Anti-madridista

Af Torsten Brix

2014-05-22
Anti-madridista

Indkast.dk bringer op til Champions League-finalen et kapitel fra den anmelderroste "Vi er våbenbrødre" - det handler om "Slaget om Madrid".

- Du må aldrig bruge magt.

Mine forældre havde ikke ti bud i deres opdragelse af mig, men kun et enkelt. Det blev til gengæld gentaget i det uendelige. Når lynlåsen på min jakke sad fast. Når skoene ikke ville på. Når fryseren ikke ville åbne. Når VHS-maskinen ikke reagerede hurtigt nok i mine bestræbelser på at optage alle mål og højdepunkter fra de europæiske ligaer. Hver gang jeg kunne mærke vreden ulme. Det er grundstenen i min opdragelse, at råstyrke og kontroltab aldrig kan løse nogen problemer. Som udgangspunkt er det en helt og aldeles sympatisk måde at anskue verden på, og denne planet ville utvivlsomt være et bedre sted at bo, hvis alle mennesker delte den vision. Måske ville reparatører af hårde hvidevarer eller radio- og tv-mekanikere miste en del af deres omsætning. Men menneskeheden ville have taget et mileskridt mod forsoning og fred.

Da mine teenageår går på hæld, begynder jeg så småt at reflektere over problemet med den grundindstilling, som jeg voksede op med. Jeg konstaterer, at den ikke har nogen løsninger på hverken konkrete problemer, som rent faktisk fordrer brug af magt, eller på den mere abstrakte kendsgerning, at verden er fyldt med modsætninger. Og hvor der er modsætninger, kan der nemt blive brug for magt, både i passiv, verbal form, når man skal stå ved sig selv, og aktivt, hvis man er under fysisk angreb og skal forsvare sig selv.

Jeg har altid haft svært ved at blive vred på andre end mig selv og min nærmeste familie. I løbet af hele Folkeskolen måtte jeg navigere mig ud af ét eneste uvenskab, og det var med en af mine bedste venner, der meget sigende blev sur på mig, fordi han syntes, at jeg havde for mange venner. Den eneste, jeg nogensinde bad om at holde kæft, var Mette fra min egen klasse i syvende, og jeg kan undre mig over, at jeg ikke skred til den slags metoder noget oftere, for hun blev kort efter min bedste veninde og kom til at betyde uendeligt meget for mig i de år, hvor denne form for relation med en af Østjyllands smukkeste piger endnu ikke gjorde mig forvirret. Andre konflikter ignorerede jeg eller fik Dalgård til at ordne. Og i gymnasiet fik jeg charmeret mig uden om de fleste kontroverser med mit evigt aktive og udglattende snakke-tøj tilsat min uskadelige fremtoning: cremefarvet rullekrave samt „pæne sko“, lærredsbukser og strikcardigan, der selv på en tekstilmesse i Kaliningrad med aske som farvetema ville være blevet gabt af catwalken. Nå ja, og så sort attachémappe med kodelås til mine åbenbart uhyggeligt vigtige bøger og madpakke.

Nu, hvor min 20-års fødselsdag nærmer sig, slipper jeg ikke altid helt så billigt på vores stadig hyppigere drukture i Aarhus, hvor jeg flere gange sammen med resten af Galten-slæn- get forvilder mig ind i mere eller mindre uforskyldte lussinger, knytnæver og albuer uden så meget som at overveje at forsvare mig. De andre gutter slår måske lidt fra sig eller tager bestik af situationen, inden de konstaterer, at det ikke kan betale sig. Men for mig kommer tanken om at gå til modangreb end ikke i kredsløb om mit sind. Den suser videre som en komet ud i intetheden. Jeg kan ikke slå, for jeg kan ikke hade. Også selv om jeg trods alt efterhånden har indset, at en del elektroniske apparater faktisk fungerer bedre, når de har fået et dask eller to.

Der er gået et halvt år, siden Sine og jeg tog foreløbig afsked med Mario og Frente Atlético. Nu rejser vi tilbage til Madrid for at få vores ilddåb på sydtribunen mod Real Madrid. De seneste måneder har for mig været et træningsforløb, hvor min nyfundne spanske ven i hyppige og grundige brevudvekslinger har forsøgt at få mig til at hade lokalrivalen, som han omtaler som alt andet end Real Madrid: „svinene“, „de utro“, „de forkælede møgunger“. Jeg har forsøgt at forklare ham, at det i almindelighed ikke falder mig naturligt at hade, og i særdeleshed ikke en klub, der har Michael Laudrup på holdet.

„Som dansker er jeg stolt af Laudrup, og den eneste gang, jeg har været på Bernabéu, var en fed oplevelse. Deres ultras var seje og mindede faktisk en del om jer.“ Mario svarede:

„Jeg betragter Michael Laudrup som en gentleman, ligesom for eksempel Emilio Butragueño. Ham kunne vi heller aldrig finde på at synge imod. Men alt hernede handler om svinene, og det virker, som om pressens vigtigste opgave er at få det til at fremstå, som om der kun er ét hold i denne by. Tænk i øvrigt over, hvordan det kan være, at Frente Atlético er den eneste spanske gruppe, som ikke kæmper mod deres ultras af politiske årsager. Det er fordi hadet til deres arrogante og forkælede måde at være fans på er større end enhver politisk modsætning, der måtte være mellem os. Jeg kan godt forstå, at du ikke går op i det med at være antimadridista, for det præger jo ikke din hverdag. Men hvis du skulle udstå samme undertrykkelse som os, ville du blive det. Ya verás ...“ Det skal du nok få at se ...

Madrid og vores vært byder os velkommen med trykkende varme i april 1995 en uge inden derbiet. I dagene, der følger, tager han og hans venner os med på hyggelige roture på søen i Retiro-parken, og sammen griner og tumler vi os igennem utallige derbi-forpremierer på knastørre plæner med efterfølgende barbesøg til langt ud på natten. To af dem er ikke blot Real Madrid-tilhængere, men tilmed medlemmer af deres ultras-gruppe, Ultras Sur. I starten er de indbyrdes drillerier venskabelige, men som ugen skrider frem, bliver Mario mere vrissen og alvorlig, når de andre minder ham om Atléticos placering blandt nedrykningskandidaterne. Og de sidste dage er han alene, når vi mødes med ham ved statuen af bjørnen – Atléticos logo – på Puerta del Sol i hjertet af Madrid og Spanien.
Kampdagen oprinder. Real Madrid er på en suveræn førsteplads, seks point foran nærmeste mesterskabskonkurrent. Atlético Madrid er på en delt tredjesidsteplads, et øjebliksbillede af en langvarig klasseforskel mellem byens to førstehold.

Men på ét område er Atlético Madrid Spaniens bedste: deres opbakning. I det månedlige tilhængermagasin Super Hincha, som handler om alt, der rører sig blandt landets organiserede fodboldfans, har Frente Atlético ført ranglisten hele sæsonen. Det er den største ultras-gruppe, de laver de fedeste koreografier, synger højst, har det mest alsidige repertoire af slagsange, og de er bedre end nogen andre grupper lykkedes med at bryde spansk fodbolds tradition for ikke at følge holdet på udebane. Det er selv ikke Ultras Sur som sådan uenige i.

Derfor er det ikke en trykket stemning, vi finder ved Manzanares-flodens bredder, da vi ud på formiddagen stiger op fra metrostationen Pirámides, indsnuser øllebrødsduften fra Mahou-bryggeriet og slutter os til strømmen af Atlético-tilhængere på vej til en tidlig optaktsfest på barerne ved Estadio Vicente Calderón. „Donde acuden a millares los que gustan de un fútbol de emoción“, fortsætter klubhymnen fra vores besøg et halvt år forinden. „Hvor tusinder strømmer til for at nyde fodbold med følelser“... Og følelser er der mange af, ikke mindst hos to umiddelbart malplacerede danske gæster. Vi er spændte og stolte over at skulle være en del af Frente Atlético denne dag.

Vi mødes med Mario foran stadion og tager straks imod iskold fadøl serveret i hvide et-liters plastickrus. Omkring os broderes brudstykker af slagsange fra de forskellige barer og pladser sammen til et patchwork af passion, der lægger sig over bydelen som en usynlig territorial afmærkning. Men efter et par timer får vi at se, at Atléticos ultras er andet end fest og farver.

Hele eftermiddagen sørger politiet for at holde Real Madrids ultras inde på Plaza Mayor i midtbyen, ikke mindst for deres egen skyld. Ultras Sur har i årevis været en af de mest voldelige tilhængergrupper i Spanien, men de lider under kun at tolerere nationalister i deres geledder. Frente Atlético er derimod et sammenrend af alle hovedstadens Atlético-fanatikere, uanset politisk overbevisning. Til kampene kan man stadig se bannere med hagekors side om side med røde stjerner. På gruppens egenfabrikerede halstørklæder er der både motiver af indianere og skinheads. Da jeg for et par dage siden fik mit medlemskort i hånden var det som nummer 6.182. Det antal overstiger langt, hvad Ultras Sur kan mønstre. Og Mario har nemt ved at overbevise os om, at der ikke er noget at frygte.

„Bare rolig. Hvis de kommer, så forsvarer vi os og sender dem væk igen.“

Da vi får det at se i praksis, er det slet ikke, som vi har forestillet os.Forsiden på et af de fanzines, der cirkulerede blandt Atlético-tilhængerne op til kampen mod Real Madrid i foråret 1995. På baseball-køllen opfordres der til at smadre Real-tilhængere, en opfordring, som mange i Frente Atlético tog helt bogstaveligt, og som også konsekvent blev kommunikeret ud fra gruppens ledelse inden midt-halvfemsernes lokalopgør.

To teenagepiger kommer gående med Real Madrid-halstørklæder på det modsatte fortov. Som rødhvide blodlegemer på jagt efter bakterier samler en flok på otte-ti Atlético-ultras sig og slår ring omkring dem. Mario trækker os med. De to piger bliver skældt ud og spyttet på. Ingen af mændene rører dem, men i angrebsbataljonen befinder sig ud over min kæreste yderligere to piger, der nu begynder at overdænge de indtrængende medsøstre med slag og spark. En af Atlético-pigerne flår Real Madrid-halstørklæderne af dem og giver dem videre til Mario, der putter dem i sin taske. Herefter får de uvelkomne gæster lov til at gå med besked om at holde sig væk fra området.

Lidt senere vender de to Real-piger tilbage med mascaraen løbende ned ad kinderne sammen med et par betjente, der beder om at få udleveret halstørklæderne. Marios taske bliver gennemsøgt, men han har nået at aflevere dem bag bardisken på en af beværtningerne sammen med andre krigstrofæer, der senere skal brændes. Sine og jeg trækker os tilbage og snakker sammen. Vi bryder os ikke om det, vi har set. Jeg hiver Mario til side.

„Vi er altså ikke med på sådan noget dér.“

„Hvad mener du? De skal da ikke bare tro, at de kan komme vadende herind på vores område og vise deres farver frem. Det var da en ren provokation.“

„Fint nok, men to piger? Helt ærligt?“ „De var Madrid-tilhængere.“

„Og hvis der kommer flere?“

„Ya verás ...“

Som den gode vært, han er, finder Mario en løsning.

„Hør nu her, hvis I ikke bryder jer om det herude, kan jeg få jer ind på stadion allerede nu. Vores tifogruppe er ved at gøre klar til i aften, og jeg kan bare sige til vagterne, at I er med dem. Men I kommer til at gå glip af den fedeste stemning her udenfor. Det er op til jer?“

Sine og jeg kigger på hinanden. Vi er inden for de seneste måneder nået frem til det punkt i ethvert forhold med begyndende slagside, hvor hun med et simpelt blik giver sin mening til kende, og dermed vores, inden jeg når frem til min egen.

„Vi vil gerne ind på stadion,“ siger jeg fåret og véd med det samme, at det ikke gælder for mig selv. Mario nikker og følger os hen til den sydlige indgangsport. Han veksler et par ord med en kontrollør og vinker os videre ind på tribunen, hvor han præsenterer os for nogle af de fyre og piger, som er i gang med at forberede aftenens koreografi. Mens stemningen uden for murene stille og roligt har udviklet sig fra jovial til faretruende, minder dét her mere om at klippe og klistre i en børnehave. Godt nok er jeg ikke med på at overfalde piger. Men en spansk udgave af Jørgen Clevins legestue er heller ikke, hvad jeg er kommet for.

„Jeg finder jer senere,“ bekendtgør Mario og begiver sig tilbage mod udgangen.

I de følgende timer kan vi høre, hvordan sange og kampråb rekylerer frem og tilbage mellem murene udenfor, mens vi hjælper med at placere rødhvide flag og kartonstykker på sæderne. Jeg fortryder, at jeg ikke blev derude. Specielt da Reals ultras bliver eskorteret forbi, længes jeg efter at være en del af modtagelseskomitéen. Kanonslag brager, flasker knuses og de gensidige kollektive tilsvininger er øredøvende. Og her står jeg på et tomt stadion med et stykke karton og min kæreste i hånden.

Ultras Sur indtager med 1500 mand deres afsnit øverst oppe på nordtribunen og styrer i en halv times tid lydkulissen. De heiler og smider kanonslag efter de få tidlige tilskuere på naboafsnittene, håner vores patetiske hold („Patético Madrid“) og vender ryggen til os i foragt. I starten nyder jeg synet af deres bannere og koordinerede bevægelser, men efterhånden begynder jeg at føle mig provokeret. De har det så let. Deres klub skovler titler hjem og er på vej mod endnu en. Og uden for banen kan de selv ikke en dag som i dag røres, fordi poli- tiet så omhyggeligt har passet på dem hele dagen og anbragt dem i sikkerhed deroppe, så de omkostningsfrit kan stå og svine os til.

Heldigvis begynder Atléticos ultras nu at myldre ind, fulde og farverige. Snart giver trinene på Fondo Sur sig under tu- sindvis af hoppende menneskekroppe. Nu kan vi få vores had ud, om ikke andet gennem vores munde og megafoner.

Da vores nedrykningstruede mandskab stiger op på banen hele ti minutter før kampstart for at løbe en opildningsrunde på det udsolgte stadion, stiger decibelniveauet til højder, hvor jeg frygter for mine trommehinder. Men det er, som om mine sanser bliver opgraderet, som om de i øjeblikket kan kapere mange flere indtryk og i både højere opløsning og volumen end normalt. Og når jeg tager del i de slagsange, jeg har lært ved i ugens løb slavisk at gennemlytte det kassettebånd med lydoptagelser fra sydtribunen, som Mario har skaffet til mig, er det, som om min stemme – alene så jysk og skinger – bliver katapulteret hen over grønsværen af vinde fra Jupiters røde øje. „Quén no salte madridista es ... ES!“ skriger jeg hysterisk og føler, at mit råb vil få den modsatte tribune til at skride sammen under de latterlige Real-fans. Sine står lige ved siden af mig og råber også med, men ellers skænker jeg hende ikke en tanke.

Vores anstrengelser har ingen effekt på vores spillere. De brænder en enorm chance i kampens første minut lige nede foran os. Herefter tøjler de sejrsvante gæster opgøret som en doven krikke, der godt ved, hvor den skal hen, men næsten ikke orker turen. 2-0 vinder de.

Jeg ærgrer mig grænseløst bagefter. Igen og igen afspiller jeg for mit indre blik situationen i kampens første minut, hvor Roman Kosecki slap alene igennem uden at score. Det var så tæt på den perfekte start, den perfekte ekstase, det perfekte hysteri, i mit allerførste derbi. I stedet har jeg måttet nøjes med synet af Real-tilhængernes jubelscener, der mest af alt lød som latter.

„Sådan er det at være tilhænger af Atlético,“ siger Mario med et skævt smil, da vi snakker om det på en bar bagefter. „Det er så frustrerende. Og det er så nemt at holde med Real Madrid. Deres fans sidder lige nu og ser fjernsyn eller spiser som på enhver anden aften. De er ligeglade med at have slået os, for de vinder altid.

Tænk på, hvordan vi ville have badet i springvandene og festet hele natten, hvis vi havde vundet. De er vores komplette modsætning. Det er derfor, at vi mere end noget andet er antimadridistas.“

Jeg er begyndt at forstå, hvad han taler om.



Optakter
Søndag d. 23/9, kl. 12:00
SønderjyskE - Midtjylland
Podcast

Podcast - Landsholdskonflikt

Podcast - Status efter sommeren 2018

Podcast - 10 forudsigelser for 2018/2019

Podcast - United, Jose og klasse-mangel

Podcast - N'Doye, Kabongo og Superliga

Podcast - Ronaldo, Lemar og Hazard

Podcast - Den kolde langside

Podcast - det smukke spil/store følelser

Podcast - VM, krig og kokain

Podcast - Delaney's skifte til Dortmund

Podcast - VM-optakt del 2

Podcast - VM optakt del 1

Podcast - mesterskabskampen

Magasin-artikler
Europa League – hold øje med
Redaktionen på Indkast.dk har fundet nogle spændende spillere at kigge på "om torsdagen"...
Marc Bartra – Real Betis
Den tidligere Barcelona-spiller er tilbage i Spanien efter en meget skadesplaget periode hos Dortmund. Kan forsvarsspilleren løfte Real Betis?


Amadou Haidara – Red Bull Salzburg
Er blevet omtalt som ”den næste Naby Keita”. Tottenham og Chelsea har indledt jagten på den 20-årige hårdtarbejdende midtbanespiller fra Mali. Haidara har kontrakt med østrigerne de næste fire år, men måske kan han bruge Europa League som udstillingsvindue til at komme til en af de største europæiske klubber.


Viktor Claesson – Krasnodar
Den svenske kantspiller eller offensive midtbanespiller er slået helt igennem i Rusland, efter han forlod Elfsborg i 2015. Han blev i sidste sæson kåret til den bedste spiller i Krasnodar.


Dimitri Payet – Marseille
Den elegante midtbanespiller kan blive en af de allerstørste spillere i denne Europa League-sæson. Hans elegante spillestil skal nok komme til sin ret ”om torsdagen”.


Julian Brandt - Bayer Leverkusen
Det er ganske rart, at ikke alle tyske talenter ender hos Bayern München. Den venstre kantspiller har flere gange afvist de sydtyske giganter, så nu kan vi andre glædes over ham i Europa League.


Alessio Romagnoli – Milan
Blev hentet hos Roma i 2015 og har taget Milano med storm. Her bliver han sammenlignet med klublegenden og den nyslåede leder Paolo Maldini. Den kølige måde at føre bolden frem og bevare roen er varemærker for begge spillere.


Lucas Torreira – Arsenal
I mangel på spilletid i Premier League kan den 22-årige defensive midtbanespiller fra Uruguay måske få en masse spilletid i Europa League og vise nogle af de gode takter, som han også viste under VM.


Andreas Christensen – Chelsea
Kunne man forestille sig, at den danske VM-spiller ville få lidt spilletid for London-klubben af samme årsag som Torreira?


Sergej Milinković-Savić - Lazio
På trods af tilbud fra mere prominente adresser, er den høje serber blevet i Lazio. Han er 23 år, og står på tærsklen til sit helt store internationale gennembrud.


Callum Hudson-Odoi - Chelsea
Måske bliver det til spilletid for den 17-årige englænder i Europa League. Så enormt spændende ud i optakten til sæsonen, og Sarri har valgt ikke at sende ham ud på lån. Hurtig og udfordrende. Den engelske Mbappe?


Steven Gerrard - Rangers
Liverpool-legenden har overtaget trænerposten i Rangers. Relativt uprøvet og Europa League i første sæson. Bliver det Zidane eller Neville?


Sander Berge - Genk
Vi fik et lille indblik i, hvad den 20-årige nordmand kan, da Genk ekspederede Brøndby ud. Spiller med stor autoritet og ro på trods af sin unge alder.


Ismaila Sarr - Stade Rennais
Den lynhurtige senegaleser har allerede repræsenteret sit land 17 gange i en alder af 20 år. Har mange af de samme færdigheder som landsmanden Sadio Mané.
Læs hele artiklen
Bari – Passionen skal bestå
Denne sommer blev Bari erklæret konkurs eftersom, at klubben ikke kunne finansiere deltagelse i Serie B.
Mange triste Bari-tilhængere har efter, at det blev officielt, at klubben i denne sæson spiller Serie D-fodbold lagt videoer og billeder op på sociale medier med tårer i øjnene. Mange tilhængere mente, at det var utænkeligt, at den skæbne der har ramt 153 italienske klubber siden 2003, også kunne ramme deres klub. Nemlig en konkurs.

I 2014 solgte Matarrese-familien klubben efter tre generationer som ejere af Apuliens stolteste fodboldklub. En af dem der investerede penge i klubben, var tidligere dommer Gianluca Paparesta. Han investerede over 30 mio. kroner i klubben. Paparesta kommer selv fra byen, så han ved om nogen, hvor meget stoltheden omkring klubben betyder for byens folk i det fattige Syditalien. I 2016 kunne Paparesta så løfte sløret for en rig investor, der var klar til at hjælpe Bari tilbage til Serie A. Den malaysiske rigmand Noordin Ahmad overtog 50% af klubben samtidig med, at den tidligere medejer Cosmo Giancaspro blev sat ind som ny præsident. Overtagelsen betød, at Paparesta beholdt sin andel og Giancaspro havde fuld kontrol over klubben efter, at den malaysiske investor forsvandt.

Det blev det negative vendepunkt for traditionsklubben i syd. Atmosfæren skiftede omkring klubben. Et forslag omkring stadion-renovationer blev skudt ned, da Bari-borgmester Antonio Decaro ikke ønskede at bruge skattepengene på renoveringen. Allerede på dette tidspunkt var der lavvande i klubkassen. Klubben blev tilbudt at lave en langsigtet handleplan på renoveringen, men med mangel på økonomiske midler måtte planen lægges til side, og Baris hjemmebane San Nicola, også kaldet ”Spaceship”, der kan huse tredje flest tilskuere i landet, kun overgået af Stadio Olimpico i Rom og San Siro i Milano, måtte stå hen og forblev i dårlig tilstand, ligesom Baris økonomi. Man vil måske fristes til at spørge, hvorfor Baris hjemmebane har så stor kapacitet sammenlignet med andre hjemmebaner rundt om i Italien. Grunden til størrelsen er, at man i forbindelse med VM-slutrunden i 1990 i Italien var nødt til at kunne huse flere tilskuere. Derfor var Bari blandt de udvalgte byer til de dengang nye super-arenaer sammen med blandt andre Milano og Torino. Efter slutrunden havde klubben dog svært ved at fylde den store hjemmebane, en skæbne der også overgik Juventus og deres ikoniske hjemmebane Delle Alpi i Torino. Delle Alpi blev for år siden erstattet af Juventus Stadium, hvor der er plads til væsentligt færre, men en hjemmebane som klubben kan fylde.

I 2014 spillede Bari Serie B-playoff mod Latina, og i den anledning var der 50.000 mennesker på stadion. I 2016 da klubben spillede om oprykning til Serie A mod Novara kunne man kun lokke 20.000 mennesker på stadion. Efter kampen mod Novara fortalte byens borgmester til et italiensk medie:

- En dag af nederlag, som brænder tusinde gange mere end et nederlag på banen.

I januar 2018 begyndte der stille og roligt at florere rygter omkring, at lønningerne i klubben ikke blev betalt, og i marts blev det så officielt, at klubben har en gæld på 199 mio. kroner, og med ingen mulige midler eller investorer til at gribe klubben, var der kun et håb. Oprykning. Klubben var tidligere på sæsonen blevet fratrukket to point, da klubbens økonomiske problemer ikke blev overset af det italienske fodboldforbund (FIGC). Det betød, at klubben fik en hårdere modstander i form af Cittadella i kvartfinalen i oprykningsspillet. Klubben røg ud af oprykningsspillet til netop Cittadella, og fra den dag i start juni kunne Bari-tilhængerne blot holde vejret og håbe på et økonomisk mirakel. Samme måned blev hjemmebanens vand lukket, da man havde ubetalte vandregninger på 45.000 kroner. Samtidig skulle klubben finde over 30 mio. kroner til ubetalte lønninger og registrering til Serie B-sæsonen 2018/2019.

Bari var mere presset end nogensinde før, rent økonomiske, og klubben gik på jagt efter en kapitalindsprøjtning fra en ny ejer. Den Syditalienske klub var i samtaler med Leeds United-ejeren Andrea Radrizzani, men det hele kollapsede. Samtidig blev ejeren Giancaspro undersøgt for økonomiske uregelmæssigheder. Undersøgelserne betød, at Giancaspro forlod klubben, som nu stod uden ejer og i dyb gæld.

I juli måned stillede byens borgmester Decaro sig op og talte til klubben og byen. 4000 tilhængere mødte op på Baris gamle hjemmebane Stadio della Vittoria, der er væsentligt mindre end San Nicola, for at høre ordene. Borgmesteren fortalte til de fremmødte, at han ville kæmpe for at klubben ikke blev tvangsnedrykket til Serie D, men blot Serie C på baggrund af Baris sportslige kulturarv. Det blev dog ikke aktuelt for den apuliske stolthed. Flere tilhængere har efterfølgende udtrykt deres skuffelse og vrede over den dårlige ledelse, de mener klubben har været under. En enkel tilhænger beskriver, at en klub der kan sende 50.000 mennesker til en playoff-kamp fortjener bedre ledelse, end tilfældet har været.

En livslang Bari-tilhænger ved navn Alfred Ricci fortæller til The Guardian:

- Når du slår hanen (klubbens logo, red) ihjel, når du skærer hovedet af den, lever den videre et stykke tid. Bari dør aldrig. Menneskerne i Bari dør aldrig. Genopstandelsen starter fra Serie D. Vi vil være der med vores tørklæder, syngende, hyldende, i dag, i går og for evigt de hvide og røde farver.

Bari vil selvfølgelig kigge på de modeller, både Napoli og Fiorentina har gjort brug af, efter de blev erklæret konkurs. Begge hold er nu etablerede tophold i Serie A. Det er en langsigtet plan, men en økonomisk sikker plan.

I fremtiden vil der altså for Bari være nye spillere, en ny hjemmebane, nye ejere og nye modstandere. Men ånden, passionen og drømmen om toppen af italiensk fodbold lever videre i havnebyen, der ligger på hælen i støvle-landet.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Bernd Leno – i klub med Lehmann og Čech
Er han den nye nummer 1 eller en back-up for Petr Cech? Spørgsmålet er stadig åbent, men Leno har vist gode takter og håber at være med til at bringe London-klubben tilbage i toppen af europæisk fodbold.
I midten af juni 2018 brugte Arsenal omkring 200 millioner på at hente Bernd Leno til klubben. Tyskeren kom fra Bayer Leverkusen, hvor han har spillet i syv år og med mere end 230 kampe for klubben, er han trods de 26 år allerede en erfaren målmand. Det fremhævede cheftræner Unai Emery også i forbindelse med skiftet:

- Vi er meget glade for, at Bernd Leno skifter til os. Han er en målmand med høj kvalitet og erfaring. Han har præsteret på højeste niveau og har været en fast mand i målet hos Leverkusen i Bundesligaen i de seneste syv år. Vi er meget glade for, at Bernd har valgt Arsenal, og vi ser frem til at arbejde med ham i pre-season, sagde han til Arsenal.com.


Et nyt kapitel
For Bernd Leno var skiftet på alle måder et nyt kapitel. Både for ham selv og for klubben med Unai Emery ved roret. De to talte sammen inden skiftet, hvor Emery gjorde det klart, at han synes, tyskeren er dygtig, og Leno er stolt over skiftet.

- For mig er det en drøm at spille i Arsenal. Det er klubbens historie, fansene og kvaliteten af holdet og klubben, som gjorde, at jeg gerne ville skifte. Jeg vil hjælpe holdet med at komme tilbage til Champions League og vinde trofæer. Arsenal hører til i Champions League, sagde den tyske målmand i forbindelse med skiftet.

Indtil videre trives han også godt i klubben. Det fortalte han til Arsenal.com i august:

- Det er rigtig godt. Jeg er stolt af at være en del af Arsenal, og holdet er meget søde, trænerne er gode, og det er sjovt at være her. Vi er som en familie. Vi har store spillere med store personligheder, men jeg synes, at atmosfæren er god. Det har faktisk overrasket mig lidt, hvor nemt det har været at komme ind på holdet.


Blev målmand ved et tilfælde
Bernd Leno er vokset op i Stuttgart og husker sin første kamp på stadion, hvor Stuttgart spillede mod Bremen. Han var med sine forældre og bror inde og se kampen, og her startede drømmen om at blive professionel fodboldspiller, og som han siger:

- 15 år efter har jeg skrevet under med Arsenal. Jeg udlever min drøm.

Som barn var hans forbilleder Iker Casillas, og i Stuttgart begejstrede Timo Hildebrand og Jens Lehmann ham.

- Jeg så mange af Jens Lehmanns træningssessioner for at lære fra ham. Jeg havde nogle træninger med ham, da jeg var 16-17 år. Han var meget koncentreret og professionel, og det er den mentalitet, man skal have som professionel målmand, fortæller Bernd Leno.

Det var først, da han var 9-10 år, at han vidste, han skulle være målmand. Indtil da havde Bernd Leno spillet på midtbanen, og det var lidt et tilfælde, han endte i målet:

- Der var en målmand fra klubben, som ikke kom til en kamp, og jeg stod derfor på mål. Jeg var god og har ikke været ude af målet siden, fortæller han til Arsenal.com.

Da Bernd Leno var 19 år gammel fik han Champions League-debut for Bayer Leverkusen. Her stod han overfor Petr Čech, som nu er hans holdkammerat i Arsenal.

- Efter kampen sagde han til mig, at det havde været en god kamp for mig, og han var glad på mine vegne. Det er syv år siden, og nu er vi holdkammerater – det er vildt!


Fakta:
Bernd Leno
Født: 4. marts 1992
Højde: 190 cm
Nationalitet: Tyskland
Position: Målmand
Tidligere klubber: Stuttgart og Bayer Leverkusen
Læs hele artiklen
Douglas Costa – hurtig lama
Juventus' brasilianske kantspiller står til lang karantæne efter en underlig – og ulækker – episode. Costa har blot spillet i fire klubber, og i de to seneste er han blevet upopulær!
Efter en sæson på udlån fra Bayern München blev Douglas Costa i sommer hentet til Juventus på en permanent aftale. Men efter blot fire kampe kom den 28-årige brasilianer i store problemer, da han gav en mindre skalle til Sassuolo-spilleren Federico De Francesco, og værre var det faktisk, at Costa efterfølgende spyttede modstanderen i hovedet.

Kampen stod ellers til at blive husket for, at Cristiano Ronaldo fik lavet sit første mål for Juventus, inden Costa lavede sin meget usympatiske handling, som også mødte hård kritik fra Juventus-træner Massimiliano Allegri efter kampen. Hvem er denne Costa – Indkast har gravet lidt i historien om den letbenede og lille brasilianer.

Hurtigt videre fra Gremio
Douglas Costa de Souza er født den 14. september 1990 i Sapucaia do Sul i Brasilien. Costa spillede som helt ung i Novo Hamburgo, og i en alder af blot 11 år skiftede Costa til Gremio i det østlige Brasilien. Efter at have spillet seks år hos Gremios ungdomshold fik den vævre kantspiller debut for førsteholdet, og efter at have scoret i sin allerførste kamp var der ingen tvivl om, at den unge offensivspiller havde talent.

I 2009 blev mægtige Manchester United rygtet tæt på det unge talent, og Costa blev af flere brasilianere kaldt ”den nye Ronaldinho”. Gremio ville dog ikke sælge deres mest profileret spiller, og United var, ifølge rygterne, ikke villige til at betale frikøbsklausulen på 220 millioner kroner for en spiller, der endnu ikke havde spillet 20 seniorkampe.

Costa fortsatte derfor karrieren i Gremio, men i januar 2010 kom ukrainske Shakhtar Donetsk på banen med et bud. Buddet på blot 60 millioner kroner blev accepteret af Gremio, der var i økonomiske problemer, men samtidig var der flere klausuler i handlen, der afhang af Costas succes i Europa.


Trofæ på trofæ i Shakhtar
Douglas Costa tilsluttede sig en klan af brasilianere i Shakhtar, da både Luiz Adriano, Jadson, Willian, Ilsinho, Fernandinho og Alex Teixeira slog sine folder hos den ukrainske storklub. De mange brasilianere var måske grunden til, at Costa ikke havde så svært ved at tilpasse sig livet i det kolde Ukraine, og i sin første halvsæson scorede kantspilleren fem mål i 13 ligakampe, mens Shakhtar også vandt mesterskabet.

Der er ingen tvivl om, at Costa ramte en gylden tid hos Shakhtar, og i sin anden sæson hos de ukrainske mestre scorede den tidligere Gremio-spiller fem kasser og lagde op til syv. Brasilianerne slog virkelig igennem hos Mircea Lucescus mandskab, og Luiz Adriano, nyindkøbte Eduardo, Jadson og Alex Teixeira var altdominerende i offensiven sammen med Costa, og der var ingen tvivl om, at klubben havde skudt papegøjen med hensyn til det billige indkøb af Costa halvandet år tidligere.

Tredje sæson blev endnu en succes for Costa, der endnu engang vandt mesterskabet og pokalturneringen, men brasilianeren var knap så dominerende, da det blot blev til seks scoringer og tre oplæg, der var dog ingen tvivl om Costas kvaliteter i den ukrainske klub. Det blev i alt til fem en halv sæson i Shakhtar, og Costa vandt det ukrainske mesterskab samtlige år, lige bortset fra den sidste sæson i klubben. Pokalturneringen blev også vundet tre gange.


Landsholdsdebut og nye udfordringer
Selvom Costa nød stor succes hos klubholdet, så lod landsholdsudtagelsen vente på sig, og først i november 2014 fik han sin debut for Dungas mandskab. Siden er det blevet til 30 kampe for landsholdet med tre mål til følge, og i skrivende stund spiller Costa fast for Brasilien.

Successen hos Shakhtar blev da heller ikke forbigået. Costa kunne i årenes løb se stjerner som Willian, Henrikh Mkhitaryan og Fernandinho skifte til nogle af Europas allerstørste klubber, og den 1. juli 2015 var det så Costas tur til at skifte Shakhtar ud med større himmelstrøg, hvor Bayern München blev destinationen. Costa har senere afsløret, at Chelsea også var ude efter den lynhurtige kantspiller, men den 25-årige brasilianer valgte sydtyskerne, da han mente, at mulighederne var bedre hos Pep Guardiolas mandskab.

Costa tog i den grad også Bayern og Bundesligaen med storm efter der i de første 14 liga-kampe var blevet til to scoringer og hele ni oplæg. Nyindkøbet viste sig at være en fuldgod erstatning for den skadesplaget Franck Ribery. Bayern endte med at betale 220 millioner kroner for den teknisk stærke offensivspiller. Præcis det beløb Manchester United ikke betalte den dag i 2009.

I Bayern havde Costa overtaget nr. 11 fra Xherdan Shaqiri, men han var indkøbt som en erstatning for aldrende Arjen Robben og Ribery, når de skulle trække sig. Problemet var blot, at Costa efter en god debutsæson ikke fik så meget spilletid under Carlo Ancelotti, der havde afløst Pep Guardiola.

Ancelotti ville hellere bruge Ribery, og det gjorde sammen med mindre skader til Costa, at han viste sin utilfredshed – i pressen. Bayern-præsidenten Uli Hoeneß blev tosset over dette og anklagede Costa for at forsøge at score en bedre kontrakt. Masser af ballade og midt i dette hævdede Costa, at der var interesse for ham fra mange andre store europæiske klubber.

Costa smækkede med døren i Bayern og tog til Torino, hvor Juventus var klar med en lejekontrakt. Derfor blev han udlånt og købt i sommerpausen. Men den permanente aftale var altså ikke gældende i mere end fire kampe, før Costa kom i gigantiske problemer med sit mundvand. Se hele episoden og hans gode præstationer i kampen inden – her:




Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Bendtner – skal man grine eller græde?
Hvornår stopper det? - har Danmark fået en Paul Gascoigne?
Natten til søndag den 9. september kan meget vel indeholde nogle af de mest afgørende minutter for Nicklas Bendtners liv. For selvom den danske angriber med en fortid i så store fodboldklubber som Arsenal, Juventus og Wolfsburg har oplevet store ting både på klubplan og på landsholdet, så vil hans eftermægle måske komme til at handle om al balladen udenfor banen.

Måske er dette eftermægle ikke så langt væk. For meget peger i retning af, at Nicklas Bendtner var årsagen til, at en taxachauffør brækkede kæben lørdag nat. Selvom den danske fodboldspiller ikke er dømt, så er der efterhånden mange indicier, og anklagemyndigheden har slået fast, at der bliver rejst tiltale imod Bendtner. Ender dette med en dom, har den danske landstræner Åge Hareide allerede slået fast:

– Det er helt utænkeligt, at en dømt voldsmand kan spille på det danske landshold.

Så en straf vil altså med stor sandsynlig sætte en stopper for Bendtners landsholdskarriere, men hvad med klubkarrieren? Næsten komisk er det, at Bendtners norske klub Rosenborg allerede en gang tidligere har haft en vanvittig dansk angriber, der begik en voldelig handling.

Nicki Bille blev sigtet for at bide en kvindelig betjent i armen, men inden dommen blev afsagt, nåede han at spille flere kampe for Rosenborg, og han lavede endda nogle mål – blandt andet i kampen imod Brann få timer efter hændelsen. Men seks dage efter, at Bille fik sin dom for ”Vold imod tjenestemand”, solgte Rosenborg angriberen til Evian.


Hvem vil have en ballademager?
Skulle Bendtner få en dom, kunne en afsked meget vel også blive hændelsesforløbet for Bendtner, der ikke ubetinget er populær i Norge. Den anerkendte fodboldskribent fra Dagbladet – Morten Pedersen – har tidligere slået fast, at Rosenborg ville fremstå bedre, hvis Bendtner ikke var i klubben.

- Nicklas Bendtner har stået øverst på transfer-listen længe. Allerede den 29. maj skrev jeg i disse linjer, at klubben ønskede at planlægge danskerens afsked. Men en skade op til VM satte en stopper for dette. For tiden så tjener Bendtner mere, end han leverer, og han er ikke på Lerkendal i næste sæson. Hvis RBK kommer til at bestemme, er han der heller ikke til efteråret. Nicklas Bendtner gør ikke Rosenborg bedre. Snarere tværtimod. Han bruges som venstrekant til at gøre Birger Meling bedre – ellers så gør Bendtner, som det passer ham.

Disse linjer blev skrevet inden weekendens ballade. Den norske kritik vil i fremtiden blive massiv imod Bendtner, og weekendens episode gør ham næppe lettere at sælge, for hvem vil købe eller overtage den aldrende angriber?

De tidligere klubber – Arsenal, Juventus og Wolfsburg – er nok ikke interesserede, men kunne danskeren måske finde sig til rette i en af de mindre klubber i den næstbedste engelske fodboldrække, tage en tur til sydeuropæiske lande som Grækenland eller Tyrkiet eller måske er det bedre at komme langt væk for Bendtner? Til USA eller den nyrige kinesiske liga.

Alt dette forudsætter en udrejsetrang, for man kan vel ikke udelukke, at Bendtner vender tilbage til København og FCK, hvis hovedstadsklubben tror på, at den festlige mand på 30 år kan falde lidt til ro. Bendtner har tidligere slået fast, at han elsker at gå i byen, og at han håber på, at han kunne fortsætte med dette, indtil han bliver 50 år. Han virker ikke at blive træt af byturene og den ballade, som han har med at tiltrække sig på disse.

- Som da han i Arsenal-tiden var skidefuld foran natklubben Boujis i London og tabte bukserne, og kort tid efter totalt smadrede han sin Aston Martin, da han kørte over 160 km/t i den.

- Som da han sammen med holdkammeraten i Sunderland Lee Cattermole udførte hærværk på en række parkede biler.

- Som da han blev taget en promille på 1,75 i blodet og kørte i den forkerte retning på den ensrettede Gammel Strand i indre København.

- Som da han kastede et glas efter en taxa foran ”Kostbar”.

- Som da han nok engang var i problemer med en taxachauffør, hvis bil en halvnøgen Bendtner valgte at piske med sit bælte.

Udover alt denne ballade så har der været masser af andet ”rod” med Bendtner, som da han valgte at vise sine sponsorerede underbukser til EM2012, eller da han mødte op i en stor Mercedes hos Wolfsburg, hvis hovedsponsor er Volkswagen. Eller da han grinte under mindehøjtideligheden for Gary Speed, der netop havde begået selvmord eller eller…

Så Bendtner døjede med at finde en grimasse, der kunne passe, men det er vel også meget rammende for omgivelsernes syn på Bendtner for tiden. For selvom mange græder over det åbenlyse spild af talent, griner andre over det selvsamme.

Omvendt så er der mange af disse mennesker – blandt andet jeres skrivekarl – der ønskede, at det var den langt mere selvsikre Bendtner, der skulle have taget Danmarks sidste og altafgørende VM-straffespark imod Kroatien i stedet usikre og selvtillidsforladte Nicolaj Jørgensen. Alt dette er historie nu, hvilket pessimister også mener, at Bendtners fodboldkarriere kan være. Måske sluttede den efter nok en våd tur på natklubben Lusso – og nogle efterfølgende meget afgørende nattetimer…

Læs hele lederen
Danmarks største fodboldfarce
Dansk fodbold er bombet tilbage til stenalderen – og de griner af os i udlandet… få det nu stoppet.
- Hvis skyld er dette? Og hvad mener du om det?

Disse to spørgsmål har jeg fået et utal af gange den sidste uge om kendsgerningen, at Danmark stiller op med ”Røven af 2. Division” til landskampen imod Slovakiet. Hvad skal man svare? Hvem er de skyldige… Indkast.dk prøver at sætte og finde forklaringer på den største fodboldfarce i Danmarks historien…

PENGE… dette er, hvad krisen handler om. Selvom alt i denne sag er meget komplekst, kan der ikke være to meninger om, hvad bundlinjen af problemet er. Det handler om, at spillerne vil have flere penge – måske igennem mere lempelige rettigheder sådan, at de kan få mere ud af deres sponsoraftaler eller muligheden for fælles at alliere sig og stå stærkere fælles overfor DBU.

Dette har tilsyneladende været vigtigere end at spille i den røde landskampstrøje, og det er her, at kæden hopper af for rigtig mange danskere. For hvordan kan de meget velhavende fodboldsspillere bede om mere, som f.eks. Christian Eriksen, der tidligere på ugen har sagt følgende til Ekstra Bladet:

– Vi har set, at DBU forsøger at fortælle en historie om os spillere, at vi er grådige og skal tænke på andet end vores egen pengepung. Jamen, det er da os spillere, der hvert år spiller et kæmpestort millionoverskud hjem til DBU… DBU fortæller gerne i medierne, at nu skal vi også se på sammenhold, fællesskab og solidaritet – som om vi er helt ligeglade med helheden. Det er underligt at se DBU helt glemme, at alle de penge, de kan bruge på projekter med børn og breddefodbold jo faktisk kommer fra de resultater, som vi på landsholdet præsterer. Det behøver DBU såmænd ikke takke os for at gøre, for vi er stolte over at kunne hjælpe helheden i dansk fodbold, men det er lavt at male et falsk billede af os som skurke.

Sådan sagde Eriksen, da konflikten var på det højeste – men lad os nu lige slå fast, at Christian Eriksen for tiden høster en ugeløn i Tottenham på omkring en million kroner. Den tager vi lige igen – altså en årsløn på ca. 50 millioner kroner.

Alene kendskabet til denne løn gør, at langt de fleste danskere sikkert mener, at DBU's penge ikke burde gives til disse i forvejen stenrige fodboldspillere, men i stedet bruges på at forbedre forholdene for alle i dansk fodbold. En vigtig pointe – måske en af de mest afgørende og meget hemmeligholdte – er, hvad andre landshold gør. De engelske landsholdsspillere vælger f.eks. ikke at modtage deres løn fra det engelske fodboldforbund.

Alle spillernes landsholdsløn går til vedgørende formål som ”The Bobby More Fund for Cancer”, Wellchild og Help Harry. Og ikke nok med, at spillerne giver deres løn til disse organisationer, flere af spillerne hjælper også organisationerne. På lørdag skal det engelske landshold spille imod Spanien, og til den kamp er Tottenham-spillerne Danny Rose, Kieran Trippier, Dele Alli, Eric Dier og Harry Kane udtaget – alle holdkammerater med Christian Eriksen.

Flere af disse spillere får ikke den løn af klubben, som danskeren gør, men alligevel vælger de altså at betragte det at spille på landsholdet som en gigantisk ære og gør det endnu smukkere ved at donere deres løn videre til dem, der har mere brug for det.

Så kære Christian Eriksen… I kommer altså til at fremstå som grådige. Ikke kun i forhold til dine holdkammerater, men også når man kigger på de landshold, som vi normalt sammenligner os med. I Holland modtager landsholdsspillerne kun løn, når de kvalificerer sig til en slutrunde – hvilket også er tilfældet i Tyskland. Altså de får ingen løn for at spille kvalifikations- eller venskabskampe. For disse spillere er der sikkert andre ting, der tæller. Her er drømmen om at spille på landsholdet vægtet højere end penge, hvilket de danske spillere har valgt ikke at gøre - i samarbejde med Spillerforeningen, der har fået alt for meget magt de senere år.


Et år var ikke nok – til at blive enige
Det virker til, at kvindelandsholdet har fortrudt den magt, som de har givet til Spillerforeningen. DBU og kvindelandsholdet havde stortset en lignede konflikt for et år siden, hvilken endte med et skrivebordsnederlag på 0-3 efter en aflyst kamp imod Sverige. Det nederlag bider nu kvindelandsholdet i halen, så de måske ikke kvalificerer sig til deres kommende slutrunde. Deres store profil Nadia Nadim har tidligere slået fast, at hvis ikke de to parter kunne forhandle og nærme sig, så skulle de fjernes fra deres post.

Allerede ved kvinderens konflikt kom det frem, at herrelandsholdet kunne havne i samme situation om et år. Altså har Spillerforeningens formand Mads Øland haft et år til at lande denne aftale, uden det er lykkedes. Alene dette bør diskvalificere ham som forhandler – hvilket Nadim vist også mener. Derudover er den anden part… DBU naturligvis også skyldig i, at situationen har udviklet sig, som den har.

DBU's elitechef Kim Hallberg undskyldte på pressemødet og kaldte det for ”en sort dag”, hvilket næsten er en underdrivelse. Kigger man i Europas største sportsaviser, er historien næsten den sammen – nemlig, at det danske landshold er taget til Slovakiet-kampen med en flot futsal-spillere, fordi sommerens VM-deltagere vil have mere i løn.

Flere steder bliver det fremstillet komisk, men sagens alvorlig kan blive meget alvorlig for DBU. For hvad nu hvis UEFA – der ofte er koldere end jordbæris - vælger at give strafpoint til det danske landshold i EM-kvalifikationen, og det danske landshold dermed ikke kvalificerer sig til slutrunden?

Konsekvenserne af dette vil være gigantiske, og derfor er det ganske besynderligt, at DBU ikke accepterede spillernes tilbud om at forlænge den eksisterende aftale med en måned, så der var endnu mere tid til at indgå en aftale og ikke ende i denne groteske situation.

Så begge parter er skyldige i denne sag. Mest vigtigt er at slå fast, at landsholdsudtagelser ikke er ansætteforhold – men en æressag, som langt de flest i Danmark drømmer om at prøve. Tidligere har DBU afvist at være arbejdsgiver for spillerne, hvilket i bund og grund handler om ansvar. Dette var også tilfældet for pigerne, som endte op med en ”neutralitetsaftale”.

Hele tankegangen om, at DBU er arbejdsgiver for landsholdsspillerne, giver ingen mening, da de jo er ansat i klubberne. Netop dette har flere eksperter – ifølge Jyllands-Posten – gjort til konfliktens hårdknude. Altså at DBU ikke vil være arbejdsgiver og at spillerne dermed mister deres ret til at have en forening.

Såfremt de ikke har en forening, kan de blive anklaget for karteldannelse og bryde konkurrenceloven samt miste retten til at lave kollektive aftaler. Men disse kollektive aftaler handler ofte om én ting, hvilket tager os tilbage til starten af artiklen – nemlig PENGE!

At deltage på landsholdet skulle efter min vurdering gøres ganske frivilligt, da det ikke er spillernes levebrød. De må meget gerne flyve på førsteklasse, have deres egen kok med til slutrunderne, de bedste behandlere og trænere samt alt andet for at forbedre deres præstationer, men penge det mangler de ikke – så stop jagten på dem og stop så den fodboldfarce – NU!
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Tre år siden: Lewandowski-målamok Vanvittig aktion af Rooney i MLS Artikel ikon Teaser: Premier League er tilbage! Artikel ikon VM-abstinenser? Se alle 48 mål her Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Fransk Champions League-hold Artikel ikon Det gratis hold Artikel ikon Ugens hold fra Serie A - runde 3 Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 20: Største Ajax-salg nogensinde Top 12: Uniteds målrige forsvarsspillere Artikel ikon Top 5: Største køb og salg Artikel ikon Top 6: Flest redninger i Premier League Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Özil - fra skudlinjen Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Artikel ikon Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Anmeldelse: Fodboldholdet Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Bedste PL-start siden 1908 Ni managere på seks år Artikel ikon VM1986 – hvem var det? Artikel ikon 32 Ferguson-drenge er blevet managere Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Yannick Carrasco på blokken i Arsenal Zlatan i muligt Malmö comeback? Artikel ikon Besiktas vil have Chelsea-angriber Artikel ikon Medie: Thiago Silva vil væk Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Mario Gomez
Vidste du om ... Gareth Bale Artikel ikon Vidste du om ... Kylian Mbappé Artikel ikon Vidste du om ... Lionel Messi Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Stats: Leno vs. Čech Liverpool vs. PSG - angrebskampen Artikel ikon Så er den gal igen - med Wilshere Artikel ikon Har Kane VM-tømmermænd? Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: SønderjyskE - Midtjylland Optakt: Vejle - Esbjerg Artikel ikon Optakt: Barcelona - PSV Artikel ikon Optakt: Liverpool - Paris SG Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Real Madrid - Roma Startopstillinger: Young Boys - United Artikel ikon Startopstillinger: Monaco - Atlético Artikel ikon Startopstillinger: Liverpool - PSG Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Shaqiri stjal showet i Liverpool-sejr Redder redder Randers-opgør Artikel ikon Ulvene driller Mourinho Artikel ikon Alavés brillerer med tredje sejr i træk Artikel ikon Se flere