De orange danskere

Af Torsten Brix

2016-07-31
De orange danskere

indkast.dk bringer første kapitel fra den højaktuelle bog om de danske fodboldspillere i Holland.

David Endt ler højt. Han glemmer aldrig sit første møde med de to danskere. Han sidder i et lokale på det solbeskinnede olympiske stadion i Amsterdam og ser dem komme ind ad døren. Frank Arnesen og Søren Lerby, to langhårede bonderøve fra Danmark, begge i træsko og trompetbukser.

David Endt, den senere holdleder i Ajax, spiller på det tidspunkt på klubbens andethold. Spillerne er skeptiske, ja faktisk fjendtligt indstillede over for de to nye. De frygter, at de to danskere vil tage deres plads på holdet. Men modviljen hos Endt forsvinder, da det går op for ham, hvor gode de to danskere er.

Det fremgår dog ikke af den første træning, hvor spillerne bliver sat til at lave hovedstødsøvelser. Det viser sig, at Arnesen og Lerby overhovedet ikke kan heade. Og da de to efter træningen smækker benene op på bordet og tænder en smøg – det plejer man at gøre i Danmark, helst med en bajer til – forstår ingen, hvad klubben vil med de to klovne. Målmanden Heinz Stuy forklarer dem, at selvom flere af spillerne ryger, gør de det aldrig, når træneren er i nærheden.

Men hollænderne er ikke færdige med at ryste på hovedet af danskerne. Snart skal Lerby og Arnesen i kamp for første gang. De skal spille imod Willem II's andethold. Kampen skal bruges som en del af en eksamen for to trænerkandidater, Willem II's Hans Dorjee og Ajax' Theo Laseroms. I bussen på vej til kampen sætter Laseroms holdet. Lerby skal spille højre midtbane, Arnesen højre wing. Da de kommer frem til træningsanlægget, hvor kampen skal spilles, bliver holdet ført ind i et lokale, hvor Laseroms gennemgår taktikken. ”And you”, siger han til Lerby, ”you go into the room.” Den generte, unge mand rejser sig op, ser sig om i lokalet og spørger: ”Which room?” Lerby er i panik. Hvor skal han gå hen?

Nogle få uger tidligere, i slutningen af november 1975, har Lerby og Arnesen overstået kontraktforhandlingerne i først København og siden Amsterdam. Med som rådgivere er deres fædre, John Arnesen, tidligere sporvognschauffør og nu ejer af en tobakskiosk på Christianshavn, som han har købt for en tipsgevinst, og havnearbejderen Kaj Lerby. I Amsterdams lufthavn Schiphol tager Ajax' bestyrelsesformand Jaap van Praag imod den danske delegation. Han gør stort indtryk på danskerne. Van Praag har åbenbart egen parkeringsplads i lufthavnen, hvor hans amerikanske dollargrin venter på dem.

Først senere går det op for dem, at van Praag arbejder i lufthavnen. Men Lerby og Arnesen er stadig overvældede, de har begge en arbejderbaggrund, hvor man skal knokle for at have til dagen og vejen. Lerby står i lære som typograf i et bogtrykkeri og står op hver morgen klokken fem. Arnesen arbejder på et papirlager. En kontrakt med Ajax vil være en markant forbedring af levevilkårene for dem begge.

De bliver også imponerede af deres nye træner Rinus Michels. Forud for deres første træning henter Michels dem foran deres hotel tidligt om morgenen i en lyseblå Mercedes. Han kører dem tavst rundt i byen. På et tidspunkt passerer de et busstoppested, hvor de skal stige på for at komme ud til Ajax' træningsanlæg. Da de når frem, siger han blot: ”Sådan gør I fra i morgen! Jeg bryder mig ikke om spillere, der kommer for sent”.

40 år senere kalder mindet et smil frem i Lerbys ansigt. Han sidder på sit kontor i Duivendrecht, seks kilometer sydøst for Amsterdam, hvor han har sin fodboldagentvirksomhed. Han er agent for topspillere som for eksempel Ajax-anføreren Davy Klaassen, den belgiske Napoli-spiller Dries Mertens, og danskerne Pierre-Emile Højbjerg, Viktor Fischer og Yussuf Poulsen.

Lerby og Arnesen var ikke de første danskere i hollandsk fodbold. Før dem blev en del danskere lokket til tulipanlandet, typisk topscorere eller spillere, som var blevet kåret som Årets Spiller i Danmark. Arbejdet som talentspejder handlede dengang om at læse aviserne grundigt. På den baggrund hentede Twente i 1975 Hans Aabech i Club Brügge i Belgien. Aabech var i 1973 blevet dansk mester med Hvidovre IF, topscorer med 28 mål i 22 kampe og kåret til Årets Spiller i Danmark. Men opholdet i Twente blev ikke nogen succes.

Året efter skiftede han til De Graafschap, hvor det i løbet af sæsonen 1976-77 kun lykkedes ham at nette to gange. Aabechs træner i De Graafschap, Hans Dorjee, mente, at Aabech gik død på grund af nerver. I et interview forklarede Aabech det selv således: ”I Danmark gør man, hvad man har lyst til. Det passer mig fremragende. Det lader ikke til, at man kan det her”. Via de to ophold i Holland kom Aabech til AS Oostende i den belgiske 2. division, og derfra hjem til et kortvarigt og mislykket ophold i Hvidovre, hvor han kom på kant med træneren. Herfra gik turen videre til KB, hvor han igen opnåede stor succes: I 1980 vandt klubben det danske mesterskab, og Aabech blev topscorer i 1. division med 19 mål. I forbindelse med sit ophold i den belgiske kystby Oostende havde Aabech åbnet en restaurant. Men han gik fallit, blev skilt og begyndte at drikke tæt. Han tabte håret, og snart efter faldt fortænderne ud. I tiden efter fodboldkarrieren er han blevet anholdt et utal af gange for diverse småting.

Fodboldfans, der ønsker at høre ham fortælle om hans udligning til 1-1 kort før tid i kampen mod Næstved – scoringen som sikrede mesterskabet til KB i 1980 – har størst chance for at finde ham på stamstedet Piccadilly Pub i Lyngby Storcenter. Hans Aabech og de andre tidlige hollandsfarere havde været etablerede spillere i den danske 1. division. Med Lerby og Arnesen var det første gang, at så unge danske spillere blev solgt til udlandet. Den danske presse kaldte det en skandale.

”To fædre solgte deres drenge for en million kroner” lød en overskrift i Berlingske Tidende. Helt frem til 1977 kunne rige udenlandske klubber gratis hente talentfulde spillere i de danske klubber. Eneste udgift var en overgangssum til spillerne. I Danmark herskede amatørtilstande, og holdningen til spillere, som valgte at skrive kontrakt med en udenlandsk klub, var generelt negativ. De blev sågar kaldt landsforrædere og syndere. De fik livstidskarantæne fra landsholdet, ja fra overhovedet at spille fodbold i Danmark. I forbindelse med Harald Nielsens skifte fra Frederikshavn til Bologna i 1961 var der i medierne ingen glæde eller stolthed at spore. Aviserne skrev, at han var ”tabt for Danmark”. Helt frem til 1977 benyttede Dansk Boldspil-Union (DBU) sig udelukkende af amatører på landsholdet. Dermed havde Harald Nielsen og andre udlandsprofessionelle udelukket sig selv fra landsholdet på grund af de strikse amatørbestemmelser.

David Endt var imponeret af Arnesen i begyndelsen. ”Frank var en mager spirrevip, men kors, hvor kunne han spille. Han havde et lynhurtigt antrit”. Arnesen debuterer med en fuldtræffer i andetholdskampen mod Willem II (Lerby scorede det andet i 2-0-sejren) og tre mål i den følgende kamp mod PSV Eindhoven, der endte 3-3. Arnesen trænede i starten med førsteholdet, men spillede kampe på andetholdet. Træningen med de garvede proffer Ruud Krol, Wim Suurbier og Gerrie Mühren var en prøvelse for den danske teenager. ”Jeg var en dribler, men i begyndelsen hos Ajax kunne jeg ikke komme forbi nogen”. Træningen er meget hårdere, end han har været vant til i Danmark. Når han ikke træner, ligger han de første par måneder på sofaen eller i sengen derhjemme, syg og overanstrengt. Men det hårde slid viser sig snart at bære frugt. Den megen træning har givet Arnesen bedre kondition, og han spiller godt på andetholdet, hvor han bl.a. scorer fire ud af fem mål i en kamp mod FC Amsterdam.

Arnesen får derfor tidligere end forventet debut på Ajax' førstehold. Holdet fungerer i det tidlige forår 1976 dårligt, og efter et par tabte kampe mod De Graafshap og Twente, samt et pokalnederlag på 0-3 mod PEC Zwolle, giver Rinus Michels Arnesen chancen. Lerby er endnu ikke kommet så vidt. Sammen med Arnesens kæreste Kate, der er højgravid med tvillinger, og sin egen kæreste Lene, tager Lerby til Utrecht for at se vennens debutkamp. Lerby kan endnu ikke forstå hollandsk, så han kommer til at købe billetter til ståpladstribunen, hvor hjemmeholdets mest fanatiske fans har taget opstilling. Lerby er endnu ikke et kendt ansigt, men da han på et tidspunkt kommer til at udvise positiv interesse for udeholdet, står han pludselig ansigt til ansigt med en fyr med et knojern. Heldigvis respekteres Kates gravide mave. Men Lerby er rystet over Utrecht-supporternes verbale aggressioner og voldelige adfærd, et fænomen, der er ukendt i Danmark.

Lerby har i det hele taget svært ved at finde sig til rette i Holland. Han er ung og umoden, og han føler et stort pres fra de selvbevidste medspillere. Indimellem viser han med sit hårde skud og enorme løbepensum glimt af sine kvaliteter på banen. Men der er umiddelbart ikke udsigt til en startplads på holdet. Den rutinerede Gerrie Mühren sidder tungt på Lerbys foretrukne position. Alligevel får Lerby chancen ikke lang tid efter Arnesens debutkamp. 2. påskedag 1976 er han med mod NAC Breda, som let bliver besejret med 5-0, bl.a. takket være et åbningsmål fra Lerby.

De to ungersvende skal lære at stå på egne ben. Megen hjælp får de ikke udefra. Kun førsteholdsspillerne Ruud Geels og Barry Hulshoff snakker af og til med dem. At der ikke er noget socialt liv i spillertruppen, er et kulturchok for dem begge. De er vant til, at fodbold er en social sport, hvor man er venner med dem, man spiller med, og som man hygger sig med efter træning og kamp. I Fremad Amager har de ellers haft ry for at være et par hårde nysere, men i Amsterdam kan de slet ikke hamle op med den håndfaste magtudøvelse og mobning fra de ældre spillere, især Wim Suurbier og Ruud Krol. Lerbys cykel ligger regelmæssigt på taget af cykelskuret eller i buskene. Og mens han leder efter den, kører Krol og Suurbier dyttende forbi i deres fede dollargrin. Krol forbyder Arnesen og Lerby at tale dansk. Han sørger for, at de ikke glemmer deres placering nederst i spillerhierarkiet. Spiller de godt, hører de ikke noget. Laver de fejl, får de skældt huden fuld. Krol siger til Arnesen: ”Du skal først være bekymret den dag, du bliver ignoreret, og der ikke mere bliver sagt noget til dig, så er der virkelig noget galt, så er du fortabt!” På et tidspunkt bliver det for meget for Arnesen. Med bævende stemme tager han ordet til en spillersamling. Han siger, at han ikke forstår den hårde tone. ”Hvis I er lidt mere positive, spiller jeg bedre”. Han bliver rent til grin. ”Vi blev hakket i småstykker”, fortæller Arnesen senere en dansk journalist. Det er nok godt, at Krol og Suurbier ikke kan læse dansk, for reservespilleren Lerby fortæller i et avisinterview, at han kun har set få teknisk begavede spillere i den hollandske liga. Men klubbens professionalisme og visse spilleres hårdhed gør indtryk på de to unge spillere. Især er Lerby lydhør og villig til at tage ved lære. Endnu er han en grønskolling, men der kommer en dag, hvor han selv er en af de hårde hunde øverst i Ajax-truppens hierarki.

David Endt bliver venner med Arnesen og Lerby. Han inviterer dem med hjem til middag hos sin mor. Sammen med sin kæreste er Endt ofte babysitter for Kate og Franks tvillinger. Endt og Arnesen går i byen sammen med de andre spillere og til koncerter. De lytter i timevis til Bob Dylan og Neil Young. Den muntre, sociale og udadvendte Arnesen viser også en følsom side, som når han en gang imellem griber sin guitar og spiller et par sange. De to venner rejser sammen til København, hvor det går op for Endt, at der på Christiania er mere hash end i Amsterdam.

Til en fest hos Arnesens søster, Yvonne, serveres hashpandekager, som Arnesens mor, Birthe, intetanende spiser tre af. Hun får det dårligt og må køres på hospitalet i en fart. Med først Arnesen og siden også Lerby på førsteholdet går Ajax ubesejrede igennem resten af sæsonen. Træner Michels sørger imidlertid for, at de to danskere beholder fødderne på jorden.

”Ar-ne-sè! Tab ikke bolden! Ler-bíe! Arbejd hårdere!” ”Anus Michels” kalder de ham somme tider, men kun inden for hjemmets fire vægge. De har en enorm respekt for Michels, og Arnesen tør dårligt kigge på ham.

”På det tidspunkt var det altså ikke sjovt”, fortæller Arnesen, da jeg møder ham i efteråret 2015 på et hotel i Arnhem, hvor han er indkvarteret med det græske hold PAOK Saloniki. (Arnesen er sportsdirektør i PAOK fra maj 2015 til februar 2016, red.) Michels gjorde livet surt for dem, men det var for intet at regne imod, hvad hans efterfølger Tomislav Ivić gjorde.

Arnesen fastslår i dag, at han i hele sin karriere ikke har lært mere af nogen træner end af Ivić. Men dengang var Arnesen kritisk over for kroatens spilfilosofi, der baserede sig på defensivt, destruktivt spil og lange afleveringer. Efter den opløftende første sæson i Ajax møder Arnesen ind til træning efter sommerferien med stor selvtillid. Han er klar til at lægge Holland ned med sin driblekunst. Men fra den første træningsdag har den nye træner et horn i siden på ham. Klubbens ledelse kræver, at Ivić vinder mesterskabet. Han ofrer den offensive tilgang til spillet, som Michels praktiserede, til fordel for en mere defensiv. Det sker på bekostning af de mere uregerlige spillertyper, som for eksempel Arnesen. Lerby er stærkt utilfreds. Han ryger ind og ud af holdet. Det går ham mere og mere på, og han bliver til sidst et selvmedlidende brokkehoved. Forholdet til kæresten Lene går i stykker. Rejserne hjem til Danmark for at spille ungdomslandskampe er de eneste lyspunkter i en mørk tid. Julen er også en glædens tid for Lerby.

”Julen i Danmark kan slet ikke sammenlignes med julen i Holland”, siger han. ”Jeg har altid sat stor pris på den traditionelle, danske julemiddag med flæskesteg og risalamande”. I den første tid i Holland har han svært ved at vænne sig til de nye, mere jævne spisevaner. Hollændere spiser for ikke at dø. For danskere er det at spise en fest.

Uden det store bidrag fra Lerby bliver Ajax hollandske mestre i sæsonen 1976-77. I den følgende sæson griber Arnesen sin chance i en Europa Cup-kamp mod Lillestrøm og bider sig fast på førsteholdet. Fansene tager ham til sig. De elsker hans uforudsigelighed, fordi han sparker næsten lige godt med begge ben, hans lynhurtige ryk, energi og entusiasme. Han scorer ofte og har øje for medspillerne. Han bliver sammenlignet med Johan Cruyff, men det afviser Arnesen, både dengang og nu. ”På overfladen er der måske ligheder, men jeg kunne ikke lave finter. Til gengæld var jeg hurtig på fødderne. Cruyff var en komplet fodboldspiller. Et geni”.

Lerby har ikke Arnesens held. Han døjer hele sæsonen med en meniskskade. Til træning herser Ivić med ham. Lerby træner benhårdt for at få chancen, men uge efter uge bliver han på kampdagen alligevel forvist til bænken. Ivić bor ligesom danskerne i Diemen-kvarteret. Han holder øje med Lerby privat. Han vil vide, hvorfor der brænder lys i Lerbys lejlighed sent hver aften, og en dag, hvor Lerby vil købe en kasse øl i supermarkedet, står Ivić tilfældigvis bag ham i køen. Lerby er træt af træneren. Først mange år efter indser han, hvad han har lært af kroaten. I tiden under Ivić lærer Lerby og Arnesen at betragte fodbold som et spil skak. Fodbold handler om presspil, boldbesiddelse og forudbestemte bevægelsesmønstre. Ingen dikkedarer, enkelt og målrettet.

Ved sæsonens afslutning udløber Lerby og Arnesens kontrakter. De ønsker begge at blive i klubben og får fornyet deres aftaler. Men Lerby får ikke tilbudt lønforhøjelse, det gør Arnesen til gengæld. Da den nye kontrakt skal forhandles på plads, bliver de begge kaldt op på van Praags kontor. Henvendt til Arnesen siger han: ”Du får 10.000 mere end Søren, for du er en bedre fodboldspiller”. Lerby føler sig ydmyget. I sin sommerferie hjemme i Danmark er han helt færdig med Ajax. Han vil hellere spille i Danmark med sine kammerater. Hans far, Kaj Lerby, tidligere divisionsspiller for B 1903 og for det danske B-landshold, synes, at sønnen giver for hurtigt op, og gør ham opmærksom på, at han stadig er Ajax' ejendom. Klubben kan forhindre ham i at spille på højeste niveau i Danmark.

Lerby sidder på sit kontor og ryster på hovedet. Han er omgivet af adskillige fladskærme, der viser fodbold. ”Jeg var kommet ind på et sidespor. Jeg blev købt af Ajax og fik debut under Michels. Jeg troede, den var hjemme. Men virkeligheden viste sig at være en anden. Det var en brat opvågnen”. Lerby vender tilbage til Amsterdam med en klar målsætning: Nu skal han fandeme vise dem! Han begynder at gå tidligt i seng, omlægger sin kost og viser til træning, at han er indstillet på at kæmpe. Ajax har igen skiftet træner, nu er tøjlerne overladt til Cor Brom, der har været assistent under Rinus Michels 1975-76. Den nye træner, der på forhånd kendte til organisationen og spillertruppen, lægger straks mærke til Lerby. Snart skal Holland og resten af Europa også blive bekendt med Lerbys fighterinstinkt og utrættelige arbejdsradius. I takt med at de rutinerede spillere i Ajax begynder at indstille karrieren, får Lerby mere ansvar og indflydelse. Med nedrullede strømper og uden benskinner går han forrest på banen, samtidig med at hans eget spil løfter sig. Hans pasningsspil er solidt, hans stikninger i dybden giftige, og han lægger lange, præcise diagonalafleveringer over en halv bane. Han er frygtløs i sine tacklinger og spiller hårdt, men får i hele sin karriere ikke et eneste rødt kort.

Ikke alle bryder sig imidlertid om fighteren Lerbys hårde spil. I en kamp mod AZ slår Willem van Hanegem ud efter Lerby. Da Lerby vil hævne sig med en hård tackling, undviger van Hanegem i sidste øjeblik og planter i stedet sine støvleknopper på Lerbys fremstrakte skinneben. Lerby gennemfører resten af kampen humpende. Efter kampen passerer van Hanegem Lerby og siger i forbifarten: ”Åh, slog du dig?”

Tilbage på det olympiske stadion i Amsterdam er det blevet tid til kaffe og en bid brød i cafeen. Pludselig dukker den tidligere hollandske topspiller Wim Kieft op. Han omfavner David Endt og siger ”ti amo”. De har en fælles kærlighed til Italien. Jeg videregiver til Kieft en hilsen fra Klaus Berggreen, som han spillede sammen med i SC Pisa i tre år i midten af 1980'erne. Kieft husker ikke nogen Berggreen. Han beklager sin manglende hukommelse og forklarer det med et årelangt kokain- og alkoholmisbrug.

”Vorherre bevares, hvor var de to trættende”, siger Kieft, der spillede sammen med Lerby 1979-83. Lerby var på det tidspunkt blevet anfører for Ajax, og Aad de Mos klubbens træner. ”De Mos og Lerby lå konstant i krig. Aadje kunne drive 'Røde', som Lerby blev kaldt, til vanvid”. Lerby giver medspillerne samme hårdhændede behandling, som han selv fik, da han var ny i klubben. Sten Ziegler får også nok af Lerbys skrigeri. Efter et kort ophold hos Hvidovre IF er Ziegler i 1980 tilbage i hollandsk fodbold efter fem år hos Roda. Han er 30 år, anfører for det danske landshold og betragtes som den bedste libero i Holland. Han bliver købt som erstatning for Ruud Krol, der har indstillet sin aktive karriere. Året før er også den offensive midtbanespiller Henning Jensen kommet til Amsterdam. Nordjyden har allerede en fornem karriere bag sig. Indtil han er 22, hyggede han sig med at spille for Nørresundby Boldklub i Danmarksserien, men snart får Borussia Mönchengladbach nys om hans kvaliteter, og så tager hans karriere fart. Henning Jensen spiller i Gladbach i 1972-76 og derefter tre år i Real Madrid, hvor han bliver Årets Spiller, inden turen går til Ajax. Han bliver både tysk og spansk mester to gange, foruden pokalmester og vinder af UEFA Cuppen med tyskerne. Hos Gladbach såvel som i Real Madrid er han stamspiller og flittig målscorer. Men i Ajax sidder han overraskende nok ofte på bænken ved siden af den nye træner Leo Beenhakker. ”Navnet siger mig ikke noget”, siger Cor Broms efterfølger. Han har ikke lyst til at bruge ”Europas bedste midtbanespiller”. Jensen kommer af og til på banen som erstatning for Arnesen, Lerby eller Dick Schoenaker. Men som regel bliver Martin van Geel og Ton Blanker foretrukket. Jensen beklager sig ikke. Han er ikke nogen Lerby, og desuden bliver Ajax i hans første år mestre og når semifinalen i Europa Cup'en.

”Han sagde ikke så meget”, husker David Endt, ”men når han fik noget at drikke til en fest, kom munden på gled. Han var god, og jeg husker særligt et hattrick mod Willem II, men i Ajax var hans karriere begyndt at lakke mod enden”.

Det er måske ikke så underligt, at Wim Kieft ikke husker, at han i 1981 var med, da fire danskere for første gang tørnede ud i en kamp for samme hollandske klub. Det skete, da kvartetten Arnesen, Lerby, Ziegler og Jensen var med i Ajax' 6-1-sejr over MVV Maastricht. Det er siden kun sket to gange: I 1996 i Heerenveen med Jon Dahl Tomasson, Ole Tobiasen, Simon Karkov og Marc Nygaard, og igen i 2012, da Ajax stillede op med Christian Eriksen, Lasse Schöne, Christian Poulsen og Viktor Fischer. I et opgør mellem Ajax og Heerenveen i 2013 var der faktisk fem danske spillere på banen samtidig, da Nicolai Boilesen også var med.

Hvad Kieft derimod husker, er, at danskerne i hans Ajax-tid godt kunne lide at drikke. ”Lerby mødte somme tider stangstiv op til træning. Når vi holdt fest eller var i byen, blev han altid så irriterende. Gnaven, fordrukken, kontrær. Han blev ofte smidt ud”. Endt klukker af grin og fortæller, at Kieft heller ikke brød sig ret meget om Jesper Olsen og Jan Mølby. ”De to havde nøglerne til alle Amsterdams natklubber. Vi har engang kørt Jesper hjem, hvor han lå i bagagerummet, ellers ville han ikke med”. Kieft og Endt fatter ikke, hvor danskerne havde kræfterne fra, for de forsømte aldrig næste dags træning. Deres arbejdsmoral var forbilledlig. Tilbuddene til Jesper Olsen kom blandt andet fra Arsenal, Anderlecht og Borussia Mönchengladbach. Ikke så ringe for en knægt, der, indtil han var 16, aldrig havde haft en rigtig træner. I Faxe var han vant til, at en klubleder bare satte to mål op, gav drengene en bold og ønskede dem god fornøjelse.

Den klejne Olsen snor sig rundt om modstanderne, der forsøger at stoppe ham med alle midler. Men han er dygtig til at undvige tacklingerne og holde fast på bolden. Sådan er det også i Næstved i den danske 1. division, og hos Ajax, der køber ham, 20 år gammel, i sommeren 1981. ”En herlig knægt”, siger Endt. ”Jesper var frygtløs”. Olsen blev kaldt ”De Vlo”, Loppen, men sådan som han elegant fløj forbi modstanderne, havde ”De Vlinder”, Sommerfuglen, måske været et bedre tilnavn.

”Hans dribletur på De Kuip!” råber Kieft og ryster på hovedet. ”Da han lavede det sologennembrud, vidste jeg, at jeg ikke ville komme på banen i den kamp. I det klassiske arvefjendeopgør mellem Feyenoord og Ajax den 28. november 1982 står det i anden halvleg 1-1, da Feyenoord taber bolden midt på banen. Gerald Vanenburg erobrer bolden og spiller den videre til Olsen. Iklædt Ajax' lyseblå udebanedragt, der flagrer om hans slanke krop, løber danskeren slalom igennem et Feyenoord-forsvar, der én efter én forgæves forsøger at sætte en tackling ind. Olsen trækker ind i feltets venstre side, hvor han med en kropsfinte snyder den fremstormende målmand, og sender bolden i mål med venstrefoden. Feyenoord får efterfølgende udlignet, men det er Jesper Olsens solotur, alle taler om den næste dag.

”Jesper Olsen er den bedste dansker, der nogensinde har spillet i Æresdivisionen”, mener Lerby.

I 1979 begynder David Endt at arbejde for agentbureauet Inter Football. I hans notater fra dengang er navnet stavet med a:

”Jan Malby, 18 år, er en Beckenbaueragtig type, en stor personlighed med god teknik. Han ville kunne blive en glimrende erstatning for Wim Jansen. En klasse bedre end Ivan Nielsen fra Feyenoord. Vigtigt: ifølge en dansk insiderkilde skulle Malby være mere interesseret i hasardspil end i at få en karriere som professionel fodboldspiller!”

Inter Football skriver den 15. september 1981 til Ajax' bestyrelse. Rapporten handler mest om den 17-årige Michael Laudrup, ”århundredets talent”, der først vil afslutte sin skolegang. Bureauet har desuden bidt mærke i følgende danske spillere: Klaus Berggreen, Klaus Granlund, Johnny Jacobsen og Jan Heintze. Alle talentfulde spillere, men ikke gode nok til Ajax. Endt bliver af bureauets direktør Maarten de Vos bedt om at tage til Danmark for at se nærmere på spillerne. I Danmark sover Endt hos Lerbys kærestes forældre eller i Arnesens sommerhus, når han ikke kan få en køn pige på krogen. Han er meget begejstret for Danmark og danske fodboldspillere.

”Danmark er et herligt land, smukt og grønt, med åbne mennesker og god humor”.

På agentbureauets anbefaling skifter Jan Mølby i sommeren 1982 fra Kolding til Ajax. Det bliver ikke nogen udelt succes. Den dengang knap så korpulente Mølby er ifølge træner Aad de Mos den dovneste fodboldspiller, han nogensinde har set. Han foretager sig kun noget, når bolden ligger for fødderne af ham. I Ajax' spilsystem virker liberopladsen umiddelbart som bedst egnet for Mølby, men De Mos placerer ham alle mulige steder på banen, hvis ikke på bænken. Da Mølby efter et par sæsoner tager videre til Liverpool, ser han tilbage på tiden i Amsterdam med bitterhed: ”Min fætter Johnny Mølby er også et stort talent, men jeg vil fraråde ham at tage til Ajax”.

Kieft må videre, men først efter endnu en Mølby-anekdote. På vej hjem fra en sejrsfest vil Mølby køre forbi et sted og købe kroketter. Han parkerer bilen. Da han kommer tilbage, falder han i søvn i bilen. Næste dag er han lige ved at komme for sent til flyet til en europæisk kamp. I lufthavnen spørger Bobby Haarms irriteret efter hans pas. Mølby roder i jakken, han har sovet i, og hiver en pose fladmaste kroketter frem fra inderlommen.

”Sjove typer, de danskere”, siger Kieft og giver mig hånden til afsked. At Mølby efter sit ophold i Holland nærmest har fået heltestatus blandt fansene, forbavser ikke kun De Mos og klubben, men også Mølbys far, der er lastbilchauffør. Han synes, det er en skændsel, at hans knoldesparkende søn spiller ved siden af den store Cruyff. Ved landsholdets kampe ønsker han ikke at sidde på hovedtribunen: Jan på hold med landets bedste spillere, det er for pinligt. Og når junior spiller i Liverpool, er det ikke til at holde ud at se på. Englændernes modtagelse af Mølby er heller ikke alt for hjertelig. Han overtager uden problemer de engelske spilleres dårlige spise- og drikkevaner og bliver snart rigeligt høj i hatten.

Træningen er hård, og han tvinges til at løbe meget, men han klarer sig godt. Han ligner en fiskehandler i fodboldstøvler, men når han først har fået fat i bolden, kan han i blinde finde angriberne Ian Rush og John Barnes. Trods sin robuste fysik er Mølbys boldkontrol og fremdrift med bolden god. Han bliver også betroet hvervet som holdets straffesparkskytte og scorer på 42 ud af 45 i løbet af sin karriere. Han kunne have drevet det videre end det, men Mølby kommer jævnligt i klammeri med politiet for offentlig fuldskab, fartovertrædelser og slagsmål.

Midt i sæsonen 1988-89 ryger han seks uger i spjældet. Ledelsen vil af med ham, men trænerne er glade for ham, og indtil 1996 spiller Mølby godt 200 kampe for Merseyside-klubben.

Efter Mølbys afgang er Ajax en tid uden danskere, men takket være især Arnesen og Lerbys gode ry har hollandske talentspejdere siden været på udkig efter danskere. Som spilleragent kan Søren Lerby i dag konstatere, at kun få danske spillere bryder igennem i Holland. Mange vender hurtigt tilbage til Danmark. ”Da jeg kom hertil, spillede jeg for at gøre det til min levevej, jeg ville frem og havde ikke noget at tage hjem til. Nu virker det, som om de unge ikke vil møde modgang, det må ikke gøre ondt. Danskerne er et tilfreds folkefærd. I Danmark har folk det generelt godt. Men det er ikke godt for elitesporten. Hvis man vil klare sig på topplan, må man aldrig blive tilfreds”.

”Skal du ikke også interviewe Jan Heintze?” spørger Lerby, inden vi tager afsked. ”Han er den dansker i hollandsk fodbold med flest kampe og flest titler. Ham må du have fat i”.

Lerby har ret. Heintzes 395 æresdivisionskampe er rekord for en udlænding, ligesom hans ni hollandske mesterskaber, tre pokaltitler og hans ene Europa Cup-titel er det. Heintze er bare sådan en farveløs, vag skikkelse. Der er ikke kommet en eneste god historie ud af ham. Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste spektakulært øjeblik eller en eneste afgørende aktion fra hans side. Jeg ved blot, at han var venstre back og spiste knust hajknoglepulver. Det sidste skulle være grunden til, at han kunne blive ved med at spille så længe.

På vej til Danmark tager jeg fat på Heintzes selvbiografi '20 år på toppen'. Allerede i forordet kan man se, at man ikke bliver bedre til at skrive af at spise knust hajknoglepulver.

”I sommeren 2001 blev jeg spurgt, om jeg var interesseret i at skrive en biografi om mine mange år i topfodbold. Min første tanke var, at det ville blive næsten uoverkommeligt at overskue rent tidsmæssigt, men efter at have tænkt over det et stykke tid, slog jeg alligevel til”.



Optakter
Torsdag d. 23/11, kl. 19:00
Lok. Moskva - FC København
Magasin-artikler
Ikke mere PL - til storrygende advokat
Den kontroversielle Slaven Bilic er færdig i West Ham, og han vil blive savnet i Premier League – for der er ingen, der minder om det guitarspillede sprog-geni.
Doneil Henry, Lewis Page, Alex Pike, Kyle Knoyle, Modibo Maíga, Josh Cullen, Elliot Lee og Nofn Noln... dette var nogle af de forholdsvis ukendte spillere, som den netop fyrede West Ham-manager Slaven Bilic valgte at bringe i spil i Europa League-kampen imod rumænske Astra Giurglu - tilbage i 2015.

Ikke overraskende røg West Ham ud af Europa League, men den nyudråbte manager Bilic var iskold. Han ville prioritere Premier League, men nederlaget gjorde også, at Bilic-karrieren i West Ham startede under pres efter den europæiske deroute – allerede inden hans første kamp i Premier League. Nu er det slut, for efter en dramatisk start på karrieren og en flot 7. plads er Bilic 16 måneder senere fyret i Premier League-klubben, hvor han ellers havde været et hot navn.

Siden Bilic, som kroatisk landstræner i 2007 på Wembley, stod bag det engelske landsholds EM-skuffelse, har han været et hot navn i verdens hårdeste fodboldturnering. Inden ankomsten i West Ham var Bilic også vidt omkring, men fælles for det hele – så vandt han meget. Se blot denne historik med sejrsprocenter:

Hajduk Split (2001-02): 64,7%
Kroatisk U-21: 55,5%
Kroatien: 64,6%
Lokomotiv Moskva: 40,6%
Besiktas: 53,3%

Nu forlader han West Ham, efter han har præsteret følgende i de sidste sæsoner:

2015/16: 51 kampe - 43,1%
2016/17: 46 kampe – 32,6%
2017/18: 14 kampe – 35,7%

Efter successæsonen i 2015/16, hvor West Ham fik deres højeste placering siden 2002, ”røg” den storrygende Bilic – på porten.

Bilic blev inden skiftet sat i forbindelse med andre klubber som Sunderland, Everton og QPR efter den famøse aften for ca. ti år siden, men det endte med at blive West Ham, og dermed var det Bilic, der fik den store opgave om at få ”The Hammers” til at falde til på det olympiske stadion, da sæsonen 2016-17 startede, men det gik slet ikke.

For London Stadium endte med at blive den største brik i fyringen af Bilic. 24 hjemmekampe blev det til, med flere nederlag end sejre og en samlet minus-score på 26-41. Det så ikke godt ud for den meget specielle kroat.


44 smøger, advokat, sprog-geni og guitar
Bilic kunne ved ansættelsen ligne et sikkert valg for West Ham, men når man er kontroversiel, har historien vist, at det kan have den omvendte effekt, hvis resultaterne ikke flasker sig. Således er Bilic ikke bleg for at fremvise sit rockband, hvor han spiller guitar, eller stolt berette om, at han ryger 44 smøger om dagen, og den kulørte personlighed byder på meget mere. Bilic kan tale flere sprog og samtidigt med, at han var professionel fodboldspiller, læste han jura.

Så Bilic er en meget sammensat personlighed, og man skal ikke glemme, at West Ham op til ansættelsen af Bilic blev sat i forbindelse med trænere som Jürgen Klopp, Carlo Ancelotti, Unai Emery, Michael Laudrup, Marcelo Bielsa og David Moyes. Sidstnævnte ender med at blive hans afløser.

Eftermælet af Bilic i West Ham bliver blandet, men det er langt fra første gang, at han deler vandene, som da han som spiller rejste til New York – på en dagstur – for at høre Guns N' Roses eller i Everton, hvor han ikke brød sig om spillernes alkohol-indtag under manager Howard Kendall – jah… eller for hans rolle, da Laurent Blanc fik det røde kort i VM semi-finalen 1998. Den kroatiske forsvarsspiller filmede tydeligvis, og dermed kom den franske VM-anfører ikke til at spille i VM-finalen pga. den usympatiske handling af Bilic.

Vild historie… ligesom meget andet omkring Bilic, der i øvrigt næsten lige er blevet skilt, og sammen med en ny kvinde allerede har fået en seks måneder gammel datter – så der sker noget i Bilic' liv, og det gjorde der også i West Ham… Nu venter Moyes i West Ham. Kigger man nærmere på hans sejrprocenter i de sidste to klubber, hvor han har været, er det næsten latterligt:

Real Sociedad (2014/15): 42 kamp – 28,6%
Sunderland (2016/17: 43 kampe – 18,6%

Men Moyes kommer med masser af god erfaring fra tiden i Everton og Manchester United, og så er han en helt anden type end Bilic. Men hvem er ikke det?
Læs hele artiklen
Kan Mourinho ikke parkere bussen?
Få chancer og mål har givet dårlige resultater, når Jose Mourinho har mødt hård modstand – på udebane.
Swansea, West Ham, Everton og Crystal Palace har alle tabt med 4-0 til Manchester United i denne sæson, men siden langgaberen på Anfield er det gået ned af bakke for Jose Mourinhos mandskab – især i offensiven og på udebane.

Manchester United har ellers mange offensive spillere i truppen, og flere af disse startede sæsonen som lyn og torden. Kampprogrammet startede også moderat for Mourinhos tropper, men sidenhen har de mødt større modstand. I disse kampe har Manchester United haft et meget defensivt udtryk, og det har langt fra givet de ønskede resultater.

Men der er ikke noget nyt i, at Mourinho ikke gør det godt imod de andre tophold på udebane. Ikke siden januar 2015 har Mourinho vundet på fremmed græs over et andet Top 6-hold. De elleve kampe har givet seks nederlag og fem uafgjorte kampe. Se kampene her:

Chelsea
2015
Januar – Tottenham: 3-5
April – Arsenal: 0-0
August - Manchester City: 0-3
November – Tottenham: 0-0

Manchester United
2016
Oktober – Liverpool: 0-0
Oktober – Chelsea: 0-4

2017
April – Manchester City: 0-0
Maj – Arsenal: 0-2
Maj – Tottenham: 1-2
Oktober – Liverpool: 0-0
November – Chelsea: 0-1

Bemærk, at de fem uafgjorte kampe alle er sluttet målløse, og at Mourinhos mandskab blot har scoret i to af de elleve kampe.

I starten af december skal Manchester United en tur til London for at møde Arsenal. Måske stiller Mourinho forsigtigt op til den kamp, og gad vide, hvordan de angriber den efterfølgende kamp, når de skal op imod formstærke Manchester City.

I de to topkampe i denne sæson har den ellers så målfarlige Romelu Lukaku været meget isoleret i angrebet og er slet ikke blevet serviceret så meget af holdets midtbanespillere som tidligere – men er løsningen på trapperne?

Med de manglende udebanemål så holder Mourinho sikkert et ekstra godt øje med de skadede Paul Pogba og Zlatan Ibrahimović. Med deres tilbagekomst kan det også være, at Mourinhos taktik vil være lidt mere offensiv – selvom de sidste års taktik har vist noget andet, når Mourinho har ”parkeret bussen” i udekampene imod de andre Top 6-hold.

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Christian Eriksen – beskedne stjerne
Den selvudslettende kunstner blev den helt store danske VM-helt i kvalifikationen, hvilket frembragte meget ros til knægten fra Middelfart.
Med tre mål blev Christian Eriksen den helt store årsag til, at Danmark kvalificerede sig til VM2018. Den 25-årige dansker skulle langt hen i landsholdskarrieren, før det helt store gennembrud kom nationalt og noget senere end på klubplan, men hvordan startede det hele?

Som helt ung spillede Eriksen fodbold i sin lokale klub i Middelfart på Fyn. Der skulle ikke gå mange år før han blev efterspurgt af både OB og FC Midtjylland, sådan som danske storklubber altid er på udkig efter spillere, der kan indbringe både sportslig og økonomisk succes. OB var de heldige vindere af Christian Eriksens talent.

Et talent der var med til at føre det der dengang hed ”1. års Drenge” i OB frem til det danske mesterskab, men her stoppede det så også for Christian Eriksens danske eventyr. Talentet var for stort og han kunne som 16-årig nærmest vælge og vrage på alle hylder af europæiske topklubber. Barcelona, Chelsea og AC Milan var blandt de største, der havde snøren ude efter ham, men han valgte Ajax. En klub med et renomme for en fantastisk talentudvikling. Med rette. AZ Alkmaar og Feyenoord blev afvist af Eriksen.

At Christian Eriksen var en efterspurgt herre på OBs træningsanlæg – Ådalen – var tydeligt. OB var i 2008 i besiddelse af den daværende topscorer i Superligaen – Baye Djiby Fall – da en fornem herre på besøg - Danny Blind - der på daværende tidspunkt var sportsdirektør i Ajax. Mange troede at Danny Blind skulle kigge på Djiby Fall, som afløser for den daværende Ajax-angriber - Luís Suárez. Det var slet ikke tilfældet. Han kiggede nemlig på Christian Eriksen, der allerede som 16-årig jævnligt trænede med i OBs førstehold. Danny Blind var ikke i tvivl. De ville gerne have Christian Eriksen. En million euro og Danmarks største talent siden Michael Laudrup var nu deres.


Kunne ikke lide engelsk fodbold
Inden turen gik til Ajax havde Aston Villa også snøren ude efter Christian Eriksen. Det var ren nonsens for Eriksen dengang. For som han sagde: ”Jeg kan ikke lide engelsk fodbold”. Teknisk fodbold har nemlig altid været Christian Eriksens element. Teknisk fodbold og Ajax har da også altid hængt sammen som hånd i handske. Udviklingen skulle nu tage fart – og han skulle som bekendt også komme til England.

Før var der dog en tid på Ajax' U19-hold, men ikke længe. Christian Eriksen skulle nemlig hurtig vise sig at brænde så meget igennem, at Ajax' daværende træner Martin Jol gav ham en tidlig debut på førsteholdet. Allerede i en alder af 17 år fik han sin debut for Ajax' førstehold i en udekamp mod NAC Breda og efterfølgende var Christian Eriksen limet til Amsterdam-holdets holdkort hver uge, hvor specielt Frank de Boer havde et specielt godt øje til Christian Eriksens kvaliteter. Frank de Boer var manden, der trænede Christian Eriksen på Ajax' ungdomshold og danskeren havde et unikt forhold til de Boer.

- Han var min ungdomstræner, og den største indflydelse på min karriere. Ham som virkelig satte mig i gang. Som barn var min favoritspiller Fransesco Totti, og da jeg voksede op var min rollemodel Michael Laudrup. Men Frank de Boer er den mand, som har forbedret mig mest som fodboldspiller, udtalte Christian Eriksen til World Soccer.

Christian Eriksen fik også en stor påvirkning på successen i Ajax, for det er blevet til tre hollandske mesterskaber og et pokalmesterskab på fem år i Ajax. I de første 158 kampe blev det til 30 mål og 62 assists. Udover det så bidrog han med et enormt løbepensum, på trods af at hans kvaliteter ligger i det offensive. Meritter som ikke gik ubemærket hen i det store fodbold-Europa.

- Jeg synes, at et skifte til Manchester City sidste år ville have været for tidligt for mig. Jeg havde det godt i Ajax, og har det stadig godt her. Jeg har ikke en klub, som jeg har kastet mit hjerte over, hvis jeg skal væk fra Ajax. Jeg er åben for hvad, der sker. Jeg tænker ikke på nogle bestemte lande, så som England, Spanien eller Tyskland. Jeg vil selvfølgelig gerne til en stor klub, som kæmper med om Champions League. Det vil selvfølgelig være det optimale, men jeg vil skifte dertil hvor jeg har lysten til at spille fodbold, sagde Christian Eriksen til World Soccer.


Salg af Bale åbnede for skiftet til London
I sommeren 2013 lavede Tottenham en rekordhandel, da Gareth Bale blev solgt til Real Madrid, og for de mange penge kom der syv nye spillere til Tottenham. Erik Lamela, Roberto Soldado, Paulinho, Etienne Capoue, Vlad Chriches, Nacer Chadli og… Christian Eriksen. De seks andre end danskeren må samlet set betegnes som en stor skuffelse, og havde det ikke været for Eriksen, havde det været tæt på en katastrofe.

Siden skiftet til London-klubben er Eriksen i store perioder blevet kritiseret for ikke at præstere godt nok på det danske landshold sammenlignet med spillet for Tottenham, og indtil afslutningen af VM-kvalifikationen 2018 kunne man slet ikke genkende Eriksens præstationer på landsholdet – sammenlignet med det høje niveau fra Premier League.

Dertil kan der være flere forklaringer, men et par stykker af dem kunne være, at den meget forsigtige Eriksen ikke fungerede særlig godt under landstræner Morten Olsen, der havde en meget “tysk” ledelsesstil og var alt andet end kammeratlig – som stilen virker til at være under den succesfulde Åge Hareide. Derudover har Eriksen utvivlsomt også levet godt af holdkammeraterne hos formstærke Tottenham. De har medvirket til hans succes, når de har foretaget de nødvendige løb for, at Eriksens spil kunne udfolde sig. Samtidig begyndte Eriksen på landsholdet at ligne Michael Laudrup mere og mere.

Begge havde holdkammerater på landsholdet, som ikke helt forstod deres spil og en landstræner, som de ikke fungerede godt sammen med. Alt dette skete, imens deres klubkarriere var på det højeste og meget succesbelagt. Daværende landstræner Morten Olsen sagde i 2014 om Christian Eriksens indsats efter kampen imod Portugal.

- Med de kampe han har spillet, skal han styre kampen, og det gør han ikke. Derfor må vi kritisere ham. Det må han leve med…

Men Olsens kritik gik sikkert lige i hjertet på den generte og til tider selvudslettende Eriksen. Præstationerne var dårligere for Eriksen under Morten Olsen, og hans første 50 landskampe var ikke gode, mens de næste 25 satte en helt anden standard.

Hareide var tiltrådt, og da Danmark i Irland kvalificerede sig til VM i Rusland, blev Christian Eriksen udråbt til ”Kong Christian”, og han var i den grad talismanen for Danmark i den præstation. Holdkammeraten Kasper Schmeichel og mange eksperter mente, at Eriksen havde verdensklasse, men den positive kritik tog hovedpersonen nok engang med sindsro.

- Det er op til andre, om de vil kalde mig for en verdensstjerne. Det har ikke noget med mig at gøre. Jeg kalder ikke mig selv en verdensstjerne. Jeg er stadig bare Christian fra Middelfart, selv om jeg har lavet tre mål mod Irland. Så er jeg den samme…

Så modsat mange af de andre verdensstjerner, som Christian Eriksen bliver sammenlignet med – så er han en beskeden verdensstjerne…
Læs hele artiklen
David Moyes – skotsk fighter skal rejses
Den nye West Ham-manager er på jagt efter oprejsning efter meget skuffende perioder hos Sunderland, Real Sociedad og Manchester United - hvor han blev en dårlig kopi af Sir Alex Ferguson.
- Mr. David Moyes is probably a fine example to everybody in government of stability and making the right decisions for the long term.

Sådan sagde den engelske sportsminister Andy Burnham om den skotske fodboldmanager David Moyes, da han påtog sig én af verdens sværeste manageropgaver – nemlig at afløse legenden Sir Alex Ferguson i Manchester United. Men at det netop skulle blive Moyes, var måske ikke så tilfældigt, som det først lød, da Manchester United kom med den officielle udmelding. For ønskede “De Røde Djævle” at finde en mand, som mindede om Sir Alex - så valgte de rigtigt.

Udover at begge managere er skotter, har de faktisk også en fælles baggrund, som har været med til at præge dem til de personer, som de er i dag. Her spiller den tidligere så ukendte fodboldklub – Drumchapel Amateurs – og navnet Douglas Smith en stor rolle.

Både Ferguson og Moyes har fået en del af deres opdragelse i klubben, og det har i den grad været med til at påvirke dem. Den fineste amatør-klub i Skotland har nemlig stolte traditioner, men også stor fokus på streng disciplin, som begge de skotske managere har udvist i gennem karrieren. Udover disciplinen har de også – hos Drumchapel – fået deres aggression, passion og vilje til sejr i de specielle opgivelser.

Moyes har blot taget nogle længere skridt end Ferguson for at finde sejrene, og der har faktisk til tider været flere nedture end opture. Efter udnævnelse som West Ham-manager er det nu tid til en succesoplevelse for Moyes efter meget dårlige perioder hos Sunderland og Real Sociedad – men hvordan ser det ud, hvis man går lidt længere tilbage i tiden?


Fattig barndom i Glasgow
David Moyes blev født i Bearsden, hvilket er én af de fattigste forstæder til Glasgow. Hans mor arbejdede i en tøjbutik og David senior tjente lidt i den lokale tømmerhandel. I disse Glasgow-gader var det utilgiveligt at ende op med at spille for rivalerne fra Celtic, men trods dette… endte Moyes op med netop at gøre det, da han som bare 17-årig fik en kontrakt med den skotske storklub.

Moyes spillede i Celtic indtil 1983, hvor han lavede et meget overraskende skifte til Cambridge United, og derefter fulgte der en forfærdelig tid. I de efterfølgende ni sæsoner oplevede Moyes at rykke ned hele fire gange, da han spillede for klubber som Bristol, Shrewsbury og Dumfermline.

Nedturen gav grobund til den person, som den iltre skotte er i dag, for allerede da han var i midten af tyverne, begyndte han at interessere sig for træningsmetoder. Dog ikke ud fra en ambition om at blive Premier League-manager, men mere bare for altid at blive bedre, har hans tidligere holdkammerat Ross Jack fortalt.

I Shrewsbury var han tæt på at blive ansat som assistent til den tidligere Manchester-spiller Mickey Thomas, men det endte i vasken, da Thomas ikke ønskede at være manager i klubben alligevel, og i stedet endte Moyes tilbage i Skotland, hvor han som 30-årig kom til Hamilton. I hjemlandet blev det til endnu en skuffelse, men så startede opturen, da han skiftede til Presten North End.

I 1995 var selveste David Beckham udlejet til Presten North End, og superstjernen har fortalt i sin biografi om mødet med Moyes:

- Moyes var sådan en spiller, der sprang ned i alle tacklinger. Han råbte hele tiden og fik alle sine holdkammerater til at ydre deres bedste for at vinde kampene. Alle kunne se, at David en dag ville blive manager.

Beckham tog som bekendt til Old Trafford – ligesom Moyes skulle gøre 18 år senere. Dette sker efter at forholdet mellem Presten North End, Moyes og Manchester United var startet meget tidligere. Da Eric Cantona fik en lang karantæne - for sit vanvittige spark på en Crystal Palace-fan – spillede United flere træningskampe imod Presten, for at franskmanden skulle holdes i form, og her fik Moyes flere gange ansvaret for Presten. Selvom der var tale om træningskampe i en afslappet stemning, stillede Moyes store krav til Presten-spillerne, og det var medvirkende til, at han senere blev manager i klubben. Dette blev starten til et samarbejde mellem Presten og Manchester United, som handlende mest om lejeaftaler og mange træningskampe.

I 1996 rykkede Presten op i 3. Division med Moyes som et stor aktiv på banen, men da klubben et par år senere gjorde den populære manager Gary Peters til chef for klubbens akademi, blev Moyes manager, selvom selveste Ian Rush også var i spil til jobbet. Moyes afværgede en truende nedrykning, og året efter var Presten i play-offs og to år efter rykkede de op.

Dette blev bemærket hos større klubber som Nottingham Forrest og Sheffield Wednesday, men dette ønskede Moyes ikke. Han blev i Presten, også da Sir Alex Ferguson ønskede ham som assistent, da Brian Kidd rejste til Blackburn. I 2001 var Presten rykket helt op i toppen af ”The Championsship”, men de tabte playoff-kampen til Bolton – dog skulle Premier League snart komme til Moyes. Evertons viceformand Bill Benwright har fortalt, at det tog ham kun 30 sekunder at afgøre, at Moyes skulle blive deres nye manager i foråret 2002.


You have got red hair, but we don't care
Tiden i Everton var unik, selvom der også har været nedture, men hele elleve år i samme Premier League-klub gør Moyes' præstation til noget helt specielt, hvilket fansenes begejstring stadigvæk også bevidner, når det lyder udover Goodison Park:

- Davie Moyes! Davie Moyes! Davie Davie Davie Moyes!
You have got red hair, but we don't care
Davie Davie Moyes!

Tilstanden i Everton blev også voldsom forbedret under Moyes, selvom den skotske manager aldrig vandt noget med ”The Toffees”. Truppen, som Moyes overtog, var aldrende, og den økonomiske situation var meget presset, men trods dette var Moyes i klubben i mange år. Tidligere har Moyes sagt, at når Everton sluttede på en 13. plads i Premier League, var det en god sæson – sådan er det ikke længere.

I 2002/03 sluttede Everton på 7. plads - blandt andet med en ung Wayne Rooney på holdet - efter holdet igennem foråret faktisk var placeret højere oppe i stillingen, og på den sidste kampdag missede Everton muligheden for at spille europæisk fodbold, men den efterfølgende sæson var der ballade i klubben – og klubben sluttede lige over nedrykningsstregen.

Sæsonens sidste kamp endte med et ydmygende 1-5-nederlag til Manchester City, og holdet sluttede kun lige over nedrykningsstregen. Moyes havde også mistet ”omklædningsrummet”, efter han havde haft et opgør med holdets anfører Duncan Ferguson, og derudover var der også gnidninger mellem Rooney og Moyes. Disse blev afsluttet i sommerpausen, da Rooney blev solgt til Manchester United for klubrekorden på 250 millioner kroner.

Trods salget fik Moyes ikke mange penge til at købe ind for i den efterfølgende sæson, men alligevel endte Everton på en flot fjerdeplads. Senere blev der i stedet brugt 130 millioner kroner på at etablere træningsanlægget – Finch Farm, der åbnede i foråret 2007. Men kan Moyes godt agere på transfermarkedet?


Blandende transfer-bolsjer
I Everton-tiden formåede Moyes at hente spillere fra mindre markeder som det belgiske, det irske og det græske, og flere gange på en snedig vis. Joseph Yobo og Mikel Arteta blev f.eks. hentet på låneaftaler, sådan at Moyes kunne kigge dem an, inden han købte dem. Arteta endte med at koste Everton sølle 20 millioner kroner – ligesom den målfarlige midtbanekollega Tim Cahill gjorde. Af andre gode handler kan nævnes Marcus Bent, der kun kostede fem millioner kroner, Steven Pienaar der kostede 20 millioner kroner samt Maroane Fellaini – som blot kostede 140 millioner kroner, da han ankom til Goodison Park.

Naturligvis har der også været dårlige indkøb af Moyes i Everton, som Richard ”Wrong” Wright, James Beattie og især Per Krøldrup, der faktisk kostede hele 45 millioner kroner. Navne som Andy van der Meyde og Steven Naismith faldt også igennem i Everton, og Moyes kaldte blandt andet van der Meyde for ”værdiløs”.

Trods de dårlige indkøb skabte Moyes fremdrift i Everton. De ti år, før han kom til klubben, sluttede de gennemsnitlig på en 14. plads, mens Moyes-årene gav en solid 7. plads i gennemsnit, men det blev ikke til nogen trofæer, og der har været mange skuffelser i FA-cuppen.

I 2009 slog Everton tre hold fra ”Top 6” ud af FA-cuppen, inden de tabte til Chelsea i finalen, og i 2012 endte det også med en skuffelse, da rivalerne fra Liverpool vandt semifinalen over ”The Blues”.

I Premier League havde Moyes fine placeringer som i 2004/05-sæsonen, hvor klubben sluttede på en fjerdeplads, men det helt store problem for tiden i Everton var kampene imod de største hold i rækken. Han fik aldrig en udebanesejr over hverken Arsenal, Chelsea, Liverpool eller Manchester United – men det skyldes ikke, at han ikke kunne ”tænde” spillerne. Moyes har nemlig også et ry for at være en ”hårtørre” i omklædningsrummet, men peptalkene har ikke givet de ønskede resultater på det seneste.

I kalenderåret 2016 og 17 havde Moyes den sidste periode af tiden hos Real Sociedad og 43 kampe for Sunderland. Samlet set 54 kampe, hvilket gav blot en sejrsprocent på 18, så han er taget til West Ham for at finde genoprejsning.

For siden at den engelske sportsminister Andy Burnham kom med de rosende ord til den nykårede Manchester United-manager er det gået ned af bakke for den modig skotte.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Kan Moyes og West Ham redde hinanden?
Når David Moyes på søndag sætter sig tilrette på West Hams udskiftningsbænk til udekampen mod Watford, er det velvidende, at han er nødt til at skabe resultater i en fart. Moyes skal redde West Hams sæson, men bestemt også få sin egen karriere på rette spor igen.
Den ellers blandt fansene så populære Slaven Bilic har i lang tid været ”dead man walking” i West Ham. Efter nederlaget til Liverpool mistede klubbens ejere endegyldigt troen på, at kroaten var den rigtige mand i spidsen for "The Hammers."

Da en ny manager skulle findes, faldt valget på den 54-årige David Moyes, der senest styrede Sunderland ned i The Championship. Moyes blev kun tilbudt en kontrakt frem til afslutningen af indeværende sæson, så han er under voldsomt tidspres og skal levere resultater i en fart, hvis han vil gøre sig forhåbninger om at få den kontrakt forlænget.

Slaven Bilic fik en fremragende start i West Ham. Fansene var blevet trætte af forgængeren Sam Allardyce og især den spillestil, han stod for, så de tog imod Bilic med åbne arme. Bilic kvitterede med flotte resultater i sin første sæson, der bød på sejre over blandt andre Liverpool, Manchester City, Chelsea, Arsenal, Tottenham samt ikke mindst Manchester United i den allersidste kamp på Upton Park.

Op til den følgende sæson flyttede West Ham væk fra de trygge rammer omkring Green Street og ud til et trist industrikvarter i nærheden af den gamle landsby Stratford. Klubben havde lavet en økonomisk meget lukrativ aftale med London om at leje byens olympiske stadion og solgte hurtigt over 50.000 sæsonkort. Fremtiden så aldeles glimrende ud, men rent sportsligt er det dog langt fra blevet den succes, som klubben havde håbet på. Resultaterne udeblev, og fansenes tålmodighed med de to ejere er mildest talt ved at være opbrugt.

Mange af fansene føler, at flytningen skete henover hovederne på dem og savner de trygge rammer omkring det gamle stadion. En stor del af fansene mener, at ejerne ved starten af hver transfervindue lover dem verdensklassespillere for ved slutningen af vinduet i stedet leje spillere fra væsentlig lavere hylder og siden trække store summer ud af klubben og ned i egne lommer.

I nuværende sæson er det gået fortsat støt ned ad bakke for West Ham. Klubben leverede ellers et forholdsvis fornuftigt transfervindue, men da London Stadium i starten af sæsonen skulle bruges til VM i atletik, startede West Ham sæsonen med tre udekampe, som alle blev tabt. Siden er det blevet til blot to sejre, og da rygterne samtidig gik på, at Bilic havde tabt omklædningsrummet, ikke kunne motivere spillerne og få dem i tilstrækkelig i form, så var fyringen den logiske konsekvens.

Nu er det Moyes, der står i spidsen for West Ham. Han har fået følgeskab af den gamle landsholdsback Stuart ”Psycho” Pearce samt Alan Irvine og Billy McKinlay som assistenter. Den kvartet bliver - modsat Bilic - nok ikke beskyldt for at være for blød over for spillerne, og Moyes udtalte da også om spillerne på sit første pressemøde:

- Stram op, ellers du ryger på bænken. Løb, eller du ryger på bænken. Jeg har travlt, og det burde de også have.

Klubbens topscorer fra sidste sæson Michael Antonio udtalte til BT Sport Football om træningen under Moyes:

- Træningen er intens og anderledes, men jeg ser gode ting.

På søndag bliver vi en smule klogere på, om der er sket positive forandringer, men svaret på, om Moyes og West Ham kan redde hinanden blæser fortsat i vinden - nøjagtig som de berømte sæbebobler, der er en fast bestanddel af West Ham-kampe på London Stadium.
Læs hele lederen
Liverpools hullede defensiv
Indkast.dk har kigget Jürgen Kloops forsvar efter i sømmene, og det ser ikke godt ud…
I gårsdagen udgave af de engelske aviser havde Philippe Coutinho travlt med at forsvare Liverpools forsvar, og den ombejlede brasilianer slår fast, at det er hele holdet, der deltager i det defensive arbejde.

Nuvel skal alle deltage i forsvarsspillet, men mange af målene imod Liverpool er lavet efter store personlige fejl. Derudover er det i den grad på udebane. I de fem udebanekampe har Jürgen Kloops defensiv lukket 15 mål ind – mens der blot er scoret én gang imod dem på Anfield Road. Selvom de har gjort det fint på hjemmebanen, har de haft den værste defensiv siden 1964 efter ni turneringskampe.

Fem mål imod Manchester City og fire i weekendens Tottenham-kamp har naturligvis være dyre i ”regnskabet”. Klub-legenden Graeme Souness er nådesløs i kritikken og hævder, at holdet ikke har en defensiv profil, ingen organisation og i den grad mangler en styrmand. Souness mener også, at Dejan Lovren i weekendens kamp var alt for venlig overfor Harry Kane.

Spørgsmålet er, om Liverpool mangler kvaliteten i forsvaret. Umiddelbart virker det ikke til, at det har samme niveau som deres rivaler i toppen af Premier League, men de mangler ikke pengene til at skaffe dem. Således har Liverpool det fjerde største lønbudget i Premier League, men de er klart det hold, som har lukket flest mål ind i denne sæson – kriseramte Crystal Palace har endda lukket færre mål ind.

På målmandsposten har Simon Mignolet og især Loris Karius været meget udskældt, og måske kunne Virgil van Dijk i sommerens transfer-vindue have skabt noget tiltrængt ro og selvtillid til defensiven, men det fejlede, og det gjorde Liverpool-ledelsen i den grad også. For denne havde slet ikke en plan B klar, da indkøbet af Southampton-spilleren tidligt i forløbet begyndte at trække i langdrag.

Liverpool har forsømt at forstærke sig betydeligt i defensiven modsat flere af de andre tophold. De fik slet ikke købt den centrale forsvarsspiller og målmand, som de manglende, og det betaler de dyre lærepenge for nu.

Klopp har været ansvarlig for Liverpool i 77 kampe, og i dem har de blot holdt ”Clean Sheets” i 29,8% af kampene, hvilket er langt fra forgængerne Rodgers og Benitez. Derudover er Klopp også den eneste i trioen, som har en sejrsprocent under 50%. Dette skal ændres – gerne med den ”Klopp-effekt”, som har været gemt væk i en alt for lang periode.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Giroud de specielle måls mester? 100 Arsenal-mål for Giroud – Se dem her Artikel ikon Vanvittigt mål af Sigurdsson Artikel ikon Vanvittige Shelvey Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Serie A - runde 13 Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Tidligere medspiller: Gravesen var sær Artikel ikon Fejl hos Fellaini Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Ugens hold fra Bundesligaen - runde 12 Ugens hold fra Superligaen - runde 16 Artikel ikon Top 10: Flest PL-indskiftninger Artikel ikon Goal 41-50: De bedste spillere i verden Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Sevilla - Liverpool Spil: AS Roma - Lazio Artikel ikon Spil: Italien - Sverige Artikel ikon Spil: Kneben United-sejr på Anfield Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Carlo Ancelotti - mit spil Robert Enke: Et alt for kort liv Artikel ikon Hjem til Fodbold Artikel ikon - En tikkende bombe Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Tidligere VM-vindere som ikke kom med Diego Maradona - Stjernen fra villavejen Artikel ikon 'En rigtig Jesper Olsen' Artikel ikon Premier League - Tilbageblik af Indkast Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon PSG tilbyder United-spiller kontrakt Onsdagens engelske rygter Artikel ikon Tirsdagens engelske rygter Artikel ikon Giganter vil byde på La Liga-rettigheder Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Alexandre Lacazette
Vidste du om ... Cristian Ziege Artikel ikon Vidste du om ... Vinicus Junior Artikel ikon Vidste du om ... Kasper Dolberg Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Top 10: Flest PL-indskiftninger Champions League-statistik Artikel ikon West Hams defensive problemer Artikel ikon Citys start på Premier League Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Lok. Moskva - FC København Optakt: CSKA Moskva - Benfica Artikel ikon Optakt: Juventus - Barcelona Artikel ikon Optakt: Sporting CP - Olympiacos Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Sporting – Olympiacos Startopstillinger: Anderlecht - Bayern M Artikel ikon Startopstillinger: PSG - Celtic Artikel ikon Startopstillinger: Juventus – Barcelona Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon United besejret af Basel i Schweiz Barça og Juventus deler i porten Artikel ikon Bayern hentede smal sejr - PSG i målrus Artikel ikon Chelsea booker billet videre i CL Artikel ikon Se flere