- En tikkende bombe

Af Torsten Brix

2017-01-16
- En tikkende bombe

Indkast.dk bringer her et kapitel fra bogen "Joey Barton - No Nonsense".

Tommy-enarm havde åbenlyse psykiske problemer, men han virkede såmænd harmløs nok. Han boede i en lejlighed med udsigt over skolens område hvor vi spillede fodbold, og han jagtede tit de børn der kastede sten mod hans vinduer. Han arbejdede sig gerne op til et voldsomt raseri, men gav hurtigt op.

Hans rigtige navn var Leo Gavan. I roligere øjeblikke så vi ham hænge ud ved tømrerforretningen og vinbutikken nær boligkomplekset. Han hævdede at han spillede for Real Madrid, og at han var den bedste enarmede målmand i verden, men at han ikke kunne vende tilbage til Spanien fordi han var bange for at flyve.

Han var som en tidsindstillet bombe. På en kold søndag morgen i februar 1996 havde han ikke taget sin ordinerede medicin for skizofreni. En gruppe knægte knuste en af hans ruder og søgte ly på et nærliggende fladt tag da han gik bersærk. I ophidselse over at han var fysisk ude af stand til at nå dem, vendte han tilbage til sin lejlighed, slog sine møbler i stykker og kastede dem ned på gaden. Derefter lagde han sig på lur ved vinduet bagest i sin lejlighed. Da hans plageånder klatrede ned, greb han en udskæringskniv og optog forfølgelsen af dem.

Da de nåede den lokale blomsterpark hvor vi plejede at spille fodbold på græsplænen når de gamle ikke spillede bowling, spredtes de for alle vinde. Gavan trængte Lee Kinch – en knægt der ikke havde været involveret i balladen – op i en krog i en have og stak ham én gang, lige gennem hjertet. Han var 14 år gammel og døde øjeblikkelig. Jeg opholdt mig i fritidscenteret da en knægt kom hen og fortalte om hvad der var sket. Vi begav os naturligvis hen til gerningsstedet for at stå og måbe og indsamle sladder. Det virkede uvirkeligt. Lee var en populær dreng i skolen og boede tæt ved min ven Mash. Vi deltog alle i hans begravelse – som var helt forfærdelig.

Et politisk stormvejr brød løs over fejlene og manglerne i byrådets behandlingsprogram, og Gavan blev tvangsindlagt i henhold til Mental Health Act. To år senere blev han anset for egnet til at erklære sig skyldig i manddrab* på grund af mindsket ansvar og vendte tilbage til overvågning på fuld tid. Livet gik videre selv om det stadig vilkårligt blev revet bort fra tid til anden. En anden dreng, broderen til en pige der gik en klasse under mig i skolen, hængte sig selv i et træ. Der gik flere dage før nogen sørgede for at rebet blev fjernet, så det blev en makaber turistattraktion for teenagere der kedede sig.

Børn er perverse, ikke sandt? Noget tilsvarende skete da Sean Catlin, endnu en skolekammerat, blev mast til døde. Han havde en leg hvor han hoppede om bord på en bus der var i bevægelse, men en dag forregnede han sig, mistede grebet og faldt fremover, ned under baghjulene. Det varede flere uger før blodpletterne var forsvundet fra gaden.

Jeg kunne aldrig få øje på fordelene ved sådan en leg, men vi blev ved med at foretage os dumme ting, helt uvidende om farerne. Vi fortsatte som normalt med at dyste om ikke at være en kylling ved at løbe tværs over kørebanen på den nærliggende motorvej M62. Politiet fangede os og smed os i en celle for at afskrække os. De tvang os også til at gå hjem fra Huyton Village, men de kunne godt have sparet sig.

Selv hverdagsaktiviteter såsom et spil golf på en kommunal golfbane i Widnes med Frankie Lacken og John Neil, en anden ven, kunne potentielt udvikle sig til det rene kaos. En lokal bande forlangte at få udleveret vores køller og gik til angreb på os. De fik dog mere end de havde regnet med under det efterfølgende slagsmål, da Frankie slog deres leder, en ældre mand på omkring de 30 ved navn Colin, i hovedet med et 7-jern.

De flygtede, rædselsslagne over den øjeblikkelige og intensive vold. Vi opførte os som undvegne fanger og undlod at tage med offentlige transportmidler eller en taxa eftersom vi var smurt ind i blod. Vi tog hen på en lokal skadestue hvor vi så Colin blive behandlet på en lille enestue. Han opdagede ikke vores tilstedeværelse, og han virkede ikke som typen der kunne finde på at alarmere strisserne, men vi besluttede os alligevel for ikke at blive for at få vores hænder og ansigter syet. Frankie var mere bekymret over de uoprettelige skader på hans 7-jern, hans favoritkølle. Han gav ofte tabet af denne kølle skylden når jeg senere vandt over ham i golf.

Der var en underlig normalitet over vores vanvittige opførsel. Vi plejede at pisse de lokale heroinmisbrugere af ved at foretage raids mod deres narkobuler i de blændede lejligheder oven over butikkerne. De forsøgte at jagte os gennem tagskægget og hullerne i husmurene, så vi klatrede ganske enkelt op på taget og ventede til de gav op. Vi hviskede så de ikke fandt ud af at vi var i nærheden, men det begyndte hurtigt at kede os. Vi bankede huller i lofterne og smed mur- sten efter dem for at hidse dem op. Vores flugtruter, rottegange gennem gamle lofter, var bælgmørke, men vi fandt vej igennem dem ved hjælp af teenage-telepati.

Hver efterladt bygning var et eventyr, fuld af overraskelser. En gammel seng eller et farvet sæt gardiner som vi kunne bruge til at indhegne vores lejr med, var én ting. Topmoderne overvågningsudstyr – opdaget ved et tilfælde på et tilstødende loft, var en helt anden sag. Vi tog ét kig på kameraerne og optageudstyret og besluttede at de større drenges omtanke var påkrævet.

De undersøgte byttet og fandt hurtigt ud af at vi var faldet over en hemmelig politiovervågning af en velkendt narkohandler der drev sit forretningsimperium fra et lidet indtagende endehus over for den forladte bygning.

Der blev ikke sagt noget, men et par dage senere huggede vi nogle skejser fra en mellemmand. De større drenge fik flere penge end os, men vores andel rakte til nyt fodboldudstyr, et hemmeligt lager af samlemærker med fodboldspillere og en ekstra billet til en Everton-kamp. Som vi så det, var der tale om en forbrydelse uden offer. Politiet kunne rende og skide.

Det var en foruroligende tid. Jeg led slemt af akne da jeg kom i puberteten. Jeg var ekstremt følsom over for krænkelser og paranoid over at vise antydningen af frygt. Den del af min hjerne der automatisk ansporede mig til anarkistisk, ulogisk og selvdestruktiv adfærd, var stadig aktiv. Folk undgik mig fordi jeg simpelthen ikke var risikoen værd.

Strukturen i mit liv var i fare for at blive revet i stykker. På den ene side tog vi regelmæssigt på ferie i Portugal, mor og far skændtes sjældent når vi var inden for hørevidde, og det var tydeligt at de elskede os. På den anden side blev belastningen mere og mere tydelig. Far var meget yngre end mor. Han havde lyst til at gå i byen med drengene og tog tit på drukture i weekenden.

Mor tilkaldte en babysitter til at tage sig af os fordi vores halvsøstre var flyttet hjemmefra, og sluttede sig til ham på pubben hvad enten han brød sig om det eller ej. Som voksen kan jeg godt rationalisere mig frem til hvorfor hun handlede sådan. Hun var bange for at miste ham og var vred over sin manglende frihed. Dette var virkeligheden, ikke en eller anden du-kan-få-det-hele-fantasi fra Daily Mail. Men da jeg var barn, forstærkede det min fornemmelse af tomhed.

Jeg havde brug for en moderlig indflydelse og fandt den hos min farmor. Det var hende der lavede søndagsstegen, vaskede vores tøj og sørgede for at vi kom i bad og passede vores sengetider. Det generede hende ikke at indføre udgangsforbud efter klokken 19 eller at gøre mig forlegen ved at hive mig hjem når der var optræk til ballade. Hun lod vores onklers alt for store T-shirts gå i arv fordi hun ikke havde råd til pyjamas. Hun var en klippe.

Jeg hadede søndag morgen når mine forældre forsøgte at sove rusen ud. Jeg hadede de drukkammerater der lå henslængt på sofaen hvor de var dejset omkuld. Jeg blev træt af at rode rundt i fars bukser efter småmønter så jeg kunne betale min billet og købe slik og en sodavand efter søndagskampen. Jeg havde ikke noget imod at løbe hen til kampen, for udholdenhed var mit hemmelige våben, men jeg ville gerne være blevet kørt hjem efter kampen, noget som de andre drenge tog for givet.

Jeg følte at jeg var i vejen. Da far en dag kom hjem fra endnu en druktur og opdagede at hans tøj var klippet i strimler og nogle få af hans ejendele var proppet i tre sorte affaldssække og smidt ud i forhaven, var der kun én ting at gøre. Der havde tidligere været skænderier, som når mor nægtede at lukke ham ind over dørtærsklen, men denne gang var det slut. Jeg lukkede ham i stilhed ind gennem glasskydedørene ud til baghaven så han kunne hente hvad han kunne bære, og kort efter sluttede jeg mig til ham hos farmor.

Der er ikke rigtig nogen vinder i sådan en situation. Andrew var virkelig nært knyttet til mor, så far blev med det samme gjort til den store antikrist. Mors mistanke blev bekræftet da en ny kvinde kort efter trådte ind på scenen. Det bebrejdede jeg far i nogen tid, men jeg besluttede hurtigt at livet var for kort til den slags. Som kvinde forstod farmor omfanget af svig, men som mor var hendes kærlighed ubrydelig.

Mor var temmelig ilter, men hun forstod farmors spilleregler. Aldrig – ALDRIG – blive uvenner med dit eget kød og blod. Farmor var villig til at hjælpe med børnepasning, men hun forventede også at der blev trukket en grænse under de hidtil uset anspændte forhold. Hendes opgave var at skabe stabile rammer, og hun forstod hvor fun- damental fodbold var for min fremtid.

Jeg stod ved en korsvej. Narkoen flød overalt i boligkomplekset, og jeg var ikke dum. Fars generation var på skræmmende billig kokain. Der gik historier om baner der blev linet op på pubberne og sniffet til private fester. På en fredag aften kunne jeg enten gå ned i parken for at blive høj sammen med skolekammerater der i al hast var ved at gå fra hash til syretabletter, eller jeg kunne nøjes med det adrenalinkick der fulgte med konkurrencesport.

Jeg var så heldig at jeg ikke kunne lide smagen af hård spiritus. Far tilbød mig min første pint da jeg var 15 år gammel, men jeg rørte ikke alkohol før min 17-års fødselsdag da min onkel Tom tog mig med til diskoteket Natterjacks på Roby Road i Huyton. At tylle varm og sød cider fra plastikflasker på et vindblæst busstoppested var ikke det jeg opfattede som at have det sjovt.
I en periode var jeg fanget i krydsilden mellem ønsket om at være en del af den gamle bande, lave ballade, have det sjovt og få nye ven- ner og ønsket om at skabe mig en karriere inden for fodbold. Fjernsynet ved siden af den buldrende kaminild i farmors stue blev min vejleder og bodyguard.

Jeg var et barn af VM-slutrunden i Italien i 1990, af Roger Millas elegante lambadadans og af Gazzas fortvivlede tårer. Uskarpe billeder fra den walisisk-sprogede tv-station S4C gav mig mulighed for at studere de italienske konger – Ancelotti, Baggio, Baresi og Maldini. Derefter skiftede Gazza til Lazio, og Channel 4 begyndte at sende ugentlige opvisninger med Batistuta, Donadoni osv.

Jeg blev forelsket under VM i USA i 1994. Gheorghe Hagi blev kaldt ”Karpaternes Maradona”, men han var i en helt anden klasse end det dopede geni med de vilde øjne der blev sendt hjem i vanære*. Rumæneren var lille, men han var fantastisk til at dække sin bold, og han behandlede den med stil. Et af målene fra den rumænske 3-2- sejr over Argentina i ottendedelsfinalen har lige siden været ætset ind i min hukommelse. Hagi modtager bolden tæt på midterlinjen ude i højre side på sin egen banehalvdel. Han udspiller fire modstandere med en enkelt aflevering og spurter straks i position for at modtage returafleveringen. Der er varmt, indelukket og hektisk inde i Rose Bowl i Pasadena, men alligevel fryser Hagi tiden fast. Han ryk- ker ind i banen og spiller Ilie Dumitrescu fri til en let scoring med en aflevering der snyder tre forsvarsspillere. Wow. Senere scorer Hagi selv et mål, med sin ”forkerte” fod, men intet slår denne aktion.

Jeg ville bare være ham. Jeg elskede hans arrogance og den måde hvorpå han organiserede muren for sin målmand når modstanderne fik frispark, eller ignorerede holdkammeraterne når de ville tage et indkast i stedet for ham. Jeg rullede mine fodboldstrømper ned og bandt hvid tape omkring toppen af dem for at ære ham, og i seks måneder tiggede jeg om at få et par Lotto Stadio-fodboldstøvler magen til hans. Jeg havde lyst til at græde da jeg pludselig voksede ud af dem.

Gazza fascinerede mig fordi jeg sympatiserede med hans rastløshed og hans slet skjulte ulykkelighed. Min horisont blev udvidet på grund af spillet og dets iboende disciplin, men jeg var splittet mellem flid og ubesindighed. Den mørke side af min personlighed lå stort set i dvale, men den var aldrig langt fra overfladen. Den truede indimellem alt hvad jeg havde kært.
Jeg var som en tikkende bombe.

Jeg rodede mig ud i unødvendige slagsmål til træningen i Everton, som et barn der tester grænserne for sine forældres kærlighed. Dystre humørsvingninger kom over mig uden grund og uden varsel. Jeg spillede godt i Milk Cup for ungdomshold i Nordirland, men skaffede mig alverdens problemer på halsen da jeg kylede et sæt lånte golf-køller ud over en klippeskrænt og ud i havet.

Jeg kunne ærlig talt ikke forklare hvorfor jeg gjorde det. Jeg var det lille barn der stak sine fingre ind i stikkontakten for at se panikken og bekymringen i de voksnes ansigter, men alligevel bar man over med mig. Fodboldklubber har deres egen moralkodeks, der formes af formålstjenlighed snarere end etiske standarder, og mit talent blev anset for vigtigere end min umodenhed. Jeg ville vokse fra det.

Trænerne opfordrede mig til at tage den mere med ro og sagde at det nogle gange var bedre at vende den anden kind til i stedet for at kæmpe mod hele verden. De vidste sandsynligvis at de talte for døve øren, men på denne måde havde vi alle æren i behold.

Der blev lagt mærke til mig. Efter en kamp en søndag morgen introducerede en velkendt skikkelse sig. Han spurgte hvordan det gik hos Everton, og antydede at han kunne skaffe mig en plads hos Liverpools akademi. Jeg kunne ikke tro det. Jeg var ved at blive shanghajet af Steve Heighway, den tidligere Liverpool-wing, der var ved at opbygge et ry som en af fodboldens dygtigste talentspejdere.

Det var et smukt scenarie, af den gamle skole. Steves kone arbejdede på Seel Road Comprehensive School og fik nogle af mine venner der til at lægge et godt ord ind. Jeg vidste at jeg kunne lære meget af Steve, men jeg vidste også at det ultimative forræderi aldrig ville blive tilladt. Om ikke andet var Steve ihærdig, og han ringede hjem til os flere gange, lige indtil far tog telefonen. Steve nåede dårlig nok at forklare hvor imponeret han var over mig, før han blev afbrudt. ”Nej, nej, nej og atter nej,” udbrød far. ”Vi holder med Everton, kammerat.”

Derpå lagde far røret på. Færdigt arbejde. Familiens ære var blevet beskyttet. På overfladen gik tingene glat. Selv om udviklingscoaches fordømmer en resultatorienteret tilgang, havde mit hold fra Bellefield* været ubesejret i to sæsoner. Jeg burde have været smart nok til at se advarselsskiltene da Neil Dewsnip blev hyret til at lede akademiet, eftersom han stod for alt hvad jeg afskyede.

Han havde en begrænset erfaring som træner og var en glat politisk operatør. Men det der virkelig irriterede mig, var hans fundamentalistiske tilgang til spillet. Han var kraftens, fysikkens, størrelsens og styrkens discipel. Han var besat af tanken om små spillere der blev fravristet bolden, og koncentrerede sig om at udvikle store, velbalancerede spillere der kunne holde på bolden.

Det stod hurtigt klart at han mente at jeg var for lille – ironisk nok den samme skavank som engang truede med at bremse karrieren for Steven Gerrard, hans stjerneelev da han var idrætslærer på Cardinal Heenan Catholic High School i West Derby. Det eneste jeg kunne gøre, var at vise at jeg havde nosser, arbejde hårdt og afsløre hvor åndssvag hans fordom var.
Beslutninger blev truffet helt vilkårligt. Leighton Baines dumpede for eksempel til to prøvetræninger hos os – en dyr fejl – han blev senere købt i Wigan for 60 millioner kroner. Men der spredte sig et rygte om at jeg var én blandt ni Everton-spillere der var i betragtning til FA's National School of Excellence på Lilleshall. Det her var stort.

Lilleshall, et tidligere herresæde der lå på en 12.000 ha stor grund i Shropshire, var fodboldens svar på Hogwarts. I to år var det hjem for landets 16 bedste fodboldspillere i alderen 14 til 16. Idéen var enkel, for enkel skulle det vise sig. Lad de bedste træne med de bedste. Overvæld dem med fodbold. Uddan dem til at blive landsholds-spillere. Men træningens niveau levede ikke op til ambitionerne – den viste sig at være overstyret og middelmådig.

Det vidste vi ikke da udvælgelsesprocessen startede i Stockport County. Alle topklubberne i det nordvestlige England var repræsenteret: Evertons udvalgte, der talte Phil Jagielka og Bradley Orr, skulle prøve kræfter med de mest lovende drenge fra Manchester United, Liverpool, Blackburn og Manchester City. Det her var lige min form for udfordring – enhver var sig selv nærmest.

Bedømmerne inddelte os i to grupper, og jeg fik flygtigt at vide at jeg skulle spille højre back. Hvis det var et trick for at se om jeg ville begynde at surmule, virkede det ikke. I spillertunnellen før kampen kiggede jeg rundt på de andre og så de afslørende tegn på indre uro – hurtig vejrtrækning og flaksende øjne. Jeg havde dem lige hvor jeg ville have dem.

Jeg har altid haft en sjette sans der fortæller mig hvornår jeg kommer til at spille godt. Den giver mig selvtillid og får mig til at slappe af. Jo vigtigere begivenheden er, og jo mere der står på spil, des bedre spiller jeg. Efter første halvleg havde jeg gjort det så godt at jeg blev rykket frem til min foretrukne plads på den centrale midtbane. Jeg var en af de tre drenge fra Everton der gik videre til næste fase.

I min anden testkamp spillede jeg på en helt tredje position. De satte mig til at spille i angrebet selv om jeg var den klart mindste af alle drengene. De to centerhalfbacks der skulle spille over for mig, to store, sløve padder fra Midlands, kunne ikke lade være med at grine smørret, men deres smil forsvandt da jeg lavede hattrick. Så var spillet i gang. Jeg var Evertons repræsentant i finalen.

Endnu en gang lærte jeg at livet er uretfærdigt. Min alsidighed var et handikap, for nu konkurrerede jeg om en plads på holdet mod specialister der spillede på de positioner de havde spillet på hele deres liv. Jeg blev bedt om at spille på endnu en ny position, som venstre midtbane, og selv om jeg følte at jeg klarede mig udmærket, vidste jeg at jeg ikke ville overleve udvælgelsesprocessen.

Ikke færre end 234 drenge slap igennem nåleøjet på Lilleshall i de 15 år hvor stedet fungerede, lige indtil Howard Wilson åbnede Pandoras æske ved at annoncere etableringen af et klubbaseret akademi-system. Nogle nåede hele vejen til tops, heriblandt Michael Owen, Sol Campbell, Nick Barmby og Jermain Defoe, men de fleste blev hurtigt tabt for spillet.

En dreng der var lidt tættere på mig familiemæssigt, brugte det som en dannende oplevelse. Tom Culshaw, min halvfætter, spillede for det engelske U16-hold og nåede så langt som at blive anfører for Liverpools reservehold før han valgte at forfølge en karriere inden for træning og coaching. Han er nær ven med Steven Gerrard og er i dag leder af Liverpools U13-akademi.

På trods af hvad mænd som Dewsnip, der arbejdede i 17 år hos Everton før han blev træner for det engelske fodboldforbunds forskellige ungdomshold, påstår, er ungdomsarbejde ikke en eksakt videnskab. Bob Paisley sagde at de første to meter bliver overvundet inde i hovedet på en topspiller. På samme måde overvindes de vigtigste få centimeter mellem ørerne på en ungdomsspiller.

Derfor skammede jeg mig ikke over at vende tilbage til Bellefield som en spiller der lige netop ikke var blevet udtaget. Jeg blev optaget i systemet som en almindelig skoledreng, selv om rektor nær havde nægtet at give sin velsignelse da jeg havde kaldt en lærer for en gammel heks. Mine holdkammerater respekterede mig, og jeg var villig til at gøre hvad der var nødvendigt for at blive en bedre fodbold-spiller.

Jeg hadede at tabe, selv i terrænløb i skolen hvor jeg udmattede den bedste løber, en høj, udholdende fyr ved navn Neil Kearns, ved simpelthen at nægte at give op. Jeg løb lige i røven af ham mens jeg talte til ham: ”Ligegyldigt hvad der sker, så venter jeg bare, kammerat.” Det fik ham til at flippe så meget ud at han forsøgte sig med et desperat sprint, før han brændte ud og gav op.

Jeg så mig omkring i Everton og vidste at der var alt for mange Neil Kearns. De var større naturtalenter end mig. Deres kroppe var mere modne og veludviklede. Men de kunne ikke lide når det gjorde ondt. De havde ikke min kærlighed til lidet lovende odds. Jeg kunne lide en tackling hvor mine odds var 30 mod 70. De veg tilbage fra en sådan tackling for at skåne sig selv til en senere lejlighed.

Det fik jeg nu ikke meget ud af. Et par måneder senere blev far og farmor indkaldt til det sædvanlige evalueringsmøde ved sæsonens afslutning i en skurvogn på træningsanlægget. Dewsnip havde tidligere givet Phil Jagielka løbepas og var i gang med systematisk at meje sig igennem hele truppen, og han holdt ikke på formerne. ”Han er færdig i Everton,” sagde han. ”Jeg beklager, men sådan er det.”

Jeg var i gang med at spille Championship Manager i mit soveværelse da farfar tog telefonen i køkkenet. ”Joe, din farmor vil tale med dig,” råbte han. Jeg gik ind i hendes soveværelse på den anden side af trappeafsatsen, lagde mig på gulvet og tog telefonen. ”Hør her, min dreng,” sagde hun, ”de siger at de vil droppe dig.”

”Hold hovedet højt, for jeg er den slags kvinde du kan slå ned én gang, men ikke to. Hvis folk vil ignorere mig eller skændes med mig, giver jeg dem ikke muligheden for at gøre det to gange. Der er ingen der er bedre end dig. Det kan godt være at de bor i et større hus og har flere penge, men ingen er bedre end dig.”

Der gik nogen tid før hendes ord sank ind, for jeg følte det som om al luften var blevet trampet ud af mig. Jeg hulkede da jeg lagde røret på, fordi jeg forsøgte at få mit liv til at give mening. Jeg var magtesløs over for at mor og far var ved at gå fra hinanden. Jeg kunne intet stille op over for puberteten eller mit forsøg på at tilpasse mig i skolen. Men hvis jeg blev afvist af en fodboldklub, kunne jeg da for helvede kontrollere det ...

Tankerne fór rundt i hovedet på mig, og fighteren i mig lod også høre fra sig. Ved du hvad, de tager fejl. Alle de studievejledere der smilede overbærende da du sagde at du ville være fodboldspiller, og bad dig om at være realistisk. Træneren der vragede dig fordi du ikke er bygget som et stort skideskur af mursten. Han tager også fejl.

Fuck dem.

Du er ikke et offer. De kan ikke knække dig. De får dig ikke til at tigge. Det kan godt være at din baggrund kommer til at koste dig dyrt engang i fremtiden, for grænsen mellem aggression og selvhævdelse er udflydende, men lige nu er ejendomskomplekset dit fristed. Hvilken ret har de til at dræbe din drøm?

Deres system stinker. Alt for mange akademier er fyldt med bitre og vrede trænere der mener at det er under deres værdighed at beskæftige sig med U12-spillere. De vil have de biler, de penge og den anerkendelse der følger med når man har med førsteholdet at gøre. De kan ikke komme sig over at de aldrig klarede den.

Du kan give op ligesom så mange gør, eller du kan råbe og skrige og slås. Du er sent udviklet. Du bliver bedre hver dag. Ingen, overhovedet ingen, vil det her lige så meget som dig. Du kommer til at presse det her ned over hovederne på dem. Hold op med at have ondt af dig selv. Tør øjnene, mand dig for helvede op og kom videre.

Farfars koldblodige reaktion da jeg kom ned i køkkenet – ”Du må bare til at arbejde hårdt, hvad?” – var lige hvad jeg trængte til. Det var bare endnu en forhindring der skulle overvindes, endnu et tilbageslag der skulle tages hånd om. Nogen kommer snart til fornuft, gør de ikke?

Der går en time. Telefonen ringer igen. Det er Barry Poynton, træneren der forlod Everton lige før Dewsnip ankom. Han er leder af rekrutteringsafdelingen hos Manchester Citys akademi. Han vil have mig til at komme til en prøvetræning. Han siger alle de rigtige ting, finder den rette balance mellem mild overraskelse over at jeg er blevet vraget, og en udfordring af min konkurrencementalitet.

Far og jeg modtager flere af den slags opringninger i løbet af det næste døgns tid. Preston North End kan lide hvad de har set. Det samme kan Leeds United. På daværende tidspunkt spillede City i The Championship, men det føltes rigtigt at skifte til Barry. Han var den første der reagerede og så en mulighed i min dårlige nyhed. Lad os se det i øjnene: Han havde også en stærk interesse i at bevise at Everton havde taget fejl.

Det var ikke noget eventyr. Det er det aldrig med mig, vel? Jeg sloges virkelig for det i mine første to et halvt år hos City. Jeg hadede at pendle, afhængigt af trafikken tog det en time hver vej. Frankie Bunn, en af trænerne, var særlig god mod mig, men jeg mindede om hovedpersonen i filmen En ny dag truer. De andre trænere brød sig ikke om mig. For lille, sagde de. For lille ...

Hvis du har en fysisk ulempe i en sport hvor man skal være stærk og hurtig, er du nødt til at udvikle alternative muligheder. Jeg duer ikke til akademiernes tiki-taka-fodbold. Mit blod skal koge, og mine sanser skal være skarpe. Jeg er en spiller med flossede kanter. Ingen vil nogensinde beskrive mig som ren og pæn, nyvasket og strøget. Jeg er nødt til at svine mig til.
Jim Cassell var den eneste der så noget i mig. Da hans spillerkarriere i Bury blev standset af en knæskade, blev han scout, og senere udviklede han en træners øje og så ud over det indlysende. Han var ikke helt klar over hvad han havde fået fingre i, men han fornemmede at jeg hellere ville spille gratis end give op. Noget uhåndgribeligt, noget uforklarligt for dem der ikke forstår at fodbold handler om mennesker, sagde ham at han skulle give mig en sidste chance.

”Alt i mig siger at vi er nødt til at skille os af med dig, Joe,” sagde han til mig. ”Det ser ikke ud til at du bliver stor nok. Du kommer aldrig til at have den speed der vil være nødvendig på det øverste niveau. Men du har noget i dine øjne. Jeg kan ikke sætte min finger på det. Det kan jeg godt lide. Du har seks måneder til at vise mig noget, ellers er du ude.”

I det mindste var Cass åben og oprigtig. Jeg var stadig overbevist om at jeg ville klare det, men jeg værdsatte hans ærlighed. Jeg respekterede ham på grund af hans retskafne karakter og hans erfaring som fodboldspiller. I fodbold er der mange falske og dobbeltmoralske karriereryttere der er fulde af lort. Han fortalte mig hvordan det forholdt sig – og stadig forholder sig. Stram dig an, ellers er det ud af klappen.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke tænkte på at vælge sidstnævnte løsning. Min første indskydelse var at skifte til et godt, halvprofessionelt hold som Marine, Bootle eller Southport for at genopbygge mit renommé. Jeg tilbragte en uge som tagdækker i sommerferien og flåede mine hænder til blods ved at slæbe teglsten op ad stigerne før jeg flygtede ind i varevognen og svor at jeg aldrig ville vende tilbage. Jeg havde 10 GCSE-point*, men de var ikke mere værd end et spejdermærke.

Far stod stejlt på at jeg skulle udnytte min resterende tid hos City. Han var ikke til faderlige floskler, men han var god til at sætte tingene i det rette perspektiv. ”Du må lære at håndtere skuffelser, for dem får du mange af i livet,” sagde han. ”Bliv der. Brug deres fitnessrum. Brug det til din fordel. Til sidst går det op for dem hvad du er i stand til. I det mindste får du løn. Du får penge for at holde dig i form.”

Jeg fik den fyrstelige sum af 72 £ om ugen, og jeg forstod hvor meget fodbold betød for min far. Han kunne helt klart være blevet professionel, men han manglede den der fuck dig-mentalitet som man skal have. Jeg har set ham være ekstremt konkurrenceminded og gå langt over stregen, men han ville sikkert have haft lyst til at dele en øl med den modstander som han under kampen truede med at slå ihjel.

Han frygtede at et urgammelt arbejderklassedrama var ved at udfolde sig. Boligkomplekser som St John er i al væsentlighed som ulåste celler. Den lange vej til friheden er farlig og fuld af faldgruber. Det er fristende at acceptere sin skæbne som værende forudbestemt og bukke under for vreden, frustrationen og samfundets forventninger.

General Certificate of Secondary Education: et anerkendt pointsystem der angiver en elevs uddannelsesmæssige kvalifikation. Alle mine kammerater var på druk, jagtede piger eller tog stoffer. Mange var ved at afslutte deres læretid som kriminelle. Hvis jeg havde været svagere rent mentalt, havde jeg været fortabt. I det miljø har man ikke brug for at indsende et cv, men det blev gjort meget klart for mig at jeg hurtigt ville stige i graderne i det lokale narkokartel. Den gældende sats for en succesfuld dealer på daværende tidspunkt var flere tusind pund om ugen – i rede kontanter, forstås.

Far kendte alternativet lige så godt som jeg gjorde. Han arbejdede på skiftehold i Irland seks uger ad gangen, og når han havde fri i to uger, ledsagede han mig på sin cykel når jeg løb mine 12 kilometer lange træningsture. Han satte mig til at lave ti shuttle run-tests på volden ved siden af M62. Høje knæløftninger, armbøjninger, brændende lunger. No pain, no gain.

Det var en Liverpool-udgave af Rocky hvor min spurt gennem St Johns barrikaderede slumkvarter svarede til Rockys triumferende løb op ad de 72 trin til Museum of Art i Philadelphia.

Nu begynder jeg at flyve ...



Indkast - på tur

2-1… AND YOU FUCKED IT UP!

- ON EST EN FINAL!

Fra sort til hvid - for de rød/sorte

Preston North End - Absolute rubbish

Mes que un club

Campeónes – Campeónes - Campeónes

Magasin-artikler
Overblik Weekendens fem brag
Efter den sidste og afgørende spillerunde i de europæiske gruppespil vender vi tilbage til klub-fodbold. Indkast giver dig her et overblik over weekendens fem brag.
Liverpool – Manchester United
Der er kæmpe brag i vente i Premier League. Hjemme på Anfield tager Liverpool imod rivalerne Manchester United. ”The Reds” har sat sig på førstepladsen i ligaen efter sidste rundes sejr over Bournemouth på udebane. United er næsten 20 point efter Liverpool i tabellen på sjettepladsen. En sejr er vigtig for United for at holde snor i resten af top fem. Før spillerunden har United otte point op til Arsenal og Chelsea på femte- og sjettepladsen. I sidste spillerunde vandt Manchester-klubben 4-1 over bundproppen Fulham. Begge hold var i midtugen i aktion i Champions League, hvor begge hold avancerede til forårets slutspil. Liverpool vandt hjemme 1-0 over Napoli, mens United tabte 1-2 ude til Valencia. Senest de to hold mødtes, vandt Liverpool 4-1. De seneste to kampe på Anfield mellem giganterne er dog endt 0-0. Kun en gang siden 2013 har Liverpool på hjemmebane slået United. United har dog heller ikke vundet på banen siden 2016. I de seneste fem kampe på Liverpools hjemmebane er det kun lykkedes en gang for begge hold at score i samme kamp.

Kampen spilles søndag klokken 17:00, og kan ses på 6'eren og ViaPlay.

Torino – Juventus
Torino-derby i vente i den italienske Serie A. Juventus møder lillebror på udebane. Juve har været tæt på suveræne i ligaen og smidt kun to point. Torino har efter en skidt sæsonstart fået fat. Toro er placeret lige uden for top fem med tre point op til femtepladsen, hvor Lazio befinder sig og fire point op til Milans Champions League-givende fjerdeplads. Torino fik i sidste runde 0-0 på San Siro mod Milan, hvilket betyder, at Torino har taget point fra begge Milano-klubber på banen i denne sæson. Juventus vandt hjemme 1-0 over Inter i ”Derby della Italia”. I midtugens Champions League var Juventus i aktion. Italienerne tabte på udebane til turneringsdebutanterne fra Young Boys 1-2. De seneste fem indbyrdes opgør er endt med fire Juve-sejre og en uafgjort. I dette århundrede er det kun en gang lykkedes Torino at slå Juventus på egen bane. Det skete i 2015, hvor Toro vandt 2-1. Det er ikke sket mere end to gange siden 1999, at Juventus har spillet uafgjort på banen. Tre af de seneste fem kampe på banen har budt på scoringer fra begge mandskaber.

Kampen spilles lørdag klokken 20:30, og kan ses på streaming-tjenesten StriveSport.

Olympique Lyon – AS Monaco
Det er offentligt kendt at uroligheder i Frankrig, allerede nu har betydet flere aflysninger i den kommende spillerunde. Dog ligner opgøret mellem Lyon og Monaco et opgør, der vil blive spillet. Lyon befinder sig på tabellens fjerdeplads med 28 point med kun tre point op til, det som alle andre Ligue 1-hold end Paris Saint-Germain i denne sæson kæmper om, andenpladsen. Monaco derimod har haft en horribel sæsonstart. Monegaskerne er fanget under stregen næstsidst i tabellen. I midtugen røg Monaco ud af Champions League med et brag, hvorimod weekendens modstander spillede sig videre efter en svær udekamp i kolde Ukraine. I sidste spillerunde vandt Monaco dog over Amiens ude i ligaen, mens Lyon tabte hjemme til Rennes. De seneste tre opgør mellem de to mandskaber er endt 3-2. På Lyons hjemmebane er det kun fire gange siden år 2000 for Monaco at hente en sejr. De seneste fem opgør på banen er en blandet pose bolsjer. Tre hjemmesejre, en udesejr og en uafgjort. Begge hold har scoret i alle indbyrdes kampe på banen siden 2010.

Kampen spilles søndag klokken 21:00, og kan ses på streaming-tjenesten ViaPlay.

Hoffenheim – Borussia Mönchengladbach
Syv point skiller de to mandskaber i Bundesligaen. Mönchengladbach befinder sig på andenpladsen, mens Hoffenheim er lige uden for top seks. I midtugen måtte Hoffenheim vinke farvel til Champions League-gruppespillet efter et 1-2-nederlag ude til Manchester City. I sidste ligakamp fik Hoffenheim et point ude mod Wolfsburg. Gladbach har ikke været i Europa-aktion, men i seneste spillerunde vandt holdet hjemme 3-0 over bundholdet Stuttgart. Sidst de to hold mødtes delte de efter en mål-rig affære med seks mål. På Hoffenheims hjemmebane er de seneste fire kampe endt med fire, fem, seks og otte scoringer. Kun fire gange siden 2008 er en af mandskaberne gået mål-løse fra banen. Resten af kampene er endt med scoringer til begge.

Kampen spilles lørdag klokken 15:30, og kan ses på ViaPlay.

Fulham – West Ham United
Der venter London-brag på Craven Cottage i weekenden. Hjemme tager Premier League nummer 20, Fulham, mod West Ham, der er placeret midt i tabellen. West Ham har i de seneste tre ligakampe hentet alle ni mulige point. Fulham derimod har kun fået et enkelt point i de seneste tre. Senest de to hold mødtes, vandt West Ham 2-1. Tre af de seneste fem indbyrdes opgør har Fulham vundet på hjemmebane over weekendens modstander. Seneste kamp mellem de to ligger dog helt tilbage i 2014. I perioden fra 2002 til 2008 vandt Fulham ikke en eneste kamp på egen bane over West Ham. Det er ikke sket siden 2008, at begge mandskaber ikke har scoret.

Kampen spilles lørdag klokken 18:30, og kan ses på TV3 MAX, ViaPlay og EurosportPlayer.
Læs hele artiklen
CL-overblikket: De gik videre
I aftes blev årets Champions League-grupper færdigspillet. Indkast giver dig her et overblik over, hvilke klubber der til foråret fortsat er en del af den præstigefyldte turnering. Vi følger også op på, hvem der endte på tredjepladserne, og derfor skal spille Europa League.
Gruppe A
HoldKampeMålscorePoint
1.Borussia Dortmund610-213
2.Atletico Madrid69-613
3.Club Brügge66-56
4.Monaco62-141


Kommentar
Borussia Dortmund endte som gruppevinder efter 2-0-sejren i sidste spillerunde ude mod Monaco. Atlético Madrid fik kun uafgjort 0-0 ude mod Club Brügge, og da tyskerne er bedst indbyrdes, trak Dortmund det længste strå. Club Brügges tredjeplads giver belgierne en plads i forårets Europa League-slutspil, mens Monaco forlader turneringen med blot et point og en samlet målscore på 2-14.

Gruppe B
HoldKampeMålscorePoint
1.FC Barcelona614-514
2.Tottenham69-108
3.Inter66-78
4.PSV Eindhoven66-132


Kommentar
Allerede før sidste spillerunde var FC Barcelona sikret avancement som etter. Tottenham og Inter skulle slås om andenpladsen. Inter havde på papiret en noget nemmere opgave, og dermed muligheden for hjemme på San Siro at spille sig videre til turneringens slutspil i foråret. PSV tog dog det ene point i 1-1-kampen, og derfor går Tottenham videre som toer efter deres ene point ude mod Barcelona, i en kamp der ligeledes endte 1-1, da de er bedre end Inter indbyrdes. Italienerne skal til foråret deltage Europa League-1/16-delsfinalerne, mens hollænderne forlader turneringen med to point.

Gruppe C
HoldKampeMålscorePoint
1.Paris Saint-Germain617-911
2.Liverpool69-79
3.Napoli67-59
4.Røde Stjerne65-174


Kommentar
Før den sidste spillerunde var ingen sikkert videre. Paris Saint-Germain kunne selv afgøre deres videre skæbne med en sejr. Franskmændene slog Røde Stjerne i Beograd 4-1, og da Napoli samtidig tabte i Liverpool, var pariserne pludselig gruppens duks. Da Liverpool og Napoli efter englændernes 1-0-sejr er helt lige indbyrdes, ender Liverpool med at gå videre efter reglen om flest scorede mål i alle gruppekampe. Eftersom, at Liverpool sammen med PSG deltager i turneringens 1/8-delsfinaler, blev Napoli gruppens sorte per, og i foråret skal italienerne jagte triumfer i Europa League. Røde Stjerne ender som nummer fire i gruppen med fire point og en mål-difference på -12.

Gruppe D
HoldKampeMålscorePoint
1.FC Porto615-616
2.Schalke 0466-411
3.Galatasaray65-84
4.Lok. Moskva64-23


Kommentar
Porto var allerede før sidste gruppekamp sikret duksepladsen og videre avancement sammen med Schalke. Begge mandskaber vandt deres sidste kampe over de to nederste hold. Schalke slog hjemme i Gelsenkirchen russiske Lokomotiv Moskva 1-0, mens portugiserne fra Porto vandt 3-2 i Istanbul over Galatasaray. At status quo ikke ændrede sig betyder, at Galatasaray skal spille Europa League til foråret, og Lokomotiv forlader turneringen.

Gruppe E
HoldKampeMålscorePoint
1.Bayern München615-514
2.Ajax Amsterdam611-512
3.Benfica66-117
4.AEK Athen62-130


Kommentar
I sidste runde mødtes Ajax og Bayern München i en direkte duel om førstepladsen i gruppen. Efter 3-3-opgøret i Amsterdam måtte hollænderne tage til takke med andenpladsen, mens Bayern nuppede gruppesejren. Benfica og AEK Athen var i bunden af gruppen sikret deres respektive pladser før spillerunden. Benfica vandt 1-0 hjemme i Lissabon. Derfor er portugiserne i bowlen til Europa League-lodtrækningen på mandag, mens AEK Athen forlader turneringen med nul point som det eneste hold i årets Champions League-gruppespil.

Gruppe F
HoldKampeMålscorePoint
1.Manchester City616-613
2.Olympique Lyon612-118
3.Shakhtar Donetsk68-166
4.Hoffenheim611-143


Kommentar
Det eneste der var sikkert, før rundens start var, at Manchester City allerede var gået videre. Lyon kunne med en sejr nå City, hvis englænderne tabte til Hoffenheim. Det gjorde City dog ikke. Hjemme i Manchester vandt englænderne 2-1 over tyskerne, og derfor ender City som gruppevinder. Lyon går dog stadig videre til 1/8-delsfinalerne, da franskmændene ude mod Shakhtar fik det ene point med hjem. Ukrainerne derimod skal kæmpe i Europa League til foråret. Hoffenheim ender sidst, selvom tyskerne i seks gruppekampe har garnet elleve gange. De elleve mål gør tyskerne til det ottende mest målfarlige hold i turneringens gruppespil.

Gruppe G
HoldKampeMålscorePoint
1.Real Madrid612-512
2.AS Roma611-89
3.Viktoria Plzen67-167
4.CSKA Moskva68-97


Kommentar
Gruppens to øverste pladser var allerede før sidste spillerunde i Real Madrid- og Roma-hænder, der var derfor kun spænding om den Europa League-givende tredjeplads. Før spillerunden lå Plzen og CSKA helt lige i bunden, dog med tjekkerne på tredjepladsen da de er bedst indbyrdes. Russerne smadrede Real Madrid på Bernabéu, og vandt 3-0, hvilket er Madrid-klubbens største europæiske nederlag på hjemmebane nogensinde. Viktoria Plzen vandt dog også deres kamp hjemme i Tjekkiet over Roma, og derfor endte tjekkerne med at trække det længste strå i kampen om Europa League. CSKA forlader turneringen á point med Plzen på gruppens sidsteplads.

Gruppe H
HoldKampeMålscorePoint
1.Juventus69-412
2.Manchester United67-410
3.Valencia66-68
4.Young Boys64-124


Kommentar
Juventus og Manchester United var allerede sikkert videre til 1/8-delsfinalerne, men begge hold kunne ende som gruppevinder. Juventus var etter før spillerunden, men skulle vinde for at være sikker på førstepladsen, da United med en sejr og et Juve-pointtab ville gå videre som duks. United formåede dog ikke at vinde deres udekamp i Valencia. Spanierne vandt 2-1 hjemme på Mestalla, og endte derfor med at cementere sin tredjeplads i gruppen og deltagelse i Europa Leagues 1/16-delsfinaler. Da United ikke vandt i Spanien, var det mindre afgørende, at Juventus tabte 1-2 ude mod Young Boys. Det var dog schweizernes eneste sejr i dette års gruppespil, som også var holdets første deltagelse i Champions League-gruppespillet nogensinde.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Matthijs De Ligt - jagtet af storklubber
Matthijs De Ligt har været et af de helt store samtaleemner op til det kommende transfervindue, og vi har kigget nærmere på Ajax-talentet.
Rækken af storklubber som er ude efter Ajax-forsvarsspilleren Matthijs De Ligt er lang. Den tæller bl.a. Manchester City, Juventus, Barcelona, Manchester United, Bayern München og Paris Saint-Germain. Sidstnævnte havde ifølge flere medier allerede underskrevet en kontrakt med den 19-årige hollænder, men det har De Ligt siden været ude og afvise.

Der er en grund til at flere storklubber er ude efter Matthijs De Ligt. Allerede som 16-årig fik midterforsvaren nemlig debut for Ajax (16/17-sæsonen). Efter Davinson Sánchez skiftede til Tottenham inden 17/18 sæsonen, har stortalentet været fast mand i Ajax midterforsvar.

I 16/17-sæsonen blev De Ligt i øvrigt den yngste spiller nogensinde til at deltage i en europæisk finale (17 år og 285 dage), da han spillede i Ajax Europa League-finale mod Manchester United. Han fik derudover også debut på det hollandske landshold i en alder af 17 år, og har siden da spillet 13 landskampe.

De Ligt blev født i 1999 lidt udenfor Amsterdam, og skiftede allerede til Ajax i en alder af ni år, da han byttede hans lokale klub FC Abcoude ud med den hollandske storklub. Herefter blev han en del af Ajax berømte ungdomsakademi, hvor han har fået hele din fodboldopvækst.

Matthijs De Ligt er flere gange blevet beskrevet som den perfekte forsvarsspiller. Det 19-årige stortalent er stor af bygning, men har samtidig et fremragende overblik og fodboldforståelse. I hans unge år har han i flere omgange gjort sig på den centrale midtbane, hvilket fortæller lidt om hans evner med bolden.

De Ligt er det man kalder en moderne forsvarsspiller, som både kan forsvare og deltage i det fremadrettede spil. Samtidig bliver han ofte rost for hans evner i duelspillet, hvor hans stærke fysik og taktiske forståelse virkelig kommer til udtryk.

Ajaxdaily beskriver derudover De Ligt som en ydmyg ung mand, der altid giver sig 100% for sine medspillere. Han beskrives som en ledertype, som både kan heade, sparke med begge ben og score mål. Der er altså ikke noget at sige til, at storklubberne står i kø for en underskrift.
Læs hele artiklen
Jadon Sancho – New SANsation
Efter en tur i Dortmunds museum med sportsdirektør Michael Zorc var en ung englænder overbevidst om, at han i fremtiden gerne vil spille foran ”Den gule mur”.
I forbindelse med Nation League-kampene i efteråret var de engelske aviser totalt i begejstring over foryngelsen af ”Three Lions”. Masser af hysterik omkring spillere som Phil Foden, Reiss Nelson, Ryan Sessegnon, Trent Alexander-Arnold – men størst fokus var der dog på Jadon Sancho. Indkast.dk har kigget nærmere på denne unge knægt, for hvem er han?

Den engelske landstræner Gareth Southgate var en stor del af det engelske hold til EM2000, som var med til at give et af de mest vanvittige pulje-resultater til en EM-slutrunde, for England og Tyskland gik ikke videre fra gruppe A, som Portugal vandt foran Rumænien. Denne fodboldskæbne ramte henover England og den nyfødte Jadon Sancho, der lige var blevet født i London.

Hans forældre var kommet til den engelske hovedstad fra Trinadad & Tobaco, og deres søn - Sancho - blev den første Millennium-fødte spiller til at blive indkaldt til det engelske landshold. Han var på daværende tidspunkt blot 18 år, men forinden havde han faktisk været meget igennem. Manchester City-manager Pep Guardiola kasserede ham i City efter han havde spillet ungdomsfodbold hos Watford. Hos City gik han på akademi med spillere som Phil Foden og Brahim Diaz, og for 17 måneder siden var han med City på deres ”Pre-season-tour”. Men eftersom Guardiola ikke kunne garantere ham noget, der mindede om førsteholdsfodbold, ville han ikke underskrive en kontrakt med City. Dette fik Sancho til at lave et overraskende skifte til Dortmund.


Ung målscorer i Champions League
Dortmund har givet Sancho masser af spilletid, og det er resulteret i en masse assists – både i Bundesligaen og Champions League. Netop spilletiden fra sidstnævnte var grunden til, at Sancho blev udtaget til det engelske landshold, slog træner Gareth Southgate fast ved udtagelsen. Derudover indtager Dortmund en overraskende førsteplads i den bedste tyske fodboldrække, og denne præstation har Sancho mange aktier i.

I Champions League blev Sancho den anden yngste englænder til at score i turneringen, og få dage efter var Sancho den mest eftertragtede ”autograf”, da Dortmund inviterede 1.200 fans til åben træning. Populariteten kom, efter Sancho var blevet indskiftet i Champions League-sejren over Atlético Madrid, hvor Dortmund overraskende vandt med 4-0. Dette var det største nederlag i europæiske kampe for det spanske hovedstadshold i ni år, og efter blot nogle få minutter på banen scorede Sancho et af målene.

Sejren var ikke bare historisk stor. Den kom også i hus med et meget ungt Dortmund-hold samt med mange spillere, der havde fået deres fodboldopdragelse i klubben – som Reus, Götze, Pulisic og den unge dansker Jakob Bruun Larsen. Af andre unge kan nævnes den 20-årige Achraf Hakimi, der er udlånt fra Real Madrid og Dan-Axel Zagadou på 19 år, der kom til klubben fra PSG næsten på samme tid, som Sancho ankom.

Så Sancho er blevet en vigtig brik på et meget ungt Dortmund-hold, som er startet sæsonen på flotteste vis, hvilket sker blot 17 måneder efter, at tyskerne hentede ham hos de engelske mestre for blot 75 millioner kroner. Siden er markedsværdien på Sancho næsten tidoblet, og han har underskrevet en ny kontrakt, som binder ham til Dortmund indtil 2022.

Ved kontaktunderskrivelsen blev parterne endvidere enige om, at Sancho skulle starte på intens tysk undervisning, for den blot 18-årige knægt er efterladt meget alene i en del af Tyskland med masser af industri.

I dette område er der enormt had mellem arbejderklubberne Dortmund og Schalke04, når de spiller deres ”Ruhr-derby. Udgaven i efteråret 2018 endte med en sejr på 2-1 til Dortmund efter danske Thomas Delaney bragte Dortmund foran og hjemmeholdet på VELTINS stadion fik udlignet på et straffespark ved den aldrende Daniel Caligiuri. Men matchvinden blev Sancho, da han iskold scorede til 2-1 efter godt samspil med Raphaël Guerreiro og straks trillede tårrene ned kinderne på det engelske fodboldtalent, som efterfølgende skrev på Twitter:

- Jeg synes, at det var en helt fantastisk følelse at score det afgørende mål i det store derby. Personligt har det været en meget hård uge for mig, og jeg har dedikeret målet til min bedstemor. Vi ses snart, min engel!

Tidligere har Dortmund haft succes med at forme ”fodbold-engeler” som Hummels, Gundogan, Mkhitaryan, Aubameyang og Dembélé. Nu gælder det Jadon Sancho – The New SANsation…
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Er racismen kommet tilbage i fodbolden?
Lederen skriver: Debatten i Danmark om flygtninge er blevet meget hårdere i retorikken, hvilket også er flyttet ud på de danske fodboldstadions.
Under Premier League-topkampen mellem Chelsea og Manchester City hævdede City-spilleren og den engelske landsholdsspiller Raheem Sterling, at han blev udsat for racistiske tilråb. Situationen stammede fra det tidspunkt, hvor det vedhæftede billede er taget, og siden har Chelsea slået fast, at de vil undersøge sagen nærmere.

- Vi er klar over, at en video cirkulerer online, hvor det hævdes, at der bliver råbt racistiske udtalelser mod en spiller på Stamford Bridge stadion lørdag. Vi vil gennemgå videomaterialet for at afgøre, hvorvidt en lovovertrædelse er sket, skulle Chelsea ifølge Ritzau have meldt ud.

Men er det nu også så galt? Er der måske nogle læsere, der tænker… jah – det er meget alvorligt at komme med racistiske udtalelser eller råb imod andre. Problemerne i den forbindelse er blot, at det fremkommer oftere og oftere på fodboldstadions. Er man en flittig stadionbesøger, kan man ofte høre racistiske ytringer, og det må siges at være et stigende problem. Men hvordan og hvorfor er der kommet mere racisme omkring fodboldkampe?


Bananskrald, Cyrille Regis og Okore
Igennem mange år har UEFA forsøgt med kampagner at sige ”No to racism”, men i året, hvor en fodboldforkæmper for ”mørke spillere” Cyrille Regis døde, er problemet ikke blevet mindre. I forrige spillerunde blev der smidt en bananskald efter Arsenal-spilleren Pierre-Emerick Aubameyang, hvilket der også tidligere er blevet gjort på Aalborg-stadion. Her har den tidligere landsholdsspiller Jores Okore tidligere beskyldt dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt for at være racist.

Så racisme er ikke blevet ”sparket ud” af fodbolden, og alene i sidste sæson blev der indgivet 520 rapporter om racisme i engelsk fodbold, hvilket var betydelig mere end den forgangne sæson – så tallene dokumenterer en stigning.

Så imens den politiske linje rundt om i Europa bliver mere og mere fremmedfjendsk, så er dette også kommet ud på de europæiske fodboldstadions. Kan dette stigende problem i vores hjemmelige andedam skyldes, at de højreorienterede partier ønsker grænsekontrol og at sende flygtninge ud på øen Lindholm. Altså er debatten i Danmark om flygtninge blevet hårdere i retorikken, og er den flyttet ud på de danske fodboldstadions. Der findes masser af eksempler på dette – ikke blot i Danmark, men også i Serie A, hvor mange af hovedstadsklubben Lazios fans skulle være fascister – ligesom mange nynazister er begyndt at dukke op på især svenske og tyske stadions.

Dette er alvorligt, og der skal naturligvis handles meget kraftigt på dette, sådan at Raheem Sterling – som den ene dag er en helt på det engelske landshold – men den næste blev lagt for had, fordi han besidder et unikt talent, tager en anden fodboldtrøje på og dermed bliver modstander til ens favorithold. Kigger man nærmere på billederne fra hændelsen, er det tydeligt, at der ikke er tale om drengestreger, men derimod midaldrende Chelsea-fans, som ellers ikke har et specielt belastet renommé i England.


Nordjysk folkesanger og det barske England
Den folkekære Niels Hausgaard har engang sagt, at ting ikke bliver mere rigtige, selvom man siger dem mange gange. Gad vide, om disse Chelsea-fans hver weekend står og råber racistiske udtryk efter modstandernes farvede spillere, og de mange gentagelser ender op med – i deres verden – at legalisere det.

Ian Wright – som selv har været en mørk spiller i den bedste engelske fodboldrække – frygter, at kulturen fra 1970 og 80'erne er på vej tilbage. I engelsk fodbold har der altid været masser af følelser, raseri og højspænding. Derudover er England et ”barskt” land, hvilket også kan påvirke de hårde udmeldinger, og noget kunne også tyde på, at episoden ikke er unik.

For der var ingen reaktion fra tilskuerne omkring de råbende fans, og tv-billeder viste endvidere, at en sort sikkerhedsvagt grinte af de racistiske tilråb, som man ikke behøver at være mundaflæser for at forstå. Der var mange, der forsøgte at mundaflæse i 2011, da Manchester United-spilleren Patrice Evra beskyldte Liverpools Luis Suárez for racisme. Efter episoden med Sterling spurgte Evra på Twitter:

- Hvordan kan dette ske i 2018?

Meget rammende spørgsmål ligesom Cyrille Regis kommentar, da han tørt slog fast:

- Lad mig aldrig komme ned på deres niveau.

Men hvad skal man gøre for at stoppe dette? Tidligere har det været nævnt, at personalet omkring fodboldkampene i langt større grad skulle reagere, hvis de hørte nogle racistiske råb. Det har ikke været praktiseret og er næppe løsningen, men hvad er så?

Den eneste løsning er ualmindelig svær, men sådan er det ofte med livets store dilemmaer. Løsningen er en holdningsændring, for fodbolden afspejler samfundet, og så længe Europa bliver mere højreorienteret, så vil stemningen på de europæiske stadions også blive det…
Læs hele lederen
Super Campeón i Superclasico
Indkast.dk kigger nærmere på ”Verdens største fodboldkamp”…
Inden det første opgør i Libertadores-finalen 2018 blev de to modstandere enige om noget underligt… De to hold ønskede, at når de to kampe skulle spilles, var det uden udebanetilskuere. Altså kun hjemmeholdets tilskuere til afslutningen på turneringen, der svarer til Champions League. Årsagen til, at holdene blev enige om, at kampene skulle spilles uden modstandernes tilskuere, var ligetil – kampen stod nemlig imellem Boca Juniors og River Plate...

Opgøret imellem de to Buenos Aires-klubber er blevet omdøbt til ”Superclasico”, og den er mange gange blevet kåret til den mest forhadte fodboldkamp i verden, hvilket ikke siger så lidt. For pak bare Olympiaskos vs. Panathinakos, Dortmund vs. Schalke, Milan vs. Inter, Celtic vs. Rangers, Flamengo vs. Fluminese eller Barcelona vs. Real Madrid væk. Det argentinske opgør er størst… og smid deroveni, at de i 2018 spillede om det eftertragtede Libertadores-trofæ, så der er tale om et opgør uden nogen sammenligning – og opgørene levede også op til dette.

Aldrig før i turneringens 58 år har de to rivaler mødt hinanden i finalen, så kampen var et opgør om langt mere end fodbold. Kampene lagde gaderne øde i Buenos Aires jah… faktisk i hele Argentina og endda i store dele af Sydamerika. Hele 2.000 forskellige medier har forsøgt at komme ind til kampene, selvom der end ikke er plads til en tiendedel.

Op til kampene var der gigantiske forventninger om et stort drama, og det hele blev historisk grotesk samt vanvittigt. For dårligt vejr, en bombaderet bus, tåregas og glasskår afholdt spillerne fra at kunne deltage. Derudover flyttede opgøret verdensdel - til Madrid. Her sikrede River Plate sig en historisk 3-1-sejr, og dermed kunne de rejse sig efter den triste nedrykning i 2011.


Los Milonrois faldt sammen
Pudsigt nok blev begge klubber skabt af italienske immigranter, men ellers har de ikke ret meget tilfælles. For tidligt i klubhistorien flyttede River Plate til et langt mere økonomisk attraktivt område af storbyen, og derfor har de fået øgenavnet ”Los Milonrios” – millionærene...

River Plate har også det største stadion – El Monumental – der har plads til 25.000 mere end på Boca Juniors La Bomboenra, hvor der ”kun” kan være 50.000. Men River har været helt nede ved vende.

I sommeren 2011 rykkede de ud af den bedste argentinske fodboldrække for første gang i 110 år. Dette frembragte voldsomme reaktioner, hvor blandt andet 25 betjente blev hårdt såret. Dette skal naturligvis ses i lyset af, at River Plate-fansene er en helt anden støbning end mange andre, og at klubben har stolte og mange traditioner. Som da de i 1950'erne havde 13 mand udtaget til det argentinske landshold – altså deres udskiftningsspillere var bedre end resten.


Gallardo blev til ”El Muneco”
I forhold til den meget berømte nedrykning skulle klubbens præsident have beskyttelse af flere livvagter i døgndrift i de efterfølgende år, selvom der i 2013 startede voldsomme ændringer i klubben. Rodolfo D'Onofrio blev valgt til præsident og store dele af den sportslige sektor blev uddelt til klublegenderne – Enzo Francesoli og Norberto Alonso. Derudover blev Marcelo Gallardo udnævnt til træner, og sidenhen er han blevet kaldet ”Rivers Pep Guardiola”.

Derudover fik Gallardo øgenavnet ”El Muneco”, der kan oversættes med klubbens kransekagefigur, da han blandt andet har levet hele livet i River Plate. Han voksede op på klubbens akademi, var med i alle sejrene i 90'erne og udviklede sig meget som træner blandt andet lidt i samme stil med sin tidligere holdkammerater og nuværende Atlético Madrid-træner Diego Simeone.

På bare fire år gik River fra nedrykning til at blive sydamerikanske mestre, og de efterfølgende fem sæsoner vandt de flere trofæer, end de havde gjort tyve år forinden. Så revolutionen af klubben, som Marcelo Gallardo havde lavet, hjalp. Der blev indført tre g'er – ganar, gustar og golear, som kan oversættes med sejr, glæde og lave mange mål.

Dette har bragt dem fra nedrykning til finalen imod Boca Juniors, men ikke uden ballade, som da Superclasico-opgøret blev afbrudt, da Boca-fansene smed peberspray på River Plate-spillerne. Efterfølgende var flere af spillerne i lange behandlinger, og Boca blev taberdømt.


En kamp man skal opleve, inden man dør…
I forhold til trofæer har River Plate også et lille overtag, da de har vundet 36 argentinske mesterskaber, hvilket er tre mere end Boca Juniors. Tre gange tidligere har de to hold mødt hinanden i Libertadores, men altså aldrig i finalen. Omkring årtusindeskiftet slog Boca rivalerne i kvartfinalen, hvilket også gentog sig fire år senere efter straffesparkskonkurrence. I 2015 mødte holdene hinanden i gruppespillet.

I den nuværende trup har Boca Juniors flere argentinske spillere med fortid i Europa som Fernando Gago, Carlos Tévez og Mauro Zarata – men det er langt fra de eneste store fodboldnavne, der har været i klubben. Diego Maradona og Riquelme har fået store dele af deres fodboldopdragelse hos Boca Juniors, som af mange betragtes som ”arbejderklubben” i den argentinske storby overfor de mere velhavende - fra River Plate.

Boca-fansene bliver kaldt for ”Los Xeneizes”, da klubben blev skabt af immigranter fra Genoa, og de har et rygte om at være lidt mere vilde og helhjertede end River Plate-fansene. Der findes også flest Boca-fans… blandt andet den kendte Mary Esher Duffau, som der tidligere har været lavet en film om, og da den 74-årige dame døde i 2008, var der et minuts stilhed inden deres kamp imod Cruzeiro. Filmen om Mary Esher Duffau handlede om hendes hårde liv blandt andet som Boca-fan. Gad vide, hvordan hun ville have oplevet Superclasico 2018? Da Boca Juniors med to mand i undertal ramte stolpen i overtiden ved stillingen 2-1 til River.

Tidligere har den engelske avis The Observer slået fast, at det at se kampen imellem Boca og River var nr. 1 på listen over 50 sportskampe, som man skal opleve, inden man dør… Dette mente de ca. 2.000 fans, der var rejst til Madrid for at overvære kampen, selvom de ikke havde fået fri fra arbejde. De måtte se den fodboldkamp – dette Superclasico, som, mange mener, var den største fodboldkamp nogensinde.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Arsenal-spillere tager stoffer Vanvittige Boca Juniors Artikel ikon Alternativ forældrehjælp Artikel ikon Wenger afviser AC Milan Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Sir Alex: Jones kan blive den bedste AGF-offensiv < våde tændstikker Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Artikel ikon - Paul Pogba er en myte Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Det bedste sommerkøb i PL Top 20: Bedste spillere i 2018 Artikel ikon Top 20 - Flest PL-ændringer Artikel ikon Top 10: Flest PL-mål Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Ajax - Danskernes klub: Jan Mølby Özil - fra skudlinjen Artikel ikon Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Artikel ikon Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon City 2008 vs. 2018 Historisk PL-topstrid Artikel ikon Liverpool - perfekt start Artikel ikon Uniteds 500 målscorere Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Bayern jagter Inter-profil Isco på vej til Premier League Artikel ikon Robben tilbage til Holland? Artikel ikon United-spiller på væj væk Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Mario Gomez
Vidste du om ... Gareth Bale Artikel ikon Vidste du om ... Kylian Mbappé Artikel ikon Vidste du om ... Lionel Messi Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Ancelotti vs. Liverpool facts Senest alle Serie A-hold gik videre Artikel ikon Ti PL-profiler købt for under 100 mio. Artikel ikon Dårligste United-start i mange år Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: AS Monaco - Dortmund Optakt: Liverpool - Napoli Artikel ikon Optakt: Røde Stjerne - Paris SG Artikel ikon Optakt: Real Madrid - CSKA Moskva Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Young Boys - Juventus Startopstillinger: FCN - AGF Artikel ikon Startopstillinger: Newcastle - Wolves Artikel ikon Startopstillinger: FCK – Esbjerg Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon FCK var bedst men tabte Juventus tabte i Schweiz Artikel ikon Underholdende deler i Amsterdam Artikel ikon CSKA Moskva overraskede Real Madrid Artikel ikon Se flere