Anti-madridista

Af Torsten Brix

2014-05-22
Anti-madridista

Indkast.dk bringer op til Champions League-finalen et kapitel fra den anmelderroste "Vi er våbenbrødre" - det handler om "Slaget om Madrid".

- Du må aldrig bruge magt.

Mine forældre havde ikke ti bud i deres opdragelse af mig, men kun et enkelt. Det blev til gengæld gentaget i det uendelige. Når lynlåsen på min jakke sad fast. Når skoene ikke ville på. Når fryseren ikke ville åbne. Når VHS-maskinen ikke reagerede hurtigt nok i mine bestræbelser på at optage alle mål og højdepunkter fra de europæiske ligaer. Hver gang jeg kunne mærke vreden ulme. Det er grundstenen i min opdragelse, at råstyrke og kontroltab aldrig kan løse nogen problemer. Som udgangspunkt er det en helt og aldeles sympatisk måde at anskue verden på, og denne planet ville utvivlsomt være et bedre sted at bo, hvis alle mennesker delte den vision. Måske ville reparatører af hårde hvidevarer eller radio- og tv-mekanikere miste en del af deres omsætning. Men menneskeheden ville have taget et mileskridt mod forsoning og fred.

Da mine teenageår går på hæld, begynder jeg så småt at reflektere over problemet med den grundindstilling, som jeg voksede op med. Jeg konstaterer, at den ikke har nogen løsninger på hverken konkrete problemer, som rent faktisk fordrer brug af magt, eller på den mere abstrakte kendsgerning, at verden er fyldt med modsætninger. Og hvor der er modsætninger, kan der nemt blive brug for magt, både i passiv, verbal form, når man skal stå ved sig selv, og aktivt, hvis man er under fysisk angreb og skal forsvare sig selv.

Jeg har altid haft svært ved at blive vred på andre end mig selv og min nærmeste familie. I løbet af hele Folkeskolen måtte jeg navigere mig ud af ét eneste uvenskab, og det var med en af mine bedste venner, der meget sigende blev sur på mig, fordi han syntes, at jeg havde for mange venner. Den eneste, jeg nogensinde bad om at holde kæft, var Mette fra min egen klasse i syvende, og jeg kan undre mig over, at jeg ikke skred til den slags metoder noget oftere, for hun blev kort efter min bedste veninde og kom til at betyde uendeligt meget for mig i de år, hvor denne form for relation med en af Østjyllands smukkeste piger endnu ikke gjorde mig forvirret. Andre konflikter ignorerede jeg eller fik Dalgård til at ordne. Og i gymnasiet fik jeg charmeret mig uden om de fleste kontroverser med mit evigt aktive og udglattende snakke-tøj tilsat min uskadelige fremtoning: cremefarvet rullekrave samt „pæne sko“, lærredsbukser og strikcardigan, der selv på en tekstilmesse i Kaliningrad med aske som farvetema ville være blevet gabt af catwalken. Nå ja, og så sort attachémappe med kodelås til mine åbenbart uhyggeligt vigtige bøger og madpakke.

Nu, hvor min 20-års fødselsdag nærmer sig, slipper jeg ikke altid helt så billigt på vores stadig hyppigere drukture i Aarhus, hvor jeg flere gange sammen med resten af Galten-slæn- get forvilder mig ind i mere eller mindre uforskyldte lussinger, knytnæver og albuer uden så meget som at overveje at forsvare mig. De andre gutter slår måske lidt fra sig eller tager bestik af situationen, inden de konstaterer, at det ikke kan betale sig. Men for mig kommer tanken om at gå til modangreb end ikke i kredsløb om mit sind. Den suser videre som en komet ud i intetheden. Jeg kan ikke slå, for jeg kan ikke hade. Også selv om jeg trods alt efterhånden har indset, at en del elektroniske apparater faktisk fungerer bedre, når de har fået et dask eller to.

Der er gået et halvt år, siden Sine og jeg tog foreløbig afsked med Mario og Frente Atlético. Nu rejser vi tilbage til Madrid for at få vores ilddåb på sydtribunen mod Real Madrid. De seneste måneder har for mig været et træningsforløb, hvor min nyfundne spanske ven i hyppige og grundige brevudvekslinger har forsøgt at få mig til at hade lokalrivalen, som han omtaler som alt andet end Real Madrid: „svinene“, „de utro“, „de forkælede møgunger“. Jeg har forsøgt at forklare ham, at det i almindelighed ikke falder mig naturligt at hade, og i særdeleshed ikke en klub, der har Michael Laudrup på holdet.

„Som dansker er jeg stolt af Laudrup, og den eneste gang, jeg har været på Bernabéu, var en fed oplevelse. Deres ultras var seje og mindede faktisk en del om jer.“ Mario svarede:

„Jeg betragter Michael Laudrup som en gentleman, ligesom for eksempel Emilio Butragueño. Ham kunne vi heller aldrig finde på at synge imod. Men alt hernede handler om svinene, og det virker, som om pressens vigtigste opgave er at få det til at fremstå, som om der kun er ét hold i denne by. Tænk i øvrigt over, hvordan det kan være, at Frente Atlético er den eneste spanske gruppe, som ikke kæmper mod deres ultras af politiske årsager. Det er fordi hadet til deres arrogante og forkælede måde at være fans på er større end enhver politisk modsætning, der måtte være mellem os. Jeg kan godt forstå, at du ikke går op i det med at være antimadridista, for det præger jo ikke din hverdag. Men hvis du skulle udstå samme undertrykkelse som os, ville du blive det. Ya verás ...“ Det skal du nok få at se ...

Madrid og vores vært byder os velkommen med trykkende varme i april 1995 en uge inden derbiet. I dagene, der følger, tager han og hans venner os med på hyggelige roture på søen i Retiro-parken, og sammen griner og tumler vi os igennem utallige derbi-forpremierer på knastørre plæner med efterfølgende barbesøg til langt ud på natten. To af dem er ikke blot Real Madrid-tilhængere, men tilmed medlemmer af deres ultras-gruppe, Ultras Sur. I starten er de indbyrdes drillerier venskabelige, men som ugen skrider frem, bliver Mario mere vrissen og alvorlig, når de andre minder ham om Atléticos placering blandt nedrykningskandidaterne. Og de sidste dage er han alene, når vi mødes med ham ved statuen af bjørnen – Atléticos logo – på Puerta del Sol i hjertet af Madrid og Spanien.
Kampdagen oprinder. Real Madrid er på en suveræn førsteplads, seks point foran nærmeste mesterskabskonkurrent. Atlético Madrid er på en delt tredjesidsteplads, et øjebliksbillede af en langvarig klasseforskel mellem byens to førstehold.

Men på ét område er Atlético Madrid Spaniens bedste: deres opbakning. I det månedlige tilhængermagasin Super Hincha, som handler om alt, der rører sig blandt landets organiserede fodboldfans, har Frente Atlético ført ranglisten hele sæsonen. Det er den største ultras-gruppe, de laver de fedeste koreografier, synger højst, har det mest alsidige repertoire af slagsange, og de er bedre end nogen andre grupper lykkedes med at bryde spansk fodbolds tradition for ikke at følge holdet på udebane. Det er selv ikke Ultras Sur som sådan uenige i.

Derfor er det ikke en trykket stemning, vi finder ved Manzanares-flodens bredder, da vi ud på formiddagen stiger op fra metrostationen Pirámides, indsnuser øllebrødsduften fra Mahou-bryggeriet og slutter os til strømmen af Atlético-tilhængere på vej til en tidlig optaktsfest på barerne ved Estadio Vicente Calderón. „Donde acuden a millares los que gustan de un fútbol de emoción“, fortsætter klubhymnen fra vores besøg et halvt år forinden. „Hvor tusinder strømmer til for at nyde fodbold med følelser“... Og følelser er der mange af, ikke mindst hos to umiddelbart malplacerede danske gæster. Vi er spændte og stolte over at skulle være en del af Frente Atlético denne dag.

Vi mødes med Mario foran stadion og tager straks imod iskold fadøl serveret i hvide et-liters plastickrus. Omkring os broderes brudstykker af slagsange fra de forskellige barer og pladser sammen til et patchwork af passion, der lægger sig over bydelen som en usynlig territorial afmærkning. Men efter et par timer får vi at se, at Atléticos ultras er andet end fest og farver.

Hele eftermiddagen sørger politiet for at holde Real Madrids ultras inde på Plaza Mayor i midtbyen, ikke mindst for deres egen skyld. Ultras Sur har i årevis været en af de mest voldelige tilhængergrupper i Spanien, men de lider under kun at tolerere nationalister i deres geledder. Frente Atlético er derimod et sammenrend af alle hovedstadens Atlético-fanatikere, uanset politisk overbevisning. Til kampene kan man stadig se bannere med hagekors side om side med røde stjerner. På gruppens egenfabrikerede halstørklæder er der både motiver af indianere og skinheads. Da jeg for et par dage siden fik mit medlemskort i hånden var det som nummer 6.182. Det antal overstiger langt, hvad Ultras Sur kan mønstre. Og Mario har nemt ved at overbevise os om, at der ikke er noget at frygte.

„Bare rolig. Hvis de kommer, så forsvarer vi os og sender dem væk igen.“

Da vi får det at se i praksis, er det slet ikke, som vi har forestillet os.Forsiden på et af de fanzines, der cirkulerede blandt Atlético-tilhængerne op til kampen mod Real Madrid i foråret 1995. På baseball-køllen opfordres der til at smadre Real-tilhængere, en opfordring, som mange i Frente Atlético tog helt bogstaveligt, og som også konsekvent blev kommunikeret ud fra gruppens ledelse inden midt-halvfemsernes lokalopgør.

To teenagepiger kommer gående med Real Madrid-halstørklæder på det modsatte fortov. Som rødhvide blodlegemer på jagt efter bakterier samler en flok på otte-ti Atlético-ultras sig og slår ring omkring dem. Mario trækker os med. De to piger bliver skældt ud og spyttet på. Ingen af mændene rører dem, men i angrebsbataljonen befinder sig ud over min kæreste yderligere to piger, der nu begynder at overdænge de indtrængende medsøstre med slag og spark. En af Atlético-pigerne flår Real Madrid-halstørklæderne af dem og giver dem videre til Mario, der putter dem i sin taske. Herefter får de uvelkomne gæster lov til at gå med besked om at holde sig væk fra området.

Lidt senere vender de to Real-piger tilbage med mascaraen løbende ned ad kinderne sammen med et par betjente, der beder om at få udleveret halstørklæderne. Marios taske bliver gennemsøgt, men han har nået at aflevere dem bag bardisken på en af beværtningerne sammen med andre krigstrofæer, der senere skal brændes. Sine og jeg trækker os tilbage og snakker sammen. Vi bryder os ikke om det, vi har set. Jeg hiver Mario til side.

„Vi er altså ikke med på sådan noget dér.“

„Hvad mener du? De skal da ikke bare tro, at de kan komme vadende herind på vores område og vise deres farver frem. Det var da en ren provokation.“

„Fint nok, men to piger? Helt ærligt?“ „De var Madrid-tilhængere.“

„Og hvis der kommer flere?“

„Ya verás ...“

Som den gode vært, han er, finder Mario en løsning.

„Hør nu her, hvis I ikke bryder jer om det herude, kan jeg få jer ind på stadion allerede nu. Vores tifogruppe er ved at gøre klar til i aften, og jeg kan bare sige til vagterne, at I er med dem. Men I kommer til at gå glip af den fedeste stemning her udenfor. Det er op til jer?“

Sine og jeg kigger på hinanden. Vi er inden for de seneste måneder nået frem til det punkt i ethvert forhold med begyndende slagside, hvor hun med et simpelt blik giver sin mening til kende, og dermed vores, inden jeg når frem til min egen.

„Vi vil gerne ind på stadion,“ siger jeg fåret og véd med det samme, at det ikke gælder for mig selv. Mario nikker og følger os hen til den sydlige indgangsport. Han veksler et par ord med en kontrollør og vinker os videre ind på tribunen, hvor han præsenterer os for nogle af de fyre og piger, som er i gang med at forberede aftenens koreografi. Mens stemningen uden for murene stille og roligt har udviklet sig fra jovial til faretruende, minder dét her mere om at klippe og klistre i en børnehave. Godt nok er jeg ikke med på at overfalde piger. Men en spansk udgave af Jørgen Clevins legestue er heller ikke, hvad jeg er kommet for.

„Jeg finder jer senere,“ bekendtgør Mario og begiver sig tilbage mod udgangen.

I de følgende timer kan vi høre, hvordan sange og kampråb rekylerer frem og tilbage mellem murene udenfor, mens vi hjælper med at placere rødhvide flag og kartonstykker på sæderne. Jeg fortryder, at jeg ikke blev derude. Specielt da Reals ultras bliver eskorteret forbi, længes jeg efter at være en del af modtagelseskomitéen. Kanonslag brager, flasker knuses og de gensidige kollektive tilsvininger er øredøvende. Og her står jeg på et tomt stadion med et stykke karton og min kæreste i hånden.

Ultras Sur indtager med 1500 mand deres afsnit øverst oppe på nordtribunen og styrer i en halv times tid lydkulissen. De heiler og smider kanonslag efter de få tidlige tilskuere på naboafsnittene, håner vores patetiske hold („Patético Madrid“) og vender ryggen til os i foragt. I starten nyder jeg synet af deres bannere og koordinerede bevægelser, men efterhånden begynder jeg at føle mig provokeret. De har det så let. Deres klub skovler titler hjem og er på vej mod endnu en. Og uden for banen kan de selv ikke en dag som i dag røres, fordi poli- tiet så omhyggeligt har passet på dem hele dagen og anbragt dem i sikkerhed deroppe, så de omkostningsfrit kan stå og svine os til.

Heldigvis begynder Atléticos ultras nu at myldre ind, fulde og farverige. Snart giver trinene på Fondo Sur sig under tu- sindvis af hoppende menneskekroppe. Nu kan vi få vores had ud, om ikke andet gennem vores munde og megafoner.

Da vores nedrykningstruede mandskab stiger op på banen hele ti minutter før kampstart for at løbe en opildningsrunde på det udsolgte stadion, stiger decibelniveauet til højder, hvor jeg frygter for mine trommehinder. Men det er, som om mine sanser bliver opgraderet, som om de i øjeblikket kan kapere mange flere indtryk og i både højere opløsning og volumen end normalt. Og når jeg tager del i de slagsange, jeg har lært ved i ugens løb slavisk at gennemlytte det kassettebånd med lydoptagelser fra sydtribunen, som Mario har skaffet til mig, er det, som om min stemme – alene så jysk og skinger – bliver katapulteret hen over grønsværen af vinde fra Jupiters røde øje. „Quén no salte madridista es ... ES!“ skriger jeg hysterisk og føler, at mit råb vil få den modsatte tribune til at skride sammen under de latterlige Real-fans. Sine står lige ved siden af mig og råber også med, men ellers skænker jeg hende ikke en tanke.

Vores anstrengelser har ingen effekt på vores spillere. De brænder en enorm chance i kampens første minut lige nede foran os. Herefter tøjler de sejrsvante gæster opgøret som en doven krikke, der godt ved, hvor den skal hen, men næsten ikke orker turen. 2-0 vinder de.

Jeg ærgrer mig grænseløst bagefter. Igen og igen afspiller jeg for mit indre blik situationen i kampens første minut, hvor Roman Kosecki slap alene igennem uden at score. Det var så tæt på den perfekte start, den perfekte ekstase, det perfekte hysteri, i mit allerførste derbi. I stedet har jeg måttet nøjes med synet af Real-tilhængernes jubelscener, der mest af alt lød som latter.

„Sådan er det at være tilhænger af Atlético,“ siger Mario med et skævt smil, da vi snakker om det på en bar bagefter. „Det er så frustrerende. Og det er så nemt at holde med Real Madrid. Deres fans sidder lige nu og ser fjernsyn eller spiser som på enhver anden aften. De er ligeglade med at have slået os, for de vinder altid.

Tænk på, hvordan vi ville have badet i springvandene og festet hele natten, hvis vi havde vundet. De er vores komplette modsætning. Det er derfor, at vi mere end noget andet er antimadridistas.“

Jeg er begyndt at forstå, hvad han taler om.



Magasin-artikler
Suppedasen Southampton
Princippet med ”Køb billigt og sælg dyrt til Liverpool eller Manchester United” er ikke så rammende for Southampton mere. Pointmæssig krise kommer efter al for meget salg – Indkast.dk har kigget nærmere på holdet fra sydkysten.
Da Virgil van Dijk forlod Southampton, slog Premier League-klubbens bestyrelsesformand – Ralph Krueger – fast, at nu skulle klubben altså væk fra de sorte skyer, som de havde befundet sig under alt for længe.

Holdet var placeret lige over nedrykningsstregen – og kun pga. en bedre målscorer – så ét point i den efterfølgende kamp imod Watford skabte lidt luft i stillingen, og nogle af de sorte skyer forsvandt. Men krisen ulmer i klubben – hvorfor? Indkast.dk har kigget den efter i sømmene.


Metaltæthed på talentfabrikken
Efter manges opfattelse har Southampton de sidste fem sæsoner formået at skabe en talentfabrik på den engelske sydkyst, hvor de har skabt et stort transferoverskud, men det er faktisk ikke korrekt.

Før salget af van Dijk til Liverpool havde Southampton således ikke et overskud på deres transfer-balance fra de sidste fem år. Dette er faktum på trods af salg af spillere som Dejan Lovren, Adam Lallana, Nathaniel Clyne og Sadio Mané til Liverpool samt Luke Shaw og Morgan Schneiderlin til Manchester United. Trods mange af disse salg havde Southampton transfer-underskud, hvilket især skyldes en del fejlkøb til et trecifret millionbeløb ved spillere som Gaston Ramirez, Pablo Osvaldo, Jordy Clasie, Shane Long, den evigt skadende Mario Lemina og faktisk også danske Pierre-Emilie Højbjerg, selvom han har spillet bedre i de seneste kampe.

Udover de store udskiftninger i truppen har det samme været tilfældet på manager-posten. I de sidste seks sæsoner har klubben haft fem forskellige managere – og for første gang går det ned af bakke i denne periode.


2012/13
Sluttede som nr.: 14
Efter 22 kampe: 15

2013/14
Sluttede som nr.: 8
Efter 22 kampe: 9

2014/15
Sluttede som nr.: 3
Efter 22 kampe: 7

2015/16
Sluttede som nr.: 6
Efter 22 kampe: 10

2016/17
Sluttede som nr.: 8
Efter 22 kampe: 11

2017/18
Sluttede som nr.: ?
Efter 22 kampe: 17

I denne periode har der også været solide managere i klubben – se blot her:

Nigel Adkins
Fra sep. 2010 til jan. 2013
Sejrsprocent: 54,0%

Mauricio Pochettino
Fra jan. 2013 til maj 2014
Sejrsprocent: 38,3%

Ronald Koeman
Fra juni 2014 til Juni 2016
Sejrsprocent: 48,3%

Claude Puel
Fra juni 2016 til juni 2017
Sejrsprocent: 37,7%

Mauricio Pellegrino
Fra juni 2017 til nu
Sejrsprocent: 17,3 %


Skuden skal vendes nu, for pilen er nedafgående. Sæsonens første 11 kampe gav 13 point, hvorimod de næste 11 blot gav syv point. I de to perioder lukkede sydkystholdet ti mål mere ind end i den første del, og de kom til 4,3 færre afslutninger pr. kamp. Siden har profilen van Dijk forladt holdet – og de mange penge er ikke blevet brugt endnu for klubben med de voksende bekymringer.

Samtidigt med dette har den kinesiske rigmand Gao Jisheng købt en endnu større andel af klubbens aktier, men det hænger ikke sammen med nul sejre i de sidste ti Premier League-kampe, og i de næste ti kampe venter blandt andet Tottenham, Liverpool, Arsenal og Chelsea. Derfor skal spillet og resultaterne forbedres straks af den argentinske manager Pellegrino, og mon ikke også truppen bliver styrket i transfervinduet.

Et af de store transfer-mål var at hente den ”fortabte søn” Theo Walcott tilbage til Southampton, men ham nappede Everton – på trods af at hurtigløberen flere gange har fortalt, at han er stor fan af rivalerne fra Liverpool, men måske er der slet ikke så mange penge i Southampton, som mange tror?

I deres sidste regnskab kunne man læse, at deres lønudgifter var steget med næsten 500 millioner kroner over de sidste fire år. I regnskabets bemærkning kom det frem, at når klubben har solgt en dyr spiller, har de altid fundet en erstatning, som havde større lønkrav. Så hvem kan blive den næste salgsvare?

Måske marokkanske Sofiane Boufal, der godt nok har været meget skadet, men som ved flere lejligheder har set lovende ud. Det har nyindkøbet i det centrale forsvar - Wesley Hoedt – også gjort, men det er også nogle solide spillere som Dejan Lovren, Toby Aldersweireld og især Virgil van Dijk, som han skal efterfølge.

Disse salg er der ikke længere de store historier om i Southampton. Deres forfærdelige form og placering fylder mere for den tidligere ”talentfabrik”. Da Mauricio Pochettino kom til Tottenham fra Southampton i 2014, skulle han have sagt til London-holdets ledelse, at de skulle holde øje med spillerne fra Southampton – men spørgsmålet er nu… gælder det også, hvis de ikke spiller i Premier League?


Læs hele artiklen
Klopp: Ingen Coutinho, ingen problem
Liverpools salg af Philippe Coutinho kan vise sig ikke at blive et lige så stort tab som først forventet, hvis landsmanden Roberto Firmino kan fortsætte sin opadgående formkurve.
Mange var kritiske, da brasilianske Philippe Coutinho forlod Liverpool til fordel for Barcelona i en handel i omegnen af 1.2 milliarder kroner tidligere i januar transfervinduet. Salget af Coutinho kan dog vise sig at være godt givet ud, hvis landsmanden Roberto Firmino fortsætter sin nuværende formkurve.

Den 26-årige angriber har således scoret 17 sæsonmål, hvoraf det seneste var et smukt et af slagsen i sidste weekendens 4-3 sejr over Manchester City.

Firmino er samtidig en af manager Jürgen Klopps foretrukne elleve. Hans løbearbejde, presspil og evner i det lille felt gør ham til en uundværlig brik for manager Klopp. Den karismatiske tysker har heller ikke andet end roser til overs for sit angrebses:

- Jeg tror ikke, det er muligt, at nogen kan få mere ros, anerkendelse og komplimenter end Roberto, siger Jürgen Klopp til talkSPORT og fortsætter:

- Han (Firmino, red.) fortjener den anerkendelse, for han er en fantastisk fodboldspiller.

Om Firmino og Liverpool - uden Coutinho - kan fortsætte deres nuværende formkurve, vil vise sig mandag aften, når holdet fra Beatles-byen gæster nedrykningstruede Swansea.
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Nicklas Bendtner – 30 år
”Lord Bendtner” er to gange blevet anholdt for at lave hærværk, og han har fået en bøde på 842.000 kroner for at køre spirituskørsel – men nu er det hele vendt, og den 30-årige ”Bendtner is back”.
Den 16. januar 1988 blev en af Danmarks vel nok mest selvtillidsfulde mænd født. Hvis man som læser er i tvivl om, hvem denne herre er, er der tale om Nicklas Bendtner. En spiller, som mange både i Danmark og i verden elsker at hade – og det er ikke så mærkeligt.

I Jantelovens hjemland er angriberen nemlig ikke bange for at iscenesætte sig selv og har desuden aldrig været det.
Allerede i ungdomsårene viste han flere tegn på, at han er en ener og formentlig altid vil være det. Han har nemlig aldrig haft nogle fodboldspillere som idoler. Næ, i stedet var hans idol tegneseriefiguren Batman – en figur der, trods svære odds altid klarede sig, og vigtigst af alt - klarede sig selv. Batman-sammenligningen er ikke helt af vejen, for selv om fodbold er en kollektiv sport, betyder det ikke, at ”Lord”, som han så yndefuldt bliver kaldt, ikke kan formå at flytte fokus over på sig selv. At det nu engang er sådan, kunne allerede ses tidligt i Bendtners karriere. Angriberens træner i KB, Jonnie Larsen, var nemlig på besøg i Arsenal og har tidligere overfor Tipsbladet beskrevet, hvad han så.

- Han var 18 og spillede en U/19-kamp mod Southampton, som ikke havde tabt en kamp i et helt år. Arsenal var bagud 1-0, og fem minutter før tid udlignede Nicklas. Arsenals spillere var helt vilde, og de løb over i hjørnet, hvor Nicklas fejrede det. I overtiden scorede Arsenal så til 2-1, og alle løb over i hjørnet igen – på nær Nicklas, som bare løb op mod midten. Det er typisk Nicklas, når det ikke er ham selv, der er i centrum. Der svinede jeg ham til og sagde, at han skulle være lidt mere en holdspiller. Jeg ved det godt Jonnie, sagde han, men han var lidt skuffet over, at han ikke blev matchvinder. Han er ikke en ond fyr, men det er nok det billede, folk har af ham. At han er lidt egoistisk…

Og påstanden er ikke helt skæv, hvis man blot lytter til nogle af de talrige andre anekdoter fra ungdomsårene. Som eksempel herpå beskrives det i bogen 'Big Bendtner' af Kurt Lassen, at han allerede som ung vidste, at han var for god til Danmark og Superligaen.

- Mens jeg var i KB, vidste jeg hele vejen, at jeg ikke skulle skrive kontrakt med FCK, men at jeg skulle videre.

Denne selvtillid har fulgt skarpretteren sidenhen, men som i så mange andre tilfælde er der en logisk grund til de høje tanker om sig selv.


Det startede på Amager – med mange mål
Bendtner startede som kun fireårig i Amager-klubben Tårnby Boldklub. Her spillede han i seks år, inden talentet rakte til den større og mere ambitiøse klub KB. Her blev historien gentaget. Bendtner tørnede nemlig også ud for københavnerne i seks år og med stor succes. Han var flere af sine konkurrenter overlegne, dels på grund af sin højde og dels på grund af sit åbenlyse talent. Det betød, at Arsenal hentede den dengang kun 16-årige dansker til London. Herfra tog karrieren for alvor fart. Faktisk imponerede skarpretteren manager Arsène Wenger så meget, at han kun et år efter sin ankomst til klubben debuterede for førsteholdet. Det skete i en Ligacup-kamp mod Sunderland i en alder af blot 17 år.

Året efter blev Bendtner udtaget som absolut yngste mand til Danmarks U-21-landshold forud for slutrunden i Portugal. I selvsamme turnering scorede Bendtner to mål mod Spanien - i sin debut vel at mærke. Senere samme år debuterede han for Danmarks bedste mandskab. Debuten faldt i en kamp mod Polen, og som for U-21-landsholdet tegnede han sig for en scoring. Ti måneder senere tilspillede han sig, efter et ophold i Birmingham, en kontraktforlængelse i Arsenal, og som om året ikke skulle være godt nok allerede, scorede han minsandten også sit første mål i Champions League i 7-0-slagtningen af Slavia Prag.

Herefter begyndte det dog at vakle mere for Bendtner. Holdkammeraterne begyndte at blive irriterede over hans store selvtilfredshed, og selv om han scorede regelmæssigt, formåede han at tiltrække negativ omtale i medierne. Det skete blandt andet efter en uheldig bytur, hvor han blev fotograferet med bukserne nede, et biluheld og røster fra landsholdslejren om, at han havde svært ved at indordne sig landsholdets regler og dermed hierarki. Det blandede mediebillede har fulgt angriberen lige siden. Efter nogle år med både strålende og forfærdeligt spil i Arsenal - og en guldrandet kontraktforlængelse til 2014 - valgte ”B52” at skifte til en lejeaftale hos midterholdet Sunderland.

Tiden i den langt mere stille nordengelske by, Sunderland, blev som tiden i Arsenal, en blandet pose bolsjer. Han startede godt, havde en mindre god periode og sluttede så godt igen. Sæsonen blev dog overskygget af flere uheldige episoder – blandt andet en sag om en fartbøde samt en sag danskeren senere blev frikendt i, hvor han sammen med anfører Lee Cattermole skulle have udøvet hærværk på adskillelige biler.


Masser af fest, damer og problemer
Udover alt balladen har Bendtner også været jagtet af mange journalister fra de mere kulørte blade, hvilket ikke mindst skyldtes ægteskabet – og barnet – som han fik med den tidligere baronesse Caroline Fleming. Dette forhold sluttede i 2011, og siden har Bendtner blandt andet været kæreste et par år med den voldsomt eksponerede skuespiller Julie Zangenberg. I denne periode var Bendtners karriere på det laveste. Dårlige ophold hos Juventus, Wolfsburg og Nottingham Forest gjorde, at han på klubholdene over en periode på fem år blot lavede fem mål – og nok engang var i overskrifterne af alle de forkerte grunde.

Da han kørte imod ensretningen på Gl. Strand i København med en promille på 1,75, mistede han også store dele af den sympati, der havde været for ham i den danske befolkning, og der var heller ikke meget forståelse hos Wolfsburg, da Bendtner – efter han blot havde lavet tre mål på to år – lagde et billede op på Instagram med sig selv i sin Mercedes på vej til træning i Wolfsburg, der er VW's hjemby. Bilfirmaet og storsponsoren i klubben betragtede dette som en provokation. Derfor endte han i Nottingham uden den store succes, og derefter endnu et skridt ned af karrierestigen med skiftet til Rosenborg, hvorved karriereforløbet kom til at hedde: Juventus, Wolfsburg, Nottingham Forest og Rosenborg. I Norge er Bendtner faldet til ro, og han skulle ifølge sig selv elske landets natur på sine lange gå- og fisketure.

- Jeg tror, at folk har et meget fejlagtigt syn på mig generelt. De tror, at de hele handler om byture og natteliv. Men når jeg har været hjemme (i Danmark, red.), har jeg altid taget ud i mit sommerhus. Jeg har altid elsket naturen, så for mig er der ikke noget nyt i det. Nu er der bare mere naturliv end så meget andet. Jeg nyder kontrasten. Det er dejligt. Vi er en del fra holdet, som fisker sammen.

Sådan sagde Bendtner til VG, men det var ikke et billede, som klubkammeraten i Rosenborg - Mike Jensen – kunne genkende efter formfremgangen.

- Nicklas er blevet stærkere fysisk, og selvtilliden er vokset siden landskampene i september… men han har altså ikke fanget en eneste fisk endnu, sagde Mike Jensen i efteråret.

Om det var naturen eller de høje priser på alkohol skal være usagt, men Rosenborg og Bendtner blev et godt match. Danskeren blev topscorer, kåret til ”Årets profil” af spillerforeningen og var stærkt medvirkende til, at Rosenborg vandt mesterskabet. Bendtner var nok en gang klar i spyttet på de sociale medier, hvor han efter den norske triumf skrev:

- Jeg sidder her og tænker på, hvordan jeg skal beskrive min sæson. Det er vel første gang i min karriere, hvor alting er gået, som jeg havde håbet og planlagt. Ja, det er faktisk første gang, hvor jeg ikke skal tænke på andet end at nyde øjeblikket og forberede mig på de næste udfordringer. At jeg er kommet så langt, siden jeg tegnede kontrakt med Rosenborg i marts, skylder jeg en stor tak til klubben for - til mit hold, til mine trænere, til fansene og alle andre bag kulisserne.

En langt mere ydmyg Bendtner takkede omkring sig og var langt fra den egoistiske version, som Arsenal-psykologen, Jacques Crevoisier, beskrev tidligere i hans karriere til det svenske fodboldmagasin Offside. Crevoisier havde lavet en 'Selvoplevet kompetence-test' – altså hvor god Bendtner opfattede sig selv til at være. Bendtners test sprængte skalaen. På en skala, der gik op til 9, formåede Nicklas Bendtner at få 10.

Nu fylder ”Fest-aben” 30 år, hvilket ikke er meget, når man tænker på, hvad han allerede har oplevet og hvilken udvikling han har gennemlevet. Måske er han ved at blive voksen?
Læs hele artiklen
José Mourinho - The Special One
Trods flere år med succes er José Mourinho stadig sulten efter flere trofæer og et eftermæle som den bedste nogensinde.
Hans fulde navn er José Mário dos Santos Mourinho Félix. Han er dog bedst kendt som José Mourinho men går også under tilnavnet "The Special One".

Han er kendt for altid at være i fokus, ligemeget om det er ude på sidelinjen, i omklædningsrummet eller til pressemødet. Han er manden man enten elsker at hade, eller manden man hader at elske.

The Young and Unknown One
Født i 1963 og opvokset i en fodboldfamilie i Setúbal, hvor hans far, ex-målmanden Félix Mourinho, spillede professionel fodbold og senere trænede ham i hans tid i Rio Ave.

Trods nogle år i blandt andet Rio Ave og Belenenses, slog José Mourinho aldrig til som fodboldspiller og besluttede derfor at drage ad trænerstien. Mourinho droppede ud af handelshøjskolen efter sin første dag, da han istedet ville læse sportsvidenskab på det tekniske universitet i Lissabon.

Før den aldeles ukendte Mourinho blev kendt som "The Special One", var han kun andenviolin ude på trænerbænken. Det var han i blandt andet i FC Barcelona, hvor han var under den forhenværende United-manager Louis van Gaals vinger.

The Special One
Hans store gennembrud og det der gjorde ham til "The Special One", var da han efter ophold i Benfica og União de Leiria vandt "The Treble" med FC Porto og leverede en af de største overraskelser i moderne tid. Intet portugisisk hold er sidenhen kommet i nærheden af Champions League-titlen, som Mourinhos Porto-mandskab sikrede i Gelsenkirchen tilbage i maj 2004.

- Kald mig ikke arrogant, men jeg er europamester, så jeg er en speciel en.

Det var de ord, José Mourinho brugte den 2. juli i 2004 til sit første pressemøde som Chelsea-manager. Champions League-triumfen med FC Porto var kun begyndelsen på en memorabel karriere for den kontroversielle portugiser. Herfra tog han England og resten af verden med storm med to engelske mesterskaber i sine første to sæsoner i London. Han var dermed manden til at vinde Chelsea deres første engelske mesterskab siden 1955.

Ligeså stor glæde Mourinho kunne vække, ligeså stor ballade kunne han lave udenfor banen med sine udtalelser og konfrontationer med trænere og diverse klubfolk. I september 2007 forlod han Chelsea som en Gud i fansenes øjne trods en fyring efter flere dårlige resultater.

The Treble: Part II
I sommeren 2008 blev han præsenteret som ny cheftræner i Milano-klubben Internazionale. Tiden i Inter var en stor tid i portugiserens karriere. Det var også med Inter, at han hentede sin anden og seneste Champions League-titel, da Diego Milito den 22. maj scorede begge mål i Champions League-finalen imod Bayern München og sikrede Mourinho hans anden treble i karrieren.

Rivaliseringen med Pep Guardiola
Den store triumf havde en stor betydning for, at "The Special One" derefter skiftede til Real Madrid. Det var her, at dette årtusindes største rivalisering udenfor kridtstregerne for alvor brød ud. Pep Guardiola var manden i spidsen for FC Barcelona. Mourinho og Guardiolas rivalisering kan sammenlignes med rivaliseringen mellem Real Madrid og FC Barcelona eller rivaliseringen mellem Cristiano Ronaldo og Lionel Messi.

Trods sine tre år i kongeklubben og de høje forventninger, lykkedes det ikke Mourinho at vinde Champions League med madrilenerne. Han brød dog den forbandelse, der hvilede over "Los Blancos". Forbandelsen der havde holdt Real Madrid ude af kvartfinalerne i otte sæsoner i træk. Her nåede Mourinho semifinalerne i alle sine tre sæsoner i klubben, før han blev fyret af ukendte årsager, med mistanke om en konflikt med Florentino Pérez.

The Happy One - Tilbage i Chelsea
- Kald mig den glade.

Det var Mourinhos første ord til pressemødet i hans anden periode på "Broen". Mourinho var tilbage i den klub, hvor han var elsket allermest. Det skulle endnu engang vise sig, at Mourinho var "The Special One". I sin anden sæson førte han nemlig Chelsea til tops for tredje gang i hans karriere, da han med spillere som Terry, Hazard, Fàbregas, Diego Costa og Courtois førte "The Blues" til en Premier League-triumf, der blev sikret flere spillerunder før tid. Blot syv måneder efter sin ligasejr med Chelsea, faldt hammeren ovenpå en længere periode med dårlige resultater og kontroverser med lægestaben. Og Mourinho blev igen smidt på porten i Chelsea i hans anden periode i klubben.

Genopbyggelsen af Manchester United
Hans navn blev allerede sunget højt på Old Trafford i slutningen af december 2015, hvor Louis van Gaal stadig stod i spidsen for "De Røde Djævle". I maj 2016 blev det så en realitet, at José Mourinho skulle tage over i United med forventningen om, at han skulle tage de 20-dobbelte engelske mestre tilbage til den engelske og europæiske top.

Ligesom han havde gjort i sine forhenværende klubber, hentede han store stjerner til som Paul Pogba og Zlatan Ibrahimović. Der var særligt stor opmærksomhed omkring, at Mourinho igen skulle arbejde sammen med den store svensker, som han havde en fortid med i Inter. I sin tid i Real, skulle han dele land med Guardiola, i United deler han i dag by med den iltre catalaner, der står i spidsen for bysbørnene fra Manchester City.

Sammen med Guardiola, er han den manager med allerstørst fokus på i Storbrittanien og det er særligt grundet de store forventninger, der er til de to garvede herrer, som har en vis historik, og som har brugt flere milliarder på nye spillere til deres hold.

Mourinho har på det seneste været rygtet som en færdig mand hos de røde giganter, som følge af hans defensive spillestil. Mourinho selv har afvist alle rygter, selvom han tidligere har leget med tanken om, at PSG kunne være en interessant destination. En ting er dog sikker. Om 20-30 år vil man se tilbage og huske José Mourinho, som en af denne generations bedste trænere, hvis ikke den bedste.







Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Fodbold-året 2017
Indkast.dk kigger tilbage...
1/1: Olivier Giroud scorede et af årets allerbedste mål på en ”Scorpion-afslutning”.

15/1: Et af årets mest overraskende resultater, da Everton tæskede selveste Manchester City med 4-0.

5/2: Cameroun vandt det afrikanske mesterskab for femte gang.

20/2: Målmandsreserven Wayne Shaw fra Sutton blev verdenskendt, da han spiste et stykke tærte, imens hans hold spillede imod Arsenal.

26/2: Zlatan Ibrahimović slukkede Southamptons drømme om at vinde den engelske liga cup med et sent mål.

8/3: Barcelona vandt med 6-1 over PSG i et historisk comeback i Champions League. Den helt store helt var Neymar, som den franske hovedstadsklub efterfølgende købte.

1/4: Thomas Delaney laver hattrick for Werder Bremen i 5-2-sejren over Freiburg.

23/4: Et sent mål af Lionel Messi sikrede Barcelona en 3-2-sejr over Real Madrid.

12/5: Antonio Conte vandt Premier League i første forsøg.

17/5: Meget overraskende vandt Monaco det franske mesterskab foran nyrige PSG. Holdet fra fyrstedømmet gjorde det også godt i Champions League, og spillerne bliver jagtet af mange storklubber.

20/5: RB Leipzig bliver som oprykker nummer 2 i Bundesligaen. Bayern vinder samtidig mesterskabet for femte år i træk og udbygger dermed rekorden for flest vundne ligatitler i træk.

21/5: På en smuk sommeraften i Malaga vandt Real Madrid det spanske mesterskab efter fem års pause.

27/5: Et reservepræget Arsenal-hold vandt FA-cuppen over Chelsea.

27/5: Efter tre finalenederlag i træk vinder Dortmund den tyske pokalfinale med 1-0 over Frankfurt. Få dage efter fyrer klubben træner, Thomas Tuchel.

28/5: FCK blev mestre, men Brøndby sluttede på andenpladsen i Superligaen, hvilket er deres bedste placering i mange år.

28/5: David Nielsen og Lyngby vinder medaljer, som den bare tredje oprykker i historien, da de sensationelt sikrede sig bronze, efter at have vundet 3-0 på MCH Arena mod FC Midtjylland i sidste spillerunde.

3/6: Real Madrid blev det første hold nogensinde til at vinde Champions League to år i træk.

22/6: Liverpool købte hurtigløberen Mohamed Salah. Et super indkøb…

9/7: Wayne Rooney vendte hjem til Everton og fortalte til præsentationen, at han i Manchester United-tiden sov i sengetøj med Evertons logo på.

24/7: Benjamin Mendy blev indkøbt af Manchester City, der virkelig styrkede defensiven henover sommeren.

3/8: Neymar blev verdens dyreste fodboldspiller.

12/8: Mestrene fra Chelsea startede sæsonen med et hjemmenederlag til Burnley.

13/8: I den spanske Super-cup skubbede Cristiano Ronaldo til dommeren.

25/8: Billeder af Diego Costa ramte hele verdenen. Chelsea-angriberen løb rundt og spillede fodbold i en park i Brasilien. Gigantisk nedtur.

31/8: Et kaotisk transfervindue lukkede. Mange underlige handler som Renate Sanches skifte fra Bayern München til Swansea, mens den ombejlede Kylian Mbappé endte hos de ”regnskabspressede” PSG på en underlig kontrakt.

11/9: Crystal Palace fyrede Frank de Boer efter blot fem kampe – nul point og mål.

23/9: Manchester City blev det første Premier League-hold til at lave fem mål eller mere i tre kampe i træk.

28/9: Bayern fyrer Carlo Ancelotti efter en vaklende sæsonstart.

30/9: Jann-Fiete Arp blev den første spiller født i det 21. århundrede til at få debut i Bundesligaen.

6/10: Bayern ansætter den tidligere Triple-træner, 72-årige Jupp Heynckes.

14/11: Danmark vandt 5-1 over Irland, efter en forvandlet Christian Eriksen løftede det danske hold til nye højder.

25/11: Dortmund og Schalke spiller et fuldstændig vanvittigt Ruhr-derby, hvor Schalke gennemfører et historisk comeback, da de spiller 4-4 efter at have været nede med 0-4.

3/12: Efter at have tabt deres første 14 kampe i deres første Serie A-sæson, sikrede målmand Alberto Brignoli klubben Benevento deres første point med et flyvende hovedstødsmål mod Milan i sidste minut. Opgøret var desuden Gattusos første i spidsen for Milan.

10/12: Manchester City vandt over rivalerne fra United og skabte dermed 11 points forspring i stillingen til andenpladsen. Pep Guardiolas tropper fejrede dette i omklædningsrummet så meget, at Jose Mourinho startede tumultscener efter kampen – måske for at fjerne fokus fra, at United i kampen havde bolden historisk lidt på Old Trafford imod det stærke City-mandskab.

16/12: FC Köln vinder i sidste efterårsrunde sin første ligakamp i sæsonen.
Læs hele lederen
Abdelhak Nouri - Tragedien
Ungt talent udlevede drømmen i Ajax indtil en juli-dag, hvor han faldt om på banen med en permanent hjerneskade. Indkast.dk har kigget nærmere på historien - og især hvad der er sket siden med spilleren, som mange havde så høje forventninger til.
- Det hjælper ikke nogen at være bitter eller sur… eller at græde hele dagen. At være positiv og bede for ham… det hjælper!

Dette skulle være livsfilosofien for Abdelhak Nouris familie. De har ellers meget at være bitre over, for 2017 har været et modbydeligt år for dem. Året 2017 var nemlig det år, hvor den 20-årige Abdelhak gik fra at være et af Hollands mest lovende fodboldtalenter til nu at være ramt af alvorlige hjerneskader.

Nouri – med øgenavnet ”Appie” – faldt om i juli i en træningskamp imod Werder Bremen og har siden været indlagt på et hospital i Amsterdam omringet af sine nærmeste, men også i hjerterne hos mange andre. I de sidste fem måneder har der således været en ved siden af Abdelhak hele døgnet i håbet om bedring.

Abdelhak Nouri var ikke mange år gammel, da hans åbenlyse fodboldkvaliteter kom frem, og som blot syvårig skiftede han til Ajax i en periode af livet, hvor han ønskede at sove med sine fodboldstøvler på. Et unikt talent som blev født i Marokkos ørken og som kunne underholde fodboldfans, da den teknik-stærke ”Appie” kunne ting med bolden som ikke mange andre. Den tidligere hollandske landsholdsspiller Win Jonk, som var træner for Abdelhak i Ajax, beskriver ham på følgende måde:

- Et helt utroligt talent. Når man så en kamp, hvor han var med i, var det tydeligt, at mange af de andre mislykkedes med mange af de detaljer, som ”Appie” let kunne udføre. Det så virkelig let ud for ham… han var en rigtig ”gadespiller”.

Nouri er voldsom populær i Ajax, men det er der ikke noget nyt i. Til hans første kamp, hvor han var udtaget til førsteholdet, sad han hele kampen på bænken, og trods dette sang Ajax-fansene flere gange i løbet af kampen hans navn - og ikke uden grund. Han er eller på denne underlige måde ”var” noget helt specielt. Tilbage i september sidste år spillede Ajax imod Willem II, og da Amsterdam-holdet fik et frispark i en gunstig position, spurgte Nouri med største respekt den danske frisparksspecialist Lasse Schöne, om han ikke måtte tage frisparket. Schöne accepterede – og Nouri scorede.

Nouri er nemlig en meget høflig og behagelig ung mand, som er meget anderledes end andre af nutidens unge stjerner – og måske er det en af årsagerne til, at han får den store opbakning i øjeblikket. Efter 4-1-sejren over Lyon ventede en stor flok Ajax-fans udenfor stadion. Da Nouri kom ud, udbrød den største jubel, og han tog sig alt den tid, som fansene skulle bruge. Denne seance kom efter, at Nouri end ikke havde været på banen i kampen. I en af de efterfølgende kampe spillede Nouri ikke særlig godt for U/21-holdet, hvilket han beklagede til Jonk, som efterfølgende skulle have svaret:

- Det gør ikke noget… du bliver den næste Andrea Iniesta.

Sådan gik det ikke, men i stedet blev det til 13 år i Ajax og en plads i deres klubhistorie og hjerter. Hans spilletrøje hænger stadigvæk over hans skab i omklædningsrummet og hans støvler står ovenpå.


Feyenoord-fans mødte op med Nouri – på ryggen
I arbejderkvarteret - Geuzenveld – i den nordvestlige Amsterdam hænger der et stort banner langs deres five-a-side-bane med skriften ”Nouris legeplads”, hvilket blot er nogle få hundrede meter fra barndomshjemmet. Et andet banner har skriften ”Appie-4-ever” og et billede af Nouri, da han lavede sit debutmål for Ajax. Det mest sørgelige billede findes dog på Amsterdam Museum, hvor der er et ikonisk billede med overskriften ”Trist, håb og opbakning”.

Billedet er taget den 14. juli – altså 24 timer efter, at den daværende Ajax-direktør Edwin van der Sar gav ”den værst tænkelig nyhed”. Billedet viser Nouris far – Mohamed – stående igennem soltaget på en bil, imens han med hånden på hjertet og med lukkede øjne modtager masser af opbakning og kærlighed fra de mange fremmødte i gaderne omkring deres hjem. På teksten ved siden af billedet bifalder fodboldklubben Ajax den gigantiske opbakning, som der har været omkring tragedien fra alle steder. Selv Feyenoords hardcore fans, der hader Ajax, valgte at møde op ved Nouris barndomshjem i Feyenoord-trøjer med Nouris navn på ryggen.


Den altafgørende og umenneskelige dag
Efter store præstationer og anerkendelse blev Nouri i sommerpausen indkaldt til førsteholdets træningstur med den nye Ajax-træner Marcel Keizer. En uges træningslejr i Østrig, hvor de skulle spille imod Werder Bremen på et mindre stadion 70 km udenfor Innsbruck.

I begyndelsen af anden halvleg kom Nouri ind i stedet for Ziyech, men efter 72 minutters spil faldt han om i græsset. Kampen fortsatte i fem sekunder, inden dommeren fløjtede, og indenfor 60 sekunder var der voldsom panik hos alle spillerne – både Ajax og Werder Bremen-spillerne.

Nouri fik masser af lægehjælp fra begge holds læger, da han havde store vejrtrækningsproblemer. Da dette var stabiliseret, blev han sendt med helikopter til et hospital i Innsbruck. Kampen blev vist direkte i hollandsk tv, og her så Nouris bror – Abderrahim – hele kampen, hvorved han måtte opleve det umenneskelige at se broren falde om på tv. Få dage efter fik familien den triste besked af lægerne, at Nouri aldrig kom til at gå, tale eller genkende nogen.

De efterfølgende dage gav mange masser af opbakning til den kriseramte familie. Den tidligere Ajax-spiller Luis Suárez sendte en billede af sig selv sammen med en meget ung Nouri, inden Amsterdam-borgmesteren græd på direkte tv. Eberhard van der Laan var tidligere på året blevet diagnosticeret med lungekræft og havde ikke haft problemer med at tale om sygdommen, men det fik han da han deltog i tv-showet ”Zomergasten”. De første minutter gik godt, men så faldt snakken på Nouri, og Amsterdam-borgmesteren kunne ikke længere holde tårerne tilbage.

Var der Laan døde i oktober, efter han havde indviet en ny skole – Calvijn - i Nouris barndomsområde. Så ulykken med Nouri har sat spor i den fattige del af Amsterdam, imens byens hold gør alt for at vinde deres mesterskab nr. 34 – det samme nummer som Nouri brugte.

Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon 20 vanvittige mål Teaser: Afgørende dag i Manchester Artikel ikon Giroud de specielle måls mester? Artikel ikon 100 Arsenal-mål for Giroud – Se dem her Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Ugens hold fra Bundesligaen - runde 18 Tévez: Jeg vidste ikke, hvad jeg lavede! Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Sikrede voodoo United et Lukaku-skifte? Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 20: Højestlønnede trupper Top 15: Mest ønskede transfers Artikel ikon Top 6: Angrebsduoer Artikel ikon Top 10: De dyreste spillere Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: Crystal Palace - Arsenal Spil: Manchester City - Tottenham Artikel ikon Spil: Randers - FC Midtjylland Artikel ikon Spil: Manchester-derby Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Messi mod Ronaldo Carlo Ancelotti - mit spil Artikel ikon Robert Enke: Et alt for kort liv Artikel ikon Hjem til Fodbold Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Mølby husker tilbage De 10 bedste hold som ikke kom til VM Artikel ikon El Clásico - mindernes allé Artikel ikon Dansk fodboldlegende er død Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon BBC: Byttehandel gennemføres Sky: Chelsea køber to Roma-spillere Artikel ikon Avis: Arsenal har budt på Aubameyang Artikel ikon Medie: AC Milan vil have ny træner Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Alexandre Lacazette
Vidste du om ... Cristian Ziege Artikel ikon Vidste du om ... Vinicus Junior Artikel ikon Vidste du om ... Kasper Dolberg Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Statistik: Dårligste Real Madrid i ti år Batman & Robben Artikel ikon Top 5: Sæsonens hurtigste mål Artikel ikon Jamie Vardys Party Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: Man. City - Newcastle Optakt: Man. United - Stoke Artikel ikon Optakt: Liverpool - Man. City Artikel ikon Optakt: Real Madrid - Barcelona Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Stoke - Huddersfield Startopstillinger: Burnley – Man. United Artikel ikon Startopstillinger: Brighton - Chelsea Artikel ikon Startopstillinger: Liverpool – Man. City Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Arsenal udklasserer Crystal Palace Stoke sejrede i drømmedebut for Lambert Artikel ikon Martial-perle sikrer United sejren Artikel ikon Hazard og Willian nedlagde Brighton Artikel ikon Se flere