Leicester – det store gennembrud

Af Torsten Brix

2016-08-22
Leicester – det store gennembrud

Indkast.dk bringer et kapitel fra den nye bog om Kasper Schmeichel.

Leicester bliver kaldt The Foxes – rævene – fordi området Leicestershire, hvor klubben kommer fra, er kendt for rævejagt. Logoet på klubtrøjen viser også en ræv, og på engelsk siger man 'to outfox your opponent', at narre sin modstander med list ligesom ræven.

Ræven er et klogt dyr, der kan narre meget større og stærkere modstandere, og i den henseende er Leicesters tilnavn passende. Men ræven er ikke kendt for at være særligt hårdtarbejdende. Det er Leicester City til gengæld – især de seneste to sæsoner. Leicester har haft tre store spillere gennem historien, heraf Englands to bedste keepere. Gary Lineker scorede 95 mål i 194 kampe for klubben fra 1978 til 1985. Landsholdsforwarden (48 mål i 80 landskampe) kom til Everton, FC Barcelona og Tottenham og er i dag tv-vært og en af Englands kendteste celebrities. Den anden Leicester-legende er den tidligere landsholdsmålmand Peter Shilton, der spillede over 1000 kampe, heraf 286 kampe for Leicester 1966-74 og 125 landskampe for England 1970-90. Og den sidste og største legende er tidligere landsholdskeeper og verdensmester fra 1966 Gordon Banks, en af verdens bedste målmænd nogensinde – 293 kampe for Leicester 1959-67. Også Kasper Schmeichels gamle kollega og mentor Tim Flowers har været målmand i klubben, så det var en position med stærke traditioner og historie, danskeren overtog.

I Leicester blev den 24-årige Schmeichel genforenet med manager Sven-Göran Eriksson, som han havde arbejdet under i Manchester City og Notts County. Leicesters sportsdirektør Andrew Neville sagde, da danskerens skifte var en realitet i juni 2011:

”Sven kender Kasper særdeles godt og sætter ham meget højt, så vi er lykkelige.”

Selv om danskeren gerne ville være blevet i Leeds, skulle Leicester og Schmeichel blive et meget lykkeligt ægteskab. Allerede i sin første sæson blev han kåret til Årets spiller af både spillere, fans og klub – Supporters' Club Player of the Season Award, Players' Player of the Season Award og Leicester City FC's Player of the Season Award. Han var som den eneste med i samtlige 46 kampe I The Championship og med yderligere fem FA Cup-kampe og en i Liga Cupppen var Schmeichel den spiller, der optrådte flest gange for klubben i sæsonen 2011-12. Han var også viceanfører og spillede tre kampe med anførerbindet om armen.

I maj 2011 opnåede Asia Football Investments' Vichai Srivaddhanaprabha og Aiyawatt Raksriaksorn fuldt ejerskab og control over klubben, og i juli skiftede Walkers' Stadium navn til King Power Stadium efter den nye sponsor. King Power opererer inden for detailhandel i Thailand og er ejet af rigmanden Vichai Srivaddhanaprabha. Foreløbig hjalp den thailandske kapitalindsprøjtning dog ikke meget, for efter 13 kampe lå Leicester nummer 13, og klubben fyrede manager Eriksson efter et 3-0-nederlag til Millwall.

Den nye manager, Nigel Pearson, havde været manager i klubben indtil året før, hvor han rejste til Hull, men nu blev han hentet tilbage som manden, der skulle få Rævene i Premier League. Efter at have ligget midt i tabellen det meste af sæsonen endte Leicester som nummer ni, men nåede dog til kvartfinalen i FA Cuppen. Den thailandske ejer så gerne sin investering spille i Premier League hurtigst muligt, og i januar 2012 hentede man Danny Drinkwater i Manchester United og Wes Morgan i Nottingham Forest. Begge skulle blive en vigtig del af rygraden på holdet. I sommeren 2012 ankom angriberen Jamie Vardy fra Fleetwood Town i den femtebedste række i England. Ham skulle man også komme til at høre mere til.

Kasper Schmeichel blev bedre og bedre, spillede igen samtlige 46 kampe i ligaen, plus de to playoff-kampe samt alle pokalkampe. 53 kampe – igen suveræn rekord i truppen – og et sikkert valg til Årets hold i The Championship. Men for Leicester blev 2012-13 en besynderlig sæson og en følelses- og resultatmæssig rutsjebane. Første halvdel af sæsonen var lovende. I begyndelsen af februar lå Leicester nummer to, men så fulgte en spektakulær formkrise. Af de næste 16 kampe vandt klubben kun de to. Inden sidste spillerunde lå Leicester nummer otte, to pladser fra en playoff-plads. De skulle vinde over lokalrivalerne fra Nottingham Forest og samtidig håbe på, at Bolton ikke vandt. Med en sen scoring af Anthony Knockaert vandt Leicester 3-2 over Forest, og Bolton fik kun uafgjort i deres kamp. Leicester endte som nummer seks og tog dermed med det yderste af neglene den sidste playoff-plads. Helten fra Forest-sejren, franske Anthony Knockaert, blev skurken mod Watford i semifinalen. I overtiden brændte han et straffespark, som ville have sendt Leicester i finalen, og i det direkte efterfølgende kontraangreb scorede Troy Deeney for Watford dybt inde i overtiden. Med på Leicesters hold var i øvrigt en 19-årig Harry Kane, udlejet fra Tottenham.

I 2013-14 var playoff-pladser og sidsteøjebliks-scoringer ikke nødvendige. Undervejs i sæsonen slog klubben de fleste rekorder i The Championship og var fuldstændig suveræne med 102 point og 31 sejre. Oprykningen var en realitet allerede med seks spillerunder tilbage. Sæsonen var også en personlig succes for Kasper Schmeichel. Han lavede ikke en eneste fejl i hele sæsonen og præsterede den ene stærke kamp efter den anden, hvilket blev bemærket af storklubber i både England og resten af Europa. Sammen med Wes Morgan, der var udnævnt som ny anfører, og midtbanespilleren Danny Drinkwater kom danskeren på Årets hold i The Championship. De tre spillere var samtidig dem, der havde spillet flest kampe i sæsonen, og de blev stærkere og stærkere som holdets akse op gennem banen: Schmeichel (målmand) – Morgan i aksen var den hårdtarbejdende angriber Jamie Vardy (41 kampe i sæsonen). I januar fik truppen et offensiv boost i form af Riyad Mahrez, der kom til klubben fra Le Havre og repræsenterede Algeriets landshold under VM i sommeren 2014.

Schmeichel havde holdt målet rent i ni kampe i en række på 19 kampe uden nederlag fra december til april, hvor Leicester rykkede op. I marts viste tv-billeder endda, at det var Kasper Schmeichel, der udlignede på hovedstød for Leicester i overtiden i kampen mod Yeovil Town. Målet blev dog officielt krediteret medspilleren Chris Wood, som fulgte op. Men tv-billederne viste, at Schmeichels hovedstød havde passeret målstregen.

”Alle kan se, at det er mit mål,” sagde Schmeichel bagefter. Det var blot en detalje i det store billede – som var harmonisk og lykkeligt. Kasper Schmeichel var blevet far for anden gang, til datteren Isabella, og boede fortsat i Manchester, cirka to timers kørsel fra Leicester. Hans kontrakt udløb efter sæsonen, men danskeren havde fundet lykken i The East Midlands, som området i det østlige Midtengland hedder. Klubben skulle dog først finde ud af, om den havde råd til at beholde og betale den eftertragtede keeper.

”Jeg har aldrig lagt skjul på, hvor meget jeg nyder at spille i Leicester. Det er en fantastisk klub, som jeg har været glad for fra første dag. Nu må jeg bare sidde og vente på klubben, andet kan jeg ikke gøre i øjeblikket,” sagde han i maj 2014.

Han var den bedste keeper i en respekteret række. AC Milan, Arsenal, Southampton, ja, selv faderens gamle klub Manchester United blev nævnt blandt dem, der ville have danskeren. BT skrev, at Schmeichels agent havde haft helt konkrete forhandlinger med Southampton, men hvis det stod til manager Nigel Pearson, ville Leicester og Schmeichel være gift med hinanden mange år fremover.

”Jeg er blevet informeret om, at der er spekulationer. Det skyldes, at Kasper har spillet en exceptionelt god sæson. Han er en dygtig målmand, og det overrasker mig ikke. Men han er en nøglespiller, og jeg vil elske at beholde ham. Kasper og jeg har et ekstraordinært godt forhold, spiller til manager. Det eneste, jeg kan sige, er, at spilleren ved præcis, hvor gerne jeg vil beholde ham,” sagde Pearson til Daily Mail.

Schmeichel underskrev en fireårig kontrakt i juni 2014. Ifølge BT havde han tjent omkring 10 millioner om året hidtil i klubben. Den nye kontrakt fordoblede næsten hans løn til 19 millioner kroner, skrev BT. Dermed blev han angiveligt den højest lønnede spiller i Leicester nogensinde.

Kasper Schmeichel var tilbage i Premier League for første gang i fem år. Dengang blev det blot til i alt otte kampe for Manchester City, men nu ventede store kampe mod klassemodstandere uge efter uge. Det var nu, han skulle bevise, at han havde klassen og stabiliteten – på et klart højere niveau, end han var vant til. De sidste mange år havde budt på hårdt arbejde og en lang vej tilbage til det højeste niveau. Schmeichel mente dog, at knokleriet rigtigt begyndte i Premier League.

”Nu begynder det hårde arbejde for alvor.Jeg har aldrig spillet Premier League-kampe gennem længere tid, så det er noget, jeg personligt ser frem til,” sagde Schmeichel til BBC. ”Så længe jeg har været i Leicester, er det Premier League, jeg har arbejdet henimod.”

Leicester var tilbage i Premier League for første gang i ti år. Mange regnede med en direkte returbillet til Championship, og det skulle også vise sig at blive en sej kamp for overlevelse. Sæsonen begyndte ellers glimrende. To uafgjorte og et ufortjent nederlag til Chelsea, hvor manager José Mourinho spontant roste den danske målmand efter kampen. Optimismen steg efter en sejr på udebane over Stoke, der er et af de sværeste steder at vinde i Premier League. Så fulgte det vilde comeback mod Manchester United, hvor Leicester vandt 5-3 efter at have været nede med 1-3. Leicester City indtog en flot syvendeplads efter fem runder. Leicester-spillerne kom hurtigt ned på jorden igen, men Kasper Schmeichel gjorde sit for at holde klubben oppe. I december blev han af den toneangivende avis The Telegraph udnævnt til Leicester Citys klart bedste spiller i første halvdel af sæsonen.

”Manchester United-legenden Peters søn har utvivlsomt skabt sit eget navn og har været af vital betydning,” skrev The Telegraphs ekspertpanel.

Leicester gik nu helt i stå. Fra 13. spillerunde lå Leicester sidst i 20 runder i træk. Nederlag på nederlag fulgte, og alle dømte The Foxes til sikker nedrykning. For at føje spot til skade brækkede Kasper Schmeichel en fodrodsknogle under et uheld ved træningen i december. Skaden holdt ham ude i over tre måneder. Imens lå Leicester limet fast til bunden. Den 21. marts vendte Kasper Schmeichel tilbage, og selv om han indkasserede fire mål i 4-3 nederlaget til Tottenham, fik hans comeback stor betydning. Samtidig havde Leicester i januar hentet den rutinerede tyske forsvarsklippe Robert Huth fra Stoke, der efterhånden styrkede defensiven markant, og stille og roligt fik Leicester kæmpet sig tilbage mod den mirakuløse overlevelse. Den argentinske veteran Esteban Cambiasso var en dynamisk nøglespiller, men Leicesters præstation var i det hele taget kendetegnet ved at være kollektivets triumf. Kasper Schmeichel indtog en hovedrolle i et af de vildeste comeback i Premier Leaguehistorien, hvor Leicester vandt syv ud af de sidste ni kampe, og danskeren blev nomineret til månedens spiller i Premier League. Den 16. maj sikrede Leicester sig overlevelse ved at spille 0-0 mod Sunderland.

Den uglamourøse by i Midtengland er så anonym og ukendt, at nyhedsværten i TV2-sporten så sent som i marts 2016 udtalte klubbens navn ”Lajsæster”. Leicester er i England mest kendt for at huse en stor befolkningsgruppe af sydøstasiatiske indvandrere samt chipsproducenten Walkers, der var klubbens hovedsponsor indtil sydøstasiatiske King Power kom ind i billedet i 2011. I 2015 blev Leicester dog også kendt for, at man fandt skelettet af den gamle engelske kong Richard 3., der var død i 1485, under udgravningen af et parkeringshus i byen. Og kuriøst nok begyndte Leicesters mirakuløse comeback nøjagtig samtidig med, at kong Richard under stor mediebevågenhed og i en tv-transmitteret ceremoni med deltagelse af berømte skuespillere og kongehuset blev genbegravet i Leicester Domkirke den 26. marts.I byen sagde man, at det var Richard 3., der havde givet Leicester City styrke til at overleve i Premier League – spillerne havde fået ”King Power”, som der stod på brystet af dem. Kasper Schmeichel forsvarede sin manager Nigel Pearson, der var kommet i modvind i medierne, trods mirakeloverlevelsen. Efter en kamp mod Chelsea havde Pearson kaldt en journalist en idiot, og siden var han blevet kritiseret fra alle sider. Dog ikke af sin målmand.

”Jeg har sagt det flere gange før, men jeg mener, han er den bedste manager, jeg har spillet under, og han skaber en fremragende atmosfære og en platform, som spillerne kan bruge til at præstere fra. Han bekymrer sig ikke bare om fodbold, men også om sine spillere på og uden for banen. Han bekymrer sig om, hvordan de har det. Det betyder meget som spiller at have en manager, der bekymrer sig så meget om dig som personlighed, ikke blot som spiller,” sagde Schmeichel til The Guardian.

”Hans entusiasme for fodbolden er smittende. I mine øjne er han årets manager. Jeg er i hvert fald glad for, at han er min manager.”

Pearson var dog ikke Schmeichels manager ret meget længere. Kort efter sæsonafslutningen blev han fyret. Nu var der gang i spekulationerne om hans afløser. Et af de navne, der dukkede op i medierne, var ingen andre end Peter Schmeichel. Sky Sports meldte i midten af juli, at danskeren skulle have ansøgt om det ledige managerjob i sønnens klub. Det var det sidste, man hørte til dén forbindelse. Klubben ansatte Claudio Ranieri, der var mest kendt for at have været Chelsea-manager med begrænset resultatmæssig succes, da klubben kom til penge i begyndelsen af 00'erne.

Leicesters redningsaktion i sæsonen 2014-15 blev kaldt den mest utrolige i Premier Leagues historie. Men i næste sæson lurede en endnu større sensation. Den nye manager Claudio Ranieri var en erfaren ræv. Han blev udskiftet med José Mourinho i Chelsea i 2004, men det var Ranieri, der havde skabt kernen på det mandskab, som Mourinho siden vandt to suveræne mesterskaber med. Siden havde Ranieri været i storklubber som Inter og Juventus, men hans sidste job som landstræner i Grækenland var en kæmpe fiasko. Ranieri blev fyret dagen efter et nederlag til Færøerne i EM kvalifikationen i november 2014, og mange var skeptiske ved ansættelsen af italieneren som manden, der skulle sikre Leicester endnu en sæson i Premier League. Efter sidste sæsons lange periode som bundprop blev Leicester City igen tippet som sikker nedrykker før sæsonen 2015-16, og man skulle være enten meget optimistisk fan eller mentalt forstyrret for at spille på Leicester som engelske mestre. Flere bookmakere tilbød odds 2.500. En sjælden gang sker det i moderne fodbold, at de små kan besejre de store. Som regel er der tale om en enkelt kamp eller en kortere slutrunde, hvor held og harmoni går op i en højere enhed. Men når der er tale om en hel sæson over 38 kampe, må der være noget helt ekstraordinært på spil. Både Kasper Schmeichel og Claudio Ranieri pegede mod slutningen af sæsonen 2015-16 på, at Leicesters usandsynlige triumfer byggede videre på kollektivet fra de sidste sæsoner.

”Den første dag efter sommerferien præsenterede han (Ranieri, red.) sig selv, men sagde ikke noget den følgende uge, fordi han bare observerede os og så, hvordan vi arbejdede. Han anerkendte, at han havde en trup, som havde det virkelig godt sammen, spillede godt og trænede hårdt. Han justerede lidt her og der, vi gik over til 4-4-2 (fra den 3-5-2, som Pearson introducerede i foregående sæsons slutfase, red.). Som spiller værdsætter man en manager, som kan gå lidt på kompromis med sin egen filosofi for holdets skyld,” sagde Kasper Schmeichel i april.

Spillere, som havde haft det svært i Leicesters første sæson i Premier League året før, begyndte at finde fodfæste. De byggede videre på den utrolige redningsmission i sidste sæson, som havde givet holdet selvtillid. Jamie Vardy begyndte at score stribevis af mål og slå gamle Premier League-rekorder for flest scoringer i træk. Hans enestående speed og lige så imponerende arbejdsrate var en sensation i sensationen. Få år tidligere havde Vardy spillet halvprofessionelt og arbejdet ved siden af. Nu var han Premier Leagues største individuelle historie i sæsonen. Den kollektive historie over alle var Leicester City – som blev kaldt den største overraskelse i engelsk fodbolds historie. Playmaker Riyad Mahrez' kreative magi satte ham på ønskelisten hos FC Barcelona. Den allestedsnærværende N'Golo Kanté og dynamoen Danny Drinkwater udgjorde Premier Leagues bedste midtbaneduo. Leicesters energi og holdarbejde virkede både eksotisk og old-school. Lidt mere ukendte spillere som Marc Albrighton og Jeffrey Schlupp, og nye, semi-kendte navne som japanske Okazaki og den østrigske landsholdsspiller Christian Fuchs overskyggede superstjerner som Yaya Touré, Eden Hazard og Wayne Rooney.

Og Kasper Schmeichel var eventyret i eventyret. Den grimme ælling, der havde gået så meget ondt igennem i City og havde kæmpet sig op fra bunden af engelsk ligafodbold, faktisk fra røven af 4. division – og nu – helt usandsynligt udefra set – stod på tærsklen til et engelsk mesterskab. Den gamle Leicester-, tv- og landsholdslegende Gary Lineker udpegede danskeren som ”outstanding” og lederen af det stærke kollektiv sammen med kaptajnen Wes Morgan. Lineker kunne ikke undgå at nævne Kasper Schmeichels far, som han selv havde spillet mod: ”Lederevner, som han kan have arvet.” Lineker pegede på, at Kasper Schmeichel var en del af den kerne, som sikrede oprykning og overlevelse i de to foregående sæsoner. Kernen var derudover Wes Morgan, Danny Drinkwater, James Vardy og Riyad Mahrez. Og netop denne erfaring fra utallige afgørende kampe kom nu Leicester til gode i mesterskabskampen.

”Du går ind i hver kamp, du skal have point, niveauet er forskelligt, men mentaliteten er den samme,” sagde Schmeichel før sjettesidste spillerunde. Leicesters defensiv blev gradvist tættere, stærkere og bedre sammenspillet i løbet af sæsonen, og Schmeichel dirigerede og lukkede hullerne med stort overblik nede fra sit mål. Han var blevet vant til at holde målet rent, ofte i kampe, hvor Leicester vandt 1-0. Danskeren pegede i april 2016 på den store indbyrdes forståelse som afgørende for succesen.

”Det skyldes forholdet og kommunikationen mellem os. For mig er det afgørende, at jeg har fire ærlige gutter, som vil give alt, foran mig. Efter kampen kravler de fra banen, fordi de har været igennem så mange hårde slag. Som målmand er det en stor fornøjelse at spille bag dem. Ingen prøver noget ekstravagant.
Vi forsvarer os med enkle midler, og det hele skyldes ærligt og hårdt arbejde.” Med den taktisk kloge form for fodbold i en tæt vævning mellem kæderne og benhårdt arbejde over hele banen besejrede Leicester i løbet af sæsonen Manchester City, Liverpool, Tottenham og Chelsea.

Længe lignede Manchester City favoritterne til mesterskabet, men på Etihad viste Leicester, at de simpelthen var sæsonens bedste hold med en fantastisk holdånd i en 3-1-sejr. Manchester City med den uudtømmelige pengetank og ligaens dyreste spiller, Kevin De Bruyne, kunne ikke matche Leicester med det beskedne lønbudget. I et interview med Corriere Della Sera sagde Ranieri: ”I en tid, hvor penge betyder alt, tror jeg, vi giver håb til alle.”

Leicesters David og Goliat-lignende sæson gav dem fans blandt alle neutrale fodboldelskere, som fik sympati for den lille klubs uventede stormangreb på elitens lukkede klub. De sidste 20 år havde det engelske mesterskab været fordelt mellem blot fire klubber, men her var endelig en respektløs Klodshans, som kæmpede mod milliarder og magtelite. Den upåagtede klubs succes var en stille påmindelse om fodboldens charme og romantik med retroskær og ekko fra dengang, det endnu ikke var helt udelukket for en mindre klub at lave en overraskelse. Jo, Leicesters sæson mindede mest af alt om Danmarks usandsynlige EM-triumf 1992, og en af heltene fra dengang, Peter Schmeichel, sagde til engelske medier om Leicester og presset, da mesterskabskampen gik ind i sin afgørende fase:

”Kasper klarer det virkelig godt. De (Leicester, red.) bruger de sædvanlige klicheer som 'vi tager en kamp ad gangen', og 'vi nyder bare at spille fodbold', men det er sandheden. De nyder det virkelig, og de har en fantastisk trup, de har et fantastisk venskab, og de laver en masse uden for fodbold sammen.”
Og om identifikationen med den lille klub blandt almindelige mennesker sagde Schmeichel den Ældre:

„Jeg tror, en stor del af verden holder med Leicester. At det kan ske i fodbold, giver håb i livet for alle mennesker. Hvis de kan gøre det, kan jeg også blive succesfuld i det, jeg laver. Det er som Danmark i 1992. Det er underdog'en. At der er et eksempel på, at det kan altså lade sig gøre, hvis man gør noget ved det, det, tror jeg, har kæmpe betydning for rigtig mange menneskers liv.“

I december 2015 overraskede Leicester-truppen igen, da de pludselig stod iklædt Teenage Ninja Mutant Turtles- og andre superheltekostumer i Københavns natteliv og ved højlys dag i Tivoli. Turen var en sensation i engelske medier, men foretaget med klubbens tilladelse. Manager Ranieri havde givet spillerne fri efter 3-0-sejren over Swansea, og truppen tog direkte fra omklædningsrummet til julefrokost med overnatning på Hotel Skt. Petri i København. Ifølge den engelske avis Mirror ”gik turen hurtigt til natklubben Zen, hvor spillerne drak champagne og Ciroc-vodka til over 10.000 kroner pr. flaske. Spillerne havde VIP-borde til over 5.000 pr. styk til klokken fem om morgenen.”

Søndag var spillerne ude i Københavns gader, klædt som superhelte. Pludselig kunne forbipasserende københavnere se hele Leicester-truppen sidde og drikke fadøl i superheltekostumer foran den irske pub The Dubliner på Strøget og bagefter gå rundt i Tivoli. Man kunne let komme til at tænke på den berømte udflugt til McDonald's, som Kasper Schmeichels far og resten af den undertippede danske landsholdstrup foretog under EM i Sverige 1992. Begge udflugter med 23 års mellemrum bidrog til at styrke sammenholdet på banen i to trupper af underdogs, der i forvejen var kendt for et stærkt sammenhold.

Det var hårdt arbejde på banen og til træning, og med alt investeret og fokuseret i 90 minutter, men samtidig var der en aura af ubekymret- og afslappethed over Leicester- spillerne, som der var over Peter Schmeichel og co. i 1992. Spillerne, ikke mindst Kasper Schmeichel, virkede befriet for nerver. Måske fordi de intet havde at bevise og kun kunne overraske positivt, som Danmark i 1992. Men det spillede også ind, at mange af spillerne – hvoraf seks i Leicesters typiske startopstilling var gengangere fra oprykningsfasen to år tidligere og overlevelseskampene året forinden – vidste, hvordan det var at være i en position, der kræver nerver af stål. Ingen vidste det bedre end Kasper Schmeichel. Og erfaringen kunne han bruge nu. Allerede 10 år tidligere, da den dengang 19-årige keeper var udlånt til Bury, prøvede han at hænge ude på klippen. På sidste spilledag lå Bury i nedrykningsfare i League Two og skulle møde danskerens senere klub Notts County på udebane. League Two er den nederste række med professionel fodbold i England. Derunder hedder det non-league med amatør- og halvprofessionel fodbold. Ikke noget man kan leve af.

”Nedrykning ville have medført, at Bury skulle have spillet non-league fodbold, og det havde været katastrofalt,” huskede Schmeichel i april 2016, da han sammenlignede presset, som han var under dengang, med Leicesters i kampen om det engelske mesterskab. ”Alt stod på spil: Menneskers familier, levebrød, alt. Det kan man kalde at spille under pres. Det her? Det er det, man spiller fod bold for? Det er sjovt,” sagde Schmeichel med henvisning til Leicesters overraskende pole position i den engelske titelkamp. ”Presset var 10 gange større, da vi lå i bunden, end det er nu.”

I kampen i 2006 scorede Bury i sidste minut og udlignede til 2-2 mod Notts County, hvilket akkurat sikrede klubben overlevelse i betalt fodbold. Schmeichel sagde i foråret 2016, at han ikke havde været, hvor han var i dag, uden at være blevet formet af oplevelser, som blandt andet kampen på liv og død med Bury og alle de andre hårdt tilkæmpede erfaringer i sin karriere i de lavere engelske fodboldrækker.

”De udlån var fantastiske. Jeg pressede altid på for at blive udlånt. I mine øjne lavede jeg ingenting i Manchester City. Man kan træne hele dagen, men kamperfaring betyder alt, og den fik jeg på udlån i de lavere ligaer. Der er ikke den glitrende glamour, som fodboldverdenen bliver skildret som, der er ikke de samme penge som i topfodbold. Så menneskers levebrød står på spil, menneskers husleje, menneskers familie, og du skal foretage beslutninger, der kan påvirke dette. Den form for pres har du brug for, især som målmand, for som målmand afhænger alt af at foretage beslutninger. For mig var det helt afgørende at komme ud, at få erfaringen og føle den slags pres på mig.”

I slutningen af marts 2016 gjorde KasperSchmeichel status i Politiken:

”Jeg kan virkelig ikke nyde tiden, når jeg sidder på bænken, det kan jeg slet ikke. For mig har det vigtigste altid været at spille, for det er det, jeg elsker ved sporten. I Leicester har jeg fundet et sted, hvor jeg er rigtig glad for at være – det har jeg været fra første dag. De har budt mig velkommen med åbne arme og passet rigtig godt på mig, så jeg er glad for, hvordan min karriere har udviklet sig.”

”Vi er et rigtig godt fodboldhold. Alle spillere på alle positioner har haft en fremragende sæson og har ramt et meget højt niveau. Samtidig har vi et hold fyldt med ledere, så træneren skal ikke bruge energi på at sikre, at vi fungerer sammen på og uden for banen, for det gør vi bare. Jeg tror, det er en fordel, at Claudio (Ranieri, red.) kan fokusere 100 procent på at lægge taktikken.

Vi spiller en meget simpel form for fodbold og prøver ikke at være noget, vi ikke er. Han har også en stor del af æren for, at ... Ja, for at vi har gang i det, vi nu engang har. Men igen vil jeg godt pointere: Vi er altså ikke succesrige endnu.”

”Det er vigtigt at holde fast i, at vi endnu kun er på vej, for det holder os på tæerne. Og når vi nu er kommet så langt, vil vi også gå hele vejen, så vi er altså ikke i mål. Slet ikke. Det er ikke nok for os bare at være tæt på. Egentlig er det meget simpelt: Hele sæsonen har vi kun forholdt os til næste kamp, ikke hvad der eventuelt kan ske om 7 opgør. Det har virket. Vi har i klubben før været i positioner, hvor vi har været så tæt på at opnå noget stort, men hvor det så er glippet i sidste øjeblik. Sådan kan fodbold være så ondt nogle gange og fantastisk andre – derfor er det også naturligt ikke at lade os rive med.”

Kasper Schmeichel holdt målet rent i fem kampe i træk i marts og april. Han lå nummer et på det prestigefyldte SkySports-barometer. Den bedste spiller i Premier League.



Magasin-artikler
AC Milan – på vej mod Scudettoen?
Det er syv sæsoner siden, at storklubben AC Milan senest vandt det italienske mesterskab. Nu er man kommet til penge i modebyen, og de fleste bookmakere ser holdet som første- eller andenudfordreren til Juventus.
Sæsonen 2010/2011. Det var her, AC Milan senest vandt det italienske mesterskab også kaldet Scudetto. Herfra er det stille og roligt gået ned ad bakke for storklubben. Resultaterne de følgende år hedder nummer to, tre, otte, ti, syv og senest seks. Det har været en frustrerende periode for både spillere, ledelse og ikke mindst fans. Sidstnævnte viste i maj 2015 deres utilfredshed ved blandt andet at demonstrere deres frustrationer på holdets stadion. Særligt ét banner skilte sig ud i mængden:

”GAME OVER – INSERT COIN AND SAVE AC MILAN”

Holdet sluttede i den sæson på tiendepladsen, og med en ottendeplads sæsonen før og en syvendeplads året efter måtte milaneserne se langt efter europæisk fodbold i tre sæsoner i streg.

Der er dog måske efterhånden ved at være bedre tider på vej for Rossoneri. Holdet er med i kvalifikationen til Europa League, og klubben er blevet forgyldt med masser af penge, efter at et kinesisk konsortium har taget over. Pengene betyder, at Vincenzo Montella har fået bedre muligheder for at bygge et slagkraftigt hold op, og det er han såmænd også allerede i gang med. Man missede godt nok chancen for at hente Real Madrids angriber Álvaro Morata, der som bekendt smuttede til Chelsea, men der er flere fisk i havet. Her skulle Milan særligt have et godt øje til Torinos Andrea Belotti samt Fiorentinas Nikola Kalinić. Sidstnævnte forlod forleden Fiorentinas træningslejr for angiveligt at snakke kontrakt med de rød- og sortstribede.

Hvad der dog er helt sikkert, er at man allerede har hentet følgende spillere:

Forsvar
Leonardo Bonucci – 297 millioner kroner – Juventus
Mateo Musacchio – 127 millioner kroner - Villarreal
Andrea Conti – 177 millioner kroner – Atalanta
Ricardo Rodríguez – 127 millioner kroner – Wolfsburg

Midtbane
Lucas Biglia – 120 millioner kroner – Lazio
Franck Kessie – 56 millioner kroner – Atalanta (leje)

Angreb
Hakan Çalhanoğlu – 156 millioner kroner – Leverkusen
André Silva – 269 millioner kroner – FC Porto
Fabio Borini – 42 millioner kroner – Sunderland (leje)

Samlet sum: Cirka 1.4 milliarder kroner

For Franck Kessies vedkommende er der tale om et lejeophold, som Milan kan gøre til en permanent aftale, hvis de vil smide yderligere 232 millioner kroner. Borini er stadig ejet af Sunderland, men bliver Milan-spiller efter den kommende sæson.

I forlængelse af ovenstående handler er det i sagens natur også vigtigt at nævne, at klubben har formået at forlænge kontrakten med verdens vel nok største målmandstalent Gianluigi Donnarumma.

Man må dermed sige, at Milan på papiret virkelig har fået sammensat en jerndefensiv. Leonardo Bonucci anses af mange for at være en af verdens bedste midterforsvarer. Han får ved sin side enten det 22-årige talent Alessio Romagnoli eller nyerhvervelsen Musacchio. Der er selvfølgelig også den mulighed, at Montella vælger at stille med et 3-mands-forsvar, hvilket bør give plads til alle tre.

Herudover er der tale om to dygtige offensive backs, man har købt sig i skikkelse af Conti og Rodríguez. Førstnævnte scorede i fjor hele otte mål og lagde samtidig op til fire af slagsen.

Rodríguez er ikke helt lige så målfarlig, men schweizeren er bestemt ikke ukendt med at score. I sæsonen 14/15 blev det således til seks Bundesliga-fuldtræffere for Wolfsburg, mens det i de seneste to sæsoner blev til lidt mere beskedne to mål i hver. Stiller Milan op med det førnævnte 3-mands-forsvar, vil det med al sandsynlighed betyde, at Rodríguez og Conti skal spille som wingbacks i stedet for mere traditionelle backs i en 4-back-kæde.

Foran sig får forsvaret ikke mindst den stabile og nu tidligere Lazio-anfører Biglia på den defensive midtbane. Ved siden af sig får han formentlig selskab af Kessie og Locatelli eller Bonaventura.

I angrebet må det forventes, at de to nye ansigter Çalhanoğlu og André Silva får en stor rolle. Førstnævnte formentlig på venstrekanten, mens Silva skal agere spidsangriber. Det eneste kritikpunkt her må være, at 21-årige Silva måske er for ung og uprøvet til at bære det store ansvar, det nu engang er at være ene angriber. Portugiseren scorede flot 16 mål i 32 Liga Nos-kampe i fjor for FC Porto, men han mangler endnu at bevise sit værd i en af de fem største ligaer. Måske Milan-ledelsen har tænkt det samme, og at det er derfor, man stadig er på jagt efter endnu en angriber.

Uanset om klubben henter nok en angriber eller spillere til andre positioner for den sags skyld, så er der tale om et transfervindue af de helt usædvanlige for AC Milan. Den foreløbige samlede sum brugt på spillere lyder som nævnt lige nu på 1.4 milliarder kroner. I fjor brugte klubben til sammenligning blot 208 millioner kroner og hentede knap så prominente navne såsom Gianluca Lapadula, Gustavo Gómez, José Sosa, Mario Pašalić (leje), Matías Fernández (leje), Gerard Deulofeu (leje) og Lucas Ocampos (leje). Bevares, det er udmærkede spillere for de flestes vedkommende, men at man har lejet så stor en del af dem afspejler også, at pengene ikke var til mere for bare et år siden.

Men skyldes de mange og store handler i dette transfervindue så blot, at man har solgt for næsten lige så meget? Det korte svar er nej. Blot 163 millioner kroner er der tale om per dags dato.

Som bekendt gør penge ikke nødvendigvis én lykkelig, og du vinder ikke automatisk fodboldkampe eller trofæer, men det gør det alt andet lige noget nemmere. Det er der masser af eksempler på i nymoderne fodbold. Det store spørgsmål er blot, om Milan formår at spendere sine penge godt nok til, at de bliver det næste hold i rækken af klubber, der rejser sig fra asken via en enorm kapitalindsprøjtning.

Den røde del af Milano får dog sjovt nok konkurrence af den blå del af byen, som ligeledes er kommet til rigtig mange penge. Tiden vil vise, om en af de to klubber fra modebyen kan vælte de suveræne mestre fra Juventus ned af tronen – en trone, de nu har siddet på seks sæsoner i streg, lige siden Milan vandt deres seneste Scudetto. En del bookmakere mener dog stadig, at det er Napoli, der er førsteudfordreren til ”Den Gamle Dame,” men så kommer Milan herefter.

Træner Montella har fået de økonomiske midler stillet til rådighed, og det er nu op til ham at gøre arbejdet færdigt og føre Milan tilbage til fordums styrke og hæder. Men ting tager tid og bliv derfor ikke overrasket, hvis holdet skal bruge en sæson til at finde sig til rette.
Læs hele artiklen
Er det kinesiske ”El Dorado” slut?
Forbrugsfesten kan have nået sit højeste, da den kinesiske regering vil pålægge klubberne dyre afgifter, når de indkøber udenlandske spillere…
Den kinesiske liga har henover en periode drillet de store europæiske klubber og hentet mange eksotiske navne til den befolkningsrige nation. Disse er hentet til overpriser og derudover er spillerne blevet tilbudt skyhøje lønninger.

Storsatsende Hebei China Fortune har blandt andet hentet Gervinho, Stephane Mbia og Ezequiel Lavezzi – mens klubber som Jiansu Suning og Guangzhou Evergrade har købt Alex Teixeira, Ramires og Jo samt Jackson Martínez og Paulinho. Gigantiske navne men også mange spillere, som var i karrierens efterår.

Dette har dog ændret sig sidenhen, hvor de to brasilianere Oscar og Hulk, som på daværende tidspunkt var 25 og 29 år, er solgt dyrt til Shanghia Shenhua, mens 27-årige Axel Witsel er taget til Tianjin Quanjian. Sidstnævnte klub formåede endda at overtale Luís Fabinho og Jadson til at spille for klubben, da den var i den næstbedste kinesiske række. Netop Quanjian har også styrket sig voldsomt på trænersiden, da den italienske verdensmester Fabio Cannavaro er sportslig ansvar for holdet – men også trænernavne som Sven Göran Eriksson, Luís Felipe Scolari, Marcello Lippi, Dan Petrescu samt den tidligere brasilianske landstræner Mano Menezes har været fristet af de mange kinesiske penge.

Midt i denne guldregn står reglen om, at de kinesiske klubber blot må have fem udenlandske spillere på banen af gangen, og det har frembragt en voldsom efterspørgsel på de kinesiske spillere. For godt et år siden betalte Tianjin omkring 70 millioner kroner for den forholdsvis ukendte Sun Ke. Vildt mange penge – ikke mindst fordi den købende klub på daværende tidspunkt spillede i den næstbedste række.


Hvor kommer pengene fra?
Denne eksplosive udvikling kommer, efter der er kommet voldsom interesse omkring fodboldklubberne fra mange forskellige kanter. Det er både private og offentlige interesser, som ligaen er blevet bestormet af. Flest er dog store internationale firma, som har oplevet voldsom vækst som Evergrade og Greenland eller Jiangsu, der i 2015 havde over 1.000 dagligvarebutikker, men måske er festen ved at ebbe ud?

For i denne måned bliver ”overseas-players” pålagt en betydelig afgift. Ved et indkøb af en spiller til mindre end 50 millioner kroner skal det samme beløb investeres i klubbernes ungdomsafdeling. For et indkøb over dette skal staten have det samme beløb i den nye afgift. Altså de nye spillere vil blive dobbelt så dyre at indkøbe. Dermed en helt ny udvikling i forhold til hvordan markedet reagerede for blot et halvt år siden.

Derudover skulle der arbejdes kraftigt på at få det tilladte antal af udenlandske spillere på de kinesiske klubhold ned, og det skulle gerne forbedre det kinesiske landshold, der trænger til en opblomstring. De har blot deltaget i én VM-slutrunde, hvilket var i 2002, hvor alle tre gruppekampe blev tabt. Målet for det kinesiske fodboldforbund skulle være, at landsholdet i år 2050 skal være blandt verdens bedste og Asiens bedste allerede om 15 år. Det har umiddelbart lange udsigter efter 2-2 i sidste måned imod Syrien, hvilket gør, at Kina ikke kommer til VM i Rusland. De seks point efter otte kampe i kvalifikationen er simpelthen ikke nok, og samlet set meget dårligt taget i betragtning af de har været i pulje med nationer som Qatar og Usbekistan.


Vender udviklingen
Den franske angriber Anthony Modeste spiller i den tredjebedste tyske række, og han var trods dette på vej til Tianjin for næsten 300 millioner kroner. Helt vanvittigt og handlen gik også i vasken, da den kinesiske klub hellere vil hente Bundesliga-topscoreren Pierre Emerick-Aubameyang, som skulle have en markedspris på næsten 700 millioner kroner. Den nuværende Dortmund-spiller skulle være tilbudt en kontrakt med en ugeløn i underkanten af vanvittige fem millioner kroner.

Tidligere har Nicolas Anelka været den højstlønnede, men det blev aldrig en succes, da franskmanden blot endte med at lave tre mål, inden han blev forfremmet til en trænerrolle. Nu er Carlos Tévez den højstlønnede, men målene har slet ikke stået mål med lønnen for den argentinske angriber.

Da Lavezzi skiftede Paris ud med oprykkerne fra Hebei, fik han en ugeløn på fire millioner kroner – ligesom Oscar også skulle få. Det er en dagsløn på over en halv million… eller en timeløn alle døgnets timer på 23.800 kroner. Det er tal som disse, der har gjort, at de to spillere ikke længere vil spille Champions League med PSG og Chelsea, hvilket har afstedkommet mange kommentarer.

Landstræner Dunga sagde efter, at 30 brasilianske spillere var taget til den kinesiske liga, at der var kommet et nyt ”El Dorado”, som var en utopi i det 16. århundrede, der var belagt med gulvstøv. I dag bruges udtrykket mest som en metafor for steder med meget stor velstand, hvilket man tidligere har kunne sige om Super League – men måske er det kinesiske ”El Dorado” slut ?
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Wayne Rooney – once a blue always a blue
Den tidligere engelske landsholdsanfører afviste lukrative tilbud, da han valgte med sit Everton-hjerte.
Den 24. oktober 1985 – altså for lidt over 31 år siden – blev der i Liverpool-bydelen Croteth født en lille dreng, som sidenhen skulle vise sig at blive en international fodboldspiller, som alle drengene drømte om i disse fattige gader, men kun ganske få opnår. Det har Wayne Mark Rooney gjort, og den engelske angriber har været meget igennem i det relative korte liv – for at opnå denne succes.

Rooney blev kendt i hele England, da han i en alder af blot 16 år scorede et fantastisk sejrsmål for Everton mod Arsenal. Den unge vidunderdreng var dengang den yngste spiller, som havde scoret i Premier League. Rekorden blev senere slået, men ingen i England var i det øjeblik et sekund i tvivl om, at den unge knægt ville gå en stor fremtid i møde.

Den daværende Everton-spiller fortsatte sin unikke udvikling, og den unge angriber vandt blandt andet BBC's pris som årets yngste sportspersonlighed. Kort tid efter blev Evertons guldfugl hentet af Manchester United foran snuden på Newcastle United. En dengang 18-årig Rooney blev hentet for et rekordbeløb, som lød på 300 mio. kroner.

Selvom det var et vanvittigt beløb for en så ung spiller, så betalte manden af irsk afstamning tilbage med flotte præstationer i Manchester United-trøjen. Debutsæsonen for Manchester United var mere end godkendt. I sin debutkamp lavede det unge stjernefrø hattrick og lagde op til et mål mod Fenerbahçe i Champions League. Den kompetente angriber scorede 17 mål i 43 optrædener i sin første sæson og blev kåret til årets yngste spiller i Premier League.


Overskrifter om rødt kort, lukrativ kontrakt, ludere og hårtransplantation
Rooney har næsten vundet alt, hvad der er værd at vinde på klubplan, da han i Manchester United fik smidt nr. 10 på ryggen. Blandt andet har han vundet Premier League fem gange, Champions League, verdensmesterskaberne for klubhold, Carling Cuppen og Community Shield. Derudover vil han i United blive husket for et unikt saksesparksmål imod rivalerne fra City og for at slå Sir Bobby Charltons målrekord, men der har også været skyggesider.

Den iltre englænder blev blandt andet udvist i VM-kvartfinalen mod Portugal efter stemplingen på Ricardo Carvalho. Den daværende portugisiske klubkammerat, Cristiano Ronaldo, var stærkt medvirkende til at påvirke dommeren efter hændelsen, men begge spillere var på talefod igen efter VM. Disse to spillere var nemlig sidenhen arkitekterne bag Manchester Uniteds tre efterfølgende mesterskaber, men efter Ronaldos salg til Real Madrid har Rooney – og Manchester United ikke helt været på samme niveau – og angriberen har været i overskrifterne af alt for mange andre grunde.

Engelske medier opdagede, at Rooney var sin kone utro med en luder og efterfølgende ønskede den 1,78 m høje englænder at forlade Old Trafford pga. manglende ambitioner og indkøb. Sidstnævnte gjorde, at han endte med at underskrive en lukrativ femårig aftale med United, som gjorde ham til Premier Leagues daværende næstbedst betalte spiller - kun overgået af Manchester Citys midtbanespiller Yaya Touré.

Historier som disse har de engelske aviser elsket, og Rooney har til tider været jagtet bytte for sladderaviserne, som da de gik meget op i, at han havde fået lavet en hårtransplantation, da han ellers ikke ville have meget hår på toppen – hvilket ikke passede til de store reklame-aftaler.


Bedre end Shearer og Henry
Præstationerne på banen har de senere år heller ikke gjort det lettere for Rooneys markedsføringsafdeling, men han har også spillet mange forskellige positioner, hvilket eksempelvis har påvirket antallet af mål, som Rooney har lavet. I de fire forgangne sæsoner er han gået fra at lave 17 til 12 og 8 til 5 mål i sidste sæson, fordi at hans scoringsprocenter er faldet fra 21 til 12 %, og 144 minutter pr. mål til 308.

Omvendt så viste statistikkerne da Rooney blev 30 år, at ingen tidligere havde lavet flere mål i Premier Leagues historie end Rooney indtil de var blevet 30 år – hverken Alan Shearer eller Thierry Henry. Derudover slog Rooney som tidligere nævnt Sir Bobby Charltons rekord, da han blev den mest scorende spiller på det engelske landshold – men ikke nok med det. Han slog jo også Charltons klubrekord på 250 United-mål. At opnå 250 kampe for United er en stor bedrift, men at lave 250 mål står nærmest ikke til at slå.

I 2010 var Rooney millimeter fra at skifte til rivalerne fra City, hvilket mange af Manchester Uniteds største fans aldrig tilgav ham, så var det lettere for dem at acceptere, at angriberen skiftede til Everton. Ikke mindst fordi Rooney på det tidspunkt havde spillet sig ud af Jose Mourinhos idealopstilling på Old Trafford, hvorved valget på Everton måske ikke er så underligt.

Everton-pyjamas som kaptajn for Manchester United
Ved præsentationen i Everton overraskende Rooney nemlig den engelske presse, da han hudløst ærligt fortalte om sin livslange kærlighed for Everton og blandt andet om, hvordan han som Manchester United-anfører havde sovet i en Everton-pyjamas.

Rooney valgte sin nye klub med hjertet og afviste dermed de gigantiske løntilbud, der skulle have været fra flere kinesiske klubber efter de 13 år i Manchester United.

Første gang Rooney var i Everton blev det til 17 mål i 77 kampe, og efter et af disse mål viste han i jubelscenen den legendariske undertrøje med skriften ”Once a blue – always a blue”.

Evertons bestyrelsesformand Bill Kenwright var vild med ideen om at hente Rooney tilbage til klubben og fik ifølge bulletinerne også overtalt manager Ronald Koeman. Rooney har de seneste år – som tidligere nævnt – ikke lavet så mange mål, hvilket flere skader har været medvirkende til. På trods af dette kan Everton og Rooney godt ende med at blive en god cocktail, da truppen er meget ung og talentfyldt – det eneste den mangler er erfaring, hvilket Rooney kan levere.

Rooney er blevet 31 år og kan derfor have flere gode år i sig, og 599 United-kampe giver spandevis af rutine hos den tidligere engelske landsholdsanfører. Omvendt er Rooney ikke den spiller, som han tidligere var, men klubhjertet fejler ikke noget. Rooneys søn – Kai – og hans far er gigantiske Everton-fans, for ”Once a blue – always a blue”…


Læs hele artiklen
Raúl – 40 år
Atlético Madrid ville ikke betale for buskortet til angriberen, der endte med at lave 429 mål.
29. oktober 1994 løb en for omverdenen ukendt 17-årig knægt pludselig ind på Zaragozas hjemmebane La Romareda iført Real Madrid-trøje. Han startede sæsonen 94-95 på klubbens 'C-hold', hvor han scorede 13 mål i syv kampe. Det fik daværende træner Jorge Valdano til at hente det unge talent op i førsteholdstruppen, og her blev det så til debuten som før nævnt.

Navnet på spilleren var Raúl González Blanco, og her mere end tyve år senere er han en legende i Real Madrid. I Spanien – især blandt madridistas – er han kendt som 'Kongesønnen'. Men at Raúl havnede i netop Real Madrid var egentlig noget af en overraskelse. Det skyldtes ingen ringere end den tidligere Atlético Madrid-præsident Jesús Gil y Gil.

Det var nemlig Atlético Madrid, som fik Raúl ind i klubben som 13-årig. Den purunge Raúl var en lysende stjerne i klubbens ungdomsafdeling, men i 1992 lukkede præsidenten nærmest for pengekassen til ungdommen for at spare penge. Det opfangede Real Madrid lynhurtigt, og de sikrede sig Raúl. En ikke bekræftet historie går på, at Raúl blot ville have sit buskort betalt af Atlético Madrid, så han ikke havde udgifter ved at spille fodbold, men det ville klubben ikke give. Derfor rykkede han til 'Storebror', som var mere end villige til at give ham et buskort.

Efter to år på forskellige ungdomshold i Real Madrid fik han altså sin debut i 1994 og blev ved den yngste spiller nogensinde til at debutere for Real Madrid. Sidenhen så han sig ikke tilbage. Han nåede ni mål i sin første sæson – det ene scoret mod Atlético Madrid, og Real Madrid vandt mesterskabet i den sæson.


Ikke meget plads i pokalskabet
Mesterskabet i 1994 blev blot en af mange pokaler, som angriberen har vundet. I alt blev det til seks spanske mesterskaber, fire spanske Super Cups, tre Champions League-titler, en europæisk Super Cup og to intercontinental cup. Han var blandt målscorerne i CL-triumferne i både 2000 og 2002. Desuden er Raúl kendt som en fantastisk sportsmand og rollemodel. Det kan man blandt andet se på, at han aldrig i sin karriere har fået et rødt kort.

På landsholdsplan nåede den nu 40-årige også flere rekorder, men det er aldrig blevet til en stor titel. Holdet har fejlet gang på gang, når der blev spillet om VM og EM. Han nåede at deltage ved EM i 1996, 2000 og 2004 samt VM 1998, 2002 og 2006. Faktisk er Raúl én af blot 18 spillere, som har scoret ved tre VM-slutrunder.

I sæsonerne 2004/05, 2005/06 og 2006/07 nåede den populære angriber blot at lave 32 mål for Real Madrid og dermed kysse sin vielsesring – som han gør efter hver scoring. Så selvom at der kom flere mål i de to år der fulgte endte Raúl med at tage til Schalke04 i sommeren 2010. Her opnåede han stor succes og blev en meget anerkendt spiller i arbejderklubben, men hans eftermæle hos klubberne Al-Sadd og Cosmos gjorde at legendens karriere gled lidt for ubemærket ud. Efter over tusind kampe og 427 mål fortjente den sympatiske angriber ikke dette.

Selvom støvlerne er lagt på hylden, har han gjort sit til at give sine talent videre. Sammen med konen Mamen Sanz har han nemlig ikke færre end fire sønner, og de to første har fået navne af specielle årsager. Den ældste søn fik navnet Jorge efter manden, som lod Raúl debutere for Real Madrid, mens den andenfødte fik navnet Hugo efter Raúls barndomsidol Hugo Sanchez, som tidligere bankede mål ind for ”Kongeklubben”. De to yngste er et tvillingepar med navnene Héctor og Mateo – mon ikke der kunne blive en enkelt fodboldspiller ud af det kuld. Et kuld som tilhører Raúl, der nu er blevet 40 år.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
TV-penge giver hysterisk transfer-vindue
Sommerens transfer-vindue kommer til at slå alle rekorder, og det kan blive helt tosset i Premier League.
- Imagine how much he would cost if he could cross the ball…

Sådan var Gary Linekers kommentar på Twitter kort tid efter, at Manchester City havde gjort Kyle Walker til verdens dyreste forsvarsspiller. På ganske kort tid havde Premier League-ekspertens tweet fået 58.000 likes, hvorefter han kaldte købet for ”galskab”… og det er svært at være uenig.

For nok er Walker en solid Premier League-back, men verdens bedste er han i hvert fald ikke, og en engelsk søndagsavis skrev meget præcist i deres overskrift: ”This is the moment we knew the Premier League had lost it's mind”.

Om lidt mere end 40 dage lukker transfer-vinduet, og meget tyder på, at det bliver det mest hysteriske nogensinde, og mon ikke der kommer flere ”Walker”?

På trods af at der mangler mange indkøb, så har Delotti allerede udregnet, at der indtil videre er brugt fjerde flest penge i forhold til alle de andre sommer-vinduer. Så alt tyder på, at alle rekorder vil blive slået, men hvor kommer pengene fra ?


TV-seerne betaler gildet
Siden 2005/06-sæsonen har Premier League-klubberne sammenlagt mere end fordoblet deres omsætning og deres lønbudgetter. Denne stigning er ikke kommet via betydelige stigninger på den kommercielle side eller mere omsætning på kampdagene, men derimod via den helt vanvittige tv-aftale, som blev fornyet forud for 2016/17-sæsonen.

Før dette var den ganske indbringende for klubberne, men yderligere en stigning på 30 % gjorde den helt grotesk. Det forventes, at den nye aftale, som bliver præsenteret i 2019-20, vil blive endnu bedre.

Delotti har tidligere slået fast, at Premier Leagues tv-aftale vil forgylde klubberne mindst tyve år frem i tiden, så vi har langt fra set det sidste indkøb a la ”Walker”, da Premier League mere og mere er ved at udvikle sig til hele verdens fodboldturnering.


2013 x 2 = 2016
Sammenligner man de sidste fire sommertransfer-vinduer for Premier League, var 2014 og 15 næsten ens med indkøb for omkring syv milliarder kroner. Mens sommeren 2013 sat op imod 2016 næsten giver en fordobling, for sidste sommer blev der brugt over 10 milliarder kroner på nye Premier League-spillere.

Med 40 dage tilbage i dette transfer-vinduer har indkøbet rundet de seks milliarder kroner, og næsten 500 millioner af disse blev brugt på Walker, som ifølge flere engelske medier end ikke vil være den bedste back i Tottenham. Hvis Danny Rose var skadesfri, skulle han være en bedre salgsvare.

Helt grotesk bliver det jo, når man tænker på, at Manchester City sidenhen har sikret sig Danilo, så Walker er langt fra sikker på en plads i Pep Guardiolas idealopstilling. Stort set samtidigt med, at Walker blev præsenteret, købte AC Milan Leonardo Bonucci i Juventus for ca. den halve pris. Den italienske forsvarsspiller har været en fast del af det historiske gode forsvar hos ”Den gamle Dame” og på det italienske landshold… han er en af verdens bedste forsvarsspillere.

Walkers spidskompetencer er fysisk overskud og en enorm hurtighed, men indlæggene og teknikken – som Lineker var inde på – efterlader ikke et godt indtryk. Walker er dog englænder, hvilket meget vel kan have givet prisen et stort pres op ad – med henblik på de kommende regler om et vist antal af engelske spillere i Premier League-trupperne. Så priserne på engelske spillere kan i de kommende år komme til at slå alle rekorder, når TV-pengene kommer til at give flere hysteriske transfer-vinduer.

I øvrigt så kostede Gary Lineker små 20 millioner kroner i 1992…

Læs hele lederen
Okolofutbol – volden udenfor banen
Der er 12 måneder til VM-start, som kan ende med meget grimme scener…
Til EM2016 viste de engelske hooligans deres grimme ansigt, da de sammen med de russiske ”kammerater” omdannede Marseilles gader til rene kamppladser, men hvordan kunne det ske – og kommer det til at ske igen til VM2018 i Rusland?

Eksperter har tidligere slået fast, at hvis store folkemængder ønsker at slås med hinanden, kræver det unaturligt mange politifolk for at stoppe det helt. Det er meget logisk, for det kræver næsten en personlig oppasser at stoppe de mange ballademagere – og der er mange… Ifølge bulletinerne op til EM-slutrunden i 2016 kom det frem, at op imod 500.000 englændere ville tage til slutrunden, og lad os slå fast med det samme… mange af disse er ganske fredelige mennesker, men når det er sagt, så kom der masser af ballade med de engelske fans, der lavede masseslagsmål især med de russiske ”kollegaer”.

Russisk fodbold har over de senere år oplevet en voldsom stigning i ballade omkring deres hjemlige kampe, mens den engelske Premier League har oplevet det modsatte. Undersøgelser har vist, at hooligansene er flyttet fra PL-kampene til lavere sportsligt niveau, samt når det engelske landshold spiller slutrunder. De engelske fans var ellers kommet i gang med en ”positiv bølge”, hvilket antallet af arresterede englændere i forbindelse med slutrunder tydeligt beviser:

EM-1992: 250
EM-1996: 942
VM-1998: 278
EM-2000: 945
VM-2002: 15
EM-2004: 93
VM-2006: 91
VM-2010: 5
EM-2012: 0
VM-2014: 15

En af årsagerne til, at hooligansene var så fremtrædende til EM2016, skyldes, at karantænen af hele 1.110 engelske hooligans var blevet ophævet. Disse sindssyge fans har været udelukket for slutrunder siden VM i 2006, men de er nu tilbage… Fransk politi havde sendt 1.000 betjente til ”High Risk-kampen” på Stade Velodrome. De var placeret udenfor stadion. Samtidig var der 1.100 betjente inde på stadionet, hvilket svarer til én for hver 70 tilskuere, men som tidligere nævnt er sådanne fans næsten umulige at stoppe.

De engelske og især de russiske hooligans har også stærke relationer til racistiske organisationer, og derfor er det fortsat en gåde, hvorfor UEFA valgte at placere denne ”High Risk-kamp” i Marseille, hvor der jo bor et ualmindeligt højt antal af muslimer.


Pig of Marseille
De gigantisk slagsmål skete, selvom engelske civile betjente var heftigt til stede i Marseille. Trods dette har de slet ikke kunne stoppe de engelske fans, som har fået tilnavnet ”Pig of Marseille” – opkaldt efter hooliganen James Shaylor, der i 1998 blev sendt i fransk fængsel, efter han blev dømt for at angribe fransk politi til VM-slutrunden.

Sådanne episoder virker næsten uundgåelige til VM2018, som de russiske hooligans er i gang med at ”træne” til . I 2013 kom filmen ”Okolofutbola”, der viser de russiske hooligans og deres voldlige liv omkring alt det, som intet har med fodbold at gøre. For de gammeldags engelske hooligans, der var almindelige mennesker med job og som kunne være familiefædre, er blevet afløst af unge arbejdsløse russere, der bruger størstedelen af deres tid på fysisk og kampsportstræning samt har en småkriminel levevej for at tjene til de euforiserende stoffer, som de indtager. Alt dette gør dem ikke mindre farlige…

Daily Mail har igennem længere tid fulgt russiske Alexander Shprygin, der bor 300 km udenfor Moskva. Han er en af disse nye hooligans, og han ser faktisk op til de gamle engelske hooligans, som den tidligere ballademager Dougie Brimson. Bogen ”The Crew”, som Brimson har skrevet med sin bror, har nærmest givet hooliganen heltestatus i Rusland.

Til trods for Shprygins noget underlige livsstil er han flere gange blevet fotograferet med præsident Vladimir Putin, hvilket ikke gør hans anerkendelse – eller frygten for masser af ballade til VM2018 – mindre. Netop Putin har en stor rolle. For ifølge russerne provokerede de engelske fans dem ved sommerens sammenstød i Marseille ved at synge nedladende sange om den russiske præsident. Dette skulle have startet balladen, som gik helt over gevind, selvom der ikke blev brugt ret mange våben. Indtil videre har langt de fleste masseslagsmål været uden våben, og skulle dette ændre sig, vil det naturligvis give endnu flere voldsomme tilskadekomne.

”Clean Hands” har været et af mange æresbegreber indtil nu, men i Marseille blev den 52-årige Andrew Bache alvorligt skadet, da han blev slået i hovedet med et jernrør, så man kan frygte, at der vil komme flere våben i fremtiden.


Gigantiske slagsmål på Youtube
Til den netop overståede Confederations Cup blev mange af disse russere nægtet afgang i de byer, hvor der blev spillet fodbold, da deres ”Fan ID” blev annulleret. Det er disse personers helt store skræk, at dette vil ske igen op til VM-slutrunden eller endnu værre, at de simpelthen bliver frihedsberøvet – altså bliver sat i fængsel op til begivenheden.

Derudover kan de russiske værter blot håbe på, at det engelske og russiske hold ikke skal spille imod hinanden og kommer til at bo langt fra hinanden i det store land. I dette skal man ikke glemme, at Balkan-landene, Tjekkiet og Polen også er begyndt at få nogle berygtede hooligans.

Masseslagsmålene, som disse fans deltager i, kan man se på Youtube, som da CSKA Moskvas ”Yaroslavka” slås på en øde mark imod Zenit St. Petersborgs ”Band of Shveds”. Sidstnævnte deltager også i en video imod en flok fra Frankfurts Brigade Nassau, så selvom de virker meget dramatiske og uorganiserede, er det faktisk ikke tilfældet. Kampene varer sjældent mere end et par minutter, men har en dommer, og der er faktisk flere regler. Ingen våben og du må højst sparke en liggende modstander et par gange – ellers ryger du ud af slagsmålet.

Om 12 måneder skal Rusland stå for VM-slutrunden, og den ansvarlige Vitaly Mutko mener ikke, at der er - eller bliver - et problem med hooligans eller racismen, som er tæt knyttet til dette – man kan håbe, at han har ret…

Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Klinsmann junior fra angriber til keeper Ny Horsens-keeper har mål i støvlerne Artikel ikon Vanvittigt frispark Artikel ikon Er det årets afbrænder af Gabriel Jesus? Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Solgt PL-trup for 2.085.000.000 Big-spending City Artikel ikon Kontroversielle Cassano med ny fadæse! Artikel ikon - Kaká er den værste handel Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Flest følgere i PL Top 10: Derfor er Tyskland bedst Artikel ikon Top 25: Premier Leagues bedste handler Artikel ikon Top 10: Klassespillere med fortid i BL Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Bookmaker: Dette hold vinder PL Spil: Hvem vinder finalen? Artikel ikon Spil: United vinder med et enkelt mål Artikel ikon Spil: Dortmund vinder Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon XI: De dyreste Manchester United-indkøb Barcelona Legends vs. United Legends Artikel ikon Hvad skete der med 2009-holdene? Artikel ikon Et lille mirakel – i miraklet Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon PSG vil ikke betale Neymar-klausul Torsdagens engelske rygter Artikel ikon Medie: Turan på vej tilbage til Tyrkiet Artikel ikon Sky: Barça er sikre på at hente Coutinho Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Peter Crouch Artikel ikon Vidste du om ... Jamie Vardy Artikel ikon Vidste du om ... Lucas Moura Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Rangeret: PL-klubbernes rekordskytter Mest loyale PL-spillere Artikel ikon Neymar ud – Coutinho ind Artikel ikon 2-0 er den farligste føring! Eller hvad? Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: FC Nordsjælland - AaB Optakt: FC København - Hobro IK Artikel ikon Optakt: OB - AC Horsens Artikel ikon Optakt: SønderjyskE - FC Helsingør Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Vardar – FC København Startopstillinger: Helsingør - OB Artikel ikon Startopstillinger: FCM - Silkeborg Artikel ikon Startopstillinger FCN - Brøndby IF Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Livlig nullert i Brøndby FCK slået af makedonske mestre Artikel ikon "AK47" nedskød Shakespeare-boys Artikel ikon Flot FCM-spil sikrede sejren Artikel ikon Se flere