Hjem til Fodbold

Af Torsten Brix

2017-02-17
Hjem til Fodbold

Indkast.dk bringer her et kapitel fra Thomas Gravsgaards aktuelle bog.

Her lugter af olie. Men det er på en tør, støvet, næsten brændt måde, fordi bremseklodserne udsender så meget varme, når de tæmmer vognene. Der er også en metallisk underdunst af ozon fra den elektricitet, der driver togene. Dét her er duften af London Underground. Og duften af frihed.

Jeg er 15 år, snart 16, og føler mig for en stund voksen. Også selv om det var min mors og ikke mit eget forslag, at jeg skulle tage en tur rundt i undergrunden alene.

Det er kun et par år siden, at jeg første gang tog 113'eren alene fra Skovby helt ind til midtbyen. Altså ikke bare midtbyen i Galten, men i selveste Aarhus. Jeg kan stadig huske følelsen af at eje hele verden, i hvert fald den del af verden, der bredte sig langs busruten fra kommunegrænsen forbi Harlev, kollektivet ved Lyngbygård Å, Årslev kirke – de åbne markers sidste bastion – og herefter Brabrands jernbaner og Gellerups boligblokke inden det komplette kaos fra Ydre Ringvej og ind.

Men det her er større. Dette er ikke stoppestedet ved Restaurant Lillering Skov i det lille, usle skovbryn, hvor mennesker og kragekolonien i trætoppene på hver deres måde skider på naturen. Det er derimod Earls Court, porten til The Tube og udgangspunkt for min første udenlandske ekspedition på egen hånd. Jeg har to timer, inden jeg skal være tilbage på hotellet.

Vi er herovre med min mors storesøster og min fætter, Peter. Egentlig ville jeg ikke have haft noget imod, at han var med mig nu her på perronen på Piccadilly Line, en tung elevatortur under District Line oppe på jordens overflade. Vi ser hinanden meget sjældent, men falder altid hurtigt ind i et behageligt fællesskab, bygget op om vores interesse for musik og for ikke at skulle høre vores mødre knævre hele tiden.

Men lige nu ville han hellere blive på værelset med høretelefoner på end med den lidt yngre og noget mere nørdede fætter på rundtur i dybet. Hellere The Clash i ørerne end mig, der højtideligt ville fortælle navnet på hver eneste station og beskrive dens geografiske placering, som om det var mig, der havde konstrueret hele den engelske hovedstads offentlige transportsystem. Jeg kan ikke bebrejde ham. Ikke kun min mor snakker måske lidt for meget.

For et par uger siden fik et par af mine venner tilsyneladende nok. Vi var hjemme ved Bjørn. En Europa Cup-kamp kørte på fjernsynet inde på hans værelse. Han og Kim var midt i en passioneret diskussion om amerikansk basketball. Pludselig bekendtgjorde jeg, at jeg altså en dag godt kunne tænke mig at rejse rundt i det vestlige Irland. Deres samtale ophørte brat og blev afløst af et iskoldt og uhyggeligt veltimet “Nå” fra Kim og et efterfølgende latteranfald fra Bjørn. Siden har jeg helst villet se dem på tomandshånd, så jeg ikke risikerer at afbryde noget, som jeg ikke er en del af.

Det kører heller ikke så godt med Nørre for tiden. Han er et år ældre end mig og begyndte i gymnasiet sidste sommer. Han har ellers været min bedste ven den forgangne vinter og trodser da også stadig indimellem min fars utilfredse grynten over dørklokken for at se Tipslørdag sammen med mig. Men meget af tiden bruger han nu på at fortælle mig, hvor irriterende jeg altså er, når jeg nynner eller laver trommelyde med munden, og at jeg enten skal skaffe ham med til nogle flere fester i vores årgang eller selv blive hjemme fra dem og hænge ud med ham i stedet. Når kampene kører på skærmen, er han endda nogle gange begyndt at afkræve mig et svar på, hvem jeg holder med, blot så han kan vælge det modsatte hold. Når ‘hans' hold så scorer, er der noget hånende over hans jubel.

For fanden, hvor er det svært. Jeg har hele tiden en fornemmelse af, at både Kim, Bjørn og Nørre egentlig gerne vil væresammen med mig, men at de foretrækker en anden version af mig, end den jeg er. Nogle gange virker det, som om de vil hjælpe mig. Med min tøjstil. Mit valg af deo. Mit hår. Mine bumser. Andre gange er det, som om de mest har lyst til at vise mig, at de har opgivet mig.

Måske er det derfor, at jeg slapper sådan af sammen med min fætter. Han kender mig ikke godt nok til at blive frustreret over mig. Det næste tog presser en boble af lummervarme frem inde fra den mørke hvælving ved den fjerneste ende af platformen. Jeg stiger ombord, trykker play på min walkman, og London Beats ‘I've been thinking about you' sætter i gang samtidig med vognen.

Første stop er Gloucester Road. Jeg står af og hopper over på et tog på District Line, som kommer et øjeblik efter på samme perron. Jeg kunne lige så godt have taget det fra Earls Court. Men denne tur handler ikke om at være effektiv. Den handler om at skifte tog, når det passer mig, og køre derhen, hvor det passer mig. Thomas uden tøjler.

Sloane Square, Victoria, St. James's Park, Westminster og Embankment suser forbi. Jeg sidder med mit London-kort på skødet og følger med. Jeg købte det for tre år siden i en boghandel i Aarhus. Ikke fordi jeg skulle bruge det til noget. Men jeg skulle bestemt heller ikke bruge hverken Milano, Bochum, Oslo eller nogen af de 45 andre europæiske bykort, som jeg de seneste seks år har brugt alle mine lommepenge på, til noget. Da jeg sidste sommer på vej hjem fra sommerferie i Schweiz havde punget ud for et kort over Oldenburg på en tysk tankstation, behøvede jeg ingen spydige bemærkninger fra nogen venner for at nå frem til en erkendelse af, at det måske var på tide fremover at investere i noget andet. For eksempel deodoranter, der rent faktisk gør en forskel, eller tøj til mere end kr. 99,95.

Alligevel er det min søsters røde Y-jakke, som jeg har på lige nu. Alle de stilfulde drenge derhjemme, anført af Kim, har den noget mere maskuline sorte. Men jeg har stadig aldrig selv brugt en eneste krone på tøj. Så under jakken har jeg en spraglet, men behagelig sweater på, som jeg ved, at i hvert fald én af pigerne fra klassen finder direkte afskyelig. Det har hun uden omsvøb fortalt mig, og jeg formoder, at hun udtalte sig på det tavse flertals vegne.

Heldigvis er det svært at begå de helt store fejl i valg af jeans og basketstøvler. Her føler jeg mig o.k. tilpas. Men håret er en udfordring, tænker jeg, da mit spejlbillede dukker op i den modsatte rude i kupeen, efter at vi har forladt lysene på Tower Hill Station, og der nu kun er lamper indenfor i vognen. Jeg lader stadig min mor klippe det, ligesom jeg lader hende købe mit tøj, og hun er ikke særlig modtagelig over for mit ønske om kortere hår i siderne og længere i nakken.

Problemet med siderne løser jeg ved hver morgen at lime håret fast til siderne af mit hoved med en håndfuld af min søsters stinkende, violette gelé, som det også er lykkedes mig at smugle med til London. Men resten er noget rod. Det ligner et mindre, loddent pattedyr, nok mest en gnaver, der har lagt sig til at dø på min isse. Og i mine armhuler gør Jockey-spraydåsen fra Brugsen ikke den store gavn. Suk. Der er meget, jeg er nødt til at gøre anderledes. Men i det mindste er det sgu sejt at se sig selv sidde her i vognen, mens den rumler afsted under en af verdens største byer.

Vi er nået til Bromley-by-Bow. Ét stop mere, og vi er ved West Ham. Navnet på en fodboldklub hjælper også på mit humør. Svend Gehrs was also here. Jeg står af, stiger op fra undergrunden og giver mig til at lede efter deres stadion, som kortet desværre ikke kan hjælpe mig med.

Jeg har to flugtveje, når spejlbilledet derhjemme er blevet for grimt; når Nørre har skældt for meget ud; når endnu en af mine flammer har valgt Kim – musik og fodbold. Musikken finder jeg på mit værelse med anlæggets volumenknap vredet helt rundt, så min mor, far eller storesøster ofte braser ind og vil have mig til at skrue ned, fordi de kan høre det helt nede i den anden ende af huset, selv om jeg har høretelefoner på.

Der har i mange år været heavy metal på det anlæg, men lige for tiden forsøger jeg at nøjes med rockmusik. Der er lidt for meget Oldenburg-kort over metal. Der er i hvert fald ingen andre i min årgang, der hører det. I stedet har jeg mixet et bånd med Bon Jovi, Pretty Maids, Gary Moore og Alice Cooper som sætliste til sidste skoledag, hvor jeg skal fremføre en koncert på scenen i hallen for hele Skovbyskolen med mit band. Problemet er bare, at jeg ikke har noget band og i øvrigt heller ikke kan spille nogen instrumenter, bortset fra ‘An der schönen blauen Donau' på klaver. Samt at pigernes hysteriske skrig, jubelbrølene fra den tætpakkede sal, tilbedelsen fra alle i min hverdag og koncerten som sådan bare er en fantasi. Som så meget andet.

Fodboldflugten går til de engelske kampe i Tipslørdag, selv om Serie A på TV 2 søndag eftermiddag egentlig byder på bedre bold og bedre stemning. Hele ugen sigter mod lørdag kl. 16. Selv fredagens fester handler bare om at fordrive ventetiden. Og det er lige meget, hvem der spiller. Om det er altdominerende Liverpool, røvkedelige Arsenal, udsultede Manchester United, nuttede Wimbledon, Coventry med de sjældne siddepladser bag mål, de spændende oprykkere fra Leeds eller Lars Elstrups Luton.

Det starter for alvor lørdag morgen. Nørre og jeg mødes på vores cykler ude på vejen, min sportstaske omhyggeligt anbragt på bagagebæreren, hans skødesløst slynget hen over ryggen. Han er vild og temperamentsfuld, og han ser så sydlandsk ud, at den lokale landsbyracist en ellers fredelig eftermiddag sidste forår på boldbanen ved Brugsen truede med at slå ham ihjel.

“Jeg hader perkere!” råbte den vrede, knivviftende arier, hvorpå Nørre væltede hans verdensbillede omkuld ved at bekendtgøre, at hans mor faktisk hedder Ulla og hans far Mogens.

“Jeg er lige så dansk som dig,” argumenterede han roligt.

Men normalt er han ikke rolig. Han taler højt, råber, når han er vred, smider med sine sko, når han laver en fejl på banen. Han kan ikke deltage i noget uden at ville vinde for enhver pris, og når det ikke lykkes, ryger der ting rundt i luften. Da han stadig gik på skolen, smadrede han en dag gymnastiklærerens badmintonketsjer i raseri. Læreren var holdleder på badmintonlandsholdet, og ketsjeren var ikke lige sådan en, der var købt nede i Ea Sport i Galten.

Efter at han startede i gymnasiet, er han tit ekstra irritabel lørdag morgen, fordi de drikker igennem om fredagen. Hans sorte hår hænger ned over panden og de søvndrukne, dunkle øjne, og jeg bliver med det samme bange for at sige noget forkert. Men så kommer jeg i tanke om, at dét her også for ham er den bedste stund på ugen, og at vi måske i dag kan komme til at heppe på det samme hold. Vi har det hele foran os: halvanden times indendørs fodbold, så en tur over til bageren og købe træstammer, og så tilbage i hallen og se juniorerne spille, mens vi snakker om damer og om, hvem der var sammen med hvem til hvilken fest i aftes – et samtaleemne, der i øvrigt med deprimerende sikkerhed handler om alle andre end mig.

Hvis vejret er godt, flytter vi nogle gange spillet udendørs bagefter og dræber et par ekstra timer, inden Tommy Troelsen fyrer den første vidunderligt dårlige vittighed af kl. 15 på mit 14-tommers SHARP-tv. Midt på vinteren sænker mørket sig udenfor allerede, mens den første time forløber med skisport fra udlandet og halsport fra Danmark. Og så, lidt i fire, er Svend Gehrs eller Niels Chr. Niels-Christiansen klar fra England.

Uanset om det bare er mig og Nørre, eller om Kim eller Bjørn også er med, er vi i hvert fald de næste to timer som regel verdens bedste venner. Ingen spydigheder fra Kim, ingen drillerier fra Bjørn og ingen raseriudbrud fra Nørre – kun påtaget jubel, når der bliver scoret mod mit udkårne hold på dagen. Lørdag eftermiddag er det tidspunkt, hvor jeg tvivler mindst på, om jeg er god nok. Efter at vi fik videomaskine forrige efterår, er jeg begyndt at optage alle de scoringer, jeg kan komme til. Jeg er allerede oppe på syv VHS-bånd, og de mange mål bliver ved med at have den samme effekt, uanset hvornår på ugen jeg sætter dem på. Det er som at tage beroligende medicin.

Jeg finder ikke Upton Park. Men det vigtigste er, at jeg nåede herud. “Jeg tog alene ud til West Ham,” vil jeg fortælle dem derhjemme. Kim vil sige “Nå” på en oprigtigt interesseret måde. Og for en gangs skyld vil Nørre måske betragte mig som andet end en tøsedreng.

Der er gået halvanden time. Det er tid til at vende om. Tilbage på hotellet finder jeg Peter i et opholdsrum ved siden af receptionen. Der er både et fjernsyn og en bogreol, men det er jukeboksen, han har sat i gang.

“Hvad hører du?” spørger jeg og synker ned i en stol så dyb, at det føles, som om min røv hænger lige over Piccadilly Line. Jeg kan mærke trætheden dunke under den døde gnaver. Indre billeder fra gårsdagens og nattens rejse maler sig selv på indersiden af mine øjenlåg: vores fodboldkamp med en tom øldåse på en rasteplads ved Bremen, de endeløse, skærende lamperæk- ker langs de hollandske motorveje, Rotterdams flammende raffinaderier, den vuggende søvn på færgen fra Hoek til Harwich.

“Noget gammelt Queen. Der er ikke rigtig noget nyt,” svarer han på sin sønderjyske dialekt, der lyder, som om han altid tager en lille smule pis på mig. Både han og hans to storebrødre har lært mig meget om musik. De har lært mig at identificere bassen i et nummer ved at spille Kim Wildes ‘Love Blonde' for mig. Og den ældste har en elektrisk guitar, som han indimellem lader mig prøve, når vi besøger dem i Sønderborg. Men de kan ikke sige noget til mig, uden at jeg mistænker dem for at fnise ad mig bag min ryg. Jeg er faktisk stadig i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er bass med i ‘Love Blonde'. Men de skælder mig i det mindste aldrig ud.

“Kan jeg vælge den næste?” spørger jeg, mens jeg allerede bladrer igennem udvalget. Det er lutter vinylsingler. Der er in- gen heavy metal, men til gengæld er det gratis. Og pludselig er der en fuldtræffer.

“Tjek den her ud.”

Jeg trykker play. Et symfoniorkester spiller ‘An der schönen blauen Donau'. Min mor ville være stolt af mit valg. Men så afbryder den uforsonende lyd af en trykknaptelefon strygerharmonien, og hårde, elektriske trommer sætter østrigske Falco i gang med ‘Vienna Calling'.

“Den er da noget gammel, hva'?” konstaterer Peter.

“Sgu da ikke ældre end det, du sad og hørte,” griner jeg.

Jeg ved, at den er fra 1985 eller 1986. Jeg kan mærke på et
nummer, når det er fra midtfirserne. For det gør mig altid glad. Specielt når der er et element af Italo-synthesizer inde over. Det minder mig om barndom, kør-selv-ferier i Italien og en tid, hvor jeg ikke følte mig så forkert. Og hvor det var Argentina og ikke Vesttyskland, der var verdensmestre. Jeg når at høre den to gange, inden vores mødre dukker op. Deres stemmer tripper frem fra receptionen lang tid før deres fødder.

“Skruer du ikke lige ned, Thomas? Der bor altså også andre her på hotellet,” lyder det forudsigeligt fra min mor. Vi har ellers ikke set en eneste anden gæst her endnu.

Men da vi kommer tilbage efter en solid omgang indisk buffet i nabogaden, er hotellet som forandret. Der er latter, højlydt snak og tilløb til fællessang. Væggene i receptionen er dækket med irske flag. Der stinker af sved og cigaretrøg. Så kommer jeg i tanke om, at der er England-Irland på Wembley i aften. EM-kvalifikation.

Man kan diskutere, hvor megen substans der er i vores mød- res talestrøm, men når det handler om at skabe kontakt, og specielt til irere, er ævl en effektiv brobygger. Min mor og min moster har allerede taget plads ved et bord med to mænd i fyrrerne, inden Peter og jeg så meget som har spottet, at der var tomme stole.

“What's the craic, ladies?”

Den ene ser sydeuropæisk ud med mørkt hår og overskæg. Det er Nørre om et kvart århundrede, bortset fra det høje humør. Den anden kunne være englænder med gråt hår og bleg hud, men det ville han nok ikke bryde sig om at få at vide. De er begge klædt i lyse skjorter, slips og 30 centimeter høje hatte i hjemlandets farver.

“How goes the battle, boys? Fancy a drink?”

Peter og jeg kigger spørgende på vores mødre.

“I skal da bare sige ja, hvis I har lyst til en øl,” siger min mor.

“Ja, I skal da bare sige ja,” kvidrer min moster smilende.

Hendes sønderjysk er knap så drillende som sønnernes. Hun lyder altid, som om hun er i overdådigt humør, og alting kan lade sig gøre.

Vi sætter os ned. Mick og Des, hedder de. Jeg er ikke helt på hjemmebane med sproget endnu. Ved terminsprøven for et par måneder siden fik jeg godt nok 9 i skriftlig engelsk, men jeg har svært ved at få det til at hænge sammen mundtligt.

“Where in Ireland are you from?” forsøger jeg mig og håber på, at de ikke er fra det vestlige Irland. Det vil gøre det her en smule sværere at fortælle om til Kim og Bjørn.

“Dublin, son,” svarer sydeuropæeren med dybt, dansk u.

Jeg er glad for, at de har pyntet sig selv og receptionen med grønt, hvidt og orange, for jeg ville ikke have fanget deres dialekt. For et år siden, på skitur i Norge med 8. klasse, gik jeg over til et bord fyldt med engelsktalende mænd og fortalte dem om lodtrækningen til Englands EM-kvalifikationsgruppe. En af dem kvitterede ved at vende sig om og med underspillet foragt spørge, hvem Skotland havde trukket.

“Excuse me. Where did you say that you are from?” spørger min mor. Jeg bliver altid stolt af hende, når hun taler tysk, som hun underviser i. På engelsk er vi mere jævnbyrdige. Og jeg har modsat hende faktisk fanget, at de er fra hovedstaden.

“Dublin. Capital of Ireland. Lots of people don't know it,” svarer Mick høfligt, inden han og Des bryder ud i skraldende latter. Det samme gør vi. Min mor er god til at grine ad sig selv. Jeg ville ønske, at jeg havde arvet den egenskab fra hende.

En tjener kommer med seks store glas øl. To af dem er uden håndtag og ligner missiler til indvortes brug. Jeg bliver nervøs og rækker ud efter den beroligende hank på et af de andre. De minder mig mere om noget, som jeg kender, men er sta- dig ubehageligt store. Det er svært nok for mig at drikke en 33 cl flaskeøl. Jeg kan faktisk overhovedet ikke lide øl. Min mor foreslog tidligere på vinteren, at jeg kunne få nogle tomme dåser med til festerne og bare lade som om, jeg drak. Hun har afkodet, at der er et vist gruppepres under opsejling hjemme i Skovby.

Nu sidder jeg så med noget, irerne kalder en pint i et glas, hvor ethvert levn vil blive afsløret. Heldigvis ser Peter også betuttet ud, selv om han er et år ældre end mig. Han nyder måske heller ikke festerne derhjemme.

Snakken drejer sig hurtigt og naturligt ind på formålet med deres ophold: fodbold. Nu kører det. Jeg husker alle detaljer fra det irske landsholds pludselige opstigning til den europæiske elite i løbet af de seneste fem år: Ray Houghtons hovedstødsmål, der fældede arvefjenden England i Stuttgart under EM 1988, Ronnie Whelans væltespark mod Sovjetunionen i Hannover i samme turnering, Kevin Sheedys hammer af en udligning mod englænderne ved VM sidste sommer og David O'Learys afgørende straffespark mod Rumænien, der sendte Irland i kvartfinalen mod værtsnationen Italien.

Mick og Des var til alle kampene. Og de forudser, at kampen i aften bliver lige så stor. De skal op mod de engelske naboer, der hærgede deres hjemland i århundreder, inden de trak sig ud i røgskyerne fra IRA's bomber og attentater og efterlod en ø delt i to i evig konflikt med sig selv og den tidligere overherre. På vej herover fortalte min mor, at der for kun en måned siden blev dræbt én og såret 38, da IRA detonerede en sprængladning på Victoria Station få stop nede ad District Line, og at de et par uger forinden forsøgte at dræbe premierminister John Major med fire granater i hans baghave. Akkurat som opgørene i Stuttgart og sidste sommer i Cagliari er det altså et højbetændt møde, ladet med politiske undertoner.

Men det helt store, fortæller Mick og Des, er, at kampen skal spilles på Wembley. Hvor Bobby Moore hævede VM-pokalen i 1966. Hvor de kongelige hvert år i maj uddeler verdens ældste klubtrofæ, The FA Cup, 39 trappetrin over the hallowed turf, den hellige bane. Wembley, hvor Irland aldrig har vundet.

“Hvis vi slår dem i aften, vil det være den største aften nogensinde for Irland,” siger Des. Jeg kigger på mit ølglas. Det er tomt. Jeg giver mig selv et mentalt klap på skulderen.

“I skulle tage og komme med os derud,” foreslår Mick, nu kun henvendt til min fætter og mig.

“I kan sikkert godt få fat i en billet derude. Jeg kan også lige låne telefonen i receptionen og ringe rundt til nogle af de andre, der er med herovre. Jeg har nogle numre på deres hoteller. Og det kunne jo være, at nogle af dem allerede har fået for mange pints,” siger han uden at grine.

Han rejser sig. Jeg kigger på Peter og så på vores mødre. De griner heller ikke længere.

“Jeg kunne virkelig godt tænke mig at komme med. Det er verdens mest berømte stadion, og det er åbenbart en kæmpe kamp,” lægger jeg ud.

“Jeg ved godt nok ikke, Thomas.”

“Tror du, at det er noget for dig, Peter?” spørger min moster.

Hun er lidt i klemme, for ganske vist er Peter et år ældre end mig, men hvis han får lov, bliver min mor også nødt til at give mig lov.

“Det kunne da være meget sjovt. De gør jo ikke noget, dem her,” svarer han.

Des smiler imødekommende, som om han forstår, hvad vi siger.

“Okay,” siger min mor. “Hvis I kan få nogle billetter, så I kan stå sammen med dem, må du gerne tage med.”

Min puls stiger, og Jockey-deodoranten får en smule vanskeligere ved at gøre sit i forvejen utaknemmelige arbejde.

“Sejt!”

Mick kommer tilbage.

“Nu skal I høre. Jeg kan godt skaffe jer to billetter. Men de
koster altså 70 pund stykket. Og så er det sammen med de engelske fans. Nogle, jeg kender, har købt billetter til det forkerte afsnit, og de vil gerne af med dem igen.”

Allerede ved tallet 70 ved jeg, at chancen er forpasset.

“Det synes jeg ikke lyder som en særlig god idé. Så er det bedre, at vi tager en tur derud i morgen og får en rundvisning, hvis du meget gerne vil se det stadion,” siger min mor forsigtigt. Mit hjerte synker ned på sin vante plads igen. Jeg ved, at hun har ret. Jeg har heller ikke selv lyst til at stå mellem 70.000 hooligans, der vil have hævn for bomberne. Men hvor kunne det have været stort at tage med Mick og Des derud. Jeg har aldrig været på andre stadioner end Aarhus Stadion. England-Irland på Wembley. Det ville alle sgu gerne have hørt om på tirsdag i 9. klassernes alrum i lilla blok på Skovbyskolen. For en gangs skyld ville jeg have været interessant uden at være den mindste smule underlig.

London Underground er ikke så fascinerende som i går. Når man først én gang har gjort noget helt uden sine forældre, bliver det aldrig igen sejt at gøre det sammen med dem. Lugten fra dybet giver hovedpine, bremseklodserne skærer i trommehinden, og der er alt for mange mennesker på alt for lidt plads.

Jeg er irriteret. Irland og deres tusindvis af fans havde en stor aften på Wembley i går, hvor de fik 1-1 og var klart bedst. Foran fjernsynet i jukeboksrummet havde Peter og jeg siddet med en klar fornemmelse af at gå glip af en oplevelse for livet. Specielt da Niall Quinn sneg sig bag om den engelske forsvarslinje og snittede udligningen ind bag David Seaman.

Det er ikke noget, vi sidder og snakker om. Men vores mødre kan godt regne det ud. Ellers ville de ikke sidde her med os på Circle Line mod uret på vej til et fodboldstadion.

På Baker Street skifter vi over på Metropolitan Line mod Uxbridge. Ved Finchley Road bliver underground til overground. Omkring os flader Londons nordvestlige forstæder ud. Formiddagens solskin afslører fodboldens efterladenskaber på de forbisusende stationer: tomme ølflasker, dåser og chipsposer.

Jeg bliver næsten altid inviteret med til festerne derhjemme, fordi jeg er en god brobygger mellem pigerne og mine fodboldkammerater, men nu begynder jeg at forstå, hvordan Nørre har det, når han ikke har været med. På Wembley Park står vi af. For enden af en lang, fuldstændig snorlige og jævnt opstigende vej ser vi stadion: de to hvide tårne på hver deres side af rampen, der hæver vejen det sidste stykke op.

De mange eksotiske vinduesbuer over hovedindgangen, der giver bygningen et arabisk touch. Flagene, der blafrer fra taget, Union Jack øverst af alle fra toppen af det højre tvillingetårn. Og floder af affald, som er ved at blive fejet sammen til et ocean.
Snakken går mellem søstrene, mens vi traver op mod arenaen. Peter og jeg går tavst på hver side af dem. Det er svært at komme til, men jeg har heller ikke så meget at sige. Jeg kan ikke sætte ord på, hvordan jeg har det. Jeg er glad for at se Wembley, sært opmuntret ved tanken om, at lige dér, inde bag muren, indtraf så mange af de øjeblikke, jeg gemmer derhjemme på videobånd: Allan Simonsens straffespark i 1983, Norman Whitesides curler for Manchester United mod Everton i FA Cup-finalen i 1985, Keith Houchens flyvende hovedstød i Coventrys chokerende triumf to år senere, de jublende baneinvasioner forrige år, da Liverpool og Everton spillede uden hegn rundt om banen få uger efter Hillsborough-katastrofen oppe i Sheffield. Niall Quinns udligning i aftes. Suk.

Fortrydelsen skyller ind over mig og tager mig med. Vi skulle ikke være taget herud i dag. Det er ydmygende at blive trøstet på denne måde af min mor. At skulle nøjes. Sådan har det været hele mit liv:

Nej, Thomas. Den er for dyr. Men den dér er på tilbud.

Thomas, du kan ikke spille angriber. Men vi mangler en venstre back. I virkeligheden ser du ikke godt ud, og du kan ikke spille guitar. Men tag nogle høretelefoner på, så kan du få lov til at forestille dig, hvordan det er at være populær.

Der er ingen rundvisning i dag, finder vi ud af. Der var jo kamp i aftes, forklarer en af gadefejerne foran indgangen. Det gør ingen forskel for mig. Skaden er sket.

Fra toppen af trapperne foran Wembley Park Station vender jeg mig om og kaster et sidste blik op mod fodboldkatedralen. En dag bliver det min tur, tænker jeg. En dag vil jeg stå her igen. Med mine bedste venner. Måske endda med en kæreste, når pigerne en dag opdager, at mine venner rent faktisk er begyndt at respektere mig. Med en billet til den store fest.

“Mind the gap,” skratter en højttaler i det fjerne.

Bare rolig. Lige nu har jeg slet ikke øje for andet end tomheden.
Men i toget tilbage mod Baker Street opdager jeg igen mig selv i ruden. Stadig med mit kiksede hår, min søsters jakke og hængende mundvige. Men der er noget i mit blik, som jeg ikke kunne se i går i undergrunden. Noget fast, noget beslutsomt, noget uvant: et løfte til mig selv.



Bogen er udgivet af People'sPress. Den er 253 sider og koster 199,95 kroner.



Optakter
Lørdag d. 25/11, kl. 16:00
Helsingør - AaB
Søndag d. 26/11, kl. 12:00
Nordsjælland - Horsens
Søndag d. 26/11, kl. 14:00
OB - Hobro
Søndag d. 26/11, kl. 16:00
FC København - Lyngby
Søndag d. 26/11, kl. 18:00
Silkeborg - Brøndby
Mandag d. 27/11, kl. 19:00
Midtjylland - AGF
Magasin-artikler
Ikke mere PL - til storrygende advokat
Den kontroversielle Slaven Bilic er færdig i West Ham, og han vil blive savnet i Premier League – for der er ingen, der minder om det guitarspillede sprog-geni.
Doneil Henry, Lewis Page, Alex Pike, Kyle Knoyle, Modibo Maíga, Josh Cullen, Elliot Lee og Nofn Noln... dette var nogle af de forholdsvis ukendte spillere, som den netop fyrede West Ham-manager Slaven Bilic valgte at bringe i spil i Europa League-kampen imod rumænske Astra Giurglu - tilbage i 2015.

Ikke overraskende røg West Ham ud af Europa League, men den nyudråbte manager Bilic var iskold. Han ville prioritere Premier League, men nederlaget gjorde også, at Bilic-karrieren i West Ham startede under pres efter den europæiske deroute – allerede inden hans første kamp i Premier League. Nu er det slut, for efter en dramatisk start på karrieren og en flot 7. plads er Bilic 16 måneder senere fyret i Premier League-klubben, hvor han ellers havde været et hot navn.

Siden Bilic, som kroatisk landstræner i 2007 på Wembley, stod bag det engelske landsholds EM-skuffelse, har han været et hot navn i verdens hårdeste fodboldturnering. Inden ankomsten i West Ham var Bilic også vidt omkring, men fælles for det hele – så vandt han meget. Se blot denne historik med sejrsprocenter:

Hajduk Split (2001-02): 64,7%
Kroatisk U-21: 55,5%
Kroatien: 64,6%
Lokomotiv Moskva: 40,6%
Besiktas: 53,3%

Nu forlader han West Ham, efter han har præsteret følgende i de sidste sæsoner:

2015/16: 51 kampe - 43,1%
2016/17: 46 kampe – 32,6%
2017/18: 14 kampe – 35,7%

Efter successæsonen i 2015/16, hvor West Ham fik deres højeste placering siden 2002, ”røg” den storrygende Bilic – på porten.

Bilic blev inden skiftet sat i forbindelse med andre klubber som Sunderland, Everton og QPR efter den famøse aften for ca. ti år siden, men det endte med at blive West Ham, og dermed var det Bilic, der fik den store opgave om at få ”The Hammers” til at falde til på det olympiske stadion, da sæsonen 2016-17 startede, men det gik slet ikke.

For London Stadium endte med at blive den største brik i fyringen af Bilic. 24 hjemmekampe blev det til, med flere nederlag end sejre og en samlet minus-score på 26-41. Det så ikke godt ud for den meget specielle kroat.


44 smøger, advokat, sprog-geni og guitar
Bilic kunne ved ansættelsen ligne et sikkert valg for West Ham, men når man er kontroversiel, har historien vist, at det kan have den omvendte effekt, hvis resultaterne ikke flasker sig. Således er Bilic ikke bleg for at fremvise sit rockband, hvor han spiller guitar, eller stolt berette om, at han ryger 44 smøger om dagen, og den kulørte personlighed byder på meget mere. Bilic kan tale flere sprog og samtidigt med, at han var professionel fodboldspiller, læste han jura.

Så Bilic er en meget sammensat personlighed, og man skal ikke glemme, at West Ham op til ansættelsen af Bilic blev sat i forbindelse med trænere som Jürgen Klopp, Carlo Ancelotti, Unai Emery, Michael Laudrup, Marcelo Bielsa og David Moyes. Sidstnævnte ender med at blive hans afløser.

Eftermælet af Bilic i West Ham bliver blandet, men det er langt fra første gang, at han deler vandene, som da han som spiller rejste til New York – på en dagstur – for at høre Guns N' Roses eller i Everton, hvor han ikke brød sig om spillernes alkohol-indtag under manager Howard Kendall – jah… eller for hans rolle, da Laurent Blanc fik det røde kort i VM semi-finalen 1998. Den kroatiske forsvarsspiller filmede tydeligvis, og dermed kom den franske VM-anfører ikke til at spille i VM-finalen pga. den usympatiske handling af Bilic.

Vild historie… ligesom meget andet omkring Bilic, der i øvrigt næsten lige er blevet skilt, og sammen med en ny kvinde allerede har fået en seks måneder gammel datter – så der sker noget i Bilic' liv, og det gjorde der også i West Ham… Nu venter Moyes i West Ham. Kigger man nærmere på hans sejrprocenter i de sidste to klubber, hvor han har været, er det næsten latterligt:

Real Sociedad (2014/15): 42 kamp – 28,6%
Sunderland (2016/17: 43 kampe – 18,6%

Men Moyes kommer med masser af god erfaring fra tiden i Everton og Manchester United, og så er han en helt anden type end Bilic. Men hvem er ikke det?
Læs hele artiklen
Kan Mourinho ikke parkere bussen?
Få chancer og mål har givet dårlige resultater, når Jose Mourinho har mødt hård modstand – på udebane.
Swansea, West Ham, Everton og Crystal Palace har alle tabt med 4-0 til Manchester United i denne sæson, men siden langgaberen på Anfield er det gået ned af bakke for Jose Mourinhos mandskab – især i offensiven og på udebane.

Manchester United har ellers mange offensive spillere i truppen, og flere af disse startede sæsonen som lyn og torden. Kampprogrammet startede også moderat for Mourinhos tropper, men sidenhen har de mødt større modstand. I disse kampe har Manchester United haft et meget defensivt udtryk, og det har langt fra givet de ønskede resultater.

Men der er ikke noget nyt i, at Mourinho ikke gør det godt imod de andre tophold på udebane. Ikke siden januar 2015 har Mourinho vundet på fremmed græs over et andet Top 6-hold. De elleve kampe har givet seks nederlag og fem uafgjorte kampe. Se kampene her:

Chelsea
2015
Januar – Tottenham: 3-5
April – Arsenal: 0-0
August - Manchester City: 0-3
November – Tottenham: 0-0

Manchester United
2016
Oktober – Liverpool: 0-0
Oktober – Chelsea: 0-4

2017
April – Manchester City: 0-0
Maj – Arsenal: 0-2
Maj – Tottenham: 1-2
Oktober – Liverpool: 0-0
November – Chelsea: 0-1

Bemærk, at de fem uafgjorte kampe alle er sluttet målløse, og at Mourinhos mandskab blot har scoret i to af de elleve kampe.

I starten af december skal Manchester United en tur til London for at møde Arsenal. Måske stiller Mourinho forsigtigt op til den kamp, og gad vide, hvordan de angriber den efterfølgende kamp, når de skal op imod formstærke Manchester City.

I de to topkampe i denne sæson har den ellers så målfarlige Romelu Lukaku været meget isoleret i angrebet og er slet ikke blevet serviceret så meget af holdets midtbanespillere som tidligere – men er løsningen på trapperne?

Med de manglende udebanemål så holder Mourinho sikkert et ekstra godt øje med de skadede Paul Pogba og Zlatan Ibrahimović. Med deres tilbagekomst kan det også være, at Mourinhos taktik vil være lidt mere offensiv – selvom de sidste års taktik har vist noget andet, når Mourinho har ”parkeret bussen” i udekampene imod de andre Top 6-hold.

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Christian Eriksen – beskedne stjerne
Den selvudslettende kunstner blev den helt store danske VM-helt i kvalifikationen, hvilket frembragte meget ros til knægten fra Middelfart.
Med tre mål blev Christian Eriksen den helt store årsag til, at Danmark kvalificerede sig til VM2018. Den 25-årige dansker skulle langt hen i landsholdskarrieren, før det helt store gennembrud kom nationalt og noget senere end på klubplan, men hvordan startede det hele?

Som helt ung spillede Eriksen fodbold i sin lokale klub i Middelfart på Fyn. Der skulle ikke gå mange år før han blev efterspurgt af både OB og FC Midtjylland, sådan som danske storklubber altid er på udkig efter spillere, der kan indbringe både sportslig og økonomisk succes. OB var de heldige vindere af Christian Eriksens talent.

Et talent der var med til at føre det der dengang hed ”1. års Drenge” i OB frem til det danske mesterskab, men her stoppede det så også for Christian Eriksens danske eventyr. Talentet var for stort og han kunne som 16-årig nærmest vælge og vrage på alle hylder af europæiske topklubber. Barcelona, Chelsea og AC Milan var blandt de største, der havde snøren ude efter ham, men han valgte Ajax. En klub med et renomme for en fantastisk talentudvikling. Med rette. AZ Alkmaar og Feyenoord blev afvist af Eriksen.

At Christian Eriksen var en efterspurgt herre på OBs træningsanlæg – Ådalen – var tydeligt. OB var i 2008 i besiddelse af den daværende topscorer i Superligaen – Baye Djiby Fall – da en fornem herre på besøg - Danny Blind - der på daværende tidspunkt var sportsdirektør i Ajax. Mange troede at Danny Blind skulle kigge på Djiby Fall, som afløser for den daværende Ajax-angriber - Luís Suárez. Det var slet ikke tilfældet. Han kiggede nemlig på Christian Eriksen, der allerede som 16-årig jævnligt trænede med i OBs førstehold. Danny Blind var ikke i tvivl. De ville gerne have Christian Eriksen. En million euro og Danmarks største talent siden Michael Laudrup var nu deres.


Kunne ikke lide engelsk fodbold
Inden turen gik til Ajax havde Aston Villa også snøren ude efter Christian Eriksen. Det var ren nonsens for Eriksen dengang. For som han sagde: ”Jeg kan ikke lide engelsk fodbold”. Teknisk fodbold har nemlig altid været Christian Eriksens element. Teknisk fodbold og Ajax har da også altid hængt sammen som hånd i handske. Udviklingen skulle nu tage fart – og han skulle som bekendt også komme til England.

Før var der dog en tid på Ajax' U19-hold, men ikke længe. Christian Eriksen skulle nemlig hurtig vise sig at brænde så meget igennem, at Ajax' daværende træner Martin Jol gav ham en tidlig debut på førsteholdet. Allerede i en alder af 17 år fik han sin debut for Ajax' førstehold i en udekamp mod NAC Breda og efterfølgende var Christian Eriksen limet til Amsterdam-holdets holdkort hver uge, hvor specielt Frank de Boer havde et specielt godt øje til Christian Eriksens kvaliteter. Frank de Boer var manden, der trænede Christian Eriksen på Ajax' ungdomshold og danskeren havde et unikt forhold til de Boer.

- Han var min ungdomstræner, og den største indflydelse på min karriere. Ham som virkelig satte mig i gang. Som barn var min favoritspiller Fransesco Totti, og da jeg voksede op var min rollemodel Michael Laudrup. Men Frank de Boer er den mand, som har forbedret mig mest som fodboldspiller, udtalte Christian Eriksen til World Soccer.

Christian Eriksen fik også en stor påvirkning på successen i Ajax, for det er blevet til tre hollandske mesterskaber og et pokalmesterskab på fem år i Ajax. I de første 158 kampe blev det til 30 mål og 62 assists. Udover det så bidrog han med et enormt løbepensum, på trods af at hans kvaliteter ligger i det offensive. Meritter som ikke gik ubemærket hen i det store fodbold-Europa.

- Jeg synes, at et skifte til Manchester City sidste år ville have været for tidligt for mig. Jeg havde det godt i Ajax, og har det stadig godt her. Jeg har ikke en klub, som jeg har kastet mit hjerte over, hvis jeg skal væk fra Ajax. Jeg er åben for hvad, der sker. Jeg tænker ikke på nogle bestemte lande, så som England, Spanien eller Tyskland. Jeg vil selvfølgelig gerne til en stor klub, som kæmper med om Champions League. Det vil selvfølgelig være det optimale, men jeg vil skifte dertil hvor jeg har lysten til at spille fodbold, sagde Christian Eriksen til World Soccer.


Salg af Bale åbnede for skiftet til London
I sommeren 2013 lavede Tottenham en rekordhandel, da Gareth Bale blev solgt til Real Madrid, og for de mange penge kom der syv nye spillere til Tottenham. Erik Lamela, Roberto Soldado, Paulinho, Etienne Capoue, Vlad Chriches, Nacer Chadli og… Christian Eriksen. De seks andre end danskeren må samlet set betegnes som en stor skuffelse, og havde det ikke været for Eriksen, havde det været tæt på en katastrofe.

Siden skiftet til London-klubben er Eriksen i store perioder blevet kritiseret for ikke at præstere godt nok på det danske landshold sammenlignet med spillet for Tottenham, og indtil afslutningen af VM-kvalifikationen 2018 kunne man slet ikke genkende Eriksens præstationer på landsholdet – sammenlignet med det høje niveau fra Premier League.

Dertil kan der være flere forklaringer, men et par stykker af dem kunne være, at den meget forsigtige Eriksen ikke fungerede særlig godt under landstræner Morten Olsen, der havde en meget “tysk” ledelsesstil og var alt andet end kammeratlig – som stilen virker til at være under den succesfulde Åge Hareide. Derudover har Eriksen utvivlsomt også levet godt af holdkammeraterne hos formstærke Tottenham. De har medvirket til hans succes, når de har foretaget de nødvendige løb for, at Eriksens spil kunne udfolde sig. Samtidig begyndte Eriksen på landsholdet at ligne Michael Laudrup mere og mere.

Begge havde holdkammerater på landsholdet, som ikke helt forstod deres spil og en landstræner, som de ikke fungerede godt sammen med. Alt dette skete, imens deres klubkarriere var på det højeste og meget succesbelagt. Daværende landstræner Morten Olsen sagde i 2014 om Christian Eriksens indsats efter kampen imod Portugal.

- Med de kampe han har spillet, skal han styre kampen, og det gør han ikke. Derfor må vi kritisere ham. Det må han leve med…

Men Olsens kritik gik sikkert lige i hjertet på den generte og til tider selvudslettende Eriksen. Præstationerne var dårligere for Eriksen under Morten Olsen, og hans første 50 landskampe var ikke gode, mens de næste 25 satte en helt anden standard.

Hareide var tiltrådt, og da Danmark i Irland kvalificerede sig til VM i Rusland, blev Christian Eriksen udråbt til ”Kong Christian”, og han var i den grad talismanen for Danmark i den præstation. Holdkammeraten Kasper Schmeichel og mange eksperter mente, at Eriksen havde verdensklasse, men den positive kritik tog hovedpersonen nok engang med sindsro.

- Det er op til andre, om de vil kalde mig for en verdensstjerne. Det har ikke noget med mig at gøre. Jeg kalder ikke mig selv en verdensstjerne. Jeg er stadig bare Christian fra Middelfart, selv om jeg har lavet tre mål mod Irland. Så er jeg den samme…

Så modsat mange af de andre verdensstjerner, som Christian Eriksen bliver sammenlignet med – så er han en beskeden verdensstjerne…
Læs hele artiklen
David Moyes – skotsk fighter skal rejses
Den nye West Ham-manager er på jagt efter oprejsning efter meget skuffende perioder hos Sunderland, Real Sociedad og Manchester United - hvor han blev en dårlig kopi af Sir Alex Ferguson.
- Mr. David Moyes is probably a fine example to everybody in government of stability and making the right decisions for the long term.

Sådan sagde den engelske sportsminister Andy Burnham om den skotske fodboldmanager David Moyes, da han påtog sig én af verdens sværeste manageropgaver – nemlig at afløse legenden Sir Alex Ferguson i Manchester United. Men at det netop skulle blive Moyes, var måske ikke så tilfældigt, som det først lød, da Manchester United kom med den officielle udmelding. For ønskede “De Røde Djævle” at finde en mand, som mindede om Sir Alex - så valgte de rigtigt.

Udover at begge managere er skotter, har de faktisk også en fælles baggrund, som har været med til at præge dem til de personer, som de er i dag. Her spiller den tidligere så ukendte fodboldklub – Drumchapel Amateurs – og navnet Douglas Smith en stor rolle.

Både Ferguson og Moyes har fået en del af deres opdragelse i klubben, og det har i den grad været med til at påvirke dem. Den fineste amatør-klub i Skotland har nemlig stolte traditioner, men også stor fokus på streng disciplin, som begge de skotske managere har udvist i gennem karrieren. Udover disciplinen har de også – hos Drumchapel – fået deres aggression, passion og vilje til sejr i de specielle opgivelser.

Moyes har blot taget nogle længere skridt end Ferguson for at finde sejrene, og der har faktisk til tider været flere nedture end opture. Efter udnævnelse som West Ham-manager er det nu tid til en succesoplevelse for Moyes efter meget dårlige perioder hos Sunderland og Real Sociedad – men hvordan ser det ud, hvis man går lidt længere tilbage i tiden?


Fattig barndom i Glasgow
David Moyes blev født i Bearsden, hvilket er én af de fattigste forstæder til Glasgow. Hans mor arbejdede i en tøjbutik og David senior tjente lidt i den lokale tømmerhandel. I disse Glasgow-gader var det utilgiveligt at ende op med at spille for rivalerne fra Celtic, men trods dette… endte Moyes op med netop at gøre det, da han som bare 17-årig fik en kontrakt med den skotske storklub.

Moyes spillede i Celtic indtil 1983, hvor han lavede et meget overraskende skifte til Cambridge United, og derefter fulgte der en forfærdelig tid. I de efterfølgende ni sæsoner oplevede Moyes at rykke ned hele fire gange, da han spillede for klubber som Bristol, Shrewsbury og Dumfermline.

Nedturen gav grobund til den person, som den iltre skotte er i dag, for allerede da han var i midten af tyverne, begyndte han at interessere sig for træningsmetoder. Dog ikke ud fra en ambition om at blive Premier League-manager, men mere bare for altid at blive bedre, har hans tidligere holdkammerat Ross Jack fortalt.

I Shrewsbury var han tæt på at blive ansat som assistent til den tidligere Manchester-spiller Mickey Thomas, men det endte i vasken, da Thomas ikke ønskede at være manager i klubben alligevel, og i stedet endte Moyes tilbage i Skotland, hvor han som 30-årig kom til Hamilton. I hjemlandet blev det til endnu en skuffelse, men så startede opturen, da han skiftede til Presten North End.

I 1995 var selveste David Beckham udlejet til Presten North End, og superstjernen har fortalt i sin biografi om mødet med Moyes:

- Moyes var sådan en spiller, der sprang ned i alle tacklinger. Han råbte hele tiden og fik alle sine holdkammerater til at ydre deres bedste for at vinde kampene. Alle kunne se, at David en dag ville blive manager.

Beckham tog som bekendt til Old Trafford – ligesom Moyes skulle gøre 18 år senere. Dette sker efter at forholdet mellem Presten North End, Moyes og Manchester United var startet meget tidligere. Da Eric Cantona fik en lang karantæne - for sit vanvittige spark på en Crystal Palace-fan – spillede United flere træningskampe imod Presten, for at franskmanden skulle holdes i form, og her fik Moyes flere gange ansvaret for Presten. Selvom der var tale om træningskampe i en afslappet stemning, stillede Moyes store krav til Presten-spillerne, og det var medvirkende til, at han senere blev manager i klubben. Dette blev starten til et samarbejde mellem Presten og Manchester United, som handlende mest om lejeaftaler og mange træningskampe.

I 1996 rykkede Presten op i 3. Division med Moyes som et stor aktiv på banen, men da klubben et par år senere gjorde den populære manager Gary Peters til chef for klubbens akademi, blev Moyes manager, selvom selveste Ian Rush også var i spil til jobbet. Moyes afværgede en truende nedrykning, og året efter var Presten i play-offs og to år efter rykkede de op.

Dette blev bemærket hos større klubber som Nottingham Forrest og Sheffield Wednesday, men dette ønskede Moyes ikke. Han blev i Presten, også da Sir Alex Ferguson ønskede ham som assistent, da Brian Kidd rejste til Blackburn. I 2001 var Presten rykket helt op i toppen af ”The Championsship”, men de tabte playoff-kampen til Bolton – dog skulle Premier League snart komme til Moyes. Evertons viceformand Bill Benwright har fortalt, at det tog ham kun 30 sekunder at afgøre, at Moyes skulle blive deres nye manager i foråret 2002.


You have got red hair, but we don't care
Tiden i Everton var unik, selvom der også har været nedture, men hele elleve år i samme Premier League-klub gør Moyes' præstation til noget helt specielt, hvilket fansenes begejstring stadigvæk også bevidner, når det lyder udover Goodison Park:

- Davie Moyes! Davie Moyes! Davie Davie Davie Moyes!
You have got red hair, but we don't care
Davie Davie Moyes!

Tilstanden i Everton blev også voldsom forbedret under Moyes, selvom den skotske manager aldrig vandt noget med ”The Toffees”. Truppen, som Moyes overtog, var aldrende, og den økonomiske situation var meget presset, men trods dette var Moyes i klubben i mange år. Tidligere har Moyes sagt, at når Everton sluttede på en 13. plads i Premier League, var det en god sæson – sådan er det ikke længere.

I 2002/03 sluttede Everton på 7. plads - blandt andet med en ung Wayne Rooney på holdet - efter holdet igennem foråret faktisk var placeret højere oppe i stillingen, og på den sidste kampdag missede Everton muligheden for at spille europæisk fodbold, men den efterfølgende sæson var der ballade i klubben – og klubben sluttede lige over nedrykningsstregen.

Sæsonens sidste kamp endte med et ydmygende 1-5-nederlag til Manchester City, og holdet sluttede kun lige over nedrykningsstregen. Moyes havde også mistet ”omklædningsrummet”, efter han havde haft et opgør med holdets anfører Duncan Ferguson, og derudover var der også gnidninger mellem Rooney og Moyes. Disse blev afsluttet i sommerpausen, da Rooney blev solgt til Manchester United for klubrekorden på 250 millioner kroner.

Trods salget fik Moyes ikke mange penge til at købe ind for i den efterfølgende sæson, men alligevel endte Everton på en flot fjerdeplads. Senere blev der i stedet brugt 130 millioner kroner på at etablere træningsanlægget – Finch Farm, der åbnede i foråret 2007. Men kan Moyes godt agere på transfermarkedet?


Blandende transfer-bolsjer
I Everton-tiden formåede Moyes at hente spillere fra mindre markeder som det belgiske, det irske og det græske, og flere gange på en snedig vis. Joseph Yobo og Mikel Arteta blev f.eks. hentet på låneaftaler, sådan at Moyes kunne kigge dem an, inden han købte dem. Arteta endte med at koste Everton sølle 20 millioner kroner – ligesom den målfarlige midtbanekollega Tim Cahill gjorde. Af andre gode handler kan nævnes Marcus Bent, der kun kostede fem millioner kroner, Steven Pienaar der kostede 20 millioner kroner samt Maroane Fellaini – som blot kostede 140 millioner kroner, da han ankom til Goodison Park.

Naturligvis har der også været dårlige indkøb af Moyes i Everton, som Richard ”Wrong” Wright, James Beattie og især Per Krøldrup, der faktisk kostede hele 45 millioner kroner. Navne som Andy van der Meyde og Steven Naismith faldt også igennem i Everton, og Moyes kaldte blandt andet van der Meyde for ”værdiløs”.

Trods de dårlige indkøb skabte Moyes fremdrift i Everton. De ti år, før han kom til klubben, sluttede de gennemsnitlig på en 14. plads, mens Moyes-årene gav en solid 7. plads i gennemsnit, men det blev ikke til nogen trofæer, og der har været mange skuffelser i FA-cuppen.

I 2009 slog Everton tre hold fra ”Top 6” ud af FA-cuppen, inden de tabte til Chelsea i finalen, og i 2012 endte det også med en skuffelse, da rivalerne fra Liverpool vandt semifinalen over ”The Blues”.

I Premier League havde Moyes fine placeringer som i 2004/05-sæsonen, hvor klubben sluttede på en fjerdeplads, men det helt store problem for tiden i Everton var kampene imod de største hold i rækken. Han fik aldrig en udebanesejr over hverken Arsenal, Chelsea, Liverpool eller Manchester United – men det skyldes ikke, at han ikke kunne ”tænde” spillerne. Moyes har nemlig også et ry for at være en ”hårtørre” i omklædningsrummet, men peptalkene har ikke givet de ønskede resultater på det seneste.

I kalenderåret 2016 og 17 havde Moyes den sidste periode af tiden hos Real Sociedad og 43 kampe for Sunderland. Samlet set 54 kampe, hvilket gav blot en sejrsprocent på 18, så han er taget til West Ham for at finde genoprejsning.

For siden at den engelske sportsminister Andy Burnham kom med de rosende ord til den nykårede Manchester United-manager er det gået ned af bakke for den modig skotte.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Kan Moyes og West Ham redde hinanden?
Når David Moyes på søndag sætter sig tilrette på West Hams udskiftningsbænk til udekampen mod Watford, er det velvidende, at han er nødt til at skabe resultater i en fart. Moyes skal redde West Hams sæson, men bestemt også få sin egen karriere på rette spor igen.
Den ellers blandt fansene så populære Slaven Bilic har i lang tid været ”dead man walking” i West Ham. Efter nederlaget til Liverpool mistede klubbens ejere endegyldigt troen på, at kroaten var den rigtige mand i spidsen for "The Hammers."

Da en ny manager skulle findes, faldt valget på den 54-årige David Moyes, der senest styrede Sunderland ned i The Championship. Moyes blev kun tilbudt en kontrakt frem til afslutningen af indeværende sæson, så han er under voldsomt tidspres og skal levere resultater i en fart, hvis han vil gøre sig forhåbninger om at få den kontrakt forlænget.

Slaven Bilic fik en fremragende start i West Ham. Fansene var blevet trætte af forgængeren Sam Allardyce og især den spillestil, han stod for, så de tog imod Bilic med åbne arme. Bilic kvitterede med flotte resultater i sin første sæson, der bød på sejre over blandt andre Liverpool, Manchester City, Chelsea, Arsenal, Tottenham samt ikke mindst Manchester United i den allersidste kamp på Upton Park.

Op til den følgende sæson flyttede West Ham væk fra de trygge rammer omkring Green Street og ud til et trist industrikvarter i nærheden af den gamle landsby Stratford. Klubben havde lavet en økonomisk meget lukrativ aftale med London om at leje byens olympiske stadion og solgte hurtigt over 50.000 sæsonkort. Fremtiden så aldeles glimrende ud, men rent sportsligt er det dog langt fra blevet den succes, som klubben havde håbet på. Resultaterne udeblev, og fansenes tålmodighed med de to ejere er mildest talt ved at være opbrugt.

Mange af fansene føler, at flytningen skete henover hovederne på dem og savner de trygge rammer omkring det gamle stadion. En stor del af fansene mener, at ejerne ved starten af hver transfervindue lover dem verdensklassespillere for ved slutningen af vinduet i stedet leje spillere fra væsentlig lavere hylder og siden trække store summer ud af klubben og ned i egne lommer.

I nuværende sæson er det gået fortsat støt ned ad bakke for West Ham. Klubben leverede ellers et forholdsvis fornuftigt transfervindue, men da London Stadium i starten af sæsonen skulle bruges til VM i atletik, startede West Ham sæsonen med tre udekampe, som alle blev tabt. Siden er det blevet til blot to sejre, og da rygterne samtidig gik på, at Bilic havde tabt omklædningsrummet, ikke kunne motivere spillerne og få dem i tilstrækkelig i form, så var fyringen den logiske konsekvens.

Nu er det Moyes, der står i spidsen for West Ham. Han har fået følgeskab af den gamle landsholdsback Stuart ”Psycho” Pearce samt Alan Irvine og Billy McKinlay som assistenter. Den kvartet bliver - modsat Bilic - nok ikke beskyldt for at være for blød over for spillerne, og Moyes udtalte da også om spillerne på sit første pressemøde:

- Stram op, ellers du ryger på bænken. Løb, eller du ryger på bænken. Jeg har travlt, og det burde de også have.

Klubbens topscorer fra sidste sæson Michael Antonio udtalte til BT Sport Football om træningen under Moyes:

- Træningen er intens og anderledes, men jeg ser gode ting.

På søndag bliver vi en smule klogere på, om der er sket positive forandringer, men svaret på, om Moyes og West Ham kan redde hinanden blæser fortsat i vinden - nøjagtig som de berømte sæbebobler, der er en fast bestanddel af West Ham-kampe på London Stadium.
Læs hele lederen
Liverpools hullede defensiv
Indkast.dk har kigget Jürgen Kloops forsvar efter i sømmene, og det ser ikke godt ud…
I gårsdagen udgave af de engelske aviser havde Philippe Coutinho travlt med at forsvare Liverpools forsvar, og den ombejlede brasilianer slår fast, at det er hele holdet, der deltager i det defensive arbejde.

Nuvel skal alle deltage i forsvarsspillet, men mange af målene imod Liverpool er lavet efter store personlige fejl. Derudover er det i den grad på udebane. I de fem udebanekampe har Jürgen Kloops defensiv lukket 15 mål ind – mens der blot er scoret én gang imod dem på Anfield Road. Selvom de har gjort det fint på hjemmebanen, har de haft den værste defensiv siden 1964 efter ni turneringskampe.

Fem mål imod Manchester City og fire i weekendens Tottenham-kamp har naturligvis være dyre i ”regnskabet”. Klub-legenden Graeme Souness er nådesløs i kritikken og hævder, at holdet ikke har en defensiv profil, ingen organisation og i den grad mangler en styrmand. Souness mener også, at Dejan Lovren i weekendens kamp var alt for venlig overfor Harry Kane.

Spørgsmålet er, om Liverpool mangler kvaliteten i forsvaret. Umiddelbart virker det ikke til, at det har samme niveau som deres rivaler i toppen af Premier League, men de mangler ikke pengene til at skaffe dem. Således har Liverpool det fjerde største lønbudget i Premier League, men de er klart det hold, som har lukket flest mål ind i denne sæson – kriseramte Crystal Palace har endda lukket færre mål ind.

På målmandsposten har Simon Mignolet og især Loris Karius været meget udskældt, og måske kunne Virgil van Dijk i sommerens transfer-vindue have skabt noget tiltrængt ro og selvtillid til defensiven, men det fejlede, og det gjorde Liverpool-ledelsen i den grad også. For denne havde slet ikke en plan B klar, da indkøbet af Southampton-spilleren tidligt i forløbet begyndte at trække i langdrag.

Liverpool har forsømt at forstærke sig betydeligt i defensiven modsat flere af de andre tophold. De fik slet ikke købt den centrale forsvarsspiller og målmand, som de manglende, og det betaler de dyre lærepenge for nu.

Klopp har været ansvarlig for Liverpool i 77 kampe, og i dem har de blot holdt ”Clean Sheets” i 29,8% af kampene, hvilket er langt fra forgængerne Rodgers og Benitez. Derudover er Klopp også den eneste i trioen, som har en sejrsprocent under 50%. Dette skal ændres – gerne med den ”Klopp-effekt”, som har været gemt væk i en alt for lang periode.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Giroud de specielle måls mester? 100 Arsenal-mål for Giroud – Se dem her Artikel ikon Vanvittigt mål af Sigurdsson Artikel ikon Vanvittige Shelvey Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Serie A - runde 13 Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Tidligere medspiller: Gravesen var sær Artikel ikon Fejl hos Fellaini Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 8: Bedste West Brom-managere Ugens hold fra Bundesligaen - runde 12 Artikel ikon Ugens hold fra Superligaen - runde 16 Artikel ikon Top 10: Flest PL-indskiftninger Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Sevilla - Liverpool Spil: AS Roma - Lazio Artikel ikon Spil: Italien - Sverige Artikel ikon Spil: Kneben United-sejr på Anfield Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Carlo Ancelotti - mit spil Robert Enke: Et alt for kort liv Artikel ikon Hjem til Fodbold Artikel ikon - En tikkende bombe Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Tidligere VM-vindere som ikke kom med Diego Maradona - Stjernen fra villavejen Artikel ikon 'En rigtig Jesper Olsen' Artikel ikon Premier League - Tilbageblik af Indkast Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Fredagens engelske rygter Rygte: Fem spillere er ønsket i Madrid Artikel ikon Torsdagens engelske rygter Artikel ikon PSG tilbyder United-spiller kontrakt Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Alexandre Lacazette
Vidste du om ... Cristian Ziege Artikel ikon Vidste du om ... Vinicus Junior Artikel ikon Vidste du om ... Kasper Dolberg Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Top 8: Bedste West Brom-managere Top 10: Flest PL-indskiftninger Artikel ikon Champions League-statistik Artikel ikon West Hams defensive problemer Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Randers - SønderjyskE Optakt: FC København - Lyngby Artikel ikon Optakt: OB - Hobro Artikel ikon Optakt: FC Helsingør – AaB Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: West Ham – Leicester Startopstillinger: Randers – SønderjyskE Artikel ikon Startopstillinger: FC Köln - Arsenal Artikel ikon Startopstillinger: Sporting – Olympiacos Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon SønderjyskE vandt for tredje gang i træk Cornelius og Atalanta vinder på Goodison Artikel ikon Nederlag til FCK i Moskva Artikel ikon Arsenal-reserver taber i Tyskland Artikel ikon Se flere