VM 2018 - Danmarks bedste VM-dækning

- En tikkende bombe

Af Torsten Brix

2017-01-16
- En tikkende bombe

Indkast.dk bringer her et kapitel fra bogen "Joey Barton - No Nonsense".

Tommy-enarm havde åbenlyse psykiske problemer, men han virkede såmænd harmløs nok. Han boede i en lejlighed med udsigt over skolens område hvor vi spillede fodbold, og han jagtede tit de børn der kastede sten mod hans vinduer. Han arbejdede sig gerne op til et voldsomt raseri, men gav hurtigt op.

Hans rigtige navn var Leo Gavan. I roligere øjeblikke så vi ham hænge ud ved tømrerforretningen og vinbutikken nær boligkomplekset. Han hævdede at han spillede for Real Madrid, og at han var den bedste enarmede målmand i verden, men at han ikke kunne vende tilbage til Spanien fordi han var bange for at flyve.

Han var som en tidsindstillet bombe. På en kold søndag morgen i februar 1996 havde han ikke taget sin ordinerede medicin for skizofreni. En gruppe knægte knuste en af hans ruder og søgte ly på et nærliggende fladt tag da han gik bersærk. I ophidselse over at han var fysisk ude af stand til at nå dem, vendte han tilbage til sin lejlighed, slog sine møbler i stykker og kastede dem ned på gaden. Derefter lagde han sig på lur ved vinduet bagest i sin lejlighed. Da hans plageånder klatrede ned, greb han en udskæringskniv og optog forfølgelsen af dem.

Da de nåede den lokale blomsterpark hvor vi plejede at spille fodbold på græsplænen når de gamle ikke spillede bowling, spredtes de for alle vinde. Gavan trængte Lee Kinch – en knægt der ikke havde været involveret i balladen – op i en krog i en have og stak ham én gang, lige gennem hjertet. Han var 14 år gammel og døde øjeblikkelig. Jeg opholdt mig i fritidscenteret da en knægt kom hen og fortalte om hvad der var sket. Vi begav os naturligvis hen til gerningsstedet for at stå og måbe og indsamle sladder. Det virkede uvirkeligt. Lee var en populær dreng i skolen og boede tæt ved min ven Mash. Vi deltog alle i hans begravelse – som var helt forfærdelig.

Et politisk stormvejr brød løs over fejlene og manglerne i byrådets behandlingsprogram, og Gavan blev tvangsindlagt i henhold til Mental Health Act. To år senere blev han anset for egnet til at erklære sig skyldig i manddrab* på grund af mindsket ansvar og vendte tilbage til overvågning på fuld tid. Livet gik videre selv om det stadig vilkårligt blev revet bort fra tid til anden. En anden dreng, broderen til en pige der gik en klasse under mig i skolen, hængte sig selv i et træ. Der gik flere dage før nogen sørgede for at rebet blev fjernet, så det blev en makaber turistattraktion for teenagere der kedede sig.

Børn er perverse, ikke sandt? Noget tilsvarende skete da Sean Catlin, endnu en skolekammerat, blev mast til døde. Han havde en leg hvor han hoppede om bord på en bus der var i bevægelse, men en dag forregnede han sig, mistede grebet og faldt fremover, ned under baghjulene. Det varede flere uger før blodpletterne var forsvundet fra gaden.

Jeg kunne aldrig få øje på fordelene ved sådan en leg, men vi blev ved med at foretage os dumme ting, helt uvidende om farerne. Vi fortsatte som normalt med at dyste om ikke at være en kylling ved at løbe tværs over kørebanen på den nærliggende motorvej M62. Politiet fangede os og smed os i en celle for at afskrække os. De tvang os også til at gå hjem fra Huyton Village, men de kunne godt have sparet sig.

Selv hverdagsaktiviteter såsom et spil golf på en kommunal golfbane i Widnes med Frankie Lacken og John Neil, en anden ven, kunne potentielt udvikle sig til det rene kaos. En lokal bande forlangte at få udleveret vores køller og gik til angreb på os. De fik dog mere end de havde regnet med under det efterfølgende slagsmål, da Frankie slog deres leder, en ældre mand på omkring de 30 ved navn Colin, i hovedet med et 7-jern.

De flygtede, rædselsslagne over den øjeblikkelige og intensive vold. Vi opførte os som undvegne fanger og undlod at tage med offentlige transportmidler eller en taxa eftersom vi var smurt ind i blod. Vi tog hen på en lokal skadestue hvor vi så Colin blive behandlet på en lille enestue. Han opdagede ikke vores tilstedeværelse, og han virkede ikke som typen der kunne finde på at alarmere strisserne, men vi besluttede os alligevel for ikke at blive for at få vores hænder og ansigter syet. Frankie var mere bekymret over de uoprettelige skader på hans 7-jern, hans favoritkølle. Han gav ofte tabet af denne kølle skylden når jeg senere vandt over ham i golf.

Der var en underlig normalitet over vores vanvittige opførsel. Vi plejede at pisse de lokale heroinmisbrugere af ved at foretage raids mod deres narkobuler i de blændede lejligheder oven over butikkerne. De forsøgte at jagte os gennem tagskægget og hullerne i husmurene, så vi klatrede ganske enkelt op på taget og ventede til de gav op. Vi hviskede så de ikke fandt ud af at vi var i nærheden, men det begyndte hurtigt at kede os. Vi bankede huller i lofterne og smed mur- sten efter dem for at hidse dem op. Vores flugtruter, rottegange gennem gamle lofter, var bælgmørke, men vi fandt vej igennem dem ved hjælp af teenage-telepati.

Hver efterladt bygning var et eventyr, fuld af overraskelser. En gammel seng eller et farvet sæt gardiner som vi kunne bruge til at indhegne vores lejr med, var én ting. Topmoderne overvågningsudstyr – opdaget ved et tilfælde på et tilstødende loft, var en helt anden sag. Vi tog ét kig på kameraerne og optageudstyret og besluttede at de større drenges omtanke var påkrævet.

De undersøgte byttet og fandt hurtigt ud af at vi var faldet over en hemmelig politiovervågning af en velkendt narkohandler der drev sit forretningsimperium fra et lidet indtagende endehus over for den forladte bygning.

Der blev ikke sagt noget, men et par dage senere huggede vi nogle skejser fra en mellemmand. De større drenge fik flere penge end os, men vores andel rakte til nyt fodboldudstyr, et hemmeligt lager af samlemærker med fodboldspillere og en ekstra billet til en Everton-kamp. Som vi så det, var der tale om en forbrydelse uden offer. Politiet kunne rende og skide.

Det var en foruroligende tid. Jeg led slemt af akne da jeg kom i puberteten. Jeg var ekstremt følsom over for krænkelser og paranoid over at vise antydningen af frygt. Den del af min hjerne der automatisk ansporede mig til anarkistisk, ulogisk og selvdestruktiv adfærd, var stadig aktiv. Folk undgik mig fordi jeg simpelthen ikke var risikoen værd.

Strukturen i mit liv var i fare for at blive revet i stykker. På den ene side tog vi regelmæssigt på ferie i Portugal, mor og far skændtes sjældent når vi var inden for hørevidde, og det var tydeligt at de elskede os. På den anden side blev belastningen mere og mere tydelig. Far var meget yngre end mor. Han havde lyst til at gå i byen med drengene og tog tit på drukture i weekenden.

Mor tilkaldte en babysitter til at tage sig af os fordi vores halvsøstre var flyttet hjemmefra, og sluttede sig til ham på pubben hvad enten han brød sig om det eller ej. Som voksen kan jeg godt rationalisere mig frem til hvorfor hun handlede sådan. Hun var bange for at miste ham og var vred over sin manglende frihed. Dette var virkeligheden, ikke en eller anden du-kan-få-det-hele-fantasi fra Daily Mail. Men da jeg var barn, forstærkede det min fornemmelse af tomhed.

Jeg havde brug for en moderlig indflydelse og fandt den hos min farmor. Det var hende der lavede søndagsstegen, vaskede vores tøj og sørgede for at vi kom i bad og passede vores sengetider. Det generede hende ikke at indføre udgangsforbud efter klokken 19 eller at gøre mig forlegen ved at hive mig hjem når der var optræk til ballade. Hun lod vores onklers alt for store T-shirts gå i arv fordi hun ikke havde råd til pyjamas. Hun var en klippe.

Jeg hadede søndag morgen når mine forældre forsøgte at sove rusen ud. Jeg hadede de drukkammerater der lå henslængt på sofaen hvor de var dejset omkuld. Jeg blev træt af at rode rundt i fars bukser efter småmønter så jeg kunne betale min billet og købe slik og en sodavand efter søndagskampen. Jeg havde ikke noget imod at løbe hen til kampen, for udholdenhed var mit hemmelige våben, men jeg ville gerne være blevet kørt hjem efter kampen, noget som de andre drenge tog for givet.

Jeg følte at jeg var i vejen. Da far en dag kom hjem fra endnu en druktur og opdagede at hans tøj var klippet i strimler og nogle få af hans ejendele var proppet i tre sorte affaldssække og smidt ud i forhaven, var der kun én ting at gøre. Der havde tidligere været skænderier, som når mor nægtede at lukke ham ind over dørtærsklen, men denne gang var det slut. Jeg lukkede ham i stilhed ind gennem glasskydedørene ud til baghaven så han kunne hente hvad han kunne bære, og kort efter sluttede jeg mig til ham hos farmor.

Der er ikke rigtig nogen vinder i sådan en situation. Andrew var virkelig nært knyttet til mor, så far blev med det samme gjort til den store antikrist. Mors mistanke blev bekræftet da en ny kvinde kort efter trådte ind på scenen. Det bebrejdede jeg far i nogen tid, men jeg besluttede hurtigt at livet var for kort til den slags. Som kvinde forstod farmor omfanget af svig, men som mor var hendes kærlighed ubrydelig.

Mor var temmelig ilter, men hun forstod farmors spilleregler. Aldrig – ALDRIG – blive uvenner med dit eget kød og blod. Farmor var villig til at hjælpe med børnepasning, men hun forventede også at der blev trukket en grænse under de hidtil uset anspændte forhold. Hendes opgave var at skabe stabile rammer, og hun forstod hvor fun- damental fodbold var for min fremtid.

Jeg stod ved en korsvej. Narkoen flød overalt i boligkomplekset, og jeg var ikke dum. Fars generation var på skræmmende billig kokain. Der gik historier om baner der blev linet op på pubberne og sniffet til private fester. På en fredag aften kunne jeg enten gå ned i parken for at blive høj sammen med skolekammerater der i al hast var ved at gå fra hash til syretabletter, eller jeg kunne nøjes med det adrenalinkick der fulgte med konkurrencesport.

Jeg var så heldig at jeg ikke kunne lide smagen af hård spiritus. Far tilbød mig min første pint da jeg var 15 år gammel, men jeg rørte ikke alkohol før min 17-års fødselsdag da min onkel Tom tog mig med til diskoteket Natterjacks på Roby Road i Huyton. At tylle varm og sød cider fra plastikflasker på et vindblæst busstoppested var ikke det jeg opfattede som at have det sjovt.
I en periode var jeg fanget i krydsilden mellem ønsket om at være en del af den gamle bande, lave ballade, have det sjovt og få nye ven- ner og ønsket om at skabe mig en karriere inden for fodbold. Fjernsynet ved siden af den buldrende kaminild i farmors stue blev min vejleder og bodyguard.

Jeg var et barn af VM-slutrunden i Italien i 1990, af Roger Millas elegante lambadadans og af Gazzas fortvivlede tårer. Uskarpe billeder fra den walisisk-sprogede tv-station S4C gav mig mulighed for at studere de italienske konger – Ancelotti, Baggio, Baresi og Maldini. Derefter skiftede Gazza til Lazio, og Channel 4 begyndte at sende ugentlige opvisninger med Batistuta, Donadoni osv.

Jeg blev forelsket under VM i USA i 1994. Gheorghe Hagi blev kaldt ”Karpaternes Maradona”, men han var i en helt anden klasse end det dopede geni med de vilde øjne der blev sendt hjem i vanære*. Rumæneren var lille, men han var fantastisk til at dække sin bold, og han behandlede den med stil. Et af målene fra den rumænske 3-2- sejr over Argentina i ottendedelsfinalen har lige siden været ætset ind i min hukommelse. Hagi modtager bolden tæt på midterlinjen ude i højre side på sin egen banehalvdel. Han udspiller fire modstandere med en enkelt aflevering og spurter straks i position for at modtage returafleveringen. Der er varmt, indelukket og hektisk inde i Rose Bowl i Pasadena, men alligevel fryser Hagi tiden fast. Han ryk- ker ind i banen og spiller Ilie Dumitrescu fri til en let scoring med en aflevering der snyder tre forsvarsspillere. Wow. Senere scorer Hagi selv et mål, med sin ”forkerte” fod, men intet slår denne aktion.

Jeg ville bare være ham. Jeg elskede hans arrogance og den måde hvorpå han organiserede muren for sin målmand når modstanderne fik frispark, eller ignorerede holdkammeraterne når de ville tage et indkast i stedet for ham. Jeg rullede mine fodboldstrømper ned og bandt hvid tape omkring toppen af dem for at ære ham, og i seks måneder tiggede jeg om at få et par Lotto Stadio-fodboldstøvler magen til hans. Jeg havde lyst til at græde da jeg pludselig voksede ud af dem.

Gazza fascinerede mig fordi jeg sympatiserede med hans rastløshed og hans slet skjulte ulykkelighed. Min horisont blev udvidet på grund af spillet og dets iboende disciplin, men jeg var splittet mellem flid og ubesindighed. Den mørke side af min personlighed lå stort set i dvale, men den var aldrig langt fra overfladen. Den truede indimellem alt hvad jeg havde kært.
Jeg var som en tikkende bombe.

Jeg rodede mig ud i unødvendige slagsmål til træningen i Everton, som et barn der tester grænserne for sine forældres kærlighed. Dystre humørsvingninger kom over mig uden grund og uden varsel. Jeg spillede godt i Milk Cup for ungdomshold i Nordirland, men skaffede mig alverdens problemer på halsen da jeg kylede et sæt lånte golf-køller ud over en klippeskrænt og ud i havet.

Jeg kunne ærlig talt ikke forklare hvorfor jeg gjorde det. Jeg var det lille barn der stak sine fingre ind i stikkontakten for at se panikken og bekymringen i de voksnes ansigter, men alligevel bar man over med mig. Fodboldklubber har deres egen moralkodeks, der formes af formålstjenlighed snarere end etiske standarder, og mit talent blev anset for vigtigere end min umodenhed. Jeg ville vokse fra det.

Trænerne opfordrede mig til at tage den mere med ro og sagde at det nogle gange var bedre at vende den anden kind til i stedet for at kæmpe mod hele verden. De vidste sandsynligvis at de talte for døve øren, men på denne måde havde vi alle æren i behold.

Der blev lagt mærke til mig. Efter en kamp en søndag morgen introducerede en velkendt skikkelse sig. Han spurgte hvordan det gik hos Everton, og antydede at han kunne skaffe mig en plads hos Liverpools akademi. Jeg kunne ikke tro det. Jeg var ved at blive shanghajet af Steve Heighway, den tidligere Liverpool-wing, der var ved at opbygge et ry som en af fodboldens dygtigste talentspejdere.

Det var et smukt scenarie, af den gamle skole. Steves kone arbejdede på Seel Road Comprehensive School og fik nogle af mine venner der til at lægge et godt ord ind. Jeg vidste at jeg kunne lære meget af Steve, men jeg vidste også at det ultimative forræderi aldrig ville blive tilladt. Om ikke andet var Steve ihærdig, og han ringede hjem til os flere gange, lige indtil far tog telefonen. Steve nåede dårlig nok at forklare hvor imponeret han var over mig, før han blev afbrudt. ”Nej, nej, nej og atter nej,” udbrød far. ”Vi holder med Everton, kammerat.”

Derpå lagde far røret på. Færdigt arbejde. Familiens ære var blevet beskyttet. På overfladen gik tingene glat. Selv om udviklingscoaches fordømmer en resultatorienteret tilgang, havde mit hold fra Bellefield* været ubesejret i to sæsoner. Jeg burde have været smart nok til at se advarselsskiltene da Neil Dewsnip blev hyret til at lede akademiet, eftersom han stod for alt hvad jeg afskyede.

Han havde en begrænset erfaring som træner og var en glat politisk operatør. Men det der virkelig irriterede mig, var hans fundamentalistiske tilgang til spillet. Han var kraftens, fysikkens, størrelsens og styrkens discipel. Han var besat af tanken om små spillere der blev fravristet bolden, og koncentrerede sig om at udvikle store, velbalancerede spillere der kunne holde på bolden.

Det stod hurtigt klart at han mente at jeg var for lille – ironisk nok den samme skavank som engang truede med at bremse karrieren for Steven Gerrard, hans stjerneelev da han var idrætslærer på Cardinal Heenan Catholic High School i West Derby. Det eneste jeg kunne gøre, var at vise at jeg havde nosser, arbejde hårdt og afsløre hvor åndssvag hans fordom var.
Beslutninger blev truffet helt vilkårligt. Leighton Baines dumpede for eksempel til to prøvetræninger hos os – en dyr fejl – han blev senere købt i Wigan for 60 millioner kroner. Men der spredte sig et rygte om at jeg var én blandt ni Everton-spillere der var i betragtning til FA's National School of Excellence på Lilleshall. Det her var stort.

Lilleshall, et tidligere herresæde der lå på en 12.000 ha stor grund i Shropshire, var fodboldens svar på Hogwarts. I to år var det hjem for landets 16 bedste fodboldspillere i alderen 14 til 16. Idéen var enkel, for enkel skulle det vise sig. Lad de bedste træne med de bedste. Overvæld dem med fodbold. Uddan dem til at blive landsholds-spillere. Men træningens niveau levede ikke op til ambitionerne – den viste sig at være overstyret og middelmådig.

Det vidste vi ikke da udvælgelsesprocessen startede i Stockport County. Alle topklubberne i det nordvestlige England var repræsenteret: Evertons udvalgte, der talte Phil Jagielka og Bradley Orr, skulle prøve kræfter med de mest lovende drenge fra Manchester United, Liverpool, Blackburn og Manchester City. Det her var lige min form for udfordring – enhver var sig selv nærmest.

Bedømmerne inddelte os i to grupper, og jeg fik flygtigt at vide at jeg skulle spille højre back. Hvis det var et trick for at se om jeg ville begynde at surmule, virkede det ikke. I spillertunnellen før kampen kiggede jeg rundt på de andre og så de afslørende tegn på indre uro – hurtig vejrtrækning og flaksende øjne. Jeg havde dem lige hvor jeg ville have dem.

Jeg har altid haft en sjette sans der fortæller mig hvornår jeg kommer til at spille godt. Den giver mig selvtillid og får mig til at slappe af. Jo vigtigere begivenheden er, og jo mere der står på spil, des bedre spiller jeg. Efter første halvleg havde jeg gjort det så godt at jeg blev rykket frem til min foretrukne plads på den centrale midtbane. Jeg var en af de tre drenge fra Everton der gik videre til næste fase.

I min anden testkamp spillede jeg på en helt tredje position. De satte mig til at spille i angrebet selv om jeg var den klart mindste af alle drengene. De to centerhalfbacks der skulle spille over for mig, to store, sløve padder fra Midlands, kunne ikke lade være med at grine smørret, men deres smil forsvandt da jeg lavede hattrick. Så var spillet i gang. Jeg var Evertons repræsentant i finalen.

Endnu en gang lærte jeg at livet er uretfærdigt. Min alsidighed var et handikap, for nu konkurrerede jeg om en plads på holdet mod specialister der spillede på de positioner de havde spillet på hele deres liv. Jeg blev bedt om at spille på endnu en ny position, som venstre midtbane, og selv om jeg følte at jeg klarede mig udmærket, vidste jeg at jeg ikke ville overleve udvælgelsesprocessen.

Ikke færre end 234 drenge slap igennem nåleøjet på Lilleshall i de 15 år hvor stedet fungerede, lige indtil Howard Wilson åbnede Pandoras æske ved at annoncere etableringen af et klubbaseret akademi-system. Nogle nåede hele vejen til tops, heriblandt Michael Owen, Sol Campbell, Nick Barmby og Jermain Defoe, men de fleste blev hurtigt tabt for spillet.

En dreng der var lidt tættere på mig familiemæssigt, brugte det som en dannende oplevelse. Tom Culshaw, min halvfætter, spillede for det engelske U16-hold og nåede så langt som at blive anfører for Liverpools reservehold før han valgte at forfølge en karriere inden for træning og coaching. Han er nær ven med Steven Gerrard og er i dag leder af Liverpools U13-akademi.

På trods af hvad mænd som Dewsnip, der arbejdede i 17 år hos Everton før han blev træner for det engelske fodboldforbunds forskellige ungdomshold, påstår, er ungdomsarbejde ikke en eksakt videnskab. Bob Paisley sagde at de første to meter bliver overvundet inde i hovedet på en topspiller. På samme måde overvindes de vigtigste få centimeter mellem ørerne på en ungdomsspiller.

Derfor skammede jeg mig ikke over at vende tilbage til Bellefield som en spiller der lige netop ikke var blevet udtaget. Jeg blev optaget i systemet som en almindelig skoledreng, selv om rektor nær havde nægtet at give sin velsignelse da jeg havde kaldt en lærer for en gammel heks. Mine holdkammerater respekterede mig, og jeg var villig til at gøre hvad der var nødvendigt for at blive en bedre fodbold-spiller.

Jeg hadede at tabe, selv i terrænløb i skolen hvor jeg udmattede den bedste løber, en høj, udholdende fyr ved navn Neil Kearns, ved simpelthen at nægte at give op. Jeg løb lige i røven af ham mens jeg talte til ham: ”Ligegyldigt hvad der sker, så venter jeg bare, kammerat.” Det fik ham til at flippe så meget ud at han forsøgte sig med et desperat sprint, før han brændte ud og gav op.

Jeg så mig omkring i Everton og vidste at der var alt for mange Neil Kearns. De var større naturtalenter end mig. Deres kroppe var mere modne og veludviklede. Men de kunne ikke lide når det gjorde ondt. De havde ikke min kærlighed til lidet lovende odds. Jeg kunne lide en tackling hvor mine odds var 30 mod 70. De veg tilbage fra en sådan tackling for at skåne sig selv til en senere lejlighed.

Det fik jeg nu ikke meget ud af. Et par måneder senere blev far og farmor indkaldt til det sædvanlige evalueringsmøde ved sæsonens afslutning i en skurvogn på træningsanlægget. Dewsnip havde tidligere givet Phil Jagielka løbepas og var i gang med systematisk at meje sig igennem hele truppen, og han holdt ikke på formerne. ”Han er færdig i Everton,” sagde han. ”Jeg beklager, men sådan er det.”

Jeg var i gang med at spille Championship Manager i mit soveværelse da farfar tog telefonen i køkkenet. ”Joe, din farmor vil tale med dig,” råbte han. Jeg gik ind i hendes soveværelse på den anden side af trappeafsatsen, lagde mig på gulvet og tog telefonen. ”Hør her, min dreng,” sagde hun, ”de siger at de vil droppe dig.”

”Hold hovedet højt, for jeg er den slags kvinde du kan slå ned én gang, men ikke to. Hvis folk vil ignorere mig eller skændes med mig, giver jeg dem ikke muligheden for at gøre det to gange. Der er ingen der er bedre end dig. Det kan godt være at de bor i et større hus og har flere penge, men ingen er bedre end dig.”

Der gik nogen tid før hendes ord sank ind, for jeg følte det som om al luften var blevet trampet ud af mig. Jeg hulkede da jeg lagde røret på, fordi jeg forsøgte at få mit liv til at give mening. Jeg var magtesløs over for at mor og far var ved at gå fra hinanden. Jeg kunne intet stille op over for puberteten eller mit forsøg på at tilpasse mig i skolen. Men hvis jeg blev afvist af en fodboldklub, kunne jeg da for helvede kontrollere det ...

Tankerne fór rundt i hovedet på mig, og fighteren i mig lod også høre fra sig. Ved du hvad, de tager fejl. Alle de studievejledere der smilede overbærende da du sagde at du ville være fodboldspiller, og bad dig om at være realistisk. Træneren der vragede dig fordi du ikke er bygget som et stort skideskur af mursten. Han tager også fejl.

Fuck dem.

Du er ikke et offer. De kan ikke knække dig. De får dig ikke til at tigge. Det kan godt være at din baggrund kommer til at koste dig dyrt engang i fremtiden, for grænsen mellem aggression og selvhævdelse er udflydende, men lige nu er ejendomskomplekset dit fristed. Hvilken ret har de til at dræbe din drøm?

Deres system stinker. Alt for mange akademier er fyldt med bitre og vrede trænere der mener at det er under deres værdighed at beskæftige sig med U12-spillere. De vil have de biler, de penge og den anerkendelse der følger med når man har med førsteholdet at gøre. De kan ikke komme sig over at de aldrig klarede den.

Du kan give op ligesom så mange gør, eller du kan råbe og skrige og slås. Du er sent udviklet. Du bliver bedre hver dag. Ingen, overhovedet ingen, vil det her lige så meget som dig. Du kommer til at presse det her ned over hovederne på dem. Hold op med at have ondt af dig selv. Tør øjnene, mand dig for helvede op og kom videre.

Farfars koldblodige reaktion da jeg kom ned i køkkenet – ”Du må bare til at arbejde hårdt, hvad?” – var lige hvad jeg trængte til. Det var bare endnu en forhindring der skulle overvindes, endnu et tilbageslag der skulle tages hånd om. Nogen kommer snart til fornuft, gør de ikke?

Der går en time. Telefonen ringer igen. Det er Barry Poynton, træneren der forlod Everton lige før Dewsnip ankom. Han er leder af rekrutteringsafdelingen hos Manchester Citys akademi. Han vil have mig til at komme til en prøvetræning. Han siger alle de rigtige ting, finder den rette balance mellem mild overraskelse over at jeg er blevet vraget, og en udfordring af min konkurrencementalitet.

Far og jeg modtager flere af den slags opringninger i løbet af det næste døgns tid. Preston North End kan lide hvad de har set. Det samme kan Leeds United. På daværende tidspunkt spillede City i The Championship, men det føltes rigtigt at skifte til Barry. Han var den første der reagerede og så en mulighed i min dårlige nyhed. Lad os se det i øjnene: Han havde også en stærk interesse i at bevise at Everton havde taget fejl.

Det var ikke noget eventyr. Det er det aldrig med mig, vel? Jeg sloges virkelig for det i mine første to et halvt år hos City. Jeg hadede at pendle, afhængigt af trafikken tog det en time hver vej. Frankie Bunn, en af trænerne, var særlig god mod mig, men jeg mindede om hovedpersonen i filmen En ny dag truer. De andre trænere brød sig ikke om mig. For lille, sagde de. For lille ...

Hvis du har en fysisk ulempe i en sport hvor man skal være stærk og hurtig, er du nødt til at udvikle alternative muligheder. Jeg duer ikke til akademiernes tiki-taka-fodbold. Mit blod skal koge, og mine sanser skal være skarpe. Jeg er en spiller med flossede kanter. Ingen vil nogensinde beskrive mig som ren og pæn, nyvasket og strøget. Jeg er nødt til at svine mig til.
Jim Cassell var den eneste der så noget i mig. Da hans spillerkarriere i Bury blev standset af en knæskade, blev han scout, og senere udviklede han en træners øje og så ud over det indlysende. Han var ikke helt klar over hvad han havde fået fingre i, men han fornemmede at jeg hellere ville spille gratis end give op. Noget uhåndgribeligt, noget uforklarligt for dem der ikke forstår at fodbold handler om mennesker, sagde ham at han skulle give mig en sidste chance.

”Alt i mig siger at vi er nødt til at skille os af med dig, Joe,” sagde han til mig. ”Det ser ikke ud til at du bliver stor nok. Du kommer aldrig til at have den speed der vil være nødvendig på det øverste niveau. Men du har noget i dine øjne. Jeg kan ikke sætte min finger på det. Det kan jeg godt lide. Du har seks måneder til at vise mig noget, ellers er du ude.”

I det mindste var Cass åben og oprigtig. Jeg var stadig overbevist om at jeg ville klare det, men jeg værdsatte hans ærlighed. Jeg respekterede ham på grund af hans retskafne karakter og hans erfaring som fodboldspiller. I fodbold er der mange falske og dobbeltmoralske karriereryttere der er fulde af lort. Han fortalte mig hvordan det forholdt sig – og stadig forholder sig. Stram dig an, ellers er det ud af klappen.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke tænkte på at vælge sidstnævnte løsning. Min første indskydelse var at skifte til et godt, halvprofessionelt hold som Marine, Bootle eller Southport for at genopbygge mit renommé. Jeg tilbragte en uge som tagdækker i sommerferien og flåede mine hænder til blods ved at slæbe teglsten op ad stigerne før jeg flygtede ind i varevognen og svor at jeg aldrig ville vende tilbage. Jeg havde 10 GCSE-point*, men de var ikke mere værd end et spejdermærke.

Far stod stejlt på at jeg skulle udnytte min resterende tid hos City. Han var ikke til faderlige floskler, men han var god til at sætte tingene i det rette perspektiv. ”Du må lære at håndtere skuffelser, for dem får du mange af i livet,” sagde han. ”Bliv der. Brug deres fitnessrum. Brug det til din fordel. Til sidst går det op for dem hvad du er i stand til. I det mindste får du løn. Du får penge for at holde dig i form.”

Jeg fik den fyrstelige sum af 72 £ om ugen, og jeg forstod hvor meget fodbold betød for min far. Han kunne helt klart være blevet professionel, men han manglede den der fuck dig-mentalitet som man skal have. Jeg har set ham være ekstremt konkurrenceminded og gå langt over stregen, men han ville sikkert have haft lyst til at dele en øl med den modstander som han under kampen truede med at slå ihjel.

Han frygtede at et urgammelt arbejderklassedrama var ved at udfolde sig. Boligkomplekser som St John er i al væsentlighed som ulåste celler. Den lange vej til friheden er farlig og fuld af faldgruber. Det er fristende at acceptere sin skæbne som værende forudbestemt og bukke under for vreden, frustrationen og samfundets forventninger.

General Certificate of Secondary Education: et anerkendt pointsystem der angiver en elevs uddannelsesmæssige kvalifikation. Alle mine kammerater var på druk, jagtede piger eller tog stoffer. Mange var ved at afslutte deres læretid som kriminelle. Hvis jeg havde været svagere rent mentalt, havde jeg været fortabt. I det miljø har man ikke brug for at indsende et cv, men det blev gjort meget klart for mig at jeg hurtigt ville stige i graderne i det lokale narkokartel. Den gældende sats for en succesfuld dealer på daværende tidspunkt var flere tusind pund om ugen – i rede kontanter, forstås.

Far kendte alternativet lige så godt som jeg gjorde. Han arbejdede på skiftehold i Irland seks uger ad gangen, og når han havde fri i to uger, ledsagede han mig på sin cykel når jeg løb mine 12 kilometer lange træningsture. Han satte mig til at lave ti shuttle run-tests på volden ved siden af M62. Høje knæløftninger, armbøjninger, brændende lunger. No pain, no gain.

Det var en Liverpool-udgave af Rocky hvor min spurt gennem St Johns barrikaderede slumkvarter svarede til Rockys triumferende løb op ad de 72 trin til Museum of Art i Philadelphia.

Nu begynder jeg at flyve ...



Magasin-artikler
Fra sort til hvid - for de rød/sorte
Fremtiden ser lys ud for AC Milan – eller gør den? Indkast.dk rejste til modebyen for at finde svaret…
”I Fantastici 4 – Il Nuovo Milan”…

Sådan var overskriften i den italienske sportsavis - Corriere delle Sport – op til AC Milans hjemmekamp mod nedrykningstruede Hellas Verona. Overskriften henviser til, at AC Milan med kvarten Giacomo Bonaventura, Leonardo Bonucci, Franck Kessie og Hakan Calhanoulu havde fire forskellige og meget afgørende typer. Avisen døbte dem altmuligmanden, lederen, giganten og fantasten…

Min rejsefælde og jeg havde dog næsten ikke sat – eller rettere stillet - os på det stemningsfyldte Curva Sud, før de omkringstående havde gjort det klart, at Suso og især den blot 20-årige angriber Patrick Cutrone også har en stor betydning for dette Milan-hold. Sidstnævnte scorede kampens andet mål i hjemmeholdets 4-1-sejr, og den unge mand på min venstre side slog kontant fast om Cutrone: ”Han er Milans fremtid”. Men hvordan ser denne fremtid egentlig ud?

Efter snart syv år med italienske mesterskaber til Juventus begyndte AC Milan at røre på sig sidste forår. Den nye kinesiske ejer Li Youghong blev fotograferet ved klubovertagelsen sammen med den aldrende klubejer Silvio Berlusconi – men siden overtagelsen har der været alt for meget kaos.

Hurtigt efter overtagelsen placerede den italienske presse skår i glæden i forhold til den nye kinesiske ejer Li Youghong, der overtog klubben, efter kontroversielle Silvio Berlusconi havde været klubejer i mere end tre årtier.


Hvem skal eje AC Milan?
Midt i overdragelsen sagde AC Milan-eksperten Alberto Costa direkte på italiensk tv, at han havde stor tvivl omkring den forestående klubovertagelse. Han mente simpelthen ikke, at den kinesiske rigmand havde nok ressourcer til at rette Milano-holdet op igen.

Senere kom det frem, at det ikke var Youghong, der skulle overtage klubben, men derimod investeringsselskabet Sino-Europe Sports Investment fra Hong Kong. De skulle betale for overtagelsen, men herefter fulgte en masse kaos, som vist passer meget godt på Berlusconi.

For pludselig skulle den kinesiske regering også være en del af den noget sammensatte investorkreds, og midt i dette meldte Li Youghong ud, at for at overtage AC Milan ville det koste omkring de syv milliarder kroner – blandt andet for at betale klubbens store gæld.

Kort tid inden overtagelsen måtte Youghong låne de godt tre milliarder kroner hos det amerikanske firma – Elliott Management. Dette lån skulle ifølge kilder til Reuters have en gastronomisk rente på 11,5 %. Risikoen ved dette skal man nok ikke undervurdere, og der findes mange skrækeksempler på kinesere, der ejer fodboldklubber i Europa. Hos Aston Villa gik det ikke som forventet med Tony Xia fra Recon Group, og klubben står næsten i ”l…” til halsen, mens det også er tvivlsomt, hvordan det ender med Zhang Jindong, der ejer næsten 70 % af AC Milans rivaler fra Inter. For i hjemlandet Kina har regeringen iværksat en opstamning for disse gigantiske summer, som bliver placeret langt fra Beijing, og det skulle være grunden til, at Li Yonghong pludselig blev nødt til at optage flere højrisiko lån forskellige steder i verden – og dette kan ende med at få enorm betydning for AC Milans fremtid.


Ligner ikke en bestyrelse - for en fodboldklub
For at en investering som denne skulle blive rentabel, forventer flere eksperter, at investorerne i AC Milan også vil investere i andre ting i den italienske modeby - som ejendomme og en masse nye butikker. Udvælgelsen til bestyrelsen indikerer også dette. Kun et medlem havde en fortid fra fodboldens verden - nemlig Marco Fassone. Forretningsmanden Bo Lu kommer fra en kapitalfond og Xu Renshuo er tidligere entreprenør, mens der – udover Fassone - er kommet tre italiener med. Marco Patuano kommer fra et italiensk teleselskab, Roberto Cappelli er advokat og Paolo Scaroni har været hos et oliefirma.

Samlet set er det forretningsfolk, som har gigantisk mange penge, men dem kan der også blive brug for, hvis AC Milan skal tilbage til den europæisk top, men vil bestyrelsesmedlemmerne også investere i klubben?

AC Milan spiller en massiv rolle i italiensk fodbold og er også en del af den nationale stolthed, men denne kan godt lide et knæk. For opfattelsen og historien om Milans nye ejer har en skyggeside. Som Donald Trump tidligere har sagt, så findes der ”alternative facts”, og det kan også blive tilfældet ved denne overtagelse – for hvem kommer egentlig til at eje klubben og hvad er deres intention? I forbindelse med klubovertagelsen sagde Berlusconi:

- Denne overdragelse sker både med smerte og store følelser, men samtidigt også med den anerkendelse, at en familie ikke længere kan drive en fodboldklub, da der skal langt større kræfter til.

Det er nu snart syv år siden, at Milano-holdet sidst har vundet det italienske mesterskab, men kan de fortsætter med at opruste truppen efter de har fået styr på økonomien – kan de komme til at true usårlige Juventus. I sidste regnskabsår skulle AC Milan have haft et underskud på 800 millioner kroner, så der venter en stor opgave – både på og udenfor San Siro - og meget er fortsat italiensk kaos.


Verdens ældste erhverv og Serie B
På stadion var der også italiensk kaos, men også en underlig stemning af usikkerhed på fremtiden – for dette nye hold som skal præstere nu. Opbakningen fejlede dog ikke noget for de næsten 50.000 tilskuere til kampen. De sendte klare hilsner til Inter-fansene med håb om en god fremtid for deres mødre indenfor verdens ældste erhverv og Hellas Verona fik også en humorrisk hilsen med på vejen med held og lykke i næste sæson, nu hvor de skal spille om lørdagen. I Italien er der en tradition for, at de fleste Serie B-kampe spilles om lørdagen, mens Serie A primært spilles om søndagen.

Tjeneren Giulio Cupello på det gode spisested Parma & co., som ligger imellem vores hotel Ritter og den kendte restaurantsgade Via Fiori Chiari, holder netop med Inter. Her spiste vi fantastisk mad dagen inden kampen, og hurtigt faldt jeg i snak med den jurastuderende Giulio, som viste sig at have en unik fodboldindsigt. Han forstod dog ikke, hvorfor jeg ikke hellere ville se søndagens kamp, hvor Inter endte med at slå Udinese med 4-0. Han blev dog helt flakkende i øjnene, da snakken faldt på sæsonens sidste kamp mellem Inter og Lazio. En kamp som meget vel kan ende med en direkte duel om Champions League-pladsen til næste sæson. Den kamp skal Inter vinde for at hævne samme opgør fra 2001/02, hvor Lazio – også i sidste spillerunde – tog mesterskabet fra Inter ved at vinde 4-2. Resultatet betyd, at Inter i stedet sluttede på tredjepladsen og dermed ikke på en Champions League-givende position.


Kan uprøvede Gattuso sende AC Milan i Champions League?
I forhold til det sportslige på San Siro var der også et kæmpe skridt imellem Hellas Verona og AC Milan. Hjemmeholdet så faktisk ganske harmoniske ud, men sådan startede sæsonen ikke. Sommerens indkøb på omkring 1,5 milliard kroner kunne træner Vincenzo Montella ikke udnytte, og i november blev han fyret. I stedet blev Gennaro Gattuso ansat efter en meget blandet trænerkarriere. I slutningen af den aktive karriere var han spillende assistent-træner i schweiziske FC Sion, inden han blev fyret i Maurizio Zamparinis galehus på Sicilien. Herefter opsagde han kontrakten med Kreta-klubben OFI efter økonomiske problemer – ligesom i Pisa.

Så Gattuso var en lottokupon i AC Milan, og den udløste ikke nogen gevinst til at starte med. Oprykkerne Benevento fik i Gattusos debutkamp som Milan-træner deres første Serie A-point, men siden er det gået helt anderledes – og i kampen mod Hellas Verona kunne man næsten fornemme, hvad Gattuso har bidraget med. Flere gange i løbet af kampen kom en spiller på sidelinjen for at klappe den meget medlevende træner i hænderne. Gattuso ligner som træner den gigantiske fighter, som han var som spiller. Han spillede hele 467 officielle kampe for Milano-klubben – alle med et gigantisk klubhjerte for klubben fra 1899. ”Vinderen” Gattuso har ifølge Tipsbladet sagt:

- Det er nyttesløst fortsat at tale om Gattuso som spiller. Ånden og attituden til aldrig at give op er blevet hos mig. Jeg vil aldrig tabe; end ikke når jeg spiller bordfodbold mod min søn. Den er der altid. Men jeg har taget en uddannelse for at blive træner, og de forærede mig ikke min licens. Man kan ikke kun forberede sig på kampe kun med hjerte og vilje. Man skal også arbejde på den fysiske form og den tekniske og taktiske forberedelse.

Vildskaben og vindermentaliteten er også blevet indplantet på det nuværende AC Milan-hold. For i næsten 80 dage tabte de ikke – inden Arsenal mødte dem i Europa League. Den gode periode sendte Milan op imod de europæiske pladser, og dermed var Gattuso lykkedes med det, som andre tidligere spillere fra AC Milan – som Clarence Seedorf eller Filippo Inzaghi – ikke var lykkedes med. Nemlig at få succes som både spiller og træner i klubben. Måske fordi Gattuso havde indført den tiltalende spillestil med masse af hjerte – men måske også fordi, at han er et helt specielt menneske.

Tidligere på året kom det frem, at Gattuso som Milan-spiller inden en vigtig Champions League-kamp mod Manchester United spiste en snegl, fordi holdkammeraterne ikke troede på, at ”Rino” turde. Sammenlagt fik han 15.000 euro for at gøre det, og han gav straks pengene til holdets fire fysiske trænere. Derudover har Andrea Pirlo i selvbiografien ”Penso quindi gioco” om Gattuso skrevet:

- Han er ikke bogstavernes mand, en dygtig orator eller medlem af Accademia della Crusca [en forening der søger at bevare det italienske sprog, red.].

Men han beskriver også, hvordan han og Daniele De Rossi tømte en skumslukker ud over Gattuso i forbindelse med en VM-kvalifikationskamp til VM 2010, hvor Gattuso ikke var taget med holdkammeraterne i byen. Samlet set har Pirlo dog stor respekt for Gattuso, og han har endvidere skrevet:

- Man har brug for støtter som ham i et omklædningsrum. Kroppe bliver ældre, men karisma ældes ikke. Man løber mindre, men ens personlighed betyder mere. ”Rinos” ord var lov i Milan, og alle nye spillere var klar over, at hvis de lavede en fejl, var det første, de skulle gøre, at forklare sig til ham. Alene at have den viden reducerede drastisk mulighederne for, at folk fuckede op. Sådan var det dengang, hvilket står meget godt i tråd med dette citat fra træneren Gattuso:

- Mit arbejde er at være spillernes mareridt frem til slutningen af sæsonen. Jeg forventede ingenting, da jeg ankom, jeg vidste bare, at jeg havde fået udleveret en varm kartoffel. Jeg kan lide at lide. Jeg nyder ikke ting, der er for nemme, så jeg valgte Milan, fordi det er mit hjem. Jeg bar denne trøje i 14 år; den er en del af mig. At arbejde her er vidunderligt, og vi må se, hvordan det ender, skulle Gattuso have sagt ifølge Tipsbladet.

På San Siro bliver klubbens gamle legender – som Gattuso – hyldet, og de fleste af fansenes trøjer har et ”10-tal” på ryggen. Et nummer som Andrea Pirlo blandt andet har spillet med siden årstusindeskiftet sammen med store fodboldnavne som Rui Costa, Clarence Seedorf, Rivaldo, Kaká og Ronaldinho.

Nutidens 10'er er Hakan Calhanoglu, som er en del af ”I Fantastici 4 – Il Nuovo Milan” – altså det nye Milan. Den økonomiske situation i klubben gør dog, at det kan være svært at vurdere om fremtiden er sort eller hvid for den rød/sorte del af smukke Milano.


Indkast.dk's tur til Milano blev sponsoreret af Travelsense

Vil du i øvrigt gerne skrives op til AC Milans kampe næste sæson, så kan man gøre det her
Læs hele artiklen
Wolverhampton – Genrejsning på Molineux
Der er opsejling til noget stort i Wolverhampton Wanderers. Indkast.dk stiller skarpt på Premier Leagues rige oprykkere.
I lørdags sikrede Wolverhampton Wanderers sig en velfortjent oprykning til Premier League, og derfor er klubben fra West Midlands kommet på alles læber i England. Dette scenarie lå ellers ikke ligefrem i kortene, hvis vi spoler fem år tilbage i tiden. Her nåede Wolverhampton et historisk lavpunkt ved at rykke ned i League One. Nedrykningen til Englands tredje bedste fodboldrække var kulminationen på klubbens største identitetskrise siden de glade 1950'ere, hvor det blev til hele tre mesterskaber. I dag er smilene dog igen vendt tilbage på Molineux, og det er takket været en hel del milliarder fra Kina.

Enorme ambitioner
I juli 2016 blev Wolverhampton overtaget af den kinesiske investeringsgruppe ved navn Fosun Group, som bliver ledet af mangemilliardæren Guo Guangchang. Han er den 34. rigeste mand i Kina, hvor han desuden går for at være en entusiastisk forretningsmand. Så da chancen for at genrejse en af Englands mest traditionsrige klubber tilbød sig for to år siden, var den simpelthen for god til at sige nej til.

Der er i takt med overtagelsen blevet sat helt nye ambitioner for fremtiden i Wolverhampton. Dem valgte klubbens bestyrelsesformand Jeff Shi at løfte sløret for i november 2017.

- Der eksisterer en plan for de næste 10 år. Det er selvfølgelig en bedrift i sig selv at være en lille Premier League-klub, men det er ikke vores mål. Vi vil opbygge et stærkt hold, sagde Shi til Daily Mirror og fortsatte:

- Det er ikke sådan, at vi er i gang med at bygge et hus, der kun lige opfylder kravene for at være i Premier League. Vi bygger ikke et hus, men et gods!

Vil spille med transfermusklerne
Som resultat af det nye høje ambitionsniveau har også transferstrategien på Molineux gennemgået en omfattende forvandling. Wolverhampton var i årene før overtagelsen presset til at hente spillere fra de nederste hylder, men det er ikke længere tilfældet – tværtimod. Klubben spillede allerede med transfermusklerne i sidste sommer, hvor Ruben Neves blev hentet i FC Porto for den nette sum af 154 millioner kroner. Der var året forinden også snak om at hente Anderson Talisca i Benfica, men han valgte i sidste ende at skifte til Besiktas.

Til sommer venter endnu et opsigtsvækkende transfervindue for Wolverhampton. Klubben kommer uden tvivl til at forstærke sig heftigt forud for sin tilbagevenden til Premier League, og mon ikke, at der i den forbindelse kommer et enkelt eller to store navne op af hatten. Det er i hvert fald ikke manglen på penge, som skulle kunne forhindre dette i at ske.

Noget stort under opsejling
Det skal i de kommende år blive spændende at følge Wolverhamptons udvikling. Hvis den fortsætter i samme tempo som nu, så tyder noget på, at klubben inden for en overskuelig fremtid kan etablere sig selv i Premier Leagues top-10, eller måske endda endnu højere. Rammerne er i hvert fald til det.

Foruden en masse milliarder, så råder klubben også over en manager, der indtil nu har formået at få det absolut bedste ud af en i forvejen profilbesat spillertrup. Nuno Espírito Santo er da heller ikke, hvilken som helst mand at have på sidelinjen. Han har tidligere stået i spidsen for prominente klubber som Valencia og FC Porto, og selvom jobbet på Molineux er det mest udfordrende, kan han meget vel blive manden til at tage Wolverhampton ind i en ny stor æra. Men selv, hvis det ikke skulle blive ham, der får den rolle, skal en anden nok få den. Den orangeklædte klub er nemlig under genrejsning.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Lionel Messi – sidste chance
Engelske medier kalder Lionel Messi for ”The Goat”… men skal han blive ”Greatest Of All Time”, kræver det landsholdssucces for den femdobbelte Ballon D'Or-vinder.
Lionel Messi og Barcelona kommer til at blive ét af de bedste fodboldcocktails nogensinde. Den lille argentiner har vundet spandevis af pokaler med det catalonske storhold, men det forholder sig helt anderledes på landsholdet. Med Argentina har Messi blot vundet en olympisk guldmedalje i Beijing, mens de tre VM-slutrunder og de fire Copa América ikke har givet en eneste medalje til Messi – hvorfor… Indkast.dk tager en tur til Argentina for at finde svaret.

Udefra ligner det en helt almindelig gade i en af forstæderne til Rosario, men Lavalleja Street 525 er alt andet. Her er Lionel Messi opvokset, og for enden af gaden er der en plads, hvor verdensstjernen som knægt løb rundt og spillede fodbold sammen med de andre børn – ofte nogle som var noget ældre end ham, for talentet var helt unikt. Rundt omkring på pladsen er der masser af graffiti, og en af murene har skriften ”Dette er min barndomsgade” med et stort portræt af Lionel Messi.

Byen Rosario er en rolig del af Argentina med masser af arbejdspladser indenfor olieindustrien og mindre fabriksvirksomheder, men floden Parama løber også igennem – og brødføder mange. Floden er omkring 5000 km lang og løber igennem store del af Argentina, men det er ikke alle steder, at begejstringen er ligeså stor for Messi, som det er tilfældet i Rosario.

Det er helt underligt, for det argentinske landshold har mange store navne. Måske kan det – og har det været - problemet, for Argentina har udviklet sig til et dårligt VM slutrunde-hold. Siden triumfen i 1986 og finalen i 1990 har resultaterne været dårlige – bortset fra finalepladsen i 2014.

I 1998, 2006 og 2010 blev det blot til kvartfinaler, og i 2002 kom de end ikke videre fra gruppespillet. Skulle det ikke lykkes Argentina at få medalje ved VM2018, vil den 30-årige Messi næppe komme til at blive husket for ret meget godt – med landsholdet. Han vil blive et synonym på en skidt periode for det argentinske landshold, hvilket står i slående kontrast til de fem Ballon D'Or-triumfer. Ved den sidste triumf sagde hovedpersonen:

- Det er fantastisk, at det er min femte. Det er langt mere, end hvad jeg kunne drømme om som barn. Jeg vil gerne takke fodbolden for alt, hvad den har givet mig, både det gode og det dårlige, for alt, hvad den har lært mig, og for at have fået mig til at vokse som menneske…

Stor triumf til den lille og ydmyg sydamerikaner – men så godt har det ikke altid set ud. For Messi er bare 1,69 meter, og netop hans højde var faktisk ved at stoppe sydamerikanerens karriere.

Argentineren har nemlig lidt af en alvorlig vækstsygdom, som krævede en speciel behandling. Det blev Barcelonas lykke og en voldsom nedtur for River Plate og Newell Old Boys. De to sidstnævnte ønskede nemlig ikke at betale for Messis behandlinger, hvilket sidenhen har frembragt ærgrelse hos de argentinske storklubber.

Det var Carlos Rexach, som daværende ungdomstræner for Barcelona, der kan tage en stor del af æren for, at Messi spiller i den catalonske hovedstad. Under et familiebesøg i Spanien fik Messi lov til at træne med et af deres ungdomshold, og det var her, at Rexach spottede det enorme talent. Det forekommer næsten uvirkeligt, at det er måden, hvorpå Barcelona scorede verdens en af verdens bedste fodboldspiller – nogensinde.

Efter Messis ankomst til Barcelona var det første deres lægestab gjorde at hjælpe ”La Pulga” - loppen – som er hans kælenavn pga. hans manglende vækst. Han kunne debutere som bare 17-årig på storholdet i oktober 2004, efter han var vokset til en højde på 164 cm. Senere samme sæson blev han historiens yngste målscorer for Barça, og han er ikke kun en farlig afslutter. Spidskompetencerne ligger mere i retning af hans lynhurtige fødder, som kan sætte mange modstandere af - samt hans korte aftræk til sine afslutninger.

På sigt kan hans væsen dog blive hans største force, for det er et helt andet end hos andre unge stjerner. Det virker, som om han har en indre ro, som gør, at han er meget svær at imponere. Han bruger ikke sine kræfter på at pleje sit image med de rigtige frisurer og lign. Nej! – hans fokus og koncentration ligger på banen. Her nyder han godt af sit lave tyngdepunkt, som giver ham en høj fart. Det - sat sammen med en stærk psyke - gør ham til en farlig cocktail…

Alligevel er det blevet til kontroversielle situationer igennem tiden. Tidligt i karrieren blev Chelseas Asier del Horno udvist efter en tackling på Messi. Chelseas daværende kontroversielle manager Jose Mourinho var på det efterfølgende pressemøde helt fremme i støvlerne. Han mente, at Messi havde nydt godt af de mange teatre, der er i Barcelona. Kritikken var urimelig, og spørgsmålet var, om Mourinho havde sagt noget andet, hvis de ikke var blevet udspillet på Stamford Bridge af et ualmindelig godt spillende Barcelona-hold med Messi, som en af de offensive kræfter. Mourinho forsøgte at fjerne fokus fra deres nederlag ved at lægge skylden på uskyldige Messi.

Et andet rødt kort er lidt mere specielt. For efter Messi havde imponeret alle ved U-20 VM i Holland, blev han A-landsholdspiller under landstræner José Pekerman. Hans første kamp var mod Ungarn, men her skulle han opleve det ualmindelig komiske i at blive udvist efter omkring et minut på banen. Efter en nærkamp mente den ellers glimrende tyske dommer Markus Merk, at Messi havde slået ud efter en modstander. Trods den vanvittige debut fik Messi yderligere fire landskampe samme efterår.


Messi > Maradona
Som spillertype er Messi en klassisk 10'er og den foretrukne angriber i den skræmmende argentinske offensiv. På grund af de spillemæssige ligheder er Messi flere gange blevet sammenlignet med selveste Maradona, som var anfører på det argentinske landshold – der sidst blev verdensmestre for mere end 20 år siden. Men udenfor banen kan Messi og Maradona ikke sammenlignes.

Når Messis karriere er slut, vil han helt sikkert have et andet eftermæle end det, som hænger fast på Maradona, og en stor del af dette vil højst sandsynlig udspille sig i Barcelona. Samme sted havde Maradona - pudsigt nok - store disciplinære problemer. Selvom han i den periode blev betragtet som verdens bedste spiller, voldte hans temperament ham store problemer. Han lavede 38 mål i bare 58 kampe for Barcelona, men alligevel ville Barcelona-ledelsen ikke finde sig i hans vanvittige udbrud, som da han imod Atlético Bilbao slog en modstander i hovedet.

Sådanne scener virker det ikke til, at verdenen kommer til at se med Messi i hovedrollen. Derimod virker det, som om hans sind og omgivelser formår at bevare jordforbindelsen – ofte i nærheden af en fodbold, så han kan glæde alle os fodboldelskere. For fodbold kan Messi spille, og selvom han er den lille, bliver han ofte den største på banen.

Siden 2004 har Messi spillet for storholdet FC Barcelona, og her har den sydamerikanske angriber et hav af vanvittige rekorder – som det næsten er håbløst at begynde at nævne. Der er simpelthen så mange, og det gør at “Leo” kan komme til at blive en af de allerstørste fodboldspillere – nogensinde, hvis ikke den største. For Messi kan formentlig fortsætte en håndfuld år endnu i Barcelona og dermed ende med at komme til at slå alle mulige andre rekorder, som gør at man har svært at forstille sig, at der nogensinde skulle komme en tilfælde magen til – en rigtig ambassadør.

De ord, der kan påsættes ham, vil på en underlig måde næsten altid være en underdrivelse. En fodboldkunstner og ambassadør. Hvordan skal denne karriere ikke slutte, når noget sådan skal ske om måske ti år? Der er ingen forkerte avisartikler om våde byture, så her kan Messi ikke sammenlignes med landsmanden - Diego Armando Maradona – selvom han befinder sig på samme scene, og til sammenligning vandt Maradona aldrig Ballon d'Or-trofæet… det har Messi gjort fem gange – indtil nu.

Problemet for Messi er blot, at i hjemlandet giver de ikke meget for Ballon d'Or-titler eller argentinske medaljer med Barcelona. Der er for langt til Catalonien for, at Messi kan vinde noget sympati fra den ellers så fodboldglade nation, hvor der ikke er langt fra succes til fattigdom og kriminalitet.

Sidstnævnte har blandt andet ramt Messis storbror, Matias, der sidste år ramte en sandbanke ved Parana med sin motorbåd, efter politiet havde jagtet ham. På båden blev der fundet skydevåben, og broderen er tidligere blevet fotograferet med den meget kriminelle Cesar Aron Trevez, der for øjeblikket afsoner en straf på 16 år for mord og narkohandel. Messi har ellers sørget for familien blandt andet med et gigantisk luksushus i et af de dyreste områder af Argentina.

Messis kone Antonella Roccuzzo, som han mødte som femårig, er også fra Rosario. Det er her, at drømmene om argentinsk VM-guld er størst. Om det er muligt og om sammenligningen mellem Maradona og Messi, sagde en af de berømte argentinske fodboldspillere – Oswaldo Ardiles – følgende op til slutrunden:

- På den sidste tredjedel af banen er Messi bedre end Maradona, som kunne mønstre store dele af banen, men glem nu ikke, at Maradona gjorde et middelmådigt hold til verdensmester.

Alt VM-håb hænger nu på Messi, der har et skud mere i bøssen, og det på trods af, at ”The Goat” forlod landet, da han var… 13 år!

Læs hele artiklen
Mohammed Elneny – sov med fodbolden
Arsenal-reserven var tæt på at lykkes med Egypten – imens vennen Mohamed Salah så til.
I fraværet af Mohamed Salah var Mohammed Elneny den største profil for Egypten til deres åbningskamp imod storfavoritterne fra Uruguay, og Arsenal-spilleren var en af kampens bedste.

For ikke nok med at den defensive midtbanespiller var stærkt medvirkende til, at det stjernebesatte hold fra Uruguay ikke kom til ret mange chancer, så kom Elneny også til egypternes største chance, da han forsøgte at loppe bolden over Fernando Musiera i det sydamerikanske mål.

Kæmpe stor triumf for Elneny, men også for hans far. Sidstnævnte gav nemlig en fodbold, som skulle skabe noget unikt til VM-deltageren som tre-årig. Faderens drøm var, at Elneny engang skulle blive professionel fodboldspiller, og midt i januar 2016 tog den hårdtarbejdende midtbanespiller et karrierefremmende skridt, da han skiftede til Premier League-topholdet Arsenal.

Midt i dette stod den stolte far, som selv var træner i sønnens barndomsklub Al-Mahalla i Egypten. Først tog Elneny det svære skridt fra afrikansk fodbold til Premier League via Basel i Schweiz. Den 25-årige havde op til skiftet til London-klubben vist sit værd i Champions League som en meget løbestærk defensiv midtbanespiller. En position hvor Arsenal op til klubskiftet var presset, efter de aldrende Mikel Arteta og Mathieu Flamini havde kontraktudløb.


Modsætninger – men venner
I januar 2013 skiftede den egyptiske landsholdsspiller fra El Mokawloon til Basel på en seks måneders låneaftale, men kort efter ankomsten var de schweiziske klubledere klar til at gøre den låneaftale til et permanent klubskifte for den lidt sky afrikaner, der har levet lidt i skyggen af kammeraten Mohammed Salah.

Salah kom til Basel i sommeren 2012 – også fra El Mokawloon – og han tog sig straks af Elneny i Schweiz' tredje største by, men Salah var meget anderledes. Omkring Salah var der altid fest og ballade, mens det modsatte var tilfældet for Elneny. På banen holdt han sig dog ikke tilbage, hvilket afstedkom en fireårig kontrakt, mens små 10 millioner kroner blev sendt til Egypten. For tre år siden, da Salah tog til Chelsea, voksede Elnenys spil yderligere, og han kom tættere på holdkammeraterne.

Muslimen Elneny var blevet langt bedre til engelsk og smed den ”lillebror-rolle”, som han havde haft, da Salah var i klubben, og pludselig begyndte han på banen også at dirigere med holdkammeraterne. Dette skete fra en position, som en af de to defensive midtbanespiller i Basels foretrukne 4-2-3-1 formation.


Meget troende og ydmyg
Elneny er ikke muskelmand, men mere en spiller som er god til at læse spillet, og er stærkt til at styre et presspil samt lave bolderobringer. Så Arsène Wenger hentede en rigtig holdspiller med et lille ego – samt en spiller, som var i rivende udvikling. Privat er 25-årige Elneny – trods sin forholdsvis unge alder – allerede gift, har to børn. Han er også en meget troende muslim, som beder fem gange om dagen, og som meget striks overholder ”Ramadanen” med alt, hvad det indbefatter. Tidligere har Elneny sagt til Aargauer Zeitung om sin religion:

- Allah har afgjort, at jeg er blevet professionel fodboldspiller, og det er hans skyld, at jeg havnede i Basel. Når jeg skal træffe store afgørelser, så lytter jeg til Allah. Hvis nogen andre klubber skulle henvende sig, og Allah ikke synes, at det er den rigtige beslutning, så skifter jeg ikke klub.

Så Wenger og Allah fik den sky Elneny til London. En person der holder sig så langt væk fra pressen som muligt, og som bosatte sig så tæt på Basels stadion som muligt – for at have mest mulig tid til træning – og ikke bruge den på transport. Faktisk så boede Elneny i Basel i et højhus, hvorfra han kunne se græsplænen på St. Jakob Park. Der er også mange andre eksempler på hans høje ambitionsniveau.

I 2013/14 skulle Basel spille imod Maccabi Tel Avic i Champions League-kvalifikationen, men der var stor politisk pres for, at Salah og Elneny ikke skulle spille. Salah afviste først at spille – det gjorde Elneny ikke, men mere ballade blev der, da Salah ikke ønskede at give hånden til de israelske modstandere. Elneny var langt mere fokuseret på kampen, end Salah var, og inden kampen kiggede Elneny blot ned i jorden, da der skulle gives hånd. Han var tydeligvis langt mere fokuseret på den forestående kamp.


Walk like a egyptian
Mange spillere er dumpet i tilvænningen til Premier League. Det er Elneny ikke – men han har heller ikke tilspillet sig en plads på Arsenal-holdet, selvom han inden skiftet allerede havde spillet gode europæiske kampe imod Liverpool, Chelsea og Tottenham. Champions League-kampene for Basel imod Liverpool var Elnenys svendeprøve, og han bestod med glans – specielt kampen på Anfield var i særklasse. Kampen gjorde, at Basel gik videre fra CL-gruppespillet på bekostning af Liverpool.

Den første kamp imod Liverpool på St. Jakob Park var meget emotionel for Elneny, da det var første gang, at faderen så Elneny spille for det schweiziske storhold. Efter sejren på 1-0 løb knægten straks til den grædende fader på tilskuerpladserne og gav ham en kærlig omfavnelse. Efterfølgende kom det frem, at Elneny havde en drøm om, at faderen skulle se ham score et mål, hvilket skete to måneder senere, da faderen næste gang så sønnen spille. Imod Fiorentina i Europa League scorede Elneny, og dermed kom der endnu et kapitel til historien om den lille egyptiske knægt, der havde fået en fodbold af sin far, som sagde, at han skulle sove med den om natten, hvis han ville være professionel. Den 15/5-2018 var det tæt på at komme nok et kapitel, men den meget udskældte VM-bold smuttede over mål for Elneny og farmand…
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Brasilien – og de fem VM-trofæer
Indkast.dk har kigget nærmere på den samba– og fodboldelskende nation.
Når man er skrivekarl i linjer som disse, så bliver man ofte spurgt om, hvem man tror, der kommer til at vinde de største fodboldturneringer. Dette handler oftest om Champions League, men spørgsmålet forekommer hyppigere, når de store nationale turneringer starter – som til VM.

Svaret er dog det samme som til Champions League… det er ualmindelig svært at gætte på en vinder, mens det er meget lettere at gætte tre hold rigtige ud af de fire semifinalister. Dette skyldes, at flere af topholdene i disse turneringer er meget – som rigtig meget - tætte på hinanden i niveau. Sådan er det også til VM2018, men skal jeg gætte på en vinder bliver mit bud… Brasilien. Kigger man nærmere på holdets idealopstilling, kunne dette være meget tæt på:



Høj klasse over hele banen, men under en slutrunde som denne skal man ofte finde store svar på holdenes niveau på bænken. Ud fra ovenstående startopstilling vil disse spillere være på bænken:

- Ederson (En af Premier Leagues bedste målmænd)
- Filipe Luis (Stærk back fra Diego Costas Atlético Madrid)
- Douglas Costa (Driblestærk ”Dåseåbner” fra Juventus)
- Roberto Firmino (15 mål for Champions League-finalisterne fra Liverpool)

Linjen i startopstillingen for Brasilien er skabt af et central forsvar fra PSG og en stærk midtbane fra Barcelona krydret med nogle af de bedste spillere fra europæisk klubfodbold – ren klasse i den flotteste form.

En af turneringens største profiler – Neymar - skal løfte holdet, og når Brasilien tidligere har vundet VM, har de altid haft en unik angriber med. Som i 1958 hvor den blot 18-årige Pelé scorede seks mål og var stærkt medvirkende til, at Brasilien vandt VM for første gang. Se deres idealopstilling her:




Pele var dog blot en af de fire angribere, som Brasilien spillede med. De andre var trioen – Garrincha, Vava og Zagalo. De har alle tre levet lidt i skyggen af Pelé. Det til trods, så blev angrebet døbt ”de fantastisk fire” – med parrallerne til nutidens kvartet med Coutinho, Willian, Jesus og Neymar er åbenlyse.

Kvarteten fra 1958 var også den foretrukne fire år senere, da Brasilien vandt VM-trofæet i Chile. I angrebet var der lidt spilletid til Amarildo, mens midterforsvaret var udskiftet med Mauro og Zozimo. Ellers var holdet stort set det samme.

Otte år senere… til VM-1970 var der udskiftet betydeligt, men systemet var stadigvæk denne offensive 4-2-4-formation, da Brasilien vandt deres tredje VM-trofæ ud af fire mulige. Pelé var stadigvæk med i angrebet på holdet med nye profiler som Jaizinho, Tostao, Rivelino og Gerson.




De brasilianske verdensmestre fra 1994 spillede også en fortolkning af den klassiske 4-4-2-formation med to offensive midtbanespillere bag de to hurtige angribere – Bebeto og Romario. Angriberne var lynhurtige, men på hver sin måde. Romário kunne sætte en forsvarsspiller af på 5-7 meter, mens den mindre Bebeto løb stærkere over lidt længere strækninger.

Fælles for dem begge gjaldt dog, at de var lynende målfarlige – ligesom frisparksspecialisten Branco med den tordnende venstreben. Holdets anfører var den efterfølgende landstræner Dunga, der som aktiv var en utrættelig midtbanespiller, som gjorde, at holdets mange offensive kræfter kunne udfolde sig.

Udover de mange offensive kræfter var holdet også begunstiget af en god målmand, som tidligere brasilianske landshold ikke havde været. I Taffarel havde verdensmestrene fra 1994 en sikker sidste skanse på holdet – med kongen var Romario…





Var Romário den ene konge hos VM-mestrene fra 1994 var der tre konger hos mestrene fra 2002. De tre ”r'er” – Ronaldinho, Rivaldo og Ronaldo – kunne få selv de stærkeste forsvarsspillere til at tvivle på egne evner.





Derudover havde holdet også en ny venstreback med en ”tolden-støvle”. 2002-vinderens svar på Branco hed Roberto Carlos, der havde de vildeste benmuskler, hvilket hans spark også viste. Carlos var ganske målfarlig, men var også rykket lidt længere frem på banen i 3-4-2-1-formationen. På den anden wingback spillede den utrættelige anfører Cafu.

Fire backen-kæden var blevet til tre mand, men det gjorde ikke så meget, for den benhårde Lúcio dækkede næsten op for to mand… Et helt unikt hold - ligesom holdet i 2018 er. Spørgsmålet er blot… bliver det til sjette VM-titel i løbet af den næste måned?
Læs hele lederen
- Hvem sejrer i Tyrkiet?
Det er en gyser for alle pengene i den bedste tyrkiske række, hvor fire hold kæmper om mesterskabstitlen.
Tager man et blik over de europæiske ligaer står Manchester City, Barcelona og Paris Saint-Germain til at blive mestre i den hjemlige liga, mens Bayern München allerede har vundet den tyske Bundesliga. Sådan spiller klaveret dog ikke i Tyrkiet, hvor der i øjeblikket er fire kandidater til at vinde den tyrkiske Süper Lig. Der resterer 6 runder i den bedste tyrkiske række.

Istanbul Basaksehir er til at finde på 1. pladsen med 59 point. Abdullah Avcis mandskab har spillet formidabelt i denne sæson, og der var nok ikke mange, der havde troet, at Basaksehir ville lege med i mesterskabskampen ved sæsonens start. 4-2-3-1-formationen fungerer glimrende for Avci. På holdkortet er der enkelte spillere, der har været dominerende. Lad os se nærmere på disse:

Der er ingen tvivl om, at bosniske Edin Visca har været holdets trumfkort. Man kan også kalde den 28-årige midtbanespiller for assistkongen, da bosnieren har fundet holdkammeraterne hele 14 gange. Den gamle kending Emmanuel Adebayor optræder også for Basaksehir, og han er suverænt holdets målkonge med 12 kasser i igangværende sæson. Der er ingen tvivl om, at hvis det tyrkiske mesterskab skal havne hos Avci og co., skal disse to herrer spille til deres bedste. Avcis aggressive spil har givet pote, men holdet skal passe på. Istanbul-klubben har nemlig flest spillere, der er blevet sendt tidligt i bad, og alle mand skal være på banen i de 90. minutter, hvis mesterskabet skal havne hos Istanbul Basaksehir for første gang i klubbens historie.

To point længere nedad stien er traditionsklubben Galatasaray, der har vundet mesterskabet hele 20 gange. Fatih Terims mandskab spiller også bold af øverste skuffe og er uhyggelige på eget græs. ”Aslanlar” har hentet hele 40 point på Türk Telekom Arena – de har vundet 13/14 kampe på denne græsplæne. Tager vi et kig på holdkortet, er der selvfølgelige nogle spillere, der er de ledende figurer. Indkast.dk ser nærmere på disse profiler:

Franske Bafétimbi Gomis har haft gang i støvlerne og topper suverænt topscorerlisten i Tyrkiet. Franskmanden står noteret for 26 kasser – fire mere end Burak Yilmaz fra Trabzonspor. Gomis har været godt støttet af midtbaneduoen Garry Rodrigues og Younes Belhanda, der har stået kompakt og været drivkraften på midtbanen. I Gala-buret har Fernando Muslera reddet holdet flere gange, og keeperen har gjort et godt stykke arbejde mellem stængerne. Muslera er en af de bedste keepere i Tyrkiet – hans ti clean sheets (samme som Besiktas og Fenerbahces keepere) taler for sig selv. Den store udfordring for Terims mandskab ligger i kampene på fremmed græs. Gala har blot hentet 17 point på udebane – mindst af de fire tophold. Hvis det 21. mesterskab skal havne på Türk Telekom Arena, må traditionsklubben ændre deres taktik på fremmed græs.

De forsvarende mestre fra Besiktas er blot ét enkelt point bag Gala. Der er ingen tvivl om, at Senol Günes' drenge har gjort et godt stykke arbejde. Efter Champions League-exitet har holdet haft fokus på den hjemlige liga. Selvom holdet flere gange har været bagud, har Günes' mandskab kæmpet til de sidste og kan sagtens gå under betegnelsen comeback-kings - Besiktas har nemlig hentet hele 54 point i de sidste 45 minutter. Lad os tage et kig på profilerne:

Günes har ikke foretaget de store ændringer, eftersom holdet vandt det tyrkiske mesterskab i forrige sæson. Günes er kendt for at skifte formation, da han har en bred trup og mange spillere at vælge mellem. Dog har 4-2-3-1-formationen vist sig at være den mest optimale. Frontspillerne Anderson Talisca og Vagner Love har været målmaskinerne for Istanbul-klubben. De har scoret henholdsvis 13 og 12 mål i denne sæson. Disse to herrer skal fortsætte denne stime, hvis holdet skal genvinde mesterskabet. En anden nøglefigur er keeperen Fabricio, der har stået bedst mellem stængerne i Tyrkiet. Den 30-årige keeper har blot lukket 24 mål ind, hvilket gør ham til Tyrkiets bedste keeper. Sammen med Muslera står Fabricio også noteret for 10 clean sheets. Ricardo Quaresma er også en nøglefigur for holdet, men den portugisiske landsholdsspiller har ikke spillet op til sit bedste. Han har dog stadig tid til at vise, hvorfor han er en god fodboldspiller. Det har været en lang sæson for Besiktas, da de også har haft travlt på den europæiske scene. Holdet vandt suverænt Gruppe G i verdens bedste klubturnering, men blev senere slået ud af Bayern München. Det kan tænkes, at truppen har mange kilometer i benene – derfor Günes måske har roteret så meget. Nu er det altså nu. Slutfasen. Er trætheden ved at nærme sig, eller kan spillerne fortsat holde det høje niveau? Tiden må vise.

Rosinen i pølseenden, Fenerbahce, ligger i øjeblikket på fjerdepladsen og forfølger Besiktas. Der er to points forskel. Fener er jokeren i dette mesterskabsspillet - et hold, der er bedre end deres nuværende placering. Dog er trænersædet begyndt at gløde på Sükrü Saracoglu Stadio, hvor Aykut Kocaman sidder. Kocaman har ikke vundet det tyrkiske mesterskab siden hans ankomst fra Konyaspor, og vinder Fener ikke mesterskabet i år, kan han være en færdig mand i Istanbul. I en klub som Fenerbahce er mesterskabet en selvfølge, og Kocaman har været en omtalt herre i de tyrkiske medier. Presset er på Kocaman. Lad os tage et kig på hans holdkort:

En af nøglespillerne er Giuliano, der har haft meget at se til i denne sæson. 13 gange har angriberen fundet frem til netmaskerne, og man kunne godt savne flere mål fra partneren Roberto Soldado, der blot står noteret for seks mål. Kocaman foretrækker at spille med to angribere, så Soldado skal til at finde frem til netmaskerne, hvis mesterskabet skal havne i Fenerbahce for 20. gang. En anden profil er kantspilleren Nabil Driar, der har spillet suverænt på midtbanen. Ikke nok med det flotte spil har han også fundet holdkammeraterne syv gange. Men vi mangler lige at nævne en mand. Hvem? Det er Volkan Demirel. Den erfarne keeper er en af de vigtigste brikker på holdet, og hans tilstedeværelse kan være altafgørende for Fenerbahces mesterskabschancer. Ikke nok med hans 10 clean sheets er han også en vigtig brik i det defensive aspekt af Feners fodboldfilosofi. Som sagt er Fenerbahce jokeren i dette mesterskabsspil, og de kan slå til. Når som helst. Hvor som helst.

Lige en lille slutbemærkning: Galatasaray har spillet en kamp mindre end de andre hold. Gala mangler at møde bundproppen Genclerbirligi. Vinder Fatih Terims mandskab denne kamp, står de med 60 point og kommer til at ligge nummer 1. Dog har Gala er meget svært program, da de mangler at møde både Istanbul Basaksehir og Besiktas.

Det er ren gyserfilm i Tyrkiet i øjeblikket, og det bliver spændende at se, hvem der bliver tyrkiske sampiyon.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Džeko: Mine bedste mål i CL Teaser: FA Cup-finale Artikel ikon TV: Mulig straf efter grinagtigt ‘dive' Artikel ikon Vanddrikkende keeper koster bizart mål Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Fra FC Roskilde - til Messi - Bytter gerne alle trofæer for VM-guld! Artikel ikon Det bedste VM-hold Artikel ikon Casillias – bedste spanske XI Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Liste: Schmeichel i fornemt VM-selskab Top 5: Mindste VM-lande Artikel ikon Top 8: VM-trøjesponsorere Artikel ikon Top 10: Verdens rigeste klubber Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Anmeldelse: Fodboldholdet Artikel ikon Messi mod Ronaldo Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Liste: Schmeichel i fornemt VM-selskab Flest hjemmemål i åbningskamp Artikel ikon VM-topscorere siden 1986 Artikel ikon Rusland – til VM Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Fekir er glemt, Klopp øjner ny VM-profil Gensyn og generationsskifte for 895 mio. Artikel ikon Søndagens engelske rygter Artikel ikon Sky: United vil ikke af med Martial Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Lionel Messi
Vidste du om ... Cristiano Ronaldo Artikel ikon Vidste du om ... Joe Cole Artikel ikon Vidste du om ... Lee Bowyer Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon England - på straffe VM - i tal Artikel ikon Tal om – Ronaldos hattrick Artikel ikon Salah vs. Suárez Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Lyngby BK - Vendsyssel FF Optakt: Esbjerg fB - Silkeborg IF Artikel ikon Optakt: Real Madrid - Liverpool Artikel ikon Optakt: FCK - AGF Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstilling: Danmark - Peru Startopstillinger: Argentina - Island Artikel ikon Startopstillinger: Frankrig – Australien Artikel ikon Startopstillinger: Marokko - Iran Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Brasilien snublede mod Schweiz Mexico slog verdensmestrene Artikel ikon Frisparksperle sikrede serbisk sejr Artikel ikon Modrić sikrede kroatisk sejr Artikel ikon Se flere