Anti-madridista

Af Torsten Brix

2014-05-22
Anti-madridista

Indkast.dk bringer op til Champions League-finalen et kapitel fra den anmelderroste "Vi er våbenbrødre" - det handler om "Slaget om Madrid".

- Du må aldrig bruge magt.

Mine forældre havde ikke ti bud i deres opdragelse af mig, men kun et enkelt. Det blev til gengæld gentaget i det uendelige. Når lynlåsen på min jakke sad fast. Når skoene ikke ville på. Når fryseren ikke ville åbne. Når VHS-maskinen ikke reagerede hurtigt nok i mine bestræbelser på at optage alle mål og højdepunkter fra de europæiske ligaer. Hver gang jeg kunne mærke vreden ulme. Det er grundstenen i min opdragelse, at råstyrke og kontroltab aldrig kan løse nogen problemer. Som udgangspunkt er det en helt og aldeles sympatisk måde at anskue verden på, og denne planet ville utvivlsomt være et bedre sted at bo, hvis alle mennesker delte den vision. Måske ville reparatører af hårde hvidevarer eller radio- og tv-mekanikere miste en del af deres omsætning. Men menneskeheden ville have taget et mileskridt mod forsoning og fred.

Da mine teenageår går på hæld, begynder jeg så småt at reflektere over problemet med den grundindstilling, som jeg voksede op med. Jeg konstaterer, at den ikke har nogen løsninger på hverken konkrete problemer, som rent faktisk fordrer brug af magt, eller på den mere abstrakte kendsgerning, at verden er fyldt med modsætninger. Og hvor der er modsætninger, kan der nemt blive brug for magt, både i passiv, verbal form, når man skal stå ved sig selv, og aktivt, hvis man er under fysisk angreb og skal forsvare sig selv.

Jeg har altid haft svært ved at blive vred på andre end mig selv og min nærmeste familie. I løbet af hele Folkeskolen måtte jeg navigere mig ud af ét eneste uvenskab, og det var med en af mine bedste venner, der meget sigende blev sur på mig, fordi han syntes, at jeg havde for mange venner. Den eneste, jeg nogensinde bad om at holde kæft, var Mette fra min egen klasse i syvende, og jeg kan undre mig over, at jeg ikke skred til den slags metoder noget oftere, for hun blev kort efter min bedste veninde og kom til at betyde uendeligt meget for mig i de år, hvor denne form for relation med en af Østjyllands smukkeste piger endnu ikke gjorde mig forvirret. Andre konflikter ignorerede jeg eller fik Dalgård til at ordne. Og i gymnasiet fik jeg charmeret mig uden om de fleste kontroverser med mit evigt aktive og udglattende snakke-tøj tilsat min uskadelige fremtoning: cremefarvet rullekrave samt „pæne sko“, lærredsbukser og strikcardigan, der selv på en tekstilmesse i Kaliningrad med aske som farvetema ville være blevet gabt af catwalken. Nå ja, og så sort attachémappe med kodelås til mine åbenbart uhyggeligt vigtige bøger og madpakke.

Nu, hvor min 20-års fødselsdag nærmer sig, slipper jeg ikke altid helt så billigt på vores stadig hyppigere drukture i Aarhus, hvor jeg flere gange sammen med resten af Galten-slæn- get forvilder mig ind i mere eller mindre uforskyldte lussinger, knytnæver og albuer uden så meget som at overveje at forsvare mig. De andre gutter slår måske lidt fra sig eller tager bestik af situationen, inden de konstaterer, at det ikke kan betale sig. Men for mig kommer tanken om at gå til modangreb end ikke i kredsløb om mit sind. Den suser videre som en komet ud i intetheden. Jeg kan ikke slå, for jeg kan ikke hade. Også selv om jeg trods alt efterhånden har indset, at en del elektroniske apparater faktisk fungerer bedre, når de har fået et dask eller to.

Der er gået et halvt år, siden Sine og jeg tog foreløbig afsked med Mario og Frente Atlético. Nu rejser vi tilbage til Madrid for at få vores ilddåb på sydtribunen mod Real Madrid. De seneste måneder har for mig været et træningsforløb, hvor min nyfundne spanske ven i hyppige og grundige brevudvekslinger har forsøgt at få mig til at hade lokalrivalen, som han omtaler som alt andet end Real Madrid: „svinene“, „de utro“, „de forkælede møgunger“. Jeg har forsøgt at forklare ham, at det i almindelighed ikke falder mig naturligt at hade, og i særdeleshed ikke en klub, der har Michael Laudrup på holdet.

„Som dansker er jeg stolt af Laudrup, og den eneste gang, jeg har været på Bernabéu, var en fed oplevelse. Deres ultras var seje og mindede faktisk en del om jer.“ Mario svarede:

„Jeg betragter Michael Laudrup som en gentleman, ligesom for eksempel Emilio Butragueño. Ham kunne vi heller aldrig finde på at synge imod. Men alt hernede handler om svinene, og det virker, som om pressens vigtigste opgave er at få det til at fremstå, som om der kun er ét hold i denne by. Tænk i øvrigt over, hvordan det kan være, at Frente Atlético er den eneste spanske gruppe, som ikke kæmper mod deres ultras af politiske årsager. Det er fordi hadet til deres arrogante og forkælede måde at være fans på er større end enhver politisk modsætning, der måtte være mellem os. Jeg kan godt forstå, at du ikke går op i det med at være antimadridista, for det præger jo ikke din hverdag. Men hvis du skulle udstå samme undertrykkelse som os, ville du blive det. Ya verás ...“ Det skal du nok få at se ...

Madrid og vores vært byder os velkommen med trykkende varme i april 1995 en uge inden derbiet. I dagene, der følger, tager han og hans venner os med på hyggelige roture på søen i Retiro-parken, og sammen griner og tumler vi os igennem utallige derbi-forpremierer på knastørre plæner med efterfølgende barbesøg til langt ud på natten. To af dem er ikke blot Real Madrid-tilhængere, men tilmed medlemmer af deres ultras-gruppe, Ultras Sur. I starten er de indbyrdes drillerier venskabelige, men som ugen skrider frem, bliver Mario mere vrissen og alvorlig, når de andre minder ham om Atléticos placering blandt nedrykningskandidaterne. Og de sidste dage er han alene, når vi mødes med ham ved statuen af bjørnen – Atléticos logo – på Puerta del Sol i hjertet af Madrid og Spanien.
Kampdagen oprinder. Real Madrid er på en suveræn førsteplads, seks point foran nærmeste mesterskabskonkurrent. Atlético Madrid er på en delt tredjesidsteplads, et øjebliksbillede af en langvarig klasseforskel mellem byens to førstehold.

Men på ét område er Atlético Madrid Spaniens bedste: deres opbakning. I det månedlige tilhængermagasin Super Hincha, som handler om alt, der rører sig blandt landets organiserede fodboldfans, har Frente Atlético ført ranglisten hele sæsonen. Det er den største ultras-gruppe, de laver de fedeste koreografier, synger højst, har det mest alsidige repertoire af slagsange, og de er bedre end nogen andre grupper lykkedes med at bryde spansk fodbolds tradition for ikke at følge holdet på udebane. Det er selv ikke Ultras Sur som sådan uenige i.

Derfor er det ikke en trykket stemning, vi finder ved Manzanares-flodens bredder, da vi ud på formiddagen stiger op fra metrostationen Pirámides, indsnuser øllebrødsduften fra Mahou-bryggeriet og slutter os til strømmen af Atlético-tilhængere på vej til en tidlig optaktsfest på barerne ved Estadio Vicente Calderón. „Donde acuden a millares los que gustan de un fútbol de emoción“, fortsætter klubhymnen fra vores besøg et halvt år forinden. „Hvor tusinder strømmer til for at nyde fodbold med følelser“... Og følelser er der mange af, ikke mindst hos to umiddelbart malplacerede danske gæster. Vi er spændte og stolte over at skulle være en del af Frente Atlético denne dag.

Vi mødes med Mario foran stadion og tager straks imod iskold fadøl serveret i hvide et-liters plastickrus. Omkring os broderes brudstykker af slagsange fra de forskellige barer og pladser sammen til et patchwork af passion, der lægger sig over bydelen som en usynlig territorial afmærkning. Men efter et par timer får vi at se, at Atléticos ultras er andet end fest og farver.

Hele eftermiddagen sørger politiet for at holde Real Madrids ultras inde på Plaza Mayor i midtbyen, ikke mindst for deres egen skyld. Ultras Sur har i årevis været en af de mest voldelige tilhængergrupper i Spanien, men de lider under kun at tolerere nationalister i deres geledder. Frente Atlético er derimod et sammenrend af alle hovedstadens Atlético-fanatikere, uanset politisk overbevisning. Til kampene kan man stadig se bannere med hagekors side om side med røde stjerner. På gruppens egenfabrikerede halstørklæder er der både motiver af indianere og skinheads. Da jeg for et par dage siden fik mit medlemskort i hånden var det som nummer 6.182. Det antal overstiger langt, hvad Ultras Sur kan mønstre. Og Mario har nemt ved at overbevise os om, at der ikke er noget at frygte.

„Bare rolig. Hvis de kommer, så forsvarer vi os og sender dem væk igen.“

Da vi får det at se i praksis, er det slet ikke, som vi har forestillet os.Forsiden på et af de fanzines, der cirkulerede blandt Atlético-tilhængerne op til kampen mod Real Madrid i foråret 1995. På baseball-køllen opfordres der til at smadre Real-tilhængere, en opfordring, som mange i Frente Atlético tog helt bogstaveligt, og som også konsekvent blev kommunikeret ud fra gruppens ledelse inden midt-halvfemsernes lokalopgør.

To teenagepiger kommer gående med Real Madrid-halstørklæder på det modsatte fortov. Som rødhvide blodlegemer på jagt efter bakterier samler en flok på otte-ti Atlético-ultras sig og slår ring omkring dem. Mario trækker os med. De to piger bliver skældt ud og spyttet på. Ingen af mændene rører dem, men i angrebsbataljonen befinder sig ud over min kæreste yderligere to piger, der nu begynder at overdænge de indtrængende medsøstre med slag og spark. En af Atlético-pigerne flår Real Madrid-halstørklæderne af dem og giver dem videre til Mario, der putter dem i sin taske. Herefter får de uvelkomne gæster lov til at gå med besked om at holde sig væk fra området.

Lidt senere vender de to Real-piger tilbage med mascaraen løbende ned ad kinderne sammen med et par betjente, der beder om at få udleveret halstørklæderne. Marios taske bliver gennemsøgt, men han har nået at aflevere dem bag bardisken på en af beværtningerne sammen med andre krigstrofæer, der senere skal brændes. Sine og jeg trækker os tilbage og snakker sammen. Vi bryder os ikke om det, vi har set. Jeg hiver Mario til side.

„Vi er altså ikke med på sådan noget dér.“

„Hvad mener du? De skal da ikke bare tro, at de kan komme vadende herind på vores område og vise deres farver frem. Det var da en ren provokation.“

„Fint nok, men to piger? Helt ærligt?“ „De var Madrid-tilhængere.“

„Og hvis der kommer flere?“

„Ya verás ...“

Som den gode vært, han er, finder Mario en løsning.

„Hør nu her, hvis I ikke bryder jer om det herude, kan jeg få jer ind på stadion allerede nu. Vores tifogruppe er ved at gøre klar til i aften, og jeg kan bare sige til vagterne, at I er med dem. Men I kommer til at gå glip af den fedeste stemning her udenfor. Det er op til jer?“

Sine og jeg kigger på hinanden. Vi er inden for de seneste måneder nået frem til det punkt i ethvert forhold med begyndende slagside, hvor hun med et simpelt blik giver sin mening til kende, og dermed vores, inden jeg når frem til min egen.

„Vi vil gerne ind på stadion,“ siger jeg fåret og véd med det samme, at det ikke gælder for mig selv. Mario nikker og følger os hen til den sydlige indgangsport. Han veksler et par ord med en kontrollør og vinker os videre ind på tribunen, hvor han præsenterer os for nogle af de fyre og piger, som er i gang med at forberede aftenens koreografi. Mens stemningen uden for murene stille og roligt har udviklet sig fra jovial til faretruende, minder dét her mere om at klippe og klistre i en børnehave. Godt nok er jeg ikke med på at overfalde piger. Men en spansk udgave af Jørgen Clevins legestue er heller ikke, hvad jeg er kommet for.

„Jeg finder jer senere,“ bekendtgør Mario og begiver sig tilbage mod udgangen.

I de følgende timer kan vi høre, hvordan sange og kampråb rekylerer frem og tilbage mellem murene udenfor, mens vi hjælper med at placere rødhvide flag og kartonstykker på sæderne. Jeg fortryder, at jeg ikke blev derude. Specielt da Reals ultras bliver eskorteret forbi, længes jeg efter at være en del af modtagelseskomitéen. Kanonslag brager, flasker knuses og de gensidige kollektive tilsvininger er øredøvende. Og her står jeg på et tomt stadion med et stykke karton og min kæreste i hånden.

Ultras Sur indtager med 1500 mand deres afsnit øverst oppe på nordtribunen og styrer i en halv times tid lydkulissen. De heiler og smider kanonslag efter de få tidlige tilskuere på naboafsnittene, håner vores patetiske hold („Patético Madrid“) og vender ryggen til os i foragt. I starten nyder jeg synet af deres bannere og koordinerede bevægelser, men efterhånden begynder jeg at føle mig provokeret. De har det så let. Deres klub skovler titler hjem og er på vej mod endnu en. Og uden for banen kan de selv ikke en dag som i dag røres, fordi poli- tiet så omhyggeligt har passet på dem hele dagen og anbragt dem i sikkerhed deroppe, så de omkostningsfrit kan stå og svine os til.

Heldigvis begynder Atléticos ultras nu at myldre ind, fulde og farverige. Snart giver trinene på Fondo Sur sig under tu- sindvis af hoppende menneskekroppe. Nu kan vi få vores had ud, om ikke andet gennem vores munde og megafoner.

Da vores nedrykningstruede mandskab stiger op på banen hele ti minutter før kampstart for at løbe en opildningsrunde på det udsolgte stadion, stiger decibelniveauet til højder, hvor jeg frygter for mine trommehinder. Men det er, som om mine sanser bliver opgraderet, som om de i øjeblikket kan kapere mange flere indtryk og i både højere opløsning og volumen end normalt. Og når jeg tager del i de slagsange, jeg har lært ved i ugens løb slavisk at gennemlytte det kassettebånd med lydoptagelser fra sydtribunen, som Mario har skaffet til mig, er det, som om min stemme – alene så jysk og skinger – bliver katapulteret hen over grønsværen af vinde fra Jupiters røde øje. „Quén no salte madridista es ... ES!“ skriger jeg hysterisk og føler, at mit råb vil få den modsatte tribune til at skride sammen under de latterlige Real-fans. Sine står lige ved siden af mig og råber også med, men ellers skænker jeg hende ikke en tanke.

Vores anstrengelser har ingen effekt på vores spillere. De brænder en enorm chance i kampens første minut lige nede foran os. Herefter tøjler de sejrsvante gæster opgøret som en doven krikke, der godt ved, hvor den skal hen, men næsten ikke orker turen. 2-0 vinder de.

Jeg ærgrer mig grænseløst bagefter. Igen og igen afspiller jeg for mit indre blik situationen i kampens første minut, hvor Roman Kosecki slap alene igennem uden at score. Det var så tæt på den perfekte start, den perfekte ekstase, det perfekte hysteri, i mit allerførste derbi. I stedet har jeg måttet nøjes med synet af Real-tilhængernes jubelscener, der mest af alt lød som latter.

„Sådan er det at være tilhænger af Atlético,“ siger Mario med et skævt smil, da vi snakker om det på en bar bagefter. „Det er så frustrerende. Og det er så nemt at holde med Real Madrid. Deres fans sidder lige nu og ser fjernsyn eller spiser som på enhver anden aften. De er ligeglade med at have slået os, for de vinder altid.

Tænk på, hvordan vi ville have badet i springvandene og festet hele natten, hvis vi havde vundet. De er vores komplette modsætning. Det er derfor, at vi mere end noget andet er antimadridistas.“

Jeg er begyndt at forstå, hvad han taler om.



Magasin-artikler
Dem skal du holde øje med til U21-EM
Indkast.dk kommer her med sit bud på hvilke spillere der er værd at holde et ekstra øje med til det kommende U21-EM i Polen.
Nu på fredag starter U21-EM, hvor der er 12 lande med heriblandt Danmark. Slutrunden bliver spillet i Polen fra den 16-30. juni.

Vi har her på Indkast.dk valgt at fremhæve en spiller fra hvert land, som kan gå hen og blive en afgørende faktor, hvis man gerne vil nå langt i turneringen. Her er vores 12 udvalgte spillere.


Enis Bardhi (21), Makedonien:
Offensiv midtbane

Det lille land på Balkan-halvøen flyder ikke over med store stjerner på sit U21-landshold, men Enis Bardhi er den spiller, man skal holde øje med, når makedonerne løber på banen. Den offensive midtbanespiller fylder trods sine beskedne højde på 1,72 godt på banen. Han har haft en rigtig god sæson for sit ungarske klubhold Ujpest, hvor han blev holdets topscorer med 12 mål, mens han assisterede syv, selvom holdet endte på en skuffende syvendeplads. Bardhi har spillet seks A-landskampe, mens han på U21-landsholdet har elleve optrædener. Makedoneren spillede desuden i Brøndby som U19-spiller, men slog aldrig igennem.


Andrija Zivkovic (20), Serbien:
Højre kant

Den unge kantspiller debuterede på A-landsholdet før U21-landsholdet, og der er ingen tvivl om, at Benfica-talentet besidder kvalitet. Det blev ikke til så mange mål i hans første sæson hos portugiserne, men elleve oplæg i de 24 kampe han fik henover sæsonen viser, at Zivkovic sætter sine medspillere op, og har del i mange mål. Inden han satte sin underskrift på kontrakten med Benfica var han da også eftertragtet hos flere store klubber, og det er ganske forståeligt.


Alexander Fransson (23), Sverige:
Defensiv midtbane

Basel hentede Alexander Fransson i januar sidste år fra Norrköping, som midtbanespilleren var med til at gøre til mestre i 2015. Han har gennem U21-kvalifikationen bidt sig fast inde på midtbanen, mens han også har spillet en håndfuld kampe for A-landsholdet. Han bliver en vigtig brik for svenskerne i kampen for at forsvare EM-guldet.


Stanislav Lobotka (22), Slovakiet:
Central midtbane

FC Nordsjælland-spilleren er muligvis ikke en man lægger så frygtelig meget mærke til i kampens hede, men man skal ikke tage fejl af Lobotkas vigtighed. Midtbane-profilen har spillet fuld tid i alle kamp bortset fra én i den netop forgangne Superliga-sæson, og på U21-landsholdet er han da også den spiller med mest landsholdserfaring. Hele 27 kampe er det blevet til, mens hans debuterede på A-landsholdet tilbage i november.


Vaclav Cerny (19), Tjekkiet:
Højre kant

Den blot 19-årige tjekke spiller ganske vidst kun på Ajax Amsterdams reservehold, men her er han til gengæld en stor profil. I denne sæson spillede han 28 kampe med 15 mål til følge samt otte assists. Han fik samtidig fem kampe for førsteholdet, men det kan kun være et spørgsmål om tid – eller et salg af én af Ajax' offensive profiler – før Cerny er at finde på kanten ved siden af Kasper Dolberg. Cerny har optrådt for alle Tjekkiets ungdomslandshold, og på U21-holdet har han bidraget med syv mål i sine elleve kampe.


Karol Linetty (22), Polen:
Central midtbane

Linetty er stenhammerende sikker, når Sampdoria-træner Marco Giampolo skal sætte sit hold. 35 kampe i maskinrummet i en fin sæson for Serie A-klubben, der endte med en 10. plads, blev det til, og det vidner om en god første sæson for polakken. Linetty har spillet tre gange så mange A-landsholdskampe som U21-kampe, og det er derfor en erfaren mand, som polakkerne har med til at styre begivenhederne på midtbanen.


James Ward-Prowse (22), England:
Central midtbane

Det er en meget erfaren spiller, da han er fast mand i Premier League for Southampton, der sluttede på en ottendeplads, hvor det blev til fire mål og fire assists i sidste sæson. På dette U21-landshold er han dødboldsspecialist, og han er manden der skal binde holdet sammen, da meget af spillet går gennem ham.


Renato Sánchez (19), Portugal:
Højre kant

En erfaren ung mand, der allerede har etableret sig på højeste niveau. Det portugisiske stortalent spiller til daglig i Bayern München, hvor han har spillet halvdelen af kampene i den tyske Bundesliga. Han ved, hvad der skal til for at nå langt i en slutrunde, da han sidste sommer vandt EM med det portugisiske landshold i Frankrig. Skal med sin speed, teknik og målfarlighed bidrage til, at holdet når langt ved dette U21-EM.


Saul Niguez (22), Spanien:
Central midt / højre kant

Han er etableret La Liga-spiller hos Atlético Madrid, hvor han har lært meget af at spille sammen med den rutinerede Gabi. Saul ved hvad det kræver at nå langt i en turnering, da han blandt andet to gange har nået finalen i Champions League. Han spillede 87% af kampene i La Liga i sidste sæson, hvor det også blev til fire mål og tre assists. I sidste uge var han også med det spanske A-landshold til deres venskabs- og VM-kvalifikationskamp, hvor han blev skiftet ind til allersidst. Så det er en ung spanier, der er godt på vej til at etablere sig som fremtidens mand.


Lucas Andersen (22), Danmark:
Offensiv midtbane / kantspiller

Den tidligere Ajax-spiller blev ikke udtaget til det sidste U21-EM, men han har stadig spillet mange kampe for det danske U21-landshold, og er denne gang retfærdigvis udtaget til slutrunden i Polen. Han skal med sine offensive kvaliteter, gode overblik og målnæse være en medvirkende faktor til, at Danmark får et godt resultat med hjem. Den unge dansker spiller til daglig i Grasshoppers i Schweiz, hvor han i den netop afsluttede sæson scorede seks mål.


Max Meyer (21), Tyskland:
Offensiv midtbane / kantspiller

Den unge tysker spiller fast for Schalke 04 i den tyske Bundesliga, hvor han dog sad ude med en skade i de sidste fire kampe. Det blev alligevel til, at han spillede 79% af kampene. Han er en kreativ og driblestærk spiller, så meget spil går igennem ham. Han var med til at vinde OL-sølv ved OL i Brasilien. Og spiller han op til sit vanlig niveau, så kan Tyskland få en rigtig flot slutrunde.


Federico Bernardeschi (23), Italien:
Angriber / højre kant

Han har spillet en rigtig flot sæson for Fiorentina i Serie A med 11 scoringer til følge. Hans flotte præstationer har gjort, at han har fået debut på det italienske A-landshold. Han kan spille positionen helt fremme som angriber, eller bruges som kantspiller. Med sin gode teknik, gode afleveringer og målfarlighed skal han sørge for Italien når langt til EM-slutrunden. Han var også med det italienske A-landshold i VM-kvalifikationskampen mod Liechtenstein, hvor han endda også scorede sit første mål.

Læs hele artiklen
The Young Lions – hvem er de?
Søndag vandt England deres største trofæ siden 1966, men hvem er disse unge spillere? Indkast.dk har kigget nærmere på holdet.
I 1966 løftede Bobby Moore den legendariske pokal ”Jules Rimet” på hjemmebanen - Wembley, men siden er det knebet meget med succeserne for den fodboldtossede nation. Måske er der noget nyt på ”trapperne”…

For med finalesejren til VM for U/20-landshold over Venezuela er der kommet yderligere optimisme i engelsk fodbold, hvilket ikke mindst skyldes store talenter som Liverpools nytilkomne Dominic Solanke og Everton-spilleren Ademola Lookman.

Disse spillere har U/20-landstræner Paul Simpson sat godt op, og måske ikke så underligt, da træneren selv som aktiv var en skrap offensiv midtbanespiller med over 800 kampe for blandt andet Manchester City. Simpson spillede i flere nordengelske klubber, og han virker også til at være glad for spillere i den region. Hele syv spillere er fra Merseyside-klubberne Everton og Liverpool. Disse spillere har faktisk haft ganske meget modgang igennem turneringen, som da Italien bragte sig foran efter blot et par minutters spil i semifinalen, men England vandt – med disse spillere i startopstillingen i finalen:


Freddie Woodman
Den engelske landstræner Gareth Southgate er gudfader til den 20-årige målmand, som spiller for Premier League-oprykkerne fra Newcastle – eller rettere… han har faktisk ikke spillet seniorkampe for klubben – endnu.


Jonjoe Kenny
Meget spændende højreback fra Everton, som har tilkæmpet sig spilletid på Ronald Koemans mandskab. En af de største stjerner under hele turneringen.


Fikayo Tomori
Central forsvarsspiller som har fået størstedelen af sin fodboldopdragelse i Chelsea, men som i sidste sæson var udlånt til Brighton.


Jake Clarke-Salter
Har været en solid anfører på det Chelsea-ungdomshold, som har haft meget succes. Han har været udlejet det meste af seniorkarrieren. Disse ophold har givet forhåbninger om en spændende fremtid.


Kyle Walker-Peters
Har samme efternavn som en Tottenham-spiller, men der er ingen sammenfald – udover gode offensive kvaliteter fra venstrebacken.


Dominic Solanke
Den engelske ”10'er” er lige skiftet fra Chelsea til Liverpool og bliver udråbt til et gigantisk talent. Ifølge engelske medier skulle Liverpool have skabt kontakt til Solanke, før det var tilladt. London-klubben skulle være rasende over dette, og kigger man på den netop afsluttede turnering, er det ikke så underligt. Solanke lavede blandt andet fire mål i turneringen.


Josh Onomah
Midtbanespiller fra Tottenham. Han havde karantæne i semifinalen, men spillede stærkt i hele finalen.


Lewis Cook
Bournemouth købte midtbanespilleren i Leeds for et år siden for 60 millioner kroner, og han har været alle pengene værd.


Dominic Calvert-Lewin
Everton købte ham i sidste sæson i Sheffield United, og han er nok en spiller, som manager Ronald Koeman har givet masser af tillid og spilletid.


Ademola Lookman
Turneringens største stjerne… og nok en Everton-spiller. Blev hentet i Charlton for 70 millioner kroner i januar og kan vise sig at blive et af de bedste indkøb af i Premier League i nyere tid.


Kieran Dowell
Nok en midtbanespiller fra Everton, som også har fået spilletid og tillid af Ronald Koeman.


I finalen blev Liverpool-spilleren Sheyi Ojo indskiftet – ligesom Arsenals egenproducerede Ainsley Maitland-Niles.

Samlet set et meget stærkt hold og glem nu ikke, at et andet engelsk landshold vandt en ungdomsturnering i Toulon i weekenden efter en finalesejr over Elfenbenskysten – så det går godt for ”The Young Lions”.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Bernardo Silva – Bubble Gum
Den nye Manchester City-spiller er ikke som mange andre – måske har den indre ro skabt grobunden for at tage den næsten umulige kamp om en plads på Pep Guardiolas offensive midtbane.
Forestil dig en professionel fodboldspiller, der spiller på et af de mest ombejlede hold i Europa. Tænk at spille på det hold på et sted, hvor man næsten ikke skal betale skat samt i tillæg får livsstilen i Monaco med vanvittig luksus omkring store både og kasinoer. Tænk nu på Bernardo Silva.. så kan du godt fjerne alt fra det føromtalte sofistikerede liv…

Den portugisiske playmaker har ønsket at leve et liv langt væk fra alt dette. I Monaco boede han i en etværelses lejlighed med et mindre køkken uden en opvaskemaskine, og han tørrede sit vasketøj på den lille balkon. Værd at bemærke… så var hans ugeløn omkring 300.000 kroner. Silva kunne altså sagtens have boet under helt andre forhold, men det ønskede han bare ikke.

Ikke noget ekstravagant, store tatoveringer, røde Ferrari'er eller privatfly. Den 22-årige Silva er helt anderledes, og det har han også været på banen, når han har været styrmanden i Monaco, der har imponeret voldsomt i 2016/17-sæsonen.

Hele otte point var mestrene bedre end selveste PSG, og derudover sluttede de Champions League-gruppespillet på fornem vis i Gruppe E, hvor formstærke Tottenham end ikke fik en af de øverste to pladser. Derudover endte Monaco i CL-semifinalen, hvor Juventus blev stopklodsen.

De store præstationer havde Silva stor andele i, og det bemærkede Pep Guardiola i Manchester også. Derfor blev Silva sommerens første City-indkøb, selvom klubben i forvejen råder over offensive midtbanespillere som blandt andet David Silva, Jesus Navas, Kevin De Bruyne, Leroy Sane og Raheem Sterling. Derudover kan sidste års indkøb Nolito og formstærke Gabriel Jesus også bruges på denne position. Så City råder over mange offensive kort, men måske ikke nogen som ”den nye Silva”. Den tidligere holdkammerat Benjamin Mendy roser i hvert fald den elegante midtbanespiller.

- Jeg kalder Bernardo Silva for ”Bubble Gum”, fordi han er umulig at få bolden fra. Jeg nyder selv at se ham spille, så hvad gør fansene ikke? spørger Mendy og får opbakning af en anden holdkammerat:

- Til træning og til kampene viser Silva, at han er en kunstner. Nogle gange har vi kaldt ham for ”Alf'en”, efter de underlige ting han kan med bolden og hans lidt underlige ører, skulle Jemerson have tilføjet.



Ikke god nok til Benfica – tre år senere kostede han 400 millioner kroner
Den meget afbalancerede Bernardo Silva er ikke kun disciplineret og stilsikker udenfor banen. Han er en sand gentleman på banen og mister aldrig besindigheden. Silva har heller ikke nogen grund til at spille med musklerne, for den kamp vil han ofte tabe. Han bruger hjernen i stedet for – og det har han gjort godt.

Silva er blot 173 cm og vejer blot 62 kg, og hans store løbepensum gør, at han har udviklet sig til en ”box-to-box-spiller”, og han har udviklet sig enormt i fyrstedømmet. Han ankom til Monaco for tre år siden for lidt mere end 100 millioner kroner, men bliver solgt for næsten det firedobbelt til City.

Inden skiftet til Monaco var Silva i Benfica, hvor han end ikke trænede fast med førsteholdet, men efter tre år med Jorge Mendes har udviklingen været gigantisk – for den meget anderledes person med tyggegummiet… på støvlerne.
Læs hele artiklen
N'Golo Kante – den dobbelte mester
Midtbaneslideren er gået fra den niende bedste fodboldrække for seks år siden – til toppen af poppen. Klasse fornægter sig ikke, men talentspejderne lagde ellers ikke mærke til slideren.
Da Chelsea blev engelske mestre i 2016/17, blev N'Golo Kante den første spiller i Premier League - siden landsmanden Eric Cantona - til at vinde det engelske mesterskab med to forskellige klubber.

Ligesom ved Cantonas bedrift var der tale om en franskmand, der efter store præstationer havde påvirket to forskellige mesterhold – dog på vidt forskellig måde. Fælles er dog, at de begge har høstet stor ros, som da legenden Frank Lampard fornyelig kaldte Kante for verdens bedste midtbanespiller.

PFA og de engelske journalister var heller ikke i tvivl, da de skulle udnævne årets bedste spiller i Premier League anno 2016/17. Prisen har ellers ikke for vane at blive uddelt til midtbanespillere. Blot fem gange er det sket historien, men sjældent har det været mere fortjent.

Tidligere har Steven Gerrard, Roy Keane, Peter Reid, John Wark og Terry McDermott modtaget prisen i dens 43-årige historie, men hvordan er Kante havnet med denne flotte hæder ?


Ikke god nok til Clairefontaine
Spillere som Thierry Henry, Nicolas Anelka, Louis Saha, William Gallas, Blaise Matuidi, Oliver Giroud og Mehdi Benatia har fået deres fodboldopdragelse på den franske talentfabrik Clairefontaine, men det har Kante ikke… for midtbanespilleren blev afvist – ligesom han også blev af Paris Saint-Germain, Rennes og Loirent.

For blot seks år siden og da Kante var 19 år, spillede han således i den niende bedste fodboldrække i Frankrig. Forinden havde Kante gået på Jeunesse Sportive de Suresnes, hvor rektoren Pierre Villa indrømmer:

- Ingen troede, at Kante kunne udvikle sig, som han har gjort.


Har fattigdom skabt talentet?
Kante er opvokset i forstanderne til Paris, efter hans forældre var kommet til landet fra Mali i begyndelsen af 1980'erne, og Chelsea-spilleren har ikke glemt sine rødder samt de fattige kår fra opvæksten – med otte søskende i den lille lejlighed.

Nutidens fighteregenskaber er måske plantet i barndommen, hvor Kante – ifølge Ville – skulle kæmpe for alt. Allerede som 11-årig mistede midtbaneslideren sin far, så på sidelinjen i ungdomsårene kom der sjældent kommentarer fra Kantes forældre, og faktisk var det hans ældste søster, der tog sig af ham. På trods af den manglende opbakning trænede den lille Kante med de spillere, der var et år ældre. Her spillede han med en meget stor disciplin og udviste venlighed samt vidste sig som en meget høflig og harmonisk ung mand.

Dette var dog ikke noget, som talentspejderne lagde mærke til. De jagtede de elegante og målrige offensive spillere – så ikke mange lagde mærke til den lille hårdtarbejdende midtbanespiller. Arbejdsradiussen fejlede dog ikke noget, og til en tre km løbekonkurrence med over 100 børn i mange forskellige aldre var Kante en klar vinder.


Fundet af Steve Walsh
Efter korte ophold som seniorspiller i Boulouge og Caen endte Kante i Leicester, efter talentspejderen Steve Walsh – nu i Everton – havde fundet ham. I Leicester blev han en vigtig brik i den historiske mesterskabssæson, efter han havde afløst den meget populære Esteban Cambiasso. Den argentinske legende var sæsonen før blevet kåret til årets spiller i klubben, men han ønskede ikke at forlænge kontrakten, da hans uven - Claudio Ranieri - blev manager. De nåede vist ikke at savne Cambiasso for afløseren var endnu bedre.

Successen i Leicester – og senere i Chelsea – har dog ikke ændret Kante. Han kører ikke rundt i en Ferrari, har ingen vanvittige frisurer eller diamantøreringe – det skulle slet ikke interessere den afbalancerede franskmand.

I Boulouge tog Kante sin scooter til træning, mens han for tiden kører rundt i en brugt Mini Cooper. Når Kante får mindre regninger på denne, skulle det irritere den Mali-fødte slider. Dette er helt modsat for de fleste af de andre Premier League-spillere.

Sådan en tilgang ville sikkert passe meget godt til Arsène Wenger i Arsenal, men Chelsea overbød London-rivalerne, og Leicester mistede deres ”anonyme” profil. Det havde Chelseas tekniske direktør – Michael Emenalo – ikke glemt, da Kante skulle tildeles prisen som årets spiller. Emenalo jokede med, at Chelsea skulle sende en buket blomster til Leicester – for den afballancerede mester.

I Chelseas mesterskabssæson har kun Southampton-spilleren Oriol Romelu haft en højere succesrate for afleveringer for en midtbanespiller, men Kante er den spiller, der har vundet flest tacklinger og bolderobringer.

For et år siden sagde Sir Alex Ferguson, at Kante var Premier Leagues bedste spiller. Et år senere er det endnu svære at være uenig i den fodbold-pensionerede skottes udmelding, og glem nu ikke hvem der i tidernes morgen hentede føromtalte Cantona til Manchester United – en anden dobbelt mester.
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Sorte skyer omkring San Siro
Det kræver gigantiske summer at få AC Milan tilbage på sporet, selvom mange forventer, at den kinesiske overtagelse løser alt.
På forsiden af gårsdagens La Gazzetta della Sport kunne man se ønskeholdet for AC Milan til den kommende sæson. Et hold med store nye profiler – se blot her:

Målmand:
Donnarumma

Forsvar:
Conti
Musacchio
Romagnoli
Rodriquez

Midtbane:
Kessie
Biglia
Tolisso

Angreb:
Suso
Morata/Aubameyang
Bonaventura

På papiret ser det jo ganske godt ud, og mange tror også, at der blæser nye vinde over San Siro, men gør der nu også det?

For kort tid efter det seneste lokalopgør imellem Inter og AC Milan begyndte den italienske presse at placere skår i glæden i forhold til den nye kinesiske ejer Li Youghong. Blot et par dage før ”derby della Madonnina” havde Youghong smidt godt en milliard kroner for at overtage den første del af klubben, som har haft kontroversielle Silvio Berlusconi som klubejer i mere end tre årtier.


Hvem skal eje AC Milan ?
Midt i overdragelsen sagde AC Milan-eksperten Alberto Costa direkte på italiensk tv, at han havde stor tvivl omkring den forestående klubovertagelse, og han mente simpelthen ikke, at den kinesiske rigmand havde nok ressourcer til at rette Milano-holdet op igen.

Senere kom det frem, at det ikke var Youghong, der skulle overtage klubben, men derimod investeringsselskabet Sino-Europe Sports Investment fra Hong Kong. De skal betale for overtagelsen, men herefter fulgte en masse kaos, som vist passer meget godt på Berlusconi.

For pludselig skulle den kinesiske regering også være en del af den noget sammensatte investorkreds, og midt i dette meldte Li Youghong ud, at for at overtage AC Milan ville det koste omkring de syv milliarder kroner – blandt andet for at betale klubbens store gæld. Kort tid inden overtagelsen måtte han låne godt tre milliarder kroner hos det amerikanske firma – Elliott Management.

Dette lån skulle ifølge kilder til Reuters have en gastronomisk rente på 11,5 %, og pengene skulle være tilbagebetalt inden oktober 2018. Risikoen ved dette skal man nok ikke undervurdere, og der findes mange skrækeksempler på kinesere, der ejer fodboldklubber i Europa. Hos Aston Villa gik det ikke som forventet med Tony Xia fra Recon Group, og klubben står i ”l…” til halsen, mens det også er tvivlsomt, hvordan det ender med Zhang Jindong, der ejer næsten 70 % af AC Milans rivaler fra Inter. For i hjemlandet Kina har regeringen iværksat en opstamning for disse gigantiske summer, som bliver placeret langt fra Beijing, og det skulle være grunden til, at Li Yonghong pludselig blev nødt til at optage flere højrisiko lån forskellige steder i verden.


Ligner ikke en bestyrelse - for en fodboldklub
For at en investering som denne skulle blive rentabel, forventer flere eksperter, at investorerne i AC Milan også vil investere i andre ting i den italienske modeby - som ejendomme og en masse nye butikker. Udvælgelsen til bestyrelsen indikerer også dette. Kun et medlem har en fortid fra fodboldens verden - nemlig Marco Fassone. Forretningsmanden Bo Lu kommer fra en kapitalfond og Xu Renshuo er tidligere entreprenør, mens der – udover Fassone - er kommet tre italiener med. Marco Patuano kommer fra et italiensk teleselskab, Roberto Cappelli er advokat og Paolo Scaroni har været hos et oliefirma.

Samlet set er det forretningsfolk, som har gigantisk mange penge, men dem kan der også blive brug for, hvis AC Milan skal tilbage til den europæisk top, men vil bestyrelsesmedlemmerne også investere i klubben?

Milan spiller en massiv rolle i italiensk fodbold og er også en del af den nationale stolthed, men denne kan godt lide et knæk. For opfattelsen og historien om Milans nye ejer har en skyggeside. Som Donald Trump tidligere har sagt, så findes der ”alternative facts”, og det kan også blive tilfældet ved denne overtagelse – for hvem kommer egentlig til at eje klubben og hvad er deres intention? I forbindelse med klubovertagelsen sagde Berlusconi:

- Denne overdragelse sker både med smerte og store følelser, men samtidigt også med den anerkendelse, at en familie ikke længere kan drive en fodboldklub, da der skal langt større kræfter til.

Det er nu seks år siden, at Milano-holdet sidst har vundet det italienske mesterskab, men skulle det føromtalte hold blive holdet til den kommende sæson, kunne de godt komme til at true usårlige Juventus. Først skal de dog have styr på økonomien. I sidste regnskabsår skulle AC Milan have haft et underskud på 800 millioner kroner, så der venter en stor opgave – både på og udenfor San Siro - og meget er fortsat italiensk kaos.

Læs hele lederen
Campeónes – Campeónes - Campeónes
Indkast.dk var til stede, da Real Madrid blev mestre på det stemningsfyldte La Roseleda, hvor personalet dog viste sig fra en knap så smuk en side.
Da der var spillet 66 minutter af sidste La Liga-spillerunde på La Roseleda, rejste samtlige tilskuere sig og klappede for at ære den 178 centimeter høje midtbanespiller, som indtil da havde været kampens bedste. På Real Madrids stjernemandskab havde den elegante Isco overskygget store fodboldnavne som Sergio Ramos, Cristiano Ronaldo og Karim Benzema. Ikke blot udeholdets fans fra ”Kongeklubben”, men også Málagas hjemmepublikum ønskede at sende en flot hilsen til deres tidligere profil, som skulle udskiftes med hovedstadsholdets modsætning – nemlig skuffelsen James Rodríguez.

Forinden og efter blot et par minutters spil havde Isco ellers gjort det onde ved Málaga, da han fornemt satte Ronaldo op, så han kunne score kampens første mål. Dette var stærkt medvirkende til, at Real Madrid kom meget tættere på det mesterskab, som de har hungret efter i den sidste håndfuld år. Målet gav Real Madrid den mest ønskelige start, selvom Málaga flere gange i løbet af kampen truede Real Madrids usympatiske keeper - Keylor Navas.

Fem år tidligere havde den populære Isco scoret i samme opgør, men for Málaga, hvilket er den eneste hjemmesejr til sydkystholdet over Real Madrid i dette årtusinde eller i de sidste 14 forsøg.

Så Isco og Ronaldo skabte den drømmestart, som Real Madrid havde håbet på, men Málaga svarede godt igen. Sidstnævnte var dermed med til at fjerne meget af den mistillid, der havde været op til kampen til Málaga-træneren Michel - med 404 førsteholdskampe for Real Madrid. Málaga svarede, som tidligere nævnt, flot igen, og derudover kunne Barcelona ikke ønske sig mere af Real Madrids modstander. La Roseleda er slet ikke det letteste sted at spille som udehold. Ti hjemmesejre er det blevet til for Málaga i denne sæson – men blot to på udebane. Tilskuerne er fire år i træk blevet kåret til de bedste hjemmefans i La Liga, og det kunne også mærkes på denne flotte sommeraften.

Om man havde sympati for Real Madrid eller Malaga – eller Barcelona – ændrede ikke ved, at der var noget magisk ved denne aften. Blandt tilskuerne med deres mange lommeradioer kunne man mærke, når der kom gode og især dårlige meldinger fra Camp Nou, og dem var der flere af – som Eibars to føringsmål eller Lionel Messis misbrugte straffespark.

Stemningen op til kampen var dog alt andet end idyllisk og rolig omkring den store ”gate 27”. Den blev nemlig lukket, hvilket frembragte stort pres på indgangen ved siden af. Her gik systemet for sæsonkortsholderne ned, og det skabte kaos samt tumultlignende tilstande med stort pres og mange lange køer på især gate 29. Derudover havde masser af tilskuere tilsyneladende billetter til de samme pladser, så alt op til kampen var rent spansk kaos, og som den ansvarlige for vores transport til kampen sagde: ”La Roseleda har plads til 29.000 tilskuere, men i aften lukker de sikkert mere end 30.000 ind”.

Man skulle tro, at det var løgn, men det var det ikke… Til højre fra os sad tilskuerne på trappen, og bag os stod en masse tilskuere – uden det lignede, at de havde billet. Gad vide, hvordan de var kommet ind til kampen – altså til en kamp, hvor der ifølge rygterne var billetter til over 5000 kroner på det sorte marked.

Vores billetter havde den tidligere danske landsholds- og Málaga-spiller Kris Stadsgaard været behjælpelig med at skaffe, og forinden var han også ganske informativ om sin periode i klubben. Han fortalte om den høje løn, som lige pludselig udeblev, men også om den store trænerprofil Manuel Pellegrini samt målet, som forsvarsspilleren lavede imod netop Real Madrid. Alt dette gjorde han på Casa Danesa, som er La Peña de Dinamarcas - Malagas danske fanklub - opholdsted.

Inden kampen nåede vi også lige at smage lidt spansk tapas på Meson Los Robles de Leon. Baren ligger lige overfor La Roseleda og derimellem findes et hav af gadesælgere, som leverer mange af de lokale nødder, som mange spiser inde på stadion. For mad og fodbold hører sammen i Spanien.

Tidligere har jeg overværet et ”El Clasico” fra en af de bagerste rækker på Santiago Bernabéu. Her fandt min ukendte sidemakker midt under kampen både en stor køkkenkniv, pølse og ost frem. Herefter blev der ellers – til min store overraskelse – delt gavmildt ud til de nærmeste. Meget anderledes forhold i forhold til for eksempel de engelske stadions, hvor man næsten ikke må have en ekstra jakke med…

På La Roseleda var der denne aften ikke brug for en ekstra jakke, men til gengæld kunne man godt uddele en masse sympati imod den jakkesætsklædte Zinedine Zidane, som har udviklet sig til lidt af en succestræner for Real Madrid.

Zidane overtog trænersædet i Real Madrid i januar 2016 efter skuffelsen Rafael Benítez, og siden har franskmanden forbedret det eftermæle, som sluttede hans aktive karriere med skandalen i VM-finalen.

Real Madrids mesterskab er kommet i hus, efter Zidane har frigivet spillerne og givet dem masser af tillid samt slækket på de taktiske forpligtigelser. Disse tiltag virker til at have udløst en masse energi i truppen, og den ellers så sky Zidane har også selv virket langt mere åben som person, efter han har fået rollen som træner.

Flere af de ældre spillere har fået pauser, imens nye spillere som Casemiro og Isco har vokset sig ind på holdet. Da kampen imod Málaga var slut, og den spanske mester var fundet, hang navnet ”Isco” over den efterhånden lyserøde spanske himmel.

40 dage forinden havde Barcelona tabt på samme græstæppe, og det endte med at blive mesterskabsafgørende. Derfor kunne Real Madrid-fansene gjalde udover det proppede stadion: Campeónes – Campeónes - Campeónes!!
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Er det årets afbrænder af Gabriel Jesus? Kane skifter til Werder - på en måde Artikel ikon Inch by Inch Artikel ikon Hjulsagers fremragende scoring Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Har spillet med brækket ben i ugevis! RB Leipzig og RB Salzburg i CL Artikel ikon Beskidte kneb kan koste spiller jobbet Artikel ikon - Han burde gå på pension Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 7: Real Madrid-trænere Her er historiens ti bedste målmænd Artikel ikon 20 klubløse trænere Artikel ikon Top 110: De mest værdifulde spillere Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Hvem vinder finalen? Spil: United vinder med et enkelt mål Artikel ikon Spil: Dortmund vinder Artikel ikon Spil: Real Madrid får solid pokalhævn Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Hjem til Fodbold - En tikkende bombe Artikel ikon Målmagerne Artikel ikon Joey Barton: No Nonsense Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Ti stjerner, der slog igennem ved U21-EM Tilbageblik: Ajax-holdet, der gik itu Artikel ikon Fem skarpe om Agüeros mesterskabsscoring Artikel ikon De største fodboldlegender – Zidane Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Medie: Costa skal ingen steder Medie: United-bud afvist af Barça Artikel ikon Torsdagens engelske rygter (opdt. 20:09) Artikel ikon Avis: Tysk klub vil have Fischer Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Peter Crouch Artikel ikon Vidste du om ... Jamie Vardy Artikel ikon Vidste du om ... Lucas Moura Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Flest La Liga-straffespark? Broken Hart Artikel ikon Kommer Chelsea til at savne Costa? Artikel ikon Top 25: Big spenders Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Tyskland U21 - Danmark U21 Optakt: Kazakhstan - Danmark Artikel ikon Optakt: Vendsyssel FF - AC Horsens Artikel ikon Optakt: Viborg FF - FC Helsingor Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Slovakiet - Sverige Startopstillinger U21: England - Polen Artikel ikon Startopstillinger: Tyskland - Chile Artikel ikon Startopstillinger: Tyskland - Danmark Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Sverige ude - England videre ved U21-EM Energiske Chile delte med Tyskland Artikel ikon Uforløst mellem Cameroun og Australien Artikel ikon Tyskland ydmygede Danmark i Krakow Artikel ikon Se flere