Anti-madridista

Af Torsten Brix

2014-05-22
Anti-madridista

Indkast.dk bringer op til Champions League-finalen et kapitel fra den anmelderroste "Vi er våbenbrødre" - det handler om "Slaget om Madrid".

- Du må aldrig bruge magt.

Mine forældre havde ikke ti bud i deres opdragelse af mig, men kun et enkelt. Det blev til gengæld gentaget i det uendelige. Når lynlåsen på min jakke sad fast. Når skoene ikke ville på. Når fryseren ikke ville åbne. Når VHS-maskinen ikke reagerede hurtigt nok i mine bestræbelser på at optage alle mål og højdepunkter fra de europæiske ligaer. Hver gang jeg kunne mærke vreden ulme. Det er grundstenen i min opdragelse, at råstyrke og kontroltab aldrig kan løse nogen problemer. Som udgangspunkt er det en helt og aldeles sympatisk måde at anskue verden på, og denne planet ville utvivlsomt være et bedre sted at bo, hvis alle mennesker delte den vision. Måske ville reparatører af hårde hvidevarer eller radio- og tv-mekanikere miste en del af deres omsætning. Men menneskeheden ville have taget et mileskridt mod forsoning og fred.

Da mine teenageår går på hæld, begynder jeg så småt at reflektere over problemet med den grundindstilling, som jeg voksede op med. Jeg konstaterer, at den ikke har nogen løsninger på hverken konkrete problemer, som rent faktisk fordrer brug af magt, eller på den mere abstrakte kendsgerning, at verden er fyldt med modsætninger. Og hvor der er modsætninger, kan der nemt blive brug for magt, både i passiv, verbal form, når man skal stå ved sig selv, og aktivt, hvis man er under fysisk angreb og skal forsvare sig selv.

Jeg har altid haft svært ved at blive vred på andre end mig selv og min nærmeste familie. I løbet af hele Folkeskolen måtte jeg navigere mig ud af ét eneste uvenskab, og det var med en af mine bedste venner, der meget sigende blev sur på mig, fordi han syntes, at jeg havde for mange venner. Den eneste, jeg nogensinde bad om at holde kæft, var Mette fra min egen klasse i syvende, og jeg kan undre mig over, at jeg ikke skred til den slags metoder noget oftere, for hun blev kort efter min bedste veninde og kom til at betyde uendeligt meget for mig i de år, hvor denne form for relation med en af Østjyllands smukkeste piger endnu ikke gjorde mig forvirret. Andre konflikter ignorerede jeg eller fik Dalgård til at ordne. Og i gymnasiet fik jeg charmeret mig uden om de fleste kontroverser med mit evigt aktive og udglattende snakke-tøj tilsat min uskadelige fremtoning: cremefarvet rullekrave samt „pæne sko“, lærredsbukser og strikcardigan, der selv på en tekstilmesse i Kaliningrad med aske som farvetema ville være blevet gabt af catwalken. Nå ja, og så sort attachémappe med kodelås til mine åbenbart uhyggeligt vigtige bøger og madpakke.

Nu, hvor min 20-års fødselsdag nærmer sig, slipper jeg ikke altid helt så billigt på vores stadig hyppigere drukture i Aarhus, hvor jeg flere gange sammen med resten af Galten-slæn- get forvilder mig ind i mere eller mindre uforskyldte lussinger, knytnæver og albuer uden så meget som at overveje at forsvare mig. De andre gutter slår måske lidt fra sig eller tager bestik af situationen, inden de konstaterer, at det ikke kan betale sig. Men for mig kommer tanken om at gå til modangreb end ikke i kredsløb om mit sind. Den suser videre som en komet ud i intetheden. Jeg kan ikke slå, for jeg kan ikke hade. Også selv om jeg trods alt efterhånden har indset, at en del elektroniske apparater faktisk fungerer bedre, når de har fået et dask eller to.

Der er gået et halvt år, siden Sine og jeg tog foreløbig afsked med Mario og Frente Atlético. Nu rejser vi tilbage til Madrid for at få vores ilddåb på sydtribunen mod Real Madrid. De seneste måneder har for mig været et træningsforløb, hvor min nyfundne spanske ven i hyppige og grundige brevudvekslinger har forsøgt at få mig til at hade lokalrivalen, som han omtaler som alt andet end Real Madrid: „svinene“, „de utro“, „de forkælede møgunger“. Jeg har forsøgt at forklare ham, at det i almindelighed ikke falder mig naturligt at hade, og i særdeleshed ikke en klub, der har Michael Laudrup på holdet.

„Som dansker er jeg stolt af Laudrup, og den eneste gang, jeg har været på Bernabéu, var en fed oplevelse. Deres ultras var seje og mindede faktisk en del om jer.“ Mario svarede:

„Jeg betragter Michael Laudrup som en gentleman, ligesom for eksempel Emilio Butragueño. Ham kunne vi heller aldrig finde på at synge imod. Men alt hernede handler om svinene, og det virker, som om pressens vigtigste opgave er at få det til at fremstå, som om der kun er ét hold i denne by. Tænk i øvrigt over, hvordan det kan være, at Frente Atlético er den eneste spanske gruppe, som ikke kæmper mod deres ultras af politiske årsager. Det er fordi hadet til deres arrogante og forkælede måde at være fans på er større end enhver politisk modsætning, der måtte være mellem os. Jeg kan godt forstå, at du ikke går op i det med at være antimadridista, for det præger jo ikke din hverdag. Men hvis du skulle udstå samme undertrykkelse som os, ville du blive det. Ya verás ...“ Det skal du nok få at se ...

Madrid og vores vært byder os velkommen med trykkende varme i april 1995 en uge inden derbiet. I dagene, der følger, tager han og hans venner os med på hyggelige roture på søen i Retiro-parken, og sammen griner og tumler vi os igennem utallige derbi-forpremierer på knastørre plæner med efterfølgende barbesøg til langt ud på natten. To af dem er ikke blot Real Madrid-tilhængere, men tilmed medlemmer af deres ultras-gruppe, Ultras Sur. I starten er de indbyrdes drillerier venskabelige, men som ugen skrider frem, bliver Mario mere vrissen og alvorlig, når de andre minder ham om Atléticos placering blandt nedrykningskandidaterne. Og de sidste dage er han alene, når vi mødes med ham ved statuen af bjørnen – Atléticos logo – på Puerta del Sol i hjertet af Madrid og Spanien.
Kampdagen oprinder. Real Madrid er på en suveræn førsteplads, seks point foran nærmeste mesterskabskonkurrent. Atlético Madrid er på en delt tredjesidsteplads, et øjebliksbillede af en langvarig klasseforskel mellem byens to førstehold.

Men på ét område er Atlético Madrid Spaniens bedste: deres opbakning. I det månedlige tilhængermagasin Super Hincha, som handler om alt, der rører sig blandt landets organiserede fodboldfans, har Frente Atlético ført ranglisten hele sæsonen. Det er den største ultras-gruppe, de laver de fedeste koreografier, synger højst, har det mest alsidige repertoire af slagsange, og de er bedre end nogen andre grupper lykkedes med at bryde spansk fodbolds tradition for ikke at følge holdet på udebane. Det er selv ikke Ultras Sur som sådan uenige i.

Derfor er det ikke en trykket stemning, vi finder ved Manzanares-flodens bredder, da vi ud på formiddagen stiger op fra metrostationen Pirámides, indsnuser øllebrødsduften fra Mahou-bryggeriet og slutter os til strømmen af Atlético-tilhængere på vej til en tidlig optaktsfest på barerne ved Estadio Vicente Calderón. „Donde acuden a millares los que gustan de un fútbol de emoción“, fortsætter klubhymnen fra vores besøg et halvt år forinden. „Hvor tusinder strømmer til for at nyde fodbold med følelser“... Og følelser er der mange af, ikke mindst hos to umiddelbart malplacerede danske gæster. Vi er spændte og stolte over at skulle være en del af Frente Atlético denne dag.

Vi mødes med Mario foran stadion og tager straks imod iskold fadøl serveret i hvide et-liters plastickrus. Omkring os broderes brudstykker af slagsange fra de forskellige barer og pladser sammen til et patchwork af passion, der lægger sig over bydelen som en usynlig territorial afmærkning. Men efter et par timer får vi at se, at Atléticos ultras er andet end fest og farver.

Hele eftermiddagen sørger politiet for at holde Real Madrids ultras inde på Plaza Mayor i midtbyen, ikke mindst for deres egen skyld. Ultras Sur har i årevis været en af de mest voldelige tilhængergrupper i Spanien, men de lider under kun at tolerere nationalister i deres geledder. Frente Atlético er derimod et sammenrend af alle hovedstadens Atlético-fanatikere, uanset politisk overbevisning. Til kampene kan man stadig se bannere med hagekors side om side med røde stjerner. På gruppens egenfabrikerede halstørklæder er der både motiver af indianere og skinheads. Da jeg for et par dage siden fik mit medlemskort i hånden var det som nummer 6.182. Det antal overstiger langt, hvad Ultras Sur kan mønstre. Og Mario har nemt ved at overbevise os om, at der ikke er noget at frygte.

„Bare rolig. Hvis de kommer, så forsvarer vi os og sender dem væk igen.“

Da vi får det at se i praksis, er det slet ikke, som vi har forestillet os.Forsiden på et af de fanzines, der cirkulerede blandt Atlético-tilhængerne op til kampen mod Real Madrid i foråret 1995. På baseball-køllen opfordres der til at smadre Real-tilhængere, en opfordring, som mange i Frente Atlético tog helt bogstaveligt, og som også konsekvent blev kommunikeret ud fra gruppens ledelse inden midt-halvfemsernes lokalopgør.

To teenagepiger kommer gående med Real Madrid-halstørklæder på det modsatte fortov. Som rødhvide blodlegemer på jagt efter bakterier samler en flok på otte-ti Atlético-ultras sig og slår ring omkring dem. Mario trækker os med. De to piger bliver skældt ud og spyttet på. Ingen af mændene rører dem, men i angrebsbataljonen befinder sig ud over min kæreste yderligere to piger, der nu begynder at overdænge de indtrængende medsøstre med slag og spark. En af Atlético-pigerne flår Real Madrid-halstørklæderne af dem og giver dem videre til Mario, der putter dem i sin taske. Herefter får de uvelkomne gæster lov til at gå med besked om at holde sig væk fra området.

Lidt senere vender de to Real-piger tilbage med mascaraen løbende ned ad kinderne sammen med et par betjente, der beder om at få udleveret halstørklæderne. Marios taske bliver gennemsøgt, men han har nået at aflevere dem bag bardisken på en af beværtningerne sammen med andre krigstrofæer, der senere skal brændes. Sine og jeg trækker os tilbage og snakker sammen. Vi bryder os ikke om det, vi har set. Jeg hiver Mario til side.

„Vi er altså ikke med på sådan noget dér.“

„Hvad mener du? De skal da ikke bare tro, at de kan komme vadende herind på vores område og vise deres farver frem. Det var da en ren provokation.“

„Fint nok, men to piger? Helt ærligt?“ „De var Madrid-tilhængere.“

„Og hvis der kommer flere?“

„Ya verás ...“

Som den gode vært, han er, finder Mario en løsning.

„Hør nu her, hvis I ikke bryder jer om det herude, kan jeg få jer ind på stadion allerede nu. Vores tifogruppe er ved at gøre klar til i aften, og jeg kan bare sige til vagterne, at I er med dem. Men I kommer til at gå glip af den fedeste stemning her udenfor. Det er op til jer?“

Sine og jeg kigger på hinanden. Vi er inden for de seneste måneder nået frem til det punkt i ethvert forhold med begyndende slagside, hvor hun med et simpelt blik giver sin mening til kende, og dermed vores, inden jeg når frem til min egen.

„Vi vil gerne ind på stadion,“ siger jeg fåret og véd med det samme, at det ikke gælder for mig selv. Mario nikker og følger os hen til den sydlige indgangsport. Han veksler et par ord med en kontrollør og vinker os videre ind på tribunen, hvor han præsenterer os for nogle af de fyre og piger, som er i gang med at forberede aftenens koreografi. Mens stemningen uden for murene stille og roligt har udviklet sig fra jovial til faretruende, minder dét her mere om at klippe og klistre i en børnehave. Godt nok er jeg ikke med på at overfalde piger. Men en spansk udgave af Jørgen Clevins legestue er heller ikke, hvad jeg er kommet for.

„Jeg finder jer senere,“ bekendtgør Mario og begiver sig tilbage mod udgangen.

I de følgende timer kan vi høre, hvordan sange og kampråb rekylerer frem og tilbage mellem murene udenfor, mens vi hjælper med at placere rødhvide flag og kartonstykker på sæderne. Jeg fortryder, at jeg ikke blev derude. Specielt da Reals ultras bliver eskorteret forbi, længes jeg efter at være en del af modtagelseskomitéen. Kanonslag brager, flasker knuses og de gensidige kollektive tilsvininger er øredøvende. Og her står jeg på et tomt stadion med et stykke karton og min kæreste i hånden.

Ultras Sur indtager med 1500 mand deres afsnit øverst oppe på nordtribunen og styrer i en halv times tid lydkulissen. De heiler og smider kanonslag efter de få tidlige tilskuere på naboafsnittene, håner vores patetiske hold („Patético Madrid“) og vender ryggen til os i foragt. I starten nyder jeg synet af deres bannere og koordinerede bevægelser, men efterhånden begynder jeg at føle mig provokeret. De har det så let. Deres klub skovler titler hjem og er på vej mod endnu en. Og uden for banen kan de selv ikke en dag som i dag røres, fordi poli- tiet så omhyggeligt har passet på dem hele dagen og anbragt dem i sikkerhed deroppe, så de omkostningsfrit kan stå og svine os til.

Heldigvis begynder Atléticos ultras nu at myldre ind, fulde og farverige. Snart giver trinene på Fondo Sur sig under tu- sindvis af hoppende menneskekroppe. Nu kan vi få vores had ud, om ikke andet gennem vores munde og megafoner.

Da vores nedrykningstruede mandskab stiger op på banen hele ti minutter før kampstart for at løbe en opildningsrunde på det udsolgte stadion, stiger decibelniveauet til højder, hvor jeg frygter for mine trommehinder. Men det er, som om mine sanser bliver opgraderet, som om de i øjeblikket kan kapere mange flere indtryk og i både højere opløsning og volumen end normalt. Og når jeg tager del i de slagsange, jeg har lært ved i ugens løb slavisk at gennemlytte det kassettebånd med lydoptagelser fra sydtribunen, som Mario har skaffet til mig, er det, som om min stemme – alene så jysk og skinger – bliver katapulteret hen over grønsværen af vinde fra Jupiters røde øje. „Quén no salte madridista es ... ES!“ skriger jeg hysterisk og føler, at mit råb vil få den modsatte tribune til at skride sammen under de latterlige Real-fans. Sine står lige ved siden af mig og råber også med, men ellers skænker jeg hende ikke en tanke.

Vores anstrengelser har ingen effekt på vores spillere. De brænder en enorm chance i kampens første minut lige nede foran os. Herefter tøjler de sejrsvante gæster opgøret som en doven krikke, der godt ved, hvor den skal hen, men næsten ikke orker turen. 2-0 vinder de.

Jeg ærgrer mig grænseløst bagefter. Igen og igen afspiller jeg for mit indre blik situationen i kampens første minut, hvor Roman Kosecki slap alene igennem uden at score. Det var så tæt på den perfekte start, den perfekte ekstase, det perfekte hysteri, i mit allerførste derbi. I stedet har jeg måttet nøjes med synet af Real-tilhængernes jubelscener, der mest af alt lød som latter.

„Sådan er det at være tilhænger af Atlético,“ siger Mario med et skævt smil, da vi snakker om det på en bar bagefter. „Det er så frustrerende. Og det er så nemt at holde med Real Madrid. Deres fans sidder lige nu og ser fjernsyn eller spiser som på enhver anden aften. De er ligeglade med at have slået os, for de vinder altid.

Tænk på, hvordan vi ville have badet i springvandene og festet hele natten, hvis vi havde vundet. De er vores komplette modsætning. Det er derfor, at vi mere end noget andet er antimadridistas.“

Jeg er begyndt at forstå, hvad han taler om.



Magasin-artikler
Jagten på Premier League-titlen
Indkast.dk har slået ned på nogle af datoerne i denne sæson…
3-4 November
Manchester City-point: 26
Liverpool-point: 26
Kommentar: Liverpool og Arsenal spillede uafgjort, mens Manchester City slog Southampton.


8 december
Manchester City-point: 41
Liverpool-point: 42
Kommentar: Liverpool slog Bournemouth, imens Manchester City tabte til Chelsea.


22-26 december
Manchester City-point: 44
Liverpool-point: 48
Kommentar: Manchester City tabte til bade Crystal Palace og Leicester.


3. Januar
Manchester City-point: 50
Liverpool-point: 54
Kommentar: Liverpool tabte til Manchester City og mistede dermed muligheden for at få et syvpoints forspring.


29-30 januar
Manchester City-point: 56
Liverpool-point: 61
Kommentar: Manchester City tabte til Newcastle, men Liverpool missede igen chancen for at lave et syvpointsforspring efter kampen imod Leicester.


3. marts
Manchester City-point: 71
Liverpool-point: 70
Kommentar: Liverpool spillede målløst imod Everton, mens City besejrede Bournemouth.



Kigger man på de resterende kampe og fjerner de hold, som både Manchester City og Liverpool skal møde, ser de resterende kampe således ud:

Manchester City
- Watford
- Crystal Palace
- Manchester United
- Leicester
- Brighton

Liverpool
- Southampton
- Chelsea
- Huddersfield
- Newcastle
- Wolverhampton.
Læs hele artiklen
Craven Catastrophe
Indkast.dk har kigget nærmere på, hvordan det er gået for Fulham, siden de rykkede op i Premier League – og tidslinjen ser meget skidt ud. Gad vide hvordan det ender?
August 2018
Selvom Fulham havde brugt næsten en milliard kroner på nye spillere, startede de sæsonen med 0-2-hjemmenederlag til Crystal Palace.


Oktober 2018
Til højlydt utilfredshed fra hjemmebanepublikummet forlod London-holdet banen efter nok et stort nederlag. Denne gang til Bournemouth…


November 2018
”Jeg er en god manager”, forsøgte Slavisa Jokanovic at overbevise medier om efter 0-1-nederlaget til Huddersfield.


November 2018
Jokanovic lykkedes ikke med sin overbevisning, og han blev fyret efter 0-2-nederlaget til Liverpool. Claudio Ranieri overtog jobbet og fik en drømmestart med en sejr over nedrykningsrivalerne fra Southampton.


December 2018
Ranieri var rasende på Aboubakar Kamara, efter han havde taget – og misbrugt – et straffespark, som det ellers var aftalt, at Aleksandar Mitrovic skulle have taget i kampen imod Huddersfield.


Januar 2019
Kamara fik karantæne i Fulham og forlod klubben på en låneaftale – efter en voldsom episode på træningsbanen.


Januar 2019
Fulham led et ydmygende nederlag på hjemmebane til League Two-holdet Oldham i FA Cuppen.


Februar 2019
Nederlag kom i strid strøm… Efter syv nederlag ud af otte Premier League-kampe blev Ranieri fyret. I stedet bliver Scott Parker den sportslig ansvarlige.


Blot 106 dage var Ranieri hos Fulham, inden han blev sendt på ”arbejdsformidlingen”. Blot seks managere i Premier Leagues historie har været kortere tid i deres job, inden de blev fyret… men som Daily Mails roste fodboldskribent Martin Samuel skrev:

- Ranieri DOES know what he's doing – Fulham don't…

Det kan være svært at være uenige. Med ni spillerunder igen har London-holdet ti point op til Southampton – lige over nedrykningsstregen.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Pierre-Emerick Aubameyang – Sort Panter
Hurtigere end Usain Bolt, ballademager med store disciplinære problemer, nyrig afrikaner med ekstremt forbrug… dette er blot nogle af betegnelserne, som er blevet påhæftet den 29-årige angriber fra Gabon.
Pierre-Emerick Aubameyang har oplevet det umenneskelige at brænde et altafgørende straffespark i et London-derby mellem Arsenal og Tottenham, og det var endda i overtiden. Men i de efterfølgende kampe viste den afrikanske angriber, at han er skabt af noget helt specielt, for kort tid efter fik Arsenal nok et straffespark imod nogle rivaler – nemlig Manchester United, og Aubameyang tøvede ikke med at gå til bolden og score til 2-0.

Fire dage senere var Arsenal nok engang presset, da Rennes var foran med 3-1 inden returmødet i London. Nok engang slog Aubameyang til med to mål og en assists i 3-0-sejren, men at han var kampafgørende, lå næsten i kortene inden ankomsten til Arsenal. Han opnåede 141 mål i 212 kampe i Dortmund fra ankomsten i 2013, indtil han i de sidste timer af januars transfervindue i 2018 blev rekordindkøbt af Arsenal, men hvem er denne afrikanske angriber ellers?

Aubameyangs fodboldeventyr startede i 1995, da han første gang betrådte grønsværen i den lille franske klub ASL L'Huisserie Football, hvor han tog hul på fodboldkarrieren. Herefter gik turen til OGC Nice, Stade Lavallois, FC Rouen og SC Bastia, inden hans karriere som juniorspiller for alvor tog fart. Aubameyang sluttede sig til AC Milans ungdomsrækker i januar 2007.

I august 2007 var han en del af det hold, som tilkæmpede sig en flot fjerdeplads i den såkaldte Champions Youth Cup, som blev afholdt i Malaysia. Her leverede Aubameyang så solide præstationer, at han tiltrak sig international opmærksomhed. Han scorede således mod hver eneste modstander, som AC Milan mødte på grønsværen, og det blev til syv mål i seks kampe.

Afrikanerens første sæson som professionel fodboldspiller var sæsonen 2008/09, hvor han var udlejet til Dijon FCO. Meningen var, at Aubameyang skulle få førsteholdserfaring, hvilket han så sandelig fik. Han spillede således 34 ligakampe, hvori det blev til otte mål og to assists. Den dengang 18-årige Aubameyang blev ydermere nævnt i magasinet World Soccers talentsektion.

Sæsonen i Dijon som lejesvend blev altså en succes for Aubameyang. Herefter blev han udlejet til Lille OSC og AS Monaco, hvor han dog ikke oplevede samme succes. Efter seks måneder i Monaco blev Aubameyang udlejet til Saint-Etienne, hvor han på ny oplevede stor succes.

Succesen i Saint-Etienne var endda så stor, at Ligue1-klubben i december 2011 hentede Aubameyang på en permanent aftale. Han scorede sit første hattrick for klubben to måneder senere og endte faktisk som Ligue1-topscorer i den sæson.

Sæsonen 2012/13 bliver betegnet som Aubameyangs gennembrudssæson. Han tilkæmpede sig ganske vist ”kun” en andenplads på topscorerlisten i Ligue1, men til gengæld blev han kåret til African Player of the Year.

Aubameyang blev præsenteret i Borussia Dortmund den 4. juli 2013. Her kom han dog til at stå i skyggen af Robert Lewandowski i Dortmund-angrebet, hvilket kom til udtryk på Bundesligaens topscorerliste for 2013/14-sæsonen, hvor Aubameyang sluttede under både Lewandowski og Marco Reus.

Lewandowski sluttede sig til Bayern München, inden sæsonen 2014/15 blev sparket i gang. Aubameyangs anden sæson i Dortmund-trøjen bød på 16 mål, hvilket gav ham rollen som Dortmund-topscorer. De 16 træffere var dog ikke nok til at sikre ham topscorertitlen i Bundesligaen, men fjerdepladsen på topscorerlisten betød, at han nærmede sig. Sæsonen 2015/16 bød på 25 mål i sæsonens 34 kampe, men det var kun nok til andenpladsen på topscorerlisten, da Lewandowski scorede 30 mål i Bayern München-trøjen.

Man kan argumentere for, at 2016/17-sæsonen var den bedste sæson nogensinde for Aubameyang. Han vandt topscorertitlen for næsen af Lewandowski, som for anden sæson i træk præsterede hele 30 træffere i 34 kampe. Aubameyang havde scoret 29 mål i sæsonen, inden den allersidste spillerunde gik i gang. Her var Werder Bremen på besøg i Dortmund, hvilket endte med en 4-3-sejr til værterne. Dortmunds superhelt fandt vej til netmaskerne to gange i den allersidste kamp, mens Lewandowski ikke formåede at finde vej til netmaskerne i Bayern Münchens 4-1-sejr over Augsburg, og inden skiftet til Arsenal havde angriberen lavet 13 mål for Dortmund, mens det har knebet lidt mere på landsholdet.

Aubameyang blev inviteret til at spille for Italiens U19-landshold, da han havde overstået den succesfulde sæson som lejesvend i Dijon, men den franskfødte angriber med rødder i Gabon valgte dog det franske U21-landshold, som han debuterede for i februar 2009.

I marts 2009 blev Aubameyang imidlertid udtaget til det gabonesiske landshold, som han siden har repræsenteret. Gabon var vært for African Cup of Nations i 2017, hvilket dog hverken medførte en sejr eller en finaleplads. Til gengæld er Aubameyang alle tiders topscorer på det gabonesiske landshold. Nok tal - nu mere om ”The bad boy” .


Superhelten Aubameyang
Halloween var lige om hjørnet i oktober 2012, da Aubameyang tilsyneladende tog forskud på glæderne. Han havde netop scoret det første mål i kampen mellem Saint-Etienne og Stade Rennais, da han løb om bag målet og fandt en taske. Frem fra tasken tog han en Spiderman-maske, som han iførte sig for at fejre sin scoring. Dog var Aubameyang ikke den første spiller i verden, som fejrede en scoring på den måde. Den tidligere Newcastle-midtbanespiller Jonas Gutierrez havde således en Spiderman-maske gemt i shortsene, som kom frem, da han scorede mod Barnsley i 2010. Det blev til gengæld langtfra den sidste gang, at Aubameyang iførte sig en maske på grønsværen.

Aubameyang stjal endnu en gang rampelyset med en maske, da han var havnet i Dortmund og de stod overfor Bayern München i DFL-Supercuppen i 2014. Den nye holdkammerat - Henrikh Mkhitaryan - bragte Dortmund foran efter 23 minutters spil, inden Aubameyang også kom på måltavlen efter godt en times spil. Herefter fandt han en Spiderman-maske i den ene sok, som han tog på hovedet foran de knap 80.000 tilskuere på Signal Iduna Park.

Spiderman blev erstattet af Batman i det såkaldte Ruhr-derby mellem Dortmund og Schalke i februar 2015. Aubameyang bragte BVB foran efter 78 minutters spil, hvorefter han tog en Batman-maske på hovedet, mens hans holdkammerat Marco Reus fulgte trop og også tog en maske på – en Robin-maske. Maske-episoden fra Ruhr-derbyet, hvor Aubameyang og Reus tydeligvis havde forberedt en fælles jubel, kunne have set vanvittig dumt ud, hvis Dortmund havde smidt føringen på gulvet, men derbyet endte 3-0 til Dortmund.

Aubameyang iførte sig for fjerde gang i karrieren en maske på grønsværen, da Schalke tog imod Dortmund til endnu et Ruhr-derby. Aubameyang bragte Dortmund foran i anden halvleg, hvilket altså fik ham til at tage endnu en maske på, men der var ugler i mosen denne gang. Der var således tale om en speciel maske, som var en tilslutning til den såkaldte Nike-kampagne ”The Masked Finisher”. Aubameyang er personligt sponsoreret af Nike, mens Dortmund får deres spilledragter fra Puma, som oven i købet også er aktionærer i Bundesliga-klubben. Denne kontrovers fik Dortmund-direktøren Hans-Joachim Watzke til at tale med store ord:

- Denne opførsel er uværdig for sådan en stor virksomhed. Det kan ikke passe, at vi skal kæmpe for Nike og deres økonomiske interesser på denne måde. Vores partner er Puma, udtalte Hans-Joachim Watzke til det tyske medie Bild.

Den daværende Dortmund-træner Thomas Tuchel var også overrasket over sin angribers opførsel. Han var dog ikke overrasket over, at hans angriber endnu en gang tog en maske på, da han skulle fejre sin scoring, men derimod over den kontroversielle maske, som var et endegyldigt bevis på, at Aubameyang havde tilsluttet sig en Nike-kampagne iført en Puma-spillertrøje.

- Vi havde forventet en efterfølger til Batman/Spiderman-jubelscenen, men det var ikke tilfældet, hvilket gør det hele en anelse vanskeligere, lød det fra Thomas Tuchel.


”No Auba – No Party”
Den sidstnævnte maske-eskapade resulterede i, at Aubameyang blev idømt en bøde på omkring 375.000 kroner, men det er langt fra eneste gang, der har været ballade med Aubameyang. Angriberen er blevet påhæftet ”No Auba – No Party”, da han er lidt af en festabe med hurtige biler, specielle hårpragter, manglende disciplin samt ekstremt dyrt designertøj, som han selv producerer. Han har blandt andet lavet tøjserien ”PEA17” samt baseballcap-mærket ”New Era”, som kom i Dortmund-farverne sort og gult – måske skal det i fremtiden være hvidt og rødt?

Tøjet var et af problemerne for Aubameyang i Dortmund, da arbejderklubbens fans slet ikke kun genkende levemåden fra Gabon-angriberen. Ugelønnen på omkring 1,5 million kroner i Dortmund er blev brugt på mange vanvittige ting, som da han mødte op til kamp med et par grønne Nike-sko med 4.000 små Swarkoski krystaller på til en samlet pris på over 25.000 kroner.

Dette kom samtidigt med, at han sagde til journalister, at han ønskede at skifte til Real Madrid eller PSG, hvilket de meget loyale Dortmund-fans havde svært ved at acceptere. Desuden er han gentagende gange udeblevet fra træningen – blandt andet for at deltage i en reklamefilm for Red Bull, og han blev også udelukket til en Champions League-kamp imod Sporting Lissabon, da han 48 timer før var blevet filmet til et pool-party i det nordlige Italien. Han blev også udelukket fra truppen til en kamp imod Stuttgart, da han kort tid forinden var taget til Barcelona for at besøge den gamle holdkammerat – Ousmane Dembélé. Dortmund kaldte det ”disciplinære problemer”, og dem har der været mange af.

Disse havde - ifølge bulletinerne - gjort, at holdkammeraterne tog afstand til Aubameyang i Dortmund, og til sidst fik sportsdirektør Michael Zorc samt træner Peter Stoger simpelthen nok af deres ellers så målfarlige angriber – og måske blev andre klubber også bange for at hente ”problembarnet”.

Flere gange havde Real Madrid vist deres interesse, men trods deres sportslige krise så slog ”Los Blancos” ikke til. Tidligere har den spanske avis AS skrevet, at Real Madrid var villige til at betale i omegnen af 520 millioner kroner samt sende deres daværende angriber Álvaro Morata til Dortmund, hvis Aubameyang til gengæld blev sendt den modsatte vej, men det blev afvist af Dortmund, selvom Aubameyangs mor, Margarita Crespo, tidligere har udtalt:

- Han (Pierre-Emerick Aubameyang, red) lovede sin bedstefar, at han ville komme til at spille for Real Madrid, og lige siden han var et lille barn, snakkede han altid om Real Madrid - ikke Barcelona.

Pierre-Emerick Aubameyang endte ikke i Real Madrid, og måske findes forklaringen på, at angriberen ikke blev købt af Real Madrid i ordvalget fra Dortmund-legenden Matthias Sammer. Han har sagt, at Arsenal havde købt ”Et råddent æble”, og at angriberens egoistiske og respektløse opførsel næppe vil ændre sig.

Den samme tilgang har flere eksperter taget, efter Aubameyang efter den flotte sejr over Rennes tog en ny maske på – denne gang som ”Black Panther”. Handlingen kostede en advarsel, og dermed tilsidesatte angriberen holdets bedste for egen vindings og egos skyld.

- Jeg havde brug for en maske, der repræsenterer mig. Det er en sort panter, og i Afrika bliver Gabon kaldt for ”Gabons pantere”. Så dette repræsenterer mig…
Læs hele artiklen
Zinedine Zidane – El RenaZZido
Real Madrids nye træner måtte meget igennem, inden han for første gang endte som cheftræner i ”Konge-klubben”. Nu er ”ZZ” tilbage i klubben, som han har oplevet så meget med… jah han har faktisk tillid fra ”Madridismo”.
I slutningen af marts 2015 var der prominente gæster ved Bayern Münchens træningsanlæg på Sabener Strasse, så da spillerne efter træningen ville vise deres respekt og hilse på deres gæster, gik de blot forbi – uden at hilse – på verdensmesteren Claude Makélélé og den tidligere Bayern München-spiller Willy Sagnol for at få fat i deres mobiltelefoner, så de kunne blive fotograferet… sammen med Zinedine Zidane.

Gæsterne var i München som et led i deres UEFA Pro-Licence træneruddannelse, og de skulle overvære tre træninger – men spillerne var svært imponeret over besøget af fodboldlegenden Zidane, fortalte Dante, der tydeligvis var blevet ”star-struked” af det franske besøg.

Et par måneder senere berettede Zidane på Instagram, at han havde bestået træner-uddannelsen, og dermed var vejen banet for en stor trænerkarriere, som ellers startede med flere bump. Først turde Real Madrid-præsident Florentino Pérez ikke satse på ”ZZ”, og i stedet blev Rafa Benitez hentet til klubben, mens Zidane fortsatte med at træne Castilla – Real Madrids andethold. Men blot en håndfuld måneder senere blev franskmanden præsenteret som afløseren for den meget upopulære chef-træner Benitez, der næsten stod i Zidanes skygge.

Trods den føromtalte afvisning, så fik Pérez et ønske opfyldt, da Zidane blev cheftræner, for præsidenten ønskede i den grad, at Bernabéu skulle have en klublegende som træner. En træner som havde stor tillid fra ”Madridismo”. Pérez fik hvad han ønskede, men Real Madrid fik også fået en gigantisk personlighed med et meget hidsigt temperament. Hele 14 røde kort blev det til i den aktive karriere for Zidane, som har afstamning fra Algeriet, hvorfra forældrene Smail og Malika stammer.


Luder og lommetyve
Zidane er dog født og opvokset i Marseille-forstaden La Castellane, som er voldsomt præget af høj arbejdsløshed, narko-handel og meget prostitution. Midt i dette voksede Zidane op og spillede fodbold omkring Place Tartane sammen med hans brødre. Her blev han spottet af talentspejderen Jean Varraud, da han var fjorten år. Varraud har siden sagt, at han blev meget fascineret af Zidane, der nærmest ”talte” med bolden.

Zidane debuterede for Caen som 17-årig, men da Caen rykkede ned i 1992, var kursen lagt for et skifte til Bordeaux. I de efterfølgende år var den rødvinskendte by med i kampen om det franske mesterskab. I august 1994 fik Zidane, som følge af det gode spil, sin landsholdsdebut mod Tjekkiet. Den unge stjerne blev indskiftet og lavede to mål, herefter sammenlignede de franske medier straks ham med den franske superstjerne Michel Platini.

Sammenligningen med Platini fik ekstra næring, da Zidane i 1996 skriftede til Juventus, hvor Platini også spillede i sin storhedstid. Efter en sæson i serie A, hvor han vænnede sig til det hårde spil, vandt ”Den Gamle Dame” VM for klubhold over River Plate samt mesterskabet i både 1997 og 1998.

På landsholdet havde den sympatiske spiller også succes i denne periode. Efter Frankrig havde tabt EM-semifinalen i 1996 til Tjekkiet, kom verdensmesterskabet i 1998 på hjemmebanen. På landsholdet havde Zidane de to klubkammerater fra Arsenal – Patrick Vieira og Emmanuel Petit – bag sig, og de gav med deres oprydningsarbejde perfekte arbejdsbetingelser for Zidane. På trods af sin relative store krop spillede han som en rigtig ”10'er” med oplæg til mange mål. Derudover var han en sand frisparksspecialist, hvilket han flere gange viste i Juventus-tiden, men da han kom til Real Madrid var han ikke længere så kendt for denne evne, da skiftet satte ham ”bag i rækkerne” efter David Beckham og Roberto Carlos.

Tilbage til slutrunden 1998, for her kom en af hans skyggesider frem, da han blev udvist i en gruppekamp mod Saudi Arabien for en stempling. Det gjorde, at han sad ude indtil kvartfinalen, men efter den franske drømmefinale var alt om hans dumhed glemt og han blev udnævnt til Europas og Verdens bedste spiller i 1998.

Herefter var det svært at gå andet end ned af bakke, og det gjorde det. Zidanes dårlige knæ gjorde, at han skulle opereres og hans manglende storform kunne aflæses på resultaterne for Juventus. De sluttede på sjettepladsen i ligaen, og blev slået tidligt ud af Champions League. Derefter kom den dramatiske sæsonafslutning i 1999, hvor Lazio overhalede Juventus på sidste spilledag. Men igen skulle det gode spil på landsholdet bane vejen for et klubskifte for Zidane. I kvartfinalen ved EM 2000 demonstrerede han fornem frisparksteknik, da han scorede mod Spanien. Efter det flotte comeback i finalen mod Italien blev Frankrig de første verdensmestre, som vandt EM - ikke mindst på grund af smukt offensivt spil af Zidane, som også blev kåret til turneringens bedste spiller. Det var ikke den eneste kåring. Han blev for anden gang på bare tre år kåret til verdens bedste fodboldspiller i år 2003.


Ikke meget plads i pokalskabet
På landsholdet havde han opnået alt – men på klubniveau manglende han en Champions League-guldmedalje. Han havde tabt to finaler, og i efteråret 2000 røg de overraskende ud i første gruppespil. Derudover tabte de igen ”Scedettoen” på sidste spilledag, denne gang til Roma. På trods af det blev Zidane kåret til årets spiller i Italien. Det blev hans sidste hæder i Italien, for i september 2001 blev han verdens dyreste spiller, da Real Madrid købte ham for mere en det tidobbelte af, hvad Juventus havde givet for ham - omkring 550 millioner kroner.

Den første sæson i kongeklubben blev noget drilsk for Zidane, for skader forhindrede ham i at spille, og hovedstadsklubben sluttede på en skuffende 3. plads. Til gengæld fik han sin velfortjente Champions League-medalje. I finalen mod Leverkusen var stillingen 1-1, da Zidane med en fænomenal flugtning gav klubben deres niende Europa Cup-sejr. Dermed var ringen sluttet, og der manglede ikke flere medaljer i pokalskabet.

Alt indenfor klub og landsholdsfodbold var opnået, og derfor måtte det endnu en gang gå ned af bakke. En skade satte Zidane – ligesom hans oplagte afløser Robert Pires – ud af spillet til VM 2002. Zidane spillede ikke de første to kampe, og da tredje kamp var imod Danmark, måtte Frankrig tage de første fly hjem fra Japan og Sydkorea. Efter den skuffende slutrunde kom en opløftende sæson for Real Madrid, som sikrede sig deres 29. mesterskab i sidste spillerunde. Den efterfølgende sæson, som sluttede i 2004, var en skuffende sæson for Bernabeus helte, for de vandt ingenting. Igen gik det derimod godt for det franske landshold. Efter en suveræn præstation i kvalifikationen var det hele gjort klar til en finaleplads, indtil de uhyre defensive grækere satte en stopper for den franske fremmarch i semifinalen.

Efter at være fyldt 30 år bestemte ”Zizou” sig for et landsholdsstop, men det blev ikke langvarigt, da landstræneren Raymond Domenech fik overtalt den intelligente kunstner til at tage en slutrunde mere, som blev den sidste den internationale fodboldverden så til den store profil. ”Mave-pumperen” fik den gode kommentator Carsten Werge til at råbe direkte på TV, at Zidane var en idiot, og i den efterfølgende tid var det en general holdning, selvom det kom efter at usympatiske Marco Materazzi havde provokeret Zidane på det groveste.


Fra La Castallane til Madrid
Igennem hele livet har Zidane ikke glemt sine rødder. La Castallane er hjemsted for mange nordafrikanske immigranter i Marseille. Et hårdt miljø, som også var udsat for de voldsomme uroligheder i efteråret 2005, hvor dele af Frankrig var i undtagelsestilstand. Zidane har stadigvæk kontakt til sine gamle venner og trods den store popularitet hævder de, at han ikke har forandret sig. Derudover støtter han som FN-ambassadør projekter, som skal hjælpe med at udrydde fattigdom, og efter den aktive karriere sluttede har han spillet og investeret mange penge i fodbold-projekter fra Schweiz til Bangladesh.

Desuden har Zidane siden karrierestoppet levet lidt som en nomade – dog med base i Madrid, hvor han også i 2009 blev udnævnt som rådgiver for præsident Pérez, og et år senere afløste han selveste Jorde Valdano som sportsdirektør. Zidane skulle være bindeled mellem Jose Mourinhos førstehold og Pérez. Trods jobforfremmelsen kunne Zidane ikke holde sig væk fra Real Madrids daglige træning.

I 2012 endte det dog med en skilsmisse mellem Mourinho og Zidane, hvilket den spanske sportsavis Sport mente skyldtes, at Zidane ikke ønskede at være en del af Mourinhos verbale krige mod alt og alle. Zidane endte som ungdomstræner, men i 2013 blev han assisent for Carlo Ancelotti for efterfølgende at blive teknisk ansvarlig for klubbens andethold. Santiago Sánchez skulle være den ansvarlige på holdet, men alle tv-billeder viste, at Zidane var træneren for klubbens andethold.

Sergunda B-holdet måtte Zidane ikke være førstetræner for, da hans licens ikke var på plads, så på trods af at fodboldikonet har vundet alt, så måtte han ikke træne Real Madrids andethold. Mange var utilfredse med disse regler, og Zidane fik endda opbakning fra rivalen – Johan Cruyff.

Avisen L'Equipe skrev på forsiden ”Lad nu Zidane gøre sit arbejde”, men det spanske fodboldforbund var af en anden opfattelse, og de gav træneren tre måneders karantæne. Zidane kaldte den spanske forbundspræsident Miguel Angel Galan for ”misundelig”, mens modparten kaldte Zidane for ”arrogant”.

Om Zidane er arrogant eller bare bedre end de fleste andre skal være usagt, men faktum er, at han som aktiv var et forbillede for en hel fodboldgeneration – og nu igen skal han træne et af verdens største klubhold. Et job som han næsten var selvskrevet til… for han har tidligere sagt:

- Store dele af min karriere kan jeg takke Pérez for… nu vil jeg som træner give tilbage til ham.

Ligeså præcist i spyttet var den legendariske Bordeaux-træner Marcelo Bielsa, da han kaldte Zidane for ”et levende fodbold-monument”. Store ord og nu skal Zidane forsøge at leve op til dette, og hovedpersonen har selv sagt om trænergerningen:

- Jeg vil gerne have, at folk siger: ”Hvad Zidane gjorde som træner… ikke dårligt, ikke dårligt”.


Zidane blev genfødt
Dårlig var den første Real Madrid-periode i hvert fald ikke. Zidane overtog i starten af 2016 og vandt hurtigt det første ”El Clasico” som træner for ”Konge-klubben”. Denne bedrift var ikke klaret, siden Bernd Schuster gjorde det i 2007. Kort tid herefter vandt Real Madrid det eftertragtede Champions League-trofæ, og dermed blev Zidane den blot syvende træner til at vinde pokalen både som spiller og træner. Det blev fuldt op i 2017 og 2018, hvor Real Madrid vandt den store pokal efter finalesejre over Juventus og Liverpool. Derudover blev det også til et spansk mesterskab i 2017 med tre points forspring ned til rivalerne fra Barcelona.

Med de tre Champions League-pokaler i armene og efter 149 kampe – med 104 sejre - valgte Zidane til alles overraskelse at forlade Real Madrid i sommeren 2018. Ligeså overraskende var det, at han blot 284 dage senere valgte at påtage sig jobbet, som Julen Lopetegui og Santiago Solari ikke kunne magte.

På det tidspunkt var Real Madrid i en forfærdelig forfatning, da de indenfor en uge var slået ud af Copa del Rey og Champions League – samt havde udspillet deres chance om mesterskabet. Udover de dårlige resultater skreg truppen på afsavnet af Ronaldo samt en foryngelse, og Pérez skulle ifølge bulletinerne have lovet Zidane en masse penge til at skabe denne.

Da nyheden om Zidane ramte fodboldverdenen, kom der pludselig voldsom fokus på et barndomsbillede af Eden Hazard fra 1998, hvor den lille belgier sidder i en fransk landsholdstrøje med et navn på ryggen… Zidane!

Måske bliver Hazard spilleren, som Zidane vil bygge det kommende Real Madrid-hold op omkring. Zidane satser i hvert fald hele butikken. Han risikerer at miste den legende-status, som han har fortjent i Real Madrid – både som spiller og træner – og det ligner en kamp, som han næsten ikke kan vinde. Det kræver noget helt specielt, og måske forventer han også dette. På pressemødet ved udnævnelsen blev han spurgt, om han ville foretrække Neymar eller Kylian Mbappé, hvortil han tørt svarede:

- Hvorfor ikke dem begge?

Zidane var meget utilfreds i sommer, da han forlod klubben, efter Ronaldo var solgt og han ikke kunne blive lovet en værdig afløser. Dette må være ændret nu. Pérez har formentlig frigivet en masse penge, som Zidane kan bruge på blandt andet en angriber fra øverste hylde.

I de sidste ti måneder, hvor Zidane ikke har været træner for Real Madrid, har han boet tæt på deres træningsanlæg, hvor blandt andet hans børn – Theo og Elyaz – træner, og hans tredje søn Luca er for tiden tredjevalget i målet for Real Madrids førsteholdstrup.

Hvis Hazard skal ind i truppen, kan det giver problemer i fremtiden for Gareth Bale. Han deltog ikke i afskedsreceptionen for Zidane, da han forlod klubben i sommer. De to har et meget betændt forhold, hvilket ikke mindst skyldes, at waliseren ikke fik meget spilletid af Zidane. Ved udnævnelsen af Zidane var Bale i gang med at spille ”La Liga-spillernes golftur” altså samtidigt med, at en påvirket klubpræsident Pérez sagde:

- Med dig, Zidane, har vi vundet ni trofæer. For os er du den bedste træner i verden. Vi er stolte over, at du er her. Tak for din loyalitet…. Velkommen hjem!

Næste dag havde den spanske sportsavis Mundo en forside med skriften ”El RenaZZido” med henvisning til Zidanes initialer og det spanske ord ”El Renacido”, som kan oversættes med ”Den genfødte”…

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Kan City vinde Quadruple?
Truppen hos Manchester City er “Four”-midabel, men det kan de økonomiske problemer også blive for den nyrige klub.
Lige efter Manchester City havde vundet Carabao Cup-finalen over Chelsea, var kampen et samtaleemne i et omklædningsrum, hvor jeres skrivekarl var til stede. Til de andre i lokalets store overraskelse sagde undertegnet:

- Jeg tror sgu, at Manchester City vinder Quadruple…

Straks kiggede mange af mine holdkammerater på mig med åben mund, som de havde set et spøgelse. Men er det så urealistisk, som det måske lyder? Kan Manchester City ikke vinde de resterende tre pokaler - hvor realistisk er det egentligt?


Det engelske mesterskab
Kigger man nærmere på det engelske mesterskab for tiden, så har det i 2018/19-sæsonen udviklet sig til et parløb imellem City og Liverpool, og kigger man nærmere på stillingen i denne duel, har City en klar fordel.

Pep Guardiolas tropper er nemlig langt mere formstærke, end Jürgen Klopps er for tiden. Den 29. december havde Liverpool ti points forspring til City, efter Liverpool havde spillet 20 kampe og City 19. Dette forspring er for tiden nu minimeret til, at dem, der spiller først, har førstepladsen, og vinder City den kamp, som de har til gode, så har de ét point mere end Liverpool.

Kampprogrammet for de to hold har stort set samme sværhedsgrad, så mesterskabskampen skal nok blive lige, men formen for City må alarmere de Liverpool-fans, der i den grad savner et mesterskab. Derudover har City en langt bedre trup, end Liverpool har, hvilket også kan blive udslagsgivende i afslutningen på sæsonen. De sidste fire år har City vundet liga-klubben tre gange, hvilket giver et klart billede af et hold, der har de bedste reserver, da det ofte er dem, der kommer i kamp i den turnering, som City altså har vundet i denne sæson.


FA Cuppen
Vinder City også FA Cuppen? Ja… er det oplagte svar. For hvem af de resterende hold skulle besejre City? Brighton venter i semifinalen, og vinderen af Watford eller Wolverhampton bliver den anden finalemodstander.

City var godt nok presset i kvartfinalen imod Swansea, som City vandt 3-2. MEN… kigger man på statistikkerne fra kampen, fortæller det altså historien om stor dominans til Guardiolas tropper. Hele 68 % af tiden havde City bolden, Swansea havde to afslutninger indenfor Edersons målramme og de gik begge ind. Såhh… Det ligner en FA Cup-titel til Manchester City.


Champions League
Ligeså sikker er Champions League-trofæet dog ikke, da modstanden er af en helt anden kaliber. City skal nok besejre Tottenham, men så venter Juventus formentlig i semifinalen, mens Barcelona eller Liverpool sandsynligvis venter i finalen.

MEN… glem nu ikke i dette, at Citys sidste Champions League-kamp endte med en 0-7-lussing til Schalke04 i en kamp, hvor så stærke spillere som Nicolas Otamendi, Fernandinho, Kevin De Bruyne, John Stones og Riyad Mahrez end ikke kom i kamp. Som tidligere nævnt er City-truppen helt unik – måske verdens bedste fodboldtrup, men den har heller ikke været billig.


Indkøbsfest
Fornyelig lavede Indkast.dk en udregning over hvor mange penge, de forskellige klubber havde brugt, siden Mauricio Pochettino kom til Premier League.

Manchester City havde netto brugt 4.900.000.000 kroner, mens Tottenham har brugt 230.000.000. Det er to forskellige verdner, men alligevel skal London-holdet op imod City i mesterskabskampen samt to gange i Champions League.

Siden 2009 har Sheik Mansour haft kontrol over Manchester City, men siden er der også kommet en ”Quadruple” af økonomiske problemer, som kan få gigantisk betydning for klubben.


1. UEFA er den største trussel imod Manchester City i forhold til Financial Fair Play-reglerne, der startede i 2013. Ifølge disse må en klub kun have et underskud på 400 millioner kroner i to år eller maksimalt 280 millioner kroner i gennemsnit i tre regnskaber. Begge dele skulle være et problem for City, og det kan resultere i en udelukkelse fra Champions League-turneringen, som ville give store økonomiske og sportslige problemer i fremtiden.

2. Premier League er i gang med at undersøge tre ting i forbindelse med Manchester City. Det skulle være om ulovlig anskaffelse af akademi-spillere, ulovlige treparts ejerskaber samt økonomiske uoverensstemmelser. Alle tre ting kan give point-straf. Ifølge Der Spiegel findes der mails, der beviser, at Jadon Sanchos agent – Emeka Obasi - modtog næsten to millioner kroner af City, inden han skiftede fra Watford som 14-årig. Dette er ulovligt. Kunne dette være årsagen til, at den engelske spiller noget overraskende havnede hos Dortmund?

3. FA har ligesom Premier League gjort det klart, at de kigger nærmere på ”Sancho-historien”. Skulle Manchester City blive dømt i denne sag, vil FA formentligt forbyde Manchester City at hente akademi-spillere. Men FA vil med stor sandsynlig ligge så tæt op ad den afgørelse, som Premier League træffer i denne sag.

4. FIFA er i gang med en undersøgelse af Manchester Citys samarbejde med danske FC Nordsjælland omkring treparts ejerskaber. Tidligere har FIFA givet transfer-karantæne for en meget lignede sag, men Chelsea har appelleret dommen.


Så selvom Manchester City måske står overfor en mulig stor sportslig triumf, bliver de kraftigt undersøgt af de fire store magtfaktorer i engelsk fodbold – FIFA, UEFA, Premier League og FA.

Mange af Citys problemer er kommet, efter Der Spiegel i ”Football Leaks” skulle have fået indsigt i nogle af fodboldens skyggesider, og her skulle der være dukket belastende materiale op om Manchester City samt andre nyrige klubber som Paris SG og Chelsea. Nu må fremtiden vise, hvordan City kommer til at se ud – både på og udenfor banen.


Læs hele lederen
Mystikken om Mesut

Der er noget galt i relationen mellem Özil og Emery. Hvad det præcist går ud på, ved nok kun de to hovedpersoner, men Indkast.dk ser her på en række forhold, som kan ramme problematikken lidt ind.
Det er svært at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen om Mesut Özil. Henover vinterprogrammet har man gang på gang spejdet efter den elegante tysker i Arsenals startopstilling. Uanset om man har haft de stærkeste briller på, har det oftest været forgæves, og som udenforstående virker hele situationen omkring tidligere sæsoners assistskonge helt og aldeles uforståelig. På et år er Özil rykket fra at være helt uundværlig til nogle gange at stå nederst på listen over mulige indskiftere.


Özil var Wengers opfindelse
Det er tydeligt, at Özil ikke er Emerys mand, men en overlevering fra Wengers tid. Der kan ske meget på et år. I januar 2018 røg Alexis Sánchez til Manchester, og alle sejl blev sat ind på en forlængelse med Özil. Var det ikke lykkedes, ville hele verden have grint af Arsenal og Wenger. At holde på Özil var et signal om, at Arsenal stadig ville kæmpe med i toppen.

Historien om Özil har i alle årene været, at han var vejen til flere mål og mere kreativitet oppe foran. Spol fx tilbage til august 2013, hvor Arsenal hentede ham i Madrid. Her var det de etablerede frontangribere anført af Ronaldo, der var i oprør. Hvem skulle nu lægge boldene til rette for dem? De var fortørnede over at miste den mand, der som oftest havde sidste fod på bolden inden selve afslutningen. Nu hvor Arsenal i Aubameyang og Lacazette faktisk har to deciderede afsluttere upfront, er det derfor svært at se, hvorfor Özil ikke skulle kunne bidrage, også selvom han ikke defensivt, fysisk og aggressivt er den store åbenbaring. De opgaver burde kunne varetages af andre spillere som Torreira, Xhaka og Guendouzi.



Emery mere til Banega-typer
Når den offensive midtbane skal besættes, ser Emery ud til at sværge mere til typer som Ever Banega, som i januar blev sat i forbindelse med klubben. Typer, som ikke kun er envejsspillere, men som bidrager i begge retninger. Kreative og chanceskabende, men mere komplette arbejdstyper, muskelmænd og kynikere på bekostning af den lette, elegante og fremadrettede boldomgang, som Özil repræsenterer. Altså mere allround end spidskompetence. Selvom kritikken af Özils manglende arbejdsindsats nogle gange virker hyklerisk, fordi han faktisk løber mere end de fleste, ser vi her alligevel en afgørende forskel mellem Wenger og Emery. Og måske en forklaring på, hvorfor Özil kommer i klemme. Hvor Wenger var romantikeren, er Emery mere kynisk. Bevares - begge vil underholde og vinde, men der tegner sig et billede af, at de vil gøre det med forskellige typer - og dermed desværre også et billede af, at Özil ikke er Emerys kop te.

Emery forlanger ganske enkelt mere rugbrød i indsatsen. Og måske er "stjernespillere" i det hele taget ikke noget for Emery. Spanieren fik aldrig den forventede succes med stjerneparaden i PSG. Så stjerner er måske bare ikke ham - men hvad så med Aubameyang og Lacazette? I hvert fald Lacazette har nogle gange set noget sammenbidt ud i forbindelse med nogle udskiftninger. Om det bunder i utilfredshed over udskiftningen eller egen indsats, er vanskelig at vurdere, men tilfreds ser han ikke ud, når Emery hiver ham ud. “The Gunners” må dog ikke håbe, at der er flere "stjerner", der ender som marginalspillere, da deres kontrakter er en kæmpe belastning for Arsenals økonomi.


Økonomisk dødvægt
Özil er Arsenals højest lønnede spiller, så hvis han ikke bruges, er hans kontrakt naturligvis en belastning. Jublen var stor hos fanskaren, da han forlængede sidste år, men kontrakten er lige nu ren dødvægt i en økonomi, der i den grad begrænser Emery i at gennemføre sit forehavende i Arsenal. Meldinger kort før jul om, at klubben ikke var i stand til at købe, men kun leje spillere, har sendt chockbølger gennem fanskaren.

Men også her ser vi måske en forskel mellem Wenger og Emery. Hvor sidstnævnte melder det ud og siger offentligt, at han arbejder med hænderne bundet på ryggen, ville Wenger have bidt det i sig og rost den nuværende trup. Ofte med spot til følge, men franskmanden stillede sig selv op som den primære skydeskive, mens Emery ser ud til at dirigere kritikken over mod klubbens ejere. Wenger kom ofte til at fremstå naiv og utroværdig, men en del af historien er også, at han altid beskyttede sin arbejdsgiver, klubbens ejere. Den ambition ser Emery ikke ud til at dele. Derfor ser tingene anderledes ud nu, og derfor bliver debatten i højere grad ført i offentligheden.

Det er således åbenlyst for alle, at situationen omkring Özil er uholdbar, og presset frem mod sommerens transfercirkus øges. Det virker tåbeligt at holde på dyre spillere, som trænerne ikke vil bruge, og i takt med, at Özil spiller endnu mindre, falder hans markedsværdi yderligere. Dermed er der startet en ond cirkel, som ikke forbedrer klubbens situation og mulighederne for at tilpasse spillerstaben. Det er i den grad utilfredsstillende, og når det hele så pakkes ind i søforklaringer, samtidig med at resultaterne bliver svingende, begynder frustrationerne at brede sig hos fanskaren.



Er han skadet, syg eller …
I hele december og januar har Özils fravær været pakket ind i mere eller mindre troværdige forklaringer om skader, sygdom og taktiske overvejelser. Hvad der er realiteter, ved kun trænerstaben, men det ser mere og mere ud til, at det hele fungerer som et røgslør over dybereliggende problemer. Problemer, som man i bund og grund ikke ønsker at spekulere over, fordi det meget vel kan betyde et farvel til Özil. Selvom den elegante tysker i den grad deler vandene og kan være som nat og dag, så er han også en spiller, som når han spiller op til sit bedste, hører til i den absolutte verdenselite.

Kritikerne vil hævde, at det sker for sjældent, og ofte kun mod middelmådige modstandere. Uanset hvad, er det en kendsgerning, at Özil havde en væsentlig andel i den ubrudte række på 22 kampe i efteråret, som gav Emery en rigtig fornem start i Arsenal. Så noget bibringer tyskeren med, og derfor er en løsning på situationen påkrævet.


Tryghed, tryghed, tryghed
Arsenals spillerstab, og dermed Özils tilstedeværelse i truppen, kan jo ikke komme som nogen overraskelse for Emery. Det var ligesom en del af jobbeskrivelsen, at man skal samarbejde med Özil. På den parameter har Emery altså fejlet.

Det er muligt, at det at arbejde med tyskeren i det daglige har været en overraskelse, men hver enkelt spiller er forskellig fysisk, psykisk og mentalt, og det bør afspejles i mandskabsplejen. Og har man læst Özils bog, er han nok ikke den mest oplagte repræsentant for den machokultur, der præger den internationale fodboldverden. Dertil er han ganske enkelt et for sensitivt og følsomt gemyt. Vist kan han håndtere konkurrence og en skideballe i ny og næ, men han søger tilsyneladende noget mere for at føle sig værdsat og tryg.

Oveni turbulensen med ny manager, ny spillestil og nye rutiner har tyskeren også været en tur igennem mediemøllen ovenpå et mislykket tysk VM-forsvar. Ikke helt rimeligt blev han næsten ene mand gjort til syndebuk for indsatsen, som ramte Tyskland som et chok. Han må selvfølgelig tage sin del af ansvaret, men ud af en hel trup kan han ikke pålægges hele skylden for den tyske fiasko.

Stormen tog også voldsomt til i styrke på baggrund af en billed-seance med den tyrkiske præsident og en efterfølgende debat i Tyskland. Tankerne har således været mange steder, og det har selvfølgelig påvirket ham. Nu er stormen taget af i styrke, og med et rygte om et giftermål, senere på året med en tidligere Miss Turkey, er der håb om, at Özil kan få den ro og balance, der er så vigtig for ham - først og fremmest som person - men også som fodboldspiller. Er Emery samtidig villig til at gå Özil i møde, kan den tillid og tryghed, som tyskeren søgte med skiftet væk fra Real Madrid, måske genskabes.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Vilde scener: Se Zenit-fans oplyse vejen Arsenal-spillere tager stoffer Artikel ikon Vanvittige Boca Juniors Artikel ikon Alternativ forældrehjælp Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top-10: De valgte Real over Barça Top 50: Bedste managere nogensinde Artikel ikon Top 15: Flest gule kort denne PL-sæson Artikel ikon Top 19: Bedste PL-frisparksskytter Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Ajax - Danskernes klub: Jan Mølby Özil - fra skudlinjen Artikel ikon Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Artikel ikon Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Top 50: Bedste managere nogensinde Otte managere - på fem år Artikel ikon Toon-army Artikel ikon Top 7: Topscorere i Brighton Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Kroat forventes præsenteret i dag PL-storklub nærmer sig Saul Artikel ikon Medie: Icardi nærmer sig comeback Artikel ikon PSG og United kæmper om Juve-brasser Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Christian Pulisic Artikel ikon Vidste du om ... Ole Gunnar Solskjær Artikel ikon Vidste du om ... Mario Gomez Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Burnleys jævne form Mané er i topform Artikel ikon Rejsesyge Chelsea Artikel ikon Premier League - Statistik Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Startopstillinger: Horsens - Brøndby Optakt: Man. City - Schalke 04 Artikel ikon Optakt: Bayern München - Liverpool Artikel ikon Optakt: Barcelona - Lyon Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Horsens - Brøndby Startopstillinger: Bayern - Liverpool Artikel ikon Startopstillinger: Arsenal - Man. Utd Artikel ikon Sådan starter CL-kampene Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon De blå sejrede i Milan-derby Chelsea misser vigtig sejr Artikel ikon Wilczek stråler i Brøndby-sejr Artikel ikon Liverpool vinder sent mod Fulham Artikel ikon Se flere