Målmagerne

Af Torsten Brix

2016-12-16
Målmagerne

Indkast.dk bringer et uddrag fra den nye bog om Superligaen - her kommer fire spillere med en helt speciel evne til at score mange mål.

Søren Frederiksen
335 Superligakampe | 139 mål


Med sine 139 mål er Søren Frederiksen den mest scorende spiller i Super­ligaens historie. Fire gange har han scoret hattrick. Ikke en eneste gang har han scoret på straffespark. Den 180 cm. høje angriber er født og op­vokset i Frederikshavn, men fik sin debut i Superligaen for Viborg FF, da 219 han den 1. august 1993 startede inde mod Ikast fS og naturligvis scorede i 3­1 sejren. Søren Frederiksen spillede hele sin karriere i den danske Superliga og stoppede efter 13 sæsoner i Viborg, hvor det hele var begyndt.

- Jeg er stolt over at være den mest scorende. Jeg er glad for at have bidraget, og jeg ser det som et tegn på, at jeg har gjort noget rigtigt i min karriere. Det viser også, at man kommer langt på vilje og humør, for jeg var ikke typen, der kunne noget på egen hånd – ikke en skid kunne jeg. Jo, jeg var god til at læse spillet, jeg havde et godt spark og en næse for mål, men jeg brændte også en masse chancer og jeg løb rigtig mange gange i offside – rigtig mange.

- Når jeg lå på sofaen og ladede op til kampene, drømte jeg om at score mål. Også i drømmene var jeg god. Hvis jeg i perioder var nede i en bølgedal og ikke lavede så mange mål, så satte jeg en video med mine scoringer på, og det var god medicin for mig. Mål har altid virket for mig. Det har altid været noget særligt for mig at score på de store arenaer mod Brøndby og FC København, og jeg har været så heldig og dygtig at score en masse mål mod især Brøndby, der på det tidspunkt havde nogle virkelig stærke forsvarsspillere som Uche Okechukwu og Marc Rieper. Det har altid været noget særligt.

- Det var min store drøm at komme til udlandet, og jeg var også rigtig tæt på. Der var masser af agenter og kigge på mig, men ofte endte det med, at de alligevel ikke mente, at jeg var bedre end ham, de havde i forvejen. Jeg kunne være kommet til en af de store klubber i Israel og have tjent rigtig mange penge, men på det tidspunkt stod min kone og jeg og skulle have vores første barn, og vi vidste ikke rigtigt, om Israel var det rigtige land for os på det tidspunkt, så det blev et nej tak.

- Min kone Malene og jeg blev gift i straffesparksfeltet på Viborg Stadion. Hun er den bedste scoring, jeg har lavet. Hun var ikke så meget til det med at gå op ad kirkegulvet, og vi havde været til mange gode fester i loungen, så vi fik borgmesteren til at vie os inde på banen. Det, var vi enige om, ville passe os godt.

- Siden jeg begyndte, er spillet blevet meget hurtigere og fysisk hårdere. Det foregår i et meget højere tempo, og spillerne i dag er mere fit, end 220 vi var dengang. Jeg kunne godt løbe rundt med to-tre kilo for meget på kroppen i mine sidste år. I dag står alle snorlige og passer på deres kroppe. Jeg forsøgte nu også at passe på mig selv og spise ordentligt, og jeg er gået glip af mange fester. 20-, 25-, 30-års fødselsdage. Bryllupper. Jeg har meldt afbud, selvom jeg godt kunne være kommet og så være gået hjem igen kl. 22, men der har jeg valgt at sige »nej, jeg bliver hjemme. Det er mit arbejde, og jeg skal være forberedt.

- Trøje nummer 22 er blevet fredet i Viborg, efter jeg stoppede med at spille, men jeg kunne godt give den videre til en bestemt person: Min søn. Han har talent, og han har været på tur med U16-landsholdet, men hvad det bliver til på længere sigt, ved jeg ikke. Man skal passe på, hvad man siger om sin egen søn. Til ham siger jeg, at en god fodboldspiller er en glad fodboldspiller, og jeg har sagt til ham, at det kræver hårdt arbejde at nå langt. Hvis han gør det og en dag debuterer for Viborg, så vil det være stort for mig at se ham i nummer 22.



Peter Møller
310 Superligakampe | 135 mål

AaB havde scoringsproblemer, da Poul Erik Andreasen i 1990 valgte at rykke den 18­årige Peter Møller op i truppen. Så var det løst. Den 190 centimeter høje frederikshavner viste hurtigt sit gode venstreben frem og er med 18 scoringer før hans 20­års fødselsdag stadig den mest scorende teenager i Superligaen. Peter Møller er blandt de forholdsvis få spillere, der har optrådt for både FC København og Brøndby, og da han efter en rundtur til PSV, Oviedo og Fulham i 2001 vendte hjem til FCK, tog fansene ikke godt i mod ham. Mange nægtede at tage hans navn i deres mund og omtalte ham blot som »Nr. 32«. Med årene blev han accepteret og øge­ navnet var for længst blevet til et kælenavn, da han efter 14 sæsoner i Superligaen indstillede sin karriere i 2005.

- På et tidspunkt ringede jeg til Søren Frederiksen fra omklædningsrummet i FC København. Jeg var kommet tættere på hans scoringsrekord og var kun otte-ni mål fra at nå den, så jeg ringede til ham og sagde »Jeg går forbi dig!« »Nej, nej, nej,« råbte han. »Jeg håber, du bliver skadet,« og så grinede vi selvfølgelig alle sammen.

- Jeg gik ikke forbi ham, men mere betød det heller ikke. Det var mest for sjov. Hvis rekorden i sig selv havde været ekstremt vigtig, var jeg jo fortsat. Jeg holder fast i, at jeg med seks titler er den mest vindende spiller i Superligaens historie med seks titler. Tre for Brøndby, selvom jeg kun spillede tre kampe i den ene sæson, inden jeg skiftede til PSV, og tre titler med FC København.

- Skal jeg være ærlig, har jeg ikke fået den kredit i AaB og Brøndby, som jeg måske fortjente, fordi jeg forlod klubberne og sluttede et andet sted. AaB var en lang optur, efter at Poul Eriksen Andreasen hev mig op som 18-årig og viste mig tillid. Det samme var det egentlig i Brøndby, hvor Per Bjerregaard og Ebbe Skovdal hentede mig, og jeg er stadig den, der har scoret flest Europa Cup-mål i Brøndby (11, red.). Men jeg ved godt, at der er fans, der hader eller har hadet mig i både Brøndby og FC København, fordi jeg har spillet for begge klubber. Det har jeg det helt fint med. For mig har det vigtigste altid været, at jeg har været vellidt af spillere og trænere i de klubber, jeg har spillet i.

- Det kunne være, man skulle prøve at undersøge, hvorfor det er jyder, der scorer flest mål. Jeg har ikke tænkt over det inden, men det hører måske med til det at score mål, at man har en vis ydmyghed. På den anden side skal man også bevare sin selvtillid, så det handler om at finde en balance. Om at være i vater. Ikke være for højt oppe over sig selv, men heller ikke være for langt nede.

- Jeg siger altid, at det at score mål, er noget, man er født til. Jeg var komplet umulig på mange andre måder, men det med at lave mål, er en egenskab, jeg er født med. Når jeg havde set Preben Elkjær score et mål, var det ned i baghaven og lave det samme. Det var det eneste fokus, jeg havde, og selv når jeg ser Champions League i dag, og min søn siger »det var et nemt mål,« så siger jeg »ja, men det var et mål.

- Det har altid været vigtigt for mig at komme i blindsiden på forsvareren, så han ikke kunne se mig, og så skulle jeg helst komme i fart. I og med, at min teknik var så elendig, brugte jeg min fysisk og det psykologiske meget. Jeg kunne godt lide at kyse min modstander ved at gå hårdt til ham, og jeg har sikkert også sagt en masse dumt gennem årene, men jeg vil godt lige minde om, at trods al den snak om høje albuer, og hvad ved jeg, så har jeg altså kun fået et rødt kort i 310 kampe. Men ja, jeg gik til den, og jeg var bare en så dårlig fodboldspiller, at jeg måtte kompensere med noget andet. Indtil jeg mødte William Kvist, prøvede jeg altid at være den, der var i bedst form i truppen.

- Jeg har fået meget ud af min karriere. Jeg prøvede heldigvis også at komme til udlandet, selvom det ikke var nogen succes. Jeg tolkede det som, at mit niveau ikke var til mere end Superligaen. Det kunne da godt være, jeg kunne have fået en længere karriere i Tyskland – hvem ved – men i bund og grund kunne jeg godt se, at Ruud van Nistelrooy i PSV og Luís Saha i Fulham havde et lag mere, end jeg havde. Det var nok ikke tilfældigt, at de kom til Manchester United.



Steffen Højer
339 Superligakampe | 124 mål

Steffen Højer er den eneste, der har vundet topscorertitlen i Superliga­en tre gange. Første gang i sin første hele sæson, efter at han var blevet hentet til OB for at afløse en anden Superliga­topscorer, Kasper Dalgas, anden gang sæsonen efter, og tredje gang da han vendte hjem til Viborg, hvor han havde boet under hele sit ophold i OB. Steffen Højer er født og opvokset i Viborg, hvor han både startede og sluttede sin aktive karriere. Udover sine topscorertitler nåede han at vinde Danmarksmesterskabet med AaB i 1999, og fik sin eneste landskamp i Bo Johanssons debut mod Sverige i 1996.

- Jeg var 29 år, før jeg var voksen nok til at sige, at jeg ville spille angriber. På grund af min størrelse er jeg gennem hele karrieren blevet flyttet rundt på banen, og jeg har spillet lige så meget på midtbanen som i angrebet. Det har jeg altid været lidt ærgerlig over, for mål betød meget for mig. I AaB spillede jeg sammen med Søren Frederiksen og Frank Strandli, der begge var dygtige angribere, så jeg blev enten flyttet ud på kanten eller længere ned på midtbanen. Det betød på den ene side, at jeg kun sad på bænken tre gange i to et halvt år, men på den anden side at jeg ikke altid var 100 procent tilfreds. Jeg brokkede mig ikke, for jeg var glad for at spille. Men jeg ville bare helst spille på toppen. Da jeg vendte tilbage til Viborg, så de mig heller ikke altid som angriber, så jeg blev brugt mange andre steder på banen, og det var en af årsagerne til, at jeg skiftede til OB.

- Jeg scorede i min første kamp hjemme på Odense stadion mod FC København. Der var uddelt gratis billetter, så tribunerne var fyldt, og jeg spillede sammen med Mwabe Miti, der var en fantastisk angriber. Der var en helt særlig atmosfære. Et par minutter før pausen kommer bolden ind over, og jeg lobber den over målmanden og i mål. Bagefter smider jeg trøjen og løber ud og fejrer det med publikum. Det var ellers ikke noget, jeg plejede at gøre, men det mål var stort for mig.

- Fysisk havde jeg ikke det bedste værktøj. Jeg var hverken stærk eller hurtig, og jeg var egentlig heller ikke ret god til at komme til chancer, men jeg var utroligt god til at score på dem jeg fik. Jeg trænede også mine afslutninger rigtig meget. Det var jeg nødt til. Hvis jeg ikke havde scoret i en kamp, trænede jeg, til den sad der. Jeg kunne sætte mig for at sparke bolden ind i sidenettet ti gange, og hvis det kun lykkedes de første ni, måtte jeg starte forfra.

- Efter mine to første sæsoner i Viborg fik jeg muligheden for at komme til udlandet og havde været i Spanien for at kigge på forholdene i U.E. Lleida. Jeg havde også tilbud fra Celta Vigo og Valladolid, men jeg syntes, det var for stort et spring for mig, fordi jeg kun havde været halvtidsprofessionel i Viborg, så i stedet skiftede jeg til AaB og fik en fuldtidskontrakt der. Min tanke var, at hvis jeg gjorde det godt, ville tilbuddet sikkert komme igen. Det gjorde det også, og da jeg i 1999 skiftede til Brescia efter to et halvt år i AaB, var det faktisk rigtig gennemtænkt i forhold til klubbens niveau og muligheden for spilletid. Jeg skrev under tre måneder inden skiftet blev gennemført, og desværre nåede jeg i den periode at smadre
alt inde i mit ene knæ.

- Jeg kom ikke til at spille en eneste førsteholdskamp for Brescia, men da jeg endelig var ved at komme tilbage fra min skade, var jeg med i en træningskamp mod FC Midtjylland, og efter den kom Ove Pedersen hen og spurgte mig, om ikke jeg ville komme hjem og spille for dem. Jeg fik ni kampe og var med til at rykke dem op i Superligaen. Da jeg vendte tilbage til Brescia, havde de hentet Roberto Baggio til min position. Så skiftede jeg tilbage til Viborg.

- Det er en blanding af tilfældigheder og følelsen af, at det var »min klub,« at jeg altid vendte tilbage til Viborg. Jeg begyndte karrieren der, jeg var der i midten af min karriere, og jeg sluttede der. Det var vigtigt for mig, at jeg kom tilbage til Viborg og sluttede af, mens jeg stadig havde noget at byde på, selvom jeg havde det fantastisk i OB. Jeg ville gerne give noget tilbage, og samtidig lå det i kortene, at jeg kunne komme til at arbejde med klubbens talenter, når jeg en dag skulle stoppe med at spille selv. Det var det rigtige sted at stoppe.



Heine Fernandez
326 Superligakampe | 126 mål

Heine Fernandez blev i 1999 ligatopscorer med 23 sæsonmål for Viborg FF. Året efter var han med til at sikre klubben dens første fjerdeplads og en pokaltitel. Allerede i 1994 havde han været med til at vinde Danmarks ­mesterskabet for Silkeborg – en titel som han genvandt i 2001, da han var skiftet til FC København. Heine Fernandez var kendt som en kompromis­løs angriber, der altid stod det rigtige sted og var iskold i sine afslutnin­ger. Uden for banen sagde han ofte sin mening og insisterede på at holde fast i smøgerne trods jobbet som professionel fodboldspiller.

- Det lå lige for, at jeg skulle være angriber. Da jeg var otte år og spillede for Borup, vandt vi 36-0 over Hobro 2, og jeg scorede 20 mål. Egentlig gik jeg ikke så meget op i, hvor mange jeg scorede, men min stedfar havde talt målene og fortalte mig det bagefter. Og han gik i virkeligheden mest op i, at jeg også skulle huske at spille mine holdkammerater – det gjorde jeg ikke. Alle har altid fortalt mig, at jeg mindede om Preben Elkjær. Det er jeg stolt over, for han er for mig den største spiller i dansk fodbold.

- Jeg havde noget af den samme kompromisløshed og den der målnæse, der er så svær at forklare. Jeg nåede også at have ham som træner i Silkeborg. Det var ikke den store succes, og vi kom op at skændes hele tiden. Vi havde det samme temperament. Når han trænede med, glemte han nogle gange, at han ikke længere var spiller, og han gik hårdt til den. Så mente jeg åbenbart, at jeg var mand for at forklare ham, hvordan tingene hang sammen.

- Efter jeg er blevet ældre, har jeg indset, at det ikke altid har været det smarteste for min karriere, at jeg altid har skullet sige min mening. Omvendt må jeg jo have ramt noget, når folk er blevet så sure over det, og jeg er aldrig blevet kaldt ind for at stå skoleret for nogen. Engang fik jeg en bøde på 80.000 kroner for at kritisere vores træner i FC København, Kent Karlsson, efter han havde sat mig af i returkampen mod Lazio, hvor jeg havde scoret sejrsmålet i den første kamp. Der ramte jeg eddermame noget, for truppen var jo nærmest i oprør. Efter at være røget ud til Lazio i Champions League-kvalen, skulle vi møde FK Obilic. Vi vandt samlet 4-2, og jeg scorede alle fire mål og fyldte Parken. Så syntes Don Ø, det var uretfærdigt, at jeg skulle betale bøden og annullerede den. Det kan man da kalde konsekvens.

- Danmarksmesterskabet med Silkeborg står som noget af det største for mig, og da vi siden skulle ud og spille i Europa mod alle dem, man havde set i fjernsynet, gik det op for mig, hvorfor det egentlig var vi spillede. Siden prøvede jeg jo også at spille mod Lazio, Dortmund og Ajax, og der stod jeg over for noget af de bedste spillere i Europa; Mihajlovic, Nesta og så videre. Det var lidt underligt. Ikke at se dem i virkeligheden, men at konstatere, at så gode var de jo heller ikke. Jo, de var da gode, men de var jo ikke 100 mio. kr. mere værd end mig. Det kunne ikke være inde i mit jyske hoved.

- Dengang jeg stadig spillede, følte jeg ikke, at fodbolden betød så meget. Jeg gik rundt med det der smil på læben over, at de betalte mig penge for at spille. Det ville jeg jo have gjort alligevel. Jeg var ikke så ambitiøs, og det var nok også grunden til, at jeg aldrig kom til udlandet. Det fortryder jeg i dag – udelukkende på grund af de penge, jeg kunne have tjent. Jeg har aldrig sat min agent efter at kigge efter klubber til mig eller den slags, men jeg fik engang et tilbud fra den næstbedste engelske række. Det kunne jeg bare ikke overskue på det tidspunkt. Jeg var blevet far i en tidlig alder og havde tre børn. Det passede bare ikke på det tidspunkt.

- Når jeg scorede, og vi vandt, havde jeg den der lykkefølelse helt indtil næste weekend. Lige så slemt var det, når vi tabte, eller jeg havde brændt en stor chance. Det kunne godt sidde indtil tirsdag eller onsdag, før det var ude af systemet. Helt galt var det, når jeg var skadet. Så var jeg sur og ikke til at være i nærheden af. Det var især mine knæ, den var gal med. Tre gange rev jeg mine inderste ledbånd over, og en gang røg menisken også. Dengang var det moderne at fjerne den helt. Når jeg i dag vågner om morgenen, bilder jeg mig ind, at jeg godt kan mærke, at den mangler.



Magasin-artikler
Revolution på Selhurst Park
Hvad er det som Frank de Boer skal gøre for ”The Eagles”?
Tidligere på ugen blev Frank de Boer præsenteret som ny manager for Crystal Palace, og ved præstationen var bestyrelsesformand Steve Parish meget klar i spyttet:

- Vi har haft 37 managere på vores ønskeseddel, men vores største ønske var Frank de Boer. Vi har været blandt de tre ringeste hjemmehold i to sæsoner nu, så før eller siden ville dette få store konsekvenser for os. Derfor har vi brug for en revolution.

”The Eagles” spillede i sidste sæson nogle mærkelige kampe, som de endte med at tabe trods stor boldovertag, og dette skal ændres. Imod Sunderland og Burnley havde Palace bolden omkring 64 % af tiden. Alligevel endte de med at tabe med henholdsvis 0-4 og 0-2. Næsten samme tendens var i nederlagene til West Brom, Burnley og Bournemouth.

Derudover havde klubben også en forfærdelig periode under Alan Pardew. Fra midt i oktober og indtil Alan Pardew blev fyret, spillede Crystal Palace ti kampe, som slet ikke gav nok point – se blot her:

15/10 - Everton: 1-1
22/10 - West Ham: 0-1
29/10 - Leicester: 1-3
5/11 – Burnley: 2-3
19/11 – Manchester City: 1-2
26/11 – Swansea: 4-5
3/12 – Southampton: 3-0
10/12 – Hull: 3-3
14/12 – Manchester United: 1-2
17/12 – Chelsea: 0-1

Selvfølgelig et forholdsvis hårdt program, men det laver ikke om på det faktum, at Crystal Palace hentede fire point i ti kampe. Især defensiven var skidt for Palace, der blot havde lavet et ”Clean Sheet” på det tidspunkt i denne sæsonen – hvilket var det laveste i Premier League.

Dette var naturligvis ikke brugbart, og meget bedre blev det selvfølgelig ikke, når man kigger på sommerens indkøb. Trioen – Christian Benteke, Andros Townsend og James Tomkins – endte med at koste Palace lidt under 600 millioner kroner. Når man dertil lægger, at spillere som Yohan Cabaye, Connor Wickham, James McArthur og Wilfried Zaha også er kommet til, så står det slet ikke mål med resultaterne. I de senere år har Palace kun solgt Yannick Bolasie og Dwight Gayle til henholdsvis Everton og Newcastle, hvilket ikke har svækket truppen markant, så en fyring af Pardew lå i den grad i kortene.

Ind kom Sam Allardyce, og han gjorde det igen forrygende. Han sendte klubben væk fra nedrykningsstregen, men opsigelsen i sommer fra den populære manager efterlader et gigantisk hul hos Palace, der har haft syv managere på syv år. Se i øvrigt her hvordan disse har klaret sig:

Sam Allardyce – 24 kampe: 37,5 % vundne kampe
Alan Pardew – 35 kampe: 40,3 % vundne kampe
Neil Warnock – 17 kampe: 17,5 % vundne kampe
Tony Pulis – 28 kampe: 42,6 % vundne kampe
Ian Holloway – 46 kampe: 30,3 % vundne kampe
Dongle Freedman – 90 kampe: 35,5 % vundne kampe
George Burley – 25 kampe: 28,0 % vundne kampe

Big Sams 26-årige manager-karriere sluttede dermed brat, og dermed var der pres på formanden Steve Parish for at finde en solid afløser. De Boer er Ajax-knægt og har dermed fået sin opdragelse af mentoren Johan Cruyff, hvilket spejler sig igennem. Således skulle de Boer ikke være glad for Crystal Palaces mørke shorts, da Cruyff ikke var tilhænger af de sorte af slagsen. Den boldbesiddende hollandske opdragelse er noget, som Palace kan bruge – eller er det?

Ved den føromtalte præsentation sagde Parish også, at modstanderne ofte havde succes med at lade Palace have bolden. Statistikker dokumenterer også dette, så de Boers mandskab skal nok få høj boldbesiddelse i den kommende sæson – ligesom Ajax har for vane at have det. Men kan de Boer lære spillerne at udnytte dette overtag? Kan Palace få overført DNA'en fra Ajax med det højt tekniske niveau og dominerende fodbold i et meget taktisk system, som til tider også er frigjort… Sker det ikke, kommer den ønskede revolution ikke på Selhurst Park…



Læs hele artiklen
Milans største ”10'er”
Hvem skal følge efter Rivera, Boban, Baggio, Pirlo, Kaká eller Ronandinho?
Ifølge de italienske medier skulle AC Milan være på jagt efter Bayer Leverkusens Hakan Calhanoglu. Skulle det lykkes Milano-klubben at få den lille tyrker til klubben, vil han sikkert få smidt et ”10-tal” på ryggen og dermed skrive sig ind i rækken af store spillere. Se blot her:


Gianni Rivera
Spillede i AC Milan: Fra 1960 til 1979
Kampe: 501
Mål: 122


Dejan Savicevic
Spillede i AC Milan: Fra 1992 til 1998
Kampe: 144
Mål: 34


Zvonimir Boban
Spillede i AC Milan: Fra 1992 til 2001
Kampe: 251
Mål: 30


Roberto Baggio
Spillede i AC Milan: Fra 1995 til 1997
Kampe: 67
Mål: 19


Andrea Pirlo
Spillede i AC Milan: Fra 2001 til 2011
Kampe: 401
Mål: 41


Manuel Rui Costa
Spillede i AC Milan: Fra 2001 til 2006
Kampe: 192
Mål: 11


Clarence Seedorf
Spillede i AC Milan: Fra 2002 til 2012
Kampe: 432
Mål: 62


Rivaldo
Spillede i AC Milan: Fra 2002 til 2004
Kampe: 40
Mål: 8


Kaka
Spillede i AC Milan: Fra 2003 til 2009 + 2013/14
Kampe: 307
Mål: 104


Ronaldinho
Spillede i AC Milan: Fra 2008 til 2011
Kampe: 95
Mål: 26


Flere af spillerne har været i klubben samtidig – men alle har haft nr. 10 på ryggen. I sidste sæson spillede Keisuka Honda med nummeret på ryggen – uden den store succes. Den 31-årige japaner lavede blot ét mål og ingen assists, så mon ikke den legendariske trøje får ny ejer i sommerpausen. Måske nyindkøbet Andre Silva ?
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Raúl – 40 år
Atlético Madrid ville ikke betale for buskortet til angriberen, der endte med at lave 429 mål.
29. oktober 1994 løb en for omverdenen ukendt 17-årig knægt pludselig ind på Zaragozas hjemmebane La Romareda iført Real Madrid-trøje. Han startede sæsonen 94-95 på klubbens 'C-hold', hvor han scorede 13 mål i syv kampe. Det fik daværende træner Jorge Valdano til at hente det unge talent op i førsteholdstruppen, og her blev det så til debuten som før nævnt.

Navnet på spilleren var Raúl González Blanco, og her mere end tyve år senere er han en legende i Real Madrid. I Spanien – især blandt madridistas – er han kendt som 'Kongesønnen'. Men at Raúl havnede i netop Real Madrid var egentlig noget af en overraskelse. Det skyldtes ingen ringere end den tidligere Atlético Madrid-præsident Jesús Gil y Gil.

Det var nemlig Atlético Madrid, som fik Raúl ind i klubben som 13-årig. Den purunge Raúl var en lysende stjerne i klubbens ungdomsafdeling, men i 1992 lukkede præsidenten nærmest for pengekassen til ungdommen for at spare penge. Det opfangede Real Madrid lynhurtigt, og de sikrede sig Raúl. En ikke bekræftet historie går på, at Raúl blot ville have sit buskort betalt af Atlético Madrid, så han ikke havde udgifter ved at spille fodbold, men det ville klubben ikke give. Derfor rykkede han til 'Storebror', som var mere end villige til at give ham et buskort.

Efter to år på forskellige ungdomshold i Real Madrid fik han altså sin debut i 1994 og blev ved den yngste spiller nogensinde til at debutere for Real Madrid. Sidenhen så han sig ikke tilbage. Han nåede ni mål i sin første sæson – det ene scoret mod Atlético Madrid, og Real Madrid vandt mesterskabet i den sæson.


Ikke meget plads i pokalskabet
Mesterskabet i 1994 blev blot en af mange pokaler, som angriberen har vundet. I alt blev det til seks spanske mesterskaber, fire spanske Super Cups, tre Champions League-titler, en europæisk Super Cup og to intercontinental cup. Han var blandt målscorerne i CL-triumferne i både 2000 og 2002. Desuden er Raúl kendt som en fantastisk sportsmand og rollemodel. Det kan man blandt andet se på, at han aldrig i sin karriere har fået et rødt kort.

På landsholdsplan nåede den nu 40-årige også flere rekorder, men det er aldrig blevet til en stor titel. Holdet har fejlet gang på gang, når der blev spillet om VM og EM. Han nåede at deltage ved EM i 1996, 2000 og 2004 samt VM 1998, 2002 og 2006. Faktisk er Raúl én af blot 18 spillere, som har scoret ved tre VM-slutrunder.

I sæsonerne 2004/05, 2005/06 og 2006/07 nåede den populære angriber blot at lave 32 mål for Real Madrid og dermed kysse sin vielsesring – som han gør efter hver scoring. Så selvom at der kom flere mål i de to år der fulgte endte Raúl med at tage til Schalke04 i sommeren 2010. Her opnåede han stor succes og blev en meget anerkendt spiller i arbejderklubben, men hans eftermæle hos klubberne Al-Sadd og Cosmos gjorde at legendens karriere gled lidt for ubemærket ud. Efter over tusind kampe og 427 mål fortjente den sympatiske angriber ikke dette.

Selvom støvlerne er lagt på hylden, har han gjort sit til at give sine talent videre. Sammen med konen Mamen Sanz har han nemlig ikke færre end fire sønner, og de to første har fået navne af specielle årsager. Den ældste søn fik navnet Jorge efter manden, som lod Raúl debutere for Real Madrid, mens den andenfødte fik navnet Hugo efter Raúls barndomsidol Hugo Sanchez, som tidligere bankede mål ind for ”Kongeklubben”. De to yngste er et tvillingepar med navnene Héctor og Mateo – mon ikke der kunne blive en enkelt fodboldspiller ud af det kuld. Et kuld som tilhører Raúl, der nu er blevet 40 år.

Læs hele artiklen
Bernardo Silva – Bubble Gum
Den nye Manchester City-spiller er ikke som mange andre – måske har den indre ro skabt grobunden for at tage den næsten umulige kamp om en plads på Pep Guardiolas offensive midtbane.
Forestil dig en professionel fodboldspiller, der spiller på et af de mest ombejlede hold i Europa. Tænk at spille på det hold på et sted, hvor man næsten ikke skal betale skat samt i tillæg får livsstilen i Monaco med vanvittig luksus omkring store både og kasinoer. Tænk nu på Bernardo Silva.. så kan du godt fjerne alt fra det føromtalte sofistikerede liv…

Den portugisiske playmaker har ønsket at leve et liv langt væk fra alt dette. I Monaco boede han i en etværelses lejlighed med et mindre køkken uden en opvaskemaskine, og han tørrede sit vasketøj på den lille balkon. Værd at bemærke… så var hans ugeløn omkring 300.000 kroner. Silva kunne altså sagtens have boet under helt andre forhold, men det ønskede han bare ikke.

Ikke noget ekstravagant, store tatoveringer, røde Ferrari'er eller privatfly. Den 22-årige Silva er helt anderledes, og det har han også været på banen, når han har været styrmanden i Monaco, der har imponeret voldsomt i 2016/17-sæsonen.

Hele otte point var mestrene bedre end selveste PSG, og derudover sluttede de Champions League-gruppespillet på fornem vis i Gruppe E, hvor formstærke Tottenham end ikke fik en af de øverste to pladser. Derudover endte Monaco i CL-semifinalen, hvor Juventus blev stopklodsen.

De store præstationer havde Silva stor andele i, og det bemærkede Pep Guardiola i Manchester også. Derfor blev Silva sommerens første City-indkøb, selvom klubben i forvejen råder over offensive midtbanespillere som blandt andet David Silva, Jesus Navas, Kevin De Bruyne, Leroy Sane og Raheem Sterling. Derudover kan sidste års indkøb Nolito og formstærke Gabriel Jesus også bruges på denne position. Så City råder over mange offensive kort, men måske ikke nogen som ”den nye Silva”. Den tidligere holdkammerat Benjamin Mendy roser i hvert fald den elegante midtbanespiller.

- Jeg kalder Bernardo Silva for ”Bubble Gum”, fordi han er umulig at få bolden fra. Jeg nyder selv at se ham spille, så hvad gør fansene ikke? spørger Mendy og får opbakning af en anden holdkammerat:

- Til træning og til kampene viser Silva, at han er en kunstner. Nogle gange har vi kaldt ham for ”Alf'en”, efter de underlige ting han kan med bolden og hans lidt underlige ører, skulle Jemerson have tilføjet.



Ikke god nok til Benfica – tre år senere kostede han 400 millioner kroner
Den meget afbalancerede Bernardo Silva er ikke kun disciplineret og stilsikker udenfor banen. Han er en sand gentleman på banen og mister aldrig besindigheden. Silva har heller ikke nogen grund til at spille med musklerne, for den kamp vil han ofte tabe. Han bruger hjernen i stedet for – og det har han gjort godt.

Silva er blot 173 cm og vejer blot 62 kg, og hans store løbepensum gør, at han har udviklet sig til en ”box-to-box-spiller”, og han har udviklet sig enormt i fyrstedømmet. Han ankom til Monaco for tre år siden for lidt mere end 100 millioner kroner, men bliver solgt for næsten det firedobbelt til City.

Inden skiftet til Monaco var Silva i Benfica, hvor han end ikke trænede fast med førsteholdet, men efter tre år med Jorge Mendes har udviklingen været gigantisk – for den meget anderledes person med tyggegummiet… på støvlerne.
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Sorte skyer omkring San Siro
Det kræver gigantiske summer at få AC Milan tilbage på sporet, selvom mange forventer, at den kinesiske overtagelse løser alt.
På forsiden af gårsdagens La Gazzetta della Sport kunne man se ønskeholdet for AC Milan til den kommende sæson. Et hold med store nye profiler – se blot her:

Målmand:
Donnarumma

Forsvar:
Conti
Musacchio
Romagnoli
Rodriquez

Midtbane:
Kessie
Biglia
Tolisso

Angreb:
Suso
Morata/Aubameyang
Bonaventura

På papiret ser det jo ganske godt ud, og mange tror også, at der blæser nye vinde over San Siro, men gør der nu også det?

For kort tid efter det seneste lokalopgør imellem Inter og AC Milan begyndte den italienske presse at placere skår i glæden i forhold til den nye kinesiske ejer Li Youghong. Blot et par dage før ”derby della Madonnina” havde Youghong smidt godt en milliard kroner for at overtage den første del af klubben, som har haft kontroversielle Silvio Berlusconi som klubejer i mere end tre årtier.


Hvem skal eje AC Milan ?
Midt i overdragelsen sagde AC Milan-eksperten Alberto Costa direkte på italiensk tv, at han havde stor tvivl omkring den forestående klubovertagelse, og han mente simpelthen ikke, at den kinesiske rigmand havde nok ressourcer til at rette Milano-holdet op igen.

Senere kom det frem, at det ikke var Youghong, der skulle overtage klubben, men derimod investeringsselskabet Sino-Europe Sports Investment fra Hong Kong. De skal betale for overtagelsen, men herefter fulgte en masse kaos, som vist passer meget godt på Berlusconi.

For pludselig skulle den kinesiske regering også være en del af den noget sammensatte investorkreds, og midt i dette meldte Li Youghong ud, at for at overtage AC Milan ville det koste omkring de syv milliarder kroner – blandt andet for at betale klubbens store gæld. Kort tid inden overtagelsen måtte han låne godt tre milliarder kroner hos det amerikanske firma – Elliott Management.

Dette lån skulle ifølge kilder til Reuters have en gastronomisk rente på 11,5 %, og pengene skulle være tilbagebetalt inden oktober 2018. Risikoen ved dette skal man nok ikke undervurdere, og der findes mange skrækeksempler på kinesere, der ejer fodboldklubber i Europa. Hos Aston Villa gik det ikke som forventet med Tony Xia fra Recon Group, og klubben står i ”l…” til halsen, mens det også er tvivlsomt, hvordan det ender med Zhang Jindong, der ejer næsten 70 % af AC Milans rivaler fra Inter. For i hjemlandet Kina har regeringen iværksat en opstamning for disse gigantiske summer, som bliver placeret langt fra Beijing, og det skulle være grunden til, at Li Yonghong pludselig blev nødt til at optage flere højrisiko lån forskellige steder i verden.


Ligner ikke en bestyrelse - for en fodboldklub
For at en investering som denne skulle blive rentabel, forventer flere eksperter, at investorerne i AC Milan også vil investere i andre ting i den italienske modeby - som ejendomme og en masse nye butikker. Udvælgelsen til bestyrelsen indikerer også dette. Kun et medlem har en fortid fra fodboldens verden - nemlig Marco Fassone. Forretningsmanden Bo Lu kommer fra en kapitalfond og Xu Renshuo er tidligere entreprenør, mens der – udover Fassone - er kommet tre italiener med. Marco Patuano kommer fra et italiensk teleselskab, Roberto Cappelli er advokat og Paolo Scaroni har været hos et oliefirma.

Samlet set er det forretningsfolk, som har gigantisk mange penge, men dem kan der også blive brug for, hvis AC Milan skal tilbage til den europæisk top, men vil bestyrelsesmedlemmerne også investere i klubben?

Milan spiller en massiv rolle i italiensk fodbold og er også en del af den nationale stolthed, men denne kan godt lide et knæk. For opfattelsen og historien om Milans nye ejer har en skyggeside. Som Donald Trump tidligere har sagt, så findes der ”alternative facts”, og det kan også blive tilfældet ved denne overtagelse – for hvem kommer egentlig til at eje klubben og hvad er deres intention? I forbindelse med klubovertagelsen sagde Berlusconi:

- Denne overdragelse sker både med smerte og store følelser, men samtidigt også med den anerkendelse, at en familie ikke længere kan drive en fodboldklub, da der skal langt større kræfter til.

Det er nu seks år siden, at Milano-holdet sidst har vundet det italienske mesterskab, men skulle det føromtalte hold blive holdet til den kommende sæson, kunne de godt komme til at true usårlige Juventus. Først skal de dog have styr på økonomien. I sidste regnskabsår skulle AC Milan have haft et underskud på 800 millioner kroner, så der venter en stor opgave – både på og udenfor San Siro - og meget er fortsat italiensk kaos.

Læs hele lederen
Campeónes – Campeónes - Campeónes
Indkast.dk var til stede, da Real Madrid blev mestre på det stemningsfyldte La Roseleda, hvor personalet dog viste sig fra en knap så smuk en side.
Da der var spillet 66 minutter af sidste La Liga-spillerunde på La Roseleda, rejste samtlige tilskuere sig og klappede for at ære den 178 centimeter høje midtbanespiller, som indtil da havde været kampens bedste. På Real Madrids stjernemandskab havde den elegante Isco overskygget store fodboldnavne som Sergio Ramos, Cristiano Ronaldo og Karim Benzema. Ikke blot udeholdets fans fra ”Kongeklubben”, men også Málagas hjemmepublikum ønskede at sende en flot hilsen til deres tidligere profil, som skulle udskiftes med hovedstadsholdets modsætning – nemlig skuffelsen James Rodríguez.

Forinden og efter blot et par minutters spil havde Isco ellers gjort det onde ved Málaga, da han fornemt satte Ronaldo op, så han kunne score kampens første mål. Dette var stærkt medvirkende til, at Real Madrid kom meget tættere på det mesterskab, som de har hungret efter i den sidste håndfuld år. Målet gav Real Madrid den mest ønskelige start, selvom Málaga flere gange i løbet af kampen truede Real Madrids usympatiske keeper - Keylor Navas.

Fem år tidligere havde den populære Isco scoret i samme opgør, men for Málaga, hvilket er den eneste hjemmesejr til sydkystholdet over Real Madrid i dette årtusinde eller i de sidste 14 forsøg.

Så Isco og Ronaldo skabte den drømmestart, som Real Madrid havde håbet på, men Málaga svarede godt igen. Sidstnævnte var dermed med til at fjerne meget af den mistillid, der havde været op til kampen til Málaga-træneren Michel - med 404 førsteholdskampe for Real Madrid. Málaga svarede, som tidligere nævnt, flot igen, og derudover kunne Barcelona ikke ønske sig mere af Real Madrids modstander. La Roseleda er slet ikke det letteste sted at spille som udehold. Ti hjemmesejre er det blevet til for Málaga i denne sæson – men blot to på udebane. Tilskuerne er fire år i træk blevet kåret til de bedste hjemmefans i La Liga, og det kunne også mærkes på denne flotte sommeraften.

Om man havde sympati for Real Madrid eller Malaga – eller Barcelona – ændrede ikke ved, at der var noget magisk ved denne aften. Blandt tilskuerne med deres mange lommeradioer kunne man mærke, når der kom gode og især dårlige meldinger fra Camp Nou, og dem var der flere af – som Eibars to føringsmål eller Lionel Messis misbrugte straffespark.

Stemningen op til kampen var dog alt andet end idyllisk og rolig omkring den store ”gate 27”. Den blev nemlig lukket, hvilket frembragte stort pres på indgangen ved siden af. Her gik systemet for sæsonkortsholderne ned, og det skabte kaos samt tumultlignende tilstande med stort pres og mange lange køer på især gate 29. Derudover havde masser af tilskuere tilsyneladende billetter til de samme pladser, så alt op til kampen var rent spansk kaos, og som den ansvarlige for vores transport til kampen sagde: ”La Roseleda har plads til 29.000 tilskuere, men i aften lukker de sikkert mere end 30.000 ind”.

Man skulle tro, at det var løgn, men det var det ikke… Til højre fra os sad tilskuerne på trappen, og bag os stod en masse tilskuere – uden det lignede, at de havde billet. Gad vide, hvordan de var kommet ind til kampen – altså til en kamp, hvor der ifølge rygterne var billetter til over 5000 kroner på det sorte marked.

Vores billetter havde den tidligere danske landsholds- og Málaga-spiller Kris Stadsgaard været behjælpelig med at skaffe, og forinden var han også ganske informativ om sin periode i klubben. Han fortalte om den høje løn, som lige pludselig udeblev, men også om den store trænerprofil Manuel Pellegrini samt målet, som forsvarsspilleren lavede imod netop Real Madrid. Alt dette gjorde han på Casa Danesa, som er La Peña de Dinamarcas - Malagas danske fanklub - opholdsted.

Inden kampen nåede vi også lige at smage lidt spansk tapas på Meson Los Robles de Leon. Baren ligger lige overfor La Roseleda og derimellem findes et hav af gadesælgere, som leverer mange af de lokale nødder, som mange spiser inde på stadion. For mad og fodbold hører sammen i Spanien.

Tidligere har jeg overværet et ”El Clasico” fra en af de bagerste rækker på Santiago Bernabéu. Her fandt min ukendte sidemakker midt under kampen både en stor køkkenkniv, pølse og ost frem. Herefter blev der ellers – til min store overraskelse – delt gavmildt ud til de nærmeste. Meget anderledes forhold i forhold til for eksempel de engelske stadions, hvor man næsten ikke må have en ekstra jakke med…

På La Roseleda var der denne aften ikke brug for en ekstra jakke, men til gengæld kunne man godt uddele en masse sympati imod den jakkesætsklædte Zinedine Zidane, som har udviklet sig til lidt af en succestræner for Real Madrid.

Zidane overtog trænersædet i Real Madrid i januar 2016 efter skuffelsen Rafael Benítez, og siden har franskmanden forbedret det eftermæle, som sluttede hans aktive karriere med skandalen i VM-finalen.

Real Madrids mesterskab er kommet i hus, efter Zidane har frigivet spillerne og givet dem masser af tillid samt slækket på de taktiske forpligtigelser. Disse tiltag virker til at have udløst en masse energi i truppen, og den ellers så sky Zidane har også selv virket langt mere åben som person, efter han har fået rollen som træner.

Flere af de ældre spillere har fået pauser, imens nye spillere som Casemiro og Isco har vokset sig ind på holdet. Da kampen imod Málaga var slut, og den spanske mester var fundet, hang navnet ”Isco” over den efterhånden lyserøde spanske himmel.

40 dage forinden havde Barcelona tabt på samme græstæppe, og det endte med at blive mesterskabsafgørende. Derfor kunne Real Madrid-fansene gjalde udover det proppede stadion: Campeónes – Campeónes - Campeónes!!
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Vanvittigt frispark Er det årets afbrænder af Gabriel Jesus? Artikel ikon Kane skifter til Werder - på en måde Artikel ikon Inch by Inch Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon 10,3 mia. kr. for at vinde PL 13 gange Lindelöf kunne være endt i Stoke Artikel ikon - Jeg vil have traktorer! Artikel ikon Har spillet med brækket ben i ugevis! Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 5: Underlige transfers Top 7: Real Madrid-trænere Artikel ikon Top 10: Historiens ti bedste målmænd Artikel ikon Top 110: De mest værdifulde spillere Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Hvem vinder finalen? Spil: United vinder med et enkelt mål Artikel ikon Spil: Dortmund vinder Artikel ikon Spil: Real Madrid får solid pokalhævn Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Hvad skete der med 2009-holdene? Et lille mirakel – i miraklet Artikel ikon - If you can't join them, beat them Artikel ikon Viggo Jensen – verdens bedste assistent Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Celta Vigo håber stadig på Nolito Milan-angriber rygtes til Genoa Artikel ikon Inter vil have Atlético Madrid-spiller Artikel ikon Deulofeu har tilbud fra Italien Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Peter Crouch Artikel ikon Vidste du om ... Jamie Vardy Artikel ikon Vidste du om ... Lucas Moura Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Ronaldo jagter Puskas Flest La Liga-straffespark? Artikel ikon Broken Hart Artikel ikon Kommer Chelsea til at savne Costa? Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Tyskland U21 - Danmark U21 Optakt: Kazakhstan - Danmark Artikel ikon Optakt: Vendsyssel FF - AC Horsens Artikel ikon Optakt: Viborg FF - FC Helsingor Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Slovakiet - Sverige Startopstillinger U21: England - Polen Artikel ikon Startopstillinger: Tyskland - Chile Artikel ikon Startopstillinger: Tyskland - Danmark Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Bravo sikrede finalepladsen for Chile Fisker-assist i Brøndby-testsejr Artikel ikon Tyskland og Chile videre til semifinalen Artikel ikon Italien og Tyskland videre hånd i hånd Artikel ikon Se flere