De orange danskere

Af Torsten Brix

2016-07-31
De orange danskere

indkast.dk bringer første kapitel fra den højaktuelle bog om de danske fodboldspillere i Holland.

David Endt ler højt. Han glemmer aldrig sit første møde med de to danskere. Han sidder i et lokale på det solbeskinnede olympiske stadion i Amsterdam og ser dem komme ind ad døren. Frank Arnesen og Søren Lerby, to langhårede bonderøve fra Danmark, begge i træsko og trompetbukser.

David Endt, den senere holdleder i Ajax, spiller på det tidspunkt på klubbens andethold. Spillerne er skeptiske, ja faktisk fjendtligt indstillede over for de to nye. De frygter, at de to danskere vil tage deres plads på holdet. Men modviljen hos Endt forsvinder, da det går op for ham, hvor gode de to danskere er.

Det fremgår dog ikke af den første træning, hvor spillerne bliver sat til at lave hovedstødsøvelser. Det viser sig, at Arnesen og Lerby overhovedet ikke kan heade. Og da de to efter træningen smækker benene op på bordet og tænder en smøg – det plejer man at gøre i Danmark, helst med en bajer til – forstår ingen, hvad klubben vil med de to klovne. Målmanden Heinz Stuy forklarer dem, at selvom flere af spillerne ryger, gør de det aldrig, når træneren er i nærheden.

Men hollænderne er ikke færdige med at ryste på hovedet af danskerne. Snart skal Lerby og Arnesen i kamp for første gang. De skal spille imod Willem II's andethold. Kampen skal bruges som en del af en eksamen for to trænerkandidater, Willem II's Hans Dorjee og Ajax' Theo Laseroms. I bussen på vej til kampen sætter Laseroms holdet. Lerby skal spille højre midtbane, Arnesen højre wing. Da de kommer frem til træningsanlægget, hvor kampen skal spilles, bliver holdet ført ind i et lokale, hvor Laseroms gennemgår taktikken. ”And you”, siger han til Lerby, ”you go into the room.” Den generte, unge mand rejser sig op, ser sig om i lokalet og spørger: ”Which room?” Lerby er i panik. Hvor skal han gå hen?

Nogle få uger tidligere, i slutningen af november 1975, har Lerby og Arnesen overstået kontraktforhandlingerne i først København og siden Amsterdam. Med som rådgivere er deres fædre, John Arnesen, tidligere sporvognschauffør og nu ejer af en tobakskiosk på Christianshavn, som han har købt for en tipsgevinst, og havnearbejderen Kaj Lerby. I Amsterdams lufthavn Schiphol tager Ajax' bestyrelsesformand Jaap van Praag imod den danske delegation. Han gør stort indtryk på danskerne. Van Praag har åbenbart egen parkeringsplads i lufthavnen, hvor hans amerikanske dollargrin venter på dem.

Først senere går det op for dem, at van Praag arbejder i lufthavnen. Men Lerby og Arnesen er stadig overvældede, de har begge en arbejderbaggrund, hvor man skal knokle for at have til dagen og vejen. Lerby står i lære som typograf i et bogtrykkeri og står op hver morgen klokken fem. Arnesen arbejder på et papirlager. En kontrakt med Ajax vil være en markant forbedring af levevilkårene for dem begge.

De bliver også imponerede af deres nye træner Rinus Michels. Forud for deres første træning henter Michels dem foran deres hotel tidligt om morgenen i en lyseblå Mercedes. Han kører dem tavst rundt i byen. På et tidspunkt passerer de et busstoppested, hvor de skal stige på for at komme ud til Ajax' træningsanlæg. Da de når frem, siger han blot: ”Sådan gør I fra i morgen! Jeg bryder mig ikke om spillere, der kommer for sent”.

40 år senere kalder mindet et smil frem i Lerbys ansigt. Han sidder på sit kontor i Duivendrecht, seks kilometer sydøst for Amsterdam, hvor han har sin fodboldagentvirksomhed. Han er agent for topspillere som for eksempel Ajax-anføreren Davy Klaassen, den belgiske Napoli-spiller Dries Mertens, og danskerne Pierre-Emile Højbjerg, Viktor Fischer og Yussuf Poulsen.

Lerby og Arnesen var ikke de første danskere i hollandsk fodbold. Før dem blev en del danskere lokket til tulipanlandet, typisk topscorere eller spillere, som var blevet kåret som Årets Spiller i Danmark. Arbejdet som talentspejder handlede dengang om at læse aviserne grundigt. På den baggrund hentede Twente i 1975 Hans Aabech i Club Brügge i Belgien. Aabech var i 1973 blevet dansk mester med Hvidovre IF, topscorer med 28 mål i 22 kampe og kåret til Årets Spiller i Danmark. Men opholdet i Twente blev ikke nogen succes.

Året efter skiftede han til De Graafschap, hvor det i løbet af sæsonen 1976-77 kun lykkedes ham at nette to gange. Aabechs træner i De Graafschap, Hans Dorjee, mente, at Aabech gik død på grund af nerver. I et interview forklarede Aabech det selv således: ”I Danmark gør man, hvad man har lyst til. Det passer mig fremragende. Det lader ikke til, at man kan det her”. Via de to ophold i Holland kom Aabech til AS Oostende i den belgiske 2. division, og derfra hjem til et kortvarigt og mislykket ophold i Hvidovre, hvor han kom på kant med træneren. Herfra gik turen videre til KB, hvor han igen opnåede stor succes: I 1980 vandt klubben det danske mesterskab, og Aabech blev topscorer i 1. division med 19 mål. I forbindelse med sit ophold i den belgiske kystby Oostende havde Aabech åbnet en restaurant. Men han gik fallit, blev skilt og begyndte at drikke tæt. Han tabte håret, og snart efter faldt fortænderne ud. I tiden efter fodboldkarrieren er han blevet anholdt et utal af gange for diverse småting.

Fodboldfans, der ønsker at høre ham fortælle om hans udligning til 1-1 kort før tid i kampen mod Næstved – scoringen som sikrede mesterskabet til KB i 1980 – har størst chance for at finde ham på stamstedet Piccadilly Pub i Lyngby Storcenter. Hans Aabech og de andre tidlige hollandsfarere havde været etablerede spillere i den danske 1. division. Med Lerby og Arnesen var det første gang, at så unge danske spillere blev solgt til udlandet. Den danske presse kaldte det en skandale.

”To fædre solgte deres drenge for en million kroner” lød en overskrift i Berlingske Tidende. Helt frem til 1977 kunne rige udenlandske klubber gratis hente talentfulde spillere i de danske klubber. Eneste udgift var en overgangssum til spillerne. I Danmark herskede amatørtilstande, og holdningen til spillere, som valgte at skrive kontrakt med en udenlandsk klub, var generelt negativ. De blev sågar kaldt landsforrædere og syndere. De fik livstidskarantæne fra landsholdet, ja fra overhovedet at spille fodbold i Danmark. I forbindelse med Harald Nielsens skifte fra Frederikshavn til Bologna i 1961 var der i medierne ingen glæde eller stolthed at spore. Aviserne skrev, at han var ”tabt for Danmark”. Helt frem til 1977 benyttede Dansk Boldspil-Union (DBU) sig udelukkende af amatører på landsholdet. Dermed havde Harald Nielsen og andre udlandsprofessionelle udelukket sig selv fra landsholdet på grund af de strikse amatørbestemmelser.

David Endt var imponeret af Arnesen i begyndelsen. ”Frank var en mager spirrevip, men kors, hvor kunne han spille. Han havde et lynhurtigt antrit”. Arnesen debuterer med en fuldtræffer i andetholdskampen mod Willem II (Lerby scorede det andet i 2-0-sejren) og tre mål i den følgende kamp mod PSV Eindhoven, der endte 3-3. Arnesen trænede i starten med førsteholdet, men spillede kampe på andetholdet. Træningen med de garvede proffer Ruud Krol, Wim Suurbier og Gerrie Mühren var en prøvelse for den danske teenager. ”Jeg var en dribler, men i begyndelsen hos Ajax kunne jeg ikke komme forbi nogen”. Træningen er meget hårdere, end han har været vant til i Danmark. Når han ikke træner, ligger han de første par måneder på sofaen eller i sengen derhjemme, syg og overanstrengt. Men det hårde slid viser sig snart at bære frugt. Den megen træning har givet Arnesen bedre kondition, og han spiller godt på andetholdet, hvor han bl.a. scorer fire ud af fem mål i en kamp mod FC Amsterdam.

Arnesen får derfor tidligere end forventet debut på Ajax' førstehold. Holdet fungerer i det tidlige forår 1976 dårligt, og efter et par tabte kampe mod De Graafshap og Twente, samt et pokalnederlag på 0-3 mod PEC Zwolle, giver Rinus Michels Arnesen chancen. Lerby er endnu ikke kommet så vidt. Sammen med Arnesens kæreste Kate, der er højgravid med tvillinger, og sin egen kæreste Lene, tager Lerby til Utrecht for at se vennens debutkamp. Lerby kan endnu ikke forstå hollandsk, så han kommer til at købe billetter til ståpladstribunen, hvor hjemmeholdets mest fanatiske fans har taget opstilling. Lerby er endnu ikke et kendt ansigt, men da han på et tidspunkt kommer til at udvise positiv interesse for udeholdet, står han pludselig ansigt til ansigt med en fyr med et knojern. Heldigvis respekteres Kates gravide mave. Men Lerby er rystet over Utrecht-supporternes verbale aggressioner og voldelige adfærd, et fænomen, der er ukendt i Danmark.

Lerby har i det hele taget svært ved at finde sig til rette i Holland. Han er ung og umoden, og han føler et stort pres fra de selvbevidste medspillere. Indimellem viser han med sit hårde skud og enorme løbepensum glimt af sine kvaliteter på banen. Men der er umiddelbart ikke udsigt til en startplads på holdet. Den rutinerede Gerrie Mühren sidder tungt på Lerbys foretrukne position. Alligevel får Lerby chancen ikke lang tid efter Arnesens debutkamp. 2. påskedag 1976 er han med mod NAC Breda, som let bliver besejret med 5-0, bl.a. takket være et åbningsmål fra Lerby.

De to ungersvende skal lære at stå på egne ben. Megen hjælp får de ikke udefra. Kun førsteholdsspillerne Ruud Geels og Barry Hulshoff snakker af og til med dem. At der ikke er noget socialt liv i spillertruppen, er et kulturchok for dem begge. De er vant til, at fodbold er en social sport, hvor man er venner med dem, man spiller med, og som man hygger sig med efter træning og kamp. I Fremad Amager har de ellers haft ry for at være et par hårde nysere, men i Amsterdam kan de slet ikke hamle op med den håndfaste magtudøvelse og mobning fra de ældre spillere, især Wim Suurbier og Ruud Krol. Lerbys cykel ligger regelmæssigt på taget af cykelskuret eller i buskene. Og mens han leder efter den, kører Krol og Suurbier dyttende forbi i deres fede dollargrin. Krol forbyder Arnesen og Lerby at tale dansk. Han sørger for, at de ikke glemmer deres placering nederst i spillerhierarkiet. Spiller de godt, hører de ikke noget. Laver de fejl, får de skældt huden fuld. Krol siger til Arnesen: ”Du skal først være bekymret den dag, du bliver ignoreret, og der ikke mere bliver sagt noget til dig, så er der virkelig noget galt, så er du fortabt!” På et tidspunkt bliver det for meget for Arnesen. Med bævende stemme tager han ordet til en spillersamling. Han siger, at han ikke forstår den hårde tone. ”Hvis I er lidt mere positive, spiller jeg bedre”. Han bliver rent til grin. ”Vi blev hakket i småstykker”, fortæller Arnesen senere en dansk journalist. Det er nok godt, at Krol og Suurbier ikke kan læse dansk, for reservespilleren Lerby fortæller i et avisinterview, at han kun har set få teknisk begavede spillere i den hollandske liga. Men klubbens professionalisme og visse spilleres hårdhed gør indtryk på de to unge spillere. Især er Lerby lydhør og villig til at tage ved lære. Endnu er han en grønskolling, men der kommer en dag, hvor han selv er en af de hårde hunde øverst i Ajax-truppens hierarki.

David Endt bliver venner med Arnesen og Lerby. Han inviterer dem med hjem til middag hos sin mor. Sammen med sin kæreste er Endt ofte babysitter for Kate og Franks tvillinger. Endt og Arnesen går i byen sammen med de andre spillere og til koncerter. De lytter i timevis til Bob Dylan og Neil Young. Den muntre, sociale og udadvendte Arnesen viser også en følsom side, som når han en gang imellem griber sin guitar og spiller et par sange. De to venner rejser sammen til København, hvor det går op for Endt, at der på Christiania er mere hash end i Amsterdam.

Til en fest hos Arnesens søster, Yvonne, serveres hashpandekager, som Arnesens mor, Birthe, intetanende spiser tre af. Hun får det dårligt og må køres på hospitalet i en fart. Med først Arnesen og siden også Lerby på førsteholdet går Ajax ubesejrede igennem resten af sæsonen. Træner Michels sørger imidlertid for, at de to danskere beholder fødderne på jorden.

”Ar-ne-sè! Tab ikke bolden! Ler-bíe! Arbejd hårdere!” ”Anus Michels” kalder de ham somme tider, men kun inden for hjemmets fire vægge. De har en enorm respekt for Michels, og Arnesen tør dårligt kigge på ham.

”På det tidspunkt var det altså ikke sjovt”, fortæller Arnesen, da jeg møder ham i efteråret 2015 på et hotel i Arnhem, hvor han er indkvarteret med det græske hold PAOK Saloniki. (Arnesen er sportsdirektør i PAOK fra maj 2015 til februar 2016, red.) Michels gjorde livet surt for dem, men det var for intet at regne imod, hvad hans efterfølger Tomislav Ivić gjorde.

Arnesen fastslår i dag, at han i hele sin karriere ikke har lært mere af nogen træner end af Ivić. Men dengang var Arnesen kritisk over for kroatens spilfilosofi, der baserede sig på defensivt, destruktivt spil og lange afleveringer. Efter den opløftende første sæson i Ajax møder Arnesen ind til træning efter sommerferien med stor selvtillid. Han er klar til at lægge Holland ned med sin driblekunst. Men fra den første træningsdag har den nye træner et horn i siden på ham. Klubbens ledelse kræver, at Ivić vinder mesterskabet. Han ofrer den offensive tilgang til spillet, som Michels praktiserede, til fordel for en mere defensiv. Det sker på bekostning af de mere uregerlige spillertyper, som for eksempel Arnesen. Lerby er stærkt utilfreds. Han ryger ind og ud af holdet. Det går ham mere og mere på, og han bliver til sidst et selvmedlidende brokkehoved. Forholdet til kæresten Lene går i stykker. Rejserne hjem til Danmark for at spille ungdomslandskampe er de eneste lyspunkter i en mørk tid. Julen er også en glædens tid for Lerby.

”Julen i Danmark kan slet ikke sammenlignes med julen i Holland”, siger han. ”Jeg har altid sat stor pris på den traditionelle, danske julemiddag med flæskesteg og risalamande”. I den første tid i Holland har han svært ved at vænne sig til de nye, mere jævne spisevaner. Hollændere spiser for ikke at dø. For danskere er det at spise en fest.

Uden det store bidrag fra Lerby bliver Ajax hollandske mestre i sæsonen 1976-77. I den følgende sæson griber Arnesen sin chance i en Europa Cup-kamp mod Lillestrøm og bider sig fast på førsteholdet. Fansene tager ham til sig. De elsker hans uforudsigelighed, fordi han sparker næsten lige godt med begge ben, hans lynhurtige ryk, energi og entusiasme. Han scorer ofte og har øje for medspillerne. Han bliver sammenlignet med Johan Cruyff, men det afviser Arnesen, både dengang og nu. ”På overfladen er der måske ligheder, men jeg kunne ikke lave finter. Til gengæld var jeg hurtig på fødderne. Cruyff var en komplet fodboldspiller. Et geni”.

Lerby har ikke Arnesens held. Han døjer hele sæsonen med en meniskskade. Til træning herser Ivić med ham. Lerby træner benhårdt for at få chancen, men uge efter uge bliver han på kampdagen alligevel forvist til bænken. Ivić bor ligesom danskerne i Diemen-kvarteret. Han holder øje med Lerby privat. Han vil vide, hvorfor der brænder lys i Lerbys lejlighed sent hver aften, og en dag, hvor Lerby vil købe en kasse øl i supermarkedet, står Ivić tilfældigvis bag ham i køen. Lerby er træt af træneren. Først mange år efter indser han, hvad han har lært af kroaten. I tiden under Ivić lærer Lerby og Arnesen at betragte fodbold som et spil skak. Fodbold handler om presspil, boldbesiddelse og forudbestemte bevægelsesmønstre. Ingen dikkedarer, enkelt og målrettet.

Ved sæsonens afslutning udløber Lerby og Arnesens kontrakter. De ønsker begge at blive i klubben og får fornyet deres aftaler. Men Lerby får ikke tilbudt lønforhøjelse, det gør Arnesen til gengæld. Da den nye kontrakt skal forhandles på plads, bliver de begge kaldt op på van Praags kontor. Henvendt til Arnesen siger han: ”Du får 10.000 mere end Søren, for du er en bedre fodboldspiller”. Lerby føler sig ydmyget. I sin sommerferie hjemme i Danmark er han helt færdig med Ajax. Han vil hellere spille i Danmark med sine kammerater. Hans far, Kaj Lerby, tidligere divisionsspiller for B 1903 og for det danske B-landshold, synes, at sønnen giver for hurtigt op, og gør ham opmærksom på, at han stadig er Ajax' ejendom. Klubben kan forhindre ham i at spille på højeste niveau i Danmark.

Lerby sidder på sit kontor og ryster på hovedet. Han er omgivet af adskillige fladskærme, der viser fodbold. ”Jeg var kommet ind på et sidespor. Jeg blev købt af Ajax og fik debut under Michels. Jeg troede, den var hjemme. Men virkeligheden viste sig at være en anden. Det var en brat opvågnen”. Lerby vender tilbage til Amsterdam med en klar målsætning: Nu skal han fandeme vise dem! Han begynder at gå tidligt i seng, omlægger sin kost og viser til træning, at han er indstillet på at kæmpe. Ajax har igen skiftet træner, nu er tøjlerne overladt til Cor Brom, der har været assistent under Rinus Michels 1975-76. Den nye træner, der på forhånd kendte til organisationen og spillertruppen, lægger straks mærke til Lerby. Snart skal Holland og resten af Europa også blive bekendt med Lerbys fighterinstinkt og utrættelige arbejdsradius. I takt med at de rutinerede spillere i Ajax begynder at indstille karrieren, får Lerby mere ansvar og indflydelse. Med nedrullede strømper og uden benskinner går han forrest på banen, samtidig med at hans eget spil løfter sig. Hans pasningsspil er solidt, hans stikninger i dybden giftige, og han lægger lange, præcise diagonalafleveringer over en halv bane. Han er frygtløs i sine tacklinger og spiller hårdt, men får i hele sin karriere ikke et eneste rødt kort.

Ikke alle bryder sig imidlertid om fighteren Lerbys hårde spil. I en kamp mod AZ slår Willem van Hanegem ud efter Lerby. Da Lerby vil hævne sig med en hård tackling, undviger van Hanegem i sidste øjeblik og planter i stedet sine støvleknopper på Lerbys fremstrakte skinneben. Lerby gennemfører resten af kampen humpende. Efter kampen passerer van Hanegem Lerby og siger i forbifarten: ”Åh, slog du dig?”

Tilbage på det olympiske stadion i Amsterdam er det blevet tid til kaffe og en bid brød i cafeen. Pludselig dukker den tidligere hollandske topspiller Wim Kieft op. Han omfavner David Endt og siger ”ti amo”. De har en fælles kærlighed til Italien. Jeg videregiver til Kieft en hilsen fra Klaus Berggreen, som han spillede sammen med i SC Pisa i tre år i midten af 1980'erne. Kieft husker ikke nogen Berggreen. Han beklager sin manglende hukommelse og forklarer det med et årelangt kokain- og alkoholmisbrug.

”Vorherre bevares, hvor var de to trættende”, siger Kieft, der spillede sammen med Lerby 1979-83. Lerby var på det tidspunkt blevet anfører for Ajax, og Aad de Mos klubbens træner. ”De Mos og Lerby lå konstant i krig. Aadje kunne drive 'Røde', som Lerby blev kaldt, til vanvid”. Lerby giver medspillerne samme hårdhændede behandling, som han selv fik, da han var ny i klubben. Sten Ziegler får også nok af Lerbys skrigeri. Efter et kort ophold hos Hvidovre IF er Ziegler i 1980 tilbage i hollandsk fodbold efter fem år hos Roda. Han er 30 år, anfører for det danske landshold og betragtes som den bedste libero i Holland. Han bliver købt som erstatning for Ruud Krol, der har indstillet sin aktive karriere. Året før er også den offensive midtbanespiller Henning Jensen kommet til Amsterdam. Nordjyden har allerede en fornem karriere bag sig. Indtil han er 22, hyggede han sig med at spille for Nørresundby Boldklub i Danmarksserien, men snart får Borussia Mönchengladbach nys om hans kvaliteter, og så tager hans karriere fart. Henning Jensen spiller i Gladbach i 1972-76 og derefter tre år i Real Madrid, hvor han bliver Årets Spiller, inden turen går til Ajax. Han bliver både tysk og spansk mester to gange, foruden pokalmester og vinder af UEFA Cuppen med tyskerne. Hos Gladbach såvel som i Real Madrid er han stamspiller og flittig målscorer. Men i Ajax sidder han overraskende nok ofte på bænken ved siden af den nye træner Leo Beenhakker. ”Navnet siger mig ikke noget”, siger Cor Broms efterfølger. Han har ikke lyst til at bruge ”Europas bedste midtbanespiller”. Jensen kommer af og til på banen som erstatning for Arnesen, Lerby eller Dick Schoenaker. Men som regel bliver Martin van Geel og Ton Blanker foretrukket. Jensen beklager sig ikke. Han er ikke nogen Lerby, og desuden bliver Ajax i hans første år mestre og når semifinalen i Europa Cup'en.

”Han sagde ikke så meget”, husker David Endt, ”men når han fik noget at drikke til en fest, kom munden på gled. Han var god, og jeg husker særligt et hattrick mod Willem II, men i Ajax var hans karriere begyndt at lakke mod enden”.

Det er måske ikke så underligt, at Wim Kieft ikke husker, at han i 1981 var med, da fire danskere for første gang tørnede ud i en kamp for samme hollandske klub. Det skete, da kvartetten Arnesen, Lerby, Ziegler og Jensen var med i Ajax' 6-1-sejr over MVV Maastricht. Det er siden kun sket to gange: I 1996 i Heerenveen med Jon Dahl Tomasson, Ole Tobiasen, Simon Karkov og Marc Nygaard, og igen i 2012, da Ajax stillede op med Christian Eriksen, Lasse Schöne, Christian Poulsen og Viktor Fischer. I et opgør mellem Ajax og Heerenveen i 2013 var der faktisk fem danske spillere på banen samtidig, da Nicolai Boilesen også var med.

Hvad Kieft derimod husker, er, at danskerne i hans Ajax-tid godt kunne lide at drikke. ”Lerby mødte somme tider stangstiv op til træning. Når vi holdt fest eller var i byen, blev han altid så irriterende. Gnaven, fordrukken, kontrær. Han blev ofte smidt ud”. Endt klukker af grin og fortæller, at Kieft heller ikke brød sig ret meget om Jesper Olsen og Jan Mølby. ”De to havde nøglerne til alle Amsterdams natklubber. Vi har engang kørt Jesper hjem, hvor han lå i bagagerummet, ellers ville han ikke med”. Kieft og Endt fatter ikke, hvor danskerne havde kræfterne fra, for de forsømte aldrig næste dags træning. Deres arbejdsmoral var forbilledlig. Tilbuddene til Jesper Olsen kom blandt andet fra Arsenal, Anderlecht og Borussia Mönchengladbach. Ikke så ringe for en knægt, der, indtil han var 16, aldrig havde haft en rigtig træner. I Faxe var han vant til, at en klubleder bare satte to mål op, gav drengene en bold og ønskede dem god fornøjelse.

Den klejne Olsen snor sig rundt om modstanderne, der forsøger at stoppe ham med alle midler. Men han er dygtig til at undvige tacklingerne og holde fast på bolden. Sådan er det også i Næstved i den danske 1. division, og hos Ajax, der køber ham, 20 år gammel, i sommeren 1981. ”En herlig knægt”, siger Endt. ”Jesper var frygtløs”. Olsen blev kaldt ”De Vlo”, Loppen, men sådan som han elegant fløj forbi modstanderne, havde ”De Vlinder”, Sommerfuglen, måske været et bedre tilnavn.

”Hans dribletur på De Kuip!” råber Kieft og ryster på hovedet. ”Da han lavede det sologennembrud, vidste jeg, at jeg ikke ville komme på banen i den kamp. I det klassiske arvefjendeopgør mellem Feyenoord og Ajax den 28. november 1982 står det i anden halvleg 1-1, da Feyenoord taber bolden midt på banen. Gerald Vanenburg erobrer bolden og spiller den videre til Olsen. Iklædt Ajax' lyseblå udebanedragt, der flagrer om hans slanke krop, løber danskeren slalom igennem et Feyenoord-forsvar, der én efter én forgæves forsøger at sætte en tackling ind. Olsen trækker ind i feltets venstre side, hvor han med en kropsfinte snyder den fremstormende målmand, og sender bolden i mål med venstrefoden. Feyenoord får efterfølgende udlignet, men det er Jesper Olsens solotur, alle taler om den næste dag.

”Jesper Olsen er den bedste dansker, der nogensinde har spillet i Æresdivisionen”, mener Lerby.

I 1979 begynder David Endt at arbejde for agentbureauet Inter Football. I hans notater fra dengang er navnet stavet med a:

”Jan Malby, 18 år, er en Beckenbaueragtig type, en stor personlighed med god teknik. Han ville kunne blive en glimrende erstatning for Wim Jansen. En klasse bedre end Ivan Nielsen fra Feyenoord. Vigtigt: ifølge en dansk insiderkilde skulle Malby være mere interesseret i hasardspil end i at få en karriere som professionel fodboldspiller!”

Inter Football skriver den 15. september 1981 til Ajax' bestyrelse. Rapporten handler mest om den 17-årige Michael Laudrup, ”århundredets talent”, der først vil afslutte sin skolegang. Bureauet har desuden bidt mærke i følgende danske spillere: Klaus Berggreen, Klaus Granlund, Johnny Jacobsen og Jan Heintze. Alle talentfulde spillere, men ikke gode nok til Ajax. Endt bliver af bureauets direktør Maarten de Vos bedt om at tage til Danmark for at se nærmere på spillerne. I Danmark sover Endt hos Lerbys kærestes forældre eller i Arnesens sommerhus, når han ikke kan få en køn pige på krogen. Han er meget begejstret for Danmark og danske fodboldspillere.

”Danmark er et herligt land, smukt og grønt, med åbne mennesker og god humor”.

På agentbureauets anbefaling skifter Jan Mølby i sommeren 1982 fra Kolding til Ajax. Det bliver ikke nogen udelt succes. Den dengang knap så korpulente Mølby er ifølge træner Aad de Mos den dovneste fodboldspiller, han nogensinde har set. Han foretager sig kun noget, når bolden ligger for fødderne af ham. I Ajax' spilsystem virker liberopladsen umiddelbart som bedst egnet for Mølby, men De Mos placerer ham alle mulige steder på banen, hvis ikke på bænken. Da Mølby efter et par sæsoner tager videre til Liverpool, ser han tilbage på tiden i Amsterdam med bitterhed: ”Min fætter Johnny Mølby er også et stort talent, men jeg vil fraråde ham at tage til Ajax”.

Kieft må videre, men først efter endnu en Mølby-anekdote. På vej hjem fra en sejrsfest vil Mølby køre forbi et sted og købe kroketter. Han parkerer bilen. Da han kommer tilbage, falder han i søvn i bilen. Næste dag er han lige ved at komme for sent til flyet til en europæisk kamp. I lufthavnen spørger Bobby Haarms irriteret efter hans pas. Mølby roder i jakken, han har sovet i, og hiver en pose fladmaste kroketter frem fra inderlommen.

”Sjove typer, de danskere”, siger Kieft og giver mig hånden til afsked. At Mølby efter sit ophold i Holland nærmest har fået heltestatus blandt fansene, forbavser ikke kun De Mos og klubben, men også Mølbys far, der er lastbilchauffør. Han synes, det er en skændsel, at hans knoldesparkende søn spiller ved siden af den store Cruyff. Ved landsholdets kampe ønsker han ikke at sidde på hovedtribunen: Jan på hold med landets bedste spillere, det er for pinligt. Og når junior spiller i Liverpool, er det ikke til at holde ud at se på. Englændernes modtagelse af Mølby er heller ikke alt for hjertelig. Han overtager uden problemer de engelske spilleres dårlige spise- og drikkevaner og bliver snart rigeligt høj i hatten.

Træningen er hård, og han tvinges til at løbe meget, men han klarer sig godt. Han ligner en fiskehandler i fodboldstøvler, men når han først har fået fat i bolden, kan han i blinde finde angriberne Ian Rush og John Barnes. Trods sin robuste fysik er Mølbys boldkontrol og fremdrift med bolden god. Han bliver også betroet hvervet som holdets straffesparkskytte og scorer på 42 ud af 45 i løbet af sin karriere. Han kunne have drevet det videre end det, men Mølby kommer jævnligt i klammeri med politiet for offentlig fuldskab, fartovertrædelser og slagsmål.

Midt i sæsonen 1988-89 ryger han seks uger i spjældet. Ledelsen vil af med ham, men trænerne er glade for ham, og indtil 1996 spiller Mølby godt 200 kampe for Merseyside-klubben.

Efter Mølbys afgang er Ajax en tid uden danskere, men takket være især Arnesen og Lerbys gode ry har hollandske talentspejdere siden været på udkig efter danskere. Som spilleragent kan Søren Lerby i dag konstatere, at kun få danske spillere bryder igennem i Holland. Mange vender hurtigt tilbage til Danmark. ”Da jeg kom hertil, spillede jeg for at gøre det til min levevej, jeg ville frem og havde ikke noget at tage hjem til. Nu virker det, som om de unge ikke vil møde modgang, det må ikke gøre ondt. Danskerne er et tilfreds folkefærd. I Danmark har folk det generelt godt. Men det er ikke godt for elitesporten. Hvis man vil klare sig på topplan, må man aldrig blive tilfreds”.

”Skal du ikke også interviewe Jan Heintze?” spørger Lerby, inden vi tager afsked. ”Han er den dansker i hollandsk fodbold med flest kampe og flest titler. Ham må du have fat i”.

Lerby har ret. Heintzes 395 æresdivisionskampe er rekord for en udlænding, ligesom hans ni hollandske mesterskaber, tre pokaltitler og hans ene Europa Cup-titel er det. Heintze er bare sådan en farveløs, vag skikkelse. Der er ikke kommet en eneste god historie ud af ham. Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste spektakulært øjeblik eller en eneste afgørende aktion fra hans side. Jeg ved blot, at han var venstre back og spiste knust hajknoglepulver. Det sidste skulle være grunden til, at han kunne blive ved med at spille så længe.

På vej til Danmark tager jeg fat på Heintzes selvbiografi '20 år på toppen'. Allerede i forordet kan man se, at man ikke bliver bedre til at skrive af at spise knust hajknoglepulver.

”I sommeren 2001 blev jeg spurgt, om jeg var interesseret i at skrive en biografi om mine mange år i topfodbold. Min første tanke var, at det ville blive næsten uoverkommeligt at overskue rent tidsmæssigt, men efter at have tænkt over det et stykke tid, slog jeg alligevel til”.



Optakter
Lørdag d. 18/8, kl. 18:30
Chelsea - Arsenal
Magasin-artikler
Transferkampen: Klopp vs. Mourinho
Jürgen Klopp og Jose Mourinho er rivaler i Premier League såvel som på transfermarkedet. Her ser vi på, hvor meget de to managers har brugt på transfers i tidens løb.
- Andre klubber kan gå ud, bruge mange penge og få spillere i verdensklasse. (…) Jeg vil gøre det anderledes. Jeg ville endda gøre det anderledes, hvis jeg kunne bruge den slags penge.

Sådan sagde Liverpool-manager Jürgen Klopp i sommeren 2016, da Manchester City og Manchester United havde købt henholdsvis John Stones og Paul Pogba. John Stones kostede dengang Manchester City i omegnen af 415 millioner kroner, hvilket gjorde ham til den dyreste forsvarsspiller, der nogensinde var blevet handlet. Der er dog løbet meget vand i åen, siden den tyske manager understregede, at han ikke ville bruge mange penge, selvom han så havde dem.

Et år senere var det således Jürgen Klopp og Liverpool, som overgik Manchester City og blev ejere af den dyreste forsvarsspiller, der til dato er blevet handlet. Virgil van Dijk blev således købt i Southampton for omkring 580 millioner kroner.

Herefter gik der et år, før Jürgen Klopp og Liverpool blev ejere af den dyreste målmand, der nogensinde var blevet handlet. I det netop overståede engelske transfervindue betalte Jürgen Klopp og Liverpool omkring 465 millioner kroner for AS Romas brasilianske landsholdsmålmand, Alisson Becker. Rekorden for at have købt den dyreste målmand nogensinde blev dog overgået i samme transfervindue, da Chelsea købte Kepa Arrizabalaga i Athletic Bilbao for i underkanten af 600 millioner kroner.

Jürgen Klopps fejde med Jose Mourinho

Der er en naturlig rivalisering mellem Jürgen Klopp og Jose Mourinho, fordi de står i spidsen for hver deres topklub i Premier League. Rivaliseringen kommer også til udtryk på transferfronten, hvor de to managers fra tid til anden har langet ud efter hinanden. I forbindelse med det netop overståede var det dog Jürgen Klopp, der måtte stå på mål for det meste.

Jürgen Klopp købte fire spillere i løbet af sommerens transfervindue: Alisson Becker, Naby Keïta, Fabinho og Xherdan Shaqiri. I alt betalte Liverpool 1,35 milliard for de fire sommerforstærkninger, mens Jose Mourinho og Manchester United har brugt en hel del mindre – faktisk under halvt så meget. ”The Red Devils” købte tre spillere i løbet af sommerens transfervindue: Fred, Diogo Dalot og målmanden Lee Grant. De tre sommerforstærkninger har kostet Manchester United i overkanten af 615 millioner kroner.

- Andre klubber, som vi konkurrerer med, er rigtig stærke. Enten har de allerede fantastiske hold og trupper såsom Chelsea, Tottenham, Manchester City. Andre klubber investerer massivt som for eksempel Liverpool, der køber alt og alle.

Sådan sagde Jose Mourinho i 11. time af det engelske transfervindue. Han opfordrede samtidig ledelsen i Manchester United til at forstærke truppen, inden sæsonen blev sparket i gang, ellers ville Manchester-klubben ifølge den portugisiske manager gå en svær sæson i møde. En af disse forstærkninger var ifølge rygterne Atlético Madrids forsvarsgeneral Diego Godin, men denne transfer løb ud i sandet, inden transfervinduet smækkede i. Meget kunne derfor tyde på, at Manchester United har taget hul på en svær sæson.

Forbrug alt i alt

Jürgen Klopp overtog manager-rollen i Liverpool i oktober 2015, mens Jose Mourinho blev præsenteret som ny Manchester United-manager i maj 2016. Hvis man ser på, hvor meget de to klubber har brugt siden maj 2016, så har Liverpool ganske vist brugt mest. I den forbindelse kan man dog have in mente, at Manchester United fik både Alexis Sánchez og Zlatan Ibrahimović kvit og frit.

Liverpool har i alt brugt 3,445 milliarder kroner siden sommeren 2016. Manchester United har derimod brugt 3,285 milliarder kroner siden sommeren 2016. Liverpools forspring på 160 millioner kroner bliver dog udvisket, når man ser på, hvor meget de to klubber har tjent på transfers siden 2016. Liverpool har solgt spillere for 2,425 milliarder kroner siden sommeren 2016, mens Manchester United i samme periode har solgt spillere for knap 715 millioner kroner. Udregningen betyder, at Liverpool har haft et nettoforbrug på 1,020 milliard kroner siden sommeren 2016, mens Manchester Uniteds nettoforbrug i samme periode beløber sig til 2,570 milliard.

Kilder: Sky Sports, Transfermarkt, Mirror, Guardian og Standard.
Læs hele artiklen
What a United STATE-ment?
Træningsturen til USA blev åbningen på en masse ballade med Jose Mourinho, efter den kontroversielle manager stortset var utilfreds med alt i klubben. Utilfredsheden kom frem, efter han netop har underskrevet en kontrakt og startet den tredje sæson, som den hotelboende portugiser ofte har haft så svært ved.
- Som træner handler det om, at jeg koncentrerer mig om de spillere, der er, for det er den gode gruppe af spillere, jeg har nu. Jeg skal have det maksimale ud af de spillere, jeg har nu, og det får jeg ikke, hvis de har en træner, der render og udtaler sig i krogene om, at han kunne tænke sig nogle andre end dem. Så det bliver ikke tilfældet…

Dette var ordene fra AGF-træner David Nielsen til Jyllands-Posten stortset samtidigt med, at Manchester United-manageren Jose Mourinho fyldte de internationale aviser med sin utilfredshed med United-truppen. Umiddelbart har AGF og Manchester United ikke meget med hinanden at gøre, men alligevel er jobbene ens i forhold til den omtalte mandskabsbehandling – og det spin som det virker til, at Mourinho leverer i stor stil.

United-manageren var nemlig meget utilfreds med, at ledelsen i klubben ikke var lykkedes med nogle af de fem spillere, som han tidligere på året har sat på sin ønskeseddel til sommerens transfervindue. Samtidig sendte han fra klubbens træningstur i USA en krystalklar hilsen til arbejdet med at skabe egne talenter.

- På denne træningstur har vi kun få spillere med – og så en masse børn. Så kvaliteten er ikke god, og mange af disse spillere vil ikke være en del af vores trup, når turneringen starter den 9. august. Vores U/23-hold er rykket ned, og det fortæller vel det hele om kvaliteten, sagde spydige Mourinho.

Dermed gik han i den modsatte grøft end tre af hans rivaler, som på det seneste har rost ungdomsarbejdet i deres Premier League-klub:

- Vores akademi kan være meget stolt over vores unge spillere. De opfører sig helt fantastisk og præsterer også derefter. (Tottenhams Mauricio Pochettino)

- Alle vores unge spillere er i god form i denne sommer, hvilket skærper konkurrencen på holdet. (Liverpools Jürgen Kloop)

- Det er en fornøjelse at arbejde med de unge spillere, der har været med omkring førsteholdet i denne sommer. De har så meget fodboldsult, og jeg ønsker at takke dem og hele personalet. (Pep Guardiola)

Nu skal man nok ikke lægge så meget i, at Mourinho opfører sig anderledes end de tre kollegaer – det har han gjort mange gange før i karrieren. Men når han har lavet lignende ballade, har han altid endt med et brud – og måske dette også kan være tilfældet denne gang?



Den mystiske tredje sæson
Siden Mourinho slog igennem på den internationale trænerside, har han døjet meget i tredje sæson, som han netop skal til og i gang med i United. I starten af den tredje sæson i Chelsea i 2007 blev han uvenner med klubejer Roman Abramovich – blandt andet om brugen af Andriy Shevchenko – men han var også i direkte magtkamp med danske Frank Arnesen.

Efter et par sæsoner var den også gal i Real Madrid, hvor Mourinho var blevet uvenner med publikumsynglingen Sergio Ramos og anføreren Iker Casilias. Derudover kritiserede han offentligt talismanen Cristiano Ronaldo og prikkede Barcelona-assistenten Tito Villanova helt upassende i øjet. Dette sammen med en masse utilfredshed med dommere og journalister og deres påståede favorisering af Barcelona fyldte meget i medierne, og det endte med en fyring i 2013. Herefter vendte han tilbage til Chelsea, hvor han blev fyret i den tredje sæson, efter de blot havde hentet 11 point i de første 12 kampe og han havde kaldt holdets profiler – Diego Costa, Eden Hazard og Cesc Fàbregas – for ”Chelsea-rotter”, som han ikke kunne stole på.

Der er altså en klar tendens til, at Mourinho har problemer i den tredje sæson, hvor han ofte ender i ballade med ledelsen i klubben samt med flere af spillerne, og det har også været tilfældet i denne sæson i United. Det skal sættes sammen med, at United fik en skidt afrunding på sidste sæson, hvor de godt nok fik en plads blandt de sidste 16 i Champions League, men det var i en gruppe med Basel, CSKA Moskva, Benfica – så det efterfølgende nederlag til Sevilla kom til at gøre ondt på den kontroversielle manager. Ikke mindst fordi spillestilen slet ikke var værdig til storholdet Manchester United.


Spiller Mourinhos United som United?
Til tider har Manchester-holdet spillet mere defensivt og med langt mindre boldbesiddelse, end United-fansene har ønsket sig. Især var United defensiv imod de andre Top 6-hold i sidste sæson, og det virkede til, at Mourinho slet ikke havde ønsket at angribe modstanderen. Dette gjorde, at sidste sæsons ti topkampe blot gav to sejre.

Meget bedre er det ikke gået i denne pre-season, hvor der især har været to smertefulde nederlag. Det første var til MLS-bundholdet San Jose Earthquarkes samt 1-4-lussingen til rivalerne fra Liverpool. Samlet set over hele sommeren har United ikke præsteret ret meget offensivt – ligesom i kampene imod de andre tophold fra sidste sæson, og det fik Kloop til at sende en klar hilsen. Efter nederlaget til Bayern München skrev Liverpool-manageren på Facebook:

- 90 min, 1 shot, 0 on target

Dette blev efterfulgt af flere grinesmileys fra Kloop, hvis fodboldfilosofi er en helt anden, og netop filosofien kan blive Mourinhos store problem. For det er også en helt anden filosofi, der er i Manchester United – end den Mourinhos tropper viser for tiden. I klubben ønskes Mourinhos spillestil ikke – og slet ikke hvis han ikke vinder noget. Meget bedre bliver situationen jo ikke, når han kritiserer store dele af klubbens DNA – deres talentudvikling.

For United har skabt ”The Busby Babes” og ”The Class of 92”, men det virker ikke til, at Mourinho har samme opfattelse, som klubben har omkring talentudvikling. Han ønsker, at der skal købes langt flere stjerner til Old Trafford. Mourinho er også lykkedes med – mange steder - at overbevise folk om, at der ikke er blevet købt ret meget indtil nu. Det er forkert.

For siden Mourinhos ankomst i 2016 har kun de voldsomt oprustende naboer fra City brugt flere penge – netto - på nye spillere. Problemet er blot, at flere af Mourinhos indkøb har været skuffelser som Henrikh Mkhitaryan og Victor Lindelöf – mens det fortsat er uvist, om Romelu Lukaku og Eric Bailly kan ende på samme hylde. Meget bedre bliver det naturligvis ikke af, at Mourinho i sommer har indkøbt Diogo Dalot, der er skadet og ikke kommer i kamp før til efteråret. United købte spillere i sommerens transfervindue for 600 millioner kroner, men åbenbart ikke nogen fra Mourinhos ønskeseddel. Hvor efterlader dette Mourinho?


Vil Mourinho gerne have en masser ”Sign on fee”
Kigger man yderligere i historiebøgerne, er der en ikke særlig human kendsgerning – for kan alt dette handle om penge fra Mourinhos side? Flere gange i karrieren – både i Chelsea og Real Madrid - havde han, kort tid inden, at han forlod klubben, underskrevet en ny kontrakt, som han fik mange penge for at underskrive, og kort tid efter fyringen fik han mange penge for at underskrive med en ny klub. Denne konspirationsteori får jo ikke mindre næring af, at Mourinho i foråret underskrev en ny kontrakt med Manchester United.

Dertil skal man lægge, at Mourinho i 2016 slog fast, at hans liv var forfærdeligt på et hotelværelse i Manchester. Her et par år senere bor han stadigvæk på Lowry Hotel – hvorfor har han ikke købt et hus at bo i? Er han overhovedet faldet til i Manchester?

I hvert fald mener han, at spillerne omkring Alexis Sánchez ikke var gode nok i USA, at talentarbejdet er dårligt i klubben, at der mangler indkøb af de ønskede spillere, at anføreren Antonio Valencia ikke er i form, at Anthony Martial ønsker at tilbringe for meget tid med sit nyfødte barn og at hans trup var alt for ung imod Liverpool – selvom startopstillingen for United var ældst i den kamp. Nu skal klubformanden Ed Woodward efter samråd med de profitsøgende ejere fra Glazer-familien forsøge at gøre Mourinho glad, hvilket ikke er let for ”What a United STATEment”.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Alisson – Verdens dyreste målmand
Er den brasilianske keeper Liverpools næste ”Flying Pig”?
I forbindelse med ”Merseyside-derby” i 2015 valgte BBC at interviewe tilfældige ældre folk på gaden, og spurgte dem, om de kunne huske den legendariske kamp på Goodison Park i 1967.

- Huske det? Jeg spillede i den kamp, var svaret fra Tommy Lawrence, da han blev spurgt.

”The Flying Pig”, som den legendariske Liverpool-målmand Lawrence blev kaldt, spillede en vigtig rolle på mesterholdet fra 1963/44 og 65/66, men døde desværre for kort tid siden, men gad vide hvad den tidligere målmand ville have sagt til, at Liverpool har købt Alison Ramses Becker i Roma for 600 millioner kroner.

Lawrence spillede i en tid, hvor målmændene ikke var særlig højt værdsat – sådan er det ikke længere. Men dette er også et billede på fodboldens vanvittige udvikling. En anden Liverpool-legende Ray Clemence kostede 160.000 kroner, og for blot 11 år siden slog Sunderland den britiske målmandsrekord ved at købe Craig Gordon af Hearts for 75 millioner kroner.

De 600 millioner kroner er hysterisk mange penge for en målmand, der for tre måneder siden som Roma-spiller lod Liverpool lave syv mål i de to Champions League-semifinaler, men netop denne turnering blev helt afgørende for, at den brasilianske keeper havnede i Nordengland.

For var det ikke for Loris Karius vanvittige drop i finale-nederlaget til Real Madrid, så er det ikke sikkert, at Jürgen Kloop havde ønsket at bruge så mange penge på en ny målmand, efter manageren i samme transfer-vindue havde brugt store summer på Naby Keita, Fabinho og Xherdan Shaqiri.

Ingen af de syv mål, som Liverpool scorede i de føromtalte semifinaler, var drop af Alisson, men omvendt var han heller ikke tæt på at tage nogle af afslutningerne, og han lignede i de kampe ikke verdens dyreste. På trods af det er han førstevalget på det brasilianske landshold foran Manchester Citys højtprofilerede Ederson, som har stået rigtig stærkt i Premier League. Netop Ederson blev i sommeren 2017 verdens dyreste målmand, da han skiftede fra Benfica til City, men kun for halvdelen af Alissons pris.

At verdens to dyreste målmænd skulle komme fra Brasilien, er næsten naturstridigt, da den fodboldglade nation ikke har særlig stolte traditioner på den position af banen. Ikke mange taler om målmændene fra VM-vinderne fra 1970 og 1982 – men de sidste 25 år har der været en opadgående kurve for niveauet. Claudio Taffarel var stærk i 1994, og senere nåede både Nelson Dida og Julio Cesar at vinde Champions League.


Sex-symbolet elsker at spille guitar og drikke the
Alisson er trådt ud af Taffarel, Dida og Cesars skygge. Dette er sket ved, at han de sidste par år har truet Gianluigi Buffon om pladsen som den bedste Serie A-keeper. Alisson kom til Roma i sommeren 2016 for 50 millioner kroner – altså under en tiendedel af hvad Liverpool betalte for ham. Forinden havde han fået debut på det brasilianske landshold samt vundet priser med forskellige brasilianske ungdomslandshold.

I 2017/18 spillede Alisson rigtig godt for Roma, der forinden havde set Francesco Totti og Mohamed Salah stoppe i den italienske hovedstadsklub. Netop sidstnævnte og den gamle holdkammerat Salah skulle have overtalt Alisson til at tage til Liverpool, selvom Roma endte op i den føromtalte Champions League-semifinale for første gang siden 1984. 2017/18 blev gennembrudssæsonen for Alisson, og specielt i kampene imod Atlético Madrid og Napoli viste han høj klasse, men også flere gange stor fysisk styrke – som kan blive altafgørende i Premier League for den 193 cm høje keeper. Derudover har Alisson flere gange vist, at teknikken med de brasilianske fødderne ikke fejler noget.

Privat er Alisson en meget sky person, og han tilbringer det meste af sin fritid med at spille guitar, drikke the og være sammen med sin kone, der er doktor, og deres datter. Til SportsWeek har han tidligere sagt:

- Min kone blev i Brasilien for at gøre sine studier færdige. Og hvis jeg bliver skadet, er det altså bedre at være gift med en doktor end en model.

I Brasilien har Alisson udviklet sig til at være lidt af et sex-symbol, hvilket han også kommenterede på:

- Efter en landskamp tog alle spillerne på en restaurant, hvor der var en masse kvinder, der forsøgte at komme i nærheden af os. Et par stykker af dem jagtede nærmest mig, men det fik min kone blokkeret.

Så umiddelbart skal Anfield ikke starte med at kalde Alisson for ”Flying PIG”…

Læs hele artiklen
Cristiano Ronaldo – Større end Juventus
Knægten fra Funchal er blevet et af verdens mest kendte ansigter, men det har også en pris. Læs mere om Ronaldos vanvittige liv i overhalingsbanen, hvor basale ting ikke er gældende mere – ligesom målet i Torino, hvor den daværende Real Madrid-spiller næsten ophævede tyngdeloven… Nu skal han blive gammel hos ”den gamle dame”.
Selvom mange sikkert vil huske tilbage på dommer Michael Olivers kontroversielle straffesparkskendelse, når de tænker tilbage på de meget underholdende Champions League kvartfinaler imellem Juventus og Real Madrid, så må man altså ikke glemme, at Cristiano Ronaldo i det første opgør scorede et historisk flot mål på saksespark. Udregninger har vist, at superstjernen ramte bolden hele 2,3 meter oppe i luften og hans meget veltrænede krop var 1,4 meter vandret over jorden – da han ramte bolden helt perfekt. Efterfølgende har Jyllands-Postens sportsredaktør kaldt målet for ”Ronaldos adelsmærke i Torino”, da det i fremtiden vil blive vist meget, når den 33-årige Ronaldo skal vurderes, og derfor blev sommerens gigantiske klubskifte fra Real Madrid til netop Juventus endnu større – om muligt.

Flere medier har kaldt klubskiftet for det største i dette årti, men det er ikke Juventus, der er årsagen til dette – det er simpelthen superstjernen Ronaldo. Her følger nogle tal til, hvorfor Ronaldo er så gigantisk en spiller, og hvorfor klubskiftet derfor bliver det:

Followers på Instagram
Cristiano Ronaldo: 135 millioner
Juventus: 11 millioner

Champions League-titler
Cristiano Ronaldo: 5
Juventus: 2

Champions League siden 2007
Cristiano Ronaldo: 119
Juventus: 102

Så man kan sige, at Juventus ikke købte Ronaldo, men at Ronaldo valgte at skifte til Juventus. Det er heller ikke kun i Jyllands-Posten, hvor Ronaldos mål har fået ros. Han fik det faktisk også i kampen, for på Allianz stadium klappede de italienske fans også af udeholdets nr. 7, og Rubén Jiménez skrev i sportsavisen fra Barcelona - Marca:

- Nu kan Cristiano Ronaldo pensionere sig. Ligesom Maradona, Messi og brasilianerne Ronaldo og Ronaldinho oplevede Real Madrids nummer syv, at modstanderholdets tilhængere klappede af ham i en kamp. Den slags huskes, og derfor vil dette mål til eftertiden være et af de mest definerende for Cristiano Ronaldos karriere. På samme måde som ikoniske mål har været det for andre.


33 billeder og tre slurker the
Kort tid inden klubskiftet til Juventus og det unikke mål fik mange mennesker et grotesk indblik i Ronaldos liv. For en fotograf fulgte superstjernen på et - for mange mennesker - ganske almindeligt cafe-besøg... bare ikke for superstjernen Ronaldo.

Selvom Ronaldo gjorde alt for at komme så beskedent og anonymt ind på cafeen som muligt, nåede han blot lige at bestille en kop the, inden billede-helvede brød løs. Indenfor ganske få minutter var Ronaldo blevet fotograferet 33 gange med forskellige cafegæster og -ansatte. Derudover forsøgte alle at få en lille snak med ham – eller rettere – en lille ”bid” af ham. Dette må være grotesk opslidende, men Ronaldo havde tid og overskud til alle, selvom han faktisk ikke nåede at drikke andet end tre slurker af den efterhånden kolde the.

Den video har kørt meget på de sociale medier og kom efter sidste sommers historie fra Ronaldos yacht. De spanske aviser var meget overraskede over, at Lionel Messi og Cristiano Ronaldo holdt sommerferie tæt på hinanden, da de begge havde placeret deres lejede luksusyacht et stykke fra Ibizas pulserende strande. Men end ikke midt ude på middelhavet kunne de to superstjerner få lov at holde lidt ferie, for da historien kom frem begyndte fans at tage svømmeturen på et par kilometer ud til skibene.

Netop de to har igennem de senere år udviklet en rivalisering for at blive verdens bedste fodboldspiller, og i den forbindelse er de også blevet to af verdens mest kendte ansigter, som ikke kan drikke en kop the på en cafe eller være flere kilometer ude på havet – i fred.


Fra Funchal til forfølgelse ved Ibiza
Ronaldos liv startede også på en ø. For han blev født i byen Funchal, som er de portugisiske Madeira-øers største by. Fodbold-stjernes fodboldkarriere startede i amatør-klubben Andorinha, og få år efter rejste Ronaldo videre til CD Nacional, som er et af de største hold på Madeira. Som 16-årig tegnede Sporting Lissabon kontrakt med unge Ronaldo og herfra gik turen videre til Manchester United, hvor han seks år senere brød transferrekorden med sit skifte til Real Madrid.

Cristiano Ronaldo har udviklet sig fra at være et kæmpe talent til en spiller af absolut verdensklasse – for klubhold, men i den grad også for Portugal. Til VM2014 sikrede han nærmest egenhændigt Portugals kvalifikation, da han med et hattrick mod Sverige, skaffede Portugal en plads ved VM på bekostning af vores gulblusede naboer. Kampene mod Sverige illustrerede meget godt, hvorfor Portugal ikke aldrig skal afskrives, til trods for at deres generelle spillermateriale ikke er af samme kvalitet som slutrundens favoritter. I Cristiano Ronaldo har Portugal nemlig et våben, som i den grad er i stand til at afgøre en kamp på egen hånd. Han er på ingen måde typen, der tager kontrol over kampene, men han afgør dem gang på gang.

Ronaldo har længe været en profil på det portugisiske landshold, som han nåede EM-finalen med i 2004. Portugal, der også var værtsnation, tabte dog knebent til Grækenland, og en ung Cristiano Ronaldo blev med tårerne trillende ned af kinderne et symbol på nationens skuffelse.

Skuffelsen var dog glemt til EM2016, hvor Portugal endte som vinder med talismanden - Ronaldo. I kvalifikationen lavede han fem mål og var helt kampafgørende flere gange. Blandt andet i semifinalen mod Wales, hvor han blev den første spiller nogensinde til at komme i den tredje EM-semifinale. Her blev han både målscorer og oplægger, men finalen blev ødelagt efter et sammenstød med Dimitri Payet. Portugal vandt som bekendt EM2016 efter et mål i den forlængede spilletid af Eder, og dermed kunne anfører Ronaldo løfte pokalen. Ronaldo var på Europas top, men det kunne have set helt anderledes ud. Ronaldo har tidligere fortalt denne pudsige historie:

- Jeg vil gerne takke min ven Albert Fantrau for min succes. Vi spillede sammen i en ungdomsklub, og da repræsentanterne fra Sporting Lissabon ankom, sagde de, at den, der scorede flest mål ville få en plads på deres akademi. Vi vandt kampen 3-0. Jeg scorede det første mål og Albert scorede det andet. Det tredje mål efterlod alle måbende. Albert var alene med målmanden, og jeg løb ved siden af ham. Han rundede målmanden og skulle bare sparke bolden ind i det tomme bur. Men han afleverede bolden til mig, og jeg scorede. Jeg kom ind på akademiet, og efter kampen spurgte jeg ham, hvorfor han havde afleveret bolden, hvortil han svarede: Du er bedre end mig…

Albert har senere bekræftet over for journalister, at historien er sand, og fortalte også, at hans fodboldkarriere aldrig var blevet til noget, og at han nu var arbejdsløs. Journalisterne spurgte manden, hvor det store hus og hans flotte bil kom fra, hvortil Albert smilede og svarede:

- Det er fra Cristiano…

Cristiano – ham de klapper af i Torino, og som de også kommer til at klappe af i fremtiden, men den femdobbelte Ballor d'Or-vinder skiftede for omkring 700 millioner kroner, selvom han blevet 33 år. Juventus har dog stolte traditioner med spillere i karrierens efterår.

Så da Ronaldo satte fødderne på den italienske jord i Caselle-lufthavnen – stort set samtidig med at VM-finalen startede - fik det Tuttosport til at kalde det en ”Ekstra Terrestrial”, om den overjordiske person, der havde betrådt italiensk jord – efter han havde vundet Champions League fire gange med Real Madrid – men hvorfor dette klubskifte?

- Jeg ønsker at skabe historie med Juventus. Normalt tager spillere på min alder til Qatar og Kina… med al respekt for det, så minder dette ikke meget om det, så jeg er meget taknemlig over, at Juventus har givet mig denne mulighed.

Men det er ikke hvem som helst, der kommer til Juventus. Hele 450 mål har han scoret siden 2009/10, hvilket blot er fire mindre end alle de nuværende Juventus-angribere tilsammen. Disse angribere kommer i fremtiden til at stå i skyggen af Ronaldo, selvom der er tale om spillere som Gonzalo Higuaín, Mario Mandžukić, Paulo Dybala og Douglas Costa.

Indenfor de første 24 timer efter klubskiftet havde Juventus solgt 520.000 spilletrøjer med Ronaldo – på ryggen! Disse koster ca. 100 Euro pr. styk, så det første døgn blev der solgt Ronaldo-trøjer for over 400.000.000 kroner, og allerede indenfor den første uge havde Juventus omsat på trøjesalg, hvad der svarede til Ronaldos købssum. På samme tid havde ”Den Gamle Dame” fået over en million flere Twitter-followers.

Så Juventus har hentet en af verdens største ”Showman”, men også en af de dyreste. Ugelønnen til Ronaldo lyder på 4.500.000 kroner de næste fire år, men er han det værd taget alderen i betragtning?

I forbindelse med skiftet fik Ronaldo lavet en kropsanalyse, der viste, at han fysisk ikke er 33 år - men 22 år. Desuden satte han til VM2018 rekorden for højste hastighed i sprint. Derudover er han en ualmindelig erfaren spiller, som kommer til Juventus og napper ”7-tallet” fra Juan Cuadrado.

Ronaldo var faktisk tæt på tidligere i karrieren at få en Juventus-trøje over hovedet. I 2002 forsøgte Torino-klubben at lave en byttehandel med Sporting Lissabon. Ronaldo skulle til Juventus, men handlen gik i vasken, da Marcelo Salas ikke ønskede at tage turen til Portugal.

16 år senere kom klubskiftet for den 33-årige Ronaldo, der var formstærk op til skiftet. Fra slutningen af januar og indtil midten af maj lavede han 28 mål – blandt andet mål imod Atlético Madrid og Barcelona i Spanien, men også et hattrick imod Spanien til VM, et imod PSG og et imod netop Juventus. Derudover lavede han et unikt saksesparksmål imod Gianluigi Buffon, hvilket gav stående ovationer i Torino – sikkert ikke de sidste…

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Derfor glæder Indkast sig til ny sæson
Redaktionen har samlet nogle indtryk… og stillet nogle spørgsmål.
- Leverer Niko Kovac i Bayern München?


- Vender Morten "Duncan" Rasmussen tilbage til Superligaen?


- Får vi en afgørende Thomas Delaney at se i Dortmund?


- Hvor længe kan FCK holde på Viktor Fischer?


- Kan Vejle finde sig til rette i Superligaen efter mange års fravær?


- Ny Arsenal-æra… kan Unai Emery efterfølge Arsène Wenger?


- Kan de oprustende Milano-hold true Juventus i Serie A?


- Ryan Sessognon i Premier League – bliver han i Fulham?


- Buffon i Paris. Var det nogle år for sent?


- Får Brøndby deres guld?


- Løfter Gareth Bale sit niveau, når CR7 ikke længere er i Madrid?


- Pierre-Emerick Aubameyang scorede 10 mål i 13 Premier League-kampe i sidste sæson. Kan han gøre noget, der minder om dette?


- Riyad Mahrez i Manchester City… på den offensive midtbane råder Pep Guardiola i forvejen over Bernando Silva, Kevin De Bruyne, David Silva, Leroy Sane og Raheem Sterling. Hvem bliver ”Sorte Per”?


- Everton har hentet den meget spændende Richarlison. Bliver han endnu bedre efter skiftet væk fra Watford?


- Frank Lampard som manager i Derby og Steven Gerrard i Glasgow Rangers. Har de managerpotentiale?


- Real Madrid-fansene har ventet flere år på, at Vinicius Junior kom til Madrid – hvad kan han egentligt?


- Mikkel Qvist og de lange indkast. Får Horsens' meterkaster annulleret et mål, fordi han kaster kuglen direkte i nettet?


- Gamle Ronaldo hos ”Den gamle Dame”. Kun to spillere har scoret over 30 mål i de sidste 59 Serie A-sæsoner. Ronaldo har gjort det seks ud af de otte sæsoner i Real Madrid. Kan han gøre det igen?


- Der kommer et nyt ”White Hart Lane”. Er det derfor, at Tottenham er så stille på transfermarkedet?


- Bliver det sæsonen, hvor PSG slår igennem i Champions League?


- Hvem skal Real Madrid købe som afløser for Ronaldo? Bliver det Hazard, Mbappé eller Neymar? Eller skal den nuværende trup udfylde hullet?


- Philippe Coutinho i Barcelona. Får brasilianeren Barca-fansene til at glemme Iniesta for en stund?


- Hvordan klarer den blot 22-årige Thomas Lemar sig i galehuset Atlético Madrid?


- Naby Keita har fået nr. 8 i Liverpool. Kommer han til at minde om Steven Gerrard?


- Har Alisson virkelig kvaliteterne til at være verdens dyreste målmand. Han kostede Liverpool dobbelt så meget, som Manchester City i sidste sæson betalte for Ederson, som på daværende tidspunkt var verdens dyreste målmand. Er han pengene værd?


- Er der fire mestre blandt disse seks: Bayern München, FCK, PSG, Manchester City, Juventus og Barcelona?
Læs hele lederen
Özil og Erdogan – mere end et billede
Mesut Özil er blevet genstand for hidsig debat efter landsholdsstop og beskyldninger om racisme efter et meget omtalt billede fra et hotel i London.
Kort efter VM i Rusland meddelte Mesut Özil, at han stoppede på det tyske landshold, og samtidigt kom den elegante playmaker med nogle hårde statements:

- Bernd Holzhauer (tysk politiker, red.) kaldte mig en gedeknepper og Werner Steer (teaterchef, red.) bad mig pisse hjem til Anatolien. Jeg vil slet ikke komme ind på de mange hademails, truende telefonopkald og alt det, der er skrevet på de sociale medier. Det er med et tungt hjerte og efter stor overvejelse, at jeg ikke længere vil spille for Tyskland. På grund af de seneste begivenheder har jeg en følelse af at opleve racisme og stor mangel på respekt.

Samtidigt slog Özil fast, at overstående udmeldinger ikke var et hak bedre end den tyske fan, der efter kampen mod Sverige råbte:

”Özil, pis af, din skide tyrkerso!'

Derudover skulle Arsenal-spilleren efter sit tyske exit have oplevet, at der kom flere hårde udtalelser, og det fik Özil til at slå fast:

- Jeg er immigrant, når vi taber, og tysker, når vi vinder.

For at komme dybere ned i balladen omkring Özil er der to meget afgørende elementer. For det første valgte han at mødes med den meget udskældte tyrkiske præsident Erdogan midt i dennes meget kritisable valgkamp. Dette var torskedumt af Özil og blev næsten synonymet med den historisk ringe VM-slutrunde af de regerende verdensmestre, der sluttede sidst i deres gruppe efter Sydkorea, Sverige og Mexico. Netop billedet med Erdogan rammer ned i det andet vigtige for at forstå situationen.

Fornyelig udsendte Özil sin selvbiografi, som pudsigt nok hedder ”I Skudlinjen”, og i denne beretter han åbenhjertigt om, hvordan det er at opvokse i et tyrkisk hjem i Tyskland, om hvordan han stort set kun talte tysk i de få timer, hvor det var på skemaet i skolen, og hvordan han har to hjerter: et tysk og et tyrkisk. Samlet set giver bogen og beretningen et klart billede af mislykket integration i Tyskland. Efter billedet med Erdogan har det i Tyskland fået Özil til at blive et offer for mange racistiske – og helt latterlige - kommentarer, som den Bayern München-præsident Uli Hoeness kom med:

– Mesut Özil spiller som lort. Han vandt sidst en nærkamp før VM i 2014, og han har kun strålet mod San Marino – godt han stopper på landsholdet. Der er endnu ingen, der har fået den idé at spørge til det sportslige, og nu kan han gemme sig bekvemt bag den Erdogan-historie. Det er noget svineri. Han har jo spillet elendigt i flere år.


Bedre med Michael end Mesut
Udmeldingen fra Uli Hoeness kom kort tid efter, at han har afsonet 21 måneder af en dom for skattesvindel, og efter Özil havde spillet 92 landskampe for Tyskland siden debuten i 2010. Men angriberen med de tyrkiske rødder har også mødt opbakning i forhold til sit stop på landsholdet og beskyldningerne om racisme. I den føromtalte selvbiografi fortæller Özil blandt andet om, hvordan det ville have været lettere at være fodboldspiller i Tyskland, hvis han i stedet for Mesut havde heddet Michael. Om dette har Tysklands socialdemokratiske justitsminister, Katarina Barley, skrevet på Twitter:

- Det er alarmerende, når en stor tysk fodboldspiller som Mesut Özil ikke længere føler sig ønsket i sit land og ikke føler sig respekteret af det tyske fodboldforbund på grund af racisme.

Özil var meget i tvivl om, hvorvidt han skulle vælge at spille på det tyrkiske eller det tyske landshold, men kort tid efter han havde scoret et ret afgørende mål for Tyskland imod netop Tyrkiet, kom forbundskansler Angela Merkel i omklædningsrummet og lykkeønskede en halvnøgen Özil. Efter landsholdsexiten takkede Merkel for indsatsen på landsholdet og gav opbakning til Özil - ligesom der ikke så overraskende var fra Erdogan:

- En sådan racistisk behandling af en ung mand, som har givet alt til det tyske landshold, på grund af hans religiøse overbevisning er uacceptabel ... hans erklæring er fuldstændig patriotisk, jeg kysser hans øjne.


"Imam Beckenbauer”
Nu er Erdogan jo også en stor del af denne historie, eftersom han inviterede Özil til at besøge ham på et hotelværelse i London, hvor det berømte billede blev taget, men historien har i den grad også historisk karakter.

Igennem mange år har der været et betændt forhold imellem Tyrkiet/Tyskland, og Özil er blevet brugt som en brik i dette fjendskab. I 2010 sagde Merkel, at Özil var et eksempel på, at ”Islam hører til Tyskland", og seks år senere – og langt værre – valgte det tyske parlament, Forbundsdagen, at vedtage en erklæring om at kalde fordrivelsen af armeniere, der i 1915 kostede over 1 million mennesker livet, et folkemord.

Erdogan er internationalt blevet kritiseret for sit afslappede forhold til menneskerettigheder, demokrati, ytringsfrihed samt voldsomme fængsling af enkelte erhverv i Tyrkiet. Den tyske kritik af Erdogans fremgangsmåde fik ham til at hævde:

- Forholdene i Tyrkiet er ikke anderledes, end nazisternes var.

Pudsigt nok var Erdogan i begyndelsen af 1970'erne selv en solid Istanbul-angriber med kælenavnet ”Imam Beckenbauer” efter den legendariske tysker - Franz Beckenbauer. Udover dette sammenfald står UEFA overfor at skulle afgøre, hvor EM-slutrunden 2024 skal afvikles, og igen lidt pudsigt er de to kandidater - Tyskland og Tyrkiet, hvilket falder samtidigt med, at det europæiske fodboldforbund igennem noget tid har arbejdet lidt med sloganet ”No to Racism”. Så denne sag har rigtig mange vinkler.

Men har Özil været udsat for racisme – og i givet fald – hvor meget? Viceformand i det tyske parlament for partiet ”De Grønne” Claudia Roth sagde på radiostationen Deutschlandsfunk:

- Vi oplever en hård tid i vores land med racisme, antisemitisme og sexisme i samfundet. Det største sportsforbund i verden må vise ansigt og reagere på stemningen i landet ved at tage ansvar.

Det kommer UEFA eller FIFA næppe til, hvilket skyldes, at Ergogans vanvittige reaktion efter det mislykkede kupforsøg imod præsidenten for et par år siden samt at Özil var meget hidsig i retorikken, da han kritiserede den tyske forbundspræsident – Reinhard Grindel. Men Özil har startet en europæisk debat, der blandt andet fik Romelu Lukaku til tasterne.

- Når tingene går godt på det belgiske landshold, bliver jeg beskrevet i medierne som belgiske Romelu Lukaku. Når tingene ikke går så godt, bliver jeg beskrevet som Romelu Lukaku – angriberen med rødder i Congo, skrev Lukaku på Twitter, hvor holdkammeraten Hector Bellerin også kom med en bredside:

- Det er helt urealistisk, hvor meget han har gjort for sit land, og så bliver han behandlet med så lidt respekt. Godt at du står op imod denne behandling.

Siden ankomsten til Premier League i 2013 har ingen spillere lavet flere assists eller skabt flere chancer end Özil, og trods dette har han ikke virket til at være særlig glad for England og London.

Således benytter han enhver lejlighed til at komme til Istanbul, hvor kæresten – Amine Guise – bor. Så der er tale om en tysker, der levet luksuslivet i London og som ikke vil spille på landsholdet mere efter en historisk ringe VM-slutrunde. Tredjegenerations indvandreren fra Gelsenkirchen har været udsat for racisme, efter han blev fotograferet med en præsident, der blæser på basale menneskerettigheder. Ja – historien er meget kompleks og kommer samtidig med, at sommerens politiske gyserduel i Tyskland har stået imellem kansler Merkel og hendes indenrigsminister Horst Seehofer.

Duellen har handlet om muligheden for at afvise asylansøgere ved grænsen og det gør sammen med meget mere, at der er tale om langt mere end blot et billede.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Vanvittig aktion af Rooney i MLS Teaser: Premier League er tilbage! Artikel ikon VM-abstinenser? Se alle 48 mål her Artikel ikon Džeko: Mine bedste mål i CL Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Selv Messi ville ikke kunne stoppe det Det dyreste indkøbte PL-hold Artikel ikon Fra VM til GPS-stemme Artikel ikon Tidligere Barça-stjerne står uden klub Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Flest afleveringer i PL-åbning Top 20: Længstsiddende PL-managere Artikel ikon Top 10: Sommerens dyreste PL-indkøb Artikel ikon Top 15: Største FC Nordsjælland-handler Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Özil - fra skudlinjen Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Artikel ikon Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Anmeldelse: Fodboldholdet Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Chelsea-managere siden 2004 Hvordan klarer PL-oprykkere sig? Artikel ikon De sidste ti VM-finaler Artikel ikon VM: Bayern repræsenteret ti gange i træk Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Medie: Juventus vil forlænge nu! Medie: PL-keeper til Napoli Artikel ikon Officielt: Bundesliga-forsvarer til PSG Artikel ikon Medie: Italiensk oprykker handler i Kina Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Lionel Messi Artikel ikon Vidste du om ... Cristiano Ronaldo Artikel ikon Vidste du om ... Joe Cole Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Hvem bliver topscorer? Agüero jagter Rush & co. Artikel ikon Otte PL-debutanter - i målet Artikel ikon Emerys hullede defensiv Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Chelsea - Arsenal Optakt: Frankrig - Kroatien Artikel ikon Optakt: Kroatien - England Artikel ikon Optakt: Frankrig - Belgien Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Real – Atlético Startopstillinger: Randers - AGF Artikel ikon Startopstillinger: Arsenal - Man. City Artikel ikon Startopstillinger: FCK - Brøndby Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Atlético vinder Madrid-derby i Super Cup Esbjerg slog tandløse SønderjyskE Artikel ikon Ter Stegen tog straffe i Barça-triumf Artikel ikon Bayern tog Super Cup'en i suveræn stil Artikel ikon Se flere