Legenderne - Paul Gascoigne

Af Torsten Brix

2015-11-21
Legenderne - Paul Gascoigne

Indkast.dk bringer et kapitel fra den aktuelle bog - om festaben Paul Gascoigne...

Tårerne løber ned over Paul Gascoignes småbuttede, røde kinder. Håret hænger i våde totter, og panden rynker, når han med korte mellemrum klemmer øjenbrynene sammen og forsøger at holde gråden tilbage. Med langsomme, slentrende skridt går han ned mod den endetribune på Stadio delle Alpi i Torino, hvor det engelske publikum står. Det bliver for hårdt for Gascoigne. Han tager fat nederst på sin hvide landsholdstrøje, knytter næverne og hiver den op foran ansigtet for at skjule gråden. Men det er for sent. Alle har set tårerne.

I ugerne op til dette øjeblik ser englænderne en lang række tv-indslag fra den engelske VM-lejr i Italien i 1990. De ser en Paul Gascoigne med personlighed og stor udstråling. Han står frem foran et kamera og beder om at få sin fødselsdagskage smidt i hovedet – bare for showets skyld. Fansene ser ham lave grimasser til kameraet og svare på interviewspørgsmål udelukkende med strofer fra popsange. Når kameraet er slukket, ser holdkammeraterne ham stadig som energisk. Han laver hele tiden noget. Spiller han ikke fodbold, så spiller han tennis eller volley. Og så kan han godt lide at drikke alkohol efter kampene, noterer staben omkring holdet.

Dette hold og især Gascoigne er et friskt pust til fodboldfans i England. Anført af Englands angrebsstjerne Gary Lineker præsterer holdet fantastisk. De slår Egypten, Belgien og Cameroun og kommer i semifinalen – det bedste engelske landsholdsresultat siden 1966, hvor de vinder VM. Der er flere store præstationer ved turneringen i 1990, men det er Paul Gascoignes navn og personlighed, der får englænderne til at holde af deres landshold mere end tidligere. Omtalen af ham er så intens, at man, med en henvisning til hans øgenavn Gazza, snakker om, at der hersker Gazzamania.

Nu, efter nederlaget til Vesttyskland på stadionet i Torino, ser hele England, hele verden, spasmageren Paul Gascoigne være voldsomt sårbar. Alle ser, hvor meget det smerter ham, at han og England ryger ud i semifinalen efter en grusomt nervepirrende straffesparkskonkurrence mod Vesttyskland, og selv om England taber semifinalen fødes en nationalhelt på Delle Alpis våde græsplæne. Paul Gascoigne, den unge 23-årige knægt fra Gateshead, er landets nye superstjerne. På godt og ondt.

***

Der er kun et par kilometer fra udkanten af Gateshead til Newcastles hjemmebane, St. James' Park. Via hovedvejene, der kører langs Gatesheads grænser, kan man krydse en af broerne over floden Tyne, hvorefter man kommer ind i Newcastle upon Tyne, den største by i det nordøstlige England. Her, på Gateshead-siden af Tyne, vokser Paul Gascoigne op.

Den 17-årige Paul spiller på reserveholdet i Newcastle, da han en dag bliver overrumplet på træningsbanen. Manageren for førsteholdet Jack Charlton træder op bag ham og kalder på ham. ”Jeg har hørt, at der er talent bag de kilo. Tab dig inden for 14 dage, ellers er du ude af klubben.” Barskt, men Gascoigne har problemer med disciplinen. Han spiser ikke ordentligt og er gennem det meste af barndommen lidt overvægtig. Men denne advarsel motiverer ham. Udover lysten til at spille for Newcastle, så er pengene også en væsentlig faktor. Moren er den primære forsørger af familien, da faren er på overførselsindkomst på grund af den hjerneblødning, han får, da Paul Gascoigne er 10. Der er altså brug for pengene.

Han imponerer fra start som professionel i Newcastle. Han får prisen som Årets Unge Spiller i ligaen i 1987/1988, og snart begynder de store klubber i England at vise interesse for Newcastles unge stjerneskud. I sommeren 1988 har Gascoigne alle muligheder. Egentlig lover han Alex Ferguson, at han vil tage til Manchester United, og det er med den melding, at den skotske manager tager på ferie i 1988. Han vil bygge en offensiv op omkring Gascoigne, og kontrakten skal underskrives, når ferien er overstået. Men mens Ferguson soler sig på Malta, ringer Tottenham til Gascoigne. De vil have ham og lover, at de vil købe et hus til hans familie, og da han efterfølgende får presset Spurs til også at købe en bil til faren og et solarium til søsteren, takker han ja. Han skifter til Tottenham for ikke mindre end 2,2 millioner pund – en ny britisk transferrekord.

Forventningerne til det dyre, unge engelske håb er derfor store, inden han tager med England til VM i Italien.

***

Bussen snegler sig af sted. Der er mennesker overalt i gaderne, og de samles foran, ved siden af og bag den røde bus, som er på vej fra Luton Lufthavn og ind i London. Bussen har et åbent tag, og der står 22 engelske spillere deroppe, og selvom de lige har tabt semifinalen ved VM til Vesttyskland, har de vundet det engelske folks hjerter. Gazza, Gascoignes øgenavn, står der på et par bannere, som grupper af unge mennesker har lavet. For et par dage siden græd han foran dem. I dag står han og kigger ned på tusindvis af mennesker, der rækker hænderne op mod ham i håb om at få lidt opmærksomhed tilbage. Han inviteres til talkshows i landsdækkende tv, der bliver lavet sengetøj med hans ansigt på, og han bliver stoppet på gaden. Han er et ikon. Rent sportslig formår Gascoigne at overføre succesen fra VM-banerne til klubholdet Tottenham, som han fører frem til FA Cup-finalen. I finalen mod Nottingham Forest spiller han selv kun et par minutter. Han er overtændt. Han kaster sig ned i en vild tackling på Forests Gary Charles, og desværre for Gascoigne går det hårdest ud over ham selv. Han sparker forbi bolden og rammer Charles' knæ, får selv et vrid i knæet og må lade sig udskifte. I hospitalssengen ser han Tottenham vinde, men skaden rammer ham hårdt.

”Da de går op ad trapperne for at få pokalen, begynder jeg at græde. Det var min drøm,” siger han.

Gascoigne føler ikke, at han er en del af triumfen. Det, og den seks måneder lange skadespause, der venter ham, piner ham – mange siger, at han aldrig bliver den samme spiller igen. Det er her, i skadespausen, hvor han ikke længere kan vise sig frem på fodboldbanen, at han så småt begynder at kæmpe med sig selv og sine tanker. Han oplever, hvordan opmærksomheden har en pris.

Han er frontfigur i en kampagne for astmapatienter, som han opfordrer til at dyrke sport ansvarligt. Han bliver ringet op af en fætter, som har astma, og som spørger ind til kampagnen. Gascoigne forklarer, at fætteren sagtens kan dyrke sport på trods af sygdommen. Senere modtager Gascoigne et opkald. Fætteren er død, fordi han ikke tog sin medicin. Ansvaret som rollemodel rammer ham. Han føler sig ansvarlig. Han får samme ubehagelige fornemmelse i kroppen, som da han som barn passer sin vens lillebror i Gateshead. De to stjæler slik i en butik og stormer ud af forretningen. Vennens lillebror er forrest. Han løber ud foran en bil og bliver kørt ned. Han dør. Gascoigne føler sig ansvarlig. Det gør han også nu, og løsningen for ham bliver alkohol og narkotika.

***

Paul Gascoigne modtager en bold fra Darren Anderton og med sin førsteberøring lobber Gascoigne den over Colin Hendry med det lange, lyse hår. Skotten falder, overrasket over Gascoignes fikse træk, og efterlader englænderen helt fri. Bolden når ikke engang at røre Wembleys fine græsplæne, inden Gascoigne sender kuglen i en ny retning. De fleste af de 76.864 tilskuere denne juni-dag i 1996 rejser sig fra sædet. Bolden går i mål til højre for keeper Andy Goram, Gascoignes holdkammerat i Rangers. Englænderen spæner ud mod baglinjen og lægger sig ned på ryggen. Han letter overkroppen fra jorden og åbner munden. Gascoigne har aftalt med holdet, at hvis han scorer, så skal de lave denne fejring. Holdkammeraterne kommer spænende og finder hurtigt et par dunke med vand, som de sprøjter ned i munden på Gascoigne. De skraldgriner alle sammen.

Grunden ligger et par uger før. I optakten til EM i 1996 forbereder England sig til turneringen i Hongkong. De har lige haft den afsluttende træningssession, da spillerne får lov til at tage et par drinks på den lokale. Efter denne aften rammer Gascoigne og resten af holdet forsiderne. De er på bar og ender med at blive godt fulde. De finder en tandlægestol i et af de tilstødende lokaler, og de fulde fyre begynder at bruge den. De sætter sig, læner hovedet tilbage, åbner munden og hælder alkohol indenbords. Dagen efter ser man billeder i de engelske aviser af Gascoigne. Han står i bar overkrop med en flaske i hånden og et fjernt blik i øjnene, mens væsken drypper fra hagen.

Alkohol fylder meget. Efter et lukrativt, men sportsligt uforløst ophold i Lazio er han nu i den dårligere skotske liga, og her er det ikke unormalt, at han drikker sig fuld aftenen før en kamp og møder op dagen efter med tømmermænd, fortæller han efter karrierens afslutning.

I Rangers spiller han i de første to sæsoner 54 ligakampe og scorer 27 mål, men det er her, hans alter ego Gazza for alvor får tag i ham. Der er nemlig forskel på Gascoigne og Gazza, forklarer han: ”Gazza-siden af mig selv er, når jeg føler, at jeg kan køre derudaf og nyde livet. Det var sådan, jeg havde det, når jeg spillede fodbold. Nogle gange kan jeg lide at være Paul Gascoigne, men når jeg er ham, så føler jeg mig ofte kedelig og fin, og det passer mig ikke.”

Men Gazza-siden af Gascoigne tager ham ofte langt ud. Gazza er ham, der ofte lokker Gascoigne tilbage i bunden af flasken efter de utallige forsøg på at stoppe drikkeriet og stofmisbruget, som for første gang sender ham på afvænning i 1998, da han ikke kommer med i Englands VM-trup. Gazza er ham, der slår hustruen i fuldskab. Gazza er også ham, der i 2010 ser tv-nyhederne dække den tragiske historie om morderen Raoul Moat. Gazza, drønfuld på dette tidspunkt, tror, han kender Moat, og at han har brug for hjælp. Gascoigne tager en taxi, kører ud mod stedet, hvor politiet har omringet Moat. Med sig har han øl, kylling og en fiskestang, for det bliver der brug for, når Moat skal tales ned. Det siger Gazza ved den politibarrikade, der stopper ham et par kilometer fra stedet. Dagen efter vågner han og husker ingenting. Gazza er ukontrollerbar.

Men på trods af de mange usympatiske træk elsker englænderne ham stadigvæk. Hvorfor? Den bedste forklaring kommer fra en 17-årig knægt, der en dag i 2015 står i en kø og venter på at få en af Paul Gascoignes selvbiografier signeret af forfatteren selv. ”Han er ægte. Han er ikke som Beckham, han er bare en af os. En ægte geordie.”



Magasin-artikler
AC Milan – på vej mod Scudettoen?
Det er syv sæsoner siden, at storklubben AC Milan senest vandt det italienske mesterskab. Nu er man kommet til penge i modebyen, og de fleste bookmakere ser holdet som første- eller andenudfordreren til Juventus.
Sæsonen 2010/2011. Det var her, AC Milan senest vandt det italienske mesterskab også kaldet Scudetto. Herfra er det stille og roligt gået ned ad bakke for storklubben. Resultaterne de følgende år hedder nummer to, tre, otte, ti, syv og senest seks. Det har været en frustrerende periode for både spillere, ledelse og ikke mindst fans. Sidstnævnte viste i maj 2015 deres utilfredshed ved blandt andet at demonstrere deres frustrationer på holdets stadion. Særligt ét banner skilte sig ud i mængden:

”GAME OVER – INSERT COIN AND SAVE AC MILAN”

Holdet sluttede i den sæson på tiendepladsen, og med en ottendeplads sæsonen før og en syvendeplads året efter måtte milaneserne se langt efter europæisk fodbold i tre sæsoner i streg.

Der er dog måske efterhånden ved at være bedre tider på vej for Rossoneri. Holdet er med i kvalifikationen til Europa League, og klubben er blevet forgyldt med masser af penge, efter at et kinesisk konsortium har taget over. Pengene betyder, at Vincenzo Montella har fået bedre muligheder for at bygge et slagkraftigt hold op, og det er han såmænd også allerede i gang med. Man missede godt nok chancen for at hente Real Madrids angriber Álvaro Morata, der som bekendt smuttede til Chelsea, men der er flere fisk i havet. Her skulle Milan særligt have et godt øje til Torinos Andrea Belotti samt Fiorentinas Nikola Kalinić. Sidstnævnte forlod forleden Fiorentinas træningslejr for angiveligt at snakke kontrakt med de rød- og sortstribede.

Hvad der dog er helt sikkert, er at man allerede har hentet følgende spillere:

Forsvar
Leonardo Bonucci – 297 millioner kroner – Juventus
Mateo Musacchio – 127 millioner kroner - Villarreal
Andrea Conti – 177 millioner kroner – Atalanta
Ricardo Rodríguez – 127 millioner kroner – Wolfsburg

Midtbane
Lucas Biglia – 120 millioner kroner – Lazio
Franck Kessie – 56 millioner kroner – Atalanta (leje)

Angreb
Hakan Çalhanoğlu – 156 millioner kroner – Leverkusen
André Silva – 269 millioner kroner – FC Porto
Fabio Borini – 42 millioner kroner – Sunderland (leje)

Samlet sum: Cirka 1.4 milliarder kroner

For Franck Kessies vedkommende er der tale om et lejeophold, som Milan kan gøre til en permanent aftale, hvis de vil smide yderligere 232 millioner kroner. Borini er stadig ejet af Sunderland, men bliver Milan-spiller efter den kommende sæson.

I forlængelse af ovenstående handler er det i sagens natur også vigtigt at nævne, at klubben har formået at forlænge kontrakten med verdens vel nok største målmandstalent Gianluigi Donnarumma.

Man må dermed sige, at Milan på papiret virkelig har fået sammensat en jerndefensiv. Leonardo Bonucci anses af mange for at være en af verdens bedste midterforsvarer. Han får ved sin side enten det 22-årige talent Alessio Romagnoli eller nyerhvervelsen Musacchio. Der er selvfølgelig også den mulighed, at Montella vælger at stille med et 3-mands-forsvar, hvilket bør give plads til alle tre.

Herudover er der tale om to dygtige offensive backs, man har købt sig i skikkelse af Conti og Rodríguez. Førstnævnte scorede i fjor hele otte mål og lagde samtidig op til fire af slagsen.

Rodríguez er ikke helt lige så målfarlig, men schweizeren er bestemt ikke ukendt med at score. I sæsonen 14/15 blev det således til seks Bundesliga-fuldtræffere for Wolfsburg, mens det i de seneste to sæsoner blev til lidt mere beskedne to mål i hver. Stiller Milan op med det førnævnte 3-mands-forsvar, vil det med al sandsynlighed betyde, at Rodríguez og Conti skal spille som wingbacks i stedet for mere traditionelle backs i en 4-back-kæde.

Foran sig får forsvaret ikke mindst den stabile og nu tidligere Lazio-anfører Biglia på den defensive midtbane. Ved siden af sig får han formentlig selskab af Kessie og Locatelli eller Bonaventura.

I angrebet må det forventes, at de to nye ansigter Çalhanoğlu og André Silva får en stor rolle. Førstnævnte formentlig på venstrekanten, mens Silva skal agere spidsangriber. Det eneste kritikpunkt her må være, at 21-årige Silva måske er for ung og uprøvet til at bære det store ansvar, det nu engang er at være ene angriber. Portugiseren scorede flot 16 mål i 32 Liga Nos-kampe i fjor for FC Porto, men han mangler endnu at bevise sit værd i en af de fem største ligaer. Måske Milan-ledelsen har tænkt det samme, og at det er derfor, man stadig er på jagt efter endnu en angriber.

Uanset om klubben henter nok en angriber eller spillere til andre positioner for den sags skyld, så er der tale om et transfervindue af de helt usædvanlige for AC Milan. Den foreløbige samlede sum brugt på spillere lyder som nævnt lige nu på 1.4 milliarder kroner. I fjor brugte klubben til sammenligning blot 208 millioner kroner og hentede knap så prominente navne såsom Gianluca Lapadula, Gustavo Gómez, José Sosa, Mario Pašalić (leje), Matías Fernández (leje), Gerard Deulofeu (leje) og Lucas Ocampos (leje). Bevares, det er udmærkede spillere for de flestes vedkommende, men at man har lejet så stor en del af dem afspejler også, at pengene ikke var til mere for bare et år siden.

Men skyldes de mange og store handler i dette transfervindue så blot, at man har solgt for næsten lige så meget? Det korte svar er nej. Blot 163 millioner kroner er der tale om per dags dato.

Som bekendt gør penge ikke nødvendigvis én lykkelig, og du vinder ikke automatisk fodboldkampe eller trofæer, men det gør det alt andet lige noget nemmere. Det er der masser af eksempler på i nymoderne fodbold. Det store spørgsmål er blot, om Milan formår at spendere sine penge godt nok til, at de bliver det næste hold i rækken af klubber, der rejser sig fra asken via en enorm kapitalindsprøjtning.

Den røde del af Milano får dog sjovt nok konkurrence af den blå del af byen, som ligeledes er kommet til rigtig mange penge. Tiden vil vise, om en af de to klubber fra modebyen kan vælte de suveræne mestre fra Juventus ned af tronen – en trone, de nu har siddet på seks sæsoner i streg, lige siden Milan vandt deres seneste Scudetto. En del bookmakere mener dog stadig, at det er Napoli, der er førsteudfordreren til ”Den Gamle Dame,” men så kommer Milan herefter.

Træner Montella har fået de økonomiske midler stillet til rådighed, og det er nu op til ham at gøre arbejdet færdigt og føre Milan tilbage til fordums styrke og hæder. Men ting tager tid og bliv derfor ikke overrasket, hvis holdet skal bruge en sæson til at finde sig til rette.
Læs hele artiklen
Er det kinesiske ”El Dorado” slut?
Forbrugsfesten kan have nået sit højeste, da den kinesiske regering vil pålægge klubberne dyre afgifter, når de indkøber udenlandske spillere…
Den kinesiske liga har henover en periode drillet de store europæiske klubber og hentet mange eksotiske navne til den befolkningsrige nation. Disse er hentet til overpriser og derudover er spillerne blevet tilbudt skyhøje lønninger.

Storsatsende Hebei China Fortune har blandt andet hentet Gervinho, Stephane Mbia og Ezequiel Lavezzi – mens klubber som Jiansu Suning og Guangzhou Evergrade har købt Alex Teixeira, Ramires og Jo samt Jackson Martínez og Paulinho. Gigantiske navne men også mange spillere, som var i karrierens efterår.

Dette har dog ændret sig sidenhen, hvor de to brasilianere Oscar og Hulk, som på daværende tidspunkt var 25 og 29 år, er solgt dyrt til Shanghia Shenhua, mens 27-årige Axel Witsel er taget til Tianjin Quanjian. Sidstnævnte klub formåede endda at overtale Luís Fabinho og Jadson til at spille for klubben, da den var i den næstbedste kinesiske række. Netop Quanjian har også styrket sig voldsomt på trænersiden, da den italienske verdensmester Fabio Cannavaro er sportslig ansvar for holdet – men også trænernavne som Sven Göran Eriksson, Luís Felipe Scolari, Marcello Lippi, Dan Petrescu samt den tidligere brasilianske landstræner Mano Menezes har været fristet af de mange kinesiske penge.

Midt i denne guldregn står reglen om, at de kinesiske klubber blot må have fem udenlandske spillere på banen af gangen, og det har frembragt en voldsom efterspørgsel på de kinesiske spillere. For godt et år siden betalte Tianjin omkring 70 millioner kroner for den forholdsvis ukendte Sun Ke. Vildt mange penge – ikke mindst fordi den købende klub på daværende tidspunkt spillede i den næstbedste række.


Hvor kommer pengene fra?
Denne eksplosive udvikling kommer, efter der er kommet voldsom interesse omkring fodboldklubberne fra mange forskellige kanter. Det er både private og offentlige interesser, som ligaen er blevet bestormet af. Flest er dog store internationale firma, som har oplevet voldsom vækst som Evergrade og Greenland eller Jiangsu, der i 2015 havde over 1.000 dagligvarebutikker, men måske er festen ved at ebbe ud?

For i denne måned bliver ”overseas-players” pålagt en betydelig afgift. Ved et indkøb af en spiller til mindre end 50 millioner kroner skal det samme beløb investeres i klubbernes ungdomsafdeling. For et indkøb over dette skal staten have det samme beløb i den nye afgift. Altså de nye spillere vil blive dobbelt så dyre at indkøbe. Dermed en helt ny udvikling i forhold til hvordan markedet reagerede for blot et halvt år siden.

Derudover skulle der arbejdes kraftigt på at få det tilladte antal af udenlandske spillere på de kinesiske klubhold ned, og det skulle gerne forbedre det kinesiske landshold, der trænger til en opblomstring. De har blot deltaget i én VM-slutrunde, hvilket var i 2002, hvor alle tre gruppekampe blev tabt. Målet for det kinesiske fodboldforbund skulle være, at landsholdet i år 2050 skal være blandt verdens bedste og Asiens bedste allerede om 15 år. Det har umiddelbart lange udsigter efter 2-2 i sidste måned imod Syrien, hvilket gør, at Kina ikke kommer til VM i Rusland. De seks point efter otte kampe i kvalifikationen er simpelthen ikke nok, og samlet set meget dårligt taget i betragtning af de har været i pulje med nationer som Qatar og Usbekistan.


Vender udviklingen
Den franske angriber Anthony Modeste spiller i den tredjebedste tyske række, og han var trods dette på vej til Tianjin for næsten 300 millioner kroner. Helt vanvittigt og handlen gik også i vasken, da den kinesiske klub hellere vil hente Bundesliga-topscoreren Pierre Emerick-Aubameyang, som skulle have en markedspris på næsten 700 millioner kroner. Den nuværende Dortmund-spiller skulle være tilbudt en kontrakt med en ugeløn i underkanten af vanvittige fem millioner kroner.

Tidligere har Nicolas Anelka været den højstlønnede, men det blev aldrig en succes, da franskmanden blot endte med at lave tre mål, inden han blev forfremmet til en trænerrolle. Nu er Carlos Tévez den højstlønnede, men målene har slet ikke stået mål med lønnen for den argentinske angriber.

Da Lavezzi skiftede Paris ud med oprykkerne fra Hebei, fik han en ugeløn på fire millioner kroner – ligesom Oscar også skulle få. Det er en dagsløn på over en halv million… eller en timeløn alle døgnets timer på 23.800 kroner. Det er tal som disse, der har gjort, at de to spillere ikke længere vil spille Champions League med PSG og Chelsea, hvilket har afstedkommet mange kommentarer.

Landstræner Dunga sagde efter, at 30 brasilianske spillere var taget til den kinesiske liga, at der var kommet et nyt ”El Dorado”, som var en utopi i det 16. århundrede, der var belagt med gulvstøv. I dag bruges udtrykket mest som en metafor for steder med meget stor velstand, hvilket man tidligere har kunne sige om Super League – men måske er det kinesiske ”El Dorado” slut ?
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Wayne Rooney – once a blue always a blue
Den tidligere engelske landsholdsanfører afviste lukrative tilbud, da han valgte med sit Everton-hjerte.
Den 24. oktober 1985 – altså for lidt over 31 år siden – blev der i Liverpool-bydelen Croteth født en lille dreng, som sidenhen skulle vise sig at blive en international fodboldspiller, som alle drengene drømte om i disse fattige gader, men kun ganske få opnår. Det har Wayne Mark Rooney gjort, og den engelske angriber har været meget igennem i det relative korte liv – for at opnå denne succes.

Rooney blev kendt i hele England, da han i en alder af blot 16 år scorede et fantastisk sejrsmål for Everton mod Arsenal. Den unge vidunderdreng var dengang den yngste spiller, som havde scoret i Premier League. Rekorden blev senere slået, men ingen i England var i det øjeblik et sekund i tvivl om, at den unge knægt ville gå en stor fremtid i møde.

Den daværende Everton-spiller fortsatte sin unikke udvikling, og den unge angriber vandt blandt andet BBC's pris som årets yngste sportspersonlighed. Kort tid efter blev Evertons guldfugl hentet af Manchester United foran snuden på Newcastle United. En dengang 18-årig Rooney blev hentet for et rekordbeløb, som lød på 300 mio. kroner.

Selvom det var et vanvittigt beløb for en så ung spiller, så betalte manden af irsk afstamning tilbage med flotte præstationer i Manchester United-trøjen. Debutsæsonen for Manchester United var mere end godkendt. I sin debutkamp lavede det unge stjernefrø hattrick og lagde op til et mål mod Fenerbahçe i Champions League. Den kompetente angriber scorede 17 mål i 43 optrædener i sin første sæson og blev kåret til årets yngste spiller i Premier League.


Overskrifter om rødt kort, lukrativ kontrakt, ludere og hårtransplantation
Rooney har næsten vundet alt, hvad der er værd at vinde på klubplan, da han i Manchester United fik smidt nr. 10 på ryggen. Blandt andet har han vundet Premier League fem gange, Champions League, verdensmesterskaberne for klubhold, Carling Cuppen og Community Shield. Derudover vil han i United blive husket for et unikt saksesparksmål imod rivalerne fra City og for at slå Sir Bobby Charltons målrekord, men der har også været skyggesider.

Den iltre englænder blev blandt andet udvist i VM-kvartfinalen mod Portugal efter stemplingen på Ricardo Carvalho. Den daværende portugisiske klubkammerat, Cristiano Ronaldo, var stærkt medvirkende til at påvirke dommeren efter hændelsen, men begge spillere var på talefod igen efter VM. Disse to spillere var nemlig sidenhen arkitekterne bag Manchester Uniteds tre efterfølgende mesterskaber, men efter Ronaldos salg til Real Madrid har Rooney – og Manchester United ikke helt været på samme niveau – og angriberen har været i overskrifterne af alt for mange andre grunde.

Engelske medier opdagede, at Rooney var sin kone utro med en luder og efterfølgende ønskede den 1,78 m høje englænder at forlade Old Trafford pga. manglende ambitioner og indkøb. Sidstnævnte gjorde, at han endte med at underskrive en lukrativ femårig aftale med United, som gjorde ham til Premier Leagues daværende næstbedst betalte spiller - kun overgået af Manchester Citys midtbanespiller Yaya Touré.

Historier som disse har de engelske aviser elsket, og Rooney har til tider været jagtet bytte for sladderaviserne, som da de gik meget op i, at han havde fået lavet en hårtransplantation, da han ellers ikke ville have meget hår på toppen – hvilket ikke passede til de store reklame-aftaler.


Bedre end Shearer og Henry
Præstationerne på banen har de senere år heller ikke gjort det lettere for Rooneys markedsføringsafdeling, men han har også spillet mange forskellige positioner, hvilket eksempelvis har påvirket antallet af mål, som Rooney har lavet. I de fire forgangne sæsoner er han gået fra at lave 17 til 12 og 8 til 5 mål i sidste sæson, fordi at hans scoringsprocenter er faldet fra 21 til 12 %, og 144 minutter pr. mål til 308.

Omvendt så viste statistikkerne da Rooney blev 30 år, at ingen tidligere havde lavet flere mål i Premier Leagues historie end Rooney indtil de var blevet 30 år – hverken Alan Shearer eller Thierry Henry. Derudover slog Rooney som tidligere nævnt Sir Bobby Charltons rekord, da han blev den mest scorende spiller på det engelske landshold – men ikke nok med det. Han slog jo også Charltons klubrekord på 250 United-mål. At opnå 250 kampe for United er en stor bedrift, men at lave 250 mål står nærmest ikke til at slå.

I 2010 var Rooney millimeter fra at skifte til rivalerne fra City, hvilket mange af Manchester Uniteds største fans aldrig tilgav ham, så var det lettere for dem at acceptere, at angriberen skiftede til Everton. Ikke mindst fordi Rooney på det tidspunkt havde spillet sig ud af Jose Mourinhos idealopstilling på Old Trafford, hvorved valget på Everton måske ikke er så underligt.

Everton-pyjamas som kaptajn for Manchester United
Ved præsentationen i Everton overraskende Rooney nemlig den engelske presse, da han hudløst ærligt fortalte om sin livslange kærlighed for Everton og blandt andet om, hvordan han som Manchester United-anfører havde sovet i en Everton-pyjamas.

Rooney valgte sin nye klub med hjertet og afviste dermed de gigantiske løntilbud, der skulle have været fra flere kinesiske klubber efter de 13 år i Manchester United.

Første gang Rooney var i Everton blev det til 17 mål i 77 kampe, og efter et af disse mål viste han i jubelscenen den legendariske undertrøje med skriften ”Once a blue – always a blue”.

Evertons bestyrelsesformand Bill Kenwright var vild med ideen om at hente Rooney tilbage til klubben og fik ifølge bulletinerne også overtalt manager Ronald Koeman. Rooney har de seneste år – som tidligere nævnt – ikke lavet så mange mål, hvilket flere skader har været medvirkende til. På trods af dette kan Everton og Rooney godt ende med at blive en god cocktail, da truppen er meget ung og talentfyldt – det eneste den mangler er erfaring, hvilket Rooney kan levere.

Rooney er blevet 31 år og kan derfor have flere gode år i sig, og 599 United-kampe giver spandevis af rutine hos den tidligere engelske landsholdsanfører. Omvendt er Rooney ikke den spiller, som han tidligere var, men klubhjertet fejler ikke noget. Rooneys søn – Kai – og hans far er gigantiske Everton-fans, for ”Once a blue – always a blue”…


Læs hele artiklen
Raúl – 40 år
Atlético Madrid ville ikke betale for buskortet til angriberen, der endte med at lave 429 mål.
29. oktober 1994 løb en for omverdenen ukendt 17-årig knægt pludselig ind på Zaragozas hjemmebane La Romareda iført Real Madrid-trøje. Han startede sæsonen 94-95 på klubbens 'C-hold', hvor han scorede 13 mål i syv kampe. Det fik daværende træner Jorge Valdano til at hente det unge talent op i førsteholdstruppen, og her blev det så til debuten som før nævnt.

Navnet på spilleren var Raúl González Blanco, og her mere end tyve år senere er han en legende i Real Madrid. I Spanien – især blandt madridistas – er han kendt som 'Kongesønnen'. Men at Raúl havnede i netop Real Madrid var egentlig noget af en overraskelse. Det skyldtes ingen ringere end den tidligere Atlético Madrid-præsident Jesús Gil y Gil.

Det var nemlig Atlético Madrid, som fik Raúl ind i klubben som 13-årig. Den purunge Raúl var en lysende stjerne i klubbens ungdomsafdeling, men i 1992 lukkede præsidenten nærmest for pengekassen til ungdommen for at spare penge. Det opfangede Real Madrid lynhurtigt, og de sikrede sig Raúl. En ikke bekræftet historie går på, at Raúl blot ville have sit buskort betalt af Atlético Madrid, så han ikke havde udgifter ved at spille fodbold, men det ville klubben ikke give. Derfor rykkede han til 'Storebror', som var mere end villige til at give ham et buskort.

Efter to år på forskellige ungdomshold i Real Madrid fik han altså sin debut i 1994 og blev ved den yngste spiller nogensinde til at debutere for Real Madrid. Sidenhen så han sig ikke tilbage. Han nåede ni mål i sin første sæson – det ene scoret mod Atlético Madrid, og Real Madrid vandt mesterskabet i den sæson.


Ikke meget plads i pokalskabet
Mesterskabet i 1994 blev blot en af mange pokaler, som angriberen har vundet. I alt blev det til seks spanske mesterskaber, fire spanske Super Cups, tre Champions League-titler, en europæisk Super Cup og to intercontinental cup. Han var blandt målscorerne i CL-triumferne i både 2000 og 2002. Desuden er Raúl kendt som en fantastisk sportsmand og rollemodel. Det kan man blandt andet se på, at han aldrig i sin karriere har fået et rødt kort.

På landsholdsplan nåede den nu 40-årige også flere rekorder, men det er aldrig blevet til en stor titel. Holdet har fejlet gang på gang, når der blev spillet om VM og EM. Han nåede at deltage ved EM i 1996, 2000 og 2004 samt VM 1998, 2002 og 2006. Faktisk er Raúl én af blot 18 spillere, som har scoret ved tre VM-slutrunder.

I sæsonerne 2004/05, 2005/06 og 2006/07 nåede den populære angriber blot at lave 32 mål for Real Madrid og dermed kysse sin vielsesring – som han gør efter hver scoring. Så selvom at der kom flere mål i de to år der fulgte endte Raúl med at tage til Schalke04 i sommeren 2010. Her opnåede han stor succes og blev en meget anerkendt spiller i arbejderklubben, men hans eftermæle hos klubberne Al-Sadd og Cosmos gjorde at legendens karriere gled lidt for ubemærket ud. Efter over tusind kampe og 427 mål fortjente den sympatiske angriber ikke dette.

Selvom støvlerne er lagt på hylden, har han gjort sit til at give sine talent videre. Sammen med konen Mamen Sanz har han nemlig ikke færre end fire sønner, og de to første har fået navne af specielle årsager. Den ældste søn fik navnet Jorge efter manden, som lod Raúl debutere for Real Madrid, mens den andenfødte fik navnet Hugo efter Raúls barndomsidol Hugo Sanchez, som tidligere bankede mål ind for ”Kongeklubben”. De to yngste er et tvillingepar med navnene Héctor og Mateo – mon ikke der kunne blive en enkelt fodboldspiller ud af det kuld. Et kuld som tilhører Raúl, der nu er blevet 40 år.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
TV-penge giver hysterisk transfer-vindue
Sommerens transfer-vindue kommer til at slå alle rekorder, og det kan blive helt tosset i Premier League.
- Imagine how much he would cost if he could cross the ball…

Sådan var Gary Linekers kommentar på Twitter kort tid efter, at Manchester City havde gjort Kyle Walker til verdens dyreste forsvarsspiller. På ganske kort tid havde Premier League-ekspertens tweet fået 58.000 likes, hvorefter han kaldte købet for ”galskab”… og det er svært at være uenig.

For nok er Walker en solid Premier League-back, men verdens bedste er han i hvert fald ikke, og en engelsk søndagsavis skrev meget præcist i deres overskrift: ”This is the moment we knew the Premier League had lost it's mind”.

Om lidt mere end 40 dage lukker transfer-vinduet, og meget tyder på, at det bliver det mest hysteriske nogensinde, og mon ikke der kommer flere ”Walker”?

På trods af at der mangler mange indkøb, så har Delotti allerede udregnet, at der indtil videre er brugt fjerde flest penge i forhold til alle de andre sommer-vinduer. Så alt tyder på, at alle rekorder vil blive slået, men hvor kommer pengene fra ?


TV-seerne betaler gildet
Siden 2005/06-sæsonen har Premier League-klubberne sammenlagt mere end fordoblet deres omsætning og deres lønbudgetter. Denne stigning er ikke kommet via betydelige stigninger på den kommercielle side eller mere omsætning på kampdagene, men derimod via den helt vanvittige tv-aftale, som blev fornyet forud for 2016/17-sæsonen.

Før dette var den ganske indbringende for klubberne, men yderligere en stigning på 30 % gjorde den helt grotesk. Det forventes, at den nye aftale, som bliver præsenteret i 2019-20, vil blive endnu bedre.

Delotti har tidligere slået fast, at Premier Leagues tv-aftale vil forgylde klubberne mindst tyve år frem i tiden, så vi har langt fra set det sidste indkøb a la ”Walker”, da Premier League mere og mere er ved at udvikle sig til hele verdens fodboldturnering.


2013 x 2 = 2016
Sammenligner man de sidste fire sommertransfer-vinduer for Premier League, var 2014 og 15 næsten ens med indkøb for omkring syv milliarder kroner. Mens sommeren 2013 sat op imod 2016 næsten giver en fordobling, for sidste sommer blev der brugt over 10 milliarder kroner på nye Premier League-spillere.

Med 40 dage tilbage i dette transfer-vinduer har indkøbet rundet de seks milliarder kroner, og næsten 500 millioner af disse blev brugt på Walker, som ifølge flere engelske medier end ikke vil være den bedste back i Tottenham. Hvis Danny Rose var skadesfri, skulle han være en bedre salgsvare.

Helt grotesk bliver det jo, når man tænker på, at Manchester City sidenhen har sikret sig Danilo, så Walker er langt fra sikker på en plads i Pep Guardiolas idealopstilling. Stort set samtidigt med, at Walker blev præsenteret, købte AC Milan Leonardo Bonucci i Juventus for ca. den halve pris. Den italienske forsvarsspiller har været en fast del af det historiske gode forsvar hos ”Den gamle Dame” og på det italienske landshold… han er en af verdens bedste forsvarsspillere.

Walkers spidskompetencer er fysisk overskud og en enorm hurtighed, men indlæggene og teknikken – som Lineker var inde på – efterlader ikke et godt indtryk. Walker er dog englænder, hvilket meget vel kan have givet prisen et stort pres op ad – med henblik på de kommende regler om et vist antal af engelske spillere i Premier League-trupperne. Så priserne på engelske spillere kan i de kommende år komme til at slå alle rekorder, når TV-pengene kommer til at give flere hysteriske transfer-vinduer.

I øvrigt så kostede Gary Lineker små 20 millioner kroner i 1992…

Læs hele lederen
Okolofutbol – volden udenfor banen
Der er 12 måneder til VM-start, som kan ende med meget grimme scener…
Til EM2016 viste de engelske hooligans deres grimme ansigt, da de sammen med de russiske ”kammerater” omdannede Marseilles gader til rene kamppladser, men hvordan kunne det ske – og kommer det til at ske igen til VM2018 i Rusland?

Eksperter har tidligere slået fast, at hvis store folkemængder ønsker at slås med hinanden, kræver det unaturligt mange politifolk for at stoppe det helt. Det er meget logisk, for det kræver næsten en personlig oppasser at stoppe de mange ballademagere – og der er mange… Ifølge bulletinerne op til EM-slutrunden i 2016 kom det frem, at op imod 500.000 englændere ville tage til slutrunden, og lad os slå fast med det samme… mange af disse er ganske fredelige mennesker, men når det er sagt, så kom der masser af ballade med de engelske fans, der lavede masseslagsmål især med de russiske ”kollegaer”.

Russisk fodbold har over de senere år oplevet en voldsom stigning i ballade omkring deres hjemlige kampe, mens den engelske Premier League har oplevet det modsatte. Undersøgelser har vist, at hooligansene er flyttet fra PL-kampene til lavere sportsligt niveau, samt når det engelske landshold spiller slutrunder. De engelske fans var ellers kommet i gang med en ”positiv bølge”, hvilket antallet af arresterede englændere i forbindelse med slutrunder tydeligt beviser:

EM-1992: 250
EM-1996: 942
VM-1998: 278
EM-2000: 945
VM-2002: 15
EM-2004: 93
VM-2006: 91
VM-2010: 5
EM-2012: 0
VM-2014: 15

En af årsagerne til, at hooligansene var så fremtrædende til EM2016, skyldes, at karantænen af hele 1.110 engelske hooligans var blevet ophævet. Disse sindssyge fans har været udelukket for slutrunder siden VM i 2006, men de er nu tilbage… Fransk politi havde sendt 1.000 betjente til ”High Risk-kampen” på Stade Velodrome. De var placeret udenfor stadion. Samtidig var der 1.100 betjente inde på stadionet, hvilket svarer til én for hver 70 tilskuere, men som tidligere nævnt er sådanne fans næsten umulige at stoppe.

De engelske og især de russiske hooligans har også stærke relationer til racistiske organisationer, og derfor er det fortsat en gåde, hvorfor UEFA valgte at placere denne ”High Risk-kamp” i Marseille, hvor der jo bor et ualmindeligt højt antal af muslimer.


Pig of Marseille
De gigantisk slagsmål skete, selvom engelske civile betjente var heftigt til stede i Marseille. Trods dette har de slet ikke kunne stoppe de engelske fans, som har fået tilnavnet ”Pig of Marseille” – opkaldt efter hooliganen James Shaylor, der i 1998 blev sendt i fransk fængsel, efter han blev dømt for at angribe fransk politi til VM-slutrunden.

Sådanne episoder virker næsten uundgåelige til VM2018, som de russiske hooligans er i gang med at ”træne” til . I 2013 kom filmen ”Okolofutbola”, der viser de russiske hooligans og deres voldlige liv omkring alt det, som intet har med fodbold at gøre. For de gammeldags engelske hooligans, der var almindelige mennesker med job og som kunne være familiefædre, er blevet afløst af unge arbejdsløse russere, der bruger størstedelen af deres tid på fysisk og kampsportstræning samt har en småkriminel levevej for at tjene til de euforiserende stoffer, som de indtager. Alt dette gør dem ikke mindre farlige…

Daily Mail har igennem længere tid fulgt russiske Alexander Shprygin, der bor 300 km udenfor Moskva. Han er en af disse nye hooligans, og han ser faktisk op til de gamle engelske hooligans, som den tidligere ballademager Dougie Brimson. Bogen ”The Crew”, som Brimson har skrevet med sin bror, har nærmest givet hooliganen heltestatus i Rusland.

Til trods for Shprygins noget underlige livsstil er han flere gange blevet fotograferet med præsident Vladimir Putin, hvilket ikke gør hans anerkendelse – eller frygten for masser af ballade til VM2018 – mindre. Netop Putin har en stor rolle. For ifølge russerne provokerede de engelske fans dem ved sommerens sammenstød i Marseille ved at synge nedladende sange om den russiske præsident. Dette skulle have startet balladen, som gik helt over gevind, selvom der ikke blev brugt ret mange våben. Indtil videre har langt de fleste masseslagsmål været uden våben, og skulle dette ændre sig, vil det naturligvis give endnu flere voldsomme tilskadekomne.

”Clean Hands” har været et af mange æresbegreber indtil nu, men i Marseille blev den 52-årige Andrew Bache alvorligt skadet, da han blev slået i hovedet med et jernrør, så man kan frygte, at der vil komme flere våben i fremtiden.


Gigantiske slagsmål på Youtube
Til den netop overståede Confederations Cup blev mange af disse russere nægtet afgang i de byer, hvor der blev spillet fodbold, da deres ”Fan ID” blev annulleret. Det er disse personers helt store skræk, at dette vil ske igen op til VM-slutrunden eller endnu værre, at de simpelthen bliver frihedsberøvet – altså bliver sat i fængsel op til begivenheden.

Derudover kan de russiske værter blot håbe på, at det engelske og russiske hold ikke skal spille imod hinanden og kommer til at bo langt fra hinanden i det store land. I dette skal man ikke glemme, at Balkan-landene, Tjekkiet og Polen også er begyndt at få nogle berygtede hooligans.

Masseslagsmålene, som disse fans deltager i, kan man se på Youtube, som da CSKA Moskvas ”Yaroslavka” slås på en øde mark imod Zenit St. Petersborgs ”Band of Shveds”. Sidstnævnte deltager også i en video imod en flok fra Frankfurts Brigade Nassau, så selvom de virker meget dramatiske og uorganiserede, er det faktisk ikke tilfældet. Kampene varer sjældent mere end et par minutter, men har en dommer, og der er faktisk flere regler. Ingen våben og du må højst sparke en liggende modstander et par gange – ellers ryger du ud af slagsmålet.

Om 12 måneder skal Rusland stå for VM-slutrunden, og den ansvarlige Vitaly Mutko mener ikke, at der er - eller bliver - et problem med hooligans eller racismen, som er tæt knyttet til dette – man kan håbe, at han har ret…

Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Klinsmann junior fra angriber til keeper Ny Horsens-keeper har mål i støvlerne Artikel ikon Vanvittigt frispark Artikel ikon Er det årets afbrænder af Gabriel Jesus? Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Solgt PL-trup for 2.085.000.000 Big-spending City Artikel ikon Kontroversielle Cassano med ny fadæse! Artikel ikon - Kaká er den værste handel Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Flest følgere i PL Top 10: Derfor er Tyskland bedst Artikel ikon Top 25: Premier Leagues bedste handler Artikel ikon Top 10: Klassespillere med fortid i BL Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Bookmaker: Dette hold vinder PL Spil: Hvem vinder finalen? Artikel ikon Spil: United vinder med et enkelt mål Artikel ikon Spil: Dortmund vinder Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon XI: De dyreste Manchester United-indkøb Barcelona Legends vs. United Legends Artikel ikon Hvad skete der med 2009-holdene? Artikel ikon Et lille mirakel – i miraklet Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon PSG vil ikke betale Neymar-klausul Torsdagens engelske rygter Artikel ikon Medie: Turan på vej tilbage til Tyrkiet Artikel ikon Sky: Barça er sikre på at hente Coutinho Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Peter Crouch Artikel ikon Vidste du om ... Jamie Vardy Artikel ikon Vidste du om ... Lucas Moura Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Rangeret: PL-klubbernes rekordskytter Mest loyale PL-spillere Artikel ikon Neymar ud – Coutinho ind Artikel ikon 2-0 er den farligste føring! Eller hvad? Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: FC Nordsjælland - AaB Optakt: FC København - Hobro IK Artikel ikon Optakt: OB - AC Horsens Artikel ikon Optakt: SønderjyskE - FC Helsingør Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Vardar – FC København Startopstillinger: Helsingør - OB Artikel ikon Startopstillinger: FCM - Silkeborg Artikel ikon Startopstillinger FCN - Brøndby IF Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Livlig nullert i Brøndby FCK slået af makedonske mestre Artikel ikon "AK47" nedskød Shakespeare-boys Artikel ikon Flot FCM-spil sikrede sejren Artikel ikon Se flere