Top 5: Assistkongerne i Champions League

Af Daniel Fisker

2017-02-18

Top 5: Assistkongerne i Champions League

Cristiano Ronaldo sikrede sig endnu en rekord til samlingen, da Real Madrid i midtugen slog Napoli i Champions League. Han blev således den spiller i hele Champions League-historien, der har leveret flest assists. Her er en top 5-liste over assistkongerne i Champions League:

1. Cristiano Ronaldo (31 assists).

2. Ryan Giggs (30 assists).

3. Lionel Messi (24 assists).

4. Mesut Özil og Zlatan Ibrahimović (22 assists).

Optakter

Søndag d. 22/4, kl. 12:00
Helsingør - SilkeborgSøndag d. 22/4, kl. 18:00
Randers - SønderjyskESøndag d. 22/4, kl. 20:00
Nordsjælland - Brøndby

Magasin-artikler

Wolverhampton – Genrejsning på Molineux

Der er opsejling til noget stort i Wolverhampton Wanderers. Indkast.dk stiller skarpt på Premier Leagues rige oprykkere.

I lørdags sikrede Wolverhampton Wanderers sig en velfortjent oprykning til Premier League, og derfor er klubben fra West Midlands kommet på alles læber i England. Dette scenarie lå ellers ikke ligefrem i kortene, hvis vi spoler fem år tilbage i tiden. Her nåede Wolverhampton et historisk lavpunkt ved at rykke ned i League One. Nedrykningen til Englands tredje bedste fodboldrække var kulminationen på klubbens største identitetskrise siden de glade 1950'ere, hvor det blev til hele tre mesterskaber. I dag er smilene dog igen vendt tilbage på Molineux, og det er takket været en hel del milliarder fra Kina.

Enorme ambitioner
I juli 2016 blev Wolverhampton overtaget af den kinesiske investeringsgruppe ved navn Fosun Group, som bliver ledet af mangemilliardæren Guo Guangchang. Han er den 34. rigeste mand i Kina, hvor han desuden går for at være en entusiastisk forretningsmand. Så da chancen for at genrejse en af Englands mest traditionsrige klubber tilbød sig for to år siden, var den simpelthen for god til at sige nej til.

Der er i takt med overtagelsen blevet sat helt nye ambitioner for fremtiden i Wolverhampton. Dem valgte klubbens bestyrelsesformand Jeff Shi at løfte sløret for i november 2017.

- Der eksisterer en plan for de næste 10 år. Det er selvfølgelig en bedrift i sig selv at være en lille Premier League-klub, men det er ikke vores mål. Vi vil opbygge et stærkt hold, sagde Shi til Daily Mirror og fortsatte:

- Det er ikke sådan, at vi er i gang med at bygge et hus, der kun lige opfylder kravene for at være i Premier League. Vi bygger ikke et hus, men et gods!

Vil spille med transfermusklerne
Som resultat af det nye høje ambitionsniveau har også transferstrategien på Molineux gennemgået en omfattende forvandling. Wolverhampton var i årene før overtagelsen presset til at hente spillere fra de nederste hylder, men det er ikke længere tilfældet – tværtimod. Klubben spillede allerede med transfermusklerne i sidste sommer, hvor Ruben Neves blev hentet i FC Porto for den nette sum af 154 millioner kroner. Der var året forinden også snak om at hente Anderson Talisca i Benfica, men han valgte i sidste ende at skifte til Besiktas.

Til sommer venter endnu et opsigtsvækkende transfervindue for Wolverhampton. Klubben kommer uden tvivl til at forstærke sig heftigt forud for sin tilbagevenden til Premier League, og mon ikke, at der i den forbindelse kommer et enkelt eller to store navne op af hatten. Det er i hvert fald ikke manglen på penge, som skulle kunne forhindre dette i at ske.

Noget stort under opsejling
Det skal i de kommende år blive spændende at følge Wolverhamptons udvikling. Hvis den fortsætter i samme tempo som nu, så tyder noget på, at klubben inden for en overskuelig fremtid kan etablere sig selv i Premier Leagues top-10, eller måske endda endnu højere. Rammerne er i hvert fald til det.

Foruden en masse milliarder, så råder klubben også over en manager, der indtil nu har formået at få det absolut bedste ud af en i forvejen profilbesat spillertrup. Nuno Espírito Santo er da heller ikke, hvilken som helst mand at have på sidelinjen. Han har tidligere stået i spidsen for prominente klubber som Valencia og FC Porto, og selvom jobbet på Molineux er det mest udfordrende, kan han meget vel blive manden til at tage Wolverhampton ind i en ny stor æra. Men selv, hvis det ikke skulle blive ham, der får den rolle, skal en anden nok få den. Den orangeklædte klub er nemlig under genrejsning.

Læs hele artiklen

Happy Blue Year

Hvad skal der ske i Chelsea? Hvem skal ud af spillere? Og skal der en ny manager til? Indkast.dk har kigget nærmere på den kriseramte klub…

Mellem jul og nytår 2016 lavede Daily Mail overskriften ”Happy Blue Year”, efter London-holdet havde et forspring på seks point i Premier League. Diego Costa og Eden Hazard var ustoppelige, og senere på sæsonen kunne London-holdet løfte mesterskabspokalen med en storsmilende og meget medlevende manager – Antonio Conte… Sidste år er længe siden…

Efter nederlaget til Tottenham og uafgjort imod West Ham er chancerne for, at de regerende mestre i næste sæson spiller Champions League meget lille. Omvendt henter en anden London-skuffelse Arsenal dem næppe, så Chelsea slutter sikkert på femtepladsen.

Skulle det ske, er det langt fra eneste gang, at et engelsk hold har skuffet i forbindelse med kvalifikationen til Champions League. I 2011/12 kom Tottenham ikke i den store turnering, selvom de i den forgangne sæson – med spillere som Gareth Bale og Luka Modrić – havde kvalificeret til kvartfinalen i Champions League.

2014/15 var det Manchester Uniteds tur under manager Louis van Gaal og med nye spillere som Daley Blind, Luke Shaw og Angel Di Maria. Det var første gang i 15 år, at der ikke var CL-bold på Old Trafford. Året efter skuffede Liverpool med Brendan Rodgers.

Samme skæbne led Arsenal i denne sæson, og derfor har de i denne sæson spillet i den meget lidt attraktive Europa League – ligesom Chelsea med stor sandsynlighed kommer til i en kommende sæson. Hvilke konsekvenser skal det så have og får det?

Manager Antonio Conte har flere gange i denne sæson været utilfreds med meget i klubben. Det virker til, at han har hjemve, og hans vinder-attitude fra mesterskabssæsonen er helt væk. Ifølge bulletinerne fra England skulle en af årsagerne til Contes utilfredshed handle om hans manglende indflydelse på spillerindkøb samt generel mistrivsel i London. Sidstnævnte kan være svært at forstå…

Derfor står Luis Enrique, Mauricho Pochettino og Thomas Tuchel nu højt på ønskesedlen som ny manager i Chelsea – og klubben har jo for vane, at nye managere i første sæson bliver mester. Måske en af grundene til at klubejer Abramovich har så stort et forbrug af managere?

Bliver Hazard på The Bridge?
Mange ting ulmer i Chelsea… profilen Thibaut Courtois har blot 12 måneder igen af sin kontrakt, og hvor interesseret er han i at forlænge den med udsigt til ingen Champions League-bold i Chelsea?

Af samme grund kan det blive svært at holde Real Madrid væk fra Eden Hazard, der har to år tilbage af sin kontrakt. Det skal dog nævnes, at Chelsea ikke mistede nogen af deres store profiler, da de for to år siden ikke kvalificerede sig til europæisk fodbold, men dengang stod profilerne heller ikke overfor kontraktudløb.

Skulle Chelsea ikke have Champions League på menuen til næste sæson, bliver det svært at tiltrække nye spillere – evt. afløsere for de to ovennævnte. Den manglende CL-deltagelse vil også ændre i budgettet.

Det kunne dog åbne op for spilletid til nogle af Chelseas unge spillere som Ethan Ampadu, Hudson-Odoi, Ruben Loftus-Cheek og Tammy Abraham. Klubben har ikke en historik for at give mange talenter chancen på førsteholdet.

Super-sub'en Hernández
Da Javier Hernández med et dusin minutter igen udlignede på Stamford Bridge, hvilket kom efter nederlaget til Tottenham, var Champions League lige pludseligt langt væk for Chelsea.

Det var vanvittige sjette gang, at ”Chicharito” blev indskiftet imod Chelsea og fik scoret. Dermed har Chelsea blot vundet seks kampe – den ene efter straffesparkskonkurrence – ud af tyve kampe i 2018 og to af de sidste otte Premier League-kampe. Alene dette er jo helt vanvittigt for regerende mestre fra Premier League.

En sidste hilsen
I forbindelse med hjemmekampen imod West Ham havde Chelsea-fansene lavet et stort banner med en sidste hilsen til den afdøde klublegende Ray Wilkins:

- Ray was one of those select few. He knew what it meant to be one of us, a real Blue-blood. Chelsea flowed through his veins. May you rest in peace – Ray…

Flot gestus og det var der meget af i forbindelse med hele kampen og afskeden med den sympatiske Wilkins. Nu bliver spørgsmålet bare om, hvem der skal have ”Chelsea-blod” i årene i fremtiden.

Tilbage til juletid i 2016 havde Chelsea vundet ti kampe i træk. Et år før det… altså medio december 2015 var Chelsea placeret et sølle point over nedrykningsstregen.

Så der har været gang i Chelsea-rutsjebanen – næppe noget som den meget lidt tålmodige Abramovich ikke handler på… og midt i dette var der ”Happy Blue Year”…

Læs hele artiklen

Se alle magasin-artikler her

Profiler

Paul Pogba - Fergie's biggest mistake…

Den kontroversielle Paul Pogba fik oprejsning i Manchester, efter han tidligere har forladt klubben og smækket med døren i 2013 efter et nytårsnederlag og Sir Alexs 70-års fødselsdag.

Derudover kunne Guardiola konstatere, at Manchester United i første halvleg ikke havde haft en eneste afslutning imod Edersons mål. Det fik de – eller rettere… Paul Pogba - i begyndelsen af anden halvleg, hvor en brystaflevering af Andre Herrera flot satte franskmanden op, så han kunne score på Uniteds første afslutning. Minsandten om Pogba ikke også udlignede til 2-2 et par minutter senere på et hovedstød fra den blå- og hvidfarvede hårpagt. Var den hårkombination måske en lille hilsen til Pep Guardiola, der op til kampen havde slået fast, at han i januars transfervindue fik tilbudt Manchester Uniteds nr. 6 af Mourinho.

Sådan skrev Indkast.dk i kampreferatet af storkampen i Manchester, hvor det engelske mesterskab ikke blev sendt til City og hvor Jose Mourinho dermed fik drillet rivalen Pep Guardiola – lidt. Hovedrollen i kampen var Paul Pogba, og efterfølgende jublede han voldsomt foran Uniteds tilskuer-afsnit, hvor klubemblemet blev kysset en masse gange. Stor kontrast til 2013, hvor den store franskmand forlod klubben med følgende udtalelse:

- I will never go back there, the club treated me with disrespect when I left last summer. I remember Sir Alex Ferguson rang me about three weeks after I left for Italy and just laughed down the phone for 25 minutes. What made it worse was that he got Paul Scholes, an idol of mine, to join in. Calling me names and laughing about how I wasn't good enough to play for the club. That's when I decided I would never return to Manchester, no amount of money in the world could ever make me go back…

Sådan sagde Paul Pogba til La Repubblica i 2013, men i sommeren 2016 fik en masse penge stjernen til at ændre holdning til Manchester United, da han underskrev en femårig aftale med klubben.

Samtidig blev der pillet lidt i Sir Alex Fergusons eftermæle, da Jose Mourinho betalte hysterisk mange penge for spilleren, som den skotske manager havde kasseret. Samlet set så lavede Sir Alex Fergusons igennem de historiske mange år som manager i Manchester United ikke mange fejltagelser, der var værre end, da han valgte at tilbagekalde den pensionerede Paul Scholes i stedet for at satse på den fremadstormende 19-årige Paul Pogba.

Som reaktion på Fergusons valg smuttede den franske midtbanespiller til Juventus, hvor han på imponerende vis slog sig fast, selvom han tog til en klub, der ellers var stærkt repræsenteret på den centrale del af banen. Da Pogba ankom til Torino, var den elegante playmaker Andrea Pirlo, den italienske landsholdsspiller Claudio Marchisio og den målfarlige Arturo Vidal i klubben. Så masser af konkurrence til den unge Pogba på den centrale del i Juventus-formationen 3-5-2.

Her imponerede Pogba på fornemmeste vis, og underligt nok manglede Manchester United i samme periode i den grad en ”box to box-player” på deres defensive midtbane. Så det charmerende træk af Ferguson med at hente klubikonet Scholes tilbage blev på en forunderlig måde meget kostbart, og nok engang blev Pogba centrum for ballade.

Den franske ballademager
I 2009 forlod Pogba den franske klub Le Havre på en dramatisk måde. Den franske klub mente, at den talentfyldte spiller havde lovet at underskrive en forlængelse, men sådan gik det ikke, og i stedet endte han på Old Trafford, som han forlod på næsten samme måde. For tre år efter ankomsten til Manchester smækkede han med døren, mens Sir Alex Ferguson ”råbte” følgende efter ham:

- Så vidt vi ved, så skrev Pogba under med Juventus for længe siden. Det er lidt skuffende, for jeg synes ikke, at han viste os nogen respekt overhovedet. Hvis det er sådan, at han vil gøre det, så er jeg glad for, at han er væk.

Kopi af ? måske Patrick Vieira
Igennem 1990'erne døjede Sir Alex Ferguson meget med Arsenal-rivalen Patrick Vieira, hvilket er lidt pudsigt, da Pogba ofte er blevet sammenlignet med den langlemmede landsmand. Derudover har han haft Europa- og verdensmesteren som forbillede.

På det franske ungdomslandshold er det blevet til over 50 kampe for Pogba, men det er præstationerne for klubholdet Juventus, der har bevidstgjort omverdenen om hans høje niveau. Således har Pogba været sat på U-21 Champions League-drømmeholdet efter gode præstationer i den store klubturnering. Derudover har Pogba på de franske ungdomslandshold spillet masser af gode kampe. Han var anfører på det franske U-20 landshold, der vandt U-20 VM, hvor Pogba også blev kåret til turneringens bedste spiller.

Kært barn har mange navne
Det er dog langt fra kun hæder, som Pogba har høstet. Som tidligere nævnt har der også været masser af ballade, som da han spyttede efter en modstander i en Serie A-kamp eller da han i november 2014 blev sat af holdet, efter han var kommet for sent til et par træninger.

Trods balladen omkring Pogba var masser af storklubber på jagt efter ham i sommeren 2016, men han endte med at tage tilbage til Old Trafford, hvor karrieren for alvor startede – men også tilbage til ”balladen”. Pogba var nemlig modig ved at gå imod selveste Sir Alex Ferguson, hvilket fik holdkammeraterne fra “Den Gamle Dame” til at give Pogba kælenavnet “Nelson Mandela” grundet den modige beslutning. Det er dog langt fra det eneste kælenavn, som Pogba har fået. Den italienske presse kaldte ham for “Il Polpo Pogba”, da de mente, at de lange ben og arme på franskmanden mindede om armene på en blæksprut.

Så kælenavnene og kontroverserne har stået side om side, når det gjaldt omtalen af den meget farverige Pogba, der blandt andet har haft meget omskiftlige hårpagter med mange forskellige farver. På banen har der også været lidt rysten på hånden – her har der været tale om en blanding af Patrick Vieira og Andrea Pirlo… store ord om en ung mand… selvom "Mandela" eller "Il Polpo Pogba" allerede har været meget i overskrifterne. Det største problem har dog været at finde den rette position til Pogba i Premier League – for er han 6'er, 8'er eller 10'er?

Ballede med Sir Alex
I forhold til exit'en fra Old Trafford startede det for alvor omkring nytårsaften 2011. Pogba var blevet tilbudt en kontraktforlængelse, hvis størrelse indikerede, at den 18-årige skulle være en fast del af Manchester United-holdet. Dette er sidenhen blevet bekræftet af den daværende assistent Rene Meulensteen. Indtil nu er det ikke blevet kendt, hvorfor Pogba valgte mægtige Manchester United og Sir Alex Ferguson fra og i stedet tog til Juventus på en fri-transfer seks måneder senere.

Gætterier har sendt beslutningen tilbage til den famøse nytårsaften 2011. Et voldsomt afbudsramt United-hold tabte 2-3 til bundholdet Blackburn, men trods de mange afbud så Pogba hele kampen fra bænken. I stedet for Pogba havde Sir Alex valgt at lade den mindre forsvarsspiller Rafael da Silva spille på den centrale midtbane, hvilket skulle have gjort, at Pogba den aften besluttede sig for at skifte til Juventus. Ikke mindst fordi Pogba ikke fik nogen forklaring eller kommentar fra Sir Alex, der ifølge engelske medier havde mere travlt med at komme til sin egen 70-års fødselsdag.

Pudsigt at denne United-legendes største fejl kom på hans runde fødselsdag, og et tankeeksperimentet kunne være; hvordan havde Uniteds efterfølgende – og lidt kriseprægede - sæsoner været, hvis Pogba havde været i klubben. De fire sæsoner han var i Juventus, blev de mestre i samtlige.

Første sæson i Italien spillede han 27 gange for mesterholdet samt otte gange i Champions League – så United og Sir Alex så helt forkert et halvt år tidligere, hvor den vævre da Silva blev foretrukket sammen med den tilbagekaldte Scholes.

Op til EM2016 postede Englands største fodboldmagasin - FourFourTwo - en forside med overskriften ”The Greatest show on Earth”. Forsiden havde spillere som Neuer, Ibrahimović, Ronaldo, De Gea og Bale – og midt i det hele og med det største billede var Paul Pogba.

En stjerne var født og var blevet placeret blandt de allerstørste EM-profiler. Imod Manchester City lyste den igen, og i VIP-afdelingen kunne tv-billeder vise en meget rødmosset Sir Alex Ferguson. Skotten har altid været meget ærekær. Gad vide hvad han tænkte, da Pogba flot headede målet ind til 2-2… Pogba - Fergie's biggest mistake…

Læs hele artiklen

Kevin De Bruyne – kasseret af Mourinho

Masser af ros til De Bruyne som Jose Mourinho ikke kunne bruge i Chelsea – det var en fejl…

- Kevin er klart Premier Leagues bedste lige nu. Manchester City er Premier Leagues bedste hold, og Kevin er en vigtig spiller i Guardiolas system…

Sådan sagde en anden af Premier Leagues største profiler – Eden Hazard – i efteråret 2017, efter Pep Guardiolas mandskab havde startet Premier League-sæsonen rekordgodt. Men hvem er den stille belgier, som bare vokser, når han går ind på en fodboldbane?

Da den anerkendte engelske journalist Sam Wallace i 2015 besøgte Manchester City-træningsanlægget Jean-Claude van Damme, var det en meget genert ung mand, der mødte op, og han var end ikke den mest kendte belgier i presserummet. Det var Vincent Kompany – sådan er det ikke længere.

Inden De Bruyne var kommet til Manchester City for omkring 500 millioner kroner, var han blevet kåret til årets spiller i Tyskland. Den gode form overførte han straks til Premier League, og dermed steg hans markedsværdi også. Efter blot to år i Premier League var De Bruynes værdi steget til det dobbelt – ifølge CIES Football Observatory – og han blev vurderet til at koste over en milliard kroner.

Hellere Willian og Andre Schürrle
Det sker efter, at Chelsea og Jose Mourinho kasserede ham i januar 2014. I stedet startede den succesbelagte periode med masser af ros og anerkendelse hos tyske Wolfsburg. Før dette returnerede han i sommeren 2013 tilbage til London efter en låneperiode hos Werder Bremen, og på det tidspunkt bød den daværende Dortmund-træner Jürgen Klopp på De Bruyne. Den nuværende Liverpool-manager ville have, at De Bruyne skulle afløse Mario Götze, som var blevet solgt til Bayern München, men sådan gik det som bekendt ikke.

De Bruyne kom tilbage til Chelsea samtidig med, at klubben havde styrket sig på den offensive midtbane med Willian og Andre Schürrle. De blev de foretrukne fremfor De Bruyne, hvilket sidenhen må betragtes som en stor fejl af Mourinho. Seks måneder og blot ni kampe senere rejste De Bruyne væk fra London, men uden at smække med døren. Han har sidenhen sagt, at kasseringen af Mourinho har været med til at forme ham til den spiller, han er i dag.

Guardiola er stolt
Som 14-årig forlod De Bruyne barndomshjemmet i Drongen for at udvikle sig hos Ghent, og tiden var ligeså ensom, som da han boede i London og kæresten Michele gjorde studiet færdig hjemme i Belgien - men tiden i London formede ham til den spiller han er i dag.

Fra 2012 og tre år frem lavede De Bruyne 35 assists og 23 mål i Bundesligaen, og det åbnede op for det store skifte til Premier League – og Manchester City, men også til Pep Guardiola. Den tidligere Barcelona-træner har fået sat skik på belgieren, og han har været med til at forme ham til en af verdens bedste midtbanespillere på en unik midtbane, som eksperten Morten Bruun mener, er helt unik og kan sammenlignes med midtbanen i selveste Barcelona.

- Xavi, Iniesta og Sergio Busquets. To af verdens mest sublime teknikere og en mere fysisk type, der i øvrigt også kunne spille fodbold. I dag har City det samme med Fernandinho på den bagerste midtbane og med duoen David Silva og Kevin de Bruyne lige foran. Jeg vil kalde det verdens p.t. bedste midtbane i skarp konkurrence med Real Madrids.

I efteråret var der også statistikker, der bakker op om Morten Bruuns påstand. For siden ankomsten til Manchester City er der ikke nogen, der har lavet ligeså mange assists som ham i de fem største ligaer. I de første 72 Premier League-kampe lavede han 33 assists, og det fik manager Guardiola til at sige til Marca:

- De Bruyne er en af de bedste spillere, jeg har set i mit liv, for han kan gøre absolut hvad som helst. Han er en topspiller af allerhøjeste kvalitet. Han er en stabil gut med og meget professionel. Han elsker at spille fodbold, det er det, han lever for. Vi er meget stolte af og glade for at have ham hos os.

Læs hele artiklen

Se alle profil-artikler her

Ledere

- Hvem sejrer i Tyrkiet?

Det er en gyser for alle pengene i den bedste tyrkiske række, hvor fire hold kæmper om mesterskabstitlen.

Tager man et blik over de europæiske ligaer står Manchester City, Barcelona og Paris Saint-Germain til at blive mestre i den hjemlige liga, mens Bayern München allerede har vundet den tyske Bundesliga. Sådan spiller klaveret dog ikke i Tyrkiet, hvor der i øjeblikket er fire kandidater til at vinde den tyrkiske Süper Lig. Der resterer 6 runder i den bedste tyrkiske række.

Istanbul Basaksehir er til at finde på 1. pladsen med 59 point. Abdullah Avcis mandskab har spillet formidabelt i denne sæson, og der var nok ikke mange, der havde troet, at Basaksehir ville lege med i mesterskabskampen ved sæsonens start. 4-2-3-1-formationen fungerer glimrende for Avci. På holdkortet er der enkelte spillere, der har været dominerende. Lad os se nærmere på disse:

Der er ingen tvivl om, at bosniske Edin Visca har været holdets trumfkort. Man kan også kalde den 28-årige midtbanespiller for assistkongen, da bosnieren har fundet holdkammeraterne hele 14 gange. Den gamle kending Emmanuel Adebayor optræder også for Basaksehir, og han er suverænt holdets målkonge med 12 kasser i igangværende sæson. Der er ingen tvivl om, at hvis det tyrkiske mesterskab skal havne hos Avci og co., skal disse to herrer spille til deres bedste. Avcis aggressive spil har givet pote, men holdet skal passe på. Istanbul-klubben har nemlig flest spillere, der er blevet sendt tidligt i bad, og alle mand skal være på banen i de 90. minutter, hvis mesterskabet skal havne hos Istanbul Basaksehir for første gang i klubbens historie.

To point længere nedad stien er traditionsklubben Galatasaray, der har vundet mesterskabet hele 20 gange. Fatih Terims mandskab spiller også bold af øverste skuffe og er uhyggelige på eget græs. ”Aslanlar” har hentet hele 40 point på Türk Telekom Arena – de har vundet 13/14 kampe på denne græsplæne. Tager vi et kig på holdkortet, er der selvfølgelige nogle spillere, der er de ledende figurer. Indkast.dk ser nærmere på disse profiler:

Franske Bafétimbi Gomis har haft gang i støvlerne og topper suverænt topscorerlisten i Tyrkiet. Franskmanden står noteret for 26 kasser – fire mere end Burak Yilmaz fra Trabzonspor. Gomis har været godt støttet af midtbaneduoen Garry Rodrigues og Younes Belhanda, der har stået kompakt og været drivkraften på midtbanen. I Gala-buret har Fernando Muslera reddet holdet flere gange, og keeperen har gjort et godt stykke arbejde mellem stængerne. Muslera er en af de bedste keepere i Tyrkiet – hans ti clean sheets (samme som Besiktas og Fenerbahces keepere) taler for sig selv. Den store udfordring for Terims mandskab ligger i kampene på fremmed græs. Gala har blot hentet 17 point på udebane – mindst af de fire tophold. Hvis det 21. mesterskab skal havne på Türk Telekom Arena, må traditionsklubben ændre deres taktik på fremmed græs.

De forsvarende mestre fra Besiktas er blot ét enkelt point bag Gala. Der er ingen tvivl om, at Senol Günes' drenge har gjort et godt stykke arbejde. Efter Champions League-exitet har holdet haft fokus på den hjemlige liga. Selvom holdet flere gange har været bagud, har Günes' mandskab kæmpet til de sidste og kan sagtens gå under betegnelsen comeback-kings - Besiktas har nemlig hentet hele 54 point i de sidste 45 minutter. Lad os tage et kig på profilerne:

Günes har ikke foretaget de store ændringer, eftersom holdet vandt det tyrkiske mesterskab i forrige sæson. Günes er kendt for at skifte formation, da han har en bred trup og mange spillere at vælge mellem. Dog har 4-2-3-1-formationen vist sig at være den mest optimale. Frontspillerne Anderson Talisca og Vagner Love har været målmaskinerne for Istanbul-klubben. De har scoret henholdsvis 13 og 12 mål i denne sæson. Disse to herrer skal fortsætte denne stime, hvis holdet skal genvinde mesterskabet. En anden nøglefigur er keeperen Fabricio, der har stået bedst mellem stængerne i Tyrkiet. Den 30-årige keeper har blot lukket 24 mål ind, hvilket gør ham til Tyrkiets bedste keeper. Sammen med Muslera står Fabricio også noteret for 10 clean sheets. Ricardo Quaresma er også en nøglefigur for holdet, men den portugisiske landsholdsspiller har ikke spillet op til sit bedste. Han har dog stadig tid til at vise, hvorfor han er en god fodboldspiller. Det har været en lang sæson for Besiktas, da de også har haft travlt på den europæiske scene. Holdet vandt suverænt Gruppe G i verdens bedste klubturnering, men blev senere slået ud af Bayern München. Det kan tænkes, at truppen har mange kilometer i benene – derfor Günes måske har roteret så meget. Nu er det altså nu. Slutfasen. Er trætheden ved at nærme sig, eller kan spillerne fortsat holde det høje niveau? Tiden må vise.

Rosinen i pølseenden, Fenerbahce, ligger i øjeblikket på fjerdepladsen og forfølger Besiktas. Der er to points forskel. Fener er jokeren i dette mesterskabsspillet - et hold, der er bedre end deres nuværende placering. Dog er trænersædet begyndt at gløde på Sükrü Saracoglu Stadio, hvor Aykut Kocaman sidder. Kocaman har ikke vundet det tyrkiske mesterskab siden hans ankomst fra Konyaspor, og vinder Fener ikke mesterskabet i år, kan han være en færdig mand i Istanbul. I en klub som Fenerbahce er mesterskabet en selvfølge, og Kocaman har været en omtalt herre i de tyrkiske medier. Presset er på Kocaman. Lad os tage et kig på hans holdkort:

En af nøglespillerne er Giuliano, der har haft meget at se til i denne sæson. 13 gange har angriberen fundet frem til netmaskerne, og man kunne godt savne flere mål fra partneren Roberto Soldado, der blot står noteret for seks mål. Kocaman foretrækker at spille med to angribere, så Soldado skal til at finde frem til netmaskerne, hvis mesterskabet skal havne i Fenerbahce for 20. gang. En anden profil er kantspilleren Nabil Driar, der har spillet suverænt på midtbanen. Ikke nok med det flotte spil har han også fundet holdkammeraterne syv gange. Men vi mangler lige at nævne en mand. Hvem? Det er Volkan Demirel. Den erfarne keeper er en af de vigtigste brikker på holdet, og hans tilstedeværelse kan være altafgørende for Fenerbahces mesterskabschancer. Ikke nok med hans 10 clean sheets er han også en vigtig brik i det defensive aspekt af Feners fodboldfilosofi. Som sagt er Fenerbahce jokeren i dette mesterskabsspil, og de kan slå til. Når som helst. Hvor som helst.

Lige en lille slutbemærkning: Galatasaray har spillet en kamp mindre end de andre hold. Gala mangler at møde bundproppen Genclerbirligi. Vinder Fatih Terims mandskab denne kamp, står de med 60 point og kommer til at ligge nummer 1. Dog har Gala er meget svært program, da de mangler at møde både Istanbul Basaksehir og Besiktas.

Det er ren gyserfilm i Tyrkiet i øjeblikket, og det bliver spændende at se, hvem der bliver tyrkiske sampiyon.

Læs hele lederen

Ilden José og isen Pep mødes – igen

Fodboldens svar på John McEnroe og Bjørn Borg står overfor hinanden i en mesterskabsafgørende kamp i Manchester. Indkast.dk har gravet ned i deres historik, som er ganske underholdende.

Lørdag den 10. september 2016 blev et skelsættende tidspunkt i international fodbold, for nok et kapitel blev skrevet til had/kærlighedsforholdet imellem Jose Mourinho og Pep Guardiola. Her stod de to tidligere venner overfor hinanden, som træner for hver sin Manchester-klub.

Tyve år forinden var de begge i Barcelona som assistent-træner og midtbanestyrmand. Denne periode betragtes som en af klubbens bedste, og der var stærke bånd i et solidt venskab, men sidenhen er der løbet meget vand i åen.

Mourinho-tiden med store armbevægelser i Real Madrid overfor den meget kontrollerede og mere rolige Guardiola i Barcelona viste al andet end næstekærlighed. Mourinho har tidligere haft for vane at køre et grimt, men underholdende medie-stunt, mens Guardiola har kæmpet voldsomt med ikke at lade sig rive med - på de mange provokationer fra Mourinho, som fx i august 2013 hvor den daværende Chelsea-manager sagde følgende efter UEFA's Super Cup:

- Hver gang jeg spiller imod Pep, ender vi med at være 10 mand på banen. Er det en regel, som UEFA har lavet?

Tilbage i april 2011 slog Mourinho fast, at Guardiola blot havde vundet et Champions League-trofæ og understregede, at det skete efter, hvad han selv kaldte ”Skandalen på Stamford Bridge”, hvor Pepe blev udvist. Samtidig mente portugiseren, at den spanske træner – igen – havde fået dommerhjælp, og at Guardiola endda havde kritiseret dommeren for de korrekte beslutninger, som han havde truffet.

Til dette svarede den daværende Barcelona-træner, at Mourinho var bossen i presserummet på Bernabéu, og fortsatte det sådan, ville det ændre deres venskab, som ville udvikle sig til blot et bekendtskab.

McEnroe vs. Borg
Udefra set virker det til, at venskabet er slut imellem de to store forskelligheder, som kan sammenlignes med John McEnroe og Bjørn Borg. Imellem 1978 og 1981 mødtes de to tennislegender 14 gange, men det var mere end blot tenniskampe. Det var et opgør imellem to vidt forskellige mennesketyper – som dengang blev beskrevet som ”Ild og Is”. I nutidens fodboldopgør er Mourinho ilden, mens Guardiola er isen.

Den internationalt anerkendte fodboldjournalist Sid Lowe har i sin bog om rivaliseringen imellem Barcelona og Real Madrid beskrevet opgøret imellem de to trænere. Heri hævder den veloplyste Lowe, at Mourinho indså, at hans største chance for at slå Barcelona var ved at komme ind under huden på Guardiola samt skabe en krig imellem dem – hvor alle våben var tilladt. En krig mellem to typer trænere, men også mellem to forskellige klubber, hvor Barcelona var den talentskabende og Real Madrid den dyrtindkøbene.

Denne ”krig” kulminerede i august 2011, hvor Mourinho prikkede Guardiola-assistenten Tito Vilanova i øjet, efter Marcelo havde sparket den daværende Barcelona-spiller Cesc Fàbregas midt over lige foran udskiftningsbænkene. Dette skete i en periode, hvor Barça var sportslige overlegne i forhold til ”Konge-klubben”, og hvor Mourinho var desperat for at gøre alt for at slå Barcelonas flotte spil i stykker.

Efterfølgende vandt Barcelona med 6-2 på Bernabéu, hvilket nok engang frembragte en hård kommentar fra Mourinho, da han mente, at Guardiola måske ”en dag” ville vinde det spanske mesterskab på ærlig vis. Samtidigt slog Mourinho fast, at han mindede meget om Guardiola, hvortil den spanske træner tørt svarede igen:

- Hvis det er rigtigt, så vil jeg lave om på min adfærd.

Det er langt fra den eneste gang, at udtalelserne har været skarpe imellem de to rivaler. I september 2014 sagde Mourinho til El Confidencial om Guardiolas hårpagt:

- Når man elsker, hvad man laver, så mister man ikke sit hår. Guardiola er skaldet. Han elsker ikke fodbold…

Eller i maj 2015 hvor Mourinho, som nyslået engelsk mester med Chelsea, sendte en klar hilsen til Guardiola i Bayern München.

- Jeg er nok ikke den smarteste, når jeg skal vælge klubber og turneringer, som disse klubber spiller i. Jeg kunne let have valgt nogle klubber, hvor det var meget lettere at blive national mester.

Masser af gnister
Samlet set har forholdet imellem de to trænere ikke været pænt, men meget underholdende og ofte med Mourinho i skurkerollen. Derudover virker det også til, at Mourinho har følt sig undertrykt af Guardiola – måske med en anelse af misundelse!

På Mourinhos daværende kontor ved Real Madrid-træningsbanen Valdebebas havde han en papfigur af sig selv, hvor han jubler. Måske ikke så underligt, men vel en smule pudsigt, at situationen var fra hans tid i Inter. Situationen var fra 2010 efter Champions League-semifinalen. Ikke fra tiden i Real Madrid eller triumfen i finalen… men fra semifinalen, hvor Inter slog – jah… gæt engang - Guardiolas Barcelona.

De to kamphaner mødte hinanden 11 gange i ”El Classico”, hvilket gav fem sejre til Guardiola og blot to til Mourinho – samt fire uafgjorte. Alene i 2010/11-sæsonen var der fire ”El Classico”, og i samtlige kampe fik Real Madrid udvist en spiller – så der har været dramatiske kampe imellem Mourinho og Guardiola… to tidligere venner!

I maj 1997 vandt Barcelona den europæiske cup-finale over PSG. Efter sejren og midt i jublen stod to mænd på midten af banen og omfavnende hinanden – hjælpetræneren Jose Mourinho og styrmanden Pep Guardiola. Da den spanske tv-station Cadena Ser mange år senere viste dette billede til Mourinho, erkendte han:

- Jeg har selv et billede af vores omfavnelse… vi var tætte venner!

I 2000 forlod Mourinho det smukke Catalonien og Barcelona, men otte år senere mødtes han med Barca-bosserne Txiki Begiristain og Marc Ingla i Lissabon. På det møde skulle Mourinho have sagt, at hvis han skulle være træner i Barcelona, ville han gøre B-holdstræneren Guardiola til sin assistent, men Mourinho endte aldrig hos det catalonske storhold. I stedet blev Guardiola - til manges overraskelse - forfremmet til cheftræner.

I Graham Hunters bog ”Barca – skabelse af verdens bedste fodboldhold” siger Ingia, at Mourinho blev rasende, da han blev fravalgt til fordel for Guardiola – hvilket måske kan være starten på den dårlige kemi imellem de to venner.

Om balladen mellem de to trænere har den store italienske træner Arrigo Sacchi sagt, at det kan være svært at have ”to Piccasso'er” i samme tidsalder. Nu skal de krydse klinger – eller pensler - i Manchester!

Læs hele lederen

Se alle leder-artikler her