HSV – På rette kurs?

Af Emil Bekker Henriksen

2016-09-10
HSV – På rette kurs?

Det er efterhånden nogle år siden, at HSV var en fast bestanddel i den høje ende af Bundesligaen - men er nordtyskerne på rette kurs igen?

1. Bayern
2. Dortmund
3. Leverkusen
4. Mönchengladbach
5. Schalke
6. Mainz

Ovenstående er sidste sæsons top 6 i Bundesligaen. De fleste synes nok ikke, at der er noget mærkeligt eller forkert i, at det er netop disse seks hold, der udgør Tysklands top 6. Hvis man skal sige noget, er det måske iøjnefaldende, at et hold som Wolfsburg ikke er der, når man tager deres økonomiske muskler i betragtning, og at Mainz ender som nummer seks. Top 2-holdene synes nu heller ikke så overraskende endda, men at man ikke længere kigger mod den øverste halvdel af Bundesliga-tabellen for at finde HSV er svært at kapere. Klubben fra millionbyen Hamborg måtte i sidste sæson nøjes med en tiendeplads og 41 point.

Det er tre år siden, at “Die Rothosen” - som HSV bliver kaldt grundet de røde shorts - sluttede i den bedste halvdel af ligaen. Dengang blev det til en syvendeplads, men det var også kun en god slutplacering, når man tager en femtendeplads året før og to sekstendepladser i træk i årene efter i betragtning. I Bundesligaen giver en sekstendeplads billet til nedrykningsspil, hvor man spiller to kampe mod nummer tre fra den næstbedste tyske række. Her lykkedes det begge år at undgå nedrykning, men kun på et hængende hår.

Hvis man vil se HSV's seneste europæiske deltagelse, skal man lede efter klip fra sæsonen 2009/10, hvor nordtyskerne nåede hele vejen til semifinalen. De var altså blandt de sidste fire sammen med storklubberne Liverpool og Atlético Madrid. De blev slået ud af Fulham, som nu ligger og roder rundt i den næstbedste engelske række.

Året forinden havde HSV sluttet på femtepladsen - og det var altså ikke en atypisk slutplacering for klubben på det tidspunkt. 00'erne kastede fem top 5-placeringer af sig, og kun to gange før det seneste årtiskifte sluttede hamburgerne i den dårlige halvdel af ligaen. I slutningen af 00'erne indeholdt truppen navne som Rafael van der Vaart, Vincent Kompany, Jerôme Boateng og Nigel de Jong. De nævnte spillere blev selvfølgelig alle først for alvor kendt eller verdensklasse efter deres tid i Hamborg - Van der Vaart skiftede til Real Madrid og senere Tottenham, Kompany, Boateng og de Jong skiftede til nyrige Manchester City - men før de skiftede til HSV, var de jo anset som store talenter, og selve klubben var attraktiv for spillere som dem.

I den sidste håndfuld år har det dog været anderledes. Gæld, dårlig ledelse og ugunstige satsninger med henblik på spillerkøb har gjort de sidste fem år rædderlige uden ret meget udsigt til det bedre. Det eneste, som nordtyskerne har kunnet glæde sig over de sidste mange år er håneretten over bysbørnene og ærkerivalerne FC St. Pauli, som kun i enkelte sæsoner – senest i 2010/11-sæsonen - har befundet sig i den bedste tyske række. Måske er bedre tider dog på vej i Hamborg.

Nye tider i Hamborg?
Vi kommer næppe til at se HSV, som klubben var i dens gyldne æra i slut-70'erne og 80'erne. Her kunne hamburgerne juble over tre tyske mesterskaber indenfor fire år. Når de ikke vandt mesterskabet, var det fordi, de blev nummer to. Pokaltitlen blev også hentet til klubben to gange. Sidst men ikke mindst slog man i 1983 Juventus i finalen af den europæiske cup, som i dag er kendt som Champions League, hvilket må siges at være en bedrift af de helt store.
At HSV kommer til at konkurrere med Bayern og Dortmund om titlen kommer nok heller ikke til at ske indenfor den nærmeste fremtid, da der synes at være en stor kløft mellem de to storklubber og resten af Bundesligaen. 5-0, 6-0, 8-0 og 9-2 er blot nogle de nederlag, som ”Die Rothosen” har lidt til Bayern indenfor de seneste seks år. Vi skal fem år tilbage for at finde den seneste Hamborg-sejr over Bayern og hele syv år tilbage, hvis man vil finde HSV's seneste Bundesliga-sejr over sydtyskerne.

Men er nye tider på vej for den tidligere topklub? Noget kunne i hvert fald tyde på det. Potentialet er der utvivlsomt – klubben er altså fra Tysklands næststørste by. Samtidig er Hamborg en meget rig by med ekstremt velhavende investorer. For eksempel Hans-Michael Kühne, som ofte ”låner” klubben penge. HSV er angiveligt også gældfrie nu efter en del sæsoner med begrænsede transferbudgetter grundet gælden. Udover den økonomiske fremgang kom Dietmar Beiersdorfer tilbage til klubben som sportsdirektør i 2014, og han har fået rettet op på noget af det, der var galt.

Allerede sidste år var der lidt fremgang fra sæsonen før. 2012/13-sæsonen endte også godt med en syvendeplads, men siden Bruno Labbadia satte sig i trænersædet, har det set bedre ud. Det gjorde det ikke helt til at starte med, men den tidligere tyske landsholdsspiller har fået tid – mere tid end sine forgængere i hvert fald – og det har hjulpet lidt. Men med tryk på lidt. For selvom en tiendeplads ligner en markant forbedring i forhold til en sekstendeplads året før, så sluttede nordtyskerne kun fem point over stregen. Til sammenligning sluttede Bundesligaens nummer ti otte point over stregen i 2014/15, og i 2013/14-sæsonen sluttede tiendepladsen hele femten point over stregen.

Sommerens transfervindue har dog for alvor givet grund til optimisme blandt HSV-fans. Hvor der i de sidste par år før Beiersdorfers tilbagevenden blev satset meget på spillere, som havde set deres bedste tid, så er der i sommer blevet satset langt mere på potentiale. Van Nistelrooy blev hentet ind, van der Vaart blev hentet tilbage og det samme gjorde Ivica Olic. Van Nistelrooy havde nu et fint år i Hamborg i 2010/11, men van der Vaarts og Olic' anden periode i klubben var ikke just en succes, og man havde meget løntunge spillere i truppen.

Sommerens dyreste indkøb hedder Filip Kostic, som blev hentet ind fra nedrykkende Stuttgart. Den 23-årige serber havde to gode sæsoner der og var angiveligt på ønskelisten i Inter, Valencia og adskillige PL-klubber, men endte med at tage til HSV for godt 100 millioner kroner, hvilket er klubbens transferrekord. Tyskerne var også på rov i Brasilien på vinduets sidste dag, og her hentede man den 22-årige nykårede OL-vinder Douglas Santos. Venstrebacken har tidligere haft en periode i Europa, men uden den store succes. Han skulle dog blot bruge et par sæsoner hjemme i Brasilien til at udvikle sig, og under OL lignede han en, der ville kunne forstærke de fleste Bundesliga-mandskaber. Dertil kommer erhvervelsen af den 23-årige amerikaner Bobby Wood. Wood blev med 17 scoringer for Union Berlin nummer tre på topscorerlisten i 2. Bundesliga i sidste sæson og ligner en, der har fået sit gennembrud. Han startede også den nye sæson ud med et mål efter blot 30 minutter hjemme mod Ingolstadt.
Det mest prominente navn på listen over nye HSV-spillere må dog siges at være kroatiske Alen Halilovic, som kommer ind fra selveste FC Barcelona. Den 20-årige offensivspiller er blevet spået en stor fremtid og havde sidste år en god sæson på lejeophold i Sporting Gijón, men Barça lod ”den kroatiske Messi” gå til knap 40 millioner. Catalanerne fik dog en tilbagekøbsklausul inkluderet i aftalen, der gør, at de kan få ham tilbage enten til næste år eller i 2018 for sølle 22,5 millioner. De nævnte spillere er nok alle tiltænkt startpladser. Dertil kommer de unge satsninger, som klubben har hentet i andre tyske klubber. Her er der fx tale om 20-årige Luca Waldschmidt og 18-årige Arianit Ferati, som begge skulle være ret talentfulde. Klubben har også skrevet kontrakt med en 18-årige gambisk flygtning ved navn Bakary Jatta, som ser rigtig spændende ud. Den unge angriber har dog endnu ikke tilladelse til at spille Bundesliga og tørner derfor ud for andetholdet, hvor han i går scorede to mål i sin debut.

Der er med andre ord fremgang i hansestaden og udsigt til endnu mere, men hvor meget kan de hamburgske fans forvente sig af næste sæson?

Europæiske ambitioner
Som nævnt skal man nok ikke regne med, at HSV blander sig i toppen med Bayern, Dortmund og Leverkusen, som alle ser voldsomt stærke ud. Vi kender selvfølgelig Bayerns styrke, Dortmund har forstærket sig, og det har Leverkusen også. Der er dog ingen tvivl om ambitionerne i traditionsklubben. Ifølge archyworldys.com har storaktionæren Kühne udtalt, at når sæsonen er slut, så forventer han en placering mellem seks og otte. Og det er nok ikke meget urealistisk, for de fleste ville nok kunne blive enige om, at truppen ser stærkere ud, end den gjorde i fjor. Ud med de gamle, løntunge spillere og ind med de unge, talentfulde. Dertil kommer, at pengepungen er vokset, så januarvinduet kan meget vel blive taget i brug også. For selvom transfervinduet var fornuftigt, så er der stadig plads til forbedringer hist og her. Især i midterforsvaret er der brug for forstærkninger.

Men er det så kun de tre klubber, som er bedre? Det ville være løgn at sige. Hold som Mönchengladbach, Wolfsburg, Schalke og måske endda også Mainz ser også stærkere ud, så ambitionerne skal heller ikke skrues alt for højt op med det samme. Det er stadig en ny proces med at få den rådne stamme af spillere ud og erstatte den med ungt potentiale, så det skal have nogle år. En målsætning om top 8 virker derfor meget realistisk, og det ville nærmest være overraskende, hvis det skulle blive til mere allerede i år. På sigt må målsætningen dog være europæisk deltagelse som en regel mere end en undtagelse.

Et andet – og meget vigtigt – mål må dog være, at HSV skal holde på sine bedste spillere. Især Leverkusen nyder nu godt af spillere, som fik deres gennembrud i en tidlig alder i HSV-trøjen. I 2013 var det sydkoreanske Heung Min Son. Han havde scoret 12 mål og blev derefter solgt for omkring 80 millioner.
Sommeren efter var det Europas firsparkskonge Hakan Çalhanoğlu, som blev et af HSV's få lyspunkter den sæson og så solgt for 110 millioner.
Sidste år var det forsvarsklippen Jonathan Tah, der blev solgt for 55 millioner efter at have haft en god sæson på lejeophold i Fortuna Düsseldorf. Tah ville uden tvivl gå direkte ind i startopstillingen i HSV, og er i dag 120 millioner værd.

De nævnte er blot de største navne, men listen er lang med talenter, som har forladt Volksparkstadion for tidligt. Faktisk fik Arsenal-nyindkøbet Shkodran Mustafi også meget af sin fodboldopdragelse i Hamborg, før han blev solgt til Everton. Der er selvfølgelig ingen der siger, at Mustafi ville være blevet lige så god, som han er nu, hvis han var blevet i HSV, men han kunne nok godt have gjort gode ting for klubben, hvis han var blevet. Levin Öztunali, som også tog til Leverkusen, men nu i Mainz, er også nævneværdig i denne sammenhæng.

Som nogle nok ved, så var sagen en lidt anden omkring salget af Çalhanoğlu, som tilsyneladende bare ville væk. Men hvad angår de andre, så er salgene angiveligt foretaget på grund af den stramme økonomi. Nu er klubben gået en lysere tid i møde finansielt, og det må også betyde, at man ikke i samme grad kommer til at se de bedste spillere blive solgt for tidligt, og det vil være hammervigtigt for HSV. Og HSV's vej tilbage til tysk topfodbold.

Det bliver selvfølgelig svært at holde på absolut alle stjerner. For eksempel bliver 20-årige Halilovic meget svær at holde på, hvis han gør det godt, da Barça som nævnt har en tilbagekøbsklausul på ham, men ellers skal man holde på de gode spillere, så holdet kan få en sund stamme og noget kontinuitet.

Det lover altså godt, og alt i alt er der altså grund til optimisme i Hamborg eller i Danmark, eller hvor HSV-fansene ellers opholder sig. Tysklands næststørste by og Volksparkstadions godt 50.000 ugentlig



Magasin-artikler
Milans største ”10'er”
Hvem skal følge efter Rivera, Boban, Baggio, Pirlo, Kaká eller Ronandinho?
Ifølge de italienske medier skulle AC Milan være på jagt efter Bayer Leverkusens Hakan Calhanoglu. Skulle det lykkes Milano-klubben at få den lille tyrker til klubben, vil han sikkert få smidt et ”10-tal” på ryggen og dermed skrive sig ind i rækken af store spillere. Se blot her:


Gianni Rivera
Spillede i AC Milan: Fra 1960 til 1979
Kampe: 501
Mål: 122


Dejan Savicevic
Spillede i AC Milan: Fra 1992 til 1998
Kampe: 144
Mål: 34


Zvonimir Boban
Spillede i AC Milan: Fra 1992 til 2001
Kampe: 251
Mål: 30


Roberto Baggio
Spillede i AC Milan: Fra 1995 til 1997
Kampe: 67
Mål: 19


Andrea Pirlo
Spillede i AC Milan: Fra 2001 til 2011
Kampe: 401
Mål: 41


Manuel Rui Costa
Spillede i AC Milan: Fra 2001 til 2006
Kampe: 192
Mål: 11


Clarence Seedorf
Spillede i AC Milan: Fra 2002 til 2012
Kampe: 432
Mål: 62


Rivaldo
Spillede i AC Milan: Fra 2002 til 2004
Kampe: 40
Mål: 8


Kaka
Spillede i AC Milan: Fra 2003 til 2009 + 2013/14
Kampe: 307
Mål: 104


Ronaldinho
Spillede i AC Milan: Fra 2008 til 2011
Kampe: 95
Mål: 26


Flere af spillerne har været i klubben samtidig – men alle har haft nr. 10 på ryggen. I sidste sæson spillede Keisuka Honda med nummeret på ryggen – uden den store succes. Den 31-årige japaner lavede blot ét mål og ingen assists, så mon ikke den legendariske trøje får ny ejer i sommerpausen. Måske nyindkøbet Andre Silva ?
Læs hele artiklen
Dem skal du holde øje med til U21-EM
Indkast.dk kommer her med sit bud på hvilke spillere der er værd at holde et ekstra øje med til det kommende U21-EM i Polen.
Nu på fredag starter U21-EM, hvor der er 12 lande med heriblandt Danmark. Slutrunden bliver spillet i Polen fra den 16-30. juni.

Vi har her på Indkast.dk valgt at fremhæve en spiller fra hvert land, som kan gå hen og blive en afgørende faktor, hvis man gerne vil nå langt i turneringen. Her er vores 12 udvalgte spillere.


Enis Bardhi (21), Makedonien:
Offensiv midtbane

Det lille land på Balkan-halvøen flyder ikke over med store stjerner på sit U21-landshold, men Enis Bardhi er den spiller, man skal holde øje med, når makedonerne løber på banen. Den offensive midtbanespiller fylder trods sine beskedne højde på 1,72 godt på banen. Han har haft en rigtig god sæson for sit ungarske klubhold Ujpest, hvor han blev holdets topscorer med 12 mål, mens han assisterede syv, selvom holdet endte på en skuffende syvendeplads. Bardhi har spillet seks A-landskampe, mens han på U21-landsholdet har elleve optrædener. Makedoneren spillede desuden i Brøndby som U19-spiller, men slog aldrig igennem.


Andrija Zivkovic (20), Serbien:
Højre kant

Den unge kantspiller debuterede på A-landsholdet før U21-landsholdet, og der er ingen tvivl om, at Benfica-talentet besidder kvalitet. Det blev ikke til så mange mål i hans første sæson hos portugiserne, men elleve oplæg i de 24 kampe han fik henover sæsonen viser, at Zivkovic sætter sine medspillere op, og har del i mange mål. Inden han satte sin underskrift på kontrakten med Benfica var han da også eftertragtet hos flere store klubber, og det er ganske forståeligt.


Alexander Fransson (23), Sverige:
Defensiv midtbane

Basel hentede Alexander Fransson i januar sidste år fra Norrköping, som midtbanespilleren var med til at gøre til mestre i 2015. Han har gennem U21-kvalifikationen bidt sig fast inde på midtbanen, mens han også har spillet en håndfuld kampe for A-landsholdet. Han bliver en vigtig brik for svenskerne i kampen for at forsvare EM-guldet.


Stanislav Lobotka (22), Slovakiet:
Central midtbane

FC Nordsjælland-spilleren er muligvis ikke en man lægger så frygtelig meget mærke til i kampens hede, men man skal ikke tage fejl af Lobotkas vigtighed. Midtbane-profilen har spillet fuld tid i alle kamp bortset fra én i den netop forgangne Superliga-sæson, og på U21-landsholdet er han da også den spiller med mest landsholdserfaring. Hele 27 kampe er det blevet til, mens hans debuterede på A-landsholdet tilbage i november.


Vaclav Cerny (19), Tjekkiet:
Højre kant

Den blot 19-årige tjekke spiller ganske vidst kun på Ajax Amsterdams reservehold, men her er han til gengæld en stor profil. I denne sæson spillede han 28 kampe med 15 mål til følge samt otte assists. Han fik samtidig fem kampe for førsteholdet, men det kan kun være et spørgsmål om tid – eller et salg af én af Ajax' offensive profiler – før Cerny er at finde på kanten ved siden af Kasper Dolberg. Cerny har optrådt for alle Tjekkiets ungdomslandshold, og på U21-holdet har han bidraget med syv mål i sine elleve kampe.


Karol Linetty (22), Polen:
Central midtbane

Linetty er stenhammerende sikker, når Sampdoria-træner Marco Giampolo skal sætte sit hold. 35 kampe i maskinrummet i en fin sæson for Serie A-klubben, der endte med en 10. plads, blev det til, og det vidner om en god første sæson for polakken. Linetty har spillet tre gange så mange A-landsholdskampe som U21-kampe, og det er derfor en erfaren mand, som polakkerne har med til at styre begivenhederne på midtbanen.


James Ward-Prowse (22), England:
Central midtbane

Det er en meget erfaren spiller, da han er fast mand i Premier League for Southampton, der sluttede på en ottendeplads, hvor det blev til fire mål og fire assists i sidste sæson. På dette U21-landshold er han dødboldsspecialist, og han er manden der skal binde holdet sammen, da meget af spillet går gennem ham.


Renato Sánchez (19), Portugal:
Højre kant

En erfaren ung mand, der allerede har etableret sig på højeste niveau. Det portugisiske stortalent spiller til daglig i Bayern München, hvor han har spillet halvdelen af kampene i den tyske Bundesliga. Han ved, hvad der skal til for at nå langt i en slutrunde, da han sidste sommer vandt EM med det portugisiske landshold i Frankrig. Skal med sin speed, teknik og målfarlighed bidrage til, at holdet når langt ved dette U21-EM.


Saul Niguez (22), Spanien:
Central midt / højre kant

Han er etableret La Liga-spiller hos Atlético Madrid, hvor han har lært meget af at spille sammen med den rutinerede Gabi. Saul ved hvad det kræver at nå langt i en turnering, da han blandt andet to gange har nået finalen i Champions League. Han spillede 87% af kampene i La Liga i sidste sæson, hvor det også blev til fire mål og tre assists. I sidste uge var han også med det spanske A-landshold til deres venskabs- og VM-kvalifikationskamp, hvor han blev skiftet ind til allersidst. Så det er en ung spanier, der er godt på vej til at etablere sig som fremtidens mand.


Lucas Andersen (22), Danmark:
Offensiv midtbane / kantspiller

Den tidligere Ajax-spiller blev ikke udtaget til det sidste U21-EM, men han har stadig spillet mange kampe for det danske U21-landshold, og er denne gang retfærdigvis udtaget til slutrunden i Polen. Han skal med sine offensive kvaliteter, gode overblik og målnæse være en medvirkende faktor til, at Danmark får et godt resultat med hjem. Den unge dansker spiller til daglig i Grasshoppers i Schweiz, hvor han i den netop afsluttede sæson scorede seks mål.


Max Meyer (21), Tyskland:
Offensiv midtbane / kantspiller

Den unge tysker spiller fast for Schalke 04 i den tyske Bundesliga, hvor han dog sad ude med en skade i de sidste fire kampe. Det blev alligevel til, at han spillede 79% af kampene. Han er en kreativ og driblestærk spiller, så meget spil går igennem ham. Han var med til at vinde OL-sølv ved OL i Brasilien. Og spiller han op til sit vanlig niveau, så kan Tyskland få en rigtig flot slutrunde.


Federico Bernardeschi (23), Italien:
Angriber / højre kant

Han har spillet en rigtig flot sæson for Fiorentina i Serie A med 11 scoringer til følge. Hans flotte præstationer har gjort, at han har fået debut på det italienske A-landshold. Han kan spille positionen helt fremme som angriber, eller bruges som kantspiller. Med sin gode teknik, gode afleveringer og målfarlighed skal han sørge for Italien når langt til EM-slutrunden. Han var også med det italienske A-landshold i VM-kvalifikationskampen mod Liechtenstein, hvor han endda også scorede sit første mål.

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Raúl – 40 år
Atlético Madrid ville ikke betale for buskortet til angriberen, der endte med at lave 429 mål.
29. oktober 1994 løb en for omverdenen ukendt 17-årig knægt pludselig ind på Zaragozas hjemmebane La Romareda iført Real Madrid-trøje. Han startede sæsonen 94-95 på klubbens 'C-hold', hvor han scorede 13 mål i syv kampe. Det fik daværende træner Jorge Valdano til at hente det unge talent op i førsteholdstruppen, og her blev det så til debuten som før nævnt.

Navnet på spilleren var Raúl González Blanco, og her mere end tyve år senere er han en legende i Real Madrid. I Spanien – især blandt madridistas – er han kendt som 'Kongesønnen'. Men at Raúl havnede i netop Real Madrid var egentlig noget af en overraskelse. Det skyldtes ingen ringere end den tidligere Atlético Madrid-præsident Jesús Gil y Gil.

Det var nemlig Atlético Madrid, som fik Raúl ind i klubben som 13-årig. Den purunge Raúl var en lysende stjerne i klubbens ungdomsafdeling, men i 1992 lukkede præsidenten nærmest for pengekassen til ungdommen for at spare penge. Det opfangede Real Madrid lynhurtigt, og de sikrede sig Raúl. En ikke bekræftet historie går på, at Raúl blot ville have sit buskort betalt af Atlético Madrid, så han ikke havde udgifter ved at spille fodbold, men det ville klubben ikke give. Derfor rykkede han til 'Storebror', som var mere end villige til at give ham et buskort.

Efter to år på forskellige ungdomshold i Real Madrid fik han altså sin debut i 1994 og blev ved den yngste spiller nogensinde til at debutere for Real Madrid. Sidenhen så han sig ikke tilbage. Han nåede ni mål i sin første sæson – det ene scoret mod Atlético Madrid, og Real Madrid vandt mesterskabet i den sæson.


Ikke meget plads i pokalskabet
Mesterskabet i 1994 blev blot en af mange pokaler, som angriberen har vundet. I alt blev det til seks spanske mesterskaber, fire spanske Super Cups, tre Champions League-titler, en europæisk Super Cup og to intercontinental cup. Han var blandt målscorerne i CL-triumferne i både 2000 og 2002. Desuden er Raúl kendt som en fantastisk sportsmand og rollemodel. Det kan man blandt andet se på, at han aldrig i sin karriere har fået et rødt kort.

På landsholdsplan nåede den nu 40-årige også flere rekorder, men det er aldrig blevet til en stor titel. Holdet har fejlet gang på gang, når der blev spillet om VM og EM. Han nåede at deltage ved EM i 1996, 2000 og 2004 samt VM 1998, 2002 og 2006. Faktisk er Raúl én af blot 18 spillere, som har scoret ved tre VM-slutrunder.

I sæsonerne 2004/05, 2005/06 og 2006/07 nåede den populære angriber blot at lave 32 mål for Real Madrid og dermed kysse sin vielsesring – som han gør efter hver scoring. Så selvom at der kom flere mål i de to år der fulgte endte Raúl med at tage til Schalke04 i sommeren 2010. Her opnåede han stor succes og blev en meget anerkendt spiller i arbejderklubben, men hans eftermæle hos klubberne Al-Sadd og Cosmos gjorde at legendens karriere gled lidt for ubemærket ud. Efter over tusind kampe og 427 mål fortjente den sympatiske angriber ikke dette.

Selvom støvlerne er lagt på hylden, har han gjort sit til at give sine talent videre. Sammen med konen Mamen Sanz har han nemlig ikke færre end fire sønner, og de to første har fået navne af specielle årsager. Den ældste søn fik navnet Jorge efter manden, som lod Raúl debutere for Real Madrid, mens den andenfødte fik navnet Hugo efter Raúls barndomsidol Hugo Sanchez, som tidligere bankede mål ind for ”Kongeklubben”. De to yngste er et tvillingepar med navnene Héctor og Mateo – mon ikke der kunne blive en enkelt fodboldspiller ud af det kuld. Et kuld som tilhører Raúl, der nu er blevet 40 år.

Læs hele artiklen
Bernardo Silva – Bubble Gum
Den nye Manchester City-spiller er ikke som mange andre – måske har den indre ro skabt grobunden for at tage den næsten umulige kamp om en plads på Pep Guardiolas offensive midtbane.
Forestil dig en professionel fodboldspiller, der spiller på et af de mest ombejlede hold i Europa. Tænk at spille på det hold på et sted, hvor man næsten ikke skal betale skat samt i tillæg får livsstilen i Monaco med vanvittig luksus omkring store både og kasinoer. Tænk nu på Bernardo Silva.. så kan du godt fjerne alt fra det føromtalte sofistikerede liv…

Den portugisiske playmaker har ønsket at leve et liv langt væk fra alt dette. I Monaco boede han i en etværelses lejlighed med et mindre køkken uden en opvaskemaskine, og han tørrede sit vasketøj på den lille balkon. Værd at bemærke… så var hans ugeløn omkring 300.000 kroner. Silva kunne altså sagtens have boet under helt andre forhold, men det ønskede han bare ikke.

Ikke noget ekstravagant, store tatoveringer, røde Ferrari'er eller privatfly. Den 22-årige Silva er helt anderledes, og det har han også været på banen, når han har været styrmanden i Monaco, der har imponeret voldsomt i 2016/17-sæsonen.

Hele otte point var mestrene bedre end selveste PSG, og derudover sluttede de Champions League-gruppespillet på fornem vis i Gruppe E, hvor formstærke Tottenham end ikke fik en af de øverste to pladser. Derudover endte Monaco i CL-semifinalen, hvor Juventus blev stopklodsen.

De store præstationer havde Silva stor andele i, og det bemærkede Pep Guardiola i Manchester også. Derfor blev Silva sommerens første City-indkøb, selvom klubben i forvejen råder over offensive midtbanespillere som blandt andet David Silva, Jesus Navas, Kevin De Bruyne, Leroy Sane og Raheem Sterling. Derudover kan sidste års indkøb Nolito og formstærke Gabriel Jesus også bruges på denne position. Så City råder over mange offensive kort, men måske ikke nogen som ”den nye Silva”. Den tidligere holdkammerat Benjamin Mendy roser i hvert fald den elegante midtbanespiller.

- Jeg kalder Bernardo Silva for ”Bubble Gum”, fordi han er umulig at få bolden fra. Jeg nyder selv at se ham spille, så hvad gør fansene ikke? spørger Mendy og får opbakning af en anden holdkammerat:

- Til træning og til kampene viser Silva, at han er en kunstner. Nogle gange har vi kaldt ham for ”Alf'en”, efter de underlige ting han kan med bolden og hans lidt underlige ører, skulle Jemerson have tilføjet.



Ikke god nok til Benfica – tre år senere kostede han 400 millioner kroner
Den meget afbalancerede Bernardo Silva er ikke kun disciplineret og stilsikker udenfor banen. Han er en sand gentleman på banen og mister aldrig besindigheden. Silva har heller ikke nogen grund til at spille med musklerne, for den kamp vil han ofte tabe. Han bruger hjernen i stedet for – og det har han gjort godt.

Silva er blot 173 cm og vejer blot 62 kg, og hans store løbepensum gør, at han har udviklet sig til en ”box-to-box-spiller”, og han har udviklet sig enormt i fyrstedømmet. Han ankom til Monaco for tre år siden for lidt mere end 100 millioner kroner, men bliver solgt for næsten det firedobbelt til City.

Inden skiftet til Monaco var Silva i Benfica, hvor han end ikke trænede fast med førsteholdet, men efter tre år med Jorge Mendes har udviklingen været gigantisk – for den meget anderledes person med tyggegummiet… på støvlerne.
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Sorte skyer omkring San Siro
Det kræver gigantiske summer at få AC Milan tilbage på sporet, selvom mange forventer, at den kinesiske overtagelse løser alt.
På forsiden af gårsdagens La Gazzetta della Sport kunne man se ønskeholdet for AC Milan til den kommende sæson. Et hold med store nye profiler – se blot her:

Målmand:
Donnarumma

Forsvar:
Conti
Musacchio
Romagnoli
Rodriquez

Midtbane:
Kessie
Biglia
Tolisso

Angreb:
Suso
Morata/Aubameyang
Bonaventura

På papiret ser det jo ganske godt ud, og mange tror også, at der blæser nye vinde over San Siro, men gør der nu også det?

For kort tid efter det seneste lokalopgør imellem Inter og AC Milan begyndte den italienske presse at placere skår i glæden i forhold til den nye kinesiske ejer Li Youghong. Blot et par dage før ”derby della Madonnina” havde Youghong smidt godt en milliard kroner for at overtage den første del af klubben, som har haft kontroversielle Silvio Berlusconi som klubejer i mere end tre årtier.


Hvem skal eje AC Milan ?
Midt i overdragelsen sagde AC Milan-eksperten Alberto Costa direkte på italiensk tv, at han havde stor tvivl omkring den forestående klubovertagelse, og han mente simpelthen ikke, at den kinesiske rigmand havde nok ressourcer til at rette Milano-holdet op igen.

Senere kom det frem, at det ikke var Youghong, der skulle overtage klubben, men derimod investeringsselskabet Sino-Europe Sports Investment fra Hong Kong. De skal betale for overtagelsen, men herefter fulgte en masse kaos, som vist passer meget godt på Berlusconi.

For pludselig skulle den kinesiske regering også være en del af den noget sammensatte investorkreds, og midt i dette meldte Li Youghong ud, at for at overtage AC Milan ville det koste omkring de syv milliarder kroner – blandt andet for at betale klubbens store gæld. Kort tid inden overtagelsen måtte han låne godt tre milliarder kroner hos det amerikanske firma – Elliott Management.

Dette lån skulle ifølge kilder til Reuters have en gastronomisk rente på 11,5 %, og pengene skulle være tilbagebetalt inden oktober 2018. Risikoen ved dette skal man nok ikke undervurdere, og der findes mange skrækeksempler på kinesere, der ejer fodboldklubber i Europa. Hos Aston Villa gik det ikke som forventet med Tony Xia fra Recon Group, og klubben står i ”l…” til halsen, mens det også er tvivlsomt, hvordan det ender med Zhang Jindong, der ejer næsten 70 % af AC Milans rivaler fra Inter. For i hjemlandet Kina har regeringen iværksat en opstamning for disse gigantiske summer, som bliver placeret langt fra Beijing, og det skulle være grunden til, at Li Yonghong pludselig blev nødt til at optage flere højrisiko lån forskellige steder i verden.


Ligner ikke en bestyrelse - for en fodboldklub
For at en investering som denne skulle blive rentabel, forventer flere eksperter, at investorerne i AC Milan også vil investere i andre ting i den italienske modeby - som ejendomme og en masse nye butikker. Udvælgelsen til bestyrelsen indikerer også dette. Kun et medlem har en fortid fra fodboldens verden - nemlig Marco Fassone. Forretningsmanden Bo Lu kommer fra en kapitalfond og Xu Renshuo er tidligere entreprenør, mens der – udover Fassone - er kommet tre italiener med. Marco Patuano kommer fra et italiensk teleselskab, Roberto Cappelli er advokat og Paolo Scaroni har været hos et oliefirma.

Samlet set er det forretningsfolk, som har gigantisk mange penge, men dem kan der også blive brug for, hvis AC Milan skal tilbage til den europæisk top, men vil bestyrelsesmedlemmerne også investere i klubben?

Milan spiller en massiv rolle i italiensk fodbold og er også en del af den nationale stolthed, men denne kan godt lide et knæk. For opfattelsen og historien om Milans nye ejer har en skyggeside. Som Donald Trump tidligere har sagt, så findes der ”alternative facts”, og det kan også blive tilfældet ved denne overtagelse – for hvem kommer egentlig til at eje klubben og hvad er deres intention? I forbindelse med klubovertagelsen sagde Berlusconi:

- Denne overdragelse sker både med smerte og store følelser, men samtidigt også med den anerkendelse, at en familie ikke længere kan drive en fodboldklub, da der skal langt større kræfter til.

Det er nu seks år siden, at Milano-holdet sidst har vundet det italienske mesterskab, men skulle det føromtalte hold blive holdet til den kommende sæson, kunne de godt komme til at true usårlige Juventus. Først skal de dog have styr på økonomien. I sidste regnskabsår skulle AC Milan have haft et underskud på 800 millioner kroner, så der venter en stor opgave – både på og udenfor San Siro - og meget er fortsat italiensk kaos.

Læs hele lederen
Campeónes – Campeónes - Campeónes
Indkast.dk var til stede, da Real Madrid blev mestre på det stemningsfyldte La Roseleda, hvor personalet dog viste sig fra en knap så smuk en side.
Da der var spillet 66 minutter af sidste La Liga-spillerunde på La Roseleda, rejste samtlige tilskuere sig og klappede for at ære den 178 centimeter høje midtbanespiller, som indtil da havde været kampens bedste. På Real Madrids stjernemandskab havde den elegante Isco overskygget store fodboldnavne som Sergio Ramos, Cristiano Ronaldo og Karim Benzema. Ikke blot udeholdets fans fra ”Kongeklubben”, men også Málagas hjemmepublikum ønskede at sende en flot hilsen til deres tidligere profil, som skulle udskiftes med hovedstadsholdets modsætning – nemlig skuffelsen James Rodríguez.

Forinden og efter blot et par minutters spil havde Isco ellers gjort det onde ved Málaga, da han fornemt satte Ronaldo op, så han kunne score kampens første mål. Dette var stærkt medvirkende til, at Real Madrid kom meget tættere på det mesterskab, som de har hungret efter i den sidste håndfuld år. Målet gav Real Madrid den mest ønskelige start, selvom Málaga flere gange i løbet af kampen truede Real Madrids usympatiske keeper - Keylor Navas.

Fem år tidligere havde den populære Isco scoret i samme opgør, men for Málaga, hvilket er den eneste hjemmesejr til sydkystholdet over Real Madrid i dette årtusinde eller i de sidste 14 forsøg.

Så Isco og Ronaldo skabte den drømmestart, som Real Madrid havde håbet på, men Málaga svarede godt igen. Sidstnævnte var dermed med til at fjerne meget af den mistillid, der havde været op til kampen til Málaga-træneren Michel - med 404 førsteholdskampe for Real Madrid. Málaga svarede, som tidligere nævnt, flot igen, og derudover kunne Barcelona ikke ønske sig mere af Real Madrids modstander. La Roseleda er slet ikke det letteste sted at spille som udehold. Ti hjemmesejre er det blevet til for Málaga i denne sæson – men blot to på udebane. Tilskuerne er fire år i træk blevet kåret til de bedste hjemmefans i La Liga, og det kunne også mærkes på denne flotte sommeraften.

Om man havde sympati for Real Madrid eller Malaga – eller Barcelona – ændrede ikke ved, at der var noget magisk ved denne aften. Blandt tilskuerne med deres mange lommeradioer kunne man mærke, når der kom gode og især dårlige meldinger fra Camp Nou, og dem var der flere af – som Eibars to føringsmål eller Lionel Messis misbrugte straffespark.

Stemningen op til kampen var dog alt andet end idyllisk og rolig omkring den store ”gate 27”. Den blev nemlig lukket, hvilket frembragte stort pres på indgangen ved siden af. Her gik systemet for sæsonkortsholderne ned, og det skabte kaos samt tumultlignende tilstande med stort pres og mange lange køer på især gate 29. Derudover havde masser af tilskuere tilsyneladende billetter til de samme pladser, så alt op til kampen var rent spansk kaos, og som den ansvarlige for vores transport til kampen sagde: ”La Roseleda har plads til 29.000 tilskuere, men i aften lukker de sikkert mere end 30.000 ind”.

Man skulle tro, at det var løgn, men det var det ikke… Til højre fra os sad tilskuerne på trappen, og bag os stod en masse tilskuere – uden det lignede, at de havde billet. Gad vide, hvordan de var kommet ind til kampen – altså til en kamp, hvor der ifølge rygterne var billetter til over 5000 kroner på det sorte marked.

Vores billetter havde den tidligere danske landsholds- og Málaga-spiller Kris Stadsgaard været behjælpelig med at skaffe, og forinden var han også ganske informativ om sin periode i klubben. Han fortalte om den høje løn, som lige pludselig udeblev, men også om den store trænerprofil Manuel Pellegrini samt målet, som forsvarsspilleren lavede imod netop Real Madrid. Alt dette gjorde han på Casa Danesa, som er La Peña de Dinamarcas - Malagas danske fanklub - opholdsted.

Inden kampen nåede vi også lige at smage lidt spansk tapas på Meson Los Robles de Leon. Baren ligger lige overfor La Roseleda og derimellem findes et hav af gadesælgere, som leverer mange af de lokale nødder, som mange spiser inde på stadion. For mad og fodbold hører sammen i Spanien.

Tidligere har jeg overværet et ”El Clasico” fra en af de bagerste rækker på Santiago Bernabéu. Her fandt min ukendte sidemakker midt under kampen både en stor køkkenkniv, pølse og ost frem. Herefter blev der ellers – til min store overraskelse – delt gavmildt ud til de nærmeste. Meget anderledes forhold i forhold til for eksempel de engelske stadions, hvor man næsten ikke må have en ekstra jakke med…

På La Roseleda var der denne aften ikke brug for en ekstra jakke, men til gengæld kunne man godt uddele en masse sympati imod den jakkesætsklædte Zinedine Zidane, som har udviklet sig til lidt af en succestræner for Real Madrid.

Zidane overtog trænersædet i Real Madrid i januar 2016 efter skuffelsen Rafael Benítez, og siden har franskmanden forbedret det eftermæle, som sluttede hans aktive karriere med skandalen i VM-finalen.

Real Madrids mesterskab er kommet i hus, efter Zidane har frigivet spillerne og givet dem masser af tillid samt slækket på de taktiske forpligtigelser. Disse tiltag virker til at have udløst en masse energi i truppen, og den ellers så sky Zidane har også selv virket langt mere åben som person, efter han har fået rollen som træner.

Flere af de ældre spillere har fået pauser, imens nye spillere som Casemiro og Isco har vokset sig ind på holdet. Da kampen imod Málaga var slut, og den spanske mester var fundet, hang navnet ”Isco” over den efterhånden lyserøde spanske himmel.

40 dage forinden havde Barcelona tabt på samme græstæppe, og det endte med at blive mesterskabsafgørende. Derfor kunne Real Madrid-fansene gjalde udover det proppede stadion: Campeónes – Campeónes - Campeónes!!
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Vanvittigt frispark Er det årets afbrænder af Gabriel Jesus? Artikel ikon Kane skifter til Werder - på en måde Artikel ikon Inch by Inch Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon 10,3 mia. kr. for at vinde PL 13 gange Lindelöf kunne være endt i Stoke Artikel ikon - Jeg vil have traktorer! Artikel ikon Har spillet med brækket ben i ugevis! Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 7: Real Madrid-trænere Top 10: Historiens ti bedste målmænd Artikel ikon Top 110: De mest værdifulde spillere Artikel ikon Top 10 dyreste spillere i verden Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Hvem vinder finalen? Spil: United vinder med et enkelt mål Artikel ikon Spil: Dortmund vinder Artikel ikon Spil: Real Madrid får solid pokalhævn Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Hvad skete der med 2009-holdene? Et lille mirakel – i miraklet Artikel ikon - If you can't join them, beat them Artikel ikon Viggo Jensen – verdens bedste assistent Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Medie: PSG-forsvarer til Juventus Pellegrini skriver med Roma i morgen Artikel ikon PSG vil også have Alex Sandro Artikel ikon Onsdagens engelske rygter Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Peter Crouch Artikel ikon Vidste du om ... Jamie Vardy Artikel ikon Vidste du om ... Lucas Moura Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Ronaldo jagter Puskas Flest La Liga-straffespark? Artikel ikon Broken Hart Artikel ikon Kommer Chelsea til at savne Costa? Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Tyskland U21 - Danmark U21 Optakt: Kazakhstan - Danmark Artikel ikon Optakt: Vendsyssel FF - AC Horsens Artikel ikon Optakt: Viborg FF - FC Helsingor Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Slovakiet - Sverige Startopstillinger U21: England - Polen Artikel ikon Startopstillinger: Tyskland - Chile Artikel ikon Startopstillinger: Tyskland - Danmark Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Tyskland og Chile videre til semifinalen Italien og Tyskland videre hånd i hånd Artikel ikon Zohore gav Danmark god EM-afslutning Artikel ikon Mexico sparkede Rusland ud Artikel ikon Se flere