De orange danskere

Af Torsten Brix

2016-07-31
De orange danskere

indkast.dk bringer første kapitel fra den højaktuelle bog om de danske fodboldspillere i Holland.

David Endt ler højt. Han glemmer aldrig sit første møde med de to danskere. Han sidder i et lokale på det solbeskinnede olympiske stadion i Amsterdam og ser dem komme ind ad døren. Frank Arnesen og Søren Lerby, to langhårede bonderøve fra Danmark, begge i træsko og trompetbukser.

David Endt, den senere holdleder i Ajax, spiller på det tidspunkt på klubbens andethold. Spillerne er skeptiske, ja faktisk fjendtligt indstillede over for de to nye. De frygter, at de to danskere vil tage deres plads på holdet. Men modviljen hos Endt forsvinder, da det går op for ham, hvor gode de to danskere er.

Det fremgår dog ikke af den første træning, hvor spillerne bliver sat til at lave hovedstødsøvelser. Det viser sig, at Arnesen og Lerby overhovedet ikke kan heade. Og da de to efter træningen smækker benene op på bordet og tænder en smøg – det plejer man at gøre i Danmark, helst med en bajer til – forstår ingen, hvad klubben vil med de to klovne. Målmanden Heinz Stuy forklarer dem, at selvom flere af spillerne ryger, gør de det aldrig, når træneren er i nærheden.

Men hollænderne er ikke færdige med at ryste på hovedet af danskerne. Snart skal Lerby og Arnesen i kamp for første gang. De skal spille imod Willem II's andethold. Kampen skal bruges som en del af en eksamen for to trænerkandidater, Willem II's Hans Dorjee og Ajax' Theo Laseroms. I bussen på vej til kampen sætter Laseroms holdet. Lerby skal spille højre midtbane, Arnesen højre wing. Da de kommer frem til træningsanlægget, hvor kampen skal spilles, bliver holdet ført ind i et lokale, hvor Laseroms gennemgår taktikken. ”And you”, siger han til Lerby, ”you go into the room.” Den generte, unge mand rejser sig op, ser sig om i lokalet og spørger: ”Which room?” Lerby er i panik. Hvor skal han gå hen?

Nogle få uger tidligere, i slutningen af november 1975, har Lerby og Arnesen overstået kontraktforhandlingerne i først København og siden Amsterdam. Med som rådgivere er deres fædre, John Arnesen, tidligere sporvognschauffør og nu ejer af en tobakskiosk på Christianshavn, som han har købt for en tipsgevinst, og havnearbejderen Kaj Lerby. I Amsterdams lufthavn Schiphol tager Ajax' bestyrelsesformand Jaap van Praag imod den danske delegation. Han gør stort indtryk på danskerne. Van Praag har åbenbart egen parkeringsplads i lufthavnen, hvor hans amerikanske dollargrin venter på dem.

Først senere går det op for dem, at van Praag arbejder i lufthavnen. Men Lerby og Arnesen er stadig overvældede, de har begge en arbejderbaggrund, hvor man skal knokle for at have til dagen og vejen. Lerby står i lære som typograf i et bogtrykkeri og står op hver morgen klokken fem. Arnesen arbejder på et papirlager. En kontrakt med Ajax vil være en markant forbedring af levevilkårene for dem begge.

De bliver også imponerede af deres nye træner Rinus Michels. Forud for deres første træning henter Michels dem foran deres hotel tidligt om morgenen i en lyseblå Mercedes. Han kører dem tavst rundt i byen. På et tidspunkt passerer de et busstoppested, hvor de skal stige på for at komme ud til Ajax' træningsanlæg. Da de når frem, siger han blot: ”Sådan gør I fra i morgen! Jeg bryder mig ikke om spillere, der kommer for sent”.

40 år senere kalder mindet et smil frem i Lerbys ansigt. Han sidder på sit kontor i Duivendrecht, seks kilometer sydøst for Amsterdam, hvor han har sin fodboldagentvirksomhed. Han er agent for topspillere som for eksempel Ajax-anføreren Davy Klaassen, den belgiske Napoli-spiller Dries Mertens, og danskerne Pierre-Emile Højbjerg, Viktor Fischer og Yussuf Poulsen.

Lerby og Arnesen var ikke de første danskere i hollandsk fodbold. Før dem blev en del danskere lokket til tulipanlandet, typisk topscorere eller spillere, som var blevet kåret som Årets Spiller i Danmark. Arbejdet som talentspejder handlede dengang om at læse aviserne grundigt. På den baggrund hentede Twente i 1975 Hans Aabech i Club Brügge i Belgien. Aabech var i 1973 blevet dansk mester med Hvidovre IF, topscorer med 28 mål i 22 kampe og kåret til Årets Spiller i Danmark. Men opholdet i Twente blev ikke nogen succes.

Året efter skiftede han til De Graafschap, hvor det i løbet af sæsonen 1976-77 kun lykkedes ham at nette to gange. Aabechs træner i De Graafschap, Hans Dorjee, mente, at Aabech gik død på grund af nerver. I et interview forklarede Aabech det selv således: ”I Danmark gør man, hvad man har lyst til. Det passer mig fremragende. Det lader ikke til, at man kan det her”. Via de to ophold i Holland kom Aabech til AS Oostende i den belgiske 2. division, og derfra hjem til et kortvarigt og mislykket ophold i Hvidovre, hvor han kom på kant med træneren. Herfra gik turen videre til KB, hvor han igen opnåede stor succes: I 1980 vandt klubben det danske mesterskab, og Aabech blev topscorer i 1. division med 19 mål. I forbindelse med sit ophold i den belgiske kystby Oostende havde Aabech åbnet en restaurant. Men han gik fallit, blev skilt og begyndte at drikke tæt. Han tabte håret, og snart efter faldt fortænderne ud. I tiden efter fodboldkarrieren er han blevet anholdt et utal af gange for diverse småting.

Fodboldfans, der ønsker at høre ham fortælle om hans udligning til 1-1 kort før tid i kampen mod Næstved – scoringen som sikrede mesterskabet til KB i 1980 – har størst chance for at finde ham på stamstedet Piccadilly Pub i Lyngby Storcenter. Hans Aabech og de andre tidlige hollandsfarere havde været etablerede spillere i den danske 1. division. Med Lerby og Arnesen var det første gang, at så unge danske spillere blev solgt til udlandet. Den danske presse kaldte det en skandale.

”To fædre solgte deres drenge for en million kroner” lød en overskrift i Berlingske Tidende. Helt frem til 1977 kunne rige udenlandske klubber gratis hente talentfulde spillere i de danske klubber. Eneste udgift var en overgangssum til spillerne. I Danmark herskede amatørtilstande, og holdningen til spillere, som valgte at skrive kontrakt med en udenlandsk klub, var generelt negativ. De blev sågar kaldt landsforrædere og syndere. De fik livstidskarantæne fra landsholdet, ja fra overhovedet at spille fodbold i Danmark. I forbindelse med Harald Nielsens skifte fra Frederikshavn til Bologna i 1961 var der i medierne ingen glæde eller stolthed at spore. Aviserne skrev, at han var ”tabt for Danmark”. Helt frem til 1977 benyttede Dansk Boldspil-Union (DBU) sig udelukkende af amatører på landsholdet. Dermed havde Harald Nielsen og andre udlandsprofessionelle udelukket sig selv fra landsholdet på grund af de strikse amatørbestemmelser.

David Endt var imponeret af Arnesen i begyndelsen. ”Frank var en mager spirrevip, men kors, hvor kunne han spille. Han havde et lynhurtigt antrit”. Arnesen debuterer med en fuldtræffer i andetholdskampen mod Willem II (Lerby scorede det andet i 2-0-sejren) og tre mål i den følgende kamp mod PSV Eindhoven, der endte 3-3. Arnesen trænede i starten med førsteholdet, men spillede kampe på andetholdet. Træningen med de garvede proffer Ruud Krol, Wim Suurbier og Gerrie Mühren var en prøvelse for den danske teenager. ”Jeg var en dribler, men i begyndelsen hos Ajax kunne jeg ikke komme forbi nogen”. Træningen er meget hårdere, end han har været vant til i Danmark. Når han ikke træner, ligger han de første par måneder på sofaen eller i sengen derhjemme, syg og overanstrengt. Men det hårde slid viser sig snart at bære frugt. Den megen træning har givet Arnesen bedre kondition, og han spiller godt på andetholdet, hvor han bl.a. scorer fire ud af fem mål i en kamp mod FC Amsterdam.

Arnesen får derfor tidligere end forventet debut på Ajax' førstehold. Holdet fungerer i det tidlige forår 1976 dårligt, og efter et par tabte kampe mod De Graafshap og Twente, samt et pokalnederlag på 0-3 mod PEC Zwolle, giver Rinus Michels Arnesen chancen. Lerby er endnu ikke kommet så vidt. Sammen med Arnesens kæreste Kate, der er højgravid med tvillinger, og sin egen kæreste Lene, tager Lerby til Utrecht for at se vennens debutkamp. Lerby kan endnu ikke forstå hollandsk, så han kommer til at købe billetter til ståpladstribunen, hvor hjemmeholdets mest fanatiske fans har taget opstilling. Lerby er endnu ikke et kendt ansigt, men da han på et tidspunkt kommer til at udvise positiv interesse for udeholdet, står han pludselig ansigt til ansigt med en fyr med et knojern. Heldigvis respekteres Kates gravide mave. Men Lerby er rystet over Utrecht-supporternes verbale aggressioner og voldelige adfærd, et fænomen, der er ukendt i Danmark.

Lerby har i det hele taget svært ved at finde sig til rette i Holland. Han er ung og umoden, og han føler et stort pres fra de selvbevidste medspillere. Indimellem viser han med sit hårde skud og enorme løbepensum glimt af sine kvaliteter på banen. Men der er umiddelbart ikke udsigt til en startplads på holdet. Den rutinerede Gerrie Mühren sidder tungt på Lerbys foretrukne position. Alligevel får Lerby chancen ikke lang tid efter Arnesens debutkamp. 2. påskedag 1976 er han med mod NAC Breda, som let bliver besejret med 5-0, bl.a. takket være et åbningsmål fra Lerby.

De to ungersvende skal lære at stå på egne ben. Megen hjælp får de ikke udefra. Kun førsteholdsspillerne Ruud Geels og Barry Hulshoff snakker af og til med dem. At der ikke er noget socialt liv i spillertruppen, er et kulturchok for dem begge. De er vant til, at fodbold er en social sport, hvor man er venner med dem, man spiller med, og som man hygger sig med efter træning og kamp. I Fremad Amager har de ellers haft ry for at være et par hårde nysere, men i Amsterdam kan de slet ikke hamle op med den håndfaste magtudøvelse og mobning fra de ældre spillere, især Wim Suurbier og Ruud Krol. Lerbys cykel ligger regelmæssigt på taget af cykelskuret eller i buskene. Og mens han leder efter den, kører Krol og Suurbier dyttende forbi i deres fede dollargrin. Krol forbyder Arnesen og Lerby at tale dansk. Han sørger for, at de ikke glemmer deres placering nederst i spillerhierarkiet. Spiller de godt, hører de ikke noget. Laver de fejl, får de skældt huden fuld. Krol siger til Arnesen: ”Du skal først være bekymret den dag, du bliver ignoreret, og der ikke mere bliver sagt noget til dig, så er der virkelig noget galt, så er du fortabt!” På et tidspunkt bliver det for meget for Arnesen. Med bævende stemme tager han ordet til en spillersamling. Han siger, at han ikke forstår den hårde tone. ”Hvis I er lidt mere positive, spiller jeg bedre”. Han bliver rent til grin. ”Vi blev hakket i småstykker”, fortæller Arnesen senere en dansk journalist. Det er nok godt, at Krol og Suurbier ikke kan læse dansk, for reservespilleren Lerby fortæller i et avisinterview, at han kun har set få teknisk begavede spillere i den hollandske liga. Men klubbens professionalisme og visse spilleres hårdhed gør indtryk på de to unge spillere. Især er Lerby lydhør og villig til at tage ved lære. Endnu er han en grønskolling, men der kommer en dag, hvor han selv er en af de hårde hunde øverst i Ajax-truppens hierarki.

David Endt bliver venner med Arnesen og Lerby. Han inviterer dem med hjem til middag hos sin mor. Sammen med sin kæreste er Endt ofte babysitter for Kate og Franks tvillinger. Endt og Arnesen går i byen sammen med de andre spillere og til koncerter. De lytter i timevis til Bob Dylan og Neil Young. Den muntre, sociale og udadvendte Arnesen viser også en følsom side, som når han en gang imellem griber sin guitar og spiller et par sange. De to venner rejser sammen til København, hvor det går op for Endt, at der på Christiania er mere hash end i Amsterdam.

Til en fest hos Arnesens søster, Yvonne, serveres hashpandekager, som Arnesens mor, Birthe, intetanende spiser tre af. Hun får det dårligt og må køres på hospitalet i en fart. Med først Arnesen og siden også Lerby på førsteholdet går Ajax ubesejrede igennem resten af sæsonen. Træner Michels sørger imidlertid for, at de to danskere beholder fødderne på jorden.

”Ar-ne-sè! Tab ikke bolden! Ler-bíe! Arbejd hårdere!” ”Anus Michels” kalder de ham somme tider, men kun inden for hjemmets fire vægge. De har en enorm respekt for Michels, og Arnesen tør dårligt kigge på ham.

”På det tidspunkt var det altså ikke sjovt”, fortæller Arnesen, da jeg møder ham i efteråret 2015 på et hotel i Arnhem, hvor han er indkvarteret med det græske hold PAOK Saloniki. (Arnesen er sportsdirektør i PAOK fra maj 2015 til februar 2016, red.) Michels gjorde livet surt for dem, men det var for intet at regne imod, hvad hans efterfølger Tomislav Ivić gjorde.

Arnesen fastslår i dag, at han i hele sin karriere ikke har lært mere af nogen træner end af Ivić. Men dengang var Arnesen kritisk over for kroatens spilfilosofi, der baserede sig på defensivt, destruktivt spil og lange afleveringer. Efter den opløftende første sæson i Ajax møder Arnesen ind til træning efter sommerferien med stor selvtillid. Han er klar til at lægge Holland ned med sin driblekunst. Men fra den første træningsdag har den nye træner et horn i siden på ham. Klubbens ledelse kræver, at Ivić vinder mesterskabet. Han ofrer den offensive tilgang til spillet, som Michels praktiserede, til fordel for en mere defensiv. Det sker på bekostning af de mere uregerlige spillertyper, som for eksempel Arnesen. Lerby er stærkt utilfreds. Han ryger ind og ud af holdet. Det går ham mere og mere på, og han bliver til sidst et selvmedlidende brokkehoved. Forholdet til kæresten Lene går i stykker. Rejserne hjem til Danmark for at spille ungdomslandskampe er de eneste lyspunkter i en mørk tid. Julen er også en glædens tid for Lerby.

”Julen i Danmark kan slet ikke sammenlignes med julen i Holland”, siger han. ”Jeg har altid sat stor pris på den traditionelle, danske julemiddag med flæskesteg og risalamande”. I den første tid i Holland har han svært ved at vænne sig til de nye, mere jævne spisevaner. Hollændere spiser for ikke at dø. For danskere er det at spise en fest.

Uden det store bidrag fra Lerby bliver Ajax hollandske mestre i sæsonen 1976-77. I den følgende sæson griber Arnesen sin chance i en Europa Cup-kamp mod Lillestrøm og bider sig fast på førsteholdet. Fansene tager ham til sig. De elsker hans uforudsigelighed, fordi han sparker næsten lige godt med begge ben, hans lynhurtige ryk, energi og entusiasme. Han scorer ofte og har øje for medspillerne. Han bliver sammenlignet med Johan Cruyff, men det afviser Arnesen, både dengang og nu. ”På overfladen er der måske ligheder, men jeg kunne ikke lave finter. Til gengæld var jeg hurtig på fødderne. Cruyff var en komplet fodboldspiller. Et geni”.

Lerby har ikke Arnesens held. Han døjer hele sæsonen med en meniskskade. Til træning herser Ivić med ham. Lerby træner benhårdt for at få chancen, men uge efter uge bliver han på kampdagen alligevel forvist til bænken. Ivić bor ligesom danskerne i Diemen-kvarteret. Han holder øje med Lerby privat. Han vil vide, hvorfor der brænder lys i Lerbys lejlighed sent hver aften, og en dag, hvor Lerby vil købe en kasse øl i supermarkedet, står Ivić tilfældigvis bag ham i køen. Lerby er træt af træneren. Først mange år efter indser han, hvad han har lært af kroaten. I tiden under Ivić lærer Lerby og Arnesen at betragte fodbold som et spil skak. Fodbold handler om presspil, boldbesiddelse og forudbestemte bevægelsesmønstre. Ingen dikkedarer, enkelt og målrettet.

Ved sæsonens afslutning udløber Lerby og Arnesens kontrakter. De ønsker begge at blive i klubben og får fornyet deres aftaler. Men Lerby får ikke tilbudt lønforhøjelse, det gør Arnesen til gengæld. Da den nye kontrakt skal forhandles på plads, bliver de begge kaldt op på van Praags kontor. Henvendt til Arnesen siger han: ”Du får 10.000 mere end Søren, for du er en bedre fodboldspiller”. Lerby føler sig ydmyget. I sin sommerferie hjemme i Danmark er han helt færdig med Ajax. Han vil hellere spille i Danmark med sine kammerater. Hans far, Kaj Lerby, tidligere divisionsspiller for B 1903 og for det danske B-landshold, synes, at sønnen giver for hurtigt op, og gør ham opmærksom på, at han stadig er Ajax' ejendom. Klubben kan forhindre ham i at spille på højeste niveau i Danmark.

Lerby sidder på sit kontor og ryster på hovedet. Han er omgivet af adskillige fladskærme, der viser fodbold. ”Jeg var kommet ind på et sidespor. Jeg blev købt af Ajax og fik debut under Michels. Jeg troede, den var hjemme. Men virkeligheden viste sig at være en anden. Det var en brat opvågnen”. Lerby vender tilbage til Amsterdam med en klar målsætning: Nu skal han fandeme vise dem! Han begynder at gå tidligt i seng, omlægger sin kost og viser til træning, at han er indstillet på at kæmpe. Ajax har igen skiftet træner, nu er tøjlerne overladt til Cor Brom, der har været assistent under Rinus Michels 1975-76. Den nye træner, der på forhånd kendte til organisationen og spillertruppen, lægger straks mærke til Lerby. Snart skal Holland og resten af Europa også blive bekendt med Lerbys fighterinstinkt og utrættelige arbejdsradius. I takt med at de rutinerede spillere i Ajax begynder at indstille karrieren, får Lerby mere ansvar og indflydelse. Med nedrullede strømper og uden benskinner går han forrest på banen, samtidig med at hans eget spil løfter sig. Hans pasningsspil er solidt, hans stikninger i dybden giftige, og han lægger lange, præcise diagonalafleveringer over en halv bane. Han er frygtløs i sine tacklinger og spiller hårdt, men får i hele sin karriere ikke et eneste rødt kort.

Ikke alle bryder sig imidlertid om fighteren Lerbys hårde spil. I en kamp mod AZ slår Willem van Hanegem ud efter Lerby. Da Lerby vil hævne sig med en hård tackling, undviger van Hanegem i sidste øjeblik og planter i stedet sine støvleknopper på Lerbys fremstrakte skinneben. Lerby gennemfører resten af kampen humpende. Efter kampen passerer van Hanegem Lerby og siger i forbifarten: ”Åh, slog du dig?”

Tilbage på det olympiske stadion i Amsterdam er det blevet tid til kaffe og en bid brød i cafeen. Pludselig dukker den tidligere hollandske topspiller Wim Kieft op. Han omfavner David Endt og siger ”ti amo”. De har en fælles kærlighed til Italien. Jeg videregiver til Kieft en hilsen fra Klaus Berggreen, som han spillede sammen med i SC Pisa i tre år i midten af 1980'erne. Kieft husker ikke nogen Berggreen. Han beklager sin manglende hukommelse og forklarer det med et årelangt kokain- og alkoholmisbrug.

”Vorherre bevares, hvor var de to trættende”, siger Kieft, der spillede sammen med Lerby 1979-83. Lerby var på det tidspunkt blevet anfører for Ajax, og Aad de Mos klubbens træner. ”De Mos og Lerby lå konstant i krig. Aadje kunne drive 'Røde', som Lerby blev kaldt, til vanvid”. Lerby giver medspillerne samme hårdhændede behandling, som han selv fik, da han var ny i klubben. Sten Ziegler får også nok af Lerbys skrigeri. Efter et kort ophold hos Hvidovre IF er Ziegler i 1980 tilbage i hollandsk fodbold efter fem år hos Roda. Han er 30 år, anfører for det danske landshold og betragtes som den bedste libero i Holland. Han bliver købt som erstatning for Ruud Krol, der har indstillet sin aktive karriere. Året før er også den offensive midtbanespiller Henning Jensen kommet til Amsterdam. Nordjyden har allerede en fornem karriere bag sig. Indtil han er 22, hyggede han sig med at spille for Nørresundby Boldklub i Danmarksserien, men snart får Borussia Mönchengladbach nys om hans kvaliteter, og så tager hans karriere fart. Henning Jensen spiller i Gladbach i 1972-76 og derefter tre år i Real Madrid, hvor han bliver Årets Spiller, inden turen går til Ajax. Han bliver både tysk og spansk mester to gange, foruden pokalmester og vinder af UEFA Cuppen med tyskerne. Hos Gladbach såvel som i Real Madrid er han stamspiller og flittig målscorer. Men i Ajax sidder han overraskende nok ofte på bænken ved siden af den nye træner Leo Beenhakker. ”Navnet siger mig ikke noget”, siger Cor Broms efterfølger. Han har ikke lyst til at bruge ”Europas bedste midtbanespiller”. Jensen kommer af og til på banen som erstatning for Arnesen, Lerby eller Dick Schoenaker. Men som regel bliver Martin van Geel og Ton Blanker foretrukket. Jensen beklager sig ikke. Han er ikke nogen Lerby, og desuden bliver Ajax i hans første år mestre og når semifinalen i Europa Cup'en.

”Han sagde ikke så meget”, husker David Endt, ”men når han fik noget at drikke til en fest, kom munden på gled. Han var god, og jeg husker særligt et hattrick mod Willem II, men i Ajax var hans karriere begyndt at lakke mod enden”.

Det er måske ikke så underligt, at Wim Kieft ikke husker, at han i 1981 var med, da fire danskere for første gang tørnede ud i en kamp for samme hollandske klub. Det skete, da kvartetten Arnesen, Lerby, Ziegler og Jensen var med i Ajax' 6-1-sejr over MVV Maastricht. Det er siden kun sket to gange: I 1996 i Heerenveen med Jon Dahl Tomasson, Ole Tobiasen, Simon Karkov og Marc Nygaard, og igen i 2012, da Ajax stillede op med Christian Eriksen, Lasse Schöne, Christian Poulsen og Viktor Fischer. I et opgør mellem Ajax og Heerenveen i 2013 var der faktisk fem danske spillere på banen samtidig, da Nicolai Boilesen også var med.

Hvad Kieft derimod husker, er, at danskerne i hans Ajax-tid godt kunne lide at drikke. ”Lerby mødte somme tider stangstiv op til træning. Når vi holdt fest eller var i byen, blev han altid så irriterende. Gnaven, fordrukken, kontrær. Han blev ofte smidt ud”. Endt klukker af grin og fortæller, at Kieft heller ikke brød sig ret meget om Jesper Olsen og Jan Mølby. ”De to havde nøglerne til alle Amsterdams natklubber. Vi har engang kørt Jesper hjem, hvor han lå i bagagerummet, ellers ville han ikke med”. Kieft og Endt fatter ikke, hvor danskerne havde kræfterne fra, for de forsømte aldrig næste dags træning. Deres arbejdsmoral var forbilledlig. Tilbuddene til Jesper Olsen kom blandt andet fra Arsenal, Anderlecht og Borussia Mönchengladbach. Ikke så ringe for en knægt, der, indtil han var 16, aldrig havde haft en rigtig træner. I Faxe var han vant til, at en klubleder bare satte to mål op, gav drengene en bold og ønskede dem god fornøjelse.

Den klejne Olsen snor sig rundt om modstanderne, der forsøger at stoppe ham med alle midler. Men han er dygtig til at undvige tacklingerne og holde fast på bolden. Sådan er det også i Næstved i den danske 1. division, og hos Ajax, der køber ham, 20 år gammel, i sommeren 1981. ”En herlig knægt”, siger Endt. ”Jesper var frygtløs”. Olsen blev kaldt ”De Vlo”, Loppen, men sådan som han elegant fløj forbi modstanderne, havde ”De Vlinder”, Sommerfuglen, måske været et bedre tilnavn.

”Hans dribletur på De Kuip!” råber Kieft og ryster på hovedet. ”Da han lavede det sologennembrud, vidste jeg, at jeg ikke ville komme på banen i den kamp. I det klassiske arvefjendeopgør mellem Feyenoord og Ajax den 28. november 1982 står det i anden halvleg 1-1, da Feyenoord taber bolden midt på banen. Gerald Vanenburg erobrer bolden og spiller den videre til Olsen. Iklædt Ajax' lyseblå udebanedragt, der flagrer om hans slanke krop, løber danskeren slalom igennem et Feyenoord-forsvar, der én efter én forgæves forsøger at sætte en tackling ind. Olsen trækker ind i feltets venstre side, hvor han med en kropsfinte snyder den fremstormende målmand, og sender bolden i mål med venstrefoden. Feyenoord får efterfølgende udlignet, men det er Jesper Olsens solotur, alle taler om den næste dag.

”Jesper Olsen er den bedste dansker, der nogensinde har spillet i Æresdivisionen”, mener Lerby.

I 1979 begynder David Endt at arbejde for agentbureauet Inter Football. I hans notater fra dengang er navnet stavet med a:

”Jan Malby, 18 år, er en Beckenbaueragtig type, en stor personlighed med god teknik. Han ville kunne blive en glimrende erstatning for Wim Jansen. En klasse bedre end Ivan Nielsen fra Feyenoord. Vigtigt: ifølge en dansk insiderkilde skulle Malby være mere interesseret i hasardspil end i at få en karriere som professionel fodboldspiller!”

Inter Football skriver den 15. september 1981 til Ajax' bestyrelse. Rapporten handler mest om den 17-årige Michael Laudrup, ”århundredets talent”, der først vil afslutte sin skolegang. Bureauet har desuden bidt mærke i følgende danske spillere: Klaus Berggreen, Klaus Granlund, Johnny Jacobsen og Jan Heintze. Alle talentfulde spillere, men ikke gode nok til Ajax. Endt bliver af bureauets direktør Maarten de Vos bedt om at tage til Danmark for at se nærmere på spillerne. I Danmark sover Endt hos Lerbys kærestes forældre eller i Arnesens sommerhus, når han ikke kan få en køn pige på krogen. Han er meget begejstret for Danmark og danske fodboldspillere.

”Danmark er et herligt land, smukt og grønt, med åbne mennesker og god humor”.

På agentbureauets anbefaling skifter Jan Mølby i sommeren 1982 fra Kolding til Ajax. Det bliver ikke nogen udelt succes. Den dengang knap så korpulente Mølby er ifølge træner Aad de Mos den dovneste fodboldspiller, han nogensinde har set. Han foretager sig kun noget, når bolden ligger for fødderne af ham. I Ajax' spilsystem virker liberopladsen umiddelbart som bedst egnet for Mølby, men De Mos placerer ham alle mulige steder på banen, hvis ikke på bænken. Da Mølby efter et par sæsoner tager videre til Liverpool, ser han tilbage på tiden i Amsterdam med bitterhed: ”Min fætter Johnny Mølby er også et stort talent, men jeg vil fraråde ham at tage til Ajax”.

Kieft må videre, men først efter endnu en Mølby-anekdote. På vej hjem fra en sejrsfest vil Mølby køre forbi et sted og købe kroketter. Han parkerer bilen. Da han kommer tilbage, falder han i søvn i bilen. Næste dag er han lige ved at komme for sent til flyet til en europæisk kamp. I lufthavnen spørger Bobby Haarms irriteret efter hans pas. Mølby roder i jakken, han har sovet i, og hiver en pose fladmaste kroketter frem fra inderlommen.

”Sjove typer, de danskere”, siger Kieft og giver mig hånden til afsked. At Mølby efter sit ophold i Holland nærmest har fået heltestatus blandt fansene, forbavser ikke kun De Mos og klubben, men også Mølbys far, der er lastbilchauffør. Han synes, det er en skændsel, at hans knoldesparkende søn spiller ved siden af den store Cruyff. Ved landsholdets kampe ønsker han ikke at sidde på hovedtribunen: Jan på hold med landets bedste spillere, det er for pinligt. Og når junior spiller i Liverpool, er det ikke til at holde ud at se på. Englændernes modtagelse af Mølby er heller ikke alt for hjertelig. Han overtager uden problemer de engelske spilleres dårlige spise- og drikkevaner og bliver snart rigeligt høj i hatten.

Træningen er hård, og han tvinges til at løbe meget, men han klarer sig godt. Han ligner en fiskehandler i fodboldstøvler, men når han først har fået fat i bolden, kan han i blinde finde angriberne Ian Rush og John Barnes. Trods sin robuste fysik er Mølbys boldkontrol og fremdrift med bolden god. Han bliver også betroet hvervet som holdets straffesparkskytte og scorer på 42 ud af 45 i løbet af sin karriere. Han kunne have drevet det videre end det, men Mølby kommer jævnligt i klammeri med politiet for offentlig fuldskab, fartovertrædelser og slagsmål.

Midt i sæsonen 1988-89 ryger han seks uger i spjældet. Ledelsen vil af med ham, men trænerne er glade for ham, og indtil 1996 spiller Mølby godt 200 kampe for Merseyside-klubben.

Efter Mølbys afgang er Ajax en tid uden danskere, men takket være især Arnesen og Lerbys gode ry har hollandske talentspejdere siden været på udkig efter danskere. Som spilleragent kan Søren Lerby i dag konstatere, at kun få danske spillere bryder igennem i Holland. Mange vender hurtigt tilbage til Danmark. ”Da jeg kom hertil, spillede jeg for at gøre det til min levevej, jeg ville frem og havde ikke noget at tage hjem til. Nu virker det, som om de unge ikke vil møde modgang, det må ikke gøre ondt. Danskerne er et tilfreds folkefærd. I Danmark har folk det generelt godt. Men det er ikke godt for elitesporten. Hvis man vil klare sig på topplan, må man aldrig blive tilfreds”.

”Skal du ikke også interviewe Jan Heintze?” spørger Lerby, inden vi tager afsked. ”Han er den dansker i hollandsk fodbold med flest kampe og flest titler. Ham må du have fat i”.

Lerby har ret. Heintzes 395 æresdivisionskampe er rekord for en udlænding, ligesom hans ni hollandske mesterskaber, tre pokaltitler og hans ene Europa Cup-titel er det. Heintze er bare sådan en farveløs, vag skikkelse. Der er ikke kommet en eneste god historie ud af ham. Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste spektakulært øjeblik eller en eneste afgørende aktion fra hans side. Jeg ved blot, at han var venstre back og spiste knust hajknoglepulver. Det sidste skulle være grunden til, at han kunne blive ved med at spille så længe.

På vej til Danmark tager jeg fat på Heintzes selvbiografi '20 år på toppen'. Allerede i forordet kan man se, at man ikke bliver bedre til at skrive af at spise knust hajknoglepulver.

”I sommeren 2001 blev jeg spurgt, om jeg var interesseret i at skrive en biografi om mine mange år i topfodbold. Min første tanke var, at det ville blive næsten uoverkommeligt at overskue rent tidsmæssigt, men efter at have tænkt over det et stykke tid, slog jeg alligevel til”.



Optakter
Onsdag d. 25/4, kl. 20:45
Bayern München - Real Madrid
Magasin-artikler
Wolverhampton – Genrejsning på Molineux
Der er opsejling til noget stort i Wolverhampton Wanderers. Indkast.dk stiller skarpt på Premier Leagues rige oprykkere.
I lørdags sikrede Wolverhampton Wanderers sig en velfortjent oprykning til Premier League, og derfor er klubben fra West Midlands kommet på alles læber i England. Dette scenarie lå ellers ikke ligefrem i kortene, hvis vi spoler fem år tilbage i tiden. Her nåede Wolverhampton et historisk lavpunkt ved at rykke ned i League One. Nedrykningen til Englands tredje bedste fodboldrække var kulminationen på klubbens største identitetskrise siden de glade 1950'ere, hvor det blev til hele tre mesterskaber. I dag er smilene dog igen vendt tilbage på Molineux, og det er takket været en hel del milliarder fra Kina.

Enorme ambitioner
I juli 2016 blev Wolverhampton overtaget af den kinesiske investeringsgruppe ved navn Fosun Group, som bliver ledet af mangemilliardæren Guo Guangchang. Han er den 34. rigeste mand i Kina, hvor han desuden går for at være en entusiastisk forretningsmand. Så da chancen for at genrejse en af Englands mest traditionsrige klubber tilbød sig for to år siden, var den simpelthen for god til at sige nej til.

Der er i takt med overtagelsen blevet sat helt nye ambitioner for fremtiden i Wolverhampton. Dem valgte klubbens bestyrelsesformand Jeff Shi at løfte sløret for i november 2017.

- Der eksisterer en plan for de næste 10 år. Det er selvfølgelig en bedrift i sig selv at være en lille Premier League-klub, men det er ikke vores mål. Vi vil opbygge et stærkt hold, sagde Shi til Daily Mirror og fortsatte:

- Det er ikke sådan, at vi er i gang med at bygge et hus, der kun lige opfylder kravene for at være i Premier League. Vi bygger ikke et hus, men et gods!

Vil spille med transfermusklerne
Som resultat af det nye høje ambitionsniveau har også transferstrategien på Molineux gennemgået en omfattende forvandling. Wolverhampton var i årene før overtagelsen presset til at hente spillere fra de nederste hylder, men det er ikke længere tilfældet – tværtimod. Klubben spillede allerede med transfermusklerne i sidste sommer, hvor Ruben Neves blev hentet i FC Porto for den nette sum af 154 millioner kroner. Der var året forinden også snak om at hente Anderson Talisca i Benfica, men han valgte i sidste ende at skifte til Besiktas.

Til sommer venter endnu et opsigtsvækkende transfervindue for Wolverhampton. Klubben kommer uden tvivl til at forstærke sig heftigt forud for sin tilbagevenden til Premier League, og mon ikke, at der i den forbindelse kommer et enkelt eller to store navne op af hatten. Det er i hvert fald ikke manglen på penge, som skulle kunne forhindre dette i at ske.

Noget stort under opsejling
Det skal i de kommende år blive spændende at følge Wolverhamptons udvikling. Hvis den fortsætter i samme tempo som nu, så tyder noget på, at klubben inden for en overskuelig fremtid kan etablere sig selv i Premier Leagues top-10, eller måske endda endnu højere. Rammerne er i hvert fald til det.

Foruden en masse milliarder, så råder klubben også over en manager, der indtil nu har formået at få det absolut bedste ud af en i forvejen profilbesat spillertrup. Nuno Espírito Santo er da heller ikke, hvilken som helst mand at have på sidelinjen. Han har tidligere stået i spidsen for prominente klubber som Valencia og FC Porto, og selvom jobbet på Molineux er det mest udfordrende, kan han meget vel blive manden til at tage Wolverhampton ind i en ny stor æra. Men selv, hvis det ikke skulle blive ham, der får den rolle, skal en anden nok få den. Den orangeklædte klub er nemlig under genrejsning.
Læs hele artiklen
Happy Blue Year
Hvad skal der ske i Chelsea? Hvem skal ud af spillere? Og skal der en ny manager til? Indkast.dk har kigget nærmere på den kriseramte klub…
Mellem jul og nytår 2016 lavede Daily Mail overskriften ”Happy Blue Year”, efter London-holdet havde et forspring på seks point i Premier League. Diego Costa og Eden Hazard var ustoppelige, og senere på sæsonen kunne London-holdet løfte mesterskabspokalen med en storsmilende og meget medlevende manager – Antonio Conte… Sidste år er længe siden…

Efter nederlaget til Tottenham og uafgjort imod West Ham er chancerne for, at de regerende mestre i næste sæson spiller Champions League meget lille. Omvendt henter en anden London-skuffelse Arsenal dem næppe, så Chelsea slutter sikkert på femtepladsen.

Skulle det ske, er det langt fra eneste gang, at et engelsk hold har skuffet i forbindelse med kvalifikationen til Champions League. I 2011/12 kom Tottenham ikke i den store turnering, selvom de i den forgangne sæson – med spillere som Gareth Bale og Luka Modrić – havde kvalificeret til kvartfinalen i Champions League.

2014/15 var det Manchester Uniteds tur under manager Louis van Gaal og med nye spillere som Daley Blind, Luke Shaw og Angel Di Maria. Det var første gang i 15 år, at der ikke var CL-bold på Old Trafford. Året efter skuffede Liverpool med Brendan Rodgers.

Samme skæbne led Arsenal i denne sæson, og derfor har de i denne sæson spillet i den meget lidt attraktive Europa League – ligesom Chelsea med stor sandsynlighed kommer til i en kommende sæson. Hvilke konsekvenser skal det så have og får det?

Manager Antonio Conte har flere gange i denne sæson været utilfreds med meget i klubben. Det virker til, at han har hjemve, og hans vinder-attitude fra mesterskabssæsonen er helt væk. Ifølge bulletinerne fra England skulle en af årsagerne til Contes utilfredshed handle om hans manglende indflydelse på spillerindkøb samt generel mistrivsel i London. Sidstnævnte kan være svært at forstå…

Derfor står Luis Enrique, Mauricho Pochettino og Thomas Tuchel nu højt på ønskesedlen som ny manager i Chelsea – og klubben har jo for vane, at nye managere i første sæson bliver mester. Måske en af grundene til at klubejer Abramovich har så stort et forbrug af managere?


Bliver Hazard på The Bridge?
Mange ting ulmer i Chelsea… profilen Thibaut Courtois har blot 12 måneder igen af sin kontrakt, og hvor interesseret er han i at forlænge den med udsigt til ingen Champions League-bold i Chelsea?

Af samme grund kan det blive svært at holde Real Madrid væk fra Eden Hazard, der har to år tilbage af sin kontrakt. Det skal dog nævnes, at Chelsea ikke mistede nogen af deres store profiler, da de for to år siden ikke kvalificerede sig til europæisk fodbold, men dengang stod profilerne heller ikke overfor kontraktudløb.

Skulle Chelsea ikke have Champions League på menuen til næste sæson, bliver det svært at tiltrække nye spillere – evt. afløsere for de to ovennævnte. Den manglende CL-deltagelse vil også ændre i budgettet.

Det kunne dog åbne op for spilletid til nogle af Chelseas unge spillere som Ethan Ampadu, Hudson-Odoi, Ruben Loftus-Cheek og Tammy Abraham. Klubben har ikke en historik for at give mange talenter chancen på førsteholdet.


Super-sub'en Hernández
Da Javier Hernández med et dusin minutter igen udlignede på Stamford Bridge, hvilket kom efter nederlaget til Tottenham, var Champions League lige pludseligt langt væk for Chelsea.

Det var vanvittige sjette gang, at ”Chicharito” blev indskiftet imod Chelsea og fik scoret. Dermed har Chelsea blot vundet seks kampe – den ene efter straffesparkskonkurrence – ud af tyve kampe i 2018 og to af de sidste otte Premier League-kampe. Alene dette er jo helt vanvittigt for regerende mestre fra Premier League.


En sidste hilsen
I forbindelse med hjemmekampen imod West Ham havde Chelsea-fansene lavet et stort banner med en sidste hilsen til den afdøde klublegende Ray Wilkins:

- Ray was one of those select few. He knew what it meant to be one of us, a real Blue-blood. Chelsea flowed through his veins. May you rest in peace – Ray…

Flot gestus og det var der meget af i forbindelse med hele kampen og afskeden med den sympatiske Wilkins. Nu bliver spørgsmålet bare om, hvem der skal have ”Chelsea-blod” i årene i fremtiden.

Tilbage til juletid i 2016 havde Chelsea vundet ti kampe i træk. Et år før det… altså medio december 2015 var Chelsea placeret et sølle point over nedrykningsstregen.

Så der har været gang i Chelsea-rutsjebanen – næppe noget som den meget lidt tålmodige Abramovich ikke handler på… og midt i dette var der ”Happy Blue Year”…
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Cristiano Ronaldo - adelsmærket i Torino
Knægten fra Funchal er blevet et af verdens mest kendte ansigter, men det har også en pris. Læs mere om Ronaldos vanvittige liv i overhalingsbanen, hvor basale ting ikke er gældende mere – ligesom målet i Torino, hvor Real Madrid-spilleren næsten ophævede tyngdeloven.
Selvom mange sikkert vil huske tilbage på dommer Michael Olivers kontroversielle straffesparkskendelse, når de tænker tilbage på de meget underholdende Champions League kvart-finaler imellem Juventus og Real Madrid, så må man altså ikke glemme, at Cristiano Ronaldo i det første opgør scorede et historisk flot mål på saksespark. Udregninger har vist, at superstjernen ramte bolden hele 2,3 meter oppe i luften og hans meget veltrænede krop var 1,4 meter vandret over jorden – da han ramte bolden helt perfekt. Efterfølgende har Jyllands-Postens sportsredaktør kaldt målet for ”Ronaldos adelsmærke”, da det i fremtiden vil blive vist meget, når den 33-årige Ronaldo skal vurderes.

Jyllands-Posten er dog ikke det eneste sted, hvor Ronaldos mål har fået ros. Han fik det faktisk også i kampen, for på Allianz stadium klappede de italienske fans også af udeholdets nr. 7, og Rubén Jiménez skrev i sportsavisen fra Barcelona - Marca:

- Nu kan Cristiano Ronaldo pensionere sig. Ligesom Maradona, Messi og brasilianerne Ronaldo og Ronaldinho oplevede Real Madrids nummer syv, at modstanderholdets tilhængere klappede af ham i en kamp. Den slags huskes, og derfor vil dette mål til eftertiden være et af de mest definerende for Cristiano Ronaldos karriere. På samme måde som ikoniske mål har været det for andre.


33 billeder og tre slurker the
Kort tid efter dette unikke mål fik mange mennesker et grotesk indblik i Ronaldos liv. For en fotograf fulgte superstjernen på et - for mange mennesker - ganske almindeligt cafe-besøg... bare ikke for superstjernen Ronaldo.

Selvom Ronaldo gjorde alt for at komme så beskedent og anonymt ind på cafeen som muligt, nåede han blot lige at bestille en kop the, inden billede-helvede brød løs. Indenfor ganske få minutter var Ronaldo blevet fotograferet 33 gange med forskellige cafegæster og -ansatte. Derudover forsøgte alle at få en lille snak med ham – eller rettere – en lille ”bid” af ham. Dette må være grotesk opslidende, men Ronaldo havde tid og overskud til alle, selvom han faktisk ikke nåede at drikke andet end tre slurker af den efterhånden kolde the.

Den video har kørt meget på de sociale medier og kom efter sidste sommers historie fra Ronaldos yacht. De spanske aviser var meget overraskede over, at Lionel Messi og Cristiano Ronaldo holdt sommerferie tæt på hinanden, da de begge havde placeret deres lejede luksusyacht et stykke fra Ibizas pulserende strande. Men end ikke midt ude på middelhavet kunne de to superstjerner få lov at holde lidt ferie, for da historien kom frem begyndte fans at tage svømmeturen på et par kilometer ud til skibene.

Netop de to har igennem de senere år udviklet en rivalisering for at blive verdens bedste fodboldspiller, og i den forbindelse er de også blevet to af verdens mest kendte ansigter, som ikke kan drikke en kop the på en cafe eller være flere kilometer ude på havet – i fred.


Fra Funchal til forfølgelse ved Ibiza
Ronaldos liv startede også på en ø. For han blev født i byen Funchal, som er de portugisiske Madeira-øers største by. Real Madrid-stjernes fodboldkarriere startede i amatør-klubben Andorinha, og få år efter rejste Ronaldo videre til CD Nacional, som er et af de største hold på Madeira. Som 16-årig tegnede Sporting Lissabon kontrakt med unge Ronaldo og herfra gik turen videre til Manchester United, hvor han seks år senere brød transferrekorden med sit skifte til Real Madrid.

Cristiano Ronaldo har udviklet sig fra at være et kæmpe talent til en spiller af absolut verdensklasse – med enorm betydning for Real Madrid, men også for Portugal. Til VM2014 sikrede han nærmest egenhændigt Portugals kvalifikation, da han med et hattrick mod Sverige, skaffede Portugal en plads ved VM på bekostning af vores gulblusede naboer. Kampene mod Sverige illustrerede meget godt, hvorfor Portugal ikke aldrig skal afskrives, til trods for at deres generelle spillermateriale ikke er af samme kvalitet som slutrundens favoritter. I Cristiano Ronaldo har Portugal nemlig et våben, som i den grad er i stand til at afgøre en kamp på egen hånd. Han er på ingen måde typen, der tager kontrol over kampene, men han afgør dem gang på gang.

Ronaldo har længe været en profil på det portugisiske landshold, som han nåede EM-finalen med i 2004. Portugal, der også var værtsnation, tabte dog knebent til Grækenland, og en ung Cristiano Ronaldo blev med tårerne trillende ned af kinderne et symbol på nationens skuffelse.

Skuffelsen var dog glemt til EM2016, hvor Portugal endte som vinder med Ronaldo som talisman. I kvalifikationen lavede han fem mål og var helt kampafgørende flere gange. Blandt andet i semifinalen mod Wales, hvor han blev den første spiller nogensinde til at komme i den tredje EM-semifinale. Her blev han både målscorer og oplægger, men finalen blev ødelagt efter et sammenstød med Dimitri Payet. Portugal vandt som bekendt EM2016 efter et mål i den forlængede spilletid af Eder, og dermed kunne anfører Ronaldo løfte pokalen. Ronaldo var på Europas top, men det kunne have set helt anderledes ud. Ronaldo har tidligere fortalt denne pudsige historie:

- Jeg vil gerne takke min ven Albert Fantrau for min succes. Vi spillede sammen i en ungdomsklub, og da repræsentanterne fra Sporting Lissabon ankom, sagde de, at den, der scorede flest mål ville få en plads på deres akademi. Vi vandt kampen 3-0. Jeg scorede det første mål og Albert scorede det andet. Det tredje mål efterlod alle måbende. Albert var alene med målmanden, og jeg løb ved siden af ham. Han rundede målmanden og skulle bare sparke bolden ind i det tomme bur. Men han afleverede bolden til mig, og jeg scorede. Jeg kom ind på akademiet, og efter kampen spurgte jeg ham, hvorfor han havde afleveret bolden, hvortil han svarede: Du er bedre end mig…

Albert har senere bekræftet over for journalister, at historien er sand, og fortalte også, at hans fodboldkarriere aldrig var blevet til noget, og at han nu var arbejdsløs. Journalisterne spurgte manden, hvor det store hus og hans flotte bil kom fra, hvortil Albert smilede og svarede: Det er fra Cristiano…

Cristiano – ham de klapper af i Torino…
Læs hele artiklen
Mohamed Salah – bedst i Premier League
Ikonet fra Mellemøsten kan løbe 100 meter på under 10 sekunder – og er endda god med bolden… også er han Premier Leagues bedste spiller samt en masse mere!
- I flere år har I talt om, at mit hold manglende ”Compotamenti giusti” (kan oversættes med manglende vilje, red.)… nu vil jeg gerne vise jer noget! Dette er den rigtige måde…

Sådan sagde Roma-træneren Luciano Spalletti i februar 2016 efter en kamp imod Palermo. Ved afslutningen af kampen, og imens Roma førte 4-0, ville Spalletti gerne fremhæve et hidsigt returløb, som han viste på en storskærm under pressemødet. Spilleren med arbejdsiveren havde scoret to mål i kampen, og viste den helt rigtige moral. Spilleren var… Mohamed Salah.

Samme videoklip blev senere vist for Roma-spillerne i omklædningsrummet. Episoden kom, efter Salah havde haft stor succes i Serie A for først Fiorentina og senere AS Roma, hvilket fik den store italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport til at spørge:

- Nu er det meget fair at spørge Jose Mourinho, om hvorfor Salah ikke spillede mere i Chelsea, og hvorfor de tillod ham at forlade klubben?

Fra starten af 2014, hvor han ankom til Chelsea og indtil han i sommeren 2016 skiftede til Roma, havde han ikke spillet mere end et dusin kampe for Chelsea. I den to-årige periode blev han udlejet til de to føromtalte Serie A-klubber, inden Roma udløste en frikøbsklausul. I februar 2015 ”reddede” Fiorentina egypteren, så han kunne komme væk fra den manglende spilletid hos Chelsea, og han blev straks en succes.

- Vi vidste godt, at han var hurtig med bolden ved fødderne, og måske er det kun Lionel Messi, der er hurtigere end ham, mente den daværende Fiorentina-træner Vincenzo Montella, mens den tidligere italienske landsholdsangriber Alessandro Diamanti slog fast:

- Jeg har spillet med mange hurtige spillere før, men ham her… han er rigtig hurtig, og derudover har han god teknik og laver mange mål.

Efter blot en halv sæson hos Fiorentina fortsatte Salah hos AS Roma, hvor han også imponerede, men hovedstadsholdet måtte nok engang se Juventus blive mestre i 2016/17-sæsonen. ”Den gamle Dame” lavede 77 mål i mesterskabssæsonen, men Roma lavede 90, og mange af disse var Salah med i. Selvom han mest blev brugt som kantspiller – og nogle gange som anden-angriber til Edin Džeko - lavede han et mål for hver 94 minut i Serie A, og han endte med at lave 35 mål i sine 71 Serie A-kampe, inden han skiftede til Liverpool.


Sprinter til Anfield Road
I Liverpool skulle egypteren hjælpe Jürgen Kloop med at få flere muligheder i formationerne, da Salah kan spille på mange offensive positioner. Kloop startede op i Liverpool i en 4-2-3-1-formation, men ville også gerne indføre sin foretrukne fra Dortmund – nemlig en 4-3-3 med nogle meget hurtige kantspillere, som han fik med indkøbet af Salah.

Med købet af Salah lå det i hvert fald i kortene, at det kunne blive målfarligt. Han var i sæsonen inden skiftet til Liverpool med i den anden mest målfarlige duo i Europa sammen med Džeko kun overgået af Dortmunds Ousmane Dembélé og Pierre-Emerick Aubameyang. Sidstnævnte har Kloop jo også ”haft fingrene i”. Flere af disse spillere har en enorm hurtighed – ligesom Salah. Han er blevet målt med en tophastighed på 33,89 km/t, hvilket ikke er langt fra den verdensrekord som Usain Bolt fik i 2009, da den langlemmede sprinter løb med 37,58 km/t.

A bein sports-report slog, efter de havde målt Salah i en kamp imod Fiorentina i sidste sæson, fast, at han ville kunne løbe en 100 meter på 10 sekunder, og gentagende gange har han vist, at han ikke blot kan løbe hurtigt, men også kan gøre det med bolden for fødderne. Dette viste han f.eks. i Coppa Italia semi-finalen i 2015, hvor han over en halv bane løb fra den stærke Juventus-forsvar og scorede et helt unikt mål. Juventus' sidste mand – Simone Padion – lignede i den grad en ”gammel dame”, inden Salah sparkede bolden ind helt oppe i målhjørnet. Fiorentinas sportsdirektør beskrev efterfølgende målet, som ”noget man normalt kun ser i ungdomsfodbold”.


Sandheden om Giulio
Salah fik sit gennembrud i Basel, da hans præstationer i 2012/13 gjorde, at han kom på ”Årets hold” i Schweiz, men tre år senere blev han også verdenskendt. Han blev en del af krisen imellem hjemlandet Egypten og Italien, da den unge italiener Giulio Regeni døde, efter han formentligt var blevet tortureret af egyptisk politi. AS Roma valgte i april 2016 at have et banner til kampen imod Napoli med skriften: ”Lad os nu få sandheden om Giulio”.

Kort forinden var Salah blevet udråbt til ambassadør for egyptisk turisme, og han blev flettet meget ind i konflikten mellem de to lande. I maj valgte fansene til rivalerne Lazio at hænge dukker ud over en bro ved Colosseum, som havde en Roma-trøje på – med Salahs navn på ryggen og med et banner med skriften: ”Husk at sove med lyset tændt”.

Mange mener, at konflikten og episoden på broen i Rom var medvirkende til, at Salah ønskede at komme langt væk fra den italienske hovedstad, og i stedet tage til Liverpool, som næsten ikke kunne være længere væk i Europa. Salah er en meget privat person, han giver meget sjældent interviews og han bliver af holdkammerater beskrevet som en meget rolig person – så episoden på broen skulle have berørt ham dybt.

I Mellemøsten er han blevet et ikon, som mange gerne vil bruge. Således har han over 10 millioner ”følgere” på de sociale medier og Pepsi har forgyldt ham. Men det kan Liverpool også blive nødt til at gøre. Den 25-årige kantspiller har godt nok først kontraktudløb i sommeren 2022, men kriseramte Real Madrid er begyndt at vise meget interesseret for egypteren, så det vil sikkert være en god ide at forhøje lønnen for Salah i Liverpool.

Der sker efter blot en enkelt sæson i Premier League, hvor PFA kårede ham til ”Årets Spiller”... en spiller med alt andet end – Compotamenti giusti…
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
- Hvem sejrer i Tyrkiet?
Det er en gyser for alle pengene i den bedste tyrkiske række, hvor fire hold kæmper om mesterskabstitlen.
Tager man et blik over de europæiske ligaer står Manchester City, Barcelona og Paris Saint-Germain til at blive mestre i den hjemlige liga, mens Bayern München allerede har vundet den tyske Bundesliga. Sådan spiller klaveret dog ikke i Tyrkiet, hvor der i øjeblikket er fire kandidater til at vinde den tyrkiske Süper Lig. Der resterer 6 runder i den bedste tyrkiske række.

Istanbul Basaksehir er til at finde på 1. pladsen med 59 point. Abdullah Avcis mandskab har spillet formidabelt i denne sæson, og der var nok ikke mange, der havde troet, at Basaksehir ville lege med i mesterskabskampen ved sæsonens start. 4-2-3-1-formationen fungerer glimrende for Avci. På holdkortet er der enkelte spillere, der har været dominerende. Lad os se nærmere på disse:

Der er ingen tvivl om, at bosniske Edin Visca har været holdets trumfkort. Man kan også kalde den 28-årige midtbanespiller for assistkongen, da bosnieren har fundet holdkammeraterne hele 14 gange. Den gamle kending Emmanuel Adebayor optræder også for Basaksehir, og han er suverænt holdets målkonge med 12 kasser i igangværende sæson. Der er ingen tvivl om, at hvis det tyrkiske mesterskab skal havne hos Avci og co., skal disse to herrer spille til deres bedste. Avcis aggressive spil har givet pote, men holdet skal passe på. Istanbul-klubben har nemlig flest spillere, der er blevet sendt tidligt i bad, og alle mand skal være på banen i de 90. minutter, hvis mesterskabet skal havne hos Istanbul Basaksehir for første gang i klubbens historie.

To point længere nedad stien er traditionsklubben Galatasaray, der har vundet mesterskabet hele 20 gange. Fatih Terims mandskab spiller også bold af øverste skuffe og er uhyggelige på eget græs. ”Aslanlar” har hentet hele 40 point på Türk Telekom Arena – de har vundet 13/14 kampe på denne græsplæne. Tager vi et kig på holdkortet, er der selvfølgelige nogle spillere, der er de ledende figurer. Indkast.dk ser nærmere på disse profiler:

Franske Bafétimbi Gomis har haft gang i støvlerne og topper suverænt topscorerlisten i Tyrkiet. Franskmanden står noteret for 26 kasser – fire mere end Burak Yilmaz fra Trabzonspor. Gomis har været godt støttet af midtbaneduoen Garry Rodrigues og Younes Belhanda, der har stået kompakt og været drivkraften på midtbanen. I Gala-buret har Fernando Muslera reddet holdet flere gange, og keeperen har gjort et godt stykke arbejde mellem stængerne. Muslera er en af de bedste keepere i Tyrkiet – hans ti clean sheets (samme som Besiktas og Fenerbahces keepere) taler for sig selv. Den store udfordring for Terims mandskab ligger i kampene på fremmed græs. Gala har blot hentet 17 point på udebane – mindst af de fire tophold. Hvis det 21. mesterskab skal havne på Türk Telekom Arena, må traditionsklubben ændre deres taktik på fremmed græs.

De forsvarende mestre fra Besiktas er blot ét enkelt point bag Gala. Der er ingen tvivl om, at Senol Günes' drenge har gjort et godt stykke arbejde. Efter Champions League-exitet har holdet haft fokus på den hjemlige liga. Selvom holdet flere gange har været bagud, har Günes' mandskab kæmpet til de sidste og kan sagtens gå under betegnelsen comeback-kings - Besiktas har nemlig hentet hele 54 point i de sidste 45 minutter. Lad os tage et kig på profilerne:

Günes har ikke foretaget de store ændringer, eftersom holdet vandt det tyrkiske mesterskab i forrige sæson. Günes er kendt for at skifte formation, da han har en bred trup og mange spillere at vælge mellem. Dog har 4-2-3-1-formationen vist sig at være den mest optimale. Frontspillerne Anderson Talisca og Vagner Love har været målmaskinerne for Istanbul-klubben. De har scoret henholdsvis 13 og 12 mål i denne sæson. Disse to herrer skal fortsætte denne stime, hvis holdet skal genvinde mesterskabet. En anden nøglefigur er keeperen Fabricio, der har stået bedst mellem stængerne i Tyrkiet. Den 30-årige keeper har blot lukket 24 mål ind, hvilket gør ham til Tyrkiets bedste keeper. Sammen med Muslera står Fabricio også noteret for 10 clean sheets. Ricardo Quaresma er også en nøglefigur for holdet, men den portugisiske landsholdsspiller har ikke spillet op til sit bedste. Han har dog stadig tid til at vise, hvorfor han er en god fodboldspiller. Det har været en lang sæson for Besiktas, da de også har haft travlt på den europæiske scene. Holdet vandt suverænt Gruppe G i verdens bedste klubturnering, men blev senere slået ud af Bayern München. Det kan tænkes, at truppen har mange kilometer i benene – derfor Günes måske har roteret så meget. Nu er det altså nu. Slutfasen. Er trætheden ved at nærme sig, eller kan spillerne fortsat holde det høje niveau? Tiden må vise.

Rosinen i pølseenden, Fenerbahce, ligger i øjeblikket på fjerdepladsen og forfølger Besiktas. Der er to points forskel. Fener er jokeren i dette mesterskabsspillet - et hold, der er bedre end deres nuværende placering. Dog er trænersædet begyndt at gløde på Sükrü Saracoglu Stadio, hvor Aykut Kocaman sidder. Kocaman har ikke vundet det tyrkiske mesterskab siden hans ankomst fra Konyaspor, og vinder Fener ikke mesterskabet i år, kan han være en færdig mand i Istanbul. I en klub som Fenerbahce er mesterskabet en selvfølge, og Kocaman har været en omtalt herre i de tyrkiske medier. Presset er på Kocaman. Lad os tage et kig på hans holdkort:

En af nøglespillerne er Giuliano, der har haft meget at se til i denne sæson. 13 gange har angriberen fundet frem til netmaskerne, og man kunne godt savne flere mål fra partneren Roberto Soldado, der blot står noteret for seks mål. Kocaman foretrækker at spille med to angribere, så Soldado skal til at finde frem til netmaskerne, hvis mesterskabet skal havne i Fenerbahce for 20. gang. En anden profil er kantspilleren Nabil Driar, der har spillet suverænt på midtbanen. Ikke nok med det flotte spil har han også fundet holdkammeraterne syv gange. Men vi mangler lige at nævne en mand. Hvem? Det er Volkan Demirel. Den erfarne keeper er en af de vigtigste brikker på holdet, og hans tilstedeværelse kan være altafgørende for Fenerbahces mesterskabschancer. Ikke nok med hans 10 clean sheets er han også en vigtig brik i det defensive aspekt af Feners fodboldfilosofi. Som sagt er Fenerbahce jokeren i dette mesterskabsspil, og de kan slå til. Når som helst. Hvor som helst.

Lige en lille slutbemærkning: Galatasaray har spillet en kamp mindre end de andre hold. Gala mangler at møde bundproppen Genclerbirligi. Vinder Fatih Terims mandskab denne kamp, står de med 60 point og kommer til at ligge nummer 1. Dog har Gala er meget svært program, da de mangler at møde både Istanbul Basaksehir og Besiktas.

Det er ren gyserfilm i Tyrkiet i øjeblikket, og det bliver spændende at se, hvem der bliver tyrkiske sampiyon.
Læs hele lederen
Ilden José og isen Pep mødes – igen
Fodboldens svar på John McEnroe og Bjørn Borg står overfor hinanden i en mesterskabsafgørende kamp i Manchester. Indkast.dk har gravet ned i deres historik, som er ganske underholdende.
Lørdag den 10. september 2016 blev et skelsættende tidspunkt i international fodbold, for nok et kapitel blev skrevet til had/kærlighedsforholdet imellem Jose Mourinho og Pep Guardiola. Her stod de to tidligere venner overfor hinanden, som træner for hver sin Manchester-klub.

Tyve år forinden var de begge i Barcelona som assistent-træner og midtbanestyrmand. Denne periode betragtes som en af klubbens bedste, og der var stærke bånd i et solidt venskab, men sidenhen er der løbet meget vand i åen.

Mourinho-tiden med store armbevægelser i Real Madrid overfor den meget kontrollerede og mere rolige Guardiola i Barcelona viste al andet end næstekærlighed. Mourinho har tidligere haft for vane at køre et grimt, men underholdende medie-stunt, mens Guardiola har kæmpet voldsomt med ikke at lade sig rive med - på de mange provokationer fra Mourinho, som fx i august 2013 hvor den daværende Chelsea-manager sagde følgende efter UEFA's Super Cup:

- Hver gang jeg spiller imod Pep, ender vi med at være 10 mand på banen. Er det en regel, som UEFA har lavet?

Tilbage i april 2011 slog Mourinho fast, at Guardiola blot havde vundet et Champions League-trofæ og understregede, at det skete efter, hvad han selv kaldte ”Skandalen på Stamford Bridge”, hvor Pepe blev udvist. Samtidig mente portugiseren, at den spanske træner – igen – havde fået dommerhjælp, og at Guardiola endda havde kritiseret dommeren for de korrekte beslutninger, som han havde truffet.

Til dette svarede den daværende Barcelona-træner, at Mourinho var bossen i presserummet på Bernabéu, og fortsatte det sådan, ville det ændre deres venskab, som ville udvikle sig til blot et bekendtskab.


McEnroe vs. Borg
Udefra set virker det til, at venskabet er slut imellem de to store forskelligheder, som kan sammenlignes med John McEnroe og Bjørn Borg. Imellem 1978 og 1981 mødtes de to tennislegender 14 gange, men det var mere end blot tenniskampe. Det var et opgør imellem to vidt forskellige mennesketyper – som dengang blev beskrevet som ”Ild og Is”. I nutidens fodboldopgør er Mourinho ilden, mens Guardiola er isen.

Den internationalt anerkendte fodboldjournalist Sid Lowe har i sin bog om rivaliseringen imellem Barcelona og Real Madrid beskrevet opgøret imellem de to trænere. Heri hævder den veloplyste Lowe, at Mourinho indså, at hans største chance for at slå Barcelona var ved at komme ind under huden på Guardiola samt skabe en krig imellem dem – hvor alle våben var tilladt. En krig mellem to typer trænere, men også mellem to forskellige klubber, hvor Barcelona var den talentskabende og Real Madrid den dyrtindkøbene.

Denne ”krig” kulminerede i august 2011, hvor Mourinho prikkede Guardiola-assistenten Tito Vilanova i øjet, efter Marcelo havde sparket den daværende Barcelona-spiller Cesc Fàbregas midt over lige foran udskiftningsbænkene. Dette skete i en periode, hvor Barça var sportslige overlegne i forhold til ”Konge-klubben”, og hvor Mourinho var desperat for at gøre alt for at slå Barcelonas flotte spil i stykker.

Efterfølgende vandt Barcelona med 6-2 på Bernabéu, hvilket nok engang frembragte en hård kommentar fra Mourinho, da han mente, at Guardiola måske ”en dag” ville vinde det spanske mesterskab på ærlig vis. Samtidigt slog Mourinho fast, at han mindede meget om Guardiola, hvortil den spanske træner tørt svarede igen:

- Hvis det er rigtigt, så vil jeg lave om på min adfærd.

Det er langt fra den eneste gang, at udtalelserne har været skarpe imellem de to rivaler. I september 2014 sagde Mourinho til El Confidencial om Guardiolas hårpagt:

- Når man elsker, hvad man laver, så mister man ikke sit hår. Guardiola er skaldet. Han elsker ikke fodbold…

Eller i maj 2015 hvor Mourinho, som nyslået engelsk mester med Chelsea, sendte en klar hilsen til Guardiola i Bayern München.

- Jeg er nok ikke den smarteste, når jeg skal vælge klubber og turneringer, som disse klubber spiller i. Jeg kunne let have valgt nogle klubber, hvor det var meget lettere at blive national mester.


Masser af gnister
Samlet set har forholdet imellem de to trænere ikke været pænt, men meget underholdende og ofte med Mourinho i skurkerollen. Derudover virker det også til, at Mourinho har følt sig undertrykt af Guardiola – måske med en anelse af misundelse!

På Mourinhos daværende kontor ved Real Madrid-træningsbanen Valdebebas havde han en papfigur af sig selv, hvor han jubler. Måske ikke så underligt, men vel en smule pudsigt, at situationen var fra hans tid i Inter. Situationen var fra 2010 efter Champions League-semifinalen. Ikke fra tiden i Real Madrid eller triumfen i finalen… men fra semifinalen, hvor Inter slog – jah… gæt engang - Guardiolas Barcelona.

De to kamphaner mødte hinanden 11 gange i ”El Classico”, hvilket gav fem sejre til Guardiola og blot to til Mourinho – samt fire uafgjorte. Alene i 2010/11-sæsonen var der fire ”El Classico”, og i samtlige kampe fik Real Madrid udvist en spiller – så der har været dramatiske kampe imellem Mourinho og Guardiola… to tidligere venner!

I maj 1997 vandt Barcelona den europæiske cup-finale over PSG. Efter sejren og midt i jublen stod to mænd på midten af banen og omfavnende hinanden – hjælpetræneren Jose Mourinho og styrmanden Pep Guardiola. Da den spanske tv-station Cadena Ser mange år senere viste dette billede til Mourinho, erkendte han:

- Jeg har selv et billede af vores omfavnelse… vi var tætte venner!

I 2000 forlod Mourinho det smukke Catalonien og Barcelona, men otte år senere mødtes han med Barca-bosserne Txiki Begiristain og Marc Ingla i Lissabon. På det møde skulle Mourinho have sagt, at hvis han skulle være træner i Barcelona, ville han gøre B-holdstræneren Guardiola til sin assistent, men Mourinho endte aldrig hos det catalonske storhold. I stedet blev Guardiola - til manges overraskelse - forfremmet til cheftræner.

I Graham Hunters bog ”Barca – skabelse af verdens bedste fodboldhold” siger Ingia, at Mourinho blev rasende, da han blev fravalgt til fordel for Guardiola – hvilket måske kan være starten på den dårlige kemi imellem de to venner.

Om balladen mellem de to trænere har den store italienske træner Arrigo Sacchi sagt, at det kan være svært at have ”to Piccasso'er” i samme tidsalder. Nu skal de krydse klinger – eller pensler - i Manchester!
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon TV: Mulig straf efter grinagtigt ‘dive' Vanddrikkende keeper koster bizart mål Artikel ikon 20 vanvittige mål Artikel ikon Teaser: Afgørende dag i Manchester Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Serie A - runde 34 Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Ingen let udvej for Neymar i Paris Artikel ikon SvFF linker luder-kommentar om Zlatan Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Flest mål under Wenger Top 5: Spillere med i flest FA Cup-mål Artikel ikon Top 20: PL-managere med flest trofæer Artikel ikon Top 7: Bedste Super-subs Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Crystal Palace - Arsenal Spil: Manchester City - Tottenham Artikel ikon Spil: Randers - FC Midtjylland Artikel ikon Spil: Manchester-derby Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Messi mod Ronaldo Carlo Ancelotti - mit spil Artikel ikon Robert Enke: Et alt for kort liv Artikel ikon Hjem til Fodbold Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Real vs. Bayern - 4 gange på 7 år Se og lær City: De har gjort det før jer Artikel ikon Sejrsfattige Hughes Artikel ikon Lazio–mål nr. 1 + 50 + 100 + 150 osv. Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Medie: Ajax vil lukke handel med FCN Onsdagens engelske rygter Artikel ikon 15 klubber jagter FCN's guldfugl Artikel ikon Tirsdagens engelske rygter Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Joe Cole
Vidste du om ... Lee Bowyer Artikel ikon Vidste du om ... Alexandre Lacazette Artikel ikon Vidste du om ... Cristian Ziege Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Salahs statistikker City laver mange afleveringer Artikel ikon Peps mange, mange trofæer… Artikel ikon Mourinhos drenge Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Liverpool - Roma Optakt: Bayern München - Real Madrid Artikel ikon Optakt: AGF - Hobro Artikel ikon Optakt: OB - Lyngby Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Liverpool - AS Roma Startopstillinger: Arsenal - West Ham Artikel ikon Startopstillinger: Helsingør - Silkeborg Artikel ikon Startopstillinger: Crotone - Juventus Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Hobro snublende nær puljesejr i Aarhus Napoli sejrer og haler ind på Juventus Artikel ikon Brøndby fulgte flot op på FCM-pointtab Artikel ikon Lobjanidze slagtede SønderjyskE Artikel ikon Se flere