HSV – På rette kurs?

Af Emil Bekker Henriksen

2016-09-10
HSV – På rette kurs?

Det er efterhånden nogle år siden, at HSV var en fast bestanddel i den høje ende af Bundesligaen - men er nordtyskerne på rette kurs igen?

1. Bayern
2. Dortmund
3. Leverkusen
4. Mönchengladbach
5. Schalke
6. Mainz

Ovenstående er sidste sæsons top 6 i Bundesligaen. De fleste synes nok ikke, at der er noget mærkeligt eller forkert i, at det er netop disse seks hold, der udgør Tysklands top 6. Hvis man skal sige noget, er det måske iøjnefaldende, at et hold som Wolfsburg ikke er der, når man tager deres økonomiske muskler i betragtning, og at Mainz ender som nummer seks. Top 2-holdene synes nu heller ikke så overraskende endda, men at man ikke længere kigger mod den øverste halvdel af Bundesliga-tabellen for at finde HSV er svært at kapere. Klubben fra millionbyen Hamborg måtte i sidste sæson nøjes med en tiendeplads og 41 point.

Det er tre år siden, at “Die Rothosen” - som HSV bliver kaldt grundet de røde shorts - sluttede i den bedste halvdel af ligaen. Dengang blev det til en syvendeplads, men det var også kun en god slutplacering, når man tager en femtendeplads året før og to sekstendepladser i træk i årene efter i betragtning. I Bundesligaen giver en sekstendeplads billet til nedrykningsspil, hvor man spiller to kampe mod nummer tre fra den næstbedste tyske række. Her lykkedes det begge år at undgå nedrykning, men kun på et hængende hår.

Hvis man vil se HSV's seneste europæiske deltagelse, skal man lede efter klip fra sæsonen 2009/10, hvor nordtyskerne nåede hele vejen til semifinalen. De var altså blandt de sidste fire sammen med storklubberne Liverpool og Atlético Madrid. De blev slået ud af Fulham, som nu ligger og roder rundt i den næstbedste engelske række.

Året forinden havde HSV sluttet på femtepladsen - og det var altså ikke en atypisk slutplacering for klubben på det tidspunkt. 00'erne kastede fem top 5-placeringer af sig, og kun to gange før det seneste årtiskifte sluttede hamburgerne i den dårlige halvdel af ligaen. I slutningen af 00'erne indeholdt truppen navne som Rafael van der Vaart, Vincent Kompany, Jerôme Boateng og Nigel de Jong. De nævnte spillere blev selvfølgelig alle først for alvor kendt eller verdensklasse efter deres tid i Hamborg - Van der Vaart skiftede til Real Madrid og senere Tottenham, Kompany, Boateng og de Jong skiftede til nyrige Manchester City - men før de skiftede til HSV, var de jo anset som store talenter, og selve klubben var attraktiv for spillere som dem.

I den sidste håndfuld år har det dog været anderledes. Gæld, dårlig ledelse og ugunstige satsninger med henblik på spillerkøb har gjort de sidste fem år rædderlige uden ret meget udsigt til det bedre. Det eneste, som nordtyskerne har kunnet glæde sig over de sidste mange år er håneretten over bysbørnene og ærkerivalerne FC St. Pauli, som kun i enkelte sæsoner – senest i 2010/11-sæsonen - har befundet sig i den bedste tyske række. Måske er bedre tider dog på vej i Hamborg.

Nye tider i Hamborg?
Vi kommer næppe til at se HSV, som klubben var i dens gyldne æra i slut-70'erne og 80'erne. Her kunne hamburgerne juble over tre tyske mesterskaber indenfor fire år. Når de ikke vandt mesterskabet, var det fordi, de blev nummer to. Pokaltitlen blev også hentet til klubben to gange. Sidst men ikke mindst slog man i 1983 Juventus i finalen af den europæiske cup, som i dag er kendt som Champions League, hvilket må siges at være en bedrift af de helt store.
At HSV kommer til at konkurrere med Bayern og Dortmund om titlen kommer nok heller ikke til at ske indenfor den nærmeste fremtid, da der synes at være en stor kløft mellem de to storklubber og resten af Bundesligaen. 5-0, 6-0, 8-0 og 9-2 er blot nogle de nederlag, som ”Die Rothosen” har lidt til Bayern indenfor de seneste seks år. Vi skal fem år tilbage for at finde den seneste Hamborg-sejr over Bayern og hele syv år tilbage, hvis man vil finde HSV's seneste Bundesliga-sejr over sydtyskerne.

Men er nye tider på vej for den tidligere topklub? Noget kunne i hvert fald tyde på det. Potentialet er der utvivlsomt – klubben er altså fra Tysklands næststørste by. Samtidig er Hamborg en meget rig by med ekstremt velhavende investorer. For eksempel Hans-Michael Kühne, som ofte ”låner” klubben penge. HSV er angiveligt også gældfrie nu efter en del sæsoner med begrænsede transferbudgetter grundet gælden. Udover den økonomiske fremgang kom Dietmar Beiersdorfer tilbage til klubben som sportsdirektør i 2014, og han har fået rettet op på noget af det, der var galt.

Allerede sidste år var der lidt fremgang fra sæsonen før. 2012/13-sæsonen endte også godt med en syvendeplads, men siden Bruno Labbadia satte sig i trænersædet, har det set bedre ud. Det gjorde det ikke helt til at starte med, men den tidligere tyske landsholdsspiller har fået tid – mere tid end sine forgængere i hvert fald – og det har hjulpet lidt. Men med tryk på lidt. For selvom en tiendeplads ligner en markant forbedring i forhold til en sekstendeplads året før, så sluttede nordtyskerne kun fem point over stregen. Til sammenligning sluttede Bundesligaens nummer ti otte point over stregen i 2014/15, og i 2013/14-sæsonen sluttede tiendepladsen hele femten point over stregen.

Sommerens transfervindue har dog for alvor givet grund til optimisme blandt HSV-fans. Hvor der i de sidste par år før Beiersdorfers tilbagevenden blev satset meget på spillere, som havde set deres bedste tid, så er der i sommer blevet satset langt mere på potentiale. Van Nistelrooy blev hentet ind, van der Vaart blev hentet tilbage og det samme gjorde Ivica Olic. Van Nistelrooy havde nu et fint år i Hamborg i 2010/11, men van der Vaarts og Olic' anden periode i klubben var ikke just en succes, og man havde meget løntunge spillere i truppen.

Sommerens dyreste indkøb hedder Filip Kostic, som blev hentet ind fra nedrykkende Stuttgart. Den 23-årige serber havde to gode sæsoner der og var angiveligt på ønskelisten i Inter, Valencia og adskillige PL-klubber, men endte med at tage til HSV for godt 100 millioner kroner, hvilket er klubbens transferrekord. Tyskerne var også på rov i Brasilien på vinduets sidste dag, og her hentede man den 22-årige nykårede OL-vinder Douglas Santos. Venstrebacken har tidligere haft en periode i Europa, men uden den store succes. Han skulle dog blot bruge et par sæsoner hjemme i Brasilien til at udvikle sig, og under OL lignede han en, der ville kunne forstærke de fleste Bundesliga-mandskaber. Dertil kommer erhvervelsen af den 23-årige amerikaner Bobby Wood. Wood blev med 17 scoringer for Union Berlin nummer tre på topscorerlisten i 2. Bundesliga i sidste sæson og ligner en, der har fået sit gennembrud. Han startede også den nye sæson ud med et mål efter blot 30 minutter hjemme mod Ingolstadt.
Det mest prominente navn på listen over nye HSV-spillere må dog siges at være kroatiske Alen Halilovic, som kommer ind fra selveste FC Barcelona. Den 20-årige offensivspiller er blevet spået en stor fremtid og havde sidste år en god sæson på lejeophold i Sporting Gijón, men Barça lod ”den kroatiske Messi” gå til knap 40 millioner. Catalanerne fik dog en tilbagekøbsklausul inkluderet i aftalen, der gør, at de kan få ham tilbage enten til næste år eller i 2018 for sølle 22,5 millioner. De nævnte spillere er nok alle tiltænkt startpladser. Dertil kommer de unge satsninger, som klubben har hentet i andre tyske klubber. Her er der fx tale om 20-årige Luca Waldschmidt og 18-årige Arianit Ferati, som begge skulle være ret talentfulde. Klubben har også skrevet kontrakt med en 18-årige gambisk flygtning ved navn Bakary Jatta, som ser rigtig spændende ud. Den unge angriber har dog endnu ikke tilladelse til at spille Bundesliga og tørner derfor ud for andetholdet, hvor han i går scorede to mål i sin debut.

Der er med andre ord fremgang i hansestaden og udsigt til endnu mere, men hvor meget kan de hamburgske fans forvente sig af næste sæson?

Europæiske ambitioner
Som nævnt skal man nok ikke regne med, at HSV blander sig i toppen med Bayern, Dortmund og Leverkusen, som alle ser voldsomt stærke ud. Vi kender selvfølgelig Bayerns styrke, Dortmund har forstærket sig, og det har Leverkusen også. Der er dog ingen tvivl om ambitionerne i traditionsklubben. Ifølge archyworldys.com har storaktionæren Kühne udtalt, at når sæsonen er slut, så forventer han en placering mellem seks og otte. Og det er nok ikke meget urealistisk, for de fleste ville nok kunne blive enige om, at truppen ser stærkere ud, end den gjorde i fjor. Ud med de gamle, løntunge spillere og ind med de unge, talentfulde. Dertil kommer, at pengepungen er vokset, så januarvinduet kan meget vel blive taget i brug også. For selvom transfervinduet var fornuftigt, så er der stadig plads til forbedringer hist og her. Især i midterforsvaret er der brug for forstærkninger.

Men er det så kun de tre klubber, som er bedre? Det ville være løgn at sige. Hold som Mönchengladbach, Wolfsburg, Schalke og måske endda også Mainz ser også stærkere ud, så ambitionerne skal heller ikke skrues alt for højt op med det samme. Det er stadig en ny proces med at få den rådne stamme af spillere ud og erstatte den med ungt potentiale, så det skal have nogle år. En målsætning om top 8 virker derfor meget realistisk, og det ville nærmest være overraskende, hvis det skulle blive til mere allerede i år. På sigt må målsætningen dog være europæisk deltagelse som en regel mere end en undtagelse.

Et andet – og meget vigtigt – mål må dog være, at HSV skal holde på sine bedste spillere. Især Leverkusen nyder nu godt af spillere, som fik deres gennembrud i en tidlig alder i HSV-trøjen. I 2013 var det sydkoreanske Heung Min Son. Han havde scoret 12 mål og blev derefter solgt for omkring 80 millioner.
Sommeren efter var det Europas firsparkskonge Hakan Çalhanoğlu, som blev et af HSV's få lyspunkter den sæson og så solgt for 110 millioner.
Sidste år var det forsvarsklippen Jonathan Tah, der blev solgt for 55 millioner efter at have haft en god sæson på lejeophold i Fortuna Düsseldorf. Tah ville uden tvivl gå direkte ind i startopstillingen i HSV, og er i dag 120 millioner værd.

De nævnte er blot de største navne, men listen er lang med talenter, som har forladt Volksparkstadion for tidligt. Faktisk fik Arsenal-nyindkøbet Shkodran Mustafi også meget af sin fodboldopdragelse i Hamborg, før han blev solgt til Everton. Der er selvfølgelig ingen der siger, at Mustafi ville være blevet lige så god, som han er nu, hvis han var blevet i HSV, men han kunne nok godt have gjort gode ting for klubben, hvis han var blevet. Levin Öztunali, som også tog til Leverkusen, men nu i Mainz, er også nævneværdig i denne sammenhæng.

Som nogle nok ved, så var sagen en lidt anden omkring salget af Çalhanoğlu, som tilsyneladende bare ville væk. Men hvad angår de andre, så er salgene angiveligt foretaget på grund af den stramme økonomi. Nu er klubben gået en lysere tid i møde finansielt, og det må også betyde, at man ikke i samme grad kommer til at se de bedste spillere blive solgt for tidligt, og det vil være hammervigtigt for HSV. Og HSV's vej tilbage til tysk topfodbold.

Det bliver selvfølgelig svært at holde på absolut alle stjerner. For eksempel bliver 20-årige Halilovic meget svær at holde på, hvis han gør det godt, da Barça som nævnt har en tilbagekøbsklausul på ham, men ellers skal man holde på de gode spillere, så holdet kan få en sund stamme og noget kontinuitet.

Det lover altså godt, og alt i alt er der altså grund til optimisme i Hamborg eller i Danmark, eller hvor HSV-fansene ellers opholder sig. Tysklands næststørste by og Volksparkstadions godt 50.000 ugentlig



Magasin-artikler
Det kasserede franske landshold
En trup helt uden Varane, Martial, Coman, Lacazette og Benzema.
Dette er den trup, som den franske landstræner Didier Deschamps har udtaget til de to kommende landskampe imod Luxembourg og Spanien.

Målmænd:
Hugo Lloris (Tottenham)
Benoît Costil (Rennes)
Alphonse Areola (PSG)

Forsvar:
Layvin Kurzawa (PSG)
Benjamin Mendy (AS Monaco)
Laurent Koscielny (Arsenal)
Adil Rami (Sevilla)
Samuel Umtiti (FC Barcelona)
Presnel Kimpembe (PSG)
Bacary Sagna (Manchester City)
Djibril Sidibé (AS Monaco)

Midtbane:
Blaise Matuidi (PSG)
N'Golo Kanté (Chelsea FC)
Adrien Rabiot (PSG)
Paul Pogba (Manchester United)
Dimitri Payet (Marseille)
Corentin Tolisso (Lyon)

Angreb:
Olivier Giroud (Arsenal)
Ousmane Dembélé (Dortmund)
Antoine Griezmann (Atletico Madrid)
Thomas Lemar (AS Monaco)
Kevin Gameiro (Atletico Madrid)
Kylian Mbappé (AS Monaco)
Florian Thauvin (Marseille)


Umiddelbart en meget stærk trup, men niveauet bliver helt grotesk, når man ser på, hvilket hold man kunne lave af spillere, som ikke er udtaget – se blot her:

Målmand:
Steve Mandanda (Crystal Palace)

Forsvar:
Lucas Digne (Barcelona)
Mamadou Sakho (Crystal Palace)
Raphael Varane (Real Madrid)
Sebastien Corchia (Lille)

Midtbane:
Anthony Martial (Manchester United)
Morgen Schneiderlin (Everton)
Steven N'Zonzi (Sevilla)
Kingsley Coman (Bayern München)

Angreb:
Alexandre Lacazette (Lyon)
Karim Benzema (Real Madrid)


På bænken kunne være Yohan Cabaye, Andre-Pierre Gignac, Geofffrey Kondogbia, Aymeric Laporte, Tiemoeu Bakayoko, Patrice Evra, Eliaquim Mangala, Moussa Sissoko og Nabil Fekir.

Gad vide, hvor mange af disse spillere der ville være på holdet i Luxembourg, som er Frankrig næste modstander. Flere af spillerne er skadet eller har formnedgang, men den samlede tilstandsrapport af det franske landshold er uhyggelig stærk.
Læs hele artiklen
FCK spiller for Danmarks koefficient
Når FC København i morgen, torsdag, tager imod Ajax Amsterdam i Europa League, er det ikke kun for egen vindings skyld. Hele fodbolddanmark kan få gavn af mere succes til hovedstadsholdet.
Foruden videre avancement til kvartfinalerne i Europa League står der også ære, penge og hæder på spil i morgen, når hollandske Ajax Amsterdam skal forsøge at gøre livet surt for FC København i Telia Parken. Og så står der også yderst vigtige koefficientliste-point på spil.

Danmark havde fra begyndelsen af sæsonen fire hold med i kvalifikationsrunderne til henholdsvis Europa- og Champions League. Her nåede SønderjyskE, Brøndby og FC Midtjylland alle til den afgørende runde i Europa League inden gruppespillet. Fælles for de tre klubber var, at de måtte strække våben lige inden målstregen og glemme drømmen om et europæisk gruppespil i denne sæson.

Særligt sønderjyderne var dog tæt på at klare skærene, da de efter at have spillet 0-0 hjemme kom foran med 2-0 i Tjekkiet mod Sparta Prag. Desværre for SønderjyskE og dansk klubfodbold præsterede tjekkerne et stort comeback og vandt med 3-2 på et mål i de døende minutter.

De mange sejre og uafgjorte resultater, inden holdene blev slået ud, var dog ikke helt forgæves. De var med til, at Danmark i begyndelsen af sæsonen indtog 1.-pladsen på UEFA's koefficientrangliste for indeværende sæson. Den placering blev selvfølgelig også hjulpet på vej af FC Københavns vellykkede kvalifikation til Champions League.

Danmark er dog ikke overraskende siden dumpet ned fra duksepladsen, men man skal faktisk ikke langt ned ad listen for at finde flaget med de røde og hvide farver. Således har dansk klubfodbold skrabet nok point sammen til en foreløbig 10.-plads for sæsonen.

Foran Danmark ligger store nationer som Spanien, Tyskland, England, Italien, Frankrig, Belgien, Rusland, Tyrkiet og Portugal. Under Danmark ligger der også store nationer samt lande, som vi godt kan sammenligne os med: Østrig (11), Holland (12), Grækenland (14), Tjekkiet (16), Ukraine (17), Kroatien (18), Skotland (19), Schweiz (20), Rumænien (24), Sverige (27) og Norge (38).

For dem, der gerne vil have et dansk hold direkte med i Champions League, er det gode nyheder. For at være sikker på et hold i den fornemmeste turnering kræver det en placering som minimum nummer 12, og Danmark ligger p.t. nummer 18 på den samlede rangliste, som tæller indeværende sæson plus de fire foregående. De gode nyheder udspiller sig i, at Danmark lige nu skraber flere point sammen end mange af de lande, vi skal overhale på vejen til 12.-pladsen.

Her er det lande som Rumænien, Kroatien, Østrig, Grækenland, Holland og Schweiz, vi skal holde øje med. De ligger som nævnt alle under os i indeværende sæson, og det bliver heller ikke dårligere af, at holdene fra Rumænien, Kroatien, Østrig og Schweiz har udspillet deres rolle i denne sæsons europæiske turneringer.

De to sidste lande, Grækenland og Holland, har ligesom Danmark et enkelt hold tilbage. Den sidste græske repræsentant er Olympiakos, der er oppe imod Besiktas i Europa Leagues ottendedelsfinale. Og så ville skæbnen altså, at Hollands og Danmarks to sidste deltagere – FCK og Ajax – trak hinanden.

Går FCK samlet videre mod Ajax, samtidig med at tyrkerne ekspederer grækerne ud, så kan FCK og Danmark tage yderligere store skridt i kampen om at nå den eftertragtede 12.-plads.

Danmark har lige nu 23.500 point på den samlede 18.-plads, mens Schweiz, der sidder på 12.-pladsen, har 32.075 point. Der er dermed næppe tale om, at Danmark kan komme i betragtning til 12.-pladsen efter denne sæson, men vi kan tage et godt skridt på vejen.

Point-systemet for koefficientlisten
2 point for en sejr
1 point for en uafgjort
(Pointene bliver dog halveret i kvalifikationsrunden)

Herudover er der point for at nå til knockout-faserne af de to europæiske turneringer – og efterfølgende et point for hver gang, et hold går videre.

Slutteligt er der også fire point at hente ved kvalifikation til Champions League-gruppespillet plus fire yderligere point, når et hold når til 1/8-finalen.

Det er desuden landets samlede koefficient i de seneste fem sæsoner, der er gældende for, hvilken placering det ligger på. Her tæller især 14/15-sæsonen ned for dansk fodbold, da det kun blev til 2.900 point. Til sammenligning har de danske klubber skrabet 8.000 point sammen i denne sæson, og det kan gå hen at blive til meget mere, hvis FCK formår at knække Ajax.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Ledere
Verdens dårligste landshold
Syv lande deler den flatterende placering som nummer 205 på FIFA/Coca-Cola World Ranking-listen, og dem har Indkast valgt at se nærmere på.
Landsholdspausen er for mange fodboldfans et forstyrrende element i en fodboldgal hverdag – ingen mandagskampe i de hjemlige ligaer, ingen Champions League eller Europa League og ingen midtuge-runde. Man farer forvirret rundt i tv-guiden og leder desperat efter en fodboldkamp, men alle stationer er tørlagte, og det bedste alternativ er en kamp i 2. Bundesliga mellem Würzburger Kickers og Sandhausen – så den ser man.

Efter et par dage i sand desperation begynder landskampene at trille ind over skærmen, og humøret stiger gradvist som dagene skrider frem. Man glæder sig som et lille barn til, at ens yndlingslandshold skal spille, og man håber som altid på en sejr.

Hvor det danske landshold efterhånden står med kniven for struben, hvis de vil kvalificere sig til VM i Rusland i 2018, er det ikke nær så slemt som i visse andre lande. Danmark falder gradvist på FIFAs rangliste og indtager i øjeblikket en plads som nummer 48 (den dårligste placering længe, red.), men vi kan altid glæde os over, at vi ikke ligger nummer 205, som er den laveste placering på listen.

Syv landshold deler den tvivlsomme glæde ved at være ”verdens dårligste landshold”, og dem har vi tænkt os at se nærmere på i dag. På den måde kan Indkast være med til at bringe lidt glæde ind hos de mange fodboldfans, der forgæves har zappet efter en vigtig fodboldkamp de seneste tre aftener.

Lad os komme i gang…

Anguilla
Siger Ryan Liddie dig noget? Klinger navnet Adonijah Richardson? Hvad med den talentfulde Kayini Brooks?
Nej?

Disse tre herrer er fremtrædende spillere på en af verdens dårligste landshold, Anguilla, som er en lille gruppe af øer i det caribiske hav. Befolkningstallet er på lidt over 13.000, og når størstedelen af dem er glade for vandsport, efterlader det ikke meget til udviklingen af fodboldlandsholdet.

Den klejne fodboldnation, med delfiner i logoet, har ikke vundet en kamp siden 2010, hvor de besejrede de franske naboer fra Saint-Martin med 2-1 i de caribiske mesterskaber. Anguilla er selv en gammel britisk koloni, så der tales engelsk på gader og stræder, og når snakken kommer til landsholdet, er det nok ikke de pæneste gloser, der kommer ud af folks munde. Eller måske er det?

Ambitionsniveauet kan ikke være skyhøjt for en af verdens dårligste landshold, som i 2016 tabte de to kampe, de var med i. Begge var kvalifikationskampe til Gold Cup, og efter nederlag på 0-7 til Guyana og 0-4 til Puerto Rico kvalificerer de sig nok ikke til den turnering.

Bahamas
Nordvest for Anguilla finder vi et andet landshold, der heller aldrig rigtig har fundet rytmen. Bahamas er væsentlig større end mange af de andre caribiske øer, men på trods af at være en østat bestående af 700 øer, spiller fodbold ingen væsentlig rolle i dagligdagen. Nationalsporten er cricket, og interessen for fodbold synes at være noget nær ikkeeksisterende.

Det største problem ved Bahamas' fodboldlandshold er nok, at de sjældent spiller fodboldkampe. De har ikke spillet siden 2015, hvor de tabte to opgør mod Bermuda med henholdsvis 0-5 og 0-3, og de deltager ikke i andet end kvalifikation til verdensmesterskaberne. Andre turneringer har ganske enkelt ikke deres interesse.

Og det forstår man vel egentlig godt – de har ikke scoret siden 2008, hvor de spillede 2-2 mod de Britiske Jomfruøer.

Djibouti
Vi forlader Caribien for denne omgang, og tager et smut til det østlige Afrika, hvor vi finder en landetrio, der tilmeld er naboer, som også roder rundt som nummer 205 på listen.

Det første af dem er Djibouti, som var i ilden i går. Her mødte de Sydsudan i den første kvalifikationsrunde til næste års afrikanske mesterskaber, og generelt er det et landshold, der altid starter fra bunden. Kampen vandt de med 2-0, så måske kan de vaske prædikatet af sig, når FIFA næste gang offentliggør verdensranglisten.

I 1977 blev Djibouti en selvstændig stat, og de har aldrig prøvet at spille et mesterskab – af den ene eller anden slags. Med et befolkningstal på omkring 850.000 har landet dog et væsentlig potentiale, da fodbolden også karakteres som nationalsport i landet.

Med det rette sats på talentudvikling og lidt mere held i resultaterne ser vi dem måske kravle op som nummer 200 i 2017. Modsat Bahamas spiller de kampe hvert år, men eftersom de tabte fire ud af fire i 2016, kan vi stadig tillade os at kalde dem for ”verdens værste landshold”.

Eritrea
Lidt nord for Djibouti finder vi Eritrea, som er den fjerde repræsentant på listen – og de kæmper med helt andre problemer end de ovenstående. På trods af et højt befolkningstal på over seks millioner leverer de sjældent på banen. I enkelte tilfælde frembringer de en sejr – som i 2009 mod Somalia (næste land på listen), hvor de vandt 3-1, men der er langt mellem snapsene.

Det største problem er dog landets sociale tilstand. Menneskerettighederne er blandt de ringeste i verden, så en betydelig del af befolkningen ønsker at forlade landet – deriblandt landsholdsspillere. Når landsholdet rejser på udebane, flygter mange af spillerne og søger asyl i det land, de skal spille i. Den seneste sag er fra 2015/2016, hvor ti spillere forsvandt i Botswana, men også i 2013 flygtede ni spillere og landstræneren i Kenya. I kan forestille jer de mildest talt besværlige arbejdsforhold for fodboldforbundet.

Somalia
Det sidste afrikanske land på listen er Somalia, der ligger syd for Djibouti og Eritrea, og problemet i Somalia er såre simpelt. Det østafrikanske land har været i kontinuerlig borgerkrig siden starten af 1990'erne, og det har sat sine aftryk på flere niveauer. Problemerne mellem forskellige klaner og manglende styre har efterladt landet i ruiner, og på trods af at der kan spottes lys for enden af tunnelen, er det imponerende, at Somalia overhovedet har haft tid og overskud til at spille fodbold.

De spiller heller ikke mange kampe, og dem de stiller op til, skal alle sammen spilles i udlandet. De er blot registreret for to kampe i de seneste tre år, og de har ikke vundet en kamp siden 2008.

På den lange bane er der potentiale i Somalia, da befolkningstallet er på over tolv millioner, men det kommer til at tage lang tid i et land, der kæmper en evigtvarende borgerkrig, og desuden har store problemer med pirateri.

Gibraltar
Herhjemme er Gibraltar lidt mere velkendt end de andre lande i bunden af FIFAs rangliste. Flere af os har måske endda besøgt det lille engelsktalende land i det sydlige Spanien og fået stjålet en ting eller to af aberne på det bjerg, der udgør en stor del af det samlede areal i Gibraltar.

I 2015 blev staten godkendt af både UEFA og FIFA til at spille kvalifikationsturneringer, og dermed kunne eventyret starte. Førhen var de hyppige deltagere ved ø-mesterskaberne, hvor modstanderne var lande som Jersey-øerne, Rhodos, Shetlandsøerne, Isle of Man og Isle of Wight. Gibraltar vandt turneringen i 2007, men hverdagen er en anden nu, hvor de er oppe imod Europas giganter hvert år.

De debuterede i kvalifikationen til EM 2016, og her slog de rekorden for at lukke flest mål ind. I ti kampe indkasserede de 56 mål, hvilket var tre mål mere end den hidtidige rekord, der var blevet sat af San Marino.

På trods af de mange store nederlag, går det fremad for Gibraltar, der lykkes med at score et mål i ny og næ. De har ligeledes spillet et par venskabskampe uafgjort, og kan de med små skridt begynde at hente resultater i betydningsfulde kampe, kan de vaske titlen som ”verdens dårligste landshold” af sig.

Tonga
Vi slutter listen af hos det oceaniske land Tonga, der består af 177 mindre øer, hvor kun en femtedel af dem er beboede. Tongas problem kan sammenlignes med Bahamas – de interesserer sig ikke rigtig for fodbold – og landet kan i højere grad karakteriseres som en rugby-nation.

De spillede ingen kampe i 2016, men året forinden præsterede de alligevel at spille hele fire kampe. De endte selvfølgelig i nederlag til fremragende fodboldnationer (ironi kan forekomme) som Fiji, Amerikansk Samoa og Samoa. I kampen mod Amerikansk Samoa lykkedes det dem at score et mål.

Deres største nederlag nogensinde stammer fra 2001, hvor de tabte med hele 0-22 til Australien. Det ligner et land, der ikke rigtig gider fodbold, så derfor kan man godt regne med, at de kommer til at være sidst på listen i mange år fremover.
Læs hele lederen
Luís Enriques sidste genistreg ?
Luís Enrique meddelte allerede i går, at han takker af som Barca-træner til sommer. Måske for at tænde en sidste ild i sit hold.
Så skete det. Det uundgåelige, det forventede. Efter gårsdagens 6-1-udradering af Sporting Gijón rygtedes det, at Luís Enrique havde meddelt sine spillere, at han stopper som træner i FC Barcelona til sommer. På pressemødet efter kampen bekræftede han så selv rygtet. Han trækker stikket til sommer, umiddelbart for at tage et sabbatår.

Det kommer på ingen måde som en overraskelse, at Luís Enrique stopper som træner for FC Barcelona. Det har ligget i kortene længe, også længe inden 4-0-nederlaget til PSG, der selvfølgelig fik jungletrommerne til at rumle. Men sandheden er, at Luís Enrique er træt. Barcelona-jobbet slider på én, som de færreste, undertegnede inklusiv, kan forestille sig. Man har aldrig ro, og man kan ikke tillade sig selv de mindste fejl, inden man bliver beskudt fra alle sider. Der skal hele tiden være fremgang. Det var også ordene fra Pep Guardiola, inden han med samme forklaring trak stikket efter fire sæsoner. Det var måske én sæson for sent, og Luís Enrique når da også ”kun” tre år i sædet.

Tidligere blev Frank Rijkaard også for længe på Camp Nou. Han bragte Barcelona tilbage på landkortet med Champions League-triumfen i 2006 og flere spanske mesterskaber, efter Barcelona i første halvdel af 00'erne havde famlet i blinde. Men han trak den en tand for længe med Deco og Ronaldinho, og til sidst måtte en ung Guardiola træde til og ruske op i truppen.

Så nej. Det er på ingen måde en overraskelse, at Luís Enrique trækker stikket nu. Han er en mand, der overvejer tingene meget grundigt, og som dybest set ikke har behovet for at være i rampelyset. Det, der derimod har overrasket medier og eksperter, er timingen i offentliggørelsen. Midt i sæsonen. Efter en 6-1-sejr, lige mens Barça er ved at have fat i førstepladsen i ligaen, efter at have været sakket agterud bag Real Madrid i en lang periode.

Så hvorfor kommer Luís Enrique med meldingen nu?

Præsidenten Josep Bartemeu er kommet med den sædvanlige parole om, at ”Luis Enrique skal have ro til at styre holdet resten af sæsonen, så derfor giver vi en afklaring nu”. Det er uden tvivl en del af sandheden, men jeg tror næppe, det er hverken hele sandheden eller den vigtigste del af den.

Noget andet ligger bag. Intentionen om at forlade skuden i tide, i modsætning til nogle af hans navnkyndige og ligeledes succesfulde forgængere, er én af dem. En anden er forholdet til truppen såvel som medierne.

På det seneste har stemningen om Luís Enrique været ganske ophedet i de spanske medier, og selvom Gerard Piqué i sidste måned var ude med en fuld støtteerklæring til sin træner, har spillerne været bemærkelsesværdigt stille omkring hans afgang siden offentliggørelsen i går. Alt i alt er der klare indikationer på, at Luís Enrique ikke har det allerbedste forhold til truppen.

Spillerne har ifølge de spanske medier været forundrede over visse af hans beslutninger, blandt andet beslutningen om at holde fast i Sergi Roberto på højre back, ligesom hans manglende kommunikation med de spillere, som har befundet sig langt væk fra spilletid i længere perioder, har skabt en negativ stemning i omklædningsrummet. Og der er jo som bekendt sjældent røg uden ild, selvom det ikke behøver at være et oprørsk flammehav.

Og jeg mener netop, det må være dette, der er hovedårsagen bag hans tidlige, i nogles øjne for tidlige, udmelding. Og vi skal ikke længere tilbage end sidste sæson for at finde en eventuel inspirationskilde.

Her sad Manuel Pellegrini stadig i trænersædet i Manchester City. Her var der også forlydender om, at truppen havde mistet tilliden til chileneren, samtidig med at jungletrommerne rumlede løs om Guardiolas nært forestående ansættelse. Også den blev meldt tidligt. Og fra det tidspunkt synes sympatien at vende. Spillerne så pludselig ud til at kæmpe for træneren, og det ledte Manchester City til den bedste europæiske præstation i klubbens historie med en semifinaleplads i Champions League.

Men ikke kun spillernes syn på Pellegrini så ud til at ændre sig. Også mediernes. Pludselig havde man travlt med at huske på, hvad Pellegrini faktisk havde opnået i City. Man havde sympati for den forsmåede chilener, der var ved at blive kørt ud på et sidespor til fordel for et af fodboldens største trænernavne.

Og mens den primære reaktion fra de spanske medier har været spekulationer om, hvem der er den kommende træner, har netop denne forudsigelige nekrolog-om-den-levende-mekanisme også vist sig allerede i dag. I en klumme i dagens udgave af Mundo Deportivo hylder avisens direktør Santi Nolla nemlig Luís Enrique som én af de største trænere i fodbolden:

- Dårlige nyheder for Barça. Luís Enrique er en excellent træner, en af de største, og at han forlader truppen, svækker klubben. Træneren har været ærlig, han har kommunikeret i tilstrækkelig god tid til at klubben kan planlægge et nyt projekt med den samme base. Luís Enrique har aldrig bedraget nogen, han har altid været sammenhængende med en stærk personlighed og en direkte stil. Man må forstå det. Han er også udtømt, lyder det i indledningen af Nollas klumme under overskriften ”En af de store”.

Det var ikke ligefrem sådan det lød, da Barcelona for blot et par uger siden blev tromlet over af PSG.

Luis Enriques timing, beslutningen om at sige farvel, inden det sidste kapitel er skrevet, kan vise sig at blive en sidste (lile) genistreg fra Luís Enrique. Fremprovokerer det en lignende reaktion hos Barca-spillerne som hos City-spillerne i sidste sæson? I så fald kan holdet vinde La Liga og Copa del Rey. Og hvem ved… om to uger står PSG på menuen, når 4-0-nederlaget skal vendes på Camp Nou. Chancerne er små, de er minimale, men kommer Barcelona i absolut topform, ved vi også, at det på den ene eller anden måde kan lade sig gøre. Uanset hvad, vil det efter forløbet i denne sæson være en kæmpe bedrift, kan han hente den spanske double hjem.

Og det er netop i det lys, jeg mener, vi skal se Luís Enriques tilbagetræden. Det er ikke blot af respekt over for ledelsen, så de kan bruge det næste halve år på at tænke sig grundigt om i forhold til den kommende træner. Det er ikke bare for at få arbejdsro, for det får han selvfølgelig aldrig i FC Barcelona, uanset hvad præsidenten siger. Det er derimod et forsøg på at tænde en sidste ild i sit hold, i sit projekt, og det er et forsøg på at samle holdet omkring sig til en sidste kraftanstrengelse, så de også i hans tredje og sidste sæson kan levere store bedrifter. Så han i stedet for at efterlade en hullet skude, overlader en velfungerende, flydende skonnert til Sampaoli, Valverde, Wenger, Morten Olsen – eller hvem end der kommer til at føre arbejdet videre i den catalanske storklub.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Årets afbrænder fra Argentina Top-10: De bedste mål fra Cruyff Artikel ikon Depay laver en ”Beckham” Artikel ikon Skidt målmandsspil koster Ajax Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Islandsk læge: Babyboom 9 måneder derpå James har fået Colombia på nakken Artikel ikon Bendtner enig med legende: Flot karl Artikel ikon Fans sendte anti-Roma breve til Anderson Artikel ikon Flere pudsigheder

Toplister

Artikel ikon Top 12: Største transfer-mål til sommer Top 10: Flest landskampsmål Artikel ikon Top 10: Udsolgte stadions i denne sæson Artikel ikon Top 15: PL-topscorere med hovedet Artikel ikon Flere toplister

Lederen

Artikel ikon Verdens dårligste landshold Luís Enriques sidste genistreg ? Artikel ikon Fra Champions til Championship ? Artikel ikon The Young Ones – from Goodison Artikel ikon Flere ledere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Flere bøger

Profilen

Artikel ikon Mike Jensen – Kongen af Rosenborg Romelu Lukaku – ny Karim eller Costa? Artikel ikon Donnarumma - Det største målmandstalent Artikel ikon Steven N'Zonzi - som Vieira og Busquets Artikel ikon Flere profiler

Rygter

Artikel ikon Sampdoria: For tidligt at tale om Schick Onsdagens engelske rygter Artikel ikon Chelsea favoritter til at gafle van Dijk Artikel ikon Liverpool vil gå all-in til sommer Artikel ikon Flere rygter

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Lucas Moura
Vidste du om ... Dirk Kuyt Artikel ikon Vidste du om ... Vitolo Artikel ikon Vidste du om ... Neymar Jr. Artikel ikon Flere

Statistik

Artikel ikon Top 10: Flest landskampsmål Status: Premier League i 2017 Artikel ikon Zlatan vs. Griezmann Artikel ikon Mål og kort i ALKA Superliga Artikel ikon Flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Rumænien - Danmark Optakt: Italien - Albanien Artikel ikon Optakt: Viborg FF - AaB Artikel ikon Optakt: Silkeborg IF - FC København Artikel ikon Flere optakter

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Danmark - England Startopstillinger: Montenegro – Polen Artikel ikon Startopstillinger: Nordirland – Norge Artikel ikon Startopstillinger: Rumænien - Danmark Artikel ikon Flere startopstillinger

Kampreferater

Artikel ikon Spanien dukkede Frankrig i testkamp Italien forværrede Hollands krise Artikel ikon Loftus-Cheek splittede Danmark ad Artikel ikon Frisparksperle grundlagde polsk sejr Artikel ikon Flere kampreferater