Leicester – det store gennembrud

Af Torsten Brix

2016-08-22
Leicester – det store gennembrud

Indkast.dk bringer et kapitel fra den nye bog om Kasper Schmeichel.

Leicester bliver kaldt The Foxes – rævene – fordi området Leicestershire, hvor klubben kommer fra, er kendt for rævejagt. Logoet på klubtrøjen viser også en ræv, og på engelsk siger man 'to outfox your opponent', at narre sin modstander med list ligesom ræven.

Ræven er et klogt dyr, der kan narre meget større og stærkere modstandere, og i den henseende er Leicesters tilnavn passende. Men ræven er ikke kendt for at være særligt hårdtarbejdende. Det er Leicester City til gengæld – især de seneste to sæsoner. Leicester har haft tre store spillere gennem historien, heraf Englands to bedste keepere. Gary Lineker scorede 95 mål i 194 kampe for klubben fra 1978 til 1985. Landsholdsforwarden (48 mål i 80 landskampe) kom til Everton, FC Barcelona og Tottenham og er i dag tv-vært og en af Englands kendteste celebrities. Den anden Leicester-legende er den tidligere landsholdsmålmand Peter Shilton, der spillede over 1000 kampe, heraf 286 kampe for Leicester 1966-74 og 125 landskampe for England 1970-90. Og den sidste og største legende er tidligere landsholdskeeper og verdensmester fra 1966 Gordon Banks, en af verdens bedste målmænd nogensinde – 293 kampe for Leicester 1959-67. Også Kasper Schmeichels gamle kollega og mentor Tim Flowers har været målmand i klubben, så det var en position med stærke traditioner og historie, danskeren overtog.

I Leicester blev den 24-årige Schmeichel genforenet med manager Sven-Göran Eriksson, som han havde arbejdet under i Manchester City og Notts County. Leicesters sportsdirektør Andrew Neville sagde, da danskerens skifte var en realitet i juni 2011:

”Sven kender Kasper særdeles godt og sætter ham meget højt, så vi er lykkelige.”

Selv om danskeren gerne ville være blevet i Leeds, skulle Leicester og Schmeichel blive et meget lykkeligt ægteskab. Allerede i sin første sæson blev han kåret til Årets spiller af både spillere, fans og klub – Supporters' Club Player of the Season Award, Players' Player of the Season Award og Leicester City FC's Player of the Season Award. Han var som den eneste med i samtlige 46 kampe I The Championship og med yderligere fem FA Cup-kampe og en i Liga Cupppen var Schmeichel den spiller, der optrådte flest gange for klubben i sæsonen 2011-12. Han var også viceanfører og spillede tre kampe med anførerbindet om armen.

I maj 2011 opnåede Asia Football Investments' Vichai Srivaddhanaprabha og Aiyawatt Raksriaksorn fuldt ejerskab og control over klubben, og i juli skiftede Walkers' Stadium navn til King Power Stadium efter den nye sponsor. King Power opererer inden for detailhandel i Thailand og er ejet af rigmanden Vichai Srivaddhanaprabha. Foreløbig hjalp den thailandske kapitalindsprøjtning dog ikke meget, for efter 13 kampe lå Leicester nummer 13, og klubben fyrede manager Eriksson efter et 3-0-nederlag til Millwall.

Den nye manager, Nigel Pearson, havde været manager i klubben indtil året før, hvor han rejste til Hull, men nu blev han hentet tilbage som manden, der skulle få Rævene i Premier League. Efter at have ligget midt i tabellen det meste af sæsonen endte Leicester som nummer ni, men nåede dog til kvartfinalen i FA Cuppen. Den thailandske ejer så gerne sin investering spille i Premier League hurtigst muligt, og i januar 2012 hentede man Danny Drinkwater i Manchester United og Wes Morgan i Nottingham Forest. Begge skulle blive en vigtig del af rygraden på holdet. I sommeren 2012 ankom angriberen Jamie Vardy fra Fleetwood Town i den femtebedste række i England. Ham skulle man også komme til at høre mere til.

Kasper Schmeichel blev bedre og bedre, spillede igen samtlige 46 kampe i ligaen, plus de to playoff-kampe samt alle pokalkampe. 53 kampe – igen suveræn rekord i truppen – og et sikkert valg til Årets hold i The Championship. Men for Leicester blev 2012-13 en besynderlig sæson og en følelses- og resultatmæssig rutsjebane. Første halvdel af sæsonen var lovende. I begyndelsen af februar lå Leicester nummer to, men så fulgte en spektakulær formkrise. Af de næste 16 kampe vandt klubben kun de to. Inden sidste spillerunde lå Leicester nummer otte, to pladser fra en playoff-plads. De skulle vinde over lokalrivalerne fra Nottingham Forest og samtidig håbe på, at Bolton ikke vandt. Med en sen scoring af Anthony Knockaert vandt Leicester 3-2 over Forest, og Bolton fik kun uafgjort i deres kamp. Leicester endte som nummer seks og tog dermed med det yderste af neglene den sidste playoff-plads. Helten fra Forest-sejren, franske Anthony Knockaert, blev skurken mod Watford i semifinalen. I overtiden brændte han et straffespark, som ville have sendt Leicester i finalen, og i det direkte efterfølgende kontraangreb scorede Troy Deeney for Watford dybt inde i overtiden. Med på Leicesters hold var i øvrigt en 19-årig Harry Kane, udlejet fra Tottenham.

I 2013-14 var playoff-pladser og sidsteøjebliks-scoringer ikke nødvendige. Undervejs i sæsonen slog klubben de fleste rekorder i The Championship og var fuldstændig suveræne med 102 point og 31 sejre. Oprykningen var en realitet allerede med seks spillerunder tilbage. Sæsonen var også en personlig succes for Kasper Schmeichel. Han lavede ikke en eneste fejl i hele sæsonen og præsterede den ene stærke kamp efter den anden, hvilket blev bemærket af storklubber i både England og resten af Europa. Sammen med Wes Morgan, der var udnævnt som ny anfører, og midtbanespilleren Danny Drinkwater kom danskeren på Årets hold i The Championship. De tre spillere var samtidig dem, der havde spillet flest kampe i sæsonen, og de blev stærkere og stærkere som holdets akse op gennem banen: Schmeichel (målmand) – Morgan i aksen var den hårdtarbejdende angriber Jamie Vardy (41 kampe i sæsonen). I januar fik truppen et offensiv boost i form af Riyad Mahrez, der kom til klubben fra Le Havre og repræsenterede Algeriets landshold under VM i sommeren 2014.

Schmeichel havde holdt målet rent i ni kampe i en række på 19 kampe uden nederlag fra december til april, hvor Leicester rykkede op. I marts viste tv-billeder endda, at det var Kasper Schmeichel, der udlignede på hovedstød for Leicester i overtiden i kampen mod Yeovil Town. Målet blev dog officielt krediteret medspilleren Chris Wood, som fulgte op. Men tv-billederne viste, at Schmeichels hovedstød havde passeret målstregen.

”Alle kan se, at det er mit mål,” sagde Schmeichel bagefter. Det var blot en detalje i det store billede – som var harmonisk og lykkeligt. Kasper Schmeichel var blevet far for anden gang, til datteren Isabella, og boede fortsat i Manchester, cirka to timers kørsel fra Leicester. Hans kontrakt udløb efter sæsonen, men danskeren havde fundet lykken i The East Midlands, som området i det østlige Midtengland hedder. Klubben skulle dog først finde ud af, om den havde råd til at beholde og betale den eftertragtede keeper.

”Jeg har aldrig lagt skjul på, hvor meget jeg nyder at spille i Leicester. Det er en fantastisk klub, som jeg har været glad for fra første dag. Nu må jeg bare sidde og vente på klubben, andet kan jeg ikke gøre i øjeblikket,” sagde han i maj 2014.

Han var den bedste keeper i en respekteret række. AC Milan, Arsenal, Southampton, ja, selv faderens gamle klub Manchester United blev nævnt blandt dem, der ville have danskeren. BT skrev, at Schmeichels agent havde haft helt konkrete forhandlinger med Southampton, men hvis det stod til manager Nigel Pearson, ville Leicester og Schmeichel være gift med hinanden mange år fremover.

”Jeg er blevet informeret om, at der er spekulationer. Det skyldes, at Kasper har spillet en exceptionelt god sæson. Han er en dygtig målmand, og det overrasker mig ikke. Men han er en nøglespiller, og jeg vil elske at beholde ham. Kasper og jeg har et ekstraordinært godt forhold, spiller til manager. Det eneste, jeg kan sige, er, at spilleren ved præcis, hvor gerne jeg vil beholde ham,” sagde Pearson til Daily Mail.

Schmeichel underskrev en fireårig kontrakt i juni 2014. Ifølge BT havde han tjent omkring 10 millioner om året hidtil i klubben. Den nye kontrakt fordoblede næsten hans løn til 19 millioner kroner, skrev BT. Dermed blev han angiveligt den højest lønnede spiller i Leicester nogensinde.

Kasper Schmeichel var tilbage i Premier League for første gang i fem år. Dengang blev det blot til i alt otte kampe for Manchester City, men nu ventede store kampe mod klassemodstandere uge efter uge. Det var nu, han skulle bevise, at han havde klassen og stabiliteten – på et klart højere niveau, end han var vant til. De sidste mange år havde budt på hårdt arbejde og en lang vej tilbage til det højeste niveau. Schmeichel mente dog, at knokleriet rigtigt begyndte i Premier League.

”Nu begynder det hårde arbejde for alvor.Jeg har aldrig spillet Premier League-kampe gennem længere tid, så det er noget, jeg personligt ser frem til,” sagde Schmeichel til BBC. ”Så længe jeg har været i Leicester, er det Premier League, jeg har arbejdet henimod.”

Leicester var tilbage i Premier League for første gang i ti år. Mange regnede med en direkte returbillet til Championship, og det skulle også vise sig at blive en sej kamp for overlevelse. Sæsonen begyndte ellers glimrende. To uafgjorte og et ufortjent nederlag til Chelsea, hvor manager José Mourinho spontant roste den danske målmand efter kampen. Optimismen steg efter en sejr på udebane over Stoke, der er et af de sværeste steder at vinde i Premier League. Så fulgte det vilde comeback mod Manchester United, hvor Leicester vandt 5-3 efter at have været nede med 1-3. Leicester City indtog en flot syvendeplads efter fem runder. Leicester-spillerne kom hurtigt ned på jorden igen, men Kasper Schmeichel gjorde sit for at holde klubben oppe. I december blev han af den toneangivende avis The Telegraph udnævnt til Leicester Citys klart bedste spiller i første halvdel af sæsonen.

”Manchester United-legenden Peters søn har utvivlsomt skabt sit eget navn og har været af vital betydning,” skrev The Telegraphs ekspertpanel.

Leicester gik nu helt i stå. Fra 13. spillerunde lå Leicester sidst i 20 runder i træk. Nederlag på nederlag fulgte, og alle dømte The Foxes til sikker nedrykning. For at føje spot til skade brækkede Kasper Schmeichel en fodrodsknogle under et uheld ved træningen i december. Skaden holdt ham ude i over tre måneder. Imens lå Leicester limet fast til bunden. Den 21. marts vendte Kasper Schmeichel tilbage, og selv om han indkasserede fire mål i 4-3 nederlaget til Tottenham, fik hans comeback stor betydning. Samtidig havde Leicester i januar hentet den rutinerede tyske forsvarsklippe Robert Huth fra Stoke, der efterhånden styrkede defensiven markant, og stille og roligt fik Leicester kæmpet sig tilbage mod den mirakuløse overlevelse. Den argentinske veteran Esteban Cambiasso var en dynamisk nøglespiller, men Leicesters præstation var i det hele taget kendetegnet ved at være kollektivets triumf. Kasper Schmeichel indtog en hovedrolle i et af de vildeste comeback i Premier Leaguehistorien, hvor Leicester vandt syv ud af de sidste ni kampe, og danskeren blev nomineret til månedens spiller i Premier League. Den 16. maj sikrede Leicester sig overlevelse ved at spille 0-0 mod Sunderland.

Den uglamourøse by i Midtengland er så anonym og ukendt, at nyhedsværten i TV2-sporten så sent som i marts 2016 udtalte klubbens navn ”Lajsæster”. Leicester er i England mest kendt for at huse en stor befolkningsgruppe af sydøstasiatiske indvandrere samt chipsproducenten Walkers, der var klubbens hovedsponsor indtil sydøstasiatiske King Power kom ind i billedet i 2011. I 2015 blev Leicester dog også kendt for, at man fandt skelettet af den gamle engelske kong Richard 3., der var død i 1485, under udgravningen af et parkeringshus i byen. Og kuriøst nok begyndte Leicesters mirakuløse comeback nøjagtig samtidig med, at kong Richard under stor mediebevågenhed og i en tv-transmitteret ceremoni med deltagelse af berømte skuespillere og kongehuset blev genbegravet i Leicester Domkirke den 26. marts.I byen sagde man, at det var Richard 3., der havde givet Leicester City styrke til at overleve i Premier League – spillerne havde fået ”King Power”, som der stod på brystet af dem. Kasper Schmeichel forsvarede sin manager Nigel Pearson, der var kommet i modvind i medierne, trods mirakeloverlevelsen. Efter en kamp mod Chelsea havde Pearson kaldt en journalist en idiot, og siden var han blevet kritiseret fra alle sider. Dog ikke af sin målmand.

”Jeg har sagt det flere gange før, men jeg mener, han er den bedste manager, jeg har spillet under, og han skaber en fremragende atmosfære og en platform, som spillerne kan bruge til at præstere fra. Han bekymrer sig ikke bare om fodbold, men også om sine spillere på og uden for banen. Han bekymrer sig om, hvordan de har det. Det betyder meget som spiller at have en manager, der bekymrer sig så meget om dig som personlighed, ikke blot som spiller,” sagde Schmeichel til The Guardian.

”Hans entusiasme for fodbolden er smittende. I mine øjne er han årets manager. Jeg er i hvert fald glad for, at han er min manager.”

Pearson var dog ikke Schmeichels manager ret meget længere. Kort efter sæsonafslutningen blev han fyret. Nu var der gang i spekulationerne om hans afløser. Et af de navne, der dukkede op i medierne, var ingen andre end Peter Schmeichel. Sky Sports meldte i midten af juli, at danskeren skulle have ansøgt om det ledige managerjob i sønnens klub. Det var det sidste, man hørte til dén forbindelse. Klubben ansatte Claudio Ranieri, der var mest kendt for at have været Chelsea-manager med begrænset resultatmæssig succes, da klubben kom til penge i begyndelsen af 00'erne.

Leicesters redningsaktion i sæsonen 2014-15 blev kaldt den mest utrolige i Premier Leagues historie. Men i næste sæson lurede en endnu større sensation. Den nye manager Claudio Ranieri var en erfaren ræv. Han blev udskiftet med José Mourinho i Chelsea i 2004, men det var Ranieri, der havde skabt kernen på det mandskab, som Mourinho siden vandt to suveræne mesterskaber med. Siden havde Ranieri været i storklubber som Inter og Juventus, men hans sidste job som landstræner i Grækenland var en kæmpe fiasko. Ranieri blev fyret dagen efter et nederlag til Færøerne i EM kvalifikationen i november 2014, og mange var skeptiske ved ansættelsen af italieneren som manden, der skulle sikre Leicester endnu en sæson i Premier League. Efter sidste sæsons lange periode som bundprop blev Leicester City igen tippet som sikker nedrykker før sæsonen 2015-16, og man skulle være enten meget optimistisk fan eller mentalt forstyrret for at spille på Leicester som engelske mestre. Flere bookmakere tilbød odds 2.500. En sjælden gang sker det i moderne fodbold, at de små kan besejre de store. Som regel er der tale om en enkelt kamp eller en kortere slutrunde, hvor held og harmoni går op i en højere enhed. Men når der er tale om en hel sæson over 38 kampe, må der være noget helt ekstraordinært på spil. Både Kasper Schmeichel og Claudio Ranieri pegede mod slutningen af sæsonen 2015-16 på, at Leicesters usandsynlige triumfer byggede videre på kollektivet fra de sidste sæsoner.

”Den første dag efter sommerferien præsenterede han (Ranieri, red.) sig selv, men sagde ikke noget den følgende uge, fordi han bare observerede os og så, hvordan vi arbejdede. Han anerkendte, at han havde en trup, som havde det virkelig godt sammen, spillede godt og trænede hårdt. Han justerede lidt her og der, vi gik over til 4-4-2 (fra den 3-5-2, som Pearson introducerede i foregående sæsons slutfase, red.). Som spiller værdsætter man en manager, som kan gå lidt på kompromis med sin egen filosofi for holdets skyld,” sagde Kasper Schmeichel i april.

Spillere, som havde haft det svært i Leicesters første sæson i Premier League året før, begyndte at finde fodfæste. De byggede videre på den utrolige redningsmission i sidste sæson, som havde givet holdet selvtillid. Jamie Vardy begyndte at score stribevis af mål og slå gamle Premier League-rekorder for flest scoringer i træk. Hans enestående speed og lige så imponerende arbejdsrate var en sensation i sensationen. Få år tidligere havde Vardy spillet halvprofessionelt og arbejdet ved siden af. Nu var han Premier Leagues største individuelle historie i sæsonen. Den kollektive historie over alle var Leicester City – som blev kaldt den største overraskelse i engelsk fodbolds historie. Playmaker Riyad Mahrez' kreative magi satte ham på ønskelisten hos FC Barcelona. Den allestedsnærværende N'Golo Kanté og dynamoen Danny Drinkwater udgjorde Premier Leagues bedste midtbaneduo. Leicesters energi og holdarbejde virkede både eksotisk og old-school. Lidt mere ukendte spillere som Marc Albrighton og Jeffrey Schlupp, og nye, semi-kendte navne som japanske Okazaki og den østrigske landsholdsspiller Christian Fuchs overskyggede superstjerner som Yaya Touré, Eden Hazard og Wayne Rooney.

Og Kasper Schmeichel var eventyret i eventyret. Den grimme ælling, der havde gået så meget ondt igennem i City og havde kæmpet sig op fra bunden af engelsk ligafodbold, faktisk fra røven af 4. division – og nu – helt usandsynligt udefra set – stod på tærsklen til et engelsk mesterskab. Den gamle Leicester-, tv- og landsholdslegende Gary Lineker udpegede danskeren som ”outstanding” og lederen af det stærke kollektiv sammen med kaptajnen Wes Morgan. Lineker kunne ikke undgå at nævne Kasper Schmeichels far, som han selv havde spillet mod: ”Lederevner, som han kan have arvet.” Lineker pegede på, at Kasper Schmeichel var en del af den kerne, som sikrede oprykning og overlevelse i de to foregående sæsoner. Kernen var derudover Wes Morgan, Danny Drinkwater, James Vardy og Riyad Mahrez. Og netop denne erfaring fra utallige afgørende kampe kom nu Leicester til gode i mesterskabskampen.

”Du går ind i hver kamp, du skal have point, niveauet er forskelligt, men mentaliteten er den samme,” sagde Schmeichel før sjettesidste spillerunde. Leicesters defensiv blev gradvist tættere, stærkere og bedre sammenspillet i løbet af sæsonen, og Schmeichel dirigerede og lukkede hullerne med stort overblik nede fra sit mål. Han var blevet vant til at holde målet rent, ofte i kampe, hvor Leicester vandt 1-0. Danskeren pegede i april 2016 på den store indbyrdes forståelse som afgørende for succesen.

”Det skyldes forholdet og kommunikationen mellem os. For mig er det afgørende, at jeg har fire ærlige gutter, som vil give alt, foran mig. Efter kampen kravler de fra banen, fordi de har været igennem så mange hårde slag. Som målmand er det en stor fornøjelse at spille bag dem. Ingen prøver noget ekstravagant.
Vi forsvarer os med enkle midler, og det hele skyldes ærligt og hårdt arbejde.” Med den taktisk kloge form for fodbold i en tæt vævning mellem kæderne og benhårdt arbejde over hele banen besejrede Leicester i løbet af sæsonen Manchester City, Liverpool, Tottenham og Chelsea.

Længe lignede Manchester City favoritterne til mesterskabet, men på Etihad viste Leicester, at de simpelthen var sæsonens bedste hold med en fantastisk holdånd i en 3-1-sejr. Manchester City med den uudtømmelige pengetank og ligaens dyreste spiller, Kevin De Bruyne, kunne ikke matche Leicester med det beskedne lønbudget. I et interview med Corriere Della Sera sagde Ranieri: ”I en tid, hvor penge betyder alt, tror jeg, vi giver håb til alle.”

Leicesters David og Goliat-lignende sæson gav dem fans blandt alle neutrale fodboldelskere, som fik sympati for den lille klubs uventede stormangreb på elitens lukkede klub. De sidste 20 år havde det engelske mesterskab været fordelt mellem blot fire klubber, men her var endelig en respektløs Klodshans, som kæmpede mod milliarder og magtelite. Den upåagtede klubs succes var en stille påmindelse om fodboldens charme og romantik med retroskær og ekko fra dengang, det endnu ikke var helt udelukket for en mindre klub at lave en overraskelse. Jo, Leicesters sæson mindede mest af alt om Danmarks usandsynlige EM-triumf 1992, og en af heltene fra dengang, Peter Schmeichel, sagde til engelske medier om Leicester og presset, da mesterskabskampen gik ind i sin afgørende fase:

”Kasper klarer det virkelig godt. De (Leicester, red.) bruger de sædvanlige klicheer som 'vi tager en kamp ad gangen', og 'vi nyder bare at spille fodbold', men det er sandheden. De nyder det virkelig, og de har en fantastisk trup, de har et fantastisk venskab, og de laver en masse uden for fodbold sammen.”
Og om identifikationen med den lille klub blandt almindelige mennesker sagde Schmeichel den Ældre:

„Jeg tror, en stor del af verden holder med Leicester. At det kan ske i fodbold, giver håb i livet for alle mennesker. Hvis de kan gøre det, kan jeg også blive succesfuld i det, jeg laver. Det er som Danmark i 1992. Det er underdog'en. At der er et eksempel på, at det kan altså lade sig gøre, hvis man gør noget ved det, det, tror jeg, har kæmpe betydning for rigtig mange menneskers liv.“

I december 2015 overraskede Leicester-truppen igen, da de pludselig stod iklædt Teenage Ninja Mutant Turtles- og andre superheltekostumer i Københavns natteliv og ved højlys dag i Tivoli. Turen var en sensation i engelske medier, men foretaget med klubbens tilladelse. Manager Ranieri havde givet spillerne fri efter 3-0-sejren over Swansea, og truppen tog direkte fra omklædningsrummet til julefrokost med overnatning på Hotel Skt. Petri i København. Ifølge den engelske avis Mirror ”gik turen hurtigt til natklubben Zen, hvor spillerne drak champagne og Ciroc-vodka til over 10.000 kroner pr. flaske. Spillerne havde VIP-borde til over 5.000 pr. styk til klokken fem om morgenen.”

Søndag var spillerne ude i Københavns gader, klædt som superhelte. Pludselig kunne forbipasserende københavnere se hele Leicester-truppen sidde og drikke fadøl i superheltekostumer foran den irske pub The Dubliner på Strøget og bagefter gå rundt i Tivoli. Man kunne let komme til at tænke på den berømte udflugt til McDonald's, som Kasper Schmeichels far og resten af den undertippede danske landsholdstrup foretog under EM i Sverige 1992. Begge udflugter med 23 års mellemrum bidrog til at styrke sammenholdet på banen i to trupper af underdogs, der i forvejen var kendt for et stærkt sammenhold.

Det var hårdt arbejde på banen og til træning, og med alt investeret og fokuseret i 90 minutter, men samtidig var der en aura af ubekymret- og afslappethed over Leicester- spillerne, som der var over Peter Schmeichel og co. i 1992. Spillerne, ikke mindst Kasper Schmeichel, virkede befriet for nerver. Måske fordi de intet havde at bevise og kun kunne overraske positivt, som Danmark i 1992. Men det spillede også ind, at mange af spillerne – hvoraf seks i Leicesters typiske startopstilling var gengangere fra oprykningsfasen to år tidligere og overlevelseskampene året forinden – vidste, hvordan det var at være i en position, der kræver nerver af stål. Ingen vidste det bedre end Kasper Schmeichel. Og erfaringen kunne han bruge nu. Allerede 10 år tidligere, da den dengang 19-årige keeper var udlånt til Bury, prøvede han at hænge ude på klippen. På sidste spilledag lå Bury i nedrykningsfare i League Two og skulle møde danskerens senere klub Notts County på udebane. League Two er den nederste række med professionel fodbold i England. Derunder hedder det non-league med amatør- og halvprofessionel fodbold. Ikke noget man kan leve af.

”Nedrykning ville have medført, at Bury skulle have spillet non-league fodbold, og det havde været katastrofalt,” huskede Schmeichel i april 2016, da han sammenlignede presset, som han var under dengang, med Leicesters i kampen om det engelske mesterskab. ”Alt stod på spil: Menneskers familier, levebrød, alt. Det kan man kalde at spille under pres. Det her? Det er det, man spiller fod bold for? Det er sjovt,” sagde Schmeichel med henvisning til Leicesters overraskende pole position i den engelske titelkamp. ”Presset var 10 gange større, da vi lå i bunden, end det er nu.”

I kampen i 2006 scorede Bury i sidste minut og udlignede til 2-2 mod Notts County, hvilket akkurat sikrede klubben overlevelse i betalt fodbold. Schmeichel sagde i foråret 2016, at han ikke havde været, hvor han var i dag, uden at være blevet formet af oplevelser, som blandt andet kampen på liv og død med Bury og alle de andre hårdt tilkæmpede erfaringer i sin karriere i de lavere engelske fodboldrækker.

”De udlån var fantastiske. Jeg pressede altid på for at blive udlånt. I mine øjne lavede jeg ingenting i Manchester City. Man kan træne hele dagen, men kamperfaring betyder alt, og den fik jeg på udlån i de lavere ligaer. Der er ikke den glitrende glamour, som fodboldverdenen bliver skildret som, der er ikke de samme penge som i topfodbold. Så menneskers levebrød står på spil, menneskers husleje, menneskers familie, og du skal foretage beslutninger, der kan påvirke dette. Den form for pres har du brug for, især som målmand, for som målmand afhænger alt af at foretage beslutninger. For mig var det helt afgørende at komme ud, at få erfaringen og føle den slags pres på mig.”

I slutningen af marts 2016 gjorde KasperSchmeichel status i Politiken:

”Jeg kan virkelig ikke nyde tiden, når jeg sidder på bænken, det kan jeg slet ikke. For mig har det vigtigste altid været at spille, for det er det, jeg elsker ved sporten. I Leicester har jeg fundet et sted, hvor jeg er rigtig glad for at være – det har jeg været fra første dag. De har budt mig velkommen med åbne arme og passet rigtig godt på mig, så jeg er glad for, hvordan min karriere har udviklet sig.”

”Vi er et rigtig godt fodboldhold. Alle spillere på alle positioner har haft en fremragende sæson og har ramt et meget højt niveau. Samtidig har vi et hold fyldt med ledere, så træneren skal ikke bruge energi på at sikre, at vi fungerer sammen på og uden for banen, for det gør vi bare. Jeg tror, det er en fordel, at Claudio (Ranieri, red.) kan fokusere 100 procent på at lægge taktikken.

Vi spiller en meget simpel form for fodbold og prøver ikke at være noget, vi ikke er. Han har også en stor del af æren for, at ... Ja, for at vi har gang i det, vi nu engang har. Men igen vil jeg godt pointere: Vi er altså ikke succesrige endnu.”

”Det er vigtigt at holde fast i, at vi endnu kun er på vej, for det holder os på tæerne. Og når vi nu er kommet så langt, vil vi også gå hele vejen, så vi er altså ikke i mål. Slet ikke. Det er ikke nok for os bare at være tæt på. Egentlig er det meget simpelt: Hele sæsonen har vi kun forholdt os til næste kamp, ikke hvad der eventuelt kan ske om 7 opgør. Det har virket. Vi har i klubben før været i positioner, hvor vi har været så tæt på at opnå noget stort, men hvor det så er glippet i sidste øjeblik. Sådan kan fodbold være så ondt nogle gange og fantastisk andre – derfor er det også naturligt ikke at lade os rive med.”

Kasper Schmeichel holdt målet rent i fem kampe i træk i marts og april. Han lå nummer et på det prestigefyldte SkySports-barometer. Den bedste spiller i Premier League.



Optakter
Optakt 31/3 - 20:15
FC Nordsjælland - Lyngby BK
Magasin-artikler
Det kasserede franske landshold
En trup helt uden Varane, Martial, Coman, Lacazette og Benzema.
Dette er den trup, som den franske landstræner Didier Deschamps har udtaget til de to kommende landskampe imod Luxembourg og Spanien.

Målmænd:
Hugo Lloris (Tottenham)
Benoît Costil (Rennes)
Alphonse Areola (PSG)

Forsvar:
Layvin Kurzawa (PSG)
Benjamin Mendy (AS Monaco)
Laurent Koscielny (Arsenal)
Adil Rami (Sevilla)
Samuel Umtiti (FC Barcelona)
Presnel Kimpembe (PSG)
Bacary Sagna (Manchester City)
Djibril Sidibé (AS Monaco)

Midtbane:
Blaise Matuidi (PSG)
N'Golo Kanté (Chelsea FC)
Adrien Rabiot (PSG)
Paul Pogba (Manchester United)
Dimitri Payet (Marseille)
Corentin Tolisso (Lyon)

Angreb:
Olivier Giroud (Arsenal)
Ousmane Dembélé (Dortmund)
Antoine Griezmann (Atletico Madrid)
Thomas Lemar (AS Monaco)
Kevin Gameiro (Atletico Madrid)
Kylian Mbappé (AS Monaco)
Florian Thauvin (Marseille)


Umiddelbart en meget stærk trup, men niveauet bliver helt grotesk, når man ser på, hvilket hold man kunne lave af spillere, som ikke er udtaget – se blot her:

Målmand:
Steve Mandanda (Crystal Palace)

Forsvar:
Lucas Digne (Barcelona)
Mamadou Sakho (Crystal Palace)
Raphael Varane (Real Madrid)
Sebastien Corchia (Lille)

Midtbane:
Anthony Martial (Manchester United)
Morgen Schneiderlin (Everton)
Steven N'Zonzi (Sevilla)
Kingsley Coman (Bayern München)

Angreb:
Alexandre Lacazette (Lyon)
Karim Benzema (Real Madrid)


På bænken kunne være Yohan Cabaye, Andre-Pierre Gignac, Geofffrey Kondogbia, Aymeric Laporte, Tiemoeu Bakayoko, Patrice Evra, Eliaquim Mangala, Moussa Sissoko og Nabil Fekir.

Gad vide, hvor mange af disse spillere der ville være på holdet i Luxembourg, som er Frankrig næste modstander. Flere af spillerne er skadet eller har formnedgang, men den samlede tilstandsrapport af det franske landshold er uhyggelig stærk.
Læs hele artiklen
FCK spiller for Danmarks koefficient
Når FC København i morgen, torsdag, tager imod Ajax Amsterdam i Europa League, er det ikke kun for egen vindings skyld. Hele fodbolddanmark kan få gavn af mere succes til hovedstadsholdet.
Foruden videre avancement til kvartfinalerne i Europa League står der også ære, penge og hæder på spil i morgen, når hollandske Ajax Amsterdam skal forsøge at gøre livet surt for FC København i Telia Parken. Og så står der også yderst vigtige koefficientliste-point på spil.

Danmark havde fra begyndelsen af sæsonen fire hold med i kvalifikationsrunderne til henholdsvis Europa- og Champions League. Her nåede SønderjyskE, Brøndby og FC Midtjylland alle til den afgørende runde i Europa League inden gruppespillet. Fælles for de tre klubber var, at de måtte strække våben lige inden målstregen og glemme drømmen om et europæisk gruppespil i denne sæson.

Særligt sønderjyderne var dog tæt på at klare skærene, da de efter at have spillet 0-0 hjemme kom foran med 2-0 i Tjekkiet mod Sparta Prag. Desværre for SønderjyskE og dansk klubfodbold præsterede tjekkerne et stort comeback og vandt med 3-2 på et mål i de døende minutter.

De mange sejre og uafgjorte resultater, inden holdene blev slået ud, var dog ikke helt forgæves. De var med til, at Danmark i begyndelsen af sæsonen indtog 1.-pladsen på UEFA's koefficientrangliste for indeværende sæson. Den placering blev selvfølgelig også hjulpet på vej af FC Københavns vellykkede kvalifikation til Champions League.

Danmark er dog ikke overraskende siden dumpet ned fra duksepladsen, men man skal faktisk ikke langt ned ad listen for at finde flaget med de røde og hvide farver. Således har dansk klubfodbold skrabet nok point sammen til en foreløbig 10.-plads for sæsonen.

Foran Danmark ligger store nationer som Spanien, Tyskland, England, Italien, Frankrig, Belgien, Rusland, Tyrkiet og Portugal. Under Danmark ligger der også store nationer samt lande, som vi godt kan sammenligne os med: Østrig (11), Holland (12), Grækenland (14), Tjekkiet (16), Ukraine (17), Kroatien (18), Skotland (19), Schweiz (20), Rumænien (24), Sverige (27) og Norge (38).

For dem, der gerne vil have et dansk hold direkte med i Champions League, er det gode nyheder. For at være sikker på et hold i den fornemmeste turnering kræver det en placering som minimum nummer 12, og Danmark ligger p.t. nummer 18 på den samlede rangliste, som tæller indeværende sæson plus de fire foregående. De gode nyheder udspiller sig i, at Danmark lige nu skraber flere point sammen end mange af de lande, vi skal overhale på vejen til 12.-pladsen.

Her er det lande som Rumænien, Kroatien, Østrig, Grækenland, Holland og Schweiz, vi skal holde øje med. De ligger som nævnt alle under os i indeværende sæson, og det bliver heller ikke dårligere af, at holdene fra Rumænien, Kroatien, Østrig og Schweiz har udspillet deres rolle i denne sæsons europæiske turneringer.

De to sidste lande, Grækenland og Holland, har ligesom Danmark et enkelt hold tilbage. Den sidste græske repræsentant er Olympiakos, der er oppe imod Besiktas i Europa Leagues ottendedelsfinale. Og så ville skæbnen altså, at Hollands og Danmarks to sidste deltagere – FCK og Ajax – trak hinanden.

Går FCK samlet videre mod Ajax, samtidig med at tyrkerne ekspederer grækerne ud, så kan FCK og Danmark tage yderligere store skridt i kampen om at nå den eftertragtede 12.-plads.

Danmark har lige nu 23.500 point på den samlede 18.-plads, mens Schweiz, der sidder på 12.-pladsen, har 32.075 point. Der er dermed næppe tale om, at Danmark kan komme i betragtning til 12.-pladsen efter denne sæson, men vi kan tage et godt skridt på vejen.

Point-systemet for koefficientlisten
2 point for en sejr
1 point for en uafgjort
(Pointene bliver dog halveret i kvalifikationsrunden)

Herudover er der point for at nå til knockout-faserne af de to europæiske turneringer – og efterfølgende et point for hver gang, et hold går videre.

Slutteligt er der også fire point at hente ved kvalifikation til Champions League-gruppespillet plus fire yderligere point, når et hold når til 1/8-finalen.

Det er desuden landets samlede koefficient i de seneste fem sæsoner, der er gældende for, hvilken placering det ligger på. Her tæller især 14/15-sæsonen ned for dansk fodbold, da det kun blev til 2.900 point. Til sammenligning har de danske klubber skrabet 8.000 point sammen i denne sæson, og det kan gå hen at blive til meget mere, hvis FCK formår at knække Ajax.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Ledere
Verdens dårligste landshold
Syv lande deler den flatterende placering som nummer 205 på FIFA/Coca-Cola World Ranking-listen, og dem har Indkast valgt at se nærmere på.
Landsholdspausen er for mange fodboldfans et forstyrrende element i en fodboldgal hverdag – ingen mandagskampe i de hjemlige ligaer, ingen Champions League eller Europa League og ingen midtuge-runde. Man farer forvirret rundt i tv-guiden og leder desperat efter en fodboldkamp, men alle stationer er tørlagte, og det bedste alternativ er en kamp i 2. Bundesliga mellem Würzburger Kickers og Sandhausen – så den ser man.

Efter et par dage i sand desperation begynder landskampene at trille ind over skærmen, og humøret stiger gradvist som dagene skrider frem. Man glæder sig som et lille barn til, at ens yndlingslandshold skal spille, og man håber som altid på en sejr.

Hvor det danske landshold efterhånden står med kniven for struben, hvis de vil kvalificere sig til VM i Rusland i 2018, er det ikke nær så slemt som i visse andre lande. Danmark falder gradvist på FIFAs rangliste og indtager i øjeblikket en plads som nummer 48 (den dårligste placering længe, red.), men vi kan altid glæde os over, at vi ikke ligger nummer 205, som er den laveste placering på listen.

Syv landshold deler den tvivlsomme glæde ved at være ”verdens dårligste landshold”, og dem har vi tænkt os at se nærmere på i dag. På den måde kan Indkast være med til at bringe lidt glæde ind hos de mange fodboldfans, der forgæves har zappet efter en vigtig fodboldkamp de seneste tre aftener.

Lad os komme i gang…

Anguilla
Siger Ryan Liddie dig noget? Klinger navnet Adonijah Richardson? Hvad med den talentfulde Kayini Brooks?
Nej?

Disse tre herrer er fremtrædende spillere på en af verdens dårligste landshold, Anguilla, som er en lille gruppe af øer i det caribiske hav. Befolkningstallet er på lidt over 13.000, og når størstedelen af dem er glade for vandsport, efterlader det ikke meget til udviklingen af fodboldlandsholdet.

Den klejne fodboldnation, med delfiner i logoet, har ikke vundet en kamp siden 2010, hvor de besejrede de franske naboer fra Saint-Martin med 2-1 i de caribiske mesterskaber. Anguilla er selv en gammel britisk koloni, så der tales engelsk på gader og stræder, og når snakken kommer til landsholdet, er det nok ikke de pæneste gloser, der kommer ud af folks munde. Eller måske er det?

Ambitionsniveauet kan ikke være skyhøjt for en af verdens dårligste landshold, som i 2016 tabte de to kampe, de var med i. Begge var kvalifikationskampe til Gold Cup, og efter nederlag på 0-7 til Guyana og 0-4 til Puerto Rico kvalificerer de sig nok ikke til den turnering.

Bahamas
Nordvest for Anguilla finder vi et andet landshold, der heller aldrig rigtig har fundet rytmen. Bahamas er væsentlig større end mange af de andre caribiske øer, men på trods af at være en østat bestående af 700 øer, spiller fodbold ingen væsentlig rolle i dagligdagen. Nationalsporten er cricket, og interessen for fodbold synes at være noget nær ikkeeksisterende.

Det største problem ved Bahamas' fodboldlandshold er nok, at de sjældent spiller fodboldkampe. De har ikke spillet siden 2015, hvor de tabte to opgør mod Bermuda med henholdsvis 0-5 og 0-3, og de deltager ikke i andet end kvalifikation til verdensmesterskaberne. Andre turneringer har ganske enkelt ikke deres interesse.

Og det forstår man vel egentlig godt – de har ikke scoret siden 2008, hvor de spillede 2-2 mod de Britiske Jomfruøer.

Djibouti
Vi forlader Caribien for denne omgang, og tager et smut til det østlige Afrika, hvor vi finder en landetrio, der tilmeld er naboer, som også roder rundt som nummer 205 på listen.

Det første af dem er Djibouti, som var i ilden i går. Her mødte de Sydsudan i den første kvalifikationsrunde til næste års afrikanske mesterskaber, og generelt er det et landshold, der altid starter fra bunden. Kampen vandt de med 2-0, så måske kan de vaske prædikatet af sig, når FIFA næste gang offentliggør verdensranglisten.

I 1977 blev Djibouti en selvstændig stat, og de har aldrig prøvet at spille et mesterskab – af den ene eller anden slags. Med et befolkningstal på omkring 850.000 har landet dog et væsentlig potentiale, da fodbolden også karakteres som nationalsport i landet.

Med det rette sats på talentudvikling og lidt mere held i resultaterne ser vi dem måske kravle op som nummer 200 i 2017. Modsat Bahamas spiller de kampe hvert år, men eftersom de tabte fire ud af fire i 2016, kan vi stadig tillade os at kalde dem for ”verdens værste landshold”.

Eritrea
Lidt nord for Djibouti finder vi Eritrea, som er den fjerde repræsentant på listen – og de kæmper med helt andre problemer end de ovenstående. På trods af et højt befolkningstal på over seks millioner leverer de sjældent på banen. I enkelte tilfælde frembringer de en sejr – som i 2009 mod Somalia (næste land på listen), hvor de vandt 3-1, men der er langt mellem snapsene.

Det største problem er dog landets sociale tilstand. Menneskerettighederne er blandt de ringeste i verden, så en betydelig del af befolkningen ønsker at forlade landet – deriblandt landsholdsspillere. Når landsholdet rejser på udebane, flygter mange af spillerne og søger asyl i det land, de skal spille i. Den seneste sag er fra 2015/2016, hvor ti spillere forsvandt i Botswana, men også i 2013 flygtede ni spillere og landstræneren i Kenya. I kan forestille jer de mildest talt besværlige arbejdsforhold for fodboldforbundet.

Somalia
Det sidste afrikanske land på listen er Somalia, der ligger syd for Djibouti og Eritrea, og problemet i Somalia er såre simpelt. Det østafrikanske land har været i kontinuerlig borgerkrig siden starten af 1990'erne, og det har sat sine aftryk på flere niveauer. Problemerne mellem forskellige klaner og manglende styre har efterladt landet i ruiner, og på trods af at der kan spottes lys for enden af tunnelen, er det imponerende, at Somalia overhovedet har haft tid og overskud til at spille fodbold.

De spiller heller ikke mange kampe, og dem de stiller op til, skal alle sammen spilles i udlandet. De er blot registreret for to kampe i de seneste tre år, og de har ikke vundet en kamp siden 2008.

På den lange bane er der potentiale i Somalia, da befolkningstallet er på over tolv millioner, men det kommer til at tage lang tid i et land, der kæmper en evigtvarende borgerkrig, og desuden har store problemer med pirateri.

Gibraltar
Herhjemme er Gibraltar lidt mere velkendt end de andre lande i bunden af FIFAs rangliste. Flere af os har måske endda besøgt det lille engelsktalende land i det sydlige Spanien og fået stjålet en ting eller to af aberne på det bjerg, der udgør en stor del af det samlede areal i Gibraltar.

I 2015 blev staten godkendt af både UEFA og FIFA til at spille kvalifikationsturneringer, og dermed kunne eventyret starte. Førhen var de hyppige deltagere ved ø-mesterskaberne, hvor modstanderne var lande som Jersey-øerne, Rhodos, Shetlandsøerne, Isle of Man og Isle of Wight. Gibraltar vandt turneringen i 2007, men hverdagen er en anden nu, hvor de er oppe imod Europas giganter hvert år.

De debuterede i kvalifikationen til EM 2016, og her slog de rekorden for at lukke flest mål ind. I ti kampe indkasserede de 56 mål, hvilket var tre mål mere end den hidtidige rekord, der var blevet sat af San Marino.

På trods af de mange store nederlag, går det fremad for Gibraltar, der lykkes med at score et mål i ny og næ. De har ligeledes spillet et par venskabskampe uafgjort, og kan de med små skridt begynde at hente resultater i betydningsfulde kampe, kan de vaske titlen som ”verdens dårligste landshold” af sig.

Tonga
Vi slutter listen af hos det oceaniske land Tonga, der består af 177 mindre øer, hvor kun en femtedel af dem er beboede. Tongas problem kan sammenlignes med Bahamas – de interesserer sig ikke rigtig for fodbold – og landet kan i højere grad karakteriseres som en rugby-nation.

De spillede ingen kampe i 2016, men året forinden præsterede de alligevel at spille hele fire kampe. De endte selvfølgelig i nederlag til fremragende fodboldnationer (ironi kan forekomme) som Fiji, Amerikansk Samoa og Samoa. I kampen mod Amerikansk Samoa lykkedes det dem at score et mål.

Deres største nederlag nogensinde stammer fra 2001, hvor de tabte med hele 0-22 til Australien. Det ligner et land, der ikke rigtig gider fodbold, så derfor kan man godt regne med, at de kommer til at være sidst på listen i mange år fremover.
Læs hele lederen
Luís Enriques sidste genistreg ?
Luís Enrique meddelte allerede i går, at han takker af som Barca-træner til sommer. Måske for at tænde en sidste ild i sit hold.
Så skete det. Det uundgåelige, det forventede. Efter gårsdagens 6-1-udradering af Sporting Gijón rygtedes det, at Luís Enrique havde meddelt sine spillere, at han stopper som træner i FC Barcelona til sommer. På pressemødet efter kampen bekræftede han så selv rygtet. Han trækker stikket til sommer, umiddelbart for at tage et sabbatår.

Det kommer på ingen måde som en overraskelse, at Luís Enrique stopper som træner for FC Barcelona. Det har ligget i kortene længe, også længe inden 4-0-nederlaget til PSG, der selvfølgelig fik jungletrommerne til at rumle. Men sandheden er, at Luís Enrique er træt. Barcelona-jobbet slider på én, som de færreste, undertegnede inklusiv, kan forestille sig. Man har aldrig ro, og man kan ikke tillade sig selv de mindste fejl, inden man bliver beskudt fra alle sider. Der skal hele tiden være fremgang. Det var også ordene fra Pep Guardiola, inden han med samme forklaring trak stikket efter fire sæsoner. Det var måske én sæson for sent, og Luís Enrique når da også ”kun” tre år i sædet.

Tidligere blev Frank Rijkaard også for længe på Camp Nou. Han bragte Barcelona tilbage på landkortet med Champions League-triumfen i 2006 og flere spanske mesterskaber, efter Barcelona i første halvdel af 00'erne havde famlet i blinde. Men han trak den en tand for længe med Deco og Ronaldinho, og til sidst måtte en ung Guardiola træde til og ruske op i truppen.

Så nej. Det er på ingen måde en overraskelse, at Luís Enrique trækker stikket nu. Han er en mand, der overvejer tingene meget grundigt, og som dybest set ikke har behovet for at være i rampelyset. Det, der derimod har overrasket medier og eksperter, er timingen i offentliggørelsen. Midt i sæsonen. Efter en 6-1-sejr, lige mens Barça er ved at have fat i førstepladsen i ligaen, efter at have været sakket agterud bag Real Madrid i en lang periode.

Så hvorfor kommer Luís Enrique med meldingen nu?

Præsidenten Josep Bartemeu er kommet med den sædvanlige parole om, at ”Luis Enrique skal have ro til at styre holdet resten af sæsonen, så derfor giver vi en afklaring nu”. Det er uden tvivl en del af sandheden, men jeg tror næppe, det er hverken hele sandheden eller den vigtigste del af den.

Noget andet ligger bag. Intentionen om at forlade skuden i tide, i modsætning til nogle af hans navnkyndige og ligeledes succesfulde forgængere, er én af dem. En anden er forholdet til truppen såvel som medierne.

På det seneste har stemningen om Luís Enrique været ganske ophedet i de spanske medier, og selvom Gerard Piqué i sidste måned var ude med en fuld støtteerklæring til sin træner, har spillerne været bemærkelsesværdigt stille omkring hans afgang siden offentliggørelsen i går. Alt i alt er der klare indikationer på, at Luís Enrique ikke har det allerbedste forhold til truppen.

Spillerne har ifølge de spanske medier været forundrede over visse af hans beslutninger, blandt andet beslutningen om at holde fast i Sergi Roberto på højre back, ligesom hans manglende kommunikation med de spillere, som har befundet sig langt væk fra spilletid i længere perioder, har skabt en negativ stemning i omklædningsrummet. Og der er jo som bekendt sjældent røg uden ild, selvom det ikke behøver at være et oprørsk flammehav.

Og jeg mener netop, det må være dette, der er hovedårsagen bag hans tidlige, i nogles øjne for tidlige, udmelding. Og vi skal ikke længere tilbage end sidste sæson for at finde en eventuel inspirationskilde.

Her sad Manuel Pellegrini stadig i trænersædet i Manchester City. Her var der også forlydender om, at truppen havde mistet tilliden til chileneren, samtidig med at jungletrommerne rumlede løs om Guardiolas nært forestående ansættelse. Også den blev meldt tidligt. Og fra det tidspunkt synes sympatien at vende. Spillerne så pludselig ud til at kæmpe for træneren, og det ledte Manchester City til den bedste europæiske præstation i klubbens historie med en semifinaleplads i Champions League.

Men ikke kun spillernes syn på Pellegrini så ud til at ændre sig. Også mediernes. Pludselig havde man travlt med at huske på, hvad Pellegrini faktisk havde opnået i City. Man havde sympati for den forsmåede chilener, der var ved at blive kørt ud på et sidespor til fordel for et af fodboldens største trænernavne.

Og mens den primære reaktion fra de spanske medier har været spekulationer om, hvem der er den kommende træner, har netop denne forudsigelige nekrolog-om-den-levende-mekanisme også vist sig allerede i dag. I en klumme i dagens udgave af Mundo Deportivo hylder avisens direktør Santi Nolla nemlig Luís Enrique som én af de største trænere i fodbolden:

- Dårlige nyheder for Barça. Luís Enrique er en excellent træner, en af de største, og at han forlader truppen, svækker klubben. Træneren har været ærlig, han har kommunikeret i tilstrækkelig god tid til at klubben kan planlægge et nyt projekt med den samme base. Luís Enrique har aldrig bedraget nogen, han har altid været sammenhængende med en stærk personlighed og en direkte stil. Man må forstå det. Han er også udtømt, lyder det i indledningen af Nollas klumme under overskriften ”En af de store”.

Det var ikke ligefrem sådan det lød, da Barcelona for blot et par uger siden blev tromlet over af PSG.

Luis Enriques timing, beslutningen om at sige farvel, inden det sidste kapitel er skrevet, kan vise sig at blive en sidste (lile) genistreg fra Luís Enrique. Fremprovokerer det en lignende reaktion hos Barca-spillerne som hos City-spillerne i sidste sæson? I så fald kan holdet vinde La Liga og Copa del Rey. Og hvem ved… om to uger står PSG på menuen, når 4-0-nederlaget skal vendes på Camp Nou. Chancerne er små, de er minimale, men kommer Barcelona i absolut topform, ved vi også, at det på den ene eller anden måde kan lade sig gøre. Uanset hvad, vil det efter forløbet i denne sæson være en kæmpe bedrift, kan han hente den spanske double hjem.

Og det er netop i det lys, jeg mener, vi skal se Luís Enriques tilbagetræden. Det er ikke blot af respekt over for ledelsen, så de kan bruge det næste halve år på at tænke sig grundigt om i forhold til den kommende træner. Det er ikke bare for at få arbejdsro, for det får han selvfølgelig aldrig i FC Barcelona, uanset hvad præsidenten siger. Det er derimod et forsøg på at tænde en sidste ild i sit hold, i sit projekt, og det er et forsøg på at samle holdet omkring sig til en sidste kraftanstrengelse, så de også i hans tredje og sidste sæson kan levere store bedrifter. Så han i stedet for at efterlade en hullet skude, overlader en velfungerende, flydende skonnert til Sampaoli, Valverde, Wenger, Morten Olsen – eller hvem end der kommer til at føre arbejdet videre i den catalanske storklub.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Årets afbrænder fra Argentina Top-10: De bedste mål fra Cruyff Artikel ikon Depay laver en ”Beckham” Artikel ikon Skidt målmandsspil koster Ajax Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Islandsk læge: Babyboom 9 måneder derpå James har fået Colombia på nakken Artikel ikon Bendtner enig med legende: Flot karl Artikel ikon Fans sendte anti-Roma breve til Anderson Artikel ikon Flere pudsigheder

Toplister

Artikel ikon Top 12: Største transfer-mål til sommer Top 10: Flest landskampsmål Artikel ikon Top 10: Udsolgte stadions i denne sæson Artikel ikon Top 15: PL-topscorere med hovedet Artikel ikon Flere toplister

Lederen

Artikel ikon Verdens dårligste landshold Luís Enriques sidste genistreg ? Artikel ikon Fra Champions til Championship ? Artikel ikon The Young Ones – from Goodison Artikel ikon Flere ledere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Flere bøger

Profilen

Artikel ikon Mike Jensen – Kongen af Rosenborg Romelu Lukaku – ny Karim eller Costa? Artikel ikon Donnarumma - Det største målmandstalent Artikel ikon Steven N'Zonzi - som Vieira og Busquets Artikel ikon Flere profiler

Rygter

Artikel ikon Avis: Mourinho kigger efter ny Carrick Sampdoria: For tidligt at tale om Schick Artikel ikon Onsdagens engelske rygter Artikel ikon Chelsea favoritter til at gafle van Dijk Artikel ikon Flere rygter

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Lucas Moura
Vidste du om ... Dirk Kuyt Artikel ikon Vidste du om ... Vitolo Artikel ikon Vidste du om ... Neymar Jr. Artikel ikon Flere

Statistik

Artikel ikon Top 10: Flest landskampsmål Status: Premier League i 2017 Artikel ikon Zlatan vs. Griezmann Artikel ikon Mål og kort i ALKA Superliga Artikel ikon Flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: FC Nordsjælland - Lyngby BK Optakt: Rumænien - Danmark Artikel ikon Optakt: Italien - Albanien Artikel ikon Optakt: Viborg FF - AaB Artikel ikon Flere optakter

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Danmark - England Startopstillinger: Montenegro – Polen Artikel ikon Startopstillinger: Nordirland – Norge Artikel ikon Startopstillinger: Rumænien - Danmark Artikel ikon Flere startopstillinger

Kampreferater

Artikel ikon Bendtner-assist i Rosenborg-triumf Spanien dukkede Frankrig i testkamp Artikel ikon Italien forværrede Hollands krise Artikel ikon Loftus-Cheek splittede Danmark ad Artikel ikon Flere kampreferater