Hilsen fra Zlatan

Af Torsten Brix

2015-12-03
Hilsen fra Zlatan

Indkast.dk fortsætter vores julekalender med at give læserne et kapitel fra den aktuelle bog om Zlatan. Det handler om "Rollemodellen fra Rosengård".

- Du kan tage drengen ud af Rosengård, men du kan ikke tage Rosengård ud af drengen.
(Citat af Zlatan Ibrahimović skrevet på en bro ved indgangen til Rosengård.)

I 2015 begyndte der på sociale medier som Twitter og Facebook at dukke en række ”facts” om Zlatan op. Under hashtagget #zlatanfacts kunne man læse, at Zlatan Ibrahimović engang afholdt en stirre-konkurrence med det næsten lige så berømte maleri Mona Lisa. Zlatan vandt. Man kunne læse, at Zlatan engang blev udsat for en løgnedetektor. Maskinen indrømmede alt. At Zlatan ikke scroller med en mus. Han bruger en løve. Man fik at vide, at da Zlatan var lille, sov hans forældre i hans seng, når de var bange. At Zlatan engang dræbte to sten med én fugl. Og så videre...

Zlatan er et fænomen, som med sin personlighed og spektakulære spillestil skiller sig ud fra alle andre i international topfodbold. Han har i kraft af at være Zlatan – med et fint ord – transcenderet sporten, han er blevet mere end ”bare” en fodboldspiller. Et ikon, en superhelt og en enorm inspiration for en ny generation. Ingen andre spillere de sidste 25 år har haft Zlatans dybt originale blanding af mod, evner og karisma.

Ord er blevet opkaldt efter Zlatan. Både på fransk og svensk kan man sige ”at zlatanere”, at dominere eller udslette. I virkeligheden findes der ikke andre ord til at beskrive Zlatan selv end ”Zlatan”. De ord, der kommer nærmest en dækkende beskrivelse, er sandsynligvis absurditeterne, man kan læse i #zlatanfacts.

Måske er #zlatanfacts i al deres absurde overdrivelse ikke så langt fra virkeligheden. To ”facts” lyder: ”Da Zlatan gik i skole, rakte læreren hånden op, når han ville tale med Zlatan.” ”Zlatan blev engang stoppet af politiet. Han lod dem slippe med en advarsel.”

I virkelighedens verden, det vil sige Ligue 1-opgøret mellem PSG og Rennes i januar 2015, havde Zlatan brokket sig til kampens dommer, Philippe Kalt, over en situation. Derfor kaldte dommeren Zlatan hen til sig. Zlatan flyttede sig ikke én centimeter. Svenskeren blev stående og kiggede på dommeren, der kaldte og kaldte og vinkede og vinkede Zlatan hen til sig med håndbevægelser og fagter. Mange gange. Zlatan stod blot med hænderne i siden og kiggede på ham. Til sidst måtte dommer Kalt selv gå de 10 meter for at tale med den iskolde svensker. Som så mange andre før og siden måtte dommeren sande, at der er én mand på banen, der har større autoritet end alle andre. Sådan har det – næsten – altid været.

”Vi boede i Rosengård uden for Malmø, og her var fyldt med somaliere, tyrkere, jugoer, polakker, alle mulige perkere og svenskere. Vi unge spillede smarte alle sammen. Vi tændte af over ingenting, og det var ikke let derhjemme, det kan man roligt sige.”

Zlatan Ibrahimović om sin barndoms ”gade”. Sine rødder. Hans forældre var flygtet fra Jugoslavien, som var blevet samlet efter Anden Verdenskrig og bestod af en lang række regioner med tusind års dybe etniske og religiøse forskelligheder. Bosnierne, også kaldet bosniakker, var muslimer. Kroaterne og serberne var katolikker, men det gjorde dem ikke til venner, tværtimod. Serbere og kroater og bosniere var blevet tvunget ind i et nationalt ægteskab. Efter Anden Verdenskrig var de blevet tvunget til at være i samme land. Det kommunistiske styre holdt befolkningen i kort snor, og det lagde låg på stridighederne, indtil låget gik af, da kommunismen kollapsede mange år senere, omkring 1990.

Jugoslavien lå på Balkan, og Balkan er blevet kaldt mange mindre pæne ting gennem historien. ”Europas syge mand” og ”Europas krudttønde” for eksempel. Man siger om folk med et eksplosivt temperament, at de har Balkan-temperament. Balkans folk er også kendt for at være nogle hårdføre typer, der kan tåle meget. De har stor passion og store følelser, som kommer til udtryk i både musik, dans og slåskampe. De har stolthed, og de har ære. Sport er meget udbredt på Balkan. Overalt, på gader og veje, er der basketball- og fodboldkampe i gang. Der er mange dygtige basketballspillere, fodboldspillere, håndboldspillere og kampsportsudøvere.

I 1960'erne og 1970'erne søgte mange jugoslaver lykken uden for landet. En stor del af dem kom til Sverige, og en af dem var Šefik Ibrahimović fra Bijeljina i Bosnien, der i 1977 kom til Sveriges tredjestørste by, Malmø. Nede i Bosnien havde han bestemt sig til at udvandre til København, men af ret tilfældige grunde endte Ibrahimović 10 kilometer længere mod øst, på den anden side af Øresund. De fleste ”jugoer” havde nemlig i forvejen bekendte og slægtninge, der var rejst til Sverige. Efter kort tid mødte Šefik Jurka Gravić, som var flygtet fra landsbyen Prkos nær Škabrnja i Kroatien. Hun var flyttet til Sverige nogle år forinden, og for at få opholdstilladelse giftede Šefik sig med Jurka.

De fik en lejlighed i bydelen Rosengård, som blev opført omkring 1970, og mod slutningen af årtiet var den overvejende beboet af indvandrere fra Tyrkiet, Afrika, Balkan, Mellemøsten og andre dele af verden. Arbejdsløsheden og kriminaliteten i området var den højeste i Skandinavien pr. indbygger. Rosengård var en såkaldt ghetto.

Her fødte Jurka deres første barn, datteren Sanela, i 1979, og to år efter kom sønnen Zlatan til verden. Navnet Zlatan stammer fra Bosnien-Hercegovina og betyder ”den gyldne”, efter ordet zlato, der betyder guld. Ibrahimović betyder ”Ibrahims søn”, idet endelsen ić og vić betyder søn. Ibrahim er den arabiske form af det bibelske navn Abraham, og det er udpræget muslimsk. Navnet Zlatan er til gengæld neutralt og bruges af både kroater, serbere og bosniere.

Det første, Zlatan har hørt og set her i verden, er efter hans eget udsagn ballade og skænderier. Det var ingen lykkelig familie, han blev født i. Balkan-temperamentet kogte over hos både Šefik og Jurka. Ingen af dem trak sig i nærkampe, ingen af dem fandt sig i noget. De blev skilt, da Zlatan var to år.

Zlatan kom til verden den 3. oktober 1981. Den uge han blev født, udkom den ærkesvenske forfatter Astrid Lindgrens børneklassiker Ronja Røverdatter. Den blev berømt i hele verden, men ikke mange læste Astrid Lindgren i Rosengård.
Det store samtaleemne i Sverige og resten af verden i de uger var den sovjetiske ubåd, der gik på grund ud for Karlskrona. Det var de også ret ligeglade med i Rosengård.

Der var heller ingen i Šefik Ibrahimovićs omgangskreds, som hørte det svenske nationalorkester Abbas sidste megasælgende album The Visitors, der udkom kort efter. De hørte til gengæld balkansk, tyrkisk og mellemøstlig musik. Den femdobbelte Wimbledon-mester og nationalhelt Björn Borg havde lige tabt finalen i US Open til John McEnroe, men ingen i Rosengård gik op i hverken Björn Borg eller det andet kæmpestore svenske sportsidol, slalomkongen Ingemar Stenmarks triumfer.

Mange af Šefik og Jurkas bekendte havde til gengæld siddet klistret til skærmen få uger inden, da Jugoslaviens stærke fodboldlandshold mødte Danmark i Københavns Idrætspark i VM-kvalifikationskampen, der var afgørende for begge hold. Både Danmark og Jugoslavien havde stærke mandskaber, men Jugoslavien vandt og kvalificerede sig til VM.

Zlatan var en lille fyr med en stor næse, han læspede og gik til talepædagog, som skulle lære ham at sige S. Det fandt han meget ydmygende, og han har selv sagt, at han havde brug for at hævde sig. Det sprællede i kroppen på drengen, der ikke kunne sidde stille. ”Det var, som om der ikke kunne ske mig noget, hvis bare jeg løb hurtigt nok.”

Efter skilsmissen boede Zlatan hos sin mor. Hun fik flere børn med flere forskellige fædre og arbejdede hårdt som rengøringshjælp, ofte 14 timer i døgnet for at få husholdningspengene til at slå til. Der var ikke meget tid eller mange kærtegn tilovers. Zlatan fik for det meste kun negativ opmærksomhed, og så vankede der lussinger og tæsk med grydeskeer, som af og til knækkede på ryggen af ham, når moren slog til. Da han faldt ned fra taget i børnehaven og løb grædende hjem med et blåt øje, fik han bare en øretæve, fordi han var kravlet op på taget.

”Jeg blev helt chokeret og trak mig væk eller løb ud.” I sin selvbiografi Jeg er Zlatan Ibrahimović beskriver han, hvordan han måtte klare sig selv meget tidligt.

”Der var ingen, der spurgte: 'Hvordan har du haft det i dag, lille Zlatan?', ikke noget i den stil. Ingen voksne, der hjalp med lektierne eller ville vide, om du havde problemer. Du måtte klare dig selv, og det hjalp ikke at beklage sig, hvis nogen havde været lede. Du måtte bide tænderne sammen, og der var kaos og ballade og en del klø i luften.”

”Derhjemme snakkede vi ikke ligefrem som almindelige svenskere, ikke noget med: 'Skat, vil du være sød at række mig smørret,' men snarere: 'Hent mælken, din idiot!'”

Han var tæt knyttet til søsteren Sanela, og i weekenden var de sammen med faren Šefik, som gav dem softice og cola og nye Nike-sko. Hverdagen hjemme hos moren var præget af kaos i små, skiftende lejligheder. Indtil Zlatan var 10 år, boede han sammen med moren, søsteren, to halvsøstre og en halvbror. De sociale myndigheder blev inddraget, og efter mange udredninger blev omgivelserne hos moren anset for at være uegnede. Zlatans far fik forældremyndigheden over ham.

Zlatan var vant til, at samvær med far var lig med tivoliture og cola og burgere, men hverdagen var ikke nogen tivolitur, skulle det hurtigt vise sig. Šefik Ibrahimović arbejdede som vicevært og murer og havde et rygende balkansk temperament. Han kunne bære en seng på ryggen hele vejen hjem fra Ikea og de mange kilometer til Rosengård. Han var en mand med æresbegreber, og han kørte hele byen rundt for at finde dem, der havde generet ham eller hans børn.

På andre omsorgsområder var Šefik Ibrahimović ikke så stærk. Stuen havde en sofa og et tv, som skulle udgøre hyggen, og køleskabet var tomt. Der var kun øl og toastbrød, og Zlatan måtte gå til kammerater, når hans mave skreg af sult efter lange dage, hvor han stod til langt ud på aftenen og øvede tricks og finter. De flyttede hele tiden rundt, der var ingen penge, og Zlatan begyndte at stjæle cykler. Det gav ham et kick. Han fik sine første fodboldstøvler, da han var fem år. Det var de allerbilligste fra discountsupermarkedet, de lå ved siden af tomaterne og gulerødderne. Da Zlatan var seks år, begyndte han at spille i klub. Hans første klub var Malmö Boll- och Idrottsförening (MBI). Zlatan kørte til træning på stjålne cykler og opførte sig efter eget udsagn ”nok ikke altid så godt”. Trænerne sendte ham hjem, og han råbte og skreg tilbage, når træneren ude fra sidelinjen råbte, at han skulle aflevere bolden i stedet for hele tiden at gå selv.

Zlatan følte sig som en fremmed i klubben, hvor der var flest svenskere og færre udlændinge. Mange af forældrene brokkede sig over hans tricks hjemme fra gården, og Zlatan bad dem ”gå ad helvede til”. Han skiftede klub flere gange, men det var i FBK Balkan, han følte sig mest hjemme, som han fortæller i Jeg er Zlatan:

”I MBI stod de svenske fædre og råbte: 'Kom igen, drenge. Godt arbejde!' I (FBK) Balkan var det mere: 'Jeg skal kneppe din mor i røven.' Det var sindssyge jugoslavere, der kæderøg og smed med sko, og jeg tænkte: Herligt, nøjagtig ligesom hjemme. Her kan jeg trives.”

FBK Balkan blev grundlagt i 1962 af jugoslaviske indvandrere og er en af de ældste immigrantklubber i Europa. Ivica Kurtović var bosnier, ligesom Zlatans far, og han blev træner for den niårige Zlatan. Kurtović beskrev i et interview med Euroman i 2014, at Zlatan allerede som dreng demonstrerede den karakter og de træk, han er kendt for i dag.

”Jeg har set mange med større talent end Zlatan, men jeg tror, at to faktorer blev afgørende. Den ene er hans stædighed. Han ville gøre tingene på sin egen måde. Nogle gange, når jeg cyklede hjem om aftenen, så jeg ham spille for sig selv på grusbanen på Cronmans väg, hvor han boede, selv om der ikke var andet end lys fra lejlighederne i nærheden. Den anden vigtige faktor var hans mod. I nærkampe gik han ind med hovedet forrest, hvor andre ikke turde stikke en lillefinger frem. Jeg tænkte: 'Den her duel vinder han ikke,' men han troede på, han kunne nå bolden før modstanderen.”

I et interview med det svenske magasin Offside i 2001 sagde træner Kurtović om drengen Zlatan: ”Mange af de andre kunne være blevet lige så gode som Zlatan. Det, som vejede til hans fordel, var hans indstilling. Nogle af de andre kunne misse en træning, men Zlatan ville have mere.”

Den unge Zlatan havde et heftigt temperament og skændtes med modstandere og medspillere, dommere og trænere. Under en kamp blev han stiktosset på holdets målmand og stillede sig i mål, fordi han mente, han kunne gøre det bedre end målmanden. Andre gange sagde han til alle medspillerne og trænere, at de kunne rende ham, og at han ville spille ishockey i stedet. Han undersøgte mulighederne for ishockey, men fandt ud af, at det var alt for dyrt i udstyr, og så kom han tilbage til FBK Balkan ugen efter.

Flere gange smækkede han med døren og spillede i kortere perioder i nogle andre småklubber i Malmø, men FBK Balkan bød altid den fortabte søn velkommen tilbage. Kurtović og de øvrige ledere i klubben kunne se, at det var en særlig viljestyrke og et særligt talent, de havde at gøre med. Zlatan gik solo, driblede, regerede og gjorde, hvad der passede ham, uden at tage hensyn til medspillere i frie positioner, men FBK Balkan var kendt for at være en meget rummelig klub med plads til drenge med ”attituder” som Zlatans. Der var dog også grænser for rummeligheden, og for at give Zlatan en lærestreg satte Kurtović sin bedste spiller på bænken efter endnu en disciplinær episode. Det fortæller han også om i Jeg er Zlatan:

”Engang blev jeg straffet for noget andet shit og var bænket i første halvleg. Vi var bagud 4-0 mod et snobbehold, Vellinge, det var os perkere mod de fine drenge, der var masser af aggressioner i luften, og jeg var så rasende, at jeg var lige ved at eksplodere. Hvordan kunne den idiot sætte mig på bænken?

'Er du dum i hovedet?' sagde jeg til træneren.
'Rolig nu. Du kommer snart ind.'

Jeg kom ind i anden halvleg og lavede otte mål. Vi vandt 8-5 og hånede snobberne, og ja, jeg var god. Jeg var teknisk og kunne se åbninger i spillet hele tiden, og i mors gård var jeg blevet en lille mester i at finde på overraskende ting på meget begrænset plads.”

Hjemme var Zlatan overladt til sig selv. Zlatans halvsøster blev stofmisbruger og kom ud og ind af behandlingshjem, inden moren afbrød forbindelsen med hende for altid. Når Zlatan besøgte sin mor, fik han ofte at vide, at han ikke boede der, og at han i øvrigt åd hende ud af huset. Nogle gange var der lussinger til dessert.

Faren var hidsig, men slog aldrig drengen. Zlatan var overladt til sig selv. Borgerkrigen i Jugoslavien tog hårdt på Šefik, der lukkede sig inde i sig selv og sad med store høretelefoner og hørte bosnisk musik eller radio fra hjemlandet. Han begyndte at drikke for at drukne sorgen.

”Krigen åd ham, og han blev besat af at følge med i, hvad der skete. Han sad ensom og drak og sørgede og lyttede til jugomusik,” fortæller Zlatan i sin selvbiografi.

Ofte fandt Zlatan ham liggende døddrukken og sovende på gulvet i stuen. Køleskabet var stadig lige tomt, og Zlatan har beskrevet, hvordan han siden som voksen altid har skullet have køleskabet fyldt op på grund af minderne om at komme hjem med skrigende mave og kun finde dåseøl i huset.



Optakter
Optakt 31/3 - 20:15
FC Nordsjælland - Lyngby BK
Magasin-artikler
Det kasserede franske landshold
En trup helt uden Varane, Martial, Coman, Lacazette og Benzema.
Dette er den trup, som den franske landstræner Didier Deschamps har udtaget til de to kommende landskampe imod Luxembourg og Spanien.

Målmænd:
Hugo Lloris (Tottenham)
Benoît Costil (Rennes)
Alphonse Areola (PSG)

Forsvar:
Layvin Kurzawa (PSG)
Benjamin Mendy (AS Monaco)
Laurent Koscielny (Arsenal)
Adil Rami (Sevilla)
Samuel Umtiti (FC Barcelona)
Presnel Kimpembe (PSG)
Bacary Sagna (Manchester City)
Djibril Sidibé (AS Monaco)

Midtbane:
Blaise Matuidi (PSG)
N'Golo Kanté (Chelsea FC)
Adrien Rabiot (PSG)
Paul Pogba (Manchester United)
Dimitri Payet (Marseille)
Corentin Tolisso (Lyon)

Angreb:
Olivier Giroud (Arsenal)
Ousmane Dembélé (Dortmund)
Antoine Griezmann (Atletico Madrid)
Thomas Lemar (AS Monaco)
Kevin Gameiro (Atletico Madrid)
Kylian Mbappé (AS Monaco)
Florian Thauvin (Marseille)


Umiddelbart en meget stærk trup, men niveauet bliver helt grotesk, når man ser på, hvilket hold man kunne lave af spillere, som ikke er udtaget – se blot her:

Målmand:
Steve Mandanda (Crystal Palace)

Forsvar:
Lucas Digne (Barcelona)
Mamadou Sakho (Crystal Palace)
Raphael Varane (Real Madrid)
Sebastien Corchia (Lille)

Midtbane:
Anthony Martial (Manchester United)
Morgen Schneiderlin (Everton)
Steven N'Zonzi (Sevilla)
Kingsley Coman (Bayern München)

Angreb:
Alexandre Lacazette (Lyon)
Karim Benzema (Real Madrid)


På bænken kunne være Yohan Cabaye, Andre-Pierre Gignac, Geofffrey Kondogbia, Aymeric Laporte, Tiemoeu Bakayoko, Patrice Evra, Eliaquim Mangala, Moussa Sissoko og Nabil Fekir.

Gad vide, hvor mange af disse spillere der ville være på holdet i Luxembourg, som er Frankrig næste modstander. Flere af spillerne er skadet eller har formnedgang, men den samlede tilstandsrapport af det franske landshold er uhyggelig stærk.
Læs hele artiklen
FCK spiller for Danmarks koefficient
Når FC København i morgen, torsdag, tager imod Ajax Amsterdam i Europa League, er det ikke kun for egen vindings skyld. Hele fodbolddanmark kan få gavn af mere succes til hovedstadsholdet.
Foruden videre avancement til kvartfinalerne i Europa League står der også ære, penge og hæder på spil i morgen, når hollandske Ajax Amsterdam skal forsøge at gøre livet surt for FC København i Telia Parken. Og så står der også yderst vigtige koefficientliste-point på spil.

Danmark havde fra begyndelsen af sæsonen fire hold med i kvalifikationsrunderne til henholdsvis Europa- og Champions League. Her nåede SønderjyskE, Brøndby og FC Midtjylland alle til den afgørende runde i Europa League inden gruppespillet. Fælles for de tre klubber var, at de måtte strække våben lige inden målstregen og glemme drømmen om et europæisk gruppespil i denne sæson.

Særligt sønderjyderne var dog tæt på at klare skærene, da de efter at have spillet 0-0 hjemme kom foran med 2-0 i Tjekkiet mod Sparta Prag. Desværre for SønderjyskE og dansk klubfodbold præsterede tjekkerne et stort comeback og vandt med 3-2 på et mål i de døende minutter.

De mange sejre og uafgjorte resultater, inden holdene blev slået ud, var dog ikke helt forgæves. De var med til, at Danmark i begyndelsen af sæsonen indtog 1.-pladsen på UEFA's koefficientrangliste for indeværende sæson. Den placering blev selvfølgelig også hjulpet på vej af FC Københavns vellykkede kvalifikation til Champions League.

Danmark er dog ikke overraskende siden dumpet ned fra duksepladsen, men man skal faktisk ikke langt ned ad listen for at finde flaget med de røde og hvide farver. Således har dansk klubfodbold skrabet nok point sammen til en foreløbig 10.-plads for sæsonen.

Foran Danmark ligger store nationer som Spanien, Tyskland, England, Italien, Frankrig, Belgien, Rusland, Tyrkiet og Portugal. Under Danmark ligger der også store nationer samt lande, som vi godt kan sammenligne os med: Østrig (11), Holland (12), Grækenland (14), Tjekkiet (16), Ukraine (17), Kroatien (18), Skotland (19), Schweiz (20), Rumænien (24), Sverige (27) og Norge (38).

For dem, der gerne vil have et dansk hold direkte med i Champions League, er det gode nyheder. For at være sikker på et hold i den fornemmeste turnering kræver det en placering som minimum nummer 12, og Danmark ligger p.t. nummer 18 på den samlede rangliste, som tæller indeværende sæson plus de fire foregående. De gode nyheder udspiller sig i, at Danmark lige nu skraber flere point sammen end mange af de lande, vi skal overhale på vejen til 12.-pladsen.

Her er det lande som Rumænien, Kroatien, Østrig, Grækenland, Holland og Schweiz, vi skal holde øje med. De ligger som nævnt alle under os i indeværende sæson, og det bliver heller ikke dårligere af, at holdene fra Rumænien, Kroatien, Østrig og Schweiz har udspillet deres rolle i denne sæsons europæiske turneringer.

De to sidste lande, Grækenland og Holland, har ligesom Danmark et enkelt hold tilbage. Den sidste græske repræsentant er Olympiakos, der er oppe imod Besiktas i Europa Leagues ottendedelsfinale. Og så ville skæbnen altså, at Hollands og Danmarks to sidste deltagere – FCK og Ajax – trak hinanden.

Går FCK samlet videre mod Ajax, samtidig med at tyrkerne ekspederer grækerne ud, så kan FCK og Danmark tage yderligere store skridt i kampen om at nå den eftertragtede 12.-plads.

Danmark har lige nu 23.500 point på den samlede 18.-plads, mens Schweiz, der sidder på 12.-pladsen, har 32.075 point. Der er dermed næppe tale om, at Danmark kan komme i betragtning til 12.-pladsen efter denne sæson, men vi kan tage et godt skridt på vejen.

Point-systemet for koefficientlisten
2 point for en sejr
1 point for en uafgjort
(Pointene bliver dog halveret i kvalifikationsrunden)

Herudover er der point for at nå til knockout-faserne af de to europæiske turneringer – og efterfølgende et point for hver gang, et hold går videre.

Slutteligt er der også fire point at hente ved kvalifikation til Champions League-gruppespillet plus fire yderligere point, når et hold når til 1/8-finalen.

Det er desuden landets samlede koefficient i de seneste fem sæsoner, der er gældende for, hvilken placering det ligger på. Her tæller især 14/15-sæsonen ned for dansk fodbold, da det kun blev til 2.900 point. Til sammenligning har de danske klubber skrabet 8.000 point sammen i denne sæson, og det kan gå hen at blive til meget mere, hvis FCK formår at knække Ajax.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Ledere
Verdens dårligste landshold
Syv lande deler den flatterende placering som nummer 205 på FIFA/Coca-Cola World Ranking-listen, og dem har Indkast valgt at se nærmere på.
Landsholdspausen er for mange fodboldfans et forstyrrende element i en fodboldgal hverdag – ingen mandagskampe i de hjemlige ligaer, ingen Champions League eller Europa League og ingen midtuge-runde. Man farer forvirret rundt i tv-guiden og leder desperat efter en fodboldkamp, men alle stationer er tørlagte, og det bedste alternativ er en kamp i 2. Bundesliga mellem Würzburger Kickers og Sandhausen – så den ser man.

Efter et par dage i sand desperation begynder landskampene at trille ind over skærmen, og humøret stiger gradvist som dagene skrider frem. Man glæder sig som et lille barn til, at ens yndlingslandshold skal spille, og man håber som altid på en sejr.

Hvor det danske landshold efterhånden står med kniven for struben, hvis de vil kvalificere sig til VM i Rusland i 2018, er det ikke nær så slemt som i visse andre lande. Danmark falder gradvist på FIFAs rangliste og indtager i øjeblikket en plads som nummer 48 (den dårligste placering længe, red.), men vi kan altid glæde os over, at vi ikke ligger nummer 205, som er den laveste placering på listen.

Syv landshold deler den tvivlsomme glæde ved at være ”verdens dårligste landshold”, og dem har vi tænkt os at se nærmere på i dag. På den måde kan Indkast være med til at bringe lidt glæde ind hos de mange fodboldfans, der forgæves har zappet efter en vigtig fodboldkamp de seneste tre aftener.

Lad os komme i gang…

Anguilla
Siger Ryan Liddie dig noget? Klinger navnet Adonijah Richardson? Hvad med den talentfulde Kayini Brooks?
Nej?

Disse tre herrer er fremtrædende spillere på en af verdens dårligste landshold, Anguilla, som er en lille gruppe af øer i det caribiske hav. Befolkningstallet er på lidt over 13.000, og når størstedelen af dem er glade for vandsport, efterlader det ikke meget til udviklingen af fodboldlandsholdet.

Den klejne fodboldnation, med delfiner i logoet, har ikke vundet en kamp siden 2010, hvor de besejrede de franske naboer fra Saint-Martin med 2-1 i de caribiske mesterskaber. Anguilla er selv en gammel britisk koloni, så der tales engelsk på gader og stræder, og når snakken kommer til landsholdet, er det nok ikke de pæneste gloser, der kommer ud af folks munde. Eller måske er det?

Ambitionsniveauet kan ikke være skyhøjt for en af verdens dårligste landshold, som i 2016 tabte de to kampe, de var med i. Begge var kvalifikationskampe til Gold Cup, og efter nederlag på 0-7 til Guyana og 0-4 til Puerto Rico kvalificerer de sig nok ikke til den turnering.

Bahamas
Nordvest for Anguilla finder vi et andet landshold, der heller aldrig rigtig har fundet rytmen. Bahamas er væsentlig større end mange af de andre caribiske øer, men på trods af at være en østat bestående af 700 øer, spiller fodbold ingen væsentlig rolle i dagligdagen. Nationalsporten er cricket, og interessen for fodbold synes at være noget nær ikkeeksisterende.

Det største problem ved Bahamas' fodboldlandshold er nok, at de sjældent spiller fodboldkampe. De har ikke spillet siden 2015, hvor de tabte to opgør mod Bermuda med henholdsvis 0-5 og 0-3, og de deltager ikke i andet end kvalifikation til verdensmesterskaberne. Andre turneringer har ganske enkelt ikke deres interesse.

Og det forstår man vel egentlig godt – de har ikke scoret siden 2008, hvor de spillede 2-2 mod de Britiske Jomfruøer.

Djibouti
Vi forlader Caribien for denne omgang, og tager et smut til det østlige Afrika, hvor vi finder en landetrio, der tilmeld er naboer, som også roder rundt som nummer 205 på listen.

Det første af dem er Djibouti, som var i ilden i går. Her mødte de Sydsudan i den første kvalifikationsrunde til næste års afrikanske mesterskaber, og generelt er det et landshold, der altid starter fra bunden. Kampen vandt de med 2-0, så måske kan de vaske prædikatet af sig, når FIFA næste gang offentliggør verdensranglisten.

I 1977 blev Djibouti en selvstændig stat, og de har aldrig prøvet at spille et mesterskab – af den ene eller anden slags. Med et befolkningstal på omkring 850.000 har landet dog et væsentlig potentiale, da fodbolden også karakteres som nationalsport i landet.

Med det rette sats på talentudvikling og lidt mere held i resultaterne ser vi dem måske kravle op som nummer 200 i 2017. Modsat Bahamas spiller de kampe hvert år, men eftersom de tabte fire ud af fire i 2016, kan vi stadig tillade os at kalde dem for ”verdens værste landshold”.

Eritrea
Lidt nord for Djibouti finder vi Eritrea, som er den fjerde repræsentant på listen – og de kæmper med helt andre problemer end de ovenstående. På trods af et højt befolkningstal på over seks millioner leverer de sjældent på banen. I enkelte tilfælde frembringer de en sejr – som i 2009 mod Somalia (næste land på listen), hvor de vandt 3-1, men der er langt mellem snapsene.

Det største problem er dog landets sociale tilstand. Menneskerettighederne er blandt de ringeste i verden, så en betydelig del af befolkningen ønsker at forlade landet – deriblandt landsholdsspillere. Når landsholdet rejser på udebane, flygter mange af spillerne og søger asyl i det land, de skal spille i. Den seneste sag er fra 2015/2016, hvor ti spillere forsvandt i Botswana, men også i 2013 flygtede ni spillere og landstræneren i Kenya. I kan forestille jer de mildest talt besværlige arbejdsforhold for fodboldforbundet.

Somalia
Det sidste afrikanske land på listen er Somalia, der ligger syd for Djibouti og Eritrea, og problemet i Somalia er såre simpelt. Det østafrikanske land har været i kontinuerlig borgerkrig siden starten af 1990'erne, og det har sat sine aftryk på flere niveauer. Problemerne mellem forskellige klaner og manglende styre har efterladt landet i ruiner, og på trods af at der kan spottes lys for enden af tunnelen, er det imponerende, at Somalia overhovedet har haft tid og overskud til at spille fodbold.

De spiller heller ikke mange kampe, og dem de stiller op til, skal alle sammen spilles i udlandet. De er blot registreret for to kampe i de seneste tre år, og de har ikke vundet en kamp siden 2008.

På den lange bane er der potentiale i Somalia, da befolkningstallet er på over tolv millioner, men det kommer til at tage lang tid i et land, der kæmper en evigtvarende borgerkrig, og desuden har store problemer med pirateri.

Gibraltar
Herhjemme er Gibraltar lidt mere velkendt end de andre lande i bunden af FIFAs rangliste. Flere af os har måske endda besøgt det lille engelsktalende land i det sydlige Spanien og fået stjålet en ting eller to af aberne på det bjerg, der udgør en stor del af det samlede areal i Gibraltar.

I 2015 blev staten godkendt af både UEFA og FIFA til at spille kvalifikationsturneringer, og dermed kunne eventyret starte. Førhen var de hyppige deltagere ved ø-mesterskaberne, hvor modstanderne var lande som Jersey-øerne, Rhodos, Shetlandsøerne, Isle of Man og Isle of Wight. Gibraltar vandt turneringen i 2007, men hverdagen er en anden nu, hvor de er oppe imod Europas giganter hvert år.

De debuterede i kvalifikationen til EM 2016, og her slog de rekorden for at lukke flest mål ind. I ti kampe indkasserede de 56 mål, hvilket var tre mål mere end den hidtidige rekord, der var blevet sat af San Marino.

På trods af de mange store nederlag, går det fremad for Gibraltar, der lykkes med at score et mål i ny og næ. De har ligeledes spillet et par venskabskampe uafgjort, og kan de med små skridt begynde at hente resultater i betydningsfulde kampe, kan de vaske titlen som ”verdens dårligste landshold” af sig.

Tonga
Vi slutter listen af hos det oceaniske land Tonga, der består af 177 mindre øer, hvor kun en femtedel af dem er beboede. Tongas problem kan sammenlignes med Bahamas – de interesserer sig ikke rigtig for fodbold – og landet kan i højere grad karakteriseres som en rugby-nation.

De spillede ingen kampe i 2016, men året forinden præsterede de alligevel at spille hele fire kampe. De endte selvfølgelig i nederlag til fremragende fodboldnationer (ironi kan forekomme) som Fiji, Amerikansk Samoa og Samoa. I kampen mod Amerikansk Samoa lykkedes det dem at score et mål.

Deres største nederlag nogensinde stammer fra 2001, hvor de tabte med hele 0-22 til Australien. Det ligner et land, der ikke rigtig gider fodbold, så derfor kan man godt regne med, at de kommer til at være sidst på listen i mange år fremover.
Læs hele lederen
Luís Enriques sidste genistreg ?
Luís Enrique meddelte allerede i går, at han takker af som Barca-træner til sommer. Måske for at tænde en sidste ild i sit hold.
Så skete det. Det uundgåelige, det forventede. Efter gårsdagens 6-1-udradering af Sporting Gijón rygtedes det, at Luís Enrique havde meddelt sine spillere, at han stopper som træner i FC Barcelona til sommer. På pressemødet efter kampen bekræftede han så selv rygtet. Han trækker stikket til sommer, umiddelbart for at tage et sabbatår.

Det kommer på ingen måde som en overraskelse, at Luís Enrique stopper som træner for FC Barcelona. Det har ligget i kortene længe, også længe inden 4-0-nederlaget til PSG, der selvfølgelig fik jungletrommerne til at rumle. Men sandheden er, at Luís Enrique er træt. Barcelona-jobbet slider på én, som de færreste, undertegnede inklusiv, kan forestille sig. Man har aldrig ro, og man kan ikke tillade sig selv de mindste fejl, inden man bliver beskudt fra alle sider. Der skal hele tiden være fremgang. Det var også ordene fra Pep Guardiola, inden han med samme forklaring trak stikket efter fire sæsoner. Det var måske én sæson for sent, og Luís Enrique når da også ”kun” tre år i sædet.

Tidligere blev Frank Rijkaard også for længe på Camp Nou. Han bragte Barcelona tilbage på landkortet med Champions League-triumfen i 2006 og flere spanske mesterskaber, efter Barcelona i første halvdel af 00'erne havde famlet i blinde. Men han trak den en tand for længe med Deco og Ronaldinho, og til sidst måtte en ung Guardiola træde til og ruske op i truppen.

Så nej. Det er på ingen måde en overraskelse, at Luís Enrique trækker stikket nu. Han er en mand, der overvejer tingene meget grundigt, og som dybest set ikke har behovet for at være i rampelyset. Det, der derimod har overrasket medier og eksperter, er timingen i offentliggørelsen. Midt i sæsonen. Efter en 6-1-sejr, lige mens Barça er ved at have fat i førstepladsen i ligaen, efter at have været sakket agterud bag Real Madrid i en lang periode.

Så hvorfor kommer Luís Enrique med meldingen nu?

Præsidenten Josep Bartemeu er kommet med den sædvanlige parole om, at ”Luis Enrique skal have ro til at styre holdet resten af sæsonen, så derfor giver vi en afklaring nu”. Det er uden tvivl en del af sandheden, men jeg tror næppe, det er hverken hele sandheden eller den vigtigste del af den.

Noget andet ligger bag. Intentionen om at forlade skuden i tide, i modsætning til nogle af hans navnkyndige og ligeledes succesfulde forgængere, er én af dem. En anden er forholdet til truppen såvel som medierne.

På det seneste har stemningen om Luís Enrique været ganske ophedet i de spanske medier, og selvom Gerard Piqué i sidste måned var ude med en fuld støtteerklæring til sin træner, har spillerne været bemærkelsesværdigt stille omkring hans afgang siden offentliggørelsen i går. Alt i alt er der klare indikationer på, at Luís Enrique ikke har det allerbedste forhold til truppen.

Spillerne har ifølge de spanske medier været forundrede over visse af hans beslutninger, blandt andet beslutningen om at holde fast i Sergi Roberto på højre back, ligesom hans manglende kommunikation med de spillere, som har befundet sig langt væk fra spilletid i længere perioder, har skabt en negativ stemning i omklædningsrummet. Og der er jo som bekendt sjældent røg uden ild, selvom det ikke behøver at være et oprørsk flammehav.

Og jeg mener netop, det må være dette, der er hovedårsagen bag hans tidlige, i nogles øjne for tidlige, udmelding. Og vi skal ikke længere tilbage end sidste sæson for at finde en eventuel inspirationskilde.

Her sad Manuel Pellegrini stadig i trænersædet i Manchester City. Her var der også forlydender om, at truppen havde mistet tilliden til chileneren, samtidig med at jungletrommerne rumlede løs om Guardiolas nært forestående ansættelse. Også den blev meldt tidligt. Og fra det tidspunkt synes sympatien at vende. Spillerne så pludselig ud til at kæmpe for træneren, og det ledte Manchester City til den bedste europæiske præstation i klubbens historie med en semifinaleplads i Champions League.

Men ikke kun spillernes syn på Pellegrini så ud til at ændre sig. Også mediernes. Pludselig havde man travlt med at huske på, hvad Pellegrini faktisk havde opnået i City. Man havde sympati for den forsmåede chilener, der var ved at blive kørt ud på et sidespor til fordel for et af fodboldens største trænernavne.

Og mens den primære reaktion fra de spanske medier har været spekulationer om, hvem der er den kommende træner, har netop denne forudsigelige nekrolog-om-den-levende-mekanisme også vist sig allerede i dag. I en klumme i dagens udgave af Mundo Deportivo hylder avisens direktør Santi Nolla nemlig Luís Enrique som én af de største trænere i fodbolden:

- Dårlige nyheder for Barça. Luís Enrique er en excellent træner, en af de største, og at han forlader truppen, svækker klubben. Træneren har været ærlig, han har kommunikeret i tilstrækkelig god tid til at klubben kan planlægge et nyt projekt med den samme base. Luís Enrique har aldrig bedraget nogen, han har altid været sammenhængende med en stærk personlighed og en direkte stil. Man må forstå det. Han er også udtømt, lyder det i indledningen af Nollas klumme under overskriften ”En af de store”.

Det var ikke ligefrem sådan det lød, da Barcelona for blot et par uger siden blev tromlet over af PSG.

Luis Enriques timing, beslutningen om at sige farvel, inden det sidste kapitel er skrevet, kan vise sig at blive en sidste (lile) genistreg fra Luís Enrique. Fremprovokerer det en lignende reaktion hos Barca-spillerne som hos City-spillerne i sidste sæson? I så fald kan holdet vinde La Liga og Copa del Rey. Og hvem ved… om to uger står PSG på menuen, når 4-0-nederlaget skal vendes på Camp Nou. Chancerne er små, de er minimale, men kommer Barcelona i absolut topform, ved vi også, at det på den ene eller anden måde kan lade sig gøre. Uanset hvad, vil det efter forløbet i denne sæson være en kæmpe bedrift, kan han hente den spanske double hjem.

Og det er netop i det lys, jeg mener, vi skal se Luís Enriques tilbagetræden. Det er ikke blot af respekt over for ledelsen, så de kan bruge det næste halve år på at tænke sig grundigt om i forhold til den kommende træner. Det er ikke bare for at få arbejdsro, for det får han selvfølgelig aldrig i FC Barcelona, uanset hvad præsidenten siger. Det er derimod et forsøg på at tænde en sidste ild i sit hold, i sit projekt, og det er et forsøg på at samle holdet omkring sig til en sidste kraftanstrengelse, så de også i hans tredje og sidste sæson kan levere store bedrifter. Så han i stedet for at efterlade en hullet skude, overlader en velfungerende, flydende skonnert til Sampaoli, Valverde, Wenger, Morten Olsen – eller hvem end der kommer til at føre arbejdet videre i den catalanske storklub.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Årets afbrænder fra Argentina Top-10: De bedste mål fra Cruyff Artikel ikon Depay laver en ”Beckham” Artikel ikon Skidt målmandsspil koster Ajax Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Islandsk læge: Babyboom 9 måneder derpå James har fået Colombia på nakken Artikel ikon Bendtner enig med legende: Flot karl Artikel ikon Fans sendte anti-Roma breve til Anderson Artikel ikon Flere pudsigheder

Toplister

Artikel ikon Top 12: Største transfer-mål til sommer Top 10: Flest landskampsmål Artikel ikon Top 10: Udsolgte stadions i denne sæson Artikel ikon Top 15: PL-topscorere med hovedet Artikel ikon Flere toplister

Lederen

Artikel ikon Verdens dårligste landshold Luís Enriques sidste genistreg ? Artikel ikon Fra Champions til Championship ? Artikel ikon The Young Ones – from Goodison Artikel ikon Flere ledere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Flere bøger

Profilen

Artikel ikon Mike Jensen – Kongen af Rosenborg Romelu Lukaku – ny Karim eller Costa? Artikel ikon Donnarumma - Det største målmandstalent Artikel ikon Steven N'Zonzi - som Vieira og Busquets Artikel ikon Flere profiler

Rygter

Artikel ikon Avis: Mourinho kigger efter ny Carrick Sampdoria: For tidligt at tale om Schick Artikel ikon Onsdagens engelske rygter Artikel ikon Chelsea favoritter til at gafle van Dijk Artikel ikon Flere rygter

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Lucas Moura
Vidste du om ... Dirk Kuyt Artikel ikon Vidste du om ... Vitolo Artikel ikon Vidste du om ... Neymar Jr. Artikel ikon Flere

Statistik

Artikel ikon Top 10: Flest landskampsmål Status: Premier League i 2017 Artikel ikon Zlatan vs. Griezmann Artikel ikon Mål og kort i ALKA Superliga Artikel ikon Flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: FC Nordsjælland - Lyngby BK Optakt: Rumænien - Danmark Artikel ikon Optakt: Italien - Albanien Artikel ikon Optakt: Viborg FF - AaB Artikel ikon Flere optakter

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Danmark - England Startopstillinger: Montenegro – Polen Artikel ikon Startopstillinger: Nordirland – Norge Artikel ikon Startopstillinger: Rumænien - Danmark Artikel ikon Flere startopstillinger

Kampreferater

Artikel ikon Bendtner-assist i Rosenborg-triumf Spanien dukkede Frankrig i testkamp Artikel ikon Italien forværrede Hollands krise Artikel ikon Loftus-Cheek splittede Danmark ad Artikel ikon Flere kampreferater