Diego Costa – ny stil for Trotamundos

Af Torsten Brix

2016-12-14
Diego Costa – ny stil for Trotamundos

Den omrejsende angriber er endt i London efter han har været så meget igennem. Næsten halvdelen af karrieren har angriberen været udlejet, og der har været masser af ballade – men mange mål… Nu er balladen måske ved at forsvinde.

Chelsea har vundet ni kampe i træk, og pudsigt nok har angriberen Diego Costa indenfor samme periode ændret en smule karakter. Den sidste tid har Costa to gange vist, at han har fået lidt mere styr på sit temperament, og han har i stedet brugt sine kræfter på holdet.

Da Chelsea var ved at slå mestrene fra Leicester i oktober, gav Costa besked til Conte om at udskifte ham, da han blot var en advarsel fra karantæne. Men den italienske manager fik talt Costa til ro, og han spillede kampen færdig – uden nogen efterfølgende karantæne - og i søndagens opgør imod WBA bad Costa om at få Cesc Fàbregas på banen. Det gjorde Conte, og fire minutter senere havde Costa scoret kampens eneste mål på oplæg fra … Fàbregas.

På dette tidspunkt havde Jonny Evans, Chris Brunt og Gareth McAuley alle været hårde imod Costa, der bevarende fatningen – og han spillede sin tiende kamp i træk uden advarsel, hvilket han ikke har gjort siden 2010/11-sæsonen. Så Costa har ændret sig, hvilket statistikkerne også bevidner:


Minutter pr. mål
2015/16: 198
2016/17: 110

Skud pr. kamp
2015/16: 1,9
2016/17: 2,2

Sprints pr. kamp
2015/16: 58,8
2016/17: 63,8

Frispark pr. kamp
2015/16: 1,5
2016/17: 0,9

Skabte chancer pr. kamp
2015/16: 1,1
2016/17: 1,8

Mål
2015/16: 12 mål efter 28 kampe
2016/17: 12 mål efter 15 kampe


Noget af en omvæltning, men meget er også sket siden ankomsten til Chelsea. Costa har gjort det forbi med sin kæreste, og han har haft svært ved at falde til – da han ikke kunne et eneste ord engelsk. Derudover gik vejret også den sydamerikanskfødte angriber på. Alt dette påvirkende hans spil, hvilket satte gang i rygterne om at skifte tilbage til Atlético Madrid – men efter sommerferien kom Costa helt anderledes tilbage til Chelsea, og han var faktisk i langt bedre form end tidligere. Midt i den nye stil for Costa står naturligvis den største ændring – fyringen af Jose Mourinho i Chelsea. For alt den ballade, som Mourinho førte med sig, havde tit en rolle til Costa – en meget bevidst rolle.


Chelsea manglende ”BALLS”
På et pressemødet i 2014 efter et nederlag til Crystal Palace skulle den daværende Chelsea-manager Jose Mourinho forsøge at forklare nederlaget på Selhurst Park. Den kontroversielle fodboldboss ville ikke sige det direkte til de snurrende kameraer, men tog i stedet en af journalisternes papir, hvorpå han skrev, hvad Chelsea mangler: BALLS!

Efterfølgende forklarede Mourinho, at han var nødt til at handle kraftigt i det næste transfer-vindue, og det gjorde Chelsea-manageren ved blandt andet at købe den hårdføre Costa.

Chelsea betalte 300 millioner kroner for Costa, som ikke var sen til at tilbagebetale på banen. Han lavede ni Premier League-mål i de første syv kampe. Derudover var han blot et mål fra at tangere Sergio Agüero og Micky Quinns Premier League-rekord med den bedste Premier League-start for en ny spiller. De havde lavet otte mål i fem kampe, som Costa altså var tæt på, hvilket er noget af en bedrift, da han på det tidspunkt end ikke kunne ti ord på engelsk.

Den gode start skal også ses i lyset af det enorme pres, der er på nye angribere i Chelsea, hvor flere store navne som Hernan Crespo, Andrei Shevchenko, Claudio Pizarro, Daniel Sturridge, Fernando Torres og Demba Ba tidligere er faldet igennem. I alt har Chelsea de senere år brugt 1,8 milliarder kroner på nye angribere, hvor kun to er blevet til en fuldbyrdet succes – nemlig Didier Drogba og Costa, som pudsigt nok minder meget om hinanden.

Mange af de andre fejlslagne angribere har ikke haft samme evner til at fungere som targetman som Costa og Drogba. For tiden nyder kanterne - Eden Hazard, Willian og Pedro – samt de offensive wingbacks Victor Moses og Marcos Alonso rigtig godt af Costas evner til at holde på bolden, når han ofte har modtaget den fra midtbanespillerne – ellers har midtbanespillerne været god til at finde Costa.

I den føromtalte gode indledning på Premier League lavede Cesc Fàbregas assisten til fire af Costas første ni mål, hvilket fik den engelske presse til at mene, at Fàbregas var den elegante Mozart-musik, mens Costa stod for afslutninger, der var ligeså hårdtpumpede som AC/DC's musik. Selvom Costa stod for det hårdtslående… så var han enorm effektiv, og han fandt blandt andet målnettet i 40 % af de afslutninger, som han fik i åbningen af sæsonen. Derudover frembragte han også noget attitude til Chelsea-mandskabet, hvilket slet ikke er noget tilfælde.


Trotamundos – der spiller hver kamp, som var det den sidste
Costa er født og opvokset i en lille by i det nordøstlige Brasilien, men allerede som 14-årig rejste han over 2000 km for at skulle bo hos sin onkel, så han kunne gå på et fodboldakademi syd for Sao Paulo.

Forinden havde Costa ikke fået meget fodboldopdragelse – bortset fra den på gaden - hvilket man næsten kan se i hans nuværende spil. Den aggressive spillestil, som måske var den, som Mourinho efterspurgte efter Crystal Palace-nederlaget, har altid været kendetegnende for Costa.

Costas far har tidligere sagt, at sønnen ”spiller hver kamp, som det var den sidste”, hvilket må siges at være meget rammende, men angriberen har også kæmpet voldsomt for at nå dertil, hvor han er i dag.

Igennem karrieren har Costa næsten været udlejet halvdelen af tiden, og trods dette er han en af verdens bedste angribere. I Brasilien kalder de Costa for ”Trotamundos”, som kan oversættes med ”nomade”, idet Costa der forlod det fodboldglade barndomshjem meget tidligt.


Videoen sikrede vejen til Mendes og Europa
Under det føromtalte ophold på fodboldakademiet fik Costas onkel arrangeret en prøvetræning hos Barcelona EC, og her viste han noget af den råstyrke som tidligere omtalt. For selvom han blot var 15 år, lavede han fire mål i en U-17 kamp, og det gjorde, at han blev rykket op blandt de professionelle spillere i klubben.

Blandt de voksne var Costa dog ikke bange for bruge musklerne. Han var med i en masse ballade, og han fik 120 spilledages karantæne for at skubbe til en modstander og true en dommer. Hændelsen så længe ud til at få voldsomme konsekvenser, da den hotte agent – Jorge Mendes – kom for at overvære en af holdets kampe i den givne periode. Videooptagelser viser dog, at Costa var blevet skubbet inden, og så fik Costa ophævet karantænen og fik chancen til at vise Mendes sit værd – og det lykkedes!

Costa kom i kamp, og Mendes behøvede ikke mere end en halvleg for at se, at den unge brasilianskfødte angriber skulle til Portugal. Han endte i Braga, hvor opstarten blev alt andet end idyllisk, og det startede en lava af forskellige låneaftaler. I 2006/07-sæsonen var Costa på udlån til Penafiel, hvor træner Rui Bento beskrev ham på følgende måde:

- Diego har nogle specielle kvaliteter… han ville simpelthen være nogen i fodboldverdenen.

Bento endte med at få et helt unikt forhold til Costa, og træneren var også medvirkende til, at angriberen endte hos Atlético Madrid. Bento tog kontakt til Atlético Madrid-scouten Javier Hernández, og det lykkedes, så den spanske hovedstadsklub endte med at købe angriberen for blot 15 millioner kroner.

Opstarten i Atlético Madrid blev dog præget af alt for meget tid på bænken. Først tabte Costa konkurrencen til Sergio Agüero og Diego Forlán – hvilket sikkert var bevirkende til, at han endte med endnu flere lejeophold. Costa var blandt andet i Albacete, hvor hans ni mål hjalp dem til overlevelse i La Liga. Dette var dog ikke nok til at blive i Atlético, for da han kom tilbage fra lejeholdet, blev han en del af handlen, der sendte den eftertragtede Valladolid-keeper Sergio Asenjo til Madrid, men Albacete-tiden blev overskygget af alt for mange problemer. Det blev til ni gule kort og et rødt kort, efter han havde trådt på Espanyols Didac Vila.

Efterfølgende benyttede Atlético Madrid sig af en tilbagekøbsklausul på blot 10 millioner kroner for at hente Costa tilbage til klubben, men den nu 19-årige Costa fik stadigvæk ikke meget spilletid pga. Forlán og Agüero, så Costa skulle sælges videre. I sommeren 2011 var alt på plads med Besiktas, men til den sidste træning, inden Costa skulle til lægetjek, fik han en alvorlig knæskade. Siden har Costa sagt, at det var skæbnen og Guds vilje, for efter knæskaden kom Costa meget stærkt tilbage for Atlético Madrid. Balladen var dog ikke slut for Costa, og i 2013 udnyttede han en fejl af Betis-spilleren Antonio Amaya, hvorefter Costa scorede og kort sagde til den fejlende forsvarsspiller: Tak for gaven!

Den efterfølgende forside på Marca var med træner Diego Simone og Diego Costa med overskriften: ”Doktor Diego & Mister Costa” med henvisning til Jekyll og Hyde, som har en hovedrolle i en gamle roman om to meget usympatiske typer, der laver en masse forkerte ting. Efter hændelsen sagde Amaya kort:

- Havde mine holdkammerater ikke holdt mig tilbage, havde jeg slået Costa ihjel.

I den forbindelse må man ikke glemme, at der findes et andet spillerkodeks i Spanien end på vores breddegrader. Her skal man ikke håne en modstander, så endnu mere fokus kom på Costa og hans drengestreger i kampene, hvilket gjorde ham til den mest fotograferede spiller i La Liga foran Cristiano Ronaldo og Lionel Messi.

Nogle af disse tv-billeder viste blandt andet også et sammenstød med Real Madrids Sergio Ramos, da de to hovedstadshold mødte hinanden. Alt denne ballade kom samtidigt med, at Costa viste en helt anden personlighed udenfor banen. På banen lavede Costa masser af mål for Atlético Madrid, og det åbnede op for skiftet til Chelsea, og her slog han - som tidligere nævnt – til med det samme. Det tog Torres 43 Premier League-kampe for at nå syv mål for Chelsea, Shevchenko brugte 47 – mens Costa brugte fire.


Meget larmende pornofilm og vægtproblemer
I 2015 udgav den spanske journalist Fran Guillen bogen ”Diego Costa: The Art of War”, hvor han gennemgik Costas rejse fra det fattige Lagarto i det nordøstlige Brasilien til at blive en af de største stjerner i Premier League via en hård knæskade i 2011, samt et hav af låneophold. Et af disse var i Albacete, hvor Costa også hyggede sig om aftenen. I bogen fortæller klubbens præsident Vicente Ferre de la Rosa om en klage de fik fra en af Costas naboer, som han var blevet uvenner med, da Costa hørte ”meget larmende pornofilm”.

På det tidspunkt var Albacete meget pressede på deres økonomi, og derfor var det kun spillerne, der fik løn, men Costa nægtede at træne før, at der var løn til alle, hvilket kulminerede da klubpræsidenten de la Rosa gik rundt i omklædningsrummet for at give hånd til alle spillerne, for at ønske dem god kamp. Costa ville ikke give hånden og sagde, at det ændrede sig først, når han havde betalt løn til hele personalet.

Samtidigt med dette havde Costa vægtproblemer, når han kom tilbage til Europa efter ferier. Han vejede for meget og var derudover i dårlig form, hvilket han efterfølgende havde denne kommentar til: ”Det er min mors skyld…”

Så samlet set har Costa en sjælden evne til at blive uvenner med mange og dermed dele vandene omkring ham, men han kan også lave mål. I Brasilien lavede en bilsælger et slogan, der kan oversættes på denne måde: ”Modsat Diego Costa så er denne bil noget, som brasilianerne kan være stolte over”. Da Costa på hans første arbejdsdag i Chelsea blev vist rundt af landsmanden Oscar mødte de Terry, Cahill, Ivanovic og Matic i fitnessrummet og Costa sagde kun sagde en ting til dem: ”Er I klar til at gå i krig med mig?”

Costa er gået i krig for Chelsea og i disse opgør har han lavet mange mål – blandt andet flere meget vigtige og kampafgørende mål, som er blevet lavet efter en meget hård spillestil. Sikkert den stil som Mourinho efterlyste efter nederlaget til Crystal Palace… nu bliver den leveret af nomaden – Trotamundos with BALLS.

Nu er Mourinho ikke længere i Chelsea, og i starten ønskede Conte heller ikke, at Costa skulle have en plads på Stamford Bridge. I sommerkampene imod Liverpool og Real Madrid var angriberen sat af holdet, og Conte skulle have sagt til klubejer Roman Abramovich, at han bare kunne sælge Costa og udskifte ham med enten Gonzalo Higuaín eller Edinson Cavani. Det skete som bekendt ikke, hvilket Chelsea – og Conte – sikkert er glade for i dag.




Optakter
Optakt 31/3 - 20:15
FC Nordsjælland - Lyngby BK
Magasin-artikler
Det kasserede franske landshold
En trup helt uden Varane, Martial, Coman, Lacazette og Benzema.
Dette er den trup, som den franske landstræner Didier Deschamps har udtaget til de to kommende landskampe imod Luxembourg og Spanien.

Målmænd:
Hugo Lloris (Tottenham)
Benoît Costil (Rennes)
Alphonse Areola (PSG)

Forsvar:
Layvin Kurzawa (PSG)
Benjamin Mendy (AS Monaco)
Laurent Koscielny (Arsenal)
Adil Rami (Sevilla)
Samuel Umtiti (FC Barcelona)
Presnel Kimpembe (PSG)
Bacary Sagna (Manchester City)
Djibril Sidibé (AS Monaco)

Midtbane:
Blaise Matuidi (PSG)
N'Golo Kanté (Chelsea FC)
Adrien Rabiot (PSG)
Paul Pogba (Manchester United)
Dimitri Payet (Marseille)
Corentin Tolisso (Lyon)

Angreb:
Olivier Giroud (Arsenal)
Ousmane Dembélé (Dortmund)
Antoine Griezmann (Atletico Madrid)
Thomas Lemar (AS Monaco)
Kevin Gameiro (Atletico Madrid)
Kylian Mbappé (AS Monaco)
Florian Thauvin (Marseille)


Umiddelbart en meget stærk trup, men niveauet bliver helt grotesk, når man ser på, hvilket hold man kunne lave af spillere, som ikke er udtaget – se blot her:

Målmand:
Steve Mandanda (Crystal Palace)

Forsvar:
Lucas Digne (Barcelona)
Mamadou Sakho (Crystal Palace)
Raphael Varane (Real Madrid)
Sebastien Corchia (Lille)

Midtbane:
Anthony Martial (Manchester United)
Morgen Schneiderlin (Everton)
Steven N'Zonzi (Sevilla)
Kingsley Coman (Bayern München)

Angreb:
Alexandre Lacazette (Lyon)
Karim Benzema (Real Madrid)


På bænken kunne være Yohan Cabaye, Andre-Pierre Gignac, Geofffrey Kondogbia, Aymeric Laporte, Tiemoeu Bakayoko, Patrice Evra, Eliaquim Mangala, Moussa Sissoko og Nabil Fekir.

Gad vide, hvor mange af disse spillere der ville være på holdet i Luxembourg, som er Frankrig næste modstander. Flere af spillerne er skadet eller har formnedgang, men den samlede tilstandsrapport af det franske landshold er uhyggelig stærk.
Læs hele artiklen
FCK spiller for Danmarks koefficient
Når FC København i morgen, torsdag, tager imod Ajax Amsterdam i Europa League, er det ikke kun for egen vindings skyld. Hele fodbolddanmark kan få gavn af mere succes til hovedstadsholdet.
Foruden videre avancement til kvartfinalerne i Europa League står der også ære, penge og hæder på spil i morgen, når hollandske Ajax Amsterdam skal forsøge at gøre livet surt for FC København i Telia Parken. Og så står der også yderst vigtige koefficientliste-point på spil.

Danmark havde fra begyndelsen af sæsonen fire hold med i kvalifikationsrunderne til henholdsvis Europa- og Champions League. Her nåede SønderjyskE, Brøndby og FC Midtjylland alle til den afgørende runde i Europa League inden gruppespillet. Fælles for de tre klubber var, at de måtte strække våben lige inden målstregen og glemme drømmen om et europæisk gruppespil i denne sæson.

Særligt sønderjyderne var dog tæt på at klare skærene, da de efter at have spillet 0-0 hjemme kom foran med 2-0 i Tjekkiet mod Sparta Prag. Desværre for SønderjyskE og dansk klubfodbold præsterede tjekkerne et stort comeback og vandt med 3-2 på et mål i de døende minutter.

De mange sejre og uafgjorte resultater, inden holdene blev slået ud, var dog ikke helt forgæves. De var med til, at Danmark i begyndelsen af sæsonen indtog 1.-pladsen på UEFA's koefficientrangliste for indeværende sæson. Den placering blev selvfølgelig også hjulpet på vej af FC Københavns vellykkede kvalifikation til Champions League.

Danmark er dog ikke overraskende siden dumpet ned fra duksepladsen, men man skal faktisk ikke langt ned ad listen for at finde flaget med de røde og hvide farver. Således har dansk klubfodbold skrabet nok point sammen til en foreløbig 10.-plads for sæsonen.

Foran Danmark ligger store nationer som Spanien, Tyskland, England, Italien, Frankrig, Belgien, Rusland, Tyrkiet og Portugal. Under Danmark ligger der også store nationer samt lande, som vi godt kan sammenligne os med: Østrig (11), Holland (12), Grækenland (14), Tjekkiet (16), Ukraine (17), Kroatien (18), Skotland (19), Schweiz (20), Rumænien (24), Sverige (27) og Norge (38).

For dem, der gerne vil have et dansk hold direkte med i Champions League, er det gode nyheder. For at være sikker på et hold i den fornemmeste turnering kræver det en placering som minimum nummer 12, og Danmark ligger p.t. nummer 18 på den samlede rangliste, som tæller indeværende sæson plus de fire foregående. De gode nyheder udspiller sig i, at Danmark lige nu skraber flere point sammen end mange af de lande, vi skal overhale på vejen til 12.-pladsen.

Her er det lande som Rumænien, Kroatien, Østrig, Grækenland, Holland og Schweiz, vi skal holde øje med. De ligger som nævnt alle under os i indeværende sæson, og det bliver heller ikke dårligere af, at holdene fra Rumænien, Kroatien, Østrig og Schweiz har udspillet deres rolle i denne sæsons europæiske turneringer.

De to sidste lande, Grækenland og Holland, har ligesom Danmark et enkelt hold tilbage. Den sidste græske repræsentant er Olympiakos, der er oppe imod Besiktas i Europa Leagues ottendedelsfinale. Og så ville skæbnen altså, at Hollands og Danmarks to sidste deltagere – FCK og Ajax – trak hinanden.

Går FCK samlet videre mod Ajax, samtidig med at tyrkerne ekspederer grækerne ud, så kan FCK og Danmark tage yderligere store skridt i kampen om at nå den eftertragtede 12.-plads.

Danmark har lige nu 23.500 point på den samlede 18.-plads, mens Schweiz, der sidder på 12.-pladsen, har 32.075 point. Der er dermed næppe tale om, at Danmark kan komme i betragtning til 12.-pladsen efter denne sæson, men vi kan tage et godt skridt på vejen.

Point-systemet for koefficientlisten
2 point for en sejr
1 point for en uafgjort
(Pointene bliver dog halveret i kvalifikationsrunden)

Herudover er der point for at nå til knockout-faserne af de to europæiske turneringer – og efterfølgende et point for hver gang, et hold går videre.

Slutteligt er der også fire point at hente ved kvalifikation til Champions League-gruppespillet plus fire yderligere point, når et hold når til 1/8-finalen.

Det er desuden landets samlede koefficient i de seneste fem sæsoner, der er gældende for, hvilken placering det ligger på. Her tæller især 14/15-sæsonen ned for dansk fodbold, da det kun blev til 2.900 point. Til sammenligning har de danske klubber skrabet 8.000 point sammen i denne sæson, og det kan gå hen at blive til meget mere, hvis FCK formår at knække Ajax.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Ledere
Verdens dårligste landshold
Syv lande deler den flatterende placering som nummer 205 på FIFA/Coca-Cola World Ranking-listen, og dem har Indkast valgt at se nærmere på.
Landsholdspausen er for mange fodboldfans et forstyrrende element i en fodboldgal hverdag – ingen mandagskampe i de hjemlige ligaer, ingen Champions League eller Europa League og ingen midtuge-runde. Man farer forvirret rundt i tv-guiden og leder desperat efter en fodboldkamp, men alle stationer er tørlagte, og det bedste alternativ er en kamp i 2. Bundesliga mellem Würzburger Kickers og Sandhausen – så den ser man.

Efter et par dage i sand desperation begynder landskampene at trille ind over skærmen, og humøret stiger gradvist som dagene skrider frem. Man glæder sig som et lille barn til, at ens yndlingslandshold skal spille, og man håber som altid på en sejr.

Hvor det danske landshold efterhånden står med kniven for struben, hvis de vil kvalificere sig til VM i Rusland i 2018, er det ikke nær så slemt som i visse andre lande. Danmark falder gradvist på FIFAs rangliste og indtager i øjeblikket en plads som nummer 48 (den dårligste placering længe, red.), men vi kan altid glæde os over, at vi ikke ligger nummer 205, som er den laveste placering på listen.

Syv landshold deler den tvivlsomme glæde ved at være ”verdens dårligste landshold”, og dem har vi tænkt os at se nærmere på i dag. På den måde kan Indkast være med til at bringe lidt glæde ind hos de mange fodboldfans, der forgæves har zappet efter en vigtig fodboldkamp de seneste tre aftener.

Lad os komme i gang…

Anguilla
Siger Ryan Liddie dig noget? Klinger navnet Adonijah Richardson? Hvad med den talentfulde Kayini Brooks?
Nej?

Disse tre herrer er fremtrædende spillere på en af verdens dårligste landshold, Anguilla, som er en lille gruppe af øer i det caribiske hav. Befolkningstallet er på lidt over 13.000, og når størstedelen af dem er glade for vandsport, efterlader det ikke meget til udviklingen af fodboldlandsholdet.

Den klejne fodboldnation, med delfiner i logoet, har ikke vundet en kamp siden 2010, hvor de besejrede de franske naboer fra Saint-Martin med 2-1 i de caribiske mesterskaber. Anguilla er selv en gammel britisk koloni, så der tales engelsk på gader og stræder, og når snakken kommer til landsholdet, er det nok ikke de pæneste gloser, der kommer ud af folks munde. Eller måske er det?

Ambitionsniveauet kan ikke være skyhøjt for en af verdens dårligste landshold, som i 2016 tabte de to kampe, de var med i. Begge var kvalifikationskampe til Gold Cup, og efter nederlag på 0-7 til Guyana og 0-4 til Puerto Rico kvalificerer de sig nok ikke til den turnering.

Bahamas
Nordvest for Anguilla finder vi et andet landshold, der heller aldrig rigtig har fundet rytmen. Bahamas er væsentlig større end mange af de andre caribiske øer, men på trods af at være en østat bestående af 700 øer, spiller fodbold ingen væsentlig rolle i dagligdagen. Nationalsporten er cricket, og interessen for fodbold synes at være noget nær ikkeeksisterende.

Det største problem ved Bahamas' fodboldlandshold er nok, at de sjældent spiller fodboldkampe. De har ikke spillet siden 2015, hvor de tabte to opgør mod Bermuda med henholdsvis 0-5 og 0-3, og de deltager ikke i andet end kvalifikation til verdensmesterskaberne. Andre turneringer har ganske enkelt ikke deres interesse.

Og det forstår man vel egentlig godt – de har ikke scoret siden 2008, hvor de spillede 2-2 mod de Britiske Jomfruøer.

Djibouti
Vi forlader Caribien for denne omgang, og tager et smut til det østlige Afrika, hvor vi finder en landetrio, der tilmeld er naboer, som også roder rundt som nummer 205 på listen.

Det første af dem er Djibouti, som var i ilden i går. Her mødte de Sydsudan i den første kvalifikationsrunde til næste års afrikanske mesterskaber, og generelt er det et landshold, der altid starter fra bunden. Kampen vandt de med 2-0, så måske kan de vaske prædikatet af sig, når FIFA næste gang offentliggør verdensranglisten.

I 1977 blev Djibouti en selvstændig stat, og de har aldrig prøvet at spille et mesterskab – af den ene eller anden slags. Med et befolkningstal på omkring 850.000 har landet dog et væsentlig potentiale, da fodbolden også karakteres som nationalsport i landet.

Med det rette sats på talentudvikling og lidt mere held i resultaterne ser vi dem måske kravle op som nummer 200 i 2017. Modsat Bahamas spiller de kampe hvert år, men eftersom de tabte fire ud af fire i 2016, kan vi stadig tillade os at kalde dem for ”verdens værste landshold”.

Eritrea
Lidt nord for Djibouti finder vi Eritrea, som er den fjerde repræsentant på listen – og de kæmper med helt andre problemer end de ovenstående. På trods af et højt befolkningstal på over seks millioner leverer de sjældent på banen. I enkelte tilfælde frembringer de en sejr – som i 2009 mod Somalia (næste land på listen), hvor de vandt 3-1, men der er langt mellem snapsene.

Det største problem er dog landets sociale tilstand. Menneskerettighederne er blandt de ringeste i verden, så en betydelig del af befolkningen ønsker at forlade landet – deriblandt landsholdsspillere. Når landsholdet rejser på udebane, flygter mange af spillerne og søger asyl i det land, de skal spille i. Den seneste sag er fra 2015/2016, hvor ti spillere forsvandt i Botswana, men også i 2013 flygtede ni spillere og landstræneren i Kenya. I kan forestille jer de mildest talt besværlige arbejdsforhold for fodboldforbundet.

Somalia
Det sidste afrikanske land på listen er Somalia, der ligger syd for Djibouti og Eritrea, og problemet i Somalia er såre simpelt. Det østafrikanske land har været i kontinuerlig borgerkrig siden starten af 1990'erne, og det har sat sine aftryk på flere niveauer. Problemerne mellem forskellige klaner og manglende styre har efterladt landet i ruiner, og på trods af at der kan spottes lys for enden af tunnelen, er det imponerende, at Somalia overhovedet har haft tid og overskud til at spille fodbold.

De spiller heller ikke mange kampe, og dem de stiller op til, skal alle sammen spilles i udlandet. De er blot registreret for to kampe i de seneste tre år, og de har ikke vundet en kamp siden 2008.

På den lange bane er der potentiale i Somalia, da befolkningstallet er på over tolv millioner, men det kommer til at tage lang tid i et land, der kæmper en evigtvarende borgerkrig, og desuden har store problemer med pirateri.

Gibraltar
Herhjemme er Gibraltar lidt mere velkendt end de andre lande i bunden af FIFAs rangliste. Flere af os har måske endda besøgt det lille engelsktalende land i det sydlige Spanien og fået stjålet en ting eller to af aberne på det bjerg, der udgør en stor del af det samlede areal i Gibraltar.

I 2015 blev staten godkendt af både UEFA og FIFA til at spille kvalifikationsturneringer, og dermed kunne eventyret starte. Førhen var de hyppige deltagere ved ø-mesterskaberne, hvor modstanderne var lande som Jersey-øerne, Rhodos, Shetlandsøerne, Isle of Man og Isle of Wight. Gibraltar vandt turneringen i 2007, men hverdagen er en anden nu, hvor de er oppe imod Europas giganter hvert år.

De debuterede i kvalifikationen til EM 2016, og her slog de rekorden for at lukke flest mål ind. I ti kampe indkasserede de 56 mål, hvilket var tre mål mere end den hidtidige rekord, der var blevet sat af San Marino.

På trods af de mange store nederlag, går det fremad for Gibraltar, der lykkes med at score et mål i ny og næ. De har ligeledes spillet et par venskabskampe uafgjort, og kan de med små skridt begynde at hente resultater i betydningsfulde kampe, kan de vaske titlen som ”verdens dårligste landshold” af sig.

Tonga
Vi slutter listen af hos det oceaniske land Tonga, der består af 177 mindre øer, hvor kun en femtedel af dem er beboede. Tongas problem kan sammenlignes med Bahamas – de interesserer sig ikke rigtig for fodbold – og landet kan i højere grad karakteriseres som en rugby-nation.

De spillede ingen kampe i 2016, men året forinden præsterede de alligevel at spille hele fire kampe. De endte selvfølgelig i nederlag til fremragende fodboldnationer (ironi kan forekomme) som Fiji, Amerikansk Samoa og Samoa. I kampen mod Amerikansk Samoa lykkedes det dem at score et mål.

Deres største nederlag nogensinde stammer fra 2001, hvor de tabte med hele 0-22 til Australien. Det ligner et land, der ikke rigtig gider fodbold, så derfor kan man godt regne med, at de kommer til at være sidst på listen i mange år fremover.
Læs hele lederen
Luís Enriques sidste genistreg ?
Luís Enrique meddelte allerede i går, at han takker af som Barca-træner til sommer. Måske for at tænde en sidste ild i sit hold.
Så skete det. Det uundgåelige, det forventede. Efter gårsdagens 6-1-udradering af Sporting Gijón rygtedes det, at Luís Enrique havde meddelt sine spillere, at han stopper som træner i FC Barcelona til sommer. På pressemødet efter kampen bekræftede han så selv rygtet. Han trækker stikket til sommer, umiddelbart for at tage et sabbatår.

Det kommer på ingen måde som en overraskelse, at Luís Enrique stopper som træner for FC Barcelona. Det har ligget i kortene længe, også længe inden 4-0-nederlaget til PSG, der selvfølgelig fik jungletrommerne til at rumle. Men sandheden er, at Luís Enrique er træt. Barcelona-jobbet slider på én, som de færreste, undertegnede inklusiv, kan forestille sig. Man har aldrig ro, og man kan ikke tillade sig selv de mindste fejl, inden man bliver beskudt fra alle sider. Der skal hele tiden være fremgang. Det var også ordene fra Pep Guardiola, inden han med samme forklaring trak stikket efter fire sæsoner. Det var måske én sæson for sent, og Luís Enrique når da også ”kun” tre år i sædet.

Tidligere blev Frank Rijkaard også for længe på Camp Nou. Han bragte Barcelona tilbage på landkortet med Champions League-triumfen i 2006 og flere spanske mesterskaber, efter Barcelona i første halvdel af 00'erne havde famlet i blinde. Men han trak den en tand for længe med Deco og Ronaldinho, og til sidst måtte en ung Guardiola træde til og ruske op i truppen.

Så nej. Det er på ingen måde en overraskelse, at Luís Enrique trækker stikket nu. Han er en mand, der overvejer tingene meget grundigt, og som dybest set ikke har behovet for at være i rampelyset. Det, der derimod har overrasket medier og eksperter, er timingen i offentliggørelsen. Midt i sæsonen. Efter en 6-1-sejr, lige mens Barça er ved at have fat i førstepladsen i ligaen, efter at have været sakket agterud bag Real Madrid i en lang periode.

Så hvorfor kommer Luís Enrique med meldingen nu?

Præsidenten Josep Bartemeu er kommet med den sædvanlige parole om, at ”Luis Enrique skal have ro til at styre holdet resten af sæsonen, så derfor giver vi en afklaring nu”. Det er uden tvivl en del af sandheden, men jeg tror næppe, det er hverken hele sandheden eller den vigtigste del af den.

Noget andet ligger bag. Intentionen om at forlade skuden i tide, i modsætning til nogle af hans navnkyndige og ligeledes succesfulde forgængere, er én af dem. En anden er forholdet til truppen såvel som medierne.

På det seneste har stemningen om Luís Enrique været ganske ophedet i de spanske medier, og selvom Gerard Piqué i sidste måned var ude med en fuld støtteerklæring til sin træner, har spillerne været bemærkelsesværdigt stille omkring hans afgang siden offentliggørelsen i går. Alt i alt er der klare indikationer på, at Luís Enrique ikke har det allerbedste forhold til truppen.

Spillerne har ifølge de spanske medier været forundrede over visse af hans beslutninger, blandt andet beslutningen om at holde fast i Sergi Roberto på højre back, ligesom hans manglende kommunikation med de spillere, som har befundet sig langt væk fra spilletid i længere perioder, har skabt en negativ stemning i omklædningsrummet. Og der er jo som bekendt sjældent røg uden ild, selvom det ikke behøver at være et oprørsk flammehav.

Og jeg mener netop, det må være dette, der er hovedårsagen bag hans tidlige, i nogles øjne for tidlige, udmelding. Og vi skal ikke længere tilbage end sidste sæson for at finde en eventuel inspirationskilde.

Her sad Manuel Pellegrini stadig i trænersædet i Manchester City. Her var der også forlydender om, at truppen havde mistet tilliden til chileneren, samtidig med at jungletrommerne rumlede løs om Guardiolas nært forestående ansættelse. Også den blev meldt tidligt. Og fra det tidspunkt synes sympatien at vende. Spillerne så pludselig ud til at kæmpe for træneren, og det ledte Manchester City til den bedste europæiske præstation i klubbens historie med en semifinaleplads i Champions League.

Men ikke kun spillernes syn på Pellegrini så ud til at ændre sig. Også mediernes. Pludselig havde man travlt med at huske på, hvad Pellegrini faktisk havde opnået i City. Man havde sympati for den forsmåede chilener, der var ved at blive kørt ud på et sidespor til fordel for et af fodboldens største trænernavne.

Og mens den primære reaktion fra de spanske medier har været spekulationer om, hvem der er den kommende træner, har netop denne forudsigelige nekrolog-om-den-levende-mekanisme også vist sig allerede i dag. I en klumme i dagens udgave af Mundo Deportivo hylder avisens direktør Santi Nolla nemlig Luís Enrique som én af de største trænere i fodbolden:

- Dårlige nyheder for Barça. Luís Enrique er en excellent træner, en af de største, og at han forlader truppen, svækker klubben. Træneren har været ærlig, han har kommunikeret i tilstrækkelig god tid til at klubben kan planlægge et nyt projekt med den samme base. Luís Enrique har aldrig bedraget nogen, han har altid været sammenhængende med en stærk personlighed og en direkte stil. Man må forstå det. Han er også udtømt, lyder det i indledningen af Nollas klumme under overskriften ”En af de store”.

Det var ikke ligefrem sådan det lød, da Barcelona for blot et par uger siden blev tromlet over af PSG.

Luis Enriques timing, beslutningen om at sige farvel, inden det sidste kapitel er skrevet, kan vise sig at blive en sidste (lile) genistreg fra Luís Enrique. Fremprovokerer det en lignende reaktion hos Barca-spillerne som hos City-spillerne i sidste sæson? I så fald kan holdet vinde La Liga og Copa del Rey. Og hvem ved… om to uger står PSG på menuen, når 4-0-nederlaget skal vendes på Camp Nou. Chancerne er små, de er minimale, men kommer Barcelona i absolut topform, ved vi også, at det på den ene eller anden måde kan lade sig gøre. Uanset hvad, vil det efter forløbet i denne sæson være en kæmpe bedrift, kan han hente den spanske double hjem.

Og det er netop i det lys, jeg mener, vi skal se Luís Enriques tilbagetræden. Det er ikke blot af respekt over for ledelsen, så de kan bruge det næste halve år på at tænke sig grundigt om i forhold til den kommende træner. Det er ikke bare for at få arbejdsro, for det får han selvfølgelig aldrig i FC Barcelona, uanset hvad præsidenten siger. Det er derimod et forsøg på at tænde en sidste ild i sit hold, i sit projekt, og det er et forsøg på at samle holdet omkring sig til en sidste kraftanstrengelse, så de også i hans tredje og sidste sæson kan levere store bedrifter. Så han i stedet for at efterlade en hullet skude, overlader en velfungerende, flydende skonnert til Sampaoli, Valverde, Wenger, Morten Olsen – eller hvem end der kommer til at føre arbejdet videre i den catalanske storklub.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Årets afbrænder fra Argentina Top-10: De bedste mål fra Cruyff Artikel ikon Depay laver en ”Beckham” Artikel ikon Skidt målmandsspil koster Ajax Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Islandsk læge: Babyboom 9 måneder derpå James har fået Colombia på nakken Artikel ikon Bendtner enig med legende: Flot karl Artikel ikon Fans sendte anti-Roma breve til Anderson Artikel ikon Flere pudsigheder

Toplister

Artikel ikon Top 12: Største transfer-mål til sommer Top 10: Flest landskampsmål Artikel ikon Top 10: Udsolgte stadions i denne sæson Artikel ikon Top 15: PL-topscorere med hovedet Artikel ikon Flere toplister

Lederen

Artikel ikon Verdens dårligste landshold Luís Enriques sidste genistreg ? Artikel ikon Fra Champions til Championship ? Artikel ikon The Young Ones – from Goodison Artikel ikon Flere ledere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Flere bøger

Profilen

Artikel ikon Mike Jensen – Kongen af Rosenborg Romelu Lukaku – ny Karim eller Costa? Artikel ikon Donnarumma - Det største målmandstalent Artikel ikon Steven N'Zonzi - som Vieira og Busquets Artikel ikon Flere profiler

Rygter

Artikel ikon Avis: Mourinho kigger efter ny Carrick Sampdoria: For tidligt at tale om Schick Artikel ikon Onsdagens engelske rygter Artikel ikon Chelsea favoritter til at gafle van Dijk Artikel ikon Flere rygter

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Lucas Moura
Vidste du om ... Dirk Kuyt Artikel ikon Vidste du om ... Vitolo Artikel ikon Vidste du om ... Neymar Jr. Artikel ikon Flere

Statistik

Artikel ikon Top 10: Flest landskampsmål Status: Premier League i 2017 Artikel ikon Zlatan vs. Griezmann Artikel ikon Mål og kort i ALKA Superliga Artikel ikon Flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: FC Nordsjælland - Lyngby BK Optakt: Rumænien - Danmark Artikel ikon Optakt: Italien - Albanien Artikel ikon Optakt: Viborg FF - AaB Artikel ikon Flere optakter

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Danmark - England Startopstillinger: Montenegro – Polen Artikel ikon Startopstillinger: Nordirland – Norge Artikel ikon Startopstillinger: Rumænien - Danmark Artikel ikon Flere startopstillinger

Kampreferater

Artikel ikon Bendtner-assist i Rosenborg-triumf Spanien dukkede Frankrig i testkamp Artikel ikon Italien forværrede Hollands krise Artikel ikon Loftus-Cheek splittede Danmark ad Artikel ikon Flere kampreferater