De orange danskere

Af Torsten Brix

2016-07-31
De orange danskere

indkast.dk bringer første kapitel fra den højaktuelle bog om de danske fodboldspillere i Holland.

David Endt ler højt. Han glemmer aldrig sit første møde med de to danskere. Han sidder i et lokale på det solbeskinnede olympiske stadion i Amsterdam og ser dem komme ind ad døren. Frank Arnesen og Søren Lerby, to langhårede bonderøve fra Danmark, begge i træsko og trompetbukser.

David Endt, den senere holdleder i Ajax, spiller på det tidspunkt på klubbens andethold. Spillerne er skeptiske, ja faktisk fjendtligt indstillede over for de to nye. De frygter, at de to danskere vil tage deres plads på holdet. Men modviljen hos Endt forsvinder, da det går op for ham, hvor gode de to danskere er.

Det fremgår dog ikke af den første træning, hvor spillerne bliver sat til at lave hovedstødsøvelser. Det viser sig, at Arnesen og Lerby overhovedet ikke kan heade. Og da de to efter træningen smækker benene op på bordet og tænder en smøg – det plejer man at gøre i Danmark, helst med en bajer til – forstår ingen, hvad klubben vil med de to klovne. Målmanden Heinz Stuy forklarer dem, at selvom flere af spillerne ryger, gør de det aldrig, når træneren er i nærheden.

Men hollænderne er ikke færdige med at ryste på hovedet af danskerne. Snart skal Lerby og Arnesen i kamp for første gang. De skal spille imod Willem II's andethold. Kampen skal bruges som en del af en eksamen for to trænerkandidater, Willem II's Hans Dorjee og Ajax' Theo Laseroms. I bussen på vej til kampen sætter Laseroms holdet. Lerby skal spille højre midtbane, Arnesen højre wing. Da de kommer frem til træningsanlægget, hvor kampen skal spilles, bliver holdet ført ind i et lokale, hvor Laseroms gennemgår taktikken. ”And you”, siger han til Lerby, ”you go into the room.” Den generte, unge mand rejser sig op, ser sig om i lokalet og spørger: ”Which room?” Lerby er i panik. Hvor skal han gå hen?

Nogle få uger tidligere, i slutningen af november 1975, har Lerby og Arnesen overstået kontraktforhandlingerne i først København og siden Amsterdam. Med som rådgivere er deres fædre, John Arnesen, tidligere sporvognschauffør og nu ejer af en tobakskiosk på Christianshavn, som han har købt for en tipsgevinst, og havnearbejderen Kaj Lerby. I Amsterdams lufthavn Schiphol tager Ajax' bestyrelsesformand Jaap van Praag imod den danske delegation. Han gør stort indtryk på danskerne. Van Praag har åbenbart egen parkeringsplads i lufthavnen, hvor hans amerikanske dollargrin venter på dem.

Først senere går det op for dem, at van Praag arbejder i lufthavnen. Men Lerby og Arnesen er stadig overvældede, de har begge en arbejderbaggrund, hvor man skal knokle for at have til dagen og vejen. Lerby står i lære som typograf i et bogtrykkeri og står op hver morgen klokken fem. Arnesen arbejder på et papirlager. En kontrakt med Ajax vil være en markant forbedring af levevilkårene for dem begge.

De bliver også imponerede af deres nye træner Rinus Michels. Forud for deres første træning henter Michels dem foran deres hotel tidligt om morgenen i en lyseblå Mercedes. Han kører dem tavst rundt i byen. På et tidspunkt passerer de et busstoppested, hvor de skal stige på for at komme ud til Ajax' træningsanlæg. Da de når frem, siger han blot: ”Sådan gør I fra i morgen! Jeg bryder mig ikke om spillere, der kommer for sent”.

40 år senere kalder mindet et smil frem i Lerbys ansigt. Han sidder på sit kontor i Duivendrecht, seks kilometer sydøst for Amsterdam, hvor han har sin fodboldagentvirksomhed. Han er agent for topspillere som for eksempel Ajax-anføreren Davy Klaassen, den belgiske Napoli-spiller Dries Mertens, og danskerne Pierre-Emile Højbjerg, Viktor Fischer og Yussuf Poulsen.

Lerby og Arnesen var ikke de første danskere i hollandsk fodbold. Før dem blev en del danskere lokket til tulipanlandet, typisk topscorere eller spillere, som var blevet kåret som Årets Spiller i Danmark. Arbejdet som talentspejder handlede dengang om at læse aviserne grundigt. På den baggrund hentede Twente i 1975 Hans Aabech i Club Brügge i Belgien. Aabech var i 1973 blevet dansk mester med Hvidovre IF, topscorer med 28 mål i 22 kampe og kåret til Årets Spiller i Danmark. Men opholdet i Twente blev ikke nogen succes.

Året efter skiftede han til De Graafschap, hvor det i løbet af sæsonen 1976-77 kun lykkedes ham at nette to gange. Aabechs træner i De Graafschap, Hans Dorjee, mente, at Aabech gik død på grund af nerver. I et interview forklarede Aabech det selv således: ”I Danmark gør man, hvad man har lyst til. Det passer mig fremragende. Det lader ikke til, at man kan det her”. Via de to ophold i Holland kom Aabech til AS Oostende i den belgiske 2. division, og derfra hjem til et kortvarigt og mislykket ophold i Hvidovre, hvor han kom på kant med træneren. Herfra gik turen videre til KB, hvor han igen opnåede stor succes: I 1980 vandt klubben det danske mesterskab, og Aabech blev topscorer i 1. division med 19 mål. I forbindelse med sit ophold i den belgiske kystby Oostende havde Aabech åbnet en restaurant. Men han gik fallit, blev skilt og begyndte at drikke tæt. Han tabte håret, og snart efter faldt fortænderne ud. I tiden efter fodboldkarrieren er han blevet anholdt et utal af gange for diverse småting.

Fodboldfans, der ønsker at høre ham fortælle om hans udligning til 1-1 kort før tid i kampen mod Næstved – scoringen som sikrede mesterskabet til KB i 1980 – har størst chance for at finde ham på stamstedet Piccadilly Pub i Lyngby Storcenter. Hans Aabech og de andre tidlige hollandsfarere havde været etablerede spillere i den danske 1. division. Med Lerby og Arnesen var det første gang, at så unge danske spillere blev solgt til udlandet. Den danske presse kaldte det en skandale.

”To fædre solgte deres drenge for en million kroner” lød en overskrift i Berlingske Tidende. Helt frem til 1977 kunne rige udenlandske klubber gratis hente talentfulde spillere i de danske klubber. Eneste udgift var en overgangssum til spillerne. I Danmark herskede amatørtilstande, og holdningen til spillere, som valgte at skrive kontrakt med en udenlandsk klub, var generelt negativ. De blev sågar kaldt landsforrædere og syndere. De fik livstidskarantæne fra landsholdet, ja fra overhovedet at spille fodbold i Danmark. I forbindelse med Harald Nielsens skifte fra Frederikshavn til Bologna i 1961 var der i medierne ingen glæde eller stolthed at spore. Aviserne skrev, at han var ”tabt for Danmark”. Helt frem til 1977 benyttede Dansk Boldspil-Union (DBU) sig udelukkende af amatører på landsholdet. Dermed havde Harald Nielsen og andre udlandsprofessionelle udelukket sig selv fra landsholdet på grund af de strikse amatørbestemmelser.

David Endt var imponeret af Arnesen i begyndelsen. ”Frank var en mager spirrevip, men kors, hvor kunne han spille. Han havde et lynhurtigt antrit”. Arnesen debuterer med en fuldtræffer i andetholdskampen mod Willem II (Lerby scorede det andet i 2-0-sejren) og tre mål i den følgende kamp mod PSV Eindhoven, der endte 3-3. Arnesen trænede i starten med førsteholdet, men spillede kampe på andetholdet. Træningen med de garvede proffer Ruud Krol, Wim Suurbier og Gerrie Mühren var en prøvelse for den danske teenager. ”Jeg var en dribler, men i begyndelsen hos Ajax kunne jeg ikke komme forbi nogen”. Træningen er meget hårdere, end han har været vant til i Danmark. Når han ikke træner, ligger han de første par måneder på sofaen eller i sengen derhjemme, syg og overanstrengt. Men det hårde slid viser sig snart at bære frugt. Den megen træning har givet Arnesen bedre kondition, og han spiller godt på andetholdet, hvor han bl.a. scorer fire ud af fem mål i en kamp mod FC Amsterdam.

Arnesen får derfor tidligere end forventet debut på Ajax' førstehold. Holdet fungerer i det tidlige forår 1976 dårligt, og efter et par tabte kampe mod De Graafshap og Twente, samt et pokalnederlag på 0-3 mod PEC Zwolle, giver Rinus Michels Arnesen chancen. Lerby er endnu ikke kommet så vidt. Sammen med Arnesens kæreste Kate, der er højgravid med tvillinger, og sin egen kæreste Lene, tager Lerby til Utrecht for at se vennens debutkamp. Lerby kan endnu ikke forstå hollandsk, så han kommer til at købe billetter til ståpladstribunen, hvor hjemmeholdets mest fanatiske fans har taget opstilling. Lerby er endnu ikke et kendt ansigt, men da han på et tidspunkt kommer til at udvise positiv interesse for udeholdet, står han pludselig ansigt til ansigt med en fyr med et knojern. Heldigvis respekteres Kates gravide mave. Men Lerby er rystet over Utrecht-supporternes verbale aggressioner og voldelige adfærd, et fænomen, der er ukendt i Danmark.

Lerby har i det hele taget svært ved at finde sig til rette i Holland. Han er ung og umoden, og han føler et stort pres fra de selvbevidste medspillere. Indimellem viser han med sit hårde skud og enorme løbepensum glimt af sine kvaliteter på banen. Men der er umiddelbart ikke udsigt til en startplads på holdet. Den rutinerede Gerrie Mühren sidder tungt på Lerbys foretrukne position. Alligevel får Lerby chancen ikke lang tid efter Arnesens debutkamp. 2. påskedag 1976 er han med mod NAC Breda, som let bliver besejret med 5-0, bl.a. takket være et åbningsmål fra Lerby.

De to ungersvende skal lære at stå på egne ben. Megen hjælp får de ikke udefra. Kun førsteholdsspillerne Ruud Geels og Barry Hulshoff snakker af og til med dem. At der ikke er noget socialt liv i spillertruppen, er et kulturchok for dem begge. De er vant til, at fodbold er en social sport, hvor man er venner med dem, man spiller med, og som man hygger sig med efter træning og kamp. I Fremad Amager har de ellers haft ry for at være et par hårde nysere, men i Amsterdam kan de slet ikke hamle op med den håndfaste magtudøvelse og mobning fra de ældre spillere, især Wim Suurbier og Ruud Krol. Lerbys cykel ligger regelmæssigt på taget af cykelskuret eller i buskene. Og mens han leder efter den, kører Krol og Suurbier dyttende forbi i deres fede dollargrin. Krol forbyder Arnesen og Lerby at tale dansk. Han sørger for, at de ikke glemmer deres placering nederst i spillerhierarkiet. Spiller de godt, hører de ikke noget. Laver de fejl, får de skældt huden fuld. Krol siger til Arnesen: ”Du skal først være bekymret den dag, du bliver ignoreret, og der ikke mere bliver sagt noget til dig, så er der virkelig noget galt, så er du fortabt!” På et tidspunkt bliver det for meget for Arnesen. Med bævende stemme tager han ordet til en spillersamling. Han siger, at han ikke forstår den hårde tone. ”Hvis I er lidt mere positive, spiller jeg bedre”. Han bliver rent til grin. ”Vi blev hakket i småstykker”, fortæller Arnesen senere en dansk journalist. Det er nok godt, at Krol og Suurbier ikke kan læse dansk, for reservespilleren Lerby fortæller i et avisinterview, at han kun har set få teknisk begavede spillere i den hollandske liga. Men klubbens professionalisme og visse spilleres hårdhed gør indtryk på de to unge spillere. Især er Lerby lydhør og villig til at tage ved lære. Endnu er han en grønskolling, men der kommer en dag, hvor han selv er en af de hårde hunde øverst i Ajax-truppens hierarki.

David Endt bliver venner med Arnesen og Lerby. Han inviterer dem med hjem til middag hos sin mor. Sammen med sin kæreste er Endt ofte babysitter for Kate og Franks tvillinger. Endt og Arnesen går i byen sammen med de andre spillere og til koncerter. De lytter i timevis til Bob Dylan og Neil Young. Den muntre, sociale og udadvendte Arnesen viser også en følsom side, som når han en gang imellem griber sin guitar og spiller et par sange. De to venner rejser sammen til København, hvor det går op for Endt, at der på Christiania er mere hash end i Amsterdam.

Til en fest hos Arnesens søster, Yvonne, serveres hashpandekager, som Arnesens mor, Birthe, intetanende spiser tre af. Hun får det dårligt og må køres på hospitalet i en fart. Med først Arnesen og siden også Lerby på førsteholdet går Ajax ubesejrede igennem resten af sæsonen. Træner Michels sørger imidlertid for, at de to danskere beholder fødderne på jorden.

”Ar-ne-sè! Tab ikke bolden! Ler-bíe! Arbejd hårdere!” ”Anus Michels” kalder de ham somme tider, men kun inden for hjemmets fire vægge. De har en enorm respekt for Michels, og Arnesen tør dårligt kigge på ham.

”På det tidspunkt var det altså ikke sjovt”, fortæller Arnesen, da jeg møder ham i efteråret 2015 på et hotel i Arnhem, hvor han er indkvarteret med det græske hold PAOK Saloniki. (Arnesen er sportsdirektør i PAOK fra maj 2015 til februar 2016, red.) Michels gjorde livet surt for dem, men det var for intet at regne imod, hvad hans efterfølger Tomislav Ivić gjorde.

Arnesen fastslår i dag, at han i hele sin karriere ikke har lært mere af nogen træner end af Ivić. Men dengang var Arnesen kritisk over for kroatens spilfilosofi, der baserede sig på defensivt, destruktivt spil og lange afleveringer. Efter den opløftende første sæson i Ajax møder Arnesen ind til træning efter sommerferien med stor selvtillid. Han er klar til at lægge Holland ned med sin driblekunst. Men fra den første træningsdag har den nye træner et horn i siden på ham. Klubbens ledelse kræver, at Ivić vinder mesterskabet. Han ofrer den offensive tilgang til spillet, som Michels praktiserede, til fordel for en mere defensiv. Det sker på bekostning af de mere uregerlige spillertyper, som for eksempel Arnesen. Lerby er stærkt utilfreds. Han ryger ind og ud af holdet. Det går ham mere og mere på, og han bliver til sidst et selvmedlidende brokkehoved. Forholdet til kæresten Lene går i stykker. Rejserne hjem til Danmark for at spille ungdomslandskampe er de eneste lyspunkter i en mørk tid. Julen er også en glædens tid for Lerby.

”Julen i Danmark kan slet ikke sammenlignes med julen i Holland”, siger han. ”Jeg har altid sat stor pris på den traditionelle, danske julemiddag med flæskesteg og risalamande”. I den første tid i Holland har han svært ved at vænne sig til de nye, mere jævne spisevaner. Hollændere spiser for ikke at dø. For danskere er det at spise en fest.

Uden det store bidrag fra Lerby bliver Ajax hollandske mestre i sæsonen 1976-77. I den følgende sæson griber Arnesen sin chance i en Europa Cup-kamp mod Lillestrøm og bider sig fast på førsteholdet. Fansene tager ham til sig. De elsker hans uforudsigelighed, fordi han sparker næsten lige godt med begge ben, hans lynhurtige ryk, energi og entusiasme. Han scorer ofte og har øje for medspillerne. Han bliver sammenlignet med Johan Cruyff, men det afviser Arnesen, både dengang og nu. ”På overfladen er der måske ligheder, men jeg kunne ikke lave finter. Til gengæld var jeg hurtig på fødderne. Cruyff var en komplet fodboldspiller. Et geni”.

Lerby har ikke Arnesens held. Han døjer hele sæsonen med en meniskskade. Til træning herser Ivić med ham. Lerby træner benhårdt for at få chancen, men uge efter uge bliver han på kampdagen alligevel forvist til bænken. Ivić bor ligesom danskerne i Diemen-kvarteret. Han holder øje med Lerby privat. Han vil vide, hvorfor der brænder lys i Lerbys lejlighed sent hver aften, og en dag, hvor Lerby vil købe en kasse øl i supermarkedet, står Ivić tilfældigvis bag ham i køen. Lerby er træt af træneren. Først mange år efter indser han, hvad han har lært af kroaten. I tiden under Ivić lærer Lerby og Arnesen at betragte fodbold som et spil skak. Fodbold handler om presspil, boldbesiddelse og forudbestemte bevægelsesmønstre. Ingen dikkedarer, enkelt og målrettet.

Ved sæsonens afslutning udløber Lerby og Arnesens kontrakter. De ønsker begge at blive i klubben og får fornyet deres aftaler. Men Lerby får ikke tilbudt lønforhøjelse, det gør Arnesen til gengæld. Da den nye kontrakt skal forhandles på plads, bliver de begge kaldt op på van Praags kontor. Henvendt til Arnesen siger han: ”Du får 10.000 mere end Søren, for du er en bedre fodboldspiller”. Lerby føler sig ydmyget. I sin sommerferie hjemme i Danmark er han helt færdig med Ajax. Han vil hellere spille i Danmark med sine kammerater. Hans far, Kaj Lerby, tidligere divisionsspiller for B 1903 og for det danske B-landshold, synes, at sønnen giver for hurtigt op, og gør ham opmærksom på, at han stadig er Ajax' ejendom. Klubben kan forhindre ham i at spille på højeste niveau i Danmark.

Lerby sidder på sit kontor og ryster på hovedet. Han er omgivet af adskillige fladskærme, der viser fodbold. ”Jeg var kommet ind på et sidespor. Jeg blev købt af Ajax og fik debut under Michels. Jeg troede, den var hjemme. Men virkeligheden viste sig at være en anden. Det var en brat opvågnen”. Lerby vender tilbage til Amsterdam med en klar målsætning: Nu skal han fandeme vise dem! Han begynder at gå tidligt i seng, omlægger sin kost og viser til træning, at han er indstillet på at kæmpe. Ajax har igen skiftet træner, nu er tøjlerne overladt til Cor Brom, der har været assistent under Rinus Michels 1975-76. Den nye træner, der på forhånd kendte til organisationen og spillertruppen, lægger straks mærke til Lerby. Snart skal Holland og resten af Europa også blive bekendt med Lerbys fighterinstinkt og utrættelige arbejdsradius. I takt med at de rutinerede spillere i Ajax begynder at indstille karrieren, får Lerby mere ansvar og indflydelse. Med nedrullede strømper og uden benskinner går han forrest på banen, samtidig med at hans eget spil løfter sig. Hans pasningsspil er solidt, hans stikninger i dybden giftige, og han lægger lange, præcise diagonalafleveringer over en halv bane. Han er frygtløs i sine tacklinger og spiller hårdt, men får i hele sin karriere ikke et eneste rødt kort.

Ikke alle bryder sig imidlertid om fighteren Lerbys hårde spil. I en kamp mod AZ slår Willem van Hanegem ud efter Lerby. Da Lerby vil hævne sig med en hård tackling, undviger van Hanegem i sidste øjeblik og planter i stedet sine støvleknopper på Lerbys fremstrakte skinneben. Lerby gennemfører resten af kampen humpende. Efter kampen passerer van Hanegem Lerby og siger i forbifarten: ”Åh, slog du dig?”

Tilbage på det olympiske stadion i Amsterdam er det blevet tid til kaffe og en bid brød i cafeen. Pludselig dukker den tidligere hollandske topspiller Wim Kieft op. Han omfavner David Endt og siger ”ti amo”. De har en fælles kærlighed til Italien. Jeg videregiver til Kieft en hilsen fra Klaus Berggreen, som han spillede sammen med i SC Pisa i tre år i midten af 1980'erne. Kieft husker ikke nogen Berggreen. Han beklager sin manglende hukommelse og forklarer det med et årelangt kokain- og alkoholmisbrug.

”Vorherre bevares, hvor var de to trættende”, siger Kieft, der spillede sammen med Lerby 1979-83. Lerby var på det tidspunkt blevet anfører for Ajax, og Aad de Mos klubbens træner. ”De Mos og Lerby lå konstant i krig. Aadje kunne drive 'Røde', som Lerby blev kaldt, til vanvid”. Lerby giver medspillerne samme hårdhændede behandling, som han selv fik, da han var ny i klubben. Sten Ziegler får også nok af Lerbys skrigeri. Efter et kort ophold hos Hvidovre IF er Ziegler i 1980 tilbage i hollandsk fodbold efter fem år hos Roda. Han er 30 år, anfører for det danske landshold og betragtes som den bedste libero i Holland. Han bliver købt som erstatning for Ruud Krol, der har indstillet sin aktive karriere. Året før er også den offensive midtbanespiller Henning Jensen kommet til Amsterdam. Nordjyden har allerede en fornem karriere bag sig. Indtil han er 22, hyggede han sig med at spille for Nørresundby Boldklub i Danmarksserien, men snart får Borussia Mönchengladbach nys om hans kvaliteter, og så tager hans karriere fart. Henning Jensen spiller i Gladbach i 1972-76 og derefter tre år i Real Madrid, hvor han bliver Årets Spiller, inden turen går til Ajax. Han bliver både tysk og spansk mester to gange, foruden pokalmester og vinder af UEFA Cuppen med tyskerne. Hos Gladbach såvel som i Real Madrid er han stamspiller og flittig målscorer. Men i Ajax sidder han overraskende nok ofte på bænken ved siden af den nye træner Leo Beenhakker. ”Navnet siger mig ikke noget”, siger Cor Broms efterfølger. Han har ikke lyst til at bruge ”Europas bedste midtbanespiller”. Jensen kommer af og til på banen som erstatning for Arnesen, Lerby eller Dick Schoenaker. Men som regel bliver Martin van Geel og Ton Blanker foretrukket. Jensen beklager sig ikke. Han er ikke nogen Lerby, og desuden bliver Ajax i hans første år mestre og når semifinalen i Europa Cup'en.

”Han sagde ikke så meget”, husker David Endt, ”men når han fik noget at drikke til en fest, kom munden på gled. Han var god, og jeg husker særligt et hattrick mod Willem II, men i Ajax var hans karriere begyndt at lakke mod enden”.

Det er måske ikke så underligt, at Wim Kieft ikke husker, at han i 1981 var med, da fire danskere for første gang tørnede ud i en kamp for samme hollandske klub. Det skete, da kvartetten Arnesen, Lerby, Ziegler og Jensen var med i Ajax' 6-1-sejr over MVV Maastricht. Det er siden kun sket to gange: I 1996 i Heerenveen med Jon Dahl Tomasson, Ole Tobiasen, Simon Karkov og Marc Nygaard, og igen i 2012, da Ajax stillede op med Christian Eriksen, Lasse Schöne, Christian Poulsen og Viktor Fischer. I et opgør mellem Ajax og Heerenveen i 2013 var der faktisk fem danske spillere på banen samtidig, da Nicolai Boilesen også var med.

Hvad Kieft derimod husker, er, at danskerne i hans Ajax-tid godt kunne lide at drikke. ”Lerby mødte somme tider stangstiv op til træning. Når vi holdt fest eller var i byen, blev han altid så irriterende. Gnaven, fordrukken, kontrær. Han blev ofte smidt ud”. Endt klukker af grin og fortæller, at Kieft heller ikke brød sig ret meget om Jesper Olsen og Jan Mølby. ”De to havde nøglerne til alle Amsterdams natklubber. Vi har engang kørt Jesper hjem, hvor han lå i bagagerummet, ellers ville han ikke med”. Kieft og Endt fatter ikke, hvor danskerne havde kræfterne fra, for de forsømte aldrig næste dags træning. Deres arbejdsmoral var forbilledlig. Tilbuddene til Jesper Olsen kom blandt andet fra Arsenal, Anderlecht og Borussia Mönchengladbach. Ikke så ringe for en knægt, der, indtil han var 16, aldrig havde haft en rigtig træner. I Faxe var han vant til, at en klubleder bare satte to mål op, gav drengene en bold og ønskede dem god fornøjelse.

Den klejne Olsen snor sig rundt om modstanderne, der forsøger at stoppe ham med alle midler. Men han er dygtig til at undvige tacklingerne og holde fast på bolden. Sådan er det også i Næstved i den danske 1. division, og hos Ajax, der køber ham, 20 år gammel, i sommeren 1981. ”En herlig knægt”, siger Endt. ”Jesper var frygtløs”. Olsen blev kaldt ”De Vlo”, Loppen, men sådan som han elegant fløj forbi modstanderne, havde ”De Vlinder”, Sommerfuglen, måske været et bedre tilnavn.

”Hans dribletur på De Kuip!” råber Kieft og ryster på hovedet. ”Da han lavede det sologennembrud, vidste jeg, at jeg ikke ville komme på banen i den kamp. I det klassiske arvefjendeopgør mellem Feyenoord og Ajax den 28. november 1982 står det i anden halvleg 1-1, da Feyenoord taber bolden midt på banen. Gerald Vanenburg erobrer bolden og spiller den videre til Olsen. Iklædt Ajax' lyseblå udebanedragt, der flagrer om hans slanke krop, løber danskeren slalom igennem et Feyenoord-forsvar, der én efter én forgæves forsøger at sætte en tackling ind. Olsen trækker ind i feltets venstre side, hvor han med en kropsfinte snyder den fremstormende målmand, og sender bolden i mål med venstrefoden. Feyenoord får efterfølgende udlignet, men det er Jesper Olsens solotur, alle taler om den næste dag.

”Jesper Olsen er den bedste dansker, der nogensinde har spillet i Æresdivisionen”, mener Lerby.

I 1979 begynder David Endt at arbejde for agentbureauet Inter Football. I hans notater fra dengang er navnet stavet med a:

”Jan Malby, 18 år, er en Beckenbaueragtig type, en stor personlighed med god teknik. Han ville kunne blive en glimrende erstatning for Wim Jansen. En klasse bedre end Ivan Nielsen fra Feyenoord. Vigtigt: ifølge en dansk insiderkilde skulle Malby være mere interesseret i hasardspil end i at få en karriere som professionel fodboldspiller!”

Inter Football skriver den 15. september 1981 til Ajax' bestyrelse. Rapporten handler mest om den 17-årige Michael Laudrup, ”århundredets talent”, der først vil afslutte sin skolegang. Bureauet har desuden bidt mærke i følgende danske spillere: Klaus Berggreen, Klaus Granlund, Johnny Jacobsen og Jan Heintze. Alle talentfulde spillere, men ikke gode nok til Ajax. Endt bliver af bureauets direktør Maarten de Vos bedt om at tage til Danmark for at se nærmere på spillerne. I Danmark sover Endt hos Lerbys kærestes forældre eller i Arnesens sommerhus, når han ikke kan få en køn pige på krogen. Han er meget begejstret for Danmark og danske fodboldspillere.

”Danmark er et herligt land, smukt og grønt, med åbne mennesker og god humor”.

På agentbureauets anbefaling skifter Jan Mølby i sommeren 1982 fra Kolding til Ajax. Det bliver ikke nogen udelt succes. Den dengang knap så korpulente Mølby er ifølge træner Aad de Mos den dovneste fodboldspiller, han nogensinde har set. Han foretager sig kun noget, når bolden ligger for fødderne af ham. I Ajax' spilsystem virker liberopladsen umiddelbart som bedst egnet for Mølby, men De Mos placerer ham alle mulige steder på banen, hvis ikke på bænken. Da Mølby efter et par sæsoner tager videre til Liverpool, ser han tilbage på tiden i Amsterdam med bitterhed: ”Min fætter Johnny Mølby er også et stort talent, men jeg vil fraråde ham at tage til Ajax”.

Kieft må videre, men først efter endnu en Mølby-anekdote. På vej hjem fra en sejrsfest vil Mølby køre forbi et sted og købe kroketter. Han parkerer bilen. Da han kommer tilbage, falder han i søvn i bilen. Næste dag er han lige ved at komme for sent til flyet til en europæisk kamp. I lufthavnen spørger Bobby Haarms irriteret efter hans pas. Mølby roder i jakken, han har sovet i, og hiver en pose fladmaste kroketter frem fra inderlommen.

”Sjove typer, de danskere”, siger Kieft og giver mig hånden til afsked. At Mølby efter sit ophold i Holland nærmest har fået heltestatus blandt fansene, forbavser ikke kun De Mos og klubben, men også Mølbys far, der er lastbilchauffør. Han synes, det er en skændsel, at hans knoldesparkende søn spiller ved siden af den store Cruyff. Ved landsholdets kampe ønsker han ikke at sidde på hovedtribunen: Jan på hold med landets bedste spillere, det er for pinligt. Og når junior spiller i Liverpool, er det ikke til at holde ud at se på. Englændernes modtagelse af Mølby er heller ikke alt for hjertelig. Han overtager uden problemer de engelske spilleres dårlige spise- og drikkevaner og bliver snart rigeligt høj i hatten.

Træningen er hård, og han tvinges til at løbe meget, men han klarer sig godt. Han ligner en fiskehandler i fodboldstøvler, men når han først har fået fat i bolden, kan han i blinde finde angriberne Ian Rush og John Barnes. Trods sin robuste fysik er Mølbys boldkontrol og fremdrift med bolden god. Han bliver også betroet hvervet som holdets straffesparkskytte og scorer på 42 ud af 45 i løbet af sin karriere. Han kunne have drevet det videre end det, men Mølby kommer jævnligt i klammeri med politiet for offentlig fuldskab, fartovertrædelser og slagsmål.

Midt i sæsonen 1988-89 ryger han seks uger i spjældet. Ledelsen vil af med ham, men trænerne er glade for ham, og indtil 1996 spiller Mølby godt 200 kampe for Merseyside-klubben.

Efter Mølbys afgang er Ajax en tid uden danskere, men takket være især Arnesen og Lerbys gode ry har hollandske talentspejdere siden været på udkig efter danskere. Som spilleragent kan Søren Lerby i dag konstatere, at kun få danske spillere bryder igennem i Holland. Mange vender hurtigt tilbage til Danmark. ”Da jeg kom hertil, spillede jeg for at gøre det til min levevej, jeg ville frem og havde ikke noget at tage hjem til. Nu virker det, som om de unge ikke vil møde modgang, det må ikke gøre ondt. Danskerne er et tilfreds folkefærd. I Danmark har folk det generelt godt. Men det er ikke godt for elitesporten. Hvis man vil klare sig på topplan, må man aldrig blive tilfreds”.

”Skal du ikke også interviewe Jan Heintze?” spørger Lerby, inden vi tager afsked. ”Han er den dansker i hollandsk fodbold med flest kampe og flest titler. Ham må du have fat i”.

Lerby har ret. Heintzes 395 æresdivisionskampe er rekord for en udlænding, ligesom hans ni hollandske mesterskaber, tre pokaltitler og hans ene Europa Cup-titel er det. Heintze er bare sådan en farveløs, vag skikkelse. Der er ikke kommet en eneste god historie ud af ham. Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste spektakulært øjeblik eller en eneste afgørende aktion fra hans side. Jeg ved blot, at han var venstre back og spiste knust hajknoglepulver. Det sidste skulle være grunden til, at han kunne blive ved med at spille så længe.

På vej til Danmark tager jeg fat på Heintzes selvbiografi '20 år på toppen'. Allerede i forordet kan man se, at man ikke bliver bedre til at skrive af at spise knust hajknoglepulver.

”I sommeren 2001 blev jeg spurgt, om jeg var interesseret i at skrive en biografi om mine mange år i topfodbold. Min første tanke var, at det ville blive næsten uoverkommeligt at overskue rent tidsmæssigt, men efter at have tænkt over det et stykke tid, slog jeg alligevel til”.



Manchester United vs. Manchester City

Solskjær: City-kamp kommer perfekt

Top 20: Mest Premier League-erfaring

Statistikker om Solskjær-nedturen

Ærlig Matić: Jeg var det største problem

Knust Mata: Alt for trøjen

Solskjær: Undskyld

Gylfi Sigurdsson – Manchester United-fan

Video: United-nedtur

Solskjær: Nu skal Alexis levere

Solskjær: Køber ikke seks nye spillere

Nye tider på Old Trafford

Magasin-artikler
Stadion tour: Tottenhams Stadium
Lidt blandet om afløseren for White Hart Lane. Vidste du…
- at 10.000 øl kan pumpes ud af hanerne på stadionets barer pr. minut.

- at der sælges sæsonkort til 140.000 kroner, men så får du også varme i sædet samt mad fra en restaurant, der er drevet af Michelin-kokken Chris Galvin.

- at der kan sidde 17.500 tilskuere på South Stand, og de kommer til at give oplevelsen af en ”væg af lyd”.

- at det forventes, at Tottenham i fremtiden kommer til at omsætte for 750 millioner kroner på kampdage, hvilket næsten er en fordobling i forhold til omsætningen på White Hart Lane.

- at stadionet får fire gigantiske storskærme, hvoraf de to største bliver de største i England.

- at stadionet får Europas største merchandise-butik.

- at klubbens museum bliver i det ældre hus ”Warmington House”, som har bibeholdt sin gamle facade.

- at det blot tager 25 minutter at ændre stadionet fra et fodboldstadion til et NFL-stadion. Ændringen betyder blandt andet, at selve græstæppet bliver meget længere. 68 store motorer gør, at stadionet på underlig vis ændrer karakter.

- at midten af White Hart Lane, hvor Tottenham spillede 2.533 kampe, ligger midt på South Stand, hvor der er langt en guldplade.

Læs hele artiklen
Jagten på Premier League-titlen
Indkast.dk har slået ned på nogle af datoerne i denne sæson…
3-4 November
Manchester City-point: 26
Liverpool-point: 26
Kommentar: Liverpool og Arsenal spillede uafgjort, mens Manchester City slog Southampton.


8 december
Manchester City-point: 41
Liverpool-point: 42
Kommentar: Liverpool slog Bournemouth, imens Manchester City tabte til Chelsea.


22-26 december
Manchester City-point: 44
Liverpool-point: 48
Kommentar: Manchester City tabte til bade Crystal Palace og Leicester.


3. Januar
Manchester City-point: 50
Liverpool-point: 54
Kommentar: Liverpool tabte til Manchester City og mistede dermed muligheden for at få et syvpoints forspring.


29-30 januar
Manchester City-point: 56
Liverpool-point: 61
Kommentar: Manchester City tabte til Newcastle, men Liverpool missede igen chancen for at lave et syvpointsforspring efter kampen imod Leicester.


3. marts
Manchester City-point: 71
Liverpool-point: 70
Kommentar: Liverpool spillede målløst imod Everton, mens City besejrede Bournemouth.



Kigger man på de resterende kampe og fjerner de hold, som både Manchester City og Liverpool skal møde, ser de resterende kampe således ud:

Manchester City
- Watford
- Crystal Palace
- Manchester United
- Leicester
- Brighton

Liverpool
- Southampton
- Chelsea
- Huddersfield
- Newcastle
- Wolverhampton.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Gylfi Sigurdsson – Manchester United-fan
Holdspilleren er ved at udvikle sig til en Premier League-profil – samt en nationalhelt på Island.
Den 24. oktober 2015 blev der skrevet et lille kapitel i Premier Leagues historiebøger. På Villa Park var hjemmeholdet lige kommet foran med 1-0, da en meget atypisk islænding gik til et frispark fem/syv meter udenfor Aston Villas målfeltet, og modsat mange andre sportsudøvere fra vulkanøen blev frisparket ikke sparket med stor fysisk kraft, men med præcision og finfølelse ind bag en sagesløs Brad Guzan. Kampen endte med, at Swansea vandt 2-1 efter et mål af hver af Ayew-brødrene.

Det sjældne udfald, at to brødre fra Ghana ender med at score for hvert sit hold i en Premier League-kamp samt, at Villa-nederlaget kostede manager Tim Sherwood jobbet, fyldte i de efterfølgende dage de engelske aviser. Dette er måske ikke helt rimeligt – for havde det ikke været for det flotte frisparksmål af en Swansea-spiller, havde kampen helt sikkert fået et andet udfald… målet blev scoret af Gylfi Sigurdsson.

Selvsamme aviser blev dog fyldt med overskrifter om Sigurdsson, efter midtbanespilleren blev matchvinder på Anfield i walisernes sejr på 3-2 i starten af 2017. Islændingen bevarede fatningen, da Simon Mignolet kom flyvende ud imod den lidt løse bold, som Sigurdsson sikkert sparkede ind. Samme kølighed havde Swansea-profilen kort tid efter, da han på flotteste vis udlignede direkte på frispark imod selveste Manchester United.

I starten af oktober 2018 blev han matchvinder for den ny klub – Everton. Liverpool-klubben var i overtal imod Leicester, da Sigurdsson vendte midt på modstanderens banehalvdel inden han scorede et flot langskudsmål – ligesom han gjorde i påsken 2019, hvor Everton besejrede Manchester United med hele 4-0. Ikke nok med det - for det er ikke første gang, at han var med til at sænke United, som han er så stor fan af…


Drømmeliv væk fra – og på vulkanøen
Masser af kapitler til Sigurdssons Premier League-eventyr, men den islandske midtbanespiller udlever en livsdrøm. Først var han med til at kvalificere Island til EM, hvor vulkanøen blandt andet ”klappede” England – og de blev en af fodboldens succeshistorier i 2016. Så Sigurdsson fulgte stærkt op på drømmesæsonen 2014/15, hvor han lavede syv Premier League-mål og hele ti assists i blot 32 kampe for Swansea. Derudover oplevede Sigurdsson det unikke i at score det afgørende mål på Old Trafford - som han dermed har gjort to sæsoner i træk, hvilket må være noget specielt.

Sigurdsson har nemlig hele livet været stor fan af Manchester United, så da han den 16. august 2014 scorede og lavede en assists i 2-1-sejren, som gav Louis van Gaal en mareridtsstart på Old Trafford, var det noget helt specielt for Sigurdsson. Efterfølgende har han fortalt om, hvordan hans telefon nærmest brød sammen med venlige SMS'er efter kampen, og efter kampen blev han også fotograferet sammen med sit helt store idol – golfspilleren Rory McIlroy, der lige havde vundet en stor turnering ved Bridgesone og var blevet fremrykket til verdens bedste.

Sådanne dage har Sigurdsson ikke oplevet mange af i England, men ikke nok med det. For i starten af 2016 scorede Sigurdsson igen på Old Trafford, da Swansea god nok tabte 1-2...


Fra røven af 4. Division til Premier League
Som 15-årig ankom Sigurdsson til Reading, og han har oplevet meget trist i engelsk fodbold, da han har spillet i de fire øverste fodboldrækker med alt, hvad det indebærer. Når han kigger tilbage på tiden som knægt i England, fremkommer der dog ofte et smil, når han begejstret beretter om at komme til et land, der havde græs på fodboldbanerne og ikke konstant regnvejr eller bidende kulde.

Det var selveste Brendan Rodgers, der var manager i Reading, og sidenhen blev de to faktisk genforenet i Swansea, da Rodgers lejede Sigurdsson i Hoffenheim. I 2012 afviste midtbanespilleren dog den daværende Liverpool-manager for i stedet at tage til Tottenham. Her tilbragte han to gode sæsoner, og derfor var det en smule underligt, at den rige London-klub valgte at sælge ham til Swansea for blot 80 millioner kroner.

I Swansea fortsatte formfremgangen allerede fra den føromtalte første kamp på Old Trafford, og han fandt sig straks til rette på midtbanen - sammen med Jonjo Shelvey, som var blevet kasseret i Liverpool af Rodgers. De to udviklede et unikt samarbejde, selvom Sigurdsson faktisk ikke havde meget til overs for Shelvey, da han ankom til klubben, men spillet på banen udviklede et venskab imellem de to.


Ligeså mange mål som Sneijder, Robben og van Persie – til sammen
I maj 2010 fik Sigurdsson en unik debut på det islandske landshold, da han både lagde op til et mål samt scorede et mål ved en af sine spidskompetencer – nemlig frispark. På denne måde lavede han flere mål i den føromtalte EM-kvalifikation. Her var Island ikke levnet mange chancer for at hente én af de to første pladser i gruppe A, hvor Tjekkiet, Tyrkiet og Holland også var placeret.

Holland blev som bekendt sorteper, efter Island havde chokstartet i gruppen. Efter tre kampe havde de ni point og en samlet målscore på 8-0, selvom de havde mødt Tyrkiet, Letland og Holland. Senere i kvalifikationen blev Tyrkiet og Holland slået igen – hvilket ikke mindst skyldtes den helt store talisman - Gylfi Sigurdsson.

Hele seks mål lavede han i kvalifikationskampe eller det samme som Wesley Sneijder, Arjen Robben og Robin van Persie – til sammen. Lilleputnationen Island havde narret de store fodboldnationer, og selvom der blot var 11.607 tilskuere i gennemsnit til Islands hjemmekampe, oplevede spillerne en gigantisk opbakning fra den sportsglade ø. Landstræner Lars Lagerback sagde i jubelscenerne efter kvalifikationen om Sigurdsson:

- Han er den spiller, som jeg nogensinde har arbejdet sammen med, der er den største holdspiller…

Denne nationale holdspiller var til VM2018 havnet i gruppen med Argentina, Nigeria og finalisterne Kroatien. Det endte kun med ét point og dermed sluttede slutrunden tidligt for Sigurdsson. Island lavede to mål i de tre kampe og naturligvis kom Sigurdsson på måltavlen efter en dødbold. Han har tidligere scoret meget afgørende mål – på både Anfield og flere gange på Old Trafford. Tænk sig at gøre det som kæmpe Manchester United-fan…
Læs hele artiklen
Son Heung-min – The Precious Son
Son Heung-min har gennem flere år vist en opadgående kurve, og det fortsætter bare…
78 minutter er spillet… Christian Eriksen finder med en elegant aflevering den hurtige Tottenham-spiller Son Heung-min, som får Manchester City-backen Fabien Delph til at ligne en saltstøtte. Son sparker bolden ind under Ederson i City-målet og jublen på det nye Tottenham Hotspurs Stadium bryder ud.

Son blev matchvinderen i den første og rene engelske Champions League-kvartfinale, og dermed fulgte sydkoreaneren op i sin anden kamp på Tottenhams nye stadium. Son blev også den første spiller nogensinde til at score på det imponerende stadion, da de spillede den officielle åbningskamp imod Crystal Palace. Dermed fortsætter Son Heung-min, bedre kendt bare som Son, den unikke formfremgang, som han er i gang med. Indkast.dk har kigget nærmere og tilbage på den hotte Tottenham-angriber, for hvem er denne Son?


Eksklusiv klub
Son var en del af FC Seouls U18-hold, da han besluttede sig for, at han ville være professionel fodboldspiller. Det gjorde han, da han som bolddreng ved FC Seouls hjemmekampen så efterfølgende Premier League-spiller Lee Chung-Young spille for klubben i hjembyen, en oplevelse Son dog aldrig skulle få. Han valgte nemlig i stedet at tage imod et tilbud om at komme til Hamburger SV i en ung alder.

Fra han var 16 år tørnede han ud for Bundesliga-klubbens ungdomshold, og her præsterede han så fornemt, at han på sin 18-års fødselsdag kunne skrive under på en professionel kontrakt. Og det var en god beslutning af HSV, der med den beslutning sikrede sig en bevægelig, teknisk velfunderet og afslutningsstærk angriber, der både kan agere topangriber og hængende angriber. Han viste da også forholdsvist hurtigt, at han havde hvad der skulle til for at begå sig i den stærke tyske liga.

I hans første to år blev det til en pæn del optrædener, ligesom han formåede at nette forholdsvist meget, hans unge alder i taget i betragtning. Men det var først i sæsonen 2012/2013, at man for alvor skulle begynde at lægge mærke til ham. Her spillede han en vigtig rolle på det nordtyske mandskab, og da sæsonen sluttede kunne Son kigge tilbage på en sæson, der havde budt på 12 scoringer i 33 optrædener. Det bragte ham samtidig ind i klubben af asiater, der har scoret et tocifret antal mål i én af de tre store ligaer (La Liga, Bundesliga og Premier League), som, Son inklusiv, kun tæller fire.

Det målgennemsnit var nok til at vække opmærksomhed lidt længere oppe i tabellen, og derfor var Bayer Leverkusen ikke sene til at slå til, da Son gerne ville prøve sig af i toppen af Bundesligaen. 75 millioner kroner måtte de smide på bordet for at overtale HSV til at slippe den dengang 20-årige sydkoreaner. 12 mål og syv oplæg blev det til i debutsæsonen i Leverkusen - absolut godkendte tal for en 21-årig angriber i Bundesligaen. Efterfølgende blev det til 11 scoringer, ligesom han markerede sig flot i Leverkusens godkendte Champions League-kampagne, der lige så vel kunne have endt med mere, efter man fik presset Atlético Madrid ud i straffesparkskonkurrence - en disciplin spanierne viste sig stærkest i.

Disse præstationer åbnede op for skiftet til Tottenham. London-klubben tredoblede hvad Leverkusen havde betalt HSV og dermed blev angriberen dyreste spiller fra Asien – nogensinde. Han har dog vist sig at være pengene værd. I de sidste tre Premier League-sæsoner er det blevet til tocifret antal PL-mål og han har været en stor del af fremgangen i Tottenham.


Broget landsholdskarriere
Den opadgående kurve på klubplan har dog ikke kunne overføres til landsholdet. Selvom han står noteret for 72 kampe og 25 mål, hvilket jo som sådan er et pænt tal for en 26-årig, har forholdet til forbundet ikke altid været lige godt.

Da han for alvor var ved at få sit gennembrud i Bundesligaen, var hans far og agent nemlig ude og anmode om, at landstrænerne ville se bort fra ham i nogle kampe, så Son kunne fokusere 100% på at hjælpe sin tyske klub.

Det fornærmede landstræneren, der nægtede at adlyde denne ordre. Derudover afviste Son også at deltage i OL i London 2012, så han kunne fokusere på at slå igennem i HSV, hvilket jo som nævnt også skete. Og selvom disse udmeldinger omkring landsholdet måske ikke virker som det mest sympatiske, giver det også et billede af en meget målrettet mand.


En ny type sydkoreaner
Udover at han åbenlyst har talentet til at bære Sydkorea fremad – men også Tottenham - er der også noget andet, der er værd at bemærke, når snakken falder på denne Son Heung-min. Når man ser Sydkorea spille har man nemlig traditionelt været vidne til et mandskab, der lever på ting som løbevillighed, fælleskab og disciplin.

Det er også den type sydkoreanske spillere, der for det meste har haft deres gang i de europæiske ligaer. Med den tidligere Manchester United-spiller Park Ji-Sung som det mest lysende eksempel. Det er ikke for at tage noget fra Parks karriere, som på alle måder har været beundringsværdig, men han blev ikke kendt på grund af sine ekvilibristiske udfoldelser med læderkuglen.

Her kommer Son dog med noget ekstra. Han besidder nemlig ikke kun de klassiske sydkoreanske kvaliteter. Han har nemlig en fremragende teknik, som han blandt andet bruger til at skabe plads for sig selv og sine holdkammerater, mens han også kan udfordre forsvarsspillere direkte med sit hurtige fodskifte – ligesom han gjorde, da han stod overfor Delph i Champions League eller seks dage før imod Crystal Palace. Begge mål var på oplæg fra Christian Eriksen og mindede faktisk ganske meget om hinanden… Så efter 120 år med det samme stadion for Tottenham, så åbnede Son den nye æra med et brag.

Tidligere har Manchester City-manager Pep Guardiola kaldt Tottenham for ”Harry Kane team”, men den engelske angriber måtte udgå fra opgøret med en skade, og det er ikke første gang i denne sæson, at London-holdet må undvære den engelske angriber. Tidligere har han været ude i fem uger, og i den periode spillede Son fem kampe for Tottenham og lavede fire mål. På det tidspunkt sang Tottenham-fansene om Son ”You are my Sonshine” mens andre blot konstaterede - The Precious.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Nye tider på Old Trafford
Solskjærs honeymoon is over… Indkast.dk forventer voldsomme ændringer i Manchester United, og når sæsonen 2019/20 starter, kan det meget vel være med en forvandlet United-trup. Nu skal 20LEgend vise sit værd som manager…
Den 16. marts 2019 vil blive en del af Manchester Uniteds nyere historie, for her besejrede Ole Gunnar Solskjærs tropper det kraftigt oprustende storhold fra PSG i Champions League. Der var voldsomt hype omkring Manchester United og den midlertidige samt forholdsvis uprøvede manager Solskjær!

Bedriften i den franske hovedstad skabte grobund for en permanent kontrakt til Solskjær, men i de efterfølgende kampe gik det voldsomt ned af bakke. Syv kampe gav fem nederlag, og Solskjær-effekten blev meget brat afblæst. Det startede ellers unikt med otte sejre i træk, og United-fansene havde fået en tiltrængt julegave i 2018, men med til den statistik skal nævnes, at modstanderne var Cardiff, Huddersfield, Bournemouth, Newcastle, Reading, Tottenham, Brighton og Arsenal. Så modstanden var ikke så hård i Solskjærs opstart, men han overtog altså et hold fra Jose Mourinho – et hold der var i skidt forfatning. ”The Special One” var blevet til ”The Special None” på grund af:

- United var 11 point fra en Champions League-plads.

- Mourinho var uvenner med næsten alt og alle…

- Spillernes niveau var dalende ligesom resultaterne.

- 17 Premier League-kampe inde i Premier League-sæsonen var United 19 point efter førerholdet Liverpool.

- Ikke siden 1990 havde Manchester United haft en dårligere sæsonstart.

- Kigger man yderligere på den daværende stilling, kunne man se, at Manchester Uniteds målforskel var NUL.


Mourinhos defensive tilgang og masser af ballade havde efterladt United i en skidt forfatning… den fik Solskjær ændret, inden han blev permanent manager, hvor det hele vendte sig igen. Se blot disse tal:


Vundne kampe
Solskjær som midlertidig manager: 73 %
Solskjær som permanent manager: 40 %

Mål scoret pr. kamp
Solskjær som midlertidig manager: 2,1
Solskjær som permanent manager: 1,0

Mål lukket ind
Solskjær som midlertidig manager: 0,9
Solskjær som permanent manager: 1,4


Som permanent manager har Solskjær været oppe imod stærke modstandere, og derudover har truppen været meget skadesplaget. Således var det fra den 6. marts og indtil midten af april kun Paul Pogba og Chris Smaling, der spillede alle 630 minutter, og det virkede lidt til, at den franske verdensmester var træt og mere havde øjne og øre rettet mod Madrid, hvor landsmanden og vennen Zinedine Zidane var blevet træner for Real Madrid og offentligt forsøgte at prikke til Pogbas rejselyst.

Pogba kan meget vel være en af spillerne, som fremtiden på Old Trafford skal bygges op omkring, når Solskjær skal starte en stor renovering af truppen. For Manchester United trænger til en foryngelse af truppen samt en mere præcis retningslinje for spillerindkøb. Flere af de aldrende spillere som Ashley Young, Antonio Valencia, Marcos Rojo, Matteo Darmian, Chris Smalling, Phil Jones, Nemanja Matić, Ander Herrera, Juan Mata og Alexis Sánchez bør forlade klubben for at skabe en nyere og meget yngre trup på Old Trafford – men hvem skal i fremtiden spille i Manchester United.

Kan det lykkes at holde kontraktudløbende David De Gea, Paul Pogba og Marcus Rashford i Manchester, kan den trio sammen med Anthony Martial være ”stammen”, der i drømmeland kunne forstærkes med flere af disse spillere:

- Jadon Sancho
- Aaron Wan-Bissaka
- Callum Hudson-Odoi
- Matthijs De Ligt
- Kalidou Koulibaly
- Saul Niguez
- Thomas Partey
- Ivan Rakitic
- Harry Maguire
- Idrissa Gueye
- Declan Rice
- Joao Felix

Dette kunne godt være ønskesedlen for Solskjær, men problemet er blot, at mange af disse spillere er på ønskesedlen hos nogle af Europas andre storklubber, som Bayern München og Real Madrid, der også begge står overfor store ændringer i trupperne pga. meget dårlige sæsoner.

Solskjær blev efter Champions League-exiten til Barcelona lovet 2.300 millioner kroner til nye spillere i sommerens transfervindue plus indtjeningen for de spillere, som han måtte lykkedes med at sælge.

Problemet for nordmanden er blot, at på trods af de vanvittige mange penge er det ikke nok til mere end tre eller måske fire af de ovennævnte spillere, og som nævnt vil der måske komme en budrunde for at sikre sig disse spillere. Men sælges Pogba eller De Gea, vil det skabe store købemuligheder for United.

Siden Sir Alex Ferguson for seks år siden forlod Manchester United, har klubben brugt næsten 6.000 millioner kroner på spillere, men mange af disse har været deciderede skuffelser. Nu skal Solskjær og bossen Ed Woodward vise deres værd på transfermarkedet for at skabe et nyt United på Old Trafford.

Tidligere har Woodward hentet Alexis Sánchez til klubben på en kontrakt med en ugeløn lige under fem millioner kroner og et sign on fee på over 60 millioner kroner. Siden er det blevet til 29 Premier League-kampe og tre mål fra turneringens suverænt højst lønnede spiller. Udover, at angriberen fylder meget i lønbudgettet, har det givet det problem, at Pogba, Rashford og De Gea gerne vil have kontrakter, som minder om den Sánchez fik.

Sådanne høje lønninger kan give problemer til United i fremtiden i forhold til Financial Fair Play, men historien og Football Leaks har nogle skræmmende eksempler for løntunge spillere i United. Værst er naturligvis Sanchez, men glem nu ikke, at Radamel Falcao i de 37 uger, som han var i Manchester United, kostede klubben over 40 millioner kroner pr. mål eller Bastian Schweinsteiger, der endte op med at koste 50.000 kroner for hvert minut, han spillede for United….

Solskjær og Woodward kommer til sommer til at træffe mange store og vigtige valg. Indkast.dk forventer, at der kommer ligeså store ændringer i United-truppen, som da Louis van Gaal i 2015 hentede seks spillere og tog afsked med otte… så det bliver en spændende sommer, fordi, Solskjær's honeymoon is over…


Læs hele lederen
Kan City vinde Quadruple?
Truppen hos Manchester City er “Four”-midabel, men det kan de økonomiske problemer også blive for den nyrige klub.
Lige efter Manchester City havde vundet Carabao Cup-finalen over Chelsea, var kampen et samtaleemne i et omklædningsrum, hvor jeres skrivekarl var til stede. Til de andre i lokalets store overraskelse sagde undertegnet:

- Jeg tror sgu, at Manchester City vinder Quadruple…

Straks kiggede mange af mine holdkammerater på mig med åben mund, som de havde set et spøgelse. Men er det så urealistisk, som det måske lyder? Kan Manchester City ikke vinde de resterende tre pokaler - hvor realistisk er det egentligt?


Det engelske mesterskab
Kigger man nærmere på det engelske mesterskab for tiden, så har det i 2018/19-sæsonen udviklet sig til et parløb imellem City og Liverpool, og kigger man nærmere på stillingen i denne duel, har City en klar fordel.

Pep Guardiolas tropper er nemlig langt mere formstærke, end Jürgen Klopps er for tiden. Den 29. december havde Liverpool ti points forspring til City, efter Liverpool havde spillet 20 kampe og City 19. Dette forspring er for tiden nu minimeret til, at dem, der spiller først, har førstepladsen, og vinder City den kamp, som de har til gode, så har de ét point mere end Liverpool.

Kampprogrammet for de to hold har stort set samme sværhedsgrad, så mesterskabskampen skal nok blive lige, men formen for City må alarmere de Liverpool-fans, der i den grad savner et mesterskab. Derudover har City en langt bedre trup, end Liverpool har, hvilket også kan blive udslagsgivende i afslutningen på sæsonen. De sidste fire år har City vundet liga-klubben tre gange, hvilket giver et klart billede af et hold, der har de bedste reserver, da det ofte er dem, der kommer i kamp i den turnering, som City altså har vundet i denne sæson.


FA Cuppen
Vinder City også FA Cuppen? Ja… er det oplagte svar. For hvem af de resterende hold skulle besejre City? Brighton venter i semifinalen, og vinderen af Watford eller Wolverhampton bliver den anden finalemodstander.

City var godt nok presset i kvartfinalen imod Swansea, som City vandt 3-2. MEN… kigger man på statistikkerne fra kampen, fortæller det altså historien om stor dominans til Guardiolas tropper. Hele 68 % af tiden havde City bolden, Swansea havde to afslutninger indenfor Edersons målramme og de gik begge ind. Såhh… Det ligner en FA Cup-titel til Manchester City.


Champions League
Ligeså sikker er Champions League-trofæet dog ikke, da modstanden er af en helt anden kaliber. City skal nok besejre Tottenham, men så venter Juventus formentlig i semifinalen, mens Barcelona eller Liverpool sandsynligvis venter i finalen.

MEN… glem nu ikke i dette, at Citys sidste Champions League-kamp endte med en 0-7-lussing til Schalke04 i en kamp, hvor så stærke spillere som Nicolas Otamendi, Fernandinho, Kevin De Bruyne, John Stones og Riyad Mahrez end ikke kom i kamp. Som tidligere nævnt er City-truppen helt unik – måske verdens bedste fodboldtrup, men den har heller ikke været billig.


Indkøbsfest
Fornyelig lavede Indkast.dk en udregning over hvor mange penge, de forskellige klubber havde brugt, siden Mauricio Pochettino kom til Premier League.

Manchester City havde netto brugt 4.900.000.000 kroner, mens Tottenham har brugt 230.000.000. Det er to forskellige verdner, men alligevel skal London-holdet op imod City i mesterskabskampen samt to gange i Champions League.

Siden 2009 har Sheik Mansour haft kontrol over Manchester City, men siden er der også kommet en ”Quadruple” af økonomiske problemer, som kan få gigantisk betydning for klubben.


1. UEFA er den største trussel imod Manchester City i forhold til Financial Fair Play-reglerne, der startede i 2013. Ifølge disse må en klub kun have et underskud på 400 millioner kroner i to år eller maksimalt 280 millioner kroner i gennemsnit i tre regnskaber. Begge dele skulle være et problem for City, og det kan resultere i en udelukkelse fra Champions League-turneringen, som ville give store økonomiske og sportslige problemer i fremtiden.

2. Premier League er i gang med at undersøge tre ting i forbindelse med Manchester City. Det skulle være om ulovlig anskaffelse af akademi-spillere, ulovlige treparts ejerskaber samt økonomiske uoverensstemmelser. Alle tre ting kan give point-straf. Ifølge Der Spiegel findes der mails, der beviser, at Jadon Sanchos agent – Emeka Obasi - modtog næsten to millioner kroner af City, inden han skiftede fra Watford som 14-årig. Dette er ulovligt. Kunne dette være årsagen til, at den engelske spiller noget overraskende havnede hos Dortmund?

3. FA har ligesom Premier League gjort det klart, at de kigger nærmere på ”Sancho-historien”. Skulle Manchester City blive dømt i denne sag, vil FA formentligt forbyde Manchester City at hente akademi-spillere. Men FA vil med stor sandsynlig ligge så tæt op ad den afgørelse, som Premier League træffer i denne sag.

4. FIFA er i gang med en undersøgelse af Manchester Citys samarbejde med danske FC Nordsjælland omkring treparts ejerskaber. Tidligere har FIFA givet transfer-karantæne for en meget lignede sag, men Chelsea har appelleret dommen.


Så selvom Manchester City måske står overfor en mulig stor sportslig triumf, bliver de kraftigt undersøgt af de fire store magtfaktorer i engelsk fodbold – FIFA, UEFA, Premier League og FA.

Mange af Citys problemer er kommet, efter Der Spiegel i ”Football Leaks” skulle have fået indsigt i nogle af fodboldens skyggesider, og her skulle der være dukket belastende materiale op om Manchester City samt andre nyrige klubber som Paris SG og Chelsea. Nu må fremtiden vise, hvordan City kommer til at se ud – både på og udenfor banen.


Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Jubel ender i kvindeligt bryst Stor direktør... Artikel ikon PL-historiens hurtigste mål Artikel ikon Rundens bedste mål i PL Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon FA Cup-finale fremfor København-koncert? Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Real Madrid til dartspiller via Esbjerg Artikel ikon Drake-forbandelsen rammer Ligue 1-dukse Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Flest mål for Newcastle Top 10: Værste Premier League-indkøb Artikel ikon Top 7: Leicesters topscorere Artikel ikon Top 20: Flest Premier League-mål Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Ajax - Danskernes klub: Jan Mølby Özil - fra skudlinjen Artikel ikon Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Artikel ikon Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Video: Kan du huske Zidanes skalle? Historisk mesterskab til Juventus Artikel ikon City kan få en sjælden ”The Double” Artikel ikon Fire trofæ-samlere Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Milan-træner på vej til Premier League? Mega-transfer under opsejling i Serie A Artikel ikon Medie: Atlético vil handle i Tottenham Artikel ikon Medie: Seks spillere United bør hente Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Christian Pulisic Artikel ikon Vidste du om ... Ole Gunnar Solskjær Artikel ikon Vidste du om ... Mario Gomez Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Top 20: Mest Premier League-erfaring Historisk mesterskab til Juventus Artikel ikon Statistikker om Solskjær-nedturen Artikel ikon Slutspil i PL siden 1993 Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Liverpool-Porto Optakt: Man. City - Schalke 04 Artikel ikon Optakt: Bayern München - Liverpool Artikel ikon Optakt: Barcelona - Lyon Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Cardiff - Liverpool CL - sådan starter de Artikel ikon Startopstillinger: Liverpool - Tottenham Artikel ikon Startopstillinger: Horsens - Brøndby Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Eriksen blev helten for Tottenham Bundhold driller Chelsea Artikel ikon Første FCK-sejr i Farum i seks år Artikel ikon AaB sejrede sikkert Artikel ikon Se flere