Donnarumma - Det største målmandstalent

Af Daniel Fisker

2017-03-15
Donnarumma - Det største målmandstalent

Verdens nok største målmandstalent hedder Gianluigi Donnarumma. Han er lige fyldt 18, men han har allerede vogtet buret i AC Milan mere end 50 gange. Han har også fået sin debut på det italienske landshold, så alt tyder på, at den unge italiener går en eventyrlig fremtid i møde.

Opskriften på verdens største målmandstalent

Det er helt sindssygt at tænke på, at Gianluigi Donnarumma først lige er fyldt 18. Den unge italiener er fast mand i målet hos en af Europas mest anerkendte og ikoniske klubber, og han er først lige blevet voksen.

Han blev den yngste målmand nogensinde til at debutere i Serie A, da den daværende AC Milan-træner Sinisa Mihajlovic gav ham en plads i startopstillingen. Dengang var Donnarumma blot 16 år og 242 dage gammel.

Han blev tilmed den yngste målmand nogensinde, der har fået spilletid på det italienske landshold. Han debuterede i august 2016, da han var 17 år og 189 dage gammel. Hvis han fortsætter som hidtil, så må han siges at være en ganske naturlig afløser for Gianluigi Buffon, når Juventus-målmanden lægger landsholdsstøvlerne på hylden.

Den unge italieners udvikling over de seneste 18 måneder har gjort Donnarumma til et særdeles varmt navn i fodboldens verden, men hvordan er han kommet til, hvor han er i dag?

Donnarummas rejse til at være det nok største målmandstalent begyndte i hans fødeby Castellammare di Stabia, en lille kystby tæt på Napoli. Byen med lige i underkanten af 70.000 indbyggere har også fostret den tidligere italienske landsholdsangriber Fabio Quagliarella, men nu gælder det den anden ende af banen, hvad angår byens berømte sønner.

Bolognas målmand Antonio Mirante, den for nyligt pensionerede Gennaro Iezzo og Donnarummas egen bror Antonio, som også har erfaring fra AC Milan, er alle født og opvokset i Castellammare di Stabia. Det var dog et andet medlem af Donnarummas familie, som introducerede ham til fodbold. Det har hovedpersonen i hvert fald selv forklaret i et interview med det italienske fodboldforbunds hjemmeside.

- Min onkel tog mig med hen til fodboldbanerne i Castellammare. Han tog mig i hånden og gav mig passionen for sporten.

- Jeg var kun fire år gammel, men min onkel kunne allerede se mit talent. Jeg begyndte at spille fodbold hos byens ungdomshold. Jeg startede med at spille på målmandsposten, og jeg har aldrig forladt den position.

Donnarummas første spæde skridt blev hurtigt erstattet af hastig fremgang. Han har altid og helt bogstaveligt talt været hoveder højere end hans rivaler. Han spillede i diverse lokale ligaer, da han var 11 år gammel. Her var han ofte højere end alle andre på banen. Hans højde og drøjde betød, at hans mor konstant måtte forny hans identitetskort, fordi de skulle bevise, at han ikke var for gammel til at spille med de årgange, hvor han faktisk hørte til.

Ernesto Ferrara spiller en stor rolle i Donnarummas succes. Han er en italiensk træner, som har stor erfaring med at opdrætte unge talenter. Donnarumma er hans seneste ”elev”, og her skød Ferrara bestemt ikke ved siden af. Han var i forvejen anerkendt i det meste af Italien, men hans karriere må siges at have nået et nyt højdepunkt med Gianluigi Donnaruma, som da også er sin gamle mentor taknemmelig.

- Jeg forbedrede mig meget takket være ham. Det var ikke kun mine færdigheder som målmand, han forbedrede. Nu har visse hold i Serie A holdt øje med mig i to år, udtaler Donnarumma til det italienske fodboldforbunds hjemmeside.

Inter var meget interesserede i Donnarumma, da han var 13 år gammel. Han var endda til en prøvetræning i klubben, hvor han gjorde det særdeles fremragende. Hans personlige præferencer medførte dog, at han endte i AC Milan.

- Jeg valgte at tage til AC Milan og ikke Inter, fordi min bror spillede her, men også fordi jeg altid har været Milan-fan, udtalte Donnarumma til BBC i 2015.

Man hørte dog ikke meget til Donnarumma i den brede offentlighed, før hans gennembrud som 16-årig. Det var som bekendt Sinisa Mihajlovic, som gav Donnarumma den første plads i startopstillingen. Det var dog Filippo Inzaghi, som var AC Milan-træner, før Mihajlovic kom til, der såede frøene til Donnarummas gennembrud. Han fik således lov til at snuse til førsteholdet i de to sidste kampe af 2014/15-sæsonen, da Inzaghi placerede ham på udskiftningsbænken.

Intet vedrørende Donnarumma er dog tilfældigt eller for den sags skyld overladt til tilfældighederne, hvis man skal tro journalisten Augusto De Bartolo, som for nylig gav et interview til Sky Sports. Han påstod i dette interview, at der hele tiden har været en masterplan med det nu 18-årige fænomen Gianluigi Donnarumma.

- Donnarummas succes har hele tiden været planlagt af Milan. Klubben besluttede at give målmanden fra deres ungdomshold chancen. Dengang vidste træneren for ungdomsholdet (Filippo Galli) allerede, at Donnarumma ville blive professionel fodboldspiller.

- Alle trænerne i ungdomsakademiet vidste, at der var en plan med Donnarummas vækst. Sandheden er dog, at hans Serie A-debut kom endnu tidligere end forventet. Han er en dreng med fødderne på jorden, og han fokuserer på hans karriere. Han er imponerende, fordi han opfører sig som en meget erfaren spiller.

Gianluigi Donnarumma kom for alvor på alles læber, da han stod på mål i en International Champions Cup-kamp mod Real Madrid. Her redede den unge målmand et straffespark fra Toni Kroos, hvilket på det nærmeste gik viralt. Donnarumma tilegnede sig også en hel del opmærksomhed, da han kom i stalden hos den prominente agent Mino Raiola.

- Jeg kan stadigvæk ikke tro på det, udtalte Donnarumma til det italienske fodboldforbunds hjemmeside efter sin debut.

- Hvordan forklarer man følelserne fra det stadion? Det gentager sig selv, når jeg kommer ud af spillertunnellen og går op på bænken: Jeg gennemlever min drøm hver eneste gang.

Vincenzo Montella blev udnævnt til AC Milan-træner i sommeren 2016. Det er dermed ham, som lige nu har fat i tøjlerne, hvad angår Donnarumma. Den 42-årige træner har da også en utvetydig mening om, hvor stort Donnarummas potentiale er.

- Gigio har potentialet til at vinde Ballon d'Or, hvis du spørger mig. Meget kommer an på, hvilket hold han vælger at spille for. Han vil helt klart have de bedste muligheder for at vinde en Ballon d'Or, hvis han spiller i en stor international klub som Milan, udtalte Montella til Milans kanal.

Donnarumma er uden tvivl en af de absolut mest succesfulde 18-årige i verden. Hans lyse fremtid har for alvor sat gang i spekulationerne om, hvor Donnarumma skal hen, hvis og når han forlader AC Milan. Rygterne bliver også holdt i gang af agenten Mino Raiola, som leverer en konstant strøm af udtalelser om sin klients fremtid.

- Hans fremtid? Det er kun retfærdigt, hvis man siger, at klubberne vil være ude efter en spiller som Donnarumma. Jeg har sagt til (klubbens direktør) Galliani, at Milan må bestemme prisen, udtalte Raiola for nylig til Football Italia.

- Hans kontrakt får aldrig lov til at løbe ud. Vi har kun understreget, at vi vil have tid nok til at træffe de rigtige beslutninger.

Det er endnu uvist, hvad den rigtige beslutning er. Donnarumma er i øjeblikket fast mand i startopstillingen hos AC Milan. Mange klubber holder som bekendt et vågent øje med det italienske stortalent. Der er dog også den mulighed, at Donnarumma bliver i AC Milan. Hvis han bliver hos Rossoneri, så kan han meget vel blive et Milan-ikon på størrelse med klublegenden Paolo Maldini.


Et gigantisk prisskilt

Det er helt logisk, at Gianluigi Donnarumma har massevis af bejlere. Den italienske teenager ville efter al sandsynlighed have frit valg på øverste hylde, hvis han selv skulle vælge sin næste klub. Her er spørgsmålet så, hvorvidt denne klub vil have råd til ham.

Donnarumma har som sagt agenten Mino Raiola som repræsentant. Den prominente agent, som blandt andre også har Zlatan Ibrahimović, Paul Pogba og Romelu Lukaku i stalden, er en excentrisk herre. Han har tidligere vist, at han er mand for en bemærkelsesværdig udtalelse, hvilket også var tilfældet i november 2015, hvor han for første og eneste gang antydede, hvad hans teenage-klient skal koste.

- Donnarumma er som Modigliani [en berømt italiensk maler]. Han er 1,2 milliard værd, udtalte Mino Raiola ifølge talkSPORT.

Det unge supertalent har i skrivende stund spillet mere end 50 kampe i AC Milan-trøjen, men i november 2015 var tallet kun seks. Han blev allerede dengang kaldt ”Den nye Gianluigi Buffon”, hvilket han siden har levet op til i stor stil. Mino Raiola har dog altid haft høje tanker om sin unge klient, hvilket også fremgår af de udtalelser, som han knyttede til sin prissætning af ham.

- Han har en fantastisk fremtid foran ham. Han er en utrolig fyr, som er elsket af alle.

- Han er stadigvæk meget ung, men han kan blive en sand verdensklassespiller.

Dengang blev der talt meget om, at Mino Raiola påduttede sin klient det gigantiske prisskilt, fordi han ville understrege hans potentiale. Nu er Donnarumma i midlertid blevet 18 år, og han er vel nok det største målmandstalent i verden. Prisskiltet på 1,2 milliard må dog siges at være i overkanten, hvis man kigger på Gianluigi Buffon, som langt fra kostede en halv milliard, da han rykkede til Juventus.

Bedre end legenden?

Italien har fostret mange fabelagtige målmænd. Den måske mest legendariske målmand, som er blevet fostret i Støvlelandet, hedder Dino Zoff. Han har spillet 112 landskampe for Italien, og han førte endda Italien til en VM-titel i 1982. Dengang var han 40 år gammel.

Den næste legende i det italienske bur hedder sandsynligvis Gianluigi Donnarumma. Han kommer dermed til at overtage tronen fra en anden Gianluigi, nemlig Juventus-målmanden Gianluigi Buffon. Man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, og Buffon er ingenlunde skudt endnu. Han er 39 år gammel, men han er ingenlunde faldet af på den.

Gianluigi Donnarumma, som netop er fyldt 18, har været blandt de absolut mest spillende målmænd, siden han som kun 16-årig fik sin debut i oktober 2015. Han har siden fået sin debut på det italienske landshold, hvor han erstattede Gianluigi Buffon, hvilket blev set som en symbolsk handling. Mange anser AC Milan-teenageren som den naturlige afløser fra Gianluigi Buffon.

Gianluigi Buffon har blandt mange andre talt meget varmt om sin yngre navnebror. Den måske største legende Dino Zoff har også talt meget varmt om det 18-årige stortalent. Zoff har endda løftet sløret for, at den unge Gianluigi er bedre end legenden, hvis man spørger ham selv.

- Jeg ser ham som værende endnu bedre end mig selv, har Dino Zoff udtalt til Radio Anchi'io Sport.

- Han leverer ekstraordinære ting på banen, og hans fremtid er åben for en fabelagtig karriere.

Dino Zoff, som i dag er 75 år gammel, tilbyder ikke alene teenageren rosende ord, men også erfaringens gyldne råd. Det italienske klenodie, der havde sin storhedstid i Juventus, har sin helt egen mening om, hvordan den unge Donnarumma får mest muligt ud af den karriere, som han først lige har taget hul på.

- Donnarumma fylder mig med et stort håb. Mit eneste råd til ham er, at han skal fortsætte med at være ydmyg. Han skal arbejde på at forbedre sig, specielt hans tekniske færdigheder. Mange målmænd glemmer at arbejde på den slags.

- Hans fremtid? Han skal bruge hjerte og dedikation. Han bør ikke tænke så meget på bestemte forandringer, han er allerede i den syvende himmel.

Gianluigi Donnarumma er naturligt nok et af de varmeste navne på rygtebørsen. Han har mange bejlere rundt omkring. Blandt andet svirrer der rygter om, at Juventus ser ham som en afløser for Gianluigi Buffon. Dino Zoff fastholder dog, at det unge stortalent bør blive i Milan i mindst nogle år endnu.

- Jeg tror, at det ville være bedst for ham hvis han bliver i Milan i mindst nogle år. Han spiller allerede for et storhold.



Magasin-artikler
Det kasserede franske landshold
En trup helt uden Varane, Martial, Coman, Lacazette og Benzema.
Dette er den trup, som den franske landstræner Didier Deschamps har udtaget til de to kommende landskampe imod Luxembourg og Spanien.

Målmænd:
Hugo Lloris (Tottenham)
Benoît Costil (Rennes)
Alphonse Areola (PSG)

Forsvar:
Layvin Kurzawa (PSG)
Benjamin Mendy (AS Monaco)
Laurent Koscielny (Arsenal)
Adil Rami (Sevilla)
Samuel Umtiti (FC Barcelona)
Presnel Kimpembe (PSG)
Bacary Sagna (Manchester City)
Djibril Sidibé (AS Monaco)

Midtbane:
Blaise Matuidi (PSG)
N'Golo Kanté (Chelsea FC)
Adrien Rabiot (PSG)
Paul Pogba (Manchester United)
Dimitri Payet (Marseille)
Corentin Tolisso (Lyon)

Angreb:
Olivier Giroud (Arsenal)
Ousmane Dembélé (Dortmund)
Antoine Griezmann (Atletico Madrid)
Thomas Lemar (AS Monaco)
Kevin Gameiro (Atletico Madrid)
Kylian Mbappé (AS Monaco)
Florian Thauvin (Marseille)


Umiddelbart en meget stærk trup, men niveauet bliver helt grotesk, når man ser på, hvilket hold man kunne lave af spillere, som ikke er udtaget – se blot her:

Målmand:
Steve Mandanda (Crystal Palace)

Forsvar:
Lucas Digne (Barcelona)
Mamadou Sakho (Crystal Palace)
Raphael Varane (Real Madrid)
Sebastien Corchia (Lille)

Midtbane:
Anthony Martial (Manchester United)
Morgen Schneiderlin (Everton)
Steven N'Zonzi (Sevilla)
Kingsley Coman (Bayern München)

Angreb:
Alexandre Lacazette (Lyon)
Karim Benzema (Real Madrid)


På bænken kunne være Yohan Cabaye, Andre-Pierre Gignac, Geofffrey Kondogbia, Aymeric Laporte, Tiemoeu Bakayoko, Patrice Evra, Eliaquim Mangala, Moussa Sissoko og Nabil Fekir.

Gad vide, hvor mange af disse spillere der ville være på holdet i Luxembourg, som er Frankrig næste modstander. Flere af spillerne er skadet eller har formnedgang, men den samlede tilstandsrapport af det franske landshold er uhyggelig stærk.
Læs hele artiklen
FCK spiller for Danmarks koefficient
Når FC København i morgen, torsdag, tager imod Ajax Amsterdam i Europa League, er det ikke kun for egen vindings skyld. Hele fodbolddanmark kan få gavn af mere succes til hovedstadsholdet.
Foruden videre avancement til kvartfinalerne i Europa League står der også ære, penge og hæder på spil i morgen, når hollandske Ajax Amsterdam skal forsøge at gøre livet surt for FC København i Telia Parken. Og så står der også yderst vigtige koefficientliste-point på spil.

Danmark havde fra begyndelsen af sæsonen fire hold med i kvalifikationsrunderne til henholdsvis Europa- og Champions League. Her nåede SønderjyskE, Brøndby og FC Midtjylland alle til den afgørende runde i Europa League inden gruppespillet. Fælles for de tre klubber var, at de måtte strække våben lige inden målstregen og glemme drømmen om et europæisk gruppespil i denne sæson.

Særligt sønderjyderne var dog tæt på at klare skærene, da de efter at have spillet 0-0 hjemme kom foran med 2-0 i Tjekkiet mod Sparta Prag. Desværre for SønderjyskE og dansk klubfodbold præsterede tjekkerne et stort comeback og vandt med 3-2 på et mål i de døende minutter.

De mange sejre og uafgjorte resultater, inden holdene blev slået ud, var dog ikke helt forgæves. De var med til, at Danmark i begyndelsen af sæsonen indtog 1.-pladsen på UEFA's koefficientrangliste for indeværende sæson. Den placering blev selvfølgelig også hjulpet på vej af FC Københavns vellykkede kvalifikation til Champions League.

Danmark er dog ikke overraskende siden dumpet ned fra duksepladsen, men man skal faktisk ikke langt ned ad listen for at finde flaget med de røde og hvide farver. Således har dansk klubfodbold skrabet nok point sammen til en foreløbig 10.-plads for sæsonen.

Foran Danmark ligger store nationer som Spanien, Tyskland, England, Italien, Frankrig, Belgien, Rusland, Tyrkiet og Portugal. Under Danmark ligger der også store nationer samt lande, som vi godt kan sammenligne os med: Østrig (11), Holland (12), Grækenland (14), Tjekkiet (16), Ukraine (17), Kroatien (18), Skotland (19), Schweiz (20), Rumænien (24), Sverige (27) og Norge (38).

For dem, der gerne vil have et dansk hold direkte med i Champions League, er det gode nyheder. For at være sikker på et hold i den fornemmeste turnering kræver det en placering som minimum nummer 12, og Danmark ligger p.t. nummer 18 på den samlede rangliste, som tæller indeværende sæson plus de fire foregående. De gode nyheder udspiller sig i, at Danmark lige nu skraber flere point sammen end mange af de lande, vi skal overhale på vejen til 12.-pladsen.

Her er det lande som Rumænien, Kroatien, Østrig, Grækenland, Holland og Schweiz, vi skal holde øje med. De ligger som nævnt alle under os i indeværende sæson, og det bliver heller ikke dårligere af, at holdene fra Rumænien, Kroatien, Østrig og Schweiz har udspillet deres rolle i denne sæsons europæiske turneringer.

De to sidste lande, Grækenland og Holland, har ligesom Danmark et enkelt hold tilbage. Den sidste græske repræsentant er Olympiakos, der er oppe imod Besiktas i Europa Leagues ottendedelsfinale. Og så ville skæbnen altså, at Hollands og Danmarks to sidste deltagere – FCK og Ajax – trak hinanden.

Går FCK samlet videre mod Ajax, samtidig med at tyrkerne ekspederer grækerne ud, så kan FCK og Danmark tage yderligere store skridt i kampen om at nå den eftertragtede 12.-plads.

Danmark har lige nu 23.500 point på den samlede 18.-plads, mens Schweiz, der sidder på 12.-pladsen, har 32.075 point. Der er dermed næppe tale om, at Danmark kan komme i betragtning til 12.-pladsen efter denne sæson, men vi kan tage et godt skridt på vejen.

Point-systemet for koefficientlisten
2 point for en sejr
1 point for en uafgjort
(Pointene bliver dog halveret i kvalifikationsrunden)

Herudover er der point for at nå til knockout-faserne af de to europæiske turneringer – og efterfølgende et point for hver gang, et hold går videre.

Slutteligt er der også fire point at hente ved kvalifikation til Champions League-gruppespillet plus fire yderligere point, når et hold når til 1/8-finalen.

Det er desuden landets samlede koefficient i de seneste fem sæsoner, der er gældende for, hvilken placering det ligger på. Her tæller især 14/15-sæsonen ned for dansk fodbold, da det kun blev til 2.900 point. Til sammenligning har de danske klubber skrabet 8.000 point sammen i denne sæson, og det kan gå hen at blive til meget mere, hvis FCK formår at knække Ajax.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Ledere
Verdens dårligste landshold
Syv lande deler den flatterende placering som nummer 205 på FIFA/Coca-Cola World Ranking-listen, og dem har Indkast valgt at se nærmere på.
Landsholdspausen er for mange fodboldfans et forstyrrende element i en fodboldgal hverdag – ingen mandagskampe i de hjemlige ligaer, ingen Champions League eller Europa League og ingen midtuge-runde. Man farer forvirret rundt i tv-guiden og leder desperat efter en fodboldkamp, men alle stationer er tørlagte, og det bedste alternativ er en kamp i 2. Bundesliga mellem Würzburger Kickers og Sandhausen – så den ser man.

Efter et par dage i sand desperation begynder landskampene at trille ind over skærmen, og humøret stiger gradvist som dagene skrider frem. Man glæder sig som et lille barn til, at ens yndlingslandshold skal spille, og man håber som altid på en sejr.

Hvor det danske landshold efterhånden står med kniven for struben, hvis de vil kvalificere sig til VM i Rusland i 2018, er det ikke nær så slemt som i visse andre lande. Danmark falder gradvist på FIFAs rangliste og indtager i øjeblikket en plads som nummer 48 (den dårligste placering længe, red.), men vi kan altid glæde os over, at vi ikke ligger nummer 205, som er den laveste placering på listen.

Syv landshold deler den tvivlsomme glæde ved at være ”verdens dårligste landshold”, og dem har vi tænkt os at se nærmere på i dag. På den måde kan Indkast være med til at bringe lidt glæde ind hos de mange fodboldfans, der forgæves har zappet efter en vigtig fodboldkamp de seneste tre aftener.

Lad os komme i gang…

Anguilla
Siger Ryan Liddie dig noget? Klinger navnet Adonijah Richardson? Hvad med den talentfulde Kayini Brooks?
Nej?

Disse tre herrer er fremtrædende spillere på en af verdens dårligste landshold, Anguilla, som er en lille gruppe af øer i det caribiske hav. Befolkningstallet er på lidt over 13.000, og når størstedelen af dem er glade for vandsport, efterlader det ikke meget til udviklingen af fodboldlandsholdet.

Den klejne fodboldnation, med delfiner i logoet, har ikke vundet en kamp siden 2010, hvor de besejrede de franske naboer fra Saint-Martin med 2-1 i de caribiske mesterskaber. Anguilla er selv en gammel britisk koloni, så der tales engelsk på gader og stræder, og når snakken kommer til landsholdet, er det nok ikke de pæneste gloser, der kommer ud af folks munde. Eller måske er det?

Ambitionsniveauet kan ikke være skyhøjt for en af verdens dårligste landshold, som i 2016 tabte de to kampe, de var med i. Begge var kvalifikationskampe til Gold Cup, og efter nederlag på 0-7 til Guyana og 0-4 til Puerto Rico kvalificerer de sig nok ikke til den turnering.

Bahamas
Nordvest for Anguilla finder vi et andet landshold, der heller aldrig rigtig har fundet rytmen. Bahamas er væsentlig større end mange af de andre caribiske øer, men på trods af at være en østat bestående af 700 øer, spiller fodbold ingen væsentlig rolle i dagligdagen. Nationalsporten er cricket, og interessen for fodbold synes at være noget nær ikkeeksisterende.

Det største problem ved Bahamas' fodboldlandshold er nok, at de sjældent spiller fodboldkampe. De har ikke spillet siden 2015, hvor de tabte to opgør mod Bermuda med henholdsvis 0-5 og 0-3, og de deltager ikke i andet end kvalifikation til verdensmesterskaberne. Andre turneringer har ganske enkelt ikke deres interesse.

Og det forstår man vel egentlig godt – de har ikke scoret siden 2008, hvor de spillede 2-2 mod de Britiske Jomfruøer.

Djibouti
Vi forlader Caribien for denne omgang, og tager et smut til det østlige Afrika, hvor vi finder en landetrio, der tilmeld er naboer, som også roder rundt som nummer 205 på listen.

Det første af dem er Djibouti, som var i ilden i går. Her mødte de Sydsudan i den første kvalifikationsrunde til næste års afrikanske mesterskaber, og generelt er det et landshold, der altid starter fra bunden. Kampen vandt de med 2-0, så måske kan de vaske prædikatet af sig, når FIFA næste gang offentliggør verdensranglisten.

I 1977 blev Djibouti en selvstændig stat, og de har aldrig prøvet at spille et mesterskab – af den ene eller anden slags. Med et befolkningstal på omkring 850.000 har landet dog et væsentlig potentiale, da fodbolden også karakteres som nationalsport i landet.

Med det rette sats på talentudvikling og lidt mere held i resultaterne ser vi dem måske kravle op som nummer 200 i 2017. Modsat Bahamas spiller de kampe hvert år, men eftersom de tabte fire ud af fire i 2016, kan vi stadig tillade os at kalde dem for ”verdens værste landshold”.

Eritrea
Lidt nord for Djibouti finder vi Eritrea, som er den fjerde repræsentant på listen – og de kæmper med helt andre problemer end de ovenstående. På trods af et højt befolkningstal på over seks millioner leverer de sjældent på banen. I enkelte tilfælde frembringer de en sejr – som i 2009 mod Somalia (næste land på listen), hvor de vandt 3-1, men der er langt mellem snapsene.

Det største problem er dog landets sociale tilstand. Menneskerettighederne er blandt de ringeste i verden, så en betydelig del af befolkningen ønsker at forlade landet – deriblandt landsholdsspillere. Når landsholdet rejser på udebane, flygter mange af spillerne og søger asyl i det land, de skal spille i. Den seneste sag er fra 2015/2016, hvor ti spillere forsvandt i Botswana, men også i 2013 flygtede ni spillere og landstræneren i Kenya. I kan forestille jer de mildest talt besværlige arbejdsforhold for fodboldforbundet.

Somalia
Det sidste afrikanske land på listen er Somalia, der ligger syd for Djibouti og Eritrea, og problemet i Somalia er såre simpelt. Det østafrikanske land har været i kontinuerlig borgerkrig siden starten af 1990'erne, og det har sat sine aftryk på flere niveauer. Problemerne mellem forskellige klaner og manglende styre har efterladt landet i ruiner, og på trods af at der kan spottes lys for enden af tunnelen, er det imponerende, at Somalia overhovedet har haft tid og overskud til at spille fodbold.

De spiller heller ikke mange kampe, og dem de stiller op til, skal alle sammen spilles i udlandet. De er blot registreret for to kampe i de seneste tre år, og de har ikke vundet en kamp siden 2008.

På den lange bane er der potentiale i Somalia, da befolkningstallet er på over tolv millioner, men det kommer til at tage lang tid i et land, der kæmper en evigtvarende borgerkrig, og desuden har store problemer med pirateri.

Gibraltar
Herhjemme er Gibraltar lidt mere velkendt end de andre lande i bunden af FIFAs rangliste. Flere af os har måske endda besøgt det lille engelsktalende land i det sydlige Spanien og fået stjålet en ting eller to af aberne på det bjerg, der udgør en stor del af det samlede areal i Gibraltar.

I 2015 blev staten godkendt af både UEFA og FIFA til at spille kvalifikationsturneringer, og dermed kunne eventyret starte. Førhen var de hyppige deltagere ved ø-mesterskaberne, hvor modstanderne var lande som Jersey-øerne, Rhodos, Shetlandsøerne, Isle of Man og Isle of Wight. Gibraltar vandt turneringen i 2007, men hverdagen er en anden nu, hvor de er oppe imod Europas giganter hvert år.

De debuterede i kvalifikationen til EM 2016, og her slog de rekorden for at lukke flest mål ind. I ti kampe indkasserede de 56 mål, hvilket var tre mål mere end den hidtidige rekord, der var blevet sat af San Marino.

På trods af de mange store nederlag, går det fremad for Gibraltar, der lykkes med at score et mål i ny og næ. De har ligeledes spillet et par venskabskampe uafgjort, og kan de med små skridt begynde at hente resultater i betydningsfulde kampe, kan de vaske titlen som ”verdens dårligste landshold” af sig.

Tonga
Vi slutter listen af hos det oceaniske land Tonga, der består af 177 mindre øer, hvor kun en femtedel af dem er beboede. Tongas problem kan sammenlignes med Bahamas – de interesserer sig ikke rigtig for fodbold – og landet kan i højere grad karakteriseres som en rugby-nation.

De spillede ingen kampe i 2016, men året forinden præsterede de alligevel at spille hele fire kampe. De endte selvfølgelig i nederlag til fremragende fodboldnationer (ironi kan forekomme) som Fiji, Amerikansk Samoa og Samoa. I kampen mod Amerikansk Samoa lykkedes det dem at score et mål.

Deres største nederlag nogensinde stammer fra 2001, hvor de tabte med hele 0-22 til Australien. Det ligner et land, der ikke rigtig gider fodbold, så derfor kan man godt regne med, at de kommer til at være sidst på listen i mange år fremover.
Læs hele lederen
Luís Enriques sidste genistreg ?
Luís Enrique meddelte allerede i går, at han takker af som Barca-træner til sommer. Måske for at tænde en sidste ild i sit hold.
Så skete det. Det uundgåelige, det forventede. Efter gårsdagens 6-1-udradering af Sporting Gijón rygtedes det, at Luís Enrique havde meddelt sine spillere, at han stopper som træner i FC Barcelona til sommer. På pressemødet efter kampen bekræftede han så selv rygtet. Han trækker stikket til sommer, umiddelbart for at tage et sabbatår.

Det kommer på ingen måde som en overraskelse, at Luís Enrique stopper som træner for FC Barcelona. Det har ligget i kortene længe, også længe inden 4-0-nederlaget til PSG, der selvfølgelig fik jungletrommerne til at rumle. Men sandheden er, at Luís Enrique er træt. Barcelona-jobbet slider på én, som de færreste, undertegnede inklusiv, kan forestille sig. Man har aldrig ro, og man kan ikke tillade sig selv de mindste fejl, inden man bliver beskudt fra alle sider. Der skal hele tiden være fremgang. Det var også ordene fra Pep Guardiola, inden han med samme forklaring trak stikket efter fire sæsoner. Det var måske én sæson for sent, og Luís Enrique når da også ”kun” tre år i sædet.

Tidligere blev Frank Rijkaard også for længe på Camp Nou. Han bragte Barcelona tilbage på landkortet med Champions League-triumfen i 2006 og flere spanske mesterskaber, efter Barcelona i første halvdel af 00'erne havde famlet i blinde. Men han trak den en tand for længe med Deco og Ronaldinho, og til sidst måtte en ung Guardiola træde til og ruske op i truppen.

Så nej. Det er på ingen måde en overraskelse, at Luís Enrique trækker stikket nu. Han er en mand, der overvejer tingene meget grundigt, og som dybest set ikke har behovet for at være i rampelyset. Det, der derimod har overrasket medier og eksperter, er timingen i offentliggørelsen. Midt i sæsonen. Efter en 6-1-sejr, lige mens Barça er ved at have fat i førstepladsen i ligaen, efter at have været sakket agterud bag Real Madrid i en lang periode.

Så hvorfor kommer Luís Enrique med meldingen nu?

Præsidenten Josep Bartemeu er kommet med den sædvanlige parole om, at ”Luis Enrique skal have ro til at styre holdet resten af sæsonen, så derfor giver vi en afklaring nu”. Det er uden tvivl en del af sandheden, men jeg tror næppe, det er hverken hele sandheden eller den vigtigste del af den.

Noget andet ligger bag. Intentionen om at forlade skuden i tide, i modsætning til nogle af hans navnkyndige og ligeledes succesfulde forgængere, er én af dem. En anden er forholdet til truppen såvel som medierne.

På det seneste har stemningen om Luís Enrique været ganske ophedet i de spanske medier, og selvom Gerard Piqué i sidste måned var ude med en fuld støtteerklæring til sin træner, har spillerne været bemærkelsesværdigt stille omkring hans afgang siden offentliggørelsen i går. Alt i alt er der klare indikationer på, at Luís Enrique ikke har det allerbedste forhold til truppen.

Spillerne har ifølge de spanske medier været forundrede over visse af hans beslutninger, blandt andet beslutningen om at holde fast i Sergi Roberto på højre back, ligesom hans manglende kommunikation med de spillere, som har befundet sig langt væk fra spilletid i længere perioder, har skabt en negativ stemning i omklædningsrummet. Og der er jo som bekendt sjældent røg uden ild, selvom det ikke behøver at være et oprørsk flammehav.

Og jeg mener netop, det må være dette, der er hovedårsagen bag hans tidlige, i nogles øjne for tidlige, udmelding. Og vi skal ikke længere tilbage end sidste sæson for at finde en eventuel inspirationskilde.

Her sad Manuel Pellegrini stadig i trænersædet i Manchester City. Her var der også forlydender om, at truppen havde mistet tilliden til chileneren, samtidig med at jungletrommerne rumlede løs om Guardiolas nært forestående ansættelse. Også den blev meldt tidligt. Og fra det tidspunkt synes sympatien at vende. Spillerne så pludselig ud til at kæmpe for træneren, og det ledte Manchester City til den bedste europæiske præstation i klubbens historie med en semifinaleplads i Champions League.

Men ikke kun spillernes syn på Pellegrini så ud til at ændre sig. Også mediernes. Pludselig havde man travlt med at huske på, hvad Pellegrini faktisk havde opnået i City. Man havde sympati for den forsmåede chilener, der var ved at blive kørt ud på et sidespor til fordel for et af fodboldens største trænernavne.

Og mens den primære reaktion fra de spanske medier har været spekulationer om, hvem der er den kommende træner, har netop denne forudsigelige nekrolog-om-den-levende-mekanisme også vist sig allerede i dag. I en klumme i dagens udgave af Mundo Deportivo hylder avisens direktør Santi Nolla nemlig Luís Enrique som én af de største trænere i fodbolden:

- Dårlige nyheder for Barça. Luís Enrique er en excellent træner, en af de største, og at han forlader truppen, svækker klubben. Træneren har været ærlig, han har kommunikeret i tilstrækkelig god tid til at klubben kan planlægge et nyt projekt med den samme base. Luís Enrique har aldrig bedraget nogen, han har altid været sammenhængende med en stærk personlighed og en direkte stil. Man må forstå det. Han er også udtømt, lyder det i indledningen af Nollas klumme under overskriften ”En af de store”.

Det var ikke ligefrem sådan det lød, da Barcelona for blot et par uger siden blev tromlet over af PSG.

Luis Enriques timing, beslutningen om at sige farvel, inden det sidste kapitel er skrevet, kan vise sig at blive en sidste (lile) genistreg fra Luís Enrique. Fremprovokerer det en lignende reaktion hos Barca-spillerne som hos City-spillerne i sidste sæson? I så fald kan holdet vinde La Liga og Copa del Rey. Og hvem ved… om to uger står PSG på menuen, når 4-0-nederlaget skal vendes på Camp Nou. Chancerne er små, de er minimale, men kommer Barcelona i absolut topform, ved vi også, at det på den ene eller anden måde kan lade sig gøre. Uanset hvad, vil det efter forløbet i denne sæson være en kæmpe bedrift, kan han hente den spanske double hjem.

Og det er netop i det lys, jeg mener, vi skal se Luís Enriques tilbagetræden. Det er ikke blot af respekt over for ledelsen, så de kan bruge det næste halve år på at tænke sig grundigt om i forhold til den kommende træner. Det er ikke bare for at få arbejdsro, for det får han selvfølgelig aldrig i FC Barcelona, uanset hvad præsidenten siger. Det er derimod et forsøg på at tænde en sidste ild i sit hold, i sit projekt, og det er et forsøg på at samle holdet omkring sig til en sidste kraftanstrengelse, så de også i hans tredje og sidste sæson kan levere store bedrifter. Så han i stedet for at efterlade en hullet skude, overlader en velfungerende, flydende skonnert til Sampaoli, Valverde, Wenger, Morten Olsen – eller hvem end der kommer til at føre arbejdet videre i den catalanske storklub.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Top-10: De bedste mål fra Cruyff Depay laver en ”Beckham” Artikel ikon Skidt målmandsspil koster Ajax Artikel ikon frækt flop af Payet Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Fans sendte anti-Roma breve til Anderson Nederlag = En tur på malerfabrik Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Fra Porsche til Bodega Artikel ikon Flere pudsigheder

Toplister

Artikel ikon Top 10: Udsolgte stadions i denne sæson Top 15: PL-topscorere med hovedet Artikel ikon Top 10: Målfarlige midtbanespillere i PL Artikel ikon Top 6 blandt PL-tophold Artikel ikon Flere toplister

Lederen

Artikel ikon Verdens dårligste landshold Luís Enriques sidste genistreg ? Artikel ikon Fra Champions til Championship ? Artikel ikon The Young Ones – from Goodison Artikel ikon Flere ledere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Flere bøger

Profilen

Artikel ikon Romelu Lukaku – ny Karim eller Costa? Donnarumma - Det største målmandstalent Artikel ikon Steven N'Zonzi - som Vieira og Busquets Artikel ikon Saido Berahino – Den utrolige historie Artikel ikon Flere profiler

Rygter

Artikel ikon Bitre rivaler i kamp om Spurs-profil Medie: LFC sikker på James, men… Artikel ikon Conte vil have ham her Artikel ikon Liverpool er ikke ude af kampen Artikel ikon Flere rygter

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Lucas Moura
Vidste du om ... Dirk Kuyt Artikel ikon Vidste du om ... Vitolo Artikel ikon Vidste du om ... Neymar Jr. Artikel ikon Flere

Statistik

Artikel ikon 5 angribere der scorer mindre end Ramos Kedelig rekord rammer Osasuna-spiller Artikel ikon Kan Tottenham undvære Kane ? Artikel ikon Top 15: PL-topscorere med hovedet Artikel ikon Flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Rumænien - Danmark Optakt: Italien - Albanien Artikel ikon Optakt: Viborg FF - AaB Artikel ikon Optakt: Silkeborg IF - FC København Artikel ikon Flere optakter

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Montenegro – Polen Startopstillinger: Nordirland – Norge Artikel ikon Startopstillinger: Rumænien - Danmark Artikel ikon Startopstillinger: England - Litauen Artikel ikon Flere startopstillinger

Kampreferater

Artikel ikon Frisparksperle grundlagde polsk sejr Endnu et nederlag til nordmændene Artikel ikon Rumænien – Danmark endte i nulløsning Artikel ikon Sikker engelsk indsats Artikel ikon Flere kampreferater