Anti-madridista

Af Torsten Brix

2014-05-22
Anti-madridista

Indkast.dk bringer op til Champions League-finalen et kapitel fra den anmelderroste "Vi er våbenbrødre" - det handler om "Slaget om Madrid".

- Du må aldrig bruge magt.

Mine forældre havde ikke ti bud i deres opdragelse af mig, men kun et enkelt. Det blev til gengæld gentaget i det uendelige. Når lynlåsen på min jakke sad fast. Når skoene ikke ville på. Når fryseren ikke ville åbne. Når VHS-maskinen ikke reagerede hurtigt nok i mine bestræbelser på at optage alle mål og højdepunkter fra de europæiske ligaer. Hver gang jeg kunne mærke vreden ulme. Det er grundstenen i min opdragelse, at råstyrke og kontroltab aldrig kan løse nogen problemer. Som udgangspunkt er det en helt og aldeles sympatisk måde at anskue verden på, og denne planet ville utvivlsomt være et bedre sted at bo, hvis alle mennesker delte den vision. Måske ville reparatører af hårde hvidevarer eller radio- og tv-mekanikere miste en del af deres omsætning. Men menneskeheden ville have taget et mileskridt mod forsoning og fred.

Da mine teenageår går på hæld, begynder jeg så småt at reflektere over problemet med den grundindstilling, som jeg voksede op med. Jeg konstaterer, at den ikke har nogen løsninger på hverken konkrete problemer, som rent faktisk fordrer brug af magt, eller på den mere abstrakte kendsgerning, at verden er fyldt med modsætninger. Og hvor der er modsætninger, kan der nemt blive brug for magt, både i passiv, verbal form, når man skal stå ved sig selv, og aktivt, hvis man er under fysisk angreb og skal forsvare sig selv.

Jeg har altid haft svært ved at blive vred på andre end mig selv og min nærmeste familie. I løbet af hele Folkeskolen måtte jeg navigere mig ud af ét eneste uvenskab, og det var med en af mine bedste venner, der meget sigende blev sur på mig, fordi han syntes, at jeg havde for mange venner. Den eneste, jeg nogensinde bad om at holde kæft, var Mette fra min egen klasse i syvende, og jeg kan undre mig over, at jeg ikke skred til den slags metoder noget oftere, for hun blev kort efter min bedste veninde og kom til at betyde uendeligt meget for mig i de år, hvor denne form for relation med en af Østjyllands smukkeste piger endnu ikke gjorde mig forvirret. Andre konflikter ignorerede jeg eller fik Dalgård til at ordne. Og i gymnasiet fik jeg charmeret mig uden om de fleste kontroverser med mit evigt aktive og udglattende snakke-tøj tilsat min uskadelige fremtoning: cremefarvet rullekrave samt „pæne sko“, lærredsbukser og strikcardigan, der selv på en tekstilmesse i Kaliningrad med aske som farvetema ville være blevet gabt af catwalken. Nå ja, og så sort attachémappe med kodelås til mine åbenbart uhyggeligt vigtige bøger og madpakke.

Nu, hvor min 20-års fødselsdag nærmer sig, slipper jeg ikke altid helt så billigt på vores stadig hyppigere drukture i Aarhus, hvor jeg flere gange sammen med resten af Galten-slæn- get forvilder mig ind i mere eller mindre uforskyldte lussinger, knytnæver og albuer uden så meget som at overveje at forsvare mig. De andre gutter slår måske lidt fra sig eller tager bestik af situationen, inden de konstaterer, at det ikke kan betale sig. Men for mig kommer tanken om at gå til modangreb end ikke i kredsløb om mit sind. Den suser videre som en komet ud i intetheden. Jeg kan ikke slå, for jeg kan ikke hade. Også selv om jeg trods alt efterhånden har indset, at en del elektroniske apparater faktisk fungerer bedre, når de har fået et dask eller to.

Der er gået et halvt år, siden Sine og jeg tog foreløbig afsked med Mario og Frente Atlético. Nu rejser vi tilbage til Madrid for at få vores ilddåb på sydtribunen mod Real Madrid. De seneste måneder har for mig været et træningsforløb, hvor min nyfundne spanske ven i hyppige og grundige brevudvekslinger har forsøgt at få mig til at hade lokalrivalen, som han omtaler som alt andet end Real Madrid: „svinene“, „de utro“, „de forkælede møgunger“. Jeg har forsøgt at forklare ham, at det i almindelighed ikke falder mig naturligt at hade, og i særdeleshed ikke en klub, der har Michael Laudrup på holdet.

„Som dansker er jeg stolt af Laudrup, og den eneste gang, jeg har været på Bernabéu, var en fed oplevelse. Deres ultras var seje og mindede faktisk en del om jer.“ Mario svarede:

„Jeg betragter Michael Laudrup som en gentleman, ligesom for eksempel Emilio Butragueño. Ham kunne vi heller aldrig finde på at synge imod. Men alt hernede handler om svinene, og det virker, som om pressens vigtigste opgave er at få det til at fremstå, som om der kun er ét hold i denne by. Tænk i øvrigt over, hvordan det kan være, at Frente Atlético er den eneste spanske gruppe, som ikke kæmper mod deres ultras af politiske årsager. Det er fordi hadet til deres arrogante og forkælede måde at være fans på er større end enhver politisk modsætning, der måtte være mellem os. Jeg kan godt forstå, at du ikke går op i det med at være antimadridista, for det præger jo ikke din hverdag. Men hvis du skulle udstå samme undertrykkelse som os, ville du blive det. Ya verás ...“ Det skal du nok få at se ...

Madrid og vores vært byder os velkommen med trykkende varme i april 1995 en uge inden derbiet. I dagene, der følger, tager han og hans venner os med på hyggelige roture på søen i Retiro-parken, og sammen griner og tumler vi os igennem utallige derbi-forpremierer på knastørre plæner med efterfølgende barbesøg til langt ud på natten. To af dem er ikke blot Real Madrid-tilhængere, men tilmed medlemmer af deres ultras-gruppe, Ultras Sur. I starten er de indbyrdes drillerier venskabelige, men som ugen skrider frem, bliver Mario mere vrissen og alvorlig, når de andre minder ham om Atléticos placering blandt nedrykningskandidaterne. Og de sidste dage er han alene, når vi mødes med ham ved statuen af bjørnen – Atléticos logo – på Puerta del Sol i hjertet af Madrid og Spanien.
Kampdagen oprinder. Real Madrid er på en suveræn førsteplads, seks point foran nærmeste mesterskabskonkurrent. Atlético Madrid er på en delt tredjesidsteplads, et øjebliksbillede af en langvarig klasseforskel mellem byens to førstehold.

Men på ét område er Atlético Madrid Spaniens bedste: deres opbakning. I det månedlige tilhængermagasin Super Hincha, som handler om alt, der rører sig blandt landets organiserede fodboldfans, har Frente Atlético ført ranglisten hele sæsonen. Det er den største ultras-gruppe, de laver de fedeste koreografier, synger højst, har det mest alsidige repertoire af slagsange, og de er bedre end nogen andre grupper lykkedes med at bryde spansk fodbolds tradition for ikke at følge holdet på udebane. Det er selv ikke Ultras Sur som sådan uenige i.

Derfor er det ikke en trykket stemning, vi finder ved Manzanares-flodens bredder, da vi ud på formiddagen stiger op fra metrostationen Pirámides, indsnuser øllebrødsduften fra Mahou-bryggeriet og slutter os til strømmen af Atlético-tilhængere på vej til en tidlig optaktsfest på barerne ved Estadio Vicente Calderón. „Donde acuden a millares los que gustan de un fútbol de emoción“, fortsætter klubhymnen fra vores besøg et halvt år forinden. „Hvor tusinder strømmer til for at nyde fodbold med følelser“... Og følelser er der mange af, ikke mindst hos to umiddelbart malplacerede danske gæster. Vi er spændte og stolte over at skulle være en del af Frente Atlético denne dag.

Vi mødes med Mario foran stadion og tager straks imod iskold fadøl serveret i hvide et-liters plastickrus. Omkring os broderes brudstykker af slagsange fra de forskellige barer og pladser sammen til et patchwork af passion, der lægger sig over bydelen som en usynlig territorial afmærkning. Men efter et par timer får vi at se, at Atléticos ultras er andet end fest og farver.

Hele eftermiddagen sørger politiet for at holde Real Madrids ultras inde på Plaza Mayor i midtbyen, ikke mindst for deres egen skyld. Ultras Sur har i årevis været en af de mest voldelige tilhængergrupper i Spanien, men de lider under kun at tolerere nationalister i deres geledder. Frente Atlético er derimod et sammenrend af alle hovedstadens Atlético-fanatikere, uanset politisk overbevisning. Til kampene kan man stadig se bannere med hagekors side om side med røde stjerner. På gruppens egenfabrikerede halstørklæder er der både motiver af indianere og skinheads. Da jeg for et par dage siden fik mit medlemskort i hånden var det som nummer 6.182. Det antal overstiger langt, hvad Ultras Sur kan mønstre. Og Mario har nemt ved at overbevise os om, at der ikke er noget at frygte.

„Bare rolig. Hvis de kommer, så forsvarer vi os og sender dem væk igen.“

Da vi får det at se i praksis, er det slet ikke, som vi har forestillet os.Forsiden på et af de fanzines, der cirkulerede blandt Atlético-tilhængerne op til kampen mod Real Madrid i foråret 1995. På baseball-køllen opfordres der til at smadre Real-tilhængere, en opfordring, som mange i Frente Atlético tog helt bogstaveligt, og som også konsekvent blev kommunikeret ud fra gruppens ledelse inden midt-halvfemsernes lokalopgør.

To teenagepiger kommer gående med Real Madrid-halstørklæder på det modsatte fortov. Som rødhvide blodlegemer på jagt efter bakterier samler en flok på otte-ti Atlético-ultras sig og slår ring omkring dem. Mario trækker os med. De to piger bliver skældt ud og spyttet på. Ingen af mændene rører dem, men i angrebsbataljonen befinder sig ud over min kæreste yderligere to piger, der nu begynder at overdænge de indtrængende medsøstre med slag og spark. En af Atlético-pigerne flår Real Madrid-halstørklæderne af dem og giver dem videre til Mario, der putter dem i sin taske. Herefter får de uvelkomne gæster lov til at gå med besked om at holde sig væk fra området.

Lidt senere vender de to Real-piger tilbage med mascaraen løbende ned ad kinderne sammen med et par betjente, der beder om at få udleveret halstørklæderne. Marios taske bliver gennemsøgt, men han har nået at aflevere dem bag bardisken på en af beværtningerne sammen med andre krigstrofæer, der senere skal brændes. Sine og jeg trækker os tilbage og snakker sammen. Vi bryder os ikke om det, vi har set. Jeg hiver Mario til side.

„Vi er altså ikke med på sådan noget dér.“

„Hvad mener du? De skal da ikke bare tro, at de kan komme vadende herind på vores område og vise deres farver frem. Det var da en ren provokation.“

„Fint nok, men to piger? Helt ærligt?“ „De var Madrid-tilhængere.“

„Og hvis der kommer flere?“

„Ya verás ...“

Som den gode vært, han er, finder Mario en løsning.

„Hør nu her, hvis I ikke bryder jer om det herude, kan jeg få jer ind på stadion allerede nu. Vores tifogruppe er ved at gøre klar til i aften, og jeg kan bare sige til vagterne, at I er med dem. Men I kommer til at gå glip af den fedeste stemning her udenfor. Det er op til jer?“

Sine og jeg kigger på hinanden. Vi er inden for de seneste måneder nået frem til det punkt i ethvert forhold med begyndende slagside, hvor hun med et simpelt blik giver sin mening til kende, og dermed vores, inden jeg når frem til min egen.

„Vi vil gerne ind på stadion,“ siger jeg fåret og véd med det samme, at det ikke gælder for mig selv. Mario nikker og følger os hen til den sydlige indgangsport. Han veksler et par ord med en kontrollør og vinker os videre ind på tribunen, hvor han præsenterer os for nogle af de fyre og piger, som er i gang med at forberede aftenens koreografi. Mens stemningen uden for murene stille og roligt har udviklet sig fra jovial til faretruende, minder dét her mere om at klippe og klistre i en børnehave. Godt nok er jeg ikke med på at overfalde piger. Men en spansk udgave af Jørgen Clevins legestue er heller ikke, hvad jeg er kommet for.

„Jeg finder jer senere,“ bekendtgør Mario og begiver sig tilbage mod udgangen.

I de følgende timer kan vi høre, hvordan sange og kampråb rekylerer frem og tilbage mellem murene udenfor, mens vi hjælper med at placere rødhvide flag og kartonstykker på sæderne. Jeg fortryder, at jeg ikke blev derude. Specielt da Reals ultras bliver eskorteret forbi, længes jeg efter at være en del af modtagelseskomitéen. Kanonslag brager, flasker knuses og de gensidige kollektive tilsvininger er øredøvende. Og her står jeg på et tomt stadion med et stykke karton og min kæreste i hånden.

Ultras Sur indtager med 1500 mand deres afsnit øverst oppe på nordtribunen og styrer i en halv times tid lydkulissen. De heiler og smider kanonslag efter de få tidlige tilskuere på naboafsnittene, håner vores patetiske hold („Patético Madrid“) og vender ryggen til os i foragt. I starten nyder jeg synet af deres bannere og koordinerede bevægelser, men efterhånden begynder jeg at føle mig provokeret. De har det så let. Deres klub skovler titler hjem og er på vej mod endnu en. Og uden for banen kan de selv ikke en dag som i dag røres, fordi poli- tiet så omhyggeligt har passet på dem hele dagen og anbragt dem i sikkerhed deroppe, så de omkostningsfrit kan stå og svine os til.

Heldigvis begynder Atléticos ultras nu at myldre ind, fulde og farverige. Snart giver trinene på Fondo Sur sig under tu- sindvis af hoppende menneskekroppe. Nu kan vi få vores had ud, om ikke andet gennem vores munde og megafoner.

Da vores nedrykningstruede mandskab stiger op på banen hele ti minutter før kampstart for at løbe en opildningsrunde på det udsolgte stadion, stiger decibelniveauet til højder, hvor jeg frygter for mine trommehinder. Men det er, som om mine sanser bliver opgraderet, som om de i øjeblikket kan kapere mange flere indtryk og i både højere opløsning og volumen end normalt. Og når jeg tager del i de slagsange, jeg har lært ved i ugens løb slavisk at gennemlytte det kassettebånd med lydoptagelser fra sydtribunen, som Mario har skaffet til mig, er det, som om min stemme – alene så jysk og skinger – bliver katapulteret hen over grønsværen af vinde fra Jupiters røde øje. „Quén no salte madridista es ... ES!“ skriger jeg hysterisk og føler, at mit råb vil få den modsatte tribune til at skride sammen under de latterlige Real-fans. Sine står lige ved siden af mig og råber også med, men ellers skænker jeg hende ikke en tanke.

Vores anstrengelser har ingen effekt på vores spillere. De brænder en enorm chance i kampens første minut lige nede foran os. Herefter tøjler de sejrsvante gæster opgøret som en doven krikke, der godt ved, hvor den skal hen, men næsten ikke orker turen. 2-0 vinder de.

Jeg ærgrer mig grænseløst bagefter. Igen og igen afspiller jeg for mit indre blik situationen i kampens første minut, hvor Roman Kosecki slap alene igennem uden at score. Det var så tæt på den perfekte start, den perfekte ekstase, det perfekte hysteri, i mit allerførste derbi. I stedet har jeg måttet nøjes med synet af Real-tilhængernes jubelscener, der mest af alt lød som latter.

„Sådan er det at være tilhænger af Atlético,“ siger Mario med et skævt smil, da vi snakker om det på en bar bagefter. „Det er så frustrerende. Og det er så nemt at holde med Real Madrid. Deres fans sidder lige nu og ser fjernsyn eller spiser som på enhver anden aften. De er ligeglade med at have slået os, for de vinder altid.

Tænk på, hvordan vi ville have badet i springvandene og festet hele natten, hvis vi havde vundet. De er vores komplette modsætning. Det er derfor, at vi mere end noget andet er antimadridistas.“

Jeg er begyndt at forstå, hvad han taler om.



Optakter
Onsdag d. 12/12, kl. 18:55
Real Madrid - CSKA Moskva
Onsdag d. 12/12, kl. 21:00
Valencia - Man. United
Onsdag d. 12/12, kl. 21:00
Young Boys - Juventus
Podcast

Podcast - Millioner i suppen

Podcast - Newcastle Special

Podcast - City og prisen for succes

Podcast - Juventus, storhed og CL-jagt

Podcast - Lopeteguis fald fra tinderne

Podcast - El Clásico nedtakt

Podcast - Cristiano med bæmund

Podcast - Ledelse, magt og Mourinho

Podcast - Landsholdskonflikt

Podcast - Status efter sommeren 2018

Podcast - 10 forudsigelser for 2018/2019

Podcast - United, Jose og klasse-mangel

Magasin-artikler
Ajax' fremtid er sikret
Det hollandske storhold - Ajax - har otte talenter, som skiller sig ud af mængden for tiden - med en dansker iblandt. Se mere her.
Andre Onana, 22-årig målmand
Han blev født i Cameroun, men tog til Barcelona som 13-årig. Herefter tog han videre til Ajax i 2015, og her har han snart spillet 100 kampe for førsteholdet. Både Barcelona og Tottenham har vist interesse for Onana.


Max Wöber, 20-årig forsvarspiller
Østrigeren tog til Ajax fra Rapid Vienna i 2017. Han har kæmpet med at skulle fylde potentialet som nuværende Tottenham-spiller Davinson Sánchez havde, men Wöber er begyndt at udvikle sig, som De Ligts defensive partner.


Matthijs de Ligt, 19-årig forsvarsspiller
Havde sin senior-debut for Holland i 2017, efter at have spillet to kampe i Eredivisie for Ajax, som han skrev under med som 9-årig. Nu har han spillet 11 kampe, og er vurderet til at være et af de største forsvarstalenter lige nu. Klubber som Bayern München og Barcelona er interesserede i ham.


Noussair Mazraoui, 21-årig forsvarspiller
Højre-backen er født i Holland, men han har valgt at spille for Marokkos landshold ligesom holdkammeraten Hakim Ziyech. Ronald Koeman har prøvet at overtale talenterne til at spille for Holland i stedet.


Donny van de Beek, 21-årig midtbanespiller
Endnu et stort lokalt talent… Van de Beek startede på Ajax' D-hold, men fik sin debut på førsteholdet i 2015 som 18-årig. Han afviste et tilbud fra Roma i sommer fordi, at han føler sig godt tilpas på den offensive midtbane i Ajax - med 11 mål i sidste sæson.


Ryan Gravenberch, 16-årig midtbanespiller
Den første modtager af Abdelhak Nouri-trofæet, som bliver givet ud til den bedste spiller i akademiet. I september slog han Clarence Seedorfs rekord, som den yngste spiller til at spille en Eredivisie-kamp, da han blot 16 år og 130 dage gammel.


David Neres, 21-årig angriber
Han flyttede til Ajax i januar 2017 fra Sao Paulo og kom næsten direkte ind på førsteholdet i Ajax. Neres foretrækker at blive placeret på højre kant. Brasilianeren har scoret 14 liga-mål i sidste sæson. Han har vækket interesse i Dortmund og Manchester United, selvom han forlængede sin kontrakt i september.


Kasper Dolberg, 21-årig angriber
Danske Kasper er blevet sammenlignet med legenden Dennis Bergkamp pga. hans kyniske temperament. Dolberg har haft svære tider i Ajax i sidste sæson efter at spillet i Europa League-finalen i 2017 imod Manchester United, men han er ved at komme tilbage i sin gode form.


Frenkie de Jong, 21-årig midtbanespiller
Stortalentet tog til Ajax i 2015 og har spillet 34 kampe for førsteholdet og fire kampe for A-landsholdet. Frenkie er blevet sammenlignet med lidt af hvert fx. Rijkaard, Gullit og Cruyff. Ingen ved hvad han skal spille, fordi at han er så komplet og kan det hele.
Læs hele artiklen
2-1… AND YOU FUCKED IT UP!
Seks mål, rødt kort, to straffespark og masser af andet ballade både på og udenfor banen, da de to rivaler fra Nordlondon mødtes. Indkast var tilstede, da det forvandlede Arsenal, som Dr. Jekyll and Mr. Hyde, besejrede ”Spurs”.
2-1… AND YOU FUCKED IT UP! 2-1… AND YOU FUCKED IT UP! 2-1… AND YOU FUCKED IT UP!

Sådan lyder det fra en håndfuld syngende mænd på det næsten sterile men overpissede lokum på pubben Tollington Arms en lille time efter, at Arsenal har besejret rivalerne fra Tottenham på det nærliggende Emirates Stadium. Arsenal vandt 4-2, men de var nede med 1-2 – indtil Tottenham smed det hele væk.

På pubben er stemningen næsten elektrisk. Der er plads til omkring 500 mennesker, men på Arsenals kampdage er der ofte det dobbelte – og der bliver drukket øl… masser af øl. For som på mange engelske pubber er der masser af forskellige øl, og efter kampen talte min rejsefælde på et tidspunkt, at der løb øl fra 30 haner – på samme tid.

Denne feststemning er startet, da gæsterne – som kun er Arsenal-fans med billetter til kampen – har oplevet nye standarder fra deres elskede klub. Sejren over ”Spurs” gjorde, at Arsenal ikke havde tabt i de seneste 19 kampe, og afskeden med den højtelskende Arsène Wenger syntes at være kommet på det helt rigtige tidspunkt, hvis ikke den måske skulle være kommet lidt før. Snakken på Tollington Arms handler i hvert fald ikke om afsavnet til den franske manager, men mere om den spanske afløser – Unai Emary, og hvad han har tilføjet til London-holdet.


He comes from Uruguay, He's only Five foot high!
Specielt den lille midtbanespiller Lucas Torreira har været den store positive overraskelse i denne sæson. Efter kampen slog den tidligere Arsenal-legende Martin Keown fast, at Torreira var den bedste defensive midtbanespiller for Arsenal siden den franske verdensmester - Patrick Vieira. Franskmanden havde omkring årtusindeskifte en gigantisk betydning for Arsenal og det succesbelagte franske landshold, og når han spillede for Arsenal, sang fansene:

- Vieira ooohhh… Vieira ooohhh… He comes from Senegal, He plays for Arsenal…

På Tollington Arms og udover Emirates hylder Arsenal-fansene nu den lille Torreira på samme melodi.

- Torreira ooohhh! Torreira ooohhh! He comes from Uruguay, He's only Five foot high!

Det arbejde på midtbanen, som Torreira har gjort, har banet vejen og skabt chancer til Alexandre Lacazette og Premier League-topscorer Pierre-Emerick Aubameyang. Netop den gabon-fødte Aubameyang er også det store samtaleemne inden og efter kampen omkring det forholdsvis nye stadion. For på de sidste ti afslutninger, hvor angriberen har ramt indenfor modstanderens målramme, er det endt med mål i alle ti tilfælde… Efter opgøret mod Tottenham var der gået 99 dage, siden sidste gang en målmand havde en redning på en Aubameyang-afslutning, hvilket var den tidligere Arsenal-keeper Lukasz Fabianski.

I Tottenham-opgøret skulle Aubameyang dog opleve en racistisk hændelse, da en Tottenham-fan kastede en bananskrald imod Arsenal-angriberen, men det er langt fra den eneste gang, hvor der er ballade med tilskuerne. For imens, at vi indtager vores ”Stadion-platte” inden kampen, bliver der antændt ”rødt røg”. Der opstår tumultlignede situationer og fansene hopper og skriger ”RED ARMY”… ”RED ARMY”… ”RED ARMY”…


Hårdtslående statement
På banen stod spillerne også højt i tændingen, og da Eric Dier scorede til 2-1, løb han ud imod Arsenal-fansene med en pegefinger foran munden, hvilket skabte en smule ballade. Sådan skal det også være på en rigtig ”Derby day” – inden opgøret mellem Arsenal og Tottenham var der et andet London-opgør mellem Chelsea og Fulham, og senere spillede Liverpool imod Everton.

Arsenal vandt dette derby, hvilket sikkert har startet en masse drømme om Champions League-pladser, da klubben tidligere har døjet meget, når de har spillet imod andre Top 6-hold, men drømmene om noget større hænger også sammen med, at ”The Gunners” var uden flere profiler som den langtidsskadede anfører Laurent Koscielny og kreatøren Mesut Özil. Så Arsenal satte i den grad et statement, der var ligeså hårdtslående, som de to sværvægtsboksere Deotay Wilder og Tyson Fury, der samme aften tævede løs på hinanden.

Statementet kom også, efter Emery har skabt ændringer mange steder i klubben. I kantinen er sukker næsten blevet bandlyst, hvorved spillerne ikke kan få deres normale juice, sodavand eller energidrik. På banen har der været mere energi og Arsenal-spillerne har løbet længere i kampene end tidligere. Derudover har der været store udskiftninger på holdet. For tiden er offensiven flyvende, hvilket sker efter Olivier Giroud og Alexis Sánchez – der begge scorede omkring 100 Arsenalmål – har forladt London-holdet.


Dr. Jekyll and Mr. Hyde
Så for tiden er historien om Arsenal en stor omvæltning ligesom i ”Dr. Jekyll and Mr. Hyde”, hvilket giver forhåbninger om, at Arsenal igen kan slutte over Tottenham, så ”den røde del af London” igen kan fejre ”Saint Totteringhams Day”.

Arsenal-fansene har siden 1996 fejret den dag, hvor det var givet, at de ville slutte foran lokalrivalerne fra Tottenham. Denne dag har de kunne fejre 20 gange, men sidste år gik den ikke længere.

Med sejren over Tottenham overhalede Arsenal rivalerne i stillingen, så måske kan de igen få deres ”Saint Totteringhams Day” i den første sæson med manager Unai Emery - det vil helt sikkert glæde mændene på toiletterne på pubben Tollington Arms…
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Jadon Sancho – New SANsation
Efter en tur i Dortmunds museum med sportsdirektør Michael Zorc var en ung englænder overbevidst om, at han i fremtiden gerne vil spille foran ”Den gule mur”.
I forbindelse med Nation League-kampene i efteråret var de engelske aviser totalt i begejstring over foryngelsen af ”Three Lions”. Masser af hysterik omkring spillere som Phil Foden, Reiss Nelson, Ryan Sessegnon, Trent Alexander-Arnold – men størst fokus var der dog på Jadon Sancho. Indkast.dk har kigget nærmere på denne unge knægt, for hvem er han?

Den engelske landstræner Gareth Southgate var en stor del af det engelske hold til EM2000, som var med til at give et af de mest vanvittige pulje-resultater til en EM-slutrunde, for England og Tyskland gik ikke videre fra gruppe A, som Portugal vandt foran Rumænien. Denne fodboldskæbne ramte henover England og den nyfødte Jadon Sancho, der lige var blevet født i London.

Hans forældre var kommet til den engelske hovedstad fra Trinadad & Tobaco, og deres søn - Sancho - blev den første Millennium-fødte spiller til at blive indkaldt til det engelske landshold. Han var på daværende tidspunkt blot 18 år, men forinden havde han faktisk været meget igennem. Manchester City-manager Pep Guardiola kasserede ham i City efter han havde spillet ungdomsfodbold hos Watford. Hos City gik han på akademi med spillere som Phil Foden og Brahim Diaz, og for 17 måneder siden var han med City på deres ”Pre-season-tour”. Men eftersom Guardiola ikke kunne garantere ham noget, der mindede om førsteholdsfodbold, ville han ikke underskrive en kontrakt med City. Dette fik Sancho til at lave et overraskende skifte til Dortmund.


Ung målscorer i Champions League
Dortmund har givet Sancho masser af spilletid, og det er resulteret i en masse assists – både i Bundesligaen og Champions League. Netop spilletiden fra sidstnævnte var grunden til, at Sancho blev udtaget til det engelske landshold, slog træner Gareth Southgate fast ved udtagelsen. Derudover indtager Dortmund en overraskende førsteplads i den bedste tyske fodboldrække, og denne præstation har Sancho mange aktier i.

I Champions League blev Sancho den anden yngste englænder til at score i turneringen, og få dage efter var Sancho den mest eftertragtede ”autograf”, da Dortmund inviterede 1.200 fans til åben træning. Populariteten kom, efter Sancho var blevet indskiftet i Champions League-sejren over Atlético Madrid, hvor Dortmund overraskende vandt med 4-0. Dette var det største nederlag i europæiske kampe for det spanske hovedstadshold i ni år, og efter blot nogle få minutter på banen scorede Sancho et af målene.

Sejren var ikke bare historisk stor. Den kom også i hus med et meget ungt Dortmund-hold samt med mange spillere, der havde fået deres fodboldopdragelse i klubben – som Reus, Götze, Pulisic og den unge dansker Jakob Bruun Larsen. Af andre unge kan nævnes den 20-årige Achraf Hakimi, der er udlånt fra Real Madrid og Dan-Axel Zagadou på 19 år, der kom til klubben fra PSG næsten på samme tid, som Sancho ankom.

Så Sancho er blevet en vigtig brik på et meget ungt Dortmund-hold, som er startet sæsonen på flotteste vis, hvilket sker blot 17 måneder efter, at tyskerne hentede ham hos de engelske mestre for blot 75 millioner kroner. Siden er markedsværdien på Sancho næsten tidoblet, og han har underskrevet en ny kontrakt, som binder ham til Dortmund indtil 2022.

Ved kontaktunderskrivelsen blev parterne endvidere enige om, at Sancho skulle starte på intens tysk undervisning, for den blot 18-årige knægt er efterladt meget alene i en del af Tyskland med masser af industri.

I dette område er der enormt had mellem arbejderklubberne Dortmund og Schalke04, når de spiller deres ”Ruhr-derby. Udgaven i efteråret 2018 endte med en sejr på 2-1 til Dortmund efter danske Thomas Delaney bragte Dortmund foran og hjemmeholdet på VELTINS stadion fik udlignet på et straffespark ved den aldrende Daniel Caligiuri. Men matchvinden blev Sancho, da han iskold scorede til 2-1 efter godt samspil med Raphaël Guerreiro og straks trillede tårrene ned kinderne på det engelske fodboldtalent, som efterfølgende skrev på Twitter:

- Jeg synes, at det var en helt fantastisk følelse at score det afgørende mål i det store derby. Personligt har det været en meget hård uge for mig, og jeg har dedikeret målet til min bedstemor. Vi ses snart, min engel!

Tidligere har Dortmund haft succes med at forme ”fodbold-engeler” som Hummels, Gundogan, Mkhitaryan, Aubameyang og Dembélé. Nu gælder det Jadon Sancho – The New SANsation…
Læs hele artiklen
Matteo Guendouzi - en stjerne i svøb
På trods af sine blot 19 år og totale mangel erfaring på topniveau har Matteo Guendouzi taget hele den rød-hvide del af London med storm. Indkast.dk stiller skarpt på den unge rekrut.
Det helt store omdrejningspunkt for diskussioner omkring Arsenal denne sommer var naturligvis den uundgåelige afgang af Arsène Wenger som manager og Unai Emerys tilgang som ny ‘head coach' for holdet.

I skyggen af dette kom der en ny og ung franskmand til London-klubben. Matteo Guendouzi kom til Arsenal fra Lorient i den næstbedste franske række, og var uden tvivl den tilgang, som skabte mindst røre blandt fansene. Paradoksalt nok et klassisk Wenger-indkøb, så kom Guendouzi til klubben fra Ligue 2's ukendthed uden nogen egentlig erfaring med fodbold på topniveau. Imens de andre tilgange har været mere eller mindre etablerede, velkendte ansigter og tiltænkt en direkte plads i førsteholdstruppen, så var den sidste tilføjelse til truppen umiddelbart øremærket til fremtiden.

Midtbanespilleren kom til klubben i starten af juli og fik sin debut blot nogle få dage senere imod Boreham Wood. Han var også med på flyet til Singapore, hvor han startede den første kamp i pre-season turneringen imod Atlético Madrid. Han gjorde sig ikke umiddelbart positivt bemærket i den kamp, men efter 5-1-sejren imod Paris SG var han manden på alles læber. Han havde taget kontrol over kampen, som en garvet og rutineret midtbanespiller ville gøre det og pludseligt havde han fået folk til at få øjnene op for ham. Flere gode præstationer efterfulgte og da Arsenal skulle åbne sæsonen imod Manchester City, så var den unge franskmand i startopstillingen.


En stor personlighed
Guendouzi startede som helt ung i Paris Saint Germains ungdomsakademi, men blev vejet og fundet for let som 14-årig, hvorefter han tog til Lorient. Ifølge hans trænere i Lorient vidste de lynhurtigt, at denne knægt ikke bare var hvem som helst. Loic Fery, Lorients præsident, beskrev i et interview med The Independent, at han allerede som helt ung altid spillede med hovedet oppe og altid gik forrest. Uanset hvilket niveau han spillede på, så var han altid en leder og bærende kraft på holdet efter få kampe.

Fery talte om Guendouzis enorme personlighed og dedikation til spillet, som også blev belønnet med en professionel kontrakt med klubben allerede som 17-årig. Med sådan nogle karakteristika følger der som regel også nogle problemer. Han kom ind og fik spilletid for Lorient som blot 17-årig, men på trods af nogle gode kampe medførte et trænerskifte en betydelig nedgang i spilletid for den ellers lovende spiller. Et rygtet udfald med træneren førte til flere måneder uden spilletid, men også en uvurderlig træningsmentalitet. Fery beskriver, at Guendouzi ville ‘være rasende når træningen var slut efter to timer og blive ude på banerne og træne videre'.

I slutningen af sidste sæson begyndte de allerstørste klubber i Europa at melde deres interesse. Juventus var de første til at henvende sig, men siden fulgte både Borussia Dortmund og hans gamle klub PSG – men da Arsenal meldte deres ankomst, så var der ingen tvivl. Pudsigt nok havde både Emery og Sven Mislintat haft øje på ham, da de var i henholdsvis PSG og Dortmund, og med Arsenals ry for at udvikle unge franske verdensstjerner, så valgte Guendouzi Arsenal.


Ilddåb
Debuten i Premier League var, ikke overraskende, et tydeligt og stort skridt opad for Matteo. Dog var det ligeså tydeligt, at denne 19-årige knægt uden erfaring på topniveau tilgik opgaven med mod, karakter og frygtløshed. Han gemte sig aldrig, han var altid klar på at modtage bolden og tog mere end sin del ansvar.

Hans teknik, afleveringsevner og drive er ligeså store styrker og han var absolut et positivt diskussionsemne, trods nederlaget. I sæsonens anden kamp på Stamford Bridge var han endnu mere fremtrædende og mange vil mene, at han var en af Arsenals bedste på dagen. Siden er det blevet til spilletid i 11 af Arsenals første 14 Premier League, og der har været solide præstationer. Så hvad er der i vente for Arsenals nyeste skud på stammen? Dette kan fremtiden kun afgøre for Matteo Guendouzi - en stjerne i svøb…
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Er racismen kommet tilbage i fodbolden?
Lederen skriver: Debatten i Danmark om flygtninge er blevet meget hårdere i retorikken, hvilket også er flyttet ud på de danske fodboldstadions.
Under Premier League-topkampen mellem Chelsea og Manchester City hævdede City-spilleren og den engelske landsholdsspiller Raheem Sterling, at han blev udsat for racistiske tilråb. Situationen stammede fra det tidspunkt, hvor det vedhæftede billede er taget, og siden har Chelsea slået fast, at de vil undersøge sagen nærmere.

- Vi er klar over, at en video cirkulerer online, hvor det hævdes, at der bliver råbt racistiske udtalelser mod en spiller på Stamford Bridge stadion lørdag. Vi vil gennemgå videomaterialet for at afgøre, hvorvidt en lovovertrædelse er sket, skulle Chelsea ifølge Ritzau have meldt ud.

Men er det nu også så galt? Er der måske nogle læsere, der tænker… jah – det er meget alvorligt at komme med racistiske udtalelser eller råb imod andre. Problemerne i den forbindelse er blot, at det fremkommer oftere og oftere på fodboldstadions. Er man en flittig stadionbesøger, kan man ofte høre racistiske ytringer, og det må siges at være et stigende problem. Men hvordan og hvorfor er der kommet mere racisme omkring fodboldkampe?


Bananskrald, Cyrille Regis og Okore
Igennem mange år har UEFA forsøgt med kampagner at sige ”No to racism”, men i året, hvor en fodboldforkæmper for ”mørke spillere” Cyrille Regis døde, er problemet ikke blevet mindre. I forrige spillerunde blev der smidt en bananskald efter Arsenal-spilleren Pierre-Emerick Aubameyang, hvilket der også tidligere er blevet gjort på Aalborg-stadion. Her har den tidligere landsholdsspiller Jores Okore tidligere beskyldt dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt for at være racist.

Så racisme er ikke blevet ”sparket ud” af fodbolden, og alene i sidste sæson blev der indgivet 520 rapporter om racisme i engelsk fodbold, hvilket var betydelig mere end den forgangne sæson – så tallene dokumenterer en stigning.

Så imens den politiske linje rundt om i Europa bliver mere og mere fremmedfjendsk, så er dette også kommet ud på de europæiske fodboldstadions. Kan dette stigende problem i vores hjemmelige andedam skyldes, at de højreorienterede partier ønsker grænsekontrol og at sende flygtninge ud på øen Lindholm. Altså er debatten i Danmark om flygtninge blevet hårdere i retorikken, og er den flyttet ud på de danske fodboldstadions. Der findes masser af eksempler på dette – ikke blot i Danmark, men også i Serie A, hvor mange af hovedstadsklubben Lazios fans skulle være fascister – ligesom mange nynazister er begyndt at dukke op på især svenske og tyske stadions.

Dette er alvorligt, og der skal naturligvis handles meget kraftigt på dette, sådan at Raheem Sterling – som den ene dag er en helt på det engelske landshold – men den næste blev lagt for had, fordi han besidder et unikt talent, tager en anden fodboldtrøje på og dermed bliver modstander til ens favorithold. Kigger man nærmere på billederne fra hændelsen, er det tydeligt, at der ikke er tale om drengestreger, men derimod midaldrende Chelsea-fans, som ellers ikke har et specielt belastet renommé i England.


Nordjysk folkesanger og det barske England
Den folkekære Niels Hausgaard har engang sagt, at ting ikke bliver mere rigtige, selvom man siger dem mange gange. Gad vide, om disse Chelsea-fans hver weekend står og råber racistiske udtryk efter modstandernes farvede spillere, og de mange gentagelser ender op med – i deres verden – at legalisere det.

Ian Wright – som selv har været en mørk spiller i den bedste engelske fodboldrække – frygter, at kulturen fra 1970 og 80'erne er på vej tilbage. I engelsk fodbold har der altid været masser af følelser, raseri og højspænding. Derudover er England et ”barskt” land, hvilket også kan påvirke de hårde udmeldinger, og noget kunne også tyde på, at episoden ikke er unik.

For der var ingen reaktion fra tilskuerne omkring de råbende fans, og tv-billeder viste endvidere, at en sort sikkerhedsvagt grinte af de racistiske tilråb, som man ikke behøver at være mundaflæser for at forstå. Der var mange, der forsøgte at mundaflæse i 2011, da Manchester United-spilleren Patrice Evra beskyldte Liverpools Luis Suárez for racisme. Efter episoden med Sterling spurgte Evra på Twitter:

- Hvordan kan dette ske i 2018?

Meget rammende spørgsmål ligesom Cyrille Regis kommentar, da han tørt slog fast:

- Lad mig aldrig komme ned på deres niveau.

Men hvad skal man gøre for at stoppe dette? Tidligere har det været nævnt, at personalet omkring fodboldkampene i langt større grad skulle reagere, hvis de hørte nogle racistiske råb. Det har ikke været praktiseret og er næppe løsningen, men hvad er så?

Den eneste løsning er ualmindelig svær, men sådan er det ofte med livets store dilemmaer. Løsningen er en holdningsændring, for fodbolden afspejler samfundet, og så længe Europa bliver mere højreorienteret, så vil stemningen på de europæiske stadions også blive det…
Læs hele lederen
Super Campeón i Superclasico
Indkast.dk kigger nærmere på ”Verdens største fodboldkamp”…
Inden det første opgør i Libertadores-finalen 2018 blev de to modstandere enige om noget underligt… De to hold ønskede, at når de to kampe skulle spilles, var det uden udebanetilskuere. Altså kun hjemmeholdets tilskuere til afslutningen på turneringen, der svarer til Champions League. Årsagen til, at holdene blev enige om, at kampene skulle spilles uden modstandernes tilskuere, var ligetil – kampen stod nemlig imellem Boca Juniors og River Plate...

Opgøret imellem de to Buenos Aires-klubber er blevet omdøbt til ”Superclasico”, og den er mange gange blevet kåret til den mest forhadte fodboldkamp i verden, hvilket ikke siger så lidt. For pak bare Olympiaskos vs. Panathinakos, Dortmund vs. Schalke, Milan vs. Inter, Celtic vs. Rangers, Flamengo vs. Fluminese eller Barcelona vs. Real Madrid væk. Det argentinske opgør er størst… og smid deroveni, at de i 2018 spillede om det eftertragtede Libertadores-trofæ, så der er tale om et opgør uden nogen sammenligning – og opgørene levede også op til dette.

Aldrig før i turneringens 58 år har de to rivaler mødt hinanden i finalen, så kampen var et opgør om langt mere end fodbold. Kampene lagde gaderne øde i Buenos Aires jah… faktisk i hele Argentina og endda i store dele af Sydamerika. Hele 2.000 forskellige medier har forsøgt at komme ind til kampene, selvom der end ikke er plads til en tiendedel.

Op til kampene var der gigantiske forventninger om et stort drama, og det hele blev historisk grotesk samt vanvittigt. For dårligt vejr, en bombaderet bus, tåregas og glasskår afholdt spillerne fra at kunne deltage. Derudover flyttede opgøret verdensdel - til Madrid. Her sikrede River Plate sig en historisk 3-1-sejr, og dermed kunne de rejse sig efter den triste nedrykning i 2011.


Los Milonrois faldt sammen
Pudsigt nok blev begge klubber skabt af italienske immigranter, men ellers har de ikke ret meget tilfælles. For tidligt i klubhistorien flyttede River Plate til et langt mere økonomisk attraktivt område af storbyen, og derfor har de fået øgenavnet ”Los Milonrios” – millionærene...

River Plate har også det største stadion – El Monumental – der har plads til 25.000 mere end på Boca Juniors La Bomboenra, hvor der ”kun” kan være 50.000. Men River har været helt nede ved vende.

I sommeren 2011 rykkede de ud af den bedste argentinske fodboldrække for første gang i 110 år. Dette frembragte voldsomme reaktioner, hvor blandt andet 25 betjente blev hårdt såret. Dette skal naturligvis ses i lyset af, at River Plate-fansene er en helt anden støbning end mange andre, og at klubben har stolte og mange traditioner. Som da de i 1950'erne havde 13 mand udtaget til det argentinske landshold – altså deres udskiftningsspillere var bedre end resten.


Gallardo blev til ”El Muneco”
I forhold til den meget berømte nedrykning skulle klubbens præsident have beskyttelse af flere livvagter i døgndrift i de efterfølgende år, selvom der i 2013 startede voldsomme ændringer i klubben. Rodolfo D'Onofrio blev valgt til præsident og store dele af den sportslige sektor blev uddelt til klublegenderne – Enzo Francesoli og Norberto Alonso. Derudover blev Marcelo Gallardo udnævnt til træner, og sidenhen er han blevet kaldet ”Rivers Pep Guardiola”.

Derudover fik Gallardo øgenavnet ”El Muneco”, der kan oversættes med klubbens kransekagefigur, da han blandt andet har levet hele livet i River Plate. Han voksede op på klubbens akademi, var med i alle sejrene i 90'erne og udviklede sig meget som træner blandt andet lidt i samme stil med sin tidligere holdkammerater og nuværende Atlético Madrid-træner Diego Simeone.

På bare fire år gik River fra nedrykning til at blive sydamerikanske mestre, og de efterfølgende fem sæsoner vandt de flere trofæer, end de havde gjort tyve år forinden. Så revolutionen af klubben, som Marcelo Gallardo havde lavet, hjalp. Der blev indført tre g'er – ganar, gustar og golear, som kan oversættes med sejr, glæde og lave mange mål.

Dette har bragt dem fra nedrykning til finalen imod Boca Juniors, men ikke uden ballade, som da Superclasico-opgøret blev afbrudt, da Boca-fansene smed peberspray på River Plate-spillerne. Efterfølgende var flere af spillerne i lange behandlinger, og Boca blev taberdømt.


En kamp man skal opleve, inden man dør…
I forhold til trofæer har River Plate også et lille overtag, da de har vundet 36 argentinske mesterskaber, hvilket er tre mere end Boca Juniors. Tre gange tidligere har de to hold mødt hinanden i Libertadores, men altså aldrig i finalen. Omkring årtusindeskiftet slog Boca rivalerne i kvartfinalen, hvilket også gentog sig fire år senere efter straffesparkskonkurrence. I 2015 mødte holdene hinanden i gruppespillet.

I den nuværende trup har Boca Juniors flere argentinske spillere med fortid i Europa som Fernando Gago, Carlos Tévez og Mauro Zarata – men det er langt fra de eneste store fodboldnavne, der har været i klubben. Diego Maradona og Riquelme har fået store dele af deres fodboldopdragelse hos Boca Juniors, som af mange betragtes som ”arbejderklubben” i den argentinske storby overfor de mere velhavende - fra River Plate.

Boca-fansene bliver kaldt for ”Los Xeneizes”, da klubben blev skabt af immigranter fra Genoa, og de har et rygte om at være lidt mere vilde og helhjertede end River Plate-fansene. Der findes også flest Boca-fans… blandt andet den kendte Mary Esher Duffau, som der tidligere har været lavet en film om, og da den 74-årige dame døde i 2008, var der et minuts stilhed inden deres kamp imod Cruzeiro. Filmen om Mary Esher Duffau handlede om hendes hårde liv blandt andet som Boca-fan. Gad vide, hvordan hun ville have oplevet Superclasico 2018? Da Boca Juniors med to mand i undertal ramte stolpen i overtiden ved stillingen 2-1 til River.

Tidligere har den engelske avis The Observer slået fast, at det at se kampen imellem Boca og River var nr. 1 på listen over 50 sportskampe, som man skal opleve, inden man dør… Dette mente de ca. 2.000 fans, der var rejst til Madrid for at overvære kampen, selvom de ikke havde fået fri fra arbejde. De måtte se den fodboldkamp – dette Superclasico, som, mange mener, var den største fodboldkamp nogensinde.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Arsenal-spillere tager stoffer Vanvittige Boca Juniors Artikel ikon Alternativ forældrehjælp Artikel ikon Wenger afviser AC Milan Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon AGF-offensiv < våde tændstikker Ugens hold fra Premier League Artikel ikon - Paul Pogba er en myte Artikel ikon Ferdinand med sjov Arsenal-anekdote Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Det bedste sommerkøb i PL Top 20: Bedste spillere i 2018 Artikel ikon Top 20 - Flest PL-ændringer Artikel ikon Top 10: Flest PL-mål Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Ajax - Danskernes klub: Jan Mølby Özil - fra skudlinjen Artikel ikon Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Artikel ikon Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon City 2008 vs. 2018 Historisk PL-topstrid Artikel ikon Liverpool - perfekt start Artikel ikon Uniteds 500 målscorere Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Avis: FCN mister Skovgaard til januar Rygte: United fører kampen om Ndombele Artikel ikon Medie: Fàbregas til Milan, hvis… Artikel ikon Ajax-stjernes far tror på Barca-skifte Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Mario Gomez
Vidste du om ... Gareth Bale Artikel ikon Vidste du om ... Kylian Mbappé Artikel ikon Vidste du om ... Lionel Messi Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Ancelotti vs. Liverpool facts Senest alle Serie A-hold gik videre Artikel ikon Ti PL-profiler købt for under 100 mio. Artikel ikon Dårligste United-start i mange år Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: AS Monaco - Dortmund Optakt: Liverpool - Napoli Artikel ikon Optakt: Røde Stjerne - Paris SG Artikel ikon Optakt: Real Madrid - CSKA Moskva Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: FCN - AGF Startopstillinger: Newcastle - Wolves Artikel ikon Startopstillinger: FCK – Esbjerg Artikel ikon Startopstillinger: FCM - OB Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon 2 x uafgjort = Tottenham avancement Napoli blev sorteper på Anfield Artikel ikon Nordsjælland tog sejren i uskønt opgør Artikel ikon River slår Boca i Superclásico-finale Artikel ikon Se flere