Hilsen fra Zlatan

Af Torsten Brix

2015-12-03
Hilsen fra Zlatan

Indkast.dk fortsætter vores julekalender med at give læserne et kapitel fra den aktuelle bog om Zlatan. Det handler om "Rollemodellen fra Rosengård".

- Du kan tage drengen ud af Rosengård, men du kan ikke tage Rosengård ud af drengen.
(Citat af Zlatan Ibrahimović skrevet på en bro ved indgangen til Rosengård.)

I 2015 begyndte der på sociale medier som Twitter og Facebook at dukke en række ”facts” om Zlatan op. Under hashtagget #zlatanfacts kunne man læse, at Zlatan Ibrahimović engang afholdt en stirre-konkurrence med det næsten lige så berømte maleri Mona Lisa. Zlatan vandt. Man kunne læse, at Zlatan engang blev udsat for en løgnedetektor. Maskinen indrømmede alt. At Zlatan ikke scroller med en mus. Han bruger en løve. Man fik at vide, at da Zlatan var lille, sov hans forældre i hans seng, når de var bange. At Zlatan engang dræbte to sten med én fugl. Og så videre...

Zlatan er et fænomen, som med sin personlighed og spektakulære spillestil skiller sig ud fra alle andre i international topfodbold. Han har i kraft af at være Zlatan – med et fint ord – transcenderet sporten, han er blevet mere end ”bare” en fodboldspiller. Et ikon, en superhelt og en enorm inspiration for en ny generation. Ingen andre spillere de sidste 25 år har haft Zlatans dybt originale blanding af mod, evner og karisma.

Ord er blevet opkaldt efter Zlatan. Både på fransk og svensk kan man sige ”at zlatanere”, at dominere eller udslette. I virkeligheden findes der ikke andre ord til at beskrive Zlatan selv end ”Zlatan”. De ord, der kommer nærmest en dækkende beskrivelse, er sandsynligvis absurditeterne, man kan læse i #zlatanfacts.

Måske er #zlatanfacts i al deres absurde overdrivelse ikke så langt fra virkeligheden. To ”facts” lyder: ”Da Zlatan gik i skole, rakte læreren hånden op, når han ville tale med Zlatan.” ”Zlatan blev engang stoppet af politiet. Han lod dem slippe med en advarsel.”

I virkelighedens verden, det vil sige Ligue 1-opgøret mellem PSG og Rennes i januar 2015, havde Zlatan brokket sig til kampens dommer, Philippe Kalt, over en situation. Derfor kaldte dommeren Zlatan hen til sig. Zlatan flyttede sig ikke én centimeter. Svenskeren blev stående og kiggede på dommeren, der kaldte og kaldte og vinkede og vinkede Zlatan hen til sig med håndbevægelser og fagter. Mange gange. Zlatan stod blot med hænderne i siden og kiggede på ham. Til sidst måtte dommer Kalt selv gå de 10 meter for at tale med den iskolde svensker. Som så mange andre før og siden måtte dommeren sande, at der er én mand på banen, der har større autoritet end alle andre. Sådan har det – næsten – altid været.

”Vi boede i Rosengård uden for Malmø, og her var fyldt med somaliere, tyrkere, jugoer, polakker, alle mulige perkere og svenskere. Vi unge spillede smarte alle sammen. Vi tændte af over ingenting, og det var ikke let derhjemme, det kan man roligt sige.”

Zlatan Ibrahimović om sin barndoms ”gade”. Sine rødder. Hans forældre var flygtet fra Jugoslavien, som var blevet samlet efter Anden Verdenskrig og bestod af en lang række regioner med tusind års dybe etniske og religiøse forskelligheder. Bosnierne, også kaldet bosniakker, var muslimer. Kroaterne og serberne var katolikker, men det gjorde dem ikke til venner, tværtimod. Serbere og kroater og bosniere var blevet tvunget ind i et nationalt ægteskab. Efter Anden Verdenskrig var de blevet tvunget til at være i samme land. Det kommunistiske styre holdt befolkningen i kort snor, og det lagde låg på stridighederne, indtil låget gik af, da kommunismen kollapsede mange år senere, omkring 1990.

Jugoslavien lå på Balkan, og Balkan er blevet kaldt mange mindre pæne ting gennem historien. ”Europas syge mand” og ”Europas krudttønde” for eksempel. Man siger om folk med et eksplosivt temperament, at de har Balkan-temperament. Balkans folk er også kendt for at være nogle hårdføre typer, der kan tåle meget. De har stor passion og store følelser, som kommer til udtryk i både musik, dans og slåskampe. De har stolthed, og de har ære. Sport er meget udbredt på Balkan. Overalt, på gader og veje, er der basketball- og fodboldkampe i gang. Der er mange dygtige basketballspillere, fodboldspillere, håndboldspillere og kampsportsudøvere.

I 1960'erne og 1970'erne søgte mange jugoslaver lykken uden for landet. En stor del af dem kom til Sverige, og en af dem var Šefik Ibrahimović fra Bijeljina i Bosnien, der i 1977 kom til Sveriges tredjestørste by, Malmø. Nede i Bosnien havde han bestemt sig til at udvandre til København, men af ret tilfældige grunde endte Ibrahimović 10 kilometer længere mod øst, på den anden side af Øresund. De fleste ”jugoer” havde nemlig i forvejen bekendte og slægtninge, der var rejst til Sverige. Efter kort tid mødte Šefik Jurka Gravić, som var flygtet fra landsbyen Prkos nær Škabrnja i Kroatien. Hun var flyttet til Sverige nogle år forinden, og for at få opholdstilladelse giftede Šefik sig med Jurka.

De fik en lejlighed i bydelen Rosengård, som blev opført omkring 1970, og mod slutningen af årtiet var den overvejende beboet af indvandrere fra Tyrkiet, Afrika, Balkan, Mellemøsten og andre dele af verden. Arbejdsløsheden og kriminaliteten i området var den højeste i Skandinavien pr. indbygger. Rosengård var en såkaldt ghetto.

Her fødte Jurka deres første barn, datteren Sanela, i 1979, og to år efter kom sønnen Zlatan til verden. Navnet Zlatan stammer fra Bosnien-Hercegovina og betyder ”den gyldne”, efter ordet zlato, der betyder guld. Ibrahimović betyder ”Ibrahims søn”, idet endelsen ić og vić betyder søn. Ibrahim er den arabiske form af det bibelske navn Abraham, og det er udpræget muslimsk. Navnet Zlatan er til gengæld neutralt og bruges af både kroater, serbere og bosniere.

Det første, Zlatan har hørt og set her i verden, er efter hans eget udsagn ballade og skænderier. Det var ingen lykkelig familie, han blev født i. Balkan-temperamentet kogte over hos både Šefik og Jurka. Ingen af dem trak sig i nærkampe, ingen af dem fandt sig i noget. De blev skilt, da Zlatan var to år.

Zlatan kom til verden den 3. oktober 1981. Den uge han blev født, udkom den ærkesvenske forfatter Astrid Lindgrens børneklassiker Ronja Røverdatter. Den blev berømt i hele verden, men ikke mange læste Astrid Lindgren i Rosengård.
Det store samtaleemne i Sverige og resten af verden i de uger var den sovjetiske ubåd, der gik på grund ud for Karlskrona. Det var de også ret ligeglade med i Rosengård.

Der var heller ingen i Šefik Ibrahimovićs omgangskreds, som hørte det svenske nationalorkester Abbas sidste megasælgende album The Visitors, der udkom kort efter. De hørte til gengæld balkansk, tyrkisk og mellemøstlig musik. Den femdobbelte Wimbledon-mester og nationalhelt Björn Borg havde lige tabt finalen i US Open til John McEnroe, men ingen i Rosengård gik op i hverken Björn Borg eller det andet kæmpestore svenske sportsidol, slalomkongen Ingemar Stenmarks triumfer.

Mange af Šefik og Jurkas bekendte havde til gengæld siddet klistret til skærmen få uger inden, da Jugoslaviens stærke fodboldlandshold mødte Danmark i Københavns Idrætspark i VM-kvalifikationskampen, der var afgørende for begge hold. Både Danmark og Jugoslavien havde stærke mandskaber, men Jugoslavien vandt og kvalificerede sig til VM.

Zlatan var en lille fyr med en stor næse, han læspede og gik til talepædagog, som skulle lære ham at sige S. Det fandt han meget ydmygende, og han har selv sagt, at han havde brug for at hævde sig. Det sprællede i kroppen på drengen, der ikke kunne sidde stille. ”Det var, som om der ikke kunne ske mig noget, hvis bare jeg løb hurtigt nok.”

Efter skilsmissen boede Zlatan hos sin mor. Hun fik flere børn med flere forskellige fædre og arbejdede hårdt som rengøringshjælp, ofte 14 timer i døgnet for at få husholdningspengene til at slå til. Der var ikke meget tid eller mange kærtegn tilovers. Zlatan fik for det meste kun negativ opmærksomhed, og så vankede der lussinger og tæsk med grydeskeer, som af og til knækkede på ryggen af ham, når moren slog til. Da han faldt ned fra taget i børnehaven og løb grædende hjem med et blåt øje, fik han bare en øretæve, fordi han var kravlet op på taget.

”Jeg blev helt chokeret og trak mig væk eller løb ud.” I sin selvbiografi Jeg er Zlatan Ibrahimović beskriver han, hvordan han måtte klare sig selv meget tidligt.

”Der var ingen, der spurgte: 'Hvordan har du haft det i dag, lille Zlatan?', ikke noget i den stil. Ingen voksne, der hjalp med lektierne eller ville vide, om du havde problemer. Du måtte klare dig selv, og det hjalp ikke at beklage sig, hvis nogen havde været lede. Du måtte bide tænderne sammen, og der var kaos og ballade og en del klø i luften.”

”Derhjemme snakkede vi ikke ligefrem som almindelige svenskere, ikke noget med: 'Skat, vil du være sød at række mig smørret,' men snarere: 'Hent mælken, din idiot!'”

Han var tæt knyttet til søsteren Sanela, og i weekenden var de sammen med faren Šefik, som gav dem softice og cola og nye Nike-sko. Hverdagen hjemme hos moren var præget af kaos i små, skiftende lejligheder. Indtil Zlatan var 10 år, boede han sammen med moren, søsteren, to halvsøstre og en halvbror. De sociale myndigheder blev inddraget, og efter mange udredninger blev omgivelserne hos moren anset for at være uegnede. Zlatans far fik forældremyndigheden over ham.

Zlatan var vant til, at samvær med far var lig med tivoliture og cola og burgere, men hverdagen var ikke nogen tivolitur, skulle det hurtigt vise sig. Šefik Ibrahimović arbejdede som vicevært og murer og havde et rygende balkansk temperament. Han kunne bære en seng på ryggen hele vejen hjem fra Ikea og de mange kilometer til Rosengård. Han var en mand med æresbegreber, og han kørte hele byen rundt for at finde dem, der havde generet ham eller hans børn.

På andre omsorgsområder var Šefik Ibrahimović ikke så stærk. Stuen havde en sofa og et tv, som skulle udgøre hyggen, og køleskabet var tomt. Der var kun øl og toastbrød, og Zlatan måtte gå til kammerater, når hans mave skreg af sult efter lange dage, hvor han stod til langt ud på aftenen og øvede tricks og finter. De flyttede hele tiden rundt, der var ingen penge, og Zlatan begyndte at stjæle cykler. Det gav ham et kick. Han fik sine første fodboldstøvler, da han var fem år. Det var de allerbilligste fra discountsupermarkedet, de lå ved siden af tomaterne og gulerødderne. Da Zlatan var seks år, begyndte han at spille i klub. Hans første klub var Malmö Boll- och Idrottsförening (MBI). Zlatan kørte til træning på stjålne cykler og opførte sig efter eget udsagn ”nok ikke altid så godt”. Trænerne sendte ham hjem, og han råbte og skreg tilbage, når træneren ude fra sidelinjen råbte, at han skulle aflevere bolden i stedet for hele tiden at gå selv.

Zlatan følte sig som en fremmed i klubben, hvor der var flest svenskere og færre udlændinge. Mange af forældrene brokkede sig over hans tricks hjemme fra gården, og Zlatan bad dem ”gå ad helvede til”. Han skiftede klub flere gange, men det var i FBK Balkan, han følte sig mest hjemme, som han fortæller i Jeg er Zlatan:

”I MBI stod de svenske fædre og råbte: 'Kom igen, drenge. Godt arbejde!' I (FBK) Balkan var det mere: 'Jeg skal kneppe din mor i røven.' Det var sindssyge jugoslavere, der kæderøg og smed med sko, og jeg tænkte: Herligt, nøjagtig ligesom hjemme. Her kan jeg trives.”

FBK Balkan blev grundlagt i 1962 af jugoslaviske indvandrere og er en af de ældste immigrantklubber i Europa. Ivica Kurtović var bosnier, ligesom Zlatans far, og han blev træner for den niårige Zlatan. Kurtović beskrev i et interview med Euroman i 2014, at Zlatan allerede som dreng demonstrerede den karakter og de træk, han er kendt for i dag.

”Jeg har set mange med større talent end Zlatan, men jeg tror, at to faktorer blev afgørende. Den ene er hans stædighed. Han ville gøre tingene på sin egen måde. Nogle gange, når jeg cyklede hjem om aftenen, så jeg ham spille for sig selv på grusbanen på Cronmans väg, hvor han boede, selv om der ikke var andet end lys fra lejlighederne i nærheden. Den anden vigtige faktor var hans mod. I nærkampe gik han ind med hovedet forrest, hvor andre ikke turde stikke en lillefinger frem. Jeg tænkte: 'Den her duel vinder han ikke,' men han troede på, han kunne nå bolden før modstanderen.”

I et interview med det svenske magasin Offside i 2001 sagde træner Kurtović om drengen Zlatan: ”Mange af de andre kunne være blevet lige så gode som Zlatan. Det, som vejede til hans fordel, var hans indstilling. Nogle af de andre kunne misse en træning, men Zlatan ville have mere.”

Den unge Zlatan havde et heftigt temperament og skændtes med modstandere og medspillere, dommere og trænere. Under en kamp blev han stiktosset på holdets målmand og stillede sig i mål, fordi han mente, han kunne gøre det bedre end målmanden. Andre gange sagde han til alle medspillerne og trænere, at de kunne rende ham, og at han ville spille ishockey i stedet. Han undersøgte mulighederne for ishockey, men fandt ud af, at det var alt for dyrt i udstyr, og så kom han tilbage til FBK Balkan ugen efter.

Flere gange smækkede han med døren og spillede i kortere perioder i nogle andre småklubber i Malmø, men FBK Balkan bød altid den fortabte søn velkommen tilbage. Kurtović og de øvrige ledere i klubben kunne se, at det var en særlig viljestyrke og et særligt talent, de havde at gøre med. Zlatan gik solo, driblede, regerede og gjorde, hvad der passede ham, uden at tage hensyn til medspillere i frie positioner, men FBK Balkan var kendt for at være en meget rummelig klub med plads til drenge med ”attituder” som Zlatans. Der var dog også grænser for rummeligheden, og for at give Zlatan en lærestreg satte Kurtović sin bedste spiller på bænken efter endnu en disciplinær episode. Det fortæller han også om i Jeg er Zlatan:

”Engang blev jeg straffet for noget andet shit og var bænket i første halvleg. Vi var bagud 4-0 mod et snobbehold, Vellinge, det var os perkere mod de fine drenge, der var masser af aggressioner i luften, og jeg var så rasende, at jeg var lige ved at eksplodere. Hvordan kunne den idiot sætte mig på bænken?

'Er du dum i hovedet?' sagde jeg til træneren.
'Rolig nu. Du kommer snart ind.'

Jeg kom ind i anden halvleg og lavede otte mål. Vi vandt 8-5 og hånede snobberne, og ja, jeg var god. Jeg var teknisk og kunne se åbninger i spillet hele tiden, og i mors gård var jeg blevet en lille mester i at finde på overraskende ting på meget begrænset plads.”

Hjemme var Zlatan overladt til sig selv. Zlatans halvsøster blev stofmisbruger og kom ud og ind af behandlingshjem, inden moren afbrød forbindelsen med hende for altid. Når Zlatan besøgte sin mor, fik han ofte at vide, at han ikke boede der, og at han i øvrigt åd hende ud af huset. Nogle gange var der lussinger til dessert.

Faren var hidsig, men slog aldrig drengen. Zlatan var overladt til sig selv. Borgerkrigen i Jugoslavien tog hårdt på Šefik, der lukkede sig inde i sig selv og sad med store høretelefoner og hørte bosnisk musik eller radio fra hjemlandet. Han begyndte at drikke for at drukne sorgen.

”Krigen åd ham, og han blev besat af at følge med i, hvad der skete. Han sad ensom og drak og sørgede og lyttede til jugomusik,” fortæller Zlatan i sin selvbiografi.

Ofte fandt Zlatan ham liggende døddrukken og sovende på gulvet i stuen. Køleskabet var stadig lige tomt, og Zlatan har beskrevet, hvordan han siden som voksen altid har skullet have køleskabet fyldt op på grund af minderne om at komme hjem med skrigende mave og kun finde dåseøl i huset.



Optakter
Onsdag d. 25/4, kl. 20:45
Bayern München - Real Madrid
Magasin-artikler
Wolverhampton – Genrejsning på Molineux
Der er opsejling til noget stort i Wolverhampton Wanderers. Indkast.dk stiller skarpt på Premier Leagues rige oprykkere.
I lørdags sikrede Wolverhampton Wanderers sig en velfortjent oprykning til Premier League, og derfor er klubben fra West Midlands kommet på alles læber i England. Dette scenarie lå ellers ikke ligefrem i kortene, hvis vi spoler fem år tilbage i tiden. Her nåede Wolverhampton et historisk lavpunkt ved at rykke ned i League One. Nedrykningen til Englands tredje bedste fodboldrække var kulminationen på klubbens største identitetskrise siden de glade 1950'ere, hvor det blev til hele tre mesterskaber. I dag er smilene dog igen vendt tilbage på Molineux, og det er takket været en hel del milliarder fra Kina.

Enorme ambitioner
I juli 2016 blev Wolverhampton overtaget af den kinesiske investeringsgruppe ved navn Fosun Group, som bliver ledet af mangemilliardæren Guo Guangchang. Han er den 34. rigeste mand i Kina, hvor han desuden går for at være en entusiastisk forretningsmand. Så da chancen for at genrejse en af Englands mest traditionsrige klubber tilbød sig for to år siden, var den simpelthen for god til at sige nej til.

Der er i takt med overtagelsen blevet sat helt nye ambitioner for fremtiden i Wolverhampton. Dem valgte klubbens bestyrelsesformand Jeff Shi at løfte sløret for i november 2017.

- Der eksisterer en plan for de næste 10 år. Det er selvfølgelig en bedrift i sig selv at være en lille Premier League-klub, men det er ikke vores mål. Vi vil opbygge et stærkt hold, sagde Shi til Daily Mirror og fortsatte:

- Det er ikke sådan, at vi er i gang med at bygge et hus, der kun lige opfylder kravene for at være i Premier League. Vi bygger ikke et hus, men et gods!

Vil spille med transfermusklerne
Som resultat af det nye høje ambitionsniveau har også transferstrategien på Molineux gennemgået en omfattende forvandling. Wolverhampton var i årene før overtagelsen presset til at hente spillere fra de nederste hylder, men det er ikke længere tilfældet – tværtimod. Klubben spillede allerede med transfermusklerne i sidste sommer, hvor Ruben Neves blev hentet i FC Porto for den nette sum af 154 millioner kroner. Der var året forinden også snak om at hente Anderson Talisca i Benfica, men han valgte i sidste ende at skifte til Besiktas.

Til sommer venter endnu et opsigtsvækkende transfervindue for Wolverhampton. Klubben kommer uden tvivl til at forstærke sig heftigt forud for sin tilbagevenden til Premier League, og mon ikke, at der i den forbindelse kommer et enkelt eller to store navne op af hatten. Det er i hvert fald ikke manglen på penge, som skulle kunne forhindre dette i at ske.

Noget stort under opsejling
Det skal i de kommende år blive spændende at følge Wolverhamptons udvikling. Hvis den fortsætter i samme tempo som nu, så tyder noget på, at klubben inden for en overskuelig fremtid kan etablere sig selv i Premier Leagues top-10, eller måske endda endnu højere. Rammerne er i hvert fald til det.

Foruden en masse milliarder, så råder klubben også over en manager, der indtil nu har formået at få det absolut bedste ud af en i forvejen profilbesat spillertrup. Nuno Espírito Santo er da heller ikke, hvilken som helst mand at have på sidelinjen. Han har tidligere stået i spidsen for prominente klubber som Valencia og FC Porto, og selvom jobbet på Molineux er det mest udfordrende, kan han meget vel blive manden til at tage Wolverhampton ind i en ny stor æra. Men selv, hvis det ikke skulle blive ham, der får den rolle, skal en anden nok få den. Den orangeklædte klub er nemlig under genrejsning.
Læs hele artiklen
Happy Blue Year
Hvad skal der ske i Chelsea? Hvem skal ud af spillere? Og skal der en ny manager til? Indkast.dk har kigget nærmere på den kriseramte klub…
Mellem jul og nytår 2016 lavede Daily Mail overskriften ”Happy Blue Year”, efter London-holdet havde et forspring på seks point i Premier League. Diego Costa og Eden Hazard var ustoppelige, og senere på sæsonen kunne London-holdet løfte mesterskabspokalen med en storsmilende og meget medlevende manager – Antonio Conte… Sidste år er længe siden…

Efter nederlaget til Tottenham og uafgjort imod West Ham er chancerne for, at de regerende mestre i næste sæson spiller Champions League meget lille. Omvendt henter en anden London-skuffelse Arsenal dem næppe, så Chelsea slutter sikkert på femtepladsen.

Skulle det ske, er det langt fra eneste gang, at et engelsk hold har skuffet i forbindelse med kvalifikationen til Champions League. I 2011/12 kom Tottenham ikke i den store turnering, selvom de i den forgangne sæson – med spillere som Gareth Bale og Luka Modrić – havde kvalificeret til kvartfinalen i Champions League.

2014/15 var det Manchester Uniteds tur under manager Louis van Gaal og med nye spillere som Daley Blind, Luke Shaw og Angel Di Maria. Det var første gang i 15 år, at der ikke var CL-bold på Old Trafford. Året efter skuffede Liverpool med Brendan Rodgers.

Samme skæbne led Arsenal i denne sæson, og derfor har de i denne sæson spillet i den meget lidt attraktive Europa League – ligesom Chelsea med stor sandsynlighed kommer til i en kommende sæson. Hvilke konsekvenser skal det så have og får det?

Manager Antonio Conte har flere gange i denne sæson været utilfreds med meget i klubben. Det virker til, at han har hjemve, og hans vinder-attitude fra mesterskabssæsonen er helt væk. Ifølge bulletinerne fra England skulle en af årsagerne til Contes utilfredshed handle om hans manglende indflydelse på spillerindkøb samt generel mistrivsel i London. Sidstnævnte kan være svært at forstå…

Derfor står Luis Enrique, Mauricho Pochettino og Thomas Tuchel nu højt på ønskesedlen som ny manager i Chelsea – og klubben har jo for vane, at nye managere i første sæson bliver mester. Måske en af grundene til at klubejer Abramovich har så stort et forbrug af managere?


Bliver Hazard på The Bridge?
Mange ting ulmer i Chelsea… profilen Thibaut Courtois har blot 12 måneder igen af sin kontrakt, og hvor interesseret er han i at forlænge den med udsigt til ingen Champions League-bold i Chelsea?

Af samme grund kan det blive svært at holde Real Madrid væk fra Eden Hazard, der har to år tilbage af sin kontrakt. Det skal dog nævnes, at Chelsea ikke mistede nogen af deres store profiler, da de for to år siden ikke kvalificerede sig til europæisk fodbold, men dengang stod profilerne heller ikke overfor kontraktudløb.

Skulle Chelsea ikke have Champions League på menuen til næste sæson, bliver det svært at tiltrække nye spillere – evt. afløsere for de to ovennævnte. Den manglende CL-deltagelse vil også ændre i budgettet.

Det kunne dog åbne op for spilletid til nogle af Chelseas unge spillere som Ethan Ampadu, Hudson-Odoi, Ruben Loftus-Cheek og Tammy Abraham. Klubben har ikke en historik for at give mange talenter chancen på førsteholdet.


Super-sub'en Hernández
Da Javier Hernández med et dusin minutter igen udlignede på Stamford Bridge, hvilket kom efter nederlaget til Tottenham, var Champions League lige pludseligt langt væk for Chelsea.

Det var vanvittige sjette gang, at ”Chicharito” blev indskiftet imod Chelsea og fik scoret. Dermed har Chelsea blot vundet seks kampe – den ene efter straffesparkskonkurrence – ud af tyve kampe i 2018 og to af de sidste otte Premier League-kampe. Alene dette er jo helt vanvittigt for regerende mestre fra Premier League.


En sidste hilsen
I forbindelse med hjemmekampen imod West Ham havde Chelsea-fansene lavet et stort banner med en sidste hilsen til den afdøde klublegende Ray Wilkins:

- Ray was one of those select few. He knew what it meant to be one of us, a real Blue-blood. Chelsea flowed through his veins. May you rest in peace – Ray…

Flot gestus og det var der meget af i forbindelse med hele kampen og afskeden med den sympatiske Wilkins. Nu bliver spørgsmålet bare om, hvem der skal have ”Chelsea-blod” i årene i fremtiden.

Tilbage til juletid i 2016 havde Chelsea vundet ti kampe i træk. Et år før det… altså medio december 2015 var Chelsea placeret et sølle point over nedrykningsstregen.

Så der har været gang i Chelsea-rutsjebanen – næppe noget som den meget lidt tålmodige Abramovich ikke handler på… og midt i dette var der ”Happy Blue Year”…
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Mohamed Salah – bedst i Premier League
Ikonet fra Mellemøsten kan løbe 100 meter på under 10 sekunder – og er endda god med bolden… også er han Premier Leagues bedste spiller samt en masse mere!
- I flere år har I talt om, at mit hold manglende ”Compotamenti giusti” (kan oversættes med manglende vilje, red.)… nu vil jeg gerne vise jer noget! Dette er den rigtige måde…

Sådan sagde Roma-træneren Luciano Spalletti i februar 2016 efter en kamp imod Palermo. Ved afslutningen af kampen, og imens Roma førte 4-0, ville Spalletti gerne fremhæve et hidsigt returløb, som han viste på en storskærm under pressemødet. Spilleren med arbejdsiveren havde scoret to mål i kampen, og viste den helt rigtige moral. Spilleren var… Mohamed Salah.

Samme videoklip blev senere vist for Roma-spillerne i omklædningsrummet. Episoden kom, efter Salah havde haft stor succes i Serie A for først Fiorentina og senere AS Roma, hvilket fik den store italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport til at spørge:

- Nu er det meget fair at spørge Jose Mourinho, om hvorfor Salah ikke spillede mere i Chelsea, og hvorfor de tillod ham at forlade klubben?

Fra starten af 2014, hvor han ankom til Chelsea og indtil han i sommeren 2016 skiftede til Roma, havde han ikke spillet mere end et dusin kampe for Chelsea. I den to-årige periode blev han udlejet til de to føromtalte Serie A-klubber, inden Roma udløste en frikøbsklausul. I februar 2015 ”reddede” Fiorentina egypteren, så han kunne komme væk fra den manglende spilletid hos Chelsea, og han blev straks en succes.

- Vi vidste godt, at han var hurtig med bolden ved fødderne, og måske er det kun Lionel Messi, der er hurtigere end ham, mente den daværende Fiorentina-træner Vincenzo Montella, mens den tidligere italienske landsholdsangriber Alessandro Diamanti slog fast:

- Jeg har spillet med mange hurtige spillere før, men ham her… han er rigtig hurtig, og derudover har han god teknik og laver mange mål.

Efter blot en halv sæson hos Fiorentina fortsatte Salah hos AS Roma, hvor han også imponerede, men hovedstadsholdet måtte nok engang se Juventus blive mestre i 2016/17-sæsonen. ”Den gamle Dame” lavede 77 mål i mesterskabssæsonen, men Roma lavede 90, og mange af disse var Salah med i. Selvom han mest blev brugt som kantspiller – og nogle gange som anden-angriber til Edin Džeko - lavede han et mål for hver 94 minut i Serie A, og han endte med at lave 35 mål i sine 71 Serie A-kampe, inden han skiftede til Liverpool.


Sprinter til Anfield Road
I Liverpool skulle egypteren hjælpe Jürgen Kloop med at få flere muligheder i formationerne, da Salah kan spille på mange offensive positioner. Kloop startede op i Liverpool i en 4-2-3-1-formation, men ville også gerne indføre sin foretrukne fra Dortmund – nemlig en 4-3-3 med nogle meget hurtige kantspillere, som han fik med indkøbet af Salah.

Med købet af Salah lå det i hvert fald i kortene, at det kunne blive målfarligt. Han var i sæsonen inden skiftet til Liverpool med i den anden mest målfarlige duo i Europa sammen med Džeko kun overgået af Dortmunds Ousmane Dembélé og Pierre-Emerick Aubameyang. Sidstnævnte har Kloop jo også ”haft fingrene i”. Flere af disse spillere har en enorm hurtighed – ligesom Salah. Han er blevet målt med en tophastighed på 33,89 km/t, hvilket ikke er langt fra den verdensrekord som Usain Bolt fik i 2009, da den langlemmede sprinter løb med 37,58 km/t.

A bein sports-report slog, efter de havde målt Salah i en kamp imod Fiorentina i sidste sæson, fast, at han ville kunne løbe en 100 meter på 10 sekunder, og gentagende gange har han vist, at han ikke blot kan løbe hurtigt, men også kan gøre det med bolden for fødderne. Dette viste han f.eks. i Coppa Italia semi-finalen i 2015, hvor han over en halv bane løb fra den stærke Juventus-forsvar og scorede et helt unikt mål. Juventus' sidste mand – Simone Padion – lignede i den grad en ”gammel dame”, inden Salah sparkede bolden ind helt oppe i målhjørnet. Fiorentinas sportsdirektør beskrev efterfølgende målet, som ”noget man normalt kun ser i ungdomsfodbold”.


Sandheden om Giulio
Salah fik sit gennembrud i Basel, da hans præstationer i 2012/13 gjorde, at han kom på ”Årets hold” i Schweiz, men tre år senere blev han også verdenskendt. Han blev en del af krisen imellem hjemlandet Egypten og Italien, da den unge italiener Giulio Regeni døde, efter han formentligt var blevet tortureret af egyptisk politi. AS Roma valgte i april 2016 at have et banner til kampen imod Napoli med skriften: ”Lad os nu få sandheden om Giulio”.

Kort forinden var Salah blevet udråbt til ambassadør for egyptisk turisme, og han blev flettet meget ind i konflikten mellem de to lande. I maj valgte fansene til rivalerne Lazio at hænge dukker ud over en bro ved Colosseum, som havde en Roma-trøje på – med Salahs navn på ryggen og med et banner med skriften: ”Husk at sove med lyset tændt”.

Mange mener, at konflikten og episoden på broen i Rom var medvirkende til, at Salah ønskede at komme langt væk fra den italienske hovedstad, og i stedet tage til Liverpool, som næsten ikke kunne være længere væk i Europa. Salah er en meget privat person, han giver meget sjældent interviews og han bliver af holdkammerater beskrevet som en meget rolig person – så episoden på broen skulle have berørt ham dybt.

I Mellemøsten er han blevet et ikon, som mange gerne vil bruge. Således har han over 10 millioner ”følgere” på de sociale medier og Pepsi har forgyldt ham. Men det kan Liverpool også blive nødt til at gøre. Den 25-årige kantspiller har godt nok først kontraktudløb i sommeren 2022, men kriseramte Real Madrid er begyndt at vise meget interesseret for egypteren, så det vil sikkert være en god ide at forhøje lønnen for Salah i Liverpool.

Der sker efter blot en enkelt sæson i Premier League, hvor PFA kårede ham til ”Årets Spiller”... en spiller med alt andet end – Compotamenti giusti…
Læs hele artiklen
Viktor Fischer – er VM-klar
Den formstærke knægt fra Lyseng er vendt hjem til Danmark efter dårlige perioder hos Middlesbrough og Mainz…
Først lagde han op til et mål, så scorede han selv det andet og han var med i FCK-opspillet til københavnernes tredje og fjerde mål…

Dette kunne godt være beskrivelsen af Viktor Fischers kamp imod Horsens, og den har blandt andet været med til, at den 23-årige blonde dansker har fået en drømmestart i sin nye klub. Seks mål og syv assists har FCK's nye nummer 7 været med i. Altså 13 mål i de 12 kampe han har spillet for FCK, så en helt unik tilbagevendelse til Danmark for den unge jyde.

Og glem nu ikke at Fischer blot er 23 år… trods dette lyder hans karriereforløb således: AGF, FCM, Ajax, Middlesbrough og Mainz inden FCK. Ingen tvivl om at Fischer gerne vil glemme perioderne i Tyskland og England, for der var der langt mellem snapsene for knægten fra Lyseng. Perioden i udlandet startede i Ajax, og der startede det faktisk godt for den selvtillidsfulde Fischer.

Opskriften på Fischers succes er en god blanding af selvtillid, talent – måske arvet af farfar, der var den første til at spille 50 landskampe for Danmark – og så stenhårdt arbejde og efterfølgende refleksion og evaluering af egen indsats. Specielt evaluering af egen indsats og evnen til at give sig selv kritik og presse sig selv til at yde sit bedste er noget Fischer bruger for at blive bedre.

- Jeg mener ikke, at der er noget galt i at lægge pres på sig selv. Hvis man kan leve op til høje forventninger, er man utrolig dygtig, og så er man blandt de bedste. Kan man ikke leve op til forventningerne… jah… så er det jo bare sådan, det er. Jeg synes, at man skal stille sig selv nogle mål, og de må gerne være høje, hvis man tror på sig selv, som jeg gør. Indfrier man disse høje mål, så oplever man en fantastisk følelse. Indtil videre har jeg ikke opstillet nogle mål, som jeg ikke har nået, har Fischer tidligere sagt i et interview med Indkast.dk.


Debatskabende
Gennem stort set hele karrieren har Viktor Fischer været mindst ét skridt foran sine holdkammerater og modstandere. Det betød blandt andet, at Fischer flere gange gennem ungdomsårene blev rykket op for at spille med ældre spillere for at få udfordring. Som 13-årig fik Fischer kampe på AGF's U16-hold og som 14-årig spillede han på klubbens U17-hold.

Fischers imponerende talent gik da heller ikke ubemærket hen. Da Fischer i 2009 blev 15 år og måtte skrive under på sin første kontrakt stod FC Midtjylland klar. Skiftet fra AGF til FC Midtjylland satte gang i en heftig debat om midtjydernes støvsugning af talenter fra hele Danmark, noget de andre klubber ikke var specielt glade for. Daværende chef for FC Midtjyllands akademi, Claus Steinlein, så bare noget magisk ved Fischer, der gjorde, at han var nødt til at hente ham.

- I Danmark kan der gå år imellem spillere af den kaliber. Det er ikke hvert år, vi får spillere som Christian Eriksen og Viktor. Som ungdomsspiller gjorde han (Viktor Fischer, red.) en kæmpe forskel. Han gjorde sine medspillere bedre, han lavede afgørende mål, han bandt to spillere hele tiden. Det var som at have en Messi i juniorfodbold, har Steinlein sagt til Tipsbladet.


Tvivl om arbejdsindsats
Den eneste betænkning Steinlein havde angående Fischer var den unge spillers arbejdsmoral. Fischer var overlegen på banen, så han behøvede ikke altid at arbejde hårdt i kampene. Alligevel fik Fischer chancen i Midtjylland – og greb den. I første sæson hos ”Ulvene” blev det til 25 mål i 24 kampe for U17-ligaholdet, som også vandt ligaen.

De mange mål vakte interessen hos topklubber rundt i Europa. Det blev blandt andet til en prøvetræning hos Manchester City i 2010. Det endte dog med at blive Ajax, der løb med kæmpetalentet, da de smed omkring 12 millioner kroner på bordet i sommeren 2011. Året efter – i sommeren 2012 – fik Fischer så lov til at vise sit værd på Ajax' førstehold, da de mødte PSV Eindhoven i den hollandske Super Cup, og det var et gigantisk niveau-spring for den unge dansker.

- Det er en helt anden måde, jeg er blevet testet på. I ungdomsfodbold handler det hele om at komme op på dette niveau. Nu gælder det for mig om at blive på dette niveau, og det er altså hårdt mentalt, når det går nedad i en modgangsperiode. Det er også hårdt, når der er 50.000 fans på Amsterdam Arena, der har høje forventninger til en, for de kan altså blive noget utålmodige, fortalte Fischer til Indkast.dk.


Fremtidens mand
Efter fire år i Ajax stoppede Fischer i den hollandske hovedstadsklub. Det var blevet til 79 kampe og 24 mål, men han havde også spillet for en klub, der har voldsomt stort talent for at udvikle unge spillere og give dem en solid fodboldopdragelse.

Dette er alment kendt, og derfor holder medier også kraftigt høje med de unge spillere i Ajax. Det skete også for Fischer. Blandt andet havde det amerikanske sports-site bleacherreport.com placeret Fischer som nummer fire på en liste over de 20 største talenter i verden. Det lignede han ikke i Middlesbrough og Mainz – men nu skal karrieren genrejses i FCK, og det er den i den grad blevet på rekordtid.

Derfor tøvede Superliga-eksperten Stig Tøfting heller ikke med at slå fast, at Fischer skulle være en del af den danske VM-trup… kigger man på hans præstationer, kan man blot konstatere, at hvis Åge Hareide ikke har plads til Fischer i 23-mandstruppen, så har Danmark altså et godt hold…
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
- Hvem sejrer i Tyrkiet?
Det er en gyser for alle pengene i den bedste tyrkiske række, hvor fire hold kæmper om mesterskabstitlen.
Tager man et blik over de europæiske ligaer står Manchester City, Barcelona og Paris Saint-Germain til at blive mestre i den hjemlige liga, mens Bayern München allerede har vundet den tyske Bundesliga. Sådan spiller klaveret dog ikke i Tyrkiet, hvor der i øjeblikket er fire kandidater til at vinde den tyrkiske Süper Lig. Der resterer 6 runder i den bedste tyrkiske række.

Istanbul Basaksehir er til at finde på 1. pladsen med 59 point. Abdullah Avcis mandskab har spillet formidabelt i denne sæson, og der var nok ikke mange, der havde troet, at Basaksehir ville lege med i mesterskabskampen ved sæsonens start. 4-2-3-1-formationen fungerer glimrende for Avci. På holdkortet er der enkelte spillere, der har været dominerende. Lad os se nærmere på disse:

Der er ingen tvivl om, at bosniske Edin Visca har været holdets trumfkort. Man kan også kalde den 28-årige midtbanespiller for assistkongen, da bosnieren har fundet holdkammeraterne hele 14 gange. Den gamle kending Emmanuel Adebayor optræder også for Basaksehir, og han er suverænt holdets målkonge med 12 kasser i igangværende sæson. Der er ingen tvivl om, at hvis det tyrkiske mesterskab skal havne hos Avci og co., skal disse to herrer spille til deres bedste. Avcis aggressive spil har givet pote, men holdet skal passe på. Istanbul-klubben har nemlig flest spillere, der er blevet sendt tidligt i bad, og alle mand skal være på banen i de 90. minutter, hvis mesterskabet skal havne hos Istanbul Basaksehir for første gang i klubbens historie.

To point længere nedad stien er traditionsklubben Galatasaray, der har vundet mesterskabet hele 20 gange. Fatih Terims mandskab spiller også bold af øverste skuffe og er uhyggelige på eget græs. ”Aslanlar” har hentet hele 40 point på Türk Telekom Arena – de har vundet 13/14 kampe på denne græsplæne. Tager vi et kig på holdkortet, er der selvfølgelige nogle spillere, der er de ledende figurer. Indkast.dk ser nærmere på disse profiler:

Franske Bafétimbi Gomis har haft gang i støvlerne og topper suverænt topscorerlisten i Tyrkiet. Franskmanden står noteret for 26 kasser – fire mere end Burak Yilmaz fra Trabzonspor. Gomis har været godt støttet af midtbaneduoen Garry Rodrigues og Younes Belhanda, der har stået kompakt og været drivkraften på midtbanen. I Gala-buret har Fernando Muslera reddet holdet flere gange, og keeperen har gjort et godt stykke arbejde mellem stængerne. Muslera er en af de bedste keepere i Tyrkiet – hans ti clean sheets (samme som Besiktas og Fenerbahces keepere) taler for sig selv. Den store udfordring for Terims mandskab ligger i kampene på fremmed græs. Gala har blot hentet 17 point på udebane – mindst af de fire tophold. Hvis det 21. mesterskab skal havne på Türk Telekom Arena, må traditionsklubben ændre deres taktik på fremmed græs.

De forsvarende mestre fra Besiktas er blot ét enkelt point bag Gala. Der er ingen tvivl om, at Senol Günes' drenge har gjort et godt stykke arbejde. Efter Champions League-exitet har holdet haft fokus på den hjemlige liga. Selvom holdet flere gange har været bagud, har Günes' mandskab kæmpet til de sidste og kan sagtens gå under betegnelsen comeback-kings - Besiktas har nemlig hentet hele 54 point i de sidste 45 minutter. Lad os tage et kig på profilerne:

Günes har ikke foretaget de store ændringer, eftersom holdet vandt det tyrkiske mesterskab i forrige sæson. Günes er kendt for at skifte formation, da han har en bred trup og mange spillere at vælge mellem. Dog har 4-2-3-1-formationen vist sig at være den mest optimale. Frontspillerne Anderson Talisca og Vagner Love har været målmaskinerne for Istanbul-klubben. De har scoret henholdsvis 13 og 12 mål i denne sæson. Disse to herrer skal fortsætte denne stime, hvis holdet skal genvinde mesterskabet. En anden nøglefigur er keeperen Fabricio, der har stået bedst mellem stængerne i Tyrkiet. Den 30-årige keeper har blot lukket 24 mål ind, hvilket gør ham til Tyrkiets bedste keeper. Sammen med Muslera står Fabricio også noteret for 10 clean sheets. Ricardo Quaresma er også en nøglefigur for holdet, men den portugisiske landsholdsspiller har ikke spillet op til sit bedste. Han har dog stadig tid til at vise, hvorfor han er en god fodboldspiller. Det har været en lang sæson for Besiktas, da de også har haft travlt på den europæiske scene. Holdet vandt suverænt Gruppe G i verdens bedste klubturnering, men blev senere slået ud af Bayern München. Det kan tænkes, at truppen har mange kilometer i benene – derfor Günes måske har roteret så meget. Nu er det altså nu. Slutfasen. Er trætheden ved at nærme sig, eller kan spillerne fortsat holde det høje niveau? Tiden må vise.

Rosinen i pølseenden, Fenerbahce, ligger i øjeblikket på fjerdepladsen og forfølger Besiktas. Der er to points forskel. Fener er jokeren i dette mesterskabsspillet - et hold, der er bedre end deres nuværende placering. Dog er trænersædet begyndt at gløde på Sükrü Saracoglu Stadio, hvor Aykut Kocaman sidder. Kocaman har ikke vundet det tyrkiske mesterskab siden hans ankomst fra Konyaspor, og vinder Fener ikke mesterskabet i år, kan han være en færdig mand i Istanbul. I en klub som Fenerbahce er mesterskabet en selvfølge, og Kocaman har været en omtalt herre i de tyrkiske medier. Presset er på Kocaman. Lad os tage et kig på hans holdkort:

En af nøglespillerne er Giuliano, der har haft meget at se til i denne sæson. 13 gange har angriberen fundet frem til netmaskerne, og man kunne godt savne flere mål fra partneren Roberto Soldado, der blot står noteret for seks mål. Kocaman foretrækker at spille med to angribere, så Soldado skal til at finde frem til netmaskerne, hvis mesterskabet skal havne i Fenerbahce for 20. gang. En anden profil er kantspilleren Nabil Driar, der har spillet suverænt på midtbanen. Ikke nok med det flotte spil har han også fundet holdkammeraterne syv gange. Men vi mangler lige at nævne en mand. Hvem? Det er Volkan Demirel. Den erfarne keeper er en af de vigtigste brikker på holdet, og hans tilstedeværelse kan være altafgørende for Fenerbahces mesterskabschancer. Ikke nok med hans 10 clean sheets er han også en vigtig brik i det defensive aspekt af Feners fodboldfilosofi. Som sagt er Fenerbahce jokeren i dette mesterskabsspil, og de kan slå til. Når som helst. Hvor som helst.

Lige en lille slutbemærkning: Galatasaray har spillet en kamp mindre end de andre hold. Gala mangler at møde bundproppen Genclerbirligi. Vinder Fatih Terims mandskab denne kamp, står de med 60 point og kommer til at ligge nummer 1. Dog har Gala er meget svært program, da de mangler at møde både Istanbul Basaksehir og Besiktas.

Det er ren gyserfilm i Tyrkiet i øjeblikket, og det bliver spændende at se, hvem der bliver tyrkiske sampiyon.
Læs hele lederen
Ilden José og isen Pep mødes – igen
Fodboldens svar på John McEnroe og Bjørn Borg står overfor hinanden i en mesterskabsafgørende kamp i Manchester. Indkast.dk har gravet ned i deres historik, som er ganske underholdende.
Lørdag den 10. september 2016 blev et skelsættende tidspunkt i international fodbold, for nok et kapitel blev skrevet til had/kærlighedsforholdet imellem Jose Mourinho og Pep Guardiola. Her stod de to tidligere venner overfor hinanden, som træner for hver sin Manchester-klub.

Tyve år forinden var de begge i Barcelona som assistent-træner og midtbanestyrmand. Denne periode betragtes som en af klubbens bedste, og der var stærke bånd i et solidt venskab, men sidenhen er der løbet meget vand i åen.

Mourinho-tiden med store armbevægelser i Real Madrid overfor den meget kontrollerede og mere rolige Guardiola i Barcelona viste al andet end næstekærlighed. Mourinho har tidligere haft for vane at køre et grimt, men underholdende medie-stunt, mens Guardiola har kæmpet voldsomt med ikke at lade sig rive med - på de mange provokationer fra Mourinho, som fx i august 2013 hvor den daværende Chelsea-manager sagde følgende efter UEFA's Super Cup:

- Hver gang jeg spiller imod Pep, ender vi med at være 10 mand på banen. Er det en regel, som UEFA har lavet?

Tilbage i april 2011 slog Mourinho fast, at Guardiola blot havde vundet et Champions League-trofæ og understregede, at det skete efter, hvad han selv kaldte ”Skandalen på Stamford Bridge”, hvor Pepe blev udvist. Samtidig mente portugiseren, at den spanske træner – igen – havde fået dommerhjælp, og at Guardiola endda havde kritiseret dommeren for de korrekte beslutninger, som han havde truffet.

Til dette svarede den daværende Barcelona-træner, at Mourinho var bossen i presserummet på Bernabéu, og fortsatte det sådan, ville det ændre deres venskab, som ville udvikle sig til blot et bekendtskab.


McEnroe vs. Borg
Udefra set virker det til, at venskabet er slut imellem de to store forskelligheder, som kan sammenlignes med John McEnroe og Bjørn Borg. Imellem 1978 og 1981 mødtes de to tennislegender 14 gange, men det var mere end blot tenniskampe. Det var et opgør imellem to vidt forskellige mennesketyper – som dengang blev beskrevet som ”Ild og Is”. I nutidens fodboldopgør er Mourinho ilden, mens Guardiola er isen.

Den internationalt anerkendte fodboldjournalist Sid Lowe har i sin bog om rivaliseringen imellem Barcelona og Real Madrid beskrevet opgøret imellem de to trænere. Heri hævder den veloplyste Lowe, at Mourinho indså, at hans største chance for at slå Barcelona var ved at komme ind under huden på Guardiola samt skabe en krig imellem dem – hvor alle våben var tilladt. En krig mellem to typer trænere, men også mellem to forskellige klubber, hvor Barcelona var den talentskabende og Real Madrid den dyrtindkøbene.

Denne ”krig” kulminerede i august 2011, hvor Mourinho prikkede Guardiola-assistenten Tito Vilanova i øjet, efter Marcelo havde sparket den daværende Barcelona-spiller Cesc Fàbregas midt over lige foran udskiftningsbænkene. Dette skete i en periode, hvor Barça var sportslige overlegne i forhold til ”Konge-klubben”, og hvor Mourinho var desperat for at gøre alt for at slå Barcelonas flotte spil i stykker.

Efterfølgende vandt Barcelona med 6-2 på Bernabéu, hvilket nok engang frembragte en hård kommentar fra Mourinho, da han mente, at Guardiola måske ”en dag” ville vinde det spanske mesterskab på ærlig vis. Samtidigt slog Mourinho fast, at han mindede meget om Guardiola, hvortil den spanske træner tørt svarede igen:

- Hvis det er rigtigt, så vil jeg lave om på min adfærd.

Det er langt fra den eneste gang, at udtalelserne har været skarpe imellem de to rivaler. I september 2014 sagde Mourinho til El Confidencial om Guardiolas hårpagt:

- Når man elsker, hvad man laver, så mister man ikke sit hår. Guardiola er skaldet. Han elsker ikke fodbold…

Eller i maj 2015 hvor Mourinho, som nyslået engelsk mester med Chelsea, sendte en klar hilsen til Guardiola i Bayern München.

- Jeg er nok ikke den smarteste, når jeg skal vælge klubber og turneringer, som disse klubber spiller i. Jeg kunne let have valgt nogle klubber, hvor det var meget lettere at blive national mester.


Masser af gnister
Samlet set har forholdet imellem de to trænere ikke været pænt, men meget underholdende og ofte med Mourinho i skurkerollen. Derudover virker det også til, at Mourinho har følt sig undertrykt af Guardiola – måske med en anelse af misundelse!

På Mourinhos daværende kontor ved Real Madrid-træningsbanen Valdebebas havde han en papfigur af sig selv, hvor han jubler. Måske ikke så underligt, men vel en smule pudsigt, at situationen var fra hans tid i Inter. Situationen var fra 2010 efter Champions League-semifinalen. Ikke fra tiden i Real Madrid eller triumfen i finalen… men fra semifinalen, hvor Inter slog – jah… gæt engang - Guardiolas Barcelona.

De to kamphaner mødte hinanden 11 gange i ”El Classico”, hvilket gav fem sejre til Guardiola og blot to til Mourinho – samt fire uafgjorte. Alene i 2010/11-sæsonen var der fire ”El Classico”, og i samtlige kampe fik Real Madrid udvist en spiller – så der har været dramatiske kampe imellem Mourinho og Guardiola… to tidligere venner!

I maj 1997 vandt Barcelona den europæiske cup-finale over PSG. Efter sejren og midt i jublen stod to mænd på midten af banen og omfavnende hinanden – hjælpetræneren Jose Mourinho og styrmanden Pep Guardiola. Da den spanske tv-station Cadena Ser mange år senere viste dette billede til Mourinho, erkendte han:

- Jeg har selv et billede af vores omfavnelse… vi var tætte venner!

I 2000 forlod Mourinho det smukke Catalonien og Barcelona, men otte år senere mødtes han med Barca-bosserne Txiki Begiristain og Marc Ingla i Lissabon. På det møde skulle Mourinho have sagt, at hvis han skulle være træner i Barcelona, ville han gøre B-holdstræneren Guardiola til sin assistent, men Mourinho endte aldrig hos det catalonske storhold. I stedet blev Guardiola - til manges overraskelse - forfremmet til cheftræner.

I Graham Hunters bog ”Barca – skabelse af verdens bedste fodboldhold” siger Ingia, at Mourinho blev rasende, da han blev fravalgt til fordel for Guardiola – hvilket måske kan være starten på den dårlige kemi imellem de to venner.

Om balladen mellem de to trænere har den store italienske træner Arrigo Sacchi sagt, at det kan være svært at have ”to Piccasso'er” i samme tidsalder. Nu skal de krydse klinger – eller pensler - i Manchester!
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon TV: Mulig straf efter grinagtigt ‘dive' Vanddrikkende keeper koster bizart mål Artikel ikon 20 vanvittige mål Artikel ikon Teaser: Afgørende dag i Manchester Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Serie A - runde 34 Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Ingen let udvej for Neymar i Paris Artikel ikon SvFF linker luder-kommentar om Zlatan Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Flest mål under Wenger Top 5: Spillere med i flest FA Cup-mål Artikel ikon Top 20: PL-managere med flest trofæer Artikel ikon Top 7: Bedste Super-subs Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Crystal Palace - Arsenal Spil: Manchester City - Tottenham Artikel ikon Spil: Randers - FC Midtjylland Artikel ikon Spil: Manchester-derby Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Messi mod Ronaldo Carlo Ancelotti - mit spil Artikel ikon Robert Enke: Et alt for kort liv Artikel ikon Hjem til Fodbold Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Real vs. Bayern - 4 gange på 7 år Se og lær City: De har gjort det før jer Artikel ikon Sejrsfattige Hughes Artikel ikon Lazio–mål nr. 1 + 50 + 100 + 150 osv. Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Medie: Ajax vil lukke handel med FCN Onsdagens engelske rygter Artikel ikon 15 klubber jagter FCN's guldfugl Artikel ikon Tirsdagens engelske rygter Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Joe Cole
Vidste du om ... Lee Bowyer Artikel ikon Vidste du om ... Alexandre Lacazette Artikel ikon Vidste du om ... Cristian Ziege Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon City laver mange afleveringer Peps mange, mange trofæer… Artikel ikon Mourinhos drenge Artikel ikon Får Arsenal-spillere køresyge? Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Liverpool - Roma Optakt: Bayern München - Real Madrid Artikel ikon Optakt: AGF - Hobro Artikel ikon Optakt: OB - Lyngby Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Arsenal - West Ham Startopstillinger: Helsingør - Silkeborg Artikel ikon Startopstillinger: Crotone - Juventus Artikel ikon Startopstillinger: FCK - AaB Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Startopstillinger: Liverpool - AS Roma Hobro snublende nær puljesejr i Aarhus Artikel ikon Napoli sejrer og haler ind på Juventus Artikel ikon Brøndby fulgte flot op på FCM-pointtab Artikel ikon Se flere