HSV – På rette kurs?

Af Emil Bekker Henriksen

2016-09-10
HSV – På rette kurs?

Det er efterhånden nogle år siden, at HSV var en fast bestanddel i den høje ende af Bundesligaen - men er nordtyskerne på rette kurs igen?

1. Bayern
2. Dortmund
3. Leverkusen
4. Mönchengladbach
5. Schalke
6. Mainz

Ovenstående er sidste sæsons top 6 i Bundesligaen. De fleste synes nok ikke, at der er noget mærkeligt eller forkert i, at det er netop disse seks hold, der udgør Tysklands top 6. Hvis man skal sige noget, er det måske iøjnefaldende, at et hold som Wolfsburg ikke er der, når man tager deres økonomiske muskler i betragtning, og at Mainz ender som nummer seks. Top 2-holdene synes nu heller ikke så overraskende endda, men at man ikke længere kigger mod den øverste halvdel af Bundesliga-tabellen for at finde HSV er svært at kapere. Klubben fra millionbyen Hamborg måtte i sidste sæson nøjes med en tiendeplads og 41 point.

Det er tre år siden, at “Die Rothosen” - som HSV bliver kaldt grundet de røde shorts - sluttede i den bedste halvdel af ligaen. Dengang blev det til en syvendeplads, men det var også kun en god slutplacering, når man tager en femtendeplads året før og to sekstendepladser i træk i årene efter i betragtning. I Bundesligaen giver en sekstendeplads billet til nedrykningsspil, hvor man spiller to kampe mod nummer tre fra den næstbedste tyske række. Her lykkedes det begge år at undgå nedrykning, men kun på et hængende hår.

Hvis man vil se HSV's seneste europæiske deltagelse, skal man lede efter klip fra sæsonen 2009/10, hvor nordtyskerne nåede hele vejen til semifinalen. De var altså blandt de sidste fire sammen med storklubberne Liverpool og Atlético Madrid. De blev slået ud af Fulham, som nu ligger og roder rundt i den næstbedste engelske række.

Året forinden havde HSV sluttet på femtepladsen - og det var altså ikke en atypisk slutplacering for klubben på det tidspunkt. 00'erne kastede fem top 5-placeringer af sig, og kun to gange før det seneste årtiskifte sluttede hamburgerne i den dårlige halvdel af ligaen. I slutningen af 00'erne indeholdt truppen navne som Rafael van der Vaart, Vincent Kompany, Jerôme Boateng og Nigel de Jong. De nævnte spillere blev selvfølgelig alle først for alvor kendt eller verdensklasse efter deres tid i Hamborg - Van der Vaart skiftede til Real Madrid og senere Tottenham, Kompany, Boateng og de Jong skiftede til nyrige Manchester City - men før de skiftede til HSV, var de jo anset som store talenter, og selve klubben var attraktiv for spillere som dem.

I den sidste håndfuld år har det dog været anderledes. Gæld, dårlig ledelse og ugunstige satsninger med henblik på spillerkøb har gjort de sidste fem år rædderlige uden ret meget udsigt til det bedre. Det eneste, som nordtyskerne har kunnet glæde sig over de sidste mange år er håneretten over bysbørnene og ærkerivalerne FC St. Pauli, som kun i enkelte sæsoner – senest i 2010/11-sæsonen - har befundet sig i den bedste tyske række. Måske er bedre tider dog på vej i Hamborg.

Nye tider i Hamborg?
Vi kommer næppe til at se HSV, som klubben var i dens gyldne æra i slut-70'erne og 80'erne. Her kunne hamburgerne juble over tre tyske mesterskaber indenfor fire år. Når de ikke vandt mesterskabet, var det fordi, de blev nummer to. Pokaltitlen blev også hentet til klubben to gange. Sidst men ikke mindst slog man i 1983 Juventus i finalen af den europæiske cup, som i dag er kendt som Champions League, hvilket må siges at være en bedrift af de helt store.
At HSV kommer til at konkurrere med Bayern og Dortmund om titlen kommer nok heller ikke til at ske indenfor den nærmeste fremtid, da der synes at være en stor kløft mellem de to storklubber og resten af Bundesligaen. 5-0, 6-0, 8-0 og 9-2 er blot nogle de nederlag, som ”Die Rothosen” har lidt til Bayern indenfor de seneste seks år. Vi skal fem år tilbage for at finde den seneste Hamborg-sejr over Bayern og hele syv år tilbage, hvis man vil finde HSV's seneste Bundesliga-sejr over sydtyskerne.

Men er nye tider på vej for den tidligere topklub? Noget kunne i hvert fald tyde på det. Potentialet er der utvivlsomt – klubben er altså fra Tysklands næststørste by. Samtidig er Hamborg en meget rig by med ekstremt velhavende investorer. For eksempel Hans-Michael Kühne, som ofte ”låner” klubben penge. HSV er angiveligt også gældfrie nu efter en del sæsoner med begrænsede transferbudgetter grundet gælden. Udover den økonomiske fremgang kom Dietmar Beiersdorfer tilbage til klubben som sportsdirektør i 2014, og han har fået rettet op på noget af det, der var galt.

Allerede sidste år var der lidt fremgang fra sæsonen før. 2012/13-sæsonen endte også godt med en syvendeplads, men siden Bruno Labbadia satte sig i trænersædet, har det set bedre ud. Det gjorde det ikke helt til at starte med, men den tidligere tyske landsholdsspiller har fået tid – mere tid end sine forgængere i hvert fald – og det har hjulpet lidt. Men med tryk på lidt. For selvom en tiendeplads ligner en markant forbedring i forhold til en sekstendeplads året før, så sluttede nordtyskerne kun fem point over stregen. Til sammenligning sluttede Bundesligaens nummer ti otte point over stregen i 2014/15, og i 2013/14-sæsonen sluttede tiendepladsen hele femten point over stregen.

Sommerens transfervindue har dog for alvor givet grund til optimisme blandt HSV-fans. Hvor der i de sidste par år før Beiersdorfers tilbagevenden blev satset meget på spillere, som havde set deres bedste tid, så er der i sommer blevet satset langt mere på potentiale. Van Nistelrooy blev hentet ind, van der Vaart blev hentet tilbage og det samme gjorde Ivica Olic. Van Nistelrooy havde nu et fint år i Hamborg i 2010/11, men van der Vaarts og Olic' anden periode i klubben var ikke just en succes, og man havde meget løntunge spillere i truppen.

Sommerens dyreste indkøb hedder Filip Kostic, som blev hentet ind fra nedrykkende Stuttgart. Den 23-årige serber havde to gode sæsoner der og var angiveligt på ønskelisten i Inter, Valencia og adskillige PL-klubber, men endte med at tage til HSV for godt 100 millioner kroner, hvilket er klubbens transferrekord. Tyskerne var også på rov i Brasilien på vinduets sidste dag, og her hentede man den 22-årige nykårede OL-vinder Douglas Santos. Venstrebacken har tidligere haft en periode i Europa, men uden den store succes. Han skulle dog blot bruge et par sæsoner hjemme i Brasilien til at udvikle sig, og under OL lignede han en, der ville kunne forstærke de fleste Bundesliga-mandskaber. Dertil kommer erhvervelsen af den 23-årige amerikaner Bobby Wood. Wood blev med 17 scoringer for Union Berlin nummer tre på topscorerlisten i 2. Bundesliga i sidste sæson og ligner en, der har fået sit gennembrud. Han startede også den nye sæson ud med et mål efter blot 30 minutter hjemme mod Ingolstadt.
Det mest prominente navn på listen over nye HSV-spillere må dog siges at være kroatiske Alen Halilovic, som kommer ind fra selveste FC Barcelona. Den 20-årige offensivspiller er blevet spået en stor fremtid og havde sidste år en god sæson på lejeophold i Sporting Gijón, men Barça lod ”den kroatiske Messi” gå til knap 40 millioner. Catalanerne fik dog en tilbagekøbsklausul inkluderet i aftalen, der gør, at de kan få ham tilbage enten til næste år eller i 2018 for sølle 22,5 millioner. De nævnte spillere er nok alle tiltænkt startpladser. Dertil kommer de unge satsninger, som klubben har hentet i andre tyske klubber. Her er der fx tale om 20-årige Luca Waldschmidt og 18-årige Arianit Ferati, som begge skulle være ret talentfulde. Klubben har også skrevet kontrakt med en 18-årige gambisk flygtning ved navn Bakary Jatta, som ser rigtig spændende ud. Den unge angriber har dog endnu ikke tilladelse til at spille Bundesliga og tørner derfor ud for andetholdet, hvor han i går scorede to mål i sin debut.

Der er med andre ord fremgang i hansestaden og udsigt til endnu mere, men hvor meget kan de hamburgske fans forvente sig af næste sæson?

Europæiske ambitioner
Som nævnt skal man nok ikke regne med, at HSV blander sig i toppen med Bayern, Dortmund og Leverkusen, som alle ser voldsomt stærke ud. Vi kender selvfølgelig Bayerns styrke, Dortmund har forstærket sig, og det har Leverkusen også. Der er dog ingen tvivl om ambitionerne i traditionsklubben. Ifølge archyworldys.com har storaktionæren Kühne udtalt, at når sæsonen er slut, så forventer han en placering mellem seks og otte. Og det er nok ikke meget urealistisk, for de fleste ville nok kunne blive enige om, at truppen ser stærkere ud, end den gjorde i fjor. Ud med de gamle, løntunge spillere og ind med de unge, talentfulde. Dertil kommer, at pengepungen er vokset, så januarvinduet kan meget vel blive taget i brug også. For selvom transfervinduet var fornuftigt, så er der stadig plads til forbedringer hist og her. Især i midterforsvaret er der brug for forstærkninger.

Men er det så kun de tre klubber, som er bedre? Det ville være løgn at sige. Hold som Mönchengladbach, Wolfsburg, Schalke og måske endda også Mainz ser også stærkere ud, så ambitionerne skal heller ikke skrues alt for højt op med det samme. Det er stadig en ny proces med at få den rådne stamme af spillere ud og erstatte den med ungt potentiale, så det skal have nogle år. En målsætning om top 8 virker derfor meget realistisk, og det ville nærmest være overraskende, hvis det skulle blive til mere allerede i år. På sigt må målsætningen dog være europæisk deltagelse som en regel mere end en undtagelse.

Et andet – og meget vigtigt – mål må dog være, at HSV skal holde på sine bedste spillere. Især Leverkusen nyder nu godt af spillere, som fik deres gennembrud i en tidlig alder i HSV-trøjen. I 2013 var det sydkoreanske Heung Min Son. Han havde scoret 12 mål og blev derefter solgt for omkring 80 millioner.
Sommeren efter var det Europas firsparkskonge Hakan Çalhanoğlu, som blev et af HSV's få lyspunkter den sæson og så solgt for 110 millioner.
Sidste år var det forsvarsklippen Jonathan Tah, der blev solgt for 55 millioner efter at have haft en god sæson på lejeophold i Fortuna Düsseldorf. Tah ville uden tvivl gå direkte ind i startopstillingen i HSV, og er i dag 120 millioner værd.

De nævnte er blot de største navne, men listen er lang med talenter, som har forladt Volksparkstadion for tidligt. Faktisk fik Arsenal-nyindkøbet Shkodran Mustafi også meget af sin fodboldopdragelse i Hamborg, før han blev solgt til Everton. Der er selvfølgelig ingen der siger, at Mustafi ville være blevet lige så god, som han er nu, hvis han var blevet i HSV, men han kunne nok godt have gjort gode ting for klubben, hvis han var blevet. Levin Öztunali, som også tog til Leverkusen, men nu i Mainz, er også nævneværdig i denne sammenhæng.

Som nogle nok ved, så var sagen en lidt anden omkring salget af Çalhanoğlu, som tilsyneladende bare ville væk. Men hvad angår de andre, så er salgene angiveligt foretaget på grund af den stramme økonomi. Nu er klubben gået en lysere tid i møde finansielt, og det må også betyde, at man ikke i samme grad kommer til at se de bedste spillere blive solgt for tidligt, og det vil være hammervigtigt for HSV. Og HSV's vej tilbage til tysk topfodbold.

Det bliver selvfølgelig svært at holde på absolut alle stjerner. For eksempel bliver 20-årige Halilovic meget svær at holde på, hvis han gør det godt, da Barça som nævnt har en tilbagekøbsklausul på ham, men ellers skal man holde på de gode spillere, så holdet kan få en sund stamme og noget kontinuitet.

Det lover altså godt, og alt i alt er der altså grund til optimisme i Hamborg eller i Danmark, eller hvor HSV-fansene ellers opholder sig. Tysklands næststørste by og Volksparkstadions godt 50.000 ugentlig



Magasin-artikler
Magasin-artikler er typisk længere og mere dybdegående artikler. Læs dem når du har god tid.
Se alle magasin-artikler her
The Young Ones – from Goodison
Everton har vist tillid til nogle meget store talenter – og fremtiden ser lys ud på Goodison Park.
Da Everton i weekenden tæskede kraftigt oprustede Manchester City med 4-0, var Evertons gennemsnitsalder næsten tre år yngre. Det lyder måske ikke af så meget – men det er det i den grad. Dette forekom selvom Everton startede med de aldrende Ashley Williams, Gareth Barry og Leighton Baines. For Everton-manager Ronald Koeman gav spilletid til de to 18-årige Tom Davies og Ademola Lookman, der begge kvitterede for tilliden med et mål.

Lookman og Davies er dog ikke de eneste talenter, der er på vej frem i Everton. Indkast.dk har kigget nærmere på truppen fra den blå del af Liverpool og fundet disse spændende fem unge spillere.


Tom Davies – defensiv midtbane
Debut: 16/4-16, da han var 17 år og 292 dage.
Søndagens mål var helt unikt og viste mange af de færdigheder, som han besidder. Davies er opvokset i Everton og har et ”stort” hjerte. Imponerede at han blot er 18 år. Han ligner en fremtidsløsning, som afløser for 35-årige Gareth Barry.


Ademola Lookman – angriber/kantspiller
Debut: 15/1-17, da han var 19 år og 69 dage
Han er kommet til Everton fra League One-klubben Charlton Athletic for en pris, der kan ende med 100 millioner kroner. Dette er afhængig af præstationerne, men et mål efter fire minutter i debuten imod Manchester City skabte en unik start.


Mason Holgate - forsvarsspiller
Debut: 13/8-16, da han var 19 år og 295 dage
Da Everton i sommer solgte John Stones til Manchester City for omkring 500 millioner kroner, endte de med at hente en kopi - som afløser. Forsvarsspilleren Holgate kom til Everton fra Barnsley, ligesom Stones havde gjort. Den 20-årige har siden spillet ni kampe under Ronald Koeman og har høstet store roser.


Kieran Dowell – Midtbanespiller
Debut: 11/12-14, da han var 17 år og 62 dage
Den tidligere Everton-manager Roberto Martinez havde store forventninger til den kreative midtbanespiller. Helt samme holdning har Koeman ikke haft til den 19-årige, som for tiden spiller mest på klubbens U-23 hold.


Dominic Calvert Lewin - Angriber
Debut: 13/12-16, da han var 19 år og 272 dage
Den unge angriber blev købt i Sheffield United for små 15 millioner kroner, og trods den unge alder og lave indkøbspris har han allerede spillet for Everton imod storklubber som Arsenal og rivalerne fra Liverpool. Han blev dog ankel-skadet, da han skulle starte sin første Everton-kamp og er ude indtil marts.


Disse unge spillere kan være med til at forme Everton i fremtiden, og glem nu ikke at Ross Barkley og Romelu Lukaku blot er 23 år samt at nyindkøbet Morgan Schneiderlin er 27 år – ligesom Enner Valencia og Yannick Bolasie.

Så Everton-fremtiden ser lys ud – men også meget engelsk ud. Klubben er klart det hold, der i denne sæson har givet spilletid i Premier League til flest engelske spillere under 21 år.


Gjorde grin med Yaya Touré
Klubben skal have ros for at give unge spillere chancen, men i den grad også for at vinde 4-0 over Manchester City. Kampen var den blot tredje Premier League-start for Tom Davies, og han har været meget i overskrifterne siden. For målet til 3-0 var et rent svendestykke, hvor han viste sig at være helt frygtløs.

Først førte han bolden frem – næsten fra egen målfelt – og midt på banen satte han ”kraftværket” Yaya Touré af med en smart hældribling. Senere kom den store afrikaner flyvende imod Davies, der dog bevarede fatningen. Han afsluttede meget fræk og selvsikkert med et elegant tjip.

Måske blev en stjerne ”født” i det sekund, men ikke blot en spiller. For Davies er nevø til Evertons mesterskabsvinder – Alan Whittle, så Davies er virkelig en af de lokale drenge, der efterhånden bliver mere og mere sjældne i internationalt fodbold.

Tidligere har Koeman sagt, at Davies, Lewin, Kieran Dowell og Jonjoe Kenny ikke var klar til Premier League-fodbold – men mon ikke at den hollandske manager har ændret holdning til nogle af spillere efter den seneste tids bedrifter.

Spillerne virker i hvert fald til at holde begge ben på jorden. Efter den imponerede sejr over City talte flere medier med Davies, som blev spurgt om, hvordan denne unikke bedrift og gennembrud skulle fejres.

- Jeg regner med at tage hjem til min far og mor for at se, hvad de laver…

Læs hele artiklen
Kina – skal man ikke grine ad…
Myten om ”El Dorado” har fået ny næring – denne gang på græs og langt væk fra Europa, hvor der virkelig bliver spillet med de økonomiske muskler.
I 2012 skiftede Nicolas Anelka og Didier Drogba til manges hovedrysten til Shanghai Shenhua, men siden skiftet for de to tidligere Premier League-angribere har mange - især sydamerikanske - spillere i europæiske klubber været fristet af de mange renminbi.

For selvom ejeren Zhu Jun havde lidt problemer i starten med at udbetale de høje lønninger til de to tidligere Chelsea-spillere, så er der kommet andre boller på suppen – helt andre. Ikke mindst fordi andre klubber i den kinesiske liga i den grad også er begyndt at true de store europæiske klubber – især med skyhøje lønninger.

Storsatsende Hebei China Fortune hentede blandt andet Gervinho, Stephane Mbia og Ezequiel Lavezzi – mens klubber som Jiansu Suning og Guangzhou Evergrade hentede henholdsvis Alex Teixeira, Ramires og Jo samt Jackson Martinez og Paulinho. Gigantiske navne men også mange spillere, som var i karrierens efterår.

Dette har dog ændret sig sidenhen, hvor de to brasilianere – Oscar og Hulk – på 25 og 29 år er solgt dyrt til Shanghia Shenhua, mens 27-årige Axel Witsel er taget til Tianjin Quanjian. Sidstnævnte klub formåede endda at overtale Luís Fabinho og Jadson til at spille for klubben, da den var i den næstbedste kinesiske række.

Netop Quanjian har også styrket sig voldsomt på trænersiden, da den italienske verdensmester Fabio Cannavaro er sportslig ansvar for holdet – men også trænernavne som Sven Göran Eriksson, Luís Felipe Scolari, Marcello Lippi, Dan Petrescu samt den tidligere brasilianske landstræner Mano Menezes har været fristet af de mange kinesiske penge. For lad os lige slå fast… disse mange store fodboldnavne kan godt være fristet af at prøve at leve i det gigantiske land, men de gør det også i den grad for pengenes skyld. Interessen for kinesisk fodbold er nemlig vokset stødt samtidigt med, at klubberne er blevet ustyrligt velhavende – og her er den moderne metropol Shanghai gået forrest og har udnyttet befolkningens hysteriske interesse.

I 2015 var der i gennemsnit 22.000 til kampene i den kinesiske Super League, hvilket næsten er det samme, som der var i Serie A og Lique1. Den italienske og franske liga vil dog i fremtiden blive overhalet, da de kinesiske stadions er topmoderne, og man må forvente, at fanskaren fortsætter med at eksplodere. I Kina har fodbold overhalet basketball som nationsport, efter landet i den grad tidligere har hyldet den 229 cm høje Yao Ming, der spiller basket i Houston – men som i øvrigt har vist en stor kærlighed for fodboldklubben Shenhua.


Ikke blot Oscar
Siden Oscar valgte at droppe Chelsea for at fortsætte hos netop Shenhua, har det været diskuteret meget om disse spillere fravalgte karrieren for at høste flere penge. Det må næsten være et faktum, da den lille brasilianer i fremtiden vil få meget svært ved at spille på et af verdens mest eftertragtede landshold, men før Oscar har der også været lignede eksempler. For før Alex Teixiera forlod Shakhtar Donetsk i sommer for at fortsætte hos Jiangsu Suning, så havde Liverpool tilbudt den lille brasilianer en meget attraktiv Premier League-kontrakt. Denne blev afvist…

Midt i denne guldregn står reglen om, at de kinesiske klubber blot må have fem udenlandske spillere på banen af gangen, og det har frembragt en voldsom efterspørgsel på de kinesiske spillere. For godt et år siden betalte Tianjin omkring 70 millioner kroner for den forholdsvis ukendte Sun Ke. Vildt mange penge – ikke mindst fordi den købende klub på daværende tidspunkt spillede i den næstbedste række.


Hvor kommer pengene fra?
Denne eksplosive udvikling kommer, efter der er kommet voldsom interesse omkring fodboldklubberne fra mange forskellige kanter. Det er både private og offentlige interesser, som ligaen er blevet bestormet af. Flest er dog store internationale firma, som har oplevet voldsom vækst som Evergrade og Greenland eller Jiangsu, der i 2015 havde over 1.000 dagligvarebutikker.

Men det er ikke kun i Kina, at disse forretningsfolk har overtaget magten i fodboldklubberne – blandt andet har store europæiske klubber som Manchester City og Atlético Madrid oplevet, at kineserne har overtaget noget af klubberne. Men også andre steder - således er halvdelen af firmaet, som tilhører superagenten Jorge Mendes, blevet opkøbt af kinesere.

Denne voldsomme hype omkring kinesisk fodbold har også fået tv-rettighederne fra den hjemlige liga til at ændre sig fra ca. 10 millioner kroner i 2015 til 1.700 millioner kroner i 2016 på en femårig aftale. En aftale som Premier League-ejerne Sky Sport har haft fingrene i, og som sender endnu flere penge til klubberne – så den udvikling, som er i gang står ikke til at blive ændret med det samme.


Tre VM-kampe = Tre nederlag
På det nationale plan trænger det kinesiske landshold også til en opblomstring. De har blot deltaget i én VM-slutrunde, hvilket var i 2002, hvor alle tre gruppekampe blev tabt. Derudover har et kinesisk hold ikke vundet det asiatiske mesterskab siden 1990, men mon ikke det bliver ændret snart…

Tilgangen af de mange store træner kapaciteter må også løfte det sportslige niveau i klubberne, og derudover har det kinesiske undervisningsministerium pålagt over 20.000 skoler at afholde fodboldskoler på mindst en uge – hver sommer for at finde nogle af den grotesk store nations talenter. Derudover er de største fodboldklubber i gang med at lave fodboldakademier, som vi kender det fra Europa. Alt dette har på det seneste ikke fyldt meget i mediebilledet. Det har handlet om noget helt andet.


Gigantiske summer
Da Lavezzi skiftede Paris ud med oprykkerne fra Hebei, fik han en ugeløn på vanvittige 4 millioner kroner – ligesom Oscar også skulle få. Det er en dagsløn på over en halv million… eller en timeløn alle døgnets timer på 23.800 kroner. Det er tal som disse, der har gjort, at de to spillere ikke længere vil spille Champions League med PSG og Chelsea, hvilket har afstedkommet mange kommentarer.

Landstræner Dunga sagde efter, at 30 brasilianske spillere var taget til den kinesiske liga, at der var kommet et nyt ”El Dorado”, som var en utopi i det 16. århundrede, der var belagt med gulvstøv. I dag bruges udtrykket mest som en metafor for steder med meget stor velstand, hvilket man vist godt kan sige om Super League.

Dette ”Guldstøv” vil mange gerne have fingrene i, hvilket den omrejste og nu 43-årige Christian Vieri forsøgte, da han i efteråret skrev på Instagram ”Stor nyhed – Jeg har besluttet, at tage til Kina for at genoptage karrieren der”.

Dette var en ”Kom og hent mig-postering”, som ingen af de kinesiske klubber dog bed på. At aldrende Vieri skulle genoptage karrieren fem år efter sit stop er næsten grinagtigt, men for tiden skal man ikke tage noget for givet, for Kina – skal man ikke grine ad…

Læs hele artiklen
Ledere
Ledere er typisk subjektive artikler hvor skribenten giver udtryk for sine egne personlige meninger.
Se alle leder-artikler her
Bravo ?
22 afslutninger = 14 mål imod målmand, der skulle være bedre i City end den engelske landsholdsmålmand.
Søndagens 0-4 lussing til Pep Guardiola og Manchester City synger stadigvæk over Goordison Park – og kigger man i de engelske aviser, er der undertoner af kritik imod City-målmanden Claudio Bravo.

For fire gange havde Everton afslutninger inden for Citys målramme, og alle fire endte i målmaskerne bag Bravo. Ingen af målene var deciderede drop, men omvendt var et par stykker af dem fra en spids vinkel, og kampens første mål kunne en klassemålmand måske have taget. Det begynder Manchester City-fansene at tvivle på, om Claudio Bravo er…

For glem nu ikke at den engelske landsholdsmålmand og meget populære Joe Hart i sommer blev droppet i klubben af manager Pep Guardiola, der efter to nederlag i Liverpool de sidste par uger er kommet under et voldsomt pres.

Kigger man længere ned i statistikker for Bravo, ser det absolut heller ikke for godt ud. Manchester City har lavet fire ”Clean Sheets” i denne sæson, hvorimod de andre tophold har lavet langt flere. Se blot her:

12: Chelsea
9: Tottenham
7: Arsenal, Manchester United og Liverpool

Så skal City tættere på de andre tophold, skal det forbedres, og meget gerne imod de andre tophold. I de to nederlag til Everton og Liverpool samt i kampen imod Arsenal kort før jul havde Bravo ikke en eneste redning på en afslutning indenfor målrammen.

Samlet set har Bravo blot haft otte redningerne i de sidste otte kampe, hvor der har været 22 afslutninger indenfor Citys målramme. Det er simpelthen for lidt, og sammenligner man de forskelige målmænd fra topholdene, har Bravo også klart haft færreste redninger i denne sæson.

Petr Čech = 60
David De Gea = 52
Thibaut Courtois = 40
Hugo Lloris = 38
Claudio Bravo = 34

I Liverpool har Simon Mignolet og Loris Karius delt spilletiden, så hvis man lægger antallet af deres redninger sammen, slår de også klart Bravo.

Kigger man nærmere på de føromtalte Clean Sheets - så har hold som Middlesbrough, Bournemouth, Burnley og Leicester ”holdt nullet” flere gange end Manchester City. Det er naturligvis ikke kun målmandens skyld, og kigger man på, hvad klubben har købt af forsvarsspillere i dette årti, så må Guardiola få endnu flere grå hår.

John Stones: 500 millioner kroner
Nicolas Otemendi: 400 millioner kroner
Elisquim Mangala: 270 millioner kroner
Matija Nastasic: 130 millioner kroner
Gaël Clichy: 70 millioner kroner
Aleksandar Kolarov: 200 millioner kroner
Joleon Lescott: 250 millioner kroner

Derudover er forsvarskæden blevet forstærket med spillere som Bacary Sagna, Maicon og Martin Demichelis – men helt godt er det aldrig blevet – og malet henover dette står den 30-årige Vincent Kompany. Hvordan var det, gået hvis den gode belgier ikke havde været så meget skadet?

Helt aktuelt så har de føromtalte 22 afslutninger givet 14 mål. Kigger man på, hvor mange mål der er gået ind i nogle af de andre målmænd på samme antal afslutninger, så kommer Bravo igen i et skidt lys.

Kasper Schmeichel: 8
Loris Karius: 7
Hugo Lloris: 6
Petr Čech: 6
Simon Mignolet: 6
Thibaut Courtois: 5
David De Gea: 4
Victor Valdes: 3

Dette er ikke mesterskabsklasse, og derfor er der et gigantisk pres på Bravo, men også på Guardiola, som tog en kontroversiel beslutning i sommer…

Læs hele lederen
Bilic vs. Payet
Dette kommer West Ham til at mangle… hvis deres og en stor Premier League-profil forlader klubben. Indkast.dk har gravet ned historien om Dimitri Payet…
Da Slaven Bilic ankom til pressemødet på West Hams træningsanlæg Rush Green forud for weekendens vigtige kamp imod Crystal Palace, forløb et interview imellem manager Bilic og en journalisterne på følgende måde:

Har du indgået en aftale med Brentford om Scott Hogan
- Nej – Scott er her ikke nu, og han skal ikke træne med os i dag

Er han tæt på et skifte ?
- Det ved jeg ikke…

Hvor mange spillere vil du gerne tilføje til truppen ?
- To eller tre. Men lad os nu skifte emne, for jeg har noget at fortælle jer. Vi har en frustrerende situation med en spiller. Det er Dimitri Payet. Han ønsker at forlade klubben…


Pludselig blev der meget stille i presserummet, og de måbende journalister skulle lige tygge på den sidste kommentar fra West Hams pressede manager.

Bilic fortalte efterfølgende, at Payet ikke ønskede at træne eller spille mere i klubben, og manageren fortsatte om sin store frustration ved profilens pludselige udmelding. Denne er sikkert kommet, som et lyn fra en klar himmel for manager Bilic – men det gjorde det i den grad også for de fremmødte journalister.

Forinden havde Bilic valgt ikke at bruge Payet i FA Cup-lussingen imod Manchester City. Payets udmelding kom også samtidigt med, at det stod klart, at holdets store profil ikke kom i kamp imod lokalrivalerne fra Crystal Palace – og klubben måske stod til at miste deres klart bedste spiller fra forrige sæson. Følgende statistikker for kalenderåret 2016 giver også et klart billede af det voldsomme afsavn, som det kan blive for West Ham.


Flest assists i Premier League
15: Payet
12: Eriksen
10: De Bruyne, Fàbregas, Milner, Lallana, Rooney og Costa.

Flest skabte chancer
144: Payet
116: Eriksen
111: Özil

Succesfyldte indlæg
120: Payet
70: Özil
69: Sigurdsson

Derudover er Payet den spiller, der har lavet flest frisparksmål, og han har været involveret i hele 21 mål – hvoraf han har scoret de seks. De 21 mål er det højeste antal for en midtbanespiller.


Har Payet hjemve ? - eller har der været ballade ?
Ifølge mange engelske aviser handler Payets ønske ikke om utilfredsheden med den manglende spilletid imod City, men derimod om et ønske om at vende tilbage til Frankrig.

Men men men... fortiden er der også en anden historie i de engelske medier. For få minutter inden det famøse pressemøde tog Bilic kontakt til West Hams presseansvarlige Max Fitzgerald og fortalte ham, at han ville fortælle om situationen omkring Payet. Forinden havde Bilic været tosset på træningsbanen, da den utilfredse spiller skulle have klaget over en skade i ryggen, og det fik fighteren Bilic op i det røde felt. På pressemødet var han stadigvæk arrig og sagde blandt andet:

- Jeg er tosset over dette. Holdet, drengene, personalet, vi gav ham alting. Vi har hjulpet ham, så selvfølgelig er jeg skuffet over dette. Jeg forstår ikke den slags spillere.

Skuffelsen fra Bilic er også til at forstå, for West Ham har i den grad været med til at forme Payets karriere, og derudover har han haft en meget uforpligtende rolle på holdet. Spillere som Mark Noble og Cheikhou Kouyate har gjort det hårde arbejde på West Ham-midtbanen, hvorefter Payet har nydt godt af dette forarbejde i sin frie rolle.

Denne rollefordeling kunne man se i sejren over Tottenham i marts, da West Ham spillede med et tremandsforsvar og flere midtbanespillere i arbejdstøj – bortset fra Payet. West Ham vandt kampen med 1-0 og var blot et point fra Manchester City på fjerdepladsen.

Men sidste år er længe siden og nu tegner alt på et brud imellem West Ham og holdets helt store profil - Dimitri Payet.
Læs hele lederen

Video

Artikel ikon Cometh the man, cometh the hour... "Rød krig" mellem giganter Artikel ikon Pogba afbryder Zlatan-interview Artikel ikon Ærlige Huth Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Bo Henriksen: Fuldstændig hovedløst Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Der scores flest spanske mål – i Chelsea Artikel ikon Chamberlain: Det valgte Wenger af musik Artikel ikon Flere pudsigheder

Toplister

Artikel ikon Top 20: Manchester United-spillere Top 12: Farligste angribere Artikel ikon Top 9: Værste PL-indkøb i 2016/17 Artikel ikon Top 20: United-signings siden Ferguson Artikel ikon Flere toplister

Lederen

Artikel ikon Bravo ? Bilic vs. Payet Artikel ikon Derfor skulle Pardew fyres Artikel ikon Özil + Arsenal kan ikke imod tophold Artikel ikon Flere ledere

Bøger

Artikel ikon - En tikkende bombe Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Ronaldo - Ankomst til Manchester United Artikel ikon Flere bøger

Profilen

Artikel ikon Cohen Bramall – filmpotentiale Al-Habsi - fra brandmand til United Artikel ikon Diego Costa – ny stil for Trotamundos Artikel ikon Alan Dzagoev – tog bussen til træning Artikel ikon Flere profiler

Rygter

Artikel ikon Monaco og United kæmper om Benfica-juvel AS: Guardiola vil have fat i Bayern-back Artikel ikon Søndagens engelske rygter Artikel ikon Medie: Atlético sikrer uruguayansk perle Artikel ikon Flere rygter

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Gareth Southgate
Vidste du om ... Diego Maradona Artikel ikon Vidste du om ... Filippo Inzaghi Artikel ikon Vidste du om ... Pierre Emerich Aubameyang Artikel ikon Flere

Statistik

Artikel ikon Costa vs. Morata Hvem er Premier Leagues bedste hold ? Artikel ikon Top 12: Farligste angribere Artikel ikon LaLiga-spillere der har scoret mod flest Artikel ikon Flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: AGF - FC København Optakt: Viborg FF - OB Artikel ikon Optakt: SønderjyskE - FC Nordsjælland Artikel ikon Optakt: Brøndby IF - FC Midtjylland Artikel ikon Flere optakter

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Saints - Leicester Startopstillinger: Juventus - Lazio Artikel ikon Startopstillinger: AC Milan – SSC Napoli Artikel ikon Startopstillinger: Man City - Tottenham Artikel ikon Flere startopstillinger

Kampreferater

Artikel ikon Startopstillinger: Osasuna - Sevilla Skidt start blev dyr for AC Milan Artikel ikon Intens pointdeling i engelsk topkamp Artikel ikon Ramos sendte Real tilbage på sporet Artikel ikon Flere kampreferater