Målmagerne

Af Torsten Brix

2016-12-16
Målmagerne

Indkast.dk bringer et uddrag fra den nye bog om Superligaen - her kommer fire spillere med en helt speciel evne til at score mange mål.

Søren Frederiksen
335 Superligakampe | 139 mål


Med sine 139 mål er Søren Frederiksen den mest scorende spiller i Super­ligaens historie. Fire gange har han scoret hattrick. Ikke en eneste gang har han scoret på straffespark. Den 180 cm. høje angriber er født og op­vokset i Frederikshavn, men fik sin debut i Superligaen for Viborg FF, da 219 han den 1. august 1993 startede inde mod Ikast fS og naturligvis scorede i 3­1 sejren. Søren Frederiksen spillede hele sin karriere i den danske Superliga og stoppede efter 13 sæsoner i Viborg, hvor det hele var begyndt.

- Jeg er stolt over at være den mest scorende. Jeg er glad for at have bidraget, og jeg ser det som et tegn på, at jeg har gjort noget rigtigt i min karriere. Det viser også, at man kommer langt på vilje og humør, for jeg var ikke typen, der kunne noget på egen hånd – ikke en skid kunne jeg. Jo, jeg var god til at læse spillet, jeg havde et godt spark og en næse for mål, men jeg brændte også en masse chancer og jeg løb rigtig mange gange i offside – rigtig mange.

- Når jeg lå på sofaen og ladede op til kampene, drømte jeg om at score mål. Også i drømmene var jeg god. Hvis jeg i perioder var nede i en bølgedal og ikke lavede så mange mål, så satte jeg en video med mine scoringer på, og det var god medicin for mig. Mål har altid virket for mig. Det har altid været noget særligt for mig at score på de store arenaer mod Brøndby og FC København, og jeg har været så heldig og dygtig at score en masse mål mod især Brøndby, der på det tidspunkt havde nogle virkelig stærke forsvarsspillere som Uche Okechukwu og Marc Rieper. Det har altid været noget særligt.

- Det var min store drøm at komme til udlandet, og jeg var også rigtig tæt på. Der var masser af agenter og kigge på mig, men ofte endte det med, at de alligevel ikke mente, at jeg var bedre end ham, de havde i forvejen. Jeg kunne være kommet til en af de store klubber i Israel og have tjent rigtig mange penge, men på det tidspunkt stod min kone og jeg og skulle have vores første barn, og vi vidste ikke rigtigt, om Israel var det rigtige land for os på det tidspunkt, så det blev et nej tak.

- Min kone Malene og jeg blev gift i straffesparksfeltet på Viborg Stadion. Hun er den bedste scoring, jeg har lavet. Hun var ikke så meget til det med at gå op ad kirkegulvet, og vi havde været til mange gode fester i loungen, så vi fik borgmesteren til at vie os inde på banen. Det, var vi enige om, ville passe os godt.

- Siden jeg begyndte, er spillet blevet meget hurtigere og fysisk hårdere. Det foregår i et meget højere tempo, og spillerne i dag er mere fit, end 220 vi var dengang. Jeg kunne godt løbe rundt med to-tre kilo for meget på kroppen i mine sidste år. I dag står alle snorlige og passer på deres kroppe. Jeg forsøgte nu også at passe på mig selv og spise ordentligt, og jeg er gået glip af mange fester. 20-, 25-, 30-års fødselsdage. Bryllupper. Jeg har meldt afbud, selvom jeg godt kunne være kommet og så være gået hjem igen kl. 22, men der har jeg valgt at sige »nej, jeg bliver hjemme. Det er mit arbejde, og jeg skal være forberedt.

- Trøje nummer 22 er blevet fredet i Viborg, efter jeg stoppede med at spille, men jeg kunne godt give den videre til en bestemt person: Min søn. Han har talent, og han har været på tur med U16-landsholdet, men hvad det bliver til på længere sigt, ved jeg ikke. Man skal passe på, hvad man siger om sin egen søn. Til ham siger jeg, at en god fodboldspiller er en glad fodboldspiller, og jeg har sagt til ham, at det kræver hårdt arbejde at nå langt. Hvis han gør det og en dag debuterer for Viborg, så vil det være stort for mig at se ham i nummer 22.



Peter Møller
310 Superligakampe | 135 mål

AaB havde scoringsproblemer, da Poul Erik Andreasen i 1990 valgte at rykke den 18­årige Peter Møller op i truppen. Så var det løst. Den 190 centimeter høje frederikshavner viste hurtigt sit gode venstreben frem og er med 18 scoringer før hans 20­års fødselsdag stadig den mest scorende teenager i Superligaen. Peter Møller er blandt de forholdsvis få spillere, der har optrådt for både FC København og Brøndby, og da han efter en rundtur til PSV, Oviedo og Fulham i 2001 vendte hjem til FCK, tog fansene ikke godt i mod ham. Mange nægtede at tage hans navn i deres mund og omtalte ham blot som »Nr. 32«. Med årene blev han accepteret og øge­ navnet var for længst blevet til et kælenavn, da han efter 14 sæsoner i Superligaen indstillede sin karriere i 2005.

- På et tidspunkt ringede jeg til Søren Frederiksen fra omklædningsrummet i FC København. Jeg var kommet tættere på hans scoringsrekord og var kun otte-ni mål fra at nå den, så jeg ringede til ham og sagde »Jeg går forbi dig!« »Nej, nej, nej,« råbte han. »Jeg håber, du bliver skadet,« og så grinede vi selvfølgelig alle sammen.

- Jeg gik ikke forbi ham, men mere betød det heller ikke. Det var mest for sjov. Hvis rekorden i sig selv havde været ekstremt vigtig, var jeg jo fortsat. Jeg holder fast i, at jeg med seks titler er den mest vindende spiller i Superligaens historie med seks titler. Tre for Brøndby, selvom jeg kun spillede tre kampe i den ene sæson, inden jeg skiftede til PSV, og tre titler med FC København.

- Skal jeg være ærlig, har jeg ikke fået den kredit i AaB og Brøndby, som jeg måske fortjente, fordi jeg forlod klubberne og sluttede et andet sted. AaB var en lang optur, efter at Poul Eriksen Andreasen hev mig op som 18-årig og viste mig tillid. Det samme var det egentlig i Brøndby, hvor Per Bjerregaard og Ebbe Skovdal hentede mig, og jeg er stadig den, der har scoret flest Europa Cup-mål i Brøndby (11, red.). Men jeg ved godt, at der er fans, der hader eller har hadet mig i både Brøndby og FC København, fordi jeg har spillet for begge klubber. Det har jeg det helt fint med. For mig har det vigtigste altid været, at jeg har været vellidt af spillere og trænere i de klubber, jeg har spillet i.

- Det kunne være, man skulle prøve at undersøge, hvorfor det er jyder, der scorer flest mål. Jeg har ikke tænkt over det inden, men det hører måske med til det at score mål, at man har en vis ydmyghed. På den anden side skal man også bevare sin selvtillid, så det handler om at finde en balance. Om at være i vater. Ikke være for højt oppe over sig selv, men heller ikke være for langt nede.

- Jeg siger altid, at det at score mål, er noget, man er født til. Jeg var komplet umulig på mange andre måder, men det med at lave mål, er en egenskab, jeg er født med. Når jeg havde set Preben Elkjær score et mål, var det ned i baghaven og lave det samme. Det var det eneste fokus, jeg havde, og selv når jeg ser Champions League i dag, og min søn siger »det var et nemt mål,« så siger jeg »ja, men det var et mål.

- Det har altid været vigtigt for mig at komme i blindsiden på forsvareren, så han ikke kunne se mig, og så skulle jeg helst komme i fart. I og med, at min teknik var så elendig, brugte jeg min fysisk og det psykologiske meget. Jeg kunne godt lide at kyse min modstander ved at gå hårdt til ham, og jeg har sikkert også sagt en masse dumt gennem årene, men jeg vil godt lige minde om, at trods al den snak om høje albuer, og hvad ved jeg, så har jeg altså kun fået et rødt kort i 310 kampe. Men ja, jeg gik til den, og jeg var bare en så dårlig fodboldspiller, at jeg måtte kompensere med noget andet. Indtil jeg mødte William Kvist, prøvede jeg altid at være den, der var i bedst form i truppen.

- Jeg har fået meget ud af min karriere. Jeg prøvede heldigvis også at komme til udlandet, selvom det ikke var nogen succes. Jeg tolkede det som, at mit niveau ikke var til mere end Superligaen. Det kunne da godt være, jeg kunne have fået en længere karriere i Tyskland – hvem ved – men i bund og grund kunne jeg godt se, at Ruud van Nistelrooy i PSV og Luís Saha i Fulham havde et lag mere, end jeg havde. Det var nok ikke tilfældigt, at de kom til Manchester United.



Steffen Højer
339 Superligakampe | 124 mål

Steffen Højer er den eneste, der har vundet topscorertitlen i Superliga­en tre gange. Første gang i sin første hele sæson, efter at han var blevet hentet til OB for at afløse en anden Superliga­topscorer, Kasper Dalgas, anden gang sæsonen efter, og tredje gang da han vendte hjem til Viborg, hvor han havde boet under hele sit ophold i OB. Steffen Højer er født og opvokset i Viborg, hvor han både startede og sluttede sin aktive karriere. Udover sine topscorertitler nåede han at vinde Danmarksmesterskabet med AaB i 1999, og fik sin eneste landskamp i Bo Johanssons debut mod Sverige i 1996.

- Jeg var 29 år, før jeg var voksen nok til at sige, at jeg ville spille angriber. På grund af min størrelse er jeg gennem hele karrieren blevet flyttet rundt på banen, og jeg har spillet lige så meget på midtbanen som i angrebet. Det har jeg altid været lidt ærgerlig over, for mål betød meget for mig. I AaB spillede jeg sammen med Søren Frederiksen og Frank Strandli, der begge var dygtige angribere, så jeg blev enten flyttet ud på kanten eller længere ned på midtbanen. Det betød på den ene side, at jeg kun sad på bænken tre gange i to et halvt år, men på den anden side at jeg ikke altid var 100 procent tilfreds. Jeg brokkede mig ikke, for jeg var glad for at spille. Men jeg ville bare helst spille på toppen. Da jeg vendte tilbage til Viborg, så de mig heller ikke altid som angriber, så jeg blev brugt mange andre steder på banen, og det var en af årsagerne til, at jeg skiftede til OB.

- Jeg scorede i min første kamp hjemme på Odense stadion mod FC København. Der var uddelt gratis billetter, så tribunerne var fyldt, og jeg spillede sammen med Mwabe Miti, der var en fantastisk angriber. Der var en helt særlig atmosfære. Et par minutter før pausen kommer bolden ind over, og jeg lobber den over målmanden og i mål. Bagefter smider jeg trøjen og løber ud og fejrer det med publikum. Det var ellers ikke noget, jeg plejede at gøre, men det mål var stort for mig.

- Fysisk havde jeg ikke det bedste værktøj. Jeg var hverken stærk eller hurtig, og jeg var egentlig heller ikke ret god til at komme til chancer, men jeg var utroligt god til at score på dem jeg fik. Jeg trænede også mine afslutninger rigtig meget. Det var jeg nødt til. Hvis jeg ikke havde scoret i en kamp, trænede jeg, til den sad der. Jeg kunne sætte mig for at sparke bolden ind i sidenettet ti gange, og hvis det kun lykkedes de første ni, måtte jeg starte forfra.

- Efter mine to første sæsoner i Viborg fik jeg muligheden for at komme til udlandet og havde været i Spanien for at kigge på forholdene i U.E. Lleida. Jeg havde også tilbud fra Celta Vigo og Valladolid, men jeg syntes, det var for stort et spring for mig, fordi jeg kun havde været halvtidsprofessionel i Viborg, så i stedet skiftede jeg til AaB og fik en fuldtidskontrakt der. Min tanke var, at hvis jeg gjorde det godt, ville tilbuddet sikkert komme igen. Det gjorde det også, og da jeg i 1999 skiftede til Brescia efter to et halvt år i AaB, var det faktisk rigtig gennemtænkt i forhold til klubbens niveau og muligheden for spilletid. Jeg skrev under tre måneder inden skiftet blev gennemført, og desværre nåede jeg i den periode at smadre
alt inde i mit ene knæ.

- Jeg kom ikke til at spille en eneste førsteholdskamp for Brescia, men da jeg endelig var ved at komme tilbage fra min skade, var jeg med i en træningskamp mod FC Midtjylland, og efter den kom Ove Pedersen hen og spurgte mig, om ikke jeg ville komme hjem og spille for dem. Jeg fik ni kampe og var med til at rykke dem op i Superligaen. Da jeg vendte tilbage til Brescia, havde de hentet Roberto Baggio til min position. Så skiftede jeg tilbage til Viborg.

- Det er en blanding af tilfældigheder og følelsen af, at det var »min klub,« at jeg altid vendte tilbage til Viborg. Jeg begyndte karrieren der, jeg var der i midten af min karriere, og jeg sluttede der. Det var vigtigt for mig, at jeg kom tilbage til Viborg og sluttede af, mens jeg stadig havde noget at byde på, selvom jeg havde det fantastisk i OB. Jeg ville gerne give noget tilbage, og samtidig lå det i kortene, at jeg kunne komme til at arbejde med klubbens talenter, når jeg en dag skulle stoppe med at spille selv. Det var det rigtige sted at stoppe.



Heine Fernandez
326 Superligakampe | 126 mål

Heine Fernandez blev i 1999 ligatopscorer med 23 sæsonmål for Viborg FF. Året efter var han med til at sikre klubben dens første fjerdeplads og en pokaltitel. Allerede i 1994 havde han været med til at vinde Danmarks ­mesterskabet for Silkeborg – en titel som han genvandt i 2001, da han var skiftet til FC København. Heine Fernandez var kendt som en kompromis­løs angriber, der altid stod det rigtige sted og var iskold i sine afslutnin­ger. Uden for banen sagde han ofte sin mening og insisterede på at holde fast i smøgerne trods jobbet som professionel fodboldspiller.

- Det lå lige for, at jeg skulle være angriber. Da jeg var otte år og spillede for Borup, vandt vi 36-0 over Hobro 2, og jeg scorede 20 mål. Egentlig gik jeg ikke så meget op i, hvor mange jeg scorede, men min stedfar havde talt målene og fortalte mig det bagefter. Og han gik i virkeligheden mest op i, at jeg også skulle huske at spille mine holdkammerater – det gjorde jeg ikke. Alle har altid fortalt mig, at jeg mindede om Preben Elkjær. Det er jeg stolt over, for han er for mig den største spiller i dansk fodbold.

- Jeg havde noget af den samme kompromisløshed og den der målnæse, der er så svær at forklare. Jeg nåede også at have ham som træner i Silkeborg. Det var ikke den store succes, og vi kom op at skændes hele tiden. Vi havde det samme temperament. Når han trænede med, glemte han nogle gange, at han ikke længere var spiller, og han gik hårdt til den. Så mente jeg åbenbart, at jeg var mand for at forklare ham, hvordan tingene hang sammen.

- Efter jeg er blevet ældre, har jeg indset, at det ikke altid har været det smarteste for min karriere, at jeg altid har skullet sige min mening. Omvendt må jeg jo have ramt noget, når folk er blevet så sure over det, og jeg er aldrig blevet kaldt ind for at stå skoleret for nogen. Engang fik jeg en bøde på 80.000 kroner for at kritisere vores træner i FC København, Kent Karlsson, efter han havde sat mig af i returkampen mod Lazio, hvor jeg havde scoret sejrsmålet i den første kamp. Der ramte jeg eddermame noget, for truppen var jo nærmest i oprør. Efter at være røget ud til Lazio i Champions League-kvalen, skulle vi møde FK Obilic. Vi vandt samlet 4-2, og jeg scorede alle fire mål og fyldte Parken. Så syntes Don Ø, det var uretfærdigt, at jeg skulle betale bøden og annullerede den. Det kan man da kalde konsekvens.

- Danmarksmesterskabet med Silkeborg står som noget af det største for mig, og da vi siden skulle ud og spille i Europa mod alle dem, man havde set i fjernsynet, gik det op for mig, hvorfor det egentlig var vi spillede. Siden prøvede jeg jo også at spille mod Lazio, Dortmund og Ajax, og der stod jeg over for noget af de bedste spillere i Europa; Mihajlovic, Nesta og så videre. Det var lidt underligt. Ikke at se dem i virkeligheden, men at konstatere, at så gode var de jo heller ikke. Jo, de var da gode, men de var jo ikke 100 mio. kr. mere værd end mig. Det kunne ikke være inde i mit jyske hoved.

- Dengang jeg stadig spillede, følte jeg ikke, at fodbolden betød så meget. Jeg gik rundt med det der smil på læben over, at de betalte mig penge for at spille. Det ville jeg jo have gjort alligevel. Jeg var ikke så ambitiøs, og det var nok også grunden til, at jeg aldrig kom til udlandet. Det fortryder jeg i dag – udelukkende på grund af de penge, jeg kunne have tjent. Jeg har aldrig sat min agent efter at kigge efter klubber til mig eller den slags, men jeg fik engang et tilbud fra den næstbedste engelske række. Det kunne jeg bare ikke overskue på det tidspunkt. Jeg var blevet far i en tidlig alder og havde tre børn. Det passede bare ikke på det tidspunkt.

- Når jeg scorede, og vi vandt, havde jeg den der lykkefølelse helt indtil næste weekend. Lige så slemt var det, når vi tabte, eller jeg havde brændt en stor chance. Det kunne godt sidde indtil tirsdag eller onsdag, før det var ude af systemet. Helt galt var det, når jeg var skadet. Så var jeg sur og ikke til at være i nærheden af. Det var især mine knæ, den var gal med. Tre gange rev jeg mine inderste ledbånd over, og en gang røg menisken også. Dengang var det moderne at fjerne den helt. Når jeg i dag vågner om morgenen, bilder jeg mig ind, at jeg godt kan mærke, at den mangler.



Optakter
Mandag d. 20/11, kl. 19:00
AaB - Midtjylland
Magasin-artikler
Ikke mere PL - til storrygende advokat
Den kontroversielle Slaven Bilic er færdig i West Ham, og han vil blive savnet i Premier League – for der er ingen, der minder om det guitarspillede sprog-geni.
Doneil Henry, Lewis Page, Alex Pike, Kyle Knoyle, Modibo Maíga, Josh Cullen, Elliot Lee og Nofn Noln... dette var nogle af de forholdsvis ukendte spillere, som den netop fyrede West Ham-manager Slaven Bilic valgte at bringe i spil i Europa League-kampen imod rumænske Astra Giurglu - tilbage i 2015.

Ikke overraskende røg West Ham ud af Europa League, men den nyudråbte manager Bilic var iskold. Han ville prioritere Premier League, men nederlaget gjorde også, at Bilic-karrieren i West Ham startede under pres efter den europæiske deroute – allerede inden hans første kamp i Premier League. Nu er det slut, for efter en dramatisk start på karrieren og en flot 7. plads er Bilic 16 måneder senere fyret i Premier League-klubben, hvor han ellers havde været et hot navn.

Siden Bilic, som kroatisk landstræner i 2007 på Wembley, stod bag det engelske landsholds EM-skuffelse, har han været et hot navn i verdens hårdeste fodboldturnering. Inden ankomsten i West Ham var Bilic også vidt omkring, men fælles for det hele – så vandt han meget. Se blot denne historik med sejrsprocenter:

Hajduk Split (2001-02): 64,7%
Kroatisk U-21: 55,5%
Kroatien: 64,6%
Lokomotiv Moskva: 40,6%
Besiktas: 53,3%

Nu forlader han West Ham, efter han har præsteret følgende i de sidste sæsoner:

2015/16: 51 kampe - 43,1%
2016/17: 46 kampe – 32,6%
2017/18: 14 kampe – 35,7%

Efter successæsonen i 2015/16, hvor West Ham fik deres højeste placering siden 2002, ”røg” den storrygende Bilic – på porten.

Bilic blev inden skiftet sat i forbindelse med andre klubber som Sunderland, Everton og QPR efter den famøse aften for ca. ti år siden, men det endte med at blive West Ham, og dermed var det Bilic, der fik den store opgave om at få ”The Hammers” til at falde til på det olympiske stadion, da sæsonen 2016-17 startede, men det gik slet ikke.

For London Stadium endte med at blive den største brik i fyringen af Bilic. 24 hjemmekampe blev det til, med flere nederlag end sejre og en samlet minus-score på 26-41. Det så ikke godt ud for den meget specielle kroat.


44 smøger, advokat, sprog-geni og guitar
Bilic kunne ved ansættelsen ligne et sikkert valg for West Ham, men når man er kontroversiel, har historien vist, at det kan have den omvendte effekt, hvis resultaterne ikke flasker sig. Således er Bilic ikke bleg for at fremvise sit rockband, hvor han spiller guitar, eller stolt berette om, at han ryger 44 smøger om dagen, og den kulørte personlighed byder på meget mere. Bilic kan tale flere sprog og samtidigt med, at han var professionel fodboldspiller, læste han jura.

Så Bilic er en meget sammensat personlighed, og man skal ikke glemme, at West Ham op til ansættelsen af Bilic blev sat i forbindelse med trænere som Jürgen Klopp, Carlo Ancelotti, Unai Emery, Michael Laudrup, Marcelo Bielsa og David Moyes. Sidstnævnte ender med at blive hans afløser.

Eftermælet af Bilic i West Ham bliver blandet, men det er langt fra første gang, at han deler vandene, som da han som spiller rejste til New York – på en dagstur – for at høre Guns N' Roses eller i Everton, hvor han ikke brød sig om spillernes alkohol-indtag under manager Howard Kendall – jah… eller for hans rolle, da Laurent Blanc fik det røde kort i VM semi-finalen 1998. Den kroatiske forsvarsspiller filmede tydeligvis, og dermed kom den franske VM-anfører ikke til at spille i VM-finalen pga. den usympatiske handling af Bilic.

Vild historie… ligesom meget andet omkring Bilic, der i øvrigt næsten lige er blevet skilt, og sammen med en ny kvinde allerede har fået en seks måneder gammel datter – så der sker noget i Bilic' liv, og det gjorde der også i West Ham… Nu venter Moyes i West Ham. Kigger man nærmere på hans sejrprocenter i de sidste to klubber, hvor han har været, er det næsten latterligt:

Real Sociedad (2014/15): 42 kamp – 28,6%
Sunderland (2016/17: 43 kampe – 18,6%

Men Moyes kommer med masser af god erfaring fra tiden i Everton og Manchester United, og så er han en helt anden type end Bilic. Men hvem er ikke det?
Læs hele artiklen
Kan Mourinho ikke parkere bussen?
Få chancer og mål har givet dårlige resultater, når Jose Mourinho har mødt hård modstand – på udebane.
Swansea, West Ham, Everton og Crystal Palace har alle tabt med 4-0 til Manchester United i denne sæson, men siden langgaberen på Anfield er det gået ned af bakke for Jose Mourinhos mandskab – især i offensiven og på udebane.

Manchester United har ellers mange offensive spillere i truppen, og flere af disse startede sæsonen som lyn og torden. Kampprogrammet startede også moderat for Mourinhos tropper, men sidenhen har de mødt større modstand. I disse kampe har Manchester United haft et meget defensivt udtryk, og det har langt fra givet de ønskede resultater.

Men der er ikke noget nyt i, at Mourinho ikke gør det godt imod de andre tophold på udebane. Ikke siden januar 2015 har Mourinho vundet på fremmed græs over et andet Top 6-hold. De elleve kampe har givet seks nederlag og fem uafgjorte kampe. Se kampene her:

Chelsea
2015
Januar – Tottenham: 3-5
April – Arsenal: 0-0
August - Manchester City: 0-3
November – Tottenham: 0-0

Manchester United
2016
Oktober – Liverpool: 0-0
Oktober – Chelsea: 0-4

2017
April – Manchester City: 0-0
Maj – Arsenal: 0-2
Maj – Tottenham: 1-2
Oktober – Liverpool: 0-0
November – Chelsea: 0-1

Bemærk, at de fem uafgjorte kampe alle er sluttet målløse, og at Mourinhos mandskab blot har scoret i to af de elleve kampe.

I starten af december skal Manchester United en tur til London for at møde Arsenal. Måske stiller Mourinho forsigtigt op til den kamp, og gad vide, hvordan de angriber den efterfølgende kamp, når de skal op imod formstærke Manchester City.

I de to topkampe i denne sæson har den ellers så målfarlige Romelu Lukaku været meget isoleret i angrebet og er slet ikke blevet serviceret så meget af holdets midtbanespillere som tidligere – men er løsningen på trapperne?

Med de manglende udebanemål så holder Mourinho sikkert et ekstra godt øje med de skadede Paul Pogba og Zlatan Ibrahimović. Med deres tilbagekomst kan det også være, at Mourinhos taktik vil være lidt mere offensiv – selvom de sidste års taktik har vist noget andet, når Mourinho har ”parkeret bussen” i udekampene imod de andre Top 6-hold.

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Christian Eriksen – beskedne stjerne
Den selvudslettende kunstner blev den helt store danske VM-helt i kvalifikationen, hvilket frembragte meget ros til knægten fra Middelfart.
Med tre mål blev Christian Eriksen den helt store årsag til, at Danmark kvalificerede sig til VM2018. Den 25-årige dansker skulle langt hen i landsholdskarrieren, før det helt store gennembrud kom nationalt og noget senere end på klubplan, men hvordan startede det hele?

Som helt ung spillede Eriksen fodbold i sin lokale klub i Middelfart på Fyn. Der skulle ikke gå mange år før han blev efterspurgt af både OB og FC Midtjylland, sådan som danske storklubber altid er på udkig efter spillere, der kan indbringe både sportslig og økonomisk succes. OB var de heldige vindere af Christian Eriksens talent.

Et talent der var med til at føre det der dengang hed ”1. års Drenge” i OB frem til det danske mesterskab, men her stoppede det så også for Christian Eriksens danske eventyr. Talentet var for stort og han kunne som 16-årig nærmest vælge og vrage på alle hylder af europæiske topklubber. Barcelona, Chelsea og AC Milan var blandt de største, der havde snøren ude efter ham, men han valgte Ajax. En klub med et renomme for en fantastisk talentudvikling. Med rette. AZ Alkmaar og Feyenoord blev afvist af Eriksen.

At Christian Eriksen var en efterspurgt herre på OBs træningsanlæg – Ådalen – var tydeligt. OB var i 2008 i besiddelse af den daværende topscorer i Superligaen – Baye Djiby Fall – da en fornem herre på besøg - Danny Blind - der på daværende tidspunkt var sportsdirektør i Ajax. Mange troede at Danny Blind skulle kigge på Djiby Fall, som afløser for den daværende Ajax-angriber - Luís Suárez. Det var slet ikke tilfældet. Han kiggede nemlig på Christian Eriksen, der allerede som 16-årig jævnligt trænede med i OBs førstehold. Danny Blind var ikke i tvivl. De ville gerne have Christian Eriksen. En million euro og Danmarks største talent siden Michael Laudrup var nu deres.


Kunne ikke lide engelsk fodbold
Inden turen gik til Ajax havde Aston Villa også snøren ude efter Christian Eriksen. Det var ren nonsens for Eriksen dengang. For som han sagde: ”Jeg kan ikke lide engelsk fodbold”. Teknisk fodbold har nemlig altid været Christian Eriksens element. Teknisk fodbold og Ajax har da også altid hængt sammen som hånd i handske. Udviklingen skulle nu tage fart – og han skulle som bekendt også komme til England.

Før var der dog en tid på Ajax' U19-hold, men ikke længe. Christian Eriksen skulle nemlig hurtig vise sig at brænde så meget igennem, at Ajax' daværende træner Martin Jol gav ham en tidlig debut på førsteholdet. Allerede i en alder af 17 år fik han sin debut for Ajax' førstehold i en udekamp mod NAC Breda og efterfølgende var Christian Eriksen limet til Amsterdam-holdets holdkort hver uge, hvor specielt Frank de Boer havde et specielt godt øje til Christian Eriksens kvaliteter. Frank de Boer var manden, der trænede Christian Eriksen på Ajax' ungdomshold og danskeren havde et unikt forhold til de Boer.

- Han var min ungdomstræner, og den største indflydelse på min karriere. Ham som virkelig satte mig i gang. Som barn var min favoritspiller Fransesco Totti, og da jeg voksede op var min rollemodel Michael Laudrup. Men Frank de Boer er den mand, som har forbedret mig mest som fodboldspiller, udtalte Christian Eriksen til World Soccer.

Christian Eriksen fik også en stor påvirkning på successen i Ajax, for det er blevet til tre hollandske mesterskaber og et pokalmesterskab på fem år i Ajax. I de første 158 kampe blev det til 30 mål og 62 assists. Udover det så bidrog han med et enormt løbepensum, på trods af at hans kvaliteter ligger i det offensive. Meritter som ikke gik ubemærket hen i det store fodbold-Europa.

- Jeg synes, at et skifte til Manchester City sidste år ville have været for tidligt for mig. Jeg havde det godt i Ajax, og har det stadig godt her. Jeg har ikke en klub, som jeg har kastet mit hjerte over, hvis jeg skal væk fra Ajax. Jeg er åben for hvad, der sker. Jeg tænker ikke på nogle bestemte lande, så som England, Spanien eller Tyskland. Jeg vil selvfølgelig gerne til en stor klub, som kæmper med om Champions League. Det vil selvfølgelig være det optimale, men jeg vil skifte dertil hvor jeg har lysten til at spille fodbold, sagde Christian Eriksen til World Soccer.


Salg af Bale åbnede for skiftet til London
I sommeren 2013 lavede Tottenham en rekordhandel, da Gareth Bale blev solgt til Real Madrid, og for de mange penge kom der syv nye spillere til Tottenham. Erik Lamela, Roberto Soldado, Paulinho, Etienne Capoue, Vlad Chriches, Nacer Chadli og… Christian Eriksen. De seks andre end danskeren må samlet set betegnes som en stor skuffelse, og havde det ikke været for Eriksen, havde det været tæt på en katastrofe.

Siden skiftet til London-klubben er Eriksen i store perioder blevet kritiseret for ikke at præstere godt nok på det danske landshold sammenlignet med spillet for Tottenham, og indtil afslutningen af VM-kvalifikationen 2018 kunne man slet ikke genkende Eriksens præstationer på landsholdet – sammenlignet med det høje niveau fra Premier League.

Dertil kan der være flere forklaringer, men et par stykker af dem kunne være, at den meget forsigtige Eriksen ikke fungerede særlig godt under landstræner Morten Olsen, der havde en meget “tysk” ledelsesstil og var alt andet end kammeratlig – som stilen virker til at være under den succesfulde Åge Hareide. Derudover har Eriksen utvivlsomt også levet godt af holdkammeraterne hos formstærke Tottenham. De har medvirket til hans succes, når de har foretaget de nødvendige løb for, at Eriksens spil kunne udfolde sig. Samtidig begyndte Eriksen på landsholdet at ligne Michael Laudrup mere og mere.

Begge havde holdkammerater på landsholdet, som ikke helt forstod deres spil og en landstræner, som de ikke fungerede godt sammen med. Alt dette skete, imens deres klubkarriere var på det højeste og meget succesbelagt. Daværende landstræner Morten Olsen sagde i 2014 om Christian Eriksens indsats efter kampen imod Portugal.

- Med de kampe han har spillet, skal han styre kampen, og det gør han ikke. Derfor må vi kritisere ham. Det må han leve med…

Men Olsens kritik gik sikkert lige i hjertet på den generte og til tider selvudslettende Eriksen. Præstationerne var dårligere for Eriksen under Morten Olsen, og hans første 50 landskampe var ikke gode, mens de næste 25 satte en helt anden standard.

Hareide var tiltrådt, og da Danmark i Irland kvalificerede sig til VM i Rusland, blev Christian Eriksen udråbt til ”Kong Christian”, og han var i den grad talismanen for Danmark i den præstation. Holdkammeraten Kasper Schmeichel og mange eksperter mente, at Eriksen havde verdensklasse, men den positive kritik tog hovedpersonen nok engang med sindsro.

- Det er op til andre, om de vil kalde mig for en verdensstjerne. Det har ikke noget med mig at gøre. Jeg kalder ikke mig selv en verdensstjerne. Jeg er stadig bare Christian fra Middelfart, selv om jeg har lavet tre mål mod Irland. Så er jeg den samme…

Så modsat mange af de andre verdensstjerner, som Christian Eriksen bliver sammenlignet med – så er han en beskeden verdensstjerne…
Læs hele artiklen
David Moyes – skotsk fighter skal rejses
Den nye West Ham-manager er på jagt efter oprejsning efter meget skuffende perioder hos Sunderland, Real Sociedad og Manchester United - hvor han blev en dårlig kopi af Sir Alex Ferguson.
- Mr. David Moyes is probably a fine example to everybody in government of stability and making the right decisions for the long term.

Sådan sagde den engelske sportsminister Andy Burnham om den skotske fodboldmanager David Moyes, da han påtog sig én af verdens sværeste manageropgaver – nemlig at afløse legenden Sir Alex Ferguson i Manchester United. Men at det netop skulle blive Moyes, var måske ikke så tilfældigt, som det først lød, da Manchester United kom med den officielle udmelding. For ønskede “De Røde Djævle” at finde en mand, som mindede om Sir Alex - så valgte de rigtigt.

Udover at begge managere er skotter, har de faktisk også en fælles baggrund, som har været med til at præge dem til de personer, som de er i dag. Her spiller den tidligere så ukendte fodboldklub – Drumchapel Amateurs – og navnet Douglas Smith en stor rolle.

Både Ferguson og Moyes har fået en del af deres opdragelse i klubben, og det har i den grad været med til at påvirke dem. Den fineste amatør-klub i Skotland har nemlig stolte traditioner, men også stor fokus på streng disciplin, som begge de skotske managere har udvist i gennem karrieren. Udover disciplinen har de også – hos Drumchapel – fået deres aggression, passion og vilje til sejr i de specielle opgivelser.

Moyes har blot taget nogle længere skridt end Ferguson for at finde sejrene, og der har faktisk til tider været flere nedture end opture. Efter udnævnelse som West Ham-manager er det nu tid til en succesoplevelse for Moyes efter meget dårlige perioder hos Sunderland og Real Sociedad – men hvordan ser det ud, hvis man går lidt længere tilbage i tiden?


Fattig barndom i Glasgow
David Moyes blev født i Bearsden, hvilket er én af de fattigste forstæder til Glasgow. Hans mor arbejdede i en tøjbutik og David senior tjente lidt i den lokale tømmerhandel. I disse Glasgow-gader var det utilgiveligt at ende op med at spille for rivalerne fra Celtic, men trods dette… endte Moyes op med netop at gøre det, da han som bare 17-årig fik en kontrakt med den skotske storklub.

Moyes spillede i Celtic indtil 1983, hvor han lavede et meget overraskende skifte til Cambridge United, og derefter fulgte der en forfærdelig tid. I de efterfølgende ni sæsoner oplevede Moyes at rykke ned hele fire gange, da han spillede for klubber som Bristol, Shrewsbury og Dumfermline.

Nedturen gav grobund til den person, som den iltre skotte er i dag, for allerede da han var i midten af tyverne, begyndte han at interessere sig for træningsmetoder. Dog ikke ud fra en ambition om at blive Premier League-manager, men mere bare for altid at blive bedre, har hans tidligere holdkammerat Ross Jack fortalt.

I Shrewsbury var han tæt på at blive ansat som assistent til den tidligere Manchester-spiller Mickey Thomas, men det endte i vasken, da Thomas ikke ønskede at være manager i klubben alligevel, og i stedet endte Moyes tilbage i Skotland, hvor han som 30-årig kom til Hamilton. I hjemlandet blev det til endnu en skuffelse, men så startede opturen, da han skiftede til Presten North End.

I 1995 var selveste David Beckham udlejet til Presten North End, og superstjernen har fortalt i sin biografi om mødet med Moyes:

- Moyes var sådan en spiller, der sprang ned i alle tacklinger. Han råbte hele tiden og fik alle sine holdkammerater til at ydre deres bedste for at vinde kampene. Alle kunne se, at David en dag ville blive manager.

Beckham tog som bekendt til Old Trafford – ligesom Moyes skulle gøre 18 år senere. Dette sker efter at forholdet mellem Presten North End, Moyes og Manchester United var startet meget tidligere. Da Eric Cantona fik en lang karantæne - for sit vanvittige spark på en Crystal Palace-fan – spillede United flere træningskampe imod Presten, for at franskmanden skulle holdes i form, og her fik Moyes flere gange ansvaret for Presten. Selvom der var tale om træningskampe i en afslappet stemning, stillede Moyes store krav til Presten-spillerne, og det var medvirkende til, at han senere blev manager i klubben. Dette blev starten til et samarbejde mellem Presten og Manchester United, som handlende mest om lejeaftaler og mange træningskampe.

I 1996 rykkede Presten op i 3. Division med Moyes som et stor aktiv på banen, men da klubben et par år senere gjorde den populære manager Gary Peters til chef for klubbens akademi, blev Moyes manager, selvom selveste Ian Rush også var i spil til jobbet. Moyes afværgede en truende nedrykning, og året efter var Presten i play-offs og to år efter rykkede de op.

Dette blev bemærket hos større klubber som Nottingham Forrest og Sheffield Wednesday, men dette ønskede Moyes ikke. Han blev i Presten, også da Sir Alex Ferguson ønskede ham som assistent, da Brian Kidd rejste til Blackburn. I 2001 var Presten rykket helt op i toppen af ”The Championsship”, men de tabte playoff-kampen til Bolton – dog skulle Premier League snart komme til Moyes. Evertons viceformand Bill Benwright har fortalt, at det tog ham kun 30 sekunder at afgøre, at Moyes skulle blive deres nye manager i foråret 2002.


You have got red hair, but we don't care
Tiden i Everton var unik, selvom der også har været nedture, men hele elleve år i samme Premier League-klub gør Moyes' præstation til noget helt specielt, hvilket fansenes begejstring stadigvæk også bevidner, når det lyder udover Goodison Park:

- Davie Moyes! Davie Moyes! Davie Davie Davie Moyes!
You have got red hair, but we don't care
Davie Davie Moyes!

Tilstanden i Everton blev også voldsom forbedret under Moyes, selvom den skotske manager aldrig vandt noget med ”The Toffees”. Truppen, som Moyes overtog, var aldrende, og den økonomiske situation var meget presset, men trods dette var Moyes i klubben i mange år. Tidligere har Moyes sagt, at når Everton sluttede på en 13. plads i Premier League, var det en god sæson – sådan er det ikke længere.

I 2002/03 sluttede Everton på 7. plads - blandt andet med en ung Wayne Rooney på holdet - efter holdet igennem foråret faktisk var placeret højere oppe i stillingen, og på den sidste kampdag missede Everton muligheden for at spille europæisk fodbold, men den efterfølgende sæson var der ballade i klubben – og klubben sluttede lige over nedrykningsstregen.

Sæsonens sidste kamp endte med et ydmygende 1-5-nederlag til Manchester City, og holdet sluttede kun lige over nedrykningsstregen. Moyes havde også mistet ”omklædningsrummet”, efter han havde haft et opgør med holdets anfører Duncan Ferguson, og derudover var der også gnidninger mellem Rooney og Moyes. Disse blev afsluttet i sommerpausen, da Rooney blev solgt til Manchester United for klubrekorden på 250 millioner kroner.

Trods salget fik Moyes ikke mange penge til at købe ind for i den efterfølgende sæson, men alligevel endte Everton på en flot fjerdeplads. Senere blev der i stedet brugt 130 millioner kroner på at etablere træningsanlægget – Finch Farm, der åbnede i foråret 2007. Men kan Moyes godt agere på transfermarkedet?


Blandende transfer-bolsjer
I Everton-tiden formåede Moyes at hente spillere fra mindre markeder som det belgiske, det irske og det græske, og flere gange på en snedig vis. Joseph Yobo og Mikel Arteta blev f.eks. hentet på låneaftaler, sådan at Moyes kunne kigge dem an, inden han købte dem. Arteta endte med at koste Everton sølle 20 millioner kroner – ligesom den målfarlige midtbanekollega Tim Cahill gjorde. Af andre gode handler kan nævnes Marcus Bent, der kun kostede fem millioner kroner, Steven Pienaar der kostede 20 millioner kroner samt Maroane Fellaini – som blot kostede 140 millioner kroner, da han ankom til Goodison Park.

Naturligvis har der også været dårlige indkøb af Moyes i Everton, som Richard ”Wrong” Wright, James Beattie og især Per Krøldrup, der faktisk kostede hele 45 millioner kroner. Navne som Andy van der Meyde og Steven Naismith faldt også igennem i Everton, og Moyes kaldte blandt andet van der Meyde for ”værdiløs”.

Trods de dårlige indkøb skabte Moyes fremdrift i Everton. De ti år, før han kom til klubben, sluttede de gennemsnitlig på en 14. plads, mens Moyes-årene gav en solid 7. plads i gennemsnit, men det blev ikke til nogen trofæer, og der har været mange skuffelser i FA-cuppen.

I 2009 slog Everton tre hold fra ”Top 6” ud af FA-cuppen, inden de tabte til Chelsea i finalen, og i 2012 endte det også med en skuffelse, da rivalerne fra Liverpool vandt semifinalen over ”The Blues”.

I Premier League havde Moyes fine placeringer som i 2004/05-sæsonen, hvor klubben sluttede på en fjerdeplads, men det helt store problem for tiden i Everton var kampene imod de største hold i rækken. Han fik aldrig en udebanesejr over hverken Arsenal, Chelsea, Liverpool eller Manchester United – men det skyldes ikke, at han ikke kunne ”tænde” spillerne. Moyes har nemlig også et ry for at være en ”hårtørre” i omklædningsrummet, men peptalkene har ikke givet de ønskede resultater på det seneste.

I kalenderåret 2016 og 17 havde Moyes den sidste periode af tiden hos Real Sociedad og 43 kampe for Sunderland. Samlet set 54 kampe, hvilket gav blot en sejrsprocent på 18, så han er taget til West Ham for at finde genoprejsning.

For siden at den engelske sportsminister Andy Burnham kom med de rosende ord til den nykårede Manchester United-manager er det gået ned af bakke for den modig skotte.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Kan Moyes og West Ham redde hinanden?
Når David Moyes på søndag sætter sig tilrette på West Hams udskiftningsbænk til udekampen mod Watford, er det velvidende, at han er nødt til at skabe resultater i en fart. Moyes skal redde West Hams sæson, men bestemt også få sin egen karriere på rette spor igen.
Den ellers blandt fansene så populære Slaven Bilic har i lang tid været ”dead man walking” i West Ham. Efter nederlaget til Liverpool mistede klubbens ejere endegyldigt troen på, at kroaten var den rigtige mand i spidsen for "The Hammers."

Da en ny manager skulle findes, faldt valget på den 54-årige David Moyes, der senest styrede Sunderland ned i The Championship. Moyes blev kun tilbudt en kontrakt frem til afslutningen af indeværende sæson, så han er under voldsomt tidspres og skal levere resultater i en fart, hvis han vil gøre sig forhåbninger om at få den kontrakt forlænget.

Slaven Bilic fik en fremragende start i West Ham. Fansene var blevet trætte af forgængeren Sam Allardyce og især den spillestil, han stod for, så de tog imod Bilic med åbne arme. Bilic kvitterede med flotte resultater i sin første sæson, der bød på sejre over blandt andre Liverpool, Manchester City, Chelsea, Arsenal, Tottenham samt ikke mindst Manchester United i den allersidste kamp på Upton Park.

Op til den følgende sæson flyttede West Ham væk fra de trygge rammer omkring Green Street og ud til et trist industrikvarter i nærheden af den gamle landsby Stratford. Klubben havde lavet en økonomisk meget lukrativ aftale med London om at leje byens olympiske stadion og solgte hurtigt over 50.000 sæsonkort. Fremtiden så aldeles glimrende ud, men rent sportsligt er det dog langt fra blevet den succes, som klubben havde håbet på. Resultaterne udeblev, og fansenes tålmodighed med de to ejere er mildest talt ved at være opbrugt.

Mange af fansene føler, at flytningen skete henover hovederne på dem og savner de trygge rammer omkring det gamle stadion. En stor del af fansene mener, at ejerne ved starten af hver transfervindue lover dem verdensklassespillere for ved slutningen af vinduet i stedet leje spillere fra væsentlig lavere hylder og siden trække store summer ud af klubben og ned i egne lommer.

I nuværende sæson er det gået fortsat støt ned ad bakke for West Ham. Klubben leverede ellers et forholdsvis fornuftigt transfervindue, men da London Stadium i starten af sæsonen skulle bruges til VM i atletik, startede West Ham sæsonen med tre udekampe, som alle blev tabt. Siden er det blevet til blot to sejre, og da rygterne samtidig gik på, at Bilic havde tabt omklædningsrummet, ikke kunne motivere spillerne og få dem i tilstrækkelig i form, så var fyringen den logiske konsekvens.

Nu er det Moyes, der står i spidsen for West Ham. Han har fået følgeskab af den gamle landsholdsback Stuart ”Psycho” Pearce samt Alan Irvine og Billy McKinlay som assistenter. Den kvartet bliver - modsat Bilic - nok ikke beskyldt for at være for blød over for spillerne, og Moyes udtalte da også om spillerne på sit første pressemøde:

- Stram op, ellers du ryger på bænken. Løb, eller du ryger på bænken. Jeg har travlt, og det burde de også have.

Klubbens topscorer fra sidste sæson Michael Antonio udtalte til BT Sport Football om træningen under Moyes:

- Træningen er intens og anderledes, men jeg ser gode ting.

På søndag bliver vi en smule klogere på, om der er sket positive forandringer, men svaret på, om Moyes og West Ham kan redde hinanden blæser fortsat i vinden - nøjagtig som de berømte sæbebobler, der er en fast bestanddel af West Ham-kampe på London Stadium.
Læs hele lederen
Liverpools hullede defensiv
Indkast.dk har kigget Jürgen Kloops forsvar efter i sømmene, og det ser ikke godt ud…
I gårsdagen udgave af de engelske aviser havde Philippe Coutinho travlt med at forsvare Liverpools forsvar, og den ombejlede brasilianer slår fast, at det er hele holdet, der deltager i det defensive arbejde.

Nuvel skal alle deltage i forsvarsspillet, men mange af målene imod Liverpool er lavet efter store personlige fejl. Derudover er det i den grad på udebane. I de fem udebanekampe har Jürgen Kloops defensiv lukket 15 mål ind – mens der blot er scoret én gang imod dem på Anfield Road. Selvom de har gjort det fint på hjemmebanen, har de haft den værste defensiv siden 1964 efter ni turneringskampe.

Fem mål imod Manchester City og fire i weekendens Tottenham-kamp har naturligvis være dyre i ”regnskabet”. Klub-legenden Graeme Souness er nådesløs i kritikken og hævder, at holdet ikke har en defensiv profil, ingen organisation og i den grad mangler en styrmand. Souness mener også, at Dejan Lovren i weekendens kamp var alt for venlig overfor Harry Kane.

Spørgsmålet er, om Liverpool mangler kvaliteten i forsvaret. Umiddelbart virker det ikke til, at det har samme niveau som deres rivaler i toppen af Premier League, men de mangler ikke pengene til at skaffe dem. Således har Liverpool det fjerde største lønbudget i Premier League, men de er klart det hold, som har lukket flest mål ind i denne sæson – kriseramte Crystal Palace har endda lukket færre mål ind.

På målmandsposten har Simon Mignolet og især Loris Karius været meget udskældt, og måske kunne Virgil van Dijk i sommerens transfer-vindue have skabt noget tiltrængt ro og selvtillid til defensiven, men det fejlede, og det gjorde Liverpool-ledelsen i den grad også. For denne havde slet ikke en plan B klar, da indkøbet af Southampton-spilleren tidligt i forløbet begyndte at trække i langdrag.

Liverpool har forsømt at forstærke sig betydeligt i defensiven modsat flere af de andre tophold. De fik slet ikke købt den centrale forsvarsspiller og målmand, som de manglende, og det betaler de dyre lærepenge for nu.

Klopp har været ansvarlig for Liverpool i 77 kampe, og i dem har de blot holdt ”Clean Sheets” i 29,8% af kampene, hvilket er langt fra forgængerne Rodgers og Benitez. Derudover er Klopp også den eneste i trioen, som har en sejrsprocent under 50%. Dette skal ændres – gerne med den ”Klopp-effekt”, som har været gemt væk i en alt for lang periode.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Giroud de specielle måls mester? 100 Arsenal-mål for Giroud – Se dem her Artikel ikon Vanvittigt mål af Sigurdsson Artikel ikon Vanvittige Shelvey Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Tidligere medspiller: Gravesen var sær Fejl hos Fellaini Artikel ikon Ugens hold fra Serie A - runde 12 Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Goal 41-50: De bedste spillere i verden XI: De kommer ikke til VM 2018 Artikel ikon Top 10: Verdens bedste teenagere Artikel ikon Top 7: PL's mest præcise nye angribere Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: AS Roma - Lazio Spil: Italien - Sverige Artikel ikon Spil: Kneben United-sejr på Anfield Artikel ikon Spil: Qarabag - AS Roma Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Carlo Ancelotti - mit spil Robert Enke: Et alt for kort liv Artikel ikon Hjem til Fodbold Artikel ikon - En tikkende bombe Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Tidligere VM-vindere som ikke kom med Diego Maradona - Stjernen fra villavejen Artikel ikon 'En rigtig Jesper Olsen' Artikel ikon Premier League - Tilbageblik af Indkast Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Søndagens engelske rygter Rygte: Griezmann og Bale til United Artikel ikon Lørdagens engelske rygter Artikel ikon Fredagens engelske rygter Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Alexandre Lacazette
Vidste du om ... Cristian Ziege Artikel ikon Vidste du om ... Vinicus Junior Artikel ikon Vidste du om ... Kasper Dolberg Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Martin O'Neill – masser af succes Lionel Messi – 600 kampe Artikel ikon Arsenal – og top 6 Artikel ikon Klopps forsvar gennem årene Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: AaB - Midtjylland Optakt: SønderjyskE - FC København Artikel ikon Optakt: Helsingør - Hobro Artikel ikon Optakt: Lyngby - Randers Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Horsens - OB Startopstillinger: Napoli - AC Milan Artikel ikon Startopstillinger: A. Madrid - R. Madrid Artikel ikon Startopstillinger: Italien – Sverige Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Sønderjyske slagtede 'løverne' Juve nedlagt i vanvidshalvleg Artikel ikon Grytebust var redningen på Casa Arena Artikel ikon Randers væk fra sidstepladsen Artikel ikon Se flere