form.

En af turneringens største profiler – Neymar - skal løfte holdet, og når Brasilien tidligere har vundet VM, har de altid haft en unik angriber med. Som i 1958 hvor den blot 18-årige Pelé scorede seks mål og var stærkt medvirkende til, at Brasilien vandt VM for første gang. Se deres idealopstilling her:




Pele var dog blot en af de fire angribere, som Brasilien spillede med. De andre var trioen – Garrincha, Vava og Zagalo. De har alle tre levet lidt i skyggen af Pelé. Det til trods, så blev angrebet døbt ”de fantastisk fire” – med parrallerne til nutidens kvartet med Coutinho, Willian, Jesus og Neymar er åbenlyse.

Kvarteten fra 1958 var også den foretrukne fire år senere, da Brasilien vandt VM-trofæet i Chile. I angrebet var der lidt spilletid til Amarildo, mens midterforsvaret var udskiftet med Mauro og Zozimo. Ellers var holdet stort set det samme.

Otte år senere… til VM-1970 var der udskiftet betydeligt, men systemet var stadigvæk denne offensive 4-2-4-formation, da Brasilien vandt deres tredje VM-trofæ ud af fire mulige. Pelé var stadigvæk med i angrebet på holdet med nye profiler som Jaizinho, Tostao, Rivelino og Gerson.




De brasilianske verdensmestre fra 1994 spillede også en fortolkning af den klassiske 4-4-2-formation med to offensive midtbanespillere bag de to hurtige angribere – Bebeto og Romario. Angriberne var lynhurtige, men på hver sin måde. Romário kunne sætte en forsvarsspiller af på 5-7 meter, mens den mindre Bebeto løb stærkere over lidt længere strækninger.

Fælles for dem begge gjaldt dog, at de var lynende målfarlige – ligesom frisparksspecialisten Branco med den tordnende venstreben. Holdets anfører var den efterfølgende landstræner Dunga, der som aktiv var en utrættelig midtbanespiller, som gjorde, at holdets mange offensive kræfter kunne udfolde sig.

Udover de mange offensive kræfter var holdet også begunstiget af en god målmand, som tidligere brasilianske landshold ikke havde været. I Taffarel havde verdensmestrene fra 1994 en sikker sidste skanse på holdet – med kongen var Romario…





Var Romário den ene konge hos VM-mestrene fra 1994 var der tre konger hos mestrene fra 2002. De tre ”r'er” – Ronaldinho, Rivaldo og Ronaldo – kunne få selv de stærkeste forsvarsspillere til at tvivle på egne evner.





Derudover havde holdet også en ny venstreback med en ”tolden-støvle”. 2002-vinderens svar på Branco hed Roberto Carlos, der havde de vildeste benmuskler, hvilket hans spark også viste. Carlos var ganske målfarlig, men var også rykket lidt længere frem på banen i 3-4-2-1-formationen. På den anden wingback spillede den utrættelige anfører Cafu.

Fire backen-kæden var blevet til tre mand, men det gjorde ikke så meget, for den benhårde Lúcio dækkede næsten op for to mand… Et helt unikt hold - ligesom holdet i 2018 er. Spørgsmålet er blot… bliver det til sjette VM-titel i løbet af den næste måned?
Læs hele lederen
- Hvem sejrer i Tyrkiet?
Det er en gyser for alle pengene i den bedste tyrkiske række, hvor fire hold kæmper om mesterskabstitlen.
Tager man et blik over de europæiske ligaer står Manchester City, Barcelona og Paris Saint-Germain til at blive mestre i den hjemlige liga, mens Bayern München allerede har vundet den tyske Bundesliga. Sådan spiller klaveret dog ikke i Tyrkiet, hvor der i øjeblikket er fire kandidater til at vinde den tyrkiske Süper Lig. Der resterer 6 runder i den bedste tyrkiske række.

Istanbul Basaksehir er til at finde på 1. pladsen med 59 point. Abdullah Avcis mandskab har spillet formidabelt i denne sæson, og der var nok ikke mange, der havde troet, at Basaksehir ville lege med i mesterskabskampen ved sæsonens start. 4-2-3-1-formationen fungerer glimrende for Avci. På holdkortet er der enkelte spillere, der har været dominerende. Lad os se nærmere på disse:

Der er ingen tvivl om, at bosniske Edin Visca har været holdets trumfkort. Man kan også kalde den 28-årige midtbanespiller for assistkongen, da bosnieren har fundet holdkammeraterne hele 14 gange. Den gamle kending Emmanuel Adebayor optræder også for Basaksehir, og han er suverænt holdets målkonge med 12 kasser i igangværende sæson. Der er ingen tvivl om, at hvis det tyrkiske mesterskab skal havne hos Avci og co., skal disse to herrer spille til deres bedste. Avcis aggressive spil har givet pote, men holdet skal passe på. Istanbul-klubben har nemlig flest spillere, der er blevet sendt tidligt i bad, og alle mand skal være på banen i de 90. minutter, hvis mesterskabet skal havne hos Istanbul Basaksehir for første gang i klubbens historie.

To point længere nedad stien er traditionsklubben Galatasaray, der har vundet mesterskabet hele 20 gange. Fatih Terims mandskab spiller også bold af øverste skuffe og er uhyggelige på eget græs. ”Aslanlar” har hentet hele 40 point på Türk Telekom Arena – de har vundet 13/14 kampe på denne græsplæne. Tager vi et kig på holdkortet, er der selvfølgelige nogle spillere, der er de ledende figurer. Indkast.dk ser nærmere på disse profiler:

Franske Bafétimbi Gomis har haft gang i støvlerne og topper suverænt topscorerlisten i Tyrkiet. Franskmanden står noteret for 26 kasser – fire mere end Burak Yilmaz fra Trabzonspor. Gomis har været godt støttet af midtbaneduoen Garry Rodrigues og Younes Belhanda, der har stået kompakt og været drivkraften på midtbanen. I Gala-buret har Fernando Muslera reddet holdet flere gange, og keeperen har gjort et godt stykke arbejde mellem stængerne. Muslera er en af de bedste keepere i Tyrkiet – hans ti clean sheets (samme som Besiktas og Fenerbahces keepere) taler for sig selv. Den store udfordring for Terims mandskab ligger i kampene på fremmed græs. Gala har blot hentet 17 point på udebane – mindst af de fire tophold. Hvis det 21. mesterskab skal havne på Türk Telekom Arena, må traditionsklubben ændre deres taktik på fremmed græs.

De forsvarende mestre fra Besiktas er blot ét enkelt point bag Gala. Der er ingen tvivl om, at Senol Günes' drenge har gjort et godt stykke arbejde. Efter Champions League-exitet har holdet haft fokus på den hjemlige liga. Selvom holdet flere gange har været bagud, har Günes' mandskab kæmpet til de sidste og kan sagtens gå under betegnelsen comeback-kings - Besiktas har nemlig hentet hele 54 point i de sidste 45 minutter. Lad os tage et kig på profilerne:

Günes har ikke foretaget de store ændringer, eftersom holdet vandt det tyrkiske mesterskab i forrige sæson. Günes er kendt for at skifte formation, da han har en bred trup og mange spillere at vælge mellem. Dog har 4-2-3-1-formationen vist sig at være den mest optimale. Frontspillerne Anderson Talisca og Vagner Love har været målmaskinerne for Istanbul-klubben. De har scoret henholdsvis 13 og 12 mål i denne sæson. Disse to herrer skal fortsætte denne stime, hvis holdet skal genvinde mesterskabet. En anden nøglefigur er keeperen Fabricio, der har stået bedst mellem stængerne i Tyrkiet. Den 30-årige keeper har blot lukket 24 mål ind, hvilket gør ham til Tyrkiets bedste keeper. Sammen med Muslera står Fabricio også noteret for 10 clean sheets. Ricardo Quaresma er også en nøglefigur for holdet, men den portugisiske landsholdsspiller har ikke spillet op til sit bedste. Han har dog stadig tid til at vise, hvorfor han er en god fodboldspiller. Det har været en lang sæson for Besiktas, da de også har haft travlt på den europæiske scene. Holdet vandt suverænt Gruppe G i verdens bedste klubturnering, men blev senere slået ud af Bayern München. Det kan tænkes, at truppen har mange kilometer i benene – derfor Günes måske har roteret så meget. Nu er det altså nu. Slutfasen. Er trætheden ved at nærme sig, eller kan spillerne fortsat holde det høje niveau? Tiden må vise.

Rosinen i pølseenden, Fenerbahce, ligger i øjeblikket på fjerdepladsen og forfølger Besiktas. Der er to points forskel. Fener er jokeren i dette mesterskabsspillet - et hold, der er bedre end deres nuværende placering. Dog er trænersædet begyndt at gløde på Sükrü Saracoglu Stadio, hvor Aykut Kocaman sidder. Kocaman har ikke vundet det tyrkiske mesterskab siden hans ankomst fra Konyaspor, og vinder Fener ikke mesterskabet i år, kan han være en færdig mand i Istanbul. I en klub som Fenerbahce er mesterskabet en selvfølge, og Kocaman har været en omtalt herre i de tyrkiske medier. Presset er på Kocaman. Lad os tage et kig på hans holdkort:

En af nøglespillerne er Giuliano, der har haft meget at se til i denne sæson. 13 gange har angriberen fundet frem til netmaskerne, og man kunne godt savne flere mål fra partneren Roberto Soldado, der blot står noteret for seks mål. Kocaman foretrækker at spille med to angribere, så Soldado skal til at finde frem til netmaskerne, hvis mesterskabet skal havne i Fenerbahce for 20. gang. En anden profil er kantspilleren Nabil Driar, der har spillet suverænt på midtbanen. Ikke nok med det flotte spil har han også fundet holdkammeraterne syv gange. Men vi mangler lige at nævne en mand. Hvem? Det er Volkan Demirel. Den erfarne keeper er en af de vigtigste brikker på holdet, og hans tilstedeværelse kan være altafgørende for Fenerbahces mesterskabschancer. Ikke nok med hans 10 clean sheets er han også en vigtig brik i det defensive aspekt af Feners fodboldfilosofi. Som sagt er Fenerbahce jokeren i dette mesterskabsspil, og de kan slå til. Når som helst. Hvor som helst.

Lige en lille slutbemærkning: Galatasaray har spillet en kamp mindre end de andre hold. Gala mangler at møde bundproppen Genclerbirligi. Vinder Fatih Terims mandskab denne kamp, står de med 60 point og kommer til at ligge nummer 1. Dog har Gala er meget svært program, da de mangler at møde både Istanbul Basaksehir og Besiktas.

Det er ren gyserfilm i Tyrkiet i øjeblikket, og det bliver spændende at se, hvem der bliver tyrkiske sampiyon.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Džeko: Mine bedste mål i CL Teaser: FA Cup-finale Artikel ikon TV: Mulig straf efter grinagtigt ‘dive' Artikel ikon Vanddrikkende keeper koster bizart mål Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Fra FC Roskilde - til Messi - Bytter gerne alle trofæer for VM-guld! Artikel ikon Det bedste VM-hold Artikel ikon Casillias – bedste spanske XI Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Liste: Schmeichel i fornemt VM-selskab Top 5: Mindste VM-lande Artikel ikon Top 8: VM-trøjesponsorere Artikel ikon Top 10: Verdens rigeste klubber Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Anmeldelse: Fodboldholdet Artikel ikon Messi mod Ronaldo Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon VM uden røde kort Paolo Rossi - Den italienske VM-helt Artikel ikon Liste: Schmeichel i fornemt VM-selskab Artikel ikon Flest hjemmemål i åbningskamp Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Mandagens engelske rygter Fekir er glemt, Klopp øjner ny VM-profil Artikel ikon Gensyn og generationsskifte for 895 mio. Artikel ikon Søndagens engelske rygter Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Lionel Messi
Vidste du om ... Cristiano Ronaldo Artikel ikon Vidste du om ... Joe Cole Artikel ikon Vidste du om ... Lee Bowyer Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Walker - højreback eller midterforsvarer England - på straffe Artikel ikon VM - i tal Artikel ikon Tal om – Ronaldos hattrick Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Lyngby BK - Vendsyssel FF Optakt: Esbjerg fB - Silkeborg IF Artikel ikon Optakt: Real Madrid - Liverpool Artikel ikon Optakt: FCK - AGF Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Sverige – Sydkorea Startopstilling: Danmark - Peru Artikel ikon Startopstillinger: Argentina - Island Artikel ikon Startopstillinger: Frankrig – Australien Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Formstærke Lukaku sænker Panama VAR-kendelse afgørende i svensk dominans Artikel ikon Brasilien snublede mod Schweiz Artikel ikon Mexico slog verdensmestrene Artikel ikon Se flere