Hjem til Fodbold

Af Torsten Brix

2017-02-17
Hjem til Fodbold

Indkast.dk bringer her et kapitel fra Thomas Gravsgaards aktuelle bog.

Her lugter af olie. Men det er på en tør, støvet, næsten brændt måde, fordi bremseklodserne udsender så meget varme, når de tæmmer vognene. Der er også en metallisk underdunst af ozon fra den elektricitet, der driver togene. Dét her er duften af London Underground. Og duften af frihed.

Jeg er 15 år, snart 16, og føler mig for en stund voksen. Også selv om det var min mors og ikke mit eget forslag, at jeg skulle tage en tur rundt i undergrunden alene.

Det er kun et par år siden, at jeg første gang tog 113'eren alene fra Skovby helt ind til midtbyen. Altså ikke bare midtbyen i Galten, men i selveste Aarhus. Jeg kan stadig huske følelsen af at eje hele verden, i hvert fald den del af verden, der bredte sig langs busruten fra kommunegrænsen forbi Harlev, kollektivet ved Lyngbygård Å, Årslev kirke – de åbne markers sidste bastion – og herefter Brabrands jernbaner og Gellerups boligblokke inden det komplette kaos fra Ydre Ringvej og ind.

Men det her er større. Dette er ikke stoppestedet ved Restaurant Lillering Skov i det lille, usle skovbryn, hvor mennesker og kragekolonien i trætoppene på hver deres måde skider på naturen. Det er derimod Earls Court, porten til The Tube og udgangspunkt for min første udenlandske ekspedition på egen hånd. Jeg har to timer, inden jeg skal være tilbage på hotellet.

Vi er herovre med min mors storesøster og min fætter, Peter. Egentlig ville jeg ikke have haft noget imod, at han var med mig nu her på perronen på Piccadilly Line, en tung elevatortur under District Line oppe på jordens overflade. Vi ser hinanden meget sjældent, men falder altid hurtigt ind i et behageligt fællesskab, bygget op om vores interesse for musik og for ikke at skulle høre vores mødre knævre hele tiden.

Men lige nu ville han hellere blive på værelset med høretelefoner på end med den lidt yngre og noget mere nørdede fætter på rundtur i dybet. Hellere The Clash i ørerne end mig, der højtideligt ville fortælle navnet på hver eneste station og beskrive dens geografiske placering, som om det var mig, der havde konstrueret hele den engelske hovedstads offentlige transportsystem. Jeg kan ikke bebrejde ham. Ikke kun min mor snakker måske lidt for meget.

For et par uger siden fik et par af mine venner tilsyneladende nok. Vi var hjemme ved Bjørn. En Europa Cup-kamp kørte på fjernsynet inde på hans værelse. Han og Kim var midt i en passioneret diskussion om amerikansk basketball. Pludselig bekendtgjorde jeg, at jeg altså en dag godt kunne tænke mig at rejse rundt i det vestlige Irland. Deres samtale ophørte brat og blev afløst af et iskoldt og uhyggeligt veltimet “Nå” fra Kim og et efterfølgende latteranfald fra Bjørn. Siden har jeg helst villet se dem på tomandshånd, så jeg ikke risikerer at afbryde noget, som jeg ikke er en del af.

Det kører heller ikke så godt med Nørre for tiden. Han er et år ældre end mig og begyndte i gymnasiet sidste sommer. Han har ellers været min bedste ven den forgangne vinter og trodser da også stadig indimellem min fars utilfredse grynten over dørklokken for at se Tipslørdag sammen med mig. Men meget af tiden bruger han nu på at fortælle mig, hvor irriterende jeg altså er, når jeg nynner eller laver trommelyde med munden, og at jeg enten skal skaffe ham med til nogle flere fester i vores årgang eller selv blive hjemme fra dem og hænge ud med ham i stedet. Når kampene kører på skærmen, er han endda nogle gange begyndt at afkræve mig et svar på, hvem jeg holder med, blot så han kan vælge det modsatte hold. Når ‘hans' hold så scorer, er der noget hånende over hans jubel.

For fanden, hvor er det svært. Jeg har hele tiden en fornemmelse af, at både Kim, Bjørn og Nørre egentlig gerne vil væresammen med mig, men at de foretrækker en anden version af mig, end den jeg er. Nogle gange virker det, som om de vil hjælpe mig. Med min tøjstil. Mit valg af deo. Mit hår. Mine bumser. Andre gange er det, som om de mest har lyst til at vise mig, at de har opgivet mig.

Måske er det derfor, at jeg slapper sådan af sammen med min fætter. Han kender mig ikke godt nok til at blive frustreret over mig. Det næste tog presser en boble af lummervarme frem inde fra den mørke hvælving ved den fjerneste ende af platformen. Jeg stiger ombord, trykker play på min walkman, og London Beats ‘I've been thinking about you' sætter i gang samtidig med vognen.

Første stop er Gloucester Road. Jeg står af og hopper over på et tog på District Line, som kommer et øjeblik efter på samme perron. Jeg kunne lige så godt have taget det fra Earls Court. Men denne tur handler ikke om at være effektiv. Den handler om at skifte tog, når det passer mig, og køre derhen, hvor det passer mig. Thomas uden tøjler.

Sloane Square, Victoria, St. James's Park, Westminster og Embankment suser forbi. Jeg sidder med mit London-kort på skødet og følger med. Jeg købte det for tre år siden i en boghandel i Aarhus. Ikke fordi jeg skulle bruge det til noget. Men jeg skulle bestemt heller ikke bruge hverken Milano, Bochum, Oslo eller nogen af de 45 andre europæiske bykort, som jeg de seneste seks år har brugt alle mine lommepenge på, til noget. Da jeg sidste sommer på vej hjem fra sommerferie i Schweiz havde punget ud for et kort over Oldenburg på en tysk tankstation, behøvede jeg ingen spydige bemærkninger fra nogen venner for at nå frem til en erkendelse af, at det måske var på tide fremover at investere i noget andet. For eksempel deodoranter, der rent faktisk gør en forskel, eller tøj til mere end kr. 99,95.

Alligevel er det min søsters røde Y-jakke, som jeg har på lige nu. Alle de stilfulde drenge derhjemme, anført af Kim, har den noget mere maskuline sorte. Men jeg har stadig aldrig selv brugt en eneste krone på tøj. Så under jakken har jeg en spraglet, men behagelig sweater på, som jeg ved, at i hvert fald én af pigerne fra klassen finder direkte afskyelig. Det har hun uden omsvøb fortalt mig, og jeg formoder, at hun udtalte sig på det tavse flertals vegne.

Heldigvis er det svært at begå de helt store fejl i valg af jeans og basketstøvler. Her føler jeg mig o.k. tilpas. Men håret er en udfordring, tænker jeg, da mit spejlbillede dukker op i den modsatte rude i kupeen, efter at vi har forladt lysene på Tower Hill Station, og der nu kun er lamper indenfor i vognen. Jeg lader stadig min mor klippe det, ligesom jeg lader hende købe mit tøj, og hun er ikke særlig modtagelig over for mit ønske om kortere hår i siderne og længere i nakken.

Problemet med siderne løser jeg ved hver morgen at lime håret fast til siderne af mit hoved med en håndfuld af min søsters stinkende, violette gelé, som det også er lykkedes mig at smugle med til London. Men resten er noget rod. Det ligner et mindre, loddent pattedyr, nok mest en gnaver, der har lagt sig til at dø på min isse. Og i mine armhuler gør Jockey-spraydåsen fra Brugsen ikke den store gavn. Suk. Der er meget, jeg er nødt til at gøre anderledes. Men i det mindste er det sgu sejt at se sig selv sidde her i vognen, mens den rumler afsted under en af verdens største byer.

Vi er nået til Bromley-by-Bow. Ét stop mere, og vi er ved West Ham. Navnet på en fodboldklub hjælper også på mit humør. Svend Gehrs was also here. Jeg står af, stiger op fra undergrunden og giver mig til at lede efter deres stadion, som kortet desværre ikke kan hjælpe mig med.

Jeg har to flugtveje, når spejlbilledet derhjemme er blevet for grimt; når Nørre har skældt for meget ud; når endnu en af mine flammer har valgt Kim – musik og fodbold. Musikken finder jeg på mit værelse med anlæggets volumenknap vredet helt rundt, så min mor, far eller storesøster ofte braser ind og vil have mig til at skrue ned, fordi de kan høre det helt nede i den anden ende af huset, selv om jeg har høretelefoner på.

Der har i mange år været heavy metal på det anlæg, men lige for tiden forsøger jeg at nøjes med rockmusik. Der er lidt for meget Oldenburg-kort over metal. Der er i hvert fald ingen andre i min årgang, der hører det. I stedet har jeg mixet et bånd med Bon Jovi, Pretty Maids, Gary Moore og Alice Cooper som sætliste til sidste skoledag, hvor jeg skal fremføre en koncert på scenen i hallen for hele Skovbyskolen med mit band. Problemet er bare, at jeg ikke har noget band og i øvrigt heller ikke kan spille nogen instrumenter, bortset fra ‘An der schönen blauen Donau' på klaver. Samt at pigernes hysteriske skrig, jubelbrølene fra den tætpakkede sal, tilbedelsen fra alle i min hverdag og koncerten som sådan bare er en fantasi. Som så meget andet.

Fodboldflugten går til de engelske kampe i Tipslørdag, selv om Serie A på TV 2 søndag eftermiddag egentlig byder på bedre bold og bedre stemning. Hele ugen sigter mod lørdag kl. 16. Selv fredagens fester handler bare om at fordrive ventetiden. Og det er lige meget, hvem der spiller. Om det er altdominerende Liverpool, røvkedelige Arsenal, udsultede Manchester United, nuttede Wimbledon, Coventry med de sjældne siddepladser bag mål, de spændende oprykkere fra Leeds eller Lars Elstrups Luton.

Det starter for alvor lørdag morgen. Nørre og jeg mødes på vores cykler ude på vejen, min sportstaske omhyggeligt anbragt på bagagebæreren, hans skødesløst slynget hen over ryggen. Han er vild og temperamentsfuld, og han ser så sydlandsk ud, at den lokale landsbyracist en ellers fredelig eftermiddag sidste forår på boldbanen ved Brugsen truede med at slå ham ihjel.

“Jeg hader perkere!” råbte den vrede, knivviftende arier, hvorpå Nørre væltede hans verdensbillede omkuld ved at bekendtgøre, at hans mor faktisk hedder Ulla og hans far Mogens.

“Jeg er lige så dansk som dig,” argumenterede han roligt.

Men normalt er han ikke rolig. Han taler højt, råber, når han er vred, smider med sine sko, når han laver en fejl på banen. Han kan ikke deltage i noget uden at ville vinde for enhver pris, og når det ikke lykkes, ryger der ting rundt i luften. Da han stadig gik på skolen, smadrede han en dag gymnastiklærerens badmintonketsjer i raseri. Læreren var holdleder på badmintonlandsholdet, og ketsjeren var ikke lige sådan en, der var købt nede i Ea Sport i Galten.

Efter at han startede i gymnasiet, er han tit ekstra irritabel lørdag morgen, fordi de drikker igennem om fredagen. Hans sorte hår hænger ned over panden og de søvndrukne, dunkle øjne, og jeg bliver med det samme bange for at sige noget forkert. Men så kommer jeg i tanke om, at dét her også for ham er den bedste stund på ugen, og at vi måske i dag kan komme til at heppe på det samme hold. Vi har det hele foran os: halvanden times indendørs fodbold, så en tur over til bageren og købe træstammer, og så tilbage i hallen og se juniorerne spille, mens vi snakker om damer og om, hvem der var sammen med hvem til hvilken fest i aftes – et samtaleemne, der i øvrigt med deprimerende sikkerhed handler om alle andre end mig.

Hvis vejret er godt, flytter vi nogle gange spillet udendørs bagefter og dræber et par ekstra timer, inden Tommy Troelsen fyrer den første vidunderligt dårlige vittighed af kl. 15 på mit 14-tommers SHARP-tv. Midt på vinteren sænker mørket sig udenfor allerede, mens den første time forløber med skisport fra udlandet og halsport fra Danmark. Og så, lidt i fire, er Svend Gehrs eller Niels Chr. Niels-Christiansen klar fra England.

Uanset om det bare er mig og Nørre, eller om Kim eller Bjørn også er med, er vi i hvert fald de næste to timer som regel verdens bedste venner. Ingen spydigheder fra Kim, ingen drillerier fra Bjørn og ingen raseriudbrud fra Nørre – kun påtaget jubel, når der bliver scoret mod mit udkårne hold på dagen. Lørdag eftermiddag er det tidspunkt, hvor jeg tvivler mindst på, om jeg er god nok. Efter at vi fik videomaskine forrige efterår, er jeg begyndt at optage alle de scoringer, jeg kan komme til. Jeg er allerede oppe på syv VHS-bånd, og de mange mål bliver ved med at have den samme effekt, uanset hvornår på ugen jeg sætter dem på. Det er som at tage beroligende medicin.

Jeg finder ikke Upton Park. Men det vigtigste er, at jeg nåede herud. “Jeg tog alene ud til West Ham,” vil jeg fortælle dem derhjemme. Kim vil sige “Nå” på en oprigtigt interesseret måde. Og for en gangs skyld vil Nørre måske betragte mig som andet end en tøsedreng.

Der er gået halvanden time. Det er tid til at vende om. Tilbage på hotellet finder jeg Peter i et opholdsrum ved siden af receptionen. Der er både et fjernsyn og en bogreol, men det er jukeboksen, han har sat i gang.

“Hvad hører du?” spørger jeg og synker ned i en stol så dyb, at det føles, som om min røv hænger lige over Piccadilly Line. Jeg kan mærke trætheden dunke under den døde gnaver. Indre billeder fra gårsdagens og nattens rejse maler sig selv på indersiden af mine øjenlåg: vores fodboldkamp med en tom øldåse på en rasteplads ved Bremen, de endeløse, skærende lamperæk- ker langs de hollandske motorveje, Rotterdams flammende raffinaderier, den vuggende søvn på færgen fra Hoek til Harwich.

“Noget gammelt Queen. Der er ikke rigtig noget nyt,” svarer han på sin sønderjyske dialekt, der lyder, som om han altid tager en lille smule pis på mig. Både han og hans to storebrødre har lært mig meget om musik. De har lært mig at identificere bassen i et nummer ved at spille Kim Wildes ‘Love Blonde' for mig. Og den ældste har en elektrisk guitar, som han indimellem lader mig prøve, når vi besøger dem i Sønderborg. Men de kan ikke sige noget til mig, uden at jeg mistænker dem for at fnise ad mig bag min ryg. Jeg er faktisk stadig i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er bass med i ‘Love Blonde'. Men de skælder mig i det mindste aldrig ud.

“Kan jeg vælge den næste?” spørger jeg, mens jeg allerede bladrer igennem udvalget. Det er lutter vinylsingler. Der er in- gen heavy metal, men til gengæld er det gratis. Og pludselig er der en fuldtræffer.

“Tjek den her ud.”

Jeg trykker play. Et symfoniorkester spiller ‘An der schönen blauen Donau'. Min mor ville være stolt af mit valg. Men så afbryder den uforsonende lyd af en trykknaptelefon strygerharmonien, og hårde, elektriske trommer sætter østrigske Falco i gang med ‘Vienna Calling'.

“Den er da noget gammel, hva'?” konstaterer Peter.

“Sgu da ikke ældre end det, du sad og hørte,” griner jeg.

Jeg ved, at den er fra 1985 eller 1986. Jeg kan mærke på et
nummer, når det er fra midtfirserne. For det gør mig altid glad. Specielt når der er et element af Italo-synthesizer inde over. Det minder mig om barndom, kør-selv-ferier i Italien og en tid, hvor jeg ikke følte mig så forkert. Og hvor det var Argentina og ikke Vesttyskland, der var verdensmestre. Jeg når at høre den to gange, inden vores mødre dukker op. Deres stemmer tripper frem fra receptionen lang tid før deres fødder.

“Skruer du ikke lige ned, Thomas? Der bor altså også andre her på hotellet,” lyder det forudsigeligt fra min mor. Vi har ellers ikke set en eneste anden gæst her endnu.

Men da vi kommer tilbage efter en solid omgang indisk buffet i nabogaden, er hotellet som forandret. Der er latter, højlydt snak og tilløb til fællessang. Væggene i receptionen er dækket med irske flag. Der stinker af sved og cigaretrøg. Så kommer jeg i tanke om, at der er England-Irland på Wembley i aften. EM-kvalifikation.

Man kan diskutere, hvor megen substans der er i vores mød- res talestrøm, men når det handler om at skabe kontakt, og specielt til irere, er ævl en effektiv brobygger. Min mor og min moster har allerede taget plads ved et bord med to mænd i fyrrerne, inden Peter og jeg så meget som har spottet, at der var tomme stole.

“What's the craic, ladies?”

Den ene ser sydeuropæisk ud med mørkt hår og overskæg. Det er Nørre om et kvart århundrede, bortset fra det høje humør. Den anden kunne være englænder med gråt hår og bleg hud, men det ville han nok ikke bryde sig om at få at vide. De er begge klædt i lyse skjorter, slips og 30 centimeter høje hatte i hjemlandets farver.

“How goes the battle, boys? Fancy a drink?”

Peter og jeg kigger spørgende på vores mødre.

“I skal da bare sige ja, hvis I har lyst til en øl,” siger min mor.

“Ja, I skal da bare sige ja,” kvidrer min moster smilende.

Hendes sønderjysk er knap så drillende som sønnernes. Hun lyder altid, som om hun er i overdådigt humør, og alting kan lade sig gøre.

Vi sætter os ned. Mick og Des, hedder de. Jeg er ikke helt på hjemmebane med sproget endnu. Ved terminsprøven for et par måneder siden fik jeg godt nok 9 i skriftlig engelsk, men jeg har svært ved at få det til at hænge sammen mundtligt.

“Where in Ireland are you from?” forsøger jeg mig og håber på, at de ikke er fra det vestlige Irland. Det vil gøre det her en smule sværere at fortælle om til Kim og Bjørn.

“Dublin, son,” svarer sydeuropæeren med dybt, dansk u.

Jeg er glad for, at de har pyntet sig selv og receptionen med grønt, hvidt og orange, for jeg ville ikke have fanget deres dialekt. For et år siden, på skitur i Norge med 8. klasse, gik jeg over til et bord fyldt med engelsktalende mænd og fortalte dem om lodtrækningen til Englands EM-kvalifikationsgruppe. En af dem kvitterede ved at vende sig om og med underspillet foragt spørge, hvem Skotland havde trukket.

“Excuse me. Where did you say that you are from?” spørger min mor. Jeg bliver altid stolt af hende, når hun taler tysk, som hun underviser i. På engelsk er vi mere jævnbyrdige. Og jeg har modsat hende faktisk fanget, at de er fra hovedstaden.

“Dublin. Capital of Ireland. Lots of people don't know it,” svarer Mick høfligt, inden han og Des bryder ud i skraldende latter. Det samme gør vi. Min mor er god til at grine ad sig selv. Jeg ville ønske, at jeg havde arvet den egenskab fra hende.

En tjener kommer med seks store glas øl. To af dem er uden håndtag og ligner missiler til indvortes brug. Jeg bliver nervøs og rækker ud efter den beroligende hank på et af de andre. De minder mig mere om noget, som jeg kender, men er sta- dig ubehageligt store. Det er svært nok for mig at drikke en 33 cl flaskeøl. Jeg kan faktisk overhovedet ikke lide øl. Min mor foreslog tidligere på vinteren, at jeg kunne få nogle tomme dåser med til festerne og bare lade som om, jeg drak. Hun har afkodet, at der er et vist gruppepres under opsejling hjemme i Skovby.

Nu sidder jeg så med noget, irerne kalder en pint i et glas, hvor ethvert levn vil blive afsløret. Heldigvis ser Peter også betuttet ud, selv om han er et år ældre end mig. Han nyder måske heller ikke festerne derhjemme.

Snakken drejer sig hurtigt og naturligt ind på formålet med deres ophold: fodbold. Nu kører det. Jeg husker alle detaljer fra det irske landsholds pludselige opstigning til den europæiske elite i løbet af de seneste fem år: Ray Houghtons hovedstødsmål, der fældede arvefjenden England i Stuttgart under EM 1988, Ronnie Whelans væltespark mod Sovjetunionen i Hannover i samme turnering, Kevin Sheedys hammer af en udligning mod englænderne ved VM sidste sommer og David O'Learys afgørende straffespark mod Rumænien, der sendte Irland i kvartfinalen mod værtsnationen Italien.

Mick og Des var til alle kampene. Og de forudser, at kampen i aften bliver lige så stor. De skal op mod de engelske naboer, der hærgede deres hjemland i århundreder, inden de trak sig ud i røgskyerne fra IRA's bomber og attentater og efterlod en ø delt i to i evig konflikt med sig selv og den tidligere overherre. På vej herover fortalte min mor, at der for kun en måned siden blev dræbt én og såret 38, da IRA detonerede en sprængladning på Victoria Station få stop nede ad District Line, og at de et par uger forinden forsøgte at dræbe premierminister John Major med fire granater i hans baghave. Akkurat som opgørene i Stuttgart og sidste sommer i Cagliari er det altså et højbetændt møde, ladet med politiske undertoner.

Men det helt store, fortæller Mick og Des, er, at kampen skal spilles på Wembley. Hvor Bobby Moore hævede VM-pokalen i 1966. Hvor de kongelige hvert år i maj uddeler verdens ældste klubtrofæ, The FA Cup, 39 trappetrin over the hallowed turf, den hellige bane. Wembley, hvor Irland aldrig har vundet.

“Hvis vi slår dem i aften, vil det være den største aften nogensinde for Irland,” siger Des. Jeg kigger på mit ølglas. Det er tomt. Jeg giver mig selv et mentalt klap på skulderen.

“I skulle tage og komme med os derud,” foreslår Mick, nu kun henvendt til min fætter og mig.

“I kan sikkert godt få fat i en billet derude. Jeg kan også lige låne telefonen i receptionen og ringe rundt til nogle af de andre, der er med herovre. Jeg har nogle numre på deres hoteller. Og det kunne jo være, at nogle af dem allerede har fået for mange pints,” siger han uden at grine.

Han rejser sig. Jeg kigger på Peter og så på vores mødre. De griner heller ikke længere.

“Jeg kunne virkelig godt tænke mig at komme med. Det er verdens mest berømte stadion, og det er åbenbart en kæmpe kamp,” lægger jeg ud.

“Jeg ved godt nok ikke, Thomas.”

“Tror du, at det er noget for dig, Peter?” spørger min moster.

Hun er lidt i klemme, for ganske vist er Peter et år ældre end mig, men hvis han får lov, bliver min mor også nødt til at give mig lov.

“Det kunne da være meget sjovt. De gør jo ikke noget, dem her,” svarer han.

Des smiler imødekommende, som om han forstår, hvad vi siger.

“Okay,” siger min mor. “Hvis I kan få nogle billetter, så I kan stå sammen med dem, må du gerne tage med.”

Min puls stiger, og Jockey-deodoranten får en smule vanskeligere ved at gøre sit i forvejen utaknemmelige arbejde.

“Sejt!”

Mick kommer tilbage.

“Nu skal I høre. Jeg kan godt skaffe jer to billetter. Men de
koster altså 70 pund stykket. Og så er det sammen med de engelske fans. Nogle, jeg kender, har købt billetter til det forkerte afsnit, og de vil gerne af med dem igen.”

Allerede ved tallet 70 ved jeg, at chancen er forpasset.

“Det synes jeg ikke lyder som en særlig god idé. Så er det bedre, at vi tager en tur derud i morgen og får en rundvisning, hvis du meget gerne vil se det stadion,” siger min mor forsigtigt. Mit hjerte synker ned på sin vante plads igen. Jeg ved, at hun har ret. Jeg har heller ikke selv lyst til at stå mellem 70.000 hooligans, der vil have hævn for bomberne. Men hvor kunne det have været stort at tage med Mick og Des derud. Jeg har aldrig været på andre stadioner end Aarhus Stadion. England-Irland på Wembley. Det ville alle sgu gerne have hørt om på tirsdag i 9. klassernes alrum i lilla blok på Skovbyskolen. For en gangs skyld ville jeg have været interessant uden at være den mindste smule underlig.

London Underground er ikke så fascinerende som i går. Når man først én gang har gjort noget helt uden sine forældre, bliver det aldrig igen sejt at gøre det sammen med dem. Lugten fra dybet giver hovedpine, bremseklodserne skærer i trommehinden, og der er alt for mange mennesker på alt for lidt plads.

Jeg er irriteret. Irland og deres tusindvis af fans havde en stor aften på Wembley i går, hvor de fik 1-1 og var klart bedst. Foran fjernsynet i jukeboksrummet havde Peter og jeg siddet med en klar fornemmelse af at gå glip af en oplevelse for livet. Specielt da Niall Quinn sneg sig bag om den engelske forsvarslinje og snittede udligningen ind bag David Seaman.

Det er ikke noget, vi sidder og snakker om. Men vores mødre kan godt regne det ud. Ellers ville de ikke sidde her med os på Circle Line mod uret på vej til et fodboldstadion.

På Baker Street skifter vi over på Metropolitan Line mod Uxbridge. Ved Finchley Road bliver underground til overground. Omkring os flader Londons nordvestlige forstæder ud. Formiddagens solskin afslører fodboldens efterladenskaber på de forbisusende stationer: tomme ølflasker, dåser og chipsposer.

Jeg bliver næsten altid inviteret med til festerne derhjemme, fordi jeg er en god brobygger mellem pigerne og mine fodboldkammerater, men nu begynder jeg at forstå, hvordan Nørre har det, når han ikke har været med. På Wembley Park står vi af. For enden af en lang, fuldstændig snorlige og jævnt opstigende vej ser vi stadion: de to hvide tårne på hver deres side af rampen, der hæver vejen det sidste stykke op.

De mange eksotiske vinduesbuer over hovedindgangen, der giver bygningen et arabisk touch. Flagene, der blafrer fra taget, Union Jack øverst af alle fra toppen af det højre tvillingetårn. Og floder af affald, som er ved at blive fejet sammen til et ocean.
Snakken går mellem søstrene, mens vi traver op mod arenaen. Peter og jeg går tavst på hver side af dem. Det er svært at komme til, men jeg har heller ikke så meget at sige. Jeg kan ikke sætte ord på, hvordan jeg har det. Jeg er glad for at se Wembley, sært opmuntret ved tanken om, at lige dér, inde bag muren, indtraf så mange af de øjeblikke, jeg gemmer derhjemme på videobånd: Allan Simonsens straffespark i 1983, Norman Whitesides curler for Manchester United mod Everton i FA Cup-finalen i 1985, Keith Houchens flyvende hovedstød i Coventrys chokerende triumf to år senere, de jublende baneinvasioner forrige år, da Liverpool og Everton spillede uden hegn rundt om banen få uger efter Hillsborough-katastrofen oppe i Sheffield. Niall Quinns udligning i aftes. Suk.

Fortrydelsen skyller ind over mig og tager mig med. Vi skulle ikke være taget herud i dag. Det er ydmygende at blive trøstet på denne måde af min mor. At skulle nøjes. Sådan har det været hele mit liv:

Nej, Thomas. Den er for dyr. Men den dér er på tilbud.

Thomas, du kan ikke spille angriber. Men vi mangler en venstre back. I virkeligheden ser du ikke godt ud, og du kan ikke spille guitar. Men tag nogle høretelefoner på, så kan du få lov til at forestille dig, hvordan det er at være populær.

Der er ingen rundvisning i dag, finder vi ud af. Der var jo kamp i aftes, forklarer en af gadefejerne foran indgangen. Det gør ingen forskel for mig. Skaden er sket.

Fra toppen af trapperne foran Wembley Park Station vender jeg mig om og kaster et sidste blik op mod fodboldkatedralen. En dag bliver det min tur, tænker jeg. En dag vil jeg stå her igen. Med mine bedste venner. Måske endda med en kæreste, når pigerne en dag opdager, at mine venner rent faktisk er begyndt at respektere mig. Med en billet til den store fest.

“Mind the gap,” skratter en højttaler i det fjerne.

Bare rolig. Lige nu har jeg slet ikke øje for andet end tomheden.
Men i toget tilbage mod Baker Street opdager jeg igen mig selv i ruden. Stadig med mit kiksede hår, min søsters jakke og hængende mundvige. Men der er noget i mit blik, som jeg ikke kunne se i går i undergrunden. Noget fast, noget beslutsomt, noget uvant: et løfte til mig selv.



Bogen er udgivet af People'sPress. Den er 253 sider og koster 199,95 kroner.



Optakter
Optakt 28/4 - 20:45
Atalanta - Juventus
Magasin-artikler
Magic Magpies back in Premier League
Indkast.dk har kigget tilbage på sidste sæson, hvor Newcastle købte stort ind, men rykkede ud af Premier League – nu er de tilbage. Hvad er sket ?
Siden Mike Ashley købte Newcastle i sommeren 2007, har det været ualmindelig hektisk i den store nordengelske fodboldklub. Flere store managere som Sam Allardyce, Kevin Keegan, Joe Kinnear, Alan Shearer, Chris Hughton, Alan Pardew, John Carver, Steve McClaren og Rafa Benitez har været i klubben i den tiårige periode – og mandag aften skrev klubben nok et kapitel til den dramatiske periode.

For Newcastle spillede sig tilbage i Premier League, og dermed blev spillerne de helte, som Benitez havde udråbt dem til at ville blive i starten af februar, hvis de rykkede op – og dengang sendte manageren også en klar hilsen til klubejer Ashley om de manglende indkøb i januars transfer-vindue.

Det helt store indkøbsønske var Andros Townsend, men indkøbet til lidt mere end 100 millioner kroner blev ikke til noget, og sidenhen har Townsend gjort det godt for Crystal Palace. Blandt andet er det blevet til mål eller assists i tre af de sidste fire Premier League-kampe, selvom modstanderne har været så stærke som Liverpool, formstærke Leicester, Arsenal og Southampton.

Skuffelsen fra Benitez kom efter, at Newcastle havde solgt spillere som Moussa Sissoko, Georginio Wijnaldum, føromtalte Townsend, Daryl Janmaat, Remy Cabella og Papiss Demba Cisse for samlet 800 millioner kroner. Til trods for dette har de sikret sig afgang til Premier League, hvilket skulle sikre klubben vanvittige 1,5 milliard kroner. Gigantiske beløb!

Benitez har dog også fået lov til at styrke truppen, hvilket han har gjort med gode indkøb af spillere som Issac Hayton, Ciaran Clark, DeAndre Yedlin, Hanley og Daryl Murphy samt målmaskinerne Dwight Gayle og Matt Ritchie. Mere tvivlsomme har Achraf Lazaar, Mohammed Diame, Matz Sels og Jesus Gamez – men også målscorer i oprykningskampen imod Presten North End… Christian Atsu – været. Disse tolv spillere er alle købt af Benitez – med hjælp fra chefscouten Graham Carr, så selvom manageren manglende indkøb i januar, så har Ashley åbnet noget for pengekassen.

I forrige sæson indkøbte Newcastle faktisk seks spillere: Wijnaldum, Aleksandar Mitrovic, Florian Thauvin, Jonjo Shelvey, Townsend og Chancel Mbenba. Alle kostede et godt stykke over et trecifret millionbeløb, men alligevel rykkede Newcastle ned.

Sejren over Presten North End gjorde dog, at Newcastle vendte tilbage til Premier League efter blot en enkelt sæson i Championship. Mange andre storhold som Leeds, Aston Villa, Birmingham, Blackburn og Bolton har døjet meget med at vende tilbage til det fornemme selskab, men Newcastle rystede ikke på hånden, og dermed vender den tidligere Chelsea og Liverpool-manager Benitez tilbage til Premier League efter perioder hos selveste Napoli og Real Madrid. Et flot CV for den 57 årige spanier.


500 millioner kroner blev brugt – men forkert
Newcastle sluttede i 2011/12 på en femteplads i Premier League, men ellers har klubben, siden Ashley overtog den, ofte sluttet tæt på nedrykningsstregen. Således var placeringerne 15, 10 og 16 inden nedrykningen i sidste sæson. Samlet set var den værste periode vel med Steve McClaren som manager. Den tidligere Manchester United-manager lavede en treårig kontrakt med Newcastle, som kunne blive forlænget til i alt otte år, men sådan gik det slet ikke.

McClaren forlod Newcastle på første arbejdsdag i en gigantisk Audi med privatchauffør, hvilket stod i grotesk kontrast til arbejderklubbens dyder. Ikke en populær handling, og forinden var han blevet fotograferet med bryllupsparret Rikki og Emma Donaldson på St. James' græsplæne sammen med klubbens tredjedyreste indkøb nogensinde – Wijnaldum.

Det spontane – og meget anderledes bryllupsbillede – gik verden rundt på de sociale medier, og Newcastle-fansene havde dermed blandede følelser for McClaren, men 73 dage senere var balladen i gang. Da Newcastle på hjemmebanen blev slået ud af Carling Cuppen af Sheffield Wednesday, havde holdet blot hentet to point i de første seks Premier League-kampe. Dette skete, selvom klubben op til sæsonstarten havde brugt omkring 500 millioner kroner på nye spillere, hvilket kun blev overgået af Manchester City i Premier League, og det duede ikke…

Da klublegenden Alan Shearer så spillerne ankomme til den efterfølgende kamp på hjemmebane imod Chelsea, slog han knastørt fast, at spillerne lignede nogen, der var på vej til et bryllup ikke en fodboldkamp – med henvisning til det føromtalte billede, men han anfægtede også, at noget var galt i klubben.


Ikke Austin eller Remy – men Cisse og Mitrovic
Den dårlige sæsonstart blev begyndelsen til nedrykning. McClaren havde indkøbt unge talenter til truppen, men det viste sig at blive kostbart. De ny-tilkommende Wijnaldum, Mitrovic, Mbemba og Thauvin var alle i starten af tyverne og dermed slet ikke klar til en brutalt nedrykningskamp, som McClaren også forsømte at købe en ordentlig målmand til.

Internt var der også ballade i Newcastle… for McClaren ville have klubben til at købe Charlie Austin, men bestyrelsen var bekymret for den skadede angriber. I stedet blev pengene brugt på Mitrovic og Cisse. Få kampe inde i sæsonen var Cisse skadet og Mitrovic havde fået et rødt kort imod Arsenal og flere dages karantæne. Newcastle lavede blot 13 Premier League-mål i de første 21 kampe. Førstevalget var Siem De Jong, der siden ankomsten fra Ajax brugte 16 måneder på at lave to mål. Sæsonen før havde Newcastle lejet Loic Remy i Chelsea, og han lavede 14 mål, selvom han blot startede 24 kampe, men heller ikke ham fik Ashley købt.

I samme periode spillede Austin 16 kampe for QPR og lavede ti mål. Hvad var der sket, hvis McClaren havde fået sin vilje og Austin var blevet indkøbt? Eller Ashley var lykkedes med at hente målmanden Luigi Sepe i Napoli eller Ever Banega i Sevilla – som blot var nogle af de spillere, der stod på McClarens ønskeseddel. Enten ville Ashley ikke rette sig efter den, ellers kunne han simpelthen ikke opfylde ønskerne.

Det er usikkert, men sikkert er det, at i marts 2016 blev McClaren fyret og Benitez ansat, hvilket ikke var så underligt. For i en periode i 2015 fik de blot 15 point ud af 75 mulige, og de tabte 16 af 25 Premier League-kampe, selvom de havde købt stort ind. McClaren talte ved jobovertagelsen om at slutte blandt de øverste otte i Premier League og sågar vinde et trofæ. Newcastle vandt i denne periode fire kampe ud af 28, hvilket var imod Hull, Aston Villa, West Ham og Northampton.

Denne plet skal nu vaskes væk, men det bliver ikke let. For det er ikke blevet lettere at rykke op i Premier League og blive. Så Newcastle skal virkelig oppe sig for at vende tilbage – og stabilisere sig.

Benitez har dog vist, at han kan lave succesfulde indkøb samt har masser af erfaring. Så måske kan han komme til at sidde en længere periode i Newcastle, hvilket tidligere managere har haft så svært ved hos "The Magic Magpies".
Læs hele artiklen
Champions League – de sidste fire
Indkast.dk har kigget nærmere på Juventus, Monaco, Atlético og Real Madrid.
Juventus

Ideal-opstilling (4-2-3-1)
Buffon
Sandro, Chiellini, Bonucci, Alves
Khedira, Pjanic
Mandzukic, Dybala, Cuadrado
Higuain


Stadion
Juventus Stadium – plads til 45.666 tilskuere


Træner
Massimiliano Allegri – Italien - 49 år


Nuværende position i ligaen
Nr. 1


Stilling fra Champions League-gruppespillet
1. Juventus – 14 point
2. Sevilla – 11 point
3. Lyon – 8 point
4. Dynamo Zagreb – 0 point


Profil i Champions League
Dybala – fire mål i otte kamp


De sidste fem år i Champions League
2011/12: Gruppespillet
2012/13: Kvartfinale
2013/14: Gruppespillet
2014/15: Finale
2015/16: Ottedendelsfinale


Årets ti Champions League-kampe
Juventus – Sevilla: 0-0
Dynama Zagreb – Juventus: 0-4
Lyon – Juventus: 0-1
Juventus – Lyon: 1-1
Sevilla – Juventus: 1-3
Juventus – Dynama Zagreb: 2-0
Porto – Juventus: 0-2
Juventus – Porto: 1-0
Juventus – Barcelona: 3-0
Barcelona – Juventus: 0-0






Atlético Madrid
Ideal-opstilling (4-4-2)
Oblak
Luis, Godin, Savic, Gimenez
Carrasco, Koke, Gabi, Saul
Gameiro, Griezmann


Stadion
Vicente Calderon – plads til 54.907 tilskuere


Træner
Diego Simeone


Nuværende position i ligaen
Nr. 3


Stilling fra Champions League-gruppespillet
1. Atletico Madrid: 15 point
2. Bayern München: 12 point
3. Rostov: 5 point
4. PSV: 2 point


Profil i Champions League
Antonio Griezmann – 5 mål i 10 kampe


De sidste fem år i Champions League
2011/12: Deltog ikke
2012/13: Gruppespillet
2013/14: Finale
2014/15: Kvartfinale
2015/16: Finale


Årets ti Champions League-kampe
PSV - Atlético Madrid: 0-1
Atletico Madrid – Bayern München: 1-0
Rostov - Atlético Madrid: 0-1
Atletico Madrid – Rostov: 2-1
Atletico Madrid – PSV: 2-0
Bayern München - Atlético Madrid: 1-0
Leverkusen - Atlético Madrid: 2-4
Atletico Madrid – Leverkusen: 0-0
Atletico Madrid – Leicester: 1-0
Leicester - Atlético Madrid: 1-1






Monaco
Ideal-opstilling (4-4-2)
Subasic
Mendy, Jemerson, Glik, Sidibe
Lemar, Bakayoko, Fabinho, Silva
Mbappe, Falcao


Stadion
Stadion Luís ll – plads til 55.097 tilskuere


Træner
Leonarde Jardim – 42 år


Nuværende position i ligaen
Nr. 1


Stilling fra Champions League-gruppespillet
1. Monaco: 11 point
2. Leverkusen: 10 point
3. Tottenham: 7 point
4. CSKA Moskva: 3 point


Profil i Champions League
Mbappe – fem mål i syv kampe


De sidste fem år i Champions League
2011/12: Deltog ikke
2012/13: Deltog ikke
2013/14: Gruppespillet
2014/15: Kvartfinale
2015/16: Gruppespillet


Årets 12 Champions League-kampe
Villarreal – Monaco: 1-2
Monaco – Villarreal: 1-0
Tottenham – Monaco: 1-2
Monaco – Leverkusen: 1-1
CSKA – Monaco: 1-1
Monaco – CSKA: 3-0
Monaco – Tottenham: 2-1
Leverkusen – Monaco: 3-0
Manchester City – Monaco: 5-3
Monaco – Manchester City: 3-1
Dortmund – Monaco: 2-3
Monaco – Dortmund: 3-1






Real Madrid
Ideal-opstilling (4-3-3)
Navas
Marcelo, Ramos, Nacho, Carvajal
Kroos, Casemiro, Modric
Ronaldo, Benzema, Bale


Stadion
Santiago Bernabéu – plads til 81.044 tilskuere


Træner
Zinedine Zidane – 44 år


Nuværende position i ligaen
Nr. 1


Stilling fra Champions League-gruppespillet
1. Dortmund: 14 point
2. Real Madrid: 12 point
3. Legia W.: 4 point
4. Sporting: 3 point


Profil i Champions League
Ronaldo – syv mål i ti kampe.


De sidste fem år i Champions League
2011/12: Semifinale
2012/13: Semifinale
2013/14: Mestre
2014/15: Semifinale
2015/16: Mestre


Årets ti Champions League-kampe
Real Madrid – Sporting: 2-1
Dortmund - Real Madrid: 2-2
Real Madrid – Legia: 5-1
Legia - Real Madrid: 3-3
Sporting - Real Madrid: 1-2
Real Madrid – Dortmund: 2-2
Real Madrid – Napoli: 3-1
Napoli - Real Madrid: 1-3
Bayern München - Real Madrid: 1-2
Real Madrid – Bayern München: 4-2

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Manuel Neuer - Fra hadet til elsket
Manuel Neuer var længe uønsket af Bayerns fans, men hvorfor?
De tusindvis af A4-ark med skriften ”KOAN NEUER” (Ingen Neuer, red.) talte sit tydelige sprog dengang. De mest inkarnerede Bayern-fans ville ikke under nogen omstændigheder se et køb af den voldsomt talentfulde Schalke-keeper Manuel Neuer.

Det havde ellers været en offentlig hemmelighed i lang tid, at Bayern München ville hente en ny mand til målet, og at det skulle være Neuer. Men det var langt fra populært blandt fansene på Südkurve, og det ledte blandt andet til de mange A4-ark, der gjorde den normalt røde endetribune på Allianz Arena helt kridhvid forud for pokalsemifinalen mod netop Schalke tilbage i 2011.

Men hvorfor ville Bayern-fansene ikke have en keeper, der utvivlsomt besad et kæmpe talent, og meget vel kunne blive den nye Oliver Kahn – og objektivt set var længder bedre end Thomas Kraft, der vogtede buret for Bayern på det tidspunkt?

En ægte Schalke-dreng

Manuel Peter Neuer er født den 27. marts 1986 i Gelsenkirchen-Buer. Han begyndte at spille fodbold i Schalke allerede som 5-årig, og efter Neuer havde imponeret for Schalkes A-juniorhold, hvor han holdt målet rent i 19 ud af 30 kampe fik han i en alder af 20 år lov til at snuse til A-holdet, dog uden at komme i aktion. Dengang vogtede Frank Rost med stor succes målet i Schalke, mens Christian Poulsen og Ebbe Sand løb rundt ude i marken.

Sæsonen efter – i 2006/07 – fik Neuer chancen og fra spillerunde 10 stod den unge keeper resten af kampene i sæsonen, og lige siden var der ingen tvivl om, hvem der var førstevalg mellem stængerne hos ”Die Königsblauen.”

I de efterfølgende sæsoner hjalp Neuer sin klub mod toppen, og Schalke 04 var en stensikker top tre-klub. I Neuers første sæson blev holdet nummer to, mens de sæsonen efter var at finde på tredjepladsen efter 34. runder. Schalke havde tilmed en af de bedste forsvar i ligaen – ikke mindst takket være den sikre sidste skanse.

I 2009/10-sæsonen bar den 23-årige keeper anførerbindet i Schalke for første gang, og sæsonen efter var han øverst i hierarkiet. Særlig én kamp den sæson bliver Neuer stadigvæk husket for den dag i dag.

Vanvidspræstationen mod Manchester United

Schalke var på utrolig vis nået hele vejen til Champions League-semifinalen, hvor Manchester United ventede. Tyskerne havde slået Valencia og Inter ud på vejen. I kampen mod Inter, hvor Schalke vandt 5-2 på udebane havde Neuer allerede vist sine kvaliteter som sweeper, hvor han læste spillet på utrolig vis.

Schalke var naturligvis stærkt undertippede mod et Manchester United-hold, som året inden måtte give fortabt mod Bayern München i kvartfinalen, men som ellers havde været i to finaler i træk – i 2008 og 2009. Der var derfor ikke mange, der levnede de kongeblå tyskere mange chancer, men alle var enige om, at hvis der var én, der kunne drille englænderne, så var det manden med handskerne. Manuel Neuer.

Schalke tabte kampen med 0-2 på hjemmebane, men den unge tyske keeper pillede gang på gang glansen af Uniteds angribere, og der skulle gå næsten 70 minutter – og et hav af kæmpe chancer med fantastiske redninger til følge – før de fik passeret Neuer i kassen. Schalke-profilen var på dette tidspunkt meldt tæt på Bayern München men med Manchester United som tæt konkurrent, og medierne svømmende over af lovord til den unge tysker, mens Uniteds magtdemonstration knapt var et emne.

”Manu vs. ManU 0-2 – Hvor var resten af Schalke-holdet?” skrev Bild.

Westdeutsche Allgemeine Zeitung understregede ”Neuer er for god til Schalke. Han modbeviser kritikkerne, skiftet til Bayern giver mening.”

Den franske avis L'Equipe hyldede Neuer med ordene ”Det var 1 mod 11. Manuel Neuer mod Manchester United.”

Manuel Neuer afslørede kort tid efter, at han ville forlade Schalke 04 efter sæsonen, og selvom United angiveligt var interesserede i keeperen, som afløser for Edwin van der Sar, så afværgede han et skifte til England.

- United-scouts har været i Tyskland for at se mig, og jeg er meget smigret, men et skifte til England var ikke og er ikke en mulighed på nuværende tidspunkt. Jeg kan ikke med sikkerhed sige, hvor jeg er næste sæson, men jeg regner ikke med, at det bliver England,” sagde Neuer den 4. maj 2011 til Daily Mail.

Et skifte til Bayern München lå dermed i kortene, og sydtyskerne selv hentydede da også til, at Neuer inden længe ville være at finde i München.

- Jeg kender Neuers beslutning, sagde Hoeness til Bild med et bredt smil, og da han efterfølgende blev spurgt, om han var tilfreds med beslutningen svarede han:

- Se på mig.

Hadet i München: Neuer må aldrig...

Få uger efter monsterpræstationen mod Manchester United bliver det da også offentliggjort. Manuel Neuer er ny Bayern-keeper fra 1. juli 2011.

Så hvorfor er Bayern-fansene så hamrende utilfredse med, at en keeper med så tydelig en klasse skulle stå for deres hjerteklub? Den præcise årsag er svær at svare på, men en af svarene var, at fansene var fint tilfredse med den daværende keeper Thomas Kraft – ham skulle en Schalke-spiller ikke tage pladsen fra. Ifølge de inkarnerede på Südkurve var der ingen grund til at skifte Kraft ud, og mange så ham som den 'næste Oliver Kahn.' Det lyder næsten tåbeligt i dag, men det var sådan fansene havde det. Neuer havde også tidligere – i 2009 – efter en Schalke-scoring i München løbet ud til hjørneflaget, revet det op ad jorden og jublet med det. Præcis det samme, som Oliver Kahn engang havde gjort, og som efterfølgende blev billedet på den tyske målmandslegende og hans engagement. Det havde også provokeret Bayern-fansene.

Efter semifinalen mod Schalke i 2011 – som gæsterne desuden vandt 1-0 og spillede sig i finalen – var Bayern-direktør, Karl-Heinz Rummenigge, ude at undskylde:

- Jeg synes ikke det er ok. Knægten har absolut intet gjort. Han har hverken sagt noget grimt eller negativt om Bayern. Jeg bryder mig ikke om fansenes opførsel her til aften. Jeg undskylder overfor Manuel Neuer på klubbens vegne, sagde Rummenigge ifølge Sky efter nederlaget.

Det virkede dog ikke til at stoppe fansene. Forud for sæsonen opstillede de fem Bayern-fangrupper „Schickeria München,“ „Inferno Bavaria '01,“ Munichmaniacs '96,“ „alarMstufe rot“ og „Munich's Red Pride,“ fem regler overfor Neuer:

1. Neuer må aldrig overtage med fan-megafonen
2. Neuer må aldrig lede ”Humba-”sangen (en velset jubelsang som Müller ofte styrer, red.)
3. Neuer må ikke nærme sig Südkurve (her står de inkarnerede fans, red.)
4. Neuer må aldrig kaste sin trøje op til publikum
5. Neuer må aldrig kysse Bayern-logoet

En fuldstændig grotesk liste som Bayern nye nummer 1 på en eller anden måde måtte forholde sig til. Efter sejren i München i 2011 sagde Neuer, at han ikke så ”KOAN NEUER”-skiltene på tribunen, men han har efterfølgende afsløret, at sådan forholdt det sig ikke:

- At skulle forlade Schalke for at gå igennem dette var ikke nemt. Men mine landsholdskollegaer Bastian Schweinsteiger, Philipp Lahm, Mario Gomez og Miroslav Klose fortalte mig, at klubben støttede mig. Det var vigtigt, at det gik godt internt, og at klubben støttede mig offentligt. Derfor kunne jeg lukke noget ude, som ellers ikke ville have været nemt. Det har udviklet mig som person, at jeg overkom det, sagde Neuer tilbage i 2016 til t-online.de.

Den tidligere Schalke-anfører var altså under gevaldigt pres fra start, da Bayern også havde spillet en sæson uden hverken mesterskab eller pokaltitel. I Neuers første år blev det til endnu en skuffende sæson for Bayern. Dortmund vandt mesterskabet for anden sæson i træk, men det var ikke engang det største nederlag for Bayern.

Holdet nåede egentlig både pokalfinalen og Champions League-finalen, men på syv dage midt i maj kollapsede alt for de ellers så sejrsvante tyskere. I pokalfinalen tabte Neuer og co. med hele 2-5 til Borussia Dortmund efter en magtdemonstration af Robert Lewandowski, der scorede hele tre gange.

Ugen efter skulle Bayern spille den længe ventede Champions League-finale, endda hjemme i München, mod et defensivt indstillet Chelsea-mandskab. Det blev en kamp, hvor Neuer havde usædvanligt lidt at lave, og ti minutter før tid brød Allianz Arena ud i jubel, da Thomas Müller endelig bragte Bayern foran. Kort før tid udlignede Didier Drogba på et flot hovedstødsmål, og da den forlængede spilletid heller ikke bød på mål, skulle holdene ud i straffesparkskonkurrence.

Stemningen vender trods frygtelig sæson

Manuel Neuer havde i semifinalen snuppet spark fra både Cristiano Ronaldo og Kaká, da Bayern slog Real Madrid ud efter straffe, og efter netop den kamp begyndte stemningen at vende i fangrupperingerne i forhold til Neuer. De medrejste fans sang Neuers navn efter sejren på Bernabéu, og han blev også inviteret til at synge med megafonen, men keeperen overlod det til Schweinsteiger. Neuer havde på mindre end ét år fået vendt had til kærlighed. Bayern-ledelsen var da heller ikke sene til at rose den nye målmand:

- Jeg elsker Neuer, sagde Rummenigge efter kampen, mens Bayern-præsident Uli Hoeness sagde: ”Jeg håber, folk kan se, at det var derfor vi købte Neuer. Han er en verdensklasse målmand.”

Hoeness sagde desuden, at han ikke tolererede mere piften mod Neuer, og at der ville komme konsekvenser. Men Neuer havde endegyldigt fået vendt stemningen mod ham. Thomas Kraft var samtidig skiftet til Hertha Berlin, der rykkede ned samme år.

Straffesparkskonkurrencen mod Chelsea gik ikke som håbet. Den tyske keeper pillede Juan Matas forsøg, men det var ikke nok, da Petr Čech kiggede mange af Bayerns skytter ud – selvom Neuer selv scorede på sit forsøg overfor tjekken. Chelsea kunne derfor løfte det prestigefyldte trofæ på Bayerns egen bane.

En skrækkelig sæsonafslutning for Bayern, men Neuer kunne selv være tilfreds med sit første år i klubben. I Bundesligaen lukkede han blot 22 mål ind – rekord – og det blev til hele 27 clean-sheets i 52 kampe.

Rekord-Neuer og sweeper-keeper

Siden første sæson er det kun gået én vej for Neuer. I 2012/13-sæsonen tog Bayern revanche, og vandt alt, hvad der var at vinde. Bundesligaen blev vundet rekordtidligt – i marts – og Neuer slog igen rekord for færrest mål indkasseret, kun 18 styks. Bayern tabte også kun én enkelt kamp i ligaen.

Pokalturneringen blev vundet mod Stuttgart – og Champions League blev tilmed også vundet – og især den flotte semifinalesejr over FC Barcelona, der blev basket samlet 7-0 bliver husket længe. I finalen vandt Bayern 2-1 over Dortmund, og Manuel Neuer kunne dermed notere sig for sit første Bundesliga- samt Champions League-trofæ. Den store keeper spillede en stor rolle på Bayern-holdet, og hans sweeperkvaliteter og ro i forsvaret var med til at gøre Bayern skræmmende stærke. Neuer selv var da også klar over sine kvaliteter i marken:

- Jeg kunne måske spille i Regionalligaen (4. bedste række, red.) i Tyskland. Der kunne jeg i hvert fald realistisk se mig selv spille som markspiller, har Neuer udtalt til FIFA.com.

Under Pep Guardiola tog Neuer sit målmandsspil til et ekstra niveau, hvor han kom endnu længere ud på banen qua Bayerns megen boldbesiddelse. Hans spil med fødderne var – og er stadig – fænomenalt, og til VM i Brasilien i 2014 var Neuer det store samtaleemne.

Han kom gang på gang ud og afværgede farlige situationer, og Neuers storspil var da også med til at gøre tyskerne til verdensmestre. Nogle fantastiske år for den store målmand, der bare blev bedre og bedre – og vandt alt.

I 2015 var året, hvor Neuer som den første målmand nogensinde kæmpede med om at vinde FIFA Ballon d'Or, men han måtte se sig slået af Cristiano Ronaldo og Lionel Messi i en tæt afstemning. Neuer mangler dog ikke personlig hæder. I december 2016 blev han kåret til verdens bedste målmand for fjerde år i træk.

I årene under Guardiola vandt Neuer og resten af Bayern-mandskabet tre mesterskaber og to pokaltitler, mens semifinalen i alle tre år under Pep blev endestationen i Champions League.

I de seneste to sæsoner har Neuer lukket mindre end 20 mål ind pr. sæson i Bundesligaen, og inden de sidste fire runder i denne sæson skal Sven Ulreich i Neuers skadesfravær forsøge at fortsætte den stime. Indtil videre er der røget 17 bolde i nettet – det samme antal som hele sidste sæson. I hele Neuers Bayern-karriere har han holdt målet rent i 155 ud af 294 kampe – der er ikke noget at sige til, at Karl-Heinz Rummenigge elsker ham, og hvis Bayerns fans siger noget andet, så lyver de. Og Thomas Kraft… ja han er længe blevet glemt på Allianz Arenas Südkurve.
Læs hele artiklen
M'Baye Niang – taler 23 timer med træner
Franskmand er venner med Pogba og Balotelli, men spiller altså for Watford – hvor det går godt!
Da Watford med sejren over West Brom tog et afgørende skridt væk fra Premier Leagues nedrykningsstreg, skyldtes det ikke mindst franskmanden – M'Baye Niang. Et mål og en assists blev det til i sejren på 2-0. Efterfølgende sagde Watford-manageren Walter Mazzarri:

- Ud af de 24 timer i døgnet taler jeg med Niang i de 23, så han må jo lytte lidt til mig.

Den 22-årige udlejede angriber fra AC Milan er opmærksomhedskrævende og har også været centrum for meget ballade. Hans ven fra ungdomsårene er Paul Pogba, og han har også tilbragt meget tid sammen med den kontroversielle Mario Balotelli – så Niang er bekendt med fodboldspillere med ”kant”, men også gigantiske talenter.


Masser af rekorder
Niang har også været et helt unikt talent. Da han blot var 16 år og 114 dage, blev han den yngste senior-spiller nogensinde til at spille for Caen, og derudover er han stadigvæk den tredje yngste spiller til at score i Lique1. Inden præstationerne for Caen var Niang kommet til klubbens akademi som 13-årig fra Les Mureaux, som er en tarvelig forstad til Paris med masser af industri og generelt et ikke særligt charmende sted.

Senere kom han til prøvetræning hos Arsenal og Everton, men Arsène Wenger og David Moyes blev udkonkurreret af AC Milans Adriano Galliani. Vicepræsidenten fik arrangeret et privatfly til Niang og hans familie, hvilket fik dem til at vælge Milano-klubben blandt flere bejlere.

Inden Niang var blevet 18 år, havde han fået debut på det italienske storhold samt var blev udtaget til det franske U/21-landshold, og dermed havde han overhalet tre årgange af fransk talentmasse. Tiden i AC Milan blev dog ikke så succesbelagt, da Niang forholdsvis hurtigt blev udlejet til Montpellier, Genoa - og nu Watford.


Klarede kampen imod Premier League-løverne
I Premier League er det dog gået så godt, at Watford har forsøgt at gøre handlen permanent til sommer, hvilket sker, efter Niang blev smidt direkte for Premier League ”løverne”. Efter blot et par dage hos Watford sendte Mazzarri den unge angriber i kamp imod selveste Arsenal, og med hurtighed, masser af energi og en stor arbejdsradius har Niang gjort det rigtig godt. Om skiftet til Premier League siger den selvsikre franskmand:

- Flere har spurgt, om de høje forventninger til mig aldrig blev for meget, men jeg har aldrig været bange for pres. Jeg har styrken til at spille i en storklub og liga, da jeg ikke er bekymret for presset.

Tiden hos Montpellier, Genoa og især AC Milan var dog meget kaotisk for Niang. Siden hans ankomst i 2012 har Milano-klubben haft seks forskellige trænere, som ikke har vist meget tillid til angriberen. Blot 67 kampe herover fem sæsoner er det blevet til, og det har kastet blot otte Serie A-mål af sig.

I samme periode fik Niang en stor bøde i Milan for at lægge en video op på Instagram, hvor han hopper ud fra en hotel-balkon. Endvidere har han fået et års karantæne fra det franske landshold, efter han havde besøgt en natklub. Noget af en omvæltning af knægten der er opvokset under fattige kår med senegalesiske forældre i Les Mureaux til de hotteste diskoteker i Paris med Antonio Griezmann… nu er han endt i Watford og taler 23 timer i døgnet med sin træner… og fortsættelsen følger sikkert – både på og udenfor banen.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Første VM siden 1970 – uden Argentina?
Nederlaget til Bolivia og karantænen til talismanen Lionel Messi sender sorte skyer ind over den fodboldglade nation, der har store problemer med korruption og økonomisk kaos i den nationale liga.
Kigger man på den aktuelle stilling i Commebol, så kan Argentina ende op med en Play off-kamp imod nationer som New Zealand eller Tahiti – ikke et skræk eksempel, men det kan vel gå værre end det?

Efter nederlaget på 0-2 til det højtliggende Bolivia har Argentina blot hentet 22 point i 14 kampe, og de indtager femtepladsen i Commebol, så det kan gå helt galt for den fodboldtossede nation. Næste landskamp er nemlig på udebane imod Uruguay i den meget tætte stilling – bortset fra Brasilien, der er det suveræne tophold. Udover det faktum, at Argentina – om vanvittige 155 dage - skal en tur på Estadio Centenario for at møde Uruguay, så er det også sikkert, at rejsen bliver uden deres talisman Lionel Messi.

Den lille boldkunstner fik fire dages karantæne for et upassende sprogbrug overfor en linjevogter, og det er ikke, hvem som helst de skal undvære. I kvalifikationen til VM 2018 har Argentina hentet 15 ud af 18 point – med Messi på holdet, mens det blot er blevet til 7 ud af 24 point uden den lille argentiner.

Disse statistikker giver skræmmende billeder i Argentina, da Messi vil være ude af tre af Argentinas sidste fire kvalifikationskampe. Selvom Messi er en af verdens bedste fodboldspillere forekommer det næsten besynderligt, at Argentina har så store problemer uden den 170 cm høje angriber. For udover Messi så har Argentina jo blandt andet offensive spillere som Angel Di Maria, Ezequiel Lavezzi, Sergio Agüero, Paulo Dybala og Gonzalo Higuaín.


Messi – uden de helt store landsholdstriumfer
De mange store navne på det argentinske landshold kan – og har måske også været - et problem, for Argentina har udviklet sig til et dårligt VM slutrunde-hold. Siden triumfen i 1986 og finalen i 1990 har resultaterne være dårlige – bortset fra finalepladsen i 2014.

I 1998, 2006 og 2010 blev det blot til kvartfinaler, og i 2002 kom de end ikke videre fra gruppespillet. Skulle det ikke lykkes at komme til VM2018, vil den nuværende 29-årige Messi næppe komme til at blive husket for ret meget godt – med landsholdet. Han vil blive et synonym på en skidt periode for det argentinske landshold.

Disse scenarier fik ”La Nacion” til i denne uge at skrive, at end ikke under tiden med Diego Maradona er det gået så skidt for landsholdet. For præcis otte år siden – altså i 2009 – tabte Argentina med 1-6 til Bolivia, hvilket var deres største nederlag i 60 år. Det efterlod dem med blot 19 point efter 12 kampe, men trods dette kvalificerede de sig til den efterfølgende VM-slutrunde.

Kampene hos højtbeliggende Bolivia er altid blevet debatteret meget – for er det sportsligt rimeligt at spille i højderne, hvor modstanderne har problemer med iltoptagelsen? I den forbindelse må man ikke glemme, at Argentinas rivaler i toppen af stillingen - Peru, Colombia og Uruguay – alle har vundet i Bolivia. Men Argentinas nederlag i Bolivia har sendt sorte skyer indover argentinsk fodbold, der i forvejen er en smule ramt.


Korruption og finansielt kaos
Udover landsholdet så står den nationale liga også i ”l…” til halsen. De allerstørste af de nuværende problemer med argentinsk fodbold startede i 2015, da Mauricio Macris regering stoppede den såkaldte ”Futbol Para Todos” (FPT), som blev iværksat af Cristina Kirchner. FPT var kraftigt forbundet med en tidligere regering, som forvaltede tv-aftalen for den argentinske liga igennem tv-selskabet TSC. Sammen skulle de sikre, at tv-pengene kom til klubberne, som i mange tilfælde har en katastrofal økonomi – det kom de aldrig.

Kirchner var naturligvis ikke tilfreds med ændringen og de mange nye ”live-kampe”, og det har udviklet et kaos, som den engelske avis The Guardian forleden sammenlignede med ”Juntaen i 1976”.

Den 24. februar 2017 fremlagde FPT, hvad de mente at have til gode, alt imens spillerforeningen – som repræsenterer de mange medlemmer, der ikke har fået løn længe – varslede strejke som en forlængelse af sæsonstarten, der allerede er forskudt flere gange. Rent kaos! Midt i dette står landstræner Edgardo Bauza, som for en uge siden sagde:

- Det bliver helt fundamentalt, at vi slår Chile. Vi skal vinde… ellers bliver der ballade.

Et straffesparksmål af Lionel Messi sikrede sejren, men fire dage senere fik Messi sin karantænedom. Der kom også et uventet nederlag til Bolivia – og så kom balladen.

For i kampen imod Chile ”talte” Messi lidt med linjevogteren, og den ellers så stille Barcelona-stjerne skulle have sagt ”La Concha de tu Madre”, som skulle være nogle knap så pæne ord om linjevogter Emerson Augusto do Carvalhos mor.

Dermed en lille skyggeside hos den femdobbelte Ballor d'Or-vinder, som ellers har fået et omdømme af at være ”enhver svigermors drøm”. Selv om han har levet et liv under voldsomt pres – blandt nogle af verdens største stjerner - har han sjældent trådt ved siden af.


Tørstige Messi
En af mine personlige favorit-historier om Messi udspillede sig, da Pep Guardiola havde sin første sæson som træner i Barcelona. Messi afbrød et taktikmøde, da han var tørstig og forlod omklædningsrummet for at finde en sodavand. Da han kom tilbage, sagde Pep, at Messi ikke skulle drikke sukkervandet inden kampen. Da der blev stille i omklædningsrummet igen, kunne alle høre en dåse blive åbnet og en superstjerne drak – fordi det passende ham…

Messis liv har været omfattet af regler og pres, som man slet ikke kan sætte sig ind i… Skulle Argentina ikke komme til VM2018, vil skylden blive påhæftet en person – hvilket er helt urimeligt, da resultaterne, som tidligere nævnt, kun har været dårlige, når Messi ikke har deltaget. Nederlaget tirsdag nat er blot et eksempel på dette.

På Estadio Hernando Siles… 3600 meter over havets overflade fik Argentina deres fjerde nederlag i 14 kampe. Den kamp har givet ballade – gad vide, hvad der sker, hvis Argentina og Messi ikke kommer til VM2018?
Læs hele lederen
Verdens dårligste landshold
Syv lande deler den flatterende placering som nummer 205 på FIFA/Coca-Cola World Ranking-listen, og dem har Indkast valgt at se nærmere på.
Landsholdspausen er for mange fodboldfans et forstyrrende element i en fodboldgal hverdag – ingen mandagskampe i de hjemlige ligaer, ingen Champions League eller Europa League og ingen midtuge-runde. Man farer forvirret rundt i tv-guiden og leder desperat efter en fodboldkamp, men alle stationer er tørlagte, og det bedste alternativ er en kamp i 2. Bundesliga mellem Würzburger Kickers og Sandhausen – så den ser man.

Efter et par dage i sand desperation begynder landskampene at trille ind over skærmen, og humøret stiger gradvist som dagene skrider frem. Man glæder sig som et lille barn til, at ens yndlingslandshold skal spille, og man håber som altid på en sejr.

Hvor det danske landshold efterhånden står med kniven for struben, hvis de vil kvalificere sig til VM i Rusland i 2018, er det ikke nær så slemt som i visse andre lande. Danmark falder gradvist på FIFAs rangliste og indtager i øjeblikket en plads som nummer 48 (den dårligste placering længe, red.), men vi kan altid glæde os over, at vi ikke ligger nummer 205, som er den laveste placering på listen.

Syv landshold deler den tvivlsomme glæde ved at være ”verdens dårligste landshold”, og dem har vi tænkt os at se nærmere på i dag. På den måde kan Indkast være med til at bringe lidt glæde ind hos de mange fodboldfans, der forgæves har zappet efter en vigtig fodboldkamp de seneste tre aftener.

Lad os komme i gang…

Anguilla
Siger Ryan Liddie dig noget? Klinger navnet Adonijah Richardson? Hvad med den talentfulde Kayini Brooks?
Nej?

Disse tre herrer er fremtrædende spillere på en af verdens dårligste landshold, Anguilla, som er en lille gruppe af øer i det caribiske hav. Befolkningstallet er på lidt over 13.000, og når størstedelen af dem er glade for vandsport, efterlader det ikke meget til udviklingen af fodboldlandsholdet.

Den klejne fodboldnation, med delfiner i logoet, har ikke vundet en kamp siden 2010, hvor de besejrede de franske naboer fra Saint-Martin med 2-1 i de caribiske mesterskaber. Anguilla er selv en gammel britisk koloni, så der tales engelsk på gader og stræder, og når snakken kommer til landsholdet, er det nok ikke de pæneste gloser, der kommer ud af folks munde. Eller måske er det?

Ambitionsniveauet kan ikke være skyhøjt for en af verdens dårligste landshold, som i 2016 tabte de to kampe, de var med i. Begge var kvalifikationskampe til Gold Cup, og efter nederlag på 0-7 til Guyana og 0-4 til Puerto Rico kvalificerer de sig nok ikke til den turnering.

Bahamas
Nordvest for Anguilla finder vi et andet landshold, der heller aldrig rigtig har fundet rytmen. Bahamas er væsentlig større end mange af de andre caribiske øer, men på trods af at være en østat bestående af 700 øer, spiller fodbold ingen væsentlig rolle i dagligdagen. Nationalsporten er cricket, og interessen for fodbold synes at være noget nær ikkeeksisterende.

Det største problem ved Bahamas' fodboldlandshold er nok, at de sjældent spiller fodboldkampe. De har ikke spillet siden 2015, hvor de tabte to opgør mod Bermuda med henholdsvis 0-5 og 0-3, og de deltager ikke i andet end kvalifikation til verdensmesterskaberne. Andre turneringer har ganske enkelt ikke deres interesse.

Og det forstår man vel egentlig godt – de har ikke scoret siden 2008, hvor de spillede 2-2 mod de Britiske Jomfruøer.

Djibouti
Vi forlader Caribien for denne omgang, og tager et smut til det østlige Afrika, hvor vi finder en landetrio, der tilmeld er naboer, som også roder rundt som nummer 205 på listen.

Det første af dem er Djibouti, som var i ilden i går. Her mødte de Sydsudan i den første kvalifikationsrunde til næste års afrikanske mesterskaber, og generelt er det et landshold, der altid starter fra bunden. Kampen vandt de med 2-0, så måske kan de vaske prædikatet af sig, når FIFA næste gang offentliggør verdensranglisten.

I 1977 blev Djibouti en selvstændig stat, og de har aldrig prøvet at spille et mesterskab – af den ene eller anden slags. Med et befolkningstal på omkring 850.000 har landet dog et væsentlig potentiale, da fodbolden også karakteres som nationalsport i landet.

Med det rette sats på talentudvikling og lidt mere held i resultaterne ser vi dem måske kravle op som nummer 200 i 2017. Modsat Bahamas spiller de kampe hvert år, men eftersom de tabte fire ud af fire i 2016, kan vi stadig tillade os at kalde dem for ”verdens værste landshold”.

Eritrea
Lidt nord for Djibouti finder vi Eritrea, som er den fjerde repræsentant på listen – og de kæmper med helt andre problemer end de ovenstående. På trods af et højt befolkningstal på over seks millioner leverer de sjældent på banen. I enkelte tilfælde frembringer de en sejr – som i 2009 mod Somalia (næste land på listen), hvor de vandt 3-1, men der er langt mellem snapsene.

Det største problem er dog landets sociale tilstand. Menneskerettighederne er blandt de ringeste i verden, så en betydelig del af befolkningen ønsker at forlade landet – deriblandt landsholdsspillere. Når landsholdet rejser på udebane, flygter mange af spillerne og søger asyl i det land, de skal spille i. Den seneste sag er fra 2015/2016, hvor ti spillere forsvandt i Botswana, men også i 2013 flygtede ni spillere og landstræneren i Kenya. I kan forestille jer de mildest talt besværlige arbejdsforhold for fodboldforbundet.

Somalia
Det sidste afrikanske land på listen er Somalia, der ligger syd for Djibouti og Eritrea, og problemet i Somalia er såre simpelt. Det østafrikanske land har været i kontinuerlig borgerkrig siden starten af 1990'erne, og det har sat sine aftryk på flere niveauer. Problemerne mellem forskellige klaner og manglende styre har efterladt landet i ruiner, og på trods af at der kan spottes lys for enden af tunnelen, er det imponerende, at Somalia overhovedet har haft tid og overskud til at spille fodbold.

De spiller heller ikke mange kampe, og dem de stiller op til, skal alle sammen spilles i udlandet. De er blot registreret for to kampe i de seneste tre år, og de har ikke vundet en kamp siden 2008.

På den lange bane er der potentiale i Somalia, da befolkningstallet er på over tolv millioner, men det kommer til at tage lang tid i et land, der kæmper en evigtvarende borgerkrig, og desuden har store problemer med pirateri.

Gibraltar
Herhjemme er Gibraltar lidt mere velkendt end de andre lande i bunden af FIFAs rangliste. Flere af os har måske endda besøgt det lille engelsktalende land i det sydlige Spanien og fået stjålet en ting eller to af aberne på det bjerg, der udgør en stor del af det samlede areal i Gibraltar.

I 2015 blev staten godkendt af både UEFA og FIFA til at spille kvalifikationsturneringer, og dermed kunne eventyret starte. Førhen var de hyppige deltagere ved ø-mesterskaberne, hvor modstanderne var lande som Jersey-øerne, Rhodos, Shetlandsøerne, Isle of Man og Isle of Wight. Gibraltar vandt turneringen i 2007, men hverdagen er en anden nu, hvor de er oppe imod Europas giganter hvert år.

De debuterede i kvalifikationen til EM 2016, og her slog de rekorden for at lukke flest mål ind. I ti kampe indkasserede de 56 mål, hvilket var tre mål mere end den hidtidige rekord, der var blevet sat af San Marino.

På trods af de mange store nederlag, går det fremad for Gibraltar, der lykkes med at score et mål i ny og næ. De har ligeledes spillet et par venskabskampe uafgjort, og kan de med små skridt begynde at hente resultater i betydningsfulde kampe, kan de vaske titlen som ”verdens dårligste landshold” af sig.

Tonga
Vi slutter listen af hos det oceaniske land Tonga, der består af 177 mindre øer, hvor kun en femtedel af dem er beboede. Tongas problem kan sammenlignes med Bahamas – de interesserer sig ikke rigtig for fodbold – og landet kan i højere grad karakteriseres som en rugby-nation.

De spillede ingen kampe i 2016, men året forinden præsterede de alligevel at spille hele fire kampe. De endte selvfølgelig i nederlag til fremragende fodboldnationer (ironi kan forekomme) som Fiji, Amerikansk Samoa og Samoa. I kampen mod Amerikansk Samoa lykkedes det dem at score et mål.

Deres største nederlag nogensinde stammer fra 2001, hvor de tabte med hele 0-22 til Australien. Det ligner et land, der ikke rigtig gider fodbold, så derfor kan man godt regne med, at de kommer til at være sidst på listen i mange år fremover.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Arsenal-spillere imod legender Spektakulær scoring fra midten Artikel ikon Magi i Barcelona Artikel ikon Årets afbrænder fra Argentina Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon PL og de forbandede korsbåndsskader Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Top 10: Var de virkelig på årets hold? Artikel ikon Årets hold – fra Championship Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 5: Bedste PL-hold på udebane Top 20: Berlusconi-æraens største Artikel ikon Top 8: Bedste PL-driblere Artikel ikon Top 10: Flest Serie A-kampe Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: City stopper en klud i kanonen Spil: Viola holder Inter stangen Artikel ikon Spil: Sevilla vinder stort Artikel ikon Spil: De røde djævle fortsætter Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon De største fodboldlegender – Zidane De orange danskere Artikel ikon Hillsborough - Katastrofen - del 2 Artikel ikon Hillsborough - Katastrofen Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Sevilla vil leje brasilianer i Inter Napoli er interesseret i Lyon-spiller Artikel ikon Onsdagens engelske rygter Artikel ikon Medie: City vil have PSG-back Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Jamie Vardy
Vidste du om ... Lucas Moura Artikel ikon Vidste du om ... Dirk Kuyt Artikel ikon Vidste du om ... Vitolo Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Real Madrid vs. FC Barcelona i tal Ronaldo – og de 46 hattrick Artikel ikon Kane jagter Shearer Artikel ikon Hazard + Mourinho < Hazard + Conte Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Atalanta - Juventus Optakt: Real Madrid - FC Barcelona Artikel ikon Optakt: Randers FC - OB Artikel ikon Optakt: AC Horsens - Esbjerg FB Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Arsenal - Leicester Startopstillinger: Bayern - Dortmund Artikel ikon Startopstillinger: Chelsea - Saints Artikel ikon Startopstillinger: Gladbach - Frankfurt Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Real Madrid vandt sikkert Ragnarok-kamp Eriksen afgør London-derby Artikel ikon Fantastiske Dembele sendte Bayern ud Artikel ikon Monreal redder Arsenals 7-up Artikel ikon Se flere