Mads Timm: Rød Djævel

Af Torsten Brix

2016-11-24
Mads Timm: Rød Djævel

Indkast.dk bringer fra kapitlet ”Red Devil”, hvor Mads Timm bl.a. fortæller om sine første møder med stjernerne i Manchester United og den livsstil, de repræsenterede.

Den spiller i Manchester United, der gjorde størst indtryk på mig, var Roy Keane. Den drevne, irske midtbanespiller havde været i klubben siden 1993 og havde været anfører, siden Eric Cantona indstillede karrieren i 1997. Han havde for længst opnået legendestatus, men hans eget billede af sig selv var langtfra det, de fleste andre havde. En dag sad vi som de eneste på kondicyklerne ved siden af hinanden, og jeg syntes, jeg ville udfylde den lidt pinlige tavshed med nogle ord, der set i bakspejlet var endnu mere pinlige.

»Jeg synes virkelig, du er cool. Det er helt fantastisk, hvad du har været med til. Læner du dig aldrig bare tilbage og tænker:

'Hvor er det bare fedt, alt det jeg har opnået'?« spurgte jeg.

Keane trampede trods sine dengang 31 år som sædvanlig hårdere i pedalerne end nogen anden, men nu stoppede han.

»Aldrig,« sagde han og kiggede stift på mig. »Det er hele tiden bare videre, videre, videre. Det er den eneste måde, du bliver en rigtig vinder på.«

Roy Keane syntes stadig, arbejdet som fodboldspiller var en kamp, nærmest en krig, og den attitude havde han med sig overalt, hvor han gik. Han havde tidligere fået anerkendelse alene for sin personlighed og sine lederegenskaber, så den mere moderne tilgang til fodbold og især fodboldtræning bekom ham ikke vel. Fra at have serveret fish and chips og tilladt spillerne at skylle den ene pint ned efter den anden havde de fleste engelske klubber nu ikke blot ansat en diætist; de var også begyndt at måle og veje alting, spillerne foretog sig. Alt blev opgjort i statistikker. Vi konkurrerede ikke kun om, hvem der lavede flest mål, assists eller tacklinger, men også om, hvem der bevægede sig flest meter under en kamp. Hvem løb 100 meter hurtigst? (Jeg tror kun, det var Ryan Giggs, der var bedre end mig, da jeg var bedst). Og hvem havde den laveste fedtprocent? (Min var 9, Keane var nede på 5,5, og hvis man var over 10, var man fed).

Men en fodboldkamp bliver ofte vundet på meget andet end teknik og fysik, det vidste Roy Keane, og han hadede alle de moderne målemetoder og den konstante overvågning, som især Fergusons assistent, Carlos Queiroz, havde sat i værk. Alligevel tog han kampen op, ikke fordi han frygtede for sin plads på holdet eller sin karriere, men fordi vinderinstinktet var en så inkarneret del af ham.

Vi havde eksempelvis en øjenspecialist ansat, der havde udviklet et system, der skulle træne vores reflekser. På skift skulle vi stå foran en stor tavle med en masse felter. Hver gang et felt lyste, skulle vi trykke på det så hurtigt som muligt, og så regnede specialisten vores reflekser ud og producerede endnu en statistik til samlingen. I dag findes der sådan en maskine i ethvert omrejsende tivoli, men dengang var der intet underholdende ved det, og Roy Keane var frygtelig dårlig til øvelsen. Men han insisterede på at træne og træne, og til sidst endte han med den bedste score af os alle sammen. Jeg husker tydeligt, den dag han endelig slog rekorden og vendte sig om og pegede på den fysiske træner:

»You! Go tell Carlos fucking Potatohead that!« råbte han.

Roy Keane var en af de spillere, der præsterede bedre og bedre, jo vigtigere kampen var for ham, jo mere der var på spil, jo mere adrenalin der pumpede rundt i kroppen. Den vilje og det næsten sygelige vinderinstinkt kan man ikke måle. På det punkt syntes jeg, den moderne fodboldverden og alle dens statistikker spillede fallit. Den indgangsvinkel, der i dag praktiseres flere og flere steder, i Danmark med FC Midtjylland som bannerfører, har med sikkerhed sorteret mange store talenter og personligheder fra.

Personligheder, der garanteret kunne have givet ikke kun et hold, men også en – undskyld mig – nogle gange temmelig kedelig sport et tiltrængt, frisk pust. Mine senere holdkammerater i OB, Arek Onyszko, David Nielsen og Rajko Lekic, ville sandsynligvis aldrig være blevet professionelle, hvis de var vokset op i en verden, hvor deres fodboldspil skulle kunne sættes på en formel. Jeg var sikkert heller ikke selv.

Roy Keane og jeg fik et fint forhold. Jeg døjede med en brækket tå i efteråret 2001 og kunne ikke løbe. Keane havde sat sig for at toppe endnu en af Carlos Queiroz' åndssvage statistikker, og vi snakkede om mange forskellige ting, når vi sad på cyklerne i fitnessrummet. En dag havde jeg læst i avisen, at Keane engang havde fået tæv af Peter Schmeichel. Historien stod i en bog, som en tidligere sikkerhedsvagt i Manchester United havde skrevet. Jeg kunne ikke dy mig for at drille Keane med den.

»Nå, så du har fået tæsk af Peter Schmeichel?« spurgte jeg.

»What the fuck, kid?« replicerede han straks.

»Det skal du da ikke være flov over. Han er jo stor og stærk,« sagde jeg og smilede.

Keane hoppede af cyklen og gav tegn til, at jeg også skulle stoppe.

»I'll tell you the fucking story,« sagde han.

Og så fik jeg historien om, hvordan Manchester United i slutningen af 90'erne havde været på træningstur i Hong Kong, og Keane og Nicky Butt havde fået noget at drikke. På vej fra værelset og ned til hotelbaren havde de mødt Schmeichel i elevatoren. Der havde også været en dame til stede, og så vidt Keane huskede, havde de drillet Schmeichel med, at han endelig havde prøvet at score. Keane indrømmede, at han ikke kunne huske ret meget, for de havde drukket ret tæt. Men da ham og Nicky Butt var på vej tilbage på værelset, havde Schmeichel stået og ventet på dem. Han havde taget Keane i kraven, og Keane havde svaret igen ved at nikke den danske målmand en skalle. Mere kunne han ikke selv huske. Dagen efter vågnede han med smerter i hånden. Det var Nicky Butt, der måtte fortælle ham, hvordan de to slagsbrødre havde rullet rundt i et lille kvarter. Det var endt med, at de begge måtte stå skoleret for Alex Ferguson, der især var ophidset over, at slåskampen havde vækket United-legenden Bobby Charlton, der også var med på turen.

»Men hvem vandt?« spurgte jeg.

»Du kan jo gå i arkivet og finde optagelserne fra pressemødet dagen efter og se, hvem af os, der sidder med solbriller på,« sagde Keane.

Keane havde også et afslappet forhold til de mange penge, han tjente. Når han trænede med på reserveholdet, prøvede han at bilde de yngre spillere ind, at han eksempelvis ikke behøvede stå i midten, når vi spillede »smørklat«. Sådan var reglen, når man tjente over 50.000 pund om ugen, sagde han. En anden gang skulle han have ny bil. Så han solgte sin Mercedes S500 til en af pedellerne på træningsanlægget for et latterligt lavt beløb. Den var nærmest gratis. Keane talte gerne om penge, han delte gerne ud af dem, og de virkede ikke til at ændre ham. Det var noget andet med os andre.

Jeg tjente selv 17.000 kroner om ugen, plus bonusser, og det var mange penge for en 17-årig. Med pengene fulgte også så småt det klichefyldte liv som professionel fodboldspiller. Jeg købte en BMW M3, tror jeg nok; jeg kan ikke huske det helt, for en overgang skiftede jeg bil hvert halve år. Senere havde jeg også en Ferrari. Den ekstravagante livsførelse var noget, man lærte ved at kigge på de ældre spillere. Jeg kan huske en dag, jeg lå og plaskede rundt i den indendørs svømmepøl sammen med vores hollandske angriber, Ruud van Nistelroy. Vi var begge småskadede, og poolen var et godt sted at få pulsen op uden at overbelaste musklerne. Der var ikke særlig dybt, så der var forbud mod at hoppe i. Alligevel kravlede Nistelroy op, tog tilløb og hoppede i på hovedet.

»Det koster en ugeløn i bøde,« meddelte fysioterapeuten skrapt.
Efter hvad jeg kunne regne ud, tjente Nistelroy 50.000 pund om ugen på det tidspunkt, svarende til en halv million danske kroner. I hvert fald kravlede han op og slog ud med armene.

»Let's make it a 100 grand!« råbte han og hoppede i på hovedet igen.

Velstanden blandt Manchester Uniteds spillere kom også til udtryk, når vi indimellem holdt fester – de sagn­omspundne »first team parties«, som vi unge kun blev inviteret til, hvis vi havde gjort os fortjent til det på fodboldbanen. Det var fester, der kostede millioner. Dem havde førsteholdsspillerne skrabet sammen i en festkasse ved hver at lægge 10.000 pund pr. sæson.

Det vrimlede med modeller, dyr mad og fin champagne, og selvom vi ikke måtte drikke, sneg de fleste sig til et par glas eller fem. Jeg forlod min første fest lidt tidligt, fordi jeg syntes, jeg havde fået for meget indenbords i et drikkespil mod Rio Ferdinand og Wes Brown, og bad to sikkerhedsvagter om at skaffe mig en taxa. De kiggede bare åndssvagt på mig, fik kørt en bil frem og kørte mig helt hjem til John og Carol. Klubben havde ansat så mange sikkerhedsvagter til de fester, at vi hver især kunne blive fulgt hjem. Så var man sikker på, at ingen endte i noget ballade.

Min forandring som fodboldspiller skete gradvist, og det samme gjorde mit forhold til penge. Jeg kan ikke sætte en bestemt dato på, men med ét var det bare hverdag at køre i en dyr bil og gå med et dyrt ur. Den største forandring var dog den, som livet som forkælet, professionel fodboldspiller havde på min personlighed. Efterhånden som jeg blev et kendt navn på træningsanlægget, begyndte folk at behandle mig, som om jeg var lavet af guld. Og jeg begyndte med den største selvfølgelighed at opføre mig derefter. Det blev naturligt, at folk skaffede eller fiksede ting for mig. Jeg gik per automatik ind ad VIP-indgangen, når vi en sjælden gang var på natklub. Jeg kunne aldrig finde på at stå i kø; tålmodigheden var forsvundet som noget af det første. Alle os fra Carrington forventede, at byens bedste restauranter ryddede et bord, hvis der ikke var et ledigt, og vi havde alle sammen numre til hver vores taxachauffør, vi altid kunne ringe til, hvis vi ikke lige kunne komme igennem til centralen. Den danske målmand Martin Hansen, der senere selv spillede ungdomsfodbold i Liverpool, har sagt det bedst: Du bliver vant til, at du ikke længere skal bøje dig for verden. Verden bøjer sig for dig.

Det var en berusende, men også uhyggelig fornemmelse. Jeg lukkede i forvejen ikke ret mange mennesker ind i mit inderste, og nu blev jeg helt utilnærmelig. Klubben var med til at opretholde den verdensorden, fordi der var så meget fokus på os, og alt for meget kunne gå galt, hvis vi blev tvunget til at opføre os som normale mennesker. Der var nødt til at være nogen, der fulgte os hjem efter festerne; der var nødt til at være sikkerhedsforanstaltninger, der holdt fans og journalister væk fra træningsanlægget. En dag hoppede en mand ud foran den senere OB'er Eric Djemba-Djembas bil, mens han var på vej ud af porten i Carrington. Det viste sig at være en fyr, der håbede på at kunne presse nogle penge ud af midtbanespilleren fra Cameroun. Dagen efter blev der lavet nogle retningslinjer for, hvordan vi skulle gebærde os, når vi kørte hjem fra træning. Der blev hele tiden lagt en sten mere på muren.

Forandringen i min væremåde kom også til udtryk i mit sex- og kærlighedsliv. Der er rigtig mange kvinder i fodboldverdenen, men det er sjældent nogen, du finder ægte kærlighed hos. Flere af dem var regulære prostituerede, og det var ikke kun helt normalt, men også nærmest påskønnet fra klubbens side, at man fik afløb for sine seksuelle behov på den måde.

»Preservation of energy« kaldte de det.

Man skulle spare på energien, og den kunne hurtigt blive brugt op, hvis man blev forelsket, gjorde kur til en kvinde og havde sex med hende, med alle de udfordringer der følger med den slags både før og efter. Så var det bedre for klubben, at man samlede en tilfældig kvinde op, der ikke sladrede og gik hjem, inden det blev morgen. Hjemme i 'bofællesskabet' på Cecil Avenue var det ikke unormalt, at der blev ringet efter en prostitueret. Pigerne fik som regel at vide, at de skulle sige, de kendte os fra skolen, hvis John eller Carol åbnede døren. Selv holdt jeg mig tilbage, både fordi jeg så lidt til en pige hjemme fra Odense, men også fordi det hele bare blev for vanvittigt. Ikke mindst da to af mine klubkammerater en dag arrangerede en trekant med en prostitueret. Hun var ganske vist tæskelækker, men jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at have sex med hende, mens de andre så på. I stedet for gik jeg ind på mit værelse og lagde mig til at sove, og jeg vågnede først, da de to andre kom op at skændes, fordi den ene havde drillet den anden med det modermærke, han havde på sin pik.

Det forhold, jeg som professionel fodboldspiller fik til kvinder, gjorde mig desværre endnu mere følelseskold og indelukket. Heller ikke der behøvede jeg at give noget af mig selv. Min kæreste hjemme i Odense syntes, jeg ændrede mig til det dårligere, men jeg slog det hen. Det var først, efter at en af mine kammerater fra drengetiden i OB havde været ovre for at besøge mig, at jeg blev bevidst om, at jeg var blevet en anden. Han var meget optaget af, at jeg havde en lækker bil og havde købt en diamantring. Det ville jeg også selv have været et par år tidligere. Ja, jeg ville nok faktisk have ment, at det var en smule bøsset sådan at gå med smykker. Nu syntes jeg, det var helt naturligt.

Da min OB-kammerat var kommet hjem, hørte jeg fra nogle andre i Odense, at han havde sagt, jeg havde ændret mig. At tiden i England havde gjort mig mere overfladisk og arrogant. Det blev jeg ked af at høre.

Men han havde fuldstændig ret.



Optakter
Optakt 31/3 - 20:15
FC Nordsjælland - Lyngby BK
Magasin-artikler
Det kasserede franske landshold
En trup helt uden Varane, Martial, Coman, Lacazette og Benzema.
Dette er den trup, som den franske landstræner Didier Deschamps har udtaget til de to kommende landskampe imod Luxembourg og Spanien.

Målmænd:
Hugo Lloris (Tottenham)
Benoît Costil (Rennes)
Alphonse Areola (PSG)

Forsvar:
Layvin Kurzawa (PSG)
Benjamin Mendy (AS Monaco)
Laurent Koscielny (Arsenal)
Adil Rami (Sevilla)
Samuel Umtiti (FC Barcelona)
Presnel Kimpembe (PSG)
Bacary Sagna (Manchester City)
Djibril Sidibé (AS Monaco)

Midtbane:
Blaise Matuidi (PSG)
N'Golo Kanté (Chelsea FC)
Adrien Rabiot (PSG)
Paul Pogba (Manchester United)
Dimitri Payet (Marseille)
Corentin Tolisso (Lyon)

Angreb:
Olivier Giroud (Arsenal)
Ousmane Dembélé (Dortmund)
Antoine Griezmann (Atletico Madrid)
Thomas Lemar (AS Monaco)
Kevin Gameiro (Atletico Madrid)
Kylian Mbappé (AS Monaco)
Florian Thauvin (Marseille)


Umiddelbart en meget stærk trup, men niveauet bliver helt grotesk, når man ser på, hvilket hold man kunne lave af spillere, som ikke er udtaget – se blot her:

Målmand:
Steve Mandanda (Crystal Palace)

Forsvar:
Lucas Digne (Barcelona)
Mamadou Sakho (Crystal Palace)
Raphael Varane (Real Madrid)
Sebastien Corchia (Lille)

Midtbane:
Anthony Martial (Manchester United)
Morgen Schneiderlin (Everton)
Steven N'Zonzi (Sevilla)
Kingsley Coman (Bayern München)

Angreb:
Alexandre Lacazette (Lyon)
Karim Benzema (Real Madrid)


På bænken kunne være Yohan Cabaye, Andre-Pierre Gignac, Geofffrey Kondogbia, Aymeric Laporte, Tiemoeu Bakayoko, Patrice Evra, Eliaquim Mangala, Moussa Sissoko og Nabil Fekir.

Gad vide, hvor mange af disse spillere der ville være på holdet i Luxembourg, som er Frankrig næste modstander. Flere af spillerne er skadet eller har formnedgang, men den samlede tilstandsrapport af det franske landshold er uhyggelig stærk.
Læs hele artiklen
FCK spiller for Danmarks koefficient
Når FC København i morgen, torsdag, tager imod Ajax Amsterdam i Europa League, er det ikke kun for egen vindings skyld. Hele fodbolddanmark kan få gavn af mere succes til hovedstadsholdet.
Foruden videre avancement til kvartfinalerne i Europa League står der også ære, penge og hæder på spil i morgen, når hollandske Ajax Amsterdam skal forsøge at gøre livet surt for FC København i Telia Parken. Og så står der også yderst vigtige koefficientliste-point på spil.

Danmark havde fra begyndelsen af sæsonen fire hold med i kvalifikationsrunderne til henholdsvis Europa- og Champions League. Her nåede SønderjyskE, Brøndby og FC Midtjylland alle til den afgørende runde i Europa League inden gruppespillet. Fælles for de tre klubber var, at de måtte strække våben lige inden målstregen og glemme drømmen om et europæisk gruppespil i denne sæson.

Særligt sønderjyderne var dog tæt på at klare skærene, da de efter at have spillet 0-0 hjemme kom foran med 2-0 i Tjekkiet mod Sparta Prag. Desværre for SønderjyskE og dansk klubfodbold præsterede tjekkerne et stort comeback og vandt med 3-2 på et mål i de døende minutter.

De mange sejre og uafgjorte resultater, inden holdene blev slået ud, var dog ikke helt forgæves. De var med til, at Danmark i begyndelsen af sæsonen indtog 1.-pladsen på UEFA's koefficientrangliste for indeværende sæson. Den placering blev selvfølgelig også hjulpet på vej af FC Københavns vellykkede kvalifikation til Champions League.

Danmark er dog ikke overraskende siden dumpet ned fra duksepladsen, men man skal faktisk ikke langt ned ad listen for at finde flaget med de røde og hvide farver. Således har dansk klubfodbold skrabet nok point sammen til en foreløbig 10.-plads for sæsonen.

Foran Danmark ligger store nationer som Spanien, Tyskland, England, Italien, Frankrig, Belgien, Rusland, Tyrkiet og Portugal. Under Danmark ligger der også store nationer samt lande, som vi godt kan sammenligne os med: Østrig (11), Holland (12), Grækenland (14), Tjekkiet (16), Ukraine (17), Kroatien (18), Skotland (19), Schweiz (20), Rumænien (24), Sverige (27) og Norge (38).

For dem, der gerne vil have et dansk hold direkte med i Champions League, er det gode nyheder. For at være sikker på et hold i den fornemmeste turnering kræver det en placering som minimum nummer 12, og Danmark ligger p.t. nummer 18 på den samlede rangliste, som tæller indeværende sæson plus de fire foregående. De gode nyheder udspiller sig i, at Danmark lige nu skraber flere point sammen end mange af de lande, vi skal overhale på vejen til 12.-pladsen.

Her er det lande som Rumænien, Kroatien, Østrig, Grækenland, Holland og Schweiz, vi skal holde øje med. De ligger som nævnt alle under os i indeværende sæson, og det bliver heller ikke dårligere af, at holdene fra Rumænien, Kroatien, Østrig og Schweiz har udspillet deres rolle i denne sæsons europæiske turneringer.

De to sidste lande, Grækenland og Holland, har ligesom Danmark et enkelt hold tilbage. Den sidste græske repræsentant er Olympiakos, der er oppe imod Besiktas i Europa Leagues ottendedelsfinale. Og så ville skæbnen altså, at Hollands og Danmarks to sidste deltagere – FCK og Ajax – trak hinanden.

Går FCK samlet videre mod Ajax, samtidig med at tyrkerne ekspederer grækerne ud, så kan FCK og Danmark tage yderligere store skridt i kampen om at nå den eftertragtede 12.-plads.

Danmark har lige nu 23.500 point på den samlede 18.-plads, mens Schweiz, der sidder på 12.-pladsen, har 32.075 point. Der er dermed næppe tale om, at Danmark kan komme i betragtning til 12.-pladsen efter denne sæson, men vi kan tage et godt skridt på vejen.

Point-systemet for koefficientlisten
2 point for en sejr
1 point for en uafgjort
(Pointene bliver dog halveret i kvalifikationsrunden)

Herudover er der point for at nå til knockout-faserne af de to europæiske turneringer – og efterfølgende et point for hver gang, et hold går videre.

Slutteligt er der også fire point at hente ved kvalifikation til Champions League-gruppespillet plus fire yderligere point, når et hold når til 1/8-finalen.

Det er desuden landets samlede koefficient i de seneste fem sæsoner, der er gældende for, hvilken placering det ligger på. Her tæller især 14/15-sæsonen ned for dansk fodbold, da det kun blev til 2.900 point. Til sammenligning har de danske klubber skrabet 8.000 point sammen i denne sæson, og det kan gå hen at blive til meget mere, hvis FCK formår at knække Ajax.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Ledere
Verdens dårligste landshold
Syv lande deler den flatterende placering som nummer 205 på FIFA/Coca-Cola World Ranking-listen, og dem har Indkast valgt at se nærmere på.
Landsholdspausen er for mange fodboldfans et forstyrrende element i en fodboldgal hverdag – ingen mandagskampe i de hjemlige ligaer, ingen Champions League eller Europa League og ingen midtuge-runde. Man farer forvirret rundt i tv-guiden og leder desperat efter en fodboldkamp, men alle stationer er tørlagte, og det bedste alternativ er en kamp i 2. Bundesliga mellem Würzburger Kickers og Sandhausen – så den ser man.

Efter et par dage i sand desperation begynder landskampene at trille ind over skærmen, og humøret stiger gradvist som dagene skrider frem. Man glæder sig som et lille barn til, at ens yndlingslandshold skal spille, og man håber som altid på en sejr.

Hvor det danske landshold efterhånden står med kniven for struben, hvis de vil kvalificere sig til VM i Rusland i 2018, er det ikke nær så slemt som i visse andre lande. Danmark falder gradvist på FIFAs rangliste og indtager i øjeblikket en plads som nummer 48 (den dårligste placering længe, red.), men vi kan altid glæde os over, at vi ikke ligger nummer 205, som er den laveste placering på listen.

Syv landshold deler den tvivlsomme glæde ved at være ”verdens dårligste landshold”, og dem har vi tænkt os at se nærmere på i dag. På den måde kan Indkast være med til at bringe lidt glæde ind hos de mange fodboldfans, der forgæves har zappet efter en vigtig fodboldkamp de seneste tre aftener.

Lad os komme i gang…

Anguilla
Siger Ryan Liddie dig noget? Klinger navnet Adonijah Richardson? Hvad med den talentfulde Kayini Brooks?
Nej?

Disse tre herrer er fremtrædende spillere på en af verdens dårligste landshold, Anguilla, som er en lille gruppe af øer i det caribiske hav. Befolkningstallet er på lidt over 13.000, og når størstedelen af dem er glade for vandsport, efterlader det ikke meget til udviklingen af fodboldlandsholdet.

Den klejne fodboldnation, med delfiner i logoet, har ikke vundet en kamp siden 2010, hvor de besejrede de franske naboer fra Saint-Martin med 2-1 i de caribiske mesterskaber. Anguilla er selv en gammel britisk koloni, så der tales engelsk på gader og stræder, og når snakken kommer til landsholdet, er det nok ikke de pæneste gloser, der kommer ud af folks munde. Eller måske er det?

Ambitionsniveauet kan ikke være skyhøjt for en af verdens dårligste landshold, som i 2016 tabte de to kampe, de var med i. Begge var kvalifikationskampe til Gold Cup, og efter nederlag på 0-7 til Guyana og 0-4 til Puerto Rico kvalificerer de sig nok ikke til den turnering.

Bahamas
Nordvest for Anguilla finder vi et andet landshold, der heller aldrig rigtig har fundet rytmen. Bahamas er væsentlig større end mange af de andre caribiske øer, men på trods af at være en østat bestående af 700 øer, spiller fodbold ingen væsentlig rolle i dagligdagen. Nationalsporten er cricket, og interessen for fodbold synes at være noget nær ikkeeksisterende.

Det største problem ved Bahamas' fodboldlandshold er nok, at de sjældent spiller fodboldkampe. De har ikke spillet siden 2015, hvor de tabte to opgør mod Bermuda med henholdsvis 0-5 og 0-3, og de deltager ikke i andet end kvalifikation til verdensmesterskaberne. Andre turneringer har ganske enkelt ikke deres interesse.

Og det forstår man vel egentlig godt – de har ikke scoret siden 2008, hvor de spillede 2-2 mod de Britiske Jomfruøer.

Djibouti
Vi forlader Caribien for denne omgang, og tager et smut til det østlige Afrika, hvor vi finder en landetrio, der tilmeld er naboer, som også roder rundt som nummer 205 på listen.

Det første af dem er Djibouti, som var i ilden i går. Her mødte de Sydsudan i den første kvalifikationsrunde til næste års afrikanske mesterskaber, og generelt er det et landshold, der altid starter fra bunden. Kampen vandt de med 2-0, så måske kan de vaske prædikatet af sig, når FIFA næste gang offentliggør verdensranglisten.

I 1977 blev Djibouti en selvstændig stat, og de har aldrig prøvet at spille et mesterskab – af den ene eller anden slags. Med et befolkningstal på omkring 850.000 har landet dog et væsentlig potentiale, da fodbolden også karakteres som nationalsport i landet.

Med det rette sats på talentudvikling og lidt mere held i resultaterne ser vi dem måske kravle op som nummer 200 i 2017. Modsat Bahamas spiller de kampe hvert år, men eftersom de tabte fire ud af fire i 2016, kan vi stadig tillade os at kalde dem for ”verdens værste landshold”.

Eritrea
Lidt nord for Djibouti finder vi Eritrea, som er den fjerde repræsentant på listen – og de kæmper med helt andre problemer end de ovenstående. På trods af et højt befolkningstal på over seks millioner leverer de sjældent på banen. I enkelte tilfælde frembringer de en sejr – som i 2009 mod Somalia (næste land på listen), hvor de vandt 3-1, men der er langt mellem snapsene.

Det største problem er dog landets sociale tilstand. Menneskerettighederne er blandt de ringeste i verden, så en betydelig del af befolkningen ønsker at forlade landet – deriblandt landsholdsspillere. Når landsholdet rejser på udebane, flygter mange af spillerne og søger asyl i det land, de skal spille i. Den seneste sag er fra 2015/2016, hvor ti spillere forsvandt i Botswana, men også i 2013 flygtede ni spillere og landstræneren i Kenya. I kan forestille jer de mildest talt besværlige arbejdsforhold for fodboldforbundet.

Somalia
Det sidste afrikanske land på listen er Somalia, der ligger syd for Djibouti og Eritrea, og problemet i Somalia er såre simpelt. Det østafrikanske land har været i kontinuerlig borgerkrig siden starten af 1990'erne, og det har sat sine aftryk på flere niveauer. Problemerne mellem forskellige klaner og manglende styre har efterladt landet i ruiner, og på trods af at der kan spottes lys for enden af tunnelen, er det imponerende, at Somalia overhovedet har haft tid og overskud til at spille fodbold.

De spiller heller ikke mange kampe, og dem de stiller op til, skal alle sammen spilles i udlandet. De er blot registreret for to kampe i de seneste tre år, og de har ikke vundet en kamp siden 2008.

På den lange bane er der potentiale i Somalia, da befolkningstallet er på over tolv millioner, men det kommer til at tage lang tid i et land, der kæmper en evigtvarende borgerkrig, og desuden har store problemer med pirateri.

Gibraltar
Herhjemme er Gibraltar lidt mere velkendt end de andre lande i bunden af FIFAs rangliste. Flere af os har måske endda besøgt det lille engelsktalende land i det sydlige Spanien og fået stjålet en ting eller to af aberne på det bjerg, der udgør en stor del af det samlede areal i Gibraltar.

I 2015 blev staten godkendt af både UEFA og FIFA til at spille kvalifikationsturneringer, og dermed kunne eventyret starte. Førhen var de hyppige deltagere ved ø-mesterskaberne, hvor modstanderne var lande som Jersey-øerne, Rhodos, Shetlandsøerne, Isle of Man og Isle of Wight. Gibraltar vandt turneringen i 2007, men hverdagen er en anden nu, hvor de er oppe imod Europas giganter hvert år.

De debuterede i kvalifikationen til EM 2016, og her slog de rekorden for at lukke flest mål ind. I ti kampe indkasserede de 56 mål, hvilket var tre mål mere end den hidtidige rekord, der var blevet sat af San Marino.

På trods af de mange store nederlag, går det fremad for Gibraltar, der lykkes med at score et mål i ny og næ. De har ligeledes spillet et par venskabskampe uafgjort, og kan de med små skridt begynde at hente resultater i betydningsfulde kampe, kan de vaske titlen som ”verdens dårligste landshold” af sig.

Tonga
Vi slutter listen af hos det oceaniske land Tonga, der består af 177 mindre øer, hvor kun en femtedel af dem er beboede. Tongas problem kan sammenlignes med Bahamas – de interesserer sig ikke rigtig for fodbold – og landet kan i højere grad karakteriseres som en rugby-nation.

De spillede ingen kampe i 2016, men året forinden præsterede de alligevel at spille hele fire kampe. De endte selvfølgelig i nederlag til fremragende fodboldnationer (ironi kan forekomme) som Fiji, Amerikansk Samoa og Samoa. I kampen mod Amerikansk Samoa lykkedes det dem at score et mål.

Deres største nederlag nogensinde stammer fra 2001, hvor de tabte med hele 0-22 til Australien. Det ligner et land, der ikke rigtig gider fodbold, så derfor kan man godt regne med, at de kommer til at være sidst på listen i mange år fremover.
Læs hele lederen
Luís Enriques sidste genistreg ?
Luís Enrique meddelte allerede i går, at han takker af som Barca-træner til sommer. Måske for at tænde en sidste ild i sit hold.
Så skete det. Det uundgåelige, det forventede. Efter gårsdagens 6-1-udradering af Sporting Gijón rygtedes det, at Luís Enrique havde meddelt sine spillere, at han stopper som træner i FC Barcelona til sommer. På pressemødet efter kampen bekræftede han så selv rygtet. Han trækker stikket til sommer, umiddelbart for at tage et sabbatår.

Det kommer på ingen måde som en overraskelse, at Luís Enrique stopper som træner for FC Barcelona. Det har ligget i kortene længe, også længe inden 4-0-nederlaget til PSG, der selvfølgelig fik jungletrommerne til at rumle. Men sandheden er, at Luís Enrique er træt. Barcelona-jobbet slider på én, som de færreste, undertegnede inklusiv, kan forestille sig. Man har aldrig ro, og man kan ikke tillade sig selv de mindste fejl, inden man bliver beskudt fra alle sider. Der skal hele tiden være fremgang. Det var også ordene fra Pep Guardiola, inden han med samme forklaring trak stikket efter fire sæsoner. Det var måske én sæson for sent, og Luís Enrique når da også ”kun” tre år i sædet.

Tidligere blev Frank Rijkaard også for længe på Camp Nou. Han bragte Barcelona tilbage på landkortet med Champions League-triumfen i 2006 og flere spanske mesterskaber, efter Barcelona i første halvdel af 00'erne havde famlet i blinde. Men han trak den en tand for længe med Deco og Ronaldinho, og til sidst måtte en ung Guardiola træde til og ruske op i truppen.

Så nej. Det er på ingen måde en overraskelse, at Luís Enrique trækker stikket nu. Han er en mand, der overvejer tingene meget grundigt, og som dybest set ikke har behovet for at være i rampelyset. Det, der derimod har overrasket medier og eksperter, er timingen i offentliggørelsen. Midt i sæsonen. Efter en 6-1-sejr, lige mens Barça er ved at have fat i førstepladsen i ligaen, efter at have været sakket agterud bag Real Madrid i en lang periode.

Så hvorfor kommer Luís Enrique med meldingen nu?

Præsidenten Josep Bartemeu er kommet med den sædvanlige parole om, at ”Luis Enrique skal have ro til at styre holdet resten af sæsonen, så derfor giver vi en afklaring nu”. Det er uden tvivl en del af sandheden, men jeg tror næppe, det er hverken hele sandheden eller den vigtigste del af den.

Noget andet ligger bag. Intentionen om at forlade skuden i tide, i modsætning til nogle af hans navnkyndige og ligeledes succesfulde forgængere, er én af dem. En anden er forholdet til truppen såvel som medierne.

På det seneste har stemningen om Luís Enrique været ganske ophedet i de spanske medier, og selvom Gerard Piqué i sidste måned var ude med en fuld støtteerklæring til sin træner, har spillerne været bemærkelsesværdigt stille omkring hans afgang siden offentliggørelsen i går. Alt i alt er der klare indikationer på, at Luís Enrique ikke har det allerbedste forhold til truppen.

Spillerne har ifølge de spanske medier været forundrede over visse af hans beslutninger, blandt andet beslutningen om at holde fast i Sergi Roberto på højre back, ligesom hans manglende kommunikation med de spillere, som har befundet sig langt væk fra spilletid i længere perioder, har skabt en negativ stemning i omklædningsrummet. Og der er jo som bekendt sjældent røg uden ild, selvom det ikke behøver at være et oprørsk flammehav.

Og jeg mener netop, det må være dette, der er hovedårsagen bag hans tidlige, i nogles øjne for tidlige, udmelding. Og vi skal ikke længere tilbage end sidste sæson for at finde en eventuel inspirationskilde.

Her sad Manuel Pellegrini stadig i trænersædet i Manchester City. Her var der også forlydender om, at truppen havde mistet tilliden til chileneren, samtidig med at jungletrommerne rumlede løs om Guardiolas nært forestående ansættelse. Også den blev meldt tidligt. Og fra det tidspunkt synes sympatien at vende. Spillerne så pludselig ud til at kæmpe for træneren, og det ledte Manchester City til den bedste europæiske præstation i klubbens historie med en semifinaleplads i Champions League.

Men ikke kun spillernes syn på Pellegrini så ud til at ændre sig. Også mediernes. Pludselig havde man travlt med at huske på, hvad Pellegrini faktisk havde opnået i City. Man havde sympati for den forsmåede chilener, der var ved at blive kørt ud på et sidespor til fordel for et af fodboldens største trænernavne.

Og mens den primære reaktion fra de spanske medier har været spekulationer om, hvem der er den kommende træner, har netop denne forudsigelige nekrolog-om-den-levende-mekanisme også vist sig allerede i dag. I en klumme i dagens udgave af Mundo Deportivo hylder avisens direktør Santi Nolla nemlig Luís Enrique som én af de største trænere i fodbolden:

- Dårlige nyheder for Barça. Luís Enrique er en excellent træner, en af de største, og at han forlader truppen, svækker klubben. Træneren har været ærlig, han har kommunikeret i tilstrækkelig god tid til at klubben kan planlægge et nyt projekt med den samme base. Luís Enrique har aldrig bedraget nogen, han har altid været sammenhængende med en stærk personlighed og en direkte stil. Man må forstå det. Han er også udtømt, lyder det i indledningen af Nollas klumme under overskriften ”En af de store”.

Det var ikke ligefrem sådan det lød, da Barcelona for blot et par uger siden blev tromlet over af PSG.

Luis Enriques timing, beslutningen om at sige farvel, inden det sidste kapitel er skrevet, kan vise sig at blive en sidste (lile) genistreg fra Luís Enrique. Fremprovokerer det en lignende reaktion hos Barca-spillerne som hos City-spillerne i sidste sæson? I så fald kan holdet vinde La Liga og Copa del Rey. Og hvem ved… om to uger står PSG på menuen, når 4-0-nederlaget skal vendes på Camp Nou. Chancerne er små, de er minimale, men kommer Barcelona i absolut topform, ved vi også, at det på den ene eller anden måde kan lade sig gøre. Uanset hvad, vil det efter forløbet i denne sæson være en kæmpe bedrift, kan han hente den spanske double hjem.

Og det er netop i det lys, jeg mener, vi skal se Luís Enriques tilbagetræden. Det er ikke blot af respekt over for ledelsen, så de kan bruge det næste halve år på at tænke sig grundigt om i forhold til den kommende træner. Det er ikke bare for at få arbejdsro, for det får han selvfølgelig aldrig i FC Barcelona, uanset hvad præsidenten siger. Det er derimod et forsøg på at tænde en sidste ild i sit hold, i sit projekt, og det er et forsøg på at samle holdet omkring sig til en sidste kraftanstrengelse, så de også i hans tredje og sidste sæson kan levere store bedrifter. Så han i stedet for at efterlade en hullet skude, overlader en velfungerende, flydende skonnert til Sampaoli, Valverde, Wenger, Morten Olsen – eller hvem end der kommer til at føre arbejdet videre i den catalanske storklub.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Årets afbrænder fra Argentina Top-10: De bedste mål fra Cruyff Artikel ikon Depay laver en ”Beckham” Artikel ikon Skidt målmandsspil koster Ajax Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Islandsk læge: Babyboom 9 måneder derpå James har fået Colombia på nakken Artikel ikon Bendtner enig med legende: Flot karl Artikel ikon Fans sendte anti-Roma breve til Anderson Artikel ikon Flere pudsigheder

Toplister

Artikel ikon Top 12: Største transfer-mål til sommer Top 10: Flest landskampsmål Artikel ikon Top 10: Udsolgte stadions i denne sæson Artikel ikon Top 15: PL-topscorere med hovedet Artikel ikon Flere toplister

Lederen

Artikel ikon Verdens dårligste landshold Luís Enriques sidste genistreg ? Artikel ikon Fra Champions til Championship ? Artikel ikon The Young Ones – from Goodison Artikel ikon Flere ledere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Flere bøger

Profilen

Artikel ikon Mike Jensen – Kongen af Rosenborg Romelu Lukaku – ny Karim eller Costa? Artikel ikon Donnarumma - Det største målmandstalent Artikel ikon Steven N'Zonzi - som Vieira og Busquets Artikel ikon Flere profiler

Rygter

Artikel ikon Avis: Mourinho kigger efter ny Carrick Sampdoria: For tidligt at tale om Schick Artikel ikon Onsdagens engelske rygter Artikel ikon Chelsea favoritter til at gafle van Dijk Artikel ikon Flere rygter

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Lucas Moura
Vidste du om ... Dirk Kuyt Artikel ikon Vidste du om ... Vitolo Artikel ikon Vidste du om ... Neymar Jr. Artikel ikon Flere

Statistik

Artikel ikon Top 10: Flest landskampsmål Status: Premier League i 2017 Artikel ikon Zlatan vs. Griezmann Artikel ikon Mål og kort i ALKA Superliga Artikel ikon Flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: FC Nordsjælland - Lyngby BK Optakt: Rumænien - Danmark Artikel ikon Optakt: Italien - Albanien Artikel ikon Optakt: Viborg FF - AaB Artikel ikon Flere optakter

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Danmark - England Startopstillinger: Montenegro – Polen Artikel ikon Startopstillinger: Nordirland – Norge Artikel ikon Startopstillinger: Rumænien - Danmark Artikel ikon Flere startopstillinger

Kampreferater

Artikel ikon Bendtner-assist i Rosenborg-triumf Spanien dukkede Frankrig i testkamp Artikel ikon Italien forværrede Hollands krise Artikel ikon Loftus-Cheek splittede Danmark ad Artikel ikon Flere kampreferater