VM 2018 - Danmarks bedste VM-dækning

Leicester – det store gennembrud

Af Torsten Brix

2016-08-22
Leicester – det store gennembrud

Indkast.dk bringer et kapitel fra den nye bog om Kasper Schmeichel.

Leicester bliver kaldt The Foxes – rævene – fordi området Leicestershire, hvor klubben kommer fra, er kendt for rævejagt. Logoet på klubtrøjen viser også en ræv, og på engelsk siger man 'to outfox your opponent', at narre sin modstander med list ligesom ræven.

Ræven er et klogt dyr, der kan narre meget større og stærkere modstandere, og i den henseende er Leicesters tilnavn passende. Men ræven er ikke kendt for at være særligt hårdtarbejdende. Det er Leicester City til gengæld – især de seneste to sæsoner. Leicester har haft tre store spillere gennem historien, heraf Englands to bedste keepere. Gary Lineker scorede 95 mål i 194 kampe for klubben fra 1978 til 1985. Landsholdsforwarden (48 mål i 80 landskampe) kom til Everton, FC Barcelona og Tottenham og er i dag tv-vært og en af Englands kendteste celebrities. Den anden Leicester-legende er den tidligere landsholdsmålmand Peter Shilton, der spillede over 1000 kampe, heraf 286 kampe for Leicester 1966-74 og 125 landskampe for England 1970-90. Og den sidste og største legende er tidligere landsholdskeeper og verdensmester fra 1966 Gordon Banks, en af verdens bedste målmænd nogensinde – 293 kampe for Leicester 1959-67. Også Kasper Schmeichels gamle kollega og mentor Tim Flowers har været målmand i klubben, så det var en position med stærke traditioner og historie, danskeren overtog.

I Leicester blev den 24-årige Schmeichel genforenet med manager Sven-Göran Eriksson, som han havde arbejdet under i Manchester City og Notts County. Leicesters sportsdirektør Andrew Neville sagde, da danskerens skifte var en realitet i juni 2011:

”Sven kender Kasper særdeles godt og sætter ham meget højt, så vi er lykkelige.”

Selv om danskeren gerne ville være blevet i Leeds, skulle Leicester og Schmeichel blive et meget lykkeligt ægteskab. Allerede i sin første sæson blev han kåret til Årets spiller af både spillere, fans og klub – Supporters' Club Player of the Season Award, Players' Player of the Season Award og Leicester City FC's Player of the Season Award. Han var som den eneste med i samtlige 46 kampe I The Championship og med yderligere fem FA Cup-kampe og en i Liga Cupppen var Schmeichel den spiller, der optrådte flest gange for klubben i sæsonen 2011-12. Han var også viceanfører og spillede tre kampe med anførerbindet om armen.

I maj 2011 opnåede Asia Football Investments' Vichai Srivaddhanaprabha og Aiyawatt Raksriaksorn fuldt ejerskab og control over klubben, og i juli skiftede Walkers' Stadium navn til King Power Stadium efter den nye sponsor. King Power opererer inden for detailhandel i Thailand og er ejet af rigmanden Vichai Srivaddhanaprabha. Foreløbig hjalp den thailandske kapitalindsprøjtning dog ikke meget, for efter 13 kampe lå Leicester nummer 13, og klubben fyrede manager Eriksson efter et 3-0-nederlag til Millwall.

Den nye manager, Nigel Pearson, havde været manager i klubben indtil året før, hvor han rejste til Hull, men nu blev han hentet tilbage som manden, der skulle få Rævene i Premier League. Efter at have ligget midt i tabellen det meste af sæsonen endte Leicester som nummer ni, men nåede dog til kvartfinalen i FA Cuppen. Den thailandske ejer så gerne sin investering spille i Premier League hurtigst muligt, og i januar 2012 hentede man Danny Drinkwater i Manchester United og Wes Morgan i Nottingham Forest. Begge skulle blive en vigtig del af rygraden på holdet. I sommeren 2012 ankom angriberen Jamie Vardy fra Fleetwood Town i den femtebedste række i England. Ham skulle man også komme til at høre mere til.

Kasper Schmeichel blev bedre og bedre, spillede igen samtlige 46 kampe i ligaen, plus de to playoff-kampe samt alle pokalkampe. 53 kampe – igen suveræn rekord i truppen – og et sikkert valg til Årets hold i The Championship. Men for Leicester blev 2012-13 en besynderlig sæson og en følelses- og resultatmæssig rutsjebane. Første halvdel af sæsonen var lovende. I begyndelsen af februar lå Leicester nummer to, men så fulgte en spektakulær formkrise. Af de næste 16 kampe vandt klubben kun de to. Inden sidste spillerunde lå Leicester nummer otte, to pladser fra en playoff-plads. De skulle vinde over lokalrivalerne fra Nottingham Forest og samtidig håbe på, at Bolton ikke vandt. Med en sen scoring af Anthony Knockaert vandt Leicester 3-2 over Forest, og Bolton fik kun uafgjort i deres kamp. Leicester endte som nummer seks og tog dermed med det yderste af neglene den sidste playoff-plads. Helten fra Forest-sejren, franske Anthony Knockaert, blev skurken mod Watford i semifinalen. I overtiden brændte han et straffespark, som ville have sendt Leicester i finalen, og i det direkte efterfølgende kontraangreb scorede Troy Deeney for Watford dybt inde i overtiden. Med på Leicesters hold var i øvrigt en 19-årig Harry Kane, udlejet fra Tottenham.

I 2013-14 var playoff-pladser og sidsteøjebliks-scoringer ikke nødvendige. Undervejs i sæsonen slog klubben de fleste rekorder i The Championship og var fuldstændig suveræne med 102 point og 31 sejre. Oprykningen var en realitet allerede med seks spillerunder tilbage. Sæsonen var også en personlig succes for Kasper Schmeichel. Han lavede ikke en eneste fejl i hele sæsonen og præsterede den ene stærke kamp efter den anden, hvilket blev bemærket af storklubber i både England og resten af Europa. Sammen med Wes Morgan, der var udnævnt som ny anfører, og midtbanespilleren Danny Drinkwater kom danskeren på Årets hold i The Championship. De tre spillere var samtidig dem, der havde spillet flest kampe i sæsonen, og de blev stærkere og stærkere som holdets akse op gennem banen: Schmeichel (målmand) – Morgan i aksen var den hårdtarbejdende angriber Jamie Vardy (41 kampe i sæsonen). I januar fik truppen et offensiv boost i form af Riyad Mahrez, der kom til klubben fra Le Havre og repræsenterede Algeriets landshold under VM i sommeren 2014.

Schmeichel havde holdt målet rent i ni kampe i en række på 19 kampe uden nederlag fra december til april, hvor Leicester rykkede op. I marts viste tv-billeder endda, at det var Kasper Schmeichel, der udlignede på hovedstød for Leicester i overtiden i kampen mod Yeovil Town. Målet blev dog officielt krediteret medspilleren Chris Wood, som fulgte op. Men tv-billederne viste, at Schmeichels hovedstød havde passeret målstregen.

”Alle kan se, at det er mit mål,” sagde Schmeichel bagefter. Det var blot en detalje i det store billede – som var harmonisk og lykkeligt. Kasper Schmeichel var blevet far for anden gang, til datteren Isabella, og boede fortsat i Manchester, cirka to timers kørsel fra Leicester. Hans kontrakt udløb efter sæsonen, men danskeren havde fundet lykken i The East Midlands, som området i det østlige Midtengland hedder. Klubben skulle dog først finde ud af, om den havde råd til at beholde og betale den eftertragtede keeper.

”Jeg har aldrig lagt skjul på, hvor meget jeg nyder at spille i Leicester. Det er en fantastisk klub, som jeg har været glad for fra første dag. Nu må jeg bare sidde og vente på klubben, andet kan jeg ikke gøre i øjeblikket,” sagde han i maj 2014.

Han var den bedste keeper i en respekteret række. AC Milan, Arsenal, Southampton, ja, selv faderens gamle klub Manchester United blev nævnt blandt dem, der ville have danskeren. BT skrev, at Schmeichels agent havde haft helt konkrete forhandlinger med Southampton, men hvis det stod til manager Nigel Pearson, ville Leicester og Schmeichel være gift med hinanden mange år fremover.

”Jeg er blevet informeret om, at der er spekulationer. Det skyldes, at Kasper har spillet en exceptionelt god sæson. Han er en dygtig målmand, og det overrasker mig ikke. Men han er en nøglespiller, og jeg vil elske at beholde ham. Kasper og jeg har et ekstraordinært godt forhold, spiller til manager. Det eneste, jeg kan sige, er, at spilleren ved præcis, hvor gerne jeg vil beholde ham,” sagde Pearson til Daily Mail.

Schmeichel underskrev en fireårig kontrakt i juni 2014. Ifølge BT havde han tjent omkring 10 millioner om året hidtil i klubben. Den nye kontrakt fordoblede næsten hans løn til 19 millioner kroner, skrev BT. Dermed blev han angiveligt den højest lønnede spiller i Leicester nogensinde.

Kasper Schmeichel var tilbage i Premier League for første gang i fem år. Dengang blev det blot til i alt otte kampe for Manchester City, men nu ventede store kampe mod klassemodstandere uge efter uge. Det var nu, han skulle bevise, at han havde klassen og stabiliteten – på et klart højere niveau, end han var vant til. De sidste mange år havde budt på hårdt arbejde og en lang vej tilbage til det højeste niveau. Schmeichel mente dog, at knokleriet rigtigt begyndte i Premier League.

”Nu begynder det hårde arbejde for alvor.Jeg har aldrig spillet Premier League-kampe gennem længere tid, så det er noget, jeg personligt ser frem til,” sagde Schmeichel til BBC. ”Så længe jeg har været i Leicester, er det Premier League, jeg har arbejdet henimod.”

Leicester var tilbage i Premier League for første gang i ti år. Mange regnede med en direkte returbillet til Championship, og det skulle også vise sig at blive en sej kamp for overlevelse. Sæsonen begyndte ellers glimrende. To uafgjorte og et ufortjent nederlag til Chelsea, hvor manager José Mourinho spontant roste den danske målmand efter kampen. Optimismen steg efter en sejr på udebane over Stoke, der er et af de sværeste steder at vinde i Premier League. Så fulgte det vilde comeback mod Manchester United, hvor Leicester vandt 5-3 efter at have været nede med 1-3. Leicester City indtog en flot syvendeplads efter fem runder. Leicester-spillerne kom hurtigt ned på jorden igen, men Kasper Schmeichel gjorde sit for at holde klubben oppe. I december blev han af den toneangivende avis The Telegraph udnævnt til Leicester Citys klart bedste spiller i første halvdel af sæsonen.

”Manchester United-legenden Peters søn har utvivlsomt skabt sit eget navn og har været af vital betydning,” skrev The Telegraphs ekspertpanel.

Leicester gik nu helt i stå. Fra 13. spillerunde lå Leicester sidst i 20 runder i træk. Nederlag på nederlag fulgte, og alle dømte The Foxes til sikker nedrykning. For at føje spot til skade brækkede Kasper Schmeichel en fodrodsknogle under et uheld ved træningen i december. Skaden holdt ham ude i over tre måneder. Imens lå Leicester limet fast til bunden. Den 21. marts vendte Kasper Schmeichel tilbage, og selv om han indkasserede fire mål i 4-3 nederlaget til Tottenham, fik hans comeback stor betydning. Samtidig havde Leicester i januar hentet den rutinerede tyske forsvarsklippe Robert Huth fra Stoke, der efterhånden styrkede defensiven markant, og stille og roligt fik Leicester kæmpet sig tilbage mod den mirakuløse overlevelse. Den argentinske veteran Esteban Cambiasso var en dynamisk nøglespiller, men Leicesters præstation var i det hele taget kendetegnet ved at være kollektivets triumf. Kasper Schmeichel indtog en hovedrolle i et af de vildeste comeback i Premier Leaguehistorien, hvor Leicester vandt syv ud af de sidste ni kampe, og danskeren blev nomineret til månedens spiller i Premier League. Den 16. maj sikrede Leicester sig overlevelse ved at spille 0-0 mod Sunderland.

Den uglamourøse by i Midtengland er så anonym og ukendt, at nyhedsværten i TV2-sporten så sent som i marts 2016 udtalte klubbens navn ”Lajsæster”. Leicester er i England mest kendt for at huse en stor befolkningsgruppe af sydøstasiatiske indvandrere samt chipsproducenten Walkers, der var klubbens hovedsponsor indtil sydøstasiatiske King Power kom ind i billedet i 2011. I 2015 blev Leicester dog også kendt for, at man fandt skelettet af den gamle engelske kong Richard 3., der var død i 1485, under udgravningen af et parkeringshus i byen. Og kuriøst nok begyndte Leicesters mirakuløse comeback nøjagtig samtidig med, at kong Richard under stor mediebevågenhed og i en tv-transmitteret ceremoni med deltagelse af berømte skuespillere og kongehuset blev genbegravet i Leicester Domkirke den 26. marts.I byen sagde man, at det var Richard 3., der havde givet Leicester City styrke til at overleve i Premier League – spillerne havde fået ”King Power”, som der stod på brystet af dem. Kasper Schmeichel forsvarede sin manager Nigel Pearson, der var kommet i modvind i medierne, trods mirakeloverlevelsen. Efter en kamp mod Chelsea havde Pearson kaldt en journalist en idiot, og siden var han blevet kritiseret fra alle sider. Dog ikke af sin målmand.

”Jeg har sagt det flere gange før, men jeg mener, han er den bedste manager, jeg har spillet under, og han skaber en fremragende atmosfære og en platform, som spillerne kan bruge til at præstere fra. Han bekymrer sig ikke bare om fodbold, men også om sine spillere på og uden for banen. Han bekymrer sig om, hvordan de har det. Det betyder meget som spiller at have en manager, der bekymrer sig så meget om dig som personlighed, ikke blot som spiller,” sagde Schmeichel til The Guardian.

”Hans entusiasme for fodbolden er smittende. I mine øjne er han årets manager. Jeg er i hvert fald glad for, at han er min manager.”

Pearson var dog ikke Schmeichels manager ret meget længere. Kort efter sæsonafslutningen blev han fyret. Nu var der gang i spekulationerne om hans afløser. Et af de navne, der dukkede op i medierne, var ingen andre end Peter Schmeichel. Sky Sports meldte i midten af juli, at danskeren skulle have ansøgt om det ledige managerjob i sønnens klub. Det var det sidste, man hørte til dén forbindelse. Klubben ansatte Claudio Ranieri, der var mest kendt for at have været Chelsea-manager med begrænset resultatmæssig succes, da klubben kom til penge i begyndelsen af 00'erne.

Leicesters redningsaktion i sæsonen 2014-15 blev kaldt den mest utrolige i Premier Leagues historie. Men i næste sæson lurede en endnu større sensation. Den nye manager Claudio Ranieri var en erfaren ræv. Han blev udskiftet med José Mourinho i Chelsea i 2004, men det var Ranieri, der havde skabt kernen på det mandskab, som Mourinho siden vandt to suveræne mesterskaber med. Siden havde Ranieri været i storklubber som Inter og Juventus, men hans sidste job som landstræner i Grækenland var en kæmpe fiasko. Ranieri blev fyret dagen efter et nederlag til Færøerne i EM kvalifikationen i november 2014, og mange var skeptiske ved ansættelsen af italieneren som manden, der skulle sikre Leicester endnu en sæson i Premier League. Efter sidste sæsons lange periode som bundprop blev Leicester City igen tippet som sikker nedrykker før sæsonen 2015-16, og man skulle være enten meget optimistisk fan eller mentalt forstyrret for at spille på Leicester som engelske mestre. Flere bookmakere tilbød odds 2.500. En sjælden gang sker det i moderne fodbold, at de små kan besejre de store. Som regel er der tale om en enkelt kamp eller en kortere slutrunde, hvor held og harmoni går op i en højere enhed. Men når der er tale om en hel sæson over 38 kampe, må der være noget helt ekstraordinært på spil. Både Kasper Schmeichel og Claudio Ranieri pegede mod slutningen af sæsonen 2015-16 på, at Leicesters usandsynlige triumfer byggede videre på kollektivet fra de sidste sæsoner.

”Den første dag efter sommerferien præsenterede han (Ranieri, red.) sig selv, men sagde ikke noget den følgende uge, fordi han bare observerede os og så, hvordan vi arbejdede. Han anerkendte, at han havde en trup, som havde det virkelig godt sammen, spillede godt og trænede hårdt. Han justerede lidt her og der, vi gik over til 4-4-2 (fra den 3-5-2, som Pearson introducerede i foregående sæsons slutfase, red.). Som spiller værdsætter man en manager, som kan gå lidt på kompromis med sin egen filosofi for holdets skyld,” sagde Kasper Schmeichel i april.

Spillere, som havde haft det svært i Leicesters første sæson i Premier League året før, begyndte at finde fodfæste. De byggede videre på den utrolige redningsmission i sidste sæson, som havde givet holdet selvtillid. Jamie Vardy begyndte at score stribevis af mål og slå gamle Premier League-rekorder for flest scoringer i træk. Hans enestående speed og lige så imponerende arbejdsrate var en sensation i sensationen. Få år tidligere havde Vardy spillet halvprofessionelt og arbejdet ved siden af. Nu var han Premier Leagues største individuelle historie i sæsonen. Den kollektive historie over alle var Leicester City – som blev kaldt den største overraskelse i engelsk fodbolds historie. Playmaker Riyad Mahrez' kreative magi satte ham på ønskelisten hos FC Barcelona. Den allestedsnærværende N'Golo Kanté og dynamoen Danny Drinkwater udgjorde Premier Leagues bedste midtbaneduo. Leicesters energi og holdarbejde virkede både eksotisk og old-school. Lidt mere ukendte spillere som Marc Albrighton og Jeffrey Schlupp, og nye, semi-kendte navne som japanske Okazaki og den østrigske landsholdsspiller Christian Fuchs overskyggede superstjerner som Yaya Touré, Eden Hazard og Wayne Rooney.

Og Kasper Schmeichel var eventyret i eventyret. Den grimme ælling, der havde gået så meget ondt igennem i City og havde kæmpet sig op fra bunden af engelsk ligafodbold, faktisk fra røven af 4. division – og nu – helt usandsynligt udefra set – stod på tærsklen til et engelsk mesterskab. Den gamle Leicester-, tv- og landsholdslegende Gary Lineker udpegede danskeren som ”outstanding” og lederen af det stærke kollektiv sammen med kaptajnen Wes Morgan. Lineker kunne ikke undgå at nævne Kasper Schmeichels far, som han selv havde spillet mod: ”Lederevner, som han kan have arvet.” Lineker pegede på, at Kasper Schmeichel var en del af den kerne, som sikrede oprykning og overlevelse i de to foregående sæsoner. Kernen var derudover Wes Morgan, Danny Drinkwater, James Vardy og Riyad Mahrez. Og netop denne erfaring fra utallige afgørende kampe kom nu Leicester til gode i mesterskabskampen.

”Du går ind i hver kamp, du skal have point, niveauet er forskelligt, men mentaliteten er den samme,” sagde Schmeichel før sjettesidste spillerunde. Leicesters defensiv blev gradvist tættere, stærkere og bedre sammenspillet i løbet af sæsonen, og Schmeichel dirigerede og lukkede hullerne med stort overblik nede fra sit mål. Han var blevet vant til at holde målet rent, ofte i kampe, hvor Leicester vandt 1-0. Danskeren pegede i april 2016 på den store indbyrdes forståelse som afgørende for succesen.

”Det skyldes forholdet og kommunikationen mellem os. For mig er det afgørende, at jeg har fire ærlige gutter, som vil give alt, foran mig. Efter kampen kravler de fra banen, fordi de har været igennem så mange hårde slag. Som målmand er det en stor fornøjelse at spille bag dem. Ingen prøver noget ekstravagant.
Vi forsvarer os med enkle midler, og det hele skyldes ærligt og hårdt arbejde.” Med den taktisk kloge form for fodbold i en tæt vævning mellem kæderne og benhårdt arbejde over hele banen besejrede Leicester i løbet af sæsonen Manchester City, Liverpool, Tottenham og Chelsea.

Længe lignede Manchester City favoritterne til mesterskabet, men på Etihad viste Leicester, at de simpelthen var sæsonens bedste hold med en fantastisk holdånd i en 3-1-sejr. Manchester City med den uudtømmelige pengetank og ligaens dyreste spiller, Kevin De Bruyne, kunne ikke matche Leicester med det beskedne lønbudget. I et interview med Corriere Della Sera sagde Ranieri: ”I en tid, hvor penge betyder alt, tror jeg, vi giver håb til alle.”

Leicesters David og Goliat-lignende sæson gav dem fans blandt alle neutrale fodboldelskere, som fik sympati for den lille klubs uventede stormangreb på elitens lukkede klub. De sidste 20 år havde det engelske mesterskab været fordelt mellem blot fire klubber, men her var endelig en respektløs Klodshans, som kæmpede mod milliarder og magtelite. Den upåagtede klubs succes var en stille påmindelse om fodboldens charme og romantik med retroskær og ekko fra dengang, det endnu ikke var helt udelukket for en mindre klub at lave en overraskelse. Jo, Leicesters sæson mindede mest af alt om Danmarks usandsynlige EM-triumf 1992, og en af heltene fra dengang, Peter Schmeichel, sagde til engelske medier om Leicester og presset, da mesterskabskampen gik ind i sin afgørende fase:

”Kasper klarer det virkelig godt. De (Leicester, red.) bruger de sædvanlige klicheer som 'vi tager en kamp ad gangen', og 'vi nyder bare at spille fodbold', men det er sandheden. De nyder det virkelig, og de har en fantastisk trup, de har et fantastisk venskab, og de laver en masse uden for fodbold sammen.”
Og om identifikationen med den lille klub blandt almindelige mennesker sagde Schmeichel den Ældre:

„Jeg tror, en stor del af verden holder med Leicester. At det kan ske i fodbold, giver håb i livet for alle mennesker. Hvis de kan gøre det, kan jeg også blive succesfuld i det, jeg laver. Det er som Danmark i 1992. Det er underdog'en. At der er et eksempel på, at det kan altså lade sig gøre, hvis man gør noget ved det, det, tror jeg, har kæmpe betydning for rigtig mange menneskers liv.“

I december 2015 overraskede Leicester-truppen igen, da de pludselig stod iklædt Teenage Ninja Mutant Turtles- og andre superheltekostumer i Københavns natteliv og ved højlys dag i Tivoli. Turen var en sensation i engelske medier, men foretaget med klubbens tilladelse. Manager Ranieri havde givet spillerne fri efter 3-0-sejren over Swansea, og truppen tog direkte fra omklædningsrummet til julefrokost med overnatning på Hotel Skt. Petri i København. Ifølge den engelske avis Mirror ”gik turen hurtigt til natklubben Zen, hvor spillerne drak champagne og Ciroc-vodka til over 10.000 kroner pr. flaske. Spillerne havde VIP-borde til over 5.000 pr. styk til klokken fem om morgenen.”

Søndag var spillerne ude i Københavns gader, klædt som superhelte. Pludselig kunne forbipasserende københavnere se hele Leicester-truppen sidde og drikke fadøl i superheltekostumer foran den irske pub The Dubliner på Strøget og bagefter gå rundt i Tivoli. Man kunne let komme til at tænke på den berømte udflugt til McDonald's, som Kasper Schmeichels far og resten af den undertippede danske landsholdstrup foretog under EM i Sverige 1992. Begge udflugter med 23 års mellemrum bidrog til at styrke sammenholdet på banen i to trupper af underdogs, der i forvejen var kendt for et stærkt sammenhold.

Det var hårdt arbejde på banen og til træning, og med alt investeret og fokuseret i 90 minutter, men samtidig var der en aura af ubekymret- og afslappethed over Leicester- spillerne, som der var over Peter Schmeichel og co. i 1992. Spillerne, ikke mindst Kasper Schmeichel, virkede befriet for nerver. Måske fordi de intet havde at bevise og kun kunne overraske positivt, som Danmark i 1992. Men det spillede også ind, at mange af spillerne – hvoraf seks i Leicesters typiske startopstilling var gengangere fra oprykningsfasen to år tidligere og overlevelseskampene året forinden – vidste, hvordan det var at være i en position, der kræver nerver af stål. Ingen vidste det bedre end Kasper Schmeichel. Og erfaringen kunne han bruge nu. Allerede 10 år tidligere, da den dengang 19-årige keeper var udlånt til Bury, prøvede han at hænge ude på klippen. På sidste spilledag lå Bury i nedrykningsfare i League Two og skulle møde danskerens senere klub Notts County på udebane. League Two er den nederste række med professionel fodbold i England. Derunder hedder det non-league med amatør- og halvprofessionel fodbold. Ikke noget man kan leve af.

”Nedrykning ville have medført, at Bury skulle have spillet non-league fodbold, og det havde været katastrofalt,” huskede Schmeichel i april 2016, da han sammenlignede presset, som han var under dengang, med Leicesters i kampen om det engelske mesterskab. ”Alt stod på spil: Menneskers familier, levebrød, alt. Det kan man kalde at spille under pres. Det her? Det er det, man spiller fod bold for? Det er sjovt,” sagde Schmeichel med henvisning til Leicesters overraskende pole position i den engelske titelkamp. ”Presset var 10 gange større, da vi lå i bunden, end det er nu.”

I kampen i 2006 scorede Bury i sidste minut og udlignede til 2-2 mod Notts County, hvilket akkurat sikrede klubben overlevelse i betalt fodbold. Schmeichel sagde i foråret 2016, at han ikke havde været, hvor han var i dag, uden at være blevet formet af oplevelser, som blandt andet kampen på liv og død med Bury og alle de andre hårdt tilkæmpede erfaringer i sin karriere i de lavere engelske fodboldrækker.

”De udlån var fantastiske. Jeg pressede altid på for at blive udlånt. I mine øjne lavede jeg ingenting i Manchester City. Man kan træne hele dagen, men kamperfaring betyder alt, og den fik jeg på udlån i de lavere ligaer. Der er ikke den glitrende glamour, som fodboldverdenen bliver skildret som, der er ikke de samme penge som i topfodbold. Så menneskers levebrød står på spil, menneskers husleje, menneskers familie, og du skal foretage beslutninger, der kan påvirke dette. Den form for pres har du brug for, især som målmand, for som målmand afhænger alt af at foretage beslutninger. For mig var det helt afgørende at komme ud, at få erfaringen og føle den slags pres på mig.”

I slutningen af marts 2016 gjorde KasperSchmeichel status i Politiken:

”Jeg kan virkelig ikke nyde tiden, når jeg sidder på bænken, det kan jeg slet ikke. For mig har det vigtigste altid været at spille, for det er det, jeg elsker ved sporten. I Leicester har jeg fundet et sted, hvor jeg er rigtig glad for at være – det har jeg været fra første dag. De har budt mig velkommen med åbne arme og passet rigtig godt på mig, så jeg er glad for, hvordan min karriere har udviklet sig.”

”Vi er et rigtig godt fodboldhold. Alle spillere på alle positioner har haft en fremragende sæson og har ramt et meget højt niveau. Samtidig har vi et hold fyldt med ledere, så træneren skal ikke bruge energi på at sikre, at vi fungerer sammen på og uden for banen, for det gør vi bare. Jeg tror, det er en fordel, at Claudio (Ranieri, red.) kan fokusere 100 procent på at lægge taktikken.

Vi spiller en meget simpel form for fodbold og prøver ikke at være noget, vi ikke er. Han har også en stor del af æren for, at ... Ja, for at vi har gang i det, vi nu engang har. Men igen vil jeg godt pointere: Vi er altså ikke succesrige endnu.”

”Det er vigtigt at holde fast i, at vi endnu kun er på vej, for det holder os på tæerne. Og når vi nu er kommet så langt, vil vi også gå hele vejen, så vi er altså ikke i mål. Slet ikke. Det er ikke nok for os bare at være tæt på. Egentlig er det meget simpelt: Hele sæsonen har vi kun forholdt os til næste kamp, ikke hvad der eventuelt kan ske om 7 opgør. Det har virket. Vi har i klubben før været i positioner, hvor vi har været så tæt på at opnå noget stort, men hvor det så er glippet i sidste øjeblik. Sådan kan fodbold være så ondt nogle gange og fantastisk andre – derfor er det også naturligt ikke at lade os rive med.”

Kasper Schmeichel holdt målet rent i fem kampe i træk i marts og april. Han lå nummer et på det prestigefyldte SkySports-barometer. Den bedste spiller i Premier League.



Magasin-artikler
Fra sort til hvid - for de rød/sorte
Fremtiden ser lys ud for AC Milan – eller gør den? Indkast.dk rejste til modebyen for at finde svaret…
”I Fantastici 4 – Il Nuovo Milan”…

Sådan var overskriften i den italienske sportsavis - Corriere delle Sport – op til AC Milans hjemmekamp mod nedrykningstruede Hellas Verona. Overskriften henviser til, at AC Milan med kvarten Giacomo Bonaventura, Leonardo Bonucci, Franck Kessie og Hakan Calhanoulu havde fire forskellige og meget afgørende typer. Avisen døbte dem altmuligmanden, lederen, giganten og fantasten…

Min rejsefælde og jeg havde dog næsten ikke sat – eller rettere stillet - os på det stemningsfyldte Curva Sud, før de omkringstående havde gjort det klart, at Suso og især den blot 20-årige angriber Patrick Cutrone også har en stor betydning for dette Milan-hold. Sidstnævnte scorede kampens andet mål i hjemmeholdets 4-1-sejr, og den unge mand på min venstre side slog kontant fast om Cutrone: ”Han er Milans fremtid”. Men hvordan ser denne fremtid egentlig ud?

Efter snart syv år med italienske mesterskaber til Juventus begyndte AC Milan at røre på sig sidste forår. Den nye kinesiske ejer Li Youghong blev fotograferet ved klubovertagelsen sammen med den aldrende klubejer Silvio Berlusconi – men siden overtagelsen har der været alt for meget kaos.

Hurtigt efter overtagelsen placerede den italienske presse skår i glæden i forhold til den nye kinesiske ejer Li Youghong, der overtog klubben, efter kontroversielle Silvio Berlusconi havde været klubejer i mere end tre årtier.


Hvem skal eje AC Milan?
Midt i overdragelsen sagde AC Milan-eksperten Alberto Costa direkte på italiensk tv, at han havde stor tvivl omkring den forestående klubovertagelse. Han mente simpelthen ikke, at den kinesiske rigmand havde nok ressourcer til at rette Milano-holdet op igen.

Senere kom det frem, at det ikke var Youghong, der skulle overtage klubben, men derimod investeringsselskabet Sino-Europe Sports Investment fra Hong Kong. De skulle betale for overtagelsen, men herefter fulgte en masse kaos, som vist passer meget godt på Berlusconi.

For pludselig skulle den kinesiske regering også være en del af den noget sammensatte investorkreds, og midt i dette meldte Li Youghong ud, at for at overtage AC Milan ville det koste omkring de syv milliarder kroner – blandt andet for at betale klubbens store gæld.

Kort tid inden overtagelsen måtte Youghong låne de godt tre milliarder kroner hos det amerikanske firma – Elliott Management. Dette lån skulle ifølge kilder til Reuters have en gastronomisk rente på 11,5 %. Risikoen ved dette skal man nok ikke undervurdere, og der findes mange skrækeksempler på kinesere, der ejer fodboldklubber i Europa. Hos Aston Villa gik det ikke som forventet med Tony Xia fra Recon Group, og klubben står næsten i ”l…” til halsen, mens det også er tvivlsomt, hvordan det ender med Zhang Jindong, der ejer næsten 70 % af AC Milans rivaler fra Inter. For i hjemlandet Kina har regeringen iværksat en opstamning for disse gigantiske summer, som bliver placeret langt fra Beijing, og det skulle være grunden til, at Li Yonghong pludselig blev nødt til at optage flere højrisiko lån forskellige steder i verden – og dette kan ende med at få enorm betydning for AC Milans fremtid.


Ligner ikke en bestyrelse - for en fodboldklub
For at en investering som denne skulle blive rentabel, forventer flere eksperter, at investorerne i AC Milan også vil investere i andre ting i den italienske modeby - som ejendomme og en masse nye butikker. Udvælgelsen til bestyrelsen indikerer også dette. Kun et medlem havde en fortid fra fodboldens verden - nemlig Marco Fassone. Forretningsmanden Bo Lu kommer fra en kapitalfond og Xu Renshuo er tidligere entreprenør, mens der – udover Fassone - er kommet tre italiener med. Marco Patuano kommer fra et italiensk teleselskab, Roberto Cappelli er advokat og Paolo Scaroni har været hos et oliefirma.

Samlet set er det forretningsfolk, som har gigantisk mange penge, men dem kan der også blive brug for, hvis AC Milan skal tilbage til den europæisk top, men vil bestyrelsesmedlemmerne også investere i klubben?

AC Milan spiller en massiv rolle i italiensk fodbold og er også en del af den nationale stolthed, men denne kan godt lide et knæk. For opfattelsen og historien om Milans nye ejer har en skyggeside. Som Donald Trump tidligere har sagt, så findes der ”alternative facts”, og det kan også blive tilfældet ved denne overtagelse – for hvem kommer egentlig til at eje klubben og hvad er deres intention? I forbindelse med klubovertagelsen sagde Berlusconi:

- Denne overdragelse sker både med smerte og store følelser, men samtidigt også med den anerkendelse, at en familie ikke længere kan drive en fodboldklub, da der skal langt større kræfter til.

Det er nu snart syv år siden, at Milano-holdet sidst har vundet det italienske mesterskab, men kan de fortsætter med at opruste truppen efter de har fået styr på økonomien – kan de komme til at true usårlige Juventus. I sidste regnskabsår skulle AC Milan have haft et underskud på 800 millioner kroner, så der venter en stor opgave – både på og udenfor San Siro - og meget er fortsat italiensk kaos.


Verdens ældste erhverv og Serie B
På stadion var der også italiensk kaos, men også en underlig stemning af usikkerhed på fremtiden – for dette nye hold som skal præstere nu. Opbakningen fejlede dog ikke noget for de næsten 50.000 tilskuere til kampen. De sendte klare hilsner til Inter-fansene med håb om en god fremtid for deres mødre indenfor verdens ældste erhverv og Hellas Verona fik også en humorrisk hilsen med på vejen med held og lykke i næste sæson, nu hvor de skal spille om lørdagen. I Italien er der en tradition for, at de fleste Serie B-kampe spilles om lørdagen, mens Serie A primært spilles om søndagen.

Tjeneren Giulio Cupello på det gode spisested Parma & co., som ligger imellem vores hotel Ritter og den kendte restaurantsgade Via Fiori Chiari, holder netop med Inter. Her spiste vi fantastisk mad dagen inden kampen, og hurtigt faldt jeg i snak med den jurastuderende Giulio, som viste sig at have en unik fodboldindsigt. Han forstod dog ikke, hvorfor jeg ikke hellere ville se søndagens kamp, hvor Inter endte med at slå Udinese med 4-0. Han blev dog helt flakkende i øjnene, da snakken faldt på sæsonens sidste kamp mellem Inter og Lazio. En kamp som meget vel kan ende med en direkte duel om Champions League-pladsen til næste sæson. Den kamp skal Inter vinde for at hævne samme opgør fra 2001/02, hvor Lazio – også i sidste spillerunde – tog mesterskabet fra Inter ved at vinde 4-2. Resultatet betyd, at Inter i stedet sluttede på tredjepladsen og dermed ikke på en Champions League-givende position.


Kan uprøvede Gattuso sende AC Milan i Champions League?
I forhold til det sportslige på San Siro var der også et kæmpe skridt imellem Hellas Verona og AC Milan. Hjemmeholdet så faktisk ganske harmoniske ud, men sådan startede sæsonen ikke. Sommerens indkøb på omkring 1,5 milliard kroner kunne træner Vincenzo Montella ikke udnytte, og i november blev han fyret. I stedet blev Gennaro Gattuso ansat efter en meget blandet trænerkarriere. I slutningen af den aktive karriere var han spillende assistent-træner i schweiziske FC Sion, inden han blev fyret i Maurizio Zamparinis galehus på Sicilien. Herefter opsagde han kontrakten med Kreta-klubben OFI efter økonomiske problemer – ligesom i Pisa.

Så Gattuso var en lottokupon i AC Milan, og den udløste ikke nogen gevinst til at starte med. Oprykkerne Benevento fik i Gattusos debutkamp som Milan-træner deres første Serie A-point, men siden er det gået helt anderledes – og i kampen mod Hellas Verona kunne man næsten fornemme, hvad Gattuso har bidraget med. Flere gange i løbet af kampen kom en spiller på sidelinjen for at klappe den meget medlevende træner i hænderne. Gattuso ligner som træner den gigantiske fighter, som han var som spiller. Han spillede hele 467 officielle kampe for Milano-klubben – alle med et gigantisk klubhjerte for klubben fra 1899. ”Vinderen” Gattuso har ifølge Tipsbladet sagt:

- Det er nyttesløst fortsat at tale om Gattuso som spiller. Ånden og attituden til aldrig at give op er blevet hos mig. Jeg vil aldrig tabe; end ikke når jeg spiller bordfodbold mod min søn. Den er der altid. Men jeg har taget en uddannelse for at blive træner, og de forærede mig ikke min licens. Man kan ikke kun forberede sig på kampe kun med hjerte og vilje. Man skal også arbejde på den fysiske form og den tekniske og taktiske forberedelse.

Vildskaben og vindermentaliteten er også blevet indplantet på det nuværende AC Milan-hold. For i næsten 80 dage tabte de ikke – inden Arsenal mødte dem i Europa League. Den gode periode sendte Milan op imod de europæiske pladser, og dermed var Gattuso lykkedes med det, som andre tidligere spillere fra AC Milan – som Clarence Seedorf eller Filippo Inzaghi – ikke var lykkedes med. Nemlig at få succes som både spiller og træner i klubben. Måske fordi Gattuso havde indført den tiltalende spillestil med masse af hjerte – men måske også fordi, at han er et helt specielt menneske.

Tidligere på året kom det frem, at Gattuso som Milan-spiller inden en vigtig Champions League-kamp mod Manchester United spiste en snegl, fordi holdkammeraterne ikke troede på, at ”Rino” turde. Sammenlagt fik han 15.000 euro for at gøre det, og han gav straks pengene til holdets fire fysiske trænere. Derudover har Andrea Pirlo i selvbiografien ”Penso quindi gioco” om Gattuso skrevet:

- Han er ikke bogstavernes mand, en dygtig orator eller medlem af Accademia della Crusca [en forening der søger at bevare det italienske sprog, red.].

Men han beskriver også, hvordan han og Daniele De Rossi tømte en skumslukker ud over Gattuso i forbindelse med en VM-kvalifikationskamp til VM 2010, hvor Gattuso ikke var taget med holdkammeraterne i byen. Samlet set har Pirlo dog stor respekt for Gattuso, og han har endvidere skrevet:

- Man har brug for støtter som ham i et omklædningsrum. Kroppe bliver ældre, men karisma ældes ikke. Man løber mindre, men ens personlighed betyder mere. ”Rinos” ord var lov i Milan, og alle nye spillere var klar over, at hvis de lavede en fejl, var det første, de skulle gøre, at forklare sig til ham. Alene at have den viden reducerede drastisk mulighederne for, at folk fuckede op. Sådan var det dengang, hvilket står meget godt i tråd med dette citat fra træneren Gattuso:

- Mit arbejde er at være spillernes mareridt frem til slutningen af sæsonen. Jeg forventede ingenting, da jeg ankom, jeg vidste bare, at jeg havde fået udleveret en varm kartoffel. Jeg kan lide at lide. Jeg nyder ikke ting, der er for nemme, så jeg valgte Milan, fordi det er mit hjem. Jeg bar denne trøje i 14 år; den er en del af mig. At arbejde her er vidunderligt, og vi må se, hvordan det ender, skulle Gattuso have sagt ifølge Tipsbladet.

På San Siro bliver klubbens gamle legender – som Gattuso – hyldet, og de fleste af fansenes trøjer har et ”10-tal” på ryggen. Et nummer som Andrea Pirlo blandt andet har spillet med siden årstusindeskiftet sammen med store fodboldnavne som Rui Costa, Clarence Seedorf, Rivaldo, Kaká og Ronaldinho.

Nutidens 10'er er Hakan Calhanoglu, som er en del af ”I Fantastici 4 – Il Nuovo Milan” – altså det nye Milan. Den økonomiske situation i klubben gør dog, at det kan være svært at vurdere om fremtiden er sort eller hvid for den rød/sorte del af smukke Milano.


Indkast.dk's tur til Milano blev sponsoreret af Travelsense

Vil du i øvrigt gerne skrives op til AC Milans kampe næste sæson, så kan man gøre det her
Læs hele artiklen
Wolverhampton – Genrejsning på Molineux
Der er opsejling til noget stort i Wolverhampton Wanderers. Indkast.dk stiller skarpt på Premier Leagues rige oprykkere.
I lørdags sikrede Wolverhampton Wanderers sig en velfortjent oprykning til Premier League, og derfor er klubben fra West Midlands kommet på alles læber i England. Dette scenarie lå ellers ikke ligefrem i kortene, hvis vi spoler fem år tilbage i tiden. Her nåede Wolverhampton et historisk lavpunkt ved at rykke ned i League One. Nedrykningen til Englands tredje bedste fodboldrække var kulminationen på klubbens største identitetskrise siden de glade 1950'ere, hvor det blev til hele tre mesterskaber. I dag er smilene dog igen vendt tilbage på Molineux, og det er takket været en hel del milliarder fra Kina.

Enorme ambitioner
I juli 2016 blev Wolverhampton overtaget af den kinesiske investeringsgruppe ved navn Fosun Group, som bliver ledet af mangemilliardæren Guo Guangchang. Han er den 34. rigeste mand i Kina, hvor han desuden går for at være en entusiastisk forretningsmand. Så da chancen for at genrejse en af Englands mest traditionsrige klubber tilbød sig for to år siden, var den simpelthen for god til at sige nej til.

Der er i takt med overtagelsen blevet sat helt nye ambitioner for fremtiden i Wolverhampton. Dem valgte klubbens bestyrelsesformand Jeff Shi at løfte sløret for i november 2017.

- Der eksisterer en plan for de næste 10 år. Det er selvfølgelig en bedrift i sig selv at være en lille Premier League-klub, men det er ikke vores mål. Vi vil opbygge et stærkt hold, sagde Shi til Daily Mirror og fortsatte:

- Det er ikke sådan, at vi er i gang med at bygge et hus, der kun lige opfylder kravene for at være i Premier League. Vi bygger ikke et hus, men et gods!

Vil spille med transfermusklerne
Som resultat af det nye høje ambitionsniveau har også transferstrategien på Molineux gennemgået en omfattende forvandling. Wolverhampton var i årene før overtagelsen presset til at hente spillere fra de nederste hylder, men det er ikke længere tilfældet – tværtimod. Klubben spillede allerede med transfermusklerne i sidste sommer, hvor Ruben Neves blev hentet i FC Porto for den nette sum af 154 millioner kroner. Der var året forinden også snak om at hente Anderson Talisca i Benfica, men han valgte i sidste ende at skifte til Besiktas.

Til sommer venter endnu et opsigtsvækkende transfervindue for Wolverhampton. Klubben kommer uden tvivl til at forstærke sig heftigt forud for sin tilbagevenden til Premier League, og mon ikke, at der i den forbindelse kommer et enkelt eller to store navne op af hatten. Det er i hvert fald ikke manglen på penge, som skulle kunne forhindre dette i at ske.

Noget stort under opsejling
Det skal i de kommende år blive spændende at følge Wolverhamptons udvikling. Hvis den fortsætter i samme tempo som nu, så tyder noget på, at klubben inden for en overskuelig fremtid kan etablere sig selv i Premier Leagues top-10, eller måske endda endnu højere. Rammerne er i hvert fald til det.

Foruden en masse milliarder, så råder klubben også over en manager, der indtil nu har formået at få det absolut bedste ud af en i forvejen profilbesat spillertrup. Nuno Espírito Santo er da heller ikke, hvilken som helst mand at have på sidelinjen. Han har tidligere stået i spidsen for prominente klubber som Valencia og FC Porto, og selvom jobbet på Molineux er det mest udfordrende, kan han meget vel blive manden til at tage Wolverhampton ind i en ny stor æra. Men selv, hvis det ikke skulle blive ham, der får den rolle, skal en anden nok få den. Den orangeklædte klub er nemlig under genrejsning.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Lionel Messi – sidste chance
Engelske medier kalder Lionel Messi for ”The Goat”… men skal han blive ”Greatest Of All Time”, kræver det landsholdssucces for den femdobbelte Ballon D'Or-vinder.
Lionel Messi og Barcelona kommer til at blive ét af de bedste fodboldcocktails nogensinde. Den lille argentiner har vundet spandevis af pokaler med det catalonske storhold, men det forholder sig helt anderledes på landsholdet. Med Argentina har Messi blot vundet en olympisk guldmedalje i Beijing, mens de tre VM-slutrunder og de fire Copa América ikke har givet en eneste medalje til Messi – hvorfor… Indkast.dk tager en tur til Argentina for at finde svaret.

Udefra ligner det en helt almindelig gade i en af forstæderne til Rosario, men Lavalleja Street 525 er alt andet. Her er Lionel Messi opvokset, og for enden af gaden er der en plads, hvor verdensstjernen som knægt løb rundt og spillede fodbold sammen med de andre børn – ofte nogle som var noget ældre end ham, for talentet var helt unikt. Rundt omkring på pladsen er der masser af graffiti, og en af murene har skriften ”Dette er min barndomsgade” med et stort portræt af Lionel Messi.

Byen Rosario er en rolig del af Argentina med masser af arbejdspladser indenfor olieindustrien og mindre fabriksvirksomheder, men floden Parama løber også igennem – og brødføder mange. Floden er omkring 5000 km lang og løber igennem store del af Argentina, men det er ikke alle steder, at begejstringen er ligeså stor for Messi, som det er tilfældet i Rosario.

Det er helt underligt, for det argentinske landshold har mange store navne. Måske kan det – og har det været - problemet, for Argentina har udviklet sig til et dårligt VM slutrunde-hold. Siden triumfen i 1986 og finalen i 1990 har resultaterne været dårlige – bortset fra finalepladsen i 2014.

I 1998, 2006 og 2010 blev det blot til kvartfinaler, og i 2002 kom de end ikke videre fra gruppespillet. Skulle det ikke lykkes Argentina at få medalje ved VM2018, vil den 30-årige Messi næppe komme til at blive husket for ret meget godt – med landsholdet. Han vil blive et synonym på en skidt periode for det argentinske landshold, hvilket står i slående kontrast til de fem Ballon D'Or-triumfer. Ved den sidste triumf sagde hovedpersonen:

- Det er fantastisk, at det er min femte. Det er langt mere, end hvad jeg kunne drømme om som barn. Jeg vil gerne takke fodbolden for alt, hvad den har givet mig, både det gode og det dårlige, for alt, hvad den har lært mig, og for at have fået mig til at vokse som menneske…

Stor triumf til den lille og ydmyg sydamerikaner – men så godt har det ikke altid set ud. For Messi er bare 1,69 meter, og netop hans højde var faktisk ved at stoppe sydamerikanerens karriere.

Argentineren har nemlig lidt af en alvorlig vækstsygdom, som krævede en speciel behandling. Det blev Barcelonas lykke og en voldsom nedtur for River Plate og Newell Old Boys. De to sidstnævnte ønskede nemlig ikke at betale for Messis behandlinger, hvilket sidenhen har frembragt ærgrelse hos de argentinske storklubber.

Det var Carlos Rexach, som daværende ungdomstræner for Barcelona, der kan tage en stor del af æren for, at Messi spiller i den catalonske hovedstad. Under et familiebesøg i Spanien fik Messi lov til at træne med et af deres ungdomshold, og det var her, at Rexach spottede det enorme talent. Det forekommer næsten uvirkeligt, at det er måden, hvorpå Barcelona scorede verdens en af verdens bedste fodboldspiller – nogensinde.

Efter Messis ankomst til Barcelona var det første deres lægestab gjorde at hjælpe ”La Pulga” - loppen – som er hans kælenavn pga. hans manglende vækst. Han kunne debutere som bare 17-årig på storholdet i oktober 2004, efter han var vokset til en højde på 164 cm. Senere samme sæson blev han historiens yngste målscorer for Barça, og han er ikke kun en farlig afslutter. Spidskompetencerne ligger mere i retning af hans lynhurtige fødder, som kan sætte mange modstandere af - samt hans korte aftræk til sine afslutninger.

På sigt kan hans væsen dog blive hans største force, for det er et helt andet end hos andre unge stjerner. Det virker, som om han har en indre ro, som gør, at han er meget svær at imponere. Han bruger ikke sine kræfter på at pleje sit image med de rigtige frisurer og lign. Nej! – hans fokus og koncentration ligger på banen. Her nyder han godt af sit lave tyngdepunkt, som giver ham en høj fart. Det - sat sammen med en stærk psyke - gør ham til en farlig cocktail…

Alligevel er det blevet til kontroversielle situationer igennem tiden. Tidligt i karrieren blev Chelseas Asier del Horno udvist efter en tackling på Messi. Chelseas daværende kontroversielle manager Jose Mourinho var på det efterfølgende pressemøde helt fremme i støvlerne. Han mente, at Messi havde nydt godt af de mange teatre, der er i Barcelona. Kritikken var urimelig, og spørgsmålet var, om Mourinho havde sagt noget andet, hvis de ikke var blevet udspillet på Stamford Bridge af et ualmindelig godt spillende Barcelona-hold med Messi, som en af de offensive kræfter. Mourinho forsøgte at fjerne fokus fra deres nederlag ved at lægge skylden på uskyldige Messi.

Et andet rødt kort er lidt mere specielt. For efter Messi havde imponeret alle ved U-20 VM i Holland, blev han A-landsholdspiller under landstræner José Pekerman. Hans første kamp var mod Ungarn, men her skulle han opleve det ualmindelig komiske i at blive udvist efter omkring et minut på banen. Efter en nærkamp mente den ellers glimrende tyske dommer Markus Merk, at Messi havde slået ud efter en modstander. Trods den vanvittige debut fik Messi yderligere fire landskampe samme efterår.


Messi > Maradona
Som spillertype er Messi en klassisk 10'er og den foretrukne angriber i den skræmmende argentinske offensiv. På grund af de spillemæssige ligheder er Messi flere gange blevet sammenlignet med selveste Maradona, som var anfører på det argentinske landshold – der sidst blev verdensmestre for mere end 20 år siden. Men udenfor banen kan Messi og Maradona ikke sammenlignes.

Når Messis karriere er slut, vil han helt sikkert have et andet eftermæle end det, som hænger fast på Maradona, og en stor del af dette vil højst sandsynlig udspille sig i Barcelona. Samme sted havde Maradona - pudsigt nok - store disciplinære problemer. Selvom han i den periode blev betragtet som verdens bedste spiller, voldte hans temperament ham store problemer. Han lavede 38 mål i bare 58 kampe for Barcelona, men alligevel ville Barcelona-ledelsen ikke finde sig i hans vanvittige udbrud, som da han imod Atlético Bilbao slog en modstander i hovedet.

Sådanne scener virker det ikke til, at verdenen kommer til at se med Messi i hovedrollen. Derimod virker det, som om hans sind og omgivelser formår at bevare jordforbindelsen – ofte i nærheden af en fodbold, så han kan glæde alle os fodboldelskere. For fodbold kan Messi spille, og selvom han er den lille, bliver han ofte den største på banen.

Siden 2004 har Messi spillet for storholdet FC Barcelona, og her har den sydamerikanske angriber et hav af vanvittige rekorder – som det næsten er håbløst at begynde at nævne. Der er simpelthen så mange, og det gør at “Leo” kan komme til at blive en af de allerstørste fodboldspillere – nogensinde, hvis ikke den største. For Messi kan formentlig fortsætte en håndfuld år endnu i Barcelona og dermed ende med at komme til at slå alle mulige andre rekorder, som gør at man har svært at forstille sig, at der nogensinde skulle komme en tilfælde magen til – en rigtig ambassadør.

De ord, der kan påsættes ham, vil på en underlig måde næsten altid være en underdrivelse. En fodboldkunstner og ambassadør. Hvordan skal denne karriere ikke slutte, når noget sådan skal ske om måske ti år? Der er ingen forkerte avisartikler om våde byture, så her kan Messi ikke sammenlignes med landsmanden - Diego Armando Maradona – selvom han befinder sig på samme scene, og til sammenligning vandt Maradona aldrig Ballon d'Or-trofæet… det har Messi gjort fem gange – indtil nu.

Problemet for Messi er blot, at i hjemlandet giver de ikke meget for Ballon d'Or-titler eller argentinske medaljer med Barcelona. Der er for langt til Catalonien for, at Messi kan vinde noget sympati fra den ellers så fodboldglade nation, hvor der ikke er langt fra succes til fattigdom og kriminalitet.

Sidstnævnte har blandt andet ramt Messis storbror, Matias, der sidste år ramte en sandbanke ved Parana med sin motorbåd, efter politiet havde jagtet ham. På båden blev der fundet skydevåben, og broderen er tidligere blevet fotograferet med den meget kriminelle Cesar Aron Trevez, der for øjeblikket afsoner en straf på 16 år for mord og narkohandel. Messi har ellers sørget for familien blandt andet med et gigantisk luksushus i et af de dyreste områder af Argentina.

Messis kone Antonella Roccuzzo, som han mødte som femårig, er også fra Rosario. Det er her, at drømmene om argentinsk VM-guld er størst. Om det er muligt og om sammenligningen mellem Maradona og Messi, sagde en af de berømte argentinske fodboldspillere – Oswaldo Ardiles – følgende op til slutrunden:

- På den sidste tredjedel af banen er Messi bedre end Maradona, som kunne mønstre store dele af banen, men glem nu ikke, at Maradona gjorde et middelmådigt hold til verdensmester.

Alt VM-håb hænger nu på Messi, der har et skud mere i bøssen, og det på trods af, at ”The Goat” forlod landet, da han var… 13 år!

Læs hele artiklen
Mohammed Elneny – sov med fodbolden
Arsenal-reserven var tæt på at lykkes med Egypten – imens vennen Mohamed Salah så til.
I fraværet af Mohamed Salah var Mohammed Elneny den største profil for Egypten til deres åbningskamp imod storfavoritterne fra Uruguay, og Arsenal-spilleren var en af kampens bedste.

For ikke nok med at den defensive midtbanespiller var stærkt medvirkende til, at det stjernebesatte hold fra Uruguay ikke kom til ret mange chancer, så kom Elneny også til egypternes største chance, da han forsøgte at loppe bolden over Fernando Musiera i det sydamerikanske mål.

Kæmpe stor triumf for Elneny, men også for hans far. Sidstnævnte gav nemlig en fodbold, som skulle skabe noget unikt til VM-deltageren som tre-årig. Faderens drøm var, at Elneny engang skulle blive professionel fodboldspiller, og midt i januar 2016 tog den hårdtarbejdende midtbanespiller et karrierefremmende skridt, da han skiftede til Premier League-topholdet Arsenal.

Midt i dette stod den stolte far, som selv var træner i sønnens barndomsklub Al-Mahalla i Egypten. Først tog Elneny det svære skridt fra afrikansk fodbold til Premier League via Basel i Schweiz. Den 25-årige havde op til skiftet til London-klubben vist sit værd i Champions League som en meget løbestærk defensiv midtbanespiller. En position hvor Arsenal op til klubskiftet var presset, efter de aldrende Mikel Arteta og Mathieu Flamini havde kontraktudløb.


Modsætninger – men venner
I januar 2013 skiftede den egyptiske landsholdsspiller fra El Mokawloon til Basel på en seks måneders låneaftale, men kort efter ankomsten var de schweiziske klubledere klar til at gøre den låneaftale til et permanent klubskifte for den lidt sky afrikaner, der har levet lidt i skyggen af kammeraten Mohammed Salah.

Salah kom til Basel i sommeren 2012 – også fra El Mokawloon – og han tog sig straks af Elneny i Schweiz' tredje største by, men Salah var meget anderledes. Omkring Salah var der altid fest og ballade, mens det modsatte var tilfældet for Elneny. På banen holdt han sig dog ikke tilbage, hvilket afstedkom en fireårig kontrakt, mens små 10 millioner kroner blev sendt til Egypten. For tre år siden, da Salah tog til Chelsea, voksede Elnenys spil yderligere, og han kom tættere på holdkammeraterne.

Muslimen Elneny var blevet langt bedre til engelsk og smed den ”lillebror-rolle”, som han havde haft, da Salah var i klubben, og pludselig begyndte han på banen også at dirigere med holdkammeraterne. Dette skete fra en position, som en af de to defensive midtbanespiller i Basels foretrukne 4-2-3-1 formation.


Meget troende og ydmyg
Elneny er ikke muskelmand, men mere en spiller som er god til at læse spillet, og er stærkt til at styre et presspil samt lave bolderobringer. Så Arsène Wenger hentede en rigtig holdspiller med et lille ego – samt en spiller, som var i rivende udvikling. Privat er 25-årige Elneny – trods sin forholdsvis unge alder – allerede gift, har to børn. Han er også en meget troende muslim, som beder fem gange om dagen, og som meget striks overholder ”Ramadanen” med alt, hvad det indbefatter. Tidligere har Elneny sagt til Aargauer Zeitung om sin religion:

- Allah har afgjort, at jeg er blevet professionel fodboldspiller, og det er hans skyld, at jeg havnede i Basel. Når jeg skal træffe store afgørelser, så lytter jeg til Allah. Hvis nogen andre klubber skulle henvende sig, og Allah ikke synes, at det er den rigtige beslutning, så skifter jeg ikke klub.

Så Wenger og Allah fik den sky Elneny til London. En person der holder sig så langt væk fra pressen som muligt, og som bosatte sig så tæt på Basels stadion som muligt – for at have mest mulig tid til træning – og ikke bruge den på transport. Faktisk så boede Elneny i Basel i et højhus, hvorfra han kunne se græsplænen på St. Jakob Park. Der er også mange andre eksempler på hans høje ambitionsniveau.

I 2013/14 skulle Basel spille imod Maccabi Tel Avic i Champions League-kvalifikationen, men der var stor politisk pres for, at Salah og Elneny ikke skulle spille. Salah afviste først at spille – det gjorde Elneny ikke, men mere ballade blev der, da Salah ikke ønskede at give hånden til de israelske modstandere. Elneny var langt mere fokuseret på kampen, end Salah var, og inden kampen kiggede Elneny blot ned i jorden, da der skulle gives hånd. Han var tydeligvis langt mere fokuseret på den forestående kamp.


Walk like a egyptian
Mange spillere er dumpet i tilvænningen til Premier League. Det er Elneny ikke – men han har heller ikke tilspillet sig en plads på Arsenal-holdet, selvom han inden skiftet allerede havde spillet gode europæiske kampe imod Liverpool, Chelsea og Tottenham. Champions League-kampene for Basel imod Liverpool var Elnenys svendeprøve, og han bestod med glans – specielt kampen på Anfield var i særklasse. Kampen gjorde, at Basel gik videre fra CL-gruppespillet på bekostning af Liverpool.

Den første kamp imod Liverpool på St. Jakob Park var meget emotionel for Elneny, da det var første gang, at faderen så Elneny spille for det schweiziske storhold. Efter sejren på 1-0 løb knægten straks til den grædende fader på tilskuerpladserne og gav ham en kærlig omfavnelse. Efterfølgende kom det frem, at Elneny havde en drøm om, at faderen skulle se ham score et mål, hvilket skete to måneder senere, da faderen næste gang så sønnen spille. Imod Fiorentina i Europa League scorede Elneny, og dermed kom der endnu et kapitel til historien om den lille egyptiske knægt, der havde fået en fodbold af sin far, som sagde, at han skulle sove med den om natten, hvis han ville være professionel. Den 15/5-2018 var det tæt på at komme nok et kapitel, men den meget udskældte VM-bold smuttede over mål for Elneny og farmand…
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Brasilien – og de fem VM-trofæer
Indkast.dk har kigget nærmere på den samba– og fodboldelskende nation.
Når man er skrivekarl i linjer som disse, så bliver man ofte spurgt om, hvem man tror, der kommer til at vinde de største fodboldturneringer. Dette handler oftest om Champions League, men spørgsmålet forekommer hyppigere, når de store nationale turneringer starter – som til VM.

Svaret er dog det samme som til Champions League… det er ualmindelig svært at gætte på en vinder, mens det er meget lettere at gætte tre hold rigtige ud af de fire semifinalister. Dette skyldes, at flere af topholdene i disse turneringer er meget – som rigtig meget - tætte på hinanden i niveau. Sådan er det også til VM2018, men skal jeg gætte på en vinder bliver mit bud… Brasilien. Kigger man nærmere på holdets idealopstilling, kunne dette være meget tæt på:



Høj klasse over hele banen, men under en slutrunde som denne skal man ofte finde store svar på holdenes niveau på bænken. Ud fra ovenstående startopstilling vil disse spillere være på bænken:

- Ederson (En af Premier Leagues bedste målmænd)
- Filipe Luis (Stærk back fra Diego Costas Atlético Madrid)
- Douglas Costa (Driblestærk ”Dåseåbner” fra Juventus)
- Roberto Firmino (15 mål for Champions League-finalisterne fra Liverpool)

Linjen i startopstillingen for Brasilien er skabt af et central forsvar fra PSG og en stærk midtbane fra Barcelona krydret med nogle af de bedste spillere fra europæisk klubfodbold – ren klasse i den flotteste form.

En af turneringens største profiler – Neymar - skal løfte holdet, og når Brasilien tidligere har vundet VM, har de altid haft en unik angriber med. Som i 1958 hvor den blot 18-årige Pelé scorede seks mål og var stærkt medvirkende til, at Brasilien vandt VM for første gang. Se deres idealopstilling her:




Pele var dog blot en af de fire angribere, som Brasilien spillede med. De andre var trioen – Garrincha, Vava og Zagalo. De har alle tre levet lidt i skyggen af Pelé. Det til trods, så blev angrebet døbt ”de fantastisk fire” – med parrallerne til nutidens kvartet med Coutinho, Willian, Jesus og Neymar er åbenlyse.

Kvarteten fra 1958 var også den foretrukne fire år senere, da Brasilien vandt VM-trofæet i Chile. I angrebet var der lidt spilletid til Amarildo, mens midterforsvaret var udskiftet med Mauro og Zozimo. Ellers var holdet stort set det samme.

Otte år senere… til VM-1970 var der udskiftet betydeligt, men systemet var stadigvæk denne offensive 4-2-4-formation, da Brasilien vandt deres tredje VM-trofæ ud af fire mulige. Pelé var stadigvæk med i angrebet på holdet med nye profiler som Jaizinho, Tostao, Rivelino og Gerson.




De brasilianske verdensmestre fra 1994 spillede også en fortolkning af den klassiske 4-4-2-formation med to offensive midtbanespillere bag de to hurtige angribere – Bebeto og Romario. Angriberne var lynhurtige, men på hver sin måde. Romário kunne sætte en forsvarsspiller af på 5-7 meter, mens den mindre Bebeto løb stærkere over lidt længere strækninger.

Fælles for dem begge gjaldt dog, at de var lynende målfarlige – ligesom frisparksspecialisten Branco med den tordnende venstreben. Holdets anfører var den efterfølgende landstræner Dunga, der som aktiv var en utrættelig midtbanespiller, som gjorde, at holdets mange offensive kræfter kunne udfolde sig.

Udover de mange offensive kræfter var holdet også begunstiget af en god målmand, som tidligere brasilianske landshold ikke havde været. I Taffarel havde verdensmestrene fra 1994 en sikker sidste skanse på holdet – med kongen var Romario…





Var Romário den ene konge hos VM-mestrene fra 1994 var der tre konger hos mestrene fra 2002. De tre ”r'er” – Ronaldinho, Rivaldo og Ronaldo – kunne få selv de stærkeste forsvarsspillere til at tvivle på egne evner.





Derudover havde holdet også en ny venstreback med en ”tolden-støvle”. 2002-vinderens svar på Branco hed Roberto Carlos, der havde de vildeste benmuskler, hvilket hans spark også viste. Carlos var ganske målfarlig, men var også rykket lidt længere frem på banen i 3-4-2-1-formationen. På den anden wingback spillede den utrættelige anfører Cafu.

Fire backen-kæden var blevet til tre mand, men det gjorde ikke så meget, for den benhårde Lúcio dækkede næsten op for to mand… Et helt unikt hold - ligesom holdet i 2018 er. Spørgsmålet er blot… bliver det til sjette VM-titel i løbet af den næste måned?
Læs hele lederen
- Hvem sejrer i Tyrkiet?
Det er en gyser for alle pengene i den bedste tyrkiske række, hvor fire hold kæmper om mesterskabstitlen.
Tager man et blik over de europæiske ligaer står Manchester City, Barcelona og Paris Saint-Germain til at blive mestre i den hjemlige liga, mens Bayern München allerede har vundet den tyske Bundesliga. Sådan spiller klaveret dog ikke i Tyrkiet, hvor der i øjeblikket er fire kandidater til at vinde den tyrkiske Süper Lig. Der resterer 6 runder i den bedste tyrkiske række.

Istanbul Basaksehir er til at finde på 1. pladsen med 59 point. Abdullah Avcis mandskab har spillet formidabelt i denne sæson, og der var nok ikke mange, der havde troet, at Basaksehir ville lege med i mesterskabskampen ved sæsonens start. 4-2-3-1-formationen fungerer glimrende for Avci. På holdkortet er der enkelte spillere, der har været dominerende. Lad os se nærmere på disse:

Der er ingen tvivl om, at bosniske Edin Visca har været holdets trumfkort. Man kan også kalde den 28-årige midtbanespiller for assistkongen, da bosnieren har fundet holdkammeraterne hele 14 gange. Den gamle kending Emmanuel Adebayor optræder også for Basaksehir, og han er suverænt holdets målkonge med 12 kasser i igangværende sæson. Der er ingen tvivl om, at hvis det tyrkiske mesterskab skal havne hos Avci og co., skal disse to herrer spille til deres bedste. Avcis aggressive spil har givet pote, men holdet skal passe på. Istanbul-klubben har nemlig flest spillere, der er blevet sendt tidligt i bad, og alle mand skal være på banen i de 90. minutter, hvis mesterskabet skal havne hos Istanbul Basaksehir for første gang i klubbens historie.

To point længere nedad stien er traditionsklubben Galatasaray, der har vundet mesterskabet hele 20 gange. Fatih Terims mandskab spiller også bold af øverste skuffe og er uhyggelige på eget græs. ”Aslanlar” har hentet hele 40 point på Türk Telekom Arena – de har vundet 13/14 kampe på denne græsplæne. Tager vi et kig på holdkortet, er der selvfølgelige nogle spillere, der er de ledende figurer. Indkast.dk ser nærmere på disse profiler:

Franske Bafétimbi Gomis har haft gang i støvlerne og topper suverænt topscorerlisten i Tyrkiet. Franskmanden står noteret for 26 kasser – fire mere end Burak Yilmaz fra Trabzonspor. Gomis har været godt støttet af midtbaneduoen Garry Rodrigues og Younes Belhanda, der har stået kompakt og været drivkraften på midtbanen. I Gala-buret har Fernando Muslera reddet holdet flere gange, og keeperen har gjort et godt stykke arbejde mellem stængerne. Muslera er en af de bedste keepere i Tyrkiet – hans ti clean sheets (samme som Besiktas og Fenerbahces keepere) taler for sig selv. Den store udfordring for Terims mandskab ligger i kampene på fremmed græs. Gala har blot hentet 17 point på udebane – mindst af de fire tophold. Hvis det 21. mesterskab skal havne på Türk Telekom Arena, må traditionsklubben ændre deres taktik på fremmed græs.

De forsvarende mestre fra Besiktas er blot ét enkelt point bag Gala. Der er ingen tvivl om, at Senol Günes' drenge har gjort et godt stykke arbejde. Efter Champions League-exitet har holdet haft fokus på den hjemlige liga. Selvom holdet flere gange har været bagud, har Günes' mandskab kæmpet til de sidste og kan sagtens gå under betegnelsen comeback-kings - Besiktas har nemlig hentet hele 54 point i de sidste 45 minutter. Lad os tage et kig på profilerne:

Günes har ikke foretaget de store ændringer, eftersom holdet vandt det tyrkiske mesterskab i forrige sæson. Günes er kendt for at skifte formation, da han har en bred trup og mange spillere at vælge mellem. Dog har 4-2-3-1-formationen vist sig at være den mest optimale. Frontspillerne Anderson Talisca og Vagner Love har været målmaskinerne for Istanbul-klubben. De har scoret henholdsvis 13 og 12 mål i denne sæson. Disse to herrer skal fortsætte denne stime, hvis holdet skal genvinde mesterskabet. En anden nøglefigur er keeperen Fabricio, der har stået bedst mellem stængerne i Tyrkiet. Den 30-årige keeper har blot lukket 24 mål ind, hvilket gør ham til Tyrkiets bedste keeper. Sammen med Muslera står Fabricio også noteret for 10 clean sheets. Ricardo Quaresma er også en nøglefigur for holdet, men den portugisiske landsholdsspiller har ikke spillet op til sit bedste. Han har dog stadig tid til at vise, hvorfor han er en god fodboldspiller. Det har været en lang sæson for Besiktas, da de også har haft travlt på den europæiske scene. Holdet vandt suverænt Gruppe G i verdens bedste klubturnering, men blev senere slået ud af Bayern München. Det kan tænkes, at truppen har mange kilometer i benene – derfor Günes måske har roteret så meget. Nu er det altså nu. Slutfasen. Er trætheden ved at nærme sig, eller kan spillerne fortsat holde det høje niveau? Tiden må vise.

Rosinen i pølseenden, Fenerbahce, ligger i øjeblikket på fjerdepladsen og forfølger Besiktas. Der er to points forskel. Fener er jokeren i dette mesterskabsspillet - et hold, der er bedre end deres nuværende placering. Dog er trænersædet begyndt at gløde på Sükrü Saracoglu Stadio, hvor Aykut Kocaman sidder. Kocaman har ikke vundet det tyrkiske mesterskab siden hans ankomst fra Konyaspor, og vinder Fener ikke mesterskabet i år, kan han være en færdig mand i Istanbul. I en klub som Fenerbahce er mesterskabet en selvfølge, og Kocaman har været en omtalt herre i de tyrkiske medier. Presset er på Kocaman. Lad os tage et kig på hans holdkort:

En af nøglespillerne er Giuliano, der har haft meget at se til i denne sæson. 13 gange har angriberen fundet frem til netmaskerne, og man kunne godt savne flere mål fra partneren Roberto Soldado, der blot står noteret for seks mål. Kocaman foretrækker at spille med to angribere, så Soldado skal til at finde frem til netmaskerne, hvis mesterskabet skal havne i Fenerbahce for 20. gang. En anden profil er kantspilleren Nabil Driar, der har spillet suverænt på midtbanen. Ikke nok med det flotte spil har han også fundet holdkammeraterne syv gange. Men vi mangler lige at nævne en mand. Hvem? Det er Volkan Demirel. Den erfarne keeper er en af de vigtigste brikker på holdet, og hans tilstedeværelse kan være altafgørende for Fenerbahces mesterskabschancer. Ikke nok med hans 10 clean sheets er han også en vigtig brik i det defensive aspekt af Feners fodboldfilosofi. Som sagt er Fenerbahce jokeren i dette mesterskabsspil, og de kan slå til. Når som helst. Hvor som helst.

Lige en lille slutbemærkning: Galatasaray har spillet en kamp mindre end de andre hold. Gala mangler at møde bundproppen Genclerbirligi. Vinder Fatih Terims mandskab denne kamp, står de med 60 point og kommer til at ligge nummer 1. Dog har Gala er meget svært program, da de mangler at møde både Istanbul Basaksehir og Besiktas.

Det er ren gyserfilm i Tyrkiet i øjeblikket, og det bliver spændende at se, hvem der bliver tyrkiske sampiyon.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Džeko: Mine bedste mål i CL Teaser: FA Cup-finale Artikel ikon TV: Mulig straf efter grinagtigt ‘dive' Artikel ikon Vanddrikkende keeper koster bizart mål Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Fra FC Roskilde - til Messi - Bytter gerne alle trofæer for VM-guld! Artikel ikon Det bedste VM-hold Artikel ikon Casillias – bedste spanske XI Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Liste: Schmeichel i fornemt VM-selskab Top 5: Mindste VM-lande Artikel ikon Top 8: VM-trøjesponsorere Artikel ikon Top 10: Verdens rigeste klubber Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Anmeldelse: Fodboldholdet Artikel ikon Messi mod Ronaldo Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Liste: Schmeichel i fornemt VM-selskab Flest hjemmemål i åbningskamp Artikel ikon VM-topscorere siden 1986 Artikel ikon Rusland – til VM Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Fekir er glemt, Klopp øjner ny VM-profil Gensyn og generationsskifte for 895 mio. Artikel ikon Søndagens engelske rygter Artikel ikon Sky: United vil ikke af med Martial Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Lionel Messi
Vidste du om ... Cristiano Ronaldo Artikel ikon Vidste du om ... Joe Cole Artikel ikon Vidste du om ... Lee Bowyer Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon England - på straffe VM - i tal Artikel ikon Tal om – Ronaldos hattrick Artikel ikon Salah vs. Suárez Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Lyngby BK - Vendsyssel FF Optakt: Esbjerg fB - Silkeborg IF Artikel ikon Optakt: Real Madrid - Liverpool Artikel ikon Optakt: FCK - AGF Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstilling: Danmark - Peru Startopstillinger: Argentina - Island Artikel ikon Startopstillinger: Frankrig – Australien Artikel ikon Startopstillinger: Marokko - Iran Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Brasilien snublede mod Schweiz Mexico slog verdensmestrene Artikel ikon Frisparksperle sikrede serbisk sejr Artikel ikon Modrić sikrede kroatisk sejr Artikel ikon Se flere