HSV – På rette kurs?

Af Emil Bekker Henriksen

2016-09-10
HSV – På rette kurs?

Det er efterhånden nogle år siden, at HSV var en fast bestanddel i den høje ende af Bundesligaen - men er nordtyskerne på rette kurs igen?

1. Bayern
2. Dortmund
3. Leverkusen
4. Mönchengladbach
5. Schalke
6. Mainz

Ovenstående er sidste sæsons top 6 i Bundesligaen. De fleste synes nok ikke, at der er noget mærkeligt eller forkert i, at det er netop disse seks hold, der udgør Tysklands top 6. Hvis man skal sige noget, er det måske iøjnefaldende, at et hold som Wolfsburg ikke er der, når man tager deres økonomiske muskler i betragtning, og at Mainz ender som nummer seks. Top 2-holdene synes nu heller ikke så overraskende endda, men at man ikke længere kigger mod den øverste halvdel af Bundesliga-tabellen for at finde HSV er svært at kapere. Klubben fra millionbyen Hamborg måtte i sidste sæson nøjes med en tiendeplads og 41 point.

Det er tre år siden, at “Die Rothosen” - som HSV bliver kaldt grundet de røde shorts - sluttede i den bedste halvdel af ligaen. Dengang blev det til en syvendeplads, men det var også kun en god slutplacering, når man tager en femtendeplads året før og to sekstendepladser i træk i årene efter i betragtning. I Bundesligaen giver en sekstendeplads billet til nedrykningsspil, hvor man spiller to kampe mod nummer tre fra den næstbedste tyske række. Her lykkedes det begge år at undgå nedrykning, men kun på et hængende hår.

Hvis man vil se HSV's seneste europæiske deltagelse, skal man lede efter klip fra sæsonen 2009/10, hvor nordtyskerne nåede hele vejen til semifinalen. De var altså blandt de sidste fire sammen med storklubberne Liverpool og Atlético Madrid. De blev slået ud af Fulham, som nu ligger og roder rundt i den næstbedste engelske række.

Året forinden havde HSV sluttet på femtepladsen - og det var altså ikke en atypisk slutplacering for klubben på det tidspunkt. 00'erne kastede fem top 5-placeringer af sig, og kun to gange før det seneste årtiskifte sluttede hamburgerne i den dårlige halvdel af ligaen. I slutningen af 00'erne indeholdt truppen navne som Rafael van der Vaart, Vincent Kompany, Jerôme Boateng og Nigel de Jong. De nævnte spillere blev selvfølgelig alle først for alvor kendt eller verdensklasse efter deres tid i Hamborg - Van der Vaart skiftede til Real Madrid og senere Tottenham, Kompany, Boateng og de Jong skiftede til nyrige Manchester City - men før de skiftede til HSV, var de jo anset som store talenter, og selve klubben var attraktiv for spillere som dem.

I den sidste håndfuld år har det dog været anderledes. Gæld, dårlig ledelse og ugunstige satsninger med henblik på spillerkøb har gjort de sidste fem år rædderlige uden ret meget udsigt til det bedre. Det eneste, som nordtyskerne har kunnet glæde sig over de sidste mange år er håneretten over bysbørnene og ærkerivalerne FC St. Pauli, som kun i enkelte sæsoner – senest i 2010/11-sæsonen - har befundet sig i den bedste tyske række. Måske er bedre tider dog på vej i Hamborg.

Nye tider i Hamborg?
Vi kommer næppe til at se HSV, som klubben var i dens gyldne æra i slut-70'erne og 80'erne. Her kunne hamburgerne juble over tre tyske mesterskaber indenfor fire år. Når de ikke vandt mesterskabet, var det fordi, de blev nummer to. Pokaltitlen blev også hentet til klubben to gange. Sidst men ikke mindst slog man i 1983 Juventus i finalen af den europæiske cup, som i dag er kendt som Champions League, hvilket må siges at være en bedrift af de helt store.
At HSV kommer til at konkurrere med Bayern og Dortmund om titlen kommer nok heller ikke til at ske indenfor den nærmeste fremtid, da der synes at være en stor kløft mellem de to storklubber og resten af Bundesligaen. 5-0, 6-0, 8-0 og 9-2 er blot nogle de nederlag, som ”Die Rothosen” har lidt til Bayern indenfor de seneste seks år. Vi skal fem år tilbage for at finde den seneste Hamborg-sejr over Bayern og hele syv år tilbage, hvis man vil finde HSV's seneste Bundesliga-sejr over sydtyskerne.

Men er nye tider på vej for den tidligere topklub? Noget kunne i hvert fald tyde på det. Potentialet er der utvivlsomt – klubben er altså fra Tysklands næststørste by. Samtidig er Hamborg en meget rig by med ekstremt velhavende investorer. For eksempel Hans-Michael Kühne, som ofte ”låner” klubben penge. HSV er angiveligt også gældfrie nu efter en del sæsoner med begrænsede transferbudgetter grundet gælden. Udover den økonomiske fremgang kom Dietmar Beiersdorfer tilbage til klubben som sportsdirektør i 2014, og han har fået rettet op på noget af det, der var galt.

Allerede sidste år var der lidt fremgang fra sæsonen før. 2012/13-sæsonen endte også godt med en syvendeplads, men siden Bruno Labbadia satte sig i trænersædet, har det set bedre ud. Det gjorde det ikke helt til at starte med, men den tidligere tyske landsholdsspiller har fået tid – mere tid end sine forgængere i hvert fald – og det har hjulpet lidt. Men med tryk på lidt. For selvom en tiendeplads ligner en markant forbedring i forhold til en sekstendeplads året før, så sluttede nordtyskerne kun fem point over stregen. Til sammenligning sluttede Bundesligaens nummer ti otte point over stregen i 2014/15, og i 2013/14-sæsonen sluttede tiendepladsen hele femten point over stregen.

Sommerens transfervindue har dog for alvor givet grund til optimisme blandt HSV-fans. Hvor der i de sidste par år før Beiersdorfers tilbagevenden blev satset meget på spillere, som havde set deres bedste tid, så er der i sommer blevet satset langt mere på potentiale. Van Nistelrooy blev hentet ind, van der Vaart blev hentet tilbage og det samme gjorde Ivica Olic. Van Nistelrooy havde nu et fint år i Hamborg i 2010/11, men van der Vaarts og Olic' anden periode i klubben var ikke just en succes, og man havde meget løntunge spillere i truppen.

Sommerens dyreste indkøb hedder Filip Kostic, som blev hentet ind fra nedrykkende Stuttgart. Den 23-årige serber havde to gode sæsoner der og var angiveligt på ønskelisten i Inter, Valencia og adskillige PL-klubber, men endte med at tage til HSV for godt 100 millioner kroner, hvilket er klubbens transferrekord. Tyskerne var også på rov i Brasilien på vinduets sidste dag, og her hentede man den 22-årige nykårede OL-vinder Douglas Santos. Venstrebacken har tidligere haft en periode i Europa, men uden den store succes. Han skulle dog blot bruge et par sæsoner hjemme i Brasilien til at udvikle sig, og under OL lignede han en, der ville kunne forstærke de fleste Bundesliga-mandskaber. Dertil kommer erhvervelsen af den 23-årige amerikaner Bobby Wood. Wood blev med 17 scoringer for Union Berlin nummer tre på topscorerlisten i 2. Bundesliga i sidste sæson og ligner en, der har fået sit gennembrud. Han startede også den nye sæson ud med et mål efter blot 30 minutter hjemme mod Ingolstadt.
Det mest prominente navn på listen over nye HSV-spillere må dog siges at være kroatiske Alen Halilovic, som kommer ind fra selveste FC Barcelona. Den 20-årige offensivspiller er blevet spået en stor fremtid og havde sidste år en god sæson på lejeophold i Sporting Gijón, men Barça lod ”den kroatiske Messi” gå til knap 40 millioner. Catalanerne fik dog en tilbagekøbsklausul inkluderet i aftalen, der gør, at de kan få ham tilbage enten til næste år eller i 2018 for sølle 22,5 millioner. De nævnte spillere er nok alle tiltænkt startpladser. Dertil kommer de unge satsninger, som klubben har hentet i andre tyske klubber. Her er der fx tale om 20-årige Luca Waldschmidt og 18-årige Arianit Ferati, som begge skulle være ret talentfulde. Klubben har også skrevet kontrakt med en 18-årige gambisk flygtning ved navn Bakary Jatta, som ser rigtig spændende ud. Den unge angriber har dog endnu ikke tilladelse til at spille Bundesliga og tørner derfor ud for andetholdet, hvor han i går scorede to mål i sin debut.

Der er med andre ord fremgang i hansestaden og udsigt til endnu mere, men hvor meget kan de hamburgske fans forvente sig af næste sæson?

Europæiske ambitioner
Som nævnt skal man nok ikke regne med, at HSV blander sig i toppen med Bayern, Dortmund og Leverkusen, som alle ser voldsomt stærke ud. Vi kender selvfølgelig Bayerns styrke, Dortmund har forstærket sig, og det har Leverkusen også. Der er dog ingen tvivl om ambitionerne i traditionsklubben. Ifølge archyworldys.com har storaktionæren Kühne udtalt, at når sæsonen er slut, så forventer han en placering mellem seks og otte. Og det er nok ikke meget urealistisk, for de fleste ville nok kunne blive enige om, at truppen ser stærkere ud, end den gjorde i fjor. Ud med de gamle, løntunge spillere og ind med de unge, talentfulde. Dertil kommer, at pengepungen er vokset, så januarvinduet kan meget vel blive taget i brug også. For selvom transfervinduet var fornuftigt, så er der stadig plads til forbedringer hist og her. Især i midterforsvaret er der brug for forstærkninger.

Men er det så kun de tre klubber, som er bedre? Det ville være løgn at sige. Hold som Mönchengladbach, Wolfsburg, Schalke og måske endda også Mainz ser også stærkere ud, så ambitionerne skal heller ikke skrues alt for højt op med det samme. Det er stadig en ny proces med at få den rådne stamme af spillere ud og erstatte den med ungt potentiale, så det skal have nogle år. En målsætning om top 8 virker derfor meget realistisk, og det ville nærmest være overraskende, hvis det skulle blive til mere allerede i år. På sigt må målsætningen dog være europæisk deltagelse som en regel mere end en undtagelse.

Et andet – og meget vigtigt – mål må dog være, at HSV skal holde på sine bedste spillere. Især Leverkusen nyder nu godt af spillere, som fik deres gennembrud i en tidlig alder i HSV-trøjen. I 2013 var det sydkoreanske Heung Min Son. Han havde scoret 12 mål og blev derefter solgt for omkring 80 millioner.
Sommeren efter var det Europas firsparkskonge Hakan Çalhanoğlu, som blev et af HSV's få lyspunkter den sæson og så solgt for 110 millioner.
Sidste år var det forsvarsklippen Jonathan Tah, der blev solgt for 55 millioner efter at have haft en god sæson på lejeophold i Fortuna Düsseldorf. Tah ville uden tvivl gå direkte ind i startopstillingen i HSV, og er i dag 120 millioner værd.

De nævnte er blot de største navne, men listen er lang med talenter, som har forladt Volksparkstadion for tidligt. Faktisk fik Arsenal-nyindkøbet Shkodran Mustafi også meget af sin fodboldopdragelse i Hamborg, før han blev solgt til Everton. Der er selvfølgelig ingen der siger, at Mustafi ville være blevet lige så god, som han er nu, hvis han var blevet i HSV, men han kunne nok godt have gjort gode ting for klubben, hvis han var blevet. Levin Öztunali, som også tog til Leverkusen, men nu i Mainz, er også nævneværdig i denne sammenhæng.

Som nogle nok ved, så var sagen en lidt anden omkring salget af Çalhanoğlu, som tilsyneladende bare ville væk. Men hvad angår de andre, så er salgene angiveligt foretaget på grund af den stramme økonomi. Nu er klubben gået en lysere tid i møde finansielt, og det må også betyde, at man ikke i samme grad kommer til at se de bedste spillere blive solgt for tidligt, og det vil være hammervigtigt for HSV. Og HSV's vej tilbage til tysk topfodbold.

Det bliver selvfølgelig svært at holde på absolut alle stjerner. For eksempel bliver 20-årige Halilovic meget svær at holde på, hvis han gør det godt, da Barça som nævnt har en tilbagekøbsklausul på ham, men ellers skal man holde på de gode spillere, så holdet kan få en sund stamme og noget kontinuitet.

Det lover altså godt, og alt i alt er der altså grund til optimisme i Hamborg eller i Danmark, eller hvor HSV-fansene ellers opholder sig. Tysklands næststørste by og Volksparkstadions godt 50.000 ugentlig



Optakter
Søndag d. 22/10, kl. 12:00
Hobro - Nordsjælland
Søndag d. 22/10, kl. 14:00
Lyngby - OB
Søndag d. 22/10, kl. 16:00
Helsingør - Brøndby
Søndag d. 22/10, kl. 18:00
FC København - AGF
Mandag d. 23/10, kl. 19:00
Randers - AaB
Magasin-artikler
Premier League - Tilbageblik af Indkast
Redaktionen har kigget tilbage på nogle af de største øjeblikke i den store fodboldturnering – synes du, at vi mangler nogle?
- Balotelli med trøjeskriften ”Why Always me”.

- Rooneys mål imod Manchester City.

- Patrick Vieira og Roy Keanes mangeårige feud.

- United vs. Arsenal: 8-2.

- Badebolden foran Pepe Reina.

- Yeboahs vanvittige mål for Leeds.

- Da Gerrard gled.

- Kannibalen Suárez.

- Beckhams mål fra egen banehalvdel.

- Manglende håndtryk fra Anton Ferdinand og Patrice Evra.

- Henrys solo-mål imod Tottenham.

- Philippe Alberts geniale tjip.

- Da Di Canio skubbede til dommeren.

- Roy Keanes stempling som kostede Hålands karriere.

- Keegans udbrud som Newcastle-manager.

- The special one.

- Leeds op… og nedtur.

- Bergkamps mål imod Newcastle.

- Cantonas Kong Fu-spark imod en tilskuer.

- The Invicibles.

- Leicester og Blackburns mesterskaber.

- Agüerooooooo!

- Da de to holdkammerater fra Newcastle…Lee Bowyer og Kieron Dyer… begyndte at slås under en kamp.

- Indskiftede Kanus hattrick imod Chelsea, hvor det sidste mål nærmest var umuligt.

- Thomas Sørensen reddede Alan Shearers straffe i Tyne-Wear Derbys 82. minut i 2000 og sikrede Sunderland en 2-1-sejr på St. James Park.

- Da Hull var nede 0-4 mod City ved pausen, og Hull-manager Phil Brown i pausen valgte at skælde spillerne ud midt på banen foran tilskuerne.

- Peter Crouchs vanvidsmål mod Manchester City, hvor han loppede bolden op til sig selv og helflugtede bolden op i krydset

- Newcastles comeback imod Arsenal. Kampen sluttede 4-4, efter London-holdet havde ført 4-0.

- Van Persies vanvidsmål af et langskud, der sikrede United det historiske 20. mesterskab.

- Cantonas arrogante jubelscene efter han havde tjippet bolden over målmanden.

- Da Chelsea i 2010 på imponerende vis formåede at score hele 103 mål og blot lukkede 32 mål ind.

- Brian Deanes hovedstødsmål mod Manchester United den 15. august 1992, hvilket var det første mål i Premier League.
Læs hele artiklen
Shakhtar – olie og brasiliansk kærlighed
I Champions League gruppe F skal Manchester Citys klubejer Sheikh Mansour bin Zayed al-Nahyan op imod en anden oliegigant - Rinat Akhmetov.
Olie har startet krige, skabt misundelse og dumheder – som da en halvstiv dansk statsminister forærede Norge store mængder - eller givet fodboldklubber et voldsomt løft, som det er tilfældet med ukrainske Shakhtar Donetsk. Her har olie-kongen Rinat Akhmetov brugt en formue på at skabe et storhold, hvilket er lykkedes ret godt – men de senere er det gået lidt ned af bakken.

Når der i denne Champions League-sæson skal spilles fodbold på Shakhtar Donetsks hjemmebane bliver det på et dyrt renoverede stadion, der tidligere har fået tildelt fem stjerner af UEFA, og som blandt andet havde et ungdomsakademi med plads til over 3.000 børn som blot en del af et imponerende træningsanlæg.

Samtidigt med denne voldsomme stadionudvidelse for den ukrainske klub, så væltede der ind med især brasilianske spiller i klubbens trup. Første brasilianer kom til klubben i 2002, og det har sidenhen startet en stærk forbindelse mellem den sydamerikanske fodboldverden og den østlige del af Ukraine.

Omtalen af de brasilianske talenter i Shakhtar Donetsk blev først rigtig synlig for fodboldeuropa, da den daværende italienske landsholdshold-angriber Cristiano Lucarelli skiftede til den ukrainske storklub, og efterfølgende vandt holdet mesterskabet to år i træk og fjernede dermed selveste Dynamo Kiev fra den fodboldtrone, som de ellers havde siddet på gennem mange år.


Fra John Hughes til Akhmetov
Shakhtar Donetsk blev dannet i 1869 af den walisiske forretningsmand John Hughes, der dengang byggede masser af stålværker i området, og det er ikke langt fra den måde, som den nuværende pengemand Akhmetov har tjent sine enorme formuer. Således er Akhmetov af Forbes Magazine blevet kåret til verdens 214. rigeste mand. Nu lyder det måske ikke af meget, men det er det – og Akhmetov er også klart Ukraines rigeste mand.

Den kun 51-årige Akhmetov er som mange andre rigmænd på de kanter blevet beskyldt for at deltage i organiseret kriminalitet, men han er ikke dømt for noget. Meget på denne egn handler om penge, og det har også været bevæggrundene for de mange spillere, der er taget den lange rejse til Ukraine. Allerede da den italienske angriber Lucarelli i 2007 skiftede til klubben, blev det gjort klart, at her var der økonomiske midler, der ikke rimede på noget fra den ukrainske befolkning. Således fik Lucarelli stillet et privatfly til rådighed, hvis hans kone skulle få for meget hjemve og gerne ville en sviptur til Italien. Udover denne luksus er forholdene også i orden – bortset fra vejret, men det kan Akhmetovs penge næppe ændre for klubben.


Pengene har givet resultater
Siden 2002 er det blevet til ni nationale mesterskaber, fem pokaltitler og et enkelt Europa League-trofæ, så investeringerne har båret frugt. Klubben kan dog godt beskyldes for at føre en besynderlig forretningsmodel.

Holdets defensiv består af østeuropæiske spillere, mens offensiven er tegnet af mange sydamerikanere - med underlige kontraktforhold. De fleste af de sidstnævnte spillere ejer klubben nemlig ikke, men i stedet ejer investorerne store dele af rettighederne over disse spillere, og kritikere mener også at vide, at disse pengemænd ofte har indflydelse på, hvilke spillere der får spilletid på holdet. Dette hævdes at være årsagen til, at holdet i senere år ikke har præsteret som tidligere i den hjemlige turnering. De vandt blandt andet ikke det ukrainske mesterskab i 2014/15 og 2015/16-sæsonerne, hvilket er meget uvant på de breddegrader. De fem sæsoner før det blev de mestre og forklaringen er måske ligetil.

For modsat tidligere så har det ukrainske storhold forholdt sig meget roligt i sommerens transfervindue og har kun hentet nogle unge spillere på lejeaftaler, men på trods af dette har de stadigvæk hele otte brasilianske spillere i deres Champions League-trup – samt et par kroater og argentinere. Så samlet set så mangler Donetsk-holdet ikke det store. Men spillerne har ikke det niveau som klubben tidligere har haft med brasilianske spillere som Willian, Luiz Adriano og Fernandinho. Nutidens stjerner er anføreren og veteranen Darijo Srna samt den argentinske angriber – Facundo Ferreyra, så der er sket en udvikling for det brasiliansk-inspirerede "olie-hold" fra Ukraine.

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Edinson Cavani – bevaret hemmelighed
Sydamerikaner var træt af Ibrahimović' skygge og nu er han kommet i en og to nye skygger – eller hva'?
Da Edinson Cavani i 2007 skiftede til Palermo, beskrev den italienske avis, La Gazzetta dello Sport, den uruguayanske landsholdsspiller som ”Sydamerikas bedstbevarede hemmelighed”. Via en unik periode i Napoli havnede den langhårede angriber i Paris, hvor han først var lidt i “skyggen” af superstjernen Zlatan Ibrahimović og nu kommer til at stå i Neymars skygge, men hvem er denne Cavani?

Edinson Roberto Cavani Gómez er født og opvokset i den uruguayanske by Salto, som er landets næststørste by med godt 105.000 indbyggere. Byen ligger klods op ad Argentina, og det er kun floden Rio Uruguay, der adskiller Salto fra den argentinske by Concordia, som er godt og vel 1,2 kilometers svømmetur væk. Kuriøst nok er Luís Suárez fra selvsamme by, og de to dygtige angribere danner i dag en farlig frontduo på ”La Celeste”-holdet.

Ligesom Suárez har Cavanis karriere også været lidt blandet samt præget af lidt kontroverser. For tiden bliver Cavani sat i forbindelse med mange klubber, da han er ikke helt fungere sammen med den nytilkomne Neymar. Der er åbenlyse kontroverser mellem de to dyrtindkøbte angribere – ligesom det var imellem Ibrahimović og Cavani. Datidens træner Laurent Blanc benægtede dette. Selv den ellers så lidt “sladderagtige” L'Équipe har beskrevet forholdet mellem de to angribere som meget køligt, og de to profiler spiller simpelthen ikke hinanden på banen. I en kamp imod Evian i januar 2015 var de to offensive spillere sammen om et mål, hvor Cavani scorede på Ibrahimović' oplæg, men efterfølgende var der ingen fælles jubelscene – jo fra hele holdet bortset fra den svenske primadonna. Inden den første CL-kvartfinale imod Chelsea tog Cavani dog bladet fra munden og fortalte om de frustrationer, som han havde været igennem siden skiftet fra Napoli, men som tidligere nævnt var det ikke første gang, at Cavani var hovedperson i uheldige episoder.


Var ”Cosa Nostra”-mafiaen bag klubskiftet til rivalerne?
Cavani kom i 2007 til Palermo efter en enkelt sæson for barndomsklubben, Danubio, i den hjemlige liga. Det var ikke blot i ligaen, at han satte sit aftryk med ni scoringer, men også på U20-landsholdet scorede han 10 mål i 14 optrædener. På trods af massiv interesse fra klubber som Juventus og AC Milan var det i sidste ende den sicilianske Serie A-klub Palermo, der løb med angriberens signatur, men hvorfor pokker valgte Palermo at sende Cavani til rivalerne fra Napoli – og så endda på en lejeaftale. Mange medier har antydet, at denne beslutning blev taget af ”Cosa Nostra”-mafiaen.

For fem år før Cavani kom til Napoli, var klubben i Italiens tredjebedste række - Serie C, og efter opturen til Serie A gav Cavani klubben endnu et løft. Det har givet den målfarlige angriber kultstatus blandt Napolis tilhængere, og flere af dem sammenlignede målmageren med den argentinske legende, Diego Maradona, der spillede i klubben fra 1984 til 1991. Sammenligningen skyldes ikke, at ”El Matadors” spillestil minder om Maradonas, men fordi han var ved at blive en lige så stor helt.

- Det er jeg beæret over. Napolis historie er i høj grad bygget op omkring perioden med Maradona. Det har ikke været nemt at være Napoli-fan de seneste 20 år. Men nu er denne klub, der har så stærke rødder i italiensk fodbold tilbage på toppen, hvor den hører til. Napoli har oplevet mange negative ting som by - som kriminalitet og fattigdom - og jeg vil elske at give byen en mulighed for at være glad og have noget virkelig at kunne være stolt af. Den gode ting ved fodbold er, at den forener mennesker og skaber en masse gode følelser, sagde Cavani, imens han var i Napoli, og samtidig begrundende han Palermos beslutning om at udleje ham:

- Jeg ved ikke, om der gik noget galt, men da Napoli kom med tilbuddet, så blev jeg stolt, fordi det er en klub med stort potentiale. Palermo ville først ikke lade mig gå, men jeg tror, at de blev nødt til det på grund af de økonomiske udsigter, og fordi jeg gerne ville. Jeg havde mange gode år i Palermo, hvor jeg lærte at spille i Serie A, så jeg skylder dem meget, men nu er jeg her, og det er der, mit fokus er…

På samme tid lavede Cavani pudsigt nok flere mål i Serie A, end Zlatan Ibrahimović gjorde, så der er nogle lighedspunkter mellem de to angribere. De er begge meget interesserede i jagt, og går begge på riffeljagt i deres hjemland, som dog ligger på hver sin side af jorden. Af forskelligheder er Cavani meget religiøs, hvilket man vist ikke kan sige om Ibrahimović.


Jesus loves me
"El Matador" blev hurtigt venner med målmanden Rubinho, da den brasilianske keeper kom til ”Rosanero” i 2009/2010. Cavani har tidligere sagt, at de havde en ”kemi fra starten”, og at de ”læste biblen sammen”. Cavani har altid været religiøs, men angriberen beretter, at mødet med Rubinho gjorde ham endnu mere troende. Man ser ofte den nu 30-årige løfte sine fingre mod himlen, når han scorer, og han har fortalt, at han ikke tror, at han ville have været en stor fodboldspiller i dag, hvis ikke han var venlig over for folk og holdt fast i sin personlighed.

- Jeg har altid følt, at det vigtigste er, at man er sig selv - en ægte person - og først efter det kriterium er opfyldt, kan du blive en god fodboldspiller. Hvis ikke jeg havde min tro, og jeg ikke havde mine værdier til at vise respekt over for andre, ville jeg aldrig have været en topprofessionel fodboldspiller, har Cavani tidligere udtalt til World Soccer.

Edinson Cavani er medlem af den brasilianske gruppe ”Athletes For Christ”, hvor man blandt andet også finder Kaká og Hernanes. Det er heller ikke et sjældent syn, at ”El Matador” hiver op i sin trøje efter en målscoring for at vise påskriften ”Jesus loves me”.

I den første sæson hos ”Rosanero” var der dog ikke mange jubelscener, men det kom, da Amauri skiftede til Juventus i den efterfølgende sæson - sæsonen 2008/2009. Salget af brasilianeren gjorde, at Cavani spillede i angrebet sammen med Fabrizio Miccoli. I de to sæsoner 2008/2009 og 2009/2010 formåede Cavani at score 30 mål i 74 kampe. Det åbnede op for skiftet til Napoli, hvor han lavede vanvittige 107 mål i 138 kampe, inden han i sommeren 2013 skiftede fra Syditaliens største hold til PSG for 481 millioner kroner, hvilket var den største transfersum nogensinde, som et fransk hold havde betalt for en spiller.


Balladen med Neymar
Perioden i Paris har været blandet – men samlet set flot, men tidens overskrifter handler om balladen med Neymar og om hvem der skal tage PSG's frispark og straffespark. Sammenstødet mellem de to stjerner fik yderligere krydderi, da flere troværdige spanske medier hævdede, at Neymar havde krævet, at Cavani skulle sælges.

Voldsom ballade omkring et hold, som ellers var i voldsom sportslig fremgang, men kun en af stjernerne kan få deres vilje – altså tage de omtalte dødbolde. Udover ballade med Neymar har Cavani været med i masser af ballade – også i Paris. Som da han fik et rødt kort efter en jubelscene i en kamp imod Lens.

Cavani har målmaskinen – Gabriel Batistuta som sit helt store idol. Han var verdenskendt, hvilket Cavani også er blevet, efter han har været ”Sydamerikas bedst bevarede hemmelighed”.
Læs hele artiklen
Francesco Totti – 41 år
Romas Stadio Olimpico er arkitektonisk inspireret af Colosseum – og her fandt holdets tidligere gladiator - Totti - mod og inspiration til et langt fodboldliv … i samme klub. En helt unik bedrift af Totti, som fylder 41 år i dag.
Efter 24 år i Roma-trøjen bestemte Francesco Totti sig for, at han i sommer stoppede karrieren. 18 forskellige trænere havde Totti haft i Roma, og siden 1994/95 havde han scoret i alle sæsoner. Det er blevet til over 250 Serie A-mål og 92 assists. Som 22-årig blev han den yngste anfører i Serie A's historie, så det var en loyal legende - men også en stor familiefar - der stoppede i sommer.

Da Totti scorede sit mål nr. 300 i alle turneringer for Roma, fejrede han det på flotteste vis. For da han scorede imod Sassuolo, løb han straks hen imod sin familie og gav en klar hilsen med tre fingre for at markere de 300 Roma-mål, som han havde lavet. Efter målet var de to børn Christian - der er optaget på Romas fodboldakademi - og datteren Chanel hurtigt blevet iført hvide t-shirts med skiften ”Grazie Papa”.

Imellem det omtalte mål og angriberens første Roma-mål gik der 7.686 dage og dermed nok et krystalklart billede af Tottis klubloyalitet, som ellers er en stor mangelvarer i moderne fodbold. På hylden over spillere med ekstrem loyalitet findes Xavi og Ryan Giggs – men til forskel fra Totti har de to tilbragt de mange år hos storvindende klubber. Det har Totti ikke gjort, hvilket gør hans bedrifter endnu mere unik.

Totti har været i verdensklasse, men ikke vundet ret meget med sit klubhold. Kærligheden til klubben har været i særklasse, og når sådan en klublegende eksempelvis kysser klublogoet på brystet, giver det respekt blandt alle – blandt andet den daværende Roma-træneren Rudi Garcia.

- 300 mål for samme klub er et utroligt antal, men det er også ualmindelig hårdt at spille som 39-årig, har Roma-træneren tidligere sagt.

23 år tidligere fik den blot 16-årige Totti sin Roma-debut efter man allerede fra barnsben kunne man se talentet hos angriberen, og i konkurrence med Milan fik Roma den unge Totti til at underskrive en kontrakt som 13-årig - Efter sigende efter hans mor Fiorella hellere så sin dreng spille for familiens favoritklub - AS Roma. Sådan blev det, og igennem mange af disse år har Totti endda båret anførerbindet.

Karrieren tog for alvor fart i midten af 90'erne, hvor han blandt andet var med til at vinde EM for U-21, og fra 97/98-sæsonen og indtil 2011/12 var der blot en sæson, hvor Totti ikke mindst lavede ti Serie A-mål. Pudsigt nok har han lavet flest imod sin gode kammerat – Juventus-keeperen Gigi Buffon, og dermed også lavet mange mål i afgørende kampe. Juventus og Roma har været mesterskabsrivaler i mange år, men Romas problem blev, at deres spillemæssige bedste periode faldt i en periode, hvor ”Den gamle Dame” havde en skræmmende styrke og blandt andet var i tre Champion League-finaler i træk.

Tottis høje niveau gjorde, at Real Madrid – og den indkøbslystne Fiorentino Pérez – i 2004 stenhårdt forsøgte at hente Roma-angriberen som den næste ”Galacatico”, efter Luís Figo, Zinedine Zidane, Ronaldo og David Beckham var kommet til. Totti ønskede dog ikke at skifte klub, selvom han afslørerede, at han var smigret. Han slog samtidigt fast, at det ville være større for ham at vinde et mesterskab med Roma end at vinde ti med Juventus eller Real Madrid.


Lamaen – der blev til ballademager
Midt i alle de flotte præstationer må man ikke glemme, at Totti også havde en skyggeside – f.eks. fik han over ti røde kort i Serie A, hvilket er mere end midtbaneslideren Daniele De Rossi og glem nu ikke, at det var ”Lama'en Totti”, der sendte en spytklat i hovedet på Christian Poulsen til EM 2004, og kort tid efter stemplede han brutalt en liggende Carsten Remelow i brystet. En handling som Leverkusen-træner Augenthaler kaldte for et ”mordforsøg”. Senere i samme sæson fik han en lang karantænedom for at slå og sparke en Siena-spiller samt efter en udvisning mod Livorno – og derudover skubbede an sin personlige træner og nære ven - Scala. Disse handlinger forsvandt dog ikke med alderen, for i næstsidste spillerunde i 2013 sendte han en albue i hovedet på sin tidligere holdkammerat Philippe Mexes.

Udover disse mange dårlige historier har Totti også et andet kedeligt omdømme i Italien for at være en smule underbegavet – altså en uintelligent kunstner. Således er der f.eks. udgivet en bog med vittigheder om Roma-spilleren, hvori mange af vittighederne handler om angriberens dumhed. Hovedpersonen gav midlertidig lov til, at bogen skulle trykkes såfremt, at hele overskuddet gik til Unicef. Sådan blev det, og bogen blev en stor succes – for udenfor banen er Totti også en megastjerne. Tottis bryllup blev transmitteret fire timer direkte i tv og hans biografi solgte 150.000 eksemplarer indenfor de første par dage.


Nutidens gladiator
Mod slutningen af karrieren var han stadigvæk – trods sin fremskredne alder – en stor stjerne på Roma-holdet, selvom stjernen lyser mindre. Men han har været med til at sætte nye standarder, for han blev den første ”falske 9'er”, da Spalletti ville have den italienske hovedstadsklub til at spille 4-6-0, og derudover har han scoret på nogle meget spektakulære straffespark. Mange fodboldinteresserede forbinder sikkert Totti med hans tjip med bolden under straffesparkskonkurrencen i semifinale til EM2000… en sådan bedrift kommer fra fodboldspillere, som kan være kølige i selv de mest pressede situationer – ligesom datidens romerske gladiatorer.

Langt inde i Roms gamle bydel kan man finde Piazza del Fico og også den glimrende restaurant Da Francesco. Når man træder derind, er man ikke i tvivl om kærligheden til mad – men også til AS Roma og FRANCESCO Totti – den nulevende gladiator. Ikke langt derfra finder man et af verdens syv vidundere – Colosseum – hvor gladiatorerne helt tilbage før Kristi fødsel kæmpede nogle dødelige kampe. Nordvest derfra er Romas Stadio Olimpico, som er arkitektonisk inspireret af Colosseum, hvor Totti igennem et helt fodboldliv slog sine folder med en tatovering på højre arm, som gav ham mod og inspiration til hårdt arbejde… tatoveringen er et billede - af en gladiator.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Irland – godt eller skidt?
Det danske landsholds VM-skæbne bliver afgjort på ”den grønne ø”, hvor Åge Hareides tropper vil møde en modstander og stemning, som de næppe har stået overfor mange gange før.
- Det er fuldstændig lige meget, hvilket hold vi trækker op af hatten. I playoff-kampe er alle hold gode. Vi har hverken en ønskemodstander eller et hold, vi ikke vil trække…

Sådan sagde assistent-træner Jon Dahl Tomasson op til tirsdagens lodtrækning til Playoff-kampene, hvor Danmark trak Irland og ikke Nordirland eller de frygtede Sverige, men er det så en god lodtrækning for det danske hold?

Det kan umiddelbart være oplagt at sige, at det er en super lodtrækning – for kan Danmark ikke slå et hold som Irland, så er vi heller ikke gode nok til en VM-slutrunde… dette kunne være en holdning, som mange har, men pas nu på. For Irland er en farlig størrelse. Deres idealopstilling kunne meget vel være:

Randolph
Coleman, Duffy, Clark, Ward
Hendrick, Meyler, Arter
Brady, Long, McClean

Det er ikke de store fodboldnavne eller klubber, som de repræsenterer, men pas nu igen på – for den største modstand, som det danske hold vil møde – skal ikke findes i fodboldevner, men derimod i indstilling, og her er det irske hold måske blandt verdens bedste, og når Åge Hareides tropper slutter i Dublin, vil det blive ekstremt. Her dækker udtrykket med ”sidste blodsdråbe” end ikke… og må jeg lige minde om, at Irland blot tabte én af deres ti kvalifikationskampe og sluttede med at vinde over EM-overraskelsen fra Wales.

Irland spiller klassisk 4-4-2, men i den grad også klassisk britisk – på den hårde måde. De er givetvis noget bedre end Nordirland og har et hold stort set kun med spillere fra Premier League. Det er godt nok fra mindre hold som Burnley og Bournemouth, men netop her spiller de… jah klassisk britisk!

Op til lodtrækningen slog Premier League-eksperten Morten Bruun også fast, at han var lidt bekymret i forhold til netop modstanderen fra Irland. Ifølge B.T. så mener Bruun:

- Umiddelbart vil de fleste danskere nok foretrække at få en modstander fra de britiske øer, og det er en holdning, jeg deler. Samtidig med at jeg dog godt vil advare om, at det næppe bliver nemt. Jeg følger en del af de irske og nordirske landsholdsspillere i deres hverdag i Premier League, og jeg vil godt slå fast, at der er tale om nogle krigere, der kender deres strategi på slagmarken og deres våben ned til mindste detalje. Der er mange ligheder mellem holdene, for de er begge to båret af en enorm vilje og en bevidsthed om, at kollektivet er deres trumf. Hvis man skal karakterisere de to holds spillemåde, ligger deres stil også tæt op ad hinanden. Man kunne faktisk kalde det West Bromwich eller Burnley hældt på 'landsholds-flasker', for det er præcis som at se disse to hold spille. Ingen af de irske hold bekymrer sig om at have bolden mest, de spiller meget direkte, de er stærke i hovedspillet, og de er besat med løbestærke spillere, der kæmper for sagen. Hele vejen rundt. Der er ikke antydningen af en luksusspiller på nogen af de to hold. Faktisk kommer halvdelen af de Premier League-spillere, der var i kamp for Irland mod Wales og for Nordirland mod Norge, netop fra enten West Bromwich eller Burnley. Og det er ikke en tilfældighed, for de to landes managere lægger vægt på præcis de samme dyder som Tony Pulis i West Bromwich og Sean Dyche i Burnley.

Modsat Bruun så har en anden ekspert – DR's Andreas Kraul - beskrevet kampe imod Irland med Danmark som store favoritter.

- Jeg er umiddelbart glad. Irland er et ærligt fodboldhold, der knokler for sagen. Men hvis man kigger på deres spillere, så er det ikke topniveau i forhold til, hvad vi kunne have trukket. Så mulighederne er rigtig gode. Danmark bør være forholdsvis store favoritter til at gå videre.

Indkast.dk vil også mene, at Danmark er favoritter, men nok heller ikke mere end det, og indkast.dk vil gerne advare imod at slutte imod de fysisk stærke Premier League-krigere i Dublin i en kamp, hvor de grønblusede irere vil fighte på en måde, som slet ikke ligger i det danske hold – eller som den danske trup har noget modsvar til.

Men lad os for alt i verden håbe, at der torsdag den 14. november omkring kl. 22.30 vil være fest i det danske omklædningsrum, hvor spillerne vil fejre, at de skal til VM i stedet for at slikke deres fodboldsår efter en kamp imod en meget fysisk hård modstander.
Læs hele lederen
Mes que un club
Indkast.dk er taget til Spanien – eller rettere – til Catalonien for at finde ”fodboldsvar” på den konflikt, som egnen er ramt af i øjeblikket, og inden weekendens kamp imod Atlético Madrid…
- Jeg kan ikke tale om det… det er alt for tæt på!

Sådan siger receptionisten, da vores snak helt naturligt falder på det catalonske valg om mulig uafhængighed fra Spanien. Følelserne i hele det skønne Catalonien er påvirket af, hvordan den spanske regering har nedtonet og bekæmpet valget. Men hvad handler det hele om, og kan det få nogle konsekvenser for en af verdens største fodboldklubber – FC Barcelona. Indkast.dk er taget til Spanien for et finde svar på konflikten med de andre mange følelser, men også politiske undertoner samt relationer til fodbold…


Historien bag historien i historisk perspektiv
Da den spanske konge Felipe VI forleden kom med en klar politisk tale, sendte han ikke bare en klar kritik imod Catalonien og han satte samtidigt også sin egen krone – endnu mere yderligt og satsede voldsomt. For monarkiet i Spanien har det historisk svært, hvilket ikke mindst skyldes, at landet er fyldt med områder, der ønsker alt andet end en spansk konge. Så Felipe satsede med at komme med klare udmeldinger, men det er langt fra første gang, at han har gjort dette siden kroningen i 2014.

Dette er jo helt modsat end i f.eks. Danmark, hvor monarkerne skal forholde sig politisk neutrale, men måske er Felipe bramfri grundet sagens alvor. For i talen tirsdag aften på direkte tv rettede han voldsomme angreb imod den catalanske regerings ledere, og han fordømte også deres planer om løsrivelse. Ifølge kongen havde de udvist ”en helt uacceptabel mangel på loyalitet”, og spillede hasard med landets økonomi. Men denne manglende loyalitet vil catalonierne blæse på – størstedelen af dem, som stemte, ønskede ikke at have en forbindelse til Spanien – overhovedet.

Spanske medier hævder, at Kong Felipe var i lokalet, da hans far i 1978 ringede rundt til landets garnisoner for at få opbakning og dermed forhindre og lykkes med at stoppe det militærkup, som ulmede.

Den lille knægt var dengang – og skulle stadigvæk være det – en glødende fodboldfan, og han er blandt andet æresmedlem hos Atlético Madrid. Netop relationerne imellem de spanske hovedstadshold og de catalonske fodboldhold har fået enorm betydning i krisen, og derfor er det hele aktuelt på et fodboldsite som Indkast.dk, hvis læseren skulle undre sig over spaltepladsen i disse linjer.

For konflikten kan ramme FC Barcelona, der sidste søndag – på valgdagen - måtte spille deres La Liga-kamp uden tilskuere. Ikke mange kan forestille sig, at selvom Catalonien skulle blive erklæret for selvstændig, at det skulle gøre, at den store fodboldklub ikke fortsat skulle spille i La Liga. Skulle dette ske, ville Barcelona kunne fortsætte i La Liga ligesom walisiske hold spiller i Premier League eller fyrstedømmet Monaco deltager i Lique1.

Også al snak om et catalonsk landshold med mange tidligere spanske landsholdsspillere til officielle kampe eller kvalifikationer er næppe realistisk i nærmeste fremtid. Så det spanske landshold vil f.eks. i fremtiden bestå af et centralt forsvar med Gerard Piqué og Sergio Ramos, selvom de begge er meget aktive i konflikten. Piqué skrev inden valget på Twitter:

- Jeg er og føler mig som en catalonier, og i dag er jeg stolt af det catalanske folk. Vi er ikke en minoritet. Vi er ikke de onde, vi ønsker bare en afstemning…

Det fik Real Madrid-forsvarsspilleren Sergio Ramos til under den spanske landsholdssamling til kampen imod Albanien at sige om kollegaen Piqué.

– Piqués tweet var ikke den bedste ting at gøre, hvis han ikke vil buhes ad. Alle er frie til at sige, hvad de vil, selv om jeg som anfører altid er optaget af atmosfæren i truppen, og Piqué vidste, hvad han gjorde. Måske var det ikke det rigtige tidspunkt at gøre det på, og det hjælper ikke særlig meget…


Mere ballade til kommende opgør
Det mangeårige had op til ”El Clasico” har og vil utvivlsomt blive en stor del af konflikten fremafrettet – så her kommer fodboldvinklen ind… nok engang. Under tirsdagens store generalstrejke deltog flere af FC Barcelona-spillerne samt flere fodboldklubber i Catalonien, men især Barcelona har gigantisk betydning i krisen. Opgørene imod Real Madrid betragter mange catalonierne som et direkte angreb imod den spanske konge, og det vil næppe blive mindre i de næste opgør.

I forhold til de forventelige store udbrud af uroligheder er der heldigvis længe til næste ”El Clasico”, men på trods af dette bliver der næppe julefred, når opgøret skal spilles lillejuleaften. Dog må man ikke glemme, at Barcelonas næste kamp er imod Atlético Madrid. Balladen vil formentlig blive mindre, da kampen spilles i den spanske hovedstad.

Som tidligere nævnt er mange af dem, som ønsker uafhængigheden, også store fans af FC Barcelona, og det piner dem, at Real Madrid er ved at overhale dem i den indbyrdes kamp, som catalonierne i de senere år ellers har ført.

Real Madrids triumfer i Champions League piner dem i Barcelona, men også udviklingen der sker. For efter Zinedine Zidanes ankomst har ”Konge-klubben” ikke købt så voldsomt ind, men i stedet lykkedes med unge spanske spillere – noget som har været Barcelonas varemærke i størstedelen af dette årtusinde.

De senere år har Real Madrids transferregnskab således næsten ballanceret – blandt andet efter salg af spillere som Jese, Álvaro Morata og Danilo. Sommeren 2014 var sidste gang, at de indkøbte stort, da James Rodrigues kom fra Monaco, men han er end ikke længere i klubben, da han som bekendt i sommer blev sendt til Bayern München på en lang lejeaftale.

I perioden, hvor Real Madrid har været passive, har Barcelona indkøbt meget dyre spillere som Luis Suárez og Ousmane Dembélé, hvilket piner den catalonske selvopfattelse, forklarer den meget fodboldkyndige receptionist. Så linjerne er trukket op til ballade – både på og udenfor banen.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Giroud de specielle måls mester? 100 Arsenal-mål for Giroud – Se dem her Artikel ikon Vanvittigt mål af Sigurdsson Artikel ikon Vanvittige Shelvey Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Serie A - runde 8 Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Stærk trup – af ikke VM-deltagere Artikel ikon Peter Crouch får Guiness Verdensrekord Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 50: Bedste klubber i verden Top 10: Topscorere i denne sæson Artikel ikon Top 10: Bedst betalte managere i PL Artikel ikon Top 10: Hurtigste i Premier League Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Kneben United-sejr på Anfield Spil: Qarabag - AS Roma Artikel ikon Spil på fodbold vokser Artikel ikon Vind mere - på betting Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Robert Enke: Et alt for kort liv Hjem til Fodbold Artikel ikon - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon 'En rigtig Jesper Olsen' Premier League - Tilbageblik af Indkast Artikel ikon PL-klubbernes all-time topscorere Artikel ikon Efter 1.399 klub-kampe er det slut Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Valverde vil sende disse spillere videre Fredagens engelske rygter Artikel ikon Torsdagens engelske rygter Artikel ikon Onsdagens engelske rygter Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Vinicus Junior
Vidste du om ... Kasper Dolberg Artikel ikon Vidste du om ... Rafael Artikel ikon Vidste du om ... Kylian Mbappé Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Koeman vs. Martínez Formstærke Manchester City Artikel ikon Derfor blev Shakespeare fyret Artikel ikon Champions League-statistik Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Helsingør - Brøndby Optakt: Randers - AaB Artikel ikon Optakt: Man. City - Burnley Artikel ikon Optakt: Silkeborg - SønderjyskE Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstilling: Chelsea - Watford Startopstillinger: Red Star - Arsenal Artikel ikon Startopstillinger: CSKA Moskva - Basel Artikel ikon Startopstillinger: Benfica - Man. Utd Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Dommerhjælp startede Barcelona Danskerklub giver United første nederlag Artikel ikon Pistoltruet brasilianer bag Chelsea-sejr Artikel ikon Midtjylland vinder i målrig fredagskamp Artikel ikon Se flere