Anti-madridista

Af Torsten Brix

2014-05-22
Anti-madridista

Indkast.dk bringer op til Champions League-finalen et kapitel fra den anmelderroste "Vi er våbenbrødre" - det handler om "Slaget om Madrid".

- Du må aldrig bruge magt.

Mine forældre havde ikke ti bud i deres opdragelse af mig, men kun et enkelt. Det blev til gengæld gentaget i det uendelige. Når lynlåsen på min jakke sad fast. Når skoene ikke ville på. Når fryseren ikke ville åbne. Når VHS-maskinen ikke reagerede hurtigt nok i mine bestræbelser på at optage alle mål og højdepunkter fra de europæiske ligaer. Hver gang jeg kunne mærke vreden ulme. Det er grundstenen i min opdragelse, at råstyrke og kontroltab aldrig kan løse nogen problemer. Som udgangspunkt er det en helt og aldeles sympatisk måde at anskue verden på, og denne planet ville utvivlsomt være et bedre sted at bo, hvis alle mennesker delte den vision. Måske ville reparatører af hårde hvidevarer eller radio- og tv-mekanikere miste en del af deres omsætning. Men menneskeheden ville have taget et mileskridt mod forsoning og fred.

Da mine teenageår går på hæld, begynder jeg så småt at reflektere over problemet med den grundindstilling, som jeg voksede op med. Jeg konstaterer, at den ikke har nogen løsninger på hverken konkrete problemer, som rent faktisk fordrer brug af magt, eller på den mere abstrakte kendsgerning, at verden er fyldt med modsætninger. Og hvor der er modsætninger, kan der nemt blive brug for magt, både i passiv, verbal form, når man skal stå ved sig selv, og aktivt, hvis man er under fysisk angreb og skal forsvare sig selv.

Jeg har altid haft svært ved at blive vred på andre end mig selv og min nærmeste familie. I løbet af hele Folkeskolen måtte jeg navigere mig ud af ét eneste uvenskab, og det var med en af mine bedste venner, der meget sigende blev sur på mig, fordi han syntes, at jeg havde for mange venner. Den eneste, jeg nogensinde bad om at holde kæft, var Mette fra min egen klasse i syvende, og jeg kan undre mig over, at jeg ikke skred til den slags metoder noget oftere, for hun blev kort efter min bedste veninde og kom til at betyde uendeligt meget for mig i de år, hvor denne form for relation med en af Østjyllands smukkeste piger endnu ikke gjorde mig forvirret. Andre konflikter ignorerede jeg eller fik Dalgård til at ordne. Og i gymnasiet fik jeg charmeret mig uden om de fleste kontroverser med mit evigt aktive og udglattende snakke-tøj tilsat min uskadelige fremtoning: cremefarvet rullekrave samt „pæne sko“, lærredsbukser og strikcardigan, der selv på en tekstilmesse i Kaliningrad med aske som farvetema ville være blevet gabt af catwalken. Nå ja, og så sort attachémappe med kodelås til mine åbenbart uhyggeligt vigtige bøger og madpakke.

Nu, hvor min 20-års fødselsdag nærmer sig, slipper jeg ikke altid helt så billigt på vores stadig hyppigere drukture i Aarhus, hvor jeg flere gange sammen med resten af Galten-slæn- get forvilder mig ind i mere eller mindre uforskyldte lussinger, knytnæver og albuer uden så meget som at overveje at forsvare mig. De andre gutter slår måske lidt fra sig eller tager bestik af situationen, inden de konstaterer, at det ikke kan betale sig. Men for mig kommer tanken om at gå til modangreb end ikke i kredsløb om mit sind. Den suser videre som en komet ud i intetheden. Jeg kan ikke slå, for jeg kan ikke hade. Også selv om jeg trods alt efterhånden har indset, at en del elektroniske apparater faktisk fungerer bedre, når de har fået et dask eller to.

Der er gået et halvt år, siden Sine og jeg tog foreløbig afsked med Mario og Frente Atlético. Nu rejser vi tilbage til Madrid for at få vores ilddåb på sydtribunen mod Real Madrid. De seneste måneder har for mig været et træningsforløb, hvor min nyfundne spanske ven i hyppige og grundige brevudvekslinger har forsøgt at få mig til at hade lokalrivalen, som han omtaler som alt andet end Real Madrid: „svinene“, „de utro“, „de forkælede møgunger“. Jeg har forsøgt at forklare ham, at det i almindelighed ikke falder mig naturligt at hade, og i særdeleshed ikke en klub, der har Michael Laudrup på holdet.

„Som dansker er jeg stolt af Laudrup, og den eneste gang, jeg har været på Bernabéu, var en fed oplevelse. Deres ultras var seje og mindede faktisk en del om jer.“ Mario svarede:

„Jeg betragter Michael Laudrup som en gentleman, ligesom for eksempel Emilio Butragueño. Ham kunne vi heller aldrig finde på at synge imod. Men alt hernede handler om svinene, og det virker, som om pressens vigtigste opgave er at få det til at fremstå, som om der kun er ét hold i denne by. Tænk i øvrigt over, hvordan det kan være, at Frente Atlético er den eneste spanske gruppe, som ikke kæmper mod deres ultras af politiske årsager. Det er fordi hadet til deres arrogante og forkælede måde at være fans på er større end enhver politisk modsætning, der måtte være mellem os. Jeg kan godt forstå, at du ikke går op i det med at være antimadridista, for det præger jo ikke din hverdag. Men hvis du skulle udstå samme undertrykkelse som os, ville du blive det. Ya verás ...“ Det skal du nok få at se ...

Madrid og vores vært byder os velkommen med trykkende varme i april 1995 en uge inden derbiet. I dagene, der følger, tager han og hans venner os med på hyggelige roture på søen i Retiro-parken, og sammen griner og tumler vi os igennem utallige derbi-forpremierer på knastørre plæner med efterfølgende barbesøg til langt ud på natten. To af dem er ikke blot Real Madrid-tilhængere, men tilmed medlemmer af deres ultras-gruppe, Ultras Sur. I starten er de indbyrdes drillerier venskabelige, men som ugen skrider frem, bliver Mario mere vrissen og alvorlig, når de andre minder ham om Atléticos placering blandt nedrykningskandidaterne. Og de sidste dage er han alene, når vi mødes med ham ved statuen af bjørnen – Atléticos logo – på Puerta del Sol i hjertet af Madrid og Spanien.
Kampdagen oprinder. Real Madrid er på en suveræn førsteplads, seks point foran nærmeste mesterskabskonkurrent. Atlético Madrid er på en delt tredjesidsteplads, et øjebliksbillede af en langvarig klasseforskel mellem byens to førstehold.

Men på ét område er Atlético Madrid Spaniens bedste: deres opbakning. I det månedlige tilhængermagasin Super Hincha, som handler om alt, der rører sig blandt landets organiserede fodboldfans, har Frente Atlético ført ranglisten hele sæsonen. Det er den største ultras-gruppe, de laver de fedeste koreografier, synger højst, har det mest alsidige repertoire af slagsange, og de er bedre end nogen andre grupper lykkedes med at bryde spansk fodbolds tradition for ikke at følge holdet på udebane. Det er selv ikke Ultras Sur som sådan uenige i.

Derfor er det ikke en trykket stemning, vi finder ved Manzanares-flodens bredder, da vi ud på formiddagen stiger op fra metrostationen Pirámides, indsnuser øllebrødsduften fra Mahou-bryggeriet og slutter os til strømmen af Atlético-tilhængere på vej til en tidlig optaktsfest på barerne ved Estadio Vicente Calderón. „Donde acuden a millares los que gustan de un fútbol de emoción“, fortsætter klubhymnen fra vores besøg et halvt år forinden. „Hvor tusinder strømmer til for at nyde fodbold med følelser“... Og følelser er der mange af, ikke mindst hos to umiddelbart malplacerede danske gæster. Vi er spændte og stolte over at skulle være en del af Frente Atlético denne dag.

Vi mødes med Mario foran stadion og tager straks imod iskold fadøl serveret i hvide et-liters plastickrus. Omkring os broderes brudstykker af slagsange fra de forskellige barer og pladser sammen til et patchwork af passion, der lægger sig over bydelen som en usynlig territorial afmærkning. Men efter et par timer får vi at se, at Atléticos ultras er andet end fest og farver.

Hele eftermiddagen sørger politiet for at holde Real Madrids ultras inde på Plaza Mayor i midtbyen, ikke mindst for deres egen skyld. Ultras Sur har i årevis været en af de mest voldelige tilhængergrupper i Spanien, men de lider under kun at tolerere nationalister i deres geledder. Frente Atlético er derimod et sammenrend af alle hovedstadens Atlético-fanatikere, uanset politisk overbevisning. Til kampene kan man stadig se bannere med hagekors side om side med røde stjerner. På gruppens egenfabrikerede halstørklæder er der både motiver af indianere og skinheads. Da jeg for et par dage siden fik mit medlemskort i hånden var det som nummer 6.182. Det antal overstiger langt, hvad Ultras Sur kan mønstre. Og Mario har nemt ved at overbevise os om, at der ikke er noget at frygte.

„Bare rolig. Hvis de kommer, så forsvarer vi os og sender dem væk igen.“

Da vi får det at se i praksis, er det slet ikke, som vi har forestillet os.Forsiden på et af de fanzines, der cirkulerede blandt Atlético-tilhængerne op til kampen mod Real Madrid i foråret 1995. På baseball-køllen opfordres der til at smadre Real-tilhængere, en opfordring, som mange i Frente Atlético tog helt bogstaveligt, og som også konsekvent blev kommunikeret ud fra gruppens ledelse inden midt-halvfemsernes lokalopgør.

To teenagepiger kommer gående med Real Madrid-halstørklæder på det modsatte fortov. Som rødhvide blodlegemer på jagt efter bakterier samler en flok på otte-ti Atlético-ultras sig og slår ring omkring dem. Mario trækker os med. De to piger bliver skældt ud og spyttet på. Ingen af mændene rører dem, men i angrebsbataljonen befinder sig ud over min kæreste yderligere to piger, der nu begynder at overdænge de indtrængende medsøstre med slag og spark. En af Atlético-pigerne flår Real Madrid-halstørklæderne af dem og giver dem videre til Mario, der putter dem i sin taske. Herefter får de uvelkomne gæster lov til at gå med besked om at holde sig væk fra området.

Lidt senere vender de to Real-piger tilbage med mascaraen løbende ned ad kinderne sammen med et par betjente, der beder om at få udleveret halstørklæderne. Marios taske bliver gennemsøgt, men han har nået at aflevere dem bag bardisken på en af beværtningerne sammen med andre krigstrofæer, der senere skal brændes. Sine og jeg trækker os tilbage og snakker sammen. Vi bryder os ikke om det, vi har set. Jeg hiver Mario til side.

„Vi er altså ikke med på sådan noget dér.“

„Hvad mener du? De skal da ikke bare tro, at de kan komme vadende herind på vores område og vise deres farver frem. Det var da en ren provokation.“

„Fint nok, men to piger? Helt ærligt?“ „De var Madrid-tilhængere.“

„Og hvis der kommer flere?“

„Ya verás ...“

Som den gode vært, han er, finder Mario en løsning.

„Hør nu her, hvis I ikke bryder jer om det herude, kan jeg få jer ind på stadion allerede nu. Vores tifogruppe er ved at gøre klar til i aften, og jeg kan bare sige til vagterne, at I er med dem. Men I kommer til at gå glip af den fedeste stemning her udenfor. Det er op til jer?“

Sine og jeg kigger på hinanden. Vi er inden for de seneste måneder nået frem til det punkt i ethvert forhold med begyndende slagside, hvor hun med et simpelt blik giver sin mening til kende, og dermed vores, inden jeg når frem til min egen.

„Vi vil gerne ind på stadion,“ siger jeg fåret og véd med det samme, at det ikke gælder for mig selv. Mario nikker og følger os hen til den sydlige indgangsport. Han veksler et par ord med en kontrollør og vinker os videre ind på tribunen, hvor han præsenterer os for nogle af de fyre og piger, som er i gang med at forberede aftenens koreografi. Mens stemningen uden for murene stille og roligt har udviklet sig fra jovial til faretruende, minder dét her mere om at klippe og klistre i en børnehave. Godt nok er jeg ikke med på at overfalde piger. Men en spansk udgave af Jørgen Clevins legestue er heller ikke, hvad jeg er kommet for.

„Jeg finder jer senere,“ bekendtgør Mario og begiver sig tilbage mod udgangen.

I de følgende timer kan vi høre, hvordan sange og kampråb rekylerer frem og tilbage mellem murene udenfor, mens vi hjælper med at placere rødhvide flag og kartonstykker på sæderne. Jeg fortryder, at jeg ikke blev derude. Specielt da Reals ultras bliver eskorteret forbi, længes jeg efter at være en del af modtagelseskomitéen. Kanonslag brager, flasker knuses og de gensidige kollektive tilsvininger er øredøvende. Og her står jeg på et tomt stadion med et stykke karton og min kæreste i hånden.

Ultras Sur indtager med 1500 mand deres afsnit øverst oppe på nordtribunen og styrer i en halv times tid lydkulissen. De heiler og smider kanonslag efter de få tidlige tilskuere på naboafsnittene, håner vores patetiske hold („Patético Madrid“) og vender ryggen til os i foragt. I starten nyder jeg synet af deres bannere og koordinerede bevægelser, men efterhånden begynder jeg at føle mig provokeret. De har det så let. Deres klub skovler titler hjem og er på vej mod endnu en. Og uden for banen kan de selv ikke en dag som i dag røres, fordi poli- tiet så omhyggeligt har passet på dem hele dagen og anbragt dem i sikkerhed deroppe, så de omkostningsfrit kan stå og svine os til.

Heldigvis begynder Atléticos ultras nu at myldre ind, fulde og farverige. Snart giver trinene på Fondo Sur sig under tu- sindvis af hoppende menneskekroppe. Nu kan vi få vores had ud, om ikke andet gennem vores munde og megafoner.

Da vores nedrykningstruede mandskab stiger op på banen hele ti minutter før kampstart for at løbe en opildningsrunde på det udsolgte stadion, stiger decibelniveauet til højder, hvor jeg frygter for mine trommehinder. Men det er, som om mine sanser bliver opgraderet, som om de i øjeblikket kan kapere mange flere indtryk og i både højere opløsning og volumen end normalt. Og når jeg tager del i de slagsange, jeg har lært ved i ugens løb slavisk at gennemlytte det kassettebånd med lydoptagelser fra sydtribunen, som Mario har skaffet til mig, er det, som om min stemme – alene så jysk og skinger – bliver katapulteret hen over grønsværen af vinde fra Jupiters røde øje. „Quén no salte madridista es ... ES!“ skriger jeg hysterisk og føler, at mit råb vil få den modsatte tribune til at skride sammen under de latterlige Real-fans. Sine står lige ved siden af mig og råber også med, men ellers skænker jeg hende ikke en tanke.

Vores anstrengelser har ingen effekt på vores spillere. De brænder en enorm chance i kampens første minut lige nede foran os. Herefter tøjler de sejrsvante gæster opgøret som en doven krikke, der godt ved, hvor den skal hen, men næsten ikke orker turen. 2-0 vinder de.

Jeg ærgrer mig grænseløst bagefter. Igen og igen afspiller jeg for mit indre blik situationen i kampens første minut, hvor Roman Kosecki slap alene igennem uden at score. Det var så tæt på den perfekte start, den perfekte ekstase, det perfekte hysteri, i mit allerførste derbi. I stedet har jeg måttet nøjes med synet af Real-tilhængernes jubelscener, der mest af alt lød som latter.

„Sådan er det at være tilhænger af Atlético,“ siger Mario med et skævt smil, da vi snakker om det på en bar bagefter. „Det er så frustrerende. Og det er så nemt at holde med Real Madrid. Deres fans sidder lige nu og ser fjernsyn eller spiser som på enhver anden aften. De er ligeglade med at have slået os, for de vinder altid.

Tænk på, hvordan vi ville have badet i springvandene og festet hele natten, hvis vi havde vundet. De er vores komplette modsætning. Det er derfor, at vi mere end noget andet er antimadridistas.“

Jeg er begyndt at forstå, hvad han taler om.



Optakter
Mandag d. 20/11, kl. 19:00
AaB - Midtjylland
Magasin-artikler
Ikke mere PL - til storrygende advokat
Den kontroversielle Slaven Bilic er færdig i West Ham, og han vil blive savnet i Premier League – for der er ingen, der minder om det guitarspillede sprog-geni.
Doneil Henry, Lewis Page, Alex Pike, Kyle Knoyle, Modibo Maíga, Josh Cullen, Elliot Lee og Nofn Noln... dette var nogle af de forholdsvis ukendte spillere, som den netop fyrede West Ham-manager Slaven Bilic valgte at bringe i spil i Europa League-kampen imod rumænske Astra Giurglu - tilbage i 2015.

Ikke overraskende røg West Ham ud af Europa League, men den nyudråbte manager Bilic var iskold. Han ville prioritere Premier League, men nederlaget gjorde også, at Bilic-karrieren i West Ham startede under pres efter den europæiske deroute – allerede inden hans første kamp i Premier League. Nu er det slut, for efter en dramatisk start på karrieren og en flot 7. plads er Bilic 16 måneder senere fyret i Premier League-klubben, hvor han ellers havde været et hot navn.

Siden Bilic, som kroatisk landstræner i 2007 på Wembley, stod bag det engelske landsholds EM-skuffelse, har han været et hot navn i verdens hårdeste fodboldturnering. Inden ankomsten i West Ham var Bilic også vidt omkring, men fælles for det hele – så vandt han meget. Se blot denne historik med sejrsprocenter:

Hajduk Split (2001-02): 64,7%
Kroatisk U-21: 55,5%
Kroatien: 64,6%
Lokomotiv Moskva: 40,6%
Besiktas: 53,3%

Nu forlader han West Ham, efter han har præsteret følgende i de sidste sæsoner:

2015/16: 51 kampe - 43,1%
2016/17: 46 kampe – 32,6%
2017/18: 14 kampe – 35,7%

Efter successæsonen i 2015/16, hvor West Ham fik deres højeste placering siden 2002, ”røg” den storrygende Bilic – på porten.

Bilic blev inden skiftet sat i forbindelse med andre klubber som Sunderland, Everton og QPR efter den famøse aften for ca. ti år siden, men det endte med at blive West Ham, og dermed var det Bilic, der fik den store opgave om at få ”The Hammers” til at falde til på det olympiske stadion, da sæsonen 2016-17 startede, men det gik slet ikke.

For London Stadium endte med at blive den største brik i fyringen af Bilic. 24 hjemmekampe blev det til, med flere nederlag end sejre og en samlet minus-score på 26-41. Det så ikke godt ud for den meget specielle kroat.


44 smøger, advokat, sprog-geni og guitar
Bilic kunne ved ansættelsen ligne et sikkert valg for West Ham, men når man er kontroversiel, har historien vist, at det kan have den omvendte effekt, hvis resultaterne ikke flasker sig. Således er Bilic ikke bleg for at fremvise sit rockband, hvor han spiller guitar, eller stolt berette om, at han ryger 44 smøger om dagen, og den kulørte personlighed byder på meget mere. Bilic kan tale flere sprog og samtidigt med, at han var professionel fodboldspiller, læste han jura.

Så Bilic er en meget sammensat personlighed, og man skal ikke glemme, at West Ham op til ansættelsen af Bilic blev sat i forbindelse med trænere som Jürgen Klopp, Carlo Ancelotti, Unai Emery, Michael Laudrup, Marcelo Bielsa og David Moyes. Sidstnævnte ender med at blive hans afløser.

Eftermælet af Bilic i West Ham bliver blandet, men det er langt fra første gang, at han deler vandene, som da han som spiller rejste til New York – på en dagstur – for at høre Guns N' Roses eller i Everton, hvor han ikke brød sig om spillernes alkohol-indtag under manager Howard Kendall – jah… eller for hans rolle, da Laurent Blanc fik det røde kort i VM semi-finalen 1998. Den kroatiske forsvarsspiller filmede tydeligvis, og dermed kom den franske VM-anfører ikke til at spille i VM-finalen pga. den usympatiske handling af Bilic.

Vild historie… ligesom meget andet omkring Bilic, der i øvrigt næsten lige er blevet skilt, og sammen med en ny kvinde allerede har fået en seks måneder gammel datter – så der sker noget i Bilic' liv, og det gjorde der også i West Ham… Nu venter Moyes i West Ham. Kigger man nærmere på hans sejrprocenter i de sidste to klubber, hvor han har været, er det næsten latterligt:

Real Sociedad (2014/15): 42 kamp – 28,6%
Sunderland (2016/17: 43 kampe – 18,6%

Men Moyes kommer med masser af god erfaring fra tiden i Everton og Manchester United, og så er han en helt anden type end Bilic. Men hvem er ikke det?
Læs hele artiklen
Kan Mourinho ikke parkere bussen?
Få chancer og mål har givet dårlige resultater, når Jose Mourinho har mødt hård modstand – på udebane.
Swansea, West Ham, Everton og Crystal Palace har alle tabt med 4-0 til Manchester United i denne sæson, men siden langgaberen på Anfield er det gået ned af bakke for Jose Mourinhos mandskab – især i offensiven og på udebane.

Manchester United har ellers mange offensive spillere i truppen, og flere af disse startede sæsonen som lyn og torden. Kampprogrammet startede også moderat for Mourinhos tropper, men sidenhen har de mødt større modstand. I disse kampe har Manchester United haft et meget defensivt udtryk, og det har langt fra givet de ønskede resultater.

Men der er ikke noget nyt i, at Mourinho ikke gør det godt imod de andre tophold på udebane. Ikke siden januar 2015 har Mourinho vundet på fremmed græs over et andet Top 6-hold. De elleve kampe har givet seks nederlag og fem uafgjorte kampe. Se kampene her:

Chelsea
2015
Januar – Tottenham: 3-5
April – Arsenal: 0-0
August - Manchester City: 0-3
November – Tottenham: 0-0

Manchester United
2016
Oktober – Liverpool: 0-0
Oktober – Chelsea: 0-4

2017
April – Manchester City: 0-0
Maj – Arsenal: 0-2
Maj – Tottenham: 1-2
Oktober – Liverpool: 0-0
November – Chelsea: 0-1

Bemærk, at de fem uafgjorte kampe alle er sluttet målløse, og at Mourinhos mandskab blot har scoret i to af de elleve kampe.

I starten af december skal Manchester United en tur til London for at møde Arsenal. Måske stiller Mourinho forsigtigt op til den kamp, og gad vide, hvordan de angriber den efterfølgende kamp, når de skal op imod formstærke Manchester City.

I de to topkampe i denne sæson har den ellers så målfarlige Romelu Lukaku været meget isoleret i angrebet og er slet ikke blevet serviceret så meget af holdets midtbanespillere som tidligere – men er løsningen på trapperne?

Med de manglende udebanemål så holder Mourinho sikkert et ekstra godt øje med de skadede Paul Pogba og Zlatan Ibrahimović. Med deres tilbagekomst kan det også være, at Mourinhos taktik vil være lidt mere offensiv – selvom de sidste års taktik har vist noget andet, når Mourinho har ”parkeret bussen” i udekampene imod de andre Top 6-hold.

Læs hele artiklen
Se alle magasin-artikler her
Profiler
Christian Eriksen – beskedne stjerne
Den selvudslettende kunstner blev den helt store danske VM-helt i kvalifikationen, hvilket frembragte meget ros til knægten fra Middelfart.
Med tre mål blev Christian Eriksen den helt store årsag til, at Danmark kvalificerede sig til VM2018. Den 25-årige dansker skulle langt hen i landsholdskarrieren, før det helt store gennembrud kom nationalt og noget senere end på klubplan, men hvordan startede det hele?

Som helt ung spillede Eriksen fodbold i sin lokale klub i Middelfart på Fyn. Der skulle ikke gå mange år før han blev efterspurgt af både OB og FC Midtjylland, sådan som danske storklubber altid er på udkig efter spillere, der kan indbringe både sportslig og økonomisk succes. OB var de heldige vindere af Christian Eriksens talent.

Et talent der var med til at føre det der dengang hed ”1. års Drenge” i OB frem til det danske mesterskab, men her stoppede det så også for Christian Eriksens danske eventyr. Talentet var for stort og han kunne som 16-årig nærmest vælge og vrage på alle hylder af europæiske topklubber. Barcelona, Chelsea og AC Milan var blandt de største, der havde snøren ude efter ham, men han valgte Ajax. En klub med et renomme for en fantastisk talentudvikling. Med rette. AZ Alkmaar og Feyenoord blev afvist af Eriksen.

At Christian Eriksen var en efterspurgt herre på OBs træningsanlæg – Ådalen – var tydeligt. OB var i 2008 i besiddelse af den daværende topscorer i Superligaen – Baye Djiby Fall – da en fornem herre på besøg - Danny Blind - der på daværende tidspunkt var sportsdirektør i Ajax. Mange troede at Danny Blind skulle kigge på Djiby Fall, som afløser for den daværende Ajax-angriber - Luís Suárez. Det var slet ikke tilfældet. Han kiggede nemlig på Christian Eriksen, der allerede som 16-årig jævnligt trænede med i OBs førstehold. Danny Blind var ikke i tvivl. De ville gerne have Christian Eriksen. En million euro og Danmarks største talent siden Michael Laudrup var nu deres.


Kunne ikke lide engelsk fodbold
Inden turen gik til Ajax havde Aston Villa også snøren ude efter Christian Eriksen. Det var ren nonsens for Eriksen dengang. For som han sagde: ”Jeg kan ikke lide engelsk fodbold”. Teknisk fodbold har nemlig altid været Christian Eriksens element. Teknisk fodbold og Ajax har da også altid hængt sammen som hånd i handske. Udviklingen skulle nu tage fart – og han skulle som bekendt også komme til England.

Før var der dog en tid på Ajax' U19-hold, men ikke længe. Christian Eriksen skulle nemlig hurtig vise sig at brænde så meget igennem, at Ajax' daværende træner Martin Jol gav ham en tidlig debut på førsteholdet. Allerede i en alder af 17 år fik han sin debut for Ajax' førstehold i en udekamp mod NAC Breda og efterfølgende var Christian Eriksen limet til Amsterdam-holdets holdkort hver uge, hvor specielt Frank de Boer havde et specielt godt øje til Christian Eriksens kvaliteter. Frank de Boer var manden, der trænede Christian Eriksen på Ajax' ungdomshold og danskeren havde et unikt forhold til de Boer.

- Han var min ungdomstræner, og den største indflydelse på min karriere. Ham som virkelig satte mig i gang. Som barn var min favoritspiller Fransesco Totti, og da jeg voksede op var min rollemodel Michael Laudrup. Men Frank de Boer er den mand, som har forbedret mig mest som fodboldspiller, udtalte Christian Eriksen til World Soccer.

Christian Eriksen fik også en stor påvirkning på successen i Ajax, for det er blevet til tre hollandske mesterskaber og et pokalmesterskab på fem år i Ajax. I de første 158 kampe blev det til 30 mål og 62 assists. Udover det så bidrog han med et enormt løbepensum, på trods af at hans kvaliteter ligger i det offensive. Meritter som ikke gik ubemærket hen i det store fodbold-Europa.

- Jeg synes, at et skifte til Manchester City sidste år ville have været for tidligt for mig. Jeg havde det godt i Ajax, og har det stadig godt her. Jeg har ikke en klub, som jeg har kastet mit hjerte over, hvis jeg skal væk fra Ajax. Jeg er åben for hvad, der sker. Jeg tænker ikke på nogle bestemte lande, så som England, Spanien eller Tyskland. Jeg vil selvfølgelig gerne til en stor klub, som kæmper med om Champions League. Det vil selvfølgelig være det optimale, men jeg vil skifte dertil hvor jeg har lysten til at spille fodbold, sagde Christian Eriksen til World Soccer.


Salg af Bale åbnede for skiftet til London
I sommeren 2013 lavede Tottenham en rekordhandel, da Gareth Bale blev solgt til Real Madrid, og for de mange penge kom der syv nye spillere til Tottenham. Erik Lamela, Roberto Soldado, Paulinho, Etienne Capoue, Vlad Chriches, Nacer Chadli og… Christian Eriksen. De seks andre end danskeren må samlet set betegnes som en stor skuffelse, og havde det ikke været for Eriksen, havde det været tæt på en katastrofe.

Siden skiftet til London-klubben er Eriksen i store perioder blevet kritiseret for ikke at præstere godt nok på det danske landshold sammenlignet med spillet for Tottenham, og indtil afslutningen af VM-kvalifikationen 2018 kunne man slet ikke genkende Eriksens præstationer på landsholdet – sammenlignet med det høje niveau fra Premier League.

Dertil kan der være flere forklaringer, men et par stykker af dem kunne være, at den meget forsigtige Eriksen ikke fungerede særlig godt under landstræner Morten Olsen, der havde en meget “tysk” ledelsesstil og var alt andet end kammeratlig – som stilen virker til at være under den succesfulde Åge Hareide. Derudover har Eriksen utvivlsomt også levet godt af holdkammeraterne hos formstærke Tottenham. De har medvirket til hans succes, når de har foretaget de nødvendige løb for, at Eriksens spil kunne udfolde sig. Samtidig begyndte Eriksen på landsholdet at ligne Michael Laudrup mere og mere.

Begge havde holdkammerater på landsholdet, som ikke helt forstod deres spil og en landstræner, som de ikke fungerede godt sammen med. Alt dette skete, imens deres klubkarriere var på det højeste og meget succesbelagt. Daværende landstræner Morten Olsen sagde i 2014 om Christian Eriksens indsats efter kampen imod Portugal.

- Med de kampe han har spillet, skal han styre kampen, og det gør han ikke. Derfor må vi kritisere ham. Det må han leve med…

Men Olsens kritik gik sikkert lige i hjertet på den generte og til tider selvudslettende Eriksen. Præstationerne var dårligere for Eriksen under Morten Olsen, og hans første 50 landskampe var ikke gode, mens de næste 25 satte en helt anden standard.

Hareide var tiltrådt, og da Danmark i Irland kvalificerede sig til VM i Rusland, blev Christian Eriksen udråbt til ”Kong Christian”, og han var i den grad talismanen for Danmark i den præstation. Holdkammeraten Kasper Schmeichel og mange eksperter mente, at Eriksen havde verdensklasse, men den positive kritik tog hovedpersonen nok engang med sindsro.

- Det er op til andre, om de vil kalde mig for en verdensstjerne. Det har ikke noget med mig at gøre. Jeg kalder ikke mig selv en verdensstjerne. Jeg er stadig bare Christian fra Middelfart, selv om jeg har lavet tre mål mod Irland. Så er jeg den samme…

Så modsat mange af de andre verdensstjerner, som Christian Eriksen bliver sammenlignet med – så er han en beskeden verdensstjerne…
Læs hele artiklen
David Moyes – skotsk fighter skal rejses
Den nye West Ham-manager er på jagt efter oprejsning efter meget skuffende perioder hos Sunderland, Real Sociedad og Manchester United - hvor han blev en dårlig kopi af Sir Alex Ferguson.
- Mr. David Moyes is probably a fine example to everybody in government of stability and making the right decisions for the long term.

Sådan sagde den engelske sportsminister Andy Burnham om den skotske fodboldmanager David Moyes, da han påtog sig én af verdens sværeste manageropgaver – nemlig at afløse legenden Sir Alex Ferguson i Manchester United. Men at det netop skulle blive Moyes, var måske ikke så tilfældigt, som det først lød, da Manchester United kom med den officielle udmelding. For ønskede “De Røde Djævle” at finde en mand, som mindede om Sir Alex - så valgte de rigtigt.

Udover at begge managere er skotter, har de faktisk også en fælles baggrund, som har været med til at præge dem til de personer, som de er i dag. Her spiller den tidligere så ukendte fodboldklub – Drumchapel Amateurs – og navnet Douglas Smith en stor rolle.

Både Ferguson og Moyes har fået en del af deres opdragelse i klubben, og det har i den grad været med til at påvirke dem. Den fineste amatør-klub i Skotland har nemlig stolte traditioner, men også stor fokus på streng disciplin, som begge de skotske managere har udvist i gennem karrieren. Udover disciplinen har de også – hos Drumchapel – fået deres aggression, passion og vilje til sejr i de specielle opgivelser.

Moyes har blot taget nogle længere skridt end Ferguson for at finde sejrene, og der har faktisk til tider været flere nedture end opture. Efter udnævnelse som West Ham-manager er det nu tid til en succesoplevelse for Moyes efter meget dårlige perioder hos Sunderland og Real Sociedad – men hvordan ser det ud, hvis man går lidt længere tilbage i tiden?


Fattig barndom i Glasgow
David Moyes blev født i Bearsden, hvilket er én af de fattigste forstæder til Glasgow. Hans mor arbejdede i en tøjbutik og David senior tjente lidt i den lokale tømmerhandel. I disse Glasgow-gader var det utilgiveligt at ende op med at spille for rivalerne fra Celtic, men trods dette… endte Moyes op med netop at gøre det, da han som bare 17-årig fik en kontrakt med den skotske storklub.

Moyes spillede i Celtic indtil 1983, hvor han lavede et meget overraskende skifte til Cambridge United, og derefter fulgte der en forfærdelig tid. I de efterfølgende ni sæsoner oplevede Moyes at rykke ned hele fire gange, da han spillede for klubber som Bristol, Shrewsbury og Dumfermline.

Nedturen gav grobund til den person, som den iltre skotte er i dag, for allerede da han var i midten af tyverne, begyndte han at interessere sig for træningsmetoder. Dog ikke ud fra en ambition om at blive Premier League-manager, men mere bare for altid at blive bedre, har hans tidligere holdkammerat Ross Jack fortalt.

I Shrewsbury var han tæt på at blive ansat som assistent til den tidligere Manchester-spiller Mickey Thomas, men det endte i vasken, da Thomas ikke ønskede at være manager i klubben alligevel, og i stedet endte Moyes tilbage i Skotland, hvor han som 30-årig kom til Hamilton. I hjemlandet blev det til endnu en skuffelse, men så startede opturen, da han skiftede til Presten North End.

I 1995 var selveste David Beckham udlejet til Presten North End, og superstjernen har fortalt i sin biografi om mødet med Moyes:

- Moyes var sådan en spiller, der sprang ned i alle tacklinger. Han råbte hele tiden og fik alle sine holdkammerater til at ydre deres bedste for at vinde kampene. Alle kunne se, at David en dag ville blive manager.

Beckham tog som bekendt til Old Trafford – ligesom Moyes skulle gøre 18 år senere. Dette sker efter at forholdet mellem Presten North End, Moyes og Manchester United var startet meget tidligere. Da Eric Cantona fik en lang karantæne - for sit vanvittige spark på en Crystal Palace-fan – spillede United flere træningskampe imod Presten, for at franskmanden skulle holdes i form, og her fik Moyes flere gange ansvaret for Presten. Selvom der var tale om træningskampe i en afslappet stemning, stillede Moyes store krav til Presten-spillerne, og det var medvirkende til, at han senere blev manager i klubben. Dette blev starten til et samarbejde mellem Presten og Manchester United, som handlende mest om lejeaftaler og mange træningskampe.

I 1996 rykkede Presten op i 3. Division med Moyes som et stor aktiv på banen, men da klubben et par år senere gjorde den populære manager Gary Peters til chef for klubbens akademi, blev Moyes manager, selvom selveste Ian Rush også var i spil til jobbet. Moyes afværgede en truende nedrykning, og året efter var Presten i play-offs og to år efter rykkede de op.

Dette blev bemærket hos større klubber som Nottingham Forrest og Sheffield Wednesday, men dette ønskede Moyes ikke. Han blev i Presten, også da Sir Alex Ferguson ønskede ham som assistent, da Brian Kidd rejste til Blackburn. I 2001 var Presten rykket helt op i toppen af ”The Championsship”, men de tabte playoff-kampen til Bolton – dog skulle Premier League snart komme til Moyes. Evertons viceformand Bill Benwright har fortalt, at det tog ham kun 30 sekunder at afgøre, at Moyes skulle blive deres nye manager i foråret 2002.


You have got red hair, but we don't care
Tiden i Everton var unik, selvom der også har været nedture, men hele elleve år i samme Premier League-klub gør Moyes' præstation til noget helt specielt, hvilket fansenes begejstring stadigvæk også bevidner, når det lyder udover Goodison Park:

- Davie Moyes! Davie Moyes! Davie Davie Davie Moyes!
You have got red hair, but we don't care
Davie Davie Moyes!

Tilstanden i Everton blev også voldsom forbedret under Moyes, selvom den skotske manager aldrig vandt noget med ”The Toffees”. Truppen, som Moyes overtog, var aldrende, og den økonomiske situation var meget presset, men trods dette var Moyes i klubben i mange år. Tidligere har Moyes sagt, at når Everton sluttede på en 13. plads i Premier League, var det en god sæson – sådan er det ikke længere.

I 2002/03 sluttede Everton på 7. plads - blandt andet med en ung Wayne Rooney på holdet - efter holdet igennem foråret faktisk var placeret højere oppe i stillingen, og på den sidste kampdag missede Everton muligheden for at spille europæisk fodbold, men den efterfølgende sæson var der ballade i klubben – og klubben sluttede lige over nedrykningsstregen.

Sæsonens sidste kamp endte med et ydmygende 1-5-nederlag til Manchester City, og holdet sluttede kun lige over nedrykningsstregen. Moyes havde også mistet ”omklædningsrummet”, efter han havde haft et opgør med holdets anfører Duncan Ferguson, og derudover var der også gnidninger mellem Rooney og Moyes. Disse blev afsluttet i sommerpausen, da Rooney blev solgt til Manchester United for klubrekorden på 250 millioner kroner.

Trods salget fik Moyes ikke mange penge til at købe ind for i den efterfølgende sæson, men alligevel endte Everton på en flot fjerdeplads. Senere blev der i stedet brugt 130 millioner kroner på at etablere træningsanlægget – Finch Farm, der åbnede i foråret 2007. Men kan Moyes godt agere på transfermarkedet?


Blandende transfer-bolsjer
I Everton-tiden formåede Moyes at hente spillere fra mindre markeder som det belgiske, det irske og det græske, og flere gange på en snedig vis. Joseph Yobo og Mikel Arteta blev f.eks. hentet på låneaftaler, sådan at Moyes kunne kigge dem an, inden han købte dem. Arteta endte med at koste Everton sølle 20 millioner kroner – ligesom den målfarlige midtbanekollega Tim Cahill gjorde. Af andre gode handler kan nævnes Marcus Bent, der kun kostede fem millioner kroner, Steven Pienaar der kostede 20 millioner kroner samt Maroane Fellaini – som blot kostede 140 millioner kroner, da han ankom til Goodison Park.

Naturligvis har der også været dårlige indkøb af Moyes i Everton, som Richard ”Wrong” Wright, James Beattie og især Per Krøldrup, der faktisk kostede hele 45 millioner kroner. Navne som Andy van der Meyde og Steven Naismith faldt også igennem i Everton, og Moyes kaldte blandt andet van der Meyde for ”værdiløs”.

Trods de dårlige indkøb skabte Moyes fremdrift i Everton. De ti år, før han kom til klubben, sluttede de gennemsnitlig på en 14. plads, mens Moyes-årene gav en solid 7. plads i gennemsnit, men det blev ikke til nogen trofæer, og der har været mange skuffelser i FA-cuppen.

I 2009 slog Everton tre hold fra ”Top 6” ud af FA-cuppen, inden de tabte til Chelsea i finalen, og i 2012 endte det også med en skuffelse, da rivalerne fra Liverpool vandt semifinalen over ”The Blues”.

I Premier League havde Moyes fine placeringer som i 2004/05-sæsonen, hvor klubben sluttede på en fjerdeplads, men det helt store problem for tiden i Everton var kampene imod de største hold i rækken. Han fik aldrig en udebanesejr over hverken Arsenal, Chelsea, Liverpool eller Manchester United – men det skyldes ikke, at han ikke kunne ”tænde” spillerne. Moyes har nemlig også et ry for at være en ”hårtørre” i omklædningsrummet, men peptalkene har ikke givet de ønskede resultater på det seneste.

I kalenderåret 2016 og 17 havde Moyes den sidste periode af tiden hos Real Sociedad og 43 kampe for Sunderland. Samlet set 54 kampe, hvilket gav blot en sejrsprocent på 18, så han er taget til West Ham for at finde genoprejsning.

For siden at den engelske sportsminister Andy Burnham kom med de rosende ord til den nykårede Manchester United-manager er det gået ned af bakke for den modig skotte.

Læs hele artiklen
Se alle profil-artikler her
Ledere
Kan Moyes og West Ham redde hinanden?
Når David Moyes på søndag sætter sig tilrette på West Hams udskiftningsbænk til udekampen mod Watford, er det velvidende, at han er nødt til at skabe resultater i en fart. Moyes skal redde West Hams sæson, men bestemt også få sin egen karriere på rette spor igen.
Den ellers blandt fansene så populære Slaven Bilic har i lang tid været ”dead man walking” i West Ham. Efter nederlaget til Liverpool mistede klubbens ejere endegyldigt troen på, at kroaten var den rigtige mand i spidsen for "The Hammers."

Da en ny manager skulle findes, faldt valget på den 54-årige David Moyes, der senest styrede Sunderland ned i The Championship. Moyes blev kun tilbudt en kontrakt frem til afslutningen af indeværende sæson, så han er under voldsomt tidspres og skal levere resultater i en fart, hvis han vil gøre sig forhåbninger om at få den kontrakt forlænget.

Slaven Bilic fik en fremragende start i West Ham. Fansene var blevet trætte af forgængeren Sam Allardyce og især den spillestil, han stod for, så de tog imod Bilic med åbne arme. Bilic kvitterede med flotte resultater i sin første sæson, der bød på sejre over blandt andre Liverpool, Manchester City, Chelsea, Arsenal, Tottenham samt ikke mindst Manchester United i den allersidste kamp på Upton Park.

Op til den følgende sæson flyttede West Ham væk fra de trygge rammer omkring Green Street og ud til et trist industrikvarter i nærheden af den gamle landsby Stratford. Klubben havde lavet en økonomisk meget lukrativ aftale med London om at leje byens olympiske stadion og solgte hurtigt over 50.000 sæsonkort. Fremtiden så aldeles glimrende ud, men rent sportsligt er det dog langt fra blevet den succes, som klubben havde håbet på. Resultaterne udeblev, og fansenes tålmodighed med de to ejere er mildest talt ved at være opbrugt.

Mange af fansene føler, at flytningen skete henover hovederne på dem og savner de trygge rammer omkring det gamle stadion. En stor del af fansene mener, at ejerne ved starten af hver transfervindue lover dem verdensklassespillere for ved slutningen af vinduet i stedet leje spillere fra væsentlig lavere hylder og siden trække store summer ud af klubben og ned i egne lommer.

I nuværende sæson er det gået fortsat støt ned ad bakke for West Ham. Klubben leverede ellers et forholdsvis fornuftigt transfervindue, men da London Stadium i starten af sæsonen skulle bruges til VM i atletik, startede West Ham sæsonen med tre udekampe, som alle blev tabt. Siden er det blevet til blot to sejre, og da rygterne samtidig gik på, at Bilic havde tabt omklædningsrummet, ikke kunne motivere spillerne og få dem i tilstrækkelig i form, så var fyringen den logiske konsekvens.

Nu er det Moyes, der står i spidsen for West Ham. Han har fået følgeskab af den gamle landsholdsback Stuart ”Psycho” Pearce samt Alan Irvine og Billy McKinlay som assistenter. Den kvartet bliver - modsat Bilic - nok ikke beskyldt for at være for blød over for spillerne, og Moyes udtalte da også om spillerne på sit første pressemøde:

- Stram op, ellers du ryger på bænken. Løb, eller du ryger på bænken. Jeg har travlt, og det burde de også have.

Klubbens topscorer fra sidste sæson Michael Antonio udtalte til BT Sport Football om træningen under Moyes:

- Træningen er intens og anderledes, men jeg ser gode ting.

På søndag bliver vi en smule klogere på, om der er sket positive forandringer, men svaret på, om Moyes og West Ham kan redde hinanden blæser fortsat i vinden - nøjagtig som de berømte sæbebobler, der er en fast bestanddel af West Ham-kampe på London Stadium.
Læs hele lederen
Liverpools hullede defensiv
Indkast.dk har kigget Jürgen Kloops forsvar efter i sømmene, og det ser ikke godt ud…
I gårsdagen udgave af de engelske aviser havde Philippe Coutinho travlt med at forsvare Liverpools forsvar, og den ombejlede brasilianer slår fast, at det er hele holdet, der deltager i det defensive arbejde.

Nuvel skal alle deltage i forsvarsspillet, men mange af målene imod Liverpool er lavet efter store personlige fejl. Derudover er det i den grad på udebane. I de fem udebanekampe har Jürgen Kloops defensiv lukket 15 mål ind – mens der blot er scoret én gang imod dem på Anfield Road. Selvom de har gjort det fint på hjemmebanen, har de haft den værste defensiv siden 1964 efter ni turneringskampe.

Fem mål imod Manchester City og fire i weekendens Tottenham-kamp har naturligvis være dyre i ”regnskabet”. Klub-legenden Graeme Souness er nådesløs i kritikken og hævder, at holdet ikke har en defensiv profil, ingen organisation og i den grad mangler en styrmand. Souness mener også, at Dejan Lovren i weekendens kamp var alt for venlig overfor Harry Kane.

Spørgsmålet er, om Liverpool mangler kvaliteten i forsvaret. Umiddelbart virker det ikke til, at det har samme niveau som deres rivaler i toppen af Premier League, men de mangler ikke pengene til at skaffe dem. Således har Liverpool det fjerde største lønbudget i Premier League, men de er klart det hold, som har lukket flest mål ind i denne sæson – kriseramte Crystal Palace har endda lukket færre mål ind.

På målmandsposten har Simon Mignolet og især Loris Karius været meget udskældt, og måske kunne Virgil van Dijk i sommerens transfer-vindue have skabt noget tiltrængt ro og selvtillid til defensiven, men det fejlede, og det gjorde Liverpool-ledelsen i den grad også. For denne havde slet ikke en plan B klar, da indkøbet af Southampton-spilleren tidligt i forløbet begyndte at trække i langdrag.

Liverpool har forsømt at forstærke sig betydeligt i defensiven modsat flere af de andre tophold. De fik slet ikke købt den centrale forsvarsspiller og målmand, som de manglende, og det betaler de dyre lærepenge for nu.

Klopp har været ansvarlig for Liverpool i 77 kampe, og i dem har de blot holdt ”Clean Sheets” i 29,8% af kampene, hvilket er langt fra forgængerne Rodgers og Benitez. Derudover er Klopp også den eneste i trioen, som har en sejrsprocent under 50%. Dette skal ændres – gerne med den ”Klopp-effekt”, som har været gemt væk i en alt for lang periode.
Læs hele lederen
Se alle leder-artikler her

Video

Artikel ikon Giroud de specielle måls mester? 100 Arsenal-mål for Giroud – Se dem her Artikel ikon Vanvittigt mål af Sigurdsson Artikel ikon Vanvittige Shelvey Artikel ikon Se flere

Den pudsige

Artikel ikon Tidligere medspiller: Gravesen var sær Fejl hos Fellaini Artikel ikon Ugens hold fra Serie A - runde 12 Artikel ikon Ugens hold fra Premier League Artikel ikon Se flere

Toplister

Artikel ikon Goal 41-50: De bedste spillere i verden XI: De kommer ikke til VM 2018 Artikel ikon Top 10: Verdens bedste teenagere Artikel ikon Top 7: PL's mest præcise nye angribere Artikel ikon Se flere

Spil

Artikel ikon Spil: AS Roma - Lazio Spil: Italien - Sverige Artikel ikon Spil: Kneben United-sejr på Anfield Artikel ikon Spil: Qarabag - AS Roma Artikel ikon Se flere

Bøger

Artikel ikon Carlo Ancelotti - mit spil Robert Enke: Et alt for kort liv Artikel ikon Hjem til Fodbold Artikel ikon - En tikkende bombe Artikel ikon Se flere

Historisk

Artikel ikon Tidligere VM-vindere som ikke kom med Diego Maradona - Stjernen fra villavejen Artikel ikon 'En rigtig Jesper Olsen' Artikel ikon Premier League - Tilbageblik af Indkast Artikel ikon Se flere

Rygter

Artikel ikon Søndagens engelske rygter Rygte: Griezmann og Bale til United Artikel ikon Lørdagens engelske rygter Artikel ikon Fredagens engelske rygter Artikel ikon Se flere

Vidste du om ...

Artikel ikon Vidste du om ...
Alexandre Lacazette
Vidste du om ... Cristian Ziege Artikel ikon Vidste du om ... Vinicus Junior Artikel ikon Vidste du om ... Kasper Dolberg Artikel ikon Se flere

Statistik

Artikel ikon Martin O'Neill – masser af succes Lionel Messi – 600 kampe Artikel ikon Arsenal – og top 6 Artikel ikon Klopps forsvar gennem årene Artikel ikon Se flere

Optakter

Artikel ikon Optakt: AaB - Midtjylland Optakt: SønderjyskE - FC København Artikel ikon Optakt: Helsingør - Hobro Artikel ikon Optakt: Lyngby - Randers Artikel ikon Se flere

Startopstillinger

Artikel ikon Startopstillinger: Horsens - OB Startopstillinger: Napoli - AC Milan Artikel ikon Startopstillinger: A. Madrid - R. Madrid Artikel ikon Startopstillinger: Italien – Sverige Artikel ikon Se flere

Kampreferater

Artikel ikon Las Palmas-krisen fortsætter Werder Bremen vandt endelig Artikel ikon Pukki-hattrick i Brøndby-sejr Artikel ikon Watford slår 'Hammers' i Moyes-debut Artikel ikon Se flere