Anti-madridista

Af Torsten Brix

2014-05-22
Anti-madridista

Indkast.dk bringer op til Champions League-finalen et kapitel fra den anmelderroste "Vi er våbenbrødre" - det handler om "Slaget om Madrid".

- Du må aldrig bruge magt.

Mine forældre havde ikke ti bud i deres opdragelse af mig, men kun et enkelt. Det blev til gengæld gentaget i det uendelige. Når lynlåsen på min jakke sad fast. Når skoene ikke ville på. Når fryseren ikke ville åbne. Når VHS-maskinen ikke reagerede hurtigt nok i mine bestræbelser på at optage alle mål og højdepunkter fra de europæiske ligaer. Hver gang jeg kunne mærke vreden ulme. Det er grundstenen i min opdragelse, at råstyrke og kontroltab aldrig kan løse nogen problemer. Som udgangspunkt er det en helt og aldeles sympatisk måde at anskue verden på, og denne planet ville utvivlsomt være et bedre sted at bo, hvis alle mennesker delte den vision. Måske ville reparatører af hårde hvidevarer eller radio- og tv-mekanikere miste en del af deres omsætning. Men menneskeheden ville have taget et mileskridt mod forsoning og fred.

Da mine teenageår går på hæld, begynder jeg så småt at reflektere over problemet med den grundindstilling, som jeg voksede op med. Jeg konstaterer, at den ikke har nogen løsninger på hverken konkrete problemer, som rent faktisk fordrer brug af magt, eller på den mere abstrakte kendsgerning, at verden er fyldt med modsætninger. Og hvor der er modsætninger, kan der nemt blive brug for magt, både i passiv, verbal form, når man skal stå ved sig selv, og aktivt, hvis man er under fysisk angreb og skal forsvare sig selv.

Jeg har altid haft svært ved at blive vred på andre end mig selv og min nærmeste familie. I løbet af hele Folkeskolen måtte jeg navigere mig ud af ét eneste uvenskab, og det var med en af mine bedste venner, der meget sigende blev sur på mig, fordi han syntes, at jeg havde for mange venner. Den eneste, jeg nogensinde bad om at holde kæft, var Mette fra min egen klasse i syvende, og jeg kan undre mig over, at jeg ikke skred til den slags metoder noget oftere, for hun blev kort efter min bedste veninde og kom til at betyde uendeligt meget for mig i de år, hvor denne form for relation med en af Østjyllands smukkeste piger endnu ikke gjorde mig forvirret. Andre konflikter ignorerede jeg eller fik Dalgård til at ordne. Og i gymnasiet fik jeg charmeret mig uden om de fleste kontroverser med mit evigt aktive og udglattende snakke-tøj tilsat min uskadelige fremtoning: cremefarvet rullekrave samt „pæne sko“, lærredsbukser og strikcardigan, der selv på en tekstilmesse i Kaliningrad med aske som farvetema ville være blevet gabt af catwalken. Nå ja, og så sort attachémappe med kodelås til mine åbenbart uhyggeligt vigtige bøger og madpakke.

Nu, hvor min 20-års fødselsdag nærmer sig, slipper jeg ikke altid helt så billigt på vores stadig hyppigere drukture i Aarhus, hvor jeg flere gange sammen med resten af Galten-slæn- get forvilder mig ind i mere eller mindre uforskyldte lussinger, knytnæver og albuer uden så meget som at overveje at forsvare mig. De andre gutter slår måske lidt fra sig eller tager bestik af situationen, inden de konstaterer, at det ikke kan betale sig. Men for mig kommer tanken om at gå til modangreb end ikke i kredsløb om mit sind. Den suser videre som en komet ud i intetheden. Jeg kan ikke slå, for jeg kan ikke hade. Også selv om jeg trods alt efterhånden har indset, at en del elektroniske apparater faktisk fungerer bedre, når de har fået et dask eller to.

Der er gået et halvt år, siden Sine og jeg tog foreløbig afsked med Mario og Frente Atlético. Nu rejser vi tilbage til Madrid for at få vores ilddåb på sydtribunen mod Real Madrid. De seneste måneder har for mig været et træningsforløb, hvor min nyfundne spanske ven i hyppige og grundige brevudvekslinger har forsøgt at få mig til at hade lokalrivalen, som han omtaler som alt andet end Real Madrid: „svinene“, „de utro“, „de forkælede møgunger“. Jeg har forsøgt at forklare ham, at det i almindelighed ikke falder mig naturligt at hade, og i særdeleshed ikke en klub, der har Michael Laudrup på holdet.

„Som dansker er jeg stolt af Laudrup, og den eneste gang, jeg har været på Bernabéu, var en fed oplevelse. Deres ultras var seje og mindede faktisk en del om jer.“ Mario svarede:

„Jeg betragter Michael Laudrup som en gentleman, ligesom for eksempel Emilio Butragueño. Ham kunne vi heller aldrig finde på at synge imod. Men alt hernede handler om svinene, og det virker, som om pressens vigtigste opgave er at få det til at fremstå, som om der kun er ét hold i denne by. Tænk i øvrigt over, hvordan det kan være, at Frente Atlético er den eneste spanske gruppe, som ikke kæmper mod deres ultras af politiske årsager. Det er fordi hadet til deres arrogante og forkælede måde at være fans på er større end enhver politisk modsætning, der måtte være mellem os. Jeg kan godt forstå, at du ikke går op i det med at være antimadridista, for det præger jo ikke din hverdag. Men hvis du skulle udstå samme undertrykkelse som os, ville du blive det. Ya verás ...“ Det skal du nok få at se ...

Madrid og vores vært byder os velkommen med trykkende varme i april 1995 en uge inden derbiet. I dagene, der følger, tager han og hans venner os med på hyggelige roture på søen i Retiro-parken, og sammen griner og tumler vi os igennem utallige derbi-forpremierer på knastørre plæner med efterfølgende barbesøg til langt ud på natten. To af dem er ikke blot Real Madrid-tilhængere, men tilmed medlemmer af deres ultras-gruppe, Ultras Sur. I starten er de indbyrdes drillerier venskabelige, men som ugen skrider frem, bliver Mario mere vrissen og alvorlig, når de andre minder ham om Atléticos placering blandt nedrykningskandidaterne. Og de sidste dage er han alene, når vi mødes med ham ved statuen af bjørnen – Atléticos logo – på Puerta del Sol i hjertet af Madrid og Spanien.
Kampdagen oprinder. Real Madrid er på en suveræn førsteplads, seks point foran nærmeste mesterskabskonkurrent. Atlético Madrid er på en delt tredjesidsteplads, et øjebliksbillede af en langvarig klasseforskel mellem byens to førstehold.

Men på ét område er Atlético Madrid Spaniens bedste: deres opbakning. I det månedlige tilhængermagasin Super Hincha, som handler om alt, der rører sig blandt landets organiserede fodboldfans, har Frente Atlético ført ranglisten hele sæsonen. Det er den største ultras-gruppe, de laver de fedeste koreografier, synger højst, har det mest alsidige repertoire af slagsange, og de er bedre end nogen andre grupper lykkedes med at bryde spansk fodbolds tradition for ikke at følge holdet på udebane. Det er selv ikke Ultras Sur som sådan uenige i.

Derfor er det ikke en trykket stemning, vi finder ved Manzanares-flodens bredder, da vi ud på formiddagen stiger op fra metrostationen Pirámides, indsnuser øllebrødsduften fra Mahou-bryggeriet og slutter os til strømmen af Atlético-tilhængere på vej til en tidlig optaktsfest på barerne ved Estadio Vicente Calderón. „Donde acuden a millares los que gustan de un fútbol de emoción“, fortsætter klubhymnen fra vores besøg et halvt år forinden. „Hvor tusinder strømmer til for at nyde fodbold med følelser“... Og følelser er der mange af, ikke mindst hos to umiddelbart malplacerede danske gæster. Vi er spændte og stolte over at skulle være en del af Frente Atlético denne dag.

Vi mødes med Mario foran stadion og tager straks imod iskold fadøl serveret i hvide et-liters plastickrus. Omkring os broderes brudstykker af slagsange fra de forskellige barer og pladser sammen til et patchwork af passion, der lægger sig over bydelen som en usynlig territorial afmærkning. Men efter et par timer får vi at se, at Atléticos ultras er andet end fest og farver.

Hele eftermiddagen sørger politiet for at holde Real Madrids ultras inde på Plaza Mayor i midtbyen, ikke mindst for deres egen skyld. Ultras Sur har i årevis været en af de mest voldelige tilhængergrupper i Spanien, men de lider under kun at tolerere nationalister i deres geledder. Frente Atlético er derimod et sammenrend af alle hovedstadens Atlético-fanatikere, uanset politisk overbevisning. Til kampene kan man stadig se bannere med hagekors side om side med røde stjerner. På gruppens egenfabrikerede halstørklæder er der både motiver af indianere og skinheads. Da jeg for et par dage siden fik mit medlemskort i hånden var det som nummer 6.182. Det antal overstiger langt, hvad Ultras Sur kan mønstre. Og Mario har nemt ved at overbevise os om, at der ikke er noget at frygte.

„Bare rolig. Hvis de kommer, så forsvarer vi os og sender dem væk igen.“

Da vi får det at se i praksis, er det slet ikke, som vi har forestillet os.Forsiden på et af de fanzines, der cirkulerede blandt Atlético-tilhængerne op til kampen mod Real Madrid i foråret 1995. På baseball-køllen opfordres der til at smadre Real-tilhængere, en opfordring, som mange i Frente Atlético tog helt bogstaveligt, og som også konsekvent blev kommunikeret ud fra gruppens ledelse inden midt-halvfemsernes lokalopgør.

To teenagepiger kommer gående med Real Madrid-halstørklæder på det modsatte fortov. Som rødhvide blodlegemer på jagt efter bakterier samler en flok på otte-ti Atlético-ultras sig og slår ring omkring dem. Mario trækker os med. De to piger bliver skældt ud og spyttet på. Ingen af mændene rører dem, men i angrebsbataljonen befinder sig ud over min kæreste yderligere to piger, der nu begynder at overdænge de indtrængende medsøstre med slag og spark. En af Atlético-pigerne flår Real Madrid-halstørklæderne af dem og giver dem videre til Mario, der putter dem i sin taske. Herefter får de uvelkomne gæster lov til at gå med besked om at holde sig væk fra området.

Lidt senere vender de to Real-piger tilbage med mascaraen løbende ned ad kinderne sammen med et par betjente, der beder om at få udleveret halstørklæderne. Marios taske bliver gennemsøgt, men han har nået at aflevere dem bag bardisken på en af beværtningerne sammen med andre krigstrofæer, der senere skal brændes. Sine og jeg trækker os tilbage og snakker sammen. Vi bryder os ikke om det, vi har set. Jeg hiver Mario til side.

„Vi er altså ikke med på sådan noget dér.“

„Hvad mener du? De skal da ikke bare tro, at de kan komme vadende herind på vores område og vise deres farver frem. Det var da en ren provokation.“

„Fint nok, men to piger? Helt ærligt?“ „De var Madrid-tilhængere.“

„Og hvis der kommer flere?“

„Ya verás ...“

Som den gode vært, han er, finder Mario en løsning.

„Hør nu her, hvis I ikke bryder jer om det herude, kan jeg få jer ind på stadion allerede nu. Vores tifogruppe er ved at gøre klar til i aften, og jeg kan bare sige til vagterne, at I er med dem. Men I kommer til at gå glip af den fedeste stemning her udenfor. Det er op til jer?“

Sine og jeg kigger på hinanden. Vi er inden for de seneste måneder nået frem til det punkt i ethvert forhold med begyndende slagside, hvor hun med et simpelt blik giver sin mening til kende, og dermed vores, inden jeg når frem til min egen.

„Vi vil gerne ind på stadion,“ siger jeg fåret og véd med det samme, at det ikke gælder for mig selv. Mario nikker og følger os hen til den sydlige indgangsport. Han veksler et par ord med en kontrollør og vinker os videre ind på tribunen, hvor han præsenterer os for nogle af de fyre og piger, som er i gang med at forberede aftenens koreografi. Mens stemningen uden for murene stille og roligt har udviklet sig fra jovial til faretruende, minder dét her mere om at klippe og klistre i en børnehave. Godt nok er jeg ikke med på at overfalde piger. Men en spansk udgave af Jørgen Clevins legestue er heller ikke, hvad jeg er kommet for.

„Jeg finder jer senere,“ bekendtgør Mario og begiver sig tilbage mod udgangen.

I de følgende timer kan vi høre, hvordan sange og kampråb rekylerer frem og tilbage mellem murene udenfor, mens vi hjælper med at placere rødhvide flag og kartonstykker på sæderne. Jeg fortryder, at jeg ikke blev derude. Specielt da Reals ultras bliver eskorteret forbi, længes jeg efter at være en del af modtagelseskomitéen. Kanonslag brager, flasker knuses og de gensidige kollektive tilsvininger er øredøvende. Og her står jeg på et tomt stadion med et stykke karton og min kæreste i hånden.

Ultras Sur indtager med 1500 mand deres afsnit øverst oppe på nordtribunen og styrer i en halv times tid lydkulissen. De heiler og smider kanonslag efter de få tidlige tilskuere på naboafsnittene, håner vores patetiske hold („Patético Madrid“) og vender ryggen til os i foragt. I starten nyder jeg synet af deres bannere og koordinerede bevægelser, men efterhånden begynder jeg at føle mig provokeret. De har det så let. Deres klub skovler titler hjem og er på vej mod endnu en. Og uden for banen kan de selv ikke en dag som i dag røres, fordi poli- tiet så omhyggeligt har passet på dem hele dagen og anbragt dem i sikkerhed deroppe, så de omkostningsfrit kan stå og svine os til.

Heldigvis begynder Atléticos ultras nu at myldre ind, fulde og farverige. Snart giver trinene på Fondo Sur sig under tu- sindvis af hoppende menneskekroppe. Nu kan vi få vores had ud, om ikke andet gennem vores munde og megafoner.

Da vores nedrykningstruede mandskab stiger op på banen hele ti minutter før kampstart for at løbe en opildningsrunde på det udsolgte stadion, stiger decibelniveauet til højder, hvor jeg frygter for mine trommehinder. Men det er, som om mine sanser bliver opgraderet, som om de i øjeblikket kan kapere mange flere indtryk og i både højere opløsning og volumen end normalt. Og når jeg tager del i de slagsange, jeg har lært ved i ugens løb slavisk at gennemlytte det kassettebånd med lydoptagelser fra sydtribunen, som Mario har skaffet til mig, er det, som om min stemme – alene så jysk og skinger – bliver katapulteret hen over grønsværen af vinde fra Jupiters røde øje. „Quén no salte madridista es ... ES!“ skriger jeg hysterisk og føler, at mit råb vil få den modsatte tribune til at skride sammen under de latterlige Real-fans. Sine står lige ved siden af mig og råber også med, men ellers skænker jeg hende ikke en tanke.

Vores anstrengelser har ingen effekt på vores spillere. De brænder en enorm chance i kampens første minut lige nede foran os. Herefter tøjler de sejrsvante gæster opgøret som en doven krikke, der godt ved, hvor den skal hen, men næsten ikke orker turen. 2-0 vinder de.

Jeg ærgrer mig grænseløst bagefter. Igen og igen afspiller jeg for mit indre blik situationen i kampens første minut, hvor Roman Kosecki slap alene igennem uden at score. Det var så tæt på den perfekte start, den perfekte ekstase, det perfekte hysteri, i mit allerførste derbi. I stedet har jeg måttet nøjes med synet af Real-tilhængernes jubelscener, der mest af alt lød som latter.

„Sådan er det at være tilhænger af Atlético,“ siger Mario med et skævt smil, da vi snakker om det på en bar bagefter. „Det er så frustrerende. Og det er så nemt at holde med Real Madrid. Deres fans sidder lige nu og ser fjernsyn eller spiser som på enhver anden aften. De er ligeglade med at have slået os, for de vinder altid.

Tænk på, hvordan vi ville have badet i springvandene og festet hele natten, hvis vi havde vundet. De er vores komplette modsætning. Det er derfor, at vi mere end noget andet er antimadridistas.“

Jeg er begyndt at forstå, hvad han taler om.



Magasin-artikler
- ON EST EN FINAL!

Indkast.dk tog til grænselandet mellem Belgien og Frankrig for at opleve stemningen i forbindelse med VM-semifinalen… vi blev ikke skuffet.
Fire drenge løber ned af den halvtomme hovedgade i den nordfranske havneby Fort Mahon-Plage… få sekunder forinden har dommeren med det fodboldklingende navn - Andres Ismael Cunha Soca – omkring 3.000 kilometer derfra fløjtet for sidste gang, og med 1-0-sejren var VM-finalepladserne sikret Frankrig, hvilket frembragte drengenes jubelsang:

- ON EST EN FINAL!
- ON EST EN FINAL!
- ON EST EN FINAL!

Indenfor et par minutter opstår fænomenet ”menneskemylder”, men hvor kommer de mange mennesker fra? Midt i dette står Indkast.dk's skrivekarl, som oplever, hvordan den relativt lille by indenfor få minutter går fra øde til overbefolket. En ganske – næsten chokerende – oplevelse for en neutral.

Her er ellers ikke mange neutrale… for belgierne, som indtager dette område hver sommer, forsvinder hurtigt på denne sommeraften, så det er ikke de ferierende belgiere, der fylder i gadebilledet, men til gengæld de lokale franskmænd, der kører igennem byen i overfyldte biler med hornet i bund imod stranden og de værthuse, der findes der. De fejrer deres mulighed for at vinde VM-trofæet – ligesom de gjorde på hjemmebane i 1998. Dengang var holdet sammensat af meget forskellige typer i truppen – ligesom versionen tyve år senere, som havde den nuværende træner Didier Deschamps som anfører.

Kvaliteten af truppen var slående – ligesom nu. Tænk blot på de spillere, som den franske landstræner ikke har udtaget… Barcelonas Lucas Digne, Alexandre Lacazette, Anthony Martial, Dimitri Payet og Karim Benzema. Eller hvad med den farlige Atlético Madrid-angriber Kevin Gameiro eller PSG-backen Layvin Kurzawa?


Forskellige kvalifikationer og en burgerspisende Hazard
Skræmmende styrke som af forskellige årsager ikke er udtaget til den franske VM-trup, men alligevel er der en enorm kvalitet. I flere tilfælde har Deschamps ønsket at satse på ungdommen, og således var den franske startopstilling hele tre år yngre end den belgiske i den altafgørende semifinale. Udover dette virker det også til, at landstræneren for ”Les Bleus” har formået – modsat mange andre trænere – at få Paul Pogba til at lyse og ikke suge energi ud af holdet, som Manchester United-spilleren skal styre på midtbanen.

Derudover har Deschamps været vidt omkring for at finde sit VM-hold. Hele 30 forskellige spillere var med i de ti kvalifikationskampe, og der var noget rysten på hånden. Blot Serbien og Island har således hentet færre point end Frankrig i VM-kvalifikationen, men alt dette er glemt denne aften i Fort Mahon-Plage.

Hos Belgien var der derimod ikke meget rysten på hånden i kvalifikationen. Efter blot fire kampe havde de en målscorer på 21-1. Trods dette har der været en smule ballade i den belgiske trup – som der plejer. Landsholdet har haft tradition for at være opdelt i en flamsk og en fransktalende gruppe, hvilket også har været tilfældet i denne slutrunde.

Derudover har holdet ualmindelig mange store stjerner, der alle ønsker at lyse, og det har ikke altid været let, som da Eden Hazard i en tidligere kvalifikation efter en tidlig udskiftning forlod stadion for at sætte sig i sin bil og spise en burger, imens holdkammeraterne stadigvæk spillede. Men Hazard er omvendt også blot en af ualmindeligt mange gigantiske talenter for tiden – jah… næsten en gylden generation.

Til VM2018 blev de dog ikke forgyldt, hvilket næsten også ville være naturstridigt for landet med blot 11 millioner indbyggere, men at det skulle være Frankrig, der skulle sætte en stopper for dette er næsten ubærlig for de belgiske fans i Nordfrankrig.

For lige siden den franske revolution har nabolandene flere gange været i krig, og Frankrig har flere gange været fortaler for, at Belgien skulle deles imellem Holland og Frankrig. Det er ikke sket, og derfor var fodboldkampen ikke blot en kamp om en VM-finalebillet, men meget mere. Det tænkte de fire drenge på hovedgaden dog ikke på – de konstaterede blot en ting: ON EST EN FINAL!

Læs hele artiklen
Fra sort til hvid - for de rød/sorte
Fremtiden ser lys ud for AC Milan – eller gør den? Indkast.dk rejste til modebyen for at finde svaret…
”I Fantastici 4 – Il Nuovo Milan”…

Sådan var overskriften i den italienske sportsavis - Corriere delle Sport – op til AC Milans hjemmekamp mod nedrykningstruede Hellas Verona. Overskriften henviser til, at AC Milan med kvarten Giacomo Bonaventura, Leonardo Bonucci, Franck Kessie og Hakan Calhanoulu havde fire forskellige og meget afgørende typer. Avisen døbte dem altmuligmanden, lederen, giganten og fantasten…

Min rejsefælde og jeg havde dog næsten ikke sat – eller rettere stillet - os på det stemningsfyldte Curva Sud, før de omkringstående havde gjort det klart, at Suso og især den blot 20-årige angriber Patrick Cutrone også har en stor betydning for dette Milan-hold. Sidstnævnte scorede kampens andet mål i hjemmeholdets 4-1-sejr, og den unge mand på min venstre side slog kontant fast om Cutrone: ”Han er Milans fremtid”. Men hvordan ser denne fremtid egentlig ud?

Efter snart syv år med italienske mesterskaber til Juventus begyndte AC Milan at røre på sig sidste forår. Den nye kinesiske ejer Li Youghong blev fotograferet ved klubovertagelsen sammen med den aldrende klubejer Silvio Berlusconi – men siden overtagelsen har der været alt for meget kaos.

Hurtigt efter overtagelsen placerede den italienske presse skår i glæden i forhold til den nye kinesiske ejer Li Youghong, der overtog klubben, efter kontroversielle Silvio Berlusconi havde været klubejer i mere end tre årtier.


Hvem skal eje AC Milan?
Midt i overdragelsen sagde AC Milan-eksperten Alberto Costa direkte på italiensk tv, at han havde stor tvivl omkring den forestående klubovertagelse. Han mente simpelthen ikke, at den kinesiske rigmand havde nok ressourcer til at rette Milano-holdet op igen.

Senere kom det frem, at det ikke var Youghong, der skulle overtage klubben, men derimod investeringsselskabet Sino-Europe Sports Investment fra Hong Kong. De skulle betale for overtagelsen, men herefter fulgte en masse kaos, som vist passer meget godt på Berlusconi.

For pludselig skulle den kinesiske regering også være en del af den noget sammensatte investorkreds, og midt i dette meldte Li Youghong ud, at for at overtage AC Milan ville det koste omkring de syv milliarder kroner – blandt andet for at betale klubbens store gæld.

Kort tid inden overtagelsen måtte Youghong låne de godt tre milliarder kroner hos det amerikanske firma – Elliott Management. Dette lån skulle ifølge kilder til Reuters have en gastronomisk rente på 11,5 %. Risikoen ved dette skal man nok ikke undervurdere, og der findes mange skrækeksempler på kinesere, der ejer fodboldklubber i Europa. Hos Aston Villa gik det ikke som forventet med Tony Xia fra Recon Group, og klubben står næsten i ”l…” til halsen, mens det også er tvivlsomt, hvordan det ender med Zhang Jindong, der ejer næsten 70 % af AC Milans rivaler fra Inter. For i hjemlandet Kina har regeringen iværksat en opstamning for disse gigantiske summer, som bliver placeret langt fra Beijing, og det skulle være grunden til, at Li Yonghong pludselig blev nødt til at optage flere højrisiko lån forskellige steder i verden – og dette kan ende med at få enorm betydning for AC Milans fremtid.


Ligner ikke en bestyrelse - for en fodboldklub
For at en investering som denne skulle blive rentabel, forventer flere eksperter, at investorerne i AC Milan også vil investere i andre ting i den italienske modeby - som ejendomme og en masse nye butikker. Udvælgelsen til bestyrelsen indikerer også dette. Kun et medlem havde en fortid fra fodboldens verden - nemlig Marco Fassone. Forretningsmanden Bo Lu kommer fra en kapitalfond og Xu Renshuo er tidligere entreprenør, mens der – udover Fassone - er kommet tre italiener med. Marco Patuano kommer fra et italiensk teleselskab, Roberto Cappelli er advokat og Paolo Scaroni har været hos et oliefirma.

Samlet set er det forretningsfolk, som har gigantisk mange penge, men dem kan der også blive brug for, hvis AC Milan skal tilbage til den europæisk top, men vil bestyrelsesmedlemmerne også investere i klubben?

AC Milan spiller en massiv rolle i italiensk fodbold og er også en del af den nationale stolthed, men denne kan godt lide et knæk. For opfattelsen og historien om Milans nye ejer har en skyggeside. Som Donald Trump tidligere har sagt, så findes der ”alternative facts”, og det kan også blive tilfældet ved denne overtagelse – for hvem kommer egentlig til at eje klubben og hvad er deres intention? I forbindelse med klubovertagelsen sagde Berlusconi:

- Denne overdragelse sker både med smerte og store følelser, men samtidigt også med den anerkendelse, at en familie ikke længere kan drive en fodboldklub, da der skal langt større kræfter til.

Det er nu snart syv år siden, at Milano-holdet sidst har vundet det italienske mesterskab, men kan de fortsætter med at opruste truppen efter de har fået styr på økonomien – kan de komme til at true usårlige Juventus. I sidste regnskabsår skulle AC Milan have haft et underskud på 800 millioner kroner, så der venter en stor opgave – både på og udenfor San Siro - og meget er fortsat italiensk kaos.


Verdens ældste erhverv og Serie B
På stadion var der også italiensk kaos, men også en underlig stemning af usikkerhed på fremtiden – for dette nye hold som skal præstere nu. Opbakningen fejlede dog ikke noget for de næsten 50.000 tilskuere til kampen. De sendte klare hilsner til Inter-fansene med håb om en god fremtid for deres mødre indenfor verdens ældste erhverv og Hellas Verona fik også en humorrisk hilsen med på vejen med held og lykke i næste sæson, nu hvor de skal spille om lørdagen. I Italien er der en tradition for, at de fleste Serie B-kampe spilles om lørdagen, mens Serie A primært spilles om søndagen.

Tjeneren Giulio Cupello på det gode spisested Parma & co., som ligger imellem vores hotel Ritter og den kendte restaurantsgade Via Fiori Chiari, holder netop med Inter. Her spiste vi fantastisk mad dagen inden kampen, og hurtigt faldt jeg i snak med den jurastuderende Giulio, som viste sig at have en unik fodboldindsigt. Han forstod dog ikke, hvorfor jeg ikke hellere ville se søndagens kamp, hvor Inter endte med at slå Udinese med 4-0. Han blev dog helt flakkende i øjnene, da snakken faldt på sæsonens sidste kamp mellem Inter og Lazio. En kamp som meget vel kan ende med en direkte duel om Champions League-pladsen til næste sæson. Den kamp skal Inter vinde for at hævne samme opgør fra 2001/02, hvor Lazio – også i sidste spillerunde – tog mesterskabet fra Inter ved at vinde 4-2. Resultatet betyd, at Inter i stedet sluttede på tredjepladsen og dermed ikke på en Champions League-givende position.


Kan uprøvede Gattuso sende AC Milan i Champions League?
I forhold til det sportslige på San Siro var der også et kæmpe skridt imellem Hellas Verona og AC Milan. Hjemmeholdet så faktisk ganske harmoniske ud, men sådan startede sæsonen ikke. Sommerens indkøb på omkring 1,5 milliard kroner kunne træner Vincenzo Montella ikke udnytte, og i november blev han fyret. I stedet blev Gennaro Gattuso ansat efter en meget blandet trænerkarriere. I slutningen af den aktive karriere var han spillende assistent-træner i schweiziske FC Sion, inden han blev fyret i Maurizio Zamparinis galehus på Sicilien. Herefter opsagde han kontrakten med Kreta-klubben OFI efter økonomiske problemer – ligesom i Pisa.

Så Gattuso var en lottokupon i AC Milan, og den udløste ikke nogen gevinst til at starte med. Oprykkerne Benevento fik i Gattusos debutkamp som Milan-træner deres første Serie A-point, men siden er det gået helt anderledes – og i kampen mod Hellas Verona kunne man næsten fornemme, hvad Gattuso har bidraget med. Flere gange i løbet af kampen kom en spiller på sidelinjen for at klappe den meget medlevende træner i hænderne. Gattuso ligner som træner den gigantiske fighter, som han var som spiller. Han spillede hele 467 officielle kampe for Milano-klubben – alle med et gigantisk klubhjerte for klubben fra 1899. ”Vinderen” Gattuso har ifølge Tipsbladet sagt:

- Det er nyttesløst fortsat at tale om Gattuso som spiller. Ånden og attituden til aldrig at give op er blevet hos mig. Jeg vil aldrig tabe; end ikke når jeg spiller bordfodbold mod min søn. Den er der altid. Men jeg har taget en uddannelse for at blive træner, og de forærede mig ikke min licens. Man kan ikke kun forberede sig på kampe kun med hjerte og vilje. Man skal også arbejde på den fysiske form og den tekniske og taktiske forberedelse.

Vildskaben og vindermentaliteten er også blevet indplantet på det nuværende AC Milan-hold. For i næsten 80 dage tabte de ikke – inden Arsenal mødte dem i Europa League. Den gode periode sendte Milan op imod de europæiske pladser, og dermed var Gattuso lykkedes med det, som andre tidligere spillere fra AC Milan – som Clarence Seedorf eller Filippo Inzaghi – ikke var lykkedes med. Nemlig at få succes som både spiller og træner i klubben. Måske fordi Gattuso havde indført den tiltalende spillestil med masse af hjerte – men måske også fordi, at han er et helt specielt menneske.

Tidligere på året kom det frem, at Gattuso som Milan-spiller inden en vigtig Champions League-kamp mod Manchester United spiste en snegl, fordi holdkammeraterne ikke troede på, at ”Rino” turde. Sammenlagt fik han 15.000 euro for at gøre det, og han gav straks pengene til holdets fire fysiske trænere. Derudover har Andrea Pirlo i selvbiografien ”Penso quindi gioco” om Gattuso skrevet:

- Han er ikke bogstavernes mand, en dygtig orator eller medlem af Accademia della Crusca [en forening der søger at bevare det italienske sprog, red.].

Men han beskriver også, hvordan han og Daniele De Rossi tømte en skumslukker ud over Gattuso i forbindelse med en VM-kvalifikationskamp til VM 2010, hvor Gattuso ikke var taget med holdkammeraterne i byen. Samlet set har Pirlo dog stor respekt for Gattuso, og han har endvidere skrevet:

- Man har brug for støtter som ham i et omklædningsrum. Kroppe bliver ældre, men karisma ældes ikke. Man løber mindre, men ens personlighed betyder mere. ”Rinos” ord var lov i Milan, og alle nye spillere var klar over, at hvis de lavede en fejl, var det første, de skulle gøre, at forklare sig til ham. Alene at have den viden reducerede drastisk mulighederne for, at folk fuckede op. Sådan var det dengang, hvilket står meget godt i tråd med dette citat fra træneren Gattuso:

- Mit arbejde er at være spillernes mareridt frem til slutningen af sæsonen. Jeg forventede ingenting, da jeg ankom, jeg vidste bare, at jeg havde fået udleveret en varm kartoffel. Jeg kan lide at lide. Jeg nyder ikke ting, der er for nemme, så jeg valgte Milan, fordi det er mit hjem. Jeg bar denne trøje i 14 år; den er en del af mig. At arbejde her er vidunderligt, og vi må se, hvordan det ender, skulle Gattuso have sagt ifølge Tipsbladet.

På San Siro bliver klubbens gamle legender – som Gattuso – hyldet, og de fleste af fansenes trøjer har et ”10-tal” på ryggen. Et nummer som Andrea Pirlo blandt andet har spillet med siden årstusindeskiftet sammen med store fodboldnavne som Rui Costa, Clarence Seedorf, Rivaldo, Kaká og Ronaldinho.

Nutidens 10'er er Hakan Calhanoglu, som er en del af ”I Fantastici 4 – Il Nuovo Milan” – altså det nye Milan. Den økonomiske situation i klubben gør dog, at det kan være svært at vurdere om fremtiden er sort eller hvid for den rød/sorte del af smukke Milano.


Indkast.dk's tur til Milano blev sponsoreret af Travelsense

Vil du i øvrigt gerne skrives op til AC Milans kampe næste sæson, så kan man gøre det her
Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Kylian Mbappé – den næste Pelé?
Knægten er smuttet fra forstadsbyen Bondy til verdens største fodboldscene og er nu blevet guldbelagt af de mange penge fra Qatar…
For tre somre siden ønskede Kylian Mbappés mor, at han skulle færdiggøre sin eksamen, da hun ville være sikker på, at knægten ikke stoppede sin skoleudvikling. 24 måneder senere underskrev den franske angriber en kontrakt med PSG, som gør, at han næppe behøver at lave noget arbejdsmæssigt eller uddannelsesmæssigt, som han ikke har lyst til – resten af livet.

Dette blev efterfulgt af VM2018, hvor fodboldkometen lyste helt op, og Mbappé blev den kun anden teenager i VM-historien, der scorede i en finale - den første var Pelé… i 1958.
Mbappé var ikke engang født, da Frankrig vandt deres VM-guld i 1998, men alligevel udviste han masser af overskud, som da han gav ”high five” til en af baneløberne fra ”Pussy Riot”, der ville gøre opmærksom på Vladimir Putins politiske uretfærdigheder i Rusland, og da Mbappé senere i kampen scorede, lukkede han samtidig alt håbet fra de ellers så comeback-stærke kroater. Dermed kunne Mbappé kysse den 6,1 kilo tunge VM-pokal, som et bevis på den store fodboldbedrift for den unge franskmand, og kort efter finalen blev han kåret til VM-turneringens bedste unge spiller.

De mange millioner
Bekymringen fra Kylians mor – Fayze, der faktisk var en ganske solid håndboldspiller – er nok forsvundet i forhold til knægtens fremtid. Han er sikret økonomisk, da den 19-årige er blevet forgyldt af de ualmindelig mange millioner, som Qatar Sports Investments har smidt ind i den franske hovedstadsklub PSG. ”Verdens dyreste teenager” har indtil videre vist sig at være alle pengene værd, for selvom gennembruddet for Mbappé er gået uhørt hurtigt, har han slået til.

For efter blot at have spillet på ”det højeste niveau” i seks måneder blev han én af de mest hypede angribere i verden efter en tid i Monaco, som har været drømmeagtig. Fornyelig blev Mbappé spurgt om, hvilke europæiske storklubber der havde forsøgt at lokke ham, og han svarede knastørt: ”Dem alle… ”.

At det så netop blev PSG, er måske ikke så underligt, da de har det største økonomiske råderum. Derudover er knægten også født og opvokset i Paris, og hans far er en stor PSG-fan. Så selvom Mbappé gerne ville udvikle sig under Arsenals daværende franske manager - Arsène Wenger - som han også holdt møder med, så er det ikke så underligt, at han havnede i PSG. Klubben måtte godt nok bøje de såkaldte UEFAs Financial Fair Play-regler og starte med at leje angrebskometen, inden de i denne sommer kunne købe ham.

Mbappé vendte tilbage til Paris efter en opvækst i den nordlige forstadsby Bondy. Hans forældre kom dertil fra Cameroun, og faderen er stadigvæk træner i den klub, hvor sønnen startede sin fodboldkarriere som seksårig. Superstjernen besøger stadigvæk ofte barndomsklubben, hvor han faktisk er prototypen på deres klub-slogan ”Hos os er alt muligt!”.


Slog Thierry Henrys rekorder
Byernes by – Paris - er gigantisk, men på trods af dette er der blot en stor fodboldklub, og dermed holder alle i forstadsbyerne, herunder Bondy, med ”Byens hold”. Men det betyder ikke, at Mbappé ikke har været interesseret i andre klubber. Som 11-årig var han til prøvetræning i Chelsea, og ved den lejlighed fik han et specielt forhold til klubben, som han fik en trøje med hjem fra. På ryggen var et 10-tal samt skriften ”Kylian”, efter han havde brugt den i en træningskamp for deres U12-hold. Han udgjorde angrebet med Abraham, som Chelsea tidligere har udlånt til Swansea, og bag ved dem spillede franskmanden Jeremie Boga, som stadigvæk er i London-klubben.

Efter kampen mødtes han med flere af førsteholdsspillerne – som Didier Drogba og Florent Malouda – hvilket frembragte et ønske om en gang at spille for Chelsea, men kort tid herefter stod klubberne nærmest i kø for at sikre sig det unikke talent.

Kylian mødtes også med det store idol og den daværende Real Madrid-træner Zinedine Zidane, men de blev afvist ligesom klubber som Manchester United, Bayern München og Liverpool. På det tidspunkt var han blot 15 år. I stedet tog han to år på det anerkendte fodboldakademi Clairefontaine og valgte efterfølgende at spille for Monaco.

I december 2015 – hvor han var 16 år og 347 dage - blev Mbappé den yngste førsteholdsspiller i Monaco nogensinde, da han slog Thierry Henrys rekord. Få uger senere blev han også den yngste målscorer i klubbens historie – igen ved at slå Henrys rekord. Kort tid efter kom Arsenal også ind i jagten på stortalentet, hvilket fik klublegenden Henry til at skrive følgende på Twitter:

- Jeg ville gøre meget kriminelt for at få Kylian Mbappé til at spille i Arsenal…

Mbappé blev dog lidt længere i Monaco, som han højst overraskende var med til at gøre til franske mestre foran storfavoritterne fra netop PSG, men fyrstedømmet kom også i samme sæson i Champions League-semifinalen. I den store turnering lavede Mbappé masser af mål og blev samtidig med dette udtaget til det franske landshold, hvor der er så mange dygtige angribere. Derudover væltede superlativerne ned over Mbappé, der blandt andet blev sammenlignet med selveste Pelé. Denne sammenligning blev ikke mindre efter VM-finalen i 2018. Noget af en omvæltning for knægten… så hans far trak ham til side og sagde til den velovervejede unge mand.

- Husk dine rødder!

Hvortil Mbappé skulle have svaret:

- Jeg ved, hvor jeg kommer fra, men jeg ved også, hvor jeg vil hen…

Læs hele artiklen
Rodrygo - fundet på gaden
Indkast.dk tager et kig på den kommende Real Madrid-kantspiller Rodrygo Góes, som har taget Brasilien med storm.
Rodrygo er en fremtidens spiller, som kan utrolig mange ting trods sin unge alder. Det eneste, brasilianeren mangler ifølge mange eksperter og fans i Brasilien, er fysisk styrke. Noget, som Rodrygo også kom ind på, da han blev den yngste spiller nogensinde til at score i Copa Libertadores (17 år, 2 måneder og 6 dage, red.) tilbage i marts 2018:

- Jeg prøvede at løbe så hurtigt så muligt, for jeg ved, de er stærkere, end jeg er, så jo hurtigere, jeg løb, jo sværere var det for dem at følge med.

Det var et mål, hvor Rodrygo modtog bolden på midten af banen og med sin høje fart med bolden ved fødderne løb fra to Nacional-spillere, inden han alene igennem med sit kolde venstreben sparkede bolden under den fremstormende keeper.

Men ser man bort fra den 17-årige kantspillers måske eneste svaghed, er listen over kvaliteter noget nær endeløs:

Han har et godt drev med bolden og en god føling med den. Han er lynhurtig. Med og uden bold. Han tager initiativ og er villig til at gå ned i banen for at samle bolden op og sætte spillet i gang med en pasning eller dribling.

Han tager også gerne dybdeløb for sine medspillere på fløjen startende fra siden, men også fra centrale positioner, så han kan modtage bolden i bevægelse.

Han slår gode indlæg. Han får det til at se nemt ud at sætte en mand af. Han har et vist overskud i sine driblinger og bevægelser og lader sig ikke kue af, at han ikke lykkes én eller to gange med sine driblinger. Han er akrobatisk og kan lave en tæmning og dribling i stort set én og samme bevægelse.

Modstanderholdene i den brasilianske Serie A er allerede begyndt at frygte ham, siden mange brasilianske hold vælger at have to mand omkring ham, når han har bolden. Mange modstanderhold er allerede begyndt at begå grove frispark på ham, hvilket meget fint indikerer, hvilket niveau Rodrygo er på.

Rodrygo har en unik balance, som fint kommer til udtryk, når han prøver at lave en stepover, mens han er i løb, og han bare står helt snorlige, som om det er den mest normale bevægelse i verden. Hvor de fleste andre ville vælte, bliver Rodrygo stående og ligner et solidt dansk bøgetræ, der er urokkeligt.

Han er ikke lige så god med sit venstreben, som han er med sit højre, men han kan godt bruge sit venstreben. Både til afslutninger og driblinger.

Rodrygo kan modtage bolden med en spiller i ryggen, tæmme den lynhurtigt og så endnu hurtigere prikke bolden forbi sin modspiller og så - med sin fart - glide let forbi modspilleren.

Rodrygo er en teknisk begavet spiller, som let kan tæmme en diagonalbold i høj fart, som var det ingenting.

Men historien om den kommende Real Madrid-spiller starter ikke i Santos. Den starter på gaden i Osasco, der ligger 20 kilometer vest for Sao Paulo.

Rodrygo spiller fodbold på gaden = stor fremtid

Futsal-træner for Osasco André Luis Alves da Silva var blæst halvt bagover, da han første gang så Rodrygo spille golzinho, der er en brasiliansk form for gadefodbold med små mål og uden målmænd. Rodrygo var seks år gammel, men spillede med spillere, der var 9-11 år gamle.

Og futsal-træneren husker særligt to ting fra dengang, han så Rodrygo spille:

- Først husker jeg, hvor lille han var i forhold til de andre drenge, og dernæst husker jeg, hvor god boldkontrol han havde, siger futsal-træneren til Globo Esporte.

Da træneren så Rodrygo, handlede han prompte: Han overbeviste Rodrygos forældre om at starte til futsal i Osasco, hvor han på ny skulle spille med spillere, der var ældre end ham. Som 6-årig spillede han med meget ældre spillere end ham selv. Nøjagtig som i dag i Santos.

Rodrygo gjorde det svært for André Luis Alves da Silva at træne den 6-årige dreng, fordi han aldrig spillede bolden. Men det var der en god grund til.

- I nogle kampe driblede han tre eller fire spillere. Der var ingen grund til, at jeg bad ham om at spille bolden, for når han så scorede, kiggede han på mig og sagde: "Du beder mig om at spille bolden, men jeg løser kampen for dig." Jeg kunne ikke rigtigt gøre noget, siger Silva.

Rodrygos talent blev for stort til futsal-holdet, og han skiftede til Santos. Igen viste Rodrygo, at han var lidt for god til sine jævnaldrende, da han aldrig nåede at spille på junior-niveau: Han røg direkte op på førsteholdet. Og resten er historie.

Rodrygos opvækst og personlighed

Rodrygo har nogle støttende forældre, som tror på ham og hans fodboldpotentiale. Rodrygos far, Erick Góes, var selv professionel fodboldspiller og spillede blandt andre for Ceará og andre mindre mandskaber i Brasilien. Han fortsatte sin karriere, da hans søn blev født, men valgte at indstille den og tage hånd om sin søns karriere.

Rodrygo kunne meget nemt have mistet jordforbindelsen, men det har han endnu ikke gjort. I interviews fremstår Rodrygo ydmyg og lidt sky, men han har det godt socialt i skolen og med holdkammeraterne.

Han går stadig på gymnasiet, hvor han er på et aftenhold. I den føromtalte kamp mod Nacional missede han skole, da kampene i Libertadores spilles om aftenen, hvilket fik ham til at skrive følgende på Twitter efter opgøret, hvor han scorede:

- Undskyld, lærere, men jeg missede skolen af gode grunde. :D

I skolen siger hans gymnasiekammerater, at det føles normalt at have ham, og de tænker ikke over, at han er stort fodboldtalent. De roser ham for hans evner i skolen. Rodrygo går i samme klasse som sin jævnaldrende holdkammerat Yuri Alberto, som har fået kampe på Santos' førstehold, men ikke er en registreret del af førsteholdstruppen.

Presset og forbilledet

Rodrygo skrev allerede som 11-årig under på en sponsorkontrakt med Nike. Til sammenligning var Neymar 13 år, da han skrev under med Nike første gang. Og netop Neymar er Rodrygos forbillede. Neymar, som også tidligere har spillet for Santos.

Sammenligningerne med Neymar har der været mange af, men dem har Rodrygo viftet bort.

- Mange taler om, at jeg er den nye Neymar, men jeg fortsætter med at spille mit spil og arbejder på samme måde som før, og så tror jeg, jeg nok skal havne på det niveau, når jeg er klar til det.

Det store pres og de mange sammenligninger har fået Rodrygos agent Nick Arcuri til at udtale, at det for hans klient er vigtigt, at han har det sjovt.

- Han har potentialet til at blive verdensklasse og starte inde på et stort hold i Europa. Men vi er enige om, at det for Rodrygo handler om at have det sjovt og udvikle sig naturligt. Han skal nyde at spille fodbold, og så kommer alt det andet helt naturligt.

Hans erklærede mål er at blive verdens bedste fodboldspiller, hvilket familien sagde, da han var 12 år gammel i et interview til Spor TV. Fem år senere sagde Rodrygo, at han da meget gerne ville blive verdens bedste spiller, men først handlede det om at etablere sig på den professionelle scene.

Skiftet til Real Madrid

Både Barcelona og Real Madrid ville have Rodrygo. Faktisk var det "Blaugrana", der havde det første bud accepteret på brasilianeren, men Real overbød catalanerne. Den 15. juni blev Rodrygos skifte til Real Madrid officielt. Rodrygo skifter til "Los blancos" næste sommer.

Rodrygo skiftede den 15. juni til Real Madrid for omkring 335 millioner kroner. Talentet skifter dog først til Real Madrid næste sommer i en aftale, der på mange måder minder om den, landsmanden Vinicius Junior skrev under på.

Selv siger Rodrygo, at han ikke tænker særlig meget på Real Madrid:

- Jeg er meget glad for, at jeg skal spille for Real Madrid, men jeg er fokuseret på Santos og tænker ikke så meget på Real Madrid, hvor jeg først skal spille om et år. Jeg kan begynde at tænke på Real til den tid, men lige nu fokuserer jeg på Santos, siger Rodrygo ifølge AS.

Rodrygos træner Jair Ventura gør ikke sit for at fjerne presset fra kantspilleren, da han siger, at man altid forventer meget af den talentfulde kantspiller.

- Vi forventer altid af Rodrygo, at han gør noget magisk for os, har Ventura sagt ifølge AS.

Og når det kommer til, hvad man forventer om Rodrygos karriere, er træneren ikke i tvivl:

- Vi regner med, at han bliver en stor stjerne en dag.
Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
VM 2018 - sådan vil Indkast.dk huske det
Sådan vil redaktionen på Indkast.dk huske sommerens fest i Rusland.
- Batshuayi, der skyder sig selv i hovedet via stolpen ved fejring af mål.

- Få europæiske tilskuere, men masser fra andre verdensdele.

- Mange mål efter standardsituationer.

- Jesse Lingards flotte mål imod Panama.

- Putin fik opbygget en storartet turnering.

- Frankrigs unge vinderhold.

- At Danmark var involveret i VM's eneste 0-0-kamp.

- Manglende klasse for nogle af holdene… som Panama.

- At Belgien havde hele ti forskellige målscorere.

- At frygten for mange holigans i Rusland heldigvis ikke holdt stik.

- De mange straffespark.

- At fodboldtilstanden ikke er så skidt på det engelske landshold.

- England kun scorede tre af sine mål i åbent spil.

- NeymAV.

- At England endelig vandt en straffesparkskonkurrence.

- Raphael Varane… en meget undervurderet spiller.

- Brasiliens taktiske sejr over Belgien.

- VAR.. er kommet for at blive. TAK!

- Manuel Neuers episke dribletur imod Sydkorea.

- Mbappé scorede i VM-finalen, hvilket kun én teenager har gjort før… Pelé.

- At Frankrig scorede 11 af deres 14 mål i knockoutfasen - imponerende!

- Fire europæiske hold i semifinalerne, selvom Holland og Italien ikke deltog samt tidlig exit til Spanien og Tyskland.

- De mange selvmål. Mario Mandžukić scorede det første nogensinde i en finale.

- Ekstrem høje klasse af Luka Modrić, der næsten egenhændigt spillede Kroatien i finalen.

- At det danske landshold ikke kun består af Christian Eriksen. Kasper Schmeichel var den målmand i hele turneringen med den højeste redningsprocent… på hele 89,5%.

- Hvorfor skulle Nicklas Bendtner ikke have taget Danmarks sidste straffespark i stedet for Nicolai Jørgensen.

- At Sverige skulle have haft Zlatan med til VM. Kun et enkelt af svenskernes fem mål blev scoret af en angriber.

- At Danmark var det eneste hold, som Frankrig ikke kunne vinde over på deres vej til VM-guldet.

- At Rusland ikke blev den kæmpe skuffelse, som ellers alle havde regnet med. Rusland var det lavest rangerede landshold til VM, men nåede alligevel frem til kvartfinalen.

- At Sverige kom i kvartfinalen ved VM og var det hold, der lukkede færrest mål ind målt på antal kampe.

- Tysklands… sammenbrud efter deres manglende evne til at score mål. Hele 72 afslutninger gav 2 mål.
Læs hele lederen
Der Untergang
Der er ”Löwfald” i Tyskland efter historisk ringe VM-slutrunde for de regerende mestre, der oplevede Germexit. For "How Löw can you go"...
I de kommende år vil der masser af gange blive vist tv-billeder af Manuel Neuers deroute langt oppe på sydkoreanernes banehalvdel, hvorefter den ellers så respekterede målmand mister bolden til de hurtige asiater – der både er hurtigere på benene med også i handling.

0-2 til Tyskland, og de var ude af VM2018 efter gruppespillet, hvilket den fodboldstolte nation aldrig tidligere har prøvet, men hvorfor gik det så galt? Indkast.dk har kradset lidt i det tyske sår…


Hvor er Lahm, Klose og Schweinsteiger?
Siden Tyskland kvalificerede sig til VM2018, har de spillet ti kampe, men har kun vundet to, og den ene af disse var den heldige sejr imod Sverige, hvor undertals tyskerne skulle langt ind i overtiden for at få sejrmålet af Toni Kroos. Den anden sejr var imod Saudi Arabien… Dette giver et krystalklart billede af et tysk landshold i dybt krise, men hvad er galt?

For tiden mangler Tyskland tre ting i forhold til VM-triumfen i 2014 – og det er Phillip Lahm, Mirolav Klose og Bastian Schweinsteiger. Det tyske hold har manglet Lahms lederskab og anførerens magiske evne til at gøre de andre på holdet bedre, men i den grad også Schweinsteiger, som på daværende tidspunkt var en af Europas bedste defensive midtbanespillere. Han kunne beskytte det tyske mål og samtidig lukke ned for modstandernes forsøg på kontraangreb på en midtbane, hvor de fleste af spillerne var offensivt indstillet. Derudover og måske det største afsavn… Mirolav Klose med de rekordmange VM-mål.

Den blot 22-årige Timo Werner har slet ikke kunne udfylde hullet efter Klose. Werner er talentfuld, men chancer og dermed målene er udeblevet. Ikke mindst fordi den offensive styrmand – Mesut Özil – har haft en af sine ”nedslåede” perioder. Denne er kommet, efter Özil har et helt vanvittigt behov for at blande sig i den tyrkiske valgkamp, og glem nu ikke, at den tyske landstræner Joachim Löw valgte ikke at udtage en af Premier Leagues bedste spillere - Leroy Sane – til slutrunden. Dette – og meget andet - vil landstræneren sikkert få hug for i de næste dage i den tyske presse. De var allerede nådesløse i timerne efter fiaskoen:


– Ude! Men vi havde heller ikke fortjent mere. Det her er den største skandale i den tyske VM- historie. Nederlaget til Sydkorea er en pinlig afslutning på et katastrofalt gruppespil. Det er et mareridt. Verdensmestrene fra 2014 er detroniserede efter bare tre kampe (Bild)

- Landsholdet skulle kun bruge et enkelt mål mod lille Sydkorea for at spille sig videre. I stedet skabte det den største tyske fiasko i VM- historien (Die Welt)

- Historisk! Tyskland har fejlet miserabelt ved VM i Rusland i sin mission om at forsvare titlen ved at ryge ud allerede i gruppespillet. (Kicker)

Fodboldlegenden Gary Lineker var ikke sen til at omskrive sit legendariske fodboldcitat til i stedet at lyde:

- Fodbold er et simpelt spil. 22 mand jagter en bold i 90 minutter, og til sidst er det ikke længere Tyskland som vinder. Nu er min version overladt til historien…

Den fremtidige historie er dog ikke kun negativ for tyskerne. Udover Sane findes der tyske talenter som Niklas Sule, Julian Brandt og Joshua Kimmich, der sammen med følgende spillere i slutningen af tyverne Mats Hummels, Jerome Boateng, Thomas Müller, Toni Kroos og Özil kan forme landsholdet i fremtiden, så den tyske kansler Angela Merkel ikke skal komme med negative reaktioner. Det gjorde hun efter den tyske fodboldderoute i Rusland, og kort tid efter drillede Nigel Farage – manden bag den engelske Brexit – ved at sige:

- Tyskland er ude af VM… Germexit.

Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon VM-abstinenser? Se alle 48 mål her Džeko: Mine bedste mål i CL Artikel ikon Teaser: FA Cup-finale Artikel ikon TV: Mulig straf efter grinagtigt ‘dive' Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Dansker på VM-flophold hos fransk avis Årets VM-hold Artikel ikon VM: Bayern repræsenteret ti gange i træk Artikel ikon Klubber med flest VM-spillere tilbage Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Top 10: Bedste 10'ere til VM Sommerens 10 dyreste teenagers Artikel ikon Top 10: Kontraktfrie spillere Artikel ikon Overblik: Store trænere uden klub Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Tre VM-spilforslag Spilforslag: VM-åbningskampen Artikel ikon Spilforslag fra LaLiga2 Artikel ikon Spilforslag: Danmark vinder luftkrigen Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Fodboldsvindleren - Stjerneangriberen Fuld Fart Frem - Jürgen Klopp Artikel ikon Anmeldelse: Fodboldholdet Artikel ikon Messi mod Ronaldo Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon De sidste ti VM-finaler VM: Bayern repræsenteret ti gange i træk Artikel ikon Overblik: Landsholdsstop efter VM 2018 Artikel ikon Stakkels Tyskland Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Medier: Roma accepterer Liverpool-bud Bild: Leipzig vil købe Lookman Artikel ikon Onsdagens engelske rygter Artikel ikon Avis: Kalinic til Atlético Madrid Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Kylian Mbappé
Vidste du om ... Lionel Messi Artikel ikon Vidste du om ... Cristiano Ronaldo Artikel ikon Vidste du om ... Joe Cole Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Englands VM i tal De endelige VM-statistikker Artikel ikon Top 10: Sommerens dyreste BL-handler Artikel ikon VM: Bayern repræsenteret ti gange i træk Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Vida: Jeg vil gerne sige undskyld Optakt: Frankrig - Kroatien Artikel ikon Optakt: Kroatien - England Artikel ikon Optakt: Frankrig - Belgien Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: VM-finalen Startopstillinger: Belgien - England Artikel ikon Startopstillinger: Kroatien - England Artikel ikon Startopstillinger: Frankrig – Belgien Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Debutant-scoring i sikker Brøndby-sejr Debutant-Delac bliver helt mod FCK Artikel ikon Kyniske franskmænd tog VM-guldet Artikel ikon Belgien sikrer sig bronze Artikel ikon Se flere