Leicester – det store gennembrud

Af Torsten Brix

2016-08-22
Leicester – det store gennembrud

Indkast.dk bringer et kapitel fra den nye bog om Kasper Schmeichel.

Leicester bliver kaldt The Foxes – rævene – fordi området Leicestershire, hvor klubben kommer fra, er kendt for rævejagt. Logoet på klubtrøjen viser også en ræv, og på engelsk siger man 'to outfox your opponent', at narre sin modstander med list ligesom ræven.

Ræven er et klogt dyr, der kan narre meget større og stærkere modstandere, og i den henseende er Leicesters tilnavn passende. Men ræven er ikke kendt for at være særligt hårdtarbejdende. Det er Leicester City til gengæld – især de seneste to sæsoner. Leicester har haft tre store spillere gennem historien, heraf Englands to bedste keepere. Gary Lineker scorede 95 mål i 194 kampe for klubben fra 1978 til 1985. Landsholdsforwarden (48 mål i 80 landskampe) kom til Everton, FC Barcelona og Tottenham og er i dag tv-vært og en af Englands kendteste celebrities. Den anden Leicester-legende er den tidligere landsholdsmålmand Peter Shilton, der spillede over 1000 kampe, heraf 286 kampe for Leicester 1966-74 og 125 landskampe for England 1970-90. Og den sidste og største legende er tidligere landsholdskeeper og verdensmester fra 1966 Gordon Banks, en af verdens bedste målmænd nogensinde – 293 kampe for Leicester 1959-67. Også Kasper Schmeichels gamle kollega og mentor Tim Flowers har været målmand i klubben, så det var en position med stærke traditioner og historie, danskeren overtog.

I Leicester blev den 24-årige Schmeichel genforenet med manager Sven-Göran Eriksson, som han havde arbejdet under i Manchester City og Notts County. Leicesters sportsdirektør Andrew Neville sagde, da danskerens skifte var en realitet i juni 2011:

”Sven kender Kasper særdeles godt og sætter ham meget højt, så vi er lykkelige.”

Selv om danskeren gerne ville være blevet i Leeds, skulle Leicester og Schmeichel blive et meget lykkeligt ægteskab. Allerede i sin første sæson blev han kåret til Årets spiller af både spillere, fans og klub – Supporters' Club Player of the Season Award, Players' Player of the Season Award og Leicester City FC's Player of the Season Award. Han var som den eneste med i samtlige 46 kampe I The Championship og med yderligere fem FA Cup-kampe og en i Liga Cupppen var Schmeichel den spiller, der optrådte flest gange for klubben i sæsonen 2011-12. Han var også viceanfører og spillede tre kampe med anførerbindet om armen.

I maj 2011 opnåede Asia Football Investments' Vichai Srivaddhanaprabha og Aiyawatt Raksriaksorn fuldt ejerskab og control over klubben, og i juli skiftede Walkers' Stadium navn til King Power Stadium efter den nye sponsor. King Power opererer inden for detailhandel i Thailand og er ejet af rigmanden Vichai Srivaddhanaprabha. Foreløbig hjalp den thailandske kapitalindsprøjtning dog ikke meget, for efter 13 kampe lå Leicester nummer 13, og klubben fyrede manager Eriksson efter et 3-0-nederlag til Millwall.

Den nye manager, Nigel Pearson, havde været manager i klubben indtil året før, hvor han rejste til Hull, men nu blev han hentet tilbage som manden, der skulle få Rævene i Premier League. Efter at have ligget midt i tabellen det meste af sæsonen endte Leicester som nummer ni, men nåede dog til kvartfinalen i FA Cuppen. Den thailandske ejer så gerne sin investering spille i Premier League hurtigst muligt, og i januar 2012 hentede man Danny Drinkwater i Manchester United og Wes Morgan i Nottingham Forest. Begge skulle blive en vigtig del af rygraden på holdet. I sommeren 2012 ankom angriberen Jamie Vardy fra Fleetwood Town i den femtebedste række i England. Ham skulle man også komme til at høre mere til.

Kasper Schmeichel blev bedre og bedre, spillede igen samtlige 46 kampe i ligaen, plus de to playoff-kampe samt alle pokalkampe. 53 kampe – igen suveræn rekord i truppen – og et sikkert valg til Årets hold i The Championship. Men for Leicester blev 2012-13 en besynderlig sæson og en følelses- og resultatmæssig rutsjebane. Første halvdel af sæsonen var lovende. I begyndelsen af februar lå Leicester nummer to, men så fulgte en spektakulær formkrise. Af de næste 16 kampe vandt klubben kun de to. Inden sidste spillerunde lå Leicester nummer otte, to pladser fra en playoff-plads. De skulle vinde over lokalrivalerne fra Nottingham Forest og samtidig håbe på, at Bolton ikke vandt. Med en sen scoring af Anthony Knockaert vandt Leicester 3-2 over Forest, og Bolton fik kun uafgjort i deres kamp. Leicester endte som nummer seks og tog dermed med det yderste af neglene den sidste playoff-plads. Helten fra Forest-sejren, franske Anthony Knockaert, blev skurken mod Watford i semifinalen. I overtiden brændte han et straffespark, som ville have sendt Leicester i finalen, og i det direkte efterfølgende kontraangreb scorede Troy Deeney for Watford dybt inde i overtiden. Med på Leicesters hold var i øvrigt en 19-årig Harry Kane, udlejet fra Tottenham.

I 2013-14 var playoff-pladser og sidsteøjebliks-scoringer ikke nødvendige. Undervejs i sæsonen slog klubben de fleste rekorder i The Championship og var fuldstændig suveræne med 102 point og 31 sejre. Oprykningen var en realitet allerede med seks spillerunder tilbage. Sæsonen var også en personlig succes for Kasper Schmeichel. Han lavede ikke en eneste fejl i hele sæsonen og præsterede den ene stærke kamp efter den anden, hvilket blev bemærket af storklubber i både England og resten af Europa. Sammen med Wes Morgan, der var udnævnt som ny anfører, og midtbanespilleren Danny Drinkwater kom danskeren på Årets hold i The Championship. De tre spillere var samtidig dem, der havde spillet flest kampe i sæsonen, og de blev stærkere og stærkere som holdets akse op gennem banen: Schmeichel (målmand) – Morgan i aksen var den hårdtarbejdende angriber Jamie Vardy (41 kampe i sæsonen). I januar fik truppen et offensiv boost i form af Riyad Mahrez, der kom til klubben fra Le Havre og repræsenterede Algeriets landshold under VM i sommeren 2014.

Schmeichel havde holdt målet rent i ni kampe i en række på 19 kampe uden nederlag fra december til april, hvor Leicester rykkede op. I marts viste tv-billeder endda, at det var Kasper Schmeichel, der udlignede på hovedstød for Leicester i overtiden i kampen mod Yeovil Town. Målet blev dog officielt krediteret medspilleren Chris Wood, som fulgte op. Men tv-billederne viste, at Schmeichels hovedstød havde passeret målstregen.

”Alle kan se, at det er mit mål,” sagde Schmeichel bagefter. Det var blot en detalje i det store billede – som var harmonisk og lykkeligt. Kasper Schmeichel var blevet far for anden gang, til datteren Isabella, og boede fortsat i Manchester, cirka to timers kørsel fra Leicester. Hans kontrakt udløb efter sæsonen, men danskeren havde fundet lykken i The East Midlands, som området i det østlige Midtengland hedder. Klubben skulle dog først finde ud af, om den havde råd til at beholde og betale den eftertragtede keeper.

”Jeg har aldrig lagt skjul på, hvor meget jeg nyder at spille i Leicester. Det er en fantastisk klub, som jeg har været glad for fra første dag. Nu må jeg bare sidde og vente på klubben, andet kan jeg ikke gøre i øjeblikket,” sagde han i maj 2014.

Han var den bedste keeper i en respekteret række. AC Milan, Arsenal, Southampton, ja, selv faderens gamle klub Manchester United blev nævnt blandt dem, der ville have danskeren. BT skrev, at Schmeichels agent havde haft helt konkrete forhandlinger med Southampton, men hvis det stod til manager Nigel Pearson, ville Leicester og Schmeichel være gift med hinanden mange år fremover.

”Jeg er blevet informeret om, at der er spekulationer. Det skyldes, at Kasper har spillet en exceptionelt god sæson. Han er en dygtig målmand, og det overrasker mig ikke. Men han er en nøglespiller, og jeg vil elske at beholde ham. Kasper og jeg har et ekstraordinært godt forhold, spiller til manager. Det eneste, jeg kan sige, er, at spilleren ved præcis, hvor gerne jeg vil beholde ham,” sagde Pearson til Daily Mail.

Schmeichel underskrev en fireårig kontrakt i juni 2014. Ifølge BT havde han tjent omkring 10 millioner om året hidtil i klubben. Den nye kontrakt fordoblede næsten hans løn til 19 millioner kroner, skrev BT. Dermed blev han angiveligt den højest lønnede spiller i Leicester nogensinde.

Kasper Schmeichel var tilbage i Premier League for første gang i fem år. Dengang blev det blot til i alt otte kampe for Manchester City, men nu ventede store kampe mod klassemodstandere uge efter uge. Det var nu, han skulle bevise, at han havde klassen og stabiliteten – på et klart højere niveau, end han var vant til. De sidste mange år havde budt på hårdt arbejde og en lang vej tilbage til det højeste niveau. Schmeichel mente dog, at knokleriet rigtigt begyndte i Premier League.

”Nu begynder det hårde arbejde for alvor.Jeg har aldrig spillet Premier League-kampe gennem længere tid, så det er noget, jeg personligt ser frem til,” sagde Schmeichel til BBC. ”Så længe jeg har været i Leicester, er det Premier League, jeg har arbejdet henimod.”

Leicester var tilbage i Premier League for første gang i ti år. Mange regnede med en direkte returbillet til Championship, og det skulle også vise sig at blive en sej kamp for overlevelse. Sæsonen begyndte ellers glimrende. To uafgjorte og et ufortjent nederlag til Chelsea, hvor manager José Mourinho spontant roste den danske målmand efter kampen. Optimismen steg efter en sejr på udebane over Stoke, der er et af de sværeste steder at vinde i Premier League. Så fulgte det vilde comeback mod Manchester United, hvor Leicester vandt 5-3 efter at have været nede med 1-3. Leicester City indtog en flot syvendeplads efter fem runder. Leicester-spillerne kom hurtigt ned på jorden igen, men Kasper Schmeichel gjorde sit for at holde klubben oppe. I december blev han af den toneangivende avis The Telegraph udnævnt til Leicester Citys klart bedste spiller i første halvdel af sæsonen.

”Manchester United-legenden Peters søn har utvivlsomt skabt sit eget navn og har været af vital betydning,” skrev The Telegraphs ekspertpanel.

Leicester gik nu helt i stå. Fra 13. spillerunde lå Leicester sidst i 20 runder i træk. Nederlag på nederlag fulgte, og alle dømte The Foxes til sikker nedrykning. For at føje spot til skade brækkede Kasper Schmeichel en fodrodsknogle under et uheld ved træningen i december. Skaden holdt ham ude i over tre måneder. Imens lå Leicester limet fast til bunden. Den 21. marts vendte Kasper Schmeichel tilbage, og selv om han indkasserede fire mål i 4-3 nederlaget til Tottenham, fik hans comeback stor betydning. Samtidig havde Leicester i januar hentet den rutinerede tyske forsvarsklippe Robert Huth fra Stoke, der efterhånden styrkede defensiven markant, og stille og roligt fik Leicester kæmpet sig tilbage mod den mirakuløse overlevelse. Den argentinske veteran Esteban Cambiasso var en dynamisk nøglespiller, men Leicesters præstation var i det hele taget kendetegnet ved at være kollektivets triumf. Kasper Schmeichel indtog en hovedrolle i et af de vildeste comeback i Premier Leaguehistorien, hvor Leicester vandt syv ud af de sidste ni kampe, og danskeren blev nomineret til månedens spiller i Premier League. Den 16. maj sikrede Leicester sig overlevelse ved at spille 0-0 mod Sunderland.

Den uglamourøse by i Midtengland er så anonym og ukendt, at nyhedsværten i TV2-sporten så sent som i marts 2016 udtalte klubbens navn ”Lajsæster”. Leicester er i England mest kendt for at huse en stor befolkningsgruppe af sydøstasiatiske indvandrere samt chipsproducenten Walkers, der var klubbens hovedsponsor indtil sydøstasiatiske King Power kom ind i billedet i 2011. I 2015 blev Leicester dog også kendt for, at man fandt skelettet af den gamle engelske kong Richard 3., der var død i 1485, under udgravningen af et parkeringshus i byen. Og kuriøst nok begyndte Leicesters mirakuløse comeback nøjagtig samtidig med, at kong Richard under stor mediebevågenhed og i en tv-transmitteret ceremoni med deltagelse af berømte skuespillere og kongehuset blev genbegravet i Leicester Domkirke den 26. marts.I byen sagde man, at det var Richard 3., der havde givet Leicester City styrke til at overleve i Premier League – spillerne havde fået ”King Power”, som der stod på brystet af dem. Kasper Schmeichel forsvarede sin manager Nigel Pearson, der var kommet i modvind i medierne, trods mirakeloverlevelsen. Efter en kamp mod Chelsea havde Pearson kaldt en journalist en idiot, og siden var han blevet kritiseret fra alle sider. Dog ikke af sin målmand.

”Jeg har sagt det flere gange før, men jeg mener, han er den bedste manager, jeg har spillet under, og han skaber en fremragende atmosfære og en platform, som spillerne kan bruge til at præstere fra. Han bekymrer sig ikke bare om fodbold, men også om sine spillere på og uden for banen. Han bekymrer sig om, hvordan de har det. Det betyder meget som spiller at have en manager, der bekymrer sig så meget om dig som personlighed, ikke blot som spiller,” sagde Schmeichel til The Guardian.

”Hans entusiasme for fodbolden er smittende. I mine øjne er han årets manager. Jeg er i hvert fald glad for, at han er min manager.”

Pearson var dog ikke Schmeichels manager ret meget længere. Kort efter sæsonafslutningen blev han fyret. Nu var der gang i spekulationerne om hans afløser. Et af de navne, der dukkede op i medierne, var ingen andre end Peter Schmeichel. Sky Sports meldte i midten af juli, at danskeren skulle have ansøgt om det ledige managerjob i sønnens klub. Det var det sidste, man hørte til dén forbindelse. Klubben ansatte Claudio Ranieri, der var mest kendt for at have været Chelsea-manager med begrænset resultatmæssig succes, da klubben kom til penge i begyndelsen af 00'erne.

Leicesters redningsaktion i sæsonen 2014-15 blev kaldt den mest utrolige i Premier Leagues historie. Men i næste sæson lurede en endnu større sensation. Den nye manager Claudio Ranieri var en erfaren ræv. Han blev udskiftet med José Mourinho i Chelsea i 2004, men det var Ranieri, der havde skabt kernen på det mandskab, som Mourinho siden vandt to suveræne mesterskaber med. Siden havde Ranieri været i storklubber som Inter og Juventus, men hans sidste job som landstræner i Grækenland var en kæmpe fiasko. Ranieri blev fyret dagen efter et nederlag til Færøerne i EM kvalifikationen i november 2014, og mange var skeptiske ved ansættelsen af italieneren som manden, der skulle sikre Leicester endnu en sæson i Premier League. Efter sidste sæsons lange periode som bundprop blev Leicester City igen tippet som sikker nedrykker før sæsonen 2015-16, og man skulle være enten meget optimistisk fan eller mentalt forstyrret for at spille på Leicester som engelske mestre. Flere bookmakere tilbød odds 2.500. En sjælden gang sker det i moderne fodbold, at de små kan besejre de store. Som regel er der tale om en enkelt kamp eller en kortere slutrunde, hvor held og harmoni går op i en højere enhed. Men når der er tale om en hel sæson over 38 kampe, må der være noget helt ekstraordinært på spil. Både Kasper Schmeichel og Claudio Ranieri pegede mod slutningen af sæsonen 2015-16 på, at Leicesters usandsynlige triumfer byggede videre på kollektivet fra de sidste sæsoner.

”Den første dag efter sommerferien præsenterede han (Ranieri, red.) sig selv, men sagde ikke noget den følgende uge, fordi han bare observerede os og så, hvordan vi arbejdede. Han anerkendte, at han havde en trup, som havde det virkelig godt sammen, spillede godt og trænede hårdt. Han justerede lidt her og der, vi gik over til 4-4-2 (fra den 3-5-2, som Pearson introducerede i foregående sæsons slutfase, red.). Som spiller værdsætter man en manager, som kan gå lidt på kompromis med sin egen filosofi for holdets skyld,” sagde Kasper Schmeichel i april.

Spillere, som havde haft det svært i Leicesters første sæson i Premier League året før, begyndte at finde fodfæste. De byggede videre på den utrolige redningsmission i sidste sæson, som havde givet holdet selvtillid. Jamie Vardy begyndte at score stribevis af mål og slå gamle Premier League-rekorder for flest scoringer i træk. Hans enestående speed og lige så imponerende arbejdsrate var en sensation i sensationen. Få år tidligere havde Vardy spillet halvprofessionelt og arbejdet ved siden af. Nu var han Premier Leagues største individuelle historie i sæsonen. Den kollektive historie over alle var Leicester City – som blev kaldt den største overraskelse i engelsk fodbolds historie. Playmaker Riyad Mahrez' kreative magi satte ham på ønskelisten hos FC Barcelona. Den allestedsnærværende N'Golo Kanté og dynamoen Danny Drinkwater udgjorde Premier Leagues bedste midtbaneduo. Leicesters energi og holdarbejde virkede både eksotisk og old-school. Lidt mere ukendte spillere som Marc Albrighton og Jeffrey Schlupp, og nye, semi-kendte navne som japanske Okazaki og den østrigske landsholdsspiller Christian Fuchs overskyggede superstjerner som Yaya Touré, Eden Hazard og Wayne Rooney.

Og Kasper Schmeichel var eventyret i eventyret. Den grimme ælling, der havde gået så meget ondt igennem i City og havde kæmpet sig op fra bunden af engelsk ligafodbold, faktisk fra røven af 4. division – og nu – helt usandsynligt udefra set – stod på tærsklen til et engelsk mesterskab. Den gamle Leicester-, tv- og landsholdslegende Gary Lineker udpegede danskeren som ”outstanding” og lederen af det stærke kollektiv sammen med kaptajnen Wes Morgan. Lineker kunne ikke undgå at nævne Kasper Schmeichels far, som han selv havde spillet mod: ”Lederevner, som han kan have arvet.” Lineker pegede på, at Kasper Schmeichel var en del af den kerne, som sikrede oprykning og overlevelse i de to foregående sæsoner. Kernen var derudover Wes Morgan, Danny Drinkwater, James Vardy og Riyad Mahrez. Og netop denne erfaring fra utallige afgørende kampe kom nu Leicester til gode i mesterskabskampen.

”Du går ind i hver kamp, du skal have point, niveauet er forskelligt, men mentaliteten er den samme,” sagde Schmeichel før sjettesidste spillerunde. Leicesters defensiv blev gradvist tættere, stærkere og bedre sammenspillet i løbet af sæsonen, og Schmeichel dirigerede og lukkede hullerne med stort overblik nede fra sit mål. Han var blevet vant til at holde målet rent, ofte i kampe, hvor Leicester vandt 1-0. Danskeren pegede i april 2016 på den store indbyrdes forståelse som afgørende for succesen.

”Det skyldes forholdet og kommunikationen mellem os. For mig er det afgørende, at jeg har fire ærlige gutter, som vil give alt, foran mig. Efter kampen kravler de fra banen, fordi de har været igennem så mange hårde slag. Som målmand er det en stor fornøjelse at spille bag dem. Ingen prøver noget ekstravagant.
Vi forsvarer os med enkle midler, og det hele skyldes ærligt og hårdt arbejde.” Med den taktisk kloge form for fodbold i en tæt vævning mellem kæderne og benhårdt arbejde over hele banen besejrede Leicester i løbet af sæsonen Manchester City, Liverpool, Tottenham og Chelsea.

Længe lignede Manchester City favoritterne til mesterskabet, men på Etihad viste Leicester, at de simpelthen var sæsonens bedste hold med en fantastisk holdånd i en 3-1-sejr. Manchester City med den uudtømmelige pengetank og ligaens dyreste spiller, Kevin De Bruyne, kunne ikke matche Leicester med det beskedne lønbudget. I et interview med Corriere Della Sera sagde Ranieri: ”I en tid, hvor penge betyder alt, tror jeg, vi giver håb til alle.”

Leicesters David og Goliat-lignende sæson gav dem fans blandt alle neutrale fodboldelskere, som fik sympati for den lille klubs uventede stormangreb på elitens lukkede klub. De sidste 20 år havde det engelske mesterskab været fordelt mellem blot fire klubber, men her var endelig en respektløs Klodshans, som kæmpede mod milliarder og magtelite. Den upåagtede klubs succes var en stille påmindelse om fodboldens charme og romantik med retroskær og ekko fra dengang, det endnu ikke var helt udelukket for en mindre klub at lave en overraskelse. Jo, Leicesters sæson mindede mest af alt om Danmarks usandsynlige EM-triumf 1992, og en af heltene fra dengang, Peter Schmeichel, sagde til engelske medier om Leicester og presset, da mesterskabskampen gik ind i sin afgørende fase:

”Kasper klarer det virkelig godt. De (Leicester, red.) bruger de sædvanlige klicheer som 'vi tager en kamp ad gangen', og 'vi nyder bare at spille fodbold', men det er sandheden. De nyder det virkelig, og de har en fantastisk trup, de har et fantastisk venskab, og de laver en masse uden for fodbold sammen.”
Og om identifikationen med den lille klub blandt almindelige mennesker sagde Schmeichel den Ældre:

„Jeg tror, en stor del af verden holder med Leicester. At det kan ske i fodbold, giver håb i livet for alle mennesker. Hvis de kan gøre det, kan jeg også blive succesfuld i det, jeg laver. Det er som Danmark i 1992. Det er underdog'en. At der er et eksempel på, at det kan altså lade sig gøre, hvis man gør noget ved det, det, tror jeg, har kæmpe betydning for rigtig mange menneskers liv.“

I december 2015 overraskede Leicester-truppen igen, da de pludselig stod iklædt Teenage Ninja Mutant Turtles- og andre superheltekostumer i Københavns natteliv og ved højlys dag i Tivoli. Turen var en sensation i engelske medier, men foretaget med klubbens tilladelse. Manager Ranieri havde givet spillerne fri efter 3-0-sejren over Swansea, og truppen tog direkte fra omklædningsrummet til julefrokost med overnatning på Hotel Skt. Petri i København. Ifølge den engelske avis Mirror ”gik turen hurtigt til natklubben Zen, hvor spillerne drak champagne og Ciroc-vodka til over 10.000 kroner pr. flaske. Spillerne havde VIP-borde til over 5.000 pr. styk til klokken fem om morgenen.”

Søndag var spillerne ude i Københavns gader, klædt som superhelte. Pludselig kunne forbipasserende københavnere se hele Leicester-truppen sidde og drikke fadøl i superheltekostumer foran den irske pub The Dubliner på Strøget og bagefter gå rundt i Tivoli. Man kunne let komme til at tænke på den berømte udflugt til McDonald's, som Kasper Schmeichels far og resten af den undertippede danske landsholdstrup foretog under EM i Sverige 1992. Begge udflugter med 23 års mellemrum bidrog til at styrke sammenholdet på banen i to trupper af underdogs, der i forvejen var kendt for et stærkt sammenhold.

Det var hårdt arbejde på banen og til træning, og med alt investeret og fokuseret i 90 minutter, men samtidig var der en aura af ubekymret- og afslappethed over Leicester- spillerne, som der var over Peter Schmeichel og co. i 1992. Spillerne, ikke mindst Kasper Schmeichel, virkede befriet for nerver. Måske fordi de intet havde at bevise og kun kunne overraske positivt, som Danmark i 1992. Men det spillede også ind, at mange af spillerne – hvoraf seks i Leicesters typiske startopstilling var gengangere fra oprykningsfasen to år tidligere og overlevelseskampene året forinden – vidste, hvordan det var at være i en position, der kræver nerver af stål. Ingen vidste det bedre end Kasper Schmeichel. Og erfaringen kunne han bruge nu. Allerede 10 år tidligere, da den dengang 19-årige keeper var udlånt til Bury, prøvede han at hænge ude på klippen. På sidste spilledag lå Bury i nedrykningsfare i League Two og skulle møde danskerens senere klub Notts County på udebane. League Two er den nederste række med professionel fodbold i England. Derunder hedder det non-league med amatør- og halvprofessionel fodbold. Ikke noget man kan leve af.

”Nedrykning ville have medført, at Bury skulle have spillet non-league fodbold, og det havde været katastrofalt,” huskede Schmeichel i april 2016, da han sammenlignede presset, som han var under dengang, med Leicesters i kampen om det engelske mesterskab. ”Alt stod på spil: Menneskers familier, levebrød, alt. Det kan man kalde at spille under pres. Det her? Det er det, man spiller fod bold for? Det er sjovt,” sagde Schmeichel med henvisning til Leicesters overraskende pole position i den engelske titelkamp. ”Presset var 10 gange større, da vi lå i bunden, end det er nu.”

I kampen i 2006 scorede Bury i sidste minut og udlignede til 2-2 mod Notts County, hvilket akkurat sikrede klubben overlevelse i betalt fodbold. Schmeichel sagde i foråret 2016, at han ikke havde været, hvor han var i dag, uden at være blevet formet af oplevelser, som blandt andet kampen på liv og død med Bury og alle de andre hårdt tilkæmpede erfaringer i sin karriere i de lavere engelske fodboldrækker.

”De udlån var fantastiske. Jeg pressede altid på for at blive udlånt. I mine øjne lavede jeg ingenting i Manchester City. Man kan træne hele dagen, men kamperfaring betyder alt, og den fik jeg på udlån i de lavere ligaer. Der er ikke den glitrende glamour, som fodboldverdenen bliver skildret som, der er ikke de samme penge som i topfodbold. Så menneskers levebrød står på spil, menneskers husleje, menneskers familie, og du skal foretage beslutninger, der kan påvirke dette. Den form for pres har du brug for, især som målmand, for som målmand afhænger alt af at foretage beslutninger. For mig var det helt afgørende at komme ud, at få erfaringen og føle den slags pres på mig.”

I slutningen af marts 2016 gjorde KasperSchmeichel status i Politiken:

”Jeg kan virkelig ikke nyde tiden, når jeg sidder på bænken, det kan jeg slet ikke. For mig har det vigtigste altid været at spille, for det er det, jeg elsker ved sporten. I Leicester har jeg fundet et sted, hvor jeg er rigtig glad for at være – det har jeg været fra første dag. De har budt mig velkommen med åbne arme og passet rigtig godt på mig, så jeg er glad for, hvordan min karriere har udviklet sig.”

”Vi er et rigtig godt fodboldhold. Alle spillere på alle positioner har haft en fremragende sæson og har ramt et meget højt niveau. Samtidig har vi et hold fyldt med ledere, så træneren skal ikke bruge energi på at sikre, at vi fungerer sammen på og uden for banen, for det gør vi bare. Jeg tror, det er en fordel, at Claudio (Ranieri, red.) kan fokusere 100 procent på at lægge taktikken.

Vi spiller en meget simpel form for fodbold og prøver ikke at være noget, vi ikke er. Han har også en stor del af æren for, at ... Ja, for at vi har gang i det, vi nu engang har. Men igen vil jeg godt pointere: Vi er altså ikke succesrige endnu.”

”Det er vigtigt at holde fast i, at vi endnu kun er på vej, for det holder os på tæerne. Og når vi nu er kommet så langt, vil vi også gå hele vejen, så vi er altså ikke i mål. Slet ikke. Det er ikke nok for os bare at være tæt på. Egentlig er det meget simpelt: Hele sæsonen har vi kun forholdt os til næste kamp, ikke hvad der eventuelt kan ske om 7 opgør. Det har virket. Vi har i klubben før været i positioner, hvor vi har været så tæt på at opnå noget stort, men hvor det så er glippet i sidste øjeblik. Sådan kan fodbold være så ondt nogle gange og fantastisk andre – derfor er det også naturligt ikke at lade os rive med.”

Kasper Schmeichel holdt målet rent i fem kampe i træk i marts og april. Han lå nummer et på det prestigefyldte SkySports-barometer. Den bedste spiller i Premier League.



Magasin-artikler
What a United STATE-ment?
Træningsturen til USA blev åbningen på en masse ballade med Jose Mourinho, efter den kontroversielle manager stortset var utilfreds med alt i klubben. Utilfredsheden kom frem, efter han netop har underskrevet en kontrakt og startet den tredje sæson, som den hotelboende portugiser ofte har haft så svært ved.
- Som træner handler det om, at jeg koncentrerer mig om de spillere, der er, for det er den gode gruppe af spillere, jeg har nu. Jeg skal have det maksimale ud af de spillere, jeg har nu, og det får jeg ikke, hvis de har en træner, der render og udtaler sig i krogene om, at han kunne tænke sig nogle andre end dem. Så det bliver ikke tilfældet…

Dette var ordene fra AGF-træner David Nielsen til Jyllands-Posten stortset samtidigt med, at Manchester United-manageren Jose Mourinho fyldte de internationale aviser med sin utilfredshed med United-truppen. Umiddelbart har AGF og Manchester United ikke meget med hinanden at gøre, men alligevel er jobbene ens i forhold til den omtalte mandskabsbehandling – og det spin som det virker til, at Mourinho leverer i stor stil.

United-manageren var nemlig meget utilfreds med, at ledelsen i klubben ikke var lykkedes med nogle af de fem spillere, som han tidligere på året har sat på sin ønskeseddel til sommerens transfervindue. Samtidig sendte han fra klubbens træningstur i USA en krystalklar hilsen til arbejdet med at skabe egne talenter.

- På denne træningstur har vi kun få spillere med – og så en masse børn. Så kvaliteten er ikke god, og mange af disse spillere vil ikke være en del af vores trup, når turneringen starter den 9. august. Vores U/23-hold er rykket ned, og det fortæller vel det hele om kvaliteten, sagde spydige Mourinho.

Dermed gik han i den modsatte grøft end tre af hans rivaler, som på det seneste har rost ungdomsarbejdet i deres Premier League-klub:

- Vores akademi kan være meget stolt over vores unge spillere. De opfører sig helt fantastisk og præsterer også derefter. (Tottenhams Mauricio Pochettino)

- Alle vores unge spillere er i god form i denne sommer, hvilket skærper konkurrencen på holdet. (Liverpools Jürgen Kloop)

- Det er en fornøjelse at arbejde med de unge spillere, der har været med omkring førsteholdet i denne sommer. De har så meget fodboldsult, og jeg ønsker at takke dem og hele personalet. (Pep Guardiola)

Nu skal man nok ikke lægge så meget i, at Mourinho opfører sig anderledes end de tre kollegaer – det har han gjort mange gange før i karrieren. Men når han har lavet lignende ballade, har han altid endt med et brud – og måske dette også kan være tilfældet denne gang?



Den mystiske tredje sæson
Siden Mourinho slog igennem på den internationale trænerside, har han døjet meget i tredje sæson, som han netop skal til og i gang med i United. I starten af den tredje sæson i Chelsea i 2007 blev han uvenner med klubejer Roman Abramovich – blandt andet om brugen af Andriy Shevchenko – men han var også i direkte magtkamp med danske Frank Arnesen.

Efter et par sæsoner var den også gal i Real Madrid, hvor Mourinho var blevet uvenner med publikumsynglingen Sergio Ramos og anføreren Iker Casilias. Derudover kritiserede han offentligt talismanen Cristiano Ronaldo og prikkede Barcelona-assistenten Tito Villanova helt upassende i øjet. Dette sammen med en masse utilfredshed med dommere og journalister og deres påståede favorisering af Barcelona fyldte meget i medierne, og det endte med en fyring i 2013. Herefter vendte han tilbage til Chelsea, hvor han blev fyret i den tredje sæson, efter de blot havde hentet 11 point i de første 12 kampe og han havde kaldt holdets profiler – Diego Costa, Eden Hazard og Cesc Fàbregas – for ”Chelsea-rotter”, som han ikke kunne stole på.

Der er altså en klar tendens til, at Mourinho har problemer i den tredje sæson, hvor han ofte ender i ballade med ledelsen i klubben samt med flere af spillerne, og det har også været tilfældet i denne sæson i United. Det skal sættes sammen med, at United fik en skidt afrunding på sidste sæson, hvor de godt nok fik en plads blandt de sidste 16 i Champions League, men det var i en gruppe med Basel, CSKA Moskva, Benfica – så det efterfølgende nederlag til Sevilla kom til at gøre ondt på den kontroversielle manager. Ikke mindst fordi spillestilen slet ikke var værdig til storholdet Manchester United.


Spiller Mourinhos United som United?
Til tider har Manchester-holdet spillet mere defensivt og med langt mindre boldbesiddelse, end United-fansene har ønsket sig. Især var United defensiv imod de andre Top 6-hold i sidste sæson, og det virkede til, at Mourinho slet ikke havde ønsket at angribe modstanderen. Dette gjorde, at sidste sæsons ti topkampe blot gav to sejre.

Meget bedre er det ikke gået i denne pre-season, hvor der især har været to smertefulde nederlag. Det første var til MLS-bundholdet San Jose Earthquarkes samt 1-4-lussingen til rivalerne fra Liverpool. Samlet set over hele sommeren har United ikke præsteret ret meget offensivt – ligesom i kampene imod de andre tophold fra sidste sæson, og det fik Kloop til at sende en klar hilsen. Efter nederlaget til Bayern München skrev Liverpool-manageren på Facebook:

- 90 min, 1 shot, 0 on target

Dette blev efterfulgt af flere grinesmileys fra Kloop, hvis fodboldfilosofi er en helt anden, og netop filosofien kan blive Mourinhos store problem. For det er også en helt anden filosofi, der er i Manchester United – end den Mourinhos tropper viser for tiden. I klubben ønskes Mourinhos spillestil ikke – og slet ikke hvis han ikke vinder noget. Meget bedre bliver situationen jo ikke, når han kritiserer store dele af klubbens DNA – deres talentudvikling.

For United har skabt ”The Busby Babes” og ”The Class of 92”, men det virker ikke til, at Mourinho har samme opfattelse, som klubben har omkring talentudvikling. Han ønsker, at der skal købes langt flere stjerner til Old Trafford. Mourinho er også lykkedes med – mange steder - at overbevise folk om, at der ikke er blevet købt ret meget indtil nu. Det er forkert.

For siden Mourinhos ankomst i 2016 har kun de voldsomt oprustende naboer fra City brugt flere penge – netto - på nye spillere. Problemet er blot, at flere af Mourinhos indkøb har været skuffelser som Henrikh Mkhitaryan og Victor Lindelöf – mens det fortsat er uvist, om Romelu Lukaku og Eric Bailly kan ende på samme hylde. Meget bedre bliver det naturligvis ikke af, at Mourinho i sommer har indkøbt Diogo Dalot, der er skadet og ikke kommer i kamp før til efteråret. United købte spillere i sommerens transfervindue for 600 millioner kroner, men åbenbart ikke nogen fra Mourinhos ønskeseddel. Hvor efterlader dette Mourinho?


Vil Mourinho gerne have en masser ”Sign on fee”
Kigger man yderligere i historiebøgerne, er der en ikke særlig human kendsgerning – for kan alt dette handle om penge fra Mourinhos side? Flere gange i karrieren – både i Chelsea og Real Madrid - havde han, kort tid inden, at han forlod klubben, underskrevet en ny kontrakt, som han fik mange penge for at underskrive, og kort tid efter fyringen fik han mange penge for at underskrive med en ny klub. Denne konspirationsteori får jo ikke mindre næring af, at Mourinho i foråret underskrev en ny kontrakt med Manchester United.

Dertil skal man lægge, at Mourinho i 2016 slog fast, at hans liv var forfærdeligt på et hotelværelse i Manchester. Her et par år senere bor han stadigvæk på Lowry Hotel – hvorfor har han ikke købt et hus at bo i? Er han overhovedet faldet til i Manchester?

I hvert fald mener han, at spillerne omkring Alexis Sánchez ikke var gode nok i USA, at talentarbejdet er dårligt i klubben, at der mangler indkøb af de ønskede spillere, at anføreren Antonio Valencia ikke er i form, at Anthony Martial ønsker at tilbringe for meget tid med sit nyfødte barn og at hans trup var alt for ung imod Liverpool – selvom startopstillingen for United var ældst i den kamp. Nu skal klubformanden Ed Woodward efter samråd med de profitsøgende ejere fra Glazer-familien forsøge at gøre Mourinho glad, hvilket ikke er let for ”What a United STATEment”.
Læs hele artiklen
Sådan starter Serie A
La Gazzetta dello Sport har igen i år prøvet at forudse, hvordan Serie A's startopstillinger kommer til at se ud.
Atalanta (3-4-3)


Bologna (3-5-2)



Cagliari (4-3-1-2)



Chievo (4-3-3)



Empoli (4-3-1-2)



Fiorentina (4-3-3)



Frosinone (3-5-2)



Genoa (4-3-1-2)



Inter (4-2-3-1)



Juventus (4-3-3)



Lazio (3-5-2)



Milan (4-3-3)



Napoli (4-2-3-1)



Parma (4-3-3)



Roma (4-3-3)



Sampdoria (4-3-1-2)



Sassuolo (4-3-3)



Spal (3-5-2)



Torino (3-5-2)



Udinese (4-2-3-1)
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Alisson – Verdens dyreste målmand
Er den brasilianske keeper Liverpools næste ”Flying Pig”?
I forbindelse med ”Merseyside-derby” i 2015 valgte BBC at interviewe tilfældige ældre folk på gaden, og spurgte dem, om de kunne huske den legendariske kamp på Goodison Park i 1967.

- Huske det? Jeg spillede i den kamp, var svaret fra Tommy Lawrence, da han blev spurgt.

”The Flying Pig”, som den legendariske Liverpool-målmand Lawrence blev kaldt, spillede en vigtig rolle på mesterholdet fra 1963/44 og 65/66, men døde desværre for kort tid siden, men gad vide hvad den tidligere målmand ville have sagt til, at Liverpool har købt Alison Ramses Becker i Roma for 600 millioner kroner.

Lawrence spillede i en tid, hvor målmændene ikke var særlig højt værdsat – sådan er det ikke længere. Men dette er også et billede på fodboldens vanvittige udvikling. En anden Liverpool-legende Ray Clemence kostede 160.000 kroner, og for blot 11 år siden slog Sunderland den britiske målmandsrekord ved at købe Craig Gordon af Hearts for 75 millioner kroner.

De 600 millioner kroner er hysterisk mange penge for en målmand, der for tre måneder siden som Roma-spiller lod Liverpool lave syv mål i de to Champions League-semifinaler, men netop denne turnering blev helt afgørende for, at den brasilianske keeper havnede i Nordengland.

For var det ikke for Loris Karius vanvittige drop i finale-nederlaget til Real Madrid, så er det ikke sikkert, at Jürgen Kloop havde ønsket at bruge så mange penge på en ny målmand, efter manageren i samme transfer-vindue havde brugt store summer på Naby Keita, Fabinho og Xherdan Shaqiri.

Ingen af de syv mål, som Liverpool scorede i de føromtalte semifinaler, var drop af Alisson, men omvendt var han heller ikke tæt på at tage nogle af afslutningerne, og han lignede i de kampe ikke verdens dyreste. På trods af det er han førstevalget på det brasilianske landshold foran Manchester Citys højtprofilerede Ederson, som har stået rigtig stærkt i Premier League. Netop Ederson blev i sommeren 2017 verdens dyreste målmand, da han skiftede fra Benfica til City, men kun for halvdelen af Alissons pris.

At verdens to dyreste målmænd skulle komme fra Brasilien, er næsten naturstridigt, da den fodboldglade nation ikke har særlig stolte traditioner på den position af banen. Ikke mange taler om målmændene fra VM-vinderne fra 1970 og 1982 – men de sidste 25 år har der været en opadgående kurve for niveauet. Claudio Taffarel var stærk i 1994, og senere nåede både Nelson Dida og Julio Cesar at vinde Champions League.


Sex-symbolet elsker at spille guitar og drikke the
Alisson er trådt ud af Taffarel, Dida og Cesars skygge. Dette er sket ved, at han de sidste par år har truet Gianluigi Buffon om pladsen som den bedste Serie A-keeper. Alisson kom til Roma i sommeren 2016 for 50 millioner kroner – altså under en tiendedel af hvad Liverpool betalte for ham. Forinden havde han fået debut på det brasilianske landshold samt vundet priser med forskellige brasilianske ungdomslandshold.

I 2017/18 spillede Alisson rigtig godt for Roma, der forinden havde set Francesco Totti og Mohamed Salah stoppe i den italienske hovedstadsklub. Netop sidstnævnte og den gamle holdkammerat Salah skulle have overtalt Alisson til at tage til Liverpool, selvom Roma endte op i den føromtalte Champions League-semifinale for første gang siden 1984. 2017/18 blev gennembrudssæsonen for Alisson, og specielt i kampene imod Atlético Madrid og Napoli viste han høj klasse, men også flere gange stor fysisk styrke – som kan blive altafgørende i Premier League for den 193 cm høje keeper. Derudover har Alisson flere gange vist, at teknikken med de brasilianske fødderne ikke fejler noget.

Privat er Alisson en meget sky person, og han tilbringer det meste af sin fritid med at spille guitar, drikke the og være sammen med sin kone, der er doktor, og deres datter. Til SportsWeek har han tidligere sagt:

- Min kone blev i Brasilien for at gøre sine studier færdige. Og hvis jeg bliver skadet, er det altså bedre at være gift med en doktor end en model.

I Brasilien har Alisson udviklet sig til at være lidt af et sex-symbol, hvilket han også kommenterede på:

- Efter en landskamp tog alle spillerne på en restaurant, hvor der var en masse kvinder, der forsøgte at komme i nærheden af os. Et par stykker af dem jagtede nærmest mig, men det fik min kone blokkeret.

Så umiddelbart skal Anfield ikke starte med at kalde Alisson for ”Flying PIG”…

Læs hele artiklen
Cristiano Ronaldo – Større end Juventus
Knægten fra Funchal er blevet et af verdens mest kendte ansigter, men det har også en pris. Læs mere om Ronaldos vanvittige liv i overhalingsbanen, hvor basale ting ikke er gældende mere – ligesom målet i Torino, hvor den daværende Real Madrid-spiller næsten ophævede tyngdeloven… Nu skal han blive gammel hos ”den gamle dame”.
Selvom mange sikkert vil huske tilbage på dommer Michael Olivers kontroversielle straffesparkskendelse, når de tænker tilbage på de meget underholdende Champions League kvartfinaler imellem Juventus og Real Madrid, så må man altså ikke glemme, at Cristiano Ronaldo i det første opgør scorede et historisk flot mål på saksespark. Udregninger har vist, at superstjernen ramte bolden hele 2,3 meter oppe i luften og hans meget veltrænede krop var 1,4 meter vandret over jorden – da han ramte bolden helt perfekt. Efterfølgende har Jyllands-Postens sportsredaktør kaldt målet for ”Ronaldos adelsmærke i Torino”, da det i fremtiden vil blive vist meget, når den 33-årige Ronaldo skal vurderes, og derfor blev sommerens gigantiske klubskifte fra Real Madrid til netop Juventus endnu større – om muligt.

Flere medier har kaldt klubskiftet for det største i dette årti, men det er ikke Juventus, der er årsagen til dette – det er simpelthen superstjernen Ronaldo. Her følger nogle tal til, hvorfor Ronaldo er så gigantisk en spiller, og hvorfor klubskiftet derfor bliver det:

Followers på Instagram
Cristiano Ronaldo: 135 millioner
Juventus: 11 millioner

Champions League-titler
Cristiano Ronaldo: 5
Juventus: 2

Champions League siden 2007
Cristiano Ronaldo: 119
Juventus: 102

Så man kan sige, at Juventus ikke købte Ronaldo, men at Ronaldo valgte at skifte til Juventus. Det er heller ikke kun i Jyllands-Posten, hvor Ronaldos mål har fået ros. Han fik det faktisk også i kampen, for på Allianz stadium klappede de italienske fans også af udeholdets nr. 7, og Rubén Jiménez skrev i sportsavisen fra Barcelona - Marca:

- Nu kan Cristiano Ronaldo pensionere sig. Ligesom Maradona, Messi og brasilianerne Ronaldo og Ronaldinho oplevede Real Madrids nummer syv, at modstanderholdets tilhængere klappede af ham i en kamp. Den slags huskes, og derfor vil dette mål til eftertiden være et af de mest definerende for Cristiano Ronaldos karriere. På samme måde som ikoniske mål har været det for andre.


33 billeder og tre slurker the
Kort tid inden klubskiftet til Juventus og det unikke mål fik mange mennesker et grotesk indblik i Ronaldos liv. For en fotograf fulgte superstjernen på et - for mange mennesker - ganske almindeligt cafe-besøg... bare ikke for superstjernen Ronaldo.

Selvom Ronaldo gjorde alt for at komme så beskedent og anonymt ind på cafeen som muligt, nåede han blot lige at bestille en kop the, inden billede-helvede brød løs. Indenfor ganske få minutter var Ronaldo blevet fotograferet 33 gange med forskellige cafegæster og -ansatte. Derudover forsøgte alle at få en lille snak med ham – eller rettere – en lille ”bid” af ham. Dette må være grotesk opslidende, men Ronaldo havde tid og overskud til alle, selvom han faktisk ikke nåede at drikke andet end tre slurker af den efterhånden kolde the.

Den video har kørt meget på de sociale medier og kom efter sidste sommers historie fra Ronaldos yacht. De spanske aviser var meget overraskede over, at Lionel Messi og Cristiano Ronaldo holdt sommerferie tæt på hinanden, da de begge havde placeret deres lejede luksusyacht et stykke fra Ibizas pulserende strande. Men end ikke midt ude på middelhavet kunne de to superstjerner få lov at holde lidt ferie, for da historien kom frem begyndte fans at tage svømmeturen på et par kilometer ud til skibene.

Netop de to har igennem de senere år udviklet en rivalisering for at blive verdens bedste fodboldspiller, og i den forbindelse er de også blevet to af verdens mest kendte ansigter, som ikke kan drikke en kop the på en cafe eller være flere kilometer ude på havet – i fred.


Fra Funchal til forfølgelse ved Ibiza
Ronaldos liv startede også på en ø. For han blev født i byen Funchal, som er de portugisiske Madeira-øers største by. Fodbold-stjernes fodboldkarriere startede i amatør-klubben Andorinha, og få år efter rejste Ronaldo videre til CD Nacional, som er et af de største hold på Madeira. Som 16-årig tegnede Sporting Lissabon kontrakt med unge Ronaldo og herfra gik turen videre til Manchester United, hvor han seks år senere brød transferrekorden med sit skifte til Real Madrid.

Cristiano Ronaldo har udviklet sig fra at være et kæmpe talent til en spiller af absolut verdensklasse – for klubhold, men i den grad også for Portugal. Til VM2014 sikrede han nærmest egenhændigt Portugals kvalifikation, da han med et hattrick mod Sverige, skaffede Portugal en plads ved VM på bekostning af vores gulblusede naboer. Kampene mod Sverige illustrerede meget godt, hvorfor Portugal ikke aldrig skal afskrives, til trods for at deres generelle spillermateriale ikke er af samme kvalitet som slutrundens favoritter. I Cristiano Ronaldo har Portugal nemlig et våben, som i den grad er i stand til at afgøre en kamp på egen hånd. Han er på ingen måde typen, der tager kontrol over kampene, men han afgør dem gang på gang.

Ronaldo har længe været en profil på det portugisiske landshold, som han nåede EM-finalen med i 2004. Portugal, der også var værtsnation, tabte dog knebent til Grækenland, og en ung Cristiano Ronaldo blev med tårerne trillende ned af kinderne et symbol på nationens skuffelse.

Skuffelsen var dog glemt til EM2016, hvor Portugal endte som vinder med talismanden - Ronaldo. I kvalifikationen lavede han fem mål og var helt kampafgørende flere gange. Blandt andet i semifinalen mod Wales, hvor han blev den første spiller nogensinde til at komme i den tredje EM-semifinale. Her blev han både målscorer og oplægger, men finalen blev ødelagt efter et sammenstød med Dimitri Payet. Portugal vandt som bekendt EM2016 efter et mål i den forlængede spilletid af Eder, og dermed kunne anfører Ronaldo løfte pokalen. Ronaldo var på Europas top, men det kunne have set helt anderledes ud. Ronaldo har tidligere fortalt denne pudsige historie:

- Jeg vil gerne takke min ven Albert Fantrau for min succes. Vi spillede sammen i en ungdomsklub, og da repræsentanterne fra Sporting Lissabon ankom, sagde de, at den, der scorede flest mål ville få en plads på deres akademi. Vi vandt kampen 3-0. Jeg scorede det første mål og Albert scorede det andet. Det tredje mål efterlod alle måbende. Albert var alene med målmanden, og jeg løb ved siden af ham. Han rundede målmanden og skulle bare sparke bolden ind i det tomme bur. Men han afleverede bolden til mig, og jeg scorede. Jeg kom ind på akademiet, og efter kampen spurgte jeg ham, hvorfor han havde afleveret bolden, hvortil han svarede: Du er bedre end mig…

Albert har senere bekræftet over for journalister, at historien er sand, og fortalte også, at hans fodboldkarriere aldrig var blevet til noget, og at han nu var arbejdsløs. Journalisterne spurgte manden, hvor det store hus og hans flotte bil kom fra, hvortil Albert smilede og svarede:

- Det er fra Cristiano…

Cristiano – ham de klapper af i Torino, og som de også kommer til at klappe af i fremtiden, men den femdobbelte Ballor d'Or-vinder skiftede for omkring 700 millioner kroner, selvom han blevet 33 år. Juventus har dog stolte traditioner med spillere i karrierens efterår.

Så da Ronaldo satte fødderne på den italienske jord i Caselle-lufthavnen – stort set samtidig med at VM-finalen startede - fik det Tuttosport til at kalde det en ”Ekstra Terrestrial”, om den overjordiske person, der havde betrådt italiensk jord – efter han havde vundet Champions League fire gange med Real Madrid – men hvorfor dette klubskifte?

- Jeg ønsker at skabe historie med Juventus. Normalt tager spillere på min alder til Qatar og Kina… med al respekt for det, så minder dette ikke meget om det, så jeg er meget taknemlig over, at Juventus har givet mig denne mulighed.

Men det er ikke hvem som helst, der kommer til Juventus. Hele 450 mål har han scoret siden 2009/10, hvilket blot er fire mindre end alle de nuværende Juventus-angribere tilsammen. Disse angribere kommer i fremtiden til at stå i skyggen af Ronaldo, selvom der er tale om spillere som Gonzalo Higuaín, Mario Mandžukić, Paulo Dybala og Douglas Costa.

Indenfor de første 24 timer efter klubskiftet havde Juventus solgt 520.000 spilletrøjer med Ronaldo – på ryggen! Disse koster ca. 100 Euro pr. styk, så det første døgn blev der solgt Ronaldo-trøjer for over 400.000.000 kroner, og allerede indenfor den første uge havde Juventus omsat på trøjesalg, hvad der svarede til Ronaldos købssum. På samme tid havde ”Den Gamle Dame” fået over en million flere Twitter-followers.

Så Juventus har hentet en af verdens største ”Showman”, men også en af de dyreste. Ugelønnen til Ronaldo lyder på 4.500.000 kroner de næste fire år, men er han det værd taget alderen i betragtning?

I forbindelse med skiftet fik Ronaldo lavet en kropsanalyse, der viste, at han fysisk ikke er 33 år - men 22 år. Desuden satte han til VM2018 rekorden for højste hastighed i sprint. Derudover er han en ualmindelig erfaren spiller, som kommer til Juventus og napper ”7-tallet” fra Juan Cuadrado.

Ronaldo var faktisk tæt på tidligere i karrieren at få en Juventus-trøje over hovedet. I 2002 forsøgte Torino-klubben at lave en byttehandel med Sporting Lissabon. Ronaldo skulle til Juventus, men handlen gik i vasken, da Marcelo Salas ikke ønskede at tage turen til Portugal.

16 år senere kom klubskiftet for den 33-årige Ronaldo, der var formstærk op til skiftet. Fra slutningen af januar og indtil midten af maj lavede han 28 mål – blandt andet mål imod Atlético Madrid og Barcelona i Spanien, men også et hattrick imod Spanien til VM, et imod PSG og et imod netop Juventus. Derudover lavede han et unikt saksesparksmål imod Gianluigi Buffon, hvilket gav stående ovationer i Torino – sikkert ikke de sidste…

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Derfor glæder Indkast sig til ny sæson
Redaktionen har samlet nogle indtryk… og stillet nogle spørgsmål.
- Leverer Niko Kovac i Bayern München?


- Vender Morten "Duncan" Rasmussen tilbage til Superligaen?


- Får vi en afgørende Thomas Delaney at se i Dortmund?


- Hvor længe kan FCK holde på Viktor Fischer?


- Kan Vejle finde sig til rette i Superligaen efter mange års fravær?


- Ny Arsenal-æra… kan Unai Emery efterfølge Arsène Wenger?


- Kan de oprustende Milano-hold true Juventus i Serie A?


- Ryan Sessognon i Premier League – bliver han i Fulham?


- Buffon i Paris. Var det nogle år for sent?


- Får Brøndby deres guld?


- Løfter Gareth Bale sit niveau, når CR7 ikke længere er i Madrid?


- Pierre-Emerick Aubameyang scorede 10 mål i 13 Premier League-kampe i sidste sæson. Kan han gøre noget, der minder om dette?


- Riyad Mahrez i Manchester City… på den offensive midtbane råder Pep Guardiola i forvejen over Bernando Silva, Kevin De Bruyne, David Silva, Leroy Sane og Raheem Sterling. Hvem bliver ”Sorte Per”?


- Everton har hentet den meget spændende Richarlison. Bliver han endnu bedre efter skiftet væk fra Watford?


- Frank Lampard som manager i Derby og Steven Gerrard i Glasgow Rangers. Har de managerpotentiale?


- Real Madrid-fansene har ventet flere år på, at Vinicius Junior kom til Madrid – hvad kan han egentligt?


- Mikkel Qvist og de lange indkast. Får Horsens' meterkaster annulleret et mål, fordi han kaster kuglen direkte i nettet?


- Gamle Ronaldo hos ”Den gamle Dame”. Kun to spillere har scoret over 30 mål i de sidste 59 Serie A-sæsoner. Ronaldo har gjort det seks ud af de otte sæsoner i Real Madrid. Kan han gøre det igen?


- Der kommer et nyt ”White Hart Lane”. Er det derfor, at Tottenham er så stille på transfermarkedet?


- Bliver det sæsonen, hvor PSG slår igennem i Champions League?


- Hvem skal Real Madrid købe som afløser for Ronaldo? Bliver det Hazard, Mbappé eller Neymar? Eller skal den nuværende trup udfylde hullet?


- Philippe Coutinho i Barcelona. Får brasilianeren Barca-fansene til at glemme Iniesta for en stund?


- Hvordan klarer den blot 22-årige Thomas Lemar sig i galehuset Atlético Madrid?


- Naby Keita har fået nr. 8 i Liverpool. Kommer han til at minde om Steven Gerrard?


- Har Alisson virkelig kvaliteterne til at være verdens dyreste målmand. Han kostede Liverpool dobbelt så meget, som Manchester City i sidste sæson betalte for Ederson, som på daværende tidspunkt var verdens dyreste målmand. Er han pengene værd?


- Er der fire mestre blandt disse seks: Bayern München, FCK, PSG, Manchester City, Juventus og Barcelona?
Læs hele lederen
Özil og Erdogan – mere end et billede
Mesut Özil er blevet genstand for hidsig debat efter landsholdsstop og beskyldninger om racisme efter et meget omtalt billede fra et hotel i London.
Kort efter VM i Rusland meddelte Mesut Özil, at han stoppede på det tyske landshold, og samtidigt kom den elegante playmaker med nogle hårde statements:

- Bernd Holzhauer (tysk politiker, red.) kaldte mig en gedeknepper og Werner Steer (teaterchef, red.) bad mig pisse hjem til Anatolien. Jeg vil slet ikke komme ind på de mange hademails, truende telefonopkald og alt det, der er skrevet på de sociale medier. Det er med et tungt hjerte og efter stor overvejelse, at jeg ikke længere vil spille for Tyskland. På grund af de seneste begivenheder har jeg en følelse af at opleve racisme og stor mangel på respekt.

Samtidigt slog Özil fast, at overstående udmeldinger ikke var et hak bedre end den tyske fan, der efter kampen mod Sverige råbte:

”Özil, pis af, din skide tyrkerso!'

Derudover skulle Arsenal-spilleren efter sit tyske exit have oplevet, at der kom flere hårde udtalelser, og det fik Özil til at slå fast:

- Jeg er immigrant, når vi taber, og tysker, når vi vinder.

For at komme dybere ned i balladen omkring Özil er der to meget afgørende elementer. For det første valgte han at mødes med den meget udskældte tyrkiske præsident Erdogan midt i dennes meget kritisable valgkamp. Dette var torskedumt af Özil og blev næsten synonymet med den historisk ringe VM-slutrunde af de regerende verdensmestre, der sluttede sidst i deres gruppe efter Sydkorea, Sverige og Mexico. Netop billedet med Erdogan rammer ned i det andet vigtige for at forstå situationen.

Fornyelig udsendte Özil sin selvbiografi, som pudsigt nok hedder ”I Skudlinjen”, og i denne beretter han åbenhjertigt om, hvordan det er at opvokse i et tyrkisk hjem i Tyskland, om hvordan han stort set kun talte tysk i de få timer, hvor det var på skemaet i skolen, og hvordan han har to hjerter: et tysk og et tyrkisk. Samlet set giver bogen og beretningen et klart billede af mislykket integration i Tyskland. Efter billedet med Erdogan har det i Tyskland fået Özil til at blive et offer for mange racistiske – og helt latterlige - kommentarer, som den Bayern München-præsident Uli Hoeness kom med:

– Mesut Özil spiller som lort. Han vandt sidst en nærkamp før VM i 2014, og han har kun strålet mod San Marino – godt han stopper på landsholdet. Der er endnu ingen, der har fået den idé at spørge til det sportslige, og nu kan han gemme sig bekvemt bag den Erdogan-historie. Det er noget svineri. Han har jo spillet elendigt i flere år.


Bedre med Michael end Mesut
Udmeldingen fra Uli Hoeness kom kort tid efter, at han har afsonet 21 måneder af en dom for skattesvindel, og efter Özil havde spillet 92 landskampe for Tyskland siden debuten i 2010. Men angriberen med de tyrkiske rødder har også mødt opbakning i forhold til sit stop på landsholdet og beskyldningerne om racisme. I den føromtalte selvbiografi fortæller Özil blandt andet om, hvordan det ville have været lettere at være fodboldspiller i Tyskland, hvis han i stedet for Mesut havde heddet Michael. Om dette har Tysklands socialdemokratiske justitsminister, Katarina Barley, skrevet på Twitter:

- Det er alarmerende, når en stor tysk fodboldspiller som Mesut Özil ikke længere føler sig ønsket i sit land og ikke føler sig respekteret af det tyske fodboldforbund på grund af racisme.

Özil var meget i tvivl om, hvorvidt han skulle vælge at spille på det tyrkiske eller det tyske landshold, men kort tid efter han havde scoret et ret afgørende mål for Tyskland imod netop Tyrkiet, kom forbundskansler Angela Merkel i omklædningsrummet og lykkeønskede en halvnøgen Özil. Efter landsholdsexiten takkede Merkel for indsatsen på landsholdet og gav opbakning til Özil - ligesom der ikke så overraskende var fra Erdogan:

- En sådan racistisk behandling af en ung mand, som har givet alt til det tyske landshold, på grund af hans religiøse overbevisning er uacceptabel ... hans erklæring er fuldstændig patriotisk, jeg kysser hans øjne.


"Imam Beckenbauer”
Nu er Erdogan jo også en stor del af denne historie, eftersom han inviterede Özil til at besøge ham på et hotelværelse i London, hvor det berømte billede blev taget, men historien har i den grad også historisk karakter.

Igennem mange år har der været et betændt forhold imellem Tyrkiet/Tyskland, og Özil er blevet brugt som en brik i dette fjendskab. I 2010 sagde Merkel, at Özil var et eksempel på, at ”Islam hører til Tyskland", og seks år senere – og langt værre – valgte det tyske parlament, Forbundsdagen, at vedtage en erklæring om at kalde fordrivelsen af armeniere, der i 1915 kostede over 1 million mennesker livet, et folkemord.

Erdogan er internationalt blevet kritiseret for sit afslappede forhold til menneskerettigheder, demokrati, ytringsfrihed samt voldsomme fængsling af enkelte erhverv i Tyrkiet. Den tyske kritik af Erdogans fremgangsmåde fik ham til at hævde:

- Forholdene i Tyrkiet er ikke anderledes, end nazisternes var.

Pudsigt nok var Erdogan i begyndelsen af 1970'erne selv en solid Istanbul-angriber med kælenavnet ”Imam Beckenbauer” efter den legendariske tysker - Franz Beckenbauer. Udover dette sammenfald står UEFA overfor at skulle afgøre, hvor EM-slutrunden 2024 skal afvikles, og igen lidt pudsigt er de to kandidater - Tyskland og Tyrkiet, hvilket falder samtidigt med, at det europæiske fodboldforbund igennem noget tid har arbejdet lidt med sloganet ”No to Racism”. Så denne sag har rigtig mange vinkler.

Men har Özil været udsat for racisme – og i givet fald – hvor meget? Viceformand i det tyske parlament for partiet ”De Grønne” Claudia Roth sagde på radiostationen Deutschlandsfunk:

- Vi oplever en hård tid i vores land med racisme, antisemitisme og sexisme i samfundet. Det største sportsforbund i verden må vise ansigt og reagere på stemningen i landet ved at tage ansvar.

Det kommer UEFA eller FIFA næppe til, hvilket skyldes, at Ergogans vanvittige reaktion efter det mislykkede kupforsøg imod præsidenten for et par år siden samt at Özil var meget hidsig i retorikken, da han kritiserede den tyske forbundspræsident – Reinhard Grindel. Men Özil har startet en europæisk debat, der blandt andet fik Romelu Lukaku til tasterne.

- Når tingene går godt på det belgiske landshold, bliver jeg beskrevet i medierne som belgiske Romelu Lukaku. Når tingene ikke går så godt, bliver jeg beskrevet som Romelu Lukaku – angriberen med rødder i Congo, skrev Lukaku på Twitter, hvor holdkammeraten Hector Bellerin også kom med en bredside:

- Det er helt urealistisk, hvor meget han har gjort for sit land, og så bliver han behandlet med så lidt respekt. Godt at du står op imod denne behandling.

Siden ankomsten til Premier League i 2013 har ingen spillere lavet flere assists eller skabt flere chancer end Özil, og trods dette har han ikke virket til at være særlig glad for England og London.

Således benytter han enhver lejlighed til at komme til Istanbul, hvor kæresten – Amine Guise – bor. Så der er tale om en tysker, der levet luksuslivet i London og som ikke vil spille på landsholdet mere efter en historisk ringe VM-slutrunde. Tredjegenerations indvandreren fra Gelsenkirchen har været udsat for racisme, efter han blev fotograferet med en præsident, der blæser på basale menneskerettigheder. Ja – historien er meget kompleks og kommer samtidig med, at sommerens politiske gyserduel i Tyskland har stået imellem kansler Merkel og hendes indenrigsminister Horst Seehofer.

Duellen har handlet om muligheden for at afvise asylansøgere ved grænsen og det gør sammen med meget mere, at der er tale om langt mere end blot et billede.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Vanvittig aktion af Rooney i MLS Teaser: Premier League er tilbage! Artikel ikon VM-abstinenser? Se alle 48 mål her Artikel ikon Džeko: Mine bedste mål i CL Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Selv Messi ville ikke kunne stoppe det Det dyreste indkøbte PL-hold Artikel ikon Fra VM til GPS-stemme Artikel ikon Tidligere Barça-stjerne står uden klub Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Flest afleveringer i PL-åbning Top 20: Længstsiddende PL-managere Artikel ikon Top 10: Sommerens dyreste PL-indkøb Artikel ikon Top 15: Største FC Nordsjælland-handler Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Özil - fra skudlinjen Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Artikel ikon Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Anmeldelse: Fodboldholdet Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Chelsea-managere siden 2004 Hvordan klarer PL-oprykkere sig? Artikel ikon De sidste ti VM-finaler Artikel ikon VM: Bayern repræsenteret ti gange i træk Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Onsdagens engelske rygter Medie: Lionel Messi afviser landsholdet Artikel ikon Medie: Så meget koster Dembélé Artikel ikon Sådan kan Real Madrid stille op i morgen Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Lionel Messi Artikel ikon Vidste du om ... Cristiano Ronaldo Artikel ikon Vidste du om ... Joe Cole Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Otte PL-debutanter - i målet Emerys hullede defensiv Artikel ikon Lössls drømmesæson Artikel ikon Hvem bliver topscorer i PL 2018/19? Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Frankrig - Kroatien Optakt: Kroatien - England Artikel ikon Optakt: Frankrig - Belgien Artikel ikon Optakt: Kroatien - Danmark Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Randers - AGF Startopstillinger: Arsenal - Man. City Artikel ikon Startopstillinger: FCK - Brøndby Artikel ikon Startopstillinger: AaB – FC Nordsjælland Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Esbjerg slog tandløse SønderjyskE Ter Stegen tog straffe i Barça-triumf Artikel ikon Bayern tog Super Cup'en i suveræn stil Artikel ikon Mesterskabsklasse af City i Emery-debut Artikel ikon Se flere