Hjem til Fodbold

Af Torsten Brix

2017-02-17
Hjem til Fodbold

Indkast.dk bringer her et kapitel fra Thomas Gravsgaards aktuelle bog.

Her lugter af olie. Men det er på en tør, støvet, næsten brændt måde, fordi bremseklodserne udsender så meget varme, når de tæmmer vognene. Der er også en metallisk underdunst af ozon fra den elektricitet, der driver togene. Dét her er duften af London Underground. Og duften af frihed.

Jeg er 15 år, snart 16, og føler mig for en stund voksen. Også selv om det var min mors og ikke mit eget forslag, at jeg skulle tage en tur rundt i undergrunden alene.

Det er kun et par år siden, at jeg første gang tog 113'eren alene fra Skovby helt ind til midtbyen. Altså ikke bare midtbyen i Galten, men i selveste Aarhus. Jeg kan stadig huske følelsen af at eje hele verden, i hvert fald den del af verden, der bredte sig langs busruten fra kommunegrænsen forbi Harlev, kollektivet ved Lyngbygård Å, Årslev kirke – de åbne markers sidste bastion – og herefter Brabrands jernbaner og Gellerups boligblokke inden det komplette kaos fra Ydre Ringvej og ind.

Men det her er større. Dette er ikke stoppestedet ved Restaurant Lillering Skov i det lille, usle skovbryn, hvor mennesker og kragekolonien i trætoppene på hver deres måde skider på naturen. Det er derimod Earls Court, porten til The Tube og udgangspunkt for min første udenlandske ekspedition på egen hånd. Jeg har to timer, inden jeg skal være tilbage på hotellet.

Vi er herovre med min mors storesøster og min fætter, Peter. Egentlig ville jeg ikke have haft noget imod, at han var med mig nu her på perronen på Piccadilly Line, en tung elevatortur under District Line oppe på jordens overflade. Vi ser hinanden meget sjældent, men falder altid hurtigt ind i et behageligt fællesskab, bygget op om vores interesse for musik og for ikke at skulle høre vores mødre knævre hele tiden.

Men lige nu ville han hellere blive på værelset med høretelefoner på end med den lidt yngre og noget mere nørdede fætter på rundtur i dybet. Hellere The Clash i ørerne end mig, der højtideligt ville fortælle navnet på hver eneste station og beskrive dens geografiske placering, som om det var mig, der havde konstrueret hele den engelske hovedstads offentlige transportsystem. Jeg kan ikke bebrejde ham. Ikke kun min mor snakker måske lidt for meget.

For et par uger siden fik et par af mine venner tilsyneladende nok. Vi var hjemme ved Bjørn. En Europa Cup-kamp kørte på fjernsynet inde på hans værelse. Han og Kim var midt i en passioneret diskussion om amerikansk basketball. Pludselig bekendtgjorde jeg, at jeg altså en dag godt kunne tænke mig at rejse rundt i det vestlige Irland. Deres samtale ophørte brat og blev afløst af et iskoldt og uhyggeligt veltimet “Nå” fra Kim og et efterfølgende latteranfald fra Bjørn. Siden har jeg helst villet se dem på tomandshånd, så jeg ikke risikerer at afbryde noget, som jeg ikke er en del af.

Det kører heller ikke så godt med Nørre for tiden. Han er et år ældre end mig og begyndte i gymnasiet sidste sommer. Han har ellers været min bedste ven den forgangne vinter og trodser da også stadig indimellem min fars utilfredse grynten over dørklokken for at se Tipslørdag sammen med mig. Men meget af tiden bruger han nu på at fortælle mig, hvor irriterende jeg altså er, når jeg nynner eller laver trommelyde med munden, og at jeg enten skal skaffe ham med til nogle flere fester i vores årgang eller selv blive hjemme fra dem og hænge ud med ham i stedet. Når kampene kører på skærmen, er han endda nogle gange begyndt at afkræve mig et svar på, hvem jeg holder med, blot så han kan vælge det modsatte hold. Når ‘hans' hold så scorer, er der noget hånende over hans jubel.

For fanden, hvor er det svært. Jeg har hele tiden en fornemmelse af, at både Kim, Bjørn og Nørre egentlig gerne vil væresammen med mig, men at de foretrækker en anden version af mig, end den jeg er. Nogle gange virker det, som om de vil hjælpe mig. Med min tøjstil. Mit valg af deo. Mit hår. Mine bumser. Andre gange er det, som om de mest har lyst til at vise mig, at de har opgivet mig.

Måske er det derfor, at jeg slapper sådan af sammen med min fætter. Han kender mig ikke godt nok til at blive frustreret over mig. Det næste tog presser en boble af lummervarme frem inde fra den mørke hvælving ved den fjerneste ende af platformen. Jeg stiger ombord, trykker play på min walkman, og London Beats ‘I've been thinking about you' sætter i gang samtidig med vognen.

Første stop er Gloucester Road. Jeg står af og hopper over på et tog på District Line, som kommer et øjeblik efter på samme perron. Jeg kunne lige så godt have taget det fra Earls Court. Men denne tur handler ikke om at være effektiv. Den handler om at skifte tog, når det passer mig, og køre derhen, hvor det passer mig. Thomas uden tøjler.

Sloane Square, Victoria, St. James's Park, Westminster og Embankment suser forbi. Jeg sidder med mit London-kort på skødet og følger med. Jeg købte det for tre år siden i en boghandel i Aarhus. Ikke fordi jeg skulle bruge det til noget. Men jeg skulle bestemt heller ikke bruge hverken Milano, Bochum, Oslo eller nogen af de 45 andre europæiske bykort, som jeg de seneste seks år har brugt alle mine lommepenge på, til noget. Da jeg sidste sommer på vej hjem fra sommerferie i Schweiz havde punget ud for et kort over Oldenburg på en tysk tankstation, behøvede jeg ingen spydige bemærkninger fra nogen venner for at nå frem til en erkendelse af, at det måske var på tide fremover at investere i noget andet. For eksempel deodoranter, der rent faktisk gør en forskel, eller tøj til mere end kr. 99,95.

Alligevel er det min søsters røde Y-jakke, som jeg har på lige nu. Alle de stilfulde drenge derhjemme, anført af Kim, har den noget mere maskuline sorte. Men jeg har stadig aldrig selv brugt en eneste krone på tøj. Så under jakken har jeg en spraglet, men behagelig sweater på, som jeg ved, at i hvert fald én af pigerne fra klassen finder direkte afskyelig. Det har hun uden omsvøb fortalt mig, og jeg formoder, at hun udtalte sig på det tavse flertals vegne.

Heldigvis er det svært at begå de helt store fejl i valg af jeans og basketstøvler. Her føler jeg mig o.k. tilpas. Men håret er en udfordring, tænker jeg, da mit spejlbillede dukker op i den modsatte rude i kupeen, efter at vi har forladt lysene på Tower Hill Station, og der nu kun er lamper indenfor i vognen. Jeg lader stadig min mor klippe det, ligesom jeg lader hende købe mit tøj, og hun er ikke særlig modtagelig over for mit ønske om kortere hår i siderne og længere i nakken.

Problemet med siderne løser jeg ved hver morgen at lime håret fast til siderne af mit hoved med en håndfuld af min søsters stinkende, violette gelé, som det også er lykkedes mig at smugle med til London. Men resten er noget rod. Det ligner et mindre, loddent pattedyr, nok mest en gnaver, der har lagt sig til at dø på min isse. Og i mine armhuler gør Jockey-spraydåsen fra Brugsen ikke den store gavn. Suk. Der er meget, jeg er nødt til at gøre anderledes. Men i det mindste er det sgu sejt at se sig selv sidde her i vognen, mens den rumler afsted under en af verdens største byer.

Vi er nået til Bromley-by-Bow. Ét stop mere, og vi er ved West Ham. Navnet på en fodboldklub hjælper også på mit humør. Svend Gehrs was also here. Jeg står af, stiger op fra undergrunden og giver mig til at lede efter deres stadion, som kortet desværre ikke kan hjælpe mig med.

Jeg har to flugtveje, når spejlbilledet derhjemme er blevet for grimt; når Nørre har skældt for meget ud; når endnu en af mine flammer har valgt Kim – musik og fodbold. Musikken finder jeg på mit værelse med anlæggets volumenknap vredet helt rundt, så min mor, far eller storesøster ofte braser ind og vil have mig til at skrue ned, fordi de kan høre det helt nede i den anden ende af huset, selv om jeg har høretelefoner på.

Der har i mange år været heavy metal på det anlæg, men lige for tiden forsøger jeg at nøjes med rockmusik. Der er lidt for meget Oldenburg-kort over metal. Der er i hvert fald ingen andre i min årgang, der hører det. I stedet har jeg mixet et bånd med Bon Jovi, Pretty Maids, Gary Moore og Alice Cooper som sætliste til sidste skoledag, hvor jeg skal fremføre en koncert på scenen i hallen for hele Skovbyskolen med mit band. Problemet er bare, at jeg ikke har noget band og i øvrigt heller ikke kan spille nogen instrumenter, bortset fra ‘An der schönen blauen Donau' på klaver. Samt at pigernes hysteriske skrig, jubelbrølene fra den tætpakkede sal, tilbedelsen fra alle i min hverdag og koncerten som sådan bare er en fantasi. Som så meget andet.

Fodboldflugten går til de engelske kampe i Tipslørdag, selv om Serie A på TV 2 søndag eftermiddag egentlig byder på bedre bold og bedre stemning. Hele ugen sigter mod lørdag kl. 16. Selv fredagens fester handler bare om at fordrive ventetiden. Og det er lige meget, hvem der spiller. Om det er altdominerende Liverpool, røvkedelige Arsenal, udsultede Manchester United, nuttede Wimbledon, Coventry med de sjældne siddepladser bag mål, de spændende oprykkere fra Leeds eller Lars Elstrups Luton.

Det starter for alvor lørdag morgen. Nørre og jeg mødes på vores cykler ude på vejen, min sportstaske omhyggeligt anbragt på bagagebæreren, hans skødesløst slynget hen over ryggen. Han er vild og temperamentsfuld, og han ser så sydlandsk ud, at den lokale landsbyracist en ellers fredelig eftermiddag sidste forår på boldbanen ved Brugsen truede med at slå ham ihjel.

“Jeg hader perkere!” råbte den vrede, knivviftende arier, hvorpå Nørre væltede hans verdensbillede omkuld ved at bekendtgøre, at hans mor faktisk hedder Ulla og hans far Mogens.

“Jeg er lige så dansk som dig,” argumenterede han roligt.

Men normalt er han ikke rolig. Han taler højt, råber, når han er vred, smider med sine sko, når han laver en fejl på banen. Han kan ikke deltage i noget uden at ville vinde for enhver pris, og når det ikke lykkes, ryger der ting rundt i luften. Da han stadig gik på skolen, smadrede han en dag gymnastiklærerens badmintonketsjer i raseri. Læreren var holdleder på badmintonlandsholdet, og ketsjeren var ikke lige sådan en, der var købt nede i Ea Sport i Galten.

Efter at han startede i gymnasiet, er han tit ekstra irritabel lørdag morgen, fordi de drikker igennem om fredagen. Hans sorte hår hænger ned over panden og de søvndrukne, dunkle øjne, og jeg bliver med det samme bange for at sige noget forkert. Men så kommer jeg i tanke om, at dét her også for ham er den bedste stund på ugen, og at vi måske i dag kan komme til at heppe på det samme hold. Vi har det hele foran os: halvanden times indendørs fodbold, så en tur over til bageren og købe træstammer, og så tilbage i hallen og se juniorerne spille, mens vi snakker om damer og om, hvem der var sammen med hvem til hvilken fest i aftes – et samtaleemne, der i øvrigt med deprimerende sikkerhed handler om alle andre end mig.

Hvis vejret er godt, flytter vi nogle gange spillet udendørs bagefter og dræber et par ekstra timer, inden Tommy Troelsen fyrer den første vidunderligt dårlige vittighed af kl. 15 på mit 14-tommers SHARP-tv. Midt på vinteren sænker mørket sig udenfor allerede, mens den første time forløber med skisport fra udlandet og halsport fra Danmark. Og så, lidt i fire, er Svend Gehrs eller Niels Chr. Niels-Christiansen klar fra England.

Uanset om det bare er mig og Nørre, eller om Kim eller Bjørn også er med, er vi i hvert fald de næste to timer som regel verdens bedste venner. Ingen spydigheder fra Kim, ingen drillerier fra Bjørn og ingen raseriudbrud fra Nørre – kun påtaget jubel, når der bliver scoret mod mit udkårne hold på dagen. Lørdag eftermiddag er det tidspunkt, hvor jeg tvivler mindst på, om jeg er god nok. Efter at vi fik videomaskine forrige efterår, er jeg begyndt at optage alle de scoringer, jeg kan komme til. Jeg er allerede oppe på syv VHS-bånd, og de mange mål bliver ved med at have den samme effekt, uanset hvornår på ugen jeg sætter dem på. Det er som at tage beroligende medicin.

Jeg finder ikke Upton Park. Men det vigtigste er, at jeg nåede herud. “Jeg tog alene ud til West Ham,” vil jeg fortælle dem derhjemme. Kim vil sige “Nå” på en oprigtigt interesseret måde. Og for en gangs skyld vil Nørre måske betragte mig som andet end en tøsedreng.

Der er gået halvanden time. Det er tid til at vende om. Tilbage på hotellet finder jeg Peter i et opholdsrum ved siden af receptionen. Der er både et fjernsyn og en bogreol, men det er jukeboksen, han har sat i gang.

“Hvad hører du?” spørger jeg og synker ned i en stol så dyb, at det føles, som om min røv hænger lige over Piccadilly Line. Jeg kan mærke trætheden dunke under den døde gnaver. Indre billeder fra gårsdagens og nattens rejse maler sig selv på indersiden af mine øjenlåg: vores fodboldkamp med en tom øldåse på en rasteplads ved Bremen, de endeløse, skærende lamperæk- ker langs de hollandske motorveje, Rotterdams flammende raffinaderier, den vuggende søvn på færgen fra Hoek til Harwich.

“Noget gammelt Queen. Der er ikke rigtig noget nyt,” svarer han på sin sønderjyske dialekt, der lyder, som om han altid tager en lille smule pis på mig. Både han og hans to storebrødre har lært mig meget om musik. De har lært mig at identificere bassen i et nummer ved at spille Kim Wildes ‘Love Blonde' for mig. Og den ældste har en elektrisk guitar, som han indimellem lader mig prøve, når vi besøger dem i Sønderborg. Men de kan ikke sige noget til mig, uden at jeg mistænker dem for at fnise ad mig bag min ryg. Jeg er faktisk stadig i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er bass med i ‘Love Blonde'. Men de skælder mig i det mindste aldrig ud.

“Kan jeg vælge den næste?” spørger jeg, mens jeg allerede bladrer igennem udvalget. Det er lutter vinylsingler. Der er in- gen heavy metal, men til gengæld er det gratis. Og pludselig er der en fuldtræffer.

“Tjek den her ud.”

Jeg trykker play. Et symfoniorkester spiller ‘An der schönen blauen Donau'. Min mor ville være stolt af mit valg. Men så afbryder den uforsonende lyd af en trykknaptelefon strygerharmonien, og hårde, elektriske trommer sætter østrigske Falco i gang med ‘Vienna Calling'.

“Den er da noget gammel, hva'?” konstaterer Peter.

“Sgu da ikke ældre end det, du sad og hørte,” griner jeg.

Jeg ved, at den er fra 1985 eller 1986. Jeg kan mærke på et
nummer, når det er fra midtfirserne. For det gør mig altid glad. Specielt når der er et element af Italo-synthesizer inde over. Det minder mig om barndom, kør-selv-ferier i Italien og en tid, hvor jeg ikke følte mig så forkert. Og hvor det var Argentina og ikke Vesttyskland, der var verdensmestre. Jeg når at høre den to gange, inden vores mødre dukker op. Deres stemmer tripper frem fra receptionen lang tid før deres fødder.

“Skruer du ikke lige ned, Thomas? Der bor altså også andre her på hotellet,” lyder det forudsigeligt fra min mor. Vi har ellers ikke set en eneste anden gæst her endnu.

Men da vi kommer tilbage efter en solid omgang indisk buffet i nabogaden, er hotellet som forandret. Der er latter, højlydt snak og tilløb til fællessang. Væggene i receptionen er dækket med irske flag. Der stinker af sved og cigaretrøg. Så kommer jeg i tanke om, at der er England-Irland på Wembley i aften. EM-kvalifikation.

Man kan diskutere, hvor megen substans der er i vores mød- res talestrøm, men når det handler om at skabe kontakt, og specielt til irere, er ævl en effektiv brobygger. Min mor og min moster har allerede taget plads ved et bord med to mænd i fyrrerne, inden Peter og jeg så meget som har spottet, at der var tomme stole.

“What's the craic, ladies?”

Den ene ser sydeuropæisk ud med mørkt hår og overskæg. Det er Nørre om et kvart århundrede, bortset fra det høje humør. Den anden kunne være englænder med gråt hår og bleg hud, men det ville han nok ikke bryde sig om at få at vide. De er begge klædt i lyse skjorter, slips og 30 centimeter høje hatte i hjemlandets farver.

“How goes the battle, boys? Fancy a drink?”

Peter og jeg kigger spørgende på vores mødre.

“I skal da bare sige ja, hvis I har lyst til en øl,” siger min mor.

“Ja, I skal da bare sige ja,” kvidrer min moster smilende.

Hendes sønderjysk er knap så drillende som sønnernes. Hun lyder altid, som om hun er i overdådigt humør, og alting kan lade sig gøre.

Vi sætter os ned. Mick og Des, hedder de. Jeg er ikke helt på hjemmebane med sproget endnu. Ved terminsprøven for et par måneder siden fik jeg godt nok 9 i skriftlig engelsk, men jeg har svært ved at få det til at hænge sammen mundtligt.

“Where in Ireland are you from?” forsøger jeg mig og håber på, at de ikke er fra det vestlige Irland. Det vil gøre det her en smule sværere at fortælle om til Kim og Bjørn.

“Dublin, son,” svarer sydeuropæeren med dybt, dansk u.

Jeg er glad for, at de har pyntet sig selv og receptionen med grønt, hvidt og orange, for jeg ville ikke have fanget deres dialekt. For et år siden, på skitur i Norge med 8. klasse, gik jeg over til et bord fyldt med engelsktalende mænd og fortalte dem om lodtrækningen til Englands EM-kvalifikationsgruppe. En af dem kvitterede ved at vende sig om og med underspillet foragt spørge, hvem Skotland havde trukket.

“Excuse me. Where did you say that you are from?” spørger min mor. Jeg bliver altid stolt af hende, når hun taler tysk, som hun underviser i. På engelsk er vi mere jævnbyrdige. Og jeg har modsat hende faktisk fanget, at de er fra hovedstaden.

“Dublin. Capital of Ireland. Lots of people don't know it,” svarer Mick høfligt, inden han og Des bryder ud i skraldende latter. Det samme gør vi. Min mor er god til at grine ad sig selv. Jeg ville ønske, at jeg havde arvet den egenskab fra hende.

En tjener kommer med seks store glas øl. To af dem er uden håndtag og ligner missiler til indvortes brug. Jeg bliver nervøs og rækker ud efter den beroligende hank på et af de andre. De minder mig mere om noget, som jeg kender, men er sta- dig ubehageligt store. Det er svært nok for mig at drikke en 33 cl flaskeøl. Jeg kan faktisk overhovedet ikke lide øl. Min mor foreslog tidligere på vinteren, at jeg kunne få nogle tomme dåser med til festerne og bare lade som om, jeg drak. Hun har afkodet, at der er et vist gruppepres under opsejling hjemme i Skovby.

Nu sidder jeg så med noget, irerne kalder en pint i et glas, hvor ethvert levn vil blive afsløret. Heldigvis ser Peter også betuttet ud, selv om han er et år ældre end mig. Han nyder måske heller ikke festerne derhjemme.

Snakken drejer sig hurtigt og naturligt ind på formålet med deres ophold: fodbold. Nu kører det. Jeg husker alle detaljer fra det irske landsholds pludselige opstigning til den europæiske elite i løbet af de seneste fem år: Ray Houghtons hovedstødsmål, der fældede arvefjenden England i Stuttgart under EM 1988, Ronnie Whelans væltespark mod Sovjetunionen i Hannover i samme turnering, Kevin Sheedys hammer af en udligning mod englænderne ved VM sidste sommer og David O'Learys afgørende straffespark mod Rumænien, der sendte Irland i kvartfinalen mod værtsnationen Italien.

Mick og Des var til alle kampene. Og de forudser, at kampen i aften bliver lige så stor. De skal op mod de engelske naboer, der hærgede deres hjemland i århundreder, inden de trak sig ud i røgskyerne fra IRA's bomber og attentater og efterlod en ø delt i to i evig konflikt med sig selv og den tidligere overherre. På vej herover fortalte min mor, at der for kun en måned siden blev dræbt én og såret 38, da IRA detonerede en sprængladning på Victoria Station få stop nede ad District Line, og at de et par uger forinden forsøgte at dræbe premierminister John Major med fire granater i hans baghave. Akkurat som opgørene i Stuttgart og sidste sommer i Cagliari er det altså et højbetændt møde, ladet med politiske undertoner.

Men det helt store, fortæller Mick og Des, er, at kampen skal spilles på Wembley. Hvor Bobby Moore hævede VM-pokalen i 1966. Hvor de kongelige hvert år i maj uddeler verdens ældste klubtrofæ, The FA Cup, 39 trappetrin over the hallowed turf, den hellige bane. Wembley, hvor Irland aldrig har vundet.

“Hvis vi slår dem i aften, vil det være den største aften nogensinde for Irland,” siger Des. Jeg kigger på mit ølglas. Det er tomt. Jeg giver mig selv et mentalt klap på skulderen.

“I skulle tage og komme med os derud,” foreslår Mick, nu kun henvendt til min fætter og mig.

“I kan sikkert godt få fat i en billet derude. Jeg kan også lige låne telefonen i receptionen og ringe rundt til nogle af de andre, der er med herovre. Jeg har nogle numre på deres hoteller. Og det kunne jo være, at nogle af dem allerede har fået for mange pints,” siger han uden at grine.

Han rejser sig. Jeg kigger på Peter og så på vores mødre. De griner heller ikke længere.

“Jeg kunne virkelig godt tænke mig at komme med. Det er verdens mest berømte stadion, og det er åbenbart en kæmpe kamp,” lægger jeg ud.

“Jeg ved godt nok ikke, Thomas.”

“Tror du, at det er noget for dig, Peter?” spørger min moster.

Hun er lidt i klemme, for ganske vist er Peter et år ældre end mig, men hvis han får lov, bliver min mor også nødt til at give mig lov.

“Det kunne da være meget sjovt. De gør jo ikke noget, dem her,” svarer han.

Des smiler imødekommende, som om han forstår, hvad vi siger.

“Okay,” siger min mor. “Hvis I kan få nogle billetter, så I kan stå sammen med dem, må du gerne tage med.”

Min puls stiger, og Jockey-deodoranten får en smule vanskeligere ved at gøre sit i forvejen utaknemmelige arbejde.

“Sejt!”

Mick kommer tilbage.

“Nu skal I høre. Jeg kan godt skaffe jer to billetter. Men de
koster altså 70 pund stykket. Og så er det sammen med de engelske fans. Nogle, jeg kender, har købt billetter til det forkerte afsnit, og de vil gerne af med dem igen.”

Allerede ved tallet 70 ved jeg, at chancen er forpasset.

“Det synes jeg ikke lyder som en særlig god idé. Så er det bedre, at vi tager en tur derud i morgen og får en rundvisning, hvis du meget gerne vil se det stadion,” siger min mor forsigtigt. Mit hjerte synker ned på sin vante plads igen. Jeg ved, at hun har ret. Jeg har heller ikke selv lyst til at stå mellem 70.000 hooligans, der vil have hævn for bomberne. Men hvor kunne det have været stort at tage med Mick og Des derud. Jeg har aldrig været på andre stadioner end Aarhus Stadion. England-Irland på Wembley. Det ville alle sgu gerne have hørt om på tirsdag i 9. klassernes alrum i lilla blok på Skovbyskolen. For en gangs skyld ville jeg have været interessant uden at være den mindste smule underlig.

London Underground er ikke så fascinerende som i går. Når man først én gang har gjort noget helt uden sine forældre, bliver det aldrig igen sejt at gøre det sammen med dem. Lugten fra dybet giver hovedpine, bremseklodserne skærer i trommehinden, og der er alt for mange mennesker på alt for lidt plads.

Jeg er irriteret. Irland og deres tusindvis af fans havde en stor aften på Wembley i går, hvor de fik 1-1 og var klart bedst. Foran fjernsynet i jukeboksrummet havde Peter og jeg siddet med en klar fornemmelse af at gå glip af en oplevelse for livet. Specielt da Niall Quinn sneg sig bag om den engelske forsvarslinje og snittede udligningen ind bag David Seaman.

Det er ikke noget, vi sidder og snakker om. Men vores mødre kan godt regne det ud. Ellers ville de ikke sidde her med os på Circle Line mod uret på vej til et fodboldstadion.

På Baker Street skifter vi over på Metropolitan Line mod Uxbridge. Ved Finchley Road bliver underground til overground. Omkring os flader Londons nordvestlige forstæder ud. Formiddagens solskin afslører fodboldens efterladenskaber på de forbisusende stationer: tomme ølflasker, dåser og chipsposer.

Jeg bliver næsten altid inviteret med til festerne derhjemme, fordi jeg er en god brobygger mellem pigerne og mine fodboldkammerater, men nu begynder jeg at forstå, hvordan Nørre har det, når han ikke har været med. På Wembley Park står vi af. For enden af en lang, fuldstændig snorlige og jævnt opstigende vej ser vi stadion: de to hvide tårne på hver deres side af rampen, der hæver vejen det sidste stykke op.

De mange eksotiske vinduesbuer over hovedindgangen, der giver bygningen et arabisk touch. Flagene, der blafrer fra taget, Union Jack øverst af alle fra toppen af det højre tvillingetårn. Og floder af affald, som er ved at blive fejet sammen til et ocean.
Snakken går mellem søstrene, mens vi traver op mod arenaen. Peter og jeg går tavst på hver side af dem. Det er svært at komme til, men jeg har heller ikke så meget at sige. Jeg kan ikke sætte ord på, hvordan jeg har det. Jeg er glad for at se Wembley, sært opmuntret ved tanken om, at lige dér, inde bag muren, indtraf så mange af de øjeblikke, jeg gemmer derhjemme på videobånd: Allan Simonsens straffespark i 1983, Norman Whitesides curler for Manchester United mod Everton i FA Cup-finalen i 1985, Keith Houchens flyvende hovedstød i Coventrys chokerende triumf to år senere, de jublende baneinvasioner forrige år, da Liverpool og Everton spillede uden hegn rundt om banen få uger efter Hillsborough-katastrofen oppe i Sheffield. Niall Quinns udligning i aftes. Suk.

Fortrydelsen skyller ind over mig og tager mig med. Vi skulle ikke være taget herud i dag. Det er ydmygende at blive trøstet på denne måde af min mor. At skulle nøjes. Sådan har det været hele mit liv:

Nej, Thomas. Den er for dyr. Men den dér er på tilbud.

Thomas, du kan ikke spille angriber. Men vi mangler en venstre back. I virkeligheden ser du ikke godt ud, og du kan ikke spille guitar. Men tag nogle høretelefoner på, så kan du få lov til at forestille dig, hvordan det er at være populær.

Der er ingen rundvisning i dag, finder vi ud af. Der var jo kamp i aftes, forklarer en af gadefejerne foran indgangen. Det gør ingen forskel for mig. Skaden er sket.

Fra toppen af trapperne foran Wembley Park Station vender jeg mig om og kaster et sidste blik op mod fodboldkatedralen. En dag bliver det min tur, tænker jeg. En dag vil jeg stå her igen. Med mine bedste venner. Måske endda med en kæreste, når pigerne en dag opdager, at mine venner rent faktisk er begyndt at respektere mig. Med en billet til den store fest.

“Mind the gap,” skratter en højttaler i det fjerne.

Bare rolig. Lige nu har jeg slet ikke øje for andet end tomheden.
Men i toget tilbage mod Baker Street opdager jeg igen mig selv i ruden. Stadig med mit kiksede hår, min søsters jakke og hængende mundvige. Men der er noget i mit blik, som jeg ikke kunne se i går i undergrunden. Noget fast, noget beslutsomt, noget uvant: et løfte til mig selv.



Bogen er udgivet af People'sPress. Den er 253 sider og koster 199,95 kroner.



Magasin-artikler
Bedste hold – af tidligere spillere
Indsend dit bud… til Indkast.dk.
Hvilke klubber i verden kan egentligt lave det bedste hold af deres tidligere spillere ud fra deres nuværende form? Indkast.dk har leget lidt med tanken og lavet disse to London-hold. Her følger Chelsea og Arsenal.





På bænken kunne være:
Tiemoue Bakayoko / AC Milan
Michy Batshuayi / Crystal Palace
Alvaro Morata / Atlético Madrid
Diego Costa / Atlético Madrid
Asmir Begovic / Bournemouth
Oscar / Shanghai
John Mikel Obi / Middlesbrough
Braislav Ivanovic / Zenit
Ramires / Jiangsung
Petr Čech / Arsenal
Oriol Romeu / Southampton
Ashley Cole / Derby
Fernando Torres / Sagan
Daniel Sturridge / Liverpool








På bænken kunne være:
Lukasz Fabrianski / West Ham
Santi Cazorla / Villarreal
Alexis Sánchez / Manchester United
Theo Walcott / Everton
Robin van Persie / PSV
Ashley Cole / Derby
Samir Nasri / West Ham
Alex Song / FC Sion


Har du mod på at forsøge at lave et hold, så gør det på Lineupbuider og send det til kontakt2012@indkast.dk, så opdaterer Indkast.dk listen med dit hold…




Stefan har indsendt dette AC Milan-hold...




På bænken kunne være:
Gonzalo Higuaín / Chelsea
M'Baye Niang / Rennes
Carlos Bacca / Villarreal
Kevin Prince Boateng / FC Barcelona
Adil Rami / Olympique Marseille
Mario Balotelli / AC Milan
Francesco Acerbi / SS Lazio
Sokratis / Arsenal
Gabriel / Perugia





Torben har indsendt dette Ajax-hold...





På bænken kunne være:

Markus Rosenberg / Malmö FF
Michael Krohn Dehli / Deportivo
Urby Emanuelson / Utrecht
Maarten Steklenburg / Everton
Davy Klassen / Werder Bremen
Jairo Riedewald / Crystal Palace
Kenny Tete / Lyon







Michael og Nicolas har lavet dette Manchester United-hold:





På bænken kunne være:
Heaton
Shawcross
Schneiderlin
Falcao
Nani
Rafael
Chicharito
Mkhitaryan
Kagawa
Evans
Zaha
Læs hele artiklen
La Liga – 90 år
Statstikker og fortællinger fra det spanske…
Den 10. februar 1929 blev den første kamp spillet i La Liga, der dengang bestod af ti hold – Barcelona, Real Madrid, Athletic Bilbao, Real Sociedad, Arenas Club de Guecho, Atlético Madrid, Espanyol, CD Europa, Real Union og Real Santander. Indkast.dk har kigget nærmere på turneringen.

Første mål blev scoret efter blot få minutter af Jose Pitus Prat fra Espanyol, hvilket nu er 24.895 kampe siden. Igennem de 90 år har 63 forskellige hold været med i den bedste spanske fodboldtrække, men Athletic Bilbao, Real Madrid og Barcelona er de eneste hold, der været i rækken i alle årene.

Spillere som Di Stefano, Cruyff, Maradona, Cristiano Ronaldo og Messi har været igennem turneringen, hvor de 24.985 kampe er endt med 13.732 hjemmesejre og 5.254 udesejre – og næsten det samme antal uafgjorte kampe.

Den ældste spiller er Harry Lowe på 48 år og 226 dage, mens Francisco Bao ”Sanson” er den yngste – 15 år og 255 dage. Carlos Aranda er den spiller, der har spillet for flest klubber. Fra 2002 og til 2013 spillede han for otte forskellige klubber – Villarreal, Albacete, Sevilla, Numancia, Osasuna, Zaragoza, Levante og Granada.

Sergio Ramos er den spiller, der både har fået flest gule kort (158) og røde kort (19), mens hans klub Real Madrid er den klub, der har vundet mesterskabet fleste gange (33), mens Barcelona har vundet 25 og Atlético Madrid ti gange. Flest kampe har Real Madrid-målmanden Zubizarreta spillet (622) – se top 5-listen her samt topscorer-listen:

Flest kampe
622: Zubizarreta
550: Raúl
543: Eusébio
542: Buyo
523: Sanchis


Flest mål
404: Messi
311: Ronaldo
251: Zarra
234: Hugo Sánchez
228: Raúl

Samlet er der lavet 71.149 mål, fordelt på 45.385 hjemmemål og 25.764 udebanemål, mens stillingen første sæson sluttede således:


1. Barcelona – 25 point
2. Real Madrid – 23 point
3. Athletic Bilbao – 20 point
4. Real Sociedad – 20 point
5. Arenas Club de Guecho – 19 point
6. Atletico Madrid – 18 point
7. Espanyol – 18 point
8. CD Europa – 16 point
9. Real Union – 12 point
10. Real Santander – 9 point

Tillykke La Liga og tak for oplevelserne…

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Mikkel Kallesøe – Den ”nye” nummer syv
Mikkel Kallesøe har på mange måder taget hul på en ny tilværelse i Randers FC. Han er skiftet fra nummer 19 til nummer syv, mens han i foråret også har skiftet højrekanten ud med venstrekanten. Indkast.dk har snakket med den 21-årige kantspiller om minderne, nummerskift og fremtiden.
Nummer 19
Afskeden med nummer 19 betyder for Mikkel Kallesøe, at han har fået en større rolle på holdet. Den unge kantspiller er i den forbindelse meget tilfreds med at være i Randers, hvor han – bort set fra et halvt år – har slået folderne, siden han som 15-årig kom til klubben fra hjemegnen i Vestjylland. Den unge midtbanespiller drømmer om et udenlandseventyr på et tidspunkt i fremtiden, men det kommer an på, hvor langt talentet rækker.

- Jeg kom til Randers fra Vestjylland, da jeg var 15. Jeg er glad for klubben, og jeg er meget tilfreds med at være her. Man kan sagtens sige, at Randers er min klub, udtaler Mikkel Kallesøe til Indkast.dk

- Jeg fik nummer 19, da jeg var ungdomsspiller og blev forfremmet til førsteholdstruppen. Det afspejler måske, at jeg har fået en større rolle på holdet, end jeg havde, da jeg lige var blevet en del af truppen.

Mikkel Kallesøe spillede med nummer 19 på ryggen i godt og vel fire et halvt Randers FC-år. Nummer 19 er dog forbundet med masser af minder for den alsidige kantspiller – nogle naturligvis bedre end andre. Det bedste minde med nummer 19 udspillede sig på Brøndby Stadion den 2. oktober 2016, hvor den dengang 19-årige Mikkel Kallesøe fik en hovedrolle.

- Mit bedste minde må være kampen på Brøndby Stadion, hvor vi spiller 2-2. Vi havde mulighed for at vinde, men i hvert fald scorede jeg og lagde op til et mål. Det er et af de minder, som jeg ser tilbage på med et smil.

Det var på mange måder Mikkel Kallesøes fortjeneste, at det kronjyske mandskab trods alt fik et enkelt point med hjem fra Vestegnen. Det lå således ikke i kortene, at det skulle ende med en pointdeling, da kampens dommer fløjtede til pause den oktoberdag i 2016.

Kamil Wilczek havde bragt Brøndby i front allerede efter to minutters spil, hvorefter Hany Mukhtar udbyggede føringen efter 36 minutters spil. Efter pausen tog den 19-årige nummer 19 sagen i egen hånd, da han i første omgang reducerede, da der var spillet otte minutter af anden halvleg. Herefter assisterede han den daværende Randers-angriber Mikael Ishak, som nu slår folderne i Bundesligaen, ved målet til 2-2.


Lejeopholdet i Viborg
Mikkel Kallesøe har med et halvt års undtagelse spillet i Randers, siden han var 15 år gammel, hvilket i alt vil sige godt og vel seks år. Den nu 21-årige Kallesøe har i løbet af disse seks år pådraget sig talrige hjernerystelser. En af disse hjernerystelser – den hidtil mest alvorlige – sendte Kallesøe ned i et sort hul og blev på mange måder udslagsgivende for, at han for en periode valgte at søge nye græsgange.

- Jeg fik den skade – hjernerystelsen – hvor jeg røg ud i 7-8 måneder. Jeg trængte bare til at få styr på mig selv. Både mentalt, men helt grundlæggende også at få fodboldglæden tilbage.

- Jeg var nede i et sort hul. Jeg vil ikke sige, at jeg overvejede at stoppe med at spille fodbold, men det var i hvert fald tæt på. Jeg synes ikke rigtig, at der var noget, der fungerede for mig lige der.

Turen ned i det sorte hul var uden tvivl udslagsgivende for, at Mikkel Kallesøe i sommeren 2017 valgte at tage hul på et lejeophold. Forholdet – eller mangel på samme – til den daværende Randers FC-træner Ólafur Kristjánsson var dog også medvirkende til, at det dengang endte med et halvt år i Viborg.

- Jeg var nødt til lige at få en pause eller i hvert fald prøve noget andet. Vi havde en træner, som jeg ikke kom så godt ud af det med, men det var under alle omstændigheder et vigtigt skridt i min karriere, og jeg kan i hvert fald takke Viborg for, at jeg fik fodboldglæden tilbage.

Fodboldglæden var dog ikke det eneste, der ændrede sig, mens Kallesøe var lejesvend i Viborg. Lejeaftalen med Viborg blev offentliggjort den 31. august 2017. Herefter skulle der kun gå godt og vel en måned, før det blev offentliggjort, at samarbejdet mellem Randers FC og den daværende cheftræner Ólafur Kristjánsson var slut. Det var derfor den nuværende assistenttræner Rasmus Bertelsen, der sad i cheftrænerstolen, da Kallesøe vendte tilbage til Randers.

Den nu 21-årige Kallesøe har siden brugt halvandet år til at udvikle sig under Rasmus Bertelsen, som siden er blevet assistenttræner under den nuværende cheftræner Thomas Bertelsen. Meget kunne tyde på, at det i starten af februar blev cementeret, at han for alvor er faldet på plads i Randers. Den alsidige kantspiller blev således ”belønnet” med at skifte rygnummer til nummer syv.


Nummer syv
Det var en del af et stille transfervindue i Randers, at Mikkel Kallesøe for første gang skulle have nyt nummer. Den 4. januar løftede Randers FC sløret for, at Kallesøe havde forlænget sin kontrakt frem til 2023. Det viste sig senere at være en del af kontraktforlængelsen, at han skulle have nyt nummer. Til at starte med var det faktisk Kallesøes agent, der foreslog et nyt nummer. Valget faldt på nummer syv, som blev ledigt, da midtbanespilleren Andreas Bruhn officielt forlod Randers FC den 31. januar.

- Det var min agent, der foreslog det, da vi skulle underskrive kontrakten – at jeg skulle have nyt nummer. Det var meningen, at vi skulle se på hvilke numre, der var ledige, når transfervinduet var ved at være lukket. Det var nummer syv, som jeg gerne ville have. Det er dog ikke fordi, det siger mig det helt store. Jeg har ikke et særligt forhold til nummer syv. Jeg tog det bare.

Nummer syv er på mange måder et legendarisk trøjenummer. Nummer syv har eksempelvis fulgt Cristiano Ronaldo, siden han fik sit gennembrud i Manchester United, mens det også har prydet spillere såsom Raúl, Eric Cantona, David Beckham og Luis Figo. Mikkel Kallesøe ser det da også som en tillidserklæring – sammen med den lange kontrakt – at han nu spiller med nummer syv, selvom han endnu ikke har et særligt forhold til lige netop det trøjenummer.

- Jeg ser det som en tillidserklæring, at jeg har fået nummer syv. Det er dog mere den lange kontrakt, jeg ser som en tillidserklæring. Man kan godt sige, at nummer syv er en tillidserklæring, men det er i højere grad kontrakten.

Mikkel Kallesøe drømmer dog ikke kun om at spille i Randers. Han har således også en drøm om et udenlandseventyr engang i fremtiden, hvis talentet rækker til det. Kallesøe har dog visse præferencer, hvis han skal kaste sig ud i et eventyr i udlandet.

- Jeg vil selvfølgelig gerne prøve at komme uden for landets grænser. Selvfølgelig ikke sådan et sted som Island. Måske noget, der er lidt større og lidt mere prestigefyldt, udtaler Mikkel Kallesøe med et smil på læben.

- Det kræver selvfølgelig, at man præsterer godt – også over længere tid.

- Jeg har også en lang kontrakt her, så det er også op til Randers FC, hvis jeg gør det godt, om der er nogle klubber, der byder ind. Vi må vente at se, hvor langt talentet kan drive det.


Drømmedebut i Aalborg
Mikkel Kallesøe debuterede med nummer syv på ryggen i forårspremieren, hvor han og resten af Randers FC-mandskabet havde taget turen på godt og vel 80 kilometer til Aalborg og Nordjyske Arena. Her gjaldt det forårets første kamp, som randrusianerne ikke ligefrem var favoritter til at vinde. Gæsterne kom dog ud til kampen som fyr og flamme, inden Kallesøe gav flere smagsprøver på sit store talent.

Randrusianerne – og særligt den debuterende nummer syv – leverede en formidabel indsats i første halvleg, hvilket dog ikke resulterede i forårets første Randers-mål. Til gengæld leverede Kallesøe en solid defensiv indsats. Den unge kantspiller havde fra venstrekanten til opgave at opdække AaB-spilstationen Kasper Kusk, som vel nok var den AaB-spiller, der modtog bolden flest gange i opgøret, inden han blev udskiftet efter 77 minutters spil.

I anden halvleg havde Kallesøe øjensynligt et endnu større overskud til at bevæge sig fremad på banen, hvilket for alvor gav pote efter en lille times spil, hvor han opsnappede en returbold fra det pressede AaB-forsvar, inden den fremadstormende venstrekant udplacerede Jacob Rinne i AaB-målet med et tørt spark. Kort efter var en hårdt kæmpende Benjamin Stokke på spil i AaB-feltet, hvor han headede Saba Lobjanidze fri, hvilket resulterede i et 2-0-mål fra den målfarlige georgier.

Herefter var det igen Mikkel Kallesøes tur til at opsnappe en AaB-returbold – denne gang et udspark fra Jacob Rinne. 21-årige Kallesøe leverede herefter en kandidat til Årets Mål, da han først tæmmede udsparket, lagde bolden til rette og derefter sparkede bolden i netmaskerne fra godt 35 meters afstand. Målet var så ekstraordinært, at man godt kunne spørge sig selv, hvorvidt der var tale om held eller forstand. Hovedpersonen mener selv, at der var tale om en god blanding, mens Jacob Rinnes placering i feltet også havde betydning.

- Lidt af begge ting.

- Han stod ude i den ene side af feltet, og så lagde jeg den, så den var til at sparke på. Vi var foran 2-0, så der var ikke så meget at miste.

Mikkel Kallesøes debut med nummer syv på ryggen og i særdeleshed det fænomenale langskud samt den solide defensive indsats betød, at den unge venstrekant fik en hel del opmærksomhed og ros – både i lokale og landsdækkende medier – da forårspremieren i Aalborg var fløjtet af. Det var også noget, som kampens hovedperson kunne mærke på egen krop ugen derpå. Han måtte blandt andet skrive en del flere autografer end normalt på banen. Opmærksomheden er dog ikke noget, som Kallesøe, der jo er født vestjyde, tager så højtideligt.

- Man kan godt mærke det, når man spiller en god kamp. Jeg vil ikke sige, at jeg ikke bryder mig om opmærksomheden, men det er i hvert fald ikke noget, jeg har behov for at få. Jeg spiller bare fodbold, fordi jeg synes, at det er sjovt. Det er selvfølgelig dejligt at få opmærksomheden, og det var selvfølgelig en god kamp at spille.

Antallet af sæsontræffere – som uden tvivl bliver begrænset af Mikkel Kallesøes defensive arbejde – steg fra nul til to i Aalborg. Det går således ud over antallet af mål og assists, at Kallesøe trods alt er en tovejsspiller. De offensive bedrifter fra forårspremieren i Aalborg er dog noget, som Kallesøe ønsker at bygge videre på i fremtiden.

- Det gav mere blod på tanden. Jeg arbejder også meget tilbage på banen, hvor jeg forsøger at lukke ned for modstanderen rent defensivt. Det går selvfølgelig ud ovre mit offensive arbejde, men det er helt sikkert noget, jeg gerne vil bygge videre på, hvorfor det var dejligt med to mål mod Aalborg – jeg skulle også have scoret mod FCK.


Styrkeprøven mod FCK
Mikkel Kallesøe var som sagt blevet rykket fra højre- til venstrekanten, da Randers-forårspremieren udspillede sig i Aalborg. Det var cheftræner Thomas Thomasbergs opfindelse, fordi der var brug for Kallesøes defensive kvaliteter i den side af banen, hvor Kasper Kusk havde en helt central rolle i AaB-spillet. Det samme var tilfældet i den efterfølgende styrkeprøve mod FCK, som Randers FC endte med at tabe 2-0. Her var det dog Superliga-topscoreren Robert Skov og højrebacken Peter Ankersen, der skulle passes på.

- Mod AaB skulle jeg passe på Kusk. Jeg er en tovejsspiller, som også arbejder meget defensivt. Mod FCK var det igen deres højreside, som var rigtig farlig: Ankersen og Skov, som jeg skulle dække op.

Man skal dog ikke nødvendigvis forvente, at Mikkel Kallesøe fortsætter med at spille på venstrekanten i resten af foråret. Det kommer helt an på, hvor cheftræner Thomas Thomasberg mener, at han kan gøre mest gavn. I forårets to første kampe er det dog som sagt de defensive opgaver, der har sendt Kallesøe over på venstrekanten.

- Det ved jeg ikke. Jeg spiller bare der, hvor jeg bliver sat til at spille.

Mikkel Kallesøe er med nummer syv – og på venstrekanten – fortsat et ubeskrevet blad. Det næste kapitel bliver skrevet søndag, når Randers FC-mandskabet besøger Brøndby Stadion, hvorfra Kallesøe som sagt har gode minder. Randers FC er ikke forhåndsfavoritter til søndagskampen, men måske bliver der skabt nye gode minder for Kallesøe på Vestegnen. Selvtilliden fejler i hvert fald ikke noget hos Kallesøe, selvom forårets hidtil første nederlag blev en realitet mod FCK.

- Selvtilliden ser fin ud. Vi mødte Danmarks bedste hold – meget større budgetter og rigtig gode spillere. Vi leverede en god præstation, men vi skal selvfølgelig score på vores chancer. Jeg synes, at vi mere eller mindre spiller lige op med FCK. De havde selvfølgelig bolden mest, men jeg synes ikke, at de havde større chancer end os.

Søndagens kamp på Brøndby Stadion bliver Mikkel Kallesøes kamp nummer 85 for Randers FC's førstehold – den tredje af slagsen med nummer syv på ryggen. Han har sammenlagt scoret syv mål og leveret fem assists. Kallesøe spillede desuden 12 kampe som lejesvend i Viborg, hvor han også indkasserede karrierens første – og hidtil eneste – røde kort.
Læs hele artiklen
Marcus Rashford - Opvækst som Piqué
Modgangen har der været, men den unge United-profil har altid kæmpet for at blive bedre, og for at få spilletid. Det er noget som for alvor giver pote nu, og derfor, er han en af de mest omtalte spillere.
Den velkendte angriber Marcus Rashford har været hos Manchester United i mange år efterhånden. Han har kæmpet sig til spilletiden, siden han kom til Manchester Uniteds akademi i en alder af syv år. Rashford er et pragteksemplar på et suverænt talent fra akademiet, som for alvor har slået igennem i klubben.

21-årige Rashford gjorde sig for alvor bemærket hos Manchester United i en alder af 12 år. Paul McGuiness var ungdomstræner hos Manchester United i mere end 25 år, og stoppede hos klubben i 2016. Netop McGuiness har været helt tæt på, og fulgt Rashfords fantastiske udvikling på træningsbanen. I en alder af 12 år spillede Rashford med til 8 mod 8 og 7 mod 7 på træningsbanen, sammen med nogle af nutidens store profiler. Spillerne som Rashford spillede med var Paul Pogba og Jesse Lingard, som på daværende tidspunkt var omkring 16 år gamle.

- Han plejede at sparke bolden op på taget, og når den så kom ned, så ville han tæmme den med alle dele af kroppen. Når jeg så satte ham af efter træning, så ville han enten gå hen i parken og spille fodbold, eller følge spillere som Cristiano Ronaldo og Lionel Messi på tv, udtaler tidligere U-16-træner Neil Ryan om Marcus Rashford.


Da ungdommen tog fart
Man mente, at Rashford var klar til at spille for reserveholdet i en alder af 17 år. Dog foretrak United at passe på Rashford, og give ham mere tid til at udvikle sig. I februar 2016 var det så, at Rashford fik sin debut for førsteholdet i Europa League mod danske FC Midtjylland. Mange var glade for at se en akademi-spiller på holdkortet, men de var skeptiske, da han var ung og uprøvet, på et højt niveau som Europa League. Rashford lavede to mål i Uniteds 3-1 sejr på Old Trafford, og det førte til, at tilhængerne på Old Trafford hædrede den unge englænder.

I englænderens unge dage, sagde familien ja til, at Marcus kunne tage til en plejefamilie, så han kunne komme på akademiet hos Manchester United. Det var ikke hvilken som helst familie, som den unge englænder kom til. Rashford kom nemlig til at bo i plejefamilien, hvor FC Barcelona-stjernen Gerard Piqué boede, da han var ung og befandt sig på United-akademiet.


Duellen mod det franske talent
Efter EM-slutrunden hvor Rashford ikke formåede at slå igennem, blev det ikke til meget spilletid for United. Rashford oplevede nemlig problemer med at slå sit navn fast, da der var stor tiltro til den unge franskmand, Anthony Martial. Rashford blev i lang tid brugt som indskifter.

Den engelske angriber blev dog ved med at imponere og overraske, når han fik spilletid. Det foregik over en længere periode, og da resultaterne og specielt præstationerne fra Anthony Martial begyndt at falde, så gav det chancer til Marcus Rashford. Tiden gik, fansene begyndte at brokke sig over, at man ikke gav chancen, til en af klubbens egne, og til sidst blev englænderen belønnet med spilletid.

Manchester United-profilen havde det specielt svært under José Mourinho, ligesom de fleste United-spillere havde. I december 2018 blev portugiseren fyret, og så kom United-legenden Ole Gunnar Solskjær til klubben som caretaker, og netop det skifte, har bragt ild til Manchester United.


Opblomstringen under nordmanden
Rashford har fået åbnet op for noget selvtillid under Solskjær. Han har forbedret alt i sit offensive spil under Solskjær, fra da han spillede under José Mourinho. Rashford har været rygtet mod Real Madrid så småt, men det meldes ikke at være realistisk. Rashford er nemlig meget glad på Old Trafford, og trives helt fænomenalt.

Den unge engelske angriber har for alvor bevist, hvor langt man kan komme hos en engelsk storklub, hvis man arbejder hårdt nok, og bliver ved med at kæmpe, for at få spilletid, selv i de hårde tider, hvor man oplever meget modgang.
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Hvad skete der med Lopetegui?
I lufthavnen Sheremetyevo startede en underlig reaktion, hvor en træner blev fyret fra og ansat i to af de allerstørste fodboldjobs indenfor få timer…
I forbindelse med årsskiftet kiggede Indkast.dk-redaktionen tilbage på året 2018, og her var der et minde, som vi ikke helt kunne glemme. For hvad skete der egentligt, da det spanske landshold fyrede deres træner, fordi han skulle være træner for Real Madrid. Et job som han så blev fyret fra 138 dage senere… Et af de ord, som der er størst hype omkring til VM-slutrunden i Rusland 2018, var – Sheremetyevo.

Sheremetyevo – prøv at smag på det… det er navnet på lufthavnen, hvor formanden for det spanske fodboldforbund Luis Rubiales landede og fik smidt nyheden i hovedet, at Julen Lopetegui var blevet ansat som træner for Real Madrid. Det fik den tidligere forsvarsspiller fra Atlético Madrid til at rase af raseri. For hvordan kunne det være, at Lopetegui dagen inden VM-slutrunden startede, skulle annonceres som træner for Real Madrid, når han var træner for det spanske landshold? Over det næste døgn fik Rubiales ingen søvn, for hvad skulle han gøre, efter han fik denne oplysning?

Han valgte at fyre Lopetegui, da han ikke mente, at træneren kunne være i begge jobs – men først var der masser af spansk kaos, og ifølge bulletinerne var Rubiales' telefon optaget i 30 timer indtil pressekonferencen næste dag, hvor fyringen blev en realitet. Dette var en dag, før VM-slutrunden skulle starte.

Den spanske sportsdirektør Fernando Hierro blev udnævnt til ny træner, selvom hans trænererfaring kun talte et ophold hos Oviedo i den næstebedste fodboldrække. Om den manglende erfaring sagde den tidligere Real Madrid-spiller ved forfremmelsen:

- Jeg rejste til VM-slutrunden i en habit og tager hjem i en træningsdragt.

Den ringe erfaring som træner kunne Hierro kompensere ved at have masser af erfaring som spiller, men slutrunden blev aldrig god for Spanien, da de i 16-delsfinalen tabte til Rusland på straffespark.


Annoncereret, fyret og præsenteret – på tre dage
Efter fyringen blev Lopetegui smidt ind i en minibus med tonede ruder og hurtigt sendt tilbage til Spanien, hvor Real Madrid udnyttede, at det spanske fodboldforbund havde fyret Lopetegui for dagen efter at præsentere ham som Real Madrid-træner.

Her skulle han udfylde den umulige opgave at erstatte den succesbelagte Champions League-vinder Zinedine Zidane, så i dagbogen for Lopetegui kunne der stå:

12. juni: Annonceret som Real Madrid-træner
13. juni: Fyret som spansk landstræner
14. juni: Præsenteret som Real Madrid-træner.

Tiden i Real Madrid blev lige så kaotisk, som optakten havde været, og 138 dage senere var han fyret – og arbejdsløs. En gigantisk tur i en rutsjebane af følelser for Lopetegui, der ved præsentationen i Real Madrid sagde:

- I går var den værste dag i mit liv… i dag er den bedste!


Hård tid i ”Konge-klubben”
Efter sommerens ballade havde Real Madrid masser af dårlige resultater, og efter 1-5-nederlaget til Barcelona i oktober blev Lopetegui fyret.

Op til nederlaget i ”El Clasico” tabte Real Madrid til Levante, Alaves og CSKA Moskva. Alle fire nederlag kom i oktober, og det kunne Lopetugui ikke overleve i hovedstadsklubben. Han fik øgenavnet ”Julen – den kortvarige” og Santiago Solari tog over, og det har også været en pose blandede bolsjer, men den nuværende træner har også været lidt mindre igennem.

Indenfor få måneder formåede Lopetegui at besidde to af verdens største fodboldjobs og blive fyret fra dem begge. Midt i dette stod de spanske landsholdsspillere og rystede på hovederne over fyringen så kort tid inden slutrunden. Den elegante Koke sagde, da de var blevet slået ud:

- Selvfølgelig skulle dette gå galt. Hvordan kunne det gå anderledes? De fjernede jo vores leder… og af hvilken grund?


Læs hele lederen
Hvad der kommer til at ske i 2019?
Redaktionen på Indkast.dk kommer her med nogle af mine bud…
1. Manchester City bliver straffet af UEFA for deres ulovlige økonomiske indsprøjtninger og bliver blandt andet udelukket fra Champions League.

2. Lionel Messi stopper på det argentinske landshold. Enten inden eller lige efter Copa América til sommer.

3. Vejles Allan Sousa får flere røde kort, end han laver mål i foråret.

4. FCN sælger Andreas Olsen.

5. Ronaldo bliver topscorer i Serie A-sæsonen 2018/19.

6. VAR bliver en succes i Premier League.

7. De tidligere Premier League-klubber Portsmouth og Sunderland får noget tiltrængt succes.

8. Christian Eriksen får et drømmeskifte til Barcelona

9. Traditionsrige Leeds vender tilbage til Premier League.

10. Skandalebelagte Blackpool får en ny ejer.

11. Nicki Bille kommer i overskrifterne af de forkerte grunde.

12. Ajax kommer til at sælge voldsomt ud – nok engang – på deres hold, og spillere som Matthijs De Ligt og Frenkie De Jong forlader klubben for gigantiske summer.

13. Arsène Wenger bliver igen træner.

14. Liverpool vinder et trofæ.

15. Real Madrid slutter historisk langt fra Barcelona.

16. Alexander Zoringer bliver fyret i Brøndby.

17. FIFA bestemmer sig for at udvide VM-slutrunden til 48 hold.

18. Inter sælger Mauro Icardi for mange penge…

19. Bournemouth sælger Callum Wilson.

20. Palermo vender tilbage til Serie A.

21. Eden Hazard skifter til Real Madrid, som også henter David De Gea i Manchester United.

22. Manchester United kvalificerer sig ikke til Champions League, og på trods af rimelig gode resultater fortsætter Ole Gunnar Solskjær ikke i klubben. I stedet kommer der et af Europas største trænernavne til klubben.

23. Lionel Messi og Luis Suárez slutter på de to øverste pladser på La Ligas topscorer-liste.

24. Jose Mourinho bliver træner for en underpræsterende klub.

25. Niko Kovac bliver fyret i Bayern München, selvom de bliver en del af en uhyggelig spændende kamp om det tyske mesterskab.

26. Newcastle skifter ejer.

27. Huddersfield, Fulham og Cardiff rykker ud af Premier League.

28. Vendsyssel rykker ud af Superligaen.

29. Isco kommer til Premier League.

30. Arjen Robben stopper i Bayern München til sommer og tager derefter til MLS.

31. Robert Skov bliver solgt for det største beløb i Superligaen i nyere tid hvis ikke det største nogensinde.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Vilde scener: Se Zenit-fans oplyse vejen Arsenal-spillere tager stoffer Artikel ikon Vanvittige Boca Juniors Artikel ikon Alternativ forældrehjælp Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Top 11: Disse PL-hold filmer mest Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Slap af – Bo Artikel ikon Besked i bilen: Det er tvillinger Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Ældste PL-scorere Top 12: Bedste Atlético Madrid-keepere Artikel ikon Top 3: Mulige destinationer for Lukaku Artikel ikon Juve-spillere hentet gratis Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Ajax - Danskernes klub: Jan Mølby Özil - fra skudlinjen Artikel ikon Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Artikel ikon Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Top og Flop i Chelsea-angrebet Hvor er Uniteds FA Cup Young-vindere? Artikel ikon Top 6: Værste udebanehold i PL-historien Artikel ikon Liverpool 89/90 vs. 18/19 Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Barcelona jagter Lille-profil Medie: Rabiot fyrer agent Artikel ikon Avis: Tyskere blander sig i Rakitic-jagt Artikel ikon Avis: Chelsea-manager ønsket i Rom Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Christian Pulisic Artikel ikon Vidste du om ... Ole Gunnar Solskjær Artikel ikon Vidste du om ... Mario Gomez Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Perfekte Petr 3 x R i Manchester United Artikel ikon Klopp hader januar og februar Artikel ikon Flere Agüero-mål end resterende halvdel Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Liverpool - Bayern München Optakt: Schalke 04 - Man. City Artikel ikon Optakt: Lyon - Barcelona Artikel ikon Optakt: Atlético Madrid - Juventus Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Sådan starter CL-kampene Startopstillinger: Chelsea - Man United Artikel ikon UEFA – sådan starter CL-kampene Artikel ikon Startopstillinger: FCK - OB Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon West Ham besejrer bundhold AaB stod stærkest Artikel ikon City rejste sig flot i Gelsenkirchen Artikel ikon Lyon og Barcelona skød med løst krudt Artikel ikon Se flere