- En tikkende bombe

Af Torsten Brix

2017-01-16
- En tikkende bombe

Indkast.dk bringer her et kapitel fra bogen "Joey Barton - No Nonsense".

Tommy-enarm havde åbenlyse psykiske problemer, men han virkede såmænd harmløs nok. Han boede i en lejlighed med udsigt over skolens område hvor vi spillede fodbold, og han jagtede tit de børn der kastede sten mod hans vinduer. Han arbejdede sig gerne op til et voldsomt raseri, men gav hurtigt op.

Hans rigtige navn var Leo Gavan. I roligere øjeblikke så vi ham hænge ud ved tømrerforretningen og vinbutikken nær boligkomplekset. Han hævdede at han spillede for Real Madrid, og at han var den bedste enarmede målmand i verden, men at han ikke kunne vende tilbage til Spanien fordi han var bange for at flyve.

Han var som en tidsindstillet bombe. På en kold søndag morgen i februar 1996 havde han ikke taget sin ordinerede medicin for skizofreni. En gruppe knægte knuste en af hans ruder og søgte ly på et nærliggende fladt tag da han gik bersærk. I ophidselse over at han var fysisk ude af stand til at nå dem, vendte han tilbage til sin lejlighed, slog sine møbler i stykker og kastede dem ned på gaden. Derefter lagde han sig på lur ved vinduet bagest i sin lejlighed. Da hans plageånder klatrede ned, greb han en udskæringskniv og optog forfølgelsen af dem.

Da de nåede den lokale blomsterpark hvor vi plejede at spille fodbold på græsplænen når de gamle ikke spillede bowling, spredtes de for alle vinde. Gavan trængte Lee Kinch – en knægt der ikke havde været involveret i balladen – op i en krog i en have og stak ham én gang, lige gennem hjertet. Han var 14 år gammel og døde øjeblikkelig. Jeg opholdt mig i fritidscenteret da en knægt kom hen og fortalte om hvad der var sket. Vi begav os naturligvis hen til gerningsstedet for at stå og måbe og indsamle sladder. Det virkede uvirkeligt. Lee var en populær dreng i skolen og boede tæt ved min ven Mash. Vi deltog alle i hans begravelse – som var helt forfærdelig.

Et politisk stormvejr brød løs over fejlene og manglerne i byrådets behandlingsprogram, og Gavan blev tvangsindlagt i henhold til Mental Health Act. To år senere blev han anset for egnet til at erklære sig skyldig i manddrab* på grund af mindsket ansvar og vendte tilbage til overvågning på fuld tid. Livet gik videre selv om det stadig vilkårligt blev revet bort fra tid til anden. En anden dreng, broderen til en pige der gik en klasse under mig i skolen, hængte sig selv i et træ. Der gik flere dage før nogen sørgede for at rebet blev fjernet, så det blev en makaber turistattraktion for teenagere der kedede sig.

Børn er perverse, ikke sandt? Noget tilsvarende skete da Sean Catlin, endnu en skolekammerat, blev mast til døde. Han havde en leg hvor han hoppede om bord på en bus der var i bevægelse, men en dag forregnede han sig, mistede grebet og faldt fremover, ned under baghjulene. Det varede flere uger før blodpletterne var forsvundet fra gaden.

Jeg kunne aldrig få øje på fordelene ved sådan en leg, men vi blev ved med at foretage os dumme ting, helt uvidende om farerne. Vi fortsatte som normalt med at dyste om ikke at være en kylling ved at løbe tværs over kørebanen på den nærliggende motorvej M62. Politiet fangede os og smed os i en celle for at afskrække os. De tvang os også til at gå hjem fra Huyton Village, men de kunne godt have sparet sig.

Selv hverdagsaktiviteter såsom et spil golf på en kommunal golfbane i Widnes med Frankie Lacken og John Neil, en anden ven, kunne potentielt udvikle sig til det rene kaos. En lokal bande forlangte at få udleveret vores køller og gik til angreb på os. De fik dog mere end de havde regnet med under det efterfølgende slagsmål, da Frankie slog deres leder, en ældre mand på omkring de 30 ved navn Colin, i hovedet med et 7-jern.

De flygtede, rædselsslagne over den øjeblikkelige og intensive vold. Vi opførte os som undvegne fanger og undlod at tage med offentlige transportmidler eller en taxa eftersom vi var smurt ind i blod. Vi tog hen på en lokal skadestue hvor vi så Colin blive behandlet på en lille enestue. Han opdagede ikke vores tilstedeværelse, og han virkede ikke som typen der kunne finde på at alarmere strisserne, men vi besluttede os alligevel for ikke at blive for at få vores hænder og ansigter syet. Frankie var mere bekymret over de uoprettelige skader på hans 7-jern, hans favoritkølle. Han gav ofte tabet af denne kølle skylden når jeg senere vandt over ham i golf.

Der var en underlig normalitet over vores vanvittige opførsel. Vi plejede at pisse de lokale heroinmisbrugere af ved at foretage raids mod deres narkobuler i de blændede lejligheder oven over butikkerne. De forsøgte at jagte os gennem tagskægget og hullerne i husmurene, så vi klatrede ganske enkelt op på taget og ventede til de gav op. Vi hviskede så de ikke fandt ud af at vi var i nærheden, men det begyndte hurtigt at kede os. Vi bankede huller i lofterne og smed mur- sten efter dem for at hidse dem op. Vores flugtruter, rottegange gennem gamle lofter, var bælgmørke, men vi fandt vej igennem dem ved hjælp af teenage-telepati.

Hver efterladt bygning var et eventyr, fuld af overraskelser. En gammel seng eller et farvet sæt gardiner som vi kunne bruge til at indhegne vores lejr med, var én ting. Topmoderne overvågningsudstyr – opdaget ved et tilfælde på et tilstødende loft, var en helt anden sag. Vi tog ét kig på kameraerne og optageudstyret og besluttede at de større drenges omtanke var påkrævet.

De undersøgte byttet og fandt hurtigt ud af at vi var faldet over en hemmelig politiovervågning af en velkendt narkohandler der drev sit forretningsimperium fra et lidet indtagende endehus over for den forladte bygning.

Der blev ikke sagt noget, men et par dage senere huggede vi nogle skejser fra en mellemmand. De større drenge fik flere penge end os, men vores andel rakte til nyt fodboldudstyr, et hemmeligt lager af samlemærker med fodboldspillere og en ekstra billet til en Everton-kamp. Som vi så det, var der tale om en forbrydelse uden offer. Politiet kunne rende og skide.

Det var en foruroligende tid. Jeg led slemt af akne da jeg kom i puberteten. Jeg var ekstremt følsom over for krænkelser og paranoid over at vise antydningen af frygt. Den del af min hjerne der automatisk ansporede mig til anarkistisk, ulogisk og selvdestruktiv adfærd, var stadig aktiv. Folk undgik mig fordi jeg simpelthen ikke var risikoen værd.

Strukturen i mit liv var i fare for at blive revet i stykker. På den ene side tog vi regelmæssigt på ferie i Portugal, mor og far skændtes sjældent når vi var inden for hørevidde, og det var tydeligt at de elskede os. På den anden side blev belastningen mere og mere tydelig. Far var meget yngre end mor. Han havde lyst til at gå i byen med drengene og tog tit på drukture i weekenden.

Mor tilkaldte en babysitter til at tage sig af os fordi vores halvsøstre var flyttet hjemmefra, og sluttede sig til ham på pubben hvad enten han brød sig om det eller ej. Som voksen kan jeg godt rationalisere mig frem til hvorfor hun handlede sådan. Hun var bange for at miste ham og var vred over sin manglende frihed. Dette var virkeligheden, ikke en eller anden du-kan-få-det-hele-fantasi fra Daily Mail. Men da jeg var barn, forstærkede det min fornemmelse af tomhed.

Jeg havde brug for en moderlig indflydelse og fandt den hos min farmor. Det var hende der lavede søndagsstegen, vaskede vores tøj og sørgede for at vi kom i bad og passede vores sengetider. Det generede hende ikke at indføre udgangsforbud efter klokken 19 eller at gøre mig forlegen ved at hive mig hjem når der var optræk til ballade. Hun lod vores onklers alt for store T-shirts gå i arv fordi hun ikke havde råd til pyjamas. Hun var en klippe.

Jeg hadede søndag morgen når mine forældre forsøgte at sove rusen ud. Jeg hadede de drukkammerater der lå henslængt på sofaen hvor de var dejset omkuld. Jeg blev træt af at rode rundt i fars bukser efter småmønter så jeg kunne betale min billet og købe slik og en sodavand efter søndagskampen. Jeg havde ikke noget imod at løbe hen til kampen, for udholdenhed var mit hemmelige våben, men jeg ville gerne være blevet kørt hjem efter kampen, noget som de andre drenge tog for givet.

Jeg følte at jeg var i vejen. Da far en dag kom hjem fra endnu en druktur og opdagede at hans tøj var klippet i strimler og nogle få af hans ejendele var proppet i tre sorte affaldssække og smidt ud i forhaven, var der kun én ting at gøre. Der havde tidligere været skænderier, som når mor nægtede at lukke ham ind over dørtærsklen, men denne gang var det slut. Jeg lukkede ham i stilhed ind gennem glasskydedørene ud til baghaven så han kunne hente hvad han kunne bære, og kort efter sluttede jeg mig til ham hos farmor.

Der er ikke rigtig nogen vinder i sådan en situation. Andrew var virkelig nært knyttet til mor, så far blev med det samme gjort til den store antikrist. Mors mistanke blev bekræftet da en ny kvinde kort efter trådte ind på scenen. Det bebrejdede jeg far i nogen tid, men jeg besluttede hurtigt at livet var for kort til den slags. Som kvinde forstod farmor omfanget af svig, men som mor var hendes kærlighed ubrydelig.

Mor var temmelig ilter, men hun forstod farmors spilleregler. Aldrig – ALDRIG – blive uvenner med dit eget kød og blod. Farmor var villig til at hjælpe med børnepasning, men hun forventede også at der blev trukket en grænse under de hidtil uset anspændte forhold. Hendes opgave var at skabe stabile rammer, og hun forstod hvor fun- damental fodbold var for min fremtid.

Jeg stod ved en korsvej. Narkoen flød overalt i boligkomplekset, og jeg var ikke dum. Fars generation var på skræmmende billig kokain. Der gik historier om baner der blev linet op på pubberne og sniffet til private fester. På en fredag aften kunne jeg enten gå ned i parken for at blive høj sammen med skolekammerater der i al hast var ved at gå fra hash til syretabletter, eller jeg kunne nøjes med det adrenalinkick der fulgte med konkurrencesport.

Jeg var så heldig at jeg ikke kunne lide smagen af hård spiritus. Far tilbød mig min første pint da jeg var 15 år gammel, men jeg rørte ikke alkohol før min 17-års fødselsdag da min onkel Tom tog mig med til diskoteket Natterjacks på Roby Road i Huyton. At tylle varm og sød cider fra plastikflasker på et vindblæst busstoppested var ikke det jeg opfattede som at have det sjovt.
I en periode var jeg fanget i krydsilden mellem ønsket om at være en del af den gamle bande, lave ballade, have det sjovt og få nye ven- ner og ønsket om at skabe mig en karriere inden for fodbold. Fjernsynet ved siden af den buldrende kaminild i farmors stue blev min vejleder og bodyguard.

Jeg var et barn af VM-slutrunden i Italien i 1990, af Roger Millas elegante lambadadans og af Gazzas fortvivlede tårer. Uskarpe billeder fra den walisisk-sprogede tv-station S4C gav mig mulighed for at studere de italienske konger – Ancelotti, Baggio, Baresi og Maldini. Derefter skiftede Gazza til Lazio, og Channel 4 begyndte at sende ugentlige opvisninger med Batistuta, Donadoni osv.

Jeg blev forelsket under VM i USA i 1994. Gheorghe Hagi blev kaldt ”Karpaternes Maradona”, men han var i en helt anden klasse end det dopede geni med de vilde øjne der blev sendt hjem i vanære*. Rumæneren var lille, men han var fantastisk til at dække sin bold, og han behandlede den med stil. Et af målene fra den rumænske 3-2- sejr over Argentina i ottendedelsfinalen har lige siden været ætset ind i min hukommelse. Hagi modtager bolden tæt på midterlinjen ude i højre side på sin egen banehalvdel. Han udspiller fire modstandere med en enkelt aflevering og spurter straks i position for at modtage returafleveringen. Der er varmt, indelukket og hektisk inde i Rose Bowl i Pasadena, men alligevel fryser Hagi tiden fast. Han ryk- ker ind i banen og spiller Ilie Dumitrescu fri til en let scoring med en aflevering der snyder tre forsvarsspillere. Wow. Senere scorer Hagi selv et mål, med sin ”forkerte” fod, men intet slår denne aktion.

Jeg ville bare være ham. Jeg elskede hans arrogance og den måde hvorpå han organiserede muren for sin målmand når modstanderne fik frispark, eller ignorerede holdkammeraterne når de ville tage et indkast i stedet for ham. Jeg rullede mine fodboldstrømper ned og bandt hvid tape omkring toppen af dem for at ære ham, og i seks måneder tiggede jeg om at få et par Lotto Stadio-fodboldstøvler magen til hans. Jeg havde lyst til at græde da jeg pludselig voksede ud af dem.

Gazza fascinerede mig fordi jeg sympatiserede med hans rastløshed og hans slet skjulte ulykkelighed. Min horisont blev udvidet på grund af spillet og dets iboende disciplin, men jeg var splittet mellem flid og ubesindighed. Den mørke side af min personlighed lå stort set i dvale, men den var aldrig langt fra overfladen. Den truede indimellem alt hvad jeg havde kært.
Jeg var som en tikkende bombe.

Jeg rodede mig ud i unødvendige slagsmål til træningen i Everton, som et barn der tester grænserne for sine forældres kærlighed. Dystre humørsvingninger kom over mig uden grund og uden varsel. Jeg spillede godt i Milk Cup for ungdomshold i Nordirland, men skaffede mig alverdens problemer på halsen da jeg kylede et sæt lånte golf-køller ud over en klippeskrænt og ud i havet.

Jeg kunne ærlig talt ikke forklare hvorfor jeg gjorde det. Jeg var det lille barn der stak sine fingre ind i stikkontakten for at se panikken og bekymringen i de voksnes ansigter, men alligevel bar man over med mig. Fodboldklubber har deres egen moralkodeks, der formes af formålstjenlighed snarere end etiske standarder, og mit talent blev anset for vigtigere end min umodenhed. Jeg ville vokse fra det.

Trænerne opfordrede mig til at tage den mere med ro og sagde at det nogle gange var bedre at vende den anden kind til i stedet for at kæmpe mod hele verden. De vidste sandsynligvis at de talte for døve øren, men på denne måde havde vi alle æren i behold.

Der blev lagt mærke til mig. Efter en kamp en søndag morgen introducerede en velkendt skikkelse sig. Han spurgte hvordan det gik hos Everton, og antydede at han kunne skaffe mig en plads hos Liverpools akademi. Jeg kunne ikke tro det. Jeg var ved at blive shanghajet af Steve Heighway, den tidligere Liverpool-wing, der var ved at opbygge et ry som en af fodboldens dygtigste talentspejdere.

Det var et smukt scenarie, af den gamle skole. Steves kone arbejdede på Seel Road Comprehensive School og fik nogle af mine venner der til at lægge et godt ord ind. Jeg vidste at jeg kunne lære meget af Steve, men jeg vidste også at det ultimative forræderi aldrig ville blive tilladt. Om ikke andet var Steve ihærdig, og han ringede hjem til os flere gange, lige indtil far tog telefonen. Steve nåede dårlig nok at forklare hvor imponeret han var over mig, før han blev afbrudt. ”Nej, nej, nej og atter nej,” udbrød far. ”Vi holder med Everton, kammerat.”

Derpå lagde far røret på. Færdigt arbejde. Familiens ære var blevet beskyttet. På overfladen gik tingene glat. Selv om udviklingscoaches fordømmer en resultatorienteret tilgang, havde mit hold fra Bellefield* været ubesejret i to sæsoner. Jeg burde have været smart nok til at se advarselsskiltene da Neil Dewsnip blev hyret til at lede akademiet, eftersom han stod for alt hvad jeg afskyede.

Han havde en begrænset erfaring som træner og var en glat politisk operatør. Men det der virkelig irriterede mig, var hans fundamentalistiske tilgang til spillet. Han var kraftens, fysikkens, størrelsens og styrkens discipel. Han var besat af tanken om små spillere der blev fravristet bolden, og koncentrerede sig om at udvikle store, velbalancerede spillere der kunne holde på bolden.

Det stod hurtigt klart at han mente at jeg var for lille – ironisk nok den samme skavank som engang truede med at bremse karrieren for Steven Gerrard, hans stjerneelev da han var idrætslærer på Cardinal Heenan Catholic High School i West Derby. Det eneste jeg kunne gøre, var at vise at jeg havde nosser, arbejde hårdt og afsløre hvor åndssvag hans fordom var.
Beslutninger blev truffet helt vilkårligt. Leighton Baines dumpede for eksempel til to prøvetræninger hos os – en dyr fejl – han blev senere købt i Wigan for 60 millioner kroner. Men der spredte sig et rygte om at jeg var én blandt ni Everton-spillere der var i betragtning til FA's National School of Excellence på Lilleshall. Det her var stort.

Lilleshall, et tidligere herresæde der lå på en 12.000 ha stor grund i Shropshire, var fodboldens svar på Hogwarts. I to år var det hjem for landets 16 bedste fodboldspillere i alderen 14 til 16. Idéen var enkel, for enkel skulle det vise sig. Lad de bedste træne med de bedste. Overvæld dem med fodbold. Uddan dem til at blive landsholds-spillere. Men træningens niveau levede ikke op til ambitionerne – den viste sig at være overstyret og middelmådig.

Det vidste vi ikke da udvælgelsesprocessen startede i Stockport County. Alle topklubberne i det nordvestlige England var repræsenteret: Evertons udvalgte, der talte Phil Jagielka og Bradley Orr, skulle prøve kræfter med de mest lovende drenge fra Manchester United, Liverpool, Blackburn og Manchester City. Det her var lige min form for udfordring – enhver var sig selv nærmest.

Bedømmerne inddelte os i to grupper, og jeg fik flygtigt at vide at jeg skulle spille højre back. Hvis det var et trick for at se om jeg ville begynde at surmule, virkede det ikke. I spillertunnellen før kampen kiggede jeg rundt på de andre og så de afslørende tegn på indre uro – hurtig vejrtrækning og flaksende øjne. Jeg havde dem lige hvor jeg ville have dem.

Jeg har altid haft en sjette sans der fortæller mig hvornår jeg kommer til at spille godt. Den giver mig selvtillid og får mig til at slappe af. Jo vigtigere begivenheden er, og jo mere der står på spil, des bedre spiller jeg. Efter første halvleg havde jeg gjort det så godt at jeg blev rykket frem til min foretrukne plads på den centrale midtbane. Jeg var en af de tre drenge fra Everton der gik videre til næste fase.

I min anden testkamp spillede jeg på en helt tredje position. De satte mig til at spille i angrebet selv om jeg var den klart mindste af alle drengene. De to centerhalfbacks der skulle spille over for mig, to store, sløve padder fra Midlands, kunne ikke lade være med at grine smørret, men deres smil forsvandt da jeg lavede hattrick. Så var spillet i gang. Jeg var Evertons repræsentant i finalen.

Endnu en gang lærte jeg at livet er uretfærdigt. Min alsidighed var et handikap, for nu konkurrerede jeg om en plads på holdet mod specialister der spillede på de positioner de havde spillet på hele deres liv. Jeg blev bedt om at spille på endnu en ny position, som venstre midtbane, og selv om jeg følte at jeg klarede mig udmærket, vidste jeg at jeg ikke ville overleve udvælgelsesprocessen.

Ikke færre end 234 drenge slap igennem nåleøjet på Lilleshall i de 15 år hvor stedet fungerede, lige indtil Howard Wilson åbnede Pandoras æske ved at annoncere etableringen af et klubbaseret akademi-system. Nogle nåede hele vejen til tops, heriblandt Michael Owen, Sol Campbell, Nick Barmby og Jermain Defoe, men de fleste blev hurtigt tabt for spillet.

En dreng der var lidt tættere på mig familiemæssigt, brugte det som en dannende oplevelse. Tom Culshaw, min halvfætter, spillede for det engelske U16-hold og nåede så langt som at blive anfører for Liverpools reservehold før han valgte at forfølge en karriere inden for træning og coaching. Han er nær ven med Steven Gerrard og er i dag leder af Liverpools U13-akademi.

På trods af hvad mænd som Dewsnip, der arbejdede i 17 år hos Everton før han blev træner for det engelske fodboldforbunds forskellige ungdomshold, påstår, er ungdomsarbejde ikke en eksakt videnskab. Bob Paisley sagde at de første to meter bliver overvundet inde i hovedet på en topspiller. På samme måde overvindes de vigtigste få centimeter mellem ørerne på en ungdomsspiller.

Derfor skammede jeg mig ikke over at vende tilbage til Bellefield som en spiller der lige netop ikke var blevet udtaget. Jeg blev optaget i systemet som en almindelig skoledreng, selv om rektor nær havde nægtet at give sin velsignelse da jeg havde kaldt en lærer for en gammel heks. Mine holdkammerater respekterede mig, og jeg var villig til at gøre hvad der var nødvendigt for at blive en bedre fodbold-spiller.

Jeg hadede at tabe, selv i terrænløb i skolen hvor jeg udmattede den bedste løber, en høj, udholdende fyr ved navn Neil Kearns, ved simpelthen at nægte at give op. Jeg løb lige i røven af ham mens jeg talte til ham: ”Ligegyldigt hvad der sker, så venter jeg bare, kammerat.” Det fik ham til at flippe så meget ud at han forsøgte sig med et desperat sprint, før han brændte ud og gav op.

Jeg så mig omkring i Everton og vidste at der var alt for mange Neil Kearns. De var større naturtalenter end mig. Deres kroppe var mere modne og veludviklede. Men de kunne ikke lide når det gjorde ondt. De havde ikke min kærlighed til lidet lovende odds. Jeg kunne lide en tackling hvor mine odds var 30 mod 70. De veg tilbage fra en sådan tackling for at skåne sig selv til en senere lejlighed.

Det fik jeg nu ikke meget ud af. Et par måneder senere blev far og farmor indkaldt til det sædvanlige evalueringsmøde ved sæsonens afslutning i en skurvogn på træningsanlægget. Dewsnip havde tidligere givet Phil Jagielka løbepas og var i gang med systematisk at meje sig igennem hele truppen, og han holdt ikke på formerne. ”Han er færdig i Everton,” sagde han. ”Jeg beklager, men sådan er det.”

Jeg var i gang med at spille Championship Manager i mit soveværelse da farfar tog telefonen i køkkenet. ”Joe, din farmor vil tale med dig,” råbte han. Jeg gik ind i hendes soveværelse på den anden side af trappeafsatsen, lagde mig på gulvet og tog telefonen. ”Hør her, min dreng,” sagde hun, ”de siger at de vil droppe dig.”

”Hold hovedet højt, for jeg er den slags kvinde du kan slå ned én gang, men ikke to. Hvis folk vil ignorere mig eller skændes med mig, giver jeg dem ikke muligheden for at gøre det to gange. Der er ingen der er bedre end dig. Det kan godt være at de bor i et større hus og har flere penge, men ingen er bedre end dig.”

Der gik nogen tid før hendes ord sank ind, for jeg følte det som om al luften var blevet trampet ud af mig. Jeg hulkede da jeg lagde røret på, fordi jeg forsøgte at få mit liv til at give mening. Jeg var magtesløs over for at mor og far var ved at gå fra hinanden. Jeg kunne intet stille op over for puberteten eller mit forsøg på at tilpasse mig i skolen. Men hvis jeg blev afvist af en fodboldklub, kunne jeg da for helvede kontrollere det ...

Tankerne fór rundt i hovedet på mig, og fighteren i mig lod også høre fra sig. Ved du hvad, de tager fejl. Alle de studievejledere der smilede overbærende da du sagde at du ville være fodboldspiller, og bad dig om at være realistisk. Træneren der vragede dig fordi du ikke er bygget som et stort skideskur af mursten. Han tager også fejl.

Fuck dem.

Du er ikke et offer. De kan ikke knække dig. De får dig ikke til at tigge. Det kan godt være at din baggrund kommer til at koste dig dyrt engang i fremtiden, for grænsen mellem aggression og selvhævdelse er udflydende, men lige nu er ejendomskomplekset dit fristed. Hvilken ret har de til at dræbe din drøm?

Deres system stinker. Alt for mange akademier er fyldt med bitre og vrede trænere der mener at det er under deres værdighed at beskæftige sig med U12-spillere. De vil have de biler, de penge og den anerkendelse der følger med når man har med førsteholdet at gøre. De kan ikke komme sig over at de aldrig klarede den.

Du kan give op ligesom så mange gør, eller du kan råbe og skrige og slås. Du er sent udviklet. Du bliver bedre hver dag. Ingen, overhovedet ingen, vil det her lige så meget som dig. Du kommer til at presse det her ned over hovederne på dem. Hold op med at have ondt af dig selv. Tør øjnene, mand dig for helvede op og kom videre.

Farfars koldblodige reaktion da jeg kom ned i køkkenet – ”Du må bare til at arbejde hårdt, hvad?” – var lige hvad jeg trængte til. Det var bare endnu en forhindring der skulle overvindes, endnu et tilbageslag der skulle tages hånd om. Nogen kommer snart til fornuft, gør de ikke?

Der går en time. Telefonen ringer igen. Det er Barry Poynton, træneren der forlod Everton lige før Dewsnip ankom. Han er leder af rekrutteringsafdelingen hos Manchester Citys akademi. Han vil have mig til at komme til en prøvetræning. Han siger alle de rigtige ting, finder den rette balance mellem mild overraskelse over at jeg er blevet vraget, og en udfordring af min konkurrencementalitet.

Far og jeg modtager flere af den slags opringninger i løbet af det næste døgns tid. Preston North End kan lide hvad de har set. Det samme kan Leeds United. På daværende tidspunkt spillede City i The Championship, men det føltes rigtigt at skifte til Barry. Han var den første der reagerede og så en mulighed i min dårlige nyhed. Lad os se det i øjnene: Han havde også en stærk interesse i at bevise at Everton havde taget fejl.

Det var ikke noget eventyr. Det er det aldrig med mig, vel? Jeg sloges virkelig for det i mine første to et halvt år hos City. Jeg hadede at pendle, afhængigt af trafikken tog det en time hver vej. Frankie Bunn, en af trænerne, var særlig god mod mig, men jeg mindede om hovedpersonen i filmen En ny dag truer. De andre trænere brød sig ikke om mig. For lille, sagde de. For lille ...

Hvis du har en fysisk ulempe i en sport hvor man skal være stærk og hurtig, er du nødt til at udvikle alternative muligheder. Jeg duer ikke til akademiernes tiki-taka-fodbold. Mit blod skal koge, og mine sanser skal være skarpe. Jeg er en spiller med flossede kanter. Ingen vil nogensinde beskrive mig som ren og pæn, nyvasket og strøget. Jeg er nødt til at svine mig til.
Jim Cassell var den eneste der så noget i mig. Da hans spillerkarriere i Bury blev standset af en knæskade, blev han scout, og senere udviklede han en træners øje og så ud over det indlysende. Han var ikke helt klar over hvad han havde fået fingre i, men han fornemmede at jeg hellere ville spille gratis end give op. Noget uhåndgribeligt, noget uforklarligt for dem der ikke forstår at fodbold handler om mennesker, sagde ham at han skulle give mig en sidste chance.

”Alt i mig siger at vi er nødt til at skille os af med dig, Joe,” sagde han til mig. ”Det ser ikke ud til at du bliver stor nok. Du kommer aldrig til at have den speed der vil være nødvendig på det øverste niveau. Men du har noget i dine øjne. Jeg kan ikke sætte min finger på det. Det kan jeg godt lide. Du har seks måneder til at vise mig noget, ellers er du ude.”

I det mindste var Cass åben og oprigtig. Jeg var stadig overbevist om at jeg ville klare det, men jeg værdsatte hans ærlighed. Jeg respekterede ham på grund af hans retskafne karakter og hans erfaring som fodboldspiller. I fodbold er der mange falske og dobbeltmoralske karriereryttere der er fulde af lort. Han fortalte mig hvordan det forholdt sig – og stadig forholder sig. Stram dig an, ellers er det ud af klappen.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke tænkte på at vælge sidstnævnte løsning. Min første indskydelse var at skifte til et godt, halvprofessionelt hold som Marine, Bootle eller Southport for at genopbygge mit renommé. Jeg tilbragte en uge som tagdækker i sommerferien og flåede mine hænder til blods ved at slæbe teglsten op ad stigerne før jeg flygtede ind i varevognen og svor at jeg aldrig ville vende tilbage. Jeg havde 10 GCSE-point*, men de var ikke mere værd end et spejdermærke.

Far stod stejlt på at jeg skulle udnytte min resterende tid hos City. Han var ikke til faderlige floskler, men han var god til at sætte tingene i det rette perspektiv. ”Du må lære at håndtere skuffelser, for dem får du mange af i livet,” sagde han. ”Bliv der. Brug deres fitnessrum. Brug det til din fordel. Til sidst går det op for dem hvad du er i stand til. I det mindste får du løn. Du får penge for at holde dig i form.”

Jeg fik den fyrstelige sum af 72 £ om ugen, og jeg forstod hvor meget fodbold betød for min far. Han kunne helt klart være blevet professionel, men han manglede den der fuck dig-mentalitet som man skal have. Jeg har set ham være ekstremt konkurrenceminded og gå langt over stregen, men han ville sikkert have haft lyst til at dele en øl med den modstander som han under kampen truede med at slå ihjel.

Han frygtede at et urgammelt arbejderklassedrama var ved at udfolde sig. Boligkomplekser som St John er i al væsentlighed som ulåste celler. Den lange vej til friheden er farlig og fuld af faldgruber. Det er fristende at acceptere sin skæbne som værende forudbestemt og bukke under for vreden, frustrationen og samfundets forventninger.

General Certificate of Secondary Education: et anerkendt pointsystem der angiver en elevs uddannelsesmæssige kvalifikation. Alle mine kammerater var på druk, jagtede piger eller tog stoffer. Mange var ved at afslutte deres læretid som kriminelle. Hvis jeg havde været svagere rent mentalt, havde jeg været fortabt. I det miljø har man ikke brug for at indsende et cv, men det blev gjort meget klart for mig at jeg hurtigt ville stige i graderne i det lokale narkokartel. Den gældende sats for en succesfuld dealer på daværende tidspunkt var flere tusind pund om ugen – i rede kontanter, forstås.

Far kendte alternativet lige så godt som jeg gjorde. Han arbejdede på skiftehold i Irland seks uger ad gangen, og når han havde fri i to uger, ledsagede han mig på sin cykel når jeg løb mine 12 kilometer lange træningsture. Han satte mig til at lave ti shuttle run-tests på volden ved siden af M62. Høje knæløftninger, armbøjninger, brændende lunger. No pain, no gain.

Det var en Liverpool-udgave af Rocky hvor min spurt gennem St Johns barrikaderede slumkvarter svarede til Rockys triumferende løb op ad de 72 trin til Museum of Art i Philadelphia.

Nu begynder jeg at flyve ...



Magasin-artikler
Suppedasen Southampton
Princippet med ”Køb billigt og sælg dyrt til Liverpool eller Manchester United” er ikke så rammende for Southampton mere. Pointmæssig krise kommer efter al for meget salg – Indkast.dk har kigget nærmere på holdet fra sydkysten.
Da Virgil van Dijk forlod Southampton, slog Premier League-klubbens bestyrelsesformand – Ralph Krueger – fast, at nu skulle klubben altså væk fra de sorte skyer, som de havde befundet sig under alt for længe.

Holdet var placeret lige over nedrykningsstregen – og kun pga. en bedre målscorer – så ét point i den efterfølgende kamp imod Watford skabte lidt luft i stillingen, og nogle af de sorte skyer forsvandt. Men krisen ulmer i klubben – hvorfor? Indkast.dk har kigget den efter i sømmene.


Metaltæthed på talentfabrikken
Efter manges opfattelse har Southampton de sidste fem sæsoner formået at skabe en talentfabrik på den engelske sydkyst, hvor de har skabt et stort transferoverskud, men det er faktisk ikke korrekt.

Før salget af van Dijk til Liverpool havde Southampton således ikke et overskud på deres transfer-balance fra de sidste fem år. Dette er faktum på trods af salg af spillere som Dejan Lovren, Adam Lallana, Nathaniel Clyne og Sadio Mané til Liverpool samt Luke Shaw og Morgan Schneiderlin til Manchester United. Trods mange af disse salg havde Southampton transfer-underskud, hvilket især skyldes en del fejlkøb til et trecifret millionbeløb ved spillere som Gaston Ramirez, Pablo Osvaldo, Jordy Clasie, Shane Long, den evigt skadende Mario Lemina og faktisk også danske Pierre-Emilie Højbjerg, selvom han har spillet bedre i de seneste kampe.

Udover de store udskiftninger i truppen har det samme været tilfældet på manager-posten. I de sidste seks sæsoner har klubben haft fem forskellige managere – og for første gang går det ned af bakke i denne periode.


2012/13
Sluttede som nr.: 14
Efter 22 kampe: 15

2013/14
Sluttede som nr.: 8
Efter 22 kampe: 9

2014/15
Sluttede som nr.: 3
Efter 22 kampe: 7

2015/16
Sluttede som nr.: 6
Efter 22 kampe: 10

2016/17
Sluttede som nr.: 8
Efter 22 kampe: 11

2017/18
Sluttede som nr.: ?
Efter 22 kampe: 17

I denne periode har der også været solide managere i klubben – se blot her:

Nigel Adkins
Fra sep. 2010 til jan. 2013
Sejrsprocent: 54,0%

Mauricio Pochettino
Fra jan. 2013 til maj 2014
Sejrsprocent: 38,3%

Ronald Koeman
Fra juni 2014 til Juni 2016
Sejrsprocent: 48,3%

Claude Puel
Fra juni 2016 til juni 2017
Sejrsprocent: 37,7%

Mauricio Pellegrino
Fra juni 2017 til nu
Sejrsprocent: 17,3 %


Skuden skal vendes nu, for pilen er nedafgående. Sæsonens første 11 kampe gav 13 point, hvorimod de næste 11 blot gav syv point. I de to perioder lukkede sydkystholdet ti mål mere ind end i den første del, og de kom til 4,3 færre afslutninger pr. kamp. Siden har profilen van Dijk forladt holdet – og de mange penge er ikke blevet brugt endnu for klubben med de voksende bekymringer.

Samtidigt med dette har den kinesiske rigmand Gao Jisheng købt en endnu større andel af klubbens aktier, men det hænger ikke sammen med nul sejre i de sidste ti Premier League-kampe, og i de næste ti kampe venter blandt andet Tottenham, Liverpool, Arsenal og Chelsea. Derfor skal spillet og resultaterne forbedres straks af den argentinske manager Pellegrino, og mon ikke også truppen bliver styrket i transfervinduet.

Et af de store transfer-mål var at hente den ”fortabte søn” Theo Walcott tilbage til Southampton, men ham nappede Everton – på trods af at hurtigløberen flere gange har fortalt, at han er stor fan af rivalerne fra Liverpool, men måske er der slet ikke så mange penge i Southampton, som mange tror?

I deres sidste regnskab kunne man læse, at deres lønudgifter var steget med næsten 500 millioner kroner over de sidste fire år. I regnskabets bemærkning kom det frem, at når klubben har solgt en dyr spiller, har de altid fundet en erstatning, som havde større lønkrav. Så hvem kan blive den næste salgsvare?

Måske marokkanske Sofiane Boufal, der godt nok har været meget skadet, men som ved flere lejligheder har set lovende ud. Det har nyindkøbet i det centrale forsvar - Wesley Hoedt – også gjort, men det er også nogle solide spillere som Dejan Lovren, Toby Aldersweireld og især Virgil van Dijk, som han skal efterfølge.

Disse salg er der ikke længere de store historier om i Southampton. Deres forfærdelige form og placering fylder mere for den tidligere ”talentfabrik”. Da Mauricio Pochettino kom til Tottenham fra Southampton i 2014, skulle han have sagt til London-holdets ledelse, at de skulle holde øje med spillerne fra Southampton – men spørgsmålet er nu… gælder det også, hvis de ikke spiller i Premier League?


Læs hele artiklen
Klopp: Ingen Coutinho, ingen problem
Liverpools salg af Philippe Coutinho kan vise sig ikke at blive et lige så stort tab som først forventet, hvis landsmanden Roberto Firmino kan fortsætte sin opadgående formkurve.
Mange var kritiske, da brasilianske Philippe Coutinho forlod Liverpool til fordel for Barcelona i en handel i omegnen af 1.2 milliarder kroner tidligere i januar transfervinduet. Salget af Coutinho kan dog vise sig at være godt givet ud, hvis landsmanden Roberto Firmino fortsætter sin nuværende formkurve.

Den 26-årige angriber har således scoret 17 sæsonmål, hvoraf det seneste var et smukt et af slagsen i sidste weekendens 4-3 sejr over Manchester City.

Firmino er samtidig en af manager Jürgen Klopps foretrukne elleve. Hans løbearbejde, presspil og evner i det lille felt gør ham til en uundværlig brik for manager Klopp. Den karismatiske tysker har heller ikke andet end roser til overs for sit angrebses:

- Jeg tror ikke, det er muligt, at nogen kan få mere ros, anerkendelse og komplimenter end Roberto, siger Jürgen Klopp til talkSPORT og fortsætter:

- Han (Firmino, red.) fortjener den anerkendelse, for han er en fantastisk fodboldspiller.

Om Firmino og Liverpool - uden Coutinho - kan fortsætte deres nuværende formkurve, vil vise sig mandag aften, når holdet fra Beatles-byen gæster nedrykningstruede Swansea.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Nicklas Bendtner – 30 år
”Lord Bendtner” er to gange blevet anholdt for at lave hærværk, og han har fået en bøde på 842.000 kroner for at køre spirituskørsel – men nu er det hele vendt, og den 30-årige ”Bendtner is back”.
Den 16. januar 1988 blev en af Danmarks vel nok mest selvtillidsfulde mænd født. Hvis man som læser er i tvivl om, hvem denne herre er, er der tale om Nicklas Bendtner. En spiller, som mange både i Danmark og i verden elsker at hade – og det er ikke så mærkeligt.

I Jantelovens hjemland er angriberen nemlig ikke bange for at iscenesætte sig selv og har desuden aldrig været det.
Allerede i ungdomsårene viste han flere tegn på, at han er en ener og formentlig altid vil være det. Han har nemlig aldrig haft nogle fodboldspillere som idoler. Næ, i stedet var hans idol tegneseriefiguren Batman – en figur der, trods svære odds altid klarede sig, og vigtigst af alt - klarede sig selv. Batman-sammenligningen er ikke helt af vejen, for selv om fodbold er en kollektiv sport, betyder det ikke, at ”Lord”, som han så yndefuldt bliver kaldt, ikke kan formå at flytte fokus over på sig selv. At det nu engang er sådan, kunne allerede ses tidligt i Bendtners karriere. Angriberens træner i KB, Jonnie Larsen, var nemlig på besøg i Arsenal og har tidligere overfor Tipsbladet beskrevet, hvad han så.

- Han var 18 og spillede en U/19-kamp mod Southampton, som ikke havde tabt en kamp i et helt år. Arsenal var bagud 1-0, og fem minutter før tid udlignede Nicklas. Arsenals spillere var helt vilde, og de løb over i hjørnet, hvor Nicklas fejrede det. I overtiden scorede Arsenal så til 2-1, og alle løb over i hjørnet igen – på nær Nicklas, som bare løb op mod midten. Det er typisk Nicklas, når det ikke er ham selv, der er i centrum. Der svinede jeg ham til og sagde, at han skulle være lidt mere en holdspiller. Jeg ved det godt Jonnie, sagde han, men han var lidt skuffet over, at han ikke blev matchvinder. Han er ikke en ond fyr, men det er nok det billede, folk har af ham. At han er lidt egoistisk…

Og påstanden er ikke helt skæv, hvis man blot lytter til nogle af de talrige andre anekdoter fra ungdomsårene. Som eksempel herpå beskrives det i bogen 'Big Bendtner' af Kurt Lassen, at han allerede som ung vidste, at han var for god til Danmark og Superligaen.

- Mens jeg var i KB, vidste jeg hele vejen, at jeg ikke skulle skrive kontrakt med FCK, men at jeg skulle videre.

Denne selvtillid har fulgt skarpretteren sidenhen, men som i så mange andre tilfælde er der en logisk grund til de høje tanker om sig selv.


Det startede på Amager – med mange mål
Bendtner startede som kun fireårig i Amager-klubben Tårnby Boldklub. Her spillede han i seks år, inden talentet rakte til den større og mere ambitiøse klub KB. Her blev historien gentaget. Bendtner tørnede nemlig også ud for københavnerne i seks år og med stor succes. Han var flere af sine konkurrenter overlegne, dels på grund af sin højde og dels på grund af sit åbenlyse talent. Det betød, at Arsenal hentede den dengang kun 16-årige dansker til London. Herfra tog karrieren for alvor fart. Faktisk imponerede skarpretteren manager Arsène Wenger så meget, at han kun et år efter sin ankomst til klubben debuterede for førsteholdet. Det skete i en Ligacup-kamp mod Sunderland i en alder af blot 17 år.

Året efter blev Bendtner udtaget som absolut yngste mand til Danmarks U-21-landshold forud for slutrunden i Portugal. I selvsamme turnering scorede Bendtner to mål mod Spanien - i sin debut vel at mærke. Senere samme år debuterede han for Danmarks bedste mandskab. Debuten faldt i en kamp mod Polen, og som for U-21-landsholdet tegnede han sig for en scoring. Ti måneder senere tilspillede han sig, efter et ophold i Birmingham, en kontraktforlængelse i Arsenal, og som om året ikke skulle være godt nok allerede, scorede han minsandten også sit første mål i Champions League i 7-0-slagtningen af Slavia Prag.

Herefter begyndte det dog at vakle mere for Bendtner. Holdkammeraterne begyndte at blive irriterede over hans store selvtilfredshed, og selv om han scorede regelmæssigt, formåede han at tiltrække negativ omtale i medierne. Det skete blandt andet efter en uheldig bytur, hvor han blev fotograferet med bukserne nede, et biluheld og røster fra landsholdslejren om, at han havde svært ved at indordne sig landsholdets regler og dermed hierarki. Det blandede mediebillede har fulgt angriberen lige siden. Efter nogle år med både strålende og forfærdeligt spil i Arsenal - og en guldrandet kontraktforlængelse til 2014 - valgte ”B52” at skifte til en lejeaftale hos midterholdet Sunderland.

Tiden i den langt mere stille nordengelske by, Sunderland, blev som tiden i Arsenal, en blandet pose bolsjer. Han startede godt, havde en mindre god periode og sluttede så godt igen. Sæsonen blev dog overskygget af flere uheldige episoder – blandt andet en sag om en fartbøde samt en sag danskeren senere blev frikendt i, hvor han sammen med anfører Lee Cattermole skulle have udøvet hærværk på adskillelige biler.


Masser af fest, damer og problemer
Udover alt balladen har Bendtner også været jagtet af mange journalister fra de mere kulørte blade, hvilket ikke mindst skyldtes ægteskabet – og barnet – som han fik med den tidligere baronesse Caroline Fleming. Dette forhold sluttede i 2011, og siden har Bendtner blandt andet været kæreste et par år med den voldsomt eksponerede skuespiller Julie Zangenberg. I denne periode var Bendtners karriere på det laveste. Dårlige ophold hos Juventus, Wolfsburg og Nottingham Forest gjorde, at han på klubholdene over en periode på fem år blot lavede fem mål – og nok engang var i overskrifterne af alle de forkerte grunde.

Da han kørte imod ensretningen på Gl. Strand i København med en promille på 1,75, mistede han også store dele af den sympati, der havde været for ham i den danske befolkning, og der var heller ikke meget forståelse hos Wolfsburg, da Bendtner – efter han blot havde lavet tre mål på to år – lagde et billede op på Instagram med sig selv i sin Mercedes på vej til træning i Wolfsburg, der er VW's hjemby. Bilfirmaet og storsponsoren i klubben betragtede dette som en provokation. Derfor endte han i Nottingham uden den store succes, og derefter endnu et skridt ned af karrierestigen med skiftet til Rosenborg, hvorved karriereforløbet kom til at hedde: Juventus, Wolfsburg, Nottingham Forest og Rosenborg. I Norge er Bendtner faldet til ro, og han skulle ifølge sig selv elske landets natur på sine lange gå- og fisketure.

- Jeg tror, at folk har et meget fejlagtigt syn på mig generelt. De tror, at de hele handler om byture og natteliv. Men når jeg har været hjemme (i Danmark, red.), har jeg altid taget ud i mit sommerhus. Jeg har altid elsket naturen, så for mig er der ikke noget nyt i det. Nu er der bare mere naturliv end så meget andet. Jeg nyder kontrasten. Det er dejligt. Vi er en del fra holdet, som fisker sammen.

Sådan sagde Bendtner til VG, men det var ikke et billede, som klubkammeraten i Rosenborg - Mike Jensen – kunne genkende efter formfremgangen.

- Nicklas er blevet stærkere fysisk, og selvtilliden er vokset siden landskampene i september… men han har altså ikke fanget en eneste fisk endnu, sagde Mike Jensen i efteråret.

Om det var naturen eller de høje priser på alkohol skal være usagt, men Rosenborg og Bendtner blev et godt match. Danskeren blev topscorer, kåret til ”Årets profil” af spillerforeningen og var stærkt medvirkende til, at Rosenborg vandt mesterskabet. Bendtner var nok en gang klar i spyttet på de sociale medier, hvor han efter den norske triumf skrev:

- Jeg sidder her og tænker på, hvordan jeg skal beskrive min sæson. Det er vel første gang i min karriere, hvor alting er gået, som jeg havde håbet og planlagt. Ja, det er faktisk første gang, hvor jeg ikke skal tænke på andet end at nyde øjeblikket og forberede mig på de næste udfordringer. At jeg er kommet så langt, siden jeg tegnede kontrakt med Rosenborg i marts, skylder jeg en stor tak til klubben for - til mit hold, til mine trænere, til fansene og alle andre bag kulisserne.

En langt mere ydmyg Bendtner takkede omkring sig og var langt fra den egoistiske version, som Arsenal-psykologen, Jacques Crevoisier, beskrev tidligere i hans karriere til det svenske fodboldmagasin Offside. Crevoisier havde lavet en 'Selvoplevet kompetence-test' – altså hvor god Bendtner opfattede sig selv til at være. Bendtners test sprængte skalaen. På en skala, der gik op til 9, formåede Nicklas Bendtner at få 10.

Nu fylder ”Fest-aben” 30 år, hvilket ikke er meget, når man tænker på, hvad han allerede har oplevet og hvilken udvikling han har gennemlevet. Måske er han ved at blive voksen?
Læs hele artiklen
José Mourinho - The Special One
Trods flere år med succes er José Mourinho stadig sulten efter flere trofæer og et eftermæle som den bedste nogensinde.
Hans fulde navn er José Mário dos Santos Mourinho Félix. Han er dog bedst kendt som José Mourinho men går også under tilnavnet "The Special One".

Han er kendt for altid at være i fokus, ligemeget om det er ude på sidelinjen, i omklædningsrummet eller til pressemødet. Han er manden man enten elsker at hade, eller manden man hader at elske.

The Young and Unknown One
Født i 1963 og opvokset i en fodboldfamilie i Setúbal, hvor hans far, ex-målmanden Félix Mourinho, spillede professionel fodbold og senere trænede ham i hans tid i Rio Ave.

Trods nogle år i blandt andet Rio Ave og Belenenses, slog José Mourinho aldrig til som fodboldspiller og besluttede derfor at drage ad trænerstien. Mourinho droppede ud af handelshøjskolen efter sin første dag, da han istedet ville læse sportsvidenskab på det tekniske universitet i Lissabon.

Før den aldeles ukendte Mourinho blev kendt som "The Special One", var han kun andenviolin ude på trænerbænken. Det var han i blandt andet i FC Barcelona, hvor han var under den forhenværende United-manager Louis van Gaals vinger.

The Special One
Hans store gennembrud og det der gjorde ham til "The Special One", var da han efter ophold i Benfica og União de Leiria vandt "The Treble" med FC Porto og leverede en af de største overraskelser i moderne tid. Intet portugisisk hold er sidenhen kommet i nærheden af Champions League-titlen, som Mourinhos Porto-mandskab sikrede i Gelsenkirchen tilbage i maj 2004.

- Kald mig ikke arrogant, men jeg er europamester, så jeg er en speciel en.

Det var de ord, José Mourinho brugte den 2. juli i 2004 til sit første pressemøde som Chelsea-manager. Champions League-triumfen med FC Porto var kun begyndelsen på en memorabel karriere for den kontroversielle portugiser. Herfra tog han England og resten af verden med storm med to engelske mesterskaber i sine første to sæsoner i London. Han var dermed manden til at vinde Chelsea deres første engelske mesterskab siden 1955.

Ligeså stor glæde Mourinho kunne vække, ligeså stor ballade kunne han lave udenfor banen med sine udtalelser og konfrontationer med trænere og diverse klubfolk. I september 2007 forlod han Chelsea som en Gud i fansenes øjne trods en fyring efter flere dårlige resultater.

The Treble: Part II
I sommeren 2008 blev han præsenteret som ny cheftræner i Milano-klubben Internazionale. Tiden i Inter var en stor tid i portugiserens karriere. Det var også med Inter, at han hentede sin anden og seneste Champions League-titel, da Diego Milito den 22. maj scorede begge mål i Champions League-finalen imod Bayern München og sikrede Mourinho hans anden treble i karrieren.

Rivaliseringen med Pep Guardiola
Den store triumf havde en stor betydning for, at "The Special One" derefter skiftede til Real Madrid. Det var her, at dette årtusindes største rivalisering udenfor kridtstregerne for alvor brød ud. Pep Guardiola var manden i spidsen for FC Barcelona. Mourinho og Guardiolas rivalisering kan sammenlignes med rivaliseringen mellem Real Madrid og FC Barcelona eller rivaliseringen mellem Cristiano Ronaldo og Lionel Messi.

Trods sine tre år i kongeklubben og de høje forventninger, lykkedes det ikke Mourinho at vinde Champions League med madrilenerne. Han brød dog den forbandelse, der hvilede over "Los Blancos". Forbandelsen der havde holdt Real Madrid ude af kvartfinalerne i otte sæsoner i træk. Her nåede Mourinho semifinalerne i alle sine tre sæsoner i klubben, før han blev fyret af ukendte årsager, med mistanke om en konflikt med Florentino Pérez.

The Happy One - Tilbage i Chelsea
- Kald mig den glade.

Det var Mourinhos første ord til pressemødet i hans anden periode på "Broen". Mourinho var tilbage i den klub, hvor han var elsket allermest. Det skulle endnu engang vise sig, at Mourinho var "The Special One". I sin anden sæson førte han nemlig Chelsea til tops for tredje gang i hans karriere, da han med spillere som Terry, Hazard, Fàbregas, Diego Costa og Courtois førte "The Blues" til en Premier League-triumf, der blev sikret flere spillerunder før tid. Blot syv måneder efter sin ligasejr med Chelsea, faldt hammeren ovenpå en længere periode med dårlige resultater og kontroverser med lægestaben. Og Mourinho blev igen smidt på porten i Chelsea i hans anden periode i klubben.

Genopbyggelsen af Manchester United
Hans navn blev allerede sunget højt på Old Trafford i slutningen af december 2015, hvor Louis van Gaal stadig stod i spidsen for "De Røde Djævle". I maj 2016 blev det så en realitet, at José Mourinho skulle tage over i United med forventningen om, at han skulle tage de 20-dobbelte engelske mestre tilbage til den engelske og europæiske top.

Ligesom han havde gjort i sine forhenværende klubber, hentede han store stjerner til som Paul Pogba og Zlatan Ibrahimović. Der var særligt stor opmærksomhed omkring, at Mourinho igen skulle arbejde sammen med den store svensker, som han havde en fortid med i Inter. I sin tid i Real, skulle han dele land med Guardiola, i United deler han i dag by med den iltre catalaner, der står i spidsen for bysbørnene fra Manchester City.

Sammen med Guardiola, er han den manager med allerstørst fokus på i Storbrittanien og det er særligt grundet de store forventninger, der er til de to garvede herrer, som har en vis historik, og som har brugt flere milliarder på nye spillere til deres hold.

Mourinho har på det seneste været rygtet som en færdig mand hos de røde giganter, som følge af hans defensive spillestil. Mourinho selv har afvist alle rygter, selvom han tidligere har leget med tanken om, at PSG kunne være en interessant destination. En ting er dog sikker. Om 20-30 år vil man se tilbage og huske José Mourinho, som en af denne generations bedste trænere, hvis ikke den bedste.







Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Fodbold-året 2017
Indkast.dk kigger tilbage...
1/1: Olivier Giroud scorede et af årets allerbedste mål på en ”Scorpion-afslutning”.

15/1: Et af årets mest overraskende resultater, da Everton tæskede selveste Manchester City med 4-0.

5/2: Cameroun vandt det afrikanske mesterskab for femte gang.

20/2: Målmandsreserven Wayne Shaw fra Sutton blev verdenskendt, da han spiste et stykke tærte, imens hans hold spillede imod Arsenal.

26/2: Zlatan Ibrahimović slukkede Southamptons drømme om at vinde den engelske liga cup med et sent mål.

8/3: Barcelona vandt med 6-1 over PSG i et historisk comeback i Champions League. Den helt store helt var Neymar, som den franske hovedstadsklub efterfølgende købte.

1/4: Thomas Delaney laver hattrick for Werder Bremen i 5-2-sejren over Freiburg.

23/4: Et sent mål af Lionel Messi sikrede Barcelona en 3-2-sejr over Real Madrid.

12/5: Antonio Conte vandt Premier League i første forsøg.

17/5: Meget overraskende vandt Monaco det franske mesterskab foran nyrige PSG. Holdet fra fyrstedømmet gjorde det også godt i Champions League, og spillerne bliver jagtet af mange storklubber.

20/5: RB Leipzig bliver som oprykker nummer 2 i Bundesligaen. Bayern vinder samtidig mesterskabet for femte år i træk og udbygger dermed rekorden for flest vundne ligatitler i træk.

21/5: På en smuk sommeraften i Malaga vandt Real Madrid det spanske mesterskab efter fem års pause.

27/5: Et reservepræget Arsenal-hold vandt FA-cuppen over Chelsea.

27/5: Efter tre finalenederlag i træk vinder Dortmund den tyske pokalfinale med 1-0 over Frankfurt. Få dage efter fyrer klubben træner, Thomas Tuchel.

28/5: FCK blev mestre, men Brøndby sluttede på andenpladsen i Superligaen, hvilket er deres bedste placering i mange år.

28/5: David Nielsen og Lyngby vinder medaljer, som den bare tredje oprykker i historien, da de sensationelt sikrede sig bronze, efter at have vundet 3-0 på MCH Arena mod FC Midtjylland i sidste spillerunde.

3/6: Real Madrid blev det første hold nogensinde til at vinde Champions League to år i træk.

22/6: Liverpool købte hurtigløberen Mohamed Salah. Et super indkøb…

9/7: Wayne Rooney vendte hjem til Everton og fortalte til præsentationen, at han i Manchester United-tiden sov i sengetøj med Evertons logo på.

24/7: Benjamin Mendy blev indkøbt af Manchester City, der virkelig styrkede defensiven henover sommeren.

3/8: Neymar blev verdens dyreste fodboldspiller.

12/8: Mestrene fra Chelsea startede sæsonen med et hjemmenederlag til Burnley.

13/8: I den spanske Super-cup skubbede Cristiano Ronaldo til dommeren.

25/8: Billeder af Diego Costa ramte hele verdenen. Chelsea-angriberen løb rundt og spillede fodbold i en park i Brasilien. Gigantisk nedtur.

31/8: Et kaotisk transfervindue lukkede. Mange underlige handler som Renate Sanches skifte fra Bayern München til Swansea, mens den ombejlede Kylian Mbappé endte hos de ”regnskabspressede” PSG på en underlig kontrakt.

11/9: Crystal Palace fyrede Frank de Boer efter blot fem kampe – nul point og mål.

23/9: Manchester City blev det første Premier League-hold til at lave fem mål eller mere i tre kampe i træk.

28/9: Bayern fyrer Carlo Ancelotti efter en vaklende sæsonstart.

30/9: Jann-Fiete Arp blev den første spiller født i det 21. århundrede til at få debut i Bundesligaen.

6/10: Bayern ansætter den tidligere Triple-træner, 72-årige Jupp Heynckes.

14/11: Danmark vandt 5-1 over Irland, efter en forvandlet Christian Eriksen løftede det danske hold til nye højder.

25/11: Dortmund og Schalke spiller et fuldstændig vanvittigt Ruhr-derby, hvor Schalke gennemfører et historisk comeback, da de spiller 4-4 efter at have været nede med 0-4.

3/12: Efter at have tabt deres første 14 kampe i deres første Serie A-sæson, sikrede målmand Alberto Brignoli klubben Benevento deres første point med et flyvende hovedstødsmål mod Milan i sidste minut. Opgøret var desuden Gattusos første i spidsen for Milan.

10/12: Manchester City vandt over rivalerne fra United og skabte dermed 11 points forspring i stillingen til andenpladsen. Pep Guardiolas tropper fejrede dette i omklædningsrummet så meget, at Jose Mourinho startede tumultscener efter kampen – måske for at fjerne fokus fra, at United i kampen havde bolden historisk lidt på Old Trafford imod det stærke City-mandskab.

16/12: FC Köln vinder i sidste efterårsrunde sin første ligakamp i sæsonen.
Læs hele lederen
Abdelhak Nouri - Tragedien
Ungt talent udlevede drømmen i Ajax indtil en juli-dag, hvor han faldt om på banen med en permanent hjerneskade. Indkast.dk har kigget nærmere på historien - og især hvad der er sket siden med spilleren, som mange havde så høje forventninger til.
- Det hjælper ikke nogen at være bitter eller sur… eller at græde hele dagen. At være positiv og bede for ham… det hjælper!

Dette skulle være livsfilosofien for Abdelhak Nouris familie. De har ellers meget at være bitre over, for 2017 har været et modbydeligt år for dem. Året 2017 var nemlig det år, hvor den 20-årige Abdelhak gik fra at være et af Hollands mest lovende fodboldtalenter til nu at være ramt af alvorlige hjerneskader.

Nouri – med øgenavnet ”Appie” – faldt om i juli i en træningskamp imod Werder Bremen og har siden været indlagt på et hospital i Amsterdam omringet af sine nærmeste, men også i hjerterne hos mange andre. I de sidste fem måneder har der således været en ved siden af Abdelhak hele døgnet i håbet om bedring.

Abdelhak Nouri var ikke mange år gammel, da hans åbenlyse fodboldkvaliteter kom frem, og som blot syvårig skiftede han til Ajax i en periode af livet, hvor han ønskede at sove med sine fodboldstøvler på. Et unikt talent som blev født i Marokkos ørken og som kunne underholde fodboldfans, da den teknik-stærke ”Appie” kunne ting med bolden som ikke mange andre. Den tidligere hollandske landsholdsspiller Win Jonk, som var træner for Abdelhak i Ajax, beskriver ham på følgende måde:

- Et helt utroligt talent. Når man så en kamp, hvor han var med i, var det tydeligt, at mange af de andre mislykkedes med mange af de detaljer, som ”Appie” let kunne udføre. Det så virkelig let ud for ham… han var en rigtig ”gadespiller”.

Nouri er voldsom populær i Ajax, men det er der ikke noget nyt i. Til hans første kamp, hvor han var udtaget til førsteholdet, sad han hele kampen på bænken, og trods dette sang Ajax-fansene flere gange i løbet af kampen hans navn - og ikke uden grund. Han er eller på denne underlige måde ”var” noget helt specielt. Tilbage i september sidste år spillede Ajax imod Willem II, og da Amsterdam-holdet fik et frispark i en gunstig position, spurgte Nouri med største respekt den danske frisparksspecialist Lasse Schöne, om han ikke måtte tage frisparket. Schöne accepterede – og Nouri scorede.

Nouri er nemlig en meget høflig og behagelig ung mand, som er meget anderledes end andre af nutidens unge stjerner – og måske er det en af årsagerne til, at han får den store opbakning i øjeblikket. Efter 4-1-sejren over Lyon ventede en stor flok Ajax-fans udenfor stadion. Da Nouri kom ud, udbrød den største jubel, og han tog sig alt den tid, som fansene skulle bruge. Denne seance kom efter, at Nouri end ikke havde været på banen i kampen. I en af de efterfølgende kampe spillede Nouri ikke særlig godt for U/21-holdet, hvilket han beklagede til Jonk, som efterfølgende skulle have svaret:

- Det gør ikke noget… du bliver den næste Andrea Iniesta.

Sådan gik det ikke, men i stedet blev det til 13 år i Ajax og en plads i deres klubhistorie og hjerter. Hans spilletrøje hænger stadigvæk over hans skab i omklædningsrummet og hans støvler står ovenpå.


Feyenoord-fans mødte op med Nouri – på ryggen
I arbejderkvarteret - Geuzenveld – i den nordvestlige Amsterdam hænger der et stort banner langs deres five-a-side-bane med skriften ”Nouris legeplads”, hvilket blot er nogle få hundrede meter fra barndomshjemmet. Et andet banner har skriften ”Appie-4-ever” og et billede af Nouri, da han lavede sit debutmål for Ajax. Det mest sørgelige billede findes dog på Amsterdam Museum, hvor der er et ikonisk billede med overskriften ”Trist, håb og opbakning”.

Billedet er taget den 14. juli – altså 24 timer efter, at den daværende Ajax-direktør Edwin van der Sar gav ”den værst tænkelig nyhed”. Billedet viser Nouris far – Mohamed – stående igennem soltaget på en bil, imens han med hånden på hjertet og med lukkede øjne modtager masser af opbakning og kærlighed fra de mange fremmødte i gaderne omkring deres hjem. På teksten ved siden af billedet bifalder fodboldklubben Ajax den gigantiske opbakning, som der har været omkring tragedien fra alle steder. Selv Feyenoords hardcore fans, der hader Ajax, valgte at møde op ved Nouris barndomshjem i Feyenoord-trøjer med Nouris navn på ryggen.


Den altafgørende og umenneskelige dag
Efter store præstationer og anerkendelse blev Nouri i sommerpausen indkaldt til førsteholdets træningstur med den nye Ajax-træner Marcel Keizer. En uges træningslejr i Østrig, hvor de skulle spille imod Werder Bremen på et mindre stadion 70 km udenfor Innsbruck.

I begyndelsen af anden halvleg kom Nouri ind i stedet for Ziyech, men efter 72 minutters spil faldt han om i græsset. Kampen fortsatte i fem sekunder, inden dommeren fløjtede, og indenfor 60 sekunder var der voldsom panik hos alle spillerne – både Ajax og Werder Bremen-spillerne.

Nouri fik masser af lægehjælp fra begge holds læger, da han havde store vejrtrækningsproblemer. Da dette var stabiliseret, blev han sendt med helikopter til et hospital i Innsbruck. Kampen blev vist direkte i hollandsk tv, og her så Nouris bror – Abderrahim – hele kampen, hvorved han måtte opleve det umenneskelige at se broren falde om på tv. Få dage efter fik familien den triste besked af lægerne, at Nouri aldrig kom til at gå, tale eller genkende nogen.

De efterfølgende dage gav mange masser af opbakning til den kriseramte familie. Den tidligere Ajax-spiller Luis Suárez sendte en billede af sig selv sammen med en meget ung Nouri, inden Amsterdam-borgmesteren græd på direkte tv. Eberhard van der Laan var tidligere på året blevet diagnosticeret med lungekræft og havde ikke haft problemer med at tale om sygdommen, men det fik han da han deltog i tv-showet ”Zomergasten”. De første minutter gik godt, men så faldt snakken på Nouri, og Amsterdam-borgmesteren kunne ikke længere holde tårerne tilbage.

Var der Laan døde i oktober, efter han havde indviet en ny skole – Calvijn - i Nouris barndomsområde. Så ulykken med Nouri har sat spor i den fattige del af Amsterdam, imens byens hold gør alt for at vinde deres mesterskab nr. 34 – det samme nummer som Nouri brugte.

Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon 20 vanvittige mål Teaser: Afgørende dag i Manchester Artikel ikon Giroud de specielle måls mester? Artikel ikon 100 Arsenal-mål for Giroud – Se dem her Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Bundesligaen - runde 18 Tévez: Jeg vidste ikke, hvad jeg lavede! Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Sikrede voodoo United et Lukaku-skifte? Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 20: Højestlønnede trupper Top 15: Mest ønskede transfers Artikel ikon Top 6: Angrebsduoer Artikel ikon Top 10: De dyreste spillere Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Crystal Palace - Arsenal Spil: Manchester City - Tottenham Artikel ikon Spil: Randers - FC Midtjylland Artikel ikon Spil: Manchester-derby Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Messi mod Ronaldo Carlo Ancelotti - mit spil Artikel ikon Robert Enke: Et alt for kort liv Artikel ikon Hjem til Fodbold Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Mølby husker tilbage De 10 bedste hold som ikke kom til VM Artikel ikon El Clásico - mindernes allé Artikel ikon Dansk fodboldlegende er død Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon BBC: Byttehandel gennemføres Sky: Chelsea køber to Roma-spillere Artikel ikon Avis: Arsenal har budt på Aubameyang Artikel ikon Medie: AC Milan vil have ny træner Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Alexandre Lacazette
Vidste du om ... Cristian Ziege Artikel ikon Vidste du om ... Vinicus Junior Artikel ikon Vidste du om ... Kasper Dolberg Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Statistik: Dårligste Real Madrid i ti år Batman & Robben Artikel ikon Top 5: Sæsonens hurtigste mål Artikel ikon Jamie Vardys Party Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Man. City - Newcastle Optakt: Man. United - Stoke Artikel ikon Optakt: Liverpool - Man. City Artikel ikon Optakt: Real Madrid - Barcelona Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Stoke - Huddersfield Startopstillinger: Burnley – Man. United Artikel ikon Startopstillinger: Brighton - Chelsea Artikel ikon Startopstillinger: Liverpool – Man. City Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Arsenal udklasserer Crystal Palace Stoke sejrede i drømmedebut for Lambert Artikel ikon Martial-perle sikrer United sejren Artikel ikon Hazard og Willian nedlagde Brighton Artikel ikon Se flere