Mads Timm: Rød Djævel

Af Torsten Brix

2016-11-24
Mads Timm: Rød Djævel

Indkast.dk bringer fra kapitlet ”Red Devil”, hvor Mads Timm bl.a. fortæller om sine første møder med stjernerne i Manchester United og den livsstil, de repræsenterede.

Den spiller i Manchester United, der gjorde størst indtryk på mig, var Roy Keane. Den drevne, irske midtbanespiller havde været i klubben siden 1993 og havde været anfører, siden Eric Cantona indstillede karrieren i 1997. Han havde for længst opnået legendestatus, men hans eget billede af sig selv var langtfra det, de fleste andre havde. En dag sad vi som de eneste på kondicyklerne ved siden af hinanden, og jeg syntes, jeg ville udfylde den lidt pinlige tavshed med nogle ord, der set i bakspejlet var endnu mere pinlige.

»Jeg synes virkelig, du er cool. Det er helt fantastisk, hvad du har været med til. Læner du dig aldrig bare tilbage og tænker:

'Hvor er det bare fedt, alt det jeg har opnået'?« spurgte jeg.

Keane trampede trods sine dengang 31 år som sædvanlig hårdere i pedalerne end nogen anden, men nu stoppede han.

»Aldrig,« sagde han og kiggede stift på mig. »Det er hele tiden bare videre, videre, videre. Det er den eneste måde, du bliver en rigtig vinder på.«

Roy Keane syntes stadig, arbejdet som fodboldspiller var en kamp, nærmest en krig, og den attitude havde han med sig overalt, hvor han gik. Han havde tidligere fået anerkendelse alene for sin personlighed og sine lederegenskaber, så den mere moderne tilgang til fodbold og især fodboldtræning bekom ham ikke vel. Fra at have serveret fish and chips og tilladt spillerne at skylle den ene pint ned efter den anden havde de fleste engelske klubber nu ikke blot ansat en diætist; de var også begyndt at måle og veje alting, spillerne foretog sig. Alt blev opgjort i statistikker. Vi konkurrerede ikke kun om, hvem der lavede flest mål, assists eller tacklinger, men også om, hvem der bevægede sig flest meter under en kamp. Hvem løb 100 meter hurtigst? (Jeg tror kun, det var Ryan Giggs, der var bedre end mig, da jeg var bedst). Og hvem havde den laveste fedtprocent? (Min var 9, Keane var nede på 5,5, og hvis man var over 10, var man fed).

Men en fodboldkamp bliver ofte vundet på meget andet end teknik og fysik, det vidste Roy Keane, og han hadede alle de moderne målemetoder og den konstante overvågning, som især Fergusons assistent, Carlos Queiroz, havde sat i værk. Alligevel tog han kampen op, ikke fordi han frygtede for sin plads på holdet eller sin karriere, men fordi vinderinstinktet var en så inkarneret del af ham.

Vi havde eksempelvis en øjenspecialist ansat, der havde udviklet et system, der skulle træne vores reflekser. På skift skulle vi stå foran en stor tavle med en masse felter. Hver gang et felt lyste, skulle vi trykke på det så hurtigt som muligt, og så regnede specialisten vores reflekser ud og producerede endnu en statistik til samlingen. I dag findes der sådan en maskine i ethvert omrejsende tivoli, men dengang var der intet underholdende ved det, og Roy Keane var frygtelig dårlig til øvelsen. Men han insisterede på at træne og træne, og til sidst endte han med den bedste score af os alle sammen. Jeg husker tydeligt, den dag han endelig slog rekorden og vendte sig om og pegede på den fysiske træner:

»You! Go tell Carlos fucking Potatohead that!« råbte han.

Roy Keane var en af de spillere, der præsterede bedre og bedre, jo vigtigere kampen var for ham, jo mere der var på spil, jo mere adrenalin der pumpede rundt i kroppen. Den vilje og det næsten sygelige vinderinstinkt kan man ikke måle. På det punkt syntes jeg, den moderne fodboldverden og alle dens statistikker spillede fallit. Den indgangsvinkel, der i dag praktiseres flere og flere steder, i Danmark med FC Midtjylland som bannerfører, har med sikkerhed sorteret mange store talenter og personligheder fra.

Personligheder, der garanteret kunne have givet ikke kun et hold, men også en – undskyld mig – nogle gange temmelig kedelig sport et tiltrængt, frisk pust. Mine senere holdkammerater i OB, Arek Onyszko, David Nielsen og Rajko Lekic, ville sandsynligvis aldrig være blevet professionelle, hvis de var vokset op i en verden, hvor deres fodboldspil skulle kunne sættes på en formel. Jeg var sikkert heller ikke selv.

Roy Keane og jeg fik et fint forhold. Jeg døjede med en brækket tå i efteråret 2001 og kunne ikke løbe. Keane havde sat sig for at toppe endnu en af Carlos Queiroz' åndssvage statistikker, og vi snakkede om mange forskellige ting, når vi sad på cyklerne i fitnessrummet. En dag havde jeg læst i avisen, at Keane engang havde fået tæv af Peter Schmeichel. Historien stod i en bog, som en tidligere sikkerhedsvagt i Manchester United havde skrevet. Jeg kunne ikke dy mig for at drille Keane med den.

»Nå, så du har fået tæsk af Peter Schmeichel?« spurgte jeg.

»What the fuck, kid?« replicerede han straks.

»Det skal du da ikke være flov over. Han er jo stor og stærk,« sagde jeg og smilede.

Keane hoppede af cyklen og gav tegn til, at jeg også skulle stoppe.

»I'll tell you the fucking story,« sagde han.

Og så fik jeg historien om, hvordan Manchester United i slutningen af 90'erne havde været på træningstur i Hong Kong, og Keane og Nicky Butt havde fået noget at drikke. På vej fra værelset og ned til hotelbaren havde de mødt Schmeichel i elevatoren. Der havde også været en dame til stede, og så vidt Keane huskede, havde de drillet Schmeichel med, at han endelig havde prøvet at score. Keane indrømmede, at han ikke kunne huske ret meget, for de havde drukket ret tæt. Men da ham og Nicky Butt var på vej tilbage på værelset, havde Schmeichel stået og ventet på dem. Han havde taget Keane i kraven, og Keane havde svaret igen ved at nikke den danske målmand en skalle. Mere kunne han ikke selv huske. Dagen efter vågnede han med smerter i hånden. Det var Nicky Butt, der måtte fortælle ham, hvordan de to slagsbrødre havde rullet rundt i et lille kvarter. Det var endt med, at de begge måtte stå skoleret for Alex Ferguson, der især var ophidset over, at slåskampen havde vækket United-legenden Bobby Charlton, der også var med på turen.

»Men hvem vandt?« spurgte jeg.

»Du kan jo gå i arkivet og finde optagelserne fra pressemødet dagen efter og se, hvem af os, der sidder med solbriller på,« sagde Keane.

Keane havde også et afslappet forhold til de mange penge, han tjente. Når han trænede med på reserveholdet, prøvede han at bilde de yngre spillere ind, at han eksempelvis ikke behøvede stå i midten, når vi spillede »smørklat«. Sådan var reglen, når man tjente over 50.000 pund om ugen, sagde han. En anden gang skulle han have ny bil. Så han solgte sin Mercedes S500 til en af pedellerne på træningsanlægget for et latterligt lavt beløb. Den var nærmest gratis. Keane talte gerne om penge, han delte gerne ud af dem, og de virkede ikke til at ændre ham. Det var noget andet med os andre.

Jeg tjente selv 17.000 kroner om ugen, plus bonusser, og det var mange penge for en 17-årig. Med pengene fulgte også så småt det klichefyldte liv som professionel fodboldspiller. Jeg købte en BMW M3, tror jeg nok; jeg kan ikke huske det helt, for en overgang skiftede jeg bil hvert halve år. Senere havde jeg også en Ferrari. Den ekstravagante livsførelse var noget, man lærte ved at kigge på de ældre spillere. Jeg kan huske en dag, jeg lå og plaskede rundt i den indendørs svømmepøl sammen med vores hollandske angriber, Ruud van Nistelroy. Vi var begge småskadede, og poolen var et godt sted at få pulsen op uden at overbelaste musklerne. Der var ikke særlig dybt, så der var forbud mod at hoppe i. Alligevel kravlede Nistelroy op, tog tilløb og hoppede i på hovedet.

»Det koster en ugeløn i bøde,« meddelte fysioterapeuten skrapt.
Efter hvad jeg kunne regne ud, tjente Nistelroy 50.000 pund om ugen på det tidspunkt, svarende til en halv million danske kroner. I hvert fald kravlede han op og slog ud med armene.

»Let's make it a 100 grand!« råbte han og hoppede i på hovedet igen.

Velstanden blandt Manchester Uniteds spillere kom også til udtryk, når vi indimellem holdt fester – de sagn­omspundne »first team parties«, som vi unge kun blev inviteret til, hvis vi havde gjort os fortjent til det på fodboldbanen. Det var fester, der kostede millioner. Dem havde førsteholdsspillerne skrabet sammen i en festkasse ved hver at lægge 10.000 pund pr. sæson.

Det vrimlede med modeller, dyr mad og fin champagne, og selvom vi ikke måtte drikke, sneg de fleste sig til et par glas eller fem. Jeg forlod min første fest lidt tidligt, fordi jeg syntes, jeg havde fået for meget indenbords i et drikkespil mod Rio Ferdinand og Wes Brown, og bad to sikkerhedsvagter om at skaffe mig en taxa. De kiggede bare åndssvagt på mig, fik kørt en bil frem og kørte mig helt hjem til John og Carol. Klubben havde ansat så mange sikkerhedsvagter til de fester, at vi hver især kunne blive fulgt hjem. Så var man sikker på, at ingen endte i noget ballade.

Min forandring som fodboldspiller skete gradvist, og det samme gjorde mit forhold til penge. Jeg kan ikke sætte en bestemt dato på, men med ét var det bare hverdag at køre i en dyr bil og gå med et dyrt ur. Den største forandring var dog den, som livet som forkælet, professionel fodboldspiller havde på min personlighed. Efterhånden som jeg blev et kendt navn på træningsanlægget, begyndte folk at behandle mig, som om jeg var lavet af guld. Og jeg begyndte med den største selvfølgelighed at opføre mig derefter. Det blev naturligt, at folk skaffede eller fiksede ting for mig. Jeg gik per automatik ind ad VIP-indgangen, når vi en sjælden gang var på natklub. Jeg kunne aldrig finde på at stå i kø; tålmodigheden var forsvundet som noget af det første. Alle os fra Carrington forventede, at byens bedste restauranter ryddede et bord, hvis der ikke var et ledigt, og vi havde alle sammen numre til hver vores taxachauffør, vi altid kunne ringe til, hvis vi ikke lige kunne komme igennem til centralen. Den danske målmand Martin Hansen, der senere selv spillede ungdomsfodbold i Liverpool, har sagt det bedst: Du bliver vant til, at du ikke længere skal bøje dig for verden. Verden bøjer sig for dig.

Det var en berusende, men også uhyggelig fornemmelse. Jeg lukkede i forvejen ikke ret mange mennesker ind i mit inderste, og nu blev jeg helt utilnærmelig. Klubben var med til at opretholde den verdensorden, fordi der var så meget fokus på os, og alt for meget kunne gå galt, hvis vi blev tvunget til at opføre os som normale mennesker. Der var nødt til at være nogen, der fulgte os hjem efter festerne; der var nødt til at være sikkerhedsforanstaltninger, der holdt fans og journalister væk fra træningsanlægget. En dag hoppede en mand ud foran den senere OB'er Eric Djemba-Djembas bil, mens han var på vej ud af porten i Carrington. Det viste sig at være en fyr, der håbede på at kunne presse nogle penge ud af midtbanespilleren fra Cameroun. Dagen efter blev der lavet nogle retningslinjer for, hvordan vi skulle gebærde os, når vi kørte hjem fra træning. Der blev hele tiden lagt en sten mere på muren.

Forandringen i min væremåde kom også til udtryk i mit sex- og kærlighedsliv. Der er rigtig mange kvinder i fodboldverdenen, men det er sjældent nogen, du finder ægte kærlighed hos. Flere af dem var regulære prostituerede, og det var ikke kun helt normalt, men også nærmest påskønnet fra klubbens side, at man fik afløb for sine seksuelle behov på den måde.

»Preservation of energy« kaldte de det.

Man skulle spare på energien, og den kunne hurtigt blive brugt op, hvis man blev forelsket, gjorde kur til en kvinde og havde sex med hende, med alle de udfordringer der følger med den slags både før og efter. Så var det bedre for klubben, at man samlede en tilfældig kvinde op, der ikke sladrede og gik hjem, inden det blev morgen. Hjemme i 'bofællesskabet' på Cecil Avenue var det ikke unormalt, at der blev ringet efter en prostitueret. Pigerne fik som regel at vide, at de skulle sige, de kendte os fra skolen, hvis John eller Carol åbnede døren. Selv holdt jeg mig tilbage, både fordi jeg så lidt til en pige hjemme fra Odense, men også fordi det hele bare blev for vanvittigt. Ikke mindst da to af mine klubkammerater en dag arrangerede en trekant med en prostitueret. Hun var ganske vist tæskelækker, men jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at have sex med hende, mens de andre så på. I stedet for gik jeg ind på mit værelse og lagde mig til at sove, og jeg vågnede først, da de to andre kom op at skændes, fordi den ene havde drillet den anden med det modermærke, han havde på sin pik.

Det forhold, jeg som professionel fodboldspiller fik til kvinder, gjorde mig desværre endnu mere følelseskold og indelukket. Heller ikke der behøvede jeg at give noget af mig selv. Min kæreste hjemme i Odense syntes, jeg ændrede mig til det dårligere, men jeg slog det hen. Det var først, efter at en af mine kammerater fra drengetiden i OB havde været ovre for at besøge mig, at jeg blev bevidst om, at jeg var blevet en anden. Han var meget optaget af, at jeg havde en lækker bil og havde købt en diamantring. Det ville jeg også selv have været et par år tidligere. Ja, jeg ville nok faktisk have ment, at det var en smule bøsset sådan at gå med smykker. Nu syntes jeg, det var helt naturligt.

Da min OB-kammerat var kommet hjem, hørte jeg fra nogle andre i Odense, at han havde sagt, jeg havde ændret mig. At tiden i England havde gjort mig mere overfladisk og arrogant. Det blev jeg ked af at høre.

Men han havde fuldstændig ret.



Magasin-artikler
AC Milan – på vej mod Scudettoen?
Det er syv sæsoner siden, at storklubben AC Milan senest vandt det italienske mesterskab. Nu er man kommet til penge i modebyen, og de fleste bookmakere ser holdet som første- eller andenudfordreren til Juventus.
Sæsonen 2010/2011. Det var her, AC Milan senest vandt det italienske mesterskab også kaldet Scudetto. Herfra er det stille og roligt gået ned ad bakke for storklubben. Resultaterne de følgende år hedder nummer to, tre, otte, ti, syv og senest seks. Det har været en frustrerende periode for både spillere, ledelse og ikke mindst fans. Sidstnævnte viste i maj 2015 deres utilfredshed ved blandt andet at demonstrere deres frustrationer på holdets stadion. Særligt ét banner skilte sig ud i mængden:

”GAME OVER – INSERT COIN AND SAVE AC MILAN”

Holdet sluttede i den sæson på tiendepladsen, og med en ottendeplads sæsonen før og en syvendeplads året efter måtte milaneserne se langt efter europæisk fodbold i tre sæsoner i streg.

Der er dog måske efterhånden ved at være bedre tider på vej for Rossoneri. Holdet er med i kvalifikationen til Europa League, og klubben er blevet forgyldt med masser af penge, efter at et kinesisk konsortium har taget over. Pengene betyder, at Vincenzo Montella har fået bedre muligheder for at bygge et slagkraftigt hold op, og det er han såmænd også allerede i gang med. Man missede godt nok chancen for at hente Real Madrids angriber Álvaro Morata, der som bekendt smuttede til Chelsea, men der er flere fisk i havet. Her skulle Milan særligt have et godt øje til Torinos Andrea Belotti samt Fiorentinas Nikola Kalinić. Sidstnævnte forlod forleden Fiorentinas træningslejr for angiveligt at snakke kontrakt med de rød- og sortstribede.

Hvad der dog er helt sikkert, er at man allerede har hentet følgende spillere:

Forsvar
Leonardo Bonucci – 297 millioner kroner – Juventus
Mateo Musacchio – 127 millioner kroner - Villarreal
Andrea Conti – 177 millioner kroner – Atalanta
Ricardo Rodríguez – 127 millioner kroner – Wolfsburg

Midtbane
Lucas Biglia – 120 millioner kroner – Lazio
Franck Kessie – 56 millioner kroner – Atalanta (leje)

Angreb
Hakan Çalhanoğlu – 156 millioner kroner – Leverkusen
André Silva – 269 millioner kroner – FC Porto
Fabio Borini – 42 millioner kroner – Sunderland (leje)

Samlet sum: Cirka 1.4 milliarder kroner

For Franck Kessies vedkommende er der tale om et lejeophold, som Milan kan gøre til en permanent aftale, hvis de vil smide yderligere 232 millioner kroner. Borini er stadig ejet af Sunderland, men bliver Milan-spiller efter den kommende sæson.

I forlængelse af ovenstående handler er det i sagens natur også vigtigt at nævne, at klubben har formået at forlænge kontrakten med verdens vel nok største målmandstalent Gianluigi Donnarumma.

Man må dermed sige, at Milan på papiret virkelig har fået sammensat en jerndefensiv. Leonardo Bonucci anses af mange for at være en af verdens bedste midterforsvarer. Han får ved sin side enten det 22-årige talent Alessio Romagnoli eller nyerhvervelsen Musacchio. Der er selvfølgelig også den mulighed, at Montella vælger at stille med et 3-mands-forsvar, hvilket bør give plads til alle tre.

Herudover er der tale om to dygtige offensive backs, man har købt sig i skikkelse af Conti og Rodríguez. Førstnævnte scorede i fjor hele otte mål og lagde samtidig op til fire af slagsen.

Rodríguez er ikke helt lige så målfarlig, men schweizeren er bestemt ikke ukendt med at score. I sæsonen 14/15 blev det således til seks Bundesliga-fuldtræffere for Wolfsburg, mens det i de seneste to sæsoner blev til lidt mere beskedne to mål i hver. Stiller Milan op med det førnævnte 3-mands-forsvar, vil det med al sandsynlighed betyde, at Rodríguez og Conti skal spille som wingbacks i stedet for mere traditionelle backs i en 4-back-kæde.

Foran sig får forsvaret ikke mindst den stabile og nu tidligere Lazio-anfører Biglia på den defensive midtbane. Ved siden af sig får han formentlig selskab af Kessie og Locatelli eller Bonaventura.

I angrebet må det forventes, at de to nye ansigter Çalhanoğlu og André Silva får en stor rolle. Førstnævnte formentlig på venstrekanten, mens Silva skal agere spidsangriber. Det eneste kritikpunkt her må være, at 21-årige Silva måske er for ung og uprøvet til at bære det store ansvar, det nu engang er at være ene angriber. Portugiseren scorede flot 16 mål i 32 Liga Nos-kampe i fjor for FC Porto, men han mangler endnu at bevise sit værd i en af de fem største ligaer. Måske Milan-ledelsen har tænkt det samme, og at det er derfor, man stadig er på jagt efter endnu en angriber.

Uanset om klubben henter nok en angriber eller spillere til andre positioner for den sags skyld, så er der tale om et transfervindue af de helt usædvanlige for AC Milan. Den foreløbige samlede sum brugt på spillere lyder som nævnt lige nu på 1.4 milliarder kroner. I fjor brugte klubben til sammenligning blot 208 millioner kroner og hentede knap så prominente navne såsom Gianluca Lapadula, Gustavo Gómez, José Sosa, Mario Pašalić (leje), Matías Fernández (leje), Gerard Deulofeu (leje) og Lucas Ocampos (leje). Bevares, det er udmærkede spillere for de flestes vedkommende, men at man har lejet så stor en del af dem afspejler også, at pengene ikke var til mere for bare et år siden.

Men skyldes de mange og store handler i dette transfervindue så blot, at man har solgt for næsten lige så meget? Det korte svar er nej. Blot 163 millioner kroner er der tale om per dags dato.

Som bekendt gør penge ikke nødvendigvis én lykkelig, og du vinder ikke automatisk fodboldkampe eller trofæer, men det gør det alt andet lige noget nemmere. Det er der masser af eksempler på i nymoderne fodbold. Det store spørgsmål er blot, om Milan formår at spendere sine penge godt nok til, at de bliver det næste hold i rækken af klubber, der rejser sig fra asken via en enorm kapitalindsprøjtning.

Den røde del af Milano får dog sjovt nok konkurrence af den blå del af byen, som ligeledes er kommet til rigtig mange penge. Tiden vil vise, om en af de to klubber fra modebyen kan vælte de suveræne mestre fra Juventus ned af tronen – en trone, de nu har siddet på seks sæsoner i streg, lige siden Milan vandt deres seneste Scudetto. En del bookmakere mener dog stadig, at det er Napoli, der er førsteudfordreren til ”Den Gamle Dame,” men så kommer Milan herefter.

Træner Montella har fået de økonomiske midler stillet til rådighed, og det er nu op til ham at gøre arbejdet færdigt og føre Milan tilbage til fordums styrke og hæder. Men ting tager tid og bliv derfor ikke overrasket, hvis holdet skal bruge en sæson til at finde sig til rette.
Læs hele artiklen
Er det kinesiske ”El Dorado” slut?
Forbrugsfesten kan have nået sit højeste, da den kinesiske regering vil pålægge klubberne dyre afgifter, når de indkøber udenlandske spillere…
Den kinesiske liga har henover en periode drillet de store europæiske klubber og hentet mange eksotiske navne til den befolkningsrige nation. Disse er hentet til overpriser og derudover er spillerne blevet tilbudt skyhøje lønninger.

Storsatsende Hebei China Fortune har blandt andet hentet Gervinho, Stephane Mbia og Ezequiel Lavezzi – mens klubber som Jiansu Suning og Guangzhou Evergrade har købt Alex Teixeira, Ramires og Jo samt Jackson Martínez og Paulinho. Gigantiske navne men også mange spillere, som var i karrierens efterår.

Dette har dog ændret sig sidenhen, hvor de to brasilianere Oscar og Hulk, som på daværende tidspunkt var 25 og 29 år, er solgt dyrt til Shanghia Shenhua, mens 27-årige Axel Witsel er taget til Tianjin Quanjian. Sidstnævnte klub formåede endda at overtale Luís Fabinho og Jadson til at spille for klubben, da den var i den næstbedste kinesiske række. Netop Quanjian har også styrket sig voldsomt på trænersiden, da den italienske verdensmester Fabio Cannavaro er sportslig ansvar for holdet – men også trænernavne som Sven Göran Eriksson, Luís Felipe Scolari, Marcello Lippi, Dan Petrescu samt den tidligere brasilianske landstræner Mano Menezes har været fristet af de mange kinesiske penge.

Midt i denne guldregn står reglen om, at de kinesiske klubber blot må have fem udenlandske spillere på banen af gangen, og det har frembragt en voldsom efterspørgsel på de kinesiske spillere. For godt et år siden betalte Tianjin omkring 70 millioner kroner for den forholdsvis ukendte Sun Ke. Vildt mange penge – ikke mindst fordi den købende klub på daværende tidspunkt spillede i den næstbedste række.


Hvor kommer pengene fra?
Denne eksplosive udvikling kommer, efter der er kommet voldsom interesse omkring fodboldklubberne fra mange forskellige kanter. Det er både private og offentlige interesser, som ligaen er blevet bestormet af. Flest er dog store internationale firma, som har oplevet voldsom vækst som Evergrade og Greenland eller Jiangsu, der i 2015 havde over 1.000 dagligvarebutikker, men måske er festen ved at ebbe ud?

For i denne måned bliver ”overseas-players” pålagt en betydelig afgift. Ved et indkøb af en spiller til mindre end 50 millioner kroner skal det samme beløb investeres i klubbernes ungdomsafdeling. For et indkøb over dette skal staten have det samme beløb i den nye afgift. Altså de nye spillere vil blive dobbelt så dyre at indkøbe. Dermed en helt ny udvikling i forhold til hvordan markedet reagerede for blot et halvt år siden.

Derudover skulle der arbejdes kraftigt på at få det tilladte antal af udenlandske spillere på de kinesiske klubhold ned, og det skulle gerne forbedre det kinesiske landshold, der trænger til en opblomstring. De har blot deltaget i én VM-slutrunde, hvilket var i 2002, hvor alle tre gruppekampe blev tabt. Målet for det kinesiske fodboldforbund skulle være, at landsholdet i år 2050 skal være blandt verdens bedste og Asiens bedste allerede om 15 år. Det har umiddelbart lange udsigter efter 2-2 i sidste måned imod Syrien, hvilket gør, at Kina ikke kommer til VM i Rusland. De seks point efter otte kampe i kvalifikationen er simpelthen ikke nok, og samlet set meget dårligt taget i betragtning af de har været i pulje med nationer som Qatar og Usbekistan.


Vender udviklingen
Den franske angriber Anthony Modeste spiller i den tredjebedste tyske række, og han var trods dette på vej til Tianjin for næsten 300 millioner kroner. Helt vanvittigt og handlen gik også i vasken, da den kinesiske klub hellere vil hente Bundesliga-topscoreren Pierre Emerick-Aubameyang, som skulle have en markedspris på næsten 700 millioner kroner. Den nuværende Dortmund-spiller skulle være tilbudt en kontrakt med en ugeløn i underkanten af vanvittige fem millioner kroner.

Tidligere har Nicolas Anelka været den højstlønnede, men det blev aldrig en succes, da franskmanden blot endte med at lave tre mål, inden han blev forfremmet til en trænerrolle. Nu er Carlos Tévez den højstlønnede, men målene har slet ikke stået mål med lønnen for den argentinske angriber.

Da Lavezzi skiftede Paris ud med oprykkerne fra Hebei, fik han en ugeløn på fire millioner kroner – ligesom Oscar også skulle få. Det er en dagsløn på over en halv million… eller en timeløn alle døgnets timer på 23.800 kroner. Det er tal som disse, der har gjort, at de to spillere ikke længere vil spille Champions League med PSG og Chelsea, hvilket har afstedkommet mange kommentarer.

Landstræner Dunga sagde efter, at 30 brasilianske spillere var taget til den kinesiske liga, at der var kommet et nyt ”El Dorado”, som var en utopi i det 16. århundrede, der var belagt med gulvstøv. I dag bruges udtrykket mest som en metafor for steder med meget stor velstand, hvilket man tidligere har kunne sige om Super League – men måske er det kinesiske ”El Dorado” slut ?
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Wayne Rooney – once a blue always a blue
Den tidligere engelske landsholdsanfører afviste lukrative tilbud, da han valgte med sit Everton-hjerte.
Den 24. oktober 1985 – altså for lidt over 31 år siden – blev der i Liverpool-bydelen Croteth født en lille dreng, som sidenhen skulle vise sig at blive en international fodboldspiller, som alle drengene drømte om i disse fattige gader, men kun ganske få opnår. Det har Wayne Mark Rooney gjort, og den engelske angriber har været meget igennem i det relative korte liv – for at opnå denne succes.

Rooney blev kendt i hele England, da han i en alder af blot 16 år scorede et fantastisk sejrsmål for Everton mod Arsenal. Den unge vidunderdreng var dengang den yngste spiller, som havde scoret i Premier League. Rekorden blev senere slået, men ingen i England var i det øjeblik et sekund i tvivl om, at den unge knægt ville gå en stor fremtid i møde.

Den daværende Everton-spiller fortsatte sin unikke udvikling, og den unge angriber vandt blandt andet BBC's pris som årets yngste sportspersonlighed. Kort tid efter blev Evertons guldfugl hentet af Manchester United foran snuden på Newcastle United. En dengang 18-årig Rooney blev hentet for et rekordbeløb, som lød på 300 mio. kroner.

Selvom det var et vanvittigt beløb for en så ung spiller, så betalte manden af irsk afstamning tilbage med flotte præstationer i Manchester United-trøjen. Debutsæsonen for Manchester United var mere end godkendt. I sin debutkamp lavede det unge stjernefrø hattrick og lagde op til et mål mod Fenerbahçe i Champions League. Den kompetente angriber scorede 17 mål i 43 optrædener i sin første sæson og blev kåret til årets yngste spiller i Premier League.


Overskrifter om rødt kort, lukrativ kontrakt, ludere og hårtransplantation
Rooney har næsten vundet alt, hvad der er værd at vinde på klubplan, da han i Manchester United fik smidt nr. 10 på ryggen. Blandt andet har han vundet Premier League fem gange, Champions League, verdensmesterskaberne for klubhold, Carling Cuppen og Community Shield. Derudover vil han i United blive husket for et unikt saksesparksmål imod rivalerne fra City og for at slå Sir Bobby Charltons målrekord, men der har også været skyggesider.

Den iltre englænder blev blandt andet udvist i VM-kvartfinalen mod Portugal efter stemplingen på Ricardo Carvalho. Den daværende portugisiske klubkammerat, Cristiano Ronaldo, var stærkt medvirkende til at påvirke dommeren efter hændelsen, men begge spillere var på talefod igen efter VM. Disse to spillere var nemlig sidenhen arkitekterne bag Manchester Uniteds tre efterfølgende mesterskaber, men efter Ronaldos salg til Real Madrid har Rooney – og Manchester United ikke helt været på samme niveau – og angriberen har været i overskrifterne af alt for mange andre grunde.

Engelske medier opdagede, at Rooney var sin kone utro med en luder og efterfølgende ønskede den 1,78 m høje englænder at forlade Old Trafford pga. manglende ambitioner og indkøb. Sidstnævnte gjorde, at han endte med at underskrive en lukrativ femårig aftale med United, som gjorde ham til Premier Leagues daværende næstbedst betalte spiller - kun overgået af Manchester Citys midtbanespiller Yaya Touré.

Historier som disse har de engelske aviser elsket, og Rooney har til tider været jagtet bytte for sladderaviserne, som da de gik meget op i, at han havde fået lavet en hårtransplantation, da han ellers ikke ville have meget hår på toppen – hvilket ikke passede til de store reklame-aftaler.


Bedre end Shearer og Henry
Præstationerne på banen har de senere år heller ikke gjort det lettere for Rooneys markedsføringsafdeling, men han har også spillet mange forskellige positioner, hvilket eksempelvis har påvirket antallet af mål, som Rooney har lavet. I de fire forgangne sæsoner er han gået fra at lave 17 til 12 og 8 til 5 mål i sidste sæson, fordi at hans scoringsprocenter er faldet fra 21 til 12 %, og 144 minutter pr. mål til 308.

Omvendt så viste statistikkerne da Rooney blev 30 år, at ingen tidligere havde lavet flere mål i Premier Leagues historie end Rooney indtil de var blevet 30 år – hverken Alan Shearer eller Thierry Henry. Derudover slog Rooney som tidligere nævnt Sir Bobby Charltons rekord, da han blev den mest scorende spiller på det engelske landshold – men ikke nok med det. Han slog jo også Charltons klubrekord på 250 United-mål. At opnå 250 kampe for United er en stor bedrift, men at lave 250 mål står nærmest ikke til at slå.

I 2010 var Rooney millimeter fra at skifte til rivalerne fra City, hvilket mange af Manchester Uniteds største fans aldrig tilgav ham, så var det lettere for dem at acceptere, at angriberen skiftede til Everton. Ikke mindst fordi Rooney på det tidspunkt havde spillet sig ud af Jose Mourinhos idealopstilling på Old Trafford, hvorved valget på Everton måske ikke er så underligt.

Everton-pyjamas som kaptajn for Manchester United
Ved præsentationen i Everton overraskende Rooney nemlig den engelske presse, da han hudløst ærligt fortalte om sin livslange kærlighed for Everton og blandt andet om, hvordan han som Manchester United-anfører havde sovet i en Everton-pyjamas.

Rooney valgte sin nye klub med hjertet og afviste dermed de gigantiske løntilbud, der skulle have været fra flere kinesiske klubber efter de 13 år i Manchester United.

Første gang Rooney var i Everton blev det til 17 mål i 77 kampe, og efter et af disse mål viste han i jubelscenen den legendariske undertrøje med skriften ”Once a blue – always a blue”.

Evertons bestyrelsesformand Bill Kenwright var vild med ideen om at hente Rooney tilbage til klubben og fik ifølge bulletinerne også overtalt manager Ronald Koeman. Rooney har de seneste år – som tidligere nævnt – ikke lavet så mange mål, hvilket flere skader har været medvirkende til. På trods af dette kan Everton og Rooney godt ende med at blive en god cocktail, da truppen er meget ung og talentfyldt – det eneste den mangler er erfaring, hvilket Rooney kan levere.

Rooney er blevet 31 år og kan derfor have flere gode år i sig, og 599 United-kampe giver spandevis af rutine hos den tidligere engelske landsholdsanfører. Omvendt er Rooney ikke den spiller, som han tidligere var, men klubhjertet fejler ikke noget. Rooneys søn – Kai – og hans far er gigantiske Everton-fans, for ”Once a blue – always a blue”…


Læs hele artiklen
Raúl – 40 år
Atlético Madrid ville ikke betale for buskortet til angriberen, der endte med at lave 429 mål.
29. oktober 1994 løb en for omverdenen ukendt 17-årig knægt pludselig ind på Zaragozas hjemmebane La Romareda iført Real Madrid-trøje. Han startede sæsonen 94-95 på klubbens 'C-hold', hvor han scorede 13 mål i syv kampe. Det fik daværende træner Jorge Valdano til at hente det unge talent op i førsteholdstruppen, og her blev det så til debuten som før nævnt.

Navnet på spilleren var Raúl González Blanco, og her mere end tyve år senere er han en legende i Real Madrid. I Spanien – især blandt madridistas – er han kendt som 'Kongesønnen'. Men at Raúl havnede i netop Real Madrid var egentlig noget af en overraskelse. Det skyldtes ingen ringere end den tidligere Atlético Madrid-præsident Jesús Gil y Gil.

Det var nemlig Atlético Madrid, som fik Raúl ind i klubben som 13-årig. Den purunge Raúl var en lysende stjerne i klubbens ungdomsafdeling, men i 1992 lukkede præsidenten nærmest for pengekassen til ungdommen for at spare penge. Det opfangede Real Madrid lynhurtigt, og de sikrede sig Raúl. En ikke bekræftet historie går på, at Raúl blot ville have sit buskort betalt af Atlético Madrid, så han ikke havde udgifter ved at spille fodbold, men det ville klubben ikke give. Derfor rykkede han til 'Storebror', som var mere end villige til at give ham et buskort.

Efter to år på forskellige ungdomshold i Real Madrid fik han altså sin debut i 1994 og blev ved den yngste spiller nogensinde til at debutere for Real Madrid. Sidenhen så han sig ikke tilbage. Han nåede ni mål i sin første sæson – det ene scoret mod Atlético Madrid, og Real Madrid vandt mesterskabet i den sæson.


Ikke meget plads i pokalskabet
Mesterskabet i 1994 blev blot en af mange pokaler, som angriberen har vundet. I alt blev det til seks spanske mesterskaber, fire spanske Super Cups, tre Champions League-titler, en europæisk Super Cup og to intercontinental cup. Han var blandt målscorerne i CL-triumferne i både 2000 og 2002. Desuden er Raúl kendt som en fantastisk sportsmand og rollemodel. Det kan man blandt andet se på, at han aldrig i sin karriere har fået et rødt kort.

På landsholdsplan nåede den nu 40-årige også flere rekorder, men det er aldrig blevet til en stor titel. Holdet har fejlet gang på gang, når der blev spillet om VM og EM. Han nåede at deltage ved EM i 1996, 2000 og 2004 samt VM 1998, 2002 og 2006. Faktisk er Raúl én af blot 18 spillere, som har scoret ved tre VM-slutrunder.

I sæsonerne 2004/05, 2005/06 og 2006/07 nåede den populære angriber blot at lave 32 mål for Real Madrid og dermed kysse sin vielsesring – som han gør efter hver scoring. Så selvom at der kom flere mål i de to år der fulgte endte Raúl med at tage til Schalke04 i sommeren 2010. Her opnåede han stor succes og blev en meget anerkendt spiller i arbejderklubben, men hans eftermæle hos klubberne Al-Sadd og Cosmos gjorde at legendens karriere gled lidt for ubemærket ud. Efter over tusind kampe og 427 mål fortjente den sympatiske angriber ikke dette.

Selvom støvlerne er lagt på hylden, har han gjort sit til at give sine talent videre. Sammen med konen Mamen Sanz har han nemlig ikke færre end fire sønner, og de to første har fået navne af specielle årsager. Den ældste søn fik navnet Jorge efter manden, som lod Raúl debutere for Real Madrid, mens den andenfødte fik navnet Hugo efter Raúls barndomsidol Hugo Sanchez, som tidligere bankede mål ind for ”Kongeklubben”. De to yngste er et tvillingepar med navnene Héctor og Mateo – mon ikke der kunne blive en enkelt fodboldspiller ud af det kuld. Et kuld som tilhører Raúl, der nu er blevet 40 år.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
TV-penge giver hysterisk transfer-vindue
Sommerens transfer-vindue kommer til at slå alle rekorder, og det kan blive helt tosset i Premier League.
- Imagine how much he would cost if he could cross the ball…

Sådan var Gary Linekers kommentar på Twitter kort tid efter, at Manchester City havde gjort Kyle Walker til verdens dyreste forsvarsspiller. På ganske kort tid havde Premier League-ekspertens tweet fået 58.000 likes, hvorefter han kaldte købet for ”galskab”… og det er svært at være uenig.

For nok er Walker en solid Premier League-back, men verdens bedste er han i hvert fald ikke, og en engelsk søndagsavis skrev meget præcist i deres overskrift: ”This is the moment we knew the Premier League had lost it's mind”.

Om lidt mere end 40 dage lukker transfer-vinduet, og meget tyder på, at det bliver det mest hysteriske nogensinde, og mon ikke der kommer flere ”Walker”?

På trods af at der mangler mange indkøb, så har Delotti allerede udregnet, at der indtil videre er brugt fjerde flest penge i forhold til alle de andre sommer-vinduer. Så alt tyder på, at alle rekorder vil blive slået, men hvor kommer pengene fra ?


TV-seerne betaler gildet
Siden 2005/06-sæsonen har Premier League-klubberne sammenlagt mere end fordoblet deres omsætning og deres lønbudgetter. Denne stigning er ikke kommet via betydelige stigninger på den kommercielle side eller mere omsætning på kampdagene, men derimod via den helt vanvittige tv-aftale, som blev fornyet forud for 2016/17-sæsonen.

Før dette var den ganske indbringende for klubberne, men yderligere en stigning på 30 % gjorde den helt grotesk. Det forventes, at den nye aftale, som bliver præsenteret i 2019-20, vil blive endnu bedre.

Delotti har tidligere slået fast, at Premier Leagues tv-aftale vil forgylde klubberne mindst tyve år frem i tiden, så vi har langt fra set det sidste indkøb a la ”Walker”, da Premier League mere og mere er ved at udvikle sig til hele verdens fodboldturnering.


2013 x 2 = 2016
Sammenligner man de sidste fire sommertransfer-vinduer for Premier League, var 2014 og 15 næsten ens med indkøb for omkring syv milliarder kroner. Mens sommeren 2013 sat op imod 2016 næsten giver en fordobling, for sidste sommer blev der brugt over 10 milliarder kroner på nye Premier League-spillere.

Med 40 dage tilbage i dette transfer-vinduer har indkøbet rundet de seks milliarder kroner, og næsten 500 millioner af disse blev brugt på Walker, som ifølge flere engelske medier end ikke vil være den bedste back i Tottenham. Hvis Danny Rose var skadesfri, skulle han være en bedre salgsvare.

Helt grotesk bliver det jo, når man tænker på, at Manchester City sidenhen har sikret sig Danilo, så Walker er langt fra sikker på en plads i Pep Guardiolas idealopstilling. Stort set samtidigt med, at Walker blev præsenteret, købte AC Milan Leonardo Bonucci i Juventus for ca. den halve pris. Den italienske forsvarsspiller har været en fast del af det historiske gode forsvar hos ”Den gamle Dame” og på det italienske landshold… han er en af verdens bedste forsvarsspillere.

Walkers spidskompetencer er fysisk overskud og en enorm hurtighed, men indlæggene og teknikken – som Lineker var inde på – efterlader ikke et godt indtryk. Walker er dog englænder, hvilket meget vel kan have givet prisen et stort pres op ad – med henblik på de kommende regler om et vist antal af engelske spillere i Premier League-trupperne. Så priserne på engelske spillere kan i de kommende år komme til at slå alle rekorder, når TV-pengene kommer til at give flere hysteriske transfer-vinduer.

I øvrigt så kostede Gary Lineker små 20 millioner kroner i 1992…

Læs hele lederen
Okolofutbol – volden udenfor banen
Der er 12 måneder til VM-start, som kan ende med meget grimme scener…
Til EM2016 viste de engelske hooligans deres grimme ansigt, da de sammen med de russiske ”kammerater” omdannede Marseilles gader til rene kamppladser, men hvordan kunne det ske – og kommer det til at ske igen til VM2018 i Rusland?

Eksperter har tidligere slået fast, at hvis store folkemængder ønsker at slås med hinanden, kræver det unaturligt mange politifolk for at stoppe det helt. Det er meget logisk, for det kræver næsten en personlig oppasser at stoppe de mange ballademagere – og der er mange… Ifølge bulletinerne op til EM-slutrunden i 2016 kom det frem, at op imod 500.000 englændere ville tage til slutrunden, og lad os slå fast med det samme… mange af disse er ganske fredelige mennesker, men når det er sagt, så kom der masser af ballade med de engelske fans, der lavede masseslagsmål især med de russiske ”kollegaer”.

Russisk fodbold har over de senere år oplevet en voldsom stigning i ballade omkring deres hjemlige kampe, mens den engelske Premier League har oplevet det modsatte. Undersøgelser har vist, at hooligansene er flyttet fra PL-kampene til lavere sportsligt niveau, samt når det engelske landshold spiller slutrunder. De engelske fans var ellers kommet i gang med en ”positiv bølge”, hvilket antallet af arresterede englændere i forbindelse med slutrunder tydeligt beviser:

EM-1992: 250
EM-1996: 942
VM-1998: 278
EM-2000: 945
VM-2002: 15
EM-2004: 93
VM-2006: 91
VM-2010: 5
EM-2012: 0
VM-2014: 15

En af årsagerne til, at hooligansene var så fremtrædende til EM2016, skyldes, at karantænen af hele 1.110 engelske hooligans var blevet ophævet. Disse sindssyge fans har været udelukket for slutrunder siden VM i 2006, men de er nu tilbage… Fransk politi havde sendt 1.000 betjente til ”High Risk-kampen” på Stade Velodrome. De var placeret udenfor stadion. Samtidig var der 1.100 betjente inde på stadionet, hvilket svarer til én for hver 70 tilskuere, men som tidligere nævnt er sådanne fans næsten umulige at stoppe.

De engelske og især de russiske hooligans har også stærke relationer til racistiske organisationer, og derfor er det fortsat en gåde, hvorfor UEFA valgte at placere denne ”High Risk-kamp” i Marseille, hvor der jo bor et ualmindeligt højt antal af muslimer.


Pig of Marseille
De gigantisk slagsmål skete, selvom engelske civile betjente var heftigt til stede i Marseille. Trods dette har de slet ikke kunne stoppe de engelske fans, som har fået tilnavnet ”Pig of Marseille” – opkaldt efter hooliganen James Shaylor, der i 1998 blev sendt i fransk fængsel, efter han blev dømt for at angribe fransk politi til VM-slutrunden.

Sådanne episoder virker næsten uundgåelige til VM2018, som de russiske hooligans er i gang med at ”træne” til . I 2013 kom filmen ”Okolofutbola”, der viser de russiske hooligans og deres voldlige liv omkring alt det, som intet har med fodbold at gøre. For de gammeldags engelske hooligans, der var almindelige mennesker med job og som kunne være familiefædre, er blevet afløst af unge arbejdsløse russere, der bruger størstedelen af deres tid på fysisk og kampsportstræning samt har en småkriminel levevej for at tjene til de euforiserende stoffer, som de indtager. Alt dette gør dem ikke mindre farlige…

Daily Mail har igennem længere tid fulgt russiske Alexander Shprygin, der bor 300 km udenfor Moskva. Han er en af disse nye hooligans, og han ser faktisk op til de gamle engelske hooligans, som den tidligere ballademager Dougie Brimson. Bogen ”The Crew”, som Brimson har skrevet med sin bror, har nærmest givet hooliganen heltestatus i Rusland.

Til trods for Shprygins noget underlige livsstil er han flere gange blevet fotograferet med præsident Vladimir Putin, hvilket ikke gør hans anerkendelse – eller frygten for masser af ballade til VM2018 – mindre. Netop Putin har en stor rolle. For ifølge russerne provokerede de engelske fans dem ved sommerens sammenstød i Marseille ved at synge nedladende sange om den russiske præsident. Dette skulle have startet balladen, som gik helt over gevind, selvom der ikke blev brugt ret mange våben. Indtil videre har langt de fleste masseslagsmål været uden våben, og skulle dette ændre sig, vil det naturligvis give endnu flere voldsomme tilskadekomne.

”Clean Hands” har været et af mange æresbegreber indtil nu, men i Marseille blev den 52-årige Andrew Bache alvorligt skadet, da han blev slået i hovedet med et jernrør, så man kan frygte, at der vil komme flere våben i fremtiden.


Gigantiske slagsmål på Youtube
Til den netop overståede Confederations Cup blev mange af disse russere nægtet afgang i de byer, hvor der blev spillet fodbold, da deres ”Fan ID” blev annulleret. Det er disse personers helt store skræk, at dette vil ske igen op til VM-slutrunden eller endnu værre, at de simpelthen bliver frihedsberøvet – altså bliver sat i fængsel op til begivenheden.

Derudover kan de russiske værter blot håbe på, at det engelske og russiske hold ikke skal spille imod hinanden og kommer til at bo langt fra hinanden i det store land. I dette skal man ikke glemme, at Balkan-landene, Tjekkiet og Polen også er begyndt at få nogle berygtede hooligans.

Masseslagsmålene, som disse fans deltager i, kan man se på Youtube, som da CSKA Moskvas ”Yaroslavka” slås på en øde mark imod Zenit St. Petersborgs ”Band of Shveds”. Sidstnævnte deltager også i en video imod en flok fra Frankfurts Brigade Nassau, så selvom de virker meget dramatiske og uorganiserede, er det faktisk ikke tilfældet. Kampene varer sjældent mere end et par minutter, men har en dommer, og der er faktisk flere regler. Ingen våben og du må højst sparke en liggende modstander et par gange – ellers ryger du ud af slagsmålet.

Om 12 måneder skal Rusland stå for VM-slutrunden, og den ansvarlige Vitaly Mutko mener ikke, at der er - eller bliver - et problem med hooligans eller racismen, som er tæt knyttet til dette – man kan håbe, at han har ret…

Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Klinsmann junior fra angriber til keeper Ny Horsens-keeper har mål i støvlerne Artikel ikon Vanvittigt frispark Artikel ikon Er det årets afbrænder af Gabriel Jesus? Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Solgt PL-trup for 2.085.000.000 Big-spending City Artikel ikon Kontroversielle Cassano med ny fadæse! Artikel ikon - Kaká er den værste handel Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Flest følgere i PL Top 10: Derfor er Tyskland bedst Artikel ikon Top 25: Premier Leagues bedste handler Artikel ikon Top 10: Klassespillere med fortid i BL Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Bookmaker: Dette hold vinder PL Spil: Hvem vinder finalen? Artikel ikon Spil: United vinder med et enkelt mål Artikel ikon Spil: Dortmund vinder Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon XI: De dyreste Manchester United-indkøb Barcelona Legends vs. United Legends Artikel ikon Hvad skete der med 2009-holdene? Artikel ikon Et lille mirakel – i miraklet Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon PSG vil ikke betale Neymar-klausul Torsdagens engelske rygter Artikel ikon Medie: Turan på vej tilbage til Tyrkiet Artikel ikon Sky: Barça er sikre på at hente Coutinho Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Peter Crouch Artikel ikon Vidste du om ... Jamie Vardy Artikel ikon Vidste du om ... Lucas Moura Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Rangeret: PL-klubbernes rekordskytter Mest loyale PL-spillere Artikel ikon Neymar ud – Coutinho ind Artikel ikon 2-0 er den farligste føring! Eller hvad? Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: FC Nordsjælland - AaB Optakt: FC København - Hobro IK Artikel ikon Optakt: OB - AC Horsens Artikel ikon Optakt: SønderjyskE - FC Helsingør Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Vardar – FC København Startopstillinger: Helsingør - OB Artikel ikon Startopstillinger: FCM - Silkeborg Artikel ikon Startopstillinger FCN - Brøndby IF Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Livlig nullert i Brøndby FCK slået af makedonske mestre Artikel ikon "AK47" nedskød Shakespeare-boys Artikel ikon Flot FCM-spil sikrede sejren Artikel ikon Se flere