HSV – På rette kurs?

Af Emil Bekker Henriksen

2016-09-10
HSV – På rette kurs?

Det er efterhånden nogle år siden, at HSV var en fast bestanddel i den høje ende af Bundesligaen - men er nordtyskerne på rette kurs igen?

1. Bayern
2. Dortmund
3. Leverkusen
4. Mönchengladbach
5. Schalke
6. Mainz

Ovenstående er sidste sæsons top 6 i Bundesligaen. De fleste synes nok ikke, at der er noget mærkeligt eller forkert i, at det er netop disse seks hold, der udgør Tysklands top 6. Hvis man skal sige noget, er det måske iøjnefaldende, at et hold som Wolfsburg ikke er der, når man tager deres økonomiske muskler i betragtning, og at Mainz ender som nummer seks. Top 2-holdene synes nu heller ikke så overraskende endda, men at man ikke længere kigger mod den øverste halvdel af Bundesliga-tabellen for at finde HSV er svært at kapere. Klubben fra millionbyen Hamborg måtte i sidste sæson nøjes med en tiendeplads og 41 point.

Det er tre år siden, at “Die Rothosen” - som HSV bliver kaldt grundet de røde shorts - sluttede i den bedste halvdel af ligaen. Dengang blev det til en syvendeplads, men det var også kun en god slutplacering, når man tager en femtendeplads året før og to sekstendepladser i træk i årene efter i betragtning. I Bundesligaen giver en sekstendeplads billet til nedrykningsspil, hvor man spiller to kampe mod nummer tre fra den næstbedste tyske række. Her lykkedes det begge år at undgå nedrykning, men kun på et hængende hår.

Hvis man vil se HSV's seneste europæiske deltagelse, skal man lede efter klip fra sæsonen 2009/10, hvor nordtyskerne nåede hele vejen til semifinalen. De var altså blandt de sidste fire sammen med storklubberne Liverpool og Atlético Madrid. De blev slået ud af Fulham, som nu ligger og roder rundt i den næstbedste engelske række.

Året forinden havde HSV sluttet på femtepladsen - og det var altså ikke en atypisk slutplacering for klubben på det tidspunkt. 00'erne kastede fem top 5-placeringer af sig, og kun to gange før det seneste årtiskifte sluttede hamburgerne i den dårlige halvdel af ligaen. I slutningen af 00'erne indeholdt truppen navne som Rafael van der Vaart, Vincent Kompany, Jerôme Boateng og Nigel de Jong. De nævnte spillere blev selvfølgelig alle først for alvor kendt eller verdensklasse efter deres tid i Hamborg - Van der Vaart skiftede til Real Madrid og senere Tottenham, Kompany, Boateng og de Jong skiftede til nyrige Manchester City - men før de skiftede til HSV, var de jo anset som store talenter, og selve klubben var attraktiv for spillere som dem.

I den sidste håndfuld år har det dog været anderledes. Gæld, dårlig ledelse og ugunstige satsninger med henblik på spillerkøb har gjort de sidste fem år rædderlige uden ret meget udsigt til det bedre. Det eneste, som nordtyskerne har kunnet glæde sig over de sidste mange år er håneretten over bysbørnene og ærkerivalerne FC St. Pauli, som kun i enkelte sæsoner – senest i 2010/11-sæsonen - har befundet sig i den bedste tyske række. Måske er bedre tider dog på vej i Hamborg.

Nye tider i Hamborg?
Vi kommer næppe til at se HSV, som klubben var i dens gyldne æra i slut-70'erne og 80'erne. Her kunne hamburgerne juble over tre tyske mesterskaber indenfor fire år. Når de ikke vandt mesterskabet, var det fordi, de blev nummer to. Pokaltitlen blev også hentet til klubben to gange. Sidst men ikke mindst slog man i 1983 Juventus i finalen af den europæiske cup, som i dag er kendt som Champions League, hvilket må siges at være en bedrift af de helt store.
At HSV kommer til at konkurrere med Bayern og Dortmund om titlen kommer nok heller ikke til at ske indenfor den nærmeste fremtid, da der synes at være en stor kløft mellem de to storklubber og resten af Bundesligaen. 5-0, 6-0, 8-0 og 9-2 er blot nogle de nederlag, som ”Die Rothosen” har lidt til Bayern indenfor de seneste seks år. Vi skal fem år tilbage for at finde den seneste Hamborg-sejr over Bayern og hele syv år tilbage, hvis man vil finde HSV's seneste Bundesliga-sejr over sydtyskerne.

Men er nye tider på vej for den tidligere topklub? Noget kunne i hvert fald tyde på det. Potentialet er der utvivlsomt – klubben er altså fra Tysklands næststørste by. Samtidig er Hamborg en meget rig by med ekstremt velhavende investorer. For eksempel Hans-Michael Kühne, som ofte ”låner” klubben penge. HSV er angiveligt også gældfrie nu efter en del sæsoner med begrænsede transferbudgetter grundet gælden. Udover den økonomiske fremgang kom Dietmar Beiersdorfer tilbage til klubben som sportsdirektør i 2014, og han har fået rettet op på noget af det, der var galt.

Allerede sidste år var der lidt fremgang fra sæsonen før. 2012/13-sæsonen endte også godt med en syvendeplads, men siden Bruno Labbadia satte sig i trænersædet, har det set bedre ud. Det gjorde det ikke helt til at starte med, men den tidligere tyske landsholdsspiller har fået tid – mere tid end sine forgængere i hvert fald – og det har hjulpet lidt. Men med tryk på lidt. For selvom en tiendeplads ligner en markant forbedring i forhold til en sekstendeplads året før, så sluttede nordtyskerne kun fem point over stregen. Til sammenligning sluttede Bundesligaens nummer ti otte point over stregen i 2014/15, og i 2013/14-sæsonen sluttede tiendepladsen hele femten point over stregen.

Sommerens transfervindue har dog for alvor givet grund til optimisme blandt HSV-fans. Hvor der i de sidste par år før Beiersdorfers tilbagevenden blev satset meget på spillere, som havde set deres bedste tid, så er der i sommer blevet satset langt mere på potentiale. Van Nistelrooy blev hentet ind, van der Vaart blev hentet tilbage og det samme gjorde Ivica Olic. Van Nistelrooy havde nu et fint år i Hamborg i 2010/11, men van der Vaarts og Olic' anden periode i klubben var ikke just en succes, og man havde meget løntunge spillere i truppen.

Sommerens dyreste indkøb hedder Filip Kostic, som blev hentet ind fra nedrykkende Stuttgart. Den 23-årige serber havde to gode sæsoner der og var angiveligt på ønskelisten i Inter, Valencia og adskillige PL-klubber, men endte med at tage til HSV for godt 100 millioner kroner, hvilket er klubbens transferrekord. Tyskerne var også på rov i Brasilien på vinduets sidste dag, og her hentede man den 22-årige nykårede OL-vinder Douglas Santos. Venstrebacken har tidligere haft en periode i Europa, men uden den store succes. Han skulle dog blot bruge et par sæsoner hjemme i Brasilien til at udvikle sig, og under OL lignede han en, der ville kunne forstærke de fleste Bundesliga-mandskaber. Dertil kommer erhvervelsen af den 23-årige amerikaner Bobby Wood. Wood blev med 17 scoringer for Union Berlin nummer tre på topscorerlisten i 2. Bundesliga i sidste sæson og ligner en, der har fået sit gennembrud. Han startede også den nye sæson ud med et mål efter blot 30 minutter hjemme mod Ingolstadt.
Det mest prominente navn på listen over nye HSV-spillere må dog siges at være kroatiske Alen Halilovic, som kommer ind fra selveste FC Barcelona. Den 20-årige offensivspiller er blevet spået en stor fremtid og havde sidste år en god sæson på lejeophold i Sporting Gijón, men Barça lod ”den kroatiske Messi” gå til knap 40 millioner. Catalanerne fik dog en tilbagekøbsklausul inkluderet i aftalen, der gør, at de kan få ham tilbage enten til næste år eller i 2018 for sølle 22,5 millioner. De nævnte spillere er nok alle tiltænkt startpladser. Dertil kommer de unge satsninger, som klubben har hentet i andre tyske klubber. Her er der fx tale om 20-årige Luca Waldschmidt og 18-årige Arianit Ferati, som begge skulle være ret talentfulde. Klubben har også skrevet kontrakt med en 18-årige gambisk flygtning ved navn Bakary Jatta, som ser rigtig spændende ud. Den unge angriber har dog endnu ikke tilladelse til at spille Bundesliga og tørner derfor ud for andetholdet, hvor han i går scorede to mål i sin debut.

Der er med andre ord fremgang i hansestaden og udsigt til endnu mere, men hvor meget kan de hamburgske fans forvente sig af næste sæson?

Europæiske ambitioner
Som nævnt skal man nok ikke regne med, at HSV blander sig i toppen med Bayern, Dortmund og Leverkusen, som alle ser voldsomt stærke ud. Vi kender selvfølgelig Bayerns styrke, Dortmund har forstærket sig, og det har Leverkusen også. Der er dog ingen tvivl om ambitionerne i traditionsklubben. Ifølge archyworldys.com har storaktionæren Kühne udtalt, at når sæsonen er slut, så forventer han en placering mellem seks og otte. Og det er nok ikke meget urealistisk, for de fleste ville nok kunne blive enige om, at truppen ser stærkere ud, end den gjorde i fjor. Ud med de gamle, løntunge spillere og ind med de unge, talentfulde. Dertil kommer, at pengepungen er vokset, så januarvinduet kan meget vel blive taget i brug også. For selvom transfervinduet var fornuftigt, så er der stadig plads til forbedringer hist og her. Især i midterforsvaret er der brug for forstærkninger.

Men er det så kun de tre klubber, som er bedre? Det ville være løgn at sige. Hold som Mönchengladbach, Wolfsburg, Schalke og måske endda også Mainz ser også stærkere ud, så ambitionerne skal heller ikke skrues alt for højt op med det samme. Det er stadig en ny proces med at få den rådne stamme af spillere ud og erstatte den med ungt potentiale, så det skal have nogle år. En målsætning om top 8 virker derfor meget realistisk, og det ville nærmest være overraskende, hvis det skulle blive til mere allerede i år. På sigt må målsætningen dog være europæisk deltagelse som en regel mere end en undtagelse.

Et andet – og meget vigtigt – mål må dog være, at HSV skal holde på sine bedste spillere. Især Leverkusen nyder nu godt af spillere, som fik deres gennembrud i en tidlig alder i HSV-trøjen. I 2013 var det sydkoreanske Heung Min Son. Han havde scoret 12 mål og blev derefter solgt for omkring 80 millioner.
Sommeren efter var det Europas firsparkskonge Hakan Çalhanoğlu, som blev et af HSV's få lyspunkter den sæson og så solgt for 110 millioner.
Sidste år var det forsvarsklippen Jonathan Tah, der blev solgt for 55 millioner efter at have haft en god sæson på lejeophold i Fortuna Düsseldorf. Tah ville uden tvivl gå direkte ind i startopstillingen i HSV, og er i dag 120 millioner værd.

De nævnte er blot de største navne, men listen er lang med talenter, som har forladt Volksparkstadion for tidligt. Faktisk fik Arsenal-nyindkøbet Shkodran Mustafi også meget af sin fodboldopdragelse i Hamborg, før han blev solgt til Everton. Der er selvfølgelig ingen der siger, at Mustafi ville være blevet lige så god, som han er nu, hvis han var blevet i HSV, men han kunne nok godt have gjort gode ting for klubben, hvis han var blevet. Levin Öztunali, som også tog til Leverkusen, men nu i Mainz, er også nævneværdig i denne sammenhæng.

Som nogle nok ved, så var sagen en lidt anden omkring salget af Çalhanoğlu, som tilsyneladende bare ville væk. Men hvad angår de andre, så er salgene angiveligt foretaget på grund af den stramme økonomi. Nu er klubben gået en lysere tid i møde finansielt, og det må også betyde, at man ikke i samme grad kommer til at se de bedste spillere blive solgt for tidligt, og det vil være hammervigtigt for HSV. Og HSV's vej tilbage til tysk topfodbold.

Det bliver selvfølgelig svært at holde på absolut alle stjerner. For eksempel bliver 20-årige Halilovic meget svær at holde på, hvis han gør det godt, da Barça som nævnt har en tilbagekøbsklausul på ham, men ellers skal man holde på de gode spillere, så holdet kan få en sund stamme og noget kontinuitet.

Det lover altså godt, og alt i alt er der altså grund til optimisme i Hamborg eller i Danmark, eller hvor HSV-fansene ellers opholder sig. Tysklands næststørste by og Volksparkstadions godt 50.000 ugentlig



Kalendergaven
1. december
Firing Koeman to Fireman Sam
2. december
Historier om trøje-numre
3. december
Indisk vokseværk
4. december
Zé Roberto – 24 år på grønsværen
5. december
Drengedrømmen lever!
6. december
Davinson Sánchez – Monster eller Baresi
7. december
Shakhtar – olie og brasiliansk kærlighed
8. december
Ivan Rakitić - I Prosinečkis fodspor
9. december
Kevin De Bruyne – kasseret af Mourinho
10. december
Ilden José og isen Pep mødes – igen
11. december
Napoli – tilbage til toppen
United vs. City - den 10/12-17

- En sejr over United vil være stort

- Mourinho over Guardiola

City tog massivt skridt mod mesterskabet

Derfor kom Perišić ikke til United

Ekspert tvivler på City i Europa

Guardiola med fornemt jubilæum

Ilden José og isen Pep mødes – igen

Manchester City-stime af sejre

Mourinho erkender: Titelræs er nok slut

Optakt: Man. United - Man. City

Pep vs. Mourinho - i citater

United vs. City

Magasin-artikler
Shakhtar – olie og brasiliansk kærlighed
I Champions League gruppe F kom en solid overraskelse, da nyrige ukrainere vandt over formstærke Manchester City og fik tolv point i den hårde gruppe. Indkast.dk har kigget nærmere på det ukrainske storhold.
Olie har startet krige, skabt misundelse og dumheder – som da en halvstiv dansk udenrigsminister forærede Norge store mængder - eller givet fodboldklubber et voldsomt løft, som det er tilfældet med ukrainske Shakhtar Donetsk. Her har olie-kongen Rinat Akhmetov brugt en formue på at skabe et storhold, hvilket er lykkedes ret godt – hvilket de seneste resultater i Champions League bevidner.

For da ukrainerne besejrede historisk stærke Manchester City med 2-1 sikrede de sig videre deltagelse fra den stærke pulje med Napoli og Feyenoord. Også blev kampen end ikke spillet på det imponerende Metalist stadium, som har været ude for en meget dyr renovering. Dette har tidligere fået tildelt fem stjerner af UEFA, og har blandt andet et ungdomsakademi med plads til over 3.000 børn som blot en del af et imponerende træningsanlæg.

Samtidigt med denne voldsomme stadionudvidelse for den ukrainske klub, så væltede der ind med især brasilianske spiller i klubbens trup. Første brasilianer kom til klubben i 2002, og det har sidenhen startet en stærk forbindelse mellem den sydamerikanske fodboldverden og den østlige del af Ukraine.

Omtalen af de brasilianske talenter i Shakhtar Donetsk blev først rigtig synlig for fodboldeuropa, da den daværende italienske landsholdshold-angriber Cristiano Lucarelli skiftede til den ukrainske storklub, og efterfølgende vandt holdet mesterskabet to år i træk og fjernede dermed selveste Dynamo Kiev fra den fodboldtrone, som de ellers havde siddet på gennem mange år.


Fra John Hughes til Akhmetov
Shakhtar Donetsk blev dannet i 1869 af den walisiske forretningsmand John Hughes, der dengang byggede masser af stålværker i området, og det er ikke langt fra den måde, som den nuværende pengemand Akhmetov har tjent sine enorme formuer. Således er Akhmetov af Forbes Magazine blevet kåret til verdens 214. rigeste mand. Nu lyder det måske ikke af meget, men det er det – og Akhmetov er også klart Ukraines rigeste mand.

Den kun 51-årige Akhmetov er som mange andre rigmænd på de kanter blevet beskyldt for at deltage i organiseret kriminalitet, men han er ikke dømt for noget. Meget på denne egn handler om penge, og det har også været bevæggrundene for de mange spillere, der er taget den lange rejse til Ukraine. Allerede da den italienske angriber Lucarelli i 2007 skiftede til klubben, blev det gjort klart, at her var der økonomiske midler, der ikke rimede på noget fra den ukrainske befolkning. Således fik Lucarelli stillet et privatfly til rådighed, hvis hans kone skulle få for meget hjemve og gerne ville en sviptur til Italien. Udover denne luksus er forholdene også i orden – bortset fra vejret, men det kan Akhmetovs penge næppe ændre for klubben.



Pengene har givet resultater
Siden 2002 er det blevet til ni nationale mesterskaber, fem pokaltitler og et enkelt Europa League-trofæ, så investeringerne har båret frugt. Klubben kan dog godt beskyldes for at føre en besynderlig forretningsmodel.

Holdets defensiv består af østeuropæiske spillere, mens offensiven er tegnet af mange sydamerikanere - med underlige kontraktforhold. De fleste af de sidstnævnte spillere ejer klubben nemlig ikke, men i stedet ejer investorerne store dele af rettighederne over disse spillere, og kritikere mener også at vide, at disse pengemænd ofte har indflydelse på, hvilke spillere der får spilletid på holdet. Dette hævdes at være årsagen til, at holdet i senere år ikke har præsteret som tidligere i den hjemlige turnering. De vandt blandt andet ikke det ukrainske mesterskab i 2014/15 og 2015/16-sæsonerne, hvilket er meget uvant på de breddegrader. De fem sæsoner før det blev de mestre og forklaringen er måske ligetil.

For modsat tidligere så har det ukrainske storhold forholdt sig meget roligt i sommerens transfervindue og har kun hentet nogle unge spillere på lejeaftaler, men på trods af dette har de stadigvæk hele otte brasilianske spillere i deres Champions League-trup – samt et par kroater og argentinere. Så samlet set så mangler Donetsk-holdet ikke det store. Men spillerne har ikke det niveau som klubben tidligere har haft med brasilianske spillere som Willian, Luiz Adriano og Fernandinho. Nutidens stjerner er anføreren og veteranen Darijo Srna samt den argentinske angriber – Facundo Ferreyra, så der er sket en udvikling for det brasiliansk-inspirerede "olie-hold" fra Ukraine.

Læs hele artiklen
Firing Koeman to Fireman Sam
Eksperten i Premier League-overlevelser – Sam Allardyce – er kommet til kriseramte Everton, og måske finder han ”Love in a hopeless place”.
Fra Ronald Koemans fyring den 23. oktober og så indtil Sam Allardyce blev ansat onsdag middag, havde Everton forfremmet U/21-træner David Unsworth. Men de syv kampe gav ikke den ønskede effekt - blot en sejr og samlet 8-20. Onsdag aften kunne ”Big Sam” fra tribunen klappe i sine forfrosne hænder, da hans nye hold - Everton - vandt stensikkert med 4-0 over West Ham.

Netop West Ham var Allardyce jo manager for fra 2011-15 og dermed en af de Premier League-klubber, hvor han har været sportslig ansvarlig mange gange. Hele 489 Premier League-kampe har Sam Allardyce været ansvarlig for syv forskellige PL-klubber. Han har været manager for i alt ni hold – Blackpool, Notts County, Bolton, Newcastle, Blackburn, West Ham, Sunderland, Crystal Palace og nu Everton.


Pludselig stop i Palace – efter ”Big Sam” havde reddet dem
I sommer troede mange, at den lange karriere var slut pga. personlige omstændigheder, efter ”Big Sam” blot var manager i Crystal Palace i 151 dage. Perioden gav 24 kampe, hvor halvdelen blev tabt og ni blev vundne. Den korte periode i London-klubben sluttede brat, og det skulle ikke have handlet om uenigheder med formanden Steve Parish om manglende indkøb eller lignende, men derimod om at få noget mere tid med hans familie. Allardyce har selv givet følgende forklaring til sit pludselige stop:

- På nogle måder har dette været en svær beslutning, men på andre har det været den letteste beslutning i hele verden. Jeg vil gerne takke Steve Parish for at give mig chancen for at forbedre mit renomme efter, hvad der skete, da jeg var Englands landstræner.

Hvad disse personlige årsager, som lå til grund for, at Allardyce stoppede i Crystal Palace, er fortsat lidt uklare, men den iltre manager har slået fast, at han gerne vil tilbringe noget mere tid med familien – og især sine børnebørn. 62-årige Allardyce frasagde sig ved opsigelsen en lukrativ fratrædelsesordning, men han fik dog 20 millioner kroner for at sikre Crystal Palaces forblivelse i Premier League, hvilket Allardyce er en sand mester til.

Allardyce er aldrig rykket ud af Premier League, selvom han mange gange har trænet mindre hold med små budgetter. I Palace havde de haft syv managere på syv år, og nok engang viste Allardyce, at han er lavet af noget specielt.

Sam Allardyce – 24 kampe: 37,5 % vundne kampe
Alan Pardew – 35 kampe: 40,3 % vundne kampe
Neil Warnock – 17 kampe: 17,5 % vundne kampe
Tony Pulis – 28 kampe: 42,6 % vundne kampe
Ian Holloway – 46 kampe: 30,3 % vundne kampe
Dongle Freedman – 90 kampe: 35,5 % vundne kampe
George Burley – 25 kampe: 28,0 % vundne kampe

Ifølge bulletinerne fra London skulle Allardyce betale mange penge til Palace, såfremt manageren fandt et andet job indenfor de næste to år, og det gjorde han – men han får også mange penge for Everton-jobbet. Hele 55 millioner kroner skulle årslønnen være på, hvilket f.eks. er mere end, hvad Pochettino får i Tottenham eller hele 50 % mere end den meget eksponerede Benitez får i Newcastle.


”Talk about finding love in a hopeless place”
Allardyce har lavet en aftale på 18 måneder med Everton, og han blev tidligere på ugen fløjet direkte fra ferien i Dubai til Evertons træning – Finch Farm sammen med sin store stab af assistenter. Liverpool-legenden Sammy Lee er blevet tilknyttet trænerstaben sammen med Craig Shakespeare, målmandstræneren Martyn Margetson samt fitness-træneren Ryland Morgans. De bliver tilknyttet en trænerstab, der i forvejen tæller klublegenden Duncan Ferguson og U/21-træneren Unsworth.

Så store rokader i den kriseramte klub og det er ikke blevet gjort uden bemærkninger og ballade. Farhad Moshiri, der ejer en del aktier i klubber, valgte at poste nyheden på Twitter, før klubben gjorde det, og bookmakeren Paddy Power udgav nogle af de negative kommentarer, som Allardyce har sagt om klubben – for to uger siden. Derudover og på den lidt mere komiske side valgte Evertons trøjesponsor SportPeas at udsende et tweet med den meget omdelte video af Allardyce i festligt lag i Marbella med skriften: ”Talk about finding love in a hopeless place” med direkte henvisning til det Rihanna-nummer, som en fuld Allardyce sang og dansede til.



Kan Allardyce starte med tre sejre?
På den korte bane venter der Everton et par overkommelige opgaver, da formsvage Huddersfield skal gæste Everton inden opgøret imod Limassol i Europa League. Yderligere to sejre - efter sejren over West Ham - til Everton kan måske få det unge hold til at vokse inden december, som byder på mange og langt hårdere opgaver, som kampe imod rivalerne fra Liverpool og mødet med mestrene fra Chelsea.

Onsdag aften så Allardyce sejren over West Ham sammen med føromtalte Moshiri. Everton-bossen havde brugt 37 dage fra fyringen af Koeman til, at han hentede Big Sam eller rettere gik fra, at ”Firing Koeman to Fireman Sam”.

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Kevin De Bruyne – kasseret af Mourinho
Masser af ros til De Bruyne som Jose Mourinho ikke kunne bruge i Chelsea – det var en fejl…
- Kevin er klart Premier Leagues bedste lige nu. Manchester City er Premier Leagues bedste hold, og Kevin er en vigtig spiller i Guardiolas system…

Sådan sagde en anden af Premier Leagues største profiler – Eden Hazard – i efteråret 2017, efter Pep Guardiolas mandskab havde startet Premier League-sæsonen rekordgodt. Men hvem er den stille belgier, som bare vokser, når han går ind på en fodboldbane?

Da den anerkendte engelske journalist Sam Wallace i 2015 besøgte Manchester City-træningsanlægget Jean-Claude van Damme, var det en meget genert ung mand, der mødte op, og han var end ikke den mest kendte belgier i presserummet. Det var Vincent Kompany – sådan er det ikke længere.

Inden De Bruyne var kommet til Manchester City for omkring 500 millioner kroner, var han blevet kåret til årets spiller i Tyskland. Den gode form overførte han straks til Premier League, og dermed steg hans markedsværdi også. Efter blot to år i Premier League var De Bruynes værdi steget til det dobbelt – ifølge CIES Football Observatory – og han blev vurderet til at koste over en milliard kroner.


Hellere Willian og Andre Schürrle
Det sker efter, at Chelsea og Jose Mourinho kasserede ham i januar 2014. I stedet startede den succesbelagte periode med masser af ros og anerkendelse hos tyske Wolfsburg. Før dette returnerede han i sommeren 2013 tilbage til London efter en låneperiode hos Werder Bremen, og på det tidspunkt bød den daværende Dortmund-træner Jürgen Klopp på De Bruyne. Den nuværende Liverpool-manager ville have, at De Bruyne skulle afløse Mario Götze, som var blevet solgt til Bayern München, men sådan gik det som bekendt ikke.

De Bruyne kom tilbage til Chelsea samtidig med, at klubben havde styrket sig på den offensive midtbane med Willian og Andre Schürrle. De blev de foretrukne fremfor De Bruyne, hvilket sidenhen må betragtes som en stor fejl af Mourinho. Seks måneder og blot ni kampe senere rejste De Bruyne væk fra London, men uden at smække med døren. Han har sidenhen sagt, at kasseringen af Mourinho har været med til at forme ham til den spiller, han er i dag.


Guardiola er stolt
Som 14-årig forlod De Bruyne barndomshjemmet i Drongen for at udvikle sig hos Ghent, og tiden var ligeså ensom, som da han boede i London og kæresten Michele gjorde studiet færdig hjemme i Belgien - men tiden i London formede ham til den spiller han er i dag.

Fra 2012 og tre år frem lavede De Bruyne 35 assists og 23 mål i Bundesligaen, og det åbnede op for det store skifte til Premier League – og Manchester City, men også til Pep Guardiola. Den tidligere Barcelona-træner har fået sat skik på belgieren, og han har været med til at forme ham til en af verdens bedste midtbanespillere på en unik midtbane, som eksperten Morten Bruun mener, er helt unik og kan sammenlignes med midtbanen i selveste Barcelona.

- Xavi, Iniesta og Sergio Busquets. To af verdens mest sublime teknikere og en mere fysisk type, der i øvrigt også kunne spille fodbold. I dag har City det samme med Fernandinho på den bagerste midtbane og med duoen David Silva og Kevin de Bruyne lige foran. Jeg vil kalde det verdens p.t. bedste midtbane i skarp konkurrence med Real Madrids.

I efteråret var der også statistikker, der bakker op om Morten Bruuns påstand. For siden ankomsten til Manchester City er der ikke nogen, der har lavet ligeså mange assists som ham i de fem største ligaer. I de første 72 Premier League-kampe lavede han 33 assists, og det fik manager Guardiola til at sige til Marca:

- De Bruyne er en af de bedste spillere, jeg har set i mit liv, for han kan gøre absolut hvad som helst. Han er en topspiller af allerhøjeste kvalitet. Han er en stabil gut med og meget professionel. Han elsker at spille fodbold, det er det, han lever for. Vi er meget stolte af og glade for at have ham hos os.
Læs hele artiklen
Ivan Rakitić - I Prosinečkis fodspor
Født og opvokset i Schweiz, men i dag en stjerne på det kroatiske landshold og for sin catalanske klub FC Barcelona.
- Jeg har altid drømt om det her som barn, og nu får jeg ikke bare lov til at drømme om det men faktisk udleve min drøm...

Sådan udtalte den dengang 26-årige Ivan Rakitić sig til et interview med Marca før sit første El Clásico i oktober 2014.

I dag, tre år senere er han en vigtig og profileret spiller i FC Barcelona, som han har optrådt 181 gange for siden sit skifte til Catalonien tilbage i sommeren 2014.

Ungdomsårene i det nordlige Schweiz
Karrieren startede dog i en lille by i det nordlige Schweiz på grænsen til Tyskland. Her startede en fireårig Ivan sin fodboldkarriere i klubben Möhlin-Riburg. Som syvårig blev han hentet til den schweiziske storklub FC Basel. Det var også her, at han som 17-årig debuterede som professionel fodboldspiller. På det her tidspunkt i hans karriere var han jagtet af flere storklubber rundt om i Europa.

Efter en imponerende 2006-07-sæson, valgte han at drage nordpå til Tyskland, hvor Schalke 04 hentede ham til Gelsenkirchen. Det var særligt i hans tid i Schalke, at verden blev gjort opmærksom på den kroatiske midtbanespillers store kvaliteter. Her blev han for alvor, til den spiller han er i dag. En spiller som vidste, hvor han skulle aflevere bolden før at have modtaget den. En spiller, som var dødsensfarlig i modstanderens målfelt, men som stadig kunne løbe retur for sit hold hver eneste gang. En sand boks-til-boksspiller.

Ja tak til Bilić
Det var også i starten af hans Schalke-karriere, at Rakitić valgte at tørne ud for det kroatiske landshold, hvor han ville spille sammen med blandt andet Luka Modrić, og gå i fodsporene på store kroatiske spillere, som Robert Prosinečki og Zvonimir Boban.

Rakitić havde også muligheden for at tørne ud for Schweiz, eftersom at han blev født i landet, der lagde grund til EM i 2008 sammen med Østrig. Trods kampe på de schweiziske ungdomslandshold valgte den daværende 19-årige Schalke-spiller at takke pænt nej tak til EM på hjemmebane, og i stedet takke ja til den daværende kroatiske landstræner Slaven Bilić til at optræde for sine forældres fødeland.

Midtbaneprofil i Spanien
I januar 2011 gjorde han et overraskende skifte til den spanske storklub Sevilla, efter at flere medier havde rygtet ham til nogen af de allerstørste klubber i Europa. I Sevilla gik han dog direkte ind på holdet og spillede i flere år en kæmpe rolle på et hold, hvor han som holdkaptajn i maj 2014 kunne løfte Europa League-trofæet på Juventus Stadium i Torino.

Drømmeskiftet
16. juni 2014 var dagen, hvor Ivan Rakitić efter flere års håb og drømme kunne kalde sig spiller af drømmeklubben FC Barcelona. Her blev han af mange udset til at blive manden til at udfylde Barca-ikonet Xavis sko. Han blev hurtigt en stor profil på holdet, hvor han i den grad også spillede en vigtig rolle i FC Barcelonas treblesæson, hvor catalanerne gjorde rent bord i alle deltagede turneringer. Ivan Rakitić scorede blandt andet det første mål i Barcas 3-1-finalesejr over Juventus på det olympiske stadion i Berlin. Dermed skrev han sit navn i både "Blaugranas" og fodboldens historiebøger.

Den nu 29-årige kroat var en vigtig brik i puslespillet, der skulle få MSN-trioen til at gå op i en højere endhed.

- Hvis jeg skal løbe 10 kilometer for dem, så gør jeg det, og jeg gør det med et smil på læben, udtalte Rakitić til Henry Winter fra The Times tilbage i oktober 2016.

Med sine 29 år har han stadig flere gode år foran sig, med et eftermæle som Robert Prosinečki og Zvonimir Bobans at jagte.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Ilden José og isen Pep mødes – igen
Fodboldens svar på John McEnroe og Bjørn Borg står for den sportslige fodboldfremtid i Manchester – Indkast.dk har gravet ned i deres historik, som er ganske underholdende.
Lørdag den 10. september 2016 blev et skelsættende tidspunkt i international fodbold, for nok et kapitel blev skrevet til had/kærlighedsforholdet imellem Jose Mourinho og Pep Guardiola. Her stod de to tidligere venner overfor hinanden, som træner for hver sin Manchester-klub. Tyve år forinden var de begge i Barcelona som assistent-træner og midtbanestyrmand. Denne periode betragtes som en af klubbens bedste, og der var stærke bånd i et solidt venskab, men sidenhen er der løbet meget vand i åen.

Mourinho-tiden med store armbevægelser i Real Madrid overfor den meget kontrollerede og mere rolige Guardiola i Barcelona viste al andet end næstekærlighed, og nu kommer nok et kapitel. For de to succesbelagte trænere er landet i hver sin Manchester-klub, og dermed står de igen overfor hinanden i et opgør imellem to meget rivaliserende klubber – hvilket næppe bliver kønt.

Mourinho har tidligere haft for vane at køre et grimt, men underholdende medie-stunt, mens Guardiola har kæmpet voldsomt med ikke at lade sig rive med - på de mange provokationer fra Mourinho, som fx i august 2013 hvor den daværende Chelsea-manager sagde følgende efter UEFA's Super Cup:

- Hver gang jeg spiller imod Pep, ender vi med at være 10 mand på banen. Er det en regel, som UEFA har lavet?

Tilbage i april 2011 slog Mourinho fast, at Guardiola blot havde vundet et Champions League-trofæ og understregede, at det skete efter, hvad han selv kaldte ”Skandalen på Stamford Bridge”, hvor Pepe blev udvist. Samtidig mente portugiseren, at den spanske træner – igen – havde fået dommerhjælp, og at Guardiola endda havde kritiseret dommeren for de korrekte beslutninger, som han havde truffet.

Til dette svarede den daværende Barcelona-træner, at Mourinho var bossen i presserummet på Bernabéu, og fortsatte det sådan, ville det ændre deres venskab, som ville udvikle sig til blot et bekendtskab.


McEnroe vs. Borg
Udefra set virker det til, at venskabet er slut imellem de to store forskelligheder, som kan sammenlignes med John McEnroe og Bjørn Borg. Imellem 1978 og 1981 mødtes de to tennislegender 14 gange, men det var mere end blot tenniskampe. Det var et opgør imellem to vidt forskellige mennesketyper – som dengang blev beskrevet som ”Ild og Is”. I nutidens fodboldopgør er Mourinho ilden, mens Guardiola er isen.

Den internationalt anerkendte fodboldjournalist Sid Lowe har i sin bog om rivaliseringen imellem Barcelona og Real Madrid beskrevet opgøret imellem de to trænere. Heri hævder den veloplyste Lowe, at Mourinho indså, at hans største chance for at slå Barcelona var ved at komme ind under huden på Guardiola samt skabe en krig imellem dem – hvor alle våben var tilladt. En krig mellem to typer trænere, men også mellem to forskellige klubber, hvor Barcelona var den talentskabende og Real Madrid den dyrtindkøbene.

Denne ”krig” kulminerede i august 2011, hvor Mourinho prikkede Guardiola-assistenten Tito Vilanova i øjet, efter Marcelo havde sparket Barcelona-spilleren Cesc Fàbregas midt over lige foran udskiftningsbænkene. Dette skete i en periode, hvor Barça var sportslige overlegne i forhold til ”Konge-klubben”, og hvor Mourinho var desperat for at gøre alt for at slå Barcelonas flotte spil i stykker.

Efterfølgende vandt Barcelona med 6-2 på Bernabéu, hvilket nok engang frembragte en hård kommentar fra Mourinho, da han mente, at Guardiola måske ”en dag” ville vinde det spanske mesterskab på ærlig vis. Samtidigt slog Mourinho fast, at han mindede meget om Guardiola, hvortil den spanske træner tørt svarede igen:

- Hvis det er rigtigt, så vil jeg lave om på min adfærd.

Det er langt fra den eneste gang, at udtalelserne har været skarpe imellem de to rivaler. I september 2014 sagde Mourinho til El Confidencial om Guardiolas hårpagt:

- Når man elsker, hvad man laver, så mister man ikke sit hår. Guardiola er skaldet. Han elsker ikke fodbold…

Eller i maj 2015 hvor Mourinho, som nyslået engelsk mester med Chelsea, sendte en klar hilsen til Guardiola i Bayern München.

- Jeg er nok ikke den smarteste, når jeg skal vælge klubber og turneringer, som disse klubber spiller i. Jeg kunne let have valgt nogle klubber, hvor det var meget lettere at blive national mester.


Masser af gnister
Samlet set har forholdet imellem de to trænere ikke været pænt, men meget underholdende og ofte med Mourinho i skurkerollen. Derudover virker det også til, at Mourinho har følt sig undertrykt af Guardiola – måske med en anelse af misundelse!

På Mourinhos daværende kontor ved Real Madrid-træningsbanen Valdebebas havde han en papfigur af sig selv, hvor han jubler. Måske ikke så underligt, men vel en smule pudsigt, at situationen var fra hans tid i Inter. Situationen var fra 2010 efter Champions League-semifinalen. Ikke fra tiden i Real Madrid eller triumfen i finalen… men fra semifinalen, hvor Inter slog – jah… gæt engang - Guardiolas Barcelona.

De to kamphaner mødte hinanden 11 gange i ”El Classico”, hvilket gav fem sejre til Guardiola og blot to til Mourinho – samt fire uafgjorte. Alene i 2010/11-sæsonen var der fire ”El Classico”, og i samtlige kampe fik Real Madrid udvist en spiller – så der har været dramatiske kampe.

Næsten samtidigt med dette blev Zlatan Ibrahimović kasseret af Guardiola i Barcelona. Nu er han også i Manchester og sikkert meget klar til mødet med City og hans bøddel, men fokus i kampen vil være mødet mellem Mourinho og Guardiola… to tidligere venner!

I maj 1997 vandt Barcelona den europæiske cup-finale over PSG. Efter sejren og midt i jublen stod to mænd på midten af banen og omfavnende hinanden – hjælpetræneren Jose Mourinho og styrmanden Pep Guardiola. Da den spanske tv-station Cadena Ser mange år senere viste dette billede til Mourinho, erkendte han:

- Jeg har selv et billede af vores omfavnelse… vi var tætte venner!

I 2000 forlod Mourinho det smukke Catalonien og Barcelona, men otte år senere mødtes han med Barca-bosserne Txiki Begiristain og Marc Ingla i Lissabon. På det møde skulle Mourinho have sagt, at hvis han skulle være træner i Barcelona, ville han gøre B-holdstræneren Guardiola til sin assistent, men Mourinho endte aldrig hos det catalonske storhold. I stedet blev Guardiola - til manges overraskelse - forfremmet til cheftræner.

I Graham Hunters bog ”Barca – skabelse af verdens bedste fodboldhold” siger Ingia, at Mourinho blev rasende, da han blev fravalgt til fordel for Guardiola – hvilket måske kan være starten på den dårlige kemi imellem de to venner.

Om balladen mellem de to trænere har den store italienske træner Arrigo Sacchi sagt, at det kan være svært at have ”to Piccasso'er” i samme tidsalder. Nu skal de krydse klinger – eller pensler - i Manchester!
Læs hele lederen
Indisk vokseværk
Mange profiler slutter karrieren i Indien, hvor udviklingen minder om Kina med voldsom fremgang i interessen, rige klubejere og sjove fodboldnavne.
Da Indian Super League (ISL) åbnede for sæsonen for et par uger siden, blev det starten på yderligere en opgradering af den storvoksende turnering. Turneringen var blevet udvidet fra otte til ti hold samt blevet ændret til, at turneringen varede i fem måneder imod de ti uger, som var den vanvittige turneringsform sidste sæson.

Derudover bliver ISL ikke længere betragtet som en ”side-turnering med stor underholdningsværdi” i forhold til den oprindelige bedste række i landet I-League, og der er allerede nu forslag om, at turneringen skal udvides til 18 hold. Udviklingen sker, da der er kommet et globalt fokus på turneringen, efter den er blevet beriget med stenrige klubejere, tidligere fodboldprofiler og kulørte trænernavne.

Danske Mads Junker og Morten Skoubo har været i indisk fodbold sammen med en masse andre kendte navne som blandt andet den tidligere verdensmester Joan Capdevilla, franskmændene Robert Pires og David Trezeguet eller Luís Garcia, Frederik Ljungberg og den tidligere AC Milan-spiller Alessandro Nesta – der blev genforenet med sin tidligere landsholdskollega Marco Materazzi, som var spillende træner i Chennaiyin FC.

Alene Chennaiyin FC har haft spillere som Elano, Mikael Silvestre og Eric Djemba-Djemba – men samlet set er det spillere, som skal presse den sidste økonomiske gevinst ud af karrieren, og der har været og er mange penge i klubberne.


Vil over 1.200.000.000 se fodbold?
I-League havde i gennemsnit under 5000 tilskuere til deres kampe, mens ISL har haft over 20.000, og klubberne er blevet forgyldt af den meget gunstige tv-aftale, som er blevet lavet i den folkerige nation – og med den mulige udvidelse af turneringen kan det blive endnu bedre.

Men det betyder ikke nødvendigvis mange flere udenlandske spillere. Klubberne må nemlig kun have otte udenlandske spillere i truppen, og de skal altid have seks nationale spillere på banen – hvilket naturligvis har skabt en voldsom kamp om at sikre sig de bedste indiske spillere.


Hvem vinder slaget om Indien?
Den netop startede sæson er den fjerde for ISL, og af de tre mesterskaber har den spansk-inspirerede Atlético De Kolkata vundet de to. I sommer solgte den spanske hovedstadsklub Atlético Madrid 25 % af deres ejerskab, og Manchester United-legenden Terry Sheringham blev hentet til klubben. Derudover blev Ashley Westwood assistent-træner, og han har et helt unikt kendskab til indisk fodbold, da han var ansvarlig for Bengaluru, der vandt I-League i 2014 og 2016. Nu forsøger klubben sig med et meget engelsk præg blandt andet med de tidligere Premier League-spillere Robbie Keane og Jussi Jaaseklainen.

Længere mod syd i det store land har klubben Kerala lavet et mindre scoop ved at få Dimitar Berbatov til klubben, der har plads til 50.000 tilskuere på deres stadion. Bulgareren bliver dermed genforenet med sin tidligere holdkammerat Wes Brown og træner Rene Meulensteen med fortid i Manchester United – og Brøndby.

Indien er et gigantisk land med over en milliard indbyggere, men også med over 100 forskellige sprog, og arealmæssigt er det verdens syvende største land. Interessen for fodbold har vokseværk – gad vide, hvordan det slutter.

Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Teaser: Afgørende dag i Manchester Giroud de specielle måls mester? Artikel ikon 100 Arsenal-mål for Giroud – Se dem her Artikel ikon Vanvittigt mål af Sigurdsson Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Ronaldo sætter endnu en rekord i CL Artikel ikon Guardiola med fornemt jubilæum Artikel ikon My perfect Xl - Alan Smith Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 6: Mindst bold på Old Trafford Overblik: Top 29 til Ballon d'Or Artikel ikon Ugens hold fra Bundesligaen - runde 14 Artikel ikon Top 10 - skjulte VM-talenter Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Randers - FC Midtjylland Spil: Manchester-derby Artikel ikon Spil: Valencia - Celta Vigo Artikel ikon Spil: Juventus - Inter Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Carlo Ancelotti - mit spil Robert Enke: Et alt for kort liv Artikel ikon Hjem til Fodbold Artikel ikon - En tikkende bombe Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Dansk fodboldlegende er død Fire klubber – fem britiske managere Artikel ikon Liverpool vs. Chelsea = drama Artikel ikon Tidligere VM-vindere som ikke kom med Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Marca: Real har sikret sig ny målmand Mandagens engelske rygter Artikel ikon AC Milan vil udleje spillere til januar Artikel ikon Napoli kigger på Deulofeu Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Alexandre Lacazette
Vidste du om ... Cristian Ziege Artikel ikon Vidste du om ... Vinicus Junior Artikel ikon Vidste du om ... Kasper Dolberg Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Top 6: Mindst bold på Old Trafford Oli GUNNER Solskjær Artikel ikon United vs. City Artikel ikon David De Gea - i Premier League Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Randers - Midtjylland Optakt: OB - Silkeborg Artikel ikon Optakt: Brøndby - AGF Artikel ikon Optakt: AaB - FC København Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Man. Utd - Man. City Startopstillinger: Liverpool - Everton Artikel ikon Startopstillinger: FCN - Hobro Artikel ikon Startopstillinger: Southampton - Arsenal Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Duelund og Wikheim smadrede Randers Flot AGF-comeback i Brøndby Artikel ikon City tog massivt skridt mod mesterskabet Artikel ikon Tidligere AaB- og FCK-spillere deler Artikel ikon Se flere