Legenderne - Paul Gascoigne

Af Torsten Brix

2015-11-21
Legenderne - Paul Gascoigne

Indkast.dk bringer et kapitel fra den aktuelle bog - om festaben Paul Gascoigne...

Tårerne løber ned over Paul Gascoignes småbuttede, røde kinder. Håret hænger i våde totter, og panden rynker, når han med korte mellemrum klemmer øjenbrynene sammen og forsøger at holde gråden tilbage. Med langsomme, slentrende skridt går han ned mod den endetribune på Stadio delle Alpi i Torino, hvor det engelske publikum står. Det bliver for hårdt for Gascoigne. Han tager fat nederst på sin hvide landsholdstrøje, knytter næverne og hiver den op foran ansigtet for at skjule gråden. Men det er for sent. Alle har set tårerne.

I ugerne op til dette øjeblik ser englænderne en lang række tv-indslag fra den engelske VM-lejr i Italien i 1990. De ser en Paul Gascoigne med personlighed og stor udstråling. Han står frem foran et kamera og beder om at få sin fødselsdagskage smidt i hovedet – bare for showets skyld. Fansene ser ham lave grimasser til kameraet og svare på interviewspørgsmål udelukkende med strofer fra popsange. Når kameraet er slukket, ser holdkammeraterne ham stadig som energisk. Han laver hele tiden noget. Spiller han ikke fodbold, så spiller han tennis eller volley. Og så kan han godt lide at drikke alkohol efter kampene, noterer staben omkring holdet.

Dette hold og især Gascoigne er et friskt pust til fodboldfans i England. Anført af Englands angrebsstjerne Gary Lineker præsterer holdet fantastisk. De slår Egypten, Belgien og Cameroun og kommer i semifinalen – det bedste engelske landsholdsresultat siden 1966, hvor de vinder VM. Der er flere store præstationer ved turneringen i 1990, men det er Paul Gascoignes navn og personlighed, der får englænderne til at holde af deres landshold mere end tidligere. Omtalen af ham er så intens, at man, med en henvisning til hans øgenavn Gazza, snakker om, at der hersker Gazzamania.

Nu, efter nederlaget til Vesttyskland på stadionet i Torino, ser hele England, hele verden, spasmageren Paul Gascoigne være voldsomt sårbar. Alle ser, hvor meget det smerter ham, at han og England ryger ud i semifinalen efter en grusomt nervepirrende straffesparkskonkurrence mod Vesttyskland, og selv om England taber semifinalen fødes en nationalhelt på Delle Alpis våde græsplæne. Paul Gascoigne, den unge 23-årige knægt fra Gateshead, er landets nye superstjerne. På godt og ondt.

***

Der er kun et par kilometer fra udkanten af Gateshead til Newcastles hjemmebane, St. James' Park. Via hovedvejene, der kører langs Gatesheads grænser, kan man krydse en af broerne over floden Tyne, hvorefter man kommer ind i Newcastle upon Tyne, den største by i det nordøstlige England. Her, på Gateshead-siden af Tyne, vokser Paul Gascoigne op.

Den 17-årige Paul spiller på reserveholdet i Newcastle, da han en dag bliver overrumplet på træningsbanen. Manageren for førsteholdet Jack Charlton træder op bag ham og kalder på ham. ”Jeg har hørt, at der er talent bag de kilo. Tab dig inden for 14 dage, ellers er du ude af klubben.” Barskt, men Gascoigne har problemer med disciplinen. Han spiser ikke ordentligt og er gennem det meste af barndommen lidt overvægtig. Men denne advarsel motiverer ham. Udover lysten til at spille for Newcastle, så er pengene også en væsentlig faktor. Moren er den primære forsørger af familien, da faren er på overførselsindkomst på grund af den hjerneblødning, han får, da Paul Gascoigne er 10. Der er altså brug for pengene.

Han imponerer fra start som professionel i Newcastle. Han får prisen som Årets Unge Spiller i ligaen i 1987/1988, og snart begynder de store klubber i England at vise interesse for Newcastles unge stjerneskud. I sommeren 1988 har Gascoigne alle muligheder. Egentlig lover han Alex Ferguson, at han vil tage til Manchester United, og det er med den melding, at den skotske manager tager på ferie i 1988. Han vil bygge en offensiv op omkring Gascoigne, og kontrakten skal underskrives, når ferien er overstået. Men mens Ferguson soler sig på Malta, ringer Tottenham til Gascoigne. De vil have ham og lover, at de vil købe et hus til hans familie, og da han efterfølgende får presset Spurs til også at købe en bil til faren og et solarium til søsteren, takker han ja. Han skifter til Tottenham for ikke mindre end 2,2 millioner pund – en ny britisk transferrekord.

Forventningerne til det dyre, unge engelske håb er derfor store, inden han tager med England til VM i Italien.

***

Bussen snegler sig af sted. Der er mennesker overalt i gaderne, og de samles foran, ved siden af og bag den røde bus, som er på vej fra Luton Lufthavn og ind i London. Bussen har et åbent tag, og der står 22 engelske spillere deroppe, og selvom de lige har tabt semifinalen ved VM til Vesttyskland, har de vundet det engelske folks hjerter. Gazza, Gascoignes øgenavn, står der på et par bannere, som grupper af unge mennesker har lavet. For et par dage siden græd han foran dem. I dag står han og kigger ned på tusindvis af mennesker, der rækker hænderne op mod ham i håb om at få lidt opmærksomhed tilbage. Han inviteres til talkshows i landsdækkende tv, der bliver lavet sengetøj med hans ansigt på, og han bliver stoppet på gaden. Han er et ikon. Rent sportslig formår Gascoigne at overføre succesen fra VM-banerne til klubholdet Tottenham, som han fører frem til FA Cup-finalen. I finalen mod Nottingham Forest spiller han selv kun et par minutter. Han er overtændt. Han kaster sig ned i en vild tackling på Forests Gary Charles, og desværre for Gascoigne går det hårdest ud over ham selv. Han sparker forbi bolden og rammer Charles' knæ, får selv et vrid i knæet og må lade sig udskifte. I hospitalssengen ser han Tottenham vinde, men skaden rammer ham hårdt.

”Da de går op ad trapperne for at få pokalen, begynder jeg at græde. Det var min drøm,” siger han.

Gascoigne føler ikke, at han er en del af triumfen. Det, og den seks måneder lange skadespause, der venter ham, piner ham – mange siger, at han aldrig bliver den samme spiller igen. Det er her, i skadespausen, hvor han ikke længere kan vise sig frem på fodboldbanen, at han så småt begynder at kæmpe med sig selv og sine tanker. Han oplever, hvordan opmærksomheden har en pris.

Han er frontfigur i en kampagne for astmapatienter, som han opfordrer til at dyrke sport ansvarligt. Han bliver ringet op af en fætter, som har astma, og som spørger ind til kampagnen. Gascoigne forklarer, at fætteren sagtens kan dyrke sport på trods af sygdommen. Senere modtager Gascoigne et opkald. Fætteren er død, fordi han ikke tog sin medicin. Ansvaret som rollemodel rammer ham. Han føler sig ansvarlig. Han får samme ubehagelige fornemmelse i kroppen, som da han som barn passer sin vens lillebror i Gateshead. De to stjæler slik i en butik og stormer ud af forretningen. Vennens lillebror er forrest. Han løber ud foran en bil og bliver kørt ned. Han dør. Gascoigne føler sig ansvarlig. Det gør han også nu, og løsningen for ham bliver alkohol og narkotika.

***

Paul Gascoigne modtager en bold fra Darren Anderton og med sin førsteberøring lobber Gascoigne den over Colin Hendry med det lange, lyse hår. Skotten falder, overrasket over Gascoignes fikse træk, og efterlader englænderen helt fri. Bolden når ikke engang at røre Wembleys fine græsplæne, inden Gascoigne sender kuglen i en ny retning. De fleste af de 76.864 tilskuere denne juni-dag i 1996 rejser sig fra sædet. Bolden går i mål til højre for keeper Andy Goram, Gascoignes holdkammerat i Rangers. Englænderen spæner ud mod baglinjen og lægger sig ned på ryggen. Han letter overkroppen fra jorden og åbner munden. Gascoigne har aftalt med holdet, at hvis han scorer, så skal de lave denne fejring. Holdkammeraterne kommer spænende og finder hurtigt et par dunke med vand, som de sprøjter ned i munden på Gascoigne. De skraldgriner alle sammen.

Grunden ligger et par uger før. I optakten til EM i 1996 forbereder England sig til turneringen i Hongkong. De har lige haft den afsluttende træningssession, da spillerne får lov til at tage et par drinks på den lokale. Efter denne aften rammer Gascoigne og resten af holdet forsiderne. De er på bar og ender med at blive godt fulde. De finder en tandlægestol i et af de tilstødende lokaler, og de fulde fyre begynder at bruge den. De sætter sig, læner hovedet tilbage, åbner munden og hælder alkohol indenbords. Dagen efter ser man billeder i de engelske aviser af Gascoigne. Han står i bar overkrop med en flaske i hånden og et fjernt blik i øjnene, mens væsken drypper fra hagen.

Alkohol fylder meget. Efter et lukrativt, men sportsligt uforløst ophold i Lazio er han nu i den dårligere skotske liga, og her er det ikke unormalt, at han drikker sig fuld aftenen før en kamp og møder op dagen efter med tømmermænd, fortæller han efter karrierens afslutning.

I Rangers spiller han i de første to sæsoner 54 ligakampe og scorer 27 mål, men det er her, hans alter ego Gazza for alvor får tag i ham. Der er nemlig forskel på Gascoigne og Gazza, forklarer han: ”Gazza-siden af mig selv er, når jeg føler, at jeg kan køre derudaf og nyde livet. Det var sådan, jeg havde det, når jeg spillede fodbold. Nogle gange kan jeg lide at være Paul Gascoigne, men når jeg er ham, så føler jeg mig ofte kedelig og fin, og det passer mig ikke.”

Men Gazza-siden af Gascoigne tager ham ofte langt ud. Gazza er ham, der ofte lokker Gascoigne tilbage i bunden af flasken efter de utallige forsøg på at stoppe drikkeriet og stofmisbruget, som for første gang sender ham på afvænning i 1998, da han ikke kommer med i Englands VM-trup. Gazza er ham, der slår hustruen i fuldskab. Gazza er også ham, der i 2010 ser tv-nyhederne dække den tragiske historie om morderen Raoul Moat. Gazza, drønfuld på dette tidspunkt, tror, han kender Moat, og at han har brug for hjælp. Gascoigne tager en taxi, kører ud mod stedet, hvor politiet har omringet Moat. Med sig har han øl, kylling og en fiskestang, for det bliver der brug for, når Moat skal tales ned. Det siger Gazza ved den politibarrikade, der stopper ham et par kilometer fra stedet. Dagen efter vågner han og husker ingenting. Gazza er ukontrollerbar.

Men på trods af de mange usympatiske træk elsker englænderne ham stadigvæk. Hvorfor? Den bedste forklaring kommer fra en 17-årig knægt, der en dag i 2015 står i en kø og venter på at få en af Paul Gascoignes selvbiografier signeret af forfatteren selv. ”Han er ægte. Han er ikke som Beckham, han er bare en af os. En ægte geordie.”



Optakter
Optakt 31/3 - 20:15
FC Nordsjælland - Lyngby BK
Magasin-artikler
Det kasserede franske landshold
En trup helt uden Varane, Martial, Coman, Lacazette og Benzema.
Dette er den trup, som den franske landstræner Didier Deschamps har udtaget til de to kommende landskampe imod Luxembourg og Spanien.

Målmænd:
Hugo Lloris (Tottenham)
Benoît Costil (Rennes)
Alphonse Areola (PSG)

Forsvar:
Layvin Kurzawa (PSG)
Benjamin Mendy (AS Monaco)
Laurent Koscielny (Arsenal)
Adil Rami (Sevilla)
Samuel Umtiti (FC Barcelona)
Presnel Kimpembe (PSG)
Bacary Sagna (Manchester City)
Djibril Sidibé (AS Monaco)

Midtbane:
Blaise Matuidi (PSG)
N'Golo Kanté (Chelsea FC)
Adrien Rabiot (PSG)
Paul Pogba (Manchester United)
Dimitri Payet (Marseille)
Corentin Tolisso (Lyon)

Angreb:
Olivier Giroud (Arsenal)
Ousmane Dembélé (Dortmund)
Antoine Griezmann (Atletico Madrid)
Thomas Lemar (AS Monaco)
Kevin Gameiro (Atletico Madrid)
Kylian Mbappé (AS Monaco)
Florian Thauvin (Marseille)


Umiddelbart en meget stærk trup, men niveauet bliver helt grotesk, når man ser på, hvilket hold man kunne lave af spillere, som ikke er udtaget – se blot her:

Målmand:
Steve Mandanda (Crystal Palace)

Forsvar:
Lucas Digne (Barcelona)
Mamadou Sakho (Crystal Palace)
Raphael Varane (Real Madrid)
Sebastien Corchia (Lille)

Midtbane:
Anthony Martial (Manchester United)
Morgen Schneiderlin (Everton)
Steven N'Zonzi (Sevilla)
Kingsley Coman (Bayern München)

Angreb:
Alexandre Lacazette (Lyon)
Karim Benzema (Real Madrid)


På bænken kunne være Yohan Cabaye, Andre-Pierre Gignac, Geofffrey Kondogbia, Aymeric Laporte, Tiemoeu Bakayoko, Patrice Evra, Eliaquim Mangala, Moussa Sissoko og Nabil Fekir.

Gad vide, hvor mange af disse spillere der ville være på holdet i Luxembourg, som er Frankrig næste modstander. Flere af spillerne er skadet eller har formnedgang, men den samlede tilstandsrapport af det franske landshold er uhyggelig stærk.
Læs hele artiklen
FCK spiller for Danmarks koefficient
Når FC København i morgen, torsdag, tager imod Ajax Amsterdam i Europa League, er det ikke kun for egen vindings skyld. Hele fodbolddanmark kan få gavn af mere succes til hovedstadsholdet.
Foruden videre avancement til kvartfinalerne i Europa League står der også ære, penge og hæder på spil i morgen, når hollandske Ajax Amsterdam skal forsøge at gøre livet surt for FC København i Telia Parken. Og så står der også yderst vigtige koefficientliste-point på spil.

Danmark havde fra begyndelsen af sæsonen fire hold med i kvalifikationsrunderne til henholdsvis Europa- og Champions League. Her nåede SønderjyskE, Brøndby og FC Midtjylland alle til den afgørende runde i Europa League inden gruppespillet. Fælles for de tre klubber var, at de måtte strække våben lige inden målstregen og glemme drømmen om et europæisk gruppespil i denne sæson.

Særligt sønderjyderne var dog tæt på at klare skærene, da de efter at have spillet 0-0 hjemme kom foran med 2-0 i Tjekkiet mod Sparta Prag. Desværre for SønderjyskE og dansk klubfodbold præsterede tjekkerne et stort comeback og vandt med 3-2 på et mål i de døende minutter.

De mange sejre og uafgjorte resultater, inden holdene blev slået ud, var dog ikke helt forgæves. De var med til, at Danmark i begyndelsen af sæsonen indtog 1.-pladsen på UEFA's koefficientrangliste for indeværende sæson. Den placering blev selvfølgelig også hjulpet på vej af FC Københavns vellykkede kvalifikation til Champions League.

Danmark er dog ikke overraskende siden dumpet ned fra duksepladsen, men man skal faktisk ikke langt ned ad listen for at finde flaget med de røde og hvide farver. Således har dansk klubfodbold skrabet nok point sammen til en foreløbig 10.-plads for sæsonen.

Foran Danmark ligger store nationer som Spanien, Tyskland, England, Italien, Frankrig, Belgien, Rusland, Tyrkiet og Portugal. Under Danmark ligger der også store nationer samt lande, som vi godt kan sammenligne os med: Østrig (11), Holland (12), Grækenland (14), Tjekkiet (16), Ukraine (17), Kroatien (18), Skotland (19), Schweiz (20), Rumænien (24), Sverige (27) og Norge (38).

For dem, der gerne vil have et dansk hold direkte med i Champions League, er det gode nyheder. For at være sikker på et hold i den fornemmeste turnering kræver det en placering som minimum nummer 12, og Danmark ligger p.t. nummer 18 på den samlede rangliste, som tæller indeværende sæson plus de fire foregående. De gode nyheder udspiller sig i, at Danmark lige nu skraber flere point sammen end mange af de lande, vi skal overhale på vejen til 12.-pladsen.

Her er det lande som Rumænien, Kroatien, Østrig, Grækenland, Holland og Schweiz, vi skal holde øje med. De ligger som nævnt alle under os i indeværende sæson, og det bliver heller ikke dårligere af, at holdene fra Rumænien, Kroatien, Østrig og Schweiz har udspillet deres rolle i denne sæsons europæiske turneringer.

De to sidste lande, Grækenland og Holland, har ligesom Danmark et enkelt hold tilbage. Den sidste græske repræsentant er Olympiakos, der er oppe imod Besiktas i Europa Leagues ottendedelsfinale. Og så ville skæbnen altså, at Hollands og Danmarks to sidste deltagere – FCK og Ajax – trak hinanden.

Går FCK samlet videre mod Ajax, samtidig med at tyrkerne ekspederer grækerne ud, så kan FCK og Danmark tage yderligere store skridt i kampen om at nå den eftertragtede 12.-plads.

Danmark har lige nu 23.500 point på den samlede 18.-plads, mens Schweiz, der sidder på 12.-pladsen, har 32.075 point. Der er dermed næppe tale om, at Danmark kan komme i betragtning til 12.-pladsen efter denne sæson, men vi kan tage et godt skridt på vejen.

Point-systemet for koefficientlisten
2 point for en sejr
1 point for en uafgjort
(Pointene bliver dog halveret i kvalifikationsrunden)

Herudover er der point for at nå til knockout-faserne af de to europæiske turneringer – og efterfølgende et point for hver gang, et hold går videre.

Slutteligt er der også fire point at hente ved kvalifikation til Champions League-gruppespillet plus fire yderligere point, når et hold når til 1/8-finalen.

Det er desuden landets samlede koefficient i de seneste fem sæsoner, der er gældende for, hvilken placering det ligger på. Her tæller især 14/15-sæsonen ned for dansk fodbold, da det kun blev til 2.900 point. Til sammenligning har de danske klubber skrabet 8.000 point sammen i denne sæson, og det kan gå hen at blive til meget mere, hvis FCK formår at knække Ajax.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Ledere
Verdens dårligste landshold
Syv lande deler den flatterende placering som nummer 205 på FIFA/Coca-Cola World Ranking-listen, og dem har Indkast valgt at se nærmere på.
Landsholdspausen er for mange fodboldfans et forstyrrende element i en fodboldgal hverdag – ingen mandagskampe i de hjemlige ligaer, ingen Champions League eller Europa League og ingen midtuge-runde. Man farer forvirret rundt i tv-guiden og leder desperat efter en fodboldkamp, men alle stationer er tørlagte, og det bedste alternativ er en kamp i 2. Bundesliga mellem Würzburger Kickers og Sandhausen – så den ser man.

Efter et par dage i sand desperation begynder landskampene at trille ind over skærmen, og humøret stiger gradvist som dagene skrider frem. Man glæder sig som et lille barn til, at ens yndlingslandshold skal spille, og man håber som altid på en sejr.

Hvor det danske landshold efterhånden står med kniven for struben, hvis de vil kvalificere sig til VM i Rusland i 2018, er det ikke nær så slemt som i visse andre lande. Danmark falder gradvist på FIFAs rangliste og indtager i øjeblikket en plads som nummer 48 (den dårligste placering længe, red.), men vi kan altid glæde os over, at vi ikke ligger nummer 205, som er den laveste placering på listen.

Syv landshold deler den tvivlsomme glæde ved at være ”verdens dårligste landshold”, og dem har vi tænkt os at se nærmere på i dag. På den måde kan Indkast være med til at bringe lidt glæde ind hos de mange fodboldfans, der forgæves har zappet efter en vigtig fodboldkamp de seneste tre aftener.

Lad os komme i gang…

Anguilla
Siger Ryan Liddie dig noget? Klinger navnet Adonijah Richardson? Hvad med den talentfulde Kayini Brooks?
Nej?

Disse tre herrer er fremtrædende spillere på en af verdens dårligste landshold, Anguilla, som er en lille gruppe af øer i det caribiske hav. Befolkningstallet er på lidt over 13.000, og når størstedelen af dem er glade for vandsport, efterlader det ikke meget til udviklingen af fodboldlandsholdet.

Den klejne fodboldnation, med delfiner i logoet, har ikke vundet en kamp siden 2010, hvor de besejrede de franske naboer fra Saint-Martin med 2-1 i de caribiske mesterskaber. Anguilla er selv en gammel britisk koloni, så der tales engelsk på gader og stræder, og når snakken kommer til landsholdet, er det nok ikke de pæneste gloser, der kommer ud af folks munde. Eller måske er det?

Ambitionsniveauet kan ikke være skyhøjt for en af verdens dårligste landshold, som i 2016 tabte de to kampe, de var med i. Begge var kvalifikationskampe til Gold Cup, og efter nederlag på 0-7 til Guyana og 0-4 til Puerto Rico kvalificerer de sig nok ikke til den turnering.

Bahamas
Nordvest for Anguilla finder vi et andet landshold, der heller aldrig rigtig har fundet rytmen. Bahamas er væsentlig større end mange af de andre caribiske øer, men på trods af at være en østat bestående af 700 øer, spiller fodbold ingen væsentlig rolle i dagligdagen. Nationalsporten er cricket, og interessen for fodbold synes at være noget nær ikkeeksisterende.

Det største problem ved Bahamas' fodboldlandshold er nok, at de sjældent spiller fodboldkampe. De har ikke spillet siden 2015, hvor de tabte to opgør mod Bermuda med henholdsvis 0-5 og 0-3, og de deltager ikke i andet end kvalifikation til verdensmesterskaberne. Andre turneringer har ganske enkelt ikke deres interesse.

Og det forstår man vel egentlig godt – de har ikke scoret siden 2008, hvor de spillede 2-2 mod de Britiske Jomfruøer.

Djibouti
Vi forlader Caribien for denne omgang, og tager et smut til det østlige Afrika, hvor vi finder en landetrio, der tilmeld er naboer, som også roder rundt som nummer 205 på listen.

Det første af dem er Djibouti, som var i ilden i går. Her mødte de Sydsudan i den første kvalifikationsrunde til næste års afrikanske mesterskaber, og generelt er det et landshold, der altid starter fra bunden. Kampen vandt de med 2-0, så måske kan de vaske prædikatet af sig, når FIFA næste gang offentliggør verdensranglisten.

I 1977 blev Djibouti en selvstændig stat, og de har aldrig prøvet at spille et mesterskab – af den ene eller anden slags. Med et befolkningstal på omkring 850.000 har landet dog et væsentlig potentiale, da fodbolden også karakteres som nationalsport i landet.

Med det rette sats på talentudvikling og lidt mere held i resultaterne ser vi dem måske kravle op som nummer 200 i 2017. Modsat Bahamas spiller de kampe hvert år, men eftersom de tabte fire ud af fire i 2016, kan vi stadig tillade os at kalde dem for ”verdens værste landshold”.

Eritrea
Lidt nord for Djibouti finder vi Eritrea, som er den fjerde repræsentant på listen – og de kæmper med helt andre problemer end de ovenstående. På trods af et højt befolkningstal på over seks millioner leverer de sjældent på banen. I enkelte tilfælde frembringer de en sejr – som i 2009 mod Somalia (næste land på listen), hvor de vandt 3-1, men der er langt mellem snapsene.

Det største problem er dog landets sociale tilstand. Menneskerettighederne er blandt de ringeste i verden, så en betydelig del af befolkningen ønsker at forlade landet – deriblandt landsholdsspillere. Når landsholdet rejser på udebane, flygter mange af spillerne og søger asyl i det land, de skal spille i. Den seneste sag er fra 2015/2016, hvor ti spillere forsvandt i Botswana, men også i 2013 flygtede ni spillere og landstræneren i Kenya. I kan forestille jer de mildest talt besværlige arbejdsforhold for fodboldforbundet.

Somalia
Det sidste afrikanske land på listen er Somalia, der ligger syd for Djibouti og Eritrea, og problemet i Somalia er såre simpelt. Det østafrikanske land har været i kontinuerlig borgerkrig siden starten af 1990'erne, og det har sat sine aftryk på flere niveauer. Problemerne mellem forskellige klaner og manglende styre har efterladt landet i ruiner, og på trods af at der kan spottes lys for enden af tunnelen, er det imponerende, at Somalia overhovedet har haft tid og overskud til at spille fodbold.

De spiller heller ikke mange kampe, og dem de stiller op til, skal alle sammen spilles i udlandet. De er blot registreret for to kampe i de seneste tre år, og de har ikke vundet en kamp siden 2008.

På den lange bane er der potentiale i Somalia, da befolkningstallet er på over tolv millioner, men det kommer til at tage lang tid i et land, der kæmper en evigtvarende borgerkrig, og desuden har store problemer med pirateri.

Gibraltar
Herhjemme er Gibraltar lidt mere velkendt end de andre lande i bunden af FIFAs rangliste. Flere af os har måske endda besøgt det lille engelsktalende land i det sydlige Spanien og fået stjålet en ting eller to af aberne på det bjerg, der udgør en stor del af det samlede areal i Gibraltar.

I 2015 blev staten godkendt af både UEFA og FIFA til at spille kvalifikationsturneringer, og dermed kunne eventyret starte. Førhen var de hyppige deltagere ved ø-mesterskaberne, hvor modstanderne var lande som Jersey-øerne, Rhodos, Shetlandsøerne, Isle of Man og Isle of Wight. Gibraltar vandt turneringen i 2007, men hverdagen er en anden nu, hvor de er oppe imod Europas giganter hvert år.

De debuterede i kvalifikationen til EM 2016, og her slog de rekorden for at lukke flest mål ind. I ti kampe indkasserede de 56 mål, hvilket var tre mål mere end den hidtidige rekord, der var blevet sat af San Marino.

På trods af de mange store nederlag, går det fremad for Gibraltar, der lykkes med at score et mål i ny og næ. De har ligeledes spillet et par venskabskampe uafgjort, og kan de med små skridt begynde at hente resultater i betydningsfulde kampe, kan de vaske titlen som ”verdens dårligste landshold” af sig.

Tonga
Vi slutter listen af hos det oceaniske land Tonga, der består af 177 mindre øer, hvor kun en femtedel af dem er beboede. Tongas problem kan sammenlignes med Bahamas – de interesserer sig ikke rigtig for fodbold – og landet kan i højere grad karakteriseres som en rugby-nation.

De spillede ingen kampe i 2016, men året forinden præsterede de alligevel at spille hele fire kampe. De endte selvfølgelig i nederlag til fremragende fodboldnationer (ironi kan forekomme) som Fiji, Amerikansk Samoa og Samoa. I kampen mod Amerikansk Samoa lykkedes det dem at score et mål.

Deres største nederlag nogensinde stammer fra 2001, hvor de tabte med hele 0-22 til Australien. Det ligner et land, der ikke rigtig gider fodbold, så derfor kan man godt regne med, at de kommer til at være sidst på listen i mange år fremover.
Læs hele lederen
Luís Enriques sidste genistreg ?
Luís Enrique meddelte allerede i går, at han takker af som Barca-træner til sommer. Måske for at tænde en sidste ild i sit hold.
Så skete det. Det uundgåelige, det forventede. Efter gårsdagens 6-1-udradering af Sporting Gijón rygtedes det, at Luís Enrique havde meddelt sine spillere, at han stopper som træner i FC Barcelona til sommer. På pressemødet efter kampen bekræftede han så selv rygtet. Han trækker stikket til sommer, umiddelbart for at tage et sabbatår.

Det kommer på ingen måde som en overraskelse, at Luís Enrique stopper som træner for FC Barcelona. Det har ligget i kortene længe, også længe inden 4-0-nederlaget til PSG, der selvfølgelig fik jungletrommerne til at rumle. Men sandheden er, at Luís Enrique er træt. Barcelona-jobbet slider på én, som de færreste, undertegnede inklusiv, kan forestille sig. Man har aldrig ro, og man kan ikke tillade sig selv de mindste fejl, inden man bliver beskudt fra alle sider. Der skal hele tiden være fremgang. Det var også ordene fra Pep Guardiola, inden han med samme forklaring trak stikket efter fire sæsoner. Det var måske én sæson for sent, og Luís Enrique når da også ”kun” tre år i sædet.

Tidligere blev Frank Rijkaard også for længe på Camp Nou. Han bragte Barcelona tilbage på landkortet med Champions League-triumfen i 2006 og flere spanske mesterskaber, efter Barcelona i første halvdel af 00'erne havde famlet i blinde. Men han trak den en tand for længe med Deco og Ronaldinho, og til sidst måtte en ung Guardiola træde til og ruske op i truppen.

Så nej. Det er på ingen måde en overraskelse, at Luís Enrique trækker stikket nu. Han er en mand, der overvejer tingene meget grundigt, og som dybest set ikke har behovet for at være i rampelyset. Det, der derimod har overrasket medier og eksperter, er timingen i offentliggørelsen. Midt i sæsonen. Efter en 6-1-sejr, lige mens Barça er ved at have fat i førstepladsen i ligaen, efter at have været sakket agterud bag Real Madrid i en lang periode.

Så hvorfor kommer Luís Enrique med meldingen nu?

Præsidenten Josep Bartemeu er kommet med den sædvanlige parole om, at ”Luis Enrique skal have ro til at styre holdet resten af sæsonen, så derfor giver vi en afklaring nu”. Det er uden tvivl en del af sandheden, men jeg tror næppe, det er hverken hele sandheden eller den vigtigste del af den.

Noget andet ligger bag. Intentionen om at forlade skuden i tide, i modsætning til nogle af hans navnkyndige og ligeledes succesfulde forgængere, er én af dem. En anden er forholdet til truppen såvel som medierne.

På det seneste har stemningen om Luís Enrique været ganske ophedet i de spanske medier, og selvom Gerard Piqué i sidste måned var ude med en fuld støtteerklæring til sin træner, har spillerne været bemærkelsesværdigt stille omkring hans afgang siden offentliggørelsen i går. Alt i alt er der klare indikationer på, at Luís Enrique ikke har det allerbedste forhold til truppen.

Spillerne har ifølge de spanske medier været forundrede over visse af hans beslutninger, blandt andet beslutningen om at holde fast i Sergi Roberto på højre back, ligesom hans manglende kommunikation med de spillere, som har befundet sig langt væk fra spilletid i længere perioder, har skabt en negativ stemning i omklædningsrummet. Og der er jo som bekendt sjældent røg uden ild, selvom det ikke behøver at være et oprørsk flammehav.

Og jeg mener netop, det må være dette, der er hovedårsagen bag hans tidlige, i nogles øjne for tidlige, udmelding. Og vi skal ikke længere tilbage end sidste sæson for at finde en eventuel inspirationskilde.

Her sad Manuel Pellegrini stadig i trænersædet i Manchester City. Her var der også forlydender om, at truppen havde mistet tilliden til chileneren, samtidig med at jungletrommerne rumlede løs om Guardiolas nært forestående ansættelse. Også den blev meldt tidligt. Og fra det tidspunkt synes sympatien at vende. Spillerne så pludselig ud til at kæmpe for træneren, og det ledte Manchester City til den bedste europæiske præstation i klubbens historie med en semifinaleplads i Champions League.

Men ikke kun spillernes syn på Pellegrini så ud til at ændre sig. Også mediernes. Pludselig havde man travlt med at huske på, hvad Pellegrini faktisk havde opnået i City. Man havde sympati for den forsmåede chilener, der var ved at blive kørt ud på et sidespor til fordel for et af fodboldens største trænernavne.

Og mens den primære reaktion fra de spanske medier har været spekulationer om, hvem der er den kommende træner, har netop denne forudsigelige nekrolog-om-den-levende-mekanisme også vist sig allerede i dag. I en klumme i dagens udgave af Mundo Deportivo hylder avisens direktør Santi Nolla nemlig Luís Enrique som én af de største trænere i fodbolden:

- Dårlige nyheder for Barça. Luís Enrique er en excellent træner, en af de største, og at han forlader truppen, svækker klubben. Træneren har været ærlig, han har kommunikeret i tilstrækkelig god tid til at klubben kan planlægge et nyt projekt med den samme base. Luís Enrique har aldrig bedraget nogen, han har altid været sammenhængende med en stærk personlighed og en direkte stil. Man må forstå det. Han er også udtømt, lyder det i indledningen af Nollas klumme under overskriften ”En af de store”.

Det var ikke ligefrem sådan det lød, da Barcelona for blot et par uger siden blev tromlet over af PSG.

Luis Enriques timing, beslutningen om at sige farvel, inden det sidste kapitel er skrevet, kan vise sig at blive en sidste (lile) genistreg fra Luís Enrique. Fremprovokerer det en lignende reaktion hos Barca-spillerne som hos City-spillerne i sidste sæson? I så fald kan holdet vinde La Liga og Copa del Rey. Og hvem ved… om to uger står PSG på menuen, når 4-0-nederlaget skal vendes på Camp Nou. Chancerne er små, de er minimale, men kommer Barcelona i absolut topform, ved vi også, at det på den ene eller anden måde kan lade sig gøre. Uanset hvad, vil det efter forløbet i denne sæson være en kæmpe bedrift, kan han hente den spanske double hjem.

Og det er netop i det lys, jeg mener, vi skal se Luís Enriques tilbagetræden. Det er ikke blot af respekt over for ledelsen, så de kan bruge det næste halve år på at tænke sig grundigt om i forhold til den kommende træner. Det er ikke bare for at få arbejdsro, for det får han selvfølgelig aldrig i FC Barcelona, uanset hvad præsidenten siger. Det er derimod et forsøg på at tænde en sidste ild i sit hold, i sit projekt, og det er et forsøg på at samle holdet omkring sig til en sidste kraftanstrengelse, så de også i hans tredje og sidste sæson kan levere store bedrifter. Så han i stedet for at efterlade en hullet skude, overlader en velfungerende, flydende skonnert til Sampaoli, Valverde, Wenger, Morten Olsen – eller hvem end der kommer til at føre arbejdet videre i den catalanske storklub.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Årets afbrænder fra Argentina Top-10: De bedste mål fra Cruyff Artikel ikon Depay laver en ”Beckham” Artikel ikon Skidt målmandsspil koster Ajax Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Islandsk læge: Babyboom 9 måneder derpå James har fået Colombia på nakken Artikel ikon Bendtner enig med legende: Flot karl Artikel ikon Fans sendte anti-Roma breve til Anderson Artikel ikon Flere pudsigheder

Toplister

Artikel ikon Top 12: Største transfer-mål til sommer Top 10: Flest landskampsmål Artikel ikon Top 10: Udsolgte stadions i denne sæson Artikel ikon Top 15: PL-topscorere med hovedet Artikel ikon Flere toplister

Lederen

Artikel ikon Verdens dårligste landshold Luís Enriques sidste genistreg ? Artikel ikon Fra Champions til Championship ? Artikel ikon The Young Ones – from Goodison Artikel ikon Flere ledere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Flere bøger

Profilen

Artikel ikon Mike Jensen – Kongen af Rosenborg Romelu Lukaku – ny Karim eller Costa? Artikel ikon Donnarumma - Det største målmandstalent Artikel ikon Steven N'Zonzi - som Vieira og Busquets Artikel ikon Flere profiler

Rygter

Artikel ikon Avis: Mourinho kigger efter ny Carrick Sampdoria: For tidligt at tale om Schick Artikel ikon Onsdagens engelske rygter Artikel ikon Chelsea favoritter til at gafle van Dijk Artikel ikon Flere rygter

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Lucas Moura
Vidste du om ... Dirk Kuyt Artikel ikon Vidste du om ... Vitolo Artikel ikon Vidste du om ... Neymar Jr. Artikel ikon Flere

Statistik

Artikel ikon Top 10: Flest landskampsmål Status: Premier League i 2017 Artikel ikon Zlatan vs. Griezmann Artikel ikon Mål og kort i ALKA Superliga Artikel ikon Flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: FC Nordsjælland - Lyngby BK Optakt: Rumænien - Danmark Artikel ikon Optakt: Italien - Albanien Artikel ikon Optakt: Viborg FF - AaB Artikel ikon Flere optakter

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Danmark - England Startopstillinger: Montenegro – Polen Artikel ikon Startopstillinger: Nordirland – Norge Artikel ikon Startopstillinger: Rumænien - Danmark Artikel ikon Flere startopstillinger

Kampreferater

Artikel ikon Bendtner-assist i Rosenborg-triumf Spanien dukkede Frankrig i testkamp Artikel ikon Italien forværrede Hollands krise Artikel ikon Loftus-Cheek splittede Danmark ad Artikel ikon Flere kampreferater